Sagen er den, at ...
Operaen starter der, hvor Giovanni er blevet opdaget i Anna soveværelse (Anna skriger forestillingen i gang), hvor han maskeret har sneget sig ind og muligvis eventuelt har gjort et eller andet med/ved Anna. - Hun fortæller senere til sin forlovede, Ottavio, hvordan hun oplevede hændelsen, og han hører til sin lettelse, at forførelsen ikke lykkedes - samt at hun i sin halvsovende tilstand til at begynde med troede, at det var ham, altså forloveden, der var kommet på uanmeldt natligt besøg .... Mozart har et par musikalske kommentarer hertil, der synes at modsige denne historie. Ottavio er lyrisk tenor, meget korrekt, velopdragen, rene negle: en rigtig adelsmand - og en smule kedelig og ufarlig. Anna er sopran, dramatisk. (Et fantastisk svært parti for en sanger). Men tilbage til handlingen: Giovanni har slidt sig løs fra Anna, og er i fuldt firspring på vej ud af palæet (hun er Kommandanten datter. Kommandanten er en slags militærguvernør), da han bliver standset af Kommandanten himself, der er blevet vækket af Annas skrig. - Den ældre herre trækker kården og Giovanni bliver nødt til at duellere. Kommandanten dør. Giovanni flygter. Anna er sønderknust af sorg - og rasende. Hun ved ikke, hvem det var, der havde besøgt hende og dræbt hendes far. Stort drama. Giovanni er baryton, dramatisk. - Ofte ses sangeren (evt. senere) i Wagner-operaer. Det samme gælder i øvrigt Anna.Lang historie kort: Giovanni er adelsmand - en meget fornem, rig og magtfuld mand i samfundet. Elvira bliver præsenteret som "en kvinde fra Burgos" (handlingen udspilles i Spanien, i regionen hvor Sevilla er storbyen). Hun kan ikke affinde sig med hans troløshed og løgne, og hun opsøger ham og konfronterer ham med sin vrede og fortvivlelse. - Han er ærlig talt helst fri for hende og sætter sin tjener Leporello til at tage sig af hende, mens han selv smutter. - Han møder derpå sine ligestillede Anna og Ottavio og udtrykker sin medfølelse over hendes sorg og kan med fornøjelse konstatere, at Anna ikke genkender ham. (Det gør hun i øvrigt i slutningen af denne scene, hvor han hilser farvel på samme måde som dén nat). - Imens underholder Leporello (sig med) Elvira ved at gennemgå den totale liste over Giovannis erobringer (alene i Spanien 1.003).
Spillet kan begynde - 12. scene i 1. akt:
Scena Dodicesima
(a
Donn'Anna)
Non ti fidar, o misera,
|
12. scene i 1. akt ca. 35-45 minutter inde.
(til Anna)
Tro ikke ham, ulykkelige pige
Tro ham ikke - han er ond
Don Giovanni:
Donna Elvira:
Donna Anna e Don Ottavio:
Hvad skal vi dog tro? |
QUARTETTO
Donna Anna (a Ottavio):
Don Giovanni:
|
KVARTET
Donna Anna, Don Ottavio, Don Giovanni:
og fortæller på den unge kvindes vegne Donna Elvira:
Sorg, vrede, fortvivlelse og frygt Don Ottavio (a Donn'Anna):
Jeg går ingen steder,
Donna Anna (a Ottavio): Intet, hverken i hendes tale eller opførsel, tyder på, at hun skulle være gal.
Don Giovanni: (Hvis jeg går, bliver de
måske mistænksomme) Donna Elvira (a Donna Anna e Ottavio):
Alene hans ansigtsudtryk
Don Ottavio (a Don Giovanni): Denne kvinde?...
Don Giovanni: Er skør i hovedet
Donna Anna:
Denne mand .. Donna Elvira:
-
er en bedrager Don Giovanni: Stakkels kvinde
Donna Elvira: Donna Anna e Don Ottavio: Jeg begynder at få mine tvivl
|
QUARTETTO
guardando Don Giovanni): |
KVARTET Du kan godt spare dig, din slyngel. (Anna og Ottavio afsides,
|