Istedløven på Frederik VII's hjelm

På torvet i Køge står en statue af Frederik VII - det gør der så mange steder (fx Sorø, Jægerspris, Hillerød og København) - I Køge og København har statuen en særlig udsmykning på hjelmen. Billehuggeren H.W. Bissen har udført den (hans søn stod dog for fuldførelsen) og har foroven på hjelmen placeret et andet af sine værker i miniature: Istedløven. Man kunne spørge, hvad Istedløven mon skal på dette sted, men måske er forklaringen ikke så dunkel.

Statuen blev rejst i anledning af Grundlovens 20 års jubilæum, men i opførelsesåret 1869 står katastrofen 1864 i Sønderjylland i så frisk erindring, at de nationale følelser i høj grad præger den politiske og kulturelle offentlighed.

Frederik døde i 1863, altså i det sidste gode år efter hvad man anså for at være sejren i Treårskrigen 1848-51, hvor slaget ved Isted stod forrest i den nationale sejrs- og selvglæde. - I 1869 var der lige så stort behov for at fejre denne sejr som Grundloven.

 

Samtidig gjorde dette sig gældende, som beskrevet på http://www.koegekom.dk/Byvandring/frederik.htm :

"Statuen af Frederik den VII blev rejst i 1869 i anledning af 20-årsdagen for kongens underskrivelse af grundloven af 5. juni 1849. Indførelsen af grundloven betød, at det enevældige monarki blev afskaffet til fordel for en folkevalgt Rigsdag. Det var begyndelsen til folkestyret i Danmark - selvom kvinder først fik valgret i 1915. Statuen er udført af en af de store danske billedhuggere H.W. Bissen og færdiggjort af hans søn. Bissen havde udtalt, at borgerne i Køge vist ikke havde råd til en sådan statue, men det lykkedes Køge By og omegns borgere at betale statuen via en indsamling på 4000 rigsdaler."

 

De følgende kilder belyser den historiske og kunsthistoriske baggrund.

 


Torvet

Statue af Frederik den VII, Køge Torv
Statuen af Frederik den VII blev rejst i 1869 i anledning af 20-årsdagen for kongens underskrivelse af grundloven af 5. juni 1849. Indførelsen af grundloven betød, at det enevældige monarki blev afskaffet til fordel for en folkevalgt Rigsdag. Det var begyndelsen til folkestyret i Danmark - selvom kvinder først fik valgret i 1915. Statuen er udført af en af de store danske billedhuggere H.W. Bissen og færdiggjort af hans søn. Bissen havde udtalt, at borgerne i Køge vist ikke havde råd til en sådan statue, men det lykkedes Køge By og omegns borgere at betale statuen via en indsamling på 4000 rigsdaler.

http://www.koegekom.dk/Kultur_fritid/skulptur/frederik.htm



 

 


Rytterstatuen på Christiansborg Slotsplads

Datering: 1865

Type: Rytterstatue

Materialer: Bronze, granit

Mål: 950 x 760 x 1010 cm. Skulpturen 225 x 550 cm. Plinten 21 x 194 x 450 cm. Postamentet 580 x 760 x 1010 cm

Placering: Christiansborg slotsplads

Påskrift: I forgyldt egekrans på bronzeplade indfattet i granitsoklens forside med forgyldt reliefskrift: "5/IUNI/1849."; v. side: "FOLKETS KIÆRLIGHED/MIN STYRKE"; h. side: "FREDERIK D: SYVENDE/GRUNDLOVENS GIVER." ; bagside: "FØDT 1808./KONGE 1848./DØD 1863."

Bronzestøber: Udført af parisiske bronzestøbere i Vilhelm Bissens værksted indrettet ved Carlsberg i Valby

Giver: En komité forestået af Carl Ploug, der modtog støtte fra staten og Københavns Kommune gennem Det Eibeschützske Legat til stadens forskønnelse; resten af midlerne indkom ved en landsindsamling.

Forarbejder: Skitse udført september 1856, ikke bevaret

Gipsstatuette. (1863-64). H. 134 cm. Fyns Kunstmuseum, Inv.nr. 368

Gipsstatuette. (1863-64). Randers Kunstmuseum, ikke bevaret (?)

Gipsstatuette. (1863-64). H. 92 cm. Nordjyllands Kunstmuseum, gået til grunde(?)

Gips i reduceret størrelse. Jægerspris

Ejer: Københavns Kommune

 

http://www.vejpark.kk.dk/monumenter/index.asp?mode=detalje&id=115&pane=3  

 

 


Eröffnungsrede der Göttinger Ausstellung am 9. Mai 2004

Niels Krabbe

Sehr geehrte Bibliotheksdirektoren Mittler und Kolding-Nielsen, sehr geehrte Damen und Herren.

Von meinem Fenster im so genannten "schwarzen Diamanten", dem neuen Gebäude der Königlichen Bibliothek in Kopenhagen aus sehe ich täglich auf die Riesenbronzestatue eines Löwen, der majestätisch über dem Verkehrslärm auf seinem Sockel thront, den Kopf leicht nach Süden gewandt, also in Richtung Deutschland. Es handelt sich um den so genannten Isted-Löwen, ein Werk des dänischen Bildhauers H.W. Bissen aus dem Jahr 1860. Er symbolisiert den Heldenmut der Dänen im ersten preußisch-dänischen Krieg von 1848-1851 und wurde zum Gedenken der Gefallenen in der Schlacht von Isted in Flensburg aufgestellt. Nach der dänischen Niederlage von 1864 wurde er nach Berlin gebracht, jetzt als Symbol des preußischen Sieges über die Dänen. Nach 1945 gelangte er schließlich an seinen jetzigen Platz im Zentrum der Macht auf Slotsholmen in Kopenhagen, wo er bleiben wird, bis man sich wohl irgendwann einmal wieder darauf einigt, ihn nach Flensburg zurückzubringen, wo er eigentlich hingehört. Der Isted-Löwe symbolisiert somit die eine Seite des Verhältnisses zwischen Dänemark und Deutschland, nämlich die antagonistische Beziehung, aber eben auch nur die eine Seite. Denn in der großen historischen Perspektive verblasst der Gegensatz zwischen Dänemark und Deutschland neben dem Gefühl der Zusammengehörigkeit und der politisch-kulturellen Gemeinschaft.

http://www.paulinerkirche-goettingen.de/wahlverwandt_eroeffnrede.htm  

 

 


Slaget på Isted Hede

Danmarkshistoriens største slag fandt sted under Treårskrigen den 25. juli 1850 på Isted Hede, nord for Schleswig by i Sydslesvig.

 

En dansk hær på 40.000 mand kæmpede mod 34.000 slesvig-holstenere og tyskere. Resultatet af 12 timers kamp var 3.000 faldne og sårede danskere og 2.500 slesvig-holstenere.
Danskerne vandt slaget, men det lykkedes dog slesvig-holstenerne at trække sig tilbage.

Tidligt om morgenen startede en danske fremrykning mod Isted. Især sydvest for Isted kom general Schleppegrel og oberst Læssøes styrker ud i meget voldsomme kampe. Meldinger om vanskelighederne på venstre fløj fik overgeneral Gerhard Krogh til, at omdirigerede den danske brigade der skulle afskære slesvig-holstenernes tilbagetog sydpå. Danskernes venstre fløj klarede i mellemtiden vanskelighederne med undsætning fra en anden brigade. Da hovedstyrken samtidigt rettede et samlet angreb mod slesvig-holstenernes hær, var fjendens nederlag og tilbagetrækning snart en realitet, men da var det for sent at indeslutte den slesvig-holstenske hær.

Blandt de faldne i slaget var bl.a. general F.A. Schleppegrel og oberst Frederik Læssøe.
Efter slaget fortsatte den danske hær sydpå for at befæste Dannevirke.

Til minde om de danske faldne i Treårskrigen 1848-50 udførte Herman Wilhelm Bissen Istedløven, der nu står opstillet i København ved Tøjhusmuseet.

http://www.danskekonger.dk/biografi/andre/istedhede.html

 


 

Istedløven

Af Britta Kragelund

Istedløven skulle oprindelig være et nationalt mindesmærke "om de sejrrige bedrifter, ved hvilke Slesvig blev genvundet". Her tænkes på slaget ved Isted, den 25. juli 1850.Formålet blev dog hurtigt ændret til et mindesmærke for de faldne, og det skulle stå på Flensborg Kirkegård, hvor mange af de faldne blev begravet. Men under alle omstændigheder blev Istedløven skabt som et samlende symbol i en periode, hvor den nationale identitet var under opbygning.H. W. Bissen, der også er mester for Landsoldaten i Fredericia, fik opgaven overdraget. For at arbejde efter en levende model, tog Bissen til Paris, hvor man i den zoologiske have havde en løve. Han lavede løven i voks på et jernskelet og fik den store og tunge løve bragt hjem, hvorefter den blev støbt i bronze.Den 25. juli 1862, på 12-årsdagen for slaget, blev monumentet afsløret i Flensborg. Slesvig-Holstenerne var rasende over dette danske mindesmærke, dels over placeringen, dels over løvemotivet, der giver udtryk for magt og sejr. Men de måtte som den tabende part finde sig i det.Istedløven kom dog ikke til at stå længe i Flensborg. Den næste krig kom knap to år efter, i 1864, og da var lykken ikke med danskerne. Resultatet blev jo, at Danmark mistede hele Sønderjylland og Holsten, og de sejrende tyskere fjernede omgående Istedløven og førte den til Berlin som sejrstrofæ. Løven stod så i Berlin i ca. 90 år, til 1945.Efter Tysklands kapitulation blev den af de amerikanske styrker bragt til København, hvor den midlertidigt blev anbragt i Tøjhusmuseets gård. Den 20. oktober 1945 blev den overdraget til kongen ved en større højtidelighed med 1000 indbudte gæster. Placeringen blev dog af længere varighed. Først for et par år siden blev Løven i forbindelse med en omlægning af området flyttet til den nuværende plads, hvor den står frit og fornemt og kan skue ud over havnen.Endnu 140 år efter monumentets afsløring vækker Løven fortsat følelser, og der har i 90'erne været heftig debat om, hvor Løven egentlig hører til. Efter den ny placering er debatten dog forstummet.

Den amerikanske general Barker overdrager Istedløven til det danske folk, symboliseret i kong Christian X.

 

http://www.danskskaanskforening.dk/DST/1-02-isted.htm

 


 

Herman Wilhelm Bissen var en af Danmarks betydeligste billedhuggere efter Bertel Thorvaldsen (1770-1844). Han blev født i Slesvig i 1798 og startede i 1816, 18 år gammel, som elev på Det Kongelige Danske Kunstakademis malerskole i København. På dette tidspunkt var det langt fra klart for Bissen, at det var til billedhuggerkunsten han senere ville vie sit liv. Fortvivlet over sine egne evner som maler afbrød han da også studiet og rejste tilbage til sin fødeby Slesvig. Han var dog snart tilbage i København, opfordret af selveste Prins Christian Frederik (Christian VIII). Med dette royale skub og tilskyndet af Kunstakademiets professor, J.L. Lund (1777-1867) fik Bissen sin debut som billedhugger i 1821 med relieffet Jakob modtager Josefs blodige kjortel, for hvilket han modtog Akademiets lille guldmedalje. Den store guldmedalje og det heri indbefattede rejsestipendium, som Bissen modtog i 1823 for relieffet Jesus helbreder Jairi datter, blev starten på en udenlandsrejse via Tyskland til Italien, hvor Bissen opholdt sig frem til 1834.


 

 

 

 

 

 

 


 Kredsen omkring Thorvaldsen i Rom og specielt Thorvaldsen selv fik stor betydning for den unge Bissen, der ikke uproblematisk beundrede den ældre billedhugger. I Rom skabte Bissen en lang række vigtige værker, stærkt påvirket af den thorvaldsenske klassicisme. Blomsterpige fra 1828-29, Prins Paris fra perioden 1831-40 og Gutenberg-monumentet fra 1833-34. Mødet med billedhuggeren Hermann Ernst Freund blev imidlertid det vendepunkt, der fik væsentligst betydning for Bissens videre kunstneriske udvikling. Deres fælles rejser til Syditalien i 1830erne og specielt mødet med den tyske maler Johann Friedrich Overbeck (1789-1869) fra de såkaldte nazarenere og den før-rafaelitiske malerkunst i Toscana kom til at ændre den strenge klassicisme, som Bissen havde overtaget fra Thorvaldsen.

Tilbage i København var Bissen modnet efter sin lange rejse. Han var blevet en så velset og anerkendt billedhugger, at han nærmest fik monopol på de bedste bestillinger, bl.a. udsmykningerne af Christiansborg, Vor Frue Kirke og Råd- og Domhuset. Endvidere udførte han andre betydelige monumenter til offentlige rum, samt utallige portrætbuster. I 1835 blev Bissen medlem af Kunstakademiet og i 1840 overtog han efter billedhuggeren Hermann Ernst Freunds død dennes professorat ved Kunstakademiet. Han færdiggjorde ligeledes dennes frise Ragnarok i 1840, samt flere af Thorvaldsens efterladte værker.

Selvom Bissen overtager arven efter Thorvaldsen og også har stilistiske træk tilfælles med ham, er Bissens produktion ikke præget af samme internationalt orienterede formsprog. Han kendetegnes i stedet ved en sund naturalisme med et umiskendeligt dansk præg. Han bliver repræsentant for kunsthistorikeren N.L. Høyens (1798-1870) tanker om nationale og nordiske værdier, hvorfor han ikke uden grund kaldes Danmarks nationale billedhugger. Statuerne Den Danske Landsoldat fra 1853-58 og Frederik VI fra 1851 og afsløret 1853, samt buster af bl.a. Grundtvig fra 1847-48 og H.C. Ørsted fra 1850 udgør essensen af denne national-historiske og national-romantiske stil som Bissen bliver repræsentant for.

Med Bissen lægges fundamentet til en romantisk-realistisk og national-borgerlig billedhuggerkunst, kendetegnet ved et klassisk formsprog med såvel naturalistiske, som historiske former og motiver. Hans samlede produktion er mangfoldig, men kendetegnes ikke desto mindre af en gennemgående afdæmpet, til tider let primitiv klassicisme. I stil med samtidens maleri, en billedhuggerkunst af intim yndefuldhed og ligefremhed i stil med samtidens maleri, hvor værkerne med deres emotionelle udtryk står i modsætning til og afslutter den thorvaldsenske dominans af ny-antik karakter.

Christina Stenka Hellfach

http://guldalderbilleder.ancher.kulturhotel.dk/guldalderen.asp?c=ktxt&id=39

 


En tegning som "Fra det nye Christiansborg", der kom i Blæksprutten i 1917, er flot lavet. De fleste danskere i det miljø, Blæksprutten henvendte sig til - og det var flere gange de 100.000 Sprutten blev trykt i - kunne uden videre genkende taget på slotskirken og facaden på det nuværende Christiansborg.

Slottet var i 1917 under genopførelse og dets udseende derfor om muligt endnu mere kendt, end det er i dag. Alligevel bliver det for en sikkerheds skyld gengivet meget omhyggeligt, næsten som på en arkitekttegning, i billedets venstre siden. Det er nemlig først, når den er sevet ind hvor man befinder sig, at man kan regne ud, at det store hoved midt i tegningen må være det, der sidder på rytterstatuen foran slotsfacaden og altså forestille Frederik 7. Den erkendelse lettes, hvis man kender tegnet for Frederik 7., sådan som Alfred Schmidt har udformet det i snesevis af tegninger lige siden han illustrerede en af Melbye og Henriques' allerstørste successer: Visen om Den oldenborgske Stamme i Blæksprutten 1901. På udstillingen kan man se et eksempel, på hvordan tegnene for den oldenborgske kongerækkes medlemmer bliver indøvet i billedet af Greven af Rosenborg, der aflægger besøg på Rosenborg fra Blæksprutten 1914.

Frederik 7.'s usædvanligt melankolske udtryk kommer af, at han ikke kan børste den lille geschæftige Zahle væk fra toppen af sin hjælm, hvor han sidder og slår ud med hånden i et forsøg på at sætte sig på rollen som grundlovsgiver anno 1915.


Kilde:
http://www.kb.dk/kb/dept/nbo/kob/bladtegn/nyesider/alfred/index.htm

 


Istedløven blev født
i Fredericia

En historisk gennemgang af Istedløvens "liv" - bearbejdet af Emanuel Christlieb og Thomas Kvist Christiansen. 

Når der arbejdes på at få Istedløven bragt til Fredericia og anbragt på et centralt sted på det historiske voldanlæg, er det ikke helt tilfældigt. Der er flere grunde. Først og fremmest er der taget udgangspunkt i, at ideen om at lave en løve i bronze til minde om Slaget ved Isted - slaget, som Danmark vandt den 25. juli 1850 - blev født i Fredericia den 6. juli 1858. Denne dag, ni år efter Slaget ved Fredericia, 1849, blev statuen af den Tapre landsoldat afsløret i Fredericia. Under en efterfølgende middag blev det besluttet, at der skulle iværksættes en landsindsamling, så man kunne få lavet en buste af general Bülov, der døde på slagmarken under Slaget ved Fredericia. I den forbindelse foreslog den daværende amtmand, Orla Lehmann, at overskuddet fra denne indsamling skulle gå til fremstilling af et monument for slaget ved Isted. Det skulle være en bronzeløve, som skulle stilles på en søjle af bornholmersten. Løven skulle udføres af billedhuggeren H.W. Bissen ( 1798 – 1868 ).

I perioden mellem den 22. februar og 5. marts 1864 blev Istedløven udsat for hærværk, og tyskerne begyndte at pakke monumentet ned i trækasser - uden hale og en del af bagkroppen - som på det tidspunkt var blevet stjålet. Tyskerne fjernede derefter den store sokkel og sprang fundamentstenen væk. Dermed var Istedløvens fjernelse uigenkaldelig. Kasserne med resterne af Istedløven blev opbevare i stænderforsamlingens gård sammen med de to indskriftstavler og fire portrætrelieffer, der havde siddet på soklens sider.

I året 1866 beordrede Kong Wilhelm, at Istedløven skulle opsættes i Tøjhuset i Berlin. Dette skete efter restaurering i 1868. I året 1878 blev det besluttet, at Istedløven skulle flyttes til et nyopført kadetakademi i Lichtersfelde i Berlin. Her blev den anbragt på en så lav sokkel, at indskriftstavlerne måtte beskæres og officersportrætterne fjernes. Medaljonerne blev skænket til artilleriregiment Encke i Magdeburg – et regiment, der havde kæmpet ved Dybbøl. Istedløven kom dermed til at fremstå som et tysk sejrstrofæ.

I maj 1945 blev Berlin erobret af russerne, og i juli det år fik amerikanerne en del af byen. Den danske krigskorrespondent Henrik V. Ringsted fra Dagbladet Politiken luftede i Berlin sin ide om at flytte Istedløven til Danmark overfor den amerikanske kaptajn Hathaway. General Dwight D. Eisenhower blev orienteret, og han krævede skriftlig anmodning fra den danske regering. Fungerende udenrigsminister Christmas Møller lod omgående en note aflevere til den amerikanske oberst Oldfield med ordene:

"Jeg kan ikke forestille mig noget der ville gøre det amerikanske Folk mere populært hos Danskerne end Genindsættelsen af Istedløven paa den rette Plads i Danmark. Sagen bør fremmes mest muligt".

Den 5. oktober 1945 ankom Istedløven på en amerikansk blokvogn til København og blev placeret midlertidigt i Tøjhusmuseets baggård. Dermed var Istedløven tilbage på dansk grund.

Opstillingen i Tøjhusmuseets gård var en midlertidig placering, og der har siden med mellemrum været rejst debat om Istedløvens fremtidige skæbne.

Den 20. oktober 1945 blev Istedløven overdraget til Kong Christian X, der i den anledning udtalte:

"Jeg modtager Løven, Istedløven , med Tak til dem, der bragte den herop, og til dem, der har ofret deres Liv, for at vi kunne blive frie. Naar man tænker tilbage, saa var det Kong Frederik VII og hans Generation, der overrakte denne Gave til Flensborg. Iflg. Traditionen synes jeg ogsaa, naar Forholdene tillader det, at den opstilles nede i Flensborg og minde om de Tider, der er gaaet, og til Erindring om alle dem, der ofrede deres Liv i Treaarskrigen".

Efter 1945 kom der forslag om at føre Istedløven tilbage til Flensborg, men stødte på massiv tysk modstand, og har skabt splittelse i det ellers gode dansk/tyske forhold i Sydslesvig.

Fra 1960 til 1998 er der kommet flere forslag om at istandsætte og flytte monumentet til en passende placering, men hver gang er forslagene blevet mødt med afslag med henvisning til, at monumentet til sin tid muligvis kunne komme til Flensborg.

Men det tyske folk har igennem alle årene – senest medio 1999 – klart tilkendegivet, at de ikke ønsker Istedløven på tysk jord.

Fra efteråret 1999 indgår Istedløvens placering bag Tøjhusmuseet i København nu i den nye Søren Kierkegaards Plads – som er genbo til "den sorte diamant" eller "skæve Thorvald", den nye udbygning til det kgl. bibliotek.

Lidt over fire år varede projektet med at skabe sejrsmonumentet, og den 25. juli 1862 blev den færdige Istedløve afsløret på Flensborg kirkegård. På soklens inskription stod:

"Isted den 25. juli 1850. Det danske folk rejste dette minde."

Digteren og eventyrfortælleren H.C.Andersen var med ved afsløringen af Istedløven. Bagefter gav han udtryk for sin ængstelse for denne placering på kirkegården. Tre dage efter slaget er 495 danske soldater blevet begravet i en massegrav. I alt ligger 820 danskere begravet på Sct. Maria kirkegården i Flensborg.

http://www.volden.dk/istedloeve/istedloevehistorie.htm

 


 

 

Frederik VII    Konge af Danmark 1848-63

 

Frederik 7. ombord på »Slesvig«
Johan Vilhelm Gertner
Frederiksborgmuseet

 

Frederik 7. blev født i 1808 og døde i 1863. Han var søn af Christian 8. og Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin.

Forældrene blev skilt et årstid efter sønnens fødsel, pga. Charlotte Frederikkes affære med komponisten Edouard du Puy. Hun blev forvist til Horsens og måtte forpligte sig til aldrig mere, at se sin søn. Som barn kom prins Frederik derfor til at leve under skiftende forhold hos medlemmer af familien og andre, der tog sig af hans opdragelse.

Som 20-årig giftede han sig med Frederik 6.s yngste datter, Vilhelmine. Med tiden blev ægteskabet præget af Frederiks udskejelser og hensynsløshed over for hustruen. En aften han havde truet Vilhelmine og drukket tæt i hendes soveværelse, blev det for meget for Frederik 6., der i 1834 forviste ham til Jægerspris Slot og forlangte skilsmisse for datteren.

Et efterfølgende ophold i Fredericia blev indledningen til bekendtskabet med den kvinde der fik størst betydning for ham, danserinde og senere modehandlerske Louise Rasmussen.

Den 20. januar 1848 døde Christian 8., og blev nu efterfulgt af sin uerfarne 39-årige søn Frederik 7. Der var stor tvivl om Frederik 7.s evner som regent, og det var med bange anelser offentligheden tog imod ham. Han havde kun været medlem af statsrådet siden 1841 og nærede ikke den store interesse for politik. Når han alligevel blev en af de mest populære konger i danmarkshistorien skyldes det først og fremmest, at han opgav enevælden og gav Danmark en fri forfatning ved underskrivelsen af Junigrundloven.

Christian 8. havde i sit afskedsbrev rådet Frederik 7. til at holde sig til det gamle ministerium og pålagt ham at udstede en fælles forfatning for Danmark og Slesvig-Holsten. Kort tid efter skyllede bølgerne fra den franske Februarrevolution ind over Tyskland og videre mod Danmark. Den 18. marts 1848 krævede hertugdømmerne Slesvig optaget i Det tyske Forbund, hertugdømmerne forenet og en fri forfatning.


Disse begivenheder førte til et nationalliberalt borgermøde den 20. marts på Casino-teatret i København, hvor man krævede kongens ministerium afsat og en fri fælles forfatning for Danmark og Slesvig. Under parolen Danmark til Ejderen, ankom en stor demonstration, anført af borgerrepræsentationen, næste dag til slotspladsen. Resolutionen, som blev overrakt, var skrevet af Orla Lehmann, men da regeringen i timerne forinden var trådt tilbage, kunne kongen møde demonstrationen med ordene: Det glæder mig at kunne sige Dem, at jeg allerede har forekommet det, hvorom de beder mig. Det gamle ministerium er opløst.

Med stort besvær blev der to dage senere udnævnt et nyt ministerium, med deltagelse af både liberale og konservative. Kongen erklærede overfor det nye ministerium, at han nu betragtede enevælden som ophørt og sig selv som konstitutionel konge. Frederik 7. ville desuden kun møde i statsrådet når han blev indbudt.
Efter nogle begivenhedsrige dage, var det en træt konge, der lakonisk kommenterede sin nye situation således: Så, nu kan jeg da sove, så længe jeg gider.

I Slesvig-Holsten benyttede man regeringsskiftet til at bryde med den fælles forfatning. Den danske regering slog fast, at Slesvig under alle omstændigheder skulle forblive dansk, mens Holsten var velkommen til at slutte sig til Det tyske Forbund.

Følgen af disse uenigheder i 1848 blev Treårskrigen, hvor det i første omgang lykkedes den danske hær at besætte Slesvig ned til Ejderen. Preussen greb ind i krigen, og efter et dansk nederlag ved Slesvig by, blev Jylland besat op til omkring Århus. I august dikterede de europæiske stormagter en våbenhvile – men under de efterfølgende forhandlinger nægtede Frederik 7. den danske forhandlingsdelegation tilladelse til, at forhandle et engelsk forslag om en deling af Slesvig. Det bevirkede at krigen fortsatte, og efter en dansk sejr ved Fredericia trak Preussen sig ud af krigen og sluttede våbenstilstand med danskerne. De slesvig-holstenske oprørere fortsatte krigen på egen hånd, indtil de den 25. juli 1850 led et afgørende nederlag, i det største slag i danmarkshistorien. Under slaget på Isted Hede kæmpede 40.000 danske soldater mod 34.000 slesvig-holstenere, og da slaget sluttede 12 timer senere var resultatet 5.500 døde og sårede.
Krigen sluttede således med en dansk militær sejr. Til gengæld måtte danskerne opgive det ejderdanske program og gå med til at indføre en helstatsforfatning – en ny fælles forfatning for Danmark, Slesvig og Holsten.

Fællesforfatningen fra 1855 fik en kort levetid – allerede tre år senere erklærede holstenerne den ugyldig. Mens Preussen støttede tanken om Slesvig-Holstens indlemmelse i Det tyske Forbund, arbejdede den danske regering mod en ny forfatning der indlemmede Slesvig i Danmark. Frederik 7. støttede det ejderdanske forslag, men nåede aldrig at skrive forfatningen under, da han døde to dage efter den blev færdig.

Allerede under krigen var der blevet valgt en grundlovgivende forsamling, hvis opgave det var, at udarbejde et forslag til en fri forfatning, en grundlov.

Frederik 7. var betænkelig ved flere af bestemmelserne i forslaget og udtalte et par dage før grundloven blev underskrevet, at han fandt at: denne indeholdt bestemmelser, som han frygtede for, ej ville være til gavn for Danmarks rige – men det gik næsten altid sådan at kongen bøjede sig for flertallet i ministeriet, og da statsrådet enstemmigt rådede ham til at skrive under erklærede han, at: da han nu engang havde givet sit ord, ville han også holde det. Den 5. juni 1849 blev den officielle afslutning på 187 år med enevælde, Frederik 7. underskrev grundloven og vi fik demokrati i Danmark.

Kort tid efter Treårskrigens afslutning giftede Frederik 7. sig for tredje gang – og denne gang med bekendtskabet fra Fredericia i 1830'erne, Louise Rasmussen. Det var gennem bogtrykker Carl Berling, Frederik 7. i sin tid havde lært Louise at kende, og som kammerherre og privatsekretær var han en af kongens nærmeste fortrolige.
Efter brylluppet blev Louise Rasmussen udnævnt til lensgrevinde under navnet Danner. Den nyerhvervede titel hjalp dog ikke på de mange års forargelse mangel og på anerkendelse grevinden måtte lide under – ikke nok med at kongen havde giftet sig langt under sin stand, men Louise havde tidligere haft et forhold til Berling, med hvem hun endda havde en søn. Aristokratiets og borgerskabets uvilje mod grevinden kunne komme til udtryk på besynderlige måder: Ved et taffel i Holsten mødte samtlige gæster demonstrativt op uden damer, hvilket en rasende Frederik 7. besvarede ved at lade Den tapre Landsoldat spille for fuldt orkester som taffelmusik.
Det var blandt den jævne befolkning at kongen havde sin popularitet, så med tiden drev hetzen mod grevinde Danner parret væk fra København. I 1854 købte de Jægerspris Slot af staten. Slottet blev et skattet opholdssted for grevinde Danner og Frederik 7., og rummer i dag mange minder om dem. Efter hans død levede grevinden en stille og tilbagetrukket tilværelse. For størstedelen af sin formue oprettede hun i 1873 Frederik 7.s Stiftelse til velgørenhed, året efter døde hun og ligger begravet i Jægerspris have.

Frederik 7. var den sidste konge af den oldenborgske linie. Han døde i 1863, kun 55 år gammel, og blev begravet i Roskilde Domkirke.

 

Grevinde Danner
David Monies · 1850
Jægerspris Slot

http://www.danskekonger.dk/biografi/FreVII.html