Gå til TEKSTER

 

Georg Brandes

Søren Kierkegaard. En kritisk fremstilling i Grundrids. (1877)

fra Store Personligheder, Samlede Skrifter, bind 2. - 1899.

 

Søren Kierkegaard.

Was Tarquinius Superbus in seinem Garten mit den Mohnkopfen sprach, verstand der Sohn, aber nicht der Bote.

Hamann-Kierkegaard.

Min tidligste Erindring om Kierkegaard er den, at naar jeg som Barn ikke trak mine Benklæder omhyggeligt og ligeligt ned over de dengang brugelige lange Støvleskafter, sagde Barnepigen advarende til mig: Søren Kierkegaard! Saaledes hørte jeg første Gang det Navn nævne, der samtidigt ringede saa stærkt for de Voksnes Øren. Karikaturtegningerne i Corsaren havde gjort Kierkegaards Ben bekendte i Krese, hvor hans Geni ikke var naaet hen. Hans Benklæder havde hos os opnaaet en lige saa stor Navnkundighed som i Frankrig en halv Snes Aar tidligere Théophile Gautiers røde Vest.

Den mærkværdige Mand var kendt i Kjøbenhavn som en Gade-Original. Ydersiden af hans Liv var sær og ensformig.

Man kunde møde ham i den tidlige Morgenstund paa de afsides Stier langs Stadsgraven, til hvilken han humoristisk nok havde løst Fisketegn for uforstyrret at kunne tænke og komponere.

Han har i: Gentagelsen, skildret slige Vandringer i den klamme Morgentaage, i det duggede Græs, paa den Tid, da den kolde Gysen, der bebuder Solopgangen, gaar gennem Naturen. Man kunde se ham køre ene i sin lejede Wienervogn i flyvende Fart hen ad Nordsjællands Landeveje eller i langsomt Trav gennem Nordsjællands Skove paa en af hine hyppige Køreture, der mindst optog en Dag, ofte flere, og af hvilke han foretog et Par hver Vintermaaned og om Sommeren maanedlig seks eller syv. Han gæstede vekselvis Kongelunden paa Amager eller Lyngby, Frederiksborg, Fredensborg, Hørsholm, Roskilde. Han opsøgte i Gribskov sin kære Ottevejskrog, hvis Navn allerede havde noget Tiltrækkende for ham, den Indesluttede, hvem Alle kendte og tiltalte, ved den Modsigelse, der laa i, at et Sammenstød af otte Veje sagdes at danne en Krog. Han satte sig her, og det var ham som var et helt Folkefærd vandret ud ad de otte Veje og havde kun glemt En; som havde de otte Veje ført alle Mennesker bort fra ham for kun at bringe ham hans egne Tanker tilbage. Han, der havde saa vanskeligt ved at glemme sig selv, aldrig kunde fortabe sig helt i Naturen, hvis Studium han ringeagtede, aldrig i Historien, som han med sit udpræget filosofiske Anlæg manglede Sansen for, neppe nok i Musiken, i hvilken han kun opsøgte sine egne Idealer, holdt af selv her i Ensomheden at føle sig som Midtpunkt.

En anden Dag kunde man paa Østergade ved Middagstid mellem 2 og 4 i Sværmen følge den spinkle og tynde Skikkelse med det ludende Hoved, med Paraplyen under Armen, der næsten ufravigeligt var at finde her paa det saakaldte "Strøg", der er den mellemfine Verdens Corso i Kjøbenhavn. Han hilste hvert Øjeblik, saas i Samtale saa med En, saa med en Anden, hørte en enkelt Gang en lille Gadedreng raabe Enten-Eller efter sig, indlod sig med Kreti og Pleti, ligesaa tilgængelig for Enhver her paa Gaden som utilgængelig i sit Hjem, her ligesaa ødsel med sin Person som ellers nidkær over den, her tilsyneladende ruttende med sin Tid ligesom til Vederlag for, at han altid haardnakket lod sig negte hjemme.

Men gik man saa en Vinteraften forbi hans Hus og faldt Blikket paa den lange Række af oplyste Vinduer, der gav det Stokværk, han beboede, et Udseende, som var det illumineret, da anede eller skimtede man en Række smukt møblerede, alle opvarmede Værelser, i hvilke den sære Tænker gik frem og tilbage under en Stilhed, som kun afbrødes ved Pennens Kradsen paa Papiret, naar han standsede for at nedskrive et Indfald i sit Haandskrift eller en Bemærkning i sin Dagbog; thi i alle Værelserne laa Pen, Papir og Blæk.

Saaledes levede han: spaserende, kørende, samtalende og fremfor Alt skrivende, altid skrivende. Han var flittig som Faa, og al hans Flid bestod i at skrive. Han talte ikke alene med sin Samtid, men med sig selv ved Hjælp af sin Pen. I faa Menneskeliv har Blækket spillet saa stor en Rolle. Han har efterladt sig omtrent 30 trykte Bind, der tilsammen næsten udgør (hvad han kaldte dem) en Literatur i Literaturen, og lige saa mange Bind store Dagbøger i Haandskrift, og næsten alt dette er skrevet i Løbet af hans tolv sidste Aar. Saaledes. saa sært og ensformigt, tog Ydersiden sig ud af et af de indvortes mest bevægede Liv, der nogensinde er ført i Danmark. 

1. Barnealderen.

Da i Aaret 1813 den rige Hosekræmmer Michael Kierkegaard paa Nytorv i Kjøbenhavn var 57 Aar gammel og hans anden Hustru Anne (f. Lund), hans forrige Tjenestepige, 45 Aar, fik dette Ægtepar sit syvende Barn, en Søn ved Navn Søren. Sammenlægger man Forældrenes Alder, faar man det ærværdige Tal 102, et Tal saa stort, at mange Gange to Par unge Forældre, naar de sammenlægger deres Aar, ikke naaer til saa højt et Antal.

Søren Kierkegaard var gamle Forældres Barn; han fødtes gammel, ban voksede op som et gammelklogt Barn, der saa tidligt begyndte at gruble især over sig selv, at det i hans senere Liv forekom ham, som havde han hverken været Barn eller Yngling, det vil sige hverken ubevidst eller sorgløs. "Min Ulykke var, siger han med en af de spændte Vendinger, han ynder, saa godt som fra Fødselen og fuldstændiggjort ved Opdragelsen den: ikke at være Menneske." (Synsp. f. min Forfvirks. S. 62.) Han mener dermed, at han var Aand, et meget fordringsfuldt og altfor omfattende Udtryk til at ud sige noget Bestemmende om en Enkelt. Vist er det imidlertid, at den, der brugte det om sig, kom til Verden med tungt Blod og tungt Sind; i gamle barbariske Tider havde man maaske antaget et saa lidet barnligt Barn for en Skifting, Troldene havde lagt i Vuggen.

Han opsøger selv Sprogets yderligstgaaende Ord for at skildre sin oprindelige Tilstand. Han var efter sit eget Udsagn (Efterl. Pap. 1. 424) "spæd, spinkel og svag, næsten i enhver Henseende nægtet Betingelserne for ogsaa at kunne gælde for et helt Menneske, sammenlignet med Andre, tungsindig, sjælesyg, paa mangfoldig Maade dybt og endeligt forulykket." Et saadant stakkels Troldebarn leger ikke som andre Børn, er aldrig glad eller lystigt; det ser paa En med store, kloge, medlidenhedsvækkende Øjne, fordi det som Kierkegaard "sukker under en oprindelig Uensartethed med denne Tilværelse". Det er straks fra den spæde Alder af sindrigt og vil i Taushed forarbejde mangt et sjældent Vaaben eller Smykke, men man tirre det ikke, det er drilsk af Natur, spotsk i sine Svar, bidende vittigt, naar det ægges. Det har en Sjæl uden Sol, det lever et Liv uden Foraar; men det ser skarpt og det evner Meget.

Den stakkels Sildefødning var ikke blot vanfør, men syg, meget syg. 33 Aar gammel betegner han sig selv som fra sin tidligste Tid fortæret af en "til Afsindighed grænsende Lidelse", der maatte have sin Grund i et Misforhold mellem Legeme og Sjæl. (Efterl. Pap. 2. 431.) Denne Lidelse, som han med sin bibelske Udtryksmaade kalder sin "Pæl i Kødet", var det, som affødte det rugende Tungsind, hvis Taager indhyllede hele hans Opvækst. Men ud af disse Taager blinkede den drilske Ironis og Vittigheds Lyn. Han havde den Art Vid, som, om end i langt ringere Grad, gerne findes hos Pukkelryggede, hos Hofnarre eller andre svage og jævnligt forulempede Væsener, der lider under et uhelbredeligt Tungsind; kun at dette Vid hos ham altid tjente Ideer, var behersket, gennemsigtigt, genialt, selv hvor det ytrede sig i en Haan saa skærende, at Verden neppe siden Swifts Tid havde hørt Magen. I Drengeaarene aabenbarede dette Vid sig som ungdommelig Kaadhed. Et Par Anekdoter fra Skoletiden betegner dets Art. Den danske Lærer Hr. Storck havde forlovet sig, og den udvalgte Genstand hed Charlotte Lund. Der skulde skrives en dansk Stil over et selvvalgt Æmne og Kiergaard skrev nu: Charlotteland, Rejsen dertil og Fornøjelserne der, med Hentydninger til Forlovelsen og Navnet. Den tyske Lærer, Hr. Mathiesen, var saa svag, at Drengene tillod sig Alt i hans Timer.

En Dag gik de saa vidt, at de holdt fuldstændigt Maaltid i Klassen med dækket Bord, Smørrebrød og Øl, gik omkring og bød hinanden Velbekomme. Hr. Mathiesen vilde i sin Fortvivlelse klage til Bestyreren, da Drengene omringede ham og bad ham at blive. Søren Kierkegaard alene blev siddende paa sin Plads og sagde kun: "Vil De saa ogsaa sige Professoren, at saadan har vi det altid i Deres Timer." Læreren blev.

2. Fader og Søn.

Det var fra Faderen, at Kierkegaard arvede baade sit Tungsind, sit Vid og sine Evner. Moderen, hvem han først mistede i sit 22de Aar, nævner han mærkeligt nok aldrig med et Ord.

Begge Forældrene var jyske Bønder. Michael Kierkegaard havde sin Barndom maattet ernære sig ved som "Hjorddreng" at vogte Faar paa de jyske Heder. Han led her legemligt Ondt og sjælelig Mangel: her var hverken Læ eller Ly eller Skygge eller Træer eller Mennesker, kun en tom Flade og de umælende Dyr. Saaledes fyldtes hans Sind med den Sorg og det Savn, der afspejler sig i vore Folkevisers Vemod, saaledes ind sugede hans Sjæl al Hedens stumme Melankoli. Han fortabte sig i de Grublerier og Drømmesyner, der opstaar hos den, der kun omgaas sig selv.

Det er paa anden Haand - et Minde om de jyske Heders Ensomhed, Ensformighed og Tungsind, der slaar os imøde fra Kierkegaards Skrifter. Heden er deres Naturbaggrund, den tungtlidenskabelige Bondereligiøsitet, som avledes i Faderens Sjæl under Forladtheden derude, er deres aandelige Forudsætning.

Men allerede 12 Aar gammel kom Faderen til Kjøbenhavn, blev snart en stor Hosekræmmer, en stor Urtekræmmer, efter Datidens Vilkaar en meget holden Mand. Man véd, at den religiøse Opvakthed hos den jyske Bonde ikke udelukker en betydelig Fiffighed i Handel, en vis solid Nærighed og Paaholden hed overfor det Fortjente. Det var ogsaa Tilfældet her. Dag ud, Dag ind stod den gamle, graahaarede, altid nøjeseende Hosekræmmer i sin Bod, iført sin gule Frakke, sine Fløjls-Knæbukser, sine pertentligt blanke Spændesko eller ungarske Støvler med Kvast og lagde Daler paa Daler. En lille Pisk i Nakken gav ham et endnu mere gammeldags og Jeronimus-agtigt Udseende.

Han var en loyal Mand, som ærede Kong Frederik d. 6te, Landets Fader, der som Kronprins havde givet ham Bevilling til skønt Hosekræmmer at handle ikke blot "med kinesiske og ostindiske Artikler, men ogsaa med de fra Vore Vestindiske Eylande kommende Vahrer, saasom Sukkere, raffinerede og uraffinerede, Sirup og Kaffebønner, og samme i store og smaa Partier til Alle og Enhver udsælge". Han var en from Mand, som næsten altid levede i sit tarvelige Hjem, som sad paa sin Træstol ved det lille hvidmalede Bord og læste i sin Postil og sine Testamenter, gik i Kirke uanfægtet af Tidens Rationalisme og hørte Mynster med Opbyggelse og Andagt. Han var en streng Mand, som lod sine Døtre gaa paa Torvet og gøre Indkøb til Huset, barhovedede med et strikket Sjal knyttet paa Ryggen, som lod dem børste Brødrenes Tøj og gøre Huset istand, da der ikke blev holdt Tjenestepige, og som, selv da hans Sønner var blevne Studenter, sjældent eller aldrig gav dem Penge til Snaafornødenheder. Kort sagt han saa' op til Kongen, højagtede Gejstligheden og ærede Politiet. I sit Hjem var han et Stykke af en Hustyran og Faderens brede Ryg stillede sig længe hindrende mellem Søren og Verden.

Det lader sig neppe nægte: der slaar os et Pust fra Hosekræmmerbutikens indelukkede Luft imøde fra Kierkegaards Skrifter, der med al deres Dybde, Skarpsindighed og Varme har en saa snever aandelig Synskres. Det er i andet Led - den med al sin Begavelse uselvstændige, lige akkurat fra Træhesten frigjorte Almuesmands sky Ærefrygt for det hele overjordiske og jordiske Politi, der møder os i den overdrevne og anstrengte Ærbødighed for Konge og Kancelli, Censorer og Ministre, Ekscellencer og Bisper, af hvilken Kierkegaard næsten hele sit Liv igennem gør Profession.

Dog hin gamle ærværdige Jeronimus var trods sit regelrette og prosaiske Forretnings-Ydre en Fantast, en Dialektiker og en paa Randen af Sindssyge svævende Hypokondrist. Hjemmet blev herved for Sønnen ligesaa ængstende som uhyggeligt tiltrækkende.

Adspredelser var der ingen af. Men naar Søren bad om Tilladelse til at gaa ud og som oftest fik et Afslag, tog Faderen ham ved Haanden og foreslog ham til Gengæld en Spaseretur op og ned ad Gulvet, hvorhen han vilde, til Frederiksberg eller ud ad Strandvejen(note: Smlgn. novellen Efterl. Pap.2. 78. disse Træk var mig bekendte, førhine Paoirer kom ud, da Kierkegaard til afdøde Prof. Brøchner havde forladt dem som Virkelighedstræk fra hans egen Barndom). Da fortalte Faderen Alt, hvad de saa'. De hilste paa de Forbigaaende; Vognene larmede dem forbi og overdøvede Faderens Stemme. Kagekonens Frugter havde aldrig set saa indbydende ud. Faderen fortalte Alt saa nøjagtigt og saa levende, at Søren efter en halv Times Forløb var mere træt og overvældet end af en virkelig Tur. Snart lærte han den Gamle Kunsten af, og de samtalede paa den forstilte Vandring; de overbød hinanden, de kappedes i Opfindelse og i at gøre hinanden opmærksomme paa, hvad der mødte dem paa Vejen. (Eft. Pap.2.81).

Naar man hører derom, tror man at opleve en Scene af Schacks: Fantasterne. - Det er neppe muligt paa en mere unaturlig Maade at berøve et ypperligt udrustet Barn Virkelighedssansen og indprente det Drømmesyge og Fantasteri. Ingen vil sikkert efter at have hørt et saadant enkelt lille Træk undre sig over det Blodløse, det Hjærnespindsagtige i Kierkegaards selv nok saa genialt opfundne digtede Personligheder som Johannes Forføreren eller Frater Taciturnus's Quidam. Hans Fantasi var og blev en Stueluftsplante.

Der er andre store Mænd end Kierkegaard, hvis Opdragelse syntes anlngt paa at tilintetgøre Barnet i dem. Der er en anden af vort Aarhundredes store Mænd, hvis Fader ligeledes udøvede en overvældende Indflydelse paa Sønnen lige fra de spædeste Aar. Jeg tænker paa Stuart Mill. Men hvilken Forskel paa hine lærerige Spasereture, som Mill mellem sit fjerde og sit syvende Aar daglig foretog ved sin Faders Haand, Ture, om hvilke han selv fortæller, at hans tidligste Erindringer om grønne Marker og vilde Blomster blander sig med Erindringen om dem - og disse uhyggelige Vandringer op og ned ad et Stuegulv, under hvilke Fader og Søn som to gamle Børn foregøglede hinanden, at de saa' virkelige Naturomgivelser og optog Indtryk fra en Omverden. Den unge Mill maatte paa hine Morgenture give sin Fader Beretninger om sin Læsning, og med Varrne fortalte den lille, højhjertede Dreng om Malteserriddernes tapre Forsvar mod Tyrkerne eller de oprørske nederlandske Provinsers Kamp mod det spanske Tyranni - den stakkels lille Hosekræmmersøn havde ingen Fader, hvis Hjærne omspændte sin Samtids hele Viden, ingen Fader, der kunde lægge al Datidens Videnskab til Rette for Sønnen og vække hans Sans for Ret, for Historie og Natur; han gengav derfor Intet, hans egen overophidsede Hjærne frembragte de blodløse Skygger, han lod glide Faderens Øjne forbi.

Foruden at være en Fantast var den Gamle en Dialektiker, udstyret med en hos en udannet Mand aldeles ualmindelig Disputerefærdighed. Den formelle Tænkevirtuositet, der skulde fremtræde saa blændende hos Sønnen, synes allerede at have været anlagt hos ham. Han maa have besiddet noget af en Erasmus Montanus's Evne til at bevise hvadsomhelst og vende op og ned paa Alt, noget af den Begavelse, der ikke sjældent findes hos vore Politikere af Bondestanden (man tænke paa I. A. Hansen) til med en vis ætsende Skarpsindighed at sønderdele et Spørgsmaal og tage dets enkelte Sider for sig til stykkevis og overlegen Behandling. Men langtfra at være selvtilfreds med sine fremragende Evner var han sygeligt nedslaaet, led især i sine senere Aar under Følelsen af Intet at due til og kunde komme frem med Udbrud, der viste, at han til sine Tider følte sig som den Elendigste af Alle. (Eft. Pap. 2. 127.) Saaledes omtrent tænker jeg mig, at en eller anden af Cromwells Soldater, en eller anden Jeroboam-Lev-for-at-opstaa eller Pimpleton-Gud-være-med-os har klaget sig i de Timer, da Naaden var svag i ham. Medens den forholdsvis lykkelige unge Mill ved sin Faders Haand førtes ind i Videnskaber, som der vel udfordredes en Mands Aandskraft til at magte, men dog i Videnskaber, indviede denne mørke og fantastiske Puritaner af Almuesklassen sit stakkels Barn i alle de Angster og Bekymringer, hvormed den kristelige Rettroenhed, forkyndt af en i Skrupler og Anfægtelser henlevende udannet Mand, kan omspænde et barnligt Sind. I: Synspunktet for min Forfattervirksomhed, S. 59 hedder det: "Som Barn blev jeg strengt og alvorligt opdraget i Kristendommen, menneskelig talt afsindigt opdraget: allerede i den tidligste Barndom havde jeg forløftet mig paa Indtryk, som den tungsindige Olding, der havde lagt dem paa mig, selv segnede under - et Barn afsindigt paaklædt til at være en tungsindig Olding." Hvem kan da undre sig over, at der kom Øjeblikke, i hvilke den Gamle stod stille foran Sønnen, sørgmodigt betragtede ham og sagde hine Ord, der aldrig gik Kierkegaard af Minde og som har fundet deres Plads i Dagbogen: Skyldig-Ikkeskyldig i Studier paa Livets Vej: "Stakkels Barn! Du gaar i en stille Fortvivlelse." (Eft. Pap. 2. 68, Stadier, 2den Udg. 179.) Fader og Søn synes hver for sig at have gjort sig selv ansvarlig for den andens Tungsind; Sønnen frygtede for, at Faderen sørgede over ham og omvendt. Men under alt dette opelskedes i Barnets Sind en Følelse, der snart blev den fremherskende hos ham: Pieteten, den tungsindige Pietet.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

 

3. Hjemmet og Skolen.

I Hjemmet lærte Drengen fremfor Alt at lyde, at fantasere og at disputere. Her lærte han, tvungen ind i den kristelige Rettroenhed som i et Kloster, at bede, at kræve sig selv til Regnskab, at krybe sammen i Frygt og Bæven, og uundgaaeligt var det, at en saa opvakt Aand mangen Gang maatte kaste attraaende Blikke over Klostermuren og hengive sig til Længsler og Ønsker, som de avles i et Kloster. I Skolen lærte det geniale Barn ny Underkastelse og Lydighed, nødtvungent Selvforsvar og paatvungen Forstillelse.

Naar Drengen fra hint underjordiske Hjem dukkede op mellem Kammeraterne i Skolerne, maatte han nødvendigvis bære et usædvanligt og lyssky Præg. Hans Væsen var stille, hans Gang var lydløs. Han talte aldrig om sit Hjem, førte aldrig nogen Kammerat derind. Hans plumpe og grove Dragt, der altid var ens (kortskødet Trøje, Sko og Uldstrømper), skaffede ham det fortræffeligt malende Navn: Kordrengen. Han var altfor svag og spinkel til at have Tilbøjelighed til legemlig Idræt.

Han var for gammel og for frygtsom til at deltage i de andre Drenges Lege og Slagsmaal. Slog En efter ham, løb han altid sin Vej; men var han tirret til det Yderste, da hævnede han sig paa de lange, sværlemmede Drenge, selv med Fare for at faa mange Prygl, som Loke hævner sig paa Guderne ved Ægirs Gæstebud. Hans Vaaben var den legemligt Svages: bidende Vittighed, snærtende Sport, blodig Ironi, der bragte Latteren over hans Modstanders Hoved - de Vaaben, som hele hans Liv igennem forblev hans. Ingen af hans Meddisciple anede Geniet i ham. Jeg har en af hans egne Klassekammeraters Ord derfor.

Han tav nemlig med hvad der sysselsatte ham, ja tyede næsten uvilkaarligt til Forstillelse for at skjule sit tidlige Tungsind. Han til troede sig selv en ganske overordenlig Evne til i denne Henseende at bedrage, til at bibringe sine Omgivelser den Mening, at han var fuld af Munterhed og Livslyst, medens han i Virkeligheden følte sig ensom og uforstaaet. Han har sikkert anslaaet sin Færdighed for højt, hvor meget han end kan have havt Viljen til at skuffe. Stolt som han var, følte han, at han fra det Øjeblik af, da han vilde aabne sit Indre, var udset til et Offer for Medlidenheden, "en sød Lugt i dens Næse" (som det hedder i Frygt og Bæven), og denne Tanke kunde han ikke udholde. Han greb da til Forstillelse og Bedrag som Nødværge, greb dertil med alt det Hang, der var i ham til at fordoble sit Væsen, og man fejler neppe, naar man her søger Spiren til den dybt indgroede Forkærlighed for Vildleden, Selvfordobling og Skjulthed, der kan forfølges gennem hele hans Forfattervirksomhed. Der gives en Art almenmenneskelig Jesuitisme, som man bør vogte sig for altfor hastigt at fordømme og hvilken Ingen undgaar, der som Kierkegaard tror paa Tilladeligheden af en foreløbig Dølgen af Sandheden for Øjemedets Skyld ("en teleologisk Suspension af det Etiske"). Der spores nogle Glimt af en saadan Jesuitisme meget tidligt allerede i Kierkegaards Liv. Han var - med sine Anlæg til Ærefrygtens ubetingede Underkastelse, med sin dybt i Sindelaget grundende Tilbøjelighed til at lade det Religiøse gennembryde den almindelige sædelige Livskres en født Jesuit, en protestantisk Jesuit, der var sin egen Pave, men som aldrig egenlig tvivlede paa at Hensigten helligede Midlet, naar det gjaldt de højeste Formaal, det vil sige hans.

Idet nu den unge Skoledreng gik frem og tilbage mellem Hjemmet og Skolen, ombyttede han i Virkeligheden kun ét Tyranni med et andet. Skolen styredes nemlig af den i sin Tid bekendte Rektor Michael Nielsen, en dygtig og yderst aarvaagen, men indskrænket Skolemand af gammel Støbning, for hvem den latinske Grammafik var den humane Dannelses eneste Grundlag. Han lærte sine Elever "at lystre, at tie til den blodigste Uret og at skrive latinsk Stil". Følgelig blev han for Kierkegaard et Ideal.

Hvilken Ulykke for et ungt Geni som Kierkegaard at komme fra hin Fader til denne Mand, til hvem han allerede ved Hjemmets Opdragelse kun var altfor forberedt! Han var hjemme allerede optugtet til Lydighed og Respekt; dobbelt Respekt og dobbelt Lydighed forlangtes af Rektor. Han synes ved sin samvittighedsfulde, om end ikke meget frivillige Flid at være bleven en af Professorens Yndlinge. Men rigtignok synes han for at holde sig i denne Gunst stundom at have grebet til Midler, som mindre lydige, mindre regelrette Drenge mange Gange forsmaar, han var bekendt som en Mester i den Kunst at bedrage Læreren ved at læse under Bordet, naar han var daarligt forberedt.

Der er for mig ingen Tvivl om, at Assessor Wilhelms Udtalelser om sin Skoletid i Enten-Eller (2den Udg. 2. 188) beror paa Kierkegaards egne Erindringer. Jeg kom mellem de andre Drenge, hørte dem med Forundring klage over deres Lærer, saa det Vidunderlige ske, at en Discipel blev taget ud af Skolen, fordi han ikke kunde komme ud af det med Læreren. Havde jeg ikke fra tidligere Tid været saa dybt paavirket, havde maaske en saadan Begivenhed virket skadeligt paa mig. Nu var dette ikke Tilfældet. Jeg vidste, det var min Opgave at gaa i Skole, i den Skole, jeg engang var sat i; om saa Alt blev forandret, dette kunde ikke forandres. Det var ikke blot Frygt for min Faders Alvor, der bibragte mig denne Forestilling, men det var det ophøjede Indtryk af hvad der var et Menneskes Pligt. Om min Fader var død, om jeg var bleven sat under en Andens Opsigt, hvem jeg kunde have bevæget til at tage mig ud af Skolen, jeg havde aldrig vovet det eller ret villet det; det vilde have været mig, som om min Faders Skygge skulde kommet og fulgt mig i Skole; thi atter her havde jeg faaet et underligt Indtryk af, hvad der var min Pligt, saa at ingen Tid vilde have udslettet Erindringen om, at jeg havde krænket hans Vilje...

Vi læste i min Tid latinsk Grammatik med et Fynd og Klem, som man i vor Tid ikke kender. Ved denne Undervisning fik jeg et Indtryk, som paa en anden Maade virkede ensartet hermed paa min Sjæl. Forsaavidt jeg tør tiltro mig Evne til at betragte Noget filosofisk, da skylder - jeg det dette Barndommens Indtryk. Den ubetingede Respekt, med hvilken jeg betragtede Reglen, den Ærbødighed, jeg nærede for den, den Foragt, med hvilken jeg skuede ned paa det kummerlige Liv, Undtagelsen fristede, den i mine Øjne retfærdige Maade, paa hvilken denne blev forfulgt i min Stilebog og altid brændemærket, hvad er dette andet end den Distinktion, der ligger til Grund for enhver filosofisk Betragtning! "

For den, der selv i mange Maader var skabt til Undtagelse, kan en saadan tidlig indpodet Ærefrygt for Reglen synes en ypperlig Ballast paa Rejsen igennem Livet; men denne Ballast var for tung, den optog for megen Plads og den hæmmede Skibets frie Bevægelse meget mere end den sikrede det imod Kæntring. Man tænke sig Kierkegaard opdraget i en af Datidens bedste engelske Skoler, i hvilken der frededes om Individets Selvstændighed, i hvilken ingen Lakaj-Dyd blev fordret eller æret, og der havde været en Slags Haab om at hint første Tryk i Hjemmet havde kunnet rettes. Nu steg hin Underkastelses- og Underdanigheds-Aand i Drengen uden Modvægt til en beklagelig Højde(note: Med Hensyn til Skoleopdragelsens moralske (ikke dens fri intelektuelle) Principer stod Danmark da og staar endnu ganske paa tysk Grund. Vi burde lægge os Herhert Spencers Udtalelser herom paa Hjerte:

"Den uafhængige engelske Dreng er Fader til den uafhængige engelske Mand, og uden hin kan denne ikke blive til. Tyske Lærere siger, at de hellere vil regere et Dusin tyske Drenge end én engelsk Dreng. Skulde vi derfor ønske, at vore Drenge havde de tyske Drenges Bøjelighed, og derfor ogsaa senere hen de voksne Tyskeres Underdanighed og politiske Trældom? Eller skal vi ikke hellere finde os i de Følelser hos vore Drenge, som gør dem til frie Mænd, og saa forandre vore Metoder i Overensstemmelse dermed?" (Om Opdragelse, dansk Overs. 116.).

Den havde ganske vist altid et Hensyn til det Ideale eller dog til det, der for ham stod som idealt, men selv Vassal-eller Hofmands-Ærefrygten savner jo ikke sin Idealitet. Som voksen Mand lader han en af sine Pseudonymer sige: Sandelig, jeg har aldrig ønsket at være Napoleon, men vel at være en af de to Kammerherrer, der slog Fløjdøren op for ham, bukkede dybt og sagde: "Kejseren!" (Johannes Climacus: Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift.) Han var altfor aandigt, altfor sværmerisk anlagt til at han nogensinde kunde blive et plat underdanigt Menneske. Selv hvor han i sit senere Liv paa det Undersaatliges Vegne taler det Slettes Sag, som hvor han skriver til sin Broder Peter, der som Præst havde negtet sin Foresatte, Biskop Mynster, Lydighed overfor et umoralsk og uberettiget Forlangende, i den Hensigt at bevæge ham til at give efter - selv der er det en højere Idé, som leder ham, skøndt den leder ham vildt.

Det gør unegtelig et pinligt Indtryk at se Søren Kierkegaard henstille til sin Broder, der ikke kan overvinde sig til at døbe Baptistbørn med Vold, om det ikke var bedre at forvandle sig til en slet og ret Embedsmand, slet og ret Lydigheds-Maskine (note: Det hedder i dette Brev ( Eftl Pap. 1. 351): Jeg for mit Vedkommende er aldrig gladere end naar En vil befale, især naar det er en virkelig Foresat; thi jeg anser det altid for lettere at være den Lydende end den Befalende).

Men allerede ved den tidligste Opdragelse i Hjemmet og Skolen var alle hans sjældne Anlæg til Dyder, Sværmeriet, Begejstringen, førte paa Vildspor; Intet deraf blev stillet i Frihedens Tjeneste.

Alt i den kritikløse Respekts, og saaledes udfoldede han i vore Dage en Række af umoderne, rent feudale Dyder, en Vassals ydmyge Troskab, en Munks Askese, en Skolastikers Færdighed i at benytte sin hele Viden til Forsvar for udenfra givne Dogmer og Trosbud.

Den værste Følge af Underdanighedsaanden er imidlertid Hovmodsaanden. De to er Tvillingbrødre. Hvem der med store Evner mangler den Gave at optræde med Holdning, at hævde sig uden mange Buk, trøster sig ved i sit stille Sind at føle sig desmere. Kierkegaard manglede hele sit Liv igennem hin sikre Holdning overfor Foresatte, som Mænd med ringere Selvfølelse end han hyppigt nok har besiddet. Man se f. Eks. hvilke Krumspring han gør for at undgaa personligt Sammentræf med sin Velynder Christian d. 8de, og hvorledes han begrunder sit Afslag (Brevet til P. D. Ibsen, Eftl. Pap. 2. 175). "Dersom jeg kunde skrive Kongen til," siger han her, "det var Noget for mig. Men Ulykken er, det er ikke Noget for ham, thi hvor skal han faa Tid til at læse Sligt. Jeg er, som hvis en Husmoder vidste, hun kunde lave den kosteligste Pandekage, men hun havde iugen Tallerken til at bære den frem paa: min Aand er god nok, men jeg mangler Legemets Tallerken." Den Blanding af Ydmyghed og Selvtilfredshed, som skimtes bag denne den voksne Mands tilsyneladende Humor, var allerede forberedt i Barnets Sind.

Der udvikledes hos den geniale Dreng en uhyre Selvfølelse, han begyndte tidligt at anse sig selv for den mest begavede blandt alle Yngre i Landet; ja kan man stole paa hans egne dristige Ytringer, da er det overhovedet "aldrig nogensinde faldet ham ind, at der levede det Menneske, som var, eller samtidigen skulde fødes det Menneske, som blev hans Overmand." (Synsp. f min Forfvirks. S. 60.) Den sande Værdighed har hverken hin Ydmyghed eller denne sammenlignende Stolthed.

4. Universitetet.

Han blev Yngling, blev Student, traadte ud i Verden som en rig Mands højtbegavede Søn, kom til Universitetet i Kjøbenhavn og gav sig, som det efter en saadan Opdragelse var at vente, til at studere Teologi, et Studium, der ikke var egnet til at nedbryde den Autoritetstro hos ham, hvortil Spirerne var lagte. Den unge Plante føres ind i det ene ugunstige Luftlag efter det andet. Og ikke blot at Kierkegaard blev Teolog, men han levede hele sit Liv igennem i en fuldstændig teologisk og teologiseret Dunstkres; mindst de tre Fjerdedele af hans nærmere Bekendte synes at have været Teologer, Kapellaner, Præster, Bisper, Gejstlige af alle Grader.

Havde Kierkegaard nu ikke været saa særegent anlagt, vilde han sikkert have kunnet studere Teologi uden nogen synderlig Skade. Dette Studiums højst tvivlsomme Videnskabelighed, den almindelige aandelige Nysgerrighed, det vækker, uden at tilfredsstille den, de Udsigter, det paa mange Maader aabner til Kundskab om rent menneskelige Forhold, er maaske mere vækkende og mindre hæmmende for en selvstændig og stræbende Aand end en eller anden streng Faglære. Kierkegaards Begavelse havde desuden med alt sit Hang til Respekt det store Fortrin at være dybt og fra Grunden stridbart anlagt. Det var at vente, at det Tidspunkt tidligt eller sent vilde indtræde, da han maatte gøre Oprør mod sin Undervisning og sine Lærere. Men nu vilde Skæbnen, at Teologien netop da i Tyskland var bleven inddraget under den Samtiden beherskende Hegelske Filosofis Krongods, og at Martensen som Professor havde forplantet den tyske spekulative Retning i Teologien til Kjøbenhavns Universitet. Da Kierkegaard nu var naaet saa vidt i Udvikling, at den Modstand mod Undervisningen, der var at forudse, førte til en Rejsning, kom han følgelig ved denne Opstand ind i en rent tilfældig og hurtigt forældet Fejdetilstand, der desværre strækker sig gennem hele hans Forfatterliv. Havde ved Kjøbenhavns Universitet den rettroende Teologi dengang været paa Moden, da havde der været et Slags Haab om, at Rettroenheden var kommen til at staa for ham i et ugunstigt Lys. Nu var det den grublende Tænkning, som afgav Døgnets Løsen, og saaledes gik det til, at den spekulative Opfattelse af Religionen som det lavere Stadium, Filosofien som det højere, ens ved deres Indholdsværd, kun forskellige ved Formen, særligt det Hegelske Højres Forsoningsforsøg af Videnskab og Tro, blev Genstand for hans endeløse Angreb. Det skinvidenskabelige Forsøg paa gennem Omfortolkninger at opvise en Overensstemmelse mellem det tredie Aarhundredes Teologi og det nittende Aarhundredes filosofiske Resultater var fremstaaet af vor Tidsalders Uvilje mod det foregaaende Tidsrums nedbrydende Kritik og af Tilbøjelighed til store omspændende Sammenfatninger, var dernæst hævdet i det rent politiske Øjemed at kunne filosofere uden at foruroliges af Teologers og Regeringers Overgreb, og var opretholdt af Hegel selv, hvem det i Slutningen af hans Liv var vigtigt at faa sin Lære udbredt som god kongelig prøjsisk Statsfilosofi. Ikke des mindre blev denne Lære af Kierkegaard opfattet ganske troskyldigt som Filosofernes bogavelige Mening og saaledes Genstand for hans harmfulde Indsigelser. Ikke mod en Strauss, ikke mod en Feuerbach rettede han sine Slag, men mod en Marheineke, en Martensen og deres Disciple! Han agtede ikke paa, at medens han stod paa Volden og forsvarede Fæstningen mod uskadelige Troesvidenskabsmænd, trængte Fritænkerne ind bag hans Ryg og erobrede Pladsen.

5. Salomo, Antigone.

I Kierkegaards 25de Aar indtraf saa en Begivenhed, der gjorde et mægtigt Indtryk paa ham og særligt paa Pieteten i ham. Hint oprindelige Tungsind, hvorunder han led, blev ganske særligt grundfæstet eller fortættet ved et Indblik, han paa den Tid fik i sin Faders sjælelige Tilstand. Det er af mange Kendetegn tydeligt, at Kierkegaard opdagede et eller andet mørkt Punkt, en eller anden Brøde i sin Faders Liv, der forekom ham at være Nøglen baade til Faderens sjælelige Sygdom og til hans Religiøsitet. Han kalder dette paa den første Side af de med Broderens Tilladelse udgivne Dagbøger for "den store Jordrystelse" i sit Liv, "den frygtelige Omvæltning, der pludselig paanødte ham en ny ufejlbarlig Fortolkning af samtlige Fænomener"; Faderens høje Alder var ikke en Velsignelse, men snarere "en Forbandelse", Guds Straf var over hele Familien. Et andet Sted hedder det (E.P.1. 436): "Jeg kunde maaske reproducere min Barndoms Tragedie - den forfærdelige Forklaring af det Religiøse, som bange Anelse spillede mig i Haanden, som min Fantasi udhamrede, min Forargelse paa det Religiøse, i en Novelle kaldet: den gaadefulde Familie. Den skulde begynde aldeles patriarkalsk idyllisk, saa Ingen anede det, før pludseligt hint Ord lød ind deri - og forklarede Alt til Forfærdelse." I et Udkast til Afhandlingen: Om Begrebet Angest, betitlet Vokalisationer forekommer bl. a. følgende Eksempel: "Et Forhold mellem Fader og Søn, hvor Sønnen skjult opdager Alt bagved, og dog ikke tør vide det. Faderen er en anselig Mand, gudfrygtig og streng; kun en enkelt Gang i beruset Tilstand lader han nogle Ord falde, som lade det Forfærdeligste ane. Anderledes faar Sønnen det ikke at vide og tør aldrig spørge Faderen eller noget Menneske." (E. P. 2. 17.)

Hvori denne hemmelighedsfulde Brøde bestod, er først sent blevet opklaret. (Høffding: Søren Kierkegaard som Filosof, S. 28.) Kun et lidenskabeligt Hang til Overtro kunde tillægge den en saadan Vægt. Da Faderen som tolvaars Hyrdedreng i Aaret 1768 flakkede om med sine Faar, led af Sult og Kulde og Ensomhed, gik han en Dag op paa en Høj og forbandede Gud, der havde givet ham dette elendige Liv. I de Efterladte Papirer fra 1846 er i den trykte Udgave udeladt dette Sted:

"Det Forfærdelige med den Mand, der en Gang som lille Dreng, da han gik og vogtede Faar paa den jyske Hede, led meget Ondt, sultede og var forkommen, paa en Høj stod op og forbandede Gud - og den Mand var ikke i Stand til at glemme det, da han var 82 Aar gammel."

Den Gamle mente at have begaaet Synden mod den hellige Aand, og hans tungsindige Angst derover lagde sit Tryk over Hjemmet. Han synes i denne Aandstilstand at have vist Haardhed mod sin Hustru. Et og Andet i den Fortælling om Periander, der bærer den betegnende Titel Indenads-Lektien i: Skyldig-Ikkeskyldig, og som øjensynligt ikke ved nogen Tilfældighed er dateret d. 5te Maj (Kierkegaards Fødselsdag) Midnat, peger i denne Retning. Og denne Gisning bestyrkes fremdeles ved en haandskreven Optegnelse af en Samtidig, der er bleven stillet til min Raadighed, i hvilken det hedder: "Faderen var overordenlig streng i at opdrage Børnene religiøst. Det var en underlig, tungsindig Olding.

Han kunde komme op til Mynster og sige: "Aah, Herregud, jeg kom saadan i Dag til at tænke saameget paa min salig Kone jeg tænkte saa længe paa hende . . . her er 200 Rd., vil De ikke give dem til de Fattige." For Kierkegaard har det staaet som om Følgerne af denne formodede Brøde paa en eller anden Maade kunde nedarves. Den tidlige Ind-Øven og Ind-Aven i det Religiøse havde i den Grad modnet hans Sjæl til Overtro, at Forestillingen om en Guds Vrede over Slægten laa ham nær. Endnu længe efter tænkte han paa at nedlægge hvad der boede i ham "af mørke Tanker og sorte Lidenskaber" i Skildringen af en hel til Spedalskhed hjemfalden Familie (E.P. 1. 420). Den Spedalskes gribende Enetale i: Stadierne, er øjensynlig bleven tilbage som eneste Levning af denne Plan.

Men som en ligefrem Omdigtning af hin Begivenhed staar den mesterlige lille Skitse: Salomos Drøm, sammesteds. Den begynder med at berøre den Sympatiens Kval, det er for en Søn at maatte skamme sig over sin Fader, og Salomo prises som den Lykkelige, i hvis Lod det Modsatte faldt, at begejstres til Beundring for David. Men Salomo vaagner en Nat ved at høre en Bevægelse, hvor hans Fader sover: Rædsel griber ham, han frygter, at det er en Nidding, som vil myrde David. Han lister sig nærmere og hører fortvivlede Skrig. Det er David, der ene vaander sig i hemmelig Anger. Da Salomo atter sover ind, drømmer han, at Gud ikke er de Frommes men de Ugudeliges Gud; denne Drøm bliver Rædselen i Salomos Liv, og Skitsen slutter med denne betydningsfulde Udgang: "Og Salomo blev vis, men han blev ikke en Helt, og han blev Tænker, men han blev ikke en Beder, og han blev Prædiker, men han blev ikke en Troende ... og han blev vellystig, men ikke angrende, og han blev sønderknust, men ikke oprejst; thi Viljens Kraft havde forløftet sig paa hvad der laa over Ynglingens Kræfter.... Men naar Østens Dronning kom for at besøge ham, lokket af hans Visdom, da var hans Sjæl rig, og de vise Svar flød fra hans Læbe som den kostelige Myrrha, der flyder ned ad Træerne i Arabien."

Dagbøgerne (1. 421) viser, hvor tidligt det har foresvævet Kierkegaard at skildre denne Scene og fremstille, hvorledes baade Salomos Forstandighed og hans Vellyst var Følger af det Store hos David, idet Anelsen om Davids Skyld kvæler Sønnens Daadskraft, men vækker det Forstandige og det Fantastiske hos ham.

Men samtidigt tumlede han med en anden poetisk Indklædning af den samme Tildragelse, og hertil har han valgt sig Antigones fra Sofokles's Tragedie berømte Skikkelse. Hendes Fader Oedipus har uden at kende sin Afstamning, besnæret af Skæbnen, begaaet den sørgelige og modbydelige Forbrydelse at ægte sin Moder Jokaste. Nu tænker Kierkegaard sig, at hun er bleven vidende om Faderens Skyld. Han har udført sit Fantasibillede i Enten-Eller i den Afhandling, der fører Titlen: Det antike Tragiskes Refleks i det moderne Tragiske. "Hvorledes hun har faaet det at vide, ligger udenfor den tragiske Interesse ... I en tidlig Alder, før hun endnu var fuldkomment udviklet, har dunkle Hentydninger til denne rædsomme Hemmelighed momentvis grebet hendes Sjæl, indtil Visheden med ét Slag kaster hende i Angstens Arme. Hun helliger sit Liv til at sørge over Faderens Skæbne, over sin egen."

For ethvert Menneske med Tro paa en Gud, der grusomt hævner Fornærmelser, som et udviklet Menneske lader upaaagtede, vilde en saadan Opdagelse være en Sorg. For et Menneske med en saa udviklet Pietet som Kierkegaard var den et Slag. Hvorledes stiller nu hans Aand sig til denne "nye Forklaring" af det Religiøse ud af "lønlig Skyld", ud af Angst og Skræk for usynlige Magter, som spilledes ham ihænde? Hans Sind havde allerede modtaget den dybe Fold, som Intet mere kunde udslette. Langt fra at foranlediges til Grublerier over Sjælelivet for at fatte Religiøsitetens Oprindelse, endnu mindre skræmmet bort fra den, synes Kierkegaard at have følt sig des stærkere og uhyggeligere tiltrukket. Man begriber, at den Gamle blev ham næsten endnu kærere ved foruden at være en Genstand for hans Respekt nu tillige at blive Genstand for hans Medlidenhed; hans Pietet for den gamle Mand forblev urokket, ja steg til en om Kineserne erindrende Ærefrygt for Faderen, hvis Minde han som bekendt tilegnede Bind efter Bind af sine opbyggelige Taler. Men til Følelsen for Faderen var paa det Nøjeste knyttet Ærefrygten for den Religion, i hvilken Faderen havde opdraget ham. Ikke at han følte sig lykkelig ved sit Forhold til den, lige omvendt, Faderen havde af Kærlighed gjort ham højst ulykkelig; men han havde atter og atter formanet ham til Troskab mod Kristendommen (note: Saaledes elskede jeg Kristendommen paa en Maade: den var mig det Ærværdige - mig havde den rigtignok menneskelig talt gjort højst ulykkelig. Det hang sammen med Forholdet til min Fader, det Menneske.

jeg har elsket højest - og hvad vil dette sige? Dertil hører netop, at det er Den, som har gjort En ulykkelig - men af Kærlighed). Det forekommer mig endog meget sandsynligt, at der ligger noget personlig Oplevet til Grund for det i: Afslutt. Efterskrift, S. 176, skildrede uhyggelige og umenneskelige Optrin, i hvilket en Olding afkræver et Barn den frygteligste Ed paa som Voksen at ville holde fast ved Troen og ved Kristi Navn. Det første Udkast til Scenen er øjensynligt en Dagbogsoptegnelse (E.P.1.280) og saa vederstyggelig den end er, finder Kierkegaard, der ikke mange Aar efter neppe formaaede at finde stærke Ord nok til at udtale sin Forargelse over Konfirmafionsløftet, her under sit Navneskjuls meget lette Maske Afkrævelsen af Eden ophøjet skøn. Oldingens Skikkelse er utvivlsomt udført efter Kierkegaards egen Fader.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

 

6. Udtræden i Livet.

Saaledes stod han ved Faderens Død, 25 Aar gammel, trods en Tænkeevne, der ikke frygtede for at give sig i Kast med noget Spørgsmaal, ved Ærefrygten naglet til en Religion. der stundom "forekom ham som den umenneskeligste Grusomhed", hvis fornuftstridige Troessætninger han overhovedet var uvis om han nogensinde kunde tilegne sig, kun vis paa Et, at han, i hvad Retning end hans Udvikling maatte føre ham, af Ærefrygt bestandig vilde fortie sine Tvivl, d.v.s.: saa bunden ved Pieteten, at han satte Hensynet til den over den Pligt at være aaben og over Hensynet til det Sande (Smlgn. Synsp. f min Forfvirks. S. 59).

Hans Barndomsminder, hans legemlige Svaghed, hans Tungsind, Faderens Formaninger og Faderens anede Skyld var lige saa mange Nagler, der rammede ham til Korsets Lære. Men samtidig kaldte den grænseløse Higen efter at prøve sine Kræfter, den sydende Nydelsessyge, der avles under Indespærring, den ubestemte Følelse af at sidde inde med en mægtig Genialitet og endelig tusind Klosterfantasier ham udad i den Verden, der vinkede ham med endnu uerkendte Opgaver. Hvad han skulde udrette, vidste han endnu ikke. Han grublede forgæves over sin Bestemmelse. Han søgte ikke Sandheden i Almindelighed, ikke det som i og for sig er sandt, men den Sandhed, der kunde være Sandhed for ham, den Idé, der kunde elektrisere alle hans Evner. (Se Optegnelserne fra Gilleleje E.P.1. 45.) Vel var han endnu langt fra at formulere den skærende og sofistiske Sætning, med hvilken Enten-Eller slutter: "Kun den Sandhed, som opbygger, er Sandhed for Dig." Men han søgte en Sandhed, der var Sandhed for ham i den Forstand, at det var den Idé, for hvilken han vilde leve og dø.

Dog saa ufærdig hans Livsbetragtning endnu er, staar han ved Udtrædelsen af den første Ungdom udstyret med alle de Egenskaber, af hvilke Karakteren formes, og disse lader sig hos ham føre tilbage til to Grunddrifter: et næsten østerlandsk Hang til at underkaste sig i Pietetens Afhængighed og den dybeste Trang til at stille en altid redebon Modsigelseslyst, en overstrømmende Spot og Ironi, i den Sags Tjeneste, hvortil Pieteten bandt ham. Pieteten betyder den frivillige Opgiven af Kritik i Ærefrygt for noget Ærværdigt. Den kan i Livet være en stor og skøn Dyd. I Teorien har den Intet at gøre og har den intet Værd.

Pieteten er noget fra Fromhed højst Forskelligt, skønt disse Ord bogstavret betyder det Samme: Fromheden er umiddelbart grebet, den folder tillidsfuldt sine Hænder; Pieteten vil ikke anvende Kritik, den bryder forsætligt sine kritiske Instrumenter.

Kierkegaard havde liden Fromhed, men megen Pietet. I Pieteten gav han Afkald paa en Del af sine lovlige kritiske Rettigheder.

Til Gengæld fordrede han saa i andre Retninger at staa udenfor Loven.

7. Angreb paa H. C. Andersen.

I Aaret 1838 udkom Kierkegaards første Skrift: Af en endnu Levendes Papirer, udgivet mod hans Vilje af S. Kierkegaard. Den, som lokkes af den lille Bogs paa en Gang fordringsfulde og gaadefulde Titel, bliver skuffet. Medens Titelen synes at tyde hen paa et Stykke pikant Selvbiografi i Retning af et mislykket Selvmordsforsøg eller lignende, er Indholdet hverken mere eller mindre end et Forsøg paa en Skildring af H. C. Andersen som Romandigter, næsten udelukkende begrundet paa en tilintetgørende Kritik af den da lige udkomne Roman. Kun en Spillemand! Og den, som aabner Bogen med den Tro, at en saa planlæggende og overvejende Forfatter som Kierkegaard har begyndt med at lægge den første Sten til den Bygning, han vilde opføre, skuffes ikke mindre. Bogen synes virkelig, som Fortalen antyder, at være sendt ud i Verden nærmest for at gøre Ende paa en Del langtspundne Overvejelser, om det var Umagen værd at optræde som Forfatter med den eller ikke. Det lille Skrift er paa ingen Maade noget glimrende første Arbejde. Sammenligner man denne Første-Optræden - jeg vil ikke sige med Oehlenschlägers eller Christian Winthers, der var saa fuldkomne i deres første Værker, men blot med Heibergs eller Paludan-Müllers, saa staar den langt tilbage. Bogen forholder sig til Kierkegaards senere Frembringelser omtrent som Andersens: Fodrejse, til hans Æventyr. Dette kritiske Forsøg er trods de ualmindelige Kræfter, det røber, et Begynderforsøg, skrevet næsten ulæseligt i et med lærde, særligt teologiske Mindelser gennemtrukket, parentetisk Sprog, rigt smykket med halsbrækkende, Hegelianske Vendinger og Formler. Den unge Forfatter sidder til Halsen i Hegel. Man tænke sig, at han genfinder ikke alene Tidsalderens almindelige Tilbøjelighed til at begynde forudsætningsløst, men særlig den Hegelske Logiks Udgangspunkt, Bestemmelsen: Væren = Intet i Fru Gyllembourgs-Noveller, fordi disse begynder med en Hverdagshistorie (med Intet)".

Allerede i at give en Boganmeldelse saa pirrende og snirklet en Titel røber dog Kierkegaards senere Ejendommeligheder sig.

Hele sit Liv igennem beholdt han denne Forkærlighed for en humoristisk Barokstil, der undertiden endog bemægtiger sig Titelbladet. Han var et gotisk Geni. Og fordyber man sig nu kritisk i denne allerførste Celle, som Kierkegaards Frembringelsesdrift afsætter, saa finder man allerede her hans Væsens Grundtræk.

Det synes underligt at paastaa, at dette første æstetisk-kritiske Stridsskrift og den sidste Samling af lidenskabelige Angreb paa Gejstlighed og Statsreligion, der bærer Navnet øjeblikket, har mere end stilistiske Egenskaber tilfælles. Men tilfælles har de Kierkegaards to Grundlidenskaber: Pietet og Foragt.

I det ungdommelige Flyveskrift gælder Pieteten (ligesom i de Par allerførste Bladartikler mod Orla Lehmann, der to Aar tidligere stod i Den flyvende Post) Danmarks poetiske Guldalder i dette Aarhundrede, hvis politiske Svaghed betragtes som rigelig opvejet ved dens æstetiske Styrke, og Foragten gælder den nye Tids Mænd i Almindelighed, den yngre Slægt. Politikerne, Samtiden.

I Øjeblikket er Pieteten rettet mod det nye Testamentes Kristendom som Sandhedens eneste Legemliggørelse og Rettesnor, og Foragten gælder Gejstligheden, Kristenheden, atter Samtiden Saa store Omvekslinger en Forfatter som Kierkegaard synes at have undergaaet, hvis Væsen og Skæbne førte det med sig, at han bestandig selv maatte nedbryde, hvad han mere end nogen anden havde beundret og forgudet (f. Eks. Hegel, Heiberg, Mynster, det Bestaaende, Kirken), i Virkeligheden er hans Aandsform bestandig den samme. Han har i sin Sjæl en Tilbøjelighed til ydmyg og glødende Begejstring; ved Siden deraf, i Kraft deraf en uafbrudt Frembringen af veltalende og tilintetgørende Spot for at mætte "den Lidenskab, der var i hans Sjæl: Foragt" (Øjeblikket Nr. 1), og han lader i sit første og sit sidste Skrift det samme Skyts af forbitret og fjerntrammende Haan spille i Pietetens Tjeneste. I hans Ungdoms Flyveskrift er det kun Riffelskud, i Øjeblikket sande Artillerisalver, men Krudtet er af samme Tønde.

Det er forbausende, med hvilken Sikkerhed den 25aarige unge Mand dømmer og fordømmer sin hele Tidsalders Stræben.

Om Tidens Hovedretning: det Politiske, taler han som i Frankrig en Snes Aar forinden Tilhængerne af den hvide Fane,, der elektriseredes ved Ordet Bourbon. Hans Haan er endda langtfra altid vittig. I Anledning af det gamle Vers "Det donner under Ros, de danske Hovmænd der de Dysten ride" bemærker han, at Nutidens - hele Nutidens! -- Surrogat "Tramp i Gulvet med lange Bene" forslaar kun lidt. Den tidligere Periode er ham "Granitformationen", den nuværende Fløse- og Tørveformation.

Kort sagt, han fremtræder som en Forherliger af den nys forgangne Tid (laudator temporis acti), som en Foragter af sin egen, og der er her, som i hans første Bladartikler, ingen Spotteglose saa haanlig, at han ikke tror sig berettiget til at vende den mod dem, som hvis Modstander han optræder. Heiberg og Poul Møller, Datidens Aandsaristokrater, havde allerede anslaaet denne Tone; deres unge Lærling overbyder dem.

Her øjnes straks ved Begyndelsen af Kierkegaards Bane en Side af hans Væsen, der har sin Betydning for hans Udviklingshistorie. Han var trods al sin Stræben efter at nænne sig det kristelige Kærlighedsideal ingen human Natur; han besad ikke de store kritiske Aanders alsidige Humanitet, ikke blot ikke Stuart Mill's, men end ikke Sibberns. Han var med al sin overlegne Virtuositet i at filosofere over ethvertsomhelst Tema ingen filosofisk prøvende Natur, ikke paa sin Post mod Fordomme, mod Ubillighed, mod for hastig Fordømmen. Han havde med Hegelianismens Kunstudtryk tilegnet sig en god Del af dens Tone.

Atter her maa man udraabe: hvilken Ulykke, at vor hele Kulturudvikling var saaledes forberedt, at han med disse Anlæg var udelukket fra enhver Paavirkning fra England og henvist til lutter tyske Indtryk! Intet vilde have været mere heldbringende for ham end en grundig Dukkert ned i den engelske Erfarings-Filosofi; thi medens den Erkendelseslære, der gaar ud fra Fornuftideer, fører til Fordom, leder den, som bygger paa Erfaring, til uhildet Prøven. Nu gik han ud fra et stort forudfattet idealt Begreb om det Skønne eller Rette, saa' med Lethed og Skarphed Afvigelserne fra Idealet og nedsablede dem med Latter og Spot uden noget alvorligt Forsøg paa at se Sagen fra Modstanderens Synspunkt.

Efter en Indledning af det betegnede angribende Indhold naaer Kierkegaard da til Bogens egenlige Genstand, Afstraffelsen af Synderen Andersen, der har begaaet: Kun en Spillemand! Det synes et besynderligt Spil af Skæbnen, at Kierkegaard saaledes ved sin første Optræden skulde tage Stilling overfor en ham saa ulig Repræsentant for det samme Slægtled - den ene Samtidens mest indadvendte, den anden dens mest naive Forfatter, den ene hvem et saa stort om end stedligt begrænset Ry, den anden hvem en over den gamle og nye Verden saa udbredt Berømmelse var forbeholdt! Hvad Lyst eller Ære kunde Kierkegaard vel finde i at slaa sig til Ridder paa den stakkels værgeløse H. C.

Andersen, der dengang endnu var det jagede Dyr i den danske Literatur? Hvad kunde det glæde den sindrige Edderkop at fange denne stakkels Flue i sit fintspundne Væv?

Svaret er, at Grundtanken i Andersens Roman havde ramt Kierkegaard paa et afgørende Punkt i hans eget Tankeliv, havde harmet ham næsten personligt ved at ophidse noget af det Bedste i ham, hans Livsmod udadtil. Hvad der opbragte ham, det var den Lære, Andersen havde lavet om Geniet, en Uvirksomhedslære, at Geniet behøvede Pleje, kærlige Omgivelser, en vis lunken Varme for at sætte Frugt, og at det uden denne Understøttelse vilde eller maatte gaa til Grunde. Neppe var nogen Forkyndelse mere egnet til at vække dens Harme, hvem "det aldrig nogensinde var faldet ind, at han, selv om han vilde have forsøgt sig paa det Dumdristigste, ikke skulde sejre. (note: Synsp. f. min Forvirks.S.60)." Her stod et ungt Geni, lige paa Nippet til at træde ud i Livet, et Geni, hvis Pande (ikke at tale om, at den var fuld af mange og sindrige Tanker) stadig led af en vis underlig Kildren eller Kløen, som andre Pander ikke kender Noget til, Trangen til at løbe mod en Mur, og som var fuldt overbevist om, at denne Fremfærd vilde blive ikke Pandens, men Murens Ruin. Her stod et ungt Geni, hvis Sjæl var en Rue, som altid var spændt, og der ikke blot som Andersen længtes efter et lysende Ry, efter Hæderens Straalekrans, men som uendeligt attraaede den endnu langt finere Vellyst, Smertens Vellyst, den Nydelse at miskendes, at misforstaas, at hades, at føle de Saar, som ikke smerter, fordi de modtages i Slagets og Begejstringens Hede, de Saar, som vel smerter, men ikke dræber, fordi Helten, som modtager dem, er forudbestemt til Sejren og overhovedet ikke lader sig fælde - et Geni endelig, som i sig havde endnu langt mere af den hallucinerede Martyrs lidende Mod end af Soldatens mandige og solklare Kamplyst - og han skulde urørt høre et Medlem af sit eget Slægtled i Bog efter Bog forkynde denne slappe Lære om Skørtevejens Nødvendighed for Geniet, han, Titanen, som i sig følte de Kræfter gære, der snart midt under en Samtids Ligegyldighed skulde taarne anden Del af Enten-Eller ovenpaa første, Stadierne paa Enten-Eller, den kolossale Efterskrift paa Stadierne, Pelion paa Ossa! Nej det var en Udfordring, slynget i Ansigtet paa den Slægt, han tilhørte, og med fuld Lidenskab sprang den første kraftfulde Ytring fra hans Læber:

Hvad der i Andersens Roman gaar tilgrunde, det er ikke et Geni i dets Kamp, men et Flæb, om hvilket det forsikres, at det er et Geni, og som kun har det tilfælles med et Geni, at det lider en Smule Genvordighed, som det endog ligger under for.

Nej hvad der som et højtideligt Arvegods er gaaet fra Slægt til Slægt, den Forestilling, at Geniet kan undvære al Forkælelse, at Geniet er født til Kampen, og at det under alle Omstændigheder maa sejre, den Idé skal ingen Engel, ingen Djævel og ingen klynkende Romanforfatter nogensinde kunne tage fra os.

8. Ungdomsliv...

"Vidste jeg ikke om mig selv," siger Kierkegaard etsteds (E.P.1.317), "at jeg er en ægte Dansk, saa kunde jeg næsten for at forklare de Modsætninger, der i mig er i Bevægelse, fristes til at antage, at jeg var en Irlænder. Dette Folk nænner nemlig ikke at døbe deres Børn ganske, de vil dog beholde lidt af Hedenskabet tilbage, og medens man ellers dypper Barnet helt under Vandet, lader de den højre Arm være fri, for at han med den kan føre Sværdet, kan omfavne Pigerne." Det er en given Ting, at Kierkegaard i sine modnere Aar med Mishag og Anger saa' tilbage paa sit Ungdomsliv. Hvad han bestemtere har kunnet have at bebrejde sig, er mig ubekendt. Men Antydninger foreligger dog. Først stærke Glimt af Tvivl om Kristendommens Sandhed, navnlig i Dagbøgerne fra hans 22de Aar. Den Kristne betegnes her som aandeligt døv for Fornuftens Stemme; de Følelser, med hvilke han ser Døden under Øjne, sammenlignes med den Øjensvages Tilstand, naar en Gnist, ban bestandig ser for sig, forhindrer ham i at opfatte, hvad der virkelig er omknng ham, og behandles som en Art "lykkelig Galskab" (E.P.1. 72). "Vel," hedder det videre, "vil man henpege paa de mange store Skarpsindige og Dybsindige, der har været Kristne, men dels maa jeg reservere mig et eller andet lille Kætteri (over)for disse betydelige Navne, dels har vi dag før set Folk, der i en fiks Idé har udvist en mageløs Skarpsindighed." Det er neppe tvivisomt, at Kierkegaard sigter til Tanker som disse, naar han taler om, at han desværre i sin Ungdom har forvildet sig "ad Fortabelsens Vej" (note: Synsp. f.m. Forfvirks. S.62). Dernæst er det paa ingen Maade umuligt, at den afsindigt strenge Klosteropdragelse, han havde modtaget, i de første Ynglingeaar har afstedkommet Udskejelser, som han senere hen bittert har fortrudt og beklaget. Men det er lidet sandsynligt, at disse har havt tydelige udvortes Konturer. Han var altfor aandeligt anlagt og altfor vant til at standse enhver Handling udadtil paa Vejen med en Tanke, til at ikke det, han har bebrejdet sig, langt snarere skulde være Synd i Drøm og Tanke end i Gerning. Forestillingen om en Sag var ham i de fleste Tilfælde nok. Han "digtede sig ind" i enhver Eksistens. Saaledes levede han i otte Dage kun for at føle og tænke som en Gnier og udførte dette til de yderste Følger. En anden Gang erklærede han, at han havde en uhyre Lyst til at begaa et rigtigt Tyveri, saa leve med sin onde Samvittighed og sin Frygt for at opdages.

Optegnelserne fra 1834, der fordyber sig i en Mestertyvs Sjæleliv, viser, hvor tidligt denne Tanke har sysselsat ham. Saaledes drejer ogsaa i Ungdommen hans Tanker sig bestandig om Kønsforholdet; men hans Liv syntes strengt, skøndt hæftige Drifter brændte i hans Sjæl. I Gilleleje paa Sjælland, hvor han boede nogen Tid og gik under Navnet "den gale Student", havde han forvirret og forskrækket Piger ved den Maade, hvorpaa han havde set paa dem, naar de var komne ind i hans Værelse.

Men intet utilbørligt Ord fulgte paa Blikket.

Den, som er vant til Kierkegaards højtspændte Udtryksmaade, vil da ikke af Ordlyden i hans Bekendelser lade sig forlede til den Antagelse, at han nogensinde kan have været noget fordærvet Menneske. De i Synsp. f.m. Forfvirks. forekommende Ord, at Frembringelserne af alle de mange Bøger var "en Poeniterendes redelige Forsøg paa om mulig at gøre lidt Godt til Vederlag for det Forbrudte", der allerede findes antydede saa tidligt som Juli 1839, hvor den 26aarige unge Mand udtaler, at hele hans Liv anvendt i Guds Tjeneste neppe vil være nok til at sone hans Ungdomsliv, overbeviser mig paa ingen Maade om, at Kierkegaard i teoretisk Henseende ikke var paa nok saa god Vej i den tidlige Ungdom som i den udviklede Mandsalder. Men det er nødvendigt at gøre sig Rede for, hvilke praktiske Mangler, hvad Karaktersvaghed det kan have været, han senere saa stærkt har fordømt hos sig selv. Dagbogsudtalelserne giver os Vink; de betegner "Ustadighed", "glimrende Ustadighed" som en Egenskab hos Kierkegaard som ung, de gaar i sædvanlig superlativisk Stil saa vidt som til at kalde ham "det ustadigste af alle Mennesker", de peger med ét Ord hen paa en Naturgrund hos ham, som Mangen ikke vilde formode hos en Forfatter, hvis Stræben bærer et saa afgjort Præg af haardnakket Fasthed. Ved Hjælp af disse Vink kan Enhver, der er lydhør for Sligt, høre Kierkegaards eget Væsen og egen Væremaade som Yngling ud af Assessorens Formaninger til den unge Æstetiker i Enten-Eller's anden Del, især naar disse sammenlignes med det Billede, der i Kierkegaards Disputats gives af den moderne, romantiske Ironikers Livsanskuelse og Færd.

"Der var engang (hedder det i Dagbogen under Overskriften: Min Dom om Enten-Eller) en ung Mand, rigt udrustet som en Alkibiades; han søgte i sin Samtid forgæves efter en Sokrates, der kunde opdrage ham. Da hørte Guderne hans Bøn og han blev selv forvandlet til en Sokrates." Altsaa en Alkibiades fra først af, om end ikke i Skønhed, saa i Aand. Han gik gennem Livet som Tilskuer dertil. Han nød det som et Drama, i hvilket Han ikke deltog. Vilde Nogen inddrage ham deri, tænkte eller sagde han som Æstetikeren i Enten-Eller: Højstærede Samtidige! De glemmer at jeg er udenfor, er ude "som et lille bitte spansk S"!

Den der ser paa Livet som Tilskuer, betragter det efter dets Skønhed. Han har intet mod det Onde, ifald det er udpræget og ejendommeligt han er en Ven af Dyden, vel at mærke naar den ikke er flov, men stor i sin Stil og særegen i sit Udtryk. Han er en streng Kritiker af den, fordi det ærgrer ham at se en Type spoleret. Som den, der under en Ildebrand staar kold og uden Vilje til at hjælpe, ikke just fordi han er følelsesløs, men fordi han bruger Øjeblikket til at studere Belysningseffekter paa Ansigterne, og det atter ikke som en Maler, der med Alvor ser sit Kald deri, men som en Nero, der er fordømt til evigt Dilettanteri, saaledes tænker jeg mig, at han nu og da har været fristet til at se paa Livets Elendighed og Menneskenes Jammer, og det er sandsynligt, at han i Selvraasagelsens og Selvanklagens Øjeblikke har været uvis om han ikke virkelig betragtede Livsskæbnerae saadan. Mulig har han inderst inde i Grunden kun været angst for at komme til at se saaledes paa sin Næste og paa Livet i det Hele. Men Angest er jo efter hans egen mesterlige Udvikling i hans Bog derom "en sympatetisk Antipati og antipatetisk Sympati" for dens Genstand (note: om begrebet Angest,S.37). Den er en Svimmelhed, under hvilken Selvbeherskelsen glipper, og der er ikke stor Forskel paa stadig at gaa i Frygt for at komme til at leve et rent Fantasiliv førende den af Kierkegaard saa meget skyede "Digtereksistens" og virkelig at føre en saadan.

Selv stod han som Yngling udenfor enhver Gerning, ethvert Kald, enhver endelig Opgave, som han med Forundring saa' de Andre gribe efter. Kunde Noget tænkes latterligere end at løbe sig Aanden ud af Livet for at blive Løjtnant i Infanteriet eller Justitsraad i et Ministerium eller en af de tusind andre Endeligheder, af hvilke Livet frembyder en slet Uendelighed! For ikke at være som den Kone, der kun reddede Ildtangen ud af det brændende Hus, for ikke at være som de praktiske Mennesker, der efter det bekendte Udtryk i Enten-Eller redder lige saa lidt ud af Livets store Ildebrand, holdt han sig overhovedet udenfor ethvert Redningsforsøg. Tilmed var han ikke opdraget til hver Dag at skulle tjene sit Brød; han fandt altid dækket Bord, altid Klæder fra sin Skræder, altid Vogn fra sin Vognmand, altid Husly til sin Person - for sin Faders Penge. Ingen Opgave fristede ham mere end nogle Uger eller nogle Maaneder.

Han fyldte sine Papirer med Planer: Jeg gad skrive en Novelle man kunde gøre et Drama - og udførte Intet deraf. Han ærgrede sig, naar han hørte en Præst - er det at være Præst, er det Troesbegejstring? - han gav sig til i nogle Maaneder at studere det religiøse Foredrag; han følte, at var han Præst, vilde han kunne tale som en Apostel i Sammenligning med denne, og drev det imidlertid end ikke til at blive teologisk Kandidat.

Han følte sig ikke utilfreds ved dette Liv, men han følte sig tilfreds som ubetinget misfornøjet: Alt var Forfængelighed.

Arbejds somme og tankerige Dage vekslede med saadanne, hvis Timer helt opslugtes af skiftende Stemninger. Han stod op om Morgenen og følte sig hysterisk af Melankoli, han nedsænkede sig i sit Vemod til han ret var hjemme og borte deri og ikke havde Ønsket om at røre en Finger for at ryste det af sig. Han gad slet ikke. Dette sløve Velbefindende slog over i Fortvivlelse, han var nær ved at forgaa af Kedsomhed, men følte sig dog tillige, fordi han, som kedede sig selv, morede alle Andre. Talte han i denne Tilstand med Nogen, optraadte han i dybt Inkognito, var fuld af Lystighed og Vittighed, satiriserede over Alle og Alt, endog det, han selv respekterte: "Vittighedsdjævelen" løb af med ham. (E.P.1. 123.) Henad Aften drejede Stemningens Fløj sig med et Knæk, som Vejrhanen drejer sig, naar Vinden springer om, og henad Aften var han en Gud, der om Morgenen havde været et Sandskorn. Han følte sig da, som ret nervøse unge Piger ved Aftentid gør, saa fuld af Kraft, som kunde han bestige Montblanc; han besteg imidlertid ikke Montblanc, han gik hen at høre Don Juan paa det kongelige Teater og svælgede nu i den Nydelse, at fornemme alle de Kræfter, der gærede dybt under Tungsindets Isskorpe i hans Sjæl, alle de bundne elementære Magter i hans Natur, tumle sig løsladte i Musik.

Man tænke sig nu denne Tilstand af æstetisk Bedøvelse stadig gennemkrydset og gennemlynet af de religiøse Barndomsindtryk, der lærer ham, at den Tilstand, hvori han lever, er Synd, den Synd ikke dybt og inderligt at ville; man tænke sig Faderens Formaninger stige op med tunge Trin ad Trapperne til det Drømmepalads, han beror, og banke paa Døren som Kommandantens Statue banker! Saa angrer han, saa synker han sammen for at rejse sig ved Beslutningens Kraft, saa vælger han ud af Fortvivlelsen sig selv, sit Kald og da allerførst sin ham af Faderen foreskrevne Opgave. Saa meget han end vaander sig derunder, beslutter han, da Faderen er død, efter dennes Ønske at tage teologisk Eksamen. Han og Faderen havde i dennes sidste Leveaar ofte været uenige, eftersom Tiden gik og Søren ikke blev Kandidat. Den Gamle synes endog i et vist Tidsrum at have villet fremskynde Sønnens Eksamensstudier ved at nægte ham Understøttelse, indtil der især ved Broderen Peters Iver bragtes en Forsoning tilveje, der iøvrigt efter Udtalelser af en Samtidig skal have kostet Faderen nogle tusinde Daler. Nu, da denne ikke mere var i Live, var hans Ønske blevet helligt for Sønnen; med den Afdøde kunde han ikke mere disputere.

Med sin Opdragelse tager han ikke Eksamenslæsning simpelt som en Pligt, men saakaldt religiøst: det er Gud særligt magtpaaliggende at han bliver teologisk Kandidat. Det hedder i Dagbogen fra Maj 39: "Jeg kan dog ikke antage Andet end at det er Guds Vilje, at jeg skal læse til Eksamen, og at det er ham behageligere at jeg gør det, end om jeg ved at fordybe mig i en eller anden Granskning kom til Sandhedens Erkendelse. Thi Lydighed er ham kærere end Vædderens Fedme." Han var saa lidet vant til at have noget Pligtarbejde for, at denne teologiske Eksamen syntes ham noget af det Forskrækkeligste. Naar man ser, hvorledes han jamrer sig ved at skulle tage den, kan man ikke værge sig mod den Tanke, at ogsaa andre af de Lidelser, der forekom ham selv saa overordenlige, var af den Art, som andre Mennesker, der ikke er forvænte af Skæbnen, bærer uden altfor megen Klage.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

 

9. Om Ironi.

Han fik Eksamen, 27 Aar gammel. Og allerede et Aar efter at han havde taget den, indleverede han for Magistergraden en Afhandling Om Begrebet Ironi, med stadigt Hensyn til Sokrates, der ikke blot i sig selv er et fremragende og lovende Arbejde med Præget af en selvstændigt søgende Aand, men hvori allerede i svage Omrids Anlægget til Enten-Eller kan spores og dermed de første Spirer til Kierkegaards senere Livsværk.

Det var at vente, at en saa jegisk Forfatter som denne ikke til en Disputats vilde vælge et Æmne, der stod i et blot tilfældigt Forhold til hans Personlighed. Det skete heller ikke.

Jeg har berørt, hvor dybt Anlægget til den stridbare Vittighed laa i hans Sjæl, og vi finder ogsaa, at hans første Plan til en Disputats var den at behandle Satiren hos de Gamle. Men Satiren som aaben ligefrem Spot havde ikke den Skjulthed, den Dobbelthed, der stemte med hans Væsen, ikke heller den Isolerthed, der svarede til hans Natur. Ironien derimod forener de to Elementer, der laa saa nær op til hinanden i hans Væsens Grund:

Forstillelsen og Viddet. Man kan være to om i Fællesskab at satirisere, men man er ene om sin Ironi. Man mener hvad man siger, naar man aabent forhaaner, men Ironikeren siger netop hvad han ikke mener. Han er ensom gennem Indadvendthed, uadtil afvisende gennem Forstillelse og Vildleden. Kierkegaard besluttede da at fremstille Ironien i dens ældste berømte Repræsentant.

Og ikke nok med at han ved en Blanding af Studium og Klarsyn opnaaede at fremstille Sokrates oprindeligt og skarpt; men fra nu af begyndte han at danne sig selv en Maske efter den gamle Grækers Aasyn. Den som dansk teologisk Kandidat formummede Alkibiades forsvandt og i hans Sted stod en Sokrates dér.

Dog trods al sin Sans for Grækerne og sin Glæde ved dem var han en ganske ugræsk Fremtoning og i en anden Forstand ugræsk end Sokrates var det, som tildels kan siges at betegne den hellenske Aands Selvopløsning: Hans mørke Lidenskabelighed var ugræsk og usokratisk, hans overvejende Lyrik, hans Roccocostil var usokratisk og ugræsk. Han havde ikke Haardførheden og Krigerdygtigheden tilfælles med Soldaten fra Potidæa; han havde altfor lidt af den Rolighed, med hvilken Filosofen rejste sig op i Teatret under Opførelsen af Aristofanes's Skyer for at man lettere kunde sammenligne Sokrates paa Scenen med Sokrates blandt Tilskuerne - han, der tog Hostrup en godmodig Skemt med Egenhederne i hans Stil saa ilde op. Han lignede ikke Sokrates i Selvbeherskelse; de enes i deres Tro paa Oraklet i Delfi.

Dog Ulighederne følte han ikke selv. Men han følte, at han som Sokrates, rigtignok i en meget forskellig Tidsalder, ringeagtede Naturstudiet og ikke interesserede sig for andet end Moralen.

Han følte, at en Ironi som Sokrates's overfor Sofisterne var paa sin Plads og var ham nødvendig overfor megen opblæst og uvederhæftig Viden omkring ham. Han følte det Skønne og Gavnlige i Sokrates's fødselshjælpende Fremgangsmaade, der tvang Menneskene til Selvtænkning og udelukkede al Efterplapren, og havde selv Drift til at benytte en lignende. Endelig holdt han af som Sokrates at færdes paa Gader og Stræder og indlade sig i Snak med Alle og Enhver, og han yndede som den græske Filosof at tage sit Udgangspunkt i dagligdags og folkelige Genstande for derfra at naa til de højeste Opgaver. Jeg betragter dette sidste som et af de smukkeste og folkeligste Træk i hans Væsen og vil ikke lade dette Indtryk fordærves for mig ved hans bekendte Paastand om kun at have vist sig saa meget for Offenligheden for at modarbejde sin egen Anseelse og gøre sig til et Hverdagsskue. Der er sikkert her en Selvskuffelse tilstede. Saa lidet han end med Pen i Haand formaaede at udvikle sine Tanker i et for Almenheden tilgængeligt Sprog, havde han dog ganske sikkert en ægte filosofisk og ægte sokratisk Trang til at blande sig i Menneskevrimlen, og det ikke blot som han antyder i Slutningsordet til Stadierne for at gøre Sprogstudier, men for at lære den hele menige Befolkning at kende og glemme den Kres, Standsvæsenet slaar om hver Enkelt, eller for som det siges i Om Ironi "engang imellem at være Menneske og ikke evigt Koncelliraad." I Slutningen af Afhandlingen om Ironi ligger Grundtanken til Kierkegaards Tidsskel sættende Værk Enten-Eller: Mod sætningen mellem den falske Poesi, der var udbredt over det Nydelsesliv og den Nydelsesfilosofi, som da gennem de tyske Romantikere var kommen i Mode, og den virkelige Poesi, der udbreder sin Forklarelse over det sædeligt lovbundne Liv i dets Kres af Opgaver og Pligter. I Afsnittet om den Form af Ironi, som den romantiske Skole i Tyskland førte med sig, vises det, at dens Dyrkeres store Fordring var den; at man skulde leve poetisk, et Løsen, der ikke blot skulde forstaaes som Protest mod Dusinmenneskenes spidsborgerlige Maade at tage Livet paa, men saaledes, at Ironikeren intet Formaal vil have, Intet vil være. En Dagdriver bliver saaledes (for at erindre om Eichendorff) den særligt poetiske Figur. Det Billede af Ironikeren, som nu udkastes, er nøjagtigt det Skema, som første Del af Enten-Eller senere søgte at give Kød og Blod. Ironikeren kostymerer sig forskelligt for at nyde sig selv. Han digter sig selv og sin Omverden; den hele givne Virkelighed har kun poetisk Gyldighed for ham; han opsætter derfor Moral og Sædelighed. "Han uendeliggør sit eget Jeg, forflygtiger det æstetisk og metafysisk; han lever aldeles hypotetisk og conjunctivisk." Men dette er jo i kort Begreb, udtrykt i nogle faa Fremmedords uigennemsigtige Frimurersprog det Samme, der mange hundrede Sider igennem udvikles af og om hin unge Æstetiker, paa hvem det er umuligt at faa anbragt et redeligt Enten-Eller, fordi han smøger ethvert Forhold til Livets Virkelighed af sig og foretrækker, gaadefuld for sig selv og for andre, at leve hen i en Art Tanke-Fortvivlelse. Om Ironikeren her siges det endvidere, at hans Liv taber al egenlig Sammenhæng, synker ind under Stemning, er lutter Stemninger, men at han for at hævde sig selv digter, at det er ham, der fremkalder Stemningerne. Saaledes siger senere i Enten-Eller Johannes: "Vistnok, kære Cordelia, er der noget Kongeligt i mit Væsen, men du aner ikke, hvad det er for et Rige, jeg hersker over. Det er over Stemningernes Storme. Som Æolus holder jeg dem indesluttede i min Personligheds Bjerg"." Men Stemningen selv har derfor ingen Virkelighed for Ironikeren og han giver kun sjældent sin Stemning Luft uden i Modsætningens Form. Hans Sorg skjuler sig i Spøgs fornemme Forklædning, hans Glæde er indhyllet i Klagesuk. Saaledes er det i Enten-Eller Æstetikerens Omkvæd, at Livet er en Maskerade, og saaledes er det ham et uudtømmeligt Stof til Moro, at det ikke er lykkedes Nogen at kende ham. En kælen Hyrdinde rækker han smægtende Haanden og er i samme Nu maskeret i al mulig Hyrdestils-Følsomhed; en ærværdig gejstlig Fader bedrager han med et Broderkys o.s.v. og hvad endelig Sorg og Glæde angaar, er det hans Yndlingsudtryk at den Ulykkeligste er den Lykkeligste. (note: Enten-Eller 2den Udg. 2. 112, 113, 165 cfr. 1. 149).

Idet Ironikerens Liv nu saaledes opløser sig i vekslende Stemninger bliver efter Kierkegaards Fremstilling i Disputatsen Kedsommelighed den eneste Sammenhæng, Ironikeren har i sit Liv, Kedsomheden - "denne indholdsløse Evighed, denne nydelsesløse Salighed, denne overfladiske Dybde, denne hungrige Overmæthed" (note: Om Begrebet Ironi 303). I Overensstemmelse hermed staar det, at Æstetikeren i Enten-Eller, hin etisk neutrale Asa-Loke, skriver sin Afhandling Vekseldriften for at give Husraad mod den Kedsommelighed, med hvilken efter hans Opfattelse alle Mennesker er befængte. Det var naturligt, at de romantiske Ironikere havde saa travlt med Kedsomheden, dens Væsen og dens Overvindelse; thi den stod i et bestemt Forhold til deres Idealer. De sværmede for det Skønne, der bringer os til at glemme Tiden og efter deres Begrebsbestemmelse hensatte os i Evigheden og meddelte os en Foregriben af det salige Liv (Poul Møller). Modsætningen hertil er den Tilstand, hvor Aaskuelsens Tomhed bliver saa stor, at vi agter paa Tiden som Tid, føler den rene Tids Indholdsløshed.

De havde til deres Yndlingsstikord det evige Øjeblik, det vil sige Uendeligheden opfattet indenfor Nuet som Fylde. Modsætningen hertil er den Tilstand, hvor Uendeligheden opfattes indenfor Nuet som Tomhed, og det sker netop under Kedsomheden, under den uendelige Kedsommelighed. Det var mod den at de, som Æstetikeren i Enten-Eller, anbefalede den geniale Lediggang som Modgift. (note: Smlgn. Hovedstrømninger 2., hvor Forholdet mellem Enten-Eller og den romantiske Skole berøres).

Som Repræsentant for Ironien behandler Kierkegaard særligt Friedrich Schlegel i hans: Lucinde. Med Lidenskab protesterer han imod, at den blødagtige Nydelsessyge, den rene Uvirksomhed, der i dette Skrift skildres, prises og prædikes, kan træde frem som en Virkeliggørelse at det Maal: at leve poetisk. Man har, siger han, tidtnok tilstræbt en Paavisning af at slige Bøger var umoralske; men man vil forgæves raabe Ak og Ve over dem, saalænge man lader Forfatteren offenlig paastaa og Læseren i Stilhed tro, at saadanne Skrifter og det Liv, de udmaler, er poetisk. Han antyder her Overbevisningen om, at ethvert Menneske kan leve poetisk, der alvorligt vil det, hvis man sætter det at leve poetisk som ensbetydende med at nyde, saa gaar Ironikeren glip af den højeste Nydelse, af den sande Salighed, hvor Jeget ikke drømmer, men i uendelig Klarhed ejer sig selv.

Kort sagt, han stiller den Opgave, som Enten-Eller ved sit hele Anlæg netop stræber at løse, den dobbelte 1) at tilintetgøre Datidens Form af Letfærdighed ved at ramme den netop, hvor den troede at have sin Styrke, det vil sige paa det æstetiske Felt, idet man skildrede den mindre som usædelig end som upoetisk, og 2) at forsvare og prise det religiøse Liv netop paa den Maade, der maatte behage en i "det Poetiske" forgabet Tidsalder, ved at forherlige det ikke som sædeligt, men netop som poetisk, altsaa med samme Taktik som Chateaubriand ved Aarhundredets Begyndelse havde anvendt under sin Forsvarskamp for den sygnende Katolicisme.

Det er ikke for meget sagt, at hele første Del af Enten-Eller ligger antydningsvis i Fortolkningen af Lucinde og hele anden Del ligesom sammenrullet i Gendrivelserne af denne Bog. Jeg har andensteds (Hovedstrømninger 2.) forsøgt en Paavisning af, at Kierkegaard i Virkeligheden kun højst ufuldkomment har forstaaet det egenlig springende Punkt i Schlegels Skrift; men det havde øjensynligt slaaet ned i hans personlige Sjæleliv, forskrækket og derigennem opbragt ham, og jo mere han frygtede at tiltrækkes af den Livsbetragtning, der her var skitseret, des mindre stræbte han at forstaa den med en Kritikers lidenskabsløse Efterfølen, og des skønnere og mere tillokkende forekom den Opgave ham, endegyldigt at gendrive den og bringe den ud af Verden. Han havde i sit eget Indre gennemlevet den og havde saaledes Forudsætninger til at kunne udvikle den videre og udstyre den med langt mere Aand og Glans end den i Lucinde havde, og han besad efter indvendigt at have befriet sig fra den, al den Begejstring og Lidenskab, som udfordredes for ubestukket af dens blændende Overlegenhed at dømme den til Døde og ramme en Pæl igennem den. Saaledes gik det til, at Kierkegaard fra Helten i Lucinde, Julius, kom til at tage en af Tilskyndelserne til den i Enten-Eller mest udførte Figur, Forføreren Johannes. I Om Ironi er allerede den Modsætning antydet, der senere udføres saa rigt imellem Mozarts Don Juan og den overlæggende Forfører.

"Helten i Lucinde", siger Kierkegaard her, der ingen Don Juan (der ved sin sanselige Genialitet som en Troldmand fortryller Alt; der træder op med en umiddelbar Myndighed, der viser, at han er Herre og Fyrste, en Myndighed, som Ord ikke kan beskrive, men et Par absolut bydende Buestrøg af Mozart kan give en Forestilling om; der ikke forfører, men af hvem Alle ville forføres, og hvis deres Uskyldighed gaves dem tilbage, blot ønske endnu engang at forføres, en Dæmon, som ingen Fortid, ingen Udviklingshistorie har) men en i Refleksion hildet Personlighed, der først successivt udvikler sig." (Om Ironi 311.) Netop det Samme kan Ord for Ord siges om Enten-Eller's Johannes, og selve den lange ubehjælpsomme sletskrevne Parentes i Disputatsen fremtræder i det senere Værk som det kunstnerisk fuldendte Ord-fyrværkeri om Mozarts Don Juan, der bærer Titlen: Det Musikalsk Erotiske. Det var da ogsaa (efter Vidnesbyrd af Kierkegaards dengang eneste nogenlunde fortrolige Ven) netop paa den Tid, da han skrev paa sin Afhandling Om Begrebet Ironi, at han naaede frem til Klarhed over, hvad han vilde og formaaede i Verden.

(Se E.P.1.L2.)

Det kan derfor heller ikke undre, at man i denne Afhandling finder mangt et Punkt, paa hvilket Forfatteren synes at varsle om sin egen Fremtid. Hvor han taler om den berettigede og tilladelige Ironi, gør han bl. A. opmærksom paa den, der ligger i Brugen af opdigtede Navne. En saadan Vildleden, siger han, er stund om nødvendig i Literaturen, "hvor man overalt om spændes af en Mængde aarvaagne Literatusser, der opdage Forfattere, ligesom Kirsten Giftekniv stifter Partier. Jo mindre det nu er en udvortes Grund (Familiehensyn, Hensyn til Befordring, Frygtagtighed o.s.v.), der bestemmer En til at lege Skjul; jo mere det er en vis indre Uendelighed, der ønsker at frigøre sit Værk for ethvert endeligt Forhold til sig (En) selv, ønsker at se sig fritaget for al Condolation af Ulykkeskammerater, og al Gratulation af Forfatternes ømme Broderskab desto mere er Ironien fremtrædende." Kierkegaard synes her allerede at ane sin senere Selvforvandling til de mange literære Masker.

Men umiddelbart forud for dette Eksempel paa Ironikerens Ret til at bringe Omverdenen paa Vildspor sig selv betræffende, har Kierkegaard stillet et andet nok saa ejendommeligt. "I vor Tid, siger han, hvor de borgerlige og selskabelige Forhold næsten gør enhver hemmelig Kærlighedshistorie umulig, hvor Byen eller Omegnen som oftest allerede mange Gange have lyst fra Prædikestolen for det lykkelige Par, før Præsten har gjort det første Gang...i vor Tid kan det vel stundom forekomme En og Anden nødvendigt at spille falsk, naar han ikke ønsker, at Byen skal paatage sig det hæderlige Hverv at fri for ham, saa han selv blot behøver at vise sig med det sædvanlige Frieransigt ad modum Peder Eriksen Madsen med hvide Handsker paa og en skitseret Haandtegning over sine Livsudsigter i Haanden."

10. Forlovelse og Brud.

Den 10de September 1840 forlovede Søren Kierkegaard sig (note: E.P.1.266).

Straks man hører det, lyder det besynderligt. Det klinger, som sagde man: i det og det Aar, paa den og den Dag steg Søjlebeboeren Simeon Stylites ned af sin Søjle, bød en ung Dame Armen og opfordrede hende til at tage Plads med deroppe, saa smal end Lejligheden var. Han forlovede sig med en ung, smuk Pige af god Familie, et Barn i Sind, næsten et Barn i Aar. Saa underligt det forekommer En, naar man betænker hans senere Forkærlighed for afgørende, besluttet Handling, synes han ikke at have tænkt paa hurtigt at skride til Giftermaal. Muligvis kunde man i Kjøbenhavn 1840 ikke tænke sig et Ægteskab sluttet uden mindst et Aars Forlovelse. Kun Heiberg havde giftet sig uden at give Offenligheden noget Varsel, men han havde ogsaa skrevet Vaudevillen: De Uadskillelige. Kierkegaards Forlovelseshistorie var - hvad Forlovelser saa ofte er - en dobbelt Lidelseshistorie. Selv om der slet ingen særegne Omstændigheder havde været, saa var dette Forhold en praktisk Umulighed.

Han som ung Forlovet! Han Sfinksen, der som Ægyptens nogle tusind Aar havde ligget i Ørkenen og ruget over Livets Gaade, forlovet med en smuk lille livsglad Pige, der som den sekstenaarige i Stadierne ren og uskyldig ikke havde noget at tænke paa "ikke en Kommode eller en Piedestal, men afbenyttede den nederste Skuffe i Moderens Chatol til at gemme hele Herligheden". Han og hun! Det var det gamle Æventyr: Skønheden med Dyret under Armen, kun at Dyret var saa klogt, saa fængslende, saa ubeskrivelig interessant, at Skønheden ikke kunde blive ked af at lytte: thi Dyret det var jo som i Æventyret paa ingen Maade noget Dyr; Dyret, det var - Aanden. Selv om der intet Andet havde været i Vejen, man tænke sig ham, der nylig havde havt sin Tid og sin Frihed saa kær, at han gøs tilbage for en Eksamen og en begrænset Opgave i Livet, ved en Forlovelse inddraget i hele det selskabelige Livs Filisteri, maatte gaa fra sin Tankeverden til et Middagsselskab og sidde - han, Simeon fra Søjlen, og faa sin og sin Kærestes Skaal udbragt med et Leve for de unge Forlovede!

Det trøstede sikkert kun lidet, at Lejligheden til humoristiske Iagttagelser var rig, hvorvel Enten-Eller viser, at han har benyttet den. Man kan tænke sig ham, selv forlovet, sidde i en eller anden Paarørendes Hus og sige til sig selv; "Som der paa Skræddernes Laugshus søger lutter Skræddere, saaledes søger her lutter Forlovede. Naar vi er samlede en masse, tror jeg, vi stiller ti Par, foruden de annekterede Batailloner, der til de store Højtider kommer til Hovedstaden." Man tænke sig ham sidde der, og da hans Hoved er saaledes anlagt, at han altid maa spekulere, karakterisere og distinguere, af Mangel paa bedre of være indskrænket til at inddele de forskellige Kys, han hører i Krogene, naar det "den ganske Aften durch er som om En gik omkring med en Fluesmække." Og han inddeler Kysset efter Lyden: "Snart er det smækkende, snart hvislende, snart klaskende, snart knaldende, snart drønende, snart fuldt, snart hult, snart som Kattun o.s.v.o.s.v. " Tro mig, Smilet er hurtigt veget for Vemod. Eller sæt hun holdt af at danse, og man tænke sig ham paa Bal, han der aldrig havde været Barn eller Yngling. Vel maatte han da sige med sin Yndlingsdigter:

Det gaar mig som en ung enbenet Kriger,  
Paa Ballet gad han gerne danse med; 
Hans Hjerte svinger med de unge Piger,
Men Kroppen bliver paa det samme Sted.

 

Han danse, der var bunden ved hin frygtelige Barndom - det var bleven en tungere Dans end Sivard Snarensvends med Egen ved Beltet. Havde der ikke været Andet end dette i Vejen for en Forstaaelse, han var dog at beklage.

Men der var øjensynlig meget Andet paafærde. Det er af mange Vidnesbyrd klart, at han til sin egen Forfærdelse midt i sin nye Lykke følte sig skuffet. Han forbavsedes over, at saa inderligt han længtes efter den unge Pige, naar hun ikke var tilstede, var han dog egenlig lykkeligere ved at sidde ene og tænke paa hende, end naar hun var der. Han behøvede hende ikke for at elske hende, han led fuldt saa godt at erindre hende, at mindes hende; ja det var ham stundom, som om hendes Nærværelse kun virkede forstyrrende paa ham. Han skrev ogsaa hellere til hende, end han talte. Han havde levet altfor indadvendt, altfor aandeligt, til at ikke denne sanselige Nærhed skulde være ham ligesom for meget.

Eller var der endnu noget Andet? Der var noget Andet.

Det var hverken mere eller mindre, end at han overhovedet var færdig med Forholdet, før han havde oplevet det, og ikke følte Kraft til (for at bruge et af hans egne Udtryk) at gentage det, efter at være færdig dermed, og det fordi denne unge yndige Pige kun var Anledningen, hvortil han trængte, for at blive Digter. At hun kun var Anledningen, det er i og for sig bevist derved, at Forholdet til hende gjorde ham til Digter, forsaavidt han med sine Anlæg kunde blive det, det vil sige, det samlede de frembringende Kræfter i hans Sjæl, gav de uvisse billeddannende Tilbøjeligheder i hans Fantasi en Retning og et Midtpunkt. Det er ligefrem udtalt i Synspunktet f m. Forfvirksomhed S. 64, hvor han nævner det "Faktum", der gjorde ham til Digter.

Det er desuden tydeligt af mange ufrivillige Bekendelser. Det er ham selv og ingen Anden, der har udstødt det Hjertesuk, som fra Dagbogen er gaaet over i Enten-Eller: "For mig er Intet farligere end at erindre" og denne tungsindige Klage, der findes i Enten-Eller og genfindes og varieres i Gentagelsen: Kun Erindringens Kærlighed er lykkelig.(note: E. P. 1. 335 smlgn. Enten-Eller Anden Udgave 1 13; Enten-Eller 20 smlgn. Gentagelsen 29.). Det er ogsaa ham selv, der dybt har sandet det dybe og smukke Vers af Poul Møller, i hvilket en ung Elsker drømmer sig gammel, hensætter sig i sin egen Alderdom for derpaa "ligesom gennem et helt Livs Tragt" at indsuge sin Ungdoms Lykke:

Da kommer en Drøm fra min Uugdomsvaar
Til min Lænestol -
Efter Dig jeg en inderlig Længsel faaer.
Du Kvindernes Sol!

en af de sjæleligt rigtigste Repliker, man kan lægge en Fantast i Munden. Kan han ikke faa den unge Pige anbragt i en Forklarelses Afstand, saa kan han ikke nyde hendes Væsens Skønhed. Saaledes kunde Romantikerne kun føle deres Fædrelands Skønhed ret gennem virkelig eller opdigtet Hjemve. (Hovedsfrømninger 2). Kan han faa Hjemve efter Pigen, da kan han elske hende, som han trænger til at elske; men dertil maa Forholdet løses. Saaledes stiger ogsaa for den ædle Ridder fra La Mancha hans Elskedes Skønhed og Dyd en Grad for hver Mil, han fjerner sig fra Tobosa.

Kun ved at erindres, især i dygtigt Selvbedrag, bliver en ung Pige den rette Dulcinea, og hvad Kierkegaard trængte til og ubevidst i sin Elskede havde søgt, det var ikke en Hustru, men en Dulcinea eller med et ædlere og rigtigere Udtryk: en Beatrice. Der er ikke den ringeste Grund til at fordømme ham, men al Opfordring til efter Evne at forstaa ham. Han var, saa underligt det lyder, i dette Forhold den uvirksomme, den unge Pige den virksomme Kraft. Han nærmede sig hende; i et Nu befrugtede hendes Væsen hans Indre. Fra det Øjeblik af kan han ikke gøre for, at hun bliver ham unødvendig for hans Liv. Som en Blomst, hvis Støvvej i et enkelt Undfangelsens Øjeblik er bleven befrugtet af Støv, Vinden har bragt den fra en anden Plante, nu begynder at omdannes efter egne Love, at svulme, at sætte Frugt, at undergaa en hel flække af lovbestemte Forvandlinger, uden at nyt Støv, der blæses derhen af Vinden, kommer til at betyde det Ringeste for Blomstens Liv, kom det end nok saa tit og i nok saa rigelig Mængde, saaledes blev den unge Pige mod hans Vilje overflødig for ham fra det Øjeblik af, da han havde modtaget det afgørende Indtryk af hende.

Dog havde der ikke været andet Særegent ved dette Forhold, saa var Kierkegaard sikkert ogsaa nok kommet ud over dette. Han var bleven Pigen og sit Forsæt tro og havde som den unge Mand i Gentagelsen holdt hele sin Frembringelsesevne "under Saksen, skaaret Alt i Buket til hende."

Men ak! der var endnu en og den alvorligste Anstødssten tilbage, hint rugende Tungsind fra Barneaarene og den Lidelse, som laa til Grund derfor, en Lidelse, hvis egenlige Natur Kierkegaard ingensteds har betegnet. Hospitalsjournalen over hans sidste Sygdom giver ingen Oplysning derom, og ingen Aabning af Liget fandt Sted. Men det er i ethvert Tilfælde højst sandsynligt, at selve den Rygmarvsbetændelse, som fremkaldte hin Lammelse, der er angivet som Dødsaarsag, længe før den bortrev ham, har holdt ham i en Tilstand af stadig Sygelighed og Forpinthed.

Mere end rimeligt er det, at den tilmed har været forenet med endnu et eller andet paa Sindet stærkt virkende Onde. Overfor en saadan stadig, næsten medfødt Liden gives der kun tre Standpunkter: man kan, hvis man er lidenskabelig, klage og forbande sin Skæbne; man kan, hvis man er Filosof, væbne sig med Forsagen overfor det Uafvendelige, og man kan endelig, hvis man er religiøs, tro, at det guddommelige Væsen har givet En denne Svaghed i et vist bestemt Øjemed, eller endog betragte den som sin Udmærkelse. Dette sidste var Kierkegaards Standpunkt, og han bruger selv Ordet "Distinktion" om hin "Pæl i Kødet". Det er ikke tydeligt, hvorledes han, da han forlovede sig, har stillet sig til denne sin Lidelse. Men han har sandsynligvis haabet gennem religiøs Paavirkning at kunne bringe sin Elskede til det Standpunkt, at han kunde tale til hende om sin Sygelighed, gøre hende dens Betydning forklarlig, og ment, at hun da, hvis hun elskede ham, som han haabede at blive elsket, vilde indvillige i at ægte ham med hans Lidelse og hans Tungsind. I dette Øjemed synes han at have lagt en taktisk Plan for religiøs Opdragelse, blandt Andet støttet til et Arsenal af trykte eller af ham selv forfattede Opbyggelsesskrifter. Han siger selv i sin Dagbog (1 407), at medens det sædvanlige Forhold med teologiske Kandidater er det, at de begynder med at være den elskede Genstands Religionslærer og ender med at være hendes Forlovede, var det Omvendte Tilfældet med ham. Han begyndte som Elsker og endte som Sjælesørger.

Men hans Forlovede synes at have været altfor ung og livsglad til at en Forelæsning af Mynsters Betragtninger eller lignende havde den tilsigtede Virkning paa hende. (Stadier, 2den Udg. 201, 219, 285.) Indtrykket blev sikkert optaget med den bedste Vilje, men det gled af paa det unge Sind, og da Kierkegaard opdagede, at hun "var uden alle religiøse Forudsætninger", da var det, at de haarde Kvalers Tidsrum begyndte for ham. Fra nu af elskede han som Hernani i Hugos Stykke, der hvert Øjeblik maa vente at høre Tonerne af det Horn, som fordrer Løsrivelsen fra hans Brud. "Hvad der bestemte hele Skridtet, var Anger over et tidligere Liv og Tungsind." (E.P.1. 425).

Hun var ikke den, som kunde bryde hans Tungsinds Tavshed; hun anede end ikke, hvad der kæmpede i ham. Han kunde ikke tale; men uden at tale turde han ikke besidde hende; der var altsaa ikke Andet tilbage end et Brud, et Brud paa sørgelige, ydmygende Vilkaar. For en Ordens Skyld gik han endnu til sin Læge og spurgte denne, om hint Misforhold i hans Bygning mellem det Legemlige og det Sjælelige lod sig hæve "saa han kunde realisere det Almene" (hvad i hans Sprogbrug vil sige: gifte sig). Da Lægen gav et stærkt betvivlende Svar, var hans Valg truffet; han følte sig tvunget til at bryde den Forbindelse, det havde været hans højeste Ønske at give Varighed for Livet (note:

Om selve Lidelsens Beskaffenhed gives i Dagbøgerne 2 432 følgende Vink: "Skønt ingeu Ven af Medvidere, skønt absolut utilbøjelig til at tale med Andre om mit Inderste, mener jeg dog og har jeg ment, at det er et Menneskes Pligt ikke at overspringe den Instans, som det er at raadføre sig med et andet Menneske; kun at dette ikke bliver til en pjanket Fortrolighed, men alvorlig og officiel Meddelse. Jeg har derfor talt med min Læge, om han mente, at hint Misforhold i min Bygning mellem det Legemlige og det Psychiske lod sig hæve, saa jeg kunde realisere det Almene. Det har han betvivlet: jeg har spurgt ham, om han mente, at Aand var istand til ved Viljen at omskabe eller omdanne et saadant Grund-Misforhold; han betvivlede (det); han vilde end ikke tilraade mig at sætte hele min Viljes-Kraft i Bevægelse, om hvilken han har en Forestilling, at jeg da kunde sprænge det Hele. Fra det Øjeblik af har jeg valgt. Hint sørgelige Misforhold med samt dets Lidelser (der upaatvivlelig vilde have gjort de Fleste til Selvmordere, af dem som havde igen Aand nok til at fatte Kvalens hele Elendighed) har jeg anset for min Pæl i Kødet, min Grænse, mit Kors; jeg har ment, at dette var det dyre Køb, for hvilket Gud i Himlen har solgt mig en Aands-Kraft, der blandt Medlevende søger sin Lige."

I Dagbøgerne fra 1843 (1 438) findes allerede under Overskriften Anlæg henkastede nogle Ord. der øjensynlig forholder sig til samme Sag:

"Et Geni udrustet med alle mulige Gaver, med Magt til at beherske hele Tilværelsen og lade Menneskene lyde sig, opdager i sin Bevidsthed et lille fast Punkt, en lille Galskab. Derover bliver han saa forbitret, at han beslutter at dræbe sig selv; thi dette lille Puukt er for ham Alt, det gjør ham til en tjenende Aand, et Menneske. Dette lille Punkt er tillige ikke noget blot Udvortes (f. Eks. at være halt, enøjet, grim o.s.v. Sligt vilde ikke beskæftige ham) men har et Moment af Aand og man skulde synes, at det kunde hæves ved Frihed: derfor hidser det ham."

Jeg gør opmærksom paa den ufrivillige Modsigelse mellem Ordene "i sin Bevidsthed" og Ordene "noget blot Udvortes. K. har øjensynlig først villet holde Mangelen rent ubestemt som en Sygdom i Sindet alene, senere har han ubevidst forudsat, at den tillige var af ydre Natur.

Denne Modsigelse, sammenholdt med alle de foregaaende Udtalelser, peger hen i Retning af det Seksuelle som det i særlig Forstand Legemlig-Sjælelige, der fremdeles særlig maatte komme i Betragtning ved Indgaaelsen af et Ægteskab. (Smlgn. ogsaa Optegnelserne om Abailard E. P. 1 325 og 444.).

Hun havde været og var "hans Øjes Lyst og hans Hjærtes Begæring"; men "han foretrak den større Smerte" at tabe og opgive hende for den mindre at besidde hende "med Urette." (E. P. 1 319.) Endnu til dette Punkt er Alt om end sørgeligt, dog fatteligt og forholdsvis simpelt. Men her træder det for Kierkegaards Aand og Forfatterbane ubetinget Bestemmende frem.

Han kunde ikke overvinde sig til at give den sande Forklaring af det kun tilsyneladende krænkende Skridt, han agtede at foretage. Han ansaa sig for saa højt elsket, at et pludseligt Brud vilde foraarsage hans Elskede den største, maaske dræbende Smerte.

For da at hjælpe hende over det Værste, vilde han af al Magt indbilde hende, at han ikke elskede hende, at han var troløs, skønt han i sin Sjæl var hende saa trofast som nogensinde.

(E. P. 1 291), Han synes i dette Øjemed Dag ud, Dag ind Maaneder igennem at have vist en forsætligt urimelig og uelskværdig Opførsel overfor hende for at gøre hende ked af sig og saaledes forvandle det Smertdige i Bruddet til en Befrielse for hende.

Det lykkedes ikke; det være sig nu, at han ikke var saa stor en Mester i Forestillelseskunsten, som han antog, men kun maadeligt udførte sit selvplagende Forsæt, eller at den unge Pige trods Alt hang ved ham. Saa brød han Forlovelsen og med den sit givne Ord, saa haardt end hans Stolthed krympede sig derved.

(E.P.1 292).

Forgæves erklærede den unge Pige, at det vilde blive hendes Død, lagde efter Kierkegaards Udtryksmaade "et Mord paa hans Samvittighed", forgæves " gentog en bekymret Fader højtideligen Forsikringen om, at det vilde blive Pigens Død", han maatte staa for hende som en Bedrager, saa meget han end brændte efter at meddele hende, at Bedraget, Grusomheden, kun var Omsorg. (E. P.1 295 og 427.)

Mere end én Gang gik den Tanke igennem hans Sjæl at vende tilbage til hende, røbe og forklare hende sin aldrig brudte Troskab og saa dræbe sig med egen Haand; thi leve med hende "i den rolige og tillidsfulde Betydning, som dette Ord har", følte han, at han ikke kunde. (E. P. 1 290, 91.) - Han gjorde det ikke. Thi midt i al Kvalen var han optaget af at alle Frembringelseskraftens Sluser aabnedes i hans Sjæl.

Men i det Øjeblik Kierkegaard hævede sia Forlovelse, kom til den alvorlige, indre Pligtkamp hans første fjendtlige Sammenstød med Omverdenen. For første Gang kom hans fine, pirrelige, nervøse Natur i fjendtlig Berøring med Folkesnakken, eller hvad man plejer at kalde den offenlige Mening i Kjøbenhavn. Den handlede ilde med ham. Visse Træk af Urimelighed eller Haardhed overfor hans Forlovede, der, forsaavidt de var sande, alle beroede paa hine Bestræbelser for at gøre den unge Pige ked af dig, stille sig i et slet Lys overfor hende og saaledes lette hende Bruddet, løb Byen rundt, og Mængden, som jo ingen Nøgle havde til hine Forunderligheder i Opførsel, udledede dem fra de sletteste Egenskaber: Hjertenskulde, Tilbøjelighed til at lege med et Menneskehjerte for, som det hed, at "gøre Eksperimenter" med det.

Noget, Spidsborgerne fandt saa meget des forfærdeligere, jo mindre klart Begreb de havde om hvad de egenlig mente dermed. Kort sagt: det mest inderlige Forhold i hans Liv blev kastet paa Anatomibordet, hans Privatliv plukket op, hans Forlovede beklaget, besnuset, bedømt. Han led derunder. Thi, saa ringe Skade som blotte Ord synes at kunne gøre, det var haardt for ham at vide den Kvindes Navn, der var ham dyrebar, det Navn han selv end ikke kunde høre uden, som han siger, at føle et elektrisk Stød igennem sit Legeme, at vide det springende, viklet i Bysladder fra alle disse pjattende, besudlende Læber i en Atmosfære af uren Aande. Og det var haardt for ham, der ærekær og streng mod sig selv og i mangen Opofrelse redeligt ved enhver Handling undersøgte, om den lod sig forene med den Regel, han havde anlagt for sit Liv, om den kunde udføres uden at Ærens Skjold fik nogen Plet - det var haardt for ham at være Vidne til, hvorledes en hel By slog sine smudsige Kar ud over dette Skjold. Det var haardt at læse Hobens Dom over sin Færd i frække og nysgerrige Blikke, haardt at høre den Stumhed, som betegner, at der talte som Ens inderligste Anliggender i det Øjeblik man kom til.

Oprevet, som han var, af indre Kampe, udholdt han kun kort Situationen. Han rejste kort efter Bruddet til Berlin. Vel skriver han derfra, at han i fjorten Dage paa alle Maader udæskede Kjøbenhavn, mens Ingen vovede at sige ham et Ord.

Han havde mere træffende kunnet sige, at han kun i fjorten Dage udholdt Pinen. En Drift til Selvbesmykkelse overvandt han overhovedet aldrig helt.

Ligemeget: hans Vilkaar var tungt og hans Lidelse stor.

Var han skyldig? Sin Lykke havde han jo saa gerne villet dele med hende; sin Ulykke mente han ikke at kunne delagtiggøre hende i. De forstod ikke hinanden.

Lad os Efterlevende, der er blevne saa grundigt indviede i denne rent private Begivenhed, vogte os for at se ringe eller smaaligt paa denne Sag! Lad os se den efter dens Betydning!

Denne unge Pige, det er mere end Kierkegaards Forlovede; ser man rigtigt paa hende, vil man se, at hun er hans Samtid i Danmark. Han nærmede sig den fra først af i den bedste Mening, han underholdt og fængslede den i højeste Grad, og den nød hans Vid, men den forstod ikke hans Lidelse og hans Tungsind. Han gik da for at tjene den ud paa at misforstaas, paa at gælde for noget Ringere end han var, og han blev misforstaaet af den som af hende - ikke helt med Urette; thi han talte ikke med den rette Brudgoms Stemme og havde ikke hans Myndighed. Efter at have været den Beundrede af Slægten som af hende, forsøgte han saa at blive Sjælesørgeren for Slægten som for hende - men den religiøse Modtagelighed fattedes, Slægten forstod kun daarligt, hvor han vilde hen, og de skiltes uden Forsoning. Hun giftede sig kort Tid efter med en Anden, og Slægten glemte hurtigt ham over ringere Aander.

Men hvor dybt bevæget Kierkegaards Liv nu var, derom foreligger det kraftigste Vidnesbyrd i den nu følgende kæmpestærke Frembringen. Thi der er selvfølgelig ingen Følelse, ingen Lidenskab og ingen Lidelse i den, som ikke har levet i Forfatterens Hjerte. Floden kan aldrig stige højere end dens Kilde laa. Og hvorledes maa ikke den have været ladet med Følelser og Tanker, som i faa Aar kunde give en saadan Rigdom deraf et saa veltalende Udtryk. Ja han har endog følt mere og dybere end den almindelige Læser aner. Thi det døde Papir er intet villigt Talerør; det forstærker ikke Lyden, det svækker den. For at Noget paa Papiret skal gøre Indtryk af et Suk, maa det i Skribentens Sjæl have været en Hulken. Saaledes maa Skuespilleren paa Scenen tale skarpt, for at Publikum skal opfatte en Hvisken. Overalt, hvor Følelsen er ægte og sand, ikke overdreven eller tilløjet, er det en hel Kæde af Sindsbevægelser, der udmunder i den enkelte bevægede Sætning. Til Gengæld er da Bevægelsen oftest mindre varig og angribende hos den, som formaar at give den Lindring ved at meddele dens Udtryk en Kunstform.

Der gives frembringende Aander, som behøver mange og store Skæbner eller Oplevelser for at yde et lille Værk. Det er den Art Poeter, der af hundred Pund Rosenblade frembringer en Draabe Rosenolie. Og der gives paa den anden Side Talenter, hvis Natur er saa frugtbar, hvis indre Klima saa tropisk, at de af et ganske enkelt dagligdags Livsforhold, som de oplever med den højeste Energi, ud drager hele Rækker af betydelige Værker. De ligner hine træløse Øer i Sydhavet, paa hvilke Passagerere fra et forbisejlende Skib glemmer nogle Frugtkærner, og som ikke mange Aar efter staar bedækkede med mægtige Skove.

Kierkegaard hørte til den sidste Art. Han var uimodtagelig for den store Mængde af Livsindtryk, fordi ganske enkelte tidligt betog ham saaledes, at han aldrig kunde slippe dem og de aldrig gav Plads for nye. Han havde Digterens Trang til at mangfoldiggøre sig, til af sin Personligheds Lukke at udsende en Skare af forskellige Skikkelser, uden samtidigt at have Digterens Kraft til ved en fuldstændig Omskaben af sine Livsindtryk at give dem selvstændigt Liv udenfor sig som Skikkelser, der optraadte i en Rigdom af ham personligt uvedkommende Former eller i ham personligt fremmede, brogede Situationer. Istedenfor Omskabning af Livsindtrykket fandt kun en lettere Omdigtning Sted; istedenfor at forvandle sig selv, formummede eller maskerede han sig. Han samlede sig aldrig saa stærkt som den blotte Tænker, han splittede sig aldrig saa stærkt som den egenlige Digter gør det. Det viste sig paa afgørende Maade under den Forfattervirksomhed, som fulgte paa Adskillelsen fra den unge Pige, han havde givet sit Ord. Maa forbavses over Storheden og Kraften i den Aand, der kunde udspænde en saa simpel Begivenhed som en hævet kjøbenhavnsk Forlovelse til Ramme om en hel Verden af Tanker, Sværmerier og Poesier.

Saaledes forstod Dido efter Sagnet med en Oksehud at indhegne det uhyre Rum, paa hvilket Carthago blev bygget. Atter og atter grubler han sig ind i og digter han sig ud af sin Forlovelses- og Lidelseshistorie. Ethvert af dens Momenter bliver en Afhandling eller en Bog.

Han griber i dyb Sympati Hendes Sorg, han om digter den til andre Kvinders Smerte, han genfinder den i de af Digtere og Komponister skildrede forladte og bedragne Pigers Ulykkeslod og fra Enten-Eller slaar et helt Kor af klagende Kvinder os imøde.

Han griber ned i sit eget Indre, i det selvisk Ustyrlige, han under sin Udvikling havde maattet kæmpet med, og ned i den ondskabsfulde Bysladder om ham selv som en kold, hensynsløs Eksperimentator og Bedrager, og det morer ham, det tilfredsstiller ham at tegne denne Fanden paa Væggen noget bedre end Byen kunde gøre det det bliver: Forførerens Dagbog, og det mætter ham at give den offenlige Mening denne Straamand at stikke til.

Han griber sine Digterlængsler bort fra den Elskede, sit Hang til at erindre hende, og former den unge Digter i: Gentagelsen, deraf, ham der fængslede den Elskede "som Prometheus, naglet til Klippen, medens Gribben hakker hans Lever, fængsler Guderne ved sin Spaadom." Han griber sin tidligere højeste Attraa, det Ideal, der havde foresvævet ham, det at udvikle sig til en rigtig god Ægtemand, der levede det ridderligste og lykkeligste Husliv - og Assessor Wilhelms faste Skikkelse opstaar af disse taagede Længsler." (note: Det er ganske vist, at mit Ideal netop var at blive Ægtemand og leve blot for at være gift. (E. P. 2. 721).

Han griber endelig Virkeligheden, den tungsindige Ensomme, hvis grænseløse Omhu for den lille Dame, han elskede, fik saa daarligt et Udfald, og han støber Frater Taciturnus's Helt deraf den forædlede men sikkert temmelig virkelighedstro Fremstilling af det, som var indtraadt og oplevet og af det ensomme Liv efter Bruddet, ganske helliget en Idé.

Men Samtiden skal ikke kunne forstaa dette som Bekendelser; dens Nysgerrighed skal pirres, men ledes fuldstændigt paa Vildspor. Det er ikke Bekendelser - lad os kalde det Eksperimenter eller Skyggerids eller Afhandlinger eller dialektisk Lyrik.

Snart er det, efter forældet Sæd og Skik for Digtere, gamle Papirer, fundne i en Sekretær, snart er det Hefter, fiskede op fra Bunden af en Sø i et Jernskrin.

Det er heller ikke ham, der er Forfatter af disse Sager.

Det er Assessor Wilhelm, det er Frater Taciturnus, det er Johannes de silentio, der har skrevet dem ned.

Det er end ikke ham, der har udgivet dem. Det er Victor Eremita eller Hilarius Bogbinder, der har givet dem i Trykken.

Ved dobbelte Rækker af opkastede Palisader fjerner han sig fra sit Værk. Det angaar ikke ham, han véd ikke deraf.

Hans Forhold er, siger han selv (Afsluttende Efterskrift 481 ff.) langt anderledes end en Digters, der digter Personerne og selv dog i Forordet er Forfatteren. Han er snarere som en Soufflør, der digterisk har frembragt Forfattere, hvis Forord atter er deres Frembringelse, ja hvis Navne er det. Der er saaledes i de pseudonyme Bøger "ikke et eneste Ord" af ham selv, han har ingen Mening om dem uden som Tredjemand, "ingen Viden om deres Betydning uden som Læser, ikke det fjerneste private Forhold til dem". Hvor er han da i Værket? Han er helt udenfor. Hvad er han da som sidste Ophav dertil? Han er, svarer han, "det Ligegyldige" d.v.s.: det er ligegyldigt hvad og hvorledes han er; med andre Ord, han er Gaaden, den store Gaade.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

 

11. Forladte Kvinder....

Det er et afgørende Øjeblik i en Forfatters Liv, Modenhedens Øjeblik, det Øjeblik, da han gaar ombord paa et Skib, han selv har bygget, for at sejle Verden rundt - da han griber den Violin, han selv har tømret, for derpaa at spille en af ham selv komponeret Melodi. Det var Kierkegaards Stilling, da han i 1842 begyndte Udarbejdelsen af Enten-Eller. Fra det Øjeblik af staar han i sit Forfatterskab paa egen Grund uden Afhængighed af nogen fremmed Mester og tumler Sproget frit som sit eget Instrument.

Fra det Tidspunkt af da han erfarede, at hun var gift, følte han sig fri og som sin egen Herre. Man kan betragte den unge Digters sværmeriske Udbrud under samme Situation i Gentagelsen som Vidnesbyrd om Kierkegaards egne Følelser ved denne Lejlighed: "Det er forbi, min Jolle er flot; i næste Minut er jeg atter der, hvor min Sjæls Higen var, der hvor Ideerne bruse med elementansk Rasen, hvor Tankerne staa larmende op som Nationerne i Folkevandringen, der, hvor der til en anden Tid er en Stilhed som Sydhavets dybe Tavshed ... Ideen tilhører jeg. Naar den vinker mig, da følger jeg; naar den giver Stævne, da venter jeg Dage og Nætter; der kalder Ingen paa mig til Middag, der venter Ingen med Aftensmaden .... Beruselsens Bæger rækkes mig atter, jeg indaander allerede dets Duft, jeg fornemmer allerede dets skummende Musik - dog først en Libation til hende, der frelste en Sjæl, som sad i Fortvivlelsens Ensomhed: priset være kvindeligt Højmod! Leve Tankens Flugt, leve Livsfaren i Ideens Tjeneste, leve Kampens Nød, leve Sejrens festlige Jubel, leve Dansen i det Uendeliges Hvirvel, leve Bølgeslaget, der skjuler mig i Afgrunden, leve Bølgeslaget, der slynger mig op over Stjernerne!" Hint Bølgeslag er intet Andet end den mægtige Efterdønning i Fantasiens Forestillingsliv af det i Forholdet til hende virkeligt Gennemlevede. Jeg har fremsat dette som Paastand, men jeg paatager mig at føre Beviset derfor. Der er visse af de Skikkelser, som Kierkegaards opdigtede Forfattere tegner, om hvilke enhver, saasnart det engang er sagt, kan indse dette, saaledes f. Eks. hans forladte Kvinder. Ved disse skal jeg kun gøre opmærksom paa de finere Ejendommeligheder, som en ukritisk Læsning kan overse. Men dernæst forekommer der Skikkelser, som tilsyneladende Intetsomhelst har med Kierkegaards Forlovelses- og Lidelseshistorie at gøre, men som ikke desmindre kun forstaas ved at henføres til denne. Det turde vise sig, at den ligger til Grund saavel for de rent æstetiske og lidenskabsløse Undersøgelser, der synes altfor videnskabelige til at have Noget med Forfatterens Privatliv at gøre, som for de rent religiøse Stemningsbilleder, der synes at oplyse altfor fjerne, altfor fremmede Grundspørgsmaal til at have noget Forhold til hans personlige Pligtsammenstød.

Jeg tager først de Tilfælde, hvor Sagen er simpel. Lad os her belure hans Fantasi under dens Arbejden og se Skikkelserne opstaa og svinde for ham. Marie Beaumarchais fra Goethes: Clavigo! Ogsaa hun var kun forlovet og sørgede sig ihjel over, at Forlovelsen blev hævet. Ogsaa hendes Sorg havde sin Grund i et Bedrag. Ogsaa om hende staar Slægt og Venner rede med den Bestemmelse af Clavigo, at han var en Skurk. Men hendes Hjerte finder ingen Trøst i denne tomme Forklaring, Hendes ulykkelige Kærligheds Lidelse er denne, at Sorgen ikke kan finde sin Genstand. Dette, om det var et Bedrag, er Uroen i den. Atter og atter vil hun spørge sig selv: Var han en Bedrager? var han ikke en Bedrager? Og hendes Hjerte vil vekselvis frikende og fordomme.

Saaledes bliver han selv i Forholdet Clavigo. Hvorledes Clavigo? For det Første ved sit Forhold til Omgivelserne, der altid har havt ham mistænkt "Omgivelsen falder det ikke vanskeligt at tænke, at Clavigo var en Bedrager; thi den har aldrig elsket ham ... og forsaavidt den maaske har holdt af ham (Noget, Goethe antyder med Hensyn til Søsteren) væbner denne Interesse den netop imod ham, og denne Velvilje, der maaske var lidt mere end Velvilje, bliver et ypperligt brændbart Stof til at vedligeholde Hadets Flammer." (note: Saml. Eft Pap. 2. 155. Under Titlen Privatissimer og holdte saa zarte som muligt, knude jeg have Lyst til at tegne en kvindelig Figur, der netop var stor ved sin elskelige, beskedne, bly Resignation (f. Eks. en noget idealiseret Cornelia Olsen, den fortræffeligste kvindelige Figur, jeg har kendt, og den eneste, der har afnødt mig Beundring). Hun skulde opleve, at Søsteren var gift med Den, hun selv elskede).

Dernæst fordi Clavigo kun elsker Idé, Tanke, sin aandelige Magt, ingen ung Pige.

Mellem ham og Clavigo er der de ganske almindelige Lighedspunkter: Omgivelsernes Fordømmelsesdom og Kærligheden til Idé og Aand. Men Clavigo er iøvrigt for ussel, for ringe; han forkaster denne Forklædning.

Et andet Billede dukker op. Under sit Ophold i Berlin straks efter Forlovelsens Ophævelse var han for at søge Glemsel for sin Skæbne gaaet hen i Teatret at høre Don Juan, efter hans eget Udsagn bogstavelig det eneste Middel, ved Hjælp af hvilket han kunde glemme sine Grublerier. Han har hørt Ouverturen og de første Scener. Ind træder Elvira, en Sangerinde fra Wien og se det er Hende, hvis Minde han flyer. I Gang, i Højde, i Paaklædning en paafaldende Lighed med hende. Dette bliver Anledning til at han skildrer hende under Elviras Træk. (note: Hun har i Gaug, Højde, Paaklædning (sort Silkekjole. bar Hals, hvide Handsker) en paafaldende Lighed med en ung Dame, jeg har kendt.

Det er dog et besynderligt Tilfælde. Jeg maatte ordentlig anvende lidt Magt mod mig selv for at fordrive dette Indtryk. (E.P.1. 300).

Elvira synes vel at maatte være sikker nok paa Don Juans Bedrageri, men hun fordrer inder sit uroligt omflakkende Liv bestandig ligesom et yderligere Bevis derpaa. Grubleriet tvinger hende til at stirre paa dette Fornuftstridige: kan hun elske ham, uagtet han bedrog hende? Saaledes havde han netop drømt sig, at hans Elskede gjorde. Ogsaa hun kunde da ikke glemme ham, selv i sit Had ikke fordømme ham; hendes Tilgivelse var kun altfor redebon. Saa bliver han da selv i Forholdet Don Juan. Som den hele Slægt af unge Digtere i Frankrig, Tyskland og Rusland havde han med sin Tanke bestandig kreset om denne Sagnskikkelse. Mussets berømte Stanzer, Gautiers Ungdomspoesier, Grabbes Drama, Lenau's Brudstykke, Lermontov's "En vor Tids Helt" fremstillede i Byrons Spor Typen i moderne Skikkelse. I vor egen Literatur havde Heiberg og Paludan Müller tumlet med denne Opgave. Poeterne drømte dengang om Don Juan som Politikerne nutildags sysselsætter sig med Bismarck. Mellem sig og Don Juan finder Kierkegaard den almindelige Lighed: Storheden, den dæmoniske Overlegenhed over den Elskede. Derfor Udbruddet: "Da Guderne vandrede paa Jorden og forelskede sig i Kvinder, var de da de Elskede tro?

Nej og dog falder Ingen paa at sige, at de bedrog dem."

Men skulde Kierkegaard allerede fremdrage dette enkelte Hovedpunkt, den aandelige Overlegenhed overfor den unge Pige, da maatte hans Tanke naturligt gaa fra Don Juan til Faust, der var saa forsøgt i Viden, saa forfaren i Kundskab, og som havde ikke blot elsket men tænkt. Men var han Faust, saa blev jo hun i Forholdet Margrethe, en stakkels lille Pige, der knækkes og forlades. En Lighed fandt han da: den religiøse Uoverensstemmelse, som den fremtræder i hin berømte Scene, hvor Gretchen udspørger Faust om hans Tro. Den maatte digtes om. Thi Margrethe har jo næsten Vished om Faust's fuldstændige Vantro og Margrethe er oprigtigt og enfoldigt religiøs. Og han digter den om. Han skildrer vel Faust som Tvivler, men som en Kierkegaardsk Tvivler, det vil sige som en, der hemmeligt er bange for sin egen Tvivl og derfor har aflagt et evigt Tavshedsløfte med Hensyn til sin Vantro (note: Enten-Eller 2den Udg. 1. 143. Smlgn. Frygt og Bæven 2den Udg.110 ff).

Langtfra at ville berøve Gretchen hendes Tro, bestyrker han hende paa alle Maader i den. Men saa er han jo en Hykler? Nej, svarer Forfatteren med en lidt tvungen, men for Meget i hans eget Forfatterskab betegnende Vending: Hvad han foredrager som Tvivl, det virker paa hende som usvigelig Sandhed. Og nu kommer Hovedpunktet. Nu mister Margrethe Faust og med ham Troen, han indprægede hende. Hun kan ikke tro paa en Lære, der leder den, som bekender den, til saadanne Skridt. Det kunde vel synes, som om det, han lærte, ikke blev mindre sandt, fordi han ikke selv har troet derpaa og ikke handlet derefter. Og dog er det for hende saaledes. Thi det var gennem ham, at hun troede derpaa.

Saaledes ses det alene ved et Blik paa den enkelte lille Afhandling "Skyggerids" (i Enten-Eller), hvorledes Kierkegaard personliggør de forskellige Led af sit Livs hidtil betydningsfuldeste Begivenhed. Clavigo - det er Ideen, som river ham bort fra den unge Pige, Elvira - det er den Bedragnes Beundring af hendes Elskede som overlegen over alle Mænd, Faust endelig - det er ved en kunstig Omfortolkning Frygten for at Margrethe med sin Elsker skal tabe ikke blot sin Sjælesørger men selve den Tro, han stræbte at bestyrke hende i.

12. Antigone endnu engang.

I alle disse Tilfælde var Omsætningen af det boglige Studium til Iagttagelse af Forfatterens Sjæleliv let. Jeg vælger nu et Tilfælde, hvor Bekendelsen skjuler sig i en videnskabelig Afhandlings dybere Dulgthed. Den Afhandling, der bærer Titlen: "Det antike Tragiskes Refleks i det moderne Tragiske", er sikkert en af de mest upersonligt holdte Afhandlinger i Enten-Eller. Dens Idé lader sig behandle i en Drøftelse, der helt og holdent drejer sig om Kunstforhold; jeg selv har allerede i Aaret 1862 udarbejdet et lille Bidrag til en saadan i et Prisskrift om Grækernes Skæbne-Idé. Af handlingens Grundtanke er kortelig den, at den græske Tragedie lod Helt eller Heltinde lide under Følgerne af en Skyld, som snarere hvilede paa Slægten end paa den Enkelte alene; at den moderne Tragedie gaar glip af det dybest Gribende, i det Øjeblik den udskiller den Enkelte af Forbindelsen med Familie og Slægt og lader ham være sin egen Lykkes Smed og sin egen Ulykkes Ophav; men at Tragedien vilde genvinde det i Sandhed Tragiske, hvis den paany vilde optage den antike Grundfølelse, Pieteten, gennem hvilken Mennesket netop forholder sig til Samfund og Slægt.

Om det Kierkegaardske Arbejdes videnskabelige Værd vil jeg her kun sige det, at den moderne Tids hele naturvidenskabelige Opfattelse af den Enkelte forlængst har bragt os til at tillægge alt det Nedarvede den Betydning, som her blot tillægges det, der aandeligt tages i Arv. Vi skiller aldrig mere det enkelte Menneske fra Slægten eller fra det Samfund, som har fostret det, vi ser aldrig Slægten som fuldkomment angerløs overfor den Enkeltes Udaad, men giver den sin Del af Skylden derfor; vi betragter aldrig Individet som ubetinget ansvarligt for dets Handling, men opfatter dets Ansvar altid som relativt.

Jeg har allerede berørt, hvorledes Kierkegaard i denne Afhandling formede sig en ny Antigone, i hvis 13 ryst han nedlagde sin egen Sjælevaande ved Indblikket i Faderens Hemmelighed; man skulde da tykkes, at der i denne Kvindefigur ikke var nogen Plads tilovers for den anden store Grundbegivenhed i hans Liv. Der var neppe nogen Mulighed for at gøre ogsaa hende til en forladt og bedragen Kvinde som Elvira og Margrethe. Men da hun ikke kan blive den elskede Kvinde, saa maa hun blive ham selv, den elskende Mand. Han lader sin Antigone elske og bryde med den Elskede, hvem hun ikke tør indvie i sit Livs Hemmelighed, der falder sammen med Faderens, og med hvem hun efter sin Opfattelse ikke kan indgaa et ret Ægteskab uden at betro ham den. Antigone spiller da altsaa her Mandens Rolle.

Hvor rigtig denne Opfattelse er, kan ses af en Dagbogsoptegnelse (E.P.1. 327): "Jeg kunde nok danne en Ende paa min Antigone, naar jeg lod hende være et Mandfolk. Han forlod da den Elskede, fordi han ikke kunde beholde hende i Forening med sin egen Smerte. For at gøre det rigtigt, maatte han gøre hele sin Elskov til et Bedrag mod hende; thi ellers fik hun paa en aldeles uforsvarlig Maade Del i hans Lidelse.

Denne Krænkelse opbragte Familiens Vrede; en Broder f. Eks.

traadte frem som Hævner. Jeg vilde da lade min Helt falde i en Duel." Han udførte som bekendt ikke denne Plan; han kunde ikke udføre den, da det var blevet Clavigo-Historien om igen med en Tilsætning af Frater Taciturnus. Men hvis man vil indsætte Værdierne: den gamle Hosekræmmers hemmelighedsfulde Skæbne for Oedipus's, Kierkegaard for Antigone og Kierkegaards Elskede for Antigones Brudgom, da vil man let bag det videnskabelige Hylster og bag Ombytningen af Kønnene opdage det os nu velbekendte Tema, som atter og atter varieres.

13. Abraham og Isak.

Dog egenlig fængslende bliver Genfindelsen af det fra Kierkegaards personlige Handlemaade hentede Motiv først, naar vi griber det eneste af hans fire første, under opdigtet Navn udgivne Skrifter, i hvilket der ingen Kærligheds- eller Forlovelseshistorie forekommer, det iblandt dem, der bestemtest danner Overgangen til hans religiøse Frembringelser og det, som ved det gammeltestamentariske Skær, der var udbredt over det, og ved dets Forherligelse af Abraham som Troens Fader bevægede den fornemme og forsigtige Biskop Mynster til at vove sig frem med den eneste Anmeldelse, han gav af noget Kierkegaardsk Skrift. Ser vi kritisk paa Frygt og Bæven, viser det sig, at denne Bog staar i et lignende Forhold til det gamle Testamente som Afhandlingen om Antigone til Antiken. Grækenlands Myter og de gammelkaldæiske Sagn er Forfatteren kun de vekslende og rige Kostymer, i hvilke han hyller sin personlige Lidenskab og Smerte.

"Det var en aarle Morgen, Abraham stod tidlig op, han lod Æslerne sadle, forlod sit Paulun og Isak med ham; men Sara saa' ud af Vinduet efter dem, ned igennem Dalen, indtil hun ikke saa' dem mere."

Det lyder bibelsk nok og Forfatteren har efter Evne eftergjort det gamle Testamentes Fortællerstil ved at benytte hint "indtil", hvis fantastiske Virkning Kierkegaard beundrede saa meget paa et lignende Sted i Judiths Bog. Se E.P.1. 324).

"De rede tavse i fire Dage; paa den fjerde Dags Morgen sagde Abrabam end ikke et Ord, men opløftede Øjet og gik ene med Isak ved Haanden op til Bjerget."

Er det nu virkelig om Abraham og Isak her er Tale? Lod os se. Abraham forsøger at forklare Isak hvad der forestaar.

Men Isak kunde ikke forstaa ham, hans Sjæl kunde ikke opløftes, han omfattede Abrahams Knæ, han bønfaldt ved hans Fod. - Da var Abraham tvungen til at bedrage. "Han greb Isak i Brystet, kastede ham til Jorden og sagde: Dumme Dreng! tror Du det er Guds Befaling? Nej det er min Lyst!" Og Isak raabte i sin Angst til Gud om Forbarmelse. Men Abraham sagde sagte ved sig selv: "Herre i Himlene, jeg takker Dig; det er dog bedre, at han tror, jeg er et Umenneske, end at han skulde tabe Troen paa Dig."

Man læse Stadiernes sidste Del og man vil finde, at det er nøje den samme Historie, den smerteligt Bekymrede, der fremstiller sig for den Elskede som et Umenneske for at understøtte hende i den Lidelse, han selv er tvungen til at tilføje hende og saa uendeligt gerne vilde forskaane hende for. Derfor er det, at der under dette første Stemningstilløb til Abrahams Pris staar disse nu gennemsigtigt klare Ord:

"Naar Barnet skal vænnes fra, da sværter Moderen sit Bryst; det var jo og Synd, at Brystet skulde se lifligt ud, naar Barnet ikke maa faa det. Saa tror Barnet, at Brystet har forandret sig, men Moderen hun er den samme, hendes Blik er kærligt og ømt som altid. Held den, der ikke behøvede forfærdeligere Midler for at vænne Barnet fra!"

Og anden Gang tager Stemningen Tilløb, og der begyndes paany:

"Det var en aarle Morgen, Abraham stod tidligt op ...

Tavs lagde han Brændet i Orden, bandt Isak, tavs drog han Kniven; da saa' han Vædderen, som Gud havde udset. Den ofrede han og drog hjem. - Fra den Dag af blev Abraham gammel, han kunde ikke glemme at Gud havde fordret det af ham. Isak trivedes som forhen; men Abrahams Øje var fordunklet, han saa' ikke Glæden mere." Dette er den Ensommes Gaaen i Rette med Gud, efter at han til ingen Nytte har udstaaet alle hine Kvaler, thi han sørgede over at have et Mord paa sin Samvittighed, og se, Ingen døde. Gud vilde slet ikke, at Nogen skulde dø, Gud fordrede end ikke Ofret af en Vædder. Ingen døde, og hun giftede sig med en Anden.

Og tredie Gang tager Stemningen Fart:

"Det var en stille Aften, da red Abraham ene ud og han red til Moriabjerget; han kastede sig paa sit Aasyn, han bad Gud tilgive ham hans Synd, at han havde villet ofre Isak ...

Han kunde ikke begribe, det var en Synd, at han havde villet ofre Gud det Bedste, han ejede, det, hvorfor han gerne selv havde ladet sit Liv mange Gange."

Hvad er dette vel Andet end Hvirvelen i Kierkegaards Hjærne, naar de Øjeblikke kom, da han ikke mere selv kunde forstaa det Hele, da han vekselvis anklagede sig for Skyld imod hende og atter ikke begreb, at det paa nogen Maade kunde være Synd, at han havde givet Afkald paa hende, naar han efter den redeligste og pinligste Overvejelse ansaa det for sin Pligt. Det er, siger han etsteds (E.P.2. 74) "den tungeste Anfægtelse, naar et Menneske ikke véd, om hans Lidelses Grund er Sindssvaghed eller Synd" (note: ene, i en Tilværelses Meningsløshed uden at kunne, selv om jeg vilde det, gøre mig forstaaelig for en Eneste - hvad siger jeg, gøre mig forstaaelig for en Eneste, nej, der var Tider, hvor det ikke manglede, saa man kunde sige "det manglede blot", Tider. hvor jeg end ikke kunde gøre mig forstaaelig for mig selv. Synsp. f. min Forfvirks. S. 54).

Dette er Skyldig-Ikkeskyldig, den bekymrede Tungsindiges ængstelige Spørgen, om han har handlet ret eller uret mod den Elskte og som kun finder Ro i den Tanke, som Slutningsprædikenen i Enten-Eller behandler, at mod Gud har Mennesket altid Uret.

Og for fjerde Gang stemmes Sindet til Abrahams Pris.

"Det var en aarle Morgen, Alt var beredt til Rejsen i Abrahams Hus ... De rede endrægtigen sammen, Abraham og Isak, indtil de kom til Moriabjerget. Abraham beredte Alt til Ofret, rolig og mild, men idet han vendte sig og drog Kniven, da saa' Isak, at Abrahams Venstre knyttede sig i Fortvivlelse, at der gik en Skælven igennem hans Legeme - men Abraham drog Kniven.

Da vendte de atter hjem - men Isak havde tabt Troen."

Han tabte Troen. Hvad er dette vel andet end den samme Bekymringens Frygt, der i: Enten-Eller, er udtalt under Titelen Margrethe, Frygten for, at Margrethe, naar Faust ofrer hende, skal tabe Troen paa den Lære, hvis Bekender bærer sig saa grusomt ad. Og hverken Faust eller Abraham formaar at give det stakkels ofrede Barn en højere Religiøsitet, der kunde styrke det i dets Skæbnes afgørende Stund.

Derfor følger som Omkvæd under dette sidste Stemningstilløb:

"Naar Barnet skal vænnes fra, da har Moderen den stærkere Føde ved Hannden, at Barnet ikke skal omkomme. Held den, der har den stærkere Føde ved Haanden!"

Og hvis der behøvedes noget yderligere Bevis for hvad det er for en Ofring, for en Prøvelse og for et Bedrag, der ligger bagved denne Fremstilling af Isaks Ofring, Abrahams Prøvelse og Abrahams kun tænkte Bedrag, da er de Bidrag til Belysning af Abrahams Pligtsammenstød som Forfatteren giver, højmælede nok: tre Tilfælde af Dobbeltpligt, der opstaar før et Bryllup (note:

Frygt og Bæven 2den Udg. 88 ff).

Det første er en græsk Anekdot: Brudgommen, hvem Spaapræsterne forudsiger en Ulykke, der vil have sin Oprindelse af hans Giftermaal, forandrer pludselig sin Plan i det afgørende Øjeblik, da han kommer for at hente Bruden.

"Hvad skal han nu gøre? Tie og holde Bryllup; da er det med det Ansvar at drage Ulykken ned over sin Elskedes Hoved.

Tie og lade være med at holde Bryllup! "I saa Fald maa han gaa ind i en Mystifikation, hvorved han tilintetgør sig selv i sit Forhold til hende." Eller skal han tale? Ja han bør det, hvis han kan. Men sæt nu at han ikke kan tale, det vil sige ikke gøre sig forstaaelig, selv om han taler? sæt at Himlens Vilje ikke er bleven ham offenlig forkyndt gennem en Spaapræst, men pflvat er kommen til hans Kundskab - saa er vi ved Paradokset, ved Abraham, da kunde han ikke tale, om han end nok saa gerne vilde.

Det andet Bidrag er et nordisk Sagn: Sagnet om Agnete og Havmanden. Havmanden er en Forfører, som Agnetes Uskyld har besejret. Det at han er Havmand "betegner en menneskelig Præeksistens, i hvis Konsekvens hans Liv er hildet" (note:

Frygt og Bæven 2den Udg. 96 ff).

Han véd, at Agnete elsker ham. Kunde han fravriste hende denne Kærlighed, da var hun paa en Maade frelst. Men hvorledes? Til den Indbildning, at en aabenhjertig Tilstaaelse skulde vække hendes Afsky, er Havmanden for forstandig. Han vil da se at hidse alle mørke Lidenskaber i hende, ha ane hende, spotte hende, gøre hendes Kærlighed til en Latterlighed, om muligt ægge hendes Stolthed. Han vil da ikke skaane sig selv for nogen Kval. Ved Hjælp af det Dæmoniske vil altsaa Havmanden være den Enkelte, der som den Enkelte er højere end det Almene. Det at han staar udenfor Pligtens almindelige Regel, martrer den Elskede og sig selv, det er Overensstemmelsen med Abrahams Særstilling eller Modstykket til den. Mere ensartet vilde Tilfældet være, hvis han ligesom Abraham ikke kunde tale, men var henvist til Tavshed. Forskellen mellem ham og Abraham er den, at Abraham ikke ved Synd blev "den Enkelte", men ved at være Guds Udvalgte. Dog ved at forstaa Havmanden gør vi et nyt Tilløb til at forstaa Abraham.

Det tredje Bidrag er en jødisk Legende: Historien om Sara og Tobias i Tobias's Bog. Sara er den unge Pige, der har været given til 7 Mænd efter hinanden, som alle er omkomne i Brudehuset. Dette digtes om: hun er en ung Pige, der aldrig bar elsket, men nu elsker Tobias af sit hele Hjerte. Dog er hun ulykkeligere end Nogen, thi hun véd, at den onde Dæmon, der elsker hende, vil dræbe hendes Brudgom i Brudenatten. Det fremhæves, at en Digter sikkert vilde lægge Alt an paa Tobias's Heltemod, at han vover sit Liv i en saa øjensynlig Fare, men Sara opfattes dog af Forfatteren som en Heltinde i langt større Stil paa Grund af hendes Tro til at Vovestykket at ægte hende vil lykkes.

"Thi hvilken Kærlighed til Gud hører der dog ikke til for at ville lade sig helbrede, naar man saaledes fra Begyndelsen af er forkvaklet uden Skyld, fra Begyndelsen af et forulykket Eksemplar af et Menneske! Hvilken etisk Modenhed for at tillade den Elskede et saadant Vovestykke! Hvilken Ydmyghed ligeoverfor et andet Menneske!" Ligheden med Kierkegaards egen personlige Sjælekamp ligger her lige paa Overfladen. Ved at beundre Saras Tro til at den Elskede ikke ved sit Bryllup vil miste Livet, er vi imidlertid saa nær som muligt ved at beundre Abraham, der endnu i det sidste Øjeblik saa' sig om efter Vædderen, rede til at ofre Isak, men dog bestandig haabende og tro ende, at Gud vilde lade ham beholde Isak. Denne Sara er fra Begyndelsen af stedt i den Vanskelighed, hvortil Abraham i sin Alderdom kommer. At sige til Naturer som Sara: "Hvorfor udtrykker Du ikke det Almene og gifter Dig?" det vilde være en Spot; thi saadanne Naturer er efter Kierkegaards Begrebsbestemmelse "fra Grunden af i Paradokset." At hun alligevel vover Forsøget, det beviser Styrken af hendes Tro.

Her staar vi ved Kierkegaards oprindelige Ideal af Tro:

Haabet ogsaa for dette Liv. Derfor hedder det i hans Dagbog (I 420): "Havde jeg havt Tro, da var jeg bleven hos hende", og derfor skriver han sammesteds: "Troen haaber ogsaa for dette Liv, men vel at mærke i Kraft af det Absurde, ikke i Kraft af menneskelig Forstand ... Troen er derfor hvad Grækerne kaldte det guddommelige Vanvid. Dette er ikke blot en aandrig Bemærkning, men Noget, der ligefrem lader sig gennemføre". Der har tydelig nok fra først af været en Vaklen tilstede i Kierkegaards Bedømmelse af hans egen Handlemaade. Snart har den forekommet ham et Vidnesbyrd om den sande Tro, om det ubetingede Forhold til det Guddommelige, og i disse Øjeblikke har han sammenstillet den med Abrahams Daad, snart har det staaet for ham, som om den rette Tro vilde have ledet ham til at ægte den Elskede og ikke bryde med hende. Men efter ikke lang Tids Forløb synes den første af disse Synsmaader at have fortrængt den anden, og bestemtere og bestemtere stillede det sig for ham, som havde han lig Abraham bragt Gud Offeret af det Kæreste, han besad.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

 

14. Det første Grundæmne.

Jeg vil ikke indlade mig paa det Spørgsmaal, om man har begaaet en Indiskretion ved Udgivelsen af Søren Kierkegaards efterladte Papirer og Dagbøger. Han synes iøvrigt selv at have ønsket denne Udgivelse. Jeg vil her ligesaa lidt i Almindelighed drøfte det Spørgsmaal, om en Forfatter er tjent med et saadant Indblik i hans personlige Livsførelse, som derved aabnes. Kun dette: jeg finder det aldeles berettiget, aldeles naturligt, at enhver Skribent, saavidt det er ham muligt, søger at værne om sit Privatlivs Fred, at han hensynsløst brænder sine egne Papirer eller søger at sikre sig deres Opbrændelse efter sin Død; jeg betragter det fremdeles som højst tvivlsomt, om man har Ret til, saasnart Skribenten har lukket sine Øjne, at offenliggøre Breve af ham, der har et ganske fortroligt Præg; men derom kan der ingen Tvivl eksistere, at Kritikeren, naar slige Stofsamlinger engang foreligger trykte i Literaturen og udgivne af andre Hænder, er i sin Ret til at benytte og fortolke dem, ja at han vilde begaa en Undladelsessynd af utilgivelig Art, ifald han intet Hensyn tog til de engang foreliggende Aktstykker. Fremfor Alt gælder dette om en saa personlig Skribent som Kierkegaard, hvis dunkle Skrifter paa mange Punkter er uforstaaelige uden de Vink, som Dagbøgerne giver, ja hvis opdigtede Forfattere "skrive for at misforstaaes" (Om Begrebet Angest, 12 Note). Naar jeg da med Omhu paaviser det personlige Element i disse Skrifter, da er det visselig hverken af Nysgerrighed eller for at tilfredsstille Nysgerrighed, men fordi man maa være trængt ind til dette dybest liggende Punkt for at forstaa alle disse Skrifter som Udstraalinger fra et Midtpunkt. Det er først, naar man er naaet til den skabende Formel, at man - som i Matematiken - begriber alle disse forskellige Konstruktioner. Og som man i Naturvidenskaben viser, hvorledes de tilsyneladende forskelligste organiske Former som Fisk, Fugl, Hund, Menneske lader sig føre tilbage til en og samme Grundform for Fosterdannelsen, saaledes har det sin Interesse hos en stor Forfatter som Kierkegaard at forfølge, hvorledes det er et og samme Grundæmne, der varieres gennem betydelige Partier af: Enten-Eller, gennem: Gentagelsen, Stadierne, Frygt og Bæven, saaledes, at det, som paa det første Stadium er Don Juan og Elvira, i sidste Stadium er forvandlet til Abraham og Isak uden derfor at være blevet omdannet anderledes end rent formelt.

Kierkegaard efterlod sig som bekendt ikke blot et kolossalt og ikke let overskueligt literært Mindesmærke, men desuden en arkitektonisk Plan til den hele vidtstrakte Bygning, ved Hjælp af hvilken enhver af dens Enkeltheder lod sig indordne paa sin Plads. Det Spørgsmaal ligger nær, om Planen virkelig har eksisteret forud for Bygningen; dette andet er endnu ikke blevet opkastet, om Planen virkelig stemmer med Bygningen?

Begge disse Spørgsmaal maa, stillede saa skarpt, ubetinget besvares med Nej, skønt Kierkegaard sikkert meget hurtigt efter at have skrevet: Enten-Eller, er b]even klar over sin Hensigt og sit Maal som Forfatter og har lagt sin Plan. Det for Kritikeren Fængslende er imidlertid ikke den nøgne Plan, men den Udviklings Natur, der leder Kierkegaard fra den ene Tanke og det ene Værk til det andet. Jeg søger da ikke saa meget at oplyse den logiske Idé, Værket efter Forfatterens Mening slutter sig sammen om, eller den religiøse Idé, i hvis Tjeneste det skal staa, som Værkets oprindelige, grundlæggende Bestanddele.

Det forekommer mig derfor heller ikke særdeles lærerigt at undersøge, hvorvidt de forskellige æstetiske Arbejder - hvis Berettigelse Kierkegaard selv kun formaar at hævde ved at kalde dem "en nødvendig Udtømmelse, et helligt Bedrag" (note: Synsp. f. min Forfvirks. 70). - lader sig forsvare som forberedende eller fortsætligt vildledende Indledning til det religiøse Forfatterskab; men det fængsler mig højligt at sé den paradoks-religiøse Idé af sig selv og ganske naturligt bryde frem af en af de mange digteriske Omskrivninger af Forlovelseshistoriens Kvaler, til hvilke vi er naaede trinvis ud fra Marie Beaumarchais og Clavigo.

Som Forlovelseshistorien er den afgørende Begivenhed i Kierkegaards Ungdomsliv, saaledes er i den hint Bedrag af den unge Pige, den ubetingede Fortien af Hemmeligheden og Faren for at berøve hende Livet det afgørende, det springende Punkt.

Under de talrige Forsøg paa i Omdigtninger at udtrykke dette, løfter eller skruer Kierkegaard sig tilsidst op paa en Højde, fra hvilken han øjner Abraham lige overfor sig, der ogsaa en Tid havde et Mord paa sin Samvittighed, ikke kunde forklare nogen Fremmed sin Handlemaade og nær havde dræbt den, han elskede højest. Fra sit ensomme Stade øjner han Abraham, der jo til alle Tider havde gjældt for Troens Fader. Ogsaa han har da været bestedt i Troens Vaande, er endnu bestedt deri. Han havde selv, indfiltret i en aldeles ejendommelig anlagt Ulykke i Kraft af sin Naturs Hang til Skjulthed sluttet sig inde i Tavshed, udsat sig for smertelig Misforstaaelse, handlet værst mod den, han vilde det bedst, ene, "næsten med det menneskelige Sprog imod sig". Han var i denne Tilstand naaet til en meget dybere Følelse af Ansvar end der fandtes i Slægten omkring ham. En sammensat Lidenskab som den, han bar paa, var vel skikket til gennem Sammenligning at aabne hans Øjne for Omgivelsernes Upersonlighed og Lidenskabsløshed. Tiden var de filosofiske Eftersnakkeres Tid i Videnskaben, og i Politiken de politiske Eftersnakkeres Tid. Danmarks æstetiske Tidsrum var netop ved at gaa i sin Grav, dets politiske Tidsrum ved at vikle sig ud af sit Svøb, og denne Sammenhæng frembragte en uhyggelig Blanding af Gammelmandsvæsen og Lømmelalder, i hvilken Kierkegaard ikke formanede at opdage nogetsomhelst Vederhæftigt. Menneskene var efter hans Opfattelse blevne upersonlige, Mængde, Bande, Publikum, Generalforsamling, Klub.

Han var et enkelt, isoleret Menneske, ene med sig selv og sit Ansvar, tænkende med sin egen Hjærne, handlende paa egen Haand. Han havde selv nylig saa dybt gennemlevet et enkelt Livsforhold, et af dem, i hvilke andre Mennesker plejer at jaske mest og uslest, et Kærlighedsforhold, havde taget det saa alvorligt, at han mente ud fra det at forstaa Oldtid og Nutid, Poesiens og Kunstens store Hovedskikkelser, det gamle Hellas og det gamle Palæstina. Han havde følt, hvad man lærte af at leve med Inderlighed.

Idet han sammenligner sin Tilstand med Troens Faders, føler han, at den frygteligt anstrengende Afgørelse, i hvilken han har levet, netop er Troeas. Det er da altsaa denne Tro, som Slægten har fundet altfor enfoldig for sig og har forladt, det er den, der af Filosoferne betragtes som et tilbagelagt Standpunkt, kun passende for tankeløse og barnlige Menneskers Udviklingstrin - denne alle Sjælens Evner anspændende Tilstand i den yderste Lidenskab, en Lidenskab som dens, der skal holde sig oppe trædende Vande paa talløse Favnes Dyb (70,000 Favne nævner Kierkegaard altid, øjensynligt i den Tro, at Verdenshavet kan være saa dybt). Han føler sig som en Opdager eller rettere som en Genopdager. Han har da genopdaget den Tro, som Slægten har glemt Vejen til. Han havde visselig altid højagtet det Religiøse; han havde sét op dertil som til det Nedarvede, det Givne, den højtidelige, ærværdige Overlevering, og han havde fra sin første Udtræden i Verden, af Pietet mod Faderen, opsøgt Beviser derfor. Men i sin tidlige Ungdom havde han "paa en rent udvortes Maade", i Grunden "staaende aldeles udenfor Kristendommen, kæmpet for dens Sandhed" (E.P.1.154). Aldrig før havde han som nu fornummet det Religiøse i dets hele Urtids-Oprindelighed. Det var ham, som havde han opdaget Troens Kilder.

Han, som aldrig egenlig havde været from, han følte til sin Lindring, at Troen, det var for den Evnerige og Dannede egenlig slet ikke den stille Fromhed. Han, som altid havde været lidenskabelig, ja mere end det: som havde forgudet Lidenskaben, ban følte med Berusning, at Troen var en Lidenskab, den højeste Lidenskab, ja at dette var Troens Begrebsbestemmelse. Han, der altid havde villet bære det Tungeste og udrette det Vanskeligste, han indsaa som en St. Christopher med Smertens Nydelse, at Troen var det Tungeste, det Vanskeligste af Alt. Han havde ad nye Veje genfundet det gamle Vidunderland.

15. Mirakellandet; den Enkelte.

Naar vi nu blot kunde være rigtigt sikre paa, at det var det, han havde fundet!

Jeg vil ikke lægge Dølgsmaal paa, at jeg tror, han begik en Forveksling. Var det ogsaa virkeligt til Overleveringens gamle Mirakelland, at han ad nye Veje var naaet? Der kom som bekendt en Tid, da Menneskeheden var bleven utilfreds med den gamle Landvej til Indien, den i Aartusinder havde kendt, og da enkelte dristige Aander begav sig ud paa det store ukendte Ocean, paa de talløse Favnes Dyb, i det Haab at finde Søvejen dertil.

En af dem, den dristigste af de dristige, og ligesaa forstandig som dristig, gik efter mange Andres fejlslagne Forsøg ombord og sejlede længe uden at øjne Andet end det vide Verdenshav, fra hvilket kun Tvivlen om nogensinde ad denne Vej at naa til Indien bares ham imøde. Endelig efter tusinde Farer og Sorger lød Raabet: Land! Vejen syntes funden. Men se! det var ikke den gamle Verdens Indien, det var den nye Verden, det var Amerika, hvortil man var kommen.

Da Kierkegaard forlod den gamle naive Landvej til Troen, fandt han da paa hint Skib, han selv havde bygget, Grubleriets ubanede Vej dertil? Nej, i det Øjeblik han raabte Land, var det i Virkeligheden ikke Overleveringens Indien, hvortil han var naaet, men Personlighedens, den store Lidenskabs, den store Selvstændigheds Amerika.

Hans umiskendelige Storhed er, at han opdagede dette Amerika, hans uhelbredelige Galskab var, at han haardnakket vedblev at kalde det Indien. Storheden og Galskaben ligger, som det gaar, saa tæt op til hinanden, at der udfordres nogen Kritik til at skelne dem. Men Kierkegaard har i ethvert Tilfælde indskrevet sit Navn blandt deres, der paa første Haand har genopdaget en af hine store elementære Sandheder, som Slægten med visse Mellemrum af Tider bestandig maa erindres om, som bestandig under megen Møje og Livsfare maa opdages paany og som synes saa simple, at naar man paany har faaet dem indprægede, undrer man sig over, de nogensinde har kunnet gaa Slægten af Minde.

Opdageraanderne føler bestandig, at deres Samtid kun har Øje for den ene Side af Verdenskuglen, lider bestandig under den indre Fornemmelse af at der mangler Noget, ja en hel ny Verden i den almindelige Ligevægt; de begiver sig, som Hugo har skildret det i et Digt, paa Vejen for at finde hin Modvægt, som Ingen kender eller savner, og Samtiden beklager deres fikse Idé, mens den taber dem af Syne. Da dukker de pludselig frem paany, og som en Dykker stiger op fra Dybet med sin Perle i Haanden, bærer de den nye Verden i deres Haand.

Kierkegaards nye Verden var Tanken: den Enkelte; "den Enkelte" var den dyrebare Perle, han bragte sin Tid.

Det var visselig stort og skønt, at han i en lidenskabsløs Tid med fuld Oprindelighed genopdagede, hvad Lidenskab er værd, at han i en slap og pjattet Tidsalder pnany mindede Verden om, hvad Inderlighed er, at han i hin Juste-milieu-Periode, da Menneskene med endnu større Selvtilfredshed end forhen, vrøvlede i Komiteer og paa Generalforsamlinger, abekattede hinanden efter, kastede Skyld og Ansvar over paa hinanden og skød Sidemanden frem, hvor det gjaldt at vove sin Trøje det var stort og skønt, at han i hin Tid nævnte Ordet: den Enkelte; slog til Lyd derfor og paa indtrængende Maade gjorde det gældende for Enhver, der vilde høre derpaa og for Enhver, der ikke vilde, at det var igennem denne Snevring, gennem hvilken man kun kunde gaa En for En, at Slægten skulde tvinges og drives for at blive et sanddru og alvorligt Menneskekuld paa ny. Det var en stor og god Gerning, at han i sin Tid, da næsten Ingen med sin Person stod inde for sin Overbevisning, da liberale Politikere opgav at forfægte deres Politik hellere end at udsætte sig for saa meget som at miste et Embede, da en vel aflagt Gejstlighed uden at foruroliges af nogen advarende Stemme tog de døde Martyrer til Indtægt som Folk af samme Art som de selv, paany mindede Slægten om det Enestaaende i frivilligt at lide for Sandhed.

Men det var en underlig Blindhed, en Sygdom, næsten en Sindssyge af ham at tro, at hint den store Selvstændigheds Amerika var Overleveringens gamle Vidunderland, at den Enkelte var ét med den Kristne, at hin Inderlighed var en ganske særlig som en særegen, aabenbaret Religion havde forpagtet, eller, for at vende tilbage til vort Udgangspunkt, at hans eget Pligtsammenstød havde nogen Lighed med Patriarken Abrahams i det gamle Testamente.

Vistnok er det skønt at se den kraftige lyriske Begejstring for Troens Fader sprudle frem, stige op som et Vand spring af hans Værker, men hans Begejstring for Troen er ikke selv Tro, hans Begejstring for Abraham var kun afledet, var kun en af de Former, den indre Advokat i hans Bryst iklædte sit Forsvarsindlæg under Retsstriden Skyldig-Ikkeskyldig.

Den ukritiske Læser, der sér, at en stor, en tænksom Forfatter, i vore Dage nærer en saadan, næsten hysterisk Beundring for Abraham, Siger troskyldigt til sig selv: Hvilken Tro paa det gamle Testamente endnu i vor Tid! og paa den Del deraf, som efter Teologernes Forklaring ved Legenden om Sønnens Ofring varsler om det nye og forud antyder Ofringen deri! Den kritiske Læser sér, at Kierkegaard, idet han lovsynger Abraham, i Virkeligheden giver et forstørrende Billed af sin egen Handlemaade paa et afgørende Tidspunkt, og at det gamle Testamente her kun er et af de mange Instrumenter, paa hvilke han spiller den Melodi, han i Begyndelsen af sin Forfattervirksomhed atter og atter varierer.

Der er godt nok at beundre Abraham. Men der er intet redeligt Menneske, som af Vane eller Magelighed vil kalde det stort hos Abraham, som han vilde stemple ganske anderledes, ifald det skete i vore Dage, ifald det f. Eks. udførtes af en stakkels udannet Haandværkssvend. Det sande Store er lige stort hos Alle. Hvad vi beundrer hos en græsk Hærfører som Leonidas, Evnen til med roligt Heltemod at dø for sit Land, det beundrer vi ogsaa hos en kejtet finsk Rekrut som Sven Dufva.

Kierkegaard, som ikke har noget godt Øje til Præsterne, forudsætter (Frygt og Bæven 21) at en eller anden Kirkegænger, som var barnlig nok til at tage Præsternes daarlige Prædikener for Alvor, "en Mand, der led af Søvnløshed" gik hjem og vilde gøre som Abraham; han tænker sig den tragi-komiske Scene, der vilde følge, naar Taleren samlede al sin gejstlige Værdighed og raabte:

"Afskyelige Menneske, Udskud af Samfundet, hvilken Djævel har saaledes besat Dig, at Du vil myrde din Søn!" Kierkegaards egen Bog er meget langt fra at være nogen daarlig Prædiken. Men anstil det Tankeforsøg, at en Haandværkssvend det vil sige et Medlem af de Klasser, med Hensyn til hvilke den Forudsætning endnu er mulig, at de vilde udføre noget Sligt, hvis de efter at have drømt derom, fandt at det var det Rette - sæt en Haandværkssvend fik fat i Frygt og Bæven og sæt han Dag og Nat tænkte paa Lovprisningen af Abraham som det store Mønster for Slægten. Lad ham saa en Nat drømme, at Gud af ham fordrer, han skal ofre ham sin Søn, eller som han i sit bibelske Sprog vilde udtrykke det: lad Gud i Drømme aabenbare sig for ham, tale til ham og fordre, at han skal ofre Sønnen. Sæt endvidere at han skønt modstræbende besluttede at følge Budet skærpede en Kniv for at skære Halsen over paa sit Barn, opstablede Ved til at brænde det døde Legeme til Guds Ære, og sæt hans Hensigt blev opdaget i rette Tid, og han ført i Varetægtsarrest. Hvorledes tror man vel, at Dommen over ham vilde lyde? Først Dommernes Dom? Ja det er vel lidet tvivlsomt, at han fik Valget mellem Sindssygeanstalten og Tugthuset. Saa den offenlige Menings, Damernes, Grosserernes, Gejstlighedens Dom? Jeg tænker, at Damerne vilde sige: Gud hvor skrækkeligt! og Grossererne: Han er jo gal! og Gejstligheden:

Det er uheldigt og meget at beklage! og derpaa vilde de næste Søndag i Kirken paany beundre Abraham og om Mandagen paany fortabe sig i Veklager og Fordømmelsesdomme og daarlige Vittigheder over Fritænkere og Fritænkeri.

Historien om Abraham er en af de flere gamle skønne Legender, i hvilke Menneskeslægten paa sin Vandring gennem Historien har nedlagt sin Erindring om Overgangen fra de ældste Tiders Menneskeofringer til Dyreofre; men er det redeligt, er det sundt, er det sædeligt, at prise Ahraham som det store sædelige Mønster for Slægten og som Troens Fader, naar man dog blot vil bruge ham til at udskamme en lidenskabsløs Samtid og til at stille sine egne indre Erfaringer i et elektrisk Lys?

En Tvivl er vel tilladt (note: Det er den ovenstaaende Udvikling og Kritik af Kierkegaards: Frygt, og: Bæven, som det norske akademiske Kollegium i den Meddelelse, der tilsendtes Bladene for at forsvare min Udespærring fra Christiania-Universitet i December 1876. tillod sig (paa Grundlag af et tilfældigt svensk Avisreferat) at betegne som "en meget forargelig Behandling af en af de vigtigste og vakreste bibelske Fortællinger". Hvad som heri er mest betegnende, det er det ærede ortodokse Kollegiums Anvendelse af Ordet "vakker" (smuk) ved denne Lejlighed. Man kunde ikke faa et bedre Vidnesbyrd om den moderne Ortodoksis skønskrantende Holdningsløsked end dette. Med hvad Ret Kollegiet overfor det inspirerede Guds Ord vover at sondre mellem vigtige og uvigtige Fortællinger, var det allerede værd at erfare. Men fremfor Alt maa man vel spørge, med hvad Ret det understaar sig til at anlægge denne æstetiske Maalestok paa det Hellige, med hvad Ret det vover at tale om "vakrere" og "mindre vakre" Frugter af den guddommelige Inspiration, og give det Skin af, at Forargelsen steg eller aftog, eftersom man forgreb sig paa Sagn af størrer eller mindre Skønhed og Pyntelighed. Kollegiet har stemplet sin egen Rettroenhed ved denne leflende og frygtsomme Appel til publikums æstetiske sans).

Men for at forstaa, at Kierkegaard kunde gøre dette, er det nødvendigt at dvæle ved hans Forstands særegne Bygning. Det var en Forstand, som ikke rastede før den kom til sin Grænse.

Jeg brugte det Udtryk om hans Pande, at den led af en Kildren, som den kun kunde tilfredsstille ved at løbe mod en Mur. Man kunde paa lignende Maade sige om hans Følelsesliv, at han ikke egenlig følte Lysten, før den nærmede sig til og forvandlede sig til Smerte Smerten blev ham en Lyst. Saaledes var det ogsaa med hans Forstand, han følte den ikke ret, før han stødte paa det Fornuftstridige (Paradokse).

I den daglige, muntre eller spøgende Samtale var Paradokset i dette Ords lettere Mening ham en Art Livsfornødenhed, Underholdningens Salt eller Kryderi. I sin Betragtning af Livets almindelige Forhold havde han en Art Tilfredsstillelse af at opdage hvad man kunde kalde relative Paradokser, forbløffende Foreteelser, som for den eller den Sindstilstand maatte staa som umulige at fatte. (Saaledes siges det i Enten-Eller 1 121 at et Bedrag er for Kærligheden det absolute Paradoks.) Thi han delte den hele romantiske Menneskeheds Foragt for Oplysningstidsalderen og det dermed følgende Had til det Forstaaelige som flovt. Det blotte Ord Paradoks virker oplivende paa hans hele Nervesystem, har en liflig Klang i hans Øren. 24 Aar gammel skriver han i sin Dagbog, at Paradokset er "det intellektuelle Livs egenlige Patos", og alt som hans Liv former sig mere og mere abnormt og viser Omgivelserne en Yderside, som er beregnet paa at vildlede, synes det ham mere og mere at have sit Midtpunkt i det Paradokse.

Derfor hedder det i hans Dagbog (1. 405): "Det er en af de vanskeligste etiske Tvivl: naar jeg ved at fortie Noget, kan frelse et andet Menneske for en Smerte, har jeg saa Lov dertil, eller gør jeg ikke et Indgreb i hans menneskelige Eksistens? Paa dette Punkt ligger mit Livs Paradoks; mod Gud har jeg altid Uret, men er det en Forbrydelse mod Mennesker?"

Fra først af havde Paradokset, der efter hans Opfattelse var de store Tænkeres Kendemærke, ikke for ham havt nogen anden Betydning end den rent menneskelige, Paradokset var "den ufuldbaarne store Tanke" (E.P.1. 150). Men alt som hans Ejendommelighed udvikler sig, faar ogsaa Paradokset en stedse mere stødende og bogstavelig Betydning for ham. Nogle Aar efter hedder det, at Paradoks et er Tankens Lidenskab og at den Tænker, som er uden Paradokset, han er ligesom en Elsker, der er uden Lidenskab: en maadelig Patron. "Men, fortsættes der, enhver Lidenskabs højeste Potens er altid at ville sin egen Undergang og saaledes er det ogsaa Forstandens højeste Lidenskab at ville Anstødet, uagtet Anstødet paa en eller anden Maade maa blive dens Undergang" (note: Filosofiske Smuler S. 52). Han forestillede sig Forstanden som ikke rastende før den var løbet ud af sine egne Love og til Afsindets, "det guddommelige Vanvids" Rand. Men det vilde være en Bevægelse som Mandens, der sprang og sprang for at springe løs fra sin egen Skygge. Saa umuligt som dette er, saa umuligt er det for den menneskelige Fornuft at gøre Springet ud af sine egne Love og ind i det Fornuftstridige. Det er endda det mindste, at Paradokset ikke lader sig tænke, Ulykken er, at det ikke lader sig begrænse, ikke lader sig skelne fra Nonsens og Selvmodsigelse.

Det lader sig ikke skelne derfra; det lader sig hverken tænke eller fastholde uden al Tanke i krampagtig Inderlighed, thi det er som stridende mod Fornuftens Love uforeneligt med det menneskelige Væsens og den menneskelige Tankes Natur - paa hvadsomhelst Vilkaar uforeneligt.

Det er nu lang Tid siden, at jeg i et lille Stridsskrift Dualismen i vor nyeste Filosofi (1866) forsøgte paa at tilbageføre Læren om det Paradokse til det Fornuftstridige, hvor det hører hen. Jeg udtalte der den Overbevisning, at den Tid vil komme, da Filosoferne taler om det Paradokse og den Rolle, det har spillet, som Kemikerne nutildags taler om Flogiston (Antagelsen af et Brændstof som Grundstof i Legemerne); jeg tilstod, at jeg kun havde liden Ærbødighed for Dyrkelsen af det Paradokse som Grundbegreb hos de Mænd, der efter Kierkegaard har gentaget hans Ord. Men i Kierkegaards egen Mund indgyder denne Lære mig Respekt, den Respekt som Sanddruhed og Ærlighed indgyder. Han maatte overalt opdage Paradokset paa Grund af sin Tankes Natur. Paradokset er ikke Tankens Lidenskab, men det var hans Tankes Lidenskab. Thi hans Tanke, saa mægtig den end var, var ikke normal, den var syg, den led af en Sygdom, som jeg kun kan betegne saaledes: der var gaaet Lyrik, gaaet sværmerisk Begejstring i hans Tanke. Men Lyrik og sværmerisk Begejstring, saa herlige Ting de er i og for sig, og som Drivkræfter bag Tankelivet, saa er de dog Betændelse for Tanken.

Tanken selv er kold, naar den er sund, som Følelsen er varm, naar den er naturlig; men det er slemt, naar der gaar Inflammation i Tanken. Den Ild, som driver Værket, bliver faretruende, naar den finder Vej til Værket selv, og det samme gælder om Begejstringens Ild. Der udviklede sig i Kierkegaards Tanke Selvmorderanlæg og Selvmorderdrifter; den opsøgte de højeste Steder for at styrte sig ned.

En Tanke, i hvilken der er gaaet Lyrik og Begejstring, den har en Betændelsens Glød, et guddommeligt Raseri, en Ild, et Sving, en Flugt, et Kast "snart ned i Afgrunden, snart op over Stjernerne", som ingen anden menneskelig Tanke har. Men den er ikke det Instrument, hvormed den højeste Sandhed kan gribes; den er kun det Redskab, hvormed Aanden omfatter et uforstaaet Paradoks. Den har udspilt sin Rolle i Verdenshistorien; thi Paradokset kan vel kaldes Tankens Lidenskab, men kun hvis man tilføjer, at det ikke er Tankens evige, men var dens historiske Lidenskab. Paradokset er Tankens Korstog; dog vi lever ikke mere i Korstogenes Tidsalder, men i Aandsudviklingens Tid.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

 

16. Enten-Ellers Anlæg. Det første Stadium.

Det skal ikke glemmes, at Faa her i Danmark har bidraget saa meget til dens Fremme og Vækst som han, om hvem vi taler. Han er, som jeg engang har sagt det, vor Filosofis Tycho Brahe; han fejlede i sin Opfattelse af Verdenssystemets Midtpunkt han var paa mange Punkter hildet i sin Samtids Overtro, men han har beriget vort Aandsliv med en Rigdom af selvstændige Iagttagelser og Ideer.

Et Tilbageblik er nødvendigt for at overbevise os herom.

Enten-Eller udkom i Februar 1843, og det er med denne Bog, der iøvrigt med rivende Hurtighed fulgtes af: Frygt og Bæven, Gentagelsen, Filosofiske Smuler, Om Begrebet Angest, Forord og 18 opbyggelige Taler, der alle udgaves i det samme og det følgende Aar, at Kierkegaard sætter Tids skel i dansk Literatur.

Titelen allerede var et Geniblink, der æggede Læseren, vakte hans Nysgerrighed og syntes at stille ham et Valg. Hvor man slog op i første Del, lyste Glimt af Aand og Vid En i Møde, hist Udbrud af en koket og besnærende Melankoli, her en selvforglemmende og Alt forglemmende Begejstrings vildeste Dityramber, længere henne Dagbogsoptegnelser af en dæmonisk overlegen Aand, der med en egen frossen krystalklar Lidenskab betragtede Kvinder og Mænd som Genstande for sin Nydelse og sin Latter og der smidig, kold og glimtende som en Staalklinge formnaede at gaa ud og ind af alle de Mennesker, med hvem den kom i Berøring. Det var en Personlighed, som knuste Moralens fasteste og ubrydeligste Ledetanker mellem sine Fingre med samme Ro og samme Ringeagt, hvormed hin stærke Konge sønderbrød en Hestesko, og som med lette Fjed i en Art ædru Berusning skred knusende frem over de Hjerter, han søndertraadte paa sin Vej. Og bladede man saa i anden Del, overalt mødte man streng Alvor, rolig Værdighed, en Tryghed, der søgte sin Styrke i sin Begrænsning, en Karakterfasthed, der hverken lod sig blænde af Aandrighedens Fyrværkerier, eller hilde i en overlegen Begavelses Hjærnespind eller forbavse ved Viddets Gymnastik- og Gøglerkunster eller forbløffe ved selvsikker Holdning, men som var beskeden, stolt, dybsindig, forsonet.

Det var ikke blot en ny Bog, men en ny Art Bog her farelaa. Selv frasét Indholdets Rigdom maatte de to Deles særegne Forhold til hinanden vække den største Opmærksomhed og Interesse, idet anden Del ikke fortsatte første Del, men modsagde og gendrev den, første Del ikke forberedte anden, men trodsede den. De to Dele dannede ligesom en Ode og en Palinodi (en Sang og tilbagekaldende Modsang), ligesom et kolossalt Replikskifte imellem to Personligheder i et uafsluttet Drama, af hvilke den første var: Geniet, den anden Karakteren. Den hele Bog var som et sammenvokset Tvillingbjerg med to himmelhøje og lige høje Tinder.

Underordnede Omstændigheder bidrog deres til at forøge den Opsigt, som Værket vakte: først dets Størrelse; thi den første Forundring over Bogen gjaldt den Omstændighed, at der gaves en dansk Forfatter, som havde Raad til at udgive 54 Ark paa eget Forlag, dernæst Navneskjulet, fordi der blandt de allerede optraadte Forfattere ikke just var mange at vælge imellem og fordi man med Hensyn til de endnu ubekendte Skribenter paa Grund af den fuldstændige Stilhed, der var gaaet forud for Udgivelsen, savnede enhver Ledetraad, noget der var saameget des ualmindeligere som hertillands Slægt og Venner, Bladskrivere og Forfattere længe forud plejede at være indviede og at indvie andre.

Men der havde næppe behøvedes disse Pirringsmidler til at gøre Bogen til en Begivenhed. Dens Idé var ligesaa simpel som stor, den nemlig i første Del at give Brudstykker af en Nydelseslære og et Nydelsesliv, i anden Del at fremstille det sædelige Liv og dettes Skønhed, og i Titelen at tilraabe Læseren sit: Vælg! I Slutningen af begge de Afhandlinger, der udgør anden Del, blev der saa endnu, uden at Læserne agtede synderligt derpaa, gjort Plads for en tredje, formentlig højere Livsanskuelse.

Vil vi levende forestille os det mægtige Indtryk, Bogen maatte gøre paa de Samtidige, da kan vi kun genkalde os den Virkning, den ved den første Gennemlæsning gjorde paa os selv.

Jeg for min Del fik den for første Gang ihænde 18 Aar gammel og jeg husker endnu nøje det overvældende Indtryk. Aldrig før var jeg i dansk Literatur stødt paa en saadan Aandsoverlegenhed, en saadan Tankestyrke og (saaledes forekom det mig da) en saadan Verdenserfaring. Jeg havde - ligesom Enten-Ellers Samtid - dengang Hovedet fuldt af Heines Afhandlinger og Digte, hvis dybeste og mest berettigede Indhold jeg - atter som Bogens Samtid - ikke forstod, men hvis Trods blot som Trods betog mig; jeg havde i flere Aar været stærkt optaget af Lermontovs interessante, men for en Dreng lidet passende Roman: En vor Tids Helt, hvis Verdensmandstone slog mig, hvis Hovedpersons Mod, Prunkløshed, Livslede, Kulde og Tvivlen syntes mig at gøre ham til en Art tungsindigt og forførerisk Ideal da jeg hos Kierkegaard mødte denne langt dybsindigere og langt mere følgerigtige Gennemførelse af hin Bogs Grundtanker, saa' hvad der laan bag dem, hvortil de førte, og hørte dem modtage deres Dom, som jeg af ganske Hjerte maatte istemme.

Og nu anden Del! Hvad havde jeg f. Eks. læst om Ægteskabet, der kunde lignes ved dette: Jeg havde, som Flertallet af Bogens første Læsere flere Gange troskyldigt gennemlæst Sibberns troskyldige og elskværdige Skrift: Om Elskov mellem Mand og Kvinde; jeg havde enhver Ynglings uvilkaarlige Afsky og Foragt for Giftermaal af verdslige Hensyn det var vel omtrent hvad jeg havde læst og tænkt over Sagen. Og nu denne Rigdom af Undersøgelser, af Overvejelser, af nye Tanker i dette mandige Sprog, denne værdige Bestræbelse for at give enhver underordnet Form den Ret, der tilkom den, den ædle Blanding af Mildhed og Strenghed, hvormed den unge Mand, til hvem Brevet var stilet, vistes til Rette, det ikke glødende, men dæmpet lysende Billede af det ideale Ægteskab, som langsomt men sikkert oprulledes for Blikket, med den Dag ud Dag ind lige fuldkomne Ridderlighed mod den elskede Kvinde, med den under de mange Aars Samliv lige usvækkede gensidige Kærlighed, der paa én Gang var begges første og sidste! Var første Del skikket til at vække Beundring ved Lidenskab og Vid, andea Del virkede nok saa dybt gennem Begejstringen for dens Adel. Jeg hørte Andre tale om, at anden Del var mindre vel skreven end første, at den havde øde Steder, at de bedste Partier maatte kaldes Oaser i Sandet - jeg havde aldrig følt det, jeg forstod Intet af disse Indvendinger. Indtrykket var overensstemmende med Forfatterens Ønske optaget som udeleligt ét i mit unge og lidet kritiske Sind, og fra da af tilegnede jeg mig med Lidenskab ethvert Værk af Kierkegaard, jeg kunde faa fat paa.

Af en lignende Styrke maa Virkningen have været paa opvakte Hoveder, som i 1843 gjorde Bekendtskab med Bogen. Hans Brøchner udtaler endog i sine efterladte: Erindringer om Søren Kierkegaard, at siden han første Gang læste Hegels Logik havde intet Skrift sat hans Tanker saaledes i Bevægelse som : Enten-Eller.

Man kunde i Kjøbenhava ikke forestille sig, at det hele Værk var forfattet paa én Gang og efter én Plan, man søgte ligesom at værge sig mod Indtrykkets Vælde ved at sætte den Anskuelse i Omløb, at Enten-Eller var Papirer, Forfatteren længe havde havt liggende i sin Pult.

Mod denne da gængse Opfattelse gør Kierkegaard flere Steder med Stolthed gældende, at det hele Værk blev skrevet i kun 11 Maaneder, anden Del først, og at der, før det begyndtes, ikke forelaa andet end et Par af de indledende Strøtanker.

Hvad nu Tiden angaar, som overhovedet spiller en altfor stor Rolle for Kierkegaard med Hensyn til hans Forfatterskabs Værdsættelse, da gælder Misantropens gamle Ord hos Moliére:

Tiden gør Ingenting til Sagen.

Hans Flid, som maaske kun overgaas af Balzacs eller George Sands, fortjener visselig al Beundring, og det er fremdeles utvivlsomt, at en enkelt Plan strengt sammenholder Enten-Eller, men der ligger i Kierkegaards Fremhæven af Tidens Korthed et uberettiget og ikke virkelighedstro Forsøg paa at give hans hele Livsgerning Præget af at være fremstaaet i Kraft af en Viljeshandling paa halvt overnaturlig Maade uden at have behøvet Undfangelse og Vækst som enhver anden Naturfrembringelse. Bogen tør ikke helt være hans eget Værk; thi han har under Udarbejdelsen sporet Forsynets Forkærlighed for ham og dets hjælpende Haand; den kan ikke heller helt og udelukkende være Verdensstyrelsens Arbejde, dertil har han et altfor stærkt Indtryk af sin egen Genialitet; han taler derfor oprigtigt, om end natur- og fornuftstridigt om Styrelsens Part i hans Forfatterskab. (Synsp.f.m. Forfvirks. 49 ff.)

At Værket imidlertid ikke har kunnet unddrage sig Naturfrembringelsers almindelige Tilblivelseslove, var ikke blot forud sikkert nok, men lader sig uigendriveligt bevise. Opbevarede Udkast viser os, at Afhandlingen om Don Juan var undfanget i Aaret 1837, altsaa 6 Aar før Enten-Eller kom ud; de saakaldte Diapsalmata er, med yderst faa Undtagelser, let omarbejdede Dagbogs-Strøtanker, Planen til Afhandlingen om det antike Tragiskes Refleks var gammel, og Grundanlægget til det hele Værk tilstede i Bogen: Om Begrebet Ironi. Hertil kom, som jeg har paavist, de befrugtende personlige Erfaringer og Indtryk fra Forfatterens Forhold til hans Elskede, hvilke paa saa mange Maader omdigtedes og bearbejdedes allerede i dette første Værk. Det forekommer mig da godtgjort baade at og hvorledes Værket i Kierkegaards som i enhver anden menneskelig Hjærne blev til ved den af en naturlig Idéforbindelse foraarsagede naturlige Vækst.

Om den levende Uvilje, Kierkegaard i sin Egenskab af Naturfornægter havde imod den naturlige Tilblivelsesmaade foreligger et lunefuldt Vidnesbyrd i et Udbrud (E. P. 2. 75), som kan opfattes sindbilledligt:

"Hvor utaalmodig jeg i Grunden er, sér jeg bedst deraf, at en frugtsommelig Kvinde forekommer mig det forfærdeligste at være, fordi det netop skal vare ni Maaneder, og saaledes al Vilje, al Lidenskab, den yderste Kraftanstrengelse Intet formaar."

Trods al hans Utaalmodighed, al hans Anvendelse af Drivhuspleje underligger hans eget Forfatterskab imidlertid de samme Love, som alle andre menneskelige Frembringelser. Det vilde ikke have forøget hans Bogs Værdi, om den var kommen fuldfærdig til Verden, det berøver den ikke heller en Unze af dens Værd, at den har groet og vokset paa naturlig Maade i Forfatterens Sind.

Første Del af Enten-Eller var stillet fristende frem for Læseverdenen som et festligt dækket, blomstersmykket Taffel, rigt besat med duftende og krydrede Retter. De indledende Strøtanker var saa at sige det Appetitbord, som var beregnet paa at vække Nydelseslysten ved lette og pirrende Bagateller. Af Alt, hvad Kierkegaard har skrevet, er Intet blevet saa kendt som disse smaa glimrende og fantasifulde Humoresker, der haardnakket er blevne eftergjorte i enhver Bog, en af hans Beundrere har forfattet.

I al deres Korthed er de Mesterværker.

Under Indtrykket af sin aandelige Ufærdighed havde Kierkegaard i et Brev fra Juli 38 skrevet disse Ord: "Det jeg behøver er en Stemme, gennemtrængende som et Lynceus-Blik, forfærdende som Giganternes Suk, udholdende som en Naturlyd, af Omfang fra den dybeste Bas til de mest smeltende Brysttoner, moduleret fra den mest hellig-sagte Hvisken til Raseriets ildsprudende Energi. Det er det, jeg behøver for at faa Luft, for at faa udtalt det, der ligger mig paa Sinde, for at faa Vredens og Sympatiens Indvolde rystede." Da disse Ord fem Aar efter forelaa trykte blandt Enten-Eller's Strøtanker, indeholdt de snarere en Bestemmelse af Forfatterens Evner end af hans Savn. Ønsket var nøjagtigt gaaet i Opfyldelse. Den, som da Ordene blev skrevne endnu havde fremlallet og fremstammet sine Udbrud mod Andersen, havde i Mellemtiden som Demosthenes øvet sig saa haardnakket, at al Stammen var forsvunden og han havde naaet en Veltalenhed af meget høj Art. Hans Stemme var som den græske Talers bleven styrket i Ensomhed ved Raab, der overdøvede Stormes Brag og Bølgers Brænding.

Man kan imidlertid være temmelig sikker paa, at Mange, som da hine Aforismer kom ud, fandt dem vittige og beundrede dem mest, kun forstod lidet af det, de selv fandt saa ypperligt sagt, og det saa meget des mindre, som der gennem disse Blade gaar en Bestræbelse for at være pirrende og glimrende selv paa Forstaaelighedens Bekostning. Udtrykket for mangen en Stemning, som oprindeligt var følt, er ved den tilspidsede Stil kommet til at se ud som en blot Ordmanøvre.

Tag f. Eks. følgende Diapsalma: "Jeg siger om min Sorg, hvad Engelskmanden siger om sit Hus: min Sorg: is my castle.

Mange Mennesker anser det at have Sorg for at være en af Livets Bekvemmeligheder."

Det Gaadefulde i den sidste Sætning forsvinder, naar man af Dagbogen ser, hvad det er, Kierkegaard har sløjfet for at tilstudse Sætningen til et Paradoks. Begyndelsen lyder dér som i Enten-Eller; saa følger imidlertid: "Men der er mange Mennesker, som naar de har Anledning til Sorg (d.v.s.: bærer Flor om Hatten), fordrer Deltagelse, ikke saa meget for at lindre Sorgen, som for at man skal dægge lidt for dem, som derfor i Grunden anser det for en af Livets Bekvemmdigheder at have Sorg." Det lader sig forstaa; det forbavser mindre, men det er sandt.

En anden af de berømte Strøtanker lyder saaledes: "Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaa, det er for anstrengende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde rejse mig op igen og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum: Jeg gider slet ikke."

Det er yderst pudsigt sagt; naar det blot ikke klang saa fordømt arrangeret! det ser ikke ud som det var Alvor eller følt, men som en humoristisk Stilprøve, nedskreven i Spøg. Man sammenligne nu den virkelige Dagbogsoptegnelse i dens uforfalskede Naturlighed.

"Jeg gider slet Intet. Jeg gider ikke gaa - det anstrenger, jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten vilde jeg da ligge længe, og det gider jeg ikke, eller jeg vilde rejse mig straks op igen og det gider jeg heller ikke. Jeg gider ikke ride, det er for kraftig en Bevægelse i Forhold til min Apati. Jeg gider blot køre, mageligt, jævnt rystet lade en Mængde Genstande glide forbi mig, dvæle ved ethvert smukt Parti blot for at føle min Mathed ....

Hvor fuldstændigt føler man ikke her, at Ordene er mente og ikke blot pudsigt sammenstillede for at opnaa en Effekt; hvor tydeligt er det ikke her, at den Skrivende er et Menneske med Kød og Blod og Nerver med et virkeligt Legeme og ikke som Æstetikei en i Enten - Eller en skyggelignende Aand, der selv død og begravet holder Foredrag for sine "Medbegravede" i et opdigtet Rum og en opdigtet Tid!

Eller man tage dette aldeles barokke Udbrud:

"Det Uproportionerede i min Bygning er, at mine Forben er for smaa. Som Haren fra Ny-Holland har jeg ganske smaa Forben, men uendelig lange Bagben. I Almindelighed sidder jeg ganske stille; gør jeg en Bevægelse saa er det et uhyre Spring til Forfærdelse for alle dem, til hvem jeg ved Slægtskabs og Venskabs ømme Baand er knyttet."

Dette er mindst lige saa dunkelt som morsomt. Forben!

Bagben! hvad vil det sige?

I Dagbøgerne staar et Steds disse Ord (1. 230):

"Derfor er min Gang gennem Livet saa usikker, fordi mine Forben (Forhaabninger o.s.v.) er i min tidlige Ungdom blevne svækkede ved at overforceres." Og et andet Sted (1. 337), hvor Aforismen er udkastet, slutter Lignelsen om Haren fra Ny-Holland saaledes: "I Almindelighed sidder jeg ganske stille i Øjeblikket - gør jeg en Bevægelse, saa er det et uhyre Spring...

Jeg springer da hele den nærværende Tid, det nærværende Liv, kort alt det Nærværende over - og er fraværende futurisk."

Det uforstaaelige Fyndsprog betyder altsaa simpelthen: I min Ungdom spændte jeg mine jordiske Forhaabninger for stærkt.

De gik ikke i Opfyldelse, de svækkedes; naar jeg nu handler, da sker det ikke i Kraft af et jordisk, men af et himmelsk Haab, og min Handling vækker derfor naturlig Forbavselse som uforholdsmæssig med den Verden, hvori jeg lever.

Denne Betragtning passede efter sin Mening ikke ind i Nydelsesfilosofens Mund. Dog fremstilt i en uforstaaelig men snurrig Form klang den bizart og kunde passe ind hvorsomhelst.

17. Don Juan.

Strøtankerne glimrede som en Sværm af brogede og pragtfulde Sommerfugle i Sollyset. Afhandlingen om Mozarts Don Juan, der fulgte, havde en Flugt som Falkens, der stiger fra Jægerens Haand. Den bidrog sit til den Lykke Enten-Eller gjorde. Den aabenbarede for første Gang Kierkegaards særegne Gave som Kritiker, der kan betegnes som Evne til at forvandle Kritikens Genstand til et Ideal i sin Art. Han savnede den Begavelse at give et Værk eller en Personlighed den rette Plads i det Hele, hvortil de henhører, og ikke mindre den at benytte Genstandens Fortrin og Mangler saaledes, at de hverken optælles efter hinanden eller afvejes mod hinanden eller opsluger hinanden,

men Fortrinene forvandles til Genstanden selv og Manglerne til dens sikre Grænser eller Omrids. Han formaaede som sagt med stor Skarpsindighed og begejstret Lyrik at forherlige. Han udsondrede sin Genstand saa fuldstændigt, han formanede, fra dens hele historiske Sammenhæng, forklarede den saa i dette Ords dobbelte Betydning og løftede dens forklarede Billede højt op over den Højde, i hvilken andre Mennesker saa' den. Han kastede sig med tilbedende Haandbevægelser ned foran det beundrede Værk, han forvandlede sig til dets Tjener, dets Offerbringer, dets Præst, og medens han i lidenskabelig Henrykkelse svang Røgelsekarret foran det, istemmede han en Hymne til dets Ære. Hans Beundring er imidlertid saa vel overvejet, saa tankerig og sindrig, at den ikke som anden Beundring smitter eller frastøder, men vinder og overbeviser. I den kritiske Genopførelse, han foretager med Genstanden, er alle dens Deles indbyrdes Forhold rigtigt beholdte, men samtidigt alle dens Forhold udadtil, til Omverdenen, ja til dens egen Ophavsmand forsvundne eller forrykkede; saa overspændt og i Luften svævende er hans kolossale Tankebygning. Han formaar at give det Værk, han forherliger og forklarer, en overordenlig Værdi for Læseren, men han bærer sig ad som en Kong Midas, der forvandler Alt hvad hans Haand berører til Guld, saa Værket straaler i en Gyldenglorie for Læserens Øje; han formaar ikke det fuldt saa Vanskelige at give Alt deri dets rette, dets naturlige Farve.

Afhandlingen om Det Musikalsk-Erotiske har flest af disse Fortrin og færrest Fejl, fordi Genstanden, Mozarts Don Juan, virkelig er et saa beundringsværdigt Kunstværk, at den forgudende Kritik ikke ægger Læseren til Modsigelse.

I Afhandlingen om Scribes: Den første Kærlighed, som er affattet med lige saa stor Virtuositet, behandler han det givne Værk som en Taskenspiller den Genstand, der rækkes ham. Han uddrager en Rigdom af Herligheder deraf, Ideer, der straaler som Juveler, diamantlignende, i talrige Facetter glimrende Indfald; man ser med Forundring, at alt dette kunde rummes i Stykket; men man er uvis, om han ikke selv tildels idetmindste har bragt det ind deri. Det bør imidlertid huskes, at det ikke er Kierkegaard som Forfatter, men hans Æstetiker, hvis Udtalelse denne Afhandling er, og at Kierkegaard selv kunde se med andre Øjne paa Scribe.

Jo mere han udvikledes som Aand, des mindre nær holdt han sig, naar han optraadte som Kritiker, til sin egenlige Genstand. Den var ham nærmest et Fremførelsesmiddel for hvad han selv ellers i det givne Øjeblik havde at sige sin Samtid, eller Anledning til at ride sig en Ekstratur paa en eller anden af hans kæreste Kæpheste. Kritiken fra hans Haand vedblev at være ubetinget beundrende, men Beundringen overfor de endnu levende Personer havde ikke mere det friske, Alt forglemmende Sving, som Begejstringen har i Enten-Eller's Kritiker. Jeg sigter til Afhandlingen om Fru Gyllembourg's: To Tidsaldre og Artiklerne: Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv, der uden at nævne Fru Heibergs Navn strør Virak for hendes Fødder. Kierkegaard led af en Art ulykkelig Kærlighed til Heiberg og det Heibergske Hus, og disse to Arbejder er Ytringsformer af denne. Den Del af dem, som holder sig til Sagen, den egenlig kritiske, er en Strøm af fortræffeligt skrevne og fint udtænkte Artigheder. Det Øvrige deri er Skildring af Samtiden i Kierkegaards sædvanlige Stil, altsaa lige det Modsatte af Artigheder. Fru Gyllembourgs: To Tidsaldre, en meget talentfuld Novelle, indeholder en Art Forsvarsindlæg for den Tid, da Forfatterinden selv var ung, Revolutionstidsalderen nemlig, som ses i et poetisk Lys, og en yderst ensidig og bitter Anklage mod Datiden. Forsvaret tager Kierkegaard med visse Forbehold til Indtægt, fordi Revolutionstiden besad den Lidenskabelighed, han forguder (og dog er det lidet tvivlsomt, at hvis han havde været samtidig med den, vilde han have dømt den som Oprør mod alt Ærværdigt og Helligt), Angrebet er fuldstændig Vand paa hans egen Mølle. Han tager deraf Anledning til en sand Tordentale imod "Nutidens" Lidenskabsløshed, Misundelse, Nivelleresyge, Overfladiskhed og Lefleri.

Den anden Afhandling om Fru Heiberg er skreven i Anledning af hendes Genoptræden paa Teatret som Shakespeares Julie, efter at hun i 14 Aar ikke havde spillet denne Rolle. Den indeholder næst enkelte fortræffelige Bidrag til Skuespilkunstens Æstetik en Skildring af Forskellen imellem dea Art Genialitet, der kun er Ungdom, og den Genialitet, der er Inderlighed, Ungdom anden Gang - for hvilken Kierkegaard af naturlige Grunde følte langt varmere. Den giver fremdeles (i Anledning af Vanskeligheden ved at bevare et Publikums Yndest og Anerkendelse 14 Aar igennem trods det Opmærksomheden Sløvende i stadigt at være synlig for Alle) en Skildring af Modsætningen mellem deres Liv, der for at vedligeholde den tomme Evne til at blænde, skjuler sig for Mængden, og Sandhedsvidnernes Maade at leve paa: "de ubetinget uegennyttige Sandhedens Tjenere har, siger han her, altid havt for Skik at færdes meget imellem Menneskene, de har aldrig leget Skjul med Mængden ... de har tvertimod altid vist sig ret egenligen i daglige Klæder levet med den menige Mand, talt paa Gader og Stræder, givende Afkald paa al Anseelse ..."

Artikien bøjer saa fra denne Afvigelse tilbage til Fru Heiberg, hvis Geni han lader vederfares fuld Retfærdighed, ifald der ellers gives kritisk Retfærdighed uden Træk, der betegner den Enkelte som enkelt. Hans Fremgangsmaade gør ham det imidlertid umuligt at anføre slige, han nævner end ikke noget Navn det er en Skuespillerinde i Almindelighed, han skildrer, eller rettere en Type af Skuespillerinder, og en Type som saadan spiller aldrig daarligt. Kierkegaard besad en vis Art uskyldig Træskhed som ved denne Lejlighed kan spores. Han omgikkes Fru Nielsen, hvem han beundrede som Kunstnerinde, og roste gerne hende paa Fru Heibergs Bekostning. Til andre Tider bar han sig lige omvendt ad. Som Skribent sagde han først Fru Heiberg Artigheder i Enten-Eller, saa fik Fru Nielsen en lang temmelig haartrukken Lovtale i Stadierne midt i Afhandlingen om Ægteskabet, saa endelig fik Fru Heiberg nogle Aar efter sin Oprejsning i denne store Afhandling, i hvis Slutning han da ligesom paa Dril indflettede en Artighed til Fru Nielsen.

Som sagt, i hans senere Aar er hans kritiske Studier af mindre Betydning end de første i Enten-Eller var, om Fremgangsmaaden end er den samme. Hine første Afhandlinger er uovertrufne af ham selv som af Andre.

Det er ved sit skønne Sværmeri at den om Don Juan staar saa højt, det Sværmeri for Kunsten, som var en af den romantiske Retnings ædleste Ejendommeligheder. Det er en Begejstring, som den med lignende Veltalenhed om end med mindre Tankestyrke ytrer sig i Bettinas Epistel-Hymner over Beethoven og Goethe eller i den Hoffmann'ske Kreislers Fortolkninger af de største Komponister. Iøvrigt er Afhandlingen om Don Juan bygget paa en nu rent forældet, af Erfaringen uafhængig, Æstetik af Hegelsk Tilsnit. Operaens Fortrinlighed godtgøres ved Sammentræffet og Overensstemmelsen mellem de to Almenbegreber Stof og Form, hvilken Overensstemmelse efter Forfatterens intet forklarende Forklaring ud fordres til Klassiciteten der ikke føres tilbage til nogen Evne hos Mozart. Det bedste musikalske Værk siges at maatte opstaa, hvor den abstrakteste (d.v.s.: mest almene Idé traf Musikens abstrakte Medium (d.v.s.: virkelighedsfjerne Udtryksmiddel), og gennem den besynderlige Paastand at "den sanselige Genialitet" er den abstrakteste Idé, der lader sig tænke, naas der saa til Hovedpaastanden, at vi i Mozarts Don Juan har den fuldendte Enhed af denne Idé og den dertil svarende Form.

Jeg har andensteds (i Hovedstrømninger 1) skildret denne Bestræbelse i Tidsalderen efter at finde ubetingede Mønstre eller Fuldkommenhedsidealer. Den var et Arvestykke efter hin af Kierkegaard selv saa stærkt bekæmpede det Ubetingedes Filosofi.

Man skyede det Historiske og det Relatives Idé. Den historiske Opfattelse, der ingen ubetingede Mønstre kender, blev skudt tilside. Man studerede hverken Kunstneren eller hans Tid; men det store Værk (eller den store Personlighed) blev Type, der følgerigtigt betragtet synes at maatte afslutte Kunstens hele Udvikling, ligesom den ubetingede Filosofi, Hegelianismen, mentes at afslutte Filosofiens Historie. Saaledes blev Shakespeare eller Calderon for Romantikerne den fuldendte Digter. Heiberg havde da nylig bevist, at Oehlenschlägers: St. Hansaften-Spil, var den fuldkomneste Virkeliggørelse af det umiddelbare Drama i lyrisk Form. Martensen havde efter Datidens Opskrift eftervist at Oldtid, Middelalder og Nutid hver havde sin ubetingede eller spekulative Digtning, Oldtiden i: Johannes Aabenbaring, Middelalderen i: Divina commedia, og Nutiden i: Faust, og det havde sandsynligvis foresvævet Kierkegaard at behandle et lignende Æmne, om end paa en langt genialere Maade.(note: Og hvor ulykkelig er jeg ikke - Martensen har skrevet en Afhandling om Lenau's Faust. Juni 1837).

Nu var Faust optaget, og han samlede sin Kraft paa Don Juan.

Han var ikke særlig musikalsk; havde han været det, er det sandsynligt, at han havde fundet langt mere af sit dybeste Væsen hos Beethoven, hvem han aldrig nævner, end hos den sorgløse og sprudlende Mozart. Men beundringsværdigt er det, at han uden at være musikalsk saaledes har kunnet trænge ind i Musikens Sjæl. Selve Forgudelsen af Musiken var et fællesromantisk Træk og jeg har (i Hovedstrømninger 2) forsøgt at vise, hvilke Berøringspunkter der er mellem Afhandlingen om Don Juan og den almindelige romantiske Stræben efter at omsætte musikalske Stemninger i Ord. Men jeg véd ikke af, at der nogensteds i Literaturernes Historie foreligger en Redegørelse for Aanden i noget Musikværk, der taaler en Sammenligning med alt det i denne dybsindige og begejstrede Lovprisning, der ikke er almindelig æstetisk Lære, men Omskrivning og Fortolkning af Musiken. Jeg vil f. Eks. gøre opmærksom paa hvad der her er sagt om Ouverturen, netop fordi det er mig umuligt at sætte den saa højt som den af Kierkegaard sættes, og fordi jeg er overbevist om, at de fleste Musikkendere vil være enige i at finde den mindre betydelig, i ethvert Tilfælde langt mindre fuldendt end han gjorde. Men det gaar hermed som jeg sagde: skønt han overdriver sin Genstands Betydning udadtil, ser han indadtil alle dens Forhold:

"Ouverturen begynder med enkelte dybe, alvorlige, ensformige Toner; da lyder første Gang uendelig fjernt et Vink, der dog, som om det var kommet for tidlig, i samme Øjeblik tilbagekaldes, indtil man senere atter og atter hører, dristigere og dristigere, mere og mere højrøstet, hin Stemme, der først underfundigt, koket og dog som i Angest slap med ind, men ikke kunde trænge igennem. Saaledes ser man stundom i Naturen Horizonten mørk, skyfuld; for tung til at bære sig selv hviler den sig paa Jorden og skjuler Alt i sin dunkle Nat; enkelte hule Toner høres, dog ikke i Bevægelse, men som en dyb Mumlen ved sig selv - da ser man ved Himlens yderste Grænse, fjernt i Horizonten et Blink; hurtigt iler det hen langs Jorden, i samme Nu er det forbi. Men snart viser det sig igen, det tiltager i Styrke, det belyser momentant hele Himlen med sin Flamme, i næste Øjeblik synes Horizonten endnu mørkere; men hurtigere, endnu mere glødende blusser det op, det er som om Mørket selv tabte sin Ro og kommer i Bevægelse. Som Øjet her i dette første Blink aner Ildebranden, saaledes aner Øret i hint hendøende Buestrøg den hele Lidenskab. Der er en Angst i hint Blink, det er som om det i det dybe Mørke fødtes i Angst saaledes er Don Juans Liv." Det er, som den Læser, der ikke kender Afhandlingen, straks vil se, slet ikke fra den tekniske Side, at Kierkegaard tager Sagen, han prøver end ikke rent æstetisk Mozarts Evner og Mangler som dramatisk Komponist; Wagner'ske Indvendinger vilde han neppe engang forstaa. Forelsket som han er i Tanken om en ubetinget Autoritet lyder han sit taknemmelige Hjertes Trang til at gøre Mozart til en saadan, og giver sin Naturs Tilbøjelighed til ydmyg og tilbedeade Underkastelse frit Løb. Han vil mindre bedømme Mozart end gøre opmærksom paa ham, gøre Plads for ham, slaa Fløjdørene op og melde: Kejseren.

Derfor naaer hans Kritik af Don Juan sit Højdepunkt i Lyrik:

"Hør hans Livs Begyndelse; som Lynet vikler sig ud af Tordenskyens Mørke, saaledes bryder han frem af Alvorens Dyb hurtigere end Lynets Fart, ustadigere end denne og dog ligesaa taktfast; hør hvor han styrter sig ned i Livets Mangfoldighed, hør hvor han bryder sig mod dens faste Dæmning, hør disse lette dansende Violintoner, hør Glædens Vink, hør Lystens Jubel, hør Nydelsens festlige Salighed; hør hans vilde Flugt, sig selv iler han forbi, stedse hurtigere, stedse ustandseligere, hør Lidenskabens tøjlesløse Begæring, hør Elskovens Susen, hør Fristelsens Hvisken, hør Forførelsens Hvirvel, hør Øjeblikkets Stilhed, hør hør, bør Mozarts Don Juan."

18. "Den første Kærlighed".

Afhandlingen om: Det Musikalsk-Erotiske, er skreven i en Stemning af den ædleste Kunstbegejstring. Den om Den første Kærlighed er, som Assessor Wilhelm siger, forfattet med "en næsten fortvivlet Entusiasme"; thi den er skrevet i Hjertets Bitterhed, indgivet af hin uvilkaarlige Foragt for Kvinden, som var Kierkegaard naturlig, som han kun hvor han skriver som Moralist har formaaet at overvinde, men som bryder igennem paany, hvor han optræder som religiøs Reformator; det er en Frembringelse, som er undfanget med Kulde og fostret med Spot, og det Lysskær, hvormed den glimrer, er Forstandens glitrende Rimfrost, der ligger tæt og køligt over den.

Man har undret sig over Opfattelsens Vilkaarlighed, over det Væsen, Kierkegaard har gjort af en Scribe'sk Bagatel. Men for ret at forstaa denne Vilkaarlighed, er det nødvendigt at betragte Afhandlingen i det Lys, hvori Ingen kunde se den ved dens Fremkomst, men hvori Kierkegaards samtlige Forfatterskab stiller den. Den forstaas først helt ved at sammenholdes med Gentagelsen, med Constantins og Victors Taler i: In vino veritas, og med Frater Taciturnus's Skrivelse til Læseren, hvormed: Stadierne, slutter.

Paa samme Tid som Kierkegaard havde Trangen til at fremstille sin Smerte ved at have faaet den Elskedes Død paa sin Samvittighed fra den tragiske Side i: Frygt og Bæven og Skyldig-Ikkeskyldig, pintes og pirredes hans Sind af den braaddede Komik i al den overflødige Pine og Plage, han havde gjort sig for en ung Piges Skyld, der langt fra (som hun havde ment' at tage sin Død over Adskillelsen fra ham, meget hurtigt var bleven en Andens lykkelige Brud. Det var umuligt andet end at han med sit ualmindelige Blik for det Komiske snart maatte føle det Latterlige heri. Han var tilstrækkeligt Humorist til at se den pudsige Rolle, han selv havde spillet. Frateren er uudtømmelig i Spotterier over sin som Elsker bedrøvelige Helt; hans Bekymring for Pigen er rent Sværmeri, latterlig i sig selv, end mere barok ved at han gør det Allergaleste. Han, der i Forhold til hende har paataget sig at ville afskaffe Skæbne og Tilfælde, har gjort sig selv værdig til bestandig at blive taget ved Næsen, ligesom han er det ved adskillige Ytringer om hendes Fremtid, som han til sin egen Ulykke har lokket ud af hende, og som hun ikke har tænkt stort ved, da hun sagde dem, medens han føler sig evigt forpligtet til gentagende dem at ville tænke Alt derved.

Han frembringer i det Udvortes slet ingen Virkning uden hvad ethvert Mandfolk kunde gøre lige saa godt, at en Pige vil dø o.s.v. han kan ikke engang gøre en Pige ulykkelig. Hun derimod frembringer en uhyre Virkning. Han er til Nar ved sin ydmyge Ærbødighed...

Men snart tvinger Sagens Natur og Selvopholdelsesdriften Kierkegaard til mere og mere i sit stille Sind at vælte Latterbyrden over paa hende og ligesom mætte den Trang, der var i ham til "altid at beholde Latteren paa sin Side", ved at se hendes Færd imod ham, hendes højtidelige Forsikringer, hendes Troskab, da han vilde bryde, og hendes trods alle de store Ord snart indtraadte Forbindelse med en Anden som en Hvirvel af Latterligheder. Og med sit Hang til at almindeliggøre ud strækker han i visse Stemningsøjeblikke sin Opfattelse af disse relativt uskyldige og elskværdige Latterligheder hos den Enkelte til at gælde ogsaa de andre unge Piger, alle unge Piger, hele Kvindekønnet, og i saadanne Øjeblikke haanler han over al den megen Passiar om evig Kærlighed og den første Kærlighed som evig.

I et saadant Øjeblik er det, at Afhandlingen om Den første Kærlighed er bleven til med det Uvejr af Latter, den samler over Hovedet paa den af Naturen elskværdige, men ved Romanlæsning opdragne og forskruede Emmeline.

Anlagt som han var til atter og atter at dreje og vende en forholdsvis meget lille Begivenhedsrække i sit Sind, ser han nu saa at sige ethvert Punkt i sin Lidelseshistorie afvekslende i patetisk og komisk Belysning. Det afgørende Vendepunkt i Lidelseshistorien er dette: (Stadier 306).

"Store Gud ... jeg finder en Billet affattet med en fortvivlet Lidenskab; hun kan ikke leve uden mig, det bliver hendes Død, hvis jeg forlader hende, hun besværger mig for Guds, for min Saligheds Skyld, ved hvert Minde, der binder mig (øjensynligt Faderens), ved det hellige Navn, jeg kun sjældent nævner, fordi min Tvivl har forhindret mig fra at tilegne mig det, om end netop derfor min Veneration er for det som for intet andet (natudigvis Kristi Navn). Saa er jeg da altsaa viet til hende." Man sammenligne hermed denne Dagbogsnotits (E. P. 1. 437):

Replik.

"En humoristisk Individualitet træffer sammen med en Pige, der engang har forsikret ham, at hun vilde tage sin Død, hvis han forlod hende; han træffer hende forlovet. Han hilser paa hende og siger: Maa jeg takke Dem for den Velgerning, De har bevist mig; maaske tillader De, at jeg viser min Erkendtlighed (han tager af sia Vestelomme 2 Mk. 8 Sk., som han rækker hende). Hun bliver stum af Forbitrelse, men bliver dog staaende og vil imponere ham ved sit Blik; da vedbliver han: Intet at takke for, det er til Hjælp til Udstyr, og den Dag, da De holder Bryllup og først kroner Deres Velgerning, forpligter jeg mig til ved alt hvad Helligt er, for Guds Skyld og Deres evige Salighed, at sende Dem andre 2 Mk. 8 Sk."

Den ligefremme Parodi er tydelig nok. Intet har øjensynlig pint Kierkegaard mere end hin Besværgelse, og derfor lader han allerede i: Lidelseshistorien sin forskønnede navnløse Helt, der bindes af den, værge for sig med den mest burleske Karikeren:

"Det vilde tilfredsstille min Vrede, hvis det var en Anden, at se det vitterligt, at disse stærke Ord og edelige Besværgelser hverken var mere eller mindre end, reverenter sagt, nogle slemme Opstød, lidt Hikke, foranlediget maaske ved formegen Romanlæsning, at disse Dødstanker var Drømme, ikke som Julies hos Shakespeare efter at have taget Giften, men som Grete faar dem hos Wessel efter at have spist Ærter."

Mindre bittert og mere koldt ser Frateren selv, den op digtede Forfatter, paa den unge Piges Fremgangsmaade; han bemærker kun, at havde hun været tragisk lidende, saa havde hun tiet og forholdt sig rolig; nu er hun gaaet til den modsaffe Yderlighed og har paa unge Pigers Vis taget Munden saa fuld som muligt, har plaget sig selv med at ville være en ulykkelig Elskerinde efter den største Maalestok. Han gør tillige opmærksom paa, at Helten rimeligvis vilde se Sagen saare højtideligt som et "Brud med Ideen", ifald hun giftede sig med en anden, men at hun dog i Virkeligheden ikke da gjorde Andet end at hun :sine ira et studio, fik sig en ny Kavaler paa Livets Bal: "naar man nemlig ikke kan faa den Ene, saa tager man den Anden, ugenert af Idé-Vidtløftighed, og derfor netop elskværdigt." Man fornemmer Ringeagten bag de ligegyldige Ord.

Det er med saadanne Følelser i sit Hjerte, med saadanne Tanker i sit Hoved, at Kierkegaard paa den Tid, han gik til Udarbejdelsen af Enten-Eller, har siddet i det kongelige Teater og set paa: Den første Kærlighed. Man begriber derfor saare vel, hvad Forfatteren til Afhandlingen i Virkeligheden mener, naar han siger: "Scribes Stykke har paa mangfoldig Maade berørt mit personlige Liv." Lystspillet har været ham det befriende Pust, hvortil Harmen og Spotten i ham trængte. Han ladede ligesom fra Tilskuerpladsen af Stykket med alle sine personlige Erfaringer i Kapitlet om Kvinden og om den første Kærligheds Betydning og saa' det med Henrykkelse synke i et Hav af Ironi. Han kendte den jo saa godt, Emmelines indholdsløse Lidenskab, saa godt disse Mindelser af Romanlæsning, og han forstod det saa godt, at hendes højst elskværdige, men meningsløse erotiske Fagter bringer Omgivelserne i haabløs Forvirring.

I: In vino veritas, lader han sin Constantin sige, at ingen Yngling har halvt saa megen Idealitet som en ung Pige, men at al hendes er Illusion, kun tilstede i Fantasi-Øjeblikket og derfor i Virkeligheden Spas, saa at Formelen for enhver kvindelig Tilværelse er denne: forhen Kejserinde i Elskovens vide Overdrev og Titulærdronning af alle Fjanteriets Overdrivelser, nu Madam Petersen paa Hjørnet af Badstuestræde. Emmeline i Scribes Stykke illustrerer denne Sætning; thi fra først til sidst er hun stedt i uafbrudt Selvbedrag og hele Stykket en Spot over hendes Følsomhed og falske Romantik.

Han lader sammesteds Constantin sige: "I erotisk Henseende tror man hende (enhver Kvinde) absolut ... tror absolut alle hine Udbrud af en ubrødelig Romantik, i hvilken hun formodenligen vilde omkomme, hvis man ikke anbragte en Sikkerhed sventil, gennem hvilken Sukket og Røgen og Romanfikens Aria (Hentydning til Wessel) strømmer ud og lyksaliggør den Tilbedende." Det er denne Situation, hvorpaa Emmeline i Stykket er et oplysende Eksempel; thi langt fra at Verden skulde gaa hende imod, er alle Forhold lagte saaledes til Rette, at hun kan svælge i romantiske Forsikringer og Formularer uden at føle den Ironi, der svæver i Luften om hende.

Et af Hovedpunkterne i: Lidelseshistorien, var den unge Piges Vedhængen ved sin Elsker i det Øjeblik, han vil trække sig tilbage fra hende. Atter og atter i Kierkegaards Skrifter stilles denne Vedhængen i et højkomisk Lys. Saaledes i: Gentagelsen, hvor det i samme Anledning hedder: "Stor er kvindelig Trofasthed, især naar den frabedes, uudgrundelig og ubegribelig er den til alle Tider". Næsten ligelydende siger Constantin i: Stadierne: "Ubegribelig stor er Kvindens Troskab, saalænge hun ikke er sikker paa den Elskede og noksaa ubegribelig stor, saasnart han frabeder sig hendes Troskab." Men i Scribes: Den første Kærlighed, fandt Kierkegaard netop en fuldfærdig Type paa den Latterlighed, han var saa opsat paa at tydeliggøre og stemple, og derfor er det, at Forfatteren af Artiklen i Enten-Eller med Jubel udbryder: "Emmelines Trofasthed bliver aldeles parodisk. For ingen Pris vil hun opgive ham, hun lader sig hverken skræmme af Ild eller Vand; Charles's Forlegenhed bliver stor og større, da han ønsker at blive hende kvit. En saadan Trofastheder ganske i sin Orden; thi en lille Jomfru som Emmeline plejer altid at være mest trofasl, naar den Elskede ønsker at blive hende kvit." Dog det egenlig springende Punkt i Lidelseshistorien det var jo ikke blot hin lidet ønskede Trofasthed, men det usalige Ord af den unge Pige, at hun vilde tage sin Død over Bruddet.

Paa samme Tid som Kierkegaard i Frygt og Bæven lægger Tragedie efter Tragedie om denne Ytring, bygger et helt Mausoleum over den, en pragtfuld Æresgrav (uden Lig), kronet med den unge Piges sørgende Statuette, paa samme Tid vækker denne Udtalelse hans vildeste Haan og bringer ham, hver Gang han mindes den, til i sande Lattervridninger at begrave den under en Hagl af raadne Æg og et Bombardement af ildelugtende Appelsiner.

Man høre blot Constantin Constantius fortælle om hvorledes han møder sin Afdøde paa Gaden. Godt er det, tænker han, for Pigerne, at de ikke skal begraves, hver Gang de dør. En Afdød er ham en af de morsomste Figurer, man kan træffe sammen med i Livet, hun yder Alt, hvad man med Billighed kan forlange af Bidrag til det Morsomme. Hun dør af Elskov,, det er vist, thi hun har selv sagt det. Men skulde hun ikke derfor kunne elske igen? Hvorfor ikke? Dersom man ellers kan faa hende tillive igen. Da er hun jo et nyt Menneske, og et nyt Menneske, et andet Menneske elsker atter første Gang og deri er intet paafaldende. O Død, udbryder han, stor er din Kraft;' ikke det heftigste Brækmiddel, ikke det stærkeste Afføringsmiddel kunde virke saa udfejende!

Men her under Opførelsen af Den første Kærlighed saa Kierkegaard netop ogsaa denne sin komiske Yndlingssituation paa Scenen: den unge Pige, som forsikrer ikke at kunne leve uden sin første Kærlighed, Peer, og som i al Elskværdighed ti Minutter senere rækker hans Efterfølger Poul Haanden med den Forsikring, at det Tidligere var en Fejltagelse og at først denne er hendes første Kærlighed. Derfor Artiklens Ord: "Den dybe Ironi i Situationen ligger da i Emmelines ubrødelige Trofasthed, der for ingen Pris kan opgive Charles, da det vilde koste hende Livet, saavelsom i Charles's stigende Forlegenhed, der ikke kan blive hende kvit."

Men endnu et sidste Berøringspunkt var der mellem Kierkegaard og Stykket af en egen og ganske besynderligt uhyggelig Art. Hvad er nemlig hin Charles, som Emmeline af pur Forbaneldse ikke vil opgive? Mon en naturlig Genstand for romantisk Troskab? Nej. "Man faar næsten ondt, naar man vil' fæste Blikket paa den uendelig ferske Dumhed, der er præget i hans Ansigt. Og dog er det ikke en umiddelbar Dumhed, hans Blik har endnu et Sværmeri, der i sin Fjollethed minder om en Fortid." Det er af pur romantisk Rettroenhed og Pjattethed, at Emmeline ikke vil slippe ham. Men hvad har Kierkegaard med denne latterlige Kumpan at gøre? vil man spørge. I sin egen Skikkelse visselig mindre end intet. Men Lidelseshistoriens Helt har idetmindste en stærk Lighed med ham, da han - skønt forgæves - ifører sig Bedraget for at gøre sin Elskede fri. Mærk dette Udbrud: (Stadier 308).

"Saa grib mig da med al din Magt, du vældige Lidenskab, du Falskner, der er Sandhedens Skifting, men i Bedraget ikke til at skille fra denne ... Forvandl al Kval i mit Bryst til Fjas paa Læberne, al Patos derinde til Vrøvl, naar det gives ud. Tag bort, tag det bort, skjul hvert Træk, hver Mine, hver Følelse, hvert Vink om en Følelse, der kunde behage hende, saa sikkert, at ingen Sandhed glimter igennem Bedraget. Skab mig om, lad mig sidde, naar jeg sidder hos hende, som en nikkende Pagode, med et tankeløst Smil om Læben, omdunstet af Vaas !"

Var det ikke latterligt, til Fortvivlelse latterligt, at til en Charles havde han omsknbt sig, og forgæves! Emmeline havde behaget sig selv i ligefuldt at ville blive ham tro, og da hun tilbørligt havde martret ham med Troskab, havde hun elskværdig og ugenert taget Rinville. Begriber man den skælvende Lidenskab, med hvilken hans bidende Pen har nedskrevet disse Ord:

"Alt, hvad Emmeline siger, viser sig at være Pjat, Ægteskabsløftet med iberegnet. Hendes gamle Forelskelse i Charles er Pjat, hendes nye i Rinville er ogsaa Pjat; hendes Sværmeri er Pjat, hendes Vrede er ogsaa Pjat; hendes Trods er Pjat, hendes gode Forsæt er ogsaa Pjat."

Den lille romantiske Gazelles sande Væsen viser sig at være "det uendelige Pjat".

Afhandlingen om Den første Kærlighed, overgivent vittig som den er og besjælet af en fornægtende og vrængende Begejstring, er da Satyrspillet. der svarer til den tredobbelte Tragedie som formes af: Gentagelsen, Skyldig-Ikkeskyldig og Frygt og Bæven.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

 

19. Forførerens Dagbog og Drikkegildet, Stilen.

Paa Titelbladet til: Enten-Eller, staar to oversatte Vers af den engelske Digter Young:

Er da Fornuften alene døbt,
Ere Lidenskaberne Hedninger?

(note: Are passions then the Pagans of the soul/ 
          Reason alone baptized?
          The complaint 4. v. 630).

en Udtalelse, som man let forstaar i en saadan halvpictistisk Digters Mund, men som man kunde undres over at en Aand som Kierkegaard gaar ud fra. Ser man imidlertid rigtigt paa disse Ord, da opdager man et af de dybeste Grundtræk i Kierkegaards Forfatterskab.

Hans Udgangspunkt er, at Fornuften er døbt. De utallige fine Undersøgelser og Begrebsopløsninger, der ligger bagved hans uden Overdrivelse umaadelige Livsværk, er ikke udførte forudsætningsløst eller fordomsfrit. Intet Ord formanede jo ogsaa i den Grad at udæske Kierkegaards undertiden vittige, undertiden næsten platte Spot og Haan, som Filosofernes store Grundsætning: Man bør tvivle om Alt. Den Fornuft, som her prøver, er en døbt Fornuft, døbt med Ild, men døbt det er en Fornuft, som forud har aflagt et Løfte med Hensyn til de Resultater, hvortil den vil komme, og som selvfølgelig ikke kommer til andet Resultat. Den véd, ligesom Skoledrengen, der har kigget i Lærerens Regnebog, det Tal, der skal komme ud, inden den begynder Regnestykket, og faar det derfor ud af enhversomhelst Regning. Det nye Testamente, opfattet som Rettroenheden læser det, er Regnebogen, hvori alle Opgavers sande Løsning er given.

Som ret vel bekendt, er hos andre Landes store og vejvisende Aander i dette Aarhundrede dette ganske anderledes:

hos Littré og George Sand, hos Goethe og Hegel, hos Shelley og Stuart Mill er Fornuften udøbt. Til Gengæld er hos dem Lidenskaberne døbte. De iblandt dem, der skildrer Lidenskaberne digterisk, lader dem vel nu og da komme til Orde i hele deres oprindelige Vildskab, men ikke et helt Kunstværk igennem, i Reglen er de mildnede, adlede, spændte for Aandens Triumfvogn som vælige, men lydige Heste.

Lige modsat hos Kierkegaard. Som Fornuften hos ham er døbt, er Lidenskaberne i hans Skildringer udøbte, og dette giver dem af hans Frembringelser, i hvilke han fremstiller den "æsteti ske" Tilværelseskres, Nydelseslivet, Kvinden som Genstand for Mandens Attraa, et saa særegent Præg. Det mest bekendte af disse Skrifter er det, i hvilket første Del af Enten-Eller naaer sit Højdepunkt, Forførerens Dagbog, og til det slutter sig første Afdeling af Stadierne: In vino veritas. Det er to Mesterværker af høj Rang, men to uhyggelige, foruroligende Mesterværker. Vakte det uforlignelige Drikkegilde i Stadierne paa Grund af Læseverdenens Sløvhed liden eller ingen Opmærksomhed, da Bogen udkom, saa gjorde til Gengæld Dagbogen en desto større Opsigt ved Enten-Ellers Fremkomst, fordi det Publikum, der skyer vanskelige Bøger men snuser i alle, hurtigt opdagede, at den ubekendte Forfatters Papiruhyre foruden alle sine Tiltaler til de Medbegravede og sine højtidelige Afhandlinger om det Æstetiske og det Etiske, der øjensynligt var skabte til at springes over, tillige indeholdt: Forførerens Dagbog, hvoraf man allerede paa Forhaand kunde love sig en Himmelbid.

Det var i Virkeligheden en højst genial Frembringelse, et af hint rige Tidsrums Hovedværker i dansk Skønliteratur. Men det var en underlig Art Forfører man her lærte at kende, det var egenlig Skyggen af en Forfører, fantastisk som en Skygge, blodløs som en Skygge. Der var i denne Dagbog ingen skøn og lykkelig Sanselighed som under Grækernes dagklare Himmel, ingen mild og ædel Sanselighed som den fremtræder i Goehes klare, gennemsigtige Maanelys, ingen vildtblomstrende Sanselighed som i Byrons gnistrende Stjerneskudsnat, ingen Sanselighed i egenlig Forstand overhovedet. Men en aandsaristokratisk Stolthed, en umættelig Forfængeligheds evigt hungrige Længsel efter Næring og en Attraa, der molochsagtig udstrækker glødende Arme efter sin Genstand for at svide den, fortære den, tilintetgøre den i sit Favntag.(note: Om Forholdet mellem: Forførerens Dagbog, og beslægtede europæiske Foreteelser: se Hovedstrømninger 2).

Man forstaar Bogen bedre, naar man ogsaa har læst: In vino veritas, hvor dens Hovedperson optræder paany. Læser man Beskrivelsen af dette Drikkegilde i den rette Stemning, hvad ikke er ganske let, naar man har læst den tit, da er det for En, som stod de Talende ikke i en oplyst Sal, men i Mørke, og som slog blaa Luer ud af Munden paa dem ved deres Ord. Det er dybt ejendommeligt for Kierkegaard, at han med saa overordenlige Digterevner aldrig har kunnet eller villet give et uskyldigt eller dog skyldfrit Billede af det evigt Foraarsagtige i menneskelig Elskov - hans Ægtepar har et Stænk af Filisteri - men altid har maattet slynge den jordiske Glæde tilbage i Fortvivlelsen. Betegnende nok er det ikke lykkedes ham at give andre Personligheder nogenlunde Synlighed for Øjet end Fortvivlelsens Apostle. Det laa i, at han trods sit Forsøg paa at indkile den sædelige Livskres mellem den æstetiske og den religiøse, i Virkeligheden kun troede paa to Muligheder:

Lystlære eller Forsagelseslære, Nydelsens eller Afholdenhedens Liv; begge Livsformer voksede for hans Blik til en saadan Magt, at de trykkede den mellemliggende, naturlige og menneskelige Væreform ihjel. Derfra det Uhyggelige i hine Mesterværker. Læser man: In vino veritas, kritisk, føler man hvorledes Foredragets samlede Stemning vekselvis er Klosterlængslen efter Kvinden som det forbudne Gode og Munkehadet til Kvinden som det urene Væsen, hvis Berøring fornedrer. Til disse to Grundstemninger lader alle Udbrud sig føre tilbage, maaske alene med Undtagelse af "det unge Menneskes" Tale, det er rent neutral og kønsløs. Bag disse pragtfulde og overdaadigt aandrige Taler skimtes ligesom i ubestemte Omrids en større Personlighed, der snart fæster sit klapperslangeagtige Blik paa Kvinden i Attraa, snart slynger hende bort fra sig i Væmmelse med katolsk Præstehovmod og Præsteforagt - som afvekslende er ren Dæmon og ren Aand.

Forføreren er afvekslende det Samme. Derfor siger Cordelia om ham: "Stundom var han saa aandelig, at jeg følte mig tilintetgjort som Kvinde, til andre Tider saa vild og lidenskabelig, saa attraaende, at jeg næsten skælvede for ham", altsaa vekselvis Aand og Dæmon. Og som Citatet Siger: Hovedpersonens Lidenskab er ikke Ungdommens vindende og indtagende Lidenskab, men en Lidenskab, for hvilken Kvinden skælver, en udøbt, en hedensk.

Heri ligger imidlertid tillige disse Frembringelsers dybe og enestaaende Ejendommelighed. De er sikkert det i literær Henseende Ypperste, Kierkegaard har skrevet. Det er Arbejder, som skrevne paa et af Europas Hovedsprog havde gjort deres Forfatter verdensberømt, især som de fremkom, ikke udskilte, men som Led i et Hele af modsat Aand. Hvis man sammenligner Forførerens Dagbog med Schlegels bekendte Lucinde, hvorfra Motivet som alt berørt er taget, og hvis man betænker, hvor berømt dette svage og paa alle Punkter utilstrækkelige Arbejde er blevet, saa føler man, hvilken Uret Skæbnen gjorde mod Kierkegaard ved ikke at lade ham føden i et større Land. Og tager man: In vino veritas, og holder den op imod Platons: Symposion, som hvis Modstykke den fremtræder, da maa man med Beundring sande, at den taaler Sammenligningen saa godt som overhovedet en moderne Komposition kunde gøre det. Der gives neppe en større Ros.

I Forførerens Dagbog sætter jeg Indskuddene over Rester; saadanne et Par Sider lange Skitser som Zefyrernes Leg med de unge Piger paa Gaden eller Tjenestepigerne paa Frederiksberg er smaa Mesterstykker af Iagttagelsesevne og Fremstilling. De har intet af det Kunstlede, som den planmæssige Forførelseshistorie har, intet af det frastødende Tvungne og Udpønsede som Johannes mange Breve og Billetter ikke at tale om Cordelias pedantiske Efterligninger deraf; de er saa øjensynlig udførte efter Virkelighedsmotiver, at man her undtagelsesvis hos Kierkegaard føler at man har Jordens egen Grund under sine Fødder. Midt i den virkelighedsfjerne Tryllekres, hvori Forføreren har hjemme, giver de En fortræffelige Livsbilleder fra Datidens Kjøbenhavn, smaa, men malte med en fantasirig Flothed og Storhed i Stilen.

I: In vino veritas, er af lignende Grunde Modehandleren den bedste Figur; han er den eneste, som ikke er lutter Abstraktion, den eneste, som har anden Livsstilling end den at være ung, Eneboer, Iagttager eller Forfører. Det skal ikke dermed være sagt, at han er afluret nogen Virkelighed; en saa idealistisk fortvivlet Modehandler skulde man nok søge længe om, og kjøbenhavnsk er han allerede af den Grund ikke, at vore Forhold var meget for smaa til at frembringe et saadant Overcivilisationens Foster. Men det er betegnende for Kierkegaards aandelige Skarpblik at denne Skikkelse, som i Danmark var en Fantasi, i Frankrig var meget nær ved at være en Virkelighed. Man kan finde spredte Paralleler til ham og hans Tale rundt om i den moderne franske Literatur. Naar Modehandleren her siger: "Der er ikke et distingveret Selskab, uden mit Navn er det første og det sidste, og der er ikke et borgerligt Selskab uden at mit Navn, naar det nævnes, indgyder hellig Ærefrygt som Kongens, og der er ingen Dragt saa vanvittig, at den jo, naar den er fra min Butik, ledsages af en Hvisken, idet den gaar gennem Salen", saa finder man en Parallel dertil i Parisermodehandleren i Taine's. Graindorge, som ikke modtager nogen Dame, der ikke først er forestillet for ham. (note: Ce petit être sec, noir, nerveux, qui a l'air d'un avorton roussi au feu, les reçoit en vareuse de velours superhement étalé sur un divan, le cigare aux lévres. Il leur dit. "Marchez tournez-vous; bien; revenez dans huit jours, je vous eomposerai la toilette qui vous convient." Ce n'est pas elles qui choisissent, c'est lui, elles sont trop heureuses. Encore faut il une introduction pour être servi de sa main).

Naar Modehandleren i: Studierne, taler om sine Syjomfruer paa hvis Dragter han Intet sparer, for at Modens Troessætninger kan forkyndes med Eftertryk i hans Butik, naar han skildrer det fornemt skødesløse Blik, hvormed han maaler den indtrædende unge Pige, den Maade hvorpaa hun fremdeles maales og værdsættes af hans afrettede Haandlangere, da er dette kun hysterisk-æventyrlig Overdrivelse af den Fremgangsmaade, som anvendes af Balzac's virkelighedstro Gaudissart og hans Kommis'er. (note: Ces Gaudissarts émérites se sont mesurés avec mille caprices par semaine, ils connaissent toutes les vibrations de la corde-cachemire dans le cæur des femmes. Quand une lorette, une dame respectable, une jeune mére de famille, une lionne, une duchesse, une bonne bourgeoise, une danseuse effrontée, une innocente demoiselle, une trop innocente étrangére se présentent, chacune d'elles est aussitôt analysée par ces sept ou huit hommes, qui l'ont étudiée au moment oú elle a mis la main sur la bec de cane de la boutique...Frémissez! Jamais ee sanhédrin de Gaudissarts, présidé par le patron, ne se trompe. Puis les idées de chacun sont transmises de l'un á l'autre avec une rapidité télégraphique par des regards, des tics nerveux, des sourires, des mouvements de lévres...

Baizac: Gaudissart 2).

Som Droz's smaa Pariserskildringer viser, mangler i Frankrig, end ikke det Træk, at der gives egne Modedragter til Kirkegang, og Scenerne hos Modehandleren i Zola's: La curée, sætter alvorlige Anmærkninger til den Kierkegaardske Modehandlers Skildring af Maaderne, hvorpaa den kvindelige Letfærdighed forraader sig i hans Forretning. I: Stadierne er Modehandleren som sagt kunfremstilt som en uvirkelig, uhistorisk Tankeskabning, Johannes Climacus giver endog senere Opskriften for ham, han er "dæmonisk Fortvivlelse i Lidenskab. (Afsluttende Efterskrift S. 225.)

I den virkelige Verden var han paa hin Tid en selskabelig Magt, og historisk set i den gyldne Middelvejs Tid i Frankrig ovenikøbet en politisk Magt af første Rang, valgbar, dekoreret og indbudt til Middag i Tuilerierne hos Borgerkongen Louis-Philippe.

Forførerens Dagbog og Drikkegildet, de to Arbejder, i hvilke den Gruppe af Kierkegaards Skrifter, der fremstiller Nydelseslivet, naaer Højdepunkter, er sikkert det i sproglig Henseende mest Fremragende, han har forfattet. Sproglig talt er de Mindesmærker varigere end noget af Malm. Aldrig før havde den danske Prosa udført saadanne Storværker. Det danske Sprog, der efter Kierkegaards egen Fremstilling af dets Ejendommeligheder skønt ikke uden Udtryk for det Store og Afgørende "har en yndig, en tækkelig, en livsalig Forkærlighed for Mellemtanken og Bibegrebet og Tillægsordet og Stemningens Smaasnakken og Overgangens Nynnen" (Stadier 459) blev her udviklet i en lige ordrig og tankerig Lidenskabs Tjeneste. Der fremvoksede under denne Forfatters Hænder ikke blot "en Literatur i Literaturen", men et Sprog i Sproget, et Sprog, hvis Stil var saa fjern som muligt fra Stenstilens Ro og fra Nationalstilens Renhed, en ophidset, overlæsset, udpenslet og snirklet Stil, i hvilken Tillægsordet, som gør Foredraget bredt, spiller en større Rolle end Verbet, som gør det kraftigt, og Stemningen en større Rolle end Konturen, men hvor Alt var Lidenskab - et Sproglegeme, hvor Alt var Puls. Hvor spækket med Udsmykning end Udbruddet var, den Lidenskab, det udtrykte, var ikke derfor mindre dæmonisk og mindre følt. Det var et flammebugtet Sværd med vredent Haandtag og indlagt Klinge, men dræbende i sit Stød. Lykkeligvis blev det aldrig brugt til at gøre Skade.

Stilen her er en Stil, der sjældent er egenlig talt som den korte Replik er det, og sjældent er egenlig skrevet som en Bog; det er en Stil midt imellem, omtrent som Brevstilen, der har Noget af Talesprogets Fortrolighed og Fynd, Noget af Bogsprogets indviklede Sætningsbygning og Ordning. Det er derfor en ren Virtuos-Stil, som leger med Sproget, gør Kunster med Ordene, slaar dem i Knude eller slynger dem i Sløjfe. Den henvender sig - i Modsætning til den yngre europæiske Prosastil - mere til Øret end til Øjet, den eftertragter en vis Sangtalens Rytme, som smigrer Høresansen.(note: Der er f.Eks. enkelte af Forførerens Billetter, som er udarbejdede saa rytmisk, at de godt lader sig nedskrive som Vers af samme Art som dem, Oehlenschläger har i: Oldingen ved Werthers Grav.

Min Cordelia!

Snart, snart er Du min.

Naar da Solen lukker

Sit spejdende Øje,

Naar Historien

Er forbi

Og Myterne begynde,

Da kaster jeg ikke blot

Min Kappe om mig,

Men jeg kaster Natten).

Kierkegaard hugger ikke Sproget ud til en Billedstøtte, han forvandler det til et uendeligt Panorama, som under musikalsk Ledsagelse næsten for hurtigt drages Øjet forbi.

Det er Lidenskabens Sprog; thi der er Lidenskab i den ætsende Ironi som i den dybt bevægede Undren, Lidenskab fremfor Alt i den urolige Fortvivlelse, der hugger ind i Spidsen for et helt Kavalleri af Udsagn, det ene kækkere og raskere end det andet, og der saa svinger af, stanser midt i den stormende Fart, hvad der frembringer et Indtryk som om Stemmen under den uhyre Sindsbevægelse slog om. (E. P. 2. 709.) Hvor skærende klinger det f. Eks. ikke, naar Constantin siger:

"Forklaringen er ikke vanskelig, naar man virkelig gør Alvor af at sætte ulykkelig Kærlighed og Døden i Forhold til hinanden, naar man har Alvor til at fastholde denne Tanke, og saa megen Alvor bør man altid have - for Spasens Skyld." Hvor gribende virker det ikke, naar "let unge Menneske" ender sin dybttænkte og tungsindige Tale, en Jomfrutale i enhver Betydning af dette Ord, der ligesom svæver i Luften paa aldrig berørte Sommerfuglevinger, med Udbruddet: Er der Ingen, som leer? Og hvormange Digtere formaar vel som Kierkegaard at male den kolde Selvopgiven i en enkelt Udtalelse! Man læse f. Eks. den Seddel, som Selvmorderen i Enten-Eller sender sin Broder:

Højstærede Hr. Justitsraad!

Jeg skriver Dem til, fordi De paa en Maade er mig den Nærmeste, paa en anden Maade er De mig ikke nærmere end andre Mennesker.

Naar De modtager disse Linier, er jeg ikke mere. Skulde nogen spørge Dem om Grunden, saa kan De sige, der var engang en Prinsesse, som hed Morgenskøn, eller noget andet Lignende, thi saaledes vilde jeg selv svare, hvis jeg kunde have havt den Glæde at overleve mig selv. Skulde Nogen spørge Dem om Anledningen, kan De sige, at det var i Anledning af den store Ildebrand. Skulde Nogen spørge Dem om Tiden, kan De sige, at det var i den for mig saa mærkelige Juli Maaned. Skulde Ingen spørge Dem om nogen af Delene, skal De Intet svare...

Med Højagtelse Deres ærbødige.

Som en Kaabe over mig,

Og iler til Dig,

Og lytter for at finde Dig,

Ikke efter Fodtrin,

Men efter Hjertebanken.

Din Johannes.

Et Blik paa det første Udkast til denne Billet (E. P. 1. 295) viser Umagen for at faa det Rytmiske frem.

Men man tør ikke vove at begynde paa Citeren af det stilistisk Fortræffelige i Kierkegaards digteriske Frembringelser, man blev da aldrig færdig. Men jeg maa for at forklare Aarsagen til at disse Værker med alle deres Fortrin forholdsvis har fundet et saa ringe Antal Læsere, gøre opmærksom paa endnu en stilistisk Ejendommelighed ved dem. Det er Foredragets Uensartethed. Den reneste Lyrik er her blandet med et filosofisk Fagsprogs Udtryk for det virkelighedsfjerneste Oversanselige.

Billeder saa varme og legemlige, som havde Christian Winther undfanget dem, veksler med Skoleord saa tørre, som var de indforskrevne fra en eller anden nordtysk Hegeliansk Lærestol.

Man tage f. Eks. det Sted i: Forførerens Dagbog, hvor Hovedpersonen samler sine Iagttagelser og Tanker angaaende Kvinden.

Hver har Sit, siger han, det muntre Smil, det skelmske Blik, det attraaende Øje, det hængende Hoved, det overgivne Sind, det stille Vemod, den dybe Anen, det varslende Tungsind, den jordiske Hjemve, de uskriftede Rørelser,... og nu fortsætter han længe, længe endnu med smaa korte Sætninger, om hvilke Kierkegaard selv engang med stærk Selvfølelse sagde til Brøchner, at der over hver af dem kunde bygges en Sonet. Men en halv Side længere nede beslutter Forføreren pludselig "selv kold at ville tænke Kvinden kold." Nu søger han hendes Kategori og finder den; hun er Væren for Andet. Som Væren for Andet er hun den rene Jomfruelighed. "Jomfruelighed er nemlig en Væren, der forsaavidt den er Væren for sig egenlig er en Abstraktion og kun viser sig for Andet. Man kan derfor sige, at Kvinden i denne Tilstand er usynlig." Og atter fortsættes der længe i samme Professorstil.

Mest stødende bliver denne Blanding af Sanselighed og Pedanteri, hvor den findes i en og samme Sætning, hvad ikke sjældent sker. Man læse f. Eks. Forførerens ellers skønne og poetiske Skildring af Kvindens Væsen i den ildfulde Tale, han ved Drikkegildet holder:

"Saa dannede Guderne hende fin og æterisk som af Sommernattens Taage, og dog fyldig som den modne Frugt let som Fuglen, skønt hun bærer en Verdens Attraa i sig, let fordi Kræfternes Spil er enet i et negativt Forholds usynlige Centrum, i hvilket hun forholder sig til sig selv, slank i Skuddet, bestemt tegnet og dog for Øjet svulmende i Skønhedens Bølgelinier, fuldendt og dog som blev hun bestandig nu først færdig, kølig, liflig, forfriskende som nyfalden Sne og dog rødmende i stille Gennemsigtighed, lykkelig som en Spøg, der lader En glemme Alt, beroligende som det Maal, hvortil Begæringen er, tilfredsstillende ved selv at være Begæringens Icitament"

Man agte nøje paa Tankeforbindelsernes underligt slentrende Gang i denne typiske Sætning. Billederne er smukke i og for sig; men de samler sig ikke til noget Hele, tvertimod de fordriver hinanden. Kvinden er som Taagen, som Frugten, som Fuglen, men Taage, Frugt og Fugl hører hver sin Verden til.

Lige med Et aabner saa midt i Stilens Blomstersti en Afgrund sig af filosofisk Dybde, vi stirrer ned i "et negativt Forholds usynlige Centrum;" Blikket hæver sig paany og klamrer sig til "Skønhedens Bølgelinier," dvæler ved Sne og Rødme, haaber paa et samlende Slutningsoverblik, da følger "det Maal som er Begæringens Incitament," og Sætningen ender. Det er, som jeg sagde, ikke en Billedstøtte vi ser, men et Panorama af hinanden jagende Billeder, der drages forbi os. Dog bag denne af Poesi og Grubleri underligt blandede Veltalenhed ligger hin udøbte Lidenskab, der bryder sig lidet om sine Midler, naar den blot opnaar at komme til Orde, hørligt at banke i hvert malende eller forklarende Tegn.

20. Det andet Stadium. Egteskabet.

Naar man fra første Del af Enten-Eller gør Springet over til anden, da er det, som kom man fra en fortryllet Have ud paa en Hedestrækning. Det er ikke for Intet, at anden Del udmunder i en Prædiken, holdt paa den jyske Hede; det Hele er et Pust fra Heden. Da Kierkegaard i sit 28de Aar besøgte sit Fædrenehjem, følte han ligesom de Magter nærværende, der havde paavirket hans Faders Sjæl og derigennem paa anden Haand hans egen, og han skriver i sin Dagbog (E. P.1. 263):

"Heden maa netop være skikket til at udvikle -kraftige Aander; der ligger Alt nøgent og afsløret for Gud." Hans Forestilling om det for Udviklingen af aandelig Kraft mest egnede Element beholdt altid noget Hede- eller Ørkenagtigt; og det er derfor intet Under, at da han for første Gang gav sig til at skildre det sædelige Liv og dets Skønhed, selve Værket da fik noget af Hedens Alvor, dens store Former, dens Nøgenhed og dens Monotoni.

Allerede i Bogen: Om Begrebet Ironi, var det, i Modsætning til det formentlig Poetiske i at være dunkel og gaadefuld for sig selv, hævdet, at den sande Poesi som den sande Moral omvendt ligger i at blive aabenbar for sig selv og for andre, blive sig selv klar i sin egen ubetingede og evige Gyldighed. (Om Ironi 318.) Anden Del af Enten-Eller er den videre Udførelse af denne Tanke.

Hovedslaget leveres her i den første Afhandling om Ægteskabets æstetiske Gyldighed, til hvilken anden Del af Stadier paa Livets Vei paa det Nøjeste svarer. Den umiskendelige Varme, som gennemtrænger disse Afhandlingers Bevisførelse, udelukker ikke, at de sete fra Kierkegaards eget Synspunkt lider af en væsenlig Mislighed. Hvad der siges til Bedste for Ægteskabet og det sædelige Liv overhovedet har efter Kierkegaaxrds egen Begrebsbestemmelse sit Værd derved, at Begejstringen derfor ikke er en blot Digterbegejstring, men har "overvundet Tiden" og beror paa lutter oplevede Indtryk. Derfor maa han ogsaa digte, at det er en Mand, som har oplevet, hvad han forherliger, en Ægtemand, som taler. Hvad en Mand med saa megen Varme siger til Ægteskabets Pris, vil selvfølgelig, hvis Bevisførelsen ikke er matematisk, have betydeligt ringere Kraft til at overbevise i det Tilfælde, at han ikke selv er gift. Det er da fra det Kierkegaardske Standpunkt set en Ulempe, at Ægtemanden her kun er en opdigtet Person og det, han siger, Bugtaleri af en Ungkarl, der tilmed er sprunget tilbage fra et indledet Ægteskab.(note: Smlgn. Stadier 159 hvor der af Undtagelsen, som staaende udenfor Ægteskabet skal kunne tale til dets Pris, udtrykkelig fordres, at han skal have været Ægtemand).

Til en Digterbegejstring for Ægteskabet kunde den opdigtede Forfatter af Enten-Ellers første Del ogsaa meget godt have drevet det i den Tid, som udfordredes til at skrive en 5 til 6 Ark Prosa, han vilde have kunnet udmale Ægteskabets Poesi med en Guldbrudgoms ærværdige Erfaring, ja det havde maaske været ham en Nydelse at uddanne sig til en mandlig Giftekniv kun at han forbeholdt sig selv den Forret at forblive ugift for med des mere uhindret Iver at kunne hellige sig til Omhuen for Ægteskabernes Trivsel og til Udbredelsen af Ægteskabets Pris. Hvad skulde han desuden have imod at forherlige Ægteskabet? hans Væsen er jo udtrykkelig bestemt som egoistisk og sympatetisk Tungsind.

Det bør da fastholdes, at det er en ren Digterbegejstring, som ligger bagved Afhandlingen om Ægteskabet i Enten-Eller, og Kierkegaard har godt kunnet tænke paa den, da han lod sin Æstetiker nedskrive dette Udbrud:

"Forgæves strider jeg imod. Min Fod glider. Mit Liv bliver dog en Digter-Eksistens... Jeg kan skildre Haab et saa levende, at enhver haabende Individualitet vil vedkende sig min Skildring; og dog er den et Falsum; thi medens jeg skildrer det, tænker jeg paa Erindringen."

Et lykkeligt Ægteskab havde været hans Haab, og vil man her indsætte mere betegnende Ord end Haab og Erindring, saa kunde Æstetikeren have sagt: "Jeg kan skildre Ægteskabet saa levende, at en lykkelig Ægtemand vilde vedkende sig min Skildring, og dog er den et Falsum, thi medens jeg skildrer det, tænker jeg paa den ugifte Stand." Tanken paa denne ligger bagved, det viser sig tilfulde paa Afhandlingens sidste Sider, hvor den ligefrem bryder igennem; det maatte desuden nødvendigvis være saadan i Kraft af Kierkegaards Lære om de tre Eksistenskrese.

Der gives, lærer han,(note: Se f. Eks. Stadier447). tre Eksistenskrese, den æstetiske, den etiske og den religiøse. Ved det Æstetiske forstaaer han det i Manden, hvorved han umiddelbart er det, han er; ved det Etiske det, hvorved han bliver det, han bliver; ved det Religiøse den gennemførte Omdannelse af Eksistensen (Forsagelse, Lidelse, Tro) med det Formaal for Øje at erhverve en evig Salighed. Som man ser, er det Moralske blot Overgangsled, og den hele Moral naaer sit Højdepunkt i Angeren, der gør Overgangen til det Religiøse. Skulde der imidlertid med Rette tales om et andet Stadium, en anden Sfære, var det nødvendigt, at denne havde faaet en vis Selvstændighed. Skulde det virkelig være lykkedes Kierkegaard at holde de tre "Eksistenssfærer" om end kun rent begrebsmæssigt ude fra hinanden, saa maatte den moralske Sfære strengt være afgrænset mod den religiøse, endsige da imod den kristelige eller paradokse. Kierkegaard maatte med andre Ord i anden Del af Enten-Eller og Stadierne have givet Grundridset til en rent fornuftig, rent menneskelig Moral. Slemt nok vilde det vel i ethvert Tilfælde være, at denne kun opførtes for umiddelbart derefter at nedbrydes og afsløres i sin Intethed af den paradokse Religiøsitet. Men værre er det dog, at den overhovedet intetsteds er holdt ude fra det Kristelige, aldrig fremtræder ren, men altid støtter sig til en fremmed Myndighed.

Det er da saa langt fra, at det, Assessoren i Enten-Eller lærer om Ægteskabet, virkeligt har nogen selvstændig moralsk Gyldighed, at han tvertimod paa hver Side fører Bevis ud fra de kristelige Synsmaader, kristelige Dogmer o.s.v. og bestandig taber Fornuftmoralen afsyne, hvis han ellers overhovedet tror paa en saadan. Højst betegnende for Kierkegaards Aandsbeskaffenhed falder det end ikke Assessoren ind, at hans unge opsætsige Ven kunde ville vægre sig ved at betragte den gængse religiøse Synsmaade som Autoritet, og lige saa lidt, at han kunde fordre sig stillet for en rent menneskelig Sædelæres Domstol, hvis han allerede skal dømmes. Saa lidet paavirket er Kierkegaard af den moderne europæiske Videnskabs Gang, at Moralen kun synes ham Moral, naar den bliver baaret af aabenbaret Religion. Han begrunder den bestandig paa Teologien uden Følelse af at endog hans Gudsbegreb kun beroer paa menneskeligt værdifulde Egenskaber, som han har forgudet. End ikke naar hans Assessor udbryder (Stadier 137): "Det Etiske er saa ubestikkeligt, at hvis vor Herre selv havde maattet tillade sig en lille Mislighed ved at skabe Verden, saa vilde Etiken ikke lade sig forstyrre, uagtet dog Himmel og Jord med Alt, hvad som derudi befindes, er et ganske artigt Mesterstykke" - end ikke, da føler Forfatteren, at han naivt udleder Teologien af Moralen, idet han nægter en Gud al Ærefrygt, der havde gjort Brud paa det, som Menneskene anser for ret og tilbørligt. Det kan da ikke undre, at han under sit Forsvar for Ægteskabet bestandig tyer ind under saadanne ærværdige Fæstningsruiner som den at Ægteskabet er "den Gud velbehagelige Stand" eller den at "Ægteskabet stiftes i Himlen." (note: Enten-Eller 2.40). Det kan ikke undre, at Ægteskabet gennemgaaende fremstilles ikke som en moralsk, men som en særligt kristelig Indretning, der paa det nøjeste hænger sammen med denne aabenbarede Religion, beskyttes af den o.s.v.

Det kunde visselig ikke falde nogen Nutids-Forsvarer af Ægteskabet ind at gaa saaledes tilværks; han vilde alene af de sidste tyve Aars politiske og videnskabelige Udvikling have lært, at man ikke kunde gøre Ægteskabet nogen slettere Tjeneste end den at knytte dets Værd og Bestaaen til en enkelt saakaldt Aabenbaring. Dog herved er der ingen Anledning til at dvæle.

Men hvad der er des mere Grund til at fremhæve, det er, at den Anskuelse af Ægteskabet og Kristendommen, som Assessor Wilhelm foredrager, er en ganske anden end den, hvortil Kierkegaard selv senere kommer, ja den stik modsatte, saa at Kierkegaard ender med i sit eget Navn i de hensynsløseste Udtryk at fordømme den Kristendomsopfattelse, som han her øjensynligt stræber at sætte i det fordelagtigste Lys. Thi hvad Assessoren her gør gældende, det er netop den sødlige og blødagtige Kristendom, som Kierkegaard ender med at erklære for "den mest kvalificerede Ugudelighed", for "Nederdrægtighed", for "idel Løgn", for "et Dyb af Afskyelighed og Nonsens". - Allerede af den Grund er det tankeløst, at anse Enten-Eller for en beregnet Forberedelse til de senere religiøse Skrifter.

Afhandlingen om Ægteskabets æstetiske Gyldighed turde være det Svageste, Kierkegaard nogensinde har forfattet. Hvis virkelig anden Del af Enten-Eller er skrevet før end første og følgelig denne Afhandling allerførst, da kan man kun anerkende de store Fremskridt, Forfatteren under Udarbejdelsen af sit Værk har gjort. Afhandlingens Tyngdepunkt er ikke moralsk, men rent teologisk. Udgangspunktet er dette, hvor skønt det dog vilde være for den Kristne, om han turde kalde sin Gud Kærlighedens Gud saaledes, at han ogsaa derved tænkte paa "hin uudsigelige salige Følelse, hin evige Magt i Verden - den jordiske Kærlighed." Forfatteren tænker sig Indvendinger derimod. Man kunde indvende, at de Kristnes Gud er Aand og at det f. Eks. ikke er nødvendigt for den Kristne "at Kristus skal have været en jordisk Skønhed", hvad endog vilde have været meget sørgeligt, "thi hvorledes maatte de Troende da ikke længes efter at se ham." Men fortsættes der, man mene ikke derfor, at Kristendommen udelukker eller tilintetgør det Sanselige; gjorde den det, vilde, siger Forfatteren, jo selve Sundheden blive mistænkelig et uheldigt Bevis, da dette er Noget, Sundheden som bekendt altid for Kristendommen har været. Kierkegaard anfører selv allerede i "Stadierne (431) Feuerbachs og Pascals samstemmende Vidnesbyrd for, at den Kristnes Liv er en bestandig Lidelseshistorie.

Da Kristendom, naar dette Ord ikke tages i en strengt begrebsbestemt Mening, jo imidlertid er noget saa Mangetydigt, at der ikke er den Opfattelse, man ikke kan finde et Skriftsted for, saa paaberaaber Assessoren sig til Bedste, for sin Opfattelse, at det Sanselige "i dets Uskyldighed" godt kan optages i Kristendommen, paa den Omstændighed, at Kristus selv helbredede Syge. Var Sundhed ikke kristeligt et Gode, burde de Spedalske jo have frabedt sig Helbredelse. Der er da Intet i Vejen for den Antagelse, at Ægteskabet er et Himlens Værk. Det er lærerigt at sammenligne denne Synsmaade med Kierkegaards senere, at Præsten "hvis han ikke er en Løgner og Meneder, som paa den nedrigste Maade tjener lumpne Penge," har at erklære Brudeparret, at det i Grunden er ligesaa besynderligt af det at henvende sig til ham, som det vilde være at gaa til Politidirektøren for at spørge ham, hvorledes man bærer sig ad med at stjæle.

Det er lærerigt med Hensyn til Mangesidigheden af de Retninger i hvilke det Kostelige lader sig fortolke, at høre Den, som i Enten-Eller har ladet en opdigtet Forfatter, med hvem han dengang stemte overens i næsten alle Punkter, atter og atter kalde Ægtestanden den Gud velbehagelige Stand, kun 12 Aar senere skrive: "Oprigtigt talt, jeg fatter ikke, hvorledes det er faldet noget Menneske ind at ville forene det at være Kristen med det at være gift."(note. Enten-Eller 2. 20, 40 Smlgn. Øjeblikket Nr. 7).

Det er en Følge af Afhandlingens hele teologiske Anlæg, at Ægteskabets borgerlige Væsen end ikke kommer paa Tale. Det er derfor heller ikke den vildfarende Ynglings Uvilje mod Ægteskabet overhovedet, som det for Assessoren gælder om at overvinde, men hans Sky for den kirkelige Vielse med dens teologiske Formularer. Det har vel forekommet Kierkegaards autoritetselskende Sind, som om hans Bog vilde mangle Prikken over i'et, ifald den ikke mod Æstetikerens tøjlesløse Aandrighed stillede dette Led for Led gennemførte, forherligende Forsvar for en bestemt Bekendelses Vielsesritual.

Æstekkerens Indvendinger imod dette opregnes. Han forarges over, at han højtidelig skal indsættes til sin Hustrus Herre, og med en Række Synsmaader, der er ældre end Syndfloden, retfærdiggores dette Ord; det opirrer ham, at hans Brud betegnes som Synderinde, og uden at føle sig for god dertil gør den strenge Assessor som en smidig katolsk Pater den unge Mand opmærk som paa, at der i det Udtryk Synderinde, "ligger en Hemmelighed, som kaster et interessant Lys over hende"; den halsstarrige Yngling oprøres ved Vielsens Forkyndelse af, at Synden kom ind i Verden ved Ægteskabet (Ægteskabet mellem Adam og Eva!) og Assessoren svarer med Værdighed, og det dog vel maa anses for et Gode at Kirken ikke smigrer med et forfængeligt Haab; Æstetikeren ømmer sig endelig ved at skulle høre det erklæret for Syndens Straf, at Kvinden skal føde Børn med Smerte, og langtfra at indrømme det Oprørende i at en saa naturstridig og fornuftstridig Lære forkyndes som udrustet med guddommelig Hjemmel, hævder den ud over alle Grænser teologiske Assessor det netop som en Forklarelse af Menneskelivet, at Alt det betræffende henføres under Bestemmelsen Synd, og at Kvinden derfor i en vis Forstand er fuldkomnere end Manden netop derved at hun har mere Skyld.(note: Enten-Eller 2. 37, 63 ff).

Efter at Vielsesritualet nu saaledes er blevet paa det kraftigste forsvaret, drøftes Spørgsmaalet, om Brylluppet bør være stille eller offenligt, og Assessoren holder paa Kirkebryllup, og paa at den hele Familie indbydes. Han fremhæver det Skønne i at Præsten spørger Brudgommen, om han har raadført sig med Venner og Bekendte, det Skønne i, at Menigheden paakaldes, og endelig forsvarer han ikke uden Følsomhed selve den Vanhelligelse, som ligger i Brylluppets Offenlighed, ved at pege hen til de mange affældige, ensomme, forulykkede Væsener, af hvilke enhver Familie har nogle, hvem Tilstedeværelsen ved en saadan Familiefestlighed kan fornøje.(note: I en Familie, hvor jeg kommer, ser jeg ofte en gammel Jomfru, som er samtidig med Konen i Huset. Hun mindes endnu saa levende Bryllupsdagen, ak maaske mere levende end Fruen selv. Vilde Du nu berøve alle saadanne Mennesker den Lejlighed til at glæde sig, som Du kunde forskaffe dem? Enten-Eller. 2. 71).

Til disse spidsborgerlige Overvejelser slutter sig en ligesaa spidsborgerlig og flov som godmodig Fejden imod visse Opfattelser af Ægteskabet, hvilke man ikke skulde tro det nødvendigt at spilde Ord paa, som den Anskuelse, at man bør gifte sig, fordi Ægteskabet er en Skole for Karakteren, eller den, at man bør gifte sig for at bidrage sit til Menneskeslægtens Formerelse.

Herimod gøres saa meget sundt om end ikke meget overraskende gældende, at man bør gifte sig af Kærlighed.

Som man ser, er der endnu ikke givet noget alvorligt Svar paa nogen alvorlig Indsigelse, der kunde tænkes rettet mod det kirkelige Ægteskab. Den alene skulde synes at kunne faa nogen Vægt for Assessor Wilhelm, at skønt Ægteskabet jo, som han lærer, burde hvile paa Kærlighed, det dog utvivlsomt i en Mangfoldighed af Tilfælde ikke gør det og kaldes lige helligt for det.

Men fra denne Indvending snoer Assessoren sig meget behændigt.

Han opstiller en Troessætning, der som saadan naturligvis ikke begrundes paa nogen Erfaring angaaende sjælelige Tilstande, men betragtes som given. Det er denne: Man elsker kun én Gang.

Ved Hjælp af denne Troessætning gaar Forsvaret for det kirkelige Ægteskab af sig selv: "Man elsker kun én Gang. For at realisere dette, træder Ægteskabet til, og dersom Folk, der ikke elsker hinanden, faar i Sinde at gifte sig, saa kan Kirken jo ikke gøre derfor." Han glemmer, at Kirken ligeligt helliger Kærligheds og Fornuft-Ægteskabet, ja ligeligt træder til, enten Parret tror paa den kirkelige Vielses Betydning eller ikke har det ringeste aandelige Fællesskab med Kirken.

Ak ja! det er en smertelig Skuffelse, man oplever ved at studere denne Afhandling igennem som Mand, naar man erindrer hvor mønstergyldig og overlegen den forekom En, da man var Yngling. Der er noget i, hvad Hugo etsteds har sagt: at man lige saa lidt burde gense de Ideer som de Kvinder, man sværmede for i sit 18de Aar.

Lykkeligvis staar og falder Assessor Wilhelms Indlæg for Ægteskabet ikke med dette umodne Arbejde. I Stadierne tager han Æmnet for sig paany og skønt han gaar ud fra samme Grundsyn derpaa, er hans Blik paa Sagen dog her langt dybere gaaende og langt mindre teologisk hildet. Her er Midtpunktet ikke mere en Besvarelse af det Spørgsmaal, om Ægteskabet beskyttes af Kristendommen eller ikke; her ligger Tyngdepunktet i det rent Menneskelige, i den Beslutning, som optager Forelskelsen i sig, ligesom overtager Forelskelsen, og som ved denne Handling grundlægger Ægteskabet. Her findes den fortræffelige Henvisning til Aladdins herlige, af virakblandede Fakler belyste Bryllup, med Udbruddet: "Stor er Aladdin; han holder Bryllup; rigtigt, men han gifter sig ikke. Dertil savner han en Beslutningens Aand, og kun Beslutningen kunde borge for Aladdin." Medens Afhandlingen i Enten-Eller var holdt i en højtidelig, om støvede juridiske Indlæg mindende Stil, synes denne forfattet i en af Assessorens Retsferier, dens Tanker har en rappere Gang, dens Tone er skemtefuld, dens Stemning udfordrende. Den ser ud som den var skreven af en lykkelig Mand, tilfreds i sit Husliv, glad ved sin Hustru, der tilfulde vidste at vurdere det Gode, han besad; en over al denne Medbør noget overmodig Mand, som i sin Glæde over at kunne bruge en Vending af Hamann siger Bæh! til mangen Indvending, der maaske dog fortjente et Svar, som bedre lod sig drøfte. Forfatteren røber sig paa én Gang som en noget pietistisk anlagt Moralist, der i et og samme Aandedrag læser Goethe Teksten for Mangel paa Patos og roser Young for hans Fynd - en Egenskab, Young visselig aldrig har udmærket sig ved - og som en varmblodig, begejstret Mand, der med ægte Kierkegaardsk Sværmeri for det Paradokse samler sin religiøse Opfattelse af det Erotiske i disse dristige Træk:

"Saaledes er Forelskelsens Vidunder ført op i Troens Vidunder, Forelskelsens Absurditet i guddommelig Forstaaelse med Religiøsitetens Absurditet Frisk Mod! Et simpelt skikkeligt Menneske, der respekterer sund Menneskeforstand, kan godt forstaa, at det Absurde er til, og at det ikke lader sig forstaa." (Stadier 145.)

Det er næsten en Selvfølge, at en Mand, der holder saa stærkt paa alt det Overleverede som Assessor Wilhelm, i Et og Alt deler den vedtagne Opfattelse af Kvinden, der i de sidste Tiaar er begyndt at rokkes overalt i Evropa. Efter hans Opfattelse er Kvinden udelukkende til for Mandens og Børnenes Skyld: At Kvinden vil frigøres, er ham en af vor Tids mange uskønne Foreteelser, hvori Mændene er Skyld, og kun en emanciperet Kvinde kunde det efter hans Opfattelse falde ind at have noget mod Ægteskabet i dets overleverede Form. Imod de "uanstændige Forsøg paa at faa Kvinden emanciperet" stiller han Paulus's bekendte Befaling til Kvinden om i al Underdanighed at tage mod Lærdom i Stilhed. Imod "al den afskyelige Tale om Kvindens Emancipation" vil han blot sige til "den Dosmer, der prædiker Emancipationen": "Se, der staar hun i al sin Ufuldkommenhed, et ringere Væsen end Manden! Har Du Mod, saa klip de rige Lokker af, overhug disse tunge Lænker - og lad hende løbe som en Vanvittig, en Forbryderske, til Rædsel for Menneskene!" (note: Ente-Eller 2. 15, 37, 48, 218, 219. Stadier 107).

Stuart Mill vilde neppe have følt sig bragt til Taushed af dette Forsvar for Kvindens Samfundsstilling i henfarne og henfarende Tider, et Forsvar, som støttes paa skønheden af hendes lange Haar, hvilket vel vanskeligt Nogen vil nægte hende Ret til at smykke sig med som hun vil og lyster. Men Stedet er betegnende som Vidnesbyrd om Kierkegaards Mangel paa Evne til at begribe en i streng Forstand moderne Idé.

Ligesom Michelet har han saa til Gengæld for sin Undervurdering af Kvindens Evne til selvstændigt Liv et Galanteri overfor den ældre Kvinde, der i denne Form kun kan findes hos en Mand af "den gamle Skole". Michelet paastaar i sin Bog om Kærligheden, at der ingen gamle Kvinder gives, at Kvinden aldrig bliver gammel; Kierkegaard overbyder ham næsten med den aandsdyrkende Paastand, at Kvindens Skønhed tiltager med Aarene (Studier 115), og Udviklingen her er ligesaa ridderlig og smuk som fornuftstridig.

Opfattelsen af Kvinden staar i nærmeste Sammenhæng med Opfattelsen af Ægteskabet. Det var umuligt, at Assessoren med friere og mere selvstændige Anskuelser om Kvindens sociale Ret kunde have været en saa stor Beundrer af Ægteskabet i dets dengang alene foreliggende Form. Og det var umuligt at han med denne Beundring kunde forbinde Deltagelse for Kvindens Ligestilling med Manden i Samfundet.

Der er ingen Tvivl om, at disse Assessorens Afhandlinger allerede er gaaede over til kun at have historisk Værdi, men det er ikke derfor mindre let at begribe det dybe Indtryk, de maatte gøre paa Forfatterens Samtid. De virkede i Kraft af Modsætningens allevegne æstetisk herskende Lov. Det kom mindre an paa, at deres Grunde var overbevisende, end paa at de ved Tonens Alvor og Forfatterens Sikkerhed stod i en ret paafaldende Modsætning til den flagrende, dansende Stil i de Indlæg for Nydelseslæren, som de gendrev. Den hele Bande af fortvivlede Ungkarle, som hos Kierkegaard rettede Angreb paa Ægteskabet.

kom ved det Glimt af Morgensol, der fra Assessorens Afhandlinger faldt hen over dem, til at se ud som forvaagede Natsværmere i Morgenbelysning. Tog man dernæst de Kierkegaardske Undersøgelser og Skildringer af Egteskabets Fuldkommenhed under Et - og det var naturligt, at de snart kom til at staa som en Enhed for Forfatterens Samtid - da var det ogsaa langt mere ved det i dem, der var Billede, end ved det i dem, som var Bevis førelse, at de trængte igennem. Et Bevis virker jo overhovedet aldrig saa stærkt som et Eksempel. Billedet af den ridderlige Assessor, der sidder og skriver til Ægteskabets Forsvar, medens hans Hustru uden at vide hvad han foretager sig gaar ud og ind gennem hans Stue, fulgt af hans forelskede Blikke; Billedet af Assessoren og hans Frue om Morgenen ved Tebordet i Lysthuset; Billedet af det nygifte Par i Forord, hvor den unge Kone er saa uimodstaadigt elskværdig, Manden saa humonstisk lykkelig under den fineste Tøffel - disse Billeder talte højere Egteskabets Sag end de tvivlsomme Bevisgrunde. Den lille Bog Forord, i hvilken Kierkegaard har nedlagt saa meget af sit bedste Vid, giver maaske det nydeligste af disse Billeder og turde i det Hele være Perlen iblandt hans lettere tilgængelige Skrifter, en af de yndigste og vittigste blandt alle smaa drilske Bøger, der nogensinde er skrevet paa Dansk.

Af de tre: Stadier paa Livets Vej, var jo imidlertid det andet Stadium, Sædelighedens, Ægteskabets, kun Overgangsled. Lovprisningen deraf var blot midlertidig. Hvor upersonlig en Forfatter end er - og Kierkegaard var langt fra at være upersonlig - i Længden vil han aldrig lovprise hvad der ikke stemmer med hans Væsen og hans Anlæg. Kierkegaards moralske Arbejder samler sig om den Sætning, at det er ethvert Menneskes Pligt at blive aabenbar (note: Afhandlingen om Ligevægten mellem det Æstetiske og Etiske i Personlighedens Udarbejdelse. Enten-Eller 2. 225). Det er højst naturligt, at Pligten maatte forme sig saaledes for en fra Barndommen af saa indesluttet Natur. Det var Pligt at deltage i de almene Samfundsopgaver, Pligt at gifte sig og stifte Familie og ved Ægteskabet tilhøre "Staten og Fødelandet og Medborgeres fælles Anliggender". (Stadier 100); det var ethvert Menneskes Pligt at have en Ven (Enten-Eller 225), altsammen fordi det var ethvert Menneskes Pligt at blive aabenbar.

Men selv var han skjult og uigennemsigtig fra Fødselen af - selv var han ogsaa nu efter at have gaaet igennem sit afgørende aandelige Vendepunkt skjult og uigennemsigtig, ude af Stand til at have en Ven, vis paa ikke at ville have nogen Hustru, fast bestemt paa ikke at ville have det Fjerneste at gøre med Fødeland, Samfundsanliggender eller Statssager. Paa Papiret kunde han vel nedskrive en Moral, der paabød ethvert Menneske "at realisere det Almene", men Ingen tror inderst inde paa en Moral, der fornægter hans Natur og vil tvinge ham til at afføre sig denne. Naturligt anlagte Mennesker viger af denne Aarsag tilbage for den kristelige Aabenbarings Moral og slutter sig om den rent menneskelige. Hans regelstridigt anlagte og opdragne Personlighed veg netop af denne samme Aarsag tilbage fra den rent menneskelige Moral og tyede ind under den fornuftstridige.

Ved Slutningen af enhver af sine moralske Afhandlinger holdt han en Plads aaben for "Undtagelsen", hvem Intet af det kunde forpligte, der var Reglen, Vejen og Livet for de andre Mennesker. Han reddede saaledes sig selv med sit hele gaadefulde og uigennemsigtige Væsen over i det tredie Stadium fra det første. Hvad der paa det første Stadium var syndigt - det Gaadefulde, Skjultheden, der ikke havde noget Fællesmaal med den sædelige Lov - og hvad der paa det andet Stadium blev forbudt og fordømt, det blev atter tilladt paa det sidste og højeste Stadium, ja blev til den højere Inderlighed og Uforstaaelighed for Omverdenen, som efter hans Fremstilling grundlægger den religiøse Undtagelses Liv. Og til denne paradokse Inderlighed svarede da som Troens Genstand det ubetingede Paradoks.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

21. Det tredie Stadium. Paradokset.

Vil man finde Spirerne til de Tanker, Kierkegaard har udviklet om dette tredie Stadium paa Livets Vej, da maa man søge tilbage til hin tidlige Afhandling; Om Begrebet Ironi, der er hans Forfatterskabs sande Udgangspunkt. Sokrates var denne Afhandlings og Kierkegaards Helt, men Sokrates var i Tidernes Løb atter og atter, senest af Baur, bleven sammenstillet med Kristus, og det var selvfølgelig uundgaaeligt, at den danske Forfatter maatte gruble over deres indbyrdes Forhold. Mod den Lighed, man har villet finde mellem den græske Ironiker og den jødiske Religionsstifter, protesterer Kierkegaard, og hans første Tesis i Disputatsen gaar ud paa at hævde Uligheden mellem dem (note: Similitudo Christum inter et Socratem in dissimilitudine præcipue est posita).

Han beklager kun, at en nærmere Indgaaen paa Sagen dér ikke vilde være paa sin Plads (Om Ironi S. 9 Anm.). Men tre Aar efter optager han Traaden paany i sit sindrige lille Skrift: Filosofiske Smuler eller en Smule Filosofi, og idet han paa den ene Side fremdrager den gamle smukke græske Forklaring af al Læren om en Erindren, til hvilken Læreren kun bliver Anledning, men ikke Ophav, paa den anden Side, rettroende som han er, fastholder Rettroenhedens Opfattelse af Kristus som Guden, der paa én Gang er Lærer og Frelser, faar han Modsætningen mellem det rent Menneskelige og det Kristelige til at staa skærende og grel for Læserens Øjne. Naar Sandheden skal læres, da sker det efter den græske Opfattelse saaledes, at Læreren, idet han vækker Lærlingens Selvvirksomhed, stræber at gøre sig selv overflødig, ud sletter sig selv mere og mere og tilsidst forsvinder som den tilfældige Anledning til at Lærlingen blev klar over det Sande.

Han frygter fremfor Alt at staa spærrende mellem sin Discipel og Sandheden. Stik modsat forholdt Alt sig paa det kristelige Omraade. Naar Sandheden her skal læres, da er det saa langt fra at Læreren er ligegyldig og tilfældig, at han tvertimod selv er Sandheden som Gud og som Frelser, følgelig, langt fra at udslette sig selv, fremstiller sig som Tilegnelsens Genstand. Men som den i Tiden eksisterende Sandhed, som den under visse historiske Forhold i et ringe Menneskes Skikkelse paa Jorden fødte Gud, som Læreren, der ikke blot meddeler Sandheden, men tillige Betingelsen for at tilegne sig den (Tro), som Genstanden for uundgaaelig, naturnødvendig Forargelse er dette Vidunder ubetinget fornuftstridigt, "det absolute Paradoks". Og med stor Styrke, med uigendrivelig Dygtighed godtgøres det nu, at Gudens Fremtræden i Tiden ikke er den mindste Smule mindre fornuftstridig for hans senere Disciple end for hans samtidige.

Det pinte vel Kierkegaard med hans logiske Sans, at dette Paradoks i al sin Guddommelighed ikke var fuldstændigt. I sine Dagbøger for 1843 skriver han etsteds meget rigtigt "At Guds Søn blev Menneske, er vistnok det højeste metafysiske og religiøse Paradoks, men det er endnu ikke det dybeste etiske Paradoks Kristi Liv havde et negativ-polemisk Forhold til Kirke og Stat. Det højeste etiske Paradoks vilde være, naar Guds Søn gik ind i hele denne Virkelighed, blev et Led deri, bøjede sig under dens hele Smaalighed" og et andet Sted udfører han Tanken videre: "Det absolute Paradoks vilde være, at Guds Søn blev Menneske, kom til Verden, gik saaledes omkring, at slet Ingen mærkede det, blev i strengeste Forstand et enkelt Menneske, der havde en Næringsvej, giftede sig. Det guddommelige Paradoks er, at han bliver bemærket, gør Mirakler o.s.v." (note: E.P. 2. 404 og 413, smlgn. Fil. Smuler 80). Denne Tanke har øjensynlig gjort Kierkegaard meget Bryderi; naar man allerede sværm er for Paradokser, ønsker man at se dem saa fuldstændige, saa ubetingede som muligt, og det var en Skuffelse for ham, at den Kristnes Gud ikke havde anlagt Paradokset saa fuldstændigt, som det følgerigtigt maatte tænkes, omtrent som han senere i: Øjeblikket, vrider sig under, at det nye Testamente kun "anbefaler" enlig Stand, og ikke helt forbyder Ægteskabet som Dødssynd - men ingen historisk Religion er naturligvis saa følgestreng som dens Idé, og Kierkegaard maatte saavel i Dogmatiken som i Etiken nøjes med ufuldstændige Paradokser.

Dog det lykkedes ham i ethvert Tilfælde at befæste sin uanselige: Smule Filosofi, som en Brander til det klodsede Linieskib, der under Navnet: Den spekulative Dogmatik, laa paa Fløjen af den Hegelske Flaades Højre, og Følgen var, at Forsoningen mellem den kristelige Viden og den kristelige Tro gik i Luften.

For at forfølge Sejren udsendte han saa nogen Tid efter i: Smulernes, Kølvand sin kolossale Orlogsmand Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de filosofiske Smuler, mimisk-patetisk-dialektisk Sammenskrift, eksistentielt Indlæg af Johannes Climacus. Efterskriften var, som man plejer at sige det om Efterskrifter i Kvindebreve, nok saa vigtig og betydelig som det, der gik forud for den; den bestod af 480 Sider i stort Oktav og danner Midtpunktet i Kierkegaards Livsværk.

Den fortsætter Smulernes Tankegang. Den affærdiger først det saglige Spørgsmnal om Kristendommens Sandhed. Det, at der har levet Menigheder, som har tillagt forskellige Følelser og Troessætninger Navn af kristelige, er selvfølgelig for en Tænker som Kierkegaard intet Bevis for Sandheden af den kristelige Religion.

Grundtvigs Indfald at slippe Bibelen og gribe til Kirken affærdiges paa et Par Sider. Det nytter ikke at hævde Kirken som nærværende, som samtidig, naar der maa leveres Bevis for, at denne Kirke er den samme, der bestod for mere end 18 Aarhundreder siden. Her moder en ganske lignende Vanskelighed som ved Bibelen. Kirken er ikke mindre historisk end det nye Testamente. Om hele den moderne Religionsvidenskab, om den sammenlignende Mytologi, om de historiske Studier over den ældste kristelige Tid, hvilket altsammen netop paa Kierkegaards Tid begyndte og som i Løbet af en Snes Anr har forandret den hele Opfattelse af Religionernes Væsen, har han ingen Anelse. Han havde overhovedet liden eller ingen Sans for det, som var i Frembrud og Gry. Istedenfor at berøres af det Vordende, udtømmer han sig i en Strøm af Angreb paa det Forbigangne, paa den Hegelske Religionsspekulation, med hvilken et Par Aar derefter intet Menneske mere sysselsatte sig (note: Selv udbryder han etsteds - jeg husker ikke Stedet - triumferende: "Og nu efter 48, hvem tænker nu paa Systemet?" og føler ikke, at netop dette rammer ham). Og saa kommer han da til sit eget, sit afgørende Spørgsmaal, det personlige Forhold til Kristendom mens Sandhed, eller med andre Ord det Spørgsmaal, hvorledes jeg, Johannes Climacus, kan blive delagtig i det Gode, kaldet en evig Salighed, som Kristendommen forjætter? Og Svaret lyder: Ved at blive subjektiv (d.v.s.: et Selv, en Personlighed).

Der lægges ikke Dølgsmaal paa, at Forestillingen om en evig Salighed er den lokkende Bevæggrund, som ligger bagved alle de aandelige Anstrengelser, Jeget ubderkaster sig for at blive i streng Forstand "Subjekt", og det kan ikke nægtes, at denne ydre Bevæggrund berøver disse Anstrengelser en betydelig Del af det Fortjenstlige, de ellers kunde have. Det ligger imidlertid ikke blot i den Rigdom af Ideer og Erfaringer, der stod til Kierkegaards Raadighed, at 31 Ark af hans Pen, som udelukkende drejer sig om Erhvervelsen af et Gode, der for mangen Læser staar som et blot mytisk, lader sig læse med levende Opmærksomhed. Men det beror fremfor Alt paa Fremstillingsformen, paa Meddelelsesmaaden.

Det er Stilens uimodstaaelige Nærgaaenhed, der med sin uafbrudte Fejden mod "Spekulanterne" giver Bogen et næsten dramatisk Liv. Hvis en af Shakespeares Clowner havde studeret Hegelsk Filosofi, vilde han have drillet og tilintetgjort dens Tilhængere og Eftersnakkere i dette Sprog. Kun hos Schopenhauer er vel "den stundom bedrøvelige Professorskikkelse" bleven mishandlet paa Prent med saa ringe Erbødighed for Professorværdigheden. De Ord, der plejer at være ubetinget forviste fra en filosofisk Drøftelse, som Nittengryn, Fuglekonger, Pensionister osv., de Ordformer, der kun forekommer i Børnenes og Spasmagernes Sprog, som f. Eks. "Mænder og Koner", Anekdoter, der netop da løb rundt i Kjøbenhavn, som f. Eks. Boghandler Soldins: "Rebekka, er det mig, som taler?", Vendinger, der ellers undgaas i Bogsproget, som f. Eks.: "hvor Satan skulde der kunne være et Enten-Eller i Metafysiken !" dristige Citater af Holberg, Indblanding af tyske og latinske Ord, Sammenligninger hentede fra de mest dagligdags Forekomster som Sildestimer og Dyrehavsture, det er det Kryderi, hvormed den teologisk-filosofiske Tankestrid er saa stærkt oplivet, at man vilde kunne nyde selv en endnu mindre nærende Ret, naar den var anrettet paa saa pirrende Maade.

Medens de æstetiske Arbejder udmærkede sig ved Stilens Lidenskabelighed, led de nys gennemgaaede moralske Afhandlinger under en kunstlet Højtidelighed og Værdighed i Foredraget. Saa originalt Kierkegaards Udtryk for Lidenskab end er, saa affekteret kan hans Patos klinge. Han havde faaet sit Ideal af højtidelig Stil fra den daarlige gamle danske Bibeloversættelse, hvilken han var for autoritetstroende til ikke at ære og efterligne, og derfor bruger han i høj Stil Ordformer som "naturligen", "værdeligen", "haver" og andre hieratiske Udtryk i den Mening, at de klinger pompost. Ja han ynder i de moralske Afhandlinger en saa stivbenet Stil, at han f. Eks. lader sin Assessor, efter at have udviklet Læren om, at Kvindens væsenlige Skønhed først kommer med Aarene, gøre Overgangen til et følgende Afsnit med denne Vending: "Nu forlader jeg den Bedagede, hvis Selskab jeg dog visseligen ikke flyr" - et Afskedsbuk for de gamle Damer og en Slutningsvending som naar en gammel Kavaler undskylder sin Bortgang med Hjertesukket:

Hvor behageligt Selskabet end er, saa maa jeg dog tilforladeligt videre idag.

Johannes Climacus anslaar en anden Tone.

Den gammeldags højtidelige Stil passede ikke, hvor det gjaldt at drille og kildre og pirre de belærende Sjæle, de Vismænd, som svor ved en Mesters Ord, indtil de nøs og sprang og vred sig og lo og forraadte, at de langt fra at være den rene Tænken kun var stakkels belæste Spidsborgere, der paa Hegelsk Vis forsonede eller "medierede" de største verdenshistoriske Modsætninger som Hedenskab og Knstendom, Religion og Filosofi, paa Papiret uden selv at have oplevet det Ringeste, der kunde bringe dem til at kaste sig over paa en af Siderne, da de i Virkeligheden ikke var blevne til andet end "Skriverkarle i Tjeneste hos en fantastisk Tænknings Stundesløshed". Hør i hvilken Tone han tager dem i Forhør angaaende deres Forhold til denne lovpriste Udjævnen og Forsonen af Modsætningerne: "Man taler bestandigt om Mediationen og Mediationen; er da Mediationen et Menneske ligesom Per Degn antager at Imprimatur er det? Hvorledes bærer et Menneske sig ad med at blive noget saadant; læser man sig til denne Værdighed, dette store Filosofikum? eller bortgiver Magistraten den ligesom Klokker- og Gravertjenester? Man forsøge blot paa at indlade sig med disse og andre saadanne skikkelige Spørgsmaal af et skikkeligt Menneske, der jo ogsaa gerne vilde være Mediationen, naar han kunde blive det paa en lovlig og ærlig Maade, og ikke enten ved at sige: ein, zwei, drei, kokolorum, eller ved at glemme, at han selv er et eksisterende Menneske, for hvem altsaa det at eksistere er noget Væsentligt og det etisk-religiøst at eksistere et passende quantum satis. En Spekulant vil det maaske forekomme abgeschmackt at spørge saaledes." (Afsl. Eftskr. 146.)

Hvilken Formastelse at tiltale en velopdragen Universitetslærd, der selv udtrykte sig i det reneste Professordansk, i et saadant Kaudervælsk! at sammenligne en Doktor i Teologien med Per Degn! at betegne den Hegelske Trehed som en Børnerem se og kalde den Kokolorum! Men der er Humør og det godt Humør i denne Stil (som da ogsaa er indrangeret under Opskriften eller Eksistensstadiet Humor i Kierkegaards System), og han læser med Nysgerrighed, hvad en Mand føler Trang til at sige i et saa overgivent og hensynsløst Sprog.

Og dette er: At ethvert Menneske bør blive subjektiv, og at dette er den højeste Opgave for Enhver. Paa andet Dansk:

at Ingen bør stræbe efter ligefrem at udrette noget i den udvortes Verden eller klage, hvis en udvortes Virkning af hans Handling udebliver, men blot bør ville, af yderste Evne i Kraft af Frihed ville det Gode. At være subjektiv vil sige at være personlig, være enkelt; derfor betyder hint Ord "det Gode" i Kierkegaards Mund heller intet Sagligt. Det Gode er selve den Enkeltes Frihed; Broen mellem ham og Omverdenen er etisk-religiøst set overhugget. Og saaledes forsøger da Kierkegaard at hævde en afgørende Modsætning mellem Etik og Historie. Han henviser enhver Enkelt til dennes eget Indre og bliver aldrig træt af at spotte Spekulanterne og Spekulationen, der over Betragtningen af det Verdenshistoriske efter hans Opfattelse glemmer Moral og Inderlighed. Han søger at løsrive det Godes Idé fuldstændigt fra Slægtens kulturhistoriske Formaal, udsondret fra hvilke den i Virkeligheden kun bliver en Tankegenstand uden Værd. Han indser ikke, at disse kulturhistoriske Formaal lige saa fuldt omfatter det private Liv og den beskedneste Virksomhed til Bedste for Forældre, Hustru og Børn som det offenlige Liv i Videnskaben, Kunsten eller Staten. Det kommer ham kun an pan den Enkeltes fuldkomne Underkastelse i Lydighed under det formentlige (subjektive) etiske Bud, slet ikke paa hvad Resultatet af denne Lydighed udvortes bliver. Og det er derfor ikke for meget sagt, at hine Munke, som i den ægyptiske Ørken tilbragte deres Tid med at vande tørre Stokke for praktisk at vise den menneskelige Virkens Betydningsløshed overfor den overnaturlige Verden, i Grunden virkeliggør hans Ideal af etisk anstrengt Eksistens (note: Smlgn. H. Høffding: Den humane Etik 101 ff).

Men ligesaa umoralsk som Bestræbelsen for at blive "verdenshistorisk", synes selve Betragtningen af det Verdenshistoriske ham. Den filosofiske Betragtning af Historien er ham moralsk forstaaet kun Tidsspilde, ja den værste Tidsspilde, da den beror paa en falsk Paastand, nemlig den, at der i Historiens Gang lader sig efterspore en Nødvendighed. Allerede i Smulerne vil han godtgøre, at en Historiens Filosofi er umulig, fordi, som han udtrykker sig, intet kan blive til ved Nødvendighed, men kun ved Frihed, saa det Forbigangnes tilsyneladende Nødvendighed er en ren Indbildning. I Efterskriften slutter sig saa naturligt hertil en Bevisførelse, der skal godtgøre det Meningsløse i at betragte Slægtudviklingen som det Højeste og i som Følge deraf at sætte sig Medvirkning til denne Udvikling som Formaal.

Her som overalt hos Kierkegaard kan den moderne Læser ikke undgaa at føle Sorg ved at se Forfatteren anvende sin hele Skarpsindighed paa at prøve, opløse og dømme visse Lærdomme der er ham imod, ud fra en Forudsætning, han uden nogen Prøvelse antager for givet, som han derfor hverken undersøger eller opløser eller bedømmer, men betragter som en aabenbaret Sandhed.

Hvor han forkaster Historiens Filosofi, gaar han ud fra et forudfattet Begreb om Viljens Frihed, der forlængst er opgivet i enver videnskabelig Sjælelære, men der af ham i hans Egenskab af Teolog betragtes som utvivlsomt. Det frie Valg, det liberum arbitrium, som Kierkegaard taler om og tror paa, hører i Psykologien til samme Klasse, hvortil Varulvene hører i Zoologien, og med det falder selvfølgelig ogsaa Indvendingerne imod at en historisk Kendsgerning kan ske med Nødvendighed og mod Muligheden af at opdage historiske Love (note: Se om Viljens Frihed Høffding: Den humane Etik 130 ff, og det mesterlige Afsnit derom i Steinthals Afhandling Zur Religionsphilosophie i Zeitschrift für VÖlkerpsychologie und Sprachwisserzschaft 8 B. 3. Heft 1875).

Det er morsomt paa mange spredte Steder i hans Skrifter at se, hvorledes han søger at hævde Forestillingen om hin Nødvendigheden modsatte Frihed. Saaledes kommer Frater Taciturnus (Stadier 450 Anm.) i et formeligt Raseri over en Henvisning af BÖrne til det Indhug, Forbryderstatistiken har gjort i Læren om Viljens Frihed. Det kan ganske vist være rigtigt at nedlægge Indsigelse, naar Statistikerne mener, at deres Tal allerede er Love, men det er utvivlsomt, at de beviser Tilstedeværelsen af endnu ikke erkendte Love, og det er til ingen Nytte at skumme imod dem. Og en ganske lignende Bestræbelse for at bibringe Læseren en Forestilling om en Frihed á la Buridans Æsel ligger f. Eks. bag Omarbejdelsen af den lille Afonsme: Jeg gider slet ikke. Jeg har betragtet denne Omarbejdelse fra det stilistiske Synspunkt men den frembyder endnu et andet.

Som Aforismen oprindelig lød (se ovenfor), indeholdt den en gennemført Begrundelse af den Talendes Ulyst til at lægge sig ned formedelst hans Uvilje mod at ligge længe og hans Utilbøjelighed til at rejse sig straks; i Enten-Eller er denne Begrundelse udslettet. Som Aforismen oprindeligt var formet, saa' man Viljens Vægtskaale stige og sænke sig, indtil en bestemt Forestilling (den om at køre) faktisk bragte den ene til at synke og Vægten til Ro. I Enten-Eller derimod vedbliver Viljesvægtens Tunge at holde sig lodret ivejret som paa hint berømte Æsel mellem Høbunkerne, og den Talende har her fundet hint Frihedens evige Øjeblik, som Sjælelæren ikke anerkender, men som meget passende, hvis det gaves, vilde kunne betegnes i sit inderste Væsen med det mindeværdige Udbrud: "Jeg gider slet ikke".

Til Indsigelsen imod den historiske Nødvendighedslære er det, at Indvendingen mod Slægtudviklingen som det Højeste, det vil sige, mod Slægtens kulturhistoriske Formaal som de væsenlige, knytter sig.

"Indvendingen er denne, skriver Kierkegaard med spærret Skrift: hvorledes man, hvis man blot statuerer Generations- eller Slægtsudviklingen, eller dog statuerer den som det Højeste, hvorledes man da forklarer den guddommelige Ødselhed, der bruger den uendelige Skare af Individer i den ene Generation efter den anden for at faa den verdenshistoriske Udvikling i Gang. Det verdenshistoriske Drama gaar uendelig langsomt frem. Hvorfor haster Gud ikke, dersom det blot er det, han vil? Hvilken udramatisk Langmodighed, eller rettere, hvilken prosaisk og kedelig Udtværen! Og dersom det blot er det, han vil: O Rædsel, tyrannisk at ødsle Myriader af Menneskeliv!" (Afslutt. Efterskr. 115.).

Her som saa ofte viser det sig, at de i en aabenbaret Religions Mening mest religiøse Aander er de i almindeligere Forstand mest irreligiøse. Det virkelige Liv, den virkelige Udvikling, Tilstanden, som den er og altid har været, synes den fromme Betragter et Virvar af Rædsel og Tyranni, og istedenfor med Selvforglemmelse at bøje sig under Tilværelsen, som den møder os, istedenfor at arbejde paa, at den kan vorde blidere for følgende Slægter, oprøres han mod den virkelige Verdensorden og danner sig en opdigtet til Erstatning. Som ovenfor fører Kierkegaard sit Bevis ud fra en fast Forudsætning, der ikke prøves, fordi den betragtes som aabenbaret Sandhed. Han opfordrer Filosofen til at forklare, hvorfor Gud ødsler med de Enkelte, hvorfor Gud ikke haster mere. Hvad om Filosofen svarede ham, at han ikke har modtaget nogen Aabenbaring om Gud og Guds Fremgangsmaade, men at Erfaringen viser ham og enhver Iagttager, at Naturen odsler med Mennesker som med Dyr, og at den historiske Udvikling nu engang ikke synes at rette sig efter vore Ønsker eller have nogen Hast. Ulykken er, at den moderne Videnskabs Naturbegreb er Kierkegaard ganske fremmed og han derfor nødes til at paadutte sine Modstandere sit eget teologiske Gudsbegreb.

Denne Mangel paa Naturbegreb kunde spores allerede ved Begyndelsen af hans Forfatterbane paa et Punkt, som ovenfor af andre Grunde blev fremhævet, men som nu kan ses i en ny Sammenhæng; jeg tænker paa Kierkegaards Angreb paa Andersens Lære om Geniet. Andersen mente, at Geniet særlig behøvede Pleje; Kierkegaard svarte, at det maatte kunne overvinde enhver Art Modgang eller Modstand, og Svaret var forklarligt nok i hans Mund. Men i Virkeligheden har den ene af de Stridende ikke mere Ret end den anden. Naturen bærer sig, naar Talen er om Menneskeliv, ganske saaledes ad som med de laveste Dyre- og Plantearter, den udsaar Tusinder af Spirer, af hvilke det kun ved sammenstødende gunstige Omstændigheders Magt lykkes enkelte af de mest levedygtige at naa til den højeste Blomstring.

Da nu ethvert Blik udefter, til Slægtens Formaal, til det Historiske er den Enkelte forbudt, da den Retning, i hvilken Individets Stræben ledes, alene er indefter, i Inderlighed og til Inderlighed, følger allerede deraf, at der for Kierkegaard ikke gives nogen saglig Sandhed. Det er umuligt paa saglig Maade at bevise Bibelens Sandhed, umuligt paa saglig Maade at godte gøre Bibelgudens Eksistens (note: Jeg betragter Naturen for at finde Gud, jeg ser jo ogsaa Almagt og Visdom, men jeg ser tillige meget Andet, som ængster og forstyrrer.

Summa summarum heraf bliver den objektive Uvished. Joh. Climacus). Hvad nyttede det desuden om En tankeløst og lidenskabsløst og plaprende eller som en Erasmus Montanus i tom Forfængelighed fremsagde udvortes Sandheder?

Var han vel i Sandheden, hvis hans Forhold til disse Sandheder ikke var sandt? Nej, uden Tilegnelse, uden Inderlighed gives der for en Eksisterende ikke nogen Sandhed. Paa Forholdet kommer det an. Og "naar blot dette Forholds Hvorledes er i Sandhed, saa er Individet i Sandhed, selv om det saaledes forholdt sig til Usandheden." (AfsL Eftskr. 146.)

Berettiget synes imidlertid den Indvending, at ved Bestemmelsen af Sandheden blot som Opfattelsens Inderlighed bliver Galskab og Sandhed ikke til at skille ad. Kierkegaard afbøder Indvendingen ved den Bemærkning, at Inderlighedens Udebliven ogsaa er Galskab. Og for at stemple denne fortæller han en Anekdote fra et Sindssygehospital. En Patient i et saadant har i Sinde at løbe bort og springer rigtigt ud af Vinduet. Han befinder sig nu i Anstaltens Have og er netop klog nok til den Betragtning, at man rimeligvis vil skaffe ham ind igen, hvis han ikke ved at sige noget uomtvisteligt, sagligt Sandt, tilfulde kan overbevise enhver Mødende om, at hans Forstand er aldeles i Orden.

Som han gaar og tænker over dette, ser han en Keglekugle ligge paa Jorden. Den tager han op, putter den i Lommen paa sit Kjoleskød, og hver Gang den rammer ham bagpaa, siger han:

"Bum, Jorden er rund!" Netop dette bliver Anledning til hans Paagribelse. "Men, udraaber Kierkegaard, er da Jorden ikke rund, fordrer Daarekisten endnu et Offer for denne Antagelses Skyld som i hine Tider, da Alle antog den for at være saa flad som en Pandekage?" Nej, men der ser man, hvorlidet Udtalelsen af en saglig Sandhed betyder for den Enkeltes personlige Stilling til det Sande.

Af Rædsel for denne Yderlighed styrter Kierkegaard sig da ud i det Modsatte: Suljektiviteten [Selvet] er Sandheden, eller hvis han allerede tvinges til at give en Begrebsbestemmelse, saa svarer han: "Sandheden, den højeste Sandhed for en Eksisterende, er den objektive Uvished, fastholdt i den mest lidenskabelige Inderligheds Tilegnelse." (Afsl. Eftskr. 150). Men denne Begrebsbestemmelse af Sandhed er kun en Omskrivning af Tro. Tro er netop Modsigelsen mellem Inderlighedens uendelige Lidenskab og Uvisheden om det Saglige. Den objektive Uvished er de "70,000" Favne Vand, paa hvilke den Troende holder sig oppe, og troer Paradokset. Men hvad er Paradokset? Det er, at den evige Sandhed er bleven til i Tiden, at Gud er bleven til, er født, har vokset o.s.v. (anf. Sted 155).

Der ligger for Kierkegaard den yderste Vægt paa, at alt dette troes historisk og udvortes at være sket. Man skulde mene, at det for en Tænker af denne Rang var ligegyldigt om han havde en saakaldt historisk Kristus eller Kristus blot som ideal.

Selv siger han jo i Stadierne: "Hjælper det nu til Troen paa det Store, at man véd, det er historisk? Nej slet Intet. Denne Viden hjælper En blot ind i et Sansebedrag, der bedaares af det Stofagtige. Hvad er det, jeg véd historisk? Det er det Stofagtige. Idealiteten véd jeg ved mig selv, og véd jeg den ikke ved mig selv, saa véd jeg den slet ikke, al historisk Viden hjælper ikke" (note: Stadier 411. smlgn. Afsl. Efterskr. 246. hvor Sætningen gentages, og Renan: Etude d'histoire religieuse 214, hvor samme Tanke er udtrykt). Saaledes siger han selv undertiden; men naar han taler saadan, da tænker han kun paa den saakaldt profane, verdslige Historie; den "hellige" Historie tilhører for ham en anden Verden. Og nu udvikler han paa hundreder og atter hundreder af Sider, hvorledes dette, at den Enkeltes evige Salighed afgøres i Tiden ved Forholdet til noget Historisk, der ydermere kun i Kraft af det Fornuftstridige er historisk, skal og bør omdanne den Enkeltes hele Liv. En Sandhed udenfor os gives der ikke; thi Sandheden er Inderlighed, og da ingen mere lidenskabelig Inderlighed lader sig tænke end den, der hører til at ville lade sit Liv for sin Overbevisning, saa naaer han følgerigtigt til Martyriet som Sandhedens egenlige Vidnesbyrd.

Men dette Kendetegn turde være et fuldt saa slet som den enkelte Sætnings saglige Rigtighed. "Jorden er rund" det kan ganske vist siges af en Gal; men Tusinder af Mormoner har med Heltemod opgivet Aanden som Blodvidner for en af Taabeligheder sammensat Religion. Der gives, idealt betragtet, ingen Splid mellem det, som i og for sig er sandt, og det, som er Sandhed for mig. Thi til noget i og for sig Sandt, som ikke er det for vor Opfattelse, er det Menneskeaanden umuligt at trænge ind. Hvad jeg da ikke kan undlade at tænke uden at min Bevidsthed forstyrres og mit Væsen kommer i Splid med sig selv, det er netop det, der for mig som for Menneskeaanden overhovedet er det i og for sig Sande. Til Paradokset er der ingen Plads.

For Kierkegaard fyldte det imidlertid snart hans hele Synskres.

22. Begrænsning overfor Natur og Historie.

Jeg brugte det Udtryk, at hans Fornuft var døbt. Det er neppe muligt kortere at betegne det Dogmatiske i hans Undersøgelser. Den forbavsende Gave, han besad til skarp og følgestreng Tænkning, anvendte han udelukkende til at drage rigtige Slutninger ud fra sine ubevægelige Forudsætninger, og den Uvilje mod det Dogmatiske, som filosofisk-kritiske Anlæg naturnødvendigt fører med sig og som han bestandig bar paa, den ledede han, da Autoritetstroen forbød ham at angribe Dogmer, udelukkende over paa det Dogmatiske i Meddelelsesmaaden, hvilket ban uafbrudt gennemhegler og stempler som et ufejlbarligt Kendetegn paa Aandløshed og Dumhed. Saaledes gik det til, at han i et saa lidet dogmatisk Foredrag som muligt formede et rent dogmatisk Indhold.

Vil man gøre sig hans Begrænsning klar, behøver man blot at fæste Blikket paa hans Forhold dels til Naturen dels til Historien i hans modnere Manddomsaar.

Der udviklede sig hurtigt hos ham det Had til Natur og Naturudvikling, som Kærligheden til det Paradokse og Naturstridige avler. Mest ejendommeligt røber dette Had sig i den dogmatiske Afhanling Begrebel Angest Her optræder Kierkegaard som den rene Joseph de Maistre, kun udrustet med en Skarpsindighed og en Iagttagelsesevne overfor sjælelige Tilstande, for hvilken de Maistre staar langt tilbage. Midt under dybsindige, sjælekyndige Udviklinger falder de største dogmatiske Ufordøjeligheder som Klatter fra hans Pen. Han agør her, at Nedstamning fra flere Menneskepar er umulig, at Sproget har en overnaturlig Oprindelse, at Døden er Straf for Synd, at ved Fortærelsen at Kundskabens Frugt "kom Differensen mellem Godt og Ondt ind i Verden, men tillige den seksuelle Forskellighed som Drift" (2det Oplag 75). Ja han spotter over, at man i vore Dage "bliver sentimental og følsom" ved Tanken om, at man ikke mere har Hekseprocesser eller Inkvisitionens Baal og Brand.

Den Medlidenhed med Sjælen, den Vilje til at sikre dens Frelse ved alle Midler, som afstedkom hine strenge Forholdsregler, synes ham langt værdigere, etisk "af en bedre Bonitet" end "vor oplyste Tids" Medlidenhed med Ofrenes Lidelser, og han lovpriser Augustinus, fordi han endnu var altfor ubekendt med den moderne Tids Taalsomhedsbegreb til at nære saa slap en Følelse.

"Var det ikke Augustinus, der anbefalede Straffe, ja Livsstraffe mod Kættere? Mon han manglede Medlidenhed eller mon hans Adfærds Forskellighed fra vor Tids ikke snarere laa deri, at hans Medlidenhed ikke havde gjort ham fejg?" og han sammenligner vor Tids Uvilje mod en Kirke, der besidder og bruger kætterdømmende Magt, med Frygten for "at lade sig skære og brænde af Lægen", naar det gælder om at blive helbredet.

(Begrebet Angest 126 ff.)

Det undrer En ikke, at den, der kunde gaa saa vidt som til at finde Kætterbaal ærværdige, maatte nære en stedse stigende Uvilje mod Naturvidenskaben, der da ogsaa forekom Kierkegaard at være "den allerfadeste" Videnskab af alle. Ikke uden Grund skriver han med udhævede Bogstaver i sin Dagbog: Al Fordærvelse vil tilsidst komme fra Naturvidenskaberne, al Fordærvelse nemlig for hans Aabenbaringstro. Mikroskopets Opdagelse sætter ham i en Tilstand af krampagtig Forbitrelse: "Naar man betragter Mikroskopets Opdagelse som lidt Morskab, lidt Tidsfordriv, kan det være godt nok, men som Alvor er det [hvad tror man: dumt?] uendelig dumt." Hvis Gud, siger han, gik om med en Stok i Haanden, saa vilde det især gaa ud over dem, der iagttager ved Hjælp af Mikroskopet. At Naturforskeren er hyklerisk, er efter hans Opfattelse tydeligt nok; thi "hvis man vilde sige til ham, at ethvert Menneske dog har nok i Samvittigheden og i Luthers lille Katekismus, saa vilde Naturforskeren rynke paa Næsen." Hvorfor? Fordi han "fornemt vil gøre Gud til en knibsk Skønhed, til en Satans Kunstner, som ikke Enhver kan forstaa. " Og dette mod Naturvidenskaberne rettede Oplysningshad naaer sin Højde i den Vending, at "Naturforskeren bruger Mikroskopet ligesom Lapse bruger Lorgnetten", kun at Frækheden er uendelig meget større, da han bruger sin Lorgnet "mod Gud". (Eft. Pap. 2. 738 ff., 743.) Havde Kierkegaard oplevet Darwinismen, kan man desværre være sikker paa at han uden Blik for denne paa Aandens som paa Naturens Omraader vejledende Gisnings Storhed vilde have været blandt de Ivrigste til at opfinde Vittigheder om Menneskets Nedstamning fra Aben og de andre Par Stikord, som fra Naturforskernes Arbejder er trængte ud i den teologisk opdragne Hob. Enhver, der i sit eget Sind forgæves har tumfet med de Tanker og Forestillinger, som hin Gisning klarer, Enhver, som efter Studiet af Kants: Kritik der Urtheilskraft, har grublet over Naturformaalet uden at kunne slaa sig til Ro ved Kants Besvarelse af det store Spørgsmaal, har sikkert modtaget den Darwinske Lære ved dens Fremkomst som et befriende Ord, selv om han ikke deri har fundet Livets Hemmelighed røbet; Kierkegaard omvendt kunde ikke tilegne sig Darwin uden at opgive den Opfattelse af Natur og Historie, hvori han havde fundet alle Gaaders Løsning.

Thi som den lysfjendske Uvilje mod Naturvidenskaben er hans ene Grænse, saaledes er den fuldkomne Mangel paa Sans for Historiens Udviklingsgang den anden. Han havde jo i sine Smuler udviklet, at en Historiens Filosofi var umulig, og dermed var Begrebet om en historisk Udvikling fornægtet. Det kulturhistoriske Fremskridt maatte tilmed være ham en Uting allerede fordi med Kristendommens Indførelse i Verden det Højeste var naaet. Og saaledes havde han i Grunden selv umuliggjort sig det at se historiske Foreteelser i deres Forhold til de Fortidsætninger, der forberedte dem, og i deres indbyrdes Sammenhæng. Dette viser sig i hans Domme over store Skribenter, der mangler ethvert literaturhistorisk Grundlag og derfor tit er i høj Grad vildledende og vrange. Selv en saa dybt indgribende historisk Kendsgerning som de moderne europæiske Literaturers gradvise Frigørelse fra de bibelske Synsmaader og den kirkelige Aand er han fuldstændigt blind for. Det blev ovenfor bemærket, at han som Kritiker løsrev sin Genstand fra den historiske Sammenhæng og stillede den paa en Isolerskammel for at værdsætte den; man begriber nu Aarsagen dertil. Han saa' ikke de brede Strømninger i Literaturens og Kunstens Historie, kun de enkelte isolerede Punkter, der for hans Øjne ikke dannede nogen Figur. De store frifødte Aander i de moderne Literaturer maa han enten fordømme eller han maa underskyde dem sine egne Synsmaader for at kunne nærme sig dem fortroligt:

Den Schlegelsk-Tieck'ske Shakespeare-Oversættelse læser han atter og atter, han forstaar det Patetiske hos Shakespeare som Faa, men han forstaar Intet af Renæssancens Aand i ham og udtaler derfor gentagne Gange sin Forundring over, at denne Digternes Konge aldrig har indladt sig paa at fremstille de egenlig religiøse Sammenstød og Kampe. Han har intet Blik for den Storhed i Shakespeares Aand, der hævede ham saa højt over hans Tidsalders Brydninger mellem Katoliker og Protestanter.

Han er uudtømmelig i sine Ytringer af Kærlighed og Taknemmelighed mod Lessing. Han følte et Slægtskab med denne overlegne Tænker og Digter, mod hvis Natur det stred at udtale sig forkyndende og belærende, saa længe det, han havde paa Hjerte, lige saa godt lod sig udtrykke som et Spørgsmaal en Tvivl, en Spøg, en Fabel. Men hvorledes har han ikke i sin Fremstilling vendt op og ned paa Lessings Livsanskuelse, og faaet lige det Modsatte ud af den! I hans Fremstilling bliver Lessing til en i dyb Ukendelighed hyllet Selvtænker, om hvem det bestandig er muligt at antage, at han paa Bunden af sin Sjæl var rettroende. Lessing! den aabne, frejdige, uforfærdede Lessing! Spinozas Lærling, Mendelssohns Ven, Goethes Lærer! Lessing, hvis evige tre det er at have kæmpet Voltaires Kamp i Tyskland uden at have ladet sig henrive af Krigerlidenskaben som Voltaire!

Og Opfattelsens Unøjagtighed gentager sig i Smaat som i Stort. Lichtenberg forvanskes som Lessing. Han anføres etsteds i Studierne og Citatet skaber ham om: "Gud skabte Mennesket i sit Billede, til Gengæld danner Mennesket Gud i sit, siger Lichtenberg"; men i Originalen staar ikke "til Gengæld danner", men "das heisst vermuthlich" (det vil formodentlig sige), hvad der gør en meget betydelig Forskel (note: Lichtenherg: Verm. Schriften 1. 162, smlgn. iøvrigt Feuerbaeh: Wesen des Christenthums 3dje Udg. 151). Kierkegaard kan eller vil ikke forstaa, at den nyere Literaturs Historie er enstydig med dens Frigørelse fra Overleveringens moralske og religiøse Forestillinger.

Af samme Grund er det, at han, som ellers ødsler med sin Ærbødighed, taler med saa ringe Ærbødighed om Goethe, ja i Wolfgang Menzels Stil giver en Art Vrængbillede af ham som umoralsk og irreligiøs. Han lader sin Assessor skrive om ham, at "denne forgudede Heros, der kaldes Kongen i Tankens Rige, mildest talt er Titulær-Konge af Religiøsitetens evige Rige". Han betænker sig ikke paa at bebrejde en Aand som Goethe, at han ikke til sin Død bevarede de bibelsk-mytiske Forestillinger, som indprentedes ham i hans Barndom; at han "trak sig tilbage, hvor det gjaldt om at blive sig selv tro i sin Barndoms Indtryk, hvor det gjaldt, om det saa var indtil Fortvivlelse, med Forsagelse af enhver Fordring paa Livet eller paa en betydningsfuld Eksistens, at kæmpe for Forældres dyrebare Erindring, for Troens Fællesskab med Afdøde". Det er ham øjensynligt ufatteligt, at der med Hensyn til overleverede Trossætninger skulde gives nogen højere Pligt end Pietetens. Han bebrejder Goethe, at han ikke har baaret sig ad som han, ikke har stemmet sig imod den hele moderne Kulturudvikling istedenfor at blive dens ypperste Bærer siden Renæssancens Dage - han tænker sig Muligheden af, at Goethe kunde have udviklet sig til hvad han blev, ja til mere end hvad han blev, ifald han istedenfor at sammenfatte den tyske Aands hele Udvikling hos Lessing og Winckelmann, Bürger og Wieland, Herder og Kant, istedenfor at straale som det Alt fordunklende Midtpunkt i det Stjernebillede, som dannes af Schiller, HÖlderlin, Kleist, Heine og de andre fribaarne Digteraander, var bleven en Magus som Hamann, en Hellig som Lavater eller en Barde som Klopstock, der alle blev deres religiøse Barndomsindtryk tro, men hvis Værker nu kun opsøges af Literærhistorikeren som Kuriositeter

(note: Sammenlign dette Værks første Bind S.300 ff.).

Netop lige saa lidet Blik som Kierkegaard havde for den religiøse Bevægelse i Nutiden, lige saa liden Sans havde han for dens politiske Udvikling. Hvad han atter og atter spotter under Navn af "Tidens Fordring", det er ikke blot de Latterligheder, som i alle Tidsaldre pyntes med dette Navn men selve det moderne Aandsliv. Hans Foragt for Tidens store og smaa Profeter forhindrer ham imidlertid ikke i af og til selv at spaa; han spaar rent galt, og det forhindrer ham atter ikke i at rose sig af sine Spaadommes Rigtighed. Datidens paa Fornuftgrunde byggende Tænkere bekymrede sig ikke stort om et Dementi fra Kendsgerningernes lave Verden. Hegel selv begyndte jo sin videnskabelige Bane med at forfatte en Disputats om Planeterne, i hvilken han paa Forhaand vilde bevise de Keplerske Love og i hvilken han da ogsaa beviste saa klart som 2 og 2 er 4, at der ikke kunde ligge nogen Planet mellem Jupiter og Mars. Ikke desmindre blev lige i de samme Dage Ceres opdaget af Italieneren Piazzi, uden at Hegel af dette Ulykkestilfælde lod sig lede bort fra sin videnskabelige Fremgangsmaade. I Kierkegaards Bog, om Fru Gyllembourgs: To Tidsaldre, der fremstiller Nutidens politiske Færd som aldeles forpjattet og intetbetydende, forekommer disse Ord: "Et Oprør vilde i Nutiden være det Utænkeligste af Alt; en saadan Kraftytring vilde forekomme Tidens beregnende Forstandighed latterlig". Dette skreves i Marts 1846. I Marts 1848, nøjagtigt to Aar efter, hændte som bekendt "det Utænkeligste af Alt" i Paris, Berlin, Wien, Rom, Ungarn, Polen, Danmark. Lige fuldt roser Kierkegaard senere netop Skriftet om To Tidsaldre for at det indeholder "en Tegning af Fremtiden, hvilken Aaret 48 ikke gjorde til Usandhed" (note:*) Om min Forfattervirksomhed S. 11. Synsp. f. min Forfvirkshed, S. 48.

Fra selve Aaret 1848 forekommer en i Kierkegaards Mund forbavsende Udtalelse: " Skylden for del Hele bærer et indbildsk, halvstuderet, ved Presse-Smigrerier demoraliceret Bourgeoisi. der i Egenskab af Publikum mente at skulle regere. Men maaske aldrig i Historien er det set, at Nemesis kom saa hurtigt; thi i samme Nu, paa samme Klokkeslet som Bourgeoisiet afgørende greb efter Magten, rejste 4de Stand sig. Nu skal det rigtignok hedde, at den er den Skyldige, men det er usandt: den er kun det uskyldige Offer, over hvem det kommer til at gaa ud: den bliver skudt ned, forbandet - og det skal være Nødværge. " (E. P. 11. 486.).

Hin Mangel paa Sans for den historiske Udvikling blev saaledes til Mangel paa Virkelighedssans overfor hans Samtid. Han havde af den moderne Literatur kun studeret Tysklnnds, særlig den romantiske Literatur i dens forskellige Forgreninger, og naar han kendte Shakespeare, beroede det kun paa, at de tyske Romantikere saa ivrigt havde fremdraget og beskyttet denne Digter; iøvrigt var England og Frankrig for Kierkegaard to store lukkede Bøger.

Han kendte ikke disse Landes Videnskab, han kendte endnu mindre deres Romaner; derfor sporede han ikke heller at den nye Tids Sjælelære og Sædelære i dem brød frem. Psykologierne kommen i Reglen adskilligt bag efter Romanerne i Fremstillingen af en Tidsalders Livsanskuelse og Sjælekyndighed. Kierkegaard følte ikke, at der i Romaner som Auerbachs eller George Sands var udtalt og fremstilt en ny Verdensanskuelse, i Sammenligning med hvilken den, som kom til Orde i samtidig dansk Skønliteratur, var indskrænket og forældet.

Under denne Mangel paa Forhold til Verden, blev Danmark eller nøjere Kjøbenhavn hans Verden. Afsideslevende udviklede han sig til at blive et stort Særsyn i det Afsides. Han delte de dalevende Danskes sædvanlige Overtro paa alt Dansk. Han mente (som han undertiden udtalte det til Brøchner) at Danmark i Mynster havde Tidsalderens største Prædikant, i Heiberg den største dalevende Æstetiker, i Madvig Tidens største Filolog, og hvad han ikke sagde, men undertiden dog ogsaa sagde: i ham den største dalevende Prosaist, en endda mindre overspændt Antagelse end de andre var. Saameget er vist, at han var altfor stor for Landet. Snart skulde han med bitter Smerte faa det at føle.

23. December 1845.

Det var i December 1845. Kierkegaard havde til sin Bogtrykker afleveret det hele Manuskript til: Afsluttende Efterskrift, og Hovedarbejdet i hans Forfatterskab var gjort. Foruden den lange Rækkefølge af de oven omtalte pseudonyme Skrifter havde han endnu forfattet et Antal af atten opbyggelige Taler, som under hans eget Navn udgaves jævnsides med Pseudonymerne.

Kierkegaard har med særegen Iver udhævet denne Omstændighed af Frygt for, at man skulde ville give det Skinnet af, at han som Forfatter var begyndt som en Art Byronianer og derpaa med Aarene var bleven religiøs. Men vi har allerede set, hvorledes han fra sin tidligste Ungdom havde stillet sine Aandsevner i Kristendom mens Tjeneste. Naar han nu og da havde Anfægtelser, om det ogsaa kristelig talt lod sig forsvare at skrive Afhandlinger som Forførerens Dagbog og Lignende, da beroligede han sig selv ved ligesom til Bod derfor at forfatte opbyggelige Taler. Den gejstlige Tales Form laa ham nær; thi som teologisk Studerende havde han maattet underkaste sig formelige Øvelser og Prøver heri; han beundrede Mynster som Taler, studerede ham og stræbte at overgaa ham, hvad der med hans saa langt mere indtrængende Menneskekundskab ikke faldt ham vanskeligt.

Men utilbøjelig som han var til selv at kalde sig Kristen og mere søgende i kristelig Retning end egenlig sikker paa sin Tro, havde han ikke saa meget gjort de Taler, han udgav, til Udtryk for en bestemt Troesbekendelse, som han havde givet dem et almindelig opbyggeligt Præg.

Assessor Wilhelm siger i Enten-Eller: "Opbyggelsesskrifter og trykte Prædikener har jeg en Idiosynkrasi imod" ( note: Enten-Eller, Anden 2. 49). Selv om om man i Almindelighed deler denne Følelse, læser man Kierkegaards opbyggelige Taler med Ærbødighed. Der er en ædel; en behersket Sjæl i disse Taler. Det gør et gribende Indtryk at høre den samme Mand, der formaaede at gøre sig til en vild Lidenskabeligheds Tolk, tale saa jævnt, saa afmaalt, saa bekymret til sine Medmennesker og give dem den bedste Trøst, han formaar, med paa Rejsen gennem Livet. Det vækker Ærefrygt at se ham med saa uforanderlig Fasthed i ethvert af Forordene, ligegyldig for Mængdens Ligegyldighed eller Opmærksomhed, af Hoben udpege "hin Enkelte, hvem han med Glæde og Taknemmelighed kalder sin Læser". Og det rører selv den, hvem Talen ikke rører, at læse den stereotypt' gentagne Tilegnelse: "Afdøde Michael Pedersen, Kierkegaard, forhen Hosekræmmer her i Byen, min Fader, helliges disse Taler."

Det kan ikke nægtes, at selve Talerne har de Mangler, som overhovedet er fælles for hele den Art Literatur. Det er sjælelige Ransagelser byggede paa en mangelfuld og vedtagen Sjælelære: der gaas ud fra at Sjæl og Legeme er to forskelligartede Væsner, sammenkoblede i ét Individ; der skildres uafbrudt en overnaturlig Indgriben i Sjælens Liv; der gøres unaturlige og ofte frugtesløse Anstrengelser for at faa en gammel Bibeloversættelses Udtryk til at stemme med visse bestemte sjælelige Tilstande, hvorpaa den bibelske Forfatter i Reglen aldrig har tænkt; der gøres for at bringe gammeldags mangetydige Ord til at betyde noget vist Enkelt Anstrengelser, som erindrer om sindrige Juristers spidsfindige Lovfortolkning. Jeg henviser som Eksempel til Talen om: Pælen i Kødet. Dette tvungne Forhold til Bibelteksten hæmmer Talens Frihed med Hensyn til Undersøgelse af Sjælelivet.

Den tør som opbyggelig aldrig ophøre at være bibelsk, altsaa aldrig være anvendt Videnskab.

Paa den anden Side tør den som opbyggelig aldrig blive digterisk, aldrig Poesi. Den tør skildre alle Sjælstilstande, men aldrig for et enkelt Menneskes Vedkommende, aldrig med Virkelighedens fængslende Liv. Da den nu hverken tør være almen som Videnskaben eller individuel som Poesien, saa har den kun en Bastardart af Fremstilling tilbage, den halvt almene, halvt individuelle. Talen skildrer ikke, hvad Uret vil sige, den fremstiller ikke heller en enkelt Forurettets Liv, men den vælger det Mellemliggende at udmale "den Forurettedes" Eksistens. Man læse f. Eks. Talen om: Bekræftelsen i det indvortes Menneske, hvis forskellige Afsnit begynder: Betragt ham, den Bekymrede - betragt ham, den Forsøgte - betragt ham, den Begunstigede - og saaledes umuligt kan undgaa tomme Almindeligheder.

Og dog er der en skarp, streng Stil i' disse Taler. Ikke sjældent naaer de glimtvis op i Højde med de Bøger, Kierkegaard udgav under Navneskjul; ja den iblandt dem, som fører Titlen Ved Anledningen af en Brudevielse og som svarer til Afhandlingen om Ægteskabet i Enten-Eller, staar i sin Helhed ved Adel og Aand betydeligt højere end det pseudonyme Indlæg.

Med Udgangen af Aaret 1845 havde det hele Forfatterskab da naaet en foreløbig Afslutning.

Det var Slutningen af Christian den 8des Regering: Adam Homos Tid. Paa Tronen, øverst oppe: Forfængelighed, Dilettanteri, Stædighed og Svaghed. I Aandsaristokratiet: Foragt for den politiske Bevægelse i Mellemklasserne. I Ungdommen: en utaalmodig Trang til politisk Frihed. Den bedre Del af Pressen frugtesløst oppositionel, og nederst nede Kaadheden i: Corsaren.

Hvad var Corsaren? Det var et Organ af den Art, som dets Venner kalder et Vittighedsblad, dets Uvenner et Smudsblad og som en Tid lang kan være det populære Forargelsens Tegn i en By. Bladet havde det store Fortrin at være ledet i frisindet Aand, at være rettet lige mod Enevældens Parykvæsen og Autoritetstro, og havde deri en lignende Undskyldning for sine Udskejelser som f. Eks. Rocheforts: Lanterne, havde for sine under Modstanden mod det andet Kejserdømme i Frankrig. Bladet var illustreret. Det drillede den ene Dag Majestæten og bragte den næste Dag Karikaturtegninger af de Privatmænd, Redaktionen vilde tillivs. Nogen sand Alvor kan der ikke bag Vittigheden, saa lidt som nogen dybere Frihedsbegejstring bag Angrebene, men Bladet skaffede Luft, gjorde Plads og indjog i hin Tid, da man endnu skælvede for "at komme i Avisen", den herskende Spidsborgerlighed en gavnlig Skræk. Dets Vittighed var mange Gange bidende og morsom, dets Patos næsten altid affekteret og hul.

Det var især ved sine Portrættegninger en Magt; det blev læst overalt, selv om man skammede sig en Smule ved at holde Bladet.

Det var som sagt i December 45. Kierkegaards første Frembringelsestrang var udtømt. Hint "første Faktum, der gjorde ham til Digter", havde fremkaldt den hele Række af Værker, det blev Anledning til; han havde overfor det Sokratisk-Græske, der havde været hans tidligste videnskabelige Interesse, skarpt fremstillet det Kristeligt-Paradokse, hvortil han først og sidst var knyttet, og han havde under sin Frembringens voldsomme og lidenskabelige Allegro søgt aandelig Hvile i de opbyggelige Talers rolige og milde Adagio-Takt. Nu var Øjeblikket kommet, da han vilde vise Verden, at det var ham Alvor med det Religiøse, at han ikke var den "interessante og pikante Forfatter", som Publikum antog Enten-Ellers Ophavsmand for, at han ikke søgte Opsigt eller Jav - nu vilde han blive Præst, helst etsteds ovre paa den jyske Hede, i den yderste Ensomhed, hvor Kirken om Søndagen kun besøgtes af et Par enkelte Tilhørere. Med sit Forfatterskab var han færdig. Hvad han havde paa Hjertet, havde han faaet sagt (note: Synsp. f. min Forfvirksh. 66. E.P. 2. 334 ff).

Da hændte det, at P.L. Møllers Tidsskrift Gæa i et Slags Brev fra Sorø bragte en krænkende Anmelddse af det da lige udkomne Værk Stadier paa Livets Vej. Det var en letfærdig og uhæderlig Artikel; letfærdig, fordi dens Forfatter ikke havde gjort nogetsomhelst Forsøg paa at sætte sig ind i, hvad han skrev om, uhæderlig, fordi den (under Skin af at værdsætte Kierkegaards Forfatterskab), som den Art Artikler plejer, forholdt sig til Gadesladderen om hans Privatliv, beskyldte Dagbogens Helt for "at lægge sin Forlovede paa den eksperimentale Pinebænk, dissekere hende i levende Live, pine Sjælen draabevis ud af hende", altsammen Beskyldninger, som var de staaende mod Kierkegaard selv.

Kierkegaard, som altid led af en brændende Lyst til at svare, naar han blev angrebet, lod sig henrive til en haanlig og bidende Artikel, som sluttede med at betegne nogle Enkeltheder i P.L. Møllers Brev som "et af disse væmmelige Corsar-Angreb paa fredelige, respektable Mænd", og som i Henhold til et (i og for sig paalideligt) Rygte om P.L. Møllers Medarbejderskab ved (Corsaren, udtalte Ønsket om at maatte blive udskældt i dette Blad, der hidtil i høje Toner havde rost de Kierkegaardske Pseudonymer, ja betegnet Victor Eremita som den, der "aldrig dør". Artiklen kalder dette en Beskæmmelse og Tort, der er vist Pseudonymernes Digter, og erklærer, at det er "haardt for en stakkels Forfatter at staa saaledes udpeget, at han er den eneste, der ikke udskældes i Corsaren." Denne Artikel undertegnede han Frater Taciturnus og trak derved uklogt og uheldigt sin Pseudonym fra den stille Verden, hvori han maatte tænkes at leve, ud i Dagslyset.

Saa fulgte Fejden Goldschmidt contra Kierkegaard. Corsarens Redaktør følte sig forpligtet til at optage Handsken paa sin Medarbejders og egne Vegne. Kierkegaard, der som Myndighedernes trofaste Tjener og Soldat maatte anse Corsaren for en aldeles vederstyggelig Foreteelse, har øjensynlig troet at tilføje denne et dræbende Slag med sin Artikel. Han har tænkt sig, at Goldschmidt, der havde udtalt sig offenlig som hans største Beundrer, umuligt kunde være bekendt nu at svare ham med Haan, ligesaa umuligt kunde vedblive at rose ham, ikke heller kunde tie til Udfordringen uden at miste sin Magtstilling, kort sagt maatte tumle bag over ved Slaget. Som kyndig Polemiker gik Goldschmidt imidlertid udenom alle de Skanser, Kierkegaard havde opført, gik udenom sin Ros, udenom hans Bøger, hans Vid, hans Verdensanskuelse o.s.v. og lige løs paa hans private Person. Han satte ham i Bladet, som han stod og gik paa Gaden, med de tynde Ben, med de ulige lange Benklæder, den spinkle Skikkelse og Paraplyen under Armen; han lod ham tegne, ridende paa Ryggen af et Pigebarn, som Frater Taciturnue, der "trænerer" sin Pige, og nu fulgte et Par Maaneder igennem i Corsaren velskrevne Smaa-Artikler om de Kierkegaardske Pseudonymer, i hvilke Goldschmidt med stor Behændighed benyttede de forskellige Blottelser, hans Modstander havde givet sig. Kierkegaard havde fuldstændigt forregaet sig, hvis haa havde stolet paa, at hans Personlighed skulde indgyde Goldschmidt Respekt; end ikke det Hensyn, at Corsaren her stod overfor Danmarks betydeligste dalevende Prosaforfatter, siden Holberg overhovedet den betydeligste, Danmark havde frembragt, synes at være kommet i Betragtning.

Det var ikke heldigt for Kierkegaard, at han havde sat sin Artikel i Bladet Fædrelandet, der længe havde set skævt til sin yngre og heldigere Fælle og som med Glæde optog en Artikel mod den langt mere læste Corsar (note: Corsaren havde naaet en saa enorm, for Landet uproportioneret Udbredelse, at Alle vaandede sig under dette Tyranni. Og paa Fædrelandets Kontor var det længst Dommen: der maa gøres Noget ... Da handlede jeg; det var den største Tjeneste jeg i det Øjeblik kunde gøre Fædrelandet; Gjødwad kom ilende op til mig for at faa Artiklen og stod hos mig, mens jeg skrev det Sidste. (E.P. 2. 314.).

Men Goldschmidts Situation var dog langt mindre misundelsesværdig. Det er en dum Ting at udskælde en Mand, man umiddelbart forinden har rost, og tilmed paa hans egen Bestilling, og det er en styg Ting at aftegne en sjælden Mand i Karikatur og og give Egenhederne i hans Ydre og hans Dragt til Pris for deres Latter, der altid ler med Spasmageren og af den aandelige Fornemhed.

Ser man herpaa med vor Tids Betragtning af Sligt, da synes den hele Sag ganske vist neppe værd at nævne. Offenlige Personer er nutildags saa vante til at udskældes i den saakaldt alvorlige Presse, at saadant betragtes som en Sag af den mindst mulige Vigtighed. Fremragende Mænd er saa vante til at angribes og latterliggøres i Smudsbladene, at Ingen græmmer sig over den Virksomhed, der udfoldes af

Hr. Gennemrakker,
Hr. Æreløs, Hr. Lus, Hr. Usseldom,
Hr. Galdegul med fler af disse Ravne,
Der leve af Nationens bedste Navne.

(note: Adam Homo, 9de Sang).

Dengang synes imidlertid Corsaren at have havt mindst den Magt, som i vore Dage den herskende saakaldt alvorlige Presse.

Saaledes ses det f. Eks. af Baron Rosenkrantz's efterladte Papirer, at Corsaren kunde næsten tilintetgøre en Mands Fremtidsudsigter.

At Kierkegaard kom i Corsaren og paa en behændig Maade, det blev en Begivenhed for ham. At Corsaren drejede Byens Stemning imod ham, det blev en af hine faa Erfaringer, paa hvilke han tærede Aar af sit Liv, uden nogensinde at udtømme al den Bitterhed og Lærdom, der laa i dem. Han, der var som et Æg uden Skal, modtagelig for det ringeste Rids eller Tryk, følte som et Knivstik i Hjertet. Han søgte først at slaa Sagen hen for sig selv, ligesom det lykkedes ham at slaa den hen, naar han talte om den med Andre, men hans Sjæl lukkede sig sammen over dette nye Indtryk, som visse Planteblade lukker sig om et Insekt, og nu begyndte en indre Forarbejden af Indtrykket, en formelig Behandlingsproces, som kun havde sit Sidestykke i den Bearbejdelse, han havde underkastet Forholdet til sin Ungdoms forlovede; hans Sind blev atter frugtbart, det havde paany modtaget et af hine i og for sig uanselige og ringe Virkelighedselementer, det behøvede, for deraf at spinde kostelige Tankestoffer.

Først blev selve denne nye Kendsgerning optrævlet, Traad for Traad, drejet og vendt fra alle Sider. Dagbogsoptegnelserne derom udgør ikke mindre end en Snes forskellige Artikler, der tilsammen fylder over 200 trykte Sider. Den, hvem det undrer, bør betænke, at dette i Virkeligheden var det første Mærkelige, Kierkegaard siden Begyndelsen af sit Forfatterskab havde oplevet i udvortes Forstand. Han levede som en Eneboer; han skrev fra Morgen til Aften uden anden Rast end den, han fik paa Køreture og Spasereture, som han ovenikøbet brugte til at udarbejde sine Skrifter i Hovedet; han oplevede end ikke saameget som en Anmeldelse af en af sine Bøger, eller rettere han oplevede én, Heibergs jaskede Bedømmelse af Enten-Eller, og den skylder vi da ikke mindre end en lang Række planlagte og tildels udførte Bladartikler, samt alle de bedste Afsnit af Forord.

I et paa Begivenheder nødvendigvis saa fattigt Liv satte Corsarens Karikaturtegninger og den Stemning, de fremkaldte, Tidsskel.

Kierkegaard havde staaet paa Nippet til at nedlægge sin Pen for at ty ud paa Landet som Landsbypræst. Han havde følt sig hlmode som den, der har sagt, hvad det var hans Agt og hans Opgave at sige. Nu vaagnede en ny Frembringelseslyst i hans Sjæl. Da han som Begynder endnu var uvis over sin Begavelse og sine Formaal, var et "Faktum" indtraadt i hans Liv, og dette Faktum havde gjort ham til Digter. Nu da han havde gennemløbet Digterstadiet paa sin Bane, indtraadte der et nyt Faktum, og det viste sig at være netop den ydre Befrugtning, han behøvede, for at bryde sig en ny Bane som kristelig Skribent.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

24. Nyt Udgangspunkt.

Jeg har skildret hans Liv paa Gader og Stræder, fortalt, hvorledes han var kendt som den sært udseende store Forfatter.

Man maatte, selv naar man ikke kendte ham, lægge Mærke til hans Blik. Det var ualmindelig udtryksfuldt. Han plejede allerede i Afstand at signalisere ad sine Bekendte med en lille hilsende Bevægelse af Øjet; men han formaaede med dette Blik, der snart kunde være mildt og kærligt, snart æggende og tirrende, ogsaa at bringe enhver ham ubekendt Forbigaaende til at se paa sig. Det morede ham saaledes "at sætte sig i Rapport" til enhver Fremmed, at faa ethvert Barn, han mødte, til at smile, enhver Voksen til ved et Genblik at røbe, hvad der foregik i ham; kort sagt, han gjorde Sjælestudier paa Gaden, selv naar han ikke, som han havde for Skik, knyttede Samtale med en af sine mangfoldige Kendinger.

Den bevidste Hensigt med denne Levevis var, som ovenfor berørt, en religiøs, den at udslette Indtrykket af sin Betydning ved at forvandle sig til en ganske dagligdags Fremtoning. Atter og atter kommer Kierkegaard tilbage til det Sted i Bjergprædikenen: "Naar Du faster, da salv dit Hoved og to dit Ansigt, at Menneskene ikke skal se dig faste", i hvilket han finder Skjultheden, Vildledelsen, den formaalstjenlige Opsætten af Sandhedspligten foreskrevet - et Skriftsted, der ogsaa fandtes stærkt understreget i hans Eksemplar af det nye Testamente. Atter og atter kommer han fremdeles tilbage til en Ytring af Henrik den 4de hos Shakespeare, der synes ham at indeholde Formelen for den Leveklogskab han var for stolt til at ville anvende:

Kongen (til Prins Henrik):

Hvis jeg saaledes havde ødslet
Med min Fremtræden, hvis jeg havde strøjfet
Saaledes om paa Gade. Torv og Stræde,
Tilfals, godtkøbs for alskens ringe Selskab -
Den Folkemening, som mig hjalp paa Tronen.
Vist havde holdt sig tro til Tronens Ejer
Og ladet mig i hæderløs Forvisning
Som En, der Intet er og Intet lover;
Men da jeg sjældent saas, jeg blev beundret
Som en Kornet, hvergang jeg viste mig.

Det er denne Udtalelse, som bestandig foresvævede Kierkegaard og hvis Grundtanke var afgørende for hans Indretning af sit daglige Liv (note: Smlg. E.P. 1. 428, 2. 404. Bladartikler 167. Indøvelse i Kristendom 48, 49, 66, 67. Synsp. for min Forfattervirks. 36 ff). Han havde altid havt Følelsen af at være Genstand for den offenlige Opmærksomhed, sikkert i langt højere Grad end han var det. Alt eftersom han mere og mere spandt sig ind i sine egne Tanker og betragtede sin Virksomhed som det vigtigste eller rettere det eneste vigtige, der skete i Danmark, forestilte han sig, at Alles Øjne hvilede paa ham. Han indbildte sig da, at han ved at gaa paa Østergade i alskens, lidet anset Selskab, ved af og til at vise sig i Teatret, opnaaede at gælde for en Lediggænger og Dagdriver, og saa nød han med sit Sinds sygelige Trang til at tage sig et styrkende Bad i Foragt, "i en næsten besat Ovenudhed", at Bedraget lykkedes saa godt, og at han blev anset for en pikant Skribent uden Alvor.

Men nu da han virkelig var bleven meget omtalt, omtalt i Krese og Klasser, der aldrig før havde hørt hans Navn, nu troede han i Alles Øjne at læse Corsarspotten over sit underlige Ydre, sin Skævhed, sine ulige lange Benklæder og sine tynde Ben. Sikkert mangen god Gang med Urette. I sine Papirer (2. 408) nedskriver han f. Eks. som Bevis paa Corsarens fordærvende Indvirkning paa Skoleungdommen en Notits om, hvorledes daværende Løjtnant Barth af Husarerne, der har mødt ham med sin lille Søn ved Haanden, har hilst ham saa artigt, at Drengen, hvis han ikke vidste, hvem han var, nødvendigvis maatte faa den Forestilling, at han var noget Overordenligt. "Men Drengen kendte mig aabenbart, han var en Læser af Corsaren." Hr. cand. polyt. I. C. Barth, som er den her mente Søn af Løjtnant Barth, har selv meddelt mig, at han aldrig véd at have hørt Tale om Corsaren som Barn og fra sin tidlige Ungdom af omvendt nærede en levende Beundring for Kierkegaard. Barnet har sandsynligvis stirret paa den fremmede Mand, hvem Faderen hilste, og Kierkegaard har set Corsarhaan i Blikket. Men var hans Mistænksomhed her end overdreven og selvplagende, han havde ikke Uret i at anse den offenlige Stemning imod sig for forandret siden Corsarens Latterliggørelse af hans Person. Thi Corsarens Anfald var Signalet for Alt, hvad der levede af skjult Uvilje imod ham, til at vove sig frem, og der findes altid megen skjult Uvilje, meget privat Had, megen Misundelse imod en betydelig Mand. Fra at have været den fornemme, forbeholdne Forfatter, "der stod uden Plet, uden det mindste Stænk, hvem Ingen hidtil havde vovet at angribe eller endog blot at røre ved" (E.P. 2. 314), forvandledes Kierkegaard til en halvkomisk, halvgal Personnage, der løb igennem Byen paa et Par latterligt tynde, latterligt paaklædte Ben, fra hvem derfor den, der frygtede for selv at komme i Gabestokken, trak sig tilbage. Adam Homo vilde jo nu engang saa nødig i Corsaren og mnatte frygte for, at selv hans Børn efterlignede den i en Huscorsar. (Adam Homo. 9de Sang.) For anden Gang i sit Liv var Kierkegaard kommen paa Kant med Folkesnakken i Kjøbenhavn og Indtrykket var ikke svagere end den første.

Den umiddelbare Virkning af Corsarangrebene var hans Beslutning ikke at nedlægge Arbejdet som Forfatter. "Det havde bestandig været min Hensigt at ende min anstrengende Forfatter-Arbejden med en stille glemt Afsideshed i Præstegaarden paa Landet... Nu antager jeg, at det er mit Kald at blive paa den mig anviste Plads." (E.P. 2. 301.).

Men saa begyndte Grubleriet over selve Begivenheden. Alle dens forskellige Led blev, som i sin Tid Forlovelseshistoriens, dragne frem et for et.

Der var først den Uret, som var sket ham. Som alle med lidenskabelig Retssans udrustede Mennesker kunde Kierkegaard allerede af sædelige Grunde ikke finde sig i at taale Uret; den af ham selv anpriste Forsagen forsvandt for den simple, sunde Følelse: der bør ikke ske Uret, ikke engang mod mig selv. Og der var gjort ham Uret, han følte det, man misbrugte Landets Lidenhed til at pine ham som et Bytte, hvem enhver Udvej var spærret. "Jeg lider formelig Uret herhjemme, fordi min hele Produktivitet ikke egenlig kan tage sig ud paa saa lille et Teater, medens en taabelig og nysgerrig og misundelig og trodsig Samtid i Grunden vil tvinge mig, fordi de mener, at jeg nu engang er bunden ved Sprogets Grænser." (E.P. 2. 427.) Det blev klarere og klarere for ham, at det i et lille Folk kun var muligt at føre en nogenlunde menneskeværdig og lykkelig Tilværelse, naar man var saa lidt optrædende som muligt. I saadanne Øjeblikke sagde han til sig selv (E.P. 2. 301): (Dit Liv er i Grunden forspildt, Du er endeligen bleven til Noget... og i Danmark lever man kun lykkeligt, naar man er Ingenting", eller med en anden Variation (E.P. 2. 430): "Kjøbenhavn er den behageligste By, man kan tænke sig at leve i for Enhver, der er Ingenting eller endnu mindre." Det gik op for ham, hvad hans eget Liv ikke tidligere personlig havde vist ham, at der i smaa Samfund finder en Art Sammensværgelse Sted af Middelmaadighederne mod den Selvstændige, der ikke vil antage de Andres Mening, men er saa fræk at ville lære dem noget: "I Grunden er Forholdet det, at de Fleste har en skjult Forestilling om, at jeg dog nok er Manden, men de tænker som saa: naar vi Alle bliver enige om at drille ham, saa maa han dog give Køb. En saadan negativ Konspiration er kun tænkelig i et lille Land ...Det var dog muligt, at jeg trods al min Ringhed for Gud...var for mit Folk "en Gave fra Guden"; Gud véd, de har behandlet mig maadeligt nok, ja mishandlet mig, som Børn mishandle en kostbar Foræring." Og jo mere han grubler derover, des dybere føler han Urettens Braad; thi hvorfor har han lidt den, hvorfor er han givet til Pris som et Offer for Mængdens Latter? Fordi han udæskede det Slette og fordi dette Skridt var "lidt for højt, lidt for højmodigt til at passe ind i den herskende Middelmaadighed", og, ubekendt som han er med den Medfart de store fremmede Forfattere i dette Aarhundrede (en Shelley, en George Sand, en Hugo) har lidt, udraaber han i Følelsen af sin Sags Renhed:

"Man skal neppe i noget andet Lands Literatur kunne vise en Forfatter, der har oplevet dette." (E.P.2. 314.)

Saa var der denne Urets særegne Art: at det var umuligt at bekæmpe og besejre den. Han havde visselig Tillid til sine Evner trods Nogen; han havde, som han selv siger, aldrig tvivlet paa, at om han satte sig det Dumdristigste for, det jo skulde lykkes for ham; han havde hidtil udrettet det næsten Utrolige, i fire Aar udfoldet en Forfattervirksomhed, hvortil en dansk Forfatter ordenligvis vilde behøve tyve, havde med Pennen i Haanden overvundet sit Legemes Sygelighed og sin Sjæls Tungsind, havde bragt Filosofer og Teologer til Taushed og havde, da Heiberg, den i dansk Literatur almægtige Overdommer, stillede sig paa hans Vej, pustet ham til Side som en Sæbeboble - og nu strandede han her paa det Upersonlige, Navnløse, Ansvarsløse, Allestedsnærværende, som han ikke kunde faa Ram paa, fordi dets Navn var Legio eller Mængde - Pressen. Saaledes kom han til praktisk at lære en af Formerne for den moderne Upersonlighed og Uansvarlighed at kende, som han ikke tidligere havde studeret, Hovedformen derfor, og hans Lidenskab for Bestemmelsen den Enkelte fik et nyt Højtryk. Han skriver: "Journalliteraturens Tyranni er det usleste, det ringeste af alle Tyrannier...

Hvis man vil tænke sig en saa eminent polemisk Forfatter, som endnu aldrig har eksisteret, og sætte ham overfor en Journal, han maa tabe, medmindre han selv igen vil udgive et Blad, og i saa Fald har han da ogsaa tabt, forsaavidt han fra at være Forfatter er sunken ned til at blive Journalist. Altsaa Striden begynder: hin eminente Polemiker slaar til, og det undgaar ikke Journalisten selv, at Slaget er dræbende og afgørende. Journalistens Smule Tilsvar viser, hvilken Uendelighedens svælgende Afstand der er imellem dem. Imidlertid er Journalisten ganske tryg, han ræsonnerer saaledes: en Forfatter kan ikke være bekendt idelig at vende tilbage til den samme Sag, og saa holder han altsaa op saa begynder jeg. Jeg holder nu ved hver Aften eller hver ottende Dags Aften, det skal nok sætte sig fast."

Ikke blot altsaa, at den Uret, der var sket ham, var stor, var enestaaende, men den var saa mægtig, at den ikke lod sig bekæmpe af den. der ellers følte sig stærk som ingen Anden.

Og hertil kom saa endnu det, at han heller ikke kunde bekæmpe den ved Andres Hjælp. Hvorfor? Fordi der Ingen var, der hjalp ham. Forunderligt for ham at betænke! Medens, som han aldrig bliver ked af at sige det til sig selv, "Enhver af de Dannede, ubetinget Enhver i privat Samtale var af den Mening, at det med Corsaren var utaaleligt", iagttager Vennerne "den dybeste Tavshed" fra det Øjeblik af, da han paa de Andres Vegne har handlet. (E.P. 2. 313, 315). Saa lidet havde Kierkegaard udvortes erfaret, at ban først i sit 34te Aar oplevede det at blive grundigt ladet i Stikken under en hæderlig og formentlig Alle til Gode kommende Fejde - og Indtrykket heraf var mægtigt. Men det forstærkedes endog; thi ikke nok med at man tav, nej, som han atter og atter kommer tilbage til, man udledte selve hans Handling af Forfængelighed og Hovmod, betragtede den halvt som en Urimelighed, halvt som et Vigtigmageri, og opnaaede saaledes, istedenfor at dømme sig selv, endog at faa en Lejlighed til at dømme ham og hans Handling. Det var altsaa Verdens Gang: først den Dom: der bør handles; saa Taushed, naar den Lidelse, som følger den gode, verdsligt ukloge Handling, kommer; saa tilsidst den Dom: han handlede kun af Hovmod, han ligger, som han har redet; lad ham hjælpe sig selv. - Almindeliggjorde man det enkelte Tilfælde, lod en hel kristeligt pessimistisk Verdensanskuelse sig bygge derover. Og større og større Forhold antog Sagen for hans Blik. Idet han saa den under sit iagttagende Øje som under et Mikroskop, underkastedes den samme Forvandling, som de Kunstværker undergik, han vilde kritisere.

Sagens indre Forhold bevaredes, men de antog overnaturlig Størrelse, og alle Sagens Forhold udadtil, til Omverdenen, forrykkedes fuldstændigt ved det umaadelige Omfang, Begivenheden for hans Øje fik.

Først og fremmest omdannedes Corsaren for hans Blik.

Den var "den literære Foragteligheds Presse, der havde naaet en frygtelig, uproportioneret Udbredelse"; den var som "Skøge-Literatur" Opløsningens Kendetegn i Danmark, den var Danmarks indre Ulykke, egenlig dets eneste". Hvad gjorde den da? Den øvede "Afskyeligheder"; den angrebne Mand holdt sig maaske stolt oprejst, men Hustruen led, Barnet døjede den Krænkelse, at høre Faderen afskyeligt omtalt. Han har set "som man taler om den Druknendes Blik, dette næsten brustne Blik fra en Ulykkelig, der forgæves anraaber Slagteren om Retfærdighed, forgæves, han var ofret, ofret til med sin Lidelse at pirre - forbarmende Gud! - at pirre Latteren". Han har set " Graven lukkes over En, som denne Presse har myrdet".(note: Om min Forfvirksh. 2. E.P. 2. 324, 309, 301 ff. Synsp. f.m. F. 44 ff).

Derfor vilde han have skammet sig ved ikke at handle, "medens en saa uproportioneret Presse-Nederdrægtighed vistnok lagde Mennesker i Graven, krænkede og forbitrede om ikke altid de Angrebne, saa dog deres Hustruer, Børn, Slægtninge og Nærmeste, trængte sig besmittende ind i Alt, selv i de inderligste Privatlivets Forhold, selv i Skolelivets Hemmelighed, selv i Kirkens Helligdom, udspyede Løgn, Bagvaskelse, Frækhed, Drengestreger:

Alt i fordærvelige Lidenskabers og ussel Pengebegærligheds Tjeneste". Som man ser, er Corsaren nær ved at blive Antikrist.

Begriber man da nu, at han har kastet sig imod den? Idet

han skuer tilbage paa sin Handling, vokser den for ham efter samme Maalestok som Corsarens Frygtelighed. Almindeligt menneskeligt Mod kunde ikke forslaa dertil. Maalt med den blot humane Morals Maalestok tager en saadan Handling sig ud som Raseri; men den Kristne, som ser den Frivillighed, hvormed her Lidelsen og Forfølgelsen er overtaget, kender, at denne Gerning bærer den paradokse Kristendoms Mærke. For de Samtidige, siger han, maatte det, at han "frivilligt har udsat sig for alt dette, styrtet sig deri" staa "som en Alt Afsindighed" og han fortsætter: "aah ja, saaledes have vistnok ogsaa de Samtidige dømt om hin Romer, der gjorde sit udødelige Spring for at frelse Fødelandet; en Art Afsindighed, aah ja, og endnu engang aah ja; thi det var dialektisk nøjagtigt kristelig Selvfornegtelse".

Det var en Velgerning som "af dem, for hvis Skyld jeg udsatte mig saaledes, blev lønnet - som en Kærligheds-Gerning gerne lønnes i Verden, og som ved Hjælp af denne Løn blev en sand kristelig Kærligheds-Gerning. "(note: Synsp. f. m. F. 45. Om min Forfv. 11).

Saaledes er vi da naaede til Marcus Curtius's Selvofring for Romerstaten og til den kristelige Selvopofring for at redde en lille moderne Stat fra dens eneste indre Ulykke, Allsammen udfra hin Dagbladsartikel mod Corsaren. Den er alt dette; det vil sige: den betyder for ham alt dette.

Fra nu af omformes hans Grundopfattelse af Kristendommens Væsen langsomt. Hidtil havde han bestandig nærmest opfattet Kristendommen fra den intellektuelle Side; den var ham det for Forstanden Paradokse. Nu trænges denne intellektuelle Side mere og mere tilbage for den passionelle. Kristendommens teoretiske Væsen, der havde opfyldt det første Tidsrum af hans religiøse Skribentvirksombed, optager ham fra nu af mindre end dens praktiske Karakter. Paradokset viger for Passionen. At være Kristen er fra nu af Martyriet.

25. Kristusskikkelsen.

Den dybe Pessimisme med Hensyn til Opfattelsen af Jordelivet, der, som Schopenhauer rigtig har følt, lige siden Kristendommens første historiske Optræden ved sin skærende Sandhed har vundet den saa mange Tilhængere, betager helt hans Sind.

Denne Pessimisme, som er et af Kristendommens sandeste Elementer uden derfor at være den hele Sandhed, forkynder han fra nu af med en Kraft og en Højhed, som ikke fandtes hos ham i hans første Tidsrum. Han ser Livet som Lidelsernes Bane for den, der vidner om Sandhed. "Verden bliver i Grunden altid lige klog d.v.s.: lige dum. Naar saa en Mand misforstaaet, forhaanet, forfulgt, bespottet af sin Samtid, har kæmpet for en Sandhed, saa opdager den næste Generation, at han var stor og beundrer ham. Og dersom der saa i den næste Generation er en Begejstret, der virkelig forstaar hin Afdøde ... saa bliver denne Begejstrede igen forfulgt, bespottet, ringeagtet."

Han føler det selv, hvor stor Betydning Karikeringen af hans Person har havt for Udviklingen af denne Livsbetragtning hos ham: "Den, som fra Barn af har havt en polemisk Forestilling om Tilværelsen og nu i den sidste Tid en føje Stund været paa første Pleje i Corsaren, han kan anses for at have gode Forudsætninger i Forhold til Tiden". Sit eget Martyrium bestemmer han saaledes "det at være Geni i en Købstad", og 1848 skriver han: "Der vil igen kræves Blod, men ikke de i tusindvis ihjelslagne Slagtofres, nej det kostbarere Blod, de Enkeltes - Martyrernes." (note: Synsp. f. m. F. 77 E.P.2.480).

Det lader sig med fuldkommen Tydelighed forfølge, at paa samme Maade, som Kierkegaard fra først af dannede sig sit Begreb om Troens Tilstand udfra sin Ungdoms personlige Krise med dens formentlig nødtvungne Forpligtelse til at gøre Uret i verdslig Forstand, til at forstille sig og tie, saaledes former han nu bestemtere sit Begreb om Kristendom og kristeligt Martyrium, der fra den Tid af altid bestemmes som det at blive bespottet, udgrint, forfulgt, bespyttet, ud fra det Grundlag at være bleven karikeret i Corsaren. Som han efter Opløsningen af Forholdet til sin Elskede øjnede den ofrende Abraham lige overfor sig, saaledes ser han nu efter Opløsningea af Forholdet til det kjøbenhavnske Publikum den lidende Kristus's Spor foran sig og sætter sine Fødder i disse Spor. Gennem sit Forhold til: Kjøbenhavn, og: Corsaren, forstod han først indtrængende Kristi Liv.

De Opbyggelsesskrifter, han nu udgiver, staar alle højt over hin tidligste Række af opbyggelige Taler, der fulgte med det første Hold pseudonyme Skrifter. Det Dæmpede og Bløde laa ikke for ham med den stærkere og strengere Opfattelse af Livet fik han alle sine Kræfter igen. I Kærlighedens Gerninger nedlagde han hvad der fandtes i hans Sjæl af dyb Medlidenhed med den sunkne Slægt og af kraftig Lægedom for de Ulykkelige og de Slappe. Denne Bog er Orgelet i den store Concert af hans Værker. Her skildrer han (1. 95) den Kærlighed til Næsten, som laa bag ved hans Levevis paa alfar Vej. "Det er langt lettere og langt bekvemmere at liste sig gennem Livet ved at leve i fornem Tilbagetrukkenhed, hvis man er en Fornem, eller i ubemærket Stilhed, hvis man er en Ringe, ja man kan synes at udrette mere ved denne listende Levemaade, fordi man nemlig udsætter sig for meget mindre Modstand." Men det gælder, siger han, ikke om at undgaa Modstand, men om at elske Næsten.

Han mindes ogsaa her Corsaren: "O der gives Forbrydelser, som Verden ikke kalder Forbrydelser, som den lonner og næsten ærer - og dog, dog vilde jeg hellere, hvad Gud forbyde, men jeg vilde dog hellere ankomme i Evigheden med tre angrede Mord paa min Samvittilghed, end som en udtjent Bagvasker med dette rædsomme, uoverskuelige Læs af Forbrydelser, der var dynget op Aar efter Aar, der kan have grebet om sig efter en næsten utænkelig Maalestok, lagt Mennesker i Graven o.s.v.(note: Se E.P.".312hvor dette anvendes paa Corsaren). Strengheden i hans Opfattelse tager til, fordi han overhovedet, som det rigtigt er blevet bemærket, her ser en Viljesakt i enhver sjælelig Rørelse hos Mennesket, teologisk bliver staaeade ved Egenkærligheden som Kendsgerning uden sjæleligt at undersøge, hvorfor og hvorledes Jeget bliver egenkærligt. (note: Høffding. Den humane Etik 138 ff.).

Opbyggelige Taler i forskellig Aand, som udkom samme Aar (1847), udmunder i en Skildring af den Forhaanelse og Forfølgelse, for hvilken Sandhedens Vidne er udsat, og af hvorledes man tror at gøre Gud en Velbehagelighed ved at martre ham.

Det fremhæves saa, hvormeget bedre dette dog er for Sandhedsvidnet end at blive madet med Beundringens Slikkeri og føre en Tilværelse, som bliver usmagelig, fordi den er uden Salt. Derfor glædede Apostlene sig ogsaa over at blive hudstrøgne.(note: Opbyggelige Taler i forskellig Aand 3.128, 138).

De opbyggelige Talers sidste Afsnit hed Lidelsernes Evangelium.

Hertil slutter sig de i Aaret 1848 udgivne: Kristelige Taler, i hvilke man fortrinsvis bør mærke Talen: Det er dog saligt at lide Forhaanelse for en god Sag, som danner Overgangen til Kierkegaards senere Skrifter. Den Forhaanede, hedder det her, skyes som en Spedalsk; skønt han er et Sandhedens Vidne, har han aldrig levet æret og anset, han har levet foragtet, forfulgt, bespottet, saa længe han levede. Og den Gang han levede, da var det de Ærede og Ansete, som foragtede ham, "ligesom det nu er de Ærede og Ansete, der prise hans Navn." (Kristelige Taler 3.78 ff.) Kierkegaard fremhæver det Forfærdelige i, at det er blevet en ganske almindelig Vittighed, den, at hvis Kristus nu kom til Verden igen, saa vilde han atter blive korsfæstet; og dog "falder det Ingen ind at blive opmærksom paa dette Blændværk med Kristenheden". Han fremhæver da Nødvendigheden af ikke at holde det Kristelige paa Afstand, men gøre det ret nærværende for Samtiden.

I Indøvelse i Kristendom løste han selv den Opgave, han havde stillet.

Jeg anser denne Bog for et af hans ypperste Skrifter, og det er overhovedet et ved Skarpsind og Sandhedskærlighed udmærket Værk. Den, hvis Tid ikke tillader ham at læse meget fra Kierkegaards sidste Livs afsnit, bør læse det grundigt og kan da i det finde hans hele Tankegang og Følelsesliv. Kierkegaard havde til Gengæld for sin Mangel paa historisk Sans den skarpeste, genialeste Evne til at gøre sig til samtidig med enhver Situation. Medens Sansen for Stedsfarven fattedes ham fuldstændigt, var den udviklede Sans for den almindelige Situation en af hans beundringsværdige Ejendommeligheder. Det var den samme Sans, som de romerske Historieskrivere og de franske Digtere fra det 17de Aarhundrede besad. Det var ogsaa paa Grund af denne Sans, at han fandt Scribe værdifuld. Det var den, han lagde for Dagen i sin Skildring af Abraham i Frygt og Bæven, hvor den manglende Steds- og Tidsfarve erstattes af den Magt, hvormed Situationen er hensat. Med samme Kraft fremstilte han Kristi Liv.

Den Kristus, han maler, det er ikke den forklarede, ikke Rafaels Gudebarn eller Thorvaldsens skønne Forsoner, men en Kristus, som Rembrandt har malt ham, det ringe Menneske, de Arbejdendes og Besværedes Ven, i Dragt fra Malerens egen Tid Den Kristus, som hos ham siger: "Kommer hid til mig, alle I, som arbejder og er besværede, jeg vil give Eder Hvile", det er ikke den forherligede Guds Søn, nej det er den fornedrede Jesus "født af en foragtet Jomfru, hans Fader en Tømmermand, i Slægtskab med nogle andre simple Folk af den laveste Klasse". Man læse blot de Samtidiges Domme over ham: at han bærer sig dumt ad ved "istedenfor at holde Menneskene paa den dybeste Underkastelses Fjernhed fra sig, at være tilgængelig for Alle"; man høre ham hos Kierkegaard omtalt som "et Slags mauvais sujet, en fortabt Person", hvis "revolutionære Hovmod forsmaar al det Bestnaaendes Intelligens og Dygtighed for at begynde ganske og aldeles paany og forfra ved Hjælp af - Fiskere og Professionister, saa det er som et Motto for hele hans Eksistens i Forhold til det Bestanende, at han er et uægte Barn!" Fra først af er han en kort Tid Genstand for Nysgerrighed, senere kun set i Selskab med "Syndere og Toldere, Spedalske, Afsindige, Syge og Elendige, Armod og Usselhed" - Kommer nu hid, alle I, som arbejder og er besværede!

Der synes ikke at være Mening heri, men, siger Kierkegaard, "naar man nu hører en pyntelig Mand i Silke sige dette med en behagelig, velklingende Stemme, saa det yndelig giver Genlyd i Kirkens Hvælvinger, en Silke-Mand, der udbreder Ære og Anseelse over det at høre ham" saa synes der at komme Mening deri. Visselig, er Svaret, men en Mening, der er Kristendom saa ulig som muligt thi husk paa Indbyderen, ham som kommer anstigende der "mellem en Mursvend og en Børstenbinderlærling", ringeagtet "som et Slags forulykket Geni", foragtet og forhadt som "Forfører, Bedrager, Gudsbespotter", kun omgiven "af en Skare Pøbel, som jubler". Og disse til at bedømme Sandhed saa sagkyndige Dommere, disse Fiskere, Skræddere og Skomagere, de forguder ham i Ordets bogstaveligste Forstand. (Indøvelse i Kristendom 1-77 rundtomkring.)

Hvad der fra et kritisk Synspunkt heri er mest lærerigt, det er at se Kierkegaard bygge Kristusskikkelsen op af lutter forædlede Træk, som han kender og henter fra sit eget Liv.

1) Kristi Ukendelighed. Gudens Ukendelighed som Menneske forstaas og forklares ved et menneskeligt Incognito som saadant.

Selv fraset Gudens Menneskevorden er den Ophøjede ukendelig dels ved altfor megen Synlighed, ved daglig at ses paa Gaden i det tilfældigste Selskab, dels ved den tilsyneladende Ringhed, han er iført. Skulde et Menneske som dette, "et daarligt paaklædt Menneske" være den Forventede?

2) Den ligefremme Meddelelses Umulighed. Ganske vist kan Kristus sige ligefrem: Jeg er Gud; Faderen og Jeg er Et. Men naar den, der siger det, er et enkelt Menneske, tilsyneladende ganske som andre, saa er denne Meddelelse just ikke saa ligefrem. Ordene er vel ligefremme nok, men det at han siger det, som er Modsigelsens Tegn, gør Meddelelsen indirekte. For at forklare dette: af Kærlighed til en Anden at skjule en Inderlighed og synes noget Andet end det man er, bruger Kierkegaard to Eksempler. Det ene, som kun antydes, er en aandelig Fødselshjælpers Fremgangsmaade, idet han efter den sokratiske Metode frembringer en dialektisk Dobbelthed for at gøre en Anden indadvendt og stille ham frit - hans egen literære Meddeldsesform.

Det andet Eksempel, som udføres videre, er hentet fra Forholdet mellem to Elskende. Han sætter, at den Elskende faar den Idé at ville prøve sin Brud, om hun tror ham. "Hvad gør han saa?

han bortskærer al Meddelelse, forvandler sig selv til en Dobbelthed; det ser i Muligheden skuffende ud, som kunde han muligt lige saa godt være en Bedrager som den trofaste Elskende" Kristi Fordring af Tro oplyses ved hans egen Stilling overfor den Elskede som en Gaade, det vil sige som det levende Spørgsmaal, om hun tror paa ham eller ej. (Indøvelse i Kristendom 152.)

3) Lidelsernes Frivillighed. Det afgørende ved den kristelige Lidelse er at den er frivillig "for Ordets Skyld, for Retfærdigheds Skyld o.s.v. " Og Kierkegaard bruger for at opklare dette et Eksempel, vi kender godt. Han viser, hvor taabeligt det er, naar Præsten, fordi en Mands Kone dør, vil prædike om Abraham, der ofrer Isak, og fremstiller Enkemanden som et Slags Sidestykke til Abraham. Thi det Afgørende ved Abrahams som ved de kristelige Lidelser er Lidelsens uendeligt forhøjede Anstrengelse og Frivillighed frivilligt havde han brudt med den Elskede, frivilligt udfordret Corsaren. (Indøvelse i Kristendom 119.)

4) Ligegyldigheden for alle verdslige Formaal. Bogen er skrevet i Aaret 1848, altsaa netop paa den Tid, da en stærk national Bevægelse gik igennem Folket. Kierkegaard følte sig som staaende helt udenfor den. Ham sysselsatte kun Et: hans Livs Idé. Derfor skriver han om Kristus: "Det lille Folk, hvilket han tilhørte ...var under fremmed Herredømme, og, som naturligt, Alle beskæftigede med den Tanke, at ryste det forhadte Aag af sig." Man viser Jesus Skattens Mynt, han giver sit undvigende Svar, og Kierkegaard udbryder: "O verdslige Parti-Lidenskab, og selv om du kaldes hellig og national, nej saavidt rækker du ikke, at du kan fange hans Ligegyldighed!

Han spørger: Hvis Billede er det, der er præget paa Mynten?

man svarer: Kejserens; saa giver Kejseren hvad Kejserens er, og Gud hvad Guds er. Uendelige Ligegyldighed! Om Kejseren hedder Herodes eller Salmanassar, om han er Romer eller Japaneser, det er ham det Ligegyldigste af Alt." (Indøvelse i Kristendom 183 ff.)

Saa skildres Kristi Liv og Død; Pilatus spørger: "Hvad er Sandhed?" Og Kierkegaard svarer slaaende og følgerigtigt i Jesu Navn: Sandheden er ikke det at vide Sandheden, men det at være Sandheden. Kristus var Sandheden, og for de Nulevende er den: at følge ham efter. Men heri ligger saa ogsaa, at "Kristendommen er ganske bogstavelig detroniseret" i Kristenheden; og er den det, saa er den "afskaffet". (sammesteds 242) Kun den stridende Kirke er Sandhed, kun Efterfølgeren, ikke Beundreren af Kristi Liv er den sande Kristne. Kun den, der i Samtidighedens Situation overfor den lidende Sandhed vil slutte sig til den og tage Følgerne deraf og disse Følger er til alle Tider de samme - kun den kan kaldes et Sandhedsvidne. "Og om saa alle Præster, de være nu i Fløjel, i Silke, i Klæde, i Bombasin, vilde sige Andet, saa vil jeg sige: I lyver, I bedrager Menneskene med Eders Søndagstaler." (Sammesteds 66).

26. Truende Holdning mod Kirken.

I de religiøse Skrifter fra dette Tidsrum var Kierkegaard stedse mere truende rykket Gejstligheden og dens Øverste, Biskop Mynster, nær. Et Par indledende, dæmpende Ord var i Indøvelse i Kristendom det eneste Skærmbræt, som skjulte Angrebet paa det Officielle i den danske Statskirkes Kristendomsforkyndelse.

Næsten samtidigt med denne Bog udgaves Sygdommen til Døden, et af Kierkegaards dybeste og mest gennemarbejdede Værker, lyst og let overskueligt som et fortrinlig ordnet Lazaret, i hvilket han paany tager Fortvivlelsens Problem for sig, som Afhandlingen om det Etiske i Enten-Eller kun saa ufuldstændigt havde besvaret, og hvor han giver det en Løsning, hvis Dybsind selv hans forhærdede Rettroenhed ikke formaar at tilsløre. Naar man læser Bogens Slutning, kan man vel ikke lade være at mindes den Sætning, til hvilken Kierkegaard saa ofte vender tilbage, at der ikke gives noget stort Geni uden et Glimt af Vanvid (note: Frygt og Bæven 115, E. P. 1. 420 og 437). men man maa indrømme, at der her er Metode selv i Galskaben. I denne Bog, som udkom 1849, er der givet en Skildring af den gejstlige Taler, saa nærgaaende mod Gejstligheden, saa ligefrem stilet mod selve dens Overhoved, Biskop Mynster, at man næsten ikke begriber, den blev ladet uden Svar.(note: Sygdommen til Døden, 2den Udg. 92). Her skildres det uendelig Komiske i, at den som nys paa Prædikestolen "med en Aplomb i Skikkelsen, med en Frejdighed i Blikket, en Rigtighed i Pas'ene, som er beundringsværdig" traadte alle Helvedes Magter under Fødder, næsten i samme Øjeblik, næsten endnu "med Adrienen paa" fejgt kan løbe af Vejen for den mindste Ulempe.

"O naar man ser En, der forsikrer aldeles at have forstaaet, hvorledes Kristus gik omkring i en ringe Tjeners Skikkelse, fattig, foragtet, bespottet, som Skriften siger: bespyttet naar jeg da ser den samme saa omhyggeligt at ty hen, hvor der verdsligt er godt at være, indrette sig der paa det Tryggeste, naar jeg ser ham saa ængstelig som var det Livet om at gøre, undfly ethvert en ugunstig Vinds Pust fra Højre eller Venstre, saa lyksalig, saa højst lyksalig, saa kisteglad ... ved ubetinget at være æret og anset af Alle, Alle, da har jeg ofte sagt til mig selv og ved mig selv: Sokrates, Sokrates, Sokrates, skulde det være muligt, at dette Menneske har forstaaet hvad han siger sig at have forstaaet?"

Der gik 5 Aar. Kierkegaards Forfatterskab var bragt saa vidt, at han overskuede det som en Helhed. I sine Taler ved Altergangen om Fredagen førte han det saa at sige til Alterets Fod, og gav saa i et lille Flyveskrift: Om min Forfattervirksomhed Læseverdenen sit Tilbageblik over det Hele, i hvilket Alt henføres til Tanken: den Enkelte. Rent og ærligt siger han her:

"Saaledes forstaar jeg det Hele nu; fra Begyndelsen har jeg ikke saaledes kunnet overskue, hvad der jo tillige har været min egen Udvikling" (S. 13).

Da brødes i December 1854 hans aarelange Tavshed som Forfatter. Biskop Mynster var død. Martensen havde i sin Ligtale kaldt ham "et Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidaer, et Led i den hellige Kæde." I Februar Maaaed skrev Kierkegaard sin vidtberømte Artikel derimod: Var Biskop Mynster et Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedvidner - er dette Sandhed?

og lod den saa ni Maaneder igennem ligge utrykt. Han, som i sin Ungdom havde været saa utaalmodig, havde nu lært at lade en Beslutning modnes langsomt. I December udslyngede han efter endt Overvejelse Artiklen. Martensen, som lidet anede, hvad der forestod, gav et affejende Svar, i hvilket han betegner Kierkegaard som en Thersites, der danser paa Heltens (d.v.s.: Mynsters) Grav. Saa svarte Kierkegaard og hermed begyndte hans storladne Agitation mod der bestaaende Statskirke og hele det Bestaaendes Kristenhed.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER * GÅ TIL FORSIDEN

 

27. Agitationen.

Da de romerske Missionærer, efter at have omvendt Sakserne i Northumberland til Kristeadommen, opfordrede dem til selv at vælte de Afgudsbilleder, de hidtil havde tilbedt, vovede Ingen at lægge Haand paa de Figurer, der saa længe havde været Genstand for Tro og Bøn. Midt under den almindelige Tøven rejste da en Præst sig og slog med et Økseslag det Gudebillede ned, hvis Intethed han kendte bedre end Nogen. Det Angreb, som den gejstligt Dannede retter paa Kirken, har altid en særegen Karakter af Bestemthed og Kulde; man føler ved de Slag, han giver, at Haanden har en Sikkerhed, som Lægmandens Haand ikke let kan naa.( note: Renan: Essais de morale et de critique 141.)

Kierkegaard havde levet Gejstligheden for nær til at kunne bevare Ærbødigheden. Autoritetens trofaste Ridder forvandledes til dens Banemand. Digteren, Tænkeren, Prædikanten, Reformatoren, der havde sat sin Stolthed og sin Ære i at virke pan hundrede tusinde Miles Afstand fra Endeligheden og Øjeblikket, forvandledes til Urostifter. Men hvad der forvandlede ham dertil, det var det i hans Natur dybest liggende Hang til med Pietetens Harme at udtale sin Foragt. Der havde ganske vist altid ligget noget Agitatorisk i hans Virksomhed, forsaavidt han efter sin egen Forklaring stadig virkede for " Uro i Retning af Inderliggørelse".

Men selve denne Bestemmelse udelukkede jo tillige ethvert Sigte pan Uro udadtil. Dog Den, der med Rette bestemte sit Forfatterskabs hele Kende med de Ord: at gøre opmærksom, var nødvendigvis særlig anlagt til Agitator; thi disse Ord angiver det nærmeste Øjemed for al stor og fornem Agitation.

Og han var en stor Urostifter - han, hvis Sjæl var opfyldt af en saa levende Harme, han, som havde Sproget saa fuldstændigt i sin Magt og som gennem det opbyggelige Foredrag havde uddannet sin Evne til at tale til Menigmands Begreb, han, som endelig besad et saadant Pilekogger fuldt af braaddede og skærpede Vittighedspile. Han var Manden for at føre en Agitation, som den kun sjældent er ført i vort Aarhundrede, han, der forenede Lassalle's Selvfølelse med en Veltalenhed som O'Connell's og en skærende Haan som Swift's.

Det nytter ikke at beskrive hans Fremgangsmaade. Man maa selv se ham udmejsle Foragten i det sproglige Udtryk, udhamre Ordet til det former sig til den størst mulige, den blodigste Fornærmelse - uden at det dog et Øjeblik ophører at være Bærer af Idé. Man maa læse hans første Artikler mod Gejstligheden i den samlede Udgave af hans Bladartikler, som ogsaa indeholder Indlæggene mod ham fra de forskellige Repræsentanter for det Bestaaende mest navnløse i Berlingske Tidende, Fædrelandet og Dagbladet - for at se hans Begejstrings Flammeskrift lyse paa den Baggrund af Slaphed, Vrøvl og Grinebidervæsen i Samtiden, der danner dens uundværlige Folie. Man forstaar let, at der fra først af kom Røre iblandt Gejstligheden, da det i offenlige Blade stod skrevet og af en saadan Pen, at den religiøse Tilstand i Landet var den: "Kristendommen er slet ikke til" (26. Marts 1855), eller som det to Dage senere lød: "Her er ikke noget at reformere; det, det gælder om, er at bringe Lys i en gennem Aarhundreder fortsat ...kristelig Kriminalforbrydelse". Saa skrev man da saa godt man kunde, med Overlegenhed, med Harme, med Salvelse, med Strenghed. Men da det ikke gjorde mere Indtryk paa Statskirkens formastelige Angriber end om han havde boet paa en anden Planet, saa forstummede al denne Veltalenhed efterhaanden og man hørte Søren Kierkegaards Stemme alene Hvad var det for et Sprog, denne Stemme førte?

Den raabte:

Kristendommen er udbredt. Hvorfor? Fordi Staten, hvis En ikke vil have noget med Kristendommen at gøre, træder hjælpende til: "Hvorledes, føler Du ingen Trang til Kristendommen, saa føler Du maaske stor Trang til at blive til Ingenting; thi uden at Du er Kristen, er alle Veje spærrede for Dig i Samfundet. - Ah! det hjalp paa Præstens Praksis." "Hav Tak I Silke- og Fløjels-Præster, som i stedse talrigere Flok var til Tjeneste, da det viste sig, at Profiten var paa Kristendommens Side, hav Tak for Eders kristelige Iver og Nidkærhed!" (note: Øjeblikket Nr.3, Fædrelandet 30. Marts 1855).

Det var det Tema, Kierkegaard her atter og atter varierede, at saalænge der var 1000 kongelige Levebrød i Danmark for Lærere i Kristendom, var al Kristendom i Landet bedærvet. Tag et Eksempel, siger han: Hvis Staten blev tilsinds at ville forhindre al sand Poesi, hvorledes skulde den da bære sig ad dermed? Den behøvede blot at anbringe 1000 Levebrød for kongelige Digter-Embedsmænd, saa skulde Landet snart være saa overfyldt med slet Poesi, at sand Poesi næsten blev en Umulighed. Tag et andet Eksempel, siger han. Sæt Staten fik isinde at indføre den Religion, at Maanen er gjort af en grøn Ost, og sæt den til den Ende arrangerede 1000 Levebrød for en Mand med Familie, jævnt avancerende, Rang med Cancelliraader tvivler man saa paa, at efter nogle Generationer en Statistiker maatte kunne bevidne, at den Religion (Maanen er gjort o.s.v.) var den herskende i Landet?

Og han samler sit Angreb paa Folkekirken i denne energiske og hensynsløse Sætning: "Dersom Du tror, og det tror Du jo dog, at det at stjæle, røve, plyndre, hore, bagtale, fraadse o.s.v. er Gud imod: den officielle Kristendom og dens Gudsdyrkelse er ham uendeligt væmmeligere." (note: Øjeblikket Nr.3, Nr.4,Nr 7).

Han gennemgaar Gudsdyrkelsens vigtigste Bestanddele en for en, og opløser dem alle i Farce.

Daaben. Den vedligeholdes efter hans Fremstilling kun ved Præsternes Pengegridskhed. "Præsterne, disse hellige Mænd, forstaar nok deres Dont, og ligeledes, at hvis det skulde være, som Kristendommen ubetinget maa fordre og ethvert fornuftigt Menneske, at først naar En er kommet til Skelsaar og Alder, faar hin Lov at bestemme sig for hvilken Religion han vil have

- Præsterne forstaar meget godt, at saa blev det ikke rigtigt til Noget med Næringsvejen. Og derfor trænger disse hellige Sandhedsvidner ind i Barselstuerne."

Konfirmationen. Den vedligeholdes efter hans Fremstilling, fordi Præsterne der "selv er Menedere" har en Interesse af at arrbejde for "at hele Samfundet bliver Menedere". Og det er som beregnet herpaa" at lade femtenaars Drenge afgive religiøse Løfter. Konfirmationen er, siger han, det ses da let, langt dybere Nonsens end Barnedaaben, just fordi Konfirmationen gør Fordring paa at fuldstændiggøre hvad der savnedes ved Barnedaaben: en virkelig Personlighed.

Nadveren. Det efter hans Opfattelse forargelige i Maaden, hvorpaa Sakramentet uddeles, fremstilles gennem Skildring af en Næringsdrivende, hvis virkelige Religion er den: Enhver er Tyv i sin Næringsvej. "To eller fire Gange om Aaret tager saa denne Mand pæne Klæder paa - og gaar til Alters. Der træder saa en Præst frem, en Præst, der (ligesom de, hvilke, naar man trykker paa en Fjeder, springer ud af en Snustobaksdaase) springer, saasnart han ser ,en blaa Seddel'. Og derpaa højtideligholdes den hellige Handling, fra hvilken den Næringsdrivende eller begge de Næringsdrivende (baade Præsten og Borgeren) vender hjem til deres vante Levevis, kun at den ene af dem (Præsten) ikke kan siges at vende hjem til sin vante Levevis, han havde jo ikke forladt den, meget mere været i Virksomhed som Næringsdrivende".

Vielsen. Kierkegaard fremhæver indtrængende den Omstændighed, at det nye Testamente anbefaler enlig Stand og højst betragter Ægteskabet som et nødvendigt Onde. Imod den gængse Opfattelse, at Ægteskabet helliggøres ved Præstens Nærværelse, udbryder han: "Kristeligt maatte man sige: just den Omstændighed, at der er en Præst med, er det Værste af det Hele. Vil Du gifte dig, saa se dog hellere at blive viet af en Smed". Thi Smeden og de to Elskende har dog ikke aflagt Ed paa det nye Testamente"; men en Spot over Kristendommen bliver Vielsen "naar Præsten kommer til med sin hellige Nærværelse." Angreb af denne Natur var, saavidt jeg véd, ikke rettede paa den kristelige Kultus siden den franske Revolutions hensyn sløseste Tid. Ingen frit tænkende Forfatter i dette Aarhundrede har indladt sig paa slige, dels fordi Fritænkerne, som støtter sig til Taalsomhedens Idé, ikke blander sig i de enkelte Religioners indre Anliggender, men nøjes med at fordre den Ligestillethed med de paa Aabenbaringer Troende, hvorpaa Aarhundredets Civilisation giver dem Krav, dels fordi den videnskabelige Opfattelse af Religionernes Væsen i de sidste 70 Aar aldeles har fortrængt Fejden mod de løsrevne Troessætninger eller mod Enkelthederne i den kirkelige Gudsdyrkelse.

Og som Fritænkerne ikke selv har rettet slige Angreb, saaledes har de ikke heller behøvet dem, da de fremkom; de har Intet lært af dem og de føler ingen Trang til at genoptage dem.

Kun da vilde der være Anledning til paany at gøre dem gældende, hvis den af Staten ansatte Gejstlighed virkelig skulde antage Kierkegaards Optræden for i den Grad glemt, at den kunde tage ham til Indtægt for Kirken, ham, for hvem de Gejstlige "uden én eneste Undtagelse" var Menedere, ja, som han udtrykker det, Menneskeædere, i den Forstand nemlig at de lever af de afdøde Martyrer, faar en aarlig Gage, Sølvopsatser, Ridderkors, broderede Lænestole o.s.v. for at skildre hines Lidelser og Ofring. (Øjeblikket Nr. 9).

Istedenfor at istemme den Kierkegaardske Agitations lidenskabelige Krigsraab imod den bestaaende Folkekirke i Danmark føler den upartiske Læser sig opfordret til lidenskabsløst at dvæle ved to afgørende Punkter i Udtalelserne fra hans sidste Leveaar.

Det første Punkt er hans stærke Betonen af, at Kristenheden slet ikke er kristen, at Kristendommen overhovedet slet ikke er kommen ind i Verden; det blev ved Forbilledet og et Par Apostle.

Heri samstemmer Kierkegaard nøje med Alt, hvad den moderne Videnskab har oplyst om den Misforstaaelse, der ligger til Grund for Udtryksmaader som kristelig Stat, kristelig Kunst, kristeligt Samfund. I alle tænkende Lande er man nu paa det Rene med, at saadanne Magter som Stat, Ret, Samfund og Kunst er af rent human Natur, hviler paa en rent menneskelig Grund og ikke paa nogen religiøs Bekendelses Grundvold.

Det andet Punkt er hans gennem det hele Forfatterskab gaaende bestemte Hævden af ikke selv at være en Kristen, snart under den Vending, at han endnu ikke er det, hyppigst under den Vending, at han kun eller næsten kun er en Digter, der véd hvad Kristendom er, snart som i Øjeblikket, at han ikke selv kan hæve sig til den kristelige Opfattelse af Livet, men hjælper sig med "en langt lettere, en jødisk". (Øjeblikket Nr. 6). Hans Standpunkt i denne Strid - og det er det, som her gør ham saa stor - er ikke en Bekendelses eller en Sekts, men Sandhedskærlighedens. Deri ligger det ogsaa, at han, da han af Modstandere bliver spurgt, hvad han vil, ikke svarer, at han vil dette eller hint enkelte, men: " Ganske simpelt, jeg vil Redelighed...jeg er ikke en kristelig Strenghed lige overfor en given kristelig Mildhed. Paa ingen Maade, jeg er hverken Mildhed eller Strenghed - jeg er: menneskelig Redelighed."

Det er ikke muligt at betegne sit Standpunkt paa en ædlere og menneskeligere Maade. Og i Kraft af denne over alle Bekendelsesstridigheder ophøjede menneskelige Bevæggrund er det ogsaa, at Kierkegaard her kan vove sig saa yderligt ud, at han siger:

"Jeg vil Redelighed. Er det da dette, Slægten eller Samtiden vil, vil den ærligt, redeligt, uforbeholdent, aabent, ligefrem gøre Oprør mod Kristendommen, sige til Gud: vi kan, vi vil ikke bøje os under denne Magt men vel at mærke, det gøres ærligt, redeligt, uforbeholdent, aabent, ligefrem: nu vel, hvor besynderligt det kunde synes, jeg er med; thi Redelighed vil jeg".

(Bladartikler 31. Marts 1855). Disse Ord, der synes at aabne et nyt Fjernsyn, er maaske kun et paa Spidsen stillet Udtryk for og af en brændende Sandhedskærlighed, men de viser, at Kierkegaard, naar Alt, hvad der var værd at elske var nævnt, formaaede at tilføje et "Sandheden mest".

Den storstilede Kierkegaardske Agitation, der allerede som Agitation betragtet havde saa mægtige Fortrin, havde én stor Grundmangel, den, som laa i dens Voldsomhed. Den rette Agitator bør ikke bruge al sin Kraft, maaske neppe Halvdelen af den; man maa føle ham som en Trusel i Fremtiden. Kierkegaard derimod sætter saaledes Livet ind, kæmper med en saa yderlig Anstrengelse, Som ingen Mand kan eller bør underkaste sig, der ikke umiddelbart derefter agter at lægge sig til at dø.

28. Død.

Det var - desværre hans Agt og hans Lod.

Han længtes bort fra Jorden, bort fra denne Verden, som han fandt og vidnede at være "en jammerlig, en fordærvet, en ond Verden, kun beregnet paa Slyngler og paa Pjat" Øjeblikket Nr. 9). Han længtes bort fra Kjøbenhavn, i hvilken han nu ikke mere blot var misundt og forhadt, men hvor det var Pligt mod Gud og alt Helligt at afsky ham som Kirkens og Gejstlighedens Fjende. "O uskaterlige Købstad, hvor er du ubetalelig, naar Du faar Adriene paa, bliver hellig, naar det at hengive sig til enhver Misundelsens, Raahedens, Pøbelagtighedens væmmelige Lyst, tillige bliver Udtrykket for at gøre Gud en Dyrkelse." Han længtes bort fra sit stakkels forpinte, lidende Legeme, som var udmattet af Søvnløshed og martredes af voldsomme Sygdomsanfald. Kunde han undertiden i Andres Nærværelse ikke beherske sine legemlige Smerter, sagde han: "Fortæl det ikke, hvad nytter det Folk at vide, hvad jeg bærer paa!" Han længtes efter Evigheden".(note: Synsp. f. m. 78,80).

Selv fremskyndede han sin Død ved den alle Skranker og Hensyn brydende, oprivende Agitation. Men han synes bestemt at have anet Dødens Komme netop til den Tid, da den bortrev ham. Af den Formue, han efter sin Fader havde arvet, var da Intet mere tilbage. Han havde kort efter Faderens Død bragt sin hele Kapital til sin Svoger, Justitsraad Lund, med Anmodning om at denne vilde opbevare den for ham, ikke saaledes at forstaa, at Pengene forrentedes; thi Kierkegaard ansaa med sin gammdtestamentanske Opfattelse det at tage Renter for Synd, for Anger; men saaledes, at han hvert Aar kunde faa en vis Sum af Kapitalen udbetalt. Derfor skete det, at Kapitalen dels ved Kierkegaards ikke billige Levevis, dels ved hans rundhaandede Godgørenhed tæredes fuldstændigt hen. Der fandtes efter hans Død kun 250 Rigsdaler i rede Penge.

I Oktober 1855 blev han lagt ind paa Frederiks Hospital.

Blandt Frederiks-Hospitals Journaler findes en, i hvilken et Afsnit aabnes med disse Ord: Dr. Søren Kierkegaard (42 Aar) indkom 2. Oktober 1855, død 11. November 55 Kl. 9 Eftm.

Den unge medicinske Kandidat, som har ført Journalen, har ikke nøjedes med rent lægevidenskabelige Optegnelser, men har enkelte Steder søgt at gengive almindelige Udtalelser af den Syge.

Saaledes straks den første Dag disse Ord: "Han anser sin Sygdom for dødelig; hans Død er nødvendig for den Sag, han har anvendt hele sin Aandskraft til at løse, hvorfor han ene har virket, og hvorpaa han mener, han kun er beregnet; derfor den skarpe Tænkning i Forbindelse med et saa spinkelt Legeme.

Skal han leve, maa han fortsætte sin religiøse Kamp, men den vil da trætte, hvonmod den ved hans Død vil vedligeholde sin Styrke og som han mener sin Sejr." Og atter i Journalen for den 12te Oktober hedder det: "Han vedbliver at paastaa sin nære Død."

Saa knap, sletskrevet og lidet indholdsrig denne Journal end er. saa giver den et tydeligt Billede af to for Kierkegaards Sjæleliv betegnende Træk; det ene: den selvplagende Retning hos den Syge, som paa Grund af religiøse Meninger" undertiden udbeder sig at maatte være fri for et eller andet lædskende eller lindrende Middel; det andet: den jomfruelige Blyhed eller Undseelse hos Patienten, som her ved flere Lejligheder bliver ham en Plage, og om hvilken Kandidaten efter en Samtale med ham nedskriver: "han mener, at denne Fejl har havt en gennemgribende Virkning paa hans Liv og gjort ham til Særling".

Den 11te November om Aftenen udaandede han.

Man har sagt, at han døde i rette Tid. Naar man taler saaledes, da betragter man hans Liv æstetisk: hans sidste Optræden var en femte Akt, og hvad har Tragediens Helt efter femte Akt tilbage, andet end at dø? Jeg kan ikke se paa Kierkegaards Liv og Død som paa et Skuespil. Et Geni, der dør 42 Aar gammel, dør aldrig i rette Tid for Omverdenen. Jeg ønsker, at han havde kunnet leve.

Blot den Omstændighed, at han vedblev at leve, vilde have tvunget ham til Udtalelsen af ny gennemgribende og stedse sandere Tanker. Umuligt havde han kunnet holde sig paa det Punkt, hvorpaa han stod ved sin Død, han havde maattet drage nye Følgeslutninger og disse synes alle at have maattet gaa i Retningen bort fra den bestaaende Kirkelighed; med mindre han da med et voldsomt Omslag havde villet kaste sig tilbage i Katolicismen.

I Begrebet Angest (S. 79) forekommer etsteds i Forbigaaende den Vending: "Denne Anskuelse, som man kan kalde kristelig eller hvad man vil" er sikkert den rette. Man kunde tænke sig en saadan Vending gennemført gennem hele hans Tankegang.

Thi vi ser ham endnu i Agitationens sejerrigste Øjeblikke føle sig stanset, fordi han nødes til at godtgøre sin Anskuelses ikke Sandhed men Overensstemmelse med Bibelen og maa indlade sig paa Skriftsted-Anførelsens hele Jammer. Han finder da et Skriftsted for, Modparten et imod, eftersom det naturligvis ikke lykkes ham at bringe noget saa Uensartet som det garmle og nye Testamente ind under én Livsbetragtnings System. Ja han anfører undertiden vilkaarligt, undertiden urigtigt af lutter Iver for at faa et Bibelsted at beraabe sig paa.(note: I Magnus Eirikssons's gode og redelige Bog: Gud og Reformatoren (S. 66-112) er givet en Fremstilling af Kierkegaards Selvmodsigelser overfor Bibelordet. Hans Vilkaarlighed i Skriftstedbehandling har Erik Bøgh i sit Skrift om Søren Kierkegaard og St. Sørens-Dyrkelsen paavist med Hensyn til K.s Benyttelse af Legenden om Jonas).

Man kunde tænke sig, at det Øjeblik var kommet, da han trættedes derved.

Han var i sit Livs sidste Maaneder paa Veje dertil. men Vejen var ikke god. Som andre store, til Døde hidsede Reformatorer saa han tilsidst sin Personligheds miskendte Ret som den eneste i Verden. Selv naar han beraabte sig paa Skriften, beraabte han sig i Virkeligheden paa sin Fortolkning af den, paa sig selv. Som Enevældens Konge havde sagt: Staten, det er mig, saaledes tænkte han nu: Sandheden, det er mig. Sandheden rettede sig efter ham, efter hans Levned. Dengang da han selv stundom prædikede i Frue Kirke, da var Kirken ærværdig og hellig; nu var enhver Kirke "et tvetydigt Sted". For faa Aar siden havde han indtrængende opfordret Menigheden til at ty til Kirken og dens Altre, nu da han selv erklærede hellere at ville begaa de groveste Forbrydelser end betræde en Kirke, nu burde det med Et være indlysende for Alle, at Sandheden ikke laa i Kirkens Skød.

Og han bestemte ikke blot Sandheden, men Tidens Fylde Saalænge han selv fandt det passende og rigtigt ved enhver Lejlighed at hædre Biskop Mynster, burde ogsaa alle andre vise Mynster dyb Respekt. Han ventede, siger han, med sit Angreb paa Mynster og Gejstligheden, indtil Martensen, hvem han stempler som "en subaltern Personlighed" var bleven Sjællands Bisp; thi han tænkte, at det kunde være Martensen ubehageligt, om Angrebet var kommet, imedens "han var Kandidat til denne Plads".

Men hvis han nu selv var død forinden! han, som selv siger, at han ofte levede paa Dags Frist! Og dersom Martensen virkelig var saa "subaltern", som Kierkegaard fandt ham, skulde man efter almindelige menneskelige Begreber dog tro, det var bedre, at han ikke blev Landets øverste Biskop end at han blev det i Ro. Men Kierkegaard afgør selv, naar det passende Øjeblik der Han véd, at Gud er med ham, og at det, han skriver, har Guds allerhøjeste Behag.

Det var den eneste Form, under hvilken dette religiøst opdragne Geni ligesom Pascal, ligesom Lamennais formaaede at befri sig fra Kirkens Aag. Men han frigjorde sig som han kunde.

Fri Kristenheden kæmpede han sig i ethvert Tilfælde fri.

Der var fra hans tidligste Ungdom af mellem ham og den aandelige Frihed optaarnet alle de Skranker, som tænkes kan.

Han var ved Opdragelse, ved Pietet, ved Livsskæbner indelukket i den bestaaende Kirke som Den, der i et Fængsel er indesluttet ved den ene Krans af Fængselsmure omkring den anden. Han kæmpede sig dog igennem dem alle og trængte ud i Dagslyset.

Det er denne Bevægelse, Bladartiklerne i Sandhedsvidnestriden og særlig Tidsskriftet Øjeblikket betegner, og derfor vil Øjeblikket blive staaende i Literaturen som hans Livs egenlige og afgørende Bedrift, fordi det i kortest sammentrængt Form giver hvad han tænkte og vilde. Det alene blandt alle hans Værker er sunket tilbunds i det danske Folk; det er for Tiden et af de betydningsfuldeste Gæringselementer i Arbejderbevægelsen; det vil maaske engang i Tiden blive et af de kraftigste Gæringselementer i en Revægelse, som omfatter det hele Folk; da vil ogsaa den Adskillelse af Kirke og Stat, som Aarhundredets Udvikling stedse mere bydende forlanger og som det er Kierkegaards uvisnelige Ære med større Energi og større Evner end nogen anden Dansk at have fordret, blive en Virkelighed i Danmark.

Det er Kierkegaards store Betydning for Danmarks folkekirkelige Aandsliv, at der ved ham er gjort Prøve derpaa. Den bestaaende religiøse Tilstand var længst bleven holdt for værdiløs, set udenfra, fra Videnskabens humane Standpunkt. Af ham blev den angrebet indenfra, angrebet ud fra sit eget Ideal, maalt med sit eget Maal, og gennem hans Mund dømte og fordømte den sig selv.

Da Kierkegaard begyndte, syntes han at skulle blive den frie Videnskab den farligste Mand af alle. En Tænker af denne Rang og tillige en Prædikant! en Filosof saa stort anlagt som ingen før hos os, og Biskop Mynsters ydmyge Beundrer! Ved ham er der gjort Prøve. Han endte med selv at give sit Gudebillede Økseslaget. Ved ham er det danske Aandsliv drevet ud til den Yderlighed, hvorfra et Spring maa ske, Springet ned i Katolidsmens sorte Afgrund eller hen paa den Pynt, hvorfra Friheden vinker.

I Kierkegaard naaer den danske Literatur i den første Halvdel af det nittende Aarhundrede sit Toppunkt og med ham slutter den. Hvad der er fulgt efter ham i dets andet Halvdel er enten for ringe eller endnu for ungt til at kunne veje op imod hans Værker. Der gives ingen Maalestokke i Literaturen.

Der gives intet Lod, med hvilket man kan lodde de aandelige Dybder, intet Termometer, som maaler Lidenskabens Varme, ingen Højdemaaler for Aandens Flugt. Men gaves der Sligt, da vilde det vise sig, at ingen Forfatter i vor Literatur er gaaet dybere tilbuuds i Menneskehjertets Afgrunden at ingen har følt mere inderligt; tænkt mere skarpt eller har taget en højere Flugt i sin Begejstring for Renhedens og Fasthedens Idealer.

Hans Personlighed er for rig og hans Værk for mangesidigt til at man kan stemple ham og det ved en Formel. Han var heller ikke, som man uforstandigt har sagt det om ham, "indvortes færdig" fra Begyndelsen af. Tvertimod, han kan kun da forstaas, naar man forsøger at tydeliggøre sig hans Genis Historie fra de første Spirer til Karakter og Livsgerning, og naar man forfølger Udviklingens bugtede, hinanden krydsende Linjer saa godt, det lader sig gøre, fra de første Anlæg til de sidste Resultater, uden at overspringe noget Udgangspunkt eller noget Mellemled, men ogsaa uden at ville være følgestrengere eller mere retliniet end Naturen er.

Det er det, hvorpaa her er gjort et Forsøg.

29. Efterskrift.

(I Anledning af Efterladte Papirer 1849.)

(1880).

Udgivelsen af Kierkegaards Papirer vil efter al Sandsynlighed have den Virkning, at Sandheden og Betydningen af hans Sag, som opfriskes i Erindringen, bliver mere indlysende og anerkendt, men at man vil skatte ham adskilligt mindre højt som Karakter end man gjorde det, før disse Optegnelser forelaa trykte.

Jeg tager først det sidste Punkt.

Dagbøgerne lærer os, at Kierkegaards Aand i mange Maader havde modtaget et Stempel af de Forholds Smaalighed, hvorunder han tilbragte sit Liv. Hans urimelige Forbitrelse paa Hostrup, hans Sindsbevægelse over et Par Taabeligheder af Frederika Bremer, hans udelukkende Sysselsættelse med de ubetydelige literære Begivenheder, der berører hans Stilling som Forfatter, medens de største Verdensbegivenheder lader ham urørt, gør et pinligt Indtryk. Den slesvigske Krig ærgrer ham især, fordi man i den Anledning tog Anders [hans Tjener) fra ham, og denne Ærgrelse synes at sluge al Medlidenhed med de Snarede og Faldnes Efterladte. Han er saa opfyldt af sit Eget, at der i Dagbøgerne kun yderst sjældent forekommer en Optegnelse, der ikke umiddelbart angaar ham selv.

Kierkegaard var da øjensynlig langt mindre Helt og langt mere Fantast (eller som han kalder det: Digter), end man tidligere havde Grund til at tro. Vi ser at han endnu i 1849 ikke var videre, end at han bestandig syslede med Tanken om at søge Embede, endda som Præst, med det Forsæt, nu, da hans Formue er taget stærkt af, at ophøre med Forfatterskabet og i Tide sikre sig mod Bekymringer for Udkommet. Naar han dog lader være dermed, er det ikke af ideelle Grunde, men formedelst det Tungsind, der "næsten er en stille Sindssvaghed" og formentlig gør ham uskikket til Embedsmand. Han maa have et Embede, han tør ikke udsætte sig hensynsløst; det modsatte vilde være "at friste Gud":

Nej, nej, naar jeg ikke har Formue, maa jeg sikre mig ved en Ernbedsstilling eller paa anden Maade. hvad jeg altid har tænkt mig - mere formaar jeg ikke d.v.s.: at gaa længere ud er for mig at friste Gud... I mine Tanker er det at friste Gud, naar jeg med min Forvænthed ved at have havt Formue, nu med denne nye Fare vilde vove efter en Maalestok, som ikke hidtil.

Mangen Præst i Folkekirken har maaske, da Kierkegaards Angreb paa Standen skete, følt Lyst til at nedlægge sit Embede, men har ogsaa ment, at dette vilde være "at friste Gud". Den, der kender de Kierkegaardske Opbyggelsesskrifters Udtalelser om Næringssorg, vil imidlertid ikke uden Forbavselse læse hine Ord saa vel som følgende Bekendelse:

Den økonomiske Bekymring kom mig pludselig og altfor nær. To saa uensartede Vægter som Verdens Modstand [nærmest Eftervirkningerne af Corsarens Artikler) og Sorg for Udkommet kan jeg ikke løfte paa én Gang. Det var min Tanke, da jeg lejede Lejligheden i Tornebuskegade, at leve der et Halvtaars Tid, stille tænkende over mit Liv og saa søge Embede. Da bryder pludselig Forvirringen løs. Det var en Tilstaad i et Par Maaneder, som ejede jeg maaske i Morgen ingen Ting, men var bogstavelig i Penge-Forlegenhed. Det tog svært paa mig.

Mangen En, der aldrig har tillagt sig en Troens Ridders Uanfægtelighed af det Timelige, har vel "bogstavelig været i Pengeforlegenhed" og dog udholdt større Modstand fra Omverdenen end den, Kierkegaard mødte.

Som "Replik af en digterisk Individualitet" følger saa nogen Tid senere en Henvisning til Den, der nærer Bekymring for sit Udkomme, om at gaa til Tugthuset og indhente Oplysning om, hvor meget et Menneske behøver for at leve. Man sporer Overgangen i Kierkegaards Sind fra en fantastisk Angst til et fantastisk Sværmeri. Han har havt en Trang og et Hang til at male sig Skræmmebilleder pan Væggen. Undertiden gyser han for dem, og saa er han frygtsom, undertiden samler han sig i vild Entusiasme til Stormløb imod dem. Derfor vender ogsaa stereotypt den Tanke tilbage hos ham, at han (paa Grund af hint Dusin tre Aar gamle Corsarartikler) vil kunne blive overfaldet, "slaaet i Hatten", ja endog, som det mangfoldige Gange hedder, slaaet ihjel, og dette bliver da atter Anledning til hans Sysselsættelse med Pseudonymen H. H.'s Problem: om Martyren har Lov til frivilligt at paabyrde sine Omgivelser en saadan Skyld som den at dræbe ham. Hvad Kierkegaard siger herom er, som hans allerfleste teoretiske Overvejelser, slaaende genialt, men hvor liden Fare der var for, at han kunde komme til at lide noget legemligt Martyrium, viste sig tydeligt i Krisen 1854- 55, da Statsmagten end ikke skred ind imod ham for Ytringer, som andre senere er blevne dømte for blot at anføre. Hvor meget mindre kunde da Corsarangrebene gøre ham til Blodvidne! Det overrasker derfor smerteligt at se, med hvilken Overlegenhedsfølelse og hvilken hjærteløs Kulde han skriver om et virkeligt Blodvidne for en Sag, med hvilken han ikke sympatiserer:

Og Martyrer er det eneste, som behøves. Naturligvis ikke saadanne Eventyrere som en Robert Blum, der ikke har mere af en Martyr end slet intet. Thi ikke blot var det i Usandhedeas (d.v.s.: Demokratiets) Tjeneste, han virkede, men ogsaa dette fraset, rent formelt betragtet har han end ikke selv Anelse om at ville noget saadant - han bliver taget og skudt.

Det kaldes i vor Tid en Martyr.

Robert Blum, der fra en ringe Samfundsstilling hævede sig til at blive en politisk Fører, som i denne Egenskab bestandig virkede dæmpende, som endelig i 1848 kæmpede som en Helt paa Wiens Barrikader i den hæftigste Ild, saa fangedes og dømtes til Galgen for endelig at benaades til Krudt og Bly havde vel fortjent et bedre Eftermæle.

Kierkegaxrd paralleliserer i denne Periode sin Stilling til en Embedsvirksomhed med sin Stilling til Ægteskabet. Han havde "heller end gerne" villet ind i begge Dele, kun hans Tungsind har hindret. Imidlertid gør han med Stolthed gældende, at har han end ikke giftet sig, saa har han dog leveret "et af de talentfuldeste Forsvar for Ægteskabet". Medens andre Mænd kun tænker paa, med hvem de skal gifte sig, har han tænkt over Ægteskabet overhovedet, fordi han er et Geni, og "ethvert Geni er en Revision af et eller flere Spørgsmaal i Tilværelsen". I øvrigt er hans Opfattelse vaklende: snart erklærer han med Glæde at ville vie et Par hjærteligt Forelskede, snart at det kristeligt er "det aldeles ligegyldige, hvilken Pige du faar. Det er din Pligt at giftes". Naar Talen er om Andre svajer hans Sindsstemning mellem menneskelig Billighed og religiøst Konsekvensmageri. Naar Talen er om ham selv, forbeholder han sig større Frihed. Hvor langt han til sine Tider privat har været fra at betragte Vielsen med det samme autoritetsdyrkende Sind, fra hvilket Afhandlingerne i Enten-Eller og Stadierne er udgaaede, derom foreligger et højst paafaldende Vidnesbyrd i en Udtalelse om Hamann fra 1847. Hamann, der som religiøs Skribent var et af Kierkegaards Idealer, men som iøvrigt var en i høj Grad afskyelig Karakter, holdt den Kvinde, han levede sammen med, som stod under harn i Dannelse og Evner, men ikke des mindre var hans Børns Moder, i et fuldstændigt Afhængighedsforhold.

Han vilde ikke ægte hende, fordi han frygtede, at hun i saa Fald skulde betragte sig som ligestillet med ham. Kierkegaard synes ikke at have kendt til Hamanns "Samvittighedsægteskab", da han selv var forlovet; ti i Papirerne findes følgende Notits:

Forunderligt! i Gaar talte jeg med Jørgen Jørgensen, som nu er bleven en ivrig Læser af Hamann. Han har i hans Skrifter fundet den Oplysning, at Hamann ikke var gift med sin Kone, men levede med hende uden Vielse, altsaa som en Konkubine. Og jeg, som paa det ivrigste har søgt det, har ikke fundet det. Det havde i sin Tid været mig af yderste Vigtighed. Og dog havde det vel ikke hjulpet; men det havde altid givet Sagen en lidt anden Vending. at jeg havde vidst, at Hamann havde vovet sligt. Jeg har naturligvis tænkt mig Muligheden, men jeg har ikke vidst, at Hamann havde realiseret den. Dog forvissede jeg mig i sin Tid om, at det ikke saa ledes lod sig gøre.

Eu Ting beviser Dagbøgerne paa det mest indlysende, den overordenlige og afgørende Betydning, som Corsarartiklerne fik for Kierkegaards Forfattervirksomhed. Et Sted hedder det, at Forbitrelsen over dem "muligen har virket paa ham til at ville svinge sig et Stadium højere, end han nogensinde havde tænkt sig"; et andet Sted bestemmes hans Martyrium som "Latterens Martyrium" han er "ganske nøjagtigt Latterens Martyr" og han sammenligner sig, i Anledning af hans bekendte Opfordring til Corsaren om at udskælde ham, med Marschal Ney, som selv kommanderede Soldaterne, der skød ham. De ansete Forfatteres Tavshed til Corsarens Angreb var et "National-Forræderi" som blev begaaet imod ham; vel var Angrebene kun Myggestik, men l00,000 Myggestik kan dræbe en Mand. Hans Hjærte svulmer endnu fire Aar efter ved Tanken om det Mod, han har udvist.

Det, at jeg frivilligt udsatte mig for Corsarens Angreb, er i Retning af Genialitet vistnok det intensiveste, jeg har gjort. Det vil komme igen i hele mit Forfatterskabs Proces, vil blive af største Betydning for hele min Opgave i Forhold til Kristendommen og til min Belysning af Kristendommen, til at sætte den ganske ind i Refleksion. Det er ofte sagt, at dersom Kristus nu kom til Verden, vilde han igen blive korsfæstet.

Dette er ikke ganske sandt. Verden har forandret sig, den ligger nu i "Forstanden". Derfor vilde Kristus blive udlet, behandlet som gal, men som en Gal, man ler af.

Han føler sig altsaa overbevist om, at det Martyrium, han har lidt, er det, der i vore Dage vilde have været Kristi. Atter og atter nager det ham, at han, der "i ethvert andet Land vilde have tjent en stor Formue og gjældt for et Geni af første Rang, er bleven en Slags Gale-Meyer, kendt, insulteret af enhver Gadedreng (ganske bogstavelig), selv af Slaverne". Han, der før havde en mild Hilsen til Enhver, er nu ordknap, undvigende, hilser "som i tredje Person". "Og det maa jeg gøre; jeg maa ordenlig huske mig selv paa at gøre det - thi Verdens Frelser kan jeg ikke være, og holder jeg ikke lidt igen i den Retning, saa ender det med, at jeg bliver slaaet ihjel". Men kan han end ikke selv være "Verdens Frelser", saa bliver Goldschmidt dog ved Modsætningen Judas, ja værre end Judas, thi Goldschmidt har beholdt de Penge, Corsaren indbragte, medens Judas "gav Pengene igen."

Det forekommer mig ikke, at der efter disse Udtalelser kan finde nogen Tvivl Sted længere om den afgørende Betydning, Corsarangrebene havde for Kierkegaards Opfattelse af det Kristelige og Kristus i hans sidste Tidsrum. Det forstaar sig imidlertid, at Forholdet til Mynster og Sammenbruddet 1848 har været medindgribende til at bestemme Kierkegaards seneste Holdning.

Efter en af de sædvanlige Meddelelser om, at det indtil 1845 (Afsluttende Efterskrifts Udgivelse og Corsarangrebene) havde været hans Agt at nøjes med "i humoristisk Form at give Samtiden et Vink" uden at træde angribende op eller forfærde Andre, siger han:

Da saa jeg med Forfærdelse, hvad der forstaas ved en kristelig Stat (og det saa jeg især i 48), jeg saa, at de, der skulde herske i Kirke og Stat, fejgt skjulte sig, medens Nederdrægtigheden frækt rasede; og jeg erfarede, hvorledes en i Sandhed uegennyttig og i Sandhed gudfrygtig Stræben (og det var min Forfatter-Stræben) lønnes - i den kristelige Stat.

Hermed var min Skæbne afgjort...Jeg baade har været og er villig nok til at bede Gud fritage mig for den forfærdelige Forretning; og desuden, jeg er selv Menneske, elsker ogsaa det, menneskelig talt at leve lykkeligt paa Jorden. Men naar det skal være Kristenhed, en kristelig Stat, det, man nu ser Evropa rundt, saa agter jeg at gøre Begyndelsen her i Danmark, at notere Prisen paa det at være Kristen saaledes, at hele Begrebet: Stats-Kirke, Embedsmand. Levebrød - springer.

Der slaar en Flamme op af disse Udtalelser, som faa Aar efter skulde gribe mægtigt om sig og efter hvis Hærjen den danske Statskirke har lignet Tuileriernes Ruiner siden 1871; men Harmen over Corsarens Par Artikler var den Gnist, som tændte den.

2. Der forekommer, som jeg i sin Tid godtgjorde i mit Skrift om Kierkegaard, to afgørende Vendepunkter i hans Liv: Forlovelsen og Sammenstødet med Kjøbenhavn efter Corsarangrebene.

Han siger det selv rentud i disse Papirer:

Min erotiske Kollision havde den Potensation: at det ikke var nogen anden Magt, der skilte os ad, ej heller Pigen, der brød med mig, men at det var mig selv, der maatte tilintetgøre en virkelig Elskov, saa jeg foruden min egen erotiske Smerte fik en sympatetisk i Forhold til hende, som jeg gjorde ulykkelig, og endelig Ansvarets Lidelse dobbelt skærpet ved, at det, der bestemte hele Skridtet, var Anger over et tidligere Liv og Tungsind. Dette er unægtelig en saa kombineret erotisk Kollision, som det er muligt.

Min anden Kollision er den med Verden. Her er igen Potensationen, at jeg er den, der frivilligt har udsat mig for det Hele.

Efter denne ligefremme Erklæring kan vel, hvad jeg i sin Tid anede, betragtes som uigendriveligt godtgjort. Som det første Sammenstød havde gjort ham til Digter, saaledes gav det andet Sammenstød ham et nyt "Udtræk" som kristelig Skribent. Ogsaa dette siger han selv rentud. Under Overskriften "Følgerne for mig selv af mit Skridt mod Corsaren" hedder det:

Havde jeg ikke gjort dette Skridt, var rent Dobbelt-Faren i Forhold til det Kristelige undgaaet mig, saa jeg bestandig kun var kommet til at opfatte det Kristelige med Hensyn til Inderlighedens Vanskelighed.

Det er blevet min egen Opdragelse og Udvikling.

Jeg har som Forfatter faaet ligefrem en ny Stræng til paa mit Instrument, er blevet i Stand til at tage Toner, som jeg ellers aldrig havde drømt om.

Jeg har i strengere Forstand naaet "Virkelighed".

Som man ser indeholder disse Ord den mest ubetingede Bekræftelse af hin omstridte Sætning i min Bog: "Paradokset viger for Passionen". Opfattelsen af Kristendommen "med Hensyn til Inderlighedens Vanskelighed" trænges tilbage af Tanken paa den Kristnes Stilling til Verden, til "Virkeligheden". Uden Corsaren vilde rent Dobbeltheden ved det Kristelige være undgaaet ham, d.v.s.: han var aldrig bleven Statskirkens Angriber.

Ligesom det at læse disse Ord har været en Tilfredsstillelse for mig, saaledes maa det, skulde man tro, være en Smule beskæmmende for alle dem. der i sin Tid gjorde deres Overlegenhed gældende overfor min Opfattelse og mit Skrift i det Hele.

Af dem er der kun en Enkelt, jeg finder det rigtigt at udpege, og det er en vis tysk Pastor Bärthold, der har skrevet et Flyveskrift mod min Bog, som med Hensyn til enfoldig Misforstaaen og selvglad Sprængvigtighed overgaar det Normale, og selv ham vilde jeg ikke have nævnt, hvis ikke den aftraadte Udgiver af de Kierkegaardske Papirer, Hr. Barfod, havde fundet det passende i Forordet til Papirerne fra 1848 at prise denne fremmede Kierkegaard'man i høje Toner som Gendriver af en Opfattelse af Kierkegaard, jeg aldrig har havt eller ytret. De gode Pastorer og Teologer er Modstandere, som overfor mig har let Spil; ti jeg svarer dem aldrig, da jeg anser Forhandlinger, som føres fra saa forskellige Standpunkter som deres og mit, for ufrugtbare; kun Et burde de i egen Interesse lade være med; det er at optræde som glødende Tilhængere af Søren Kierkegaard; det er og bliver nemlig altid komisk at ville være Kierkegaards Forfægter ud fra Teologien, som han har sprængt, og ud fra Statskirken, som han har haanet. Naar de Herrer begynder med at opgive Teologien og Præsteembedet, da kunde vi maaske tales ved.

Jeg sagde ovenfor, at de udgivne Papirer sikkert vilde styrke Indtrykket af Kierkegaards Sag, Bevidstheden om dens Betydning, ligesom af hans egen Betydning som Aand.

Det beror først og fremmest paa, at der for os Efterlevende ikke mere er Tale om for Alvor at stille hans Modstandere op imod ham. Vi føler med hans literære Stilling. Vi ser, at han i alt Væsenligt har Ret i sin Skildring af den. Det er sandt, hvad han siger, at de "fornemme" Skribenter viste sig mærkelig uvillige til at vurdere ham. Heiberg stødte han vel til Dels fra sig ved, hver Gang denne nævnede ham eller gav sig til paa sin Vis at behandle hans Tanker, straks at overfuse ham med Spot og Spas, og Heiberg var desuden som ældre moden Mand ikke mere i Stand til at anerkende en Virksomhed, der gik ud fra helt andre Forudsætninger end hans og som det følte han - havde til Hensigt eller Følge at undergrave hans eget Standpunkt men Heibergs Færd var dog mere diplomalisk end tiltalende. Martensen indtog fra først af den Stilling fornemt at ignorere; om der var Valuta for Fornemheden, er nu til Dags næppe mere et aabent Spørgsmanl. Mynster's Holdning over for det i hans Oldingealder opdukkende Geni var næppe den smukkeste, og hvor meget der end kan tale til den gamle Mands Undskyldning, begriber vi, at Kierkegaard maatte være utilfreds med den. Hvad endelig R. Nielsen angaar, havde Kierkegaard ikke Uret i at anse ham for en farlig og kompromitterende Discipel, om det end gør En ondt nu at se al den Haan og Galde, den Døde fra sin Grav spyr ud over den fordums Tilhængers Hoved. Kort sagt, vi Nulevende føler og har længe følt: Denne Mand havde ingen Overmand i sin Samtid, Ingen, der fuldt forstod ham, Ingen, der simpelt hen udtalte, hvad han var værd og betød, den mod nok, mere end nok, der krænkede, nedsatte og misundte ham eller ved deres Tilslutning var ham til Besvær. Vi ser hans Magt over Publikum, hans Tryllekraft en lang Aarrække igennem brydes af Karikeringer i et Vittighedsblad, og vi ser ham tilsidst udaande med Landets hele Gejstlighed over sig, af hvilken ikke En selv kan mene, at hans Navn vil leve en Femtedel af den Tid som den døde Præstehaders.

Denne ejendommelige Situation, hvori den store Mand befandt sig, gør det lærerigt for os at studere de Domme, han fælder over sin Samtid og sit Land. Disse Domme er ikke afgivne med et roligt prøvende Sind, ikke begrundede paa en omhyggelig folkepsykologisk Iagttagelse; det er Domme, der er prægede af Lidenskab og udmøntede af Foragt, men det er Domme, som det danske Folk ikke bør overhøre. Der er ofte en skærende Sandhed i dem; det er Ord, som til en vis Grad berettiger den Titel, Kierkegaard foreslaar for sine efterladte Papirer: Dommerens Bog.

Man kan sige, at Kierkegaard her har leveret en Naturbeskrivelse af de danske Laster; han har skrevet de danske Skødesynders Psykologi.

Gennemgaar man hans Dagbøger som et Hele, vil man finde, at der er visse Grundlaster, han bestandig vender tilbage til som typiske for de Danske, og det er: Smaalighed, Misundelse og Forgudelse af Middelmaadigheden.

Smaaligheden synes ham Grundskaden. Han berører tit, at den findes hos de Bedste, og er sig øjensynlig ikke bevidst, at den heller ikke fattes hos ham. Han henfører den først til Armoden i Landet. Han taler et Steds om, at de faa udmærkede Mænd, med hvilke han lever samtidigt, slet ikke forstaar ham, og ikke fordi de mangler Evner, men, siger han, "fra tidlig Tid har de maattet være bekymrede for Udkommet, og derved har deres Sjæl faaet en indskrænkende Begrænsning". Denne Begrænsning forhindrer dem fra at vinde det frie og hensynsløse Blik paa Livet, som er hans Fortrin og Ulykke i Danmark. Han udleder den dernæst fra Landets Lidenhed. "I Danmark er der naturligvis ikke Tale om nogen Bedømmelse, nogen virkelig Maalestok for en Kunstner, en Digter, en Tænker o.s.v. Det Par Mennesker vi er, som alle kender hinanden, leger alle aldeles ligeligt med, og Bedømmelsen er derfor den: er han godt lidt?" Han udleder den fremdeles fra Sprogets ringe Udbredelse. Han hævder, at han, hvis han havde en Søn, vilde sige til ham:

"Bliv for Guds Skyld ikke Forfatter i Danmark, stræb saa tidligt som muligt at lære et fremmed Sprog, saa du kan skrive det, skriv ikke en Linje paa Dansk, men begynd straks i det fremmede Sprog. Ikke blot er Danmark et lille Land, hvor Du ingen Læsere faar og maa give næsten Penge til for at være Forfatter. Men Danmark er slet intet Land, det er en Købstad, en Knejpe". Han fortæller, at allerede hans Fader har advaret ham mod at skrive "i det Krähwinkel-Sprog sam kaldes Dansk", og han billiger Advarslen paa Grund af den i Danmark formedelst Sprogets snevre Grænser ustraffet herskende Smaalighed. Hans Tanke er øjensynlig den: sker der Uret i Schweiz eller i Belgien, som jo ogsaa er smaa Lande, saa meddeles det øjeblikkelig Alverden paa Landenes Sprog, paa Tysk eller Fransk eller Italiensk, og den hele civiliserede Verden kan føre Tilsyn med, hvad der foregaar i Landet. Hvad der derimod sker i Danmark, derom skrives der kun eller næsten kun paa et Sprog, som den civiliserede Verden ikke læser.

Han henfører sluttelig Smaaligheden til Misforholdet mellem Danmark og Kjøbenhavn. Under Overskriften Eventyret om det Land Danmark skriver han et Steds: "I dette Land er der kun én By, men den er ogsaa hele Landet saa kisteglad over, uagtet det kun er en Købstad. Den hedder Kjøbenhavn'. Et andet Steds forbinder han sine Overvejelser over Sprogets ringe Udbredelse med dem over Mangelen paa Byer i følgende Karakteristik:

Ingen By i Evropa vil kunne demoralisere i den Grad som Kjøbenhavn. Det ligger i, at Kjøbenhavn er uden komparativ Maalestok med andre store Byer - fordi den er den eneste i et Land, den eneste i det Sprog - og i et Land, der aldeles gaar op i Kjøbenhavn, fordi det ikke en Gang har et Landbo-Aristokrati (som Sverig f. Eks.). Enhver stor By, der bliver sig bevidst som en lille Del af et stort Land, maa for en Skams Skyld holde lidt paa Undseelse og Velanstændighed - thi de andre Byer faar det jo at vide. Men i Kjøbenhavn dér kan Demoralisationen sige ligesom Daaren i Davids Psalme): Ingen ser mig. Naar vi nemlig alle eller Pluraliteten i denne eneste Landets Smule Stor-By bliver enige om mere og mere at overgive os til alle disse væmmelige Misundelsens, Dumhedens, Købstadsaandens Lidenskaber: saa ser Ingen os.

Fremdeles: dersom en Enkelt, der lever i en større By i Evropa, der blev et Offer for Misundelsens Lumpenhed: saa vilde han, da han som Forfatter, Kunstner o.s.v. tilhørte hele Landet, kunne gaa til en anden stor By i samme Land. Og hvem vilde saa lide derved? Ganske rigtigt den By, i hvilken han før havde levet. Men Kjøbenhavn kan man ikke forlade uden at forlade Danmark, dansk Sprog og Nationalitet.

Dette er aldeles uproportioneret. Herved kommer igen Kjøbenhavn i Fordelen - for saa vidt der er Tale om Held og Lykke til totalt at demoralisere.

Af Smaaligheden flyder øjensynligt efter Kierkegaards Opfattelse de andre nationale Fejl, Misundelsen og Forgudelsen af det Middelmaadige. Thi Smaaligheden indbefatter nødvendigvis Uvilje og Mistænksomhed overfor det, som hæver sig over Mængden, Stemninger, der fører til ved Misundelsen at ville jævne det med Jorden, og disse negative Tilbøjeligheder og Kræfter medfører nødvendigvis, da Hjertet dog skal have noget at beundre og Tungen noget at prise, Forherligelsen af det Flove. Derfor skriver Kierkegaard: "Det Onde, der allerede i lang Tid har været Danmarks specifike Onde, er Smaalighed, pjanket Misundelse, grundet i Ligemands-Herligheden og Middelmaadighedens Forgudelse, saa Middelmaadigheden er den eneste offenlige Dyd i Danmark".

Misundelsen fører Kierkegaard tilbage til forskellige Sjælsegen skaber, men paastaar at have lidt under alle Sorter af den.

"Man taler om den Pinsel at blive stegt ved en langsom Ild: det varer dog vel ikke Aar ud og Aar ind som det at blive langsomt ædt af Misundelsens Utøj. Den danske Misundelse er væmmelig, og der er snart ikke mange tilbage, uden at de er infirerede af den og med at gnave paa En". Han skelner mellem en Misundelse, hvilken det tilfredsstiller at forhaane, at udgrine, en anden, som nyder det at se til, og gotter sig over Krænkelserne, endvidere en Art, som det mætter at have lidt Medlidenhed, sige "Stakkel!" o.s.v., endelig en Misundelse, som fryder sig ved at holde sig i Afstand og tie ubetinget.

Fra denne Misundelse ligger Overgangen til Middelmaadighedens Forgudelse ganske nær. Kierkegaard viser, med hvilken Lethed et lille Folk, der har sit Sprog for sig selv, og kun én større By, i hvilken det næsten gaar op, kan forvandle sig til "Midddmaadighedens forjættede Land": "Man smigrer Middelmaadighed; Middelmaadighed beundrer Middelmaadighed; man knækker ved Misundelse og Fortrædigelse enhver højere Stræben, som afgiver Maalestokken". I det lille Folk antager et Noget, som i intet større Land kan blive en Magt eller spille en Rolle, kæmpemæssige Forhold; det er "Bysnak, Bagtalelse, eller den idelige Tale mellem Mand og Mand om Mand og Mand". Vel gives der i alle Lande Bysnak og Bagtalelse, men "hvor Statsmaskinen arbejder med 100,000 Hestes Kraft", hvor daglig Begivenhederne strømmer til, der forsvinder og overhøres eller overdøves Snakken. Altsaa Forholdet er i de store Lande et andet. Han skriver 1847 (Udhævelserne er af ham):

Men man agte dog vel paa Forholdet, Proportionen. Og just fordi man i Danmark ikke har agtet derpaa, saa tør jeg sige, og jeg tør egenlig ikke fortie det, og det er uforsvarligt, at det ikke er sagt: at i intet Land i Evropa er Bysnak saaledes det herskende som i Danmark. Det følger dog af sig selv, at der i smaa Værelser oftere maa luftes ud - dette tænker man slet ikke paa i Danmark. Vi lever i Henseende til Bysnak og Bagtilelse, som var det i Paris's eller Londons store Værelser. Det følger dog af sig selv, at naar Beholdningen, hvori der skal bades, er lille, maa man oftere skylle ud og passe paa, at ikke for mange gaar i Vandet paa en Gang.

Det tænker man slet ikke paa i Danmark.

Kierkegaards Papirer afgiver som sagt et Inventar over de Laster og Skødesynder, som han mener fortrinsvis findes hos det danske Folk. De er nedskrevne i en altfor polemisk og forbitret Stemning til at der nogen Steds bliver Plads til en Omtale af det danske Folks gode Egenskaber. Han taler bestandig kun som Advocatus Diaboli, og om denne "Djævelens Advokat" har fuld Ret i sine Paastande, er et stort og vanskeligt Spørgsmaal. For ham taler den Omstændighed, at de Fejl, han fremhæver, er de samme, der er blevne udhævede af den danske Nationalitets ivrigste Talsmænd. Fædrelandel har (29de April 1875) betegnet Misundelsen som "de Danskes Arvesynd" og skrev (27de Juli 1875): "et Folk, der i enhver Henseende er saa middelmaadigt som det danske". Kierkegaard havde maaske dog større Adkomst end Ploug til at sige Danmark ubehagelige Sandheder.

Hans Papirer indeholder en Skat af skarpe Udtalelser om det Folk og den By, han har tilhørt, Udtalelser, der vel fortjener at prøves med Kritik og som egner sig godt til at fremme Selverkendelse.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER