Georg Brandes

Hovedstrømninger i Det 19. Aarhundredes Literatur

 

Del 3: Reaktionen i Frankrig
Forelæsninger, holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Efteraarshalvaaret 1873.


1874/1900

 

 

 

Reaktionen i Frankrig 

 

 

Havde jeg opsat min Vorden,

til man havde undt mig Livet,

 

saa var jeg endnu ej paa Jorden,

det er Jer vel klart og givet,

naar I ser, hvordan de sig ter.

Goethe

 

Ingen Filosofi er mulig, hvor Frygten for Tankens Følger er stærkere end Kærligheden til Sandhed.

John Stuart Mill

 

Indledning.

 

Et vist Indbegreb af Personligheder, Handlinger, Følelser og Stemninger, Ideer og Værker, som har givet sig Udtryk i det franske Sprog og som opstaar eller virker i Frankrig i Begyndelsen af det nittende Aarhundrede, danner for mit Øje en naturligt sammenhørende Gruppe af Tildragelser i Samfundet og Begivenheder i Bogverdenen, der alle ordner sig om Genoprettelsen af en falden Storhed. Denne faldne Storhed er Autoritetsprincipet.

Ved Autoritetsprincipet forstaar jeg det Princip, fra hvis Synspunkt det enkelte Menneskes og Folkenes Liv hviler paa Ærefrygt for det fra Fædrene Nedarvede.

Autoriteten har som Myndighed til sit Grundlag Magt og virker som Magt ved sin blotte Tilværelse, ikke ved Grunde. Den beror paa Sindenes ufrivillige eller frivillige Underkastelse under det Givne. Den har oprindeligt ikke havt andre Virkemidler end Tvang og Frygt, og den beholder dem til alle Tider; men den har tidligt fremkaldt Følelser som Ærefrygt og Taknemmelighed. Mennesket har ikke skammet sig ved sin Afhængighed eller lidt under den overfor Myndigheden, naar det følte sig denne Myndighed forpligtet. Familieautoriteten, det borgerlige Samfunds Myndighed, Statens Autoritet, der historisk en Tid lang falder sammen med Tvangsherskerens Vilje, har efterhaanden udviklet sig og alle søgt deres Støtte i en endnu højere Myndighed, den religiøse Autoritet. Først ved den bliver Autoritetsprincipet ubetinget. Almagtens Vilje bliver den højeste Lov, for hvilken Mennesket maa bøje sig og som maa lydes blindt.

Autoritetsprincipet har havt en stor opdragende Betydning i Menneskehedens Historie; men dets Sendelse er den at gøre sig selv overflødigt. Paa det lavere Standpunkt underkaster Mennesket sig Loven, fordi den udgaar fra Autoriteten, paa det højere, fordi det indser det Fornuftige i Lovens Indhold. Hvor Autoriteten er ubetinget, maa den optræde som et Under og afvise al Kritik som opsætsig og kættersk. Den ubetingede Autoritet har da ogsaa altid fordret sig anerkendt som en hemmelighedsfuld Sag, et Mirakel.

Thi ubetinget er Autoritetet kun i Kraft af religiøs Stadfæstelse. Dog som Kristendommen historisk havde udviklet sig i Europa, var hidtil i den Autoritetsprincipet ikke fremtraadt i dets særskilte Renhed. Kristendommen havde (idetmindste paa Embeds Vegne) hævdet at være Kærlighedens Religion, Kristi Religion. Ganske vist gik historisk sideordnet dermed, i Virkeligheden som overordnet Princip, den kirkelige Hævden af Kristendommen som Tro og af Troen paa den overnaturlige Autoritet som Pligt. Ikke Kærligheden, men Lydigheden maatte for Kirken som for Staten være det ubetinget Vigtige. Men hidtil havde i Historien Teologer, Gejstlige, kirkelige Forfattere i Almindelighed, selv naar de var strengest, talt den religiøse Sindsbevægelses Sprog, forkyndt Kærlighedens Budskab ved Siden af Troens Lære og stræbt at vinde Sjælene, ikke blot at tale Myndighedens Sag. Først paa dette Tidspunkt, da et Flertal af de udviklede Menneskers Sind i mange Lande var frigjort fra overnaturlige Autoriteters Tryk og derfor kritisk stemt overfor ubetingede Autoriteter ogsaa paa det politiske og sociale Omraade, blev Autoritetsprincipet i dets Renhed og Goldhed forfægtet uden Følelsesbevægethed med Beviser, der henvendte sig hyppigst til Forstanden alene, undertiden ogsaa til Fantasien.

Autoritetsprincipet kan hævdes i Kirke og i Stat, i Samfundet og i Familien, ja i den menneskelige Erkendelse som Erkendelsens og Vishedens Princip. Det blev paa den Tid, hvis Aandsliv jeg vil skildre, hævdet paa alle disse Omraader; men det var paa den Tid, hvorom her tales, kuldkastet paa dem alle.

Det er for at forstaa, hvorledes det paany blev fremdraget og fastslaaet, hvorledes det blev udviklet, forsvaret, befæstet og tilsidst endnu engang sprængt, nødvendigt at se, hvorledes og i Kraft af hvilke Grundbegreber det under Revolutionen var blevet fældet.

Det var ikke paa en Gang blevet angrebet paa alle aandelige Omraader; men det havde vist sig, at dets Bestaaen i alle de forskellige Livskrese afhang af dets Bestaaen i den Kres, der blev anset for den højeste: Kirkens. Thi det var Kirken, der som Myndighed meddelte Myndigheden paa alle de øvrige Omraader (f. Eks. til Kongedømmet af Guds Naade, til Ægteskabet som Sakramente o.s.v.).

Med Kirkens Autoritet stod og faldt derfor Autoritetsprincipet i alle de afledede Autoriteter. Da den kirkelige Autoritet var undergravet, drog den alle de andre Myndigheder efter sig i sit Fald.

Ikke at den enkelte Mand, som i det attende Aarhundrede kraftigere og med mere Held end nogen anden havde virket for Tankens Frigørelse fra Kirke og Dogmer, havde forudset en saadan Virkning af sin Stræben. Langtfra! Voltaire vilde ingen ydre Omvæltning. I hans lille Fortælling "Verden, som den er" (Le monde comme il va) bliver den vise Babouc vel først meget oprørt ved Skuet af Fordærvelsen i den store By Persepolis og ser meget klart, hvor langt Alting er fra at være som det burde, men lidt efter lidt faar han ogsaa Øje for de slette Forholds gode Sider, og da det afhænger af hans Indberetning til Engelen Ituriel, om Byen skal tilintetgøres eller skaanes, er han ubetinget imod dens Ødelæggelse, ja der tænkes tilsidst end ikke af Engelen paa nogen Omdannelse af Persepolis's Sæder, da "om Alt end ikke er godt, det dog i ethvert Tilfælde er taaleligt". Man kan neppe kalde denne Tankegang oprørsk, og Voltaire er, idetmindste til visse Tider, af samme Mening som Babouc. Voltaire søgte da ogsaa bestandig til Fyrsterne, ikke til Folkene, for at faa sine Ideer omsatte i Handling og erklærede ofte nok, at Kongernes og Filosofernes Sag var én. Da derfor Holbach og hans Medarbejdere lod sig forlyde med, at der "blandt hine Magthavere af Guds Naade, hine Guddommens Repræsentanter, neppe engang hvert tusinde Aar fandtes en, der besad den mest almindelige Retfærdigheds- eller Medlidenhedsfølelse eller de simpleste Evner og Dyder", kunde Voltaire ikke styre sin Harme. Hans Brevveksling med Kongen af Prøjsen indeholder ligeledes heftige Vredesudbrud over Bogen "Natursystemet" (Systéme de la nature). Han kendte ikke sig selv igen i disse Lærlinge og i disse Følgeslutninger.

Ikke desmindre er det Voltaire, der udgør det nedbrydende Princip under hele Revolutionen, ligesom Rousseau er den forenende og samlende Aand. Thi Voltaire havde knækket Autoritetsprincipet i Kraft af den Enkeltes Tankefrihed, Rousseau havde fortrængt og erstattet det ved den almindelige Følelse af Broderskab og indbyrdes Sammenhold. Revolutionen satte Punkt for Punkt Alt i Værk hvad disse to store Aander havde forberedt; den udførte deres Testamente; den Enkeltes Tanke blev til nedbrydende Bedrift og Samfundsfølelsen til samlende Forfatning. Fra Voltaire stammede Harmen, fra Rousseau Begejstringen.

 

1. Revolutionen.

 

Da Autoriteten i sit oprindelige Væsen er kirkelig og religiøs, saa er en Særskildring af Revolutionens Forhold til Kirke og Religion paa dette Forholds forskellige Udviklingstrin den uundværlige Betingelse for at begribe den aandelige Reaktion, der fulgte. Thi da denne gaar ud paa Genoprettelsen af Autoritetsprincipet, begynder den saavel historisk som logisk med Kirkens Genoprettelse.

Revolutionen var i sit Væsen fuldt saa meget af religiøs som af politisk Natur. Den var fra én Side set det praktiske Udslag af den store filosofiske Gerning, som det attende Aarhundredes fritænkerske Skribenter havde udført. Det er Revolutionen i 1789, som vi skylder Menneskeaandens største Erobring fra Fordom og Vold, Samvittighedsfriheden, den religiøse Fordragelighed. Det er ingenlunde den kristne Kirke, til hvem Menneskeheden staar i Gæld for dette uvurderlige Gode. Kirken modsatte sig til det Yderste enhver Fordring i Retning af Samvittighedsfrihed.

I det Øjeblik, da Revolutionen begynder, er alle Forberedelser til det store Sammenstød mellem Autoritetsprincipet paa den ene Side, Individualitets- og Solidaritetsprinciperne paa den anden Side trufne. Alle Førerne, alle Ridderne og Væbnerne, der skal udfægte det store Dystløb, staar paa deres Poster, ubekendte for hverandre, ubekendte for Verden, som de snart skal fylde med deres Navne. De er af højst forskellig Æt og har en højst forskellig Fortid. Det er Adelsmænd som Mirabeau, Gejstlige som Maury, Fauchet og Talleyrand, Læger som Marat, Advokater som Robespierre, Digtere, Filosofer, Talere, Skribenter som M. J. Chénier, Condorcet, Danton og Desmoulins, en hel Hærskare af Talenter og Karakterer. Kirken samler sine Vaaben til en fortvivlet Kamp, som forud er tabt, Revolutionen rykker frem, først usikker og med Vaklen, saa truende, saa uimodstaaelig og snart sejrsdrukken. Saasnart Rigsstænderne bliver sammenkaldte, er Kamppladsen aaben, Skrankerne falder paa begge Sider og den store Kampdommer, Verdenshistorien, giver Signalet til Sammenstødet.

Straks efter Stændernes Sammenkaldelse er den gejstlige Stands første og enstemmige Forlangende det, at faa "den katolske, apostoliske og romerske Religion" anerkendt som Nationalreligion, som den eneste, der skulde have Tilladelse til offenlig Gudsdyrkelse. Og dog var der Republikanere og ikke faa blandt den lavere Gejstlighed; men til den Frihed, de fordrede, regnede de ikke den religiøse. De folkelig sindede Abbeder deklamerede vel imod Inkvisitionen, kaldte den menneskeæderisk og tigeragtig, men de advarede mod Fordrageligheden. Den revolutionære Abbed Fauchet, den samme, der efter Bastillens Indtagelse velsignede Borgervæbningens trefarvede Uniformer og skabte Tricoloren som Nationalflag, betegnede dengang Tolerancen haanligt som "den almindelige Tolerantisme" og spaaede, at, hvis den blev indført, vilde det kun lede til alle gode Sæders fuldstændige Forfald. Han gik saa vidt, at han vilde negte dem, der ikke bekendte sig til noget Religionssamfund, Retten til at gifte sig, "da man ikke kunde anse saadanne Mennesker for bundne ved deres Ord".

Da Stænderne traadte sammen som Nationalforsamling, blev Gejstligheden snart tvungen til Indrømmelser, men selv naar Misstemningen imod den kom til Orde, endte Oppositionen bestandig med at iklæde sig de mildeste og hensynsfuldeste Former. Da f. Eks. i Februar 1790 Garat havde brugt det Udtryk om Præsteindvielsen, at den var et borgerligt Selvmord, og en Række Gejstlige, hvoriblandt Abbed Maury og Biskopperne af Nancy og Clermont, i Forbitrelse herover foer i Vejret, raabte paa Gudsbespottelse og indgav et Forslag om at den katolske Religion skulde erklæres for Nationalreligion, saa blev Forslaget vel forkastet, men paa en saadan Maade, at man føler Modstandernes Frygtsomhed og Usikkerhed i Begrundelsen af dette Skridt.

Det vilde, hed det, være en Krænkelse af Religionen og af de Følelser, der besjælede Forsamlingen med Hensyn til den, at forudsætte endog blot en Tvivl herom. Man vovede endnu ikke at sige, hvad man mente, og saaledes saa man endnu en Forsamling, hvis Flertal bestod af Fritænkere, deltage i kirkelige Optog og overvære den katolske Gudstjeneste. Kun to Maaneder senere kom da Forslaget om at erklære Katolicismen for Nationalreligion frem paany, denne Gang efter Maury's forbitrede Udfald imod Forslaget om Kirkegodsets Inddragning under Staten. Det blev denne Gang stillet af en Gejstlig, Dom Gerle, der senere som Jakobiner viste sig meget ivrig for at bringe denne sin første offenlige Optræden i Glemme. Mirabeau svarede med en Hentydning til det Vindue i Louvre, som han fra Talerstolen havde for Øje, "det samme," raabte han, "fra hvilket en fransk Enehersker, der blandede de verdslige Formaal med Religionens aandelige Formaal, affyrede det Bøsseskud, der gav Signalet til Bartholomæusnatten." Og dog bøjede man atter denne Gang af og gik uden om Sagen, idet man erklærede, at Religionens Majestæt og den Ærefrygt, man skyldte den, ikke tillod, at den blev Genstand for en Forhandling. Hele Højre afholdt sig fra at stemme, og en Indsigelse blev ovenikøbet nedlagt, underskrevet af 297 Medlemmer, hvoraf 144 af Kleresiet. Man var vaklende og sagde sig selv imod.

Adelen, der hundrede Aar før havde tiljublet Ludvig den Fjortende Bifald, da han tilbagekaldte det i Nantes givne Tolerance-Tilsagn, var gennem Paavirkningen af det attende Aarhundredes Literatur bleven saaledes omstemt, at da den forhandlede som Stand, havde den i rent Voltairesk Aand udtalt sig for almindelig Fordragelighed; men dog havde den ligesom uvis tilføjet, at den katolske Kirke burde være Folkekirke. Borgerstanden, der tildels var jansenistisk og derfor i Virkeligheden langt mindre frisindet, havde som Stand udtalt sig paa lignende undvigende Maade. Men efter at Nationalforsamlingen var traadt sammen, var enhver Uvished i Grunden forud udelukket. Thi et af Forsamlingens første Skridt var som bekendt Erklæringen af Menneskerettighederne, og imellem disse Menneskerettigheder var udtrykkeligt stillet Frihed til at tænke og tale ogsaa i religiøse Anliggender. Artikel 10 i Erklæringen lyder nemlig: "Ingen bør foruroliges for sine Meningers, end ikke for sine religiøse Meningers Skyld, forudsat at hans Tilkendegivelse af disse ikke forstyrrer den lovlige Orden." Paven svarede med at betegne denne Frihed som "en unaturlig og vanvittig Ret, der kvæler Fornuften" (sic), og hermed skulde det synes som om de to Lejres Stilling til hinanden var bestemt.

Man sporer, hvorledes Situationen klarer sig, da Talen i den grundlovgivende Forsamling kommer paa Fordrageligheden. I Forslaget til Erklæringen af Menneskerettighederne var en Artikel formet saaledes: "Gudsdyrkelsen hører under Politiet; følgelig tilkommer det Samfundet at ordne den, at tillade én Kirkeskik og forbyde en anden." Mirabeau angreb denne Artikel med Voldsomhed.

"Jeg vil ikke præke Taalsomhed," sagde han. "Den mest uindskrænkede Religionsfrihed er i mine Øjne en saa hellig Ret, at Ordet Taalsomhed som Udtryk for den næsten selv synes mig tyrannisk, da selve Tilværelsen af en Myndighed, der har Magt til at taale, altsaa ogsaa til ikke at gøre det, er et Indgreb i Tankens Frihed." I et følgende Møde gaar han videre endnu: "Man har talt om en herskende Kirkeskik; hvad mener man med herskende? jeg forstaar ikke dette Ord og udbeder mig en Begrebsbestemmelse deraf. Mener man en Kirkeskik, som undertrykker de andre? Men har Forsamlingen da ikke banlyst Ordet Undertrykkelse? Eller er det Fyrstens Religion, man mener? Fyrsten har ikke Ret til at herske over Samvittighederne eller til at rette Meningerne. Eller tænker man paa Flertallets Gudsdyrkelse? En Gudsdyrkelse er en Mening. Denne eller hin Gudsdyrkelse er et Udslag af denne eller hin Mening. Men en Mening danner sig ikke ved Sammentælling af Stemmer. Tanken tilhører os, er uafhængig og lader sig ikke binde."

Man ser, hvorledes Modet til at udtale sin Anskuelse i religiøse Anliggender begyndte at prøve sine Vinger.

Her et andet Eksempel paa, med hvilken Fart man saavel i som udenfor Forsamlingen fra en frygtsom Begyndelse hævede sig til Bevidstheden om den store aandelige Omvæltning, der foregik.

I Oktober 1789 stod for Nationalforsamlingens Skranke en besynderligt udseende Deputation i lange Klæder og med østerlandske Træk. Det var Jøder fra Elsass og Lothringen. De anraabte paa deres Troesfællers Vegne om Barmhjertighed. "Højbaarne Forsamling," sagde de, "i den Eviges Navn, der er Ophav til al Retfærdighed og Sandhed, i Guds Navn, som har givet alle Mennesker lige Rettigheder og Pligter, i Menneskehedens Navn, der gennem Aarhundreder er bleven krænket ved den vanærende Behandling, som de ulykkelige Efterkommere af det ældste Folkeslag har lidt i næsten alle Jordens Egne, kommer vi for at bede Eder værdiges at tage vor beklagelige Skæbne under Overvejelse. De, som overalt er forfulgte, overalt fornedrede, og dog altid underdanige, aldrig oprørske, de, som hos alle Folk er en Genstand for Harme og Foragt, medens de burde nyde Taalsomhed og Medlidenhed, Jøderne nemlig, kaster sig for Eders Fødder og tillader sig det Haab, at I midt under de vigtige Arbejder, som optager Eder, ikke vil ringeagte deres Klager, og med nogen Deltagelse vil høre de frygtsomme Indsigelser, som de vover at nedlægge ud fra Dybet af den Nedværdigelse, hvori de er begravne ... Gid en Forbedring af Forholdene, som vi hidtil uden Nytte har ønsket og som vi anraaber om med Taarer i Øjnene, maa være Eders Velgerning og Eders Værk!"

Clermont-Tonnerre tog sig med Varme af dette Bønskrift. Den forvovne og koldblodige Abbed Maury tog til Genmæle imod hans Ord. Han sagde: "Hvem vil endnu i vore Dage tale om Forfølgelse eller Ufordragelighed! Jøderne er vore Brødre. Men at kalde Jøderne Borgere, det vilde være det Samme som at indrømme, at Englændere og Danske uden at have faaet Indfødsret og uden at ophøre med at være Englændere eller Danske kunde blive Franskmænd." Han dvælede ved Jødernes Aagertilbøjelighed og de øvrige Laster, man tillagde dem: "Ikke En iblandt dem har forstaaet at adle sine Hænder ved at styre et Plovjern eller dyrke et Stykke Jord."

Da det paa det Strengeste var Jøderne forbudt at besidde den ringeste Smule Grundejendom og deres Stilling overhovedet var saadan, at de, naar de gik ind i en By, maatte betale samme Afgift som der betaltes af Svin, var Maury's Bevisførelse let at gendrive. Men Hadet til Jøderne var endnu saa stort, at Ingen havde Noget at udsætte paa den. Man frygtede for, at Jøderne skulde gøre hele Elsass til en jødisk Koloni, hvis man gav dem Borgerrettigheder.

Stemningen var flov. Kun et eneste Medlem af Forsamlingen, dengang endnu ubemærket, Maximilien Robespierre, var for Jødernes Ligestilling. Han betegnede deres Laster som Følger af den Fornedrelse, hvori man havde holdt dem.

Men han var den eneste i hele Forsamlingen, der talte for Forslaget, som betegnende nok indbefattede Protestanter, Skuespillere og Jøder under Et. De to første Klassers Menneskerettigheder blev anerkendte: men da Mirabeau indsaa Umuligheden af Forslagets Fremme for Jødernes Vedkommende, lod han Behandlingen af dette Punkt blive udsat paa ubestemt Tid. To Aar gik hen. I Aaret 1791 fornyede Jøderne deres Ansøgning. Men hvilken Forandring i Tonen! Slavens ydmyge Bøn var bleven til Mandens bestemte og skarpe Fordring. Slutningen lyder:

"Hvis der var en Religion, hvis Bekendere ikke kunde være Borgere, mens Bekenderne af andre Religioner kunde være det, saa vilde disse være herskende Religioner; men der gives ingen herskende Religion, da alle har lige Rettigheder. Dersom man negter Jøderne Borgerrettigheder, fordi de er Jøder, straffer man dem, fordi de er fødte i en bestemt Religion. Men i saa Fald gives der ingen Religionsfrihed, siden Tab af Borgerrettigheder er knyttet til denne Frihed. Saameget er vist: idet man har hævet Menneskene til religiøs Frihed, har man ogsaa havt til Hensigt at hæve dem til borgerlig Frihed; der gives ingen Halv-Frihed, saa lidt som der gives en Halv-Retfærdighed."

Faa Aar tilbragte i Revolutionens Luftlag havde givet disse Pariaer Selvfølelse og Stolthed. Denne Gang gik Forslaget igennem uden Drøftelse.

I den grundlovgivende Forsamling kom den Uvilje imod den positive Religion og dens Præster, som "Filosoferne" havde meddelt deres Tidsalder, ikke endnu til Udbrud i Ord. Forbitrelsen gav sig foreløbig Luft i Gerning. Alt Kirkegods og Klostergods blev erklæret for Statsejendom. Voltaire havde givet sine Lærlinge det Hverv "at knuse den infame". De troende Katoliker saa i den grundlovgivende Forsamlings Beslutninger et Forsøg paa at udføre hvad han havde ment med dette Hverv. Det syntes dem som var det hele Helvede sluppet løs paa Kristi Kirke og som om "Filosoferne" vilde "afskaffe den kristelige Religion ikke blot i Frankrig, men i hele Europa, ja i hele Verden". (Conjuration contre la religion catholique et les souverains 1792). For at opnaa dette Resultat havde "Filosoferne" henvendt sig til de store Landes Regenter, til Friedrich af Prøjsen, til Catharina af Rusland og andre, men det var ud fra den franske Middelstand at Slaget blev ført.

Præsterne, der efter et gammelt Ord har fundet hvad der fattedes Archimedes: det Punkt udenfor Jorden, i en anden Verden, hvorfra de kan sætte denne i Bevægelse, begyndte nu at fanatisere Provinserne. I Arras bares et Billede om, hvor Maury og de Kongeligsindede var afmalede paa den højre Side af den Korsfæstede, de Revolutionære paa den anden Side under den onde Røver. Et sandt Oprør fandt Sted i Nimes ved Efterretningen om at en Protestant, Saint-Etienne, var bleven valgt til Formand for Nationalforsamlingen.

Den nye Ordning af Kirkens Forhold opnaaedes ved et Forbund mellem Forsamlingens Voltairianere og Jansenister. Jansenisterne hadede som religiøse den jordiske Storhed og godkendte som skæbnetroende den menneskelige Elendighed. De vilde da ikke se Kirken rig og bekymrede sig ikke om den Gavn, dens Rigdomme gjorde nedadtil. Hertil kom, at den Mængde Skandaler, hvortil de højere Gejstliges Liv gav Anledning, opbragte deres Sædelighed. Det var saaledes f. Eks. bekendt, at Frøken Guimard, Biskop Jarantes Elskerinde, bortgav gejstlige Embeder i Operakulisserne, at Erkebispen af Narbonne i et af sine Abbedier havde et helt Harem, ja at Bernardinerne i Abbediet Granselve havde en lille By med eget Damekvarter og med altid dækkede Borde indrettede til deres natlige Svirelag.

Havde man nøjedes med at bemægtige sig Kirkefyrsternes Rigdomme, saa havde man kunnet afvise Beskyldningen for at ville Religionen tillivs. Men man gjorde Indgreb i Kirkens indre Forhold som i dens Tugt; man ændrede Gudsdyrkelsens ydre Former, og Kirkens Foresatte forkyndte da naturligvis, at Religionen var rokket i sin Grund. De lavere Gejstlige vovede derfor saa godt som aldrig at aflægge Ed paa Forfatningen. Gjorde En det, saa blev den ringe Løn, han modtog af Staten, sammenlignet med Judas's Blodpenge, og det skønt det tidligere fandtes ganske i sin Orden, at Biskopperne besad Paladser og Haver og havde enhver Art Livsnydelse til deres Raadighed, medens den lavere Gejstlighed paa samme Tid blev formeligt udhungret.

Den nye Tingenes Orden gav paa Landet Anledning saavel til raa som til pudsige Optrin. Man læser i Camille Desmoulins' Bladartikler en meget humoristisk Skildring af en Landsbypræsts ufrivillige Afsked fra sit Sogn. Ved Kirkens Dør finder han en Søndag efter Gudstjenesten til sin Overraskelse en uhyre, fuldt pakket Flyttevogn med alle hans Sager. Ovenpaa Vognen sidder grædende hans Javotte, "Husholdersken", til hvem Skolemesteren siger Farvel med en Taare i Øjet. Han sættes ind i Vognen under Raabene: Farvel, Farvel, Deres Velærværdighed! og afsted gaar det, tiltrods for at han skælder og smelder, saalænge han endnu kan se sit Klokketaarn. - Men paa andre Steder blev Eden aftvunget Præsten med Bajonetten for Brystet, ja en enkelt Gang blev han staaende paa Prædikestolen dræbt med et Geværskud. Blev der nu imidlertid saaledes begaaet enkelte Overgreb mod de ikke edfæstede Præster, saa var dette dog for Intet at regne mod hvad der fra disses Side skete. De skildrede for Landbefolkningen den borgerlige Forfatning, der i Virkeligheden ikke havde rørt ved Religionen, som en Djævelens Gerning. De lærte det var Dødssynd at tage Sakramentet af en Præst, der havde aflagt Ed til Regeringen, dernæst at de Børn, som de af disse Præster Viede fik, var at betragte som uægte, ja at Guds Forbandelse hvilede over ethvert saadant Barns Vugge. Snart blev en forfatningstro Præst forfulgt med Stenkast i Kirken, snart en hængt i Korets Lysekrone. De Kirker, Nationalforsamlingen havde ladet lukke, blev aabnede med Økseslag. I enkelte Departementer drog morderiske Bander af Pilegrimme anførte af Præster over Markerne med Gevær og Spyd i Haanden. Værst gik det dog til i Bretagne. Naar dér den simple Bonde var gaaet mange Mile fra sit eget Sogn for at høre en rigtig, det vil sige: ikke edfæstet Præst, og saa ved sin Hjemkomst saa en halv Snes af sine Bysbørn gaa ud af hans egen Kirke efter i al Mag at have hørt den nysankomne Præst, var hans Had saa levende, at han troede sig berettiget til enhver Voldsomhed, hvortil han blev ophidset fra kirkelig Side.

Da nu den lovgivende Forsamling traadte sammen, var der ingen Stænder mere. Adelen havde udvandret, og den højere Gejstlighed anraabte i Landflygtighed om fremmede Hoffers Bistand. Den lavere Gejstlighed var fanatisk revolutionsfjendtlig og ophidsede den uvidende Mængde. Det Sprog, som nu førtes i Forsamlingen, var himmelvidt forskelligt fra det tidligere. Den staaende Anklage mod Religionen var nu den naivt udtrykte, at den ikke stemmede med Forfatningen, og imod Gejstligheden, at den udelukkende gik ud paa at faa sine Ejendomme og sit Gods tilbage. Præsternes Løgne og Voldsgerninger havde opirret Stemningen til det Yderste. Hvis et Par forsonlige Stemmer lod sig høre som Digteren André Chénier's, der ytrede, at Præsterne ikke forstyrrer Staten, naar den ikke sysselsætter sig med dem, eller som Talleyrand's, der sagde, at da ingen Form af Religiøsitet var paabudt ved Lov, burde heller ingen rammes af Loven, saa var det dog nu den Voltaireske Harme, der for lang Tid alene havde Ordet.

Disse Aar var Girondinernes Tidsrum, og Girondinismen er det historiske Udtryk for Voltaires Aand.

I en offenlig Erklæring, som er forfattet af Girondinernes berømte Fører Vergniaud, hedder det: "Oprørske Præster forbereder en Rejsning imod Forfatningen; disse Voldsherredømmets frække Drabanter anraaber alle Troner om Guld og Soldater for at generobre Frankrigs Scepter." Som Minister for det Indre sagde Roland: "Oprørske og hyklerske Præster, der dækker deres Planer og Lidenskaber med Religionens hellige Slør, betænker sig ikke paa at ophidse Fanatismen og væbne deres vildledte Medborgere med Utaalsomhedens Sværd." Ja paa Forslaget om at landsforvise Præsterne talte Vergniaud halvt i Spøg, halvt i Alvor, som kunde man ikke være bekendt at tilføje Udlandet et saadant Onde, som man afstedkom ved at sende det denne Foræring. "I Almindelighed," sagde han, "gives der ikke noget mere Usædeligt end at sende et Nabofolk de Forbrydere, for hvilke et Samfund vil befri sig selv." Han trøster sig imidlertid med, at de vil blive modtagne som sande Helgene i Italien og "at Paven i den Foræring af saamange levende Helgene, som vi sender ham, vil se et beskedent Forsøg paa at udtrykke vor Erkendtlighed for alle de Arme, de Ben og de Relikvier af døde Helgene, hvormed han gennem Aarhundreder saa rigeligt har betænkt vor fromme Lettroenhed."

Ja, tilføjer Girondineren Isnard, den senere Formand for Konventet: "Lad os sende disse Pestbefængte til Roms og Italiens Hospitaler." Han udvikler, at naar en Præst er fordærvet, er han det aldrig halvt, at det at tilgive Forbrydelser er det Samme som at deltage i dem, at der maa gøres en Ende paa Tingenes Tilstand som den er, og at det er Revolutionens Fjender, der selv tvinger den til at knuse dem. Han udraaber for første Gang det frygtelige Ord, der senere fandt saa mangedobbelt Ekko: "Der behøves ingen Beviser." Det vil sige, at Præsten burde udjages af Frankrig, saasnart der overhovedet klagedes over ham.

Og da der nu ytredes Frygt for ved disse Foranstaltninger at afstedkomme Borgerkrig, holdt den bekendte Girondiner Guadet, Discipel af Holbach, en beroligende Tale, hvori han bl. A. sagde: "Enhver véd, at Præsten er lige saa fejg som havesyg, at han ikke kender andet Vaaben end Overtroens, og at han, som kun er vant til teologiske Klopfægterier, er for Intet at regne paa en Valplads." Det viste sig snart, hvor fuldstændigt denne Mand og hans Meningsfæller tog fejl i dette Punkt og med hvilken Lidenskab Præsterne gik i Spidsen under den blodige Borgerkrig, som fulgte.

Snart kom det saavidt, at Talerne gjorde formelige Undskyldninger, naar de var nødsagede til at underholde Forsamlingen om disse Æmner. I en Tale af Francois de Nantes, hvor han vel at mærke optræder som Ordfører for et Udvalg, hedder det: "Vi kan kun trøste os over den Nødvendighed, hvori vi befinder os, at maatte underholde Dem om Præsternes Kirkevæsen, ved det Haab, at de Forholdsregler, til hvilke De vil gribe, snart vil sætte Dem istand til aldrig mere at høre Tale derom." Den hele Tale er et Væv af Drøjheder.

Høje og ringe delte denne Stemning. En af Ludvig den Sekstendes Ministre, den grove og voldsomme Cahier de Gerville, sagde en Dag, da han gik ud af Statsraadet, til sin Embedsfælle Molleville, der i sine "Erindringer" har opbevaret Udbruddet: "Jeg vilde ønske, at jeg kunde have det fordømte Utøj af Præster fra alle Lande imellem mine Fingre for at knuse dem alle paa én Gang." Men med stille Værdighed kom Revolutionsaanden til Orde i et Brev, som Republiken sendte til Paven og som man havde overdraget en Kvinde at forfatte. Det er stilet til "Fyrst-Biskoppen i Rom". I Republikens Navn skriver Fru Roland til Paven: "Du den romerske Kirkes Ypperstepræst, du Fyrste for en Stat, som glider ud af dine Hænder, vid, at du kun kan bevare Stat og Kirke ved en uegennyttig Bekendelse af hine evangeliske Grundsætninger, der aander det reneste Demokrati, den ømmeste Menneskekærlighed og den fuldkomneste Lighed, og som Kristi Statholdere kun har forstaaet at besmykke sig med for at forøge en Herskermagt, der nu falder sammen af Ælde. Uvidenhedens Aarhundreder er forbi."

Dog Ord som disse falder ganske ud af Stilen i hvad der ellers blev sagt og skrevet. Den rolige Overbevisnings Tid var omme, de løsladte Lidenskabers Tid begyndt. Og Lidenskaberne fulgte Overbevisningernes Spor. Hadet til Katolicismen naaede sin Højde. Det stod i én samlet Flamme over Frankrig. Det var Klubbernes gyldne Tid.

Cordeliererne havde deres Klub i en Klosterkirke. Alle Malerierne, alt det udskaarne Arbejde, Tapeter og Billeder var revne ned, kun det blotte Skelet af Kirken stod tilbage. I Kirkens Kor, hvor Regn og Blæst trængte ind igennem de ituslaaede Ruder i Rosen, var Formandens Sæde. Hans Bord dannedes af Høvlebænke, der var stillede ved Siden af hinanden. Paa dem stod en Række røde Huer, og Enhver, som vilde tale, tog først en rød Hue paa. Bag Formanden stod en Statue af Friheden med sønderbrudte Marterredskaber i Haanden. Tømmerværk, itubrudte Bænke og Kirkestole, Stumper af ituslagne Helgener afgav Sæder og Skamler for den store Hob af støvede og vildt udseende Tilskuere i hullede Carmagnoler (saadan kaldtes deres Trøjer) og med Spyd paa Skuldrene eller de nøgne Arme overkors. Talerne udtrykte sig djærvt og ligefrem, enhver Ting blev nævnet ved sit drøjeste Navn. Et skamløst Ord og en uhøvisk Haandbevægelse vakte Bifald. Modstandere afbrød dem; undertiden afbrødes de ogsaa af smaa, mørke, skrigende Ugler, der havde boet under Klostertaget og som nu fløj ud og ind gennem de udslaaede Vinduer i Haab om at finde nogen Føde. Formandens Klokke formaaede ikke at bringe dem til Tavshed, undertiden skød man efter dem, og de faldt blødende og sprællende ned i Forsamlingen. Her talte Danton, Marat og Camille Desmoulins, den elskværdige og vittige Camille, der gjaldt for saa maadeholden, at han maatte forsvare sig imod Beskyldningen for Skinhellighed og som endnu for Revolutionsdomstolen førte Sansculotten Jesus i Munden. Han havde sine private Grunde til Had mod Præsterne. Da han i December 1790 vilde giftes med sin elskede Lucile, uden Tvivl en af Revolutionens skønneste og reneste Kvindeskikkelser, og da hans Forening med hende kun manglede Præstens Stadfæstelse, var der ingen Præst, som vilde vie ham, fordi han i en Bladartikel havde sagt, at Muhameds Religion var ganske ligesaa indlysende som Jesu Religion. Han nødtes da til at kalde sine Ord tilbage og gaa til Skrifte for at blive gift. Men nu tog han Oprejsning. I sit Blad "Le vieux Cordelier" skrev han: "Man har sluttet Kapitlet om Præsterne og om alle Religioner, naar man har sagt, at de ligner hverandre deri, at de alle er lige latterlige, og naar man har anført, at Tatarerne spiser den store Lamas Skarn som den største Lækkerbidsken. Der gives ikke saa usselt et Løghoved, at det jo har været æret som Jupiters Lige. Mongolerne tilbeder en Ko, som er Genstand for lige saa mange Knæfald som Guden Apis ... Vi har ikke Lov til at ærgre os over alle disse Dumheder, vi, som saa længe i vor Enfoldighed har ladet os narre til at tro, at man kan synke en Gud, som man sluger en Østers." Hos Cordeliererne gik Loustalots indflydelsesrige Avis "Les révolutions de Paris" fra Haand til Haand. I Fasten 1792 stod der i Anledning af Markedsløjerne at læse i den: "Paa den Tid, da der var en herskende Religion i Frankrig, taalte de kronragede Gøglere ingen Kappestrid i den stille Uge. Det var dengang kun dem tilladt at give Forestillinger. Nu er Konkurrencen fri. Naar Taskenspilleren imidlertid stiger op paa sin Fjælebod, er han klædt i et pudserligt Hovedtøj og en Mantille, som gør ham bemærket i Folkemængden udenom ham; men naar Forestillingen er tilende, tager han Kostymet af. Præsten derimod fortsætter sin Rolle udenfor Scenen og beholder til daglig Brug Masken paa ... Naar vil de rødme over at være Menneskeslægtens Harlekiner?" Fra nu af bliver den staaende revolutionære Benævnelse af Præsterne Teofager (det vil sige: Gudspisere). Kort efter i April bringer samme Blad en Artikel, hvori det foreslaas at anvende lignende Forholdsregler mod Præsterne som Johanne af Neapel indførte for berygtede Fruentimmer: "Man bør indelukke dem i et Hus, hvor de saa kan præke og bede, saa meget de har Lyst til for dem, der kommer og besøger dem; men det bør forbydes dem at gaa ud, for at de ikke skal forpeste Befolkningen." Voltaires Vin er her bleven til Æddike og Gift.

Overfor Cordelierernes Klub stod Jakobinernes med meget forskelligt Præg. Dens Aandsretning var tung, alvorlig og pedantisk. Den stillede sig under Rousseaus Varetægt, som dens Medbejler stod under Voltaires. Jakobinernes første Program var rent Rousseausk: Kærlighed til Lighed, Had til vedtagne Uligheder, hertil kom kold og beregnet revolutionær Forfølgelsesaand, Herskesyge og paa Bunden af det Alt Kærlighed til Reglen, det vil sige til Samfundets Ordning efter Rousseaus Grundsætninger.

For den, der betragter de historiske Særsyn literært, er i Revolutionens Historie Intet mere paafaldende end den Klarhed, hvormed alle de Handlende og Optrædende fører deres Ytringer eller Handlinger tilbage til det attende Aarhundredes Literatur. Det er som de ikke attraaede anden Ære end den at omsætte færdige Læresætninger i Handling. Ved Mirabeau's Grav blev det sagt til hans Hæder, at han om Filosoferne havde ytret: "De har skabt Lyset, jeg vil skabe Bevægelsen", og der gives knap et Afsnit i Samfundspagten (Le contrat social), der ikke under Revolutionen enten er gaaet over i en Lov, eller i en offenlig Erklæring, eller i en Avisartikel, eller i en Tale i Nationalforsamlingen, eller endelig i Republikens Forfatning.

De vigtigste af dens Begrebsbestemmelser (Magten som udstrømmende fra Folket, Loven som Udslag af den almindelige Vilje) forekommer ordlydende i Erklæringen af Menneskerettighederne. Saasnart Foreningstanken dukker op hos Jakobinerne, fører de den øjeblikkeligt tilbage til Rousseau og bruger alle hans Stikord. I en Artikel i "La bouche de fer" skriver Abbed Fauchet: "Ophøjede Rousseau! følelsesfulde og sanddru Aand! Du er en af de første, der har forstaaet Retfærdighedens evige Orden. Ja ethvert Menneske har Ret til Jorden og bør have til Ejendom, hvad han behøver til sit Underhold." Og han udvikler, at Samfundspagten er en Pagt mellem Mennesket og dets Fædreland. Med næsten samme Vending udtrykker Saint-Just sig i sin Tale for Ludvig den Sekstendes Død: "Samfundspagten er en Kontrakt mellem Borgerne og ikke en Kontrakt med Regeringen. Man har ingen Forpligtelse med Hensyn til en Kontrakt, man ikke har indgaaet." Dog Robespierre er den, der som Jakobinernes Høvding overalt giver den Rousseauske Aandsretning dens typiske Udtryk. Han var den første Fjende af Girondinernes Forstandstro, og derfor ser vi ham paa det Tidspunkt, da disse gik videst i nedbrydende Retning, indgive en Henvendelse til Jakobinerne, i hvilken han erklærer, at Revolutionen staar under Guds Førelse, ja i Virkeligheden er en Gerning af Forsynet. Han følte en Trang til at give sin revolutionære Følsomhed dette affekterede Udtryk, der henførte den til hvad man kaldte den naturlige Religion.

Det var ikke denne Stemning, men den af Voltaire fremæggede Harme og Foragt, der i Midten af Aaret 1792 blev den herskende i den lovgivende Forsamling og i Frankrig. Nittende August 1792 udstedtes den Forordning, der fastsatte Landsforvisning til en Koloni for enhver ikke edfæstet Gejstlig. Hver Dag fandt Anholdelser af disse Gejstlige Sted, og saa fulgte Septembermyrderierne. De gik først og fremmest ud over de fangne Præster. Abbed Barruel skriver: Disse Bødler hørte ikke alle til Folkets Bærme. Til de Præster, man myrdede, raabte en Mand: "Kæltringer, Mordere, Uhyrer, usle Hyklere! Hævnens Dag er endelig kommen. I skal ikke mere bedrage Folket med Eders Messer og Eders lille Stykke Brød paa Altrene." - Beundringsværdige er imidlertid det Mod og den Standhaftighed, som de fleste af Præsterne udviste. I Carmeliterfængslet foretrak uden Betænkning 172 Præster at skydes for at aflægge Ed paa Forfatningen. Rørende er det at læse Skildringen af de Præsters Fattethed, der var indespærrede i Abbediet: "Vi sendte fra Tid til anden nogle af vore Kammerater til Taarnvinduet for at faa at vide, hvad Stilling de Ulykkelige, som man i Gaarden ofrede, indtog, og for efter deres Beretning at beregne, hvilken vi gjorde bedst i at indtage. De meddelte os, at de, som strakte Hænderne ud, led længst, fordi Sabelhuggene sløvedes, før de naaede Hovedet." (Jourgniac de Saint-Méard.) - I Alt blev 1480 Mennesker myrdede. Tallet er ganske vist stort, men det er paa den anden Side ikke uden Interesse, at Antallet af alle de Mennesker, der blev henrettede lige fra Revolutionens Begyndelse til dens Ophør, efter Michelets Beregning ikke udgør fyrretyvende Delen af det Tal, der faldt alene i Slaget ved la Moskova.

Det Had, der ytrede sig saa vildt i Septemberdagene, havde ikke lagt sig, da Konventet traadte sammen. Lad os se, hvad et Konventsmedlem skriver, læser og siger med Hensyn til Spørgsmaalet om Præster og Religion. Konventsmedlemmet Lequinio forærer sine Fæller en Bog, han har forfattet og tilegnet Paven. Dens Titel er "De tilintetgjorte Fordomme" (Les préjugés détruits). Heri hedder det: "Religionen er en politisk Lænke, opfunden til at styre Menneskene med, og som kun har tjent til at sikre nogle Enkeltes Nydelser ved at holde alle andre i Tømme." Udfaldene mod Præsterne overgaar her i Voldsomhed og Uhøviskhed Alt, hvad tidligere var fremkommet. Blandt de svageste Ting, der siges om dem, er den paa hin Tid i utallige Former varierede Udtalelse: "Naar de er ærlige, er de dumme eller gale: fordetmeste er de frække Bedragere, sande Menneskeslægtens Mordere." Man maa ty til Kierkegaards "Øjeblikket" for at finde tilsvarende Udbrud. Det er Datidens Literatur. Og man maa ikke antage Lequinio for en Undtagelse, om han end tilsidst drev sin Krig mod Fordommene saa vidt, at han indbød Skarpretteren til Middag hos sig i sin Families Skød for at overvinde Fordommene mod Bøddelen. I den Avis, som Konventsmedlemmet læste om Morgenen, inden han begav sig hen i Forsamlingen, i "Les Révolutions de Paris" for December 1792 hedder det i Anledning af, at Midnatsmessen er bleven fejret i Paris: "Naar man ved højlys Dag paa vore offenlige Pladser foreviser dansende Marionetter eller Taskenspillerkunster af forskellig Art, saa er der ikke synderligt Ondt i det; man maa have Lov til at more Børn og Ammer. Men at samle sig om Natten i mørke Kamre for at synge Hymner og tænde Vokslys og brænde Røgelse til Ære for et uægte Barn og en utro Hustru, det er en Forargelse, et Anfald paa den offenlige Sædelighed, som fortjener Politiets Opmærksomhed og strenge Indskriden" *1). De tidligere anførte Udtalelser glødede vel af Forbitrelse, Had og Haan, men de var endnu ikke raa. Det var Hævnskrig, udstødte af den saa længe bagbundne og martrede menneskelige Fornuft. I Ord som disse skurrer Raaheden. Og endnu en Forandring er indtraadt. Den tidligere Undertrykte røber stor Lyst til nu paa sin Side at optræde som Undertrykker.

Handling fulgte her hurtigt paa Forsæt. "Man hengav sig," siger Mercier i "Le nouveau Paris", "til Nedbrydelsen af den gamle Gudsdyrkelse ikke med Troesiverens Raseri, men med en Spot, en Ironi, en ubændig Lystighed, som maatte forbavse Iagttageren." Der blev formelig hærjet i alle Kirker. En Gruppe Udsendinge meddelte Konventet, at den havde tilladt "den brune Marie" (et mirakelgørende Billede) at "lægge sig til Ro efter al den Ulejlighed, hun havde havt med i 1800 Aar at holde Verden for Nar". Altrene blev plyndrede til Bedste for Republikens Skatkammer. Her er et Brudstykke af en Indberetning: "I Niévre-Departementet findes ingen Præster mere. Man har skilt Altrene ved de Dynger af Guld, som nærede den præstelige Forfængelighed. Tredive Millioner i værdifuldt Løsøre vil blive førte til Paris. Allerede er to Vogne, belæssede med Kors, med Guldbispestave og to Millioner i møntet Guld, ankomne til Mønten. Tre Gange saa meget følger den første Sending."

Undertiden standsede Vognene udenfor Konventets Dør, og Sække og Poser, fulde af Guld og Sølv, blev opstillede i Forhandlingssalen.

I en anden Indberetning hedder det ironisk: "Man har anklaget mig for at have lagt mig ud med Religionen. Jeg har dog pænt spurgt ad, før jeg handlede, og tre til fire Hundrede Helgene bad om Forlov til at maatte gaa i Mønten. Ved disse Lejligheder faldt der Ord som disse: I, som fordum var Fanatismens Redskaber, I Helgener og Helgeninder, I Salige af alle Slags, viser Jer endelig som Patrioter, kommer Fædrelandet til Hjælp og marsjerer i Mønten!"

I en tredje Indberetning ønsker Fuldmægtigene sig til Lykke med Udfaldet af "deres filosofiske Sendelse" i Departementet Gers. "Folket var modent og den sidste Dag i den tredje Dekade blev bestemt til at højtideligholde Fanatismens Afskaffelse. Hele Folket var forsamlet paa en landlig Plads til et broderligt Gilde. Efter et spartansk Maaltid ilede man rundt i Byen, nedrev alle Fanatismens Sindbilleder og traadte dem under Fødder. Derpaa kom man kørende i en Skarnagervogn med to mirakelgørende Jomfruer, med Kors og Helgene, der nylig havde modtaget Overtroens Røgelse. Disse latterlige Ranglerier blev kastede paa et Baal, der var bedækket med Adelsbreve, og Ilden blev tændt under en utallig Folkemængdes Jubel. Carmagnolen varede hele Natten rundt om dette filosofiske Baal, der fortærede saa mange Vildfarelser."

I en fjerde Melding hedder det: "64 ikke edfæstede Præster levede sammen i et Hus, der tilhører Folket. Jeg lod dem gaa gennem Byen til Fængslet. Denne nye Slags Uhyrer, som man endnu ikke havde udsat for Befolkningens Blikke, gjorde en fortræffelig Virkning. Raabene Leve Republiken! genlød rundt om denne Hjord Dyr. Vær saa god at betyde mig, hvad jeg har at gøre med disse fem Dusin Dyr, som jeg har stillet til Skue for den almindelige Latter. Jeg gav dem Skuespillere til Bedækning."

Forhandlingerne angaaende Loven om Religionsfrihed, der udkom 3 ventôse Aar 3, var alle holdte i samme Tone. Hvor Meget der end splittede Konventets Medlemmer angaaende andre Spørgsmaal, om Katolicismen var de uden Undtagelse enige. Hvor stor end Kløften er mellem Stemningen under og efter Rædselsregeringen, med Hensyn til Katolicismen gives der ikke nogen Forskel i Stemning. Da i Kraft af Loven nogle Kirker var blevne aabnede paa ny, meldte Ugeskriftet "Den filosofiske Dekade" dette under Overskriften "Skuespil" i følgende Udtryk: "Den attende og femogtyvende i denne Maaned opførtes paa flere Steder i Paris en Komedie, hvis Hovedperson, udstafferet med en løjerlig Klædedragt udførte adskillige Daarskaber for Tilskuere, som ikke lo deraf. Da vi ikke plejer at tale om Stykker, der genoptages paa Teatret, naar de ikke frembyder noget Nyttigt eller Lærerigt, vil vi ikke sige noget om dette."

Mirabeau havde sagt, det gjaldt om at "afkatolisere" Frankrig. Dette Arbejde gik tilsyneladende sin Gang. Fra Kommunerne indkom den ene Ansøgning efter den anden, om de maatte blive fri for deres Navne, der gennemgaaende var en eller anden Helgens, og faa Lov til at antage et selvvalgt. Saaledes blev Saint-Denis, hvis hovedløse Helgen aldrig har været til, kaldt Franciade. Rundt om i Provinserne fulgte man Paris's Eksempel. Intet, der kunde erindre om Kongedømmet af Guds Naade, blev skaanet. En ærværdig, hvidskægget Elsasser ved Navn Ruhl, Medlem af Velfærdsudvalget, havde i 1793 sat sig i Besiddelse af den mirakelgørende hellige Krukke (Ampulla) med den himmelske Salvningsolie, som en Due havde bragt ned fra Himlen ved Clovis's Kroning, og begav sig med den i Triumf, fulgt af en stor Flok Mennesker, til Kongepladsen i Rheims, hvor Øvrighed og Embedsmænd allerede havde forsamlet sig om Ludvig den Femtendes Billedstøtte. Her holdt han en Tale imod Tyranni og Tyranner og endte med at slynge den hellige Krukke saa voldsomt i Hovedet paa Louis le bien-aimé, at den sprang i hundrede Stykker, og den hellige Olie endnu engang drev ned ad Herrens Salvedes Kinder.

Træk som disse, Ord som de anførte viser med tilstrækkelig Anskuelighed, hvor lidenskabeligt Revolutionen arbejdede paa at komme Autoritetsprincipet til Livs. Det var ikke for Intet at Adelsbrevene opbrændtes paa samme Baal som Kirkens Helgene, eller at Vantroen overfor den hellige Ampulla drog Forhaanelsen af Kongemagten efter sig. Fra det Øjeblik af, da den religiøse Autoritet var styrtet, var Autoritetsprincipets Tryllekraft brudt paa alle Omraader.

Feltraabet: Frihed, Lighed og Broderskab fortrængte det. Men dette Løsen indbefattede mindst to Grundregler, ikke en enkelt. Friheden som Grundregel svarede nærmest til Voltaire, Broderskabet til Rousseau. Og Ligheden forligtes slet med Frihed. Da Mystikeren Saint-Martin kort før Revolutionen opstillede sin hemmelighedsfulde Lære om den hellige Treenighed (Ternaire): Frihed, Lighed og Broderskab, der altid havde eksisteret og evigt vilde eksistere, anede han ikke, at der imellem disse Principer kunde udvikle sig en Spaltning og en Kamp. Voltaire siger etsteds: "Man har gjort fuldstændig Ret i at lade Treenigheden udgøre én Gud; thi var der tre, vilde de komme op at slaas." Saint-Martins Treenighed udlod i 1793 de Modsætninger, den skjulte i sit Skød.

I April Maaned 1793 udkom den nye Erklæring af Menneskerettighederne, som Robespierre havde forfattet og faaet Jakobinerne til at vedkende sig som Program, og i samme Maaned forekom midt under den voldsomme Strid mellem Robespierre og Vergniaud den modsatte Lejrs Plan til en Forfatning, forfattet af Condorcet, Barére, Thomas Payne, Pétion, Barbaroux, Siéyes o. fl., ført i Pennen af Condorcet.

Lægger man disse to Udkast ved Siden af hinanden, da har man i Spiren de to Retninger, som Kamp om Herredømmet i en fjernere Fremtid var forbeholdt, Liberalismen og Socialismen, hin stammende fra Voltaire, denne fra Rousseau. Da de to Programmer Punkt for Punkt udvikler samme Æmner, falder Modsætningen i Øjnene med en Klarhed som ellers ingensteds.

Om Socialisme havde der i Revolutionens første Aar ikke været Tale. Man vilde befri Kapitalen fra uretfærdige Tynger og Byrder, ikke begrænse Kapitalens Magt. Dette viser sig tydeligt i den Kendsgerning, at det første Vidnesbyrd, som efter Bastillens Indtagelse den sejrrige Borgerstand betegner sit nye Herredømme ved, er Udstedelsen af en Forordning om, at Bogtrykkerne skal bære Ansvaret for ethvert Hefte og ethvert Flyveblad, der offenliggøres af Skribenter uden vitterlig bekendt Udkomme (sans existence connue). Denne Forordning udfærdigedes den fireogtyvende Juli 1789, altsaa nøjagtigt ti Dage efter Erobringen af Bastillen. Borgerstanden sørgede for at trække Stigen op efter sig, saasnart den var oppe. Dens første Gerning, efterat den selv havde erobret sig sin Plads ved Hjælp af Pennen, var at slaa Pennen ud af Haanden paa Smaakaarsfolk.

Konventet, som tærede paa Rousseau's og Mably's Tanker, forstod, at Uligheden indenfor det borgerlige Samfund var den politiske Ligheds værste Fjende og drømte om at frembringe Overensstemmelse mellem Ejendomsbesiddelsen og Ligheden derved at man gav Alle Ejendom. Condorcet vilde anvende Statsmagtens Midler ikke til at afskaffe Privatejendommen, men til at udjævne de for store Forskelligheder i Formuestilstanden. Arveretten skulde ophæves, Undervisningen være tilgængelig for Alle o. s. v. Først da efter Robespierre's Fald de Besiddendes Reaktion mod de Ejendomsløse begyndte, opstod Angreb paa Ejendomsretten som saadan, og Babeuf's kommunistiske Sammensværgelse fulgte. Den blev forraadt og knust, druknet i sine Ophavsmænds Blod uden at nogen Stemme hævede sig til Gunst for dens Ideer. End ikke Socialismen bragte det jo under Revolutionen til mere end Tilløb.

Medens imidlertid Girondinernes Udkast til Erklæringen af Menneskerettighederne først og fremmest værner om den Enkeltes Ret: om Samvittigheden, om den frie Tanke (les franchises de la pensée, som man dengang sagde), om Arnens Ukrænkelighed, om Lighed for Loven, om Forholdsmæssighed mellem Brøde og Straf, betoner Jakobinerne paa alle Punkter Menneskenes Ansvar for hverandre og Broderskabets Pligt.

Girondinerne opstillede Ikke-Indblandings-Grundsætningen. Jakobinerne lærte: "Menneskene fra alle Lande er Brødre, og de forskellige Folk bør hjælpe hverandre af al deres Evne som Borgere af samme Stat. Den, der undertrykker en eneste Nation, erklærer sig for en Fjende af dem alle. De, som fører Krig mod et Folk for at standse Frihedens Fremskridt og tilintetgøre Menneskerettighederne, bør forfølges af alle Folkeslag, ikke som almindelige Fjender, men som oprørske Mordere og Røvere.

Girondinerne bekæmpede ethvert Voldsherredømme, der havde menneskeligt Aasyn, men de stræbte sjældnere at yde Beskyttelse mod Forholdenes Voldsmagt. De gik hyppigst negativt tilværks. Jakobinerne saa klarere det Unyttige i at indrømme den Værkbrudne Ret til at blive helbredet, naar man ikke helbredte ham, og det Haanlige i højtideligt at sikre den Lamme Retten til at gaa. Modsætningen var dog ikke skarp; thi Girondineren Condorcet anede saa godt som nogen Jakobiner, at den frie Kappestrid var en Løgn i det Øjeblik, Deltagerne i den ved Løbets Begyndelse var saaledes stillede, at den ene sad paa en fortræffelig Hest, medens den anden maatte løbe paa bare Fødder.

Det var den almindelige "Følelse af Samfundspligt" (som Rousseau bestemte den), der foranledigede Robespierres lærerige Indskriden i Kampen mellem Revolutionen og den positive Religion. Da Revolutionen først én Gang havde gjort Indhug i Kirkerne med Øksen i Haanden, syntes Bevægelsen at skulle blive uimodstaaelig. Man besteg de skrøbeligste Stilladser oppe under Kirkens Hvælving for at udskrabe Paveansigter, som hundrede Aars Spindelvæv havde skjult. Helgenerne kastedes ned fra deres Vægfordybninger, og Troeshadet tilintetgjorde ypperlige Værker af gotisk Kunst; den revolutionære Udsendings Lampe blev baaret om i Kældrene og kastede sit Lys paa de Dødes blege Ansigter, medens Alterstumperne ophobedes "som uformelige Stene i et Stenbrud". Formændene for de revolutionære Udvalg bar Fløjlsbenklæder, der var skaarne ud af Bispekaaber, og Skjorter, der var gjorte af Kordrengenes Messesærker. Mærkeligt nok optraadte tilsidst nogle faa ateistiske Sværmere (Anacharsis Clootz af tysk Oprindelse, Chaumette og Hébert) og rev Masserne med sig i Kirkestormeriet.

Ellers hører man under Revolutionen lige saa lidt til Ateisme som til Socialisme. I Almindelighed finder man hos de folkekaarne Mænd i uforanderligt gentagne Vendinger Voltaires og Rousseaus fælles Religion: Troen paa Gud og Udødelighed. Saaledes ogsaa i alle Samtidens Skrifter. Thomas Paynes "Fornuftens Tidsalder" er et godt Eksempel. Selv saa hensynsløst letfærdigt et Digt som Parny's "Gudekrigen" prædiker samme Lære. Camille Desmoulins skriver i et Brev: "Min kære Manuel! Kongerne er modne (mûrs), men Vorherre (le bon Dieu) er det ikke endnu. Mærk, at jeg siger Vorherre, ikke Gud, som er ganske forskellig fra ham." Dette Standpunkt er Tidens; dens Opgave var ikke at underkaste Gudsbegrebet en Kritik, men at frigøre det fra de positive Religioners Sagnverden. Heri ligger det, at Ateisternes Optræden i Nationalforsamlingen fører den revolutionære Bevægelse ud over dens egenlige Maal og foranlediger Udskejelser, som maatte skade og nedsætte Revolutionen i Samtidens Øjne.

Clootz fik en Biskop ved Navn Gobel bevæget til i et Brev til Konventet at afgive en Erklæring, som begyndte: "Borgere, Repræsentanter! Jeg er Præst, det vil sige Markskriger. Hidtil har jeg været en ærlig Markskriger, jeg har kun bedraget, fordi jeg selv var bedraget." Det endte naturligvis med, at han nu havde omvendt sig til Filosofien.

Chaumette, en Sværmer, der havde faaet Piskestraffen afskaffet i Opdragelsesanstalterne og udvirket Ophævelsen af den lovligt ordnede Prostitution, fik Kommunen til for Fremtiden at indvie Notre Dame til "Dyrkelsen af Fornuften". Der blev i Kirken oprejst et Tempel med Indskrift "Til Filosofien", hvis Indgang smykkedes med Byster af Tænkere. Da det første Gang blev aabnet, traadte en ung Skuespillerinde, Frøken Candeille, forestillende Friheden, ud deraf, og en Hymne til Friheden af Marie-Joseph Chénier, til hvilken Republikens Komponist Gossec havde sat Musik, blev sungen til hendes Ære. En anden Gang blev Frøken Maillard fra Operaen, en smuk og statelig Kvinde, med den røde Jakobinerhue over det udslaaede Haar, med en himmelblaa Kaabe over sine hvide Skuldre, som Fornuftens Gudinde baaren højt paa en med Egeguirlander omslynget Bærestol ud af den fordums Katedralkirke, ledsaget af Hornmusik, Mænd med røde Huer og talrige Konventsmedlemmer, og bragt ind i Konventets Forsamling, hvor Formanden trykkede et Kys paa hendes Pande. Men disse i og for sig uskyldige Ceremonier blev forvrængede ved paa pøbelagtig Vis at efterlignes af Pøbelen. Løsagtige Kvinder lod sig bære i Triumf som Fornuftgudinder. Kirkerne blev benyttede til Sviregilder, ja Kirken Saint-Eustache blev ligefrem forvandlet til Kro. Den hellige Geneviéves Relikvier blev brændte op, Træhelgener, Bønnebøger, gamle og nye Testamenter brændtes paa Gréve-Pladsen i saadanne Masser, at Baalet steg til Husenes andet Stokværk.

Clootz blev udnævnt til Jakobiner-Klubbens Formand. Da bevægede Robespierre som god Lærling af Rousseau og med Blikket rettet paa Europa Konventet til at udstede den Kundgørelse, at det franske Folk anerkendte Tilværelsen af det højeste Væsen, ligesom det var ham, der bevægede Jakobinerne til at indgive en Henvendelse til Konventet om, at Forsamlingen skulde gøre sit for at genoprette Troen paa Gud og Sjælens Udødelighed. Han angreb Kirkestormerne som Fanatikere af Katolikernes Art og han angreb Ateismen som "aristokratisk". Da han endelig i Maj 1794 besteg Talerstolen for at opfordre Konventet til at højtideligholde Festen for det højeste Væsen, vendte han sig efter nogle begejstrede Ord til Ære for Rousseau ligesaa bestemt imod Kristendommen: "Alle Opdigtelser forsvinder overfor Sandheden og alle Galskaber falder for Fornuften ... Hvad har Præsterne at gøre med Gud? Præsterne forholder sig til Sædeligheden som Markskrigerne forholder sig til Lægekunsten." I Overensstemmelse med det hele Aarhundredes Indbildning, at det er Præsterne, som har opfundet Religionerne, siger han: "Præsterne har gjort Gud til en Ildkugle, en Okse, et Træ, et Menneske, en Konge. Det højeste Væsens sande Præst det er Naturen, dets Tempel Altet, dets Dyrkelse Dyden." Han viser fremdeles, at Præsterne overalt har støttet Voldsherredømmet: "Det er Jer, som har sagt til Kongerne: I er Guds Billeder paa Jorden, det er fra ham, at I har Eders Magt! og Kongerne har svaret Jer: Ja, I er i Sandhed Guds Sendebud; lad os forene os om at dele Byttet og Viraken!"

Følgen af disse Dobbeltbestræbelser var Konventets Erklæring til alle Jordens Folkeslag, at det anerkendte fri Gudsdyrkelse og at det fordømte "Filosofismens Udskejelser lige saa fuldt som Fanatismens Forbrydelser". Det hedder heri: "Eders Herrer vil sige Eder, at det franske Folk har forvist alle Religioner og at det har sat Dyrkelsen af nogle Mennesker i Stedet for Dyrkelsen af Guddommen; de afmaler os for Eder som et afgudisk og vanvittigt Folk. De lyver. Det franske Folk og dets Repræsentanter ærer Frihed til enhver Art Kultus." Man besluttede da Afholdelsen af et bestemt Antal religiøse Fester, Fest for Friheden, for Ligheden, for Menneskeheden, for de store Mænd, der havde virket som Befriere, o. s. v.

Det første Udslag af denne Bevægelse var Festen for det højeste Væsen. Den hele Anordnings Barnagtighed har noget rørende Pudsigt. Med en Buket Blomster og Hvedeaks i Haanden vandrede Robespierre, for den Dag udnævnt til Formand, i Spidsen for hele Konventet gennem Paris til Festhøjen paa Marsmarken. Konventet var paa sin Gang omgivet af et trefarvet Baand, der blev baaret af Børn, Ynglinge, Mænd og Oldinge, smykkede alt efter deres Alder med Violer, Myrter, Eg eller Vinløv. Ethvert af Konventsmedlemmerne bar et trefarvet Skærf og en Buket af Aks, Blomster og Frugter. Da Konventet havde taget Plads øverst paa Højen, foregik et Optrin, der efter Øjenvidners Udsagn om end noget skuespilagtigt dog gjorde Indtryk. Anraabelsen af den Evige blev udsunget af Tusinder af Stemmer. De unge Piger strøede Blomster, de unge Mænd svang deres Vaaben og svor at frelse Frankrig og Friheden. En Højtidelighed i Tidens Smag kronede Festen. Maleren David havde paa Festpladsen opført en Gruppe af Uhyrer: Ugudeligheden, Egenkærligheden, Uenigheden og Ærgerrigheden, hvilke slemme Væsener fra nu af for evigt skulde være udryddede af Verden. Robespierre greb en Fakkel og svingede den imod de terpentinbesmurte Uhyrer; de brændte op, og en uforbrændelig Statue af Visdommen viste sig i deres Sted. Ved en besynderlig Skæbnens Ironi var denne Billedstøtte bleven fuldstændigt sværtet af Flammerne og Røgen.

Festen for det højeste Væsen er et naivt, men uhyklet Udtryk for det attende Aarhundredes Fromhed. Robespierre havde fuldstændig Ret i at beklage, at Rousseau ikke oplevede denne Dag; det havde været en Fest efter hans Hjerte. Og saa fast et Fodfæste havde disse Tanker i Forsamlingen, at de blev staaende, da Robespierre faldt. Den borgerlige Religion, som blev vedtaget af Konventet, skyldtes ikke ham. Man gik, langt fra efter hans Død at vende om, stedse videre ad den begyndte Vej. Den republikanske Kalender blev indført. Da, som det hed i Begrundelsen, den kristelige Tidsregning havde været "Løgnens, Bedrageriets og Kvaksalveriets Tid", blev den kristne Kalender afskaffet, Tiden regnet fra 1792, Ugen inddelt i 10 Dage og Forslag indgivet om at erstatte Dagenes Helgennavne med Navnene paa Agerdyrkningsredskaber og nyttige Husdyr.

Snart fremkom ligefremme Katekismer for den nye Religion. Det hedder i en saadan (Office des décadis en discours, hymnes et priéres en usage dans les temples de la Raison):

"Frihed, du Menneskets højeste Lykke paa Jorden, helliget vorde dit Navn hos alle Jordens Folk! Til os komme dit heldbringende Rige og gid det styrte Voldsherskernes Regering! Gid din hellige Kultus maa erstatte Dyrkelsen af hine foragtelige Afguder, hvis Alter du har kuldkastet! ... Jeg tror paa et højeste Væsen, der har skabt Menneskene, frie og lige, der har dannet dem til at elske hverandre og ikke for at de skulde hade hverandre, der vil æres ved Dyder og ikke ved Troesiver, og i hvis Øjne den skønneste Gudsdyrkelse er Dyrkelsen af Sandhed og Fornuft. Jeg tror paa alle Voldsherskeres nære Undergang, paa Sædernes Genfødelse, paa alle Dyders stigende Udbredelse og paa Frihedens evige Triumf."

Samtidigt bekendte man sin Tro paa andre, mindre uskyldige Maader. Man vilde rydde Kirkerne til den nye Religion, og Afskaffelsen af Søndagen blev af praktiske Grunde snart det store Livsspørgsmaal. Man kom hurtigt til det Punkt, at Enhver, der fejrede Søndagen, var mistænkt, og det var farligt at være mistænkt da. Voldsomme Forsøg paa at forhindre Søndagens Festligholdelse udgjorde under Konventet en ny Form af Tvangsherredømme, der, hvorvel mere undskyldelig end det Tyranni, den afløste, ikke gav dette noget efter i Raahed og Uforstand.

Endnu under Direktoriet, der fornemmer de første Spor til en tilbagegaaende Bevægelse i Samfundets lavere Lag, var der, som man ser af en Samtidigs Erindringer, Forsamlingsmedlemmer, som fik Nervetilfælde, blot de hørte Ordet Præst, og Nedbrydelsesværket fortsattes med Lidenskab. "Enhver, siger Laurent, der havde en Draabe revolutionært Blod i sine Aarer, arbejdede med feberagtig Iver paa Kristendommens Ødelæggelse." I Indberetninger, der var affattede paa Embeds Vegne, betegnedes de Troende som "aandssvage". Direktoriet selv siger i en Kundgørelse fra Aar 6 angaaende Valgene, at man maa fjerne "de ulykkelige Fanatiserede, hvem Lettroenheden forblinder, og som kunde falde paa at kaste sig for Præsternes Fødder paany."

I Virkeligheden var Gejstligheden vedbleven at være Revolutionens frygteligste Fjende. Den blodige Krig i Vendée var for en stor Del dens Værk. Rædslerne dér stod ikke tilbage for Middelalderens. Et Sted blev den forfatningstro Præst dræbt ved Stenkast af hylende Kvinder, et andet Sted revet i Stykker ligeledes af Kvinderne. Af den republikanske Præsident Joubert savede man Hænderne, før man slog ham ihjel. I en af Byerne begravede man sine revolutionære Fjender levende, saa de republikanske Tropper, da de drog ind, saa Arme, hvis Hænder krummede sig om Grønsværet, stikke op af Jorden.

Revolutionsmændene nødtes snart til den Indsigt, at deres Fremgangsmaade havde det modsatte Udfald af det, man havde ønsket og ventet. Betegnende nok var det de Fuldmægtige, der blev sendte til Vendée, som først tog Ordet for gennemført Adskillelse af Kirke og Stat. I deres Øjne var dette det eneste Middel til at berolige Sindene og frede Landet. Allerede til den lovgivende Forsamling havde en Præst stillet det Forslag, at Staten ikke mere skulde lønne nogen Gudsdyrkelse. Men man var da for lidenskabelig til ikke at tage Parti. Man haabede, som det ofte blev udtalt, ved Hjælp af almindelig Undervisning "at tilintetgøre alle Særkirker". Man indbildte sig, at Dogmernes Tid var omme, at den Tid var kommen, da som Amerikaneren Jefferson havde skrevet, Kristi vidunderlige Undfangelse i en Jomfrus Skød vilde blive sat i Klasse med Minervas underfulde Undfangelse i Jupiters Hoved. I en Melding under Konventet hedder det: "Snart vil man kun lære hine urimelige Dogmer, disse Frygtens og Vildfarelsens Fostre, at kende for at ringeagte dem. Snart vil Sokrates's, Marcus Aurelius's og Cicero's Religion være Verdens." Og da Madame Roland i sine Erindringer kommer til at bruge Ordet Katekismus, anser hun det for nødvendigt at forklare det for Efterverdenen. Hun skriver: "Med den Fart, hvormed Verden nu gaar frem, er det sandsynligt, at de, som læser dette, vil spørge, hvad dette Ord betyder, jeg vil derfor forklare dem det." *2)

Man havde ikke forstaaet, at Massen af Folket ved sit hele gennem Aarhundreder nedarvede Forestillings- og Følelsesliv og ved sin dybe Uvidenhed var uimodtagelig for Revolutionsmændenes Opraab, skræmmet ved de skete Voldshandlinger og af gammel Vane tilbøjelig til, saa snart Lejlighed atter viste sig, at give sig Præsterne i Vold. General Clarke skriver i et Brev til Bonaparte Aar 1800: "Vor Religionsrevolution er mislykket for os. Man er atter bleven romersk-katolsk i Frankrig. Der behøves tredive Aars Pressefrihed til at fælde Romerbispens aandelige Magt." Naivt er her kun Udsagnet om de tredive Aar. 300 maatte snarere fordres og vilde endda kun forslaa, i Fald tvungen, fyldig og ganske verdslig Undervisning, givet uden noget Vederlag, føjedes til Pressefriheden.

Det var ikke Menigmand alene, som i sit stille Sind var bleven Kirken tro. Rundtom i de fornemme Familier paa Landet var under Revolutionen Moderen med sine Døtre forbleven katolsk, da Faderen, hvordan han end ellers var sindet, med Franskmændenes bekendte Forsigtighed og Mistro til Frisindet altid ansaa Religionen for et gavnligt Baand paa Kvinden. Damerne havde broderet et Klæde til Alteret, beskyttede Præsten, gav ham Penge til hans Fattige og Syge og forsømte aldrig nogen Messe. Nu var Messen forbudt. Den arbejdsomme og træge franske Bonde, hans Kone og hans Husstand havde, lige til Revolutionen kom, været vant til at se op til Præsten, til "Monsieur le curé", som til et Slags jordisk Forsyn, været vant til at hilse ham dybt, naar han gik forbi og til at spørge ham om Raad; han havde døbt Børnene, han havde meddelt dem den første Nadvere, han havde viet Jacques til Fanchette, han havde givet den gamle Moder den sidste Olie. Man læste ikke i Bondehuset, dyrkede hverken Literatur eller Filosofi eller Musik. Hver en Følelse i Sjælen, der hævede sig op fra Plovfuren og de trillende Jordklumper omkring den, tog Vejen til Kirken. Hvor ringe den var, var den dog en Festsal i Sammenligning med Husmandshytten; den var hellig, man knælede i den. Nu var Kirken lukket. Hvem der har set Almuesmænd i Frankrig eller Italien bede, set den rørende Andagt i Øjne saa alvorlige og saa klare som en Hunds, begriber, hvad det for Bonden vilde sige, at der ikke mere skulde være Messe eller Præst. Endelig Søndagen. Bonden er imod enhver Forandring, hvis Nytte ikke øjeblikkelig synes ham indlysende. Og nu skulde Søndagen sløjfes. Havde man hørt Mage? Hvem var nogensinde faldet paa noget lignende! Hvem kunde falde derpaa uden disse Herrer i Paris! I meget mere end tusinde Aar havde man holdt Søndag, maaske lige siden Verdens Skabelse, Vor Herre selv havde jo holdt Søndag, og nu skulde Ugen have ti Dage og kaldes Decade, som Ingen vidste hvad var. Man vilde altsaa endogsaa afskaffe den gode Gud.

Man føje hertil Virkningen paa de yngre og endnu ufordærvede Præster. Frayssinous, der blev saa berømt som katolsk Kristendomsforsvarer efter Kongedømmets Genoprettelse, fortæller, hvorledes han selv og en Ven af ham, der ligeledes var Præst, midt under Rædselstiden trods alle Trusler om Forvisning vedblev at udøve deres præstelige Embede, og for at prøve og styrke sig, for at gøre sig fortrolige med den Død, som ventede dem i det Tilfælde, at de blev opdagne, skiftevis gik hen og overværede Henrettelserne paa det staaende Skafot i Rodez.

Man tænke sig unge, begejstrede Præster som disse eller som de skildres i Lamartines "Jocelyn" samles i Stilhed med deres Menighed Søndagmorgen i Huler under Jorden, i kolde og fugtige Kældere, der næsten kunde minde om de første Kristnes underjordiske Gravgange. Man taler sammen om de trange Tider for Kirken, trøster hverandre, hører en Præken, modtager det indviede Nadverbrød og gaar bort med vaade Øjne og opløftet Sind. Den fornemme Dame og den simpleste Bondekone har her følt sig som Medlemmer af samme Menighed paa en ganske anden Maade, end da de var adskilte ved hele den Afstand, der skiller den øverste Kirkestol fra den sidste.

Selve Berøvelsen af Kirkegodset blev fremdeles et Gode for Kirken. Mangen en Præst, som Vellevned havde fordærvet, saa sig pludselig indskrænket til den evangeliske Fattigdom. Hvis Savnene tirrede og æggede Mange, saa lutrede de Andre. Den Sag, for hvilken et Menneske lider, bliver ham kær. Den usikre, halvfilosofiske Præst, der tidligere (som Barante fortæller det om det attende Aarhundredes Gejstlighed) i Grunden rødmede ved at bekende de kristelige Dogmer, følte sin Selvagtelse stige, alt som den Sag, han tjente, forfulgtes. Biskop Lecoz skriver 1801: "Den Religion, som Frelseren grundede uden Rigdommens Hjælp, vil han ogsaa vedligeholde uden denne Hjælp, der er ham uværdig. Da han kaldte sine tolv Apostle, hvortil kaldte han dem da? Til Nydelse af Ejendom eller af Ære? Nej, men til Arbejde, til Møje, til Lidelser. Hvis altsaa vi Jesu Kristi Tjenere nu er nær ved at befinde os i denne apostoliske Tilstand, bør vi da knurre derover? Nej, lad os snarere glæde os over denne dyrebare Berøvelse af ydre Goder, og lad os takke Herren, der har genopvakt hin gamle Tingenes Tilstand, som de frommeste af hans Børn aldrig har ophørt at ønske tilbage."

Ligesom Forfærdelsen og Skammen over Rædselstiden, da den var ovre, kaldte Tanken paa Kongedømmet og Kongefamilien tilbage i en Mængde Franskmænds Sind, saaledes vakte den Religionsforfølgelse, der havde fundet Sted, heftige Følelser for Kirken og dens Præster.

I Belgien, der nylig var bleven indlemmet i Frankrig, og hvor Gejstligheden var bleven forvist i Hobetal, var der overalt paa Landet udbrudt Oprør. Man havde for at kue det maattet brænde mange Landsbyer og slaa flere Tusinde Bønder ihjel. Der var nu i Frankrig ikke blot ét Vendée; hver Landkres havde sit. I de tolv vestlige Departementer var ved Aaret 1800 de Kirkeligsindede og Kongetro Herrer næsten overalt paa Landet og havde 40,000 Mand under Vaaben. Selv de, der var fastest knyttede til den nye Tingenes Tilstand, de der havde erhvervet det inddragne Kirke- og Klostergods, følte sig ilde tilmode ved deres nye Rigdom. Fordum tilhørte den Jord, som den ny Ejer nu besad, Præstegaarden, Hospitalet eller Skolen. De var nu plyndrede, og han blev fed af deres Fattigdom. Kvinderne i hans Hus, hans Kone, hans Moder, følte sig ikke lykkelige, tidt betyngede, og naar han blev syg, mærkede han selv den onde Samvittigheds Nag, haabede paa i sidste Øjeblik at opnaa Syndsforladelse af Præsten og ængstedes for, at den kunde blive ham negtet. (Taine: Le régime moderne 1: 134 ff.).

Der laa heri en kraftig Forberedelse til den religiøse Tilstands Genoprettelse. Saa glemme man ikke den aandelige Styrke, den mægtige Forbundsfælle, Kirken fik derved, at den nu lige med Et kunde tilegne sig Revolutionens egen Grundsætning og i dens Navn erobre sig Tilslutning. Hele Stillingen var forandret fra det Øjeblik af, da den saa længe som muligt frihedsfjendske Kirke, tvunget af Nødvendighed, skrev Frihed paa sin Fane. Nu, da den selv havde Brug for Friheden imod Undertrykkelsen, nu talte den i Frihedens Navn, og det saa bevægeligt, at alle de, som hørte Krokodillen græde, tog den for et værgeløst Væsen. Den frisindede Katolicisme blev til, hvor slemt end disse Ord skurrer imod hinanden. Kirken fravristede Revolutionen dens bedste Vaaben og gav sine Tilhængere det i Haanden - foreløbigt naturligvis, indtil den havde generobret sin gamle Magt, thi da ve Friheden! Men nu var Paven pludselig bleven liberal: Religionsfrihed hed det. Selv da Jesuiterordenen paany blev oprettet, vilde Jesuiterne "den gode og sande Frihed".

Hvor ærligt man mente det med denne Paaberaabelse af Friheden, viste sig, saasnart man var kommen til Magten. Da Napoleon i 1808 forlangte, at Paven skulde tilstede Religionsfrihed, svarede han: "Da denne Artikel staar i Strid med Kirkeloven, Kirkeforsamlingernes Udsagn og den katolske Religion, desuden paa Grund af de frygtelige Følger, den vilde medføre, staar i Strid med Staternes Rolighed og Lykke, har vi forkastet den." De troskyldige Katoliker, der senere tog det bogstaveligt med denne Tale om Friheden, som Lamennais for Eksempel, fik Kærligheden at føle. Men selv da Lamennais i 1832 blev ramt af en pavelig Bulle, gav man hans Elev Montalembert, der skilte sig fra ham og blev Katolicismens kraftigste Forsvarer i Midten af dette Aarhundrede, Lov til vedblivende at foredrage den "liberale" Katolicisme, som man først i 1873, da man slet ikke mere kunde bruge den til Noget, banlyste i en af de mest harmfulde Buller, man nogensinde har set. Faa af dem, der dengang læste den i Aviserne, har forstaaet, hvor meget denne Bulle egenlig sagde.

Man erhvervede sig altsaa Bistand ved Opraab i Frihedens Navn. Men til de mange Bedre, som i Omslagets Øjeblik under Konsulatet paavirkedes heraf og - som den raa Behandling, Paven senere under Kejserdømmet var udsat for, indgav forøget Deltagelse for Kirken, kom under Begivenhedernes følgende Udvikling, da Bourbon'ernes Genindsættelse fandt Sted, alle de Mange, der til alle Tider hylder Magthavernes Religion, alle Tilhængere af "Rævens Morale" hos Holberg: "Scrupuleer ikke udi Religionen, men holdt dig blindt til den herskende Tro!"

Ved Aaret 1800 var imidlertid, trods de Udskejelser af revolutionær Natur, der enkeltvis af og til endnu fandt Sted, Frankrigs lovlige Stilling fuldkommen Religionsfrihed. Paa Konventets Præsteforvisninger og Direktoriets ufuldstændige Taalsomhed var retsligt en fuldkommen Sikkerhed for alle Religionsbekendelser fulgt, idet Præsteeden var falden bort og bleven afløst af et simpelt Løfte om at ville adlyde Loven, og idet enhver Præst blev underholdt ved frivillige Bidrag af sin Menighed, uden at Staten blandede sig deri. Selvfølgelig var disse Bidrag ikke synderlig rigelige, og mangen en Prælat længtes tilbage til Fortidens fede Kødgryder og til det Forbund mellem Herskerstaven og Røgelsekarret, som Robespierre engang havde skildret. Bonaparte havde Valget mellem at udvikle den Spire til en religiøst frisindet Tilstand, som var skudt i Vejret, eller at benytte den religiøse Overlevering som et Redskab for sin Magt. Han betænkte sig ikke. Kirkens Genoprettelse var et nødvendigt Led i hans hele Politik. *3)

 

Noter til Kapitel 1:

*1) Louis Blanc har i sin Revolutionshistorie ottende Bind, S. 35 misforstaaet denne Artikel, som om den utro Hustru og den uægte Søn skulde betyde Marie Antoinette og Dauphin'en. Han har overset, at der i den oprindelige Tekst findes tilføjet en Note, hvori det hedder, at "Grundlæggerne af de tre vigtigste Religioner har været Slegfredbørn."

*2) Au train dont vont les choses, ceux qui liront ce passage demanderoht peut-étre ce que c'était que cela, je vais le leur apprendre.

*3) Laurent: Histoire du droit des gens Tome 14. Carlyle: History of the french revolution 1-3. Louis Blanc: Histoire de la révolution francaise 1-12. Chateaubriand: Mémoires d'outre-tombe 1-2.

 

2. Concordatet.

 

En Oktobernat i Aaret 1801 blev en lukket Vogn, ledsaget af Vagt hemmeligt ført ind i Paris. Hvad skjultes vel i denne Vogn? Var det en Forbryder, var det Smuglervarer? I Vognen sad en gammel Mand, en Præst, Pavens Sendebud til General Bonaparte (Caprara var hans Navn), og den Smuglervare, som paa denne Maade i Mulm og Mørke bragtes ind i Paris, var Concordatet med Rom, Genoprettelsen af den kristelige Gudstjeneste i Frankrig. Man vovede ikke at lade en Præst i en saadan Sendelse holde sit Indtog ved højlys Dag. Ved den første Konsuls betænksomme og forsigtige Foranstaltning blev Sagen derfor opsat til Nattetiden. Ikke at man frygtede Voldsgerninger, man frygtede kun Smil. "Man vovede, siger Thiers, ikke at sætte Paris's lattermilde Befolkning paa en saadan Prøve".

Da efter utallige Forsøg paa at naa til en Overenskomst, under hvilke det hvert Øjeblik syntes, som om Underhandlingernes Traad skulde rives over for stedse, Concordatet endelig var sin Afslutning saa nær, at Bonaparte i April 1802 kunde modtage Kardinalen paa Embeds Vegne, stødte man paa en lignende Vanskelighed. Det er kirkelig Skik, at der foran en Legat i overordenlig Sendelse bliver baaret et Guldkors. Kardinalen udbad sig derfor, at dette Kors, den Dag, han begav sig til Tuilerierne, skulde bæres foran ham af en Officer, klædt i Rødt og tilhest. Men man frygtede, siger atter Thiers, at give Pariserbefolkningen et saadant Skuespil.(note: Thiers: Histoire du consulat et de l'empire Tome 3: 211, 342.) Man kom overens om at gøre med Korset som et halvt Aar tidligere med Kardinalen, nemlig at køre det foran ham i en lukket Vogn.

Endelig otte Dage derefter, Paaskedag 18. April 1802 (28 germinal Aar 10) blev, efter at Concordatet om Morgenen var blevet opslaaet paa alle Gadehjørner i Pris og efterat den første Konsul samme Morgen for at forherlige Dagen havde undertegnet Freden til Amiens, det store Tedeum sunget i Notre-Dame til Forherligelse af den kristelige Gudsdyrkelses Genindførelse eller som det hed i Embedsstilen: Revolutionens Forsoning med Himlen. Programmer for Højtideligheden var i Forvejen omdelte. Med et stort og udsøgt Følge begav den første Konsul sig til Kirken, han havde i Forvejen personligt ladet alle de højere Embedsmænds Fruer anmode om at indfinde sig i Festdragt. De fulgte Madame Bonaparte; selv var han ledsaget af sin hele Stab, af alle sine Generaler og af alle de Mænd, der havde betydeligere Embeder inde. De Vogne, der havde tilhørt det gamle Hof, blev ved denne Lejlighed paany tagne i Brug, Bonaparte kørte til Kirken i det gamle Kongedømmes Pragtkarosser og med dets hele Hofskik. Artillerisalver forkyndte Verden denne Kirkens Genopstaaen fra de Døde og dette første Forsøg i Retning af Kongemagt og Kongeherlighed. Tropper af Hærens første Hovedafdeling stod i Dobbeltrække overfor hinanden lige fra Tuilerierne til Notre-Dame. Erkebispen af Paris modtog den første Konsul ved Kirkens Dør og rakte ham Vievandet. Han blev ført hen under en Tronhimmel paa en ham forbeholdt Plads. Senatet, den lovgivende Forsamling og Tribunatet var opstillede paa begge Sider af Altret. Kirken fyldtes snart af Uniformer, Festskrud og Liberier. Liberierne, der var forsvundne under Revolutionen, vendte tilbage sammen med Præstekjolerne. Bag Førstekonsulen stod hans Generaler i Gala-Uniform, "mere lydige end omvendte", som Thiers betegner dem. De gjorde sig Umag for i deres Ydre at vise, hvad virkeligt var Tilfældet, nemlig, at de var der imod deres Vilje, og at den hele Højtidelighed forekom dem latterlig og uværdig. Deres Holdning var, hvad man fra modsat Side har betegnet som "lidet sømmelig". Imod den stak den første Konsuls Holdning af. Han stod der iført sin røde Konsul-Uniform, ubevægelig med strengt og lukket Ansigt, alvorlig og kold, uden at dele hverken de Genstridiges Adspredthed eller de Troendes Andagt. Paa hans Kaardefæste lyste den berømte Diamant "Regenten". Han havde til denne Højtidelighed ladet den indfatte der som Sindbilled paa, at Magtens Værdighedstegn nu var gaaede over fra Kronen til Sværdet. Man saa paa ham, at denne hans Gerning ikke var en Troeshandling, men en Viljeshandling, og at han var fast bestemt paa at sætte sin Vilje igennem.

Samme Morgen som dette Tedeum blev afholdt, bragte paa Bonapartes udtrykkelige Befaling Regeringsbladet "Le Moniteur" en Anmeldelse af et Værk, der i anden Udgave blev tilegnet ham selv som Kirkens Genopretter. Det var Chateaubriands: "Kristendommens Aand". Artiklen var af Fontanes og havde allerede tre Dage i Forvejen staaet i Bladet "Mercure", men blev nu paa Regeringens Foranstaltning genoptrykt i det officielle Blad. Man ser at "Kristendommens Aand" udgjorde et Led i Festtilbehøret ved hint Tedeum ligesom de nedringede Kjoler og Liberierne. Den religiøse Reaktion i Samfundet og i Literaturen lader sig næsten datere fra samme Time, fra samme Festlighed. I et Brev fra Joubert til Chateaubriands Veninde Fru de Beaumont forekommer det slaaende Ord: Vor Ven er bleven skabt og bragt til Verden udtrykkeligt for denne Lejligheds Skyld (pour les circonstances).

Istandbringelsen af dette samme kirkelige Optrin havde iøvrigt kostet Bonaparte den overordenligste Møje. Hvad nyttede det, man paa Gadehjørnerne læste, at det var "den pavelige Suveræn, til hvem Aarhundreders Eksempel ikke mindre end Fornuften bød at ty for at sammensmelte Meningerne og forsone Sæderne"! Hvad nyttede det, at der afholdtes Koncert i Tuilerierne og Illumination til Ære for Højtideligheden! Den blev modtagen med en Uvilje, der var lige saa stor som den Begejstring, hvormed Festen for det højeste Væsen i sin Tid var bleven hilset. Da Bonaparte, efterat den var endt, i Tuilerierne vendte sig til en af sine Officerer, General Delmas, og spurgte ham, hvad han havde syntes om Kirkefesten, fik han Svaret: "Det var en køn Hættemunke-Fastelavnsleg (Capucinade); der manglede kun den Million Mennesker, der har ladet sig slaa ihjel for at bryde det ned, som De genopfører." Og Delmas udtalte i disse Ord kun Generalernes almindelige Stemning. Allerede i November 1801 havde der vist sig en almindelig Forbitrelse i Hæren ved Tanken om en Udsoning med Kirken; Mænd, der stod Bonaparte saa nær som Lannes og Augereau havde i de drøjeste Udtryk givet deres Harme Luft overfor ham i Anledning af Udsigten til, at de skulde komme til at vise deres Uniformer i en Kirke, og blandt Soldaterne hed det almindeligt, at aldrig havde de franske Faner vundet saamange Laurbærkranse, som siden de ikke mer blev velsignede. Da Generalerne modtog bestemt Befaling til at indfinde sig i Notre-Dame, sendte de, iøvrigt forgæves, Augereau som deres Talsmand til Tuilerierne for indstændigt at udbede sig Fritagelse for at møde.

Hæren var nemlig mere end noget andet Samfundselement bleven Revolutionens Grundtanker tro. Allerede da under Direktoriet den kongeligsindede Reaktion syntes paa Nippet til at sejre, strandede den, fordi den republikanske Regering, saa svag og indbyrdes uenig den end var, kunde stole paa Hæren. Thi i Hæren var Lighedens rent republikanske Grundsætning blevet gennemført som intet andet Sted. Før Revolutionen var Afstanden imellem Officeren og Soldaten en gabende Kløft. Officeren var oprindeligt Lensherren, senere Godsejeren, senest Adelsmanden, og ingen Soldat kunde, hvor stærkt han end udmærkede sig, naa op og bryde ind i den højere Kaste. Under Revolutionen var der ganske vendt op og ned paa dette Forhold. Da en Mængde menige Soldater frivilligt havde meldt sig, hørte for det Første mange af dem til Samfundets fornemmere Lag, og for det Andet var Adelsstandens Forret til Officerspladserne tilintetgjort; Officererne udgik fra de menige Soldaters Rækker. Fælles Afsavn og Strabadser havde under Republikens Krige gjort Officerer og Soldater til Kammerater i samme Lejr. Tiltrods for Krigstugten følte den menige Soldat sig som sin Foresattes Vaabenbroder, til hvis Side Mod og Lykke kunde bane ham Vej.

En Tilbagevenden til Kongedømmet, hvorpaa enhver kirkelig Tilbøjelighed opfattedes som Forbud eller Kendetegn, vilde have ramt denne unge Hærordning i selve dens Livskilde.

Derfor talte Hæren paa dette Tidspunkt endnu det gamle revolutionære Sprog, var lige fjendtlig mod Kongerne, Adelsstanden og Præsterne. Den levede i Uro for en Tilbageførelse af Kongemagten og Katolicismen, stolede paa Bonaparte som paa Manden, der skulde forhindre en saadan, og var rede til, hvis han svigtede, da at henvende sig med sin Anmodning om Statskup til en anden jakobinsk General, Jourdan, Bernadotte eller Augereau.

I Concordatets Øjeblik havde Hadet til den katolske Gejstlighed derfor vist sig saa levende i Hæren at man holdt hemmelige Møder og stiftede en Sammensværgelse for at sprænge Forliget med Kirken. Mange højere Officerer, endog nogle fremragende Generaler indlod sig med de Sammensvorne. Moreau stod dem nær, skønt han ikke var tilstede ved noget Møde. I en af Sammenkomsterne gik man saa vidt, at Førstekonsulens Mord blev besluttet. En vis Donnadieu tilbød sig til at udføre det. Men General Oudinot, som var tilstede, underrettede Davoust om Sagen, og Donnadieu, som blev fængslet, gav Oplysninger. Man spredte de Sammensvorne ad, sendte dem alle mere eller mindre langt bort. Nogle blev fængslede, andre landsforviste som General Monnier, der havde kommanderet en af Desaix's Brigader ved Marengo (note: L. von Stein: Geschichte der socialen Bewegung in Frankreieh 1: 230).

Dette forklarer tilstrækkeligt Stemningen i Hæren. Og hos alle de offenlige Myndigheder var Stemningen den samme. Planen til Concordatet havde mødt en enstemmig Modstand. Udenrigsministeren Talleyrand fraraadede dette Skridt med Haardnakkethed. Som fordums Prælat blev han selv personlig ramt af Concordatet, og med sit politiske Skarpblik forudsaa han dets betænkelige Følger for Frankrig. En kold Taushed modtog i Statsraadet den Meddelelse, som Førstekonsulen gjorde om den Overenskomst han havde undertegnet, og dog var det i denne Forsamling, at Bonaparte havde sine mest afgjorte Tilhængere. Selv Thiers, der i sin Beundring for Bonaparte kun giver mangelfuld Kundskab om Concordatets Historie, anvender disse Udtryk: "Medlemmerne sad mørke og stumme, som om de havde set et af Revolutionens mest heldbringende Værker gaa til Grunde for deres Øjne, intet gjorde Brud paa dette Optrins tause Kulde. Man tav, man skiltes ad uden at sige et Ord, uden at udtale en Mening."

Det gik endnu værre i den lovgivende Forsamling; den nedlagde sin Indsigelse mod Kirkens Genoprettelse ved til Forsamlingens Formand at vælge Dupuis, Forfatteren af et dengang anset Værk "Origine des cultes", der gaar ud paa at fremstille Kristendommen som en paa Astronomien grundet Fabel (det samme, der er parodieret i det bekendte lille Hefte af Monod om Napoleon som Allegori paa Solen). Bonaparte, der dog allerede følte sig i sin næsten uindskrænkede Magt, vovede ikke at forelægge den lovgivende Forsamling Concordatet alene; han gav det de saakaldte organiske Love med i Følge, hvis Hensigt at sikre den franske Kirkes relative Uafhængighed skulde skaffe det deres Stemmer, som frygtede den pavelige Indflydelse fra Rom. Ikke desto mindre vedtog Forsamlingen det først, da alle dets mest handlekraftige Medlemmer var blevne udstødte deraf. Hvad Tribunatet angaar, saa fandt dér en sand Opstand Sted, og der udfordredes intet Mindre end et nyt Forfatningsbrud, en Indskrænkning af dets Medlemsantal til 80, for at knække dets Modstand. Afgjort tilfreds var i første Øjeblik kun den jublende Præstestand, (dog med Undtagelse af de i Kraft af den nye Tingenes Tilstand afskedigede Bisper og Præster, der havde aflagt Ed paa Republikens Forfatning), dernæst de talrige Erhververe af Kirke- og Klostergods, der fik Lov at beholde deres Bytte og hvis Utryghed nu var til Ende, endelig den store uvidende Bondebefolkning, der hverken kunde læse eller skrive, og som længtes efter sin Søndag og sin Kirkestads.

Selv fra Førstekonsulens allernærmeste Kres udgik det ene Forsøg efter det andet paa at rokke hans Beslutning, da den rygtede sig. Det attende Aarhundredes Aand rørte sig mægtigt hos de Mænd, som ved store eller sjældne Evner var de første i Landet, og det var netop dem, der udgjorde Bonapartes stadige og daglige Omgang. De hørte alle til "de maadeholdne Revolutionære" og var alle Lærlinge af Voltaire. Lærde som den berømte Astronom Laplace, som Matematikerne Lagrange og Monge fortalte daglig Bonaparte, at han stod i Begreb med at nedværdige sin Regering og sit Aarhundrede. Hans gamle Vaabenbrødre, siger Thiers, frygtede, skønt saa hædrede af Alle, den Latterlighed, som syntes at vente dem ved Altrenes Fod. Selv hans Brødre, der omgikkes Tidens bedste Forfattere, bestormede ham med Bønner om ikke ved et Skridt, der i den Grad stred mod Tidsaanden, at sætte sin uhyre Magt paa Spil.

Saa stærke Udtryk viser, hvor sikker man var paa, at Kristendommen maatte betragtes som død, hvad da ogsaa de tidligere anførte Ord af Fru Roland peger hen paa.

Det var ikke religiøs Overbevisning, der bevægede en Aand som Bonapartes til, trods alle Hensyn og Forestillinger, i dette Hovedpunkt at handle det tænkende Frankrig imod. Talrige Udtalelser af ham viser, at han selv befandt sig netop paa deres Side, han vilde bekæmpe, hyldende det attende Aarhundredes saakaldte oplyste Deisme. Man har for at skildre Bonaparte som troende anført visse Udtalelser af ham til Monge: "Min Religion er meget simpel," sagde han til ham. "Jeg betragter dette saa store, saa sammensatte, saa prægtige Verdensalt og siger mig selv, at det ikke kan være frembragt af Tilfældet, men maa være et Værk af et ubekendt, almægtigt Væsen, der staar lige saa højt over Mennesket som Altet staar over vore skønneste Maskiner." Men Voltaire selv vilde have udtrykt sig ganske saaledes. Bonaparte fortsatte: "Dog denne Sandhed er altfor kortfattet for Mennesket; det vil om sig selv og om sin Fremtid vide en Mængde Hemmeligheder, som Verdensaltet ikke siger det. Religionen fortæller da hver Enkelt, hvad han føler Trang til at vide. Ganske vist negter den ene Religion, hvad den anden slaar fast. Men jeg slutter ikke heraf som Volney, at ingen af alle Religionerne duer noget, men snarere, at de alle er gode." Lessings Nathan fører dette Sprog. Det staar i Overensstemmelse hermed, naar Bonaparte til Monge sagde: "I Ægypten var jeg Muhamedaner, jeg maa være Katolik i Frankrig. Jeg tror ikke paa Religionerne, men paa Ideen om en Gud."

Han havde tidligere ved en Tale, han holdt i December 1797 i Direktoriets og alle de offenlige Myndigheders Nærværelse, henregnet Religionen tilligemed Kongemagt og Lensmagt til "de Fordomme, det franske Folk har at overvinde". Han var uden Skrupler i Ægypten optraadt som Muselmand. I hans Proklamation til den arabiske Befolkning hedder det: "Ogsaa vi er sande Muselmænd. Er det ikke os, der har tilintetgjort Paven, som sagde at man skulde føre Krig mod Muselmændene?" Nu brugte han vel om den samme Pave saadanne Udtryk som "den hellige Fader" (officielt) eller "det gode Lam" (privat), men naar Underhandlingerne gik istaa paa Grund af romerske Rænker, da anvendte han i Breve Udtryk som "den gamle Ræv" om Paven, og kaldte Præsterne, eller som han da sagde, "la prétraille" for "aandssvage Vrøvlehoveder".

Hans Optræden under Forhandlingerne med Rom taler lige saa højt for hans politiske Snedighed som mod hans Rettroenhed. Da Consalvi i Juni 1801 skulde rejse til Paris, var han uforsigtig nok til i et Privatbrev at udtale, hvor ængstelig han var tilmode ved saaledes at skulle vove sig ind i Løvens Gab, det nylig mod Religion og Præstestand saa højst fjendske Arnested for Revolutionen. Der gaves imidlertid en Art Odins Ravn, der for Bonaparte gentog alle den Art private Skriftemaal. Denne Ravn fandtes paa Posthuset, hvor Brevet blev aabnet. Bonaparte indrettede da Kardinalens Modtagelse i nøje Overensstemmelse med det Indtryk, han herigennem havde faaet af hans Personlighed. Det var Aften, da Consalvi ankom til Paris; men allerede til næste Morgen blev hans Foretræde berammet, saa han hverken kunde faa Tid til at hvile sig efter Rejsens Anstrengelser eller til at raadføre sig med Pavens Afsendinge. Han blev tidligt om Morgenen kørt til Tuilerierne og ført ind i et lille tomt Værelse, der saa ud som Forstuen til Førstekonsulens Audiensgemak. Efter temmelig lang Venten aabnedes der ham en lille Dør, og gennem denne traadte han til sin Forbauselse ind i en lang Række af pragtfulde Sale, hvor alle Statens højere Embedsmænd, Senatet, den lovgivende Forsamling, Generalerne og Generalstaben var forsamlede. I Gaarden saa han en Del Regimenter opstillede til Mønstring. Det var efter hans eget Udtryk den pludselige Overgang fra en Hytte til et Palads. Al den blændende Pragt og al den frygtindjagende Myndighed, som kunde anbringe Konsularmagten i det mest blændende Lys, var her prunkende stillet til Skue, og da Kardinalen endelig i den sidste Sal naaede til de tre Konsuler, der sad omgivne af et glimrende Følge, gik Bonaparte ham i Møde og sagde i en kort og bydende Tone: "Jeg véd, hvorfor De er kommen. De har fem Dage til Underhandlinger. Hvis Traktaten til den Tid ikke er undertegnet, er Alt forbi." I første Øjeblik blev Consalvi ganske vist fortumlet, men snart lykkedes det ham at vinde Tid, og med den romerske Statskunsts hele Finhed og Kløgt lagde han Bonaparte saa mange Vanskeligheder i Vejen, at denne under en af de voldsomme Audienser, som fulgte, ligesaa hidsigt som hovmodigt udbrød: "Hvis Henrik den Ottende, som ikke havde Tyvendedelen af min Magt, har kunnet forandre Religionen i sit Land, hvormeget lettere kan jeg da ikke gøre det! Jeg vil forandre den, ikke alene i Frankrig, men i hele Europa. Rom vil komme til at græde Blod, naar det er forsilde."

Med en saadan Ringeagt udtalte selve Religionens Genopretter sig om den Magt, han vilde genoprejse.

Man kan da forsaavidt ikke undre sig over, at det var Latteren og atter Latteren, der, ligesom dengang Julianus Apostata 1500 Aar tidligere havde gjort et lignende Forsøg, overalt var den frygtede eller virkelige, men i Reglen udadskillelige Ledsager af enhver Handling, der stod i Berøring med Genindførelsen af den gamle Gudsdyrkelse. Da Bonaparte i Statsraadet oplæste Pius den Syvendes første "Breve", i hvilket Paven paany tog "sin kære Søn Talleyrand" til Naade, lød en halvkvalt Latter fra de Tilstedeværende. Ja, Bonaparte formaaede undertiden end ikke selv at bevare sin Alvor. Den Dag, da Kardinal Consalvi, klædt i det romerske Purpur, overgav ham en Afskrift af Concordatet under et offenligt Foretræde, fik Førstekonsulen pludselig et saa krampagtigt Latteranfald, at hele Forsamlingen stod som lynslagen. Ja endnu flere Aar efter var han saa lidet opbygget af kirkelige Handlinger og saa lidet i Stand til overfor dem at beherske sit Ansigt - han som ellers i en saa ualmindelig høj Grad forstod at holde sine Miner i Tømme at han, da Paven i 1804 salvede ham til Kejser, under hele Højtideligheden til de Omkringstaaendes Forbauselse gabede uophørligt. Saa forstod Karl den Tiende som ægte Bourbon bedre at holde Alvoren vedlige, da han i 1825 blev salvet. Uden at fortrække en Mine eller endog blot at drage et Smil lod han hele sin Overkrop blotte og først Issen, saa Brystet, saa Stedet mellem begge Skulderblade, saa disse selv og begge Armleddene salve.

Alt hvad der stod i Forbindelse med Genoprettelsen af den gejstlige Myndighed og Genindsættelsen af den katolske Gudstjeneste, stod i saa skærende en Strid med de Sæder og Tanker, som ved Revolutionen var blevne de herskende i Frankrig, at man ved slige Kirkeskikke neppe kunde tro sine egne Øjne; Usandsynligheden af, at de foregik, syntes saa stor, at man ikke kunde overtale sig til at tage dem for Alvor. Jeg anfører som Bevissted Ord af et Øjenvidne, nemlig de Pradt, Erkebiskop af Malines. Han siger: "Dersom et eneste Menneske ved at le havde givet Signalet, stod vi i Fare for at komme ind i de homeriske Guders uudslukkelige Latter. Her laa Skæret, hvorpaa man kunde strande. Lykkeligvis havde Politimesteren Fouché sørget for Alt, og Paris beholdt, takket være ham, sin alvorlige Mine". (note: De Pradt: Histoire des quatre concordats. Tome 2: S. 212.)

Den Situation, der nærmest har givet Anledning til dette Udsagn, var Pavens Besøg i Paris. En Pave i Paris! det var en kilden Historie efter Alt, hvad der i de sidste femten Aar var foregaaet der og midt iblandt "en lystig og af Filosofien endnu stærkt paavirket Befolkning." For at afholde Paven fra at rejse, havde man endnu i sidste Øjeblik lagt de ovennævnte Kundgørelser fra Ægypten frem paa hans Bord. Men det var for sent til at rokke hans Beslutning. Sammenkomsten mellem de to Magthavere gik saaledes til: Napoleon begav sig til Fontainebleau for at tage Paven imod. Efter at de første Høfligheds- og Hjertelighedsytringer var udvekslede, kørte de begge til Slottet i samme Vogn. Glæden straalede ud af Napoleons Ansigt, og da han steg op ad Trappens Trin med Paven ved Haanden, syntes ethvert af hans usædvanligt livlige Øjekast at sige: "Ser I mit Bytte, jeg har ham." Ved en pudserlig Uagtpaagivenhed aabnedes Festtoget af en Afdeling Mameluker til Hest. Skuet af disse muhamedanske Rytteres mørkebrune Ansigter hensatte En i Fantasien til Mekka. Man skulde snarere tro, at det var en muhamedansk end en kristen Ypperstepræst, som holdt sit Indtog. Selve Pavens Ansigt røbede den Forlegenhed, han følte over paa en Gang at være hensat i et Verdenshjørne, hvor Alt var ham nyt. Man saa godt, at hans Fod, skønt den blev kysset af mange Mennesker, ikke traadte paa Jorden med nogen virkelig Tryghed eller Tillid til Grunden. Det fuldkomment præstelige Hof, han førte med sig, som straalede i alle Slags biskoppelige Skrud, og det fuldstændig krigerske, der kom det i Møde, helt skinnende i Panser og Plade, dannede en ejendommelig Modsætning. Man havde kunnet tro, siger Erkebisp de Pradt, at man pludselig var bleven henflyttet til Japan i det Øjeblik, da den gejstlige Kejser aflægger den verdslige Kejser Besøg.

For tilfulde at begribe Aarsagerne til, at Førstekonsulen fastholdt og gennemførte en Plan, der ved første Blik kunde synes saa ufolkelig og upolitisk, er det nødvendigt til en Begyndelse at se denne Sag fra den rent økonomiske Side.

Revolutionen havde styrtet Frankrig i økonomisk Elendighed. Velstanden var forsvunden, Hungersnød truede med at oprive Befolkningen. Midt i Halvfemserne laa mere end Halvdelen af Frankrig uopdyrket hen. De adelige Emigranters og den katolske Kirkes Grundejendomme var af Køberne betalte med Papirspenge (Assignater), men disse var uden Værd. Landet kunde økonomisk kun frelses ved at man nyttede de Kilder til Erhverv, som var blevne aabnede ved den nye Fordeling af Nationalgodset.

Længe havde man aldeles opsat at udnytte den Jord, der var bleven frataget Adelen og Kirken, thi da Jordens Grøde fordrer Tid til at blomstre og modnes, vilde Ingen drive Landbrug uden Sikkerhed for at Ejendommen forblev i hans Besiddelse længe nok til at lønne det Arbejde, der nedlagdes i den. Men denne Sikkerhed fandtes ikke, saalænge de gamle Ejere af Jorden opholdt sig i Landet og ikke havde givet noget Afkald. Kun deres Udryddelse gjorde Dyrkelsen af det nys erhvervede Nationalgods rimelig og fornuftig. Fordi Rædselsherredømmet udryddede dem, blev det fordret og taalt. Da det havde opfyldt sit dobbelte Hverv at frelse Republiken udadtil og indadtil at sikre den nye Ejendomsfordeling, blev det styrtet. Efter dets Fald fordrede de Besiddende fremfor Alt en Tilstand af den offenlige Magt, under hvilken Udnyttelsen af de nyerhvervede Jorder var mulig.

Der fandtes i Frankrig endnu kun Elementer til et moderne Samfund, nye Ejendoms- og Retsforhold; men Alt var ufærdigt. Der gaves ikke mere Stænder, men endnu ikke Klasser, og den nye Tingenes Orden var endnu ikke blevet et Led i Familiebevidstheden, endnu ikke optaget i den private Moral. Det gjaldt om at opnaa en varig Tingenes Tilstand.

Man kunde ikke opnaa den ved at kalde Kongedømmet tilbage; thi Kongedømmet betydede endnu paa dette Tidspunkt overalt i Europa det gamle Samfund, den gamle Ret og den gamle Ejendomsfordeling. Bonaparte gav Frankrig den Sikkerhed, det attraaede. Og ikke alene det; men ved hans Sejre udbredtes det nye franske Samfunds Sæd i Europa.

Det Mislige i Frankrigs Forhold udadtil ved Aarhundredskiftet laa i den Modsætning, hvori det nye Samfund her og det gamle i Europa stod til hinanden. Frankrig maatte for sin egen Sikkerheds Skyld omforme de sociale Forhold hos de Folk, det overvandt. Bonaparte forstod det og indførte den nye Samfunds- og Retstilstand alle Vegne, saavidt hans Indflydelse rakte.

Men paa den anden Side ansaa han det for politisk nødvendigt at gøre Indrømmelser, virkelige eller tilsyneladende, paa de Punkter, hvor der ikke anderledes lod sig bringe Ensartethed tilveje mellem de franske Tilstande og Europas. Det gjaldt jo for at sikre Forholdenes Varighed om hvad han selv har kaldt: at bringe Frankrigs Samfundsindretninger i Overensstemmelse med Europas (mettre les institutions de la France en harmonie avec celles de l'Europe).

Saadanne Punkter var Kirkevæsnet, Fyrstevæsnet og Adelsvæsnet. Som Bonaparte forestillede sig, at Kejserkronen paa hans Hoved vilde forsone Magterne med den franske Revolution, og som han mente at kunne fremme Overensstemmelsen mellem Udlandet og Frankrig ved Oprettelsen af en Adel, saaledes ansaa han det for politisk rigtigt at give Frankrig en Kirkelighed tilbage, der lignede det øvrige Europas.

Han begyndte fra Grunden af, med de kirkelige Forhold. 1802 sluttedes Concordatet. Samme Aar oprettedes Æreslegionen, der gjorde Fyldest som militær Belønning, men hvis egenlige, forfejlede, Hensigt var at skabe en Adel. 1804 oprettedes Kejserdømmet. 1807 genoprettedes Majoraterne. 1808 stiftedes en fuldstændigt ny Adel.

Frankrig blev dog ikke derved ensartet med Europa. Napoleons Valgfyrste-Magt lignede ikke de gamle Fyrstehuses; hans Adel var en Adel uden Forrettigheder og hans Kirke blev en Kirke uden Kirkegods. Men skønt han ved sine Genoprettelsesbestræbelser stødte mange af de ypperste Elementer i det franske Samfund fra sig, kan man ikke benægte, at der var god politisk Mening i dem med Hensyn til de indre Forhold som til de ydre.

Der laa en sund politisk-økonomisk Tanke bag Concordatet.

Endnu var det nemlig ikke lykkedes Staten at borttage den Art Skamplet, som hvilede paa det af Private erhvervede Adels- og Kirke-Gods. Dette havde endnu ikke samme Markedsværdi som anden Ejendom. Et Arvegods og en Nationaldomæne, der indbragte det Samme, fandt ingenlunde Købere til samme Pris. Nationaldomænen maatte afhændes 40 Procent billigere. Det maatte da for Staten gælde om at skaffe de nye Besiddere de gamle Ejeres udtrykkelige Afkald. I Reglen lod dette sig naturligvis ikke gøre. Kun i ét Tilfælde var det muligt, nemlig overfor Kirkegodset. Thi Kirken havde et Hoved, hvis Afgørelser var bindende for alle hans Undergivne.

Ved Concordatet med Paven opnaaede Bonaparte at give Erhververne af Kirkegods den Sikkerhed, de saa længe forgæves havde attraaet. Paven erklærede i Concordatet tydeligt, at hverken han eller hans Efterfølgere vilde gøre Rettigheder til det bortsolgte Kirkegods gældende. Der var da ikke mere nogen Risiko ved at eje det, og det var ikke mere nogen Synd. Til Gengæld gav Staten Kirken visse faste Indtægter. Bisper og Præster blev satte paa fast Lønning, fik en aarlig, forholdsvis beskeden Pengesum og en Bolig. De Kirker, der ikke var solgte, blev overladte dem. Hvad Udgifterne til Gudsdyrkelsen angaar, henvistes Kirkeforvaltningen til Kommunen eller Departementet, der i dette Øjemed fik Skatter paalignede, desuden til milde Gaver af de Fromme. Lignende Overenskomst blev truffet med Hensyn til de kirkelige Undervisnings- og Velgørenhedsanstalter, som Revolutionen havde plyndret. Staten havde berøvet den katolske Kirke mindst 5000 Millioner i Kapital og 270 Millioner i Indtægt; den lovede den til Gengæld en aarlig Indtægt af 17 Millioner, gjorde altsaa forsaavidt en fortræffelig Forretning paa samme Tid som den beroligede Erhververne af Kirkegods paa den ene Side, de Troende paa den anden.

Concordatet gav de tre betydeligste kristelige Bekendelser og den israelitiske Religion samme Beskyttelse og bragte deres Præstestand i samme Afhængighed af Staten. Napoleon overvurderede øjensynligt den Magt, han derved opnaaede over den katolske Kirke, den i Frankrig alene vigtige. Da han snart mødte Modstand i Kirken, brugte han Vold imod den, bortførte Paven og tog ham til Fange. Han satte selv sit Concordat overstyr.

Men hvad der var deri af sund politisk Idé og Taktik bragte det dog til at overleve saavel disse Brud derpaa som dets egen Ophavsmands Fald.

Det behøver kun at antydes, i hvor høj Grad Bonapartes rent personlige Ærgerrighed og Magtsyge maatte føre ham til Concordatet. Med den kirkelige Autoritet var den monarkiske Autoritet under Revolutionen bleven styrtet. Det gjaldt om at genoprette Autoritetsprincipet. Det gamle Monarkis Hofskik vendte af sig selv tilbage i det Øjeblik, da Religionen paany blev en Magt i Staten. Man har betegnet det som Napoleons største og vanskeligste Bedrift, at han i Frankrig genrejste Magtideen, som Revolutionen havde miskendt og haanet. (note: Se Guizot i Revue des deux mondes 15 Februar 1863.) Man har med Rette sagt, at Ingen saa naturligt og dristigt som han har udfoldet Instinktet og Gaven til at herske. Dog fra det Øjeblik af, da han ikke vilde nøjes med at være Magten i Kraft af sit Geni og af den nye Samfundstilstand, men vilde genoprette det enevældige Monarki, støttede han sig ikke mere til den Magtidé, der smelter sammen med Retsideen og er et Udtryk for Tingenes Fornuft, men til Autoritetsideen, der virker ved at blænde og antages blindt, og fra det Øjeblik af maatte han have Kirken med sig. Da Wieland i 1808 spurgte Kejseren, hvorfor han ikke havde tilpasset den af ham genindførte Gudsdyrkelse mere efter Tidens Aand, lo Napoleon og svarede: "Ja min kære Wieland! for Filosofer er den rigtignok ikke gjort. Filosoferne tror hverken paa mig eller min Gudsdyrkelse, og for de Folk, som tror der paa, kan man ikke gøre Mirakler nok, saa lidt som man kan lade dem beholde for mange." Det er neppe muligt tydeligere at betegne Autoriteten som Blændemagt. Ved andre Lejligheder brugte han det Ord, som i det paafølgende Tidsrum af Aandslivet blev Stikordet, idet han betegnede Religionen som "Ordenen". Johannes Müller skriver i 1806 til sin Broder: "Kejseren talte om alle Religioners Grund og deres Nødvendighed og sagde, at Mennesket trænger til at blive holdt i Orden."

Med Hensyn til denne Opfattelse af Religionen som Ordenen synes der at være nogen Lighed mellem Napoleon og Jakobinerne, ligesom overhovedet Napoleons Genoprettelsesforsøg frembyder en tydelig Overensstemmelse med Robespierres Bestræbelser for at genoplive den religiøse Følelse. Som Politiker troede Robespierre paa Religionens ordnende og regulerende Magt, og som Politiker i en Tidsalder, hvor det uhyre Flertal af de Dannede stod paa Gudstroens Grund, frygtede han Gudløsheden som en for Tidens Ideer fremmed Forestilling.

Bonaparte indsaa, hvilket uvurderligt Redskab i en Regerendes Haand den overleverede Religion og Gudsdyrkelse var og besluttede endog blot af den Grund et Forbund med Præstestanden, som han for alle Tilfældes Skyld allerede som Sejerherre i Italien havde smigret og kærtegnet. Han vidste vel, at det uvidende Flertal i Frankrig som i alle andre Lande vedblivende hang ved den nedarvede Religion, og at de Lærdomme, som det attende Aarhundredes Filosofer havde udbredt, umuligt endnu kunde være trængte ned til Befolkningens laveste og bredeste Lag. Han har selv i tidligere Tid aabent tilstaaet sine Formaal. I Aaret 1800 udbrød han midt i sit Statsraad: "Med mine Amtmænd, mit væbnede Politi og mine Præster er jeg i Stand til at gøre Alt, hvad jeg vil." Præsten var ham en Politiembedsmand som de øvrige, kun i forskellig Uniform. I de Optegnelser, han dikterede Montholon, udleder han uden videre Concordatet af det Ønske, han nærede om at knytte Gejstligheden til den nye Tingenes Orden og at bryde det sidste Baand, som bandt den og dermed Landet til det gamle bourbonske Kongehus. Han havde grundigt overvejet det Valg der stod ham aabent mellem Katolicisme og Protestantisme. Han indrømmede sine Raadgivere, at Øjeblikkets Hang nærmest gik i Retning af Protestantisme. "Men," sagde han meget sundt: "Er Protestantismen Frankrigs gamle Religion? Hvorledes kan man i et Folk skabe Vaner, Smagsretninger, Erindringer, som det ikke har! En Religions Hovedtiltrækning (le principal charme d'une religion) ligger i Erindringen. Jeg hører aldrig i Malmaison Kirkeklokken i den nærmeste Landsby uden at blive bevæget. Og hvem kunde i Frankrig føle sig rørt i en protestantisk Kirke, hvori Ingen er gaaet som Barn og hvis kolde og strenge Udseende saa lidet passer til Folkets Sæder." "Desuden," sagde han til Las Cases, "opnaaede jeg med Katolicismen meget sikrere alle mine store Formaal. Udadtil bevarede Katolicismen mig Paven, og med min Indflydelse i Italien og mine Stridskræfter dér mistvivlede jeg ikke om tidligere eller senere ved et eller andet Middel at faa Herredømmet over denne Pave, og fra det Øjeblik af hvilken Indflydelse! hvilken Løftestang for den offenlige Mening rundt om i Verden! ... Hvis jeg var vendt tilbage fra Moskvá som Sejerherre, skulde jeg let have faaet Paven til at glemme Tabet af sin verdslige Magt. Jeg havde gjort ham til et Afgudsbillede; han skulde altid være blevet hos mig. Paris var da blevet den kristelige Verdens Hovedstad, og jeg havde styret den religiøse Verden lige saa fuldt som den politiske ... Mine Kirkeforsamlinger havde da repræsenteret Kristenheden, Paverne havde kun været deres Formænd."

Man agte ogsaa paa den Bevisførelse, som anvendes af Portalis, Concordatets officielle Forsvarer og Talsmand. For at godtgøre Umuligheden af at indføre en ny Religion og Nødvendigheden af at genoptage den gamle, siger han: "I helt gamle Dage, i Uvidenhedens og Barbariets Tider, har overordenlige Mennesker kunnet kalde sig indblæste af Guddommen og efter Prometheus's Eksempel hente Ilden ned fra Himlen for med den at besjæle en ny Verden. Men hvad der er muligt hos et Folk, som bliver til, er det ikke hos gamle medtagne Nationer, hvis Vaner og Tanker det er saa vanskeligt at forandre." Han begynder, som man ser, med at appellere til Vanens Autoritet. Og han fortsætter: "Man tror kun paa en Religion, fordi man antager den for en Guds Værk. Alt er tabt, saasnart man lader Menneskehaanden skimte." At dette Sprog ikke er Troens, behøver ingen Forklaring. Hvad Portalis beraaber sig paa, det er de mislykkede Forsøg paa at erstatte den saakaldt aabenbarede Religion med en revolutionær, en "Fornuftreligion" som Rousseaus og Robespierres. Disse Forsøg var mislykkede, skønt den nye Lære ikke behøvede at laves, men i Virkeligheden levede i de dannede Klassers Sind, mislykkede, fordi det, umiddelbart efter at man havde styrtet al ydre Autoritet, var umuligt at give den Overbevisning, som deltes af de Udvikledes Flertal, en rent udvortes Autoritet, som den, der var kuldkastet. De bar ingen Frugt, fordi deres Ophavsmænd miskendte den Sandhed, at Menneskeaanden uophørligt omformer sine religiøse og sædelige Forestillinger, og ikke begreb, at den frigjorte Aand nødvendigvis da endnu hurtigere end forhen maatte føle sig i Strømning fremad mod en fuldkomnere Klarhed, der vilde tvinge den til straks paany at bryde enhver dogmatisk fastslaaet og begrænset Form. Men nu fordi den indenfra valgte Form havde vist sig uholdbar at ville genoptage Overleveringens endnu uendeligt mere uholdbare gamle stivnede Former, det var visselig bedre Politik end Logik. Der var intet Andet tilovers end at beraabe sig paa den umiddelbare Nytte, som deraf kunde drages. Atter og atter kommer Portalis derfor tilbage, ikke til at Religionen er sand, men til at den er nyttig, at den er nødvendig, at man ikke kan regere uden den, at Moralen uden religiøse Dogmer vilde være "som en Retfærdighed uden Domstole". Det er klart, at Læren om den evige Ild, saalænge der troes paa den, er et kraftigt Redskab i den Herskendes Haand. Ja Portalis er aaben nok til med rene Ord at sige: "Spørgsmaalet om denne eller hin positive Religions Sandhed eller Falskhed er kun et rent teologisk Spørgsmaal, der er os fremmed. Religionerne har, selv om de er falske, idetmindste den Fordel at sætte en Skranke for Indførelsen af vilkaarlige Lærdomme. De Enkelte har i dem et Troesmidtpunkt. Regeringerne er beroligede med Hensyn til de engang kendte Dogmer, der ikke forandrer sig. Overtroen er saa at sige regulariseret, omhegnet og indskrænket indenfor Grænser, som den ikke kan eller ikke vover at overskride" *4).

Med fin Tvetungethed forsøgte Bonaparte at fremstille Kirkens Genoprettelse i forskelligt Lys for de forskellige Partier. For Katolikerne blev den skildret som en Gerning, hvortil kun Constantins og Karl den Stores Fortjenester frembød Mage, for Filosoferne som en Handling, hvorved Kirken fuldstændigt blev Staten og de verdslige Myndigheder underkastet. "Det er en Indpodning mod Religionen," sagde Napoleon til Filosofen Cabanis; "om 50 Aar vil der ikke mere være nogen Religion i Frankrig." Saa meget er afgjort, at han ikke har tvivlet om ved Forsoningen mellem Kirke og Stat at sikre sig en lydig og hengiven Forbundsfælle. I hvilken Grad han heri skuffede sig selv er bekendt. Bittert maatte han snart selv fortryde, at han havde forbundet sig med de mindst udviklede og mest uvidende Elementer i Folket imod de ypperste og bedste. De Pradt fortæller, at han atter og atter har hørt Napoleon gentage, at "Concordatet var hans Regerings største Fejl". En politisk Fejl var det neppe. Men det var i ethvert Tilfælde det første og afgørende Brud med Revolutionens Aandsliv. Det sikrede visse af dens verdslige Resultater, men sikrede dem paa Bekostning af Frankrigs fremskridende Kultur *5).

 

Noter til Kapitel 2:

*4) "La superstition est pour ainsi dire régularisée, circonserite et resserrée dans des bornes qu'elle ne peut ou qu'elie n'ose franchir."

*5) Thiers: Histoire du Consulat. - Lanfrey: Histoire de Napoléon 1 - Mignet: Histoire de la Révolution, Tome 2. - De Pradt: Histoire des quatre concordats. - Portalis: Discours et rapports sur le concordat. - Lorenz von Stein: Geschichte der socialen Bewegung in Frankreich, 1. Taine: Le regime moderne, 1.

 

3. Autoritetsprincipet.

 

Bonaparte, der gik ud paa at give Republiken Dødsstødet, maatte ramme den i dens Hjerte. Han indsaa, at det aldrig vilde lykkes tilgavns at knække den borgerlige Frihed, medmindre man først knækkede den under Revolutionen stedse mægtigere fremtraadte Stræben efter aandelig Frihed. Concordatet banede det hele kirkelige Væsen Vejen til Generobring af dets gamle Magt.

Det saa for de Samtidige ud, som om alle de uhyre Anstrengelser, der havde været gjorte, nu maatte betragtes som spildte. Naar man betænker, hvad det var lykkedes at udrette, maa man jo forbavses. En Frigørelsesbevægelse, der var begyndt i Renæssancetiden med den varme Begejstring for den græsk-romerske Oldtid, som dernæst i England ved Newtons Geni havde faaet en ny Anskuelse af den ydre Verden til Grundstøtte, og som dér efterhaanden havde erobret Naturvidenskaberne, afsat en ny Filosofi som sin Frembringelse og Frimureriet som sit Vidnesbyrd, var som en springende Gnist ved Voltaires Aand bleven overført til Frankrig. Her var det Vidunderlige saa sket, at faa Aartier efter at Corneille havde digtet "Polyeucte" og Racine "Athalie", faa Aaringer efter at Bossuet havde præket den ubetingede Lydighed og Pascal med Ildbogstaver nedskrevet Bekendelsen af sin Tro paa det ubetingede Paradoks, havde under den mest uomtvistede Enevælde en Haandfuld Mænd, fordetmeste landflygtige eller forfulgte, formaaet at vinde først Folkets Ypperste, saa de højere Stænder, dernæst Prinser og Prinsesser, der snart blev Konger og Kejserinder, endelig hele Middelstanden, saa at den nye Sandhed, der fødtes i Ringhed, men alt i Vuggen blev hyldet af mægtige Konger, af Prøjsens Friedrich, af Østerrigs Joseph og Ruslands Catharina, snart beherskede den imidlertid opvoksende Slægt, ja vandt sig Tilhængere mellem Abbeder og Præster.

Med atletisk Kraft havde den menneskelige Tanke rejst sig i sin Frihed. Alt, hvad der bestod, maatte retfærdiggøre sin Bestaaen. Man grundede efter Aarsager der, hvor man før havde bedt om et Mirakel. Man fandt en Lov, hvor man havde troet paa et Under. Aldrig før var der blevet tvivlet, arbejdet, undersøgt og oplyst saaledes i Verden. Man havde ikke Magtens Vaaben men Spottens, og med Haan og Spot angreb man da først. Man tilintetgjorte med Latter. Paa Voltaires forfinede Haan fulgte Rousseaus grove Vrede. Aldrig før var der bleven undergravet og deklameret saaledes i Verden. Den menneskelige Tanke, der i Aarhundreder paa alle Omraader havde maattet trælle som Livegen, som man havde beruset med Legender og sunget i Søvn med Salmer og Talemaader, var vakt som af et Hanegal og lysvaagen sprungen op. Skulde nu Alt, hvad Aandens Helte havde tænkt og dens Blodvidner lidt for, kunne fejes tilside som ubrugtbart? Hvad der havde bragt saa mange af de ædleste Hjerter til at banke, hvad der havde indgydt dem Mod paa Valpladsen og Skafottet, skulde al denne Begejstring nu kunne knuges sammen paany som Aanden i Æventyret i et Jernskrin, og Skrinet kunne lukkes for bestandigt med en Kejsers og en Paves forenede Segl?

Foreløbigt blev Frihedsbevægelsen standset. Det begyndte paany at blive ilde set, ikke at bekende en aabenbaret Tro, og efter Napoleons Fald blev det farligt. Fra de Herskendes Side føres jo i religiøse Anliggender aldrig Kampen med Grunde mod Grunde. Man besvarede ikke de Modsigendes Bevisførelse med Beviser, men med Berøvelse af Suppe og Steg. Flertallet af de Mænd, der uden Formue havde forberedt sig til Embedsvejen og som ikke kunde overvinde en uimodstaaelig Lyst til hver Dag at spise baade Formad og Eftermad, var fødte eller erhvervede, men fuldkomment paalidelige Støtter for Kirkens Genoprejsning. Ingen, der er over 25 Aar gammel, vil undre sig over, hvor mange Tilhængere Rettroenheden fik fra det Øjeblik af, da den fra at være en Latterlighed rykkede op til at blive et Levebrød.

Føj saa hertil Frygtens store Parti, alle dem, der henlevede i Angst for den røde Republik og som i Religionens Genoprejsning først og fremmest saa et Bolværk imod den. Herfra rekruteredes Autoritetsprincipets Hær aller stærkest. Katolikerne blev pludseligt fra et kirkeligt Samfund til et politisk Parti.

Et Omslag i Tilstande er altid forberedt ved et Omslag i Stemninger og fremkalder endnu vissere Stemninger, der svarer til den nye Tilstand. De Stemninger og Tanker, der forberedte Concordatet, fik ved dets Afslutning fuld Frihed til at komme til Orde, andre ensartede var en Følge deraf, og idet disse Stemninger og Tanker nu ytrede sig i Literaturen, opstod en aandelig Bevægelse, der har sit Udgangspunkt i Concordatet og oversætter det i Literaturens Sprog. Det er denne aandelige Bevægelse, vi vil følge. Den Psykologi af vort Aarhundredes første Halvdel, som disse Studier søger at give, vilde ellers have et føleligt Hul. Lad være, at Stoffet ikke er lønnende, ikke meget indbydende eller rigt, det har fra vort Synspunkt ligefuldt sin store Værdi og Betydning.

Fra hvilken Kres gik den literære Bevægelse ud? Ifald den havde kunnet udgaa fra Landbefolkningen, vilde den maaske have faaet noget Troskyldigt og Rørende ved sig, og var den udsprungen fra den i Lidelser prøvede Gejstlighed, havde den maaske tiltrukket sig Opmærksomheden ved Inderlighed og Følelse; havde den endelig kunnet udgaa fra dem, der efter Eneherskerens Eksempel af verdslige Hensyn sluttede sig til Kirken, vilde den have baaret Idéløshedens Præg. Men Intet af alt dette er Tilfældet. Alle hine Grupper dannede den nye Literaturs Publikum, afgav dens Sangbund og Ekko, men ingen af dem var aandeligt frugtbar. Den nykatolske Retning i Literaturen var en Retning uden Naivetet og uden Følelsesinderlighed. Men den var ikke idéløs. Med stor Sikkerhed og Besluttethed hævder den den Idé, Revolutionen ubetinget havde kuldkastet, Autoritetsideen. Førerne er snarere politiske Aander end religiøse Aander, de vil ikke saa meget frelse Sjælene som frelse Overleveringen. Man kræver i deres Kres Religionen som Middel mod Lovløsheden. Man beraaber sig saa haardnakket paa Autoriteten, fordi man er bankerot paa alt Andet end ydre Autoritet.

Den literære Bevægelse udgaar fra spredte Punkter, og ingen af de Mænd, der indleder den, kender fra først af hinanden. Under Revolutionen flakker f. Eks. Chateaubriand om i Amerika, de Maistre i Schweiz, og Bonald udkaster sit første Skrift i Heidelberg. Saasnart den aandelige Reaktion begynder, vender de fleste af Emigranterne hjem, og Autoritetsprincipet hævdes i Literaturen dels af fremmede og uafhængige Personligheder som de Maistre, dels af Mænd som Chateaubriand og Bonald, hvem Bonapartes Overtagelse af Magten kalder tilbage til Frankrig. Disse slutter sig foreløbigt til ham i hans Egenskab af Kirkens Genopretter, men kun for kort efter enten allerede under hans Regering eller efter hans Fald at slutte sig med langt større Varme og langt mere Overbevisning til Bourbonerne, hen til hvilke deres eget Grundbegreb drager dem med al Følgerigtighedens Magt. Napoleons Plan: ved Concordatet at vinde Kirken for sig og berøve Bourbonerne Gejstlighedens Deltagelse, glippede fuldstændigt for ham og maatte glippe. Snart var der aaben Krig mellem Paven og ham, og snart viser den literære Bevægelse, hvis Opstaaen falder sammen med Concordatet, sig aabenbart som Ven af det gamle Kongehus og dets formentlige Ret.

Bevægelsens første Ophavsmænd føler sig naturligt dragne til hinanden, gør Bekendtskab og stifter snart en Art Skole. De har adskillige vigtige fælles Karaktertræk, som da ogsaa findes selv hos Skolens senest tilkomne Lærlinge som Lamennais, de Vigny, Lamartine og Hugo. De er alle uden Undtagelse Adelsmænd og ved personlige Baand knyttede til de nedarvede Kongehuse. De Maistre var Kongen af Sardiniens Minister i Rusland. Bonald havde som Yngling hørt til Ludvig den Femtendes Musketerere og havde i Kongens sidste Dage været den, der daglig kom til Kongens Seng for at faa Feltraabet at vide. Han havde nemlig selv havt Kopperne og stod saaledes ikke i Fare for at blive smittet. Den første Gang, da han efter Ludvig den Femtendes Død kom for at udbede sig Feltraabet af den nye Konge, tilkastede Marie Antoinette den unge Musketer et velvilligt Blik og henvendte nogle Ord til ham. Hint sidste Blik af en døende Konge, der efterlod et næsten tilintetgjort Monarki, og dette første Blik af en ung, skøn og haabefuld Dronning, der gik saa store Lidelser imøde, gik aldrig ud af Bonalds Erindring. Disse Blik blev Ledestjerner for hans Liv. - Hvad Chateaubriand angaar, da indgav han som Gesandtskabs-Sekretær sin Afskedsansøgning til Napoleon i det Øjeblik, da han erfarede Hertugen af Enghiens Justitsmord, og tog fra da af det Parti, som han gennemførte til 1824, at være Bourbonernes trofaste Tjener; det var en Rolle, som han spillede saa alvorligt, og som saaledes var ham paatvunget af Omstændighederne, at han udførte den til Fuldkommenhed. Hvad den næste Slægt angaar, da har Lamartine i Fortalen til sine Meditationer og i sine Erindringer fortalt, hvorledes han som ung Gardeofficer galopperede ved Siden af Ludvig den Attendes Vogn, naar denne drog fra Paris til St. Germain. De Vigny var fra sin Barndom af ivrigt kongetro, hans Fader gav ham under Kejserdømmet Korset paa St. Ludvigs Ordenen at kysse. Af Vassaltroskab blev han kongelig Officer. Han bevarede denne Holdning af Stolthed, selv da alle hans Forhaabninger til det nedarvede Kongedømme var bristede og var vegne for en uudtalt Ringeagt til alle Sider, og han blev efter Revolutionen 1830 den fordomsfri, men ordknappe og indesluttede Konservative, som hvilken hans senere Skrifter maler ham (note: Se Stuart Mills's Afhandling om De Vigny i Dissertations and discussions, 1). Victor Hugo endelig har tilstrækkeligt ofte skildret, hvor stor en Indflydelse Barndomsindtryk fra Kongeligsindede og især Paavirkning af hans Moder som lidenskabelig Bretagnerinde udøvede paa hans første Optræden.

Begavelser af første Rang er denne Skoles teoretiske Ledere ikke. De er kraftigt despotiske Naturer, der elsker Myndighed, fordi de fordrer Lydighed, og Autoritet, fordi de kræver Underkastelse, eller stolte og forfængelige Aandsaristokrater, der hellere vil hylde et Paradoks end gaa i Trop med den hele Flok af Skribenter, der har dyrket Fornuften, eller endelig undtagelsesvis Romantikere, der bevæges til Taarer ved Tanken om den Tro, de ikke mere besidder men gør fortvivlede Forsøg paa at tilegne sig. De er Kamphaner som De Maistre og Lamennais, Inkvisitor- og Prælatnaturer, Stædigheden selv som Bonald og Chateaubriand, og taler som de taler mere af Stædighed end af Overbevisning. "Jeg der er haardnakket Katolik" (Moi catholique entété), siger Chateaubriand om sig selv. Det er Ordet: haardnakket, ikke hjertegreben.

Deres Styrke overfor de Samtidige ligger i deres Talent; thi Talentet er en saadan Tryllekunstner, at det en rum Tid kan opretholde en hvilkensomhelst Sag. Chateaubriand er Gruppens Kolorist, de Maistre ved sin Karakterstyrke, sit Vid og sine forbløffende Paastande dens Høvding, Bonald dens Skolemester med Rubriker til Alt. Snart drager den det Bedste af hvad Frankrig fik af unge opadstræbende poetiske Evner til sig. Den fastholder dem vel kun kort i sin Ring, men de begynder deres Baner under dens Varetægt. Skolen faar da sine Digtere og med dem en Folkeyndest, der føjet til den Autoritet, dens Tænkere besad, nok kunde fremkalde et kortvarigt Skin af, at dens Sag var bleven den sejrrige, saa meget mere som Bourbon'ernes Genbestigen af Tronen virkeliggjorde dens politiske Idealer.

Efter en Række Aars Forløb skete det saa, at alle dens bedste Mænd med Faner og klingende Spil gik over i Modstandernes Lejr. Skolen opløste sig i Kraft af sin indre Unatur. Det Princip, som holdt den sammen, Overleveringens og Autoritetens Princip, der havde taget sig ud som en uovervindelig Fæstning, viste sig undermineret, hult, skjulende et uanet Sprængstof i sit Skød; man opdagede, at man havde taget Stilling paa et Krudttaarn. Man skyndte sig at forlade det, før det gik i Luften.

Sylvain Maréchal skriver i en Bog, som udkommer Aar 1800 (Pour et contre la Bible): "En meget udpræget religiøs Reaktion betegner dette første Aar af det nittende Aarhundrede." Den betegner mere end tyve af de følgende og i langsomt udviklede og let stillestaaende Lande fulde halvfjerds.

Den literære Reaktion imod det attende Aarhundredes Aand begynder ikke som særligt gudelig. Vi har set, at Reaktionen i den Gruppe af literære Frembringelser, jeg har betegnet som Emigrantliteraturen, "endnu ikke er en Underkastelse under Myndigheder, men den naturlige og berettigede Hævden af Følelse, Sjæl, Lidenskab og Poesi i Modsætning til Forstandskulde, nøjagtig Beregning og en af Regler og døde Overleveringer omspændt Literatur." Dette er den tilbagestræbende Retnings første Greb, det som jeg særmærkede med disse Ord: "Det første Træk er kun det at tage Rousseaus' Vaaben og vende dem imod hans Modstander Voltaire" (note: Se Saml. Skrifter 4: 188,189). Man nøjes ikke her med Voltaires kolde Gudstro, man opstiller imod den Rousseaus fyldige og ubestemte Følsomhed. Man gaar i hans Spor, man bygger videre paa Grundlag af hans Følelsesfylde og Indbildningskraft. Et Blik henover Revolutionens Udviklingsgang har vist os, at denne Aandsbevægelse allerede i Omvæltningstiden er historisk ligesom forud antydet ved Robespierres Forsøg paa at stille Rousseau som Dæmning imod Nedbrydelsen af det Følelsesliv, der havde været saa stærkt knyttet til Kirkens Overlevering og Autoritet, at det truede med at gaa til Grunde med Kirken. I sin Oprindelse var det store religiøse Omslag, som vi saa, kun Følelsens Tilbageslag imod Forstanden. Hvad der avlede Reaktionen var den rent ubestemte Trang til at føle og lade Følelsen komme til Orde. Bevægelsens Historie er Historien om, hvor frygteligt vildledt denne Trang efterhaanden blev.

Som nu Reaktionens første Stadium var at lade Rousseau føre Tilbageslaget, saaledes blev Bevægelsens andet Stadium det at føre Tilbageslag mod Rousseau. Næsten i enhver Bog, man vil tage i Haanden af Bonald, af De Maistre eller af Lamennais vil man finde Udgangspunktet taget i lidenskabelige Bestræbelser for at gendrive Rousseau eller rettere for at haane og tilintetgøre ham. Paa det første Stade opstillede man Følelsens Princip imod Forstandsherredømmet, paa dette andet Trin opstiller man Autoritetsprincipet som det ubetingede imod alle tidligere Principer, Følelsesprincipet medindbefattet. Overgangen fra det ene af disse Trin til det andet foregaar saaledes, at man søger at hævde og genindsætte Autoriteten gennem en Appel til Følelsen. Det er det, som sker i Ballanche's: "Om Følelsen, betragtet i dens Forhold til Literaturen og Kunsterne 1801, og det er det, som navnlig foretages i Chateaubriands "Kristendommens Aand" 1802.

Man finder nu i Rousseau den farligste Talsmand for det attende Aarhundredes Tanker. En kort Skildring af Angrebene paa ham, der gaar i alle Retninger, vil vise hvad sandt og hvad falsk der laa i dem.

Først det politiske Angreb. Det er i hele det nittende Aarhundrede ofte gentaget og bør ikke glemmes, at det skortede det forrige Aarhundrede paa historisk Sans. En af dets berømmeligste Repræsentanter d'Alembert ønskede endog Erindringen om alle tidligere Tider ryddet bort. Til Rousseaus og det attende Aarhundredes naive Tro paa, at den udskelnede Tanke uden Hensyn til Historie og Virkelighed kan omdanne Tilværelsen, stillede man sig nu paa alle Omraader angribende. Det forrige Tidehverv havde troet, at Alt var godt, naar man blot fik en skreven Forfatning, som ophævede hvad man ansaa for Misbrug, og fastslog hvad man ansaa for Ret. Den havde betragtet dette Stykke Papir, eller, som man dengang kaldte det, disse Lovens Tavler som Landets virkelige Forfatning. Herimod retter Joseph de Maistre sin Sætning: "Mennesket kan ikke lave en Forfatning, og en lovlig Forfatning kan ikke være skreven." Han har heri halvvejs den mest lysende Ret og halvvejs den særeste Uret.

Han aner den store Sandhed, som i Nutids-Politik kan betragtes som indvunden, at et Lands sande Forfatning bestaar af Landets virkelige Magtforhold, som de foreligger, Magtforhold, som ikke ændres, fordi politiske Dilettanter omskriver dem paa et Blad Papir. For De Maistre har den givne Øvrighed altid en ubetinget Ret. Enhver Opstand synes ham en Forbrydelse, men med sit Blik for Virkeligheder tror han ikke paa den skrevne Forfatning som Skranke. Om Skranken mod Tøjlesløsheden siger han: "Det er Sædvanen, eller Samvittigheden, eller en Pavekrone, eller en Dolk, men det er altid et Noget." Den skrevne Forfatning alene er ham intet Virkeligt.

Hans sære Vildfarelse ligger i Maaden, hvorpaa han begrunder sit Had til denne skrevne Forfatning. Han mener, at hvad der er skrevet, hvad der er forudset og fastslaaet ved menneskelig Klogskab er at betragte som et Indgreb i det guddommelige Forsyns Raaderum. "Det er Næsvished mod Gud, ikke at have Tillid til det Uforudsete, og enhver Regering, der er bygget paa bestemte Love, hviler paa en Anmasselse af den guddommelige Lovgivers Myndighed." Den virkelig raadende Forfatning betragter han derimod som værende af guddommelig Natur, da han fra sit rettroende Standpunkt hævder, at det er Gud, som giver Folkene deres Væremaade. Mod Folkets Suverænitet stiller han da ligesom Bonald og Lamennais Guds Suverænitet og havner saaledes i Guds umiddelbare Regering.

Rousseaus politiske Forestillinger var visselig højst ufuldkomne, og det var let at se, hvilke Farer, der skjultes i dem. Hans Grundsætning, at Ingen er forpligtet til at adlyde de Love, i hvilke han ikke har samtykt, knuser ikke blot Autoriteten som Magt, men ogsaa den Autoritet, der kun er Fornuftens Form, og gør al Regering umulig. Hans anden Grundsætning, at Suveræniteten ligger hos Folket, kan, hvis Folkets Begreb bestemmes paa ensidig Maade, føre til Flertalstyranni og gøre al Frihed umulig. Hans tredje store Grundsætning, at "alle Mennesker er lige", kan føre til Udjævning istedenfor til Retfærdighed. Der var da Angrebspunkter nok for en Drøftelse, ført ud fra den moderne Tids Grundtanker. Hegel indlod sig i sin Tid paa en saadan ved en ny Fortolkning af Folkesuveræniteten, der indadtil blev bestemt som Statens Suverænitet, og Heiberg, der gerne sætter de Hegelske Tanker paa Spidsen, har i sin Afhandling "Om Autoritet" givet Hegels Tanke den forbløffende og fremskridtsfjendske Form, at "om Borgerne ved Statens Udvikling kommer i Besiddelse af flere Goder eller ikke, er aldeles ligegyldigt, thi Staten er ikke til for Borgernes Skyld, men Borgerne for Statens" (note: Hegel: Werke otter Rand, Philosophie des Rechts 367. Heiberg: Pros. Skrifter, 10. B. 335.). Selv om man nu har en meget udpræget Uvilje mod Sætninger af denne Art, hører man dog disse Indsigelser med den Opmærksomhed, som en moderne Tankegang kan vente. Hin Tids Uvilje imod Rousseau er derimod grundet ikke paa Tanke eller Fornuft, men paa den rene Autoritetstro, og Modsigelsen er tilmed af saa uredelig Art, at den altid opsøger en eller anden løsreven Sætning af Rousseau, som læst med god Vilje lader sig forstaa, men som paa Grund af sin forvovne Form temmelig let lader sig gøre til Vanvid.

Bonald haaner f. Eks. Rousseau, fordi han har sagt: "Et Folk har altid Ret til at forandre sine Love, selv sine bedste; thi dersom det vil skade sig selv, hvem har da Ret til at fordre det deri." Sætningen er uforsigtig, men den godkender Virkeligheden ikke Tilbageskridtet, den afviser kun den fremmede Indblanding, der vilde gribe det som Paaskud, og Læseren føler sig pinligt berørt, naar han ser, at Aarsagen, hvorfor Bonald er saa forbitret paa disse Ord, er den, at det er Gud, ikke Folket, hvem Lovgivningsmagten tilhører.

Man angriber dernæst med megen Ild og Heftighed Rousseau's Samfundsbegreb. Det lader sig forstaa, at Rousseau med Blikket rettet paa det Samfund, han havde for Øje, kunde komme til den Indbildning, at et Samfund overhovedet lod sig undvære; men denne Vildfarelse i Forening med hans Fantasteri om en tabt, lykkelig Naturtilstand, havde ført ham til Sætninger som denne: "Mennesket er født godt og Samfundet fordærver det", og til det komiske Paradoks, som gaar igen i alle Bøger fra Kongedømmets Genrejsningstid, gennemboret af saamange Modbeviser, som der gaar Naale i en Naalepude: "Det Menneske, som tænker, er et fordærvet Dyr." Paa saadanne Punkter har Angriberen da i Reglen let Spil.

I sin Ivren mod Samfundet lod Rousseau sig forlede til at sige: "Samfundet følger ikke af Menneskets Natur. - Alt, hvad der ikke ligger i Naturen, fører Ulemper med sig, og det borgerlige Samfund mere end alt det Øvrige." - "Samfundet!" udraaber Bonald ikke uden Veltalenhed, "som om Samfundet bestod i vore Huses Mure eller vore Byers Volde, og som om der ikke overalt, hvor der fødes et Menneske, var en Fader, en Moder, et Barn, et Sprog, Himlen, Jorden, Gud og Samfundet." Han lærer da sin Samtid, at det første Samfund var en Familie, og at i Familien er Magten ikke kaaret ved Valg, men et Udslag af Tingenes Natur. Imod den Lære, at Samfundet er opstaaet ved frivillig Overenskomst og er fremgaaet af en Pagt, stiller han sin, at Samfundet er paabyrdet (obligée) og Resultatet af en Magt, det være sig Overtalelsens eller Vaabnenes Magt. Mod den Paastand, at Magten fra først af har modtaget Loven af Folket, stiller han den, at der ikke engang gives noget Folk, før der er en Magt. Mod den revolutionære Grundsætning, at Samfundet er Broderskab og Lighed, stiller han Fadervældens Selvhersker-Lære, at Samfundet er Faderlighed og Afhængighed. Magten er hos Gud og meddeles af ham. - Atter her er den kraftige Paaberaabelse af den historiske Virkelighed og dens Magtforhold slaaende sand, paa samme Tid som ved en Tilsnigelse det enelovlige Kongedømme af Guds Naade udledes af Agtelsen for Historie og Virkelighed.

Da man af al Magt vilde rette et Slag mod Rousseau's Opfattelse af Staten som en Kontrakt, fremstillede man denne Opfattelse som en Taabelighed, ja som et forbryderisk Paafund. Og dog fremgaar den saa naturnødvendigt som noget af det attende Aarhundredes hele Overvurdering af den bevidste Side af Menneskelivet og Mangel paa Blik for det Ubevidste. Hvor langt mere retfærdigt har ikke senere Hegel dømt Rousseau! Han fremhæver den Fortjeneste hos Rousseau at have opstillet et Princip, "hvis Indhold var selve Tanken", Viljen nemlig, som Statens Princip, og bemærker, at hans Fejl kun var den, ved Viljen alene at forstaa den enkelte, den bevidste og vilkaarlige Vilje, hvilket saa fører til "andre, kun forstandige, Følgeslutninger, der nedbryder det ubetinget Guddommelige og dettes Myndighed og Majestæt" (note: Hegel: Werke, 8ter Band 314.). I "Samfundspagten" havde Jean-Jacques forsøgt at linde Regeringernes og Lovenes Grundlag i Menneskets og Samfundets Natur, denne taget i ren udsondret Almindelighed. Men allerede Montesquieu har sagt: "Jeg har aldrig hørt Tale om offenlig Ret, uden at man omhyggelig har forsøgt at finde, hvad der er Oprindelsen til Samfundene, Noget, der forekommer mig aldeles latterligt. Hvis Menneskene ikke dannede et Samfund, hvis de skyede eller flyede hverandre, maatte man spørge om Grunden, og søge, hvorfor de holdt sig skilte; men nu fødes de alle knyttede til hverandre. En Søn fødes hos sin Fader og holder sig til ham; det er Samfundet og Aarsagen til Samfundet."

Hvis Barnets Forhold til Moderen som endnu nærmere blot indsættes istedenfor Forholdet til Faderen, saa er denne Tankegang fuldkomment rigtig. Rousseau vilde imidlertid uden at tage Hensyn hertil vise, i Kraft af hvilke ledende Forestillinger Menneskene havde forenet sig med hverandre, hvilket Maal de havde sat sig med denne Forening, og hvilke de bedste Midler var til at naa dette Maal. Nu er det ganske vist uomtvisteligt at Samfundet kun bestaar ved Overenskomst mellem dets Medlemmer. Denne Overenskomst eller Pagt er da sikkert nok det aandelige Grundlag for Samfundets Eksistens, men denne Kontrakt indgaas stiltiende, er altid underforstaaet, har altid eksisteret, har følgelig ikke udvortes Virkelighed. Ganske paa samme Maade hedder det i Geometrien: En Kugle opstaar derved, at man drejer en Halvcirkel om dens Akse. Denne Bestemmelse er fuldstændigt sand, men har Intetsomhelst at gøre med de stoflige Betingelser for en bestemt Kugles Tilværelse. Aldrig i Verden er en Kugle bleven støbt derved, at man drejede en Halvcirkel rundt om sin Radius.

Vil man fastholde denne Lignelse, saa har man i et nøjagtigt Eksempel Ejendommeligheden ved det attende Aarhundredes Tankegang paa det sociale Omraade, ja ved dets hele Aandsliv. Dette Aandsliv er opløsende og udsondrende, det hælder mod Geometrien og Algebraen og forsøger at forstaa Virkelighedens mest vanskelige og mest sammensatte Forhold ved Hjælp af udskelnede Begreber. Overfor denne Svaghed vinder Bonald en let Sejr ved at beraabe sig paa Magtprincipet. Han stiller overfor Rousseau's opløsende Paastande sine fra det uindskrænkede Kongedømme hentede Lærdomme: "Gud er den suveræne Magt over alle Væsener, Gudmennesket er Magten over hele Menneskeheden, Statens Overhoved er Magten over alle sine Undersaatter, Familiens Overhoved er Magten i sit Hus. Da al Magt er skabt i Guds Billede og stammer fra Gud, er al Magt ubetinget *5).

Man bekæmper dernæst Rousseau paa det sædelige Omraade. Rousseau havde bestræbt sig for i Moralen at gøre "den indre, uskrevne Lov", hvorom Antigone taler, til Lovgivningens Kilde. Han havde sagt: "Hvad Gud vil, at Mennesket skal gøre, det lader han ikke Mennesket vide gennem et andet Menneske; det siger han det selv og skriver det i dets Hjertes Dyb." Hvis dette nu forholdt sig saaledes, hvad betød saa Overlevering og Autoritet og paa anden Haand meddelte Aabenbaringer! "Dersom Mennesket," svarer derfor Bonald, "var nødsaget til at følge denne indre Lov, vilde det være viljeløst som en Sten under Tyngdeloven; kan det derimod lade være at følge den, saa behøves her en Autoritet, som kan gøre det opmærksomt paa disse Love, og som lærer det Lydighed imod dem." Saaledes er da ogsaa i Moralen Ledetraaden fra den indre Følelse lagt over i udvortes Autoritet.

Fjendtlighederne mod Rousseau gaar saa vidt, at Bonald f. Eks. deklamerer Side op, Side ned i Anledning af Filosofens Opraab til Mødrene om selv at die deres Børn. Man skulde tro, at Rousseau her idetmindste havde gjort de strenge Pligtlærere det tilpas. Intet mindre! Hint Opraab beviser, at Jean-Jacques har betragtet Menneskene blot som Dyr: "J. J. Rousseau gjorde det i Naturens Navn til en Pligt for Kvinderne, selv at give Die til deres Børn, ganske som Dyrenes Hunner gør det og af samme Aarsag ... Fædrene og Mødrene, der af Filosofen kun blev betragtede som Hanner og Hunner, betragtede da Børnene kun som deres Unger" *6). Og hvorfor er saa Bonald saa forbitret? Øjensynligt fordi han frygter, at Rousseau skal berøve Religionen noget af dens Anseelse ved at udstede et Fornuftbud, som den ikke ligefrem har givet. "Rousseau," siger han, "har formodenlig troet at gribe Religionen i at overse en Pligt; men maaske har netop Religionen, der saa videre end han, frygtet Alt, hvad der kunde tjene unge Ægtefolk som Grund eller Paaskud til at leve adskilte fra hinanden, endog blot øjeblikkeligt." Den katolske Kirkes moderlige Omsorg for Ægtefællernes Lykke og Menneskeslægtens Formering skal da ogsaa ved Bekæmpelsen af Rousseau vise sig i sit klareste Lys.

Vi saa, til hvilke Misforstaaelser af Samfundsideen det attende Aarhundredes uhistoriske og matematiske Tankegang ledte. I en ganske lignende Misforstaaelse havde man i Kraft af en beslægtet Tankegang gjort sig skyldig overfor Poesien. I sin Beundring for den matematiske Forstandighed og for den Sikkerhed, hvormed man ad den matematiske Slutningsfølges Vej naaede til Opdagelsen af almene Sandheder, ønskede man at meddele Sproget saa vidt muligt det matematisk-nøjagtige Udtryks Egenskaber. Condillac definerede Videnskaben som "une langue bien faite", det vil sige: et fuldstændig klart og fuldstændig nøjagtigt Sprog. Man lagde kun i ringe Grad Mærke til, at saasnart det gælder om at gengive Indtryk, der ikke er de samme hos Alle, og som hos selvsamme Person kan skifte fra det ene Øjeblik til det andet, udfordres der et bøjeligt, let omprægeligt Sprog, der modtager sin Aand og sit Stempel af den, der taler det. Videnskabsmændene begyndte da at haane hvad man kaldte Poesien og Stilen, og forsikrede, at Tankerne var Alt og Formen saa godt som Intet. Barante, der lige ved det nye Aarhundredes Begyndelse første Gang byder sin Tidsalder Spidsen i et literærhistorisk Skrift, siger herimod slaaende: "Naar Chiméne siger til Rodrigue: "Gaa, jeg hader dig ikke," saa er det klart, at hvis man underkaster disse Ord en kold Undersøgelse, er det det Samme, som om hun sagde: "Gaa, jeg elsker dig," og dog vilde hun, ifald hun sagde disse sidste Ord, være et ganske andet Væsen, vilde glemme Hensynet til sin Fader og tabe baade sin Blufærdighed og sin Ynde."

Digterne, der i Grunden gik ud fra samme Opfattelse som Videnskabsmændene og var lige saa langt som hine fra at fatte Stilen som et umiddelbart Udslag af Personligheden, gav sig til at fabrikere Stil i og for sig og talte om Stilen, som man taler om Musik til en Tekst. De betragtede Kunsten at skrive som en rent udvortes Kunst, og man saa den beskrivende Skole med Delille i Spidsen forsøge paa at sætte de mindst digteriske Æmner som Fysiken, Plantelæren, Stjernekyndigheden og Søfarten i Stil. (Digterværker af Boisjolin, Gudin, Aimé Martin og Esménard.) Ja, Cournand skrev endog et Digt i fire Sange om Stilen og Stilarterne. Man betragtede Poesien som en kunstig Form, der meddeltes den færdige Tanke. Det var herimod, at allerede Buffon havde rettet sin træffende Sætning "le style c'est l'homme méme", Stilen er Manden, en Sætning, der sidenhen, saa tidt Ordet Stil bliver nævnt, kommer frem som den mest forslidte Talemaade, aldrig anført oftere end af dem, der hverken er Mænd eller har Stil *7). Det attende Aarhundredes Digtere gik i deres Opfattelse af den poetiske Stils Natur ud fra deres egen Fremgangsmaade. Da deres egen Poesi ikke var en Naturfrembringelse, men deres Sprog et Udslag af Arbejde efter visse Regler for Udtrykkets Fornemhed, for Valget af Lignelser og Brugen af Mytologi, troede de, at Sproget og Tanken oprindeligt opstod uafhængigt af hinanden.

Naar da Bonald imod dem retter sin Lære om, at Sprog og Tanke ikke kan skilles ad, den Grundsætning, hvorpaa han i sit Hovedværk "La législation primitive" bygger sit hele System, saa har han selvfølgelig Ret. Men det gaar med denne Sætning som med andre Sætninger af Fortidens Istandsættere: den Rettroenheds-Syge, hvoraf Forfatteren lider, bringer ham til at strække og forvride enhver sand Tanke saaledes, at der bliver et rent Uhyre ud af den. "Besvarelsen af Aandslivets Grundspørgsmaal," siger Bonald, "kan gives i denne Vending: Det er nødvendigt, at Mennesket tænker sit Ord, før det siger sin Tanke. Med andre Ord: det er nødvendigt, at Mennesket véd Ordet, før det siger det, hvilken indlysende Sætning udelukker enhver Mulighed af, at Mennesket selv kan have opfundet Ordet." Saaledes naaer Bonald til denne de Reaktionæres Yndlingssætning i det nittende Aarhundrede, at Sproget oprindeligt er givet Menneskene af Gud. Man finder den hos S. Kierkegaard i den Ytring, at det selvfølgelig ikke gaar an at lade Mennesket selv have fundet paa Sproget (Om Begrebet Angest). Hvorfor ikke? Fordi Gud har aabenbaret det, fiks og færdigt.

Det er mod Lockes og Condillacs sunde Lære om Sprogets og Forestillingernes langsomme Erhvervelse, at Bonald stiller denne sin Grundsætning om Nødvendigheden af Sprogets og Ideernes oprindelige Aabenbaring. Paa dette Grundlag hviler hos ham intet Ringere end Dogmet om Guds Tilværelse, hvormed alle de øvrige følger. Hvorhen man end vender sig, man ender altid dér. Da ingen af den gamle Tilstands Genoprettere har Begreb om Videnskab, da de alle er gode Hoveder med den Dannelse, man faar i en Jesuiterskole, er der ikke den videnskabelige Galmandssnak, som de ikke fører. Sprogvidenskaben opofres ikke mindre end Politik og Samfundslære paa Gudsvældens Alter. Et mærkeligt Bevis paa disse Mænds Sammenhold er det, at Bonald i 1814 lod De Maistres Værk "Om politiske Forfatningers Livskilde" (Sur le principe générateur des constitutions politiques) oplægge paany, altsaa antog sig et Værk, der ivrede mod skrevne Forfatninger, da han dog ifølge sin Lære om Ordets ligefremme Aabenbaring var kommen til den Overbevisning, at ethvert Bud fra de ti Bud af og nedefter maatte være optegnet sort paa hvidt. Men Hovedsagen var for ham som for De Maistre, at Forfatningen ikke gjorde Tidsaanden nogen Indrømmelse og at Autoriteten stod uanfægtet af ethvert Frihedspust, saa tog han det ikke saa nøje med at regne sig en Meningsfælle, der paa dette Punkt var afgjort Modstander, til Indtægt.

Ikke nok med, at man selv havde gaaet i Jesuiterskolerne, man vilde ogsaa have Slægten derind. De Maistre var hele sit Liv igennem Jesuiternes Beskytter og begejstrede Talsmand. Han udsatte sig for store Ubehageligheder ved St. Petersborger Hoffet hellere end at tage sin Haand fra dem.

Tredje Del af Bonalds "Den oprindelige Lovgivning" (Légistation primitive), der særligt behandler Opdragelsen, er rettet mod Rousseau's "Emile", og Forfatteren kan ikke tilgive denne Bog dens Lære, at man ikke bør give Barndommen religiøs Opdragelse. Han anfører (med hellig Alvor) som Eksempel paa de skæbnesvangre Virkninger af Rousseau's Opdragelsesgrundsætninger, at 75 Børn i de sidste fem Maaneder er blevne dømte af Politiretten for forskellige Forbrydelser, og giver nu sine egne Opdragelsesprinciper tilbedste. De gaar, som det var at vente, ud paa at kvæle al Personlighed. "Vi behøver en stadig, almindelig, ensformig Undervisning og følgeligt en stadig, almindelig, ensformig Lærer (perpétuel, universel, uniforme); der behøves altsaa et Korps, thi uden et Korps gives der hverken Stadighed eller Almindelighed eller Ensformighed." Han viser saa, at gifte Lærere ikke kan antages helt at ville ofre sig til deres Gerning, at det nytter lige saa lidt at vælge ugifte, ifald de ikke staar under religiøs Ave og Tugt; "thi hvis de offenlige Lærere vel er ugifte, men tillige verdslige, kan de intet virkeligt Korps udgøre, da de træder ind deri og ud deraf efter Lyst og Lune, og ingen Familiefader desuden kunde vove at betro sine Børn til en ugift Mand, hvis Sæder ikke sikredes af præstelig Tugt." Ved denne Bevisførelse naaer han det Resultat, at hele Undervisningen bør lægges under Gejstligheden, være fortrinsvis gudelig og tidligt vænne Børnene til Ærefrygt for den Autoritet, de deres Liv igennem skal lyde.

Den haardnakkede Fremdragen af Autoritetsprincipet er da det afgørende, det herskende Træk i hele denne Literaturgruppe. De franske Samfundsgenoprettere hævder det med saa meget større Lidenskab end Tysklands, dels paa Grund af Raceejendommeligheden, dels paa Grund af Trosbekendelsens Forskel. Den reaktionære tyske Literaturbevægelse grunder, som vi har set, i den Enkeltes vilkaarlige Selvhævdelse og Selvraadighed (note: Se Samlede Skrifter 4: 233).) Saa helstøbt katolsk, saa autoritetsdyrkende som den franske Reaktion blev den tyske Romantik trods sine katolske Tilbøjeligheder og Abekatterier aldrig. Den germanske og protestantiske Egenvilje stred bestandig imod. Den franske Samfundsaand gav lettelig efter. Til Gengæld er den helstøbte og fuldblods Reaktion nok saa fængslende som den uvisse og halve.

Endnu i det Øjeblik, da Omslaget er nær, og den hele Skoles Opløsning ikke langt borte, ser vi Lamennais i sin Bog om Ligegyldigheden mod Religionen hævde, at ikke Følelsen, og lige saa lidet Forskningen, men "Autoriteten" er Kendemærket paa den sande Religion, "saa at den sande Religion ubestrideligt er den, der hviler paa den størst mulige "synlige Autoritet." Og straks fra Bevægelsens Begyndelse af gives alle Begrebsbestemmelser i samme Aand. For Bonald er Religionen det rene Ordenspoliti. Her som Bevis nogle Sætninger, jeg har samlet i hans Skrifter:

"Religionen, der er det almindelige Baand i ethvert Samfund, strammer fortrinsvis det politiske Samfunds Knude; selve Ordet Religion (religare) antyder tilstrækkeligt, at den er de menneskelige Samfunds, Familiers og Staters naturlige og nødvendige "Baand". - Religionen bringer "Orden" ind i Samfundet, fordi den lærer Menneskene, hvorfra "Magten" og Pligterne stammer. - Religionen indeslutter væsenligt Grundsætningerne "for al Orden". - Religionen vil triumfere, fordi "Ordenen", som Malebranche siger, er Aandernes ukrænkelige Lov." - Ja han udbryder i sin Glæde over den stigende Reaktion: "Allerede ser vi rundt om i Europa alle med Rette berømte Skribenter indrømme eller forsvare Nødvendigheden af den kristelige Religion og stemple deres Værker med Seglet af dens Udødelighed; thi lad Forfatterne mærke sig det: alle de Værker, i hvilke "Ordenens" Grundbegreber er negtede eller bekæmpede, vil sporløst forsvinde, og kun de, i hvilke de forsvares eller æres, vil naa til Efterverdenen med Hæder." Man ser, at om Trosinderlighed, om Gudsfrygt, om Følelse er her ikke Tale. Religionen er Baandet, er Ordenen, er Autoritetsprincipet. Hvilken Afstand fra Tyskland, hvor selv Maaneskinssværmeriet blev Religion!

Underligt nok faar Bonald endog ved den stærke Hævden af Religionen som Orden en ham sikkert meget ukær Lighed med den Mand, han omtrent afskyede mest af alle, med Robespierre nemlig, der jo ogsaa elskede Ordenen med Lidenskab og vilde have en offenlig Gudsdyrkelse for dens Skyld. Forskellen er den, at Robespierre ingen anden Orden ønskede end den, der bevarede Revolutionens Erobringer, men Bonald ved Orden forstaar Indbegrebet af al gammel Overlevering.

De Maistre mødes med ham paa dette Punkt. Han siger: "Uden Pave ingen Suverænitet, uden Suverænitet ingen Enhed, uden Enhed ingen "Autoritet", uden Autoritet ingen Tro." Han stiller Kongedømmet over al Kritik og Forskning, idet han lærer, at det er et Mirakel. Han forherliger den raa Myndighed som saadan, idet han i sine Bøger lægger det militære Samfund ind under Korporalstokken, det borgerlige ind under Bøddeløksen (note: Se Saml. Skrifter 4: 206 og 474). Det sidste gjorde Robespierre i Virkeligheden, men først da han ikke saa nogen Frelse for Revolutionen uden i et Diktatur. Saaledes mødes da ogsaa De Maistre med Robespierre, og han sætter Kronen paa Værket ved en Lovsang over Inkvisitionen.

Hvad disse Skribenter vil hævde, det er da Autoritet og Magt. Magten kuldkastes i Staten ved "folkelige Samfundsindretninger", der udsætter for tvungent Ministerskifte; den trues i Religionen, dersom Præstestanden opnaar forholdsvis Uafhængighed af Rom (derfor De Maistres Bog mod Gallikanismen), og dersom den stilles frit (som Bonald kalder det, "ved Presbyterianismen"); den omstyrtes i Familien i det Øjeblik Skilsmisse paa nogensomhelst Betingelse tilstedes. Konge, Minister og Undersaat, Pave, Præst og Myndighed, Mand, Hustru og Barn, det er for Bonald uadskillelige Trekløvere, dannede i Treenighedens Billede. Som uadskillelige sikrer de Autoritetens og Ordenens store Grundtanker.

Saa har vi da ved paa mange spredte Punkter at jage vor Sonde ned og allevegne møde samme Grundtanke fundet det nye Tidehvervs herskende Idé. Vi kan kalde den med mange Navne: Det er Udvorteshedens store Grundsætning i Modsætning til den selvegne Følelses og den personlige Forsknings. Det er Præstevældens store Grundsætning, Guds Suverænitet i Modsætning til Folkets, Autoritetens og Magtens Princip i Modsætning til Frihedens, Menneskerettighedernes og det menneskelige Sammenholds Principer. Og naar vi nu kaster et Blik ud over Menneskelivets forskellige Rammer, saa træffer vi ogsaa der overalt samme Løsen og samme hvide Fane. Grundtanken afpræger sig paa alle Omraader.

I Staten bevirker den, at Retsprincipet viger for Magtprincipet, der saa bestemmes som guddommelig Magt og bliver til Kongedømmet af Guds Naade. I Samfundet fortrænger den Broderskabets Idé og erstatter den med et halvt patriarkalsk, halvt tyrannisk Faderforhold, ligesom Lighedens Idé viger for Afhængighedens. I Moralen udsletter den den indre Lov og henviser til Kirkeforsamlinger og Buller. Den bestemmer Religionen ikke som Troen, men som Baandet, som hin "politiske Lænke", Revolutionsmændene netop havde udskældt den for at være. Den hævder Uopløselighed i Ægteskabet som i Staten. Den lærer, at Mennesket har faaet Sproget umiddelbart fra Gud og dræber dermed i Fødselen Sprogvidenskaben for at bygge en teologisk Pyramide over dens Lig. Den umuliggør Erkendelseslæren ved at give Forskningen den stærkest mulige synlige Autoritet til Rettesnor. Den fordummer den opvoksende Slægt ved at henlægge dens Opdragelse under et en Jesuitergeneral blindt lystrende Korps af fine, velopdragne Halvmænd.

Og da denne Retning ikke længe efter dens kraftige Fremtræden faar sin Poesi, saa stempler den snart ligeledes den fortællende Digtning, Romanen, Lyriken fra Vise og Kvad til Sang og Hymne, ja Skuepladsen med sit Særmærke. Ogsaa i Poesien hersker Liljerne. Den nye Digterskole faar Navn af den serafiske.

Dens Helte, dens typiske Personligheder, bliver Martyren som hos Chateaubriand eller Profeten som hos Hugo og De Vigny. Digterne søger deres Udgangspunkter og Tilskyndelser i Bibelen og Milton. Digterinder som Fru de Krüdener optræder som Profetinder og griber som saadanne virksomt ind i Tidernes Udviklingsgang. Højstemte og grublende Vers drejer sig som hos Hugo og Lamartine om Kongers Salvning og Kronprinsers Fødsel. Greven af Chambords er neppe mindre end et Mirakel og bliver besunget Frankrig over. Med Korset i Haanden driver Chateaubriand den hedenske Mytologi ud af den fortællende Digtning, med Korset i Haanden jager Lamartine og Hugo den hedenske Mytologi ud af Lyriken. Paa Teatret optræder de Tempelherrer og de Makkabæere, vi kender fra Zacharias Werners "Dalens Sønner" og "Makkabæernes Moder". Det første Æmne behandles af Raynouard, det andet af Guiraud. - Der gives ingen Følelse i Menneskehjertet, intet Omraade i den menneskelige Aand og ingen Afart af Literaturen som denne Genoprejsning af en Fortids Grundvæsen ikke, før den forsvinder, faar mærket med sit Aandspræg *8).

 

Noter til Kapitel 3:

*5) Ganske ligesom Bonald tager den bekendte Haller i sin "Restauration der Staatswissenschaft" sit Udgangspunkt i Angreb paa "Le contrat social".

*6) Bonald: Du divorce, considéré au 19me sie'cle relativement á l'état domestique et á l'état public de la société. Udg. af 1817, S. 29 og 31.

*7) Det eneste vittige Ord, der er bleven sagt om Buffons Sætning, skyldes Fru de Girardin. Hun forsøger at vise, hvorledes enhver af George Sands Romaner bærer Præget af en eller anden Personlighed, for hvem Forfatterinden har sværmet, og anfører saa dette Udbrud af en Spøgefugl: -"Det er især naar Talen er om kvindelige Forfatteres Værker, at man maa udraabe med Buffon: Stilen, det er Manden." Le Vicomte de Launay: Lettres parisiennes, Tome 1: 89.

*8) Bonald: Théorie du pouvoir 1-3. La Législation primitive. Essai analytique sur les lois naturelles. Du divorce. - Barante: Tableau de la littérature francaise au 18me siécle. - Lamennais: Essai sur l'indifférence en matiére de religion. - Laurent: Histoire du droit des gens. Tome 16.

 

4. "Kristendommens Aand".

 

Det er Chateaubriand's "Kristendommens Aand", hvis oprindelige Titel var den betegnende: "Den kristelige Religions Skønheder", der betegner Overgangen fra Reaktionens første til dens andet Holdested, idet dette Værk, koldt og lidet følsomt som det er, søgte at hævde og genindsætte Autoriteten igennem en Appel til Følelse og Fantasi.

Det Forsvar for Kristendommen, som her leveredes, var af en hidtil ukendt Art, fordi det henvendte sig til Indbildningskraften, ikke til Troen, til Følelsen, ikke til Forstanden. Skriftet synes ligesom overbevist om, at Forstanden nu var kristendomsfjendtlig og Troen forsvunden.

Forfatteren selv havde faa Aar i Forvejen været Fritænker, ja Materialist. I en ham tilhørende Bog fandt Sainte-Beuve efter hans Død Randbemærkninger tilføjede med hans egen Haand, der leverer Beviset derfor. Ved disse Ord "Gud, Materien og Skæbnen er Et" har han tilføjet: "Det er mit System, det er det, jeg tror paa". Hvor der i Teksten staar følgende Tankegang: "Du siger, at Gud har skabt dig fri. Det er ikke Spørgsmaalet: Har han forudset, at jeg vilde falde, at jeg evigt vilde blive ulykkelig? Ja utvivlsomt. I saa Fald er Eders Gud kun en frygtelig og urimelig Tyran," har han i Randen sat: "Denne Indvending er uigendrivelig og styrter den hele kristelige Tankebygning fuldstændigt overende. For Resten tror Ingen mere derpaa."

Dette er Chateaubriands Ungdomsstandpunkt, som han dog kun i kort Tid indtog; thi han havde for meget medfødt Tvivlshang til at kunne holde selv en nægtende Overbevisning fast. Hvad der var af Tro i det attende Aarhundredes Filosofi, Overbevisningen om det stadigt fortsatte menneskelige Fremskridt, har rimeligvis først stødt ham tilbage, og med denne Overbevisning faldt snart hans Ungdoms andre. Selv giver han den Grund til sit Omslag, at hans Moder ved sin Død efterlod den Bøn til ham, at holde fast ved hendes Tro. "Jeg græd og troede," siger han.

Selv omvendt eller halvvejs omvendt ad Følelsens Vej forsøgte han nu at paavirke Andre paa samme Maade. Kunde man ikke mere vente at finde Forstands-Modtagelighed for Kristendommens Dogmer, saa kunde man dog altid vente Medfølelse med dens rørende og ophøjede Poesi. Det var en ejendommelig og tidssvarende Tanke at forvandle Forsvaret for Kristendommen til Skønhedslære. Han helliger Kirkeklokkernes mildt melodiske Klang et helt Afsnit. Han beskriver den simple Landsbykirkes uskyldige Fred. Han giver Billeder og Lignelser, hvor man venter Beviser. Bonald brugte det Udtryk, at i Bøger, der var Forstandsværker som hans egne, viste Sandheden sig som en Konge i Spidsen for sin Hær paa en Kampdag, men i Bøger som Chateaubriands lignede den snarere en Dronning paa hendes Kroningsdag, omgivet af hvad Pragtfuldt og Yndefuldt man blot havde kunnet opdrive. Meningen er, at Chateaubriand snarere vil røre end overbevise. I Privatsamtale udtrykte Bonald sig iøvrigt mere ligefrem. Han sagde: Jeg gav mine Piller som de var, han gav sine med Sukker.

Ingen Bog afgiver visselig en bedre Maalestok for hvor lidet alvorlig den religiøse Genfødelse var, end denne. Dens Synsmaade er den, som man er bleven enig om at kalde den romantiske. Den vender sig mod Fortiden, og da Romantikeren er et Fantasimenneske, ser han Fortiden i et fantastisk Lys. Romantikerens Religion er en Paradereligion, et Redskab for Politikeren, en Lyra for Digteren, et Sindbillede for Filosofen og en Modesag for denne Verdens Børn.

Som de tyske, de danske og senere de franske Romantikere sværmer Chateaubriand for det Hemmelighedsfulde og begynder sit Forsvar for Autoritetstroen med at paaberaabe sig det Mysteriøse i Livet i ren Almindelighed. "Der gives ikke andet Skønt eller Sødt eller Stort i Livet end det Hemmelighedsfulde. De vidunderligste Følelser er de, som paa en Gang bevæger og forvirrer os. Undseelse, kysk Elskov, rent Venskab er fulde af Hemmeligheder ... Er Uskyldigheden, som i sit Væsen kun er en hellig Uvidenhed, ikke det mest uudsigelige Mysterium? - Kvinderne, Menneskehedens skønnere Halvdel, kan ikke leve uden Mysterier."

Springet herfra til Dogmerne i en saakaldt aabenbaret Religion synes stort.

Der er noget Beslægtet i den Maade, paa hvilken De Maistre bruger Mysteriet. Det gælder for ham blot om at vise, at en eller anden Statsindretning er uforklarlig, saa tror han at have bevist, den er guddommellg. For arveligt Kongedømme og arvelig Adel lader der sig efter hans Mening ikke anføre nogen forstandig Grund - Bevis nok for at de er af Guds Naade. Hvad lader der sig sige til Forsvar for Krig? Ikke meget, mener han; følgelig er Krigen et Mysterium. Ser man nøjere til, begriber man, at denne Vending er nødvendig. Autoriteten fordrer som sit Modstykke Mysteriet. Saaledes siger Michaud i Tilegnelsen af Digtet "En Landsforvists Foraar" (Le printemps d'un proscrit) 1803: "Samfundet bør have sin hemmelighedsfulde Side lige saa vel som Religionen, og jeg har altid tænkt, at man undertiden burde tro paa Fædrelandets Love, som man tror paa Guds Bud. Saavel i det daglige Liv som i Politiken er der Ting, man udfører bedre, naar man ikke tænker paa den Aarsag, der bringer En til at handle."

Chateaubriands Skrift var glimrende og blændende ved sin Form. Uden disse Egenskaber havde det ikke gjort den Opsigt, det vakte; det indeholder Naturbeskrivelser, Stemningsudbrud og ganske enkelte Bemærkninger af Værdi. Men dets literære og poetiske Værd er dog sammentrængt i Novellerne "Atala" og "René", der efter Chateaubriands oprindelige Idé skulde udgøre Kapitler af Skriftet, hvor de vilde have gjort besynderlig Figur mellem Kapitler som det om Missionærerne og det om de barmhjertige Søstre. De blev nu imidlertid udsendte som Prøveballoner længe før Værket, og med dem har vi Intet at gøre; dem har vi paa sit Sted set i deres historiske Betydning. (Emigrantliteraturen, S. 22, 42.)

Værkets Fremgangsmaade bestod efter Forfatterens eget Udsagn ikke i en Godtgørelse af at Kristendommen er fortræffelig, fordi den kommer fra Gud, men af at den kommer fra Gud, fordi den er fortræffelig (excellent).

Chateaubriand viser, at man har havt Uret i at ringeagte Kristendommen, at den har smukke, ophøjede, poetiske Egenskaber. Han overser, at selv om det lykkes ham paa mange Punkter at eftervise Sneversyn hos Encyclopædisterne, mod hvem han uafbrudt fejder, saa leverer dette Forhold jo ingen Art Bevis for Religionens guddommelige Udspring.

Det hele Værk er i Virkeligheden fremgaaet af den Uvilje og Ringeagt, der efterhaanden havde udviklet sig hos ham for det attende Aarhundredes Filosofi og Digtning. Dets Aand forekom ham nu dræbende, kvælende for al Menneskesjælens højere Higen og Tragten. Dette Aarhundrede havde miskendt Patos og Poesi. Det gjaldt da om at forkaste hvad det havde lovprist og at prise hvad det havde vovet at forsmaa. Men hvad havde det forsmaaet som Kristendommen!

Chateaubriand var ikke nogen gudelig men en kunstnerisk anlagt Natur, og han havde en frugtbar Kunstnertanke. Han indsaa at det klassiske Tidsrum i Frankrig havde levet sit Liv til Ende og udtalte den Paastand, at Efterligningen af den hedenske Oldtids Værker nu burde være forbi. I ikke mindre end 250 Aar havde den idetmindste tilsyneladende varet ved. Digterne havde undgaaet de nationale og religiøse Emner og hyldet den antike Mytologi; i Slutningen af det attende Aarhundrede havde de end ikke mere efterlignet Oldtiden men deres egne Poeter fra det syttende Aarhundrede. Nu var det nok, nu burde Frankrig afskaffe den mytologiske Digtning og faa sig en Literatur, der var beaandet af Landets egen Historie og Landets egen Religion.

Ad denne Omvej kom han til sin Hævden af Kristendommens Skønhed og til sit Forsvar for den som mere kunstnerisk værdifuld end noget Hedenskab.

Forsvarsmaadens Art leverer Beviset for Beskaffenheden af den hele Retning, som Værket indleder. Foran dets æstetiske Parti er stillet et dogmatisk, der overensstemmende med Bogens hele Holdning gaar ud paa at opvise de kristelige Dogmers Skønhed. Her nogle Eksempler paa de urimelige Følger, som denne Hvor-skønt!-Stil medførte.

Om Nadveren siger Chateaubriand: "Vi véd ikke, hvad man skulde kunne indvende mod et Naademiddel, der bringer En til at gennemløbe en saadan Kres af digteriske, sædelige, historiske og oversanselige Forestillinger, mod et Naademiddel, der begynder med Blomster, Ungdom og Ynde og som ender med at lade Gud nedstige til Jorden for at hengive sig til aandelig Næring for Menneskene." Hvad man skulde kunne indvende! ikke det Mindste, i Fald dette er sandt.

Trods Skønskranteriet gaar Chateaubriand tilværks med ikke ringe Pedanteri. Den ugifte Stand, som den er den katolske Gejstlighed paabudt, betragtes først fra det sædelige Synspunkt og kaldes, saaledes undersøgt, den sædeligste Indretning af alle, saa helliges der den et nyt Afsnit med den en Smule komiske Titel "Undersøgelse af Jomfrueligheden, set fra det poetiske Synspunkt". Dette slutter med følgende Ordstrøm: "Saaledes ser man, at Jomfrueligheden, der hæver sig fra det nederste Led i Væsenernes Kæde (dens Betydning undersøges nemlig ogsaa hos Dyrene), strækker sig op til Mennesket, fra Mennesket til Englene og fra Englene til Gud, hos hvem den taber sig." Og hertil var i den oprindelige Udgave, som om dette ikke var nok, endnu føjet: "Gud er selv Altets store Ensomme, Verdenernes evige Pebersvend (célibataire)". Det undrer, at Faderforholdet til Treenighedens anden Person slet ikke kommer i Betragtning.

Med des større Fynd kan Forfatteren da hævde Jomfrueligheden for Frelserens Vedkommende. Han siger:

"De Kristnes Lovgiver fødtes af en Jomfru og døde jomfruelig". Og hertil føjer han saa disse Ord: "Har han ikke herved villet lære os, at i politisk og naturlig Henseende var Jorden naaet til Fuldtallighed med Hensyn til sine menneskelige Beboere, og at vi nu langt fra at burde mangfoldiggøre Slægten, omvendt burde se at indskrænke Indbyggerantallet."

Man staar maalløs ved at se Malthus' Befolkningslære udkomme som Summen af denne kristelige Romantik. Hvem havde vel troet at der var saa megen Statsøkonomi i Evangelierne!

I Anledning af Treenigheden staar der: "Tallet 3 synes i Naturen at være Tallet fremfor alle; det er ikke frembragt, hvorfor Pythagoras kaldte det Tallet uden Moder. Man kan opdage en og anden dunkel Overbevisning om Treenigheden selv i Flerguderiets Lærdomme. Gratierne havde taget den til Grænse for deres Tal." Saaledes bæres hos Chateaubriand Treenigheden af Gratierne som Kariatider. Og hertil svarer, at han godtgør Korsets Guddommelighed ved en Henvisning til Stjernebilledet det sydlige Kors.

Med Forsvaret for de kristelige Dogmer stemmer et Forsvar som dette for den kristelige Kirkeskik: "I Almindelighed kan man svare, at den hele kristelige Kirkebrug er i højeste Grad sædelig, allerede af den Grund, at den er bleven udøvet af vore Fædre, at vore Mødre har staaet som kristne Kvinder ved vor Vugge og at Religionen har sunget sine Salmer over vore Fædres Kister og ønsket dem Fred i deres Grave." Var det ikke allerede i og for sig klart, at dette Forsvar lader sig anvende for en hvilkensomhelst Religion, vilde hertil endnu ved denne Lejlighed komme, at det netop passer allermindst i et Tilfælde, hvor det gjaldt om at bringe Sønnernes Slægt til at rive sig løs fra Fædrenes kristendomsfjendske Livsanskuelse.

Ikke mindre snurrige er de Beviser til Retfærdiggørelse af Verdensordenens gode Hjerte, der i Værket hentes fra Naturbetragtningen. Chateaubriand siger: "Er en Krokodille, en Slange, en Tiger mindre kærlige mod deres Smaa end en Nattergal, en Høne, ja en Kvinde? ... Er det ikke lige saa underfuldt som rørende at se en Krokodille bygge Rede og lægge Æg som en Høne, og et lille Uhyre komme ud af Skallen ganske som en Kylling? Hvor mange rørende Sandheder indeholder ikke denne Modsætning! hvor bringer den En ikke til at elske Guds Godhed!"

Rent ud spøgefuld er Chateaubriands Paavisning af guddommelige Hensigtsaarsager i Naturen. Han forklarer, at Trækfuglene kommer til os paa en Aarstid, hvor Jorden ikke mere giver Afgrøde, i det Øjemed at blive spiste. Han udvikler, at Husdyrene fødes nøjagtigt med den Grad af Instinkt, som er nødvendig til at de kan tæmmes.

Hvor Nykatolicismens Mænd kommer ind paa Nogetsomhelst, der vedrører Natur eller Naturvidenskab, der bliver de regelmæssigt højkomiske. Hvem der har Lyst, kan i Chateaubriands Anmeldelse af Bonalds "Den oprindelige Lovgivning" efterslaa hans Forfærdelsesudbrud over at have hørt en lille Dreng besvare Lærerens Spørgsmaal: Hvad er Mennesket? med Ordene: Et Pattedyr. Og i samme Aand udtaler De Maistre ofte, at den hele Kemi trænger til en Omdannelse fra teologisk Side, eller at det nok vil lykkes en eller anden ærlig Lærd at vise, det ikke er Maanen, men Gud, der er Skyld i Ebbe og Flod, samt at Vandet, som er et Element ikke lader sig opløse i Ilt og Brint. Ja han mener, at Fuglene afgiver et levende Bevis imod Tyngdeloven. En af Personerne i hans "Aftensamtaler i St. Petersborg" bemærker i den Henseende, at Fuglene overhovedet er mere overnaturlige end de andre Dyr, hvad allerede viser sig i, at Duen har den udsøgte Hæder at forestille den hellige Aand. At Krokodillen lægger Æg, at Fuglene flyver, det er Mirakler for disse Mænd.

Efter Værkets dogmatiske Del er det, at den æstetiske, som udgør dets Kærne, følger. Her bestræber Chateaubriand sig for at vise, at "af alle Religioner, der nogensinde har været til, er den kristelige Religion den mest poetiske, den mest menneskelige, den gunstigste for Friheden, Kunsten og Literaturen, at den moderne Verden skylder den Alt, fra Agerdyrkningen til de abstrakte Videnskaber, fra Tilflugtsstederne for Ulykkelige til de Kirker, der byggedes af Michelangelo eller prydedes af Raffael, at der ikke gives noget mere Guddommeligt end dens Moral, intet mere Elskeligt og Højtidsfuldt end dens Dogmer, dens Lære og dens Gudstjeneste, at den begunstiger Geniet, renser Smagen, udvikler de dydige Lidenskaber, giver Tanken Kraft, skænker Forfatteren og Kunstneren de ædleste Former o. s. v."

I 200 Aar havde den store Strid, om Fortrinet tilkom de Gamles eller de Modernes Bøger, strakt sig igennem den hele nyere Literatur, et Stridsæmne, der allerede sysselsatte Corneille og Racine, dernæst gav Stødet til de ældste Oversættelser af græske eller romerske Oldtidspoesier og hvis Drøftelse lidt efter lidt havde ført til, at den moderne Aand fattede sig sammen i Selvtillid efter det første overvældende Indtryk af Antikens Herlighed. Det var denne tohundredaarige Forhandling, som Chateaubriand nu optog paany i en ikke hidtil anvendt Form som Drøftelse af Kristendommens Værd for Poesien og Kunsten i Sammenligning med de gamle Mytologiers. Paa den forunderligste Maade skødes det af ham til Side, at det dog ikke kommer an paa, om en Religion er poetisk eller i hvilken Grad den er det, men om den har Sandheden for sig eller ej. Og til hvilke Midler maa saa Chateaubriand ikke ty for at belægge sine Paastande! Han sammenligner f. Eks. det hedenske Tartarus æstetisk med det kristelige Helvede. Hvor meget har ikke dette forud! "Torturernes Poesi og Kødets og Blodets Hymner."

Saaledes klirrer han poetisk med Helvedes Marterredskaber, bruger dem som æstetiske Rangler for det nye Aarhundredes gamle og sløve Børn og bringer en Salonkristendom paa Mode til Brug for de højere og afspændte Samfundsklasser i Frankrig. I det syttende Aarhundrede havde man troet paa Kristendommen, i det attende havde man fornegtet og udryddet den, i det nittende begyndte nu den Art af Fromhed, som bestod i vemodigt at gaa udenom Kristendommen, som man gaar rundt om en Museumsgenstand og sige: hvor poetisk! hvor rørende og hvor dejligt! Man anbragte en Klosterruin i sin Have og satte en Automat klædt paa som en Eremit til at passe paa Ruinen. Et Guldkors blev paany en klædelig Pynt for en Dame af det gode Selskab og man rørtes til Taarer ved Kirkekoncerter. Man blev bevæget ved Tanken om, hvilken Trøst Religionen er for den Fattige og Nødlidende. Man havde mistet den gamle Tids enfoldige Tro og holdt sig til det Ydre, den katolske Kirkes Betydning for Literatur og Kunst, dens Indflydelse paa Samfund og Stat. Man sminkede Autoritetsprincipet, saa gammelt og saa aflægs som det var, op med Følsomhedens og Sværmeriets Sminke, for at det kunde se ungt og indbydende ud, men opnaaede kun at gøre det forhen saa frygtelige Princip til Latter.

Og som Constant nu skrev sin Bog om Religionerne i Huset hos sin Veninde Fru de Charriére, saaledes Chateaubriand dette Værk hos sin opofrende og fortrolige Veninde Fru de Beaumont; hun hjalp ham med Sammensøgningen af de Citater, han havde Brug for til det. Til nogen Verdslighed synes da Skriftet at have levnet Rum i hans Sjæl.

Hvor højtravende ivrede ikke Chateaubriand senere under Ludvig den Attende mod de gifte Præster, med hvilken Harme ophidsede han ikke de kongeligt og kirkeligt Sindede imod dem, hvor sørgede han ikke for at faa dem unddraget hver Øre af deres Lønning til Straf for, at de havde benyttet sig af Republikens Love og giftet sig som enhver anden Borger! Og var han da ikke selv, "den ydmyge Levit", som han i Fortalen kalder sig, som Forfatter til "Kristendommens Aand" en Slags Præst, ja mere end en almindelig Præst, og var han ikke gift, endda gift uden Præst? Jeg anfører dette Træk, fordi det er et af de tusinde Tegn paa Noget, der viser sig overalt i den hele Genindførelse af det Kirkelige, og om hvilket jeg ikke tror, at Ordet Hykleri skønt stygt er for grovt et Ord.

Saaledes er denne Bog og saaledes blev den til. Dens uhørte Held og dens uhyre Indflydelse giver den en Betydning, som den ikke vilde have ved sig selv. Det var Øjeblikkets Bog, den indsmuglede Autoritetsprincipet, som snart skulde bestige Tronen, i en Indpakning af Føleri.

 

5. Joseph de Maistre.

 

Dets Tronbestigelse blev hidført af en Mand af helt andet Malm.

Grev Joseph de Maistre fødtes i Aaret 1754 i Chambéry i Savoien i en Familie, som tilhørte den høje Embedsstand, og som i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede var indvandret fra Frankrig. I Forældrenes Hus raadede Faderens strenge og myndige Aand, baaret af gammeldags Religiøsitet. Joseph de Maistre, som var det ældste Barn af ti, blev opdraget i saa ubetinget en Lydighed, at han endnu ved Universitetet i Turin aldrig tillod sig at læse en Bog uden at have skrevet til sin Fader om Tilladelse dertil. Han fordybede sig fra sin unge Alder af i alvorlige Studier, og lærte syv Sprog, hvad der for en Fransktalende endnu er en Sjældenhed men da var en større. Han gik Embedsvejen, blev Øvrighedsperson og Senator i sin Fødeby som hans Fader før ham, og giftede sig 32 Aar gammel.

Han var Familiefader med to Børn, da den franske Revolution brød ud og foranledigede en gennemgribende Omvæltning i hans Livsskæbne. Savoien blev indlemmet i Frankrig, og han forlod sit Hjem for at blive sin Konge tro; man gav ham Valget mellem at blive Borger af den franske Republik og at faa sine Godser inddragne; han vaklede ikke. Han levede nu nogle Aar i Schweiz, forfattede der sit første (anonyme) Arbejde "Betragtninger angaaende Frankrig", skrevet 1796, udgivet i London 1797, og lærte der bl. A. Fru de Staeuml;l at kende, hvem han fandt saa "forrykt" som den moderne Filosofi efter hans Opfattelse maatte gøre enhver Kvinde, men hvem han forøvrigt kalder "forbausende aandrig, især naar hun ikke stræbte at være det". De mundhuggedes saa Gnisterne fløj uden nogensinde derfor at blive Uvenner.

I 1797 da Kongen af Sardinien bukkede under og nødsagedes til at forlade sine Besiddelser paa Fastlandet for at ty ud paa sin Klippeø, var Grev de Maistre netop i Tune. Han maatte flygte derfra til Venedig, hvor han ankom efter mange Gange at have været i Livsfare og hvor han med sin Familie led stor Nød. Fra Aaret 1800 var han den højeste Øvrighedsperson paa Sardinien og forsøgte med Møje at hidføre faste Tilstande i Øens slappede Retsvæsen. 1802 udnævnte den fra alle Sider forladte Konge ham til sin Minister i St. Petersborg. Overtagelsen af denne Post tvang ham til at skille sig fra sin Familie, til hvilken han var knyttet ved de inderligste Baand. Lønnen var saa ussel, at den neppe kunde brødføde ham, end mindre flere. Han var saa fattig, at han ikke engang ejede en Pels. Men i Rusland, hvor Alexander den Førstes Regering netop da stod i Flor og hvor det lige straks lykkedes den fattige Minister for en Magt, der næsten ikke kom i Betragtning, at vinde Kejserens Tillid i allerhøjeste Grad, udfoldede de Maistres Evner og Indflydelse sig helt. Hans Karakters Fasthed og Renhed, hans udpræget fyrstetro og samfundsbevarende Anskuelser, endelig hans kundskabsrige Aands Skarphed og Vid sikrede ham en overlegen Stilling ved et Hof, hvis Herre hverken manglede Sans for en ualmindelig Karakter eller for fremragende Evner.

Skønt af Nationalitet en Piemonteser og af Livsstilling som Diplomat nødvendigvis til en vis Grad Verdensborger, tilhører Joseph de Maistre ved sit Sprog og ikke ved det alene den franske Literatur. Alle hans literære Forudsætninger var franske, og der var i hans Aands hele Anlæg meget Fransk. Ikke blot var Frankrig ham altid Hovedmagten i Europa og Frankrigs Konge som den "allerkristeligste" Hersker nødvendigvis Hovedstøtten for Enevældens og Kristendommens Statsorden, men han holdt i Grunden med Frankrig, selv naar dets Fjender kæmpede for hans Ideer imod det. Trods Alt glædede han sig, naar han saa det republikanske Frankrig slaa de forbundne Hære. Thi disse vilde Frankrigs Deling, Tilintetgørelsen af dets Indflydelse: "Men vore Efterkommere, der vil bryde sig saare lidt om vore Lidelser og der vil danse paa vore Grave, vil lettelig trøste sig over de Udskejelser, som vi har været Vidner til og som har bevaret det skønneste Rige efter Himmeriges udelt." Han ønsker Sejr over Jakobinismen, men ikke Frankrigs Ødelæggelse, thi den vilde være enstydig med "Menneskeslægtens uigenkaldelige Fordummelse."

Han følte sig da ogsaa i visse Maader som af fransk Blod. Hele sit Liv igennem hævder han og opfylder han sin Troskabspligt som Kongen af Sardiniens Mand og Tjener, men naar han bliver mere end almindeligt slet belønnet for sine Tjenester, kommer Følelsen af egenlig ved en Art Naturfejltagelse ikke at være bleven Franskmand op i ham. Det hedder i et af hans Embedsbreve: "Jeg kan ikke faa ud af mit Hoved, at jeg, hvordan jeg end bærer mig ad, slet ikke er den Mand, som passer for Hs. Majestæt. Undertiden indbilder jeg mig i mine poetiske Drømmerier, at Naturen en Gang har baaret mig i sit Forklæde fra Nizza til Frankrig, har gjort et Fejltrin paa Alperne (hvad der er saare undskyldeligt hos en gammel Dame) og at jeg saa faldt ned i Chambéry. Hun skulde være gaaet lige til Paris, eller i det mindste have standset i Turin, hvor jeg kunde have udviklet mig; men den uhelbredelige Dumhed er nu engang gjort den 1. April 1754. Jeg finder i mig selv jeg véd ikke hvad for et gallisk Element, for hvilket jeg iøvrigt har den Agtelse, som jeg skylder det." (note: Corréspondance diplomatique 1: 197) - Saaledes er det ikke blot muligt men nødvendigt at nævne hans Navn først blandt deres, der i Frankrig har hidført det voldsomme aandelige Tilbageslag mod det attende Aarhundredes Grundtanker.

Allerede i 1796 røber hans første Bog Præget af den Reaktion, han giver Udtryk og haardnakket Følgestrenghed. Det gælder for ham endnu under Revolutionen, men i det Øjeblik da Modrevolutionen er ved at komme til Kræfter, om at hævde de to Magter, som Aarhundredet havde gjort det af med, Troen paa det Overnaturlige og Dyrkelsen af det politisk Nedarvede.

Han udvikler at ethvert Folk som ethvert Menneske har sin Sendelse at opfylde. Frankrig har paa den mest skyldbetyngende Maade misbrugt den Øvrighedsstilling, som var det overdraget i Europa. Det stod i Spidsen for det religiøse System, og ikke uden Grund kaldtes dets Konge for den allerkristeligste. Da det nu har brugt sin Indflydelse til at handle stik imod sit Kald og virke fordærvende paa Europa, kan man ikke undre sig over at det ved frygtelige Tugtelser bliver ført tilbage til den rette Vej. Den franske Revolution har havt et satanisk Præg, der skiller den fra alt, hvad man har set og maaske fra alt, hvad man vil faa at se. Dens saakaldte Lovgivere har udtalt et Ord som dette "Folket lønner ingen Gudsdyrkelse", et Ord, der næsten tyder paa Had til Guddommen.

Allerede Rousseau, som dog er "det Menneske, der mest har taget fejl" indsaa, at kun en snever og hovmodig Filosofi betragtede Stifterne af Religioner som den jødiske eller muhamedanske blot som heldige Bedragere. Filosofien er en opløsende, Religionen alene en ordnende Magt. Men ingen Religion i Verden kan sammenlignes med Kristendommen. Den alene er, skønt grundet paa overnaturlige Kendsgerninger og skønt en Aabenbaring af ufattelige Dogmer, bleven troet 18 Aarhundreder igennem og forsvaret af Tidernes første Mænd fra Origenes til Pascal. Nu er den bleven styrtet og dens Altre væltede; Filosofien staar som Sejerherre, men hvis Kristendommen udgaar af denne Prøvelse mere ren og mere stærk end nogensinde, saa gør Plads, Franskmænd! for den allerkristeligste Konge, løft ham op paa hans gamle Trone, rejs hans ildfarvede Banner (Oriflammen) og lad det forkynde, at Kristus befaler, styrer og sejrer!

Der gives ingen anden Regeringsform end Gudsvælde (Præstevælde) og enhver Forfatning kommer fra Gud. En Forfatning fremgaar aldrig af en Forhandling, og Folkenes Rettigheder er aldrig skrevne, thi de Grundlove, som er skrevne, er aldrig andet end Kundgørelser af ældre Rettigheder, om hvilke man kun kan sige at de findes, fordi de findes. Forfatningen af 1795 er som de tidligere revolutionære gjort for "Mennesket". Men der gives ikke "Mennesker" i Verden: "Jeg har i mit Liv set Franskmænd, Italienere, Russere osv., jeg véd endog - takket være Montesquieu - at der gives Persere; men Mennesket har jeg aldrig i mine Dage mødt; hvis det findes, er det imod mit Vidende." Nej, naar Befolkningen, Sæderne, Religionen, den geografiske Beliggenhed, de politiske Forhold, Nationalformuen, de gode og slette Egenskaber hos et vist Folk er givne, saa er en Forfatning Løsningen af den Opgave, at finde de Love, som passer for dette Folk.

Han undersøger, hvorledes Modrevolutionen vil finde Sted, og han viser forstandigt Urimeligheden af den Antagelse, at den kun kan komme som Udslag af folkelig Vilje. Et Faatal af fire eller fem Personer, siger han, vil maaske give Frankrig en Konge. Breve fra Paris vil forkynde Provinserne, at Frankrig har en Konge, og Provinserne vil raabe: Leve Kongen! Og De Maistre forudsiger Genindsættelsen endog i Enkeltheder. Han gør det (i Kraft af sin haardnakkede Forsynstro) paa et Tidspunkt, da saadanne Forhaabninger maatte synes byggede paa Sand. Og han viser allerede her den fængslende Forening af yderliggaaende Begejstring for de førrevolutionære Tilstande med den praktisk politiske Sans, der faar ham til at undgaa ethvert Principrytteri, som vilde gøre disse Tilstandes Tilbageførelse umulig, idet han med Hensyn til det kildne Spørgsmaal, om Kongemagtens Tilbagevenden vil medføre National-Ejendommenes Tilbagegivelse til deres rette Ejermænd, udtrykker sig med en Forsigtighed, der staar i stærk Strid med Skriftets overbeviste og udæskende Tone. Han forklarer, at en revolutionær Regering efter sit Væsen afgiver et ustadigt Herredømme. Under den er Intet fast. Da nu Erhvervelsen af Nationalejendomme efter den almindelige Opfattelse ikke endnu er befriet for den Plet, der oprindeligt klæber ved den, saa vilde en Regering, der aldrig betragtede det som sig forment at omstyrte det engang Gjorte, efter al Sandsynlighed falde over disse Godser og Grunde, saasnart den kunde: "Derimod er under et stadigt Styre Alting stadigt, saa det endog for Erhververne af Nationalejendomme er vigtigt, at Kongedømmet genoprettes, for at de kan vide, hvad de har at holde sig til." - Med andre Ord, der er saa megen Hensyntagen til Forholdene i ham, at han indser, det ikke gaar an at regere efter Revolutionen nøjagtigt som før den.

Hans Grundanskuelse som Politiker er den, at Staten er en Organisme, at den som Organisme har virkelig Enhed og lever i Kraft af en fjern Fortid, hvoraf den øser som af et Væld, og i Kraft af et indre, hemmeligt Livs-Ophav. Den udgaar ikke af en Drøftelse, men af en uudgrundelig Løndom. Derfor betyder en skreven Forfatning Ingenting. Det er Folkesjælen, som giver Folket Enhed og Varighed, og denne Sjæl er Folkets Kærlighed til sig selv og de nationale Minder. Frankrig er ikke tredive Millioner Mennesker, der lever mellem Pyrenæerne og Rhinen, men tusind Millioner Mennesker, der har levet der. Fædrelandet er ikke andet end Enheden af dem, som lever, som har levet og som i Fremtiden vil leve paa det samme Stykke af Jorden. Og idet nu en enkelt Familie bliver Sindbilledet paa denne Folkets fortsatte Bestaaen, naaer De Maistre til Kongedømmet.

Suveræniteten lader sig ikke dele. Derfor har Kongen ikke at dele sin Magt med Landets Store. Disse har ingen Særrettigheder, men de har Pligter. De er Kongens Raad, Vogtere af den nationale Enhed, idet de knytter Folket til Tronen, og Vogtere af den nationale Sammenhæng, idet de hævder Overleveringen. De bør uophørligt forkynde Autoritetens Velgerninger for Folket og Frihedens Velgerninger for Kongen. Loven er som Lov ens for Alle, derfor uden den Smidighed, der udfordres til at kunne give og sikre Frihed. Den oplyste Enevælde er Betingelsen for Frihed.

Da Bonaparte opstaar og hurtigt udvikler sig til Napoleon, er Joseph de Maistre selvfølgeligt hans uforsonlige Fjende. Men han anerkender Eneherskeren i ham, føler at det franske Folks Enhed er levendegjort i ham, skønt han i hans Øjne er "det sydlige Djævleskab" (demonium meridianum, se Corr. diplom. 2: 65). Han skriver (Juli 1807): "Bonaparte lader sig i sine Aviser kalde Guds Udsending. Intet er sandere. Bonaparte kommer lige fra Himlen ... som Lynet." Med andre Ord, de Maistre saa i de Ulykker, Napoleon bragte over Europa som i alle (gudsendte) Ulykker Straffedomme, hvis Retfærdighed ikke formindskede deres Udøveres Skyld. Han bestræbte sig endog af Kærlighed til sit Land for, saa meget det end kostede ham, i 1808 fra St. Petersborg af at opnaa Foretræde hos Napoleon i den Hensigt at tale Sardiniens Sag. Han foretog Skridtet ikke som Minister men som Privatmand paa eget Ansvar. Napoleon, der iøvrigt lod hans Brev ubesvaret, men der øjensynligt har havt et Indtryk af Mandens Værd, lod ham paa adskillige Maader udmærke af den franske Afsending i Rusland og tog ham ingenlunde hans Dristighed ilde op. Det gjorde derimod hans eget Hof. Man var meget fornærmet og lod ham vide, at Kabinettet var blevet forbavset over det gjorte Skridt, om hvilket han straks havde indgivet Melding. Med stolt Ironi svarer han: "Kabinettet er blevet forbauset! Det gør intet til Sagen, at Verden styrter sammen; men Gud bevare os for et uforudset Indfald! Og det er dette, som endnu mere levende overbeviser mig om at jeg ikke er Deres Mand; thi jeg kan love Dem at besørge Hs. Majestæts Anliggender saa godt som en Anden, men jeg kan ikke love, aldrig at forbause Dem. Det er en Mangel ved min Karakter, som jeg ikke kan raade Bod paa." Han sandede hvad han etsteds har sagt, at det at stole paa Standhaftigheden af et Hofs Velvilje "bogstaveligt er det Samme som at lægge sig paa en Møllevinge for at sove trygt." Og han forsvarer sig med disse Ord: "Jeg kender alt, hvad man kan sige om Bonaparte; han er Magtraner, han er Morder; men læg vel Mærke til, at han er Magtraner i ringere Grad end Vilhelm af Oranien og Morder i ringere Grad end Elisabeth af England ... Foreløbig er vi ikke stærkere end Gud, og vi maa forhandle med Den, hvem det har behaget ham at overdrage Magten." (Lettres et opuscules 1: 114.)

Fjorten Aar tilbragte Joseph de Maistre som Afsending i St. Petersborg, smerteligt adskilt fra de kvindelige Medlemmer af sin Familie. Mange Sorger nagede paa Faderhjertet. Hans yngste lille Datter var ham helt fremmed. I hans Breve forekommer om hende det rørende Ord, at naar han om Natten overanstrengt af Arbejde ligger paa sit Leje, tror han "at høre det græde i Turin".

Kejseren af Rusland havde for at vise ham sin Agtelse og Velvilje givet baade hans Broder og hans unge Søn Stillinger som Officerer i sin Hær. Broderen bliver saaret under Felttoget i Kaukasus. Sønnen deltager i Krigen mod Napoleon. "Ingen véd," skriver han, "hvad Krig er, naar han ikke har en Søn, som er med. Jeg stræber, saa godt jeg kan, at afbryde de Forestillinger om afhuggede Arme og knuste Hoveder, som uophørligt piner mig; saa spiser jeg til Aften som en Yngling, sover som et Barn og vaagner som en Mand, det vil sige tidligt."

Den store Lovpriser af Bøddelen og Baalet havde i sit private Liv et meget ømt Hjerte. Han manglede i sine private Udtalelser ingenlunde Godlidenhed, saalidt som der i hans offenlige Udtalelser fattedes et vist Lune.

Elskværdigst viser han sig maaske i Brevene til sin Datter: "Du spørger mig, mit kære Barn, hvoraf det kommer, at Kvinderne er fordømte til Middelmaadighed. Det er de ingenlunde. De kan endogsaa blive store, men paa kvindelig Maade. Ethvert Væsen bør holde sig paa sin Plads og ikke efterstræbe andre Fortrin end dem, der tilhører det. Jeg har her en Hund ved Navn Biribi, som er vor Glæde; hvis den en Dag fik Lyst til at lade sig sadle og tøjle for at bære mig ud paa Landet, saa vilde jeg være lige saa lidt fornøjet med den, som med din Broders engelske Hest, dersom den fik Lyst til at hoppe op paa mit Knæ eller drikke Kaffe med mig. Visse Kvinders Vildfarelse bestaar i den Indbildning, at de for at hæve sig over Gennemsnittet maa gøre det som Mænd ... Dersom en smuk Dame for tyve Aar siden havde spurgt mig: Tror De ikke, at en Dame ligesaagodt som en Mand kan være en stor General, saa vilde jeg ikke have undladt at svare: Uden Tvivl, Frue; hvis De kommanderede en Hær, vilde Fjenden kaste sig paa Knæ for Dem, ligesom jeg gør nu, og De vilde drage ind i den fjendtlige Hovedstad med Trommer og klingende Spil. Hvis hun havde sagt til mig: Hvad forhindrer mig fra at kunne lige saa megen Astronomi som Newton? vilde jeg lige saa oprigtigt have svaret: Intetsomhelst, min guddommelige Skønhed. Tag Kikkerten, og Stjernerne vil anse det for en stor Ære at blive lorgneterede af Deres smukke Øjne og skynde sig med at røbe Dem alle deres Hemmeligheder. Se, saaledes taler man til Kvinderne baade i Vers og i Prosa. Men den er brav dum, som tager det for gode Varer." Han udvikler nu, at Kvindens Kald er at føde og opdrage Mænd, og fortsætter: "Forresten, mit kære Barn, bør man ikke overdrive Noget. Jeg tror, at Kvinderne i Almindelighed ikke bør lægge sig efter Kundskaber, som strider mod deres Pligter, men jeg er meget langt fra den Tro, at de bør være fuldkomment uvidende. Jeg vil ikke have, de skal mene, at Peking ligger i Frankrig, eller at Alexander den Store friede til en Datter af Ludvig den Fjortende." Og i et følgende Brev: "Jeg ser, du er bleven noget vred over mine næsvise Udfald mod de lærde Kvinder; vi maa imidlertid nødvendigvis slutte Fred inden Paaske, og Sagen synes mig saameget des lettere, som du ikke har forstaaet mig rigtigt. Jeg har aldrig sagt, at Kvinderne var Aber, jeg sværger dig til ved Alt, hvad der er mest helligt at jeg altid har fundet dem uden Sammenligning smukkere, elskværdigere og nyttigere end Aber; men jeg har sagt, og det fragaar jeg ikke, at de Kvinder, som vil være Mænd, kun er Aber, thi det at ville være Lærd er at ville være Mand. Jeg finder, at den Hellig Aand har vist sig meget aandfuld ved at indrette det saaledes, hvor trist det end kan synes. Jeg bøjer mig dybt for den Frøken, om hvem du taler, som har indladt sig paa et episk Digt, men Gud bevare mig for at blive hendes Mand, jeg vilde være altfor bange for at se hende nedkomme i mit Hus med en eller anden Tragedie eller endog med en eller anden Farce; thi naar Talentet engang er i Fart, standser det ikke saa let."

"Det, som er bedst i dit Brev og mest afgørende, det er din Iagttagelse over Raastofferne til den menneskelige Skabelse. Strengt taget er det kun Manden, der er Aske og Støv. Hvis man vilde sige ham Sandheden i Ansigtet, saa maatte han kaldes Skarn, i Steden for at Kvinden blev gjort af et Dynd, der allerede var tilberedt og hævet til Værdigheden Ribben. "Corpo di Bacco! questo vuol dir molto". Forresten, mit kære Barn, kan du efter min Anskuelse ikke tale formeget om Kvindernes Adel, end ikke om de borgerlige Kvinders; der bør for en Mand ikke være noget mere Fortræffeligt end en Kvinde, ganske som for en Kvinde o. s. v... Men det er netop i Kraft af de høje Tanker, som jeg har om disse herlige Ribben, at jeg bliver alvorligt vred, naar jeg ser nogle, som vil gøre sig til oprindeligt Dynd. Det synes mig, at Spørgsmaalet hermed er fuldstændigt klaret." (Lettres et opuscules 1: 145, 156).

Man undres ved at se den strengt rettroende Katolik spøge saa frit med det bibelske Sagn; men selv i Vittigheden og Spøgen fornegter det reaktionære Grundtræk sig ikke. Det er overhovedet ejendommeligt for de Maistre, at en vis pirrende Vittighed hos ham gaar Haand i Haand med Udbruddets voldsomme og dæmoniske Energi, en Energi, der blandt Andet ytrer sig i et saadant lille Kendetegn, som at Ordet "á brûle-pourpoint" er hans Yndlingsord; det sigter jo ordret til at brænde et Ildvaaben af paa selve Modstanderens Frakke. I "St. Petersborger-Aftensamtalerne", hvor han allerede lader den Forbitrelse gaa ud over Bacon, som siden gav sig Luft i et saa stort og dilettantisk Værk, siger han med en Spøg, der stemmer med den nyeste Naturvidenskabs Opfattelse af Sagen: "Bacon var et Barometer, der meldte smukt Vejr, og da han meldte det, saa troede man, det var ham, der havde skabt det", og i et Brev med en anden spøgende Vending: "Jeg véd ikke, hvordan det gik til, at jeg kom til at slaas paa Liv og Død med den salig Kansler Bacon. Vi har bokset med hinanden som to Boksere fra Fleetstreet, og har han end revet mig nogle Haar ud af Hovedet, saa skulde jeg tro, at hans Paryk ikke mere sidder paa sin Plads."

Naar han kommer ind paa sine Yndlingsideer, er hans Vittighed undertiden ret selvironisk, saaledes hvor han i anden Del af "Aftensamtalerne" taler om de Maader, hvorpaa man kan vedligeholde Korpsaanden. Der ligger her en ualmindelig Menneskeforagt bag Spøgen: "Til at hævde Æren og Mandstugten, siger han, i et Korps eller en hvilkensomhelst Art Samfund er Særret til Belønninger end ikke saa virksom som Særret til Straffe." Han viser, hvorledes Romerne havde hittet paa at gøre de militære Stokkeprygl til en Forret, idet Soldaterne alene havde Ret til at blive bankede med Vinstokke. Ingen Mand, der ikke var Militær, turde blive banket med en Vinstok, og intet andet Træ end dette turde bruges til at banke en Militær. "Jeg begriber ikke, at en lignende Idé ikke er opstaaet i en moderne Fyrstes Hjerne. Hvis jeg blev adspurgt angaaende dette Punkt, vilde min Tanke ikke gaa tilbage til Vinstokken, thi slaviske Efterligninger nytter Intet. Jeg vilde foreslaa Laurbærtræet." Det udvikles nu, hvorledes et stort Drivhus burde oprettes i Hovedstaden, bestemt udelukkende til at frembringe det nødvendige Laurbærtræ til i Underofficerernes Hænder at garve Ryggene paa den russiske Hær. Dette Drivhus skulde staa under Opsyn af en General, der var Ridder af St. Georgs Ordenen i det mindste af anden Klasse, og som skulde bære Titelen "Overinspektør over Laurbærdrivhuset." Planterne skulde ikke kunne passes, plejes og beskæres af Andre end af gamle Invalider med uplettet Rygte. Modellen til Stokkene, der alle burde være nøjagtigt ens, skulde opbevares i Krigsministeriet i et rødt Etui; enhver Stok skulde hænge i Underofficerens Knaphul i et St. Georgsbaand, og paa Drivhusets Facade skulde man læse: Det er "mit" Træ, som frembringer "mine" Blade.

De Maistre levede i St. Petersborg i stor Mangel. Han bar sine Savn uden at ydmyges derved. Han var paa alle Maader mistroet og ladt i Stikken af sit utaknemmelige Hof, fra hvilket han end ikke kunde faa de Udlæg tilbage, med hvilke han nu og da var nødsaget til af sine saa knappe Midler at forstrække Landsmænd i Rusland. I disse Aar blev imidlertid hans Grundtanker fuldt udviklede og hans aandelige Aasyn fik sin hele Ejendommelighed. De Breve, private som diplomatiske, han i disse Aar skrev, giver et fortræffeligt Billede af Stemninger og Tilstande ved Alexander den Førstes Hof; særligt er de Breve, der gaar forud for og ledsager Napoleons Felttog i Rusland, yderligt lærerige ved det levende Indblik, de giver i Befrygtninger, Forhaabninger, Paniker, Glædesstemninger, fremkaldte ved falske og sande Efterretninger rundt om i det russiske Rige da. De Maistre er i Begyndelsen højligt bekymret for Krigens Udfald og gennemskuer de Generalers Udygtighed, man stiller mod en Feltherre som de Franskes Kejser, men fra det Øjeblik af, da det viser sig, hvor usselt den franske Hær er udrustet til at taale det russiske Efteraar, endsige den russiske Vinter, nærer han ikke mere nogen Tvivl om Udfaldet og forudser som nær forestaaende Napoleons Fald og hans Erobringsværks Tilintetgørelse, hvilke han allerede lang Tid forud i Almindelighed havde været forvisset om.

I St. Petersborg forfatter han seks af sine Værker, hvoriblandt Bøgerne "Om Paven" og "Om den gallikanske Kirke, Undersøgelsen af Bacons Filosofi" og endelig "Aftensamtalerne i St. Petersborg" er vigtigst og mest betegnende for deres Ophavsmand.

Aftensamtalerne indeholder det Grundlag af Tanker om Gud og Verden, paa hvilket hans Statslære er bygget. Han maatte være forberedt paa den Indvending, at hans uindskrænkede Konge ikke havde nogen Grundvold for sin Magt og ikke bar noget Ansvar for den, at med andre Ord Enevælden var uretfærdig. Han imødegaar foreløbig denne Indvending med det almindelige Gensvar, at Uretfærdighed er Loven i alle Samfund, fordi den er Jordelivets Lov. Allerede i Naturen raader Voldsherredømme, Planter og Dyr dræber uophørligt med den Stærkeres Ret hverandre. Og langt fra at sættes ud af Gyldighed i Menneskeverdenen hersker Loven ogsaa her som Krigens Lov. Krigen er en stadig Tilstand i Menneskehedens Liv. Med ganske faa Aars Undtagelse i hvert Aarhundrede har den fra de ældste Tider til de nyere raset og vil altid vedblive dermed. Menneskeblod skal altid strømme over Jordkloden. Thi Tugtelsen fra oven er over Menneskene. Deraf den høje Anseelse, hvori Krigerhaandværket staar og til alle Tider har staaet. Ingen Stand er saa æret som Soldatens. Menneskeslægten som Helhed er skyldig og fortjener Krigens Svøbe, saa uretfærdigt denne end i det Enkelte kan træffe, naar den udgyder den Uskyldiges Blod.

Det er da efter Guddommens Forbillede, at paa Jorden Eneherskeren for det Første er Krigsherre, for det Andet har den guddommelige og frygtelige Forret: at "straffe de Skyldige". Men af denne Forret følger igen Nødvendigheden af et Menneskes Tilværelse, der har det Hverv at sætte de Tugtelser i Værk, som den menneskelige Retfærdighed forordner. Og i Virkeligheden findes et saadant Menneske allevegne - forunderligt og uforklarligt nok; thi vor Fornuft finder ikke i Menneskenaturen nogen Bevæggrund, der kunde bestemme Nogen til dette Valg af Livsstilling. Og en Følelse af Andagt og Ærefrygt griber den Mand, hvem de Maistre lægger sine Meninger i Munden, ved Tanken om Bødlens Person, der er saa miskendt.

Enhver Militær er blot som saadan efter den almindelige og for de Maistre fuldtberettigede Opfattelse saa fornem, at han adler selv det, der i den almindelige Mening er det mest Nedværdigende; han kan udøve Bøddelgerning uden at blive i mindste Maade ringere derved, forudsat at han kun iværksætter Dødsstraf paa sine Standsfæller og forudsat at han ikke bruger andre Midler end sine Vaaben til at give dem Døden. Ikke for intet glimrer paa hver Side i det gamle Testamente Betegnelsen Hærskarernes Gud. I Virkeligheden er Intet mere hædret end det, med uskyldigt Sind at udgyde uskyldigt Blod. Ja beundringsværdigst finder de Maistre Soldaten, naar denne hæver sig til Blodbadets Begejstring. Aldrig er det set, at nogen Hær har vægret sig ved at gaa i Kamp. Intet modstaar den Kraft, der driver Mennesket ind i et Slag. Og hvorfor? For at uophørligt og til Tidernes Ende kan fuldbyrdes den Lov om de levende Væseners voldsomme Ødelæggelse, der strækker sig fra det laveste Dyr til Mennesket.

Men medens der saaledes fra Arildstid af ikke har eksisteret nogen mere hædret Livsstilling end den, som medfører Udgydelsen af uskyldigt Blod, er ved en mærkværdig Fordom Bøddelens Livsstilling lige saa ringeagtet som Soldatens er anset.

De Maistre opkaster det Spørgsmaal, om denne Mand, der for alle indbringende og hæderlige Leveveje har foretrukket den at pine og ihjelslaa sine Medmennesker, ikke er et Væsen af ganske særegen og højere Art, og han lader i sine Dialoger Greven, der er hans eget Talerør, svare:

"For mig er der ingen Tvivl derom. Udvortes er han skabt som vi; men han er et Væsen af overordenlig Art, og for at han kan findes i Menneskefamilien udfordres der en særegen Handling af Skabermagten. Han er skabt som en Verden. Alle skyr ham; omkring hans Hus er der tomt; Alle flygter bort fra det Sted, hvor han bor med sin Hun og sine Unger, hvis Menneskestemmer er de eneste, han hører; uden dem vilde han kun høre Klageskrig ... Et uhyggeligt Signal bliver givet. En af Retfærdighedens laveste Tjenere banker paa hans Dør og underretter ham om, at man har Brug for ham; han tager bort; han ankommer til en offenlig Plads, som er fuld af en Menneskeskare, der trænger sig sammen i Spænding. Man kaster en Giftmorder, en Fadermorder, en Kirkeskænder for ham: han griber Manden, han binder ham paa et vandret liggende Kors, løfter Armen: saa indtræder en forfærdelig Stilhed, og man hører kun Lyden af Knoglerne, der knuses under Jernkøllen, og Offerets Hylen. Han tager Manden ned, han bærer ham hen paa Hjulet; de knækkede Lemmer slynges om Hjulets Radier; Hovedet hænger ned; Haarene rejser sig, og Munden, der er aaben som en glødende Ovn, udstøder kun med Mellemrum et lille Antal af blødende Ord, der anraaber om Døden. - Han har endt sit Værk; hans Hjerte banker, men det er af Glæde; han bifalder sin Gerning, han siger i sit Hjerte: Ingen stejler bedre end jeg. Han stiger ned, udstrækker sin blodfarvede Haand, og Øvrigheden kaster i saa stor Frastand som muligt nogle Guldmønter ned i den, med hvilke han fjerner sig gennem to Rækker Mennesker, som viger tilbage af Rædsel. Han sætter sig tilbords og spiser; han gaar saa i Seng, og han sover. Og naar han næste Morgen vaagner, tænker han paa alt Andet end det, han gjorde igaar. Er det et Menneske? Ja. Gud modtager ham i sine Templer og tillader ham at bede. Han er ingen Forbryder og dog kalder intet menneskeligt Sprog ham hæderlig og agtværdig."

"Ikke desmindre hviler al Storhed, al Magt, al Over- og Underordning paa Skarpretteren. Han er det menneskelige Samfunds Rædsel og sammenholdende Baand. Tag denne ufattelige Virkekraft bort fra Verden og i samme Øjeblik er Ordenen erstattet af Kaos, Tronerne synker i Afgrunden og Staten forsvinder. Gud, som er Ophav til Herskermagten, er da ogsaa Ophav til Tugtelsen: han har bygget vor Jord paa disse to Poler, thi Herren er Polernes Herre og lader Verden dreje sig om dem."

Og for ret at indprente den overraskede Læser den Ærefrygt for Bøddelembedet, som det stemmer med Sammenhængen at bibringe ham og som de Maistres Sindelag finder Nydelse i at forbause med, optager han dette Æmne fra Bogens første Samtale paany i den syvende, opkaster der det Spørgsmaal hvad en Fornuft fra andre Kloder, der undersøgte jordiske Forhold, vel vilde tænke om Bøddelen, og giver selv Svaret: "Det er et ophøjet Væsen, Samfundets Hjørnesten. Da Forbrydelsen nu engang har fæstet Bo paa Jorden, og da den kun kan holdes i Ave ved Tugtelsen, saa er det klart, at hvis Skarpretteren forsvandt, vilde al Orden forsvinde med ham. Og hvilken Sjælsstorhed, hvilken ædel Uegennyttighed maa ikke nødvendigvis formodes hos en Mand, der paatager sig en Gerning, der vistnok er saare hæderfuld, men dog saa pinlig og stridende mod den menneskelige Natur osv."

Der er her paa én Gang den Glæde ved Følgerigtighed, som findes hos Autoritetsprincipets første store Dyrker i det nittende Aarhundrede, den Glæde ved den forbløffende Tanke, som er et af Grundtrækkene i de Maistres Aand, og den Glæde ved Udmalingen af Lidelser, som han har tilfælles med GÖrres og saa mange andre Forfægtere af den mørke Lære om Menneskehedens nødvendige Underkuelse under Konger og Præster.

De Maistre oprøres over, at der hyppigt tales som om Forbrydelser forblev ustraffede. Hvad mener man dermed? "For hvem findes der da Knut, Galger, Hjul og Baal? For Forbrydelsen øjensynligt." At Domstolene undertiden kan tage fejl, bevirker Undtagelser som ikke kan rokke Reglen. Man bør ingenlunde tro paa de mange Justitsmord, hvorom der fortælles. Man nævne ikke Calas. Intet er mere usikkert end Calas' Uskyldighed.

Alene den Omstændighed, at Voltaire tog ham i Forsvar, taler øjensynligt mod den.

Men i værste Tilfælde: At en Uskyldig bøder med Livet, det er en Ulykke som en anden. At en Skyldig undslipper, er en anden Undtagelse af samme Art. Ofte er imidlertid de Omstændigheder, der fører til en Forbrydelses Opdagelse, saa uventede og saa uforudselige, at den menneskelige Retfærdighed tydeligt nok ikke kan være blottet for en vis højere Bistand. Desuden er Intet rimeligere end at, naar vi daarligt bebrejder den menneskelige Retfærdighed at have straffet en Ikke-Skyldig, denne da ligefuldt er skyldig, kun i en anden, ganske ubekendt Forbrydelse. Flere Tilfælde af den Art er endog ved egen Tilstaaelse komne for Dagen. - De Maistre véd, som man ser, altid Udvej.

Hvad Sygdomme angaar, saa gælder noget Lignende. Ogsaa Uretfærdigheden ved deres Komme er kun tilsyneladende. Hvis man kunde fordrive Umaadeholdenheden paa alle Omraader, vilde man forjage største Delen af Sygdommene, ja i Virkeligheden dem alle. Man kan nemlig slutte sig til dette saaledes: Dersom der ikke var noget moralsk Onde paa Jorden, vilde der ikke være noget legemligt Onde, og da en uendelig Mængde Sygdomme er de umiddelbare Følger af visse Uordener, saa er det tilladeligt at almindeliggøre denne Iagttagelse og sige, at det gælder om alle.

Alt er da sædeligt i sin Orden. Vistnok er Jordelivet forfærdeligt, men Gud er ikke derfor uretfærdig; han er fornærmet, han er krænket, og til at mildne hans Vrede kræves der Blod. Menneskeheden har tidligt forstaaet sit eget dybe Fald, tidligt forstaaet at ogsaa den Uskyldige kan og maa bøde for de Skyldiges Synder i Kraft af Fortjenesternes Overdragelighed og at der ikke er nogen Frelse uden ved Udgydelsen af Offerets Blod.

Begrebet Offer har derfor levende og stadigt sysselsat de Maistre. Offeret er det ideale Drab, foraarsaget ene og alene ved Tanken om at gøre det Tilbørlige. Det har været i Brug fra Menneskehedens første Tider som Dyre- og Menneske-Offer, og det har i Kristendommen faaet sin Indvielse og dybere Mening. Her er det ikke en tilfældig Uskyldig, som ofres, om hvem man ikke véd, om han maaske i andre Punkter er skyldig, men et Væsen, der er udkaaret til Døden netop paa Grund af dets Uskyld. Følgelig er her Højdepunktet naaet.

Visselig er alt dette Fornuften en Forargelse. Men det Fornuftstridige er selve Sandhedens Kendetegn. Den tilsyneladende soleklareste Lære strider altid mod Erfaringen. Hele det attende Aarhundredes Filosofi, dets gode Tro til Menneskene, dets Frisind er soleklare. Netop derfor er de saa overfladiske. De tilfredsstiller Fornuften; men Erfaringen aabner Øjnene for deres Uværd. Intet synes mere indlysende end at Mennesket er født frit. Dog naar Rousseau siger: "Mennesket er født frit, og er ligefuldt overalt i Lænker", saa mærker han ikke, at han ikke blot siger en Dumhed, men udtrykkeligt erklærer den derfor. Det vilde være ganske ligesaa forstandigt at sige: Faarene er fødte kødædende, ikke desto mindre lever de overalt af Planteføde. Paa samme Maade er teoretisk Intet urimeligere end det arvelige Kongedømme. Hvis man paa Forhaand skulde vælge sig en Regering, vilde man antage den for gal, der vaklede mellem et Arve- og et Valg-Monarki. Og dog véd vi af Erfaring, at Alt i Alt er det første den bedste, det andet den daarligste Regeringsform." Verden er med andre Ord saa langt fra at være fornuftig, at den omvendt er et System af dybe og kraftige Fornuftstridigheder.

Kristendommen er derfor ikke noget nyt Livssyn, ukendt før dens Komme. Den staar i Sammenhæng med hele Rækkefølgen af de hedenske Religioner og er forberedt i dem. Alle de kristelige Sandheder findes antydede i Hedenskabet. Saaledes indeholder allerede det gamle Offervæsen den afgørende Offertanke. Og de Maistre forbitres, naar han hos Voltaire læser Udbrud af ufrom Afsky for Hedenskabets Offerfester. Han forbitres endmere, naar han hos ham efter en Skildring af Menneske- og Børne-Ofringer finder disse Ord: "Dog Inkvisitionens Ofre, som vi har talt saa meget om, er hundrede Gange afskyeligere."

I den Anledning bryder han allerede i Afhandlingen "Oplysning angaaende Offertjenesten" (Eclaircissement sur les sacrifices) en Lanse for Inkvisitionen, som han snart skulde forsvare i et særegent Skrift. Han skriver: "Stykket om Inkvisitionen synes forfattet under et Anfald af Delirium. Hvorledes! Den lovlige Henrettelse af et lille Antal Mennesker, paabudt af en lovlig Domstol i Kraft af en forud højtideligt forkyndt Lov, med hvis Straffebestemmelser ethvert af Ofrene havde fuld Frihed til at undgaa Sammenstød, denne Henrettelse, siger jeg, skulde være hundrede Gange afskyeligere end Forældres gyselige Gerning, der lagde deres Barn i Molochs flammende Arme! hvilket vildt Vanvid! hvilken Glemsel af al Fornuft, al Retfærdighed, al Skam!" - De Maistre raser, fordi han her staar overfor den Mand, der var hans Modpol og der havde kæmpet med Viddets og med Paradoksiens Vaaben som han, kun mangefold vældigere end han.

Idet han førte sin politiske Lære tilbage til Religionen som Grundlag, udledede han altsaa Fyrstemagten fra Gud. Det er fra Gud, at Kongerne har deres Ret, mod Gud at de har deres Pligter. Ikke Kongens Magt er ubetinget, hans Pligt er det, thi den er Pligt mod det Ubetingede. Folkets Ret igen, det er Kongens Pligt imod Gud. Der er i Ordet "Folkets Røst er Guds Røst" den Sandhed, at Folkets Ret det er Guds Ret overfor Kongen. Og Guds Røst er ikke en Talemaade, Guds Røst er levende i Kirken. Kongen er ansvarlig for Gud, og Kirken er Bevareren af den guddommelige Sandhed. Men Kirken igen er indordnet under en Enehersker ligesom Staten. Som Staten vil sige Kongen, raadet og vejledet af Landets Store, saaledes vil Kirken sige Paven, raadet og vejledet af Kardinaler og Bisper. Det ligger i selve Suverænitetens Begreb, at som Kongen er enevældig, saaledes er Paven ufejlbar. Folk undres ikke over at Kaptejnen paa et Skib optræder som ufejlbar Suveræn, aldrig vilde kunne taale Kritik af sine Ordrer, men befaler ubetinget og maa adlydes blindt; Folk undres over, at Paven i alle kirkelige Anliggender er ufejlbar. Folk er vante til den Forestilling, at der over alle Under- og Overretter gives en Højesteret, hvis Domme ikke paany kan indankes og ikke tør underkastes Kritik, og de undres over, at Paven som Kirkens Hoved er ufejlbar. Hvis de havde en Forestilling om hvad Suverænitet vil sige, saa vilde de ikke undres. - Han forsøger, som man ser, med stor Dygtighed, for Lægfolk at godtgøre Fornuften i det kirkelige Dogme.

Hans af Katolikerne som et Hovedværk betragtede Bog "Om Paven" drager den sidste Følgeslutning af hans kirkelige Anskuelser.

Den var fremkaldt af Anger over at han selv i et vanskeligt Øjeblik havde gjort Brud paa den Ærefrygt, han skyldte Kirkens Hoved. Da tre Aar efter Concordatets Afslutning Paven paa Opfordring af Napoleon rejste til Paris for at salve og krone den nye Kejser, følte Joseph de Maistre som kongetro Mand en saa heftig Harme derover, at han i flere Breve til sit Hof brugte yderst heftige Udtryk om den hellige Fader, saa stærke Udtryk, at Cavour i Aaret 1858 lod Joseph de Maistre's "Mémoires et corréspondance diplomatique" fra hine Aar udgive for at berøve Pavemagten en aandelig Allieret. Da de Maistre faa Aar efter oplevede Bruddet mellem Napoleon og Paven og saa denne krænket og mishandlet af Kejseren, angrede han sin tidligere Færd og besluttede at give Paven fuld Oprejsning.

Bogen "Om Paven" har den Grundtanke, at der ikke gives noget menneskeligt Samfund uden Regering, ingen Regering uden Suverænitet og ingen Suverænitet uden Ufejlbarhed, ja denne sidste Forret er saa nødvendig, at man er nødt til at forudsætte Ufejlbarheden selv i de verdslige Samfund (hvor den ikke findes) under Straf af at se disse Samfund opløse sig. Kirken forlanger ikke Mere end de øvrige Magter, skønt den har den umaadelige Overlegenhed over dem, at dens Ufejlbarhed er paa den ene Side forudsat af Mennesker, paa den anden Side lovet af Gud.

Han siger i denne Bog: "Et stort og mægtigt Folk har nylig for vore Øjne gjort den største Anstrengelse henimod Frihed, som Verden har set. Hvad har det opnaaet? Det har bedækket sig med Latter og Skam, for tilsidst at sætte en korsikansk Gendarm paa den franske Konges Trone." Han viser, hvorledes det katolske Dogme selvfølgelig forbyder enhver Art Oprør, medens Protestantismen, der gaar ud fra Folkets Suverænitet, lægger Afgørelsen i den indre Følelse, der skal skrive sig fra et vist sædeligt Instinkt. "Der er saamegen Overensstemmelse, saamegen Broder-Lighed, saamegen indbyrdes Afhængighed mellem den pavelige og den kongelige Magt, at man aldrig har rokket den første uden at røre den sidste," og han anfører til Bevis disse Ord af Luther: "Fyrsterne er i Almindelighed de største Narre og de mest topmaalte Skurke af Verden; man kan ikke vente sig noget Godt af dem, de er Guds Bødler, som han bruger til at tugte os med." Han viser, at Protestantismen, der ikke nærer Ærefrygt for Kongemagten, heller ingen Agtelse har for Ægteskabet: "Havde Luther ikke den Frækhed at skrive i sin Fortolkning af første Mosebog 1525, at med Hensyn til det Spørgsmaal, om man tør have flere Koner, stiller Stammefædrenes Eksempel os frit, at Tingen hverken er tilladt eller forbudt, og at han for sin Part ikke afgør Noget, en opbyggelig Lære, der snart fandt sin Anvendelse i Landgreven af Hessen-Cassels Hus." Luther tillod jo denne Fyrste at gifte sig med to Koner paa en Gang. Mod Rousseau hævder han her, at Mennesket af Naturen er Slave og at først Kristendommen paa overnaturlig Maade har gjort det frit. Derfor kalder han ogsaa den kristne Kvinde et i Sandhed overnaturligt Væsen. - Voltaire er ham her ligefrem den Mand, "i hvis Hænder Helvede havde nedlagt sin hele Magt". Bogen naaer sit Højdepunkt i hans Statslære: "Enevælden er et Mirakel, og istedenfor at ære den som et saadant, skælder vi den ud for Voldsherredømme. Den Soldat, der ikke dræber et Menneske, naar hans lovlige Fyrste befaler det, er ikke mindre skyldig end den, som begaar et Drab uden at have faaet Befaling dertil." De Stater, der har indført Protestantismen, er blevne straffede igennem Berøvelsen af deres Monarker. Thi de Maistre har udregnet, at Fyrsternes Regeringstid er kortere i de protestantiske Lande end i de katolske. Kun én Vanskelighed møder ham her, som han ikke kan forklare. Den stammer fra Danmark. Han finder, at i Danmark alene blandt de protestantiske Lande lever Fyrsterne efter Reformationen ligesaa længe som før den. "Danmark synes i Kraft af en eller anden skjult, men sikkert for Nationen hæderlig Aarsag, ikke at have undergaaet denne Lov om Regeringstidens Forkortelse" (note: Du Pape S. 160, 174, 383).

Til Bogen "Om Paven" sluttede sig i den ældste Udgave som femte Bog af dette Værk det senere selvstændigt udgivne Skrift "Om den Gallikanske Kirke", der af Læren om Pavedømmet drager Slutninger, som er rentud tilintetgørende for den franske Kirkes relative Uafhængighed, og derfor kommer til at vende sig fjendtligt og overlegent mod Bossuet, hvem de Maistre ellers i alle Maader priser. Det er især den Kirkeforsamling, som fandt Sted i Frankrig 1682 i den Hensigt at drage faste Grænser for Pavens Magt der er Genstand for hans Vrede og Angreb, dernæst den, der i Aaret 1700 i lige Grad misbilligede Jesuiter og Jansenister. Her taler et helt Livs Lidenskab ud af de Maistre. Sit Liv igennem havde han været Jesuiternes begejstrede Ven, Beundrer og Støtte. Igennem hans diplomatiske Breve fra Rusland drager sig den stadige Omhu for at sikre deres vanskelige Stilling som Katoliker i det græsk-ortodokse Land, dække dem, naar Hoffet er forbitret over at de har foretaget Omvendelser i den høje Adel o. s. v. Her slaar han et Slag for Jesuiterne mod Pascal. Ikke fra en overlegen Filosofis Synspunkt som det meget vel kunde rettes. Thi med den sunde Forstaaen af at der ikke kan gives nogen anden Moral end Formaalsmoral staar Jesuiterne i visse Maader over deres geniale Angriber. Heller ikke som Forsvaret fra et rent Verdensmands-Standpunkt lod sig føre, forsaavidt Jesuiterne ved deres Lempninger af Principer og deres praktiske Overbærenhed har fulgt den Klogskabsregel ikke at skræmme og hellere faa Noget opfyldt af Moralens Bud ved at fordre Mindre end slet Intet ved at fordre Alt. Han nøjes med at betegne de af Pascal angrebne jesuitiske Moralbøger som ganske forældede og støvede Skrifter, hvilke Pascal udrev af Glemselen ene for derved at krænke og nedsætte en Orden, hvem selv dens Fjender har maattet indrømme dens Sæders Regelbundethed og dens strenge Selvtugt. Og idet han til en Afveksling behændigt stiller sig paa Verdensbarnets Standpunkt siger han ganske vittigt: "Vi er iøvrigt meget pudsige, vi, denne Verdens Børn, naar vi giver os til at holde Taler mod Jesuiternes slappe Moral. Saa meget er dog vist, at hele Samfundet vilde skifte Udseende, ifald ethvert Menneske gav sig til at udøve blot Escobar's Moral uden nogensinde at tillade sig andre Fejl end dem, han har undskyldt."

Den kraftfulde Forsvarer af Fortidens Tankebygning maatte endelig i Slutningen af sit Liv give den store Miskendte, Inkvisitionen, en udtrykkelig Æresoprejsning. Det skete i Breve til en russisk Adelsmand om den spanske Inkvisition. Han samler her Alt, hvad der lader sig sige til Forsvar og Ære for Inkvisitionen; men man maa ved Læsningen mindes det dybsindige Ord, som den gamle Tiger siger i Indernes "Hitopadesa": "Ligefuldt - ligefuldt, siger Tigeren, er det Rygte, at Tigrene æder Mennesker, svært at gendrive." De Maistre oplyser her først en stor Mængde Usandheder, der er blevne sagte om Inkvisitionen, og viser, at den aldeles ikke var nogen gejstlig, men en verdslig Domstol. Det Parti af Bogen, der alene kan fængsle os, er imidlertid det, hvor han forsvarer Inkvisitionens Bedrifter. Han siger: "I Spanien og Portugal som andensteds lader man ethvert Menneske i Fred, der holder sig rolig; hvad den Uforsigtige angaar, der vil lære, hvad man skal tro, eller forstyrrer den offenlige Orden, da kan han kun beklage sig over sig selv ... Den moderne Vranglærer, der i Mag passiarer i sin Dagligstue, bryder sig lidet om, at Luthers Bevisførelse har frembragt Trediveaarskrigen; men de gamle Lovgivere, der vidste, hvad disse ulykkesvangre Lærdomme kunde koste Menneskene, straffede saare retfærdigt med Døden en Forbrydelse, der var i Stand til at ryste Samfundet i dets Grund og bade det i Blod ... Det er i Kraft af Inkvisitionen, at der i de sidste 300 Aar har været mere Lykke og Ro i Spanien end i det øvrige Europa."

Foran dette Skrift har de Maistre sat et Citat, der lærer, at alle store Mænd har været utaalsomme, og at man maa være det. "Hvis man, har Encyclopædisten Grimm sagt, paa sin Vej møder en skikkelig Fyrste, saa bør man præke Fordragelighed i Troessager for ham, for at han kan gaa i Snaren, og det knuste Parti faa Tid til at rejse sig ved den Fordragelighed, der tilstaas det, og Evne til at knuse sin Modstander, naar Turen kommer til det at herske. Derfor er Voltaires Præken, der vaaser om Tolerance, en Præken, som kun passer for Tossehoveder og dem, som lader sig narre, eller for Folk, der slet ingen Interesse har i Sagen."

Heri skjuler sig en grov Fejlslutning. Enhver sand Lidenskab umuliggør naturligvis Fordragelighed. Men Voltaires Lære er ikke derfor mindre sand. Knuden løses let. I Teorien gælder Ufordragelighedens Grundsætning, i Praksis Fordragelighedens. Paa Teoriens Omraade ingen Hensyntagen, ingen Taalsomhed, ingen Skaansel! Thi Vildfarelsen skal hugges sønder og sammen, og Daarskaben skal sprænges i Luften, og Løgnen skal flaas. Men nu Løgneren og Tossen og den Vildfarne? skal de maaske ogsaa hugges sønder og sammen eller flaas eller sprænges i Luften? De skal gaa deres Gang. Praksis - det er Taalsomhedens Omraade.

Først efter de Maistres Død udkom hans "Undersøgelse af Bacons Filosofi" i to Bind, det mest trættekære og trættende af hans Værker, det i hvilket den stridbare Kristendomsforsvarer tydeligt aldeles forløfter sig paa det Stof, han forsøger at tumle. Han har villet nedlægge Bacon, fordi efter hans Opfattelse det attende Aarhundredes ugudelige Filosofi i Frankrig helt og holdent nedstammer fra ham, og han kaster sig over ham med et rent ud teologisk Raseri, angribende ham paa alle Omraader: Erkendelseslærens, Naturlærens, Lyslærens, Vejrkyndighedens, Sjælelærens, Religionens, hvor han har Ret og hvor han engang imellem har havt Uret, gribende ham i uvæsenlige og formelle Modsigelser, eftervisende Mangler i hans Latin og i hans Smag, men altid larmende, voldsom, dogmatisk, hentende sine Vaaben ud af Aabenbaringstroens og Overleveringens Arsenaler. I enkelte Afsnit som i det om Formaals-Aarsagerne er der en vis ufrugtbar Skarpsindighed, i andre som det, der bærer Titlen "Forening af Religion og Videnskab" en vis koldhjertet Fanatisme. Det hedder her bl. A.: "Videnskaben har uden Tvivl sit Værd, men den bør begrænses paa mere end én Maade ... Man har meget træffende sagt, at Videnskaben ligner Ilden: sammentrængt paa de forskellige Arnesteder, der er bestemte til at optage den, er den Menneskets nyttigste og mægtigste Hjælper; udsat for Tilfældet er den en frygtelig Svøbe."

Sin Grundregel tro, ikke at lade nogen Plet faa Lov at sidde paa Kirkens Skjold eller Sværd, vil han overfor Bacons franske Oversætter med yderste Lidenskab hævde, at Kirken aldrig er traadt Naturvidenskaberne i Vejen. Oversætteren havde nedskrevet de jævne Ord, at Intet havde skadet Kirken mere end Godtgørelsen af visse Sandheder, som Kirken længe haardnakket havde negtet, ja endog forfulgt. Og han havde nævnet Galilæi som Eksempel. Efter først paa alle Maader at have besunget Kirken som Beskytter af Videnskaben i andre Tilfælde og efter paa alle Maader at have bortforklaret Tilfældet med Galilæi nødes de Maistre til at gøre en Indrømmelse. Og han gør den i denne Form: "Galilæi blev dømt af Inkvisitionen, det vil sige af en Domstol, der kunde tage fejl som en anden, og der virkelig tog fejl med Hensyn til Spørgsmaalets Kærne; men Galilæi gjorde sig selv al mulig Uret overfor Domstolen, og han skyldte sine egne mangfoldige Uforsigtigheder en Krænkelse, som han med største Lethed og uden paa nogen Maade at gøre noget Beskæmmende, havde kunnet undgaa ... Hvis han havde undladt at skrive, saaledes som han havde givet sit Ord paa; hvis han ikke havde holdt fast ved at ville bevise Kopernikus's System ud af den hellige Skrift; hvis han endog blot havde skrevet paa Latin istedenfor at ophidse Sindene ved at bruge det almindelige Sprog, saa vilde der ikke været hændt ham noget." De Maistre blev sig lig til det Sidste, opgav ikke en Fodsbred af det Jordsmon, der allerede for Aarhundreder siden var gaaet tabt *9)

Hans store Skikkelse fængsler. Han er den tabte Sags sejrrige Forfægter; thi hans Levetid igennem var hans Sag i Fremgang. Som Myndighedens, som Kongemagtens, som det mørke Livssyns Talsmand, som Stridsmand, som Kristendommens Ridder og som Naturvidenskabens Ringeagter har han en svag Lighed med Kierkegaard. Men hans Lære er en Tankebygning af Begreber om den udvortes Verden som Kierkegaards af Begreber om den indvortes.

De Maistre er Autoritetsprincipets overbeviste og heftige, men koldhjertede Hævder. Der er Hjerte i hans Breve, men der er intet Hjerte i hans Skrifter, intet Andet end hidsig Bevisførelse, fremsat med spidsfindig Logik og drillende Vid. Han er ikke sjældent bidende som Voltaire, nu og da uhyggeligt dvælende ved Rædsler som Swift. Det morer ham at forbavse og ærgre. Han elsker Paradokset, fordi han deri nyder sin Overlegenhed, forvirrer Læseren og vanskeliggør Modstanderen dennes Angreb, eftersom Paradokset er en Skanse, man uden Skam forlader før Stormen.

Hans Kristendom er et ganske udvortes System. Han er Kristen, som man er Beskyttelsesmand eller Frihandler, paa Grundlag af en mere almen teoretisk Forvisning. Hans Kristendom er en Kristendom uden Kærlighed til Næsten, ja en Kristendom uden Kristus som Frelser og Forsoner. Kristus er her kun det af den krænkede Guddom fordrede blodige Offer som Ifigenia eller Jeftas Datter. Hans Kristendom er, som Faguet slaaende har udtrykt det, "Rædsel, passiv Lydighed og Statsreligion". Det er en Kristendom, der ikke stammer fra Jerusalem men fra Rom; han selv er "saadan noget som en af Vaticanets Livvagtsofficerer".

Den lidenskabeligste Modstander af det attende Aarhundredes Aand og Filosofi har den Overensstemmelse med det Aarhundrede, hvori han fødtes, at han mangler historisk Sans. Han vil fornegte eller overspringe det attende Aarhundrede som dette vilde fornegte eller overspringe Middelalderen. Han er Modstykket til den Kvinde, der forestillede Fornuftgudinden; han er den Mand, der forestiller den fra alle historiske Forudsætninger løsrevne Autoritet. Og han er inderst inde ganske saa blottet for religiøst Følelsesliv som det Aarhundrede, han i Aabenbaringstroens Navn bekæmper.

Haard og kold, med et spottende og undertiden med et grusomt Træk om sin Mund, men ædel af Karakter og fast af Vilje som af Hu, staar han paa det ny Aarhundredes Tærskel som den store, Folkene omspændende Reaktions om ikke gode, saa dog bedste Aand. Ingen Forveksling er mulig mellem ham og de Dværgeskikkelser, der i det nittende Aarhundredes Løb har udvandet hans Ideer, taget Saft og Kraft fra hans Tanker, og forslidt eller forvansket hans Lærdomme for i Ly af dem at undertrykke og at hykle. Joseph de Maistre var en Aand; disse har kun været Kroppe. Han var en Mand uden Lavhed og uden Hykleri, en pavelig Zuavoberst i Literaturen, den mest krigerske og mest tiltalende Figur som Aarhundredets reaktionære Lejr har at opvise.

 

Noter til Kapitel 5:

*9) J. de Maistre: Considérations sur la France. - Lettres et Opuscules 1, 2. - Corréspondance diplomatique 1, 2. - Soirées de St. Petersbourg 1, 2. - Du pape. - De l'église gallicane. - Examen de la philosophie de Bacon 1-2. - Margerée: Le comte J. de Maistre. - E. Faguet: Politiques et moralistes du 19me siécle.

 

6. Bonald.

 

Side om Side med Joseph de Maistre, hans Fælle i alle Aandsretninger og praktiske Bestræbelser, men ligesaa enstonig som han er mangfoldig, ligesaa regelret som han er genial, staar den europæiske Reaktions berømte, middelalderlige Skolemester Bonald.

Louis Gabriel Ambroise Vicomte de Bonald fødtes samme Aar som Joseph de Maistre 1754 i Mouna i Sydfrankrig, hørte først til Ludvig den Femtendes Musketerere, hyldede senere ved Revolutionens Begyndelse frisindede Anskuelser, som han hurtigt opgav, giftede sig tidligt, blev saa valgt til Formand for Bestyrelsen af Departementet Aveyron. Han indgav sin Afskedsansøgning, da Ludvig den Sekstende saa sig nødsaget til at stadfæste Gejstlighedens verdslige Forfatning, og gik saa 1791 i Landflygtighed, hvor han traadte ind i Emigranternes Korps. Da han i Heidelberg havde skrevet sin Lære om Magten, blev næsten hele Oplaget tilintetgjort af Direktoriets Politi. Et enkelt Eksemplar, som han havde tilsendt Bonaparte, naaede lykkeligvis for Forfatteren dog til sin Bestemmelse og var Skyld i, at denne strøg ham af Emigrantlisten.

Han havde ikke for Intet lært Verden, at enhver Revolution begyndes af Undersaatten, men endes af Magten, opstaar paa Grund af, at Myndighederne har været svage og har givet efter, og ender derved, at Myndighederne kommer til Kræfter igen. Han havde vist, at alle Uroligheder kun styrker Magten, og spaaet, at Revolutionen, som begyndte med Erklæringen af Menneskerettighederne, vilde ende med Erklæringen af Guds Rettigheder. Da Bonaparte nu netop erklærede disse ved Concordatet, naaede Bonald snart en anset Stilling. Han vedblev vel kun at sværme for og drømme om Bourbonerne, men valgte foreløbig at hengive sig til disse Drømme i en Ansættelse, som Kejseren gav ham. Han blev "conseiller lutélaire" ved Universitetet med 12.000 francs om Aaret for Intet at gøre. Chateaubriand anmeldte hans Bøger med dyb Beundring. De Maistre skrev til ham efter Offenliggørelsen af hans "Filosofiske Undersøgelser": "Er det fatteligt, at Naturen har moret sig med at udspænde to Strenge, der samstemmer saa fuldstændigt som Deres Aand og min. Hvis man nogensinde trykker visse Sager, vil De finde næsten samme Udtryk, De selv har brugt, og dog har jeg visselig intet forandret." Ja i et andet Brev bruger han den endnu stærkere Vending: "Jeg har ikke tænkt noget, som De ikke har skrevet, og ikke skrevet noget, som De ikke har tænkt." Bonald følte sig smigret over disse Udtalelser uden dog at føle sig overbevist om deres Rigtighed. Og med Rette. Thi saa stor Lighed der er mellem Resultaterne, hvortil de to Kampfæller kom, saa uensartet var deres Aandsliv.

Hvilken Anseelse Bonald var i Besiddelse af, ser man bl. A. af det rørende Brev, Napoleons Broder, Ludvig af Holland, skrev til ham for at bønfalde ham om at opdrage hans ældste Søn. Han skildrer heri først, hvor syg han selv bestandig er, hvor højt han elsker sin Søn, hvor stærkt denne trænger til at dannes af en Mand i dette Ords fulde Betydning for selv at blive en Mand. Saa siger han: "Efter at have søgt overalt, har jeg, skønt jeg ikke kender Dem personligt, tænkt, at De er en af de Mænd, som jeg agter højest. De vil da tilgive mig, at jeg nu, da jeg har at vælge En, hvem jeg maa betro mere end mit Liv, henvender mig til Dem. Dersom den Lykke, som De uden Tvivl nyder i et fredeligt Hjem, ikke har gjort Dem ufølsom for hvad Godt De kan udrette, jeg siger ikke mod mig, en Enkeltmand, men mod et helt Folk, der er endnu mere agtværdigt end ulykkeligt, og det vil sige meget - saa tag imod at være Opdrager for min Søn." Og han slutter i samme Tone med at forsvare sig imod de Bagvadskelser af ham, som han tænker kan være komne Bonald for Øre. Med saadan Ydmyghed nærmede en Konge sig denne Mand - og forgæves, han afslog Opfordringen.

Et andet endnu mere paafaldende Træk viser, hvilken Indflydelse og Vægt man dengang tillagte saa despotisk sindede Autoritetens Mænd som ham. En Dag modtog Bonald en Billet med Anmodning om at indfinde sig hos Kardinal Maury. Denne var nu under Kejserdømmet bleven en anderledes mægtig Mand end da han holdt Taler mod Jødernes Borgerrettigheder i Nationalforsamlingen. Da Bonald var ene med Kardinalen, rettede denne det Spørgsmaal til ham, hvad han vilde sige, ifald Kejseren lod ham anmode om at paatage sig Opdragelsen af Kongen af Rom. Et Øjeblik stod Bonald forbavset over saa megen Ære; saa gav han, siger man, det afslaaende Svar: "Jeg tilstaar, at hvis jeg nogensinde lærte ham at herske, saa skulde det før blive alle andre Steder end i Rom." Efter Kongedømmets Genoprettelse blev han da en af Hovedophavsmændene til, at Rom og dets Aand: Autoritetsprincipet kom til at herske istedenfor til at blive behersket. Han havde hele sit Liv igennem bekæmpet Pressefriheden. Han endte med at faa hele Censuren under sig.

1815 valgtes han ind i Deputeretkammeret, hvor han sluttede sig til yderste Højre; under Ludvig den Attende blev han Medlem af Akademiet og Pair af Frankrig, i hvilken Egenskab han haardnakket bekæmpede Trosfriheden og Pressefriheden. 1830 trak han sig tilbage fra det offenlige Liv, da han ikke vilde aflægge Hyldingseden til Julikongedømmet.

Den, der fra de Maistre kommer til Bonald, vil have Møje med at gennempløje hans Værker. Thi en dødelig Kedsommelighed slaar En imøde næsten fra dem alle. Der er intet Menneske i disse Bøger, kun den bare Lære, og Bonalds Lære bestaar af lutter teologisk-politiske Sætninger, som fordres antagne uden Bevis. Man kan ikke forestille sig en Aand, der tror fastere paa Læresætninger, det vil sige: som staar paa én Gang Virkeligheden og videnskabeligt Tankeliv mere fjernt. Han synes aldrig at have tvivlet. Intet Øjeblik under hans lange Forfattervirksomhed synes der at være opstaaet en Tvivl hos ham med Hensyn til de yderst faa, simple Grundforestillinger, paa hvilke han føler sig sikker. De foreligger i hans Skrifter i Forsteningens Form.

Nøjere bestemt i Trehedens. Som Middelalderens Skolastikere før ham, som Hegel efter ham, tænker han i Treheder; kun tænker han uden alt Blik for Begrebernes Tveæggethed, uden Smidighed, uden Aand. Han radbrækker alle Livets og Historiens Kendsgerninger over en eneste Trekant: Aarsag, Middel og Virkning. Dertil svarer paa det politiske Omraade Treheden: Magt, Minister og Undersaat. Gud er Aarsag, Jesus Midler, Verden Virkning. Men Jesus er atter Magt, Minister og Undersaat i det religiøse Samfund: Magt ved sin Tanke, Minister ved sit Ord, Undersaat som Offer for dette sit Ord, og han er fremdeles Magt, Minister og Undersaat i det politiske Samfund: Magt som Jødernes Konge, Minister som Præst, Undersaat som den lydige Martyr.

I Menneskevæsenet i Familien, i Samfundet, i Staten, i Altet paavises samme Trehed og samme Enhed, alt i det Øjemed at bevise Monarkiets Nødvendighed og Sandhed. Kongedømmet er sandt, fordi det er bygget som Verdensordenen. Altet er monarkisk. Revolutionære og Republikanere, der har vovet for en Tid at styrte Kongedømmet, har da ikke gjort Mindre end et frækt Forsøg paa at vælte selve Verdensordenen overende. De har angrebet Tingenens evige Natur. De har ikke afskaffet en Forfatning, men Forfatningen; thi der er kun én.

Bonald spotter Erfaringens, ringeagter Historiens Vidnesbyrd. Det, som indvindes gennem Erfaring, har ingen Betydning for den, som er i Besiddelse af det Evige, Grundreglerne. Han afskyr endog Naturhistorien, fordi han i den sporer Udviklingsbegrebet, som er Fjenden.

Der eksisterer ingen historisk Udvikling; der eksisterer en historisk Overlevering, og det er den, som det gælder om at klamre sig til. Thi gennem Overleveringen naaer vi til Gud. I den Kæde af Blinde, som udgør Menneskeheden, behøver kun den første Blinde en Stav, og denne Stav er Guds Bud, som overleveres.

Det attende Aarhundrede havde fremfor noget tidligere troet paa Menneskets bevidste Evne til Opfinden og Frembringen. Senest havde Rousseau ladet Mennesket opfinde og stifte et Samfund. Bonald tager til Genmæle: Mennesket har ikke opfundet Nogetsomhelst, saalidt Familie eller Samfund som Tale eller Skrift. Mennesket var fra først af den ubeskrevne Tavle (tabula rasa), om hvilken Condillac og Sensualisterne har fablet. Kun at denne tomme Tavle er bleven fyldt ikke ved Sanseindtryk, men umiddelbart ved Undervisning af Gud.

Thi Gud var ikke blot fra først af Skaberen, men er stadigt vedbleven med at være det og er det den Dag idag. Han har stiftet Samfundet, og dets Betydning er den at bevare hans Ord og hans Tanker. Men dette kan det kun ved at bevare Overleveringen uafbrudt.

Overleveringens Betydning og Opgave er altsaa den at bevare Gud i Verden.

Enhver Stræben efter Brud med Overleveringen er da Stræben efter aandelig Død. Enhver Stræben efter Bevaring af det Overleverede er da ét med Attraa efter det kraftigst pulserende Liv. Fastholden af den reneste aandelige Arv skaber den reneste og stærkeste Tilværelse. Derfor Bonalds Klamren sig til Romerkirkens Dogmer og Kirkeherredømmet.

For at hævde Skabelsen og den fortsatte Skabelse paa alle Omraader maa han sikre Verdensaltet den samme Ubevægelighed som han forfægter i Politiken, og saaledes kommer han lige fra Aar 1800 stadigt tilbage til sine Angreb paa den da forholdsvis nye Udviklingslære. Som Voltaire før ham og Disraeli efter ham gør han sig lystig over den Forestilling, at Mennesket skulde nedstamme fra en Fisk.

Med Kærlighed og Forstaaelse, men med haardnakket Skønfarveri har Bonald fremstilt Frankrigs gamle Forfatning under Konger som Henrik den Fjerde og Regenter som Richelieu. Han har mod dem, der under Revolutionstiden angreb det gamle Kongedømme og dets Adel, med Dygtighed eftervist, at Kongemagten efter sin Idé hverken var det Tvangsherredømme eller Adelen efter sin Idé den aflukkede Kaste, som man senere vilde gøre dem til. Med Skarpsyn har han set Manglerne ved den nye Tilstand, hvor den lovpriste Frihed for Hvermand indskrænkede sig til den at være Vælger, og med Varme fremstilt Fortrinene ved den gamle Ordning, der tillod den Rige at blive Adelsmand, men satte Rigmandsvælden Skranker ved at formene Adelsmanden Arbejden paa at blive rig. Kun overser han forsætligt, at hine det gamle Kongedømmes oprindelige Fortrin tilsidst kun fandtes paa Papiret og at under dets Vinger den skændigste Uretfærdighed og den laveste Pengebegærlighed groede op og gik i Svang.

Han er vel oprigtig nok i sin Afsky for Parlamenters og Domstoles Uafhængighed, for Samvittighedsfrihed og Pressefrihed; men han er ikke engang ærlig i sine Lovtaler over Fortidens Regeringsform. Han er som Historiker uvidende, dog ikke uvidende nok til ikke at vide, hvad denne Regeringsform virkeligt var.

Hans Skrifter er i vore Dage ikke blot forældede, men hensmuldrede. Man kan i hans store systematiske Værker læse, hvor man vil, og slaa op, hvor man vil, en svag Duft af Støv og visne Blade og gammel sur Forraadnelse slaar En imøde. De vigtigste Kapitler i hans engang berømte Filosofiske Undersøgelser (som de om Sprogets og Skriftens Oprindelse) virker som Brokker af en gammel Dogmatik.

Hos systematiske Forfattere af denne Art plejer korte Afhandlinger, Lejlighedsartikler at have bevaret et friskere Præg. Men man kan gennemlæse de to tykke Bind, Bonald har samlet under Titelen "Blandinger", uden at finde en Side, der kan betegnes som frisk. Selv saadanne Afhandlinger som den om Voltaire's Skrifter eller den om Jøderne eller den om Fordragelighed, hvis Æmner syntes at maatte indbyde Bonald til at sige noget Kraftigt og Skarpt eller dog Noget, hvis Ordlyd indprentede sig, er forfærdende graa af Farve og glatte af Form. Hvad enten han misbilliger Voltaire's Letfærdighed eller kæmper for at berøve Jøderne Borgerrettigheder eller udvikler at Fordragelighed er en Last og en Umulighed, det sker altid med samme højtidelige og tomme Tilbehør, altid med samme Brug af Aarsag, Middel og Virkning, altid i samme alvorsfulde og ensformige Takt: Trip, Trap, Træsko. Bonald er ulæselig i Kraft af den Lidenskabsløshed, hvoraf han er stolt.

Kun en eneste af hans Bøger er endnu til at læse, fordi der i den undtagelsesvis findes Glimt af Lidenskab. Det er hans berømte Bog "Skilsmissen", sikkert det mest underholdende af hans Skrifter.

Det indledes med en lang Jammerklage over, hvorledes Verden er kommen til at se ud, siden Autoriteten er bleven kuldkastet. Den moderne Filosofi, siger han, som fødtes i Grækenland, i hint Folk som evigt vedblev at være Barn og som altid søgte Visdommen udenfor Fornuftens Veje (sic!), begyndte med ateistisk eller deistisk (!) at fornegte Gud. Humes og Condillacs Lære, der udleder al vor Viden af Sansernes Iagttagelser, har nu gjort Mennesket, som er "et Forstandsvæsen, betjent af Organer", til et Dyr, et blot Naturvæsen. Den almindelige samfundsopløsende Aandsretning er trængt ind i Huslivet og istedenfor det Forhold, som dér i ældre Tid fandt Sted mellem Forældre og Børn: Myndighed og Underkastelse, har Opsætsighed indsneget sig i de unge Hjerter og Lighedsforestillinger i de unge Hjerner, saa Børnene betragter sig som Forældrenes Lige, ja endog tillader sig at kalde dem Du. Forældrene, som paa deres Side har Bevidstheden om deres Svaghed, vover ikke mere at være Herrer, men attraar at blive deres Børns "Venner" eller "Fortrolige", altfor ofte deres Medskyldige.

Den blødagtige Betragtning af Livet afspejler sig i en ligesaa blødagtig Betragtning af Døden. Man har foreslaaet at danne Vaser af Glas eller Porcellæn til Opbevaring af sine Forældres Aske og - o Rædsel! - en Politianordning har tilladt en Moder paa Hedningevis at brænde sin Datters Lig. Overalt har man foreslaaet og i nogle Stater gennemført Afskaffelsen af Dødsstraffen, dette Klenodie, "dette første Middel til Samfundets Bevarelse" (ce premier moyen de conservation de la société). Man har set Regeringer blive grebne af "den pludselige Galskab, som kaldes Menneskekærligheden (Filantropien)". De saakaldte Naturvidenskaber - "saakaldt" er godt -, der hellere burde hedde de materielle Videnskaber, da de kun handler om Legemverdenen, fortrænger de højere, de aandelige Videnskaber, især den gamle Tids "høje Metafysik". I Poesien har den spøgende og lystige Kunstart afløst det højhjertede Sørgespil. I Romanerne, der saa tydeligt afspejler en Tidsalders Væsen, ofredes tidligere regelret Kærligheden for Pligten [som i "Kærlighed uden Strømper"]. Nu er det omvendt, og Rousseau har skrevet den Roman, "som mest af alle har forvildet Kvindernes Fantasi og fordærvet deres Hjerter", nemlig "Den ny Héloise". Endog i Havekunsten har Autoritetsprincipet tabt sig, "De engelske Havers landlige og raa Natur har afløst den pragtfulde Symmetri i Le Nôtres Anlæg".

Imod alle disse Forsøg paa at opløse Samfundet er det, at Bonald stiller sit Forsøg paa at frelse Samfundet. Og der er her ét Hovedpunkt, som det gælder om at erobre. Samfundet hviler paa Ægteskabet, staar og falder med det. Revolutionen har tilladt Skilsmisse. Men hvor Skilsmisse er mulig, der er Ægteskabet ikke mere til. Det gælder da om med én stor Kraftanstrengelse at faa Skilsmisseretten ophævet. Denne Anstrengelse lykkedes ham kun altfor godt.

Lad os da høre Bonalds egen Lære.

En udviklet Fornuft (foredrager han her som altid) begriber alle Væsener og deres Forhold under disse tre almindelige Idéer: Aarsag, Middel og Virkning, de mest almengyldige, Fornuften kan opfatte. De ligger til Grund for enhver Dom og danner Grundvolden for al social Orden. Ethvert Samfund bestaar saaledes af tre fra hverandre adskilte Personer, hvilke man kan betegne som de sociale Personer. Fornuften ser i Gud, som vil, den første Aarsag, i Mennesket som udfører denne Vilje Midlet, Ministeren, Formidleren, og i den Tingenes Orden som kaldes Samfundet Virkningen, der fremgaar af Guds Vilje og Menneskets Virksomhed. Denne Fornuft raader efter Bonalds Anskuelse kun i Katolicismen. Han siger: "Religionen, som stiller Gud i Spidsen for Samfundet, giver Mennesket en høj Forestilling om den menneskelige Værdighed og en dyb Følelse af Menneskets Uafhængighed, medens Filosofien, som overalt stiller Mennesket højest, stadigt kryber for Fødderne af et eller andet Afgudsbillede, i Asien for Muhameds Fødder, i Europa for Luthers, Rousseaus eller Voltaires." (Le divorce, S. 42.)

Man ser, at Luther af Bonald uden videre stilles sammen med Antikristne som Muhamed eller Voltaire. Dette er et staaende Træk i dette hele Tidsrum, ligesom det, at Protestantisme og Usædelighed slaas sammen. Naar De Maistre taler om Reformationen, fortæller han med den alvorligste Mine, at det halve Europa har skiftet Religion for at en udsvævende Munk kunde faa Lov til at gifte sig med en Nonne. I sin "Lære om Magten " (Théorie du pouvoir 2: 305) siger Bonald: "En hidsig og sanselig Munk havde reformeret Religionen i Tyskland, en vellystig og grusom Fyrste reformerede den i England ... Betegnende er det, at Reformen blev beskyttet i Tyskland af Landgreven af Hessen, der endnu medens hans Hustru levede vilde gifte sig med Margrethe af Saale, i England af Henrik den Ottende, der vilde skilles fra Katharina af Aragonien for at ægte Anna Boleyn, og i Frankrig af Margrethe af Navarra, en Fyrstinde af værre end tvivlsomme Sæder. Saaledes gik Vesterlandet til Grunde ved Skilsmisse, som Østerlandet ved Flerkoneri." I sin engelske Literaturhistorie (Oeuvres. Tome 4: S. 75) siger Chateaubriand om Luthers Ægteskab: "Han giftede sig saavel for at give et godt Eksempel som for at befri sig for sine Anfægtelser. Den, som har overtraadt Reglerne, søger altid at trække de Svage efter sig og at dække sig med Mængden; thi ved det store Antals Samstemmen smigrer man sig med at bringe Andre til at tro paa Retfærdigheden og Rigtigheden af en Handling, der ofte kun var Resultatet af et Tilfælde eller en Lidenskab. Hellige Løfter blev krænkede paa dobbelt Maade: Luther ægtede en Nonne."

Hvad der gør disse heftige Udfald mod Luther og Lutheranismen forstaaelige er, at man ligesom de tyske Romantikere med stor Klarhed opfattede den moderne Aandsretning, for hvilken man ræddedes, som Protestantismens nødvendige Følge. Saaledes hedder det hos Lamennais (Essai sur l'indifférence): "Man har nu indset, at Kirken og dens Dogmer hviler paa Autoriteten som paa en urokkelig Klippe. Derfor er det, at Tilhængerne af de mangfoldige Særkirker, der er uenige om alle øvrige Punkter, forener sig om at oversave denne alle Sandheders Grundpille. Lutheranere, Socinianere, Deister, Ateister er de forskellige Navne, som angiver den trinvis stigende Udvikling af samme Lære; de forfølger alle med utrættelig Udholdenhed deres Angrebsplan mod Autoriteten."

Den eneste ægte, katolske Fornuft hos Bonald ser da overalt de tre sociale Personer: Magten, Ministeren og Undersaatten. De modtager i de forskellige Samfundskrese forskellige Navne. I det religiøse Samfund kaldes de Gud, Præster og Troende, i det politiske Samfund Konge, Adel eller Embedsstand, Folk eller Menigmand; i det huslige Samfund kaldes de endelig Fader, Moder og Barn.

Den, som endnu ikke er fortrolig med Bonalds Maade at tænke paa, vil rimeligvis studse ved denne sidste Sammenligning; men det er Bonald saa fuldkomment Alvor med Sidestillen af Faderen med Magten, Moderen med Ministeriet og Barnet med Undersaatten, at han endog bruger den sidste Række af Betegnelser gennemgaaende istedenfor den første; thi, skriver han, Fader, Moder, Barn passer paa Dyrene saa vel som paa Menneskene; Benævnelsen Magt, Minister, Undersaat derimod udelukkende paa tænkende Væsener; desuden, siger han et andet Sted, maa man saavidt muligt stræbe at aandiggøre Mennesket og dets Forhold overfor de Bestræbelser, der fra andre Sider gøres for at sænke Menneskelivet.

Han begrunder sin Lære med sine sædvanlige Formler. Manden og Kvinden, siger han, eksisterer begge to; men de eksisterer ikke paa samme Maade. De ligner hinanden, men de er ikke hinandens Lige (semblables, men ikke égaux). Kønnenes Forening er Grunden til deres Forskel. Frembringelsen af et Menneske er Formaalet for deres Forening. Faderen er stærk, Barnet er svagt, Faderen virksom, Barnet uvirksomt. Moderen danner Mellemledet. Hvorfor? Jo, siger Bonald, Faderen er et bevidst Væsen og kan ikke blive Fader uden med sin Vilje; Moderen kan derimod, selv med fuld Bevidsthed, blive Moder imod sin Vilje (altsaa uvirksomt). Barnet har hverken Viljen til at fødes eller Bevidsthed om, at det bliver født.

Det er da paa det modbydelige og tragiske Naturforhold, at Kvinden ufrivilligt kan blive Moder, at Bonald bygger sin Rangforordning mellem Kønnene. Ja, han siger ordret (femte Udg. 71): "I denne Trinfølge af deres Forhold ligger alene Løsningen af Spørgsmaalet om Skilsmisse", nemlig at der ingen bør tilstedes.

Og var nu dette forblevet en afsindig Lære lig saa mange andre forrykte Lærdomme, som intet Menneske falder paa at sætte i Værk, hvem vilde da harmes herover! Men man tænke sig, at det er paa Grundlag af dette Skrift, at Ægteskabs- og Skilsmisselovene i Frankrig, de Love, der bestod i de følgende 70 Aar, tolv Aar efter at Bogen udkom, blev byggede (note: Louis de Viel-Castel: Histoire de la Restauration, Tome 4: 487 ). Dengang var, straks efter Bourbonernes Tilbagevenden, Bonalds Indflydelse saa uimodstaaelig, at den sløve og kirkeligtsindede Nationalforsamling med 225 Stemmer imod 11 afskaffede Skilsmissen.

Man kan da sige, fortsætter Bonald med Hensyn til Opdragelsen, at Faderen har eller er Magten til gennem Moderen som Minister eller Middel at udøve den forplantende og opretholdende Handling, hvis Maal eller Undersaat Barnet er.

Forholdet mellem Mand og Kvinde i Ægteskabet bestemmes da simpelt saaledes: Manden er Magten (le pouvoir), Kvinden er Pligten (le devoir). Selve den hellige Skrift kalder jo Manden Kvindens Hoved eller Fornuft, Kvinden Mandens Hjælp eller Minister, og betegner Barnet som Undersaat, idet Skriften altid indprenter det at være lydigt.

Kvinden ligner da Manden, som Manden ligner Gud. Manden er skabt i Guds Billede, men er ikke derfor hans Lige. Kvinden er skabt af Mandens Kød og Blod, men er ham underordnet. Bonalds Lære stemmer med den, Milton udtaler i sin Digtning "Det tabte Paradis (note: "He for God only, she for God in him." Paradise lost 4.). Han siger: "Det huslige Samfund er et Samfund, hvor Manden medbringer Styrkens beskyttende Evne, Kvinden Svaghedens Fornødenheder, han Magten, hun Pligten." Saaledes forvrænger Bonald Paulus's Lære, der for sin Tid var et mægtigt og beundringsværdigt Fremskridt i Retning af Kvindens Frigørelse.

Hvad er da for Bonald Ægteskabet? Ægteskabet er den Forpligtelse, som to Personer af forskelligt Køn paatager sig til at stifte Samfund, et Samfund, som kaldes Familie. Det er dette, som skiller Ægteskabet fra ethvert andet Samliv mellem Mand og Kvinde. Med dyb Harme omtaler Bonald det vittige Ord af Condorcet, at hvis Menneskene har nogen Forpligtelse mod de Væsener, som endnu ikke er til, saa kan det ikke være den at skænke dem Tilværelsen. Tvertimod! udbryder han: Ægteskabet bestaar netop for at Slægten kan vare ved. Heraf tør man efter Bonalds Anskuelse dog ingenlunde slutte, at et barnløst Ægteskab, et saadant, der altsaa synes at have forfejlet sin Bestemmelse, tør opløses; thi, siger han, idet man hæver det første Ægteskab for at slutte et andet, bliver Frembringelsen af Børn umulig i det første Ægteskab, uden derfor at blive sikker i det andet. Saalænge Mand og Hustru ikke har Børn, er der dog en Mulighed for at Børn kan komme, og da Ægteskabet kun er grundet for de mulige Børns Skyld, er der ingen Grund til at hæve det. Ægteskabet er for Bonald det mulige Samfund, hvortil Familien som det virkelige Samfund svarer: "Ægteskabets Formaal", lærer han, er "ikke Ægtefællernes Lykke." Hvilket er da dette Formaal? "Ægteskabet", svarer han, "er til for Samfundets Skyld". Religionen og Staten har i Ægteskabet kun de Pligter for Øje, som det paalægger. Men naar Ægteskabet nu er til for Samfundets Skyld, hvad er da Samfundets Formaal? Man brænder efter at faa dette Spørgsmaal besvaret. I Kraft af sin teologisk dogmatiske Lære om at Samfundet ved at bevare sin Overlevering, det vil sige: sig selv, bevarer intet Ringere end Gud, svarer Bonald, som han maa svare, med denne tomme Formel: "Samfundets Formaal er dets egen Bevarelse" (note: La société a pour parvenir á sa fin, qui est sa conservation, des lois. S. 107.).

Ikke et Ord spildes paa den Indbildning, at Institutioner overhovedet er til for Menneskenes Skyld, og ikke en Tanke skænkes disses Lykke, Slægtens Udvikling eller Frembringelsen af menneskelig Storhed.

Idet Hensynet til Børnene opstilles som det alene afgørende, viser Flerkoneri, Forstødelse af Hustruen og Skilsmisse sig for Bonald som lige forkastelige. Han bemærker ogsaa, at Indførelsen af Flerkoneri og Indførelsen af Skilsmisse synes at skulle følges ad, siden Luther - denne Anekdote gaar igen i ethvert Bind fra dette Tidsrum - der tillod Skilsmisse, ogsaa, om end i dybeste Hemmelighed, tillod Landgreven af Hessen Tvegifte. Han har, siger han, ikke mere tilovers for det efterhaanden indtrædende Flerkoneri end for det samtidige, og glemmer, at denne Indvending lige saa godt gælder Indgaaelse af et nyt Ægteskab efter den ene af Ægtefællernes Død som nyt Ægteskab efter Skilsmisse. Overalt, siger han, hvor Skilsmisse er tilladt og hvor en Kvinde altsaa i enhver Mandsperson kan se en mulig Ægtemand, er Kvinderne uden Kyskhed eller idetmindste uden Blu. Han anfører England som Eksempel - England. Tilstanden i England, hvor Skilsmisse i visse Tilfælde er tilladt, sammenligner han med Tilstandene hos enkelte vilde Folkeslag, hvor Ægtemanden lader sin Kones Medskyldige, naar han overrasker ham, betale sig et stegt Svin, som de saa alle tre fortærer sammen. Overhovedet er England med sine forholdsvis frisindede Samfundsindretninger saavel for ham som for Lamennais den sande Syndebuk. Lamennais siger f. Eks. om England, at man ingensteds finder en Befolkning, der er saa sløvet, saa blottet for sædelig Sans, saa fremmed for højere Forestillinger og for Alt, hvad der opløfter Sindet og adler Menneskelivet. (note: Progrés de la révolution et de la guerre contre l'église p. 35.)

Sligt er Overdrivelser uden Sandhed og uden Logik. Men det, hvori der baade er Logik og Sandhed, og det, for hvis Skyld disse Enkeltheder fortjener at fremdrages, det er Bonalds Opfattelse af Ægteskabsspørgsmaalets inderlige Sammenhæng med det hele politiske Spørgsmaal. Han indser, at Republiken eller Demokratiet (thi han er saa forbitret paa Republiken, at han udtrykkeligt vægrer sig ved at ville bruge dette Ord) nødvendigvis maatte føre til Ægteskabets Opløselighed.

Han siger: "Skilsmisse blev tilstedt ved Lov Aar 1792 og forundrede Ingen, fordi den var en uundgaaelig og længe forudset Følge af de Nedbrydningsregler, som man paa hin Tid med saa megen Lidenskab fulgte; men nutildags, da man vil genopbygge, nu træder Skilsmissen som Princip ind i Samfundsbygningen og ryster denne Bygning helt ned i dens Grund. Skilsmissen stemte overens med den Folkevælde, der har hersket altfor længe i Frankrig under forskellige Navne og Former. Saavel den huslige som den offenlige Magt var overgivet til "Undersaatternes" Lidenskaber; der var Uorden i Familien og Uorden i Staten; der var Lighed og Endrægtighed mellem de to Uordener. Men det ser Enhver, at Skilsmissen staar i ligefrem Strid med Aanden i det arvelige og uopløselige Kongedømme. Beholder vi Skilsmisse, har vi Orden i Staten og Uorden i Familien, Uopløselighed hist, Opløselighed her, altsaa ingen Overensstemmelse. Fra den Side, til hvilken Mennesket hælder, maa Loven rejse det i Vejret, og den maa nutildags forbyde opløste Naturer Opløsning som forhen halvvilde Barbarer Blodhævn."

Saaledes lykkes det Bonald ud fra sit Grundbegreb om Kongedømmet af Guds Naade at gennemføre sin Ægteskabslære. Han slutter, at Skilsmisse ubetinget bør forbydes, og at den blotte Separation uden Tilladelse til nyt Ægteskab tilstrækkeligt bøder paa alle de Ulemper, der kan følge af usamdrægtige Forbindelser. Da disse Bonalds Tanker fik Lovskraft, opstod i Frankrig en Tilstand, der gjorde det franske Ægteskab til en Spot for hele Jorden, en Tilstand, som f. Eks. umuliggjorde det for den unge Pige, hvis Brudgom paa Bryllupsdagen løb bort med hendes Medgift, nogensinde at kunne blive gift paany eller faa lovligt Afkom. Medens Loven fandt formildende Omstændigheder for Mordbrændere og Drabsmænd, og man, naar de havde ført sig vel op et vist Antal Aar, kunde give dem fuldstændig Frihed, havde den bedragne unge Pige efter Bonalds Lære og Frankrigs Love ikke det Haab om Frihed som den, der havde brændt en Familie inde eller slaaet sin Fader ihjel.

I Konventets Udkast til en Civilret hed det:

Ægteskabet hører ind under Friheden, det vil sige under Samvittigheden.

Det opretter en Forbindelse, hvor Mand og Kvinde staar paa lige Fod.

Ægtefællerne bestemmer frit Betingelserne for deres Forening.

Ægtefællerne har eller udøver lige Ret med Hensyn til Bestyrelsen af deres Ejendom.

Skilsmisse finder Sted efter begge Ægtefællernes eller efter den ene af Ægtefællernes Ønske.

Loven forbyder at fastsætte nogensomhelst Indskrænkning i Retten til at skilles.

Det synes, som om den store Skilsmissefrihed, der saaledes pludseligt blev givet, ligesom al anden pludseligt erhvervet Frihed, i Begyndelsen blev misbrugt, og at man f. Eks. med stor Letsindighed og uden synderligt Hensyn til Børnene gav efter for flygtige Tilbøjeligheder, der hverken havde den Ret eller den Værdighed, som virkelig Kærlighed har. Tilsvarende Erfaringer gøres overalt i Historien, hvor Lænker brydes. Men dette var for dem, der som Bonald ingen Tro havde til Friheden og ikke troede paa anden optugtende Magt end Tvangen tilstrækkeligt til at føre Alt tilbage til den tidligere tilvante Tilstand.

Idealet, som aldrig vil glemmes og som undertiden naaes er selvfølgeligt det, at to Mennesker, der lever forbundne, elsker hinanden til Døden, ja med en Elskov, som varer udover Døden. Men dette Ideal er Følgen af et sjældent og lykkeligt Valg, ikke af Tvangsforholdsregler.

Paaskuddet til disse var naturligvis Hensynet til Børnene, og angaaende dette Punkt har Bonald sammentrængt sin Lære i denne slaaende og udmærket velskrevne Sætning: "Da den ægteskabelige Forbindelse gælder tre Personer, Fader, Moder og Barn, kan den ikke ophæves, fordi de to er enige derom. Da Barnet er umyndigt, saa optræder overfor Ægtefællerne Samfundet paa Barnets Vegne og nedlægger som Barnets Talsmand sin Indsigelse mod Ægteskabets Opløselighed." Denne Tankegang betragter det for det Første som givet, at Ægteskabets Opretholdelse for enhver Pris ubetinget er det, som tjener Barnet bedst, hvad naturligvis er alt andet end givet. Den gør for det Andet Hensynet til Barnet til det ubetingede og altafgørende, en Forudsætning, der kun ud fra Autoritetsprincipets Standpunkt kan kræves antaget uden Bevis. Den tager endelig kun Hensyn til det indenfor Ægteskab fødte Barn og betragter de øvrige som ikke værende til, medens en af den overleverede Ordnings sørgeligste Følger netop er, at ikke alle Børn staar med lige Rettigheder overfor deres Forældre og derved overfor Samfundet. Bonalds Samfundsorden, der tager Hensynet til Barnet som det ubetingede, har i vore Dage ført til, at mere end 2 Millioner 800,000 Franskmænd som uægte Børn er fødte i en uforskyldt Ulighed overfor Forældrene, der i Frankrig er endnu større end andensteds.

Dog, hvor urimelig end i Enkeltheder Bonalds Lære kan være, den er værdifuld, ja kostbar som en i alle Grundtræk følgestreng Gennemførelse af Autoritetsprincipet paa Familiens Omraade. Bonald har, hvad de Halvliberale aldrig har, et klart og gennemtrængende Blik for Sammenhængen mellem Revolutionens politiske og sociale Grundsætninger. Han har aldrig, som de, hvis Væsen er Vrøvlet, kunnet skille de første fra de sidste og overse, at den overleverede Opfattelse af Ægteskabet, som man tildels endnu bevarer, hænger paa det Nøjeste sammen med den overleverede Opfattelse af Staten, som man nutildags har forladt.

Sammenhængen kommer frem overalt, hvor Spørgsmaalet drøftes. Overfor dem, der i Nordamerika stred for Slavehandelens Afskaffelse, forsvarede Slaveejerne sig med, at hvad der fandt Sted i Slaveforholdet i ingen Henseende var væsensforskelligt fra hvad der fandt Sted i Familien og Ægteskabet. Man ser ogsaa at der har fundet lige saa meget Ordgyderi Sted imod Ret til Skilsmisse overhovedet som der nutildags vilde finde Sted imod udvidet Skilsmissefrihed eller overhovedet mod en forandret Opfattelse af hvad der gør Forbindelsen mellem Mand og Kvinde værdifuld.

Overfor Autoritetsprincipet staar paa dette Omraade som paa alle andre den frie Tænknings Princip i forskellige Former. Hvis vi lader de socialistiske Lærdomme, der senere vil møde os hos Saint-Simonisterne, helt ude af Betragtning, saa staar overfor Autoritetsprincipet her den frisindede Opfattelse med Individualismens Princip, som det er blevet udviklet af engelske, franske og amerikanske Tænkere. Det er dette Princip, der ligger til Grund for Konventets ovenanførte Udkast. Grundtanken er den, at ikke Familien, som det almindeligt siges, men det enkelte Menneske er Samfundets Grundpille, og at Individet er suverænt. Istedenfor den Lære om Guds Suverænitet, der opstilledes af den arvelige Enevældes Tilhængere, og istedenfor den tvetydige Lære om Folkesuveræniteten, der forkyndtes af Flertallets revolutionære Forherligere, træder Læren om "Individets Suverænitet", et Kunstord, der først er blevet brugt af Amerikaneren Samuel Warren, fra hvem John Stuart Mill har optaget det (note: Mill Autobiography 256). Individets Suverænitet sikrer, som Ordet siger, ethvert Menneskes ubetingede Frihed, forbyder Enhver at tilrane sig nogetsomhelst Herredømme eller nogetsomhelst Opsyn over nogen Anden. Tilhængerne af denne Lære siger: "Enten" Fomynderskab over hver Enkelt, det vil sige Censur over Pressen, Politiorganisation af Husspioner, Passystem, Tariffer, Forhindring af Skilsmisse, Love, som regulerer Mænds og Kvinders Følelsesliv, og det hele System af vilkaarlig Tvang udøvet paa den Enkeltes Frihed, "eller" Individets Suverænitet, det vil sige: Pressefrihed, Talefrihed, Rejsefrihed, Frihandel, Frihed i Forskning og Følelsernes Frihed. Fra dette Synspunkt er det eneste mulige Forsvar for en Friheden indskrænkende Lov det, at en foreløbig paatvungen Ordning kun er den nærmeste Vej til en mere fuldkommen Ordning med fuldstændigere Frihed; thi Frihed er Individualismens Ideal. Mændene af denne Skole betragter Statens Indblanding i de Enkeltes Følelsesforhold som uberettiget; de hævder, at det lovlige Baand, der sammentvinger to Væsener af forskelligt Køn, er "enten overflødigt" - ifald det er deres eget Ønske at blive sammen - "eller oprørende" - ifald det omvendt ikke er deres Ønske. De finder, at Samfundet begaar en frygtelig Uret imod Mennesker, af hvilke det ene afskyr det andet, ifald det bringer dem til at forblive sammen og faa Børn af den Enes Attraa og den Andens Afsky. De finder det oprørende, at Samfundet tvinger en Kvinde til mod sit Ønske at føde en Drukkenbolt et Barn, et Barn der fra det Øjeblik af, det vaagner til Liv, besidder sin Faders fordærvede Drifter og Lyster. Og de finder det ligesaa oprørende, at en Mands hele Liv skal ofres for en Forbindelse, over hvilken han fortvivler. De tager lige saa meget Hensyn til de endnu ufødte Børn som Bonald til de fødte; de ser ikke som han et Bevis paa Kvindens Ufuldkommenhed, men et Bevis paa Samfundsordenens Raahed deri, at Kvinden mod sin Vilje kan blive Moder. De hævder i Kraft af det Afhængighedsforhold hvori alle Livskrese staar til hverandre, Usandsynligheden af, at et eneste Omraade af Menneskelivet skulde findes at være fuldstændig rigtigt ordnet paa Overleveringens Grundvold, medens alle andre Omraaders Ordning er bleven fundet fuldstændig bagvendt og derfor bleven forandret fra øverst til nederst i de sidste hundrede Aar. Dette er den Bevisførelse, der hyppigst anvendes af Mændene af denne Skole *10). Det er i dette som i mange andre Tilfælde tvivlsomt, hvorvidt den rene Liberalisme anviser den rette Vej til Maalet. Her er kun Principet angivet som Modstykke til Autoritetens. Hvad det gælder om at hævde er her som paa alle andre Punkter Forskningens ubetingede Frihed.

Hvis en Tænker i et katolsk Land udtaler sig frit om Messen eller om andre af Kirkens foreskrevne Skikke, bliver han i Reglen betegnet som en Spotter af Religionen i Almindelighed eller vel endog som Ateist. Den Rettroende mener nemlig, at "Religionen" bestaar i eller idetmindste kun kan bestaa sammen med visse bestemte Kirkeskikke, med hvilke den i hans Bevidsthed altid har været forenet. Han aner ikke, at Angriberen har en meget højere og renere Opfattelse af Religionens Idé end han selv. Han har nemlig bemærket, at de, hvem han hidtil har set vise mindst Agtelse for den ydre Gudstjeneste, hvortil han selv er knyttet, var uordenlige og usædelige Mennesker som var i Stand til al Slags gale Streger. Han drager nu for tidligt herfra en almindelig Slutning om alle dem, der ikke anerkender Kirkens Gudsdyrkelse og Præster, og da han altsaa ikke er udviklet nok til at skelne de forskellige Klasser af Angribere fra hinanden, slaar han den begejstrede Tænker og Forfægter af en højere Sandhed i Hartkorn med det almindelige Slæng af gudsforgaaene Kroppe. Han sammenblander den, der staar over ham, med dem, der staar under ham.

Ganske saaledes gaar det til, naar Talen er om den overleverede Opfattelse af Forholdet mellem Mand og Kvinde. Ordningen af dette Forhold i et vist bestemt Land til en vis bestemt Tid er ikke mere Ægteskabet, end Katolicismen i Spanien i det syttende Aarhundrede er Religionen. Nogle staar "under" Ægteskabsindretningen som den er, Andre staar "over" den, medens Flertallet i de civiliserede Lande befinder sig aldeles i Jævnhøjde med denne Indretning som den er, bearbejder den offenlige Mening i Overensstemmelse med deres Synsmaade, og slaar begge Grupper af Anderledestænkende sammen til en, der saa prisgives til den almindelige Foragt.

Det Samme, som leder til Autoritetsprincipets Opstilling paa Religionens og Statens Omraader, foranlediger ogsaa dets Opstilling med Hensyn til Ordningen af Forholdet mellem Kønnene.

Fejlslutningen i religiøs Henseende bestaar i den Antagelse, at Kirken, fordi den gennem Aarhundreder har havt et Kald til Forædling, er af væsenlig Betydning for ædlere Følelsers og Tankers Opstaaen eller at Kærligheden til Sandhed ikke er Menneskene naturlig og tiltager med Menneskehedens hele Udvikling, men at den maa bringes ind i dem og vedligeholdes i dem ved en stadig Virksomhed af Biskopper og Præster, Kirker, Kirkeforsamlinger o. s. v.

Med Hensyn til Forholdet mellem Mand og Kvinde er den tilsvarende Taabelighed den Tro, at Menneskene ikke af Naturen elsker Orden og Finhed i dette Forhold i des højere Grad, jo mere udviklede og fintfølende de er, at Mændene ikke af egen Drift elsker deres Børn og beskytter deres Børns Moder, ikke af egen Drift nærer Agtelse for det andet Køn og for sædelig Renhed, men at alle disse Dyder og Egenskaber først maa fabrikeres, dernæst bevares i den menneskelige Sjæl ved Hjælp af Lovgivning, og det medens Lovene mærkeligt nok kun frembringes ved den forenede Virksomhed af alle disse Personligheder, som tagne hver for sig formodes blottede for alle disse Egenskaber og Dyder. I den Grad er det Modsatte Sandheden, at det kun er Kærligheden til alle disse samme Dyder og Goder, som bringer Menneskene til, ofte pinligt nok, med Taalmodighed at udholde og underkaste sig alle de kunstige Ordninger og Tvangsregler, hvorunder de sukker, fordi de fra Barnsben af har lært, at en Ordning som den givne er den eneste Sikkerhed for Opretholdelsen af de Dyder og Goder, de har for Øje.

Da som Følge heraf enhver fordomsfri Udforskning af Menneskesjælen trænges tilbage eller umuliggøres, opdrættes Sindene til uden Prøvelse eller Undersøgelse at antage det for sandt, der støtter sig til Overlevering eller Autoritet, medens Autoritetsprincipets Modstandere beskyldes for at ville og begunstige Usædelighed.

Hvis man var gaaet ud paa at finde det i vore Dage mest fornedrende og fordummende Princip af alle Principer paa Jorden, havde man ikke kunnet komme til noget andet end Autoritetsprincipet.

Autoritetsprincipet leder følgerigtigt til saadanne Sætninger som: Ægteskabet er til for Samfundets Skyld og Samfundets Formaal er at bevare sig selv - eller med en lidt forskellig Afskygning: Ægteskabet i dets overleverede Form er helligt, fordi det er uundværligt til Bevaring af sædelig Renhed. Og hvori bestaar sædelig Renhed? i Opretholdelse af Ægteskabet i dets overleverede Form.

Ad den Vej kommer man ikke længer. Man gaar i en Ring og staar stedse stille paa samme Plet.

Hvis Autoritetsprincipets Modstandere derimod siger: Samfundets Formaal er dets Medlemmers højeste Lykke, Ægteskabets Formaal er Familiens Vel, saa er Undersøgelsen givet fri med Hensyn til, hvad dette Vel og denne højeste Lykke er. Og dersom de videre siger: "Sædelig Renhed bestaar i den Art Forhold mellem Væsener af forskelligt Køn, som i højest Grad bidrager til begges gensidige Udvikling og Lykke, dersom de fjerneste Resultater af denne Forbindelse lige saa vel som de umiddelbare tages i Betragtning," og ifald denne Begrebsbestemmelse antages eller prøves, saa er Synskresen aaben for os, og Marken fri til ny radikal og videnskabelig Forskning, saavel hvad Legemets som Sjælens og Samfundets Liv angaar, i et Omfang, som Verden ikke før har kendt.

Orden og Finhed! det var Stikordene hos Autoritetsprincipets Forfægtere. Visselig Orden og Finhed! Men hvad Menneskene har maattet lære og hvad de vil lære, selv om det skulde tage Aarhundreder, det er at Orden og Finhed er Videnskabens eller Udviklingens Værk og aldrig er eller kan være et Værk af vilkaarlig Lovgivning eller en paa Overlevering og Autoritet støttet Kriminallovbog og offenlig Mening. Der gives ingen anden Ordning og Orden af Samfundet end den, som beror paa videnskabelig Indsigt i Menneskets Organisation. Alle Samfund, Familiens saa vel som Statens, er til ikke for deres egen, men for Menneskenes Skyld, for at hver Enkelt kan opnaa visse store Formaal og Goder. Saadanne Formaal er personlig Udvikling, sædelig Renhed, Børnenes Opdragelse, Kvindens Beskyttelse.

Dersom nu disse Formaal kun kan naas ad den Vej, som Autoritetsprincipet anviser, ja da bør Frihed paa disse Omraader selvfølgelig, i Modsætning til hvad den paa saa mange andre Omraader anses for, betragtes som en Forbandelse, udryddes og forfølges. Hvis disse Formaal derimod "muligvis" kan naas ad andre Veje, muligvis "bedre" kan naas ad andre Veje - og at nægte en saadan Mulighed er svært - hvis de endelig maaske saa godt som slet ikke er naaede ad Overleveringens Vej, da bør en af alle Hensyn uindskrænket, fri Undersøgelse finde Sted uden ringeste Menneskefrygt for nogen Autoritet. I et Aarhundrede som det, hvori vi lever, er Autoritetsprincipet som saadant, der spærrer Vejen for enhver Drøftelse, det sletteste, det dummeste, det mest nedværdigende af alle og har dømt sig selv. Den, der ved at forhaane eller forbyde den fri Undersøgelse paa nogetsomhelst Samfundsomraade, er Aarsag til - som han upaatvivlelig bliver - at en eller anden for hans Medmennesker nyttig Formodning - om saa blot en eneste - ikke vover sig frem for Dagens Lys eller ikke bliver prøvet overfor Virkeligheden, er en Forbryder, for hvem den strengeste Straf, ifald der var Ret og Retfærdighed i Verden, ikke vilde findes for haard. Desværre er rigtignok Flertallet af de dannede Mennesker Forbrydere af denne Art, saa at Udsigten til at faa dem straffet visselig er ringe.

Bonald var en saadan Forbryder. Hans ydre Livsvilkaar var imidlertid ikke af den Art, at man kan se noget Spor af Hævn-Gudindernes Forfølgelse under hans Livsbane. Han blev 86 Aar gammel, var hele sit Liv igennem en af sin Tidsalders mest indflydelsesrige og mest hædrede Mænd og døde først i 1840 mæt af Hæder og Dage.

 

Noter til Kapitel 6:

*10) Se f. Eks. Stephan Pearl Andrews: Love, marriage and divorce. New York. Smlgn. ogsaa Émile de Girardin: l'homme et la femme.

 

7. Chateaubriand.

 

Der fandtes i Frankrig under Kejserdømmet ingen Poesi. Chateaubriand var vel en Aand med store digteriske Anlæg, men Napoleon var Tidens eneste Digter i stor Stil. Chateaubriand, der hadede ham, følte det saare vel. Han siger (i fjerde Del af sine "Erindringer"): "En vidunderlig Indbildningskraft besjælede denne saa kolde Politiker; han havde ikke været hvad han var, hvis han ikke havde havt sin Muse. Hans Forstand udførte Digterens Ideer." Rækken af hans Krige, Sejrvindinger og Nederlag var en stor Iliade, Felttoget til Rusland en Kæmpe-Tragedie, hvormed ingen, der var udarbejdet ved en Pult, kunde maale sig.

Allerede under Revolutionen var af beslægtede Aarsager Poesien forsvunden. Enkelte Digtere skrev vel endnu Sørgespil i den gamle Stil, kun at de havde forvandlet Voltaires filosofiske Tragedie til en politisk og tog Roms og Grækenlands Republiker til Indtægt for den ny franske Republik, der fandt Forbillederne til sine Helte i hvad man kaldte Roms og Athens Sansculotter; men den Interesse, der knyttede sig til Skuespillene, var ringe i Sammenligning med den, som Nationalforsamlingens og Konventets store Dramer frembød. Som i Oldtiden Gladiatorkampene tilintetgjorde Deltagelsen for de Skuespil, i hvilke Ingen virkelig blev dræbt, saaledes blev nu Tragediernes femte Akt mat og flov i Sammenligning med Slutningsoptrinene ved Konventets Forhandlinger, under hvilke de Overvundne førtes bort til Skafottet. Melpomenes Dolk kunde i Længden ikke kappes med Guillotinen. Hvem kunde ved et Digterværk fremkalde en Sindsbevægelse, der svarede til den, som Tilskuerne følte ved Anklagen mod Kongen og Dronningen, deres Domfældelse og Død, hvem kunde paa Scenen spinde Rænker, der var knyttede saa godt som Robespierres og Dantons mod Vergniaud og Gironden, eller som de Snarer, der senere blev lagte for Robespierre! Man har Vidnesbyrd om, at de Samtidige havde denne Følelse. Shakespeares navnkundige Oversætter Ducis skriver til en Ven, der opfordrede ham til at arbejde for Teatret: "Tal ikke til mig om Tragedier! Tragedien er rundt om ude paa Gaden. Saasnart jeg sætter Foden udenfor min Dør, gaar jeg i Blod indtil Anklerne." At der ikke laa nogen Overdrivelse i disse Ord, viser et Brev fra Chaumette, som i 1793 sendtes til Øvrigheden i Paris, hvori der særligt klages over, at Nærsynede bestandig var udsatte for at træde i Menneskeblod.

Under Napoleon kom endnu den Omstændighed til, at man havde en Herre. Forsøgte en enkelt Skribent som Raynouard at fjerne sig en Smule fra de slagne Veje, blev han standset i sine Bestræbelser. Hans Stykke "Stænderne i Blois", der var blevet spilt i Saint-Cloud, blev ved udtrykkelig Ordre fra Kejseren selv forbudt i Paris. Kanonerne alene havde Ordet. Den Kanon, der plantet foran Indvalidehotellet bestandig forkyndte Sejr paa Sejr, overdøvede alle andre Røster. Og alle ungdommeligt begejstrede Hjerter, alle de ildfulde Sjæle, der til andre Tider vilde have givet sig Luft i Poesi, alle de, der følte hedest for Friheden og Revolutionens Grundtanke, strømmede nu til Fanerne og søgte ved at beruse sig i Krigshæder at glemme deres Længsel efter Frihed og Poesi. Som en sjælfuld Sang i et Værelse afbrydes og ophører, naar en uafbrudt Rumlen af svære Vogne ryster Gaden, saaledes sluktes det aandelige Liv. Et Par Anekdoter fra Kejserdømmets Tid skildrer Larmen og Trykket. Paa Spørgsmaalet: "Hvad tænker De i denne Tid?" svarte Siéyes: "Jeg tænker ikke." Paa Spørgsmaalet: "Hvad har De gjort for Deres Overbevisning under Kejserdømmet?" svarede General Lafayette: "Jeg blev staaende oprejst."

Kun enkelte Kunstarter lod sig beaande af Tidsalderen: Malerkunsten og Skuespilkunsten. Gérard malte Slaget ved Austerlitz, Gros de Pestbefængte i Jaffa, Slagene ved Abukir og ved Pyramiderne. Talma, der efter sit eget Udsagn en Aften, da han var sammen med Førerne for Girondinernes Parti, første Gang havde forstaaet og lært at spille Roms Republikanere, ikke som Drengene i den latinske Skole forestille sig dem, men som Mænd - Talma lærte af Napoleon at spille Cæsarer og Konger. Efter den bekendte Fremstilling lod Bonaparte sig af Talma lære at indtage kejserlige Stillinger. Det Omvendte er Sandheden. Det var af Napoleon, at Talma lærte den Myndighed i Optræden, den korte befalende Tone, de bydende Haandbevægelser, som han senere bragte paa Scenen. Da han 1826 laa fortæret af Feber og halvt vanvittig i Spejlet undersøgte Sporene af Afsind og Rædsel paa sit Ansigt, raabte han: "Jeg har det", og slog sig for Panden; "hvis jeg igjen kommer til at spille, skal jeg gøre det nøjagtigt saaledes, naar jeg forestiller Karl den Sjette som gal." Saa lidenskabeligt elskede han sin Kunst. Han rejste sig imidlertid aldrig mere.

Kun én Afart af Literaturen vandt en Indflydelse, som den ikke før havde besiddet, den yngste af alle dens Arter, der hidtil havde været uden Betydning, men snart blev en Magt, nemlig Dagbladene. Det bekendte Blad "Journal des Débats" blev stiftet for at indlede Kampen mod Voltaire og give Tidens ledende Tanker et Organ. Man brugte alle Midler. Ganske som efter den tysk-franske Krig den klerikale Presse i Frankrig betegnede Voltaire som "den elendige Prøjser", saaledes opsøgte man da i Voltaires Breve de Steder, der kunde stemple ham som Landsforræder. Man fandt da i Brevene til Kongen af Prøjsen den stygge Artighed: "Hver Gang jeg skriver til Deres Majestæt, skælver jeg som vore Regimenter ved Rossbach" og haabede ved Hjælp af slige Citater at hidse Sejerherren ved Jena imod Filosoferne af denne Skole. Man gjorde ogsaa særligt gældende, at efter Samtidiges Vidnesbyrd havde Hovedaarsagen til den franske Hærs Modløshed i Kampen mod Friedrich været den, at Officererne nærede en Slags fanatisk Beundring for Kongen af Prøjsen, der gik saavidt, at de end ikke kunde tænke sig Muligheden af at slaa en Feltherre, der hævdede og beskyttede de Tanker, som besjælede dem selv. Istedenfor nu heraf at drage en Slutning til Fordel for hine Tanker, drog man tvertimod en ugunstig Slutning med Hensyn til de Personer, der som Voltaire havde udbredt dem i Frankrig, og stemplede dem som Landsforrædere. Man kan danne sig en Forestilling om Bladets Tone efter disse Ord af Redaktøren: "Naar jeg siger det attende Aarhundredes Filosofi, mener jeg Alt, hvad der er falsk i Lovgivning, Moral og Politik." - Endnu et andet Organ var i den nykatholske Skoles Hænder, "Mercure de France", der til Hovedmedarbejdere havde Chateaubriand og Bonald. Imod disse mægtige Blade forsøgte de Forfattere, der udgjorde Levningerne af det attende Aarhundredes Hær, en Kamp, men Tiden bragte dem ingen Medbør.

Som tidligere de kæmpende Parters hele Iver var gaaet ud paa at vinde Læseverdenen eller Folket for sig, saaledes gik nu alle Bestræbelser ud paa at vinde Magthaverens Person. "Journal des Débats" forsøgte at ophidse Kejseren imod "Filosofien". "Filosoferne" søgte at opbringe ham mod "Journal des Débats." De Kirkeligsindede stemplede Filosoferne som Nedbrydere af Fag, der i denne Egenskab maatte hade Napoleon som Bygmester. Filosoferne beskyldte de Kirkeligsindede for at gaa om med Planer til, naar Kejserens Bygning var færdig, da at udlevere dens Nøgler til en Anden.

Fremtiden viste, at Filosoferne havde Ret. Tilhængerne af den nykatholske Skole var og blev inderligt knyttede til det gamle Kongehus. Deres Fremgangsmaade var den at rose Delille, fordi han var i Unaade, og Chateaubriand, fordi hans Afskedsansøgning efter Hertugen af Enghiens Drab havde betegnet ham som Misbilliger af Voldsherredømmet. De fremhævede Lyssiderne ved Fortidens Regeringsform under Paaskud af at skrive Historie.

Napoleon, der paa det Opmærksomste fulgte med Bladliteraturen, tabte tilsidst Taalmodigheden. En Skrivelse er bleven os opbevaret, som blev tilstillet en af Napoleons Embedsmænd for at overgives til "Mercure'"s Udgiver Fiévée, der iøvrigt stod i privat Brevveksling med Kejseren, i hvilken ethvert Ord er betegnende. Fremfor Alting er dog her Overgangen fra den upersonlige til den personlige Udtryksmaade interessant. Hvem der er Skrivelsens Forfatter, siges aldeles ikke i den; i Begyndelsen taler det ubestemte, navnløse Væsen, man kalder Regeringen, pludseligt føler man, hvem der styrer Pennen, Løven viser sin Klo. Skriftstykket lyder: "Hr. de Lavalette skal gaa til Hr. Fiévée og sige til ham, at "man" læser "Journal des Débats" med mere Opmærksomhed end de andre Blade, da det har ti Gange flere Abonnenter, og at "man" deri bemærker Artikler skrevne i en for Bourbonerne aldeles velvillig Aand og følgelig med stor Ligegyldighed for Statens Vel; at "man" har besluttet at undertrykke Alt, hvad der er altfor ildesindet i dette Blad; at Systemet er at vente med stor Langmodighed; at det imidlertid nu ikke er nok, at de ikke er ligefrem fjendtlige; at "man" har Ret til at fordre, de er det herskende Fyrstehus helt hengivne og at de ikke taaler men bekæmper Alt, hvad der kan give Bourbonerne Glans eller hidkalde Erindringer der er dem gunstige; at "man" imidlertid endnu ikke har taget et bestemt Parti; men at "man" er tilbøjelig til at lade "Journal des Débats" vedblive at komme ud, hvis man forestiller "mig" Mænd, til hvem "jeg" kan have Tillid, og som "jeg" kan sætte i Spidsen for dette Blad." (note: Nettement: Histoire de la litt. francaise sous la Restauration 1: 100.) Man ser, hvorledes Forholdene udviklede sig. I Løbet af Kejserens Regering trængtes Nykatolicismen mere og mere tilbage fra den Bevaagenhed, hvorover den i Begyndelsen kunde glæde sig, og først under Bourbonerne triumferede den ubetinget paany. Straks efter Napoleons Tronbestigelse skriver Chateaubriand, Bonald og Maistre frit, "Journal des Débats" opmuntres til at føre sit Korstog mod det attende Aarhundredes Filosofi, Paven besøger Napoleon i Paris. Gejstligheden er hædret, Frayssinous prædiker som han vil. Henimod Kejserdømmets Ophør er Førerne for det katolske Parti tvungne til at tie, "Journal des Débats" inddraget, Paven Fange, Kleresiet Kejseren forhadt og Prækestolene lukkede for Frayssinous. Først efter 1814 foretoges samtidigt med Genindsættelsen af Kongemagten en Genindførelse af det kirkelige Væsen, der yderligere befæstede hvad der ved Concordatet var begyndt.

Er det nu end sagt med Rette, at der under Napoleon ikke gaves nogen egenlig Poesi, saa er det dog ikke mindre vist, at der under ham blev gjort et ikke betydningsløst Forsøg paa at give det attende Aarhundredes Frankrig, hvad Voltaire havde forsøgt at give det forrige med Henriaden: hverken mere eller mindre end en stor national fortællende Digtning.

Opgaven var betænkelig, det kan ikke negtes. Paa en Tid, da Europa genlød af Navnene paa det nye Kejserdømmes Helte, og Napoleon, som man har sagt, "forbandt Frankrigs aabne Vunder med erobrede fjendtlige Faner", saa Datidens Bedrifter satte alle Fortidens i Skygge, hvor da finde en passende Helt til et Epos og Bedrifter, som kunde fængsle Læseverdenen!

Den Mand, som vovede et saadant Foretagende, var ingen ringere end den, som først paa en opsigtsvækkende Maade havde indledet Tidsalderens literære Bevægelse, den mest paaagtede af alle, nemlig Chateaubriand. Han følte ikke blot Tilbøjelighed, men ogsaa en Slags Forpligtelse til at skrive en stor fortællende Digtning. Han havde jo i sit første Værk paastaaet, at Kristendommens Legender langt overgik de hedenske Myter i Skønhed, at den bød Digteren mere, at alle Karakterer: Fader, Ægtemand, Elsker og Brud var skønnere og værdifuldere for Digtekunsten som kristne end som naturlige Mennesker. Det gjaldt for ham om at føje Eksemplet til Reglen, Beviset til Læresætningen, og for at godtgøre Sandheden af sin Paastand og Styrken af sit Talent, besluttede han at forfatte et kristeligt Epos.

I Overensstemmelse med den hele Aandsretning han havde indledt, valgte han sig ikke moderne og ikke virksomme Helte, overhovedet ikke Helte, men Blodvidner til Genstand for sin Fremstillingsgave og betitlede saaledes sit Epos, der iøvrigt for os mere ligner en almindelig to Binds Roman, siden det er skrevet i Prosa: "Martyrerne eller Religionens Triumf". For ret at forstaa dette Valg af Stoffet, maa man betænke, at den Forestillingskres, hvori Mændene af denne Gruppe levede, i Virkeligheden ikke var Kejserdømmets, men de tilbagevendte Emigranters. Man havde endnu ikke kommet sig af sin Rædsel over Revolutionens Gerninger. Man saa i Revolutionens Førere lutter Blodmænd, i det knuste Parti lutter Ofre. Den egenlige Helt var for disse Mænd ikke Sejrherren, den foretagende Kriger, men Ludvig den Sekstende, det uskyldige Offer. Hvad var de andet en Blodvidner alle de kristne Præster, der for deres Tros Skyld var blevne myrdede i Septemberdagene, alle de mod Kongemagten af Guds Naade trofaste Mænd og Kvinder, der havde lidt Døden i Vendée! Saa skyldfri Ofre som Prinsesse Lamballe eller de unge Piger i Verdun under Revolutionen og som Enghien i den seneste Tid, det var Heltinder og Helte, som var en Forherligelse værd, tusinde Gange mere end de, der besudlede sig med Blod paa alle Europas Valpladser.

Allerede i Aaret 1802 havde Chateaubriand faaet Ideen til sit Epos, i 1806 var de første Sange færdige. Men Handlingen skulde foregaa over hele den i Oldtiden kendte Verden. Chateaubriand var ingen magelig Natur; det var ikke hans Tilbøjelighed at gøre Værket færdigt snarest muligt for saa let det lod sig gøre at komme til at hvile paa sine Laurbær. Han brød af og brød op og rejste i Juli 1806 ud for at besøge Grækenland, Syrien, Jerusalem, Ægypten, Karthago og vende hjem over Spanien til Paris. Denne Rejses eneste Formaal var da, som han aabent tilstaar i Fortalerne til "Martyrerne" og til den senere udgivne "Rejsebeskrivelse" (Itinéraire) at fuldkommengøre det paabegyndte Digt. Han siger paa det første Sted: "Denne Rejse blev alene foretaget for at se og male de Egne, til hvilke jeg vilde henlægge Scenen i "Martyrerne"", paa det andet Sted: "Jeg har ikke foretaget denne Rejse for at beskrive den. Jeg havde en Hensigt med den; denne Hensigt har jeg opfyldt i "Martyrerne"; jeg Søgte Billeder, det var Alt."

Det var imidlertid ikke Alt, hverken Alt hvad der laa i Chateaubriands Hensigt med Rejsen, eller Alt hvad han ønskede, man skulde se i den. Chateaubriand er Childe Harold før den sande; Chateaubriand er den konge- og kristendoms-dyrkende Byron. Ligesom hans René er de Byronske Heltes Forløber, saaledes er han selv paa sine Pilgrimsfarter en Forgænger for hin halvt opdigtede, halvt virkelige Harold, hvem Lysten til Æventyr og Længslen efter Indtryk jager fra Land til Land. Men Kirkefornyelsens Byron kan ikke som den engelske Lord, der endnu følte Vikingeblod i sine Aarer, nøjes med ærligt at tilstaa en saa enkelt Bevæggrund til sine Farter. Det vilde lidet have været i hin Tidsalders Aand, lidet have stemt med Chateaubriands Rolle i Tiden, at drage til Jerusalem for at studere Landskaber, fylde sin Palet med Farver og sin Skitsebog med Udkast. Naar Childe Harold taler om sin Pilgrimsfart, tager han Ordet i overført Betydning, Chateaubriand bruger det ganske bogstaveligt. Han meddeler Alle, at han rejser til det hellige Land for at opbygges ved Skuet af de hellige Steder. Han bringer Vand fra Jordans Flod med tilbage, og da senere Greven af Chambord bliver født, har han det paa rede Haand, saa at det kongelige Barn kan blive døbt dermed. Han siger selv: "Det kan synes underligt nutildags at tale om hellige Løfter og Pilgrimsfarter; men paa dette Punkt er jeg som bekendt uden Skam og har allerede forlængst stillet mig selv i de Overtroiskes og Svagsindedes Rækker. Jeg vil maaske blive den sidste Franskmand, der er draget ud fra mit Fædreland til det hellige Land med en middelalderlig Pilgrims Forestillinger, Formaal og Følelser. Men har jeg end ikke de Dyder, som fordum glimrede hos Herrerne til Coucy, Nesles, Chastillon og Montfort, saa har jeg idetmindste Troen tilbage, og paa dette Mærke vilde endda de gamle Korsfarere kjende mig som en af deres egne."

Disse Ord skurrer allerede stærkt og stygt mod den nys anførte Udtalelse: "Jeg søgte Billeder, det var Alt." Men i Chateaubriands efterladte "Erindringer" findes desuden en Tilstaaelse om hvad det fjernere Formaal var med denne Opsøgen af Billeder, som kaster et skærende Lys over de Pilgrimsfølelser og Pilgrimsformaal, hvorom her tales. Han haabede ved sine Anstrengelser for at opnaa Berømmelse, ved sine Studier og Rejser, at vinde en Dames Gunst, i hvem han var forelsket. I og for sig betragtet er dette jo saare naturligt. Han var brændende ærgerrig og elskede med Lidenskab. Hvad Under at han sagde til sig selv: Ry, større Ry, med fuldere Ret erhvervet Ry for bedre at fortjene hende, for at vise hende mit alvorlige Forsæt at gøre mig værdig til hendes Yndest! Hun synes tilmed at have været ærgerrig paa hans Vegne, at have ladet ham øjne Besiddelsen af hende langt ude som en Løn for nye Anstrengelser. Lad der endog være noget Middelalderligt og om Riddertiden Mindende i dette Forhold - en sand Begrebsforvirring maa ligefuldt findes hos den, der her vil tale om Korsfart og Pilgrimsgang. Og dog var Chateaubriand ingen Prælatsjæl; han var en stor Herre, hovmodig-stolt og opfyldt af sig selv, fuld af Modsigelseslyst og Menneskeforagt, der paa Trods havde anbragt Kirkens Farver paa sin Hjelm og nu bar dem ikke blot i ethvert Dystløb, men ogsaa ved ethvert Stævnemøde.

Chateaubriand siger i sine "Erindringer" (Mémoires d'outretombe): "Men har jeg ogsaa i Rejsebeskrivelsen sagt Alt om denne Rejse, der begyndte i Desdemonas og Othellos Havnestad? Gik jeg til Kristi Grav med et angrende Sindelag? En eneste Tanke fortærede mig; jeg talte med Utaalmodighed Øjeblikkene. Fra Dækket af mit Skib, med Øjnene fæstede paa Aftenstjernen, bad jeg den om Medbør for at komme hurtig afsted; om Hæder for at blive elsket. Jeg haabede at erhverve mig Hæder i Sparta, i Zion, i Memfis, i Karthago og at bringe den med til Alhambra. Vilde man have bevaret Erindringen om mig saa udholdende som jeg aflagde mine Prøver? ... Hvis jeg hemmeligt nyder et Øjebliks Lykke, saa forstyrres den ved Erindringen om hine Forførelsens, Fortryllelsens og Galskabens Dage."

Saaledes taler en moderne Tannhaüser, der længes tilbage til sit Venusbjerg. Chateaubriand har øjensynlig glemt, at han tillagde sig en middelalderlig Pilgrims Følelser og Formaal. Den Dame, der havde sat ham Stævne i Alhambra, var den unge Fru de Mouchy, der senere døde sindssyg. Hun skildres af Samtidige som et Vidunder af Skønhed, Ynde og Finhed. - Chateaubriand var gift lige siden 1792. Hans Ægteskab var uden Tvivl en Ubesindighed, men som den kristelige Morals saa ivrige Talsmand burde han vel have anset sig for bunden deraf, hvordan det saa var indgaaet. Han skildrer dets Stiftelse saaledes i sine "Erindringer": Affæren blev drevet uden mit Vidende. Jeg havde neppe set Frøken de Lavigne tre eller fire Gange ... Jeg følte mig i ingen Henseende skikket til Ægtemand. Alle mine Illusioner levede endnu, Intet var udtømt i mig; mit Livs Energi var endog fordoblet ved mine Rejser. Jeg var stadigt plaget af Musen. Min Søster holdt af Frøken de Lavigne og saa i dette Ægteskab en uafhængig Stilling for mig. Gjør det da, sagde jeg. Hos mig er den offenlige Personlighed urokkelig, men den private et Bytte for hvemsomhelst, der vil bemægtige sig den, og for at undgaa en Times Fortrædeligheder kunde jeg gøre mig til Slave for et helt Aarhundrede." Lykkeligvis følte han sig ikke som Slave.

Som hjemvendt Pilgrim skrev han da sit Epos. Et Epos i det nittende Aarhundrede! Der gives i vore Dage neppe mere Nogen, som tror paa Muligheden deraf. En klarere Indsigt end den, nogen tidligere Tid har besiddet i de historiske Betingelser for Oldtidens store Folkedigtninges Opstaaen har overbevist os om det Unyttige i nutildags at ville kappes med Værker af den Friskhed som Iliaden eller af den Troskyldighed trods høj Kultur som Odysseen. Ligesaa lidt som nogen virkelig Digter nutildags kunde falde paa at efterligne "Vedahymnerne", "Davids Salmer" eller "VÖluspá", lige saa lidt forsøger Nogen nutildags at kappes med de uforgængelige Værker, i hvilke et Folk i Tidernes Morgen og dog forholdsvis sent, barnligt og dog modent, har ladet sin Gude- og Sagnkres glide Tilhøreren forbi, som Grækerne har gjort det i deres nationale Heltedigte, Tyskerne i "Nibelungenlied" og Finnerne i (det dog altfor sent nedskrevne) "Kalevala". De Epopeer der som Vergils og Tassos, som Camoens', Klopstocks og Voltaires efterligner hine gamle Folkeværker med Bevidsthed og Studium og som har forvandlet det Mirakuløse i dem til et dødt episk Maskineri, har aldrig kunnet hævde sig Rang med deres Forbilleder og har Værd i samme Grad, som de i Tid og Aand endnu staar dem nogenlunde nær. Jo mindre Naivetet de besidder, des koldere staar vi overfor dem. De ikke mislykkede episke Digte, der er skrevne i den nyere Tid, Goethes "Herman og Dorothea", eller Mickiewicz's "Hr. Tadeusz", har ganske opgivet det episke Tilbehør. Men dette var ingenlunde Chateaubriands Hensigt. Tvertimod! Det gjaldt jo netop om at fordoble det, om at lade det kristelige Apparat straale i dets Overlegenhed over det antike.

Da han ikke behersker Verseformen, beslutter han at skrive sit Værk i Prosa; men hvor stor en Mester han end er i denne Kunstart, aner man allerede, hvorledes han vil famle efter en Stil.

Alle mulige Paavirkninger krydser hos ham hverandre: Homer og Johannes' Aabenbaring, Dante og Milton, Kirkefædrene og Suetonius. Handlingen foregaar paa Diocletians Tid, Halvdelen af de optrædende Personer er Hedninge, Halvdelen Kristne. Helten Eudoros vinder en ung hedensk Piges Hjerte, omvender hende og dør sammen med hende som Blodvidne paa Colosseums Arena i Rom. Hendes Fader er Græker og Præst for Homer. De indskudte Optrin foregaar i det gamle Gallien.

Her nogle Eksempler paa, til hvilket Kunstleri og hvilke Overdrivelser Efterligningen af den homeriske Stil har ledet Forfatteren. For det Første gjør han sine Grækere altfor troende, de udtrykker sig med ligesaa barnlig Tro til Guderne som de homeriske Helte, fra hvilke de er skilte ved vel 1100 Aar. Hin Tids Grækere stod som udprægede Tvivlere overfor deres Guder og var mere end halvvejs Forstandsmennesker, selv naar de troede paa dem. Den unge græske Pige træffer i en Skov Eudoros hvilende under et Træ. Han er ung og smuk. Han staar hurtigt op, da han bemærker hende. "Hvorledes, sagde hun forvirret til ham, er du ikke Jægeren Endymion?" - "Og du, sagde den unge Mand, ikke mindre forbauset, er du ikke en Engel?" - Dette er ikke Artigheder, men ment i fuldt Alvor. Saa let anser hos Chateaubriand to Elskende i Jordens mest oplyste Land hinanden for Sagnfigurer og overjordiske Væsener. - Kymodoke's Fader siger i samme Stil til den unge Mand: "Min Gæst, tilgiv min Frimodighed, jeg har altid adlydt Sandheden, "Datter af Saturn" og Moder til Dyden." Allerede paa Platons Tid formaaede en Græker ret godt at nævne Sandheden uden at omtale hverken dens Forældre eller Dydens Bedsteforældre.

Endnu et Par Vendinger, der ser ud som oversatte fra Homer: Da den unge Pige bliver forundret ved at se Eudoros, hvem hun ikke kjender, og vil vide, hvem han er, siger hun: "I hvilken Havn er dit Skib løbet ind? Kommer du fra Tyrus, der er saa berømt for sine Kjøbmænds Rigdom? eller fra det yndige Korinth, efter at have modtaget rige Gaver af dine Gæstevenner" o. s. v.

Alt dette gaar endnu nogenlunde an i Samtalerne, men pinligere er Virkningen, naar Fortælleren selv snart ganske glemmer de 1500 Aar, der skiller ham fra Digtets Personer og slaar ind i samme Taleform som de, snart bruger Vendinger, som er hentede fra Middelalderens Ridderromancer. I rent homerisk Stil siger han f. Eks.: Intet vilde have forstyrret Demodokos' Glæde, ifald han havde kunnet finde en Husbond til sin Datter, der havde behandlet hende med alt skyldigt Hensyn, "efter at have ført hende til et Hus, fuldt af Skatte". Og i Kæmpevisetone hedder det om Velleda, den galliske Druide: "Kongemø har ringere Skønhed, Adel og Værdighed" (fille de roi a moins de beauté, de noblesse et de grandeur).

Og taler nu Digteren undertiden en Stil, som om han selv var den sidste Homeride, saa taler til Gengæld hans Personer ofte, som forudanede de den hele moderne Dannelse. Saaledes siger den kristne Biskop Kyrillos om de hedenske Myter: "En Tid vil maaske komme, da disse den barnlige Oldtids Usandheder kun vil være sindrige Fabler, Æmner for Digternes Sange. Men i vore Dage forvirrer de Aanderne". Hvilken oplyst Mand!

At gjennemgaa det hele Digt er unødvendigt. De betydelige Evner, som Forfatteren udfolder, lægger sig kun for Dagen i Enkeltheder og Indskud. Smukt er det Optrin, hvor den græske Familie ankommer i Besøg hos den kristne, der netop binder Neg paa Marken. Velskrevent er et indskudt Parti som Velledas Død. Over det første Sted er udbredt en egen religiøst-idyllisk Ynde; det minder om Ruth's Bog og har dog en rent evangelisk Duft. Velleda har Chateaubriand fremstilt som Digter med sit Genis hele Ild og guddommelige Raseri.

Der lod sig endnu fremhæve andre større Afsnit som Skildringen af Slaget mellem Frankerne og den forenede romerske og galliske Hær, der, ikke faa Aar førend Walter Scott begyndte Udarbejdelsen af sine historiske Romaner, er betydningsfuld og ny ved sit folkebeskrivende Element. Landskabsbillederne er, som altid hos Chateaubriand, af ikke ringe Værdi.

Det bør ogsaa fremhæves, at hvor han selv i sine "Erindringer" kommer til "Martyrerne" omtaler han sit Værk med en stolt Beskedenhed, røber Blik for visse af dets Mangler og fremhæver stærkt hvor langt ringere Held det havde med sig end "Kristendommens Aand". Han tillægger nærmest ydre Omstændigheder den forholdsvis mindre gunstige Modtagelse, Værket i første Øjeblik fik, og med Rette. Napoleons Forhold til Paven var nu spændt og fjendtligt. Man anvendte paa Kejseren hvad der blev sagt om Diocletian som Kristenforfølger. Der var Hentydninger til Napoleons ringe Ungdomskaar og umættelige Ærgerrighed i Skildringen af Galerius, og andre Hentydninger til hans Hof i Fremstillingen af Diocletians Omgivelser.

Bogen fandt derfor ingen Understøttelse og Udbredelse fra Regeringens Side, som Tilfældet havde været med Chateaubriands første Værk, og Gejstligheden med Biskoppen af Chartres i Spidsen fandt ikke Digtningen tilstrækkeligt rettroende, men opdagede Kætterier. "Martyrerne" trængte dog ligefuldt tilsidst igennem og oplevede i ikke mange Aar fire Oplag.

Den Sætning, Chateaubriand med sin Digtning vilde bevise, var den kristelige Vidunderverdens Brugbarhed for Poesien. Man behøvede intet bedre Bevis end hans Digt for, at rettroende kristelig Poesi i vore Dage kommer Aarhundreder for sent. Af det andet Livs Krese lykkes i Almindelighed Helvede Digterne bedre end Skildringen af de Saliges Tilstand. Hos Dante dukker en hel Hærskare af forvovne Hoveder op af Rædslernes Vande og Luer, saa kraftigt tegnede, at de behersker det hele Digt. De iblandt hans Fordømte, som man bevarer i Erindringen, det er de næsten overmenneskeligt trodsige og stolte italienske Adelsmænd fra hans egen Tid, Farinata for Eksempel. Hvad Milton angaar, da er som bekendt ingen Skikkelse lykkedes ham bedre end hans Satan, og ikke uden Grund har man fundet Forbilledet til denne i hans Tidsalders handlekraftige puritanske Rebeller, der endog som overvundne ikke ophørte at byde Kongemagten Trods. Enhver Tid digter sin Lucifer i sit Billede. Chateaubriand's Oprører er da heller ikke den overleverede Djævel, nej det er en Djævel, som har gjort den franske Revolution. Saasnart han og hans Hofstat lukker Munden op, farer alle Stikord ene fra Omvæltningstiden dem ud af Munden. Skal Satan holde en Tale til sine Hærskarer, saa forbauses Læseren ved at høre Toner fra 1792 klinge igjen deri. Efter nogle indledende bibelske Vendinger falder han over i Revolutionens Frihedshymners Stil, som Chateaubriand har moret sig med at vrænge efter.

Satan siger: "I Nationernes Guder, I Troner, I Nidkære, I uovervindelige Hære af Krigere, I højmodige Børn af dette stærke Fædreland, Hæderens Dag er kommen."

 

Magnanimes enfants de cette forte patrie, le jour de gloire est arrivé.

 

Den franske Literatur var da naaet saavidt, at Marseillaisen blev lagt i Djævelens Mund af Landets største Digter.

Og hvad er han saa, denne Djævel? En Gnist af Liv faar han kun ved at vrænge efter Rouget de Lisle. Ellers er han benløs og blodløs Allegori. Se ham fare ned i sit Rige: "Hurtigere end Tanken gennemfarer han Rummet, der engang vil forsvinde [hvilket Tanke-Eksperiment!]; hinsides Kaos's brølende Rester naaer han til Grænserne af hine Egne, der er uforgængelige som Hævnen, der dannede dem, forbandede Egne, Dødens Grav og Vugge, som ikke er underkastede Tiden, og som endnu vil være til, naar Altet er bortført som et Telt, der er rejst for en Dag ... han følger ingen Vej gennem Mørket, men draget af sine Forbrydelsers Vægt (!) synker han "naturligt" ned mod Helvede." Der staar "naturligt". Naturligst minder han om Niels Klim. Alle Omgivelserne i hans Rige er enten Allegorier, som virker desmere komisk, jo mere Digteren har villet forfærde med dem, eller Vrængbilleder af Voltairianerne og Voltaire, der tager sig ud midt i den højtidelige Digtning som Stumper af arrige Avisartikler, der ved en Fejltagelse har faaet Indpas.

Døden skildres: "Et Spøgelse springer frem paa Tærskelen til de ubønhørlige Porte; det viser sig som en mørk Plet mod Flammerne fra Fængslerne bag det. Man skimter Helvedslysets gule Straaler i Mellemrummene mellem dets Knokler. Det er Døden ... Grebet af Rædsel vender Satan Hovedet bort for at undvige Skelettets Kys." Her er endnu to andre Dæmoner: "Bundet med hundrede Knuder af Diamant (!) sidder Fortvivlelsens Dæmon paa en Trone af Bronce og behersker Sorgernes Rige ... Ved Indgangen til den første Forsal ligger Smerternes Evighed paa en Jernseng; den er ubevægelig, selv dens Hjerte banker ikke. Den holder i sin Haand et uudtømmeligt Timeglas. Den kender og siger kun Ordet Aldrig". - Omtrent saaledes sidder en Automat paa et Uhr og siger kun "Kuk".

Ligner dette nu ingen Verdens Ting, saa ligner den falske Visdoms Dæmoner altfor godt. Vi saa, at alle Frankrigs Forestillinger om Religion i Datiden kunde rummes i Ordet "Orden". Derfor fremhæves ogsaa Ordenen her i Helvede saavel som i Himmerig. I Anledning af en indre Strid i Helvede hedder det: "Man vilde have set en frygtelig Kamp, hvis ikke Gud, som alene er Ophavsmand til al Orden, endog i Helvede, havde bragt Larmen til Taushed", og om den falske Visdoms Dæmon staar der: "Han dadlede den Almægtiges Værker, han vilde i sit Hovmod indrette en anden Orden mellem Englene og i den højeste Visdoms Rige; det er ham, som blev Fader til Ateismen, det gyselige Spøgelse, som Satan selv ikke havde avlet, og som blev forelsket i Døden."

Ejendommeligt nok er det netop en Forandring i Ordenen, ja i Rangforordningen ved det guddommelige Hof, som denne allerfæleste Djævel har villet iværksætte.

Han taler. "Hans Stemmes falske Strenghed, hans tilsyneladende Ro bedrager den forblændede Mængde: Helvedes Fyrster! I véd det, jeg har altid været imod Voldsomheder; vi kan kun Sejre ved Tankeudvikling, Blidhed og Overtalelse. Lad mig mellem mine Dyrkere, ja mellem de Kristne blot udbrede hine samfundsopløsende Grundsætninger, der undergraver Rigernes Grundvold!"

Man sammenligne disse Udtryk med dem, med hvilke her Datidens Filosofer beskrives. "Disse en tom Videnskabs Lærlinge angriber de Kristne, priser et stille Liv, lever for de Stores Fødder og beder om Guld. Nogle af dem sysler alvorligt med at danne en Art platonisk Stat, hvor lutter forstandige Mennesker skal henleve deres Dage som Venner og Brødre. De grunder dybt over Naturens Hemmeligheder. Nogle af dem ser Alt i Tanken, andre Alt i Materien, andre præker Republik, skjønt de lever i et Monarki. De paastaar, at man bør omstyrte hele Samfundet for at genopbygge det efter en ny Plan. Atter andre vil ligesom de Troende lære Folket Moral ... Splidagtige med Hensyn til det Gode, enige om det Onde, latterligt indbildske, antagende sig selv for store Genier, opfinder disse Vranglærere alle Slags sære Tanker og Systemer. Hieroklos gaar i Spidsen for dem, og han er sandelig værdig til at anføre en saadan Bataljon ... Der ligger noget skamløst og skændigt i hans Træk; man ser, at hans uædle Hænder kun daarligt vil du til at føre Soldatens Kaarde, men at de let vilde kunne holde Ateistens Pen eller Bødlens Sværd."

Talen er om Rom og om Hieroklos. Men at dette skal være Paris og at dette skal være Voltaire, behøver ingen nærmere Paavisning.

Saavidt var det kommet i den franske Literatur, at man beskyldte Voltaire, der ikke én, men en halv Snes Gange havde slaaet de katolske Bødler Sværdet af Haanden og slukket de Baal, hvorpaa de vilde opbrænde uskyldige Stakler, for særligt at egne sig til Bøddelhaandværket. Og saa tankeløs var man bleven, at man glemte Voltaires haardnakkede Tro paa en Gud, og for ret at male Djævelen sort, malede ham af som Ateist. Men hvad i al Verden end Satan og alle hans Staldbrødre er, Ateister hverken er de eller kan de være. De har dog virkelig faaet Kærligheden at føle. *11)

Lad os da vende Blikket fra Chateaubriands Helvede til hans Paradis. Det er altid en vanskelig Sag at skulle skildre Paradiset; Helvede véd vi Alle hvad er; men hvad Paradiset angaar, er man i en vis Forlegenhed. Man mangler Oplysninger, som en fransk Dame sagde. Det var dobbelt vanskeligt i en Tid som hin, da Parny saa at sige forud havde skrevet Parodien paa ethvert Forsøg i denne Retning i sin Gudekrig og da alle dannede Mennesker endnu huskede Brudstykker af dette gudsforgaaene Digt. *12)

Glansscenerne deri, som Treenighedens Ankomst paa Olympen eller Gudernes Genbesøg i den kristne Himmel, er virkeligt vittige, hvorvel Behandlingen ikke svarer til den storladne Titel, men er sirlig og glat i Fløjels-Breughels Manér. Og dog er det ikke lykkedes selv Parny's Kaadhed at gøre Rettroenhedens Himmel saa komisk som Chateaubriands Begejstring gør den. Her nogle Prøver: "I Midtpunktet af de skabte Verdener, midt iblandt de utallige Stjerner, der gør Tjeneste som Volde, Alleer og Veje, svømmer den umaadelige Guds By, hvis Vidundere ingen Dødeligs Tunge kan fortælle. Den Evige lagde selv dens tolv Grundstene og omgav den med den Jaspismur, som den højtelskede Discipel saa Engelen med Guldalenen maale. Beklædt med den Højestes Hæder er Jerusalem pyntet som en Brud for sin Brudgom ... Stoffets Rigdom kappes her om Prisen med Formernes Fuldkommenhed. Her hænger Gallerier af Safirer og Diamanter, som Menneskeaanden svagt har efterlignet i Babylons Haver. Her løfter sig Triumfbuer, dannede af de mest glimrende Stjerner. Her kæder Buegange af Sole sig sammen, der uden Ophør fortsætter sig gennem Himmelhvælvingens Rum ..."

En indfødt Kjøbenhavner minder dette mest om den Pragt hvori Tivoli viste sig for ham som Barn en Aften, naar der var festligt oplyst.

Vi faar et Indblik i den hellige Stad. Her samles og skilles Kerubernes og Serafernes, Englenes og Erkeenglenes, Tronernes og Fyrstendømmernes Kor; thi disse Væsner, som dog syntes at kunne prisgives til Spøgen, siden de hos Parny havde faaet saa mange Prygl, holder deres højtidelige Indtog paany. *13) Ja de føler sig fra nu af saa husvante i Digtningens Rige, at vi endnu træffe hele Hæren forsamlet i De Vigny's "Eloa" (1823), og i Victor Hugos "Oder" (f. Eks. Livre 1: Ode 5, Ode 9, Ode 10). Vi erfarer, hvad de bestiller, "Nogle bevogter Zebaoths og Elohims 20,000 Stridsvogne, Andre vaager over Herrens Pilekogger og over hans uundgaaelige Lyn eller hans frygtelige Gangere, der bringer Pest, Krig, Hungersnød og Død. En Million af disse ivrige Génier ordner Stjernernes Bevægelser og afløser efter Tur hverandre i disse prægtige Sysselsættelser som Skildvagter, der vaager for en stor Hær." - Hos Parny er de langt mindre optagne. Den Tjeneste, de hos ham gør, er paa Grund af deres lidet udviklede Forstandsliv væsenligt til Stads. De staar i Rækker langs Væggene og ser til. *14)

Alle de Sager, som Englene hos Chateaubriand passer paa, ligger hen som i et stort Rustkammer for at benyttes ved given Lejlighed. Vi ser dem i en følgende Skildring komme til Anvendelse. Det er, hvor Treenigheden har forudsagt de Salige Eudoros's Marterdød: "Da disse Kirkens Skæbner blev de Udkaarne meddelte gennem et eneste Ord af den Almægtige, afbrødes Sangen og ophørte Englenes Gerning: Der blev i Himlen en halv Times Taushed. Alle de Himmelske slog deres Øjne ned mod Jorden, Maria lod fra Himmelhvælvingens Højde et første Kærlighedens Blik falde ned paa det svage Offer, der var hendes Ømhed betroet. Bekendernes Palmer blev paany grønne i deres Hænder. Den ildfulde Eskadron aabnede sine glorværdige Rækker for at give Plads for de nye Blodvidner. - Besejreren af den gamle Drage, Michael, forbereder sin frygtelige Lanse; rundtom ham bedækker hans udødelige Ledsagere sig med glimrende Kyradser. Skjoldene af Diamant og Guld, Herrens Pilekogger, de flammende Sværd bliver nedtagne fra de evige Buegange [Lofter], Immanuels Vogn skælver paa sin Akse af Ild og Lyn, Keruberne ruller deres fremstormende Vinger rundt og lader deres Ildblik spille (et allument la fureur de leurs yeuæ)." - Det er halvt Maskerade og halvt Ballet.

Gaar vi fra det hellige Tilbehør til Saligheden selv, da beskrives den saaledes: "De Udkaarnes højeste Gode er den Bevidsthed, at dette umaadelige Gode er grænseløst; de er uophørligt i den liflige Tilstand, hvori en Dødelig er, naar han lige har udført en dydig eller heltemodig Handling, eller hvori et Geni befinder sig, der undfanger en stor Tanke, eller et Menneske, der føler enten en legitim [!] Kærligheds Henrykkelse eller et Venskab, der længe har været prøvet i Ulykken. Den Højestes Skønhed og Almagt er Genstand for deres stadige Underholdning: O Gud, siger de, hvor stor er Du!"

Det er ikke lykkedes Chateaubriand at gøre Saligheden synderlig tiltalende. Man føler nærmest Medlidenhed med den stakkels Gud, der hele Tiden maa høre sin egen Lovsang. Han skildres saaledes: "Langtfra Englenes Øjne i Ildens og Lysets Rum fuldbyrdes Treenighedens Hemmelighed. Aanden, der bestandig stiger op og ned fra Søn til Fader og fra Fader til Søn, forener sig med dem i disse uigennemtrængelige Dybder. En Trekant af Ild viser sig da ved Indgangen til det Allerhelligste, Kloderne standser af Ærefrygt og Skræk, Englenes Hosianna forstummer ... Ildtrekanten forsvinder, Oraklet aabner sig, og man ser de tre Magter. Baaret af en Skytrone holder Faderen et Kompas i Haanden, en Cirkel ligger under hans Fødder, Sønnen sidder ved hans Højre, bevæbnet med Lynet, Aanden hæver sig til Venstre som en Lyssøjle. Jehovah gør et Tegn, og de beroligede Tider genoptager deres Løb."

Der forekommer Intet om, hvormange Gange om Dagen, Ugen eller Maaneden denne pragtfulde Ceremoni finder Sted. Maaske er det i Mellemrummene mellem disse Fuldbyrdelser af Treenighedens Mysterium, at Guddommen deler sig; thi undertiden synes den delt: "Anraabt af Mildhedens og Fredens Gud til Bedste for den truede Kirke lod den stærke og frygtelige Gud Himlen sine Planer vide" **15)

Til dagligt Brug sidder Sønnen uafbrudt ved et hemmelighedsfuldt Bord, og 24 Oldinge, klædte i hvide Kjortler og med Guldkroner paa Hovedet, sidder paa Troner ved hans Side. Nærved ham staar hans levende Vogn, hvis Hjul spyr Ild. "Naar Folkenes Forventede værdiges at vise sig for de Udkaarne i et helt og fuldstændigt Syn, saa falder disse ned som døde for hans Aasyn, men han udstrækker sin Højre og siger til dem: Rejser Eder op, I min Faders Velsignede! Ser paa mig, jeg er den Første og den Sidste."

Ved Gentagelse synes denne Gymnastik at maatte tabe meget af sin Tiltrækning.

Valdemar Atterdag vilde bede Gud lade Chateaubriand beholde sit Himmerige.

Som Eksempel paa denne Himmels Overnaturligheder kan anføres, at de hellige Oldinges Dragter bliver "hvidnede" i Lammets Blod. I andre Træk røber denne Himmel sig som moderne Arbejde. Hvor vilkaarligt Alt i dette Himmerige end gaar til, kan Chateaubriand nemlig dog forsaavidt ikke undslaa sig for Paavirkning af den Tid, hvori han lever, som der selv i dette Himmerige gives Naturlove. Der staar udtrykkeligt om de Salige, at de gerne vil gøre Bekendtskab med de Love, efter hvilke de tunge Legemer med saa stor Lethed farer igennem Æteren. Dette Træk foregriber ligesom Standpunktet i Byrons "Kain".

Dernæst er det i kunstnerisk Henseende lærerigt at se, hvorledes Chateaubriand paa de Punkter, hvor han ikke laaner fra Johannes' Aabenbaring eller fra Milton, danner de Billeder, ved Hjælp af hvilke han vil give en Forestilling om Paradisets Pragt. Medens Dante, for at give et Begreb om Himmeriges Lyshav, tyer til religiøse Syner, til den mystiske Roses Pragt, som Rosen i den gotiske Kirke svagt søger at efterligne, maa den moderne, berejste, i de ydre Erfaringers Verden opfostrede Chateaubriand ty til Indtrykkene fra sine Udenlandsrejser. De himmelske Buegange sammenlignes med Babylons Haver, med Palmyras Søjler i Ørkenens Sand. Da de Salige gennemiler den skabte Verden, siges der om det Skue, der aabner sig for dem: "Saadan viser sig for de Rejsendes Øje Indiens stolte Sletter, Delhis og Cochinchinas rige Dale, Kyster, som er bedækkede med Perler og som dufter af Ambra, hvor de stille Bølger lægger sig til Hvile ved Foden af blomstrende Kaneltræer." Billedet er noget vel naturligt og virkelighedsnært til et saa aandigt Æmne. Man ømmer sig ved at skulle forestille sig alle disse Erkeengle i cochinchinesiske Omgivelser. Men i slige Træk hævner Naturen sig paa Den, der tror at kunne sætte sig ud over den eller frembringe noget Højere end den. Da denne Retning senere i Literaturen fortsættes videre, ser vi hos De Vigny, der skriver under Ossians Indflydelse lige saa fuldt som under Miltons, Himmelrummets Æter sammenlignet med de skotske Fjeldes Taager; ja da Lucifers Skikkelse skimtes langt borte ude i Rummet af Engelen Eloa, sammenlignes denne utydelige Form med en omflakkende Skotlænderindes viftende Plaid, som den ses gennem det svævende Net af de Skyer, der sænker sig over Bjergenes Tinder. - Det skulde synes, som var der langt fra en Engel til en Plaid.

Den Skueplads og de Landskaber, der for denne Gruppe af Digtere staar som de ubetinget skønne, det er ikke som for de tyske Romantikere Potpourri- eller Miskmask-Landskabet, nej lige omvendt i Overensstemmelse med Tidsrummets hele Aand det paradisiske Landskab, hvori den strengeste Orden hersker, symmetrisk, arkitektonisk, uddraget af en Fortynding af Claude Lorrain. Se f. Ex. Begyndelsen til De Vignys Mysterie "Syndfloden" (gengivet i Prosa):

"Jorden var smilende og i sin første Blomstring, Dagen havde endnu det samme Lys, der kronede Himlens Højder, da Gud lod den falde fra sine skabende Hænder for at forskønne sit Værk. Intet havde forvansket Naturens Form, og de regelmæssige Bjerges uhyre Arkitektur hævede sig med lige Trin imod Himlen uden at Noget havde brudt en Ring i deres Kæde ... Flodernes Løb til Havet var "reguleret" i en fuldkommen "Orden", der aldrig blev forstyrret. Aldrig vilde en Rejsende under Træets Løv langt fra Floden have fundet den blanke Muslingeskal, og Perlen beboede sit Krystalpalads; enhver Skat hvilede i det Element, hvor den blev til, uden nogensinde at overskride det himmelske Forbud."

I Overensstemmelse med denne Tilbøjelighed til det Mønsterværdige og Virkelighedsfjerne i Landskabet bliver Skuepladsen mere og mere forlagt til Himmelrummet.

Chateaubriand er endnu Mester for at skildre jordiske Omgivelser fuldt saa vel som himmelske.

De Vigny plejer i sine ældste Digte ægte serafisk at lade Handlingen foregaa mellem Himmel og Jord.

Victor Hugos Ode "Ludvig den Syttende" foregaar ved Himlens Porte; hans Syn i Himmelrummet, i det himmelske Jerusalem og "de tro Serafers Vogn, besaaet med Øjne, glimrende af Gnister, med de larmende Flammehjul og de fire Vinger, der drejer sig rundt", forekommer ogsaa, "hvor Helgene og glorværdige Martyrer, tilbedende den ubekendte Væsenhed, under en brændende Sky beskuer den hemmelighedsfulde Trekant" o. s. v.

Lamartines første Digtninge, der dog gerne dvæler ved jordiske Landskaber, søger stadigt paany i Hymnens Himmelflugt op til Æteren, hvor den hellige Poesi, som Lamartine skildrer den, har sit Sæde "med Panden kranset af Palmer og Stjerner".

Lord Byron, der ogsaa ynder Æteren som Omgivelse, om end en mindre teologisk Æter, og der ligesom De Vigny har gjort en Syndflodsstudie, (Heaven and earth) foretrækker dog anderledes urolige Landskaber og har først som Søens Maler sin rette Synskres. Han fører Poesien fra de luftige Omgivelser ned til dette friske og salte Element.

Det er da neppe lykkedes Chateaubriand at bevise hvad han vilde, den kristelige Indskydelses poetiske Overlegenhed over den blot digteriske. Overalt hvor han forsøger derpaa, blotter eller dømmer han sig selv. Her endnu ét, men et afgørende Eksempel.

Da hans Helt Eudoros sejler igennem Megaras Golf med Egina foran sig, Piræus paa højre, Korinth paa venstre Haand, og ser alle disse Byer, der tilforn var saa blomstrende, nu ligge hen som Grusdynger, fælder en Græker, der er ombord paa Skibet, Taarer ved Erindringen om sit Fædrelands fordums Storhed, og det skildres smukt, hvorledes den Enkelte ligesom føler sin særskilte Sorg svinde ind ved Skuet af de store, overvældende Ulykker, der knuser hele Folkeslag. Eudoros siger saa: "Denne Lære syntes at ligge over min unge Fornuft, og dog forstod jeg den, medens de andre unge Mænd, der var med ombord, var uimodtagelige for den. Hvoraf kom denne Forskel? Af vore Religioner. De var Hedninge, jeg var Kristen.

Chateaubriand vil altsaa hævde det kristelige Følelsesliv denne udsøgte Sans for Naturomgivelserne og for den Lære, de kan give, en Sans, hvilken Hedningen som Hedning skal mangle.

Det svækker imidlertid Læren, at hele dette Sted ikke er Andet end Oversættelse af et berømt, fra Oldtiden opbevaret Brev fra Sulpicius til Cicero (note: Ad familiares lib. 4: epist. 5), altsaa netop er forfattet af en Hedning. Det er da ikke skikket til Bevis for, hvilke poetiske Følelser Hedningen maa mangle. Men dette Træk er sindbilledligt. Saaledes udgives hos Chateaubriand den dogmatiske Religion bestandig for at være i Besiddelse af visse overnaturlige Skønheder og Egenskaber, der skal fattes Naturen som Natur, og dog er alt det i den, der har digterisk eller sædeligt Værd, kun Udtryk for Menneskenaturen. Som Feuerbach sagde det: Al Lære om Gud er inderst inde Lære om Menneskenaturen.

Kaster vi da et Blik tilbage over denne halvvejs saa dristige og halvvejs saa vedtægtstemmende Digtning, lader det sig ikke nægte, at den Del deraf, som gaar ud paa umiddelbar Anvendelse af Kristendommens overnaturlige Verden er mislykket, hvad Chateaubriand da ogsaa aabent tilstaar i sine "Erindringer". Det, som duer deraf, det er de rent menneskelige Partier, af hvilke vi i det Følgende vil gennemgaa et. Chateaubriands egen religiøse Begejstring var altfor villet og forsætlig til at Aarhundredets Tvivl og Kulde overfor Underets Verden ikke skulde have sat sig Spor i hans Værk.

Han hyklede ingenlunde ligefrem; men han bedrog sig selv. Et Bevis paa, hvor rørt han selv kunde blive ved Læsningen af sine "Martyrer" er kommet for Dagen i det fine og elskværdige, fra alle Sider som paalideligt anerkendte selvbiografiske Skrift: "Prudence's Forelskelser" af Fru de Saman, det vil sige: Fru Allart de Méritens, den sidste unge Kvinde, der blev elsket af Chateaubriand, og der elskede ham igen.

Hun fortæller her først om, hvorledes de i Sommeren 1828 plejede at træffe hinanden paa Austerlitzbroen og spise til Middag sammen i Jardin des Plantes i et ensomt Værelse der. "Han forlangte Champagne for, som han sagde, at oplive min Kulde, og jeg sang da for ham nogle Sange af Béranger: "Mon âme, La bonne vieille, Le Dieu des bonnes gens" etc. Han hørte dem henrykt." Hun skildrer med varme Farver disse Stævnemøder *16). Og hun fortæller, hvorledes det var en af Chateaubriands største Glæder at høre hende, der i dette Skrift som ellers viser en fin poetisk Sans, læse højt for ham af hans Digterværker. Især glædede det ham at høre sine Landskabsskildringer fra hendes Læber. "Men undertiden," siger hun, "tog jeg for at røre ham inderligere "Martyrerne" frem, og læste de vise Bekenderes Taler og Lovsange, de gribende Fængsels- og Pinsels-Optrin. Han kunde ikke holde sine Taarer tilbage. En Dag græd han; jeg blev ved at læse; hans Graad steg til Hulken; jeg vedblev og hans Hulken brød voldsomt frem, da jeg kom til det Sted, hvor Eudoros hemmeligt har tilbudt at lade sig ofre for sin Moders Frelse, der med altfor stor Svaghed havde elsket sine Børn. Ved disse Ord kunde han ikke styre sig mere. Det var Sindsbevægelser, der vendte tilbage til deres Kilde. Han var forgrædt, henreven, ramt fra alle Sider i sin højtspændte Sjæl. Han viste sig rørt og taknemmelig. Han sagde mig, at han aldrig havde følt en saadan Nydelse. Han gav mig alle de søde Navne, som man giver Muserne. Han fandt mig smuk. Han roste især mine Øjne, mit Blik. Han indbildte sig i sin Lidenskab aldrig at have set noget Lignende." - Hun var da en Snes Aar, han netop 60 Aar gammel.

Man ser af det anførte Citat, at endog saa kolde Steder i "Martyrerne", som de hvidklædte Oldinges Taler, har været følte af Digteren selv; man røres ved denne unge og ædle Kvindes sværmeriske Beundring for en gammel Mand; han vinder ligesom i Værd for Læseren ved selv i den Alder at have kunnet vinde en saadan Kvindes Elskov. Men i hvilket underlig blandet Selskab fremtræder ikke i dette Tilfælde Hjertegrebetheden, der er saa sjælden hos Chateaubriand, at den her næsten kan betegnes som enestaaende! Champagne, Viser af hans politiske og religiøse Modstander Béranger, Kærlighedserklæringer og Kærtegn, Graad over "Martyrerne", Opløsthed i Hulken og nye Kærlighedserklæringer! Hvilke Omgivelser for Rettroenhedens Heltedigt! hvilken kun altfor menneskelig Lidenskabelighed hos en serafisk Digter, tidligere Minister og fordums Jerusalemsfarer! *17)

"Martyrerne" viser Chateaubriand fra hans digterisk svageste Side. En Scene, som den, der i bedste Hensigt her skildres af Fru Allart de Méritens, viser ham fra hans menneskeligt svageste. Og dog virker dette Gennembrud af det Menneskelige næsten velgørende i Sammenligning med det Lavede, der saa ofte betegner hans Holdning. Han fører altfor ofte Gud og Kongen i Munden. Dette Lavede bør imidlertid ikke bringe Nogen til at overse det virkeligt Storladne og Rige i denne mærkværdige Personligheds Anlæg og Livsførelse.

For at faa det fulde Indtryk af Chateaubriand maa man gennemlæse de tolv Bind "Mémoires d'outre-tombe" og de Bind, der slutter sig udfyldende til dem. Som Rousseau's "Bekendelser" er den mest fængslende Bog, han har skrevet, saaledes er Chateaubriands "Erindringer" hans ypperste Værk. Der er et helt og det et betydeligt Menneske i denne Bog. Det er en stor Herre, som uden at være videre skarpseende overfor Menneskeheden, der ikke sysselsatte ham synderligt, her har samlet alt sit Skarpsyn paa den eneste Genstand, der fuldt interesserede ham, hans eget Jeg, og har fremstilt og udstilt det for os, dels frivilligt, dels ufrivilligt, men temmelig fuldstændigt. Det er et Jeg, stolt indtil Hovmod, sørgmodigt indtil Mismod, tvivlesygt indtil Ligegyldighed, uden Tro paa noget Fremskridt, dybt gennemtrængt af Overbevisning om Intetheden af selve de Livsgoder, der en Tid lang morer det som Elskov, Ry, indflydelsesrig Stilling, med Aarene stedse mere fuldt af Livslede og stedse mere fuldt af sig selv. Det er et Jeg, som har en varm, rig Indbildningskraft og en stor kunstnerisk Evne, og som allerede paa et Tidspunkt, (i Slutningen af det attende Aarhundrede), hvor de Samtidiges Kunstsmag gik ud paa det Lette, det Nydelige og det Smaa, følte sig staaende ene med sin Kærlighed til det Store og det Stores Skønhed.

I en vis Forstand var Chateaubriand som ingen anden Tidspunktets Mand. Han svarede, som vi har set, med sin "Kristendommens Aand" saa nøje til Øjeblikkets Fordring, at han som Mærkismand i Aandshistorien derved voksede langt udover den Betydning, man kan indrømme hans Alvor og hans Evner.

Forsaavidt har Øjeblikket, hvori han optraadte, forstørret ham.

Men ser man Sagen fra den anden Side, lader det sig med lige saa stor Sikkerhed hævde, at det historiske Øjeblik, hvori han tog sin Stilling for Livet, paatvang ham en Rolle, der et halvhundrede Aar igennem bragte ham i Strid med hans inderste Væsen. Hans Natur gjorde jævnligt Modstand mod Rollen; alt det Uafhængige og Ustyrlige i ham laa i stadig Strid med den religiøs-politiske Rettroenhed, det var blevet hans Livs Opgave at udtrykke og forfægte. Hans historiske Stilling bragte ham med andre Ord i ulægelig Splid med sig selv.

I sin Alderdom tilstaar han det undertiden rentud. I Slutningen af sit Værk om Kongressen i Verona siger han aabent: "Som Officer ved Regimentet Navarra var jeg vendt tilbage fra Amerikas Skove for at begive mig til den lovlige Kongemagt i dens Landflygtighed og kæmpe i dens Rækker "imod min egen Indsigt" (contre mes propres lumiéres), Alt "uden Overbevisning", af ren Soldaterpligtfølelse og fordi jeg, som havde havt den Ære at køre i de kongelige Vogne fra og til Versailles troede mig særligt forbunden en Prins af Blodet" (note: Congrés de Vérone 2: 527). Det forhindrer ham ikke i to Sider længere henne at tilskrive det lykkelige Udfald af Krigen i Spanien, som han satte igennem mod Frankrigs, Spaniens og Englands Ønske, mindre sin egen Dygtighed, hvilken han dog ingenlunde undervurderer, end "et af Himlens sidste Mirakler til Gunst for den hellige Ludvigs Æt." Han gør her som ellers i sine sidste Skrifter stærk Forskel mellem Kongedømmet som Ide og Kongernes Person. Han forsøger at forsone en paastaaet, uforandret Troskab mod Ideer med en uforstilt Ringeagt for Kongerne som Evner og Karakterer.

Meget bidrog til denne Ringeagt vistnok Bourbon'ernes taabelige Utaknemmelighed imod ham, hvem de skyldte saa meget. Men han lægger i ethvert Tilfælde i sine "Erindringer" denne Følelse altfor mange Aar tilbage i Tiden og fører den i Grunden helt ned til sine første Sammentræf med Ludvig den Attende og hans Omgivelser. Det blev ham tidligt klart, at Kong Ludvig ikke yndede ham, og Broderen, den senere Karl den Tiende, saarede ham allerede ved ikke at have læst en eneste Bog af ham, end ikke "Kristendommens Aand". Hvor han ser tilbage paa sit Liv siger han: "Ludvig den Attende og hans Broder kendte mig daarligt. Den sidste sagde om mig: Godt Hjerte og hedt Hoved! Denne forslidte Ytring ... ramte ved Siden af. Mit Hoved er meget koldt, og mit Hjerte har aldrig slaaet synderlig varmt for Konger."

Det gamle Kongedømme maatte, hvis det overhovedet ikke ansaa sig selv for altfor selvherligt til at føle sig Nogen forpligtet, betragte sig som Chateaubriand forbundet ikke blot fordi han som Officer i Condé's Emigranthær havde kæmpet og lidt for dets Sag, ikke blot fordi han under Napoleon havde afbrudt sin Løbebane og trodset Magthaveren ved at tage sin Afsked efter at denne havde forgrebet sig paa Hertugen af Enghien, men fordi han endnu før Napoleons Tronfrasigelse i Fontainebleau, i 1814 havde forberedt Stemningen for Bourbon'erne ved et Flyveskrift, der efter Ludvig den Attendes eget Udsagn var ham til lige saa stor Nytte som hundredtusind Mand.

Dette Flyveskrift "Buonaparte et les Bourbons" er vel Chateaubriands lidenskabeligste, mest hadefulde, mest galdesyge, og mest kunstigt sværmeriske Partiskrift. Det er et Skrig af Raseri mod den faldne Napoleon, hvem ingen Ære levnes, og et Hurra af hul Begejstring for den bovlamme Ludvig den Attende, der forgudes. I ingen anden Bog af Chateaubriand findes saa hadefulde Dumheder. Han gaar her saa vidt som til at nægte Bonaparte Feltherre-Evner. Han skildrer ham som en Uduelighed, der kun formaaede at lade sine Tropper gaa paa, og sejrede ved deres, af hans Førelse ganske uafhængige, Fortræffelighed, men iøvrigt aldrig forstod at sikre eller foretage et Tilbagetog og langt fra at udvikle Krigskunsten førte den tilbage til dens Barndom *18). Marquis'en af Seigliére i Sandeau's bekendte Komedie "Frøken de Seigliére" (paa Dansk "Kamp og Sejer") siger ingenlunde større Urimeligheder om Napoleon.

Til Gengæld kaldes Ludvig den Attende en Fyrste, der er bekendt for sin Indsigtsfylde. Af alle de Fyrster, hedder det, som nu kan regere Frankrig, er han den, som passer bedst for Landets Stilling og Aarhundredets Aand, ligesom Bonaparte er den af alle, som mindst var skikket til Kongemagt.

Saaledes i det officielle Flyveskrift. Men hvor ganske anderledes tænker og taler Chateaubriand ikke i sine "Erindringer"!

Han lader her Bonapartes Krigskunst vederfares Retfærdighed; han siger udtrykkelig om ham, at "han har opfundet Krigen i stor Stil", og begriber med Et, at det at vinde Slag efter Slag er en ret væsenlig Del af Hærførelsen.

Her i "Erindringerne" meddeler han ogsaa - fordi det smigrer hans Forfængelighed - mangt et Træk af Napoleon, der viser. hvor godt denne forstod at gengælde Chateaubriands Had med upartisk Anerkendelse. Saaledes lod han, efter at Chateaubriand havde brudt med ham, Akademiet spørge, hvorfor det ikke havde tilkendt "Kristendommens Aand" en Belønning. Saaledes skal han i Fontainebleau have læst det ovennævnte Flyveskrift med Sindsro, og kun have bemærket: "Det dér er rigtigt; det dér er ikke rigtigt. Jeg har intet at bebrejde Chateaubriand. Han har været min Modstander i min Velmagtstid; men disse Kjæltringer ..." Han nævnte dem. Og dertil føjer den smigrede Chateaubriand denne morsomme og overraskende Vending: "Min Beundring for Bonaparte (denne Gang uden u) har altid været stor og oprigtig." Han taler sikkert sandt. Han beundrede og misundte Napoleon; han maalte sig med ham, og han følte den Andens Samtidighed som generende.

Endelig siger han i sine "Erindringer" Sandheden om de Konger, overfor hvilke han stillede sin Troskab og sin Ærefrygt til Skue.

Han fortæller, at han 1814 frygtede det Indtryk, Ludvig den Attendes Jammerskikkelse vilde gøre, og han aftrykker den rørende og højtravende Skildring, han derfor dengang offenliggjorde af hans Indtog, en Skildring, siger han, som han udførte uanmodet og uden Smag for Sligt men "forædlende ved Musernes Hjælp". "En Mand træder frem for Officererne, der aldrig har set ham, for Grenadererne, der neppe kender ham af Navn. Hvem er denne Mand? Det er Kongen! Alle falder ned for hans Fødder."

Saa fortæller han, hvorledes Indtoget virkelig gik for sig, og har den frimodige Vending: "Jeg løj med Hensyn til Soldaterne." Han maler med kraftige Træk den Holdning, som Resterne af Napoleons gamle Garde indtog udenfor Notre Dame, opstillet i Dobbeltrække, som Kongen skulde passere. "Jeg tror ikke, at Menneskeansigter nogensinde har havt et saa frygteligt og truende Udtryk." Han skildrer dem paa Nippet til at hugge Kongen ned.

Og han bestræber sig ikke for at vise det Ugrundede i deres Foragt. Da han har fortalt, hvorledes hans Plan til et Forsvar i de hundrede Dage strandede paa Kongens og hans Omgivelsers Fejghed, udbryder han: "Hvorfor er jeg kommen til Verden paa en Tid, hvor jeg blev saa ilde stillet! Hvorfor har jeg været kongeligsindet imod mit Instinkt paa en Tid, hvor et elendigt Hofslæng hverken vilde høre mig eller kunde forstaa mig! Hvorfor er jeg bleven kastet ind i denne Trop af Middelmaadigheder, der holdt mig for en Forrykt, naar jeg talte om Mod, og for en Revolutionær, naar jeg talte om Frihed!" (note: Mémoires d'outre-tombe. 1849 Tome 5: 452 ff., og 6: 1 ff.).

Alt som "Erindringerne" skrider frem, løfter Kongemagtens Ridder stedse mere Sløret for Ludvig den Attendes Religiøsitet, Forstand og Karakter. "Det er at frygte, at Religionen for den allerkristeligste Konge kun var en Lægedrik, der egnede sig til Bestanddel af det Bryg, hvoraf Kongedømmet bestaar." Han taler om den "Vellystnings-Indbildningskraft, som Kongen havde arvet fra sin Fader." Han siger skemtende, at Kongen gerne roste sig selv og gjorde Løjer med sig selv paa én Gang. Saaledes, naar han talte om mulige Tronarvinger. "Han brystede sig da med en vigtig og spotsk Mine." Og han fortæller, at han tav dertil, fordi han "ikke agtede at gøre Kongen nogen Evne stridig" *19). Hvor han vil skildre Ludvig nøjere, siger han: "Egenkærlig og uden Fordomme som Ludvig den Attende var, vilde han bevare sin Rolighed for enhver Pris ... Uden at være grusom var Kongen dog ikke menneskelig." Han fortæller, hvorledes Ludvig roste sig af at kunne hæve en Yndling saa højt, at denne vilde vække almindelig Misundelse, og tager til Genmæle: "For at kunne løfte de andre maa man være vis paa ikke at falde selv. Men hvad var Kongerne paa den Tid, til hvilken vi med Ludvig den Attende var naaede? Kunde de end gøre en Mand rig, saa kunde de dog ikke længer gøre ham stor. De var ikke mere andet end deres Yndlinges Bankier'er."

Og ikke nok med disse skarpe Ord. Der er Steder hvor Chateaubriand tyr til de skemtefulde. Saaledes fortæller han i sin Bog om Kongressen i Verona, hvorledes det paa et enkelt Tidspunkt hændte, at han vandt Kongens Velvilje, saa hans Fæller i Ministeriet formelig blev skinsyge paa ham: "Kongen faldt ofte i Søvn i Statsraadet, og deri gjorde han højlig Ret; thi hvis han ikke sov, saa fortalte han Historier. Han havde et stort Skuespillertalent. Men det morede ikke Hr. de Villéle, som vilde behandle Statssagerne. Hr. de Corciére lagde sine Albuer, sin Tobaksdaase og sit blaa Lommetørklæde op paa Bordet; de andre Ministre hørte til i Taushed. Jeg alene kunde ikke lade være at more mig over Hans Majestæts Fortællinger, og Kongen var øjensynligt henrykt derover. Før han da begyndte en Anekdote, søgte han efter en Undskyldning, og sagde med sin lille, tynde, klare Stemme: "Jeg vil faa Hr. de Chateaubriand til at le" (note: Mémoires. Tome 8: 216, 222. Congrés de Vérone 1: 172, 2: 525.).

Det kan da ikke undre, at Chateaubriand efter etsteds at have udviklet, hvorledes man i et demokratisk Samfund kommer frem ved at vaase om Frihed, Menneskeslægtens Fremskridt og Fremtid etc., fuldstændiggør Billedet ved denne Udmaling af Forholdene i det adelsstyrede og kongetro Samfund, han altid havde forherliget: "Spil Whist, sig med en dyb og alvorsfuld Mine Flovser og Vittigheder, du har forberedt, og dit Genis straalende Løbebane er sikret."

Saa fuldstændig helbrededes i Aarenes Løb for alle Illusioner den Mand, der historisk indvarsler det nittende Aarhundredes Halvtro, dets æstetiske Kristendom og dets affekterede Kongedyrkelse.

Han var for stolt til at bære Masken til det sidste, og han kastede den fuldstændigt "hinsides Graven".

Han betegner selv som sine "Hovedfejl": Livslede, Væmmelse ved Alt og stadig Tvivl. Disse Fejl havde deres gode Side. Den dybe Ligegyldighed overfor Jordelivets Goder bevarede ham mod en lav Ærgerrigheds Fristelser; Tvivlen befriede ham fra at løbe sig fast i Tillid til hvad han nærmest af aristokratisk Trods fra først af havde forfægtet; hans Stolthed bar ham oppe, og beskyttede den ham end ikke mod Hykleri, saa bevarede den ham dog for nogensinde at begaa en lav Handling. Men der var en aldrig forsonet Splid mellem hans Natur og hans historiske Rolle, saalænge indtil Utaknemmeligheden hos den Autoritet, han havde genoprejst, drev ham over i Modstand imod den.

 

Noter til Kapitel 7:

*11) Paul Heyse har skrevet det træffende Epigram:

Bist du schon gut, weil Du gläubig bist?

Der Teufel ist sicher kein Atheist.

*12) Man vilde neppe fordriste sig til at nævne det paa dansk Grund, hvis ikke N. M. Petersen, forført af den smukke Rolle, som Parny har tildelt de nordiske Guder, og øjensynligt i Tillid til, at intet Menneske anede, hvad Digtet indeholdt, havde rost det og anført flere Stykker af det i Slutningen af sin "Nordiske Mythologi" (S. 440).

*13) O honte ô crime! on rosse les Puissances,

On jet á bas dix mille intelligences

Qui figuraient dans les processions;

De leurs gradins les Trônes on renverse,

On foule aux pieds les Dominations

Et des Vertus le troupeau se disperse.

... l'on jet á leur nez,

Devinez quoi? les têtes chérubines

Aux frais mentons, anx lévres purpurines.

Parny: La guerre des dieux. Tiende Sang.

*14) Propres sans plus á garnir les gradins,

A cet emploi se borne leur génie,

C'est ce qu'au bal nous autres sots humains

Nous appelons: faire tapisserie.

*15) Smgln. Parny:

Étaient-ils trois, ou bien n'étaient'ils qu'un?

Trois en un seul; vous comprenez, j'espére?

Figurez-vous un vénérable pére,

Au front serein, á l'air un peu commun,

Ni beau, ni laid, assez vert pour son âge

Et bien assis sur le dos d'un nuage ...

De son bras droit á son bras gauche vole

Certain pigeon coiffé d'un auréole ...

Sur ses genoux un bel agneau repose,

Qui bien lavé, bien frais, bien délicat,

Portant au cou ruban couleur de rose

De l'auréole emprunt aussi l'éclat.

Ainsi parut le triple personnage ...

*16) I denne Tilstand var han mere forelsket, mere livfuld, han sagde mig, at jeg skænkede ham de mest henrivende Glæder, kaldte mig Forførerske o. s. v., og paa dette ensomme Sted gjorde han hvad han vilde.

Fru de Saman: Les enchantments de Prudence. Avec préface de George Sand. 1873. S. 166 ff.

*17) Chateaubriand: Les martyrs især Livre 3. og 8. Mémoires d'outre-tombe. - Sainte Beuve: Chateaubriand et son groupe littéraire sous l'empire. - Nettement: Histoire de la litterature francaise sous la Restauration 1 - 2.

*18) Hvad besad denne Fremmede da for Evner der kunde forføre Franskmænd? Hans Krigshæder. Godt for den er han bleven klædt af. "Han var virkelig en stor Vinder af Slag; men forøvrigt er den mindste General dygtigere end han ..." Man har troet, at han havde fuldkommengjort Krigskunsten, og det er sikkert, at han har faaet den til at gaa i Barndom.

Buonaparte el le Bourbons. S 36, 37.

*19) Et il se rengorgea d'un air capable et goguenard; mais je ne prétendais disputer au Roi aucune puissance.

 

8. Fru de Krüdener.

 

Af denne Aarrækkes Personligheder er der en egen Klasse, som særligt skarpt betegner Tidsalderen, det er de Omvendte. Denne Gruppe maatte nødvendigvis være temmelig talrig, da en saa anstrengt troende Tid fulgte paa en saa lidet troende. Laharpes Omvendelse havde allerede under Revolutionen vakt megen Opmærksomhed. Endogsaa Chateaubriand var en Omvendt. Hos de Omvendte ser man maaske skarpest, af hvad Art den nye Aand var, da den hos dem brydes med den gamle og overvinder den. Den Omvendte er desuden altid lidenskabelig, helt fuld af sin Lære og har (eller skærer) derfor gerne et særlig udtryksfuldt Ansigt. Gælder det som Regel, at en Tidsalders Aand afspejler sig typisk i dens mest fremtrædende Karakterer, saa gælder dette dobbelt om Den, hvis Karakter er den at være omvendt, især hvis denne Personlighed er en Kvinde. Det er ganske vist uset, at en Kvinde med sin modtagelige Natur har ført sin Tidsalder videre, men til Gengæld ses det jævnligt, at hun leverer et saare udpræget Billede af dens Væsen. Som Emigranterne grupperer sig om Fru de Staeuml;l, som Romantikernes Førere samler sig om Caroline Schlegel, saaledes finder den religiøse Genoprejsningstid sit digterisk-gudelige Udtryk i Fru de Krüdener's Aand.

I Fru de Staeuml;ls Roman "Delphine" forekommer der en Scene, hvor Heltinden fortryller et helt Selskab ved sin gratiøse og talende Udførelse af en vis fremmed Dans, Sjalsdansen. Dette Træk var grundet paa noget Oplevet. Den unge og yndefulde Baronesse de Krüdener udmærkede sig blandt Andet ved sin Dans. Det hedder i "Delphine": "Aldrig har Ynde og Skønhed frembragt en mere overordenlig Virkning paa et talrigt Selskab. Denne fremmede Dans har en Tiltrækning, hvorom Intet, vi har set, kan give nogen Forestilling. Det er en rent asiatisk Blanding af Ladhed og Livlighed, af Tungsind og Livsglæde. - Undertiden, naar Melodien blev blidere, gik Delphine nogle Skridt frem med foroverbøjet Hoved, med korslagte Arme, som om visse Erindringer eller Savn pludselig havde blandet sig ind i en Feststemning, men snart begyndte hun paany sin livfulde og lette Dans, indviklet i et indisk Sjal, der fremhævede hendes Figur, faldt tilbage med hendes lange Haar og gjorde hendes hele Skikkelse til et henrivende Maleri." Ordet asiatisk er sikkert her det betegnende Ord. Joubert skriver 1803 om Fru de Krüdener: "Hun har Ynde og noget Asiatisk ved sig, Natur i Overdrivelsen. Den yderliggaaende Ømfølsomhed forekommer ikke let uden noget Overspændt." Julie-Barbe (Juliane Barbara) de Vietinghof var født 1764 i Riga i Lifland og paa engang opdraget paa Fransk og Tysk. Hendes Fader var en klog og fornem Verdensmand, Oplysningsven og Frimurer, Kunstven og Mæcenas; Moderen var opdraget efter gammellutheranske Grundsætninger, iøvrigt forstandig og samvittighedsfuld. Begge Forældrene tilhørte Østersøprovinsernes højeste tysk-russiske Adel og havde Forbindelse med Petersborghoffet"

Den første Lærer, der gjorde Indtryk paa deres unge Datter og hvis Opdragelse blev bestemmende for hendes Fremtid, var den berømte Pariser-Balletmester Vestris. Atten Aar gammel blev hun gift med den seksten Aar ældre Baron Krüdener, russisk Diplomat, der havde været to Gange gift og begge Gange havde ladet sig skille fra sin Kone. Hendes Hjerte havde ingen Lod i denne Afgørelse, men Partiet blev anset for glimrende, og hendes Forfængelighed har følt sig tilfredsstillet paa samme Tid som hendes Mand ikke var hende imod. Han synes at have været forstandig, brav, kundskabsrig, gennemdannet og rolig, ingenlunde uden Følelse, men af Natur som ved sin Stilling bundet til alle Samfundets Vedtægter. Gratierne havde ikke staaet ved hans Vugge. Hurtigt indførtes hun ved hans Side i det attende Aarhundredes mest glimrende Selskab. Baron Krüdener var, da Brylluppet stod, russisk Afsending i Kurland, og Parret rejste derfor straks efter Hvedebrødsdagene til Mitau, hvor Krüdener fik Hertugdømmets Indlemmelse i Rusland ordnet, og hvor et Besøg af Kejser Paul den Første var den vigtigste Begivenhed i Ægteparrets Liv. Den unge Frue var her mest sysselsat med Optræden paa et Dilettantteater, næsten lige til hun nedkom med sin eneste Søn. Faa Uger efter Fødselen blev den unge Moder i St. Petersborg forestilt for Kejserinde Katharina. Herfra blev Krüdener sendt som russisk Afsending til Venedig, Datidens letfærdigste By, hvor hans Frue kastede sig ind i en Hvirvel af Adspredelser.

Her i Venedig var en ung, begavet Sværmer, Alexander Stakjev, hendes Mands Privatsekretær, bleven lidenskabeligt forelsket i hende, men saa stor var hans Beundring for Krüdener og for hans Kærligheds Genstand, at ingen Stavelse kom over hans Læber. Han tav saa godt, at Krüdener tog ham med sig, da han i 1784 blev forflyttet til Kjøbenhavn. I Skovene ved Frederiksborg sværmede Juliane med sin Tilbeder for Naturens Skønhed. Da han endelig skriftede sin Lidenskab, skete det naivt for Manden. Denne var uforsigtig nok til at vise Brevet til sin Kone, der herved for første Gang fik Vished om Stakjev's Følelser for hende, Følelser, hun vel ikke havde gengældt, men dog ved medfødt Koketteri holdt i Live. Visheden om at kunne fremkalde en saadan Lidenskab steg hende til Hovedet. Det at blive tilbedt var fra nu af hendes Livs eneste Drøm. Stakjev fjernede sig, men al den Uro, som gærede i hendes unge kvindelige Hjerte, kom nu til Udbrud. Opfyldt af en brændende Trang til at elske og blive elsket havde hun først forsøgt at finde det Ideal, hvorom hun drømte, i sin Mand. Da han mere faderlig end forelsket kun søgte at holde hendes Overspændthed i Tømme, bøjedes hendes Væsen tilbage mod sig selv, og hun sørgede over at være, hvad man senere har kaldt uforstaaet, men hvad hun kaldte ufølt. Stakjev's Lidenskab var faret hende forbi som et Ildpust og havde optøet den ydre Kulde, der bandt hendes Følelsesliv. Dette maatte have et Afløb. Her i Kjøbenhavn, der som Opholdssted forekom hende at være det skrækkeligste af alle - man erindre, at dette foregaar for hundrede Aar siden -, kastede hun sig ind i en Vrimmel af selskabelige, tidsspildende og aandsfortærende Fornøjelser, hvormed det letsindigste Koketteri til Højre og Venstre gik i Følge. Følgen af alle disse Balaftener og private Teaterforestillinger var angrebne Nerver og et angrebet Bryst, saa at et Vinterophold i Syden i 1789 blev forordnet af Lægerne.

Dog istedenfor at ty til en stille solrig Egn i Syden, ilte den af et Bylivs Strabadser saa haardt angrebne Dame til Paris, og i Paris levede hun op paany. I denne aandeligt sysselsatte By føler hun sig pludselig slaaet af sin Uvidenhed, faar Sans for Læsning eller snarere for Digtere og opsøger Samtidens store Skribenter, Barthélemy, Forfatter til "Den unge Anarcharsis", hvis Optagelse i Akademiet hun overværede, og Bernardin de Saint-Pierre, for hvis "Paul og Virginie" hun bestandig havde sværmet. Hun dyrker St. Pierre og Naturen, bliver Vidne til Bastillens Indtagelse, men har samtidigt hos sin Modehandlerinde en Regning paa en Snes tusind Francs. I Sydfrankrig forelskede en ung Officer, Hr. de Frégeville, sig i hende, og efter nogen Tids Kamp gengældte hun, nu mindre uerfaren end i Kjøbenhavn, de Følelser, han nærede. Han bestemte hende til, trods det hendes Mand givne Løfte, at tilbringe endnu en Vinter i Frankrig og til næste Foraar (1791) at rejse til Paris istedenfor til Kjøbenhavn. Efter Ludvig den Sekstendes ulykkelige Flugtforsøg var Paris ikke længer noget trygt Opholdssted for Fru de Krüdener, og for at undgaa Forfølgelser førte Hr. de Frégeville hende ud af Frankrig forklædt som hendes Lakaj. Med ham blev hun flere Uger i Bryssel, rejste saa derfra over Cassel og Hannover til Hamborg, stadigt ledsaget og skærmet af den som Lakaj forklædte Elsker. I Hamborg modtog hendes Mand hende, men da hun selv her ikke vilde skilles fra sin Yndlingstjener, kom det til et heftigt Optrin. Han foreslog hende at tage Ophold nogen Tid hos hendes Moder i Riga; ogsaa hertil blev hun ledsaget af den franske, forklædte Officer. Hun fandt den bedste Modtagelse hos sin Moder, og da hun i 1792 med denne foretog en Rejse til Petersborg for at gense den døende Fader, traf hun der sin Mand, som i Petersborg vilde hæve de Penge, han behøvede til Skilsmisse fra hende. Hun kastede sig for hans Fødder, opnaaede Tilgivelse og gav Løfter, hun ikke holdt. Hun opholdt sig i de følgende Aar rundt omkring i Europa, adskilt fra sin Mand og ikke mindre fra Hr. de Frégeville, men førende et Liv som det, de galanteste Damer henimod Slutningen af det attende Aarhundrede tillod sig; hendes Mand omtaler i sine fortroligste Breve fra disse Aar aldrig sin Kone.

Efter at hun i Petersborg havde genset Stakjev, rejste hun til Riga, efter et længere Ophold dér til Berlin; derfra hurtigt til Leipzig, hvor hun blev i 1793. Derpaa drog hun atter til Riga, men fandt næsten lige straks Byen utaalelig, tog da derfra til sit Familiegods Kosse, lagde store Planer til at blive sine Livegnes Velgørerinde og vilde "danne og lyksaliggøre" det esthiske Folk. I 1795 drog hun fra Kosse tilbage til Riga, efter nogle Maaneders Ophold der til Berlin og levede i 1796 først i Lausanne, senere i Genf med sin Ven Abbed Becker. Hun omgaas de franske Emigrantfamilier, lader sig forgude og dyrke, iler fra Fest til Fest og danser allevegne Sjalsdansen, som nu en Tidlang bliver den allerede modne Kvindes Hovedlidenskab. Med sin Ven Emigranten de Vallin rejser hun, da ogsaa ganske unge Damer begynder at forsøge sig i Sjalsdansen, til München. Da de Vallin maa rejse tilbage til Frankrig og Becker er død, længes Fru de Krüdener pludselig efter sin Mand og sit Stedbarn, men af Genforeningen bliver kun et flygtigt Sammentræf i München, hvor hun har den Fornøjelse at lære sin imidlertid voksne Steddatter at kende. Hun drager til Teplitz, derfra tilbage til München, atter til Teplitz og derfra til Berlin, hvor Hr. de Krüdener 1800 er bleven udnævnt til Afsending ved det prøjsiske Hof. Hun har sikkert i denne Tid skiftet Elskere endnu hyppigere end Opholdssted.

Vinteren 1800-1801 tilbragte hun nu i Berlin som russisk Ministerfrue, men gjorde ved sin Upunktlighed og hele Uberegnelighed alt andet end Lykke ved Friedrich Wilhelm den Tredie's punktlige Hof. Hun stræbte imidlertid udelukkende efter at gøre Lykke i Selskabslivet, og da Ungdommen var forbi, søgte hun at tiltrække sig Opmærksomhed ved sine Kjolers "Forvovenhed". Hun havde aldrig været nogen Skønhed, men dog altid en Personlighed med sjældent Udtryk og sjælden Ynde. Den Simpelhed i Smag og Optræden, som ti Aar tidligere havde gjort hende saa forførerisk, havde nu veget Pladsen for en Lyst til at gøre Opsigt ved dristig Paaklædning eller Afklædning; hun dækkede sit endnu bestandig smukke askefarvede Haar efter Tidens Mode med en Paryk. Hendes Træk og hendes Hudfarve havde ikke mere Ungdommens Friskhed.

Paa dette Tidspunkt er det, at hendes urolige, endnu bestandig til stærke Sindsbevægelser trængende Hjerte aabner sig for de første Glimt af religiøst Sværmeri. I et Brev fra hende til hendes nærmeste Veninde findes disse Ord: "Skal jeg tilstaa dig det? Det er i mit Hjertes Ydmyghed jeg taler. Du véd, at jeg ikke er hovmodig, kan den Kristne være det? Jeg tror, at Gud har villet velsigne min Mand fra det Øjeblik af, da jeg atter er vendt tilbage til ham. Der er ingen Art Goder eller Begunstigelser, som han jo opnaar. Hvorfor skulde jeg ikke tro, at et fromt Hjerte, som beder til Himlen simpelt og tillidsfuldt om at hjælpe det at bidrage til en Andens Lykke, maa faa sin Bøn opfyldt?"

Nej, hvorfor skulde man ikke tro det? Vi for vor Part vilde gerne tro, at det var Fru de Krüdeners Nærværelse, der bragte Forsynet til at overhobe Baronen med Ordner, hvis vi ikke med stor Sikkerhed vidste, at det var en anden mindre romantisk Aarsag, der bevægede Kejser Paul den Første dertil. Sagen var den, at midt under en Fest, som Baronen gav i Berlin for det prøjsiske Kongehus og Storfyrstinde Helene, ankom et Ilbrev fra Selvherskeren over alle Russer, der befalede Krüdener øjeblikkelig at erklære Prøjsen Krig. Majestæterne var endnu i Huset. Istedenfor imidlertid at splitte Festen ved at vise de Dansende dette Medusahoved, lod den russiske Afsending roligt sine Gæster danse, og da han som Politiker indsaa, hvor uklog og skæbnesvanger for Rusland en saadan Krig vilde være, skrev han istedenfor at adlyde Befalingen et fraraadende Brev til sin Kejser, vel vidende, at efter al menneskelig Beregning var fra nu af Sibirien ham vis til hans Død. Selvfølgelig sagde han intet Ord herom til sin Kone. Det Usandsynlige skete, Paul blev omstemt, og i sin Beundring for sin Ministers Mod og Klogskab overøste han ham med Beviser paa sin Yndest. Man ser altsaa, at der gives en anden Forklaring end Fru de Krüdeners.

Fra nu af faar hendes Breve et mere og mere gudeligt og opbyggeligt Præg. Hun betegner nu Religionen som sin Tilflugt mod Tungsind; hun taler om de tusinde Kilder til Glæde, som udspringer fra den.

Midt i alt dette en ny Kærlighedsforbindelse og et nyt Brud. Hun har paany forladt sin Mand, er først i Sommeren 1801 i Teplitz, dernæst længe hos Fru de Staeuml;l i Coppet, hvor Lysten til at gøre Opsigt i Literaturen vækkes hos hende, og hvor hun rask nedskriver tre Noveller og Begyndelsen af en Roman. For at kunne gøre denne saa fuldkommen som mulig, maa hun til Paris, indhente Bernardin de Saint-Pierre's Raad og gøre Chateaubriands Bekendtskab. Chateaubriand forærer hende her et Eksemplar af sin "Kristendommens Aand", før han endnu har fordelt sine Frieksemplarer, og hun er ikke lidet stolt af, at Fru de Staeuml;l finder dette Eksemplar paa hendes Bord. Hun gjorde imidlertid saa aabenmundet og hensynsløs Brug af den hende viste Tillid, at Chateaubriand for lang Tid trak sig tilbage fra hende og et Brud med Nød og neppe blev undgaaet.

Hun overraskes i Paris ved Efterretningen om Krüdeners pludselige Død. Hun lukker sig inde, hun sørger og angrer. Det havde været "hendes Yndlingsdrøm engang paany at vende tilbage til ham, lette ham Aarenes Byrde og gengælde hans uendelige Godhed". Det varede dog ikke længe, før Fru de Krüdener opgav sin Indesluttethed. Efter i sine smaa første Fortællinger at have efterlignet Saint Pierre's Skrivemaade havde hun nu faaet sin lille Roman skrevet færdig. Dens Navn var "Valérie"; hendes Ungdoms Forhold til Alexander Stakjev havde afgivet dens Indhold. Den er paavirket af "Werther", stemningsfuld og godt skrevet. Det var imidlertid ikke Fru de Krüdener nok at skrive en Roman. Det gjaldt om at faa den læst og bemærket. Maaden, hvorpaa hun greb dette an, viser, at hun paa dette Tidspunkt til Trods for sine Tilløb endnu ikke havde forsaget Verden helt. Hun nøjedes ikke med de almindelige Fif som at underkaste Bogen i Haandskrift den ene Kritikers Bedømmelse efter den anden, læse den op i Selskab helt eller delvis og lignende, nej, det gjaldt for hende om grundigt at forberede den Lykke, hun vilde gøre. Hun tilskrev da først en Ven i Paris, Doktor Gay, en ubekendt og forfængelig Læge, hvis Løbebane hun havde lovet i Tidens Løb at tage sig af, følgende Linjer:

"... Jeg har en anden Bøn at bede Dem om: lad en god Versemager gøre nogle Vers til vor Veninde Sidonie (Sidonie er Heltinden i Fru de Krüdeners første Fortælling). Over disse Vers, som jeg ikke behøver at anbefale Dem, og som bør være saa smagfulde som muligt, skal kun staa denne Overskrift: "Til Sidonie". Man skal sige til hende: Hvorfor bor du i Provinserne, hvorfor berøver dit tilbagetrukne Liv os din Ynde og dit Vid? Kalder den Lykke, du gør, dig da ikke til Paris? Dine Yndigheder, dine Talenter vil kun der blive beundrede, som de bør beundres. Man har skildret din fortryllende Dans, men hvem kan skildre Alt, hvad der udmærker dig! - Min Ven, det er til Venskabet, at jeg betror dette, jeg er ganske skamfuld paa Sidonie's Vegne, thi jeg kender hendes Beskedenhed. De véd, at hun ikke er forfængelig, jeg har da mere væsenlige Grunde end en elendig Forfængelighed baade til at bede Dem lade disse Vers skrive og til andet mere: Sig især, at hun lever saa tilbagetrukkent, og at man kun i Paris bliver paaskønnet. Sørg for, at man ikke gætter paa Dem. Lad disse Vers blive trykte i Aftenavisen. Det er sandt, at Sidonie er bleven skildret som dansende i "Delphine". Læs det, det vil more Dem. Men der maa ikke staa, at det er i "Delphine", at man har skildret hende. Kun af Overskriften "Til Sidonie" maa det kunne ses, til hvem Versene er. Vær saa god at betale Avisen. Jeg haaber at kunne forklare Dem mine Bevæggrunde. Send mig hurtigt det Blad, hvori det bliver trykt. Hvis Bladet ikke vil indlade sig derpaa eller hvis det varer for længe, saa send mig Haandskriftet, og man vil faa det indrykket i et herværende Blad. De forpligter derved i høj Grad Deres Veninde, hun vil mundlig forklare Dem, hvorfor hun har bedet Dem derom. De kender hendes Skyhed, hendes Hang til Ensomhed og hendes ringe Lyst til at blive rost, men det gælder om at gøre hende en væsenlig Tjeneste."

Fjorten Dage senere nyt Brev om samme Genstand, nye Forespørgsler, om Doktoren har læst "Delphine". Bestandigt samme Æmne: "Fru de Staeuml;l har sagt til Sidonie, at hun har villet skildre hendes Dans, og De kan finde det i første Bind. Hun har efter Fleres Mening dér malt Sidonie's Ansigt, hendes Maade at tale paa og hendes Indbildningskraft, og saa har hun blandet sine egne religiøse og politiske Meninger ind deri, thi Sidonie har "en dyb Religiøsitet" og blander sig meget lidt i Politik." Nu følger nye Anvisninger med Hensyn til Digtet:

"Der maa vel staa, at man har skildret hendes Talent til at danse, men der maa ikke staa "man", men simpelthen: En dygtig Pensel malede din Dans; den Lykke, du gør overalt, er bekendt, dine Yndigheder er blevne besungne ligesaavel som dit Vid, og dog skjuler du dem uophørligt for Verden. Et hjembundent, ensomt Liv, det er hvad du foretrækker. Der søger du Lykken i din Fromhed, i Naturen og i Studier osv. osv. osv., se, kære Ven, det er hvad jeg forlanger af Dem, jeg skal senere forklare Dem hvorfor." Elegien ankommer, Fru de Krüdener kvitterer for Modtagelsen med følgende Brev: "Det er ikke mere end billigt, kære Doktor, at De selv faar en Afskrift af den yndige Elegi, De har skrevet for mig, jeg sender Dem hermed en; jeg ønsker selv at beholde Deres." Elegien lyder:

"Hvad søger du i dit ensomme Liv? Paris, som er besnæret af den Fortryllelse, der udgaar fra dig, af din Ynde, af de glimrende Gaver, som Himlen har skænket dig, tilbyder dig jo dog Hjerter nok, som din fintfølende Aand har lagt i Lænker. Vi saa dig, vi flokkedes om dig hin Dag, da du udøvede Elegancens forførende, Skønhedens tvingende Magt, hin Dag, da du, vis paa Geniets Palme, ikke vragede de Lovprisninger, der tilfalder Talentet. Allerede dengang fik en sindrig Sanger dig til at smile, da han vovede at føje sin spæde Stemme til de Vises Kor og udkastede Billedet af din magiske Dans; men svinder ikke Mindet om hine Festdage for det Tordenslag, hvormed Himlen nu har ramt dig? Forener vore Hjerter sig ikke med dine tungsindige Tanker, har de ikke i tavs Andagt sukket ved din Kval? Vi vil ikke krænke dig med afmægtig Trøst, denne opstillede Afgift som man yder en opstillet Sorg: Vi hørte dig sukke og vi sukkede med. - Vi sukkede med, og du flyr! Hvorfor flyr du? Sørgefloret bedækker os, Kunsterne forstummer rundt om dig, Elskoven skjuler sig, og med den det hele livfulde Følge, der fordum udgjorde din Lyst og din Hæder."

Halvdelen af Elegien er endnu tilbage; men den hele vilde være for vidtløftig. Brevet slutter saa: "Jeg sender Dem denne Elegi, hvis antike Farve [!] og Skønhed jeg beundrer. Uden at ville tilegne mig andet af den end den Sørgmodighed, som De rigtigt har iagttaget hos mig, og som De har villet lindre, har jeg saameget andet at sige Dem, kære Doktor, langt mere smigrende for Dem, men her er ikke mere Plads, og mit erkendtlige Hjerte kan kun sende Deres storladne og for Menneskeheden saa nyttige Kunst [!] min Tak."

Doktor Gay lod det ikke blive derved, men gav sig saa til at rime sin Prosa. Hans Veninde skriver til ham: "Sidonie har overdraget mig at bevidne den elskværdigste af alle Venner hendes ømmeste Tak. Versene var yndige, de er allerede trykte. Hvilken lykkelig Gave har ikke den, som har skrevet dem! Hvor man ser, at han er Sidonies Ven! Hvor han maler, hvad han vil sige! Det er Sjælen selv, som har ført Penslen i hvert eneste Strøg, og det er en saa ophøjet Sjæl ... Sidonie har ogsaa modtaget en Elegi i Prosa, som De maa kende og som hun finder yderst skøn. Hvilket smukt Talent der ligger i denne ophøjede og simple Manér, og hvor maa man elske den Aand, der forstaar at tale et saadant Sprog! Man har forandret nogle Vers, meget lidt, de er lykkedes fortrinligt og har opfyldt Hensigten."

Man ser, at Sidonie ikke nøjedes med at skrive Kladderne til Lovsangene over sig, men ogsaa gik Renskriften efter. Iøvrigt er en længere Dvælen ved denne Fremgangsmaade overflødig. Den utrættelige Doktor forfatter endnu flere Digte, og nye Anmodninger om at plage alle mulige Kritikere følger. Hvad den religiøst bevægede Historiker Michaud angaar, der anvendte tredive Aar af sit Liv paa at skrive Korstogenes Historie, da gjorde hans yderst nære Forhold til Digterinden enhver Opfordring overflødig. Han forfattede en varm Kritik. Endelig er da Fru de Krüdener saa vidt, at hun kan skrive til sin Veninde: "Min Helbred er langt bedre, jeg har været otte Nætter itræk paa Bal uden at føle nogen Ulempe deraf. Hvilken Lykke, min Veninde, jeg kan ikke sige dig, hvor fejret jeg er, og det regner ned med Vers; Æresbevisningerne overvælder mig, man strides om et Ord af mig som om en Gunst. Det er tusinde Gange mere end jeg fortjener, men Forsynet ynder at overvælde sine Børn med Velgerninger, selv naar de ikke fortjener det ... Jeg vilde betragte det som en Fejghed ikke at udgive et Værk, som jeg antager for nyttigt, og betragter derfor min Rejse til Paris som en Pligt, medens mit Hjerte, min Indbildningskraft, Alt drager mig til Genfersøen."

Saa rejser hun da til Paris, og i December 1803 udkommer "Valérie". Alle Fru de Krüdeners Batterier holdt parate til at give Bogen Salut. Ikke en eneste Effekt gik tabt; alle Kritikens Klokker klemtede. Som en dygtig General manglede hun ikke selv paa Valpladsen; hun kørte fra det ene Modemagasin til det andet for ukendt at forlange snart Skærf, snart Hatte, snart Fjær, snart Guirlander, snart Baand "á la Valérie". Da nu Kræmmerne saa denne fremmede, endnu smukke og meget elegante Dame komme kørende i sin Vogn for med en saadan Sikkerhed at forlange de Fantasigenstande, hun opfandt, gjorde de deres Yderste for at komme paa det Rene med hvad det var, hun ønskede, og tilfredsstille hende. Naar de unge Piger i Magasinerne blev forbavsede over disse urimelige Forlangender og benægtede slige Varers Eksistens, smilte Fru de Krüdener med saa megen Godhed og beklagede dem saameget, fordi de endnu ikke kendte Romanen "Valérie", at hun snart havde gjort dem til ivrige Hververe af Læsere til hendes Bog. Med sine Indkøb kørte hun saa til en ny Butik og opnaaede derved i faa Dage en saa rasende Kappestrid mellem Købmændene med Hensyn til Sager "á la Valérie", at hendes Veninder, naar de paa hendes Angivelser begav sig hen til de Handlende og spurgte om disse Varer, blev uskyldige Medskyldige i hendes Kunstgreb og ikke kunde Andet end afgive deres Vidnesbyrd for hendes Triumf.

Fru de Krüdener skriver nu til sin Veninde: "Den Lykke, "Valérie" gør, er fuldendt og uhørt. Man sagde endnu forleden til mig: Der er noget overnaturligt i dette Held. Ja, min Veninde. Himlen har villet at disse Ideer, denne renere Moral skulde udbrede sig i Frankrig, hvor den endnu er mindre kendt."

Neppe var denne feberagtige Trang til at gøre sig gældende bleven tilfredsstillet, neppe havde dette udsøgte Hykleri faaet Tid til at udfolde sig i sin fulde Blomst, før Fru de Krüdener's virkelige Omvendelse indtraadte. Hermed gik det saaledes til. En Dag i Aaret 1805 hændte det sig, at da hun i Riga sad ved sit Vindue og hilste ned til en af sine talrige Tilbedere, hvem hun havde udmærket i Skaren, blev denne Mand ramt af et pludseligt Slag og faldt død om. Denne Begivenhed gjorde hende yderst nedslaaet. Under hendes tungsindige Tilstand skete det saa, at hun, som jo dog ikke af bare Sørgmodighed kunde rive sig løs fra Jordelivets uafviselige Fornødenheder, en Dag sendte Bud efter en Skomager for at han skulde tage Maal af hende til et Par Sko. Manden kom, hun saa slet ikke paa ham, medens han tog Maal. Pludselig blev hun slaaet af det glade Udtryk i hans Ansigt. "Er De lykkelig?" sagde hun til ham. "Jeg er det lykkeligste Menneske af Verden" var Svaret. Denne Skomagersvend var en Opvakt, han hørte til de mähriske Brødres Menighed, var iøvrigt en arbejdssky Person, der holdt sig hjemme hos sin Moder, Fru Blau, som var en af de farligste Hyklere og hellige Bedragersker i Riga, der havde sit Livsophold ved at trække fornemme gudelige Meningsfæller op. Synet af Svendens Lykke virkede saa stærkt paa Fru de Krüdeners let bevægelige Hjerte, at hun atter og atter besøgte hans Moder og ham. Hos dem lærte hun flere og flere af de mähriske Brødre at kende, og snart var hun ligesaa opfyldt af Kristendommens Sandhed som de. Til en langsom Indøvelse i Kristendom havde hun ikke duet. Men den herrnhutiske Lære om pludselig Vakthed og afgørende Gennembrud var vel egnet til at slaa ned i hendes Sind, nu da hun havde de fyrretyve bag sig.

Med den samme Lidenskab, hvormed hun havde omfattet alle Genstandene for sin Ungdoms Kærlighed, omfattede hun nu Genstanden for sin ældre Alders Følelser. Fra nu af viser det religiøse Sværmeri sig ligeligt i hendes Ord og Handlinger. Hun deler sig mellem Andagtsøvelser og Velgørenhed. Hendes hele tidligere Liv synes hende Vildfarelse og Daarskab. Hun er kun Et, Kærlighed til sin Frelser. "Der er ikke en Tanke i mig, som ikke vil behage ham, tjene ham, ofre ham Alt, ham, som forunder mig kun at ville udaande Kærlighed over alle mine Medmennesker og som i Fremtiden kun viser mig Glimt af Saligheden. O, dersom Menneskene blot vidste, hvilken Lykke man nyder i Religionen, hvor vilde de da ikke sky alle andre Bekymringer end den for deres Sjæl!"

Det er i denne Sindstilstand, at hun, som fra Sommeren 1806 paany havde begivet sig paa Rejser, kort efter Slaget ved Jena gør Dronning Luise af Prøjsens nærmere Bekendtskab. Nedbrudt af Ulykkerne, som denne var, viste hun sig modtagelig for Fru de Krüdeners glødende religiøse Veltalenhed. Denne opnaaede betydelig Indflydelse paa hende og gennem hende paa Kongen. Et Bevis afgiver disse Ord af et langt senere Brev fra Dronningen til hende. "Jeg skylder Deres fortræffelige Hjerte en Tilstaaelse, der, som jeg sikkert véd, vil aflokke Dem Glædestaarer. Det er, at De har gjort mig bedre end jeg var. Deres sanddru Tale, de Samtaler, vi har havt sammen om Religion og Kristendom, har gjort det dybeste Indtryk paa mig." Fru de Krüdener rejste til Karlsruhe for at lære Jung-Stilling at kende. Han, der var optraadt i Literaturen med Skildringen af sit barnligt fromme Liv som Skræddersvend og der som medicinsk Student i Strassburg havde omgaaedes Goethe og vundet ham for sig, var efter at have virket som dygtig Øjenlæge og dernæst som Professor i Statsvidenskaberne bleven en Art Profet for Sydtysklands Pietister og blev dyrket som Helgen af de fromme Hof- og Adelskrese i Baden. Han havde ikke kunnet taale denne Dyrkelse og var bleven et indbildsk og næsten utilregneligt gammelt Vrøvl, der roste sig af Kendskab til en højere Verden og ved Udlægning af Johannes' Aabenbaring vidste Guds Hemmeligheder forud. Fru de Krüdener hyldede ham som sin store Mester og Vejleder, og den 67-aarige Mand var svag for fine Damers Beundring. Der udviklede sig et inderligt Forhold mellem hende og den gamle Aandeseer, der netop da skrev paa sin "Theorie der Geisterkunde". Hun gik ind paa det Udslag af hans Visdom, at det tusindaarige Rige vilde tage sin Begyndelse Aar 1816 eller senest 1819.

Kort derefter traf hun Dronning Hortense, der ligeledes følte sig stærkt tiltrukken af hende, saa stærkt, at hun endog modtog hende hver Morgen som sin Gæst. Dog synes Fru Juliane nærmest at have fængslet Dronningen ved at forelæse hende en utrykt Roman "Othilde", som hun havde under Arbejde, i hvilken det gudelige Sigte ikke udelukkede Fremstillingen af en "i Sandhed deliciøs" Kærlighedshistorie.

Hun begyndte nu at give Eksempel paa enhver Art af kristelig Ydmyghed. I Karlsruhe gik hun op i de smudsigste Kvistkamre for at udføre Kærlighedsgerninger. Da hun en Dag paa Gaden traf en ung Tjenestepige grædende over at skulle feje den, tog hun hende Kosten ud af Haanden og fejede for hende.

Elsass var paa dette Tidspunkt et Land i forunderlig aandelig Forfatning. Revolutionens Ugudelighed havde revet nogle af dets mest fremskredne Børn med sig, men skræmt Hovedmassen af dets protestantiske Indvaanere ind i en Sysselsættelse med al Slags religiøs Lønlære, der fik sit Hovedudslag i Troen paa det tusindaarige Riges nære Komme. Den ypperste Gejstlige i Elsass var den for oprigtig Fromhed almindeligt hædrede Pastor Oberlin i Waldbach, men han var forrykt nok til at udkaste geografiske Kort over Himmerig og en Byplan for det himmelske Jerusalem. Han vidste Besked med de Saliges Rangforordning og stod i stadig Forbindelse med afdøde Venner. Forsynet med Anbefalingsbreve til ham og hans Fæller drog Fru de Krüdener nu til Elsass.

Hun havde bragt i Erfaring, at der i Markirch levede en tysk Præst ved Navn Fontaines, der var bekendt i Egnen for at kunne gøre Mirakler, og at der hos ham opholdt sig en berømt Profetinde Marie Kummer (kaldet die Kummerin), en hysterisk Bondepige fra Württemberg, der stod i stadigt Samkvem med Serafer og Keruber og som i sine synske Tilstande gav Gudesvar og forudsagde Fremtiden. Hun erfor endvidere, at Fontaines havde ytret Ønsket om at lære den guddommeligt beaandede Dame fra Norden at kende, om hvem Marie Kummerin havde havt en Aabenbaring. Fru de Krüdener drog til ham i Juni 1808. Han modtog hende højtideligt i Husets Dør med Johannes' Spørgsmaal til Jesus: Er du den, der skal komme, eller skal vi forvente en Anden? Smigret og henrykt forblev Fru de Krüdener under hans Tag, fordybede sig med ham, der almindelig gjaldt for hendes Elsker, i Studiet af Johannes' Aabenbaring, og lyttede daglig til Marie Kummerins Spaadomme om den høje Sendelse og den store Fremtid, der var hende forbeholdt, og under hvilken Fontaines skulde være hendes Apostel. Til en Veninde skrev hun: "Jeg er den lykkeligste Skabning af Verden ... Tidens Fylde kommer, store Trængsler vil bryde ind over Jorden, men De behøver ikke at nære nogen Frygt. Herrens Rige er nær, og han selv vil i tusind Aar herske paa Jorden", og fremdeles: "Tænk at jeg i Ordets bogstavelige Forstand har oplevet Mirakler. Du har ingen Anelse om den Lykke, de føler, der helt giver sig hen til Jesus Kristus. Jeg har af hans Godhed og Barmhjertighed faaet det bestemte Løfte, at han vil opfylde de Bønner, jeg retter til ham for mine Slægtninge og Venner."

Det lader sig ikke nægte, at de Udtryk, hvormed hun skildrer den nye Flamme i sit Indre, har en betænkelig Lighed med Udtrykkene for slet ikke himmelsk Kærlighed. Om Gud hedder det: "Hvor skulde jeg kunne sige, hvilken Ømhed der brænder i mit Hjerte, hvorledes mine Taarer triller, hvilke Ord der skælver i hele mit Væsen, naar jeg føler mig saaledes elsket, jeg stakkels Jordorm! Nylig sagde jeg til Gud: Hvad kan jeg sige dig, o du min Højtelskede! (O mon bienaimé), o kunde jeg raabe det ud over hele Verden, gennem alle Himlene, hvor højt jeg elsker dig! O kunde jeg føre ikke alene alle Mennesker, men alle de oprørske Aander tilbage til dig!"

Der findes i Vaticanet et Billede af en moderne Italiener, paa hvilket en Nonne knæler for Kristus, der besvarer hendes svømmende Blik med de ømmeste Øjekast. Det falder En uvilkaarligt ind, naar man læser Fru de Krüdeners Udbrud under hendes gudelige Rus. Et andet Sted hedder det: "Hvad det gælder om, er at elske og bringe Andre til at elske den elskværdigste (le plus aimable), den bedste, den ømmeste af alle Fædre." Under hendes gudelige Rundrejser, paa hvilke hun overalt præker og omvender, har en ung Missionær sluttet sig til hende, en af de Mange, af hvem hun blev skuffet; men straks efter hans Ankomst udmaler hun deres fælles Gudstjeneste i Ord som disse: "Hvilken Aand! kan De forestille Dem Lyksaligheden ved vore Altergange? Intet afmaler den; vi kunde ikke engang høre, hvad der blev sagt." Det er umuligt at læse dette, uden at mindes nogle Ord af en af hendes Ungdomstilbedere: "Lezay paastaar (siger Chénedollé), at Fru de Krüdener i de mest afgørende Øjeblikke med sin Elsker beder til Gud og siger: "Min Gud, hvor jeg er lykkelig! Jeg beder Dig om Tilgivelse for dette Overmaal af Lykke!"" Og han tilføjer: Hun modtager Offeret paa Kærlighedens Alter som en Kvinde modtager Nadveren." (note: Manuskript af Chénedollé, citeret af Sainte-Beuve i "Derniers Portraits", 290.) Tilsvarende gudelige Stemninger findes iøvrigt hos alle Tiders Mystikere.

Saavel Fontaines som Marie Kummerin havde imidlertid - hvad Fru de Krüdener ikke vidste - en alt andet end tillidindgydende Fortid.

Ved Revolutionens Udbrud var den tyveaarige Fontaines optraadt som hidsig Jakobiner; han havde i Eulogius Schneiders Følge under Rædselsregeringen været en af de ivrigste til at holde Taler mod Gejstligheden, lukke Kirker, plyndre Strassburger Münster o. s. v. Han talte i Fornuftens Templer, lod sig udnævne til protestantisk Præst, giftede sig og vakte saa stærk Forargelse, at han maatte nedlægge sit Embede. Dette hindrede ham dog ikke i straks efter Modrevolutionens Sejr som Talsmand for de yderligst gaaende Pietister at blive Præst paany og opnaa betydeligt Ry som Djævlebesværger. Da det imidlertid kom for Dagen, at han i tre Aar (1801-1804) havde sat næsten hele sin Menigheds Formue over Styr, maatte han gøre sig usynlig i nogen Tid. Snart fik han imidlertid atter Præstekald og var fra 1805 af i Markirch, hvor han to Aar efter tog Marie Kummerin i Huset, der vel under sit lange Landstrygerliv et Par Gange havde skiftet Religion, men dog nød umaadelig Ærefrygt i pietistiske Særmenigheder. Hun var af en Pastor Hiller først bleven viet til Jesus, havde derpaa med samme Præst faaet en Søn, hvis Bestemmelse skulde være den at optræde som Vidnet i Johannes' Aabenbaring 11, 3, hun var imidlertid af den verdsligt sindede Øvrighed bleven straffet med Gabestok og Tugthus. Da hun kom ud deraf, forkyndte hun Verdens Undergang og en almindelig Udvandring af de Fromme til det hellige Land. Virkelig fik hun en Mængde Taaber til at begive sig paa Vejen til Jerusalem og betro hende Rejsekassen; men i Wien blev hun fængslet og rejste efter udstaaet Straf derfra til Elsass, hvor netop da en Komet, som havde vist sig i Oktober 1807, gav hende Anledning til opsigtvækkende Spaadomme om Pest, Hungersnød og Krig, og hvor Rygtet om den russiske Dames Ankomst foranledigede hende til et Syn, som røbede, hvilken mægtig Gerning denne var kaldet til at udøve.

Da Fru de Krüdener i fulde otte Maaneder havde nydt den opbyggelige Omgang med Fontaines og Marie Kummerin i den førstes Hus, begyndte Fontaines at føle sig utryg i Egnen. Hans Fortid var ved at komme op. Følgelig modtog Marie Kummerin netop nu ved en Aabenbaring det guddommelige Hverv at drage til Württemberg og der grunde en Koloni af sande Kristne. Trekløveret begav sig paa Vejen, og ved de gudelige Forsamlinger i Tyskland optraadte nu Fontaines i et sort, Fru de Krüdener i et blaat, Marie Kummerin i et graat Kostyme. De forkyndte Verdens nær forestaaende Undergang, men ivrede rigtignok tillige uforsigtigt mod Landets ugudelige Fyrste, der havde indført en ny Liturgi, hvad der havde til Følge at Marie Kummerin blev sat fast paany og de to øvrige udviste. Disse gik til Baden, hvor den en kort Tid Fængslede snart indhentede dem, og fortsatte dér saavel deres inderlige Samliv som deres Andagtsøvelser og Forkyndelser.

Da en dødelig Sygdom, som ramte Fru de Krüdeners Moder, kaldte Datteren til Riga, afholdt hun ogsaa dér fromme Forsamlinger med Udlægning af Johannes' Aabenbaring og Uddeling af Nadveren. Her optraadte den fromme Skomagersvends fromme Moder Fru Blau ved hendes Side som Forkynderinde. Derfra rejste hun i Slutningen af 1811 tilbage til Carlsruhe, hvorfra Fontaines var bleven bortjaget, men hvor hun paany virkede i Overensstemmelse med Marie Kummerin, der her gjaldt for en mægtig Profetinde, siden hun havde spaaet den hvide Engels Sejr over den sorte og at det Folk fra Norden, hvorom Jeremias havde talt, vilde vise sig. Den fransk-russiske Krigs Indtræden beviste jo hendes Spaadomsgave og da Efterretningcn kom om den russiske Hovedstads Brand, var hun fredhellig.

At Fru de Krüdener personligt var overbevist om sin Viljes Renhed og fuldstændigt oprigtig i hele sin Væremaade er hævet over Tvivl. Ikke blot at hun selv er omvendt, men Omvender-Lidenskaben syder i hendes Indre. Atter og atter kommer den Tanke op i hende, at omvende endog Djævelen og Helvedes Beboere. Det forstaar sig, at hun maatte bære megen og haard Miskendelse af dem, der ikke kunde tro paa den Forandring, der var foregaaet med hende. Endog hendes egen Moder havde foragtet hende og ophørt at skrive. Men ingen Miskendelse rokkede hendes religiøse Begejstring, der gjorde Indtryk selv paa Forstandsmennesker. Den liflandske Gejstligheds Overhoved, Rationalisten Sonntag, der har iagttaget hendes Færd i Riga 1811, skriver mange Aar efter om hende, at han som Embedsmand dengang havde maattet afbryde sin Forbindelse med hende, men han er hende det Vidnesbyrd skyldig, at hun havde den dybeste, reneste, virksomste, mest selvforglemmende, mest selvopofrende Medfølelse med enhver menneskelig Lidelse eller Trang.

Snart faar hun ogsaa Spaadomsgave. Spaadomsgaven er paa denne Tid hyppig. Saavel Maistre som Bonald spaaede mange Aar i Forvejen Kongefamiliens Tilbagekomst og blev højligt ansete derfor. Hvor deres Forudsigelser imidlertid antager et bestemtere Præg, gaar det disse Spaadomme som Oldtidens: de slaar ikke ind. For blot at nævne nogle Eksempler, saa siger Maistre i Anledning af Planerne til Oprettelse af et Regeringssæde i Nordamerika: "Man kan vædde ti mod en paa, at Byen ikke vil blive bygget, eller at den ikke vil blive kaldt Washington, eller at Kongressen ikke vil komme til at have sit Sæde der", og alle disse tre Ting skete. I 1807 skriver han (Lettres et opuscules S. 98): "Intet kan genoprette Prøjsens Magt. Denne navnkundige Bygning, der var opført af Blod, Skarn, falsk Mønt og Flyveskriftsblade, er styrtet sammen i et Øjeblik og er for al Tid forbi." Saaledes spaaede han ogsaa, at Bourbonernes Genindførelse vilde ske i dybeste Fred uden Hjælp af Fremmede, at Enevoldstanken og Adelsmagten vilde gaa styrkede ud af Revolutionen osv. Naar adskillige af Bonalds Profetier (i hans "Lære om Magten") slog noget bedre ind, da ligger det simpelt i, at den, som spaar det Forgængeliges Ophør, nødvendigvis engang faar Ret, og at der er Ting angaaende Fremtiden, om hvilke Hamlets Ord gælder, at der ikke behøves nogen Aand fra Graven til at sige os dem.

Fru de Krüdeners Spaadomme fik imidlertid mere at betyde end nogen af Tidsalderens andre Profeters. I et Brev fra Strassburg til en russisk Hofdame har hun (Oktober 1814) skrevet: "Vi skal snart se det skyldige Frankrig tugtet, det, som ifølge den evige Bestemmelse skulde have været skaanet, ifald det var vedblevet med at underkaste sig Korset." Hvorledes kunde dette senere, efter Napoleons Tilbagekomst fra Elba, udlægges anderledes end som en hemmelighedsfuld Forudviden derom!

Hun havde fremdeles skrevet: "Uvejret nærmer sig; de Liljer, som den Evige havde bevaret, hint Sindbilled, der bestaar i en ren, spæd Blomst, som et Herskerspir af Jern havde knækket, fordi den Evige vilde det saaledes, disse Liljer, der havde burdet indanke deres Sag for Guds Renheds og Kærligheds Domstol, har kun vist sig for at forsvinde." Hvad kunde dette være Andet end en Spaadom om Ludvig den Attendes Flugt for Napoleon!

Efterretningen om disse Forudsigelser fløj Europa rundt, men naaede allerførst til Kejser Alexander, paa hvem de gjorde det dybeste Indtryk. Stærkt medtaget som han var af Felttogene i 1813-1814, stærkt plaget som han var af Samvittighedsnag, stærkt medtaget som han var af Sorg over at en Elskerinde, han i elleve Aar havde været knyttet til, for ham havde foretrukket en af hans Adjutanter, og over at deres eneste Barn, der overhovedet var hans eneste, pludseligt døde; stærkt svækket som han var af allehaande Udskejelser, befandt han sig i høj Grad forberedt til en Paavirkning af gudfrygtig Lønlære. (note: Joseph de Maistre: Congrés de Vérone 1: 147.)

Han var bleven opdraget uden nogensomhelst Undervisning i Religion. Da han under sin Nedslaaethed efter Moskvá's Erobring af Fyrst Galizin var bleven henvist til Bibelen, viste det sig, at en russisk Bibel overhovedet ikke fandtes i Vinterpaladset og man foreløbig maatte nøjes med at skaffe ham en fransk Oversættelse af Vulgata. Indtrykkene fra Wiener-Kongressen, af Østerrigs Troløshed og Frankrigs Utaknemmelighed og af den Uvilje, hvormed hans Yndlingsplan, Polens Genoprettelse, dér var bleven modtaget, havde nedbrudt al Tro til Menneskene hos ham. Skrækken over Napoleons Tilbagekomst fra Elba havde rystet hans Nerver. Fra det Øjeblik af, da han brød med sin Elskerinde, var han kommen under sin Hustrus, Kejserinde Elisabeths Indflydelse, der i sin forladte Stilling alt længe havde tyet til tungsindig Mystik. Hun bevægede ham til paa sin Rejse til Karlsruhe at opsøge Jung~Stilling og høre dennes Mening om den politiske Situation, set fra Johannes' Aabenbarings Synspunkt. Jung meddelte ham, at Napoleon ikke var nogen anden end den i Aabenbaringen (9, 11) omtalte Apollyon, Afgrundens Engel, og at det tusindaarige Rige var nær.

Kejserinde Elisabeth opholdt sig i 1814 ved Badens Hof, og her havde Fru de Krüdener allerede gjort hendes Bekendtskab. Med en af hendes Hofdamer, der sværmede for Kejseren, vedligeholdt den begejstrede Profetinde siden en Brevveksling, og Meningen var at hendes Breve skulde forelægges Alexander. Visse Vendinger var ligefrem beregnede paa at læses af ham. Saaledes denne: "Hvad De skriver til mig om Kejserens skønne og store Egenskaber, har jeg vidst forlængst; jeg véd ogsaa, at Herren vil berede mig den Glæde at se Kejseren og at Mørkets Fyrste forgæves vil stræbe at hindre det; jeg har uendelig meget at sige Kejseren." Netop som dette Brev blev afsendt, flyttede Fru de Krüdener til Heilbronn, og da det russiske Hovedkvarter blev forlagt dertil, traadte vor Heltinde om Aftenen sent den 4. Juni 1815 uanmeldt og uskræmt af den hende afvisende Adjutant ind til Kejseren og forblev tre Timer hos ham. Da hun forlod ham, var Alexanders Øjne fugtige og han selv højst bevæget. Snart var hendes Indflydelse almægtig over ham. De indelukkede sig halve Dage sammen, bedende i Forening, læsende sammen i Skriften, drøftende teologiske Spørgsmaal.

Tiden før Slaget ved Waterloo tilbringer de i Heidelberg med Salmelæsning. Efterretningen om de tabte Slag ved Ligny og Quatre-Bras sekstende og syttende Juni træffer Alexander midt i Davids Salmer, der trøster ham over Nederlaget og forvisser ham om hans Sags Retfærdighed. Han beder og faster. Den attende Juni leveres Slaget ved Waterloo; paa Efterretningen derom rejser Alexander til Paris, men forlanger, at Fru de Krüdener straks skal følge ham. Hans højeste Sorg i dette Øjeblik er, at hans Broder Constantin ikke ogsaa er omvendt. Vor Seerinde besøger, før hun rejser fra Heidelberg, de Dødsdømte i Fængslet der, præker med stor Virkning for dem og følger saa Kejseren, over hvis kristelige Hensigter hun er i den højeste Henrykkelse.

I Paris naaer hendes Indflydelse Højdepunktet. Kejseren besøger hende samme Aften, hun kommer; hendes Bopæl i Hotel Montchenu bliver saaledes indrettet, at Kejseren hver Time paa Dagen ved Hjælp af en hemmelig Havedør fra sit Slot Elysée-Bourbon kan komme ind i hendes Hus. Iøvrigt fristede ingen Adspredelse, ingen Fornøjelse ham, hvem Franskmændene faa Aar tidligere havde kendt som saa verdslig. "Jeg er Kristi Discipel", sagde han, "jeg gaar med Evangeliet i Haanden og kender kun det." Og hans Veninde skriver om ham: "Alexander er Guds Udvalgte. Han vandrer ad Forsagelsens Veje." Man maatte sikkert ty til Udtryk hentede fra Johannes' Aabenbaring for at betegne, hvad hun egenlig saa i ham: Noget som en Opretter af det tusindaarige Rige, en Fredens Engel med Magtens flammende Sværd, Lysets blonde Fyrste eller lignende, medens Napoleon for hende som for Adam Müller og hans Følgesvende var Djævelen selv. Alexander skulde genoprette Kristendommen paa Jorden, udslette indtil det sidste Spor af Revolutionen og alle dens Gerninger. Til Gengæld kendte da Alexanders Ærefrygt og Taknemmelighed ingen Grænser: I Begyndelsen af September fandt en storartet Mønstring af 150,000 Mand russiske Tropper Sted for Alexanders Øjne paa "Camp des Vertus" i Champagne. Fru de Krüdener kunde ikke fattes der. Om Morgenen tidligt allerede hentede Kejserens Vogn hende, og han modtog hende ikke som en Yndlingsundersaat, men som et Sendebud fra Himlen, der skulde føre hans Tropper til Sejr. "Mest med blottet Hoved, ellers med en lille Straahat paa Hovedet, hvilken hun dog gerne bar paa sin Arm; med sit endnu bestandig blonde Haar hængende i Fletninger ned over Skuldrene, medens en Lok nu og da faldt ned over Panden; iført en mørk og simpel Kjole, der blev elegant ved sit Snit og hendes Holdning, og som sammenholdtes af et simpelt Bælte, saaledes ankom hun ved Daggry, saaledes stod hun i Bønnens Øjeblik for Fronten af de forbavsede Tropper" (note: Sainte-Beuve efter et Øjenvidnes Beretning).

Et Aarstid forinden havde Alexander læst en Bog af den tyske Mystiker Franz von Baader "Om den ved den franske Revolution hidførte Trang til en ny og inderligere Forbindelse mellem Religion og Politik" og havde under Paavirkning af den fattet en ubestemt Plan til at forene Europas kristelige Herskere til et hemmelighedsfuldt Forbund, der ganske særligt skulde være Guds Naade anbefalet; men han havde i Wien maattet lade Planen falde. Nu forhandlede han den med Fru de Krüdener. Hun greb den med des større Iver, som hun paastod, allerede selv ved Guds Naade at have undfanget samme Tanke. Og hvem tør kalde det umuligt eller usandsynligt at en Tanke som denne virkelig kan være opstaaet i en stakkels fjantet Kvindes af gammelt Galanteri og ny Gudsfrygt forskruede Hjerne, Planen til "Den hellige Alliance". Det er i ethvert Tilfælde mere end sandsynligt, at det er hende, Europa og Civilisationen har havt at takke for Ideen til den. En Mand, der er tilbøjelig til langt at undervurdere hendes Indflydelse, og som har Uret, hvor han benegter den, Dronning Luise af Prøjsens højtelskede Broder Storhertugen af Mecklenburg~Strelitz skriver: "Fru de Krüdener har aldrig udøvet den ringeste Indflydelse paa min englelige Søster af Prøjsen, ikke heller paa Kongen, hendes Gemal, der bedømte denne sørgelig berømte Kvinde fuldkommen rigtigt. Hvad derimod Kejser Alexander angaar, da havde hun til Gengæld saaledes bemægtiget sig ham, at den hellige Alliance, som Kejseren foreslog og satte igennem, bør betragtes som denne Kvindes Værk alene; vær vis paa, at jeg ikke vilde sige det, ifald jeg ikke vidste det bestemt."

Nogle Dage efter Ankomsten til Paris sagde Alexander til sin Veninde: "Jeg forlader Frankrig, men før min Afrejse vil jeg i et offenligt Aktstykke give Gud Fader, Gud Søn og Gud den Helligaand den Ære, vi skylder ham for den Beskyttelse, han har forundt os, og indbyde alle Folk til at slutte sig sammen i Underdanighed under Evangeliet. Han overrakte hende hermed et Papir. Det var Udkastet til Overenskomsten mellem de tre Monarker. Capefigue, der har set det, skriver: "Jeg har liggende for mig denne Overenskomst i Grundskrift, helt skrevet med Kejser Alexanders Haand med Rettelser af Fru de Krüdener. Ordet "Den hellige Alliance" er skrevet af denne overordenlige Kvinde." - Altsaa endog til Navnet er hun Ophav. Hun valgte det med en Hentydning til Spaadommene om de sidste Dage hos Profeten Daniel.

Naar man nu, som vi, har fulgt denne Kvindes Fortid, har set, hvem og hvad hun var, og naar man paa den anden Side har noget Begreb om Revolutionen og hvad den var, saa synes det En nærmest mærkværdigt, at hine Mindelser af Johannes' Aabenbaring og hine hellige Grundregler, formede af den Kvindehaand, der nogle Aar før købte Skærfene og Hattene "á la Valérie", og af den samme Pen, der forfattede Elegien til Sidonie, femten Aar igennem havde Kraft til at dæmme op for Revolutionens fornyede Dønninger. Da først gav den historiske Udvikling, Videnskabens Fremskridt, Kunstens Dristighed, Hjerternes Svulmen sig et saadant Udslag i Handling, at Fortryllelsen brast.

I Traktaten erklærer "i den højhellige og udelelige Treenigheds Navn" de tre Selvherskere "højtideligt, at det nærværende Aktstykke har til Hensigt for Verdensaltets Aasyn at aabenbare deres urokkelige Beslutning om til Rettesnor for deres Færd, det være sig i Styrelsen af deres egne Stater eller i deres politiske Forhold til enhver anden Regering, kun at tage den hellige Religions Forskrifter om Retfærdighed, Kærlighed og Fred. Langtfra blot at være anvendelige i det private Liv bør disse Forskrifter have umiddelbar Indflydelse paa Fyrsternes Beslutninger som det eneste Middel til at grundlægge de menneskelige Samfundsindretninger og raade Bod paa deres Ufuldkommenhed."

Det var Ordlyden. Hvad der fra først af var oprigtigt og velment af det kejserlige Svaghovede, det blev med hykkelsk Kløgt godkendt af hans kronede Brødre. Hvem kender ikke Resten! Hvem véd ikke, hvad den hellige Alliance kom til at betyde, Indvarslingen af den almindelige europæiske Reaktion med Raaheden til Indhold og Løgnen til Form. Det var i dens Navn, at i vort Aarhundredes sørgeligste Aartier enhver selv den svageste Stræben mod aandelig og politisk Frihed blev forfulgt eller kvalt.

Frivilligt sluttede sig til Alliancen den Magt, der havde den største Interesse deraf, nemlig Paven. Uden smaalig Hensyntagen til sin Stilling som den romersk-katolske Kirkes Hoved hævede Paven til Skyerne sine Fæller: Alexander, den græske Pave, Kongen af Prøjsen, den lutherske Pave, og Kongen af England, den anglikanske Pave. Paa Wienerkongressen fremlagde saa Pius en Genoprejsningsplan, i Sammenligning med hvilken alle Fortidens Istandsætteres Drømme blegnede og alle tidligere Forsøg paa at føre de førrevolutionære Tilstande tilbage blev et Intet. Med et Pennestrøg var Revolutionens og Kejserdømmets Tilværelse udslettet. Det hellige romerske Rige skulde genoprettes, desuden hele Middelalderens Samfundsorden, Tiender, Kirkegodser, Skattefrihed for Gejstligheden og Inkvisition.

Resten af Fru de Krüdeners Liv frembyder ingen verdenshistorisk Interesse. Hun blev stedse mere oprigtig og stedse mere fanatisk i sin Tro; hendes Drift til at lægge den for Dagen i Gerning blev stedse mere brændende hed. At hjælpe Fattige og Syge blev hende en Hjertesag og Livssag. Hun prækede for de Fattige, stiftede Kirker og forkyndte Guds Riges Komme. Men fra det Øjeblik af, hun forsøger at tage Kristendommen praktisk, skifter hendes hele Stilling Karakter. Magthaverne, Øvrighederne, alle de Store, der, saalænge hun holdt sig til Hofferne, havde gjort hende deres Opvartning, saa, saasnart hun henvendte sig til Befolkningen, med sikkert Instinkt en Fjende i hende. Snart drog hun gennem Schweiz i helligt-vanvittige Fest- og Triumftog, snart joges hun forfulgt fra By til By. I Basel hvor hun uddelte religiøse Smaaskrifter til Soldaterne og efter sin egen Opfattelse omvendte den halve Garnison, rasede Præsterne imod hende og fik hende fordrevet. I Baden, hvor hun under en Hungersnød udviste storartet Velgørenhed, blev hendes Hus omringet af Gendarmer, og de, der havde søgt Tilflugt hos hende, splittedes ad. Fra Luzern blev hun udjaget af Politiet. Da hun forsøgte at naa ind i Frankrig gennem Elsass, blev Adgangen hende forbudt og Tilbagerejsen til Baden ligeledes forment hende. Under Politiledsagelse blev hun endelig ført lige til Rusland, saaledes, at hun af det Württembergske Politi blev overgivet til det Bayerske, af dette til det Sachsiske, af dette til det Prøjsiske og endelig af dette sidste til sit eget Lands. Alexanders Naade havde hun for bestandig mistet, dels paa Grund af altfor aabenmundede Meddelelser om den hellige Alliances Tilblivelseshistorie, dels paa Grund af det blandede og tildels slette Selskab, med hvilket hun drog om. De Skildringer, hun i sine religiøse Tidsskrifter og Flyveskrifter havde givet af Samfundsuretten, af de Fattiges grænseløse Nød og Magthavernes uretfærdige Undertrykkelser, var overalt blevne betegnede som Socialisme og Kommunisme. Kristendom, som hun forstod den, kunde ikke være Autoriteterne tilpas. Tilmed viste hun sig naiv nok til uforsigtigt at udtale sin Begejstring for Grækernes Frihedskamp og til paa en formentlig Kejseren blotstillende Maade at lade sig forlyde med den politiske Anskuelse, at han som Stifter af den hellige Alliance burde og maatte gaa i Spidsen for et Korstog mod Tyrkiet. Forstødt af Alexander forlod hun St. Petersborg og levede fra nu af som Selvplager og Missionær. Hun led Nød, undertiden Sult, pinte sig selv, lindrede Andres Nød, hvor hun kunde, og døde i 1824 under en Missionsrejse paa Krim.

Et lærerigt Modstykke til den fransk-russiske Fru de Krüdener danner den tysk-russiske Sværmerske Fyrstinde Galizin, hvis Optræden falder i Slutningen af det attende Aarhundrede som Fru de Krüdeners i Begyndelsen af det nittende. Man ser dennes Ejendommelighed skarpere, naar man kaster et Blik paa Fyrstindens Liv. Hun er som Aand en rent tysk Foreteelse, ligesaa enkelt som hendes yngre Samtidige forfinet og sammensat, paa engang troskyldig og følsom, en skøn Sjæl og et svagt Hovede. Hendes Mand er som Krüdener verdslig, en Ven og Beundrer af Diderot, men denne, der først opfordrer Fyrstinden til at studere og indgiver hende Mod dertil, finder snart en ivrig Modstander i hende. Ligesaa ligegyldig for sit Køns Fortrin, som Fru de Krüdener var koket, lod Fyrstinden sit Haar afrage for at umuliggøre sig Deltagelse i Selskabslivet og trak sig tilbage fra Verden allerede fire og tyve Aar gammel. For at løsrive sig fra al Selviskhed "bragte hun Gud af Kærlighed Ofret af sin Forstand". Hendes Ubekendtskab med Verden viser sig i et saadant lille Træk som at hun, da hendes Søn ønskede at gaa i fremmed Krigstjeneste, henvendte sig først til den prøjsiske Overgeneral, senere til den østerrigske for at opnaa Tilladelse til at medgive ham en Ledsager, der kunde beskytte ham imod Militærlivets uregelrette Sæder, og med Forundring modtog hun begge Gange det Svar, at en Officer ikke kunde medbringe en saadan mandlig Guvernante til Hæren.

Tonen er hos hende trods al sin Inderlighed ligesaa pietistisk-overjordisk som hos Fru de Krüdener mystisk-sanselig. *20)

Hvad vi i Fru de Krüdener har for os er da en Aand, som fra først af er saaledes udrustet, at den synes skabt til at udrette noget Betydeligt. Thi den har en Grundsum af Livskraft og levende Følsomhed, der synes at kunne strække til for et Par Menneskeliv, ikke som sundt Planteliv, men i Kraft af den indre Uro, der er dens Væsen, og den indre Ild, der synes at kunne kaste Gnister til alle Sider uden Ophør. Der er i hende en oprindelig Kapital af russisk Flygtighed og Bøjelighed, tysk Følsomhed, fransk Formsans og "asiatisk"-sanselig Ynde.

Hun træder ud i Livet uden nogen grundig Opdragelse bag sig og uden noget alvorligt Forsæt foran sig, med en stærk Trang til Lykke med noget digterisk Anlæg, altsaa forud bestemt til et Liv i Illusioner. Da hun ser sig omgivet af Beundrere nyder hun svimlende denne Tilfredsstillelse. Hun begynder da at betragte sig selv som et højere Væsen. Saalænge hun bevarer den udvortes Troskab mod sin Mand, lever hun i den Illusion, at hun er Pligtens Heltinde. Da hun bryder den skifter hun Forbillede, og forvandles for sig selv til Idealet af den skønne Synderinde. Hun bruger etsteds om Genferdamerne det Udtryk, at de hverken har Uskyldighedens Tiltrækning eller "Syndens Gratie". Hun har tillagt sig den sidste. Hun vedblev jo dog at besidde den Del af Idealet, som bestaar i at være den første i sin Art enestaaende. Herpaa beror hendes Indbildning, at hun medbragte Lykken (Ordener og Titler) til sin Mand.

Al Illusion bestaar i en urigtig Sammenknytning af Aarsag og Virkning, den religiøse Illusion som de andre. Men den religiøse Illusion er dobbelt, den henfører Virkningen ikke til sin Aarsag, men umiddelbart til et ubestemt Ophav, Tilværelsens Midtpunkt - første Illusion - og i Tilværelsens Midtpunkt anbringes saa dernæst ikke, som det antages, Guddommen, men Personligheden selv - anden Illusion. Den smukke Frue tror, at hendes Mand faar Ordenerne ligefrem fra Gud, men Aarsagen hvorfor Gud giver ham dem, det er hun selv og ingen Anden. Hun er den sande Aarsag, og Gud kun det Middel, hvorigennem hun virker. Sit verdslige Levned vedbliver hun at føre, saalænge det endnu formaar at skænke hende Illusioner. Men en Dame med Aand og Nerver trættes i Længden ved dette Liv, ved den nye Tilbeders tilbageskuende Skinsyge paa den forrige, og ledes tilsidst ved for tiende Gang at narre sig selv og en Anden med de Ord: "Jeg elsker dig og har aldrig elsket nogen Anden." Da alle Illusioner ved dette Levned er forbi, aabner der sig for den Livstrætte Muligheden til en ny Illusion, der endog peger ud over Graven. Det Slagtilfælde, der rammer hendes Elsker, betragter hun med samme Øjne, hvormed den hellige Augustinus, Pascal eller Luther har betragtet lignende Begivenheder. Det er et Vink, en Advarsel til hende. Den glade Skomagersvend meddeler hende sin Vished om at høre til Guds Udvalgte. Da hun erfarer Hemmeligheden ved hans Glæde, vil hun ikke staa tilbage, men ogsaa høre til dem.

Troen paa Gud er for hende Tilfredsstillelsen af det Ønske at være udvalgt og foretrukken. Hun anser sig for omvendt og er paa Bunden af sin Sjæl den, hun var. Idet hun lægger Guddommen de Ord i Munden, hvormed han forvisser hende om sin Ømhed, hvad gør hun da Andet end at skrive Epistlerne og Elegierne til Sidonie om igen! Ekkoet af hendes egen Selvtilbedelse naaer til hende som en Røst fra Skyerne, og hun takker nu som fordum Gud for at være bleven saaledes udmærket - af sig selv. Hvad hun attraar er nu som før det at elskes. Men ligesom Chateaubriand gaar til sit jordiske Alhambra ad en Omvej over det jordiske Jerusalem, saaledes lægger hun Vejen til sit himmelske Alhambra over det himmelske Zion. Forskellen er kun den, at han vil bedrage de Andre, hun bedrager sig selv. Hun er en Kokette ligesom han og Lamartine; kun at de er stolte Koketter, medens hun er ydmyg.

Dog det afgørende Træk, som betegner hende i Modsætning til dem, ligger ikke i Karakteren, men i Evnerne og i selve hendes Natur som Kvinde. Chateaubriand har som Mand i det mindste et svagt Begreb om Videnskab, der gør det umuligt for ham at lade sig narre af Mirakelmænd og Landsby-Sibyller. Hun derimod er Kvinde og i Tilbageslagstider er Begrebsbestemmelsen af en Kvinde den: En Kvinde er et Præstebytte. Uden videnskabelige Forudsætninger bliver hun, naar ganske enkelte, ualmindeligt gunstige Omstændigheder undtages, lidt før eller lidt senere, men i Reglen uundgaaeligt et Bytte for sin Sværmen, der ikke véd, hvor den vil hen, for sine ubestemte Længsler, der ikke véd, hvad de attraar, for sin Fejghed, der skræmmes af Livets Ulykker, endelig for alle sine Illusioner - og alle disse Magter: Begejstring, Længsel, Frygt og Drømmeri afleverer deres Offer bundet paa Hænder og Fødder som Bytte til Kirken, hvis Autoritet jo desuden fra den tidligste Barndom af gennem Opdragelsen er bleven indprentet Sjælen. Saaledes gik det Fru de Krüdener. Af det aandelige Liv, hvormed hun kommer i Berøring, gaar de betydningsfulde Frihedskampe, den uafhængige Forskning, Oplysningsiveren, Tænkerbegejstringen hende uforstaaede forbi; hvad hun forstaar og tilegner sig af Tidsalderen, det er kun den ene Side: Letfærdigheden. Da Reaktionen mod det attende Aarhundrede begynder og selvfølgelig begynder med at foreholde det forgangne Tidsrum dets Ugudelighed og Letsind, giver Fru de Krüdener den øjeblikkelig Ret, fordi hun føler sig truffet, fordi hun selv i hele sin Tidsalder ikke har set eller havt Øje for andet end Letfærdigheden og de hensynsløse Sæder.

Reaktionen tager til, og den faar sin Poesi, en Poesi om alt det Overnaturlige, som Digteren indbilder sin Læser at han tror paa. Bøgerne fyldes med Troner og Fyrstendømmer, Keruber og Serafer; det er for Digterne tilsyneladende hellig Alvor dermed; det falder dem kun end ikke ind at noget Menneske kunde tænke paa at tage det for Alvor. Hvilket Fyndsprog skrives ikke over den hele Fægten for Overleveringen, da der endelig kommer en Kvinde, som er troskyldig nok til at tage Alt bogstaveligt, som tror den Pige, der fortæller at have omgaaedes Engle, og den Mand, der vil have havt de overnaturlige Syner, som det var Tidens højeste Mode at synge om! Digterne havde begyndt at forherlige Miraklet og Profeten. Her kommer en stakkels naiv Magdalena og tager dem paa Ordet og tror paa de Mirakler, der vises hende, og forsøger sig selv i Profetier. Man er netop rede til at ryste paa Hovedet af hende og smile, da det viser sig, at Tidens Mægtige tager hende for fulde. Hun bliver en Magt. Chateaubriand, som ikke tror paa hende eller med hende, men som tror paa hendes Indflydelse, forsøger at vinde hende for sine politiske Planer men bliver afvist. Hun vil kun Et, gengive Kristendommen dens ved Revolutionen styrtede Autoritet. For hende har Revolutionen kun udført én Gerning, den at styrte den hellige Overlevering; hun for sin Del vil kun udføre én Gerning, den modsatte, den at gengive Kristendommen dens verdensoverskyggende Herredømme.

Alexander griber Tanken, Magterne knæsætter den som klogt politisk Middel. Saalænge hun kun vil hævde Kristendommens Autoritet, saalænge hun vil forbedre og omvende Folkene fra oven af, og i Forbund med Fyrsterne, staar hun paa Ærens og Forgudelsens Tinde. Men Omslaget sker. Den religiøse Aandsretning tvinger hende følgestrengt til at forsøge en Folkenes Omvendelse fra neden af ved at begive sig midt ud iblandt dem, ved at drive Kristendommen som Gerning istedenfor blot som Lære, og paa de gamle Apostles Vis. Hvilken Barnlighed! Hun er saa troskyldig, at hun mener, Magthaverne maa se disse Forsøg med ligesaa gunstige Øjne som hendes tidligere Bestræbelser. Hun begriber end ikke, at Autoriteten frygter enhver alvorlig Sysselsættelse med dens eget Princip, naar denne Sysselsættelse ikke er den officielle. Fra det Øjeblik af, da hun virkeligt optræder som Kristen, behandles hun som revolutionær. Autoritetsprincipets Forfægtere ser i den Følelse af Menneskenes almindelige Broderskab, der leder hende, og i det Sværmeri, hvormed hun taler de Fattiges og Undertryktes Sag, et Bevis for at hun er - Socialist og Kommunist. Og saaledes faldt det da i hendes Lod praktisk at vise, hvad Kristendommens Genindsættelse som Autoritet betød. Man vilde netop kun have den som "Autoritet", som "Magt", som "Orden". Man brugte den som man benyttede Politiet, Hæren, Fængslerne for at holde Alt i Ro og Autoritetsprincipet oppe. Fra det Øjeblik af, da den blev taget personligt og selvegent og sat saaledes i Værk, at man kunde frygte, den vilde afstedkomme Samfundsbevægelser, fra det Øjeblik af var den Uordenen, og Autoriteterne befordrede den i Fru de Krüdeners Person hurtigst muligt fra Grænse til Grænse. *21)

 

Noter til Kapitel 8:

*20) Se Katerkamp: Denkwürdigkeiten aus dem Leben der Fürstinn Amalia von Gallitzin. Mynster 1828.

Hendes religiøse Sværmeri betegnes bedst ved en Frembringelse som dette smukke Digt:

Gebet der Liebe.

Liebe! lehre uns beten, dass uns erhÖre die Liebe.

O der Liebe vereintes Gebet ist Quelle der Liebe,

Quelle des ewigen Lebens und unaussprechlicher Wonne!

Schwester rufe mir zu. "O Bruder! Bitten der Liebe

Sende dem Vater für mich - ich sende Bitten der Liebe

Täglich dem Vater für dich." O Schwester! der Bitten nicht eine

Kann an die Liebe, von Liebe, für Liebe gesendet umsonst seyn.

*21) Charles Eynard: Joe de Madame Krüdener. Tome 1-2. - Sainte-Beuve: Portraits de femmes. - Derniers Portraits. - Deutsche Rundschau, November, December 1899.

 

9. Lyriken: Lamartine og Hugo.

 

Da de hundrede Dage var forbi og Ludvig den Attende for anden Gang vendt tilbage, udbredte en blandet og vemodig Stemning sig over Frankrig. Hans første Tilbagevenden havde til en vis Grad havt Udseende af en Tilbagekaldelse, foretaget af det franske Folk. Men da han end ikke selv havde gjort ringeste Forsøg paa med de Tropper, der var blevne ham tro, at møde Napoleon, lod det sig ikke skjule, at han førtes tilbage af fremmede Hæres Bajonetter. Hans Tronbestigelse for anden Gang bar da nødvendigvis i det store Flertals Øjne Præget af en det franske Folk tilføjet Ydmygelse. Paa den anden Side var den Genoprettelsen af lovlig Frihed i Modsætning til det frygtelige Militærherredømme, der nu i saa mange Aar havde holdt Frankrig gispende under sin Voldsmagt.

For Literaturen var Kongedømmets Genoprettelse tilsyneladende idetmindste en Frihedsbebuder. Efter 25 Aars Forløb var en rolig Drøftelse af Ideer atter mulig. Den tunge Haand, der havde hvilt knugende paa Pressen, var nu borte. De baandlagte Aander og Tankebygninger kunde rejse sig frit, man havde Lov til at undersøge og dømme alt det Forbigangne: Revolutionen som Kejserdømmet, og det var uden altfor store Hindringer tilladt at forhandle om Frankrigs Fremtid.

Man havde Lov dertil, men havde man Lyst? Nej, Lysten var ringe. Frankrigs Stemning var Stemningen efter en langvarig Sygdom eller efter en Krig, som er endt med Nederlag. Ikke at man længtes efter Oprejsning paa Valpladsen. I Slutningen af Napoleons Regering havde Kanonen foran Invalidehotellet, naar den forkyndte Sejr, ikke mere vakt nogen Genlyd i Hjerterne. Nej, man længtes efter Fred, som den Aareladte og Udtømte længes efter Hvile.

Franskmændene begyndte paany at vænne sig til Tanken om et langt, stilfærdigt Liv. Mødrene havde hidtil med en vis Rædsel set deres Børn nærme sig til Ynglingealderen, det vil sige til den Alder, da de blev Soldater og snart efter til Lig. De begyndte nu at haabe paa, at disse Børn havde Livet for sig. Drengene, der var opvoksede under Trommehvirvler og krigerske Fanfarer, og som alt i Skolen havde vænnet sig til Tanken om en tidligt erhvervet Hæder og en tidlig Død, maatte nu ligeledes se at gøre sig fortrolige med Tanken om et Liv i Fredstid. Straadøden, der forestod dem, syntes dem grim i Sammenligning med Døden som den nylig havde vist sig for dem, straalende skøn i sit rygende Purpur; de stod ligesom skuffede og gav sig til at gruble. De unge Mænd endelig, der saa længe nødtvungent havde maattet lade alt personligt Liv gaa op i Statslivet, Krigslivet og Fædrelandets Fællesformaal, hørte for en stor Del med Henrykkelse Budskabet om, at de nu turde bryde Geledderne og ikke mere behøvede at gaa i Trit efter Kalveskindet; de rystede Landevejenes Støv af deres Fødder, kastede Uniformen, og søgte at udslette ethvert Minde om Krigstugten. Da de kom lige fra Kejserdømmets Valpladser, fra Slagenes Bulder og Blodbad, tyede de til det rolige Naturliv, bort fra den larmende Menneskeverden. Saaledes er Øjeblikkets Stemning, træt, men sammensat, fuld af Skuffelser, Forhaabninger og Trang til personlige Drømmerier, ikke Stemning til Handling, men til Grublen, Betragten, Overvejen.

Det er denne Folkestemning, som forklarer, hvorledes Lamartines "Overvejelser" (Les Méditations) kunde blive Tidens Yndlingspoesi. Efter Chateaubriands "Kristendommens Aand" havde ingen Bog vakt en saadan Opsigt i Frankrig som denne Digtsamlings første Del; i fire Aar solgtes 45,000 Eksemplarer. I denne Bog fandt Tiden, saa underligt det end nu kan synes os, en Tolk for sine Følelser og for Alt, hvad der rørte sig inderst i dens Sind, et Billede af sine ideale Længsler, der spillede i alle de skæreste og skønneste Drømmes Farver. Disse Digte klang som Vindharpetoner, men det var Tidens Aand, der greb i Harpen. Det var vel ikke saameget Sange som Betragtninger, ikke saa meget hjertelige som aandelige Harmonier; men man havde saa længe i Livet havt nok af Bestemthed, bestemte Former og faste Skikkelser og Forstummen overfor verdenshistoriske Skæbner. Det mærkedes paa ingen Maade som en Mangel, at her ikke fandtes nogen skærpet Lidenskab eller nogen Tilbøjelighed til at se Menneskelivets mørke og forfærdelige Side, overhovedet Livet som det er. Deraf havde man i Virkeligheden havt nok. Efter en Tid, hvor saa mange Instinkter havde maattet kvæles, glædede man sig ved dette rent poetiske Instinkt, over denne saa melodiøse Digter, der, som han sagde, havde en Akkord for hver Følelse og Stemning. Man længtes efter en saadan Hvile i Lyriken efter Filosofien, Revolutionen og Krig paa Krig. Digtet om "Søen" gik den fransktalende Verden rundt, fordi det var saa længe siden, at man overhovedet havde følt ved Naturen og betragtet den anderledes end taktisk som Jordsmon- og Overfladeform. Lamartine optraadte imidlertid i Øjeblikkets Aand ikke blot som Stemningsdigter, men som en rettroende Kristen. Grundtonen i hans Digte var kristeligkongetro og særligt forherligende det Bourbonske Herskerhus.

For os, der senere har kendt en Lamartine, i hvem Republiken 1848 syntes at være bleven Menneske, og der stod i den almindelige Bevidsthed som en Humanismens Forkynder, er det lærerigt at iagttage Digterens aandelige Udgangspunkter.

Alphonse de Lamartine fødtes i Mácon 1790 i en Familie af den ringere Adel. Hans Fader hørte under Revolutionen til Kongens sidste Forsvarere og led derunder. I Hjemmet lærte hans gode og fromme Moder ham at læse i en Billedbibel. Optrin af Stammefædrenes Liv, Historierne om Josef og Samuel, om Sara og Tobias med Englen gav ham de første boglige og kunstneriske Indtryk. Fra 1794 levede Familien meget tilbagetrukken og i smaa Kaar paa sin lille Landejendom Milly. Der blev Sønnen først opdraget af en elskværdig Abbed, saa sat i en Skole i Lyon, der ved sin Raahed i Tone og Færd saarede hans Finfølelse og vakte hans Afsky. Han blev derfor efter sin Moders og sit eget Ønske sendt til en Jesuiterskole i Belley, som Jesuiterne paa dette Tidspunkt med Omgaaelse af de Love, efter hvilke de var fordrevne fra Frankrig, underholdt under Navn af "Troens Fædre". Han følte sig her usigeligt lykkelig og vel tilpas. Lærerne var venlige og fine; en af dem mindede ham om Fénélon; Jesuiterne er visselig i vort Aarhundrede ikke blot de hensynsløseste, men de elskværdigste og klogeste, derfor farligste af alle Gejstlige. Og blandt Eleverne fandt han hurtigt jævnbyrdige Venner, der tilhørte sardinske og franske Adelsfamilier, saaledes en ung Alfieri, den unge Virieu, der under Mærket V. forekommer i Lamartine's "Graziella", og en Søstersøn af Grev Joseph de Maistre, Louis de Vignet, gennem hvem han lærte alle Medlemmerne af den berømte Familie at kende, af hvilke Greven vel personligt tiltrak ham mindst, men dog igennem Breve som igennem sine Værker udøvede sin Indflydelse paa ham.

Her i Skolen lærte han en Dag gennem en af Lærernes Oplæsning Chateaubriand at kende. Den majestætiske Stils Storhed og Ynde gjorde det dybeste Indtryk paa Drengen der aldrig havde hørt noget Lignende. Imidlertid hævder han i sine Erindringer, at han næsten straks forholdt sig kritisk til denne Stil; han faldt, siger han, i et Vanvid af Beundring, men "ikke i den slette Smags Vanvid." Og han paastaar at han kort Tid efter til sine Kammerater samlede sine Udsættelser i denne Udtalelse om "Kristendommens Aand": "Der mangler Hovedelementet i al fuldendt Skønhed, det Naturlige. Det er smukt, men det er altfor smukt." Med andre Ord, han, som selv var saa instinktiv, fandt Chateaubriands Udtryk søgt, "og det, som er søgt, er ikke fundet." Rimeligvis foruddaterer han en Smule sin Kritik. Hans Sværmeri var i ethvert Tilfælde saa stærkt, at det endnu i 1824 ved Karl den Tiendes Salvning gav sig Luft i Hymnestil:

 

Erkebispen.

Og denne ædle Ridder som i sit Vaabenskjold

bærer Pilgrimmens Kors midt i Liljernes Fold

og hvis Øje, der straaler af Hæder og Geni.

skuer en Pomp forynget, som man troede forbi?

 

Kongen.

Chateaubriand! Det Navn har for alle Tider Klang;

til Fortid som til Fremtid staar hans stolte Hjertes Hang,

og Riddertidens Frankrig med det Frankrig, som er hans,

slynger om hans Pande broderligt en Krans.

 

Foruden Chateaubriand læste han med Beundring Tasso. Ossian gav ham Forvisningen om, at sand Poesi kunde være ubestemt og taaget; Bernardin de Saint-Pierre var for ham som for Fru de Krüdener ved sin Naturs Mildhed og Samklang det nærmeste Forbillede.

De underholdende og letfærdige Bøger fra det attende Aarhundrede, som faldt i hans Hænder henrev og hidsede vel en kort Tid hans ungdommelige Indbildningskraft, men disse Indtryk udviskedes paany af dem, Jesuiterskolen gav ham. Religiøse Sværmerier og Henrykkelsestilstande over Naturens Friskhed og Skønhed smeltede sammen, lutrede hans Sjæleliv og satte det i Svingning.

"Om jeg levede tusinde Aar", skriver han i sine Erindringer, "jeg vilde aldrig kunne glemme Studiets Dage, Bønnens Timer, de i Grublen tilbragte Nætter, og de Henrykkelsens Glæder, som jeg nød ved at opfylde mine Pligter under Tanken paa Gud." Og han skildrer i samme Aandedræt den Salighed, det var ham, om Vinteren paa sine Skøjter at fare som baaret af Aandevinger over Sumpenes Is eller om Foraaret siddende i den lune, stille Luft under Avnbøgene at føle sig fortabt i Andagt og lykkelig ved sin Samvittigheds Fred.

Bourbonernes Tilbagevenden blev i Lamartines Slægt og af ham selv som ung Mand hilset med Jubel. Hans Fader, som var bleven saaret den tiende August 1792, bragte sin Søn til Paris for at lade ham optage i Kongens Garde. Som ung Officer blev han selvanden anbragt ved Siden af Ludvig den Attendes Rullestol en Dag, da denne lod sig rulle gennem Louvres Gallerier for at tage de under Napoleons Felttog sammenslæbte Kunstværker i Øjesyn. Den dybe Ærefrygt, han medbragte, lod ham finde Kongens Stemme melodisk, ham selv majestætisk og fin, værdig af Ydre, overlegen ved sit Blik, aandfuld, naar han talte, veltalende, naar han tav. - Senere henvendte Kongen nogle Gange Ordet til ham, naar han red ved Siden af den kongelige Vogn.

Da Napoleon var landet i Cannes og foretog sit Sejersløb igennem Frankrig, fulgte Lamartine Hoffet til den flanderske Grænse, men dér blev Garden opløst og hjemsendt, og efter de hundrede Dage tog han ikke Tjeneste mere, saa ikke heller Kongen igen. Dog da denne i 1820 læste det første Bind af Lamartines Digte, mindedes han at have set den unge Officer af sin Garde, og sendte ham som Belønning en Udgave af det gamle Grækenlands og Roms Digtere. Lamartine bemærker i den Anledning noget vel hastigt, at Kong Ludvig øjensynligt antog sig for en Augustus, der havde opdaget en Vergil.

Han optræder offenlig fra først af som Elev af Chateaubriand og Bonald. I sin "Raphael" (halvtredsindstyvende Afsnit) har han selv fortalt, hvorledes hans Bekendtskab med Bonald blev indledet. Da han 24 Aar gammel i Chambéry ved Alpernes Fod tilbad den unge skønne Kreolerinde, som han i sine Digte har forherliget under Navnet Elvire, blev han af sin Veninde opfordret til at skrive en Ode til Bonald, der var en stadig og hædret Gæst i hendes Hus. Lamartine meddeler, at han kun kendte Bonald af Navn og af den Glans, hans Ry som kristelig Lovgiver havde lagt om Navnet. "Jeg forestillede mig, siger han, at jeg skulde tale til en moderne Moses, der af et nyt Sinais Straaler øste det guddommelige Lys, hvormed han opklarede de menneskelige Love." Lamartine skrev da til Bonald den Ode, der i hans første Digtsamling bærer Titlen "Geniet", og hvori det paa Tro og Love fortælles, at Bonald adspreder de berømte Vranglæreres falske Klarhed, af Mørkets Skød uddrager blændende Sandheder o. s. v. og fører den aandelige Verden fra Uorden til "Ordenen selv". *22) Dette magre Begreb om det Gode: Ordenen vender overalt tilbage. Bonald svarede med at oversende den unge Digter et Eksemplar af sine samlede Værker. Lamartine læste dem med Begejstring, og naar han sidenhen i Anmærkningen til denne Ode synes at ville fragaa, at han blev saa dybt greben af dem som han blev, bør man skrive dette paa den senere Erkendelses Regning. Han siger her: "Jeg læste disse Skrifter med det poetiske Sværmeri for Fortiden og med den Hjertets Pietet overfor Ruiner, der saa let i Børns Indbildningskraft forvandler sig til Troessætning og Lærebygning. Jeg bestræbte mig i nogle Maaneder for paa Chateaubriands og Bonalds Autoritet at tro paa aabenbarede Regeringer. Senere udrev Tidens Strøm og den menneskelige Fornufts Udviklingsgang mig som alle Andre af disse skønne Illusioner, og jeg forstod, at Gud ikke aabenbarer Mennesket Andet end dets Samfundstilbøjeligheder, og at de forskellige Regeringssystemer er Aabenbaringer af Tidsalderen, Forholdene, Aarhundredet og Menneskeslægtens Laster og Dyder".

Lamartine foruddaterer meget betydeligt denne sin Indsigt. Hans "Meditationer" gaar i Reglen alle i samme Retning som Oden til Bonald. Den, der betitles "Gud", er tilegnet Lamennais; Dityramben over den hellige Poesi er tilegnet Bibelens Oversætter Genoude. Selv var han Medarbejder af Bladet "Le Conservateur", fra hvis Stiftelse Chateaubriand regnede den udprægede Reaktion i Europa. Da dette Blad gik ind, blev han tilligemed Lamennais og Bonald Stifter af det nye ensartede Organ "Le défenseur", der gik ud paa at bekæmpe den konstitutionelle Regeringsform. Det faldt i hans Lod at opfordre Joseph de Maistre til at give Bidrag. Det er meget betegnende, at den nu dog trediveaarige Lamartine tiltaler Forfatteren af Bogen "Om Paven" i denne Tone: "Hr. Greve! jeg var meget syg, da jeg modtog deres venlige og smigrende Skrivelse tilligemed Deres Værk. Jeg benytter de første tilbagevendende Kræfter til at takke Dem paa én Gang for Brevet og Bogen, men især for den smigrende Benævnelse Nevø, af hvilken jeg praler overfor alle Deres Bekendte; denne Benævnelse alene er saa godt som et Ry, saa højt staar Deres Navn anskrevet hos alle dem, der forstaar et sandt og dybt Geni i dette vildfarende og smaalige Aarhundrede ... Hr. Bonald og De, Hr. Greve, og endnu nogle Mænd, som i stor Afstand følger Deres Spor, har grundet en uforgængelig Skole for høj Filosofi og kristelig Politik, der skyder Rødder især i den unge Slægt."

I dette Brev betegner Lamartine Joseph de Maistres Stilling i Literaturen som den at være Høvding for de første Skribenter og udleder Modstanden imod ham af "den latterlige gallikanske Anmasselse", som han saa beundringsværdigt er traadt op imod. Lamartines Standpunkt er altsaa den rene og skære Hævdelse af Pavens uindskrænkede kirkelige Magt - dog vel at mærke kun i Teorien. I sin Digtning er han ikke nær saa dogmatisk. Naar han f. Eks. efter Chateaubriands Fordring betragter det som sin, den kristelige Digters Opgave at drive den hedenske Mytologi ud af Lyriken, saa er det i Virkeligheden ingen gudelig men en rent digterisk Drift, der leder ham. De gamle Myter var i Lyriken for længe siden indskrumpede til Allegorier eller Omskrivninger, og var altfor tomme til at kunne virke skadeligt paa Nogens Religiøsitet. Det var virkelig ikke nødvendigt at tage religiøst til Genmæle imod Troen paa Apollo og Amor.

Det, hvorved Lamartine virkede, det var, at han udtalte snart de tungsindige, snart de beroligende, snart de begejstrende Ord, som Mangfoldige trængte til at høre. Man savnede hos ham ikke nye Tanker; man var bevæget og hjertegreben ved Klangen af denne tiltalende Stemme. Man følte atter visse Fibrer leve og røre sig i En, som under den almindelige Nedslaaethed havde syntes følelsesløse. Lamartine bragte Strenge, som længe ikke havde givet Lyd, til paany at lade Toner høre, og man henryktes over det Nye, som laa i atter at bringe hine gamle Erindringer til at leve. Og saa var der desuden i denne Lyrik et virkelig nyt Element. For Lnmartine var det Stygge og Onde ikke til, ja end ikke det Smaa og Smaalige eksisterede for ham. Alt fremtraadte hos ham i et Klædebon af skinnende Lys. Der var Himmelglans over hans Digte. For første Gang i lang Tid fik brede, rige Følelser Udtryk i skøntflydende Vers.

I den akademiske Modtagelsestale, som den store Naturforsker Cuvier holdt til Lamartine i 1830, viser han, hvorledes Mennesket i den dybe Nat, som omringer dets Fornuft, trænger til en Fører, der kan rive det ud af Tvivlens sorte Vildrede og henrive det til Lysets og Tryghedens Egne. Han beskylder Byron for i Verdensaltet kun at have set et Tempel for det Ondes Gud, og hilser i Lamartine Haabets Sanger. Saaledes sammenblandede Frankrig som en Stakkel, der kommer til Kræfter efter en Sygdom, Haabet med Troen, Trøsten med Læresætninger, Livsmodet med Hævdelse af Pavemagten i en stor Uklarhed, saa længe indtil Forholdenes Magt splittede Taagerne og tvang saavel Forfatterne som Publikum til at indtage bestemte Standpunkter.

Endnu meget senere var Lamartine Tidsrummets Mand. I sin Tiltrædelse til det franske Akademi, holdt kun fire Maaneder før Julirevolutionens Udbrud, gør han i den ham paalagte Lovtale over Daru det Kunststykke ikke at nævne Napoleons Navn og siger udtrykkeligt: "Dette Aarhundrede vil blive dateret fra vor dobbelte Genoprettelse af mistede Goder: Frihedens Genoprejsning ved Tronen og Tronens ved Friheden ... Lad os ikke glemme, at vor Fremtid er uopløseligt knyttet til vore Kongers, at man ikke kan skille Træet fra dets Rod uden at udtørre Stammen, og at Kongedømmet hos os har baaret Alt, endog Frihedens fuldkomne Frugter."

Foreløbigt er dette for Lamartine en Triumfens og den begyndende Hæders Tid. Denne Hæder kom for ham ikke tidligt, han var 30 Aar gammel; men den faldt som de første Straaler af den opgaaende Sol ind i hans æresyge Eksistens. Man forestille sig ret levende en Salon fra den Tid, som den er os beskrevet af Samtidige, en Række Selskabssale hos en af Kongedømmets første Stormænd, General Foy f. Eks., hvor henved hundrede Personer er forsamlede, og hvor Lamartine, dengang Gesandtskabssekretær i Florens, er tilstede paa et af sine korte Besøg i Paris. (note: Villemain: M. de Féletz et les salons de son temps.) En Bevægelse af Beundring gaar igennem Salen, da han træder ind, ung, rank og smuk, aristokratisk i Væsen og Holdning. Man flokkes om ham, Damerne især; yndige Ansigter, prægtige Dragter, Smil og Smigrerier møder ham fra alle Sider. Man glemmer et Øjeblik at sige de tilstedeværende Rigsdagsmedlemmer Artigheder for deres sidste Taler i Kamret. Man kender ham straks, selv uden at have set ham før; thi han overstraaler Alle. General Foy nærmer sig ham, trykker hans Haand med Begejstring og forsikrer ham, at han, naar han vil, kan blive en Prydelse for Kamret, der længe har trængt til en saa talentfuld Forsvarer af Kongetroskabens ubrødelige Grundsætninger. Saa fremsiger han med sin melodiske Stemme, der endnu aldrig har udtalt noget politisk Stikord, en eller to af sine første Digtninge, "Erindringen, Begejstringen, Fortvivlelsen, Bønnen, Troen" eller en anden Tanketing, og fremkalder en Henrykkelse uden Mage og Udbrud i alle Afskygninger af Sværmeri og Taknemmelighed. Benjamin Constant nærmer sig ham med sin uigennemtrængelige, alvorligt ironiske Mine, lykønsker ham til at have opdaget denne nye Kilde til Poesi, og forsikrer ham, at han kun i Schillers Tankedigte finder denne Højhed og Renhed i Følelse og Udtryk. Damerne finder denne Sammenstilling ganske særdeles smigrende for Schiller, en ubekendt tysk borgerlig Poet, hvis Navn de lige netop mindes at have hørt nævne. Hvad er han mod Lamartine!

Forskellige Omstændigheder forøgede den Tiltrækning, Digtene udøvede: først Forfatterens sjældne og næsten kvindelige Skønhed, saa Rygterne om hende, hvem de fortrinsvis besang og med et saa serafisk Sværmeri, med saa overjordisk en Renhed. Han sagdes at have elsket og have mistet sin Elskede ved Døden. Man frittede til alle Sider for at erfare Noget om Sagens virkelige Sammenhæng. Hvem var hin Elvire? hvilket var hendes virkelige Navn.

Vi Nulevende er gennem Lamartines senere Prosaskrifter tilstrækkeligt oplyste herom, men med Tilfredsstillelsen af en mulig Nysgerrighed desangaaende er Deltagelsen for Lamartines lyriske Digtning ikke slukt.

Det er naturligt, at hans Ungdoms Samtidige i ham nærmest saa Tronens og Alterets Digter. Hans ældste trykte Digt er en følt Taksigelse til den Jesuiterskole, der havde givet hans Drengeaar Ly. Et Digt som hans "Ode" var kun et Kraftuddrag af Chateaubriands "Kristendommens Aand", sat paa Vers. Hans Strofer ved Hertugen af Bordeaux's (Greven af Chambord's) Fødsel efter Faderens Død med deres Optakt "Han er født. Miraklets Barn" var et Udtryk for de kongetroeste Katolikers Stemning. Og ved alle Lejligheder, i alle Digtene næsten, forherliger, retfærdiggør, lovsynger og tilbeder han en Gud og et Forsyn. Undertiden som i Digtet "Den stille Uge", skrevet under et Ophold hos den unge Hertug af Rohan, der senere blev Erkebiskop og Kardinal, er det som brændte han med andagtsfuldt Sind Kirkerøgelse i sine Vers. Naar han mange Aar efter om dette Digt skriver, at han alene af de unge Mænd, der samledes om Hertugen, ikke havde nogensomhelst Smag for Sakristiernes mystiske Glæder, saa viser det, ifald han staar til Troende, kun, at Tidsstrømningen rev hans Digterevne med sig.

I Almindelighed gælder det om den Del af hans Ungdomsdigtning, der er rent religiøs, at den, uden Naivetet og uden Følelsesinderlighed som den er, nutildags er næsten ulæselig. Den er aldrig sangagtig og kortfattet. Den er Betragtning uden Anskuelighed, Overvejelse uden Tanker, Bredde uden Dybde. En Type er det til Byron rettede Digt "Mennesket", hvis Opfattelse af den engelske Digter er den dengang overleverede og staaende, usigeligt flade at han kun ynder Fortvivlelsens Tonespil, at hans Øje, som Satans, lodder Afgrundene osv., og for at belære ham om, hvorledes den sande Digter bør synge istemmer Lamartine nu den mest trællesindede Lovsang til en Gud, der efter hans egen Fremstilling overøser med Elendighed og Ulykke, plager, martrer, raner og rammer, og slutter saa med den Opfordring til Byron:

 

Send til Himlen et Raab, o du Helvedes Sanger!

 

De senere tilføjede Anmærkninger til dette Digt røber en Uvidenhed om Lord Byrons Forhold, der er forbausende. Næsten Alt, hvad der heri siges om Byron, er galt. Ja Lamartine, der har føjet en Sang til "Childe-Harold", lærte sit Liv igennem aldrig at stave dette Navn.

En lignende Formyndertone, som den, Lamartine her anslog overfor Byron, traadte senere paany frem i hans Digtning overfor Alfred de Musset, hvem han ligeledes henviste til gudelige og sædelige Hverdagstalemaader som Kurmidler.

Uskyldigere fremtræder den pligtskyldige Gudsfrygt i Oden "Udødelighed", fordi den her er mere følt. Den er rettet til Elvire, hans Ungdomselskede, hvis fritænkerske Aandsretning voldte ham saa mange Sorger, og har til Øjemed at trøste hende, den Dødssyge, med Udsigten til en Udødelighed, hvorpaa hun hidtil ikke har villet tro. Og dog forekommer selv her saa kolde Allegorier som denne: "Og Haabet, som staar nær dig, o Død! drømmende paa en Grav, aabner mig en skønnere Verden."

Virkeligt lyrisk og ikke blot veltalende bliver Lamartine kun i et eneste af disse til Guddommen rettede Digte, og det er i Medationen "Fortvivlelse", som udtrykker Oprøret mod Gudsideen. Den har rytmisk Sving, lidenskabelig Flugt og to Egenskaber der hører til de sjældneste hos denne Digter: Kraft og Fynd. Hvad har Gud vel set siden Verdens Skabelse:

 

Godhed, som bukker under for Frækhed, der bli'r prist,

Bedrag og Løgn, der hædres, Sandhed landsforvist,

Frihed, der bliver bragt

som Offer til det jordiske Gudepak, imedens

Styrken overalt grunder Uretfærdighedens

grænseløse Magt.

 

Og Digtet har i sin oprindelige Skikkelse endda indeholdt ganske anderledes bitre og ugudelige Strofer, som ved Trykningen blev skaarne bort. Betegnende nok gendrev Lamartine det straks efter paa sin Moders Opfordring i Svardigtet "Forsynet til Mennesket", der ikke mangler klangfuld Melodi men ligefuldt, endog efter hans egen Mening, ikke taaler nogen Sammenligning med det foregaaende. Det første, siger han selv meget rigtigt, er et Foster af Indskydelse, det andet af Overvejelse.

Det hele teologiske Tilbehør var imidlertid i Virkeligheden kun paaklistret hans Lyrik. Eller rettere: Det var som en skødesløst forbundet Tømmerflaade, der glider paa en Strøm, saa skilles ad i sine Bestanddele og forsvinder. Al denne dogmatiske Gudelighed udmundede snart i Naturdyrkelse, i Naturforgudelse, i from og følt Naturfilosofi.

Og hvad der under den virkeligt levede og aandede i hine første Samlinger det var noget af den Uafhængigt, en blød og tillige fornem Sjæls Stemnings- og Følelsesliv. Den Sjæl, som her gav sig Udtryk, havde dette det ny Aarhundredes Særmærke, at den søgte Ensomhed og først i Ensomheden fandt sig selv og følte sig rig. Den var uselskabelig og tilbøjelig til at dirre i Samklang med Naturen. Den var dernæst afgjort elegisk, aldrig, uden Undtagelse aldrig munter eller kæk, men stadigt vemodig og alvorsfuldt greben. Den var endelig altid og aldrig erotisk; thi kun et enkelt af Digtene var Udtryk for Elskoven som besiddende og lykkelig; ellers drog sig gennem dem alle Smerten over Tabet af den Elskte, der var bleven Dødens Rov. Medens det attende Aarhundredes Lyrik havde opløst Elskoven i Galanteri og mindst af alt havde taget den og Kvinden højtideligt, var Elskoven her den stille Dyrkelse af et Minde og Kvinden her forgudet og forklaret som i den middelalderlige Kvindeforherligelses Dage, dog Kvinden kun som hedengangen, som Aand.

Aldrig skildrede han den vilde Kval ved Tabet i Tabets Øjeblik. Smerten hos ham var bleven en Tilstand, en stille Fortvivlelse, der sløvede, stivnede, pinte og nu og da opløste sig i Taarer.

Dette var en Lyrik, som kunstløst strømmede fra Kilden, fyldig og fin, det var en Musik som af Harpetoner blandede med himmelske Violiners Klang. Og baarne af disse Toner meddelte simple, Læseren velkendte, Stemninger sig til hans Sind. Det var Stemninger som den i Digtet "Ensomheden": Lykken venter mig ingensteds. Det var Stemninger som den i Digtet "Efteraaret": Naturens Sørgedragt i Høstens Tid svarer til min Sorg og behager mine Øjne. Eller en Stemning som den i "Golfen ved Bajæ": Denne Egn som engang var Skuepladsen for saa store Optrin bevarer nu intet Spor deraf; saaledes skal vi selv sporløst forsvinde. Men vel at mærke dette udtrykt i en saa underfuld Strofe som denne:

 

Ainsi tout change, ainsi tout passe;

Ainsi nous-mémes nous passons,

Hélas! sans laisser plus de trace

Que cette barque où nous glissons

Sur cette mer où tout s'efface.

(Saaledes skifter og svinder Alt; saaledes svinder vi selv ak! uden at efterlade dybere Spor end denne Baad, i hvilken vi glider hen over Vandet, efterlader i dette Hav, hvori Alt udslettes.)

 

Det var aldrig ligefrem Naturskildring, allermindst nogen Art Maleri; det var et øjeblikkeligt Naturindtryk, genialt grebet i al dets Flygtighed og fastholdt for alle følgende Tider.

Digteren sidder ved Aften ene paa et øde Fjæld og ser Venusstjernen stige i Horisonten. (Le soir). Det er ham som om en Straale fra Stjernen gled over hans Pande og rørte hans Øjne, og det er ham som om den Afdøde, i hvis Selskab han har levet i denne Egn, svævede om ham, var ham nær. Han tiltaler Straalen fra Venus:

 

Ved din Straale Hjerterne gløde,

ukendt Sværmeri betager min Sans;

jeg tænker paa kære Døde:

o Lys! er du deres Aanders Glans?

 

Eller han sidder paany paa en Sten ved Søen (Le Bourget), hvor han i lykkelige Dage sad ved hendes Side, og han gribes smerteligt af Modsætningen mellem det Foranderlige i Menneskeskæbnen og Naturens Uforanderlighed. Det er denne Stemning, over hvilken Digtet "Søen" (Le lac) er bygget, der trods den overordenlige Almenyndest det nyder, rimeligvis er det bedste, han har skrevet. Det er typisk for Lamartines Poesi, mildt strømmende uden at der spores nogen Anstrengelse, end ikke den, man kalder Kunst; naturligt melodisk som selve Søens Skvulpen. Med fuldendt Sikkerhed anslaas Stemningen i den første Strofes Slutningslignelse: Kan vi da aldrig paa Tidernes Ocean kaste Anker en eneste Dag? - Søen skildres, som den nu bruser mod Klipperne og som den gjorde det for et Aar siden, da hun hørte dens Skvulpen, og den Savnende mindes de Ord, hun dengang i en stille Nattetime, tilbragt paa Søens Vande, sagde, en Anraabelse til Tiden, den lykkefyldte Tid, om at opsætte sin Flugt og staa stille, en Bøn til Tiden om at ile for de Ulykkelige, der lider ondt, men at dvæle hos dem, der elsker og elskes, og han gentager hendes Slutningsudraab: Bønnen er frugtesløs, lad os da elske hinanden og nyde den flygtige Time! Mennesket har ingen Havn, Tiden har ingen Strandbred, den flyder og vi svinder. Og til denne Gengivelse af den bortgangne Elskedes Udbrud knytter saa Digteren sin egen Anraabelse af Naturen. Han tiltaler Søen, de stumme Klipper, Grotterne, de mørke Skove, de som Tiden skaaner eller som Tiden kan forynge, og bønfalder dem om at bevare Erindringen om hin Nat.

Og næsten saa aandig som Lamartine er i Udtrykket for det elskende Hjertes Sorger og Savn er han, naar han en enkelt Gang vil give den lykkelige Kærlighed Udtryk. Det er sket i Digtet "Chant d'amour", hvilket han selv naivt betegner som en moderne Kærlighedens Højsang med mindre gennemtrængende Toner og mindre østerlandske Farver end den gamle, men der i Virkeligheden staar den saa fjernt som Vesterlandets blufærdigste Aandelighed staar Østens Sanseglød i fuldbaaren menneskelig Elskov.

Her som overalt er den klagende Ømhed, der slaar over i Andagt, den Streng, hvorpaa han spiller.

Det er til disse rent menneskelige Digte at i vore Dage Forkærligheden knytter sig blandt Lamartines Ungdomsvers. Man ledes og kedes ved de tanketomme Digte, der efter Opskriften i al religiøs Poesi er den bare Tilbedelse af en Gud, som beundres i hans Værker.

Den Digterpersonlighed, der træder En imøde, er vistnok stærkt forfængelig, stærkt optagen af sig selv og sin Elskværdighed, og tidt altfor blødsøden i sit Udtryk. Men denne Forfængelighed er saa barnlig og næsten uskyldig, at man hurtigt vænner sig til den, og det virker velgørende, at den ikke er af literær Natur. Lamartine er lykkelig over at være smuk, elsket af fine Kvinder, god Rytter, senere ypperlig Taler, men han er ikke indbildsk, end ikke stolt, af sine digteriske Gaver.

Han, hvis Talent i Digtekunsten var en sand Improvisators, betegner sig i sine Fortaler og Erindringer bestandigt med fornem Beskedenhed som en, der dyrker Kunsten for sin Fornøjelse uden at høre til de særligt Indviedes Tal. Han var forsaavidt Dilettant, som han var for skødesløs til at kunne kaldes sand Kunstner. Han har kun den ubevidste Teknik, Smidighed og Lethed, men en Tilbøjelighed til Vidtløftighed og Gentagelser, som undertiden forspilder Virkningen, og en Mangel paa Selvkritik, der vanskeliggør, ja næsten umuliggør ham det at rette og forbedre. Dog han var og blev sit Liv igennem Digter, trods alle kunstneriske Lyder en sand Digter og en af Frankrigs mest ægte. Han kunde ikke for at hans Opdukken i Literaturen fandt Sted under Reaktionstidens ugunstige Stjerner.

Det er under de samme Stjerners ugunstige Indflydelse, at den Digter, der skulde blive Frankrigs navnkundigste i dette Aarhundrede, først vandt sig et Navn. Victor Hugo, født 1802, er tolv Aar yngre end Lamartine, og er under et langt Tidsrum af sit Liv kirkeligsindet og kongetro som han. Victor Hugos Levnedsløb som Digter svarer overhovedet nøje til det franske Folks politiske Levnedsløb som Folk. Han er Tilhænger af det bourbonske Kongehus, saalænge dette Kongehus regerer; han bliver Tilhænger af Julirevolutionen og af Julikongedømmet, saasnart denne Revolution finder Sted og dette Kongedømme bliver oprettet. Han bliver under Kong Ludvig Filip, ved hvis Hof han forøvrigt er en hyppig Gæst, begejstret Forherliger af Napoleon fra det Øjeblik af da Napoleonsdyrkelsen genopstaar i Frankrig. Han støtter af al Magt Ludvig Napoleon som Kandidat til Pladsen som Republikens Præsident og som Indehaver af denne Stilling; han attraar endog Kejserdømmet, indtil Følelsen af at være forsmaaet som Politiker fjerner ham fra Prins-Præsidenten og Harmen over Statskupet driver ham over i de yderliggaaende Republikaneres Lejr. Hans Liv er at betragte som en Afspejling af den historiske Bevægelse som Frankrig i Aarhundredets første Halvdel har foretaget. Han var, som Digtere saa hyppigt, ikke en ledende Aand, men et Organ.

Han har selv i den sidste Fortale til sine "Oder og Ballader" udtalt sig derom. Han siger her paa sin pompøse Maade: "Historien falder gerne i Henrykkelse over Michel Ney, der født til Bødker blev Maréchal af Frankrig og over Murat, der født som Stalddreng blev Konge. At deres Udgangspunkt var saa dunkelt, betragtes som en Adkomst mere til Agtelse og forhøjer Glansen af det Punkt, hvortil de er naaede. Af alle de Stiger, der fører fra Mørket til Lyset, er den, som det er vanskeligst og mest fortjenstfuldt at gaa op af, sikkert den der fører En fra Stillingen som kongetro Aristokrat til den som Folkeven. At stige fra et Skur til et Palads, det er sjældent og smukt, om man vil; at stige fra Vildfarelse til Sandhed, det er sjældnere og mere smukt. Ved den første Stigning af disse to har man ved hvert Skridt, man har gjort, vundet Noget og forøget sit Velvære, sin Magt, sin Rigdom; ved den anden Opstigning er det lige modsat, ... der maa man bestandig med Ofre af Velvære betale sin aandelige Vækst ... og hvis det er sandt at Murat med nogen Stolthed kunde lægge sin Postillonpisk ved Siden af sit Kongescepter og sige: det var dermed, jeg begyndte, saa kan man visselig med mere billig Stolthed og med større indre Tilfredsstillelse pege paa de kongeligsindede Oder, man har skrevet som Barn og Yngling og lægge dem ved Siden af de demokratiske Digte og Værker, man har forfattet som voksen Mand. Denne Stolthed er maaske især berettiget, naar man, efter at Opstigningen var tilende, paa det højeste Trin af Lysets Stige har fundet Landsforvisning, og naar man kan datere denne Fortale fra Landflygtigheden."

Victor Hugo var Søn af en af Napoleons Officerer, der oprindeligt havde været en voldsom Revolutionsmand og i denne Egenskab havde erstattet sit Fornavn Joseph med Navnet Brutus. Efter Revolutionens Ophør lod han dette Tilnavn falde. Han laa som Bataljonschef i Besancon da hans berømte Søn kom til Verden, blev faa Uger derefter over Marseille sendt til Corsica. Han forflyttedes derefter til Elba, til Genua og den italienske Hær, traadte i Napoleons Broder Josephs Tjeneste, da denne blev Konge af Neapel og hertil ankom hans Hustru og Børn i Oktober 1807. Da Joseph 1808 blev udnævnt til Konge af Spanien, fulgte Oberst Hugo ham derhen, medens hans Hustru med sine tre smaa Sønner opholdt sig i Paris fra 1808-11. I Foraaret 1811 drog Familien i Følge med en stærk Troppeafdeling til Madrid, men allerede i 1812 sendte Faderen den af Forsigtighed tilbage, medens han selv, der med rivende Hast var bleven udnævnt til Kongens Adjutant, til Paladsets første Majordomus, til General, til Greve af Cisuentes, til Generalinspektør for alle Hærkorpser paa Halvøen og til Guvernør for tre Provinser, deltog i Krigen, indtil Nederlaget ved Vittoria i Juni 1813 tvang Joseph til at nedlægge sin Krone. Napoleon, der ikke kunde lide General Hugo og altid behandlede ham daarligt, bekræftede saalidt hans Udnævnelse til General som hans Grevetitel - sine andre Værdigheder havde han mistet - og befalede ham blot at træde ind igen i den franske Hær som Major. Han forsvarede saavel i 1814 som i 1815 Fæstningen Thionville med Glans. Sønnen har i sine Skrifter villet gøre en ivrig Napoleonsdyrker ud af ham. Han var alt andet, og de tilbagevendte Bourboner vandt ham hurtigt og helt ved straks at gengive ham hans Grad som General med Tjenestealder lige fra 1809, da han udnævntes af Kong Joseph. Victor Hugos Fader var da i lige saa høj Grad som hans Moder, Datteren af en kongetro Rheder i Nantes (Bretagne), det genoprettede Kongedømme hengiven med Liv og Sjæl. Under Hugos Opvækst blev imidlertid Forholdet mellem Forældrene af Aarsager, der ikke har noget med Politiken at gøre, mindre godt, saa de levede adskilte. Sønnerne Abel, Eugéne og Victor blev hos Moderen i Paris.

De havde alle tre poetiske Anlæg, om end kun den yngste levede længe nok i sin fulde Kraft til at kunne vinde Ry. Alle slog de fra først af ind paa den samme Konge- og Kirkevej. Hvad særligt Victor angaar, sagde han som Dreng: Jeg vil være Chateaubriand eller Ingenting.

Efter at have vundet Præmier for Digte i Paris og Toulouse, stiftede de tre Brødre for at tjene deres Brød i 1819 et poetisk Tidsskrift. Chateaubriand ledede dengang det yderliggaaende Højreblad "Le Conservateur", Brødrenes Tidsskrift fik efter Forbilledet Navnet "Le Conservateur littéraire", og Chateaubriand selv bød med Varme det ny Organ velkomment. Tidsskriftet, der udkom to Gange maanedlig indtil Marts 1821, indeholdt saa mange Digte og Artikler af Victor Hugo, at han alene leverede mere Stof end alle de øvrige Medarbejdere tilsammen. Her allerede findes nogle af hans mest bekendte Oder: "Jomfruerne fra Verdun", Oden om Vendée's Skæbne, den om Hertugen af Berri's Død, den om Greven af Bordeaux's Fødsel og den vakre, mere personlige Glædeshymne over Genoprettelsen af Henrik d. Fjerdes Statue. Og her findes (i et Antal af over hundrede) hans første kritiske Artikler, af hvilke kun nogle faa, stærkt forvanskede, har fundet Plads i Samlingen "Littérature et Philosophie mêlées".

Poesien er ham her Religionens Datter. I Anledning af en "Ode mod Guds Tilværelse" skriver han: "Trangen til at takke en velgørende Gud i et Sprog, der var ham værdigt, avlede Poesien. Den delte fra sin Fødsel Religionens Triumfer, der forenede de første Samfund og begyndte Verdens Civilisation. Nutildags hvor man for at nedbryde Samfundet angriber Religionen, den eneste Trændse paa Meneskene, det eneste varige Baand, der holder Samfundene sammen, er vi ikke overraskede ved at man har søgt en Forbundsfælle i selve Poesien. Men den guddommelige Muse kan ikke beaandes af et Intet."

Han forkynder her Corneilles og Racines Overlegenhed over Shakespeare og Schiller: "Vi har aldrig forstaaet den Adskillelse, man gør mellem den klassiske og den romantiske Kunstform. Shakespeares og Schillers Stykker er kun forskellige fra Corneilles og Racines deri, at de er mere mangelfulde."

I 1822 udkom den første Udgave af Victor Hugos Oder. Ludvig d. Attende, som læste dem atter og atter, skænkede Digteren en Aarpenge paa 1000 Francs af sin Privatkasse, hvortil Aaret efter kom en anden dobbelt saa stor aarlig Sum fra Indenrigsministeriet og i 1826 efter Ansøgning Forhøjelse af den af Kongen selv ydede Understøttelse.

Kongen havde Aarsag til at vise sin Tilfredshed; thi disse Hugos første Digtsamlinger indeholder det hele System af rettroende Synsmaader angaaende Stat og Religion, som under det Bourbonske Kongedømme var det fastslaaede. De er et tro Billede af den Tidsalder, hvori de blev til. De gennemgaar Frankrigs Historie fra 1789 til 1825.

I dem af dem, der behandler Revolutionen, er der ligesom i de tilsvarende Digte hos Lamartine to Ord, der forekommer hyppigere end alle andre, det er Ordene: Bødler og Ofre. Hugo ser i Revolutionens Historie ikke Andet. For Revolutionens ledende Aander gives der hos ham kun én Betegnelse: Bødler. Konventet betegnes som skabt af Djævelen (Liv. 1, Ode 4), og hvor lidet Hugo end ellers ynder den hedenske Mytologi, kan han dog ikke undvære Anarkiets "Hydra", naar det gælder om at skildre Revolutionstilstandens Sorthed. For Revolutionens Fjender derimod er Betegnelsen Ofre den staaende, Vendéens Opstand forherliges i hvert andet af Digtene, og der helliges dens Helte og Heltinder hele Oder (f. Eks. La Vendée, Quiberon, Mlle Sombreuil). Skafottet staar bestandig for Digterens Fantasi og er den stadige Genstand for hans Forbandelser, naar han ikke som i Oden "Le dévouement" (Liv. 4: Ode 4), lader sig henrive til i egen Person at ønske Martyriet, "da Martyrens Engel er den skønneste af de Engle, der bringer Sjælene op til Himlen".

I Chateaubriands Spor gaar Hugo saa tilbage til den romerske Oldtids kristne Blodvidner og skildrer i ikke mindre end fire Oder (Le repas libre, l'homme heureux, Le chant du cirque, Un chant de féte de Néron) Martyrernes kvalfulde Triumfer over den raa og vellystige Grusomhed, for hvilken de udvortes talt bukker under, og Sindbilledsproget er her det samme som hos Chateaubriand. Det er den rettroende Adelsmand og Præst, hvis Død paa Valpladsen eller under Faldøksen billedligt fremstilles under Form af Slagterierne paa den antike Cirkus. Til de smukkeste af disse Digte hører det ældste, som besynger en lille Kres af skyldfri unge Piger, der under Rædselsherredømmet efter aarelang Fængsling blev henrettede uden Lov og Dom paa en aldeles løs og falsk Mistanke om at have vist Glæde ved Prøjsernes Indrykning i deres By (Les vierges de Verdün). Hugo søger at sværte Konventets Domstol end yderligere end nødvendigt ved at paadigte Anklageren Fouquier-Tinville en uren Tilbøjelighed for sine Ofre og lade ham gøre dem krænkende Tilbud; men selv uden uhistoriske Tilsætninger var disse unge Kvinders Død saa oprørende, deres Skæbne saa tragisk og deres Optræden saa yndefuld og værdig, at de vel havde fortjent et digterisk Mindesmærke, ja et endnu bedre end det, de fik af Hugo. *23)

Men er Digterens Patos nu fuldt berettiget i Tilfælde som dette, hvor Revolutionen viste sig fra sin mørke og uretfærdige Side overfor Ungdom og Uskyld, saa bliver den besynderligt skurrende og falsk, saasnart hans Læresætninger kommer med i Spillet. Den Tone, hvori han taler om Kongedømmet og Kongeherligheden, er rent ulidelig. I Oden "Ludvig d. Syttende" opfordrer Gud Seraferne, Profeterne og Erkeenglene til at neje sig for den nysankomne Tronfølger:. "Courbez-vous, c'est un Roi", ja, ikke nok hermed, Gud selv tiltaler ham ved hans Titel, ikke ved hans Navn: "O Roi!" og minder ham om, at Guds egen Søn var en Konge med Tornekrone som han. I Digtet i Anledning af Greven af Chambords Daab hedder det endnu stærkere: "Gud har givet os en af sine Engle, ligesom han i gamle Dage gav os sin Søn", og der mindes om, at det Vand af Jordans Flod, som Chateaubriand har bragt hjem med og hvormed Barnet døbes, er det samme, hvormed Jesus blev døbt; Himlen har, siges der, villet, "at den beroligede Verden allerede paa Daabens Vand skulde kunne kende en Frelser". I Digtet "Visionen" stævnes endelig det Attende Aarhundrede for Guds Domstol, anklages, fordi det "stolt af sine Videnskaber har leet af de Dogmer, som bevarer Lovene og de gode Sæder", og da det frygtsomt udtaler et Haab om, at Fremtiden vil stille det i et mildere Lys, udtales Fordømmelsesdommen over det, og "det skyldige Aarhundrede" stødes ned i Afgrunden, forfulgt endnu i sit Fald af Dommerens ubønhørlige Røst.

Udtalelserne om Napoleon, der benævnes Buonaparte, svarer til det Synspunkt, under hvilket Revolutionen ses; han er Voldsherskeren, den blodige Soldat, der har myrdet Enghien, og atter og atter gentages det med Hentydning til Bourbonernes Vaaben, at Liljer er bedre end Laurbær. Som Ven af Enghien og som landflygtig Konge forherliges under Navnet Oberst G. A. Gustafson Gustav d. Fjerde Adolph, der som fordreven Repræsentant for de faldne Troner levede i Frankrig under Ludvig d. Attende (Liv. 3: Ode 5). Med Victor Hugos hele grundige Uvidenhed paa fremmed Histories Omraade forvanskes Gustavs Person og Skæbne: hans hele Liv er et Mønster, hans store Aand er som et Tempel, hvoraf kun Guds Røst udgaar; han dikterer Fremtidens Historie, han er de gamle Oraklers Efterfølger; af Væmmelse over at se Fyrsterne bøje sig under Napoleons Aag har han frivilligt nedlagt Kronen og derved løftet sin Pande højt over alle Jordens Konger. - Det synes umuligt at drive Daarskaben videre. Den gale og usle Gustav d. Fjerde som Forbillede! Endelig hæves naturligvis Bourbonerne selv til Skyerne. Alle deres Familiebegivenheder (Fødsel, Daab, Død, Tronbestigelse, Salvning af en Bourbon) behandles som verdensrystende Hændelser. I Anledning af den forkastelige Krig, som Frankrig i den europæiske Reaktions Interesse under Chateaubriands Indflydelse førte i Spanien, forherliges Kongemagten ikke blot i og for sig som et Vidunder, men Kongen skildres udtrykkelig som Krigsherre, som støttende sig til Sværdets Magt, og det hedder, at Kongemagten uundgaaeligt har Krigen til Ledsager:

 

En Fyrste maa have sit Sværd som en Soldat.

Mod Urostifternes Hær

maa Dag og Nat til Værn mod deres Anslag parat

et Glavind vaage ham nær.

Hans Garde maa skræmme de Frække,

sit stolte Palads maa han lægge

bag en Lejr med blinkende Spær.

Thi Krigen er Kongedømmets Fælle.

Store Karl! Man knækker ej din Vælde,

før man bryder Rolands Sværd.

 

Det kan da ikke undre, at alle disse Oder har Mottoer af Bibelen eller af religiøse Digte, men først og fremmest af Chateaubriands "Martyrer", hvilken sidste Roman behersker Samtiden saa stærkt, at de yngre Digtere endog sætter en Ære i at omskrive hele Sider af den paa Vers. (note: Se f. Eks. Émile Deschamps: Poésies, Udg. af 1841 S. 124 "Un page des martyrs Autre etc.) Og som Lamartine til Bonald rettede sin Ode "Geniet", saaledes tilegner Hugo Chateaubriand en Ode af samme Navn, hvori det hedder om ham, at han lider "Geniets og Dydens dobbelte Martyrium."

Til Lamartine er flere af Digtene rettede - Hugo skriver, at han vil staa paa samme Stridsvogn som Vennen, Lamartine skal føre Lansen, han styre Hestene - og disse Digte hører til de mest tiltrækkende, dels fordi de er overordenlig skønne og vidner om Hugos paa engang ærbødige og broderlige Forhold til den ældre Digter, dels fordi i dem jævnsides med Anskuelserne om Religion og Samfund kunstneriske Synsmaader bryder frem. I alle Digtene lægger det sig for Dagen, hvor alvorligt, men ogsaa med hvilken højtspændt og lidet tiltalende Selvfølelse den unge Digter har opfattet sit Kald. Dette Kald betegnes overalt som Profeten's. En Seer, en Folkenes Hyrde er Digteren, ja om Lamartine hedder det, at man skulde tro, Gud havde aabenbaret sig for ham Ansigt til Ansigt. Men i Digtene til denne sidste ses det skarpest, hvorledes Hugo opfatter den ny Poesis Stilling og Forhold til det attende Aarhundredes. Denne hans Opfattelse har en slaaende Overensstemmelse med Maaden, hvorpaa ved Aarhundredets Begyndelse i Danmark Oehlenschläger og hans Venner opfattede deres Stilling overfor Baggesen. Man gennemlæse f. Eks. Digtet "Lyren og Harpen" (Liv. 4: Ode 2). Lyren betegner den forgangne Tidsalders letsindige og letfærdige Poesi, der besynger Jupiter, Mars, Apollo og Eros og lærer en aandfuld Livsnydelse; i Harpens Toner derimod klinger Opfordringen til at vaage og bede, til at tænke paa Livets Alvor og paa Døden, til at støtte og hjælpe sin vaklende Broder. Digtet er helliget "Alph. de L."; allerede Ordet Harpe maatte lede Tanken hen paa Lamartine.

Men denne angribende Holdning mod Fortiden er det første Kendetegn paa det snart indtrædende Brud med denne Fortids hele Idekres, fra hvilket Hugo's Betydning som Digter og Høvding for en literær Bevægelse maa dateres. *24)

 

Noter til Kapitel 9:

*22)

Gennem Uordnen til Ordenen selv

Aandens Verden er ført.

*23) Hvem der interesserer sig for deres virkelige Historie kan finde den fortalt efter Grundskrifterne i Cuvillier-Fieury's "Portraits politiques" 1851, 377 ff.

*24) Lamartine: Mémoires. Voyage en Orient. Méditations poétiques. Nouvelles méditations poétiques. Harmonies poétiques et réligieuses 1 og 2. Victor Hugo: Odes et Ballades. - Edmond Biré: Victor Hugo avant 1830.

 

10. Erotiken.

 

Et Punkt af største Betydning for Tidens Særpræg er dette: Af hvad Beskaffenhed er Elskovsfølelsen i hele denne Gruppe af Literatur?

Af alle de Følelser, som Digtekunsten behandler, er den erotiske den, der optager mest Plads og i Reglen griber Læserne stærkest. Hvorledes den opfattes og fremstilles, det er en indgribende Omstændighed af stor Vægt for Forstaaelsen af Tidens Aand. Paa Opfattelsen af det Erotiske kan man som paa det fineste Maaleredskab spore Styrken, Arten og Varmegraden af en Tids hele Følelsesliv. Vi har tidligere set Galanteriets Overgang til Lidenskab hos Rousseau. Hos Tysklands store Digtere bliver denne Lidenskab lutret og humaniseret. Hos Tysklands Romantikere bliver den til Maaneskinssmægten. I revolutionære Tider skildres den i Kamp med bestaaende og ordnede Samfundsforhold. Hos det nittende Aarhundredes skeptiske Digtere som Heine er Kærligheden undergravet af Tvivl om dens Bestaaen. *25)

I en forskruet, Legemet fornægtende, autoritetstroende og ordenselskende Tidsalder som denne vil Kærligheden nødvendigvis faa et ejendommeligt Præg. Naar vi gennemgaar de vigtigste Kærlighedsskildringer, som Datiden har efterladt, holder vi med det samme en kort Mønstring over Hovedtyperne for Mand og Kvinde.

Det første Par er Eudoros og Velleda i "Martyrerne".

Helten i "Martyrerne" er saa meget mere lærerig, som Chateaubriand har meddelt ham mangt et Træk af sit eget udtryksfulde Aasyn. Dette gaar saa vidt, at Chateaubriand og Eudoros begynder Fortællingen af deres Levned næsten med Samme Ord og med samme Betragtning. Eudoros siger: "Da jeg fødtes ved Foden af Taygetos's Bjærg, var Havets sørgmodige Mumlen den første Lyd, der ramte mit Øre. Mod hvormange Bredder har jeg ikke siden set Bølgerne brydes, som jeg beskuer her! Hvem kunde for nogle Aar siden have sagt mig, at jeg skulde høre disse Bølger, som jeg saa rulle op paa Messeniens smukke Sand, sukke paa Italiens Kyster, paa Batavernes, Briternes og Gallernes Strande!" Og ganske saaledes siger Chateaubriand i sin Rejse i Italien: "Da jeg fødtes paa Bretagnes Klipper, var den første Lyd, som ramte mit Øre, efterat jeg var kommen til Verden, Havets Brusen, og paa hvormange Bredder har jeg ikke siden set de Bølger brydes, som jeg finder her! Hvem kunde for nogle Aar siden have sagt mig, at jeg ved Scipios og Vergils Grav skulde høre de Bølger sukke, som rullede op mod mine Fødder paa Englands Kyster og Marylands Strande" osv.

Begge disse Helte er da vidt omtumlede og prøvede Mænd som Odysseus og Æneas. De har tilfælles Forundringen over deres eget Livs Æventyr, Beundringen for deres eget Selv, hvilket højere Magter har ført igennem saa mange Skæbner. Dog endnu et Træk og et mere betydningsfuldt er fælles: som Chateaubriand saaledes er Eudoros Helten, der hidfører Kristendommens Triumf paa Jorden. Chateaubriand gentager kun under Napoleon, hvad Eudoros gjorde under Galerius; og det er ikke hans Skyld, at han ikke blev Martyr; Tanken om et Martyrium sysselsatte ham i hans Ungdom; han udtalte oftere til Venner, at han ikke vilde have veget tilbage for et saadant, ifald det var blevet krævet af ham. Den Helteskikkelse, der foresvæver ham som Forbillede, det er da intet Mindre end Offeret, der bøder for Tidens Ugudelighed og Frafald og som ved sin Gerning og sine Lidelser stiller den vrede Gud tilfreds. I den første Udgave af "Martyrerne" betegnes Eudoros endog ligefrem som en Kristus af anden Rang. Det Udtryk bruges om ham, at den Evige forlangte "en hel Hostie". Paa dette Sted gik af teologiske Hensyn Ordet vel ud i de senere Udgaver. Men i Slutningen blev Forestillingen sagtens ved en Uagtsomhed staaende og gør paa sit Sted en næsten komisk Virkning. Hvor Eudoros martres, hedder det: "Ildstolen var beredt. De Kristnes Lærer prædiker Evangeliet med størst Veltalenhed, naar han sidder i en glødende Stol. Serafer lod en himmelsk Dugg falde over Eudoros og hans Skytsengel udfoldede sine Vinger over ham. Han tog sig i Flammen ud som et lifligt Brød, tilberedt for det himmelske Taffel."

Her har vi da altsaa Grundforestillingen for Typen. Det første Offer, den første Frelser, den første Hostie er ikke nok. Skønt Kristen finder Chateaubriand ikke, at Kristi Martyrdød har virket og sonet tilstrækkeligt. Der udfordres til Religionens Triumf endnu bestandig Frelsere i mindre Format som Chateaubriand selv eller hans Helt Eudoros. Ganske som hos de tyske Romantikere endog en Usling som Golo i Tiecks "Genoveva" skal have en Lighed med Kristus, saaledes Helten her. (note: Se F. L. Liebenberg: Bidrag til den Oehlenschlägerske Litteraturs Historie 1: 183. Genoveva "ser Kristus i ham".) Denne Helt kan fejle i sin Ungdom, og en kort Tid f. Eks. i det skønne Neapel vandre ad Fordærvelsens Veje (Chateaubriand vidste af egen Erfaring, at selv faste Grundsætninger ikke værnede derimod), men han omvender sig, udstaar alle Prøver og dør som et lysende Eksempel.

Hans Kærlighedsforhold til Velleda er en af disse Prøver.

Velleda er sikkert den ejendommeligste og mest indflydelsesrige Kvindefigur, som dette Tidsrum i Frankrig har frembragt. Velleda er en ung gallisk Pige fra det tredje Aarhundrede, og Chateaubriand har villet skildre den franske Type i hende: "Denne Kvinde var overordenlig. Hun havde som alle galliske Kvinder noget Lunefuldt og Tiltrækkende. Hendes Blik var hurtigt, Udtrykket om hendes Mund en Smule haanligt og hendes Smil ejendommelig blidt og aandfuldt. Hendes Væsen var snart stolt snart vellystigt. Der var i hele hendes Person en Blanding af Hengivelse og Værdighed, af Uskyldighed og Kunst." - Men Velleda er ikke blot national fransk, hun bærer i høj Grad Præget af den Tid, da hun blev digtet, hun er et Ideal fra 1808. Velleda er Præstinde,- hun hører til Erkedruidernes Familie. For denne Tid er Kvindeligheden først fuldkommen, naar den er præget af en religiøs Begejstrings Stempel. Som ægte Datter af det begyndende nittende Aarhundrede er Velleda derfor ikke heller et rent Naturbarn. Hun er Naturbarn som Tidsalderens andre Døtre var det. Det bemærkes udtrykkelig om hende - ikke uden et let Anstrøg af Pedanteri - at hun i Erkedruidernes Familie var bleven "grundigt oplært i den græske Literatur og i sit Lands Historie". Velleda er Druidernes sidste Præstinde som Kymodoke den sidste Præstinde for Homer. Ligesom Corinna lidt tidligere var Idealet for de unge Ærgerrigheder blandt Kvinderne, saaledes bliver Velleda det nu, og da Literaturen ikke blot er et Udtryk for Samfundet, men ogsaa mægtigt bidrager til at omforme Samfundet, saa ser vi Velleda fra Fantasiens Verden gaa over i Virkelighedens. Hvad er Fru de Krüdener for Fronten af den russiske Hær andet end en kristelig Velleda!

Vi lærer den unge Præstinde at kende, da hun siddende i en Baad paa Havet under Storm udsynger Besværgelsessange over Havet og Stormen, over hvilke hun omtrent som Fouqué's Undine har en Art Herredømme eller tror at have det. Vi hører hende saa i en ildfuld Tale opfordre sine Landsmænd til at generobre deres Frihed og gribe til Vaaben imod Romerhæren. Vi ser hende som Teutatés' Præstinde hvæsse Seglen til Menneskeofring. Hun er skøn, som hun skildres, høj og rank, neppe dækket af en sort Tunika, der er kort og uden Ærmer, med Guldseglen hængende i sit Staalbælte. Hendes Øjne er blaa, hendes Læber er stærkt røde; om sit fritflyvende blonde Haar bærer hun snart en Egegren, snart en Krans af Verbena.

Hun har neppe set Eudoros, før hun elsker ham. Men en saa simpel og naturlig Lidenskab er ikke nok for denne Tid. Velleda maa endnu være Vestalinde og have afgivet Løfte om evig Jomfruelighed. "Jeg er Jomfru, Seine-Øens Jomfru; hvad enten jeg bevarer eller overtræder mit Løfte, dør jeg deraf, og du er Skyld deri." Hun behager vel Eudoros, men han elsker hende ikke. Han staar overfor hende omtrent som den fromme Æneas overfor Dido, om hvem Digteren endog lader Eudoros minde sine Tilhørere. Den Ulykkelige forsøger enhver Art Trolddom. Hun vil snige sig ind til ham med Maanens Straaler. Hun vil flyve ind i det Taarn, han bebor, vinde hans Kærlighed under en fremmed Skikkelse, og vægrer sig dog selv af Skinsyge ved Tanken. Eudoros deler ikke denne Lidenskab, men føler sig i hendes Nærhed ligesom smittet af dens Luftlag. Som Kristen gyser han tilbage for Fristelsen. "Vel tyve Gange var jeg, medens Velleda udtrykte mig saa sørgelige og saa ømme Følelser, nær ved at kaste mig for hendes Fødder, forkynde hende hendes Sejr og gøre hende lykkelig ved Tilstaaelsen af mit Nederlag. I det Øjeblik, jeg var ved at bukke under, skyldte jeg kun den Medlidenhed, som denne Ulykkelige indgød mig, min Frelse. Men denne Medlidenhed, der i Begyndelsen frelste mig, var det, som til Slutning blev Aarsag til min Undergang; thi den berøvede mig Resten af min Kraft." Der er, rent kunstnerisk set, noget saare Uskønt i at høre en Mand udbrede sig saaledes over de haarde Kampe, han har bestaaet for at hævde sin Dyd, og Eudoros's Udbrud af Skam og Anger klæder ham ilde. "O Kyrillos, siger han, hvorledes skal jeg fortsætte denne Fortælling, jeg rødmer af Skam og Forvirring." Da endelig denne Ridder af den bedrøvelige Skikkelse er kommen saa vidt, at han, efter at Velleda har forsøgt Selvmord, ligger for hendes Fødder, saa kan han ikke nøjes med mindre end at sætte hele Helvede i Bevægelse i den Anledning. "Jeg faldt ned for Velledas Fødder ... Helvede gav Signalet til dette frygtelige Bryllup; Mørkets Aander hylede i Afgrunden, Stammefædrenes kyske Ægtehustruer vendte Hovedet bort, og min Skytsengel bedækkede sit Aasyn med sine Vinger og steg op mod Himlen." End ikke i Øjeblikket formaar denne triste Helt at give sig hen. Han skammer sig som en Dreng, der med en Blanding af Fraadseri og Angst for Prygl fortærer et stjaalent Æble. "Min Lykke lignede Fortvivlelse, og Den, som havde set os midt i vor Lyksalighed, havde taget os for to Skyldige, hvem man lige havde forkyndt Dødsdommen. Fra dette Øjeblik følte jeg mig mærket med den guddommelige Vredes Segl. Et tæt Mørke hævede sig ligesom en Røgsky i min Sjæl; det forekom mig, at en Hær af oprørske Aander pludselig havde taget den i Besiddelse. Tanker, der hidtil havde været mig ubekendte, indfandt sig hos mig, Helvedes Sprog strømmede fra min Tunge, og jeg udtalte de Gudsbespottelser, som høres paa hine Steder, hvor der er Graad og Tænders Gnidsel."

Saaledes er da denne den kristne Høvdings Kærlighedsforstaaelse med den hedenske Profetinde skildret med Helvedes Baal og Brand som Baggrund. I "Atala", der indeholder noget Beslægtet i Forestillingsforbindelsen af Lidelse og Lyst, var dog denne saa lidet mente og følte Banlysning endnu ikke udslynget over den jordiske Kærlighed.

Man genfinder denne Opfattelse i Alfred de Vigny's betydelige og skønne Ungdomsdigt "Eloa", som skildrer, hvorledes Mørkets Fyrste forfører en ung og dejlig kvindelig Engel. Var Satan i "Martyrerne" en Revolutionær, saa er han her ikke meget forskellig fra de Gamles Eros. Uden at nævne hvem han er, besnærer han ved sin Skønhed og Veltalenhed Engelen og river hende saa med sig ned i Afgrunden. Han skildrer selv sin Magt i disse Ord, som man bør læse i Grundskriftens Vers:

 

Jeg er den meget Elskte, i hvis Dyb Ingen bunded.

Min Flammeherskermagt over Mennesket er grundet

paa Sjælens stærke Higen og paa Længslernes Hær,

paa Legemets hemmelighedsfulde Begær,

paa Blodets Væld og Øjnenes Attraa, den ømme.

Jeg faar den unge Hustru til at tale i Drømme

og Pigen, som elsker, til i Drøm at tro sig favnet.

Jeg skænker dem Nætter, der trøster dem for Savnet

af lykkelige Dage. Jeg er den skjulte Drot

for hemmelig Elskov.

 

Saaledes omtrent synger Koret i Sofokles's "Antigone" (Niels Møllers Oversættelse) til Eros:

 

O Eros! Alsejrer i Strid!

Du styrter mod bævende Bytte;

paa Møens grubede bløde Kinder

lurende du dig dølger.

Hen over Havet iler du, naaer

Hyrdernes lave Hytte,

Ej undflyr udødelig Gud, hvor du følger,

og ingen paa Jord af Dagens Børn.

Den, der har dig, raser.

 

Idet Tiden nu er paa det Skraaplan, som fører til at opfatte Eros som Satan selv, saa forstaar det sig, at ingen Tid har skildret den "sande" Kærlighed saa iskold og afmægtig, saa serafisk og platonisk, som denne har sin Styrke i at fremstille den. Lad os se, hvorledes den er opfattet hos Tidens Velleda, hos Fru de Krüdener selv i hendes "Valérie".

Hvorvel "Valérie" er en Efterligning af "Werther", er den tillige et Modstykke til "Werther". Det er Fortællingen om en ung Svensker, Gustav Linar ved Navn, der af sin Moder tidligt lærte "at elske Dyden" og som vedbliver at elske den til sin Død. Foruden Dyden elsker han tillige Valérie, men Valérie er gift med Greven, hans Herre og Ideal, og er selv et saadant Indbegreb af Fuldkommenheder, at han ikke kan løfte sine Øjne til hende uden med en Ærefrygt, der umuliggør enhver Attraa. Alexander Stakjev havde tilstaaet Krüdener sine Følelser; Gustav tier ubetinget overfor Manden og meddeler heller aldrig sin Elskede, hvad han lider *26). Han tæres hen af uforstaaet og uudtalt Elskov, og da han er altfor vel opdragen til at skyde sig, dør han af Tæring.

Hans Stil er denne: "O min Ven, hvilken Brøde af mig at have hengivet mig til en saadan Lidenskab, der maatte ødelægge mig! Men jeg vil idetmindste dø i Kærlighed til Dyden og den hellige Sandhed; jeg vil ikke anklage Himlen for mine Ulykker som saa mange af mine Lige gør [hvilket artigt Barn!]; jeg vil uden at beklage mig lide den Kval, hvori jeg selv er Skyld og som jeg elsker, skønt den dræber mig. Jeg vil nærme mig, naar den Evige kalder, betynget med mange Fejl, men ikke med Selvmord." (2: 63.)

Denne Gustav er ingen Mand; kvindelige Forfattere er som bekendt ikke stærke i at fremstille Mænd. De lader dem næsten altid gaa op i Hensynet til Kvinden. Gustav er som sagt Skandinav, men Nordboer har ingen Aarsag til at være stolte af denne Landsmand, som mindst af alt udmærker sig ved nordisk Kraft. Nationalfarven i Bogen indskrænker sig da ogsaa mest til den fællesgermanske Følsomhed, i hvilken Skildringen er neddykket, og til en Del svenske Navne, der naturligvis er stavede lidt urigtigt. Saaledes foranstalter Gustav for Valérie i Venedig en Fest, hvis Dekoration skal minde hende om hendes Ungdomshjem blandt Birke og Graner. Med Overraskelse udbryder Valérie ved Synet: "Ah! c'est Dronigor." (Drottninggaard.)

Særligt svensk kan Gustav ikke kaldes. Hvad der er smukt i Skildringen af hans Karakter, det er det Skær af den første Ynglingealders menneskekærlige Sværmeri, som er udbredt over hans Tilstaaelser. Han har efter sin Opfattelse iagttaget, at hos de fleste Mennesker afløses Kærlighedens Livsafsnit af Ærgerrighedens. Det er smukt og følt, naar han siger, at den Hæder, de Andre ønsker sig, ikke er den, der har foresvævet ham som attraaværdig. "Den Hæder, jeg har drømt om, vandtes ved Sysselsættelse med Alles Lykke, som Kærligheden sysselsætter sig med en enkelt Genstands Lykke. Den skulde være en Dyd hos den, der besad den, inden Menneskene rundt omkring ham kaldte den Hæder." Og han tilføjer: "Hvad har Hæderen tilfælles med Hobens smaalige Forfængelighed, med den elendige Paastand om at være Noget, fordi man jager efter det." Forunderligt, at dette forekommer i den Bog, hvis Ry blev iværksat ved saadanne Midler, som anvendtes for at bringe Valérie i Skuddet!

Overfor Gustav staar Heltinden udrustet med al den Ynde, som en Dame, der var saa lidenskabeligt forelsket i sig selv som Fru de Krüdener, kunde meddele sit eget Billede. Hun er helt igennem Kvinde, medens den stakkels Gustav, der selv indser sin Lidenskabs Ufornuft og Haabløshed, er ganske ude af Stand til at overrive sine Baand, bryde af og begynde et Liv som Mand.

Saa maa han da nøjes med saadanne ydmyge Ytringer af sin Tilbedelse som at kysse et Barn, hvem hun først har givet et Kys, paa det Sted, der berørtes af hendes Læber, eller som, da hun paa Ballet inde i Salen lægger sin blottede Arm mod Ruden, staaende udenfor Huset at kysse Glasset paa den anden Side, eller endelig som at trykke hendes Haand og mærke Ringen, hun har faaet af sin Mand, eller som at daane i hendes Nærhed, saa hun maa bade hans Pande med Eau de Cologne.

Der er overhovedet en let Parfyme af Eau de Cologne over den hele Fortælling. Og betegnende er det, at den første Tjeneste, om hvilken Valérie i Fortrolighed beder Gustav, er den, hemmeligt at hente hende en Smule Sminke, som hendes Mand ikke gerne ser, at hun bruger. Med Eau de Cologne-Duften blander sig en Duft af Anstand og Ærbødighed, der er saa stærk, at den næsten bliver En imod, og en Overjordiskhed i Følelsen, som er dum og hæslig. Man tænke sig f. Eks., at Valérie er frugtsommelig, da Gustavs Lidenskab begynder, uden at denne Omstændighed har nogensomhelst helbredende Indflydelse paa ham, skønt han lever i hendes Nærhed, indtil hendes Søn bliver født. Man sværmer sammen for Ossian og Clarisse Harlowe. Aldrig føler Gustav ringeste Spor af Skinsyge paa Greven, saa lidt som denne Spor af Skinsyge paa ham. Ja, Gustav dør med Grevens Haand i sin. Kort sagt Kærligheden er her saa udrenset, saa naturløs og serafisk, at den med sin Voldsomhed ogsaa har mistet sin Poesi. Dette er dobbelt lærerigt, naar man véd, ved hvor lidet serafisk en Tilværelse denne Kærligheds Digterinde havde forberedt sig til at skrive sin Roman, og hvor godt hun selv havde forstaaet at forsone Elskovens hellige med dens mere verdslige Side.

Det sidste Par, ved hvilket vi maa dvæle, er Lamartine og hans Elvire.

Lamartines Ungdomsdigte handlede om Kærlighed, men om en Kærlighed saa ren, at den bestemtes som "en Dobbeltbøn" (une prière á deux). Den var udmalet med al den ideale Forklarelse, som Døden skænker Kærlighedens Genstand: Digteren presser sine Læber mod det Crucifiks, som hans døende Elskede i sit sidste Øjeblik har kysset, og Digtet "Le Crucifix" er saa sjælfuldt, at man tror Lamartine, naar han i en Anmærkning til Digtet har tilføjet: "Jeg gennemlæser aldrig disse Vers." I den betydeligt senere udgivne Kærlighedsroman "Raphael" har Lamartine skildret dette Forholds virkelige Historie, saa der falder et nyt Lys over de vidtberømte Digte.

Elvire eller som hendes Navn lød Julie, er en ung, forældreløs Dame, Kreolerinde, 28 Aar gammel, der har ægtet en som Videnskabsmand berømt Olding paa mere end 70 Aar for at have en Beskytter, men uden at staa i andet Forhold til sin Mand end det, hvori en Datter staar til sin Fader. Hun lider af en Hjertefejl, der truer hendes Liv. I Savoien i Nærheden af Søen Bourget, som Lamartine saa skønt har besunget, hvor hun et Efteraar opholder sig for sin Helbreds Skyld, træffer hun Bogens unge Helt. Raphael som han hedder, der iøvrigt kun ved Navnet skiller sig fra dens Forfatter, som her har fremstilt alle sine virkelige Forhold, ja sine Venner og Bekendte med Nævnelse af disses fulde Navn. Han har skildret sig selv som han var, 24 Aar gammel, ung og fattig, ensom og menneskesky, blød og sværmerisk, allerede lidt træt og udtømt paa Grund af et Overmaal af sanselige Udskejelser, led ved alle de hverdags og letfærdige Forbindelser med Kvinder, hvori han havde levet.

Man kan iøvrigt ikke sige, at han har mishandlet sig selv altfor slemt i Skildringen. Raphaels Følelsesliv var, hedder det, saa fint, at hans Kammerater spøgende betegnede ham som lidende af Hjemve efter Himlen. Og Lamartine forsøger ret ubehændigt at give os en Forestilling om denne Finhed: "Hvis han havde ført Penselen, da havde han malt Madonna di Foligno, og havde han ført Mejselen, vilde han have modeleret Canovas Psyche. Som Digter vilde han have skrevet Jobs Klageraab til Gud, Herminias Stanzer hos Tasso, Romeos og Julies Samtale i Maaneskin hos Shakespeare og Lord Byrons Skildring af Haydee." Dette behøvedes nu heldigvis ikke, da det var gjort af Andre. Da han senerehen forsøgte sig i den ene af disse Retninger, nemlig som Digter, naaede han som bekendt ikke disse Forbilleder.

"Raphael" er en Bog, i hvilken paa mesterlig Maade en ung Mands sværmeriske Forelskelse er fremstilt, en Forelskelse, som vel har bemægtiget sig Sindet helt, men som dog er af en næsten usanselig Natur, dels fordi dens Genstand indgyder saa megen Ærefrygt og Medlidenhed, at Sanserne ikke faar Lov at tale, dels fordi den unge Mand efter et letsindigt Levned med Kvinder, for hvilke han ingen Agtelse har følt, gyser tilbage fra at gøre Forholdet til denne Kvinde, som han beundrer, ensartet med de tidligere Forbindelser, hvori han har staaet.

Han har havt Kærlighedshistorier; men han er ikke gaaet op i en Kærlighed før. Det synes ham som om Blikket fra hendes Øjne kommer fra en Afstand, han aldrig har sporet i noget menneskeligt Øje; det minder ham om de Stjerners Blinken, fra hvilke Lyset har tilbagelagt nogle Millioner Mile i Himmelrummet. Han har en Sky for at nærme sig hende, der bringer ham til at fornemme Afstanden imellem dem som uoverskridelig. Da det endelig lykkes ham at gøre hendes Bekendtskab, er den Plads og det Navn, hun skænker ham, en Broders, og han føler sig lykkelig derved. Saasnart de har fundet hinanden, er det ham, som var han blevet lettet for en tung Byrde; og denne Byrde er hans Hjerte. Idet han bortskænker det, har han Følelsen af at have vundet Livets Fylde. Det er ham, som svømmede han i Luftens rene Æter, og den Glæde, der fylder ham, er uendelig og lysende som Luften. I de Timer, han første Gang tilbringer med hende, ophører for ham al Tidsfornemmelse; han har Indtrykket af at kunne leve tusind Aar paa denne Maade, og de vilde være ham som Sekunder. Han føler sig ikke som et Menneske, men som en levende Takkehymne.

Og denne henrykte Stemning varer ved, saa længe han aander i hendes Nærhed. De er lykkelige ved hinanden i de smukke Sommerdage; men da Efteraaret kommer, foretrækker de denne Aarstid: "Vor Sommer var i os."

Hele denne en ung Forelskelses Henrykkelsestilstand virker i Skildringen oplevet og ægte. Det unge Par opholder sig i den Egn, hvor Rousseau som Yngling elskede Fru de Warens. Raphael er jo noget yngre end Julie, han 24, hun 28 Aar gammel, forsaavidt er der en svag Lighed med Forholdet mellem Rousseau og hans Beskytterinde; men deres Følelsesliv er ligesaa usanseligt og overspændt, som det andet Pars drøjt menneskeligt.

Og ikke blot den Lykke, som den Elskedes Nærhed skænker, men Savnet under Adskillelsen, Længselen efter Breve, Forventningens Feber, saa tit et Gensyn stunder til, og Afskedens Kvaler er her fortalte, en stor Digter værdigt, med talrige, slaaende, smaa Virkelighedstræk.

Han lever paa Landet, hun i Paris. Naar han spaserer, gaar han altid uvilkaarligt imod Nord for at formindske Afstanden, der skiller ham fra hende. Dagen har for ham kun én god Time, det er den, hvor Postbudet bringer ham hendes Brev. Saasnart han hører Budets Skridt, er han ved sit Vindue, han passer altid at modtage ham i Gadedøren, gemmer Brevet i sin Lomme og iler med bankende Hjerte, med skælvende Knæ op paa sit Kammer for at laase sig inde og læse det i Fred. - Og siden i Paris den fortræffelige Skildring af hans Vandringer i Vinteraftenerne op og ned ad Seinebroen for at oppebie det Øjeblik da Lampen i hendes Vindue vil betegne ham, at hendes Gæster har forladt hende og at der er Sikkerhed for at træffe hende ene. Den blinde Tigger paa Broen, i hvis Tinbøsse han stadigt kaster sin Skærv! Kirkeklokkernes Slag hver halve og hele Time, mens han venter! Og det fine Træk, at hans Hørelse efterhaanden skærpes saaledes, at han kender hver enkelt Kirkeklokkes Metalklang i Koret.

Alt dette er smukt og godt. Desværre fordærves Romanen som Helhed ved det aandeligt-gudelige Sigte.

Dette Tidsrum kunde ikke behandle det Erotiske rent uden at blande Teologien ind deri. Lamartine lader da ogsaa sine Elskende gennemgaa hele teologisk-filosofiske Kursus med hinanden. De er af forskellig Anskuelse og hun ham aandeligt overlegen. Han holder endnu ved sin Barnetro, hun har i sin berømte Mands Hus levet i en Kres af aandeligt frigjorte Videnskabsmænd, hvis Dannelse har det attende Aarhundredes Præg, og hvis Ideer hun har indsuget. De tilhører i Grunden to forskellige Slægtled, hun Kejserdømmets, han Kongedømmets Tidsalder. Medens Faust, naar han bliver katekiseret af sin Gretchen, maa afbøde et Omvendelsesforsøg og stræbe at forklare den Elskede sin Vantro gennem formildende Omskrivninger, er her det Omvendte Tilfældet: Raphael gør længe frugtesløse Forsøg paa at omvende sin Julie til Gudstro og Kristendom. Højst forbavset bliver den uskyldige Yngling, da han første Gang anbefaler hende at ty til Gud, og ser hende med en sørgmodig og adspredt Mine vende Blikket bort som eneste Svar. Da han frygtsomt spørger om Grunden, siger hun: "Det er, fordi det Ord piner mig." - Hvorledes, det Ord, som indeholder Navnet paa alt Liv, al Kærlighed og alt Godt, hvordan kan det pine den mest fuldendte af Guds Skabninger? osv. - Hun maa da forklare ham, at hvad han kalder Gud, det er hvad hun kalder Lov, Ideen om en umaalelig Storhed, en ubetinget og ubøjelig Nødvendighed, som det er umuligt at opsende Bønner til.

Af denne hendes Overbevisning følger hendes frisindede men stolte Holdning i sædelig Henseende. Julie siger: "Jeg, som er opdragen af en Filosof og i min Mands Hjem har levet midt i et Samfund af frie Aander, der har revet sig løs fra Læresætningerne og Kirkeskikkene i en Religion, som de har oversavet, jeg har ingen Overtro, ingen Aandssvaghed, ingen af de Skrupler, der bøjer andre Kvinders Pande under et andet Aag end det, Samvittigheden paalægger."

Det er da ham, der spiller Pigerollen, naar han til en Aand som denne retter den ene Anraabelse efter den anden om at vende tilbage til Katolicismens Moderskød? "Jeg bønfaldt hende om i en øm og kærlig Religion, i Kirkernes Mørke, i den hemmelighedsfulde Tro paa denne Kristus, der er Taarernes Gud, i Knælen og Bøn at søge den Lindring og de Trøstegrunde, som jeg selv i min Barndom havde fundet deri." Det lykkes kun halvvejs Raphael at foretage Omvendelsen. Imidlertid er han tilfreds med Resultatet. En strengere Rettroende end ham vilde det neppe have fyldestgjort.

Bogen fremstiller Bevægelsen i Julies Indre saaledes, at det er Kærligheden, der lærer hende Troen paa Gud: "Der er en Gud til, siger hun; der gives en evig Kærlighed, hvoraf vor kun er en Draabe. Denne Draabe strømmer tilbage i det guddommelige Ocean, hvoraf vi har øst den. Men dette Ocean er Gud. Jeg har set ham, jeg har følt ham, jeg har forstaaet ham i dette Øjeblik gennem min Lykke ... Ja, tilføjer hun med endnu mere Lidenskab i Blik og Tone, gid de forgængelige Navne maa dø, hvormed vi tidligere har benævnet denne Tiltrækning, vi føler til hinanden. Kun ét Navn er Udtryk derfor, det er Gud; det er ham, som nu har aabenbaret sig for mig i dine Øjne. Gud, Gud, Gud, raaber hun, som om hun vilde lære sig et nyt Sprog. Gud, det er dig. Gud, det er, hvad jeg er for dig. Gud, det er os."

Alt dette klinger mere tendentiøst end troværdigt. Lykkelig Elskov har ikke denne Art Veltalenhed.

Hvis imidlertid Elvires Mand, den gamle Filosof, havde været tilstede ved disse Hjerteudgydelser, vilde han have kunnet underrette de Elskende om, at dette Sværmeri var saa langt fra kristelig Tro og Følemaade, at det maatte betegnes som ren Naturforgudelse. Man kan ikke betvivle, at han vilde have havt Sindsro dertil; thi han nærer ikke ringeste Skinsyge. Han véd, at Julie og Raphael dagligt veksler Breve, og kender deres Kærligheds overjordiske Natur. Da Raphael ankommer til Paris, siger han kun til ham: "Betragt det som om De havde to Venner istedenfor en i dette Hus. Julie kunde ikke gøre noget bedre Valg af en Broder og jeg ikke af en Søn." Pudsigt nok har Raphael til Gengæld overfor den Gamle ingen anden Bekymring end Sorgen over at han uden Udødelighedstro nærmer sig sin Grav, og betegnende nok ender selv denne videnskabsdyrkende Olding med en Omvendelse.

Paa en Maade har den Gamle i Virkeligheden ikke nogen egenlig Grund til Skinsyge. Lamartine har ret naivt i Romanen indført et Virkelighedsmotiv, som paa en Gang forklarer Adskilligt og forstyrrer den tilsigtede, opbyggelige Virkning. Straks efter at Raphael første Gang har tilstaaet sin Kærlighed, giver Julie ham et Svar, der for bestandig drager Grænserne for deres Forhold. Hun siger: "Jeg tror kun paa en usynlig Gud, der har indskrevet sit Sindbilled i Naturen, sin Lov i vore Drifter, sin Moral i vor Fornuft. Fornuft, Følelse og Samvittighed, det er for mig de eneste Aabenbaringer. Intet af disse mit Livs tre Orakler vilde forbyde mig at tilhøre Dem, min hele Sjæl vilde kaste sig for Deres Fødder, ifald De kun kunde være lykkelig for denne Pris. Men skulde vi ikke tro mere paa vor Elskovs Aandighed og Evighed, naar den forbliver i den rene Tankes Højde, i Krese, der er utilgængelige for Forandring og Død, end naar den nedværdiger og vanhelliger sig selv ved at stige ned til lave Sansningers foragtelige Egne!"

Det er, som man ser, den Sanserne foragtende Kærlighed, hvis Pris Julie forkynder, ikke uden Forskruethed. Saa vist som det er, at Elskov kan leve, ogsaa naar Forholdene forbyder den fuld Tilfredsstillelse, saa vist er Forsagelsen for Aandighedens og Forsagelsens egen Skyld imod Naturen. Da den religiøse Reaktion i Danmark begyndte, præker Ingemann den i sine Ungdomsskrifter. Om Julie har hyldet den, eller den ikke maaske snarere skyldes Lamartine, der beundrede den uden at have dyrket den, maa staa hen. Han plejer, hvor han literært genkalder sine Kærlighedsforhold, at skildre sig som frigjort fra al sanselig Attraa. Og vi kender alle disse Forhold; thi han, som efter eget Sigende altid i høj Grad har været Herre over sine Sanser, har i meget ringe Grad været Herre over sin Pen. Vi véd af hans "Confidences", hvorledes han i Frostvejr havde sine Stævnemøder med den skønne sekstenaarige Lucy og var kold som Vinternatten. Vi husker den Sætning af "Graziella": "Vi sov to Skridt fra hinanden, jeg var beskyttet ved min kolde Ligegyldighed." Men er det uvist, om Julie har udtalt Læren, saa bærer hendes følgende Ord alt Præg af Ægthed. Hun tilføjer højtrødmende, at det Offer, hun fordrer af ham, er nødvendigt - af Helbredshensyn, paa Grund af Lægeforskrift, hun vilde gaa ud af hans Arme som en Skygge, som et Lig: "Dette Offer vilde ikke alene være Offeret af min Værdighed, men ogsaa Offeret af min Eksistens."

Det lader sig ikke nægte, at denne sidste Vending staar i en besynderlig Strid med det Foregaaende, og at dette aandige Forhold ved denne overmaade praktiske Begrundelse taber meget af sin Oversanselighed. Det er, som var man steget ned fra den syvende Himmel og atter følte Grund under sine Fødder.

Saa følger da Scener som de i "Valérie", Selvmordsplaner, der bliver til Intet, Nætter tilbragte i ømme Samtaler paa hver sin Side af en lukket Egedør, og en til det Yderste ophidset rent sentimental Henrykkelse: en Elskov, der kun ytrer sig i lange Blik, i Smægten indtil Vanvid, i Sukken indtil Skrig, i lange Pavser og ustandselige Ordstrømme, aldrig i et Kærtegn eller et Favntag. Pinlig, næsten anstødelig, i ethvert Tilfælde unaturlig er den Opmærksomhed, som atter i denne Kærlighedshistorie uafbrudt er henvendt paa, at de Elskende bliver deres Løfte tro og at intet virkeligt Kærlighedsforhold kommer istand dem imellem. En eneste Gang, da der synes at være virkelig Fare paafærde, ankommer - hvem? ingen anden end den agtværdige Olding Hr. Bonald, hvis Lærdomme om Kvinden og Ægteskabet vi kender, netop i det afgørende Øjeblik i Besøg hos Julie Kl. 12 om Natten og oplever saaledes ikke den Sorg at se sine Lærlinge som Rebeller mod Ordenen. Selv her i Romanen forsømmer Lamartine iøvrigt ikke at tage Afstand fra Bonald og hans Lære om Nødvendigheden af Præstevælden. - Det blev tilsidst Skik, at Alle tog Afstand fra ham. Endog Chateaubriand siger i sine "Erindringer" (4: 23): "Hr. de Bonald var et godt Hoved. Man tog hans Skarpsind for Geni."

Saa tit Julie beklager Raphael, svarer denne gudhengivent med Udbrud, i hvilke han sammenligner hende og sig med Abailard og Héloise. "Har jeg nogensinde syntes at attraa Andet end at turde dele denne Lidelse med dig? Gør den os ikke begge til frivillige og rene Ofre? Er dette ikke det Kærlighedens evige Brændoffer, som fra Héloises Tid indtil os maaske aldrig var bleven frembudt til Skue for Englene."

Naar man efter at have studeret Raphael atter læser Lamartines Digte til Elvire igennem, har man altsaa en ny Nøgle til Forstaaelsen af det Virkelighedsfjerne og Ubestemte i denne poetiske Kærlighed, der nødtvungent forsager et virkeligt Samliv, medens den lader, som om Legemverdenen ikke eksisterede for den. Kun maa man fra Meditationerne til Elvire drage dem, der i Virkeligheden er skrevne meget tidligere og i en helt anden Tone, som minder om det attende Aarhundrede, f. Eks. Digtet "A Elvire", der i Virkeligheden er rettet til Graziella, fremdeles "Sapho" og andre.

Lad dette nu være Eksempler nok, lad os drage Resultatet og se, hvad vi har fundet. Vi tog en ganske enkelt Følelse, men en af dem, som enhver Literaturgruppe gaar ud paa at fremstille og som enhver fremstiller i ejendommelig Form, og vi prøvede paa en Mængde forskellige Punkter Skildringen af den for at se, hvordan den var givet. Vi fandt her som paa alle andre Omraader, vi har undersøgt, Livets Naturside fornægtet eller skjult eller sværtet eller fremstillet som en Genstand for Skam, Chateaubriand og Fru de Krüdener opsøger Tilfælde, hvor Kærligheden staar som brødefuld og syndig, og skildrer da snart Helvedes Aanders Hyl over at Helten bukker under, snart Troners og Fyrstendømmers Jubel over at det Skrækkelige ikke sker. Ogsaa hos Alfred de Vigny optræder samme Tilbehør:

 

De brændende Keruber, hvem seks Vinger bærer,

de ømme Serafer, hvem trofast Elskov ærer,

Troner, Dyder saa vel som Fyrstendømmer og Magter,

Vogtere, Herligheder i lysende Straaledragter,

fromme Drømme, Lovsange, hellige og klare,

og de store Erkeengles og de rene Engles Skare osv.

 

Han lader Satan tale som Eros, det vil sige Eros som Satan. Lamartine sætter Kærligheden som serafisk, som frigjort fra Timelighedens Attraa paa Tronen i sine Digte, men skildrer den i "Raphael" som den virkelig var, som usanselig imod sin Vilje, hvad imidlertid forøger de Elskendes Fortjeneste og afgiver Englene et Brændoffer, som disse siden den stakkels Abailards Dage ikke skal have lugtet saa sødt.

Under alt dette saa en Understrøm af Hykleri. Eudoros, der lader saa utrøstelig over Velledas Lidenskab, er ligefuldt hemmeligt smigret ved at hun har overskaaret sin hvide Hals for hans Skyld. Han begræder sit Syndefald i Udtryk, som om det fristede ham anden Gang. Valéries Forfatterinde bringer sin Heltindes sædelige Renhed tiltorvs og raaber med Kyskhed og Forsagelse i alle Blade, medens hun paa den Tid, Bogen udgives, netop er særligt uskikket til Lærerinde i Moral. Lamartine giver som Romandigter naivt en anden Forklaring af sit Forhold til Elvire end den, Publikum nødvendigt maatte danne sig efter Meditationernes luftige Sværmen, og drukner tilsidst sin Fremstillings virkelige Skønheder i et mat og taaredrivende Føleri.

Man gik her som overalt ud paa at være overnaturlig og naaede under denne Bestræbelse kun til snart at lemlæste snart at bortflyve Naturen. *27)

 

Noter til Kapitel 10:

*25)

Doch wenn du sprichst: Ich liebe Dich,

So muss ich weinen bitterlich.

*26) I to paa hinanden følgende Udgaver af sin "FranzÖsische Litteraturgeschichte" har Julian Schmidt begaaet den Fejl i Gengivelsen af "Valérie" at lade Gustav skrifte for Manden.

*27) Lamartine: Graziella. Raphael. Les confidences. Mémoires. Fru de Krüdener: Valérie. - Chateaubriand: Les martyrs, Livre 9 og 10.)

 

11. Det formelle Autoritetsprincips Opløsning.

 

I Lamartines og Hugos Lyrik, som allerede i Chateaubriands Prosa, var der trods den ubetingede Hævdelse af Autoritetens Princip en skjult eller spirende Modstand mod Autoritetsprincipet i Literaturen, der jo fordrede Ærbødighed for Fortiden, dens Mænd og dens Former.

Det er allerede blevet bemærket, at Franskmændenes store politiske og sociale Revolution ikke havde strakt sig til den literære Form (note: Saml. Skrifter 4: 18, 19). Hvad Literaturens Former angaar, var der ingen Nødvendighed for at genoprette Autoritetsprincipet; thi her var det aldrig blevet fældet. Paa intet Punkt er Franskmændene mindre revolutionære end paa det literære Omraade. Det franske Akademi er den eneste Institution i Landet, der har holdt sig fra Richelieus Dage til vore, og det har holdt sig med samme Navn og samme Formaal, ja med samme Medlemsantal. I Literaturen kaldtes Autoritetsprincipet den klassiske Aand, og langt fra at svækkes ved Revolutionen havde den klassiske Aand snarere vundet ny Styrke under den. Revolutionen er en klassisk fransk Tragedie. Som alle andre franske Sørgespil klæder den sine Helte i græske og romerske Skrud. De efterligner i Stil og Sprog den romerske Oldtids Republikanere, og det er betegnende nok Revolutionens mest literært udviklede og dannede Gruppe, Girondinerne, der optager det antike "Du" og den antike Benævnelse "Borger". Jakobinerne nedstammer i lige Linje fra Corneille: samme Togastil, samme Sving i Talens Kunst, samme Forkærlighed for det Faamælte og Storladne. Med samme Lidenskab, hvormed Cromwells Soldater forvandlede sig til gamle Hebræere, optog disses Navne og sang deres Salmer, omskabte Revolutionens Franskmænd sig til antike Romere, og naar Jakobineren David, Robespierres nære Ven, forlod sin Plads i den lovgivende Forsamling for paa Lærredet at fremstille Horatierne eller Brutus, der udstilledes 1791, kunde han uden videre tage sine Omgivelser til Modeller; han behøvede som Maler ikke at gaa et Skridt ud af sin Tid.

Ganske som den klassiske franske Tragedie, da den opstod, havde vraget at bygge paa Landets egen historiske Grund, og ved et Brud med al Frankrigs historiske Overlevering havde henlagt sin Scene til det fjerne Rom i den fjerne, ubestemt opfattede Oldtid, saaledes havde Revolutionen uden Hensyn til de givne historiske Forudsætninger, til Frankrig, som det var og forelaa, taget den fjerne, uhistorisk opfattede Oldtid og dens under saa ganske andre Forhold opstaaede Republiker til umiddelbart Mønster. De nye Graccher og Horatier efterabede de gamle. Fru Rolands Breve til Buzot har som tit bemærket en romersk Højhed i Stilen. Direktoriets Damer tog stundom Cornelia hyppigere Aspasia til Mønster, endog i Klædedragt. I enkelte af Napoleons tidligste Breve til Josephine føler man en sproglig Paavirkning af romerske Forbilleder, og selv da han intet Forbillede mere behøver, er hans Udtryksmaade klassisk som hans Profil. Ogsaa hans Smag var klassisk: man kender hans Forkærlighed for "Reglerne" og for Corneille. Selv de Forfattere, der under hans Regering gør Tilløb til en Slags Opposition, som Raynouard, holder sig strengt til det klassiske Spor. Den, der sammenligner Werner's "Dalens Sønner" med Raynouards "Tempelherrerne", vil iagttage, hvor forskelligt et og samme Æmne er opfattet. Ligesaa hemmelighedsfuld og uforstaaelig, ligesaa overspændt og fantastisk som den tyske Digter er i Behandlingen af sit Stof, ligesaa ordenlig og regelret er den franske med sine foreskrevne Aleksandrinervers, sin Konge og sin Dronning, sine fem Akter og sine tre Enheder. Stykket er en Art Retstrætte mellem Stat og Kirke; Kongen fører meget ordenligt sin Sag, Tempelherrerne derpaa meget ordenligt deres, hvorpaa de bliver meget ordenligt brændte - ordenligt, thi vi ser selvfølgelig saa lidt som muligt til det og til hvad der gaar forud for det, og hører det kun meddelt i en af de lange Slutningsberetninger, der allerede hos Euripides indeholder Afgørelsen. Og Verseformen er endnu her den samme, der blev forordnet af hin Ulykkesstifter Boileau. Sætningens Mening, der halveres af Indsnittet, ender med Verset, og Versene ligner hinanden som én Kommenskringle til to Øre ligner en anden Kommenskringle til to Øre. De har hverken Harmoni eller Fart eller Rytme eller Rim; thi larmes og armes, "époux" og "coups", "souffrir" og "mourir" er neppe Rim. Disse Vers er hvirvelløse Bløddyr og har ogsaa det tilfælles med Bløddyrene, at de, hvis man skærer dem over paa Midten, ikke synes synderlig mindre levende for det.

Adskillige af Tidens mest fremragende Prosaforfattere har derfor i deres Form en fuldstændig Lighed med deres mest forhadte Modstandere, det attende Aarhundredes Filosofer. Det gælder fremfor nogen om Joseph de Maistre. Hans Mangel paa historisk og kritisk Sans saavel som paa religiøs Bevægethed, hans Hang til faste Lærebygninger, hans Rethaveri, der fik Luft i Følgeslutninger uden Smidighed, Alt dette i Forening, der saa ganske stammede fra det attende Aarhundrede, gav sig Udtryk i hint Aarhundredes Form. Bonalds kolde, bevisførende Sprogform, hans Syge at ville føre Alt tilbage til Formler, hans Indbildning, at han gør sine Paastande matematisk indlysende, skildrer ham ligeledes tydeligt nok som Barn af det samme attende Aarhundrede, der har fostret Condillac, og hans Værk som Frugt af den samme Tidsaand, han vilde bekæmpe. Forskellen er kun, at Condillac er ligesaa klar og følgestreng, som Bonald vilkaarlig og selvmodsigende.

Saavel denne Prosa som hin Poesi har et fælles Særmærke, der behersker den hele Form, nemlig "Forstandsforedraget". Imod denne Hersker er det, at Literaturen første Gang gør Oprør med Fru de Staeuml;ls Stemningsstil og Chateaubriands farverige Prosa. Stemning og Farve, det var de to store Landsforviste, som længst havde været borte og først kom tilbage. Og besynderligt nok er det ikke blot ved sine Evner, men ved selve sin Kunstlære, at Chateaubriand kommer til at staa som en Oprører mod Autoritetsprincipet i Literaturen, det Princip, han netop gennem Literaturen vilde hævde. Thi lige fra den klassiske Poesis første Dage havde den jo søgt Aandsløftelse og gode Indfald i den hedenske Oldtid og den hedenske Mytologi. Nu derimod opfordrede han Digterne til at aabne deres egne og deres Landsmænds Øjne og Øren for Kristendommens ganske modsatte Poesi og kom saaledes "paa den religiøse Overleverings Vegne i Strid med den literære". Han er paa én Gang ny ved sine kunstneriske Grundsætninger og forældet ved sin Opfattelse af Stat og Samfund, en Skikkelse med Dobbeltaasyn, hos hvem alle de moderne Stemninger bryder frem i digteriske Udtryk under en ubevægelig Maske af Ærbødighed for alle Fortidens officielle Autoriteter. Det er især ved sin Form, at han er Romantikeren før Romantiken. Da derfor først Lamartine, saa Hugo efter hans Eksempel forlader den hedenske Mytologi og optager Stof af den kristne, staar Samtiden i nogen Tid uvis overfor dem, ikke sikker paa, om den skal se en bibeholdende eller en regeltrodsende Aand i disse Bestræbelser for at hævde Religionens Hellighed ad nye Veje, indtil endelig lidt efter lidt den Spire til en Kuldkastelse af Autoritetsprincipet, der laa i det literære Udgangspunkt, udfolder sig saa kraftigt, at den nye Skole skifter Aasyn.

Det er lærerigt at forfølge Udviklingstrinene i Victor Hugos forskellige Fortaler til hans Oder. I den første (fra 1822) paa nogle faa Linjer erklærer den unge Digter, at sand Poesi kun kan bedømmes ud fra Kongetroskab og Kristentro. Først det nye Aarhundrede har, mener han, aabenbaret Verden den Sandhed, at Poesien beror "ikke paa Ideernes Form, men paa Ideerne selv". I anden Udgave (fra samme Aar) udvikler han saa videre, at hvad det gælder om, er at erstatte den hedenske Mytologis forslidte og falske Farver med den nye og sande Lød, der ligger over den kristelige Opfattelse af Verdens Oprindelse. Det gælder om at lade Oden tale det strenge, trøstende og gudelige Sprog, som et gammelt Samfund, der vaklende træder ud af "Ateismens og Anarkiets Sviregilder", saa højligt har Behov.

Men hvad han især ønsker, det er, at man ikke vil tiltro ham den Indbildskhed, "at ville bryde en Bane eller skabe en Kunstform". I Fortalen fra 1824 gentages de samme Forsikringer og i højst betegnende Udtryk; men man føler, at den unge Digter staar overfor en Kritik, der mistænksomt følger hans Veje, og at Stikordet "romantisk" som ensbetydende med Overtræder af den klassiske Kunsts Regler let vil kunne fæstes paa ham. Han er ivrig for at godtgøre sin literære Rettroenhed: Hvad man trænger til, er ikke til Nyhed, men til Sandhed. Denne Trang er det, han vil tilfredsstille. Smagen, "der ikke er Andet end Autoriteten i Literaturen", viser ham imidlertid netop, at Værker, der er sande med Hensyn til Indholdet, ogsaa bør være det med Hensyn til Formen. Saaledes kommer han til Fordringen af "Lokalfarve", som de klassiske Skribenter neppe ganske har fyldestgjort. Iøvrigt bør man selvfølgelig religiøst følge de Regler, der er paalagte Sproget af Boileau, om hvem det hedder: "Boileau deler med Racine den enestaaende Fortjeneste at have fæstnet det franske Sprog, hvad der i og for sig er tilstrækkeligt Bevis for, at ogsaa han havde et skabende Geni." Boileau - et skabende Geni! Hvilken Haanlatter vil ikke en saadan Vending faa Aar efter møde hos Victor Hugo!

Om Digteren lærer han, at han bør gaa foran Folkene som en Lyssøjle og føre dem tilbage til Ordenens, Sædelighedens og Ærens store Grundregler. Mangelen ved Ludvig "den Stores" Aarhundrede er den, at Forfatterne da ikke anraabte Kristendommen istedenfor de hedenske Guder. Havde de gjort det, saa vilde, mener han naivt, "de sofistiske Skrifters Triumf" i det attende Aarhundrede have været langt mere vanskelig. Hvad vilde der være blevet af Filosofien, ifald Guds Sag var bleven forsvaret af Geniet istedenfor som nu alene af Dyden!

Han vægrer Sig af alle Kræfter imod Benævnelsen romantisk. Han tilstaar, at han for sin Del "er fuldstændigt uvidende om, hvad der forstaas ved klassisk og romantisk Kunstform", og i Modsætning til alt det Vrøvl som paa hin Tid blev sagt derom, erklærer han den hele Inddeling for tom og meningsløs med disse sunde Ord: "Det er anerkendt, at enhver Literatur modtager et stærkere eller svagere Præg af det Folks Klima, Sæder og Historie, hvis Udtryk den er. David, Homer, Vergil, Tasso, Milton og Corneille, disse Mænd, der hver betyder en Poesi og et Folk, har intet Andet tilfælles end Geniet"; de kan følgelig ikke deles i klassiske og romantiske Aander. Han imødegaar den Ytring, at den literære Fornyelse (øjensynligt Chateaubriands) er et Udslag af den politiske Revolution. "Den nuværende Literatur kan tildels være Revolutionens Resultat uden derfor at være dens Udtryk. Revolutionens Samfund har havt sin Literatur, "hæslig og taabelig som den". Hin Literatur og hint Samfund er døde sammen og vil ikke mere leve op. "Ordenen" genfødes fra alle Sider i Institutionerne, den genfødes ligeledes i Literaturen ... Ligesom Revolutionen udgik fra Skrifter, saaledes er den nuværende Literatur "det foregrebne Udtryk for det gudfrygtige og kongetro Samfund", der uden Tvivl vil opstaa af hine Ruiner."

Hugo tog fejl: hin Literatur var netop det nøjagtige Udtryk for Samtidens Aandsliv, og de digteriske Reformforsøg, som vakte saa stor Bekymring, i Virkeligheden Forløbere for en literær Omvæltning. Thi de knækkede Troen paa Autoriteten som Autoritet, i dette Tilfælde Troen paa Boileau. Fra det Øjeblik af, det engang var opdaget, at der var Pletter selv i denne Sol, kunde Tvivlen ikke indskrænkes til de faa Punkter, paa hvilke den først beskedent og forsigtigt havde vovet sig frem. Den literære Overlevering var et Princip; det var at antage eller at forkaste.

I Hugos næstsidste Fortale til Oderne, fra 1826, føler man, hvorledes hans Grublen, der bestandigt drejer sig om hint Tidens Yndlingsbegreb "Ordenen", er ifærd med at drive ham bort fra de literære Kyster og ud paa det aabne Hav. Han har her opdaget, at Ordenen dog er noget Andet end den Regelrethed, der opnaas ved Tugt og Tvang. Med en Sammenligning, der ligger nær for en Yngling, der som han er opdraget i Nærheden af Versailles og med Chateaubriands Skildringer af Nordamerikas rige Landskaber som Barnelæsning, tænker han sig Haven i Versailles med dens i regelmæssige Figurer udklippede Træer sammen med en Skov i den nye Verden og udbryder: "Vi vil ikke sige: Hvor er her Pragten, hvor Storheden eller Skønheden? men simpelthen: Hvor er Ordenen og hvor Uordenen?" Han indser nu, at Regelbundetheden kun angaar den ydre Form, men at Ordenen udgaar fra selve Tingenes Grund og er en Følge af den indsigtsfulde Fordeling af deres Elementer. "Man er, siger han, ikke klassisk, fordi man slavisk følger de Spor, som Andre har paatrykt Vejen."

Skridt for Skridt har vi saaledes fulgt ham ad den Bane, der fører ham hen imod Bruddet med det literære Autoritetsprincip. Et Aar endnu, og han ryster Aaget af sig, overtager Førerskabet for den romantiske Skole i Frankrig og erklærer i dens første Kundgørelse, Fortalen til "Cromwell" (Oktober 1827), at der gives et Fortidsherredømme i Literaturen lige saa fuldt som i Politiken og at det gamle Styre ligger den unge Slægt som en Mare for Brystet: "Det attende Aarhundredes Slæb strækker sig endnu ind over dette Aarhundrede; men skulde vi unge Mænd, som har set Bonaparte, ikke holde os for gode til at bære dette Slæb?" Som man ser, han beraaber sig nu stik imod det genoprettede Kongedømmes Aand paa Napoleon som en Art Befrier. Og han taler om "hin sminkede, pudrede og med Skønhedspletter bedækkede Poesi, hin Literatur med Fiskebensskørter og Falbelader." Nu retter han sine første Kølleslag mod Boileau.

Saa ny Lamartine end havde forekommet baade ved sin Form og ved sit Indhold, han havde beholdt mangfoldige af de klassiske Omskrivninger. Til Trods for sin Uvilje mod Lyren havde han tidtnok nævnt den i sin Poesi, og han foretrak i Reglen som Æmner Tanketing for Synsting.

Victor Hugo var endnu næsten lige saa forsigtig. "Hvis det er nyttigt og undertiden nødvendigt," skriver han, "at forynge nogle forslidte Vendinger, forny nogle gamle Udtryk og maaske forsøge yderligere at forskønne vor Versbehandling ved Metrets fuldere Klang og Rimets Renhed, saa kan man dog ikke gentage for hyppigt, at dér bør Forsøgene paa Fuldkommengørelse standse. Al Fornyelse, der strider mod vor Sprogbetonings Natur og vort Modersmaals Genius maa betegnes som et Angreb paa Smagens første Grundsætninger."

Hverken Brud paa Rytmen eller bevægeligt Indsnit i Verset eller Meningens Fortsættelse fra Vers til Vers (Omdannelser af Versbehandlingen hvis Berettigelse han senere forfægter) forekommer endnu hos ham.

I Oderne har Hugo iagttaget den gamle poetiske Hofskik (han betegner f. Eks. Konventet med Ordet Senat, han omskriver Ordet "Sjal" med Vendingen et "Væv", "Kashimirs Skat") og han har kun gjort enkelte forsigtige Forsøg paa metrisk Fornyelse af den gamle Form, hvis Hensigt var at gøre Odestilen mindre stiv og tung. Snart gik han mere hensynsløst til Værks.

Hin Hofskik var af følgende Beskaffenhed: Man havde en lille Samling af ædle Udtryk, af udsøgte Ord, en Art Sprogets Udkaarne, som ene havde Adgang til Poesien. Man sagde ikke Kaarde, men Glavind, ikke Soldat, men Kriger, og man omtalte ikke Geværer og Knive, omtrent som man i dansk Poesi længe neppe anerkendte mere end Roser og Liljer, Violer og Bukkar, og naar det kommer højt endnu en halv Snes Blomster, som Repræsentanter for de utallige Plantearter. Følgen heraf var, at Ordforraadet var yderst indskrænket, at der af ædle Rim kun gaves nogle Hundrede Par og at de samme Vendinger, der stedse maatte gentages, trak de samme Tanker og Følelser med sig. Den poetiske Talekunst var omtrent et Sidestykke til hvad den gejstlige Talekunst er i vore Dage. Ophøjet kaldte man den højtidelige Ordstrøm, der omtalte Tingene saavidt muligt uden nogensinde at nævne dem ved deres rette Navn, og atter kun de Ting, der saa lidt som muligt erindrede Mennesket om dets jordiske Natur, om den kropslige Side af dets Væsen. Komisk var som Følge heraf enhver ligefrem og utvetydig Betegnelse af Tingene, ifald den forekom i en Kunstform, der mentes at have Særret til den høje Stil. Ved Opførelsen af Lebruns "Cid" fremkaldte Ordet "chambre" (Sovekammer) en Mishagsmumlen.

Derfor vakte det samtidigt med Romantismens første Optræden gjorte Forsøg paa at indføre Shakespeare i Frankrig saa stor Forfærdelse. Det er bekendt, at "Othello", da Stykket i Alfred de Vigny's Oversættelse opførtes paa Odéon, altsaa for et Studenterpublikum, det mest frisindede og mindst snerpede i Paris, faldt igennem, fordi Ordet "Lommetørklæde" blev nævnt.

Grev Alfred de Vigny, der var født 1797 i en gammeladelig Familie, opdraget i Trofasthed mod Kongedømmet af Guds Naade, og alt 1814 indtraadt som Løjtnant i Kongens Tjeneste, udviklede sig hurtigt til en af Tidsalderens mest tiltrækkende og selvstændige Aander og gjorde paa mange kunstneriske Omraader det første Skridt, som Hugo kun fulgte. Før Hugo skrev han en historisk Roman i Walter Scotts Manér ("Cinq-Mars" 1826), før Hugo fik han et Drama opført, der ved sin Stil satte Sindene i stærk Bevægelse (Oversættelsen af "Othello" paa rimede Vers 1829) og tidligere end Hugo indvarslede han selve Verseformens Frigørelse og Smidiggørelse i lyriske Digte. Han var Bevægelsens Columbus, Hugo dens Amerigo Vespucci, der gav den nyopdagede Verdensdel Navn.

Det var jo imidlertid ikke til at undres over, at Hugo i en Tid, hvor Autoriteten fra alle Sider blev støttet og opretholdt, begyndte med at lempe sig efter alle disse Regler, ja med at tro paa dem som paa virkelige Love for Poesien og Sproget. Saa begyndte han at rokke lidt ved dem, at gaa lidt udenom dem, at betvivle eller omfortolke dem en lille Smule, dog i dybeste Ærbødighed, indtil det ikke mere var ham muligt at overholde dem og han kastede dem overende. Med slaaende Ord har han i et af sine Digte (note: "Les Contemplations" 1, 7) betegnet den Revolution, han endte med at gøre:

 

Jeg er, det nægtes ikke, den fæle Demagog,

Hærjeren af den gamle ABC i Frankrigs Sprog.

 

Hør nu! Da jeg som Dreng, alvorlig, bleg og sky

forlæst og duknakket slap ud af Skolens Ly,

slap for latinske Vers og Stileskriveriet

og aabned egne Øjne og følte mig befriet

og saa' Natur og Kunst, var den Mundart, som gjaldt

(Adel og simple Folk) Landet lig i Et og Alt.

Poesien, det var selve Kongedømmet. Et Ord

var Hertug, Pair af Frankrig, men Stodder var dets Bror.

Som tilfods og tilhest Folk bevæger sig i to

vidt adskilte Rækker over Seinens nye Bro,

saadan var Sproget Staten før Aaret niogfirs.

I Kaster var Ordene som ved et Herskerspirs

vilkaarlige Magtbud blevet tvungne til at leve.

Nogle var af Adel, havde Anstand som en Greve,

omgikkes Sørgespillets Helte og Profeter

og kørte til Versailles i Hans Majestæts Kareter.

Andre, Tiggerpak, Galgenfugle, havde hjemme

i Bondesprogets Huler; ja nogle sad i Klemme

paa Galejerne i Tyvenes Rotvælsk, blev brugt

til de nedrigste Hverv og havde saare ufin Lugt

gik i Pjalter som Sjovre uden Strømper og Paryk

var kun gode til Prosastil og Farcernes Bryg.

.....

.....

Da kom jeg, jeg Røver, og skreg af hvad Aarsag

skal de altid være forrest og de Andre altid bag?

Jeg satte en rød Hue paa det gamle Leksikon

og pusted af mine Lungers Kraft og Oprørsaand

paa Akademiet, saa det gøs ret i Madammen,

bag hvis Skørt de ængstelige Lignelser krøb sammen;

jeg pustede paa Aleksandrinernes Hær,

der dannede Carré, da de følte mig saa nær:

Intet Ord er mer Senator, intet Ord er ufrels Mand!

Det blev Storm i et Blækhus, og Ingen holdt Stand.

Ordenes sorte Flok - den tog jeg Vare

at faa blandet med Ideernes Sværm, den hvide Skare.

Og jeg sagde: Der gives intet Ord, paa hvilket ikke

Ideen, paa hvis Vinge Himlens Dugdraaber ligge,

Ideen ren og pur som kun af Himmelblaaet véd -

intet Ord paa hvilket ikke Ideen kan slaa ned.

 

Dog endnu er Hugo, selv naar han tvivler, ikke saa vidt. Han kalder endnu selv sin Poesi for "Kavalerpoesi" og stempler med dette Ord, der minder om Genoprettelsen af Kongedømmet i England, sig selv som den særlige Digter for det franske Kongedømmes Genoprejsning. Men den Umulighed, hvorpaa han strander, er den, at faa den religiøse og den literære Overlevering til at dække hinanden. I Balladerne føles det især. Hugo fremdrager de gamle Minder fra Middelalderen og Lenstiden. Hvad kan være mere kongetro! Men Literaturen fra Ludvig den Fjortendes Tid havde fuldstændig brudt med Middelalderen og dens Minder. Hvad kan altsaa være mindre klassisk! En af Balladerne ("La ronde du sabbat"), skildrer en Heksedans, en anden taler om Sylfer og Feer: al de gamle Folkesagns brogede Overtro lever op, man er ikke langt fra Romantiken. Endelig er Tonen i disse Digte ikke klassisk; det er her som i Tyskland og Danmark Folkesangenes Visetone, der afløser den fornemme og boglige Stil. Denne Poesi har tilmed et nyt nationalt Element (Le géant, le pas d'armes du roi Jean); den vender sig fra Antiken til det gamle Frankrig. Ogsaa med Hensyn til det Nationale var Chateaubriand den, der havde gaaet i Spidsen, hans Skildringer af de gamle Galler i "Martyrerne" var de første Forsøg af den Art og paavirkede efter Augustin Thierry's egen Tilstaaelse endog den senere Forfatter af "Merovingernes Tidsalder", gav altsaa Stødet til en mere farverig og levende Historieskrivning. Men selv dette Element, det hjemlige, var nyt og fremmed i fransk Poesi og maatte staa som oprørsk mod Overleveringen. Snart blev med det gammelfranske Indhold alle de gammelfranske Versformer fornyede. Atter her havde Chateaubriand gjort Begyndelsen med sin yndige Emigrantsang, der aabnes med de skønne Linjer:

 

Combien j'ai douce souvenance

Du joli lieu de ma naissance!

Ma sæur, qu'ils étaient beaux, ces jours

De France!

(Hvor sød er ikke Erindringen om mit fagre Fødested! Min Søster, hvor var de smukke, hine Dage i Frankrig!)

 

der da ogsaa blev sunget over den Grav, han havde ladet sig hule i Granitklippen ved St.-Malo ude imod Havet, den Dag da han blev bragt derhen som Lig. Og paa en Gang klinger Tonerne fra Ronsards og Pleiadens Tid igen hos Alfred de Vigny, hos Brødrene Deschamps, hos Sainte-Beuve og hos Hugo.

I Maj 1828 har Alfred de Vigny i "Madame de Soubise" skrevet Strofer som denne:

 

La voyez-vous croitre,

La tour du vieux cloitre?

Et le grand mur noir

Du royal manoir?

Entrons dans le Louvre.

Vous tremblez je croi,

Au son du beffroi?

La fenétre s'ouvre,

Saluez le roi.

(Ser du det løfte sig, det gamle Klostertaarn og ser du Kongeborgens høje sorte Mur? Lad os træde ind i Louvre. Du skælver tror jeg, ved Taarnklokkens Klang? Et Vindue bliver aabnet. Hils Kongen!)

 

I Juni 1828 følger og overbyder Hugo ham med de mesterlige Vers i "Kong Johans Turnering":

 

Cette ville

Aux longs cris,

Qui profile

Son front gris,

Des toits fréles

Cent tourelles,

Clochers gréles,

C'est Paris!

(Denne By med de lange Raab, der rejser sin graa Pande, disse spinkle Tage, disse hundrede Smaataarne, disse slanke Klokketaarne - det er Paris!)

 

Den Kunstform, den maleriske Kraft, den Vellyd og den Fynd, som udmærkede slige Strofer af Vigny og Hugo, var noget helt Nyt i fransk Poesi.

Fra det Øjeblik af da den til Kristendommen og Kongehuset knyttede Overlevering paany blev indpodet Literaturen, syntes Autoritetsprincipet at have faaet en stor og væsenlig Undsætning. Men snart viste det sig, at den gudelige Overlevering ikke kunde trives sammen med den boglige. Den udviklede sig indenfor den og under dens Vinger, ligesom i dens Skød; men snart stod den som et Modsigelsens Tegn, og Autoritetsprincipet i dets literære Form blev følgerigtigt trængt tilside, ja sprængt af den nye Aand, der kun syntes at vilde hævde det virkelige, det vil sige det religiøst-politiske Autoritetsprincip.

Vi har tilbage at se, hvorledes Autoriteten som virkeligt Princip kom til at dele Skæbne med Autoritetsprincipet som formelt og literær. *28)

 

Noter til Kapitel 11:

*28) Victor Hugo: Odes et Ballades. Cromwell. - A. de Vigny: Poésies complétes. - Émile Deschamps: Poésies. - Antony Deschamps: Poésies. - Raynouard: Les templiers.

 

12. Det virkelige Autoritetsprincips Opløsning.

 

En mørk og taaget Februardag i 1854 fulgte en lille Skare af Venner en af Frankrigs navnkundigste Mænd til Jorden i Paris. Toget gik mellem to Rækker af Soldater, der var tilstede ikke for at vise Ære, men for at holde Orden, til "Fællesgraven". Den Døde havde villet det saaledes. Da Jorden var bleven kastet paa Kisten, spurgte Graveren: "Er der intet Kors?" "Nej", var Svaret. Intet Mindesmærke viser da, hvor den Døde blev lagt, skønt hans Navn var kendt over hele Europa, og intet Kors betegner Graven, skønt den Døde havde været Abbed og Præst, ja Kirkens første Stridsmand i lange Tider. Det var Lamennais, der efter eget Ønske stedtes saaledes til Jorden.

Félicité de la Mennais (først sent gav han sit Navn den folkeligere Form) fødtes 1782 i St. Malo. Han er da ligesom Chateaubriand Bretagner og fødtes med sin Stammes Haardnakkethed i Væsen og Karakter. Mændene fra denne Provins udgør ligesom Literaturens Vendée, idet de med Ordet fortsætter den Kamp, deres Fædre havde ført med Vaabenmagt. Han var som Yngling spinkel, mager og feberagtigt livlig, mistede tidligt sin Moder og blev derved end mere fast og selvraadig.

Hans religiøse Kaldelse var længe tvivlsom; som Yngling morede han sig mest med Musik og Matematik, med Fløjtespil og Vaabenøvelser, ja, han havde en alvorlig Duel, der senere viste sig som en Hindring paa den Vej, han betraadte. Han havde Kærlighedshistorier og skrev Vers. *29) Han var saa lidet tilbøjelig til at antage de kristne Troessætninger, at han ventede til sit toogtyvende Aar, da hans religiøse Overbevisning havde modnet sig, med første Gang at gaa til Alters. Han begyndte nu at give sig af med teologiske Studier, og i 1808, 26 Aar gammel, lod han sig kronrage. Men idet han skulde indvies til Præst, greb en saadan Rædsel ham for det Løfte, han stod i Begreb med at aflægge, at han udsatte og udsatte det paany saa længe, at han først 35 Aar gammel blev præsteviet. Hans Breve skildrer hans Sjæls sønderrevne Tilstand i hele Mellemtiden: dette stolte Hjerte vred og krympede sig ved at give Herredømmet over sig i fremmede Hænder. Og det blev ikke bedre, da Alt var afgjort og Løftet uigenkaldeligt aflagt. Det første Brev, han sendte til sin Broder straks efter den frygtede Præstevielse, hvortil det var lykkedes fremmed Overtalelse at aflokke ham Indvilligelsen, skildrer med mørke Farver hans Sjælstilstand:

"Jeg tror, skønt man har paalagt mig at tie, en Gang for alle at kunne og burde lade det komme til en Forklaring mellem os. Jeg er og kan fra nu af ikke være andet end yderst ulykkelig. Man kan ræsonnere derover saa meget man vil, man kan vride sig saa meget man lyster for at bevise mig, at det forholder sig modsat, saa vil det dog efter al Sandsynlighed ikke lykkes at overbevise mig om Ikke-Tilværelsen af en Kendsgerning, jeg fornemmer. Al Trøst, jeg kan modtage, bestaar da i det Godtkøbsraad at gøre Dyd af Nødvendighed ... Jeg attraar kun Glemsel i enhver Betydning af dette Ord, og give Gud, at jeg kunde glemme mig selv!"

Under saa smertelige Fødselsveer fødtes hos Lamennais Troen paa hans religiøse Kald. Han overvandt sin Fortvivlelse; han, der altid maatte være Noget helt, om dette end var nok saa forskelligt fra hans foregaaende Standpunkt, blev da af hele sin Sjæl Præst. Han følte sig i den Grad som saadan, at hans første Vredesudbrud, da Rom i 1832 lod ham i Stikken, var dette: Jeg skal lære dem, hvad det vil sige at udæske en Præst! - Han havde en stærk Sjæl og en snever Aand, han var født Partimand, skabt til voldsomt og blindt at tage Parti, til med lidenskabelig Kærlighed og veltalende Had at forfægte hvad han i Øjeblikket ansaa for den ubetingede Sandhed. Da han derfor mødes med Tidsalderens herskende Idé, bliver han en Stridsmand for den som ingen anden, den ivrigste, den følgestrengeste, den sandhedskærligste og mest uforfærdede Forfægter af det enevældige Autoritetsprincip og den ubetingede Underkastelse, det fordrer. Han, der selv under saa smerteligt et Sindsoprør havde nedlagt Fornuft og Selvbestemmelse i Kirkens Hænder, han, den nykatolske Skoles eneste virkelige Gejstlige, synes ligesom ikke at ville unde de andre Mennesker bedre Livsvilkaar, end han selv har kendt. Naar han i et Sprog, der gemmer Stormen i sig, forkynder Myndighedens og Lydighedens Evangelium, føler man hos ham endnu mere end hos nogen Anden den personlige Lidenskab mætte sig i det almindelige Krav og mærker, hvorledes Jeget, der selv én Gang for alle har maattet bøje sig for Autoriteten, ligesom hævder sig selv ved nu at knække og bøje alle de andre Personligheders Viljer og Tanker under den Regel, som det gør til sin, idet det optræder som Reglens Organ.

Voldsom og haardnakket selvstændig som han var, anerkendte han i sin egen Lejr sandelig ingen Autoritet. Hans Udtalelser om Skolens øvrige Førere afgiver en smuk Blomstersamling af Haansord. Om Bonald f. Eks. en Vending som denne: "Stakkels Menneskehed! - Jeg véd ikke, hvorledes i Anledning af Ordet "Menneske" Hr. de Bonald falder mig ind. Overgangen er brat. Man siger, at det stakkels Menneske i den senere Tid er bleven yderligt aandssvækket." Om Chateaubriand: "Kongen og han, han og Kongen, det er Frankrigs hele Historie ... Man begriber ikke, og han mindre end Nogen, at Europa kan undvære hans Talenter. Han spaar, at det vil bekomme Europa ilde." Om Frayssinous, der som de fransksindede Kirkemænds Høvding var hans Modstander: "De antager ham for maadeholden, hvorfor? Fordi man har gjort Dem opmærksom paa noget Koldt hos ham, som De antog for Maadehold, og saa er det kun størknet Had." Det er Tonen i hans Breve. Men ligefuldt laa der i hans kraftige og blindt ikke just fremfusende, men fremfarende Sjæl det Stof, hvoraf en Stridsmand uden Mage for Kirkens ubetingede Autoritet lod sig danne, rigtignok som det til Slutningen viste sig: en Stridsmand, der bedre forstod at paatvinge de Andre Tugt end selv at lade sig ave til hvad hans redeligste Overbevisning maatte forkaste.

Allerede i 1808 havde han forfattet sine "Overvejelser angaaende Kirkens Stilling i Frankrig", der blev beslaglagte af Napoleons Politi. Senere havde han med stærk Begejstring hilset de tilbagevendende Bourbon'er. Dog endnu var han ikke berømt. Men i Tiden fra 1817 til 1823 udkom i Frankrig et Værk, der i alle disse Aar formaaede at sætte Sindene i Bevægelse og som blev omstridt i en heftig Pennefejde, ja hvis Forfatter mellem andet og tredje Bind maatte tage Ordet til sit Forsvar; det var Bogen "Om Ligegyldigheden i Troessager" (Essai sur l'indifference en matiére de religion) af Abbeden de la Mennais. I dette Værk samler Kirkegenfødelsestiden for sidste Gang sine Kræfter til et Hovedslag. Her træffer vi alle Tidens ledende Grundsætninger udtalte med en Bestemthed og med en Følgestrenghed i Uddragningen af de sidste Resultater, der ligesom tyder paa, at Omslaget er nær.

Ved sin Aandsretning, ja ved selve sin Titel danner dette Værk et lærerigt Sidestykke til det Skrift, hvormed i Tyskland den religiøse Genfødelse i det nittende Aarhundrede indlededes: Schleiermachers (i Aaret 1799) udgivne berømte "Taler om Religionen til de Dannede blandt dens Foragtere" (Reden über die Religion an die Gebildeten unter ihren Verächtern). Begge Bøger er rettede mod samme Genstand, den hos de Dannede herskende almindelige Ringeagt og Ligegyldighed for Religionen. Begge forsøger nu, da Troen er slappet, at genopbygge Religiøsiteten paa en ny Grundvold. Men her er det, at Nationalforskellen hos Forfatterne kraftigt bryder frem.

Den følsomme og inderlige Schleiermacher ser ingen anden Frelse for Religionen end den med Opgivelse af alle dens Udenværker at føre den tilbage til dens inderste Kærne, den Enkeltes rent personlige Følelse. Han forsøger at gaa tilbage til Menneskelivets Grund, til det Dyb, hvorfra saavel Erkendelse som Handling oprinder, til det personlige Livs første Kilder. Han opfordrer sin Læser til at gøre sig Rede for den Sjælens oprindelige Tilstand, i hvilken Jeget og Genstanden smelter sammen, og hvor der følgelig endnu ikke er Tale hverken om Anskuen af Genstanden eller om Fornemmen af et fra Genstanden forskelligt Selv. Han betegner den som en Tilstand, man hver Gang oplever og dog ikke oplever, da det hele Liv bestaar i dens uophørlige Ophøren og Venden tilbage. Den er, siger han, flygtig og usynlig som den Duft, der udgaar fra beduggede Blomster og Frugter, kysk og fin som et jomfrueligt Kys, og hellig og frugtbar som en Brudgoms Favntag, ja den er ikke blot som alt dette, men alt dette selv; thi i denne Menneskets Tilstand fejres Altets Formæling med den personvordne Fornuft; i denne Tilstand er den Enkelte et Øjeblik Verdens Sjæl og føler dens uendelige Liv som sit eget. "Saaledes, siger Schleiermacher, er den første Undfangelse af enhver levende og oprindelig Virkekraft i Eders Liv beskaffen, hvilket Omraade det end tilhører, og ud af en saadan vokser ogsaa enhver religiøs Sindsbevægelse". (note: Reden über die Religion, femte Auflage 50, 54, 56.)

Som Følge heraf betegner han da Følelsen, for saa vidt den udtrykker Jegets og Altets fælles Liv paa den beskrevne Maade, som Fromhed. Følelserne afgiver udelukkende Religionens Elementer. Der gives da for ham ingen Følelse som ikke er from, med mindre den udspringer af en sygelig og fordærvet Tilstand. Ja han tilføjer i en Anmærkning, at dette endog gælder om alle den sanselige Livsnydelses Følelser, forsaavidt de ikke er naturstridige eller vildledte. Saaledes søger da altsaa Schleiermacher at frelse Religionen ud af dens Strid med Dannelsen ved at gøre den til Indbegrebet af alle højere, ja af alle sunde Følelser. Som ægte Tysker hævder han naturforgudende (panteistisk) den brede Livsstrøm gennem alle Væsner som den hellige Flod, der er al Religiøsitets og alle Religioners Kilde. Saaledes ophæver han ethvert bestemt Trossystem; selv Troen paa Gud og Udødelighed synes ham ikke væsenlig for Religionen, og med Begejstring udraaber han: "Ofrer med mig ærbødigt en Lok til den hellige, forstødte Spinozas Sjæl i Skyggeverdenen. Ham gennemtrængte den høje Verdensaand; det Uendelige var ham Et og Alt, Universet hans eneste og evige Kærlighed. I hellig Uskyld og dyb Ydmyghed spejlede han sig i den evige Verden, hvis elskværdigste Spejl han atter var; fuld af Religion var han og fuld af hellig Aand."

Man ser, at selve Oplysningens Tidehverv ikke havde bibragt den saakaldt aabenbarede Religion et haardere Slag end dette Følelsessværmeri. - Og idet Schleiermacher nu saaledes opløser Religionen i Følelse, splitter han tillige dens Autoritet ved at give den til Pris for de enkelte Menneskesjæles uendelige Mangfoldighed. Alle Regler, Forskrifter, Troessætninger og Grundsætninger forsvinder, idet han kræver Alt tilegnet af den enkelte Personlighed paa ejendommelig Maade. Han hævder nemlig, at "hvis En nok saa fuldkomment forstaar slige Grundsætninger og tror at have dem inde med nok saa stor Klarhed, men ikke véd og ikke kan godtgøre, at de er opstaaede i ham selv som Ytringer af hans eget Sjæleliv og oprindeligt er hans egne, saa maa man endelig ikke lade sig overtale til at tro, at et saadant Menneske er fromt, eller fremstille ham som religiøs; thi han er det ikke, hans Sjæl har aldrig undfanget religiøst, og hans Begreber er kun underskudte Børn, avlede af andre Sjæle, som han i hemmelig Følelse af egen Svaghed har lyst i Kuld og Køn."

Saa dybt protestantisk i dette Ords gode Forstand (altsaa ikke som Troesbekendelse) er den religiøse Genfødelse i Tyskland i sit Udspring. Den erklærer den personlige Oprindelighed for den eneste religiøse Værdi og den bestemmer Følelsesinderlighedens hele vidtudstrakte Omraade som Religiøsitetens Rige. Følelsen som naturlig og sund er altid hellig, aldrig særligt hellig.

I den skarpeste og lærerigste Modsætning hertil staar Grundsætningerne i det nævnte Hovedværk af Lamennais, der udgør det romanske og katolske Sidestykke til Schleiermachers Taler, som den rene Udvortesheds Program. De lyder:

At "Følelsen" eller den umiddelbare Aabenbaring ikke er det Middel, der er skænket Menneskene til Udfindelse af den sande Religion.

At "Forskningens" eller Drøftelsens Vej ikke er det Middel, der er skænket Menneskene til Udfindelse af den sande Religion.

At "Autoriteten" er det Middel, der er skænket Mennesket til Udfindelse af den sande Religion, saa at den sande Religion ubestrideligt er den, som hviler paa den størst mulige synlige (!) Autoritet.

For at bevise disse tre mærkværdige og snurrige Paastande er det at Lamennais har skrevet sine fire tykke Bind, hvis skrækkeligt hullede Tankegang er denne:

Hvad det for os Mennesker gælder om, er at finde et ufejlbarligt Kendetegn paa hvad der er sandt og usandt. Hvad vi søger, er Vished. Men hvor skal vi finde den?

Af vore Sansninger kan vi ikke udlede den; thi vore Sanser bedrager os, siger Lamennais. At de selv indbyrdes retter og udjævner de Ssnsebedrag, som de fremkalder hver for sig, er en Kendsgerning, han ikke omtaler. Vi er efter hans Anskuelse saa meget mindre visse paa, at der gives et nødvendigt Forhold imellem vore Sansninger og Tingenes Virkelighed, som vi ikke engang er sikre paa vor egen Tilværelse. Hvorledes vi, ifald vi ikke er sikre paa den, overhovedet nogensinde kan blive sikre paa nogetsomhelst Andet er et Spørgsmaal, han ikke besvarer.

Overbevisningen, den indre Følelse af, at en Sag er indlysende, skal være ligesaa skuffende som Sansningen. Den uovervindelige Styrke, hvormed en Grundsætning paatvinger sig vor Aand, afgiver jo intet Bevis for, at denne Grundsætning er sand. En Vildfarelse er altid mulig. At man meget vel i Almindelighed kan indrømme sin Fejlbarhed og ikke desmindre anse sig for vis paa Sandheden i en Mængde enkelte bestemte Tilfælde, bliver ikke berørt.

Nu kommer Turen til Forskningen. Det paastaas, at den fører til Tvivl om Alt, da de højeste Grundsætninger er ubevislige, og det hævdes, at vi overhovedet ingen Sikkerhed har for Erindringens Tilforladelighed. Dette Angreb paa den menneskelige Forskning lader sig forsaavidt ganske vist ikke afbøde, som det naturligvis er umuligt at godtgøre Erindringens Paalidelighed uden derved at man forudsætter selve denne Erindringens Paalidelighed, som skulde bevises. Men om det Bevis ad Omveje, som al menneskelig Erfaring, Stadfæsten og Forudseen leverer for denne Antagelse, mæler Lamennais ikke et eneste Ord.

Saaledes naaer han da foreløbigt til fuldkommen Tvivlsaand. Fuldstændig Tvivlen vilde jo imidlertid føre til fuldstændigt Vanvid. Allerede Selvopholdelsesdriften tvinger os til at tro og til at handle overensstemmende med vor Tro. Det er da efter Abbedens Anskuelse denne Mangel paa Evne til at tvivle, eller Visheden om, at man, hvis man tvivler, vil blive erklæret for uvidende, forrykt eller gal af alle andre Mennesker, som danner Grundvolden for al menneskelig Vished. Den almindelige Overensstemmelse (sensus communis) bliver da for os Sandhedens Segl, og der gives intet andet. Mangel paa Enighed avler straks Usikkerhed og Uvished. En Grundsætning eller en Kendsgerning er mere eller mindre tvivlsom, eftersom den er mere eller mindre almindeligt antaget og bevidnet. For Lamennais bliver da Begrebsbestemmelsen af en Videnskab denne: En Videnskab er en Samling af Tanker og Kendsgerninger, hvorom man er enig. Ligesom den senere Tids engelske Erfaringsfilosofer men ud fra et forskelligt Udgangspunkt, tillægger han end ikke Geometrien anden Grundvold end Enigheden. Hvis mangen en Vildfarelse i Videnskaben er bleven antaget for sand, da ligger det efter hans Anskuelse i, at Videnskaben kun strækker sig til et i Sammenligning med Menneskeheden ringe Antal Mennesker. Hvad er, udraaber han, nogle hundrede Lærde mod Menneskeslægten! og glemmer besynderligt nok, at Menneskeslægten aldrig har stemt overens om en eneste videnskabelig Sandhed, før Videnskabsmændene opdagede den, og overhovedet aldrig oprindeligt har været enig om nogen Tro.

Han spørger saa: Naar to Personer er uenige med hinanden, hvad gør de da, naar de forgæves har søgt at overbevise hinanden? og han svarer: de søger en Voldgift. Men hvad er en Voldgift? Det er en Autoritet, og denne fastslaar om ikke Vished saa dog Sandsynlighed til Gunst for en af de omtvistede Anskuelser. Da Fornuftovervejelsen som saadan kun skaber Tvivl, da det stærkeste Bevis imod Antagelsen af Noget altid er dette: "Du er den eneste, der tænker saaledes", saa naaer vi til Autoritetsprincipet som det eneste sande og afgørende.

Følgerigtigt vilde denne Anskuelse føre til ved Flertalsafstemning at finde det højeste Vidnesbyrd om Sandhed. Men vi skal jo, som man begriber, havne i den katolske Religion. Det er ganske lærerigt at følge de Volter, ved Hjælp af hvilke Autoritetsprincipet, opfattet saaledes som her, fører os lige i Armene paa den.

Lamennais begynder med at bestemme al Læren og Erkenden som Adlyden af en Autoritet. Vi træffer her igen Bonalds Lærdomme om at vi optager Sproget paa deres Autoritet, der lærer os det, og med det de Sandheder, der er nødvendige til Selvopholdelsen, Sandheder, som Gud i sit mægtige Ord har aabenbaret for ethvert Folk. Det aandelige Liv, hvis Lov er Lydighed, er da kun en Deltagen i den højeste Fornuft, en fuldkommen Samstemmen med det Vidnesbyrd, det uendelige Væsen har givet om sig selv. Den guddommelige Fornuft, der meddeler sig ved Hjælp af Ordet, er de skabte Fornuftvæseners Tilværelsesgrund, ligesom Troen er deres væsenlige Væreform. Vishedsprincipet og Livsprincipet er altsaa Et.

Da Menneskeheden nu er skabt for Sandhed, kan Almenfornuften ikke fare vild. Anderledes den Enkeltes Fornuft, der kan oversvømmes af Tvivlen. Skiller den sig fra Samfundet, dør den. "Væ soli!" udbryder Lamennais, ve den Enkelte! Den Hovmodige, siger han, indbilder sig, at man forlanger, han skal opgive sin Fornuft, naar man fordrer, han skal bøje sig for Autoriteten. Langt fra! Autoriteten er kun den almindelige, gennem Vidnesbyrd aabenbarede Fornuft: "Den besjæler og bevarer det Verdens-Alt, den har skabt. Uden den ingen Tilværelse, ingen Sandhed, ingen Orden."

Det er da kun Autoriteten, der giver Vished angaaende Religionen. "Religionen er ikke blot en Lærebygning af Kundskaber - den er desuden, den er fortrinsvis en Lov." Men ingen Lov uden Autoritet, disse to Tanker svarer til hinanden. Saaledes hviler Religionen nødvendigvis paa Autoriteten, og den sande Religion paa den største Autoritet. Den bestemmes som "Indbegrebet af de Love, der følger af Fornuftvæsenernes Natur", og til at lære disse at kende skal Autoriteten følgelig være det eneste Middel.

Lad os engang følge Sammenknytningen i dette Net af Vrangslutninger for saa at pille det fra hinanden.

Traaden er den: Fornuften udvikler sig kun ved Hjælp af Ordet eller Vidnesbyrdet. Vidnesbyrdet findes kun i Samfundet. Altsaa kan Mennesket kun leve i Samfundet. Altsaa fandt der nødvendigvis Samfund Sted mellem Gud og det første Menneske. [Man mærke den ubeviste Paastand om en Adam, Bonalds Lære, at Gud gav Adam Sproget, overhovedet Elementer tagne fra den saakaldt aabenbarede Religion som Autoritet, brugte som Bevis for, at den saakaldt aabenbarede Religion hviler paa Autoritet]. Nødvendigheden af Vidnesbyrdet indeholder Nødvendigheden af Troen, uden hvilken Vidnesbyrdet vilde være uden Virkning. Altsaa ligger Troen i Menneskets Natur og er den første Livsbetingelse. Troens Vished beror paa dens Overensstemmelse med Fornuften, det vil sige: paa Storheden af den Autoritet, som aflægger Vidnesbyrdet. Altsaa er Guds Vidnesbyrd uendeligt vist, eftersom det ikke er andet end Aabenbarelsen af den uendelige Fornuft eller af den største Autoritet. Der er intet Vidnesbyrd muligt uden i Samfundet. Altsaa er ingen Autoritet og Vished mulig uden i Samfundet. Der kan ikke gives noget menneskeligt Samfund uden i Kraft af det Samfund, der oprindeligt blev oprettet mellem Gud og Mennesket i Kraft af de Sandheder eller Love, hans Ord oprindeligt har aabenbaret. Altsaa kan disse Sandheder ikke gaa tabt i noget Samfund uden at dette Samfund gaar tilgrunde. De maa følgelig kunne genfindes i alle Samfund. Disse for et Samfund nødvendige Sandheder bevares kun igennem Vidnesbyrdet, der ikke har Kraft eller Virkning uden ved Autoriteten. Altsaa: som der ikke gives nogen Autoritet uden i Samfundet, saaledes er Samfundet ikke til uden ved Autoriteten, og hvor der ikke er Autoritet, er der ingensteds noget Samfund. Men nu gives der to Arter af Samfund; thi Mennesket staar dels i timelige Forhold til sine Lige, dels i evige Forhold til Gud og sine Medmennesker. Disse to Samfund er det politiske eller borgerlige (timelige) og det aandelige (evige) Samfund. Følgelig gives der to Autoriteter og disse Autoriteter ere ufejlbare hver i sin Kres.

Det ser jo overmaade logisk ud; ifald "Ergo" var nok til et Bevis, vilde der ikke mangle Beviser. Men lad os prøve Bevisførelsen paa nogle Punkter.

Jeget, siger Lamennais, kan ikke alene, ikke i Ensomhed udvikle sig til Selvbevidsthed. Det er sandt, og vi slutter deraf, hvad man deraf kan slutte, naar vi siger, at Jeget følgelig har udviklet sig gennem et Du. Det er en Tanke, som fremfor Alle Feuerbach indtrængende har udtalt og varieret. Men Lamennais, der som Udgangspunkt griber den gammeltestamentlige Antagelse om et eneste enkelt Menneske, der eksisterer forud for hele Slægten, bygger Læren om dette Menneskes Underholdning med Gud og Alt, hvad deraf følger, paa denne Grund, der synker med Bygningen.

Lamennais vil fremdeles paavise det ufejlbarlige Kendetegn paa Sandheden. Dette Kendetegn skal den almindelige Overensstemmelse være. "Men hvorpaa hviler denne Overensstemmelses Autoritet?" Har den en Grund eller er den en Kendsgerning?

Hvis den har en Grund, hvis Almenfornuften bør afgive Reglen for den Enkeltes Fornuft, saa er jo denne af Lamennais saa forsmaaede og ringeagtede Enkeltfornuft i sidste Instans den højeste Dommer over Sandheden. Thi dels er det den, der tillægger den almindelige Overensstemmelse den saa høje Værdi, dels er det den, som afgør, hvorvidt der i hvert enkelt Tilfælde finder almindelig Overensstemmelse Sted eller ej.

Hvis den almindelige Overensstemmelses Autoritet derimod er en Kendsgerning, det vil sige en Sag, som simpelthen følger af vor Natur, saa er den Vished, den indgyder os, i ingen Henseende forskellig fra al anden Vished. Men nu har Lamennais jo netop selv taget til Genmæle imod at udlede Vished af en indre Følelse, ja endog bekæmpet vor Vished om vor egen Eksistens, da den Vished, vi behøver, er den "ufejlbarlige" - hvad i al Verden skal da nu gøre den umiddelbare Autoritetstro mere ufejlbarlig end enhver anden Vished?

Lamennais' Bevisførelse mundede endelig ud i to ufejlbare Autoriteter. Man hører paa Ordet "ufejlbar", at den katolske Kirke ikke er fjern. Det brænder allerede. Ufejlbarheden indsniges som umiddelbar Følge af Autoriteten.

Der er et Punkt, hvor alle Kirkefornyelsens Læremestere mødes, et Punkt, hvorom Joseph de Maistre, som indleder den, er fuldkomment enig med Lamennais, som afslutter den, hvor betinget end forresten (som hans Breve udviser), den Tilslutning var, som han ydede sin nyeste Lærlings øvrige Paradokser. Det er den pavelige Ufejlbarhed. Man maa erindre, at i det attende Aarhundrede syntes Pavemagten død. En Pave havde brevvekslet med Voltaire og modtaget Tilegnelsen af hans "Mahomet". Paven havde selv afskaffet sine trofaste Janitsjarer, Jesuiterne. Den religiøse Reaktion indvarsles da ved at man atter hævder, ja, endog fra katolsk Synspunkt set, overdriver Pavens Betydning. Maistre havde sagt: Uden Paven ingen Autoritet; uden Autoritet ingen Tro, det vil sige: uden Pave ingen Tro. - Saaledes bliver Pavens Overhøjhed Kristendommens egentlige Ophav og Kærne, indtil Paven i vore Dage (hos Biskop Ségur) forvandles til et Sakramente, til "Jesu virkelige Nærværelse paa Jorden".

Tankegangen hos Maistre var denne: Der gives ingen Religion uden en synlig Kirke, der gives ingen Kirke uden Regering, ingen Regering uden Suverænitet og ingen Suverænitet uden Ufejlbarhed. Han appellerede til Grundsætningen om Kongens Uansvarlighed. Den var for ham i det Væsenlige det Samme som Ufejlbarheden for Pavernes Vedkommende. Enhver Regering, sagde han, er ifølge sit Væsen ubetinget, taaler ingen Opsætsighed; fra det Øjeblik af, da man har Lov til at sætte sig op imod den under Paaskud af, at den er uretfærdig eller tager fejl, gives der ikke mere Noget, der kan kaldes Regering. Ja han søgte, som vi saa, gennem beslægtede Forhold i Søvæsenet og Retsvæsenet at vise, hvor fortrolig man i alle andre Livskrese er med den Ufejlbarhedstanke, som det hører til god Tone at stødes over, naar Talen er om Paven.

Dette skarpsindige Forsvar har ganske sikkert alle de Fortrin, som et Forsvar for en forud tabt Sag kan besidde. At man maa betragte den verdslige Suveræn som ufejlbar, skønt han ikke er det, viser jo ikke, at Paven som Kirkens Suveræn virkelig er ufejlbar. At der altid maa være en højeste Magt, som kan fordre den ydre Underkastelse, viser jo ikke, at denne Magt ogsaa med Rette kan kræve Sindenes Tilslutning. Eller er maaske den ydre Underkastelse nok? Joseph de Maistre tilstaar det i Grunden. Han siger: "Hvad selve Dogmet om Pavens Ufejlbarhed angaar, da har vi ingen Interesse i at drage det i Tvivl. Naar der frembyder sig et af hine teologiske Spørgsmaal, som nødvendigvis maa underkastes en Højesteretsdom, saa er det ikke af Interesse for os, at det bliver afgjort paa denne eller hin Maade, men vel, at det bliver afgjort uopholdeligt og uden Appel."

Lamennais, der som Maistre naaer til to ufejlbare Autoriteter, Statens og Kirkens, gaar som den, der er et Slægtled yngre end sin Lærer, endnu et langt Skridt videre ad den betraadte Vej. Da det i Længden viser sig umuligt at fastholde de to Ufejlbarheder hver i sin Kres, betænker han sig ikke paa at afgøre, hvilken af dem der i Sammenstødstilfælde maa vige. Han drager selv den sidste Følgeslutning, idet han siger: "Den aandelige Myndighed svarer til Retfærdighedens og Sandhedens uforanderlige Lov, den verdslige Magt derimod til Styrken, som tvinger de oprørske Viljer til at underkaste sig under denne Lov. "Styrken er nødvendigvis underordnet Loven, Staten underordnet Kirken". I modsat Tilfælde maatte man antage to uafhængige Magter, den ene Retfærdighedens og Sandhedens Bevarer, den anden blind og derfor efter sin Natur ødelæggende for Retfærdighed og Sandhed." (note: Du progre's de la révolution et de la guerre contre l'église.) En stolt og for det nittende Aarhundredes Begyndelse meget betegnende Følgeslutning!

Man lærer heraf, hvad Magt Lamennais vilde have den katolske Kirke tillagt. Vi har endnu tilbage at se Slutningsspringet, hvorved det bevises, at den katolske Kirke er selve den Autoritet, hvorom der er talt saa vidt og bredt. Lamennais siger: "I Valget af en Religion indskrænker da Alt sig til at vide, om der nogensteds gives en saadan Autoritet som den, hvis Væsen vi har forklaret, eller med andre Ord, om der gives et aandeligt og synligt Samfund, der erklærer (!!), at det besidder denne Autoritet. Vi siger et synligt Samfund, fordi ethvert Vidnesbyrd er udvortes [man erindre, at den indre Stemmes Dom er forkastet], vi siger dernæst, at dette Vidnesbyrd vilde levere det afgørende Bevis for den Autoritet, hvorom her tales, fordi det vilde være Udtryk for den mest almindelige Fornuft."

"Hvis der ikke gaves et saadant Samfund, vilde den eneste sande Religion være Menneskeslægtens overleverede Religion, det vil sige: det Indbegreb af Troessætninger og Forskrifter, som er helligede ved alle Folks Overlevering og oprindeligt er aabenbarede af Gud."

"Hvis der derimod gives et saadant Samfund, da udgør dets Troessætninger og Forskrifter den sande Religion." - Fra det nu naaede Højdepunkt gaar Resten af Bevisførelsen af sig selv:

"Siden Jesu Kristi Tid har det kristne Samfund ubestrideligt altid besiddet den største Autoritet. Iblandt de forskellige Trossamfund tilkommer Præget af størst Autoritet synligt den katolske Kirke. Saaledes ses det, at i den alene findes alle de Sandheder, der er nødvendige for Mennesket, i den alene det fuldstændige Kendskab til Fornuftens Pligter eller Love, i den alene Vished, Frelse og Liv."

Vi er da paa denne Maade løbne i Havn. Dog ikke nok med, at vi er ankomne som Vrag; endnu i sidste Øjeblik lider vi Skibbrud i Havnen. Thi Lamennais tilstaar i Værkets Slutning meget aabent, at alle Religioner hviler paa Autoritet, og at ikke desmindre de oprindelige Overleveringer i dem alle med Undtagelse af én er blevne mere eller mindre forvanskede ved Tilføjelser, der maa betegnes som Vildfarelser. Og disse Vildfarelser er atter kun blevne tagne for gyldige i Kraft af Autoriteten og eksisterer kun ved den. Hvilken Tilstaaelse! Den vipper hele Bevisførelsen overende.

Lamennais mærker dog Intet dertil. Med Bifald anfører han disse Ord af en katolsk Forfatter: "Den katolske Religion er en Autoritetens Religion, og derfor er den alene en Vishedens og Rolighedens Religion. Med Triumf beraaber han sig ogsaa paa det Udsagn af Rousseau, at "hvis Nogen om Søndagen kunde bevise ham, at han i Trossager var forpligtet til at underkaste sig en Andens Afgørelse, vilde han om Mandagen lade sig gøre til Katolik, og ethvert tankefast og sandhedskærligt Menneske vilde bære sig ad som han." Lamennais klapper i Hænderne, sikker som han er paa at have ført dette Bevis for, at den Enkelte i Trossager bør underkaste sig Autoriteten. - Hvilket Bevis!

Et af to: Enten hviler den katolske Kirke paa den almindelige Anerkendelse af dens Sandhed, eller den gør det ikke. Hviler den derpaa, saa er den jo almindelig anerkendt og behøver intet Forsvar, da den ingen Fornægtere har. Hviler den derimod ikke derpaa, saa er den ifølge Læren falsk, og intet Forsvar kan hjælpe den.

Men ikke nok hermed: Selve denne Lære, at den almindelige Overensstemmelse afgiver Kendemærket paa det Sande, selv den maa jo ogsaa bevise sin Sandhed ved at den er almindelig anerkendt. Men lader der sig nu tænke en mere blodig Skæbnens Ironi end den, at den ikke blot blev almindelig bestridt, men at Kirken selv i 1832 forkastede denne Lære? Saaledes stod altsaa Lamennais pludseligt alene med den Lære, at det var Summen af alle de Andre, der havde Ret. Lader der sig tænke en mere latterlig Modsigelse? Ja, der lader sig tænke en, nemlig den, som straks efter indtraadte: at Lamennais som Kirkens lydige Søn, bøjende sig under dens Autoritet, selv frafaldt og afsvor denne sin Lære om Kirkens Autoritet som Sandhedens ufejlbare Kendemærke.

Men vi behøver ikke at kaste Blikket saa langt frem som til 1832 for at se, hvorledes Autoritetsprincipets Mænd kom i Strid med deres eget Princip. Hvad man end forfægter, maa man først og fremmest have Frihed til at tale. Det er det Guddommelige ved Friheden, at selv dens Hadere, trænger til den og anraaber om den. Bladet "Le conservateur" begyndte med paa det Ivrigste at hævde Pressefrihed og var siden højligt trykket heraf. Man kunde ikke godt nægte Andre en Frihed, man havde fordret for sig selv; man kunde ikke godt - men man gjorde det. Ganske lige saadan gik det med Hensyn til Spørgsmaalet om parlamentarisk Regering eller, som man da kaldte det, "det parlamentariske Prærogativ". Straks efter Kongedømmets Genindførelse er det den katolske og monarkiske Skole i Frankrig, der gennem sine Bladartikler og sine Talere kuldkaster det første Ministerium, som var udgaaet af Kongemagtens frie Valg. Man vilde selv til Roret. Saaledes var det da Autoritetsprincipets Skole, der i Frankrig først fastslog de stik modsatte Principer: Pressefriheden i dette Ords mest udstrakte Betydning og det parlamentariske Flertals afgørende Indflydelse. Man undergravede selv den Grund, hvorpaa Autoriteten hvilede.

Hos den stolte og lidenskabelige Præst Lamennais er Udviklingen i denne Retning til at kontrollere Punkt for Punkt. Grundloven (la Charte), som jo paa det Nøjeste hang sammen med Kongemagten, sikrede idetmindste paa Papiret Religionsfrihed. Men denne Religionsfrihed opbragte Lamennais, der jo vidste, at kun én Religion var den sande. Paa hin Tid kom det ynkelige Ordspil i Mode, at Retten til Samvittighedsfrihed er Retten til at være fri for Samvittighed. Lamennais og hans Tilhængere hævdede da, at man burde følge sin Samvittighed. Det gjorde efter deres Mening Modstanderne ikke. Men de glemte, at der er en Pligt der gaar forud for den at følge sin Samvittighed; det er den at oplyse sin Samvittighed. Hvis det er umoralsk at handle imod sin Samvittighed, er det ikke mindre umoralsk at danne sig en Samvittighed efter falske og vilkaarlige Grundsætninger.

I Samvittighedens og Autoritetens Navn nedlagde da Lamennais Indsigelse mod Statens Bekendelsesløshed, der af ham betegnedes som "den politiske Ateisme". Han udslyngede Stikordet: I Frankrig er Loven Ateist. - Ja, han gik videre. Han viste i et navnkundigt Brev, som han indrykkede i Bladet "Den hvide Fane" og rettede til Biskop Frayssinous, at da den Slægt, som det nu gjaldt om at opdrage, var født i Blod, nær ved Ludvig den Sekstendes Skafot og Fornuftgudindens Alter, kunde kun Kristus frelse den og Kristendommen opdrage den. Men al Opdragelse i Frankrig var efter hans Paastand ateistisk. "Overdriver jeg, Monseigneur, naar jeg siger, at der i Frankrig gives Opdragelsesanstalter som staar i mere eller mindre nær Forbindelse med Universitetet, hvor Børnene bliver opdragne i praktisk Ateisme og Had til Kristendommen? I en af disse Lastens og Ugudelighedens gyselige Huler har man set tredive Elever gaa til Herrens Bord, beholde den indviede Hostie og begaa en Helligbrøde, som Loven fordum vilde have straffet, idet de med den har forseglet de Breve, de har skrevet til deres Forældre ... En ugudelig, fordærvet, oprørsk Slægt danner sig under Universitetets Indflydelse."

Man var meget ilde tilmode over disse aabenmundede Oplysninger og i høj Grad trykket ved disse Angreb paa Statens Grundlov fra en Lejr, hvis varme Understøttelse man havde troet at kunne gøre Regning paa. Da Lamennais som Følge heraf mødte stor Kulde og modtog Irettesættelser istedenfor Tak, gik han endnu et Skridt videre.

Vi har allerede set, hvorledes hans Lære førte til i Sammenstødstilfælde at ofre den verdslige Ufejlbarhed for den gejstlige Over-Ufejlbarhed. Men dette var i Virkeligheden Et med at indrømme den fritænkersk-kætterske Skole, at den havde Ret i at forkaste det Præg af Ukrænkelighed og Uigenkaldelighed, som de kongeligsindede Forfattere vilde tildele Kongedømmet af Guds Naade. Det var desuden at gøre den hele verdslige Magt afhængig af Paven. Alle Frankrigs Bisper svarede med en Erklæring, i hvilken de hævdede den verdslige Magts Uafhængighed af Pavestolen.

Saaledes stod da Lamennais, "Autoritetens" Mand, nu i det mest spændte Forhold baade til de gejstlige og til de verdslige Autoriteter.

Hans Optræden som Demokrat ligger denne Gang udenfor vor Ramme. Vi vil her kun agte paa de Spirer til hans nye Retning, der fandtes i hans oprindelige Autoritetslære. Thi det er det Fængslende ved denne Lære, at den ingenlunde er af den gode, gamle, brutale Art, som de Lærdomme, der opstod hos Bonald og Maistre lige efter Revolutionen. Reaktionen er her langt mere fornuftbestemt, altsaa langt mindre principfast. Ethvert alvorligt Forsøg paa at begrunde Autoritetsprincipet maa ifølge Sagens Natur give det et Dødsstød; thi Autoriteten hviler ikke paa Grunde. Lamennais' Lære, der ved første Blik kunde synes Enevælden saa gunstig, var ved nærmere Betragtning i høj Grad folkelig. Den hele Bygning hvilte paa Læren om Menneskeslægtens Autoritet. Men under hint Grundbegreb: Menneskeslægtens Autoritet rørte sig et andet, og hvilket andet vel end det gamle Rousseauske, af Reaktionens Mænd saa kraftigt bekæmpede "Folkesuverænitetens" Grundbegreb! Læserne mærkede det ikke straks; Forfatteren følte det heller ikke; men det laa der, det slumrede og en skøn Dag vaagnede det og kendtes igen af Alle.

Lamennais vilde erstatte Kongevælden med Gudsvælden. Men Gudsvælden var ikke folkekær, i alt Fald kun folkekær, naar Ordet omskreves efter det gamle Ordsprog: "vox populi, vox dei", naar Guds Røst altsaa betød Folkets Røst. Det praktiske Resultat af hans Lærdomme blev da kun Svækkelsen af den verdslige Myndighed, der skulde underkastes den almindelige Fornufts Dom; thi Almenfornuften, der først var bleven personliggjort i den suveræne Kirke, personliggjordes meget snart i det suveræne Folk. Da Lamennais endte med at kalde Aanderne til Oprør i "En Troendes Ord", viste det sig, at han kun havde gjort den Frontforandring nu at attraa Gudsvælden til Bedste for Folkene istedenfor tidligere til Bedste for Fyrsten.

Julirevolutionen sikrede ham Pressefrihed, og den første Brug, han gjorde af den, var den at fordre Undervisningens Frigivelse og Kirkens Adskillelse fra Staten. Han haabede saaledes at kunne bringe hele Undervisningen ind under Kirken og faa den berøvet sit verdslige Præg. Da han i Slutningen af 1830 grundede Bladet "Avenir", var dets Program Adskillelsen af Kirke og Stat. Alle Angreb besvarede han med Appel til Rom, hvis Program nødvendigvis maatte og skulde falde sammen med Bladets; men Vaticanet tav haardnakket. Sagen var, at Pavemagten ikke havde det Allerringeste tilovers for Lamennais' Frisind og aldeles ikke følte sig oplagt til at give Afkald paa Statens Tilskud til Kirken. Da nu Modstanderne vedblev med den Paastand, at Lamennais' og hans Medarbejderes Meninger ikke stod i Overensstemmelse med den katolske Rettroenhed, rejste i Februar 1831 Lamennais til Rom for at spørge Paven, om det, som han udtrykte sig, "var en Forbrydelse at kæmpe for Gud, Retfærdighed og Sandhed, og om han overhovedet burde fortsætte sine Bestræbelser". Man holdt ham i Rom hen med Snak og Udflugter lige til August 1832.

Saa udkom den Bulle, hvori han, Bekæmperen af Ligegyldigheden i religiøse Spørgsmaal, dømtes for religiøs Ligegyldighed. Det hedder her: "Af denne Ligegyldighedens urene Kilde udstrømmer ogsaa den vildfarende og urimelige Sætning eller rettere det Vanvid, at man bør hævde og sikre Alle Samvittighedsfrihed ... Men, som Augustinus sagde, "hvilken værre Død gives der end Frihed til at fare vild!" Thi det forstaar sig, at naar enhver Tøjle tages bort, der kan holde Menneskene paa Sandhedens Stier, saa styrter deres Natur, der helder til det Onde, ned i Afgrunden ... Hertil henhører ogsaa den afskyelige Frihed, for hvilken man aldrig kan have Rædsel og Modbydelighed nok, som benævnes Boghandelens Frihed til at offenliggøre et hvilketsomhelst Skrift, en Frihed, som Nogle med saa megen Iver vover at forfægte *30). Det var rene Ord for Pengene. Lamennais underkastede sig, og hans Blad gik ind. Det er let at forstaa, at han følte det, som var der rakt ham et Malurtbæger, let at begribe, at der nu ikke behøvedes mere end en Draabe for at faa det til at flyde over. Han stod fra nu af paa Springet til at kaste sig ind i Revolutionens Arme. Han gjorde kort Tid efter dette Spring.

Men hvad der for os, der bliver staaende ved det første Udviklingstrin hos Lamennais, er underholdende som Sjælehistorie, det er Iagttagelsen af hvorledes hans barnlige Autoritetstro undergraves, saasnart han i Rom faar Lejlighed til at se Helligdommen nærved. Han skriver privat fra Rom:

"Paven er from og vilde gerne det Gode; men fremmed som han er for Verden, er han fuldstændigt uvidende saavel om Kirkens som om Samfundets Tilstand: ubevægelig i det Mørke, der fortætter sig omkring ham, sidder han og græder og beder; hans Opgave, hans Sendelse er at forberede og fremskynde de sidste Nedbrydninger, som maa gaa forud for Samfundets Genfødelse, og uden hvilken denne enten vilde være umulig eller dog ufuldstændig. Derfor har Gud givet ham i Hænderne paa Mennesker, der staar saa lavt, som det overhovedet er muligt at staa; æresyge, gerrige, fordærvede som de er, paakalder de i deres fæiske Raseri Tatarerne for i Europa at oprette hvad de kalder Orden."

Er det ikke et mærkværdigt Træf, at ogsaa Lamennais skal ende med at støde an mod dette Ord, der saa fuldstændigt havde opbygget det hele Slægtled. Som Victor Hugo under sine Forsøg paa at hævde Smagsautoriteten tilsidst føler sig tvungen til at kritisere og udvide Begrebet Orden, saaledes nødes Lamennais under sin Kamp for Katolicismen til det Samme. Med hvilken Vemod og hvilken Lidenskab skildrer han ikke i sine Breve den Fordærvelse, han har truffet blandt hine "Ordenens" Støtter i Rom:

"Katolicismen var mit Liv, fordi den er Menneskehedens Liv; jeg vilde forsvare den, jeg vilde drage den op af den Afgrund, ned i hvilken den hver Dag synker dybere. Intet var mere let. Bisperne har fundet, at det ikke var dem tilpas. Saa stod da Rom tilbage. Jeg rejste derhen, og jeg saa den skændigste Kloak, der nogensinde har besudlet menneskelige Blikke. Tarquiniernes kæmpemæssige Afløbsrende vilde være for snever for saa meget Skarn. Der hersker ingen anden Gud end Egennytten; man vilde der gerne sælge Folkene, sælge Menneskeslægten, sælge de tre Personer i den hellige Treenighed, hver for sig eller alle under Et, for et Stykke Jord og for nogle Piastre."

Saaledes viste sig paa nært Hold for Lamennais den Magt, til hvis mest uforfærdede Ridder han havde gjort sig. Hvad Under at han skiftede Front! hvad Under at han ligesom de gamle Sakseres hedenske Præster, med hvem Renan har sammenlignet ham, selv med et sikkert rammende Øksehug nedhuggede den Guddom, til hvis Alter han havde kaldt den modstræbende Verden!

Dog mærkværdigere endnu end dette Klarsyn paa et enkelt Punkt er de Glimt af højere Erkendelse i Almindelighed, der nu spores i Lamennais' Breve. Indtil da havde han søgt den ubetingede Sandhed, og det var Autoriteten, der skulde sikre ham denne. Nu naaer han med Et til Relativitetsideen, den Idé, som grundigst og fuldstændigst gør det af med Autoritetsprincipet: "Jo ældre jeg bliver, des mere undrer jeg mig over at se, hvorledes de Meninger, der har de dybeste Rødder i os, afhænger af den Tid, hvori vi har levet, af det Samfund, hvori vi er fødte, og af tusinde ligesaa tilfældige Omstændigheder. Tænk blot, hvilke Meninger vi vilde have, hvis vi var komne 10 Aarhundreder tidligere til Verden eller i samme Aarhundrede i Teheran, i Benares, paa Otaheiti!" Der er mere Filosofi i disse Par Ord, der foregriber Taine's Lære om den Indflydelse, Omgivelserne udøver, end i hele Lamennais' berømte Hovedværk. *31)

 

Noter til Kapitel 12:

*29) Her et Par fra hans tidligste Ungdom:

 

Man har ofte set Ægtemænd,

skinsyge paa deres Næste,

naar Fruen var Næstens Ven;

men det er ikke din, min Bedste!

 

Man har ydmyge Elskere kendt,

der holdt det for Gunst og Ære,

naar bare et Smil blev dem sendt;

men det er ikke din, min Kære!

 

*30) Atque ex hoc putidissimo indifferentismi fonte absurda illa fluit ac erronea sententia, seu potius deliramentum asserendam esse ac vindicandam cuilibet libertatem conscientiæ ... At quæ pejor mors animæ quam libertas erroris? inquiebat Augustinus. Freno quippe omni adempto, quo homines contineantur in semitis veritatis, proruit jam in præceps ipsorum natura ad malum inclinata... Huc spectat deterrima illa ac nunquam satis execranda et detestabilis libertas artis librariæ ad scripta quælibet edenda in vulgus, quam tanto convicio audent nonnulli efflagitare ac promovere.

*31) Lamennais: Essai sur l'indifférence. Progrés de la révolution et de la guerre contre l'église. Correspondance par M. Forgues. Oeuvres inédits par M Blaize. - Schleiermacher: Reden über die Religion, - Renan: Essais de morale et de critique. - Schérer: Mélanges de critique religieuse.

 

13. Reaktionens Højdepunkt og Undergang.

 

Vi har ladet os drage et Par Aar for langt frem i Tiden ved at følge Lamennais til det Punkt, hvor han foretog Overgangen til Demokratiet. Da i 1823 Bogen om Ligegyldigheden i Troessager forelaa færdig, vilde han endnu som alle Tidsalderens andre Tilhængere af Guds- eller Præstevælden ved Kirkens Autoritet styrke Fyrstens.

Imidlertid dør denne Fyrste og Karl den Tiende bestiger Tronen. Han bestiger den med al mulig Pomp og Pragt. Man fører ham til Reims for at han kan blive salvet. Den tyvende Maj 1825 fandt Salvningen Sted, og det syntes som om al gammel kongelig og kirkelig Overtro i den Anledning var stegen op af Graven. Det var saaledes en ældgammel Tro, at kronede Hoveder var istand til at kurere Kirtelsyge. Denne Mening var saa uomtvistet, at under Ludvig den Femtende, der ogsaa gjorde Brug af denne gamle Forret, en Dame fra Valenciennes, der havde ladet sig berøre af Kongens Hænder og der i den Hensigt at gøre sin Lykke derefter indsendte en Lægeattest for at hun nu var ganske fri for Kirtelsyge, fik det Svar; "De Forrettigheder som Kongerne af Frankrig nyder med Hensyn til Helbredelse af Kirtelsyge er blevne godtgjorte ved saa gyldige Beviser, at de ikke trænger til at stadfæstes ved nye Vidnesbyrd."

Det var under Ludvig den Femtende. Under Karl den Tiende viste man sig ikke mindre rettroende. Vi har set, hvorledes det under Revolutionen gik Ampullaen med den hellige Olie. Den blev slaaet i Smadder. Det var i fromme Katolikers Øjne en Helligbrøde uden Lige. Rigtignok havde den ældste Forfatter, som omtaler Clovis's (Chlodovech's) Daab, Gregor af Tours, ingen Anelse om at denne lille Flaske, af Størrelse som en Figen, fyldt med himmelsk Salvningsolie, ved denne Lejlighed blev anvendt. Men nogle Aarhundreder efter nedskrives forskellige Sagn, efter hvilke som nogle siger, den Helligaand i Skikkelse af en Due, som andre paastaar, en Engel fra Himlen har bragt Flasken ind i Domkirken i Reims, og disse Overleveringer, der havde holdt sig som folkelig Tro, blev opfriskede paany. Den Mand, der i 1793 havde været Præst ved Saint-Remi i Reims, og hvem den hellige Ampulla var bleven affordret, afgav nu den Erklæring, at han, før han udleverede Klenodiet, havde udtaget deraf Størstedelen af den størknede Salve, den indeholdt, og bragte den tilstede. (note: Se Anmærkningen til Lamartine's Cliant du sacre.) Der fandtes desuden en Troende, som paastod, at han dengang da Helligbrøden blev begaaet, havde opsamlet nogle Skaar med Draaber af den hellige Olie og bevaret dem til nu. Præst og Kirkeforstander anerkendte Skaarene for ægte.

Karl den Tiende lyksaliggjorde da en skøn Dag sit Land med Budskabet om, at han vilde lade sig salve med Chlodovechs hellige Olie. Skaarene blev føjede ind i en ny med Guld og Ædelstene beklædt Ampulla, og de kostbare Draaber fortyndede med andre. Vi har alt i Anledning af Napoleons Kroning berørt, hvorledes Salvningen gik for sig. Kl. 10 om Morgenen Dagen derefter besteg Kongen en prægtig Skimmel og red med et glimrende Følge og ledsaget af en Trop Gardehusarer til St. Marculfs-Hospitalet. Der ventede den første Livkirurg i Spidsen for 121 Kirtelsyge paa ham. Kongen forrettede en kort Bøn i Hospitalskapellet og gav sig saa tappert til Arbejdet med at helbrede dem. Den berømte Kirurg Dupuytren skammede sig ikke ved at være behjælpelig og holde de Syges Hoved ivejret under Komedien.

Højtideligheden blev besungen af Lamartine i en Krans af Digte (Chant du sacre) og af Victor Hugo i en begejstret Ode. Men i Anledning af denne mindeværdige Begivenhed blev der tillige skrevet en lille Vise der snart skulde paadrage sin Digter en Retssag og en Dom. Visen hed Karl den Enfoldiges Salvning og var forfattet af Béranger.

I Victor Hugos Ode "Le sacre de Charles den Tiende" var Tonen, som den følgende Strofe betegner den, troende, bibelsk og kongedyrkende:

 

Men Gud, som skuffed Gribbenes forbryderiske Vilje,

gav sin Due til Værn for Liljen i dens Nød,

og Duen slog sig ned som Vagt for Frankrigs Lilje,

og værned Karl, som Gud det bød,

Karl skal vies til Drot - medens Herren vi prise -

som Salomon den Vise,

der dyrked Gud ved Ord og ved Id,

hvem Sadoch og Nathan væded af Salvekanden;

de nærmede sig ham og kyssed ham paa Panden,

og sagde: Han leve altid!

 

Hos Béranger derimod var Tonen respektstridig til det Yderste. Han anraaber de Spurve, man efter gammel Skik havde sluppet ind i Kirken for at de frit kunde flyve om derinde, og beder dem passe bedre paa deres Frihed end Menneskene har vogtet deres. Her et Par Strofer som Prøve:

 

Franskmænd, som Reims har forsamlet!

Et Leve for Gammeltids-Skramlet!

Man har lappet den hellige Krukke,

og som i Forfædrenes Old

i Domkirkens Indelukke

gi'er sig Spurvene Glæden i Vold.

Disse Fugle, man af Buret slap fri,

af Kongen et Smil de slaa,

Folket raaber: I Fugle! vær klogere end vi!

Pas vel paa Jeres Frihed, pas vel pas!

 

Som salvet af den hellige Flaske

gør han alle de Kirtelsvage raske.

Spurve, som alene blandt hans Skare

den dræbende Kedsomhed stopper!

For Helligbrøde Himlen Jer bevare,

naar I hen over Alteret hopper!

Her lyder det som Bøddeløkser klinger,

hvor de Helliges Skildvagter staa.

Folket raaber: I Fugle! vi misunder Jeres Vinger,

Pas vel paa Jeres Frihed, pas vel paa!

 

Med Undtagelse af Delavigne, der nedstammer umiddelbart fra det attende Aarhundrede, og som i sine "Messéniennes" var lige begejstret for Revolutionen og for Fædrelandet, var Pierre de Béranger den eneste Digter, der havde holdt sig udenfor den herskende Gruppe af Aander og Talenter. Han var født 1780, oplevede 9 Aar gammel Bastillens Indtagelse og forvandt aldrig dette Indtryk saalidt som Indtrykkene af sin Børnelæsning Voltaire. En Anekdote fra hans Barndom viser, hvor tidligt han havde dannet sig sin Livsbetragtning. En Dag, da Béranger var 13 Aar gammel og netop stod og lo yderst haanligt af sin Tante, der under et voldsomt Uvejr stænkede Værelset med Vivand, hændte det sig, at Lynet slog ned i Stuen lige ved siden af ham, saa han nogen Tid laa hen i fuldstændig Lamhed. Man antog ham for død. Da han slog Øjnene op, var hans første Ord til den gode og fromme Tante det triumferende Udraab: "Naa, hvad hjælper saa dit Vivand!" Anekdoten synes sand og er med Harme fortalt af kirkeligsindede Forfattere. I samme Aand var det, at han nu gik løs paa Bourbonerne, og deres Vivand hjalp dem ikke Noget.

Men paa samme Tid, som de gjorde sig latterlige, viste sig det Særsyn, at Napoleon fra forhadt var bleven poetisk, fra en historisk Skikkelse bleven til en mytisk. Endnu medens han levede, var han bleven til en Sagnhelt. Den pludselige Ubevægelighed, der hos ham nødtvungent var fulgt paa en Virksomhed, der havde holdt hele Europa i Aande, virkede mægtigt paa Sindene. I Virkeligheden var hans nødtvungne anden Tronafsigelse uden Storhed, og hans Plan at overgive sig til Englands Beskyttelse kun ubesindig. Men Englændernes Uædelmodighed kom hans Ry til Gode. Den fjerne ensomme Klippeø ude i det store Ocean syntes ligesom kun at være Fodstykke for Helten. Den virkelige Bonaparte forvandledes til en ideal Napoleon. Historien afstod ham til Lyriken og til Sagnet.

Selv hans fordums Fjender kunde ikke holde et Udbrud af Beundring tilbage for denne Mand, mod hvem Alle bestandig havde Øjnene vendte. Chateaubriand sagde dengang de bekendte Ord, at "Napoleons graa Frakke og Hat paa Enden af en Stok, plantet paa Kysten ved Brest, vilde være nok til at bringe hele Europa til at gribe til Vaaben."

Béranger skrev det sjælfulde Digt "Folkets Minder" (Les souvenirs du peuple), som maaske tegnede Sagnhelten simplest, skønnest og mindst overensstemmende med Virkeligheden; thi det skildrede ham ligesaa godlidende som stor. Det er det Digt, der begynder:

 

Om hans Hæder vil der meldes

under Straatag, mens Tiden gaar.

I Hytterne vil om halvhundred Aar

ingen anden Historie fortælles.

 

Fortællingen om Kejseren er lagt den gamle Bedstemoder i Munden, der paa forskellige Tidspunkter af sit Liv har set ham, snart som Sejrherre, snart som lykkelig Fader paa Vejen til Notre Dame, snart som Frankrigs Forsvarer mod de forbundne Hære. Her en Strofe som Prøve:

 

Børn! her, ned ad Landsbygaden

med et Følge af Konger han red.

Det er længe siden. Jeg véd,

jeg var nys bleven gift hér i Staden,

Han havde en lille Hat paa,

klavred op ad den Høj paa sin Fod

hvor for bedre at se ham jeg stod,

hans Overfrakke var graa.

Jeg blev flov, da jeg var ham saa nær.

Han sagde: Goddag, min Kære!

Goddag, min Kære!

 

Bedstemoer, hvilken Ære!

Han har talt til Jer!

 

Ungdommen, som nylig havde været glad ved at turde bryde sine Geledder og afryste den tyranniske Krigstugt, længtes nu tilbage til Konsulatets og Kejserdømmets og Heltemodets Dage. Den havde, siger Musset, drømt om Ruslands Is og Pyramidernes Sol. Nu syntes Jorden den tom. "Kongen af Frankrig sad paa sin Trone og Nogle rakte ham deres Hat, og han kastede en Almisse i den, og Andre rakte ham et Krucifiks, og han kyssede det. Og naar de Unge talte om Hæder, svarte man dem "Bliv Præster! og naar de talte om Ære, svarte man Bliv Præster! og naar de talte om Haab, om Elskov, om Kraft og Liv, bestandig: Bliv Præster!" (note: Alfred de Musset: Confessions d'un enfant du siécle.)

Saa blev de da Præster. Hvorfor og hvordan de blev det, kan man se i de Romaner, der skildrer Tiden, f. Eks. i Beyle's "Rødt og Sort". Men det var Præsternes gyldne Tid. Allerede syvende Juni 1814, tre Dage efter Chartet, var den berygtede Ordonnans udstedt, der forordnede tvungen Højtideligholdelse af Søn- og Festdage. Man skulde nu under Straf af Pengebøde være katolsk. Selv Ikke-Katolske blev tvungne til at smykke deres Huse, naar Sakramentet blev baaret forbi. Syvende August 1814 blev Jesuiterordenen højtideligt genoprettet. Al Undervisning blev lagt i Gejstlighedens Hænder. Man gik ud paa at knuse Universitetet allerede af den Grund, at en stor Del af den studerende Ungdom havde deltaget i Paris's Forsvar mod de Fremmede, altsaa i en Uafhængighedskamp mod Kongedømmets Forbundsfæller.

Fra nu af begynder i den katolske Kirke en kortvarig Gæring, til hvilken Joseph de Maistres og Lamennais' Kamp mod Gallikanismen hører, hvilken efter en Snes Aars Forløb fører til det hidtil ukendte Særsyn, at Katolikerne er blevne enige. Katolicisme og Afhængighed af Rom bliver Et. Og endnu et Særsyn af beslægtet Art, som ingen tidligere Tid havde set, oplever vort Aarhundrede. Den kirkelige Enighed udbreder sig videre endnu end til de egenlige Trosfæller. Den protestantiske Kirke strækker Haanden ud imod den katolske, hvilken den engang havde bekæmpet som den babyloniske Skøge. Kaster vi da et Blik ud over Kirkens senere Udvikling, finder vi, at i vore Dage Forskellen mellem den rettroende Protestantisme og Katolicisme kun er et Skin, kun Forskellen mellem Tro paa Bibelens eller paa Pavens Ufejlbarhed. Protestanterne forkaster det attende Aarhundredes Forstandstro og det nittende Aarhundredes Kritik, gaar tilbage til det sekstende og syttende Aarhundredes Bekendelser og finder dem ikke rettroende nok; Luther er gaaet dem for vidt. Schleiermacher gælder for vantro i det kirkelige Tyskland, Bossuets Holdning misbilliges af Frankrigs Katoliker. Han gælder for Kætter, forsaavidt han hævdede den franske Kirkes Uafhængighed. Vi saa Joseph de Maistre udtale sig imod ham. Selv Montalembert nævner ham i sin Bog: "Om de katolske Interesser i det nittende Aarhundrede" med en vis Misbilligelse. Ikke nok hermed: Forfatterne af de katolske Tidsskrifter hengiver sig til Betragtninger over Verdenshistorien, der fører til en Art Korstog imod de store hedenske Genier, der har grundlagt Europas Civilisation, som f. Eks. Pindar, Plato, Vergil, en Fejde, hvortil Grundtvigs tidligste verdenshistoriske Fordømmelsesdomme i den danske Literatur afgiver et Sidestykke. (note: Se Saisset: La philosophie et la renaissance religieus. Revue des deux mondes 1853 Tome 1.) Med Jubel udraaber derfor Montalembert i det nysnævnte Skrift: "Løgnehistorien, Parodihistorien, Deklamationshistorien, som den forfattedes af Voltaire, Dulaure og Schiller, der opdrog vore Fædre, vilde i vore Dage neppe blive taalt i en Feuilleton." Man behøver kun at gennemblade Lamennais' Brevveksling for at faa det Indtryk, at Julirevolutionen for en stor Del var foraarsaget ved Præstepartiets Adfærd. Navnlig viste Jesuiterne sig som Fanatismens Stormsoldater. Missionærer udsendtes over hele Frankrig. Deres brændende Tro skyldtes deres grove Uvidenhed. De omvendte undertiden hele Regimenter paa én Gang, der saa førtes til Altrene af deres Oficerer.

Mariadyrkelsen tog et Opsving som ingensinde før. Den samme Bevægelse foregik (kun hurtigere) med Troen paa Maria som i Oldtiden med Troen paa Kristus. Hun forvandledes lidt efter lidt fra et menneskeligt til et guddommeligt Væsen.

Følger vi for et Øjeblik den religiøse Reaktions Bevægelse ud over det Tidsrum, vi behandler, saa ser vi, hvorledes man med Kæmpeskridt gaar videre ad den betraadte Vej. Dogmet om Marias ubesmittede Undfangelse, for hvilket Middelalderen i det tolvte Aarhundrede var veget tilbage, ender med at blive fastslaaet. Maria fortrænger umærkeligt Kristus og bliver Frankrigs Guddom, som hun tilforn var Italiens og Spaniens. Med Stolthed forkynder Katolikerne, at Marias Aarhundrede er fulgt paa Voltaires Aarhundrede. I en Lærebog, efter hvilken katolske Præster opdrages, (note: Manuel de piété a l'usage des séminaires 7 éd. Paris 1835) hedder det: "Man bør hædre den hellige Jomfru som den evige Faders Hustru, da han med hende og i hende har avlet vor Herre Jesus Kristus; man bør i hende hædre alle de guddommelige og tilbedelsesværdige Fuldkommenheder, som Gud har ladet gaa over til hendes Person, idet han med overordenlig Overflod har meddelt hende sin Frugtbarhed, sin Visdom, sin Hellighed og sin guddommelige Livsfylde." I en Bog, som Erkebisp Malou har udgivet om den ubesmittede Undfangelse, skildres Maria som paa én Gang Datter af Gud, Hustru til Gud og Moder til Gud. Treenighedens Slægtskabsforhold bliver her saa indviklede, at Maria bl. A. bliver Datter af sin egen Søn. I en Bog af Abbed Guillon: "Marias Maaned" fremstilles hun endog som en Art Overgudinde, til hvem man derfor helst bør bede: "At være Guds Moder, det vil sige at have en Art Almagt over selve Gud og, om det er tilladt at sige saa, at bevare en Art Autoritet over ham." Saaledes havner Autoriteten tilsidst hos Madonna.

Paa de gamle Skolastikeres Vis giver man sig til hos Kirkefædrene at samle Bevissteder for den ubesmittede Undfangelse. En enkelt Gejstlig ved Navn Passaglia har alene samlet 8000. Ja Erkebiskop Malou erklærer at kunne levere ikke mindre end 800,000 Beviser derfor. Man svimler. Føj hertil Relikviedyrkelsen som fulgte omkring Midten af vort Aarhundrede; thi Relikvierne, der under Revolutionen havde ophørt at gøre Mirakler, gør paany Mirakler for det Slægtled, der er opdraget af Jesuiterne. I 1844 begyndte Biskop Arnoldi i Trier at udstille Jesu hellige Kjortel, en usyet Linneddragt, der (som de to tyske Historikere J. Gildemeister og H. von Sybel slaaende har godtgjort) ved et mellem 1106 og 1124 begaaet Falskneri er blevet omtalt i et Dokument af Pave Sylvester (327) som skænket Domkirken i Trier af Kejserinde Helena. Det skulde være den i Johannes 19, 23 omtalte Chiton, som Jesus ved Korsfæstelsen havde baaret. Der gives imidlertid foruden den hellige Kjortel i Trier rundt om i Landene endnu en fuld Snes hellige Kjortler af samme Beskaffenhed, hvoraf den i Galatien er et halvt Aartusinde ældre end den i Trier. Flere har pavelig Anerkendelse, Da Gregor den Sekstende i 1843 stadfæstede Ægtheden af den hellige Kjortel i Argenteuil, men Leo den Tiende allerede 1514 havde anerkendt Trierkjortelen, vilde Forsvarerne af den i Trier ikke bøje sig for den sidste Bulle, og man valfartede da til dem begge to. GÖrres jubler i sine "Historisk-politiske Blade" over Pilgrimsfarten til den hellige Kjortel i Trier.

Endelig udmunder den religiøse Reaktion i Pius den Niendes Syllabus, hin berømte Bulle, der stempler den frie Tanke som et Frihedens Delirium, fordømmer borgerligt Ægteskab, Adskillelsen af Kirke og Stat, Religionsfrihed, Pressefrihed og Talefrihed og fordømmer den Vildfarelse, at Kirken skal forsone sig med "Fremskridtet, Liberalismen og den moderne Civilisation". Dog næsten endnu mere følgestrenge end Syllabus er Forsvarsskrifterne derfor, den tyske Biskop Kettlers betitlet "Den falske Frihed og den sande Frihed" og den franske Biskop Dupanloups "La convention du 15 septembre et l'Encyclique du 8 décembre", der forklarer og retfærdiggør Pavens Kamp mod "den frække Fornægtelse af alle de store Sandheder, der udgør Grundvolden for det menneskelige Samfund". Man maa kun ikke tro, at disse Flyveskrifter er meget paafaldende i deres Form eller fulde af iøjnefaldende Taabeligheder. De ligner i Tone og Indhold mest en maadeholden Artikel i en dansk liberal Avis.

Til saadanne Resultater førte den nykatolske Retning. Men disse Resultater hører vel at mærke kun Historien, ikke mere Literaturhistorien til. "Enhver Retning er altid historisk længe efter at den har ophørt at være literaturhistorisk". Dette er den kun, saa længe den endnu har ikke blot Magthavere, Hertuger og Bisper, uden Aander og Evner i sin Tjeneste. Det har det religiøse Bagstræv efter 1830 ikke mere i Frankrig. Forskellen paa Reaktionen i 1820 og paa den Reaktion, der efter Nederlagene og Kommunard-Opstanden i 1870-71 hjemsøgte det svækkede og ulykkelige Frankrig, er den, at medens det dengang blomstrende Lysfjendskab havde næsten Alt hvad Frankrig besad af Aand og Talent i sin Tjeneste og i sin Hær, saa har det senere ikke havt et literært Navn at opvise.

Vi har tilbage at se, hvorledes Reaktionen i Datiden gik til Grunde. Den angrebes for det første udenfra: Dagspressen bekæmpede Oplysningshadet, Béranger sang sine Viser om det, en enkelt driftig Forlægger udgav fra 1817-24 alene 31,600 Eksemplarer af Voltaire (1,598,000 Bind) og 24,500 Eksemplarer af Rousseau, Touquet blev vel dømt af Politiet; men dette vakte en saadan Forbitrelse, at Globe truede med et Massefrafald fra Katolicismen. Touquet-Udgaverne oversvømmede da Landet paany.

En Mester i Sprogkunst, der optraadte som Forfatter af spottende Flyveblade, den med landlig Troskyldighed angribende Courier, forfulgte dernæst Regeringen med blodig Haan.

Paul-Louis Courier, der fødtes i Paris 1773, var en af Tidsalderens fineste Skribenter. Fra sin Fader, en rig Borgermand, der i sin Ungdom nær var bleven myrdet for et Elskovsæventyr med en fornem Dame, arvede han et brændende Had til den ørkesløse og hovmodige Adelsstand. Tyve Aar gammel blev han Artilleriofficer, deltog i Revolutionens Krige, men indsugede kun Lede til Krig og følte sig fra sin tidligste Ungdom lidenskabeligt dragen til Literaturen, især den antike, hvilken han dyrkede som en Sprogforsker. I 1795 forlod han uden Tilladelse den franske Hær, der laa for Mainz, og tilbragte sin Tid med at oversætte fra Latin. I 1798 var han atter Officer i Italien, studerede dernæst i Paris, gik paa ny som Chef for en Artilleri-Eskadron til Italien, holdt sig rolig under Kejserdømmet, og levede efter dets Fald som Landmand og Hellenist paa sin Gaard i en Landsby i Touraine.

Det var de Forfølgelser, som det sejrende Præsteparti iværksatte mod Enhver, han være nok saa ringe, i hvem det ude i Landet sporede en Fjende, der bragte Paul-Louis Courier til at træde offenligt op som Forfatter. I 1816 skrev han en Ansøgning til de to Kamre, for første Gang holdt i den jævne, kloge Bondestil, han med de reneste græske Mønstre for Øje forstod at anslaa. I sit simple, klare, altid dæmpede Sprog fortæller han her om de kirkeligsindede Provinstyranners smaalige Forurettelser af stakkels Bønder, som var skyldige i ikke at have hilset en Præst eller at have "talt ondt om Regeringen". Han indrømmer Sandsynligheden af Beskyldningernes Rigtighed; thi man er i hans Egn ikke præstekær og der er meget faa Folk i Egnen, som véd, hvad Regeringen er. Han viser dernæst, hvorledes halvaarlig Fængselsstraf uden Lov og Dom, og Elendighed, Fortvivlelse, Sygdom og Død, paaførte de Fængsledes Slægtninge og Børn, er Straffen, som rammer Forseelser uden Vægt. Fyrretyve Gendarmer slippes løs paa en Landsby, blot den mistænkes for "Bonapartisme"; de Mistænkte rives nøgne ud af deres Senge og bindes som Misdædere: "Man fører dem bort; deres Slægtninge, deres Børn vilde have fulgt dem, hvis Autoriteten havde tilladt det. Autoriteten, mine Herrer! det er det store Ord i Frankrig ... Overalt staar skrevet: "Ikke Grunde; Autoriteten". Det er sandt nok, at denne Autoritet ikke er Kirkeforsamlingernes eller Kirkefædrenes, endnu mindre Rettens; men det er Gendarmernes, og den er saa god som en anden."

Courier skrev ikke Bøger, ikke engang Hefter. Hvad han virkede ved var Flyveskrifter paa et Par Blade, højest et Ark, i hvilke han med stor satirisk Kunst, med tilsyneladende naiv Djærvhed, rettede en gennem flere Aar (lige til hans Død i 1825 for en Snigmorders Skud) fortsat Agitation mod det nedarvede Kongedømmes Regeringssystem.

En Perle af fin Humor er hans "Ansøgning til Deputeretkammeret for Landboerne, som man forhindrer i at danse". Dens Anledning var det af skinhellige Sognefogder og Præster udvirkede Forbud mod Bøndernes Dans paa Landsbyernes Torve. Han afslører Hykleriet, der har affødt de nye Helligdagsanordninger, og den Skade, de gør. Han véd meget vel, at Helligdagen i sin Tid blev indstiftet til Trælles og Livegnes Bedste; men der gives ikke i Frankrig Trælle og Livegne mere. Nu arbejder Bønderne for sig selv, naar Skatterne er betalte, og at tvinge dem til Lediggang, det er en Urimelighed; det er værre end selve Afgifterne. Thi de kommer idetmindste Hofmændene til Gode, men Lediggangen kommer Ingen til Gode. Han skildrer de unge hidsige Præster rundt om i Landsbyerne, der tordner mod Dans og alle Fornøjelser, og i Modsætning til dem den gamle firsindstyveaarige Præst i Véretz, der er elsket af sin Menighed for sin Humanitet, men som hades og forfølges, fordi han under Revolutionen var edfæstet, og hvis Død som Følge af et Overfald han i et senere Flyveskrift maa melde. Han taler om alt dette uden Harme, kun med Hjertesukket: "Din Vilje ske, o Herre!" Han kan imidlertid ikke lade være at tilføje: "Men hvem skulde have forudsagt det ved Austerlitz!"

Han indrømmer, at Landbefolkningen nu er meget roligere og meget lykkeligere end før Revolutionen, men han hævder, at den ogsaa er meget mindre troende: "Præsten i Azai, der sidste Paaske ønskede fire Mand, der havde været til Alters, til at bære Tronhimmelen, kunde ikke finde dem i Byen. Bonden er saa glad over den Jord, han saa nylig er bleven Ejer af, [det inddragne Adels- og Kirkegods], at han gaar helt op i Arbejdet med den, og over den glemmer Religionen og alt Andet." Han indrømmer Lamennais Ret til at bebrejde Befolkningen Ligegyldighed med Hensyn til det Religiøse. "Vi hører ikke til de Lunkne, som Vorherre efter Skriftens Ord spytter ud; det er værre endnu: vi er kolde."

Man træffer neppe nogen steds mere levende Skildringer af Samfundstilstandene ude i Landet i Ludvig den Attendes sidste Regeringsaar end hos Courier.

Man satte ham atter og atter i Fængsel for hans Flyveblade; han skræmmedes ikke deraf. I sit Svar paa anonyme Breve siger han: "Det er ikke mit gode Hoved, men min Dumhed, som har bragt mig i Fængsel. Jeg har simpelthen troet paa Grundloven (la Charte); det tilstaar jeg til min store Skam ... Aldrig i mit Liv vilde jeg uden Grundloven være falden paa at tale til Offenligheden om de Ting, der ligger mig paa Sinde. Robespierre, Barras og den store Napoleon havde tyve Aar igennem lært mig at holde min Mund ... Men saa kom Grundloven, og man sagde: Tal, Du er en fri Mand, skriv væk, lad trykke; Pressefriheden og alle andre Friheder er sikrede. Hvad er du bange for? ... Saa sagde jeg med Hatten i begge mine Hænder: Hvad om I kunde have den Naade at lade os danse paa vores Torv om Søndagen? ... Gendarmer, hurtig i Hullet med ham; den højest mulige Straf, desuden Pengebøde osv."

I et andet Brev, der er forfattet med overlegen Ro men med svidende Bitterhed, skildrer han Følgerne af Præsternes ugifte Stand. En af de Præster, der har raset mod Bøndernes uskyldige Dans, er bleven afsløret som Forfører og Morder. Først har han myrdet en Kvinde, som han havde staaet i Forhold til, og de øvrige Præster har søgt at give Ægtemanden Skylden for Drabet, dernæst har han myrdet og sønderskaaret en ganske ung Pige, hvem han havde besvangret, og er af sine Foresatte bleven bragt straffri over Grænsen, saa han nu paany præker, æres og dyrkes i Savoien. Courier viser, hvilke af Overtro og Havesyge udsprungne Forbrydelser der finder Sted i rettroende Egne, hvor man for ingen Pris vilde spise Kødmad om Fredagen; han siger: "Det er den sande Tro, ærlig, barnlig, ikke at mistænke for Hykleri" og tilføjer lige blodigt og fyldigt: "Man siger, at Moralen er grundet paa den."

Hemmeligt maatte han udgive de Par Blade, som bærer Titlen "Diplomatisk Aktstykke", et opdigtet Brev fra Kong Ludvig til hans Fætter Ferdinand af Spanien, skrevet 1823, da Franskmændenes Felttog i Spanien for at føre denne fordærvede Bourbon tilbage til hans Hovedstad, var heldigt endt. Det er en Satire over Ludvigs Forhold til Repræsentativforfatningen, som Fætteren ikke vil vide af, men om hvilken Ludvig paastaar, at den langtfra at virke hindrende tvertimod er behagelig og indbringende for Kongen.

Overmaade vittigt er endelig Flyveskriftet "Jævn Tale" (Simpte Discours), en Pamflet, i hvilken Courier vovede at udtale sig mod det af Hofmænd foreslaaede Køb af Godset og Slottet Chambord til Tronarvingen ved en almindelig Folkesubskription. Den spæde Hertug af Bordeaux, senere Greve af Chambord, var født saa længe efter Faderens Død, at denne Fødsel betragtedes som en Himlens Tilskikkelse. Lamartine, Victor Hugo og Musset besang den vidunderlige Begivenhed, og de to første sammenlignede Henri med Bibelens Joas. Forslaget til Nationalsubskriptionen fremkom under denne i de kongetro Krese løftede Stemning, men sine Grundsætninger tro skrev Courier derimod fra sit Bondestandpunkt.

Snart gav nu den hele Historieskrivning med Undtagelse af Michaud sig til at arbejde i en Aand, der var faretruende for det genoprettede Kongedømme. Thiers begyndte 1823 sin Historie, der gjorde samme Virkning som Bérangers Sange.

Det havde hidtil altid været Skik i Frankrig, at Regeringen understøttede Literaturen. Med Undtagelse af Napoleon havde alle Frankrigs Regenter gjort det. Man ventede det af Bourbonerne, men Understøttelser gaves sparsomt, med hvor sværmerisk en Hyldest end fra først af Digterne og Forfatterne kom dem imøde. Paa de faa, som var uvilligt sindede mod Kongehuset, hævnede man sig saa godt man kunde: for at straffe Béranger trak man hans Rival Désaugiers til Hoffet; for at straffe Delavigne afsatte man ham fra hans Embede som Bibliotekar.

Men værre end Angrebene udenfra var de Spirer til Opløsning, der viste sig inde i Autoritetsskolen selv. De Mænd, der som Prosaskribenter eller som Digtere havde tilhørt den immanueliske og legitimistiske Retning, følte deres Grundsætninger vakle.

Vi har allerede set, at Lamennais stod paa Frafaldets Rand. Og som hos ham, saaledes fandtes hos alle de andre Spirerne til det Nye trods deres redelige Vilje til Hævden af det Gamle.

Man sporer det skarpt hos Alfred de Vigny, som hører til en Aldersklasse, der er noget yngre end Lamartine, noget ældre end Hugo. Han fødtes som vi saa i en kongetro Familie; hans Fader, der havde været Officer under Ludvig den Femtende og glimret ved Hoffet, mistede alle sine Godser ved Revolutionens Beslaglæggelser. Efter Kejserdømmets Fald blev Sønnen, der seksten Aar gammel var udrustet paa egen Bekostning, optaget i Gardens Gendarmkorps. Under de hundrede Dage ledsagede han Kongen et Stykke Vej paa hans Flugt; da de var forbi, blev han Løjtnant i den kongelige Fodgarde. Men Bedrifternes Tid var omme og kun Garnisonslivets Kedsomhed laa for ham. Han bødede paa den ved et energisk aandeligt Liv.

Man havde i hans Drengeaar gjort hvad man kunde for at holde hans Tanker borte fra Napoleon og hvad hans var. Han var derfor ogsaa, da Skoletiden neppe var endt, med den hvide Kokarde paa sin Pande traadt ind i Bourbonernes Garde. Men utaknemmelige som de var, fordi de mente, at Alt skyldtes dem, lod de ham vente ni Aar paa Forfremmelse, indtil han efter Aldersfølge blev Kaptejn.

Da han begyndte at skrive, vakte hans Bøger Mishag ved det enfoldige Hof. Man fandt hans kongetro Skrifter oprørske. At han havde stillet Ludvig den Trettende i Skygge for Richelieu paadrog ham Beskyldningen for Liberalisme. Hvad nyttede det at hans Fader havde indprentet ham Dyrkelsen af Huset Bourbon fra han var Barn. Denne Dyrkelse stod snart for ham som hvad den var: "Overtro, politisk Overtro, rodløs, barnagtig gammel Fordom om adelig Troskabspligt, en Slags vassalagtig Vedhængen" (note: Journal d'un poéte. S. 47.).

Af ren Ridderlighed kunde han vel vedblivende indtage en Holdning som Kongedømmets Mand, ligesom han, om end nødig vilde have forsvaret det under Julirevolutionen, ifald det havde paakaldt hans Tjeneste som forhenværende Officer, men i sit Indre var han tabt for det, uden at han derfor blev Demokrat. "Verden vakler," skriver han i sin Dagbog, "mellem to Urimeligheder: Kongedømmet af Guds Naade og Folkesuveræniteten."

For Troen var han endnu tidligere gaaet tabt. Tiltrods for alle Englene og Erkeenglene, Tronerne og Fyrstendømmerne i hans Ungdomsdigte var han mindst af alt egnet til en Troens Ridder. Af Naturanlæg var han en Tungsindig og en Vantro, tungsindig i en saadan Grad, at han sit Liv igennem var hjemfalden til en Melankoli, hvori ingen Straale af Haab eller øjeblikkelig Livsglæde synes at være falden, og vantro overfor den Religion, han med Læberne bekendte, i en saadan Grad, at han nærede en Art personlig Bitterhed mod Forestillingerne om Gud og Sjælens Udødelighed.

Allerede i 1824 samler han i sin Dagbog sin Livsanskuelse i dette Billede: "Jeg forestiller mig en Flok Mænd, Kvinder og Børn i dyb Søvn. De vaagner i et Fængsel. De vænner sig til deres Fængsel og laver sig smaa Haver i dets Gaard. Lidt efter lidt bemærker de, at man bortfører dem, en efter en, for bestandigt. De véd hverken hvorfor de er i Fængsel eller hvorhen man fører dem derefter, og de véd, at de aldrig vil faa det at vide. - Imidlertid findes der iblandt dem ... Folk, som fortæller hvad der bliver af dem efter Fængselstiden, dog uden at vide det. Er de ikke gale? Det er klart, at Fængslets Herre, Guvernøren, ifald han havde villet, havde kunnet lade os lære baade vor Arrestordre og Aktstykkerne i vor Proces at kende. Da han ikke har villet det eller nogensinde i Fremtiden vil det, saa lad os nøjes med at takke ham for den mere eller mindre gode Bopæl, han har forundt os ..."

Der er i denne Lignelse en ikke ringe Haan mod Teologerne, der giver sig ud for at vide Besked, og en ikke ringe Bitterhed bag Taknemmeligheden mod "Fængslets Herre". Eller hvad siger man om dette umiddelbart derefter tilføjede Træk: "Hvor Gud er god, hvilken tilbedelsesværdig Fangevogter han er, der saar saa mange Blomster i vor Fængsels Gaard ... Hvad er det mon for en beundringsværdig og trøstende Medlidenhed, der gør vor Straf saa mild? Thi intet Folk har tvivlet paa, at vi straffes - man véd kun ikke for hvad."

Seks Aar senere vender han tilbage til det samme Billede med denne Vending: "Jeg føler paa mit Hoved Vægten af en Straffedom, hvorunder jeg stadigt lider, o Herre! men da jeg hverken kender min Brøde eller Anklagen imod mig, finder jeg mig i mit Fængsel. Jeg fletter Straa i det for undertiden at glemme. Thi dertil indskrænker det menneskelige Arbejde sig. Jeg er forberedt paa alle mulige Onder, og jeg velsigner dig, Herre, for hver Dag, som er gaaet hen uden Ulykke."

Men to Aar derefter igen ytrer han uden Omsvøb sin Tanke: "Jorden er oprørt over de Uretfærdigheder, Skabelsen har medført; den taler ikke aabent af Skræk for Evigheden; men den harmes over den Gud, der skabte det Onde og Døden. Naar der opstaar en Foragter af Guderne, som Ajax, Oileus's Søn, saa knæsætter Verden ham og elsker ham. En saadan er Satan; saadanne er Orestes og Don Juan. Alle de, som har kæmpet mod den uretfærdige Himmel, har besiddet Menneskenes Beundring og hemmelige Kærlighed."

Vigny's Dagbogsoptegnelser viser, at man lige indtil det nedarvede Kongedømmes sidste Dage godt indsaa Sammenhængen mellem det literære, blot formelle Autoritetsprincip og det i Virkeligheden raadende. Som bekendt blev Modstanden mod den spirende Romantisme drevet ikke mindre ivrigt af den politiske Opposition (der i den unge Skole saa en Støtte for Kirkemagten) end af dem, som af Grundsætning holdt paa det Gamle og Nedarvede. Alfred de Vigny fortæller at han i Vinteren 1829 har spurgt Benjamin Constant, hvorfor man "i Kammerets Venstre med et saadant Raseri forfulgte Poesien". Han svarede "at det var "af Frygt for Skinnet af at ville bryde alle Lænker"; man vilde bevare de letteste, de literære."

Da Julirevolutionen kom, faldt Vigny's Hengivenhed for Restaurationen samtidigt med Kongehuset selv. Han skriver: "Jeg føler mig lykkelig over at være traadt ud af Hæren; tretten Aars ilde lønnede Tjenester har gjort mig kvit overfor Bourbon'erne ... Jeg har for bestandig gjort op med hæmmende politisk Overtro."

Ogsaa hos Lamartine sporedes i denne Tid en aandelig Udvikling af betænkelig Art. Han vedblev vel at synge sine religiøse Hymner; men den strenge Genferpræst Vinet opdagede, at denne Religiøsitet kun tilsyneladende var Kristendom, og at der under de kristelige Talemaader lurede en meget lidet rettroende Naturforgudelse (note: Se Vinets interessante Studier over Frankrigs nyere lyriske Poesi.).

Victor Hugo, der efter sin første Optræden skulde antages for mere paalidelig, viste sig snart ikke blot ved sine Digtes Form, men ved deres Indhold, som en usikker Erhvervelse. Han havde ikke blot i 1822 i sin Ode "Buonaparte" stemplet Napoleon som en Afgud, en Helvedes Udsending, men han havde endnu saa sent som i Juni 1825 i Digtet "De to Øer" (Corsica og St. Helena) skrevet Folkeslagenes Korsang imod den faldne Kejser: Skændsel! Vanære! Ulykke! Forbandelse! Hævn! og ladet de Dødes Forbandelse som et Ekko af hans skæbnesvangre Hæder rulle lig en Torden mellem Volga, Tiberen og Seinen, mellem Alhambras Mure, Graven ved Viacennes (Enghien's), Jaffa og hint Kreml, som han søgte at tilintetgøre, stigende fra alle Blodbadets og Sejrens Valpladser. Nu halvandet Aar efter anslaar han med Et en anden Tone. I hans tidligste Ode til Vendômesøjlen fra Februar 1827 er Buonaparte bleven til Napoleon og hans Hæder ét med Frankrigs. Anledningen til Oden var denne: Ved Fredsslutningen i 1814 havde Østerrig krævet, at de Franskmænd, hvem Napoleon havde givet Titler, der antydede en Overhøjhed over en østerrigsk By eller Provins, skulde ophøre at bære disse Titler. Man indskrænkede sig til denne Fordring og nedlagde ingen Indsigelse mod de Titler, der blot genkaldte Sejre i østerrigsk Land. Ikke desmindre havde den franske Regering dengang opnaaet den Indrømmelse, at denne Aftale ikke blev offenliggjort, og den daværende østerrigske Afsending i Paris skaanede den franske Pirrelighed ved paa sine Modtagelsesaftener at stille sig saa nær Indgangsdøren, at Melding af Gæsterne faldt bort som overflødig. Men da i Begyndelsen af 1827 denne Afsending blev afløst af en ny, fordrede den østerrigske Regering af denne, at han skulde hugge det uafgjorte Spørgsmaal over. Følgelig blev paa en af hans Modtagelsesaftener Maréchal Oudinot, Hertug af Reggio, og Maréchal Soult, Hertug af Dalmatien, kun meldte med deres Maréchaltitel og deres Familienavne. De trak sig straks tilbage, og Sagen vakte betydelig Opsigt og Harme. Da disse høje Officerer stod sig fortræffeligt med Kongehuset, tog ogsaa alle Kongeligsindede Parti for dem og gjorde deres Sag til Frankrigs. Victor Hugo, som var skabt til at give enhver herskende Stemning Udtryk og som før nogen Anden fornam den Bevægelse i Gemytterne, der faa Aar senere skulde forvandle Napoleon til Sagnskikkelse og Nationalhelt, gjorde sig i sin "Ode til Søjlen paa Vendémepladsen" for første Gang til Organ for Dyrkelsen af de store Minder fra Kejsertiden. Søjlen taler til ham i stille Nattetimer som den sidste Levning af det store Kejserrige og den store Armé, støbt som den er af erobrede fjendtlige Kanoner, hvis Malm brølte i Ovnen, da det blev smeltet. Digteren hører en Mumlen stige fra Broncebataljonerne paa dens Sider, hører ogsaa Lyden af Navne: Tarent, Reggio, Dalmatien, Treviso, ser Ørnene paa Fodstykket slibe deres Næb og føler de udødelige Skygger vaagne. Hvem tør tænke paa at udviske denne Frankrigs Historie, skrevet af Sværdenes Spidser med Blod! Hvem tør gøre de gamle Generaler Arveretten stridig til Napoleons Hæder! Hvem tør give Frankrigs Trofæer Stød og Spark! Hver Gnist, der slaas af Søjlen, er et Lyn. - Med pragtfuld Veltalenhed og ildfuld Begejstring er her Napoleons Historie opfattet som Heltedigt, og den, der havde læst det med Skarpsyn, havde kunnet ane, at Hugo allerede næste Aar med sit Digt "Bouinaberdi" (i Samlingen "Les Orientales"), hvis Motto lyder: "Stor som Verden", vilde gaa over til den rene Napoleonsdyrkelse, og da Bonapartisme og Liberalisme i hine Tider - som hos Béranger, Armand Carrel og Heinrich Heine - gik over i hinanden, havde man let kunnet tænke sig Muligheden af, at han tre Aar senere i Fortalen til "Hernani" vilde bestemme Romantismen som "Liberalismen i Literaturen."

 

14. Slutning.

 

Dog hvad der allermest fremmede Autoritetsskolens Opløsning, det var, at Bourbonerne i 1824 gjorde deres store og afgørende Dumhed overfor Literaturen. Chateaubriand blev paa den haanligste Maade udstødt af Ministeriet Villéle, og det netop i det Øjeblik, da han havde skaffet det Bourbonske Navn Triumf ved den lykkeligt tilendebragte spanske Krig, som han plejede at kalde sin politiske René, det vil sige sin Politiks Mesterstykke. Man forhaanede Chateaubriand, den Mand, hvem man paa en Maade skyldte Alt, ham, der havde lagt Grundstenen til den hele Bygning, som man havde opført *32). Og Utaknemmeligheden var lige saa skrigende fra hans Fællers som fra Hoffets Side, thi det var Chateaubriand, der første Gang havde gjort Villéle og Corbiére til Ministre (note: Aktstykkerne findes i Mémoires d'outre-tombe 7, 269 ff.).

Han stod netop da iblandt de Kongetro paa Højden af sin Folkeyndest, og med Rette; thi Kabinets-Krigen i Spanien, som han satte igennem trods mangeartet Modstand i Europa og trods den i Frankrig selv raadende Ulyst til at føre den, var vel beregnet og egnet til at styrke det i Agtelse stærkt sunkne Kongedømme af Guds Naade.

Ikke at Chateaubriand selv var uskyldig nok til at sætte ringeste Pris paa hin Ferdinand af Spanien, som franske Tropper skulde ofre deres Blod for at genindsætte paa en Trone, hvor hans Folk ikke havde villet taale ham længer. Han har stemplet ham som en Ordbryder og Forræder. Han har kaldt ham en Voldshersker, der lod sig lede af sine kvindelige Slægtninges Raseri, betegnet ham som en af den Art fejge Tyranner, der ikke giver Fred før de har foranstaltet en Omvæltning, og saa sidder skælvende, naar den er indtraadt.

Chateaubriands Øjemed med Krigen var dette: Han gik ud fra, at Frankrig var undergravet af bonapartistiske og republikanske Sammensværgelser, der strakte sig langt ind i Hæren; han vidste at Misfornøjelsen med det genoprettede Kongedømme var almindelig. Han besluttede derfor i Tillid til Kejser Alexanders Velvilje at sætte Alt paa ét Kort trods Cannings Indsigelser og Metternichs Fraraaden. Der var altid en Sandsynlighed for Sejr, og i saa Fald var med ét Slag Sammensværgelserne kvalte, alle Partier forenede omkring samme Kokarde, og de Bourbonske Familietroner befæstede paa én Gang i Spanien og Frankrig. I Tilfælde af Sejr, som Spaniernes indbyrdes Splittelse maaske endog gjorde let - hvad jo virkelig viste sig - vilde det franske Folk opleve det Skuespil at se den trefarvede Fane neje sig for den hvide, for første Gang siden Napoleons Glansdage høre Budskabet om franske Vaabens Sejre og tilmed i et Land, hvis Modstand selve den store Kejser ikke havde kunnet bryde. Alt dette var "nye Kranse for den hellige Ludvigs Æt", som Chateaubriand siger, og - nye Laurbær for dens Udenrigsminister, som han ikke tænkte mindre paa (note: Chateaubriand: Congrés de Vérone 1: 20, 41 2: 528.

Som bekendt lykkedes det den franske Hær under Anførsel af Tronfølgeren, Hertugen af Angouléme, næsten uden Blodsudgydelse at befri Ferdinand i Cadix og føre ham tilbage til Madrid. Ferdinand skrev straks et Takkebrev til Ludvig den Attende. For Ludvig skrev Chateaubriand Svaret, som det er ganske morsomt at sammenligne med den opdigtede Skrivelse fra Ludvig til Ferdinand hos Paul-Louis Courier. Chateaubriand lægger her den spanske Majestæt paa Hjerte at undgaa al Vilkaarlighed, "der langt fra at styrke Kongens Magt kun svækker den", et godt Raad, som Ferdinand gjorde sig saare faa Sorger over.

Ved det franske Hof var man saa svimlende stolt over sin spanske Triumf, at man ganske oversaa Ophavsmanden til den, hvem man desuden ikke led. Hertuginden af Angouléme henvendte i sin Glæde over sin Ægtemands Sejrvindinger ikke et Ord til Chateaubriand, da han efter Meddelelsen om Ferdinands Befrielse indfandt sig for at ønske til Lykke. Og Ministrene Villéle og Corbiére misundte ham og frygtede, at han vilde indtage deres Pladser, hvad ikke faldt ham ind; men de skyldte ham for meget til at kunne tilgive ham det.

Der dannede sig en Hof- og Minister-Sammensværgelse imod ham. Corbiére afskar ham femte Juni 1824 Ordet i Kammeret for at forhindre, at han umiddelbart før sit Fald høstede en Triumf som Taler, og da han, som ligefuldt ikke anede Uraad, den sjette Juni om Morgenen indfandt sig i Tuilerierne for at gøre Kongens Broder sin Opvartning, erfor han sin Afsked paa den Maade, at en Adjutant sagde til ham: "Hr. Vicomte, jeg ventede ikke at se Dem her, har De ikke modtaget Noget?" Kort efter overbragte hans Sekretær ham hans af Kongen udstedte Afsked i Form af en Befaling (Ordonnans) paa en halv Snes Linjer. Intet Under, at han følte sig "dødeligt krænket over Brevets Tone og den Maade, hvorpaa han var bleven jaget bort" (note: Congrés de Vérone 2: 508-528.). I Anledning af, at Villéle senere vilde undskylde sig med en Forsinkelse af Afskedsbrevet, uden hvilken den ydmygende Afvisning paa Slottet vilde være bleven sparet Chateaubriand, bemærker denne med Rette, at man "ikke skriver til en Mand af en vis Betydning et Brev, som man vilde rødme over at henvende til en Lakaj, man satte paa Døren."

Kristelig Ydmyghed var ikke Grundtrækket i Chateaubriands Karakter, og han vendte ikke den højre Kind til, naar man slog ham paa den venstre. Han skriver meget betegnende: "Min lange Vedhængen ved de samme Følelser fortjente dog maaske noget Hensyn. Det var mig umuligt helt at sætte tilside hvad jeg maaske alligevel var værd, eller ganske at glemme, at jeg var Religionens Genoprejser og Forfatter til "Kristendommens Aand."

Religionens Genoprejser følte sig da ikke forpligtet til at handle i Kristendommens Aand. Han siger naivt: "Det vilde have været bedre, om jeg havde vist mig ydmygere, mere nedslaaet, mere kristelig. Ulykkeligvis er jeg ikke fejlfri, besidder ikke den evangeliske Fuldkommenhed. Hvis en Mand gav mig et Ørefigen, vilde jeg ikke række den anden Kind til. Dersom han var Undersaat, vilde jeg have hans Liv eller han fik mit; dersom han var Konge ..."

Sætningen slutter ikke, fordi Chateaubriands Handlemaade gjorde Slutningen overflødig. Han traadte aabent over i Oppositionen og vel at mærke i den gennemførte Opposition, der altid havde forekommet ham at være den eneste, hvori der under den repræsentative Regeringsform var Mening, da al anden Opposition var afmægtig. Straks Dagen efter hans Fald sluttede Datidens regeringsfjendtlige Parti sig med Varme til ham. En Artikel af Bertin i "Journal des Débats" indrømmede ham Førerstillingen, og han selv blev nu den faktiske Leder af Bladet.

Han trak snart den hele serafiske Digterskole, hvis Stamfader han var, efter sig. Lafayette sendte ham et Laurbærblad. Constant smigrede ham. Han begyndte at indtage en broderlig Stilling til Béranger og blev senere besunget af denne. Det hedder i Bérangers Digt "Til Hr. de Chateaubriand": Hans Veltalenhed gav disse Konger Almisse. Jo mere Rust han opdagede paa deres gamle Trone, des mere oversaaede han den med Blomster og Diamanter. Men han bevarede Erindringen om vore Rettigheder. De Vanvittige sagde: Dagen er smuk. Lad os jage den Mand bort og puste hans Hæder ud, som man ved højlys Dag slukker en Fakkel! *33)

Victor Hugo skrev en Ode til ham (Livre 3 Ode 2), der skulde paa én Gang forherlige og trøste, og hvori der forekom Ord som disse: "Hvad vilde du ogsaa ved et Hof?" eller: "Der gives intet Skønnere end et Laurbærtræ, som Lynet har ramt."

Hans Frafald gav Kongedømmet af Guds Naade et Stød i Hjertet. Saalænge Genoprettelsestidens Skuffelser havde varet, havde Frankrigs Digterskole været "immanuelisk" og set en Skytsengel ved hvert Menneskes Vugge og Baare. Med Chateaubriands Illusioner faldt ogsaa alle de Andres, og istedenfor hin Skole traadte en anden, som Southey gav Navnet "satanisk" og som tog imod dette Navn, en Skole med skarpt Blik for det Onde og for alle Rædsler, hvis Livssyn var mørkt og hvis Hang var oprørsk.

Men ind i den Sindsbevægelse, der var foraarsaget ved denne uforudsete og betydningsfulde Begivenhed, greb en anden endnu betydningsfuldere og følgerigere Begivenhed, der virkede Verden over: Efterretningen om Byrons Død i Grækenland.

Denne Efterretning virkede saa meget des mægtigere som den bragte Begejstringen for den første Frihedskamp, der havde fundet Sted siden Revolutionen, til at slaa ud i lys Lue. Et nyt Ideal dannede sig i det menneskelige Sind. Med Napoleon var Handlekraftens Storhed falden, Bedriftens Helte for en Tid forsvundne fra Jorden. Den menneskelige Beundring var, har man sagt, tom som et Fodstykke, hvis Billedstøtte er bleven den berøvet. Byron besatte paany den tomme Plads med sine Heltes fantastiske Storhed. Napoleon havde afløst Werther, René og Faust; Byrons prometheiske og fortvivlede Helte afløste Napoleon. Han stemte vidunderligt med Tidens Trang. Den rettroende Forkyndelse af Troesartikler havde i Aarhundredets Begyndelse overvundet den oprørsk-fritænkende Forkyndelse af Læresætninger og var nu paa sin Side undergravet og forældet. Hverken den gennemførte Fornægtelse eller den gennemførte Gudelighed havde nogen Fremtid i dette Øjeblik. Tilbage stod da Tvivlen som Tvivl, den poetiske Radikalisme, de tusind smertelige og urolige Spørgsmaal om Menneskelivets Maal og Værdi. Det var hvad Byron bragte.

Men han spurgte ikke neutralt. Det var Oprørsaanden, som spurgte ud af ham og som gennem hans Mund forenede de unge Slægter til et verdensborgerligt Samfund. De istemmede med ham det varslende Ord: Revolution alene kan rense Verden fra Helvedes Besmittelse (note: revolution alone can save the world from hell's pollution).

Hans Død blev langt mere end hans Liv virksom for Frihedens almindelige Sag. Det genoprettede Kongedømme af Guds Naade havde ført Menneskene til et Højdepunkt af troende Underkastelse under Autoriteten, af slavisk Underkastelse under Teologien, af undersaatlig Underkastelse under Magten, til et Højdepunkt af Slaphed og Hykleri. Det var raadent indtil Marven, men udadtil støttet til Overtro og Bajonetter. I England havde Bentham, den radikale Filosof, skamfuld over at se Reaktionen sejrrig selv i det videst fremskredne Land, forsøgt at undergrave den ved at tale til Menneskenes Interesser. Byron løslod alle Lidenskaber. Det gjaldt for ham ikke om at virke paa et enkelt Punkt, men om at revolutionere Sindene, at vække Følelsen af Tvangsherredømmet.

Alliancepolitiken troede for altid at have lænket Revolutionsaanden, indbildte sig for evigt at have overhugget det Baand, der bandt det nittende Aarhundrede til det attende. "Da knyttede denne ene Mand atter Traaden, som en Milion Soldater havde overrevet. Amerikansk Republikanisme, tysk Fritænkeri, fransk Omvæltningslyst, angelsaksisk Radikalisme, Alt syntes forenet i denne ene Aand. Efter Revolutionens Undertrykkelse, Pressens Knebling, Videnskabens Selvunderkastelse traadte Indbildningskraftens Søn, den fredløse Digter frem foran Brechen," og kaldte alle kraftige Aander til Vaaben endnu engang mod den fælles Fjende (note: Gervinus: Geschichte des 19ten Jahrhunderts, 8: 172.). Det genoprettede Kongedømme overlever i Grunden ikke ham. Autoritetsprincipet har aldrig havt en mere hensynsløs Modstander.

Reaktionen i det franske Aandsliv begynder literært i Følelsens Navn med Fru de Staeuml;l og den hele Gruppe af Skribenter, der slutter sig til hende, socialt i "Ordenens" Navn med Robespierre og den hele Skare af Revolutionsmænd, der slutter sig om ham. Det Fælles for Fru de Staeuml;l og Robespierre er, at de begge er Lærlinge af Rousseau. Efter Tilbageslaget imod Voltaire følger saa Tilbageslaget imod Rousseau. Paa Festen for det højeste Væsen følger det store Indvielses-Tedeum i Notre-Dame, og paa Fru de Staeuml;l følger Bonald. Følelsens Princip fortrænges eller benyttes som hos Chateaubriand til Støtte for Autoriteten; Ordenens Princip sammensmeltes med Autoritetsprincipet, der snart behersker alle Krese i Livet og i Literaturen. Dette Princip er ligesom personliggjort i det første Hold af Reaktionære, hvis Høvdinge er Joseph de Maistre og Bonald. Det faar sit Heltedigt i "Martyrerne", og Ordenens Ide behersker Skildringen af Himmelen, af Helvede og stundom selv af det jordiske Landskab. Principet faar sit politiske Mindesmærke i "Den hellige Alliance". Det Overnaturlige fortrænger det Naturlige af Poesien. Til det serafiske Epos svarer en serafisk Lyrik og Erotik, desuden fromme Pilgrimsfarter og serafiske Varsler og Syner.

I intet Land havde Autoritetsprincipet været saa agtet og æret for den literære Forms Vedkommende som i Frankrig. Det hævdes da ogsaa tildels af den nye Digterskole. Men ulykkeligvis ses det snart, at Indholdets nye Princip, den kristelige Overlevering, staar i levende Strid med Literaturens overleverede Principer, og Autoriteten vakler her. Paa lignende Maade er den hellige Alliances Opfinderinde bleven lyst i Kuld og Køn af Magthaverne, saalænge det synes, at hendes Grundsætninger falder fuldstændigt sammen med Magtens. I det Øjeblik det iagttages, at den kristelige Overlevering kan komme til at staa som en urostiftende Magt overfor Autoriteterne, føler disse sig tvungne til at sønderbryde det Redskab, de nyligt benyttede, og det menneskelige Broderskabs Tanke staar i den følgende Tid som en Kilde til oprørske Følelser overfor Magten og undergraver den med en Lære. Mest besluttet og mest sammenhængende bliver under dette Tidehverv det politisk-religiøse Autoritetsprincip udviklet og forsvaret af Lamennais; men det viser sig snart, at der under hans Lære om den almindelige Fornufts Suverænitet skjuler sig den revolutionære Forkyndelse af Folkesuveræniteten, og Principet opløser sig selv. Paa samme Tid tvinges Fjenderne af Pressens Frihed til at benytte sig af den som Middel, medens Modstanderne af den parlamentariske Regering selv forfægter den for at styrte et Ministerium, der hindrer dem i at komme til Magten. Snart staar alle de Personligheder, vi har set optræde, ligefra Chateaubriand til Fru de Krüdener, og fra Hugo til Lamennais, i Strid med de Magthavere, hvis Sag de med saa megen Iver tjente, og i Strid med det Autoritetsprincip, der havde behersket dem og Tiden.

Saa falder da dette Princip for aldrig at rejse sig mere.

 

Noter til Kapitel 14:

*32) Om Enkelthederne ved denne Afskedigelse se Chateaubriand: Congrés de Vérone 2, 502 ff., og Guizot: Mémoires pour servir á l'histoire de mon temps, Fremmedudgaven 263 ff.

*33)

Son éloquence á ces rois fit l'aumône:

Prodigue fée, en ses enchantements

Plus elle voit de rouille á leur vieux trône,

Plus elle y séme et fleurs et diamants.

 

Mais de nos droits il gardait la mémoire.

Les insensés dirent: Le ciel est beau.

Chassons cet homme, et soufflons sur sa gloire,

Comme au grand jour on éteint un flambeau.