Gustaf Munch-Petersen

Det nøgne Menneske. Digte.

1932.

 

 

 

1. Indledning.

 

vi nøgenhedens legionærer

vi vil underlægge os jorden

og udlevere menneskene til livet -

 

maaske bliver vor eneste triumf den,

der strømmer fra vore vædskende saar -

maaske skal verden engang genlyde

af vore sejrende sandalers trampen -

 

2. LIVETS MENING.

 

jeg arbejder ikke

med mine hænder,

ikke for samfundets forbedring -

jeg driver dagene væk

ved at tænke endeløse tanker.

dagene, der gaar

tomme

uden resultat -

jeg vandrer paa gaderne

dag efter dag -

jeg ser paa menneskene og tvivler ---

--- endnu har jeg ikke lært at leve.

endnu har jeg ikke lært at se

meningen i det meningsløse:

bare liv -

snart kan jeg atter virke,

atter spænde muskler

atter lade tanker slaas. -

nu ved jeg, at jeg aldrig ser det værste,

aldrig det sidste.

at alt kan leves,

alt skal kun forstaas

for at elskes.

at alt levende er godt.

 

3. GAMLE MØDRE.

 

- tunge, store, vuggende

med tynde, frysende frakker

rokker mødrene ind i mælkeudsalgene,

viktualieforretningerne,

konfektionsmagasinerne -

- hastige blikke i voksdugstasker,

blanke tasker med mange femører,

toører,

femogtyveører -

sukkende blikke i lette portemonnæer -

forsigtige spørgsmaal:

om der ikke var noget billigere,

mindre portioner, der ikke kostede saa meget-

 

- tunge, fulde af stædige, gnavende tanker,

tunge af livløst liv rokker mødrene hjem -

hjem til vaade, plettede bleer -

hjem til lange, spørgende, ængstelige børneblikke -

store barneøjne -

værelser med kold mados - med klamme, uredte senge -

graa trætte øjne tvinges hen til vækkeuret -

mænd kommer hjem -

mænd med haarde arbejdsskridt -

med stærke arbejdshænder -

haarde, stærke, sultne ansigter med genert-venlige stemmer-

 

haarde, graadige øjne glider skuffede væk,

væk fra hængende arme -

fra slatne, hængende bryster -

manden -

urolige blikke -

efter penge -efter de sidste tynde laser af venlige ord -

efter hvile - efter sengen -

urolige blikke -

(sengen -)

allerede fire børn -

 

tunge, store, gnavende tanker -

tunge, store, vuggende mødre -

 

4. FISKERNE DANSER PAa KROEN.

 

- man kan høre det henne paa gaden

og nede paa havnepladsen:

for fiskerne danser paa kroen-

 

- og herre min gud, hvor de danser

som store petroljumsmotorer

og tønder paa vej nedad trappen.

det er kraftige ben der dunker,

saa pigerne sveder af lykke.

hvor er han dog stærk og flot,

og saa faar han fisk og penge.

naar hun trykker forsigtigt med laaret,

hun hører det rasle af sølv,

og en rødskægget, hornagtig haand,

den klemmer og kniber og søger -

og sværmen ruller langs gulvet

og brædderne duver som dæk. -

 

- violinerne gnider og piber.

musikanternes glas, de er tomme.

men øllerne bobler og skvulper

og rinder i brune halse

saa adamsæblerne hopper

og benene træder i takt.

for fiskerne danser paa kroen

saa sveden siver og pibler,

og øjne og legemer mødes,

mens sværmen ruller langs gulvet

og brædderne duver som dæk.

 

5. FATTIGT LIV.

 

der er dem,

der hver nat hviler paa samme gren

og kun spiser af det rette fad.

 

der er dem,

der hver morgen synger den samme sang

og altid til samme elskede,

altid kun til een gud.

 

der er dem,

der kun følger een vej over jorden;

de frygter kun een død

og de lever kun eet liv.

 

6. SØVNEN.

 

jeg elsker dig ikke,

men jeg vil komme til dig en dag,

naar vinden hænger dovent højt oppe over solen,

som et barn, der har leget sig træt -

 

jeg vil komme til dig paa stranden,

hvor klipperne ligger som løs varm aske paa vandet,

og havet er som bleggrønt lys,

der forsigtigt er hældt ud over jorden -

 

den dag skal du ligge som en bølge,

af hvis rene skum

livet har skabt dine lænder -

 

jeg elsker dig ikke,

men jeg vil komme til dig den dag

og trykke mine brændende øjne

mod dit dybe svale skød -

 

7. OMVENDELSEN.

 

vi forstod intet,

vidste intet,

og vi trøstede hinanden

vi tvivlede sammen -

men en dag

blev min verden klar,

og min himmel lys og varm -

den dag

saa jeg,

jeg hørte det,

og jeg forstod,

hvorfor jorden før var graa,

og hvorfor himlen nu var lys -

men de andre,

der intet forstod-

jeg vilde frelse dem;

men de

rystede paa hovedet,

og jeg

fik haan i stemmen.

 

8. DET ÆGTE.

 

tro ikke,

at de blødt klingende toner

er fra de sarteste strenge -

tro hellere

de skarpe og kolde toner,

naar strenge spændes for haardt -

tro ikke,

at de drønende slag

kommer fra de stærkeste vinger -

tro hellere

den krampagtige hvile,

før skrænten rasler i havet.

 

9. BANALT.

 

firkantet kvinde

i et vindue -

grønt gummiforklæde -

sværmeriske øjne

ser ned paa en lille sort hund

ved en lygtepæl. -

bare blaa arme

af og til

er hun bøjet

over en hvid kold blank spand -

hun vrider kluden -

hvidt sæbevand

staar i fine haarde straaler

ud mellem røde fingre,

som mælk af en kos patter -

kluden er en chemise,

den øverste halvdel af en. -

hvid chemise over hvide skuldre - himmelblaa kittel har hun. -

noget af haaret er faldet ned i panden -

ruderne er snart blanke;

hun ser igennem dem.

stolt -

saa glider hun bort fra vinduet

med et blødt hop

ind bagved -

bare et nypudset vindue

overfor.

 

10. ALLIGEVEL.

 

jeg vaklede rundt i mørke

og jeg frøs.

 

jeg havde slaaet dem,

jeg holdt af.

 

jeg havde stjaalet fra dem,

der vilde mig vel.

 

jeg var ond og grim,

og ingen kvinde vilde smile til mig.

 

og jeg saa paa mine urene hænder

og græd over mit forspildte liv.

 

men solen

spredte snavset paa mlt ansigt

 

og jeg saa op,

og jeg saa, at jeg levede.

 

11. ANDRE NÆTTER.

 

- vi lagde vore garn og kroge

i stille blankt vand -

vi tog dem igen om morgenen -

saa kunde vandet være

som skraa grønne vægge,

der faldt ned i støv -

 

- nogle nætter fik vi god fangst -

da saa garnene ud

som svangre kvinders bug -

som store blanke kastanjer paa en snor

krøb krogene med fede daskende fisk

langsomt af vandet,

som saa var stille og blankt -

andre nætter forliste vi garnene -

 

- vi lagde vore garn og kroge

om aftenen -

om natten gik vi med fugtige øjne

til byen -

vi var nyvaskede og i blaat tøj -

der gik de unge piger

med røde brændende kinder

som moden frugt -

 

- om morgenen

var der steder udenfor byen,

hvor græsset saa ud,

som om store dyr havde kæmpet der

den nat -

andre nætter forliste vi garnene -

 

12. LISBETH.

 

du er en lille jumbe

med bjælder paa -

muntert trippende hest -

solen glitrer

i kuskens røde fjæs.

hvide syrener -

glade mennesker

snadrer -

mænd og cigarer,

koner med kaffe

og thermosflasker -

søndag.

selvfølgeligt -

 

13. MENNESKE.

 

menneske -

om du er stærk, og din stemme høres af mange,

eller du er lille og svag,

om du er dum eller klog,

hvad er det mod alt det andet

i verden -

intet -

bjærgene er høje og lave,

roserne er røde og duftende,

men ogsaa visne og gule -

det er ikke det-

men

at du kan vælte dig i nydelser

og midt i rusen græde taarer,

men

at du kan lide

og af din smerte gøre en hyldestsang til livet.

 

14. DEN NY TID.

 

det er liv,

hvor iskolde byger pisker jorden ren

og fri for snavs,

hvor lynene spreder de lyssky taager,

der dækker den gamle lort, i de mørke stuer -

det er liv,

naar de usunde, blege padder,

der lurer med røde øjne,

skrumper ind og revner

i solens brændende, ærlige lys -

vi hader et liv i lavendelduft

med sladrespejl og tre par skørter -

noble herrer med luder om natten

og hestehov i gamacher -

vi vil gennemskinnelig klarhed,

vi vil se, hvad der er,

for vi ved,

at esprit og etik og jomfrufødsel

er pikanteri for kastrater -

vi ved, at eet rum er nok til to,

petroleumsovn og fedtebrød,

og en seng, hvis de elsker hinanden -

vi ved, hvordan eros er,

og hvordan hun ser ud under tøjet -

vi ved, at de gamle og hengemte lig

stinker værre

end de, der har tørret i solen -

kom frem,

kom ud fra den lunkne og sure luft,

der er mættet med osen fra stjaalne kødben

og drivende tung

af spyttet fra hviskende læber

eller bliv derinde

og kvæl jer selv

i jeres egen giftige aande -

vi vil bruge jer,

vi strør jer ud paa vor magre jord

for at gøde de svage planter -

og naar engang vore frugter modnes,

er luften ren. -

 

15. BAGEFTER.

 

- med haarde støvlejærn

vil jeg træde

og dreje min staalhæl rundt -

 

- der sidder en kvinde og græder

paa en uredt seng -

igaar var lagenerne hvide og glatte,

igaar levede hendes barn -

 

- med haarde støvlejærn

vil jeg træde

og dreje min staalhæl rundt,

for at kvase det grinende fjæs

paa alle de syge timer,

der slæber sig paa klaprende krykker

bagefter -

 

- den gule slimede padde,

den vender sig under min hæl,

den yngler med brækket ryg -

den avler

en uendelig sort række nætter

og skrigende dødfødte dage

bagefter -

 

- der sidder en kvinde og græder -

igaar levede hendes barn -

 

16. ATTEN AaR.

 

mand og kvinde -

sort firkantet sofa

med blege blomster -

det store lys er slukket -

en svag lampe brænder

gult -

 

de kysser hinanden

længe -

de knuger hinanden

haardt -

som om der var noget,

der ikke maatte være -

hun har bare skuldre -

bryster

igennem tyndt grønt tøj -

han piller kælent

ved underkjolen -

hun blir rød og alvorlig:

hvor det er svært at være

ung -

 

maa ikke -

tør ikke -

han kysser længe -

smiler:

det er der jo ikke noget at gøre ved -

hun sukker -

og saa var der ikke mere -

 

17. DET.

 

ikke den tanke,

at jeg endnu gaar paa stien -

at jeg endnu har den trygge bjærgvæg

ved min side -

at der gror blomster -

og at græsset dæmper skridtets haardhed -

at klippen udstraaler solens varme -

men

det, at jeg ved,

at jeg kan træde fejl -

at der er en afgrund -

at jeg maa gaa sikkert,

og at bjærgvæggen ved min side

rykker nærmere kanten, jo længere jeg naar -

at stien bliver haardere,

og skærverne skarpere -

at græsset blir gult,

naar jeg kommer nær solen.

 

18. TIL MINE FORÆLDRE.

 

jeg blev ikke det, i ventede -

jeg blev alt det, i havde frygtet -

i lod mig vokse op

næret ved jeres afsavn.

i opdrog mig med skjulte taarer -

opdrog mig

til at leve jeres liv - fortsætte det -

skal jeg sige:

saadan levede i; i gjorde ret -

altsaa er det godt at leve saadan.

skal jeg?

eller skal jeg dræbe haabet i jer?

fortælle jer, at jeg ikke blev som i -

at min verden er en anden end jeres,

min glæde,

min smerte en anden end jeres -

vil i tro paa min tak til jer?

paa min tak til livet?

eller vil i sige:

han fik alt,

han tog alt af os,

og giver os intet tilbage,

andet end sorg og skuffelse.

jeg ved, i har ret, naar i siger det.

jeg tror, jeg har ret, naar jeg gaar til mit eget land.

men jeg gaar tøvende -

jeg gaar langsomt og tungt -

men jeg tror, jeg skal gaa.

 

19. PROSA.

 

- jeg synes, de fleste er kloge-

ikke saa glade, men kloge og betænksomme-

 

- Jeg søger en ven -

 

- han skal gaa med mig i haanden,

og han skal sige:

jeg ved heller ingenting - forstaar ingenting,

uden at her er smukt lige her - og der ligger

et væltet træ derhenne -

jeg kender ikke til "hvorfor" - ved ikke, hvad

noget er, uden at det er morsomt eller

kedeligt -

og han skal sige: jeg synes, der er meget smukt

og grimt i verden -

- meget andet skal han ikke gøre-

 

- saadan skal vi gaa -

med hinanden i haanden,

mens vi forsøger at se glade ud,

mens vi viser hinanden det morsomme, grimme,

kedelige

og skønne i verden -

 

20. GRAaT.

 

den graa jærnseng,

det graagrønne dæmpede lys

paa den matte graa dør nummer 14 -

 

med fingre i stram gulgraa hud

gir sygeplejersken mig mit pulver -

min bevidsthed flyder hen

i en tung ulden dis -

 

saa hører jeg gennem væggen

en pludselig stønnende graad

som et skrig der er sænket ned i vat,

indtil det overmægtige tryk

sprænger de tørre læber fra hinanden -

 

den tunge pulverdis sejler væk,

og jeg hører kun denne stædige hakkende graad

af og til afbrudt af et gurglende raab -

 

haarde skridt drøner i linoleumet paa gangen -

graaden hører op,

som naar en kontakt slaas fra -

en rystende klump i graa spændetrøje

bæres forbi uden for -

 

pulverdisen vælter sig atter ned paa min seng,

og alt, hvad jeg ved,

tynger som et tungt graat tæppe

paa mine øjne -

 

21. RO.

 

de røde sole blir smaa og fjerne,

begæret synker sammen som et slattent gummidyr -

sammenklistrede lemmer løsner sig

langsomt bristende -

lykkelige smil med øjnene lukkede -

forsagte kys - ikke som opfordring,

men som: hvor var det dejligt -

haar stryges tilside -

kroppene skubber sig lidt,

saa ingen arme sover

og ingen bryster bli'r klemt -

nu vil jeg sove!

det vil jeg ogsaa!

alting kører baglæns ud i intet

som en kultraadslampe gløder, før den slukkes -

 

22. DEN STORE MAND.

 

han gaar og sparker

med kæmpeskridt

og træder saa haardt i jorden -

men græsset,

det rejser sig atter op,

hvor han satte sin store fod,

og jorden smiler, som intet var sket,

og blomsterne tænker paa andet -

 

han gaar og brøler,

med tordenstemme,

saa luften dirrer og skælver -

men skyerne

driver saa roligt forbi,

hvor tordenen rullede før,

og himlen smiler, som intet var sket,

og solen tænker paa andet -

 

23. DET NYE MENNESKE.

 

sandhed -

gnistrende hjærner -

de glasklare, blottende tanker

dræber det dumme og sløve

med snærtende haan -

 

styrke -

dirrende muskler,

holdt spændt af en benhaard vilje,

langt foran alle de andre -

hør, mængdens raab!

 

dans -

hvirvlende ben -

med slanke halse og hofter -

rytme, du hidser og dulmer -

se eros' smil!

 

gud -

blændende liv -

du nøgne og strenge men skønne,

lys gennem skørter og grums!

du giver os alt -

 

24. TIL EN UNG VEN.

 

ord -

det er sutten, som barnet faar, at det ikke skriger -

ord -

det er skøgen for den, som ingen elsker -

det er oldingens stol -

 

lav ikke livets friske brød til krummer,

at kastes for fremtidens pjuskede fugle -

blot dine unge tænder og bid til -

tag store mundfulde

og tak ingen -

 

lad havets haarde salte negle rive

i din hud,

at du maa mærke

livets glødende sol -

 

25. DØDEN.

 

hvorfor vi lever -

ja -

det hænder, at vi er saa glade, at vi synger -

maaske blir vi saa lykkelige, saa glade,

at vi engang stille gaar vores vej,

af angst for at vi ikke mer skal høre livets unge latter -

 

26. MÆND.

 

- antilopen vender sine store øjne ud i natten

mod steppens knitrende græs,

der forsigtigt rejser sig bag de sorte blanke klove -

- øjnene vender sig mod græsset,

hvor vinden og maanen drillende bygger antilopefjender,

og den flyver

med de sorte blanke klove trukket højt op under sig

over steppen,

mens angsten, som en spore har sat sig paa den hvide hale -

 

- vi vil ikke, som antilopen,

lytte til maanegræssets leg med steppens vind

og kalde tusmørket en overmægtig fjende -

- nej, som nøgne jægere

vil vi bruge mørket,

naar vi, paa ben, der skælver af tilbageholdt styrke,

lister over steppens græs,

som vore fødder trykker til jorden

med lange bløde skridt -

 

vore øjne

er ikke steppeantilopens store aabne fugleøjne,

der, stive af rædsel, ikke tør se bag sig -

- vore øjne skal være smalle skarpe ridser,

der skjuler

maanens forræderiske leg i regnbuehinden -

- vore øjne skal være smalle og skarpe

som knive, at skære med i mørket og byttet -

 

- vi kender steppen

og vi er ikke kaade drenge,

der sorgløst vugger frem i løse sadler

paa smaa trippende heste -

- vi kender steppen,

og vi kender vort bytte -

- vi ved, hvordan vi skal tvinge

vore ubændige muskler,

at antilopen ikke hører vore arbejdende pulse -

 

- vi er mænd -

vi ved, hvorfor tindingerne hamrer sig varme,

lige før vore lange knive skal skære -

- vi er mænd -

vi ved, at maanen, natten og modvinden

kun er til,

som vore knive,

for at tilfredsstille dagens brændende hunger -

at duggen kun falder,

for at svale vore kvinders hede blod,

mens vore skridt kryber over steppen -

 

dette ved vi,

for vi er mænd med laadne bringer,

blaaskyggede muskler og skarpe smalle øjne,

mænd med lydløse skridt

og kolde hjærner

og hurtige pulsslag -

- vi gør intet, uden at kende grunden,

og vi er stolte derover,

Vi er mænd -

 

27. HAVNEN.

 

o, havn -

i din lange taalmodige nat

kommer vi,

mens vore skridt

slingrende glemmer havet

for dine gaders faste horisont -

 

i dit skød kaster vi,

med den riges stolte gestus

vore nærigt opsparede længsler,

vore nætters tænkte glæder -

 

med dine gavmilde hænders gaver

vækker du

vore, af søernes hamrende slag,

barmhjærtigt døvede tanker,

at vi aldrig maa glemme dig -

 

o, havn -

i dine lygters overbærende lys

hilser vi dagen

skraalende søvnige lovsange

til dit fede rolige vand -

 

28. TIL MIT HOVED.

 

jeg er et barn,

der leger med sit legetøj -

mit legetøj:

en bold med øjne i -

 

jeg triller den

og kaster den mod væggen -

jeg klapper den

og smider den i vandet -

 

maaske tilsidst

mit legetøj blev ødelagt -

men legetøj

har aldrig holdt saa længe -

 

maaske tilsidst

jeg tabte det i græsset -

det har jeg glemt,

hvor det blev af tilsidst -

 

maaske engang

jeg finder det alligevel -

mit legetøj,

hvis det er helt endnu -

 

29. LÆREAaR.

 

vore nætter

druknede i vinens sang

og kvindernes skød -

 

vi haabede,

at kraften vilde komme til os

som en herreløs hund

og lægge sig ved vore fødder -

 

til nogle af os kom længselen -

den rev vore skæbner løs

og bandt dem som trofæer ved sit bælte-

 

30. HVORFOR IKKE?

 

hvorfor er det ikke

som en lige og velholdt vej,

det hele?

uden for megen færdsel,

uden for meget støv og snavs?

hvorfor staar vi ikke

højt oppe,

for den ene ende

og ser huset, hvor vi skal hen?

uden at behøve at spørge,

hvad det er for et hus,

vi skal til,

og om det er smukt og værd at søges,

og om det er den rigtige vej,

vi gaar paa ?

og hvorfor gaar vi ikke om morgenen,

ved solopgang,

naar vore lemmer endnu er friske,

og vi endnu tror, at vi kan naa hjem?

hvorfor ikke?

 

31. NAT.

om natten tvivler vi -

 

smaa svage mennesker

i store tomme huse -

der er for god plads om natten -

vi kan ikke fylde mørket

med kendte ting -

 

angsten

kryber som rotter

med lange kolde haler

frem af sorte huler -

angst for det intet,

som vi ikke kender,

ikke ved, er intet -

 

hvor er mennesker smaa

om natten -

 

32. SKUM.

 

- barhovedet fiskede jeg langs klipperne-

solen dryssede glødende naale

i mit nøgne haar -

 

- naar stormen har splintret søerne

imod klipperne,

ligger skummet og gynger

som propper paa vandet,

som en løbende piges

korte varme aandedræt -

 

- barhovedet fiskede jeg langs klipperne -

havets tunge bryster

hævede og sænkede sig søvnigt -

jeg hørte ikke mere skummets bløde rytme,

saa ikke det lette vuggende skum -

jeg saa kød,

jeg saa hvide skuldre -

(solen brændte mit haar) -

blændende hvide, gyngende rygge -

 

- mine grove brune hænder

lukkede sig om aarerne,

jeg satte foden haardt imod toften -

baaden var nær klipperne-

 

33. MEN NU HAR JEG EN HJÆRNE -

-

hvis jeg havde en hjærne,

med tusinde naalfine traade -

- hvis jeg havde en hjærne,

der var glat som et nypillet æg -

- men nu har jeg en hjærne,

der lige netop kan skimte

et lys paa en taaget himmel -

for stærk trods alt til at sove

i en fløjelsblød, vuggende nat -

for træt til at grave sig op

gennem angstens jordtunge lag -

 

34. EFTERAaR.

 

det regner - regner -

luften er graa og mælket,

gaderne vaade og kolde,

menneskene blege

og klamme som syge fugle.

jeg gaar og gaar,

men det bare regner,

haabløst -

himlen staar som en mørk mur

mellem os og solen

og varmen.

i husene

ruller folk gardinerne ned

og tænder lys -

paa gaden

slaar mændene kraven op

og staar stille,

saa at tøjet ikke rører ved kroppen -

det er efteraar.

 

35. HUMOR.

 

vilde til stjernerne op -

paa stjernerne er der lyst og svalt -

samlede al min kraft,

og jeg sprang saa det sang i verden -

stjernerne fløj mig i møde -

paa stjernerne er der lyst og svalt -

jeg naaede op og saa,

at jeg stod paa jorden og sang -

 

36. SALTVAND.

 

vi leved' i dage

blandt dyngvaade, piskende sejl -

og sorte nætter

i mørke og væltende vand -

 

vi sled vore hænder til knogler

paa stenhaardt bidende tovværk -

og musklerne sloges fortvivlet

med armtykke, staalkolde kæder -

saa laa vi en time i dvale

som drivvaade, sitrende klude,

der drømte om kvinder og solskin

og skove og fredfyldt idyl -

 

saa blev vi slængt ud af de næste

til vandet og mørket igen -

 

37. INGA.

 

da jeg var ti aar,

gik jeg ved stranden

og spændte mine unge muskler

for dig, inga -

jeg vadede mellem sten -

jeg bar tunge kantede sten

til din havn, inga -

jeg med mine bare drengefødder

i det klare tangblomstrende vand -

og du sad og skrævede

med store øjne og faste runde knæ,

mens jeg byggede havn

til dine skibe, inga -

husker du din mors lange skygge paa vandet

og vore røde ansigter,

da vi var ti aar, inga -

 

38. LYKKE.

 

- Lykken -

siger menneskene -

spiser sig mætte

og lægger sig to og to -

 

- Lykke -,

klager de -

og forsøger at drømme sig mætte

og varme -

 

- lykke -,

raser menneskene -

og maddyngerne kravler

fra den ene side til den anden -

 

- gudinde -

giv mig kamp -;

sejr eller nederlag -,

 

og maaske ogsaa

lykke -

 

39. JEG BAGER BRØD.

 

jeg bager store og haarde brød

til menneskene

med skarp og ram smag -

det er ikke for at de kan blive mætte -

det er for at de kan se,

at ogsaa andre

maa tvinge skarpe mundfulde ned,

der river som sand i tarmene

og som tænderne ikke kan knuse -

for at de kan glædes derved

og faa haarde kæber

at tygge med -

 

40. PLAN.

 

- jeg vil bygge mig et hus -

jeg alene -

jeg skal selv bære stenene -

sveden skal springe som hede kilder

fra mine skuldre -

aarerne skal ligge som tusindaarige træer

paa min pande -

mit hus skal være stort og højt:

større og højere end alle andre -

 

- naar det engang staar færdigt:

tungt og mægtigt,

vil jeg sparke grundstenene bort

og lade etage efter etage rasle ned,

drønende som gletscherens hule skridt -

 

- tilsidst skal min latter

sætte sig som en lille nøgen unge

ovenpaa de rygende grusdynger

og grinende pille sig i næsen -

 

41. VERS.

 

jeg sang til min kære:

hvor er jeg glad!

jeg gik og skød mig,

i kval og pine -

hun takkede herren,

at jeg var glad -

 

42. JUBEL.

 

jeg havde set saa meget stort og højt,

at jeg vilde løbe syngende gennem verden,

saa folk skulde vende sig om

og forstaa, hvad jeg vidste -

 

og jeg løb - syngende -

og folk vendte sig om,

men de forstod intet,

for der var ingen ord i min sang -

min mund fyldtes med jubel -

 

43. INTET.

 

- jeg sidder og læser - af og til ser jeg op - mine

tanker ruller frem - langsomt og trægt - blødt som

giftgas, der sugende stryger henad jorden -

- jeg har et eller andet lille saar - en ubetydelig

skramme, der mærkes -

- nogle dage, sommetider ogsaa nætter, har jeg et saa

brændingsbrusende begær - saadan et haab, der gør alt

andet meningsløst -

- et magtbegær....: det, jeg vil, blir saa afsindig

kolossalt - alt det, jeg maa eje af livet -

og her sidder jeg og læser - ryger en cigaret - drikker

et glas vin - elsker en kvinde, jeg ikke elsker - og

mit saar borer sig ind - og aabner sig igen som tanker -

- tanker af samme køn, der intet kan føde -

 

44. TIL EN.

 

- dig tør jeg ikke elske -

din store blødtfavnende kærlighed

lægger sig som olje

paa min ungdoms urolige hav -

 

- mens jeg endnu beruset sover

mellem dine vuggende lemmer,

tømmer du legende

mit kogger for pile -

 

- dig vil jeg ikke elske -

jeg vil se solen gennem brydende søer -

- til de haarde toner fra min bues streng

vil jeg gaa ud at jage livet -

 

45. GENERATIONER.

 

ordene rakte sig

som beredvillige hænder imod os:

vent

se, i er unge,

se jeres smalle skuldre,

jeres ufærdige træk -

se livet staar undseeligt

som en fremmed blandt jer -

hør jeres tankers hurtige skridt,

naar de flygter for hinanden,

og vent -

lader i nu jeres ord

storme ud over verden,

for at splitte menneskenes ro,

i morgen vil i forgæves lokke dem tilbage -

vi tvivlede-

 

46. IDEAL.

 

jeg er kun menneske,

men jeg skal engang

rive jordens bjerge op

og lade dem rasle

for ørerne af dem, der sover -

jeg er kun menneske,

men jeg skal engang

tage solen ned fra himlen

og lyse i alle mørke huller

med hvidt ubarmhjertigt lys -

jeg er kun menneske,

men jeg skal engang

stjæle gudernes lyn

og feje jorden ren for støv.

 

47. EN TAK.

 

kære -,

jeg ved ikke, om dit sind bærer skjulte saar,

jeg kender ikke dine lyse og mørke timer,

ikke dine hverdage -,

 

men dine smil -

 

du tog min uro,

du gav hvile til mit søgende legeme -

af dig fik jeg arbejdets kraft tilbage -,

 

og jeg fik dine smil

den nat -

 

48. MEDICIN.

 

at tegne arabesker af ord

er elskovskranke ynglinges trøst -

 

jeg vil hugge sten

og sove -

 

jeg knytter haanden i lommen

og skyder hatten i nakken,

 

og kunsten er atter skøn -

 

49. DEN ENESTE.

 

- min elskede er skøn -

hun vækker med sin skønhed

min attraa's lurende tiger,

og tørrer fraaden af dens mund

med sin skønheds hænder -

- min elskede er stærk -

hun bader mine saarede lemmer

i sin latters stærke hav

og aander sine hede smil

paa mine frysende hænder -

- livet er min unge elskerinde -

 

- min elskede -

hun er en ung moder,

der længselsfuldt venter sit barn -

min elskede er en skøge -

stolt af sit nøgne legeme,

haaner hun verdens fattige begær -

hun har en nonnes svale øjne,

hendes smil er klosterhavens ro -

- livet er min unge elskerinde -

 

- jeg elsker en amazone -

der drypper blod fra hendes hests hove -

jeg er hendes træl,

der i snærende tøjler følger hendes rasende ridt -

jeg lytter med straalende øjne

til hendes metalskarpe trodsige raab -

jeg følger min elskede,

indtil solen engang gaar ned,

beskæmmet af glansen

fra hendes kobberrøde syngende spyd -

 

50. SPINOZA.

 

paa dit skarpe tuberkuløse ansigt

laa visdommens ro i vemodige smil -

 

din godhed

var din races hjælpsomme humor

trænet under inkvisitionens bedske kærtegn -

 

din tro

havde klarhedens styrke

og forstaaelsens mildhed -

 

51. FRÖDING.

 

din stille latter

gjorde andres nagende synder

og forspildte liv

til munter dans paa solgrønne enge -

 

jeg ser den fortvivlede kamp,

som rev dit eget sind i laser -,

og jeg tier -

 

vi er mennesker -

hvorfor bebrejde hinanden,

at vi ikke er andet -