Sophus Claussen

Fabler
1917

 

 

Straaleviften.

 

1. Landskabet.

 

** 1.

Igennem Sommerskyers bløde Flor

en sølvmat Nedgangssol sin Straalevifte

udspænder for den frodiglune Jord

for ved sin Bortgang ømme Ting at skrifte.

 

Hedt sværmer Myg henover Markens Straa,

men mere kølig hvisker Skovbryns-Randen.

Lidt Fuglepip, og øverst nogle smaa

Skrig af en Maage paa dens Fart mod Stranden.

 

Saa skælver Skoven dér, hvor Solen staar,

et Iltog ud i Agerlandet farer

med Røg, der hvirvler som et opløst Haar,

og muntre Støn, mens Træer bagved svarer.

 

Men nu har Solen slaaet Viften ind.

Kun i en Skyrift end lidt Dagslys hænger.

Nu lukkes Flængen af en Nattevind,

og over Marken danser Myg ej længer.

 

** 2.

En mild og sydlandsk Skønhed, som gik bort,

har mellem mørke Agre ladt os ene.

Det lune Landskab var saa længe vort,

nu truer troldske Tjørn og tyste Stene.

 

En stor og kærlig Søster, ved hvis Ild

vi førtes ind til Dagens Lys og Glæde

- saa alt, hvad hendes var, os hørte til

i Sol og Skyr er ikke mer til Stede.

 

Og som en Grav blev Mulmet graat og grimt

og tegner i Skelet en Jærnvejs Skinner,

mens Skovbryns-Løvet tog hvert Straaleglimt

af Somrens ødsle Dag, som evigt svinder.

 

Dog klinger her og der en sagte Streng:

Insektets, Nattens, Straaets spæde Røster.

Der stiger Duft fra Jordens trygge Seng

med Hyldest til den store, svundne Søster.

 

2. Træerne.

 

Og Træernes Grene hvisked og slog

i Natten, som talte de Fingersprog.

 

Det var, som de nikked og hviskede blidt:

"Vi høje Træer, vi har bragt det vidt,

 

vi opstod engang af et Urtidsslim,

som Søskendebørn til et Menneskekim,

 

men langt har vi rakt os og vidt har vi strakt os,

den hele Jord har vi underlagt os.

 

Før Mennesker kom, stod vi fylkede her

et Folk af taalmodige, stolte Træer.

 

De Menneskekim var os altid imod,

de havde ej Tanke for at slaa Rod.

 

Ved Hjælp af den Styrke, de lægger i Gyset,

forstod de at flytte sig selv efter Lyset.

 

Det gør deres Fremgang besværlig paa Kloden,

de gemmer i Hodet, hvad vi har i Roden.

 

De kan ikke trygt i Naturen sænke sig ...

det allerbedste, det kan de kun tænke sig.

 

De udbreder Lykke snart her snart der,

men deres Lykke er ingenting værd.

 

3. Jeg har gemt paa en Sang.

 

Jeg har gemt paa en Sang, som jeg aldrig fik sunget,

en Sang om en Svane - jeg vil ej dø betvunget.

 

Min Ledsagerinde, som gaar ved min Side,

hun tysser, som vil hun om intet vide.

 

Men ned langs en Dam under høje Plataner

hun leder mig hviskende: "Se her er Svaner.

 

"de skønne Fugle om dem skal vi frede.

Der findes en ældgammel Svanerede."

 

At Danmark er Reden, det kan vi ane.

Min Ledsagerinde er selv en Svane.

 

Dog maa jeg et Hærskrig og Vaarfløjt give

og prøve, om Svanerne end er i Live.

 

4. Væk ikke Svanerne.

 

Mit Vaarfløjt blev nedstemt af Andedams-Claquerne.

Selv Svanerne rystede Svanenakkerne.

 

Fjerhammene bruste, mens næppe de maalte mig

med Sideblikke, der lod, som de taalte mig.

 

En enkelt kom sagtelig sejlende hen:

Lig stille og ti, er du Svanernes Ven ...

 

Det er Svane-Skæbne, at alt maa dræbe os,

Livet er til for at efterstræbe os.

 

Kom ikke med Trækfugletoner forlystende

til Svanen, som drømmer sin Isdrøm, den rystende ...

 

En Brøde er Livet, og vi - vi er Sonerne,

kun født til at synge med Døden i Tonerne.

 

Men ildner du os med det hede og higende

- den dobbelte Islæt i Trækfugleskrigene -

 

og maa vi ej blunde til Solnedgangsklokkerne,

vi rejser os. Ve over Livs-Forlokkerne!

 

Vi rejser os. Fyrige svulmer da Hammene.

I Fald vi er stækkede - dø maa vi Rammende.

 

Ak, Svanerne lokker man kun for at slæbe dem

i Hobevis sammen ... og derefter dræbe dem.

 

Til evige Vintre har stængt Oceanerne

og Snefald faar Mundene lukt paa Vulkanerne -

 

væk ikke, med Ildhu og krigerisk dystende,

de Vingefjer-brusende, kraftig sig brystende!

 

Lad Festskrud og Lege paa Drømmebanerne

forlyste de sorgfulde. Væk ikke Svanerne!

 

5. I Lykkens usandsynligste Allé.

 

I Lykkens usandsynligste Allé,

hvor alle Træer og Ranker var at se,

som flaged de for Grønhedens Idé!

 

hvor Sol og Luft beruste dine Skridt

og hver en Mur var klædt - som du - i Hvidt,

der mødte jeg min Skæbne Klokken tre.

 

En Dag, hvor Øjnene som Blomster lé,

da selv de vantro Hjerter foldes ud

og priser Frihed, Kærlighed og Gud.

 

Det var en solfyldt Vaardag Klokken tre . ..

du kom og søgte mig, i skønne Skrud!

i Lykkens usandsynligste Allé.

 

Hvordan der skéte det, som skulde ske,

at mit forstemte Sind stak Ild i dit,

og jeg har kaldt det bedste Hjerte mit ...?

 

hvordan du drog mig fra Billardets Støv

hos en Traktør, hvis Hus var klædt med Løv

men inderst ikke værdigt din Visit ... ?

 

dit Tonefald mer blidt end Blomsterne,

og vore Haab, der fløj mod Blaaet frit

som Fugle gennem Løvets Luft-Stakit -

 

Vi vil ej mindes mer! hvor megen Ve

før denne Stund vi begge havde lidt,

hvad Tvang og Tvivl, hvor megen Spot og Spe!

 

Og siden efter! Det er ikke tit,

at alt paa Timen sker, som skulde ske,

og at man kalder alt det bedste sit.

 

Det var kun denne Middag Klokken tre,

mens blaa Glyciner kyssed blank Granit

i Lykkens usandsynligste Allé ....

 

6. Krukken synger. (Krukken og Pottemagersken).

 

Da jeg var ung og fuld af Veer,

en Krukke uden Dato sat

tog en keramisk Frøken fat

at ælte smukt mit Lér.

Jeg vaanded mig, men sagtned hun,

jeg lo: nej, nej! ælt bare mer,

at jeg i rette Stand og Stund

kan blive brændt, jeg bér!

 

Indbrænd i mig din Tid og Stil,

indbrænd mig med dit Hjerte

og med dit søde Smil.

 

Det gælder jo, naar Liv er tændt

at faa sin Form og blive brændt.

Du fører mig af Kaos ud,

som var jeg Lér fra Gud.

 

Ja sving mig, svaj mig paa dit Hjul,

og oh! jeg hules som en Aand.

Mit dybe Skjul er i din Haand,

sig, er jeg ikke hul?

 

Indbrænd i mig din Tid og Stil,

indbrænd mig med dit Hjerte

og med dit søde Smil.

 

Min Drømmeskygge uden Fred,

mit Lér som mangled Tid og Skik

berørt af hendes Fingerled

blev Kunst og Keramik.

Og Pottemagersken har drømt

et Nu med Krukken paa sit Skød.

En lld i Kinden talte ømt

om Hjem og dagligt Brød.

 

Indbrænd i mig din Tid og Stil,

indbrænd mig med dit Hjerte

og med dit søde Smil.

 

7. Pan og Diamanten.

 

** 1.

 

Diamanten, som ikke

vil elskes af Pan,

tilbringer øde Dage

paa sin Kyskheds Divan.

 

Men Pan, der attraar Lysvældets

Funklen og Tone,

vil smedde Diamanten

som en Sten i sin Krone.

 

Diamanten vil ej bindes

med barbariske Baand

og ej tjene til Smykke

for Naturens store Aand.

 

Den tror, at Aanden ønsker

rent selvisk til Lindring

en Ædelsten, der hylder

hans Kraft uden Hindring.

 

Men Diamanten selv

er en Skønhed, som bestaar,

dens Værd er uforgængeligt,

dens Væsen uden Saar.

 

Og Diamanten siger,

naar Aandens Taarer brænder:

"Tal ikke mer om Elskov,

men lad os være Venner!"

 

Den store Pan, som knæler

for Diamantens Magt,

modtager som en Lære

hvert Ord, hun har sagt.

 

** 2.

Nu sker, at Diamanten,

som maa straale efter Vane,

bliver elsket af en anden

og har ooført sig som Flane.

 

Hun har svigtet det Venskab,

hun svor saa stor en Aand,

og betrot sit flne Rygte

i en lidet værdig Haand.

 

En mindre Aand i Huset

har fundet Vej til Skatten,

Han laaner Diamanten

og gaar ud med om Natten.

 

Henhvirvlet af den Arm,

der tør stjæle saa frækt,

hun danser nye steps

med en bundforfalsket Knægt.

 

Han har stjaalet Diamanten,

han har røvet meget mer,

men hun kalder ham: "min Konge"

"min Børs-Vekseler"

 

Pan sørger og hun danser.

Hun føjer Spot til Sorgen,

Klenodiet er ude

tit fra Aften til Morgen.

 

Og hun kommer hjem og siger:

"Du ønsked mig til Smykke.

Men denne Knægt, som stjal mig ...

jeg vil gøre hans Lykke

 

Han har vel ej som du

studert Naturens Kræfter.

Du kan gøre Juveler -

men han gør Sedler efter.

 

Han er saa tom og bar,

som jeg er maaneklar.

Men, Pan - oh min Skaber!

du er næsten min Far.

 

Gud Pan, din Aand og Rang

vil mig bestandig trykke,

Men Slubberten og jeg

er to Alen af et Stykke.

 

Du er saa frugtbar, Pan!

som han er falsk og gold.

Men husk, at Diamanten

i Hjertet er kold."

 

** 3.

Nu faar Gud Pan det Vink

fra en eventyrlig Fe:

"Gør nye Diamanter,

og lad din Vælde se!

 

Den lille Diamant

er for stolt af sit Værd,

og Fyren daarer alle

med sit tillaante Skær."

 

Men den Glarmesterdreng

og Søn af en Forgylder,

som har stjaalet Diamanten

- han ved, hvad han skylder.

 

Og han stirrer paa Pan

med forundrede Blikke:

"Lave nye Diamanter

det kan Hr. Pan slet ikke.

 

Millioner Aar er gaaet,

en Opskrift kommer væk,

vi er alle Mennesker,

men Aanderne led Knæk.

 

Hr. Pan er jo en Gud,

det er muligt, at han kan.

Jeg mener blot, socialt,

at det ikke mer gaar an.

 

Ikke blot de ædle Stene

vil falde i Pris,

men alle de falske

vil synke forholdsvis.

 

Og det rammer herhjemme

en stor Produktion

som ganske snildt er anlagt

paa pur Imitation.

 

Al Ejendom blir flydende

Ved Lov maa vi forfægte:

det er stik imod Kultur

at gøre Stene ægte."

 

Der findes ingen Aand,

som faar Ro paa sin Pude,

naar hans Kronklenodie

om Natten svæver ude.

 

Han vil stævne Diamanten

og straffe dette Ran,

Thi det Skær hvoraf hun straaler

er hentet hos Pan.

 

Han skabte Morgenrøden

og den natblaa Atlant,

Regnormen, Slangen, Ravnen

og den hvide Elefant.

 

Han opfandt Hanegalet

og Verdenskrigens Gru

og Galliens Hane,

saa den galer endnu.

 

Men den Skønne lyner stum.

Hvis Rygtet taler sandt:

hun tror, han ikke mere

kan gøre Diamant.

 

** 4.

At gøre Diamanter,

hvad er vel mere nemt?

Han gør en saadan Mængde,

at Børsen blir forstemt.

 

Og Pan blir stødt fra Tronen

i Vesten og Levanten

til Ære for den Tjener,

som gik ud med Diamanten.

 

Gud Pan gør Ædelstene paa ny

Hvad skal det til?

I vor oplyste Tid kan man

vinde dem i Spil

 

eller købe dem som sjældne

hos en dyr Juvelér ...

Men de gaar ud af Kurs,

hvis der stadig blir fler.

 

"Det samme gælder Vers"

henkaster med et Smil

min Direktør-Forlægger,

som kender Kunstens Vér -

 

"En enkelt Bog i Skindbind

og bibliophil!

De staar Dem selv i Lyset,

i Fald De digter mer."

 

8. Fribytterskæbne.

 

Større saa var den Højsal tegnet

og bredere var den Port.

Mere Mandskab var der beregnet,

naar Slottet en Gang blev gjort

 

Jeg tænkte: mit dristige Følge

vi piskede Landet til Storm,

fanged den rindende Bølge

ind i Aartusinders Form.

 

Hver Borg jeg i Gruset begraved

men rejste, hvor før ej var Kyst,

en Haandfuld Paladser af Havet

og sov ved et Havfruebryst.

 

Fra Havet var alle de Kvinder,

thi vælded de ud og ind

som hviskende Bølger, der rinder

tyst over Stentrappers Trin

 

Jeg og mine vilde Svende

vi bare saa blodige Sværd.

Uretten leved ej Dagen til Ende ...

Saadan var det Herrefærd.

 

Med dryppende Fjed til Side

gled Havet fra Marmorets Vold.

En Bølge, hvis Storme var blide,

blev hos mig - min Dronning bold.

 

Jeg og mine vilde Svende

vi elskede Retfærd og Lov.

Saa tog jeg Skriveres blanke Penne

til Medhjælp ... og Sværdene sov.

 

Naar Svende og Skrivere vilde

retfærdigt ej unde mig Blund,

en Dronning, hvis Øjne var milde,

kom til mig hver Tid og Stund.

 

Hun gav mig et Ættefølge

af Ungdom, som uden Skam

tør være i Slægt med en Bølge

og født i en Havfrueham.

 

De lærte mig nu omsider,

at Verden er Fribytter-mæt,

og Fyrster gaar frem alle Tider

i Kraft af den evige Ret.

 

Saa skrev jeg min Syndeliste;

thi grumt og skønt har jeg dømt.

Men Bølgerne tav, som de vidste:

"det værste har han kun drømt."

 

9. Danske Vers.

 

Hvis Elskov hærger Ætnas Kvinder,

de kysser heftigt uden Ord

og spørger ej om Tid og hvor ...

I Norden bor min Aands Præstinder.

 

Og du min kyssefromme Unge,

hvis Sjæl er skabt for Kærlighed,

kan hele Timer nøjes med

at suge Sødme af min Tunge.

 

Du talte om dit Liv derhjemme,

din gamle Mor, den røde Kat.

Saa greb du mine Fingre fat

og dækked tæt med Kys min Stemme.

 

De Kys, som dine Læber laber,

de har en Kunst, som afskyr Kneb.

Men dine Hænders skælmske Greb

afværger dumme Lidenskaber

 

Du suger Sødmen med den Blides

selvtagne Ret. Du glemmer dog,

at Kys er ej Profetens Sprog,

og at hans Tunge kunde slides.

 

Nu harmes jeg ej mer ubilligt.

Naar en, hvis Kunst er aabenbar,

med Kys vil holde mig for Nar,

da lader jeg mig kysse villigt.

 

10. Sangene.

 

Graven var lukket,

og tavs blev den døde.

Alle hans Sange

dog strømmer mig i Møde

 

hilser Godaften

med Stemmer saa glade:

"Du bærer hans Bog ...

vi lever paa dens Blade.

 

Nu kan vi synge

en Sang uden Lyde,

nu da han ogsaa

tør tie og nyde ...

 

Duggede Stjærner

i høstvarme Nætter,

Aftenens Stilhed,

som daler over Sletter,

 

Vogne, som fjærner sig,

støvtrætte Veje!

hvor Længslen gaar hjem

til det rolige Leje.

 

"lntet er der mere,

som kalder vor Haaben.

Nu kan vi sove

som Straaet og Draaben.

 

"Ak hvor er Landet

mættet med Slummer,

Sundhed og Søvn af

utømmeliee Kummer.

 

"lntet have vundet,

intet have naaet,

sove som Kornet,

drømme sødt som Straaet.

 

"dugges som Høstvognen

efterladt fuldt læsset,

som Stenen i Vejen,

som Tudsen i Græsset.

 

"Sove og glemme,

hvile og stole

paa Lykken mer sikker

end kommende Sole.

 

"Sove som Snerlen,

der vugges paa Gærde

med Ret til at vaagne

med Lykke ved at være.

 

11. Saba.

 

Hvad fandt du som ung i den fremmede Stad?

en skjult Poesi? en ukendt Idé?

Mødte du Verdensberømmelsens Fe ?

eller en Dronning af Saba?

 

En Tøjte er Verdensglorien,

hvis Luner man ikke skal tage sig nær.

Hun løber og gør sig gemén med enhver.

 

Det er nok, naar man saa', hvad berømte Mænd

maa skrive og give i Trykken -

det er nok at bo Nabo til Lykken.

 

Hvad saa' jeg som ung i den ældgamle Stad?

 

- disse Gader, saadan har man trot,

har den vise Dronning af Saba bot.

Hendes malede Læber, melede Kind,

hendes røde Haar, som var farvet,

hendes lurvede Dragt, hendes rynkede Skind

har Gadens Beboersker arvet

og hendes Stemme saa syrlig sød

som en Dronning af Saba, blødgjort af Nød ...

 

Det er gaaet tilbage for Dronningen,

for Dronningen af Saba.

Men ogsaa Verdensberømmelsens Fe

er bleven en sørgelig Houri at se.

 

Drag hjem til dit Land og din egen By.

Glem Fortidens Hexe, og hex paa ny!

 

Hvad fandt jeg som ung i den fremmede Stad?

 

Jeg fandt, hvad jeg søgte.

Verdensglorien krydsed min Vej:

paa Vej til de andre hun nikked til mig.

Og - Rædsel! - Sabas Dronning spøgte

som natligt Genfærd ved en øde Lygte.

 

12. Cæsarer.

 

Man skal ej dyrke Cæsar, hvis Cæsar ikke findes.

Det er saa skønt at kæmpe som at give sig hen.

Hvis Cæsar skal forgudes, er Hvervet en Gudindes.

At træde op mod Cæsar kan være Pligt for Mænd.

 

"Forfrem mig til Geni ved din rige stolte Favn,

beløn min høje Visdom, giv mig Diktator-Navn!"

Saa mange Herrer ønsked, skønt ej af Naaden kaarne,

den Gunst at bytte Tøfler med den straalende Norne.

 

Bestandig lo Gudinden: "Min Stolthed er ej smæltet,

fra da med Graad jeg salved en Nazaræers Lig,

da jeg gik ind at vaage hos Cæsar i Teltet,

og da med Frankrigs Ørn jeg lystig gjorde Krig.

 

Jer høje Kløgt korsfæsted min Rabbi ... Se, jeg brænder

at fæste dig til Korset! Jer Statskunst stod imod,

da Diktatorer udgik at saa med begge Hænder

en ny Kultur til Verden, som blev gødet med Blod.

I kræver Cæsarret med en Ærbarhed for Poge.

At lyde Cæsars Lyst er Gudinde-Moral.

Og den, som frit tør stirre i mine Øjenkroge,

skal blive første Konsul fra lille Korporal.

 

Som tør med Bomber tænde til Gavns en Frihedstorden,

som smider egenhændig en Rigsdag paa Porten

og sprænger Nattens Kvalmhed ved Kongernes Fest

med flammende Uvejr - "en Verdenssjæl til Hest!"

 

Et Smærtensbarn, som, medens Evropa trygt har sovet,

ved Kejsersnit blev udløst af Republikens Lænd,

hvis unge, franske Solskin fra hans Augustus-Hoved

bestraalte nye Lande - medens selv den skranted hen ...

 

Som i sin Verdenshunger dikterer Ord saa kloge,

der lyser som et Vers midt i Nøgternhedens Taage

med Storm og Fynd paa vid og fortrolig Undergrund

af Sproeet, som det blomstrer i Kvindernes Mund -

 

Indtil fra Frankrigs Højland han haster hed og svimmel,

hvor sorte Druer perler under en luftig Himmel,

og drukner alt sit Solskin, sine Hestfolk, sin Armé

i Ruslands Stepper, der damped af Sne"

 

Hvis Cæsar skal forgudes, er Hvervet en Gudindes.

At træde op mod Cæsar kan være Pligt for Mænd.

Det er saa skønt at kæmpe som at give sig hen.

Man skal ej dyrke Cæsar, hvis Cæsar ikke findes.

 

Med hede Blik og Kinder Gudinden afbrød Talen,

stolt og berust ved Mindet om Kejser-Generalen.

Saa gød hun paa sin Bejler, der stod lidt forsagt,

to mørke Øjnes flammende, fulde Foragt:

 

"Er der paany en Malmgud med Uvejrsskyr til Ramme,

der staar i Rytterstøvler hinsides Alpens Kamme,

mens Fjenden deler Landet i blodig Handletørst?

en Mand som selve Tanken, der altid kommer først?

 

I flyder ud i Gloser og Tal hver Tid og Stund,

som sprang der aldrig Roser, kun Tudser af Jer Mund.

Hvor tør til Kys I byde de Fjæs som vissen Halm

mod mig, hvis Favn har glødet Genier af Malm?"

 

Han sukked, bad den vrede Gudinde om Taal,

forsikred, at hun maalte med altfor store Maal,

men med en høj Gebærde, den strenge Pen fortier,

Gudinden har vendt Bagen til slige Genier.

 

13. Danmark.

 

** 1.

Med en evig Uberørtheds Gaade -

Land af Solens Gunst og Havets Naade!

 

Med en evig nyopvaagnet Smilen

skiftevis hos begge tryg i Hvilen

 

Natomtumlet, fin af Morgenrødme

med en evig Uberørtheds Sødme -

 

Med en evig ung Forventnings Ynde

delende med Sol og Hav sit Hynde.

 

Med en evig Drømmelykkes Gløden

begges Hustru, jordisk øm til Døden.

 

Hed af Solfald, frisk af Havets Stigen

med en evig Uberørtheds Higen -

 

Med et Skær af Glemsel om sit Hoved

mild som den, der evig var trolovet -

 

** 2.

Mellem dine Rullestene

Havet tusindaarigt raller,

og i dine dybe Skove

fra Aartusind Løvet falder.

Danmark har en evig Ungdom

Ælde-herligt, uden Alder.

 

Hvad ej andre Sprog kan sige,

siger disse Sprog fra Norden,

lette, men bevæget-rige

med en Trolddom, dybt fra Jorden.

 

Derfor er den unge ferske

Kraft saa dunet-veg og stille:

for i Manddomstid at huske,

hvad i Tusind Aar vi vilde.

 

Derfor er vort Sprog det bedste

mellem alle Sprog, som findes,

lige villigt til at tæste

det, som fødes, det, som mindes.

 

Med lidt Løvetand paa Læben,

fine Fnug fra Somrens Flyven,

og med Hjertets høje Banken

uden Tvivl og uden Lyven.

 

14. Norge.

 

Golde Sten og Fossefraad

det er Jættens Husgeraad,

Vandfald over Fjælde-Rande

ophængt Traad ved Traad.

 

Fossen, som med Ødets Sus

gyder Drøm i Jættens Hus,

er til Evighed beruset

af sin egen Rus.

 

Spørg, om Kilden ved Besked,

om den Rejsens Rigdom véd,

Bækken, som fra sære Højder

styrter lodret ned.

 

Elve kaster sig i Harm,

gør en Verdens Skrald og Larm,

hænger ned ad Klippesiden

dystert, Tarm ved Tarm.

 

Bag dem rejses Himlen høj.

Stundum gør de Spøgen drøj,

alle Jættens Tarme runger

af en fælles Støj.

 

Fjældets Tragt er graa og arm ...

Men paa Tindens Vinduskarm

sidder Solen ør og skrøner

hele Verden varm

 

Fyrren i sit Tempelskrud

paa en Fjeldkam foldet ud

staar forladt af Gud og straaler

i en Glans af Gud.

 

Luften bliver fin og mild,

Fossevæld og Felespil.

Og hvad kan der skænkes mere,

end at Drøm er til -?

 

15. Mennesket og Digteren.

 

Jeg maa her fortælle meget lidt med mange Ord,

og I véd, den Kunst er stor.

Dog en øde Kunst for mig! jeg har hadet, hvor jeg foer.

meget lidt med mange Ord.

 

Men det hænder, at man kender Smerten fra den tunge Jord,

som kan sætte Spor og ikke ender,

og det er saa lidt saa lidt, men er lidt med mange Ord,

tomme Ord, men Smerten brænder.

 

Floder har vi gennemvadet, Sorg, som aldrig er forbi,

jeg, som altid før har hadet alt forbandet Rimeri,

har ved Rim nu gjort mig fri.

 

Ingen Ven og Fjende gætter, hvad for mig der stod paa Spil,

i det Aar da alle Bælter lagde til.

Ven og Fjende ingen husker det Forfærdelige Aar,

ja end ikke hun, jeg mindes, ... heller ikke hun forstaar,

at det var et Alvorsaar, da vort Liv sank i Forfald,

dette Vinteraar, som drukned under Sneens tætte Fald.

 

Jeg var paa Landet mellem hvide Grene

jeg var paa Landet nær en Stad men dybt alene.

Og det frøs, saa det knagede helt bagest i min Sjæl,

jeg Fornam mig som et Aadsel, der er ophængt paa en Pæl.

Det tomme Mørke lo For mine Ruder,

en Frossen Klamhed laa paa mine Puder.

 

Om hun havde kendt mit Bosted, hvor jeg bitterlig frøs,

og var kommen afsted, havde revet sig løs,

hun vilde sét mit Mod i den jammerfulde Frost

en Morgenstund korsfæstet paa den nøgne Vinduspost.

Men mit bedste Haab Forliste, det var somom min Kiste

med mig selv i lighvid Stolthed, en fældet Ungdomsdrøm,

af syngende Hammerslag blev spigret til med Søm.

 

Var du kommen til min Sygeseng, ja havde du kun vidst,

hvor mit Legem Pristed Livet i det uhumsk kolde Aar,

da jeg fik mit Ulivssaar,

du var kommen ganske vist, havde løst det mørke Haar,

og med Haarets varme Mørke du havde tappert skjult

den Sot, der gør os Livet som en Askedynge fult.

Ak med dit mørke Haar var der meget vildt og nøgent,

du barmhjertig vilde skjult,

var du kommen til mit Leje i det uhumsk kolde Aar.

 

Ingen har fortalt dig, Kære,

hvor jeg kæmpede med Døden i min Lykke ved at være,

da min Lykke var forbi og mit Skrin blev spigret i,

da du ikke kom og favnede den Døde,

ikke undte mig et Møde, medens du var ung og fri.

 

Ingen kan forresten gætte, hvor af Lykke jeg var vild,

i det Aar da alle Bælter lagde til.

Det var ikke Holla Hej, Spjæt og Spring paa Alfarvej,

det var ikke Sus og Dus. Jeg var stille som en Mus,

men jeg fejred tavse Fester i mit dødsensstille Hus,

Og det klang af altings Øde, og mit Hjerte havde Møde

med de tusind Ting, som blomstrede og døde.

 

Frøken Nenny, ung og prud, elsked mig, da Vaar sprang ud,

elsked mig i Somrens lld, mjødurtfin og valmuvild,

og hun gik med mig i Solen med sin røde Parasol

paa den grønne Fæstningsvold,

og hun trodsed Tjørn og Tidsler, stundum med en Rift i Kjolen.

Og hun sov til Middag med mig i en Bygmark midt i Solen

bag sin røde Parasol.

Aah hun kyssed mig med Vold, men med Dyden i Behold

og de Hensyn, som en Dame skylder Kjolen.

 

Det var først i Juli Maaned, Somrens sødeste Sæson,

a!le Markens Ærteblomster sprang i hvide Pantalons.

Jeg begreb, hun vilde sluttes i mit Favntag tæt, saa tæt,

kunde ikke blive træt.

 

Jeg forstod hun vilde knuses, aah hun var saa skør og let,

jeg forstod, hun vilde knuses, men vi skulde begge knuses.

 

Og hun vilde aldrig give mig lidt mere end min Ret.

Nej hun vilde bare hvile i min Favn saa hedt og tæt,

men hun vilde intet give, som var mere end min Ret.

Naar hun trykked sig og drog sig mod min Favn saa ømt og hedt,

var der straalende Minutter, hvor vi følte, vi blev eet,

og vi saa den gyldne Lykke, aah der manglede saa lidt.

 

Lige før September mejed man de sidste Hvedestraa.

Alle hvide Ærteblomster blev til Bælge, grove, graa!

Men min smukke Piges Uskyld stod i Blomst i god Behold,

og hun sov til Middag med mig bag den røde Parasol.

 

Ak i mangen Mark med Havre eller Hvede, Byg og Rug

kyssed jeg i denne favre Sommer Frøknens Mund i Smug,

snart i Byg og snart i Havre, snart i Rug,

snart ved Middag, snart ved Davre efter landligt Agerbrug.

Og hun følte sig saa let! og jeg følte, jeg var slet.

 

Jeg forstod den stakkels Pige havde Ret, mangfoldig Ret,

naar hun dog ej vilde knuses, skønt det kunde ske saa let,

og jeg kunde stundum angre, at jeg - mod min Vilje - var saa slet.

Naar det unge Legem hvilte mod min Favn saa kækt og hedt,

aah der manglede saa lidt!

var der straalende Minutter, da vi følte os som eet.

 

Det var hen paa Eftersomren i den sødeste Sæson,

selv om Markens Ærteblomster ikke mer bar Pantalons.

Men naar vore Læber skiltes, var der bagest i min Sjæl

Død og Liglugt af et Aadsel, der var frosset til en Pæl,

og jeg aned det saa bittert, (alt blev kvalmende og hedt)

at mit Fryd ved Livets Blomster og min Sjæl ej mer var eet.

 

Og da Somrens Støv af Mjødurt og dens Rugaks var forbi,

alle Glæder lagt i Hi,

det var sildig i September, skummel Aften Klokken ti,

mødtes vi et Sted i Byen, i en Stue denne Gang,

for at skilles, men hun holdt mig, holdt mig fast med kærlig Tvang.

Og det sidste Ord hun sagde, som blev talet blandt os to,

var et Ord, som kom for silde og var ikke til at tro,

 

Men jeg vidste det tilforn, at det hele var forbi,

var jeg bleven der den Aften i September Klokken ti -

at jeg havde kun begyndt paa en Ting, der var forbi.

 

Hvorfor tror I mig bedrøvet? Jeg er stærk og sejersvild:

al min Ungdomsgløden tændtes, da min Ungdomsdrøm frøs til.

Ja mit Liv bestod af Sejre, skønt jeg tabte Nat og Dag

alle mine Hovedslag,

thi jeg dysted, dysted, dysted herligt for den gode Sag,

da min dybe Tro blev gravsat i sin Kongesarkofag.

 

Thi jeg anede, atVerden som en Grav var dyb og stor,

var en Krypt, hvor Livets Drømme hver og en blev stedt til Jord,

men jeg sejred over Døden med udødelige Ord.

Og jeg fejred Livets Fester, men jeg fejred dem i Ord.

 

Alle kække Ord som findes, stærke Løsner, friske Sprog,

skød fra mine muntre Læber, mens mit Elskerhjerte slog,

skød som Korn af Muld, som Ranker spirer frem paa Vaarens Tog,

aah de grønne Blomsterranker om en frønnet Plankes Skrog!

(Jeg har sydet meget heftigt, lige til jeg gik af Kog.)

 

Naar jeg tænkte: alt forsvinder, følte jeg: alt er jo dødt

(og jeg jubled ved at føle, at det meste er som dødt),

alt som blomstrer, alt som lever, har jeg allerede mødt.

Og jeg lever, jeg, jeg lever, og mit Blod er purpurrødt.

 

Lærkejubel, Skrig af Svaler, Vind og Nattergaleslag

er saa godt som alt begravet, thi det lever kun i Dag,

fæstet i et Ord, en Linie. Verden er en Sarkofag.

Men jeg ejer evig Ordet, skønt jeg lever kun en Dag.

 

Rødt som Blodet, Iyst som Solen, stærkt som Græsset er mit Ord,

let som Fuglen, frit som Folen, spiretungt som Vaarens Jord,

duftende som Markens Kløver, vildt som Engens Blomsterrøver

Bien ... Følger mig mit Ord. Jeg har alt, hvad jeg behøver.

Jeg er død, men om mit Spor svæver Livets Skaberord.

 

16. Digteren og Daarskaben.

 

** 1.

 

En sludfyldt December med hujende Blæst,

som om Byen og Havet holdt Skabelsesfest,

med Rusken og Hvin af den yderste Dag,

naar alle Porte gaar op med et Brag,

med Vindstød og Tuden af vaade Hunde

og Stormflod og Skibbrud i alle Sunde.

Hvor langt man end kastes, hvorhen man end flyr,

bestandig foroven de ilende Skyr.

Og den, som ej kender et Sted at ty ind

for at varme sin Ryg, for at tørre sit Skind,

og ejer slet ikke en Hule,

hvori han sit Hoved kan skjule,

han føler sig nøgen som Adam omtrent

paa Jordens dyndvaade Fundament.

 

Der gik en Poet foran Menneskers Dør

og tilbød dem Verden mer rig end før.

Han loved dem Verden mer vild og ren

naar Stormfloden først havde raset ud

en Strandbred med blinkende Sand og Sten.

Han loved en Verden mer ren og vild

end det sydende Hav og den lutrende Ild.

Han loved en Verden, en Verden fra Gud

i den straalende Sol og tilsidst en Grav

ved det svale Hav.

 

Der gik en Poet foran Menneskers Dør

og tilbød dem Verden mer rig end før.

De mildeste saa paa hans Drømmespind

og tænkte paa andet og slap ham ej ind.

De strengeste saa' paa hans dryppende Kappe

og viste ham Vej til en Nabos Trappe.

 

** 2.

Naar Taage faldt paa og det dryssede smaat,

han gik i den halvøde Gaard af et Slot.

Der sad en Tiggerske, Drømmerske, gal

paa en Marmorbænk nær den store Portal.

Thi alle gaar ind, her er Vej for enhver,

og en Tiggerkvind i det raaeste Vejr

kan, glemt i den stentunge Gaard af et Slot,

faa sande, at Marmor er fattigt og graat.

 

Med Ryggen vendt mod den mægtige Port

ved Muren sad Sandsigerinden i Sort

i et Stof som af henbleget Mørke, en Dragt

der saa ud som en druknets, som var den lagt

i en skummel Kanal og igen fisket op

som Skyggepynt for en Tiggerskes Krop.

Al Armod i Himmel og Hav og paa Jord

med Rester af Skønhed og Ungdoms Spor

laa gemt hos en gal, som var yppig Kvinde

forladt af al Rigdom, som Verden har inde.

 

Hun talte til ham, som kom hun i Hu:

"Du er den Mand, jeg ej mødte før nu.

Kom se, hvad jeg her har gemt i min Kaabe ...

Jeg har i mit Klædebon dulgt med List

en Vellystfunke, en Sandhedsgnist,

et Glimt af en Gaade, en Daarskabsdraabe,

som, hvis du vil være min Yndling, beskærmer

den syndige Jordkugles Galning og Sværmer!"

 

Han kendte ej Kvinden. Hun lo ham i Møde,

og Latterens Toner var stolte og bløde.

Han vilde flygte. Hun talte ham til,

sørgmodigt: "Jeg kender dig godt, hvis jeg vil.

Saadan i en offenlig Gaard og Portal

at lade sig fange af en, som er gal,

af en vanvittig Drømmerske overlistes,

det vil ingen Mand, i hvor hæftig han fristes.

Det taler til Gunst for dit Menneskevid.

Endnu er du Mand, det er Mændenes Tid.

Du kan spare dit Vid, men jeg elsker dig,

dig selv frisk og ny, som du krydser min Vej."

 

I fald hendes Klæde var falmet og skørt,

hendes Tale var fornem. I skulde kun hørt,

hvor sindrigt, da Tungen var bragt paa Gled,

hun knytted hver Traad uden bristende Led

i sirlige Masker og dog saa sprød,

fra den straalende Kløgt til den sjælssyge Nød.

 

** 3.

"O Profetinde, bedaarende Vrag,

som er min Veninde paa Ulykkens Dag.

Saa sig, hvem er jeg?"

Hun nikkede træt:

"Du er en Sværmer, som tror Du har Ret,

oprigtig, retsindig, det fromme Guds Lam!

Hvis folk gør dig Uret, Du blusser af Skam.

 

Og længe skal Du forgæves vandre,

indtil Du bli'r stærk og gør Uret mod andre,

Du vandrer og varsler en Verden fra Gud,

som Du vil bestyre ved nye Bud.

Er Gud og de gammeldags Bud dig for lidt ?

har Du prøvet at krænke dem et efter et?

Jeg tror paa de Bud, men jeg tror ej paa ham,

Ak, I vil gøre os Verden for tam.

Jeg kommer tilbage fra Daarskabens Land

med Stænk af den højeste Ild og Forstand,

jeg kommer tilbage fra Kundskabens Rige,

hvor skønne og hæslige alle er lige.

 

Der er i den skønne Forsagelses Dyd

et Vellystgran.

Der findes et Glimt i Daarskabens Fryd

af en himmelsk Forstand.

Den hellige Frans af Assisi, som

for Renhed bar Navn,

har glødet og sagt om sin Fattigdom,

at han tog den i Favn.

Og "Ecce homo", din Tids Filosof,

midt i Klarhedens Rus

blev ført af det dristig besejrede Stof

til et Sindssygehus.

Med Daarskabens Tyvelygte gemt

under Kjortelens Flig

man lever og dør. Al Alvor er Skæmt,

og al Leg er Krig.

Jeg bringer dig Lyset, jeg fandt paa min Vej,

tilhør mig, og Verden skal tilhøre dig."

 

** 4.

Hun bønfaldt - om Kærtegn, han saa' hende tigge.

Han rømte forfærdet som Adam omtrent

paa Jordens dyndvaade Fundament ...

Men Kvinden gik efter med drukne Blikke,

da var det med et, som hun husked ham ikke

og standsede midt i et Smil med et Skrig:

 

"Der er Krig. Har I set ? I al Verden er Krig.

Har I set deres Hærmængders blodige Flod ?

hver Ledføjning brager af Mandemod.

Der findes ej Lovbud og Landeskel.

De slaar atter ihjæl, de slaar atter ihjæl.

 

De Synder, som nævnes i Mosebog

skal tale med Rædslens forrygende Sprog,

til selve Evigheds-Klokkerne slaar:

... Indvortes fra Menneskets Hjærte udgaar:

Skørlevned, Hor, Mord, Hævn og Krig,

Tyveri og Gærrighed, Ondskab og Svig,

uterlig Skændsel, Misundelses Nag,

Spot, Haan og Hovmod til Dommedag.

 

En Daarskabsfunke, en Sandhedsgnist!

og Verden blev gal, som den skal, tilsidst.

Om der aabnes for Viddets, for Vanviddets Spjæld,

de slaar atter ihjæl, de slaar atter ihjæl."

 

** 5. - William Shakespeare -

 

Saaledes er Sjælene stedt i Nød

tre Hundred Aar efter Shakespeares Død.

Det friske Raab: Slaa ihjæl! slaa ihjæl!

fornyes hver Morgen og dør ingen Kvæld.

De gamle Skriftord og stærke Bud

kunde udgaa i Bogbind af Menneskehud.

En Digter er født under Menneskekaar

af Aartusinders Skaar, i Aartusinders Skarn,

men Held, hvis han kender sin skabende Vaar

og aner, at Synden tit er som et Barn,

og giver os atter en skyggefuld Jord,

hvor Solskin og Ensomhed bor,

hvor Shakespeare gror og de vældige Ege,

de herlige Sorger, de livfulde Lege ...

Og var du kun Skygge paa Solstraalers Vej,

blomstrende Skygge, vi ofrer til dig.

 

17. En Drøm.

 

** 1.

Jeg drømte, jeg var dømt,

af alle dømt

for en Daad, jeg havde drømt!

(var den muligvis udført

eller forsømt?)

 

Og Sensationen rasede vildt.

Men jeg tænkte:

"Intet er spildt.

Jeg kan trække mig tilbage,

tage mig af Dage."

 

Jeg spurgte mine Venner.

... Johannes greb om sin Hage

og nikked alvorsfuldt og ømt:

"Naar De trækker Dem tilbage,

tager Dem af Dage,

vil alt blive bedre bedømt."

 

Og Lily og Erik spurgte mig

med fin og passiv Nobelhed:

"Er det nu helt nødvendigt,

at du saadan skal dø egenhændigt?"

 

Det maatte ske. Med stoisk Kraft

jeg fatted om mit Penneskaft

og skrev mit Testamente,

hvor Personen

døende hæved sig over Sensationen.

 

Jeg fandt paa mit Natbord et Brev,

paa mit iskolde Natbord et Brev

med Xantippes trofaste Skrift

(just som jeg kold stod beredt

til min allersidste Bedrift).

 

"Jeg stiller her paa dit Natbord

Sukker og Skarntydesaft.

Saa gaar jeg til Sengs og sover

træt af den Dag jeg har haft.

 

P. S.

Vil du tae Livet af dig selv,

maa du gøre det selv."

 

Saa tog jeg Livet af mig selv.

 

** 2.

Jeg vaagned den næste Morgen.

Da var der paa ny Sensation ...

Fordi jeg ikke laa døende

og saaledes var en Kujon -

(Hvad enten Xantippe for sparsomt

de dyre Skarntyder har brugt,

eller maaske Apotheket

har solgt et forfalsket Produkt!?)

 

Xantippe skændte og paastod,

jeg havde ej drukket min Gift.

Og Vennerne, som jeg mødte,

hilste mig underlig stift.

Med fin og passiv Nobelhed

bad Lily og Erik om Besked.

Jeg selv fandt Historien kedelig.

... Johannes syntes det med.

 

Og hvert et Ansigt paa Gaden

i hele den kendte By

vendte sig mod mig og stirred

med Nysgærrighed uden Sky -

 

de var saa store og sælsomt

forundrede over at vide,

at alt var forandret, og nu var

de selv Daa den sikre Side ...

 

de fryded sig ved at se mig

skrabet for al Forgyldning

paa Grundlag af en iøvrigt

meningsløs dum Beskyldning -

 

en ubevislig Beskyldning

af Lands-Klaffer-Chefen Van Mose,

der nylig har faret med giftig Snak

mod Telegrafisten Fru Rose.

 

Jeg drømte, at jeg var dømt,

af alle dømt,

spottet især for et Selvmord,

man mente, jeg havde forsømt

 

Saa grov de en Grav og putted mig i

og sang en Hævnens Melodi:

"Rejs nu til Skyggernes Elv,

Selvmorder af Kategori!

... Vi vilde alle staa ham bi:

Han tog ej Livet af sig selv."

 

18. Giv os Barabas fri!

Der var sikret Guden Plads

i Pilatus' Amnesti -

Denne Rabbi skal gaa fri

for en Røver Barabas.

 

... Folket raabte: Barabas! Barabas fri!

 

Og Judæas Ældste knurred

snart med Fistel, snart med Bas:

"Høvding Pontius Pilatus,

giv os helre Barabas!

 

At du løser denne Rabbi

er kun daarlig Amnesti.

Nej det store Folk forlanger,

at en Røver skal gaa fri

 

... Giv os Barabas fri!"

 

Og nu sker det, at Pilatus

foran sit Justitspalads

havde tabt sit Øjeglas,

derfor læste Birabas

 

"... Baribi, Biriba, Birabas!"

 

Palæstinas Fortovspøbel

havde straks en Melodi,

som med lidt forandret Omkvæd

alle kunde stemme i:

 

Biriba, Baribi

Giv os Barabas fri!

 

Og det klang igennem Staden

ens i Hytte og Palads,

klang med Folkets Dialekter,

naar det spøger veltilpas

 

Giv os heller Barabas!

 

Og den fine Dronning træder

frem og hvisker Birabas,

Klostermøer i lange Klæder

raaber bare Barabas.

 

Stundum maa vi dræbe Guden,

naar hans Lære blir for krads.

Held, han har en Stedfortræder,

som benævnes Barabas.

 

Giv os Barabas fri!

 

Ikke blot i Dialekter

faar den sære Sang en Plads.

Nej, i sene Sprog og Slægter

ædle Stemmer endnu smægter

 

Barabas.

 

Hos sin ømmeste Veninde

Bejleren faar Løbepas,

naar hun isnet af et Minde,

siger: Heller Barabas !

 

Fra Berlin til London tower

toner det al Verden over

til den øde Ladeplads,

hvor der ikke brændes Gas -

 

Ja den mindste Fisk i Slusen

mimrer stille Bi - bi - bi,

Aalen foran Aalerusen,

som den listig gaar forbi:

 

"Giv ham fri! Und ham Plads

O, befri os Barabas!"

 

... Jøderne lod Guden dræbe.

Universet stod dem bi.

Barabas blev Verdensfrelser,

Røver, Kvægtyv - én som vi.

 

(Maj 1914).

 

19. Dramatisk Intermezzo.

 

"De har været kold og ubarmhjærtig,"

siger Jenny gysende og vaagner.

Udenfor har Fuglene begyndt at pippe.

 

Det er første Majnat. Byen fester,

Jenny blev imens hos Rigmandssønnen,

som var ganske kold og ubarmhjærtig.

Udenfor har Fuglene begyndt at pippe.

 

Ikke i hans Sovekammer,

men i Dagligstuen paa en Divan

er hun vaagnet med en Plæd omkring sig,

taaredrukken paa en tilslængt Pude.

Udenfor har Fuglene begyndt at pippe.

 

De har været kold og ubarmhjærtig

mod en Iydig Kvinde, som holdt af Dem,

tænderklaprende af Skræk og faamælt

føjende Barbarens haanske Luner.

At hun, i sit Hjærtes Fejghed, ikke

strax var staaet op og gaaet stille!

men hun blev og taalte til det sidste

for en Stund, hun nødig vilde miste

- som De skænked kold og ubarmhjærtig.

Udenfor har Fuglene begyndt at pippe.

 

Bred og sælsomt rig er dog Divanen

for en Kvinde af beskedne Tanker.

Stuen med de mægtige Reoler

luller hende ind i Drømme.

Jenny grubler véfyldt og bedaaret

med en Stribe Morgenlys om Haaret.

Udenfor har Fuglene begyndt at pippe.

 

Alle disse skønt betrukne Stole,

alle disse Bøger, klædt i Læder,

vækker dulgt en Tro paa dybe Glæder.

Richardt, De var kold og ubarmhjærtig.

Selv den Vin, De skænkede i Glasset,

som hun nipped til med snøret Strube,

bandt en Herlighed for Kvindens Øjne -

 

indtil De, Tyrannen i Paladset,

raat med begge Hænder fjærned Bindet

og ej taalte, at hun var forblindet

og De barsk som Voldsmand tog den Gave,

som frivillig var Dem tiltænkt længe ...

 

Kvinder elsker Herrer, som er strenge.

Udenfor har Fuglene begyndt at pippe.

 

20. Ærens Mareridt.

 

Jeg drømte, at jeg var æret,

af alle æret,

for en Daad, jeg ej havde udført

ejheller begæret,

og som jeg vilde forbande

med Næsen i Vejret.

 

Med-Kristne og Med-Antikrister

holdt af mig. Der var en Minister,

af hvem jeg salig fik Ørene fyldte

med min Ære, og hvad jeg til Gengæld skyldte.

 

Og Redaktør D. og Redaktør T.

gav mine Træk i en klattet Kliché.

Og Redaktør V. med det praktiske Blik

bebuded i Bladet en lang Kronik,

hvor den retskafne kendte Hr. Barabas,

den mest producerende Kalv paa Parnas,

vilde sæette mig paa min rette Plads.

 

Jeg drømte, min Ære tog til og blev stor,

man hædrede mig ved et festligt Bord

Og Barabas stod der med Festtaler-Bas

som Hæders-Kalv og aad Græs paa Parnas.

 

At Stormestre priser en Mands Talent

kan Folkesjælen ej gløde.

Men dersom en landekendt slet Skribent,

som Barabas, ønsker at hædre

en Mand som er bedre,

oh, da bliver Hjerterne bløde.

 

Med udstrakte Hænder paa staaende Fod

jeg greb den Beundring, der slog mig imod,

og jeg maatte rose hvad værst jeg fordømte.

En Daad, som jeg ej havde udført, den maatte jeg skrømte.

De Ting, som jeg fragik, var mest berømte.

 

Men hver Gang jeg skaalende løfted mit Glas,

saa lo mine Venner: Se Barabas!

Og der stod Kalven, den lodne Gæst,

og aad, som var det hans egen Fest,

og snøvled med Herrer i Kjole og hvidt,

var Franskæder, Tyskæder, Kosmopolit,

religiøs og sædelig talt radikal,

med Landsforbud mod en løs Moral,

ja, drak paa et Forbud mod Vin og Sprit,

hvis engang ved hans Død man var kommen saa vidt.

 

Og Kalven slikked den søde, den søde

Forgudelse i sig som tommetyk Fløde

og virred med Hodet til Stormægtigheder

og andre Okser, som Landet freder,

en jævnstillet Kalv, som man ogsaa feder.

 

Og da den illustre X. X. syntes stødt

ved al den Berømthed, som her blev forødt,

blev Kalven kæphøj:

"Hvad vilde den Jøde?

Jeg vidste ej før, jeg var Antisemit.

Jeg har lært det i Nat af en lille Levit.

 

Og bø!" sagde Kalven, "jeg spiser for Tiden,

saa kan de slagte og spise mig siden."

 

Her endte min store Berømmelses-Krise.

Det er godt, den gav Kalven en Smule at spise.

 

Men hvis min falske Berømmelse døde,

paa Carons Baad, da jeg færgedes over,

jeg skulde den atter i Dødsriget møde.

 

Paa Dødsfærgen blev jeg beæret

for evig beæret

med en Dame, jeg ej havde drømt om

ejheller begæret,

og som jeg maatte forbande

med Næsen i Vejret

(1913).

 

21. Vers til de døde Mestre.

 

Som ung jeg havde Stamkafé

i Lykkens saligste Allé.

Held den, som - før hans Hu var tung -

med rene Øjne saa Paris.

Her blir den gamle Mester ung,

den unge Mester ser sig vis.

 

Hvem traadte der i Stuen ind

rned filtret Skæg og vejrbidt Kind:

en Krop saa lang og mager ?

Hans Klædedragt er saa som saa,

dog lér han lunt med Øjne blaa;

thi selv om Fyren ej er fin,

saa ejer han en Violin,

som synger og som klager.

 

Han synger selv, hans Røst er sprød;

han synger dog paa Liv og Død,

hvad han har lidt og levet!

og tramper Takt i Stuens Gulv ...

Det er (forlad mig Rimet) Ulf

Ulf Brynjulfsen ... forskrevet!

Lidt tør i Mælet: - hvor det kneb

han havde dog det Strøg, det Greb,

som mestrer sine Strenge.

Og synger han af fulde Bryst

vor Sorg, vor Lyst fra nu til Høst,

det er som Sol paa Enge.

Ej Folk, ej Stue sanser han,

- aimez, chantez! - Saa standser han

og nikker i det samme

med det belevne Drømmer-Vid,

der før har kendt en bedre Tid,

hen til en Skønhed ung og vild:

"Nu synger vi Chanson d'Avril,

det er for Dem, Madame!"

 

Han synger Visen om April

og én endnu, en tredje til.

Saa gemmer han Fiolen.

Jeg rejser mig fra Stolen.

"Jeg véd ej Deres Navn paa Fransk,

dog glæder dette Træf en Dansk.

Jeg søgte Frankrig uden Grund

blandt Vismænd og hos Skøger.

Jeg fandt i Deres Smil og Mund,

det Frankrig, som jeg søger."

 

Det var ej Drachmann - kun en Spøg,

et Rids, en Streg, et Buestrøg,

en Spillemand, som Gaden sendte

og tog...

Tre Døgn jeg maatte vente.

Og se, da kom Verlaine, Paul,

som drak Guds Blod af Gratiers Skaal.

Veltalenhedens fine Leg

gør ham i Dag saa mild og bleg.

Han kender indtil Punkt og Maal,

at Ordet har sin egen Fest,

og, mere gejstlig end en Præst,

han tjener det med ydmyg Taal.

Hvor liflig er Verlaine, Paul,

de Unges ærefulde Gæst:

saa hver Banket blir Offerbaal

Ulykken jog sin Lanses Staal

ind i den gamle Digters Side;

før man kan tale, maa man lide.

Hvem har ej lidt, i Tavshed lidt

langt mer, end selv han vilde vide,

for Blod, han ødslede af sit -

hvis Tab han ænsed ej i Tide?

Hvem vandt, saa kunstløs rig, sin Kunst,

saa lavmælt, Talens hede Gunst?

Hvem fik saa vild en Sjælenød

med Ridder-Sir, saa Konge-blød

at skrifte i Gudsmoders Skød?

 

Der kommer Stéphane Mallarmé,

aah hvilken Fabeldigter, Drømmer!

Det Under, som han lader ske,

Fablernes Fabel, i ham strømmer...

dybt af en Kumme, ingen tømmer!

Fyldt over Randen, lod et Tegn han se

paa Skaberrhytme, skabende Ide.

Et Tegn og næsten kun et Tegn

fra en fortryllet Almagts Egn,

som ej forgaar,

men blot er Gry og Vaar,

Urtaagens øre Avlekraft,

som løsner Barkens Pilesaft.

Og Faunerne vil Fløjten røre

med Gaadeøjne, halvlukt Øre.

 

Verlaine som en Længselspil

og Mallarmé med Fabelsmil,

Ulf Brynjulfsen - Triumftogstil! -

er svundne hen. Vi er igen.

Vi er igen. Og i en Fart

vi sætter dem en Mindesten

hver én -

saa glemmer vi dem snart.

(Om lidt skal vore egne Ben

ej trampe mer paa nogen Bulevard.)

 

Men vi var selv en Længselspil

og grubled med et Fabelsmil

og higed i Triumfbu'stil

at favne ud fra Dagens Dont

mod Solnedgang og Horisont.

 

Og Livets Larm forbi os gik

med varme løfterige Blik

og sunde Sanser, sunde Sind.

Hej, Kyper, bring mig kun en Drik.

Jeg tror, da hytter jeg mit Skind

for taagedyster Symbolik.

 

Der er et Sted en Helligdom,

en salig Kirke for hver from.

(Verlaine søgte den i Kirkens Rom.

Men Livets Vin og Lykke

skal altid staa ved Magt,

jeg tror paa Sol og Mængde,

et Univers af Pragt ...

i Tidens Længde, Havet

vil staa med os i Pagt.

 

Og Havet ... er skønnere

end nogen Kathedral,

det har Verlaine ... ogsaa ... sagt.

 

22. Blomsterbillede.

 

Stedmorsblomster ved Tusmørketid,

en gul, en blaa, en hvid.

Hvor broget i lysende Tavshed de staa,

de gyldne saa blege, saa dybe de blaa,

som var de beredte ved Tusmørketid

paa at tale med den, som er hvid.

 

Stedmorsblomster i Aftengraa,

den hvide søger om Trøst hos den blaa:

"Ak elskede Stedmoder, vær min Mor,

jeg har i mit Hjerte en Sorg saa stor.

Forlad mig ikke, naar Dug falder paa

Den hvide vil altid forstaa den blaa"

 

Den blaa vil altid beskærme en hvid

i Aftensvale ved Tusmørketid,

Thi sé, hvor den hvide er straalende ren

med tusinde Dugstænk som Ædelsten

Men begge skælver i Bedenes Skjul

og ræddes for den, der er flammende gul.

 

23. Hellig Vaar.

 

Paa Villavejene flagrer

en hvidklædt og hellig Vaar:

de gaar med halvlange Kjoler

og bærer et sværmerisk Haar.

 

Og nogle er stolte og kolde,

og andre kan vittig le,

og nogle er tavse Rekrutter

i Dumhedens fagre Armé.

 

De lytter - med Øjne, som smiler,

med Øren, som om de forstod

hvor deres voxne Søstre

staar blege og mangler Mod.

 

De store er altid saa spage.

Naar først de er bragt til Fornuft,

saa blir der af Ilden og Aanden

ej andet tilbage end Luft.

 

Og derfor har Barnet besluttet

at gøre det gale, hun kan.

Thi siden skal hun som andre,

"forædles ved Hjælp af en Mand!"

 

Og før man ved af det, bliver

man hans, med Hud og Haar.

Han læser i deres Øjne

hvad ej deres Øren forstaar ...

 

24. Ilses Foraarsdragt.

 

Ilse ønsker sig en Foraarsdragt

siger Moren.

Ilse fylder sejsten.

Det er første Gang, det bliver sagt.

 

Hidtil havde Ilse ingen Ønsker,

som blev nævnt og stod ved Magt.

Ilse ønsker sig en Foraarsdragt.

 

Og jeg smiler lidt og tier stille,

da mit Barn begyndte selv at ville.

Ved at se det nye Foraar vakt,

er det, som jeg frydefuldt blev lagt

ned i Jorden.

Og nu bærer hun min Foraarsdragt.

 

25. Vilhelm Hammershøj.

 

Graa og gram var Tiden med sin bitre Viden.

Luften - raa og ram - blev lys af Ynde siden.

 

O hvor kært at ane, at alt sort og graat

er et Læ, hvor Lyset virker gemt og godt!

at det mørkes Dybde og det hvides Mildhed

dugges af en Skabermorgens Drøm og Stilhed.

 

Der er Sol i Nildynd, Sol i Urtids-Slam,

Underkraft, som skyr den farvesprængte Ham,

Væld af Renheds Vælde, som med Taalmods Gløden

dæmrer over Natten og besejrer Døden.

 

Graat er ikke graat, og sort er ikke sort,

Livets Farveunder gør det stille stort.

Ja, naar disse Paaskeblomster foldes ud,

føler vi et Gys, et Pust fra Jordens Hud

af en sød og kuldskær og sørgmodig Vaar,

som har lidt for os, er død for os og ej forgaar.

 

26. Savnets Blomstervej.

 

Rigdom har du haft og ejer intet.

Endnu mere Rigdom i dit Sind!

Har du strøet det alt for Nattens Vind?

 

Naar jeg kommer til dig, er du fattig,

som du næppe ænsede din Gæst,

der er blomstersmykt for Aftnens Fest.

 

Men jeg bringer disse Hyacinter.

Had og Ondskab standsed ej min Vej, -

Savnets Blomstervej fra mig til dig.

 

27. Menneskevælde.

 

** 1.

Til en mosgroet Pynt af en Graastenskyst,

hvis Ensomhed rækker fra Vest til Øst,

hvor sjældent en Skipper i Nutiden lander,

føres jeg hen af min Lykke, som strander -

til et Sted, hvor Naturen i vidløs Viden

har gentaget sig gennem Tusinder Aar,

ved det sporløse Hav, hvor hvert Minde forgaar,

hvor Kraften er vejvild og tidløs Tiden.

 

Sværdet smeddet til Landets Værn

rusted i Jorden som gammelt Jern.

 

Livsmodet oprejst til Frihedens Skanse

misted sin Sejer, sit Flag, sine Kranse.

 

Hjertet der strømmed af Sødme og Sang

sagtned sit Væld, da Tiden blev trang.

 

Og Hjernens urolige Spil blev begravet,

der ebbed og svulmed med Storhed som Havet.

 

Her skal under langsomme Regndraabers Fald

min Sjæl fældes ned som et kostbart Krystal,

skal smedde urørt af Livet, som kalder,

sit Tankemetal uden Tid eller Alder.

 

** 2.

Almagtens Fader, de svages Hyrde,

du gjorde ofte mit Liv til en Byrde.

Jeg kan ikke smigre. Jeg kan ikke prale

med høje Ord: at jeg fik dig i Tale.

Jeg kan kun sige med daglige Ord,

at jeg kender dig nu, jeg er kommen paa Spor.

Vogt dig, Jehova, paa Hovmodets Vej,

du møder ej to Gange en som mig.

Og slaar du mig ned som Dalenes Lilje,

vll jeg gøre dig hellig imod din Vilje.

 

** 3.

Jeg føler med Græsset som gror

og med llden som hærger,

med Blomsten der aabner sin Bund

og Vulkanen i Udbrud.

Se alting er Spiring og Tøven og Tændthed og Sprængning:

Bespot ikke Krateret, selv naar Vulkanerne hviler.

 

** 4.

Lad min trætte Higen finde Fred

i en sød Mangfoldighed af Græs

grønt og yppigt, spraglet, brunt og broget

fint og fjerdelt, frynset, fnugget Græs,

et Forvisningssted, hvis Væxt er frodig,

Længslen vild, men ikke mere blodig.

 

28. Capriccio.

 

Af Guld og Sølv, af Sølv og Guld

er Instrumentets Tone fuld.

Men spørger Sangeren med Flid

sin Elskede om hendes Tanker

i deres Elskovsanges Tid,

hun svarer, at hun ikke længer

kan huske denne Tid.

 

Med Kløgt og Vid, med Vid og Kløgt

paa Vers og Prosa blev hans Tone øgt.

Men faar man alting undersøgt,

saa var det hans Elskedes Daarskab,

hans Elskedes dummeste Tanker,

hvoraf han skabte al den Vid og Kløgt.

 

Tandaradei! Hvormangen grim og fæl

ung Kvinde stod ej stum og mangled Sjæl

og høsted ved sin Fulhed just en Magt,

som ellers er en Guddom underlagt.

 

29. Den ventende Morgen.

 

Jeg drømte, at du kom ridende

ned gennem Ermelund,

mens alle smaa Blomster blev vidende

og Skoven med Vaar i Mund

forkyndte en lykkelig Tidende.

 

Du red sagtmodig i Skridt

for bedre at høre dig priset

af Pagen, som fulgte dit Ridt,

og Skoven, hvis Bøgekupler

blev gyldne som Paradiset.

 

Som en videbegærlig Prinsesse

standsed du mangen Gang,

naar Muldyret vilde græsse

og noget af sær Interesse

fra Pagens Læber sprang.

 

Du sad saa sagtmodig og fri,

som bragte du Fred og Forsoning

og nikked, hvor én kom forbi,

huldsalig som Dejligheden

paa Vej til sin egen Kroning.

 

30. I Vaaren.

 

Hendes Øjne er kvidrende Fugle,

som altid synger om Vaar,

og Vaaren kan hun ej skjule,

den er i hendes Haar.

 

Hendes Bryst er en skælvende Glæde,

og Midien er saa smal,

men Læben - smal over Maade

bragte mig hastig til Fald.

 

Med Hjertets Smil i sin Strube

et Blik omblaanet af Lyst -

en kry lille Skæmt i et Mæle

dybt fra et daanet Bryst.

 

Hendes Øjne er kvidrende Fugle,

som altid synger om Vaar,

og Vaaren kan hun ej skjule,

den er, hvor hun staar og gaar.

 

Hun kroner hver Eg og hver Bregne

med Elskov og elskende Spøg,

hun kommer svøbt i sit Hjerte

og gør mig mange Besøg.

 

Hendes Bryst er en skælvende Glæde

og Midien fin og smal.

Min Læbe skal aldrig smæde

den Rigdom, der voldte mit Fald

 

Jeg ved, den Veninde jeg ynder

vil rammes af Fruernes Snak,

de hviler paa svære Hynder

og kender ej Bøn eller Tak.

 

De sidder paa Bolstre og hader

og hader - mens Vaarens Aand,

et Foraarssug gennem Brystet,

har løst min Venindes Baand.

 

Med Hjertets Smil i sin Strube,

et Blik omblaanet af Lyst,

en kry lille Skæmt i et Mæle,

dybt fra et daanet Bryst -

 

Hun kommer svøbt i sit Hjerte

og smiler i Vaarvindens Brus:

"Med dig i de grønne Skove

jeg er i min Elskers Hus."

 

31. Arkæologisk Fund.

 

Vi grov efter Vand fra den Elv Kastale,

da fandt vi en afbrækket Havfruhale,

forstenet halvt, men med Finnerne friske,

endnu med en Lugt af Søvand og Fiske,

et bøjeligt Brusk, som det Viskelær,

hvormed en Elev, der har Mytherne kær,

udsletter den Tegning, han midt i Latinen

har udført af Bacchus, der rider Delfinen.

 

Disse Havfruer er oprindelig Kvinder.

Der var i Oldtiden ikke andre;

de havde en Hale som Salamandre.

Det hænder endnu at faa Kvinder i Tale,

der straaler, som har de en ubevidst Hale.

 

Lidt pludselig Modgang, Forfølgelse, Skræk

- og Ubevidsthed og Hale er væk!

 

Men Havfruen dengang var gift med Tritonen

og svømmede med ham i tøjlesløst Mod

paa det bundløse Dyb og den stille Flod.

En Dag med et Ryk af Længsel har Konen

lagt Havfruehalen under en Sten

og er løbet sin Vej paa de bare Ben

betagen af Omgangstonen

med en Mand fra Athen.

 

Alt har den skønne Najade sat til

for at blive en Kvinde i Regn og Rusk,

sat til sine fjerne Cyklader - sat til

i et tobenet Hovedstadslivs Ruskomsnusk:

 

sin Sneglehus-Ø med Tritonernes Spil

og sin vidunderskønne Halebrusk.

 

32. Verbena.

 

Med sine fine Fingre og med sin Strengeleg

Verbena er min Hjertenskær ung svulmende og bleg.

Naar hendes Hjerte svulmer, naar hendes Strenge bruser,

da naar hun Nattens Dybder og de himmelske Sluser.

Hun kysser hele Jorden og det dybe Stjernehvælv

i disse Vellystbølger, med hver Fiber af sig selv.

Og hendes Sjæl, der strømmer, som Nattens blanke Vande

frembringer nye Planter og nye Folk og Lande.

Er Mennesket en Mur og er Synskredsen stum,

jeg hylder denne Muse, hvis Tone skaber Rum.

 

33. Sørøveri.

 

Hvor Flodlejet danner en Runding

om den skov- og kratvoxte Munding

og Luftaander puster i Sivene,

jeg fandt hende magelig drivende.

 

Hun var som en Lyst-Jakt. Jeg ved mig ej fri.

for et vist Slags exotisk Sørøveri.

Og jeg styred med Iydløse kloge

Aarer min lette Piroge.

 

Først saa hun mig an, som hun ikke gav Agt

paa den ensomme Rødhud, en skatskyldig Magt!

som skræmte man saadanne Huder

med et Blik til de Hvides Guder -

 

Som kunde hun nyde og drive,

endskønt hun var Skydeskive

for hastige, aldrig fejlende

Pile, der spækkede Sejlene!

 

Og Natten begyndte at blaane.

Og den teatralske Maane

krøb frem fra de Trær, der ved Bredden stod,

som en Blære opfyldt af Svovl og Blod.

 

Men da jeg paa redelig Vildmands Vis

slog Haand i Jakten til hendes Forlis,

da lo hun og sænkede Sejlene:

"Jeg fejder ikke med Neglene."

 

En Tropenats Sødme og Morild randt

igennem den Vilde, der saaledes vandt

den mest indianske Pige

i hele sit Sørøverrige.

 

Vi fandt bagved Bølgekrystaller

en Palme-Ø bygt paa Koraller,

ja fjærnt, hundred Mil fra, hvor Dampskruer gaa,

det var et Koralrev, vi strandede paa.

 

34. Jeg vil ej Sommernætters Fred --

 

Jeg vil ej Sommernætters Fred

og Aftners lune Drømme,

skønt du er ung og sød og hed

som den fortrolig-ømme

Skvulpen i Muslingskaller langs den hvide Bred.

 

Skønt du er rank som en forladt

og blød, som naar det skumrer

om fine Lundes Løv mod Nat,

da Hav og Strandbred slumrer

tusmørkeblegt, som du er brun og bleg, min Skat.

 

Jeg elsker Dagens Kamp og Lyst

i folketætte Lejre.

Men skænk mig da mod Nat din Trøst

med sagte Ord og fejre

Øjne som Sundets vege Morild under Kvst.

 

35. Skumring.

 

Omspændt af mange Minder ligger Byen

som i et Kabel, Gader, Pladser, Kroge,

der er en sagte Hvislen, Bugten, Spyen

i hver en Skygge af Erindringssnoge.

Det gaber tomt med tunge Øjenlaage

fra mørke Ruder. Gid jeg kunde glædes

og ikke af min Fortids Øgler ædes,

et slimet Lig i denne Aftentaage.

Jeg vil ej sidde som en sulten Lus,

til evig Tid saa nær mit Ungdoms Hus

og drikke Skaaler med min egen Skygge

og suge Saften af mit Hjertes Lykke.

Til Langfart! Jeg vil blæse op et Stykke,

om saa min Baad forgaar med Mand og Mus.

 

36.Den ukendte Læserinde.

 

Hun lægger stundum Pennen hen

og tænker paa sin drømte Ven,

naar hun med gylden Kløgt og Sir

har fyldt det dadelfri Papir.

 

Den drømte Ven i Dag er mig,

hun kender intet til min Vej

kun nogle Vers. Hun selv er smuk,

og hendes Drøm er blot et Suk.

 

Jeg er en Vin kun, som hun nød,

en Appelsin i hendes Skød.

Da griber hun sin gyldne Pen

saa lærd og smuk og lærd igen.

 

37. Søsterkysset.

 

Ved Søsterkysset, som jeg fik,

det var somom hun skifted Ham.

Et Smil blev tændt i hendes Blik

af rolig Lykke uden Skam.

 

Men Kvindens Sjæl er aldrig graa.

Jeg hørte Vingebrus og Skrig,

som Fugle vakt til Fest og Krig ...

Valkyrien tog sin Rustning paa.

 

38. Kvindebevægelse.

 

Jeg kender én - hun nød kun en tarvelig Lykke;

da slog hun sig paa Kvinder: de ærbart forfløjne,

der aabner kry mod Verden deres Tusendfryds-Øjne

og skaffer Hjærtet Ro ved at lade Tanker trykke.

 

De stiller alle Kravet, slagfærdig resolute,

at vorde stærke, hele ... som Kar, der er brudte ...

og ved ej, hvis af Hjærterne der haltes og hinkes,

at Verden er i Stykker og kan slet ikke klinkes.

 

Jeg kender én ... om hende var der Trængsel og Rift,

men som hun var lagt an for det fine og flotte,

saa gik hun hen og tog sig en ganske fattig Rotte,

der drak for Konens Penge, da vel de var gift;

indtil han helt forfaldt med samt alle hans Slotte.

Nu er de separeret ... I Tale og Skrift

hun raser og forfølger og virker ved sin blotte

Forfarenhed som Kvindeklubbens Pande og Potte.

Hun ser ham af og til, den forhadte, og forsoner

hans Hjærte Onsdag Aften med lidt Mad og nogle Kroner.

 

Jeg kender én: - hun var kun et egensindigt Barn,

en stille Hex, der kasted paa en ufortjent Synder

sit sære Hjærtes Godhed - en Tølper og Begynder,

der sprælled som en Fisk i de silkesnævre Garn

og plukked herskesyg hendes stolte Trods itu.

Den unge Pige flygted og ærgrer sig endnu ...

hun føler sig som én, der er sluppen fra de vilde,

hun vil for alt ej sætte sin Frihed paa en Grille,

men vise, hun kan kede sig og læse selv sin Bog

og uden Mand kaptejne i Sø sin fine Skude.

Den Bøddel! ... Hun erindrer ham i sin fjærne Krog

et Nu, naar hun om Aftnen lægger Øret til sin Pude.

 

... Hver Gang et Ønske glipped - en Mand slap dem af Hænderne

de krænkede Kvinder, de ruster sig til Tænderne.

 

39. Tandaradei.

 

Tandaradei ... Den Tid, da jeg blev gal,

var ikke som hver anden Tid banal,

 

da blev der mange andre gale med,

jeg fik en udvalgt Flok at tale med.

 

Alt det, jeg søgte efter men ej fandt,

har somme Tider gjort mig kværulant.

En Skare Plovmænd kom med Hyp og Hov,

drev Nattergalen ud af Danmarks Skov

(hvor man fra Oldtid mente: Nød er Lov).

 

Alt det, jeg fandt men ikke havde søgt,

blev mig en Text, hvor over jeg har spøgt,

fra Dansemesterdatrens runde Læg

til den Barber, som tog mit første Skæg.

Den Kunst at holde Tungen smukt i Ave

kan skaffe Digteren en Livsopgave.

 

Dog mens jeg drømmer Tusind og én Nat,

et Æreshverv er drysset i min Hat:

Tre Tusind Aftner, tilbragt i Skelskør,

et Værk, som jeg skal skrive, før jeg dør.

 

Tandaradei ... nu véd hver Nattergal

i Skoven, at jeg ikke mer er gal.

 

40. Den gode Rus.

 

Min egen Yndling, min Jan

har været beruset, beruset.

Skønt Vennerne raaded ham fra,

han slap ikke Hanken af Kruset.

Han mente det sundt for en Mand

at blive beruset, beruset.

 

Min egen Yndling, min Jan

behøver slet ikke at læges,

for ingen har Helsen som han,

men stundum skal Hjertet jo kvæges.

Han slap ikke Hanken af Kruset,

han drak, og han drak sig beruset.

 

Da Jan saa vil ind hos mig,

han sidder ved Sengen og vrøvler,

og bedst som han loved at gaa,

saa gik han i Seng med Støvler.

Stak han Ild i mig selv og Huset?

Min Jan var beruset, beruset.

 

Og øm og kærlig var Jan,

ja mer end jeg vidste i Grunden,

saa kaad med de sødeste Ord,

at Kys maatte stoppe ham Munden.

I Dag er min Mund lidt rød.

Det runger i Hovedbunden ...

 

Min egen Yndling, min Jan,

han slap ikke Hanken af Kruset,

men hvis det er sundt for en Mand,

mig har det gjort Hovedet kruset

... som tyve Tømmermænd i Huset!

Min Jan var beruset, beruset.

 

41. Den nye Aladdin.

 

"Arance! arance vuole? vuole arance?"

udraaber en Stemme trods Bratsch og Violiner.

Se Ynglingen løfter Bakken med Appelsiner.

 

Alle køber Cigarer, og pea-nuts spiller en Rolle.

Men Appelsinerne - de haabløst løftede - maa han beholde.

"Arance! le belle arance! arance - vuole?

 

Saaledes bar jeg som Yngling til Nordlandets Skygge

Sydfrugter ...

Damerne købte "sen-sen" til at tygge,

slikkede Bolscher med Whisky og Gin,

imens de bestormede

fodpose-formede

Herrer beslagne med Skind ...

America-men, transatlantiske Brancher ...

 

"Oranger, Oranger - igen, som køber Oranger?"

 

42. Tre Roser.

 

Den Skønne var stemt som en skælvende Streng.

Men saa kom det fæle og vandt Terrain:

Hun tilbad hans Taa, hans besporede Hæle ...

og midt i et Kys, blev hun træt af det fæle.

 

Hun tilbad hans Skæg og hans Kaardegehæng,

hun kyssed og vendte ham Ryggen i Flæng.

Falderi! Faldera! og de rødeste Roser!

og midt i hans Favn gav hun blodrøde Skoser.

 

"En Stakkel, der aldrig har sét noget smukt"

- hun siger - "kan leve sit Liv uden Tugt.

Men jeg, hvem de helligste Magter beskærme,

som fyldtes af Lys, - jeg elsker nu Bærme.

 

Tre Roser, jeg gav dig, jeg kan ikke mer.

Tre Roser, jeg gav af mit skøre Ler.

Forlad mig: ved Gud, om med foldede Hænder

du bad - jeg har Jordsmag paa mine Tænder."

 

43. Den store Rhytme.

 

Skovens Orkester.

Det brune Løv forneden.

Maanen skimtes

i Tusmørkefreden.

 

Skovens Orkester.

Min Violin i Haanden,

møder jeg Ødet,

Tomheden, Aanden.

 

Skovens Orkester.

Hvad søger du, Broder?

Uhørlige Toner,

usynlige Noder.

 

Skovene tømmes,

Vejen forsvinder.

Jeg søger en Fryd

uden Modstand og Hinder.

 

Jeg søger Tusmørkets Sjæl

og det Ødes,

Rhytmen, som uden at mærkes

fødes.

 

Den store Rhytme,

hvad har du fornøden?

den store Rhytme

 

er Døden.

 

Juvenilia.

 

44. Nattevagt.

 

Hvor Kysten strækker sig lun og lang

med Kiselgræs og forvitret Tang,

med store Skovbryn i rugende Ro

og Marker, hvis Korn kan høres gro,

vi laa ved det skyblege Hav og sang:

 

"Der bor i Thule en Trold saa styg.

Han suger Marven af Ungfolks Ryg.

Den Svend, han slaar, bliver snogekold,

den Mø, han naar, bliver ond og gold.

Han øder vor Høst og fordærver vort Bryg.

 

Vor Jord har Grøde, vort Hav har Salt.

Vort Krus har Styrke af Humle og Malt

I Kraniets Hvælv bor frodig Forstand.

Og dræber vi Trolden, hvorhelst vi kan,

vil Mø og Mand - efter alt - vinde Land."

 

45. Unge Guder.

 

Saaledes er Mennesket. Vor Natur

har Flod og hvilesød Ebbe.

Snart bruser vort Blod som en Stormgangs-Lur,

snart sagtner og rinder neppe.

 

Og træder jeg hed over Høstens Løv,

tag dig snehvide Due i Vare.

Jerusalems Mur vilde styrte i Støv,

for Skaberjublens Fanfare.

 

Men Kvinden, som stolt slukker Lyset ud

og møder mit Lyn med sin Varme,

hun vil erfare, det var en Gud,

der sov i hendes Arme.

 

46. Lurtoner.

 

Derude tungt og heftigt

de tusind Vogne tumle

imellem høje Huse,

hvis Ruder stirre skumle.

Min Ovnilds Flammetunger

snart tigerømt sig klynge

snart hyle op og vælte

hen i en blodig Dynge.

 

Jeg drømmer om Kykloper,

om skæggede Geseller,

om gammelt Øl i Kander

dybt i en muggen Kælder,

om foraarsgrønne Volde,

ta-ram! hør Ilden knitrer.

Et Foraars Brag af Trommer

og Horn i Luften sitrer.

 

Ud i den grønne Verden

sprænger et Valhorns Klange

som Aandebud, der vender

tilbage fulgt af mange:

de hverver Tropper djærve,

sanker, hvad vildsomt vanker,

dybe, dirrende faste

som vaabenklædte Tanker

 

Ta-tra, i rustne Lænker

skal ingen kukkelure.

Frihed og Storm! det bruser

mod Stadens gamle Mure.

Saa klemter Kirkens Klokker,

mens vrantne Trolde hvæser.

Men fast mit Horn jeg holder,

Frihed og Storm! jeg blæser.

 

Frihed og Storm, jeg hilser

den blegblaa Himmels Skygge,

og denne Muldjord fik vi

at elske og bebygge,

hvad om vi selv maa skabe

lidt Mening i Naturen,

eller en barsk Jehova

er Malmhalsen paa Luren.

 

Her vokser Dild og Kommen

Jordbær og Vin og Kvæder.

Flyt Foden frit, thi Marken

er din, der hvor du træder.

Dit Mandsmod skal ej stjæles,

ej Viddet fra din Pande,

Landet har mange Byer

og Jorden mange Lande.

 

Og som nu Hornet dirrer,

og Slettelandet svarer,

med Fødders Drøn mangfoldig

ind rykker raske Skarer

fra vore bedste Byer

og kækkeste Provinser

til Værn for Jordens Hvede

mod Himlens magre Linser

 

I, som blev træt af Tagdryp

men elsker blaa Marine,

Graner og Græs og Solskin

og Øjenkroge fine,

vær med mig - eders unge

Kraft skal mig overskygge

og gyde i min Malmlur

Djærvhed og klangstærk Hygge.

 

Thi derfor har vi krydret

Jer Vin og kastet Runer,

at I kan blive Aanden

og Solen som os luner.

Og derfor har vi kaldt jer

fra vore tro Provinser,

at I skal krydse Racen,

I Blodets ægte Prinser.

 

Her mørkner Stadens Tage

i oldingkrumme Rader,

og Regnen synker langsomt

tilbunds i dybe Gader.

Følg med i dette Øde

og lad os ej i Stikken,

i Dag med Valdhornklange

forstærker vi Musikken

 

Jeg vil i Hornet aande

stridbare, muntre Salmer

derudefra, hvor Landet

oktoberbroget falmer,

mens Natten reder Taage

ind over alle Veje

og sætter sig at vaage

ensomt ved Stadens Leje.

 

47. I Hi.

 

Os Luften ej længere duftende lun

med sit silkeblaa Væv, sine uldhvide Dun

om Legemet slutter - en Dyne saa hed -

og gyder os Vellyst i unge Sanser.

Nu Strømmene styrter fra Skyerne ned,

som tunge og graa vore Dage omkranser.

 

Det bliver saa mørkt i den store By.

Man lukker tungsindig sig inde,

hvor Ovnen kan buldre, og Stuen har Ly

mod Regn og mod ruskende Vinde.

Nu genvindes atter det kølige Blod,

og Du finder den Fred, som i Vaar dig forlod.

 

Men ikke skal jeg og min Pige

dog rømme vort Kærlighedsrige

Vi er vel lidt tyste, en Smule mer stille,

lidt mindre beruste og mindre kaade,

men ømme og glade, som før, vi ville

vor Kærlighed skifte af egen Naade.

 

For isnende Vinde vi genner os inde.

 

Naar Vintren da kommer med Tæppet det hvide,

saa faar vore Drømme den selvsamme Lød,

den varige Blidhed, som frygter i Tide

at stride om Ting, som kan volde os Nød.

Saa skal vore Tanker da blive saa fromme,

vi sidder ved Ilden, naar Aftnerne komme,

enhver i sin Stol ... mens den sitrende Glød

belyser hende med straalende søde

violblaa Øjne: saa blussende rød.

Og Skæret og Varmen, som slaar os i Møde,

gør Tusmørket om os fortroligt og rart ...

Jeg ryger paa Pibe, hun sømmer og hækler -

Et Fremtidsstykke! Min Tanke faar Fart:

det snér, og der henrinder halve Sekler!

hun er graanet, og jeg bærer snehvid Bart!

Og nu læner min Søde sig halvt til mit Bryst,

mens ung og alvorlig hun stirrer mod Flammen.

Vi taler om ophøjet Kærlighedslyst

og om Liv, der er Solskin, naar blot vi er sammen.

Og vi kysses en Gang, mens hun sagte smiler,

og Favn i Favn vi saa sjælden hviler.

 

Men Døgnene glider,

og Vinteren lider,

til Paaske vi naar.

og Muldjorden grøder,

og Digterne møder

med nye Rim omsider

oaa Loengsel og Vaar.

 

Med Blomster, som vækkes

med nye Gæs som kækkes,

mens nye Lærker slaar,

med Ællinger, som trimler

mellem Bukkar og Primler,

og Jomfrubøg, der dækkes

af Løv med Silkehaar.

 

Og digterisk et Mylder

af Tusser Kæret fylder

og Klokkefrøen slaar

Men Nattergale higer

gennem alle Kunstens Riger

paa kække Løb, som hylder

en Brud fra i Gaar.

 

Da drager mig dobbelt min elskedes Favn,

da tændes vor Ungdom til Flamme,

og har vi indlullet de ømme Savn,

da vaagner de ny med det samme.

Da strækker vi os i det søde-bløde

duftende Græs ...

Dine Kinder gløde,

Du smutter glad til det gamle Sted

- tørskoet frem ad et Løb mellem Stene -

hvor bredt under hældende Bøgegrene

en kongelig Skrænt ... Du min Kærlighed!

 

48. Det nye Gry.

 

Red mig en Seng, hvor der er stort og stille,

naar Morgnen tænder svagt de høje Ruder.

Giv mig en Fé, som kun med Sorg kan skille

sin unge Søvn fra mine hvide Puder!

 

En Fé, hvis Favn har Hjertets skønne Dvælen,

som naar mit første Natteblund begynder,

sætter sig ensomt op paa Sengefjælen,

Brystet i Storm, mens hun i Mørket nynner.

 

Giv mig en Hjertens Fé, som snild og vaagen

kan med et Smil min syge Mistro finde;

men fuld og hvid! thi jeg har mer end nogen

Sjæl for den Vellyst, at min Fé er Kvinde.

 

49. Evaslægt.

 

Der er et Kuld af Evaslægt

(de er som slanke Søjler)

de regner godt, de ta!er kækt,

de fører Kassens Nøgler.

 

En Slægt saa farligt ligefrem,

snart altfor kaad, snart lunken,

som fryser og vil hurtig hjem

til Mor og Varmedunken!

 

"Du lette, ranke! jeg er varm,

jeg vil i stolte Stunder

bestige Dionysos' Karm

og tæmme Løvehunner.

 

Jeg vil ej tumle Hest og Hors,

hvis jeg kan klappe Tigre;

saa fæst mig til dit Favntags Kors

med Nagler og med Spigre!"

 

Hun snurrer blot paa Hælen rundt,

mens du i Hjærtekrankhed

gad køle Kinden et Sekund

mod hendes høje Slankhed!

 

... Herre Gud fri os naadeligst

ud af vor Synd og Kummer;

led os - som alle raadeligst -

hjem til vor daglige Slummer!

 

50. Under grønne Træer.

 

Jeg er Ridder, ikke Munk,

derfor vil jeg synge, fægte,

vil om mine Skuldre hægte

sjældne Stoffers Liv og Prunk.

 

Visdomsordet, Spotteglosen,

Landsmænd, Brødre, lad den fare

Kom og gæt, hvad dyrebare

Sager jeg har her i Posen.

 

Gæt! ... jeg bær et Liv herinde

som en Mo'r sin Toaars-Unge,

ét med egen Røst og Tunge,

helt en lille Sejrsgudinde.

 

Ser I, hun har fulgt min Vej

gennem mange Slags Bedrifter;

tusind fine Saar og Rifter

har hun ogsaa givet mig.

 

Thi hun er en stridig én,

rusker Kappen, sprænger Tyllet,

bliver hun for tæt indhyllet

og vil ud paa egne Ben -

 

sætter Saar, man ej faar lægte,

og man maa for hende stride,

som kun Fanden kunde fægte,

den Gang Faust var ved hans Side.

 

Vil hun med mig langvejs føjte

ligeglad for Regn og Lyn

eller med to strenge Bryn

barnlig blæse Pilefløjte -

 

hun kan ogsaa staa for Skud,

pakker jeg først hende ud,

skal hun gnistre, skal hun tindre,

slaa Jer alle, intet mindre.

 

Se: - for denne Sejrsgudinde,

denne Visdom fuld af Splinter,

overmennesklig, dog Kvinde,

dette Guld, som Gud lod skinne -

 

bærer jeg med Smil om Munden

altid Kaaben silkeforet,

Roser rundt om Hatten vunden,

og min Hæl er gyldensporet.

 

Lystig ler jeg til min Næste.

Har man levet med de Bedste,

lader man sit Skind ej arre,

naar man falder mellem Narre.

 

51. Taage og Regndage. (Efter Charles Baudelaire).

 

Aah Høst og Vaar og Vintre, I dunkle Døgn, som sove

bestænkede med Skarn, jeg vil jer prise og love,

at I hænger om min Pande, mit Bryst en Himmel lav,

som et dampende Ligsvøb, en svævende Grav.

 

Paa denne store Slette, hvor den kolde Syd kan blæse,

hvor Gavlens Fløje, Nætter igennem, skreg sig hæse,

kan bedre end i Foraarets lune Gennembrud

min trætte Tanke bredt slaa sine Ravnevinger ud.

 

Thi for et Hjerte, opfyldt af Ting, der længst er døde,

hvorover Sneen evig sine hvide Naale saaer,

aah Døgn, I Dronningtider i det nordiske Aar!

 

er intet mere sødt end Eders blege Øde.

Hvad eller, en Aften uden Maane, to og to

paa et tilfældigt Leje dysse al sin Sorg til Ro.

 

52. Maanens Tungsind. (Efter Charles Baudelaire).

 

I Aften synes Maanen lidt trættere at glide

som en blødagtig Skønhed paa et Hav af Puder lagt,

der strejfer Brystets Omrids og glatter sin Side

med let og adspredt Haand, førend Søvnen faar Magt.

 

Henstrakt paa Snelavinernes bløde Silkerygge

hun nyder længe døende en Afmagt uden Ord,

og hendes Blikke følger de hvide Skyer, der bygge

Luftsyner i det Blaa som et Blomst- og Greneflor.

 

Naar stundom, i sit tærende Savn, paa denne Kugle

hun tyst en Taare fælder, som hun søgte at skjule,

en Digter uden Søvn, som i stille Andagt gik,

 

tog denne matte Draabe i de hulede Hænder,

en hvid Juvel, hvis Perlemorsglimmer ham blænder;

og gemmer den i Hjertet for Solens hede Blik.

 

53. Flakonen. (Efter Charles Baudelaire).

 

Der er de stærke Dufte, hvis Aande gennemborer

alt Stof, somom selv Glasset var sprødt og havde Porer,

Ved at aabne et fra Østerland nylig hjemsendt Skrin,

hvis vrantne Laas skær Tænder og gaar op med et Hvin,

 

Ved at aabne for et Skab med den støvede og sure

forgemte Luft, der boer i et Hus med øde Mure,

kan man finde en Flakon, der forlængst gik i Glem,

hvoraf en Sjæl, som vaagner, lyslevende slaar frem.

 

Som dødninglige Pupper, der i Graves Mulm sig skjule,

fandt tusind Tanker bævende Søvn i denne Hule,

der spreder deres Vinger som et Sommerfuglekuld

azurblaa, rosenmalte og virked ind med Guld.

 

Og se en Sværm af Minder svæver ud fra Skab og Skuffe

i Dagens Lys og lukker dine Øjne for at puffe

 

din Tanke let fortumlet med sikre Hænders Kunst

imod et Svælg, der mørknes af Menneskedunst.

 

De kaster mod et Hundredaarsdyb dig over Randen,

hvor som en jordet Lazarus, der slaar sit Lin fra Panden,

nu rører sig og vaagner et Spøgelseslig

af en længst begravet Kærlighed, ram og ynderig.

 

Saadan, naar jeg er slettet af Menneskenes Minde,

naar jeg forlængst er død og forsvarlig lukket inde

dybt i et bælgmørkt Skab, som en Flaske glemt og tavs

affældig, støvet, sprukken, klæbrig og graa af Snavs,

 

Saa bliver jeg dit Gravskrin, du elskelige Jammer,

et Vidne om den Styrke og Gift, hvormed du rammer,

Edder af Engle blandet, du Skaal med Lædske sød,

som evig nager mig, mit Hjertes Liv og Død.

 

54. Landskab. (Efter Charles Baudelaire).

 

For at digte mine Hyrdeviser fuld af kyske Dyder

vil jeg sove nær ved Himlen som en gammel Stjernetyder

og Nabo til et Klokketaarn fornemme nært og haardt

de dybe svungne Rhytmer, som Vinden river bort.

Fra Tagvindvets Rand med mine Hænder under Hagen

se Arbejdsfolk, der synger og lér til højt paa Dagen,

og Taarne, Skorstenspiber, en taklet Kæmpe-Rhed,

mens høje Himle drømmer om Uendelighed.

 

Hvor kønt at se en Stjerne gennem Taagen derude

staa øverst i det Blaa over Lampen ved din Rude,

mens Kulrøgsfloder stiger mod Synskredsens Rand

og Maanens blege Sværmen udgydes over Land.

Jeg vil opleve Foraaret, Somrene og Høsten,

og naar da Vintren kaster os ind paa Snelandskysten,

vil jeg lukke alle Skodder og stænge lunt og godt

for at bygge i Natten mine Maanerigers Slot.

 

Jeg vil da drømme blaalige skære Himmelrande,

Haver med Malmfontæner og plaskende Vande,

Kærtegn og Fuglekvidder den udslagne Dag

og alskens Eventyr af den barnligste Smag.

Om Oprøret trommer sit Uvejr mod min Rude,

min grublende Pande vil over Pulten lude.

Thi i den dybe Vellyst er mit Væsen helt gydt ud

at mane Vaaren frem paa min Viljes frie Bud,

drage Sole af mit Hjerte og skabe uden Skranker

en Dunstkreds' lune Luft af mine brændende Tanker.

 

55. Aftenharmoni. (Efter Charles Baudelaire).

 

Nu nærmer sig den Time, da paa sin Stængel vugget

hver en Blomst spreder Duft som et Røgelsesfad.

Der stiger Dis og Toner i Dugfaldets Bad,

en Virak fuld af Længsel, en Vals vemodig sukket.

 

Hver en Blomst spreder Duft som et Røgelsesfad,

Violen skælver svagt som en Sjæl for Modgang dukket.

En Virak fuld af Længsel, en Vals vemodig sukket.

Himlen er skøn som Altret, hvor Herren sorgfuld sad.

 

Violen skælver svagt som en Sjæl for Modgang dukket,

der hader Dødens Nat med de ømme Hjærters Had.

Himlen er skøn som Altret, hvor Herren sorgfuld sad,

mens Solen i sin stivnende Blodstrøm halvt er slukket.

 

En Sjæl, der hader Døden med ømme Hjærters Had,

indsamler alle Lysspor, dens Fortid har trukket.

Mens Solen i sin stivnende Blodstrøm halvt er slukket,

dit Minde lyser i mig som et helligt Sølverlad.

 

Fabler.

 

56. Midsommer.

 

Vi laa paa Maven, imellem Skræpper, og dræbte Myg.

Der kom ej nogen, vor Broder Snogen gled hjemmetryg.

Bag Bladeteltet, hvis Skærme vælted, vi laa beskyttet,

skønt Solen lyned i Planteæltet og Sneglespyttet,

og Arachnider spandt Spindeltraade af graaligt Bryg.

Vi laa paa Maven, imellem Skræpper, og dræbte Myg.

 

Men disse Timer, som ej fik Ende, fortæred Sjælen,

saa Hjærtet brændte at sende Tiden et Skud i Hælen.

Hvad er en Mand, før han mødte Stunden, hans Sjæl befol -?

Vi dræbte Myg, og vi dræbte Timer, selv dræbt af Sol.

 

Vi stirred ud over store Følfod paa léret Brink

til Skovens Kam, hvor en ung Veninde os før gav Vink.

Men Eventyret, som var os lovet,

gik bort en Vaar med sin Drøm om Hoved.

Vi saa paa Mulden, hvor Somrens Storhed rundt om befol.

Vi dræbte Myg, og vi dræbte Timer, selv dræbt af Sol.

 

En Fryd af Tavshed og Muld og Skræk!

Her skaanes Øjet, af Skræntens Blade,

for Havets blinkende Drøm og Flade: -

En Damper ankres der dybt i Bæltet, som blaaner væk.

Og der gaar Springdans, til Lyd af Trækspil, paa Skibets Dæk.

Men ind imellem fra Havnen høres en taktfast Kran.

Den har - mens Kysterne middagssløres - sin Arbejdsplan!

Den sluger Stenkul - hør efter: Stenkul! og spyr dem væk.

Men der gaar Springdans, til Lyd af Trækspil, paa Skibets Dæk.

 

Det sang og summed fra Skovens Tuer og Dammens Sten

af Tusind Fluer med Øjenruder som Glimmersten.

De sorte Snabler, de sorte Ben

fortæller Farter og ældre Fabler end Odysseen.

En Tæges staalkolde Spæt i Spæt, de fine Vandfluers Vingenæt

naar ikke op mod en Hverdagsflues forlibte Halvsorg i Flor og Yet.

 

Thi Fluen tjener hos Eventyrets alskønne Fé

og er paa Færde i alle Fabler, naar de skal ske,

mens F~en ligner en Hex, som vinker

og listig hinker med skævgroet Ryg ...

Rør ikke Fluen, den Lykkeflue, der er saa styg.

Vi laa paa Maven, imellem Skræpper, og dræbte Myg.

 

Man bliver træt af de store Timer, som ikke kom.

Der gaar det Rygte, at hele Verden skal møntes om.

De gode Engle har faaet Forfald og findes ikke.

Har Eventyret en kulsort Engel maaske at skikke?

Den bedste Ven har forlængst forladt os, hans Plads er tom.

Hvem sidder stille, naar hele Verden skal møntes om?

 

Der durer Kraner og der gaar Springdans ved Dag og Nat.

Men Sindets Bitring og graa Forvitring greb hæftig fat.

Den kolde Kraft, som om alt vil spænde,

forgaar i Kedsomhed uden Ende,

og søger Lindring hos Giftinsektet fra Dam og Mose,

et Stik i Pulsen, en Feberrose

mod denne Armod i Cellevævet, som trods al Plan

slaar en Erobrer, hvis Vilje kræved et Ocean.

 

Her støbes Kraften, hvis Love fylder de blinde Kim,

og Fabeltoner i Fuglestruber,

og Farveformler i Blomstertuber,

og Mælk og Honning i sære Kuber,

og skjulte Gruber, hvis Gange bugner af Vox og Lim.

 

Her fødes Verdner i Sol-Sekunder

til Spil af hengemte Straalebundter,

naar Eventyret, berust af Pan,

hjemkalder Guden. Han vandrer munter

til sine Afgrundes Dyb og Huler.

Der yppes Værket. Men Natten skjuler hans Skaberplan.

 

Hvis Pan er ødsel, selv Ædelstene blir støbt paa ny.

Naar Pan fornyr sig, er alt det gamle en Taaresky.

De ægte Stene er gaaet løse; thi de skal smæltes.

Og alle Dyder er blevne Djævle, naar Skranken væltes.

Det gryr og vaarer i Jordens Aarer. Men Ran og Svindel

i Byen favnes paa Babeltaarnenes Trappevindel.

Der høres Festlag af Deliranter fra Kvæld til Gry

og Gadeoprør af Diamanter i Tyves By.

Og Mildheds Dommer, af Skræk for Plyndring og Stimandsfserd,

har dræbt sin Dørvagt og sælger Livet nu med sit

Sværd.

 

Vi laa i Skumring bag store Skræpper og tav i Flok,

mens Taagen steg som en giftig Stribe.

Mon Pan nu tænder sin sidste Pibe før Ragnarok?

 

Skal alt gaa under? Nej, Pan og Jorden forliges nok.

Men som en Skaber i Rimnøds Knibe

han har en Fabel, som han skal slibe

i Digterform - mens en Guldfé rusker hans Pandelok.

 

Vi tror ej altid paa "Kraft" og Kabler.

Vi tror, at Verden er dyb af Fabler.

Og paa min Skovkam har Fabelvæsner af Ask og Gran

opbygget Templer, hvori man ærer den store Pan.

.