Georg Brandes

Hovedstrømninger i Det 19. Aarhundredes Literatur

 

Del 4: Naturalismen i England
Forelæsninger, holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Foraarshalvaaret 1874 og Efteraarshalvaaret 1875

1875/1900

 

 

 

 

Del 2.

 

Naturalismen i England

 

Jeg er som en aand, der sig har fjælet

dybt i Hjerternes Hjerte; jeg har dvælet

derinde, følt en Andens Liv og tænkt

hans Tanker, kendt den Løndom, der var stængt

inderst, den Stræng, som ingensinde rørtes,

den Klang, som kun i Blodets Taushed hørtes,

naar alle Pulse, alle aarers Elve

var Sommersø'r i Ro, der stille skælve.

Som med en Mesternøgle ud jeg lukked

de gyldne Melodier, der sig vugged

i Digtersjælens Dyb, befried dem

og baded mig deri som Ørnen bader

i Tordenskyr sig, klædende sine Vinger

i Lyn.

    Shelley: Brudstykke 50.

 

Indledning.

 

Det er min Hensigt i Englands Poesi fra de første aartier af dette aarhundrede at forfølge den stærke, dybt begrundede og følgerige Strømning i engelsk aandsliv, der frigjort fra de klassiske Former og Vaner frembringer en den hele Literatur beherskende Naturalisme, fra Naturalismen fører til Radikalisme, fra Opstand mod nedarvet Vedtægt i Literaturen stiger til mægtigt Oprør mod religiøs og politisk Reaktion og som i sig bærer Spirer til alle frisindede Ideer og alle frigørende Bedrifter, som den europæiske Kultur siden da har virkeliggjort.

Det Tidsrum af skøn Literatur, jeg vil skildre, er et blomstrende rigt, med højst forskelligartede, hyppigt hverandre fremmede eller hverandre fjendske aander og Skoler, hvis indbyrdes Sammenhæng ikke umiddelbart opdages, men først viser sig for det kritiske Blik, og dog har Tidsalderen sin Enhed, og det Billede, den afgiver, er af Historien selv sammenhængende komponeret, hvor broget og bevæget det end er.

 

1. Fælles Træk af Tidsalderen.

 

Først og fremmest har denne Gruppe af engelsk Literatur visse Kendemærker, der er fælles for den hele europæiske aandsretning i denne Tidsalder, fordi de frembringes af samme aarsag. Napoleon truede Europa med et Verdensherredømme. Dels instinktivt dels med bestemt Bevidsthed bøjede alle de truede Folkeaander for at undgaa Overvældelsen sig ind imod deres egne Livskilder. Nationalitetsfølelsen vækkes og svulmer i Tyskland under Frihedskrigen, i Rusland flammer den i Vejret med Landets gamle Hovedstad, i England begejstres den for en Wellington og Nelson og hævder i blodige Slag fra Nilen til Waterloo det gamle engelske Herredømme over Havet, i Danmark fremkalder Kanonaden fra Slaget paa Rheden en ny Folkeaand og en ny Poesi. Det er denne Nationalfølelse, der overalt hos Folkene leder dem til at fordybe sig i deres egen Historie og egne Sæder, i deres Sagn- og Æventyrkrese. Kærligheden til det Folkelige fører til Granskningen og Genfremstillingen af det egenlige saakaldte "Folk", de lavere Samfundsklasser, som det attende aarhundredes poetiske Dannelse endnu ikke havde bearbejdet. Ja Tilbageslaget mod det franske Verdenssprog bringer endog Mundarterne til Ære.

I Tyskland førte, som vi tidligere har set, Nationalitetssværmeriet til Lidenskab for Tysklands Fortid, for Middelalderen, dens Tro, dens Overtro og dens Samfundsorden. I Italien finder med Manzonis Hymner en tilsyneladende Tilbagevenden til Katolicismen Sted. Den i Læresætninger forbenede og verdensforsagende Tro hævder sig her som Poesi og Sædelighed; den bliver fra en Religion til et kunstnerisk Motiv. Manzonis religiøse Begejstring er det samme Sværmeri, der ledsagede Paven tilbage til Rom og indgav Alexander Ideen til den hellige Alliance. I "Frankrig", der, skønt det selv havde fostret Napoleon, tvunget af Tidsaanden betraadte et lignende Spor som Tyskland, vendte den literære Bevægelse sig mod Akademiet, mod den saakaldte klassiske, det vil sige: alment verdensborgerlige Literatur og man gik bag om Ludvig den Fjortendes Tidsalder tilbage til det sekstende aarhundredes Digtere, til du Bellay og Ronsard, ja til de stakkels groteske Poeter som Boileau havde haanet og fortrængt. (Victor Hugos Angreb paa den ældre Tids Opfattelse, Sainte-Beuves første literaturhistoriske Skrifter, Théophile Gautiers "Les grotesques.") I Danmark fulgte aanderne ved aarhundredets Begyndelse i Hovedsagen den tyske Strømning. Man vendte sig mod den franske Kultur. Oehlenschlägers Digt "Gibsbilledet i Langelandsrejsen" antyder den nye Bevægelses Art. Digteren antager først den Byste, han finder i det fremmede Værelse, for Voltaires, og nu følger Versene:

 

Den tomme Sjæl, han skal herned,

som vilde Kunst og Fromhed døde,

og troede fræk paa Alt at bøde

med usle Stumper Vittighed!

 

Saa opdager han, at det er Ewalds Byste, for hvilken han staar, og giver sin begejstrede Taknemmelighed mod Digteren Luft. En omhyggelig Undersøgelse af Hauchs "Hamadryaden" fører til det samme Resultat, at det var den franske aandsretning, især som denne tog sig ud gennem tyske Briller, hvilken den nye Skole vilde til Livs. (Se samlede Skrifter 1: 381) Steffens bragte jo desuden den tyske Kulturstrøm med sig. Men paa Bevægelsens andet og lige saa betydningsfulde Standpunkt omdanner den sig fra fjendtligsindet mod Frankrig til fjendtligsindet mod det Fremmede overhovedet, særligt Tyskland, der i Danmark saa længe havde spilt Undertrykkerens Rolle, og ved en besynderlig og dog naturlig Følge bliver det selve den Tilbagesøgen til det Folkelige, hvortil man efter Tysklands Eksempel hengav sig, der fjernede stedse mere fra Tyskland. (Retningen mod det Nordiske, Grundtvig.)

Man genfinder i England de samme Grundtræk, der betegner Bevægelsen i alle andre Lande. Man afrystede den franske Dannelse, der i det attende aarhundrede havde behersket de højere Samfundslag. Den klassiske Retnings sidste Digter Pope skulde snart ikke staa som Mester for den unge Slægt. Man ruskede den lille Mand i hans pyntelige Paryk og traadte i hans Haves velordnede Bede. Og nu saas det ret, hvilken mægtig Reserve den britiske Folkeaand besad i de friskere, af Kulturen uudtømte Kongeriger, der laa afsides fra det politiske Livs Midtpunkt. Irland, der i det attende aarhundrede havde frembragt en Tænker som Swift og en Skribent som Goldsmith, sad inde med en Skat af dejlige Melodier, der saasnart en stor Lyriker laante dem Ord, lød fra alle syngende Læber i Europa. Waliserne samlede og udgav deres gamle Digtninge, og i Skotland, til hvis lavere Samfundslag de engelske Fabrikarbejderes kuede Levevis endnu ikke var trængt hen, og hvor det af sin Fortid og sin Hjemstavn stolte Folk fastholdt sine Folkesange, sin Overtro og sin politiske Særaand, dukkede i Slutningen af det attende aarhundrede Macphersons "Ossian" op som Genmæle mod al forstandskold og regelret Kunstdigtning. Dens Indflydelse var lige stor paa Alfieri og Foscolo i Italien, paa Herder og Goethe i Tyskland og paa Chateaubriand i Frankrig. Saa følger i England Percy's Samling af de engelske Folkeviser og i Skotland Walter Scotts Samling af gamle skotske Ballader.

Men mellem disse to ligger en af hine literære Strømninger fra Land til Land og tilbage, som det er vort Hovedøjemed at forfølge, og som her paa en slaaende Maade træder for Dagen. Der sad, kort efter at Percys Samling var udkommen, i GÖttingen en stakkels juridisk Embedsmand, i trykkende Kaar, levende i et fortvivlet og demoraliserende Dobbeltægteskab med to Søstre, i hvis Hus denne Bog en Dag dumper ned. Den gør et saadant Indtryk paa Bürger, at den fremkalder et Oprør i hans Sind, og han plages af Lyst til at skrive Noget, der længe havde været banlyst fra al god Kunstdigtning, men som han til Baggesen (se "Labyrinthen") betegnede som den egenlige "Poesi": en Ballade. Saa begynder han da paa sin berømte "Lenore", udarbejdende den langsomt, Uge efter Uge, og med en saadan Overbevisning om Betydningen af det Skridt, han foretager sig, at hans Breve til hans Venner derom strømmer over af den heftigste Selvfølelse. Denne Ballade kommer ud og gaar snart Europa rundt. I aaret 1795 gør en ung Dame i Edinburgh en anden juridisk Embedsmand bekendt med den, og denne unge Jurist, Walter Scott ved Navn, i hvem der ligeledes stak en Digter og det en meget større, optraadte første Gang poetisk med en Oversættelse af denne Ballade og en anden om "Den vilde Jæger". Da disse Oversættelser modtoges med Bifald, begyndte han at anse sig for Digter. Og det er paa Grundlag af disse Oversættelser og den af "GÖtz von Berlichingen", som Scott i 1799 udgav, at den nationale skotske Romantik i hans Poesier rejste sig.

Her er altsaa oprindeligt i denne Literatur et Pust af den fælleseuropæiske Reaktion mod det attende aarhundrede. Vi finder den levende Nationalfølelse, der afløser Verdensborgerstemningen, i England hos Wordsworth i Skikkelse af en poetisk beskrivende Fædrelandskærlighed, hos Southey som en helt eller halvt paa Embedsvegne gennemført Forherligelse af Kongehuset og de nationale Bedrifter, hos den skotskfødte Campbell i stormende britiske Friheds- og Krigssange, medens Scott og Moore formelig staar som digteriske Personliggørelser af Skotland og Irland. Den almindelige Tilbagesøgen til det Folkelige har først og fremmest sin Talsmand i Wordsworth, der særligt fremstiller de lavere og laveste Klassers Liv; Forkærligheden for Middelalderen føles først og fremmest af Scott, der forener en Oldforskers Glæde ved Minderne fra Fortiden med en Torypolitikers Lyst til at fremstille det Nedarvede i den mest tiltrækkende Belysning. Den egenlige Overtros Romantik finder sin Digter i Coleridge, hvis forsætlige Barnlighed og Simpelhed er i nært Slægtskab med den Tieckske, og Coleridge er det ogsaa, der som gennemtrængt af Datidens tyske Filosofi nedlægger en alment videnskabelig Indsigelse mod Oplysningstidsalderen. Hans Lære er ganske uengelsk, uafledet Idelære i Modsætning til den engelske Videnskabs virkelighedsprøvende Art, den er samfundsbevarende, gudelig og historisk sindet, fordi den tidligere Filosofi havde været radikal, vantro og metafysisk; det er en Schellingianisme, der fra først af søger at bevare saa mange af det forrige aarhundredes Resultater som muligt, men som stedse mere haardnakket og mere indskrænket iler til den modsatte Yderlighed af den, paa hvilken man i det forrige Tidsrum var strandet. Paa Romantikens uordenligt fantastiske Retning slaar Southey ind med sine fortællende østerlandske Digtninge, og hvad endelig Chateaubriands og Romantikens sønderrevne og lidenskabelige Helte angaar, da fremtræder de i vildere og mandigere Skikkelse hos Byron, medens Shelleys aandetro og hans Opløsen af alle faste Former i æterisk Musik erindrer om Inderligheden og Ubestemtheden hos Novalis.

 

2. Fælles Træk af Folkekarakteren.

 

Men disse Tidsalderens fælles og bredeste Grundtræk tillempes paa en højst kendelig Maade ved en Række af særligt engelske Træk, der uden at forekomme andensteds genfindes hos de hinanden mest ulige aander, som dette Tidehverv af Englands Literatur har at opvise. Disse Træk lader sig samtlige føre tilbage til ét Grundtræk: den kraftige Naturalisme. Som vi saa, er den første Bevægelse den, at Forfatterne bliver nationale. Men det at blive national vilde i England sige at blive Naturalist, som det i Tyskland betydede at blive Romantiker, i Danmark at blive Oldnordisk. De dyrker, studerer og tilbeder allesammen Naturen. Wordsworth, der ynder at bære sine Tilbøjeligheder til Skue som Ideer, flager formelig med Ordet Natur og genfremstiller i storladne Billeder, men med smaalig Omhu, Bjerge, Søer og Floder, Bønder og Almuesmænd fra Nordengland. Scotts Naturskildringer er udførte paa Grundlag af paa Stedet gjorte talrige Optegnelser og er saa tro, at en Botaniker vilde kunne lære Stedets Planteverden at kende igennem dem. Keats er med alt sit Sværmeri for Antiken og den græske Mytologi en med de skarpeste Sanser og den fineste alsidige Sanselighed udstyret Sensualist, der ser, hører, føler, smager og indaander alle Afarter af Farvepragt og Fuglesang og Silkeblødhed og Druesaft og Blomsterduft, som Naturen rummer. Moore er lutter aandiggjort Sanselighed. Den forvænte og forvænnende Digter synes at leve omgivet af alle Naturens skønneste og mest udsøgte Ejendommeligheder. Han blænder vor aand med Solglans, døver den med Nattergalemelodier og drukner den i Sødme. Vi lever med ham i en stadig Drømmeskuen af Vinger, Blomster, Regnbuer, Smil, Rødmen, Blussen, Taarer, Kys og atter Kys. Naturalisme, det er den virkelig dybest liggende Tendens i Værker som Byrons "Don Juan" og Shelley's "The Cenci". Med andre Ord, paa engelsk Grund er Naturalismen saa stærk, at den gennemtrænger det romantiske Overnaturlighedshang hos Coleridge ikke mindre end den højkirkelige aabenbaringstro hos Wordsworth, den ateistiske aandetro hos Shelley, det revolutionære Frisind hos Byron og den historiske Interesse hos Scott. Hos alle Digterne behersker den deres personlige Tro og deres poetiske Retning.

Denne saftigt mættede, kraftige Virkelighedssans beror paa forskellige gennemgribende engelske Egenskaber. Først Kærligheden til Land og Sø. Næsten alle de i dette Tidsrum optrædende engelske Digtere er Landmænd eller Sømænd. Den engelske Sanggudinde var fra Arildstid af en Ven af Herresædet og Forpagtergaarden. Wordsworths ægte engelske Poesi svarer nøje til de vidtbekendte Malerier og Stik, der skildrer engelsk Landliv med et Præg af Sundhed og Ligevægtens Ro og nu og da med et evangelisk Skær over Optrinet, naar Landsbypræstens faderlige Virksomhed eller Husandagtens opbyggelige Præg bliver fremstilt. Burns, Sangeren bag Ploven, Skotlands største digteriske Geni, viede tidligt den skotske Digtning til Landet, og der er Sandhed i Emersons spydige Ord, at Scott i alle sine fortællende Digtninge kun skrev en rimet Rejsebog til Skotland. At allerede de Samtidige havde dette Indtryk kan ses af Moores satiriske Spøg over, hvorledes Scott i sine Digte "gør" det ene Herresæde efter det andet. *1) Og hvilken Rolle spiller ikke Herresæder i to saa polart modsatte Digternaturers Tilværelse som Byrons og Scotts. Newsteads Navn er uadskilleligt knyttet til Byrons som Abbotsfords til Walter Scotts. Det gamle Abbedi med dets middelalderlige og fantasirige Arkitektur er Byron den nødvendige Baggrund for hans Peer-Titel og Pantet paa hans Hjemstedsret i England. Han afhænder det først, da han har sagt sit Fædreland Farvel for bestandig. Walter Scotts Ejendom er vel ikke saa gammel og ærværdig; men han køber sig Abbotsford, da det Ønske om Jordbesiddelse, der altid har været mægtigt i ham, bliver uimodstaaeligt, og han indretter sig i det lykkelige Afsnit af hans Liv, han tilbringer her, som havde han aldrig vokset op med anden Udsigt for Øje end den at vise en gammel skotsk Godsejers kongelige Gæstfrihed og leve hans dristige Friluftslevned. Hans største Morskab er den halsbrækkende Fornøjelse at vade gennem rivende Strømme, selv om han ved at gaa 50 Skridt videre havde kunnet komme over en Bro, at ride paa en Hest, saa vild at den ikke kan rides af nogen Anden, og at drive Laksejagt med Spyd ved Fakkelskin, snart gennemblødt af Regn, snart stivfrossen i Nattekulden. Hvilken Kender af Byrons Liv mindes ikke her hans Forkærlighed for vilde Rideture og forvovne Svømmeforsøg!

Ikke desmindre er der i de to Digteres Forhold til deres Grundejendom en Modsætning, som særtegner deres forskellige Naturer. Byrons Forkærlighed for Newstead grundede i hans aristokratiske Tilbøjeligheder, Scotts for Abbotsford i hans historiske Instinkter. Som Walter Scotts Herresæde havde Ettrick Skoven til Baggrund, saaledes havde Newstead den ved Robin Hood og hans lystige Mænd berømte Sherwood Skov. Alligevel har disse Minder ingensomhelst kendelig Indflydelse udøvet paa Byrons Poesi, skønt han iøvrigt skildrer selve Abbediet fortræffeligt i trettende Sang af "Don Juan". Minderne fra Ettrickskoven gaar derimod som et Omkvæd gennem Scotts hele Digtning, ja det er endog ham og ikke Byron, som (i Ivanhoe) kalder Sherwoodskovens Liv og Poesi op fra de Døde.

En anden engelsk Betingelse for Naturalismen er Digternes Kærlighed til de højere Dyr og deres stadige Forhold til Dyreverdenen. De har den Forkærlighed for alle Husdyr, som er en Følge af deres engelske Sans for Hjemmet. De slæber Hjemmet og Husdyrene med sig, naar de rejser. Næsten alle disse Skribenter er Idrætsmænd, fremfor Alt ivrige Ryttere. Man bør agte paa dette Træk for ikke, som det altfor ofte gøres, at se en personlig og selsom Særhed i Træk, der tilhører Folkesjælen. Ikke for Intet nedstammer denne Race fra to mytiske Helte med Hestenavnene Hengist og Horsa. Vi genfinder ogsaa Byrons Kærlighed til Heste, Hunde og alle Slags vilde Dyr, der saa tit er fremhævet som en betegnende Ejendommelighed hos den menneskesky Forviste, ligesaa udpræget hos den i blomstrende hjemlig Lykke levende Walter Scott. Mathews's bekendte Brev om Livet paa Newstead viser os Byron som Yngling omgiven af et helt Menageri, hvoriblandt en Bjørn og en Ulv; Medwins Meddelelser om hans Liv i Italien skildrer os hans Opbrud fra Ravenna i aaret 1821 (med 7 Tjenere, 5 Vogne, 9 Heste, en Abe, en Jagthund, en Buldog, 2 Katte, 3 Perlehøner og andre Fugle). Sligt kan synes en rent personlig Egenhed. Men man læse blot til Sammenligning i Walter Scotts Levned Beskrivelsen over hans Flytning til Abbotsford. Den hele Forskel er den, at Samlerens Marskandiserbutik her pudsigt blander sig med Menageriet: "Toget lignede en Karavane, Vognene var fyldte med gamle Sværd, Buer, Skjolde og Lanser, Hønsene havde man indkvarteret i gamle Hjelme, og selv Køerne maatte i denne Procession bære gamle Faner, Standarter og Musketter. Ved Siden af Toget løb et Dusin Bønderbørn, belæssede med Fiskeredskaber, Net og Laksespyd, og førende alle Afarter af Hunde ved Linen." - Man finder et Tegn paa den tungsindige Byrons Melankoli i hans Kærlighed til Hunden Boatswain og i den højtidelige Indskrift, han lod sætte paa sin Yndlingshunds Grav. Men man bør for at forstaa dette Træk, betænke, at den levelystne Scott, da hans Yndlingshund Camp døde, lod den højtideligt begrave i sin Have, medens hele Familien stod og græd om Graven.

Dog endnu mere betegnende end Kærligheden til Grundejendom og til Heste og Hunde, og end de Vidnesbyrd, den sætter sig i den engelske Poesi, er den engelske Forkærlighed for Havet. Englænderen er et Amfibium. En betydelig Gruppe af hele denne Tidsalders Naturskildring er Marinemaleri. Det var en gammel, i hin Tid paany glorværdigt hævdet Overlevering, at England var Havets Dronning; den engelske Digtning var og blev Søens ypperste Skildrer og Fortolker. Der gaar et Pust af Havets Friskhed og Frihed gennem dette Lands bedste Poesi; Havet selv stod for dets Digtere som det store Frihedssymbol paa samme Maade, som Alperne til alle Tider har gjort det for de frie Beboere af Schweiz. Med Sandhed udbryder Wordsworth i sine "Sonetter tilegnede Friheden" (1, 12):

 

To Stemmer klinger; en fra Bjergene lyder,

fra Havet en, mægtige Stemmer begge.

Dig Frihed! nu som altid begge fryder,

din Yndlingssang, der ypperst dig kan ægge.

 

Derfor dukker da ogsaa den længst begravne aand fra Vikingetiden op paany hos Landets bedste Digtere i denne Tidsalder, i hvilken den engelske Poesi i dette aarhundrede har naaet et Højdepunkt. Coleridges Digt "Den gamle Sømand" samler al Havets Rædsel og Gru. Campbells Ode "Englands Sømænd" er en henrivende melodiøs og mandig Forherligelse af engelske Sømænds Heltemod og Herskermagt, Byrons Vikingefarter afspejler sig umiddelbart i "Childe Harold" og "Don Juan", Shelleys Lidenskab for Sø og Sejlads lever og aander i hans Rytmers Bølgeslag og i alle dem af hans Sange, der forherliger Vind og Vove, først og fremmest i hans Mesterværk "Oden til Vestenvinden".

Overført paa Samfundet bliver Naturalismen, som allerede hos Rousseau, revolutionær, og bag hin Kærlighed til Grundejendom og denne Lyst til at udsætte sig for Havets Luner og beherske dem, der er Naturalismens dybtliggende aarsag, ligger hos Englænderen den endnu dybere nationale Selvstændighedsfølelse, der under de bestemte historiske Forhold i dette Tidsrum saa naturligt maatte føre de bedste aander til Radikalisme. Ingen Nation er gennemtrængt af denne Selvfølelse i den Grad som den engelske; man ser det bedst, naar Engelskmanden i Udlandet optræder mellem Fremmede; hans Titel som Englænder melder ham "som en Fanfare". Det er denne Selvstændighed, der er gaaet over i den engelske Literatur og i afgørende Øjeblikke har gjort dens Kunst til Karakterkunst, og den er det, som i det Tidsrum, vi har for Øje, gør Udslaget og iværksætter Omslaget i Europas literære Bevægelse. Der udfordredes en Englænder til som Byron ene at stemme den Strøm, der flød ud fra den hellige Alliance - en Englænder, først fordi kun en engelsk Digter vilde have havt Dristighed dertil, dernæst fordi paa hin Tid kun Englands Digtere besad det udprægede politiske Hang og den skarpe politiske Sans, der altid har udmærket denne den første, ja maaske eneste parlamentariske Nation. Der udfordredes fremdeles en Englænder til med denne vilde Energi at kaste Handsken til sit eget Folk. Kun i det nationalstolteste Folk kunde der findes store aander, som var stolte nok til at trodse Nationen.

Denne personlige Selvstændighed hos Folkets fremragende Digteraander betinges ved en ægte engelsk Ejendommelighed. Disse Digtere hylder saa at sige slet ingen Lære, sjældent nok en kunstnerisk aldrig nogen filosofisk. Medens f. Eks. Tyskerne Lessing, Goethe og Schiller alle indlægger sig de betydningsfuldeste Fortjenester af Videnskaben, er der blandt det engelske Digterfolk ikke en eneste Videnskabsmand. Ja, hvad der er det mærkeligste, disse Skribenter raadfører sig ikke engang med hinanden. Goethe og Schiller brevveksler i det Uendelige om de forskellige Æmners Natur og deres rette Behandling, ja drøfter tit vidtløftigt nok Nødvendigheden af en Strofe mer eller mindre. Heiberg og hans Skole følger bestemte kunstneriske Grundregler, hvorom de er komne overens, og er næsten lige saa kritiske som digterisk frembringende. Men Scott og Byron og Moore, hvem dog et hjerteligt Venskab forener, udfører hver for sig deres poetiske Værker fuldstændigt isolerte, uden at give eller at ønske et Vink, et Raad, en Samtale med Broderdigteren angaaende det paabegyndte Arbejde. Selv naar ganske undtagelsesvis en Paavirkning finder Sted, som af Wordsworth og især af Shelley paa Byron, da foregaar den saa at sige hemmeligt, fuldstændigt ubevidst, og saaledes, at den af dens Genstand enten ikke nævnes eller i det mindste ikke tilstaas. En amerikansk Forfatter har slaaende betegnet denne Egenskab hos Racen, idet han siger: "Hver af disse Øboere er selv en Ø."

Vi berørte den politiske Sans og Deltagelse. Som der ikke er en blandt disse Digtere, der er Videnskabsmand, saaledes er der næsten ikke en iblandt dem, der ikke er Politiker. Det politiske Hang er en umiddelbar Følge af den nationale Virkelighedssans. Forskellige Overbevisninger kan skille disse Digtere politisk, men de tager alle Parti, Scott som Tory, Wordsworth som Kongedømmets Mand, Southey og Coleridge først for saa imod Datidens Frihedstanker, Moore for Irlænderne, Landor, Campbell, Byron og Shelley som Radikale for de undertrykte Nationer. Man maa undtage en enkelt Digter som Keats, der næsten kun dyrkede Kunsten for Kunstens Skyld, da maa man heller ikke glemme, at han dør 25 aar gammel.

I denne Virkelighedsinteresse ligger, at de rent boglige Spørgsmaal (Klassicisme eller Romantik f. Eks.) aldrig i deres Livet uvedkommende Særskilthed her kunde faa den overdrevne Betydning, som der samtidigt tillagdes rent boglige Stridigheder i den tyske, den danske, ja selv i den franske Literatur. Kun er det morsomt hos disse Digtere at se, hvorledes Englænderens Trang til handlekraftig Indgriben forener sig med Poetens fantastiske Hang. Scott drev sin Uvilje mod Revolutionen til rent Don-Quijoteri. Han blev f. Eks. med en af sine Venner, en Hertug, enig om, ifald Franskmændene skulde gøre Landgang i England, da at drage ud i Skovene og leve der som Robin Hood og hans Mænd. Omtrent paa samme Tid var det, at Southey og Coleridge i Ungdommens første jakobinske Hede forkyndte deres Bekendte, at de vilde udvandre til en ensom Egn i Amerika; Bredderne af Susquehanna blev valgte, fordi denne Flods Navn syntes de unge Mænd særligt smukt og melodisk; der vilde de saa danne en Kommune, Pantisokracy, hvor al Ejendom skulde være fælles og alle Mennesker i Naturtilstanden lige. Landor, der iøvrigt ingenlunde skyede som Soldat i Spanien at sætte sit Liv for Alvor ind paa Kampen for sine Ideer, vilde som Yngling hjemme i Warwickshire forny de arkadiske Idyllers Tid; han svarer som Digter temmelig nøje til Socialisten Owen. Shelley havde i Politiken saa fin en Modtagelighed, at man bestandig mindes det Udtryk af ham, der findes i hans "Julian og Maddolo":

 

Jeg, der er som en Nerve, der fornemmer

hvert ellers ufølt Uretstryk paa Jorden.

 

Han forudfølte mangen politisk Revolution. Med den samme Shelley, der halvtresindstyve aar før Parlamentsreformen gennemførtes udkastede den nøjagtige Plan til den i et politisk Flyveskrift, og i Dramaet "Hellas" spaaede den græske Opstands lykkelige Udgang paa en Tid, da den for Statsmændene stod som haabløs, er rent Fantast, saasnart han kommer ind paa Kapitlet om Menneskeslægtens tilstundende Guldalder. Man efterlæse hvorledes han som Yngling skildrer den i "Dronning Mab": "Nordpolens Is smelter, Ørkenerne opdyrkes, Basilisken slikker Barnets Fod, Vindene bliver melodiske, Frugterne er altid modne, Blomsterne altid smukke. Løven leger med Kiddet, Mennesket dræber og spiser intet Dyr, Fuglene flygter ikke længer for Mennesket. Der gives ingen Rædsel mere." Maa man ikke herved mindes enkelte af den samtidige franske Socialismes vildeste Fremtidsdrømme: Indførelsen af Samfunds- og Arbejds-Paladser (Falansterer) vilde efter den af Fourier udkastede Plan i den Grad indvirke paa den hele Jords Økonomi, at tilsidst endog Naturforholdene vilde blive grundigt forvandlede: en Nordlyskrone vilde, befæstet ved Nordpolen, give Sibirien Andalusiens Varme; Mennesket vilde berøve Havet dets Salt og til Gengæld give det en Limonadesmag, og Havuhyrer vilde som Søheste lade sig spænde for vore Skibe. Heldigvis gjorde Dampmaskinen kort derefter dette Forspand overflødigt. Selv Byron, den uden Spørgsmaal mest praktiske af disse Digtere, er dog Digter ogsaa i sin Politik. Det er neppe tvivlsomt, at Grækenlands Kongekrone har lokket ham som hans Anstrengelsers Maal.

Det er da ikke Meningen at ville tilsløre, hvor lidet det fattes ogsaa engelske Digtere paa Fantasteri i praktisk Retning. Der gaar dog ligefuldt et virkelighedskært Træk gennem deres Moral og deres Livsbetragtning, som ikke findes saa udpræget hos noget andet Folks. Der er flere Gran af sund Menneskeforstand opløst i deres Poesi end i andre Digteres. Dem alle udmærker en levende Retfærdighedstrang. Wordsworth arver den fra Milton; Campbell, Byron og Shelley føler den saa oprindeligt, som kunde de gøre den gældende mod en Verden. Den spiller ingen Rolle hverken hos Byrons store tyske Forgænger Goethe eller hos hans rigtudrustede franske Efterfølger Musset. Ingen af disse har nogensinde som han stævnet Fyrster og Regeringer for Retfærdighedens Domstol. Men hvad der især er ejendommeligt engelsk, det er at denne Retfærdighed, hvorom Englænderne drømmer, ikke som den, Schiller f. Eks. tilbeder, er en paa Forhaand elsket Idé, men et Barn af Nytten. Man vælge for tydeligt at fornemme dette en saa luftig, saa idealistisk Digter som Shelley og man vil se, at hans Moral er en ligesaa udpræget Nyttefilosofi som Benthams og Stuart Mills. Der forekommer med Hensyn til dette Punkt et slaaende Afsnit i et af hans Essays. Han siger i andet Kapitel af "Speculations on Morals": "Hvis Nogen fremturer i at spørge, hvorfor han bør fremme Menneskehedens Lykke, saa forlanger han en matematisk eller oversanselig Grund for en moralsk Handling. Urimeligheden af denne Tvivlelyst er mindre tydelig, men ikke mindre virkelig end den at kræve en moralsk Grund for en matematisk eller oversanselig Kendsgerning." I Læren: den højeste Lykke for det størst mulige Antal, og i den dybe, praktiske Retfærdighedstrang, der er dens sjælelige Ophav, ligger i Virkeligheden Udgangspunktet for den engelske Poesis Radikalisme under den store europæiske Reaktion.

 

Noter til Kapitel 2:

*1)

Should you feel any touch of poetical glow

We'we a Scheme to suggest - Mr. Scott, you must know

Having quitted the Borders, to seek new renown

Is coming, by long Quarto stages, to Town;

And beginning with Rokeby (the job's sure to pay)

Means to do all the Gentlemen's Seats on the way

Now the Scheme is (though none of our hackneys can beat him)

To start a fresh Poet through Highgate to meet him;

Who, by means of quick proofs - no revises - long coaches

May do a few Villas, before Scott approaches.

Moore: Intercepted letters Nr. 7.

 

3. Den politiske Baggrund.

 

Da Englænderne paa én Gang er det mest udholdende og det mest foretagende Folk, den Nation, der hænger mest ved Hjemmet og den mest rejselystne, den som langsomst foretager Forandringer og den politisk mest frisindede af alle, spalter aanderne i dette Land sig naturnødvendigt i to store politiske Grupper, af hvilke den ene betegner den bevarende Fastholden, den anden det vovende Frisind. Partidelingen har her ingen Lighed med Frankrigs. Er det end en Overdrivelse med Taine at sige, at Frankrig kun har to Partier, de tyveaariges og de fyrretyveaariges Parti, saa er denne Inddeling dog maaske den væsenlige, som de historiske Partinavne kun tillemper. I England er Spaltningen begrundet i selve Folkekarakteren, og vi finder i dette bevægede Tidsrum af Landets Poesi Wordsworth som Repræsentant for den ene Gruppe af Egenskaber, Byron som Type for den anden.

Men endnu dybere begrundedes i aarhundredets første Dage Spaltningen ved Datidens Hovedbegivenheds dobbeltsidige Natur. Denne Hovedbegivenhed var Krigen med Frankrig. Allerede om den tyske Frihedskrig brugte jeg det Udtryk, at den vel var Opstand mod et frygteligt Tvangsherredømme, men mod et saadant, der var Udtryk for Revolutionens Ideer, og at den vel var Kamp for Arne og Hjem, men paa Kommando af de gamle reaktionære Fyrstehuse, og kunde dette med Sandhed siges om Tysklands Kamp, i hvor langt højere Grad gælder det da ikke om Englands, hvis Uafhængighed var uanfægtet, men hvis Interesser vare i høj Grad truede og som under hele den langvarige Krigstid og endnu længe efter ikke som Tyskland i Bevægelsens Spidse havde frihedselskende Mænd, men havde nedlagt den højeste Magt i Hænderne paa den stiveste og mest haardnakket reaktionære Toryregering, som Englands Historie nogensinde havde set.

Derfor er det, at Baggrunden for hele dette Tidsrum af skøn Literatur er saa mørk. De Skyer, der danner den, er tunge og sorte, "uigennemtrængelige for Solen" (sunbeamproof) vilde Shelley kaldt dem. England tager sig som Baggrund for det Billede, jeg vil oprulle, ud som et Landskab i Natbelysning. Folkets store Egenskaber var vildledte, dets sjældne Standhaftighed anvendt til Bekæmpelse af Frihedstrangen hos et andet Folk, dets ædle Frihedskærlighed først brugt til Styrtning af det napoleonske Tvangsstyre for saa at misbruges til Rejsning af alle de gamle møre Troner, som man, dækket af Krudtrøgen fra Waterloo, tømrede op med en Hast som ellers kun Skafotter. Folkets "neutrale" Egenskaber blev opammede til slette. Selvkærligheden og Fastheden opfostredes til Adels-Haardhjertethed og Købmands-Selvsyge, som den trives under Reaktioner; Undersaatsfølelsen overfor Kongehuset hidsedes til Trællesind, og den folkelige Selvfølelse æggedes til Nationalhad, som det udklækkes under lange Krige. Og endelig overudvikledes Folkets "slette" Egenskaber. Den Kærlighed til ydre Anstand for enhver Pris, der er de moralske Drifters Skyggeside, udvikledes til Hykleri paa det sædelige Omraade, og den Fasthængen ved en engang oprettet Religion, der er en praktisk og ikke til Grunden tænkende aandsretnings mindst tiltalende Ledsager, opildnedes dels til Skinhellighed, dels til Ufordragelighedens Forfølgelseslyst. Ingen Tid var gunstigere for Udviklingen af Hykleri og Fanatisme end denne, i hvilken Folket af sine Førere ligefrem opmuntredes til at pukke paa sin Religion overfor det fritænkerske Frankrig.

Mest af alle led Landets største Digtere derunder. Det er nuomstunder forslidt at tale om den Skinhellighed (cant), der fordrev Byron fra hans Hjem, og mangen mere forfinet aand er tilbøjelig til at ville forklare som ærlig om end indskrænket Overbevisning, hvad man tidligere rask væk betegnede som Hykleri. Men det er umuligt at gaa ind paa denne Opfattelse. En Gudelighed, der lægger sig for Dagen som den engelske gjorde mod Byron og Shelley, er ikke Dumhed alene, den er et af Trangsynthed baaret højst modbydeligt Hykleri. Den udmærkede amerikanske Iagttager Ralph Waldo Emerson's Anskuelser om dette Punkt har stor Værdi, fordi Emerson som Amerikas første Kritiker, som Englændernes største Beundrer og som Bedømmer af sin egen Race har alt Krav paa Tiltro. Han siger: "Den kraftige engelske Forstands Sløvhed med Hensyn til Religionen beviser, hvor megen Fornuft og Ufornuft der kan forenes i én Hjerne. Englændernes Religion er Citater, deres Kirke en Dukke og enhver Kritik bliver tilbagevist med Rædselshyl. I venter, at de i det gode Selskab vil le af Pøbelens Trosiver, men de gør det ikke, de er selv Pøbelen ... Englænderne, der i alle Ting hader Forandringer og fremfor alt afskyr dem i religiøse Anliggender, holder fast paa den sidste Pjalt af det Kirkelige og hykler paa en gruelig Maade. Englænderne og jeg vilde ønske, det indskrænkede sig til dem, men det er et stygt Hang, som ligger i det angelsaksiske Blod i begge Verdenshalvkugler - hykler fremfor alle andre Folk. Franskmændene overlader dem ganske og aldeles denne Industri. Hvad er saa modbydeligt som de høflige Buk, man gør for Gud i vore Bøger og Aviser! Den folkelige Presse er skændig i sit nøjagtige Maal af hellig Holdning, og Dagens Religion er et Sinai, hvis Tordenkiler smeddes af de Rige ... Kirken er i dette Øjeblik meget at beklage. Den har intet andet tilbage end sit Gods. Naar en Biskop træffer sammen med en forstandig og dannet Mand, kan han kun hjælpe sig ved at drikke Vin med ham." (note: Emerson: English traits 222-30.) Denne Skildring gælder Tiden omkring 1830; man tænke sig da selv hvorledes Tilstanden tyve aar tidligere var.

Først og sidst blev dog Folkets beklageligste Last, Hanget til Undertrykkelse, formelig sat i System. Om intet Tidsrum gælder det som om dette, hvad man har betegnet som Britanniens Grundskade: England, Skotland og Irland undertrykker i Forening de fjerne Kolonier, England og Skotland gør fælles Sag for at undertrykke Irland, kue den irske Kirke og holde irsk Værkflid og Handel nede, England samler sig for at trænge Skotland tilbage, og i England selv undertrykker den Rige den Fattige og den herskende Kaste alle de andre. Af 30 Millioner Mennesker var i dette Tidsrum kun én politisk stemmeberettiget, og den, som blot vil læse Udfaldene mod Englands Godsejere i Byrons "Broncealderen", vil kunne se, hvor skamløst de under Krigen berigede sig paa de andre Klassers Bekostning og hvor hensynsløst deres hele Politik gik ud paa at kunne vedblive hermed.

Denne Tilstand er det, som udøver en dels fordærvelig, dels i modsat Retning begejstrende og ansporende Indflydelse paa Landets Skribenter. De, i hvem den hellige Ild brænder svagt, slukkes tidligt og staar som reaktionære Støtter for den herskende Tilstand. De derimod, hvis lynsvangre aander var anlagte til at gaa mod Vinden, udvikler under Trykket af disse Forhold en Frihedspatos, der sætter det politiske Luftlag i Skælven. For disse Digtere staar England som "et Gibraltar af Vedtægter", og de forlader deres Fædreland for at angribe, bestorme og bombardere deres Hjem med alt Spottens og Harmens Kasteskyts.

Det er nødvendigt at gaa noget mere i det Enkelte med Hensyn til de politiske Forhold i dette Hjem for ret at kende den Jordbund, paa hvilken Literaturen spirer i Vejret og for at forstaa de Grundsætninger (ikke angaaende Kunst, men Stat, Samfund og Religion), der spalter Digterne i hinanden modstaaende Grupper. Paa Englands Trone sad ved aarhundredets Begyndelse (allerede fra 1769) Georg den Tredie. Fra hans Barndom af havde hans Moder stræbt at bibringe ham de overdrevne og uengelske Forestillinger om Suverænitetens Betydning, der var gældende paa Fastlandet, og det var i den Grad lykkedes, at den ene efter den anden af de høje Lorder, der var valgte til Prinsens Hovmestere, frasagde sig dette Hverv, fordi deres Indflydelse blev modarbejdet. En af disse, Lord Waldegrave, der ikke blot var en skarp Iagttager, men en hengiven Tilhænger af Huset Hannover, har givet et Billede af Grundtrækkene hos hans Myndling, der er alt andet end indtagende; han skildrer ham som jævntbegavet, men uden al Flid; som strengt retskaffen, men uden den aabenhed og Frimodighed, der gør Retskaffenhed elskværdig; som oprigtigt from, men stadigt opmærksom paa sin Næstes Fejltrin og Synder; som bestemt, men stædig og fordomsfuld; han skildrer hvorledes Forbitrelse og Vrede aldrig giver sig Luft hos ham, men straks slaar ind og øjeblikkeligt kun afføder Forbeholdenhed og Forstillelse, for sidenhen at ytre sig med des større Virkning, og hvorledes den samme Konge, der havde en saa haardnakket Hukommelse for enhver Uret, der var tilføjet ham, besad en mere end kongelig Glemsomhed overfor de Tjenester, som blev ham viste. Hans aands fuldstændige Forbening i Fordomme var dog maaske hans største Mangel som offenlig Personlighed og som Regent. I sit private Liv var han jævn, ærlig, paalidelig og indgød sine Undersaatter stor Agtelse, skønt Manglerne ved hans Opdragelse aldrig blev oprettede. Da han kom til Roret, havde han liden eller ingen Kundskab hverken til Mennesker eller til Bøger, og hele sit Liv var og blev han fuldstændig uvidende angaaende Literatur og Kunst; men det egennyttige Hof omkring ham bibragte ham snart en ikke ringe Menneskekundskab, og han, mod hvem Store og Smaa, hvor han saa hen, rakte Haanden ud, lærte snart at kende hver Mands Pris og beregne den Nytte, han kunde have af ham. Hans af Naturen gode Forstand blev hverken styrket ved Studier eller Rejser eller Samtaler, men alle de Spørgsmaal om Enkeltheder, der ikke udfordrede nogen finere Sjælens og Tankens Dannelse, forstod han at sætte sig ind i og behandle med den Dygtighed, der var nødvendig for en Regent, som allernødigst vilde indskrænke sig til at være Konge af Navn. (note: Massey: History of England 1: 59 ff.)

Georg den Tredje var Englands Frederik den Sjette. Han var en virkelig patriarkalsk Regent og følte sig selv som sit Folks Fader. Landet mistede under ham de nordamerikanske Kolonier, som Danmark under Frederik den Sjette mistede Norge, uden at dette Tab eller den ufornuftige Politik, der havde fremkaldt det, gjorde noget Skaar i den Folkeyndest, Fyrsten nød. Kong Georgs Husholdning var et Mønster paa en engelsk Gentlemans Husliv. Tidligt op om Morgenen! var dets første Grundsætning. Det var tarveligt, ordenligt, sparsomt, ægte borgerligt indrettet i enhver Henseende. Det var kedsommeligt i en Grad, som dets Historieskriver Thackeray "gyser" ved at overveje.

Naar Kongen selv var staaet rigtig tidligt op en Dag og selv havde vækket sine Pager, slog han paa sin Morgentur en Passiar af med Enhver, han mødte, gik ukendt ind i mangt et Hus og mangen en Hytte, gav snart et Barn en Sølvmønt, snart en fattig Kone en Høne. En Dag traf han med Dronningen en lille Dreng, med hvem de gav sig i Snak, indtil Kongen sagde til ham: Knæl ned, det er hendes Majestæt Dronningen, med hvem du taler! Men da den Lille haardnakket vægrede sig derved af pligtskyldigt Hensyn til nye Benklæder, rørte denne tidlige Sparsommelighedssans den gamle Georg saa stærkt, at han trykkede Drengen til sit Hjerte.

Dagene ved Hoffet gik hen med en slæbende Ensformighed, der jog de unge Prinser langt bort fra Hjemmet og havde sin Del af Skylden for at de artede sig saa slet. Om Aftenen spillede Kongen enten sin Tokkodilje eller han havde sin Aftenkoncert, hvortil han regelmæssigt nikkede, medens Pagerne gabede sig ihjel ude i Forværelset.

De daglige Spasereture foregik i Familiegruppe paa Windsorvolden, medens Folket samlede sig gemytligt rundt omkring og saa paa, og Drengene fra Eton trykkede deres rødkindede Hoveder frem under Hobens Albuer. Musiken spillede, og naar Friluftskoncerten var forbi, undlod Kongen aldrig at tage sin trekantede Hat af og hilse Musikanterne med de Ord: Jeg takker Dem, Gentlemen.

Hvilken Dansk maa ikke ved disse Scener tænke paa Frederik den Sjettes Spasereture og Sejladser som Storadmiral i Frederiksberg Have! Som han vandt Georg den Tredje Hjerterne ved sin borgerlige Optræden og sin luvslidte Frakke; ogsaa om Kong Georg gælder det, hvad Orla Lehmann siger om Frederik den Sjette at man "i Kongens Jævnhed (baade i Forstand og Færd) og godmodige Deltagelse for Individernes Vel saa en Erstatning for Statsmandens og Regentens Brøst" - og hvor mange havde endda Øje for den sidste! For det store Flertal af Englands Beboere var den gamle Georg en mægtigt skarpsindig Statsmand og en vældig Suveræn. Der gives et i sin Tid berømt Stik af ham (Gilray's), hvor han er afbildet - i gammel Paryk med en snever, gammel, grim Windsor-Uniform - som Konge af Brobdingnag, holdende en lille Gulliver paa sin ene Haand, og med en Operakikkert i den anden, hvorigennem han iagttager Mandslingen. Hvem tror man den lille Gulliver er? Han bærer trekantet Hat og den lille graa Marengo-Frakke.

Danske Læsere vil erindre et gammelt Billede, der i fotografisk Gengivelse for nogle aar siden gjorde megen Lykke. Det havde til Underskrift "Den høye elskede Familie" og forestillede Frederik den Sjette med samt hans hele Slægt fra den største til den mindste paa en Spaseregang. Er dette lille Familiemaleri, der findes hos Frk. Burney, som beskriver en Eftermiddagspromenade i Windsor, ikke det nøjagtige Sidestykke dertil? "Det var virkelig et rigtig nydeligt Optog. Den lille Prinsesse Amelia, der netop var bleven tre aar gammel, gik ene og forrest med en ny Kjole paa af fint Musselin, og med en smuk lukket Hat, hvide Handsker og Vifte, i høj Grad henrykt over at være stillet til Skue, og uafbrudt drejende Hovedet for at se Enhver, hun gik forbi; thi alle de Spadserende stod op mod Husene fra det Øjeblik den kongelige Familie kom til Syne, for at den kunde have Vejen fri. Saa fulgte Kongen og Dronningen, ikke mindre glade over deres lille Yndlings Fornøjelse. Kronprinsen havde budt Lady Waldegrave Armen; derefter kom Prinsesse Augusta Arm i Arm med Hertuginden af Ancaster, General Rude, Hertugen af Montague og Major Price, der som Staldmester sluttede Toget." Hvilket smukt Billede! udraaber Thackeray: Medens dette Festtog langsomt drager forbi, spiller Musikkorpset sine gamle Melodier og Sollyset falder over de gamle Fæstningsværker og belyser den kongelige Standart, der hænger ned fra det store Taarn, de mægtige Elmetræer og den kongetro Tilskuerskare, som det yndige Barn kærtegner med sit uskyldige Smil.

Dette er den hjemlige Idyl, hvortil udadtil svarer Kongens Lidenskab for at undertrykke Nordamerika, bekæmpe den franske Revolution, tilintetgøre den irske Kirke og lade Negerhandlen med alle dens Rædsler vedblive at bestaa. Dog selv den hjemlige Idyl varede ikke aarhundredet ud. I aaret 1788 havde Kongen det første Anfald af Afsind, og allerede da drøftedes med uhørt Lidenskab i Parlamentet Prinsen af Wales' Regentskab, der i aaret 1810 blev endegyldigt fastslaaet. Oppositionen mente dengang at have for lange Tider styrtet Torystyret, ifald Prinsen blev udnævnt til Regent. Hans Karakter og Sæder var imidlertid hos Folkets store Flertal saa ilde berygtede, at hans Tronbestigelse imødesaas med Angst. Men netop som et Lovforslag desangaaende skulde indbringes, saa Pitt sig istand til at forelægge Parlamentet en Lægebulletin om Hans Majestæts umiddelbart forestaaende Helbredelse, og Faren drev for denne Gang over. Prinsens Skuffelse var stor, og han kunde des mindre skjule den, fordi han under Kongens Sygdom havde lagt et alt andet end sønligt Sindelag for Dagen. Han besad en vis Evne til at efterligne Andres Lader og Stemmer, og det var en af hans Hovedfornøjelser under Faderens Sygdomstid at more de gode Hoveder, de lystige og udsvævende Mænd og Kvinder, der udgjorde hans stadige Kres, med at eftergøre sin afsindige Faders Udseende og Handlinger for dem. Man har i dette ene Træk hans Karakter, den Mands Karakter, der saa længe paa Grund af en vis sleben Anstand bar Navnet af "den første Gentleman i Europa".

Man maa beundre den Færdighed, hvormed denne Mand forstod, om end blot for en kort Tid at vinde Tidens sjældneste aander. Han havde Burke og Fox og Sheridan til Omgangsvenner. Vel sandt, det var, som Thackeray bemærker, neppe hans Meninger om Forfatningsspørgsmaalene eller om Irlændernes Forhold, de brød sig om at høre - "hans" Meninger om Sligt! Men han snakkede om Terninger med Fox og med Sheridan om Vin, det var Punkter, hvor Narrens og Geniernes Interesser mødtes, og Brummels Ven og Rival var mellem Tidens Modeherrer Autoritet i ethvert Spørgsmaal, om hvilke Knapper der passede til en vis Art Vest og hvilken Sauce der stemte med en vis Art Postej. Vi ser ham vinde selv Moore et kort Minut. I dennes Brev til hans Moder fra Juni 1811 (Memoirs 1, S. 225) sporer man tydeligt, at han er smigret af Prinsregentens "hjerteligt fortrolige Tone". Og det Samme gælder et Øjeblik om Byron; hans Forsoningsbrev til Walter Scott viser, hvor lidet ufølsom han var for Regentens Smigrerier i Anledning af "Childe Harold". Og nu Scott! I sin Egenskab af haardnakket Tory var han altid Prinsregentens tro Mand, saa ædel og brav han end var. Da Georg den Fjerde som Konge ankom til Skotland, hvor han optraadte i en Klanhøvdings Kostyme med sine fede Lægge blottede og et skotsk Skørt om sin uhyre Vom - Slutningen af "Broncealderen" spotter derover - gik Walter Scott ombord i Kongens Jagt for at hilse paa ham, greb et Glas, hvoraf Hs. Majestæt lige havde drukket, udbad sig den Naade at maatte beholde det, lovede, at det for evigt skulde gaa i Arv i hans Familie, gik hjem, traf der en uventet Gæst, kastede sig i en Stol og - satte sig paa sin Baglomme for altfor tidligt og smerteligt at mindes det kongelige Erindringstegn. Han vedblev at være Georg den Fjerde tro, selv da Moore længst havde spækket ham med sine Vittighedspile, da Byron længst havde gennemhaanet ham med sine blodige Epigrammer, og da selv Brummel paa en Spaseretur i Hyde Park havde betragtet ham fremmed gennem sin Lorgnet og spurgt Prinsens Ledsager: hvem er "Deres fede Ven?"

Den indsmigrende Tronfølger var nemlig efterhaanden bleven saare omfangsrig. Det Liv, han førte med uafladelige Sviregilder havde givet ham et saadant Huld, at han ikke mere gad gaa. Naar han skulde køre ud, blev et Bræt lagt ud af Vinduet, og ad dette lod han sig glide ned i sin Vogn. Medens Væverne i Glasgow og Lancashire raabte til Himlen af Sult, foranstaltede han kæmpemæssige Festligheder med uhyre Pragt og modtog den landflygtige Bourbon som Ludvig den Attende. Drengen er Fader til Manden, siger Wordsworth. Georg den Fjerde betegnede sin Indtrædelse i Hoflivet ved en Stordaad, værdig hans tilkommende Liv. Han opfandt et nyt Skospænde. Det var én Tomme langt og fem Tommer bredt. "Det bedækkede," fortæller Samtiden, "den hele Vrist og rakte ned paa begge Sider af Foden." Ved hans første Optræden paa et Hofbal, læser vi, at hans Vams var af rosenfarvet Silke med hvidt Opslag, hans Vest af hvid Silke, broderet med forskelligfarvet Glansstof og prydet med en Overdaadighed af eftergjorte Ædelstene. Hans Hat var smykket med to Rækker af Staalperler, femtusind i Tallet, med en Knap og en Snor af samme Metal og sat op med et krigerisk Snit.

Et krigerisk Snit! Det passede godt til det Hoved, som bar den. Dette Hoved var, dengang da dets Besidder begyndte at holde Hus i sit nye, prægtige Palads Carlton House, fuldt af løse Planer til at opmuntre Literatur, Videnskab og Kunster, og det kunde et Øjeblik synes at være Alvor, naar man ved Prinsregentens Bord hørte Walter Scott, Tidens bedste Fortæller, med undersaatlig Hengivenhed og virkelig Elskværdighed meddele morsomme, lunerige Historier af sit uudtømmelige Forraad, eller naar Moore i denne Kres sang nogle af sine søde anakreontiske Sange, eller Grattan, Irlændernes stolte Fører, bidrog til Underholdningen med sin fantasirige og følelsesfulde Veltalenheds Liv. Men hvor snart veg ikke disse Mænd Pladsen for et Selskab, der ganske anderledes passede for Prinsen: franske Kokke, franske Dansere, Jockeyer, Hofnarre, Koblere, Skræddere, Boksere, Juvelerere og Fægtemestre. Med slige Folk tilbragte han den Tid, han havde tilovers fra sine Elskerinder og sine Drikkelag. Han viste sin kunstneriske Smag og Sans ved i dyre Domme at sammenkøbe sig hele Læs af kinesiske Snurrepiberier. Neppe var da ogsaa Skønaanden bleven Regent, før han brød med de gode Hoveder blandt Whiggerne, hvis Selskab han havde søgt. Han slog om og blev pludseligt Tory.

Der er fire europæiske Regenter i dette aarhundredes første Halvdel, som staar i et iøjnefaldende Slægtskabsforhold til hinanden: Ludvig den Første af Bayern, Friedrich Wllhelm den Fjerde af Prøjsen, Christian den Ottende af Danmark og denne engelske Prinsregent. Det er de fire reaktionære Skønaander paa Tronen. I England som i Danmark optræder i Kongefamilien det literære Dilettanteri efter den patriarkalske Enfold. Rigtignok var det hist forenet med de uhyggeligste Sæder og en næsten ubegribelig Ladhed. I aaret 1816 hensad i Newgate 58 Dødsdømte, oppebiende at Prinsregentens Fornøjelser og Adspredelser skulde levne ham Tid til at underskrive Dødsdommen eller at benaade, og mange af dem havde siddet saaledes ventende fra December til Marts. Forgæves lød i Parlamentet Brougham's frygtelige Anfald paa "dem, der naar Fængslerne var overfyldte med Ulykkelige, ikke et Øjeblik kunde opsætte deres tankeløse Fornøjelser for at gøre Ende paa denne sørgelige Svæven mellem Liv og Død". Man efterslaa i denne Anledning Moore's Satirer i "Twopenny Post-bag". Her viser det sig, at den elskværdige irske Sangfugl havde Næb og Kløer. Man ser af Scotts Levned (3: 342), med hvilket roligt Smil Regenten i 1815 skemter med de Vers af Moore, der skildrer hans Bord som overfyldt med Modejournaler paa den ene Side og uunderskrevne Dødsdomme paa den anden! Disse Vers var kun altfor retfærdige og havde kun hjulpet altfor lidt. Allerede i en Parlamentstale, holdt i April 1812, havde Castlereagh sagt: "Det er umuligt for Hans kongelige Højhed at frigøre sin Person fra den overvældende Dynge af Papirer, som er ophobede paa hans Bord." I Moores Satire "Papirernes Oprør" hedder det:

 

Til Højre ulæste Bønskrifter laa

til Venstre fem Lægers Recepter man saa.

Her Kræmmerregninger - Statspapirer,

Kærestebreve og Kraft-Eliksirer

mod Kvalme, Planer til nye Sadler,

Te, ristet Brød med Skinke og Ost,

Dødsdomme i Mængde og Morning Post.

 

Og derefter lader Regenten fire aar senere 58 Dødsdomme ophobe sig.

Vi saa, at han neppe var bleven beklædt med Regeringens Værdighedstegn, før han brød med sine fordums Venner og blev Tory. Det store, langvarige Toryministerium blev stiftet med Liverpool i Spidsen, en sejg Reaktionær, men godmodigt doven, fra hvem Forbitrelsen altid gled over paa hans Fæller; han var som Førsteminister en Slags Konge med indskrænket Magt, hæderlige Hensigter og beskedne Evner. Han nød, ligesom hans Embedsbroder Lord Sidmouth, den Forret hverken at blive frygtet paa Grund af sin Karakterstyrke eller misundt paa Grund af sine Anlæg. Den mest betegnende og mest udsatte Personlighed i Ministeriet var Lord Castlereagh, en middelmaadig begavet, men handledygtig Mand, hvem Wilberforce engang bestemte som: en Fisk i Koldblodighed. Han havde et smukt Ansigt og en kommanderende Stemme, og hans ydre Person bar større Æresbevisninger tilskue, end der havde været skænket noget Underhusmedlem siden Robert Walpoles Dage. Han var "den ædle Lord med det blaa Baand". Han havde fra først af Forkærlighed for Enevælden, og hans Samkvem med Fastlandets uansvarlige Fyrster havde end mere bidraget til at udvikle de for en konstitutionel Minister betænkeligste Grundsætninger hos ham. Ingen Bevidsthed om hans Forstands Sneverhed eller hans Opdragelses Mangler forhindrede ham fra strømmevis at fremkomme med uformelige Sætninger og løse Bevisgrunde. Hans Skoledannelse var saa ringe, at han ikke formaaede at sætte to Sætninger rigtigt sammen, og han vakte kun altfor tidt Husets Latter ved sin Ordstrøm; men han stod med urokkelig Haardnakkethed mod alle Angreb uden at nogen ytret Mistanke eller Bitterhed syntes at rokke ham et Haarsbred fra hans Vej, og overfor Parlamentet anslog han atter og atter Enevældens gamle "Vi alene vide". Byron, Shelley og Moore flaar ham ligeligt i deres Digte. Tilbage staar endnu at nævne Kansleren Lord Eldon, Torypartiets Lære i Menneskeskikkelse, hvis Tanker Dag og Nat var optagne af hvad han kaldte at opretholde Forfatningen. Den, der vilde ophæve en eller anden gammel Eneret, en eller anden forældet Friheds-Hindring eller Indskrænkning, og end mere Den, der vilde afskaffe en gammel, grusom Straffelov, lagde efter hans Opfattelse Haand paa Forfatningen. Og ikke desmindre var han selv uafbrudt den første til midlertidigt at ophæve dette hans eget Skytsværn, Loven, saasnart denne stod ham i Vejen. At sætte Habeas-Corpus Akten ud af Kraft for en Tid, at kneble Pressen o. s. v., slige gavnlige Amputationer var efter hans Skøn Liv for Forfatningen; at indgyde den nyt Blod, det var Død.

Det var dette Ministerium, som i 1814 forbausede Alexander af Rusland ved dets Iver for at genoprette de af Revolutionen rystede Grundsætninger. Den russiske Kejser haanede det engelske Ministerium ved at beklage dets reaktionære Tilbøjeligheder og søge Omgang med Oppositionens Førere i London. De første Meddelelser om den franske Revolution havde hos Englands Regering og Folk vakt Samstemning. Modstanderne Pitt og Fox enedes i at hilse den som en af de største og ypperste Begivenheder i Menneskehedens Historie. Men neppe var Blod bleven udgydt hinsides Kanalen, før Befolkningens Masse, ja selv Oppositionens Flertal saa hele sin Arv fra Fortiden: Kongemagten, Religionen, Ejendomsretten i Fare, og dannede et uhyre Ordenens Parti. Burke var blandt Whiggerne den, der først med voldsom Heftighed fordømte Revolutionen og som særligt fordømte sin Ven og Partifælle Fox for hans Forsvar for dens aand. De gamle Whigger sluttede sig til Burke. Pitt, der havde planlagt en Række nødvendige Reformer, vovede end ikke at skride ind imod Englands fordærvelige Valgsystem og tilstod paa given Opfordring, at hvorvel han var fuldt overbevist om Nødvendigheden af en Parlamentsreform, var Tiden nu ikke gunstig til saa vovelige Forsøg. I enhver frisindet Rørelse, selv i den uskyldigste og dybest berettigede, begyndte man at spore den frygtede Jakobinisme. Da Wilberforce indledede sin Agitation mod Slavehandelen, var han paa én Gang støttet af Regering og Opposition. Kun Kongen, Rhederne og Overhusets Adelsmænd stode ham dengang imod. Men da han i 1791 anden Gang prøvede Stemningen, var den slaaet saaledes om, at Forfægterne af Slavehandelens Afskaffelse næsten blev betragtede som Jakobinere, og med 163 Stemmer mod 88 blev Loven om Slavehandelens Ophør forkastet.

Hertil kom det i England skrækindjagende Indtryk, Revolutionen havde gjort paa Irland. Man hilste Budskabet om den, som Slaver og Livegne hilser Budskabet om Frihed. Skønt det irske Folk, ført af den ædle, af Byron saa begejstret besungne Henry Grattan, i aaret 1782 havde faaet sit Parlament anerkendt som ligeberettiget med det engelske, var dog saa vel dets Handel som dets Religion undertrykt. Den maadeholdne Thomas Moore bruger selv det Udtryk, at han som Barn af katolske Forældre kom til Verden med Slavens aag omkring sin Hals. Han fortæller, hvorledes han som Dreng i 1792 blev taget med af sin Fader til et Festmaaltid i Dublin i Anledning af Revolutionen, og hvorledes Formanden udbragte følgende Skaal: "Gid Brisen fra Frankrig maa bringe den irske Eg til at grønnes!" Hos ham finder man den Bevægelse, der gik igennem den irske Ungdom, skildret. Han kendte og beundrede dens Fører Robert Emmet. Naar Emmet i den Dublinske Diskussionsklub, hvis Ledestjerne og Prydelse han var, i veltalende Ord skildrede den franske Republiks Bedrifter, naar han med en Hentydning til Cæsar, der svømmende over Rubicon holdt sit Sværd i Vejret med den ene Haand, sin Krigshistorie over Vandet med den anden, udbrød: "Saaledes vader Frankrig gennem et Hav af Blod i Storm; men medens det med den ene Haand svinger Sværdet imod sine Undertrykkere, holder det i den anden Videnskabens og Literaturens Skatte uplettede af den blodige Strøm, hvorigennem det kæmper sig frem" - da lyttede hans unge Landsmænd ikke blot til Talens ligefremme Indhold, men efter enhver Afvigelse fra Sagen og enhver Sidebemærkning, der kunde drage Irland ind under det behandlede Æmne. Slige Hentydninger udeblev da heller ikke. "Naar et Folk," udraabte han en Dag, "der rask gaar frem i Kundskab og Magt, tilsidst iagttager, hvor langt dets Regering er sejlet agter ud bag det, hvad Andet er der da at gøre, end at trække Regeringen frem i Højde med Folket!"

Den Dag var ikke fjern, da Robert Emmet dyrt skulde bøde for saa dristige Ord. I 1798 knaldede det opsamlede Sprængstof af, og Castlereagh vaskede (efter Byrons Udtryk sine unge Hænder i Erins Blod. Det Raseri, hvormed Regeringen gik tilværks mod Oprørerne, var saa dyrisk og vildt, at neppe nogen europæisk Oplands Undertrykkelse i den nyere Tid har ført saadanne Rædsler med sig.

Hadet til Revolutionen fortsatte sig som Had til Napoleon. Dette gik over alle fornuftige Grænser. Thackeray fortæller en Anekdote, der giver en Forestilling om dets Grad. Jeg kom, siger han, fra Indien som Barn, og vort Skib lagde an ved en Ø paa Vejen hjem, hvor min sorte Tjener tog mig med til en lang Spadseretur over Klipper og Høje, indtil vi naaede en Have, hvor vi saa en Mand gaa op og ned. "Det er ham," sagde den sorte Mand, "det er Bonaparte. Han spiser tre Faar hver Dag og alle de smaa Børn, han kan faa fat paa," og Thackeray tilføjer: der var flere Mennesker i det britiske Rige end dette stakkels Kalkutta-Tyende, der havde en lignende Rædsel for den korsikanske Menneskeæder. Den fremtræder lige stærkt i Wordsworth's Sonetter, i Southey's Digte og i Walter Scotts berygtede Napoleonsbiografi. - Krigene mod Frankrig indledede den store britiske Reaktion: Gentagen Ophævelse af Habeas-Corpus-Akten, Eduard den Tredjes gamle Højforræderibestemmelse skærpet, Forsamlings- og Ansøgningsret indskrænket, Pressefriheden snart forvandlet til et tomt Ord. Især i Skotland blev grusomme Love fra Fortiden fremsøgte, og højt dannede Mænd sendte som simple Forbrydere til Australiens Straffekolonier. Man vovede imod Republikanere og Lighedsmænd i England at tale om Kronens Uindskrænkethed, om Parlamenter og Nævninger som om underordnede Bi-Magter. Der dannedes et altbeherskende Parti under Feltraabet: Konge og Kirke!

Kongen selv var gal, Prinsregenten værre end gal og Kirken forhyklet. Misvækst, Oversvømmelse, Hungersnød indtraf i 1816. Nagende Sult drev rundt om i Landet den lavere Befolkning planløs fra Hus og Hjem. Man finder Stemningen udtalt i Shelley's "Anarkiets Maske". I Leicestershire ødelagde Arbejderne i deres Fortvivlelse Kniplingsvæverierne og sloge Væverstolene i Stykker. Det er til deres Forsvar, at Byron holder sin første, smukke Parlamentstale.

Man ser af Romillys Dagbøger, hvor umuligt det var for de faa frisindede Mænd at faa den ringeste Reform sat igennem. Han, den almindeligt hædrede Forbedrer af Englands grusomme Straffelovgivning, nutildags mest bekendt som Prinsessen af Wales' juridiske Støtte og som Lady Byrons Sagfører, siger i sin Dagbog fra 1808: "Hvis Nogen ønsker at faa en fuldstændig Forestilling om de ulykkelige Virkninger, som den franske Revolution og de Rædsler, der fulgte den, har afstedkommet i vort Land, saa lad ham blot forsøge en eller anden Omformning af Lovgivningen efter menneskekærlige og frisindede Grundsætninger. Han vil da opdage, ikke alene hvilken stump Rædsel for Forandringer, men hvilken Grumhedsaand der er faret i altfor mange af hans Landsmænd." Paa Romillys Forslag om Ophævelse af den Lov fra William den Tredjes Tid, hvorefter Butikstyveri blev straffet med Hængning, svarede Lord Ellenborough, kraftigt støttet af Lord Eldon, med Beklagelse af "at en moderne Filosofi nu endog understod sig at rokke ved aarhundreders vise Bestemmelser", og det var ikke Regeringen alene, det var Parlamentsmedlemmer i Mængde, der var som besatte af Bøddeltilbøjeligheden. Romilly fortæller selv, hvorledes en af hans yngre Kaldsfæller i Parlamentet besvarede enhver Forestilling og Indsigelse med det uforandret gentagne: Jeg er for at hænge dem alle (I am for hanging all). Og dog skulde man tro, det i det nittende aarhundrede var paa Tide at gjøre Ende paa Hængelidenskaben i England, der endnu vidnede kun altfor ufordelagtigt om den store Grundsum af Raahed i Folket. Under Henrik den Ottende var 72,000 Tyve blevne hængte og endnu under Georg den Tredje hængtes de i tusindsvis. I aaret 1817 blev Forfølgelsen af Tænke- og Skrivefriheden formelig sat i System under Retssagerne mod den gamle Bogelsker Hone, der for Domstolene ved en sjælden Forening af Sandhedskærlighed og Kløgt den ene Gang efter den anden tilintetgjorde ethvert Forsøg paa at faa ham dømt for Gudsbespottelse. Saa fulgte i 1818 Optøjerne af den fattige Befolkning i Manchester, hvor Rytteriet huggede ind og Soldaterne mishandlede de ubevæbnede Folkeskarer. Indtrykket heraf er bevaret i Shelleys Digte fra 1819.

Visselig er da den politiske Baggrund for dette Tidehvervs aandsliv mørk - mørk af forskrækkede Spidsborgeres Angst for Frihedsbevægelsens Udskejelser i Frankrig, mørk af stolte Toryers tyranniske Lyster og Højkirkens Tryk, mørk af irske Katolikers og engelske Arbejderes Blod - og over alt dette er paa Samfundets Tinde Kronen lagt om Vanviddet i Georg den Tredjes Pande og Scepteret lagt i Haanden paa den slappe Utugt, der i Skikkelse af Prinsregenten fylder Kongesædet som Stedfortræder for den Indskrænkethed, der havde beklædt Tronen med hans Fader. Og det er denne Trone, som Lord Eldon støtter med sine seks Kneblelove, hvortil han har omdannet Englands ældgamle Forfatning, og som forherliges og lovprises i Castlereaghs ligesaa ugrammatikalske som frihedsfjendske Parlamentstaler og i Southeys ligesaa umelodiske som vel betalte Smigerhymner indtil Skilsmisseprocessen mellem Georg den Fjerde og Caroline, med sin uhyre, alle Begreber overgaaende Skandale udbredt strømmevis som en Kloak fra Overhusets Talerstole, drukner Kronens Glans og Hoffets Værdighed i et Hav af Skarn og Spaniens, Grækenlands og Sydamerikas Slag i Slag paa hverandre følgende Revolutioner renser Luften, og Castlereagh overskærer sin Hals (skærer sin Gaasefjær, som Byron siger) og England under Canning anerkender de sydamerikanske Republiker og forbereder Slaget ved Navarino.

Shelleys, Landors, Byrons og Campbells Poesier har politiske Sidestykker i disse Regeringshandlinger af Canning. Men selve Cannings Taler fuldstændiggør disse Digteres Værk. Castlereaghs leddeløse Taler og hans flove og magre Statsbreve - dobbelt magre fordi han som ægte Forretningsmand af Metternichs Skole foretrak mundlig Meddelelse - afløstes umiddelbart af Cannings frimodige og glødende Veltalenhed. Medens Castlereagh som hans overlevende Fæller paa den forsmædelige Kongres i Verona kun gik ud paa under Skin af evangelisk Fred at opretholde Taushed og Mørke i Europa, lyste nu Cannings Taler som en Skovbrand i den hellige Alliances dybe Nat. Hans store menneskelige Grundtanke var Folkenes Selvbestemmelsesret. Den ottende August 1827 døde han; men den tiende Oktober samme aar sloges Slaget ved Navarino, der ligesom var den Dødes sidste Vilje, og som for os nutildags er det politiske Sindbillede paa den nye aands Vaagnen i Europa. *2).

 

Noter til Kapitel 3:

*2) Miss Martineau: The history of England during the thirty years peace 1, 2. Massey: History of England during the reign of George the Third 1-4. Thackeray: The four Georges. Reinhold Paulli: Geschichte Englands seit den Friedensschlüssen 1814 und 1815. Emerson: English traits.

 

4. Naturalismen indvarsles.

 

I Sommeren 1797 faldt Talen mellem Beboerne af en lille Landsby ved Kysten af Sommersetshire ofte paa to unge Mænd, der nylig havde opslaaet deres Bopæl der, og som daglig saas spadserende sammen fordybede i ivrige og uendelige Samtaler, hvori fremmede Ord og fremmede Navne, uforstaaelige for de Forbigaaende, udtaltes under livfuld Spørgen og Svaren. Den ene af disse to unge Mænd var 27 aar gammel. Han havde en dyb Alvor i sine Miner, en uforstyrrelig Værdighed, ja Højtidelighed i sit Væsen, lignede mest en ung Metodistpræst og havde en enstonig og trættende Stemme. Hans et Par aar yngre Ledsager, der talte med uafbrudt Ordstrøm, urolige og hyppige Haandbevægelser, havde et stort, rundt Hoved, hvis Form tydede paa mærkelige Evner, et glat Ansigt, dybe lysebrune Øjne med et aandfuldt og forvirret bekymret Blik og et underligt Udtryk af slap Ubestemthed og gennemgaaende Karaktersvaghed af den Art, der ikke udelukker en pludseligt opblussende Styrke. Hans Stemme var Musik, hans Veltalenhed syntes at fortrylle selv hans forbeholdne Tilhører og Ven. Hvem og hvad var disse to unge Mænd, der slet intet Selskab søgte der i Egnen? Det var det Spørgsmaal, Beboerne forelagde sig. Hvad Andet end Politik kunde det være, som de drøftede saa heftigt, og hvis saa var, hvad Andet kunde de da være end Sammensvorne, end Jakobinere med Oprørsplaner!

Snart rygtede det sig, at den ældste af de to Venner, Mr. Wordsworth, i længere Tid havde opholdt sig i Frankrig under Revolutionens Begyndelse og med stor Varme delt Tidens Sværmen for en Samfundsreform, og at den yngste, Mr. Coleridge, tillige havde gjort sig bekendt som ivrig Demokrat og Unitarier, havde skrevet et Drama: "Robespierres Fald", havde udgivet to politiske Flyveskrifter: "Conciones ad populum", ja havde lagt en Plan til med nogle Ligesindede at oprette en socialistisk Kommune i det fjerne Amerika. Hvad var det nødigt at tvivle mere? En kærlig Sjæl i Nabolavet angav Vennerne for Regeringen i London, og denne udsendte en Spejder, der skulde iagttage deres Spadseretures Maal og deres Samtalers Genstand. Snart ankom en rødnæset Bardolph-lignende Politispion til den fredelige Egn, fulgte upaaagtet de to Venner, og da han saa dem gaa med Papirer i Haanden, betvivlede han ikke, at de "optog Kort" over Landet. Han tiltalte dem nu og da, og valgte sig sit Skjul i Buskene bag en Bænk ved Kysten, deres Yndlingshvilested. Her laa han saa i Timer paa Lur. Efter Coleridge's dog neppe ganske tilforladelige Fremstilling troede han først, at de to Sammensvorne var komne under Vejr med den Fare, der truede dem; thi i deres Tale forekom ofte et Ord, han opfattede som Spy-nosy (Spionen med Næsen), hvilket Ord han var tilbøjelig til at fortolke om sig selv; men snart overbeviste han sig om, at det var Navnet paa en Mand, der havde skrevet en Bog og var død for lang Tid siden ("Spinoza", udtalt paa Engelsk). Samtalen drejede sig næsten udelukkende om Bøger, og den Ene opfordrede den Anden snart til at læse dette, snart til at lægge Mærke til hint. Men Politimanden kunde ikke opfatte et Ord om Politik og opgav snart skuffet Forsøget for at vende sin Sporernæse andensteds hen.

I Virkeligheden var her intet Truende at opdage; den politisk-revolutionære Rus havde de to Venner for længe siden sovet ud, og selv hin Spinoza, der spillede saa stor en Rolle i deres Samtaler, havde de lært at kende paa anden Haand og drøftede ham uden at forstaa ham, endsige tilegne sig ham. Det var Coleridge, som gennem Schellings første Skrifter havde lært Substansfilosofien at kende, og som nu indviede sin filosofisk ulærde Ven i den nyerhvervede Visdom. Men Spinoza var i disse Samtaler kun Sindbillede paa en hemmelighedsfuld Naturdyrkelse; Jakob BÖhmes Navn lød fredeligt sammen med hans. Det gjaldt her ikke Videnskab, men Poesi, og var der under disse vidtløftige Forhandlinger Tale om en Revolution, saa var denne Revolution en rent boglig og kunstnerisk, med Hensyn til hvilken de to ensomt Boendes Tanker ud fra forskellige Udgangspunkter paa en slaaende Maade stemte overens.

Hvad der i disse Samtaler fuldbyrdedes, det var intet Andet og intet Ringere end det bevidste literære Brud med det attende aarhundredes aand, som samtidig foregik under forskellige Former over hele Europa.

Coleridge havde en prøvende Natur, hvis Afsky for det franske klassiske Pudder var bleven vakt allerede i Skolen, hvor en enkelt selvstændigt tænkende Lærer havde advaret sin opmærksomme Discipel mod Harper, Luther og Lyrer i Stilen og fordret dem erstattede med "Pen og Blæk", mod Muser, Pegasus, Parnas og Hippokrene i Lyriken, og stemplet sligt som Parykmanér og Vedtægt. Coleridge negtede da Pope og hans Efterfølgere Digternavnet og svor ved Bowles' Sonetter; han talte mod Pope, som Oehlenschlägers unge Venner i Danmark lidt senere talte mod Baggesens Poesi. Det germanske Naturanlæg i ham var en født Fjende af Esprit, Epigram og Pointer; det forekom ham, at den fra Frankrig stammende Skoles Fortrin ikke var af digterisk Art; de bestod efter hans Mening i rigtig og skarp Iagttagelse af Mennesker og Sæder i en kunstig forfinet Samfundstilstand og i den slebne Form, som disse Iagttagelser modtog; denne Form var en Art Viddets Logik, udfoldet i glatte, som Fyndsprog formede Vers; selv naar Æmnet var af uvirkelig Natur, henvendte Digteren sig til Forstanden, ja endog i den sammenhængende poetiske Fortælling var der sørget for et spidst eller slaaende Udtryk ved hveranden Linjes Udgang og det Hele tog sig ud som "en Kædefølge af Fyndsprog". Man fandt efter Coleridge's Opfattelse med andre Ord her ikke poetiske Tanker, men upoetiske overførte i et Sprog, man af Vedtægt kaldte poetisk; i selve Undfangelsen af Digtet var intet Fantastisk, ja det skortede tit Digteren saa stærkt paa Indbildningskraft, at det afhang af et stort eller lille Begyndelsesbogstav, om Ordene skulde betragtes som Personliggørelser eller som blotte Begreber; men medens Englands gamle store Digtere som Spenser havde kunnet udtrykke de mest fantastiske Indfald i det reneste og simpleste Engelsk, kunde disse nyere ikke udtale almindelige Hverdagsforestillinger uden i det besynderligst slette og fantastiske Engelsk, saa Resultatet saa ud som om Ekko og Sfinks havde lagt deres Hoveder i Blød sammen for at bringe det tilveje. Med Uvilje vendte Coleridge sig bort fra hine Forsøg paa at dække Fantasiløshed ved forskruet Foredrag. Han afskyede Oder til "Skinsyge, Haab, Glemsel" eller lignende Tanketing. De mindede ham om en Oxforder-Ode til Koppeindpodningen, der begyndte: "Vaccination: du himmelske Mø! stig ned!" (note Inoculation! heavenly maid, descend!) Selv i den bedste senere engelske Poesi vedligeholdt hin Uvane at tage Begreber for Skikkelser sig altfor længe. (Hos Shelley f. Eks. optræder "Tvillingerne Vildfarelse og Sandhed", "the twins Error and Truth" endnu som handlende Personer.) Dette hele Talekunstleri forekom Coleridge ligefrem at nedstamme fra den Vane at skrive latinske Vers i Skolerne. I Modsætning hertil stod det for ham som det Mønstergyldige at udtrykke naturlige Tanker i en naturlig Stil, der hverken var boglig eller plat, hverken lugtede af Lampen eller Rendestenen; de gammelengelske Ballader i Percy's Samling med deres Naturtoners uforfalskede Folkelighed forekom ham at være ypperlige Vejvisere. Ogsaa han ønskede at lade saadanne Naturtoner klinge.

Her var det, at Wordsworth kom ham imøde med sine Grublerier og Forsætter. Han var en af de aander, der finder Behag og Sikkerhed i afgørende og stærkt forkastende Domme. Hans Mening om hele den engelske Poesi efter Milton var den, at Folket med Frembringelsen af denne store Mand havde mistet sin poetiske Kraft og kun bevaret en Kompositionsform, saa at Poesien var kommen til at bestaa i en Sprogkunst og en Ordleg og Digteren bedømtes efter sit Herredømme over det sproglige Redskab. Derfor havde den metriske Stil fjernet sig mere og mere fra Prosaen. Opgaven var at føre den tilbage til denne, saa Verset kun ved den rytmiske Form adskilte sig fra det daglige Sprog. Medens Coleridge sværmede for Naturmelodier, gik Wordsworth saa vidt, at hans Lære ikke krævede mindre end en rimet naturlig Prosasamtale.

Og til denne Naturalisme i Opfattelsen af Formen kom en lignende i Opfattelsen af det poetiske Indhold. Det var en af Wordsworth's Yndlingspaastande og en af hans heftige Anker mod den herskende literære Skole, at der neppe var fremkommet et eneste ejendommeligt Billede af den ydre Natur eller én ny Beskrivelse af den imellem Milton og Thomson. Selv udrustet med en høj Grad af Modtagelighed for den ydre Naturs Begivenheder og Særsyn gjorde han Raabet: Natur! Natur! til sit Løsen - og med Naturen mente han Landet i Modsætning til Byen. Ved Bylivet glemte Menneskene den Jord, hvorpaa de levede; de kendte den ikke mere, huskede vel de grove Træk af Markens og Skovens aasyn, men ikke Naturlivets Enkeltheder, ikke dets vekslende Skuespil med deres utallige, smilende, straalende, alvorlige og forfærdende Optrin. Hvem kendte mere Navnene paa de forskellige Træer og vilde Blomster, hvem kendte Tegnene paa Vejr og Vind eller vidste, hvad det betyder, at Skyerne farer netop saaledes afsted, at Hjorden trykker sig saaledes, eller at Taagerne ruller saaledes ned af Højene! Wordsworth havde fra han som Barn legede mellem Cumberlands Høje kunnet raade alle disse Runer. Han var dybt fortrolig med enhver Art engelsk Natur i Vaar som i Vinter; han var skabt til at gengive, hvad han saa og følte, og til at gruble derover, før han gengav det, skabt til, med fuld Bevidsthed om hvad han foretog, at gennemføre den Omdannelse af Digtekunsten som var begyndt af den stakkels Chatterton, "den søvnløse Dreng", og af Bondesønnen, den Wordsworth i oprindelig Begavelse saa langt overlegne Burns. Han var vel kun et af de talrige Organer for den Kærlighed til den ydre Natur, der med aarhundredskiftet udbreder sig over Europa, men han havde en stærkere og inderligere Bevidsthed om den Kendsgerning, at der gik et nyt poetisk Pust hen over England, end nogen anden Mand i de forenede Kongeriger.

Derom blev da Vennerne enige, at man kunde dele den hele engelske Poesi i tre Grupper, den poetiske Krafts og Ungdoms Tid fra Chaucer til Dryden, den poetiske Goldheds Tidsrum fra Dryden medindbefattet til det attende aarhundredes Slutning, og Genfødelsens Tidsalder, som nu begyndte med dem selv efter at være forudforkyndt af deres Forløbere. Ganske som den ny Tids Mænd i Tyskland og Danmark søgte disse Ynglinge efter store slaaende Betegnelser, der kunde udtrykke deres Forskel fra dem, de vilde bekæmpe, og de fandt netop de samme som hine. De tillagde sig selv Fantasi og dermed den egenlig skabende Evne; de skrev Side op og Side ned til uklar Forherligelse af "imagination" i Modsætning til "fancy", som Oehlenschläger og hans Skole lovpriste Fantasien og i det Højeste indrømmede Baggesen Lune. De havde Fornuft, Forgængerne kun Forstand; de havde Geni, hine kun Talent; de var Skaberkraften, hine kun Kritiken. Selv en Aristoteles kunde som Ikke-Digter ikke drive det til nogen højere Titel end Talent. Ogsaa i England lod man det gaa ud over Nureddin, og følte sig uendeligt overlegen over hans "naturløse" Forsken.

 

5. Naturfølelsens Dybde og Sandhed.

 

Wordsworth's egenlige Udgangspunkt var altsaa det, at Menneskene i Bylivet og under dets Spredthed havde glemt Naturen: de var blevne straffede derfor, idet det selskabelige Samliv havde splittet deres Kræfter og Evner ad og svækket deres Hjerters Modtagelighed for simple og rene Indtryk. Blandt Wordsworth's Hundreder af Sonetter er der en, som med Hensyn til denne Grundtanke er særligt betydningsfuld ("Miscellanous Sonnets", Part. 1, Nr. 35). Den begynder med en Klage over, at Menneskeverdenen er altfor meget om os, og at vi som Følge deraf kun ser Lidet i Naturen, der træder os imøde som vort Eget. Saa følger:

Søen, der blotter sin Barm for Maanen, Vindene, der snart vil hyle Timer igennem, men nu ligger sammenfoldede som sovende Blomster, alt dette træffer os ude af Stemning. Det bevæger os ikke. Store Gud! Jeg vilde hellere være en Hedning, opdraget i en forkastet Tro. Da kunde jeg, naar jeg stod paa denne skønne Slette, have Glimt, der vilde gøre mig mindre trøstesløs, kunde øjne Proteus, naar han hæver sig op over Havet eller høre den gamle Triton blæse paa sit snoede Horn.

Det er mærkelige Ord i Wordsworth's Mund, mærkelige, fordi de viser, hvad al sand Naturalisme i Grunden er, med hvor mange teistiske Klude den er udstafferet: dybest inde er den i Slægt med det gamle Grækenlands Naturopfattelse og fjendsk mod alle den nye Tids officielle Troeslærdomme; inderst inde er den stemplet med den Panteisme som vi i dette aarhundrede genfinder beherskende den digteriske Naturfølelse i alle Literaturer. Vi har lært den Panteisme at kende, der skjulte sig under Tiecks romantiske Naturbetragtning (Saml. Skrifter 4: 417, 418). Den møder os her under Form af Menneskets selvforglemmende og halvt bevidstløse Sammensmelten med Alnaturen som en enkelt Tone i dens store Samklang. Den har fundet Udtryk i et lille ejendommeligt Digt (note: Wordsworth: Poetical works, 1832, 2, S. 16.):

 

En Søvn forseglede mit Sind;

det glemte Jordens Kummer

og mærked ikke Livets Svind.

ej Sorg, som aarene rummer.

Min Sjæl laa blind og døv i Svøb,

for Drift og Attraa ren,

og rulled kun med Jordens Løb

som Klipper, Træ'r og Sten.

 

Fordyber man sig i den Stemning, hvoraf et Digt som dette er udsprunget, da har man Kendetegnet paa et rent naturforgudende Idésæt: det ubevidste Liv er set som det bevidstes Grund og Kilde, og alle Jordens Væsener opfattede som sammenvoksede i Naturens Skød lige til det Punkt hvor Bevidstheden begynder. En af Spirerne til det ny aarhundredes Poesi ligger i et saadant lille Digt; thi imod det civiliserede Menneske, som det forrige aarhundrede havde udviklet og lovprist, stillede den nye Tid Mennesket som Naturvæsen i Kresen af alle dets Slægtninge: Fugle og vilde Dyr, Planter og Blomster. Kristendommen bød at elske alle Mennesker; Naturforgudelsen bød at elske det ringeste Dyr. "Hart-leap-well" staar vistnok højest af Alt, hvad Wordsworth har skrevet. Dette simple Digt - en Dobbeltromance - er et Indlæg af gribende Veltalenhed for et stakkels prisgivet og jaget Dyr, en Hjort; det vil sige en Genstand, som de klassiske Digtere næsten kun kunde afvinde en Køkken- og Madkender Interesse og som Riddertidens Beundrere, ja selv Scott, vilde give deres Helte at fælde i hundredvis. Rørende trods sit ringe Æmne, stort og simpelt i sin Stil, er det et ædelt Vidnesbyrd om den dybe Pietet mod Naturen, der er Wordsworths Adelsbrev.

Denne Pietet er hos ham først og fremmest Ærefrygt for det Barnlige og for Barnet, og denne Ærbødighed for det Menneskevæsen, der i sin Ubevidsthed staar Naturen nærmest, er atter et af det nye aarhundredes ejendommelige Træk. I et lille Digt, som Wordsworth har stillet i Spidsen for alle de andre, siger han:

 

Mit Hjerte jubler, naar jeg ser

Regnbuen over Land og Sø.

Saa var det i min Ungdoms Vaar,

saa er det nu i Manddoms aar,

saa være det med Aldren mer!

Hvis ikke, lad mig dø!

Barnet er Fader til Manden.

Gid mine Dage knyttes maa

naturfromt til hinanden!

 

Her er Ærefrygten for Barnet ført saa vidt og stillet saaledes paa Spidsen, at den erstatter Pieteten mod Alderdommen. Men, som Erfaringen i alle Lande viser, Barnets Indsættelse i dets naturlige poetiske Rettigheder er kun et af de mange Tegn paa Tilbageslaget mod det attende aarhundredes Dyrkelse af det oplyste og selskabelige Menneske og dets Forvisen af Barnet til Ammestuen. I det nittende aarhundredes Samfund indtræder Reaktionen. Vi finder den her med dens yderste Følgeslutninger. I en af sine Sonetter ("Poetical works" 2, S. 165) skildrer Wordsworth en Spaseretur, han paa en dejlig Aften foretager med en lille Pige, maler den milde Aftenstemning, kalder den "stille som en Nonne, der i sin Tilbedelse neppe drager aande", og henvender sig saa til Barnet med de Ord:

 

Mit Barn! min kære Tøs, som gaar her med mig!

Hvis du af Andagt synes uberørt,

"guddommeligt" er ligefuldt dit Væsen.

Du ligger aaret rundt i Abrahams Skød

i Bøn ved Templets "Allerhelligste".

Os ubevidst er altid Gud med dig.

 

Den gudsfrygtige Udgang er hos Wordsworth uundgaaelig, men som enhver opmærksom Læser ser, kun paaklæbet Grundtanken om Barnets i og for sig guddommelige Natur. I sin berømte "Ode til Udødeligheden" udfører han denne Grundtanke med et saadant Sværmeri, at det endog var en saa vidtgaaende Dyrker af Naiveteten som Coleridge for stærkt. Han tilraaber her et seksaars Barn:

 

O du, hvis Legems ydre Rids

synes at nægte

din Sjæls Uendelighed, dog saa vis,

du bedste Filosof, som ej forvansker

din Arvelod, du Øje blandt de Blinde,

der døv og tavs de evige Dybder gransker,

oplyst af aandens Vidnesbyrd, det ægte,

signede Seer, mægtige Profet!

du har den Sandhed inde,

hvorefter frugtesløst bestandig vi har ledt.

 

Vel modtager alle disse Udtalelser en Slags poetisk-filosofisk Bortforklaring derved, at Barnets Storhed føres tilbage til at det staar Livet før Fødselen og dermed Varslet om Udødelighed nærmere end vi; men selv dette bør efter Coleridge's næsten af Forfatteren godkendte Forklaring ingenlunde opfattes som Wordsworth's bogstavelige Mening. Barnet æres som Jordens Fostersøn, og Ynglingen, der dog maa drage stedse længere bort fra "Østen" (Solopgangsstedet), er endnu "Naturens Præst" *3).

I talrige Digte kommer Wordsworth tilbage til den Modtagelighed, han som Yngling besad for ethvert Naturskuespil. I et af dem, der som næsten alle hans Sager har en lang og slæbende Titel ("Influence of natural objets, in calling forth and strengthening the imagination in boyhood and early youth"), takker han Verdensaanden, fordi "den fra hans Barndom af gav de Lidenskaber hos ham, af hvilke vort Sjæleliv bygges, ikke Menneskets ringe og lave Værker til Formaal, men ophøjede Genstande, varige Genstande, Liv og Natur." Saaledes, siger han, rensedes hans Følelsers og Tankers Elementer, til han følte en vis Storhed (grandeur) i sit Hjertes Pulsslag.

Man agte paa den fine og inderlige Natursans i den følgende Skildring:

 

Og ikke var hint Samliv med Naturen

mig karrigt tilmaalt. I Novemberdage,

naar Taagen, rullende ned i Dalen, gør

en øde Egn mer øde, dybt i Skoven

ved Dag og under Sommernætters Ro,

naar jeg langs Bredden af den skælvende Sø

gik under mørke Høje ensomt hjem,

samlevende jeg dette Samkvem nød.

I Mark og Eng jeg Dag og Nat fornam det,

ved Vandet og, i hele Sommervarmen

og i den kolde aarets Tid naar Solen

var gaaet ned og Hyttens Vinduer

synlige milevidt Tusmørket splitted

med Glans. Jeg brød mig ej om deres Vinken.

Lyksalig for os alle var den Tid,

men mig lyksaligst. Landsbyklokken slog

højlydt sit sjette Slag. Ud styrted jeg

hoverende som en Hest, der ung og kraftfuld

ej tænker paa sit Hjem. Staalskoede fløj vi,

mens Skøjten hvisled mod den blanke Is,

i fælles Leg, der efterligned Jagtens

og Skovens Fryd: Skovhornets muntre Klang

og Koblets Gøen og det jagede Vildt.

Saa svæved gennem Mørket vi og Kulden,

og ingen Stemme tav, og stejle Brinker

kasted fra Bredden hver en Lyd tilbage.

Hvert løvtomt Træ og hver en isglat Klippe

da klirrede som Jern, mens ind i Larmen

en fremmed Tone klang fra fjerne Høje,

ej overhørt, tungsindig, og i Øst

gnistrende Stjerner stod og hist i Vest

Himlens Orangeskær sin Lysglans tabte.

 

Ej sjældent trak jeg mig da bort fra Sværmen

ind i en stille Bugt, hvad eller foer

ad Omvej bort fra mine Fællers Larmen

at krydse Genskinslyset fra en Stjerne,

et Billed, der bestandig flygted for mig

i Blinken langs den glatte Flades Glar.

 

Og tit, naar vi os drive lod af Vinden

og hver en skygget Skrænt paa begge Sider

igennem Mørket gled forbi, saa har

midt under Fartens Susen pludselig

tilbagelænet paa min Hæl jeg standset.

End fløj ensomme Klipper mig forbi;

det var som Jordens Klode synligt drejed

sig om sin Akse for mig. Bag min Ryg

højtideligt sig strakte Bjergenes Rækker

med stedse svagre Omrids, og jeg stod

fortabt i Synet, indtil Alt blev roligt

og laa saa stille som en Sø om Somren.

 

Dette er et Naturmaleri, som ogsaa i senere engelsk Poesi søger sin Lige. Dog i et af sine skønneste og betydningsfuldeste Digte "Tintern Abbey" har Wordsworth selv skildret sin Natursans i Udtryk, om hvilke han senere ikke med Urette har paastaaet, at de gaar igen i de berømteste og mest poetiske Steder af Byron's "Childe Harold", og som i ethvert Tilfælde utvivlsomt har sat Tidsskel i engelsk Digtekunst. Han siger:

 

Thi efterat

de plumpere Glæder fra min Drengealder

dens Idræt og dens Lege var forbi,

blev mig Naturen Et og Alt. Jeg kan

ej skildre hvad jeg dengang var. En Fos,

der faldt og sang, greb som en Lidenskab mig.

Det høje Fjæld, den skyggefulde Skov

med deres Farver, deres Former var mig

dengang en Attraa og en Følelse,

en Kærlighed, der ikke trængte til

et Kryderi af Tanker over Skuet

saa lidet som til noget Pirringsmiddel

af anden Art end blot hvad Skuet bød.

 

Lad det virke komisk, naar Wordsworth i 1820 underholder Moore om Byrons Plagiater fra ham og fortæller, at hele tredje Sang af "Childe Harold" er grundet paa hans Følelser og Stil, og lad Lord Russell have Ret, naar han i den Anledning tørt bemærker, at hvis Wordsworth er Ophavsmand til "Childe Harold", saa er det hans bedste Værk - man begriber dog let, at det for Wordsworth maatte staa som om Hovedstederne i hin tredje Sang og de skønne Steder om Ensomheden i de tidligere Sange kun i antitetisk og kunstlet Form indeholdt, hvad der hos ham var sagt naturligt og simpelt (note: Se Thomas Moore: Memoirs 3: 161.). Det er ikke vanskeligt at se en indskrænket og overstraalet aands saarede Forfængelighed i disse Udbrud, men det bør ikke glemmes, at Wordsworth virkelig først havde anslaaet den Akkord, som Byron med saa overlegent Talent varierte, heller ikke at enkelte særligt slaaende og levende Vers af Wordsworth øjensynligt er forblevne i Byrons Erindring. Hvem kan f. Eks. læse disse Linjer i "Childe Harold", tredje Sang 72 Strofe (Adolf Hansens Oversættelse):

 

Jeg lever ikke i mig selv men bliver

en Del af Alt omkring mig; høje Fjælde

er mig en Følelse,

 

uden at mindes de nys anførte Ord, og hvem kan nægte, at Byron optager og beriger hin Stemning hos Wordsworth, naar han synger (C. H. 3: 75):

 

Er ikke Bjerge, Hav og Sky'r en Del

af mig og af min aand, som jeg af dem?

Og rummes ikke dybt der i min Sjæl

en Lidenskab for disse. Hvad og hvem

er mig saa kær?

 

Men medens Wordsworth i "Tintern Abbey" fremstiller denne sin Lidenskab for Naturen som noget Forbigangent, der kun har varet et flygtigt Øjeblik under en Overgangsalder for straks at optages i Overvejelse og beherskes af Grubleri, er den hos Byron den blivende Følelse og den, som udtrykker hans Væsen. Hos ham er Jeget i dets Forhold til Naturen ikke indeklemt i Gudsfrygtens Spændetrøje; der er ingen Dæmning af Troessætninger opstillet mellem Naturen og ham, han føler sig i hemmelighedsfuld Naturforgudelse som Et med den, og uden at nogen "deus ex machina" fører dem sammen.

Den umiddelbare Lidenskab er da heller ikke det betegnende for Wordsworth's' Forhold til Naturen. Hans Særegenhed i Opfattelsen og Gengivelsen af Naturindtrykkene er af finere og mere sammensat Art. Indtrykket bliver, skønt modtaget med friske Sanser, afdæmpet og mildnet ved Grublen derover. Det stemmer ikke umiddelbart Digteren til Sang. Hvis han med Goethe kan sige: "Jeg synger som Fuglen, der bor i Grenene", da er det idetmindste ikke som Nattergalen synger, ikke nogen rigt udstrømmende Kærlighedssang, der vidner om Sjælens Rus og spotter Nattestilheden, som den bryder og splitter. Wordsworth har selv skildret Nattergalens Sang med lignende Ord (Poeins of imagination Nr. 10), saa tilføjer han:

 

Hvor samme Dag min Vej mig førte,

den vilde Dues Sang jeg hørte.

Blandt Træ'r dens Røst begravet var,

dog hørtes den, naar Vinden bar.

Den kurred, kurred. Skovens Kroner

fornam tungsindigt tankefulde Toner,

hvormed den bejled uden Rast.

Den sang om Elskov, dyb og fast,

der langsomt opstod, aldrig endte,

i indre Glæde stille brændte

og aldrig veg fra Troskabs Vej.

Ja det var Sang, var Sang for mig.

 

Wordsworth har villet male sig selv i Linjerne om den tungsindigt tankefulde Bejler. Efter saa mange Digteres Sædvane har han søgt at danne en Lære over sin Fremgangsmaade og bevise, at al god Poesi maa have hans egen Digtnings Egenskaber. Al god Poesi, siger han, er den uvilkaarlige Overstrømmen af mægtige Følelser, men dog er intet værdifuldt Digt blevet frembragt af nogen Mand, der ikke foruden at besidde ualmindelig Følsomhed tillige havde "tænkt længe og dybt". Grunden er efter hans Mening for det Første den, at Strømningen af vore Følelser stadigt bestemmes og styres af vore Tanker, for det Andet den, at vore Tanker selv ikke er Andet end "Repræsentanter for alle vore tidligere Følelser" - et dybt og heldigt om end ikke videnskabeligt filfredsstillende Ord, der paa en træffende Maade særtegner hans egen poetiske Tænken og Overvejen.

Denne bestaar nemlig, nøjagtigt bestemt, deri, at Naturindtrykket opspares og gemmes for ligesom at fordøjes, tilgavns at tilegnes og atter senere at kunne fremtages af Sjælens Forraadskammer og da endnu engang beskues og nydes. Den, der ret har forstaaet denne Ejendommelighed hos Wordsworth, har Nøglen til hans Originalitet. I "Tintern Abbey" forklarer han, hvorledes denne Manddomsalderens stille Tilegnelse af Naturens menneske-artede Stemninger er fulgt paa Ynglingeaarenes umiddelbare og heftige Glæde over Naturskønheden:

 

Hin Tid er svunden, og med den gik bort

den svimlende Henrykkelse og alle

dens smertefulde Glæder. Dog derfor

jeg klager ej og sørger ej. Thi dem

har andre Gaver fulgt, der er for Tabet

en rigelig Erstatning. Jeg har lært

at lytte til Naturen, ikke som

i sorgløs Ungdom, nej med Øre for

det Menneskeliges stille Mollmusik,

ej skurrende, ej barsk, stærk nok endda

til Sind og Sans at lutre og at ave.

Og jeg har noget følt, mig ganske nær,

der med den Glæde mig betog, som følger

med ædle Tanker - en Bevægelse,

et Pust, en aand, der driver Alt, som tænker,

Alt, hvad der tænkes, og som strømmende kreser

igennem alle Ting.

 

Her har Wordsworth omskrevet sit Kronland, bestemt og mildt betegnet det Omraade, som er hans. Hvilken Modsætning til Byron, der sjældent eller aldrig hørte den humane Røst i Naturen og allermindst nogensinde hørte den klinge uden Skurren - han, som i "Childe Harold" endog kalder det hele Menneskeliv for "den falske Tone" i Altets store Akkord.

Men vi er endnu ikke naaede til de mest ejendommelige Udtalelser i "Tintern Abbey". Det er dem, i hvilke Wordsworth skildrer det opbevarede og opsparede Naturindtryks stille Virken paa Sindet. Han siger:

 

Disse skønne Former har

i al den lange Tid, da jeg var borte,

ej været for mig hvad et Landskab er

for blind Mands Øje. Saare ofte har jeg,

alene i min Stue eller midt

i Byers Larm, i trætte Timer skyldt

dem søde Sanseindtryk, ogsaa Glæder,

jeg nu har glemt, men den Art Glæder dog,

der muligvis slet ikke virker lidt paa

den bedste Del af hver en god Mands Liv,

de smaa, navnløse, uerindrede

Bedrifter, som et kærligt Hjerte øver.

 

Og han udvikler, at han skylder disse Naturindtryk endnu en anden og mere ophøjet Gave, det lykkelige og klare Sind, der betager Livets Byrder deres Tryk, og slutter sin Tankerække med den Forvisning, at der i dette nydelsesrige Øjeblik, da han genser de kendte Steder, er ikke blot øjeblikkelig Fornøjelse, men "Liv og Næring for kommende aar".

Atter og atter kommer denne Vending tilbage hos ham. Som særligt betegnende kan anføres Digtet Nr. 15 i "Poems of imagination", hvori Digteren fortæller, hvorledes han paa en ensom Vandring nærved en Sø pludseligt opdagede en hel Hærskare af gyldne Narcisser, der svajede og dansede for Vinden, saa tæt ved hverandre som Stjernerne i Mælkevejen, og i endnu muntrere Bevægelse end de plaskende Bølger, langs hvilke de vokste:

 

Jeg saa - men vidste ej at agte

den Vinding, dette Syn mig bragte.

 

Thi ofte, naar jeg tanketræt

en søvnløs Nats Besvær maa døje,

saa glimter disse Blomster tæt

og yppigt for mit indre Øje.

Mit Hjerte de til Glæde hidser;

det danser i mit Bryst som de Narcisser.

 

Intet kan være den lyriske Digters sædvanlige Liv i Nuet mere modsat end denne Lyrikers bevidste Opbevaring af Nuet til fremtidigt Brug. Han betegner sig selv som en Samlernatur, han sammenhober sig formeligt Vinterforraad af lyse Sommerøjeblikke, og der er noget Sandt, noget Almenmenneskeligt, som altfor mange Mennesker overspringer og forsømmer i dette; men fremfor Alt er der heri noget nationalt; det undrer En ikke, at den engelske Naturalisme begynder med sparsomt og husholderisk at danne sig en Kapital og et Lager af Naturindtryk.

Vi kender Alle de Stemninger, som kan føre dertil. Mangen en af os har foran en vid ubegrænset Udsigt over det blaa, i Sollyset spillende Hav følt, at en daglig Adgang til et saadant Naturskue maatte udvide Sjælen og feje alt Smaaligt ud af dens Kroge, har beklaget at maatte forlade Stedet og har klamret sig til Indtrykket for forsætligt at kunne forny dets Virkning. Eller man har med dejlige Landskaber for Øje, især naar man levede i dem paa Rejser og med den Vished, at man vanskeligt saa snart igen vilde kunne nyde deres Skønhed, bestræbt sig for at forholde sig saa uvirksom som muligt for ret at lade Billedet brænde sig ind i Ens Erindring. Man har ogsaa tit instinktivt vendt tilbage til det smukke Minde, som Sjælen overhovedet uvilkaarligt søger tilbage til alle lyse Erindringer i dens Billedrække for at hente Kraft og Livsmod fra dem. Men stærkere Tilskyndelser har hos os Andre overdøvet disse. Vi har ikke kunnet nedsylte dem for Fremtiden eller stedse tygge Drøv paa dem paany. Samfundslivet, Verdenslarmen og Lidenskabernes Liv har gjort os det umuligt at finde vore dybeste og mest beaandende Glæder i Minder om Solglimt paa Blomster eller om sammenvoksede Kæmpetræer. Anderledes gik det til i den engelske Digters Sjæl, hvis Livskald det var paany at vække Interessen og Sansen for alle hine elementære Stemninger og Indtryk. Hans praktisk uvirksomme Sjæl vegeterede i disse Naturdrømmerier, og det lader sig ikke nægte, at denne stadig tilbagevendende Syslen med de simpleste Naturindtryk har holdt hans Sjæl fri og ren til at kunne føle Skønheden i dens simple og jordiske Former uden Fantasteri og uden Ophidselse.

Hvor sjælden er ikke denne Evne! hvor ofte fattes den hos de aller største og bedste aander! hvor hurtigt gik den i engelsk Poesi atter tabt! Den aabenbarer sig skønnest og fyldigst i de faa poetiske Kvindeskikkelser, hvis Omrids er givne i Wordsworth's Smaadigte. Hans fortællende Digtes Helte er af langt mindre Værd, dels bestemte til at vække Deltagelse for Landbefolkningen og de laveste Klasser, dels skildrede i den Hensigt at forbedre. Men de faa let henkastede Kvindefigurer, der er sete med samme rolige og dog forelskede Blik, hvormed Wordsworth saa paa Træer og Fugle, er Naturen selv. De er selve den engelske Kvindenatur, og Ingen har truffet dens Grundlinjer med sikrere Haand end han. Man læse et af disse Smaadigte (note: She was a phantom of deligt. Poet. W. 2, S. 13.):

 

Et lifligt Luftsyn først jeg saa,

da hende jeg fik Øje paa,

et yndigt Under, skabt og budt

til Smykke for et kort Minut;

svagt Stjernelys i hendes Blik;

fra hendes Lokker Lysglimt gik.

Hun var saa frisk, hun var saa ny

som Vaaren og det muntre Gry,

en Alf i Dans, et Smil i Flugt

som undred, henrev, fjernt og smukt.

 

Jeg hende skued mere nær:

aand var hun, Kvinde dog især.

Igennem Huset let hun skred

jomfruelig med raske Fjed,

et aasyn, hvor med søde Minder

sødere Løfter sig forbinder,

en Kvinde, ej for lys og god

til Hverdagsdont, til trøstigt Mod

til skyldfri List, til Smil og Graad,

Ros, Dadel, Kys og gode Raad.

 

Og nu jeg ser med klaret Blik

Pulsen i Værkets Mekanik:

en Sjæl, der aander Tanker ud

og gør Livsrejsen, stolt og prud,

med rolig Vilje, fast Forstand.

ihærdig, smidig. klar og sand,

en fuldendt Kvinde, anlagt til

at kvæge, lede, som hun vil,

og dog en aand, der for min Sans

har Englens Lethed, Englens Glans.

 

Man har her utvivlsomt et ægte naturtro Mønsterbillede af den engelske Kvinde, og man kan berede Wordsworth en Triumf ved at sammenligne denne ædru og sanddru Skildring med de kvindelige Idealer, som Englands største Digtere i den nærmest følgende Tid morede sig med at tegne. Tag Shelleys Fremstilling af Blomsternes og Insekternes æteriske Beskytterinde i hans Digt "Mimosen!" Billedet af den feagtige Skønhed er yndigt som Alt, hvad der kommer fra Shelleys Pen; hendes Ømhed for Planterne, hendes rørende Medlidenhed med alle de smaa stygge og foragtede Dyr, "hvis Hensigt, skønt de gjorde Skade, var uskyldig", giver hendes Alfevæsen menneskelige Træk - men et Menneske er hun dog ikke, hun saa lidt som Shelley's "Feen fra Atlas" eller "Epipsychidion's" utydelige Heltinde. Shelley var som Lærken, han har besunget, en Foragter af Jorden (scorner of the ground). - Eller tag de lidenskabelige østerlandske Heltinder i Byrons tidligste poetiske Fortællinger, Medora, Gulnare, Kaled! De naaer ikke den skønne Simpelhed her. De optræder altid kun i den højeste Lidenskabelighed; deres Elskov, Hengivelse og Besluttethed gaar over alle Grænser. De er digtede for en Læseverden, hvem det bedøvende Byliv i Londons Menneskemasse og den stadige Sysselsættelse med Verdensbegivenhederne havde meddelt en Art nervøs Trang til de heftigste aandelige Pirringsmidler. Men for Wordsworth stod det fra først af som en smuk og lønnende Opgave at levere Beviset for, hvor dybt Menneskenaturen kan sættes i Bevægelse, røres og gribes uden Anvendelse af grove eller voldsomme Stimulanser. Han indsaa vel, at den, der var vant til skrigende Farver, let vilde være ude af Stand til at afvinde Værker nogen Smag, hvis Ejendommelighed bestod i en mild og naturtro Kolorit, men han besluttede at tvinge Læserens Forventninger til et Digts Virkemidler tilbage i det naturlige Spor.

 

Noter til Kapitel 5:

*3) The Youth, who daily farther from the East

Must travel, still is Natures Priest.

 

6.Landliv og Skildringer fra Landet.

 

Man forstaar ikke Wordsworth's digteriske Styrke og Begrænsning tilbunds uden et Blik paa hans Levned. Man forefinder da et særligt idyllisk og beskyttet Liv. Han fødtes i den velhavende Middelstand (Faderen var Sagfører), studerede i Cambridge, rejste, kom tilbage og arvede allerede i 1795 fra en Beundrer af hans Genius 900 Pund, der tilligemed hans Del af den Summa 8500 Pund, hvilken en engelsk Lord udbetalte Familien som en Gæld, han var den afdøde Fader skyldig, satte Digteren i Stand til at leve uden at vælge noget Fag. I 1803 blev han gift, i 1813 bosatte han sig i Rydal Mount ved "Søerne". Han havde en Sinecura som "Stamp-Distributor" med 500 Pund aarlig fra 1813-1842, da han opgav den til Fordel for en af sine Sønner. I 1843 fulgte han Southey som "poet-laureate" (Hofdigter), og nød som saadan en Regeringspension af 300 Pund aarlig til sin Død. Den indtraf først i 1850, da han netop havde fyldt sit firsindstyvende aar. Sikret fra alle Sider mod Livets ydre Omskiftelser betragtede han dem med et protestantisk-filosofisk Blik.

Et Levned som dette var ikke skikket til at opflamme Lidenskaben; den findes ikke heller hverken i hans Liv eller i hans Poesi. I andre fremragende Digteres Levned plejer der at forekomme en eller anden tungt vejende Omstændighed, et eller flere Vendepunkter, en eller anden angivelig Kilde til Sørgmodighed eller til Karakterstyrke eller til Frugtbarhed; hos Wordsworth findes Intet af den Art. Ingen medfødt Ulykke lammede ham, intet Angreb paa Liv og Død æggede ham og gav hans aand dens Indsegl. Visselig blev han haanet og spottet af Kritiken, og det lang Tid nok: fra 1800-1820 var hans Poesi traadt under Fødder, fra 1820-30 kæmpende og efter 1830 almindelig anerkendt. Men Modstanden var ikke dum og hidsig nok, Kampen ikke hed nok, Sejren ikke glimrende nok til at give hans Levned Farve og Glans, eller til at gøre det til et Stof for Sange. Hans inderste personlige Liv var da aldrig saa stærkt og samlet, at det kunde opsuge hans Poesi eller give den Æmner. Det ledede ham omvendt til at se udad. Kampene udenlands, Naturomgivelserne og den lille uanselige Menneskeverden, i hvilken han levede, fyldte og betog hans Sind. Han var ikke som Byron for optaget af sit Eget til at have Sindsro tilovers til at dvæle ved det Smaa og de Ringe, som han med Mildhed og Medlidenhed fremstilte og beskrev.

Vistnok følte han sig som Midtpunkt i sin Verden. Fra hans idylliske og tilbagetrukne Hjem udgik fra Tid til anden Digtsamlinger eller større Digte, ledsagede med oplysende Fortaler, der med lange Rækker af Eksempler underrettede Læseren om, at alle store Digtere havde været miskendte og forsmaaede af deres Samtid, at enhver Forfatter, forsaavidt han er stor og oprindelig, er nødsaget til selv først at skabe den Smagsretning, der kan nyde hans Værker, og at han vel har faaet Vejen brudt og banet af sine Forgængere med Hensyn til Alt, hvad han har tilfælles med dem, men i Alt hvad der særligt er hans eget vil være stillet som Hannibal mellem Alperne. (Fortale fra 1815.)

Han vidste det vel, at ingen banebrydende aand kan vente fuld Anerkendelse af andre samtidige Mænd end dem, der er yngre end han selv. Men Kritiken, der ikke havde været voldsom nok til at gøre ham krigerisk og hensynsløs som Byron, gjorde ham selvopfyldt og hovmodig. Hans Livs Afveksling bestod deri, at han i sin beundrende Families Skød modtog tilfældige Besøg af saadanne Beundrere, der var paa Fodtur der i Egnen og forsynede med Anbefalingsbreve. Dem underholdt han sig med paa en kold og værdig Maade, stødte dem ikke sjældent ved den Selvkærlighed, hvormed han uafladeligt priste, anførte og foredrog sine egne Værker, den Ligegyldighed, han udviste for alt Andet, den pinlige Strenghed, hvormed han af sine Omgivelser fordrede ethvert synligt Tegn paa Ærefrygt, og den Alvor, hvormed han gentog selv det mindst betydende Ord, der var sagt til hans Pris.

Man finder en hel Del slaaende Anekdoter om hans Selvfølelse. Thomas Moore meddeler (Memoirs 3: 163), hvorledes Wordsworth en Dag, da han spiste til Middag hos Lord Dawy, pludseligt uden at noget Ord var faldet, der kunde lede til dette Æmne, raabte fra den ene Ende af Bordet til den anden: "Dawy, véd De, hvorfor jeg lod "Den hvide Daa fra Rylstone" trykke i Kvart?" - "Nej, hvorfor var det?" - "For at vise Verden min egen Mening om den." - Wordsworth læste aldrig andre Værker højt end sine egne. Den Dag, da Walter Scotts "Rob Roy" var udkommen med et Motto af Wordsworths Digt "Rob Roys Grav", var Wordsworth netop tilstede i en Familie, som havde faaet Romanen sendt og med Forventning imødesaa dens Indhold. Han greb den, og man ventede, at han vilde forelæse de første Kapitler; men i Stedet gik han hen til Bogskabet, tog et af sine egne Bind ud deraf og læste sit Digt højt for Selskabet. Emerson har bevaret os Optegnelser, nedskrevne umiddelbart efter to Besøg hos Wordsworth, gjorte med aars Mellemrum. Efter det sidste skriver han: "Han nærede national Bitterhed mod Franskmændene, en ikke ringere mod Skotterne; ingen Skotte kunde skrive Engelsk ... Hans Meninger om Franskmænd, Englændere, Irlændere og Skotter syntes at være formede i al Hast efter smaa Historier, der var hændte ham eller Medlemmer af hans Familie i en Postvogn." - Efter sit første Besøg (i 1833) skriver Emerson: "Wordsworth bragte sit Yndlingsæmne paa Tapetet, at Samfundet ved overfladisk Kultur blev oplyst uden alt Hensyn til den moralske Dannelse. Skoler nyttede ikke. Skolemestereren var ikke Opdragelse ... Han vilde bringe mig og alle gode Amerikanere til at indse, at Moralen, det samfundsbevarende Element osv. osv. maatte dyrkes ... Han skældte og smeldte over "Wilhelm Meister". Den var fuld af Utugt af enhver Art. Det var som om Fluer parrede sig i Luften. Han var aldrig kommen videre end til første Del og havde kastet Bogen fra sig, saa oprørt var han bleven ... Han anførte sin Sonet: "En højhjertet Spaniers Følelser", som han satte højest af alle, dernæst "De to Stemmer", og fremsagde sine Vers til Lærken." Man har Wordsworth hel og holden som han gik og stod i daglig Omgang i disse Øjebliksbilleder: de haanlige Domme over alle fremmede Folkeslag, Indvendingen mod den moderne Kultur - den samme som Muhamedanerne i Asien den Dag idag altid har paa rede Haand imod den - at den nemlig lader sig forene med stor Usædelighed, Forherligelsen af den vedtægtsmæssige Moral som det samfundsbevarende Element (den sande Moral er det mest radikale Element, der gives), den om Novalis erindrende Harme over Goethe og endelig Citaterne af hans egne Poesier som Finale!

Emerson samler sine Indtryk i disse Ord: "Hans Ansigt opklaredes nogle Gange, ellers var hans Samtale ikke udmærket ved nogen særegen Kraft eller ved noget særegent Sving. W. ærer sig selv ved sin simple Troskab mod Sandheden, men man forbavses over hans Tankers snevre Grænser. At slutte fra en enkelt Samtale gjorde han Indtryk af en indskrænket og ægte engelsk aand, som betalte Begejstringens sjældne Timer med den tørreste Prosa i andre."

I 1843 traf Wordsworth en Dag for første Gang sammen med Dickens. Wordsworth havde en stor Foragt for alle unge Mænd, og den fælles Ven, hos hvem Sammentræffet havde fundet Sted, var derfor nysgerrig efter at erfare hans Indtryk af den store Humorist. Efter at have trukket sine Læber i Vejret paa en Maade, der var ham egen, og efter at have svunget sit ene Ben over det andet, saa man saa hans nøgne Ankler over hans Sokker, svarede han langsomt: "aa, jeg er ikke meget tilbøjelig til at se kritisk paa de Folk, jeg træffer, men da De allerede spørger mig, saa vil jeg oprigtigt tilstaa, at jeg anser ham for en meget snaksom og meget almindelig ung Fyr - men for Resten kan han jo være meget dygtig. Forstaa mig vel, det er ikke min Mening at sige et Ord imod ham, for jeg har aldrig læst en Linje af, hvad han har skrevet." Nogen Tid efter rettede den fælles Bekendt varsomt det Spørgsmaal til Dickens, hvordan han havde syntes om Laureat-Poeten? "Syntes om ham?" svarte Dickens. "Aldeles ikke. Han er et skrækkeligt gammelt Asen" (note: "Like him! Not at all. He is a dreadfull old ass." R. S. Mackenzie: Life of Dickens.)

Læseren vil visselig ikke underskrive saa affejende en Dom. Men saa meget staar klart, at der maa have været noget for Taalmodigheden i høj Grad opirrende ved Wordsworths personlige Omgang. Naar han talte, siger en af hans Samtidige, arbejdede han som en Hval og forkyndte evige Sandheder (Truismer) i Orakeltone. Ordet "Truisme" (Sandhed, der er for sand til at behøve at siges) er betegnende for mere end mundlige Ytringer af ham. Det rammer hele den betragtende og belærende Side af hans Poesi. Der er i den ingen særlig aandelig Kraft eller Lidenskab, men en Hamletsk Dvælen ved de store Spørgsmaal om at Være eller Ikke-være. Fødsel, Død og Fremtid, Menneskets Lidelser og Synder i dette Liv og dets Haab om et fremtidigt Liv, det ringe Omfang af vor Videns hele Kres og det skrækindjagende Forhold, hvori vi staar til det Overnaturliges Verden - det er, siger Masson, de stadige og uundgaaelige Genstande for den almenmenneskelige og særligt for Wordsworth'S Betragtning og Bekymring (note: Se Masson: Wordsworth, Shelley, Keats and other essays). Men disse Tanker bevæger sig ulykkeligvis, da de ikke tilhører Midtpunktet men den yderste Omkres af vor Viden, ad Baner, der ikke fører nogensteds hen, ad gamle opslidte og af dybe Spor gennemfurede Veje, der gaar i en Ring, og som man kan befare med rolig og værdig Sørgmodighed, men uden Nytte eller Udbytte for sig selv eller Andre. At Wordsworth bestandig paany udmunder i denne vor Videns Omkres, som Tilhængerne af de saakaldt aabenbarede Religioner anser for vore Tankers naturlige Midtpunkt, har mere end noget Andet bevirket, at hans Ry aldrig, hvor stort det end er i England har kunnet trænge synderligt ud over Landets Grænser.

Da Coleridge lærte Wordsworth personligt at kende, havde denne allerede skrevet nok til at man kunde danne sig en Dom om Beskaffenheden af hans Originalitet. Hvad der rørte Coleridge i Wordsworth's Poesi, det var Foreningen af dyb Følelse med hvad der syntes ham dyb Tanke, den fine Ligevægt mellem Sandhed i Iagttagelsen og Indbildningskraft til at omforme det iagttagne, fremfor Alt Evnen til at sprede en højere Verdens Luftlag over Skikkelser, Tilstande, Forhold og Tilfælde, som Vanen havde berøvet al Interesse for det almindelige Øje.

Wordsworth's og Coleridge's første Samtaler drejede sig da om hvad der for dem stod som Poesiens to Hovedpunkter, Evnen til at vække Læserens Deltagelse ved tro Natursandhed og Evnen til at meddele Nyhedens Interesse ved Indbildningskraftens omstemmende Farver. Den pludselige Tiltrækning, Øjet og Sjælen føler ved Lys- og Skyggespil i Naturen, det ny og fortryllende Udseende, Maanelys eller Solnedgang kan give et forud bekendt Landskab, syntes dem at betegne Muligheden af, hvorledes begge Elementer kunde forenes. Her havde man jo Naturens egen Poesi; det gjaldt om at genfrembringe den. De vilde ikke ligefrem efterligne Naturen, men Naturens Poesi.

De besluttede at skrive en Række Digte, henhørende til to forskellige Kunstarter. I den første skulde Hændelser og Handlende være overnaturlige og det Fortrin, som tilsigtedes, skulde bero paa den dramatiske Sandhed i Skildringen af saadanne Sindsbevægelser, der naturligt vilde ledsage Situationen, hvis den virkeligt forekom. Og virkelig i den Forstand var den jo for ethvert Menneske, der nogensinde paa Grund af ligegyldigt hvilket Sansebedrag troede sig under overnaturlig Paavirkning. Udførelsen af denne Opgave tilfaldt Coleridge og der er sikkert ingen Tvivl om at det ligeledes er ham, der har stillet den. Enhver i europæisk Literatur nogenlunde bevandret Læser ser straks, i hvor nært Slægtskab den staar til de Opgaver, som stilledes og løstes af den tyske Romantik. Ejendommeligt engelsk er det kun at Eftertrykket her er lagt ikke paa det Overnaturlige og Fantastiske, men paa Natursandheden, saa at Romantiken her kun bliver en af Naturalismens Former.

I den anden Digtart skulde Æmnerne vælges ud af det daglige Liv. Men Wordsworth, hvem denne Gruppe tilfaldt, foresatte sig at meddele de jævneste og mest naturlige Begivenheder et Skær af noget Overordenligt, Nyt, ja Overnaturligt ved at udrive Sindet af dets Vanesøvn og tvinge det til at rette sig mod den Skønhed og de Undere, som den virkelige Verden upaaagtet udfoldede for den menneskelige Sans. Han gjorde Forsøget første Gang i de "Lyriske Ballader", der i Fortalen betegnedes som et "Eksperiment", nemlig det: om Genstande, der efter deres Natur ikke var skikkede til "udsmykkende" Fremstilling, ikke alligevel skønt fremstillede i det daglige Livs Sprog kunde fængsle, og han fortsatte senere Forsøget i Hundreder af Digte af højst forskelligt Værd, hvis Helte og Heltinder alle tilhører de lave og laveste Samfundslag, opvoksede i landlige Sysler og fremstillede i en Ramme af landligt Liv.

Der findes i dansk Literatur ingen Digtgruppe af denne Art. Derimod vil den, der med Opmærksomhed studerer Wordsworth, nu og da træffe paa en Form for den poetiske Anekdote og paa en Fortællertone, der erindrer om Runebergs "Fänrik Staal". Selv i Rytme og Metrum er der nu og da nogen Lighed; det vilde være lærerigt at erfare om Runeberg overhovedet har kendt den engelske Digter; maaske kommer den hele svage Lighed af at Begivenhederne hos begge bestandig foregaar indenfor samme snevert begrænsede Lokalitet, Egnen om de engelske ligesom Egnen om de finske Søer. Forskellen imellem dem er i ethvert Tilfælde overordenlig. Hos Runeberg den krigerske Baggrund og Stemning, den flammende lyriske Stil, Fædrelandskærlighedens Ildhu, hos Wordsworth det stillestaaende Liv i landlig Fred, den rent episke Holdning og den fuldstændige Klokketaarnspatriotisme, Kærligheden til et Par Sognes Liv og Levned. Hos Runeberg Soldatens Følelse for Hæren, hos Wordsworth Landsbypræstens Deltagelse for Menigheden.

Der gives imidlertid et enkelt dansk Digt, som paa en aldeles overraskende Maade minder om Wordsworth's Tone og Stil, kun at det er langt mere dramatisk end Noget, han har frembragt, det er Henrik Hertz's "Frugthandleren". Dette Digt staar mærkværdigt alene iblandt Hertz's Poesier, saa mange Strenge disse end anslaar. Dets Helt er som skabt til at behandles af Wordsworth, dets Evne til at røre uden at forherlige er netop ejendommelig for Søskolens Mester. Selvfølgeligt har det imidlertid ikke den Ejendommelighed, hvorpaa netop Wordsworth som saadan kendes, den, han selv betegner som Evnen til at give det Hverdagsligste et næsten overnaturligt Skær.

Et Digt, der ganske sikkert er et af hans mest betegnende, om end langtfra et fortrinligt Digt, nemlig "Beslutning og Uafhængighed" (Resolution and Independence), afgiver et Eksempel paa, hvorledes han bærer sig ad dermed. Digteren skildrer sin Spaseregang en Sommermorgen, Duggens Glimten, Fuglenes Sang, Harens Flugt over Markerne; han tænker paa, at han selv har levet ubetænksomt som Markens Dyr og Skovens Fugle og hvorledes et saadant Liv engang kan hævne sig. Det falder ham ind, at mange betydelige Digtere er endte i Jammer og Nød, og højst prosaiske Bekymringer med Hensyn til Fremtiden trykker hans Sind. Da ser han pludseligt i denne ensomme Egn en gammel Mand noget borte:

 

Han syntes ældst mig blandt Graahærdede.

 

Som undertiden man en Kæmpesten

ser ligge paa en nøgen Bakkes Top,

et Under for Enhver, hvem den blir synlig,

thi hvem forstaar, hvordan den kom derop,

hvorfra, hvornaar? Den synes En i Live,

ligner et Sødyr, kravlet op fra Havet,

der paa en Banke mageligt sig soler -

saadan saa denne hvide Olding ud,

ej helt i Live, ikke død, ej søvntung.

Krum var han. Under Livets Pilgrimsgang

hans Hoved havde næsten naaet hans Fødder

som om et Tryk, et frygteligt, af Kval,

af Rædsel eller Sygdom havde ramt ham

i længst forgangen Tid og havde lagt

mer end menneskelig Vægt paa dette Legem.

....

Urørt den Gamle stod, ret som en Sky,

der ej de vilde Vindes Tuden hører,

dog Alt forvirrer, naar med Brag den kommer.

 

Hvor genial er ikke her Dobbeltlignelsen og hvor hemmelighedsfuldt virker den ikke! Oldingen ligner den uhyre Sten paa Højen og denne Sten ser atter saa mægtig ud, at den synes som et Sødyr at have kravlet derop. Men sjælden Kraft er herved Indtrykket af den høje Alderdom givet. Den Gamle syntes den ældste Mand, der nogensinde havde levet. Var vi i Tyskland eller paa Romantikens Grund, vilde vi ikke forbavses ved at erfare, at vi her havde Jerusalems Skomager for os. Men vi er i England, og vi føres af Wordsworth. Det viser sig da at den gamle Mand er et i høj Grad almindeligt menneskeligt Væsen, Iglesamler af Livsstilling, en Livsstilling, der passer sig for gamle og svage Folk i en vandrig Egn. Den gamle Mands fortrøstningsfulde, gudhengivne Tale, hans Sindsro selv i den yderste Ensomhed og Fattigdom beroliger den unge Digter i hans Frygt for Fremtiden, og han beslutter, saa tit en lignende Frygt skulde rejse sig i hans Sind, at mindes den gamle Iglesamler. "Dette er ingen Odeflugt", som Ewald etsteds siger, men det er et godt Mønster paa Wordsworth's Evne til at give det mest hverdags, mest naturtro Stof et vist fantastisk og storstilet Præg ved Behandlingsmaaden.

Denne Stræben har i ikke faa af Wordsworth's Digte karikeret sig selv, overalt nemlig, hvor hos ham en mystisk-gudelig eller rædselsfuld Virkning foraarsages af en eller anden simpelthen uhyggelig eller forunderlig Begivenhed, der udrustes med det saakaldt Overnaturliges Virkekraft. Det er højst barnagtigt, naar i Digtet "The Thorn" en Fortæller (hvis Stand eller Vilkaar ikke angives, men om hvilken Wordsworth selv til Coleridge sagde, at han havde tænkt sig ham som en gammel pensioneret og fuldstændigt forvrøvlet Skibskaptejn) med en overspændt Rædsel, som gjaldt det en Spøgelsehistorie, fortæller om en stakkels afsindig Pige, der om Natten, klædt i en højrød Kjole, sidder og jamrer sig under en Tjørn. Og rent parodisk bliver denne Retning i Wordsworth's med saa store Fordringer Publikum forelagte "Peter Bell", der uden Shelley's Satire af samme Navn visselig vilde være fuldstændig glemt; her er det nemlig en raa og grusom Karls Forfærdelse over den overnaturlige Standhaftighed, hvormed et stakkels Æsel taaler de grueligste Prygl hellere end at ville flytte sig af Stedet, der i Forening med en af Mørket ophidset Fantasi frembringer Karlens Omvendelse. Æslets Udholdenhed havde, som det viser sig, sin aarsag i, at dets Herre var falden i Vandet paa det Sted, hvor det stod; det vilde henlede Opmærksomheden herpaa. Æslets sædelige Storhed staar da her i en glimrende Modsætning til Mandens Æselagtighed, og Wordsworth, som manglede al komisk Sans, forsømmer ikke at fremhæve denne Modsætning.

Og dette er ingen Tilfældighed, men et Karaktertræk. Den nye Skole følte med sit Had til det Blændende og sin Kærlighed til det Simple og Jævne en virkelig Tiltrækning til Æslerne, disse stædige, taalmodige og særligt miskendte Naturfrembringelser, som stedse overstraaledes af mindre nøjsomme Dyr. Coleridge lod sig endog i sit bekendte Digt "Til et ungt Æsel, da dets Moder blev tøjret i Nærheden af det" henrive til det varme Udbrud: "Jeg hilser dig som min Broder" (note: Innocent fool! thou poor despised forlorn I hall thee brother.) og til det dyrevenlige Ønske i et ligeligere og bedre ordnet Samfund at kunne skænke Æslet en fredelig Græsgang - da skulde dets glade Brægen klinge skønnere i hans Øren end den sødeste Musik. Det kan ikke undre, at Spottefuglen Byron straks fik fat i hin Broderhilsen og gjorde sig lystig over den i sin første Satire: "Engelske Digtere og skotske Anmeldere". Coleridge var denne yderligtgaaende Naturalisme dog ikke i Kødet skaaren; han var selv den første til at holde sig op over sine Udskejelser. Wordsworth derimod, som var anlagt til Følgestrenghed og tilmed stridbar af Hu, førte som Digter den rent literære Naturalisme ud i dens sidste og yderste Følgeslutninger.

Han valgte sig næsten gennemgaaende Emner af Landboernes og særligt af de lavere Folkeklassers Liv, og det ikke som det forrige aarhundredes Franskmænd for selv dannet-sleben at nyde det Uslebne som Modsætning og med en Følelse af Overlegenhed, men fordi han mente, at Hjertets vigtigste Lidenskaber hos disse Klasser fandt en bedre Jordbund og naaede større Modenhed end hos de Dannede og fordi de, som underkastede en ringere Tvang, talte et jævnere Sprog. Han mente, at Menneskehjertets Grundfølelser hos Landboeren fremtraadte mere enkelte og elementære og derfor lettere lod sig iagttage end under Bylivet. Han var endelig overbevist om, at Samlivet med Naturens skønne og blivende Former i Forening med de landlige Syslers Præg af det Nødvendige og Stadige maatte gøre alle Følelser mere varige og stærke. Man finder da her i aarhundredets Fødselsstund Spiren til den mere end halvtresindstyve aar varende og vidtudbredte, fra Land til Land sig forplantende æstetiske Grundanskuelse, der i Tyskland, Frankrig og Norden fører til Bondepoesi og Bondenovelle, i adskillige Lande til særlig Forherligelse af Almuesproget. Idet man botanisk sønderdeler denne Spire, lærer man Plantens Naturhistorie tilbunds at kende.

Wordsworth's Udgangspunkt er rent "topografisk". Stedbeskrivelse i dette Ords videste Forstand er endnu mere ejendommelig for ham end for Scott. Hans Livs Opgave var at skildre engelsk Natur og engelske Naturer saaledes som han kendte dem Ansigt til Ansigt. Og da han kun vilde skildre hvad han var ubetinget fortrolig med, saa kom han til den Lære, at det var enhver Digter nødvendigt at knytte sig stadigt til en eller anden Plet af Jorden, og sammenknyttede selv sit Digternavn med Nord-Englands Søer, hvis Omgivelser gennemgaaende afgiver hans Digtes Sceneri. Han gik endog saa vidt, at han betegnede den Enkeltes Føde-Egn som det Sted, der passede bedst til Skueplads for hans Virksomhed hele Livet igennem.

Saaledes blev han særligt engelsk Naturmaler og saaledes fik hans Skildringer en rent stedlig Interesse. Den berømte engelske Kunstdommer John Ruskin har med Rette kaldt Wordsworth Tidsrummets store poetiske Landskabsmaler. Medens Byron atter og atter fløj bort fra Hjemmet for at skildre Grækenlands og Østerlands Natur med fremmede og glødende Farver; medens Shelley gyste for Englands Klima som dødbringende for hans fine Legemsbygning og atter og atter forherligede Italiens Kyster og Floder, medens Scott besang Skotland, og Moore aldrig blev træt af at lovprise det grønne Erins Skønhed, stod Wordsworth ene som den fuldblods Englænder, dybt rodfæstet i Landet og sammenvokset med selve dets Jordbund lig en gammel Eg med hundrede Rødder. Hans Ærgerrighed var den at være en ægte engelsk beskrivende Digter. Naar han da fordybede sig i den Egn, i hvilken han havde hjemme, spaserede, sejlede, gik i Kirke og tog mod Beundrerbesøg, saa var det med den alleromstændeligste Kundskab til de lavere Klassers Liv der i Egnen og til det landlige Liv overhovedet. Han har det samme Blik derfor som en god og værdig engelsk Landsbypræst af den Art, han selv har skildret i "Udflugten" (The Excursion). Hans Særeje, det er alle de sædvanlige Sognebegivenheder og Sogne-Ulykker, som indtræffer i en landlig Egn i England: et længst forglemt Sognebarns Tilbagekomst til Egnen, hvor hans Hjem er forsvundet og hvor han finder alle sine Kæres Navne paa Kirkegaarden (The brothers); en stakkels forført og forladt Piges Skæbne (Ruth); et idiotisk Barns natlige Ridt efter Lægen og Faren vild paa Vejen (The idiot boy); det overraskende Æventyr, en blind lille Dreng har bestaaet uden at komme til Skade (The blind highland boy); en gammel ypperlig Faders Sorg over en vanslægtet Søn (Michael); en i hele Egnen elsket Diligencekusks beklagelige Forfalden til en lille Svir og paafølgende Afskedigelse fra Embedet (besunget i fire Sange under Navnet: The waggoner).

Det eneste U-engelske i Maaden, hvorpaa disse Begivenheder, selv de lettere og lystigere iblandt dem, meddeles, er den fuldstændige Mangel paa Lune i Fremstillingen. Istedenfor Lune har Wordsworth, som Masson ypperligt har udtrykt det, "et haardt velvilligt Smil". Men dyb og bevæget er til Gengæld den Patos, hvormed han fortæller de tragiske eller alvorsfulde blandt disse simple stedlige Historier. Er denne Begejstring i al sin Renhed og Ægthed ikke pytisk-skælvende eller moderne-glødende, saa virker den des stærkere paa Menneskeslægtens Flertal, der ynder, at Digteren ikke hæver sig altfor stærkt over dets Jævnhøjde og som føler det Velgørende og Helbredende ved den Medfølelse, der er Begejstringens Ophav. Det er en Medfølelse, der ligner Præstens eller Lægens, og som, skønt mindre mild end professionel, griber ved sit fuldendte Udtryk.

Ingensteds er vel dette Udtryk skønnere end i saadanne Digte som "Simon Lee" eller "Den gamle Tigger fra Cumberland". Det første Digt er en Anekdote om en Jæger, der i sin Ungdom har været den flinkeste med Horn og Hund, tilfods og tilhest, men som nu paa sin gamle Alder er bleven saa svag, at Digteren en Dag træffer ham, med Møje arbejdende paa saa let en Gerning som at opgrave en mør og raadden Rod af et gammelt Træ:

 

I har Jer anstrengt, Simon Lee,

giv mig Jer Hakke blot!

jeg sagde. At jeg stod ham bi

det led den Gamle godt.

Jeg slog - ét Hug - da fløj den Rod

den filtrede, af Enge,

hvormed den Gamle havde slidt

saa møjsomt og saa længe.

 

Af Taarer blev hans Øje vaadt,

og Tak og Pris der kom

ilsomt og rigt og ejegodt

fra Hjertets Helligdom.

Modtog umilde Hjerter tit

god Hjælp helt koldt og fremmed,

Ak! Menneskenes varme Tak

har oftere mig græmmet.

 

Faa Digtere har vist den skønne Pietet som Wordsworth mod de uden egen Skyld Unyttige, Menneskeslægtens ydmyge "Venerabilia". "Den gamle Tigger" er et Eksempel fremfor alle. Wordsworth skildrer hvorledes denne Mand, kendt af Alle, gaar omkring fra Hus til Hus der i Egnen:

 

Fra Barn af har jeg kendt ham, Dengang alt

var han saa gammel, at han ikke tykkes

mig ældre nu. Han vandrer træt afsted,

en ensom Mand, saa hjælpeløs af Ydre,

at Rytteren, som rider ham forbi,

ej sorgløst slænger ham sin Skærv paa Jorden,

men standser, at hans Mønt kan sikkert falde

ned i den Gamles Hat. Og end ej da

han taber ham af Syne. Nej, endog

naar han sin Hest har givet Tøjlen, passer,

halvt vendt paa Hesten, med et Sideblik

han paa den gamle Tigger. Naar Bomkonen

om Somren siddende i aaben Dør

drejer sit Rokkehjul og ser den Gamle

langt borte, staar hun fra sit Arbejd op

og løfter Bommen, aabner Vejen for ham.

Postdrengen slaar, naar han med raslende Hjul

bag paa den Gamle ad en Skovvej kommer,

rask Smæld i Smæld, og hvis den gamle Mand

ej efter saadant Varsko Vejen viger,

saa drejer Drengen hensynsfuldt til Side

og kører langsomt, uden Ed, forbi;

saa lidt han bander som han kunde vredes.

 

Anser ej for unyttig denne Mand,

I Statsmænd, der med rastløs vaagen Kløgt

bestandig svinger Kosten i Jer Haand

for alt Fortrædeligt paa Dør at feje!

I Stolte, som i Lykkens Overmod

paa Eders Evner, Magt og Kundskab pukker!

Han falder ej til Byrde. I Naturen

det er en Lov, at ingen Skabning, ikke

engang den som er ringest eller lavest,

end ej den skyldigste, kan leve Livet

og ikke volde noget Godt - der er

et aandedræt og Pulsslag af det Gode,

en Livs- og Sjælskraft, uadskilligt

forenet med hver enkelt Væreform.

 

Hvor end den gamle Tigger viser sig

fremtvinger Skik og Brug med stille Nøden

Kærlighedsgerninger, og Vanen gør,

at det, som er fornuftigt, sker, og Vanen

bereder Efterglæden, Sindet ynder.

Saa føres Sjælen da ved denne søde

Fornemmelse af Fryd umærkeligt

og tvangløst til at blive god og kærlig.

 

Den rige Mand, som sidder i sin Dør

og Pæren lig, der hænger over ham,

trives i Sol, den kraftige og unge,

den lykkelige, tankeløse, alle

de mange, som har Ly og Læ og blomstrer

blandt Væksterne af deres egen Art,

de alle ser i ham Paaminderen,

der taus paatvinger deres Sind en flygtig

men eftervirksom Selvlykønskningstanke.

 

Man maa tilstaa, at er dette end en Præken, saa er det dog en Præken i bedste Form. Der laa jo nemlig i denne samme Naturalisme, der i sin senere Udvikling følgerigtigt udviklede sig til rent menneskelig Dannelse og Oprør mod det Vedtagne fra først af et Hang til Formanen og evangelisk Gudelighed. Den opsøgte de simple af Hjertet, de Fattige, de i Verdens Øjne Ringe - det var stemmende med Evangeliets Sædelære. Den vragede en forfinet Civilisation og vendte den Ryggen for til sine Helte at kaare Fiskere og Bønder - den fulgte forsaavidt Evangeliets Forbillede. Og saaledes forenedes hos Wordsworth ganske følgestrengt Naturdyrkelsen med det i England saa højligt yndede formanende og protestantisk-forkyndende Element. Man vrage heller ikke helt hans moralske Læredigte. Der er mange Gange en egen Storhed i Maaden, hvorpaa den simple Lære er udtrykt. Sand Højhed fattes ikke de Ord, hvormed det i "Laodamia" forkyndes den sørgende Hustru, at hun istedenfor at kræve sin Husbond tilbage, bør give Afkald paa ham for gennem Kærligheden at lutres til et ædlere aandigt Liv:

 

Lær, gennem jordisk Længsel dig at hæve

op til et himmelsk Maal. Elskov blev givet,

opmuntret, godkendt mest for det at kræve,

blev derfor just den Drift, der styrer Livet,

for Selvet at slaa ned.

 

Ja selv den abstrakte Ode til "Pligten", der indeholder en Begejstring som Kants, har genialt forstandsstridige Linjer, ophøjede som et af Kirkefædrenes Paradokser. Det er til Pligten at Digteren raaber: "Du holder Stjernerne fast i deres Baner og ved dig er det, at de ældste Himle er friske og stærke" *4)! Dog, fra alle den Art Poesier vil Læseren hurtigt vende tilbage til Wordsworth's egenlige Omraade, hans Idyller.

Endnu et Blik paa disse Digte og paa den Lære, de af Digteren er bestemte til at hævde. Det er utvivlsomt, at Wordsworth har tillagt Skildringen af det landlige Liv en større Betydning for Poesien overhovedet end der tilkommer den. Hans Omgivelser var vel skikkede til at fremkalde en saadan teoretisk Overvurdering hos ham. Naar han til sine Helte har kunnet anvende Forpagtere, der levede af Kvægdrift (shepherd-farmers) fra Cumberland og Westmoreland som Modeller, saa ligger dette i, at disse Mænd, som paa den ene Side var uafhængige nok til ikke at arbejde for Andre og paa den anden Side dog ikke hævede over Nødvendigheden af at arbejde eller over en tarvelig Simpelhed, frembød almindeligt poetiske Egenskaber. At Landlivet i og for sig skulde forbedre, er en Overtro; det kan fuldt saa vel sløve. Coleridge har f. Eks. oplyst, at hvis man i England sammenligner Maaden, hvorpaa Fattiglovene dengang udøvedes i Liverpool, Manchester og Bristol med Maaden, hvorpaa man paa Landet fordelte Fattigunderstøttelsen, saa falder Sammenligningen ganske ud til Byernes Fordel.

Wordsworth har fremdeles overvurderet den Betydning, som Skildringen af de landlige Sysselsættelser har for hans egen Poesi. Ikke blot er Hovedpersonerne i mange af hans bedste Digtninge (som Ruth, Michael, the brothers) ikke udtrykkeligt Bønder eller Landboer, men mangen Gang har han i Kraft af sin naturalistiske Lidenskab og sit dermed beslægtede Hang til at formane og forbedre gennem Forherligelse af de laveste Samfundsklasser knyttet Navnet paa en eller anden uanselig eller ringe Livsstilling til Evner og Egenskaber, som det er lidet sandsynligt at finde forbundne med den. Det er et Paradoks, som Wordsworth med en vis Forkærlighed præker i sit Digt "Udflugten", at der er store Digtere skjulte i de laveste Stænder *5); det tilfredsstiller ogsaa hans evangeliske Tilbøjeligheder at tænke sig Talentets Uafhængighed af Formue og gode ydre Livsvilkaar. Lad være, det er uafhængigt deraf; men vilde det dog ikke være urimeligt i et Digt at give Poeten Skorstensfejerprofessionen og saa i en nøjagtigt opfunden Levnedskildring forklare, hvorledes det gik til, at han paa engang blev Digter, Filosof og Fejer. Slige Særsyn kan kun den virkelige Levnedsbeskrivelse retfærdiggøre. I Poesien virker en saa vidt dreven Naturalisme stødende som altfor lidet almen. Og hvad Forskel er der paa dette Tilfælde og de mange, hvor Wordsworth lægger en Bissekræmmer, en Iglesamler, en Bonde Tanker i Munden, som det maa forbause at høre udtalte af saadanne Læber? For at retfærdiggøre og tilfulde forklare sine Personer nødes da Wordsworth til at indføre en Mængde tilfældige underordnede Omstændigheder af den Art, der er nødvendige til at begrunde Sandsynligheden af en Kendsgerning i det virkelige Liv, men som vi med Fornøjelse vilde skænke en Digter. Den smaalige Hensyntagen til Sandsynligheden, den smaalige Ængstelighed i Begrundelsen er i høj Grad trættende hos Wordsworth, især i de lange Overgange og Beskrivelser i "Udflugten", hvilke Byron vittigt har stemplet som et evindeligt: "Her gaar vi op og her gaar vi ned, og her gaar vi rundt" *6).

Wordsworth's Valg af sine Æmner fører ham desuden til en Ejendommelighed i sproglig Henseende, der turde betegnes som denne Naturalismes yderligste literære Udslag. Det var Wordsworth's Paastand, at det Sprog, som taltes af den Klasse, han skildrede, saa snart det blot blev renset for sine Pletter, var det bedste, som gaves, fordi Mænd og Kvinder af Almueklassen paa Landet var i stadigt Samkvem med de Genstande, fra hvilke vort Sprogs bedste Del oprindeligt er afledet, og fordi de paa Grund af deres Synskreses Ensformighed og Sneverhed var mindst udsatte for den selskabelige Forfængelighed, der leder til at søge og udarbejde sine Udtryk. Da dette Sprog er det bedste, vil det, mener Wordsworth, være umuligt for nogen Digter at sætte nogen bedre Udtryksmaade istedenfor det, og det ganske ligegyldigt om han skriver i Prosa eller paa Vers. Og saaledes kommer da Wordsworth til sit bekendte og interessante Paradoks, at der "hverken er eller kan være nogensomhelst væsenlig Forskel mellem Prosasprog og bunden Stil". Hvis han herved blot agtede at tage til Genmæle mod alle de kedsommelige og ynkelige Sprogforvridninger, hvortil Rimnød og Mangel paa rytmisk Evne har drevet kun altfor mange selv blandt fremragende Digtere, saa vilde man af Hjertet give ham Bifald. Théodore Banville har med fuld Ret om end med en Strenghed, der kræver det Umulige, givet et Kapitel i sin Poetik Overskriften "Licentia poetica" og dette Indhold: Der gives ingen. (note: Petit traité de poésie francaise. S. 56.) Men Wordsworth vil have sin Sætning ganske anderledes forstaaet. Han hævder at Sproget ikke blot i store Partier af ethvert godt Digt nødvendigvis i alle andre Henseender end den metriske maa falde sammen med Prosa, men at det endog i de mest tiltalende Partier af de aller bedste Digte ganske maa stemme overens med Prosastilen. Thi, siger Wordsworth, hvor sandt og levende Digterens Sprog end er, saa levende og saa sandt som Dens, der virkelig er i den digtede Situation, kan det dog aldrig blive; med andre Ord, det kan aldrig overgaa, kun i det Højeste nærme sig til Virkelighedens prosaiske Udtryk. Med ægte engelsk Haardnakkethed hævdede han sin Lære overfor de Angreb som fremkom alle Vegne fra. Man havde, som et Mønsterdigt efter den nye Poetik anført denne af Samuel Johnson lavede, pudsige, men fra Prosasproget visselig ikke afvigende Strofe:

 

Jeg greb min Hat og tog den paa,

spaserte ud i Varmen,

og mødte saa en anden Mand

med Hatten under Armen.

 

Dette er ikke Poesi, sagde man. Indrømmet, svarede Wordsworth, men det er heller ikke som Prosa hverken fængslende i sig selv eller ledende til noget, der fængsler, og er derfor ude af Stand til at sætte Følelser og Tanker i Bevægelse: "Hvorfor bevise, at en Abe ikke er nogen Newton, naar den ikke engang er noget Menneske?" Og mod den almindelige Mening, som han betegner omtrent med de Ord, at en Forfatter ved at skrive paa Vers overtager en Art Forpligtelse til at imødekomme visse aandelige Vaner, give visse Klasser af Ideer Plads i sin Bog og omhyggeligt udelukke andre, stiller han saa hin Overbevisning om den gode Poesis og den gode Prosas Ensartethed, der, grundet paa Lede ved den poetiske Affektation, førte ham til i sin digteriske Frembringen snart stærkt at selvbegrænse, snart rent at udflade sin i saa mange Maader mønsterværdige og mesterlige Stil.

Til den Forherligelse af Landalmuens Sprog, fra hvilken Wordsworth gaar ud, og som ikke er uden Lighed med den Dyrkelse af Almuesproget, der i Danmark er udgaaet fra Grundtvig, i Norge fra Maalstræverne, er først og fremmest at svare, at en Bondes Sprog, renset, som Digteren kræver, for Provins-Udtryk og tildannet efter Grammatikens Regler ikke vil være forskellig fra enhver anden forstandig Mands, kun at Bondens Begreber er færre og mindre klare. Dernæst vil han paa Grund af sin ringere Udvikling kun dvæle ved enkeltstaaende Kendsgerninger, hentede fra hans snevre Erfaring eller overleverede Tro, medens den Udviklede ser Tingenes Sammenhæng og søger almindelige Love. Wordsworth mener, at Sprogets bedste Del afledes af de Genstande, der omgiver Bonden og sysselsætter ham. Men de Forestillinger der drejer sig om Føde, Ly, Sikkerhed, Velvære er jo ikke Sprogets bedste Del. Det nytter heller ikke med Wordsworth af dette Sprog kun at fordre en vis Grad af Lidenskabelighed for at stemple det med Ærestitlen poetisk; thi Lidenskaben skaber ingen nye Tanker og intet nyt Ordforraad, den sætter kun det Indhold, som haves, i forøget Virksomhed, og den formaar ingenlunde at gøre Talesproget til Poesi, da den neppe nok formaar at gøre det til Prosa.

Det er jo nemlig allerede en besynderlig Forveksling af Wordsworth, at han i sin Kamp for Naturefterligningen bruger Ordene Talesproget og Prosaen i Flæng. Den gode Prosa er allerede renset for de tomme og meningsløse Gentagelser, de usikre og stammende Talemaader, som Halvdannelse og Forvirring aldrig undlader at føre med sig, og af hvilke Wordsworth desværre kun har optaget altfor mange i sine Digte overalt, hvor han indfører dramatisk Foredrag. Det er den usalige Forkærlighed for den aller platteste Naturefterligning, der i hans Digte afstedkommer de pludselige og pinlige Overgange fra en høj og ædel Stil til fuldstændig Stilløshed. Se f. Eks. "The blind highland boy".

Poesi har efter Wordsworth's Begrebsbestemmelse sin Oprindelse i Sindsbevægelse erindret i Ro. Den gaar ud paa Efterligning af Naturens Sprog med det ene Forbehold, at, da det er Digterens Hverv at meddele Fornøjelse, ikke Sandhed ligefrem, saa benytter han Verseformen, som bereder Læseren en Rækkefølge af smaa behagelige Overraskelser ved Rytme og Rim. Versemaalet virker ved stadigt at vække og tilfredsstille Nysgerrigheden, men paa saa simpel en Maade, at det ingen selvstændig Opmærksomhed tiltrækker sig. Det paavirker, omtrent som et kunstigt behandlet Lufting eller som Vin under en beaandet Samtale, Bevidstheden mægtigt men ubemærket. Ved dets stedse tilbagevendende Regelrethed dæmper og mildner det Fortællingens lidenskabelige eller gribende Indhold og ved sin Evne til at afklæde Talen dens Virkelighedspræg kaster det over Kompositionen en Slags Halvbevidsthed om dens Uvirkelighed. Men iøvrigt kan, mener Wordsworth, selv den bedste Poesi i ingen Henseende være forskellig fra Prosa. Han glemmer at opkaste sig det Spørgsmaal, om der ikke omvendt gives en Mængde Udtryksmaader, Vendinger og almindelige Sætninger, som er paa deres Plads i en Prosameddelelse, men som vilde virke i høj Grad stødende i Poesi, og om der ikke i ethvert højtideligt Digt uden alt Kunstleri kan forekomme en Bygningsmaade og Ordning af 5ætningerne eller en Benyttelse af Talens Figurer, som i Prosastil vilde være umulig.

Den eneste Mening, i hvilken den bedste Poesi kan siges at stemme overens med det daglige Sprog, er den, at dens Udtryk er saadanne, som nogle faa af de mest Gennemdannede ved meget sjældne Lejligheder vilde anvende. I daglig Samtale flakker Talen løst omkring; i det offenlige Foredrag samler den sig til fast Tankesammenhæng; i den skrevne Bog vinder den udarbejdede Sætning sig naturligt fremad gennem mange Snoninger. I Verset endelig kan Formen ikke være for udsøgt og for fast. Her gælder den Lære, som Théophile Gautier i sit herlige Digt "Kunsten" har præket:

 

Oui l'oeuvre sort plus belle

D'une forme au travail

Bebelle,

Vers, marbre, onyx, émail!

 

Point de contraintes fausses!

Mais que pour marcher droit

Tu chausses,

Muse, un cothurne étroit!

 

(Ja, Værket fremgaar skønnere af en Form, der er genstridig mod Arbejdet, Vers, Marmor, Onyks eller Emalje. Ingen falsk Tvang! Men, Musa, ifør dig en snever Koturne for at gaa rank!)

 

Dog hvor meget der end lader sig sige mod denne Wordsworth's Poetik eller "Prosaik", som den rettere kunde hedde, en Lære, der af de Samtidige i Begyndelsen optoges, som var den enstydig med Heksenes gamle Sang i "Macbeth": "Skønt er stygt og stygt er skønt" (Fair is foul and foul is fair), den har for de Efterlevende en høj Grad af Interesse som et nøjagtigt og utvetydigt Udtryk for den første literære Yderlighed, hvortil den engelske Naturalisme gik.

 

Noter til Kapitel 6:

*4) Thou dost preserve the Stars from wrong

And the most ancient Heavens, through Thee, are fresh and strong.

 

*5)

O, mange Digtere har Naturen saat,

udrustet Mænd med aandens bedste Gaver,

guddommelige Evner, Seerblik,

der kun har manglet Færdighed til Verset ...

The Excursion 1. The wanderer.

 

*6) Or Wordsworth with his eternal: Here we go up, up, and up, and here we go down, down, and here round about, round about! Look at the nerveless laxity of the Excursion. What interminable prosing!

Byron.

 

7. Naturalistisk Romantik.

 

Vi har et Øjeblik tabt Coleridge af Sigte. Da Wordsworth og han fordelte de nye Digtarter imellem sig, tilfaldt der, som alt berørt, ham den Wordsworth's lige modsatte Opgave at behandle overnaturlige Stoffer paa naturlig Maade. Han løste den i de Bidrag, han gav til de "Lyriske Ballader" og overhovedet i den lille Krans af Digte, hvortil hans betydelige Digternavn er knyttet.

Samuel Taylor Coleridge var et Landbarn og en Præstesøn, født i Oktober 1772 i Devonshire. Fra 1782-90 gik han i Skole i Christ's Hospital i London, og fra denne hans Skoletid er det, at hans Venskab med en anden engelsk Romantiker, hans varme Beundrer Charles Lamb, skriver sig. 1791-93 studerede han i Cambridge uden Udsigter og uden Hjælpemidler, hvorpaa han i et Anfald af Fortvivlelse, foranlediget enten ved Gæld eller ved ulykkelig Kærlighed, pludseligt forlod Universitetsstaden og under Navneskjulet Silas Titus Cumberback lod sig indskrive i det femtende lette Dragonregiment *7). Det synes paa ingen Maade at have været Ærgerrighed, der bragte ham, som nogle aar tidligere Johannes Ewald, til at forsøge sin Lykke som Soldat, men udelukkende Mangel paa Erhverv. Han blev da ogsaa kun i fire Maaneder Dragon. Thi da han en Dag paa Væggen under sin Saddel havde skrevet dette latinske Klageraab:

 

Eheu quam infortuni miserrimum est fuisse felicem!

(Ak, hvor skrækkeligt er det i Ulykken at have været lykkelig!)

 

og da hans Kaptejn ved denne Lejlighed opdagede hans Dannelsestrin, gjorde denne hos hans Familie de nødvendige Skridt for at han kunde vende tilbage til Cambridge. Herefter falder det korte Tidsrum, i hvilket han optraadte som Rettroenheden bekæmpende Demokrat; ifølge denne Optræden nødtes han til at slaa sig enhver Tanke om Universitetsbefordring af Hovedet. Allerede nævnt er hans og Southeys fælles Forherligelse af Robespierre (første Akt af denne Oprørsmands "Fald" var skrevet af Coleridge, anden og tredje af Southey), ligeledes er Vennernes vilde Kommunist- og Nybyggerplaner berørte. Medlemmer af det lille Udvandrerselskab, de stiftede, var kun Coleridge, Southey, en ung Kvæker ved Navn Lovell og en Yngling ved Navn George Burnet, der var Skolekammerat af Southey. Men Guden Hymen havde valgt det aar 1795 til at bringe disse samfundstruende Planer til at strande. Coleridge var rejst til Bristol for at holde offenlige Foredrag og udfoldede der al den Veltalenhed, der hos ham, omtrent som hos den ligeledes mundlig saa bedaarende Welhaven, synes at have suget Kræfterne fra hans poetiske Værker. En ung Dame der i Byen vandt hans Hjerte, og endnu samme aar blev Coleridge viet til Sara Fricker, medens hendes Søstre Edith og Mary Fricker ombyttede deres Efternavne med Navnene Lovell og Southey, og - Rejsen til Amerika endte som Børnenes hos Christian Winther. Hvorledes skulde Coleridge, der hele sit Liv igennem var uden Vilje, have kunnet udføre en saa længe lagt Plan! Han, som aldrig havde faaet Andet udrettet end det, han ikke havde besluttet eller som efter dets Natur ikke lod sig beslutte!

I aaret 1796 blev han, som dengang endnu var lidenskabelig Unitarier, af nogle andre Menneskevenner "overtalt" - han bliver altid overtalt - til at udgive et Ugeskrift kaldet "The watchman" (Vægteren), der skulde give 32 Sider stort Oktav for den ikke overdrevne Pris af 4 Pence og hvis flammende Subskriptionsindbydelse bar Valgsproget "Kundskab er Magt". I den Hensigt at samle Abonnenter dertil foretog han, ung og hed som han var, en Agitationsrejse nordpaa fra Bristol til Sheffield og Landet rundt, prækende i alle de større Byer paa Vejen som ulønnet Lægprædikant i blaa Kjole og hvid Vest, uvillig til at anlægge en mere præstelignende Dragt for at ikke saa meget som en Lap, "der mindede om den babyloniske Kvinde", skulde klæbe ved ham. Den Skildring, han har givet af denne sin Odyssé, maler os den unge engelske Romantiker som han var og blev: uklog paa alt Verdsligt, skiftevis begejstret for enhver religiøs og filosofisk Halvhed, men sprudlende af Lune i Opfattelsen af de Andres og sin egen Latterlighed.

Han aabnede sit Felttog i Birmingham og rettede sit første Angreb paa en streng Calvinist, en Lysestøber af Profession. Denne var en høj, skummel Mand, hvis Længde saa meget overgik hans Bredde, at han havde kunnet tjene til Ildrager i sit eget Støberi. "Og dette Ansigt! udraaber Coleridge, jeg har det for mig i dette Øjeblik. Det slattede, sorte, garnlignende Haar, skinnende af Fedt, afklippet i en lige Linje langs med de sorte Stubber af hans krudtfarvede Øjenbryn, der saa ud som en sveden Efterslæt af forrige Uges Barbering: Hans Frakkekrave bagved i fuldstændig Overensstemmelse med det tykke og klæbrige Tovværk, som jeg tænker han kaldte sit Haar, og som med en Krumning indefter ved Nakkeleddet - den eneste Tilnærmelse til en Bøjning i hans Ansigt - sank ned bag ved hans Vest, medens Ansigtet, magert, mørkt, haardt med stærke lodrette Furer gav mig en utydelig Forestilling om En, der saa paa mig gennem en slidt Strygerist, lutter Sod, Fedt og Jern. Men han var en af de ægte Fuldblods - en sand Elsker af Friheden, og havde, som jeg var bleven underrettet om, til Manges Tilfredshed bevist, at Mr. Pitt var et af Hornene paa det andet Dyr i aabenbaringen, det, der talte som en Drage ..." I en halv Time udfoldede Coleridge sin hele Veltalenhed for ham, beviste, beskrev, lovede og profeterede, begyndte med Folkeslagenes Uafhængighed og endte med det tusindaarige Riges nære Komme. Voksstabelmanden lyttede med udholdende og prisværdig Taalmodighed, skønt en vis Lugt, der ikke netop var himmelsk Vellugt, røbede hans Gæst, at denne var kommen paa en Støbedag. Endelig tog han Ordet: "Og hvad, Sir, vil Omkostningerne blive?" - "Kun fire Pence, Sir, for hvert Nummer, som udkommer hver ottende Dag." - "Det løber dog op til en Slump Penge inden aarets Udgang. Og hvormeget var det, De sagde, der blev givet for Pengene?" - "To og tredive Sider, Sir, stort Oktav, tæt trykt." "To og tredive Sider! Gud bevare mig, med Undtagelse af hvad jeg foretager mig paa Familiens Vegne paa Sabbaten, saa er det mere, end jeg nogensinde læser, Sir! hele aaret igennem. Jeg er saa fuldt som nogen Mand i Brummagem, Sir! for Frihed og Sandhed og de Dele, men i dette her Tilfælde - De ta'er det ikke ilde op, Sir! - maa jeg meget be' mig undskyldt." -

Saaledes endte Coleridge's første Forsøg paa Rekruthverving i Kampen mod den hellige Treenighed. Hans andet i Manchester overfor en statelig og velhavende Bomuldsgrosserer førte kun til, at denne maalte ham fra Top til Taa og spurgte ham, om han havde en Faktura paa Tingen. Coleridge rakte ham Subskriptionsindbydelsen, og efter at Manden mumlende havde ladet sine Øjne glide hen over den første Side og endnu hurtigere over den anden og sidste, krammede han den sammen mellem sine Fingre og sin anden flade Haand, gned og glattede dernæst betænksomt og eftertrykkeligt den ene Side mod den anden, stak den i sin Lomme og vendte med et "Overløbet med de Artikler!" Coleridge Ryggen for at trække sig tilbage til sit Kontor. Efter disse mislykkede Forsøg opgav den unge Mand den Tanke at vinde sine Abonnenter enkeltvis, men kom ikke desmindre hjem fra denne mindeværdige Tur med næsten 1000 Navne paa sin Subskribentliste. Dog allerede det første Nummer kom paa ægte Coleridge'sk Manér - for sent; det andet, der indeholdt en Afhandling mod Festdage, jog 500 konservative Abonnenter paa Flugt, og de følgende Numre, der var fyldte med Udfald mod fransk Filosofi og Moral og mod dem, der rettede deres Tale umiddelbart til de Fattige og Uvidende, istedenfor at føre disses Sag for de Velhavende og Ansete, bragte de øvrige, jakobinske og demokratiske, Abonnenter til at sige Bladet af. Coleridge synes, idet han selv meddeler dette Forhold, end ikke at ane, hvor naturlig en Straf for al hans Halvhed dette var - en Halvhed, der bestod i aldrig at ville tage Følgerne af sin egen Tanke. Halv var han i det Politiske, halv i det Religiøse. Da han som gammel Mand tænker tilbage paa denne Tid, udbryder han selv "Min Hjerne var med Spinoza, skønt hele mit Hjerte var med Paulus og Johannes", og han skynder sig med at forelægge Læseren de rigtige Beviser for Guds og Treenighedens Tilværelse, som han i sin Ungdom ikke har været Mand for at hitte paa (note: Se Biographia literaria vol. 1, Afdel. 2, S. 208-9.). Da Ugeskriftet ikke oplevede mere end en halv Snes Numre, blev Coleridge Journalist, skrev først imod Ministeriet Pitt, men snart, da hans Anskuelser mere og mere droges i konservativ Retning, strengt ministerielt, og især efter Schweiz's Besættelse af Franskmændene som ivrig Franskhader. Saa franskfjendtlige var hans Artikler i "Morning Post", at de endog tiltrak sig Napoleons Opmærksomhed, og Coleridge som deres Forfatter blev en særlig Genstand for Førstekonsulens Vrede. Hans Frihed vilde under hans Ophold i Italien været udsat for Fare, hvis han ikke itide var bleven advaret saavel af den prøjsiske Minister Wilhelm v. Humboldt som af selve Napoleons Onkel, Kardinal Fesch, gennem en underordnet Embedsmand.

aaret 1797, det samme, hvori han lærte Wordsworth at kende, blev i poetisk Henseende det afgørende aar i hans Liv. I dette aar var det, at han forfattede sin vidtberømte Ballade "Den gamle Sømand" og det Digtbrudstykke, der sætter Tidsskel i Englands Poesi, "Christabel".

"Christabel" er Indledningen til en Romancekres, der aldrig blev fortsat. Det er uden Tvivl det tidligste engelske Digt, der er gennemtrængt af den i streng Forstand romantiske aand, og gjorde derfor ved det Nye i Tonefaldet, Indholdet, Grundpræget og Versbehandlingen et mægtigt Indtryk paa de samtidige Digteres Hjerter. Det uregelrette og dog velklingende Versemaal paavirkede Scott saa stærkt, at han tilegnede sig det i sit første romantiske Digt, "Den sidste Mestersangers Sang". Han tilstaar frit, hvor meget han skylder "det skønne og tantaliserende Brudstykke "Christabel", hvilket han som alle Tidens andre Digtere havde lært at kende i Haandskrift, siden Coleridge læste det højt i alle Selskaber hele tyve aar igennem, inden det saa Lyset som offenlig Ejendom. Byron lærte Digtet at kende paa samme Maade som Scott. Og da han, inden han hørte det, i et af sine Digte ("Belejringen af Corinth", Afsnit 19) havde skrevet nogle Verslinjer, som frembød Lighed med nogle Vers i "Christabel", benyttede han senere Lejligheden til i en Anmærkning at sige nogle Ord til dette "vilde og mærkværdigt oprindelige og skønne Digts" Ære. At dog ikke Alle delte disse Digteres og Wordsworths end større Beundring, kan ses af Moores Levned og Breve. Baade han selv og Jeffrey tager stærke Forbehold med Hensyn til Digtets Affektation. (Se Moores Memoirs 2: 101, 4: 48.) For Danske, der gennem Tieck og Schlegelerne og senere især gennem Ingemann er blevne grundigt indviede i hin poetiske Manérs Hemmeligheder, har Brudstykket umuligt en saa stor Interesse. Den grænseløse Troskyldighed i Fortællemaaden, og det hele forsætligt Barnlige i Anlæget og Tonen er for os hvad Hvedebrød er for Bagerbørn. Digtets højeste Fortrin er, bortset fra dets søde og fulde Melodi, den ejendommelige Magt, hvormed den onde Fes Væsen er givet, det ejendommeligt "Dæmoniske" der ingensinde tidligere i engelsk Poesi var fremtraadt med en Virkekraft som her. Det bør imidlertid erindres, at er end Digtets første Del skrevet 1797, saa er ikke blot dets anden Del forfattet, men uden Spørgsmaal ogsaa en Omarbejdelse foretaget i aaret 1800, det vil sige efter at Coleridge paa en Rejse sammen med Wordsworth til Tyskland havde lært Datidens tyske Poesi, dens middelalderlige Forudsætninger og dens nyeste Hang at kende.

Hans andet Hovedværk, Balladen "Den gamle Sømand", der er endnu mere søgt troskyldig i Foredraget og udstyret som de middelalderlige Folkeballader, der købes enkeltvis i Smaagadernes Boder, med en prosaisk Indholdsfortegnelse i Randen, er blevet det mest almenyndede af Coleridge's Digte, skønt det ved sin Fremkomst blev angrebet med Bitterhed. Paa en yderligt affekteret Indledning (tre Bryllupsgæster glemmer undervejs Indbydelsen over den gamle Sømands Fortælling, saa veltalende er han og det paa Gaden, som Falstaff siger) følger en gyselig Spøgelsehistorie paa et Dødningeskib, hvis Rædsler alle afstedkommes ved at en Sømand er letsindig nok til at dræbe en Albatros, der har søgt Tilflugt paa Skibet. Hele Mandskabet, paa ham alene nær, straffes med Undergang for denne Ugæstfrihed. Da Digtet var nyt, drøftede, som Swinburne fortæller, den engelske Kritik meget levende det Spørgsmaal, om dets Moral (den, at man ikke bør skyde Albatrosser?) ikke var saa overvejende, at den skadede Digtets fantastiske Side, medens Andre mente, at Digtets Fejl stak i dets Mangel paa Virkelighedsmoral, og lang Tid efter har dette Punkt givet Anledning til et lignende Ordskifte mellem Freiligrath og Julian Schmidt. Den moderne Kritik skænkede saa vist gerne Balladen og dens Digter "Moralen", hvis den poetiske Kærne deri lod sig finde.

Et Eksempel kan oplyse, hvor Grundmangelen stikker. Der findes i Digtsamlingen "Zeitlosen" af den østerrigske Lyriker Moritz Hartmann et længere Digt, der, skønt det ikke forkynder sig som affødt af Coleridge's "Den gamle Sømand", ved første Blik viser sig som en umiddelbar Efterligning deraf. Det bevæger sig i samme metriske Form, og Æmnet er aldeles beslægtet. Dets Titel er "Der Camao". Fuglen Camao, der her svarer til Albatrossen hos Coleridge, blev i Middelalderen plejet i ethvert Hus paa Pyrenæerhalvøen og behandlet med en paa almindeligt udbredt Overtro hvilende Ærefrygt. Denne Fugl sagdes nemlig ikke at kunne trives i et Hus, hvis Glans var plettet ved Husfruens Skyld; den døde, saasnart der ved hendes Troløshed kom ringeste Plet paa Husherrens Ære. Sædvanlig hang dens prægtige Bur i Husets Forhal. I Hartmanns Digt fortæller nu den gamle, afsindige Mand, der her svarer til den sindssyge Sømand hos Coleridge, hvorledes han som Page opflammedes af vild Lidenskab for sin Herres Hustru, og hvorledes han, hver Gang han, afvist og fortvivlet over hendes Kulde, styrtede ud fra hendes Værelser, pintes af Fuglens Sang til Ære for hendes Kyskhed, hvem den skyldte sit Liv. Hans Herre vender hjem fra Krigstog og har sin Ven, en ung, dejlig Sanger og Helt, i Følge med sig, hvem Slottets Frue viser det hjerteligste Venskab og hvem Pagen snart omfatter med Skinsygens hele Had. Ude af sig selv angiver han de to Unge, men hans Herre svarer ham roligt, at Camao lever og netop i dette Øjeblik synger til Estrellas Ære. Da beslutter han i blodtørstigt og skinsygt Raseri at hævne sig og dræber Fuglen; Vasco ihjelslaar sin Hustru - og fra nu af flakker Forbryderen rastløs og afsindig uden nogensteds at kunne finde Sjælero om fra Land til Land.

"Der Camao" kan ikke med Hensyn til Sprogbehandlingens Ejendommelighed og Virtuositet i fjerneste Maade stilles ved Siden af "The ancient mariner", men hvad den digteriske Kærne angaar, staar Digtet ikke blot højt over sit engelske Forbillede, men kritiserer ovenikøbet paa en fuldstændigt fyldestgørende Maade Coleridge's Ballade og den hele affekteret romantiske Forestillingskres, den betegner. Her er Drabet af Fuglen en virkeligt menneskelig Handling, udført af en virkelig menneskelig Bevæggrund; her er Straffen for Drabsmanden ikke nogen Grille, men en retfærdig og naturlig Følge af hans Ugerning. Her er den Ulykke, Fuglens Drab bringer over Vasco's Hustru og ham selv, ved en virkelig aarsagsforbindelse knyttet dertil, medens Sømændenes Undergang i Kraft af Ugæstfriheden mod Albatrossen tager sig ud som en Art Vanvid. Her viser endelig Forskellen sig klart mellem en sand poetisk Optagen af den overtroiske Forestilling og den romantiske Behandling af denne. I begge Digte beror jo Alt paa en Overtro, og Hartmann er langt fra at ville underkaste den en Forstandskritik; men han paadutter ingen Anden den, hans Digterværks Skønhed er ganske uafhængig af, om Læseren i Ordets hverdagsagtige Forstand tror paa Camaos underfulde Indflydelse eller ikke, medens den romantiske Forskruethed netop præker Ærefrygten for det Underfulde og Uforklarlige som Summen af al Levevisdom og al Poesi. Dog staar "Den gamle Sømand" end ikke højt sammenlignet med en senere Tids Poesi, der har viklet sig ud af Romantikens Svøb, saa staar dette Digt dog langt over de fleste af den tyske Romantiks beslægtede Frembringelser. Digtet er trods alt sit romantiske Skinvæsen beaandet af Havet, det virkelige naturlige Hav, hvis vekslende Stemninger, hvis ængstende og truende Alvor det skildrer. Den friske Brise, det fraadende Skum, den uhyggelige Taage og den hede, kobberfarvede Aftenhimmel med sin blodige Sol, alle disse Elementer er Naturens, og den hele Elendighed hos dem, der tumles om paa Havet, Hungersnøden, den nagende Tørst, der bringer dem til at suge Blodet ud af deres egen Arm, de blege Ansigter, den frygtelige Dødsrallen, den rædselsfulde Forraadnen, alle disse Elementer er Virkelighedens og skildrede med en Englænders naturtro Kraft.

Meget engelsk er ogsaa det Træk, at Coleridge selv paa det Fortræffeligste kunde se Skyggesiderne ved en Digtning som hans berømte Ballade. Den nationale Grundegenskab, Lunet, stiller ham i denne Henseende mærkværdigt aandsfrit. Man høre, hvad han selv har meddelt om sin Selvkritik. En poetisk Dilettant udtrykte til en af hans Venner det Ønske at blive indført hos Digteren, men betænkte sig, da der øjeblikkelig gaves ham Adgang dertil, af den aarsag, at han "maatte tilstaa, at han var Forfatter til et forbistret strengt Epigram over "Den gamle Sømand", hvilket han vidste havde foraarsaget Coleridge stor Ærgrelse". Digteren forsikrede sin Ven, at hvis Epigrammet var godt, vilde det kun forøge hans Lyst til at gøre Bekendtskab med Forfatteren, og udbad sig det forelæst. Og da viste det sig til hans ligesaa store Overraskelse som Morskab at være et Par Spotterier, som han selv havde skrevet og indrykket i "Morning Post". Føjer man nu hertil, at Coleridge selv skrev tre Sonetter for, som han siger, at gøre Nar af den nye Retnings kunstlede Simpelhed og klynkende Selvsyge, Sonetter, hvis svulstige Talemaader udelukkende var tagne af hans egne Digte, saa lader det sig ikke nægte, at han med en sjælden aandsoverlegenhed har stræbt at holde sig fri for hin Fortabthed og Hildethed i Læremeninger, som var den tyske Romantiks svageste Side.

Alligevel var det fra Tyskland, at hans aand fik sin kraftigste og væsenligste Næring. Han var den første Englænder, der trængte ind i den tyske Literaturs af Fremmede endnu ubetraadte Skove, og det omtrent samtidigt med at Fru de Staeuml;l brød de romanske Folkeslag Vejen derind. Paa samme Tid som han frembringer sine nysnævnte berømteste Digte, begynder han at studere Tysk, og Schiller og Kant tiltrækker ham først. I 1798 foretager han saa med Wordsworth en literær Opdagelsesrejse til Tyskland. I Hamborg opsøger de to unge Mænd Patriarken Klopstock, der roste Bürger, men ellers talte koldt og ilde om den yngre Skole i Literaturen, og netop om Coleridge's Guder, om Kant og om Schiller, hvis "Røvere" han erklærede ikke at kunne læse, men som til Gengæld underholdt dem desmere om "Messiaden" og sin Harme over de slette engelske Oversættelser af dette Digt. Coleridge gav sig i Tyskland til at studere Gotisk, læste Mestersangerne og Hans Sachs, og udgav ved sin Hjemkomst Schillers "Wallenstein", som Benjamin Constant ikke længe efter skulde bearbejde for den franske Scene. Saa er det, at han bosætter sig ved hine "Søer" i Nord-England, hvor Wordsworth og Southey noget tidligere havde opslaaet deres Pauluner, og efter hvilke den literære Skole, som de efter Samtidens Opfattelse udgjorde, fik Navn. Navnet betyder imidlertid ikke stort mere end om man i Danmark 1830 havde villet kalde Hauch, Ingemann, Wilster og Peder Hjort Soranerne. De engelske Digtere af Søskolen var fuldt saa forskelligt anlagte som de nævnte Lektorer i Sorø. Men Kritiken slog Coleridge bestandig sammen med Wordsworth og Southey, fordi det vidstes, at han stod i venskabelig og fortrolig Forbindelse med disse Mænd, fordi han aldrig forsømte nogen Lejlighed til at rose dem, saa lidt som de nogen Lejlighed til at rose ham, og fordi han og de øvrige "Lakister" engang hvert Fjerdingaar i "Quarterly Review" blev kransede med friske Laurbær og Synderen Byron fugtlet med friske Skorpioner. Heraf var Følgen, at Wordsworth og Southey næsten aldrig var under Kritikens Vandfald uden at han, som dog næsten aldrig lod høre fra sig, tillige blev alvorligt dyppet. Den Omstændighed, at Søskolen, omtrent som Prærafaeliterne og Nazarenerne i Malerkunsten, gik ud paa at være lutter poetisk Fordybelse, lutter Barnesind og Barnetro, lutter præstelig Blidhed og Salvelse aabnede en skarp og bidende Kritik en stadig Adgang til Løjer og Spot over Den, der for alle maatte staa som Skolens Læremester. Som Yngling havde Coleridge i sit Digt "Ild, Hungersnød og Slagteri" ladet Rædslerne en efter en besvare ethvert Spørgsmaal om, hvem der bød dem at rase, med dette frygtelige Omkvæd om Pitt:

 

Kun En gør Gavn!

Fire Bogstaver danner hans Navn.

Han slap mig løs som et Plageris.

Ham ene skyldes Lov og Pris.

 

Nu var han Mr. Pitt's tro Journalist og han som alle Søskolens andre Medlemmer en streng Tory, frie Meningers Fjende saavel paa Statens som paa Kirkens Omraade, hvad Under da, at han i Flæng med de Andre fra det liberale Partis Side var udsat for partiske og uophørlige Angreb! Og dog vilde det have været saa let og saa naturligt at skelne ham som Digter ud fra alle de Andre og give ham den Ære, der tilkom hans Oprindelighed. De ganske faa Digte, han i Løbet af et temmelig langt Liv har skrevet, hævder sig ved Sprogets udsøgte Melodiøsitet; deres Harmonier er ikke blot fine og iørefaldende som Shelleys, men kontrapunktisk sammensatte og rige, af en egen tung og vægtig Sødme; hver Linje har en Honningdraabes Smag og Vægt. I Digte som "Love" eller som "Lewti", sikkert de sødeste af hans Poesier, i en østerlandsk Fantasi som "Kubla Khan", der udsprang af en Drøm, hører man Coleridge's Nattergalerøst fløjte og lokke, hvisle og synge med alle den ypperste Sangfuglstemmes vekslende Tonefald.

Shelley er, som Swinburne slaaende har sagt, naar han med Hensyn til Sprogets Harmonier sammenlignes med Coleridge, hvad en Lærke er i Sammenligning med en Nattergal. Men Coleridge's Poesi er ligesaa uplastisk som den er melodiøs og ligesaa lidenskabsløs som vellydsmættet. Den er rent romantisk-fantastisk, det vil sige, at den hverken fremstiller et energisk levet personligt Sjæleliv eller genfremstiller Iagttagelser fra den omgivende Verden. Det er i den sidste Henseende interessant, at Colerige's store Rejse til Syden blev aldeles uden Frugt for hans Digtning: det eneste, han hjembragte fra den, Hymnen "Før Solopgang i Chamounidalen", hvor han aldrig satte sin Fod, er omskrevet efter den i dansk Literatur velbekendte Digterinde Friederike Brun's Beskrivelse af Dalen. Hans historiske Sans var ligesaa ringe som hans Lokalsans. Han siger selv: "Den kære Sir Walter Scott og jeg var nødvendigt men samdrægtigt modsatte deri, at enhver gammel Ruin, Høj, Flod eller Træbul i hans Sind fremkaldte en Hærskare af historiske og biografiske Ideforbindelser ... hvorimod jeg tror, at jeg endog kunde gaa over Sletten ved Marathon uden at føle mere Interesse for den end for enhver lignende Slette ... Charles Lamb har skrevet et Essay om en Mand, der levede i Fortiden - jeg har tænkt paa at tilføje et om en Mand, der overhovedet ikke levede i Tiden, men udenfor den eller jævnsides med den". (note: Specimens of the table talk of the late Sam. T. Coleridge vol. 2: 225.) Hans Poesi er derfor i Ordets bogstavelige Forstand Drømmebilleder; det af hans Digte, som de bedste Kendere sætter højest, komponerede han i Søvne under en Drøm.

Hans eget Liv var saa viljeløst og planløst som en Drømmendes. Af Naturen lidt dorsk blev han med aarene mere og mere tilbøjelig til Opsættelse, og hans Opsættelsessyge (Englændernes procrastination) optaarnede paa hans Vej stedse flere Vanskeligheder, som hans Arbejdskraft ikke var stor nok til at overvælde. For at søge Lindring for legemlige Lidelser tyede han til Opium, men forfaldt snart til Opiumsspisning, der yderligere forøgede hans Mangel paa Evne til at fuldføre nogen Plan. Efter en omflakkende Tilværelse med vekslende Ophold i Venners Huse, hvorunder han skiftevis holdt literaturhistoriske Oplæsninger og leverede Bidrag til Tidsskrifter, gav han sig som uskikket til at lede sit eget Liv fra 1816 af i Huset hos en Læge ved Navn Gillman og boede i Highgate hos denne Mand og under hans Herredømme i en frivillig Adskillelse fra sin Familie, hvilken han overgav til Vennen og Svogeren Robert Southey's Forsorg. Paa Opiumsrusen fulgte nu Tømmermænd med Anger og Selvbebrejdelse og stedse mere rettroende Religiøsitet. Hvad han i dette Tidsrum skrev har gennemgaaende til Formaal at gendrive hans Ungdoms Kætterier og hævde i Dogmatiken Treenigheden, i Politiken den engelske Statskirke mod alle kritiske Anfægtelser. (note: On the constitution of Church and State according to the idea of each. - Lay Sermons.) Emerson har efter et Besøg hos ham malt os ham som "gammel og fuld af Fordomme", ophidset over den Uforskammethed, den Haandfuld Priestleyanere beviste, ved at vove at negte Paulus's i aarhundreder uantastede Treenighedslære, og spækkende sin Tale med allehaande Gammelmands-Forslidtheder. Atten aar gik hen for ham under Drømmerier, Samtaler og Forfatten af opbyggelige Afhandlinger, medens han bestandig havde langt mindre Indflydelse som Frembringer end som Tilskynder. Han æggede og pirrede Andre til offenlig at ytre sig. Boende ikke langt fra London og paa Grund af sin sprudlende Underholdningsevne uafladeligt søgt af de bedste Skribenter levede han som Tilskuer til Livet under Samtaler med Mænd som Charles Lamb, Wordsworth, Southey, Leigh Hunt, Hazlitt, Carlyle, netop i de samme aar, under hvilke aanderne af den hans modsatte Retning, Shelley og Byron, med ildfuld Kraft udtalte sig mod den Ordning af Samfund og Stat, om hvis Fortrinlighed han var overbevist. Medens han viljeløs og underkastet Ave som et Barn lod Andre tage Vare paa sit Liv og selv bevaret stedse mere uddannede sig til Samfundsbevarer, udviklede de to store Frihedsdigtere, kastede ud fra deres Hjem og henviste alene til deres egen personlige Energi, den højeste Selvstændighedsfølelse, der endnu i Poesiens Historie var kommen til Udbrud, og opreves, da hverken nogen Anden eller de selv gjorde Noget for at bevare deres Liv, længe før Tiden i lidenskabelige Kampe for saa at bortrives af en tidlig Død. Den personlige Undersøgelse og den personlige Frihed var for dem et lige saa dyrebart Klenodie som den anglikanske Kirke (Church of England) var det for ham.

 

Noter til Kapitel 7:

*7) being at a loss, when suddenly asked my name, I answered Cumberback and verily my habits were so little equestrian, that my horse, I doubt not, was of that opinion ...

 

8. Søskolens Frihedsbegreb.

 

Vistnok er det langtfra, at Coleridge og Søskolens øvrige Medlemmer skulde have kaldt sig Andet end varme Venner af Frihed; den Tid var forbi, da de Reaktionære kaldte sig anderledes: Coleridge har skrevet et af sine smukkeste Digte, Oden "France" som en Hymne til Friheden og kræver her Skyer, Bølger og Skove til Vidne paa, at han altid har elsket den, og Wordsworth, der udtrykkeligt har tilegnet den to store Grupper af sine Digte, betragter sig endog som dens givne Talsmand. Efter en flygtig Læsning kunde man antage disse Digtere for fuldt saa frihedselskende som Moore eller Shelley eller Byron. Men selve Ordet Frihed betyder i hines Mund noget Andet end i disses. Man maa for at forstaa det undersøge og opløse det med de to simple Spørgsmaal: Frihed - for hvad? Frihed - til hvad?

Frihed er disse konservative Digtere et bestemt endeligt Gode, som England har og som Europa mangler, Retten for et Land til at styre sig selv uden Enevoldshersker af en fremmed Stamme. Det Land, der har denne Forret, er frit. Ved Frihed forstaas altsaa i denne Lejr Frihed for fremmed politisk Tvangsherredømme; om Frihed til Noget er saa at sige i den ikke Tale. Man kaste et Blik henover Wordsworth's Frihedssonetter og se, hvad det er han besynger. Det er de europæiske Folkeslags Kamp mod Napoleon, der betegnes som en Art Antikristen. ("Djævlen paa sin Flammetrone) kalder Scott ham.)

Digteren sørger ved Spaniens, ved Schweiz's, ved Venedigs, ved Tyrols Erobring af de Franske. Han besynger den tapre Hofer, den brave Schill, den forvovne Toussaint L'ouverture, der har vovet at byde Voldsmændene Spidsen, og ikke mindre Gustav den Fjerde Adolf af Sverig, der med romantiskridderlig Evneløshed havde tilkastet Napoleon Handsken og forkyndt sit Sværmeri for Bourbon'ernes Tilbageførelse. Kort efter skulde jo ogsaa Victor Hugo og Lamartine som det nedarvede Kongedømmes Mænd besynge ham og hans Søn Prins Gustav af Vasa. Fra Napoleon gaar Hadet og Afskyen over paa Frankrig. I en af Sonetterne (Inland within a hollow vale I stood) fortæller Wordsworth, hvorledes Kanalen mellem England og Frankrig et Øjeblik havde forekommet ham smal som en Indsø og Angest grebet ham for at England kunde være landfast med hint fortabte Land; da styrker den Tanke ham atter, hvor stor den engelske Folkesjæl er, og hvor ringe den franske. I en anden Sonet glæder han sig ved Tanken om hvor betydelige Mænd og betydningsfulde Bøger England har frembragt og studser ved at Frankrig i Modsætning hertil ikke har frembragt "et eneste betydeligt Bind, ikke en eneste Mesteraand ... men har lige stor Mangel paa Bøger og paa Mænd."

Derfor vender han da atter og atter tilbage til England; hans Sonetter er én lang Kærlighedserklæring til dette Land, for hvilket han føler "som en Elsker og et Barn", dette Land, som er det eneste, paa hvilket nu "alle Jordens Forhaabninger hviler. (note: Sonnets dedicated to Liberty, 1, 17 og 21 ) Han følger i sine Digte sit Land under dets Kampe, han lovsynger som Southey enhver af dets Sejre, og hans Frihedssonetter udmunder derfor ogsaa højst betegnende i den store pompøse Taksigelsesode for Slaget ved Waterloo. Vi spørger os nutildags, hvad det var for en Art Frihed, Waterloo bragte; men vi forstaar fuldt vel, at den Gruppe af Digtere, hvis Helte var selve Nationalheltene Pitt, Nelson og Wellington, hvis Lovsange altsaa gjaldt den engelske Forfatning i dens Egenskab af at være Friheden selv og England som Mønsteret for alle Stater, vandt en Yndest hos Folkets store Flertal, som det endnu den Dag idag ikke er lykkedes deres store poetiske Modstandere at naa op til. For hine var Folket et Ideal, som det var, disse stræbte at tvinge deres Folk til at rette Blikket mod et ikke naaet, ja end ikke erkendt Ideal; hine smigrede Folket og lønnedes med Laurbær; disse opdrog og tugtede Folket og stødtes ud af dets Skød. Medens Æresposten som Hofdigter (Poeta laureatus) tilbødes Scott og beklædtes saavel af Southey som af Wordsworth har det engelske Folk endnu den Dag idag ikke aflagt et eneste offenligt Vidnesbyrd om hvad det skylder Shelley og Byron. *8) aarsagen er den, at deres Frihedsbegreb var saa vidt forskelligt fra Søskolens. For dem var Frihedsideen ikke virkeliggjort i et Land eller i en Forfatning, forelaa overhovedet ikke som en færdig Ting, for dem var Kampen for Frihed ikke heller virkeliggjort i en dybt egenkærlig Krig mod en revolutionær Erobrer. De følte det dybt, hvor stor en Ufrihed, politisk saavel som aandelig, i Kirken saavel som i Samfundet, der kunde trives under en saakaldt fri Forfatning. Lidet oplagte til Lovsange over hvor herligt vidt Menneskeheden og særligt deres Landsmænd var komne, følte de under det saakaldte Frihedsstyre et dybt og brændende Frihedssavn, Savn af Frihed til altfor Meget - til at tænke uden Hensyn til Troessætninger og til at skrive uden at krumme Ryg for en offenlig Mening, til at handle som det stemmede med deres inderste Væsen uden at underkastes Opsyn af dem, der fordi de selv ingen Personlighed besad, var de mest højrøstede og ubarmhjertige Dommere over de Karakterfejl, der var knyttede til Selvstændighed, Originalitet og Geni. De saa, at den herskende Kaste under "Friheden" hyklede og løj, udsugede og plyndrede, tøjlede og tvang, bastede og bandt, fuldt saa galt som den enkelte Selvhersker gjorde det med sin Enevoldsmagt, og uden som han at have den store aands Myndighed og Geniets Undskyldning. For Søskolens Digtere var Tvangen ikke Tvang, saasnart den var engelsk, Voldsmagt ikke Voldsmagt, saasnart den var "konstitutionelt monarkisk", Lysfjendskabet ikke Lysfjendskab, saasnart det udgik fra en "protestantisk" Kirke. De radikale Digtere kaldte Tvangen for Tvang, selv naar den svang Englands egen Fane over sit Hoved og mødte med den engelske Kokarde til Politiskilt; de udstrakte hines Uvilje mod uindskrænkede Konger til Kongerne overhovedet; de ønskede ikke blot Jorden befriet fra katolske Præsters Herredømme, men overhovedet fra Præsteformynderskab. Da de saa Digterne af den modsatte Skole, der i Ungdommens Hede var gaaede fuldt saa vidt som de selv give sig til at forherlige Englands Toryregering med en Renegatgruppes hele Iver, da kunde de ikke betragte dem som andet end som Frihedsfjender. Derfor sørger Shelley i sin Sonet til Wordsworth over at han "har svigtet Sandhed og Frihed", derfor fristes Byron atter og atter overfor Southey til at "skære ham op som et Græskar", og derfor er der overhovedet i disse Digteres Lidenskab for Friheden et helligt Raseri, en ædel Ild, hvoraf ingen Gnist er at finde i Søskolens platoniske Kærlighed til den. Naar Shelley synger til Friheden:

 

Og dit Blik er skarpre end Glimt af et Lyn,

og dit Drøn mer end Jordskælvets Trampen.

Stormhavet du døver. Som skinnende Syn

overstraaler du Ildsprudslampen,

den vilde Vulkan. Solens glødende Kærne

er Lygtemandslys mod din straalende Stjerne

 

da føler man, at denne Frihed ikke er en Ting, som lader sig gribe med Hænder eller give som Gave i en Forfatning eller bogføre i en Statskirke, men er Menneskeaandens evige Fordring, dens umistelige Krav til sig selv, den himmelske Ild, Prometheus nedlagde som Gnist i Menneskehjertet, da han dannede det, og som det har været de største Mænds Gerning at puste op til den Flamme, der er Kilden til alt Lys og al Varme for dem, som føler, hvor gravmørkt og stenkoldt Livet vilde være uden den. Denne Frihed er det, som i hvert nyt aarhundrede dukker op med et nyt Navn, som i Middelalderen forfølges og udryddes under Navnet Kætteri, i det sekstende aarhundrede forfægtes og bekæmpes under Navnet Reformation, i det syttende aarhundrede dømmes til Baal og Brand som Trolddom og Ateisme, i det attende aarhundrede bliver til et Evangelium under Form af Filosofi for under Revolutionen at blive til en Magt i Skikkelse af Politik, og som endelig i det nittende aarhundrede af Fortidens Talsmænd stemples med det nye Øgenavn: Radikalisme.

Den Frihed, Søskolens Digtere priste, var et bestemt, virkelig tilværende Indbegreb af Friheder, ingen Frihed. Hvad de revolutionære Digtere derimod forherligede, var vel i og for sig den sande Frihed, men de opfattede denne Frihed saa virkelighedsfjernt, at de i det enkelte altfor hyppigt skød ud over Maalet. I Svækkelsen af al bestaaende Regering saa de kun Svækkelsen af slet Regering, i undertrykte Folkestammers halvt barbariske Oprør saa de den evige Friheds Morgenrøde. Shelley havde saa lidt Menneskekundskab, at han ansaa Slaget for vundet, hvis han med ét Slag kunde udrydde alle Konger og Præster, og Byron lærte først sent ad Erfaringens Vej, hvor faa republikanske Dyder de i Frihedens Navn sammensvorne europæiske Revolutionsmænd besad. Søskolens Mænd var sikrede mod de radikale Digteres ædelmodige Vildfarelser og Foregribelser, men Efterverdenen har havt større Nydelse og Udbytte af Frihedskærlighedens Udskejelser hos disse end af hines fra alle Sider begrænsede og omhegnede Frisind.

 

Noter til Kapitel 8:

*8) Først i disse Dage (1875) har Disraeli som Formand for "Byron Memorial Committee" stillet sig i Spidsen for Indsamlingen til en Statue af Digteren, som skal rejses paa en af Londons Pladser.

 

9. Søskolens østerlandske Romantik.

 

Her er Stedet til at unde den Mand en Plads, som var Byrons og Shelleys værste Fjende og Coleridges bedste Ven og som i det Hele staar Coleridge nær som fremragende engelsk Romantiker, hvor langt hans Frembringelser end i Indholdsværd staar tilbage for Vennens.

Robert Southey, født 1774 i Bristol, var Søn af en Lærredshandler der og beholdt hele sit Liv igennem Præget af at være kommen til Verden i snevre Kaar og med en snever Synskres for Øje. Efter en kort Tid at have studeret i Oxford blev han som Søskolens øvrige Digtere greben af Revolutionsaanden og skrev i 1794 et højst jakobinsk Poem "Wat-Tyler". Som Indskrift til det Værelse, hvor Kongemorderen Martin havde siddet fængslet, forfattede han paa den Tid følgende Linjer:

 

I tredive aar, alene indespærret,

her Martin smægted. Ofte disse Mure

gav Genlyd af hans Skridt, naar Fod for Fod

han kresed i sit Fængsel. Ej for ham

var aarets Tiders skønne Vekslen til;

aldrig ham Solens Straaler gjorde glad,

undtagen naar et brudt, sørgmodigt Lys

højt oppe faldt igennem Vindvets Stænger.

Og spørger du, hvad Brøde han begik?

"Med væbnet Haand han havde Oprør gjort

og over Kongen sat sig selv til Doms."

Hans Ildhu lagde nemlig skønne Planer

for Lykke, Fred og Frihed. Vilde Drømme!

Dog saadanne, som Platon elskede ...

 

Herpaa skrev dengang Canning følgende ganske morsomme Parodi: Indskrift paa den Celle i Newgate, hvor Fru Brownrigg, Læredøtre-Mordersken, sad indespærret:

 

En hel Session, til hendes Sag kom for

her Brownrigg smægted. Ofte disse Celler

gav Genlyd, naar hun banded, hvined eller

skreg efter frisk Genever. Ej for hende

var Tothills Marker skønne, ej for hende

var Forstadslivets skønne Vekslen til,

før end tilsidst hun langsomt i en Karre

blev trukket ud af Byen for at hænges.

Og spørger du, hvad Brøde hun begik?

"To Læredøtre pisked hun ihjel

og gemte dem blandt Kul i Husets Kælder."

Thi hendes Ildhu lagde strenge Planer

for Tugt og Ave. Stærke Fremtidsdrømme!

dog af den Arv, som lærtes af Lykurg.

 

Da ogsaa han havde opgivet sine Udvandringsplaner og faaet sin Frøken Fricker, bosatte han sig i London 1797. Fra 1807 af nød han af Staten en aarpenge paa 150 Pund. Efter Digteren Pye's Død blev han "Poeta laureatus" med 300 Pund aarlig. Denne Stilling, som medførte Forpligtelse til at besynge alle de det kongelige Hus vedrørende Begivenheder, blev først af Prinsregenten tilbudt Walter Scott, der spurgte sin Velynder Hertugen af Buccleugh om Raad. I Hertugens Svar hedder det: "Hvorledes kunde De udholde paa en kongelig Fødselsdag at høre en Hob hæse og kvækkende Korister aflire Deres Vers i Recitativer til Opbyggelse for Biskopper, Pager, Hofdamer og Livgardister! o skrækkeligt, tre Gange skrækkeligt!" Scott afslog da den tiltænkte Udmærkelse, men foreslog Southey til den som kongetro og trængende Digter. I største Delen af sit Liv var denne henvist til at leve af sin Pen og skrev saaledes nødtvungen Meget. Flittig som han var, økonomisk og prydet med alle gode huslige Egenskaber efterlod han sig en Kapital af 12000 Pund. Romantiken var hos ham som hos Tyskerne saa langt fra at udelukke de borgerlige og spidsborgerlige Dyder, at den tvertimod paa det Bedste forligtes med dem. Den havde jo nu engang saa lidt med Livet at gøre. Til Gengæld forhindrede hans ærbare Filisteri ham ingenlunde i at lade sin Fantasi foretage de vildeste østerlandske Flugter.

Der var i Southeys første Livsafsnit, det frisindede, øjensynligt noget smukt og varmt ved hans Begavelse. Han havde Begejstring og han havde Mod. Hans Epos "Joan of Arc" fra 1797 er et Digt, som fremgaar af ligesaa inderlig en Følelse for Frankrigs Heltinde som den, Schiller fem aar senere lagde for Dagen i sit Drama "Jomfruen fra Orleans". Som Schillers Digtning er Southey's et Modstykke til Voltaires "Pucelle", ja den ærbare engelske Poet forsikrer endog i sin Fortale, at han aldrig "har gjort sig skyldig i at kaste et Blik" i dette Digt. I "Joan of Arc" er Southey endnu ikke Romantiker. Han retter nu og da sit Øje fremad lige til sin Samtid. I tredje Sang forherliger han Fru Roland som den heltemodige Kvinde, der blev Martyr for Fædrelandskærligheden, i tiende Sang Lafayette, hvis Navn "Friheden bestandig vil elske", og selv i Fremstillingen af Jeanne's Bedrifter er ganske anderledes end hos Schiller enhver Paaberaabelse af Trolddom undgaaet. Paa et afgørende Sted i Digtet, hvor Jomfruen udspørges om sin Tro, aflægger hun og gennem hende Digteren en saa aaben Bekendelse til Naturen, at man tilfulde føler, hvorledes ogsaa for Southeys Vedkommende den i Datidens engelske Poesi Alt beherskende Naturalisme er den Grundvold, hvorpaa han staar.

Kvinde, siger en Præst til Jeanne d'Arc, Du synes at lade haant om vor Kirkes hellige Forskrifter, og hvis jeg ret forstod dine Ord, siger Du, at Ensomheden og Naturen lærte dig religiøse Følelser og at Messer og Syndsforladelse og Brugen af Vivand nu ikke mere kendes af dig. Hvorledes kunde Naturen lære dig sand Religion? Naturen kan lære at synde, men Præsten alene kan lære Anger og byde St. Peter aabne Himmelens Porte og udløse Sjælen af Skærsilden ...

Pigen svarer: I, den hellige Kirkes Fædre! hvis en simpel Pige som jeg skulde fare vild paa disse vanskelige Punkter, saa henfører ikke Brøden til selvraadig Forstand, der sætter sin egen Styrke over den himmelske Visdom! Sandt er det, at jeg i lang Tid ikke har hørt Lyden af den højttonende Messe eller ført det hellige Vand til skælvende Læber; dog Fuglen, som sendte sin muntre Sang som en Hilsen til Solens Morgenstraale syntes mig at kvidre en sødere Tak til Himlen i sin vilde Lykkes Melodi end der nogensinde klang gennem de Kirkebuer, som Mennesker har hvælvet; alligevel plukkede jeg aldrig tankeløst de modne Klaser af Vinranken uden at mindes den Gud, som skænkede mig dette ublodige Maaltid. I har sagt mig, ædle Herrer, at Naturen ene lærer Mennesket at synde. Hvis det er Synd at opsøge det saarede Lam, at forbinde dets Saar, at bade dem med mine Taarer, saa er det Synd, hvad Naturen lærte mig. Nej, I Fædre! Nej! Det er ikke Naturen som kan lære En at synde: Naturen er lutter Godhed, lutter Kærlighed, lutter Skønhed. I de grønne Skoves rolige Skygge er der ingen Last, der bringer Harmens Rødme til at stige op i Kinden, der er ingen Elendighed, ingen ulykkelig Moder, som bleg og forhungret hænger over sine sultne Børn med et saadant Blik, saa mat, saa jammerfødt, at det en Dag med fordømmende Veltalenhed vil anklage de Mægtige paa Jorden! ... (note: Southey: "Joan of Arc" Book 3)

Den opmærksomme Læser vil alene i dette lille Deklamationsnummer kunne spore ikke blot Efterklangen af den revolutionære Lidenskab hinsides Kanalen, der her er omsat i engelsk Naturdyrkelse, men ogsaa den unge Digters Mangel paa Evne til at give sit Æmne en virkelig Tids- og Stedsfarve. Frankrig og Middelalderen er ham, hvad senere Østerland og Sagnverdenen skulde blive ham, et Kostyme, hvorunder han lader sine engelske og protestantiske Ideer spille. Der udfordredes dog imidlertid et vist Mod til paa hin Tid, da Nationalhadet mod Frankrig var saa levende, at forherlige Fjendens nationale Heltinde, og Digtet er trods dets Tørhed saavel i Følelse som i Farve et Værk, som gør en ung Digter Ære; men den aand, der her bar hans Evner oppe, skulde hurtigt forsvinde af hans Poesi.

Jo mere Ungdommens uegennyttige Begejstring for Menneskehedens store Opgaver og Drømme ebbede i hans Sjæl, des mere følte han Trangen til at bøde paa denne Tørke ved at befrugte den med en Strøm af rent udvortes Romantik. Han var efterhaanden naaet til et vist Herredømme over Sprogets Midler, formaaede at skrive løst byggede men velklingende og i al deres Ubestemthed og Enstonighed ret stemningsfulde Strofer. I denne bløde og smidige Form udrystede han saa Arabiens Overtro og Østerlandenes mest fantastiske Drømme, og af Blandingen fremgik hans to Hovedværker "Kehamas Forbandelse" og "Thalaba, Ødelæggeren". Retningen mod Østerland er en fælles romantisk, den findes samtidigt hos Oehlenschläger, og da Bevægelsen senere naaer Frankrig, hos Victor Hugo (Aly og Gulhyndi - Les Orientales). Men hvad der særligt maatte lokke engelske Digtere til Østen var det farveløse protestantiske Liv i Hjemmet med dets strenge og kolde Velanstændighed. Dog der udfordredes en Irlænder, Thomas Moore, en Kolorist med keltisk Blod i sine aarer til om saa blot tilnærmelsesvis at forstaa et Folk og en Sagnverden som det gamle Persiens og til i det engelske Sprog at genfremstille Østens Natur i en Stil, der er som overstrøet med Juveler og barbariske Smykker. "Lalla Rookh" er intet Mesterværk, dets Personer og Tanker er meget for europæiske og tamme; men "Thalaba" er saare mat i Sammenligning med "Lalla Rookh" og saa sædelig som en engelsk Præken. Dette Digt, som i sin Tid nød en vis Navnkundighed, lider under den skrigende Modsigelse mellem Sceneriets brogede Flitter og Følelsens nøgterne Ærbarhed. Vi er paa den ene Side i en Verden, der ikke er mindre æventyrlig end "Tusind og én Nat"'s; men tillige i en Verden, hvor der uafbrudt læres Menneskekærlighed og Tro paa én Gud. Heltens Levned ledes af det allersærligste Forsyn. Skal han forlade sin Plejefaders Hus, saa skér der intet Ringere end at en Flok syriske Græshopper, forfulgte af en Fugleskare, sendes hen over Huset; en af Fuglene taber ud af sit Næb en Græshoppe, der falder ned for Thalabas Fødder, og paa dens Pande staar med fine Skrifttegn at læse: "Naar Solen bliver formørket ved Dag, da rejs, Du Søn af Hodeirah!" (tredje Sang, Strofe 32). Men paa samme Tid som Digteren bruger et saa æventyrligt Maskineri, kan han ligesom i "Joan of Arc" ikke lade være at sikre sin Læser mod Stedets og Tidens vildfarende religiøse Meninger. Alle hans Hovedpersoner er Forstandstroende overfor deres østerlandske Religion og mangler saa lidt som muligt i at være gode Protestanter. Da Græshopperne kommer, siger Thalabas Plejefader Moath: "Tror du mon, at det er en Skaal Vand, som med Præste-Mummespil er bleven sat op paa en eller anden syrisk Moské, der har ledet dem hid fra det fjerne Khorasan? Nej Allah ene, som bestemte hin Slægt til Menneskets Straf og Plage ..." Det er umuligt for en indfødt Araber at udtrykke sig med mere Kritik. Og saaledes gennemgaaende. Southey opdynger fantastiske Motiver, for saa, naar han bliver ked deraf eller synes, at Læseren kan trænge til en Lære, selv at slaa dem sønder og sammen med en eller anden evangelisk Tekst.

Thalaba har paa sin Finger en Talisman, som beskytter ham mod de onde aander. Derfor gaar alle den onde aand Lobabas Bestræbelser ud paa at franarre ham Ringen. Engang forsøger han f. Eks. at drage den af hans Finger, medens han sover. Men en eller anden af de gode Genier udsender en Vespe, der stikker Thalaba i Fingeren lige over Ringen, saa det bliver umuligt at drage den over det opsvulmede Sted. Paa lignende Maade krydses bestandig hans Planer. Endelig lykkes det den frygtelige Troldmand Mohareb at besnakke Ynglingen. Efterat Troldmanden mere end én Gang er bleven overvunden, haaner han den unge Mand, fordi denne ikke i aaben Kamp, men kun ved en Talisman har kunnet besejre sin Fjende, og driver dette saa klogt og saa vidt, at Thalaba kaster Ringen i en Afgrund. Saa gaar Kampen løs paany. Man venter, at han nu vil maatte bøje Knæ, værgeløs som han staar der mod overnaturlig Magt. Men nej Thalaba sejrer ligefuldt. Hvorledes og hvorfor! En Stemme fra Himlen forkynder det: Fordi Ringen ikke var den sande Talisman, den virkelige Talisman "er Tro". (femte Sang, Str. 41). Men hvortil da det hele Apparat?

Digteren leder os gennem Huler under Jorden, hvor afskaarne Menneskehoveder maa kastes for de Slanger, der bevogter Indgangene; hvor Lyset kun kan holdes, naar Vandreren anbringer det i den afhuggede Haand af en henrettet Morder o. s. v., kort sagt igennem en Verden, hvor det gaar ganske anderledes til end i det britiske Rige. Men det Hele er kun Ballet; pludseligt sker en Sceneforandring: de østerlandske Gangklæder forsvinder og Suffløren læser en Troesartikel højt. Saa begynder Balletten paany. Scenen forestiller et Gæstebud med overdaadige Retter, med pragtfulde Vine i gyldne Kar, Vine, rosenrøde "som Morgengryet" og safranfarvede "som Aftentaagerne", og andre som Rubin og Ambra. Hvad nytter al denne fristende Herlighed? Thalaba er altfor god en Muselmand til at lade sig forføre. "Men Thalaba tog ikke Drikken. For han vidste vel, at Profeten havde forbudt denne Drik, Syndernes Moder. Og heller ikke trængte Gæsterne mere ind paa ham for at paanøde ham den flydende Ild, thi i Ynglingens Øje læste de en uforanderlig Beslutning." Ret besét er "Ødelæggeren" Medlem af en engelsk Afholdenhedsforening; som ægte "teetotaller" vil han kun drikke Kildevand og "spise Vandmeloner" dertil. (sjette Sang, Str. 24).

Saa fyldes Scenen af Figurantinderne. "Da ordnede en Trop af Kvinder sig til Dans. Deres Ankler var ombundne med Ringe af Klokker, hvis Lyd klang i Takt. Gennemsigtige Klædebon viste det graadige Øje deres ukyske Lemmer, som de med Færdighed vred i enhver uhøvisk Stilling." Man ængste sig ikke, Thalaba er en ivrig Modstander af det arabiske Flerkoneri, ret som en ung rejsende Englænder væbner han sig med Tanken om sin Forlovede i Hjemmet. "Thalaba stirrede, men i sit Hjerte bar han en Talisman, hvis velsignede Alkymi forvandlede det urene Optrins løse Indtryk til dydige Tanker. Oneizas Billede svømmede for hans Øje, hans egen arabiske Piges Billed." - Thalaba fødes i England næsten samtidigt med at Aladdin frembringes i Danmark. ("Kehama" er fra 1801, "Aladdin" fra 1804, "Thalaba" fra 1810). Hvor fiskeagtig staar han ikke i Sammenligning med sin danske Broder!

Han naaer Maalet, han bliver gift med "sin egen arabiske Pige". For at det Hele kan være tilgavns opbyggeligt og gudeligt, dør hans Brud samme Nat. For at Alt paany kan faa et østerlandsk Sving, tvinges Thalaba af den arabiske Skæbnemagt til at dræbe en ung uskyldig Pige ved Navn Laila. For at endelig Alt kan ende tilgavns evangelisk, slutter han med i en højtravende Sørgetale at tilgive den Troldmand, der er Skyld i alle hans Ulykker, den samme, hvem han hele sit Liv igennem har opsøgt for at hævne sin Faders Drab, og som endelig nu er ude af Stand til at undfly ham. "Gamle Mand! jeg dræber dig ikke, sagde Thalaba. Det Onde, Du har gjort mig og mine, medfører selv sin egen bitreste Straf." O Thalaba! du taler som en Bog, men som en af de Bøger, man lukker.

Lad os lukke den og kaste et Afskedsblik paa dens Forfatter. Selv Thackeray, der overroser Southey som Karakter, maa om hans Hovedværker indrømme Muligheden af at i Kampen mellem Ødelæggeren Thalaba og Tiden er det den sidste "Ødelægger", der har beholdt Valpladsen. Det var lærerigt at vide hvor mange nulevende Engelskmænd, der har læst dette Digt. For Efterslægten er og bliver Southeys Navn kun bekendt ved hans hysteriske Udfald mod Byron og dennes uforlignelige Kontrahug. Vi har Southeys "Doms- Vision" at takke for Byrons, og for den sidstes Skyld tilgiver vi ham gerne baade "Kehama" og "Thalaba". Og dog - hvor meget tomt Fantasteri disse Digte end indeholder, til Naturbeskrivelserne strækker dette sig ikke saaledes som hos Romantikerne i Tyskland. Selv midt under al denne romantiske Forvildelse fornegter Englænderens ædru og naturtro Anlæg sig ikke. Smuk er straks Digtets første Strofe med dens Skildring af Ørkennatten, hvis milde Tonefald Shelley som Yngling efterlignede i sin "Dronning Mab":

 

Hvor herlig Natten er!

En dugget Friskhed fylder den tause Luft,

Ej Taageslør, ej Sky, ej Stænk, ej Plet

bryder vor Himmels Klarhed.

I fuldest Pragt histoppe ruller Maanen

guddommelig igennem mørkblaa Dybder.

I Lys af Straaleskæret

sig Ørkenkresen breder

omspændt af Himlens Hvælv som Oceanet.

Hvor herlig Natten er!

 

Karavansangen i femte Akt af "Aladdin" giver neppe et skønnere Billede af Maaneskinnet paa Ørkenens Sand. Og af saadanne Billeder er der hos Southey ikke faa. Naar han skildrer den frygtsomme Antilope, der hører de Vandrendes Skridt og som staar stille tvivlsom, hvorhen den skal vende sig i det usikre Skær, eller Strudsen, som i sin blinde Hast iler lige mod dem, medens de ubevægelige Taager udbreder sig over Ørkenen ved Nat (4. Sang, Str. 19), saa er dette ikke et Sceneri i tyskromantisk Stil, men et naturtro Billede fra Østen, udført paa Grundlag af engelsk Iagttagelsesaand.

Der er blevet aflagt varmere Vidnesbyrd til Fordel for Robert Southeys Karakter af hans Samtidige og Venner end ret let om nogen anden Mand, hvis politiske og literære Rygte er saa tvivlsomt. Han var for Wordsworth en paalidelig Ven, for Coleridge den bedste og mest trofaste Støtte, og hvad der ikke falder mindst tungt i Vægtskaalen Walter Savage Landor hædrede ham trods sit stikmodsatte politiske Standpunkt med et Venskab, der først sluktes ved Døden og som har sat sig talrige Mindesmærker i Landors "Opdigtede Samtaler". Da Emerson femtende Maj 1833 har spist til Middag hos Landor, skriver han: "Jeg spiste med Landor - han pinte mig med Southey - men hvem er Southey?" Man ser, at Landor har stræbt at fange Sjæle for sin Ven. Endelig har Thackeray, hvor han søger om Typen paa en engelsk Gentleman, ikke betænkt sig paa at nævne den fattige, flittige og hjælpsomme Robert Southey som Mønsteret paa en saadan.

Men intet Vidnesbyrd til Fordel for hans personlige Karakter vil kunne redde hans literære. Den er stemplet af hans Lovsange over Englands Kongehus og af hans Angiveri overfor Byron. At han som Søskolens øvrige Medlemmer stillede sig koldt og fjendtligt til denne nye og hensynsløse literære Fremtoning, var naturligt. Men at han - selv en Digter - hidsede den dannede Pøbel mod en anden og saa uendeligt større Digter med den lumpne Anklage for Usædelighed og Ugudelighed, det er en Forbrydelse, som Historien ikke tilgiver og som den straffer ved kun at opbevare Southeys Navn i en Anmærkning til Byrons Virksomhed. Da "Don Juan" begyndte at udkomme, skrev Southey:

"Jeg er ikke blind for, at Publikum er særligt utaalsomt mod literære Reformforsøg ... Men jeg vilde ønske, at Ufordrageligheden overfor Bøger fremgik af en sundere Dømmekraft og angik Værkets Moral hellere end dets Komposition, aanden snarere end Formen. Jeg vilde ønske, at den var rettet mod de misfosteragtige Blandinger af Rædsler og Bespottelser, af det Usædelige og det Ugudelige, hvoraf engelsk Poesi i vore Dage er bleven besmittet. I mere end 50 aar har engelsk Literatur udmærket sig ved sin moralske Renhed, der har været en Virkning af og atter aarsag til en Forbedring af Folkets Sæder. En Fader kunde uden nogen Fare give sine Børn enhver nyudkommen Bog i Hænde, hvis den ikke paa Titelbladet bar et eller andet synligt Tegn paa, at den var bestemt til Forsyning af utugtige Huse. Det gjaldt kun om, at Værket bar en hæderlig Forlæggers Navn eller blev sendt fra en hæderlig Boghandler. Dette var i Særdeleshed Tilfældet med Poesien. Dette er ikke længer saaledes, og ve den, fra hvem Forargelsen kommer! Jo større Forargerens Evner er, des større er hans Brøde og des længere vil hans Skam vare. Hvad enten Loven i sig selv er ude af Stand til at raade Bod paa et Onde af denne Betydning eller den bliver bragt til Udførelse med Slaphed og med en saadan Uretfærdighed, at Forargerens Ry sikrer ham Ustraffethed, saa bør dog enhver betænke, at saa fordærvelige Værker hverken vilde blive offenliggjorte eller skrevne, hvis de mødte den Modstand, de burde, i den almindelige Følelse. Enhver, som køber slige Bøger eller lader dem komme over sin Tærskel, forøger Ondet og bliver forsaavidt en Medskyldig i Forbrydelsen. Offenliggørelsen af en usædelig Bog er en af de værste Krænkelser, der kan begaas mod Samfundets Velvære. Det er en Synd, for hvis Følger ingen Grænse kan drages, og som ingen senere Anger kan modvirke. Thi hvilke Samvittighedsnag Forfatteren end maatte lide, naar hans Time kommer, og komme maa den, det vil Intet nytte. Den jammerfulde Anger paa et Dødsleje kan ikke udslette ét Eksemplar af Bogen ... Mænd med syge Hjerter og fordærvet Indbildningskraft, som har dannet sig et System af Meninger, der passer til deres egen sørgelige Opførsel, Mænd, der gør Oprør mod det menneskelige Samfunds helligste Forskrifter og der hader den aabenbarede Religion, som de trods alle deres Bestræbelser og Pralerier er ude af Stand til helt at forholde sig vantro overfor, arbejder paa at gøre Andre ligesaa elendige som de selv er ved at smitte deres Sjæle med en aandelig Ædder. Den Skole, de har dannet, kan mest passende benævnes den sataniske Skole; thi skønt deres Frembringelser aander Belials aand i de slibrige Partier og Molochs aand i de modbydelige Billeder af Grusomheder og Rædsler, som de søger en Glæde i at fremstille, er de dog mest ejendommeligt betegnede ved Hovmodets og den frække Ugudeligheds sataniske aand, der ligefuldt røber den usalige Følelse af Haabløshed ..."

Saa lang en Prøve paa denne bibelske Veltalenhed maatte anføres, fordi den er saa typisk for Mænd af Forfatterens Afart. Ethvert kraftigt Udbrud af en mægtigt Partiaand har desuden kulturhistorisk Værdi. Var det imidlertid ikke som en Nemesis over Southey, at en Boghandler i aaret 1821, samme aar som han affyrede denne Salve, skulde falde paa at gøre sig en Indtægt ved hemmeligt at optrykke hans gamle oprørske "Wat-Tyler", saa at Digteren maatte henvende sig til Domstolene for at faa Oplaget undertrykt og Ophavsmanden straffet - og var det ikke dobbelt Nemesis, at Lord Eldon svarede med at afvise Sagen, fordi han ikke ansaa det for rigtigt at understøtte nogen Forfatter i hans Ret med Hensyn til ligefrem skadelige og Sædeligheden nedbrydende Skrifter! Samme aar var det saa, at Southey i Anledning af den gamle sindssvage Kong Georg den Tredjes Død skrev sit lange triste Heksameterdigt "Domsvisionen" (The vision of judgment), et Digt som det ikke blot paa Grund af Æmnets Lighed men ogsaa paa Grund af Overensstemmelsen med Hensyn til Benyttelsen af det Overnaturlige er interessant at sammenligne med Victor Hugos ligesaa kongetro Digt "Visionen." Betegnende nok forgudede Southey den stakkels gamle Georg den Tredje for de eneste Dyder, som Southey selv forstod, de eneste iøvrigt, som Kongen havde besiddet, de huslige og borgerlige Dyder: at han var tro mod sin Kone, god mod sine Børn osv., Egenskaber, der lige saa lidt gør Nogen til en god Konge som til en god Digter. Saa var for Byron Maalet fuldt. Den krænkede Apollo rejste sig i sin Vrede, med ubeskriveligt Lune greb han den stakkels Marsyas ved Øret og flaaede ham levende i sin "Doms-Vision".

 

10. Den historiske og folkebeskrivende Naturalisme.

 

Lad os fra Southey vende Blikket mod en bedre Mand end han var, mod den Digter, der formede den ejendommeligt britiske Romantik paa Folkenaturens og Historiens Grund. Han behøvede ikke som Søskolens Mænd at gøre sig til Renegat for at blive konservativ i religiøs og politisk Henseende, men var det uden Had eller Uvilje mod aanderne af den modsatte Retning, ren og rolig af Naturel, ædel og fast af Karakter, poetisk saa sprudlende rigt begavet, at han mere end en Snes aar igennem forsynede alle Europas Lande med en sund og underholdende Læsning, og saa dybt ejendommelig i sit Syn paa Menneskeracer og Verdenshistorie, at hans Indflydelse paa Europas Historieskrivning ikke blev ringere end den, han udøvede paa Romandigtningen i alle civiliserede Lande.

Walter Scott fødtes i Edinburgh den femtende August 1771 som den niende Søn i en gammel adelig Familie. Faderen var Jurist og synes med sin strenge Ordenssans at have havt nogen Lighed med Goethes Fader; Sønnen har malt ham, siges der, som den alderstegne Købmand i "Rob Roy". Stærk Kongetroskab var i Familien gammel og nedarvet - først som Hengivenhed for Stuarterne, saa for Huset Hannover - og ikke mindre den strengeste Kirkelighed. Den lille Walter var sund og stærk, indtil han i sit andet aar pludselig blev halt paa sit højre Ben. Den rolige aandsligevægt, hvormed han hele sit Liv igennem bar denne Legemslyde, staar i en mærkelig Modsætning til den Lidenskabelighed, hvormed hans store engelske Medbejler omfattede sin beslægtede Vanskæbne. Han voksede op i Sværmeri for den fordrevne Kongefamilie og for Folkesangene med deres Meddelelser om Højlændernes og Skotternes gamle Kampe. Allerede i den spædeste Alder kunde han lange Stykker udenad af hin Ballade om Hardiknut, hvormed han i 1815 aflokkede Byron Taarer. Alt hvad der var Anekdotagtigt især i Rim- og Balladeform lærte han med Lethed; derimod bemærkes det udtrykkeligt, hvad der allerede antyder Beskaffenheden af hans senere Frembringelser, at aarstal og "almindelige Grundsætninger" tilegnede han sig kun med Vanskelighed. Den lille halte Dreng, der bestandig red omkring paa en Pony, som ikke var større end en almindelig Slagterhund, var en Kender af Percy's Samling af gammelskotske Digte og Brudstykker, ja hvad mere mærkeligt er, han samlede paa gamle Digte som andre Børn paa Mønter eller Segl og havde, ti aar gammel, flere Bind fulde. Hele sit Liv igennem vedblev han ogsaa at være en Balladejæger. Hans Sans var ligesaa tidligt opladt for Naturomgivelserne som for Poesien. Han standsede og dvælede ved enhver Ruin, ethvert Mindesmærke, ja ved enhver gammel Sten; men han betragtede ikke Naturen med Wordsworth's ejendommelige Inderlighed for dens egen Skyld blot som Natur; den havde for ham en overvejende historisk og poetisk Interesse. En Gruppe gamle sammenvoksede Træer kunde ikke i og for sig vække den Andagt i hans Sind som i Wordsworth's; men dersom det hed sig: Under dette Træ har Karl den Anden hvilet - eller: Til dette Træ knytter sig Erindringen om Mary Stuart - da skar han Grene af Træet til Minde om sit Besøg paa Stedet og glemte det aldrig.

Femten aar gammel lærte han de maleriske skotske Højlande at kende, der skulde faa saa stor en Betydning for hans Poesi ved at forsyne hans digteriske Skikkelser med et nyt, Europa ubekendt, Sceneri. Fra det Øjeblik af, da han var bleven sig bevidst som Digter, studerede han Naturen, aldeles som en Maler optager Studier. Vilde han beskrive en Eng, rejste han for den Sags Skyld derhen, optegnede paa det Nøjeste Bjergenes Udseende, Skovenes Beliggenhed og Form, selv Skyernes Art og Omrids i det givne Øjeblik, ja ofte de enkelte Blomster og Buske, der stod paa Vejen eller ved Indgangen til en Hule. Det poetiske Blik paa Naturen, han havde tilfælles med Romantikerne i Tyskland og Danmark, udelukkede ikke den kraftigste og nøjagtigste Virkelighedstroskab i Skildringen. Medens Oehlenschläger længe kunde hjælpe sig med "Kærminder" og Roser, kendte Scott hver Høj, hver Dal, hver Bæk, hver Klippe, hver Sten, hver Sti, og den hele skotske Flora (note: Se Marmion Canto 4, Str. 13, hvor han selv bruger disse Udtryk.).

Endnu var Scotts Digterkald dog ikke blevet ham klart, han uddannede sig til en flittig og stadig Jurist, der skrev sine Akter med den prydelige Juristhaand og de juridiske Snirkler, hvormed han senere skulde bringe saa mange poetiske Værker paa Papiret. Trods sin Vanførhed besad han et sundt, smidigt og kraftigt Legeme og var saa øvet i legemlige Idrætter, at han engang en hel Time igennem paa en ensom Vej forsvarede sig med sin Stok imod tre Karle, der overfaldt ham. Men hvad der er højst betegnende for hans aandelige Bygning: Denne Sundhed var ikke forenet med nogen tilsvarende Finhed i Sanseorganerne. Han manglede næsten helt Lugtesansen, og hans homeriske Appetit var alt Andet end Lækkersultenhed; han kendte hele sit Liv igennem ikke god Vin fra slet, og kunde ingen Forskel smage paa daarligt og fint tilberedt Mad - et Punkt, hvori han danner den mest udprægede Modsætning til sin yngre Samtidige Keats. I Forholdet til det andet Køn var han saa kold, at han paa Grund af denne Kulde maatte udstaa Drillerier af sine Kammerater. Ikke desmindre nærede han i Ynglingeaarene romantiske Følelser for en ung Dame, der ægtede en Anden. Han beherskede sig saa fuldkomment, at Ingen anede noget derom. Han kom hurtigt ud over denne Sorg og efter en kysk og rolig Ungdom ægtede han 26 aar gammel en fransk protestantisk Dame (Frøken Carpenter), hvis Fader var død under Revolutionen. Vinteren 1796-97 tilbragte han under den almindelige Frygt for en Landgang af Franskmændene med at oprette Frivilligregimenter, og da han var Fyr og Flamme for Sagen, udnævntes han til et af Regimenternes Kvartermester og Skriver. Hans første Oversættelser fra Tysk er allerede berørte. Han, som saa længe havde været et levende Magasin af Sange, Ballader og Fortællinger, udgav nu i 1803 en Samling af skotske Folkeviser (Minstrelsy of the Scottish Border), som han helligede sit Fædreland, "Albions bedre Halvdel"; den tredje Del "Nyere Efterligninger" indeholder Digte af Udgiveren selv. *9) En Kritik af Bogen havde den profetiske Bemærkning, at den indeholdt Stof til hundrede Romaner.

Med al sin Troskab mod det engelske Kongehus følte han sig dog bestandig som Skotte, ja der er ingen Tvivl om at selve det skotske Racepræg er det afgørende Grundlag for hans Originalitet. Allerede den poetisk-historiske Interesse, der kommer til Gennembrud hos ham, er skotsk. Intet Fællesmærke har været saa udpræget hos Skotterne gennem alle Tider som en heftig og lidenskabelig Nationalfølelse. Hint Ord "perfervidum ingenium Scotorum", der fra Middelalderen af og i aarhundreder var den staaende Talemaade om Skotlands Beboere, har oprindeligt ingen anden Betydning. Ser vi et Øjeblik bort fra den indre Partispaltning i Landet, som ikke omstøder Følelsen af Fællesskab, saa finder vi ikke let i noget andet Land en saadan Fornemmelse af Sammenhøren som hos dette lille Folk, hvis Rige er landfast med et andet betydeligt større, der taler samme Sprog og har Herredømmet derover. Ogsaa Englænderen har en levende Nationalfølelse, men den er langt mindre fremtrædende og skarp; den er af rent bekræftende Natur og har til Indhold alt det Meget og Forskellige, der efter Englænderens Opfattelse udmærker hans Folk. Skotlænderens Nationalfølelse derimod er uafbrudt aarvaagen, bestandig paa sin Post, fordi den i det Væsenlige har et nægtende Indhold. Naar Englænderen siger: Jeg er en Engelskmand, saa mener han nøjagtigt dette, som han siger; men naar Skotten siger eller tænker: Jeg er Skotte, saa betyder disse Ord i hans Mund saa meget som: Jeg er ikke nogen Englænder (note: Masson: Scottish Influence in British Literature.).

For ret at forstaa denne Følelse maa man betænke Skotternes Faatallighed i Sammenligning med deres mægtige Naboers Antal. Naar man véd, at endnu i aaret 1707 Skotlands hele Befolkning ikke naaede op over én Million, saa begriber man, at kraftigt Sammenhold, dyb Haardnakkethed og værnende Stridbarhed var nødvendige for at den mindre talrige Race ikke skulde se sin Ejendommelighed overskyllet eller fortrængt søndenfra. Saaledes kom man til paa en særligt eftertrykkelig Maade at elske og beundre det ru og mørke Skotland i Modsætning til det grønne og frugtbare England, til at omfatte dets Højder, Enge, Sumpe og Taager med en næsten krigerisk Fædrelandskærlighed. Det kan da ikke undre, at da der i dette Land fødes en stor fortællende Digter og det tilmed paa en Tid, da Nationalfølelsen hele Europa over bryder ind i Poesien, saa bliver det Skotland, som frembringer de første og kraftigste Frembringelser af den historiske, Folkesjælen granskende Romantik. Hvad laa mere nær for en Digter i dette Land end at fordybe sig i Højlændernes ejendommelige Sæder og skildre dem med deres virkningsfulde Klædedragt! Hvad var naturligere for den Mand, hvis blotte Navn syntes at stemple ham som Fædrelandet i Person, end at ty tilbage til Fortiden, dens Minder og Mindesmærker for ligesom at bøde paa hans Landsmænds ringe Tal og Betydning i Samtiden ved at skildre deres Fortidsliv og deres historiske Bedrifter!

Hvad der udmærkede den skotske Nationalfølelse var da først dens Præg af Fællesskabsfølelse: Provinsnationen var mere sammengroet, rummede ikke saa skarpe personlige Modsætninger som Hovednationen. Scott har mange Steder skildret denne kraftige Slægtskabsfølelse hos sine Landsmænd, ingensteds skønnere end i tredje Del af "Fængslet i Edinburgh", hvor denne sunde og smukke Følelse giver den stakkels Bondepige Frejdighed til at henvende sig om Hjælp til Hertugen af Argyle ganske som til en Paarørende. Men den skotske Nationalfølelse havde endnu et andet Grundtræk, nemlig det, at den gjaldt en provinsagtig Særstat, og som saadan var en nedarvet Vedtægt og derfor i Slægt med alle gamle Overleveringer. Heraf hos Scott den overdrevne Ærefrygt for Kongemagten, dens Sindbilleder og dens Tilbehør. Da han var Medlem af Udvalget for Undersøgelsen angaaende de gamle skotske Kronregalier, satte Fundet af disse ham i en saa levende og andægtig Bevægelse, at han, da en af Embedsmændene vilde prøve Diademet paa en ung Dames Hoved, ikke kunde lade være at skrige: Nej, for Guds Skyld nej!

Den første store Følelse af at tilhøre en Særstat med Særaand drog fremdeles en Hærskare af nye Særfølelser med sig. Paa samme Tid som ikke ret mange Folk havde Skotternes Sammenhold, havde endnu færre deres Splittethed i Partier og Lejre. Den Enkeltes Følelse af den Pligt at gaa op i et Fællesvæsen begyndte ikke først ved Staten, men ved Stammen, Clanen, ja Familien.

Derfor træffer vi da ogsaa hos Scott som Balladedigter en særlig Forkærlighed for de Ballader, der behandler Bedrifter, som Digterens Stammefrænder eller Forfædre har udført. Og derfor har han i sin Egenskab af Skotte den mest fremtrædende Familiefølelse. Han var en mønsterværdig Søn og Ægtefælle, han var - som hans Breve til den ældste Søn udviser den kærligste Fader; han var en god Opdrager af sine Børns Legeme og Sjæl, der nærmest kun stillede den gammelpersiske Fordring til dem, at de skulde sidde godt til Hest og tale Sandhed; men selv i disse Følelser var han ingen ret moderne aand. I hans Privatliv som i hans Poesi gik Slægten for ham forud for Enkeltmennesket. Han havde en Broder, Daniel Scott, som forfaldt, og som uden nogensinde at have begaaet noget ligefrem Uhæderligt dog gjorde Familien Skam. Han skaffede gennem Brevveksling denne sin forfaldne Broder en lille Ansættelse i Vestindien, men kaldte ham i Brevene til hans Foresatte bestandig kun sin "Slægtning", forlangte ogsaa af ham, at han aldrig maatte angive for Nogen, hvor nært dette Slægtskabsforhold var, vilde paa ingen Maade se ham, da han var vendt tilbage til Skotland, eller nævne hans Navn eller overvære hans Begravelse, da han døde, eller bære Sorg for ham. Det er den Art Fejl som følger med de samfundsbevarende Dyder. Men det vil ikke undre Nogen, at den Mand, der ellers saa mild i sin Følelse ofrede saa meget paa Slægtens Alter, ikke kunde blive Personlighedens Digter, men med ét Slag blev kastet tilbage i Fortiden, da Byron opstod.

I aaret 1802 stiftedes "Edinburgh Review", og Scott gav fra Begyndelsen af Bidrag til dette Organ, hvis Redaktør hans Landsmand Jeffrey var, der som Kritiker indtager saa stor en Plads i Datidens Digteres Levned, skønt en vis djærv Forstand uden Smidighed og uden Skole var hans eneste kritiske Gave. Dette Medarbejderskab varede dog kun i 7 aar, da Scott i 1809, misfornøjet med "Edinburgh Review"'s altfor frisindede Holdning i det katolske Spørgsmaal og opirret over Jeffrey's nedsættende Anmeldelse af "Marmion", grundlagde "Quarterly Review".

I 1805 udkom Scotts første episke Digtning "Den sidste Minstrels Sang". Den gjorde overordenlig Lykke; man glædede sig over denne Tilbagevenden til Folkepoesien og til Naturen; især blev Naturskildringerne højligt beundrede. Pitt udtalte, at Scott efter hans Mening paa flere Steder havde naaet Malerkunstens Virkninger, og hans Modstander Fox var undtagelsesvis enig med ham i dette Punkt. Havde Scott allerede ved sin personlige Elskværdighed som Embedsmand været saa yndet, at, som Wordsworth i aaret 1803 bemærker, hans Navn var nok til med et Trylleslag at aabne En alle Døre i hans Embedsomraade, saa blev han nu ligesaa yndet som Digter. I kort Tid afsattes 30,000 Eksemplarer. Det var det sekstende aarhundredes Tilstande, der her fremstillede med tilnærmelsesvis historisk Nøjagtighed traadte Læseren imøde. Skildringen af de højlandske Sæder modtoges med levende Deltagelse, og det Bifald, den vandt, bragte Scott paa det Indfald at forsøge noget Lignende i Prosa, en Tanke, der senere hen legemliggjort fik Navnet "Waverley". Foreløbigt var Interessen vakt for Middelalderen, Riddervæsenet, Kongeherligheden, Lenstroskaben og den skotske Nationalejendommelighed. De fodrejsende Englændere begyndte at gøre romantiske Valfarter til Ruinerne af de gamle Borge og til Valpladsen ved Killiecrankie, hvor deres Landsmænd i det syttende aarhundrede var blevne slagne af Uhyrerne med de tærnede Tartaner og de nøgne Lægge.

Hidtil havde Scott skrevet om Aftenen og langt ud paa Natten; nu da hans egenlige Virksomhedsperiode begyndte, henlagde han sin Arbejdstid til den tidlige Morgen. Han var oppe før 5, gik først ned i sine Stalde, hilste paa sine Heste og Yndlingshunde og saa til alle sine Husdyr; derefter satte han sig til at skrive, og arbejdede saa let og rask, at han, naar han mellem 9 og 10 mødte til Frokost, næsten altid allerede "havde knækket Halsen paa sit Dagværk". Kl. 12 forlod han sit Arbejdsværelse og tilbragte Resten af Dagen med sin Familie og sine Gæster. I de friske Morgentimer var det da, at han udarbejdede alle de Værker, som nu fulgte, medens Byron ejendommeligt nok skrev alle sine Poesier om Natten. Det er, selv hvor de to Digtere staar hinanden nærmest, som kunde man føle den lyse eller mørke Undfangelsestimes forskellige Stemning hvile over Værket.

Og nærmest kommer Scott netop Byron i det Digt, han nu i November 1806 begyndte, "Marmion eller Slaget ved Flodden Field". Med Hensyn til sin Fabel staar denne Digtning Scotts øvrige ganske nær; det er atter det sekstende aarhundrede, atter Skotland, atter Livet paa Borgen og ved Hove, som skildres. Dog Digtets Helt er saaledes beskaffen, at han umiddelbart danner Overgangen til de Byronske Helte, ligesom det hele Værk er skrevet i de lette og flydende, men noget enstonige firfodede Jamber, som Byron i sine poetiske Fortællinger hyppigst har benyttet. Marmion er en stolt og uforfærdet Ridder, men en Forbryder-Natur. Han har bortført en ung, dejlig Nonne, Constance af Beverley, der følger ham overalt i Mandsdragt som hans Page; men da han hurtigt er bleven ked af hende, vil han med Magt tiltvinge sig en ung Adelsdames Haand, skønt han véd, at denne elsker en Anden. Dreven af skinsyg Fortvivlelse gør Constance et Attentat paa Marmions Liv; og med kold Grusomhed overgiver han hende som undvegen Nonne til Klosterets Straf. Abbedissen dømmer hende, og i et romantisk Rædselsoptrin af den Art, Byron plejer at ynde men tillige at udmale med langt ringere Skaansel for Læserens Nerver, bliver hun levende indemuret i en underjordisk Hvælving. Her er hos Scott ikke megen Tale om Forklaring af det Sjælelige; Rustningernes Pragt og Klosterets Mørke og de gamle Slottes nøjagtigt gengivne Arkitektur er ham mere værd end fine Sindsbevægelser; men ligefuldt har han i "Marmion" givet Noget, der for os nu tager sig ud som et første Forbillede for "Giauren" og særligt for "Lara". Ogsaa Giaurens Elskerinde lider en skrækkelig Død, ogsaa Lara ledsages overalt af en hengiven Kvinde i Pagedragt, og der forekommer i "Marmion" en Scene, hvori Digtets Helt offenlig beskæmmes, som har nogen Lighed med den, hvor Lara's Fortid pludselig foreholdes ham med Foragt. Klinger det ikke næsten allerede Byronsk:

 

Marmion, hvis Hjerte og hvis Blik

var i den værste Fare fast,

som selv af Kongen taalte ej

et overmodig Øjekast,

hvis Stemme højt i Lejren lød

og over alle Tapre bød,

ham svigted Tanken nu og Mælet.

Forvirret slog han Øjet ned;

en Rødme over Panden gled,

der røbed, hvad den Stolte led,

da ramt i sin Samvittighed

han maalløs stod, af Skam afsjælet.

 

Hans Samvittighedskval er malet i følgende Ord:

 

Anger! din Braad gaar dybest ind

i medfødt Kraft, i stolte Sind.

Uslingens Svøbe, det er Gru,

du er de Tapres Bøddel, du!

 

og disse Ord er som et Varsel om det berømte Sted i "Giauren", hvor aanden, der ruger over Jammer og Skyld, sammenlignes med den af Flammer omgivne Skorpion, der fortvivlet vender sin Giftbraad mod sin egen Hjerne.

Som der nu er nogen Lighed mellem Marmions og Laras Stilling og Særpræg, saaledes dør de ogsaa paa samme Maade, ramte i aaben Kamp, ubøjelige i Døden, ugudelige indtil Livets sidste Øjeblik.

Men hermed er Ligheden ude; den er netop stor nok til at gøre Byrons Ejendommelighed klar. For Scott er Marmions Personlighed ikke Hovedsagen, han benytter den kun til om den at gruppere Skikkelser og Situationer af sit Fædrelands Fortid; han behøver Heltens Laster for at faa sin simple Handling i Gang; men de sysselsætter ham ikke i og for sig og han fremstiller dem fuldkomment "upersonligt". Naar Byron derimod skitserer sine første forbryderiske Helte, da vil han fremfor Alt vække Interesse for dem. Allerede deres aasyn fremkalder Opmærksomhed og Deltagelse hos Enhver, der ser dem, og bibringer Forestillingen om Stolthed, Skyld, Had og Trods; de slaar intet Øjeblik i deres Liv som Marmion Øjnene ned for en Anklager; de lever som hin Sagnets Skorpion: trindt om Flammer og forinden Selvtilintetgørelse. Uden at finde Trøst i Himlen eller paa Jorden trækker deres Hjerte sig sammen i Stolthed og i Kval, indtil det ophører at banke. Var Marmion end en haardhjertet og selvkærlig Ridder, saa er hans sidste Tanke og sidste Ord dog "England"; han er knyttet til et større Hele end sit egenkærlige Liv. Anderledes Byrons tidligste Helte: de lever fuldstændigt i deres eget Indre, der udgør ligesom en helt tillukket Verden for sig, og Digteren har sørget for glimtvis at lade Læseverdenen ane en lignende mørk og afsluttet Verden i hans egen Sjæl. Hans Jeg skimtes bag det digtede; man føler bag Værket et Hjerte, som har lidt, og som søger en Lindring i halve Tilstaaelser og dunkle Udbrud: Fremstillingen er med ét Ord i aller fuldeste Forstand personlig, og dermed er en Omvæltning i den engelske Digtemaade indtraadt.

I Scotts rent episk formede Digt var det ikke Hovedpersonen, men Begivenhederne, som især gjorde Lykke, fremfor Alt Slagmalerierne i sidste Sang, der af den begejstrede Kritik erklæredes for de bedste siden Homer. Og var Digtet nu vel skikket til at vække Beundring hos Scotts jævne Landsmænd, saa var det ikke mindre egnet til at behage ved Hove. Byron havde Ret, da han til Prinsregenten sagde, at Scott ret forekom ham at være en Digter for Fyrster; de var aldrig blevne skildrede mere glimrende end i "Marmion og Jomfruen fra Søen". Rimeligvis findes der endog i "Marmion" ligefremme Hentydninger til Prinsregenten og hans Hustru. Den første kunde neppe uden Sindsbevægelse læse Skildringen af Kong James' Optræden i den pragtfulde Hofdragt:

 

I Kongedragt han kom, den Høje.

Hans Fløjelskappe, rød og fin,

var kantet rigt med Hermelin.

Med skiftende Lød hans Atlasktrøje

fortrylled, blænded hvert et øje.

(Marmion 5: 8.)

 

Og den fra Hoffet forstødte Prinsesse af Wales, hvem Scott havde lært personligt at kende, da han i 1806 første Gang fejredes som Løve i London, og til hvis Parti han som Tory sluttede sig, kunde paa sig anvende Digtets Skildring af den forladte Dronning Margaretes ensomme Liv, medens den ridderlige og letfærdige Monark tilbringer Tiden med sine Elskerinder.

Begyndt i 1806 udkom "Marmion" i 1808, og da Scott aaret efter anden Gang kom til London, fik han der en Modtagelse, som vilde have fordrejet Hovedet paa enhver Anden. Han spillede sin Løverolle med en Godmodighed og et Humør, som ikke hyppigt findes hos den, der i en Verdensby er Øjeblikkets Helt. Det siges, at han engang, da han havde underholdt et helt Selskab med sine Fortællinger og Indfald, og sent paa Natten efter Gæsternes Bortgang var bleven alene med nogle fortrolige Venner, med spillende Lune brød ud i dette Citat af Shakespeare: "Jeg véd, jeg er kun Snedker Snug og ingen Løve vild", og saa beskeden var og blev han, at han, da Talen faldt paa Burns, heftigt sagde, han ikke fortjente at nævnes paa samme Dag som Burns.

Men var Scott tam og mild som Løve, saa var han des mere gram som Tory. Hans Rejse til London havde særligt til Øjemed at skaffe Medarbejdere til "Quarterly Review"; den skulde ledes i strengt konservativ aand, og det var især Spørgsmaalet om Katolikernes Frigørelse, der satte Scott i Bevægelse. Hans Tankegang var den, at naar en religiøs Sekt efter sit Væsen var nøje forbunden med en udenlandsk Magts politiske Bestræbelser og underkastet den aandelige Indflydelse af et Præsteskab, der i Kløgt og Virkekraft ikke havde sin Lige, saa kunde man ikke fortænke Staten i, at den ikke vilde kalde dens Tilhængere til sine Embeder. "Naar En vil gaa med et Par Pund Krudt i Lommen," sagde Scott, "og jeg er godmodig nok til ikke derfor at fordrive ham fra mit Hus, saa behøver jeg dog vel ikke at give ham Plads ved Ilden." Han vedligeholdt hele sit Liv disse Anskuelser; thi endnu faa aar før sin Død sagde han en Dag til sin Svigersøn: "Jeg holder Papisteriet for saa lav og forfærdelig en Overtro, at jeg neppe vilde have givet mit Samtykke til Ophævelsen af de pinlige Straffe, der til 1780 var i Brug. Men nu, da man har taget den babyloniske Dame Plasteret fra Munden, véd jeg ikke, hvorfor man gør saa mange Ophævelser med Hensyn til at give hende Sæde i Parlamentet." Man begriber, at den engelske Almenhed trængte til Digtere som Moore, som Byron og Shelley, naar man hører en Mand af Scotts aandsadel og Dannelse udtale sig med en saa skammelig og grusom Indskrænkethed.

I 1810 udkom "Jomfruen fra Søen". Digtet gjorde den største Lykke, som noget af Scott endnu havde opnaaet. Den herlige Skov- og Fjældfriskhed, der gennemstrømmer dette smukke Værk, dets milde Varme, dets sande Følelse, der ingensteds stiger til stormende Lidenskabelighed, det hele Naturbillede, der ikke som hos Wordsworth forstyrres af Fattighussympatier og Prækeri, virkede betagende paa Læseverdenen. Den Yndest, Digtet vandt, var saa udbredt, at Postbefordringsindtægterne paa de Stationer, der laa nærmest den Egn, hvor Handlingen foregik, fordoblede sig. Man maa tage sin Tilflugt til Hændelser af Scott's eget Liv for at finde et Sidestykke til saadan en Kendsgerning. Da hans Roman "Oldgranskeren" kom ud, hvoraf der i to Dage solgtes 6000 Eksemplarer, rygtede det sig, at Scott havde opkaldt Dandie Dinmonts to Hunde "Peber" og "Sennep" efter nogle Hunde som en Forpagter i Liddlesdale havde givet disse underlige Navne. Denne Mand, hvis Navn var Davidson og som iøvrigt aldeles ikke var portræteret i Romanen, blev derved saa bekendt, at Folk gjorde Rejser for at se ham, ja en fornem Dame, der ønskede et Par Hvalpe af de berømte Hunde, og ikke vidste hans Navn, adresserede Brevet til Dandie Dinmont - og det kom ham ihænde.

"Jomfruen fra Søen" blev neppe modtaget med ringere Varme. Et Brev fra den skotske Kaptejn Adam Fergusson meddeler f. Eks. Scott, at Kaptejnen i Portugal paa Forpost havde læst hans Digtning højt, udsat for Fjendens Kugler, selv knælende, medens Mandskabet laa plat udstrakt paa Jorden, og at der, da han læste Beskrivelsen af Slaget i sjette Sang, havde hersket lydløs Tavshed, kun afbrudt af et tordnende Hurra, naar en fransk Kugle slog ned i Jorden ved Siden af.

Hvad en moderne og fremmed Læser nutildags finder i dette Digt er først Nationalpræget, Forherligelsen af de folkelige Minder og af Lenstidens Sæder, af Kongemagten og Clantroskaben i klare, levende, uskyldige Sange, saa Naturskildringer, dugfriske som Christian Winthers - ingen Fordybelse i Sjælelivet. Her er en gammel Barde ved Navn Allan, en romantisk Olding, halvt Druide, halvt Profet ved Navn Briand, romantiske Drømme, der gaar i Opfyldelse, og Spaadomme, der slaar ind. Men dette er taget med som folkekært, ikke som hemmelighedsfuldt. Der er ikke Spor af det Uhyggeliges Romantik, som Scott selv var den sidste til at ville tro paa. Hvor stor en Moro han end kunde have af sine aande- og Spøgelsehistorier, han selv var lige modsat de tyske Romantikere meget langt fra at være underkastet Indtryk af det Gyselige og Uforklarlige. Han fortæller etsteds, at han en Aften, da han kom til et Landsby-Værtshus, fik den Besked, at ingen Seng var ledig. - Er der slet ingen Plads, hvor jeg kan sove? - Nej, den eneste Seng, som er fri, staar i et Værelse, hvor der ligger et Lig. - Er Personen død af en smitsom Sygdom? - Nej. - Godt, saa giv mig den anden Seng. - Saa lagde jeg mig ned, siger Scott, og har aldrig tilbragt en mere uforstyrret Nat. - Man tænke sig Novalis eller Hoffmann i en lignende Situation!

Det er da langtfra, at den romantiske Duft i "Jomfruen fra Søen" skulde have noget Ufrisk ved sig. Hvad der gør Digtet mindre fængslende for os nu, er ikke dette, men den teatralske Anordning i Skildringen af Sæder og Skikke. Heller ikke Scott har helt formaaet at omsejle den romantiske Epopés værste Skær: Balletten, hvorpaa Southey strandede. Der sker f. Eks. i Digtet Opbud til Krig og nu fortælles omstændeligt, hvorledes dette gaar for sig, idet en Yngling løbende bærer Budstikken omkring. Her er Alt for Teatervirkningens Skyld stillet paa Spidsen: Den unge Mand træffer først en Ligfærd og tager den vaabendygtige Søn bort fra Faderens Lig, saa møder han en Brudeskare og tager Brudgommen bort fra Bruden. Man ser ligesom Optoget gaa over Scenen og fornemmer den skærende Virkning, da Budbringeren kommer ilende ind fra Kulissen. Det gaar til som paa Teatret: Et Stød i en Pibe og tomme Dale og Høje fyldes med Hundreder af bevæbnede Mænd; en Haandbevægelse - og de forsvinder atter; det er "Massevirkninger", og man føler, at Masserne, ikke det enkelte Menneske, er Digteren Hovedsagen. Han vilde først og fremmest med afstikkende tydelige Træk fremstille sit Lands skønne Sæder: den Fremmede modtages i Hytten uudspurgt, den ene Fjende deler af Ridder-Høflighed sin Plaid med den anden, da denne bliver træt - dernæst vil Digteren overraske sin Læser ved uskyldige Effektmidler, Forvandlingsoptrin og deslige: den højlandske Fører, der ledsager Fitz-James afslører sig pludseligt som den frygtede Clanhøvding Rodrick Dhu, og Fitz-James sig selv tilsidst som ingen Ringere end Kongen. Men hvor sund, hvor let, hvor glad, hvor bredtstrømmende flyder ikke denne Lovsang over Skotland og Skotter! Kongen behersker, ærekær som en Konge hos Calderon, sin egen Lidenskab, og Højlændere og Sletteboere, Mænd og Kvinder har alle Hjertet paa rette Sted. Man nyder Indblikket i en harmonisk Verden og man savner ikke Wordsworth's straffende og formanende Sjælegranskning.

Vil man i Virkeligheden have et lærerigt Modstykke til "Jomfruen fra Søen", da læse man Wordsworth's paa en Ballade i Percy's Samling grundede Epos "Den hvide Daa fra Rylstone", der ligeledes begyndtes 1809, og som er det Digt, i hvilket Poeten fra Rydal Mount, der vel følte sig ansporet til Kappestrid, kommer Scott's Omraade nærmest. Det vil neppe falde Nogen ind at negte, at Følelsen er langt dybere hos Wordsworth. Med sit Had til alle blændende Dyder og glimrende Laster har han valgt sig en Helt, der, skønt lydig Søn og modig Riddersmand, af Pligthensyn nægter at følge sin Fader og sine Brødre, da de rejser Oprørsfanen mod Dronning Elisabeth af England, og som forstødt og miskendt uden at kunne dele sine Slægtninges Fare maa opleve deres Nederlag og forsmædelige Straf. Han har udrustet sin Helt med Forsagelse, Fasthed, Hjertensgodhed og en Nazarensk Religiøsitet, men her er kun altfor meget af det forlorent Dybsindige, det affekteret Halvovernaturlige, det Følsomme og Salvelsesfulde. Scott saa paa Naturen og de gamle Sæder med en Jægermands Øje, Wordsworth med en Moralists. Wordsworth's tungtlastede Fragtskib bevægede sig langsomt, dvælede og drævede paa Vejen; Scotts Digterbaad løb for fulde Sejl kun efterladende lette Bobler i Læserens Fantasi, og, som der i Digtets tredje Sang staar om Baaden - den løb saa hurtigt, at da den nærmede sig den modsatte Bred, "var endnu ingen af de Bobler bristet, som den havde dannet i hele sit Kølvands Længde; de vuggede sig endnu alle paa Bølgefladen."

Man vil let forstaa, at Scotts Poesier med deres Forkærlighed for de ridderlige Dyder, for Dristigheden og Modet selv hos oprørske Clanhøvdinge, Sørøvere, Zigøjnere, Smuglere o. s. v., kort sagt med alle de Sympatier, der danner Overgangen til Byrons Forkærlighed for det Dristige og Vilde, havde en Side, fra hvilken de var Søskolens sædelige og kristelige Digtere højligt imod. Coleridge beskylder saaledes meget betegnende etsteds Walter Scott for at arbejde "den fordærvede Attraa efter Pirringsmidler ihænde ved at fremstille den Lastefulde og Skændige med Velvilje, saa snart den Djævel blot er forvoven," og han slutter med disse højst gnavne Ord: "Ikke tyve Linjer af Scott vil naa til Eftertiden, de staar ikke i Forhold til Nogenting." (note: Letters, conversations and recollections 1: 193.) Spaadommen er ikke gaaet i Opfyldelse.

aaret 1812 bragte de to første Sange af "Childe Harold" og kort derefter et inderligt Brev til Scott fra Byron med ærlig ment Undskyldning for det taabelige Angreb i "Engelske Digtere og skotske Anmeldere". Den unge hidsige Poet havde her overhobet sin ældre Kaldsbroder med Spottegloser ikke blot fordi hans Yndlingshelt var en Blanding af "Vildttyv, Røver og almindelig Kæltring" men fordi Scott modtog Honorar for sine Skrifter, skrev for Løn og "arbejdede for sine Brødherrer", Noget, som Byron i sin første Ungdom, hvor haardt han end trængte, af Fornemhed vægrede sig ved - indtil han efter sin anden Bortrejse fra England lærte at gøre sig sine Arbejder tilbørligt indbringende. Han fortrød sin Overilelse mod Scott ligesaa varmt som alle sine andre Overilelser af samme Art, og den kortvarige Spænding mellem de to store og elskværdige Mænd afløstes nu af det hjerteligste Forhold. - Men paa Scotts Frembringen havde "Childe Harold" en stærkt indgribende Indflydelse. Med klart Blik saa han, at han i den poetiske Fortælling ikke kunde kappes med Byron og besluttede at slaa ind paa en anden Kunstform, den, hvori han snart skulde staa uden nogen Medbejler i Europa.

De Udtalelser om hans Bevæggrunde hertil og overhovedet alle de Udtalelser om Byron, der findes spredte i hans Levned, er Vidnesbyrd om hans ædle Humanitet og indtagende aabenhjertighed. I aaret 1821 sagde han til en Ven: "Jeg har længst opgivet at skrive Vers. Jeg havde været Sejerherre paa denne Løbebane og vilde ikke opleve den Tid, da jeg maatte staa tilbage for en Anden. Klogskab mindede mig om at stryge Sejl for Byrons mægtigere Geni. Havde jeg været begærlig efter Digterry og skinsyg derpaa, vilde jeg maaske med ligesaa meget Mod som det, Byron udfoldede ved sin Optræden, have indladt mig paa Tvekampen, eller jeg vilde have sat Publikum i Forundring og Skræk, idet jeg i egen Person opførte den døende Fægters Rolle; men jeg tilstaar heller med den aabenhed, De i tyve aar har kendt hos mig, at jeg ikke følte mig stærk nok." Og da han aaret før sin Død blev udspurgt, hvorfor han havde opgivet Verset, sagde han ligefrem: "Fordi Byron har slaaet mig" og til Spørgerens Indvending, at han for sin Del kunde ligesaa mange Steder udenad af Scott's Digte som af Byrons, svarte han: "Det kan være; men han har slaaet mig af Marken ved sin Beskrivelse af de lidenskabelige Følelser og sin dybe Kundskab til det menneskelige Hjerte." Maatte dette end i første Øjeblik være en bitter Erkendelse for Scott, saa kunde han med Rette søge Oprejsning i den Tanke, han en anden Gang har udtalt: "Havde jeg aarsag til at tage mig det nær, at hans Genis Udfoldelse syntes at stille mig i Skygge, saa maatte jeg trøste mig med, at Naturen til Gengæld havde udrustet mig med langt større Anlæg til sand Lykke."

Med "Waverley", der udkom navnløs i Februar 1814, begyndte da den lange Række af navnløse Romaner, der gjorde Scott og hans Fædreland berømte over hele den dannede Verden. Deres Fremtræden falder sammen med den nationale Stoltheds Opblussen ved Fredsslutningen med Frankrig og de haabefulde Udsigter for Fremtiden. Disse Værker er ikke som de ypperste Digteres, som Goethes og Shelleys, udsprungne af forskellige Udviklingstrin og Dannelsesstadier, ikke heller af dybt indgribende, personligt oplevede Hændelser, men fuldbaarne Frembringelser af en uudtømmelig Fortællergave og en ualmindelig Evne til Menneskeskildring. De betegner i to Retninger et overordenligt Fremskridt - med Hensyn til Opfattelsen af det Historiske og med Hensyn til Fremstillingen af det borgerlige Liv.

Medens det attende aarhundredes Historieskrivere, hvis Ideal laa i deres egen Tid, havde opfattet deres Kald som et, der snarere hørte under Talekunsten end under Digtekunsten, og rent forstandigt havde syslet med Stats- og Dannelses-Tilstande uden Blik for Himmel-Egnenes og de geografiske Forholds Indflydelse og uden Syn paa de folkehistoriske aarsager, da Folket som Folkeslag overhovedet ikke indtog nogen Plads i deres Bevidsthed - gik Walter Scott som historisk Romanforfatter fremfor Alt ud paa at give en farvet Fremstilling af den bestemte Tidsalders og det bestemte Lands Ejendommelighed og var saa meget mindre fristet til at lade sine Helte optræde i sin egen Tids Klædebon, som han inderst inde langt foretrak Fortidens brogede Liv for sit eget aarhundredes farveløse Færd og glatte Forstandsslutninger.

Chateaubriand havde faa aar forud i "Martyrerne" gjort det første Forsøg paa at maale enhver Tidsalder med dens eget Maal og gengive Oldtidens aasyn i levende Malerier. Men Walter Scott er dog den egenlige Opdager og Gennemfører af hin "Lokalfarve" i Digtningen, der blev Grundlaget for Romantismens hele Poesi i Frankrig og som fra først af lokkede Hugo, Mérimée og Gautier. Ja ikke nok med, at han med sin historiske Sans blev en hel Digterskoles Vejviser, han udøvede ved sine fordringsløse Romaner den største Indflydelse paa det nye aarhundredes Historieskrivning. Det skal ikke glemmes, at det var Walter Scotts "Ivanhoe" med dens Skildring af Spændingen mellem Normanner og Saksere, som bragte Augustin Thierry paa den Tanke, at der bag Clodevechs, Karl den Stores og Hugo Capets Bedrifter laa som de sande aarsager til Begivenhederne Racekampen mellem Galler og Franker. Denne Digter, hvis Blik for det enkelte moderne Menneskes Sjæleliv ikke var dybt, og som overfor de fritstaaende Personligheders Tid var paa mange Maader bundet og hildet ved Fædrelandskærlighedens, Kongetroskabens og Gudelighedens Fordomme, besad i Kraft af sin mægtige Naturalisme, saasnart han stod overfor Menneskene som Clan, som Folk, som Stamme eller Race det skarpeste Opdagerblik for Naturgrundlaget i dem. Han, som var vant til i sin Tanke at tumle Modsætningen mellem Skotter og Engelskmænd, fandt let og som ved en pludselig indskydelse Betydningen af Racemodsætningen mellem Angelsaksere og Normanner, og hans Skildringer har derved en ligesaa stor Betydning for Kundskaben til Folkesjælen som Byrons har for Kundskaben til den Enkeltes Sjæleliv.

Men hertil kommer disse Bøgers store Fortrin som Skildringer af alle de borgerlige Samfundslag i udprægede og typiske Repræsentanter. Medens man i det forrige aarhundredes Romaner (Fielding's f. Eks.) tumler fra ét Værtshusoptrin til et andet, aabenbarer det borgerlige Liv sig hos Scott i hele sin troskyldige Bredde. Og Værdien heraf forøges endnu ved den virkelighedstro Kraft, hvormed hver enkelt Person er malt. Englænderne har altid sat Pris paa den Evne hos Digteren at kunne skildre med haandgribelige og øjensynlige Enkeltheder, saa at Skikkelsen tegner sig for Læserens Øje. Deres drøje, sunde Forstand glæder sig ved det kraftigt anskuelige Udtryk. De ønsker helst det poetiske Billede udført med saa kraftige Farver, at man ser det for sig, som var det et Vaaben, malet paa et Skjold. Denne Forkærlighed kom Scott som Romanforfatter imøde. Man tilgav ham gerne hans Beskrivelsers og hans Samtalers græsselige Bredde, fordi den tydelige Anskuelse derigennem indvandtes enten ved Sammenlægning af Træk efter Træk eller ved uendelig Gentagelse af de samme Karaktertræk. Er hans Fremgangsmaade trættende, saa er han dog ligefuldt en af de største Sjælemalere, som har levet. En Kvindeskikkelse som Diana Vernon i "Rob Roy" eller som Jeanie Deans i "Fængslet fra Edinburgh", en historisk Personlighed som Ludvig den Ellevte i "Quentin Durward" staar paa Højden af hvad Romandigtningen har naaet.

Men der var fra først af en stor Mislighed ved disse Romaners Frembringelsesmaade, en Mislighed, som i den følgende Tid gik i Arv til en hel Klasse af talentfulde Romanforfattere: det ukunstneriske Hurtigskriveri, der med umaadelige Honorarer for Øje drev Digtningen fabrikmæssigt som en Industri. Allerede i aaret 1809 var Scott traadt i Forbindelse med Forlæggerfirmaet Ballantyne, der trykte og udgav "Quarterly Review" for ham; som Romanforfatter gik han formeligt i Kompagni med dette Bogtrykker- og Forlægger-Firma, der desværre var langt mere foretagende end forsigtigt. Han skrev nu med en fabelagtig Hurtighed. "Guy Mannering" blev skrevet og samtidigt trykt i 25 Dage, og snart drev han det til gennemsnitligt at levere tolv Bind om aaret; at have 40 Tryk-Sider færdige før Middag var ham kun et almindeligt Formiddagsarbejde. Afsætningen svarede til den uhyre Frembringen: af "Rob Roy" blev 10,000 Eksemplarer udsolgte i seks Uger, af de senere Romaner var Salget endnu mere rivende. I aaret 1822 alene udgav Scotts Forlægger 145,000 Bind gamle og nye Romaner af ham. Honorarerne steg med Afsætningen: for de to første Udgaver af "Napoleons Levned" modtog Scott 18,000 Pund, og hans aarlige Indtægt i Honorarer var til 1826 intet aar ringere end 200,000 Kroner dansk. Han anvendte disse Penge til Udvidelse af sin Ejendom Abbotsford og til Opførelsen af en formelig Borg, hvor han med fyrstelig Gæstfrihed modtog den Hærskare af Besøgende, der oversvømmede hans Hus og for lange Tider ad Gangen slog sig til Ro der. Hans Navnkundighed og Yndest var i uafbrudt Stigen.

Under sit Triumfophold i London 1815, hvor man i ham ikke blot hyldede Digteren men Fædrelandsvennen, Edinburgh's Æresborger, der havde gjort sig bekendt ved sit glødende Had til Napoleon, blev han indført hos Prinsregenten, der overøste ham med Naade. Man har fra dette Besøg en Anekdote, der giver en Art Forestilling om ved hvilken Art Vid det var, at Tronfølgeren en kort Tid kunde vinde og bestikke. Der var Aftenselskab hos Prinsregenten, og Scott havde som Æresgæst uafbrudt maattet fortælle, medens Prinsen bestandig skemtende stræbte at lede ham paa Glatis for at faa ham til at tilstaa Forfatterskabet til Waverley-Romanerne. Scott bøjede behændigt af, og gav sig for at undvige Spørgsmaalene til at fortælle en sand Historie om sin gamle Bekendt Overdommer Braxfield, som paa sine Retsrundrejser plejede at overnatte hos en rig Godsejer, der ligesom Dommeren var lidenskabelig Skakspiller og ofte lod et Parti henstaa uafgjort fra det ene aar til det andet. Godsejeren begik en grov Forbrydelse, og det tilfaldt Braxfield at udtale Dødsdommen over sin Ven og Medspiller. Han satte den sorte Hue paa sit Hoved og oplæste Dødsdommen, der endte med de Ord: "at du skal hænges ved din Hals, til du er død." Han sagde disse sørgelige Ord med al mulig Højtidelighed, saa tog han den skæbnesvangre Hue af og med et fiffigt Smil og et Nik til sin Spillekammerat tilføjede han: "Og nu Donald, min Gut, tænker jeg at have gjort dig skakmat for evigt!" I det samme Øjeblik udraabte Prinsregenten: Højt leve og endnu engang højt og tredje Gang højt Forfatteren af "Waverley"! og endnu et Glas for "Marmions" Forfatter! og med et Blik paa Scotts forlegne Ansigt og afværgende Miner tilføjede han: Og nu Wilter, min Gut, haaber jeg at have gjort dig skakmat for evigt! -

"Fængslet i Edinburgh", en af Perlerne blandt Scotts Værker, udkom i 1818; Bogen løftede ham til Højdepunktet af hans Ry. Da fulgte i December 1819 "Ivanhoe" og ledsagedes af en uhyre Bifaldsstorm. Over hvor faa og ringe Virkelighedselementer Scott formaaede at forme sin poetiske Verden, ses bedst ved denne mesterlige Roman. En Hr. Skene, der kom hjem fra en Rejse i Tyskland, fortalte Scott en hel Del om Jødernes Tilstand der, deres særegne Dragter og Sæder, og den Haardhed, hvormed de blev behandlede. Det var Scott nok til derpaa at bygge en saa farverig Skildring som den af Isaac og Rebecca. Var han i sit private Liv højst indskrænket med Hensyn til Spørgsmaalet om de fra Kirken afvigende Troesbekenderes politiske Rettigheder, saa gør det ham som Digter des større Ære, at han fordomsfrit kunde gøre en Jødinde til Heltinden i sin Roman og udruste hende med en saa uopnaaet ideal og dog natursand Skønhed.

aaret 1823 bragte "Quenlin Durward", i hvilken Scott for første Gang betraadte fremmed Grund og som forøgede hans engelske og amerikanske Navnkundighed med en ligesaa stor i Frankrig, Tyskland og Italien. Hr. Skenes Dagbøger fra Frankrig var Scott nok til at give Digtet den beundringsværdige Farve, det har. Hans Navn var nu i Alles Munde og kendt selv af de mest ulærde Folk blandt hans Landsmænd. Under den forfærdelige Trængsel, der i London opstod ved Kroningsfesten, var Walter Scotts Liv især paa Grund af hans Halten udsat for Fare. Midt paa en Plads, hvor der var draget et levende Hegn af skotske Gardedragoner, tiltalte Scott en af Underofficererne og bad om at maatte træde ind i det aabne Rum bagved. Manden svarede kort, at han havde streng Befaling, Sagen var umulig. I det Samme raabte en af Digterens Ledsagere, der saa en ny Menneskeskare komme: Sir Walter Scott, tag Dem i Agt! Neppe hørte Dragonen dette Navn, før han raabte: Hvad? Sir Walter Scott! Han gaar overalt frit igennem! og idet han vendte sig til sine Kammerater, sagde han: Gør Plads, Folk, for Sir Walter Scott, vor store Landsmand. Folkene svarte: Sir Walter Scott! Gud velsigne ham! - Saaledes modtog den franske Hær i Afrika Horace Vernet med Trommehvirvler, Fanfarer og de samme militære Æresbevisninger, der vistes en Overgeneral. Der kan neppe tænkes nogen større Triumf for en Kunster end denne Hyldest af den menige Mand.

I 1826 indtraf et Omslag i Digterens Liv. Forlæggerfirmaet Ballantyne, hvori han var Parthaver, gik Fallit og det viste sig til den husholderiske og i Privatanliggender yderst nøjagtige Scotts Forbauselse, at Gælden beløb sig til den uhyre Sum af 117,000 Pund. Han bar sin Ødelæggelse som en Mand. Den kongelige Bank sendte en Deputation til ham for at sige ham, at den i enhver Henseende stillede sig til hans Raadighed. Han modtog ikke dens Tilbud. Uden Navn blev en Gave af 30,000 Pund ham tilbudt, han afslog Alt. Han besluttede med Heltemod at gøre det fortvivlede Forsøg paa med sin Pen at betale den uhyre Gæld og ikke unde sig Rast eller Ro før han havde indløst de Forpligtelser, Andres Letsindighed og Uorden havde læsset paa hans Skuldre. Men det kan heller ikke undre Nogen, at fra nu af synker hans Frembringelsers Værd stedse mere. Den stakkels Skribent afsluttede Kontrakt om Bøger - saa og saa mange Romaner at levere i et aar - hvis Indhold, ja hvis Titelblad han ikke kendte.

Netop i denne ulykkelige Tid, faa Maaneder efter Falliten, mistede han sin højt elskede Hustru; hans Forretninger tillod ham end ikke at sidde ved hendes Dødsseng. Han skrev og skrev, af Romanen "Woodstock" et halvt Bind i fire Dage, medens Fordringshaverne stormede ind. Han, som havde set sit Hus fuldt af Gæster fra Morgen til Aften, levede nu en Eneboers Liv. Kaptejn Basil Hall skildrer det nedslaaende Indtryk, det gjorde paa ham, da han kom ind til Scott, og saa den Mand, der plejede at sidde tilbords med sin Hustru overfor sig og omringet af Slægtninge og Fremmede, sætte sig ved Bordet, og Tjeneren bringe en Kuvert til En.

Han foretog endnu nogle Rejser, bl. a. en for at foretage Arkivstudier til Paris, hvor en Deputation fra Sælgekonerne (les dames de la halle) overbragte ham en Kæmpebuket. - Han udgav sine samlede Værker - Afsætningen af de ni første Bind var 35,000 Eksemplarer. Han betalte en Del af sin Gæld; han saa med Sorg England begive sig ind paa Reformernes Vej; i 1830 udraabte han: England er intet Opholdssted mere for hæderlige Mennesker, siden disse ny Reformer faar Raaderum. Han foretog, syg, svækket og lammet i en Del af Ansigtet, sin sidste Udenlandsrejse, under hvilken han endnu i Neapel samlede alle de gammelitalienske Ballader og Sange, han kunde opspore. Han ilede syg hjemad for at dø i sit Fædreland og udaandede i September 1832 netop et halvt aar efter Goethe. Han havde hele sit Liv igennem været en oprigtig, mildt rationalistisk Troende, fuldstændig uberørt af sit aarhundredes prøvende og dristige Videnskab. I 1825 sagde han en Dag: "Jeg haaber, der gives faa Mennesker, der nægter Guds Tilværelse, ja jeg tror i Grunden, at Ingen nogensinde har havt en saa afskyelig Anskuelse." Samtidigt indrømmede han, at Helvedes Ild og Himmelkresenes Musik kunde værge billedlige Udtryk, ligesom han jo uden Harme, ja med Glæde, modtog Tilegnelsen af Byrons "Kain". Han var i religiøs Henseende som i politisk og poetisk endnu ikke naaet til Personlighedens Frigørelse fra de tilfældige Overleveringer, i hvilke den fra Fødselen af er holdt bunden. Ogsaa paa dette Punkt overlod han den nye Digterslægt en uløst, men af Historiens Gang tydeligt betegnet Opgave.

Ser vi fra vor Tids Højde tilbage paa det andet Tidsrum af hans Digtning, Prosa-Tiden, og den hele lange Rækkefølge af Romaner, saa er det os ikke muligt at se dem i samme Lys, hvori de stod for hans Samtid. Vi begriber, at de maatte tilfredsstille, da vi forstaar, at de aldrig vakte Anstød, altid kunde hilses med Glæde, ikke blot som poetiske, men som sædelige. Dog netop dette er aarsag til, at de er mindre fængslende for os. Man kan i de moderne Literaturer uden Overdrivelse opstille den Lov, at en Skribent maa gælde for usædelig og vække Anstød i det mindste hos ét Slægtled af sin Samtid, hvis han ikke allerede skal forekomme det ham nærmest følgende Slægtled kedelig og indskrænket. Manglerne ved Scotts Romaner falder os nu i Øjnene. De fornøjer Læseren ved Karaktertegningens Dygtighed og Samtalernes Liv, men de tilfredsstiller ikke Forstanden, de sætter ikke i nogen høj Grad Følelsen i Bevægelse, de spænder ikke engang Nysgerrigheden. De er sjælfulde, men idéløse. Det gjaldt, føler man, for Scott som fædrelandskærlig Digter, efter at Macpherson og Burns havde henledet Opmærksomheden paa Skotland, om at holde denne Interesse vedlige. Derfor skriver han saaledes, at han aldrig kan jage nogen Læser, selv den mest indskrænkede, paa Flugt. Han, hvem en Kunstners Sanser var nægtede, berører Kønsforholdet paa saa skaansom en Maade, at erotiske Skildringer næsten er udelukkede. Og han, hvem Moralen var vigtigere end Kærligheden til Kunsten, genfremstillede ikke de gamle Tider anderledes end med saa stærk en Mildnen af deres raa Elementer, at den historiske Sandhed i høj Grad lider derunder. Den Kunstart, han indførte, og som betegnede et saa betydeligt Fremskridt fremfor den ældre Roman, er i vore Dage paa sin Side forældet; man er over hele Europa tilbøjelig til den Opfattelse, at den historiske Roman med alle sine Fortrin er en Bastardart, idet den snart er saa belæsset med historisk Stof, at den poetiske Udvikling staar stille, snart er saa fri i sin Omdigten af Historien, at de virkelige og de tildigtede Elementer i Forening frembringer en højst uharmonisk Koncert. Ligefrem stødende er f. Eks. den Maade, hvorpaa i tiende Kapitel af "Fængslet i Edinburgh"'s tredje Del historiske og opdigtede Ytringer af Hertugen af Argyle er nittede sammen. Hertil kommer, at det er blevet os stedse mere klart, hvor afvigende det Helhedsbillede, der her gives, er fra den fjerne Tids virkelige Væsen, der hyppigt slet ikke vilde forstaas eller dog slet ikke vække Medfølelse, ifald det fremstilledes usminket som det var. Scotts "Talismanen" og "Korsfarerne" er Lejebiblioteksromaner om Korstogenes Æventyrlande og æventyrlige Bedrifter, næsten ligesaa uvirkelige som Tasso's "Det befriede Jerusalem", men skrevne med langt ringere poetisk Talent og uden Tasso's samvittighedsfulde Kunstnerkærlighed til Udførelse og Stil.

Hvor kunde det være anderledes hos en Digter, der som Scott skrev uden nogensinde at gennemlæse endsige rette det nedskrevne Blad, uden Evne til at sammentrænge og uden at stille alvorlige Krav til sig selv med Hensyn til Korthed og Komposition. Han stiller endnu færre Krav til sin Læser med Hensyn til Agtpaagivenhed og Finhed i Opfattelsen. Han gentager sig og lader sine Personer gentage sig, snakker med midt i Fortællingen, peger med Fingeren og forklarer, og nøjes ikke med at lade Personligheden optræde med et bestemt Præg, men lader den selv i Nødstilfælde gøre Rede for sit Væsen med Udbrud som: "Jeg taler nu med Rolighed, skønt det strider imod min Karakter" eller med Repliker, i hvilke den Talende selv uddrager Moralen af sine slette Handlinger af Frygt for at Læseren skal overse den og forføres. (Læs f. Eks George Staunton's hele Skriftemaal til Jeanie Deans, et Mønster paa slet Stil og falsk Sjælelære). Overfor saa store Mangler i Enkeltheder nytter det ikke, at Kompositionens Grundtræk i de bedste Romaner er fortræffelige og gerne samler sig til en eller flere store dramatiske Afgørelser. En Bog, der skal beholde sit Ry et aarhundrede igennem, maa ikke blot være poetisk anlagt men kunstnerisk gennemført paa hvert enkelt Punkt, Noget, hvortil Scott fra det Øjeblik af, da han begyndte at skrive i Prosa, aldrig gav sig Tid. Selv det mest dramatiske Optrin, Scott har forfattet: den herlige og gribende Retsscene i "Fængslet i Edinburgh," hvor Jeanie med blødende Hjerte, men ædel Sandhedskærlighed aflægger Vidnesbyrdet mod sin egen Søster, taber Halvdelen af sin Virkning ved den Bredde og Skødesløshed, hvormed den er fortalt. Af Thomas Moores Erindringer ser man, at Bogens Hovedindhold: den unge Pige, der nægter at aflægge Vidnesbyrd for sin Søster i Retten, og derefter foretager den lange Rejse for at bønfalde om hendes Benaadning, er en virkelig Begivenhed, som i et navnløst Brev blev Scott meddelt. Han har havt det skarpeste Blik for denne Begivenheds sædelige Skønhed, men et meget svagt for dens dramatiske Særpræg. Havde Scott besiddet kun halvt saa megen Evne, men dobbelt saa megen Dannelse og Selvkritik, da vilde han vel ikke have gjort den larmende Opsigt, han vakte, men have frembragt Værker af højere og varigere Værd *10). Han følte det selv, at det var Manglerne ved hans Dannelse, der forhindrede ham i at naa det Højeste paa Digtekunstens Omraade. Der findes etsteds i hans Dagbog et lille mærkeligt Overblik over hans Levned: "Hvor forunderligt har mit Liv ikke formet sig! "Min Dannelse er halv, min videnskabelige Opdragelse blev forsømt" eller overladt til mig selv. Saaledes stoppede jeg mit Hoved fuldt af en Masse dumt Tøj og blev en lang Tid miskendt af mine Jævnaldrende. Dog kom jeg frem og gjaldt for en klog og dygtig Fyr til deres Beskæmmelse, som havde holdt mig for en Drømmer ... Og nu maa jeg styrte vingeskudt ned fra min Stoltheds Højde, blot fordi det falder Londonerbørsen ind at gøre sig gal, og jeg arme skikkelige Løve trænges nu haardt derfor af Bjørne og Okser."

Det hævner sig paa en moderne Digter at være uberørt af Videnskabens Gang. Kan han ikke som Byron ved et umiddelbart Klarsyn ane hvad Videnskaben søger og fastslaar, saa falder hans Værker ud af de Dannedes Hænder for at gribes af dem, der kun søger Underholdningslæsning, eller de bevares og indbindes af de Dannede - for af dem at bortskænkes som Fødselsdags- og Konfirmationsforæringer til deres Sønner eller Døtre eller Søskendebørn. Det er denne Lod, som er bleven Scotts. Den Digter, der i det nittende aarhundredes andet og tredje Tiaar beherskede Bogmarkedet, der paavirkede alle Europas Lande og der i Frankrig havde Efterlignere som Alfred de Vigny, Hugo, Mérimée, Balzac og den ældre Dumas (De tre Musketerere), i Italien en Discipel som Manzoni, i Tyskland aandsbeslægtede som Fouqué, i Danmark Beundrere og Lærlinge som Poul Møller, Ingemann og Hauch, er i vore Dage ved Tidens stumme, men lærerige Kritik bleven Yndlingsdigteren for Drenge og Piger omkring Fjortenaarsalderen, en Digter, som alle Voksne har læst og ingen Voksen nogensinde læser.

 

Noter til Kapitel 10:

*9) Netop samme aar optraadte Oehlenschläger første Gang (Digte, 1803) ligeledes med en Samling Omdigtninger af gamle Folkeviser.

*10) Om bildende Kunst synes han ikke at have havt noget Begreb.

For at give en Forestilling om den gamle Puritaner i "Fængslet i Edinburgh" viser han os følgende kunstnerisk umulige Fabeldyr: Det var et Maleri, i hvilket Rembrandt syntes at have udført de lyse Partier, men Michelangelos livfulde, kraftige Pensel det skarpe Omrids."

 

11. Alsidig Sensualisme.

 

I Keats's beundringsværdige Brudstykke "Hyperion" forekommer der et Optrin, hvor hele den styrtede Gudeæt ligger overvunden i en dyb Klippehule under Jorden. Man er ved at holde Raad, og Titanernes Gud, den gamle Saturn, slutter sin modløse Tale:

 

Her er I altsaa, overvældede

og sparkede og slagne. O Titaner!

Skal jeg vel sige: Rejser Jer! I stønner.

Skal jeg vel sige: Bøjer Jer! I stønner.

Hvad kan jeg da? Du, Himmel, aldrig sete

men kære Fader! hvad formaar jeg? Siger

mig det, I Broderguder hvordan

vi kæmpe kan og faa vor Harme styret!

 

Da rejser først Oceanus sig, Havets grundende og tankefulde Gud, og ryster sine nu tørre Lokker og begynder med den mumlende Røst, som hans Tunge fra først af opfangede fra Bølgernes Skvulp mod Sandet, og byder de af Lidenskaber Stungne at søge Ro og Trøst i den Tanke, at de falder i Kraft af Naturens Lov, ikke af Tordenens eller Jupiters Vælde:

 

Store Saturnus! Verdensaltet har du

med sikkert Øje styret. Kongemagt

har dog dig blændet, saa én Vej til Sandhed

blev skjult for dig, ad hvilken jeg har vandret

til evig Klarhed. Vid, at som du ikke

af Magterne den første var, saadan

er du den sidste ej, kan ej det være.

Du er ej Verdens Ophav, ej dens Ende.

Fra Kaos og det ældste Mørke Lyset

sprang frem som første Frugt af indre Oprør

og dunkel Gæring, der til høje Formaal

blev modnet. Modenhedens Time kom

og Lys med den, og Lyset avlende virked

tilbage paa sit Ophav, og det kaldte

til Liv Stofmassen den umaadelige.

Og netop da blev vort Forældrepar,

Himmel og Jord med ét Slag aabenbare.

Du Førstefødte dernæst vi Giganter

styred de nye Riger. Men nu følger

den smertelige Sandhed. Mærk det vel:

som Jord og Himmel har langt større Værd

end Kaos og end Mørket, skønt en Gang

de Alt behersked, og som vi bag dem

ser Jord og Himmel, faste, herlige

i Skikkelse og Form, i Drift og Daad

og tusind andre Tegn paa renere Liv,

saa skrider nu en ny Fuldkommenhed

frem lige i vort Spor, avlet af os;

den skal besejre os, som glorrigt vi

engang besejrede hint gamle Mørke.

Vi ligger ikke anderledes under,

end hint formløse Kaos veg for os.

Sig, gaar Muldjorden vel i Rette med

de stolte Skove, den bestandig næred,

og som i Gavmildhed den overtræffer?

Under den ej den grønne Lund dens Vælde?

Eller skal Træet mon misunde Duen,

fordi den kurrer og har hvide Vinger,

hvormed den flyve kan, hvorhen den vil?

Vi ligner slige Skovens ranke Stammer,

dog vore stærke Grene fostred ikke

ensomme, blege Duer, nej men Ørne

der gyldentfjædrede højt over os

i deres Skønhed svæver, og som derfor

maa herske, thi det er en evig Lov,

at den som ypperst er ved Skønhed, ogsaa

skal være først i Magt. I Kraft af Loven

vil muligvis det Kuld, som overvandt os,

paany besejres af en anden Slægt.

Har I vel set den unge Havets Gud,

som tog min Trone. Har I set hans Vogn

der flyver gennem Skummet, kørt af ædle

vingede Heste, dem han selv har skabt?

Jeg saa ham glide over stille Vande

med slig en Ild af Skønhed i sit Øje,

at slagen jeg mit hele Rige bød

et tungt Farvel.

 

Saaledes taler Oceanus. Og da de faldne Guder, enten overbeviste eller harmfulde, tier, bryder En, paa hvem ingen tænkte, en Gudinde: Clymene, den lange Taushed, og med feberrøde Læber og milde Blik taler hun saaledes frygtsomt blandt de Stolte:

 

O Fader! her min Stemme gælder mindst:

jeg ved kun Et, at Glæden er forsvunden.

at Kval har sneget ind sig i vor Hu,

for, frygter jeg, at blive der for evigt.

Jeg vilde nødig varsle ilde ... dog

lad mig min Sorg fortælle, lad mig sige,

hvad jeg har hørt og hvordan det mig bragte

til Graad og til med Taarer at forstaa,

at hvert et Fremtidshaab for os er slukt.

Jeg stod fornylig paa en yndig Kyst,

hvorover fra et stille Blomsterland

en sød og duftfyldt Brise blev henaandet.

Kysten var rig paa Fryd, som jeg paa Sorg,

saa rig paa Glæde i sin lune Varme,

at jeg fornam en Trang til blidt at rette

Bebrejdelser mod Egnens Sorgløshed

i Tonespil og Sange om vor Kval.

Jeg satte mig da ned, tog en Konkylje

med aabne Læber, nynned ind i den,

danned paa denne Vis en Melodi.

Ak! ikke mer at kalde Melodi!

thi mens jeg sang og med en fattig Kunst

lod Lyden strømme fra den dumpe Skal,

kom fra en skovgroet Strand, en Ø i Havet,

med Vinden, der slog om, en Trolddomsklang,

der druknede min Sans og sødt den vakte.

Jeg kastede min Muslingskal paa Sandet,

en Bølge fyldte den, ret som min Sans

blev fyldt af nye, signede Melodier.

Levende Død var i hver Strøm af Vellyd,

i hvert et Bundt af henrykt hvirvlende Toner,

som klang en efter en og sank paa én Gang

lig Perler, der med ét fra Snoren falder.

Saa end en Sang, og saa paany en Sang

hver lig en Due, der paa Tonevinger

istedenfor paa dem af tause Fjær

fra Oljetræet fløj. Da om mit Hoved

de svæved, gjorde deres Flagren syg mig

af Lyst og Sorg i Et, dog mest af Sorg.

Jeg holdt for mine Øren, som berustes,

da gennem mine skælvende Hænders Lukke

en Røst der trængte, sødere, langt sød're

end alle Melodier Nogen hørte.

Talløse Stemmer raabte saa: Apollo!

Du morgenlyse, unge Gud Apollo!

Hil, ung Apollo hil! - Jeg flyede.

Det fulgte mig og raabte lydt: Apollo!

 

Keats har aldrig skrevet noget saa smukt som dette Sted, og det er ligesaa tankedybt som dejligt. Det afgiver ikke alene en Prøve paa hans Poesis Storhed og Fylde, men en Indledning ikke blot til hans, men til den hele yngre Digterslægts Optræden efter at Søskolen og Scott havde erobret det poetiske Herskerspir. I de regerende Guders Navn er den menneskelige aand i Reglen fordømt til Ubevægelighed og Stillestaaen. Fremskridtet behøver saare tit et Tronskifte. Wordsworth og Scott var som mægtige Titanguder, hvis Glans blegnede for den unge Slægts, og Keats selv var den straalende Fugl, der hævede sig højt op i Luften fra Wordsworth's gamle storbladede Steneg. Var ikke Byron den nye Havets Gud, der befor Lidenskabens Vande med en Skønhed i sit Øje, som bragte Tidens største digteriske Genius til at forlade sit Rige, sikker paa ikke at kunne bestaa i Væddekampen? Og lød ikke Shelleys Melodier saa sødt berusende og uhørt dristigt gennem Luften, at de endnu den Dag idag trænger igennem overalt, skønt man med Clymene holder for sine Øren og saa længe som muligt vægrer sig ved at give de nye Toner Indpas? Det nytter ikke Noget, thi fra alle Sider hører vi nu Raabene: Apollo! morgenlyse Apollo!

De gamle Guder indtog som i Digtet en forskellig Holdning. Scott, den ædleste af dem alle, strøg, som vi har set, Flag for Byron med en Adel og Mildhed, der har føjet en Krans til hans mange andre. Wordsworth trak sig knurrende tilbage til sine Søer med en Plagiatbeskyldning mellem sine Læber, Southey spyede Galde og Gift - og imens indtog de nye, unge Guder deres Troner og slyngede Solstraalerne som Glorier om deres Isse.

Keats var den aller yngste af de unge, og udrustet med ejendommelige Væsensmærker og et eget Rige, i hvilket Ingen af de andre gjorde noget Indgreb. Han er et af de mange Eksempler paa, hvorledes de fineste og sjældneste Organismer kan opdukke i grove ydre Forhold og udfolde sig næsten uden nogen Omstændighedernes Gunst. Denne Yngling, der død i sit seksogtyvende aar har efterladt sig Mesterværker, som Ingen, der har læst dem, kan glemme, og hvis Navn Shelley i sin Adonais har skrevet ind blandt sine Stjerner, var Søn af en Londonerhyrekusk og opdraget som Apotekerlærling. For de fleste af den ældre Slægt var han ubekendt. Wordsworth - den eneste ældre, mod hvem hans Blik stadig var vendt, og med større Ærefrygt, end nogen Anden af de unge følte for ham - selv Wordsworth viste sig kold. Da Keats en Aften hos Maleren Haydon, hvor Veteranen fra Rydal Mount var tilstede, blev opfordret til at foredrage den skønne Hymne til Pan af hans "Endymion"'s første Bog, hørte den graahærdede Digter den til Ende uden Afbrydelse og bemærkede saa blot, at det var "et smukt Stykke Hedenskab". Det var det, og Ære være Keats derfor! Men Wordsworth vilde neppe sige noget Smigrende dermed. Saaledes lød da den vægtigste Stemme fra den gamle Digterskole. En anden lød fra Tidens kritiske Oldermænd. Den var skrattende og hæs. Baade "Quarterly" og "Blackwood Review" gennemhaanede "Endymion" paa den taabeligste Maade. Det blev sagt Forfatteren, at "han gjorde bedre i at vende tilbage til sine Apotekerkrukker", og man erindrede ham om, at "en forsulten Apoteker dog er bedre end en forsulten Poet". Braadden stak og smertede visselig dybt, hvor roligt den unge Digter end i Breve udtaler sig om den forsmædelige Adfærd, der var vist imod ham. Det er højst usandsynligt at det Sagn, der straks dannede sig mellem Keats' Bekendte om den nedbrydende Virkning, som disse Artikler havde paa hans Helbredstilstand, skulde, som det nu stadigt paastaas, savne al Grund. Dræbt af en Artikel, som det hedder i Byrons "Don Juan", blev Keats visselig ikke, og hans Udtalelser godtgør i ethvert Fald tilfulde, hvor dyb en Foragt han nærede for de nævnte Udgydelser imod hans Kunst og Person; men hans Ærgerrighed var heftig, hans Sind modtageligt for Indtryk og han Legeme havde Dødens Spire i sig; intet Under da, om hadske Anfald udefra rystede en Organisme, der indenfra blev bestormet af tærende Lidenskab og tærende Sygdom.

John Keats fødtes i Oktober 1795, mistede 9 aar gammel sin Fader, sattes af sin Moder i en god Skole og mistede hende til sin ubeskrivelige Sorg allerede som Dreng. Hans Udseende svarede til det Indtryk, man faar af hans Poesi. Medens den æteriske og kvindelige Shelley havde en slank, fin og smalskuldret Skikkelse og en skinger Røst, havde den ægte jordiske og tungfodede Keats til en noget vel lille Underkrop et bredt kraftfuldt Bryst med stærke Skuldre og en dyb alvorlig Stemme. Hans lille Hoved var omgivet af tykke brune Lokker, Øjnene store, glødende mørkeblaa og glimtende ved stærk Sindsbevægelse, Munden smukt formet, men Underlæben saaledes fremspringende, at det gav Ansigtet et udfordrende og krigerisk Præg. Grundtrækket hos ham som Dreng var da ogsaa en lille engelsk Grævlingehunds Haardnakkethed og Bestemthed, et Træk som lod slutte, at han snarere vilde udmærke sig ad den krigeriske Løbebane end ad den literære. Han viste tidligt et stort personligt Mod og var en Mester i Legemsøvelser; kort før han fik Tæring, afpryglede han en uhøflig Slagtersvend i regelmæssig Bokserkamp.

Han kom ud af Skolen 15 aar gammel og fra sit femtende til sit tyvende aar fik han ved sine Slægtninges Hjælp en Plads paa et Apotek i Edmonton som Hjælper hos en ret dygtig Kirurg, der efter Tidens Skik forenede en Læges og en Apotekers Bestilling. I 1816 begyndte han som Student at besøge Hospitalerne i London, men opgav snart Medicinen for Literaturen. Efter nogle aars Samliv med en Del af de unge Mænd i Datiden, hvis Interesser samlede sig om Kunst og Poesi, og som bar Landets literære Fremtid, ramtes han af den Sygdom, der alt havde dræbt hans Moder og yngre Broder. Den udvikledes under Bekymringen for, hvorledes han skulde skaffe sig sit Livsophold og under den bestandigt mere trykkende Følelse af Trang. Den fremskyndedes af en dyb og gengældt, men paa Grund af Keats's Fattigdom haabløs Lidenskab for en ung engelsk-ostindisk Dame. Den nødvendiggjorde hans Adskillelse fra hende paa en Rejse til Syden. Den dræbte ham i Rom.

Man finder, naar man kaster Blikket hen over den ikke literære Del af Keats's Levned kun tre biografiske Hovedkendsgerninger: Udsigtsløsheden med Hensyn til hans Udkomme - han tænkte paa Sydamerika, paa at ledsage en eller anden Indiafarer som Læge - den dybe og haabløse Lidenskab for hende, uden hvem Livet var ham intet, og endelig den tærende Sygdom.

Frøken Fanny (egenlig Frances) Brawne var fem aar yngre end Keats, altsaa fyldt 18 aar, da han i aaret 1818 lærte hende at kende. Han levede da i Wentworth Place ved Hampstead, en Ejendom, der kun bestod af to Huse med Haver foran og bagved, af hvilke Familien Brawne, Moder og Datter, beboede det ene, medens Keats og hans Ven Brown havde taget Ophold i det andet. Her tilbragte Keats det første halve aar af sit Kærlighedsliv i virkelig Lykke. I December 1818 havde han begyndt "Hyperion". I Januar skrev han "Isabella". I Februar 1819, den frugtbareste Maaned i hans Liv, digtede han sin "Ode til Psyche", "St. Agnes' Aften" og meget af "Hyperion". Tidligt i Foraaret skrev han, siddende under et Blommetræ i Familien Brawne's Have, sin "Ode til Nattergalen". Med andre Ord: det Skønneste, han har skrevet, stammer fra det første Halvaar, i hvilket han gik lange Spasereture med Fanny og endnu var rask. Da han daglig havde al mulig Adgang til at se sin Elskede, findes der desværre ikke et eneste Kærlighedsbrev fra denne hans Lykkes korte Tid. Men i Juli Maaned 1819 skrev han til hende for første Gang, og alle de Breve, han i dette og det følgende aar indtil sin Død har sendt hende, blev offenliggjorte i 1878.

De første af dem er endnu ikke tungsindige. I et af de tidligste hedder det: "Jeg behøver et lysere Ord end lys, et skønnere Ord end skøn" og han svarer paa en Indvending fra hendes Side saaledes: "Hvorfor maa jeg ikke tale om din Skønhed, da jeg uden den aldrig kunde have elsket dig? Der gives maaske en anden Art Kærlighed, for hvilken jeg har største Agtelse og som jeg kan beundre hos Andre; men den har ikke den Rigdom, den Blomst, den fulde Form eller den Trolddom, som Elskov efter mit eget Hjerte har."

Dog meget snart glimter i disse Breve den Skinsyge frem, der snart skulde virke saa fortærende paa Keats. Atter og atter afkræver han hende Løfte om evig Hengivenhed. Uden endnu at være syg har han en ubestemt Forudfølelse af at hans Dødsstund ikke er fjern. Der er, siger han, to uudtømmelige Æmner, han paa ensomme Vandringer ruger over, hendes Elskelighed og hans egen Død: "Gid jeg kunde besidde dem begge i samme Minut!"

Hendes Breve virkede i Grunden kun forstemmende paa ham. Han læste dem saa tit, at hver Sætning fik en unaturlig Vægt og de syntes ham da enten kolde eller fulde af Bebrejdelser. Han pinte sig selv og derefter hende med sin mistænksomme Pirrelighed, rejste f. Eks. uden Grund hendes Dør forbi i Hampstead, skønt han selv længtes og skønt han ved sin Udebliven skuffede hende. Fra Oktober 1819 er der et Par lykkelige og ublandet ømme Breve. Men i Februar 1820 indtræder i hans Sjæleliv en Tilstand af højeste Ophidselse. Han begynder at spytte Blod, og han "læser i dets Farve sin Dødsdom". De Breve, der nu følger, er korte, nogle endnu forhaabningsfulde og spøgefulde, andre mistænksomme og voldsomme i deres Skinsyge. Alle strømmer de over af Lidenskab.

Man læse dette Brudstykke: "Du kender vor Stilling - hvad Haab er der vel, selv om jeg skulde komme mig nok saa snart - min Helbredstilstand vil ikke tillade mig at gøre nogensomhelst Anstrengelse. Det er blevet mig foreskrevet, at jeg ikke engang maa læse Poesi, langt mindre skrive. Gid jeg havde blot en lille Smule Haab. Jeg kan ikke sige: Glem mig - men jeg vil dog bemærke, at der gives Umuligheder i denne Verden. Ikke mere om dette! Jeg er ikke stærk nok til at kunne vænnes fra - dog intet Hensyn til det i dit Godnat-Brev!"

Stadigt beder han hende under hans Kræfters tilsyneladende Tilbagevenden at komme blot et halvt Minut hen ved det Vindue, fra hvilket han kan se hende, eller at gaa et Par Skridt i Haven. Noget derefter beder han hende, ikke at komme hen at se til ham hver Dag - han kan ikke altid taale Synet af hende. Men kommer hun saa ikke, bliver han skinsyg og urolig.

Brevene bliver stedse sørgmodigere og pinligere at læse, alt som den uundgaaelige Udgang nærmer sig. De sidste Breve er hjertesønderrivende. I sin Lidenskabelighed er han hjælpeløs og rasende fortvivlet som et Barn, der tror sig glemt. Det er den sjælelige Dødskamp før den legemlige.

Hans Elskede viste ham uforandret Ømhed til det sidste. Selvfølgelig havde, som det nu ses, dette pur unge, lidt kokette Pigebarn ingen Anelse om, hvilke Evner og Kræfter der boede i den stakkels brystsyge Yngling, som tilbad og pinte hende, men hun elskede ham for hans egen Skyld, og da det sidste Brev røbede hende, hvor galt det var fat med ham, vilde hun og hendes Moder ikke længere overlade ham til en Vens Omsorg, men bragte ham til deres eget Hus i Wentworth Place, hvor han boede den sidste Maaned før sin Afrejse til Italien. En Rejse derhen var nemlig det Middel, Lægerne endnu vilde forsøge.

Han som under andre Omstændigheder vilde have følt det som den højeste Lykke at skulle se det Land, hvis Natur han altid havde længtes efter og hvis Guddomme han havde opvakt fra de Døde, skriver nu: "Rejsen til Italien vækker mig hver Morgen ved Daggry. Jeg skal forsøge paa at foretage den, skønt det er med samme Følelse som skulde jeg marchere mod et Batteri." Ombord paa Skibet skriver han med Hensyn til sin Kærlighed: "Hvis mit Legem kunde komme sig af sig selv, vilde denne Sag forhindre det; selve den Ting, jeg mest ønskede at leve for, vil blive en Hovedgrund til min Død ... Jeg ønsker mig Døden hver Dag og Nat for at blive befriet fra disse Lidelser og ønsker saa atter Døden bort, da Døden vilde tilintetgøre selve disse Lidelser, som er bedre end Intet. Land og Hav, Svaghed og Tæring er store Adskillere, men Døden er den store Adskiller for bestandig ... Jeg tænker sjældent paa min Broder og Søster i Amerika; men Tanken om at skulle forlade Frk. Brawne er skrækkelig fremfor alt Andet; en Følelse af Mørke kommer over mig ved den; jeg ser uafladeligt hendes uafladeligt forsvindende aasyn." Og i et andet Brev skriver han: "Overbevisningen om at jeg ikke mere skal gense hende, vil dræbe mig. Min kære Brown, jeg skulde have havt hende, mens jeg var rask, saa var jeg ikke bleven syg. Jeg kan ikke udholde at dø - jeg kan ikke udholde at forlade hende. O Gud, Gud, Gud! Alt hvad jeg har i mine Kufferter, som erindrer mig om hende, gaar igennem mig som Spyd. Det Silkefoer, hun syede i min Rejsehue, brænder mit Hoved. Min Indbildningskraft er gyseligt levende med Hensyn til hende - jeg ser hende - jeg hører hende. Der er Intet i Verden, som fængsler mig tilstrækkeligt til at adsprede mig fra Tanken om hende endog blot et Øjeblik ... Jeg kan ikke sige et Ord om Neapel; jeg føler mig ikke i ringeste Maade berørt af de tusind nye Ting rundt omkring mig. Jeg frygter for at skrive til hende. Men det vilde være mig kært, om hun vidste, jeg ikke har glemt hende. O Brown! jeg har glødende Kul i mit Bryst. Det overrasker mig, at det menneskelige Hjerte er i Stand til at udholde og bære saa megen Elendighed. Blev jeg født for at ende saaledes?"

Paa den sidste Dag i November 1820 skrev han sit sidste Brev. En kyndig Læge, en fortrolig Ungdomsven af Keats, Dr. Clark, bevarede hans Liv endnu Vinteren over. I Neapel havde han modtaget et hjerteligt Brev fra Shelley, der indbød ham til at komme til Pisa, hvor han skulde finde enhver Art Pleje og Hjælp. Han modtog ikke Tilbudet. Efter nogle Ugers kvalfulde Lidelser kom en Tilstand af Resignation og Ro med Hvile og Søvn. Han ønskede at et Brev fra hans Elskede, som han ikke vovede at læse, sammen med en Pung og et Brev fra hans Søster skulde lægges i hans Kiste og bestemte, at paa hans Grav de Ord skulde skrives:

 

Her ligger En, hvis Navn blev skrevet i Vand.

 

Berøringen af Shelleys magiske Stav stivnede Vandet til Is og lod Navnet staa som indridset i Krystal for alle følgende Tider *11).

Keats's Poesi er den engelske Naturalismes stærkest duftende Blomst. Den havde jo allerede, da han opstod, havt en lang og kraftig Vækst. Dens Løsen var, som vi saa, først blevet formet af Wordsworth og af ham saa planmæssigt udfoldet, at han inddelte sine Digte i Grupper, svarende til Livets forskellige Aldre og til Sjælens forskellige Evner. Den fik hos Coleridge Rygstød i en halvt Schellingsk Naturfilosofi; den optraadte sejrrig hos Scott som et af Fædrelandskærligheden baaret Menneske- og Landskabsstudium, som historisk Begejstring og som Geniets Opdagerblik for Racernes gennemgribende Betydning. Den opstaar endelig baade hos Moore og Keats som rig og pragtfuld Sensualisme, baaret af Organismer, hvis Sanser besidder en Modtagelighed for Yderverdenens Skønhedsindtryk, mod hvilken Menneskenes sædvanlige Paavirkelighed synes sløv og stum. Men hos Moore er Sanseligheden, medens den kunstnerisk aabenbarer sig i en varm og glimrende Kolorit, ensidigt rettet paa det Erotiske og af en let og legende Natur. Hos Keats er den omfattende, lødig og tung, paa ingen Maade særligt erotisk, men alsidig og i denne sin Alsidighed et beundringsværdigt Udslag af den fælles-engelske Naturalisme. Denne førte hos Wordsworth til én, allerede skildret, Yderlighed; hos Keats er den dreven til en ganske anden og poetisk langt mere værdifuld.

Blandt alle Englands Digteraander var Keats mest af en Kunstner. Han var den af dem alle, der havde mindst med Læresætninger at gøre. Hans Poesi har ingen Støtte i Fædrelandskærligheden som Scotts og Moores, forkynder intet Frihedsbudskab som Shelleys og Byrons, den er ren Kunst og bæres af Indbildningskraften alene. Det hørte til hans Yndlingsytringer, at den sande Digter ingen Lære eller Mening kunde have, ingen Moral, ja "intet Selv". Og hvorfor? Fordi Digteren i lige Grad glæder sig ved Lyset og Mørket og har lige saa megen Fornøjelse af at undfange en Jago som en Imogen. Om alle Digtere, der har glemt sig selv over Genstandene for deres Fantasi, gælder det, at de i Frembringelsens Timer har lagt deres private Ejendommelighed og Forkærlighed saa vidt muligt tilside; men om Keats gælder det i den højeste Grad. Ryddede de Andre deres Arbejdskammer for en Del af deres private Forhaabninger, Sværmerier og Grundsætninger, de gjorde det dog ikke saa fuldstændigt som han. Hans Arbejdsværelse var, som en af hans Beundrere har sagt "en Malers Atelier med lidet andet Bohave end Staffeliet".

Imidlertid hin Keats's poetiske Ligegyldighed overfor Anskuelser og Grundregler var selv en Livsanskuelse og en Grundregel, den som stammer fra den digteriske Naturforgudelse. For den følgestrenge Panteist i Digtekunsten er alle Former, alle Skikkelser, alle Livsytringer paa Jorden, i hvilke Fantasien fordyber sig, kære og lige kære. Keats anerkender for Digteren ingen Sandhed af den Art, der vil forbedre eller udelukke; men han nærer en næsten religiøs Tro paa selve Indbildningskraften som Sandhedskilde. Det hedder i et af hans Breve: "Jeg er ikke vis paa Noget uden paa at Hjertets Følelser er hellige og at Indbildningskraften er sand. Hvad den griber som Skønhed maa være Sandhed, hvad enten det forhen har været saaledes til eller ej - thi jeg har samme Mening om alle vore Lidenskaber som om Kærlighed; de er alle paa deres Højdepunkt Skabere af væsenlig Skønhed. Indbildningskraften kan sammenlignes med Adams Drøm: han vaagnede og fandt, at det var Sandhed." Han udfører videre Forskellen mellem denne Art Sandhed og den, hvortil man naaer ad Grubleriets Vej, og udraaber saa disse Ord, der indeholder Nøglen til hans hele Poesi: "Dog hvorom Alting er, hvor langt hellere et Liv i Sanseindtryk end et Liv i Tanker!" (O for a life of sensations rather than of thoughts!)

Han levede for en stor Del et Liv i Sanseindtryk, i Fornøjelse og Smerte gennem Sanserne. "Tag, siger Masson, en Fysiologi og gennemgaa de saakaldte Klasser af Sansninger en efter en - de Sansninger, der er knyttede til de blotte Muskeltilstande, dem, der er forenede med saadanne Livsprocesser som Blodomløb, Ernæring, aandedræt og elektrisk Forbindelse med omgivende Legemer, Smagssansningerne, Lugtfornemmelserne, Berørings-, Hørelses-, Synssansningerne og man vil finde, at Keats var usædvanlig begavet med dem alle."

Han var f. Eks. overordenlig modtagelig for Ganens Fornøjelser, og han søgte at forhøje dem ved besynderlige Pirringsmidler. En af hans Venner fortæller, at han har set Keats en Dag lægge Cayennepeber paa sin Tunge, for, som han sagde, bedre at nyde den behagelige Smag af en Slurk kold Rødvin derefter. "Siden vi taler om Fornøjelser, siger han selv i et Brev, saa skriver jeg i dette Øjeblik med den ene Haand og holder med den anden en Fersken til min Mund." Det kan derfor ikke undre, at Billeder hentede fra dette Omraade er hyppige hos ham. I hans med Rette berømte Ode til Melankolien hedder det om denne Guddom, at den har sit Alter i selve Glædens Tempel, skønt uset af andre end den, der med "kraftig Tunge kan sprænge Glædens Drue mod sin fine Gane", og i en af Keats's sidste Sonetter beskriver han Dødens Komme med de betegnende Ord, at "hans Sjæls Gane mister sin Smag".

Det forstaar sig, at Høre- og Synssansen forsynede ham med endnu mangfoldigt flere Udtryk end de underordnede og mindre ædle Sanser. Han besad en Musikers Kærlighed til Musik og en Malers Blik for Lys- og Farve-Afskygninger. Saaledes forstaas det, at han for alle de forskellige Arter af Lyd og Vellugt og Smag og Berøringsfornemmelser var i Besiddelse af et Ordforraad, som man skal lede om hos de største Digtere, og saaledes ses det, at han i sin medfødte Organisation havde et Indbegreb af Anlæg, der - sigtede, formede og udviklede - i Forening udgjorde den højeste Evne til at opfange og gengive al Skønhed i Naturen.

At kunne gengive den var fra først af hans Drøm, og han, der om sig selv afgav det Vidnesbyrd, at han slet ingen "Meninger" havde - undtagen med Hensyn til Kunsten, sluttede sig lidenskabeligt til den Omvæltning, Wordsworth og Coleridge havde afstedkommet i Bedømmelsen af det forrige aarhundredes Digtere. Spenser var hans Afgud, den klassiske Kunstdigtning hans Rædsel, og i Digtet "Søvn og Poesi" har han nedlagt en kunstnerisk Trosbekendelse, der ikke kunde afgives i voldsommere Udtryk. Efter at have skildret Englands gamle poetiske Triumfer, udbryder han:

 

Har alt det kunnet glemmes? Et Forfald,

der fulgte Barbaris og Dumheds Kald,

har gjort Apollo skamrød for sit Land,

Mænd blev for vise anset, hvis Forstand

end ej begreb hans Herlighed. Naar bedst

de rokkede omkring paa Gyngehest,

for Pegasus de tog den. Hvilke Brave!

Stormen fra Himlen blæste. Verdenshave

steg, sank. - I følte Intet! - Himmelblaaet

afslørede sin Barm og, oversaaet

med Sommerduggens Perler, ud af Taagen

sig Morgnen vikled. Skønheden var vaagen,

I sov! ...

I bar en stakkels jammerlig Standart

med flove Valgsprog efter Eders Art,

hvorpaa med brede Bogstaver stod skrevet

ét Navn kun: Boileau!

 

Saa længe før Stormen i Frankrig rejser sig mod dette pæne, gamle Navn, støder Keats i Krigstrompeten imod det; Théophile Gautier har ikke nævnet det med større Harme end han.

Det maa vel være dette Afsnit, hvis energiske Stil minder En om Kaulbachs Maleri i München, hvor Paryktideus Kunstner slumrer med Lededukken i sin Arm, der har givet Anledning til Byrons stadige Udfald mod Keats som Angriber af Pope. Men Keats har aldrig offenliggjort en Linie mod Pope, og naar Grevinde Guiccioli i sit naive Værk om Byron kommer tilbage til disse Angreb, der skal have opbragt hendes Elskede, saa er dette kun elskværdigt kvindeligt Eftersnakkeri. Derimod har Keats rimeligt nok indbefattet Pope blandt de ovenfor Udpegede, hvis Øre var lukket for Havets og Vindenes Musik og som sov over sig, naar Morgenen udfoldede sin Skønhed.

Han var ikke af dem. Opløser vi Keats's Ejendommelighed, finder vi som alt berørt Grundlaget for den i den alsidige Sanselighed. Læs i Oden til Nattergalen denne Strofe:

 

O havde jeg en Druedrik, der længe

var kølnet i en Hules Kældergange,

hvis Smag var Blomsterduft og grønne Enge

og solbrændt Fryd og provencalske Sange!

O havde jeg et Bæger, fra hvis Bund

Sydens den ægte Hippokrene flød,

med Perlebobler vinkende paa Randen,

med purpurplettet Mund,

saa drikkende jeg glemte Liv og Død

og svandt i Skovens Skyggenat selvanden!

 

Og sammenlign hermed disse Linjer af "Endymion":

 

Smag disse saftige Pærer som Vertumnus

har sendt, den alvorsfulde ...

svag den søde,

den under Sneglimtfladen rige Fløde,

bedre end den som Amalthea øste

for Jupiter som Dreng. - Fra Træet løste

Jeg disse Blommer, der imod dig smiler.

Af intet Tryk formørkede de hviler

duftspredende i Skaalen, som dem rummer,

og smelter mellem Barnets bløde Gummer.

 

Til den forfinede og rige Smagssans svarer Lugte- og Følesansens ideale Finhed. I "Isabella", et Digt, der efter Boccaccio behandler samme Æmne som H. C. Andersens Æventyr "Rosen-Alfen", staar der paa det Sted, hvor den unge Pige griber sin Elskedes afhuggede Hoved:

 

Hun vikled det i Skærfets Silke

med Duft af Blomsterindelukket

- de fine kostelige Stilke

fjernt i Arabiens Dugg var plukket -

hun over det en Vædske gød,

der himmelfrisk og vellugtsød

ned fra et Slangerør bestandig strømmed.

 

I "Lamia" staar der, hvor Gæsterne indfinder sig til det unge Pars Bryllup:

 

Med Nydelse sig Gæsten havde følt

straks af de "kolde, fulde Svampe" kølt,

som Slaver trykked mod hans Fod og Haand

og da nu Olie, duftende af Vaar,

var bleven udgydt over Alles Haar,

skred de i hvidt og festligt Klædebon

og stilled sig om Hynderne af Silke.

 

I en af "Epistlerne" findes følgende i sin sanselige Billedrigdom utroligt sammentrængte Linje om en Svane: "Du tilkyssede dig din daglige Føde fra Najadernes perlebeduggede Hænder" (note: Kissing thy daily food from Najads pearly hands).

Det er unødvendigt at gøre Læseren opmærksom paa de enkelte Finheder i disse Brudstykker. Men idet vi nu naaer til Synssansens Omraade, kommer vi først til Keats's egenlige Felt, skønt Synssansen i hans Poesi aldrig paavirkes alene. Medens Wordsworth's Naturmaleri fører os ud i den egenlige Flora, træder vi med Keats ind i et Drivhus: en mild, fugtig Hede slaar os imøde; brogede Blomster og saftdryppende Frugter møder vort Øje, og slanke Palmer, gennem hvis Grene ingen ublid Vind formaar at suse, bevæger svagt nikkende deres lange brede Vifter. Han har digtet en Sang til Efteraaret, som er typisk for hans Naturbeskrivelse. Han viser, hvorledes det sammensværger sig med den modnende Sol om at signe og betynge Vinrankerne, der løber hen over Straataget, om at bøje de mosgroede Æbletræers Grene under Æblernes Vægt, om at fylde alle Frugter med Saft helt ud til Skallen, om at faa Græskarret til at svulme og om at udfylde Hasselnødden med søde Kærner, og saa skildrer han med Mesterhaand Efteraaret som Person:

 

Hvem har ej set dig blandt dit Forraads Fade!

Tit den, der søgte dig hos Hjort og Hind,

dig sidde saa paa Gulvet i en Lade

med Haaret løftet blidt af skovlende Vind.

Du sover sundt ved en halvt mejet Fure

dysset af Valmuduft, imens din Segl

end skanner Kornets nære, gyldne Mure,

Axrækkerne, der under Blomster venter.

 

Det er Keats umuligt at nævne Navnet paa noget Begreb eller nogen Tanke uden at han straks fremstiller dem i legemlig, plastisk Form. Hans talrige Allegorier har et Liv og en Ild, som var de udførte i Sten af det sekstende aarhundredes bedste italienske Kunstnerhænder. Han siger om Melankolien: Den dvæler hos Skønheden - hos Skønhed, som maa dø, og hos "Glæden, hvis Haand stadig er ved dens Læbe, bydende Farvel." - Han siger om Digtekunsten: den er en uudtømmelig Strøm af Lys; den er den højeste Styrke, den er "Magt selv, halvt slumrende paa sin højre Arm."

Saaledes ser vi Keats's digteriske Evne vinde stedse mere og mere i Omfang. Hans Udgangspunkt og Udgangspunktet i de smukkeste blandt hans mindre Digte (som Oden til Nattergalen) er Skildringen af en rent legemlig Tilstand, som Mathed, Nervøsitet, Opiumsdøsighed, Tørst, Forsmægten; paa denne Baggrund af Ømfølsomhed hæver saa Sansebillederne sig frem, tydelige og runde, omtrent som Reliefer paa et Skjold. Ordet Sammensvejsning kommer En paa Læben ved Tanken paa Keats's Billeder. De har noget vist Fuldtlødigt og Færdigt ved sig, som om de paasvejsedes en Flade.

Man agte nøje paa, hvorledes Skikkelserne langsomt hæver sig frem i de følgende Brudstykker, første og tredje Strofe af den skønne "Ode to Indolence":

 

Nys saa jeg tre Figurer i Profil

med sænket Hoved, Hænderne foldet frit,

en bag den anden, i den strenge Stil,

de gik paa bløde Saaler, klædt i Hvidt.

Lig Skikkelserne paa en Marmorurne,

man for at se dens anden Side drejed,

de svandt, og som var Vasen atter vendt

de kom igen, paany til Livet kaarne,

mig fremmede, som Vasen, Ingen ejed,

med Skikkelser, af ingen Forsker kendt.

 

De vandred mig forbi for tredje Gang

og under Gangen saa de flygtigt paa mig.

Saa svandt de; jeg fornam et heftigt Hang

at følge dem, hvor Ingen kunde naa mig.

"Elskov" den første var en yndig Pige,

"Ærgerrighed" den anden, bleg om Kind

med trætte Øjne, Dag og Nat aarvaagen.

Den sidste, efter hvem jeg mer maa hige,

jo mer hun smædes, det var stolt af Sind,

skøn "Poesien", elsket mer end nogen.

 

Dog først i de Par færdigblevne Sange af "Hyperion" lykkedes det Keats at beherske sine Kunstmidler fuldstændigt og virkeliggøre det Ideal af plastisk sanselig Bestemthed, der svævede for hans Øjne. Her er Reliefet svundet for Statuen og for Statuer af en Stil, som havde Michelangelos Mejsel været med i Spillet ved deres Fødsel. Lad være, man føler Studiet af Milton, dette er ligefuldt mere end Milton. Allerede Æmnets Natur drev Billederne ud i det Kolossale.

Man læse disse Ord om Gudinden Thea:

 

Den høje Amazone vilde, stillet

ved hendes Side, kun havt Dværgevækst.

Havde Achilles hun ved Haaret grebet,

hun havde bøjet let hans haarde Hals.

Hun havde standset Ixions Hjul med Fingren.

 

Eller man læse denne Beskrivelse af Hulen, hvor Titanerne har samlet sig efter deres Fald:

 

Det var en Hule, hvor sig intet Lys

i deres Taarer spejled, hvor de følte,

dog ikke hørte, deres Suk for Brølet

af hæse Strømme og en Fos, der styrted

uvist hvorfra med Torden ned i Mørket.

Klippe ved Klippe, Fjælde, der saa ud

som var de netop vaagnet op af Søvne,

løftede Horn ved Horn de stejle Pander

og danned med barokke Kæmpeformer

et Tag, tilpas for denne Kvalers Rede.

Istedenfor paa Troner sad paa Flint de,

laa paa ru Sten og Skiferlag med Jern.

De var ej alle her forsamlet. Nogle

pintes i Lænker, Andre flakked vide.

Cæus og Gyges og Briareus, Tyfon

og Dolor og Porfyrion foruden

langt flere af de Kækkeste til Angreb

var indespærrede paa Steder, hvor

de knap formaaede at drage aande,

laa lænkede med sammenbidte Tænder.

Malmaarer lig i Bjerget, deres Lemmer

var alle krummede og sammenspændte.

De laa der uden en Bevægelse

undtagen deres tunge Hjerters, naar

de svulmede i Kval og atter vildt

med Feber-Malstrøm gennem alle Pulse

sig sammen trak.

 

Det var ikke for meget sagt af Byron, som tilforn havde været saa streng mod Keats, at Digtet "Hyperion" "virkelig syntes beaandet af Titanerne og var stort som Æschylos selv." Man har ogsaa nu tilstrækkelige Prøver paa Digterynglingens Fantasikraft; hvor søde hans Melodier end er, saa er det dog ved den, han staar som engelsk Digter. Han danner med sin Poesis rent kunstneriske Præg Overgangen fra de samfundsbevarende til de fremskridtselskende Poeter, men dog med et tydeligt Hang til Fremskridtet, et Hang, hvorpaa hans sværmeriske Venskab for "Eksaminer"'s radikale Redaktør Leigh Hunt er et talende Tegn *12). Han følte hvad han skrev, naar han i Forbitrelsen over det Liverpool-Castlereaghske Styre i sit Digt "Til Haabet" udbrød:

 

O lad mig se vort Land sin Sjæl bevare

sin Stolthed og sin Frihed, ikke Skyggen

af Frihed blot!

 

og Navnene Wilhelm Tell, William Wallace og fremfor alle Kosciuszko forekommer atter og atter nævnte med højeste Beundring i hans Vers. Hvad han havde udviklet sig til, ifald han havde naaet Mandsalder, lader sig ikke sige. Da han skrev sine sidste Sange, var han jo endnu et verdensfremmed Barn.

Det bør ikke glemmes, at han skrev dem under store Kvaler og uden nogensomhelst Sindsro til Arbejd. Maaske er det derfor, de er saa skønne. Lad Kunstneren længe nok holde sit Privatliv ude fra sin Frembringelse, lad ham som Keats neppe nævne sin dybeste Lidenskab i sine Værker, det vil ikke fejle, at intet Værk har det Liv, den Farve, den guddommelige Tunge af Ild paa sin Pande, som det, der er udført, medens den, som skrev det, ikke blot har skrevet, men levet og lidt. Hverken Bekymringen for Brødet, eller Brystsygen eller Lidenskaben for den ostindiske Pige har ligefrem sat noget Stempel paa Keats's Arbejd; men af al denne Gift for ham har han suget Næring for det.

Saa sank han i sin tidlige Grav, og neppe jordfæstet opstod han fra de Døde i det Klagedigt, som Shelley lod tone over hans Grav. Han ophørte at eksistere som Keats, han forvandledes til en Myte, til Adonais, til alle Musers og Elementers skønne Yndling, og mytevorden førte han fra da af i Slægtens Bevidsthed en dobbelt Eksistens:

 

Han lever, han er vaagen - det er Døden,

som døde, ikke ham. Sørger da ikke

for Adonais! ...

 

Et med Naturen er han nu. Hans Røst

høres i hver dens Lyd fra Tordendrønet

til sød Musik fra Nattergalens Bryst ...

 

Han er en Del af alt det Elskelige,

som han forøged. Han har med sin Iver

nu Del i Kraften, hvormed aandens Rige

de nye Væsners Skare mægtigt driver

ind i den Form, som Liv og Sjæl dem giver ...

 

Alle, der ringere var i Ry end aand,

fra Himmeltroner rejste sig bevæget,

saasnart han kom. Den blege Chatterton,

hvis aasyn end var af hans Dødskamp præget;

Sidney stod der, som han om Æren hæged

i Striden, som han kæmped, elsked, leved,

ophøjet mild, en aand, der andre læged,

selv uden Plet ...

 

Og mange fler, som knap er kendt paa Jorden

...

De raabte: Du er bleven en af vore.

Paa dig hin stumme, kongeløse Klode,

der længe kredset vildt, har ventet saare.

Kun den tav i en Himmel, fuld af Sang.

Din Stjernetrone da bestig og styr dens Gang!

(note: Shelley: Adonais, Strofe 41-43.

 

Der gives neppe i Poesiens Historie et Sidestykke til denne Elegi. Den er Skikkelsens umiddelbare Forklarelse efter Døden, og en poetisk Forklarelse af rent naturalistisk og rent menneskelig Art. For Shelley laa Keats's sande "Apoteose" i Forestillingen: Han er bleven Et med Naturen.

 

Noter til Kapitel 11:

*11)

Og Tidens Strøm, den maanedløse, blev

en Flade af Krystal, der prangede

med Navnet Adonais.

Shelley: "Brudstykke" 77. "Om Keats".

*12) Man agte paa Vellyden i hans Alfesang:

Shed no tear! o shed no tear!

The flower will bloom another year.

Weep no more! weep no more!

Young buds sleep in the roots white core. osv.

(Fæld ingen Taare! o fæld ingen Taare! Blomsten vil udfolde sig et andet aar. Græd ikke mere! græd ikke mere! Unge Knopper slumrer i Røddernes hvide Hjerte).

 

12. Irsk Revolte og Oppositionspoesi.

 

I November 1825 skriver Walter Scott i sin Dagbog: "Thomas Moore her ... I hans Væsen ligger mandig aabenhed, parret med fuldkommen Anstand og god Opdragelse. - Intet Spor af Poet eller Pedant ... Hans Ansigt er ikke usædvanligt, men hans Træk er saa livlige, især naar han taler eller synger, at de er langt mere fængslende end regelret Skønhed kunde gøre dem. Jeg huskede, at Byron baade mundlig og i sin Dagbog saa tit har nævnt Moore og mig i samme aandedræt og med samme Art Agtelse, at jeg var nysgerrig efter at se, hvad vi kunde have tilfælles, da Moore stedse har levet i den elegante Verden, jeg paa Landet og med Forretningsmænd, ogsaa ofte med Statsmænd, da Moore er en Lærd, jeg ikke, han en udmærket Musiker, medens jeg ikke kender en Node, og da han er en Demokrat, jeg en Aristokrat, ikke at tale om, at han er en Irlænder, jeg en Skotte. En Ting har vi dog tilfælles, og det er et vigtigt Lighedspunkt: vi er begge to godmodige Fyre, der heller nyder Øjeblikket end anstrenger os for at holde vor Løveværdighed vedlige, og vi kender Verden nok til af vort Hjerte at foragte saadanne højnæsede Personer, der i deres literære Vigtigmageri minder om den Mand, Johnson mødte i et Værtshus og som forestillede sig selv som den store Twalmy, Opfinder af de sluseformige Strygejern ... Det vilde være en glædelig Tilvækst til min Lykke, om Thomas Moore havde en Landejendom to Mile fra mig. - Vi tog sammen i Teatret, og da Huset heldigvis havde et godt Publikum, modtog det Thomas Moore med Henrykkelse. Jeg kunde have omfavnet dem, thi de betalte min Gæld for den smukke Modtagelse, jeg fik i Irland."

Med disse hjertelige og muntre Ord har Skotlands store Mand jævnført sig og Irlands nationale Digter. Ligheden mellem deres Stilling som anerkendte og beundrede Organer for de to til England knyttede, afhængige Riger lader Forskellen imellem dem træde skarpere frem. Den beror allerførst paa Forskellen imellem Skotlands og Irlands Situation overfor den herskende Stamme. Skotlands Stilling var underordnet; men den var lovlig ordnet og Skotter havde Sæde i det engelske Parlament. Irlænderne derimod, som dels ved en langt dybere Raceforskel, dels for Flertallets Vedkommende ved en langt betydeligere religiøs Uensartethed adskilte sig fra deres engelske Herrer, var seks hundrede aar igennem blevne beherskede af en Regering, med hvilken de ikke havde mere Kontrol end Hinduerne eller Singaleserne med deres. Landets protestantiske Parlament havde i sin Tid havt sit Sæde i det katolske Irland som en fjendtlig Besætning i et erobret Land. Det var en Bande Magthavere, der regerede i en fremmed Vældes Navn med fuld Frihed til at undertrykke, men som selv øjeblikkeligt blev vundne ved Bestikkelse eller undertrykte ved Voldshandlinger, ifald de gjorde det fjerneste Forsøg paa Modstand. Den irske Protestant var i Virkeligheden ikke bedre stillet end sin katolske Landsmand, han kunde kun købe sine Herrers Gunst for Opofrelsen af sit Lands Fordel og nød kun den ene sørgelige Forret at være paa én Gang Træl og Herre.

Den engelske Stamme har havt den Lykke, at saavel dens Dyder som dens Fejl har sikret den Overlegenhed i Kampen for politisk Selvstændighed og Magt dens Egenkærlighed og dens Hovmod er næsten komne den ligesaa stærkt tilgode som dens ædruelige Kløgt og dens Handlekraft. Den irske Stamme derimod synes omtrent paa samme Maade som den polske baade ved sine Dyder og sine Laster at være fordømt til politisk Afhængighed. Uden at glemme, at den overvundne Stammes Karakter altid bagvaskes i Sejerherrens Skildringer tør man paastaa, at Irlændernes Lethed, Livlighed, Ynde og Ild, deres urolige Heltemod, deres ustadige Ridderlighed, det Hang til Frihed og i visse Tilfælde til Oprør, der hos dem forenes med Forkærlighed for Kongemagtens Pragt og Pomp, afgiver et daarligt Grundlag for et roligt og uafhængigt Statsliv. De mangler den nyere Tids borgerlige Dyder, og de, som de besidder, hører Fortiden til: deres Fromhed staar paa Randen af den blindeste Overtro, deres Trofasthed bestaar som deres Brødres i Bretagne i en Art Vassal-Troskab mod Landets gamle Adel, og deres glimrende Mod er af uavet og opbrusende Natur. Endelig har den langvarige Undertrykkelse sat sit Stempel paa deres Sjæle. De mangler Selvtillid, forfalder let til Forstillelse og ikke mindre let til Dorskhed; de er altfor uforsigtige før Faren og altfor let skræmmede i det Øjeblik, den kommer; de forstaar ikke at bruge Friheden, naar den i korte Tidsrum undes dem, fordi man kun ved langvarig Øvelse lærer at benytte den med Fasthed.

Der gives uerfarne Folkeslag som uerfarne Mennesker. Irlænderne har en Side, fra hvilken de er beslægtede med Franskmændene, for hvem de altid har næret en levende Sympati, en anden set fra hvilken de minder om Polakkerne, og en tredje, fra hvilken de synes orientalske. Blandt de sidste af Moores "Irske Melodier" findes et Digt "Jævnførelsen" (The Parallel), der bevarer et Skrift mod Irlænderne, som vilde bevise, at de oprindeligt var Jøder, med at drage en Sammenligning mellem Irlændernes Skæbne og det jødiske Folks:

 

Som du er vort Folk nu erobret og knækket,

Kronen faldt fra dets Hoved, dets Vælde blev spag.

Til hver Gade, hver Hal Ødelæggelsen rækked,

dets Sol er gaa't ned, medens end det er Dag.

 

Og selve Stammen har et østerlandsk Præg. "Irlænderne," siger Byron etsteds i Anledning af Moore, "roser sig af deres orientalske Oprindelse og virkeligt taler deres Indbildningskrafts Vildhed, Ømhed og levende Farver, deres Mænds ildfulde og højtspændte Sindelag, deres unge Pigers Skønhed og asiatiske Ynde til Gunst for denne Mening." En Folkestamme med disse Grundtræk maatte nødvendigvis afgive et let Bytte for et sejgt og grusomt engelsk Tvangsherredømme.

Et hurtigt Blik ud over Irlands Historie under Thomas Moore's Opvækst er nyttigt til Forstaaelsen af, at denne mildtanlagte og bløde Digteraand bliver den første, som fører Englands i Naturbeskuelsen hvilende Digtning over i Friheds-Ideernes Lejr og giver den politiske Poesi Signalet. Han fødtes i Maj 1779 og det er i de første Ynglingeaar, han oplever de Rædsler, som følger. Fra det Tidspunkt af, da den engelske Regering ved Lord Camden's Udnævnelse til Vicekonge af Irland (1795) antydede sin Opgivelse af den menneskeligere Politik fra 1782, antog det over hele Landet udbredte patriotiske Selskab "De forenede Irlændere" (United Irishmen), som hidtil havde attraaet Irlands Frigørelse ved lovlige Midler, et nyt Præg; man satte sig Irlands Løsrivelse fra England som Maal og drømte om Oprettelsen af en irsk Republik. Selve den irske Befolkning var jo imidlertid splittet i hinanden fjendske Stammer, og et glødende Had stillede i de lavere Klasser Protestanter og Katoliker mod hinanden. For at gøre Ende paa de Uroligheder og Optøjer, som dette indre Fjendskab foraarsagede, dannede Regeringen et protestantisk Gendarmeri paa 37,000 Mand, hvem det under Paaskuddet af at søge om skjulte Vaaben var tilladt at fængsle, martre og dræbe Enhver, der af en eller anden Slyngel eller Fjende blev angivet som mistænkt. Hundreder af Uskyldige, hvis hele Brøde var den at bekende deres Fædres Tro, blev piskede, til de intet mere kunde føle, tvungne til at staa paa ét Ben paa en spids Pæl, eller halvt hængte (det vil sige: tagne ned kort efter Hængning) eller berøvede Hovedhuden ved Spring fra Beghætten. Hertil kom over hele Landet udbredte Dragonader med fuldkommen Frihed til Rov, Plyndring, Voldtægt og i Tilfælde af Modstand Mord. Officerer af Rang pralede af, at i vidtstrakte Egne var der intet Hus, hvor ikke Kvinderne var blevne skændede, og paa den Indvending, at Irlænderinderne da maatte have været meget lidet strenge, lød Svaret, at "Bajonetten fjernede al Knibskhed" *13).

Det var da ikke forunderligt, at Fortvivlelsen drev mange af de roligste og sindigste Irlændere over i Armene paa et hemmeligt Selskab, som hvis Udsending Lord Edward Fitzgerald (hvis Levned Moore med saa varm Begejstring har skrevet) gik over til Frankrig for at forhandle med General Hoche om en Landgang af de Franske samtidigt med det almindelige irske Oprørs Udbrud. Folkets gamle koldblodige Fører Grattan, som Intet vilde have med de Fremmede at gøre, trak sig tilbage lige fortvivlet over de Herskendes og de Undertryktes sidste Planer. Der dannede sig nu i Irland hemmeligt et formeligt Direktorium efter det franskes Mønster, som stod i Forhandlinger med Frankrig om Laan af Penge og Troppe-Understøttelse, da alle Planer pludseligt strandede paa en enkelt katolsk Irlænders Forræderi. Hans Navn var Reynolds og fortjener at huskes; det er utvivlsomt ham, Thomas Moore har havt for Øje, hvor han skildrer det nedrige Forræderi, der i "Ildtilbederne" bringer Oprørshøvdingen i Muhamedanernes Vold. (Se Lalla Rookh: The fireworshippers).

Edward Fitzgerald laa tilsengs, da Tropper trængte ind i det Hus, hvor han var skjult, for at fængsle ham. Der var sat en Pris af tusind Pund paa hans Hoved. Skønt liggende og alene væbnet med en Daggert forsvarede han sig mod tre fuldtbevæbnede engelske Officerer, gav den ene to, tre, den anden fjorten Saar, indtil den tredje med et Pistolskud afvæbnede ham, og han førtes i Fængsel. Han var bekendt med den franske Revolutions bedste Mænd, en Ven af Thomas Payne og gift med en dejlig Datter af Philippe Egalité. Han stod i stadig Brevveksling med Frankrig og kun ved sin Død i Fængslet undgik han Henrettelse. Moore har, skønt levende i Krese, hvor Fitzgerald betragtedes som en landsforrædersk Galning, havt Mod og Selvstændighed nok til at lade hans Heroisme vederfares al Ære.

Ved det Slag, Regeringen havde ført mod Opstandens Hoved, var Udsigten til en Overrumpling tilintetgjort, men mod de spredte Oprørere rundt omkring i Landet fik Regeringen Lejlighed til at vise en Grusomhed, der steg til Raseri. Belejringstilstand med Krigretter blev indført, og Nævningeretternes Medlemmer betegnes af engelske Historikere som "en Flok uvidende og blodtørstige Slyngler, der ved Pinsler og Løfter om Tilgivelse først tvang katolske Vidner til at aflægge falsk Vidnesbyrd mod de Anklagede, for saa at udøve enhver Skændsel imod dem." Den første fornemme Mand, der faldt som Offer for denne Rettergang var en fredelig Tilhænger af Irlands lovlige Reformparti (Sir Edward Crosbie) der blev hængt og derefter lemlæstet. Det var ikke Religionsforskellen, der opflammede disse Bødlers Grusomhed; thi alle "de forenede Irlænderes" bedste Førere (Fitzgerald, O'Connor, Harvey, Thomas Emmet) var Protestanter, der uegennyttigt tog sig af deres katolske Landsmænds Sag; nej, det var Angelsakserens gamle Racehad til den keltiske Stamme.

Til sit Hovedredskab valgte Regeringen en Mand, der var bekendt som en saa uvidende og hidsig Partimand, at enhver Art Voldsgerninger lod sig vente af ham. Det var en lille Gaardejer, ved Navn Thomas Judkin Fitzgerald, som i 1799 blev udnævnt til Overdommer (high sheriff). Hans Plan var fra først af den at indynde sig hos sine Foresatte ved at gribe Enhver, hvem han faldt paa at mistænke for Deltagelse i Oprørsplaner, for ved Piskeslag og Trusler om øjeblikkelig Hængning at fravriste ham Tilstaaelser og Anklager mod Andre. Der stod saa stor en Rædsel af ham ved hans Ankomst til Irland, at de stakkels Bønder, der vidste sig overladte til hans Godtbefindende, faldt paa Knæ for ham paa hans Vej. Her et Par Eksempler paa hans Fremgangsmaade, valgte blandt de mange, der kom for Dagen under den Retssag mod ham for Misbrug af Embedsmyndighed, ved hvis Slutning han naturligvis med Glans blev frikendt. Han modtog en fattig Sproglærer, ved Navn Wright, der paa Efterretningen om, at han var "mistænkt", indfandt sig hos Dommeren, med de Ord, at han skulde "falde paa Knæ for at høre sin Dom." "Du er en Oprører," sagde han til ham, "og skal have 500 Piskeslag og saa skydes." Da den stakkels Mand var uforsigtig nok til at bede om Henstand og fremstamme Ordet "Forhør", blev han øjeblikkelig overgivet til sine Bødler. Dog endnu før disse kunde gribe ham, kastede hans Dommer sig over ham, greb ham i Haaret, slog ham og stak ham med sin Kaarde. Da Wright havde faaet 50 Piskeslag, kom en engelsk Major til og spurgte hvad han havde gjort. Man svarte med at række ham en fransk Billet, der var funden i Forbryderens Lomme og som man ikke kunde forstaa. Det viste sig at være en Undskyldning for ikke at kunne komme i rette Tid til en Undervisningstime. Majoren forsikrede Dommeren om, at dette var en fuldstændigt uskyldig Seddel; men ikke desmindre fortsattes Piskningen til Offerets Indvolde var synlige gennem det sønderflængede Kød. Saa fik Bøddelen Befaling til at anbringe sine Tænger paa de Dele af Legemet, Pisken ikke havde ramt.

Dette Tilfælde var et af dem, som vakte mest Opsigt i Retssagen mod den irske Overdommer, en Retssag, siger Massey, der ikke vilde have været fuldstændig, hvis ikke en protestantisk Præst som Vidne til Gunst for den Anklagede havde aflagt Ed paa, at denne vidtbekendte Blodhund, der hele Irland over hed Piske-Fitzgerald, var en mild og menneskekærlig Mand. Man havde fra Begyndelsen af til Bedste for ham forfatningsstridigt indført Torturen ved Lov. Han havde da let ved at slaa alle Anklager af Marken. Med uhørt Raahed pralede han som Anklaget af i en Mangfoldighed af Tilfælde at have anvendt langt voldsommere Piskning, end i dem, man nu gjorde Væsen af, og fortalte selv om en Mand, der havde skaaret Halsen over paa sig for at undgaa Torturens Rædsler og den Vanære, der knyttede sig til dem. Det fortjener at bemærkes, at han til Løn for sine Fortjenester fik en særlig aarpenge, og efter at Castlereagh havde iværksat Unionen med Irland udnævntes til "Baron af det forenede Kongerige."

Endnu et enkelt Eksempel paa Fremgangsmaaden under Oprørets Undertrykkelse - det levendegør de Indtryk, under hvilke den unge Thomas Moore, da 18 aar gammel, modnedes til Mand. En Efteraarsaften i 1798 gik Gendarmer, førte af en vis Whollaghan, ind i et Hus i Landsbyen Delbary, der tilhørte en Arbejdsmand Dogherty, som var mistænkt, og spurgte om der ikke var nogle blodige Oprørere der? De eneste Mennesker i Huset var Doghertys Kone og en syg Dreng, hendes Søn. Whollaghan spurgte om Drengen var Dogherty's Søn, og paa Svaret "Ja" raabte han: "Saa skal du dø, din Hund." Drengen bad for sig. Under en Strøm af Skældsord forsøgte Underofficeren to Gange at fyre, men Geværet slog Klik. En Kammerat rakte ham da et andet Gevær, Moderen kastede sig foran sit Barn, men Kuglen knuste Drengens Arm. Da han faldt, forlod Morderne Hytten. Men Whollaghan vendte tilbage, og da han saa Moderen bøjet over Sønnen, raabte han: "Hvad, er den Hund endnu ikke død?" - "aa Gud, Herre," sagde den stakkels Kone, "han er død nok." - "Jeg er bange for, han ikke er det," svarte Whollaghan, "lad ham faa dette endnu!" fyrede saa for fjerde Gang og Drengen faldt død tilbage i sin Moders Arme. Da Whollaghan blev anklaget for Overskridelse af sin Myndighed og Sagen blev oplyst, støttede Forsvaret sig paa, at den Anklagede og hans Ledsagere "var blevne udsendte med almindelig Ordre til at skyde hvem de behagede." Domstolen var ikke af den Mening, at en saadan Befaling havde noget Usædvanligt eller Ufornuftigt ved sig. Den fandt, "at den Anklagede havde ramt og dræbt Thomas Dogherty, en Oprører", men frikendte ham for "at have villet begaa nogetsomhelst hadefuldt eller forsætligt Mord."

Ved saadanne Midler var det, at Roligheden blev genoprettet i Irland og Folket modnet til den Statshandling, hvori Castlereagh med koldt diplomatisk Skarpsyn saa den eneste Udvej af det irske Uføre, Dublinerparlamentets fuldstændige Ophævelse og Sammensmeltning med Londonerparlamentet. Den Modstand, det alene gjaldt at overvinde, var selve det irske Parlaments; og da dette, hvor grundigt fordærvet det end var, endnu ikke viste sig tilstrækkeligt mygt, faldt Castlereagh, der var Statssekretær for Irland og som i sin Egenskab af Irlænder og Protestant ikke synes at have næret nogen høj Mening om Protestanterne blandt sine Landsmænd, paa den simple Udvej, at købe det tilstrækkelige Antal Medlemmer af Oppositionen en for en. I hver Statsskrivelse, han sendte hjem fra Begyndelsen af 1799 indtil Unionen blev vedtaget 1800, gentog han uden at trættes sit Forslag, og modtog som Svar derpaa af Regeringen halvanden Million Pund Sterling, der anbragtes paa den virksomste Maade. I deres Fortvivlse fandt de faa irske Fædrelandsvenner i Parlamentet paa at forsøge det eneste Middel, der syntes at kunne være af nogen Vægt, nemlig at lade den af Folket endnu bestandig forgudede, men saa længe tause og nu farligt syge Grattan pludseligt dukke op i Parlamentet i det Øjeblik Unionsforslaget kom for. Med ægte irsk Hang til dramatisk Effekt blev Sagen sat i Scene. Da en Plads i Parlamentet faa Dage forud var bleven ledig, blev Grattan i al Stilhed valgt, og den paagældende Flækkes Patron, en Hr. Tighe, red i fuldest Fart til Dublin for at forkynde Udfaldet. Han ankom Kl. 5 om Morgenen. Grattan, der var udtæret af Sygdom, blev taget ud af Sengen, viklet i et Sengetæppe og baaret til Parlamentsbygningen i en Bærestol. Forhandlingerne havde varet 15 Timer i Træk hele Natten igennem, da Huset Kl. 7 om Morgenen foer ivejret af sin Halvslummer ved Synet af Grattans spøgelseagtige Skikkelse paa dets Tærskel. Det var Manden fra 1782, den Mand, der havde gjort Irlænderne til et Folk, der som sit Folks døende Samvittighed steg op fra Graven for at nedlægge den sidste Indsigelse til Fordel for dets Uafhængighed. Han sluttede sin Tale med de Ord, at han, om han laa døende paa Jorden, vilde bruge sit sidste aandedræt til Genmæle mod et Forslag som det forelagte, og da Skatkammerkansleren Corry vovede at besvare disse Ord med en Beskyldning for Landsforræderi, svarte Grattan med en Udfordring, som faa Dage efter fulgtes af en Pistol-Duel, i hvilken Corry til sin Lykke blev saaret i Armen; havde han sejret, var han sikkert bleven revet i Stykker af Befolkningen. Men selv Grattan kunde Intet udrette mod de Vaaben, Regeringen havde anvendt. Den Veltalenhed, hvis Glans og Fasthed Moore har sammenlignet med Ædelstenens og som Byron har tillagt ikke blot alle de Fortrin, Demosthenes besad, men ogsaa dem, der fattedes ham, fandt intet Ekko *14). Den Dag Unionen blev vedtagen, var Gallerier og Tribuner fulde af en ængstelig og spændt Tilhørerskare. Men Castlereagh, som var sikker nok paa Afstemningens Udfald, oppebiede Resultatet ubevægelig og med et Smil paa sine Læber, Da Formanden med dvælende Stemme sagde: "Vil de, som er for Unionen, række Hænderne i Vejret!" og saa' Haand ved Haand hæve sig langsomt og skamfuldt, blev han først et Øjeblik staaende stiv som en Billedstøtte, saa raabte han: "Unionen er vedtagen" og kastede sig med et Udtryk af Væmmelse og Harme tilbage i sin Stol. Men under disse stormfulde Forhandlinger, i hvilke det af Irlands første Mænd forkyndtes, at Modstand og Opstand nu var Pligt, uden at Nogen dog tænkte paa at handle som han talte, sad der paa Tilhørerpladsen en Yngling med bleg Hudfarve og straalende Øjne, i hvem de Andres tomme Ord var levende Liv og som i sit Hjerte svor, at han vilde blive sit Fædrelands Befrier. Denne unge Mand var Irlands ædleste og ypperste Søn Robert Emmet, hvem man efter al Sandsynlighed skylder det Meste af, hvad der findes af Kraft og Ild i Thomas Moore's henrivende "Irske Melodier".

Den sjældne irske Digter, der kom til Verden samme aar som Oehlenschläger, var Søn af en lille Vinhandler i Dublin, havde en brav Fader, en kærlig og dygtig Moder (ivrig Katolikinde), og tilbragte en lykkelig Barndom i sin Families Skød. Han var fra den tidligste Barnealder af en ualmindelig begavet og især talentfuld Dreng. Han spillede Komedie, skrev og fremsagde Vers, og sang med en udmærket smuk Stemme, som han bevarede hele sit Liv igennem. Læser man hans egen Skildring af hans Drengeaar, føler man overalt, hvor tidligt hans ejendommelige Digteranlæg, som er Improvisatorens og den egenlige, den syngende Lyrikers, bryder igennem. Han besad den samme Gave, der udgør Bellmans Storhed, Gaven til i sine Frembringelser at sammensmelte Sang og Musik til et Hele, og i Forening dermed Skuespillerens og Sangerens Evne til at gribe ved Foredraget. Han var lille, betydeligt under Middelhøjde med brune Krøller om Hovedet, og da han var Barn, har han lignet en lille Cupido. Hans Pande var stor og straalende, saa interessant, at den maatte sætte en Frenolog i Henrykkelse. Hans Øjne var mørke og smukke, af den Art, siger Leigh Hunt, som man tænker sig vilde tage sig ud under en Krans af Vinløv, hans Mund var fin og munter med Smilehuller, hans Næse lidt opadgaaende, sanselig, og med et særegent Præg, som om den indaandede Duften fra en Fest eller en Frugthave. Men den hele lille Mand gjorde et Helhedsindtryk af Liv og Virksomhed, omtrent som passede han godt til paa de gamle Irers Vis at deltage i et rask lille Indhug tilhest - han var altid højst ærekær og i sin Ungdom et hidsigt Blod, der udfordrede Jeffrey for den første Kritik, han fik over sig, og senere Byron for hans Spot (i English bards) over det ublodige Tilløb til en Tvekamp, hvortil hin første Udfordring gav Anledning.

Men trods dette krigerske Element i Blodet er det højst sandsynligt, at Moore under mindre alvorlige og rystende Omgivelser og uden at lære Undertrykkelse og Voldsmagt at kende paa aller nærmeste Hold aldrig havde hævet sig til nogen større Højde i Poesien end en elskværdig Anakreontikers. Hans Sindelag drog ham i denne Retning. Men det blev ham forundt at gøre mere for sit Land, end nogen anden Mand havde gjort for det, mere endnu end Burns havde gjort for Skotland, at knytte dets Navn, dets Minder, dets Lidelser, den blodige Uret, der var tilføjet det, og dets Sønners og Døtres skønneste Egenskaber til uforglemmelig Poesi og Musik.

Kun 15 aar gammel kom han til Dublineruniversitetet, og det politiske Gæringsstof, som begyndte at gennemsyre hele Irland, aabenbarede sig paa den Tid ogsaa indenfor Universitetets Mure, idet en Yngling, hvem en stor og sørgelig Skæbne var forbeholdt, snart tiltrak sig baade sine Medstuderendes og Professorernes Opmærksomhed i højeste Grad, den nysnævnte Robert Emmet, hvem glimrende Studier i de matematiske og fysiske Fag i Forening med en politisk Veltalenhed af den højeste Rang og den sjældneste Renhed allerede ved Sekstenaarsalderen havde givet et Ry. Hans Taler i Diskussionsklubben "Det historiske Selskab" og det dybe Indtryk, de gjorde paa den jævnaldrende, men saa langt blødere og mindre udviklede Moore, er allerede berørte. Skønt advaret mod uforsigtigt at lade sig se paa Gader og Stræder sammen med Emmet, følte Moore sig snart draget til ham ved en hjertelig Beundring og et inderligt Venskab. Intet Under! Det var Irlands unge Nationalhelt, hvem Irlands unge Digter i de første Ungdomsaar mødte paa sin Vej. Ingen af dem anede da den andens tilkommende Storhed, men det Instinkt, som sammenknytter aander, der svarer til hinanden, førte dem sammen længe nok til at Sangeren kunde modtage Indvielsen af Helten. "Hvis man spurgte mig, siger Moore, hvem der af alle de Mennesker, jeg har kendt, har syntes mig at forene de største Evner med den største sædelige Højhed, saa vilde jeg ikke betænke mig paa at nævne Robert Emmet" (note: Th. Moore: Memoirs of Lord Edward Fitzgerald).

Robert Emmet fødtes i 1780; hans ældre Broder Thomas var en af Hovedmændene under Revolutionen 1798 og blev, da den strandede, først fængslet, saa forvist. Roberts tidligste Følelser var Had til det engelske Tvangsherredømme og Kærlighed til Irlands Martyrer. Han lagde allerede som Dreng en Karakterstyrke for Dagen, der var et Varsel om den Sjælsstorhed, han skulde udfolde som Yngling. Allerede i Tolvaarsalderen studerede han med Lidenskab Matematik og Kemi (note: Madden: United Irishmen, their lives and times). En Dag gav han sig, umiddelbart efter at han havde foretaget et kemisk Forsøg, til at løse en matematisk Opgave, der var yderst vanskelig, og da han i sin Adspredthed førte sin Haand til Munden forgiftede han sig med et Kviksølvsublimat, som han faa Øjeblikke i Forvejen havde benyttet. De heftige Smerter, han straks følte, lærte ham at kende den Fare, hvori han svævede. Imidlertid gjorde han af Frygt for at man for Fremtiden skulde forbyde ham saa farlige Forsøg intet Anskrig, men gik ned i sin Faders Bibliotek, opslog i en Sag-Ordbog Artiklen "Gift", fandt, at opløst Kridt var anbefalet som Modgift i Tilfælde som hans, huskede, at han havde set et Stykke Kridt i Vognskuret, gik derned, fandt dette lukket, sprængte Døren, tog Kridtet, drak Kridtopløsningen og gav sig roligt til at fortsætte Arbejdet med sin matematiske Opgave. Da hans Lærer næste Morgen saa ham ved Frokosten med et saa forandret Ansigt at han neppe var til at genkende, tilstod Emmet ham, at han havde tilbragt Natten i gruelige Pinsler, men tilføjede, at han i det Mindste havde havt den Nytte af sin Søvnløshed, at han havde faaet sin Opgave løst.

En Dreng, som har Mod og Fatning af denne Art, er bestemt til som Mand at blive Forbillede for Mange.

Han blev det, først og fremmest for Thomas Moore. Den Simpelhed og Jævnhed, der var udbredt over hans Væsen og som var forenet med den mest fintfølende Hensyntagen, veg i det Øjeblik, den Streng, som satte hans Følelser i Bevægelse, berørtes, for Præget af en aandsoverlegenhed, som maatte fængsle en vordende Digter. "To Mennesker", siger Moore, "kan ikke være mere forskellige fra hinanden end denne unge Mand var før og efter at han havde rejst sig for at tale. Det Blik, som faa Øjeblikke forinden syntes træt og næsten livløst, straalede pludseligt med hans Evners hele Kraft. Hans Ansigt, hans Haandbevægelser og hans hele Holdning tog sig ligefrem beaandede ud. Om hans Veltalenhed kan jeg kun dømme efter mine Ungdomserindringer, men jeg har aldrig siden hørt Noget, der syntes mig at have et mere ophøjet eller renere Præg." Moore bemærker ogsaa, at Emmet lige saa fuldt beherskede sine Omgivelser ved sit Livs udadlelige Renhed og sit Væsens Blidhed og Ynde som ved sine Kundskaber og sin Veltalenhed.

Da i aaret 1797 Bladet "The Press" blev grundet af de irske Førere O'Connor, Brødrene Emmet og flere, var Moore ikke lidet begærlig efter at se et eller andet Foster af sin Indbildningskraft i dette Blads fædrelandskærlige og meget læste Spalter. Men hans Moders stadige og i de Tider langtfra ugrundede Ængstelighed for ham indjog ham paa den anden Side Bekymring for at gøre noget Skridt, hun vilde tage sig nær, og han besluttede at optræde første Gang uden Navn. Han indsendte en Efterligning af Ossian, der gik glat igennem uden at vække nogen Opmærksomhed, saa betroede han med skælvende Haand til Postkassen et Brev, "Til Trinity College's Studenter", rigt krydret med "Landsforræderi", som han selv bemærker, en vittig Satire over Castlereagh, der, saa længe han levede, var den aldrig opgivne Skive for Moores Vid. "Jeg ventede neppe," siger Moore, "at Brevet vilde blive trykt, men se, næste Aften, da jeg som sædvanlig sad i min Kakkelovnskrog og udfoldede Avisen for at læse den højt for mine Forældre, saa stod der aller forrest i Bladet mit eget Brev og stirrede mig lige ind i Ansigtet og var naturligvis noget af det første, mine Tilhørere ønskede at høre." Efter at have nedkæmpet sin Sindsbevægelse læste han Brevet højt, havde den Tilfredsstillelse at høre det rost af sin Fader og Moder, skønt begge betragtede det som "meget forvovent", da næste Dag Edward Hudson, den eneste i Hemmeligheden indviede af Moores Venner, under et Morgenbesøg med et meget sigende Blik henkastede til Moore: "Naa saa' du -?" "Brevet var af dig, Tom," raabte Moderen, og nye Bønner om Forsigtighed fulgte paa Tilstaaelsen.

"Et Par Dage efter hændte det," siger Moore, "paa en af de lange Spadsereture ud i Landet, som Emmet og jeg plejede at foretage sammen, at vor Samtale kom til at dreje sig om Brevet, og jeg gav ham at forstaa, det var af mig. Da tilstod han mig med den næsten kvindelige Blidhed, han besad, og som saa ofte findes hos saadanne besluttede og handlekraftige aander, at han under Læsningen af Brevet, hvor meget han end havde billiget dets Indhold, ikke kunde andet end beklage, at den offenlige Opmærksomhed saaledes var bleven hendraget paa Universitetets Politik, hvad jo, hvis Myndighederne blev aarvaagne, blot kunde hindre Udbredelsen af hvad vi begge betragtede som "den gode aand", der nu i al Stilhed brød sig Vej. Hvor drengeagtig jeg end dengang var, kunde jeg dog ikke lade være at blive slaaet af det mandige Syn, som jeg bemærkede, at han havde paa hvad Mænd burde gøre under saadanne Omstændigheder og til saadanne Tider, nemlig ikke tale eller skrive om deres Hensigter, men handle. Han havde aldrig tidligere, saavidt jeg husker, i Samtale med mig sigtet til Eksistensen af det hemmelige Selskab "United Irishmen", heller ikke gjorde han mig nu eller nogensinde siden noget Forslag om at gaa ind deri, en Hensyntagen, som jeg for en stor Del tillægger hans Kendskab til den omhyggelige Ængstelighed, hvormed man vaagede over mig hjemme ... Han var helt igennem en ædel Skabning og saa rig paa Indbildningskraft og Hjertets Ømhed som paa mandig Forvovenhed."

Det er tydeligt nok, at Robert Emmet med al sin hjertelige Velvilje mod Moore godt har følt, at han ikke var af det Malm, hvoraf en Mand maa være gjort, der skal sætte sin Fremtid og sit Liv paa Spil i en Revolution, Men han holdt af den unge Digter og søgte ham ofte; han har sikkert mærket, hvilken sjælden Klangbund hans Ideer og Drømmerier fandt i den Harpe, Thomas Moore bar i sin Sjæl. Han plejede at sidde ved Moores Klaver, medens denne spillede Melodierne i Buntings irske Samling, og Moore bevarede endnu som gammel Erindringen om, hvorledes Robert Emmet en Dag, da han spillede Melodien "Let Erin remember the day" med Lidenskab udraabte: "O, gid jeg stod i Spidsen for tyve tusind Mand, der marcherede efter den Melodi!"

Det var i aaret 1797 kort før den store irske Sammensværgelses Opdagelse. Saa foregik den og med den alle dens Rædsler. En af dens første Følger var en fuldstændig Inkvisition, som afholdtes indenfor Universitetets Mure. Studenterne kaldtes enkeltvis op ved Navn og forhørtes. De fleste vidste Lidet eller Intet om Førernes Hensigt; der var kun nogle faa, deriblandt Robert Emmet, hvis pludselige Udeblivelse lærte deres Kammerater, hvor dybt de havde været indviede i de forraadte Planer. Den døde Taushed, der daglig fulgte deres Navne, hver Gang de raabtes op, gjorde et rystende Indtryk paa Moore. Han selv viste sig under sit Forhør som den brave lille Student han var; han erklærede den frygtede Lord Fitzgibbon i Ansigtet, at han ikke vilde aflægge den Ed, der afkrævedes ham, uden under det Forbehold ikke at besvare noget Spørgsmaal, som kunde bringe en Kammerat i Ulykke, og udholdt med mandig Fatning de Vredesudbrud, som fulgte. Da han ikke havde været Medlem af "United Irishmen" og i Virkeligheden ingen Kundskab havde til Selskabets Planer, frigaves han hurtigt.

I de aar, som nu følger, falder Moores første Optræden som Digter. De Rædsler, som ledsagede Oprørets Undertrykkelse, afgav ham intet Stof til Poesi; dertil stod han dem altfor nær. Emmet var bortrejst, Paavirkningen fra ham for en Tid lang ophørt, politisk Digtning overhovedet umulig i Irland. Den unge Digter, der af Naturen var anlagt paa Frembringelsen af en lys og let Poesi, fulgte da den Vej, som laa aaben for hans Anlæg og hans aar, han bearbejdede først de anakreontiske Sange, udgav dem ikke 20 aar gammel med en Tilegnelse til Prinsregenten, som da var de Liberales Haab, og optraadte i 1801 med et Bind "Poems of Little", især erotiske Digte, ungdommeligt sanselige og lidt letfærdige i deres Art. Den irske Letfærdighed minder meget om den, som ikke sjældent findes i Svenskernes erotiske Digte og har samme Præg af at være en Nationalejendommelighed.

Efterat Moore i nogle aar havde flagret om i Londons bedste Krese, yndet og søgt for sine selskabelige Talenter og sin hele irske Omgængelighed, tvang hans Formueløshed ham til i 1803 at rejse til Bermuda-Øerne i Amerika for der at tiltræde en Plads som Admiralitets-Registrator. Han passede, som man kan tænke, slet ikke til denne Plads, lod den ogsaa efter en kort Tids Forløb udfylde af en Stedfortræder, og blev, da denne udviste svigagtigt Forhold og bedrog Staten for en større Sum, uden egen Skyld kastet i en ganske lignende Ulykke som Scott. Han erholdt som denne hjælpsomme Tilbud fra mange Sider og betalte sin Gæld dels ved formuende Venners Bistand, dels ved nogle aars Sparsommelighed og samvittighedsfulde Flid. Hans amerikanske Rejse varede fra Oktober 1803 til November 1804. Han hjembragte fra Amerika de i andet Bind af hans Værker samlede amerikanske Breve og Poesier, hvis Naturskildringer er lige fremragende ved Farveglød og Portrætlighed. Som ægte engelsk Naturalist har Moore større Ærgerrighed med Hensyn til Ligheden end til Koloriten, og han er ikke lidet stolt af de mange Vidnesbyrd, han fra Indfødte og Rejsende har modtaget om disse Beskrivelsers Naturtroskab med Hensyn til Land og Folk. Den bekendte engelske Rejsende Kaptejn Basil Hall (den samme der besøgte Scott paa Abbotsford og som syg modtog Byrons Pleje i Venedig) paastaar, at Moores Oder og Epistler giver den smukkeste og nøjagtigste Beskrivelse af Bermuda, som findes, og viser hvorledes den sikkert smukkeste Sang derimellem "Canadian Boat Song", saavel hvad Melodien som hvad Teksten angaar, er grundet paa de Sange, der virkelig synges paa Skibene der, dog saaledes, at Moore har bortkastet Alt, hvad der ikke var smukt og ejendommeligt i disse Sange. Og Moore fortæller selv, hvor nøje hans Beskrivelser endog af Landskaber og Træer holdt sig til Virkeligheden. I Anledning af Linjerne:

 

Dér med Venner, der følte som jeg, fandt jeg Læ

under skyggende Tag af et Kalabas-Træ

 

modtog han omtrent 25 aar efter fra Bermuda et Bæger, dannet af en af Frugtskallerne paa det Kalabas-Træ, der var ment, og hvori man havde fundet hans Navn indridset. Den fremmede Natur i hine Egne virkede befrugtende paa en Digteraand, som netop var anlagt til at modtage yppige og festlige Naturindtryk; de demokratiske og republikanske Statsforhold, hvortil han blev Vidne, tiltalte langt mindre den forfinede Digter, paa hvem den begyndende Verdensreaktion mod det attende aarhundrede var ifærd med at gøre sin Virkning. Hans Epistler om de amerikanske Samfundstilstande har kun Øje for Republikens Skyggesider. Han fik Foretræde hos Præsidenten; men Jeffersons skødesløse Klædedragt - blaa Strømper og Slæber paa Fødderne skæmmede, som man mærker, i hans Øjne Billedet af den Mand, der havde udkastet den amerikanske Uafhængighedserklæring. Fremfor Alt forfærdedes han ved at træffe den franske Filosofi, der for ham som ægte Barn af hans Tid var lutter Gift og Synd, saa udbredt i den unge Republik *15). Det var, skriver Moore mange aar senere, "det eneste Tidsrum af mit Liv, i hvilket jeg har følt mig tvivlende med Hensyn til Sundheden af den frisindede politiske Tro, som hvis Bekender og Talsmand jeg næsten bogstavelig kan siges at have begyndt mit Liv og efter al Sandsynlighed vil ende det." Det kunde et Øjeblik se ud, som om Barndoms- og Ungdomsindtrykkene fra den mishandlede Fødeø var begravne under anakreontiske Stemninger, Rejseerindringer og det muntre Modeliv i Londons højeste, lethenlevende Krese.

Da udkom i aaret 1807 de første Bind af Moores "Irske Melodier" - hans Adkomstbrev til Udødelighed. Alt, hvad hans stakkels Land havde følt og lidt i de lange Forsmædelsens aar, dets Kvaler og Sukke, dets begejstrede Opsving, dets krigerske Kækhed og dets Smil gennem Taarer, Alt skimtes her spredt imellem Sange, der er skrevne ned i sprudlende, halvtvemodigt Letsind og erotisk Sværmeri. Det var en Krans, flettet af Vemod, Begejstring og Ømhed, en duftende Sørgekrans, som bestemt til at hædre en Afdød, der her blev slynget om hans Fædrelands Pande. Ikke at Irlands Navn tit eller gerne er nævnet; der forekommer overhovedet i disse Digte saa faa Navne som muligt - det var utrygt at nævne irske Egennavne. Men snart forherligede den Syngende sin Elskede i saadanne Udtryk, at man anede Erins Træk under hendes; snart talte den elskende Kvinde med en Højhed, saa man følte, ingen jordisk Kvinde var ment, og Udtrykkets Mystik forøgede som i de gamle kristeligt allegoriske Lovsange den poetiske Virkning.

Hvad var der sket i Mellemtiden mellem Moore's letfærdige Digtes Fremkomst og disse beundringsværdige Poesiers Undfangelse? Det er en lang og sørgelig Historie. De besvarer selv hint Spørgsmaal ved at neddysse Svaret. Allerede det fjerde Digt i Samlingen begynder:

 

O aand ej hans Navn lad det sove i Fred,

hvor koldt og uhædret hans Lig blev lagt ned!

Tavs, tung falder Taaren, hvor Navnet har sovet,

som Natdug paa Græsset hist over hans Hoved.

 

Der var altsaa En, hvis Navn ikke burde nævnes, hvis Levninger laa vanærede i Graven og hvem tunge, tavse Taarer kun i Nattens Mørke turde begræde.

I Digtet, som følger derefter, hedder det atter uden Nævnelse af noget Navn:

 

Naar af den, som dig tilbad tilovers kun blev

et Minde om Sorg, du har delt,

vil den flyde, din Graad, for det Ry, de fordrev,

fra et Liv, der blev ofret dig helt?

Ja græd, og fordømmer mig Fjenden til Skam,

din Taare skal slette hans Dom.

Thi Himlen kan vidne, skønt skyldig mod ham

var min Troskab mod dig fuld og from.

 

At den af Helten Tilbedte er Irland, ses ved første Blik; men som et Sørgeslør er atter kastet over ham, hvis Ry blev formørket af hans Fjender, og som, skønt kaldet skyldig af dem, kun var altfor trofast mod sin Elskte.

Man blade endnu noget længere frem i Samlingen og man støder paa et Digt, der er nøje knyttet til de to anførte, og som med milde Farver maler den Unævntes efterladte Brud:

 

Hun er fjern fra den Jord, som har skjult hendes Helt,

og Bejlere om hende smægter.

Men hun Ryg har dem vendt og en Taare har fældt,

hendes Hjerte i Graven ham ægter.

 

Hun synger vild Sang fra den Ø saa grøn,

hver en Tone, han elsked, hun vækker.

Ak, lidet de véd, hvem den Sang tykkes skøn,

hvad om Sangerskens Hjerte sig lægger.

 

Han sin Brud gav sit Liv, tog sin Død for sit Land,

de to kun han elsked og kendte,

hans Land skal ej glemme dets ypperste Mand,

og sin Brud han ej længe skal vente.

 

Grav hende en Grav, hvor Solnedgangens Fest

bebuder en straalende Morgens.

Den vil skinne paa Graven, lig Smilet fra Vest,

fra den Ø, der er hendes og Sorgens.

 

Læseren har alt anet, at den unge Helt, over hvem saa rørende Klagetoner lød, ingen anden var end Moores fordums Universitetsven Robert Emmet. Det er utvivlsomt hans Skæbne, der beaandede Moore til de ypperste Frihedsdigte blandt de irske Melodier. Medens som Følge af Revolutionen 1798 den ældre Emmet blev holdt fængslet paa Fortet St. Georges og derpaa forvist, lykkedes det Robert at undgaa Fængsling, men han benyttede straks og udelukkende sin Frihed i den Sags Tjeneste, der havde bragt hans Broder i Ulykke, og hvortil han havde indviet sit Liv. Han rejste i 1802 til Paris og havde en Sammenkomst med Førstekonsulen, der iøvrigt gjorde det Indtryk paa ham, "at han ikke bekymrede sig mere om Irland end om Republiken og Friheden", desuden flere Sammenkomster med Talleyrand, hvis Væsen behagede ham ligesaa lidet, for gennem Aftaler med dem at forberede Oprettelsen af en uafhængig irsk Republik, støttet paa Alliance med den franske. Det var i det Øjeblik, da det ved Freden i Amiens en kort Tid genoprettede gode Forhold mellem Frankrig og England stod paa Nippet til at brydes. Bonaparte synes en kort Tid at have tænkt alvorligt paa en Landgang i Irland - endnu paa St. Helena beklagede han jo, at han ikke var gaaet til Irland istedenfor til Ægypten - og Robert Emmet ankom i November 1802 til sin Fødeø med bestemt Løfte om, at den franske Hærs Landsættelse skulde finde Sted i August 1803. Med rastløs Dristighed bragte han paany en Sammensværgelse over hele Irland i Stand. Efter hans Overbevisning var Revolutionen i 1798 strandet, fordi den havde savnet et Grundlag for sin Virken i Hovedstaden. For ham gjaldt det fremfor Alt om at bemægtige sig Dublin, særlig Slottet, hvis Porte stod aabne lige til om Aftenen. Dag og Nat vaagede han over Forberedelserne til Oprøret; en Mængde Huse var lejede i Dublins forskellige Kvarterer, hvor der uafbrudt fabrikeredes Vaaben, Kugler og Krudt; han havde selv bestandig en lille Stab af femten Personer om sig, næsten alle Almuesmænd, der arbejdede under hans Opsigt, og han nød den Smule Hvile, han undte sig, i et af Krudtmagasinerne, udstrakt paa en Madras. Skønt mere end tusind Personer var indviede i Sammensværgelsen, fandtes der dog ingen Forræder imellem dem, og den blodtørstige Øvrighed havde ikke den fjerneste Anelse om hvad der forberedtes. Emmets Formue gik fuldstændigt med til Indkøbene, men de Arbejdere, der tjente ham, modtog ingen Betaling for deres Gerning; "de arbejdede, sagde en af dem, hvem Forfatteren af "United Irishmen" traf som Olding, ikke for Penge, men for Sagens Skyld; de havde stor Tillid til Robert Emmet, de kunde have givet deres Liv for ham." Da indtraf i Juli Maaned et uforudseeligt Tilfælde: et af Krudtmagasinerne sprang i Luften og dræbte to Mænd, af hvilke den ene udaandede i Robert Emmets Arme. Den næste Dag underrettede et protestantisk Blad Regeringen om at den sov paa en Mine. Man maatte, ufærdig som man var og uden at oppebie Franskmændenes Ankomst, bryde løs, hvis man ikke vilde udsætte sig for en Tilintetgørelse uden Kamp. Den treogtyvende Juli stod en mandig Kundgørelse rettet til Irlands Befolkning, forfattet af Robert Emmet selv, opslaaet paa Gaderne i Dublin; men da Aftenen kom, og han i Spidsen for en Skare forsøgte Slottets Overrumpling, maatte han med Bitterhed sande, hvor upaalidelige hans Landsmænd var i et farefuldt og afgørende Øjeblik. Alt som man nærmede sig Slottet, tyndedes Skaren omkring ham stedse mere; da man stod for dets Port, var der neppe en Haandfuld Trofaste tilbage og alt Haab om et heldigt Udfald slukt overfor den nu aarvaagne og velbevæbnede Fjende. Det lykkedes i den første Forvirring Førerne at undkomme til Wicklows Bjergegne, og her samledes de allerede næste Dag i en afsides liggende Dal for at raadslaa. De fleste var overbeviste om, at Intet endnu var tabt: et Signal - og Irland vilde rejse sig som én Mand o. s. v., Robert Emmet alene havde mistet alle Illusioner og viste med Klarhed sine Venner, at en fortsat Stræben i dette Øjeblik og med Stridsmænd, som de udisciplinerede Oprørere afgav dem, kun vilde føre ny Blodsudgydelse over Landets allerede saa haardt prøvede Befolkning. I det Øjeblik, man skiltes, opfordrede man fra alle Sider Emmet til at fly; en enestaaende Lejlighed frembød sig dertil med Fiskerbaade, som tilhørte Oprørerne. Da erklærede Robert Emmet med nogen Forlegenhed, at han nødvendigvis endnu engang maatte til Dublin for at tage Afsked med en Person, der var ham saa kær, at han ikke kunde forlade Irland for mange aar uden et Gensyn med hende. "Han maatte se hende, om han saa skulde dø tusinde Gange derfor."

Soldaterne søgte ham overalt, hans trofaste Husholderske, en ung modig Pige, blev forgæves prikket med Bajonetter over hele Legemet og underkastet "Halvhængningen"; hun vilde Intet røbe om hans Opholdssted. Endelig fandt man ham, lammede ethvert Flugtforsøg ved et Pistolskud i Skulderen og arresterede ham. Da den Major, der bemægtigede sig ham, vilde undskylde Skuddet, svarede han kort, at Alt var tilladt i Krig (all is fair in war).

Et Par Dage efter sin Fængsling skrev Robert Emmet et Brev til den unge Pige, for hvis Skyld han havde udsat sit Liv. Det var Frøken Sarah Curran, Datter af den berømte Advokat, hvis Navn saa hyppigt forekommer i Byrons Poesier, de irske Anklagedes ufortrødne og begejstret veltalende Forsvarer i 1798, en af Landets mest ansete og anerkendte Mænd. I hans Hus havde Robert Emmet som ganske ung færdedes meget; men da Curran opdagede hans og Datterens varme Interesse for hinanden og frygtede, at Emmets politiske Retning skulde tilintetgøre hans Fremtid, havde han skilt de to unge ad, og det var mod hans Vidende, de bestandig havde vedligeholdt Brevveksling med hinanden. Fangevogteren, der lod sig give en stor Sum for at bringe Emmets Brev til dets Adresse, bragte det straks til Statsadvokaten. I sin Angst for at have blotstillet den, han elskede, skrev Emmet øjeblikkeligt til sine Dommere, og da han vidste, hvor stor Frygt man nærede for hans Veltalenhed, tilbød han, selv at erklære sig skyldig for Retten og tilmed ikke sige et Ord til sit Forsvar, hvis man til Gengæld vilde lade være at inddrage hans Breve til Frøken Curran i Processen. Forgæves, næste Dag allerede lærte en Husundersøgelse den fortørnede Curran det inderlige Forhold, der bestod mellem Emmet og hans Datter. Om selve Sagens Udfald var der ingen Tvivl; den Anklagede kendte sin Skæbne. Da Fængselsdirektøren en Dag overraskede ham, flettende en Haarlok, som Frøken Curran havde skænket ham, saa han op og sagde: "Jeg fletter den for at kunne have den hos mig paa Skafottet." Paa hans Bord fandt man en yderst omhyggeligt udført Pennetegning: hans eget Portræt, slaaende ligt, Hovedet skilt fra Kroppen, Legemet udstrakt ved Siden af.

Processen begyndte Kl. 10 om Morgenen. Efterat Statsadvokaten i sin Tale havde forsikret, at denne Sammensværgelse ingen anden Virkning havde havt end yderligere at lade Irlands Kærlighed til dets Konge komme til Udbrud, bad Robert Emmet til Svar kun om at følgende Paragraf af den foreløbige Regerings Kundgørelse, som han havde forfattet, maatte blive læst højt: "Fra nu af er al Brug af Piskning og Tortur forbudt paa Irlands Grund og kan ikke under noget Paaskud genindføres." Derefter fulgte en Tale af en modbydelig irsk Renegat, det forhenværende Medlem af Oprørspartiet Lord Plunket, der som offenlig Anklager overvældede Emmet med Haansord. Saa rejste denne sig og holdt med den visse og nære Død for Øje en Forsvarstale, som endnu den Dag idag enhver Irlænder kender. Han sagde, at hvis han, naar han var bleven erklæret for skyldig, kun skulde lide Døden, vilde han ikke have trættet de Tilstedeværendes Opmærksomhed; men den Dom som overgav hans Legeme til Bøddeløksen, vilde tillige overgive hans Navn til den offenlige Menings Dadel, og derfor vilde han tale. Til Dommerens støjende Afbrydelse svarede han med fuldkommen Ro: "Jeg har hørt sige, Mylord, at Dommerne undertiden betragter det som en Pligt at høre med Taalmodighed og tale med Humanitet", og fortsatte sin Tale med saa høj Røst, at man tydeligt hørte den ved Retssalens ydre Døre, og dog uden at der var det ringeste overdrevent eller deklamatorisk i hans Foredrag; hans Stemme var tvertimod, siger Madden, som hørte ham, behersket med den største Finhed, han gik frem og tilbage mod Skranken med visse Bevægelser, der var ham ejendommelige og som havde deres Ynde. Tredive aar efter taler Vidnerne til denne gennemtrængende Veltalenhed endnu ikke uden Sindsbevægelse om den Gratie og den Højhed, hvormed han trodsede sine Dommere. En Korrespondent til "Times", der ubetinget fordømte selve Oprøret, skrev i sit Brev om Emmet: "Men det maa jeg tilstaa: han var stor midt i sine Vildfarelser. Da han paa Processens Dag, i det Øjeblik Graven aabnede sig for at modtage ham, rystede selv Rettens Mure ved sin Veltalenheds Energi og Glans, saa jeg den Snog, som hans Fader havde næret ved sin Barm (Lord Plunket), skælve under hans Blik, og det Udskud af Menneskeheden, der dømte ham (Lord Norbury), blegne og skælve paa sin Stol."

Emmet endte med disse Ord: "Mylords, I venter utaalmodigt Eders Offer. Alle de Rædsler, hvormed I har omgivet mig, har ikke formaaet at isne det Blod i mine aarer, hvorefter I er saa begærlige, og om faa Timer vil det skrige om Hævn til Himlen; men Taalmodighed endnu. Jeg har kun faa Ord at sige; jeg gaar til min kolde og stumme Grav; mit Livs Lampe er næsten slukt. Jeg har for mit Lands Skyld skilt mig fra Alt, hvad der var mig dyrebart i dette Liv, fra min Sjæls Afgudsbilled, mine Følelsers Genstand. Min Bane er tilende; Graven aabner sig for at modtage mig, og jeg synker i dens Favn. Jeg har kun én Begæring at stille ved min Afsked fra denne Verden, det er, at den vil skænke mig sin Tavsheds milde Gave. Lad ingen Mand skrive min Gravskrift, thi da ingen Mand, som kender mine Bevæggrunde, nu vover at forsvare dem, saa lad ikke Fordom eller Uvidenhed sværte dem. Lad dem hvile i Mørke og Fred. Lad mit Minde synke i Glemsel og min Grav forblive uden Indskrift, indtil andre Tider og andre Mænd kan vise min Karakter Retfærdighed. Naar mit Land indtager sin Plads mellem Jordens Nationer, lad da og ikke før da min Gravskrift blive skreven. Jeg har talt ud."

Dommen faldt og lød paa, at Robert Emmet skulde først hænges, saa halshugges endnu samme Nat Kl. 1. Klokken var 11, da han blev ført tilbage til sit Fængsel. Han standsede paa Vejen foran et Cellegitter, bag hvilket en af hans Venner sad, og sagde til ham: Jeg skal hænges imorgen. - Man undte ham ikke Ro de sidste Timer. Man kørte ham ti engelske Mil ud i Landet af Frygt for at han skulde blive udrevet af Fængslet med Vold. Først da befriede en menneskekærlig Fangevogter ham fra Jernene, som man havde lagt om ham med en saadan Raahed, at Blodet sprang ud af hans lemlæstede Lemmer, og den samme Mand gav ham Noget at spise; thi fra Kl. 10 om Morgenen af, da Processen begyndte, havde han ingen Næring faaet. Saa faldt han i en kort dyb Søvn, vaagnede og benyttede de faa Øjeblikke, han havde tilbage, til at skrive Breve, et til sin Broder i Amerika, et til Frøken Curran's Broder og et til hende selv, da han blev afbrudt af en Ven, som ønskede at se ham sidste Gang. Roberts første Ord til ham var, hvorledes det gik hans Moder, og Vennen maatte da dybtnedbøjet meddele ham, at hun var død to Dage forud af Græmmelse. Med Ro havde hun set den ene af sine Sønner forvist for Irlands Skyld, med Fasthed havde hun bestandig opmuntret Robert paa hans Vej; men da hun saa den Søn, der var hendes Livs Stolthed, ikke tre og tyve aar gammel indviet til en saa frygtelig Død, brast hendes Hjerte. Robert modtog Efterretningen med Fatning og svarte: "Det er bedre saaledes." I Brevet til den unge Curran skriver han: "Jeg har aldrig for min egen Skyld ønsket Embeder eller Æresbevisninger; jeg vilde ikke have bekymret mig om Ros af Nogen, men jeg havde ønsket i Sarahs straalende Ansigt at kunne læse, at hendes Mand var agtet." Hans Haandskrift i dette Brev er saa fast og regelmæssig som nogensinde. Kl. 1 blev han hentet til Skafottet. Saa stort var det Herredømme, hans Væsens Blidhed og Ynde udøvede over alle raa Naturer, at en af Fangevogterne, da Emmet ført af Sherifferne og fulgt af Bøddelen gik ud af Fængslet, sagde ham Farvel med strømmende Taarer; den Fangne, hvis Arme var bundne, bøjede sig og kyssede Manden paa Kinden, og denne Mand, som tyve aar igennem var bleven hærdet og vænnet til Fængselsoptrin, faldt uden Bevidsthed om for hans Fødder. Ved Skafottets Fod gav Robert Emmet en af sine Venner det Brev, han havde skrevet til Frøken Curran, men Vennen blev fængslet og Brevet kom hende aldrig i Hænde. Han tog selv sit Halstørklæde af og hjalp til med at lægge Strikken om sin Hals. Bødlen viste det afskaarne Hoved til Folket og raabte med høj Røst: Dette er Hovedet af Robert Emmet, en Forræder. - Ikke en Lyd hørtes til Svar.

Næste Dag stod i Regeringsbladet "London Chronicle": "Han forblev til det sidste Øjeblik den Samme, som han viste sig at være under Retssagen igaar, lagde samme Blanding af fornem Skødesløshed og Frækhed for Dagen, og syntes at spotte de frygtelige Omstændigheder, hvorunder han befandt sig. Intet kunde mindre ligne den sande Kristens Ro. Gud bevare os for Folk med slige Grundsætninger! Ikke desmindre har vi aldrig set et Menneske dø som han ... han var en afgjort Vantro, og til Præsten, som ledsagede ham, sagde han: Jeg takker Dem for den Ulejlighed, De gør Dem; men den er unyttig; mine Ideer om dette Punkt har allerede længe været meget bestemte, og dette er ikke et Øjeblik, i hvilket jeg kan forandre dem." Saaledes talte den officielle Presse; det undertrykte Irland tav om sin treogtyveaarige Yndlings Skafot og tro mod hans Bud satte det ingen Indskrift paa hans Grav.

Men da Moores "Irske Melodier" kom ud, da hørte man med Et i disse Sange et helt Folks Smerte og Harme stige og synke, hviske og raabe, klage og mumle som Havets Bølger og med et Naturelements uimodstaaelige Magt. Der var snart ikke og er den Dag idag ikke en Bonde paa Irland, som ikke kender Sangen: "Naar han, som dig tilbad". I Amerika læses Robert Emmets sidste Tale endnu den Dag idag i Skolerne. Den er Evangeliet for Irlands Frihedsstræben. Men underligt nok: ikke Robert Emmets heltemodige Død gjorde ham saa berømt blandt hans Landsmænd som hans rørende Kærlighedshistorie. Hans Brud stod for det irske Folk som Heltens Enke og var Genstand for en stille Ærefrygt. Hendes Ulykke forøgedes end mere ved at hun levede i en engelsksindet Kres, der vel beklagede Robert Emmet, men mente, at han havde fortjent sin Skæbne. Nogle aar efter Emmets Død lærte hun en engelsk Officer, Kaptejn Sturgeon, at kende, der rørt af hendes forladte Stilling mellem Fremmede og indtaget i hendes Ynde tilbød hende sin Haand. Efter længere Tids Vægring modtog hun hans Tilbud. Han vilde bosætte sig med hende i Italien, da hendes Helbred var nedbrudt. Hendes Udseende var, siger Admiral Napier, der saa hende i Neapel, "en vandrende Billedstøttes". Hun døde faa aar efter paa Sicilien langt fra det Land, hvor hendes unge Helt sover. "Washington Irving" har skildret hende i sin smukke Skitse "Det knuste Hjerte" i "The sketch book". Men hendes skønneste Mindesmærke er Sangen "Hun er fjern fra den Jord, som har skjult hendes Helt (note: Madden: United Irishmen. - Robert Emmet (Anonym, men forfattet af Fru d'Haussonville).

Dog den Enkeltes Ulykke er jo i Melodierne kun et Sindbillede paa det hele Folks og en Personliggørelse af den almindelige Smerte. Vi kommer til Sange, i hvilke det er som om alle Irlands Sønner og Døtre jamrede over den sørgelige Udgang af den store franske Revolution og af de Forhaabninger, alle Folk, men dette mere end noget andet, havde sat til Republikens Varighed og Sejr. En saadan Sang er den rørende:

 

Det svandt for bestandig, det Lys, vi saa dæmre

 

med dens vilde Klage over at hin første Frihedsstraale, som Menneskeheden har velsignet, atter er forsvunden og i sin Forsvinden ligesom har gjort Trældommens og Sorgens Nat dybere og mørkere end den var, men dybest og mørkest for Erin. Moore hæver sig til den højeste og ædleste Flugt i en Strofe som denne:

 

Højt svang sig dit Haab, da hin Glans du saa straale

omkring dig igennem de tykkeste Sky'r,

da Sandhed ej længere Baand vilde taale,

men sit Banner slog ud som en Morgen, der gryr.

O, aldrig skal Jorden se noget saa Prægtigt!

Havde da en Befrielsens Hymne samdrægtigt

forenet Nationernes Stemmer, hvor mægtigt

var Erin den først blevet istemt af dig!

 

Og Digtet slutter med Forbandelser over den letsindige Slægt, der var uværdig til Sandhedens Velsignelse, men "lig Furier kærtegnede Frihedens unge Haab og døbte det i Blod." Andre Digte er mere truende, skønt Truslen overalt er poetisk og dulgt. Læs f. Eks. Sangen: "Lay his sword by his side":

 

Nu læg ved hans Side hans tapre Sværd!

nær hans Hovedgærd hvile det nu!

Det har tjent ham saa godt, det bør være ham nær,

som det Sværd brast aldrig hans Hu.

.....

Dog det er, som jeg hørte en Røst fra hans Grav,

en Genlyd af den, som engang

Krigsløsenet: Spræng Eders Lænker! gav,

og det hvisker fra Graven trang:

Skønt jer Høvdings Sol for bestandig sank,

sænk hans Sværd ej i Søvn uden Blu

paa uhæderlig Vis! Dets Klinge er blank,

det har Sejrens Liv i sig endnu.

 

Hvis en Fremmed, uværdig at svinge slig Skat,

sig forgreb paa dit stolte Jern,

da forbliv som fasttryllet i Skedens Nat

eller gengiv den Døde hans Værn!

Dog griber en Haand dig, der fri har lært

dig at føre med truende Bryn,

da spring, naar du kaldes af Alt, vi har kært,

fra din mørke Skede som Lyn!

 

Det Digt, som ligefrem er rettet mod Prinsregenten, er det strengeste og mest højsindede af dem alle. Han er vel ikke nævnt deri, men man forstaar først Digtet, naar man véd, at det er ham, som er ment. Det er Sangen "When first I met thee, warm and young". Erin taler her som Kvinde, hun skildrer sin gode Tro til den unge Kongesøn, sin Tillid til de Løfter han gav som ung og varm, sin Fastholden ved sin Tro, endog da hun saa ham forandres; hun vilde, selv da hun hørte om hans Fejl, se Glimt af fremtidig Hæder i dem - men nu da Ungdommens Tiltrækning er flygtet fra ham og ingen af den modne Alders Fortrin traadt i Stedet, nu da de, som engang elskede ham, skyr ham, og selv hans Smigrere foragter ham, nu vilde Erin ikke give en af sine rene Taarer for al hans skyldbetyngede Pragt. Men der vil komme den Tid, da endog hans sidste Venner forlader ham, og da han forgæves vil strække sine Hænder ud efter hende, som han har mistet for bestandig, da vil hun sige:

 

Skønt aldrig tabt jeg gav,

hvad nytted Smæden stort mig!

Had kan ej ønske dig mer lav

end Skam og Skyld har gjort dig!

 

Wordsworth skrev Kærlighedserklæringer til England, da det var sejrrigt og stort, Scott besang Skotland paa en Tid, da dette Land var begyndt i lykkelig Blomstring at hævde sin Plads ved Siden af Søsterriget, men Moore sendte sine brændende Sange til et Land, der laa ydmyget og blødende for sine Bødlers Fødder. Han siger i Digtet "Remember thee":

 

Dig huske! Ja, er du end nok saa fortabt,

saa længe der Liv i mit Hjerte er skabt.

Din Taage, din Regn og den Kval om din Mund

er mig mer end Alverden i sollysest Stund.

 

Var du Alt, hvad jeg ønsked dig, hædret og stor,

Jordens Blomst, Havets Perle og Fjendernes Gru,

jeg vilde dig prise med stoltere Ord,

men hvor kunde jeg elske dig dyb're end nu!

 

I alt, hvad han har frembragt, mindes da Moore ogsaa Irland. Hans store østerlandske Digt "Lalla Rookh", der udkom i 1817, er udført efter de samvittighedsfuldeste Studier; der er her ikke en Lignelse, ikke en Beskrivelse, et Navn, et historisk Træk eller en Hentydning, der berører Noget, som ligger indenfor Europas Synskres. Alt uden Undtagelse viser Digterens Fortrolighed med Østens Liv og Natur. Men ikke desmindre begyndte Æmnet først at faa Interesse for Moore, da han saa en Mulighed til at benytte Kampen mellem Ildtilbedere og Muhamedanere som et Paaskud til at præke Fordragelighed i Overensstemmelse med den Lære, han havde givet sine Landsmænd i Digtet "Come, send round the wine" i de "Irske Melodier". Ogsaa Læserens Interesse vaagner først i det Øjeblik, han aner Irland og Irer bag disse Gheber med deres fremmede Skrud. "The fireworshippers" er derfor Digtningens eneste helt vellykkede Parti. Selve Navnene Iran og Erin flyder efterhaanden sammen for Læserens Øre. Moore siger selv, at den aand, som havde udtalt sig i de irske Melodier, først følte sig hjemme i Østen, da han kom til "Ildtilbederne", og virkelig synes dette skønne Digt, hvis Helt er en ædel og ulykkelig Oprører, og hvis Heltinde lever i en Kres, hvor hun altid hører ham omtale med Afsky, ligefrem beaandet af Mindet om Robert Emmet og Sarah Curran. Der er Lighed i mange Enkeltheder: Hafed har, kort før han kalder Gheberne til Oprør, flakket landflygtig om i Udlandet; Hinda maa under sin Hjerteangst for Hafed daglig høre om det Blodbad, som anrettes blandt Oprørerne. Og da Hinda dræber sig selv af Sorg over Hafeds Død paa Baalet, istemmer Digteren en Sang over hendes Lig, af hvilken hele Strofer, hvis Navnet "Iran" blot erstattedes med "Erin", vilde kunne føjes til Sangen "She is far from the land" uden at man vilde føle et fremmed Element. Det hedder f. Eks.

 

Ej skal Landet, din Elskede dyrked, dig glemme,

skønt hyllet i Sorgens sorteste Lin.

Tæt, tæt op til hans skal dit Minde det gemme,

holdt frisk i dets Hjertes inderste Skrin.

 

Ja saa vidt gaar Ligheden mellem Stemningen i de irske Melodier og den, som hersker i denne asiatiske Epopé, at nogle Linjer af denne Digtning uden Tillempning kunde bruges til Motto for den Samling af alle Skriftstykker vedrørende det irske Oprør, der i Halvtredserne udkom med Titlen: "Rebellion book and black history".

De lyder:

 

Oprør! du Ord, der skænder Mandens Værd

og uretfærdigt pletted tit og rapt

saa hellig Sag, som Tunge eller Sværd

har nogensinde vundet eller tabt,

hvor Mangen, skabt til Alles Vel,

sank ikke ramt af dette Ord,

hvem blot en Dags, en Times Held

let havde givet Navn af evigt stor.

 

Det var Moores polemiske Stilling som Irlænder, der gjorde ham det umuligt at se den store Politik i samme Lys, hvori den stod for Søskolen og Scott. Han sendte en Hagl af Vittighedspile imod den hellige Alliance. I de Lord Byron tilegnede Fabler, han har helliget det fromme Fyrsteforbund, driver han med elskværdig Dristighed Gæk med den europæiske Reaktion. Han drømmer f. Eks. at Czar Alexander giver et pragtfuldt Bal i et Ispalads, han har ladet opføre paa Nevaen (saaledes som Kejserinde Anna engang gjorde det), og at alle "de hellige Gentlemen", der viser saa øm Bekymring for Europas Vel paa de store Kongresser, er budne sammen der for at undersøge, hvorledes den menneskelige Bevidstheds Strøm paa samme Maade som Floden kan holdes fast og gennemisnes, indtil den bliver i Stand til at bære "selv de tungeste Konger, nogen Sonet eller Ode har prist." Fru de Krüdener har givet sit profetiske Ord paa, at der ingen Fare er derved, og at Frosten vil vare bestandig. Da begynder pludseligt fra alle Lofter og Vægge en ildevarslende Dryppen. Czaren danser vel endnu sin Polonæse, men han har al Møje med at holde sig paa Benene; Prøjsen, skønt vant til slibrige Veje, er meget nær ved at tumle; men neppe er den spanske Fandango begyndt, før en glødende Solnedgang sender sine Flammestraaler gennem Paladset. Man iler ud under et almindeligt: Frelse sig, hvem der kan! Men alle Udsmykningerne i Isen, de flakte Ørne, de kongelige Vaaben, tyske Rovfugle og franske Liljer, Alt smelter og opløser sig i Vand. - Hvorfor, spørger Moore, vil Fyrsterne ogsaa gøre deres Krumspring i Paladser uden Grundvold? - Han har, som man ser, stillet sangvinske Forhaabninger til den da lige udbrudte spanske Revolution.

I en anden Fabel fortæller han om et Land, hvor der fandtes et løjerligt Forbud mod Indførelsen af Spejlglas. Af hvad aarsag? Fordi Kongefamilien dér regerede i Kraft af sin overordenlige Skønhed, ligesom Folket adlød, fordi det var en Troessætning, at det var grimt. Ikke at finde Majestætens Næse smuk var Højforræderi; at finde sin Nabo kønnere end Folk i visse høje Stillinger var saare brødefuldt, og da man ingen Spejle havde, "kendte man ikke sig selv". Da sørger nogle skændige Radikale for at der paa Kysten strander et med Spejle ladet Skib - og Læseren begriber Følgen. I en tredje Fabel vender han tilbage til sit gamle Sindbilled "Ildtilbederne"; men mindre taalsom end i "Lalla Rookh" lader han disse, da man har ansat et Korps Lyseslukkere til at forhindre dem i den fredelige Udøvelse af deres Gudsdyrkelse, til en Afveksling gøre kort Proces med Slukkerne og kaste dem paa Hovedet ind i den Ild, de ikke vikle lade brænde i Fred.

Det ypperste Værk af Moores Lune og Spot "Familien Fudge i Paris", der sprudler af Vittigheder over Bourbonernes nysoprettede, bovlamme Styre, vender sig tillige med modig Alvor mod England. Det hedder her: "Medens tapre Hjerter og sanddru aander nu allevegne tjener til Ofre for de Foragtelige og Faa, er England overalt den almindelige Fjende af Sandhed og Frihed, hvor de end gløder, og overalt den første Hjælper, hvor Voldsherskerne slaar løs; og England mindes om, at Forbandelsen stiger fra alle Sider over den Magtsyge og det selviske Hovmod hos det, som overalt kun søger sit Eget og træder al fremmed Ret under Fødder. Man gennemlæse særligt det fjerde og syvende Brev med deres Spotterier over Prinsregentens Ladhed og Fedme, og med deres frygtelige Udfald mod Castlereagh, der kaldes "hin Legemliggørelse af al Forraadnelsens Smitte og Stank, som Irland gav England til Skænk, ligesom det slagne Lig opsender Pest imod sin Morder." Her findes ogsaa de mest hensynsløse Udfald mod de allierede Konger, "denne Bande af Vampyrer, der suger Blodet ud af det slumrende Europa."

Det lyder meget slemt og meget farligt; Afstanden fra den ældre Digterslægt er tydelig nok; Springet herfra til Shelley og Byron synes ringe. Men i Virkeligheden er det meget stort og alle disse Udfald ikke saa alvorligt mente, som de forekommer. Det var ingen Forfægter af Irlands Selvstyre, som her talte Irlands Sag; thi Moore vilde ingenlunde have sin Fødeø løsrevet fra England, kun have den bedre og retfærdigere regeret. Det var ingen Republikaner, der her udtalte sig saa djærvt mod Kongerne, men en oprigtig Tilhænger af Kongemagten, der ønskede slette Konger afløste af gode. Det var endelig ingen Fritænker, der gjorde alle de voldsomme Udfald mod den hellige Alliances Hykleri, men en, om end oplyst, dog oprigtigt troende Katolik, der paa én Gang lod sine Børn opdrage til Protestanter og selv skrev en tyk Bog "En irsk Gentlemans Forskningsrejse efter en Religion" til Forsvar for den katolske Læres vigtigste Troessætninger. Med al sin tilsyneladende Ubundethed holdt Moore sig indenfor de Grænser og iagttog de Hensyn, som den Kres, hvori han levede, paalagde ham. Whiggernes Førere havde, straks da han kom til London, modtaget ham med aabne Arme, og Moore var og blev den erklærede Whigdigter, der i en lang Række af spydige og skemtefulde Breve, rimede Feuilletoner kunde man kalde dem, behandlede Dagens Spørgsmaal og de parlamentariske Begivenheder med glimrende Vid og prægtigt Salonlune i Whigpartiets aand.

 

Noter til Kapitel 12:

*13) Massey: History of England 5: 302. Den hele Fremstilling er grundet paa engelske Fædrelandsvenners Skildring.

*14):

En Veltalenhed rig, hvorsomhelst end dens Væld

triumferende, fri, tankestraalende randt,

saa klar som i Bæk Glimmersten fra et Fjæld,

der med Ædelstensglans Demantfasthed forbandt.

Moore: Shall the harp be silent.

Evigt hædrede Grattan! Blandt Ypperste bedst!

Saa simpel af Hu og saa stor som en Stad,

med de Evner, Demosthenes savnede mest

og hans Overmand i alle dem, han besad.

Byron: The irish avatur.

*15):

Alt har et vanskabt Barn fra Galliens Skoler

Filosofi, der fult med Synden boler,

vrange Tanker, ussel Kunst fortabt,

af fine Hoveder, slette Hjerter skabt -

alt har sin Gift den udøst ogsaa her

og plettet Alt, der gør os Jorden kær.

Epistelen: To the Lord Viscount Forbes.

 

13. Erotisk Lyrik.

 

Moore var af Naturen anlagt til Munterhed og Lykke, ikke til ensom Kamp. Han var skabt til som de gamle irske Barder at sidde højthædret ved høje Herrers Bord og korte dem Tiden med Sang. Han bærer i den Grad Præget af en Lykkens Yndling, at han tit, naar han er mest alvorlig, dog synes halvt at spøge, lige modsat Byron, der, selv naar han spøger, er alvorlig, ja mørk. Moore leger med sit Æmne og kærtegner det, Byron sønderdeler det og vender sig fra det med Lede. Begge de to Venner lever i Skuet og Genfremstillingen af den ydre Natur, men naar Byron ser paa den, synes selv Solen at formørkes derved, medens Moore med sin Forkærlighed for Rosenrødt og Lys i Lys og Glimmer ligesom selv skaber "en Morgensol, der staar op om Middagen".

Heri ligger ogsaa, at man faar et ensidigt Billede af Moore, naar man, som vor Plan førte det med sig, fortrinsvis studerer ham som politisk Digter. Han er tillige en Erotiker og en af de ypperste og mest musikalske, som nogensinde har levet. Musiken i hans Vers er mere fuld end fin, men der er Trolddom i hans Sprogbehandling. En lokkende, blussende Sanselighed og en brændende Ømhed har i hans erotiske Poesier fundet Udtryk, hvis iørefaldende Velklang drager som Toner af Rossini. Lad Shelleys engelske Beundrere, vante til finere og for den Uindviede mindre let fattelige Harmonier, kun kalde disse Sange altfor søde (oversweet); erotisk Lyrik kan ikke være for erotisk; Franskmændene siger: I Elskov er altfor meget ikke nok. Moore er ingen Mozart, men lyder det ikke næsten som en mozartsk Melodi, som en af Heltens eller Zerlinas Arier i "Don Juan", naar det hedder:

 

Den unge Majmaane svømmer, Glut!

fra Ildorme Lyset strømmer, Glut!

o Vandring sød

i Lundens Skød,

naar den søvnige Verden drømmer, Glut!

(aarestrups Oversættelse, lempet.)

 

Sange af Rossini og Moore beholder deres Værd, selv om Verden samtidigt har haft en Schubert og en Shelley. Ingensteds afspejler de engelske Digteres Ejendommelighed i dette Tidsrum sig skarpere end i deres Erotik, paa samme Tid som den hele Tidsalders Naturalisme paa dette Omraade ses i sin skarpeste Modsætning til Overnaturlighederne i den tyske og franske Reaktionstids Skildringer af Elskov. Hvad Byron siger om sin skønneste Kvindeskikkelse, at hun var "Naturens Brud og Lidenskabens Barn" (Don Juan 2: 202), og hvad han udtaler om Don Juan's og Haidi's Elskov: "Hos Andre er det en kunstig Tilstand, en Opiumsdrøm, fremkaldt ved altfor megen Ungdom og Læsning, i dem var det deres Natur eller deres Skæbne" (D. J. 4: 19), det gælder om de erotiske Skildringer i hele dette Tidsrum. Men kun i "Don Juan" har Byron malt en lykkelig Elskov. Hans erotiske Digte er lutter Kval og Klage. Det vidunderligste af dem alle "When we two parted" har Hulken i selve sin Rytme og udtaler Adskillelsens hele Smerte allerede i den Maade, hvorpaa Rytmen i den sidste Strofe ændres. Der er endnu en vis Lidenskabens Ro i de første Linjer:

 

Da vi to skiltes

i Tavshed og Kval

med bristende Hjerter

for aaretal.

Bleg var din Kind og kold,

Kysset mer koldt.

Alt mig da varsled

hvad nu du har voldt.

 

Men al Kærlighedens Jammer er udtalt i disse Slutningslinjernes korte og stødende Tonefald:

 

Som vi hemmeligt saas,

er min Sorg nu tavs.

Ak, din Sjæl var Skum

saa falsk som et Havs.

Skulde paany jeg dig

træffe ad aare,

hvordan vel hilse dig?

Tavs med en Taare.

 

Den Byronske Erotiks ejendommeligste Omraade er Elskovens Kval.

Thomas Campbell har ikke skrevet mange rent erotiske Digte - han foretrækker den kortere eller længere Kærlighedsfortælling paa Vers for det personlige Udbrud - men nogle af dem er saa ømme i Tonen som Moore's eller Keats's. Og underligt nok, han bliver varmere, ømmere, friere i sin Udtryksmaade alt som aarene gaar. Det er som gammel at han digter sin mest forelskede Lyrik. Han imødegaar den Indvending, at aarene nu er komne for ham til den uanselige Elskov; han svarer med en Udæskning til Plato selv i hans Himmel, beder ham se ind i hans Elskedes Øjne og forsøge paa at føle platonisk.

Han synger om Elskovs flygtige Væsen, om de Lidelser, den Elskedes Fraværelse foraarsager; han tolker den unge Piges Kval, som haaber og venter paa, at den Elskede skal bestemme sig til at bejle. Men ejendommeligst er han som erotisk Digter, hvor han med et halvt vemodigt Smil tilstaar, at hans Hjerte er yngre end hans aar, som i disse Strofer:

 

Den Gud, der engang i min Alder fandt Hindringer,

kom igen under Paaskud af søde Erindringer

og mig fik til at glemme, hvad gerne jeg lemper

at Majmaaneds Knop blomster ej i November.

Ak Tom! Væk er Fløjterne og Gigerne.

Skriv Salmer, ikke Sange for Pigerne!

 

Dog Aldren saa lidet med Visdom mig fylder

at med aarene Skønhed kun mer mig fortryller,

og den eneste Gave, Erfaring mig skænker,

er den friskeste Glæde ved Piger og Enker.

Hvor ussel Visdom er, hvor fortrædelig!

naar man sidder hos en Glut, sød og glædelig.

 

Hos Keats er Erotiken, som det var at vente, tungtaandende, hed, sensuel og svælgende i Duft og Toner. Man læse denne mesterlige Strofe:

 

Løft Klinken! aa sagte, lemfældigt, mit Godt!

Alt er tabt, hvis den Klinke blot klirrer en Smule.

Godt gjort! - nu din Mund og en Blomsterbænk blot!

Lad den gamle Mand sove og Maanen sig skjule.

Den Knop drømmer om dig. Udsprungen ved Barmen,

den tager vor Varme for Morgenvarmen.

Skovduen skal kurre saa ømt som den lyster,

mens til Melodien jeg kysser og kryster.

 

Shelleys Erotik er overaandig og smeltende sanselig paa én Gang. Den minder om Correggios. Hos Shelley som hos Correggio smelter Udtrykket for den højeste Hengivelse sammen med Udtrykket for den heftigste sanselige Rus; hvad han skildrer er den erotiske Dødskamp. Man læse f. Eks. den indiske Serenade:

 

O løft fra Græsset mig.

Jeg mattes, daaner, forgaar.

O lad din Elskov regne i Kys

paa min Mund, mine Øjne, mit Haar.

 

Min Kind er kold og farveløs.

Vildt Hjertet slaar i mit Bryst.

O pres mit Hjerte tæt op imod dit,

hvor det vil briste af Lyst.

 

og man sammenligne hermed den fuldstændigt henrevne Slutning af "Epipsychidion":

 

Min aande blandes skal med din. Vi favnes

og vore Pulse slaar i samme Takt,

mens, stumt veltalende med større Magt

end Ords Veltalenhed, i henrykt Dvælen

nu vore Læber glemmer, mørkner Sjælen,

der brænder mellem dem. Hvor Livet vælder,

som koger i vort Væsens skjulte Celler,

skal Kilderne, der springer inderst inde,

i Elskovs gyldne Renhed sammen rinde

som Fjældets Kilder under Morgensolen.

.....

Eet Haab i tvende Viljer og én Hu

i dobbelt Sjæl, ét Liv, én Dødens Gru,

én Himmelfryd, én Helvedkval, én fælles

Udødelighed, fælles Undergang!

Ve mig, jeg kan ej mer, jeg overvældes.

De Ord, der som en vinget Sang

til Elskovsverdnen skulde stige smukt,

som Lænker binder de min Ildsjæls Flugt,

den aldrig hine Højder naaer.

Jeg stønner, synker, skælver og forgaar.

 

Er Byrons Kronland den ulykkeligt eller ensomt Elskendes Kval, saa er Shelleys, som man ser, den lykkelige Elskovs Smerte, Selvtilintetgørelsen i den lykkelige Kærligheds Henrykkelse. Men netop fordi begge de store Digteres erotiske Omraade er saa snevert afgrænset, har ingen af dem skrevet mange erotiske Digte eller havt et Midtpunkt for sin Frembringen paa dette Felt.

Moore derimod er født Erotiker som Christian Winther er det. Han har den erotiske Fantasi, som andre Digtere den erotiske Lidenskab. Han elsker Alt, hvad der er smukt, fint, udsøgt, blødt og lyst, for dets egen Skyld uden at behøve nogen fremhævende Baggrund dertil. Han meddeler aldrig nogen begivenhedsrig Fortælling, opstiller aldrig nogen mægtig Kontrast, undergraver aldrig med dyb Grublen. Han elsker Træets Blomster, ikke dets Rødder. De Genstande, der fængsler ham, fængsler ved første Indtryk, de er skønne og blændende, de glimrer for Sansen, de henriver Øjet og Øret mere end Hjertet, de ombyttes med andre med samme Egenskaber; det er en evig Glimten og Flagren. Men alle stærkt erotiske Digtere har Sommerfuglenatur. Der gives i dette Punkt ingen mere slaaende Modsætning end den mellem Wordsworth og Moore. Den første vælger med Vilje Emner, der er ringe og frastødende, ja stygge i sig selv, for at udruste dem med en sædelig eller aandig Skønhed; den anden afskyr Menneskelivets smudsige Enkeltheder, viger tilbage for alle dets skarpe Genvordigheder og omgaar Moralen med et Wielandsk Smil og Buk. Nødes han til at tage det Uskønne med, da kaster han gerne først et blødt og glimrende Slør derover. Man har bebrejdet hans Stil dens Overlæsselse med prægtige Tillægsord, dens Tilbøjelighed til at lade enhver Lidenskab tabe sig i en Lignelse, dens hele urolige Glimren og Glitren - man har kaldt den kunstig i Sammenligning med Wordsworth's. "Kunstig! udraaber en af hans irske Beundrere, og det naar ethvert Menneske kan nyde Moore's Digte, medens man maa skabe sig en ny Smag for at nyde Wordsworth's!" Behøves der, maa man vel spørge, Studium og udviklet Smag til at nyde det Naturlige og kun almindelig Følelse til at glæde sig over den kunstige Skønhed? Wordsworth og Coleridge var Digtere for en bogligt dannet Læseverden, Moore var Digter for et Folk. Hvad man kan indvende mod ham, følger af hans naturlige Begrænsning, den, at han er Musiker og Kolorist, ikke Tegner; han er ude af Stand til at tegne eller beskrive en hel Genstand, han maler kun særskilte Egenskaber ved skønne Genstande. Han forherliger en Blussen, et Smil, en Stemmes Velklang hele Strofer igennem, han giver snarere en Fortegnelse over Skønheder end skønne Omrids, og tager man Voltaires gamle fine Begrebsbestemmelse af Kærlighed: "Naturens Stof, som Indbildningskraften har broderet", saa finder man i Moores erotiske Digte ofte Broderiet saa pragtfuldt og overdaadigt, at det neppe lader Stoffet skinne igennem. Men derfor er og bliver det dog Naturens.

Og det er ikke mere end billigt at tilføje, at i Moore's bedste og beundringsværdigste Digte er hin Billed-Overdaadighed fuldstændigt forsvunden. Hvor den ægte irske Vemod har behersket hans Sjæl, har den pustet al Flitteren bort og naaet et evigt Udtryk. "Take back the virgin page" og især "The last rose of summer" er ligesaa simple i Stil som fuldendte i Versemaal. Disse Digte har slet ingen Lignelser. Og ikke en eneste Lignelse findes heller i den lille yndige Sang, der, trods sin Korthed, for Irland har faaet en Nationalepopés Betydning, det simple Digt om den unge dejlige Pige, der smykket med sjældne Ædelstene og end mere udsat ved sin fuldendte Skønhed trygt gik gennem Irland fra den ene Ende til den anden, sikkert stolende paa, at dets Sønner elskede Æren højere end Kvinder og gyldne Skatte. (Rich and rare o.s v.) Om den, der har skrevet en saadan Sang, kunde Byron med Sandhed sige de hædrende Ord: Moores "Irske Melodier" vil gaa til Efterverdenen med deres Musik; og begge vil vare saalænge som Irland eller som Musik og Poesi.

Moores Levned var lykkeligt. Han giftede sig, 31 aar gammel, med en smuk og elskelig Pige (en Frøken Dyke), og levede i et fuldstændigt harmonisk Ægteskab med sin trofaste "Bessy". Hans Kaar var vel ikke altid gode, men fra det Øjeblik af, da hans Ry var almindeligt anerkendt, havde han en rigelig Indtægt af sine Skrifter. Han, som i sin Humoreske "Grand dinner of Type & Co." har ladet de rige Boghandlere - lig Sagntidens Krigere, der efter Døden drak Mjød af deres Fjenders Kranier - drikke deres Vin af fattige Skribenters Hjerneskaller, havde personligt ingen Grund til at klage over sin Forlægger. Denne tilbød ham f. Eks. 3000 Pund for "Lalla Rookh", før han saa en Linje af Digtet, og gav ham 4200 Pund for hans fortræffelige Levnedsbeskrivelse af Byron. Moore blev ligeligt fejret af Irlændere og af Engelskmænd. Man gjorde 1818 Festmaaltid for ham i Dublin, hvor han hyldedes af Alt, hvad der udmærkede sig i Literatur og Politik, og da han i 1822 kom til Paris, gjorde den britiske Adel der et Festmaaltid for ham. Først Alderen bragte ham Genvordigheder, et svækket Helbred og Sorg af hans Børn. Han døde i 1852.

 

14. Britisk Frisind.

 

En Digter, der født i Skotland og ivrig skotsk Patriot som Walter Scott følte levende Deltagelse for Irland og har besunget irske Minder og irsk Folkesorg som Thomas Moore, der fremdeles sammensmeltede Kærligheden til de to underordnede Kongeriger med en ildfuld og krigersk britisk Nationalfølelse, er den fra en gammel Højlænder-Familie nedstammende Thomas Campbell.

Han var ikke blot en Nationaldigter i den Mening, hvori Wordsworth var det, men fra sin Ungdom af til sin Død en glødende Frihedselsker. Hans episke Digtninge og hans Ballader hæver sig ikke synderligt over tilsvarende Frembringelser af Wordsworth, men han havde en sand lyrisk Genius; han er den naturalistiske Gruppes Tyrtaios eller Petøfi. For ham var Fædrelandets Sag og Frihedens Sag én og den samme, og der er i hans bedste Rytmer en Friskhed, en Marchetakt, et Sving og en Ild, som for en Haandfuld udsøgte Sanges Vedkommende gør ham til de store Digteres Lige.

Hans Digt om Slaget paa Rheden gør nødvendigvis paa Danske et ringe Indtryk. Stoltheden over den Sejr, Nelson havde vundet over en saa meget svagere Fjende, hvis Magt her er pustet op til jævnbyrdig med Englands, er et Udslag af det rene Fædrelanderi. Men Side om Side med det staar det samtidigt skrevne Digt "Ye Mariners of England", som er et Mesterværk og gennem hvis Vers man tror at høre den friske Havbrise slaa i britiske Sejl. Her er det den ægte Søn af Havets Dronning, der synger sin Moders Pris, idet han synger de britiske Sømænds.

Man agte paa den fejende, brusende Magt og Jubel, der er sammentrængt i syvende og ottende Linje af denne Strofe:

 

I Englands raske Gutter,

vor Kystvagt under det Flag,

hvis Trods blev set i tusind aar

i Storm som i Vaabenbrag!

Hejs kun paany den kry Standart

til Kamp mod Englands Kontrapart

og skyd snart

kraftig Fart

mens de friske Vinde blæser,

mens Slaget raser langt og lydt

og Uvejrsstormene hvæser.

 

og man høre Stoltheden over England som Verdensmagten til Søs gennem disse Linjer:

 

Bretland savner ej Bolværk

og Taarne paa sin Skrænt.

Paa Bjergtops-Bølger gaar hun let,

har Hjem, hvor Sejl er spændt.

Med Torden fra sit Egedæk

hun skræmmer de truende Søer væk,

dæmper Brøl

om sin Køl

mens de friske Vinde blæser,

mens Slaget raser langt og lydt

og Uvejrsstormene hvæser.

 

Campbell's Liv var regelret og roligt. Han fik i Glasgow en fortræffelig Opdragelse, studerede i Edinburgh, offenliggjorde, 21 aar gammel, sin Digtning "Haabets Glæder", der, nu forældet, dengang gjorde Opsigt, og foretog for Honoraret en Rejse til Tyskland, under hvilken han opildnet ved Udsigten til en Krig med Danmark skrev nogle Digte, hvoriblandt det ovenanførte. Han giftede sig i London 1803 med sin Kusine, og levede som Forfatter, Foredragsholder og fra aaret 1820 af som Tidsskriftsudgiver. Fra 1830 var hans Helbred og Livskraft knækket. Han levede til 1844 som en Skygge af sig selv.

Grundlaget for hans poetiske Evne var som hos alle de andre Digtere af denne Gruppe Friskheden af hans Naturopfattelse. Han har skrevet et Digt til Regnbuen, der trods en lidt prosaisk og ræsonnerende Indledning er et lille Mesterværk af Simpelhed og Fantasi. Han sætter sig tilbage i Forestillingen om hvad den ældste Menneskehed har følt ved Skuet af Regnbuen. Naar den viste sig, holdt hver Moder sit Barn i Vejret for at signe Guds Bue. Den har de første Hymner hilset, den har de ældste Digtere besunget. Og den Dag idag vækker den samme Følelser: "Hvor straalende dit Belte er, kastet over Bjerg, Taarn og By, eller afspejlet i det vide Hav, et tusind Favne nede! Mod hin mørke Baggrund synes din Skønhed saa ung, som da Ørnen første Gang fra Arken steg op i din Straalekrans."

Om en ligesaa usvækket Natursans som dette Digt fra Campbell's unge Dage vidner et af de sidste, han har udført, Digtet "Den døde Ørn", skrevet i Oran i Afrika. Der er her en Glæde over Styrke og Vælde hos et Naturvæsen, som er særligt engelsk. Vistnok, siger han, kan Luftskipperen stige saa højt som Ørnen, men hans Baad har intet Ror, er et Bytte for Vejr og Vind; der er ingen Vilje i hans Fart. Anderledes var denne stolte Fugl; den kløvede Stormen; den stansede i sin Fart saa let som Araberen stanser sin Hest og holdt sig, naar den lystede, ubevægelig under Himlens Issepunkt, lig en Lampe, der hænger ned fra en mørkeblaa Hvælving. Under den var Bjergene Muldvarpeskud og Floderne lysende Traade. Saa skød den ned, hurtigere end en faldende Stjerne, indtil dens Skikkelse kastede sin Skygge over Jorden og Rædsel udbredte sig i Vildnisset ved Lyden af dens Vingeslag. Da steg den op paany. Der var et Udtryk af Ringeagt i alle dens Bevægelser, hvad enten den drejede sit kamsmykte Hoved for at se bag sig eller den laa vandret og udfoldede sin bøjede Vinges indre Hvidhed i yndefulde Kresbevægelser. - Og Campbell ser den for sig som den har svævet i Luften over rasende Søslag mellem Maurer og Kristne, ligegyldig for, hvem der vandt Sejr, fuld af Ringeagt for Menneskene, der nødtes til at pløje Dybet, medens dens Vinger med Lethed bar den til Algier eller til Korallundene, der blusser under Bona's grønne Bølger, og i én Time videre frem end det stolteste Skib kunde naa paa en Dag. Den har levet urørt af alt Menneskeligt og Jordisk; selv Jordskælvet, der (i 1790) rystede og tilintetgjorde Oran, og der under Tusinders Jammerskrig styrtede Kirker, Forter og Paladser i Grus, forstyrrede den ikke.

Der er her ikke blot Rigdom i Iagttagelsen, men Fantasi i Synet.

Dog størst er Campbell i sin Frihedsdigtning, i Poesier som "Men of England", "Stanzas on the Battle of Navarino", "Lines on Poland", The Power of Russia", og i saa ædle og dybe Ytringer af aandeligt Frisind som "Hallowed Ground". I slige Digte viser sig ret Campbell's aandelige Overlegenhed over Søskolens Digtere, der jo ogsaa godt forstod at forherlige Folkenes Uafhængighedskampe. Disse lovsang dem vel at mærke kun, naar de fandt Sted mod Napoleon, Englands Fjende; Campbell tager intet Hensyn af den Art, og han opmander titnok (ja udskammer undertiden) England i Frihedens Navn, medens England for hine Digtere simpelthen var Frihedens Arne.

Man agte i "Men of England" paa den Varme hvormed han hævder, at Mindesmærker om Tapperhed i Krig er intet mod levende Frisind i Mænds Bryst. Frihedsmartyrernes Hæder er værd et hundrede vundne Slag.

Campbells Glæde over Grækenlands Befrielse er saa ægte som hans Sorg over Polens Fald. Men Digtet om Polen er mere brændende i sin Harme og sit Haab; i sin Sorg over at England ikke vover at kaste Handsken, og Digtet om Ruslands Magt er saa fuldt af Indsigt i den Fare, der truer Civilisationen fra Rusland, saa dybt i sin Opfattelse af hvad Polens Nederlag betyder, som var en Statsmand her bleven Digter. Der er Vægt i Ordene: "Var dette en almindelig Strid mellem Stater, kunde Britannia se paa Sejerherren og den Overvundne med roligt Blik og bære sin Oliebladskrans med Hæder; men dette er Mørket, der kæmper mod Lyset. Jordens modsatte Grundregler, der fægter om Herredømmet." Og der er Vægt i Linjen:

 

O polske Kongeørn! dit Fald blir skæbnerigt.

 

Digtet "Indviet Jord" er en i sin djærve Simpelhed ren og rund Protest mod al Overtro, hvad Navn den bærer, og en mandig Bekendelse af Friheds-Budskabet, som det nittende aarhundrede har formet det. Hvad er indviet Jord? spørger Campbell. Har Jorden en Plet, hvor efter Guds Mening Mennesket ikke skulde staa rankt og frit, men bøje Knæ under Overtroens Svøbe? Nej, indviet Jord er der, hvor Læber stedtes til Hvile, som vor Kærlighed har kysset - dog den er ikke paa Kirkegaarden, men hvor Billedet af den Døde hviler urørt, i os selv. Et Kys helliger Stedet, hvor to Hjerter i Elskov fandt hinanden. Og Heltenes Kamp for Frihed og Død for Frihed lever i Hjerterne, selv om deres Aske spredes for Vinden, lever i Hjerterne som i indviet Jord, indtil Jordens hele Rige tilsidst bliver - indviet Jord.

Til den naturalistiske Gruppes største Digtere hører Campbell ikke; men der klinger i hans simple, stærke Patos en Streng af saa fuldttonende Lyrik, at den minder om de gamle græske Elegikeres. Skønt Skotte af Fødsel var han i sit Hjerte med Irland og var han britisk af aand. Skønt lidenskabeligt national som Søskolens Digtere var han ubetinget kun Elsker og Forfægter af Frihed, og af Friheden som Guddom, ikke som Afgud. Han danner Overgangen fra Skotlands og Irlands Nationaldigtere til de tre store Emigranter i Datidens engelske Poesi.

 

15. Republikansk Humanisme.

 

Paa den Tid, da England udadtil gik den hellige Alliances Ærind, indadtil undertrykkede Katolikerne og styrtede de lavere Klasser i Nød ved sin Begunstigelse af Landadelen, rejste stedse flere og flere Englændere bort fra deres Fædreland for som Frihedens vandrende Riddere ligesom at minde Europa om, at England til alle Tider havde gjaldt for Folkefrihedens fødte Beskytter. Saadanne Englændere var General Wilson, der under Bolivar befriede Sydamerika, og Admiral Cochrane, der først i den brasilianske og senere i den græske Frihedskrig gjorde sit Navn berømt. Til denne Klasse af Mænd hører Walter Savage Landor, den særeste og stolteste aand i Tidsalderens poetiske Literatur.

Landor fødtes tredvte Januar 1774 i Warwick, som Barn af en højadelig Familie og som Arving til fyrstelige Rigdomme. Han studerede i Oxford, opholdt sig 1802 i Paris, vendte tilbage, solgte Størstedelen af sit Familiegods for at købe Jord i et andet Grevskab, hvor han efter Tykke indførte alle mulige Arter af Forbedringer og Forskønnelser og stræbte at sikre sine talrige Forpagtere en langt bedre Tilværelse end den lavere Klasse i England ellers nogensteds førte. Han gav 70,000 Pund ud til disse Reformforsøg, som han satte i Værk med mindre Menneskekundskab end Begejstring for Menneskevel. Hans kærlige Iver blev af hans Undergivne misbrugt paa en skammelig Maade; man benyttede sig af hans Højmod og Uegennyttighed til at bedrage ham i den størst mulige Stil. Oprørt over sine Forpagteres Utaknemmelighed og slette Opførsel besluttede han at sælge alt sit Jordegods, selv de Godser, der havde været i hans Families Besiddelse i 700 aar, for at leve som fri Verdensborger. Han udførte dette Forsæt i 1806.

Den spanske Opstand mod Napoleons Voldsmagt brød ud. Landor rejste til Spanien, udrustede for egne Midler et helt lille Troppekorps og kæmpede i Oprørernes Rækker. Han modtog i den Anledning en offenlig Takskrivelse fra den øverste Junta og Titel som Oberst i den spanske Hær. Ved Kong Ferdinands Genindsættelse paa Tronen sendte han Kongen sit Udnævnelsesbrev tilbage med en Skrivelse, i hvilken han erklærede, at han, skønt Spaniens Sag hengiven for stedse, ikke kunde have noget Berøringspunkt med "en Meneder og Forræder" som dets Konge. Man har i dette ene Træk Mandens Sindelag - fremfusende og hensynsløst som det var, men stolt og stort. Der slog en uafhængig Høvdings Hjerte i denne Digters Bryst.

1815 bosatte Landor sig i Italien og blev der mere end 30 aar i Træk. Først 1857 tog han stadigt Ophold i England (i Byen Bath). Han forblev hele sit Liv igennem en Dødsfjende af Voldsherredømmet i alle dets Skikkelser og Former, og en lidenskabelig Kæmper og Talsmand for Frihed paa alle Omraader. Til sin Død var han politiske Flygtninges og Forfulgtes trofaste Understøtter. Den indtraf først i hans halvfemsindstyvende aar 1864.

Hans lange ærefulde Liv omfatter en stor literær Virksomhed; han har skrevet dobbelt saa meget som Byron og mangt et Værk, som man ikke nærmer sig uden Ærbødighed. Men hans Poesi blev i det hele Tidsrum, vi gennemgaar, uforstaaet og upaaskønnet. Landor skrev uden noget Forhold til en Læseverden, uden af Kritiken at modtage anden Opmuntring end den at blive kaldt stiv og kold og mindes om at hans Engelsk lignede Oversættelser fra et fremmed Sprog; han opnaaede aldrig Skygge af Almenyndest og nød ikke en eneste literær Triumf. En halv Snes aar før sin Død begyndte han at beundres og ved 1870 omtrent begyndte han at virke.

Kommer man fra Moore til Landor, da er det som kom man fra vuggende Bølger i Land paa fast Grund. Landors Hovedegenskab er en mandig Fasthed; han rager højt op i sin Samtid som Digter, men han er endnu større som Mand. Han er saa lidt læst, at man desværre næsten ikke kan forudsætte Noget af ham bekendt og ikke finder noget Støttepunkt for Udtalelser om ham i Læserens Erindring eller Fantasi, og han er ikke let at beskrive. Hans Fasthed fandt sit mest paafaldende Udtryk i en for mange skræmmende Selvfølelse. Der forekommer hos ham Sætninger som denne: "Hvad jeg skriver er ikke skrevet paa Skifer; og ingen Finger, end ikke Tidens egen, som den dypper i aarenes Skyer, kan udslette det igen" (note: Landor: Imaginary Conversations: Landor, English Visiter and Florentine Visiter), eller Svar som dette paa Kritiken over hans Opdigtede Samtaler (Imaginary Conversations): "Jeg har nu skrevet mere end hundrede af disse Samtaler; lad den dygtigste i Banden af mine Kritikere tage de ti daarligste af dem, og hvis han i ti aar kan gøre noget saa Godt, saa vil jeg give ham et varmt Franskbrød og en halv Pot stærkt Øl til Frokost". En ringere Mand vilde et saadant Hovmod have gjort komisk, Landor skæmmer det ikke; engang imellem klæder det ham endog. Det minder En undertiden om Schopenhauer's i sig selv ikke uberettigede, men ustyrlige og fordringsfulde Følelse af sit Værd; kun at Landor i sit Væsen var og blev den fornemme, fint dannede Gentleman af adelig Fødsel, medens Schopenhauer med sin fuldkomne Tilsidesættelse af Høflighedens Bud var og blev en stor Plebejer. Dog en enkelt Gang minder hans sære Sindelag med dets Heftighed i stor Stil og dets Frembringelser i endnu større om en Mand, hvis Navn er for stort, til at det skulde nævnes letsindigt, men som, skønt Landor uendeligt overlegen i aand, maaske vilde have erkendt en aandsbeslægtet i ham - den ensomme og barske Michelangelo.

Der var noget Strengt i Landors Natur, den Strenghed, som urokkelig Fasthed og fuldstændig Sanddruhed mod sig selv og Andre medfører. Der er i hans Værk en vis velgørende Haardhed. Digtet "Hyperbion" i "Hellenics" er et godt, ægte Landorsk Eksempel paa den:

 

Hyperbion var blandt Apollos Kaarne,

og Menneskene hædred ham en Tid lang

og Guden i ham. Andre sang dog fuldt

saa højt og Drengebørn saa fuldt dem hylded.

Hyperbion, som da blev mere vred

end Skjald bør blive, talte til Apollo

og sagde: Føbus! Hører du det Skraal

fra Marken af den Pøbel, som tør sværge,

at den har kendt dig, fra du vogtede

de hvide Okser for Admet? - Jeg hører,

kvad Guden, grib du kun den første af dem

og løft ham over Menneskenes Hoved.

Da skal af Fryd de raabe til din Ære.

 

Haardnakket var Hyperbion og stolt,

Lauren om Panden havde daarligt kølt den.

Derfor, da han dem hørte ved sin Port

og nogle skrev Rivalens Navn paa Muren

saa foer han ud og greb den usle Sanger,

hin Pøbels Høvding. Denne slog og sparked,

men frugtesløst. Hyperbion ham favned

med kraftig Arm og rulled med den venstre

Hamprebet op, hvorpaa der var en Løkke.

Det brugtes daglig til at holde Kalven,

imens dens Moders Yver malkedes.

Men baade Ko og Kalv var nu paa Marken.

Med al sin Kraft afsted han Fyren slæbte

og haled op ham i et Pinietræ,

hvor kvalt han taug. Dog ikke længe efter

en Nat i Drøm han saa den usle Sanger. -

Da bad han Guden at oplyse sig

om der mon i hans Daad var skjult en Brøde.

 

Du handled ret, Hyperbion lød Svaret,

som jeg med Marsyas, før du blev født.

Dog bedre var det gaaet, om du havde

ret fattet mine Ord; thi nu vil Andre

under det Paaskud falde over dig,

at du har Loven overtraadt. Min Mening

var, at du skulde løftet ham i Vejret

til høje Steder i din Sjæl og vist

des større dig ved at du taalte ham.

 

Nedslaaet Sangren stod. Men Føbus sagde:

Vær ved godt Mod, Hyperbion! Hvis Rebet

ej blev for slidt til mer at holde Kalven,

saa er den største Skade den, at da du

ham hissede i Vejret, har du gnedet

det Reb for voldsomt mod den gamle Pinie,

og Bark af Pinietræer heles aldrig.

 

Sjældent har en Apollo udtalt sig mindre blødsødent om Middelmaadigheden i Kunsten. Landors Foragt for den havde sin Grund i hans alvorsfulde kunstneriske Fordringer til sig selv. Han er den engelske Prosas strengeste Stilist; ikke Stilist i den Mening, at han besad sjælden Sprogvirtuositet - ingen engelsk Digter er mindre smidig end han - men saaledes forstaaet, at han udførte alle sine Skikkelser, de mest dagligdags og de mest ærværdige, Fortidens saa vel som Samtidens, i den samme simple attiske Stil. Med overvejende Forkærlighed for det Heltemodige og Store gav han sine "Samtaler" - den Kunstform, han særligt dyrkede - en gennemgaaende Højhed og Ro og meddelte uvilkaarligt deres Foredrag et Præg, der er græsk ved sin ædru Skønhed og romersk~engelsk ved sin Stolthed og Bestemthed. Hans Stil er ren, rigtig, sammentrængt, og med sit antike Stempel egner den sig særligt til Fremstillinger af Skikkelser fra det gamle Hellas og det gamle Rom. Athens Folkeforsamlinger paa Torvet, Roms Senat og Forum lever i hans Samtaler med deres egen Tids Liv. Den moderne Konversation derimod laa langt mindre godt for hans Pen; Samtalerne fra den nye Historie lykkes ham kun, hvor Situationen er af den Art, at Landors skjulte Harme giver Samtalen Liv og Ild. Vil man se Landor i hans Friskhed og Glans, da læse man hans Roman i Brevform "Perikles og Aspasia", et Værk af samme Art som Wielands "Aristippus", men forfattet i en ganske anden aand og Stil. Hvor Wieland er yppig og koket, der har Landor en mandig Ynde; hvor Wieland er blødagtig, der er Landor adelig og stolt. Denne Brevveksling er snarere mejslet end skrevet; den forherliger Perikles som den republikanske Type paa ædel Menneskelighed og politisk Visdom, den fremstiller i Aspasia ikke Hetæren, men en Personliggørelse af hellensk Skønhed og Finfølelse, af hedensk Kvindelighed og af aandsfri antik Forstand og Dannelse. Det er en Selvfølge, at den ikke rummer et Stænk af Lefleri; alt hvad der er Smaat og Uværdigt synes at ligge udenfor Bogens og dens Forfatters Synskres. Men Bogen trætter ved sin gammeldags og altfor vidtløftige Brevform, og den utaalmodigere Læser bør fra den henvises til Landors Mesterværk, Samtalen mellem Epikuros, Leontion og Ternissa. (note: Landor: Works vol. 1, S. 497.)

Denne Samtale staar sikkert kun ved sit mindre vægtige Tankeindhold, men visselig hverken i Henseende til Ynde eller Karakterfremstilling eller Samtalens Naturlighed tilbage for en Dialog af Platon. Den middelaldrende elskværdige Filosof spaserer frem og tilbage i sin yndefulde Have med to ganske unge græske Piger i Samtale om Dagens lette og Livets alvorsfulde Begivenheder, og der er en Duft af Atticisme, en ædel og behersket Sanselighed, en kysk og henrivende Gratie udbredt over det hele Optrin, først og fremmest over alle de Smaatræk, der skildrer de to unge Piger, særligt den Sekstenaarige med hendes Blanding af Undselighed og elskelig Ligefremhed. Landor har her skabt det kvindelige Sidestykke til Platons unge Mænd; han har opdaget den unge græske Pige, som Platon forsømte, som Tragedien alene fremstilte i højtidelige og storladent sorgfulde Forhold og af hvem kun de ydre Omrids er opbevarede os i skønne Relieffer. Det lønner Umagen at følge denne Samtales Slyngninger. Den begynder med et fint Naturmaleri, og med en Forherligelse af den Ensomhed, der er Den nødvendig, som vil leve og frembringe aandigt, og allerede her skimter man i Epikur's Skikkelse Konturerne af Landors, der havde den samme Forkærlighed for et tilbagetrukket og mod al Yderverdenens Støj og Larm velbefæstet Liv. (Se Indledningen til Dialogen Southeu og Landor, Works 1: 57).

Saa drøfter Epikur skemtefuldt og fint med Ternissa, den yngste af Pigerne, hvorvidt Myten om Boreas, Zethes og Kalais bør opfattes bogstaveligt eller ej, medens den ældre unge Pige Leontion skelmsk har Ternissa tilbedste for hendes Lettroenhed. Derefter glider Samtalen, alt imedens den legende bevæger sig om det friske Vinløv og de nys hidbragte Oliventræer, over i den rørende og dybe Underholdning om Frygten for Døden, under hvilken Epikurs mandige Værdighed og Ro begejstrer de unge Piger til de heftigste Udbrud mod dem, der forfølger og nedsætter ham som Ateist. Det viser sig endog, at Leontion har skrevet et helt Hefte fuldt til hans Forsvar som Gendrivelse af Theofrastos's Angreb. Epikur viser hende med mild Højhed, hvor unyttige Forsvar mod slige Angreb er og forklarer hende, hvorfor han aldrig vil kæmpe eller rivalisere med Nogen. "Jeg vilde ikke kappes selv med Mænd, der var istand til at kappes med mig ... med hvem skulde jeg kappes? med de ringere? Det var uhæderligt. Med de større? Det var frugtesløst" *16). Atter her skimtes Landors eget aasyn. Thi dette var nøje den Mands Tankegang, der faa aar før sin Død forsynede sin sidste Bog med disse fire Linjer som Motto:

 

Med ingen stred jeg. Ingen var det værd.

Natur, saa Kunst, jeg elsked stærkt, skønt kort.

Jeg begge Hænder holdt Livsilden nær.

Den synker; jeg er rede at gaa bort.

 

Den første Linje indeholder paa én Gang Bekendelsen og Retfærdiggørelsen af det tilsyneladende anmassende Væsen hos ham, som smaa Sjæle fandt det saa vanskeligt at føle Overbærenhed med eller holde af. Den anden Linje erklærer hvad der var den oprindelige Genstand for hans dybe Granskning og hvad der var dets anden Genstand, som fuldstændiggjorde den første. Den tredje Linje udtaler den ædle Filosofi, som opretholdt og nærede hans aand under saa megen Miskendelse og Modgang, og den sidste viser ham med den rolige Værdighed, der stemte med Mandens Karakter, rede til, naar Timen kommer, at samle sit Klædebon om sig og gaa bort *17). Ligheden mellem disse Linjer og Epikurs Udtalelser er paafaldende.

Leontion fortsætter Samtalen. "De Gamle, siger hun, er alle imod Jer, thi selve Navnet Lykkefilosofi er en Udfordring til dem. De kender ingen anden Art af Fornøjelse, end den, som baade har sat Blomst og Frø, og hvis visnede Stamme ganske sikkert har et bedrøveligt Udseende. Hvad vi kalder tørt, det kalder de sundt; Intet maa beholde nogen Saft i sig; deres Fornøjelse bestaar i at tygge hvad der er haardt, ikke i et smage hvad der er saftigt og velsmagende." Landor, der endog af Byron (se Fortalen til Domsvisionen) maatte høre ilde for sine Digtes Letfærdighed, udleder tydeligt nok, som Stuart Mill noget senere gjorde det med sin Moral, den Lykkefilosofi, hvortil han bekender sig, fra Hedningen Epikur.

Imedens springer Samtalen tilhøjre og venstre, dvæler snart ved Ternissas Rødmen ved Erindringen om Statuerne af Satyrer og Fauner i Badeværelset, snart ved Leontions kvindelige Indvendinger mod Aristoteles og Theofrast, indtil den ægte græsk, erotisk og epikuræisk ender med Epikurs og Ternissas Opførelse af Scenen mellem Peleus og Thetis og med det Kys, der veksles imellem dem.

I denne Dialog staar Landor paa sin Kunsts og sin rolige Humanismes Højde. Men gaar vi nu til de moderne Samtaler, da lærer vi Soldaten i ham at kende, den altid væbnede, altid kampberedte Skribent, der under tusind forskellige Forklædninger blotter og rammer enhver Form af Løgn og Undertrykkelse, som ægger ham til Angreb i hans Egenskab af Hedning, Republikaner og Menneskeven. Hans 125 "Opdigtede Samtaler" bevæger sig, udførte med forbausende Lærdom, over hele Jordens Kres, fra London til Kina, fra Paris til Sydhavsøerne og gennem hele Historiens Længde fra Cicero til Bossuet, fra Cromwell til Petrarcha, fra Tasso til Talleyrand for i ethvert Land og i enhver Tidsalder at nedlægge en kraftig Indsigelse mod Voldsmagt og tale et sværdskarpt Ord for Frihed. Vi belurer Kejserinde Catharina med hendes kæreste Hofdame i det Øjeblik Mordet paa hendes Ægtefælle foregaar - Samtalen staar ikke meget tilbage for Vitet's i hans uforlignelige historiske Optrin, Idealerne for den Art Fremstilling. Vi hører Ludvig den Attende passiare om Politik med den fine, overlegne Talleyrand og bemærker, hvorledes den ubetvingelige Lyst til ret mange Fasaner og Fasanæg som den røde Traad slynger sig gennem hans bourbonske Majestæts politiske Planer. Vi ser General Kleber i hans Stab med hans Officerer i Ægypten og hører Forbitrelsen over Bonapartes Frihedshad som dæmpet Mumlen klinge gennem deres Tale. Vi overværer Kotzebue's Mord og hører fra Sand's Læber hans Selvfrikendelse under Forsøgene paa at bevæge Kotzebue til at forlade den Bane, han har slaaet ind paa (note: Se Landor: Works 1: 515, 2: 189 1: 43, 2: 4).

Det hørte til Landors politiske Katekismus, at Undertrykkeren burde falde for Sværdet. Han har hele sit Liv præket Mord paa Tyranner og skyede end ikke med Voldsomhed ligefrem og offenligt at udtale Ønsket om Napoleon den Tredjes Drab. Han var en Ven og aandsbeslægtet af de store europæiske Revolutionsmænd, der med Mazzini i Spidsen havde svoret Folkenes Undertrykkere et hensynsløst Had. Men det er ikke blot som Politiker, at han skyder ud over Maalet; Hovedmassen af hans historiske Samtaler lider kunstnerisk under det for tydeligt udtalte Sigte; man ser hvert Øjeblik Digteren selv stikke Hovedet frem. Skildrer han f. Eks. Catharina af Rusland i hint frygtelige Øjeblik, kan han ikke lade være at benytte Lejligheden til gennem Prinsesse Daschkof's Mund at vise os Ugudeligheden af Voltaires Karakter og Usædeligheden af hans "Pucelle" for saaledes at lade Læseren skimte den franske aands slette Indflydelse i Rusland. Thi med al sin aandsfrihed er han Datids-Englænder nok til at udlede alt Slet mellem Himmel og Jord fra Frankrig og til aldrig at fremstille en Franskmand uden i et latterligt eller foragteligt Lys. Nedskriver han Ludvig den Attendes Samtaler med Talleyrand, kan han ikke dy sig for at gøre Satiren saa blodig, Ludvigs Dumheder saa plumpe, Talleyrands Holdning overfor sin Herre saa ironisk, at Ingen tror paa den historiske Sandhed. Landor trænger til at høre Englænderne og Wellington rose, han trænger til at faa Ludvigs Usselhed tydeligt paavist, og hans Pen er ustyrlig nok til at lægge baade Lovprisningen af England og Spotten over Ludvig i Munden paa den kloge franske Hofmand.

Han kunde have lært en god Del med Hensyn til den satiriske Kaardes Brug af sine forhadte Franskmænd. Men han foragtede i lige saa høj Grad deres Poesi som deres Politik og havde ikke mindre Ringeagt for Voltaire søm Forfatter end som Karakter. Hans egen Samtale med Abbé Délille (Works 1: 90) viser os ham som Kritiker af den franske Tragedie, talende et endnu haardere Sprog end Lessing og som Lessing uden Blik for den franske aands store stilistiske Evne. Det gør et underligt Indtryk at høre en Mand med den størst mulige Grovhed bebrejde en anden, at han er altfor sleben.

Man vil forstaa, at han med dette Omdømme om den klassisk-franske Poesi var en stor Ringeagter af Pope, en lidenskabelig Beundrer af Milton øg en erklæret Tilhænger af den Wordsworth'ske Reform i engelsk Poesi. Næsten alle de mange literærhistoriske og kritiske Samtaler, der forekommer blandt Dialogerne, gaar ud paa at forherlige Wordsworth og Southey som Digtere og bebrejde Læseverdenen dens Mangel paa Skønsomhed overfor en saa sjælden Poesi *18). Ogsaa Keats og Shelley priser han i varme Udtryk og beklager, at han ikke lærte Nogen af dem at kende personligt, især at en usandfærdig Historie om Shelleys Forhold til hans første Hustru holdt ham tilbage fra at besøge Shelley i Pisa. Han siger om Shelley, at han forenede Digterens Ild med Filosofens Taalmodighed og Fordragelighed og mener at han i Ædelmodighed og Godgørenhed overgik enhver levende Mand (1: 341). Men saasnart Talen falder paa Byron, udtaler han sig ganske som en Søskole-Poet. Den Mand, som mente, at han "med Pennen i sin Haand havde mere Magt i sine to Fingre end Parlamentets to Huse besad" *19) kunde aldrig glemme Byrons Spottegloser over "Gebir". Heller ikke kunde han, der trods al Uenighed om det Politiske og Religiøse nærede et saa besynderligt Venskab for Southey, glemme de Stød, som Byron havde tilføjet hans beundrede Beundrer. Vistnok var den selviske og rastløse Side af Byrons Væsen ham imod, men det var dog mest Forholdet til Southey, som paavirkede ham og gjorde ham blind for mange af Byrons bedste Egenskaber. Overhovedet skæmmer Southey Landors Liv, og Forsters lange ulæselige Fremstilling af hans Levned er dobbelt ulæselig, fordi Brevene fra og til en saa uinteressant Personnage som Southey indtager en uforholdsmæssig Plads deri (note: John Foster: Life of W. S. Landor. 2 vol). Men Southey havde i Landor's Øjne den store og i ethvert Fald sjældne Dyd at han var den ene af de to Personer, der havde læst og købt Digtet "Gebir", da det kom ud. De Quincey, som var den anden, fortæller, at han i sin Ungdom blev udpebet paa Oxfords Gader som eneste Læser af dette Digt i Oxford. Man begriber altsaa, at Southey, som ikke blot købte og læste, men roste det og som senere i "Quarterly Review" anmeldte Landors ikke morsomme "Count Julian" med Hæder, maatte synes den til Beskedenhed lidet tilbøjelige Digter en Mand med højst ualmindelige Evner.

Ikke desmindre er "Gebir" med al sin heftige Republikanisme et stivt og daarligt Digt, der bærer tydelige Spor af at det ved en højst betegnende Grille af dets sære og urimelige Forfatter først var skrevet paa latinske Vers. Landors Vers vedblev hele hans Liv igennem at være en Smule latinske. Selv Gosse, der beundrer dem, er saa god at indrømme, at Karakteren af Landors Vers ligesom Smagen af Oliven er tilstrækkeligt ualmindelig til at det ikke behøver at være noget Tegn paa Affektation, at man ikke synes om dem. Det er i hans Prosa alene, at hans Styrke maa søges.

Men en Digter, hvis Vers mangler Udtrykkets Ynde og lyriske Flugt, hvis Dramer hverken blev spilte eller læste, og som først fandt sit rette Felt i den brede, men aldrig til noget Skuespil forbundne eller i noget Skuespil indlemmede Prosa-Dialog fra alle Verdens og Historiens Egne, kunde, hvor ædle hans Synsmaader og hvor skarp hans Radikalisme end var, ikke blive Manden, som formaaede at tilvejebringe et frisindet Omslag i Europas offenlige Mening. Han frastødte ved Særheder og Griller, som f. Eks. den, at tage Neros Brand af Rom i Forsvar som hygiejnisk Foranstaltning (Works 1: 41) eller den, at betegne Pitt som en Middelmaadighed og Fox som en Markskriger eller den allerværste at raade Grækerne til i deres Kamp med Tyrkerne at opgive Brugen af Ildvaaben og vende tilbage til deres gamle Vaaben, Buen. Han var for sær og ensom til at faa Beundrere og Efterlignere; han var altfor lidet almenfatteligt anlagt til at trænge igennem hos den store Mængde og forblev utilgængelig ved sine Dyder som ved sine Fejl, ved sin vilde Mandhaftighed som ved sin utæmmede Selvfølelse. Og kunde han end aldrig som Moore indlade sig paa en Tillempning, aldrig blive Whigdigter, saa formaaede han til Gengæld ikke at forme sin Radikalisme saaledes poetisk, at den kunde rive en Læseverden med sig. Ved sin delvise Forstaaelse af den moderne Tids store Bevægelser i Religion, Stat og Samfund hører han hen i Gruppe med de to yngre og større Mænd: Shelley og Byron, og han tjente Ideen som en brav og stolt republikansk Soldat. Men han var ikke kaldet til General, og han formaaede aldrig at underkaste sig og elektrisere en Hærskare af aander *20).

Han, som var den ældste af de tre frisindede Landflygtige, overlevede begge de andre og levede saa længe, at han blev samtidig med den yngste Slægt af engelske Digtere: Browning blev hans Ven, Swinburne's inderlige Beundring forsødede de sidste aar af Oldingens Liv, og ham blev Swinburne's "Atalanta" tilegnet med hjertelige Ord. Saaledes synes hans store Skygge med sin ene Haand i Wordsworth's, sin anden i Swinburne's Haand at omspænde Englands hele poetiske Udvikling i ikke mindre end firsindstyve aar.

 

Noter til Kapitel 15:

*16) I would not contend even with men, able to contend with me... Whom should I contend with? the less? it were inglorious, The greater? it were vain.

*17) Se Artiklen The centenary of Landors birth i The Examiner for 30. Jan. 1875, forfattet af den højtbegavede Digter og Kritiker Edmund Gosse, der i Danmark især fortjener at nævnes som en af de fineste fremmede Kendere af den dansk-norske Literatur.

*18) Se f. Eks. Dialogen "Southey and Porson". 1: 16. 1: 68 smlgn. 1: 340 og Udsigten over de engelske Digtere i "Miscellaneous" 66.

*19) Se Slutningen af Dialogen mellem Landór og Marchese Pallavicini.

*20) Et satirisk Flyveskrift, han udgav 1836, "Letters of a Conservative, in which are shown the only means of saving what is left of the English church" gjorde intet Indtryk.

 

16. Radikal Naturalisme.

 

Ifald man i aaret 1820 havde spurgt en retskaffen og velbelæst Engelskmand: Hvem er Shelley? da vilde han, hvis han var i Stand til at give et Svar, uden Tvivl have svaret:

Det skal være en daarlig Poet med afskyelige Meninger og af en værre end tvivlsom Karakter. "Quarterly Review", der ikke løber med Sladder, siger om ham, at "hans Liv er sammensat af lavt Hovmod, kold Egoisme og umandig Grusomhed" samt at det fremherskende Særpræg i hans Poesi er dens fuldstændige Mangel paa Mening. Han har nylig udgivet et Drama, "Prometheus", hvid Vers i Tidsskriftet betegnes som en melankolsk forfjamsket Prosa, der er bleven tummelumsk, og Pressen er enstemmig, thi i "Literary Gazette" staar der om Bogen, at var man ikke underrettet om det Modsatte, vilde man antage det for afgjort, at Forfatteren var ligesaa gal som hans Grundsætninger er latterligt slette, da hans Poesi er et Blandingsgods af Vaas, Lapseri, aandsarmod og Pedanteri. Her staar det: "Dette taabelige Vaas af en Deliriumsdrømmer" - og med hviskende Røst vilde Manden maaske have tilføjet: Der er gaaet meget slemme Rygter om ham; "Literary Gazette", der altid har været streng imod Religionens Fjender, ymter Noget om Blodskam: "For saadan en Mand vilde det være en fuldkomment simpel Ting at berøve en tillidsfuld Fader hans Døtre og leve i Blodskam med alle Medlemmerne af en Familie, hvis Sædelighed var ødelagt ved Forførerens nedrige Spidsfindighed." Selv om disse Udtryk nu er noget stærke, er det neppe troligt, at de er ufortjente; thi "Blackwood Magazine", det eneste Tidsskrift, der har behandlet denne Digter nogenlunde naadigt, siger om hans "Prometheus", at der "umuligt kan eksistere en mere pestførende Blanding af Gudsbespottelse, Oprørsaand og Sanselighed" - og De har vel hørt Theodor Hooks udmærkede Vittighed om Bogen: "Den løsbundne Prometheus, det tror jeg, hvem vilde vel la'e den binde!" (note: "Prometheus Unbound - it is well named: who would bind it!").

Og havde man to aar senere, da denne saa ufordelagtigt bedømte Digter var død, henvendt sig til hans Forlægger for at høre om hans saa stærkt angrebne Poesier ikke i det mindste havde fundet Købere, da vilde Forlæggeren ganske sikkert have beklaget den daarlige Forretning og oplyst Spørgeren om, at der i Shelleys hele Levetid ikke var blevet solgt hundrede Eksemplarer af noget af hans Digte ("Dronning Mab" og "Cencierne" undtagne) ja at selv ti Eksemplarer vilde være for meget sagt for "Adonais"'s og "Epipsychidon"'s Vedkommende.

Hvor ganske anderledes vilde Svaret lyde nu, hvis Nogen nutildags spurgte, hvem Shelley var - dog nutildags er der i England ikke mere Nogen, der spørger.

Den fjerde August 1792 blev Englands største Lyriker født. Paa samme Dag, som i Paris Revolutionens Høvdinge Santerre, Camille Desmoulins og Andre holdt Møde i et Hus paa Boulevarden for at træffe Aftaler, der faa Dage efter skulde styrte Kongedømmet i Frankrig, fødtes i Field Place i Sussex i England en smuk lille Dreng med mørkeblaa Øjne, hvis Liv skulde blive af større og varigere Betydning for Menneskeaandens Frigørelse end Alt, hvad der i Frankrig skete i August Maaned 1792. Hans Navn blev - ikke fuldt 30 aar derefter - indristet paa den Gravsten paa den protestantiske Kirkegaard i Rom, under hvilken hans Aske hviler: "Percy Bysshe Shelley", og derefter er tilføjet disse Ord: "Cor cordium".

"Cor cordium", Hjerternes Hjerte, det var de simple og dybe Ord, i hvilke Shelleys unge Hustru sammenfattede hans Væsen, de sandeste og dybeste, der kunde siges om ham.

Han fødtes i en gammel adelig og anset Familie. Hans Fader var Baron og Besidder af en betydelig Formue, en indskrænket Mand, Tilhænger af alt Bestaaende, blot fordi det bestod. Men Uregelmæssighed var ligefuldt nedarvet i Shelleys Slægt som Vildskab og Voldsomhed i Byrons. Bedstefaderen, en urolig og overspændt Mand, havde bortført tre Kvinder, og to af hans Døtre blev atter bortførte - Træk, hvorom man mindes ved Begivenhederne i Sønnesønnens Liv paa samme Maade som man ved saa mangen en Handling af Byron mindes om at en Grundsum af utæmmet og hensynsløs Lidenskabelighed var hans uomtvistelige Fædrene- og Mødrene-Arv. Dog, Uregelmæssigheden var kun den ydre og lidet betydende Side af Shelleys Natur og Eksistens. Den var kun et Kendetegn paa den dybe Modtagelighed og Ømfølsomhed, der tidligt møder Betragteren af hans Liv. I Skolen oprøres han selv mishandlet over de Mishandlinger, hvorfor de svagere og yngre Drenge efter engelsk Vis var udsatte af de større og af Lærerne. Ingen synes som han at have været udset til Offer for den Art Raahed som for al den Raahed, der mødte ham siden; thi Alt hvad der var lavt og dumt og smudsigt havde en naturlig Uvilje imod ham, og han indlod sig aldrig paa Dagtingen med Noget eller Nogen af den Art.

Man har en tydelig Forestilling om det Indtryk, han ved sin første Udtræden i Livet modtog, naar man læser et Brudstykke, der efter hans Død fandtes paa en Lap Papir:

 

Ak, dette er ej hvad mig Livet syntes!

Vel troede jeg paa Brøde, Ondskab, Had,

jeg haabed heller ej for Kval at slippe.

men i mit eget Hjerte som i Spejl

saa jeg de Andres.

 

Han væbnede, siger han, sit Hjerte med et trefold Panser af rolig Standhaftighed. Men forud for den afværgende Modstandskraft hos ham gik den lidenskabelig Harme. Dette Hjerte, som han væbnede med Udholdenhed, var for sværmerisk og brændende til ikke at nære Angrebsplaner bag sin Ringmur.

I Indledningen til "Revolt of Islam" mindes han den Time, da hans aand først vaktes af sin Søvn:

 

En frisk Majmorgen over dugget Græs

jeg gik og græd og vidste ej hvorfor,

til der fra Skolen Stemmer lød som steds.

De Genlyd var af Kval, mer stor end vor

af Undertrykkelsen i hele Verden,

der raa og fæl var Livets Nød og er den.

 

Da vred jeg mine Hænder, saa mig om.

Ingen var nær nok til min Graad at spotte.

Hed Taaren faldt for al den Usseldom.

Da talte uden Skam jeg, som jeg maatte:

Retfærdig vil jeg være, fri og mild

og vis, hvis Evne gives mig dertil;

thi jeg er dødtræt af at se bestandig

de Selviskes og Stærkes Voldsmagt fræk

uhindret, straffri. Og en Ro, en mandig

kom over mig, og jeg var blød og kæk.

 

Den Slægt, der fødtes samtidigt med den første franske Republik og under samme Stjerner, var tidligt modnet til Kritik af den hele bestaaende Overlevering. Shelley, der allerede i Skolen saa Undertrykkelseslyst og paatagen Religiøsitet følges ad, og i hvis Hænder meget tidligt de franske Encyclopædisters og Humes, Godwins og andre engelske Fritænkeres Skrifter faldt, grublede allerede som halv Dreng over Menneskeslægtens Historie, Formaal og Vildfarelser, ungdommeligt men frit, i det attende aarhundredes aand.

Hvad hans Kammerater senere huskede om ham var det Brud paa skyldig Ærbødighed og Undersaatsaand, at han "talte Ondt om sin Fader og Kongen". Han gik mellem Drengene under Navnet "gale Shelley" eller "Ateisten Shelley", og saaledes blev for første Gang det hadefulde Ord knyttet til hans Navn, der hele hans Liv igennem skulde forblive koblet til det, for at da atter dertil enhver Forhaanelse og Forsmædelse kunde hægtes.

Det er unødigt at dvæle ved de Begivenheder i Shelleys Liv, som Enhver, der har hørt hans Navn, er idetmindste overfladisk bekendt med: hvorledes han som attenaarig Student havde den snurrige Vane at skrive sine Tvivlsmaal om Gud, Stat og Samfund ned i Brevform og sende disse Breve til forskellig mere eller mindre bekendte men ham ubekendte Personer, hvem han bad gendrive de og de Bevisgrunde, som han for sin Part ikke var i Stand til al finde Modgrunde imod; hvorledes af disse Breve, der for største Delen var Uddrag af Humes og de franske Materialisters Værker et lille nu forsvundet anonymt Hefte "Ateismens Nødvendighed" fremgik, der endte med et Q. E. D. og som Shelley i det barnlige Haab at indvirke reformerende paa sin Samtids Bevidsthed indsendte til Biskoppernes Overret. Hvad der fulgte er ligeledes bekendt. Han blev angivet som Forfatter, bortjaget fra Universitetet, udvist af sit Fædrenehjem. Vi tror ikke mere nutildags, at nogen alvorlig videnskabelig Overbevisning, hvorledes den saa lyder, bør hidføre beskæmmende Straf for den, der bekender sig til den; men dobbelt urimelig bliver den Straf, der ramte Shelley, derved, at han i Virkeligheden i sit Flyveskrift, hvis Hovedindhold udgør Anmærkningerne til "Dronning Mab", ikke er mere Ateist end f. Eks. Ørsted er det i sin bekendte Bog "aanden i Naturen". Han har paa hin Tid endnu ikke nogen følgestreng og sammenhængende Livsbetragtning, han er kun klar over det ene Hovedpunkt, at han hverken er Tilhænger eller nogensinde vil kunne blive Tilhænger af nogen saakaldt aabenbaret Religion. Men iøvrigt forenes materialistiske Indtryk fra hans Læsning hos ham med en sværmerisk Panteisme, som han aldrig opgav. Da Trelawny i Shelleys Dødsaar spurgte ham: Hvorfor har De kaldt Dem selv Ateist? svarede derfor Shelley: Jeg brugte Ordet for at udtrykke min Afsky for Overtro; jeg tog det op som en Ridder i gamle Dage tog en Handske op for at trodse Uretfærdighed.

Shelley var vokset op, høj og spinkel, smal over Skuldrene, Trækkene uregelrette, men Munden ualmindeligt skøn, attraaende og klog, Øjet kvindeligt og næsten serafisk i sit Blik, Udtrykket uendelig omskifteligt og vekslende, snart som var han kun sine 19, snart som var han 40 aar gammel. I de ti aar, han endnu havde tilbage al leve i, blev hans Udseende mandigere, dog gjorde det imellemstunder et halvt drengeagtigt, halvt kvindeligt Indtryk. Deraf Trelawnys Forbauselse under hans tit anførte første Møde med Shelley. Var det muligt, at denne mildtudseende skægløse Yngling kunde være det Uhyre, der laa i Krig med Verden og af sine Medbejlere blev angivet som Grundlægger af en djævelsk Skole i Literaturen? Paa hin Tid vekslede hans Udtryk, hvis herskende Præg var Raahed og Bestemthed, mellem Alvor, Glæde, rørende Sorg og ligegyldig Træthed. Det har hyppigt stemt med Ordene i hans Digt til Edward Williams:

 

Af Had er stolt jeg, finder Haan uskyldig,

og Ligegyldighed, der én Gang saared

min Sjæl, er selv mig bleven ligegyldig.

 

Iøvrigt saa han, for at bruge et Udtryk af en af hans Ungdomsvenner, overnaturligt begavet ud, og Mulready, en dengang berømt Portrætmaler, erklærede det for umuligt at male Shelley, han var "altfor dejlig".

Det er da som en Yngling af den beskrevne Natur, overspændt som en Poet, modig som en Helt, blød som en Kvinde, sky og rødmende som en ung Pige, let og rask som Ariel hos Shakespeare, at man maa tænke sig Shelley gaa ind og ud hos sine Venner. Fru Williams sagde om ham: Han kommer og gaar som en aand. Ingen véd naar og hvorhen.

Hans Helbred var hele hans Liv igennem utaaleligt svagt og vilde rimeligvis slet ikke have slaaet til, hvis han ikke havde iagttaget en streng Diæt; fra sit tyvende aar af fulgte han, dog med tvivlsom Nytte, Vegetarianismen. Han havde Hang til Tæring, han led bestandig af nervøse og Krampe-Anfald, saa heftige, at han kunde rulle sig paa Jorden af Smerte og jævnlig brugte Opium for at dulme Smerterne; til Tider, hvor han led mere end ellers, kom Opiumsflasken ikke ud af hans Haand. Medens han i 1816 besøgte Hospitalerne i London og studerede Medicin for at kunne pleje de Fattige, blev han selv alvorligt syg, og en fremragende Læge spaaede ham Døden af Svindsot. Ligefuldt rettede hans Bryst sig nogle aar derefter. Under hans Besøg hos de Fattige i deres smittebefængte Landsbyer paadrog han sig en farlig Øjenbetændelse; den kom igen 1817 og atter igen i 1821, saa han, saalænge den stod paa, ikke kunde læse.

Saa dyrt bødede han for den højtspændte Menneskekærlighed, der var ham en Religion. Den ledsagede ham overalt. Da han boede i Marlow i England, forvandlede han med sine sparsomme Indtægter alle Omegnens Fattige til sine Pensionister; de kom ugenlig til ham og fik deres Lønning; han sad ved deres Senge, naar de paa Grund af Sygdom ikke kunde komme. Engang kom han barfodet ind til en af sine Naboer paa Landet. Han havde foræret en fattig Kone sine Sko. Af egen Drift gav han Afkald paa næsten hele sin Arv til Fordel før sine Søstre og det straks efter sin Fordrivelse fra Oxford, og da hans Formue senere beløb sig til omtrent 1000 Pund aarlig, gik næsten al hans Indtægt bestandig lige i andre Menneskers, især fattige Skribenters, Lommer, hvis Gæld han betalte og hvis Udkomme han sikrede dem med en Velgørenhed og Ædelmodighed, der langt overgik hans Evne.

Hans første Ægteskabs Historie er denne: Af misforstaaet og overdreven Ridderlighedsfølelse bortførte han, 19 aar gammel, en lille Skolepige paa 16 aar, der elskede ham lidenskabeligt, og som beklagede sig over sin Faders Mishandlinger. Denne vilde tvinge hende til at gaa i Skole (!) og ikke tillade hende at elske Shelley. Efter nogle Stevnemøder løb Shelley bort med Harriet Westbrook til Skotland og giftede sig i Edinburgh med hende. Overfor de mange og haarde Angreb, Digteren i den Anledning var Genstand for, turde den Ytring af Rossetti være paa sin Plads, at just ikke mange kristne unge rige Baroner vilde have giftet sig med en forhenværende Hotelværts Datter, der selv tilbød at følge med dem som Elskerinde. Dette overilede og af umodne Bevæggrunde sluttede Ægteskab udviklede sig ulykkeligt. Det opløstes, da Shelley i 1814 lærte den syttenaarige Mary Wollstonecraft Godwin at kende og fattede en uimodstaaelig Lidenskab for hende. Hun, der var en Datter af Kvinde-Frigørelsens første berømte Forfægterinde og af den radikale Forfatter til de Skrifter, der i Shelleys tidligste Ungdom havde havt saa dyb en Indflydelse paa ham, gav ham sin Kærlighed frit og varmt, og var idet hun gav ham sit Ja i Overensstemmelse med sin egen Morallov. Begges Anskuelse af Ægteskabet, der var altfor ideal til at den ikke skulde være bleven anset for pøbelagtig af Pøbelen, var i Datidens Virkelighed uigennemførlig og upraktisk. Skønt gensidig Kærlighed og ingen kirkelig eller borgerlig Formalitet var dem begge det alene hellige ægteskabelige Baand, besluttede de aaret efter af praktiske Grunde og for deres Børns Skyld at lade sig vie. De forlod England sammen, først paa en kortere Rejse gennem Frankrig, der næsten helt blev tilbagelagt tilfods, senere paa de større Rejser, under hvilke Shelleys Navn blev knyttet til Byrons, medens den engelske Presses Raseri ligeligt faldt over dem begge, ja gik saa vidt, at Rygtet gav deres skønne og mandige Venskab en skændig Fortolkning.

Anledning til en sand Eksplosion tog Southey af den ubetydelige og uskyldige Omstændighed, at Shelley i et lille Bjerghus paa Montanvert ved Chamounidalen under en lang Række af vammeltfromme Udgydelser om Naturen og Naturens Gud, havde sat denne lille urigtigt stavede Heksameterlinie:

Græske bogstaver. (Epsilon iota my iota, phi iota lambda alpha ypsilon theta rho omega pi omikron sigma, delta eta my omega kappa rho alpha tau kappa omikron sigma, tau, alpha theta epsilon omikron sigma, tau epsilon.)

 

Percy B. Shelley.

 

Paa Dansk: Jeg er Menneskeven, Folkeven og Gudsfornægter. Southeys ovennævnte Kundgørelse mod Byron tog sit Udgangspunkt heri.

Dette er med faa Ord Ouverturen til Shelleys Levned og Poesi.

"Cor cordium" blev han med Rette kaldt. Det vil sige, at hvad han forstod og følte, det var Tingenes Midte og Kærne, deres aand og Sjæl, og at de Følelser, han gav Udtryk, var hine allerinderligste, for hvilke Ordet synes for grovt og som giver sig Luft i Musik eller som hos ham i Vers, der er ligesaa musikalske som rigt harmoniserede Melodier.

Den tilbagetrængte Vemod i Shelleys Lyrik minder undertiden om Shakespeares; Spinderskens lille Sang i "Beatrice Cenci" f. Eks. om Narrens Sange i "Hvad I vil" eller om Desdemonas og Ofelias Viser.

Dog hvor han er mest sig selv lader han Shakespeare bag sig i Finhed og lader sig overhovedet ikke sammenligne med nogen anden Digter; thi højere er Ingen naaet. Smaadigtene fra 1821 og 1822 turde være de ypperste, der er frembragte i det engelske Sprog.

Her som Prøve det lille Digt, der har Titlen "En Sørgesang" (A.

Dirge)

 

Raa Vind, som jamrer om

Sorg, for tung for Sang;

vild Vind i Dødsmulm, som

regner Natten lang;

tung Storm, hvis Stænk er Graad,

nøgen Skov, som Regnskyl væder,

fugtig Kløft og vildsomt Hav

over Jordens Uret græder.

 

Lige underfuld ved sin Melodi og ved Udtrykkets Tilbageholdenhed er en Strofe som denne:

 

Et Ord blier for daarligt forstaat

til af mig nu at magtes,

en Attraa før daarligt forsmaat

til af dig at misagtes.

Et Haab er Fortvivlen for nært

til at flaas af Forstanden,

og Medynk fra dig mer kært

end det fra en Anden.

 

Ordene er ikke mange og Versbehandlingen ikke meget særegen, men ingen Linje her kunde stamme fra nogen anden Haand end Shelley's.

I disse Smaadigte fremtræder det Tungsind hos ham, der i de større Digtninge tilsløres eller overvældes af den lyse Fremtidstro og de straalende Forhaabninger paa Menneskehedens Vegne. Inderst inde i sit personlige Væsen var han gennemtrængt af Vemod ved Bevidstheden om Alts Foranderlighed og ved de tidligt gjorte Erfaringer om hvorledes Følelsen vildleder, Elskoven skuffer og Livet bedrager. Et evigt Udtryk har han givet denne Bevidsthed i et Digt som "Mutability":

 

Blomsten, der smiler glad,

dør, naar det gryr.

Alt hvad vi blive bad,

frister og flyr.

Hvad er vel Verdens Lyst?

Ikkun en flygtig Trøst.

Kornmod i Høst.

 

Dyd ak, hvor er du svag!

Venskab, hvad Pral!

Elskov, din Fryd er vag,

dyb er din Kval.

Dog vi, skønt snart de falde,

overlever dem og alle,

vi vore kalde.

 

Mens Livet end er Fart,

Skoven lysgrøn,

mens Blik, der skifter snart,

gør Dagen skøn,

frejdigt paa Jorden træd,

fro dine Viser kvæd!

Vaagn saa - og græd!

 

Den første Strofe viser Flygtigheden af al Jorderigs Skønhed og Glæde. Den anden nævner den Smerte, som skjuler sig i selve Glæden. Den sidste Strofe endelig opfordrer til at nyde Livsglædens Drøm saa længe det er muligt.

En beslægtet Stemning er udtrykt i det uforligneligt herlige Digt, som har den simple Titel "Lines". Shelley havde ikke kunnet skrive det, om ikke ét Sværmeri efter det andet i hans Liv havde opløst sig i Dunst, om ikke efter hinanden Lidenskaberne for Harriet, for Mary, for Emilia Viviani var blevne fulgte af smertelig Opvaagnen. Men dog bærer Digtet ikke Præg af nogensomhelst personlig Bekendelse. Det er helt en bevæget Forkyndelse af Livets almene Lov, først sagte nynnet, saa sunget med en Stemme, hvortil der aldrig fandtes Magen. Den første Strofe lyder:

 

Naar Lampen er knækket,

ligger Lyset i Støvet dødt,

naar Skyen er flækket,

saa er Regnbuens Glans forødt.

Er Luthen først sprungen,

forgættes dens Toner nemt.

Forstummede Tungen,

er Elskovens Tale glemt.

 

I den tredje Strofe forekommer disse Linjer om Menneskehjertet, der er sammentrængte som en Sætning af Pope og i Grundskriften melodiske som Takter af Beethoven:

 

Hvor kunde du kaare,

Elskov! som Svaghed beler.

til Vugge, Hjem og Baare

Hjertet, svagest af Alt, som er!

 

Og Digtet slutter med denne Profeti, i hvilken man hører Lidenskaberne, der har erobret Hjertet, tumle med Mennesket:

 

Dets Vildhed vil vugge dig,

som Stormene vugger en Ravneflok;

Forstandsspot vil hugge dig

og mene, aldrig at hugge dig nok.

Fra din Rede hver en Sparre

vil raadne, og dette dit Ørnehjem

stille dig blot for Narre,

naar Bladene falder og Sneen med dem.

 

I stærkeste Strid med denne uhørte Inderlighed synes den Ejendommelighed hos Shelley at staa, som rimeligvis Enhver, der kun kender ham fra Antologier, vil have paa Læben, den nemlig, at de berømteste af hans lyriske Poesier har et Æmne, der ligger udenfor Følelseslivet, ja udenfor Menneskeverdenen, handler om Vind og Skyer, om de ydre Elementers bevægede Liv, om Vandenes og Vindenes umaadelige Frihed og stormende Styrke. Det er meteorologiske og kosmiske Poesier. Men der ligger ingen Modsigelse i, at den mest inderlige Lyriker tilsyneladende er den mest udvortes. Vi finder aarsagen udtalt i en lille Afhandling af Shelley, der fører Titlen "Om Kærlighed". Han skildrer Kærlighedens Væsen som en uimodstaaelig Trang til Medfølelse:

"Hvis vi tænker, vil vi forstaas, hvis vor Indbildningskraft former, vil vi, at vor Hjernes luftige Børn skal genfødes i Andres Hjerner, hvis vi føler, vil vi ikke, at Læber af ubevægelig Is skal svare Læber, der bæver og brænder med Hjertets bedste Blod. Dette er Kærlighed. At opdage en aand, der formaar at værdsætte vor, en Indbildningskraft, der kan gaa ind paa de fine og skarpe Ejendommeligheder, som vi har havt Glæde af at opelske og udfolde i Løndom, det er det usynlige og uopnaaelige Punkt, hvortil al Elskov stræber. Derfor er det, at i den forladte Tilstand, hvori vi befinder os, naar vi er omgivne af Mennesker, der ikke føler med os, elsker vi Blomster, Græs, Vandene, Himlen, Vindens Veltalenhed og Bølgernes Melodi med en Henrykkelse lig den, hvormed vi følger Stemmen af En, vi elsker, naar hun synger for os alene."

I en Anmærkning til "Feen fra Atlas" siger Fru Shelley ligeledes, at det var Forvisningen om, hverken at finde Sympati eller Bifald hos sine Landsmænd - i Forening med en Sky for ved Fordybelse i Lidenskaberne at aabne sit eget Hjertes Saar - der bragte ham til at søge Glemsel i Fantasiens luftige Flugt.

Men hin dybe Trang til en Sympati, som den omgivende Menneskeverden negtede ham, var det da ogsaa, som gjorde hans Opfattelse af Naturen til en aldrig før set ildfuld Attraa efter Naturen, og som gav den dyb Originalitet. Uhørt var Sligt i engelsk Poesi. Popes stive Kunstskole var bleven afløst af Søskolen. Pope havde parfymeret Luften med Affektation, Søskolen havde slaaet Vinduerne op for Bjergenes og Søernes friske Atmosfære. Men Wordsworth's Naturkærlighed var lidenskabsløs, hvad andet han saa i "Tintern Abbey" har sagt. Naturen var ham en Forfriskning og et Stof til protestantiske Overvejelser. Hin ringeste Blomst, der gav ham Tanker, som ofte laa altfor dybt for Taarer, den tog han i sit Knaphul og pyntede sig med og betragtede den nu og da med stille Værdighed, pønsende paa en Sammenligning. *21) Shelley kaster sig ud i Naturen, da Menneskeverdenen lukker sig bag ham. Derfor føler ikke han som Andre den udenfor sig som kold eller ligegyldig eller grusom. Dens stenhaarde Ro overfor Menneskets Ve og Vel, dens guddommelige Følelsesløshed overfor vort Liv og vor Død, vore korte Triumfer og lange Kvaler, er Mildhed for ham i Sammenligning med Menneskeverdenens Dumhed og Raahed. Han haaner i "Peter Bell den Tredje" Wordsworth, fordi han elsker Naturen som en Art aandelig Gilding, der aldrig har vovet at løse dens Belte; han selv elsker den, som man elsker en Elskerinde, han forfølger dens skjulteste Skridt som dens Skygge, hans Puls banker i hemmelighedsfuld Deltagelse med Naturens. Han ligner selv som sin Alastor Vindenes og Luftens aand med lysende Øjne, frisk aandepust og lette Fødder.

Han kalder Dyr og Planter sine elskede Brødre og Søstre, og med sin dybe Modtagelighed og sin bævende Ømfølsomhed sammenligner han sig blandt Dyrene med Kamæleonen, blandt Planterne med Mimosen. I et af sine Digte taler han om Kamæleonerne, der lever af Lys og Luft som Digterne af Elskov og Ry, og der skifter Farve efter hver Solstraale tyve Gange om Dagen, og sammenligner Digternes Eksistens paa denne kolde Jord med det Liv, som Kamæleonerne vilde føre, hvis de fra deres Fødsel af var indespærrede i en Hule under Havet. I et andet verdensberømt Digt fortæller han, hvorledes Mimosen vokser i Haven, og Vinden nærer den med Sølvdug, og den lukker sig under Nattens Kys.

 

Men om enhver af Blomsterne flød

det Lys, den Duft, som dens Nabo udgød,

som unge Forelskte i Frydens Vaande

begærligt drikker hinandens aande.

 

Men Mimosen, der ikke at røbe forstod

hvad saa dybt den følte fra Top til Rod,

den modtog mere end nogen Anden

og dirred af Elskov til Bladeranden.

 

Thi Mimosen har ingen Blomsterkalk sød;

i dens Lod faldt hverken Duft eller Lød.

Den elsker som Elskov, og fuldt kan den lønne,

den attraar hvad ikke den har: det Skønne.

 

Endnu ejendommeligere, endnu personligere fremtræder Shelleys inderste Væsen, hans Hjertes Hjerte, saaledes som de tungeste Skæbner formede og prægede det, i den dejlige Elegi over Keats, forfattet under den brændende Harme, der greb Shelley over det lave og hadske Angreb i "Quarterly Review". Idet man forsøger en Gengivelse af disse fine og melodiøse Strofer i et andet Sprogs Vers, mindes man nødvendigvis, at Shelley etsteds i sine Essays har sammenlignet Sligt med den Idræt at kaste en Viol i en Smeltedigel for at faa fat paa dens Farve og dens Duft.

Shelley skildrer, hvorledes alle Tidens Digtere indfinder sig til Klagesangen over den Døde:

 

Iblandt de Andre kom en skrøbelig Form,

et Luftsyn mellem Mennesker, alene,

som sidste Sky af en udaandende Storm,

hvis Torden ringer Lig. Jeg skulde mene,

at han, Aktæon lig, Naturens rene

og nøgne Skønhed saa, og nu han flyr

med svage Skridt bort over Verdens Stene.

Hans egne Tanker ret som rasende Dyr,

som Hunde, jager ham, hvorhen han ogsaa tyr.

 

En aand, en Parder lig, saa skøn som snel,

Elskov i Sorg formummet, Kraft og Magt,

med Svaghed gjordet. Tung ham som et Fjæld

er Timens Vægt han synker ned forsagt.

Faldende Regn, en Lysstrøms døende Pragt,

en bristende Bølge er han. Brast den ikke,

mens vi den nævned? Tidt har Solen lagt

sit Smil paa visnet Blomst. Rødmen kan ligge

paa Kind, mens Sjælen maa den bitre Dødskalk drikke.

 

Hans Hovedhaar var med Violer kranset,

med visne Stedmorsblomster sammenbundet.

Et Spær, hvorpaa Cypressens Kogle dansed,

omkring hvis Skaft mørk Vedbend løst var vundet,

(som drivende af Dugg han havde fundet),

skjalv i hans Haand, som Hjerteslagets Il

fik til at ryste. Alle var forsvundet.

Da kom han sidst, som glemt, med Vemods Smil,

en Raa, dens Hjord forlod, truffet af Jægrens Pil.

 

Alle sig rejste og, med Taarer lyttende,

mildt til ham saa. Helt vel den ædle Skare

forstod, hvem til en Andens Skæbne knyttende

sin egen, den begræd. Han sang sin Fare,

sin Sorg. Urania granskede hans Træk

og mumlede bekymret: Hvem er du?

Han svarte ej, men blotted taus og kæk

sin brændemærkede, blodige Pande nu.

Ak! at den var som Kains og Kristi. - Hvilken Gru!

 

Med Aktæon sammenligner han sig her, hvem Skuet af Naturens nøgne Skønhed har sønderrevet. Tydeligt nok udfordredes der hans kraftige Vilje til med saa fint og skrøbeligt et Legeme ikke at gaa til Grunde under de Drømmebilleder og Sansevildelser, der hjemsøgte ham. Mangen en Gang har det været ham, som om de Syner, der paatrængte sig hans Indbildningskraft, kunde sprænge hans Hjerne, og naar han da paa fremmed Grund, landflygtig, søgte Lindring i Ensomheden, var det at han oplevede Natur-Indtryk, som det, der er fastholdt i de henrivende Linjer, skrevne i en nedslaaet Stemning nær ved Neapel, Linjer, der kan betragtes som et Kraftuddrag af Shelleys Poesi. Han skildrer ikke Landskabet, han skildrer overhovedet aldrig. Han beskriver ikke Tingenes ydre Former og Farver, men han fornemmer med den yderste Modtagelighed det, vi kaldte Tingenes aand og Sjæl.

Med faa Strøg giver han Billedet af Golfen: Solen er varm, Himlen er blaa, Bølgerne danser hurtigt og let; blaa Øer og snebedækkede Bjerge farves af Dagens gennemsigtige Purpur. Bølgerne kastes mod Kysten som opløst Lys i Stjerneskudsregn, og en Tone stiger fra Oceanets afmaalte Svulmen. Hvor sødt - udbryder han - hvis blot et eneste Hjerte delte min Bevægelse!

 

Ak, Haab og Helbred har jeg ej,

ej ydre Ro, ej Fred dybt inde,

ej heller har den Rigdom jeg,

den Vise kan i Grublen finde,

jeg har ej Trøst i noget Minde,

ej Ry, ej Magt, som Andre nyde

i bredfuldt Maal; mig elsker ingen Kvinde.

Jeg Lykkelige ser, hvem Alting fryder.

En helt forskellig Lød mit strenge Liv mig byder.

 

Dog selv Fortvivlelsen er let

og dæmpet nu som Vind og Vove,

jeg kunde som et Barn, et træt,

den Kval bortgræde og bortsove,

som jeg maa bære efter Skæbnens Love,

til Døden mig den sande Fred forkynder,

og i det varme Pust fra Sydens Skove

min Kind blir kold, og Havet, som mig ynder,

enstonigt over mig sin sidste Vise nynner.

 

Man sørge vil, naar jeg er død,

som jeg, naar denne søde Dag er omme,

hvem, ældet og forstemt ved Livets Nød,

jeg krænket har ved mine Klager tomme.

Ja, der vil sørges over mig af Somme.

Thi jeg, skønt ikke elsket, vil dog savnes,

ulig den skønne Dag, der Alle glæder

og som, naar Solhverv visker ud dens Hæder,

vil, skønt den elsket var, af Mindet længe favnes.

 

Han, over hvis døende Hjerne grusomme Bølger saa snart skulde slaa sammen, føler med det mildeste Vemod sit Væsen opløse sig i Naturens velgørende Elementer, og sammenligner sin Udaanden med den dejlige sydlandske Sommerdags. Han elskede Naturen ikke alene i dens ophidsede Tilstande som Byron, men simpel af Hjerte, som han var, elskede han dens skønne Simpelhed, dens hellige Enfold.

Dog, dette Træk er ikke det mest betegnende. Hertil kommer et andet: Selv titanisk og gigantisk anlagt elsker han Naturens litaniske og gigantiske Skønhed, og atter her paa en ganske anden Maade end Byron gør dette. Det er ikke Naturens haandgribelige og let tilgængelige Poesi, som Blomsternes eller Skovens, han besynger. Nej, hans storladne Sjæl beruses især af det Store og Fjerne, af Elementernes brede Bevægelser og Klodernes Dans gennem Himmelrummet. I denne Fortrolighed med Naturens store Skikkelser og store Omvekslinger ligner Shelley Byron, men han ligner ham som en blond Genius ligner en tilsvarende brunet, som Ariel ligner Morgenstjernens flammebringende Engel.

For Byron samlede Søens Poesi sig i Skibbruddets Poesi, i Uvejrets og Hvirvelvindenes Kamp og Rasen, i Havets Raab efter mere og mere Bytte. For Byron samlede Himlens Poesi sig i Forestillingen om Stormens Tuden og Tordenens Tonefald og Lynildens Knitren. Han lever med og i den tilintetgørende Natur. Det berømte Afsnit i fjerde Sang af "Childe Harold": "Rul, du dybe, mørkeblaa Ocean, rul frem!" jubler over, hvorledes Havet fejer Flaaderne bort fra sit Bryst og skyller Kejserriger ned i sit Dyb, og lader en Boble stige op paa sin Flade som eneste Vidnesbyrd om, at et Menneske sank. Dette Afsnit er som et Forspil til det storstilede og pragtfulde Syndflodssyn, der kaldes "Himmel og Jord", og som er en Tilintetgørelseslystens Dityrambe *22).

Læs saa derefter Shelleys berømte Digt "Skyen". Man hører deri alle Naturens elementære Kræfter lege og spøge i løsladt Munterhed, med jættestærk Fryd, med kæmpemæssig Velgørenhed og Gavmildhed mod Jorden. Hvilken stormende Friskhed i Skyens Sang om, hvordan den bringer de tørstige Blomster friske Byger fra Søerne og Strømmene, og hvorledes den kaster lette Skygger over Bladene, der ligger i deres Middagsdrømme. Kaad er den, naar den svinger sin Plejl af piskende Hagl eller naar den spreder Sne paa Bjergene nedenunder, for hele Natten trygt at kunne sove paa den hvide Snepude i Blæstens Favn, eller naar den lader Hvirvelvindene slaa dens Banner ud, saa Vulkanerne mørknes og Stjernerne skælver; overmodig, naar den med Tordenlatter flyver forbi; stolt, naar den blodige Solopgang med Meteorer til Øjne springer op paa Ryggen af dens sejlende Damp - og stille bliver den, sammenrullet i sin luftige Rede, naar Aftenens højrøde Kaabe falder ned fra Himmelhvalvet, og den klare Sø nedenunder udaander sin brændende Higen efter Kærlighed og Hvile. Den føler sin Vælde, naar den som en uhyre Bro soltæt og mørk hænger fra Forbjerg til Forbjerg; den nyder sin Sejr, naar den Triumfbue, hvorigennem den flyver med Orkan, Ild og Sne, er den af Millioner Farver sammenvævede himmelske Bue. Men bestandig leger den som et Barn: fejer Solstraalerne den bort fra Himmelhvælvingen, saa ler den kun deraf, og med Latter stiger den paany fra sit Intet og river Luftens blaa Kuppel ned igen.

Det er ikke blot Modsætningen til Byrons mørke Lidenskab, der slaar i denne Skyens storartede Barnlighed og Gavmildhed og Alkærlighed; det er desuden et Træk, vi her kun betoner for senere at vende tilbage dertil, denne Poesis oprindelige, ja urtidsagtige Præg, der genkalder de ældste ariske Hymner, Vedaernes og de homeriske. Byron er i Sammenligning hermed rent moderne. Naar Skyen taler om hin Mø klædt i hvide Luer, som de Dødelige kalder Maanen, der skinnende glider hen over dens Bomuldsflade, og hvis usynlige Fod med lette Trin, som kun Englene hører, bryder Væven i dens Telts tynde Tag, eller naar den synger om den blodige Solopgang med Meteorøjnene, da har Digteren i Kraft af sin Fantasis Urfriskhed rykket Læseren tilbage til den Tid, da Natursynene i fuld Nyhed formede sig til Myter.

Men for Shelley var disse Natursyn ogsaa evigt ny. Han levede imellem dem paa en anden Maade end nogen Digter før eller siden har gjort. Dette hans korte Liv af 29 aar er næsten helt blevet tilbragt under aaben Himmel. Søen var hans Lidenskab, han sejlede bestandig, og liggende i sin Baad er det, at han har skrevet sine skønneste Digte, medens Solen brændte og brunede det sjælfulde Ansigt og de fine Hænder. Lidenskaben for Søen var hans Liv og blev hans Død. Alt hvad der havde med Baade og Sejlads at gøre, havde en Tiltrækning for ham. Han blev helt Barn derved. Det kunde more ham i det Uendelige at lave Smaabaade af Papir og se dem sejle; en Dag, da han intet Papir mere havde hos sig, tog han en 50-Punds-Seddel og satte den ud paa Kanalen i en Have som Baad.

Svømme kunde han ikke. Da han under sine uophørlige, Dag og Nat fortsatte, Sejladser med Byron paa Genfersøen engang var paa Nippet til at kuldsejle, afslog han al Hjælp, sad fuldkomment rolig og ventede Døden. "Mine Følelser," skriver han, "vilde have været mindre pinlige, hvis jeg havde været alene, men jeg vidste, at min Ledsager vilde have forsøgt at frelse mig, og jeg følte mig dybt ydmyget ved Tanken om, at hans Liv kunde blive udsat for at bevare mit." Men faa aar efter var det end ikke med pinlige Følelser, han tænkte paa en saadan Død. Da han, nogle Maaneder før han døde, en Dag var lige ved at drukne, men blev frelst af Trelawney, sagde han blot. "Det er en stor Fristelse; hvis gamle Kærlinger har Ret, kunde jeg i dette Minut have været paa en anden Planet."

I Italien levede han bestandig i fri Luft, snart paa de lange Rideture med Byron i Venedig, Ravenna og Pisa, snart i Robaad paa Arno og Serchio, eller i Sejlbaad paa det tokanske Hav. Det er ogsaa værd at mærke, hvorledes Baaden er en Yndlingslignelse hos ham. Og digtede han ikke tilsøs, da i hvert Fald i fri Luft. "Prometheus" skrev han i Rom, liggende oppe paa Caracallas Bades bjerglignende Ruiner, og det var paa disse svimlende høje med Blomstertykninger begroede Buer, at han fandt Inspirationen til Digtet i Roms klare Himmel og Foraarets kraftige, næsten bedøvende Opvaagnen i det herlige Klima. "Livets Triumf" skrev han dels siddende paa Husets Tag i Lerici, dels i Baad under den mest overvældende Hede og Tørke. Men Shelley havde Salamandernaturen og levede først ret under stegende Sol.

Det var liggende i en Lund ved Arnoen nær ved Florents, at han skrev sit mægtigste Digt, Oden til Vestenvinden.

De første Stanzer genkalder Vindens Efteraarspust, der driver de døde Blade afsted, gule, sorte, blege, hektisk røde, pestslagne og dens Foraarspust, der fylder Dal og Høj med levende Farver og Vellugt - en Susen, der har sit Ekko i Sonetternes dybe Omkvæd: Hør, o hør!

Og minder det ikke atter om de gamle Mytologier, naar han synger om de løse Regnskyer, der nedrystes paa Vindens Flade fra Himlens og Havets sammenslyngede Grene, om Stormens Lokker, der spredes over den luftige Flade som det lyse Haar, der løfter sig fra en ildfuld Mænades Hoved!

Men Vestenvindens Pust og Shelleys hele Sjæl er i dette Slutningsudbrud (Adolf Hansens Oversættelse):

 

O løft mig da som Bølge, Sky og Blad!

Mod Livets Torne synker jeg. Jeg bløder.

Tungt Tidens Vægt min Kraft har splittet ad.

Jeg var dig altfor lig - stolt, ildfuld, glad.

 

Lad mig, lig Skoven, som din Lyre bruse!

Hvad om mit Liv som dens maa visnet vige!

Naar dine Harmoniers Hvirvler suse,

en høstlig Klang tungsindig mild skal stige

fra begges Sangbund. Du, som trodser Skranker,

vær du min aand! Vær mig, utæmmelige!

 

Driv øver Jorden mine døde Tanker,

lig vissent Løv, der nye Vækster føder!

Ved Kraften, som i dette Vers der banker,

spred mine Ord som Arnestedets Gløder

og hede Aske ud blandt Slægtens Hær!

Vær for den dorske Jord den Magt, der støder

i Spaadomsluren ved min Røst! Thi er

det Vinter først, maa Vaaren være nær.

 

Man sammenligne denne Ode med det dejlige Sted i tredje Sang af "Childe Harold", hvor Byron raaber:

 

Hvis frem i Form jeg kunde lade bryde

hvad allerinderst holder sig tilbage

i Sindets dybe Grund, og saadan gyde

Sjæl, Lidenskaber, stærke eller svage,

alt hvad jeg higer mod, hvad Nætter, Dage

jeg føler dybt, i ét Ord, og det Ord

var Lynild - skulde mægtigt frem det brage.

Nu skal jeg uhørt færdes her paa Jord

med Tanken stum som Sværd, der end i Skeden bor.

 

eller man sammenligne det med det Sted, hvor han ved Genfersøen under det rasende Uvejr tilraaber Natten:

 

Stolte Nat!

Du blev ej sendt til Slummer! Henrykt nyder

jeg al din store, vilde Glædes Skat

som Led af dig og Stormen.

 

og man har i et lærerigt Eksempel Modsætningen mellem en alt omfattende og en alt udfordrende Digteraands Sværmen med Naturen. Shelley vil ikke som Byron fravriste den dens Tordenkile. Han elsker den ikke som sit Vaaben, men som sit Instrument, elsker den uskræmmet af dens uhyre Forhold, fortrolig med dens kæmpemæssige Storhed, følende sig i Verdensaltet som i sit Hjem. Allerhelst tumler hans Fantasi med Verdenskloderne, han tiltrækkes af deres Skønhed og Liv som Andre af Forglemmigejens og Rosens.

Hvilken mægtig, verdensbeherskende Fantasi i det Digt, han nedskriver ved Efterretningen om Napoleons Død:

 

I Live? og saa kry, o Jord?

Er du ej altfor kry?

Du svinger dig rundt, som var du helt ny,

som i Tidernes Morgen du foer.

Du sidste af Flokken i Stjernernes Gry!

Du svinger dig, som du var ny.

Er ej Lemmerne stille foruden aand?

Kan du røre dig? Død er Napoleon.

 

Er dit Hjerte ej blevet koldt?

Er endnu paa din Arne en Gnist?

Ringed ej Ligklokker hist?

Har hans Død ikke din forvoldt?

Du varmed dog Fingrene lige til sidst

over Ilden, hans Sjæl underholdt.

Hans varmende Flamme du blussende nød.

Kan du le da, vor Moder, nu han er død?

 

Jorden jubler: I Live og slet ikke kold!

stedse mere og mere kry!

De Døde gør mig titusindefold

mere hastig og ildfuld og ny.

Jeg var skyet og vranten og kold

som et frossent Kaos fra Tidens Old,

til ved aandens Ild fra den mægtige Døde

jeg fik Ildhu paany. Hans Ild er min Føde.

 

Med sin Sjæls Øje saa Shelley Kloderne i Verdensrummet dreje sig besjælede, glødende indadtil, lysende udadtil i Natten; hans Blik loddede de dybe Afgrunde, hvor grønne Verdener gled hverandre forbi, Vandrestjerner med glimrende Lokker, kolde og klare Ismaaner. Han ligner dem ved de Kugler af Dug, der om Morgenen fylder Blomsternes Kalke, han ser dem rulle Verden efter Verden fra Tilblivelse til Undergang som Bobler paa en Flod, gnistrende, bristende og dog udødelige, bestandig vævende nye Væsener, nye Love, nye Guder, lyse eller mørke, som Kjortler, de kaster over Dødens nøgne Ribben. Han ser dem som Raffael malte dem i Rom i "Santa Maria del Popolo", hver behersket og ført af sin Engel, og i Kraft af sin Indbildningskrafts poetiske Magtfuldkommenhed anviser han den stakkels afdøde Keats en saadan ledig Trone, en kongeløs Sol.

Hans Atlasbjergets Fe har sit Hjem i Æteren. Som Arion paa Delfinens Ryg rider hun paa Skyen syngende gennem Luften og ler, naar hun hører Ildkuglernes brølende Susen bag sig. Her spiller Shelley med Himmellegemerne som en Jonglør med sine Kugler; i "Prometheus" aabner han dem som Botanikeren aabner en Blomst. I fjerde Akt skildres Jorden gennemsigtig som Krystal og alle dens Lag over hverandre, dens Bølger af Ild, dens uhyre Kilder, hvoraf Havet dies, dens Forsteninger, begravne Trofæer og Ruiner og Byer - og Shelleys Genius svæver uden om den, indaander Skovenes stærke Duft og ser det smaragdgrønne Lys, Bladene kaster tilbage, og hører Himmellegemernes vilde Musik. Men Jorden er ham ikke en opdynget og sammensat Klode; den er en levende aand, i hvis ubekendte Indre en evigt uhørt Røst slumrer, hvis Stumhed bliver brudt, naar Prometheus løses.

Da Jupiter er styrtet i Afgrunden, istemmer Jord og Maane en jublende Vekselsang, en Hymne uden Mage. Jorden jubler over sin Befrielse fra Gudetyranniet, Maanen udsynger sin brændende, henrevne Kærlighedserklæring til Jorden, skildrer, hvor stum og stille den bliver, naar Jordens Skygge falder hen over den og dækker den, og hvor fuld af Kærlighed den da er til den dejlige Jord. Dens Goldhed ophører, levende Blomster gror frem paa dens Flade, den hører Musik i Sø og Luft, medens vingede Skyer svæver rundt om den, tunge af den Regn, hvorom dens unge Knopper drømmer, og den jubler: dette er Kærlighed, Alt er Kærlighed.

Hans Fantasi opløser hele Naturlivet og glæder sig med et Barns Naivetet over hvert enkelt Element. Atlasfeen glæder sig f. Eks. over Ilden:

 

Mænd sjældent véd, hvor dejlig Ilden er.

Hver Flamme er en kostbar Ædelsten,

opløst i bølgende Lys, der skøn og ren,

tilhører hvem der ser den, en og hver.

 

Og Feen elsker Søvnens Skønhed:

 

Det mored Feen ret at agte paa,

hvorledes Søvnen Mennesker betvang.

Her spæde Tvillingsøstre sammen laa,

her græd en ensom Yngling Natten lang.

To, hvem uskyldig Elskov Lejet redte,

laa Favn i Favn i deres Lokker, spredte

som Vedbendløv, der snor sig om en Stamme.

Her laa en Olding hvid med Hænder stramme.

 

Shelley føler med Floderne, der elskes af Søerne og forsvinder i deres Leje, synger om Naturens Død og Ligbegængelse i Efteraar og Vinter, mindes Blomsterne, der kastedes over Adonis, skildrer Sommerens og Skønhedens Gudinde, der som en kvindelig Balder holder Havernes Blomster vedlige, og maler Horaernes Kørsel over Himlen. ("Arethusa", "Apollo", "Pan", "Autumn", "Sensitive Plant", Horaerne i "Prometheus unbound").

Ethvert Livselement har han stemplet med et poetisk Ord - de udstrakte og ensomme Egne, hvor vi nyder den Glæde at tro, det vi ser er grænseløst, som vi ønsker vor Sjæl skulde være det (Julian og Maddalo) - Tiden, den umaalelige Sø, hvis Bølger er aar og har Braksmag af Mennesketaarers Salt - Sneen og alle Former af den straalende Frost.

Man læse det Digt, hvori de sidste Ord forekommer. Det sammenfatter vemodigt hans Elskov til Naturen. Det hedder "Song" og er rettet til Glædens aand. Han klager over, at den har forladt ham, at den kun elsker dem, der ikke trænger til den, at En som han aldrig kan vinde den tilbage igen, at den skræmmes af Sorg og flyr for Kummer. "Kummerens Suk synes at bebrejde dig, du ikke er nær, og Bebrejdelser vil du ikke høre".

Og han slutter:

 

Alt jeg elsker, hvad du elsker,

o du Glædens aand!

Stjernenatten, Jorden i dens

grønne Klædebon,

Kvældstid og frisk Morgenrødes,

naar de gyldne Taager fødes.

 

Sne jeg elsker, alle Former

af den straalende Frost.

Bølgegangen, naar det stormer,

al Naturens Kost,

som den byder, rent anrettet,

ej af Menneskejammer plettet.

 

Rolig Ensomhed jeg elsker

og et Selskab blot,

der har Lighed med os begge,

stille, vist og godt.

Vi er ens; men hos dig trænges

Alt, hvorefter jeg maa længes.

 

Dog ud af disse vemodige Stemninger stiger Shelleys aand i Kraft af sin herlige Frihedsbegejstring med Lærkeflugt snorlige ivejret. Hans Ode til Lærken, der betegner Overgangen til hans Frihedsdigte, er skrevet under en Rus af sorgløs og jublende Stemning. Neppe overtraf i ældre engelsk Literatur nogen lignende Sang den bedste af Wordsworth's Sange til Lærken. der er saa typisk for Søskolens aand og Poesi:

 

Und Nattergalen kun dens skyggende Skov!

Et Rige, klart af straalende Lys er dit.

 

Her tilraaber ogsaa hin konservative Digter Lærken disse saa betegnende Ord:

 

Den Vises Billed, der sig opad svinger

men ej som Trækfugl flyver bort; de to

beslægtede Magter, Himlen og Hjemmet, tro.

 

Gaa nu til Shelleys Lærke, som syngende stedse stiger og stigende stedse synger. Her er det som om alle Vinde ringede med Melodier, som gled vi ind og hvirvledes ned i et Hav af evigt morgenfriske Toner. Det er den rene Frihedsfølelses yngste klareste Triumfsang af Glæde og Lykke. Den danner Overgangen til den lange Række af Frihedssange, den store Gruppe, i hvilken Shelleys Genius er de kommende Revolutioners stormende Herold. Hans Frihedssang er et eneste langt Krigsskrig, klædt i vekslende Melodier. Som Oder til Friheden og dens Forsvarere - Digte saa skønne og store som Marseillaisen - som politiske Satirer mod Tilstande og mod Personer, som aristofanisk Komedie over Uvæsenet og Latterligheden hjemme, som mytisk eller historisk Sørgespil er hans Poesi kun det samme mægtige Klageraab over Uretfærdigheden og Hykleriet, det samme mægtige Opraab til alle dem i hans Samtid, der endnu kunde finde Noget uværdigt.

Allerede straks efter sit første Ægteskab var han optraadt som politisk Urostifter. Han rejste til Dublin for at fremme Katolikernes Frigørelse, forfattede en ungdommelig Henvendelse til det irske Folk, hvori han bønfaldt det om at undgaa de Voldsomheder, der havde plettet den franske Revolution, og var saa naiv, at han fra sin Balkon paa Hotellet kastede det ned for Fødderne af de Forbigaaende, der syntes ham at se ud som om de var stemte til at modtage Opraab. Hvor barnligt baade han og hans unge Hustru tog Sagen, kan ses deraf, at han en Dag, da han spaserede med Harriet, ikke kunde negte sig den Fornøjelse at putte Adressen ned i Hætten paa en Dames Kaabe, hvorover hans unge Frue var - efter eget Sigende - nær ved at dø af Latter. Han var tilstede ved flere Møder og talte en Gang en hel Time i O'Connels og andre Berømtheders Nærværelse. De Samtidiges Vidnesbyrd er saa begejstrede, at han, hvis man kan slutte derfra, var endnu større som Taler end som Digter.

Den næste Gang Shelley stødte sammen med det regerende Parti, havde Sammenstødet en helt anden tragisk Karakter. Harriet var død, og paa Forlangende af hendes Fader blev der for Kanslerretten indledet en Undersøgelse om, hvem der besad flest aandelige og sædelige Betingelser for Opdragelsen af Shelleys Børn, den forhenværende Værtshusholder Westbrook eller Forfatteren til "Queen Mab" og "Alastor", der angivet som Ateist var mistænkt for at ville opdrage sine Børn til Ateister.

Lord Eldons Dom faldt ud til, at Shelleys hele hidtidige Opførsel havde været i højeste Grad usædelig, at han, langt fra at skamme sig herover, omvendt gjorde sig til af de fordærveligste Grundsætninger og anbefalede disse til Andre, at Børnene følgelig burde berøves ham for bestandig, dog saaledes, at han havde at sørge for dem med en Femtedel af sin Indtægt. Børnene blev overgivne til en Præst af Højkirken. Shelleys Smerte var saa frygtelig, at end ikke nogen af hans nærmeste Venner nogensinde senere vovede at omtale Børnene for ham.

I Digtet til Lord Eldon udraaber han: "Jeg forbander dig i Kraft af en Faders krænkede Kærlighed, i Kraft af Forhaabninger, der længe var opelskede og altfor nyligt er gaaede tabt, i Kraft af ædle Følelser, du aldrig har forstaaet i Kraft af det falske Hykleri, der nu skal hænge ved deres uskyldige Læber som Gift ved en aaben Blomt, i Kraft af den mørke Tro, der solformørkende skal dække deres Vej fra Vuggen og til Graven - og i Kraft af min Fortvivlelse, der bringer en Fader til at jamre og raabe: Mine Børn er ikke længere mine; Blodet i deres aarer er mit, men Tyran! deres besmittede Sjæle er dine."

I Digtet til William Shelley, hans lille Søn med Mary, hedder det:

 

De har taget din Broder og Søsterlil

og gjort dem uskikket til Omgang for dig.

De har tørt deres Taarer og slukt deres Smil,

der hellige vare for mig.

Til en morderisk Tro, en Forbrydelsens Sag

de dem knægted fra Barnsben som Slaver i Mag,

og de Smaa vil forbande dit Navn og mit

fordi vi tænker frygtløst og frit.

 

Dog engang svinder Herskernes Voldsmagt som Drøm

og med den Løgnpræsternes Mod.

De staar paa Bredden af Tidens Strøm,

hvis Bølger de skænder med Blød.

Men om dem den svulmer og raser og skummer;

den næres fra Dybet af tusinde Kummer.

Deres Sværd, deres Spir ser som Vrag jeg flyde

paa Evighedens Vande, der syde.

 

Slagen af Rædsel for at blive ogsaa dette sidste Barn berøvet var det, at Shelley forlod sit Fædreland for aldrig mere at vende tilbage. Men paa samme Tid som Lordkansleren brændemærkede Shelley som en Mand, der var mindre skikket til de mest elementære Samfunds-Pligter og -Rettigheder end nogen anden Mand i England, forberedte denne sig selv til at vise, at han var en af de faa dalevende Mænd, der var bestemte til Udødelighed.

Stemplet som en Forbryder forlod han England, og hvor han i Udlandet mødte Engelskmænd, var han i Regelen frygtet og hadet af dem som i Stand til enhver Forbrydelse. Han synes endog nu og da at have lidt personlig Overlast.

Shelley havde som ovenfor berørt, tidligt udarbejdet et Flyveskrift om Parlamentets Reform, der udkom 1817, saa godt og sundt, at den Reform, Toryerne tiltraadte og udførte i 1867, i alt Væsenligt stemmede med "Ateisten og Republikanerens" halvtresindstyve aar gamle Plan. Han vilde hverken have almindelig Stemmeret indført paa én Gang eller Kongemagt og Aristokrati afskaffet. Han udtaler sig ogsaa ellers ofte nok mod altfor forhastede Forandringer. Hans Radikalisme var kun den at være 50 aar forud for sin Samtid.

Udsat for Indskrænkethedens Forfølgelse slyngede han nu sine Frihedsdigte mod England. Hans politiske Poesier er skrevne med hans Blod. Han havde Lov til at kalde Castlereagh og Sidmouth "to Ulve, hvis tørre Struber hyler, to Snoge, sammenviklede til én". Man maa ikke glemme, at Castlereagh, at Sidmouth, at Eldon ikke var ham Mænd, men Personliggjørelser af et Princip, Reaktionens store skæbnesvangre Princip, som hans Liv og hans Lykke var bleven ofret. Han siger (Anarkiets Maske):

 

Jeg Mordet saa paa Vejen staa,

Castlereaghs Maske havde det paa.

Glat saa han ud, dog var Minen gram.

Syv stærke Blodhunde fulgte ham.

 

Klædt i en Bibel som klædt i Lys

kom Hykleriet bagefter nys

Lord Sidmouth ligt, den gode, milde,

ridende paa en Krokodille.

 

Tilbage blev en afsindig Pige.

Hendes Navn var Haab, det vilde hun sige.

Dog var hun Fortvivlelsen mere lig,

og hun raabte ud i Vejret med Skrig:

 

Min Fader Tid er svag og graa

af bedre Dage at vente paa.

Se blot hvor idiotisk han staar

og famler med værkbrudden Haand i sit Haar.

 

Han har havt et Barn efter det andet.

Deres Ben er med Støv og Aske blandet.

Thi alle gik op i Dødens Flammer.

Jeg er ene tilovers. O Jammer, Jammer!

 

Dog var det ikke blot i lyriske Stridsdigte, at Shelley i disse aar nedlagde sine politiske og sociale Ideer og Lidenskaber. Han forfattede i aaret 1818 to meget ejendommelige fortællende Digtninge "Julian and Maddolo" og "Rosalind and Helen". Det første giver en levende Skildring af hans Samliv med Byron i Venedig og er et af de mange Vidnesbyrd om hans ædle og brændende Begejstring for Byrons Poesi. Digtet indeholder en Fremstilling af de to Venners Besøg paa en Sindssygeanstalt udenfor Venedig og af de Stemninger, dette affødte hos Shelley. Han "hvem en Vildfremmeds Taarer kunde hærje som Draaberne en Sandsten og som kunde sørge over Kvaler, Andre ikke ser", maatte nødvendigvis føle en dyb Medlidenhed med de Ulykkelige, man paa hin Tid endnu lagde i Lænker og straffede med Svøbeslag. Hvor lidet Begreb man havde om Sindets Sygdomme og med hvilket Barbari Patienten blev behandlet, ses bedst, naar man læser, for hvilken Behandling en Sindssyg i Georg den Tredjes Samfundsstilling endnu 1788 var udsat. Kongens Sygdom viste sig især i en uafbrudt Snakkelyst, men var ikke ledsaget af nogensomhelst Tilbøjelighed til Voldsomheder. Ligefuldt blev han straks fra først af (og forblev hele Tiden uafbrudt) snørt i Spændetrøje, indespærret, berøvet Brug af Kniv og Gaffel og overladt til sine Pagers Lune, der behandlede ham som en Ting, puffede og stødte ham og gav ham grove Ord. Efter sin Helbredelse huskede Kongen tydelig Alt, hvad der var hændet ham under hans Sindsforvirring og saaledes vides det nu. Det maler Shelleys blide og menneskekærlige Karakter, at han, som ikke anede, at man i Frankrig under Revolutionen havde begyndt at behandle de Sindssyge humant, taler for en kærlig Behandling af de Ulykkelige:

 

Mig tykkes, der maa findes

en Kur med Taalmod og med kærlig Pleje,

da af Musik saa stærkt og blidt de bindes.

 

Det andet Digt "Rosalinde og Helene", der giver et stort Helhedsbillede af den Elendighed, som Fordom og Utaalsomhed har ført over Menneskeslægten, er hidtil langtfra forstaaet og vurderet efter Fortjeneste. Det forsøger sammenfattende at fremstille i en Sum de Godes og Frisindedes Lidelser paa Jorden, som de fremkaldes af forældede Indretninger og menneskelig Ondskab i Forening. Her skildres en Familiefader, Kryster overfor de Stærke, Voldsherre overfor de Svage, haard, selvisk, falsk, løgnagtig og havesyg, sin Hustrus Bøddel, sine Børns Plageaand - naar Børnene hører hans Fodtrin nærme sig, forstummer al Tale og de bliver blege. Han dør, og Rosalinde, Moderen, vaander sig under at maatte se Børnene ubevidst glæde sig over Faderens Død og selv at maatte føle den som Lindring. Den Døde var højst rettroende. Han har, som det viser sig, i sit Testamente fastsat, at Børnene, hvis de vedbliver at leve sammen med deres Moder, intet skal arve, da hun hemmelig anser den kristne Lære for falsk og han maa frelse sine Børn fra den evige Ild. Saa maa Moderen da forlade sine Børn; "thi," siger hun:

 

Du véd, hvad Fattigdom betyder

i en fordærvet Tid som denne:

Forbrydelse og Frygt og Skam

og Vandring under Hundeglam

ad frossen Vej i usle Gyder,

en Hjemløshed foruden Ende,

og værst af Alt: den Selvforagt

der dræber Ungdoms Smil med Magt

og gør dens Taarer galdehede

for snart at tørre dem med Vrede.

En Moder tager vel i Agt,

ej selv at dømme sine Smaa

til slig en Lod, saa fæl, saa raa.

 

Rosalindes Skæbne tjener nærmest til at fremstille det ulykkelige Ægteskabs Jammer, særligt Kvindens Afhængighed af en slet og tyrannisk Mand, og man føler Shelley's Sorg over Tabet af hans Børn derigennem. Helenes Skæbne spiller ligefrem paa de Forfølgelser, Digteren var udsat for som Filosof. Hele Fremstillingen af Lionels Liv og Ideer er ren Selvskildring. Kunde noget Ord bedre male Shelleys Menneskekærlighed end dette:

 

I ham var Liv og Kærlighed,

Tvillinger født i samme Stund.

Til alle Andre Livet kun

fra først blir skænket. Deri poder

Naturen siden Kærlighed,

skønt de er Børn af samme Moder.

 

Ung, rig og fornemt født som han er, træder han med Begejstring ind i deres Rækker, som under Revolutionen vil befri Menneskeslægten fra Troessætningernes Herredømme. Hans Omgivelser grubler forgæves over, hvad Hensigt han kan have dermed:

 

Søger han Ry, Ry aldrig kroned

en Kæmper for en nedtraadt Ret.

Søger han Magt, Magt altid troned

hos Uret og forældet Ret

de sultne Ulve som blir altid foret

af hver og en, der er ved Roret.

 

Reaktionen indfinder sig:

 

Der var ej længer Haab. Graa Magt

forfædrestolt, der roligt knejste,

sad atter højt i Herskersædet,

hvis Trin af udgydt Blod var vædet,

hvor Dragen Tro sig havde lagt

og nu paany sit stygge Hoved rejste,

mens Kvinder, Børn og Mænd

bedroges og nedtrampedes igen.

 

Snart fængsler hans Fjender ham, fordi han har spottet deres Guder, og han tilbringer lange Tider ene, skilt fra sine Kære. Saa mødes han atter med sin Elskede og under Stjernehimlen fejrer de deres Bryllup.

"Rosalinde og Helene" er et Digt, som synes skrevet i dyb Fortvivlelse; ingensteds er Shelley heller gaaet saa vidt i sin Krig mod alt Overleveret. Vi har tidligere set, at et af Digtekunstens Yndlingsæmner i aarhundredets Begyndelse var det, at Afskyen for Blodskam beroede paa Fordom (S. S. 4: 50). Saavel i "Rosalinde og Helene" som i "Islams Oprør", hvis Helt og Heltinde kun paa Forlæggerens indtrængende Anmodning ophørte at være Broder og Søster, spildte Shelley megen Veltalenhed paa dette uhyggelige, ogsaa Byron saa stærkt sysselsættende Paradoks, der skulde give Anledning til et saa enfoldigt og oprørende Angreb paa den Sidstnævntes Minde.

I aaret 1820 brød den store, alt berørte Skilsmisse-Skandale løs. Den ottende April 1798 havde Prinsregenten, fordi han jo som Prins maatte giftes, ægtet den 28-aarige Caroline af Brunsvig. Han tog imidlertid Sagen saa lidt højtideligt, at han allerede ved det første Møde i St. James, da Prinsessen knælede for ham, til Gesandten Lord Malmesbury raabte: "Harris! Skaf mig et Glas Brændevin! jeg føler mig ikke rigtig rask!" Da denne spurgte om ikke et Glas Vand i saa Tilfælde var at foretrække, løb han bandende ud af Stuen uden at sige sin Brud et Ord. Han var fuld ved Brylluppet og hikkede under Vielsen uafbrudt. Han viste meget hurtigt Prinsessen ikke blot Ligegyldighed og Tilsidesættelse ved at staa i Forhold til et Utal af Kvinder, men ogsaa den mest hensynsløse Raahed; han lod hende indespærre, omgav hende med Spioner og berøvede hende paa en falsk Anklage hendes Datter, hvad der gav Anledning til stadige Scener ved Hoffet. Ulastelig synes Prinsessens Adfærd ikke længe at have været. Hun var først kun uforsigtig, men i mere fremrykkede aar søgte hun Trøst og ikke altid paa nogen værdig Maade, saa vi finder hende 50 aar gammel berejsende Europa med sin Kurér og Kammerherre, tidligere Kammertjener, Bergami, en italiensk Ruy Blas, hvem hun udnævner til alt Muligt, bedækker med Ordener og elsker ømt.

Da hun ved Prinsregentens Tronbestigelse vendte tilbage til England for uden Videre at indtage Dronningesædet, besluttede den ynkelige og foragtelige Fyrste at benytte sig af, hvad han gennem betalte Spejdere vidste om sin Gemalinde, for at skille sig af med hende. Hun blev for Overhuset anklaget for Utroskab. Og nu var det, at hele Skibsladninger af fremmede Hotelopvartere og Kammerpiger blev landsatte i England under Befolkningens forbitrede Hujen for at afgive Vidnesbyrd mod Dronningen. Man skal søge om noget saa Uanstændigt som denne Retssag *23). Det er Undersøgelser om Sovekamres Beliggenhed og Senges Stilling, om en Dronning og hendes Kammerherre iagttagne i den allerletteste Paaklædning, som Dag efter Dag fyldte alle Englands Aviser, indtil Anklagen toges tilbage, dels paa Grund af Bevisernes formentlige Utilstrækkelighed, dels paa Grund af den Højde, hvortil Foragten for Kongen som Skandalens Ophav var stegen.

I Anledning af denne Retssag skriver Shelley sin kostelige Satire "Oedipus Tyrannus" eller "Tyrannen med den svulne Fod" det vil sige: den podagristiske Tyran, et Forsøg i den politiske Komedie, mindst saa vellykket som Prutz's "Den politiske Barselstue." Handlingen foregaar i Bøotien. Et Folk, der kalder sig selv Bulls (det vil sige: John Bull'er) altsaa "Tyre", optræder der som Svin. Engelsk aand, Væsen og Magt betegnes derfor som Svineri og Tonen falder saaledes:

 

Og Skatterne,

de sande Kilder til alt Svineri

(thi hvilket bedre Udtryk findes vel for

den Religion, Moral og Fred og Velstand,

der gør Bøoterfolket som Nation

til Mønsterbillede for alle andre?)

vokser omkap med Svineriet selv.

 

Den kronede Ægtemands Hykleri, Dronningens frække Pukken paa sin Renhed, Castlereaghs og Sidmouths forløjede Holdning, Alt er ramt med sikker Satire.

Men Shelleys Geni var ikke skabt til ret længe at dvæle ved Spotten over Tidens Karikaturer. Hans frie og himmelske aand var som ingen anden skikket til at stille aarhundredets Frihedsideal i Straaleglans frem for Tidens Bevidsthed.

Fra hans Drengeaar af var alle hans Bestræbelser i Grunden gaaede ud herpaa. Han havde først skrevet store, musikalske, men desværre formløse Digte, der er lange Indlæg mod Konger og Præster, mod Religionen, "der befolker Jorden med Djævle, Helvede med Mænd og Himlen med Slaver", mod Regeringernes Uretfærdighed og Domstolenes Trællesind, mod det Oprørende i Tvangsægteskaber og i Kvindens Udelukkelse fra Retten til frit Erhverv, mod Grusomheden i Slagtning af Dyr, Indlæg mod alle Former af Undertrykkelse og Utaalsomhed, og hvis Formaal intet ringere var end at omforme Menneskeheden og lære den de Midler at kende, hvorved den kunde fjerne aarsagerne til sine Ulykker og naa en Tilstand, der i Sammenligning med den nuværende var at betegne som en fuldstændig Guldalder.

Han havde, som han selv barnligt udtrykker det, "en Lidenskab for at reformere Verden". Trods hans Afsky for Læredigtning, var det, som han skriver i Fortalen til "Revolt of Islam", hans Hensigt at give Læseren en ædel Tilskyndelse, vække en brændende Tørst hos ham efter Fuldkommenhed.

"Den Flyveskræk, siger Shelley, der som en Smitsot greb alle Klasser under den franske Revolutions Udskejelser, begynder lidt efter lidt at vige for Sundhed. Man har ophørt at tro, at hele Slægtled af Menneskeheden behøver at indskrænke sig til en Arv af haabløs Uvidenhed og Elendighed, fordi et Folk, der havde levet som Bedragne og Slaver i aarhundreder, var ude af Stand til at styre sig selv med Visdom og Ro som frie Mænd, saasnart blot nogle af deres Lænker tildels blev løsnede. Hvis Revolutionen havde været i alle Henseender lykkelig, da vilde Misregering og Overtro tabe en stor Del af deres Krav paa vor Afsky. De var da Lænker, den Fangne kunde afryste ved den ringeste Bevægelse af sine Fingre, i Stedet for at de i Virkeligheden med giftig Rust æder sig ind i Sjælen."

Saaledes besluttede da Shelley at føre Revolutionens Forsætter videre i forklaret Skikkelse. Hans Sang blev en Prædiken, hans Indbildningskraft aabenbarede ikke hans Iagttagelser, men hans Ønsker.

Indbildningskraften var nu imidlertid ogsaa efter hans Grundanskuelse den i Sandhed reformatoriske Evne. Han, hvem grov Uvidenhed har udskældt for Materialist, havde ikke forgæves gaaet i Hume's og Berkeley's Skole og inddrukket den mest yderliggaaende Ulegemligheds-Lære. For ham var Alt kun Tanke, Tingene Lag af Tanker, Verdensaltet en uhyre sammenløben Masse af gamle, størknede Tanker, Billeder, Forestillinger. Heri ligger, at Digteren, hvis Fag og Hverv det er at skabe nye Billeder af den Art, der gør det stærkeste Indtryk paa Andre, bestandig former om paa Verden. Fantasien, siger Shelley, er den Evne, af hvilken ethvertsomhelst Fremskridt, selv det ringeste, afhænger. Enten ved med Blidhed at bringe de størknede Tanker i Strømning paany eller ved med krampagtig Kraft at sprænge de overleverede Forestillingers Vane-Skorpe, optræder Digteren som den sande Reformator.

Filosofisk og uhistorisk anlagt, som Shelley i sine Ynglingeaar var, søgte han sig i det eneste Afsnit af sit Liv, han kom til at leve til Ende - det før "Cencierne" - intet Grundlag i Tid og Rum for sine reformatoriske Syner, thi som Ønsker havde de ingen historisk Virkelighed. Men idet hans Figurer saaledes mangler denne Virkelighed, savner de visse væsenlige Egenskaber, som kun de historiske og stedlige Forhold kan give, og de Egenskaber, de besidder, er fortrinsvis Menneskenaturens dybestliggende, oprindelige Træk. Ogsaa i Karakterdannelsen gaar Shelley tilbage til Slægtens Urhistorie. Personerne bliver halvt mytiske Personligheder, jættestore og ubestemte af Omfang, aandige af Skikkelse, og ingen almindelig menneskelig Deltagelse kan knytte sig til dem, fordi "Historien", det i lavere Forstand Interessante ved Digtningen, rent foragtes og overspringes af Shelley. Heraf hans fuldstændige Utilgængelighed for Mængden. Medens en Walter Scott til alle Tider vil kunne vinde sig Læsere blandt alle dem, der kan læse, vil Shelley til alle Tider være indskrænket til at skrive for de faa Udkaarne.

Det gjaldt for Shelley imidlertid kun om at møde Stoffer, hvortil disse Evner netop svarede, for at yde det Højeste i Poesien. Denne Side af hans Begavelse var fuldstændig græsk, ligesom Shelley overhovedet ved Arten af sin Fromhed ved sin Indbildningskrafts og sin Tænknings hele Dannelse var gennemgræsk. "Vi er alle Grækere", siger han et Sted. Det gjaldt om ham.

Dog om Naturvæsener, Guder og Helte som hans Poesi handlede den græske kun i sit Udspring. Det er derfor ogsaa kun med denne ældste græske Poesi, at Shelley kan og maa sammenlignes. Som hans Lyrik genkalder de homeriske Hymner, og ligesom hans politiske Komedie saavel ved sin hensynsløse Spot som ved Sangenes lyriske Flugt er Aristofanes lig og Aristofanes værdig, saaledes blev han nu i det alvorlige Drama Æschylos' sideordnede Medbejler. Hans "Den løste Prometheus" er det moderne Modstykke til Æschylos' "Den bundne Prometheus", hans "Hellas", en Spaadom om Grækenlands Sejr, det moderne Sidestykke til Æschylos' "Perserne".

Vi kan kun dvæle ved "Prometheus". Dette storladne Digterværk kroner al Shelleys Frihedsdigtning. Her forsøgte Shelley første Gang med Held at skabe sin Poesis og sin Tidsalders herskende Type. Mange Typer jog igennem hans Hjerne, Hjob, dernæst Tasso, der samtidigt greb Byron og Goethe. Det blev ved Prometheus. Over den samtidige engelske Poesis Søer og Sletter hæver sig Byrons Alper med hans Manfred og Shelleys Kaukasus med hans Prometheus. Siden Menneskeaandens Frigørelse for Alvor var begyndt, sysselsatte denne Type alle de store Digtere. Den opstaar omkring vort aarhundredes Begyndelse i Goethes, Byron's og Shelley's Hjerner. Goethe's dejlige Digt fremstiller den fra Gudetroen løsrevne Menneskeaand i dens Arbejden og kunstneriske Frembringen, stolt af sin Hytte, som Guden ej har bygget, og dannende Skikkelser i sit Billede. Goethe's Prometheus er den formende og frie. Byrons haarde, korte, ildfulde Vers skildrer Martyren, der lider med sammenbidte Tænder i Tavshed, hvem ingen Pinsel kan fravriste Tilstaaelsen, og som sætter sin højeste Ære i ikke at lade sine Kvaler ane; denne Titan vilde aldrig som den antike have ladet sig trøste af Oceanets Døtre eller have klaget for dem - Byrons Prometheus er den trodsende og bundne.

Men Shelley's ligner ingen af dem. Han er den velgørende Menneskeaand, som kriger mod det onde Princip, som en uoverskuelig lang Tid igennem undertrykkes af det og ikke af det alene, men af alle andre Væsener, de Gode med, der er narrede til at antage det Onde for nødvendigt og godt; han er den aand, der kun en Tid - om nok saa lang - kan fængsles og lænkebindes, men som en Dag til Altets Henrykkelse befries - den sejerrige, den løste, den af alle Himmellegemers forenede Jubelsang hilste Prometheus.

Han er endog under sine Lidelser fuldstændigt rolig; thi han véd, at Jupiters Regering ikke er Andet eller Mere end et Tidsrum i Verdenslivet. Derfor vilde han ikke bytte den sorte Afgrund, hvori han forsmægter, for vellystig Glæde ved Jupiters Hof. Da Furierne ler ham ind i hans evigt søvnløse Øjne, svarer han:

 

Jeg tænker ikke paa, hvad ondt I gør mig,

men paa, hvad I maa lide selv som onde.

 

Hvor ganske anderledes vilde en Byronsk Prometheus have svaret! Denne er helt igennem Kærlighed - til sine Fjender, til Menneskene. Og Trodsen har ikke lukket Titanens Hjerte for Elskov. Han mindes i Kvalerne sin Brud, hende, der

 

opfanged, naar hans Hjerte strømmed over,

ret som en gylden Kalk den ædle Vin.

 

Asia er den Titanen elskende Natur. Hun er Lysets Barn, en levende Elskovsflammeskikkelse, hvis Læber, som Panthea synger, med deres Kærlighed tænder aanden imellem dem, og hvis Smil gør den kolde Luft til Ild.

Da saa Kvalernes og Uretfærdighedens Tid er omme, synker Jupiter fejg og foragtet, ynkeligt anraabende Prometheus om Naade, ned i Afgrunden. Den prometheiske Tidsalder begynder, og Luften forvandles til et Hav af evige og dejlige Kærlighedsmelodier: Jordens tunge, dumpe Jubel veksler med Maanens henrivende Salighedssang, til Altet smelter sammen i en Glædeshymne, som ikke Beethovens overgaar i den niende Symfonis Finale.

Vi kan blot berøre, hvorledes Shelley nu efter at have kappedes med Æschylos slog ind paa Shakespeares Baner og med et pludseligt Spring ind i den historiske Virkelighed gav England, selv efter Byrons Vidnesbyrd, den bedste Tragedie, det siden Shakespeares Dage havde besiddet. "Cencierne" minder en Smule om saadanne af Shakespeares Stykker som "Lige for Lige", skønt Shakespeare ikke nærede det glødende Had til Tyranni, som har indblæst dette Drama sin aand.

Beatrice Cencis Navn er endnu den Dag i Dag for Romerne det store Frihedssymbol. Den unge Pige, som værnede sin Ære overfor sin skrækkelige Fader, hvis Voldsgerning indirekte understøttedes af Pavens og alle Myndigheders Fordærvethed, staar for Romeren endnu som Heltinde og Martyr. Saa tit der under Pavedømmets Tryk i Tidernes Løb er kommet blot en Smule Lysning i Luften, er hendes Navn og hendes Billede dukket op overalt i Rom. Shelley fortabte sig her helt i Historien og glemte alle Teorier. Men hvad der egenlig greb ham i dette tragiske Pligtsammenstød, var øjensynligt ligefuldt det dybe Brud med al overleveret Sædelære, som Faderens Forbrydelse her havde gjort til Nødvendighed, samt den Anledning, det gav til at stille de gængse teologiske Begreber om Verdensstyrelsens Fadergodhed i en grel Belysning. Beatrice siger (Johannes Magnussens Oversættelse):

 

Du store Gud, hvis Billede paa Jorden

en Fader er. Forlader du mig da?

 

og da hun spørges:

 

Er du ej skyldig i din Faders Død?

 

lyder Svaret:

 

Med Rette

du kunde kalde skyldig Gud i Himlen,

fordi han tillod slig en Daad som den,

jeg maatte taale; som han saa og gjorde

unævnelig, og hvilken han berøved

al Tilflugt, Hævn og Følge uden dette,

som du har kaldt min Faders Død.

 

Foran Pinebænken siger hun:

 

Mine Pinsler

er Sindets Pinsler, Hjertets, Sjælens, ja

Sjælens, den inderste, som græder i mig

brændende Galdetaarer ved at se

i denne slette Verden, hvori Ingen

er sand, min Slægt utro imod sit eget

forladte Selv og naar jeg overvejer

det hele usle Liv, som jeg har levet,

dets usle Endeligt, som kommer nu;

hvor lidt Retfærdighed af Himmelen

og Jorden vises mig og mine, hvilken

Tyran du er, og hvilke Slaver disse,

og hvilken Verden vi udgøre, vi

de Undertrykte og Tyrannerne.

 

Tydeligt nok har Foreningen af Energi og Godhed især tiltrukket Shelley i Beatrices Skikkelse. I Dødsøjeblikket, da Rædsel griber hende for at genfinde Faderen efter Døden, under Jorden, i Himlen, udbryder hun endelig:

 

Og hvis der ej var nogen Gud!

Hvis alle Ting da var min Faders aand,

hans Øje, Stemme, hans Berørelse

som omgav mig, den Luft mit døde Liv

indaandede! Hvis undertiden da

han kom iklædt en Form, der ganske ligned

ham selv, endogsaa i den Skikkelse,

som engang pinte mig paa denne Jord -

hvis med sin Maske af graa Haar og Rynker

han favned mig med sine Helvedsarme

og fæstede paa mine Øjne sine

og drog mig ned, ned, ned; thi var han ikke

alene den Almægtige paa Jorden,

altid nærværende? Bør ej hans aand,

skønt han er død, i Alt, hvad aande drager?

Og skaber den for mig og mine ej

endnu den samme Ødelæggelse,

Spot, Smerte og Fortvivlelse? Hvem kom

tilbage nogensinde vel med Bud

om Lovene i Dødens ubetraadte

og mørke Rige? uretfærdige

maaske som de, der nu os jage, o

hvorhen? hvorhen?

 

Det var om dette Shelleys modneste og bedst komponerede Værk, at "Literary Gazette" erklærede: ""Cencierne" er Tidens mest afskyelige Frembringelse og synes at være frembragt af en eller anden Djævel." Kritikeren haaber aldrig igen at faa en Bog at se, der er saaledes "stemplet med Besmittelse, Ugudelighed og Skændsel".

Denne Modstand nedslog Shelley. Han mente denne Gang at have gjort sit bedste. Ikke at han forknyttedes, men han tabte Lysten til at frembringe. Hans to sidste Leveaar er blottede for større Arbejder. Han skriver i November 1820: "Sikkert nok kan den Modtagelse, Læseverdenen giver mig, dæmpe enhver Mands Begejstring." Hans sidste Breve vrimler af Udtalelser om Kritiken:

April 1819: Hvad Anmeldelserne angaar, saa antager jeg at de ikke indeholder andet end Skældsord, og de er ikke følte eller ærlige nok til at more mig.

Marts 1820: Hvis nogen af Kritikerne skælder mig ud, saa klip det ud og send mig det. Hvis de roser, behøver du ikke at gøre dig Ulejlighed. Jeg skammer mig ved den Tanke, at jeg kunde fortjene det Sidste af dem. Jeg smigrer mig med, at det Første kun er en Afgift, de skylder mig.

I 1821 er det, at han skriver Digtet over Keats med det frygtelige Udfald mod den Kritiker, som mentes at have dræbt ham: "Hed Skam skal hemmeligt brænde dit Bryn, og Du skal skælve som en banket Hund!"

Juni 1821: Jeg hører at Skældsordene mod mig overgaar alle Grænser. Jeg beder dig, hvis du finder en eller anden særligt krænkende Artikel, at sende mig den. Hidtil har jeg let deraf. Men ve de Slyngler, hvis de engang skulde bringe mig ud af Ligevægt. Jeg har opdaget, at min Bagvasker i "Quarterly Review" er den velærværdige Hr. Milman. Præster har deres Forrettigheder.

August 1821: Jeg skriver Intet og vil sandsynligvis ikke skrive mere.

Naar Byron paa denne Maade blev tirret af sine Fjender, da standsede han et Øjeblik i sit Arbejde og viste dem Løvens Klo. Med Shelley var det anderledes. Hvad der i hans "Peter Bell den Tredje" findes mod Kritikerne er en overgiven Spøg i Sammenligning med Byrons blodige Haan mod Southey og de Andre. Saa lidt han optraadte, vrimlede det literære Krapyl og Kryb under hans Fod. De saarede hans Hæl. Han kunde ikke knuse deres Hoved. Thi saadanne Kreaturer har, som Swinburne har sagt, altfor lidt Hoved til at man kan skelne og knuse det. Byron havde desuden i Europa erhvervet sig Venner og Beundrere i Tusindtal ved sin Poesi; han delte Parnasset med Goethe, han havde begyndt at stemple Fastlandet med sin aands Præg. Shelley var altfor langt forud for sin Samtid. En Fører, der gaar tyve Skridt forud, drager endnu Flokken efter sig; men er han tusind Skridt forud for de Andre, da ser og følger de ham ikke, og den første den bedste literære Krybskytte kan ustraffet skyde ham ned fra et Baghold.

Moore var et Talent og virkede som saadant. Shelley var intet Talent, hverken lidet eller stort, men en Genius, Sangens egen Genius, med al Geniets Kraft, men med ringe Virkelighedssans; han var udset til aarhundredet ud at beherske Englands yngre Digterslægt, men han opnaaede ikke Tyvendedelen af den kun talentfulde Moores Indflydelse paa sin Samtid. Byron var Personlighedens Digter som Ingen før ham og som saadan i høj Grad selvisk; Fordom og Forfængelighed kunde ikke helt udbrændes af ham uden at ædle Dele vilde lide. Uforfængelig og uselvisk som Shelley var, gik han ubetinget op i sine Idealer; han udfoldede sit Selv til det omspændte Verdensaltet; men hvad der var en rent ideal Dyd hos ham som Menneske, betingede og medførte en skæbnesvanger Mangel i hans Poesi, i ethvert Tilfælde i den Gruppe af Poesier, han frembragte i sit altfor korte Livs første Afsnit. Den saa fuldkomment uselviske Digter manglede længe al Selvbegrænsning. En skærpet Formsans for den store Komposition i dens Helhed var ham i mange aar negtet. Da han begyndte som Digter, snublede han derfor over Tærskelen, og der skal mere end Geni til at bringe en saadan Indtræden i Glemme hos Læseverdenen. Hans "Islams Oprør" var med alle sine skønne Enkeltheder ubestemt og formløs, svævede oversanselig i Luften. Den var med sine skyggelignende blodløse Skikkelser fremfor Alt saa bred og lang, at det blev en Opgave at læse Digtet til Ende, og en Opgave som kun løstes af Faa. Lige til Shelley skrev "The Cenci", synes han at have manglet enhver Sans for den uendelige Tiltrækning og den uendelige Værdi, som Enkeltmenneskets Ejendommelighed har. Selv Prometheus og Asia mangler i deres Egenskab af Typer ethvert særegent Træk, deres Navne er kun Overskrifter over den skønneste Lyrik, England nogensinde har frembragt. Hvor tydeligt "The Cenci" end viser, at Shelley vilde have kunnet indvinde Alt, hvad der i denne Henseende fattedes ham, saa reves han dog bort, før han naaede til at indløse de rige Løfter, han havde givet, og før Samtiden havde faaet Øjnene op for hvad den i ham besad. Og skønt hans mindre lyriske Stykker ved Dybde og Friskhed, Naturlighed og Ynde, overgaar Alt, hvad dette aarhundrede har skabt i lyrisk Form, saa kunde dog heller ikke disse Digte paavirke Tidsalderen, da de bedste af dem end ikke blev trykte i Shelley's Levetid.

Saaledes kunde han da saalidt som Moore og Landor udføre den Bevidsthedsrevolution, som Europa trængte til og ventede paa. Der udfordredes en Digter, der var lige saa personlig som Shelley verdensomspændende, ligesaa lidenskabelig som Shelley ideal, ligesaa skærende satirisk som Shelley harmonisk og yndefuld til at udrette det grove og herkuliske Arbejde at rydde op i Europas politiske og religiøse Bevidsthed, vække de Sovende og støde de Triumferende ned i Latterdybet. Der udfordredes en aand, som i lige Grad kunde vinde Tidsalderens Interesse ved sine Laster og Dyder, sine Fortrin og Fejl. Shelleys Instrument var en ædel Violin; det var en Lur, som behøvedes til at rense Luften og give Kampsignalet.

Hvad der endnu staar tilbage at fortælle om Shelley's Liv er kun lidet: Hans sidste Rejse fra Livorno til Lerici, da han overfaldtes af den uforudsete Storm, og hvorfra han aldrig kom levende i Land - de lange Dage, hans Hustru tilbragte i frygtelig Angst søgende ham langs ad den italienske Kyst - saa Fundet af det ukendelige Lig. En Forordning bestemte, at Alt, hvad der kastedes i Land paa Kysten, skulde brændes. Byron benyttede sig heraf til at give Shelley en græsk og hedensk Ligfærd overensstemmende med hans Karakter. Paa Baalet strøedes Røgelse, Vin, Salt, Olie som i det gamle Hellas. Det var en skøn Dag og et pragtfuld Skue - det rolige Hav og Appenninerne i Baggrunden. En lille Fugl kresede om Baalet og var ikke til at jage bort. Flammen steg høj og gylden. Legemet fortæredes, men til Alles Forundring forblev Hjertet helt, og Trelawney snappede denne Relikvie bort fra den glødende Ovn og forbrændte sin Haand derved. Asken nedlagdes nær Cestius' Pyramide i Rom, hvor Shelley havde fundet det saa skønt at hvile.

Den Mand, der havde overgivet hans Legeme til Ilden overtog hans aandelige Arv. Vi har mødt hans Navn paa hver Side af Tidens Historie. Vi ser ham forberedt af Wordsworth, Coleridge og Scott, hadet af Southey, misforstaaet af Landor, elsket af Moore, beundret, paavirket og besunget af Shelley: Han indtager en Plads i Alles Liv. I Virkeligheden er det ham som giver Tidsalderens poetiske Literatur dens endelige og afgørende Præg.

 

Noter til Kapitel 16:

*21)

To me the meanest flower that blows can give

Thoughts that do often lie too deep for tears,

Poet. W. 3: 322.

*22) Swinburne, der i sit lille mesterlige Essay om Byron paapeger det Naturomraade, han har tilfælles med Shelley, har ladet den Modsætning, som trods Ligheden findes, uomtalt.

*23) The trial at large of her Majesty Caroline Amelia Elisabeth, Queen of Great Britain in the house of lords on charges of adulterous intercourse. London 1821. 2 vol. "At Carlsruhe her Majesty was one day found in Bergamis room; she was sitting upon his bed, and he was in bed with his arms around the neck of her Majesty, She was surprised in this extraordinary situation by one of the "femmes de chambre", who was going into the room by chance ... In that bed was found a cloak, which her Majesty was afterwards seen wearing; and in that bed, also, certain marks were observed by one of the servants. These marks, without his saying any thing farther at present, would lead their lordships perhaps to infer that which he wished them to understand (vol. l: 145, smlgn. 2: 487.)

What was the state of Bergami's dress at the time you saw him in the passage going towards the bed-room of her royal highness?

He was not dressed.

When you say he was not dressed, what do you mean? what had he on?

He was not dressed at all. (vol. 1: 484 smlgn. vol. 2: 435).

On the twelth of that month she arrived at Salona ... A large bed was provided in the inner room for her Majesty; the outer room assigned for Bergami had no bed. There was no access to the bed in the inner room except through Bergami's. It would be proved in evidence, that, in the morning after her Majesty had slept here, her bed had the appearance of having been slept in by two persons. There was only one passage to her Majesty's bed-room; that passage led from Bergami's room, and in his room there was no bed. (vol. 1: 136).

 

17. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed. 1.

 

Naar man træder ind i Thorvaldsens Museum, er det første Billedværk, man har paa sin højre Haand, en Marmorbyste, som forestiller en smuk ung Mand med fine og ædle Træk og med krøllet Haar, Bysten af Lord Byron. Man forefinder den samme Byste i Gibs i Salen Nr. 12 og den Portrætstatue, hvortil den efter Byrons Død blev benyttet, i Salen Nr. 13. Stiller man sig foran Gibsbysten, der uden Sammenligning siger mest, vil det første Indtryk være det af elegant og fornem Skønhed; i næste Øjeblik vil man sikkert gribes af det Udtryk af Liv, der er udbredt over den og som nærmest bestaar i en urolig Dirren over Panden, som kunde der lægge sig Skyer over den og Lyn udgaa fra disse Skyer, og i noget Voldsomt ved Bryn og Blik. Denne Pande har Uimodstaaelighedens Præg.

Naar man betænker Afstanden mellem Thorvaldsens og Byrons Naturer, naar man erindrer, at Thorvaldsen sikkert aldrig har læst en Linje af den engelske Digter, og naar man tilmed véd, at Byron ikke viste sig fra sin fordelagtigste Side for Thorvaldsen, maa man højligt beundre Resultatet af hint Møde mellem de to store Mænd. Bysten giver om end nødvendigvis en svag og meget ufuldstændig, dog en sand og skøn Forestilling om en Hovedside af Byrons Karakter, der laa Thorvaldsen uendelig fjernt. Det Omraade paa hvilket han er størst, er Idyllens; vil han fremstille Alexanders Indtog i Babylon, lykkes Hyrderne, Faarene, Fiskeren, Børnene, Kvinderne, det hele festlige Optog ham bedre end Helten selv; thi det Heroiske er ikke i samme Grad hans Sag; hvor meget mindre da det krigerske Naturel i den sammensatte og moderne Form deraf, man har betegnet som dæmonisk! Og dog har han anet Byron. Han har i Bysten (ikke i Statuen) sat ham et Mindesmærke, der, skønt det hverken tilfredsstillede Grevinde Guiccioli eller Thomas Moore, er saavel Digteren som Kunstneren værdigt. Ifald han havde kendt Byron personligt, vilde Værket formodenlig være blevet endnu fortrinligere, have havt et Træk af det aabne og Indtagende, der har slaaet Enhver, som kendte Byron nøje. Dette kom nu ikke frem. Men det lykkedes den danske Kunstner bag det mørke Udtryk, som han antog for paataget, at trænge ind til det virkelige, dybt originale Stempel af Smerte, Uro, Geni, ædel og frygtelig Kraft.

Det er sikkert nok den Byron, Byron, som man kendte ham fra Museet, med hvilken den yngre Slægt i Danmark er vokset op. Men med Billedet fulgte tillige haardnakket Anekdoten om Besøget i Thorvaldsens Værksted og dennes Udbrud:

"Han vilde nu engang være saa ulykkelig" (note: Thiele: Thorvaldsen i Rom 1: 342.), og man undrede sig uvilkaarligt over at en saa stor Mand ikke skulde være fuldstændigt naturlig. Saaledes kom de Danske fra først af i et skævt eller usikkert Forhold til Byron. Og i de aar, der er hengaaede siden den store Digters Død, er Slægten kommen i et lignende fremmed Forhold til ham. Han er saa langt fra at være vore Dages Helt. Hvad der endnu langt mere end hans poetiske Storhed bragte vore Bedstefædre og Bedstemødre til at sværme for ham, det har netop stødt det nulevende Slægtled tilbage fra ham, Sagnet om ham, den hele Overlevering, hvormed hans Historie er overgroet og som forhindrer os fra at se den, Teaterhelten i ham, hvis Halstørklædes Knude var Mønster, Romanhelten, der ikke kunde skille sig fra sine Pistoler, og hvis Elskovsæventyr blev ligesaa navnkundige som hans Vers, endelig Aristokraten, hvis høje Rang var ham selv saa værdifuld, men hvis Titel ikke længer virker imponerende paa en Efterslægt, der ikke anerkender anden Adel end aandens. Vor praktiske Tidsalder ringeagter desuden den Figur som Byron snart satte sin Ære i at være, snart i Virkeligheden var: Dilettanten.

Det var ham en Æressag at drive sin Kunst som Ikke-Fagmand. Hans Stilling og hans Bestræbelser - hedder det i Fortalen til hans første Poesier - gør det højst usandsynligt, at han nogensinde paany vil gribe Pennen. I April 1814 beslutter han paa Højden af den Hæder, hans første poetiske Fortællinger har skaffet ham, aldrig mere at skrive Poesi og at undertrykke Alt, hvad han allerede har forfattet. En Maaned efter digter han "Lara", og da Jeffrey har kaldt Heltens Karakter altfor udarbejdet, skriver han (i et Brev fra 1822): "Hvad mener Kritikerne med udarbejdet? "Lara" skrev jeg medens jeg klædte mig af, naar jeg kom hjem fra Baller og Maskerader i det Svirens aar 1814." Man føler, at han udtrykkeligt betoner den skødesløse Frembringelsesmaade og den Planløshed, den har til Følge, fordi han fremfor Alt vil være Verdensmand og ikke Digter af Fag, men hvad hans Evner forbød ham at være: Dilettant i Poesien.

Og som han nu med Vold og Magt vilde være Dilettant paa et Omraade, hvor han aldrig kunde blive det, men hvor det nutildags undertiden støder os tilbage, at han ikke nærede større Ærbødighed for sit Kald, saaledes var han omvendt uomtvistelig Dilettant paa et Felt, hvor han selv paa ingen Maade vilde være det, som Politiker nemlig. Hvor megen praktisk Sans han end, saa snart det kom til politisk Handling, altid lagde for Dagen, var hans Politik dog i sin Grund Følelses- og Æventyrerpolitik, hvad enten han deltog i Sammensværgelser som Carbonari i Ravenna, eller som Feltherre stod i Spidsen for Missolunghi's Sulioter. Byrons første Handling, da han besluttede at gaa til Grækenland, var at lade gøre forgyldte Hjelme til sig og sine Venner med hans adelige Valgsprog som Indskrift. Vore Dages Politiker er den, som lægger bestemte Planer, fastholder og udvikler dem aar efter aar og som endelig udfører dem haardnakket og hensynsløst uden Heltens Apparat, men med Heltens Fasthed.

Endelig har den hele Række af Byrons Beundrere og Efterlignere trængt sig frem imellem ham og os, fordunklet Billedet og blandet Indtrykket af den store Afdøde. Man har paaduttet ham deres Egenskaber og tillagt ham Skylden for deres Fejl. Da Reaktionen i Literaturen indtraadte mod dem, der havde forstaaet ham halvt og slet, mod de Sønderrevne, de Udlevede og Gaadefulde, saa førte den efterhaanden til, at det store Navn blev skudt tilside med alle de mindre, som fortrængtes. Det havde fortjent en bedre Lod.

George Gordon Byron fødtes den toogtyvende Januar 1788 af en lidenskabelig og ulykkelig Moder, der kort iforvejen havde forladt en raa og ustyrlig Mand. Denne Mand, Kaptejn Byron ved Navn, der som Gardeofficer nogen Tid havde gjort Tjeneste i Amerika, havde allerede i sin Ungdom ved sit vilde Liv gjort sig almindelig kendt under Navnet den gale Jack Byron; han blev retslig anklaget, da han bortførte Marquis'en af Carmarthens Hustru; Processen endte med Skilsmisse; han ægtede Marquisen, satte hendes Formue overstyr og behandlede hende saa slet, at hun faa aar efter døde af Græmmelse. Med sin lille Datter Augusta rejste han saa tilbage til England og giftede sig, udelukkende for at forbedre sine Kaar, med en rig skotsk Arving Frøken Catharina Gordon, der blev Moder til det Barn, hvis Ry endnu sysselsætter Verden. Straks efter Brylluppet begyndte Kaptejn Byron at skalte og valte med sin anden Hustrus Formue som med sin førstes, og i Løbet af et aar havde han bragt den ned fra 24000 Pund til 3000. Hun forlod ham i Frankrig og fødte i London sit eneste Barn. Ved Fødselen blev Barnets Fod forvredet eller beskadiget.

To aar efter drog Moderen med sit Barn til Aberdeen i Skotland, hvorhen Kaptejn Byron i det Haab at pumpe Penge af sin Hustru under et Ophold i sine Udsvævelser fulgte dem. Fru Byron optog ham nogen Tid godmodigt i sit Hus, senere vedblev han endnu længe at besøge hende, indtil han for at undgaa sine Fordringshavere vendte tilbage til Frankrig, hvor han kort efter døde. Da Efterretningen om hans Død naaede til hans Hustru, der aldrig havde ophørt at elske ham, udbrød hun i saa lidenskabelige Klageskrig, at de hørtes over hele Gaden.

Kun i forskellig Form og Grad findes da hos Byrons Forældre som fælles Karaktertræk en stærk Lidenskabelighed, forenet med en stor Mangel paa Selvbeherskelse. Og gaar man tilbage opefter i begge Slægter finder man samme Træk, i Moderens Familie som Selvmords- og Forgiftningsforsøg, i Faderens snart under Form af heltemodig Forvovenhed, snart i Skikkelse af vild Raahed. Byrons Bedstefader paa fædrene Side, Admiral John Byron, almindelig kaldt "hardy Byron", den kække, deltog i Søkrig mod Spanierne og Franskmændene, gjorde Opdagelsesrejser i Sydhavet, sejlede Jorden rundt og oplevede Farer, Æventyr og Skibbrud uden Tal; den Ejendommelighed, at han aldrig kunde gøre nogen Rejse uden at overfaldes af heftige Storme, skaffede ham hos Matroserne Tilnavnet "Foulweather-Jack". Byron sammenligner sin Skæbne med hans. Hos Digterens Grandonkel William træder Slægtmærket uhyggeligst frem. Han var en udsvævende Slagsbroder, hvis Livs afgørende Begivenhed var den, at han efter en Trætte dræbte sin Nabo Mr. Chaworth i en Duel uden Sekundanter. Kun som Peer af England undgik han at blive dømt for Mord, og levede skyet som en Spedalsk paa sin Ejendom Newstead. Hans Omgivelser hadede ham; hans Hustru skilte sig fra ham; Egnens Overtro fortalte de urimeligste Mordhistorier om ham.

Uroligt Blod havde Digteren da i sine aarer. Men dette Blod var tillige højadeligt Blod. Paa mødrene Side var han beslægtet med Stuarterne og kunde føre sin Familie tilbage til Kong James den Anden; paa fædrene Side nedstammede han - dog med et enkelt uægte Led i Stamtræet, en Omstændighed, Byron selv aldrig nævner - fra en gammel normannisk Adelsslægt hvis ældste bekendte Stamfader Radulphus de Burun deltog i Englands normanniske Erobring. Og da den nysnævnte Grandonkel mistede sin eneste Søn og i 1794 sin eneste Sønnesøn, var der al Udsigt til at hans Ejendom Newstead og med den hans Peerstitel og Peersrettigheder vilde tilfalde det lille Barn, som han aldrig havde set, men som han plejede at kalde "den halte Dreng, der bor i Aberdeen."

Den lille halte Dreng voksede da ogsaa op med denne Udsigt for Øje. Stolt og umedgørlig var han af Natur. Da han en Dag som ganske lille fik Skænd, fordi han havde plettet sin nye Bluse, svarede han ikke et Ord, men bleg som et Lig greb han sig med begge Hænder foran i Brystet og rev i et af sine (senere ikke sjældne) Anfald af stumt Raseri Blusen i Stykker fra øverst til nederst. Moderens Opdragelse var af den Art, at hun snart overøste Barnet med Skældsord, snart med de heftigste Kærtegn, snart lod det høre ilde for den Uret, dets Fader havde gjort mod hende, snart endog for dets Legemsfejl. Hun har saaledes sin Del af Skylden for, at denne Legemsfejl straks kastede en mørk Skygge over den lille Geordie's Sind; han hørte sig kaldt Krøbling af sin Moders Læber. Ved ortopædiske Maskiner og Bandager havde man forværret Ondet; Foden smertede og den stolte lille Dreng anvendte al sin Viljekraft paa at skjule denne Smerte og Besværligheden ved Gangen. Undertiden taalte han ingen Hentydning til sin Vanførhed, undertiden kaldte han sig selv med bittert Lune for Klumpfod.

Uden at vise nogen Skoleflid kastede Drengen sig, saasnart han kunde læse, over historiske Bøger, dog især over Rejsebeskrivelser; Grunden til hans Længsel mod Østerland blev paa denne Maade lagt i hans allerførste aar. Han siger selv, at han ikke ti aar gammel havde læst mere end seks store Værker over Tyrkiet, desuden Rejser og arabiske Æventyr. Som lille Dreng havde han til Yndlingsroman "Zeluco" af John Moore, hvis Helt ved Moderens slette Opdragelse efter Faderens Død bringes til at hengive sig til ethvert Lune, og hvis Sindelag tilsidst bliver "saa fængeligt som Krudt". Barnet saa sig i Spejl i denne om William Lovell mindende Romanhelt. Blandt de Egenskaber, der skulde spille en afgørende Rolle i Digterens Liv, viste den lidenskabelige Tiltrækning til det andet Køn sig allerede hos Barnet. Kun fem aar gammel blev han saa heftig forelsket i en lille Pige, Mary Duff, at han, da han 11 aar efter erfarede hendes Giftermaal, blev som lynslagen ved Efterretningen.

Til Stoltheden, Lidenskabeligheden, Tungsindet og den fantastiske Rejselængsel kom som det afgørende Karaktertræk en brændende Sandhedskærlighed, en naiv Oprigtighed, der alt som Barn gjorde sig gældende hos den, hvem den Lod var forbeholdt som Mand at optage Kampen mod Samfundshykleriet i Europa. Hans Trods var kun en af Formerne for hans Sandhedskærlighed. Tjenestepigen havde en Dag taget Barnet med i Teatret for at se Shakespeare's "Trold kan tæmmes", og man var kommen til det Sted, hvor Petruchio paastaar, at det er Maaneskin, og Catharina, som har sagt, at det er Solskin, tvinges til at frafalde denne Mening. Da saa Petruchio for yderligere at tæmme hende slaar om, sprang den lille Geordie efter Repliken: "Hvor du lyver! det er jo Vorherres Sol", harmfuld over den formentlige Usandhed op og raabte til Skuespilleren: "Og jeg siger Dem, Sir, at det er dog Maanen."

Da George var ti aar gammel, døde hans Grandonkel. Barnets første Bevægelse var at løbe ind til sin Moder og spørge om hun ingen Forandring kunde bemærke paa ham, siden han var bleven Lord. Da næste Morgen Eleverne i Skolen blev raabte op, og hans Navn under hans Kammeraters Jubel blev ledsaget af Titelen Dominus, var Indtrykket saa dybt, at han brast ud i Taarer og ikke kunde faa det sædvanlige Svar "Adsum" (Her) over sine Læber. Hans heftigste Glæde var tidligst og længe Forfængelighedens Triumfer. Men for at forstaa denne Sindsbevægelse maa man erindre, hvad Lordværdigheden i England betydede og betyder. Adelige i streng Forstand er i dette Land ikke mere end omtrent 400 Personer, altsaa omtrent saamange som der er Fyrster i Tyskland, og Lorden, der i sit Baroni er udrustet med en næsten uindskrænket politisk og social Indflydelse, anses neppe ringere end en regerende Fyrste, og i Almindelighed svarer hans Rigdom til hans Rang; dette var dog her ikke Tilfældet; thi Byron var formueløs og Newstead Abbedi forfaldent og dybt forgældet.

I Efteraaret 1798 begav Fru Byron sig paa Rejsen til Newstead med sin lille Søn. Da de kom til Bomhuset foran Newstead, lod Moderen som om hun ikke kendte Stedet og spurgte Konen ved Bommen, hvem Parken og Slottet tilhørte. Konen svarte, at den sidste Ejer af Abbediet var død for nogle Maaneder siden. - Og hvem er hans Arving? spurgte hun i sin Lykke. - Det skal være en lille Dreng, som bor i Aberdeen. - Da kunde Tjenestepigen ikke længer holde sin Glæde tilbage. Hun kyssede den lille George, som hun havde paa Skødet, og raabte triumferende: "Og ham er det, og Gud velsigne ham!"

1801 blev Drengen sat i Skole i Harrow, en af de store engelske Nationalskoler, meget yndet af Aristokratiet. Undervisningen (i Græsk og Latin) var tør og pedantisk og virkede ikke synderligt paa Byron, der gerne stod paa en spændt Fod med sine Lærere, medens han knyttede sværmeriske Venskabsforbindelser med sine Kammerater. "Mine Skolevenskaber, siger han i en Dagbog fra 1821, var Lidenskaber; thi jeg var altid voldsom." Han var som Ven ædelmodig og helst Beskytter. Da Peel, den senere Minister, en Dag blev ubarmhjertigt pryglet af en større Dreng, hvis "Fag" (Oppasser) han var, blev hans Plageaand af Byron afbrudt med en Bøn om at turde faa Halvdelen af de Kammeraten tiltænkte Slag. Da den lille Lord Gort af en yngre Lærer var bleven brændt med et glødende Jern i Haanden til Straf for at han havde ristet hans Franskbrød daarligt, og Drengen, da Sagen blev undersøgt, haardnakket vægrede sig ved at nævne Gerningsmanden, tilbød Byron Barnet at blive "Fag" hos ham istedenfor hos Læreren med det Løfte, at det saa ikke behøvede at frygte for Mishandling. "Jeg blev hans Oppasser, siger Lord Gort (se Grevinde Guiccioli's Erindringer), og var yderst lykkelig over at have faaet saa god og højsindet en Herre, der bestandig forærede mig Kager og Slikkerier og altid bar over med mine Fejl." Til sin Yndlingsoppasser, Hertugen af Dorset, har Byron i sine "Hours of idleness" (Ledige Timer) henvendt smukke Vers til Erindring om Skolelivet.

Naar Byron i Ferietiden var hjemme, vedblev Moderen sin ustyrlige Færd overfor ham, men istedenfor at være bange for hende, kunde han ikke lade være at le af den lille tykke Kones Lidenskabelighed. Ikke nok med at hun slog Tallerkener og Kopper i Stykker; stundom drev hun ogsaa Sønnen paa Flugt med Ildrager og Kniv *24).

Tænker man sig, at efter et Optrin af denne Art en ung guldhaaret Pige traadte ind ad Døren og med et Blik formildede den trodsige Dreng, saa har man en Situation, som sikkert ofte er indtraadt paa Annesley hos Familien Chaworth (Slægtninge af den Mand, hvem Byrons Grandonkel havde dræbt i Duel), naar Moder og Søn var der i Besøg og Husets unge Datter Mary Ann Chaworth et Øjeblik lod sit Blik hvile paa George. Hun var 17 aar gammel, da Byron var 15. Han elskede hende lidenskabeligt og skinsygt. Paa Ballerne, hvor hun glimrede, maatte han, der ved sin haltende Fod var forhindret fra at danse, med kvalfulde Blikke se hende i de Andres Arme. En Aften hørte han endelig, hvorledes hun til Kammerpigen, som bragte Talen paa Byron og hans Udsigter, sagde: "Tror du, jeg bryder mig noget om den halte Dreng?" - han slugte Smerten og trak sig tilbage. Tretten aar senere skrev han under strømmende Taarer i Villa Diodati ved Genfersøen Digtet "Drømmen", som behandler dette Forhold - oversat paa Dansk af Poul Møller - og søm leverer Beviset for, hvor dybt denne Ungdomsskuffelse gik ham til Hjerte *25).

Forholdet mellem Moder og Søn blev stedse unaturligere, altsom Byron med mere og mere rolig Ironi mødte Moderens Anfald af Raseri. Det kom til saadanne Optrin, at Moder og Søn en Gang hver for sig samme Aften sendte Bud til Apoteket med den Anmodning, at hvis den anden Part skulde forlange Gift, der da maatte blive udleveret en uskadelig Mikstur istedenfor. Har de truet hinanden med Selvmord? Det er med en sørgmodig Humor, at den unge Byron i sine Breve taler om de Udflugter, ved hvilke han nu og da frigør sig for Scenerne i Hjemmet, Udflugter, om hvilke han ikke lader Nogen forudane det Ringeste, af Frygt, som han siger, "for det sædvanlige moderlige Krigshyl".

I 1805 kom Byron til Universitetet i Cambridge og tilbragte der sin Tid mindre med Studiet af Universitetets Fag end med alle mulige Arter af Legemsøvelser, hvortil han allerede fra Barndommen af for at raade Bod paa sin Legemsfejl havde hengivet sig med Iver. At ride, svømme, dykke, skyde, bokse, spille Cricket og drikke, det var Færdigheder, som han satte sin Ære i at tilegne sig til Fuldkommenhed. Modeherren begyndte at spire i ham, og i ungdommeligt Overmod morede han sig nu med at gøre sine Udflugter sammen med en køn ung Pige, der fulgte ham i Mandsklæder snart som hans Page, snart som hans yngre Broder, under hvilken sidste Benævnelse han var kaad nok til at forestille hende for en fremmed Dame i Badestedet Brighton. Newstead Abbedi havde været lejet ud. Saasnart det blev ledigt, flyttede Byron derind. Det var et virkeligt gammelt gotisk Abbedi med Refektorium og Celler, grundet allerede 1170 med Park og Sø og Ringmur og en gotisk Brønd i Gaarden. Her levede han med sine Kammerater et af ungdommelig Trods mod alle Regler fremgaaet Svirebroderliv, holdt i en Stil og stemplet af en Originalitetssyge, hvortil genial Ungdom, der endnu ikke er bleven sig Opgaver og Formaal bevidst, saa ofte i Historien er set at forfalde. Man stod op Kl. 2 om Middagen, fægtede, spillede Fjerboldt, skød med Pistoler, og efter Bordet gik til den gudfrygtige Omegns Forfærdelse en Hjerneskal fyldt med Bourgogne rundt. Byron havde, da hans Gartner tilfældigvis var kommen til at opgrave et gammelt Munkekranie, i et Anfald af Lune ladet det fatte i Sølv, og han og hans Venner fandt nu en drengeagtig Morskab i, forklædte som Munke med Tonsurer, Kors, Rosenkranse o. s. v., at benytte det som Bæger (note: Den nuværende Ejer af Newstead har af religiøse Grunde ladet det begrave.). Man maa dog ikke i dette Træk kun ville se en ungdommelig Følelsesløshed af den Art, som saa tit, f. Eks. hos unge Medicinere, kan forenes med megen Livslyst; en Karakter som Byrons har sikkert følt en Art bitter Pirring ved under Drikkelaget at have et saadant Mindetegn øm Døden for Øje. I de Linjer, Byron har skrevet til denne Drikkeskaal, hedder det, at Berøringen af Menneskelæber altid maa være den Afdøde kærere end Ormenes Bid.

Af altfor stor Frejdighed udsprang hans Udskejelser dog ikke. Han havde ikke blot den Tungsindighed, der hos fremragende Naturer i den første Ungdom saa gennemgaaende er en Følge af med endnu uprøvede Evner og Kræfter at befinde sig Ansigt til Ansigt med lutter Spørgsmaal; han havde den Melankoli, som hans særegne Naturanlæg, hans Opdragelse, hans heftige Lidenskabelighed maatte medføre. Der fortælles fra dette Tidsrum af hans Liv et Par Anekdoter, hvorover hans Biografer plejer at blive rørte. Den første angaar hans Hund. Han satte i 1808 paa sin Yndlingshunds Grav en højst menneskefjendsk Indskrift, hvori han hævede den paa den samtlige Menneskeheds Bekostning, og gjorde samtidigt et (senere tilbagetaget) Testamente, hvori han fordrede at begraves ved Siden af denne Hund, hans eneste Ven. Det andet Vidnesbyrd om hans Følelse af Forladthed er Maaden, hvorpaa hans Fødselsdag 1809 blev fejret. Paa den Dag fyldte han sit enogtyvende aar og blev efter de engelske Love myndig. Denne Dag betragtes ellers efter engelsk Skik som den højeste Festdag; den fejres i Adelsstanden med Dans, Illumination, Fyrværkeri og Beværtning af alle Godsets Beboere. Byron var saa fattig at han kun for aagerrenter formaaede at skaffe sig Penge til at give et Bal for sine Folk og efter Skik og Brug lade en Okse stege. Ingen Vognrække med høje Fremmede holdt den toogtyvende Januar 1809 for Slottets Port; hverken Moder, Søster, Formynder eller Slægtninge indfandt sig; han tilbragte Dagen paa et Hotel i London. I et af hans Breve fra 1822 hedder det: "Har jeg nogensinde fortalt Dem, at den Dag, jeg blev myndig, spiste jeg til Middag Skinke og Æg og drak en Flaske Ale dertil. Det er min Livret og Livdrik; men da jeg ikke kan taale nogen af Delene, bevilliger jeg mig dem kun engang hvert fjerde, femte aar paa høje Festdage." Det er selvfølgelig morsommere at være rig end fattig, og mere smigrende for Selvfølelsen at blive lykønsket af Frænder og Venner end at føle sig hjemløs og ene, men i Sammenligning med de Vanskeligheder og Afsavn og Ydmygelser, som enhver ung moderne Plebejer har at kæmpe med ved Begyndelsen af sin Bane, er denne unge Patriciers Genvordigheder dog virkelig for Intet at regne. De fik deres Betydning derved, at de tidligt henviste Byron, der som Adelsmand saa let kunde være gaaet op i Stands- og Slægtsfølelser, til de Hjælpekilder alene, som den enkelte isolerede Personlighed besad.

Det var ingen af Datidens store politiske Begivenheder, intet Indtryk af Begejstring eller Harme over de historiske Omvæltninger, hvorpaa Tiden var saa rig, der udrev Byron af det regelløse og planløse Liv paa Newstead. Saadanne Begivenheder som Fox'es Død, som det for England lidet ærefulde Bombardement af Kjøbenhavn, lod den Personlighed urørt som Yngling, hvem enhver politisk Hændelse, Daad eller Udaad, skulde gennembæve som Mand. Det var en privat literær Genvordighed, der frembragte det første Vendepunkt i hans Liv. Medens Byron fra Sommeren 1806 til Sommeren 1807 boede i den lille By Southwell, havde han udført sine første poetiske Forsøg og hos de yngre Medlemmer af en borgerlig Genbofamilie, Pigot ved Navn fundet levende Deltagelse for disse. I Marts 1807 kom Samlingen ud under Titlen "Ledige Timer". Blandt disse Digte er der intet meget betydeligt; de iblandt dem, som varsler om et kraftigt Følelsesliv, taber sig i en lang Række Skoledrengepoesier, dels Oversættelser og Efterligninger af de i Skolen læste Oldtidsdigtere og af Ossian, dels følsomme og stilistisk umodne Venskabs- og Kærlighedsdigte. Nogle faa angiver os Nulevende, der jo har let ved at være bagkloge, i tydelige Omrids Byrons senere Personlighed og Stil; i Digtet "Til en Dame", der er rettet til Mary Chaworth, findes et Par ægte Byronske Strofer:

 

Var min du blevet, da var Alting trygt.

Min Kind, hvis Bleghed nu fra Sviren stammer,

da havde aldrig blusset stygt

af Lidenskabens syge Flammer.

.....

Men nu jeg søger Lindring for min Harm,

gal blev jeg, vilde jeg at tænke prøve.

Med vidløs Tummel, tom og daarlig Larm

forsøger jeg mit Tungsind at bedøve.

 

Men i Virkeligheden fortjente Digtene kun liden Opmærksomhed; og da de nu var forsynede med drengeagtige og smagløse Anmærkninger, udstyrede med en fordringsfuld Fortale og paa Titelbladet bar Ordene "en Mindreaarig" føjede til Forfatternavnet, var der i denne Digtsamling Stof nok, søm kunde ægge til Spot.

I Januar 1808 bragte da "Edinburgh Review", Datidens kritiske Højesteret, en (rimeligvis af Lord Brougham forfattet) yderst haanlig Kritik af disse Digte. "Mindreaarigheden, hedder det heri, pranger paa Titelbladet, endog paa Bindet ... Var Lord Byron bleven dømt til at yde et Kvantum Poesi og isteden derfor havde indleveret dette Bind, er det sandsynligt, at Retten vilde have ladet Mindreaarigheden gælde som Undskyldning. Men nu o. s. v." Og Kritikeren fortsætter: "Maaske er Meningen den at tilraabe os: Se saaledes kan en Mindreaarig skrive! dette Digt har sandt for Dyden et ungt Menneske paa 18 aar forfattet, og dette andet er af en ung Fyr paa 16! Men langt fra at undre os over, at et ungt Menneske gør meget middelmaadige Vers, tror vi snarere, at af ti velopdragne Drenge i England gør de ni Vers og den tiende bedre Vers end Lord Byron ... Vi maa give ham at betænke, at det at de sidste Stavelser rimer sig og at Versefødderne er rigtigt talte paa Fingrene - Noget, de endda ikke altid er hos ham - ikke er Indbegrebet af Alt, hvad der fordres af en Digter. En Smule Fantasi hører ogsaa til ... o. s. v. o. s. v."

Artiklens Raad til Byron er da det at opgive Poesien og anvende sine Evner og sin Fritid bedre. Som Henvendelse til Tidsalderens epokegørende engelske Digter fra En, hvis Fag det var kritisk at prøve og vurdere aanderne, var Artiklen trods dens delvise Berettigelse unægtelig en grov Dumhed. Men for Byron var den det Bedste, der kunde hænde ham. Den slog ned i hans Sjæl som en Udfordring, den saarede hans Forfængelighed dødeligt og vakte hvad der skulde overleve den: hans Stolthed. En Ven der kom til ham, lige efter at Tidsskriftet var kommet ham i Hænde, forsikrer, at han havde et saa vidunderlig skønt Udtryk af Trods og Stolthed i sine Øjne, at ingen Kunstner der skulde fremstille en krænket Guddom, havde kunnet finde en Model af mere frygtelig Skønhed.

Overfor Omverdenen skjulte han, hvor bevæget han var; i et Brev fra de Dage beklager han, at hans Moder har taget sig Artiklen saa overordenlig nær, erklærer, at den hverken har forstyrret hans Ro eller hans Appetit, og bemærker kun, at disse Papirkugler har lært ham at staa for Skud; men mere end ti aar efter skriver han: "Jeg husker endnu meget levende det Indtryk Edinburgher Kritiken gjorde paa mig; det var Raseri og det Forsæt at trodse og hævne mig, men ingenlunde Nedslaaethed eller Fortvivlelse. En ubarmhjertig Kritik er Gift for en begyndende Forfatter og den slog mig til Jorden - men jeg sprang op igen ... fast bestemt paa at gøre deres Ravneprofetier til Skamme og paa at det ikke skulde være sidste Gang, de hørte fra mig." Saaledes kom da ude fra Omverdenen den Tilskyndelse, der for første Gang samlede den unge Mands lidenskabelige og spredte Sjæleliv til en eneste Følelse og et enkelt Forsæt. Med fast Beslutning og sejg Udholdenhed satte han sig til at arbejde, sov om Dagen, stod op efter Solnedgang for at have mere Ro og skrev flere Maaneder i Træk Nætterne igennem indtil Morgenens Frembrud sin første navnkundige Satire.

 

Noter til Kapitel 17:

*24) Forholdet mellem Moder og Søn er af Disraeli skildret i Romanen "Venetia" paa en saa sand og levende Maade, at der her, med Forandring af de opdigtede Navne (Cadurcis, Plantagenet, Morpeth o. s. v.) til de rette, anføres en sammentrængt Scene af denne Bog. Vi tænker os en Formiddag paa Herresædet Annesley i Nærheden af Newstead, da en Postvogn kommer kørende ind i Gaarden, ud af hvilken stiger en lille og meget før Dame med et rødligt Ansigt og iført en Dragt, der paa en ejendommelig Maade forener det Lurvede med det Spraglede. Hun er ledsaget af en Dreng paa mellem 11 og 12 aar, hvis Udseende i høj Grad staar i Modsætning til Moderens; han er bleg og slank med langt lokket Haar og store lyse Øjne, hvis Glimt nu og da paa en behagelig Maade opliver et Ansigt, der i Almindelighed har et sky og utilfreds Udtryk. Det er et første Besøg. Man kommer ind træt og varm efter Kørslen.

En skrækkelig Rejse! udbrød Fru Byron, viftende sig, idet hun tog Plads, og i den Grad hed! George, min Skat, buk for Fruen; har jeg ikke altid sagt dig, at du skulde bukke, naar du kom ind i en Stue? Buk for Fru Chaworth! - Drengen gav et Slags fortrædeligt Nik: men Fru Chaworth tog saa hjerteligt imod ham, at hans Træk opklaredes en Smule, skønt han forholdt sig ganske tavs og sad paa Randen af sin Stol som et Billede paa haardnakket Ligegyldighed. - En yndig Egn, Fru Chaworth, sagde Fru Byron ... Annesley er et dejligt Sted, meget forskelligt fra Abbediet: men skrækkeligt ensomt er her. Det er en stor Forandring for os, der kommer fra en lille By og alle vore venlige Naboer. Meget forskelligt fra Dulwich - er det ikke, George? - Jeg hader Dulwich, sagde Drengen. - Hade Dulwich! raabte Fru Byron, naa det maa jeg kalde Utaknemmelighed mod alle de kære Venner. Desuden, George, har jeg ikke sagt dig, at du ikke maa hade Nogen? aa De tror ikke, Fru Chaworth, hvad Møje det koster at opdrage det Barn, men naar han vil, kan han være saa artig som Nogen. Kan du ikke, George? - Lord Byron smilte haanligt, satte sig helt tilbage i den dybe Stol og svingede frem og tilbage med sine Fødder, der ikke mere naaede Gulvet. - Jeg er sikker paa, at Lord Byron altid er artig, sagde Fru Chaworth. - Naa, George, sagde Fru Byron, hør blot hvad der blev sagt. Hør hvad Fru Chaworth siger. Pas nu paa aldrig at give Fruen Anledning til at skifte Mening. - George krummede sin Læbe og vendte halvvejs Ryggen til de Andre. - George, min Skat, sig Noget! Har jeg ikke altid sagt dig, at naar du var ude i Besøg, skulde du nu og da lukke Munden op. Jeg holder ikke af snakkesalige Børn, men jeg holder af Børn, der svarer, naar der bliver talt til dem. - Ingen har talt til mig, sagde Lord Byron i en tvær Tone. - George, min Skat, du véd, du lovede mig at være artig! - Hvad har jeg da gjort? - Lord Byron, sagde Fru Chaworth afbrydende, holder De ikke af at se Billeder? - Nej mange Tak, sagde den lille Lord i en mere høflig Tone, jeg holder af, at man lader mig i Fred. - De maa ikke, bedste Fru Chaworth, bedømme ham efter, hvordan De ser ham nu. Han kan være saa rar, naar han vil. - Rar! mumlede den lille Lord mellem Tænderne. - Hvis De blot havde set ham i Dulwich af og til i et lille Teselskab, han var ligefrem Selskabets Perle. - Nej, jeg var ikke, sagde Lord Byron. - George, sagde hans Moder igen i en højtidelig Tone, har jeg ikke altid sagt dig, at du ikke maa sige imod? - Den lille Lord hengav sig til en undertrykt Brummen. - Man spilte en lille Komedie sidste Jul, og han spilte ganske dejligt. Nu skulde De ikke tro det efter den Maade, hvorpaa han sidder paa sin Stol. George, min Skat, jeg fordrer, at du er artig. Sid som en Mand! - Jeg er ingen Mand, sagde Lord Byron, jeg vilde ønske, jeg var. - George, sagde Moderen, har jeg ikke altid sagt dig, at du ikke maa svare mig? det passer sig ikke for Børn at svare ... George, kan du høre hvad jeg siger, raabte Fru Byron med et Ansigt saa rødt som Skarlagen. - Alle Mennesker kan høre, hvad De siger, Fru Byron, sagde den lille Lord. - Kald mig ikke Fru Byron, det er ikke Maaden at tale til sin Moder paa, jeg vil ikke kaldes Fru Byron af dig. Jeg har næsten Lyst til at rejse mig og give dig et godt Dunk. O Fru Chaworth, sukkede hun, og en Taare trillede ned ad hendes Kind. Vidste De, hvad det vil sige at opdrage det Barn! - Kære Frue, sagde Fru Chaworth, jeg er vis paa, at Lord Byron ikke har andet Ønske end at gøre, hvad De helst vil have. De har vist misforstaaet ham. Ja hun misforstaar mig altid, sagde den lille Lord i en blødere Tone og med vaade Øjne. - Saa, nu begynder han, sagde hans Moder og begyndte selv at græde paa det Forskrækkeligste, da i det Samme Erindringen om al hans Uartighed paany dukkede op i hendes Bevidsthed og hun foer op for at gribe til sin sædvanlige sidste Tilflugt: at give ham et godt Dunk. Hendes behændige Søn, der var vant til disse Storme, undløb, stillede en Stol foran sin Moder, hvorover hun nær var falden, og nu løb de omkring i Stuen. I sin Fortvivlelse snappede hun en Bog og vilde kaste den i Hovedet paa ham, men med et satanisk Smil bøjede han Hovedet, saa Bogen fløj ud gennem en Rude. Hun gjorde endnu et desperat Angreb, og i sin Forskrækkelse frelste den lille Lord sig kun ved at hvirvle Fru Chaworth's Sybord hen foran hende. Saa faldt hun over Bordbenet og fik et hysterisk Anfald, medens Lord Byron stod bleg og trodsig i en Krog.

*25) Højst betegnende for Moderen er den Maade, hvorpaa hun to aar efter at Byron havde maattet opgive sine Forhaabninger, meddelte ham, at Mary Chaworth var bleven gift. Hun fik Efterretningen, da hun netop havde Besøg. Byron! raabte hun, jeg har en Nyhed til dig. - Godt hvad er det? - Tag først dit Lommetørklæde frem, du vil faa Brug før det. - Byron gjorde det. Da Moderen saa fortalte ham, at Frøken Chaworth var bleven gift stak han hurtigt Lommetørklædet i Lommen og sagde med tvungen Ligegyldighed og Kulde: Er det det Hele? medens en stærk Bleghed udbredte sig over hans Ansigt. Til Moderens Bemærkning, at hun troede, han vilde være sunket sammen af Sorg, tav han og ledede Samtalen over paa andre Genstande. Jo mindre han kunde have en Fortrolig i Moderen, des mere maatte han føle Drift til at betro Papiret sine Følelser og Sorger.

 

18. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed. 2.

 

Navnkundig er den og blev den med Rette; dog ikke paa Grund af dens Vid og Lune, thi den har hverken Lune eller Vid, ikke heller paa Grund af det Træffende i dens Udfald; thi den har næsten kun blinde Hug tilhøjre og tilvenstre, men paa Grund af den Kraft, den Selvfølelse, den uhørte Dristighed, som ligger bag den og her fik Luft. Angrebene havde for første Gang givet Byron et Sanseindtryk, der snart skulde blive det stadige og herskende hos ham, den Følelse i hvilken han først helt fornam sig selv, og det var denne: Ene mod Jer Alle! Denne Sansefornemmelse var Livseliksiren for ham som for Historiens andre store stridbare Naturer. "Mig skulde man kunne haane ustraffet! Mig tror man at kunne knuse! Mig som ene er stærkere end de Alle", det er det Tema, som har sunget for hans Øren, mens hans skrev. Edinburgherne var vante til, naar de i en saadan Anmeldelse slog en lille Dusindigter til Jorden som en Flue, eller af Vaade skød en stakkels lille Sangfugl ned, at den Paagældende da græmmede sig i Stilhed, eller ydmyget gav sin egen mangelfulde Begavelse Skylden, saa at Kritiken i ethvert Fald fulgtes af en dyb Tavshed. Men nu var de stødt paa den, hvis uhyre Styrke og Svaghed det netop var, aldrig at give sig selv Skylden for en Vanskæbne, men med Lidenskab at kaste den over paa Andre. Ogsaa denne Gang fulgtes Kritiken af en halvandetaarig Tavshed. Men da gik det som der staar i Victor Hugos Digt (Les châtiments. La caravane):

 

Pludselig, midt under den uhyggelige Stilhed,

der stiger og vokser, stum og hørlig paa én Gang,

løfter sig en Brølen, en frygtelig og lang.

Det er Løven.

 

Og Billedet er det rette. Thi denne ikke smukke, ikke gratiøse, ikke vittige Satire er mere Brøl end Sang. Den Digter, der har Nattergalens Strube, fryder sig, naar han første Gang hører, at hans Stemme har Vellyd *26); den grimme Ælling sporer sin Svanenatur, da den kastes ud i sit Element; men Løveungens Brøl overrasker den selv og lærer den, at den nu er vokset op til Løve. Man søge da ikke i "English bards and scotch reviewers" efter Kaardestød, givne med en fast og sikker Haand; disse Saar er ikke slagne af en Haand, men huggede af en Klo - dog Kloen er en Løves! Man søge ikke her om Kritik, Maadehold og Fornuft; har det saarede Rovdyr Skønsomhed og Takt, naar en Kugle, der skulde dræbe det, kun har saaret det flygtigt? Nej Rovdyret ser sit eget Blod flyde, der staar Blod for dets Øjne og det vil udgyde Blod til Hævn. Det søger ikke heller den, som fyrede, alene; naar En af Skaren har saaret den unge Løve, da ve Skaren! Alle Englands Digterstorheder, de berømteste, de mest fejrede - Enhver, der var vel anskreven i "Edinburgh Review", og Enhver, som skrev deri - bliver i denne Satire behandlede som Skoledrenge af en tyveaarig Yngling, der nylig selv ikke havde været andet end Skoledreng. De løber Spidsrod, den ene efter den anden, engelske Poeter og skotske Anmeldere iflæng. Der forekommer her mangt et bidende Ord, som ikke er sagt hen i Luften. Det tomme Fantasteri i Southey's "Thalaba" og denne Forfatters unaturlige Frembringelsesdrift, de Beviser, Wordsworth's Digte leverer for Sandheden af hans Lære, at Vers kun er Prosa, Coleridge's Ammestuebarnagtighed, og Lystenheden hos Moore snærtes med Hidsighed og Haan. Paa Scott's "Marmion" gøres et Angreb, som minder om Aristofanes's Spottegloser mod Euripides's Helte. Men den store Masse af disse Udfald er dog saa uskønsomme og ubesindige, at de i den følgende Tid bragte deres Forfatter langt flere Ærgrelser end dem, hvem de gjaldt. Byrons Formynder, Lord Carlisle, hvem "Ledige Timer" nylig havde været tilegnet, men som havde undslaaet sig for at indføre sin Myndling i Parlamentet, Mænd som Scott, Moore, Lord Holland, der senere hørte til Byrons bedste Venner, var her overfusede uden Grund, ud fra rent urigtige Forudsætninger og med en storartet Kritikløshed, der kun har sit Modstykke i den forbavsende Redebonhed, hvormed Byron, saasnart han kom til bedre Indsigt, gjorde Afbøn og søgte at udslette Virkningerne af sine gamle Vildfarelser. Han stræbte nogle aar senere forgæves at bringe den engang trykte Satire ud af Verden ved at tilintetgøre dens femte Oplag helt.

Foreløbig gjorde den imidlertid stor Opsigt og skaffede sin Forfatter den ønskede Oprejsning.

Byron havde i Begyndelsen af 1809 taget Ophold i London dels for at give sin Satire i Trykken, dels for at indtage sit Sæde i Overhuset. Da han Ingen havde, til hvem han kunde henvende sig om Ledsagelse derind, maatte han mod Skik og Brug indføre sig selv. Hans Ven Dallas har beskrevet Scenen. Da Byron traadte ind, syntes han at blive endnu blegere end sædvanligt, og hans Træk havde Udtrykket af Krænkelse og Uvilje. Kansleren, Lord Eldon, gik ham smilende imøde og sagde ham nogle forbindtlige Ord. Med et stivt Buk berørte Byron til Svar Lord Eldons Haand med sine Fingerspidser. Da Kansleren saa sin Imødekommen saaledes forsmaaet, gik han tilbage til sit Sæde; Byron kastede sig skødesløst paa en af Oppositionens tomme Bænke, blev der nogle Minutter, rejste sig og gik. Han vilde blot betegne sin Plads og vise, til hvilket Parti han sluttede sig. "Nu da jeg har indtaget mit Sæde, sagde han til Dallas, vil jeg rejse udenlands." I Juni 1809 forlod han England.

Længe havde han - som han i et Brev til Moderen fra 1808 siger - følt "at hvem der kun har set sit eget Fædreland, aldrig kan bedømme Menneskene fra et friere eller alment Standpunkt; thi, siger han, man lærer af Erfaring, ikke af Bøger; Intet er saa belærende som den sanselige Betragtning af Genstanden selv." Han rejste først til Lissabon (Digtet Huzza, Hodgson!) og Beskrivelsen af Cintra i første Sang af "Childe Harold" stammer fra dette korte Ophold; saa galopperede han med sin Ledsager Hobhouse til Sevilla og besøgte derefter Cadiz og Gibraltar.

Intet af Sevillas pragtfulde og historiske Mindesmærker gør noget Indtryk paa ham; men her som i Cadiz optager Kvinderne ham ganske. Han er ungdommeligt smigret ved de Tilnærmelser, som spanske unge Damer har foretaget overfor ham, og medtager fra Sevilla som Relikvie en tre Fod lang Haarlok. Gibraltar er ham som engelsk By selvfølgelig "et fordømt Sted".

Men saa uberørt søm han er af de historiske Minder, saa stærkt begynder nu Landenes politiske Forhold at beskæftige ham, og Spaniens til England sysselsætter ham først. De to første Sange af "Childe Harold" viser, at han kun havde bitter Haan for Englands Udenrigspolitik; han spottede dets saakaldte Sejr ved Madrid, hvor Englænderne havde 5000 Faldne uden at tilføje de Franske nogen væsenlig Skade, og han er dristig nok til at kalde Napoleon sin Helt. Fra Spanien gik Rejsen til Malta, hvis Fortidsminder, der senere henrykte den gamle Scott, saa lidt som Sevillas gjorde ringeste Indtryk paa ham. Den historisk-romantiske Sans fattedes ham ligesaa fuldt som den romantiske Nationalfølelse. Hans Tanker og Længsler drejede sig hverken om Englands grønne Enge eller om Skotlands taagede Højlande, men om Genfersøen i dens evige Farvepragt og om det græske Øhav. Ham sysselsatte ikke hans Folks historiske Bedrifter, ikke Kampene mellem den røde og hvide Rose, men Nutidens Politik og blandt Fortidsminderne kun Erindringerne om de store Frihedskampe. De gamle Statuer var ham Sten; han fandt de levende Kvinder skønnere end alle de antike Gudinder (dumt Tøjeri kalder han de ideale Stenbilleder i "Don Juan"), men han faldt i Tanker paa Marathonmarken og har i begge sine fortællende Digtninge forherliget den. Og da han i sit sidste Leveaar kom til Ithaka, viste han Førernes Tilbud om at se Øens Monumenter tilbage med de Ord til Trelawney: "Jeg hader Vrøvlet om Oldtidsminder. Tror de Mennesker da, at jeg ingen lyse Øjeblikke har og er kommen til Grækenland for at sammensmøre endnu flere Taabeligheder!" Den praktiske Frihedspatos slugte tilsidst endog den poetiske hos ham. Med Byron er den romantiske Følsomhed forbi; med ham oprinder den moderne aand i Poesien; derfor virkede han ikke blot for sit Land, men for Europa.

Paa Malta var Byron stærkt fængslet af en ung dejlig Dame, hvis Bekendtskab han gjorde der, en Fru Spencer Smith, som af politiske Grunde forfulgtes af Napoleon. Der udviklede sig mellem ham og hende et sværmerisk Venskab, som har efterladt sig Minder i en hel Række af Byrons Poesier. (Childe Harold 2: 30. To Florence. Lines written in an Album. Stanzas camposed during a thunderstorm. Stanzas written in passing the Ambrasian Gulf) Fra Malta gik Rejsen gennem Vestgrækenland til Albanien, "vilde Mænds trodsige Amme", som han i "Childe Harold" kalder Landet, hvor "Ulven strejfer om, og Ørnen hvæsser sin Klo, og Mænd huser, der er vildere end Ulv og Ørn." Det er betegnende for Byron, at hans første Rejse gjaldt Egne, der laa udenfor al Civilisation, og hvor Personligheden var næsten ubunden af Vedtægt. Det var et Valgslægtskab som drog ham til disse Naturoptrin og disse Mennesker. Det gik ham som den unge Mand i Wordsworth's "Ruth":

 

Hvad han i disse Egne fandt

uregelret, hans Hjerte vandt

som Syn, som Lyd, som Sag.

Det vakte en beslægtet Klang,

retfærdiggjorde ved sit Hang

hans eget Hjertes Slag.

 

Han, der i lige Linje stammer ned fra Rousseau, følte sig heftigt dragen til alle de i "Naturtilstanden" levende Folk *27). Albaneserne var dengang endnu næsten saa vilde som deres pelasgiske Forfædre, og Næveret og Blodhævn gjaldt imellem dem som eneste Retsorden. Det første Skue af Mænd og Kvinder paa Kysten i de prægtige Dragter, med høje Filthuer eller Turbaner, med pragtfuldt sadlede Heste, med Trommehvirvler og Muezzin-Raab fra Minareterne var, da Solen lige gik ned og lagde sine Straaler over det Hele, som et Syn af Tusind og én Nat.

Janina viste sig at være en betydeligere By end Athen. Det var i Nærheden af denne By, at de Rejsende i en Nat, som Byron har besunget, mistede deres Fører, og at han ene mellem Bjergene med Udsigten til at dø af Sult for Øje gav sine Rejsefæller Indtrykket af Overlegenhed ved det urokkelige Mod, som var hans mandige Særkende i alle store Farer.

Dagen efter Ankomsten blev Byron indført hos Ali Pasja, "den tyrkiske Bonaparte", hvem han trods hans Grusomhed og Vildhed altid havde beundret. Ali modtog ham staaende, var yderst venlig, bad ham hilse sin Moder og sagde, hvad særligt smigrede Byron, at han paa hans smaa Øren, hvide Hænder og lokkede Haar kunde kende hans fornemme Fødsel. Besøget hos Ali har afgivet Motivet til vigtige Optrin i fjerde Sang af "Don Juan"; Lambro og endnu flere Byronske Figurer er tegnede efter ham, som jo iøvrigt senere blev skildret af Hugo i "Les orientales". Ali behandlede Byron ganske som et forkælet Barn og sendte ham vel tyve Gange om Dagen Mandler, Frugt, Sorbet og Sukkergodt.

Sikret mod Landets talrige Røverbander ved det bevæbnede Følge, Ali medgav ham, rejste Byron nu gennem Albanien, og hans vilde Følgesvende fik ham saa kær, at, da han nogle Dage laa syg af Feber, truede de med at slaa Lægen ihjel, hvis denne ikke helbredte ham; som Følge heraf flygtede Lægen - hvorpaa den Syge kom sig. Det var paa denne Tur, medens man overnattede i en Hule ved Artagolfen, at Byron blev Vidne til det natlige Optrin - Udførelsen af den pyrrhiske Vaabendans under Sang - der har givet Anledning til Skildringen i "Childe Harold" 2: 67 og til den skønne Sang "Tamburgi, Tamburgi!" I Athen gav Byrons Harme over den engelske Plyndring af Parthenons-Skulpturerne ham Anledning til Digtet "Minervas Forbandelse", og en flygtig Forelskelse i en af den engelske Konsuls Døtre ham Tilskyndelsen til det lille Digt "Pigen fra Athen", hvis Heltinde i hele sit følgende Liv, endnu da hun var en lille bleg gammel Dame, blev overrendt af engelske Turister. Tredje Maj foretog Byron sin bekendte Svømmetur over Strædet ved Dardanellerne fra Sestos til Abydos i en Time og ti Minuter, af hvilken han hele sit Liv igennem var saa stolt, og som han omtaler i "Don Juan".

Alt hvad han saa og oplevede i disse fremmede Egne skulde iøvrigt faa aar efter afgive ham poetisk Stof. I Konstantinopel saa han en Dag Hundene æde Kødet af et Lig, og dette af ham selv oplevede Optrin har givet Grundlaget for Skildringen af Rædslerne i "Belejringen af Korinth" og senere i "Don Juan" for Skildringen af de Rædsler, som Ismails Belejring fører med sig. Da han efter en Rejse i Morea vendte tilbage til Athen, synes han selv at have oplevet det Kærlighedsæventyr, der ligger til Grund for "Giauren". (Marquis'en af Sligo's Brev til Byron taler herfor). Udenfor al Tvivl er det i ethvert Tilfælde, at han en Dag, da han vendte hjem fra sit Bad i Piræus, mødte en Trop tyrkiske Soldater, der bar en i en Sæk indsyet ung Pige, som skulde kastes i Havet, fordi hun havde staaet i Kærlighedsforhold til en Kristen. Med Pistolen i Haanden tvang Byron den vilde Skare til at vende om og udvirkede dels ved Bestikkelse dels ved Trusler Pigens Frigivelse.

Det brogede Rejseliv formaaede ikke at give hans Sind den Ligevægt som fattedes det. Hans sidste Breve fra Rejsen udviser stærkt Tungsind. Formaalsløshed og deraf følgende Livslede synes at knuge ham til Jorden. Sorgen over at være dybt i Gæld, over med en rystet Sundhed og et febersvækket Legeme at staa ene uden Venner gaar gennem alle hans Udtalelser. Han venter hjemme kun at modtages af Fordringshavere. I Virkeligheden modtoges han af Efterretningen om sin Moders Sygdom. Han ilede til Newstead for at se hende endnu en Gang og ankom Dagen efter hendes Død. Kammerjomfruen fandt ham om Aftenen siddende ved Liget og hørte gennem Døren hans Hulken. Paa hendes Opfordring til ham om at beherske sin Smerte svarte han med Taarer: "Ak, jeg havde kun en eneste Ven og hun er død." Ligefuldt kunde han i sin overdrevne Sky for at Andre skulde se ham lide ikke overtale sig til at følge sin Moder til Jorden. Han stod ved Herregaardsporten, til Liget var forsvundet. Saa kaldte han paa sin Page, lod sine Fægtehandsker bringe og tog med krampagtig Heftighed sin sædvanlige Boksetime. Dog det overgik hans Kræfter, han kastede Handskerne og ilede ind paa sit Værelse. - Umiddelbart herefter hensank han i en uafrystelig Tungsindighedstilstand, under hvilken han paany testamentarisk bestemte, at Lord Byrons Krop skulde begraves ved Siden af hans Hunds.

Neppe var Byron landet, før hans Ven Dallas spurgte ham, om han ikke bragte nogle Vers hjem med fra sin Rejse. Den kritikløse Byron viste ham da ikke uden Stolthed "Hints from Horace" (Vink fra Horats), en ny Satire i Popes Stil, og da Vennen, med Rette ikke synderligt opbygget ved Gennemlæsningen, spurgte, om han ikke havde Andet, kom Byron frem med hvad han kaldte "en Del mindre Digte og en stor Mængde Spenser-Stanzer", det var de to første Sange af "Childe Harold". Paa Vennens indstændige Bøn blev disse først givne i Trykken.

For os Nulevende smelter Indtrykket af disse to Sange let sammen med Erindringen om de to (seks til syv aar senere) sidste, men man maa strengt holde de to Indtryk ude fra hinanden, hvis man vil stille sig Byrons Udviklingsgang klart for Øje. Der er et lige saa stort Spring fra "Childe Harold"'s første Halvdel til den anden, som fra den til "Don Juan".

De Stanzer, Byron viste Dallas, er velklingende, følte og nu og da pompøse; her klinger for første Gang Sang og Musik fra de Læber, over hvilke rig Vellyd skulde strømme uafbrudt, saa længe de drog aande. Men vi har her dog kun det svage Udkast til det Digter-aasyn, der ti aar senere var kendt af hele Europa. Digtets talrige og kraftige Naturbeskrivelser er her endnu Hovedsagen, de lyriske Partier i Sammenligning hermed forsvindende i Omfang, og for et overfladisk Blik kunde disse Stanzer tage sig ud blot som en ung fornem og livstræt Englænders Rejseindtryk, kun at disse havde modtaget et forædlende Præg ved den høje Stil, hvori Digtet er holdt; thi "Childe Harold" er ligesaa højtideligt og sværmerisk i Tonen som "Don Juan" virkelighedskært og lunefuldt.

Her findes i Stemningen et vist sørgmodigt Graat i Graat; Byron er her endnu ikke den, som springer fra én Følelse til en anden, helst dens yderligste Modsætning, for at paaføre dem alle Vold og sønderrive dem des voldsommere, jo stærkere han spænder dem. Men skimter vi end kun Digterens aasyn i halv Profil, ser vi end ikke Glimt af Satirikerens braaddede Lune eller af hans snart skamløse snart spøgende Smil, saa har vi dog her i Ynglingens varme og højtidelige Patos den mest udprægede Personlighed i Datidens Poesi. Der er et Jeg i dette Digt, som behersker hver Enkelthed, et Jeg, som ikke smelter hen i nogen Følelse, ikke gaar op i nogen Sag.

Medens de andre Digterpersonligheder kunde antage luftige, flydende, krystalliserede Former, snart blev usynlige bag en fremmed Personlighed, snart forvandlede sig til kosmiske Væsner, snart gik helt op i de Sansninger, de modtog udefra, staar der her et Jeg, som gennem Alt forholder sig til sig selv og vender tilbage til sig selv, og det et bevæget, lidenskabeligt Jeg, om hvis Sindsbevægelse hver enkelt nok saa ringe Strofes Bevægelse vidner som den enkelte Konkyljes Susen erindrer om Havets.

Childe Harold (i det første Udkast Childe Burun) forlader efter en daarligt tilbragt Ungdom med Hjertet fuldt af "Spleen" et Land, hvor han ingen Venner og ingen Elskede efterlader sig. Han har den ungdommelige Lede ved Livet, som en til Tungsind førende Legemsbygning og Legemstilstand og tidlig Overmættelse af Nydelser har i Følge. Der er i ham intet Spor af Ungdommens frejdige Munterhed eller af dens Lyst til Fornøjelser og Ry, han tror at være færdig med Alt efter at have prøvet Lidet, og Digteren smelter saa fuldstændigt sammen med sin Helt, at han aldrig endog blot et Minut hæver sig op over ham paa Ironiens Vinger.

Alt dette, som overvældede Samtiden saa stærkt, er temmelig lidet tiltalende for en moderne kritisk Læser; det Opstillede er tydeligt fremtrædende, og den Tid, da den sløve Livstræthed var fængslende, er forbi. Men Ingen, hvis Øje er øvet, kan heller overse, at Masken her - thi her er en Maske - naar den kritisk fjernes, aabenbarer et alvorligt og lidende aasyn. Masken var en Eneboers; kast den bort, og der staar en ensom Natur tilbage! Masken var storstilet Sørgmodighed; riv den af, og der ligger ægte Tungsind bag den! Harolds muslingbesaaede Pilgrimsdragt er vel kun en Domino paa Maskeballet, men den dækker en Yngling med ildfuld Følelse, med skarp Forstand, med mørke Livsindtryk og med sjælden Frihedskærlighed. I Childe Harolds bedre Jeg er der Intet Uoprigtigt; for Alt hvad han tænker og føler vil Byron selv staa inde. Og dersom den, som kender Byrons egen Livsførelse i det nærmest følgende Tidsrum skulde finde Modsigelse imellem den digtede Personligheds gammelagtige Tungsind og den virkelige Personligheds ungdommelige og nydelsessyge Letsind, da kommer denne Uoverensstemmelse alene deraf, at Byron, som i Digtekunsten endnu fulgte en Retning, der tog Afstand fra Virkeligheden, ikke formaaede at lægge hele sit Væsen for Dagen i "Childe Harolds" første Sange; det er vel Altsammen ham; men der er i ham endnu en ganske anden Verden, som han først i Don Juan formaaede helt at faa med og fuldstændigt give Kød og Blod i sin Digtning. Selvskildringens Ufuldstændighed maa ikke forveksles med Forstillelse eller Paatagethed.

I Februar 1812 optraadte Byron i Parlamentet med sin Jomfrutale til Fordel for den fattige Arbejderbefolkning i Nottingham, der havde slaaet de Vævemaskiner, der gjorde den brødløs, i Stykker, og mod hvilken nu de strengeste Forholdsregler var foreslaaede. Talen er ungdommelig og lidt kunstlet men levende og varm; det laa ret for Byron at tale for den forsultne og fortvivlende Masse, og meget sundt viste han sine Landsmænd, at en Tiendedel af den Sum, hvormed de beredvilligt havde sat Portugiserne i Stand til at føre Krig, vilde være tilstrækkelig til at afhjælpe den Nød, som man nu vilde bringe til at forstumme ved Fængsel og Galge. Byrons levende og haardnakkede Had til Krig er et af hine Gran af sund Menneskeforstand, der altid forekommer opløste i hans Poesi, og det besjæler ogsaa de første Sange af "Childe Harold".

Byrons anden Parlamentstale gjaldt Katolikernes Frigørelse; den behagede lidet, men er særdeles god; Byron godkender og gendriver med megen Logik den Bevisgrund imod Religionsfrihed til for Katolikerne, at man ligesaa gerne kunde give Jøderne den. I hans Papirer findes med Hensyn til denne Tale følgende ungdommelige og skemtefulde Udtalelse: "Da begge Partier i Frigørelses-Spørgsmaalet omtrent stod lige, sendte man i al Hast Bud efter mig og kaldte mig bort fra et Bal, som jeg, det tilstaar jeg, temmelig ugerne forlod for at skænke fem Millioner Mennesker Frihed." Det er spøgende Ytringer af denne Art i Stil med hans Notits om Ægteskabet: "Hvor det maa være behageligt at være gift og bo paa Landet; man har en smuk Kone og kysser hendes Kammerjomfru" - som, fordi de saa lidet svarer til det Childe-Haroldske Tungsind, har været dumme Mennesker Bevis nok paa, at han ikke mente det alvorligt med Noget. Han var simpelthen meget ung, noget lapset, ansaa det for en Skam at udtrykke sig følsomt og havde altid ubevidst til Valgsprog den hellige Bernhards Ord: Arbejd mere paa at dølge dine Dyder end dine Laster! (Plus labora celare virtutes quam vitia!).

Jomfrutalen gjorde ganske overordenlig Lykke og kom lige tilpas til at henlede Opmærksomheden paa de to første Sange af "Childe Harold", der udkom to Dage efter at den var holdt. Digtets Virkning var overvældende; med ét Slag var Byron bleven en Berømthed, Londons nye Løve, Stadens lovlige Hersker for aaret 1812. Verdensbyen, det vil sige: Alt det i den, der var skønnest, finest, mest dannet og mest glimrende, laa for den treogtyveaarige Ynglings Fødder. Havde "Childe Harolds" første Sange havt de sidstes Egenskaber, dyb Oprindelighed og ærlig Kraft, da havde de sikkert ikke opnaaet denne larmende Almenyndest. Stor Ærlighed og stor Oprindelighed vinder aldrig med ét Slag Massernes Gunst. Men netop det Tilslørede, Uklart-nydelsestrætte i disse første Forsøg gjorde Indtryk paa Hoben: den Kraft, som skimtedes, virkede des stærkere, fordi den udtrykte sig en Smule teatralsk.

Det var Dandyvæsenets Blomstringstid, hvor efter Brummels Mønster det særegne Liv i Londons fornemme Verden udfoldede sig med en Overdaadighed og Letfærdighed som ikke siden Karl den Andens Dage. Selskaber og Baller, Teaterbesøg, Spil og Gæld, Kærlighedshistorier, Forførelser og deraf følgende Dueller, der var Aristokratiets Livsindhold. Og Byron var Dagens, ja aarets Helt. Hvilken Genstand for Beundring og Tilbedelse var han ikke for et Samfund, som kedede sig og led under sin egen Tomhed! Saa ung, saa smuk og saa brødefuld! thi Ingen kunde tvivle paa at han jo var en lige saa farlig og nydelsestræt Person som sin Helt. Byron besad ikke Scotts Koldblodighed og Ligevægt overfor Fristelser og Smiger. Han lod sig glide med den Strøm, som bar ham oppe. Kunstneren i ham trængte til at gennemleve alle Stemninger og viste ingen fra sig. Med Lethed vedligeholdt han sit Digterry; thi med korte Mellemrum fulgte de poetiske Fortællinger, "Giauren" (Maj 1813), "Bruden fra Abydos" (December s. A.), "Korsaren" (færdig Nytaarsdag 1814), af hvilken der paa én Dag solgtes 13,000 Eksemplarer. Den bitre Ode til Napoleon i Anledning af hans Tronfrasigelse viste, at Byron ikke helt tabte den samtidige Politik af Syne for Poesi. Saa skreves i 1815 "Parisina" og "Belejringen af Korinth". Det Nye, det Fremmedartede og Lidenskabelige i disse Frembringelser rev det afspændte Londonerselskab hen. Han var det Særsyn, hvorpaa Alles Øjne hvilte. Unge Damer bævede i Selskaberne af Glæde ved Tanken om, at han mulig vilde tage dem tilbords, og skælvede samtidigt for at spise en Bid, da det vidstes, at han ikke holdt af at se Kvinder spise. Man hengav sig ængstelig til den Forhaabning, at han vilde skrive et Par Linjer i Ens Stambog. Hans Haandskrift alene var en Skat. Man spurgte hinanden om hvor mange græske og tyrkiske Kvinder Kærligheden til ham havde bragt Døden og hvor mange Ægtemænd han havde dræbt. Hans Pande og Blik saa ud som lutter Forbrydelse. Han bar ikke Pudder; hans Haar var vildt som hans Sindelag. Grundforskellig som han var fra almindelige Dødelige, var han tarvelig som sin Korsar; forleden hos Lord den og den havde han ved en Middag ladet elleve Retter gaa forbi og forlangt Biscuit og Sodavand. Hvilken pinlig Stilling for Husets Frue, der var saa stolt af sin Anretning! og hvilken unaturlig Særhed i et Samfund, hvor kraftig Appetit er Nationaldyd!

Saaledes ser vi Childe Harold i Person forvandle sig til Don Juan. Den ensomme Pilgrim blev Salonløve. Fuldt saa meget som Byrons Poesi gjorde naturligvis hans Rang, hans Ungdom og sjældne Skønhed Indtryk i Damekresene. I Walter Scotts Levned findes om Byrons Ydre denne Ytring: "Jeg tror at have set de bedste Digtere i min Tid og mit Land, men skønt Burns havde de skønneste Øjne, saa' dog Ingen i den Grad ud som det, man tænker sig ved en Digter, som Byron. Hans Billeder giver ingen Forestilling om ham; Lyset er der vel, men det er ikke tændt. Byrons Ansigt var Noget, hvorom man kunde drømme." - En af Englands Skønheder udbrød, da hun første Gang saa ham: Dette blege Ansigt er min Skæbne.

Kvinderne havde vel altid optaget meget af Byrons Sjæleliv, men Hentydningerne i "Childe Harold" gav Anledning til det Rygte, at han paa Newstead havde havt et formeligt Harem, skønt dette Harem i Virkeligheden synes at have bestaaet af en eneste Odalisk. Om hans Rejseæventyr i Forhold til Kvinder dannede der sig latterligt overdrevne Historier. Som Følge af alt dette blev han nu formelig bestormet af Kvinderne; hans Bord laa dagligt fuldt af Breve fra ham bekendte og ubekendte Damer. En kom til ham forklædt som Page, formodenlig for at ligne Kaled i "Lara", og mange flere kom uforklædte. Om den Hvirvel, hvori han levede, faar man et Begreb, naar man hører ham fortælle Medwin, at han efter sit Bryllup i sin Kones Dagligstue en Dag traf tre gifte Damer paa én Gang, hvilke han - for at bruge hans egen Udtryksmaade - "alle kendte som Duer fra samme Slag."

Det var et Liv i Forfængelighedens Triumfer, fuldt af tomme Nydelser; for Byron var det idetmindste bedre end Ro; thi Ro er, som han i "Childe Harold" siger, Helvede for stærke Hjerter. Var hans Hjerte iøvrigt her nogensinde med i Spillet? Neppe. Det Kærlighedsforhold, som i disse aar optog Byron og som fik en Betydning for hans senere Skæbne, har som opbevarede Breve viser, kun været ham en Malstrøm i Malstrømmen og fristende som saadan, men har ladet hans Hjerte ganske koldt. Lady Caroline Lamb, en ung Dame af den højeste Adel, gift med den senere som Lord Melbourne bekendte Statsmand, havde længe næret et brændende Ønske om at lære "Childe Harold"s Digter at kende. Hun var en vild, fantastisk, urolig Natur, der ingen Art Tvang taalte og hurtigt fulgte enhver Indskydelse, for saa vidt aandsbeslægtet med den tre aar yngre Digter; hun var slank og smukt bygget med blond Haar og en blid Stemme; hendes Manerer udøvede skønt de syntes affekterte og overspændte, en heftig Tiltrækning; kort sagt hun hørte til den Art "Bakkantinder, entusiastiske Kvinder", som i "Adam Homo" synger:

 

Ved at splitte hans Hjerte

faa vi Del i hans Smerte;

ved at rase derinde

maa vi Gejsten dog finde.

 

Mens vi vildt ham omdanse,

af hans Laurbær og Kranse

sno vi selv os et Smykke,

som maa Alle henrykke.

 

Hun har spillet en lignende Rolle i Byrons Liv som Fru von Kalb i Schillers. *28) Forholdet vakte saa megen Opsigt, at den unge Dames Moder ikke rastede før det blev afbrudt ved Datterens Rejse til Irland paa et Besøg. Byron tilskrev da Lady Lamb et Afskedsbrev, hvoraf denne senere tillod Lady Morgan at tage Afskrift, et Brev, som er typisk for Byrons Stil i hans umodne aar og i hvilket neppe nogen Sjælekender vil finde Kærlighedens Sprog. Det minder nærmest om Hamlets skruede Billet til Ofelia:

"Dersom Taarer, som du saa og som du véd, jeg ikke lettelig udgyder; dersom den Sindsbevægelse, hvormed jeg skiltes fra dig - en Sindsbevægelse, som du maa have lagt Mærke til under hele denne nerverystende Sag, skønt den først blev synlig, da Afskedsøjeblikket nærmede sig; dersom Alt, hvad jeg har sagt og gjort og endnu er rede til at sige og gøre, ikke tilstrækkeligt har bevist, hvad mine virkelige Følelser er og altid maa vedblive at være imod dig, min Elskede, saa har jeg intet andet Bevis at tilbyde ... Er der Noget paa Jorden eller i Himlen, der vilde have gjort mig saa lykkelig som at gøre dig til min Hustru alt for længe siden? Du véd, jeg vilde med Glæde opgive Alt paa denne og hin Side Graven derfor, og naar jeg gentager dette som et Omkvæd, kan jeg da misforstaas? Jeg bryder mig ikke om, hvem der faar dette at vide eller hvad Brug der bliver gjort af det - det er til dig og dig alene, at disse Ord er rettede, til dig selv. Jeg var og er din, frit og helt, til at adlyde dig, hædre dig, elske dig og flygte med dig, naar, hvorhen og hvorledes du selv vil eller lyster at bestemme."

Det kan ikke undre Nogen, at Byron faa Maaneder senere iværksatte et Brud; hans Kærlighed kan aldrig have været andet end den Art Genskinskærlighed, der som i et Spejl gør alle Flammens Bevægelser efter uden egen Ild. Paa et Bal, hvor Lady Lamb kort derefter traf sammen med Byron, greb hun i sin Fortvivlelse over hans Ligegyldighed det første skarpe Redskab hun kunde finde, Nogle siger en stor Saks, Andre (Galt) et itubrukket Geléglas, og skar sig dermed i Struben. Efter dette mislykkede Selvmordsforsøg gav hun (efter Grevinde Guiccioli's Paastand) først en ung Lord "de utroligste Løfter", hvis han vilde udfordre og dræbe den Troløse, og indfandt sig saa dog selv kort derefter hos Byron, "ingenlunde i den Hensigt at skære Halsen over paa sig eller ham". De Ord, som hun, da hun ikke traf ham, efterlod paa hans Bord, foranledigede Epigrammet "Remember thee!" der findes blandt Byrons Digte.

Syg efter Hævn greb Lady Lamb nu til Pennen og forfattede Romanen "Glenarvon", der udkom paa det for Byron alleruheldigste Tidspunkt, nemlig lige efter at hans Hustru havde forladt ham, og som blev et af de værste Gæringselementer i Stemningen imod ham. Bogen har dette Motto af Korsaren: "Han efterlod et Navn, knyttet til én Dyd og tusinde Laster" og skildrer Byron som en Dæmon af Forstillelse og Ondskab, udrustet med alle hans Heltes værste Karaktermærker. Alligevel har hun - maaske for at undskylde sig selv - ikke kunnet lade være at meddele Billedet elskværdige Træk. Et Sted staar der: "Hvis hans Væsen havde været af den Art, at han havde tilladt sig Nogetsomhelst, der lignede de Friheder eller den Paatrængenhed, der er saa hyppig hos Mændene, da var hun maaske bleven forskrækket og advaret. Men hvad skulde hun have flyet? Visselig ikke det grove Smigreri eller de letfærdige og letsindige Forsikringer, som alle Kvinder snart vænner sig til, men en Opmærksomhed, der strakte sig til hendes mindste Ønsker, en paa én Gang fin og smigrende Ærbødighed, en Ynde, en Blidhed, der er ligesaa bedaarende som sjælden. Og alt dette forenet med alle Fantasiens Kræfter, med en Forstand og et Vid, som ingen Anden har besiddet i lige Grad."

Under Byrons senere Ophold i Venedig blev "Glenarvon" oversat paa Italiensk, og Censor lod forespørge hos ham, om han havde noget imod, at Bogen udkom, da den i saa Fald vilde blive undertrykt; Byron svarede med at udgive den paa sin Bekostning. Lady Lamb forekommer i Byrons Historie kun endnu én Gang og paa en forunderlig Maade. Da Byrons Lig var blevet ført til England fra Grækenland og Ligtoget langsomt begav sig tilfods fra London til Newstead, kom midtvejs en Herre og en Dame ridende imod det, og Damen spurgte, hvem der blev begravet. Da hun hørte Svaret, sank hun besvimet af Hesten. Det var "Glenarvon"'s Forfatterinde.

Byrons letsindige og vilde Londonliv fik en foreløbig Afslutning ved hans Levneds mest skæbnesvangre Begivenhed, hans Giftermaal. Stor Agtelse for Kvinden havde hans Livsførelse ikke givet ham; men Kvinden, som han elskede hende, var den hengivne, selvopgivende Skabning, som han i alle sine Digtninge med Forkærlighed har malt. Og nu vilde Tilfældet, at han til Brud skulde faa en sejg og kraftig engelsk Karakter. Frøken Anna Isabella Milbanke, eneste Barn af en rig Baronet, havde fængslet Byron ved sit simple og beskedne Væsen, lokket ham ved Udsigten til for hendes Medgift at kunne sætte Newstead i Stand, ærgret ham ved et Afslag, da han bejlede til hendes Haand, fængslet ham ved kort derefter af egen Drift at begynde en Venskabsbrevveksling med ham, og hun gav ham nu endelig sit Ja som Svar paa et Bejlerbrev, der blev skrevet i det uforsvarligste Letsind og afsendt, fordi en Ven, hvem han forelæste det, fandt, at det var "smukt skrevet".

Af lutter slette, dels forfængelige, dels spidsborgerlige Hensyn styrtede Byron sig ind i et Ægteskab, der ikke endte værre end det var til at forudse. Under Forlovelsestiden var han forholdsvis i en munter Stemning. "Jeg er meget forelsket, skriver han til en Veninde, og saa taabelig som alle ugifte Herrer i denne Stilling," og et andet Sted: "Jeg er nu den Lykkeligste af alle Dødelige, da jeg for otte Dage siden er bleven forlovet. Igaar traf jeg den unge F., ogsaa den Lykkeligste af alle Dødelige; thi han er ogsaa bleven forlovet." Saa barnagtige er alle Brevene fra den Tid, at Byrons eneste alvorlige Bekymring synes den, at han ikke kan udstaa blaa Kjole og det er Skik at lade sig vi i blaa Kjole. Dog alt som Brylluppet nærmede sig, blev han mere og mere ilde tilmode, hans Forældres Forhold havde tidligt indgydt ham Angst for Ægteskabet. Sine Følelser under Vielsen har han skildret i "Drømmen", og i Samtalerne med Medwin siger han, at han skælvede og gav forkerte Svar.

"Sirupsmaaneden", som Byron kalder den, gik ikke hen uden Skyer. Jeg tilbringer min Tid [paa Landet hos Svigerforældrene], skriver han til Moore, i en skrækkelig Tilstand af Ensformighed og Forsumpning og er udelukkende sysselsat med at spise Kompot, med at slentre omkring, med kedeligt Kortspil, med Læsning i gamle Almanakker og Aviser, med at søge efter Muslingeskaller ved Stranden og med at iagttage Væksten af nogle forkrøblede Stikkelsbærbuske i Haven. - Og nogle Dage senere: Jeg lever her meget bekvemt og hører hver Aften paa den fordømte Enetale, som gamle Herrer kalder Underholdning, til hvilken min Svigerfader hver Aften har hengivet sig med Undtagelse af en, da han spillede Violin. De er imidlertid meget elskværdige og gæstfri. Bell er rask og ved uforandret Elskværdighed og godt Lune.

Pegasus følte sig ikke helt vel i aaget. Imidlertid, det unge Par rejste snart til London, indrettede sig glimrende, holdt Vogne og Heste, gav Selskaber o. s. v. saalænge, indtil Byrons Fordringshavere indfandt sig. De 10,000 Pund Medgift svandt som Dugg for Solen; 8000 Pund, der netop tilfaldt Byron i Arv, gik samme Vej. Han maatte endog sælge sine Bøger. Murray tilbød ham 1500 Pund i Honorar for at han kunde beholde dem, men af falsk Stolthed sendte han Anvisningen sønderrevet tilbage. Herefter fulgte otte Udpantninger; endog Ægtesengene blev beslaglagte, da Møbler og Vogne var bortførte. Under disse Forhold var det, at Lady Byron i December 1815 fødte sin Datter Ada.

Det var selvfølgelig ikke faldet den unge forvænte Arving ind, at slige Forhold forestod hende. Ikke desmindre var Parrets Samliv i Begyndelsen godt. De kørte ud sammen og den unge Hustru ventede med stor Taalmodighed i Vognen, mens hendes Mand gjorde Besøg. Hun skrev Breve for ham, og afskrev Digte f. Eks. "Belejringen af Korinth". Imidlertid manglede det ikke paa smaa Uenigheder. Den unge Kone synes at have havt den Vane ved Spørgsmaal og Tiltale uafbrudt at forstyrre Byron, naar han skrev, hvilket foranledigede ham til Udbrud af ondt Lune, som hun fandt højst upassende. Dernæst havde hun aldrig set en Heftighed og Uregelmæssighed som hans. Engang saa hun ham i Raseri kaste sit Uhr ind i Kaminen og støde det i Stykker med Ildtangen; en anden Gang affyrede han for Spøg eller af Vanvare en Pistol i hendes Værelse. Hertil kom Skinsyge. Hun vidste, i hvilket Ry for Kærlighedsforbindelser han stod og særlig om Forholdet til Lady Lamb, hvis nære Slægtning hun var. Endelig havde Byron havt den ulykkelige Idé at lade sig vælge ind i Bestyrelsen for Drurylaneteatret, og hans korrekte Hustru saa med Uro det bestandige Forretningsforhold til Skuespillerinder, Sangerinder og Danserinder. En Personlighed, der stod i Tjenesteforhold til Lady Byron, det Fruentimmer, han har skildret i "A sketch" gav sig saa til at spionere og opbrød Byrons Gemmer og Breve. Til Syvende og Sidst er her endnu et mørkt Punkt, hvortil vi kommer tilbage.

En Maaned efter Barnets Fødsel forlod den unge Frue efter fælles Bestemmelse det urolige og uhyggelige Hjem for at tilbringe nogen Tid hos sine Forældre; men neppe var hun ankommen dertil, før hendes Fader lod Byron vide, at hun ikke vilde komme tilbage. Endnu, medens hun var undervejs, havde hun tilskrevet ham et Brev (som nu er trykt), hvis Overskrift lyder "Dear Duck" (Søde Putte!) og hvis Underskrift er lige saa kælen. Man begriber da Byrons Overraskelse. Han svarede Faderen, at han i denne Sag selvfølgelig ikke kunde anerkende hans faderlige Myndighed, men maatte have sin Hustrus Erklæring; den faldt ligelydende ud. 1830 erklærede Lady Byron offenlig, at hun kun havde skrevet sin Mand saa kærligt til i den Tro, at han var sindssvag, og at hun, hvis denne Antagelse havde stadfæstet sig, vilde have holdt trofast ud med ham, i modsat Tilfælde paa ingen Maade vilde leve sammen med ham.

I et Novellebrudstykke, forfattet af Byron i 1817, hedder det i Overensstemmelse hermed: "Faa Dage efter rejste hun til Aragonien med sin Søn for at besøge sine Forældre. Jeg fulgte hende ikke straks, da jeg havde været i Aragonien før ... Medens Rejsen stod paa, modtog jeg et meget kærligt Brev fra Donna Josepha, der underrettede mig om hendes og min Søns Velbefindende. Efter hendes Ankomst til Slottet tilskrev hun mig et endnu kærligere Brev, der i meget ømme og endog temmelig overgivne Udtryk anraabte mig om straks at rejse til hende. Jeg forberedte mig netop til at forlade Sevilla, da jeg modtog et tredje Brev, dette fra hendes Fader, der i de høfligste Udtryk opfordrede mig til at ophæve mit Ægteskab. Jeg svarede lige saa høfligt at jeg ikke vilde gøre noget saadant. Et fjerde Brev ankom fra Donna Josepha, i hvilket hun meddelte mig, at hendes Faders Brev var skrevet efter hendes udtrykkelige Ønske. Jeg spurgte med omgaaende Post om Grunden. Hun svarte med Ekspres, at da Grunde ikke havde Noget med den Sag at gøre, var det unødvendigt at give nogen - men at hun var en forurettet og fortræffelig Kvinde. Jeg spurgte da, hvorfor hun havde tilskrevet mig de to foregaaende, kærlige Breve, der opfordrede mig til at komme til Aragonien. Hun svarede, at det var fordi hun troede, jeg var gal, og at jeg blot havde behøvet at begive mig paa Rejsen alene, saa vilde jeg uden Vanskelighed være kommen til min Svigerfaders Slot og der have fundet den ømmeste af alle Hustruer og - en stram Spændetrøje."

Saasnart Byrons Hustru havde forladt ham, var han i Verdens Dom med ét Slag bleven en anden. Som han en Morgen efter "Childe Harold"s Udgivelse var vaagnet og havde fundet sig berømt, saaledes vaagnede han en anden Morgen berygtet og behandlet som fredløs.

aarsag var først og fremmest Misundelsen, ikke hin Gudernes Misundelse, som de Gamle ansaa for Kilden til de Stores Undergang, men Menneskenes smudsige og lave. Han stod saa højt; han var saa stor; med alle sine Fejl var han intet Øjeblik sunket til den spidsborgerlige Agtværdigheds Jævnhøjde; i Tillid til sine Evner og sin Lykke havde han altid forsmaaet at vinde sig beskyttende Venner og været ligegyldig for, hvor mange Fjender han skabte sig paa sin Vej. Til at tælle var de allerede længe ikke mere. Misundelsen var først og fremmest hans skrivende Fællers, og blandt Misundelsens forskellige Afarter er Forfatter-Misundelsen en af de giftigste. Han havde haanet dem og kaldt dem Forfaldstidsskribenter, berøvet nogle af dem deres Navn og gjort Andre det umuligt at vinde et Navn - hvorfor skulde han forgudes og beundres og de altid forgæves ordne deres Lokker til at modtage en Krans, som udeblev? Hvilken Lyst at rive ham ned fra Berømmelsens gyldne Trone og tilsøle ham i det Skarn, hvori de stod!

Han var længe mistænkt og hemmeligt hadet i det religiøst og politisk rettænkende Selskab. De Par Stanzer i "Childe Harold", der i de forsigtigste Udtryk vover en Tvivl om et Gensyn efter Døden, var blevne mødte med forkætrende Raab, og en hel Bog "Anti-Byron" skrevet imod dem. Hans fire Linjer til Prinsesse Charlotte, der med Overskriften "Til en grædende Prinsesse" blev trykte sammen med "Korsaren" og som trøster Prinsessen i Anledning af Prinsregentens politiske Omslag, bragte det mægtige Toryparti i Fyr og Flamme imod ham. Men hidtil havde han som ved et usynligt Panser været beskyttet af sin Tryllemagt; hvad Under, at man rettede den offenlige Mening imod ham nu, da der aabnede sig en Breche i hans Privatliv!

Lady Byron og hendes Familie levede selvfølgelig ganske efter Selskabets Hjerte, og det var ikke vanskeligt at gøre Den til et Uhyre, hvem en saadan Hustru saa sig tvungen til at forlade. Rygterne begyndte; Bagvaskelsen fødtes, formedes, fik Fødder at gaa paa, Vinger at flyve med og svulmede mens den fløj. Dens Stemme steg som det skildres i Basile's berømte Arie fra en Hvisken til en Susen, fra en Susen til en øredøvende Larm som Torden mellem Bjerge. Hvem kender ikke denne Koncert, til hvis Iscenesættelse Lavheden slaar sig sammen med Enfoldigheden, og under hvis Opførelse Uvidenheden synger i Kor med den bevidste Nederdrægtighed, medens Skadefryden jublende slynger sine skarpeste Triller ind i Harmonien!

Misundelsen mod Byron gik i Hykleriets Tjeneste og virkede i dets Sold. Det civiliserede Hykleri har langt ind i det nittende aarhundrede, i den religiøse Reaktions Tidsalder, været den sociale Magt, hvis Autoritet kun ved sine Midlers Art, men ingenlunde ved deres Udstrækning og Virkekraft staar tilbage for den, det sekstende aarhundredes Inkvisitionsdomstole besad. Saaledes bliver da, som Byron i "Childe Harold" siger, den offenlige Mening en Almagt,

 

der har lagt

sit Mulm om Jorden, saa hver Forskel døde

paa Godt og Ondt, saa Slægten staar forsagt

og ræd, at aandens Lys for stærkt skal gløde

og at dens Tænken-frit skal kunne kaldes Brøde.

 

Og saaledes blev, som han i "Don Juan" udtrykker det, Hykleriet en Vælde, som han maatte have 40 Præsters Kraft til værdigt at besynge.

 

Et Brøl paa fyrretyve Præsters Kraft!

o giv mig det - saa skal jeg brøle ud

din Pris, o Hykleri! og højt og lavt

din Lov skal tone - eller lad gaa Bud

og stød i Cherubim-Basuner bravt!

 

Det kunde ikke være anderledes i en Tid, der frembyder saa megen Overensstemmelse med det Tidsrum, der betegner den antike Livsanskuelses Opløsning, en Tid, i hvilken en gammel teologisk Verdens- og Livs-Anskuelse, paa alle Punkter undergravet og gennemhullet af Videnskaben, ude af Stand til at hævde sig ved sin egen indre Sandhed, nødes til at klamre sig til det højere Selskabs Vedtægts-Moral og stive denne op til det Yderste for dog at have et Holdepunkt, og i hvilken den kirkelige Myndighed og den spidsborgerlige Samfundsbevaren staar som to Vaklende, der støtter hinanden. Kaster man Blikket ud over Europas Sjælehistorie i aarhundredets Begyndelse, da tager det sig formelig ud, som om alt det Hykleri, der havde spiret hos de franske Emigranter, der var steget og steget i den tyske Romantik, og som havde taarnet sig op under Reaktionen i Frankrig, nu styrtede ned over den ene Mands Hoved.

Macaulay siger i sit Essay om Byron i Anledning heraf: "Jeg kender intet saa latterligt Skuespil som det britiske Publikum under et af dets regelmæssigt tilbagevendende Anfald af Moralitet. I Almindelighed gaar Bortførelser, Skilsmisser og Familietrætter hen uden at vække Opmærksomhed. Vi læser Skandalen, taler om den en Dags Tid og glemmer den. Men en Gang hvert sjette eller syvende aar bliver vor Dyd krigerisk. Vi kan ikke taale, at Religionens og Sædelighedens Love bliver saaledes krænkede. Vi maa danne et Bolværk mod Lasten. Vi maa vise de Letfærdige, at det engelske Folk kender Vigtigheden af de huslige Baand. Følgelig bliver en eller anden ulykkelig Mand, der i ingen Henseende er mere fordærvet end hundrede andre, hvis Overtrædelser er blevne behandlede med megen Mildhed, udpeget som Syndebuk. Dersom han har Børn, bliver de tagne fra ham; har han en Livsstilling, bliver han fordrevet fra den; de højere Klasser hilser ham ikke, de lavere hysser og piber af ham. Han bliver en Art Piskedreng, ved hvis Straf og Smerter man paa samme Tid straffer alle Ugerningsmænd af hans Art. Vi tænker saa med indre Velbehag paa vor egen Strenghed og sammenligner med megen Stolthed det høje Trin, hvorpaa Englands Sædelighed staar, med Pariserletfærdigheden. Tilsidst er da vor Forbitrelse tilfredsstillet. Vort Offer er ødelagt eller har græmmet sig ihjel, og vor Dyd lægger sig til at sove igen for de næste syv aar."

Var aarsagerne til Byrons Fald af sammensat Natur, saa var Midlet des mere enkelt, det eneste virksomme, der i saadanne Tilfælde gives: Pressen. Allerede i Anledning af hans Vers til Prinsesse Charlotte havde Bladene grebet til lave Bagvaskelser imod ham, og der var i flere af dem en staaende Rubrik for smudsige Udfald mod Byron. Nu kunde Angrebene paa hans Privatliv tumle sig frit i Kraft af den Navnløshed, som trods al den Unatur og Fordærvelse, den medfører, er herskende i den engelske Presse. Anonymitetens Betydning er i Virkeligheden kun den, at den usleste Stymper, som neppe formaar at holde den Pen, hvormed han lyver, kan sætte den offenlige Menings moralske Trompet for sin Mund og i Tusinder af Eksemplarer lade den krænkede Dyds Stemme komme tilorde. Og ikke nok med at den enkelte Navnløse bliver til Almenhed i de mange Eksemplarer, han kan tilmed som navnløs antage Hundreder af Skikkelser, skrive under alle mulige Mærker og i et Dusin forskellige Aviser, og vilde en eneste Smører være nok til at forsyne en hel Presse med lave Udfald mod en enkelt i den offenlige Menings Øjne fredløs Mand, hvorledes maatte da ikke Angrebene hagle ned over Byron, hvis Fjenders Navn var legio! Af de Skjældsord, hvormed Pressen overfaldt ham, mindedes han senere Navnene Nero, Apicius, Caligula, Hellogabal og Henrik den Ottende. Det vil sige, han blev beskyldt for alle Former af lav Grusomhed, af vanvittig Raahed, af dyrisk og unaturlig Vellyst; han blev afmalet med alle de Farver, Lumpenheden har paa sin Palet. Af hine Beskyldninger var den frygteligste den, der allerede da gik Pressen rundt og som satte Brændemærket paa det ham dyrebareste Væsens Pande, Beskyldningen for at leve i Blodskam med sin Søster. Og til alt dette ingen Mulighed for Svar. Han kunde ikke slaas med Gadesnavset, som besudlede ham.

Rygterne foer fra Mund til Mund. Da Skuespillerinden Fru Mardyn optraadte paa Drurylane-Theatret umiddelbart efter Skilsmissen, blev hun hysset og pebet ud af Scenen, fordi den rent ud af Luften grebne Sladder havde udbredt sig blandt Tilskuerne at denne Dame, med hvem Byron i Alt havde talt et Par Gange, stod i Kærlighedsforhold til ham. Han selv kunde aldrig gaa ud uden Fare. Han blev paa Gaden og paa Vejen til Parlamentet, hvor Medlemmerne lod som om de ikke kendte ham, forhaanet af den dannede Pøbel.

Da intet Forsvar var muligt, maatte han, saa stolt han end var, bøje Hovedet og vige Pladsen. Han følte, som han siger, "at naar de Bagvaskelser, man hviskede og udtalte, havde Grund, saa passede han ikke mere for England; havde de ingen Grund, saa passede England ikke mere for ham." Den femogtyvende April 1816 indskibede han sig for aldrig mere at vende levende tilbage.

Fra dette Øjeblik daterer Byrons sande Storhed sig. Edinburgherkritiken havde første Gang vakt ham til aandelig Bedrift. Dette nye Slag slog ham til Ridder. Der er ganske og aldeles ingen Sammenligning mulig mellem hvad Byron har skrevet før og efter hvad han opfattede som sin store Ulykke. Denne Ulykke sendtes ham af Historiens Genius for at rive ham ud af en bedøvende Forgudelse, og for at fjerne ham fuldstændigt fra hele den slappende Sammenhæng med det Samfund og den Samfundsaand, hvorimod det var hans historiske Kald med mere Held og mere Kraft end nogen Anden at fremmane den afgørende Modstand.

 

Noter til Kapitel 18:

*26)

Ret aldrig kan jeg glemme

Den allerførste Gang,

Da jeg min egen Stemme

Fik høre, at den sang.

Chr. Winther: "Til Een", Nr. 139.

*27) Han har skildret Rousseau i en Stanze, der synes skrevet om ham selv:

Rousseau, som Sorgens dybe Rune risted

i eget Bryst, som god et Trylleskær

om Lidenskaben og fra Smerten vristed

Veltalenhed, til Livet vaagned her,

det Liv, der gav ham Kvaler og Besvær.

Afsind endog han gjorde skønt, og tændte

en himmelsk Glans om syndig Daad og Færd

med Ord, hvis Solskinsglimt de Øjne blændte,

der, mens de skued dem, i hede Taarer brændte.

"Childe Harold" 3: 77.

(Adolf Hansens Oversættelse, en Smule lempet.)

*28) I Lady Morgan's "Erindringer" findes nogle livfulde Optegnelser af Lady Lamb om hvorledes hendes Bekendtskab med Byron blev stiftet: "Lady Westmoreland lærte ham at kende udenlands. Hun foretog sig at præsentere ham. Kvinderne kvalte ham formelig. Jeg hørte Ingenting om ham, til en Dag Rogers (for han og Spencer og Moore var allesammen mine Tilbedere) sagde: De skulde kende den unge Digter og han tilbød mig Haandskriftet til "Childe Harold". Jeg læste det og det var nok. Rogers sagde: Han har en Klumpfod og bider sine Negle. Jeg sagde: Om han var grim som Æsop, saa maa jeg kende ham. Jeg var en Aften hos Lady Westmoreland, og Damerne var alle forrykte i Hovedet over ham. Lady W. førte mig hen til ham. Jeg saa alvorligt paa ham og drejede mig om. Min Mening om ham var, som jeg skrev i min Dagbog: gal - slet - og farlig at kende. En Dag eller to gik hen; jeg sad hos Lord og Lady Holland, da han blev meldt. Lady Holland sagde: Jeg maa forestille Lord Byron for Dem. Lord Byron sagde: Det Tilbud er blevet gjort Dem tidligere; maa jeg spørge, hvorfor De vragede det da? Han bad om Tilladelse til at komme og besøge mig. Han gjorde det næste Dag. Rogers og Moore stod i Nærheden af mig, jeg sad paa Sofaen. Jeg kom just hjem fra en Ridetur. Jeg var uordenlig og hed. Da Lord Byron blev meldt, fløj jeg op, ud af Værelset for at vaske mig. Da jeg kom tilbage, sagde Rogers: Lord Byron, De er en lykkelig Mand; Lady Caroline har siddet i alt sit Smuds med os to, men da De blev meldt, fløj hun ud for at gøre sig smuk ... Fra det Øjeblik af og i mere end ni Maaneder levede han næsten i Melbourne-House. Han var Midtpunktet for al Lystighed idetmindste tilsyneladende ... Hele "bon ton" i London samledes her hver Dag. Der var intet saa fashionabelt. Byron bestræbte sig for at drive dem alle paa Flugt." - Disse med stenografisk Nøjagtighed opbevarede Ytringer giver et fortræffeligt Billede af fornemt London-Liv dengang.

 

19. Byron. Jegets Fordybelse i sig selv.

 

Da han anden Gang var bleven en hjemløs og ensom Pilgrim, optog han sin Ungdoms Rejsedigt paany. Han føjede tredje og fjerde Sang til "Childe Harold". Han satte sig tilbage i sin Ungdoms Stemninger. Men hvilken Fylde havde de ikke i Mellemtiden vundet! Den Akkord, der fra først af ansloges i "Childe Harold", det var Ensomhedens, Tungsindets og Frihedstrangens Treklang. Hver enkelt af dens Toner var nu bleven mange Gange saa klar og saa fuldtklingende.

Gennem Værkets første Halvdel gik Ensomhedens Stemning som Betingelse for Kærligheden til Naturen; allerede her hed det, at det at sidde paa Klipperne, at drømme ved Floderne, langsomt at vandre gennem ubetraadte Skove eller stirre ned i Afgrunde og Vandfald, det var ikke Ensomhed, men Samliv med Naturen; derimod at flakke om i Menneskesværmen og høre dens utaalelige Støjen uden at elske Nogen eller elskes af Nogen i den, det var at være tilgavns alene (Ch. H. 2: 25, 26). Men disse Udbrud var Erindringer om skønne Barndomsindtryk fra Skotlands Bjergegne, eller det var Drømmerier, som fremkaldtes ved Synet af Eremitens Bolig paa Athosbjerget. Det var endnu, som Ensomhedsstemningen hos Wordsworth, en Kærlighed til Naturen, der beroede paa Sky for en ukendt og fremmed Menneskeverden. Forskellen mellem Følelsen hos Wordsworth og Byron var kun den, at Wordsworth havde Landbarnets og Landskabsmalerens stumt rugende Dvælen ved Naturindtrykket, Byron Stadbeboerens higende og nervøse Kærlighed til det, og at Wordsworth søgte til Naturen i dens Ro, medens Byron elskede den mest i dens Vrede (Ch. H. 2: 37).

I Værkets anden Halvdel er Ensomhedsfølelsen en anden. Der er en dyb Forskel paa denne Trang til ensomt Samliv med Naturen, Harold følte som uerfaren Yngling, og den, han fornam som Mand, efter at hans første Jordomsejling om Menneskene og Tingene var tilende. Ikke Sky for Menneskene, men Lede ved dem drev nu Byron til at elske den stumme Natur. Et stort Samfund, det herskende Samfund i en hel stor By, der for det fremmede Øje syntes saa humant, saa fintfølende, saa rettænkende og ridderligtsindet, havde vendt sin Vrangside ud imod ham, og Vrangen er lærerig, men ikke smuk. Han havde lært, hvad Venskab man viser den Faldne, og at den eneste virksomme Kraft, paa hvilken den, der vil lægge Planer for sin Fremtid, med Sikkerhed kan regne, er de Andres Selvkærlighed og Følgerne af den. Saaledes blev han anden Gang ene med sig selv; og den Poesi, han nu skrev, er ikke for selskabelige Naturer. Men hvem der, om saa blot for en kort Tid, har lært at vende Menneskene Ryggen, kendt Ønsket at leve i Fred for dem, følt Trangen til at forlade sit Hjem eller rejse bort fra sit Land for at undgaa Skuet af Ansigterne og opsøge Skuet af fremmed Himmel og Jord - hvem der paa ensomme Veje har følt Synet af et sig nærmende Menneske som Indtrædelsen af en smudsig Plet i hans frie og rene Synskres - i ethvert saadant Menneskes Sjæl vil disse lyriske Udbrud finde Genklang.

Childe Harold er ene. Han har lært, at han mindst af Alt er skikket til at gaa i Trop med andre Mennesker, ude af Stand til at give sine Tanker ind under fremmede Tankers Herredømme eller til at give Magten over sin Sjæl til aander, mod hvilke hans gør Oprør. Hvor Bjergene stiger, der føler han sig blandt Venner; hvor Havet ruller, der er hans Hjem. Det Digt, Naturen skriver med Solstraaler paa Søen, er ham kærere end en Bog i hans Fødelands Sprog. Blandt Mennesker føler han sig som den vilde Falk, naar man har stækket dens Vinger. Men skønt han flyr fra Verden, hader han den ikke derfor; det er hverken af Misfornøjelse eller af Trods, at hans Sjæl samler sig dybt nede i sin Kilde; den frygter for at skumme over i Mennesketrængselen, hvor i et Øjeblik et Menneskes hele Lykke kan sættes til "saa at alt dets Blod forvandler sig til Taarer".

Han føler det som bedre at være alene og saaledes blive en Del af Alt omkring ham, da dog Synet af høje Bjerge er ham en velgørende Følelse, medens Byernes Summen er ham en Kval, og da Fjældet, Himlen og Havet er en Del af hans Sjæl, som han af dem, og det at elske dem hans reneste Lykke. Mindst ensom i Ensomheden aner hans Sjæl i den et uendeligt Liv, en Sandhed, som gløder den ren for Jeget. Harold har ikke elsket Verden, heller ikke elskede den ham. Han er stolt af aldrig at have smigret dens urene aande, aldrig at have bøjet Knæ for dens Guder; aldrig at have lagt sin Kind i Folder til et Smil, han ikke mente, og aldrig at have været noget Ekko, naar Mængden raabte. Han var en iblandt dem, ikke en af dem. Men han vil som aaben Fjende skilles fra den Verden, han ikke elskede, og som gengældte ham det med Renter. Han tror, siger han, hvad hans egen Erfaring end har lært ham, at der gives Ord, der har samme Vægt som Gerning, Haab, der ikke skuffer, sand Barmhjertighed, og to eller en, som er hvad de synes. (Childe Harold, tredje Sang, rundt om.)

Saaledes strømmer Ensomhedens Stemning over i Tungsindighedens. Ogsaa denne Streng var anslaaet i de første to Sange, men deres Tungsind var den rent ungdommelige Utilfredshed. En forspildt Ungdom laa bag Childe Harold og som en flegmatisk sørgmodig Hamlet stod han ved Achilles's Grav og overvejede med et Dødningehoved i sin Haand, hvad Livet og dets bedste Ry vel var værd, medens han, som da endnu ikke havde smagt Hæderens Sødme, i Virkeligheden ikke attraaede noget saa lidenskabeligt som Ry, det paa Skrømt og med tilræsonneret Filosofi forsmaaede og ringeagtede Ry. Nu har han nydt det og lært, hvor lidet nærende en Føde det er.

Hans Hjerte er som et sønderbrudt Spejl, der istedenfor ét Billede optager det samme tusindfold, og som umuligere kan glemme, jo stærkere det er brudt. Selv knækket søger han da i Naturen til det, som ved Modsætningen kan lindre hans Kval, det frie, aabne Hav, hvis Skummanke han allerede strøg som Barn og der kender ham som Hesten sin Rytter og Herre; han elsker Havet, fordi dets Flade er den eneste, der ikke kan knækkes, ja end ikke rynkes eller fures, den eneste, der endnu den Dag idag ser ud som den saa ud i Tidernes Morgen. Men Alt i Naturen minder ham om Kval og Kamp. Den fjerne Torden er ham som en Stormklokkelyd, der vækker Alt, hvad der havde lagt sig til Hvile i ham. Selv den yndige stille Nemisø forekommer ham ikke at ligne noget Fredeligt og Mildt; den synes ham "rolig som et kært Had" (4: 173).

Hans Tungsind er nu helt kolerisk. Kunde han samle al sin Lidenskab i ét Ord og vilde dette Ord udtalt forfærde og splintre som Lynet, han vilde, siger han, ikke betænke sig paa at udtale det. Alt hellere end Ro! er hans Løsen: Ro er Helvede for livfulde Hjerter; der gives en Ild i Sjælen som én Gang tændt, uudslukkelig søger at stige i stedse vildere Flammer. Det er en Feber, som er skæbnesvanger for Enhver, der nogensinde kendte den:

 

Den skaber dem, der gale selv snart alle

de Andre i den samme Galskab hilder;

Erobrere og Konger, Statsmænd, Skjalde,

Sektstiftere, hvis Higen intet stiller,

som rører op i Sjælens skjulte Kilder,

som, mens de skuffer Andre, selv bedrages -

ak, Verden! du din Avind paa dem spilder!

Saa du, hvor bittert sligt et Bryst kan nages,

af Attraa efter Ry du vilde aldrig plages.

 

Uro er deres aande, Levetiden

en mægtig Uvejrsstorm hvorpaa de ride,

til brat de synke - dog saa vant til Striden,

at dersom deres Dage skulde glide

trods Kampen hen i Skumringstimer blide,

de slappes og kun stakket Livet bærer -

ret som en Flamme, der ved Nattetide

snart flimrer ud, naar Oljen ej den nærer,

eller et ubrugt Sværd, der sløvt sig selv fortærer.

 

Ak, udbryder Harold, vi visner fra vor Ungdom af og stønner saa afsted gennem Livet, syge - syge - ingen Løn vundet, ingen Tørst slukket; endnu paa Gravens Rand viser det Blændværk sig, efter hvilket vi fra først af forgæves har jaget, for silde, altfor silde. Elskov, Ry, Ærgerrighed, Havesyge - Alt er Et, Alt lige forfængeligt og lige forrykt, Intet værre end det andet; thi det er Alt Luftsyn med forskellige Navne, og med Dødens sorte kvalmende Røg gaar Lyset ud. Ak vort Liv er kun Unatur, et Væsen, som ingen Plads har i Tingenes Harmoni, et uhyre kæmpemæssigt Gifttræ, hvis Rod er Jorden, hvis Løv og Grene er en Himmel, hvorfra i forpestede Dugdraaber Sygdom, Ulykker, Trældom og Død, al den Jammer vi ser og al den, vi ikke øjner, uophørligt dryssende falder ned!

Udaf dette rugende Mismod, som Tanken om den almindelige Elendighed (Verdenssmerte kalder Tyskerne det med et besynderligt Udtryk) uundgaaeligt lægger over Sjælen, var allerede i "Childe Harolds" første Sange "Frihedskærligheden" som Digtets tredje Grundstemning den eneste forløsende Magt, den eneste, som angav en praktisk Opgave for Livet. Allerede i Portugal havde Harold udraabt: O kunde disse Volde omgive et frit Folk, og til Spanierne sunget: Op I Spaniens Sønner! Eders Gudinde, Ridderæren kalder. Allerede dengang tilraabte han det undertvungne Grækenland, der bestandig saa sig om efter Hjælp udefra:

 

I arme, fødte Trælle! Véd I ej,

hvo fri vil være, selv maa Sværdet svinge

og bryde sig ved egne Kræfter Vej

Galler og Russer kan ej Frelsen bringe.

Jer Voldsmand kan maaske de undertvinge,

men aldrig tænde Friheds hellige Ild

paa Eders Alter ...

 

Nej, før Lacedæmons Helte staar op af Graven, før Thebens Epaminondas atter rejser sig, før Athens Sønner har modige Hjerter paany og græske Mødre atter føder Mænd, før er Trældommens Tid ikke omme! Men hans Frihedskærlighed dengang var af rent politisk Natur, det var den frifødte Englænders Harme over at se de fremmede Folkeslag ude af Stand til at afryste et Fremmedaag, som hans eget Folk umuligt kunde tænkes at ville bære.

Nu opfatter han Frihed i Ordets vide og fulde, almenmenneskelige Forstand. Nu føler han, at den frie Tanke er Udgangspunktet for alt aandigt Liv:

 

Dog lad os gruble kækt! Det er en ræd

Forsagen, Tankens Ret at lade fare,

vort eneste og sidste Tilflugtssted -

jeg vil i hvert Fald dette Ly bevare,

skønt fra vor Fødsel alt med Baand og Snare

bag Mur og Mulm man lukker Evnen inde,

at Sandhedslyset ej med altfor klare

Straaler skal i de unge Sjæle skinne.

Det nytter ej; thi Tid og Kunst kan læge Blinde.

 

Og han vil ikke blot gruble, han vil handle. Han anraaber Tiden, den store Hævner; han minder den om, at han med Ro og Stolthed har udholdt Verdens Had - og han har kendt alle Hadets Arter:

 

fra Uret og til smaalig Troløshed ...

fra den Bagvaskelse, der skummer hed,

til sagte Hvisken af de usle Smaa

og Gift af Kryb, der om paa Bugen gaa.

 

- og han slutter med Bønnen: O lad mig da ikke have baaret dette Jern forgæves i min Sjæl!

Naar han da nu atter rejser fra Land til Land, da svinder hans personlige Sorg sammen ved Skuet af Roms uhyre Ruiner, og som hin Sulpicius, hvis Følelser Chateaubriand tilranede Helten i sine "Martyrer", føler han sin Skæbnes Lidenhed i Sammenligning med den, som har bortmejet Grækenlands Byer. Han siger:

 

O Rom! mit Fædreland, du Sjælens By!

Til dig maa Hjertets Moderløse drage,

du, døde Rigers Moder! - til dig ty

og glemme deres usle Nød og Plage

...

Jeg i min Ungdom samme Vej drog hen

som Romer-Vennen af den største Mand,

Rom den Gang ejed - Marcus Tullius' Ven.

 

Og naar han, ikke tilfreds med den blotte Tankens Frihed, vender Blikket udad og sysselsættes af de store politiske Kampe, da nøjes han ikke med at gentage de gamle Opraab til de Faldne, som naar han tilraaber Venedig, at Staden har druknet aarhundreders Hæder i Slaveriets Dynd og at det var bedre, den selv var sunken i Havet end at opleve slig Skændsel; nej han vender sig kækt mod de Mægtige, mod Sejerherrerne ved Waterloo, dem han spotsk betegner som Napoleons Aber, og han ser fra Kampenes politiske Yderside hen til deres sociale Kærne.

Vistnok, siger han, har Frankrig tilsyneladende forgæves taarnet Ruin paa Ruin af ældgamle Fordomme, der har levet siden Tidernes Fødsel, og vel ser vi nu Fængsler og Troner rejse sig igen af alt dette Grus. "Men det vil ikke vare." Thi Menneskeheden har endelig lært sin egen Styrke at kende. Og har Frankrig end beruset sig i Blod, til det spyede Forbrydelser - dog Frihed! gaar dit sønderrevne Banner lig Tordenstormen imod Vinden og dine Trompetfanfarer klinger selv hendøende saa fuldt som om Genklangen af dem aldrig kunde svinde. Har Frihedstræet end nu mistet sine Blomster, og er Barken end saaret af Øksen, dog vil en ny Vaar, o Frihed! bringe dig en mindre bitter Frugt. Da har heller ikke jeg levet forgæves. Thi der er det i mig, som vil overleve Tid og Tortur, og aande, naar jeg har udaandet, noget Ujordisk, som de Andre ikke aner, men der vil bevares som den Tone, man mindes, af en forstummet Lyra! (Ch. H. 3: 82. 4: 97, 136).

Saaledes smelter i dette skønne Digt Ensomhedens, Tungsindighedens og Frihedskærlighedens Grundstemninger sammen, og saaledes udvides og uddybes Digterens Sjæleliv stedse mere, medens Digtet rykker frem fra Sang til Sang. Wordsworth havde forvandlet sit Jeg til Organ for England; Scott og Moore havde givet Skotlands og Irlands Følelser Luft i deres Sang; men Byrons Jeg er det almenmenneskelige, dets Sorger og Forhaabninger hele Menneskehedens. Da dette Jeg ret kraftigt og mandigt har trukket sig sammen i sig selv og fordybet sig i sin ensomme Sorg, udvider dets Smerte sig til Sorgen over al Menneskelivets Jammer; Jegets haarde og selvsyge Skal bliver sprængt og den dybe Frihedsbegejstring aabner sig Vej for at omfatte og løfte hele Digterens Samtid *29). Saa holder han da sin Gudstjeneste og samler sin Sjæl i Andagt. Han vrager alle "Afgudshuse", gotiske Kirker saavel som græske Templer, og ligesom de gamle Persere byggede deres Altre paa de højeste, Jorden overskuende Bjerge, saaledes bøjer han sit Hoved i Naturens store Kirke, den som bestaar af Jord og Luft *30).

 

Noter til Kapitel 19:

*29) I Martensens "Den kristelige Ethik" S. 228 hedder det om Byron, hvis Sprog den højærværdige Forfatter, der anfører Engelsk paa Tysk, ikke synes mægtig: "Men tage vi ham i hans Helhed, maa det visselig siges, at hans Tro paa det politiske Frihedsideal langtfra var saa stærk som hans Foragt for den Verden, der er saa slet, at intet Frihedsideal deri kan blive virkeligt, intet sandt Fremskridt komme istand", en Ytring, der hverken lader sig forsvare eller i det paagældende Skrift forsøges forsvaret. Byron skal dér gaa op i Begrebet "Pessimisme". I Grimur Thomsens Disputats "Om Lord Byron", et i en højst spekulativ Stil affattet Stykke Arbejde, hedder det mere sundt: De unge Digtere [i Frankrig] blev sig først ved Kendskabet til Byrons Poesi selve Revolutionens Princip, den frie Tanke [udhævet i Teksten] klart bevidste. S. 233.

*30) Maal gotiske og græske Andagssteder

og Søjler mod Naturens Tempelgrund,

mod Jord og Luft, der vidt omkring sig breder,

og vælg ej lukte Rum, der hæmmer, naar du beder.

(Ch. H. 3: 91.)

 

20. Byron. Den revolutionære aand.

 

Efter at have besøgt Valpladsen ved Waterloo, rejste Byron langs Rhinen ned til Schweiz, hvor han tog Ophold ved Genfersøen. I en af Pensionerne der traf han sammen med den fire aar yngre Shelley. Shelley havde i sin Tid sendt Byron "Dronning Mab", men den Skrivelse, der fulgte med, var gaaet tabt og saaledes havde ingen Brevveksling udviklet sig heraf; han var fjorten Dage tidligere ankommen til Stedet med Mary Godwin og med en Halvsøster til denne, Frøken Jane Clairmont, der allerede i London havde været lidenskabeligt betaget af Byron. Byrons uægte Datter Allegra var Frugten af den kortvarige Forbindelse, der nu fandt Sted mellem ham og den unge Dame.

Under Samlivet med Shelley modtog Byrons aand nogle af de stærkeste og dybeste Indtryk, for hvilke han var modtagelig. Det første store Indtryk var det af Shelley's Personlighed og Livsanskuelse. For første Gang i sit Liv stod Byron overfor en helt moderne og helt frigjort aand. Trods al sin geniale Evne til at tilegne sig hvad der stemmede med hans Natur havde han kun faaet en halv, literær og filosofisk, Dannelse og bestandigt mere maattet lade sig lede af Sympatier end af Overbevisninger. Nu traadte Shelley ham imøde, gennemglødet af en Apostels Begejstring, længst ude over alle Tvivl, som en sand Humanismens Præst. Hverken det adspredte Liv i Londons Selskabssale eller det knugende Tryk af tunge Skæbner havde undt Byron Sindsro til at gruble synderligt over Tilværelsens Grundspørgsmaal eller over Menneskehedens Omdannelse; han havde været altfor sysselsat med sig selv. Nu mødte han lige paa det Punkt i sin Digterbane, da Jeget i ham begyndte at tø op, den aand, som døbte med Ild. Hans Sjæl aabnede sig helt for den nye Paavirkning, og i en Række af de Skrifter, han nu fuldførte, spores den meget tydeligt. De mange naturforgudende (panteistiske) Udbrud i tredje Sang af "Childe Harold" er uden Tvivl alle Frugter af Samtalerne med Shelley, fremfor Alt er det skønne Sted om almægtig Elskov som Naturens aand (3: 100) et Udtryk for Shelleys Lære om Kærlighed og Skønhed som hemmelighedsfulde, Verden omspændende Magter. I en af sine Dagbogs-Optegnelser gaar Byron i disse Dage endog saa vidt i Shelley'sk Naturdyrkelse, at han betegner den Stemning, der omgiver Clarens og Meillerie, Sceneriet for Rousseau's "Héloise", som en, der er "af højere og mere omfattende Art end Deltagelsen for en enkelt Lidenskab." "Det er, siger han, Følelsen af Kærlighedens Tilværelse i dette Ords højeste og mest udstrakte Betydning og af vor egen Deltagen i dens Goder og Hæder; det er Verdensaltets store Ophav, som her er mere fortættet tilstede end andensteds. I dette taber vi, skønt vi véd, at vi har Del deri, vort personlige Jeg, medens vi gaar op i det Heles Skønhed." En yderligere Paavirkning af Shelley lader sig eftervise i aandescenerne i "Manfred" og især i dette Dramas tredje Akt, hvis Omarbejdelse foretoges paa Shelley's Raad. Endelig havde "Kain", selv om Shelley, som han paastaar, ingen umiddelbar Del har havt i denne Digtnings Komposition, ganske sikkert ikke faaet det Præg, som Digtet har, hvis man kunde tænke sig Shelley ude af Byrons Liv.

De to Digtere besøgte Chillon og den hele Omegn i Forening, og saaledes modtog Byron det andet store Indtryk, som skulde indvirke paa hans Frembringelsesdrift, Indtrykket af Alpekæden. Det var en Lise for ham, der saa nylig havde indaandet Dunsten af engelske Selskabssale, at lade Øjet hvile paa den evige Sne og skyhøjt over Menneskevrimlen betragte Alpernes snebedækkede Skalper. Hans poetiske Forgænger Chateaubriand afskyede Alperne; deres Storhed virkede trykkende paa hans Forfængelighed; Byron følte sig hjemme imellem dem.

"Manfred", hvis sandeste poetiske Værd maa søges deri, at det er et Alpelandskab og et Alpelandskab uden Mage, er umiddelbart fremgaaet af Naturindtrykkene. Taine har ladet sig henrive til det stærke Udtryk, at Byrons Alpeaander i "Manfred" kun er Teaterguder; men Taine kendte, da han skrev dette, ikke selv Schweiz.

I ingen Omgivelser ligger Overgangen nærmere end her til at personliggøre Naturen. Selv en almindelig Rejsende fristes dertil. Jeg erindrer, at jeg en Aften paa Rigi Kulm stod og betragtede de smukke Søer ved Bjergets Fod og de smaa Skyer, der helt nede ved disses Spejl drev afsted over dem. Da rullede paa en Gang langt ude fra Horisonten en lille hvid Klump. Da den et Minut efter naaede Pilatus, var den en uhyre Taagemasse. Med rivende Fart bredte den sig over Himlen og kastede sin Skykaabes milevide Flige ud til begge Sider. Den sænkede sig ned over Søernes Flade, indhyllede Klippespidserne, red paa Bjergryggene, fordybede sig i Kløfterne, spredte saa endnu engang sine Flanker, hvirvlede som Røg mod Himlen, sank som Bly over Byerne, udslukte alle Farver og flød som Graat i Graat. Sneens Hvidhed, Træernes Grønt, Solskyernes tusinde Glimt og Farver oversvømmedes i et Øjeblik og var borte. Blikket, som nylig strejfede frit hen over den umaadelige Flade, heftede sig uimodstaaeligt tiltrukket alene ved den uformelige Masse, der hastigt flyvende og mægtig som en Klode i dens tidligste Tilstand foer ind imod Beskueren. Det var som himmelske Hærskarer, som hundrede Tusinder af luftige Ryttere, der i sluttet Trop kom susende paa vingede, lydløse Heste, uimodstaaeligere end nogen jordisk Hær, sporløst udslettende Alting bag sig som Asiens Horder og Attilas Hunner. En Nordbo maatte uvilkaarligt tænke paa Vanernes Tog. I det Øjeblik Skyen naaede Kulmens Rand, tabte de Yderststaaende sig for Synet, flere og flere blev borte i den, saa slyngede den sig klam og tætfavnende om hver Enkelt, lukkede Munden til paa En og lagde sig om Brystet.

Det er Natursyn af denne Art, som har afgivet Stoffet til de aandesyner, der overfalder Manfred. Afsnit efter Afsnit af Byrons Dagbøger er gaaet over i hans Digt og ikke sjældent er Udtrykkene i deres første løse Formning nok saa gribende som i Digtet. "Ankom til Grindelwald. Spiste til Middag. Red op til den højere Isbræ - den lignede en frossen Orkan. [I Manfred staar for Versets Skyld: en frossen Storm]. Stjernelyst, skønt, men en Pokkers Sti ... en Smule Lyn, men Dagen i det Hele saa skøn som den Dag, hvorpaa Paradis blev skabt. Gik gennem hele Skove af visnede Graner, alle visnede, Stammerne skrællede og barkløse, Grenene livløse; dette gjort af en enkelt Vinter - deres Udseende erindrede mig om mig og mine." Alle disse Udtryk forekommer let omformede i Digtet.

Men hvor rige paa Udbytte nu end Byrons og Shelleys fælles Udflugter var, saa blev de dog paa mange Maader forbitrede dem. Deres rejsende Landsmænd plagede dem overalt med deres Nysgerrighed og trængte endog med utrolig Frækhed ind i Byrons Hus. Blev de holdt ude derfra, stod de med Kikkerter langs Kysterne og Vejene for at gøre deres Iagttagelser, kiggede over Havemuren og bestak Hotelopvartere, som senere i Venedig Gondolførere, for at erfare Skandale. At Byron og Shelley levede iflæng med to Søstre var det første Rygte, man bragte i Omløb, og alt som de to Digtere i Folkesnakken forvandledes til menneskevordne Djævle, antog disse Rygter et stedse mere modbydeligt Præg. Man kan da ikke undre sig over, at da Byron en Dag paa Coppet traadte ind i Fru de Staeuml;ls Dagligstue, faldt en engelsk Dame, en gammel gudfrygtig Romanforfatterinde, Fru Hervey, i Afmagt, saasnart hun hørte Navnet, som om hun, siger Byron, havde set selve "hans sataniske Majestæt" komme anstigende.

Hvis vi ret vil forstaa aarsagen til denne os nu saa latterlige Rædsel for Byrons Person, da føres vi til det sidste store Indtryk, Byron under sit Ophold ved Genfersøen modtog, nemlig det af en bestemt Bagvaskelse, der var bleven udspredt om ham i England, hvis Beskaffenhed og Udbredelse nu først blev ham klar. Det er den samme, om hvilken Fru Beecher Stowe i Slutningen af Tredserne meddelte Verden at hun havde modtaget den som fortrolig Meddelelse af Lady Byron, "medens en himmelsk Glans omgav denne Dames æteriske Ansigt", Historien om det forbryderiske Forhold mellem Byron og hans Søster, Augusta Leigh. Denne Historie var i aarenes Løb bleven til en saa fiks Ide hos Lady Byron, at hun, som et 1869 udgivet Skrift "Medora Leigh" udviser, end ikke tog i Betænkning at meddele en Datter af Augusta, der i Nød henvendte sig til hende, at hun, Medora, ikke var en Datter af Oberst Leigh, men af Lord Byron og hans Halvsøster. Hun erklærede samtidigt, at hun stedse skulde sørge for hendes Underhold, Noget hun ganske forsømte at gøre.

Om denne Beskyldning har Byron i det Øjeblik, han forlod England, øjensynligt Intet eller saa godt som Intet vidst. Han har vel neppe læst alle Avisartikler imod sig. Han siger selv: "Først temmelig længe efter min Afrejse blev jeg underrettet om mine Fjenders hele Fremgangsmaade og Sprog. Mine Venner burde have sagt mig meget, som de fortiede for mig." Først i Schweiz fik han gennem en Ven Alt at vide. Herved forstaas ogsaa først ret de fra Schweiz til Augusta rettede Poesier. Saaledes hedder det i Ch. H. 3: 55: "Og et mildt Kvindehjerte var forbundet med hans ved stærkere Baand end dem, Kirken knytter. Den Kærlighed var ren, skønt ikke viet. Den bestod Prøven af det dødeligste Fjendskab og blev end fastere hærdet i en Fare, der er rædselsfuldest i Kvinde-Øjne. Hendes Hjerte var fast, som hans tungt, da han sendte hende denne Hilsen fra en fremmed Kyst." Stanzerne til Augusta indeholder lignende Udtryk, og Linjen: "Skønt bagvasket kunde du aldrig vakle" (i det andet af Digtene til hende) viser, at ogsaa hun vidste om disse skændige Rygter.

Først nu er ogsaa det i Schweiz indtrufne pludselige Omslag i Byrons Stemning imod Lady Byron forklaret. Han der i den første Tid efter Skilsmissen sagde, at han neppe troede, der fandtes "et muntrere, bedre, elskværdigere, behageligere Væsen end hendes" og som gav sin Voldsomhed og Ubetænksomhed al Skylden, ser nu kun Skyggesiderne ved hendes Karakter, og det er under det nu skildrede overvældende Indtryk, at han begynder den stygge Krig mod en Kvinde, der ellers maatte synes saa uværdig, og udkaster det haarde Portræt af hende som Donna Inez i første Sang af "Don Juan".

Det afgørende og i Sandhed knusende Bevis mod Lady Byron kom for Dagen i Oktober 1869 i "Quarterly Review". Der blev nemlig syv Breve og Billetter trykte, som Lady Byron efter Bruddet med Byron har skrevet til Fru Leigh, og som strømmer over af Ømhed og kærlige Forsikringer. Det er hende "en stor Trøst" hedder det heri, at Fru Leigh er sammen med hendes Mand; hun maa vel nu give Afkald paa Retten til at kalde "sin dyrebareste Augusta" sin Søster, dog haaber hun, at dette ikke vil gøre Skaar i den Godhed, Fru Leigh altid har næret for hende. "I dette Punkt idetmindste (!), skriver hun, er jeg Sandheden selv, naar jeg siger, at hvilken end min Stilling maatte blive, gives der Ingen, hvis Omsorg er mig dyrebarere eller mere kan bidrage til min Lykke. Disse Følelser vil under ingen Omstændigheder kunne forandres. Skulde du fordømme mig, vil jeg dog ikke elske dig mindre for det." Saaledes har Lady Byron skrevet til den, hvem hun mange aar efter har stemplet som den Skyldige, der drev hende ud af hendes Mands Hus. Ja, hvad mere er, den venskabelige Brevveksling mellem Lady Byron og Fru Leigh varer lige til Byrons Død. Endnu Byrons sidste ufuldendte Brev begynder med de Ord: "Min kæreste Augusta! For faa Dage siden modtog jeg din og Lady Byrons Beretning om Adas Helbredstilstand." Og nu skulde vi tro, at Lady Byron hele sit Liv igennem har betragtet Augusta, der vedblev at være det forsonende Mellemled mellem Ægtefællerne, som den unaturlige Forbryderske, der var medskyldig i hendes Livs Ulykke. Hvilket Kaos af Løgn og Vanvid!

Vanvid er det rette Ord, thi - som "Quarterly Review" har bemærket - ligesom Lady Byron fra først af ikke kunde finde nogen anden Forklaring for sin Mands Handlemaade end Afsind, saaledes kan vi nutildags ikke forklare os hendes anderledes end som Sindssygdom. "Men der er en mærkelig Forskel mellem hendes og Byrons Sygdom. Han overdrev paa sygelig Maade sine Fejl, hun sine Dyder. Hans Galskab bestod i at ville være en umulig Synder, hendes i at ville være en umulig Helgeninde. Han gjorde i sine afsindige Stemninger alt muligt for at sværte sit Ry, og hun tog hans Selvanklager, der ofte kun var daarlige Vittigheder og Forsøg paa at bilde hende noget ind, for fuldt Alvor. Meddelelserne af hendes Sansebedrag gik derimod ud paa at undergrave deres Navn og Rygte, der stod hende nærmest og som burde have været hende dyrebarest. Hvilken af disse aandsforvildelser var vel her den farligste og mindst elskværdige?" (note: Quarterly Review Okt. 1869. Smlgn. Karl Elze's udmærkede Skrift Lord Byron S. 179.)

Byrons sidste Indtryk i Schweiz var da Trykket af den forfærdelige Bagvaskelse, hvorunder han vaandede sig. Hans Tanker drejede sig selvfølgelig atter og atter om den, og paa Kunstnervis gav han sig til at digte sig dybere og dybere ind i den. George Sand har etsteds i et Brev til Sainte-Beuve skildret sin Natur og Digter-Naturen i det Hele med et Par raske Træk. Talen er om Filosofen Jouffroy, der har ønsket at forestilles for hende, men hvem hun nærer nogen Frygt for som en altfor streng og altfor lidet aandssmidig Moralist. Hun skriver: "Jeg har nu og da sagt ved mig selv: Skulde det ikke være tilladt at spise Menneskekød? De har sagt ved Dem selv: Der gives maaske Folk, som er i Tvivl om, man ikke turde spise Menneskekød! Jouffroy har sagt ved sig selv: Den Idé er aldrig faldet noget Menneske ind o. s. v." - dybe Ord, der i sig indeholder en Begrebsbestemmelse af Digterens Væsen i Modsætning til Iagttagerens og til Moralistens.

Den stærke Trang til at tillade sin Indbildningskraft og sit Grubleri ethvert Eksperiment; Driften til at gruble og fantasere over hvad Menneskene i Almindelighed frygter og skyr, var i høj Grad udpræget hos Byron. Den bekendte Anekdote, der har vakt saa stor Forfærdelse, at han engang med en lille Kniv i Haanden udbrød: Jeg gad vide, hvorledes En er tilmode, naar han har begaaet et Mord! har ingen anden Betydning. Det fristede ham at gruble sig ind i den Skyldbevidsthed, der fulgte med en forbryderisk Kærlighed, ikke mindre end at digte sig ind i den, der følger paa Mord. Hans tidligste Helte som Giauren og Lara har begaaet et hemmelighedsfuldt Mord, og det er bekendt nok, at man uden videre paaduttede Byron denne hans Heltes Forbrydelse, ja at selv den gamle Goethe af Folkesnakken lod sig forlede til i sin Anmeldelse af "Manfred" at berette som "højst sandsynlig" den barnagtige Ammestuehistorie om at Byron i Florens (hvor han komisk nok i Alt har været én Formiddag) havde havt en Kærlighedshistorie med en ung Kone, hvem Manden dræbte, og hvis Død Byron atter hævnede ved at berøve hendes Drabsmand Livet. Ganske som man tidligere troede at finde Beviset for hans Mordgerninger i Laras tragiske Miner, saaledes har man i vore Dage villet se et Bevis for hans Incest i Manfreds Fortvivlelse og i Kains Ægteskab med sin Søster. Det kan ikke undre, at Byron og Moore engang paatænkte at forfatte en fantastisk Biografi af Lord Byron, i hvilken han skulde have forført saa mange Medlemmer af det ene Køn og myrdet saa mange Medlemmer af det andet, at man kunde haabe at stoppe Munden paa alle øvrige Anekdotsamlere ved Overbydelsen. De opgav kun Planen af Frygt for at Publikum skulde tage Spøgen for Alvor.

Mangen Samtale mellem Shelley og Byron har da rimeligvis af let forstaaelige Grunde drejet sig om Kærlighed mellem Broder og Søster, saameget mere som det samme golde Spørgsmaal ogsaa sysselsatte den yngre Digter. Byron opirrede især den Omstændighed, at de Fromme tog saa stærkt paa Vej i den Anledning, da de dog selv foredrog som Troesartikel, at Menneskeheden som nedstammende fra et eneste Par havde formeret sig gennem Søskendeparring. Derfor betoner han i "Kain", at Kain og Adah er Søskende, og lader Lucifer forklare Adah, at hendes Elskov til Broderen ikke er Synd, men at den hos Efterkommerne vil være det, hvortil Adah meget logisk svarer: Hvad er Synd, som ikke er Synd i sig selv? hvad gør en ydre Omstændighed til Sagen?

Af alle de nu antydede sjælelige Elementer fremgik "Manfred" og "Kain". Det første af disse Værker er det mindst betydelige af de to og taaler visselig ingenlunde den Sammenligning med Goethes "Faust", hvortil det indbyder og som saa tidt er anstilt. Goethe selv siger, at der kunde holdes en smuk Forelæsning over den, men den er nu holdt ofte nok, neppe nogensteds med større Oprindelighed og Talent end af Taine.

Kun i et enkelt Punkt hæver "Manfred" sig over "Faust". For Kritikeren angiver Intet en bedre Værdimaaler for et Værks forskellige Partier end den Omstændighed, hvad det er, han efter aars Forløb har bevaret i sin Erindring af det, og jeg véd med Vished, at det Eneste, jeg efter i et aarstid ikke at have læst "Manfred", fandt i min Erindring, var Scenen, hvor han, som dog dømmer sig selv saa strengt, i sit Dødsøjeblik, efter at have afvist Abbeden og hans Trøst, med fast Stolthed og dyb Foragt viser de onde aander bort, med hvem han intet har tilfælles og som han aldrig har givet ringeste Magt over sig. Modsætningen til Faust, der sælger sig til Mefistofeles og synker i Knæ for Jordaanden, er her slaaende. Den engelske Digter har havt et Ideal af selvstændig Manddom for Øje, hvortil den tyske ikke har hævet sig, og hans Helt er ligesaa typisk Mand som Goethes Helt er Mennesketypen. Ene i Døden som i Livet er han uden Samkvem med Helvede som uden Forhold til Himlen. Han er sin egen Anklager og sin egen Dommer. Hele Byrons mandige Moral ligger heri. Paa de ensomme Højder hinsides Snelinjen, hvor menneskelig Svaghed og Blødhed ikke mere trives, der aander hans Sjæl først let, og Alpelandskabet danner sig naturnødvendigt til Ramme om den med dets strenge Vildhed beslægtede Hovedperson.

Men i "Manfred" kommer kun den selviske Side af Byrons Digtersjæl frem. Hans almenmenneskelige Deltagelse udtales for første Gang helt i Manfreds Modstykke, "Kain". "Kain" er Byrons Troesbekendelse, det vil sige: Bekendelsen af alle hans Tvivlsmaal og al hans Kritik. Naar man betænker, at han hverken som Shelley og Tysklands store Digtere ad Tænkningens Vej havde tilkæmpet sig en fri, human Verdensanskuelse, eller som vore Dages Forfattere havde en videnskabelig Naturkundskab og en videnskabelig Kritik af de bibelske Oldskrifter bag sig som Forudsætning for alle Grublerier og Drømmerier over Fortidens og Nutidens Livsbetragtning, saa maa man med Beundring studse over den Kraft og Alvor, hvormed han her greb alle de største Livsspørgsmaal.

Som privat Personlighed var Byron visselig ligesaa ufærdig i sit Fritænkeri som han var dilettantisk i sin Politik. Hans klare Forstand oprørtes ved Tro paa det Fornuftstridige; men han var som de fleste store Mænd i aarhundredets Begyndelse, det vil sige: før Religions- og Naturvidenskabens Udvikling, paa én Gang tvivlende og overtroisk. Han havde faaet Lede ved Religionen alt som Barn; Moderen slæbte ham regelmæssigt i Kirke, og han hævnede sig ved at stikke hende med Knappenaale, naar han kedede sig for stærkt. Som Yngling opirredes han ved den engelske Kirkes stive Bogstavtro med dens 39 Artikler og skrev i sit "Memorandum", at det var ligesaa unyttigt at forbyde Fornuftundersøgelsen som at tilraabe en Vaagen: Vaag ikke, men sov! Troen paa et evigt Helvede var ogsaa Genstand for hans evige Løjer. Han skriver til Moore 1822: "Husker De Frederik den Stores Svar paa Klagen fra den Bondemenighed, hvis Præst havde præket mod Helvedkvalernes Evighed. Det lød saaledes: Hvis mine tro og kære Undersaatter i Schrausenhausen foretrækker at blive evigt fordømte, saa staar det dem frit for." Og frygteligt var det for Byrons Landsmænd i "Don Juan" at se "gammel Rhum og sand Religiøsitet" anførte som de bedste Beroligelsesmidler for ophidsede Gemytter. *31)

Han afskyede Præsterne. Trelawney anfører den Ytring af ham: "Naar har Præsterne beskyttet Geniet? Saasnart En af deres sorte Bande vover at tænke, bliver han trommet ud som Sterne eller Swift" og Moore anfører dette Udbrud: "De Skurke af Præster har gjort Religionen mere Skade end alle de Vantro." Men med alle sine Vittigheder og alle sine Udfald var han usikker. Han vovede ikke at give de Resultater sit Minde, hvortil Shelleys Overvejelser havde ført ham, og han lod sin lille uægte Datter opdrage i et Kloster, for at ikke Barnet skulde paavirkes af Shelleys og hans Hustrus fritænkerske Samtaler. Et smukt og betegnende Brev fra Shelley er et afgørende Vidnesbyrd om Byrons Usikkerhed. "Lord Byron, skriver han, har læst et eller to Breve fra Moore for mig, hvori Moore taler meget venligt om mig, og jeg kan kun føle mig smigret ved Bifald fra en Mand, hvis Overlegenhed over mig jeg er stolt af at erkende (!). Men Moore synes at frygte min Indflydelse paa Byron i religiøs Henseende og at tilskrive den Tone, hvori "Kain" er holdt, en Paavirkning fra mig ... Jeg beder Dem forsikre Moore, at jeg ikke har den ringeste Indflydelse paa Lord Byron i saa Henseende; hvis jeg havde, vilde jeg visselig anvende den til af hans Sjæl at udrydde Kristendommens Blændværk, der tiltrods for hans Fornuft stadig synes at kunne vende tilbage og ligge i Baghold for Sygdommens og Ulykkens Timer. "Kain" var undfanget for mange aar siden og begyndt, før jeg saa Byron i Ravenna. Hvor lykkelig vilde jeg ikke have været, om jeg havde kunnet tilskrive mig om og kun indirekte nogen Del i dette udødelige Værk!"

Vi ser saaledes, at Byron som Privatmand ingenlunde var naaet til en principfast Livsanskuelse. Men desto mærkeligere er det at iagttage, hvorledes i hans poetiske Frembringen hans Geni river ham med sig, gør ham stor og sejrrig i sin Tankegang og lader ham med fuldendt Sikkerhed ramme de afgørende Punkter. Og der fandt en sand Omvæltning Sted i europæisk Poesi, som i 1821 sad til Halsen i Bibeltro og religiøs Fordummelse, da "Kain" kom ud som et Budskab om Oprør; Indtrykket kan kun sammenlignes med det, Strauss's "Leben Jesu" 14 aar senere frembragte i den videnskabelige Verden. De store tyske Digtere havde i deres frie Hellenisme ladet aabenbaringstroen ligge urørt. Her rejste sig en anden, mindre frigjort Digter, der sad indeklemt i Dogmeburet, men gik rundt deri som et fanget Rovdyr, ruskende i Burets Stænger.

"Kain" er ikke skrevet med Inspirationens Hast, Stykket stormer og tordner ikke. Byron har her forstaaet at gøre, hvad der for voldsomme Sjæle er det vanskeligste og Indbegrebet af al Moral: at "kanalisere" sin Lidenskab, det vil sige at frugtbargøre dens blinde Strømme. Stykket er et Grublerværk. Det er et Værk af langsomt borende og hulende Overvejen, af sønderdelende Skarpsindighed og splintrende Tænkerevne. Intetsteds gælder som her om Byron, hvad Goethe lader ham sige som Euphorion i anden Del af "Faust", at det let Erhvervede er ham imod og at kun det Tiltvungne glæder ham. Men aandens hele hamrende og knusende Maskineri, der her tilsyneladende virker saa behersket, er sat i Svingning af en antændt og mægtigt brændende Indbildningskraft, og inderst inde er her en Sjæl som hulker. Byrons Tro er kommen ham til Hjælp lige saa vel som hans Vantro. Med fuld digterisk Troskyldighed gaar han ind paa det gammel-testamentlige Sagn, som det foreligger. Han behandler Sagnskikkelserne ikke som Sindbilleder, men som Virkeligheder, og han er ærlig, idet han gaar saaledes tilværks. Det falder ham let; thi hans Tvivl bevæger sig ogsaa indenfor hans Digtning bestandig paa Overleveringens Grund og har den til Forudsætning. Tilmed var han gammeltestamentlig i sin aandsretning og sit Sjæleliv. I hans Indre dirrede Klageraab som Hjobs, da han fik Trøst og Tilrettevisning hos sine Venner, i hans Hjerte lød dumpt ved Dag og Nat Hævnraab som Salmernes. De hebraiske Melodier er Vidnesbyrd om, hvor naturligt det jødiske Klædebon passede for hans Følelses Former.

Idet Byron nu altsaa med fuld Troskyldighed gaar ind paa Overleveringen og foreløbigt krumbøjer sin Fornuft under dens aag, ser vi i hans Digt den menneskelige Fornuft vride sig under dette aag, rejse sig imod det, martres af Braadden og stampe mod Braadden. Og hvad der gør dette Skuespil end mere tiltrækkende er, at hin menneskelige Fornuft er ung og nyfødt. Paa den sande Digter virker Solens Opgang saa stærkt som saa han den gaa op paa Skabelsens første Dag; hos Byron havde alle Tvivl og Spørgsmaal en saadan Friskhed, at de kunde lægges den første Spørger og Tvivler i Munden. Til at forme disse Tvivlsmaal og Klager udfordredes der intet Ringere end den hele lange Række af menneskelige Slægtled, der havde sukket og vaandet sig under Livets Grusomhed og nedarvede Sagns Fornuftstridighed. Men idet aartusinders ophobede Vaande, den stedse forøgede Kval ved at føle den frie Menneskefornuft sammenskruet paa Troens Pinebænk, her er lagt den første Oprører i Munden, udtales Alt af ham saa oprindeligt og simpelt som var Millioners Tankearbejde allerede udført af den første tænkende Hjerne. Denne mægtige Modsigelse er den første, som griber i Digtet.

Den Del af Dramaet, i hvilken dels alle de indre Uoverensstemmelser i den jødisk-kristelige Overlevering, dels dennes Uoverensstemmelse med Fornuften blottes, det skjult-angribende Parti deri er vel for os nutildags af temmelig ringe Interesse; Menneskeheden har gjort saa mange Skridt frem siden 1821, at al den Spidsfindighed, der anvendes paa kritisk at kløve første Mosebogs Teologi, for os omtrent tager sig ud som Fejde mod Troen paa Varulve. Men i Virkeligheden er disse Angreb jo kun tilsyneladende at tage bogstaveligt, Byron vilde selvfølgeligt ikke skrive gudsbespotteligt, ikke haane et Væsen, han selv betragtede som det højeste, altomfattende. Hvad Kain bekæmper er i Virkeligheden kun den Tro, at Naturens Orden er af sædelig Natur, at det Gode istedenfor at være et af Menneskelivets Formaal skulde være Menneskelivets Forudsætning. Man maa erindre, at det menneskelige Sprog er fuldt af Ord, som Fortiden har dannet og som Eftertiden er nødt til at bruge, da Sproget ikke har andre, skønt vi fortolker dem om og om. Saadanne Ord er f. Eks. Sjæl og Legeme, Evighed, Salighed, Paradiset, den første Fristelse, den første Forbandelse o. s. v., og Byron har i sit Digt beholdt alle første Mosebogs Udtryk. Saaledes virker hans Drama ved denne anden tankevækkende Modsigelse, at alle de gamle teologiske og barbariske Ord er beholdte, saa at der bestaar en uafbrudt indre Strid mellem Digtets aand og dets Bogstav. Denne anden Modsigelse ryster de Læsere, som den første har skræmmet op *32).

Men til Opvisningen af den almindelige Gudstros Fladhed svarer i dette Drama den lidenskabelige Udtalelse af Mennesketilværelsens uendelige Jammer. Ikke Pessimisme, som man med et tomt og intetsigende Ord har kaldt det, men den dybe Følelse af den ubortdisputerlige menneskelige Elendighed ligger til Grund. Langt dybere i Byrons Sjæl end Bitterheden mod den Verdensmagt, som kun skaber for at ødelægge, ligger Nødvendighedsfølelsen af Alles Medlidenhed med Alle, Medfølelsen med al den Kval hvorpaa det er umuligt at raade Bod, men som det er umuligt ikke at fornemme. "Kain" er en Tragedie om det Grundtragiske, at Mennesket fødes, lider, bliver skyldigt og dør.

Byron begrunder det bibelske Sagn: Adam er tæmmet, Eva er kuet, Abel er en blød og lydig Dreng; Kain er den unge Menneskehed, som grubler, spørger, attraar og kræver. Han skal deltage i Takkebønnen. Hvorfor prise og takke? For Livet, skal jeg da ikke dø? For Livet, har jeg da ønsket at leve? For Livet, er jeg da endnu i Edens Have? - Med hvad Ret lider jeg? For Adams Brøde? Hvad angaar Adams Brøde mig? Hvorfor fristedes han til at forsé sig? Af hvad Grund plantedes Træet, om ikke for hans Skyld? Hvorfor sattes det som det skønneste midt i Haven i hans Nærhed, hvorfor friste Uskyldigheden ved at pirre dens Nysgerrighed? Var det godt, fordi Gud vilde det? Er det et Svar?

Kan den Gode skabe det Onde og hvad Andet har han skabt? Og hvis det Onde fører til det Gode, hvorfor da ikke straks gøre det Gode? I tusindfold Elendighed har han nu mangfoldiggjort sig selv, og endda er han salig. Hvorledes kan man være lykkelig, naar man er det alene; salig, naar man er den eneste, der er det? Og ene er han, den ufattelige, utilintetgørlige Tyran.

Vi er Intet overfor ham. Vel! Da vil jeg idetmindste ikke hykle Tilfredshed med mit Intet og ikke synes fornøjet med min Kval. Krig af Alle mod Alle og mod alle Ting, og Død for Alle og Sygdom for de Fleste, og Pinsler og Bitterhed, det er Frugterne af det forbudne Træ. Er Menneskets Lod saa ikke elendig? Eet Gode gav Skæbneæblet kun: Fornuft. Men hvem kan være stolt af en Fornuft, der er lænket til et legemligt trællende Stof og til elendige Behov i et Væsen, hvis højeste Lyst er en sød Selvfornedrelse, et afkræftende og smudsigt Blændværk! Ikke Paradiset, men Døden fik vi i Arv paa denne usle lille Jord, Sædet for Skabninger, hvis højeste Lykke skulde have bestaaet i at leve blinde i Uvidenhedens Eden, hvorfra Kundskab var banlyst som Gift. Og nu Tanken, at al denne Elendighed skal forplantes og nedarves! At skue de første Taarer og gysende begribe, hvilke Have der vil flyde! Var det da ikke bedre at slynge det spæde Barn mod Klippen og dræbe det straks for at standse Jammerens Kilde i dens Udspring? Var det ikke uendeligt bedre, om Barnet aldrig var blevet født? Hvorfra faar Nogen Mod til at sætte Børn ind i en saadan Verden? Og for denne Tilværelse skal jeg opsende Takkebønner.

Dette er Stemningen i Kains Sjæl, da han tvinges til at skride til Offer, og udviklet er den bleven hos ham ved Lucifers Tale. Thi Lucifer foretrækker Marter for Kryberi med Hymner og Harper. Denne Lucifer er ingen Djævel. Han siger selv: "Hvem vilde gøre det Onde for det Ondes Skyld! Ingen; men det er Surdejen for alt Levende og Livløst." Han er heller ingen Mefistofeles; paa en enkelt svag Spøg nær er han strengt alvorlig. Nej denne Lucifer er virkeligt Lysbringeren, Videnskabens Genius, Kritikens stolte og trodsige aand, Menneskets bedste Ven, styrtet fordi han ikke vilde krybe eller lyve, men ubøjelig fordi han er evig som sin Fjende. Han er Frihedens aand. Men ejendommeligt nok! Han er ikke den klare og aabne Kamp for Friheden; men Friheden, som den besjæler Sammensvorne, mørk og skummel, vandrende lydløst ad forbudne Veje, en Frihedstrang som den, der i 1821 besjælede alle Europas fortvivlende unge Frihedsmænd.

I sin Bog "Retfærdigheden i Revolutionen og Kirken" udraaber Proudhon til Erkebispen af Besancon: "Friheden, det er Eders Antikristen, o kom Satan, du af Præsterne og Kongerne Bagvaskede, lad mig omfavne dig, lad mig trykke dig til mit Bryst! Dine Værker, o du mit Hjertes Velsignede, er ikke altid smukke eller gode; men de alene giver Verdensaltet en Mening. Hvad vilde Retfærdigheden være uden dig? Et Instinkt. Fornuften? En Vane. Mennesket? Et Dyr." Den saaledes forstaaede Satan er ikke andet end den frie Kritik og var Byrons Poesi bleven opkaldt efter den havde den kunnet bære Navnet "den sataniske" uden Skam. Ved Lucifers Hjælp bliver Kain et aandedrama; thi Lucifer fører sin Lærling gennem Rummet, viser ham alle Verdener med deres Beboere, Dødens Rige og de i Fremtidens Taager hvilende, endnu ufødte Slægter. Af Kain fordrer han hverken blind Tro eller blind Underkastelse. Han siger ikke: Tvivl paa mig, og du synker - tro, og du bæres oppe! Han gør ikke Troen paa sig til Betingelse for Kains Redning og fordrer hverken Knæfald eller Tak. Han aabner Kains Øjne.

Saa vender da Kain tilbage til Jorden og den første Oprører lader den første Drabsmand alene som Bytte for sin fortærende Tvivl. Der skal ofres, og han skal vælge et Alter. Hvad er Altrene for ham? Sten og Grønsvær. Han som afskyr Lidelsen, vil ikke slagte uskyldige Dyr til en blodtørstig Guds Ære, han lægger Frugter paa sit Alter (note: Shelleys Indflydelse er paa dette Punkt øjensynlig). Abel beder sin fromme Bøn efter Snoren. Han skal ogsaa bede. Hvad skal han sige? "Gud, behøver du Ofre for at stilles tilfreds, saa tag mit! holder du af Blod, maa du søge Abels. Han, der rejste dette Alter, er som du skabte ham. Han begærer Intet, som man vinder ved Knælen."

Da slaar Lynet ned i Abels Offer, og den himmelske Ild slikker begærligt dette Alters Blod, medens Kains foragteligt væltes af Vinden. Har Gud da frydet sig ved Mødrenes Smerte, da Lammene førtes fra dem for at slagtes? Glædede han sig ved at se de stakkels Dyrs Kval under den fromme Kniv? Kains Blod koger, han vil styrte hint Alter; men Abel hindrer ham deri og holder ham tilbage. - Vogt dig, din Gud elsker Blod! og besnæret af sin Harme, sine Kvaler, sin Skæbne falder Kain i den Snare, Herren har udspændt for ham, og begaar det første Drab uden at vide hvad et Drab vil sige, og bringer saaledes selv den Død ind i Menneskeverdenen, hvis blotte Navn, da den blev spaaet Menneskeheden, havde hensat ham i en Tilstand af Rædsel. Gerningen er fortrudt, før den er øvet; thi Kain, som elsker alle Mennesker, elsker inderligt Abel. Men saa følger Forbandelsen, Straffen, Forvisningen og Kainsmærket.

Dette Kainsmærke er Menneskehedens: Kvalens og Udødelighedens Tegn. Byrons Drama skildrer Kampen mellem den lidende og søgende Menneskehed paa den ene Side og hin Lynets, Stormens og Hærskarernes Gud paa den anden, hvis svækkede Arme nødes til at slippe Taget om en Verden, der vrider sig løs af hans Favn. For at udrydde den Verden, der fornegter ham, kan han lade Blodet flyde strømmevis og Baalene tændes i hundredevis af sine Præster; men Kain stiger uskadt op af Baalets Aske og pisker disse Præster med udødelig Foragt. Kain er den tænkende Menneskehed. der en skøn Dag sprænger Himlens gamle Hvælving og øjner Millioner af Kloder i deres Frihed rullende højt over Jahvehs buldrende Tordenvogn. Kain er den arbejdende Menneskehed, der i sit Ansigts Sved stræber at frembringe et nyt og bedre Eden, ikke Uvidenhedens, men Kundskabens og Overensstemmelsens, og som naar Jahveh forlængst er syet i sit Ligklæde, endnu vil leve og trykke den genfundne Abel til sit Bryst (note: Smlgn. Leconte de Lisle: poe'mes barbares. Kain).

"Kain" blev tilegnet Walter Scott, som fandt, at Byrons Muse aldrig før havde taget en saa ophøjet Flugt og forud forsvarede Digteren mod Angreb. Men Kain's Udgivelse i England blev ikke desmindre opfattet og udraabt som en formelig Nationalulykke. Allerede, da Haandskriftet indsendtes, trængte Murray paa for at opnaa Forandringer og Byron svarte: "De to Steder kan ikke forandres uden at jeg lader Lucifer tale som Biskoppen af Lincoln, hvad ikke vilde stemme med den førstnævntes Karakter." Straks efter Udgivelsen blev Bogen eftertrykt, og Murray henvendte sig til Lord Eldon for at opnaa hurtigst mulig Beskyttelse af sin Ejendomsret. Han blev afvist og i disse Udtryk: "Retten erkender i Overensstemmelse med alle andre Retter her i Landet, at Kristelighed er Grundvolden for alle engelske Love. Ogsaa Beskyttelsen af Boghandlernes Ejendomsret hviler paa denne Grund. Men den foreliggende Bog, der har til Hensigt at nedsætte den Del af den hellige Skrift, hvortil den svarer, er ikke af den Art, at der kan tilstaas Boghandleren nogen Skadeserstatning for Eftertryk." Kain ansaas da altsaa - ligesom Southey's "Wat Tyler" - for et saa forbryderisk Digt, at overfor det endog Ejendomsretten var ugyldig.

Imidlertid skrev Moore til Byron: "Kain er vidunderlig, frygtelig, vil aldrig blive glemt. Hvis jeg ikke fejler, vil den synke dybt ned i Verdens Hjerte." Historien har stadfæstet denne Dom.

 

Noter til Kapitel 20:

*31) Hvad Byron sigter til med Anekdoten om Frederik den Store, maa være en Sag, jeg finder fortalt i d'Alemberts Lovtale over Mylord Marschall: "En Præst i det Neuenburgske ved Navn Petitpierre har i sin Menighed offenligt præket mod Helvedsstraffene. Neuenburgs Præster vovede at erklære Kongen af Prøjsen, at deres Samvittighed ikke tillod dem at taale Kætteren i deres Midte, trods Kongens Beskyttelse af ham.

Kongen svarede, at da det laa dem saa stærkt paa Hjerte at blive evigt fordømte, saa vilde han meget gerne være dem behjælpelige dertil, og fandt det ganske i sin Orden, at Djævlen ikke kom tilkort."

Se: "Gespräche Friedrich des Grossen mit H. de Call und dem Marchese Lucchesini", herausgeg. von Dr. Fritz Bischoff. Leipzig 1885.

*32) Renan siger herom: Selv forudsat, at for os Filosofer et andet Ord var at foretrække, saa vilde der, bortset fra at abstrakte Ord aldrig tilstrækkelig klart udtrykker en virkelig Tilværelse, være en umaadelig Mislighed ved at skille os fra det Sprog, de Enfoldige bruger, som tilbeder saa godt paa deres Maade. Da Ordet Gud er Genstand for Menneskehedens Ærefrygt, har gammel Hævd og er anvendt i skønne Digtninge, vilde det være at vende op og ned paa alle Sprogets Vaner at opgive det. Sig til de Simple af Hjertet, at de bør eftertragte Sandheden, Skønheden, Godheden, og disse Ord vil ikke have nogen Mening for dem. Men sig til dem, at de bør elske Gud, ikke krænke Gud, og de vil forstaa Jer udmærket godt. Gud, Forsyn, Udødelighed - det er lige saa mange gode gamle Ord, lidt plumpe maaske, som Filosofien vil fortolke paa en stedse mere forfinet Maade, men som den aldrig med Fordel vil kunne erstatte.

Études d'histoire religieuse S. 418.

 

21. Byron. Komisk og tragisk Virkelighedstroskab.

 

Da Strømmen af rejsende Englændere henad Efteraaret 1816 begyndte at oversvømme Schweiz, kunde Byron ikke udholde Opholdet længere og begav sig med sin Ungdoms Rejsefælle Hobhouse paa Vej til Italien. I Milano traf en af Samtidens fineste og mindst godtroende Iagttagere, Henry Beyle, sammen med Byron, og det er et stærkt Bevis paa det overordenlige Indtryk, hans Personlighed gjorde, at han betog endog denne Mand, der altid var paa sin Post mod at forføres til utidig Begejstring og som hurtigt opdagede hvad der i Byrons Holdning var tvungent. Han siger: "Jeg traf sammen med Lord Byron i La scala Teatret i Minister de Bréme's Loge. Jeg blev slaaet af hans Øjne i det Minut han hørte Sekstetten af Meyerbeers Elena. Jeg har aldrig i mit Liv set noget saa Skønt og saa Udtryksfuldt. Endnu den Dag idag viser dette sublime Hoved sig pludseligt for mig, naar jeg tænker paa, hvilket Udtryk en stor Maler burde give Geniet. Jeg havde et Øjebliks Begejstring ... Aldrig kan jeg glemme hans Træks guddommelige Udtryk; det var den klare Bevidsthed om Magt og Geni."

Fra Milano kom Byron til Venedig, hans Ynglingsstad fremfor alle andre, som han har forherliget i fjerde Sang af "Childe Harold", i "Marino Falieri", i "De to Foscari'er," i "Ode til Venedig" og endelig i "Beppo", der blev skrevet paa Stedet. Aldrig havde hans Sind været saa nedtrykt som i dette Øjeblik og aldrig havde han trængt mere til Glemsel. Italiens henrivende Klima og bedaarende Luft slog ham for første Gang varmt imøde. Han var 29 aar gammel. Med sine skønne Kvinder, sine letfærdige Sæder, sit hele sydlandske Liv indbød Venedig til en Sansernes Tummel og Rus. En brændende Trang til Lykke og Nydelse laa i hans Natur og hans Trods var hidset til det Yderste. Man troede ham dog i Stand til enhver Udsvævelse, han kunde da lige saa godt virkeligt give sine rejsende Landsmænd Noget at skrive hjem og de gamle Fruentimmer Noget at daane over; de daanede og skrev jo dog, hvad han saa gjorde.

Det første, Byron foretog sig i Venedig, var at tage sig en Gondol, en Gondoliere, en Loge i Teatret og en Elskerinde. Den sidste fandt han let; han havde indlogeret sig hos en Købmand, hvis unge toogtyveaarige Hustru Marianne Segati skildres som en Antilope med store mørke Øjne. Hun og Byron blev saa forelskede i hinanden, at Byron lod Hobhouse rejse til Rom alene. "Jeg vilde være rejst med," skriver han, "men er forelsket og maa vente til det er ovre". Den unge Kone trak ham med om i al Karnevalsglæden.

Han levede ganske paa Veneziansk, sværmede Nætterne igennem, iagttog - af Frygt for at blive før - sin sædvanlige Fastediæt, levede kun af Planteføde og maatte drikke sin Yndlingsdrik Rhum med Vand i store Kvantiteter for at holde Livsaanderne oppe. Thi paa samme Tid fuldendte han "Manfred". Det giver et trist Billede af den daværende Planløshed i hans Liv, at han blot for at have en Modvægt mod Adspredelserne og give sine Dage et Tyngdepunkt, daglig tilbragte Timer med i Klosteret San Lazaro at lære Armenisk af Munkene. Han lod sine Rideheste bringe til Venedig, og som Formiddagen var helliget til Armenisk, saaledes Aftenerne til Legemsøvelser, navnlig Ridning. Med Shelley og andre Venner lod han sig i en Gondol sætte over til Lidoen, hvor man saa red frem og tilbage.

Et Minde om Byrons Samtaler under disse Rideture er bevaret i Shelley's: "Julian og Maddolo". Han og Shelley ser ved Solnedgang paa en af Øerne et vinduløst uformeligt Taarn, der hæver sig mørkt frem i Relief mod den flammende Himmel bag det. De hører Klokken derfra ringe med sin hæse Jerntunge. "Det vi ser," sagde Byron, "er Galehuset, og nu er det den Tid, da de Afsindige hver fra sin Celle ved Klokkeringning kaldes til Vesper. Og det, udraabte han, er vor Menneskelod. Lig denne mørke og skrækkelige Klokke maa Sjælen i sit solbelyste Taarn sammenringe vore Tanker og Længsler til at samles rundt om det sønderrevne Hjerte og til at bede som gale Mænd gør - hvorom? de ved det ikke selv". Ingen Lignelse maler bedre Byrons Liv paa dette Tidspunkt. Visselig var dengang hans Længsler og Lyster som Afsindige, der kun én Gang daglig ringedes sammen af Daarekistens Klokke.

Med Møje løsrev han sig, efter i Venedigs usunde Luft at have paadraget sig en hidsig Feber, saa længe fra Marianne Segati, at han paa en kort Udflugt kunde besøge Ferrara og Rom. Men efter hans Tilbagekomst forsvandt den heftige Lidenskab, da Byron opdagede, at hun solgte de Smykker, han gav hende, og overhovedet gik ud paa at gøre sig sit Forhold til ham indbringende. Under sit første Ophold i Venedig havde han fortrinsvis søgt det gode Selskab, der især samledes i den literært dannede Grevinde Albrizzis Hus; nu trak han sig helt tilbage fra den gode Tones Herredømme. Han lejede til sig og sit Menageri et prægtigt Palads ved den store Kanal; dette Palads blev snart til et Harem, og Yndlingssultaninde deri blev en ung Kvinde af Almuen, Margurita Cogni, der, da hun var gift med en Bager, blev tituleret Byrons Fornarina paa det Kobberstik, hans Forlægger lod gøre af hende. Hendes Ansigt var af det skønneste venezianske Snit, hendes Skikkelse maaske lidt for stor, men derfor ikke mindre skøn og fuldkomment passende for Nationaldragten. Hun havde den venezianske Almues hele Barnlighed og Pudserlighed, og da hun hverken kunde læse eller skrive, kunde hun ikke plage Byron med Breve. Hun var skinsyg, rev Masken af fornemme Damers Ansigt, naar hun saa dem sammen med Byron, og kom til ham, naar hun lystede, uden at bryde sig om Tid, Sted eller Personer. I et Brev siger Byron om hende: "Da jeg gjorde hendes Bekendtskab, stod jeg i Forbindelse med en fornem Dame, der var uklog nok til at true hende. Margarita, som blev udæsket af Damen, slog sit Hovedklæde tilbage og svarte paa sin selvsikre venezianske Manér: I er ikke hans Kone, og jeg er heller ikke hans Kone. I er hans Elskerinde og jeg er hans Elskerinde. Eders Mand er et Fæ og min Mand er et Fæ. Hvad Ret har I saa til at skælde mig ud? Er det min Skyld, at han synes bedre om mig? - Efter at have fuldført dette Mesterværk af Veltalenhed gik hun sin Vej og overlod det til Damen at tænke over hendes Ord. Tilsidst bosatte hun sig formelig hos Byron som Husbestyrerinde, indskrænkede ved streng Orden hans Udgifter til Halvdelen, og spadserede i en Kjole med Slæb og med en Fjærhat paa - Pragtgenstande som det havde været hendes højeste Ønske at opnaa - rundt i Paladset, pryglede Pigerne, aabnede Byrons Breve, grublede for at lære sig Alfabetet og om muligt opdage Damebrevene iblandt dem. Med al sin Voldsomhed elskede hun ham; hendes Glæde, da hun saa ham vende uskadt hjem fra en farlig Sejltur, var "en Tigerindes, der faar sin Unge igen", og da hendes stedse stigende Uregerlighed nødte Byron til at fjerne hende, kastede hun sig, efter at have søgt at saare ham med en Kniv, i sin Harme og Fortvivlelse ud i Kanalen ved Nattetid. Hun blev fisket op i rette Tid og sendt hjem, og Byron nedskrev vidtløftigt hendes Historie til Murray; han vidste, at hans Breve til Forlæggeren ganske som trykte Sager eller offenlige Aktstykker gik fra Haand til Haand, og Fornøjelsen ved hans Udskejelser var kun halv for ham, medmindre han tillige havde sikret sig Forargelsen over dem i England.

Man ser det allerede af det anførte Brev; han gik ikke op i det tøjlesløse venezianske Liv; han afvandt det en komisk eller lystig Side. Det var da ogsaa langt fra, at det blev spildt for hans Udvikling som aand og som Digter. Medens hans Venner hjemme var trøstesløse over at han saaledes satte sin Værdighed paa Spil og sin borgerlige Agtelse overstyr, udsprang af det vilde og lystige Karnevalsliv mellem Kvinder af Almuen og under Italiens leende Sol en ny virkelighedskær Stil i hans Poesi. I sin Ungdoms Digtninge havde han vemodig og smertesønderrevet skildret Livets Ebbe, i "Beppo" rejste paa én Gang Livets Springflod sig. Det var Tilværelsens Virkelighed, opløst i Latter og Skemt. Der havde i hans tidligste Patos været noget Enstonigt og en god Del Kunstleri. Her skød hans Genius Ham, Enstonigheden brødes af stadigt vekslende Temaers og Tonarters Gennemkrydsen af hinanden, og alt Kunstlet var som pustet bort af ærlig Latter. Der havde i hans tidligste Satirer været en god Del Bidskhed og en betydelig Mangel paa Ynde og Lune. Nu da hans eget Liv en kort Stund havde antaget Præget af en Fastelavnsleg, kom Gratien af sig selv dansende og snoende sig gennem hans Stanzer, medens Lunets Bjælder ringede Takten dertil.

"Beppo" er selve Karnevalet i Venedig - hint gamle Tema, hvilket Byron som en anden Paganini fandt paa sin Vej, løftede i Vejret paa Spidsen af sin guddommelige Violinbue, og nu udstyrede med en Uendelighed af kække og geniale Variationer, med et overdaadigt Broderi af Perler og gyldne Arabesker. Han havde lige i de Dage faaet et engelsk komisk Digt om Kong Arthur og Ridderne af det runde Bord i Haanden, forfattet af Diplomaten John Frere, der her havde efterlignet Italieneren Berni's Omarbejdelse af Bojardo's "Den rasende Roland", det første Digt, i hvilket Ottaverimet er brugt. Det vakte Lysten hos Byron til at forsøge noget Lignende og af Efterligningen fremgik den nysnævnte kunstneriske Spøg, hvis fuldkomne Originalitet udslettede enhver Erindring om et Forbillede. Her havde han fundet den Form, han kunde bruge, det Vaaben, som laa for hans Haand: Ottaverimet med dets trefold sammenrimede Sekstet, til hvis Masse Slutningsrimet føjer snart et Facit, snart en Spøg, snart en sproglig Overgivenhed, snart en susende Vittigheds-Pil.

Hvad Digtet handler om? Om ligesaa lidt som Alfred de Musset's "Namouna" eller Paludan-Müllers "Danserinden", der begge 16 aar efter (1833) skreves i en beslægtet Stil. Handlingen er Intet: At en Venezianer rejser bort fra sin Kone og bliver saa længe borte, at hun længst har antaget ham for død og længst er saa godt som gift paa ny, da han pludselig efter at have været solgt som tyrkisk Slave kommer hjem og klædt som Tyrk finder sin Kone paa et Maskebal med sin flereaarige Efterfølger under Armen. Han staar efter Ballets Slutning ved Døren til sit Hus, da Parret stiger ud af Gondolen. Saasnart alle tre har kommet sig lidt af den første Overraskelse, forlanger de tre Kopper Kaffe, og nu udspinder sig følgende Samtale: Laura siger: Beppo! Gud, hvor dit Skæg er vokset! hvor kunde det dog falde dig ind at blive saa længe borte! Er du virkelig bleven Tyrk? og har du andre Koner? og er det sandt, at de spiser med Fingrene istedenfor med Gaffel? Hvilket dejligt Sjal du har om Hovedet! det faar jeg, det er klart. Og spiser du virkelig aldrig Svinekød? - Dette er al den Forklaring, Manden faar eller æsker; han laaner, da han ikke kan gaa ud i sit Kostyme, foreløbigt et Par Benklæder af sin Efterfølger, Lauras tjenende Kavaler, og Historien ender med fuld Samdrægtighed. Den er i og for sig af underordnet Betydning; men den var Byron Forskolen til hans Mesterværk "Don Juan" - det eneste af Byrons Værker, der indeholder og rummer Livets hele vide Ocean med dets Storme og dets Sollys, dets Ebbe og Flod.

Byrons Venner gjorde det ene Skridt efter det andet for at opnaa hans Tilbagerejse til England og saaledes løsrive ham fra det Liv, han førte; Overtalelserne var frugtesløse; istedenfor at vende tilbage solgte han (for 94,000 Pund) Newstead Abbedi, som han i sin Ungdom havde erklæret aldrig at ville skille sig af med, og saa bestemt var han paa ingensinde at ville rejse hjem, at han endog med Skræk tænkte paa Muligheden af at blive ført tilbage som Lig. Han skriver: "Jeg haaber, Ingen vil tænke paa at bevare og balsamere mig for at bringe mig hjem. Mine Ben vilde ikke kunne finde Ro i nogen engelsk Grav og mit Støv ikke kunne blande sig med Landets Støv. Den Tanke, at En af mine Venner kunde være saa slet at bringe mit Lig til Eders Land, kunde endnu paa Dødssengen gøre mig rasende. Ikke engang Jere Orme vil jeg fodre."

Da indtraf en Begivenhed, som paa en uforudset Maade gjorde Ende paa det Mangegifte, hvori Byron levede i Venedig, og som fik en afgørende Betydning for hans Liv. I April 1819 blev Byron i et Selskab forestillet for den unge sekstenaarige Grevinde Teresa Guiccioli, født Grevinde Gamba, der lige da var bleven gift med den nogle og tresindstyveaarige Grev Guiccioli, som allerede to Gange havde været Enkemand. Forestillingen fandt Sted imod begges Ønske; den unge Grevinde var træt og ønskede kun at komme hjem, Byron var uvillig til at gøre nye Bekendtskaber, begge gav kun efter af Høflighed mod Værtinden. Men fra det første Øjeblik af, de talte sammen, kastedes en Gnist i begges Sjæle, der aldrig blev slukt. Grevinden siger: "Hans vidunderligt skønne og ædle Træk, hans Stemmes Klang, hans Væsen og det ubeskrivelige Trylleri, der omgav ham, gjorde ham til et Særsyn, der var overlegent Alt, hvad jeg før havde set. Fra den Aften saas vi dagligt under mit Ophold i Venedig."

Efter faa Ugers Forløb maatte Teresa med sin Mand vende tilbage til Ravenna. Denne Afsked rystede hende saaledes, at hun den første Dag flere Gange faldt i Afmagt og derefter i saa heftig en Sygdom, at hun halvdød kom til sit Hjem. I de samme Dage mistede hun sin Moder. Greven ejede en Række Landsteder og Slotte mellem Venedig og Ravenna, og fra hvert af disse Holdesteder rettede Teresa de lidenskabeligste Breve til Byron, hvori hun udtalte sin Fortvivlelse over Adskillelsen og bønfaldt ham om at komme til Ravenna. Vindende er den Skildring, hun efter Ankomsten giver af Forandringen i hele hendes Følelsesliv. Medens hun tidligere blot havde drømt om Fester og Baller, har, siger hun, hendes Kærlighed nu saaledes forvandlet hendes Væsen, at hun overensstemmende med Byrons Ønske undgaar alle Selskaber og i dyb Ensomhed kun sysselsætter sig med Læsning, Musik, Ridning og huslige Beskæftigelser. Hun blev af Længsel og Græmmelse farligt syg; en tærende Feber syntes at nage paa hendes Liv og Svindsots-Kendetegn indfandt sig. Saa begav Byron sig da paa Vejen. Han fandt Grevinden sengeliggende med Hoste, Blodspytning og virkelig som det syntes Døden nær. Han skriver: "Jeg frygter meget, at hun er brystsyg. Saaledes gaar det med enhver Sag og enhver Person, for hvem jeg føler sand Hengivenhed. Men hvis der tilstøder hende en Ulykke, saa er det forbi med dette Hjerte - dette er min sidste Kærlighed. De Udsvævelser, hvortil jeg før har hengivet mig, og hvoraf jeg er hjertelig ked, har idetmindste havt det Gode, at jeg nu i Ordets ædlere Mening kan føle Elskov." Over Grevens Væsen mod den unge Fremmede var alle forundrede; han var yderst høflig, hentede Byron daglig i en Vogn med seks Heste for og kørte, efter dennes Udsagn, rundt med ham "som Whittington med sin Kat".

Byron følte sig i sin Elskedes Nærhed lykkelig; hans tidlige Ungdoms Følelsesliv var med denne hans eneste fuldstændige og gengældte Kærlighed vendt tilbage. Det yndige Digt "Stanzas on the Po", der vidner om dyb og ridderlig Følelse og som ender med Anraabelsen om at dø ung, var den første Frugt af den nye Lidenskab. For fuldt Alvor og af hele sit Hjerte elskede han, og elskede som en Yngling uden i mindste Maade at staa udenfor sin Følelse eller forsøge paa at løfte sig op over den. Da i August Grevinden nødsagedes til nogen Tid at ledsage sin Mand paa en Rejse til hans Godser, besøgte han dagligt sin Elskedes Hus, lod hendes Værelser aabne, læste i hendes Yndlingsbøger og føjede Randbemærkninger til dem. I et Eksemplar af "Corinna" har man fundet disse Ord: "Min elskede Teresa - jeg har læst denne Bog i din Have - min Elskede, du var fraværende, ellers kunde jeg ikke have læst den. Det er en af dine Yndlingsbøger, og dens Forfatterinde var min Veninde. Du kan ikke forstaa disse engelske Ord, og Andre vil heller ikke kunne forstaa dem - det er aarsagen, hvorfor jeg ikke har kradset dem ned paa Italiensk. Men du vil kende hans Haandskrift, der elskede dig lidenskabeligt, og du vil gætte, at han, siddende med en af dine Bøger, kun kunde tænke paa Kærlighed. I dette Ord, som er skønt i alle Sprog, men skønnest i dit - amor mio - er min Tilværelse nu og for Fremtiden indbefattet ... Tænk paa mig undertiden, naar Alperne og Havet skiller os, men det vil aldrig ske, medmindre du ønsker det." Man behøver ikke at sammenligne Udtrykkene her med Afskedsbrevet til Lady Lamb for at føle, at dette er en sandere Elskovs Sprog.

Da i September Greven blev kaldt til Ravenna i Forretninger, tillod han sin unge Hustru og Byron frit at nyde hinandens Selskab i Bologna og senere at rejse sammen til Venedig, hvor de boede under ét Tag, idet Grevinden tog Ophold i Byrons Landsted La Mira. Hun skriver efter Byrons Død i et Brev til Moore om hine Dage: "Men jeg kan ikke dvæle ved disse Minder om Lykke - Modsætningen til det Nærværende er altfor frygtelig. Hvis en salig aand fra den fulde Nydelse af himmelsk Lyksalighed blev sendt ned til Jorden for at lide al dens Elendighed, kunde Lidelsen ikke være større end den, jeg har følt fra det Øjeblik af, da hint skrækkelige Ord naaede mit Øre og jeg for stedse mistede Haabet om at gense ham, fra hvem et Blik var mig mere end al Jorderigs Lykke."

Den unge Kvinde, hvem Verden skylder, at Byron ikke gik til Grunde i uværdige Adspredelser, havde fra det Øjeblik af, da hun tog Ophold paa hans Landsted, i sine Landsmænds Øjne for stedse stillet sig selv blot. Datidens italienske Morallovbog - fortræffeligt fremstilt i Stendhals italienske Fortællinger - tillod den unge Kone at have en Ven (Amico), ja betragtede endog denne som hendes egenlige Husbond, men kun paa det Vilkaar, at den ydre Form, hun nu brød, blev iagttaget.

Det var ikke Letsind, der bevægede hende til at udsætte sig for den offenlige Menings Dadel; men hun saa sit Forhold til Lord Byron i et poetisk Lys. Hun betragtede det som sin Livsopgave, ved sin Kærlighed at udløse en ædel og evnerig Digter af uædle Forholds Baand og gengive ham Troen paa ren og opofrende Elskov. Hun haabede at virke paa ham som en Muse. Hun var jo pur ung og ualmindeligt smuk. Hun var ganske lys med mørke Øjne, lille men dejligt skabt. Den amerikanske Maler West, der paa Villa Rossa ved Pisa malte Byron, har givet følgende Billede af hende: "Medens jeg malte, blev Vinduet, hvorfra jeg fik Lys, pludselig formørket, og jeg hørte en Stemme raabe: "E troppo bello" (Han er altfor smuk). Jeg vendte mig om og saa en dejlig Kvinde, der bøjede sig ned for at se ind, da Jorden udenfor var i Jævnhøjde med Vinduet. Hendes lange gyldne Haar hang ned over hendes Ansigt og Skuldre, hendes Skikkelse var fuldendt skøn og hendes Smil fuldstændiggjorde et af de mest romantisk-udseende Hoveder, jeg nogensinde har set, især som det viste sig med en Glorie af Sollys bag sig." Jo mere magtpaaliggende det nu var og maatte være Grevinden ikke at blive anset for en af Byrons mange Elskerinder, des mere ønskede hun at føre hans Poesi op i højere og renere Luftlag end det, hvori den nu bevægede sig.

En Aften, da Byron sad og bladede i Haandskriftet til "Don Juan", hvoraf to Sange var færdige før hans Bekendtskab med Grevinden begyndte, traadte denne hen bag hans Stol, pegede paa det Sted, hvor han holdt, og spurgte ham, hvad der stod. Det var netop den ethundredeogsyvogtredvte Stanze i første Sang, og Byron svarte paa Italiensk: "Din Mand kommer". "O Gud, kommer han?" raabte Grevinden og foer forskrækket ivejret; hun troede, han mente hendes egen Mand. Men dette Træf gav hende Lyst til at lære "Don Juan" at kende, og da hun havde læst de to første Sange i fransk Oversættelse, bønfaldt hun, kvindeligt forfærdet over Indholdets Skamløshed, Byron om ikke at fortsætte Digtet. Han lovede øjeblikkelig sin "Dietatrice" Alt, hvad hun forlangte. Dette var den første umiddelbare Indflydelse, Grevinde Guiccioli fik paa Byrons Frembringelser - dette visselig ingen god -, men hun tog snart sit Forbud tilbage, dog paa det Vilkaar, at intet Slibrigt maatte forekomme i det endnu Uskrevne, og Samlivet med hende satte sig snart en lang Række af skønne og varige Minder i de Værker, der nu udgik fra Byrons Pen. Den Maade, hvorpaa i "Don Juan" Sløret var revet fra alle Illusioner, den skaanselsløse Spot som dreves med Følsomheden, saarede Grevinden som Kvinde, fordi Kvinden ugerne vil have det sidste Slør revet bort fra de Blændværk, der, saalænge de varer, forskønner Livet.

Men stræbte Grevinden nu at lede Byron bort fra den Art Frembringelser, der nedslaar Troen paa Menneskene og Menneskelivets Værd, saa bevægede hun med sin romantiske Naturs Sans for det Storladne og som lidenskabelig italiensk Patriot sin Elskede til at vælge Æmner, der kunde løfte hendes Landsmænds Sind og vække deres Begejstring for Fædrelandets Befrielse fra Fremmedaaget. Det var efter hendes Ønske at Byron skrev "Dantes Spaadom" og oversatte de berømte Vers af Dante om Francesca af Riminis Elskov, og det var under hendes Indflydelse, at han forfattede de to venezianske Dramer "Marino Falieri" og "Foscari'erne", Dramer, der, skønt skrevne paa Engelsk, ved Stil og Æmne i Virkeligheden snarere tilhører den romanske end den engelske Literatur, ligesom de faktisk ikke tilhører den engelske, men den italienske Scene. Det er lidenskabelige politiske Tendensstykker, skrevne paa yderst skødesløse og tildels ildeklingende Jamber, hvis Formaal var ved de stærkeste Virkemidler at opflamme Italiens sløvede fædrelandsk Sindede til at rejse sig mod Undertrykkelsen som én Mand. Scenisk virksomme er de. Under det første Indtryk af sit Kærlighedsforhold til Grevinden skrev Byron desuden "Mazeppa", hvis Elskede bærer hendes Navn, og ligefrem er endelig hendes Personlighed gaaet over i de to skønneste og bedste Kvindeskikkelser, Byron i dette Tidsrum frembragte: Adah i "Kain" og Myrrha i "Sardanapal".

I Grevinde Guiccioli fandt Byron det kvindelige Ideal virkeliggjort, som altid havde foresvævet ham, men som det i hans første poetiske Fortællinger ikke var lykkedes ham at fremstille paa naturlig Maade. Han har selv etsteds til Lady Blessington aflagt en naiv Bekendelse om den Vanskelighed, hvori han følte sig stedt, og om Maaden, hvorpaa han dannede sine Idealer. "Jeg holder, sagde han, meget af fyldige Kvinder, men disse har sjældent saadanne smukke, slanke Fingre, som passer til Idealet af en Kvinde; jeg maatte altsaa for at tilfredsstille min Fantasi selv skabe mig Kvinder og unge Piger, der forenede Alt, hvad man ellers ikke finder samlet. - Jeg holder fremdeles kun af simple, naturlige Kvinder, men de er i Reglen ikke dannede og ikke fortrolige med den fine Anstands Former, og de fine og dannede er igen ikke naturlige. Derfor har jeg udtænkt mig de græske Piger, der med ubevidst Ynde og Troskyldighed tillige forener den højeste medfødte Tankernes og Følelsernes Finhed." Den Blanding, der saaledes fremkom, var ligesaa umulig som smuk, havde saa godt som intet Virkelighedspræg og svarede forsaavidt ganske til Karakteren af de Helte, som disse Kvinder tilbad.

Alle Byrons fortællende Digtninge fra "Giauren" af til "Belejringen af Korinth" er Romantik, dog med et stærkt personligt Præg. Lidenskaben er hos begge Køn forgudet. Disse Helte er for at bruge et Udtryk af "Giauren", Vrag, som Lidenskaben har hærjet, men som hellere vil omtumles i dens Storme end leve hen i døsig Stilhed; de elsker ikke med den kolde Elskov, som avles i et koldt Klima, men deres Hjerter udsender "Lavaflammer". Den mest udprægede af disse nu saa stærkt forældede Byronske Helte er den ædle Sørøver, Korsaren, der er stolt, lunefuld og fuld af Haan mod Menneskeheden, hævngerrig indtil Grusomhed, pint af Samvittighedsnag, og saa ædel og højsindet, at han heller underkaster sig de mest barbariske Pinsler end han ihjelslaar en sovende Fjende. Den interessante Bandit med de hemmelighedsfulde Ansigtstræk, med Teaterholdningen og den uindskrænkede Ridderlighed mod Kvinder er det Byronske Sidestykke til Schillers Karl Moor. Til hans Mandsideal passede en Konge i et lovbundet Land, omringet af Hoffets Regler, kun slet; en saadan fattedes de romantiske Bedrifter, det frie Liv ved Kysterne og paa Havet. Saa tog Byron da en Sørøverhøvding og føjede til de Egenskaber, der fulgte af dennes Levevej, sin egen Sjæls fineste Egenskaber: Korsaren, der er vant til at vade i Blod, gyser tilbage for den unge Sultaninde, som elsker ham, da han opdager den lille Blodplet paa hendes Pande - ikke fordi en Conrad kan tænkes at ville gyse for saa lidt, men fordi Byron selv vilde have følt en Gysen ved et saadant Syn. Kort sagt, alle disse Digterens Ungdomshelte og Heltinder har kun vundet saa stærkt Bifald hos Mængden fordi de som det slaaende er blevet sagt om dem - stadig bevæger sig der, hvor de ikke har Led. Publikum henryktes ikke i højere Grad over Lidenskabens Flammer i de lyriske Partier og over de løse (næsten altid under Korrekturen indsatte) poetiske Perler end over det Umulige, der laa i Bevægelser som faldt udenfor Menneskenaturen. Det var en Beundring af samme Art som den, der ydes den dristige Akrobat, som udfører halsbrækkende Kunster under naturstridige Forvridninger af sit Legem.

Men enkelte Træk i disse Skikkelser naaer dog det Dybere i Byrons Ideal, der nu kommer til Udbrud. Conrads Ubøjelighed under Lidelser antyder allerede Manfreds; han vil saa lidet kaste sig paa Knæ, som Kain vil knæle for Lucifer eller Don Juan for Gulbeyaz. Medlidenheden med de Laverestillede, der aldrig forsvandt af Byrons Sjæl, er allerede, om end nærmest som "Had mod Herrerne", levende hos Lara, og Kærligheden til Grækenlands Befrielse bryder igennem i "Giauren" som i "Belejringen af Korinth". Mærkværdigt nok endte jo Digteren selv sit Liv som en Befalingsmand over vilde Mænd i Stil med dem, han har besunget. Vikingeblodet i hans aarer undte ham ikke Ro, før han selv var bleven en Vikingekonge som hine Normanner, fra hvem han stammede ned. Og er end alle disse Desperado'er (den frafaldne Alp, der fører Tyrkerne mod sine egne Landsmænd, ikke mindre end Lara, der ligger i Krig med sine egne Standsfæller) indenfra formede Drømmebilleder - ét virkelighedstro Grundtræk er der dog i alle disse Skikkelser, det, der bliver det herskende i alle dem, som slutter sig til dem: den storstilede Lidelses Virkelighed. Lunet i "Beppo" er den Form, under hvilken Naturtroskaben overvælder det Teatralske og Kunstlede i hans tidligere Værker. Følelsen for den menneskelige Lidelse, der i Byrons alvorlige Digtning efterhaanden opsluger Deltagelsen for alt Andet, er den Form, i hvilken Følelsen af Livets Virkelighed gennembryder og tilintetgør det Romantiske hos ham.

Denne Følelse var efter Bruddet med England bleven mere skærende og sand end nogensinde før. "Fangen i Chillon" havde skildret de Kvaler, den ædle Bonnivard led, seks aar i Træk bundet til en underjordisk Pille med en Lænke saa kort, at han ikke kunde lægge sig ned paa Jorden, medens han saa sine Brødre, der paa samme Maade var lænkede til de nærmeste Piller, dø uden at kunne række dem en hjælpende Haand. Nu fulgte i samme Spor "Mazeppa": Ynglingen bunden paa Ryggen af den vilde Hest, der med dryppende Manke og rygende Flanke farer gennem Skove og over Stepper, medens han selv med Kval bag sig og Rædsel foran sig, bortreven fra sin Elskede fortæres af Tørst, af Saar og Skam. Hidtil havde Byron især opsøgt det for Kød og Blod Forfærdeligste; selv hvor Lidelsen som hos Bonnivard frembød en aandelig Side og Æmnet gav Anledning til Skildringen af en heltemodig Personlighed, havde han med Forkærlighed udmalt den rent legemlige Kval. Nu da hans Følelse vaktes for Italiens store Martyrer blev hans Opfattelse af det Tragiske adlet.

I "Dantes Spaadom" skildrer han Digterlod i disse Ord: "Mangen En er Poet, der ikke kaldes saaledes; thi hvad er det at digte? At skabe ved altfor levende Følelse for Godt og Ondt, at eftertragte et virkeligt Liv hinsides Døden, at være en ny Prometheus for nye Mennesker og da for sent opdage, at Verden lønner Den, der bringer den himmelrante Ild, med Pinsler, og at Gribben nager hans Bryst, mens han ensom ligger lænket paa Klippen ved Havet", og Byron lader den store, som han selv uretfærdigt landsforviste, Digter udbryde: "Det er Forbandelsen for aander af min Rang, at martres i Livet, at føle deres Hjerter fortæres, at tilbringe deres Dage i endeløs Kamp, og dø ensomme."

Allerede tidligere havde han behandlet Tasso. Blot en flygtig Sammenligning mellem Goethes "Tasso" og Byrons "Tassos Klage" viser, med hvilken Lidenskab Byrons Fantasi opsøgte den haabløse Lidelse. Goethe tager Tasso som ganske ung, som elskende, som digtende og stiller ham ved Hoffet i Ferrara i skønne Kvinders Kres, hvor han lykkelig-ulykkelig beundres og saares. Byron tager Tasso ene, knust, udespærret fra Verden, indespærret i Vanvidscellen uden at være vanvittig, et Bytte for sin fordums Velgørers Grusomhed: "Jeg elskede Ensomhed, dog anede jeg aldrig, at - ak! hvor mange - aar for mig vilde rinde hen i Afstand fra alt andet Liv end de Gales og deres Tyranners. Var jeg som de, saa var min aand for længe siden sygnet til Døde som deres. Men hvem saa nogensinde, at jeg foer op eller skreg! Vi lider maaske mere i en saadan Celle end en Skibbrudden paa den øde Kyst. Han har endnu Verden for sig - min Verden er neppe to Gange saa stor som den Plads, de engang maa indrømme min Kiste. Bukker den Skibbrudne under, saa kan han dog se ivejret, hans døende Øje kan endnu anklage Himlen - jeg vil ikke saaledes bebrejdende løfte mit Blik, om end et Fængsel omskygger det med sin Gru."

Goethe havde af Hoffet i Ferrara, et Hof, hvor Lucrezia Borgia har sit Fyrstesæde, et Hof, hvor Renæssancetidens Lidenskab og Haardhed trives, gjort et smaatysk Weimar, paa alle Punkter styret af det attende aarhundredes mest fintfølende Humanitet; Byrons Blik tiltrækkes magnetisk af hvad der for ham staar som Ferrara-Hertugens oprørende Barbari, og hans Digt forvandler sig til en Anklage mod fyrstelig Uretfærdighed og Magthavertyranni.

En endnu heftigere anklagende, men altfor overspændt Karakter antog Skildringen af tragiske Lidelser endelig i Dramaet "Foscari'erne", hvor Faderen nødes til at dømme sin Søn, hvem han elsker, til alle Torturens Kvaler, og hvor Sønnen, Dramaets Helt, kun forlader Pinebænken, hvorpaa han fra Stykkets første til dets sidste Scene er udspændt, for at dø af Græmmelse og Sorg over Landsforvisning. Denne Tragedie er som Byrons øvrige skrevet som paa Trods aldeles efter de aristoteliske Regler i den franske Tragedies Manér. I sin Overbevisning om, at denne Vej er den ene rette, fordrister han sig endog til det komiske Paradoks, at England til da intet Drama besad.

Man har undret sig en hel Del over, at Byron, der saa fuldt som alle denne Tidsalders andre engelske Digtere var udpræget Naturalist, det vil sige: foretrak Skoven for Haven, Naturmennesket for Selskabsmennesket og Lidenskabens oprindelige Udtryk for dens tillærte Sprog, kunde sværme saa stærkt for Pope og for den lille Gruppe af Digtere, der som Samuel Rogers eller Crabbe endnu bevarede den klassiske Overlevering, ja drev Sværmeriet til Efterligning af Fortidens dramatiske Stil.

Byrons Modsigelseslyst var den første aarsag: At Søskolen, som han foragtede, altid i overdrevne Udtryk rev ned paa Pope var i og for sig Grund nok for ham til at hæve Pope til Skyerne, kalde ham den første af alle Englands Digtere, ja Menneskehedens Nationaldigter, hvem han gerne paa egen Bekostning vilde oprejse et Mindesmærke i Westminsterabbediets Digterhjørne, fra hvilket han som Katolik var udelukket. Hertil kom Skoleindtrykkene fra Harrow, ved hvilke Byron hele sit Liv igennem hængte, og i Harrow var Pope altid bleven opstillet som Mønsterdigteren - dernæst Byrons hele Kritikløshed, i Kraft af hvilken han lod Lady Blessington forstaa, at Shakespeare skyldte sin lave Byrd Halvdelen af sit Ry - saa de Omstændigheder, at Pope var forvokset og trods sin Forvoksethed havde et smukt Hoved, at han ikke tilhørte den herskende Kirke, at han var det fornemme Selskabs Digter og at hans Forvoksethed for ham var Kilden til en satirisk Forstemthed, lutter Ting hvormed Byron sympatiserte - endelig det med hans normanniske Afstamning følgende, levende Hang til Talekunst i de romanske Folkeslags Manér.

Ved sin Forfægten af Fortidens Kunstbegreber paa samme Tid som han i alle andre Henseender tilhørte Fremskridtet, har Byron en vis Lighed med Armand Carrel, der ligeledes ganske frisindet i alle politiske og religiøse Spørgsmaal holdt paa den forældede Klassicisme i Literaturen. Da de begge paa de fleste aandelige Omraader indtog Frankrigs Standpunkt i det attende aarhundrede, laa det nær for dem ogsaa at følge det paa det eneste Omraade, paa hvilket det for visse Retningers Vedkommende havde hyldet Vedtægten, det literære. Vist er det imidlertid, at denne teoretiske Grille indvirkede ufordelagtigt paa Byrons italienske Dramer. De bestaar af Enetaler og Deklamation. Byrons Geni og Grevinde Guicciolis Fædrelandskærlighed i Forening har ikke formaaet at meddele dem mere end et almindelig poetisk Pust.

Men under Udarbejdelsen af "Kain" og "Sardanapal" blev den unge Grevinde virkelig, som hun havde haabet, en Muse for Byron.

I hele "Kain" er Adah det Bedste. Medens Byrons Mandskarakterer, som man tit har bemærket, alle ligner hinanden, er, hvad man mindre hyppigt har havt Øje for, hans Kvindeskikkelser af højst forskellig Art. En kvindelig Kain er Adah ikke, skønt hun er den Hustru, der ene passer for ham. Kains kvindelige Modstykke findes i den stolte, trodsige Aholibamah i "Himmel og Jord". Men som Kain ser Tilintetgørelsen overalt, saaledes Adah Grøden, Kærligheden, Spirekraften, Lykken. Cypressen, der udstrækker sit Løv over den lille Enochs Hoved, er for Kain et Sorgens Træ; Adah ser kun, at det skygger over Barnet. Da Kain har udtalt sine fortvivlede Ord om hvorledes alle Verdens Onder og Ulykker skal forplantes gennem Enoch, siger Adah: "O Kain, se paa ham, se, hvor fuld af Liv, af Kraft, af Skønhed og af Glæde han er, hvor lig mig og hvor lig dig - naar du er god!". Med saa lidt er Adah gjort, at alle hendes Ytringer tilsammen ikke vilde optage et Oktavblad. Da Kain skal vælge mellem Viden og Kærlighed, siger hun: "Vælg Kærlighed, Kain!" Da Kain har dræbt Abel og staar alene, forbandet og skyet som Morder, besvarer hun hans Udraab "Forlad mig!" med Ordene: "Alle har jo forladt dig". Og denne Skikkelse har Byron skabt næsten uden at fjerne sig fra Bibelordet, blot ved nu og da at lægge det, som er sagt af En, i en Andens Mund. I første Mosebog siger Kain, da han forbandes af Herren: "Denne Straf er mere end jeg kan taale o. s. v." Hos Byron staar Kain, da Engelens gruelige Forbandelse er falden, stum, men Adah aabner sin Mund og siger: "Denne Straf er mere end han kan bære; se, du driver ham ud af Landet og han maa skjule sig for Guds aasyn; urolig og landflygtig vil han være paa Jorden, og hvo, som træffer ham, vil slaa ham ihjel" - ordlydende de Ord, som Biblen lægger i Munden paa Kain; men Byron skimtede med Geniets Blik i denne ene Udtalelse, i denne gammeltestamentlige Lerklump Omridsene af et helt Menneskes Former, og med et simpelt Tryk af sin Haand formede han den til Statuetten af den første elskende Kvinde.

Den anden Skikkelse, i hvem man - og endnu stærkere - føler den unge Grevindes Paavirkning, det er den græske Slavinde Myrrha i "Sardanapal". Af Byrons historiske Sørgespil er dette det bedste. Med sorgløs Menneske- og Verdensforagt har den stolte Sardanapal hengivet sig til Livsnydelse. Krigsry forsmaar og ringeagter han, han gider ikke købe et saakaldt stort Navn for tusind sagesløse Menneskers Blod, han ønsker ikke som sine Forfædre at tilbedes i Templerne som en Gud. Hans ligegyldige Højmod gaar til Uklogskab. Da Sværdet er blevet fravristet den oprørske Ypperstepræst, giver han ham det igen med de Ord: "Tag dit Sværd tilbage, og vid at jeg foretrækker dit Krigervæsen for din Præsteværdighed og forøvrigt ikke holder af nogen af Delene." Hans Manddomskraft synes svækket i et Nydelsesliv, da Myrrha, den græske Pige, hans Yndlingsslavinde, beslutter at frelse ham; hun beder ham aflægge sin Ligegyldighed og væbne sig til Forsvar mod sine Fjender. Hun lider lige saa stærkt under at elske ham som under at være Slavinde. "Hvorfor elsker jeg ham? Mit Lands Døtre elsker kun Helte. Dog jeg har intet Fædreland. Slavinden har mistet Alt undtagen sine Lænker! Men jeg elsker ham - det er den tungeste Ring i den lange Lænke at elske Den, som man ikke kan agte ... Og næsten end mere elsker jeg ham, siden jeg ser, hvorledes hans egne Barbarer hader ham." Dog da tilsidst Fjenderne nærmer sig Kongeborgen og da Sardanapal, efter at have vraget det plumpe Sværd som for ubekvemt for hans Haand og den tunge Hjælm som for besværlig for hans Hoved, styrter sig barhovedet og letbevæbnet ind i Slaget og strider som en Helt, da triumferer Myrrha som om Skammens Last var væltet fra hendes Bryst: "Det er ingen Skam, nej ingen Skam at have elsket ham ... Herakles var vanæret, da han bar Omfales Kvindedragt og Ten - men han, der paa én Gang springer op som Herakles, han der i blødagtig Yppighed modnedes til Mand og som fra Gæstebudet styrter sig ind i Slaget som var Valpladsen et Elskovsleje - han fortjener vel en græsk Pige til Elskerinde, en græsk Skjald til Sanger og en græsk Grav til Mindesmærke" - profetiske Ord om Byron selv. Og gjaldt det ikke om Digteren som om hans Helt, at han havde kendt tusinde Kvinder, men ikke ét Kvindehjerte før nu! "Myrrha": Du spørger om hvad du ikke kan kende. "Sardanapal": Og hvad da? "Myrrha": Et Hjertes sande Værd, et Kvindehjertes Værd. "Sardanapal": Jeg kendte tusind og atter tusind. "Myrrha": Hjerter? "Sardanapal": Ja. "Myrrha": Ikke ét! Maaske lærer du engang et at kende.

Som Myrrha viste den unge italienske Grevinde sin Elsker mandigere Formaal end Livsnydelsen; som Myrrha hævede hun ham op af en Tilværelse, som ikke svarede til Storheden af hans aand.

Vi forlod de Elskende i Landstedet "La Mira" ved Venedig, hvor Byron bl. A. forfattede de Livserindringer, han forærede Thomas Moore som Arvelod for dennes lille Søn og som paa Byrons Families Foranstaltning blev opbrændte af aldrig retfærdiggjorte Grunde. Men det tilsyneladende fredeligt ordnede Samliv mellem det unge Par skulde ikke blive af lang Varighed. Greven vilde pludselig ikke taale det mere. Teresa vilde ikke opgive Byron, og det kom til en Separation imellem Ægtefællerne, ved hvilken Grevinden med sin Families Billigelse gav Afkald paa Formue og Samfundsstilling; der blev kun sikret hende en ubetydelig aarpenge, og det var en af Separationens Bestemmelser, at den kun havde Kraft paa den Betingelse, at hun blev boende i sin Faders Hus. Her plejede da Byron regelmæssigt at tilbringe Aftentimerne hos hende; han holdt af at høre hende spille og synge Mozartske eller Rossiniske Melodier for ham. Hans Dagbog fra Januar-Februar 1821 bestaar næsten ufravigeligt af disse Ord: "Red ud - skød med Pistoler - spiste til Middag - gik ud, hørte Musik og snakkede Nonsens - kom hjem - læste."

Saalænge Grev Guiccioli endnu stod som truende Bussemand, havde Byrons Kærlighedsforhold ikke manglet det Element af Fare og Spænding, der for ham var Livets Krydderi. Den eneste Sikkerhed for ikke at blive myrdet paa sine Rideture saa han i at han altid havde Pistoler i Sadlen og at hans Sikkerhed i Skydning var bekendt og frygtet, og den eneste Sikkerhed for ikke at blive myrdet hjemme deri, at Grev Guiccoli efter hans Mening var altfor gerrig til at give de 20 Scudi ud, som var Prisen for en dygtig Bravo. Nu traadte en ny og ædlere Ophidselse i Stedet for den anden.

Det gærede i al Stilhed heftigt rundt om paa den italienske Halvø. Efter at Napoleons Herredømme var styrtet, optraadte nemlig i Kirkestaten og i Neapel de gamle Magthavere af Guds Naade med ubegrænset Overmod. Ethvert velgørende Spor af den franske Indflydelse skulde udslettes og i Stedet for de franske Reformer alle de gamle Misbrug genindføres. Det utaalelige Tryk af den almenteuropæiske Reaktion, der udgik fra den hellige Alliance, drev Italienerne til at indgaa en vidt forgrenet Sammensværgelse, og efter Frimurernes Mønster dannedes Carbonariernes store hemmelige Forbund, der snart strakte sig over det hele Land.

Gennem sin Elskede blev Byron indført i de Sammensvornes Kres. Hele Familien Gamba tilhørte det hemmelige Selskab, og Teresas Broder Pietro, en varmtfølende Yngling paa 20 aar, der havde fattet et beundrende Venskab for Byron og senere fulgte ham til Grækenland, var en af dets ivrigste og bedst underrettede Førere. Carbonarismen forekom Byron som Politikens Poesi. Han havde følt sig afskrækket af det træede parlamentariske Liv hjemme i England, men i denne Form tiltalte Politiken hans Indbildningskraft. Han opnaaede en høj Grad som Carbonari og blev Fører for en Afdeling ved Navn Americani. Han leverede de Sammensvorne Vaaben og tilbød den "konstitutionelle" Regering i Neapel 1000 Louisd'orer som sit Bidrag til Kampen mod den hellige Alliance. Imod de østerrigske Voldsmænd viser hans Breve et sandt Raseri. Hvor han end boede, var han det østerrigske Politi en Torn i Øjet, hans Breve blev aabnede, den italienske Oversættelse af "Childe Harold" forbudt i de italiensk-østerrigske Lande, og Politiet ophidsede, som han vel vidste, til Snigmord paa ham. Ligefuldt red han hver Dag alene og roligt sin Tur. Hans Følelser ytrede sig ved denne Lejlighed som ogsaa ellers halvt som stoisk Heltemod, halvt som drengeagtig Overgivenhed. Det er drengeagtigt elskværdigt, naar han med store Bogstaver sætter foran i sine Breve: "Den østerrigske Regering Usselrygge! de østerrigske Politi-Embedsmænd Slubberter! Jeg véd, at de lukker mine Breve op og læser dette; derfor skriver jeg det." Da de haardeste Straffe var fastsatte for den, som havde Vaaben i sit Hus, lod han alle de Sammensvornes Vaaben i Romagna'en ophobe i sit, der saaledes forvandledes til et helt Arsenal; hans Skabe og Skuffer var fulde af deres Kundgørelser og Edsformularer. Han tænkte med Rette, at man neppe vilde vove en Husundersøgelse hos et Medlem af det engelske Overhus.

Det var imidlertid lettere at fordrive end at fængsle ham. Og det skete meget simpelt derved, at Greverne Gamba pludseligt fik Befaling til at forlade Landet inden 24 Timer. Da det var fastsat i Separationen, at den unge Grevinde skulde tvinges til at gaa i Kloster, ifald hun forlod sin Faders Hus, var man sikker nok paa ved denne Lejlighed at blive Byron kvit. Slutningen af Teresas Brev til hendes Elskede, da hun erfor denne Befaling, lyder: "Byron, jeg fortvivler, hvis jeg skal forlade dig uden at vide, naar vi skal se hinanden igen - er det din Vilje at jeg skal lide saa forfærdeligt, da er jeg besluttet paa at blive. Man vil indelukke mig i et Kloster; og saa kan du ikke hjælpe mig ... Jeg véd ikke, hvad man siger til mig. Min Ophidselse overvælder mig - og hvorfor? ikke for Farens Skyld, som truer mig, men - derpaa kalder jeg Himlen til Vidne - ene fordi jeg maa forlade dig." *33)

Den store Formue, Byron ved sit Ægteskab var kommen i Besiddelse af og som han - stygt og mærkeligt nok ingen Skrupler gjorde sig ved at beholde, de Summer, Salget af Newstead indbragte, og de 20,000 Pund, der i aarenes Løb udbetaltes ham i Honorarer af Murray, havde sat ham istand til at vise en storartet Velgørenhed. Da det rygtede sig, at Byron tænkte paa at rejse fra Ravenna, indgav alle Egnens Fattige, der havde nydt godt af hans Rundhaandethed, et Bønskrift til Kardinallegaten om at det maatte tillades ham at blive. Men netop i Befolkningens Hengivenhed for ham laa jo for Regeringen Faren. Han ombyttede da Ravenna som Opholdssted med Pisa. Dog da den toskanske Regering var ligesaa bange for Byron og Gamba'erne som Kirkestatens, fulgte snart en ny Udvisning, og man begav sig til Genua, Byrons sidste Opholdssted før Grækenland.

 

Noter til Kapitel 21:

*33) Det store Værk "Lord Byron jugé par les témoins de sa vie", som Grevinden i 1868 udgav, afgiver, skønt det hverken meddeler Indsigt i Byrons Sjæleliv eller i hans Kunst, et rørende Vidnesbyrd om Styrken og Dybden af hendes Kærlighed. Løsningen af den Gaade, Verden kalder Byron, er for hende givet med det ene Ord: Han var en Engel, ikke mere, ikke mindre, skøn som en Engel, god som en Engel, Engel i Et og Alt. Bogens 1100 Sider er inddelte i Kapitler efter hans Dyder; hun helliger hans Menneskekærlighed ét Kapitel, hans Beskedenhed et andet o. s. v. Kapitlet om hans Fejl godtgør paa det klareste, at han ingen havde. Til hans aandelige Portræt føjes det legemlige. Hans Stemmes, hans Næses, hans Læbers Skønhed behandles hver i sin Rubrik. Ufatteligt er det, hvorledes den skændige Bagvaskelse har kunnet udbrede sig, at Lord Byron var halt eller hans Fod en Klumpfod. Fejlen ved hans Gang var saa ringe, at det var umuligt at se, hvilken Fod det var, som ikke var regelret, og her forelægges en Attest fra hans Herligheds Skomager, der endnu besidder de Trælæster, hvorover hans Sko i Newstead blev gjorte, og hvoraf det ses, hvor højst ubetydelig Vanførheden var. Ufatteligt er det ligeledes hvorledes den usle Bagvaskelse har kunnet finde Tiltro, at Lord Byron tilsidst blev noget skaldet i Tindingerne; ganske vist blev han noget blottet for Haar, men det kom kun af, at han yndede at lade sig barbere i Panden. Ubegribeligt er det, at man har kunnet sige den dumme Usandhed, at hans Ben tilsidst blev noget tynde. Ganske vist blev de noget tyndere end de tidligere havde været, men var det ikke naturligt hos en Mand, der tilbragte næsten al sin Frihed tilhest? Naar man betænker, at denne Bog er udgivet 44 aar efter Byrons Død, kan det ikke nægtes, at den Lidenskab, han indgød, var dyb og varig.

 

22. Byron. Naturalismens Højdepunkt.

 

I Tidsrummet fra 1818 til 1823 udarbejdede Byron "Don Juan". Saasnart Begyndelsen af Haandskriftet kom til England, regnede det fra Venner og Kritikere, der fik det at se, ned med Forfærdelsesudbrud over det, med Anraabelser om Bortskæring og Sløjfning saa hist, saa her, med Ak og Ve over Digtets Usædelighed. Usædelighed! det var den store Beskyldning, som Byron ved hvert Skridt i sit Liv maatte høre og som forfulgte ham efter hans Død; under Paaskud af Usædelighed blev hans "Erindringer" brændte, og under Paaskud af hans Usædelighed Westminsterabbediet lukket for hans Statue. Byron svarer i et Brev til Murray: "Hvis man havde sagt mig, at Poesien ikke duede noget, saa havde jeg slaaet mig til Ro, men I siger det Modsatte og snakker saa til mig om Moralitet - det er første Gang, jeg har hørt det Ord af Folk, der ikke var Slyngler og ikke brugte det som Middel til Skurkestreger. Jeg paastaar, at mit Digt er saa moralsk, som noget Digt kan være, og vil de gode Folk ikke se Moralen deri, saa er det deres Skyld, ikke min. Af deres fordømte Beskæren og Kappen-af vil jeg ikke vide Noget. Naar De vil, kan De udgive Digtet uden Navn; det er maaske, naar Alt kommer til Alt, det bedste; men jeg vil fægte mig frem imod Alle og til alle Sider som et Pindsvin."

Dette Digt, der, indledet med den blodige Tilegnelse til Southey, maatte udkomme anonymt, ja uden engang at bære nogen Boghandlers Navn paa Titelbladet, og der, som Byron siger, vanskeligere kom ind i en engelsk Dagligstue end en Kamel gennem et Naaleøje, er det eneste Digt, som i det nittende aarhundrede kan sammenlignes med Goethes "Faust": thi det og ikke det sammenlignelsesvis ubetydelige "Manfred" er Byrons Verdensdigt. Til sit trodsige Motto har det denne Shakespeareske Replik: "Tror du, at fordi du er dydig, skal der ikke mere gives Kager og Vin? Det skal der ved Sancta Anna og Ingefærret skal brænde Jer i Munden" - et Motto, der kun lover Forargelse og satirisk Skemt; men ligefuldt var det med berettiget og profetisk Stolthed, at Byron skrev: "Forlanger I et moderne Epos, saa har I "Don Juan"; det er saa godt et Epos for vor Tid som "Iliaden" for Homers." Det blev Byron, som gav, hvad Chateaubriand havde indbildt sig at give med "Martyrerne", den moderne episke Digtning, der hverken lod sig opføre paa kristelig-romantisk Grundvold, som Chateaubriand vilde, eller paa et enkelt Folkelivs Grund, som Scott havde forsøgt. Den lykkedes for Byron, fordi hans Grundvold ingen ringere var end aarhundredets fremmeligste Kultur.

Hans Juan er ingen romantisk Helt; han hæver sig hverken ved Forstand eller Karakter synderlig højt over Gennemsnittet, men han er en Lykkens Yndling, en sjældent smuk, stolt, kæk og yderst heldig Mand, der ledes langt mere af sin Skæbne end af Forsæt og Plan. Saaledes passer han til Helt i et Digt, der skal omfatte Menneskelivet og hvor det ikke gik an, at Helten valgte sig et særligt Felt. Thi for dets Spillerum og Rækkevidde var alt fra første Færd ingen Grænse dragen.

Digtet stiger og synker som et Skib, der bæres af solbelyste og stormslagne Bølger, og kastes fra én Yderlighed til en anden. Paa den ildfulde Kærlighedshistorie mellem Juan og Julia følger Skibbruddet med al dets Hungersnød og Dødskval, paa Skibbruddet den pragtfulde og smeltende Samklang af ungdommelig Elskov mellem Juan og Haidi, Livets højeste, frieste, sødeste Potens som saligt Liv - en nøgen og dejlig Gruppe som den af Amor og Psyche, men besjælet - over dem græske Nætters Maanelys, foran dem det vinfarvede Hav, hvis melodiske Skvulpen ledsager deres Elskovsord, som Ramme Grækenlands fortryllende Klima, og endelig for deres Fødder al Østens asiatiske Pragt: højrødt Atlask, Guld, Krystal og Marmor. Og som alt dette følger paa den yderste Livsfare og Afmagt, saaledes følger paa Festen i Haidi's Palads: for Haidi Kval, saa hendes Hjerte brister, for Juan en braadden Pande, snærende Baand og Salg som Slave. Men som Slave sælges han til Serailet, og nu følger hans pudserlige Forklædning som Pige, hans Indførelse hos Yndlingssultaninden og den skelmske Nattescene i Serailet med al dens Ild og Duft, al dens overgivne og sanselige Spøg. Umiddelbart herfra føres vi til Ismails Belejring, til Menneskeslagteri i største Stil og alle en idéløs Krigs og en raa Soldateskes Grueligheder, skildrede i et Omfang og med en Kraft, hvormed det ikke før var sket i noget Lands Poesi. Saa rejser vi med Juan til Catharina af Ruslands Hof ind blandt Østeuropas lakerte Barbarer, styrede af en genial Messalina, og derfra til England, til Landevejsrøveriets, Moralens, Rigmands- og Adelsvældens, Ægteskabets, Dydens og Hykleriets forjættede Land.

Dette grove Omrids angiver blot det nøgne Skema for Digtets Omfang. Det omfatter ikke alene med saadan Mangesidighed Livets Grundmodsætninger, men hver af disse Yderligheder er atter opfattet yderligt. Digteren har paa hvert Punkt ladet sin Indbildningskrafts Sonde gaa tilbunds i Situationen, saavel i den sjælelige som i den udvortes virkelige Situation. Goethes antike Naturel førte ham til, hvor det var muligt, at holde Midten, og selv i "Faust", hvor han med skrækkelig Alvor afslører Menneskelivet, løfter han Sløret med nænsom Haand. Ofte mister dog hans Værker herved Livets højeste Spænding. Det fulde Luftrum til at udbrede deres kæmpestore Vinger faar Livets og Dødens Genier sjældent hos ham. Byron vil aldrig berolige sin Læser, aldrig skaane ham. Han er selv ikke rolig, før han har sagt Alt, det sidste Ord om Sagen; han er en Dødsfjende af enhver Idealisme, der udskiller og derved forskønner, hans hele Kunst peger kun ud mod Virkeligheden og mod Naturen og tilraaber Læseren: Kend dem!

Tag den første den bedste Karakter, Julias f. Eks. Hun er 23 aar gammel, henrivende; uden at vide det svagt forelsket i Juan, tilfreds med sin halvtredsaarige Mand, men dog uden at vide det - svagt ønskende, at han lod sig dele i to paa 25. Først strider hun haardt for sin Dyd, saa giver hun tabt; men endnu har hun ikke begaaet noget lavt eller komisk. Saa viser Byron os hende i en spændt Situation, da Manden overrasker Parret, og vi opdager pludselig et nyt Lag i hendes Sjæl. Hun lyver, hun bedrager, hun spiller Komedie med en Tungefærdighed, som overrasker. Hun var da altsaa ikke god og elskværdig, som hun viste sig først? Vi har altsaa taget fejl? Ingenlunde. Byron viser os et endnu dybere Lag i hendes Sjæl, da hun skriver det berømte Afskedsbrev til Juan, et følt og kvindeligt Brev, en af Værkets Perler. Sjælekampen udelukker da ikke Hengivelsen, Kærligheden ikke Løgnen, Løgnen ikke den højeste Sjælsfinhed og Skønhed i visse Øjeblikke. - Og nu dette Brev, hvor bliver det af? Juan læser det med vaade Øjne paa Skibet - da afbrydes dets rørende Sammenligning mellem Maaderne, hvorpaa Mand og Kvinde elsker, af Søsygen; Juan faar Ondt med Brevet i Haanden - stakkels Brev, stakkels Julia, stakkels Juan, stakkels Menneskehed! Thi er ikke Menneskelivet saadan? Og endnu engang stakkels Brev! Da under Havsnøden Mandskabet i Baaden elendigt og forkommet har fortæret den sidste Ration, da Folkene længe med graadige Øjne har betragtet hverandres udtærede Skikkelser, og da det besluttes, at man skal trække Lod om, hvem der skal slagtes for at blive spist af de Andre, se, da findes i Baaden intet andet Papir end Julias poetiske og elskovsfulde Brev, og man vrister det fra Juan for at skære det i Firkanter og numerere disse. Det er en af Brevets numererede Firkanter, som bringer Pedrillo Døden. Gives der da virkelig paa Firmamentet en Klode, hvor Elskovens Sværmeri og menneskeæderiske Drifter findes Side om Side, ja mødes paa samme Kvadrattomme Papir? Byron svarer, at han kender en: det er Jorden.

Umiddelbart derefter føres vi til Haidi. Mod hende er alle Byrons tidligere græske Piger kun umodne og usikre Forsøg. Aldrig var i moderne Poesi et vildt Naturbarns Elskov bleven skønnere skildret. Goethes ypperste unge Kvinder Gretchen og Clärchen er smaa Borgerpiger, og deres Holdning har med al sin Adel det smaaborgerlige Præg; man føler, at deres Digter var en Frankfurter-Borgersøn, for hvem Naturen aabenbarede sig i den lavere Borgerstand ligesom Dannelsen i det smaatyske Hofliv. I Byrons skønneste Kvindeskikkelser er der intet Borgerligt; ingen borgerlig Sæd og Skik har tillempet den frie Naturlighed i dem. Man føler, naar man læser om Juan og Haidi, at Byron stammer ned fra Rousseau; men paa samme Tid, at hans høje og uafhængige sociale Stilling i Forening med hans store Skæbner havde givet ham et ganske andet frigjort Blik paa Menneskenaturen end Rousseau besad:

 

Og Haand i Haand de vandred, hun og han,

og gled paa Kiselgrus og Muslingskaller

hen ad det fine, glatte, faste Sand

ind i de vilde Grotters hvalte Haller,

udhult af Storm og Bølgens Braad og Brand,

med Celler, der ret som til Hvile kalder.

Dér tog de Plads, og Arm i Arm de nød

Solnedgangsskærets dybe Purpurglød.

 

De saa mod Himlen, saa dens Rosenglød

som i et Verdenshav af Guld udflyde,

de saa fra Søens dybe, blanke Skød

Fuldmaanens store Skive frem at skyde.

I Vovens Skvulpen Vindens Hvisken lød -

fra Øje frem mod Øje saa de bryde

et ildfuldt Blink - og intet mer de saa;

men Læbe i et Kys mod Læbe laa.

 

Et langt langt Kys, et Kys af Ømheds Trang,

af Skønheds og af Ungdoms i det samme,

tre Straaler, samlet i et Brændpunkts Fang;

et blandt de Kys, som fra vort Foraar stamme,

naar Lava strømmer gennem aarens Gang,

naar hvert et Kys er som om der slog Flamme

af Hjertets Jordskælv frem ....

....

Haidi om Skrupler taled ej; hun svor

ej Eder eller tænkte paa Kontrakt, nej!

At Ægteskabet paa en "Pagt" beror,

og at en Pigelil skal ta' i Agt sig,

hun aned ej.

 

Hvilken Læser føler ikke her med Berusning, især naar han kommer fra den franske Reaktionsliteraturs erotiske Hykleri, den friske Strøm af ungdommelig Lidenskabs Varme, Digterens ildfulde Begejstring for den naturlige Skønheds Adel og hans dybe, uudgrundelige Spot over Pænemandsmoralens Filisterier! Gives der da en Verden - en regelmæssig Verden, i hvilken 2 og 2 er 4, en dyrisk Verden, hvor alle de laveste og mest afskyvækkende Drifter hvert Øjeblik kan bryde frem - i hvilken der tillige glimtvis, minutvis, dagvis, maanedsvis, i evige Øjeblikke og aar forekommer saadanne Skønhedsaabenbaringer i Menneskelivet? Ja, svarer Byron, der gives en, og det er den, som ligger aaben for os Alle. Og nu hurtigt herfra til Slavemarkedet, til Serailet, til Slaget, til gennemført Myrderi og Voldtægt og Spidden af spæde Børn paa Bajonetten!

Saa store Modsætninger omfatter dette Digt. Men det er ikke en sanselig, satirisk-spøgende Epopé som Ariosto's, det er et lidenskabeligt politisk Tendensdigt, fuldt af Harme, Haan, Trusler og Opraab, med lange, gentagne, gjaldende Stød i Revolutionens Krigslur *34). Byron skildrer ikke blot Rædslerne, han fortolker dem. Da han efter Ismails Indtagelse har anført "Slagteren" Suvorovs Sejrsmelding til Catharina, siger han: "Han skrev denne Vise, satte den i Musik og gav den tilbørlig Ledsagelse af Rallen og Skrig; faa vil synge den, dog skal den aldrig glemmes; thi jeg vil præke, til Stenene rejser sig imod Jordens Tyranner. Lad det aldrig kunne siges, at vi endnu kryber for Troner, men lær af vor Skildring, I vore Børnebørn, hvordan Tiden var, før Verden blev fri!" Sammenligner man paa dette Punkt "Don Juan" med "Faust", aarhundredeskiftets store Digt, da føler man, at det brede historiske Pust i "Don Juan" fuldt vel har den Kraft som den filosofiske aand, der besjæler "Faust". Og sammenstiller man det i sin Fantasi et Øjeblik med dets russiske Affødning Puschkin's "Jevgeni Onjægin" og dets danske Affødning, Paludan-Müllers "Adam Homo", da føler man i det engelske Digt Naturens og Historiens Havbrise des stærkere i Modsætning til Verdenstonen og den politiske Uformuenhed i den russiske Digtning og til det snevert moralske Synspunkt i Danmarks saa talentfulde fortællende Digt. I "Don Juan" findes Natur og Historie som i "Faust" Natur og dybsindigt Grubleri; her er Menneskelivet udfoldet i dets Bredde, som i "Faust" sammentrængt i en Personliggørelse, og det hele Værk er Foster af en Harme, der for alle Tidens Stores Øjne her skrev sit: "Mene, Tekel, Ufarsin."

Først i dette Værk var Byron helt sig selv. Grundigt erfaren kendte han nu Verdensløbet godt nok til at have aflagt al umoden Godtroenhed. Han vidste nu, hvad Gennemsnitsmennesket bestod af og lod sig lede af i sit Liv. Menneskefjendsk har man kaldt ham i Anledning af hans skærende Spot derover; han har givet det rette Svar derpaa, naar han siger (9: 21): "Hvorfor kalder de mig menneskefjendsk? fordi de hader mig, ikke jeg dem." Vist er han cynisk nu og da, men det er hvor Naturen selv er skamløs.

Har han vel Uret, naar han siger (5: 48): "Nogle taler om en Appel til Lidenskaben, andre til Følelsen, atter andre til Fornuften ... men ingen Klang virker dog mægtigere paa Menneskehedens bedste Følelser end den af hin altformildende almægtige Lyd,

 

en Lyd, der kan enhver Beslutning rokke,

Stormklokken for vor Sjæl - en Middagsklokke."

 

Har han Uret, naar han ubarmhjertigt viser (9: 73), hvor forfængelig og selvisk Elskov er, eller gaar han for vidt i Bitterhed og Satire, naar han i sin Skildring af Familielivets Lykke (3: 60) siger:

 

Sikkert er Rollinger en Himlens Lyst

(blot efter Bordet de ej præsenteres)

og skøn er Moderen, som gi'er dem Bryst

(naar hun kun ej ved Amningen spoleres) -

 

ak saalænge alle smukke Ting har en Vrangside, nytter det lidet at ville forbyde Digteren at vise den frem, hvor dybt end Moralisten maa sukke derved. Og disse Steder er sikkert de mest udpræget cyniske i Digtet, ligesom overhovedet de bitre Rousseauske Udfald mod Civilisationen, hvis Glæder opsummeres som Krig, Pest, Voldsmænds Hærjen og Kongers Svøbe, altid er ledsagede af brændende Kærlighedserklæringer til Naturen (se især 8: 61-68).

"Man siger i anonyme Artikler om mig, udraaber han (3: 104), at jeg ikke har nogen Religiøsitet; ... mine Altre er Bjergene og Havet, Jord, Luft, Stjerner, Alt hvad der udspringer fra det store Hele, der har frembragt og atter vil modtage Sjælen." Men det forstaar sig, at stemmende med det teologiske Ritual var denne Naturfromhed ikke. Som et Omkvæd fra "Childe Harold" vender Forherligelsen af Tankens Frihed tilbage. Det hedder (10: 90): Skal jeg end staa alene, jeg vil ikke bytte mine frie Tanker for en Trone. Snart forekommer de blodigste Udfald mod Teologiens Forestillinger om Syndens Oprindelse, snart bidende Satire over Rettroenheden og den gængse Lære, at Sygdom og Modgang gør from. Om Synden hedder det (9: 19): "Himlen er over os Alle, som Cassio siger, lader os derfor bede! Vi har Sjælesorg behov, siden Eva gled ud og Adam faldt og derved væltede alle Mennesker ned i Graven og desuden alle de arme Bæster, Fiske og Fugle. At Spurven falder, skyldes en særlig Viljeshandling af Forsynet, hedder det; og dog véd vi ikke noget om, hvad den har forbrudt; hvem véd! maaske sad den paa det Træ, som Eva saa ivrigt prøvede". Man ser, hvor meget friere og dristigere Tonen er bleven siden "Kain". Og om Hospitals-Rettroenheden hedder det (11: 5, 6): "Jo flere Stød Sygdommen giver mig, des mere rettroende bliver jeg bestandig. Det første Anfald beviste mig Guds Guddommelighed (som jeg iøvrigt aldrig har betvivlet, saa lidt som Satans Eksistens), det andet Jomfruens hemmelighedsfulde Jomfruelighed, det tredje Syndefaldet, det fjerde opstillede med ét Stød Treenigheden for mig paa saa urokkelig en Grund, at jeg andægtigt ønskede, der var fire i Steden for tre, for at jeg kunde have des mere at tro paa."

Byron var nu kommen til det Punkt i sit Digterliv, at han ikke mere saa, hvorledes han skulde faa sine Sager trykte. Hans Forlægger var ængstelig og trak sig efterhaanden helt tilbage. De første Sange af "Don Juan" kunde jo end ikke finde en Boghandler, der vovede at sælge dem for Digterens Regning. Han siger selv, da han (Don Juan 11: 56) sammenligner sin Skæbne med Napoleons: "Juan var mit Moskvá, Faliero mit Leipzig og Kain synes mit Mont St. Jean; Dosmernes Belle-Alliance kan nu rejse Hovedet, da Løven er falden."

Vi har allerede set, hvad Southey vovede at sige i Fortalen til sit Spytslikkerdigt Domsvisionen. Han opfordrede som ægte Angiver Staten til at skride ind mod Salget af Byrons Skrifter; thi at det var paa Byron Angrebet var møntet, skjulte han ikke i sin Svarartikel paa Byrons Gensvar. Triumferende udbryder han her: "Jeg har givet denne Skoles Medlemmer til Pris for den offenlige Afsky som Fjender af deres Fædrelands Religion, af Samfundsordenen og den huslige Moral. Jeg har givet den Navnet den sataniske Skole, et Navn, hvortil dens Grundlægger og Høvding svarer. Jeg har af min Slynge kastet en Sten, som har truffet dens Goliaths Pande. Jeg har naglet hans Navn til Galgen til Skændsel og Vanære for ham saa længe som det huskes. Tag det ned, hvo som kan!"

Saaledes skrev den holdte og betalte Skribler, der, som Byron siger, havde løjet sig til Laureatpoet. Byron svarte med sin beundringsværdige Satire, sin "Domsvision". Georg den Tredje ankommer her som hos Southey til Himlens Port og forlanger at lukkes ind. Men St. Peter er ingenlunde rede til at komme hans Ønsker imøde. Dørvogterens Laas og Nøgler er rustne; der er saa lidt at gøre; siden 1789 gaar alle Mennesker ad Helvede til. Keruberne vil gøre Plads for den gamle Mand; thi Englene er allesammen Tory'er. Men Satan indfinder sig som Anklager og han og Michael disputerer nu om Retten til den Døde. Hver af dem fører Vidner og blandt disse bringes Southey, som begynder at læse sine Værker højt og vedbliver saa ustandseligt dermed, at Alle, baade Engle og Djævle, tager Flugten og den gamle Konge i Forvirringen og Hurlumhejen slipper ind. I sin Fortvivlelse over Foredraget slaar St. Peter Southey i Hovedet med Nøglerne, han synker først tilbunds - som hans Værker; saa flyder han atter ovenpaa - som han selv; "thi alle bundfordærvede Ting er af lutter Raaddenskab saa lette som Kork." Det hele lille Mesterværk følger Punkt for Punkt Southey's Digt, som det parodierer (note: Udfaldene mod Southey findes iøvrigt i Don Juan 1: 205, 3: 80, 93 9: 35, 10: 18.). Men Vanskeligheden var at faa det trykt. Murray vilde ikke tage det, heller ikke nogen anden Londonsk Forlægger.

Under disse Forlegenheder var det, at Byron gjorde sit uklogeste, literære Skridt, det der skadede ham mest i den engelske Læseverdens Øjne. En talentfuld men ikke fremragende Mand, den radikale Digter Leigh Hunt, hvem Byron (for at lægge sit Sindelag for Dagen) i sin Ungdom sammen med Moore havde besøgt da han var bleven sat i toaarigt Fængsel for Fornærmelser mod Prinsregenten og som nu var nøje forbunden med Shelley, fik Lyst til at grunde et radikalt Tidsskrift i Forening med Shelley og Byron. Shelley selv holdt sig af Beskedenhed tilbage, men saa snart han havde stillet Hunt i Udsigt, at han mulig kunde faa Byron til Medarbejder, forlod Hunt med Kone og Børn England, opgav Alt hvad han havde for og hvoraf han levede, og indfandt sig pengeløs og hjælpeløs i Italien, hvor Byron ædelmodigt gav ham og hans Familie Husrum under sit Tag. Imidlertid viste det sig snart, at personlig Overensstemmelse var umulig mellem disse to Mænd af saa forskellig Art og Værdi, Byron følte sig saaret ved Hunts fortrolige Nærgaaenhed, Hunt sig stødt ved Byrons overlegne Holdning. Men Hovedulykken var, at Byron ganske ødelagde sig i Englændernes Omdømme ved Forbund med en saa meget ringere Mand.

Forgæves advarede Thomas Moore ham, idet han afslog at levere Bidrag til det planlagte Tidsskrift og skrev: "Ene kan De tage Kampen op mod Verden, hvilket vil sige Noget, da Verden som Briareus er en Gentleman med mange Hænder, men for at kunne det - maa De staa alene. Husk at de usle Huse om Peterskirken næsten tager Synet ganske bort fra den." Byron havde engang givet sit Ord paa at hjælpe Hunt og vilde ikke nu træde tilbage. Han anede dengang ikke, at Leigh Hunts første Gerning efter hans Død skulde være at skrive tre Bind for at besudle hans Minde. *35) Han gav da Hunt "Domsvisionen" og "Himmel og Jord", det skønne Verdensundergangsdigt, om hvilket i dansk Literatur Paludan-Müllers "Ahasverus" erindrer en Smule. Dog Tidsskriftet, som først skulde hedde "The Carbonari", men som man af Politik gav det matte Navn "The Liberal" vakte en saadan Forfærdelse og Uvilje, at det fristede et kummerligt Liv og gik ind allerede efter fjerde Hefte. Saaledes var Byron omtrent udespærret af Literaturen, og Vejen til Handling og virkelig Kamp for hans Ideer den eneste, der faktisk endnu stod ham aaben.

Men først fik hans revolutionære Patos Luft i "Don Juan" og "Broncealderen". Shelley tiltroede Byron den Ærgerrighed og den Evne "at blive sit undertrykte Fædrelands Frelser". Med Urette; thi for den engelske Oppositions sejge og langsomme Frihedskamp passede han ikke. Det var heller ikke blot Englands politiske Nød, der sysselsatte og greb ham, men i sin Uvilje over al Undertrykkelse og i sit Had til alt Hykleri opkastede han sig til Talsmand for den lidende Verden. Hans Blod kogte, naar han tænkte paa Slaveriet i Amerika, paa Mishandlingen af den fattige Befolkning i Irland, paa de italienske Fædrelandsvenners Martyrium. Hans Sympatier havde altid tilhørt den franske Revolution.

Han havde først beundret Napoleon; men da han saa, hvorledes Tidens Helt sank til at blive "en Konge", atter udslettede "de opvaagnede Menneskerettigheder, omgikkes med simple Konger og Snyltegæster" og endelig i Fontainebleau foretrak at frasige sig Tronen for at give sig selv Døden, angreb han med frygtelige Haansord sit fordums Ideal. Der er i Byrons og Heines Forhold til Napoleon megen Lighed; thi begge haaner deres Lands saakaldte Frihedskamp imod ham; men den Ulighed er der, at den engelske Digters ubøjelige Stolthed og Frisind umuliggjorde ham den Fortabelse i kvindagtig Beundring, hvortil den tyske Digter forfaldt. Napoleons blodige Krigshæder kunde ikke imponere Den, der i skønne Ord har kaldt det hæderfuldere at aftørre en eneste Taare end at udgyde Have af Blod, (Don Juan 8: 3) og som ikke beundrede nogen anden Kriger end den, der som Leonidas og Washington kæmpede for Frihed.

Han havde længe svunget sin Svøbe over Prinsregentens Hoved og mangen god Gang ladet Slaget falde over hans svære Krop. "Irland dør af Sult, hedder det, Georg vejer 14 Lispund" og i det Epigram, hvor han sammenligner ham med Karl den Anden og Henrik den Ottende, udbryder han: Karl (det vil sige: hovedløs) for sit Folk, Henrik (det vil sige: hjerteløs) for sin Kone: Nu gik Byron selve sit Land under Øjne. Han angreb alt Usandt, alt Hadværdigt deri lige fra Sagnet om den jomfruelige Dronning (vor halvkyske Elisabeth hedder det D. J. 9: 81) til hvad den mest nymodens Tænkemaade forlangte. "Jeg er altfor fædrelandskærlig, siger han, til at jeg ikke hellere skulde fortælle ti Løgne om Franskmændene end sige blot ét sandt Ord om dem - saadanne Sandheder er Landsforræderi" (7: 22). Han vover at tillægge Prøjserne en stor Del af Æren for Waterloosejren, at kalde Wellington Villain-ton (efter Béranger) og lade ham høre, at han med alle sine Ordener og Pensioner ingen anden Fortjeneste har indlagt sig end "at istandsætte Arvekongedømmets gamle Krykke". Han vover endelig med en anden Alvor og Patos end Thomas Moore i dennes satiriske Breve at lade England vide, hvor afskyet dets Torypolitik har gjort det hos alle Jordens Folk: Han har ikke stor aarsag, siger han, til at elske hin Plet af Jorden, der bærer en Nation, som kunde have været den ædleste af alle; men skønt han skylder den lidet mere end sin Fødsel, føler han en Blanding af Ærefrygt og Sorg over dens synkende Ry og fordums Storhed:

 

Ak, vidste hun, vor Moder dog tilfulde,

hvor hendes Navn er afskyet nu af Alle,

med hvilken Glæde hele Verden skulde

mod hendes Hoved lade Hugget falde,

at Alle ønsker hende under Mulde

og værre end en Fjende hende kalde:

Frihedens Judas, som brød Slavelænker

engang, og nu paa nye Baand kun tænker.

 

Hun fri? hun fri? der som den første staar

blandt Slaver. Vel er hele Verden bunden,

men Opsynsmanden? - har han bedre Kaar,

har han ej samme Vilkaar just i Grunden?

Og kaldes det for Frihed, naar man faar

Lov til med Nøgleknippet at gaa Runden?

Fra Lys og Luft er Slutteren, med Føje,

saa fjern som den, der sidder spændt i Bøje.

10: 66-68.

 

Byron stod nu paa den Højde, at intet Hverdagshensyn kunde binde ham; han forfulgte "Middelmaadighedernes Ministerium", som han kalder det, endog ud over dets Medlemmers Død. Han undte ikke Castlereagh Ro i Graven, fordi, som han siger i en af Fortalerne til "Don Juan", det Undertrykkelsens og Hykleriets System, med hvilket hans Navn var enstydigt, varede ved langt ud over hans Død. Han afskyede Kongedømmerne af Guds Naade og de til Væmmelse gentagne Talemaader om det Havet beherskende Britannia, hendes Trefork og hendes lykkelige Forfatning, om de høje Heltekejsere og det fromme Russerfolk. Paa de fine Guldpenge - siger han efter Napoleons Fald - staar nu atter "Ansigter med det ægte fæiske Præg". Han væmmedes ved den Forgudelse, som dreves med Europas raaeste Folk. Allevegne hørtes jo den følsomme Kosaks tyske Afskedssang til sin Pige, hvis Begyndelsesord "SchÖne Minka" endnu den Dag idag ikke er glemte; de nævnes f. Eks. i tredje Sang af "Adam Homo".

Saa bliver det da Byron, der i Europa aabner den radikale Modstand, som i Midten af Tyverne udbryder imod den politiske Romantik og den hellige Alliance. Denne var jo ikke Andet end Europas politiske Hykleri sat i System. Han kaldte den hellige Alliance for den himmelske Treenigheds Abekat, der gik ud paa at smelte tre Narre sammen til én Napoleon. Han haanede den kokette Czar Alexander, den ypperste "Valser og Barbar" og brændemærkede den hyklerske Kongrespolitik, med hvilken "de tyve Narre i Laibach vilde afgøre Menneskehedens Skæbne". "O Wilberforce, synger han, du ædle Mand, der befriede Negerslaverne, du, hvis Fortjenester ingen kan tale eller synge tilstrækkeligt om, én uhyre Kolos har du slaaet ned, du Afrikas moralske Washington! Men her er endnu en lille Ting at udrette for dig, hvis du en smuk Sommerdag vilde bringe den anden Halvdel af Menneskeheden i Orden. Du har befriet de Sorte - spær nu de Hvide ind! Spær ham ind, den skaldede Pralhans Alexander og send de hellige tre Konger til Senegal, lær dem, at den Sauce, der passer til Gaas, passer ogsaa til Gase; hvad der er den Ene ret, er den Anden billigt, og spørg dem saa, hvordan det smager at faa Pryglesuppe til Middag."

Hvilket Sprog! Hvilke Toner under Dødsstilheden i det undertrykte Europa! De skar igennem den politiske Luft og genlød vidt og bredt; intet Ord af Lord Byron faldt jo uhørt til Jorden, og de talløse Flygtninge og Forfulgte, Undertrykte og Sammensvorne over hele Europa fæstede deres Øjne paa den ene Mand, der under Intelligensernes og Karakterernes almindelige Synken til et Jævnmaal, som laa lavt, stod oprejst, skøn som en Apollon, modig som en Achilles, stoltere end Europas Konger tilsammen. Han, den overalt ukrænkelige Peer af England, blev Organ for den stumme Forbitrelse, der pinte Europas bedste og mest frihedselskende aander, idet han uhindret og ustraffet løslod sin revolutionære Vredes frygtelige Udbrud.

Han havde selv bestemt Poesi som Lidenskab (note: poetry, which is but passion D. J. 4: 106.). Hans egen blev lutter beaandet Lidenskab nu. Hør hvilken Torden der nu rullede hen over Europa: "Fremtidens Slægter vil neppe tro, at hvad vi har oplevet virkelig er hændet, og naar de da hører Historikerne tale om Troner og om dem, der sad paa dem, vil det være, som vi nu stirrer paa Mammuthknogler, undrende os over, hvilken Oldtid der vel var Vidne til Sligt. - Tænk om Georg den Fjerde blev udgravet! Et Fremtidsmenneske vilde slet ikke forstaa, hvor saadant et Dyr fandt Æde. - Dog lige meget! Gud skærme Kongen og Kongerne! for hvis han ikke vil, saa tvivler jeg paa, at Mennesker vil det mere. Jeg synes, jeg hører en lille Fugl synge, at Folket lidt efter lidt vil blive den stærkeste. Det mest udasede Øg slaar bag ud, naar Seletøjet skærer sig altfor dybt ind i dets hudløse Kød. Og den stakkels Pøbel bliver engang ked af at følge Hjobs Eksempel. Først knurrer den blot, saa bander den ogsaa, og saa - som David greb Slyngen mod Kæmpen, griber den de Vaaben, Fortvivlelsen rækker - og saa bliver der Krig. Jeg vilde gerne beklage det hvis jeg ikke havde indset, at Revolution alene kan rense Jorden fra Helvedes Besmittelse. Krig vil jeg da føre (idetmindste i Ord, maaske engang i Daad) mod Enhver, som bekriger Tanken, og af alle Tankens Fjender er og var Tvangsherskere og Øretudere altid de værste. Jeg véd ikke, hvem der vil sejre; men om jeg kunde vide det forud, det skulde intet Baand kunne lægge paa min ærlige, svorne, ligefremme Afsky for ethvert Despoti i ethvert af Jordens Folk". (8: 137, 9: 39, 8: 50, 51, 9: 24).

 

Noter til Kapitel 22:

*34)

.... I tier. Vent saa skal jeg tale

som Rolands Horn i Roncesvalles' Dale.

Don Juan 10: 87.

*35)Med Rette sammenligner Thomas Moore ham med Hunden, der fik Lov at bo i Løvens Bur og som nu efter Løvens Død giver den det daarligste Vidnesbyrd:

 

Skønt han brølte ret godt - Hvalpen tilstaar det flov -

det var Alt, si'er han, laant, Alt kun Andenhaandsvræl,

og han lider langt bedre sit eget Vovvov

end det stærkeste Kampskrig fra Vildløvens Sjæl.

....

Ja (og det er ret grimt) overdaadigt født op

af Løven hver Dag med Mundgodt fra dens Spand

han løfter sit Ben mod det ædle Dyrs Krop

og - gør Alt, hvad saa liden en Moppehvalp kan.

 

23. Byrons Død.

 

Han havde spaaet Revolutionen; han havde med Sorg set Carbonari'ernes Planer strande. Endelig var den udbrudt, denne Revolution; "fra Andernes Toppe til Athos' Klippespids" vajede samme Banner. Han var udstødt af Literaturen i England. Han blev drevet fra By til By i Italien. Han havde længe sagt, at en Mand burde gøre mere for Menneskeheden end skrive Vers. Mangen en Gang havde han talt med en Ringeagt som Shakespeare's Hotspur om Kunsten som om Flitter. Nu trængte Alt sig sammen for at drive ham til Handling. Hensynet til Grevinde Guiccioli var det eneste, som endnu holdt ham tilbage. Han tænkte paa at deltage i Kreolernes Frihedskrig, han forhørte sig ivrigt om Tilstandene i Sydamerika og allerede hans Ode til Venedig sluttede med de Ord, at bedre, langt bedre end at forsumpe i Italien var det at staa blandt de endnu frie Grækere ved deres Thermopylæ, eller at sejle bort over Dybet og bringe Amerika én fri Mand til.

Dog Tiltrækningen til det Land, der først havde begejstret ham til Sang, var stærkest. Han vristede sig løs fra sin Elskede, hvem han ikke vovede at udsætte for et Felttogs Farer og Strabadser. Filhellenernes engelske Udvalg havde optaget ham blandt sine Medlemmer, og han bragte rige Pengemidler fra Udvalget med sig. I Livorno modtog han endnu paa Afrejsens Dag den første og sidste Hilsen fra Goethe, den gamle Mesters bekendte Sonet til Byron. Fem hele Maaneder opholdt han sig paa Cefalonia, sysselsat med indtrængende at sætte sig ind i de græske Anliggender, og bestormet af de forskellige Høvdinge, der laa i Partistrid med hverandre, om at slutte sig til hver enkelt af dem. Fordelingen af Krigsmateriel, Skyts og Penge gav Anledning til en uhyre Brevveksling, som han med Jernflid besørgede. Endelig traf Byron sit Valg mellem de græske Anførere og bestemte sig for at gaa til Maurocordato i Missolunghi. Under Opholdet paa Cefalonia var allerede de for hans Ærgerrighed mest smigrende Tilbud blevne rettede til ham. Grækerne heldede overvejende til den monarkiske Regeringsform, og efter Trelawneys Overbevisning, som kendte Forholdene, vilde man, hvis han havde oplevet Kongressen i Salona, have tilbudt ham intet ringere end den græske Krone.

Da Byron steg i Land i Missolunghi, blev han modtaget næsten som en Fyrste. Skytsets Salver og larmende Musik hilste ham, den hele Befolkning var i Henrykkelse strømmet sammen paa Stranden, og i det for ham indrettede Hus ventede Maurocordato ham med en glimrende Forsamling af græske og fremmede Officerer. 5000 Mand laa i Byen. Byron tog 500 Sulioter (Albanesere), der ved Marco Bozzari's Død var blevne høvdingløse, i sit eget Sold. Selv udvalgte han sig den farligste Post, ret som ønskede han Døden. Han vilde overtage Befalingen over de Tropper, der skulde sendes mod Lepanto, og haabede ved Mod og Daadskraft at bøde paa hvad der manglede ham i militær Erfaring; den egenlige strategiske Ledelse skulde besørges af en Generalstab. Han havde her Anledning til at forbauses over den mægtige Virkning, som personlig Uforfærdethed og personlige Fortrin gør paa halvvilde Folk; ved Intet imponerede han sine Sulioter, der selv var daarlige Skytter, saa meget som ved sin Skydefærdighed og sin Ligegyldighed for Farer. Han selv var bleven et større Menneske. Vel kunde han endnu have Anfald af sit gamle Tungsind, men Hæderens lyse Bane laa aaben for hans Øjne. Vidnesbyrd om hans Stemning er det dejlige Digt, maaske det skønneste, han har skrevet, som han forfattede paa sin seksogtredive-aarige Fødselsdag. Sammenligner man det med de fortvivlede Linjer, han nedskrev den Dag, han fyldte 33 aar, føler man ret Forskellen. Det indeholder med Anelsen om hans nærforestaaende Død det mandigste Forsæt:

 

Sit Slag mit Hjerte standse gad;

det har ej mere nogen Ven.

Dog skønt ej længer elsket, lad

mig elske end!

 

Mit Løv er gult. I Høsten faldt

hvad Elskovs Blomst og Frugter var,

og Orm og Kræft og Kval er Alt,

hvad end jeg har.

.....

Men ikke "saa", ej nu og her

slig Tanke skulde slaa min Sans,

hvor Heltes Haar og - Kiste bær

en Ærens Krans.

 

Banner og Sværd og Skansens Vold,

Hæder og Hellas staar mig bi.

Spartaneren, død paa sit Skjold,

var ej mer fri.

.....

Søg ud dig da, hvad Faa har søgt,

en Krigers Grav paa Skæbnens Bud!

Se rundt, vælg Pladsen uden Frygt

og hvil dig ud!

 

Byrons allerførste Tanke var, som det kunde ventes af ham, efter Evne at raade Bod paa det Barbari, hvormed Krigen blev ført. Han frigav nogle tyrkiske Officerer og sendte dem til Jussuf Pasja med et i værdige og skønne Udtryk affattet Brev, hvori han beder ham til Gengæld vise Menneskekærlighed mod de fangne Grækere, da Krigens Ulykker endda er frygtelige nok. Saa rettede han af al Magt sin Opmærksomhed paa den Opgave, han havde stillet sig, og her viste sig da klart hans praktiske Blik i Modsætning til hans Omgivelsers poetiske Drømmerier.

Medens de øvrige Englændere af Udvalget i deres uverdslige Idékærlighed vilde begynde med at civilisere Grækenland ved at grunde en fri Presse, skrive Avisartikler osv., var hos Byron Carbonaro'en nu ganske svunden for Politikeren. Med Fasthed og Kraft byggede han overalt kun paa de virkeligt foreliggende Forhold, først og fremmest paa Grækernes fælles Tyrkerhad. Han troede, at man regnede sikrere dermed end ved at gøre Regning paa deres Kærlighed til Frihed og Republik. Stanhope vilde grunde Skoler. Byron fordrede og fordelte Kanoner. Stanhope stræbte ved Missionærer at indføre protestantisk Kristendom. Byron, der saa, at denne Taabelighed vilde fjerne hele den græske Gejstlighed fra Opstanden, vilde kun indføre Geværer og Penge. Endelig ophørte han nu med ethvert fjendtligt Udfald mod de europæiske Regeringer. Han, som havde oplevet, hvor ynkeligt Carbonarismen var strandet paa den organiserede Magt, vilde fremfor Alt se at opnaa Grækenlands Anerkendelse af Stormagterne.

Desværre var hans Helbred ikke hans store Planer voksent. Han foretog i Missolunghi sine sædvanlige Rideture rundt ad Byens Volde og for at virke paa Indbyggernes Fantasi lod han, naar han red, en Livvagt af 50 Sulioter følge sig til Fods; de var saa ypperlige Løbere, at de med Geværet i Armen løb ved Siden af hans Hest, selv naar den gik i det stærkeste Trav. Paa en af disse Rideture blev han gennemblødt og vilde ikke ile lige hjem derefter. "Tog jeg saadanne Hensyn, sagde han, vilde jeg kun afgive en daarlig Soldat". Dagen efter fulgte heftige Krampeanfald - tre Mand var neppe i Stand til at holde ham - og Smerterne var saa skrækkelige, at han sagde: "Jeg frygter ikke Døden, men disse Smerter kan jeg ikke bære". Under den afmagtlignende Tilstand, der fulgte, styrtede en Trop oprørske Sulioter ind i hans Værelse, svang deres Sabler og forlangte Fyldest for en formentlig Tilsidesættelse. Byron rejste sig op i Sengen og med en mægtig Viljesanstrengelse, stedse roligere jo mere de raste og skreg, beherskede han dem ved Blik og Miner og sendte dem bort.

Han havde tidligere skrevet til Moore: Hvis noget saadant som Feber, Overanstrengelse, Sult eller Lignende her skulde gøre Ende paa Deres Broder i Apollon - saa tænk paa mig ved Deres Vin og Sang. Jeg haaber, at den gode Sag vil sejre; men det véd jeg, at Ærens Bud skal af mig blive overholdt saa nøje som min Melkediæt". Den tolvte April maatte Byron atter gaa tilsengs, og Feberen forlod ham ikke mere. Attende April var det Paaskedag, som Grækerne plejede at fejre med Kanontorden og Geværsalver paa Gaderne. Men af Hensyn til sin Velgører forholdt Befolkningen sig ganske stille. Den nittende April var hans sidste Levedag. Han laa i Vildelse, troede, han kommanderede, og raabte: Fremad, Fremad, Mod! Da han atter kom til sig selv, bad han sin Kammertjener høre sin sidste Vilje. Han sagde: Gaa til min Søster og sig hende ... gaa til Lady Byron og sig hende ...; men hans Stemme svigtede, og man hørte kun enkelte Navne: Augusta - Ada -. "Nu har jeg sagt dig Alt", sagde han. "Ak, Mylord, svarede Tjeneren, jeg har ikke forstaaet et Ord af hvad Deres Herlighed har sagt mig". "Ikke forstaaet mig! svarte Byron med et trøstesløst Blik, hvilken Ulykke! nu er det for sent!" - Endnu hørtes kun enkelte Ord af hans Mund: Stakkels Grækenland! stakkels By! mine stakkels Tjenere! saa har hans Tanker vendt sig til hans Elskede; thi han sagde paa Italiensk: Io lascio qualche cosa di caro nel mondo (Jeg efterlader noget Kært i denne Verden). Endelig henimod Aften sagde han: "Nu vil jeg sove" - og det var forbi.

Byrons Død ramte hele Grækenland som et Lyn. Folket stod overfor dette Tab som overfor en frygtelig Naturbegivenhed, hvis Følger ikke lod sig beregne. Samme Dag udkom følgende Øvrighedsbeslutning:

 

** Den provisoriske Regering for Vestgrækenland:

 

Paaskefesten idag er fra en Glædesfest bleven forvandlet til en Sorgens og Kummerens Dag. Lord Noel Byron har i Eftermiddag Kl. 6 efter en ti Dages Sygdom ophørt at leve ... Jeg forordner herved:

1) Ved Daggry imorgen skal syv og tredive Kanonskud affyres fra det store Batteri, et Tal, der svarer til den høje Dødes Leveaar.

2) Alle offenlige Bygninger, ogsaa Raadhusene, holdes lukkede i tre Dage.

3) Alle Boder med Undtagelse af Apotekerne forbliver ligeledes lukkede, og der holdes strengt over, at ingen Art af Munterhed, hvormed Paaskefesten ellers fejres, bliver givet tilkende.

4) Almindelig Landesorg i en og tyve Dage.

5) I alle Kirker skal Sørgegudstjeneste afholdes.

Givet i Missolunghi d. 19. April 1824.

A. Maurocordato.

 

Der behøves intet andet Vidnesbyrd om det Indtryk, Budskabet om Byrons Død gjorde paa alle dem, der stod ham nær. Den græske Befolkning løb klagende gennem Gaderne under Raabet: Han er død, den store Mand er død! - Liget blev bragt til England, og Gejstligheden negtede det en Plads i Westminsterabbediets Digterhjørne. Men "højt hævet over Englands Dadel og Grækenlands Pris" gik hans Minde Jorden over.

I Ruslands og Polens, Spaniens og Italiens, Frankrigs og Tysklands aandsliv satte de Spirer Frugt, som han med ødsel Haand havde udstrøet. Frøet blev til Blomster og Dragetænderne til stridbare Mænd. De slaviske Nationer, der sukkede under et Voldsherredømme, af Naturen havde Hang til Tungsind, og hos hvem Historien havde udviklet oprørske Instinkter, tilegnede sig med Lidenskab Byrons Poesi, og Pusjkin's "Onjægin", Lermontov's "En vor Tids Helt", Malczewski's "Marja", Mickiewicz's "Conrad" og "Wallenrod", Slowacki's "Lambro" og "Beniowski" viser, hvor dybt deres Digtere følte sig grebne. De romanske Folkeslag, hvis søde Synder han havde besunget, og som netop nu rejste sig til Opstand, oversatte og granskede med Lidenskab hans Værker. De udvandrede spanske og italienske Digtere optog hans Feltraab, i Spanien selv dannedes Myrteselskabet, i Italien undergik fremfor Alle Giovanni Berchet Byrons Indflydelse, og den er neppe mindre kendelig hos Leopardi og Giusti. I Frankrig var det øjeblikkelige Indtryk af Byrons Død dog betydeligst. Der laa kun faa Uger mellem denne Begivenhed og Chateaubriands Overgang til Oppositionen, og Chateaubriands første Gerning efter sit Fald var at indmelde sig i det græske Udvalg. Hugos "Les Orientales" var ingen Flugt til Østerland som de tyske Digteres; Hugo lagde Vejen over Grækenland og dvælede længe ved Frihedskrigens Helte. Delavigne besang Byron i et ypperligt Digt, Lamartine føjede en sidste Sang til "Childe Harold", Mérimée lod sig paavirke af Byrons Vildheds-aand, Alfred de Musset prøvede paa at løfte den store Digters Arv, og selv Lamennais talte snart et Tungemaal, hvori mangt et Ord og mangen en Vending mindede om Sproget i Byrons Udfald. Tyskland var endnu politisk for langt tilbage til at have Landsforviste og Udvandrede blandt sine Digteraander; men med stille filologisk Begejstring havde dets Lærde i Grækenlands Rejsning set det antike Hellas' Genopstandelse; Digtere som Wilhelm Müller og Alfred Meissner skrev skønne Digte til Byrons Ære, og indenfor Landets Grænser gaves der her i Literaturen aander, der med Grund følte sig som landsforviste og banlyste og i hvem Byrons Poesi slog des mægtigere ned: Forfatterne af jødisk Afstamning, særligt Borne og Heine. Heine's bedste Poesi, fremfor Alt "Tyskland, et Vinteræventyr" fortsætter Byrons Værk. Romantiken i Frankrig og Liberalismen i Tyskland nedstammer begge i lige Linje fra Naturalismen i Byrons Poesi.

 

24. Slutning.

 

Naturalismen i det engelske aandsliv begynder hos Wordsworth som landlig Kærlighed til den ydre Natur, som Opsparen af Naturindtryk og som Pietet mod Dyret, Barnet, Bonden og de Enfoldige af Hjertet. Den forvilder sig hos ham forbigaaende ind paa en lukket Bane, den platte Naturefterlignings. Den nærmer sig hos Coleridge og end mere hos Southey den samtidige tyske Romantik, følger denne ind i Legendens og Overtroens Verden, men holder sig ren for dens værste Udskejelser ved sin naturalistiske Behandling af det romantiske Stof, ved sin aabne Sans for Land og Hav og alle Virkelighedens Elementer. Naturalismen fordyber sig i et helt Folks Sjæleliv og Historie hos Scott og skildrer med levende Farver Mennesket som Barn af en Race og af en Tidsalder; den erobrer hos Keats hele Sanseverdenen og holder sig her et Øjeblik neutral midt imellem Hvilen i Naturbeskuelse og Prædiken af Naturbudskab og naturlige Rettigheder. Den bliver erotisk og liberalt politisk hos Moore, hvem Skuet af hans Fødeøs Lidelser driver over i de frisindede Ideers Lejr. Den bliver hos Campbell til Lovsang over England som Havets Dronning og til Udtryk for britisk Frisind. Den optræder hos Landor som hedensk Humanisme, men for afskrækkende og stolt til at kunne vinde Europa. Den forvandler sig hos Shelley til et patetisk Natursværmeri og en digterisk Radikalisme, der raader over de ypperste digteriske Midler; men dens ulegemlige, verdensomspændende Præg bevirker i Forening med Digterens altfor store Forspring for sin Samtid og hans tidlige Død, at Sangen taber sig uhørt og uden at Europa aner, hvilken Digter det besidder og mister.

Men som Achilles rejser sig efter at have brændt Patroklos' Lig, med saadan Vælde opløfter nu efter Shelley's Død Byron sin Stemme. Den europæiske Poesi strømmede som en dorsk og rolig Flod, og den, som gik langs ad Flodens Bred, fandt lidet at lade Øjet dvæle ved. Da opstod som Fortsættelse af Strømmen denne Poesi, hvilken Grunden saa tidt svigtede under Foden, at den styrtede sig i Cascader fra ét Leje til et andet - og Alle betragter en Flod paa det Sted, hvor dens Bølger danner et Vandfald. Her hos Byron saa man Floden skumme og syde, hørte den risle som Musik og syngende sende sin Ode mod Himlen. Her stod Vandet - gyseligt skønt - i Raseriets hvide Fraade, hvirvlede sig i Malstrømme, splittede sig selv og Alt, hvad der stod det i Vejen, ja udhulede i Længden selv Klipper. Og midt i Vandfaldet stod der, som Byron har skildret det i "Childe Harold", en dejlig Iris, en pragtfuldt straalende Regnbue, Harmoniens og Fredens og Frihedslykkens Tegn, usporlig for Mange, men synlig for Enhver, der har Solen over sig og stiller sig rigtigt.

Den varslede om bedre Dage for Europa.