Emil Aarestrup

Digte
1838

 

 

 

 

 

 

1. Oprindelse.

 

Som sit brune Lyng den øde Flade,

Som sit lette Ax den grønne Tilie,

Som sit løse Skum en ung Najade,

Som et Løg, i sorten Muld, sin Lilie,

Som Polyperne den skjøre Plade,

Som den bløde Musling sin Conchilie,

Har mit Indre formet disse Blade,

Af en lønlig Drift, fast uden Villie.

 

See da - som paa Lyngens brune Flade,

Som paa Heire-Axet over Tilie,

Som paa flygtigt Skum af en Najade,

Som paa Mosebundens gule Lilie,

Som paa Kalkkorallens Svamp og Plade,

Som paa Strandens spraglede Conchilie

Nogle Øieblik paa disse Blade,

Uden Strenghed, med en venlig Villie!

 

2. Luca Signorelli.

 

I Salens dybe Skygge

Sad Mester Luca træt;

Paa Marmorbordet hvilte

Hans Pensel og Palet.

Han stirred paa de store,

De mørke Skyers Rad,

Der fyldte med Figurer

Nathimlens Alterblad.

 

Som Slyngeplanten fæster

Sig til den stærke Bul,

Saaledes han til Konsten

Sig slutted tillidsfuld.

Han var en dygtig Maler;

Thi alt hvad Livet gav,

Det greb han i sit Indre

Og skabte Skjønhed af.

 

Vel var hans sorte Lokker

Forvandlede til graae;

Vel hæved sig hans Pande

Med dybe Furer paa;

Vel krogede sig Ryggen,

Vel rystede hans Haand,

Men fyrigt var hans Øie

Og evigung hans Aand.

 

Da hørtes Larm paa Gaden;

Hans Dør man hamred paa.

Men Maleren, fordybet

I Syner, ikkun saae.

Han ændsed ikke Larmen,

Ei Hobens hæse Skrig:

Luk op! din Søn er myrdet;

Vi bringe her hans Liig.

 

Han sank i vore Arme

Din Eneste - kom ud!

Lad Messer for ham synge!

Beed for hans Sjæl til Gud!

Marchesa Giulietta

Han gav en Natmusik;

Da traf den bittre Fiende

Ham med et Dolkestik.

 

De sprængte Dørens Fløie,

De trængte ind med Magt,

Paa Skuldrene den Dræbte

I Blodets Purpurdragt.

Fra Lampen, som paa Muren

Var for Madonna tændt,

Fik Gruppens blege Rædsel

Sin svage Lysning sendt.

 

Henover Pandens Rynker,

Henover busket Bryn

Den Gamle foer med Haanden -

Det traf ham som et Lyn!

Steentaus han stod saalænge,

Og hen paa Liget saae -

Af Dødens Ro forskjønnet

Den fromme Yngling laae.

 

En langsomtsamlet Taare

Fra Gubbens Øie randt;

Han nærmede sig Liget,

Da Skrækkens Tvivl forsvandt.

Han tændte Faklen; lyste

De blege Ansigtstræk;

Strøg fra sin Yndlings Kinder

De bløde Lokker væk.

 

Taus Hoben veg tilbage,

Man hørte ingen Røst -

Det var eiheller Tiden

Til Tale eller Trøst.

Men Maleren, den gamle,

Ham greb et indre Mod,

Han kyssede den Døde,

Der svømmed i sit Blod.

 

Han aabnede Gevandtet

Omkring det hvide Bryst;

Han stilled Faklens Lue,

Saa Alt blev flammelyst;

Han rykked Staffeliet

Paa Marmorgulvet frem -

Der blev en hellig Taushed

I Gubbens ringe Hjem.

 

Og Kridtet tog den Gamle

Fast i sin svage Haand,

Saa tegned han den Døde,

Og gav ham atter Aand;

Saa tegned han den Døde,

Og gav ham atter Liv

Ved Konstens underfulde

Guddommelige Bliv.

 

Det var ei blotte Farver,

Han i sin Pensel gjød,

Men det var Sjælens Kummer,

Som fra hans Hjerte flød;

Det var hans høie Andagt,

Hans gudhengivne Sind -

Og om hans Tavle lyste

Et yndigt Helgenskin.

 

Det var en salig Glæde,

Og dog en bitter Nød,

En Evigheds Fortrøstning,

Og dog en qvalfuld Død.

Den unge Martyr blegned

Paa Lærredet saa smuk,

Som Christus, da paa Korset

Han drog det sidste Suk.

 

Og hvor sig Kirkebuen

Ophvælver høi og stærk,

Der hængte han i Nischen

Sit faure Billedværk.

Enhver, som kom at bede,

Sank, rørt til Taarer, ned,

Og priste Himlens Almagt,

Og Konstens Hellighed.

 

3. Fjeldspringet.

 

Hvor Granskoven kneiser langs op ad Bjergets Skrint,

Og Elven slaaer sit Skum mod den stenede Klint,

Paa Odden, mellem Birke, i tjæret Bjælkehuus,

Sidde de norske Bønder og tømme deres Kruus.

 

De snitte Skeer og Boller, Brikker til deres Kost,

Nogle knytte Strømper, der lune godt mod Frost.

De Gamle, med stumpet Pibe, hælde sig op til Væg,

Nippe smaat til Øllet, og flette deres Skjæg.

 

Da reiser sig Thorkill, den stærke Bondesøn,

Og slaaer forbittret Næven i Bordet med et Drøn,

Sværger en rædsom Eed, og med sin blanke Kniv

Farer løs paa Tjalfe, at røve hans Liv.

 

Foruden Værge Tjalf springer af Lugen ud,

Men Thorkill følger efter, som Pilens sikkre Skud.

De Mænd, som ile til, for deres Kiv at ende,

Alt see dem høit til Fjelds gjennem Granskoven rende.

 

Tjalfe er den yngre, meer smidig, mere let,

Men Thorkill stærkere, han bliver aldrig træt.

Med frygtelige Trudsler forfølger han sit Rov,

Knækker Fyrrens Grene, baner sig Vei i Skov.

 

Aandeløs de løbe langs hen med Klippens Rand;

Med Skum i Dybet vælter sig Fjeldfossens Vand.

Tolv Skridt er kun tilbage, saa bryder Klippen af

Og sænker brat sin Steenvæg i Afgrundens Grav.

 

Der findes ingen Udvei - Tjalfe tager Fart -

Et Spring kan ham kun redde, det fatter han snart.

Vel fulde fire Alen har Klippen sig flakt,

Og Strømmen suser ned i den buldrende Tragt.

 

Han samler alle Kræfter - et frygteligt Spring!

Frelst, paa den anden Side, seer han sig omkring -

Tilbage over Fossen, der stænker Skovens Green -

Og skuer sin Fiende, blodig, paa Fjeldkantens Steen.

 

I Hævnens blinde Harm er han sprungen bag efter.

Forgjæves nu han søger et Sted, hvor Foden hæfter.

Han hænger over Dybet - med Armen om en Kant

Af Klippen, blodig saaret, han Frist for Livet fandt.

 

Iiskolde Stænk fra Strømmen det hede Blod ham kjøle;

Vildt stirrer han ned, og hører Slusen brøle.

Det sortner for hans Blik - hjælp Gud! - hans Kraft forsager -

Da føler han sig løftet, en Haand ham opad drager.

 

Med saaret Knæ og Skulder paa Klippens Blok han staaer,

Og frelst fra Døden sin Arm om Tjalfe slaaer,

Kryster til sit Hjerte den brave Redningsmand,

Og kaster Morderkniven i Fjeldkløftens Vand.

 

De svor hinanden Venskab, og sveg ei deres Eed,

Men blev bestandig Venner i al Oprigtighed.

De gik i Krigen sammen, da Dannerkongen bød,

Og fandt i tapper Fægtning paa eengang deres Død.

 

4. Sidskensang.

 

Du er, min Tro, en underlig Pog,

Saa fiin og klog,

Du læser saamangen Lærdmands Bog,

Og dog -

 

Og dog har du hverken Mod eller List;

Hvad blir det tilsidst?

At sukke og see paa en Rosenqvist -

Jovist!

 

Dertil maa nok høre en dygtig Forstand.

Ei, ei! hvor kan

En Pige faae Lyst til saa underlig Mand,

Som han?

 

At hænge ved Bogen Nat og Dag,

Sig selv til Plag',

At hilse sin Smukke med Hatten, i Mag:

God Dag!

 

En ypperlig Sag! et Fjog af Student!

Kun lidet bekjendt

Med det, hvormed en Pige er tjent,

Er tjent.

 

At skrive et Vers, og Citharen slaae -

Naa, naa! lad gaae! -

Er godt, men ei nok! det maae vi forstaae,

Vi Smaa.

 

Vel klæder det smukt, at Herren er bly;

Men ræddes og flye,

Naar Glutten er ene, og Skoven har Ly:

O fy!

 

Saa har vi Fugle en anden Maneer;

Man seer, man leer,

Forfølger hinanden, og kysses og be'er

Om meer.

 

Om mig selv at tale, jeg lystige Dyr,

Jeg holder ei Styr

Paa Hjertet, naar først det ret fanger Fyr,

Fanger Fyr.

 

Jeg saae en Glut, en nydelig Glut,

En Gjærdesmut,

Og var i den yndige, søde Snut

Strax skudt.

 

Men bie til jeg fik Præstekald -

Gud trøste os all'! -

Med Kyssen og Kurren; den Lykke, saafald,

Var smal!

 

Jeg fløi i Busken fra Qvist til Qvist,

Jeg sang: pist! pist!

Og fanget var hendes Hjerte saavist

Tilsidst.

 

Vi sladdrede sammen, vi sang, vi loe,

Saa hjertensfroe,

Vi kyssed hinanden saa tidt, maa du troe,

Vi to.

 

Høistærede! gjør du ligesaa;

Det lykkes maa!

Der seer jeg den søde Pige jo staae:

Nu gaae!

 

5. Den unge Poet.

 

Ja, sad jeg varmt inden Døre

- I saadant Selskab især -

Med Alting paa det Tørre,

Som I, Høistærede, her -

Saa rendte jeg ikke i Støvet,

Og beed et Par Blomster itu,

Og talte med Stjernen og Løvet

Og Sommerfuglen, som nu.

 

Hvilte min Hustru, den brave,

Paa Sophaen, i Negligee,

Med Alt hvad en Kone kan have -

Det var noget Andet maaskee.

Jeg pusted paa Theevandet kjælen,

- I var' mine Mønstre, I! -

Og med Lidenskaben og Sjælen,

Med dem var det sagtens forbi.

 

Ja kunde jeg lykkelig regne,

Og kunde jeg rigtig strøe Sand;

Og følte jeg allevegne,

Hvad en Skriver er for en Mand -

Saa laae jeg ikke paa Bakken,

Hvor Fuglen flyver forbi,

Saa sad jeg og bøiede Nakken

Maaskee i et stort Cancellie.

 

Og kunde jeg prange og kjøbe

Og sælge igjen med Profit;

Ja, kunde jeg mægle og løbe

Og altid passe mit Snit -

Til min Villa saae I mig vandre,

Et Dampskib kaldte jeg mit,

Og gjorde tilsidst, som de Andre,

En stor, anstændig Fallit.

 

Og var jeg af dem, som fødes

Til at befale, de Faa;

Og ikke af dem, som nødes,

Blot til at prygle og slaae -

Jeg bandt en Qvast ved min Klinge,

Og avanceerte saa smaat;

Jeg klapped ei Pegasus Bringe,

Men strøg min Knebelsbart blot.

 

Ja kunde jeg digte som Mange,

Og blev jeg ret aldrig træt

Af at skrive beleilige Sange

Og bukke inderlig net -

Saa slap jeg, Kritik, for din Spidsrod,

Anseet blev min ringe Person;

Jeg døde maaskee som Justitsraad,

Og Kone og Børn fik Pension.

 

6. Aftensuk.

 

End blegrødt af Solen

Og blankt ligger Vandet;

I Baaden en Fisker

Sees glide fra Landet.

Hans Pjalter forskjønnes

I Havfladens Speil -

Der er Sølv om hans Aare

Og Guld i hans Seil.

 

I Løvhytten sidder,

Med Armene trinde

Om Elskerens Nakke

En ung Elskerinde.

Og Drengen ved Brystet,

Saa smilende rød,

Er faldet i Slummer

Paa Moderens Skjød.

 

I Luften sig svinge

Og stige og dale

Og qviddrende krydse

Sig Svale ved Svale.

Vandmyggene sværme

Omkring dem og flye,

Og tabe sig fjernt i

En summende Sky.

 

Det aftnes; det mørknes.

Paa Taget jeg skuer

Med Hovdet i Vingen

De sovende Duer.

Jeg selv kun - hvi er jeg

Ei rolig og glad,

Som en Orm i sin Nød, som

En Myg paa sit Blad?

 

7. Nøddevise.

 

I Skov, hvor Bøssen knalder,

Hvor Jægerhornet gjalder,

Og Hundekobblet gjøer;

Hvor Fugl, med knækket Vinge,

Og Dyr, med saaret Bringe,

Forbløder sig og døer

 

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!

Hvor Hundekobblet gjøer -

 

Der blomstrer ogsaa stille

I Skyggen Blomster vilde,

Og der er Græsset blødt;

Og fløiter Nattergalen,

Saa tystner det i Dalen,

Mens Bærret modnes rødt.

 

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!

Ja Skovens Græs er blødt.

 

Og Maanen med sin Flamme

Oplyser Egens Stamme

Saamangen deilig Nat;

Da dandse Alfer hvide,

Mens Himlens Skyer glide,

I Ring om Ellekrat.

 

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!

Saamangen deilig Nat.

 

I Høst, naar Laden fyldes,

Naar Bøgens Blad forgyldes,

Er Skovens muntre Fest;

Saa drager til det Grønne

De Unge og de Skjønne,

Tilfods, tilvogns, tilhest.

 

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!

Saa er det Skovens Fest.

 

Naar Duggen er af Græsset,

Fra Byen ruller Læsset,

Til Skoven ile vi,

At lokke Haslens Nødder

Fra Toppen til dens Rødder -

Den Sommerjagt er fri!

 

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!

Til Skoven ile vi.

 

See, Skallen springer gjerne!

Kom frem, fuldmodne Kjærne,

Kom frem af Skjulet nu!

Kun Damehænder bløde

Er hvide og er søde

At kysse paa, som du.

 

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!

Kom frem af Skjulet nu!

 

Og mangen Vinteraften,

Naar perler Druesaften,

Den brune Nøddeskal,

Som skjønne Tænder knække,

Erindringer os vække

Om Nøddetouren skal.

 

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!

Den brune Nøddeskal.

 

Om Dagen i det Grønne,

Da jublende de Skjønne

Blandt unge Hasler sang;

Da Børn med Nøddeposer,

Selv Skovens bedste Roser,

I gule Blade sprang.

 

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!

Da vi i Skoven sang.

 

Om Dagen i September,

Om Skovens grønne Kæmper,

Om Sommerhimlen blaa,

Om Venner og Veninder

Skal I os være Minder,

I brune Nødder smaa!

 

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!

Det vil vi huske paa.

 

8. Ungdomsmod.

 

Passioneert for Morgenrøden?

O, det fagre Skuespil!

Ja, jeg raabte ufortrøden

Mit: da capo! hidindtil.

 

Men dog kjær, ei sandt, af Natten? -

Ja; det Ord, at gjemt til den

Egentlig er gjemt til Katten,

Er Bagtalelse, min Ven!

 

Noget maa du Maanen unde? -

Ja, den er saa hvid og rund,

Og det Hvide og det Runde

Elsker jeg af Hjertensgrund.

 

Bjergene? - Saa klumpet hvælver

Ikke Landet sig hos os;

Paa min grønne Ø jeg selv er

Nogetnær den største Klods.

 

Stranden, veed jeg, dog du ynder? -

Ja, den styrter jeg mig i;

Hver en Torsk og hver en Flynder

Kan jeg springe der forbi.

 

Skyer, som phantastisk skrive

Himlen fuld af Skjønhedstræk? -

Samme Haandværk gad jeg drive

I en Bog med Pen og Blæk.

 

Lidt om Fossen lad mig høre? -

Hu, den gjenfærdhvide Elv!

Jeg maa holde for mit øre,

Den kan snakke bedre selv.

 

Men en Drossel i Skjærsommer? -

Nu, naar Tiden bliver lang,

Og jeg venter, Ingen kommer,

Trøster mig den smukke Sang.

 

Ah, i Birklundens Midte

Jægerhuset? - Lad mig gaae!

Veed du ikke, een kan fritte

Meer end ti kan svare paa.

 

9. Børnepsalme.

 

Lover Gud! - I Barndoms stille

Urtegaard han ført os har,

Ledet til sin Kundskabskilde,

Hvor den strømmer reen og klar.

 

Lover Gud! - Hvorhen vi træde,

Hver en Blomst, hver Fuglerøst,

Gav han Magt til os at glæde,

Saa vi aldrig savne Lyst.

 

Lover Gud! - Han har os givet

Nøisomhedens ædle Skat;

Hvo som gjemmer den i Livet,

Lykken aldrig har forladt.

 

Lover Gud! - Naar Marken blegner,

Naar Naturen har sin Høst,

Naar alt Løv fra Træet segner,

Dvæler Vaaren i vort Bryst.

 

Lover Gud! - Vi vanke roligt

Ved hans Haand i Verden ud;

Alt omkring os er fortroligt,

Alt er skjønt - vi gaae med Gud!

 

10. Torsten og Trine.

 

Ved Lysets svage Lue, bag lukte Vindveskud,

Sad Trine i sit Kammer og sukkede til Gud

For hendes Mand, som seilte i Storm paa vilden Sø;

Et Aar var gaaet, siden han drog fra Danmarks Ø.

 

Det spæde Noer hun lagde alt i sin egen Seng,

Paa Gulvet var der redt til hendes raske Dreng.

Saa løste hun sit Haar, og læste Aftenbøn;

Huult fra det Fjerne hørte man Havets Drøn.

 

Stormen slog om Gavlen, og Tagsteen blæste ned,

I Lyset Høvlespaanen sig krumte bleg og bred.

Men Trine stod for Sengen med et uroligt Sind,

Hun vilde glemme Veiret, i Dynen hyllet ind.

 

Hun turde ei Lyset slukke: O Torsten, hvor mon du

Omflakker i Havsnød paa Bølgerne nu?

Hun syntes høre Skud, og de Forlistes Skrig,

I Kamret var der fuldt af Vand og blege Liig.

 

Da løde Trin; fra Døren sprang Klinken op i Hast,

Ind traadte en Mand med dristigt Øiekast,

Pidsken snoet i Nakken, og krøllet Haar paa Kind,

Den tykke lodne Kofte trodsede Veir og Vind.

 

Ham fløi om Halsen Trine i samme Herrens Stund,

Hun var ei mere bange; min Torsten! raabte hun.

Til Sømandsviv ei duer En, som er hjerteklemt,

Naar Faren er forbi, saa maa den være glemt.

 

Han tog sin Viv paa Skjødet, trak Kufferten frem,

Og viste, hvad fra Reisen han bragte med sig hjem.

Af Silketøi og Linned saa lystelig en Skat;

En Tut med Sølverpenge den var i Krogen sat.

 

Lysvaagen ud af Reden den lille Gut da sprang,

Den stumped' Skjorte ham om Benene hang.

Han klappede sin Moder, han hopped om sin Far,

Han havde nær raabt Hurra, saa lille som han var.

 

Og Tøsen i Seng skreg, som hun kunde bedst;

Da ændsed de hverken Brag eller Blæst.

De sladdrede sammen, de støied og de loe,

Og ingen gik til Køis, før Vægtren raabte To.

 

11. Vinens Gud.

 

Skjønne Gud, der vidt om Land

Drages af dit Tigerspand,

Med den svungne Thyrsusstok,

Med den druekrandste Lok,

Med din Urnes Nectarstrøm

Fuld af Glemsel og af Drøm!

 

Dig til Ære, fyrigt, frit,

Hæver sig vort Blik som dit -

See, han kommer med sin Glands!

Med sin Duft og med sin Krands!

See, hvor ør, og dog hvor skjøn -

Reis et Alter ham til Løn!

 

Om hver Tinding tung og sløv

Trykker han sit Vedbendløv;

Tøm hans fyldte Bægre ud!

Klap hans Panther! lyd hans Bud!

Hør hans muntre Bækkenklang!

Frihed elsker han og Sang.

 

Bort med al forskruet Stiil!

Bort med alle Honningsmiil!

Ingen Skjemt, som er for søgt,

Ingen altfor sippet Kløgt,

Intet Glas, som er for knapt,

Intet Ord, som er for slapt!

 

Ingen Haan og intet Had!

Vinen skiller Trætten ad.

Pralhans, kom kun med din Blæst!

Kom kun med din Præken, Præst!

Melankolske Daarer, kom!

Vend det vrantne Hjerte om!

 

Unge Frøken, væn og vims,

Ei med Purpurmunden kims

Ad den gyldne Rankes Vaadt!

Fagre Frue, hold dig godt!

Viin og Sang er altid sundt

Mod hysterisk Hjerteondt.

 

Glædens muntre Gud er stærk -

See, han gjør et Underværk!

See, hvor Alt, hvad der er graat,

Usselt, jammerligt og smaat,

See, hvor Alt, hvad der er sort,

Svæver som en Boble bort!

 

See, hvor Alt, hvad der er klart,

Gjør Bekjendtskab i en Fart!

See, hvor Alt, hvad der er sødt,

Mødes blussende og rødt!

See, hvor Alt, hvad der er tungt,

Løftes sværmerisk og ungt!

 

12. Skjøn Ellens elsker.

 

Asbjørn løb fra sin Hytte

Alt til den vildeste Ørk,

Hvor Ravnene skreg efter Bytte,

Og Skoven var bællene mørk.

Det var ene og alene, skjøn Ellen,

Fordi det huede ham,

I de øde, afsides Kløfter

At kunne tænke paa dig!

 

Han løb fra sin Viv, som jamred,

Han løb fra de klynkende Smaa,

Derud, hvor Tordenen hamred

I Klippestenene graae.

Det var ene og alene, skjøn Ellen,

Fordi det huede ham,

i Eenrum at kunne sukke

Og kunne tænke paa dig!

 

Han løb paa saarede Fødder,

Han havde ei Krumme af Brød;

Han aad de bedskeste Rødder

Og fristede Livet med Nød.

Det var ene og alene, skjøn Ellen,

Fordi det huede ham

Langt bedre end døe, at hungre,

Og kunne tænke paa dig!

 

Han følte sig stærk og tapper,

En reisende Mand blev qvalt,

Med hans sølvspændte Skoe og hans Knapper

Var Vinterens Nødtørft betalt.

Det var ene og alene, skjøn Ellen,

Fordi det huede ham,

At være en Morder, naar bare

Han kunde tænke paa dig!

 

De kunde ei tæmme ham Kraften,

Hvor det kom an paa at slaaes;

Man greb ham en maaneklar Aften,

Henstrakt ved den skummende Fos.

Det var ene og alene, skjøn Ellen,

Fordi det huede ham,

En rolig og lykkelig Time

At kunne tænke paa dig!

 

Han lagde sit Hoved paa Blokken -

Ingen Naade blev ham forundt.

Alt Bødlen greb ham ved Lokken -

Holdt - raabte han - blot et Secund!

Det var ene og alene, skjøn Ellen,

Fordi det huede ham

Endnu engang, under Øxen,

At kunne tænke paa dig!

 

13. Den 14de november.

Til Oehlenschläger.

 

Naturen i vort Nord,

Den du saa tidt besang,

Den kan idag ei lønne

Din Fest med Krandse grønne,

Med Duft og Fuglesang.

 

Den har kun Snee og Iis

Paa Skovens nøgne Tjørn;

Koldt straaler det om Hallen,

Hvor med sin Hustru Skjalden

Omfavner sine Børn.

 

Men i de Danskes Hjem

Er en Natur endnu,

Som du besang - en indre!

Som vil din Fest erindre

Og komme vel ihu!

 

Og den er fuldt saa stor,

Og den er fuldt saa smuk.

Der svinder Vaaren ikke

Med sine lyse Blikke,

Med sine varme Suk.

 

Den hilser paa sin Skjald!

Af den din Fødselsfest,

Naar om Novembers Maane

De kolde Stjerner blaane,

Kan feires allerbedst.

 

Den hæver til din Priis

Sin hjertelige Røst,

Og den kan bedre tale

End Lundens Nattergale -

Det er idag vor Trøst.

 

See Danmarks unge Mø!

Vel savner hun en Krands

Til dig af Laurens Blade,

Men hendes Kinder bade

Sig i en Taares Glands.

 

Og hendes Blik er stort

Og fuldt af Sjælens Magt;

Thi overalt herhjemme

Din høie Digterstemme

Har Aandens Kræfter vakt.

 

Og hver en ædel Mand,

Hver livfuld Ungersvend,

I hvem med Fryd man mærker

En Gnist af dine Værker,

Dig rækker Haanden hen!

 

Og paa det norske Fjeld,

Og ved den tydske Skov,

Dit Navn, o Oehlenschlæger,

Som ved det danske Bæger

Skal synges Priis og Lov.

 

14. Stævnemødet.

 

Høistærede, forlad mig!

Nu har jeg ingen Stunder!

Mit Sind er occuperet,

Og det er intet Under.

 

Jeg venter her en Dame -

Smiil ei saa klogt! De finder

Ei hendes Lige, søgte

De blandt Millioner Qvinder.

 

Hun er et Mesterstykke -

Af hvem, det veed jeg ikke -

Naturligviis moderne,

Men tænkt som en Antike.

 

Alt Draperie henaandet;

Romantisk kydske Lemmer,

Hvorover hele Jordens

Elendighed man glemmer.

 

Det lille Rosenøre

En Labyrinth af Ynde,

Hvori to Slanger præke,

At det er sødt at synde.

 

Man fatter neppe Blikkets

Forunderlige Kjækhed,

Der, saa at sige, smelter

Med næsten himmelsk Frækhed.

 

Paa Hagen er et Mærke,

Indbrændt af Elskovsguden,

Hvis Moder selv har ingen

Sødere Plet i Huden.

 

Og denne Foraarsskabning,

Hvis rørende, naive

Og sværmeriske Væsen

Jeg ikke kan beskrive -

 

Hos hvem man vel kan tvivle,

Om Aanden gjøres nødig,

Og om den, blandt saa meget,

Ei reent er overflødig -

 

Har selv forfattet disse

Smægtende, krumme Linier,

Og sat mig Stævne under

De næsten nøgne Pinier.

 

Bemærker De i Luften

En vis ambrosisk Aanden?

Den kommer fra Papiret,

Jeg holder her i Haanden.

 

I Seglet sees en Amor

Henover Havet ile;

Han seiler paa sit Kogger

Og roer med sine Pile.

 

Gaa derfor, gaa, min Herre!

Hør! Uhret repeterer -

Ni - ti - halv tolv! - Jeg nægter

Det ikke, De generer.

 

15. Bruden.

 

Fra Floden de unge Piger

Med Fisk og Frugter gaae,

Med sølvhvide Lax i Nettet,

I Kurven Foreller smaa.

 

Vakkre Piger, lader os synge,

Lader os flette en Krands!

 

Men En, fra Morgen til Aften,

Paa Broen staaer fortabt,

Maalløs, som var af Marmor

Den smekkre Jomfru skabt.

 

Vakkre Piger, lader os synge,

Lader os flette en Krands!

 

Hun stirrer hen ad Floden -

Blæsten, med al sin Magt,

Trykker om hendes Lemmer

Den vaade Sommerdragt.

 

Vakkre Piger, lader os synge,

Lader os flette en Krands!

 

Og spørger man: hvem er du?

Hun strækker Haanden ud,

Og kaster et Blik til Himlen,

Og svarer: jeg er Brud.

 

Vakkre Piger, lader os synge,

Lader os flette en Krands!

 

Og atter i den grønne,

Langsomtløbende Strøm

Hun stirrer ned, som om hun

Drømte den dybeste Drøm.

 

Vakkre Piger, lader os synge,

Lader os flette en Krands!

 

Fra Floden de unge Piger

Med Fisk og Frugter gaae,

Med sølvhvide Lax i Nettet,

I Kurven Foreller smaa.

 

Vakkre Piger, lader os synge,

Lader os flette en Krands!

 

Der trækkes et Liig af den grønne,

Langsomtløbende Strøm -

Ak, det er hende, som drømmer

Den allerdybeste Drøm.

 

Vakkre Piger, lader os synge,

Lader os flette en Krands!

 

16. Til et Barn.

 

Kom ud, min lille Stump!

Tag paa de gule Støvler!

Kom ud, hvor Kildens Plump

I Græsset gaaer og vrøvler.

Fin gammel Kone graa

Gi'r dig af Skaalen Drikke,

Og hendes Døttre gaae

Med Melkespand og strikke.

 

Med skjæve Been du stumper

Igjennem Revl og Krat,

Og Oldenborren dumper

Fra Grenen paa din Hat.

Hvor Storken vader i Mosen,

Hvor Lilien blomstrer guul,

Hvor Bien kryber i Rosen,

Der vil vi lege Skjul.

 

Din Moder nu derhjemme

Har travlt med tusind Ting,

Maa rydde op og gjemme,

Hvad vi har slængt omkring;

Nu fejer hun din Stue,

Og gi'r sine Blomster Vand,

Nu stryger hun din Hue,

Og gjør din Seng i Stand.

 

Nu hendes Navn i Barken

Jeg snitte vil - Giv Agt!

Et Kongelys fra Marken

Skal plantes her til Vagt.

Men seer jeg ret? hun kommer;

Hun kommer alt, hvor hist

Med sine sorte Blommer

Sig strækker Træets Qvist.

 

Hvem holder hun i Armen

Og trykker til sit Bryst?

Hvem blotter hun vel Barmen,

Den søde, for, med Lyst?

Det er din lille Broder;

Han har en evig Tørst -

Nu, løb omkaps til Moder!

Kan du faae Kysset først?

 

17. Havfruen.

 

Fisker, ved din Baad paa Sandet,

Hvorfor sliber du din Kniv?

Siig, hvad slæber du af Vandet

I dit Net blandt Tang og Siv.

 

Ei Aborrer, unge Frue,

Ingen Ret for Dug og Disk,

Havets Slange vil I skue

I mit Garn, en sjelden Fisk.

 

Dennegang i Bølgen brak hun

Roret af min Jolle kuns,

Men ifjor min Broder trak hun

Med sin hvide Arm tilbunds.

 

Mat hun gisper alt og bløder -

Vend jer bort! - med Hævnens Lyst

Nu for sidstegang jeg støder

Kniven i den Falskes Bryst.

 

Holdt, du Grumme! seer du ikke,

At hun aander, Brystet gaaer?

See, o see! medynksom slikke

Bølgerne de grønne Haar.

 

Blodig snøret, gjennem Vandet,

Har du Arm og Skulder slæbt;

Bleg hun synker hen paa Sandet -

O, hun døer! af Luften dræbt!

 

Kom! jeg er din Herres Frue;

Ud paa Dybet! flux afsted!

Skjøndt de sorte Skyer true -

Tag din Aare, jeg gaaer med!

 

Kom! den fangne Havets Datter

Roe, med sagte Kast, vi frem,

Til, i høie Bølger, atter

Hun kan synke til sit Hjem.

 

Lynet viste Fiskermanden

Veien paa den skumle Sø.

Mulmsort steg ved Himmelranden

Skyerne om Hav og Ø.

 

Dog - de naaede hjem til Landet.

Men - paa Borgen - Thora gjøs

For sin Mand, som var paa Vandet,

Hvor de vilde Bølger fnøs.

 

Mørket kom. I Blæst fra Svalen

Stirred hun i Nattens Gru.

Trin da drøned gjennem Salen:

Fagre Thora sover du?-

 

Er det dig, min Erik, eller

Kalder kun din stærke Røst

Mig fra Gravens vaade Kjælder?

Kom - her er jeg - til mit Bryst!

 

Intet Gjenfærd, Thora, stamper

Til dit Sengested i Nat

Ved de halvudbrændte Lamper -

Giv mig Munden! tag mig fat!

 

Ha, du kommer fra de Døde!

Drivvaad, kold, afsjælet nys!

Men jeg elsker dig, du Søde,

Og her har du mig! mit Kys!

 

Ja, vel stivne mine Hænder,

Og min Røst er dyb og mat;

Men for dig, skjøn Thora, brænder

Hjertet som vor Bryllupsnat.

 

Stormens Hvin og Bølgeslaget

Drev os paa det lumske Sand.

Jeg og mine sprang fra Vraget,

Tænkte vel at naae tilland.

 

Men de blev, de blev derude

Paa det friske, høie Hav;

Mit Farvel, hvor Storme tude,

Fik de med i dyben Grav.

 

Døden sang alt for mit Øre.

Dig, min Viv, jeg tænkte paa.

Ei min Arm jeg kunde røre,

Stiv af Svømning, kold og blaa.

 

See, da greb mig under Brystet

Hænder dybt fra Nøkkens Hjem,

Og af bløde Arme krystet

Førtes jeg paa Havet frem.

 

Ved de stærke Glimt fra Himlen

Saae jeg Havfrubarmens Snee,

Saae jeg, midt i Bølgevrimlen,

Hendes Perletænder lee.

 

Saae jeg hendes glatte Skuldre,

Hendes sledske Ansigtstræk,

Den forføreriske Huldre!

Og jeg stødte hende væk

 

Stræbte svømmende mod Landet,

Kraft jeg havde for en Stund -

Men hun slap ei, før i Vandet

Jeg fornam den faste Grund.

 

Kom! Nu glemt er Sorg og Kampe!

- Thoras Hjerte heftigt slog

Og hun slukte Nattens Lampe.

Længer bort Uveiret drog.

 

18. Sommerens tale.

 

Glæd dig! Glæd dig! Tiden kommer,

Da fra Vintrens dunkle Vraa,

Til sin Ild, sit Himmelblaa,

Kalder os den muntre Sommer,

Synger fro:

Kom herud, I stakkels To!

Kom! tag Deel med mig i Lykken!

I skal vende Sorgen Ryggen.

 

O, jeg veed det nok, at Smerte,

Uro, Jammer, alleslags,

Som man ei kan hæve strax,

Plager et uskyldigt Hjerte;

Men, lidt Trøst,

Nogen Glæde ved mit Bryst,

Har jeg altid dog hørt sige,

Finde de Ulykkelige.

 

Naar i Skoven Jægeren skyder;

Kløver dufter rundtomkring;

Kildevæld gjør Hop og Spring;

Skyen fuld af Lynild flyder;

Fiske smaa

Stikke Hovdet af det Blaae;

Og bag Løvene sig sanke

Tusind vevre Sladderhanke -

 

Gjerne hører jeg fortælle:

O, hvor Sommeren er smuk!

Mangt et Hurra, mangt et Suk,

Veed jeg, ikkun mig kan gjælde.

Men der er

Meer end een, som jeg har kjær:

Digterne, hvor de mig møde,

Kan jeg kysse halvt til Døde.

 

Og hvad Malerne henrive!

Denne Speiden, dette Blik!

Denne Træffen paa en Prik!

Dobbelt rød man vel maa blive!

Dog, de vil -

Deres Konst det hører til -

Man maa lade sig betragte;

Hvo vil slig en Smaating agte.

 

De Forelskte i min Skygge

Allermeest jeg holder af;

Gud dem noget Yndigt gav,

Var de ellers nok saa stygge.

I mit Huus,

Under Nøddetræets Suus,

Er de ret, som var de hjemme,

Kan de sig og Verden glemme.

 

Kom da ogsaa ud, I Gode!

Og den lille Rolling der!

Af en Green en Kjephest skjær!

Hæng en Krands omkring hans Ho'de!

Jordbær smaa

Rødme, hvor I staae og gaae;

Jeg vil vise Vei i Lunden,

Putte ham dem selv i Munden.

 

Jeg er med jer, naar I vandre

Hjem, blandt vilde Rosenhegn,

Trykket af en sagte Regn,

Under Løvet, til hverandre.

Guld i Blaat

Følger paa mit Vaadt og Graat,

Og bag Bladet, i det Dunkle,

Skal en smuk St. Hans-Orm funkle.

 

Ja, jeg giver Kildevandet

Et Slags udsøgt, munter Kraft,

Som skal, meer end Druesaft,

Bringe eder her paa Landet

Til at lee,

Til at see

Alt, hvad Livet forestiller,

Som igjennem Viisdoms Briller.

 

19. Nordexpeditionen.

 

Femten Somre var den Fagre

Kuldens strenge Love tro;

Ja, hun var en sand Polaregn,

Skjult for Verden, fuld af Ro.

 

Efter detslags Regioner

Er jeg en forelsket Nar;

Er end Dagen kort - hvad gjør det?

Natten den er lang og klar.

 

Hvilke Ild- og Purpurkugler!

Hvilke dybe Stjerneblik!

Hvilken Rødme over Sneen,

Hvilken nordisk Romantik!

 

Skulde her ei Isen brydes,

Var det et uhyre Tab,

Ei for mig alene, men for

Al erotisk Videnskab.

 

Og jeg trængte frem - jeg fandt mig

I en Trylleverdens Skjød!

Hvilken Stilhed i Naturen,

Som dog derfor ei var død!

 

Skjøndt - jeg nægter ei - imellem

Var det ligesom jeg gjøs,

Naar jeg saae, hvordan i Dydens

Strenge Frostveir Alting frøs.

 

Hendes Moder gav jeg Æsker,

Fulde af Pariser-Pynt;

Og Papa, som var mistænksom,

Vandt jeg med en romersk Mynt.

 

Mod de andre Eskimoer -

Tanter, Onkler, Fættre - hu!

Var jeg overmaade venlig,

Kaldte dem bestandig Du.

 

Som en Sværm af vilde Svaner

Hvæsed en Venindeflok;

Og den gamle Portner brummed

Som en Iisbjørn paa sin Blok.

 

Skulde her jeg gaae tilgrunde

Uden Ly og Vinterhavn?

Ha! tilsidst to Gletscherarme

Smeltende tog mig i Favn.

 

Hundred skjelende Rivaler

Fnøs omkring mig af al Magt,

Men bestandig dog i Afstand,

Med en vis Hvalfisketact.

 

O, min Kjækhed blev belønnet!

Alle Hindringer til Trods

Naaede jeg Nordvestpassagen

Med meer Held end Captain Ross.

 

20. Ulykken rammer Alle.

 

I Silke stod Grevinden

Blandt Blomster paa Altanen,

Og svang den lette Solskjerm,

Og kasted Brød til Svanen.

 

Ulykken rammer Alle!

 

Paa sine Knæe i Haugen,

Bag Ranken og Melonen,

Laae, med de brune Hænder,

Blandt Ukrudt Lugekonen.

 

Ulykken rammer Alle!

 

Hun vendte halvt sit Aasyn

Mørkt imod Slottets Fløie:

"Gud trøste os, som Trældom

Og Solens Brand maae døie!"

 

Ulykken rammer Alle!

 

Og Prindsens Jæger svang sig

Af Hesten svedt og støvet;

Sølv paa hans Klæder funkled

Som Morgendug paa Løvet.

 

Ulykken rammer Alle!

 

Og han Grevinden rakte

Et Brev med Guldrand ziret;

Hun læste henrykt Brevet,

Og kyssede Papiret.

 

Ulykken rammer Alle!

 

Men Greven stod bag Døren -

Det Syn ham ei forlysted -

Han stødte hende Dolken

Til Hæftet ind i Brystet.

 

Ulykken rammer Alle!

 

"Kom hjem, kom hjem, Margrethe!"

Skreg en fortvivlet Stemme

Fra Haugeportens Gitter:

"Det Barn, som du lod hjemme -"

 

Ulykken rammer Alle!

 

"Vor lille Søn, som smilte

Da du forlod ham, Qvinde,

Er styrtet ned i Brønden,

Og Ingen kan ham finde."

 

Ulykken rammer Alle!

 

21. Gunløde.

 

Jeg elsker den hvide,

Den blide Gunløde,

Med Lokkerne bløde,

Med Nøglen ved Side;

Paa Bordet hun sætter

Mig duftende Retter,

Og Rosen ved Ruden;

Hun pusler mig Puden

Med sneehvide Hænder;

Hun Lampen mig tænder

De søvnløse Nætter;

Hun vugger paa Armen,

Hun trykker til Barmen

De røde, de bløde

Smaarollinger søde;

Hun hersker som Fruen

I Salen og Stuen,

Hun flytter mig Stolen,

Hun gjemmer mig Kjolen

Og Hatten og Huen;

Hun rækker mig Staven,

Hun bortvifter Fluen -

Med Tiden hun sætter

Mig Urnen paa Graven.

 

22. Pater Hugo.

 

Pater Hugo, jeg er bange!

Ud af Klostrets mørke Gange

Lad os lede vore Fjed;

Hvis et Gjenfærd i sit Lagen

Mødte os paa dette Sted? -

"Det gjøre Ingenting til Sagen,

Donna Rosa, følg kun med!"

 

Hvor den sorte Gang sig hvælver!

Ikke mindste Lys - jeg skjælver!

Nu fordobler Mulmet sig -

Ak, det tog mig under Hagen,

Jeg maa holde mig til dig -

"Ganske rigtig, det er Sagen,

Donna Rosa, stol paa mig."

 

Pater Hugo! Jeg kan føle -

Ak, lad os dog ikke nøle!

Himmel, hvilken Rædselstund!

Har jeg nogentid seet Magen -

O, nu kysser det min Mund!

"Kors dig, det er Hovedsagen,

Donna Rosa, kors dig kun."

 

Pater Hugo, viid, det klemmer

Og det trykker - jeg fornemmer --

Ak, igjen et Kys - et nyt -

O, det er saa klart som Dagen,

At det Sted vil blive rødt! -

"Barn, hvad gjør et Kys til Sagen,

Naar det blot er langt og sødt?"

 

"Du har lært ved denne Vandring,

Hvilken lykkelig Forandring

Spøgelsernes Væsen tog;

Hvor i fordums Tider Dragen

Gift ud af sin Strube jog,

Der, det ligger klart for Dagen,

Kun et Kys den Slemme tog."

 

"Du vil aldrig være bange

Mere for i Klostrets Gange

Ind at vove dine Fjed;

Du vil aldrig løfte Klagen,

At det er et Rædselsted -

Naar - det er mit Raad i Sagen -

Pater Hugo følger med."

 

23. Til en veninde.

 

Der er en Trolddom paa din Læbe,

Der er en Afgrund i dit Blik,

Der er i Lyden af din Stemme

En Drøms ætheriske Musik.

 

Der er en Klarhed paa din Pande,

Der er et Mørke i dit Haar,

Der er en Strøm af Blomsteraande

Omkring dig, hvor du staaer og gaaer.

 

Der er en Skat af evig Viisdom

I Smilehullet paa din Kind,

Der er en Brønd, en Sundhedskilde

For alle Hjerter, i dit Sind.

 

Der er en Verden i dit Indre,

En sværmerisk, chaotisk Vaar -

Som jeg umulig kan forglemme,

Som jeg tilbeder og forstaaer.

 

24. Enken.

 

Her, hvor disse Bakker skraane,

Og i Søens Dyb sig speile -

Hvor de hvide Skyer graane,

Og de grønne Baade seile -

 

Her har han saa ofte staaet,

Eensom, stille, fjern fra Vrimlen.

Her, da sidst vi vandred sammen,

Saae han tankefuld mod Himlen.

 

Og forunderlig bedrøvet

Kyssed han mig tidt paa Haanden -

Men jeg saae det nok, at fjern var,

I en anden Verden, Aanden.

 

Her, ved dette Bord, har han mig

Sine sidste Tanker skrevet -

Har sit sidste Glas han drukket,

Og sin sidste Time levet.

 

Uhret lagdes bort; han saae jo

Evigheden tryg imøde -

Kun min Haarlok, kun min Guldring

Tog han med sig da han døde.

 

Og han fyldte Steen i Lommen

For at blive dybt begravet -

Han, hvis smidig-lette Lemmer

Svømmede som Skum paa Havet.

 

Og de stærke Hænder bandt han,

Sammensnoede dem med Sivet -

Han, som fordum sprang i Bølgen,

For at redde Andre Livet.

 

Og paa Bunden af den dybe

Indsø laae han mange Dage.

Endelig de kolde Vande

Gav mig ham iiskold tilbage.

 

Ringen saae jeg paa hans Finger,

Lokken fandt jeg paa hans Hjerte,

Og i hans rolige Ansigt

Var der intet Spor af Smerte.

 

25. Forsvar.

 

Vil man en Skjald bebreide,

At Elskovs søde Magt

Han synger henrykt om?

O, en velkommen Feide!

Han synger uforsagt -

Du, hulde Musa, kom!

 

Siig mig, hvad skal hans Toner

Forherlige meer, end det,

Som altid er og var

Det Lifligste, Mænd og Koner

Henreves af med Ret?

Du, hulde Musa, svar!

 

Har du din Lyst af Trætten,

Der jevner sig ved Daad

Imellem vrede Mænd? -

Grib, Digter, Bajonetten -

Er hendes vise Raad -

Og kast den feige Pen!

 

Den fine Kløgt, som veier,

I dybeste Respect,

Forsigtig og betids

Den rimelige Seier

Paa Alliancens Vægt?

Musen smiler spids.

 

Et Stænderraad, som pukker,

Og Mænd, hvis hele Haab

Er streng Oeconomi

Og Runkelroesukker? -

Du hører hendes Raab:

Ah, maa jeg være fri!

 

Det stille Liv paa Landet,

Hvor Alting er saa grønt,

Saa triveligt, saa drøit -?

Bedre, end meget Andet;

Al Ære værd, endskjøndt -

Musen gaber høit.

 

Den Fornemhed, som sætter

For os, hvad den har,

Et pragtfuldt Logie,

Et Bord med Herreretter

Og en høflig Passiar -?

Spiis - hvidsker hun - og ti!

 

Den kjække Fart paa Søen,

Ved Stjernernes Lys,

Tll Stormens Basun -?

Ja - siger Digtermøen -

Men, efter Havets Gys,

Fyld mig min Seng med Duun!

 

Den Ædelsteen, som blaaner

I Herskernes Krands,

Paa deres gyldne Stav,

Hvis Zittren endnu laaner

En Kammerjunker Glands? -

Hun tier som en Grav.

 

Den Dyd, hvorom man præker

- Gud veed, om med Forstand -

Saa bredt og saa vidt;

Som gjør en Mand til en Qvæker,

Og en Kone til en Mand -?

Er ei Musens Appetit.

 

Den Evige, den Høie,

Langt over al Fornuft,

Som fylder intet Rum,

Som sees af intet Øie -?

Giv kun din Andagt Luft -

Knæl - byder hun - men stum.

 

Nei, Elskovssuk, som gløde,

For dem har Strengen Lyd;

Som Fugle til Skovens Bær,

Hold du dig til det Søde,

Som bliver, var og er -

Syng, Skjald, din Elskovs Fryd!

 

26. Bondestriden.

 

Grev Guntram og Grev Lanzelin

De hærgede forsande

Med Keisergunst og Pavebrev

I rige Schweitzerlande.

 

De odelsbaarne, frie Mænd

I Muri og i Vohlen,

De lukkede for Lo og Stald,

For Qvien og for Folen.

 

De bad om Fred for deres Huus,

For deres Mark og Skove,

Saa kom de villig mangengang

Med Karl og Dreng til Hove.

 

Grev Guntram og Grev Lanzelin

De tog de gode Gaver,

De tog de frie Bønderbørn

Og gjorde dem til Slaver.

 

De tog alt hvad de kunde faae,

Og fordred endnu mere:

Naar eders Gaver ei forslaae,

Saa maae I bringe flere!

 

Den raske Dreng, med gulen Lok,

Han maatte drive Øget,

Og Pigen, med sin Rosenkind,

Hun maatte age Møget.

 

I give med et villigt Sind

Indtil den sidste Bønne;

For hvad I lide Mangel paa

Vil Himlen eder lønne!

 

Da reiste sig det gamle Mod

I odelsbaarne Hjerter:

Ha, vi har ydet sidste Skjærv

Til Virak og til Kerter!

 

Det gjorde vi med taaligt Sind,

At frelse vore Sjæle,

Og for det bittersøde Kors,

I bragte os, vi knæle.

 

Men rør ei ved vor Frihed, Drot!

Thi heller, skal det gjælde,

Vil vi forlade Huus og Hjem,

End blive her som Trælle.

 

De dreves ud med Viv og Børn,

Man tog fra dem det Sidste.

I fremmed Land, ved fremmed Brød,

De maatte Livet friste.

 

Grev Lanzelin blev svag og graa

I Borgens skumle Lukke,

Og tung af al den søde Most,

Han drak af Bondens Krukke.

 

Da flokkedes de Folk igjen

Fra Muri og fra Vohlen;

Ak, i Eens eget Fødeland

Der skinner mildest Solen!

 

Med Køller de forsamled sig,

Og Qvinderne med Krandse.

Men ungen Radbod mødte dem

I Harnisk og med Landse.

 

Og Bondens Blod i Strømme flød

Alt paa hans egen Ager,

Som Bierne i Kuben døe

I egne Honningkager.

 

Og Ridderen af Klippen brød,

Af Bondens egen Klippe,

Og reiste høit et hornet Slot,

Og udenfor en Vippe.

 

Og Slottet fik hans Hustru fiin

Alt til sit Enkesæde;

Men der skjøn Ida mangen Nat

I Eenrum maatte græde.

 

Hun hørte, naar i Borgen slog

Den dybe Midnatsklokke,

En Hylen i den mørke Skov

Af dræbte Bønderflokke.

 

Hun saae dem sætte Stiger til-

O, alle Himlens Magter! -

Hun saae dem svinge Øxen høit

Med Hævnens vilde Fagter.

 

Hun bad saamangen lønlig Bøn,

Og hun lod Messer læse;

Men hver en Midnat hørte man

I Dødningluren blæse.

 

Hun bygged op et Kloster skjønt

Med lange Søilerækker;

Der sover hun og hendes Slægt

Til Dommedag dem vækker.

 

27. Amalie Raben.

Død 1832.

 

Den tunge Regnsky hænger over Vandet,

Og Skoven hyller sig i Taager;

Det gamle Taarn, som stirrer ud fra Landet,

Seer kun paa Søen hvide Maager,

Og intet Seil, som bringer Hjemmet atter

Den ømme Søster, fromthengivne Datter.

 

Forgjæves dufter Lunden, snoer sig Gangen;

Hun bryder ingen Blomster fleer.

Forgjæves venter hende Fuglesangen;

Hun hører ingen Fugle meer.

Eccho! som klang fra Skov og Borg derhjemme,

Dig lokker aldrig mere hendes Stemme.

 

Hvor Elven flyder under Bjergets Buer

Med Sommerslotte og med Druer,

Der hviler hun, hvor høie Popler kneise,

I Fred, træt af den tunge Reise;

Der slumrer hun, der har hun kastet Staven,

Der sover hun bag Blomsterne, i Graven.

 

Men hendes Aand, den kjærlige, den rige,

Den er iblandt os, den guddommelige,

Den er, hvor hun i Døden længtes hen,

Den er i Hjemmet, hos hver trofast Ven,

Hos eder, hvem hun elskte som sin Sjæl,

Hvem hendes sidste Aande bød Farvel.

 

Og Taaren, som i Øiet hviler,

Det tause Sprog, som Sorg kan lære,

De stille Veemodstræk hos dine Kjære,

Forstaaer din Aand, Amalie! den iler

Til vor Erindrings sørgelige Fest,

Med Haab, med Trøst, med Held - en himmelsk Gjæst!

 

28. Naturraisonnement

 

Høirøstet Skoven suste,

Og i de grønne Sale

Gjenlød - jeg laae i Skyggen -

Den ugeneerte Tale.

 

De gode Træer mene,

At, ubekjendt med Sproget,

En Jordens Herre fatter

Adeles ikke noget.

 

Som oftest - nægtes ikke-

Gaaer det vel saa i Verden;

Men en Poet indprenter

Sig Tonen og Gebærden.

 

Og samler, naar han hører

En stærk, begavet Taler,

Saa godt han kan, sig nogle

Mærkværdige Vokaler.

 

Og sammenligner, aner,

Gjetter undertiden

Hvad, ved gjentagne Lytten,

Bekræftes for ham siden.

 

Da er han lutter Øre,

Den lykkelige Grandsker,

Og henrykt han Naturens

Ældgamle Sprog fordansker.

 

Men dennegang var ikke

Themaet kjælne Drømme,

Som før han stundom hørte

Fra Blomsterlæben strømme.

 

Det var en mere bitter

End oprømt Persifflage,

Der tonte gjennem Skovens

Indhyllende Boscage.

 

"Der ligger" - raabte djærvt nok

Et Poppeltræ som Taler,

I det paa mig han peged,

"Atter en ussel Praler!

 

Af dem, som troe at flyve

Med hvad de kaldte Aanden,

Og dog kom aldrig længer

End man kan strække Haanden.

 

Som fuld af Hjertensgodhed

Impertinent beklage,

At Alt det andet Skabte

Staaer dog saa langt tilbage.

 

Der ligger han med Briller

Og Paraplui - Ak, Fyren

Ret noget vigtigt troer sig,

Naar han seer hen paa Myren!

 

Ved disse Ord lød Latter

Fra alle Skovens Kanter,

Men meest fra Planteskolens

Opløbne, unge Fjanter.

 

Ja - blev han ved - vor Ven her

Har trygt sig foresværmet,

At han har rystet Stenen

Og Planten længst af Ærmet.

 

Den Drømmer! om saa var end!

Hvad vandt han i sit Eie?

Veed han en Steens beskedne,

Taalmodige Liv at veie?

 

Veed han de stille Kræfters

Langsomme Dyd at hædre?

Og kjender han en Plantes

Lønlige Levnet bedre?

 

Med affecteert Beundring

For Planteverdnen træder

Han i vor Kreds og sauger

Vort Inderste til Bræder.

 

Stakkel! der med sit Vidskab,

Med alle sine Konster,

Dog slipper aldrig ud af

Forstandens tykke Dunster.

 

Der, i det Hele taget,

Er tarvelig udstyret,

Og knap seer over Skuldren

Sin Læremester, Dyret.

 

Der ei kan proppe mere

I Hjernen af det Sande,

End dette Insect fødtes

Med i sin brune Pande.

 

Der gaber, træt af Tanker;

Der lukker for sin Kikkert -

Og lader Klumpen sørge,

Der vælter ham saa sikkert.

 

Og han - han vil begribe -

Som aldrig naaer i Livet

En Kampesteens Erfaring -

Han, der maa døe som Sivet!

 

Der, for at kunne trives,

For blot at existere,

Maa dræbe og maa myrde -"

Jeg gad ei høre mere.

 

Jeg gik derfor og tænkte:

Det klapprer een og anden

Af disse Herrer ogsaa,

Seer jeg, i Træforstanden.

 

Vel har jeg ei, som Bjerget,

Saa fast en Fod at staae paa,

Og ei, som Elephanten,

En saa massiv at gaae paa.

 

Kan ei docere Skjønhed

Saa tydelig som Rosen,

Ei blomstre halv saa ziirligt

Som Planterne i Mosen.

 

Gad heller ikke just som

Et Poppeltræ forresten

Bestandig kikke Stjerner,

Barhovedet, i Blæsten.

 

Og føler vel, hvorlidet

De Folk er at berømme,

Der tager Alt for Intet,

Og sig for Alt, i Drømme.

 

Men, ikke destomindre

- Her standsed jeg og sukked -

Jeg har Hovmodet i mig

Med Modermælken drukket.

 

Jeg, som en gammel, indgroet

Aristokrat paa Jorden,

Flux fatter ikke denne

Friheds og Ligheds Torden.

 

Det maa der Tid og Ro til;

Nu er jeg for piqueret -

Skjøndt, jeg vil ikke nægte,

At jeg er resigneret.

 

29. Til - - -

 

En Børneflok, en Jomfruskare,

En Kreds Veninder samles her,

Som Engle, svævende og klare,

Saa blomstrende, saa skjøn enhver.

 

O, lykkeligt det Huus, hvor Gjæster

Som disse svæve ind og ud,

Der Aarets Løb er rigt paa Fester,

Der dvæler gjerne Glædens Gud.

 

Og den, hvis Dag vi kom at feire,

Er uden Bram og ydre Pragt,

Men een, som vinde veed og seire,

Undselig selv ved Yndets Magt.

 

O du, beskedne, troe Veninde!

Du har et lykkeligt Genie,

Du kan saa roligt Hjerter vinde,

Din Magt er ei saa snart forbi.

 

Af Børn en Krands dig alt omgiver,

Du bruger ingen anden Pryd;

Den Krands, den voxer og den bliver,

Uvisnelig, en evig Fryd.

 

Hvad Duggen er for Rosens Rødme,

Er Viin for Læbens Rosenild,

Lad derfor Sødt berøre Sødme,

Løft Glassets skjønne Farvespil!

 

Hun leve! Vor Veninde leve

Bestandig lykkelig som nu!

Og Alt, Alt, hvad hun elsker, leve!

Din Skaal, din Skaal, Trofaste, du!

 

30. Ghasele.

 

Paa dette grønne Mos, det bløde, lad mig hvile,

Hvor Oleanderbuske røde ad mig smile!

Jeg har ei Lyst til Dandsesalens rige Glimmer,

Kun her, hvor Duggens Perler gløde, lad mig hvile!

Mit Øre brister ved de stærke Symphonier,

Hvor Nattergaleslag sig møde, lad mig hvile!

Jeg kan ei taale disse snevre Silkeklæder,

Løs op, løs op! hvor det er øde, lad mig hvile!

Jeg vil ei boe i Huset med de klare Lamper;

Hvor Høsten sine Blade strøede, lad mig hvile!

I veed, jeg drak mig syg ved Livets bittre Kilder,

O nu, hvor Kilderne er søde, lad mig hvile!

I veed, jeg fik mit Saar, hvor tusind Hjerter kæmpe,

O nu, hvor ingen mere bløde, lad mig hvile!

I veed, at Stormene min unge Lykke knuste,

Hvor Storme om min Gravsteen støde, lad mig hvile!

Ei nogen Levende mod denne Barm sig sænke,

I Armene paa en, som døde, lad mig hvile!

 

31. Til Vinterveiret.

 

Grimme Jotun, som fra Fjeldet

Hyler i dit Horn af Iis;

Du, som har i Skoven fældet

Løv og Blade med dit Riis;

Du, som stopper Kildevældet;

Du, som ret paa Tølperviis

I min Glut, den spæde, rusker;

Du, som ingen Anstand husker!

 

Du, som om den varme Stue

Dine kolde Arme slaaer,

Driller Kakkelovnens Lue,

River Hatten af vort Haar,

Volder Hoste, volder snue;

Slibrer Stenen, hvor vi gaaer,

Kaster Snee mod vore Ruder

Og i Skorsteenspiben tuder!

 

Hør, er det ei billigt, Bedste,

Vi det Laadne vende ud?

Handler du imod din Næste,

Som det sømmer sig for Gud?

Burde vi ei fiendsk dig gjæste,

Og besvare Tud med Tud?

Dog - fra gamle Venskabs Dage

Kommer Mindet mig tilbage.

 

Tidt som Dreng jeg med dig rendte

Over Søens blanke Arm;

I dit Sneelag Fingren brændte,

Som ved Ovnens Lue, varm;

Dyngvaad du mig ofte sendte

Hjem fra Legens muntre Larm;

Slog mig tunge Hagl for Panden -

Og dog holdt vi af hinanden.

 

Har du evig dine Løier

Af at rokke paa mit Tag,

Blæse Træk i vore Køier

Og forstyrre Pumpens Drag -

Hvis det dig saa godt fornøier,

Alt du har en Sneebold færdig:

Nu, een Spas en anden værdig!

 

Kanepidsken kjækt dig smelder

Under Næsen sine Knald;

Gadedrengene og Bjelder

Lee dig ud i tusindtal;

Om din ringe Magt fortæller

Lirekassens Tonefald;

Flammen, der fra Ovnen lyser,

Som en Busemand dig kyser.

 

Tro ei, at din Storm fordriver

Blomstringsmodet med sit Skryd -

Naar den unge Mø os bliver,

Har vi Vaarens bedste Pryd;

Du, med dine lange River,

Samler kun den spredte Fryd.

Tæppet, strakt i Vintersale,

Blomstrer meer end grønne Dale.

 

See de unge Børn, de søde,

Flagrende i Dandsens Larm!

Kinderne og Læber gløde,

Freidigt aander Bryst og Barm;

Arme slynge sig imøde,

Luften bølger let og varm,

Øiet smelter, Haaret flyder,

Fløiten, Violinen lyder.

 

Dig vi denne Vrimmel skylde,

Mangt et vennesaligt Lag:

Kom, vi vil dig, Brumbas, hylde,

Trods din Knurren, trods dit Brag;

Paa din Sundhed Kruset fylde,

Og til ærligt Brodertag,

Skjøndt i Vantens laadne Gjemme,

Række dig vor Haand at klemme!

 

32. Var det synd?

 

O, var det Synd, at vi var ene?

At ved vort Bryllup var saa faa?

At mellem høie, tause Grene

En Stork vi kun i Reden saae?

 

En Stork med sine røde Hoser

Og med sit lange Sladdernæb -?

Og ingen Gartnersvend med Roser,

Og kun en Snegl med Silkeslæb?

 

Og ingen Præst med Pibekrave,

Og ingen pyntet Kammermø,

Og ingen anden Brudegave,

End Sølvskum fra den lille Sø?

 

Og at det sagte Ja af Bruden,

Og at min høie Troskabseed

Blev hørt og fordret kun af Guden,

Den unge Gud for Kjærlighed?

 

Men, dybt i Skoven - kan du huske?

Var som en Grotte for en Fee;

Ildorme hang i alle Buske

Og kun ved dem vi kunde see.

 

O, hvis jeg nogensinde glemmer

Den søde Stund - saa straf mig Gud!

Græshopper sang med tusind Stemmer,

Og hvert Minut faldt Stjerneskud.

 

33. Til elskov.

 

Første Elskov! Unge Sjæles Møde

I det henryktdrukne Øiekast!

Er du aldrig Hvile? altid Hast?

Kan et Hjerte ikkun eengang gløde?

 

Vender aldrig meer din Magt tilbage,

Naar med Qvaler svandt din første Lyst?

Er ei længer reent for dig et Bryst,

Som din Duft beruste fordums Dage?

 

Er det friske, nysudsprungne Hjerte

Kun den dyre Blomst, du leger med?

O, saa fly! far troløs kun afsted,

Korte Fryd, som koster evig Smerte!

 

Men saa grum kan din Natur ei være;

See, det er mit Haab, en salig Ild,

Mere høi og stærk, kun mindre vild,

Skal jeg atter til dit Alter bære.

 

Barnets Sind kan vende fromt tilbage,

Høi Uskyldighed i Manddoms Aar,

Og hvor grønnes en saa sjelden Vaar,

Kan ei savnes varme, lyse Dage.

 

34. Mary.

 

Hvad tykkes dig om hende, Jack,

Som stirrer over Sø,

Bleg fra Fregattens høie Dæk,

Til Skotlands fjerne Ø?

 

Et Barn endnu, knap sytten Aar,

Ret skabt til Sømænds Lyst;

Langt flagrer hendes Ravnehaar,

Høit bølger hendes Bryst.

 

Fordi hun gav sig villig hen

En Nidding i sit Land,

Er hun Forbryderens igjen

Paa Sydhavøens Strand.

 

Fordi hun var for øm og varm,

En Qvindes sande Dyd,

Til Straf hun slynge skal sin Arm

Nu til en Kjæltrings Fryd.

 

Var hun paa Traaden noget løs,

Det er hun vel endnu,

Saa er hun dog en fager Tøs -

Hvad, Jack, hvad mener du?

 

Ifald jeg kaldte paa vor Præst -

Hun siger ja, min Tro -

Og lod ham spledse os som bedst?

Min Køie rummer to.

 

Det duer ikke, Tom; hun har

Alt faaet sin Bekomst.

Prøv kun, hun giver intet Svar,

Det er en knækket Blomst.

 

Hun flagrer kun en stakket Stund,

Det kan man mærke godt.

Den Seiler stødte snart paa Grund;

Hun bliver aldrig flot! -

 

Ung Mary stod foruden Trøst,

Og over Havet saae,

Til Skotlands høie Klippekyst

Forsvandt i Taager blaae.

 

Hun stille stod, til ingen Rand

Bag Bølgen mere steg;

Til hendes kjære, gamle Land

For mørke Vover veg.

 

Vi skues aldrig meer igjen,

Du blues ved mit Syn!

Sneetakte Bjerg, min Barndoms Ven,

Du rynker dine Bryn!

 

I grønne Bakker, hvor jeg laae

Saamangen Sommerqvæld,

I svinde i det fjerne Blaa,

I sige koldt: farvel!

 

I har ei Muur, ei Fangedyb,

Ei Hytte eller Vei,

Til Herberg for et usselt Kryb

Foragteligt som jeg!

 

Selv Stjernerne, de milde Lys,

Vil ikke see mig meer!

Hun sendte dem sit Afskedskys -

Da saaes ei Landet meer.

 

De løste op for hendes Barm -

Den steg saa hvid og høi -

De blottede den runde Arm -

Blodstraalen sprang og fløi.

 

Men koldere blev hendes Bryst,

Kun svagt det steg og sank;

Og, som et Havblik, laae tilsidst

Ung Mary død og rank.

 

Polyperne paa Havets Bund

Liigplanken til sig rev,

Og paa den vaade Gravhøi kun

Det lange Søtang drev.

 

35. Til Nanna.

 

Kjære Nanna! det er simpel Pligt,

At jeg svøber udenom de fine

Strømper fra din Søster Josephine

Dette ubetydelige Digt.

 

Saadan tomme, tynde, slappe Ting,

Saa pedantisk parrede tillige,

Som dog Strømper ere, sandt at sige,

Kan behøve et poetisk Sving.

 

Kan behøve en rhetorisk Pen

Og en nogenlunde fyrig Taler,

Som den blege Skjønhed anbefaler,

Naar den oversendes til en Ven.

 

Ak, det dorske Stof, med uvis Form,

Disse bløde, matte Elementer,

Dette Chaos af en Traad - det venter

Paa sin egentlige Skjønhedsnorm.

 

Paa en Skaberindes søde Bliv,

Paa at faae et Indre, for hvis Kræfter

Alt det Ydre yndigt giver efter,

For at faae et Indhold og et Liv.

 

Skjænk dem dette - disse blege, smaa,

Sammentrykte, ganske flade Stakler!

Du kan gjøre, veed du nok, Mirakler,

Naar du bare vil dem trække paa.

 

I et Attelier en Marmorsteen

Kan ei runde sig med mere Ynde,

End de lykkelige, glatte, tynde

Strømper, naar de slutte om dit Been.

 

Søg de smidiglange Skafters Ly!

Lad dem fange blødt i deres lækkre

Huulhed alt det Fyldige og Smækkre,

Som hos dig er ikke sky, men bly.

 

O, jeg seer dem alt - du har dem paa -

Glatte, glindsende - af over hundred

Kjenderblik omspeidet og beundret!

Dog de ikke mindste Rynke slaae.

 

Denne Blomstudvikling, dette Spring

Til en Stilling, som for Strømper immer

Er forenet med uhyre Glimmer,

Gjør dem til interessante Ting,

 

Og er virkelig en Trøst for dem,

Der for Øieblikket ikkun have

Denne ubetydelige Gave

Paa din Fødselsdag at bære frem.

 

36. Stamtræet.

 

Min Stammefaer - Gud veed, hvorfra

Han egentligen var -

Men i de gamle Krøniker

Fortælles, han var en Nar.

 

Med Snabelskoe og Bjeldeklang,

Med Narrekappe og Brix,

Han maatte more det hele Hof,

Hvis ikke, saa fik han Vix.

 

Hans Børn blev strunke Adelsmænd,

Og een af dem en Helt;

Vi føre endnu for hans Skyld en Mand

Uden Hoved i gyldent Felt.

 

En anden, siges der, levede kun

For sine Godsers Bedste,

Som Dødninge saae hans Bønder ud,

Som Beenrade deres Heste.

 

Min Oldefaer forestod Rigets Skat,

Som dengang var meget tung;

Alt hvad han gav for Landet ud,

Det gik i hans egen Pung.

 

En kronet Isse, veed jeg, blev spaaet

Min Bedstefaer af en Hex;

Han kjørte altid med Fire for,

Og hans Kone altid med Sex.

 

Min Fader var længe Pebersvend;

I tidligste Ungdom han kom

Med skaarne Stene og meget Antikt

Hjem fra Neapel og Rom.

 

Jeg svigter ikke min høie Byrd,

Mit Navn og mit Stammetræ:

Min Stammefader var en Nar;

Jeg er idetmindste et Fæ.

 

37. Kun en Time.

 

Lange Nætter, korte Dage,

Medens Aarene de rulle,

Ingen Sol, en evig Kulde

Vil jeg friste uden Klage;

Kun en Time, kun en Time -

 

Savn og Sorger vil jeg lide

Uden Haab, med bitter Længsel,

Eensomhedens sorte Fængsel

Vil jeg fylde med min Qvide;

Kun en Time, kun en Time -

 

Englen, som sin Fakkel slukker,

Og som fører til de Døde,

Vil med Rolighed jeg møde,

Englen, som for Graven lukker;

Kun en Time, kun en Time -

 

Og hvorefter kan du hige?

Og hvad finder du, som qvæger

Saa balsamisk, at dets Bæger

Er dig nok, Ulykkelige,

Kun en Time, kun en Time -?

 

O, at hvile og at smile

I de Arme, ved det Hjerte,

Som jeg elsker, fuld af Smerte,

Der at smile, der at hvile,

Kun en Time, kun en Time!

 

38. Med en Brystnaal.

 

Istedet for en Piil fra Rosenskyen,

En let bevinget, farlig Piil,

En Piil, som hefter sig i Hjertet,

Hvis Gift er Kys og Smiil -

Modtag en Naal, som gjennemborer,

Men kun det lette Tül; en Naal, som holder,

Hvis Hensigt er at samle og forene,

Men kun de ydre, løse Folder.

Betragt med Rolighed de gyldne Hager,

Der løsnes let og uden Taarer,

Den skarpe Spids, som ei af Nektar drypper,

Men som eiheller giftig saarer;

Betragt med Venlighed det lille Blændværk,

Snart sønderbrudt, og snart forglemt,

Det skrøbelige, svage Mærke,

Til Minde om det Flygtige bestemt;

Til Minde om det Flygtigste, jeg kjender,

Det hurtigst Svindende, det snarest Tabte:

Det Trylleskjær, som Sympathien kaster

Momentviis over alt det Skabte;

Modtag den fattige, den kolde Glimmer,

Den matte Skygge af en Ild - bedrøv

Dig ikke over, at den er et Intet,

Et Legetøi af Støv for Støv -

Gjem den! Den vil, naar Barmen hyller

Sig, som en Isis, i sit Slør,

Med sin Emailles mørke Hieroglypher,

Som Skriften paa en Tempeldør,

Erindre dig om det, som i vort Indre

Er gaadefuldt, og ikke kan forklares,

Og om den Sarkophag, hvori de

Hendøde Følelser bevares.

 

39. Jorden.

 

Hvorfor søger du bestandig Himlen,

Utaknemmelige Daare?

Jeg er skjøn endnu,

Elskovsfuld som du,

See, i Haaret har jeg Foraarsvrimlen,

I mit Blik den varme Taare!

 

Har jeg vel fortjent, at du mig glemmer?

Jeg, som moderlig har givet

Dig din første Kraft,

Blodets sunde Saft?

Jeg, som sang, med mine Fugles Stemmer,

Dig din Velkomst her i Livet?

 

Jeg, som har din Kind med Roser tegnet

Og din Pande med en Lilie?

Jeg, som Nat og Dag,

Øm, men modersvag,

Ei din Vildskab, ei dit Lune regned,

Og gav efter for din Villie?

 

Jeg, som skygged dig, naar Solens Flamme

Altfor stærkt dit Ansigt brændte;

Jeg, som huld og tro

Dig i Nattens Ro

Lulled ind, og som en kjærlig Amme

Over dig min Kaabe spændte?

 

Jeg, som, naar du træt maa Øiet lukke

Og til sidste Ro dig lægger -

Gammel, kold og død -

Aabner dig mit Skjød,

Samler Støvet i min Askekrukke,

Og med Blomster det bedækker?

 

Kan du mig, din første Elskov, glemme?

Vil du mig med Andre bytte?

Kom! fat Mod igjen!

Vær mit Barn, min Ven!

Viid, at ved mit Hjerte har du hjemme,

Jeg vil evig dig beskytte.

 

40. Forgjæves Opmuntring.

 

Fanden være

I sit Hjem!

Muntert, Kjære!

Masker frem!

Nok saa sære,

Hid med dem!

 

Fløiten skriger,

Bratsch og Bas,

Hornet siger:

Kom, tag Plads,

Her er Piger,

Punsch og Glas.

 

Skynd dig, Kryster,

Uforsagt!

Glæden ryster

Sorgens Magt,

Unge Bryster

Gammel Pagt.

 

Faklen brænder -

Hør! et Skud -

Vognen vender -

Her er Bud -

Hvide Hænder

Vinke ud!

 

"Kan det tømme

Al min Vee?

Ak, den ømme,

Elskte Mø

Lad i Drømme

Blot mig see!"

 

41. Bylivet.

 

Jeg morer mig i Byens

Forlegne, snevre Gader

Ved Synet af en simpel

Naturs Bambocciader.

 

En gammel, tyk Matrone

I Vinduet, som strikker -

Og i sin lange Kutte

En skaldet Munk, som tigger.

 

Om Keglerne i Sandet

Opstilt Dagdriverflokken;

Høit over dem i Taarnet,

Med Varselstemme, Klokken.

 

En Retsbetjent med Bogen,

Og Skrædderen med Saxen,

I Slagterboden Oxen,

Paa Retterbænken Laxen.

 

Zigeunerbørn i brune

Pjaltkaaber, næsten nøgne,

Med brede Skyggehatte,

Og store, sorte Øine.

 

Den Døde høit paa Baaren,

Med Fryndser om sit Klæde;

Foran et Kors, bagefter

En Skare Folk, som græde.

 

Hvorhen, Signor Dottore?

Med Hastværk han sig skyndte;

Den hele Gade lugter

Endnu af Pebermynte.

 

Friseuren her jeg kjender -

Scapin - det kan jeg lide!

Brudgommens Haar han sætter

Som store Horn itide.

 

Min Gjenbo - Pantalone! -

Godmorgen! Hvad behager?

Han er endnu ei færdig

Med sine egne Sager.

 

Ved Stokken frem han skrider,

Ærværdig, rynket, arret

Af alle de Spilopper,

I hvilke han blev narret.

 

Hr. eligeret Borger

Og Bager, Truffaldino!

Tillad mig præsentere

Mig selv bom Arlechino.

 

Og denne unge Dame,

Kan De vel sagtens gjætte,

Er ikke nogen anden,

End min Arlechinette.

 

Sæt friske Kringler for os!

Lad Jalousien falde!

Vi holde meest af Eenrum;

Kom siden, naar vi kalde.

 

42. I Fjelleboden.

 

Pulcinella! Pulcinella!

Lær mig Sækkepiben blæse!

Overlad mig denne Pukkel,

Denne alenlange Næse!

 

Pulcinella! Pulcinella!

Og til Gjengjeld, til Erstatning

Tag imod mit Sinds Forædling

Og min følsomme Forfatning!

 

Men han skriger og han flygter

Over Brædegulvets Tylter

Med sin Pukkel, med sin Næse,

Paa de lange, hvide Stylter.

 

Og han ryster, og han piber,

Skjuler sig bag Teppets Folder,

Og paa Sækkepibens Pose

Fast, som paa sin Sjæl, han holder.

 

Og han holder fast paa Næsen -

Han er ikke for Gemyttet;

Og han holder fast paa Puklen -

Han er altfor klog til Byttet.

 

43. Eremiten.

 

Tak for Bægret af din Kilde,

Eremit, for dine Frugter,

For den Rosenkrands, du gav mig,

Som af hellig Virak lugter.

 

Tak for Veien, du mig viste

Til din gamle Hytte - Mulen

Havde ellers, dumt nok, ført mig

Lige ind i Røverkulen.

 

Tak for Kjøligheden i dit

Andagtskammer, gamle Sværmer!

Tak for Leiets rene Blade

Og din Kuttes bløde Ærmer!

 

Tak for hver en from Legende,

Som du vidste at fortælle,

Og Levvel! Mit Muuldyr ryster

Utaalmodig med sin Bjelde.

 

"Vandrer, tøv! her krummer Veien

Farlig sig om Fjeldets Kanter.

Jeg vil hente dig en Haandfuld

Underfulde, sjeldne Planter.

 

De er groede under Jorden,

Dybt i Bjergets Klippehule,

Hvor, forladt af Dagens Straale,

Sig de blege Urter skjule.

 

Dem har aldrig Dug forfrisket,

De er vant til eensom Kulde,

Dem har aldrig Sol opildnet,

Derfor er de lindringsfulde.

 

Du har sagt mig, for din Lykke

Intet Middel meer du vidste,

At i evig Angst du leved

For dit Kjæreste at miste.

 

Vandrer! gjem da disse Urter!

De vil dulme Hjertesorgen;

Sanct Laurentius, min Helgen,

Og Madonna er dig Borgen."

 

Tak, Ærværdige! det vil jeg.

Midlet er maaskee det rette.

Jeg har prøvet mange andre;

Nu vil jeg forsøge dette.

 

44. Silhouetter af en Præstefamilie.

 

I høie Hvedebølger, imellem Rug og Byg,

Der krummer et Straatag sin mossede Ryg;

Det har blandt usle Hytter i Leer og Morads,

Men ved Siden af en Kirke, sin ydmyge Plads.

 

Og Manden, som boer der, det er en Landsbypræst -

Jeg var saa ofte, Venner, hans lykkelige Gjæst.

Oprigtighed og Glæde er hans daglige Bud;

Han kjender lidt til Verden, men mere til Gud.

 

Hans Kone er en Perle, en ægte, i min Sang;

Hun er saa god og kjærlig, som Dagen er lang.

Vel Præsten hører Fugle i sin Skovhyttesal,

Men hun er dog hans sødeste, bedste Nattergal.

 

Og Sønnen, den første, Jacob hedder han,

Det er en lille Kæmpe af Drengeforstand.

Hans øine ere store og Læberne smaa;

En lærd Mand vil han blive, det tør jeg nok spaae.

 

Den ældste Frøken Datter, hun er her ikke nu,

I Sorø, hos din Tante, Marie, blomstrer du!

Men naar du kommer hjem igjen, saa vil vi faae at see,

At du kan følsomt græde, og vittigen lee.

 

Og Hannemoer, den søde - o har jeg ei Ret?

Lyslevende er hun et Familieportrait.

Hun strikker alt sin Strømpe, og læser i sin Bog;

Hun bliver, som sin Moder, begeistret og klog.

 

Den lille Nikoline, saa hvid og saa feed,

Om hende intet bedre at sige jeg veed,

End, naar hun vikler ud sin vakkre Gestalt,

Den smukke Nikoline, det vil hun blive kaldt.

 

Og Rasmus med sin Pande, buglet af Fornuft,

Med Øiet dybsindigt som Nattehimlens Luft,

Han sidder alt i Krogen ved sit Mælkefad,

Som nu. Han tænkte noget, og vidste selv ei hvad.

 

Den lillebitte Sine - det veed vor Herre bedst,

Hvad Lykke hun skal bringe den lykkelige Præst.

Hun kan alt dygtigt spise, løbe og gaae -

Kan man forlange meer for det første af den Smaa?

 

Og Faster i Sengen, med Caffe og Tobak,

Hun lever som en Sylphe i eensomt Gemak,

Den meste Støi i Verden for hende er forbi,

Og Livet blevet til en smuk Phantasie.

 

I denne Tid desuden der er i Præstens Buur

En Jomfru, en sværmerisk, en deilig Natur;

Hun ligner en Muse i Holdning og Blik -

Hvad Under, om af hende Begeistring jeg fik!

 

Hvad Under, at jeg søgte, naar Hjernen var tom,

De faure Ord, som hende fra Læberne kom!

Hvad Under, om til Tak - det var jo simpel Pligt -

Jeg skrev hende dette ubetydelige Digt

 

45. Ved en Vens Hjemkomst.

 

Velkommen tilbage, hvor Øen har lagt

Blidt sig til Ro, ved Bølgernes Vagt!

Vent intet Skud af Høitidskartoven;

Tordnen kun ruller i Skyen foroven.

 

Bøndernes Tage, det eensomme Land

Sortner ved Himlens rødmende Rand;

Fattige By har ingen Lanterner,

Men til Lysekrone de evige Stjerner.

 

Ved din Port staaer kun en Hund i Gevær;

Kun en Stork kikker fra Tagryggen her;

Humlen og Viinranken hælde mod Muren;

Køerne brøle; taus smiler Naturen.

 

Fuglene let escortere din Flugt;

Gjæs paradere - o, er det ei smukt?

Grøften og Marken anstrænge sig - Stakler!

Valmuer danne et Tog, som af Fakler.

 

Her er ei qvalmt, som i hin Tue, hvis Gruus

Fyldes af Menneskemyrers Trængsel og Suus;

Her gnaver ei Konsten, i afsides Huler,

Fra Naturens Bord de faldende Smuler.

 

Her er dit Hjem, din Kirke, din Bog,

Her er dit Lysthuus, din Kakkelovnskrog,

Her dine Børn, de støiende Unger -

Ven, for din Sjæl, begeistrende Tunger!

 

Her er den arme, indskrumpede Slægt,

Lolliker, krummet af Kornsækkens Vægt;

Men din Godlidenhed rækker dem Haanden,

Og dine Ord skal reise dem Aanden.

 

Her varskoer din Pibe ingen Soldat,

Her lader man skjøtte sig selv vor Stat.

Istedetfor Rendemasken og Lapsen

Springer en Sommerhare i Rapsen.

 

Hør paa din Lo den melodiske Tærsken!

Nødderne modnes, alt rødmer din Fersken -

Velkommen derfor, med Søn og med Frue,

Velkommen hjem i din landlige Stue!

 

46. Elegie.

 

Af mangen gravitetisk Sjæl, hvor tidt

(Imens den meget oeconomisk leved)

Er ikke udraabt: hvad er Livet? - Slidt

Som Følelsen, hvormed blev skrevet,

Er Svaret Vand og Pust og Bobler blevet;

Ja nogle, for at blive Svaret qvit,

Kasted en Tankestreg - Forstandens Anker,

Og Prikker ud . . . . et Fiskenet for Tanker.

 

Og det staaer fast hos mangen brav Philister,

At Livet ei er fire Skilling værd,

(I Øieblikket nemlig, man det mister)

Og at det er en Drøm kun og et Skjær:

Ja, nogle troe, det er et Bøddelsværd,

Et Staal, mod Smertens Steen at give Gnister,

En Priis Tobak, der bider stærkt i Næsen,

Og hvoraf man har gjort formeget Væsen.

 

Men denne Skarphed, hvormed Livet bider,

Den volder, at vi bide lidt igjen;

En, ved at døe af Latter alletider,

En anden ved en gudsforgaaen Pen;

Mig huer den, og ei blot sommetider,

Men som man vænnes til en hidsig Ven,

En arrig Kone, der dog snart er færdige,

Og begge to kan være ret elskværdige.

 

Det Grimme, veed vi, har en egen Magt;

Det vækker Afsky. Det er altid noget.

Hvad indeholder ei en dyb Foragt?

Hvem ynder ei, hvad der er stygt og kroget?

Fortvivlelse, det veed vi jo som sagt,

Gjør Latteren piqvant, saavelsom Sproget.

Med Glædens Alvor er det strax forbi,

Naar der er intet Rædsomt, Farligt i.

 

Ja, Usselheden, det maae vi formode,

Og Kjedsomheden, ikke at forglemme,

Knap tør jeg sige det - ja, selv det Slemme,

Det Bandsatte, det havde vist sit Gode,

Naar vi var mere rigtig i det hjemme,

Og at behandle det tilgavns forstode,

Min Trøst har derfor været alletider:

Elendigheden har saa mange Sider.

 

O, Øiet er ei skabt til blot at smile

Med Elskovs, ogsaa med Foragtens Pile!

Det har sin Taaresæk, sin Taarekilde;

Det skal ei ene glædedrukkent hvile,

Ei altid straale, hvor det henrykt vilde -

Men det skal briste, aarle eller silde!

O Dødens Engel! siig, naar skal jeg bygge

I din anakreontisk-skjønne Skygge?

 

47. Aturernes Grave.

 

Alle Folk i Maypures

Holde Siesta - Ingen Zitter,

Poppegøieskrig kun lyder

Uophørlig fra et Gitter.

 

Hvad er det, som Fuglen ivrig

Med saamegen Fynd fortæller?

Siig mig, hvad dens høie Udraab,

Hvem dens vrede Tale gjelder!

 

Ingen kan forstaae dens Udraab,

Ingen kan dens Sprog udgrunde;

Hele Stammen, som har talt det,

Hele Slægten gik til Grunde.

 

Mellem Orinokos Vandfald

Folkets sidste Toner løde,

Og forlængst i Skovens Dybde

Sidste Mand af Ætten døde.

 

Tidlig dog den røde Kriger

Lærte Fuglens stærke Tunge

Indianerstammens Stridssang,

Hævnens vilde Trudsel sjunge.

 

Fuglen har ei glemt sin Lærdom,

Har ei tabt sit Maal, skjøndt Øiet

Længst er slukt, skjøndt graa af Ælde

Krum den sidder, lænkebøiet.

 

Skaldet er dens gamle Hoved,

Snart den døer, det kan ei feile;

Af den stolte Fugl tilbage

Er kun Skind og hvasse Negle.

 

Dette, om Aturerfolket,

Vidner nu et Sagn alene.

Ingen Gnist af deres Arne

Ryger meer bag Skovens Grene.

 

Kampen trængte dem tilbage,

I granitne, snevre Gader,

Til den store Urskovs Mørke,

Mellem skummende Kaskader.

 

Mand for Mand de faldt i Striden;

Ingen Bue mere hviner,

Ingen Hævnens Piil man frygter

I de mossede Ruiner.

 

Vil du see de Faldnes Gravsted,

Saa bestig den bratte Klippe,

Søg, saa høit Lianen løber,

Hulen ved Ataruipe!

 

Uniamas Bjerge seer du

Fra den høie Græsgangs Tepper,

Og Condoren, Caprimulgen

Kredse over Metas Stepper.

 

Nærm dig de uhyre Grotter,

Alle fyldt med Dødningrester,

Palmesvøbte, Fyrster, Qvinder,

Krigere og Børn og Præster;

 

Røde af Onotofarve,

Duftende af Gummi - Ære

Yde du den sidste Levning

Af Aturerfolkets Hære!

 

Dvæl hvor Cataracten ryger,

Hvor Jaguapalmen lufter,

Hvor om Hulens Gab Bignonien

Og Vanilleranken dufter!

 

Hvor er nu de Faldnes Aander?

Hvor er de forsvundne Slægter?

Mange Ringe staae om Maanen,

Jorden gløder af Insecter.

 

48. Ritorneller.

 

1. Blomst af Mimosen,

Jag mig ei bort med dine Torne,

Fordi jeg er en Ven af Rosen.

 

2. Jomfru i det Grønne,

Tro mig, hvilte du ei, hvor du hviler,

Var dine Skjønheder ikke saa skjønne.

 

3. Honningsøde Nælde,

Hvor heed jeg blev, hvordan dit Favntag brændte,

Det maa du frit, til hvem du vil, fortælle.

 

4. Klare Meduse,

O, hvor du svømmer yndigt i Vandet,

Drivende vaad i den stribede Blouse.

 

5. Blomst af Tobakken,

Før jeg som Pebersvend lever og døer,

Skal mig en Kone træde paa Nakken.

 

6. Løvetand du gule,

Mit Hjerte er saa frisk som Nogens,

Og selv min Lever feiler ei en Smule.

 

7. Blomst af Violen,

I denne lille Lund ved Veien,

Her kan vi skjule os for Solen.

 

8. Malurt du bittre,

Kom mig ei nær, jeg seer min Sjæls Udvalgte,

Ved Tanken om din Galde blot, at zittre.

 

9. Blomst af Pelargonien,

Din fine Tegning fik mig til at tænke,

Vi sad en Sommerqvæld i Catalonien.

 

10. Søde Narcisse,

Da du forlod os naivt i det Grønne,

Var det i dit eget Ærinde tilvisse.

 

11. Fagre Verbene,

Elske dig maa jeg, om ikke for andet,

Saa for dit fyrige Ildkys alene.

 

12. Blomst af Hængebirken,

Jeg følte mig, omslyngt af dine Arme,

Saa nær ved Gud, som om jeg stod i Kirken.

 

13. Skjønne Schizante,

Til Kjæreste er du ei fyldig og rød nok,

Men vil du ikke være min Tante?

 

14. Fingerbølstengel,

Kan du, som siges, berolige Hjertet,

O, saa er du en Engel!

 

15. Sisken i Buret!

Tiden kan falde dig lang, men dog ikke

Lang som mig, der seer efter Uhret.

 

16. Blomst af Sukkerrøret,

Jeg drømmer Dag og Nat om al den Sødme,

Du skjuler under Sløret.

 

17. Svulmende Drue!

Det er for koldt om Natten derude,

Kom, lad mig trække dig ind i min Stue.

 

18. Frister i Ørken,

O, du har viist mig saa deilige Sager,

At til at modstaae fattes mig Styrken.

 

19. Blomst af Akkeleien,

Du er en grumme kjærlig Søster,

Men immer staaer du os iveien.

 

20. Kan du med dine mørke Øine, Georgine,

Saa frit og aabent stirre ind i mine,

Tør jeg vel ogsaa ret fordybe mig i dine.

 

21. Den gyldne Fletning,

Der over Skuldren synker ned mod Barmen,

Har lært min Arm sin Slange-Retning.

 

22. Torskeflab, god Aften!

See hvilken Plads jeg fik mig her hos Rosen;

Ærgrer det dig ikke? du kunde havt den.

 

23. Brune Rebekke,

Svøb dine Fødder ind i Kanedækket,

Jeg vil staae bag paa, og din Mand kan trække.

 

24. Gjør Stuen luun for mine Mælkefade,

Flyt Qvæget ind, det fryser alt paa Marken,

Og mine Maanedsroser dæk med Blade!

 

25. Det tydske Sprog jeg elsker og det franske;

Den italienske Tunge og den spanske,

Men ingen er saa sød dog, som den danske.

 

26. Jeg saae et Stjerneskud paa Himlen glide,

Og dig forsvinde mellem unge Hasler -

Hvor I blev af, er ikke let at vide.

 

27. Blomst af Primlen,

Den Luft man aander i din Nærhed,

Er som et Aandedrag i Himlen.

 

28. Blomst af Gyldenlakken,

Naar du dit Ansigt vender fra mig,

Saa maa jeg kysse dig i Nakken.

 

29. Marcipan du hvide,

Det er din egen Skyld, beklag dig ikke;

Jeg kan ei lade være, jeg maa bide.

 

30. At Maanens Næ ei fyldes, at en Bondes

Gaardhane sjelden godt kan trives, veed jeg;

Men du, Lauretta, burde kunne rundes.

 

31. Det faldt mig aldrig ind, at gjøre Regning,

Blandt dine Yndigheders Tal, paa denne:

Snørlivets Silketryk og Rosentegning.

 

32. Blomst af Magnolien,

Som Honning er hvert Ord du taler,

Og selv din Vrede er som Olien.

 

33. Sorte Svane,

Et Særsyn er du, men mit Øie lystrer,

Naar det skal hylde Skjønhed, ingen Vane.

 

34. Læg i dit Skjød mit Hoved, Epheuranke,

Jeg feired Festen for den muntre Larmgud,

Føl, hvordan mine Tindinger de banke!

 

35. Nattrøien tog den blideste af Fruer,

Sin egen, sagde: den er kjølig, brug den!

Jeg laae den hele Nat, som svøbt i Luer.

 

36. Rørdrum i Sivet,

Det Suk, som daglig jeg af dig maa høre,

Gjør mig tilsidst reent kjed af Livet.

 

37. Blomst af Hylden,

Blusser for heed jeg ved Skumringens Stevne,

Dig, dit Aroma, giver jeg Skylden.

 

38. Det er kun Mælk, som Rosentungen laber,

Men naar du smægter, Mis, sees Tigerblikket,

Det er af Blodtørst, du saa kjælent gaber.

 

39. Purpurblomst af Lærken,

Yndigheder har du saa gode som Nogen,

Men immer tusinde Naale i Særken.

 

40. Regnsky paa Himlen,

Skjøndt Jordens Blomster smile dig imøde,

Altid tungsindig seer du ned paa Vrimlen.

 

41. Frygtsomme Svale, du behøver ei at lede,

Flyv dristig ind, min Kammerdør staaer aaben;

Her venter uforstyrret dig din Rede.

 

42. I ere smaa og ubetydelige,

Men det gjør ei til Sagen, Ritorneller,

Var I blot vingede og nydelige.

 

49. Charlottenlund.

 

Paa Høien der, ja rigtig, min Moer,

Hvor Ahorntræet skygger,

Her var vi, kan jeg huske, ifjor,

Da Vognen gik i Stykker.

Bakken var just ligesaa rund,

Ligesaa lysegrøn Sletten -

Hid med Kurven, gamle Hund!

Aa, Fa'en med Clarinetten!

Rugtvebakker? Lax? Jo, jo!

Og hollandsk Ost? Jeg takker!

Alting kjøbt paa Østerbro,

Hvor Konen er saa vakker.

Tordenskyen

Gaaer til Byen -

Seer du! paa den blanke Kniv

Skinner Solen -

Væk med Kjolen!

Nu, et muntert Liv!

 

Kom med Citronerne! adræt!

Pauline, du har Sukker!

Romflasken - saa, den Prop var tæt!

Din Skaal! Hør hvor det klukker!

Tryk det Sure med en Fart,

Glut, paa et Mygstik ved Øiet -

Bondepigen! det var rart!

Med Glas og hele Tøiet!

En chinesisk Næseklud,

Saa fiin som til en Greve,

Har jeg bredt paa Græsset ud,

Jo, jeg forstaaer at leve!

Eia, Venner!

Ydmygst Tjener!

Det var sku en Commandeur.

Sennepskanden!

Glemt? For Fanden,

Har jeg seet det før!

 

Nu bliver Luften mørkere blaa

Omkring de hvide Telte,

Som lutter Vildmænd Egene staae,

Et Par med Maanskinsbelte.

Har du Fyrsvamp? Det var godt!

See til Kaninen paa Øen!

Mærk det vakkre Sommerslot,

De røde Seil paa Søen!

Lad i Trængslen, Kone, smukt

Mig en Smule sværme,

Trykke kjælent, dog med Tugt,

En Skjønheds klare Ærme.

Frederikke,

Veed du ikke -

Naa, der har jeg hængt min Hat.

Duggen falder;

Bladet knalder;

Smukke Dag, Godnat!

 

See Lapsen der, med Kjæden om Hals,

Bleg som en Kommenskringle!

Og længer hen Matrosernes Vals,

Som svaie og som dingle!

Kildevognen! Hillemænd!

Alle med Roser i Hatten -

Vogt dig, Sivard Snarensvend!

Der ligger hele Klatten!

Ilden blusser bag en Bøg;

See Potterne, hvor blanke!

Kogekoner staae i Røg,

Og deres Boefsteeg banke.

Kysser Hunden

Dig paa Munden -

Græd ei strax, min lille Ven!

Ingen Fare!

Kom du bare,

Kys du ham igjen!

 

Ved Huset her, hvad Færdsel og Liv

Imellem Hjul og Stænger!

Der Kudsken staaer, og med sin Kniv

Rugbrød til Hesten flænger.

Herren, med et sagte Tryk,

Hjælper en Frøken fra Trinet;

Tjeneren, med krummet Ryg,

Taer Flasker op af Skrinet.

Ingen Plads i Haugen, tænk!

Og intet Bord i Stuen!

Manden løber med en Bænk,

Og med en Nøgle - Fruen.

I det Skumle,

Mellem Humle,

Theemaskinen luer blank,

Og den Søde

Henter Fløde,

Sneehvid klædt og rank.

 

See der, see der! En Skulder saa rund!

See, hvilken Slangeside!

Og har en mere rosenrød Mund

Sin Elsker kunnet bide?

Venner, om jeg turde blot!

Hende kunde jeg kjælen

Kysse Alting, Stort og Smaat,

Fra Nakken ned til Hælen.

Hun forhexer mig omkaps

Med denne hersens Maane -

Hendrik! lad mig faae en Snaps,

Hvis ikke jeg skal daane.

See hvor Munden,

Spodsk i Grunden,

Spidser sig forbandet kjæk,

For at aande

Allehaande

Pøbeldunster væk.

 

Med slængte Hofter nærmer sig træt

En anden Hjertens Unge;

I Gyngen vil hun - Naa, det var Ret!

Hør Harpenisten sjunge!

See til ham, den store Strik,

Som under Buskene ligger;

Naar han kan, hvert Øieblik,

Han efter Tøsen kikker.

Saa! hun kommer dygtig høit;

De Karle, de kan trække!

Bah! jeg giver ingen Døit

For hendes tynde Lægge.

Hvor blev Mille?

Tys! tistille!

Faldt hun? Ja, det troer jeg nok.

Fik hun Skoen?

Jo, jeg to'en

Med min Spanskrørsstok.

 

I Lærketræers stiklende Krat

Den grønne Sti sig vrider.

Hvormange Pletter, nylig forladt,

Maaskee af skjønne Sider.

Venner! kom, og læg jer ned!

Mærk kun, hvor Snaphanen feier

Efter Nymphens stille Fjed

Blandt Laxpapir og Reier.

Her er godt! Hør Træets Suus!

See Teltets fjerne Fakkel!

Au! jeg traadte Sneglens Huus

I Stykker reent, den Stakkel!

Lad os ligge

Her og drikke

Danmarks Skaal - klink med! Stød an!

Lange, hvide

Skyer glide

Over Land og Strand.

 

Ind i Teltet! Ha, hvor det gloer

Med Lys og Blomsterkrandse!

Tyk vikler sig en duftende Snor

Om Søilens grønne Landse.

Dugen hvid og Jomfruen rød!

Herrer og Damer, som vinke!

I den kaade Sværm, med Nød,

To Dannemænd kan klinke.

Hist i Speilets blanke Grund

Jeg skimter Skov og Bakker;

Ja, min Sjæl! der staaer min Hund

Og du og jeg og snakker.

Proppen knalder!

I Krystaller

Skummer Vinen - Ak, hvor skjøn!

Og i Skiver

Skaaret bliver

En Melon saa grøn.

 

I Sophaen, see! med krøllede Haar

En udsøgt Skjønhed, Venner!

Nu knuser hun et Kyllingelaar

Med sine Perletænder.

Hvor den lille Melkekno

Griber dog vakkert Karaflen!

Han, som ei la'er hende Ro,

Hun slaaer til ham med Gaflen.

Dumme Knægt! giv bare Tid!

Hvor Pusselanken smutter

Frem paa Gulvet, som med Flid,

Og viser Øiet lutter

Skjønne Sager,

Som behager

Baade mig og dig, min Ven -

Saa, nu drak hun -

Og nu trak hun

Foden ind igjen.

 

De flokkes, klynges. Eia, see dem,

Der løbe op til Valsen!

Hvor flinke Putter, hoppende frem,

Med deres Ven om Halsen.

Naa, han slænger Tøsen omkring!

Skjørterne suse til Knæet;

Hatten falder - Ingenting!

Her kan vi staae ved Træet.

Hvor den Satan slider paa!

Han sveder! Jo, jeg takker!

Au, au, au! Min store Taa!

Saa see dig for, din Rakker!

Puf! Raketten

Gik paa Pletten

Midt i Dandsens Hvirvler op.

Støvet damper,

Grønne Lamper

Pryde Teltets Top.

 

Hør blot et Øieblik dog endnu

Paa Jægernes Trarara -

Saa vil vi gaae - Tallerkenen, du! -

Jo, jeg forstaaer at spare.

Det er ogsaa bandsat koldt; -

Op da i Arken som Noa!

Først om Halsen, Kone, holdt!

Giv Tid! tag denne Boa!

Svøb ham ind, den lille Svend,

Bind Klædet om Kasketten!

Bank mig Piben ud, min Ven,

Paa Hovdet af Cadetten.

Nu, vor Herre,

Lad vor Kerre

Rulle, og blot lad mig, hør,

Piben stoppe -

Er I oppe?

Saa, din Kjeltring, kjør!

1824.

 

50. Dyrehaugen.

 

1. Slip mig, Drenge! I splitte mig Kjolen og Kraven!

Au! To børste mig Ryggen, tre børste mig Maven.

Og I skal betales? Skilt og Bestalling er ægte -

Ja, man mærker det strax, I er Embedsmænd, Knægte!

 

2. O Bakke, hvis Grønsvær mig tidlig har baaret,

I hvis Bøg jeg et Navn, et elsket, har skaaret!

Jeg hilser din Top, som Teltene skjule,

Dine spettede Fiirbeen, din lerede Hule!

 

3. End eengang vil jeg i Løvfaldet vade,

Skjøndt ikke, som fordum, gantes med de Glade;

End eengang blandes i Vrimlen og see

Det Gjøglerie, det Fjas, hvorover man tør lee.

 

4. Efter Bakkens Friction og electriske Trængsel

Har Ungdommen altid, siges der, en Længsel;

Der vil jeg staae, i den brogede Strøm,

Mindes forsvundne Dage, og drømme en gammel Drøm.

 

5. I Verdenstheatret sig Mængden forsamler.

Der maa jeg ind; man føler og famler -

Tillad, at jeg trykker om Livet dig, Søde;

Seer du? Solen gaaer ned og Alperne gløde.

 

6. Eqvilibrist, som baglængs bøiet fra Pælen

Løfter den Skilling, man smed dig ved Hælen;

Heller, som du, gad jeg søge min Skilling,

End, blodrød ved et Buk, i den modsatte Stilling.

 

7. Bjergpræken holdes; en Karl gjør Mirakler

Og faaer dem til at lee, de grædefærdige Stakler!

Mig helbreder han ikke mit skriftkloge Væsen,

Hvor høit end han gaber, hvor stærkt han kridter Næsen.

 

8. Syv Amagerpiger, sammenhægtet i Rad,

Brogede om Halsen som et Neglikeblad;

Naar jeg trykker den Første i Trængslen et Sted,

Gad jeg vidst, om den Længstborte føler det med.

 

9. Som i Indiens hellige Stad, i Benares,

Oxer, Aber især, ansees og bevares,

Hør, hvor i Teltpagoden det hyler og tuder!

See paa Bordet Mavens phantastiske Guder!

 

10. Musrose fra Valby, i Silkeærmer grønne,

O hvor svulmende er du, udspringende Skjønne!

Din Fylde, din Rødme, hvor frodig og fager!

Og dog en Rosenorm maaskee i Hjertet dig nager.

 

11. Perlende af Sved, forpustet af Varmen,

Slæber en Fader sin store Datter paa Armen;

Bagefter, med Hatten, Fruen frugtsommelig,

Og en hvid Bologneserhund, klippet guddommelig.

 

12. Er det en Elephant, som brølende stamper?

Nei, Publikum er det, blandt Brædeskurets Lamper.

Jo mere ved Næsen man trækker det og snapper,

Jo mere det jubler, jo mere det klapper.

 

13. Din blaae Atlastrøie, Chinafarer, falder

Fra Skuldren med Knaphullets Liliekonvaller!

Hvilket Eiland med Buske! og bag Busken den lille,

Sminkeglødende, nøgne, sortøiede Vilde

 

14. Du blege Mand i Døren, som med dristigt Snit

Skiller Hovedet fra Kroppen - prøv det med mit!

Du samler dem igjen? man bliver kun lidt mat?

O, hvorfor er dog Enden paa Legen saa plat?

 

15. Syng, gamle Jøde! Dig kaster bag Ryggen

Egetræet selv sit Blad i Parykken;

Slaae som en Nattergal! brum som en Bjørn!

Du kan dem sagtens more, de lattermilde Børn!

 

16. Løve! som ruller Øiet bag Manken,

Og strækker den uhyre Klo henad Planken;

Var du saa grum, som din Vogter, da du var fri?

Umuligt! saa løi begges Physiognomie.

 

17. Jeg kjender dig igjen i dit Haars sorte Hjelm,

Med Guldlorgnetten og Parasollen, Skjelm!

I Trængslen behøver ei Kjæresten dig ganske -

Giv mig din runde Arm! Han har jo din Handske.

 

18. Op mod Skyerne Gyngens propfulde Æsker,

Klavrende Drenge, muntre Arabesker!

Flammer paa Skorstenen, Flage paa Teltet,

Og i Græsset en Vogn med tre Kjællinger væltet!

 

19. Hvor blusser din Kind efter Ridetouren, Hulde!

Hvor er dine Lokker guldfagre og fulde!

I Tanker staaer du og grubler - kun Hunden,

Springende, snapper et Kys dig fra Munden.

 

20. Bonaparte, Tordenskjold, Robespierre -

Brune Banditter, Tyrkernes Herre -

Konger og Keisere - see, hvor de staae,

Som i levende Live, med Voxnæser paa!

 

21. Din Fader og Moder blev borte; o, vi ville

Hjælpes at søge dem. Græd ikke, Lille!

Selv misted jeg min Fader og Moder, som du

En syvaarig Stakkel, og jeg leder endnu.

 

22. Den Væxt har ingen, undtagen en Venus paa Kloden;

Af Skum hænger endnu noget om Hoften og Foden;

Det er hende selv, Aphrodite, huldsaligst blandt Koner,

Syposen en Concha, Søofficerer Tritoner!

 

23. Et gesvindt Kakkelorum, et Pust, ikke mere,

Og Marsviin er Roser, Vandet Madera.

Her kan du see, ikke altid det svigter,

Men der er Mulighed i det, Leilighedsdigter!

 

24. Olding, som strækker i Græsset de støvede Lemmer!

Forgjæves den sidste Draabe af Flasken du klemmer,

Du føler endnu dig som kummerlig Borger,

Du finder endnu i din Sjæl de elendige Sorger.

 

25. Disse Blik, som Athenes, saa dybe, saa store,

Du veed ei, Ven, hvor de i mit Hjerte sig bore,

Skjøndt skygget af Krepflor - Ak, den henvisnende Enke!

De bandt mig engang med en Forglemmigeislænke.

 

26. Bag mossede Stene, bag mørkegrønne Blade,

Forfrisk mig, du sprudlende, kolde Najade!

O I Trætte af Livet! hvad lædsker vor Tørst?

Dødens eensomme Kilde, den isnende, først.

 

27. Forvovne Mø, hvem Faunen i Lunden

Lister sig bag efter, spidsende Munden -

Maanen sig tænder, en Nattergal klukker -

Venter du nogen? Du rødmer og sukker.

 

28. Kukuk! hvorlænge skal jeg leve? Trompet

Mig min Skjæbne, usynlige Skovens Prophet!

Et Aar kun? - Du tier! - Godt, at det ender!

Farvel, lille Jord, da! Vi skilles ad som Venner.

 

Erotiske Situationer.

 

51. Paa Bjerget.

 

Paa Stien nedad Bjerget

Var vi saa godt som ene;

Omkring os stumme Klipper

Og tause, grønne Grene.

 

Der løb saa mange Kilder

Langs Mosset ned i Kløften,

Der stod saa mange Skarer

Forglemmigei paa Grøften.

 

Den aldrende Duenna

Gik langsomt Veien hjemad;

Men hun, den unge Skjønhed,

Tilbage meer, end fremad.

 

Da hun tog Hatten af sig,

Fri i det Fri, paa Bakken,

Saae man først ret den runde,

Yppige Form af Nakken.

 

Jeg fulgte langsomt efter,

Jeg maatte Skridtet dæmpe;

Jeg havde ondt at gjøre

Ved mine Fjed at lempe.

 

Togange hun sig vendte -

Saae paa mig - forestil Dem!

De Blik begriber Ingen,

Som ei saae Mage til dem.

 

Der var i deres Heften,

I deres Pliren Noget -

Hvis der kan hexes, skeer det

Ved Hjelp af øielaaget.

 

Bag denne gamle Træstub

Et Baand, et løsnet, bandt hun -

Og hvor Markisen lufter

Paa Hjørnet der, forsvandt hun.

 

Jeg skimtede i Mørket

- Skjøndt under Hjerteklappen -

De lysegraae Kamascher

Et Stykke op ad Trappen.

 

Saa ranke, støbte Former,

Saa marmorglatte - Himmel!

Blandt hundrede Antiker

Var jeg ei halv saa svimmel.

 

52. Ved Huset.

 

Jeg stod - Gud veed hvorlænge -

Heldet mod Husets Pille -

Kun Aftenstjernen lyste,

Og det blev mørkt og silde.

 

Men fra Balkonen trængte

- Igjennem Blomstervrimlen -

Smeltende Accorder,

Som om de kom fra Himlen.

 

53. Fjerboldspillet.

 

Fjerboldten klang i Salen.

Veninden, smidigbøiet,

Jog den i dristig Bue,

Og fulgte den med Øiet.

 

Men sine brune Øine,

Hvor fyrigt end de hæves,

Og sine hvide Arme

Anstrængte hun forgjæves.

 

Du jog den ei tilbage.

Du fulgte Boldten ikke,

Den lette, purpurrunde,

Med agtpaagivne Blikke.

 

Et andet Maal i Sigte,

Du brugte andre Vaaben -

Du skottede til Siden,

Hvor Vinduet stod aaben.

 

Jeg stod paa Torvet - Himmel!

Hvor Øieblik kan nyttes!

Dit Blik og mit - hvor hastigt,

Hvor lykkeligt de mødtes!

 

54. I Theatret.

 

Du, som hist i Logen,

Imod Marmorguden

Sværmersk læner Nakken

Med Kastanieknuden;

 

Ingen Dandser seer du,

For hvis hvide, stramme

Silkeklæder tusind

Tændte Lamper flamme.

 

Ei Parquettets Herrer

Seer du Haaret purre;

Ei i første Rang de

Smaa Blondiner kurre.

 

Selv ei Prindsen seer du

- Skjøndt han troer det sikkert -

Med de sorte Barter

Og den gyldne Kikkert.

 

Ja, du hører neppe

Contrabassens Brummen,

Disse Paukers Hvirvel,

Disse Bratschers Summen.

 

For din Tanke maler

Sig en anden Scene -

O, der gad jeg være!

Du og jeg - alene.

 

55. En Middag.

 

See, vort lille Taffel spejler

Sig i Floden - See Forellen

Pynter Fadet med sin sidste,

Stive, gratieuse Sprællen!

 

See, Tokaiervinen gløder

I de tindrende Krystaller

Skjønnere, end selv i sine

Druers duftomflorte Skaller!

 

Og Orangens søde Skive

I din Purpurmunds Indfatning

Fik, for Tabet af sin Guldhud,

En guddommelig Erstatning.

 

Ak, for Tabet af saameget

Vinker os nu Sydens Fjelde,

Vinker os det gamle Kloster,

Vinker os den dunkle Celle.

 

56. Erkjendelse.

 

At ikke jeg forlængst har hængt mig

Om hendes Hals, om hendes Knæ,

Og i mit Raserie har vovet -

Ja, hun maa troe, jeg er af Træ.

 

Men det er jeg paa ingen Maade;

O, gid jeg bare var af Træ!

Men, jeg er lidt moralsk, lidt dydig,

Og derfor egentlig et Fæ.

 

57. Brønden.

 

Som denne Brønd, den dybe,

Den kolde, af hvis Grube

Man langsomt henter Spanden,

Som af en Afgrunds Strube;

 

Hvori en lille Plet kun

Af Himmelbuen blaaner,

Hvem flygtigt et Par Stjerner

Halv skamfuldt Øiet laaner;

 

Hvori, hvis du blot vilde

Ud over Randen kikke,

Du saae, skjøndt lidt formørket,

Dit Engleansigt nikke

 

Saaledes er mit Hjerte,

En Brønd til Punkt og Prikke,

Kun, selv naar du er borte,

Svinder dit Billed ikke.

 

58. I en Landsbykirke.

 

Vi sad i Landsbykirken.

En raa Novemberhimmel

Oplyste svagt langs Muren

Den fugtiggrønne Skimmel.

 

Tre, fire gamle Bønder,

Samt Præst og Degn, var Flokken,

Som med sit Skrat fra Taarnet,

Høitrevnet, kaldte Klokken.

 

Støv laae paa alle Bænke.

Af Malerier spored

Man kun den flinke Ungdoms

Haandtegninger i Choret.

 

Og, som paa Hogarths Plade

I bittert Lune stukket,

Var over Fattigbøssen

Tæt Spindelvævet trukket.

 

Istedenfor et Orgel,

Til Vinterstormens Tuden,

Peb Døren med sit Hængsel

Og klirrede Blyruden.

 

Det eneste Par Engle,

Som fandtes, laae i Gruset,

Ormstukne, invalide,

Henslængt i Vaabenhuset.

 

Og Lysene paa Altret

Var ikke tændt - bevares!

Der gives intet Sted, hvor

Meer ugeneert kan spares.

 

De tommelange Stumper

Stod paa Profit i Stagen,

Og Dugen var et smudsigt

Og stoppet gammelt Lagen.

 

Der var en dyb Forladthed,

En Kulde og et Øde,

Der var en rædsom Tomhed,

Som i en Grav hos Døde.

 

Der var - dog nok om dette!

Du vil ei mere høre,

Og jeg vil ikke heller

Det Værste just berøre.

 

Nok vel, til at forstemme

En Virtuos, endsige

En Dilettant i Troen

Som mig og mine Lige.

 

Men du - var ved min Side;

Jeg saae din unge Pande

I renest Stiil en Kuppel,

En yndig Hvælving danne.

 

Paa den var ingen Fure;

Der var en himmelsk Eenhed

I disse Liniers Bøining,

I disse Farvers Reenhed.

 

Og dine Blik, som Ungdoms

Og Uskylds Engle tændte,

Var Alterlys, som roligt

Med klare Straaler brændte.

 

Det stumme Sprog i Smilet,

I Mundens Form og Rødme,

Overgik alle Psalmers

Livsalighed og Sødme.

 

Fuldværd et Sølverorgel

I Pulpiturets Stole

Var en melodisk Rislen

Mig af din Silkekjole.

 

En østerlandsk Parabel,

En yndig Læresætning

Var i de brune Lokker

Og deres bløde Fletning.

 

Og al den stille Andagt,

Som Sind og Hjerte hæver,

Og al den fromme Gysen,

Som Helligdommen kræver -

 

Fornam jeg i din Nærhed,

Indgjød dit tankefulde

Høitidelige Udtryk

Mit Letsind og min Kulde.

 

59. I Blæsten.

 

Høistammede Rose

Med duggede Læber,

Forgjæves mod Blæsten

Og Regnen du stræber.

 

Tillad mig at være

Din Stav og din Støtte;

Jeg vil dig mod Blæsten

Og Regnen beskytte.

 

Om ogsaa du trykker

Og læner dig kjælen -

Betænk, det er ikke

Til mig, men til Pælen.

 

60. En Morgenvandring.

 

Det havde nylig regnet,

Og Klokken var vel otte;

Med blanke, smaa Galocher

Gruusgangen du betraadte.

 

Og dine Spor jeg fulgte

I Parkens Poppellunde;

Jeg saae, to sorte Snegle

Krøb med, saa stærkt de kunde.

 

En Handske, du i Græsset

Blandt Jordbærranker glemte,

Lidt varm endnu af Haanden,

Fandt jeg og henrykt gjemte.

 

Hvor i Akazielunden

En Marmorgud staaer rolig,

Jeg saae dig hvile Armen

Paa Gudens Knæ, fortrolig.

 

Og, skjult af kjøle Skygger,

Med Taarer læse Brevet,

Som sidst din fjerne Elsker

Tungsindig havde skrevet;

 

Og trykke Kys paa Bladet,

Og næsten favne Stenen -

Selv stirred jeg paa Havet

Og paa Kastaniegrenen;

 

Og tænkte: hvo der hang nu

Høit, sværmerisk i Kronen,

Som denne Kramsfugl hænger

Livløs og qvalt i Donen!

 

61. Den uforsigtige.

 

Jeg vidste at parere,

Naar Amor Buen spændte;

Jeg undgik, længe øvet,

Hvert farligt Skud, han sendte.

 

Paa Gaden, i Theatret,

Paa Landet og i Byen,

Omkring mig rasled Pile,

Som Hagl fra Sommerskyen.

 

Jeg fanged dem med Ryggen,

Med Skuldren - Brystet ikke -

Og jeg saae ud - et Pindsviin

Har ikke flere Pigge.

 

Da saae jeg dine Øine,

Og da jeg saae dem rigtig,

Da blev jeg saa forundret,

maa henrykt uforsigtig -

 

Saa salig ligegyldig -

At, da du gav et Nik mig,

Et venligt - Ak, du veed jo,

Hvor skrækkelig det gik mig!

 

62. Latteren.

 

Hvor kan du lee, Veninde,

Ad disse kolde, tomme

Indfald, som ikkun tvungne

Mig over Læben komme?

 

"Du veed ei, Ven, hvormeget

Din Lystighed mig saarer;

Brast jeg ei ud i Latter,

Saa brast jeg ud i Taarer."

 

63. Declamationen.

 

Som Maanen lyste Lampen,

Hvor vi fortroligt sade,

Og Natvioler dufted

I Damernes Pomade.

 

Og Syltetøier funkled,

Og Viin, paa gyldne Fade;

I Dandsesalen hørtes

En kjælen Galopade.

 

Musiken i det Fjerne

Kun lidet os geneerte;

Vi bad, og, rød som Rosen,

Du Digtet declameerte.

 

Og hvert et Bryst stod stille -

I Salen standsed Valsen -

Ak, kun din lille Søster

Faldt, Engel, dig om Halsen!

 

64. Distraction.

 

Da Don Alonso fandt i

Slotshaugen, uformodet,

Og under Steenaltanen

De friske Spor af Blodet -

 

Og da han i de tætte,

De mørke Lokkers Skygge -

Hvad siger jeg? - de tætte,

De mørke Myrthers Skygge -

 

En sneehvid Skulder skimted -

En sneehvid Ganger skimted,

I Kappen han sig svøbte,

Hans Dolk, halvtrukken, glimted.

 

Han rørte Silkekjolen -

Hvad siger jeg? - han rørte? -

Han greb i Silkestigen,

Som til Balkonen førte.

 

Og mod sit Bryst han trykked

De lange, fine, runde -

Sin Mandolines Strenge,

Som ham forraade kunde.

 

Han skjælvede, idet han -

Idet han slyngte Armen

Omkring den marmorglatte -

Krumning af Vindveskarmen.

 

De dunkle Øienlaage -

Jeg taler reent i Taaget -

De dæmrende Gardiner.

De aabnede sig noget.

 

Og med sin Dolk i Haanden,

Og heldet over - Sjelden

Var jeg saa sælsom adspredt

Ved nogenslags Fortællen! -

 

Og med sin Dolk i Haanden,

Og heldet over - Dalen

Gjenlød just i det samme

Henrykt af Nattergalen -

 

Nei, naar dit Blik mig møder -

I hvad det skulde gjelde -

Saadan, saa langsomt hævet,

Saa kan jeg ei fortælle.

 

65. Platanen.

 

Det Træ, som her mod Himlen

Sin Tempelhvælving bygger

Og kaster over Jorden

Et Slør af grønne Skygger -

 

Saa rundt og rankt i Stammen,

Saa blødt og brunt i Barken,

Det er vor Stolthed, Frøken,

Det Sjeldneste i Parken.

 

Saa talte Haugens Gartner.

Du stod, som om du drømte -

Straahatten løst - om Panden

De sorte Lokker strømte.

 

Du læned dig til Træet,

Til Stammens bløde Furer:

"O" - brød du ud omsider -

"I deilige Naturer!

 

I skjønne Træer! Hvor gjerne

Forbandt jeg mig med eder!

Med dig, Platan! hvis Krone

I Ætheren sig breder.

 

Med dig eet og det samme!

Din Dryas, din Veninde!

Af dine grønne Blade

Og Grene sluttet inde!

 

Jeg vilde aande med dig,

Og drikke med af Regnen,

Og staae, bestrøet med Perler

En Pragt for hele Egnen.

 

O Dage, fyldt med Solskin,

Med Duft og Fuglevrimmel!

O Nætter, gjennemstraalte

Af Stjerneskud og Himmel!

 

Jeg vilde skifte Barken

Og tabe Løvet med dig -

Jeg vilde slumre Vintrens

Og Dødens Slummer med dig!"

 

66. Den sovende.

 

Karether rulled i Sandet

Foran det sneehvide Huus,

Som speilte sig omvendt i Vandet

Med Trappernes Blomsterkruus.

 

Nysgjerrig stod jeg paa Flisen,

Hvor Skyggen af Skyerne løb,

Hvor spraglet, under Markisen,

Paa Ruden en Kaalorm krøb.

 

Jeg fulgte Ormens Exempel,

Jeg gjennem Ruderne saae

Ind i det duftende Tempel,

Som Himmelhvælvingen blaa.

 

Der saae jeg dig selv, indsovet -

Kun sagte Aande du drog -

Og om det drømmende Hoved

Dine egne Arme du slog.

 

Der saae jeg dig selv, indsovet

Paa Sophahyndernes Pragt -

Høit over det drømmende Hoved

De blændende Arme lagt.

 

67. En Soirèe.

 

Med Hænderne paa Ryggen

Og Næsen sat i Skyen

Belærte mig en Herre

I - dog du kjender Byen.

 

At der maa altid gives

Et vist Slags Folk, som byde,

Og derfor ogsaa altid

Et andet Slags, som lyde.

 

At hines vanskelige

Forretning er, at herske,

Og disses derimod blot

Den simplere, at tærske.

 

Det var hos hine derfor

En medfødt Ret, at straale,

Saavelsom hos de andre

En medfødt Tvang, at taale.

 

Det nytted ei, at blæse

Friheds og Ligheds-Luren,

Det var nu eengang saadan

Indrettet af Naturen.

 

Man kunde føle Fryd ved

At trælle og at trænge,

Saavelsom ved at jage

Og tælle sine Penge.

 

Man havde meget godt af

Som Supplikant at bukke;

Seet fra det fromme Standpunkt,

Endogsaa af at sukke.

 

Der var en egen Vellyst,

Som ei man burde laste,

I at subordinere

Sig selv og underkaste.

 

Kortsagt, man maatte tilstaae,

Et vist, koldsindigt Væsen,

Et fornemt Kast med Hovdet,

Et nobelt Snit paa Næsen

 

Tidt gjorde, at man maatte

Og ikke kunde andet,

End føle sig forlegen,

Ydmyget, overmandet - - -

 

Jeg blev ham Svaret skyldig;

Fordybet hele Tiden

I een Betragtning, ændsed

Jeg ingen anden siden.

 

De første Ord, han yttred,

Mig bragte paa en Tanke,

Om hvilken alle andre

Sig snoede som en Ranke.

 

At der maa altid gives

Et vist Slags Folk, som byde,

Og derfor ogsaa altid

Et andet Slags, som lyde

 

Det var en afgjort Sandhed!

Du fødtes til at byde,

Derom var intet Spørgsmaal,

Vi andre til at lyde.

 

Du - om ei flere - skabtes,

Indsaae jeg, til at straale -

Det var Naturens Orden -

Vi andre til at taale.

 

Du fik den fagre Holdning,

Det skjønne Blik i Eie,

For hvilket Herrer bukke,

Og alle Damer neie.

 

Den, følte vores ringe,

Subordineerte Sphære,

Den, følte jeg, den havde

Sin Sødme og sin Ære.

 

Som sagt, jeg fandt hans Paastand

Prosaisk,men forstandig;

Jeg knyttede ei Haanden,

Jeg nikkede bestandig.

 

68. Paa Sneen.

 

Hen over Torv og Gade,

Hvor Sneen laae, den hvide,

Belyst af Nattens Maane,

Jeg saae dig hastig skride.

 

I eventyrlig Skjønhed,

Krystalklar, straalte Staden,

Og som et magisk Luftsyn

Blændede Slotsfaçaden.

 

Om dine Hænder vandt sig

Muffen, den lykkelige,

Og om dit Knæ jeg hørte

Den glatte Silke skrige.

 

Dit Aandepust, usynligt

Ellers som Rosenduften,

Nu strømte gjennem Sløret

En Sølvsky ud i Luften.

 

Sig syngende lod Sneen

Af dine Fødder trykke,

Og paa det bløde Teppe

Henflagrede din Skygge.

 

Jeg saae den hastigt svæve

Over den glimmerhvide,

Ætherisk-rene Flade -

En anden ved dens Side.

 

Det var min egen Skygge!

Den skyndte sig utrolig -

Jeg havde aldrig seet den

Saa langstrakt og urolig.

 

Den nærmed sig forvirret -

Den lod - det er det Sande -

Sit eget sorte Væsen

Med dit sig kjælent blande.

 

De svulmede - Canova

Ei bedre Grupper skabte -

Imellem blev de borte,

Naar Maanens Lys sig tabte.

 

Og kom igjen tilsyne

I Stillinger - o Lykke,

Mit Kjød og Blod maa savne,

Men opnaaes af min Skygge!

 

69. Reflexion.

 

Jeg vidste dengang ikke,

Men lærte det for silde,

At du er streng som hine

Rødttatoveerte Vilde -

 

Om hvilke jeg har læst, at

Etsteds - Gud veed, hvor Øen

Coralbygt netop speiler

Sin Palmebusk i Søen -

 

Er det en Lov, at den, som

I Andres Skygge træder,

Og navnlig i en Dames,

Ansees for en Forræder,

 

Der har sit Liv forvirket;

Og, skal han Naade have,

Dog idetmindste bøder

Sin Levetid som Slave.

 

Velan, jeg er din Slave;

Det kan ei andet være!

Men stærk maa Boien laves,

Som denne Hals skal bære.

 

Du finder, skal jeg længe

I Fangenskabet sukke,

Tro mig, i dine Arme

Kun et forsvarligt Lukke.

 

70. Uglen.

 

Du siger, at paa Bænken,

Vendt imod Solen Ryggen,

Sad du forleden Aften

Eensom i Lindeskyggen.

 

Og paa den dybe Himmel,

Hvis Blaat begyndte graane,

Saae man den blege Runddeel

Af Nattens fulde Maane.

 

Og for den store Ugle,

Der sad just i Alleen

- Som du alene - læste

Du høit i Odysseen.

 

Du læste længe om den

Blaaøiede Athene,

Og Fuglen sad, som naglet

Til Lindetræets Grene.

 

Du siger, du blev bange

Tilsidst, da i det Dunkle

Dens gule Blik begyndte

At dreie sig og funkle.

 

Du løb - Jeg seer den stirre,

Den lykkelige Ugle; -

Og jeg forstaaer, hvorfor nu

Den skyer de andre Fugle.

 

Hvorfor saa stum den sidder,

Mens alle Stjerner tindre,

Med Næbet imod Brystet -

Dens Lyst er at erindre.

 

71. Tilstaaelse.

 

Det var en ung og deilig Kone,

Der gav mig Næring af sit Bryst,

Og denne Kone var min Moder

Og jeg var hendes Liv og Lyst.

 

Jeg havde mange Legesøstre

Med mørke Øine, lange Haar -

Jeg seer endnu de runde Arme,

Som om de fanged mig igaar.

 

Jeg havde mange Elskerinder,

Med sneehvid Barm, med Rosenmund -

O, denne klare Maanskinsaften

Gjenkalder mangen henrykt Stund!

 

Jeg hørte til en Kreds af Venner,

Der alle havde Kraft og Mod;

Vi stræbte til et Maal, for hvilket

Vi vilde vove Liv og Blod.

 

Men du, du fik mig til at glemme

Det Hele som en flygtig Drøm,

Dengang du hæved Liliepanden

Af dine Lokkers sorte Strøm.

 

Dengang du, som en høi Calypso,

Mig fængsled i dit Trylleland,

Og satte mig ved Marmorbordet,

Og rakte Purpurskaalens Rand.

 

72. Det Ubegribelige.

 

Det kan de ei begribe,

De Folk med lange Næser

At jeg ad deres Selskab

Og deres Venskab blæser.

 

Det kan de ei begribe,

De Folk med Messinghjerter,

At i mit Indre svæver

En Himmel fuld af Smerter.

 

Det kan du ei begribe,

Du, med en Gud i Panden,

At naar jeg ikke seer dig,

Saa er jeg fra Forstanden!

 

73. Beskrivelsen.

 

Dig, vil man, jeg skal beskrive?

Give atter Skjønhedstrækket,

Som uendelig mig henrev,

Paa et Blad Papir med Blækket?

 

Hvilken fordring! Dig, din Ynde

Kan en Digter ikkun male

Med de blødeste af alle

Bløde Toner i sin Tale.

 

Dit Portrait kan kun en Byron

Henrykt digte, ingen mindre!

Jeg besidder kun et Aftryk,

Skjult, men evigt, i mit Indre.

 

Ingen kan sig forestille,

Da det trykkedes i Hjertet,

Hvilken Ro, endskjøndt jeg bæved,

Hvilken Vellyst, skjøndt det smerted.

 

74. Tilbageholdenhed.

 

Fra Blomst til Blomster svæved

I Luften Blomsterstøvet,

Og Myggene sig favned

Med Lidenskab bag Løvet.

 

Ildfluerne sig tændte

Paa Graner og Cypresser;

En Mops min Hund forfulgte

Med tusinde Caresser.

 

Ja, selv den kolde Sandsteen

I Buegangens Skygge

Vred sig, i stum Fortabthed,

Som Amor og som Psyche.

 

Kun du og jeg, vi stode,

Forlegne og distante,

Som var Skovmørkets Nymphe

En gammel Gouvernante.

 

75. Kanefarten.

 

Decembermaanens Kugle

Med Skyen sig bedækker,

Og som en Streng paa Bassen

Langtude Isen knækker.

 

Som kyst af Døden farer

Den sorte Hest for Kanen,

Og lang og spydig hænger

En Iistap fra Altanen.

 

O kan du vel forlange

Meer Stilhed, mere Øde

Til de Par Ord, som maae mig

En Dolk i Hjertet støde?

 

Jeg er dig ligegyldig?

En Ven, som andre? ikke? -

Jo, det er meer end lyst nok,

Jo, jeg kan see dig nikke.

 

76. I Haugen.

 

Mig henrev den bløde

Skyaftens Rødme,

Biernes Surren,

Blomsternes Sødme.

 

Paa Randen af Skyen,

Den svømmende, fjerne,

Mødte mit Øie

En eneste Stjerne.

 

En Hængebirks Grene,

Den største i Haven,

Hang over mit Hoved,

Som laae jeg i Graven.

 

Og Vandperler funkled

Som Taarer, som dine -

Men det var kun Nattens,

Kun Taagens og mine!

 

77. Solens nedgang.

 

Bag Vestens Bøgeskove,

I Bølgerne sank Solen -

Hun sad og saae mod Himlen,

Letgyngende paa Stolen.

 

Om Nakkehaarets Knude,

Hvis Lokker vilde splittes,

Greb, med de slanke Fingre,

Hænder, som Aphrodites.

 

Jeg kunde næsten høre

Mit eget Hjerte banke -

Ved hver en nytændt Stjerne

Fik jeg en raadvild Tanke.

 

Om jeg, som Solen, skulde

For hendes Fødder falde?

Om lukke mine Øine,

Som Haugens Blomster alle?

 

Da saae jeg først, hvor Halsen

Sig strakte langt og farligt -

At støtte var nødvendigt,

Alt andet uforsvarligt -

 

O, hvis den runde Nakke

Som Solen nu sig sænkte!

Jeg aabned mine Arme -

Det skeete, som jeg tænkte.

 

78. Dødsstraffen.

 

Om denne Blomst er farlig?

Den er en Gift, den dræber -

Men ikke nær saa hastigt

Og sødt som dine Læber.

 

O skynd dig, skynd dig derfor!

Du gjør det saa behændigt;

Det Liv, som jeg kan miste,

Er eensomt og elendigt.

 

Skal jeg en Dødsstraf lide

For mine gale Streger,

Saa lad mig kysse Giften

I mig af dette Bæger!

 

79. Anmodning.

 

Du veed, du er en Fakkel,

Og jeg, jeg arme Stakkel,

Er en elegisk Myg,

Der med sit Liv maa bøde,

Fordi den fløi for tryg

Din søde Ild imøde!

 

Gjør Pinen kort, som krymper

Den halvforbrændte Stymper;

Tryk ham i Luen ind!

Du seer, hvordan han stræber -

Hav et barmhjertigt Sind!

Tryk ham til dine Læber!

 

80. Henrykkelse.

 

Du glade Fugl, som flyver!

I høje Træer, som suse!

Og I, Smaadyr, som krybe

Med eders Sneglehuse!

 

Jeg kunde eder favne,

Jeg kunde eder trykke

Til Hjertet - saa beruset,

Saa vild er jeg af Lykke.

 

Ældgamle Eeg, som over

Mit Hovede dig hælder,

O, du vil glædes med mig,

Du vil, naar jeg fortæller -

 

At hun igaar, iaftes,

Da tusind Stjerner brændte,

Og Melkeveien lyste,

Mig disse Roser sendte -

 

Og at om Stilken viklet

Var et Papir, en Strimmel -

Saa rød og gjennemsigtig

Som denne Aftenhimmel.

 

81. Skoveensomhed.

 

Igjennem Bøgeskoven

Jeg dig ved Haanden førte -

Det var saa grønt og kjøligt,

Vi Nattergalen hørte.

 

Det var, som hele Verden

Med Blomster og med Grene,

Med Skyer og med Stjerner,

Tilhørte os alene.

 

Vi talte ikke sammen;

Vi kunde Intet sige,

Som snoede, tause Ranker,

Eensomme, lykkelige.

 

Saa frit, afsides var det,

Saa ubevogtet, stille -

Det var, som om vi Intet

Meer ønskede og vilde.

 

82. Midnatsscene.

 

I Aftnens dybe Stilhed

Lød dump Portklokkens Kimen,

Og Taffeluhret viste,

Bronceert, paa Midnatstimen.

 

Vi havde læst om Byrons

Forelskte Grækerinder,

Og dine Lokker rørte

Ved mine hede Kinder.

 

Vi kyssed ei hinanden,

Fordi vi ikke turde;

Det var kun, som vi skulde

Og ikke andet burde.

 

Da aabnede sig Døren -

En Mand kom ind - jeg bukked;

Dig tog han under Hagen,

Saae paa sit Uhr - du sukked.

 

83. Grenenes lyd.

 

"Hør! Hører du den lange,

Den smertelige Tone,

Halv Fløitelyd og halv som

Et Suk i Træets Krone?"

 

Ja, det er Klagerøsten

Fra Grenene paa Stammen,

Der af en Luftning trykkes

For tæt og piinligt sammen.

 

Hun saae med Veemod paa mig,

Med tunge Blik og lagde

Sin Haand paa Liliepanden,

I det hun langsomt sagde:

 

"Nei, det er to, som bøie

Med Magt sig mod hinanden,

Men klagende, haabløse -

De kan ei naae hinanden!"

 

84. Umuligheden.

 

I lange hvide Klæder,

Buxbom ved Kistens Ender,

Med duftende Levkøier

I mine kolde Hænder;

 

Paa Brystet Dødens Sløife,

Paa Læben Dødens Hvile -

Hvor kan du troe, at nu jeg

Vel kunde lee og smile?

 

Jeg hører nok dig hvidske:

"Jeg elsker dig!" og græde -

Men jeg er død af Smerte,

Jeg kan ei døe af Glæde.

 

85. Straf.

 

Ha, disse runde Skuldre -

Det er dog altfor kjækt!

De svulme som en Gudindes,

Saa nøgne og saa frækt.

 

Jeg griber disse Fanger,

Undvegne, farlige To -

Jeg kaster dem i Lænker,

Som holder dem, kan du troe.

 

Jeg vil dem brændemærke -

Det har de vel fortjent!

See, hvor de hede Læber

Har Rosenmærket brændt!

 

86. Blikket.

 

Du aabner halvt kun Øiet -

Men denne Spalt, den Strimmel

Af en formørket, skyet,

Heel overtrukken Himmel -

 

O, ingen Sommerklarhed

Er skjønnere i Verden,

Saa kjøligmørk, saa regnblaa,

Saa foraarsdeilig er den!

 

87. Det første Bud.

 

Opad Trappen trængte Masker

I det blussende Hotel,

Da hun førte mig i Haugen

Til et eensomt Kildevæld.

 

"Jeg maa give dig i Aften

Strenge Love, Afgudstræl!

Disse Suk er al min Torden,

Denne Blomsterhøi mit Fjeld.

 

Du skal elske og tilbede

Mig alene - veed du vel?

Skjøndt min Vrede er en Taare,

Kan den dræbe dig, Rebel!"

 

88. Vanskelighed.

 

Oprigtig talt, det kosted stundom

Umage nok, at lade spille

Det Varme, Lidenskabelige,

Ravruskende og Ellevilde;

 

Men den høitidelige Kulde,

Den Ro, jeg nu maa affectere,

Den skrækkelige, sletudførte,

Naive Nykternhed - langt mere!

 

89. Det overstaaede.

 

Ak, det var en tung Forfatning,

Som vi dengang leved i,

Og vi tog en from Beslutning -

Gudskelov, det er forbi!

 

Jeg, at ikke elske hende,

Hun, at ikke elske mig,

Og med Angst, det Gud skal kjende,

Vogtede enhver paa sig.

 

Som to Draaber Dug, der glide

Paa en Flade glat og jevn -

Som to Øielaag, der stride

Bittert med den søde Søvn.

 

90. Advarsel.

 

Det Skum, som krandser Vandet,

Det Lys, som farver Jorden,

Skymasserne, som længe

Har samlet sig til Torden;

 

Den store, fyldte Regnbu',

Og du og jeg, Veninde,

Hvorlænge, troer du, inden

Vi skilles ad og svinde?

 

Nyt Bølgeskum vil komme,

Nyt Skyggespil, tilsyne,

Og andre Skyer trække

Paa Himlen op og lyne.

 

Forgaae, fordunste skal vi,

bom Draaberne, der strømme,

Og som en Regnbu' slukkes

Alt, hvad vi see og drømme.

 

Forstyr os derfor ikke

Den skjønne, korte Vandring -

Den truer alt, den kommer,

Den dræbende Forandring!

 

91. En Afsked.

 

O, intet Under, du bevares

Med Laas og Lukke, som en Skat,

At En - jeg veed nok hvem - dig vogter

Med Argusøine Dag og Nat.

 

At Beilerne om Huset sværme

Som Flagermuus omkring et Baal,

Og at jeg selv beruset tumler

Som Bremsen fra en Nektarskaal.

 

Al Sommerblæstens varme Blødhed

Er i din melkehvide Arm,

Al Blomsterskjønhed i Naturen

Har fyldt og rundet denne Barm.

 

Men mørkt, som Bjergets skjulte Grube,

Mit Sind er ved vor Afsked - tys!

Kun Amor høre disse Fodtrin

Og disse lange, lange Kys.

 

92. Formaning.

 

"Hvor denne Gravsteen luder,

Her sover, uden Kummer,

Et Hjerte, dybt i Leret,

Den trygge, skjønne Slummer!"

 

O, fromme, melankolske,

Forgrædte Glut! mig dræber

Dit Ord - O lad mig lukke

Din Mund med mine Læber!

 

Skilsmissen har sin Gaade,

Sin Rædsel, selv for Aanden;

Ønsk dig ei Døden - Livet

Er dog en Fugl i Haanden.

 

93. Angst.

 

Hold fastere omkring mig

Med dine runde Arme;

Hold fast, imens dit Hjerte

Endnu har Blod og Varme.

 

Om lidt, saa er vi skilt ad,

Som Bærrene paa Hækken;

Om lidt, er vi forsvundne,

Som Boblerne i Bækken.

 

94. Ved Stranden.

 

See Bølgerne, som rende,

Bedækt med hvide Skjolde,

Langtudefra, i Stormløb,

Mod Øens grønne Volde.

 

Den første Række knuses,

Den anden med - for svage

Mod denne bratte Skraaning,

Som styrter dem tilbage.

 

Jeg vil mig ogsaa skynde,

Jeg vil mig ogsaa væbne -

Endskjøndt - ved dine Fødder

Mig venter samme Skjæbne.

 

95. I Gravcapellet.

 

Hvor Richard Løvehjerte

Begravet, man os viste,

Du støtted i Capellet

Dig til hans Kobberkiste.

 

Fra dine unge Kinder

Var Sundhedsfylden veget,

Og deres Roser havde

En tidlig Kummer bleget.

 

Du støtted dig, som aned

Du, at den dæmringsfulde

Gravhvælving efterstræbte

Dit Hjerte med sin Kulde.

 

Som om den tappre Fyrste

Din Uskyld maatte kjende,

Og ridderlig mod Døden

For dig sin Bue spænde.

 

Men han er selv beseiret

Og fanget af din Fiende -

Tomt hænger nu hans Harnisk

Og stumt hans Horn derinde.

 

96. Flugt.

 

Skjæbnen truer - lad os ile

Did, hvor Bjergene sig styrte

Ned i Dalen med et Belte

Af den eviggrønne Myrthe.

 

Med det kolde Sundhedsbæger,

Med de dundrende Kaskader,

Med den blanke, mørkblaa Gletscher

Og de høie Colonnader.

 

Med hiint Alpehorn, som toner

Et Godnat til alle Smerter;

Med Sneelagenet, som ruller

Over altfor hede Hjerter.

 

Lad os ile, lad os synke,

Hvor de unge Geder græsse,

Hvor den milde Jordbund nærer

En medlidende Cypresse!

 

97. Sygdommen.

 

Dit Ansigt er saa deiligt,

Skjøndt blegnende af Smerte-

Jeg seer, hvordan at Døden

Trykker dig til sit Hjerte.

 

Du fæster dine Øine

Paa mig, de tragiskmørke,

Som om du sagde: tro mig,

At døe, det koster Styrke.

 

Min Røst kan ikke svare,

Men siger ei min Læbe

Med tunge Smiil, at Livet

Kan næsten ogsaa dræbe?

 

98. Hvilestedet.

 

Hvor disse brune Klipper

Hinanden lagviis trykke,

Og ligesom har fanget

En Indsø i sin Skygge -

 

Her gad jeg dvæle længe,

Aar ud, Aar ind, alene,

Imellem Mos og Bregner,

Og lange, mørke Grene.

 

Det purpurrøde Kredsløb

I disse Dybder skulde,

Lidt efter lidt, forstenes

Af Rolighed og Kulde.

 

Og vidne, som Granitens

Matrødmende Krystaller,

Om stærke Flammers Virkning

I en forsvunden Alder.

 

99. I Ruinerne.

 

Kom! du vakler jo af Træthed,

Og kan ikke taale Støvet;

I de smuldrende Ruiner

Har vi alt for længe tøvet.

 

"O, jeg kan mig ei løsrive

Fra det lille, sorte Billed!

Seer du, hvad af Oldtidsmythen

Konstneren har forestillet?

 

Psyche! Hvilken Engleskabning!

Piint af trende Amoriner.

O, hvormegen martret Uskyld

Ligger der i hendes Miner!

 

En har bundet hendes Hænder;

Og den anden, med sin Fakkel,

Brænder lige under Brystet

Den afmægtigblevne Stakkel.

 

Men den tredie, som svæver

Over hendes Hoved - Grumme!

Hælder ned i hendes Lokker

Giften af sin gyldne Kumme."

 

100. Sørgesangen.

 

Daggry var det - Dæmringstiden -

Der hvor Nat og Dag sig møde;

Endnu brændte Lampen stille,

End var Alting tyst og øde.

 

Og sit Hoved op fra Puden

Rejste hun, det skjønne Ho'ede,

Om hvis Hals, i sød Forvirring,

Lokkerne sig dunkelt snoede.

 

"Skuffes jeg? hvadeller er det

Sang fra Kirken, jeg fornemmer?

Hvilket Chor! som Psalmetoner!

Hvilke klare, rene Stemmer!"

 

Lyttende, imod min Skulder

Hun den blege Pande trykked,

Nys af Brudekrandsens Roser,

Nu af Dødens Perler smykket.

 

Og jeg greb de matte Hænder:

Nei, du skuffes ei; mit Øre

Ogsaa kan fra Gadens Dybde

Stemmerne, Choralen høre.

 

Fødselsfesten hos en Gjenbo,

Helligholdt af unge Drenge,

Lod de glade Melodier

Gjennem Morgeuluften trænge.

 

Ak, jeg vidste det langt bedre!

Dyb og alvorsfuld var Klangen.

For en Døende, i Natten,

Hævede sig Sørgesangen.

 

101. Det sidste.

 

Hun kunde ikke tale,

Qvalt var den hulde Røst;

Men mine Hænder greb hun

Og trykte til sit Bryst.

 

Og med ætherisk Glimren,

Vidtaabne, langsomt faldt

Paa mig de brune Øine -

Tilstod mig Alting, Alt!

 

"Jeg hører kun til Jorden,

Til Himlen hører du -

Døe derfor ikke, Engel,

O døe blot ikke nu!"

 

Men Øinene stod stille

Med deres store Blik -

Og Dødens dybe Taushed

Var alt det Svar jeg fik.