DEN VÆGELSINDEDE

Comoedie udi 3 Acter af Ludvig Holberg

 

Personerne i Comoedien

LUCRETIA den Vægelsindene

PETRONIUS en Magister

HELENE en Jomfru

LEONORE en Jomfru

ERASTE

APICIUS

HENRICH Lucretiae Tiener

CHRISTOPHER Erastes Tiener

ESPEN Apicii Tiener

PERNILLE

 

 

 

 

ACTUS I

 

_

SCEN. 1.

Helene. Leonore.

HELENE. Tal aldrig derom, min kiære Jomfrue! Vi ere lige vel faren begge, hvorvel vore Opvartere ere af stridige Humeurs, saa at jeg veed ikke, hvo af os mest er at beklage.

LEONORE. Det er uden Tvil jeg; thi enhver Mands-Person, der er danned som hendes Broder Eraste, kand flye et Fruentimmer nok at bryde sit Hovet med. Det lader, som han elsker mig; men jeg kand forsikkre hende, at i all den Tid, han har søgt min Omgiængelse, har han aldrig erklæret sit Hiertelav uden paa en meget forblommed Maade. Mit Sind, min Opførsel og Levemaade synes at behage ham; ikke dismindre er jeg dog vis paa, at, hvis han blev kiendt med nogen anden, som var endnu meer stille og oeconomisk, end jeg er, da forlod han mig, hvor ærlig han end er.

HELENE. Hvad hendes Broder Apicius angaaer, da kand jeg ikke sige, at hans Tale er forblommed. De allerprægtigste Kiærligheds Erklæringer koster ham intet; men jeg veed ikke, om jeg kand fæste mindste Troe dertil, saa u-bestandig er han. Jeg begynder allereede at blive kiæd af hans Væsen, og ønsker af mit Hierte, at han kunde treffe en Brud, der var ligesaa gall, som han selv.

LEONORE. Hun giør, min Troe, vel derudi, Jomfru! Jeg skal, min Troe, følge hendes Exempel.

HELENE. Jeg tilstaaer vel, at det er noget vanskeligt gandske at forlade den, som man eengang har giort sig Tanker om.

LEONORE. Det er sandt nok; men hvad er her ved at giøre?

HELENE. Jeg bilder mig ind, at man nok skulde bringe dem paa rette Vej, ved at forestille den eene hans alt for store Ærbarhed og Sparsommelighed, og at viise den anden, hvor meget han lider formedelst hans flygtige Sind og vellystige Levnet.

LEONORE. Ej mon saadant ikke er sagt dem uden Frugt hundrede gange tilforn? Jeg var tilfreds, at Monsr. Eraste var kiendt med en vis Dame, som jeg talede med i Gaar, som jeg ikke vil nævne. Jeg troer virkelig, at den samme Kone skulde curere ham. Hun har alle de Qvaliteter, som han forlanger hos et Fruentimmer. Hun er oeconomisk, stille og indgetogen, men paa saadan u-rimelig Maade, og udi saadan høy Grad, at han af en kort Omgiængelse med hende skulde faae Afskye for slige Folk, som han holder for de mest fuldkomne. Man curerer ofte Folk paa saadan Maade, naar ingen Formaninger kand hielpe.

HELENE. Hvor boer den Dame?

LEONORE. Jomfruen forlader mig, at jeg ikke kand sige det. Sagte. Det er den Galanterie-Kræmmerske, som her boer.

HELENE. Det er endelig ligemeget. Jeg troer vel, at her er meer end een underlig Kone udi Byen. Men eftersom Jomfruen holder for, at saadant skal kunde curere min Broder Eraste, naar han seer udi andre, hvor ilde dislige Qvaliteter lade, naar de tar overhaand, saa skal jeg ogsaa giøre et Forsøg med Monsr. Apicius; thi jeg talede ogsaa forgangen Uge med en Dame, som synes at have det Sind og de Qvaliteter, som han leder efter, men det samme er udi en saa forskrækkelig høy Grad, at jeg er vis paa, at hvor meget han roser saadant, saa skal han skilles med Væmmelse fra hende. Jeg skal ikke kunde sige, om samme Dame er Enke eller Jomfrue endnu.

LEONORE. Det er ligemeget; men boer hun i dette Naboelav?

HELENE. Jomfruen forlader mig, at jeg ikke kand sige det. Jeg kand tie lige saa vel, som hun. Sagte. Det er den Galanterie-Kræmmerske, som boer i dette Huus.

LEONORE. Hvorledes har da Jomfruen fundet hende?

HELENE. Hun giør ikke andet end synger, leer, dantzer og taler Galskab. Jeg saae hende aldrig tilforn; men hun aabenbarede mig hemmelige Sager, som hun ikke havde burdt betroe til hendes beste Venner.

LEONORE. Menneskets Humeurer ere dog stridige. Jeg skal i det ringeste giøre et Forsøg med den ærbare Kone.

HELENE. Og jeg, min Troe, med den galne.

LEONORE. Jeg skal faa Eraste til at giøre Visit der i Eftermiddag.

HELENE. Og jeg skal formaae Apicius til at besøge den anden ogsaa i Eftermiddag.

LEONORE. Saa kand vi siden fortælle hinanden, hvordan det er løbed af. Men jeg seer een kalde paa mig; jeg maa forlade hende lidt. Hun gaaer.

_

SCEN. 2.

 

HELENE. Mademoiselle Leonore har, min Troe, ikke u-ræt derudi. Jeg haaber, at Monsr. Apicius, naar han faaer denne underlige Kones Lader at see, jo skal faae Afsmag for hendes Artighed, og med Latter siden fortælle mig hans Tanke derover; hvilket skal kunde give mig den beste Anledning at afmale hans eget Portrait, og viise, hvor hæsligt det er. Det maa i det ringeste komme an paa et Forsøg. Men der seer jeg den underlige Kones Tiener. Jeg maa give mig lidt i Snak med ham. Hør, min Ven! har I længe tienet her i Huuset?

_

SCEN. 3.

Helene. Henrich.

HENRICH. Ungefehr udi 3 Aar.

HELENE. I er sommænd lykkelig at tiene hos en Dame, der er altid saa lystig, saa gavmild, og saa aabenhiertig.

HENRICH. Hun har ræt, min kiære Jomfru!

HELENE. Den første gang, jeg havde den Ære at see hende, betroede hun mig alle hendes hemmelige Sager.

HENRICH. Ja hvad ont var der udi? Det er Tegn til et ædelt Hierte.

HELENE. Got nok! men man kand dog giøre formeget af saadant.

HENRICH. Man maa sige derom, hvad man sige vil, saa er det dog en Dyd.

HELENE. Jeg beder om Forladelse. Alt hvad man giør formeget af, taber Navn af Dyd. Det er ogsaa en Dyd at være gavmild, men naar den gaaer forvit, og bliver til Ødselhed, er det en Udyd, hvilken er ligesaa lastværdig, som Gierrighed.

HENRICH. Jeg har kun maadelig studeret. Derfor vil jeg ikke agere hendes Sag.

HELENE. Jeg beder, at I vil formelde min Respect til hende. Men jeg maa hen at see, hvor Jomfru Leonore blev af. Jeg glemte at sige hende noget.

_

SCEN. 4.

Henrich. Leonore.

HENRICH. Dersom denne Jomfru kom nu i Formiddag til os, skulde hun ikke meer kiende min Madame, saa ond og traurig er hun nu, med mindre hun har faaet andet Sind, siden jeg gik ud.

LEONORE. Jeg seer, at hun er alt borte. Men der er vist Tieneren til den underlige Kone, jeg nyeligen talede om. Hør, min Ven! tiener I ikke her?

HENRICH. Jo jeg giør sommænd.

LEONORE. Jeg beklager jer, og alle dem, som har saadant Herskab.

HENRICH. Hvi saa?

LEONORE. Det er den fortrædeligste Kone, som jeg nogentid har seet.

HENRICH. Kand nok være.

LEONORE. Jeg har aldrig kiendt nogen saa traurig, saa karrig, og saa mistænkelig.

HENRICH. Det er ikke min Skyld.

LEONORE. Jeg skal aldrig sætte min Fod inden hendes Dør oftere.

HENRICH. Ligesom hun finder det for got.

LEONORE. Thi jeg har, min Troe, ingen Lyst til at overfuses oftere.

HENRICH. Hun har ræt der udi.

LEONORE. Men saae I ikke en Jomfru her nyeligen?

HENRICH. Jo jeg saae nyelig et Menneske klædt som en Jomfrue. Om hun endnu er Jomfrue, det er noget, som jeg ikke skal kunne sige. Hun gik den Vej. Leonore gaaer.

_

SCEN. 5.

 

HENRICH. Dersom jeg vilde daglig øve mig i at forsvare min Madame, kunde jeg med Tiden blive en stor Procurator, hvis Hoved-Dygtighed bestaaer nu i at rose en Ting, nu igien at forsvare det, som er lige tvert imod den samme. Jeg behøver intet andet Uhrværk end min Madames Sind; thi naar hun 8 eller 9 gange om Morgenen har været vexel-viis from, arrig, Gudfrygtig, u-gudelig, verdslig, geistlig, ødsel, sparsom, aabenmundet, taus, ydmyg, hovmodig, saa veed jeg, det er ikke langt fra Middag; og naar hun om Eftermiddagen har spillet ligesaa længe Bold med hendes Sind, veed jeg ungefehr, at det er Aften. Da hun visede mig i Byen, talede hun om lutter Huusholdning, sukkede over Tidernes Vanskelighed, og skikkede mig efter denne Rug-Simle, hvor af hun vil æde den halve Deel til Frokost. Jeg har længe grublet paa, hvad det kand være, og endelig efter lang Speculatz faldet paa de Tanker, at der maa være en 5, 6 Siæle i hende, som føre Krig sammen. En gudfrygtig Siæl, hvilken, naar hun faaer den u-gudelige Siæl under sig, blir Madamen gudfrygtig, saa længe det varer. Den menagerlige Siæl, naar den faaer den ødsele paa Knæerne, saa blir hun menagerlig, og skikker mig i Byen efter en Rug-Simle til Frokost; medens jeg er i saadant Ærende, hender det sig, at den ødsele Siæl faaer overhaand, saa vil hun have Sukkerlade. Den lystige Siæl faaer overhaand, saa skal jeg ud i Byen undertiden i saadant Vejr, som en Hund ikke vil gaae ud udi, for at skaffe hende Compagnie; medens jeg er ude, spiller den traurige Siæl Mester, da finder jeg hende grædende over Taare-Persen, naar jeg kommer tilbage. Undertiden har hun to Passioner paa eengang, som for Exempel: Jeg saae hende i Gaar dantze og græde tillige; da kand jeg tænke tvende Siæle paa eengang regierede, og da gaaer det til, ligesom i et Huus hvor Mand og Kone, som ere stridige og lige stærke, vexel-viis regierer; thi da kand man ligesaa liden Grund finde i Huusholdningen, som jeg kand finde udi vor Madames Sind. Mig siunes, at den rette Aarsag er vel nok troffen for en u-studeret Person, som jeg er; thi af Vejrligt kand det ikke komme, eftersom jeg har tiit seet hende græde udi Soelskin, og dantze udi Sluus. Men see! der er Mag. Petronius. Jeg maa give mig lidt i Snak med ham; Han er en lærd Mand, som kand give mig Aarsag til saadant.

_

SCEN. 6.

Petronius. Henrich.

PETRONIUS. Hør, Henrich! hvem skal have den Simle?

HENRICH. Jeg veed, min Troe, ikke.

PETRONIUS. Hvilken Snak! Hvem har skikket dig efter den?

HENRICH. Madamens sparsommelige Siæl, som var Bormester over de andre Siæle, da jeg gik ud.

PETRONIUS. Hvad Pokker er det for Snak, Henrich? du maa ikke have vel udsovet i Nat. Hvorledes lever ellers din Madame?

HENRICH. Skam der veed, om mit Navn det er.

PETRONIUS. Jeg troer, den Dreng er gall. Kandst du ikke sagte svare mig til det, som jeg spør dig om, nemlig, hvorledes din Madame lever?

HENRICH. Maatte jeg spørge Monsieur først, om vi faaer got Vejr i Morgen?

PETRONIUS. Det kand hverken jeg eller nogen sige forvist, Henrich! Nu er det ondt Vejr, men det seer dog ud til at blive got Vejr i Morgen; ellers er intet mindre at bygge paa end Vind og Vejrlig!.

HENRICH. Jeg meener dog, at min Madames Humeur er mindre at bygge paa. Det er vel sandt, at Vejrligt løber noget galt, sær udi April-Maaned; men i min Madames Sind regner det og er Soelskin 16 gange om Dagen, endogsaa udi Julii Maaned. Hvad kand man kalde saadant paa Dansk?

PETRONIUS. Man kalder slige Folk paa gammel got Dansk: Vægelsindede.

HENRICH. Men hvoraf kand saadant komme? mon saadanne Mennesker ikke har meer end een Siæl?

PETRONIUS. Ach nej, Henrich! det kommer af Blodet, ex circulatione sangvinis majori vel minori; vitium illud est in sangvine, non in anima, exempli gratia, si - - forstaaer du mig?

HENRICH. Erbe mirbe sirbe sarbe larbe skaarbe maarbe kaarbe, forstaaer I mig?

PETRONIUS. Nej! jeg forstaaer ikke Kragemaal.

HENRICH. Jeg forstaaer ikke heller Kloster-Latin. I lærde Folk er, med Permission at sige, ligesom I ere galne. Det er jo let at begribe, at man maa ikke snakke Latin med mig. Siig mig derfor paa got Dansk, hvor af saadant kand komme.

PETRONIUS. Der kand findes en Hob onde Galde-fulde Vædsker i et Menneskes Legeme, som nu regiere meest udi en Deel af Legemet, nu udi en anden, hvor efter Sindet drejer sig; naar de onde Vædsker sætter sig meest for Hiertet, er man melancholisk, og naar de forflytter sig, blir man glad igien.

HENRICH. Ej, Monsieur! det er ikke saadant, som jeg spør om. Var det kun saaledes beskattet, at min Madame var stundum bedrøvet, stundum glad, saa kunde man tilskrive Blodet og Vædskerne saadant. Men hun er stundum saa fortroelig, at hun skulde fortælle end sin U-ven, hvor mange gange hun har ladet sig forlyste siden hendes Mands Død, stundum igien saa mistænkelig, at hun sætter Ord paa Skruer, end ogsaa for hendes beste Venner. En Dag er hun syg af Sult, en anden af formegen Mad. En Dag løber hun for Mandfolk, en anden løber hun efter dem. Nu kand Folk ikke lide hende, fordi hun er formeget taus, nu fordi hun er formeget snaksom. Nu blir hun vred, naar man taler vel om Folk. Nu blir hun vred, naar man taler ilde om de samme. Nu holder hun for, at alting regieres af en Slumpe-Lykke. Nu tilskriver hun Himmelens Direction, at hendes Grød ikke er bleven sveen, eller at hendes Caffee er klar, og har en nye Modens Smag. Nu er hun syg af Arbeid, nu af Dovenhed.

PETRONIUS. Det kommer altsammen af Vædskerne.

HENRICH. Kommer det af Vædskerne, saa skulde jeg tænke, man kunde finde noget paa Apotheket at curere Mistanke og Ugudelighed med.

PETRONIUS. Om saadant kand cureres med noget paa Apotheket eller ej, det maa Docterne sige. Jeg siger kun som en Philosophus, at det kommer af Vædskerne.

HENRICH. Og jeg siger som ingen Philosophus, men som et fornuftig Menneske, at det ikke kommer af Vædskerne.

PETRONIUS. Ej! vil du disputere det, som alle lærde Folk ere eenige udi?

HENRICH. Lærde Folk eenige! Jeg har aldrig hørt min Livs-Tid, at lærde Folk er eenige, hverken i det eller andet.

PETRONIUS. Jeg følger Aristotelis Meening efter derudi, saa vel som i andet.

HENRICH. Ej! hvad var det for en Mand?

PETRONIUS. Det var en stor Philosophus, som har levet for henved 2000 Aar siden.

HENRICH. Og jeg følger Fornuften, som har været til fra Methusalems Tider.

PETRONIUS. Hvad er da din Meening?

HENRICH. Hvad vil I da give mig derfor? thi jeg sælger min Viisdom ligesaa dyrt, som en anden. I Lærde tar jo Penge for alting, og har det mindre fornøden end jeg og mine Lige. Dog, paa det I skal see, at jeg er ikke misundelig, da vil jeg give tilkiende de naturlige Aarsage, som jeg efter lang Spekulatz har udgrundet. Jeg har hørt sige af lærde Folk (thi jeg tiente hos en Tydsk Balbeer, førend jeg kom her) at eens Siæl undertiden kand forflyttes i en anden. Nu kand det være, at, maa skee, paa samme Tid, som min Madame blev fød, en Rev, en Gaas, et Egern, en gammel Kat, en Hiort, en Skielpadde, en Fisk, en Skade, en Ulv, et Lam ere døde, og deres Siæle allesammen har taget Logemente udi Madamen, hvor de endnu er og blir, saa længe hun er saa vægelsindet. Naar nu Gaase-Siælen fører Regiment, saa har hun Gaase-Forstand; naar Ulve-Siælen regierer, faaer jeg Hug og onde Ord for ingen Ting; naar FiskeSiælen har Magten, sidder hun og maaber i Selskab, og naar Skade-Siælen er Bormester, løber Munden paa hende som Hiulene paa en Post-Vogn.

PETRONIUS. Ha, ha, ha! det er Skade, Henrich! at du ikke har studeret.

HENRICH. I meener, maa skee, saa havde jeg end bleven galnere end jeg er.

PETRONIUS. Men er det vist, at din Madame er saa vægelsindet?

HENRICH. Ja, min Troe, er det vist. Jeg har øvet mig i at efterabe hende, og svær vor Stue-Pige, at hun vil heller see mig agere saaledes, end gaae paa den sterke Mand eller høre paa Chilian og Hans Wurst.

PETRONIUS. Ach! hierte Henrich! lad see noget ogsaa, hvor du bær dig ad.

HENRICH. Ja nok. For Exempel: Nu er jeg i god Humeur. Hør, Monsieur, den største Fornøyelse for mig er, at jeg kand komme i Selskab med lærde Folk, besynderlig saadanne som min Herre, af hvis Mund der flyder lutter Honning, af hvis Tale end Steene maa bevæges. Han tier lidt og stryger sig om Øynene. Monsieur! I er en lærd Mand, men I er ogsaa en Pedant; jeg hører undertiden heller min Kokke-Pige tale end jer, thi hun taler fornuftigt udi en slet Kokke-PigeStiil, og I fører Pølse-Snak udi en lærd Stiil.

PETRONIUS. Ha, ha, hal

HENRICH. Nu paa en anden Maade. Tar en Stoel. Vil Monsieur ikke behage at sidde ned? Jeg beder ham der om; han skal, min Troe, ikke staae. Giør mig den Fornøyelse, min Herre, at sætte sig. Naar Petronius vil sætte sig, trækker han Stolen under ham, saa han falder paa sin Rumpe; og siger da Henrich: Monsieur! Den Stoel er for god for jer; vil I sidde, saa kand I sidde paa Bænken.

PETRONIUS. Hør, Henrich! jeg forlanger paa saadan Maade ikke, at du skal agere længer.

HENRICH. Ey Monsieur! bilder jer kun ind, at det kommer af Vædskerne, saa kand I umuelig blive vred. Nu vil jeg fare fort; thi det er kun en Begyndelse. Monsieur skal have sin Fornøyelse der af.

PETRONIUS. Ney Henrich! Du kand fuldføre Comoedien for Stue-Pigen.

HENRICH. Monsieur maa ikke tage min Dristighed ilde op. Jeg giorde det kun for at forklare ham Sagen saa tydelig, som mueligt var.

PETRONIUS. Man kand aldrig agte hvad Tienere sige om deres Herskab. Jeg holder for, at hun er een af de behageligste Folk i Byen; thi saa tit jeg har havt den Ære at tale med hende, har hun begegnet mig med største Høflighed.

HENRICH. Jeg er bange, at Monsieur er bleven vred paa mig, og jeg har skiemtet for sterkt.

PETRONIUS. Ach nej! Jeg kand nok taale Skiemt. Jeg har kun alleene ont af, at du taler saa ilde om din Madame.

HENRICH. Jeg troer ikke, at Monsieur har Tanke til hende.

PETRONIUS. Jo (her imellem os at sige) Henrich! saa er hun den Dame, jeg har mest Estime for.

HENRICH. I har Fanden heller? Havde jeg vidst det, havde jeg min Troe ikke talt saa meget Galskab. Men har Monsieur Tanke til at gaae noget videre end at have en ordinaire Estime for hende?

PETRONIUS. Jeg vil gaae saa vit som jeg kand.

HENRICH. Ikke vil Monsieur have hende?

PETRONIUS. Det er virkelig mit Forsæt.

HENRICH. Ret til Kone?

PETRONIUS. Ja hvad andet?

HENRICH. Min Herre! saa tar jeg mine Ord tilbage, og forsikrer, at det er lutter Løgn alt hvad jeg har fortaalt om hende.

PETRONIUS. Jeg troede i Sandhed ey heller det ringeste der af.

HENRICH. Havde min Madame havt nogen af de Qvaliteter, som jeg beskrev, saa havde det været ilde af mig at male hende saadan af: Men efterdi hun just er Exempel paa Bestandighed, saa lider hun ikke der ved. Som for Exempel, om jeg vilde sige, at Monsieur var en Pedant, det var ilde giort af mig; thi, saasom han er en grundlærd Mand, saa kunde Folk tænke: Det kand vel være, han kan maaskee have en Rem af Huden; eftersom en Pedant, og en lærd Mand, hvorvel de aldeeles ikke ere eet slags Folk (thi det var Synd at sige) saa blir de dog regnet lige som Søskende Børn. Men om jeg sagde, at min Herre kunde hverken skrive eller læse i Bog, det kunde strax alle Folk høre, var Giækkerie. Ligesaa er det med min Madame; thi saasom hun er altid lige eens, ligesom I seer denne Simle, saa lider hun intet ved saadan Tale. Men vil Monsieur tale med hende nu? Det er noget tiiligt; Boden er ikke endnu aaben.

PETRONIUS. Ney, jeg veed en Steds, hvor hun er buden i Formiddag. Der kommer jeg ogsaa. Adieu.

HENRICH. Da jeg hørte, at han var forliebt, salede jeg om. Men det kand jeg sige, at faaer han hende, saa faaer han sexten Lykker og U-lykker om Dagen; ikke uden han er saa lærd, at han kand mane nogle af de onde Siæle ud. Men der seer jeg Pernille kommer og aabner Boden. Er Madamen klædt, Pernille?

_

SCEN. 7.

Pernille. Henrich.

PERNILLE. Ligesom hun skulde gaae til Bryllup.

HENRICH. Da hun skikkede mig i Byen efter dette Brød, var hun saa skiden, som et Svin. Maa skee hendes artige Siæl nu spiller Mester.

PERNILLE. Gak til Blocksberg med din Sladder. Men stod her ikke nyelig en Mand, som du talede med? Vilde han tale med nogen her i Huuset?

HENRICH. Det er en Mand, som heder Mag. Petronius.

PERNILLE. Vilde han tale med Madamen?

HENRICH. Han vilde, min Troe, meer end tale med hende, om han maatte raade sig selv. Han er gandske forliebt i hende, og hun er ligesom forskrammerered udi ham, i mine Tanker. Dersom hun gaaer ud i Dag, er det, for at tale med ham paa det tredie Sted.

PERNILLE. Hvad siger du! Men har han Midler?

HENRICH. Hvad ellers? Han har alle sine Lommer og Lædiker fulde af Philosophie.

PERNILLE. Der vil, min Troe, andet end Philosophie til at sætte Boe.

HENRICH. Sandt at sige, saa kiender jeg ham ikke uden af Person; men han veed mit Navn, og har udspioneret alting her i Huuset indtil Hunde og Katte, saa jeg troer, at han kiender dig ogsaa.

PERNILLE. Men hvoraf veedst du, at han elsker Madamen?

HENRICH. Han har sagt mig det selv.

PERNILLE. Jeg beklager ham da af mit gandske Hierte. Men der seer jeg Madamen.

_

SCEN. 8.

Lucretia. Henrich. Pernille.

LUCRETIA. Henrich! hent mig en Portechaise. Jeg vil ud.

HENRICH. Vil Madamen lade sig bære udi dette dejlige Vejr?

LUCRETIA. Ingen Raisonnemens. Giør, som jeg siger.

HENRICH til Porteurene. Hører, I tobenede Hæste, kommer hid med jer Æske.

LUCRETIA. Henrich! Gak ind og pynt dig noget, du skal ud med mig.

PERNILLE. Hun vil da gaae ud Madam?

LUCRETIA. Ja Pernille! Jeg maa endelig ud.

PERNILLE. Ha, ha, ha!

LUCRETIA. Hvad vil den Latter betyde?

PERNILLE. Jeg veed den heele Hemmelighed, Madam!

LUCRETIA. Hvilken Hemmelighed?

PERNILLE. Der er en vis Magister Petronius. Det er ikke for intet, at han gaaer og støver saa her omkring Huuset. Jeg veed, at han er forliebt i Madamen.

LUCRETIA. Hvem har sagt dig det?

PERNILLE. Henrich.

LUCRETIA. Hør, Pernille! du est en Næse-viis. Er det ikke uforskammed, at en Tieneste-Pige tør saaledes tale udi sit Herskabs Nærværelse? Dersom du aabner din Mund, for at tale videre derom, da skal jeg kiøre dig paa Døren.

PERNILLE. Jeg beder om Forladelse. Jeg skal ikke tale meer derom. Undertiden bær Madamen stor Fortroelighed til mig, undertiden iglen har hun mig mistænkt. Har jeg vel nogen Tid røbet hende?

LUCRETIA. Det siger jeg endelig ikke.

PERNILLE. Hun maa herefter beholde hendes Hemmeligheder for hende selv. Jeg skal aldrig forlange at viide noget deraf.

LUCRETIA. Nu giv dig tilfreds, jeg skal aabenbare dig den heele Sag.

PERNILLE. Nej, jeg er ikke nysgierrig, Madam.

LUCRETIA. Denne Pige er forbandet vanskelig. Lar os gaae ind! jeg skal fortælle dig den heele Sag.

PERNILLE. Ach!

LUCRETIA. Nu vil jeg, at du skal viide den. De gaae.

HENRICH kommer ud igien i Liberie. Jeg var nys et Svin; nu er jeg bleven til en Lakei. Om en Time blir jeg nok forvandled til et Svin igien. Min Klæde-Dragt er som et Vejr-Glas paa Madamens Sind. Hun er i mine Tanker, med Monsieur Pedants Permission, som nyelig tog hendes Parti, den underligste Qvinde paa Jorden. Naar det er ondt Vejr, saa gaaer hun, og naar det er Soelskin, saa lar hun sig bære. Men det er best at tie. Der kommer hun. Ach Himmel! er det mueligt? Er det Madamen? Nu seer hun jo ud, som en gammel HuusPostill.

LUCRETIA slet klædt. Henrich! har du bestilt Portechaisen?

HENRICH. Ja, der staaer den.

LUCRETIA. Det var ret ilde.

HENRICH. Hvi saa?

LUCRETIA. Jeg har betænkt mig igien. Jeg vil gaae til Fods.

HENRICH. Er det mueligt, at et Menneske saaledes

LUCRETIA. Ingen Slidder Sladder. Siig til Porteurene, at de ikke umager sig denne gang. Naar jeg har besluttet en Ting, maa det staae fast.

HENRICH. Men Madame!

LUCRETIA. Du kiender jo min Bestandighed. Jeg har besluttet at gaae til Fods. Det er nok.

HENRICH. Jeg har aldrig haft den Ære at kiende hendes Bestandighed. Hør, I gode Æskedragere: Madamen har jer ikke nødig denne gang. Hendes Bestandighed tillader hende ikke at holde sit Løfte. Lucretia gaaer ud og de andre ind.

 

ACTUS II

 

_

SCEN. 1.

 

ERASTE. Det er nogle forstyrrede Moder i denne Bye, naar man vil ansee dem med rette Øyne. Det synes vel en Høflighed af en Mand, at han tilbyder mig sin Tiener, for at lyse mig, og sin Vogn, for at kiøre mig hiem. Men, naar man grunder nøye derpaa, saa falder det saaledes ud: Monsieur! vil I ikke være af den Godhed at give min Tiener 8 Skilling for det, at I var her? hvortil jeg svarer: Nej saa min Troe vil jeg ikke; hvorpaa han siger: I skal saa mænd ikke komme af mit Huus, førend I giver min Tiener 8 Skilling! og holder mig saalænge, indtil jeg maa beqvemme mig der til. Nu hender det sig, at jeg samme Aften har et Ærende hos fleere; saa byder en anden mig sin Vogn til at kiøre hiem. Saa raisonerer jeg ved mig selv: Der 8 Skilling der atter 8 Skilling og her en Mark til Kudsken, det gaaer ikke an; protesterer derfor af all Magt mod den Høflighed. Men det hielper ikke; thi han giør sin Saligheds Eed paa, at jeg skal give hans Kudsk en Mark eller 12 Skilling i det ringeste. Nu er een saa høflig og byder mig til sig paa Landet; han svær paa, det skal ikke koste mig en Skilling, skikker derfor sin egen Vogn efter mig. Det er jo meget skikkeligt? Jeg er jo forbunden at giøre den Mand til gode igien, naar han kommer til Byen? Han paastaaer endelig ikke som en Ret, at jeg skal giøre ham Vederlag igien i mit Huus, men alleene, at jeg skal give hans Kudsk fast lige saa meget i Drikkepenge, og undertiden meere, end jeg kunde give for en Retour-Vogn, og at jeg for Natte-Leje giver hans StuePige en Daler eller to, ligesom jeg har været længe i hans Huus til. En anden har en gammel Hare liggende, den flyer han til en Bonde, som reiser fra Callundborg eller Corsøer til Kiøbenhavn. Det er jo en stor Høflighed; men, naar jeg har betalt Fragt, Accise og Drikkepenge derfor, saa er jeg vis paa, at Haren er betalt. Den eeneste Forskiæl imellem at kiøbe en Hare, og at faae en til Foræring, er, at jeg for det sidste maa skrive et Compliment-Brev, og give 6, 8 Skilling til Post-Penge oven i Kiøbet. Derfor var en vis Mand fordum saa snild i Jylland, at, naar han vilde forære Amptmanden et par Høns, tog han sin Tieneres Liberie paa, for at oppebære Drikke-Pengene selv; og, saasom Amptmanden var en raisonnable Mand, befandt han sig ikke ilde ved slige Foræringer. Man kand ødelegges her i Landet end ogsaa af Folkes Høflighed; thi alting skal være saa stort, den eene vil være meer genereux end den anden, og vi ere dog Staadere tilsammen. Jeg har kun forsøgt den mindste Deel; naar jeg bliver gift engang, faaer jeg at viide meer deraf. Kunde jeg dog ikkun faae en Kone, som var ligesaa sindet som jeg, skulde det have gode Veje. Vi vilde for det første ingen u-nyttige Gaver skienke hinanden. Vi skulde lade Præsten udi nogle faa Venners Nærværelse vie os sammen, og derpaa uden videre Ceremonier smukt gaae til Sengs. Jeg vilde see paa den, der torde sige, at vi vare ikke derfor rette Ægtefolk, eller i alle Maader ligesaa gode, som de andre, der dantze til Sengs med Makroner og Masepaner i Maven. Naar min Kone kom i Barsel-Seng, skulde hun ingen lade det viide, og der ved spare baade paa sine Penge og sin Hilsen, og skulde hverken Præst eller Degn blive teede der ved, og vilde jeg see paa den, der torde sige om mit Barn, at det ikke var lige vel døbt for det. Han som dræber Folk med Sang-Klokkerne, skulde aldrig bede Livet af nogen af mine Børn; thi ingen af dem skulde efter Tacten føres til Graven. Men hvor finder man saadan Kone i Kiøbenhavn? Jeg finder vel Mademoiselle Leonore at være en fornuftig Jomfrue, hvorfore jeg og prefererer hende for de fleste Fruentimmer, som jeg kiender her. Men der er dog noget at sige paa hendes Opførsel, saa at hvor ofte jeg har sat mig for at aabne mit Hierte for hende, saa dog blir jeg tvilraadig, saa ofte jeg eftertænker hendes Levemaade. Hun har nyelig talt om en Dame, som skal boe i dette Huus, og giort saadan Beskrivelse over hende, saa at jeg brænder af Begiærlighed at tale med den samme; men der maa ingen være hiemme, thi Boden er tillukt. See, kommer der ikke Apicius, Leonores Broder? Det er best, at jeg gaaer min Vej; thi han importunerer mig altid enten med daarlig Snak, eller han vil laane Penge.

_

SCEN. 2.

 

APICIUS. Det var pardieu billigt nok. Lad mig see: En Hønse-Kiød-Suppe med Boller, en Kalkunsk Hane, et Fad Karper, et Fad Karusser, en Mandel-Terte, foruden adskillige smaa Bi-Retter, for en Rixdaler pro Persona. Man kand jo aldrig anvende sine Penge bedre. Det var og en herlig rød Viin, vi havde, saa puur, saa syver, som man kand faae den i Bourdeaux. Den Rhinske Viin derimod syntes mig ikke saa vel om; Jeg kunde strax smage, hvor man havde hentet den. Jeg vil ikke rose mig selv, men det kand jeg sige, at, saasnart jeg faaer en Viin paa min Tunge, skal jeg ungefehr sige, om den er fra Abesteen, Bech, Soel, Fabricius eller Biil. Jeg hører ellers, at man skulde have faaet en skiøn Viin i de 3 Rømere, der vil jeg hen, for at prøve den. Kunde jeg have det heele Aar igiennem slige Dage, som jeg har haft i disse 8te Dage i Rad, byttede jeg ikke Stand med en Chur-Første; thi jeg har spiset hver Aften Harer, Agerhøns og Østers. De Østers var excellente, vi fik i Gaar Aftes, men de var ikke tillavet efter min Smag: Østers maa ikke stoves uden i deres egen Sause, ellers vil jeg ikke reise mig op for dem. Der er ingen Ting, jeg kand ærgre mig meer over end at see god Mad ilde tillavet, som for Exempel: den søde Suppe, vi havde i Overgaar paa de skiønne Gedder; jeg kand blive gall, naar jeg tænker derpaa, thi Gedderne vare ellers saa deilige, og laae saa krusede paa Fadet, saa at et halv død Menneske kunde alleene leve op af at see paa dem. Mig synes, at saadant er ligesaa galt, som at komme Sirup i Caffee. I Morgen skal jeg hen en steds, hvor jeg faaer kun faa Retter, men vel tillavede: En god Grillade, som jeg garanterer for er vel stegt, en Ret Fisk med sin rette Suppe, en Kalkunsk Hane, som er jaget en heel Time i Gaarden, førend den blir dræbt, og en Viin, som jeg er vis paa, smager ikke af andet end af Druerne; Thi jeg har bundet en af mine gode Venner, som skal løse sig i Morgen. Det beste som er ved Almanakerne er disse Navne-Dage; for Resten maatte man skaffe dem af, naar man lystede. Jeg vil sætte mig paa en Hest og ride i Morgen Formiddag, alleene for at faae Appetit. Men der seer jeg Jomfrue Helene.

_

SCEN. 3.

Apicius. Helene.

APICIUS. Nu! hvor gaaer det? lille Jomfrue! man seer hende saa sielden. Hvad godt Nyt? Hvor mange BarselStuer har hun været udi denne Uge?

HELENE. I skal nok see, at man gaaer hen at giøre ham Regenskab for saadant.

APICIUS. Ingen nye Partier?

HELENE. Jeg troer, han bilder sig ind, jeg gaaer om og føyter i Byen, for at høre nyt; vil I spørge mig, hvor mange Alen Kniplinger jeg har kniplet i denne Uge, det kand jeg sige jer.

APICIUS. Ej! skulde hun kniple! hun er alt for artig til det.

HELENE. Jeg er ikke bedre end hans Søster, Jomfrue Leonore.

APICIUS. Ej! min Søster har ikke været i Moden mange Aar; hun er ikke at regne mod Jomfruen. Men veed hun da intet nyt?

HELENE. Nej sommænd veed jeg ikke.

APICIUS. Da skal jeg kunde sige hende nyt.

HELENE. Hvad er det?

APICIUS. Drengene paa Gaden løbe om med en Spaadom, som er nyelig trykt, at mod Verdens sidste Tider alle Jomfruer skal gaae med Kniplings-Skiørt.

HELENE. Det er sandt nok, men der staaer og i samme Spaadom, at paa samme Tid alle unge Karle skal være blinde.

APICIUS. Ha, ha, ha! det kalder jeg et Bon mot; jeg vil saa mænd kysse dig derfor, lille Helene.

HELENE. HErre Gud, hvor heftig han faaer det!

APICIUS. Ach! Charmante Jomfrue! maa jeg røre kun med den lille Finger paa hendes Bryst?

HELENE. Ej! saa harceleer!

APICIUS. Ach! ikkun med den lille Fingerl

HELENE. Jeg troer, den Karl spøger.

APICIUS. Har Jomfruen Snørliv paa i Dag?

HELENE. Nej, vi giør os ikke saa gemeen, at gaae med Snørliv; det er altsammen gammeldags.

APICIUS. Maa jeg ikke føle, om hun har Snørliv paa?

HELENE. Ej see her! jeg skal, min Troe, sige det til jer Søster.

APICIUS. Gud bevare os vel, hvor peene disse Jomfruer er her i Landet; da er Franske og Engelske Jomfruer anderledes. Dersom ikke Jule-Lege var her i Landet, maatte man forsmægte, thi det er den eeneste Tid om Aaret de ere noget tamme; da kand man endelig faae et Kys. Bild eder ind, Jomfrue, at det er Juul; Hvad skal den giøre, som eyer dette Pant?

HELENE. Den skal holde sin Mund, og skiøtte sig selv.

APICIUS. Hvor kand saadan artig Jomfrue give saadan slet Dom?

HELENE. Jeg er ikke artig, Monsieur; thi jeg har hverken været i Frankrig eller Engeland. Er han forlegen for artige, lystige Fruentimmer, som veed at leve, see da vil jeg recommendere ham en Dame, som skal være efter hans Sind, og samme er ligesaa tam i Faste-Tider, som i Julen.

APICIUS. Vil da Jomfruen have den Godhed at føre mig an?

HELENE. Han maa føre sig selv an.

APICIUS. Jeg har jo ingen Adresse.

HELENE. Der kand han let faae Adresse, det er en Kone, som sidder stedse i en aaben Bod; han kand anvende et par Skilling paa noget smaat Galanterie, saa faaer han baade Varer og Snak for Pengene.

APICIUS Hvor boer hun?

HELENE. Her nest ved. Jeg har aldrig været der, før i Dag, men hun tracterede og embraserede mig, som vi havde været kiendt i hundrede Aar.

APICIUS. Er hun ogsaa kiøn?

HELENE. Ja vist, hun er temmelig kiøn.

APICIUS. Den Dame maa jeg, min Troe, see engang.

HELENE. Det bliver nok ikke ved eengang; thi hun har alle de Qvaliteter, som Monsieur leder, og som han siger, ikke er at finde hos Fruentimmer her i Landet.

APICIUS. Men hvor boer hun?

HELENE. Jeg sagde ham jo nyelig, at hun boer i dette Huus.

APICIUS. Jeg har, min Troe, glemt det.

HELENE. Ha, ha, ha! han er, min Troe, alt slagen.

APICIUS. Forlad mig, Jomfrue! hun bedrager sig derudi. Men a propos er hun ogsaa smuk?

HELENE. Ja vist er hun meget smuk, ha, ha, hal

APICIUS. Fixeer mig ikke, Jomfrue; nu erindrer jeg, at jeg har tilforn eengang spurdt om det samme.

HELENE. Adieu, min Herre! Lykke paa Reisen.

_

SCEN. 4.

Apicius. Espen.

APICIUS. Saasnart som Boden bliver aaben, skal jeg derind. Men der seer jeg Espen komme meget beleiligt. Hør, Espen, har du nogen Kundskab i dette Huus?

ESPEN. Nej, Herre! aldeles ingen.

APICIUS. Har du aldrig seet Konen i Huset?

ESPEN. Hverken Konen eller Manden.

APICIUS. Der er ingen Mand i Huset.

ESPEN. Det er saa i alle Huse; thi Konerne agere Mænd, og føre Regimentet allevegne. Men maaskee denne er Enke.

APICIUS. Jeg er bleven ganske forlibt i hende, Espen!

ESPEN. Ha, ha! den Kierlighed vil vel vare ligesaa længe, som Herrens andre Elskove.

APICIUS. Siig ikke det, Espen!

ESPEN. Jeg vedder, at inden Aften saa er Herrens Hierte logered udi et andet Qvarteer af Byen. Jeg har den Ære at kiende Herrens Hierte. Det gaaer ungefær ligesaa rigtigt som Holmens Klokke. Men er den Kone saa behagelig og artig, at - -

APICIUS. Det skal jeg endelig ikke kunne sige dig.

ESPEN. Hvad Pokker vil det sige? Er I forlibt udi een, som I ikke kiender? Men er hun Enke eller Jomfrue?

APICIUS. Det skal jeg ey heller kunne sige.

ESPEN. I giør mig gall, Herre! Er hun da smuk?

APICIUS. Bryd mig ikke længer med dine forbandede Spørsmaale. Gid jeg faaer Skam, om jeg min Livs-Tid har seet hende; men inden et par Timer skal jeg beskrive hende for dig. Nok er det, at jeg nu siger dig, at jeg er gandske forlibt.

ESPEN. Hvorfor Fanden er I ogsaa ikke forlibt udi Keyserens Dotter i Maanen? Dette er, min Troe, det selv samme.

APICIUS. Jomfrue Helene, som jeg nys talede med, har beskrevet hende for mig. Kom, lar os gaae hiem. Jeg maa pynte mig noget.

_

SCEN. 5.

Pernille. Henrich. Lucretia.

PERNILLE. Henrich! Madamen kommer. Jeg maa aabne Boden. See der er hun. Hun gik ud til Fods, og kommer tilbage udi en Portechaise. Det er en Original af en Kone.

LUCRETIA stigende ned af Portechaisen. Hvordan staaer til i Huset, Pernille? har her været nogen, som har spurt efter mig?

PERNILLE. Slet ingen. Men hvoraf kommer det, at Madamen seer saa glad og fornøyed ud?

LUCRETIA. Jeg er i meget god Humeur.

PERNILLE. Det er mig kiært.

LUCRETIA. Jeg har aldrig gaaet meer fornøyed af noget Selskab.

PERNILLE. Hvorledes da?

LUCRETIA. Monsr. Petronius bevisede mig saadan Hoflighed, saa jeg vil længe tænke paa ham.

PERNILLE. Men Madam!

LUCRETIA. Intet Menneske er mægtig til at modstaae en Person af den Artighed.

PERNILLE. Jeg tænkte, at saadan Philosophus skulde ikke kunne sætte nogen Fruentimmers Hierte udi Brand. Men maaskee Madammen er blevet indtagen af hans Lærdom og Veltalenhed?

LUCRETIA. Jeg skiøtter ikke meget om hans Lærdom.

HENRICH. Madamen har ret; thi det er ikke med de slags Kugler, man skyder Stormhul paa Fruentimrets Hierter.

LUCRETIA. Det er, min Troe, sandt nok; vi vare ikke meer end en Time sammen, og i den korte Tid -

PERNILLE. Hvad giorde han da den korte Tid?

LUCRETIA. Han tog mig til side udi en Krog.

PERNILLE. Hvad?

LUCRETIA. Han kyssede mine Hænder.

PERNILLE. Videre.

LUCRETIA. Han faldt paa Knæe.

PERNILLE. Videre.

LUCRETIA. Han udøsede dybe Suk.

PERNILLE. Videre! videre!

HENRICH. Videre, videre! Hvad Fandens videre vil du have? Er det ikke alt hvad en ærlig Mand kand giøre udi offentlig Selskab?

PERNILLE. Det er ikke uden alt formeget.

LUCRETIA. Du est alt for peen, Pernille! du vil maa skee, at jeg skal giøre ligesom den Heltinde, hvis Navn jeg bær?

PERNILLE. Hvad giorde hun da?

LUCRETIA. Da hun blev beængsted af en forlibt Person, stak hun sig selv ihiel med en Dolk.

HENRICH. Hvilket Taasse-Beest! Man finder nu omstunder ikke fleere slige Lucretier, siden Verden er bleven meer polered.

LUCRETIA. Ney, min Troe, giør man ey.

HENRICH. Mig synes, at det var nok saa heroisk at stikke den ihiel, der negte et brav Fruentimmer sin Faveur, naar hun trængede.

LUCRETIA. Det er ikke saa taabeligt sagt; men lar os gaae ind, for at aabne Boden.

_

SCEN. 6.

Eraste. Lucretia.

ERASTE. Jeg længes efter at see den Dame, som Jomfru Leonore har beskrevet for mig. Jeg har længe ledet efter et Fruentimmer af den Caractere, men forgiæves; thi de fleeste af vort Fruentimmer er saa ilde opdraget, og saa hengivne til Vellyst, til Spill og Føyten, saa at gifte sig her i Byen, er at komme udi Verden op til Ørene, og siden at gaae med Bettelstaven. Men jeg seer, at Boden er aaben. Jeg maa der ind. Ydmygste Tiener, min hierte Madame! Jeg skulde kiøbslaae noget med hende, men jeg veed ikke selv, hvad det skal være.

LUCRETIA. Det vil ikke sige, min Herre, han er mig derfor lige vel kiærkommen. Vil han ikke have en Koppe Caffee med? Jeg skal gierne have min Caffee ved disse Tider.

ERASTE. Jeg skulde tænke, den slags Drik var skadelig for Madamen, saa vel som for alle dem, der af Naturen er traurige; saa snart jeg drikker kun en Koppe, faaer jeg strax saadan Hierte-Klemmelse, saa jeg synes ligesom jeg havde giort en U-lykke.

LUCRETIA. Ej, det er, min Troe, kun Indbilding. Henrich, bring en Koppe hid. For en halv Snees Aar siden hørte man nu aldrig tale saadant; Jeg bilder mig ind, det er gaaet saaledes til: En Jomfrue har, maa skee, engang af en Hændelse faaet ont, og hildet sig ind, at det kom af Caffee; hvorfor det heele Naboe-Lav er falden paa samme Griller, og omsider den heele Bye er bleven saaledes anstukken, at de fleeste Jomfruer kand faae ont alleene af Lugten. Jeg sidder og læser her en artig Passage om Indbildinger udi denne Bog.

ERASTE. Det er, maa skee, De 12 Aandelige Betænkninger?

LUCRETIA. Ney, det er en Satyrisk Roman.

ERASTE. Ej! bevare os vel! læser Madamen saadanne Bøger?

LUCRETIA. Ach, ja! jeg er ikke uden for lystige Skrifter. Jeg har selv giort nogle Satyriske Vers, som jeg skal vise Monsieur, om jeg kunde finde dem. Hun leeder, og synger midlertid en Fransk Viise.

ERASTE. Hvor kommer det, at Madamen sidder her i Boden i Dag?

LUCRETIA. For den samme Aarsag, som i Gaar.

ERASTE. Hendes Søster pleier jo ellers sidde udi Boden, hun som er saa meget stille.

LUCRETIA. Monsieur maa da have seet hende udi Skolen, der er hun nok stille, men naar hun er hiemme, springer hun baade over Borde og Bænke.

ERASTE. Ney, jeg meener hendes voxne Søster.

LUCRETIA. Jeg har ingen ældre end paa 6 Aar. Om Forladelse, Monsieur! jeg maa tælle efter mine Penge, hvor meget jeg tabte i Cinqville i Dag. Hun begynder igien at synge en forlibt Viise.

ERASTE. Madame! Jeg tænkte at finde en Lucretia her, men - -

LUCRETIA. Han har der i ikke taget feyl; thi jeg heder ogsaa Lucretia.

ERASTE. Hun svarer da ilde til hendes Navn; thi hun træder aldeles ikke den Lucretiæ Fodspor, hvis Navn hun bær.

LUCRETIA. Det giør ey heller nødigt. Monsieur! thi den samme Lucretia var en taabelig Gaas. Det er nu om stunder ikke meer Moden at myrde sig selv, for at forsvare sin Kydskhed.

ERASTE. Adieu alamodiske Lucretia!

LUCRETIA. Adieu Monsieur Huus-Postill!

ERASTE. Adieu kydske Thais!

LUCRETIA. Adieu kydske Joseph!

ERASTE. Adieu Madame la Coqvete!

LUCRETIA. Adieu Misantrope.

_

SCEN. 7.

 

LUCRETIA. Jeg har aldrig seet saadan u-rimelig Karl, som denne. Han kommer her og skiælder mig Huden fuld udi mit eget Huus. Jeg burte have ladet ham prygle paa Dør, paa det han en anden gang kunde have dismeer Respect for Fruentimmer. Det synes, at den lumpen Karl var allene hidkommen, for at udøse sin Galde paa mig. Ach hvor slet er dog ikke dens Vilkor, som maa altid holde sine Dørre aabne, og underkaste sig all slags Folks Grovhed. Jeg vilde ønske, at jeg var indslutted udi et Kloster, thi jeg finder kun liden Fornøyelse i Verden. Snart er man ikke udi god Humeur, førend der kommer et eller andet ont Menneske, som bringer een deraf igien. Hun kaster Romanen under Bordet, og sætter sig til at græde over en Geistlig Bog.

_

SCEN. 8.

Apicius. Lucretia.

APICIUS. Ach, Charmante Madam! det er en dobbelt Avantage at kiøbslaae med dem.

LUCRETIA. Hvi saa?

APICIUS. Baade faaer man de beste Varer, saa og kand man tillige med have den Ære at tale med den artigste Enke her i Byen.

LUCRETIA. Jeg er aldeeles ikke af de Snaksomme, Monsieur! vil heller ikke taale saadant Skiemt.

APICIUS. Bevare os, min søde Madam! Hvo har bragt hende saa af hendes deilige Humeur?

LUCRETIA. Min kiære Mand, jeg er altid, ligesom I seer mig nu.

APICIUS. Hvo der troer saadant, har et Steen-Hierte. Men hvad er det for en Bog, Madamen studerer udi? Det er vel af Molieres Comædier?

LUCRETIA. Ney sommænd, det er ikke Bog for mig; jeg sidder og læser lidt udi Taare-Persen.

APICIUS. Taare-Persen! Ej! man blir saa melancholisk af saadanne Bøger.

LUCRETIA. Ney vist, jeg blir heller i god Humeur af saadanne Bøger.

APICIUS. Ja i visse Maader har hun ret derudi; naar Sindet er besværet, kand man u-feilbarligen finde Trøst udi saadanne Bøger.

LUCRETIA. Ach, ja! men man maa dog holde Maade ved saadan Læsning; thi man blir visselig noget melancholisk af saadanne Bøger.

APICIUS. Men hvor til bruger hun denne Bog? jeg seer, det er en Satyrisk Roman.

LUCRETIA. Af den river jeg Blader ud og giør Kræmmer-Huse.

APICIUS. Ej! det er Synd, Madame! det er en Bog fuld af nyttigt Skiemt.

LUCRETIA. Jeg har, min Troe, ikke fundet et sundt Ord der i.

APICIUS. Ja det er ligesom man vil tage det til; mod andre solide Bøger kand den ikke kaldes god.

LUCRETIA. Saa maa I da, kiære Mand! ikke have læset den med Eftertænksomhed; thi, naar man seer det med rette Øye, finder man dog en mægtig Hob Got der udi.

APICIUS. Det er selsom, Madamen roser og fordømmer sin egen Meening, alleene fordi den er i en andens Mund; dersom Madamens Artighed mig ikke var bekiendt, skulde man tænke, hun var noget bizarre. Men, maa skee, Madamen er ikke vel i Dag?

LUCRETIA. Ney, alle Fredags-Eftermiddage pleier jeg gierne have Hoved-Pine.

APICIUS. Der for skal jeg sige hende et got Raad: hun skal lade sig trykke en Almanak aparte med ingen Fredag udi.

LUCRETIA. I skiemter dermed, men det er, min Troe, dog saa; jeg kand sværge paa, at jeg mange Tider har været meget vel, men, saasnart jeg har eftertænk!, at det var Fredag, er jeg strax bleven saa elendig, ligesom mit Hoved var kløvet ad.

APICIUS. Ha! ha! ha! hvor disse Fruentimmer kand forstille sig! Hun bilder mig, min Troe, aldrig ind, Madam! at det er hendes Alvor; thi jeg har alt for god Underretning om hendes Artighed, at jeg skulde troe saadant. Ej! tag Masqven af, Madam! og vær ligesaa artig mod mig, som hun er mod alle andre Mennesker. Apropos Madam! maa jeg være hendes Galand i Dag, og føre hende med paa Comoedien?

LUCRETIA. Ney, Monsieur! det er mod min Religion. Jeg har været der eengang, men kommer der ikke saa hastig igien; thi jeg hørte dem bande engang nogle store Kiød-Eeder, hvorudover jeg ærgrede mig saa, at jeg ikke har forvundet det endnu.

APICIUS. Jeg hørte en vis Mand sige det samme nyelig, og der er dog ingen, som bander saa meget, som han selv. Jeg troer der er gandske faa Huse i Kiøbenhavn, hvor der jo blir bandet meer paa en Dag, end paa Comoedien i en Maaned. Den Forskiæl imellem de Eeder, som falder paa Comoedien, og dem, der bruges i Folkes Huse, bestaaer fornemmelig derudi, at paa Comoedien forestiller man kun kaadmundede og u-gudelige Personer, men udenfor er man det virkelig; paa Comoedien bander man sielden, og det paa Skrømt, kun for at vise Folk, hvor ilde det lader, udenfor bander man for Alvor, og det lidelig. Gid jeg havde en Daler, Madam! for hver gang en Kræmmer her i Byen bander paa, at en Alen Klæde koster ham meer i Engeland eller Holland, end han selger det her for. Men Madamen skiemter her udi saa vel som i andet.

LUCRETIA. Jeg troer, min Troe, at den Karl spøger.

APICIUS. Ikke, min Troe, saa meget, som hun; thi jeg er lystig, men hun eengang saa meget som jeg. Ney, lad os nu tale Alvor. Jeg skal forære hende et par artige Viiser, som er nyelig giort; hun skal finde Fornøyelse saa vel i Ordene, som i Melodien. Den første gaaer saaledes: Han synger en Viise, og hun læser imidlertid i TaarePersen. Nu er den ude, Madam; thi der er ikke giort fleere Vers.

LUCRETIA. Det er mig u-sigelig kiært.

APICIUS. Den anden Viise gaaer saaledes: Han synger en anden Viise, og holder paa hende, som vil gaae bort; Hun slider sig endelig løs.

LUCRETIA. Gaae jer Gang, Næseviis!

APICIUS. Men Madame!

LUCRETIA. Men Monsieur!

APICIUS. Er det Materien eller Formen, som mishager hende i Versene?

LUCRETIA. Ingen af Delene; thi jeg har intet hørt derefter.

APICIUS. Vil hun da, at jeg skal begynde paa nyt igien?

LUCRETIA. Den Karl giør mig gall.

APICIUS. Ach! min søde Engel! plag mig da ikke længer. Han sætter sig udi Positur at kysse hende, hun gier ham et Ørefigen, raaber Huus-Folket til Hielp, som driver ham paa Dør, og lukker Boden.

_

SCEN. 9

 

APICIUS alleene. Nu denne gang blev jeg, mafoi, artig pudset; kand jeg spille Mademoiselle Helene et Puds igien, skal det være mig en stor Fornøyelse. Men det er til pas for os Mand-Folk, efterdi vi ere saa let-troende. Kunde jeg Taasse ikke have eftertænkt, at det ene Fruentimmer aldrig gierne roser det andet? Thi, naar de laster hinanden, kand man alleene troe dem; men, naar de roser, er det alleene spotviis. Jeg er pardieu saa skamfuld, som jeg havde staaet i et Hals-Jern; havde der været endnu en underligere og meer bizarre og u-fasonlig Kone i Byen, havde hun skikket mig derhen. Han gaaer.

_

SCEN. 10.

Lucretia. Pernille. Henrich.

LUCRETIA med en Stok i Haanden. Jeg seer ham ikke meer; han er borte til sin Lykke, thi jeg skulde have smurt hans Ryg.

PERNILLE. Men Madam, betænk dog hvad I giør. I underkaster jer alle Menneskers Had ved jer Opførsel.

LUCRETIA. Jeg estimerer ikke hans Had.

PERNILLE. Troer I vel, at et ungt hidsigt Menneske, som han er, kand fordøye saadan Medfart? Han vil visselig søge Leilighed til at hævne sig, og I vil staae Fare for Tort og Fortræd. Det er ikke den første, som I saaledes har handlet med. Madamen maa beflitte sig paa at føre et andet Levnet, for ikke at bevæbne den heele Bye mod sig.

LUCRETIA staaende længe udi Tanker. Jeg bekiender, lille Pernille! at jeg har gaaet noget forvit udi denne Sag; men naar Galden begynder først at løbe over

PERNILLE. Madame! I maa holde jere Affecter udi Tømme, eller forlade jer Handel. See engang til jer Naboe-Kone: hun hilser alle dem, som gaae hendes Bod forbi, ja hun krummer og bøyer sig end for en Lakei, og der ved tildrager sig stor Næring. Lucretia græder.

PERNILLE. Forlad mig, Madam! at jeg saa dristig siger min Meening.

LUCRETIA. Jeg forlader dig det af mit gandske Hierte.

PERNILLE. Alt det jeg siger er af Kiærlighed til Madamen.

LUCRETIA. Jeg er forsikkret derom, Pernille!

PERNILLE. Og samme Kiærlighed bringer mig allene til den Dristighed.

LUCRETIA. Skiæld paa mig saalænge du gidder, thi jeg har fortient det.

PERNILLE. I understaaer jer med en Kiep i Haand at anfalde en bevæbned ung Person.

LUCRETIA. Jeg tilstaaer, at det var en forstyrred Gierning.

PERNILLE. Hvis I havde slaget ham, han havde omkommet jer paa Steden udi sin Hidsighed.

LUCRETIA. Meener du det? Pernille!

PERNILLE. Jeg raader Madamen, at hun tar sig vare; thi han seer ud til at være saadan een, der visselig vil hævne sig.

HENRICH. Det er en Fandens Sag denne; thi dersom han ikke faaer Leilighed til at hævne sig paa Madamen, vil han gaae løs paa mig.

LUCRETIA. Jeg vil indslutte mig nogle Dage udi mit Kammer. Midlertid vil vi finde Leilighed at stille ham tilfreds.

HENRICH sagte. Jeg forlanger i det ringeste ikke at være Ambassadeur til den Freds Tractat.

LUCRETIA. Henrich! du skal udspionere, hvor han boer.

HENRICH. Det er at sige, Madam: du skal gaae hen og lade dig slaae Arm og Been i stykker.

_

SCEN. 11.

Pernille. Lucretia. Henrich. En Lakei.

PERNILLE. Hvad vil dette Menneske her? Lucretia og Henrich krybe under Bordet i Boden.

PERNILLE. Hvad er hans Forlangende?

LAKEIEN. Jeg har et Brev fra Mag. Petronius til hende, Madam!

PERNILLE. Jeg er kun hendes Pige. Vær saa god at bie et Øyeblik, Madamen skal strax komme. Madam! hvor er I?

LUCRETIA. Hvorfor røber du mig? Pernille!

PERNILLE. Kom kun frem! Hun har ingen Fare denne gang. Det er kun en Lakei med et Brev fra Monsieur Petronius.

LUCRETIA. Ach! nu kommer jeg mig igien.

HENRICH. Jeg var alt død og begraven, og mig syntes ligesom jeg hørte Sang-Klokkerne gik for mig; thi jeg tænkte, at det var den unge Jean de France, som nyelig gik vred bort.

LUCRETIA læser Brevet og kysser det. Ach min kiære Monsieur! Jeg har aldrig faaet et meer angenemt Brev. Formæld min ydmygst Respect til Monsieur Petronius, og siig ham, at der er intet Menneske paa Jorden, som jeg elsker og agter meer end ham. Ach Pernille! han lover at fornøye mig i Aften med en Musik for min Dør. Siig til jer Herre, Monsieur! at jeg elsker ham saa inderlig, at

LAKEIEN. Jeg skal ikke forsømme at sige ham det. Han gaaer.

_

SCEN. 12.

Pernille. Lucretia. Henrich.

PERNILLE. Skiæmmer Madamen sig ikke at giøre saadan forliebt Erklæring?

LUCRETIA. Hvad? Næseviis! Denne Pige knurrer alle Øyeblik. Nu siger hun, jeg er for stolt, nu igien alt for høflig! Jeg har aldrig nogen tid kiendt saadan vægelsindet Pige.

PERNILLE. Madamen falder jo fra en Extremitet til en anden. Der fattes ikke andet, end at hun skulde have giort saadan Erklæring: Siig til jer Herre, at jeg er færdig til at accordere ham den yderste Villighed.

HENRICH. Du est dog en forbandet Knurrepotte, Pernille! Er ikke Madamen Herre over sit eget Legeme?

PERNILLE. Jeg tilstaaer det gierne. Derfor skal jeg lade hende giøre herefter alt hvad hende lyster.

LUCRETIA. Læs kun dette Brev engang, og døm saa, om jeg ikke har ret.

PERNILLE efter at hun har læset sagte. Det er jo Begyndelsen af en Roman, Madame!

LUCRETIA. Hvad?

HENRICH. Pernille har, faae jeg Skam, ret der udi.

LUCRETIA. Tør du laste et Brev, som du aldrig har læset?

HENRICH. Hvorfor ikke det? Madame! Pernilles Ansigt er mit Vejr-Glas, hvorefter jeg dømmer. De Krøller, hun slog paa Næsen, viser, at Brevet ikke duer for en Pibe Tobak.

PERNILLE. Han har, min Troe, udskrevet et Blad af Astrea eller Amadis. Ha! ha! ha! jo meer jeg læser, jo meer stikker Pedanten frem.

LUCRETIA. Flye mig Brevet tilbage, at jeg kand læse det end engang. Du har ret, Pernille! Begyndelsen kommer mig for at være af David Skolmesters Formularier. Hun læser videre. Ha! ha! ha! denne Expression er tagen af Else Skoleholders Magaziner. Hun læser videre, og kaster Brevet paa Gulvet. Fy for en U-lykke! han maa være en Hoved-Pedant, en fuldkommen Thomas Diaphorius. Det turde jeg sige ham i hans Næse.

PERNILLE. Nu nu, holdt Maade, Madam, og ivre jer ikke saa meget. Det er de Lærdes Skrivemaade.

LUCRETIA. Jeg tør vedde, at jeg skal finde det heele Brev udi Talanders Politiske Stockfisk. Fy fy! Jeg taaler ikke, at du tar hans Parti, Pernille!

PERNILLE. Jeg tar ikke hans Parti; tvert imod, jeg finder ingen Smag i Brevet. Jeg siger kun, at Madamen gaaer alt for vit.

LUCRETIA. Snik Snak! lar os gaae ind. Til Spectatores: Denne Pige er forbandet vægelsindet.

_

SCEN. 13.

 

ERASTE alleene. Satyriske Romaner, Comædier, Cinqville, Thee og Caffee hver Dag, Raillerie, forlibte Viser; den Recommendation var jo god nok. Hun behøvede ikke saa mange Qvaliteter, een af dem alleene var tilstrekkelig til at indplante mig Afskye for saadant Menneske; thi om et Fruentimmer var skikkelig og efter mit Sind i alle Maader, men brugte kun Snustobak alleene, saa gav jeg hende strax Afskeed. Denne fattedes intet andet for at giøre alting fuldkommen, end at hun ogsaa skulde have taget mig ud paa Gaden at dantze med mig, eller anmodet mig selv om Kiærlighed, og, maa skee, om jeg havde blevet der lidt længere, saa havde det ogsaa skeel. Nu har jeg levet udi 40 Aar, men er aldrig bleven saa skammelig fixeret. Men jeg har ikke fortient andet; thi, naar jeg eftertænker alting, da maa og bør jeg tilstaae og bekiende for heele Verden, at jeg end i mine beste Klær er en af de største Taasser i Byen; thi der behøvedes kun Heste-Forstand at begribe dette, at, naar du først har stødt et Fruentimmer for Hovedet, du ikke strax derpaa skal spørge hende til raads udi Ægteskabs Sager. Jeg vil give alle Folk Lov at belee mig. Min Tiennere Christopher selv maa kalde mig en Nar; jeg vil med Taalmodighed høre derpaa og sige: Christopher, du har ret. Havde den gode Jomfrue Leonore giort det mod en anden, kunde man have taget det op som en Artighed; men hun veed, at jeg er een af de stilleste og ærbareste Mennesker her i Byen, at jeg taaler ingen Skiemt, men legger en Ting paa Hiertet, som er langt ringere end denne. Jeg er vis paa, at Historien er i Morgen over den heele Bye, og blir forbedret i hver Gade, som gemeenlig skeer, og at Autor til de Danske Comædier rigtig fører min Person paa Theatrum. Han burte i det ringeste giøre det; jeg vil give ham Lov til at forestille saadan Person med en Papiir-Krave om Halsen, med en Tromme for sig. Men der seer jeg min Tiennere Christopher komme.

_

SCEN. 14.

Eraste. Christopher.

ERASTE. Skield mig Huden fuld, Christopher!

CHRISTOPHER. Hvorfor det? Herre!

ERASTE. Siig mig de haardeste Ord, som du kand ophitte.

CHRISTOPHER. Det tar jeg mig vel vare for.

ERASTE. Jeg skal ikke tage det ilde op.

CHRISTOPHER. Gid jeg faaer Skam, om jeg forlader mig der paa, Herre! Jeg kunde ogsaa komme i en gall Vane derover, og skielde paa Herren, naar det faldt ham ikke beleiligt, paa mine Ryg-Beens Bekostning.

ERASTE. Jeg vil min Troe altid give dig Lov at kalde mig en Slyngel.

CHRISTOPHER. Det var Synd at give Herren den Caracteer.

ERASTE. Jeg har ikke fortient bedre Titel efter den Gierning, jeg har bedrevet.

CHRISTOPHER. Hvad har I da giort? Herre!

ERASTE. Jeg har ladet mig trække ved Næsen. Man har spillet mig et Puds, som vil giøre mig latterlig over den heele Bye.

CHRISTOPHER. Hvo har spillet Herren det Puds?

ERASTE. Jomfrue Leonore Apicii Søster.

CHRISTOPHER. Hvorledes da?

ERASTE. Hun recommenderede mig en Dame, som hun foregav at have alle de Qualiteter, som jeg leder efter. Jeg fik derudover stor Lyst at see samme dydige Lucretia.

CHRISTOPHER. Heder hun Lucretia?

ERASTE. Ja, men hun svarer ilde til sit Navn; thi jeg fandt hende løsagtig, vellystig, næseviis, bagtalersk. Med et Ord: Originalen var tvert imod det Portrait, som hun giorde mig. Endelig som jeg begyndte at moralisere noget derover, blev hun vred, og drev mig med Haanhed paa Dørren.

CHRISTOPHER. Jeg havde aldrig kundet tænke Jomfrue Leonore saadant til.

ERASTE. Hun skal, min Troe, ikke have giort det omsonst. Jeg skal nok finde Leilighed til at hævne mig. Bie lidt her, til jeg kommer tilbage.

CHRISTOPHER. Hvor vil Herren hen?

ERASTE. Jeg vil hen og see, at jeg faaer fat paa hendes Broder, for at sige ham nogle smaa Sandheder.

CHRISTOPHER. Betænk jer vel, hvad I giør, Herre! I faaer at bestille med en ung hidsig Person, som mindste Ord sætter i Fyr og Flamme.

ERASTE. Des bedre er det. Jeg ønsker kun, at han vil besmykke sin Søsters Gierning.

CHRISTOPHER. Det er en Person, som er i sin blomstrende Alder, og gandske desperat, naar han bliver vred.

ERASTE. Gid han kun vilde blive vred, saa jeg derved kunde faae disbedre Leilighed til at hævne mig.

_

SCEN. 15.

Christopher. Apicius.

CHRISTOPHER. Sagen er ikke at giøre meget Væsen af; hvor vel jeg maa tilstaae, at Jomfrue Leonore, saasom hun kiender min Herres Sind, har giort meget ilde. Det er ogsaa ingen Tvil paa, at hun jo vil fortælle dette Puds, hun har spillet ham, til andre, saa at min Herre derudover vil blive latterlig over den heele Bye.

APICIUS. Jeg søger efter Jomfrue Helenes Broder Eraste; men Pokker kand ikke finde ham. Dersom han ikke udi min Nærværelse heller sin Søster igiennem, saa skal jeg udøse all min Vrede mod ham.

CHRISTOPHER. Er der ikke Monsieur Apicius? han seer forbandet fæl ud.

APICIUS. Thi jeg lader ikke den Sag gaae u-hævned bort.

CHRISTOPHER. Han er vred som en Tydsk.

APICIUS. Jeg skal lære hende, at hun tar sig en anden gang vare ikke at drive Spot med en brav Mand.

CHRISTOPHER. Han maa endelig have været til Ords med min Herre paa Vejen, efterdi han er saa forbittred.

APICIUS. Jeg seer, at Boden er alt tillukket.

CHRISTOPHER. Han taler om Boden. Jeg tænkte det nok, at min Herre maa have visket ham en Dievel i Ørene.

APICIUS. Jeg er, min Troe, ikke den, der kand stikke en Ørefigen i min Lomme.

CHRISTOPHER. Hillemænd! er det mueligt, at min Herre har givet ham Ørefigen? Det er best, at jeg løber min Vej.

APICIUS. Hvem er der?

CHRISTOPHER. Slet ingen, Monsieur!

APICIUS. Saa maa du da være et Echo eller et Spøgelse.

CHRISTOPHER sagte. Jeg var tilfreds, at jeg var et Spøgels, og at mit Legeme for en halv Time var paa Blocksbierg.

APICIUS. Est du der? Christopher! Jeg havde ikke den Ære at kiende dig i Begyndelsen.

CHRISTOPHER. Æren er min, Monsieur. Men det er ikke mig.

APICIUS. Er det ikke dig? hvad Fanden er det for Snak?

CHRISTOPHER. Ney, gid jeg faaer Skam, om det er.

APICIUS. Det maa da være din Geist. Du maa endelig have en ond Samvittighed, efterdi du er saa bange for mig.

CHRISTOPHER skiælvende. Jeg er. min Troe, ikke bange, men jeg tog Monsieur for et Spøgelse.

APICIUS gier ham et par Ørefigen. See der, til et Beviis, at jeg er intet Spøgelse.

CHRISTOPHER. Hvorfor slaaer I mig? hvad ont har jeg giort?

APICIUS. Det er kun for at viise, at jeg er ingen Geist.

CHRISTOPHER. Min Herre skal vel hævne dette.

APICIUS. Hør, Christopher! du kand give dette par Øre figen til din Herre igien, og bede ham transportere dem paa sin Søster.

CHRISTOPHER. De Ørefigen skal dog komme dig dyre nok at staae.

APICIUS. Tør du give mig knubbed Ord, Slyngel? See der er nok et par Ørefigen for dig selv. Christopher skriger og Apicius gaaer bort.

_

SCEN. 16.

Eraste. Christopher.

ERASTE. Christopher! hvad er paa færde?

CHRISTOPHER. Det er ingen Konst at gaae bort, og lade en anden staae i Stikken.

ERASTE. Hvad er det for Snak? Hvem lader dig staae i Stikken? Hvorfor græder du?

CHRISTOPHER. Ach! jeg har faaet over 10 Ørefigen.

ERASTE. Af hvem?

CHRISTOPHER. Af den Slyngel - - - Ach! gid jeg havde ham nu fat alleene; nu først blir jeg modig, og Blodet begynder at kaage i mig.

ERASTE. Du skulde have slaaet fra dig tilforn, nu er det for silde.

CHRISTOPHER. Ach! Monsieur kiender jo min Natur, jeg kand ikke blive vred, førend man har længe irret mig.

ERASTE. Jeg merker paa den Maade, at du vil have fleere Ørefigen, før du blir vred; jeg synes 10 kunde nok ellers komme Blodet til at kaage i en ærlig Karl. Men af hvem est du slagen?

CHRISTOPHER. Af Apicius.

ERASTE. Hvorfor slog han dig?

CHRISTOPHER. Jeg veed ikke meer Aarsag der til, end det Barn, som ligger i Moers Liv.

ERASTE. Ach! Herre Jeh! hvad er dog dette? Den heele Familie er udsat paa at giøre mig Spot og Fortræd. Jeg veed ingen Aarsag der til, uden det skulde være, fordi jeg vegrede mig forgangen Dag at laane ham nogle Penge; dem skulde han dog gierne have bekommet, hvis jeg havde haft dem ved Haanden. I det øvrige begriber jeg aldeles ikke denne Handel.

CHRISTOPHER. Da begriber jeg i det ringeste det. Mine Kieber vil begribe og føle det i det mindste 2 a 3 Dage. Men Herre! siig mig ret for Alvor: Har I paa Vejen talt med Apicius om hans Søsters Sager? thi jeg har bildet mig ind, at I have vexlet Ord sammen paa Vejen, og at han derfor har handlet saa ilde med mig.

ERASTE. Jeg svær dig, at jeg ikke har talt med ham hverken i Dag ey heller i Gaar; og det er Aarsagen, hvi jeg intet fatter af denne Handel. Men lar os gaae; jeg maa hiem og tage en anden Kaarde paa.

_

SCEN. 17.

Petronius med Musicantere.

PETRONIUS. Kand noget Menneske være behageligere i Selskab end den Lucretia? Alt det, som var paa hende, levede. Jeg har nu omgaaes med Fruentimmer her i Byen saa meget, som nogen anden, men jeg har altid staaet Karl førend nu. Det er ikke hendes skiønne Ansigt, jeg er forlibt udi, men hendes Maneerer, Fripostighed, Familiaritet, Yndighed, søde Miner og Belevenhed, hvor med hun har betaget mit Sind, at jeg veed ikke, enten jeg staaer paa mit Hovet eller Fødder. En af mine gode Venner viskede mig i Øret disse Ord: Den Dame synes at være forbandet coqvete; men jeg troer, at han tog forbandet feil, thi jeg merkede, at det var ikkun en fripostig Artighed. Jeg bød mig til at fornøye hende i Aften for hendes Vindver med en sagte Musiqve; hun takkede mig strax med saadan yndig Mine, at jeg er færdig at blive gall, naar jeg tænker derpaa. Hør, I gode Musicantere, lister jer sagte hen under Vindverne. Jeg vil først have et nyt Syngestykke med en Fiol de Gambe; siden kand I spille med de andre Instrumenter. Jeg vil selv synge Stykket, saasom det er af min egen Composition. Ere jer Instrumenter stemmede? Messieurs!

MUSICANTERE. Ja alting er færdigt.

PETRONIUS. Gaaer kun gandske digt under Vindverne, paa det at Musiqven kand begynde, førend man blir os vaer.

MUSICANTERE. Herren har kun at befale, naar vi skal begynde.

PETRONIUS. Men spiller ikke alt for stærkt! Jeg vil, at hun skal høre Ordene; thi mellem os at sige, saa er Compositionen excellent.

MUSICANTERE. Det skal efterleves, naadige Herre! Men det er noget kaaldt i Aften.

PETRONIUS. Bekymrer jer ikke derom. I blir nok indbudne udi Huset, hvor I faaer en varm Stue. I kiender ikke denne Dame; hun er genereuse. Rhins-Viin vil flyde som Vand for jer. Musiqven begyndes med den forlibte Viise, som hansynger tillige med. Lucretia stikker Hovedet udaf Vinduet og slaaer Vand paa dem.

MUSICANTERE. Hvad Fanden er dette?

LUCRETIA. Gaaer jeg Gang, I Dagdrivere! Skiæmmer I jer ey at giøre saadan Allarm for en Enkes Dør?

PETRONIUS. Det er mig, Madame! Petronius.

LUCRETIA. Og det er mig, Lucretia.

PETRONIUS. Jeg har componeret dette Stykke, for at divertere hende.

LUCRETIA. Og jeg har slaaet Vand ned, for at temperere Heden af jer Hierne.

PETRONIUS. Hun kiender mig da ikke meer, Madame!

LUCRETIA. Jeg kiender jer alt for meget, Monsieur Pedant! See, der er jer naragtige Brev, som I skikkede mig.

PETRONIUS. Men er det mueligt, at

LUCRETIA. Har han Lyst til at døbes end engang, saa kand han kun tøve et Øyeblik.

PETRONIUS. I skal betale mig dette dyrt nok. Folk af min Profession fordøyer ikke saadan Haanhed.

LUCRETIA. Gaae jer Gang, og tag fat paa jer Seneca, og læs der udi et Capitel om Vrede, saa vil I strax befinde jer bedre. Hun lukker Vinduet til.

MUSICANTERE lugtende paa sin Arm. Dette lugter, min Troe, i det ringeste ikke af Rhinsk-Viin.

PETRONIUS. Disbedre er det; thi alt Viin pletter.

MUSICANTERE. Fy for en U-lykke! det lugter hverken af Viin eller Vand.

PETRONIUS. Her er intet meer at bestille, Messieurs. Det giør mig ont, at jeg har u-maget dem forgiæves.

MUSICANTERE. Aldeles ikke, Monsieur! giv os vore Penge, saa skal vi strax gaae.

PETRONIUS. Hvad? I har jo ikke spillet uden et halv Stykke.

MUSICANTERE. Det er ikke vor Skyld.

PETRONIUS. Det er ey heller min Skyld.

MUSICANTERE. Vi ere accorderede om 6 Rixdaler; betal os dem, saa vil vi ikke regne at vore Klæder ere fordervede.

PETRONIUS. Jeg vil betale jer 6 Dievle.

MUSICANTERE. Ingen Snak.

PETRONIUS. Gaaer Fanden i Vold.

MUSICANTERE. Gaae I selv den Vey.

PETRONIUS. Hvor meget er det, I begiærer?

MUSICANTERE. Sex Rixdaler.

PETRONIUS. Han gier den eene Musicant et par Ørefigen. See der er to for dig, efterdi du er den fornemmeste. De andre maa fornøye sig enhver med eet. De kommer i Slagsmaal, Vægter-Pibene høres og Vagten trækker dem ud.

 

 

 

ACTUS III

 

_

SCEN. 1.

Apicius. Espen.

APICIUS. Han fik, ma foi, en Hob dygtig Ørefigen; jeg kand føle det paa mine Hænder, som svier endnu deraf.

ESPEN. Ja, ja, Herre! Jeg er ingen Prophet, men jeg kand dog spaae, hvad deraf vil følge.

APICIUS. Hvad vil deraf følge? Meener du, at jeg er bange for nogen af dem? jeg vil gaae mod Eraste med min Stok, skiønt han møder mig med blot Kaarde.

ESPEN. De stille Folk ere ikke at skiemte med, naar de først blir vred; seer jeg ret paa Eraste, da er han af de slags Folk. Men hvad vil den Dreng her? Vil du tale med nogen?

DRENGEN. Jeg har et Brev til jer fra en Karl, som flyede mig det paa Gaden.

APICIUS. Giv hid. Læser Brevet: Est du en honnet Cavalier, saa møder du mig Klokken 8 i Aften paa Grønland; hvis du ikke møder, holder jeg dig for en Coujon. Adieu. Eraste. Espen! hører du det? hvad er herved at giøre?

ESPEN. Jeg skal sige Monsieur et got Raad, hvorledes han skal komme reputeerlig derfra.

APICIUS. Hvorledes da?

ESPEN. Han skal gandske stiltiende alleene møde paa Grønland, og der slaaes som en ærlig Karl; enten bliver han selv stukken ihiel, og døer som en brav Mand, eller stikker han sin Contrapart ihiel, og bliver hengt derfor med Reputation, saa, hvor det falder ud, saa kommer han dog med Æren derfra.

APICIUS. Du trøster vel i en Lygte.

ESPEN. Ja der er intet andet ved at giøre; I skulde have betænkt tilforn, hvad I giorde.

APICIUS. Ej! meener du jeg er bange?

ESPEN. Det siger jeg ikke; gak derfor gandske stiltiende derhen; thi dersom I siger det til nogen, at de søger at hindre det, maa I ligesaa fuldkommen heede Coujon, som I aldrig havde turdt møde. Men der kommer jer Søster; holdt nu gode Miiner.

_

SCEN. 2.

Leonore. Apicius. Espen.

LEONORE. Hvor forlibt den gode Eraste blev, da han hørte den Madame beskrives! Hun er og paa et Haar efter hans Sind; thi jeg har ikke kiendt nogen ung Kone saa menagerlig, stille og indgetogen, som hun. Jeg troer nok, der bliver et Partie imellem dem. See her Monfrere, hvad bestiller du her?

APICIUS. Hør, min hierte Søster, har jeg giort dig noget imod, saa beder jeg om Forladelse.

LEONORE. Hillemænd! hvad er det? Ach! mit Blod tilsiger mig noget ont. Siig for Guds skyld, hvorfor tager du Afskeed med mig.

APICIUS. Jeg siger intet; jeg har min Ære kiærere. Jeg beder kun, at, saa fremt du vil holde mig for din Bror, at hverken du eller nogen anden kommer paa Grønland i Aften Klokken otte. Vender sig til Espen. Espen! er det ikke got nok? kand du nu see, at Hiertet sidder paa det rette Sted, og at jeg kand tie?

ESPEN. Jo, jo, Monsieur tier brav nok; han siger kun: Holdt mig, eller jeg giør en Ulykke.

LEONORE. Ach! jeg elendige Menneske! jeg merker nok, hvor det hænger sammen, at I vil for Haanden. Espen! Jeg formaner dig ved alt det, som helligt er, at du aabenbarer mig den heele Historie.

ESPEN. Ej, Jomfrue! meener hun, at jeg ikke kand tie lige saa vel som min Herre? jeg siger kun alleene dette, at min Herre skal slaaes i Aften Klokken otte på Grønland.

LEONORE. Med hvem?

ESPEN. Det siger jeg heller ikke, men første Bogstav er Eraste.

APICIUS. Du fortvivlede Skielm, er det ret saaledes at røbe din Herre?

ESPEN. Hør, Monsieur! naar I har sagt A, saa maa I og sige B. I har jo selv givet Anledning til jer Søster at spørge der om. En retskaffen Cabeleer tar aldrig Afskeed enten med Bror eller Søster, naar han vil slaaes; thi at sige til sin Søster: har jeg giort dig noget imod? det er at sige paa anden Dansk: Min hierte Søster! jeg staaer i Fare i Dag enten at giøre en Ulykke, eller at tage en, hvilket jeg som en retskaffen Cabeleer ikke kand eller tør sige dig, men, som jeg er bange for Trøyen, saa gier jeg dig kun Anledning at efterforske, hvorudi Faren bestaaer, at du i Tide kand hindre den. Jeg holder, min Troe, for, at det er ligesaa got at sige reent ud til sin Contrapart: Monsieur! mit Hierte sidder mig i Buxerne, derfor beder jeg, at I vil undskylde mig for at møde.

LEONORE. Det er en smuk Tiener, som raader sin Herre at styrte sig i Ulykke.

ESPEN. Nej! I forstaaer mig ikke ret, Jomfrue! jeg raader ham ikke til at slaaes, men siger kun, efterdi han har besluttet at slaaes, saa skal han slaaes som en retskaffen Cabeleer; saa vilde jeg giøre, om jeg var det. Jeg har kiendt en Officeer, som modtog alle Dueller. Men saasom han altid sagde til sin Kone, førend han skulde slaaes: Far vel, min Hierte! jeg veed ikke, om vi seer hinanden meer! saa blev der aldrig noget af; thi Konen udspionerede strax Sagen, og hindrede det. Men der kommer, min Troe, Eraste. Nu blir her en Ulykke af.

_

SCEN. 3.

Eraste. Christopher. Espen. Leonore. Helene. Apicius.

ERASTE. Jeg troer nok, han har faaet mit Cartel; er der nu en ærlig Blods-Draabe i ham, saa møder han mig til bestemte Tid.

CHRISTOPHER. Hør, Herre! hvad jeg har i Sinde: naar I kommer i Træfning sammen, vil jeg gaae bag til, og rende ham min Kaarde ind i Ryggen, og vinder vi sikker.

ERASTE. Fy! fy! det duer ikke; vi skal fægte reent og ærligen tilsammen.

CHRISTOPHER. Ej hvad Ærlighed! Naar I vil giøre en Ulykke, er det jo ligemeget paa hvad Maade det skeer. Naar vi vil tale om Christendom og Samvittighed, saa burte I blive hiemme; Men eftersom vi har besluttet at sætte i Dag saadant til Side, maa vi være os selv lige. Om en Tyv havde sat sig for at stiæle en Koe, bekymrede han sig aldrig om Maaden, men alleene hvorledes at han sikkerst kunde stiæle den. Naar en Ulv sætter først Samvittighed og Christendom til Side, og beslutter at dræbe et Faar - - - dog det er sandt, en Ulv har endelig ingen Christendom, men jeg vilde alleene sige, naar en Ulv vil dræbe et Faar, og tog i Betænkning at anfalde det bag til, vilde de andre Ulve holde ham for en Pedant; forstaae om Ulve kunde raisonnere. Det er virkelig noget underligt, som man ikke kand begribe, hos visse Folk, at de søge at føre et ugudelig Forsæt Christelig ud. Jeg for min Part, jeg søger aldrig at sætte Gud eller Mennesker Vox-Næse paa. Naar jeg er gudfrygtig, saa er jeg gudfrygtig; naar jeg er ugudelig, saa er jeg ugudelig, saa alle kand tage og føle derpaa. Jeg har tit tænkt paa disse Officerer, at, naar de vil duellere, det er, bryde Guds og Landets Love, giør de deres Bøn først. Hvad maa vor HErre vel tænke, naar saadanne Bønner kommer for ham: HErre! saasom jeg har i Sinde at dræbe min Næste eller styrte mig selv i Ulykke for ingen Ting, saa beder jeg din Bistand her udi.

ERASTE. Ej! holdt op med din Moraliseren! Jeg skal forsvære at tage nogen Latinsk Dreng i min Tienneste meer; de ere ligesom de vare galne.

CHRISTOPHER. Herre! seer I ikke, hvem her staaer?

ERASTE. Jo, det er den Mand, jeg leeder efter. Her kand vi giøre det strax af. Træk ud, Canaille, est du en ærlig Karl. De fægter sammen.

LEONORE. Mord, Mord!

HELENE. Hvad er paa Færde? Ach, Gud bedre mig arme Menneske! hvad er det for en Ulykke? Espen og Christopher, hvis I ikke hindrer det, skal I komme i Bødelens Hænder. De komme alle imellem og skille dem ad.

ERASTE. Hvis I ikke gaaer til Side, skal jeg

HELENE. Ach! min allerkiæreste Broder! siig hvad er Aarsag til saadan Ulykke.

ERASTE. Synes dig ey, at jeg har Aarsag? først kommer hans Søster mig til at løbe April; siden prygler han min Tiener.

APICIUS. Ney! Jer Søster har kommet mig til at løbe April.

CHRISTOPHER. Espen! denne Sag maa hænge underlig sammen; vi to vil være Mediateurs. Her er Vildfarelse; thi begge beskylde hinanden for een Sag. Hør, Monsieur Eraste, vi tvende Mediateurs eller Opmænd tilspørge eder først, hvorudi eders Pretentioner bestaaer.

ERASTE. Hans Søster visede mig April.

ESPEN. Og eders? Monsieur!

APICIUS. Hans Søster giorde ligesaa ved mig.

CHRISTOPHER. For det andet maa vi spørge, hvorudi den April-Løben bestaaer.

ERASTE. Hun visede mig hen til en Dame, som hun berømmede af Gudsfrygt, Menage, Taushed, Stillhed, etc. men da jeg kom derhen, fandt jeg hende ugudelig, comædiantisk, aabenmundet, ødsel, gall.

ESPEN. Og eders? Monsieur!

APICIUS. Hans Søster recommenderede mig en Dame til Brud, som var artig, levende, resolut, beleven, og i alting efter mit Sind; men da jeg kom derhen, fandt jeg hende knarvorren, arrig, mistænkelig, gnieragtig, etc.

CHRISTOPHER. For det tredie maa vi viide den Kones Navn, og hvad hun heeder.

ERASTE. Jeg veed ikke, hvad hun heeder, men det var en Galanterie-Kræmmer-Enke.

ESPEN. Og eders?

APICIUS. Ogsaa en Galanterie-Kræmmerske.

CHRISTOPHER. Saasom der er mangfoldige GalanterieKræmmersker i Byen, maa vi spørge for det fierde, hvor denne boer.

ERASTE. Næst ved her.

ESPEN. Og eders?

APICIUS. Ogsaa her næst ved.

CHRISTOPHER. Gaaer I nu lidt til side, Messieurs! nu maa vi examinere Fruentimmeret: Hør, Jomfrue Leo nore, hvordan fandt I den Helena at være, for hvis Skyld denne Trojanske Krig er begyndt?

LEONORE. For mig var hun melancholisk, sad og sukkede og græd over Taare-Persen.

HELENE. For mig var hun gall og lystig, og holdt en Roman for sin Bibel.

LEONORE. For mig var hun taus, gnieragtig, precieuse, varsom.

HELENE. For mig var hun aaben-mundet, troehiertig, ødsel, Satyrisk.

CHRISTOPHER. Ha, ha, ha! nu har jeg løset Knuden. I Giække tilsammen, kand I ey merke, at det er to u-lige Søstre i eet Huus, hvilket har givet Anledning til all den Allarm? ha, ha, ha!

_

SCEN. 4.

Henrich. Personerne af forrige Scene.

HENRICH. Den Kone kand giøre Folk 10 gange gall om Dagen. Nu skal jeg ud i mit Søndags-Liberie, alleene fordi det er ont Veir.

ESPEN. Hør, Kammerat! hvor mange Døttre har I i jer Huus?

HENRICH. Der er kun 16 Søstre, som alle ere giftefærdige.

ESPEN. Men mig synes, at jeg aldrig har seet meer end een udi Boden?

HENRICH. De ere der gemeenligen alle sexten.

ESPEN. Saa maa de da være hinanden meget lige?

HENRICH. Ligesom Draaber Vand, angaaende Legemet, men hvad Siælene angaaer, da ligner de hinanden meget lidet.

ESPEN. Men hvem af dem heder Lucretia.

HENRICH. De heder saa alle sexten.

ESPEN. Ej! tal dog alvorlig. Jeg troer, ingen skulde være saa gall at give 16 Døttere eet Navn. Siig mig, hvem er den, som er saa stille?

HENRICH. Det er den ældste.

ESPEN. Det er meget naturligt. Men hvem er den, som er saa lystig?

HENRICH. Det er den ældste.

ESPEN. Gak til Blocksbierg. din Spottefugl!

HENRICH. For at hielpe dig udaf Drømmen, vil jeg forklare mine Ord meere tydelig. Der er kun een Kone i vor Bod; men i den ene Kone er meer end 16 Siæle.

ESPEN. Hvad vil den forblommed Snak sige?

HENRICH. Har du studeret?

ESPEN. Ney jeg har ikke.

HENRICH. Saa maa jeg da føre mine Ord ud i en Borgerlig Stiil. Min Madame er lidt vægelsindet, saaledes at hun forandrer sin Humeur 10 gange hver Time. Jeg vil ikke tale ilde om hende, efterdi jeg er i hendes Brød; thi ellers skulde jeg beskrive det Bakkelsebeest med hendes rette Farve. Men er der ikke Monsieur Petronius? Hillemænd! jeg maa løbe.

ESPEN. Tøv dog lidt: Jeg har endnu noget at spørge dig om.

HENRICH. Skiul mig da; -thi jeg er bange for denne Mand. Jeg skal siden sige dig af hvad Aarsag.

_

SCEN. 5.

Petronius. De andre.

PETRONIUS. Pots Slapperment! hvilket Eventyr var dette! Jeg veed ikke enten jeg drømmer eller jeg er vaagen. Hun tar med venlig Miine mod mit Tilbud, berammer Tiden; jeg lejer Musicanterne, kommer til bestemte Tid, i Forhaabning at recommendere mig ved saadan Artighed; men, i Steden for at faae et Kys, eller i det ringeste Tak for saadan Høflighed, faaer jeg Skiældsord og Vand over Hovedet. Hvorudover, saasom Ulykken aldrig er eene, jeg kommer i Klammerie med Musicanterne, faaer Hugg af dem, blir trækket til Raadhuset af Vægterne; saa at jeg maa løse mig med Penge baade fra de første og de sidste.

CHRISTOPHER. Jeg vil sværge paa, at denne Monsieur har haft selv samme Eventyr, som vi.

HENRICH. Hillemænd! gid jeg var vel hiemme.

PETRONIUS. Der er, min Troe, hendes Tienner. Far ham i Haaret. Du skal sandelig betale mig Lavet.

HENRICH. A--- A--- A

ERASTE. Ach! min Herre! slaae ikke den stakkels Dreng saaledes.

PETRONIUS. Messieurs! dersom I vidste mine Aarsager, hialp I mig selv til at prygle ham.

HENRICH. Monsieur! jeg har jo aldrig seet ham før.

PETRONIUS. Har du ikke seet mig tilforn? hvem var det da, jeg talede med i Maares, var det ikke dig?

HENRICH. Ney, Monsieur! det var en Kræmmer-Dreng; men jeg er en Lakei.

PETRONIUS. Jeg seer nok, at du har faaet Liberie paa; jeg havde derfor nær i Begyndelsen taget feil. Tiener du ikke hos den artige Lucretia?

HENRICH sagte: Jo sommetider.

PETRONIUS. Du har et artigt Herskab.

HENRICH sagte; Sommetider.

PETRONIUS. Det er den u-raisonableste Qvinde, jeg har kiendt.

HENRICH sagte: Sommetider.

PETRONIUS. Svar mig, du Slyngel! tiener du ikke hos hende?

HENRICH. Jo, sommetider.

PETRONIUS. Est du ikke Dreng der i Huuset?

HENRICH. Jo! jeg er, go Herre!

PETRONIUS. Saa tiener du der jo stedse hos hende?

HENRICH. Ney, ikkun sommetider.

PETRONIUS. Den Dreng har enten Malice, eller det maa være en Taasse. Saaest du ikke, hvordan jeg blev nyelig medhandlet for j ere Vindver?

HENRICH. Jo jeg giorde, go Herre! men hvad kand jeg giøre dertil?

PETRONIUS. Det er endelig sandt. Jeg slog dig med u-ret, men i Hidsighed. Jeg burde hævne mig paa hende selv, hvilket og skal skee inden jeg gaaer til Sengs.

HENRICH. Paa hvem vil Herren hævne sig?

PETRONIUS. Paa den gode Madame Lucretia, som boer der.

HENRICH. Den Lucretia, som slog Vand paa Herren, boer ikke der meer.

PETRONIUS. Hvor boer hun da?

HENRICH. Jeg veed, min Troe, ikke.

PETRONIUS. Var det ikke dette Huus, hvor man handlede saa ilde med mig?

HENRICH. Jo, min Troe, var det saa.

PETRONIUS. Var det ikke Lucretia, som slog Vand over mig?

HENRICH. Ja, men ikke den, som boer der nu.

PETRONIUS. Er din Madame da flytted?

HENRICH. Ney! hun boer der endnu.

PETRONIUS. Ej, saa skalt du faae en Ulykke! vilt du fixere mig oven i Kiøbet?

HENRICH. A--- slaae mig ikke, Monsieur. At Mad. Lucretia slog Vand over jer, det har I jer selv at takke for.

PETRONIUS. Hvi saa?

HENRICH. Jeg beskrev jer i Maares min Madames Humeur, men I vilde da ikke troe mig. Min Madam har adskillige Siæle i Maven eller Hiertet. Somme af disse Siæle ere onde, og somme gode. En af de gode Siæle inviterede Herren hid, og en af de onde slog Vand paa ham. Det er derfor ikke Madamens skyld, men Herrens egen, at han ikke kom et halv Qvarteer tilforn, førend den gode Siæl gik ud i Byen og den onde Siæl kom hiem, eller, at han ikke biede et halv Qvarteer længer; thi hun har baade for og siden den Tid været saa mild, som en Guds Engel. Begriber I det nu?

PETRONIUS. Jeg begriber alt dette gandske ikke.

ERASTE. Min Herre! jeg fatter det meget vel. Drengen tiener hos en Dame, der er vægelsindet, og ved sin foranderlige Humeur har givet Anledning til stor Vildfarelse blandt os, som her staae, og ført tvende eenige Familier i Harnisk mod hinanden, saa vor største Sorg nu er, hvordan vi kand redressere den Feil, som vi af Vildfarelse har begaaet.

PETRONIUS. Denne Dame er jo mægtig til at opvække en indbyrdes Borgerlig Krig udi Staden. Ha! ha! ha! nu forgaaer min Vrede. Til Henrich. See der, Cammerat! der har du 2 Mark for de Hugg, jeg gav dig i Hastighed. Gak kun din Vej. Henrich gaaer bort. Det er best, Messieurs! at vi tier paa begge Sider med denne Historie; thi den kunde ellers give Anledning til den beste Comoedie.

LUCRETIA kommer. Henrich! kand du ikke komme ind? Hvem er det din Slyngel staaer og sladrer med?

PETRONIUS. Der er hun, min Troe; nu kand jeg hævne mig paa hende selv.

ERASTE. Ej, min Herre! det er kun at lee af. Vi vil allene fixere hende lidt. De rykker hende til sig en efter en anden.

PETRONIUS. Madam! Er det ikke hun, som bestilte Musiqve i Dag?

LUCRETIA. Ja det var den gang, men

HELENE. Madame! Er det ikke hun, som dræbte mig med Høflighed i Formiddag?

LUCRETIA. Ja det var den gang.

LEONORE. Madam! Er det ikke hun, der dræbte mig med Uhøflighed?

LUCRETIA. Det var den gang.

ERASTE. Madame! Er det ikke hun, som var saa coqvete?

APICIUS. Madame! Er det ikke hun, som var saa kydsk?

PETRONIUS. Madame! Er det ikke hun, som slog Vand over mig?

ESPEN. Madame! Er det hun, som er saa klog?

CHRISTOPHER. Madam! Er det hun, som er saa gall?

LUCRETIA grædende. Men I got Folk! Hvorfor tracterer I mig med saadan Haanhed?

PETRONIUS. Tør I vel klage jer, efter at I har bedrevet saadan Gierning? Har I ikke selv stævnet mig hid i Aften? troer I vel, at

LUCRETIA. Min kiære Monsieur! Jeg beder ham med grædende Taare at tilgive mig denne Forseelse. Han kom just paa en Tid, de havde giort mig Fortræd, og naar Galden engang først løber over (hvilket dog ikke hender mig uden meget sielden) saa veed jeg selv ikke hvad jeg giør. Har dog Medlidenhed med mig, min Herre! og tilregne mig ikke denne Overiiling. Jeg har alt for stor Estime for hans Person, at jeg forsættelig skulde føre mig saaledes op mod ham.

APICIUS. Forlad hende da denne Forseelse, min Herre!

PETRONIUS. Eders Taare, Madame! udslukker min Vrede. Dersom denne Fortrydelse er af Hierte!, saa er jeg allereede overvunden.

LUCRETIA. Han veed, min Herre! at jeg ikke allene estimerer, men end og elsker ham.

PETRONIUS. Kiærligheden begynder at opleve iglen. Lar os da fornye det gamle Venskab igien. De gier hverandre Hænderne.

ERASTE. Men hvad Satisfaction skal vi give de smukke Jomfruer for den Tort, vi har af Vildfarelse giort dem?

CHRISTOPHER. Hør, got Folk! lad mig og Espen, som Mediateurs, raade. I veed jo, her er en Comoedie spillet, og at alle Comædier bør endes ved Giftermaal. Vi finder for got, at Freden sluttes paa den Maade, at Monsieur Eraste gifter sig med Jomfrue Leonore, og Monsieur Apicius med Jomfrue Helene. Er I dermed fornøyet paa alle Sider?

LEONORE. Seer man vel, hvor perfect han forstaaer det Handverk at koble Folk sammen.

CHRISTOPHER. Min hierte Jomfrue! hun maa forlade mig, at jeg gaaer saa lige til. Jeg har ikke gaaet i Skole til Maren Gifteknivs, der kunde giøre saa mange Præludier, naar hun giorde Partier mellem Folk. Jeg veed nok, hvordan Moden er baade for den, som skal frie, og den, der skal sige ja. En Frier, eller hans Commissionaire, skal lade sig merke, i mange Aar at have baaret hemmelig Kiærlighed til en Jomfrue, omendskiønt han aldrig har seet hende tilforn. Eller han skal foregive, at hans Far eller Moer har aabenbare! sig for ham i Søvne, og sagt: Vil du gifte dig, min Søn, saa tag ingen uden den eller den Jomfrue. Eller han skal sige, naar han giør sin Bøn i Kirken om et got Giftermaal, staaer strax den eller den ham for Øjene. Den som vil sige ja, skal blive rød i Ansigtet, og sige: Monsieur! det er noget, som jeg ikke kand svare til. Det er for tiligt for mig at giftes, jeg er for min Frihed. Jeg kand intet giøre uden mine Venners Raadførsel. Og skal gaae som halv vred og skamfuld bort, omendskiønt hun er færdig at sprække af Kiærlighed. Jeg er aldeeles ikke for slige u-nyttige Ceremonier; naar jeg skal til at frie engang, saa siger jeg kun; Lille Pige! vil I have mig? Siger hun ja, saa smækker jeg strax til; men siger hun ney, saa svarer jeg: Far vel, lille Pige: hils hendes Forældre.

ERASTE. Jeg holder med dig, Christopher, derudi; du taler efter mit Sind.

CHRISTOPHER. Vil I da have disse tvende Jomfruer, som hos eder staaer, til eders ægte Hustruer?

ERASTE. Jeg for min Part holdt det for en stor Lykke, om jeg kunde overtale Jomfrue Leonore.

APICIUS. Jeg er iligemaade fornøyet med dit Forslag.

LEONORE. Du giør Brude-Vielsen noget for hastig, Christopher!

HELENE. Mig synes, min Troe, det samme.

CHRISTOPHER. I gode Jomfruer! giør mig ikke vred. I veed jo, at jeg er en hastig Mand. Slaaer kun strax til. I ere alle lige af Stand og Midler. I har derforuden, omendskiønt uskyldig, ophidset tvende Personer til U-ee nighed, som ikke kand bedre bilegges end ved Giftermaal og Svogerskab. Til med er jo spillet en Comoedie, som endelig maa endes med Giftermaal. Allons, giver hver andre Hænder! Jeg vil, min Troe, ikke begiære en Skilling derfor; hvor vel der er mange Folk her i Staden, som lever af intet andet end det samme.

ESPEN. Jeg vil, min Troe, ey heller begiære noget derfor.

CHRISTOPHER. Du har ret, Espen; thi du har ikke talt et Ord, men staaet som en Dosmer. I staaer saa peene, I got Folk! Corrasi! giver hverandre Hænder. See! jeg skal hielpe jer til rette. Flye mig kun jer Haand, Jomfrue, ligeledes. Han tvinger dem til at give hinanden Hænderne.

PETRONIUS. Her er ogsaa min Haand, min Engel! kom lad mig ogsaa kysse dig.

LUCRETIA. Fy Monsieur! det er noget grønt.

PETRONIUS. O! pluma levior mulier.

LUCRETIA. Jeg forstaaer ikke hans Latin eller Græsk.

PETRONIUS. Hun skal nok lære det, naar hun kommer i Brude-Seng.

LUCRETIA. Med hvem?

PETRONIUS. Med mig.

LUCRETIA sagte. Hvilken horribel Pedant!

PETRONIUS. Vil hun da ikke holde sit Løfte, Madame?

LUCRETIA. Ney! der er 3 Raisons, som holde mig tilbage: (l) Har jeg betænkt mig, og for det andet

PETRONIUS. Det er alt nok; Hendes Tiener, naadige Frue!

LUCRETIA. Hans Tienerinde, naadige Herre! Hun gaaer.

ERASTE. Og vi andre vil hiem at holde Bryllup.

PETRONIUS. Og jeg maa hiem at faae til Livs et par Capitler af min Seneca, som viise, hvordan man skal skikke sig udi Fortræd. Han vender sig til Spectatores: Denne Kone bør være Generalinde for alle vægelsindede Qvinder.