Henrik Pontoppidan

 

fra Noveller og Skitser. 
Første Bind. 1922

 

 

 

1. Ung Elskov.

 

** 1.

En halv Mils Vej Østen for den lille Bondeby, hvor jeg henlever min Alderdoms Dage i Fred med mig selv og Verden, ligger en mærkelig Sø, som jeg nu ikke længer kan lade uomtalt i disse Erindringer; thi til den knytter sig de Begivenheder mit Liv, som blev bestemmende for min Skæbne.

Søen har Navn efter det Sogn, der omslutter dens vestlige Ende, og kaldes Balderød Sø. Afgangne Provst Hjort til Starup og Lihme, der var en Elsker af Naturen og dertil et sandt poetisk Gemyt i god gammeldags Bemærkelse, vrængede altid af dette simple Navn, der ogsaa kun passer daarligt til Søens usigelige Yndighed. I Mindet om nogle gamle Sagn og Fortællinger, som af Overleveringen er henlagt til dens Bredder, kaldte han den "Nymfesøen" eller "Nymfernes Badekammer". Men dertil kommer jeg senere tilbage i denne Beskrivelse.

Søen har en rundagtig, temmelig regelmæssig Form og en ret betydelig Udstrækning. Naar man alligevel ikke kan se den, før man er den ganske nær, kommer det af, at den ligger lavt nede mellem høje Bakker og er omgivet af store Skove, der ligesom skinsygt skjuler den for Omverdenen. Mangen Gang, naar jeg har vandret der i mine egne Tanker, har jeg faaet som et elektrisk Stød gennem Kroppen ved pludselig at se dens udstrakte Flade ligge for mig mellem de mørke Skovmasser. Rolig for alle Vinde hviler den i Skovens Favn i blid og uforstyrrelig Salighed som en dovent smilende Kvinde i sin Elskers Arm. Alt er Stilhed og den dybeste Fred. Her raader den Tavshed, som kun de store Skove ejer. En stum Fugl haster nu og da over Vandet, strejfer det med sin Vinge og forsvinder i Skovmørket ovre paa den anden Side.

Staar man ved denne Sø en sildig Eftermiddagstime, naar Skyggen begynder at krybe op ad Træstammerne og Lyset flyr, kan det modtagelige Sind føle sig nedtrykt af Stedets Ensomhed og alvorstunge Stilhed. Man bliver saa sært tilmode i denne mægtige Grav, hvor kun Skyerne, der flyver bort over ens Hoved, bærer Bud om den levende Verden udenom. Løvtræernes vemodige Sus, Granernes mørke, vilde Kog faar Hjertet til at banke uroligt. Den sure Lugt af Trøske stemmer for Brystet; Blikket flakker raadvildt hid og did over dette umaadelige Hav af Blade, over disse endeløse Skovbølger, der fra alle Sider ruller ud mod Aftenhimlen og lukker for Synet.

Endnu mens Solen dvæler paa Højderne og forgylder de øverste Løvkupler deroppe, skumrer det nede ved Søen. En blaalig Dunst stiger op fra dens Rand og svæver henover Vandfladen som bølgende Flor. Og nu sønderrives pludselig Stilheden af Uglens hæslige Skrig inde fra Højskoven. Musene er kommen frem af deres Huller og pusler i det tørre Løv, mens deres vingede Navne oppe i Luften tumler lydløst afsted i blind Heksedans med Halen stikkende bagud som et lillebitte Kosteskaft under Flyvehudens udspilede Skørt.

Saa falder Natten paa, og nu begynder et sælsomt Kogleri. Dybt inde fra Skoven, hvor denne er tættest, lyder ynksomme Raab. "Til Hjælp! Til Hjælp!" skriger en Stemme i den yderste Nød. Mange troværdige Folk, der har færdedes om Natten paa Amtschausseen, hvor denne løber gennem Skoven, har fornummet Raabet og altid paa det samme Sted. Andre vil desuden have hørt Hundeglam og Klang af Jægerhorn. Andre igen har ment at opfange svage, klagende Barnestemmer nede fra Søen, - altsammen Spøgelserøster fra de henfarne Tider, da Stimænd og fredløse Folk holdt til i disse Skove og byggede sig Huler under Egene, da stolte Herrer og skønne Damer jog paa hvide Hingste henover Skovsletterne paa Jagt efter den svedende Vildbasse, mens Landsbyernes barfodede Døtre i Fortvivlelse søgte ned til dette stille Vand for i dets Dyb at skjule de spæde Frugter af Naadigherrens Kærtegn.

Men paa de Tider, hvor Fuldmaanen sejler over Søen og drysser sit Sølv over Skoven, sker her endmere besynderlige Ting, som jeg for Fuldstændigheds Skyld her kort skal antegne.

Naar Nattens Stilhed er dybest og Maaneskyggen peger mod Nord, hænder det, at en Gren, der hænger ud over Vandet, pludselig bøjes til Side og en Skikkelse kommer tilsyne - en Kvinde, ganske nøgen, med et Diadem af Sankt Hansorme lysende i sit dunkle Haar. Frygtsom hælder hun sig frem og ser sig spejdende omkring, idet hun holder Fingren for sin Mund. Naar alt er roligt, og hun ingen ser, vender hun sig og giver et Tegn med Haanden; og et Øjeblik efter dukker en hel Skare af hvide Kvindeskikkelser frem i Maanelyset, alle nøgne som hun og med Sankt Hansorme i Haaret.

Det er Skovnymfernes Badetime. Fra hver Busk mylrer de frem. I dejlige Grupper staar de paa Bredden og binder Haaret op over de svaje Rygge. Varsomt og tøvende glider de derpaa ud i Sølvbadet. En efter en kaster de sig frem paa de slanke Arme, mens Maanen, den gamle Vellystning, smilende kærtegner dem med sine Straaler.

Saaledes lyder de omløbende Fortællinger; men jeg skylder Sandheden at sige, at jeg aldrig selv har set eller hørt noget af det beskrevne, endda jeg kender denne Skov bedre end maaske nogen anden. Dermed vil jeg dog ingenlunde have sagt, at det maa være løs Tale, eller at de Folk, der tror paa deres Aabenbaringer, har været Genstand for et Sansebedrag eller, rent ud sagt, har haft en Tryne paa. Jeg lader enhver svare for sig; siger kun, at den er bedst hjulpen her i Verden, der ikke ser for meget.

Og nu nok om de Ting.

Søen har sit Afløb i Øst, hvor en Bæk med stort Besvær og ligesom snøftende baner sig Vej mellem Sten og nedstyrtede Træer i Bunden af en dyb Skovkløft. Amtschausseen, der paa et Stykke har fulgt Søens Bred, bøjer her atter ind i Skoven og følger Bækkens Løb med alle dens Bugtninger. Og pludselig aabner Skoven sig, og Blikket tumler overrasket ud over et stort, lyst og velbefolket Englandskab.

Det er Lihme Sogn, gennemstrømmet af den brede, muntert flydende Lihme Aa, kendt og skattet af alle Geddefiskere der paa Egnen. Aaen slaar just paa dette Sted en stor Bue henimod Skoven, ligesom for at hente Afløbet fra Søen; og her er ogsaa Chausseen ført over den ved en anselig Bro paa fire Pæleaag.

I Skovbrynet udfor denne Bro, inde under en Samling høje, rødlige, halvt udgaaede Fyrretræer, ligger Skovens eneste menneskelige Vaaning. Det er en bruntjæret Længe af et saare sørgmodigt og affældigt Udseende med skæve Vinduesrammer og en sammensunken Mønning. En ældgammel, skallet og forvreden Hyldebusk gror bagfra op over Græstørvstaget, hvor den ligger som en stor, knoklet Troldehaand med krummede Fingre. Det ser ud, som om den søgte at trække Huset ned i Jorden og foreløbig havde faaet Held til at give Taget det Knæk i Ryggen.

Det er en fordums Færgekro.

I gamle Dage, d. v. s. for en tredive Aar siden, var der nemlig ingen Bro over Aaen. Der var lidt nord derfor et Vadested, hvor Kreaturerne kunde gaa over; men vejfarende Folk og Køretøjer maatte færges. For de førstes Vedkommende skete dette i en Ege, for de sidstes paa en Kaag eller Flaade, der rummede baade Hest og Vogn.

I farbart Skovføre kunde der godt samle sig en hel Lejr af Vogne paa begge Sider af Aaen, og det af den forskelligste Slags. Der var disse nu forsvundne hushøje Fragtkøretøjer med Sejldugshvælving over og en Tjærebøtte hængende inde under Faddingen. Der var Slagterkærrer og Bøndervogne og store Herskabskarosser med hævet Buk og et Tjenersæde bagpaa. Inde i Kroens lave, tilrøgede Stuer var der fuldt af Folk. Paa travle Dage maatte man ofte vente baade en og to Timer, før man kunde komme over, og imidlertid blev mange hængende ved en Snak eller et Slag Kort og en Kaffepuns inde hos gamle Kren Kromand, indtil det maaske blev Nat og maaske Morgen igen.

Dengang havde dette Bedested et godt og kendt Navn over det ganske Jylland. Ikke fandtes der vel paa den Tid mangen vejfarende Svend fra Thy til Hamborg, der ikke havde drukket sig en Rus og fingret ved de brede Kælderpiger i Lihme Færgekro.

Livligt var her især i Dagene efter de store Hestemarkeder i Randers og Hjallerup, eller om Foraaret, naar Studedrifterne passerede forbi nordfra paa Vej til Husum Marked. Kobler paa indtil en Snes Heste - den ene bundet til Halen af den anden med en Halmsime - blev svømmet over Aaen, og Studedrifter paa tilsammen flere Hundrede Dyr kunde om Aftenen lejre sig nedenfor Kroen for at overnatte der. Hændte det nu, at der ved det samme Lav havde været Torv eller Krammarked i en af Købstæderne deromkring, blev der en Tummel og Forvirring uden Lige. Folk og Kvæg og Vogne stuvedes sammen her mellem Aaen og Kroen som paa en Markedsplads. Taskenspillere og Bjørnetrækkere slog deres Telte op inde under Træerne; Lirekasser og Børn skreg omkap; Studene brølte og fulde Folk sang. Inde i Krostuerne var der ikke til at komme frem. Lammeskindsklædte Drivere fra Djursland og Salling, Studeprangere med tunge Maver og fede Nakker, Opkøbere fra Marsken og jødiske Hestehandlere fra Hamborg og Berlin sad omkring Bordene i en Damp af Tobak og handlede eller spillede Kort.

Ofte, naar Hovederne blev hede hos saadanne Folk, hvis Hjerner var øre af mange Dages Drik og Larm, kunde der blive farligt nok at færdes. Det mindste saarende Ord, lidt Uenighed om en Handel eller blot lidt Fjas med en andens Pige kunde i en Haandevending rejse et Stormrøre over hele Pladsen. Hestene stejlede foran Vognene, Knortekæppe og knyttede Næver susede i Luften, mens Fruentimmer og Børn flygtede skrigende ind i Skoven.

Helt forunderligt er det at tænke paa disse Scener, naar man nu kommer der forbi og ser det forladte Hus, der stirrer uhyggelig tomt ud for sig, ligesom hensunken i Minderne om sin Stortid. Efter at Broen for en Menneskealder siden blev lagt over Aaen, tabte det jo paa eengang al sin Betydning. Saalænge den gamle Kromand endnu levede, stoppede Bønder og farende Kræmmere dog gerne op for at faa sig en Dram og en Passiar med ham. Men efter hans Tid begyndte dets Forfald.

 

** 2.

Nu maa et Par Blade af denne min Mindekrans vies Kren Kromands Datter. Hun hed Ellen og var paa den Tid, da jeg kom der til Egnen som ung Hjælpelærer, en Pige paa nitten Aar eller maaske tyve. Hun var stor og haandfast af Skikkelse, havde nøddebrune Øjne og mørkt Haar. Kren Kromand var nemlig af fremmed Slægt, stammede ned fra de af Frederik den femte indførte "Kartoffeltyskere", som de kaldtes, i Lysgaard Herred. Han var ellers ikke meget for at vedkende sig sin Æt; men da jeg stod ved hans Dødsseng og Ligsveden sprak ham af Panden, hørte jeg ham mumle tyske Bønner.

Ellen var en stille Pige, tavs og indadvendt, noget søvnig maaske af Natur og med en temmelig maadelig Forstand. Efter at Broen var blevet bygget og der ikke længer var Brug hverken for Jomfru eller Kælderpiger, besørgede hun Opvartningen alene. Men aldrig talte hun til nogen fremmed Gæst, hvormeget han saa sukrede sine Ord. Altid var hun paa sin Post overfor al Slags Nærgaaenhed. Sagtens havde hun i sin Opvækst her mellem Kroens Piger set mere af den Slags, end godt var for hendes Barnlighed. Hendes egen, tidligt modnede Legemsfylde har, tænker jeg, under disse Forhold ogsaa bragt hende Erfaringer, der fostrede Mistro til det mandlige Køns Tænkemaade. Der kunde komme noget koldt og fjendtligt i hendes Blik. Selv hendes Venner var aldrig helt trygge hos hende.

Jeg havde i Løndom baaret Kærlighed til denne store, skønne Pige næsten fra den første Gang, jeg saae hende. Under det Paaskud, at jeg kom der for hendes Faders Skyld, der allerede dengang var mærket til Døden, besøgte jeg Kroen ofte, skønt mine Foresatte gentagne Gange advarede mig mod at paadrage mig et Skin af Letfærdighed.

Om Kren Kromand skal jeg endnu blot fortælle, at han var den tykkeste Mand, jeg har set. I sine sidste Aar sad han næsten ubevægelig i en Armstol ved Kakkelovnen og sov for det meste. Han havde gule Skindærmer i sin Vest og en Kabuds af Hundeuld paa Hovedet. Paa Fødderne havde han store Sivsko, og under disse laa to ovnvarmede Mursten, der bestandig maatte skiftes. Alligevel bævrede han altid af Kulde. Det umaadelige Fedtlegeme skalv som i Frost. Ved Siden af hans Stol stod der et Bord med Brændevinskaraffel og Glas. Hvergang han vaagnede, skænkede han sig en Dram. Saa kiggede han sig omkring i Stuen, og dersom der i Øjeblikket ikke var nogen, han kunde faa sig en Passiar med, sov han videre.

Han var endnu paa den Tid ganske aandsfrisk og havde egenlig ingen Smerter, led kun nu og da af Aandenød. Saasnart der var Fremmede, blev han munter og snaksom. Saa uformelig han var, ogsaa i sit Ansigt, skød der Liv og lun Lystighed ud af Mundens og de mørke Øjnes Kroge. Det passede godt nok, hvad der tidt blev sagt om ham, at han var lige saa fuld af Historier som af Snapse.

Hvad hans Mangel paa Maadehold angaar, saa har jeg regnet ud, at han endnu i sine sidste Aar, skønt Koldfeberen tog svært ved ham, til daglig drak omtrent halvanden Pot Brændevin, ved særlige Lejligheder adskilligt mere. Alligevel har jeg aldrig set ham blot den mindste Smule beskænket. Heller ikke paa anden Maade satte Drukkenskaben sine Mærker paa ham. Hans Ansigt var glat og smukt hvidt lige til det sidste. Selv hans Tykkelse havde mere sin Grund i Ladhed end i Fylderi. Han havde aldrig bevæget sig synderligt udenfor sin Skænkestue, og om hans Sindsro og Ligevægt blev der fortalt mange pudsige Historier. Da saaledes engang en Mand under et af de vilde Slagsmaal, der i Fortiden var saa almindelige her, havde faaet Hovedet flækket af en Knippel og faldt død om paa Gulvet, skal Kren Kromands første Ord have været det Spørgsmaal til Kælderpigen, om han havde betalt sin Puns.

Af hans Legemsomfang har jeg i min Dagbog fundet følgende Maal: Læggevidde 28 3/4 Tommer. Laarvidde, maalt et Haandspænd oven over Knæet, 39 Tommer. Omkring Livet, i Linje med Navlen, 66 1/2 Tomme. Overarmen 23 Tommer. Halsen (over Æblet) 32¬ Tomme. - Jeg skylder dog Sandheden at tilstaa, at disse Maal er taget paa et Tidspunkt, da den Vattersot, hvoraf han sluttelig døde, allerede var stærkt fremskreden. Han gjorde endnu dengang selv Spas med sin Tykkelse og var altid villig til paa mindste Opfordring at fremvise sine Former.

Hans Kone var død Aaret før jeg kom her til Egnen, og Ellen var hans eneste Barn. Hun passede ham i hans Ubehjælpsomhed med en utrættet Omhu, som det var kønt at se paa, og som gjorde mig endnu mere indtaget i hendes Person.

Om mit Forhold til denne Pige skal jeg nu meddele, hvad der er nødvendigt til Forstaaelse af min Livsgang.

Som Hjælpelærer i Starup Skole havde jeg førnævnte Provst Hjort i Lihme til øverste Foresat, og en Dag modtog jeg et Brev fra ham med Anmodning om at indfinde mig hos ham den følgende Morgen. Brevets Tone gjorde mig varm om Ørene; jeg anede, at det igen drejede sig om mine Besøg i Skovkroen. Min Medlærer og kirkelige Medtjener i Sognet, Hr. Anton Kristian Frederik Ovesen, hvis Fromheds Art jeg forhen, som jeg haaber, med tilstrækkelig Tydelighed har betegnet, havde om Søndagen, da vi mødtes i Kirken, slaaet Øjnene ned og læspet paa en sødlig Maade, der straks vakte min Mistanke om, at han igen havde ondt i Sinde mod mig.

Jeg husker Dagen saa nøje, som laa den ikke en Maaned tilbage i Tiden. Det var en klar Frostdag i Begyndelsen af Marts. Der laa lidt smudsig Sne i Agerfurerne, men Jorden var ellers bar. Jeg havde hørt, at der den foregaaende Dag var bleven skudt en Sneppe i Holtet bag Bastrup Mose, og for at døve den stærke Sjælsspænding, jeg var kommen i, tog jeg min trofaste Bøsse og gik ud.

Det er fra gammel Tid bekendt, at Aarets tidligste Snepper ofte viser sig i denne Egn. Til Bevis for Paastandens Rigtighed skal jeg anføre følgende. Det er jo en fast Skik overalt i Landet, at den første skudte Sneppe, "Kongesneppen", som den kaldes, indsendes til Majestætens Køkken, som belønner den heldige Jæger med en Sum, der i min Tid udgjorde fem Rigsbankdaler. Denne Præmie er i de sidste halvhundrede Aar ikke mindre end tretten Gange tilfaldet Mænd fra Lihme og nærmest omliggende Sogne, den ene Gang mig selv. Det var i 1859. Det er, kan jeg næsten sige, den eneste Gang, Skæbnen har vist mig sin Gunst.

Den Martsdag, jeg nu taler om, gik jeg mod i Hu langsmed Skovkanterne, indtil det mulmede, uden at jeg fik saa meget som en Fjer i Posen til Trøst. Tilsidst drev jeg modstandsløst hen imod Kroen. Jeg kunde ikke gaa hjem uden at have set Ellen.

Udefra kunde jeg gennem Vinduet se, at hun var alene i Stuen. Hun sad bag Bordet ved et Lys og bødede noget Tøj. Faderens Stol ved Kakkelovnen stod tom. Den Gamle var allerede bragt tilleje i Sengeskabet.

Der var lagt et Par Tørv i Ovnen; de lyste hyggeligt ud paa Gulvet, og jeg mødte en behagelig Lunhed, straks jeg kom indenfor Døren. Ellen varmede en Kaffetaar til mig, og længe sad vi overfor hinanden ved Bordet og smaasnakkede, saadan som vi plejede van. Om Provstens Brev eller min Anelse sagde jeg ingenting. Inde bagfra Skabsvæggen lød den Gamles prustende Aandedrag, stundimellem afbrudt af en sagte Klagen eller Stønnen. Vattersoten havde paa det sidste skudt sig op i Brystet paa ham. Det var ikke længer til at tage fejl af, at den arme Mand havde Døden i sit Hjerte.

Jeg havde aldrig ligefrem ladet mig mærke med mine Følelser for Ellen; men alligevel troede jeg nok, at hun kendte dem, og ogsaa, at hun havde noget tilovers for mig. Den Slags fornemmer man jo paa mere end Ord. Saadan husker jeg f. Eks. engang, vi sad paa samme Maade i Aften-Ensomheden med Lyset imellem os. Da Ellen vilde snyde det, glemte hun at fugte Fingrene og kom til at brænde Sig. "Av, for Dævlen!" sagde hun og saae i det samme over paa mig med et eget Smil, fordi hun skammede sig. En anden Gang fik hun uforvarende et stort Opstød. Saa lo hun og blev meget rød. Jeg veed ikke hvorfor; men i det Øjeblik syntes jeg, hun sagde til mig, at hun holdt af mig. Ogsaa i den Maade, hun skænkede en Skaal Kaffe op for mig, mente jeg at kunne fornemme, at hendes Hjerte var vendt til min Side. Ikke alene skænkede hun altid meget rigeligt; men hun gav sig ogsaa god Tid med Tingen, vistnok forresten uden selv at tænke over det. Men det viste jo da, at hun ikke var ked af at staa mig saa nær.

Naar jeg alligevel aldrig havde turdet give mig hen i mine Følelser, var det for Folks Skyld. Jeg var jo en ung Mand og var endnu øm over det kære Omdømme. Ak, havde jeg blot dengang haft min Alderdoms Forstand paa, hvad Reputationen er værd! Skovkroen med samt dens Beboere havde ikke noget godt Lov paa sig hos Folk i Egnen. Naar man talte om den, var det for at fordømme de Spektakler, der endnu af og til spurgtes derfra, eller for at opfriske Historierne om de Drab og Mord, der i forrige Tider havde fundet Sted der, om Uterligheden dengang mellem Kropigerne og lignende. Kren Kromand selv kunde man nok more sig over; men alle saae dog ned paa ham for hans fremmede Byrds Skyld. Det var ikke langt fra, at man slog ham og hans Datter isammen med Folk af Rakkerslægt.

Den Aften sad mit Hjerte mig i Svælget; jeg havde tidt ondt ved at faa sagt, hvad jeg vilde og turde. Vi snakkede om hendes Faders Sygdom og den Slags Ting, og paa den Maade gik Tiden, uden vi ret mærkede det. Jeg kunde se paa Ellen, at hun ikke havde sine Tanker ved Ordene og heller ikke ved sit Arbejde, saa flittig hun ogsaa var med Stoppenaalen. Der var i det hele kommen som en stor Angst over hende i den sidste Tid. Hver Gang en Rotte rumlede henover Loftet eller bare Kakkelovnen gav sig lidt, foer hun sammen. Hun saae ogsaa daarlig ud, men naar jeg spurgte hende, om hun var syg, svarede hun altid et kort Nej. Jeg havde derfor ikke fæstet mig videre ved det. Det var jo heller ikke urimeligt, om Faderens Pasning med al den Nattevaagen og Renlighed tilsidst kunde tage Marven fra hende, saa stærk hun ogsaa var.

Vi havde vel siddet sammen en Timestid, da et Par Uldkræmmere kom ind fra Vejen og under stort Bulder af Træsko og Støttekæppe kastede deres Bylter fra sig og krævede Natlogis. Ellen lagde stiltiende sine Stoppesager bort og tændte en Lysepind ved Ilden i Kakkelovnen for at vise de to Mænd over i et af Kamrene i den anden Ende af Huset. Kren Kromand var vaagnet ved Spektaklet. Han skød Sengeskodden til Side, spurgte, hvem der var kommen, og forlangte en Dram.

Jeg stod op for at gaa hjem til min Ensomhed. Idet jeg lettede mig fra Stolen, tænkte jeg ved mig selv, hvornaar jeg vel igen fik Lov til at sidde der og føle mig lykkelig. Jeg saae ned paa Ellen, der sad paa Hug foran Ilden og ragede i Gløderne. Skæret faldt ud over hele hendes Skikkelse; hun sad som i en Guldkjortel. Det var som et Syn, en Aabenbaring. Jeg tænkte paa Eventyret om Askepot og drømte i et Sekunds Salighedsrus, at hun var en forgjort Prinsesse.

Da jeg gik over Gulvet hen til Døren, saae jeg at de to Kræmmere der stadig stod og tumlede med deres Varebylter, skævede til mig med det Smil, hvormed Folk betragter en beskænket. I det samme mærkede jeg selv, at jeg svinglede. For første Gang i mit Liv følte jeg mig i de store Livsmagters Vold. Jeg maatte sande Ordet om den Ild, der begynder som et flygtigt Fosforskin, men i et Nu er en fortærende Lue.

Mens jeg gik hjemad i den stjernelyse Aften, gjorde jeg op med mig selv. Jeg sagde: det nytter ikke at strides med sin Skæbne. Jeg vidste fuldtvel, at jeg prisgav min Ære, om jeg giftede mig med Kren Kromands Datter. Jeg var klar over, at jeg satte selve min Stilling som Lærer og Kirkebetjent paa Spil; og jeg tænkte, at det sagtens netop var af den Grund, Provst Hjort nu vilde advare mig. Men her hjalp ingen Overtalelser, - det følte jeg paa Forhaand. Elskovens Dæmoner havde besat mig. Min Favn krævede denne store, stærke Kvinde, og jeg var villig til at betale, hvad det kostede at stille Blodets Tørst. Jeg tror, at om man den Aften havde krævet min Sjæls evige Salighed derfor, jeg havde da gerne ofret den.

Den følgende Dag straks efter Skoletid klædte jeg mig om og begav mig paa Vej til Lihme. Men forinden jeg meddeler, hvad der kom ud af mit Møde med Provst Hjort, maa jeg fortælle lidt om denne Mand, hvem jeg trods hans store menneskelige Skrøbelighed har agtet og elsket som faa andre.

Først et Par Ord om hans Ydre. Han var, om ikke just af Kæmpehøjde, saa dog en anselig Skikkelse, skulderbred, fyldig og saa blodrig, at han maatte kopsættes flere Gange om Aaret. Sikkert havde han engang været meget smuk. Paa sine ældre Dage havde han et stort, noget fedtet og blussende Ansigt med en blaalig farvet Næse og en uhyre Hagesæk. Han var skægløs, og Issen var skallet og saa blank som et Stykke Kobbertøj. Bagtil hang Resterne af et silkeblødt og lokket Haar ham helt ud paa Skuldrene. Hvad man dog mest lagde Mærke til, var hans smaa Øjne, hvoraf det ene skelede en lille Smule indefter, men som begge gnistrede af Liv og Munterhed.

Han var velhavende gift og havde kun et eneste Barn, saa han kunde leve efter Hovedets og Hjertets Tykke. Han var endnu Jæger og i det hele en sand poetisk Natur. Navnlig havde han megen Interesse for alt, hvad der angik Teater og Musik. Selv havde han en smuk Sangstemme, og det blev sagt, at han i sin Ungdom skulde have tænkt paa at gaa til Scenen. Naar der optraadte Skuespillere eller Sangere inde i Købstaden, bød han dem gerne ud til sig i Præstegaarden og beværtede dem da saadan, at de undertiden maatte køres tilbage i Høstvogne fyldte med Halm.

Her rører jeg ved en Svaghed hos ham, som jeg for Sandhedens Skyld ikke tør tilhylle. Han var en stor Elsker af Bordets Glæder. Han havde efter Sigende den bedste Vinkælder i Stiftet og drak hver Dag flere Glas af den reneste Druevin til sin Middagsmad. Men ved Bryllups- og Barselgilderne ude hos Bønderne afslog han derfor ikke de jævne Varer, man der kunde byde paa; han drak baade Dram og sød Snaps og Kaffepuns, ikke sjælden desværre endogsaa til Overmaal. Til daglig var han en saare myndig Mand, der aldrig rakte sine Sognebørn, endsige sine Undergivne, mere end to Fingre, men ved saadanne Lejligheder forlorede han al Værdighed. Han kunde endogsaa blive nærgaaende mod Kvinderne og drak undertiden, til han ikke længer sansede. Mere end een Gang har jeg baaret Lygten, mens fire Mænd bar ham hjem til Præstegaarden i et Dækken og lagde ham ind paa en Seng i et lille Staldkammer straks indenfor Porten, der var indrettet til det samme. Men har jeg nu meddelt dette, saa skal det ogsaa siges, at han Dagen efter kunde staa paa Prækestolen i Kirken som en sand Guds Stridsmand, lutret i Bøn og oprigtig Anger, og tale saa varmt og hjertegribende, at hele Menigheden gik opløftet bort.

Maaske fordi jeg aldrig lod mig mærke med det bagefter, naar jeg havde set ham i hans Nedværdigelse, var han altid venlig stemt imod mig. Vi havde jo desuden baade i Jagten og i Musikken et Omraade, hvor vi kunde mødes i Forstaaelse, og han roste tidt min Sang i Kirken. Min Medlærer, Hr. Ovesen, taalte han derimod næsten ikke at se. Hans Uvilje mod ham kom vel aldrig overfor mig frem i Ord; men den røbede sig i Minen og Tonen og i enkelte Hentydninger, som da han engang med herlig Foragt talte om Mennesker, der "stank af Fromhed".

Da jeg hin Eftermiddag kom ind i Præstegaarden, stod han ude paa Trappen og kastede Ærter ud til sine Duer. "Naa, er De der," sagde han og bad mig følge med ind i Studerekammeret. Jeg mærkede straks, at det var Prælaten, der var oppe i ham. Hans Tone var brysk, og han stoppede sin Pibe og lavede sig en Fidibus uden at byde mig Sæde. Først da han selv havde taget Plads foran sit Skrivebord, sagde han: "Sæt Dem!"

Saa begyndte han at buldre løs. Der var igen indløben Klage over min moralske Vandel, sagde han. Mit Forhold til Familjen i Skovkroen maatte jeg afbryde; det vakte Forargelse i Sognet. Dersom det vedvarede, saae han sig nødsaget til at indstille mig til Afsked.

Jeg havde siddet ganske stille og hørt paa detteher. Da han var færdig, sagde jeg med skyldig Underdanighed, at jeg vel saa heller ikke kunde vente Naade, dersom jeg giftede mig med Kren Kromands Datter.

Han blev ikke nær saa overrasket, som jeg havde tænkt. Han bakkede nogle Gange stærkt paa Piben og sagde saa: "Det er altsaa virkelig Dem, der er Fader til det Barn, hun skal have."

Jeg kan aldrig glemme et eneste af disse Ord. Med alle deres Betoninger lyder de endnu i mit Øre, som om de var sagt i dette Øjeblik. Jeg erindrer ogsaa grant mit allerførste Indtryk af dem. Jeg kom til at smile. Men derpaa blev jeg harmfuld og begyndte at kræve Provsten til Regnskab, fordi han førte løs Tale om den Pige, jeg havde kær. Jeg blev saa ganske ude af mig selv, at jeg slog i Bordet for ham og kaldte ham en Bagvadsker, indtil jeg pludselig mindedes Ellens blege Udseende den foregaaende Aften og hendes hele sære Væsen i den senere Tid, saa uroligt og ligsom angstbespændt. Da blev jeg uvis og tav stille. En kold Sved randt mig ned over Panden; jeg var lige ved at skulle segne.

Provsten havde rejst Sig. Han forstod vist, hvad der foregik i mig, for han blev i det samme en hel anden. Han kom hen og lagde Haanden paa min Skulder, og det var ikke længer min strenge Foresatte, ikke nogen nidkær Prælat, men et varmhjertet og medfølende Menneske, der stod foran mig.

"Thyssen," sagde han. "De er et stort Barn! Men nu skal De vise Dem som en Mand."

 

** 3.

Paa den Tid, hvorom jeg fortæller, levede der her i Landet en aparte lille Mandsperson, der var godt kendt overalt, men vistnok især i Østjylland og paa Fyen. Han kaldtes ved mange Navne. "Bittefanden", "Den røde Djævel", "Bændeljøden" og "Sjakkerjakob" var vistnok de almindeligste. Han var en Omskaaren, en Hedning; han saae til Siden og trak paa Smilebaandet, naar Vorherre Kristus blev nævnet.

Han var løjerlig af Skikkelse, en Spirrevip, tynd og kødløs som en Faarekylling, havde smaa, lave Ben og korte Arme. Haaret var ræverødt og tæt kruset over hele Hovedet som Toen paa et sommergammelt Lam; Ansigtet var gulfregnet, Munden et stort Gab med friske Tænder. Hans Øjne var blaa; Laagene rødkantede og svulne.

Han havde ikke noget blivende Sted men traskede - eller rettere løb - det ganske Aar fra Landsby til Landsby med en sort Trækasse i en Rem over Ryggen. Benene gik under ham som Hjulkæppe, og uden at standse sin Fart hilste han alle mødende med det samme gemytlige Tilraab:

"Her er Jakob igen! Her er Bændler og Baand til bitte Kjesten! Her er Snus til gamle Moster! Her er Mandelklid, Sæbe og lugtendes Vande! Her er alt, hvad Hjertet begærer: Briller, Brosjer, Naale, Penne, Sakser, Knive ..."

Inden Remsen var ført til Ende, var han allerede hjappet langt hen ad Vejen paa sine Vadefugleben. Bonden inde paa Marken, der havde standset sin Plov, saae smilende efter ham, men med en Bekymring i Sindet. Hans Øjne fulgte den sorte Trækasse, som daskede paa Puslingens Ryg: han kendte den Fortryllelse, den øvede paa hans Kvinder. Han frygtede for ved Hjemkomsten at finde nogle af sine Sølvknapper eller andet gammelt Arvesølv bortbyttet med nymodens Stads og uærligt Kram, som der ikke var Grans Gave i. Saameget der allerede var franarret ham af Slægtens bedste Eje ! ... Kvinderne selv var aldrig helt dristige overfor den lille Mand. De holdt sig borte fra ham det længst mulige; men ingen modstod i Længden den fast eventyrlige Forlokkelse, der udgik fra hans Skrin.

Naar han kom til en Landsby, valgte han sig uden Forlov en af de største og bekvemmest beliggende Gaarde til Udsalgssted. Han gik ind i Stuen, sagde knap nok Goddag, nynnede, som om han var hjemme ved sig selv, og begyndte at udkramme sine Varer uden at bryde sig om Indvendinger. Saa snart det rygtedes, at "Bændeljakob" var kommen, foer der som en Feber i alt Kvindfolket. Der var pludselig saa meget, der savnedes rundt om i Husene. Den ene skulde absolut have nogen Haarolje; den anden trængte til et Kakkelovnspulver; den tredje et Brev Hægter eller Knappenaale. Ingen talte et Ord om, hvad der i Virkeligheden forvoldte deres Uro, nemlig de Brosjer, Ringe, Sjalsnaale og Tønderske Kniplinger, som Jakob ogsaa førte med sig, lutter tyske Varer, der var smuglet ind over Toldgrænsen, og for hvilke alt det andet kun var Skalkeskjul.

"Hvor Soen er, holder Grisene til!" skreg han med sin lystige Ravnestemme, naar Kunderne begyndte at strømme ind, og hans Øjne løb lystent henover de mange bugnende Kvindekroppe, der efterhaanden i en Slags Vildskab trængte sig omkring ham. Saa løftede han med sin fregnede Haand en Naal eller en Ring af Tombak med et Stykke farvet Glas i, lod Glasset spille i Lyset og raabte: "En Dronnings Efterladenskab! Safirer! Rubiner! ... Se her! ... Og hvad koster saa det hele? Gæt engang! Halvtredsindstyve fattige Rigsbankdaler! Ikke en lybsk Skilling mere! Jakob er nok Jøde; men han handler som en Kristen. Menneskekærlighed er mit Forretningsprincip. Halvtredsindstyve Rigsbankdaler for en Dronnings Smykke! Det er Prisen! ... Men hvad sælger jeg det for her? Du der, Maren, Karen, Sidse," - han rakte med et kælent Udtryk Genstanden hen til et gammelt fedt Fruentimmer eller til et ungt frygtsomt Pigebarn og fortsatte: "For dine store Vallekrukkers Skyld ... eller: for dine smukke Øjnes Skyld skal du have den for tredive Rigsdaler ... nej for tyve Rigsdaler ... nej, nu vil jeg være helt gal! ... Jeg forærer dig den for ti Rigsdaler ... for fem Rigsdaler. Aa, nu er jeg komplet forrykt! (Her rev han sig som fortvivlet i sit røde Haar). For tre Rigsdaler sælger Jakob dette Smykke af Guld og Rubiner! For tre Rigsdaler, siger jeg! ... Siger jeg tre Rigsdaler? Nej! For to Rigsdaler og tre Mark sælger jeg det her for mine store Synders Skyld ... For to Rigsdaler og fire Degnelus sælger jeg det ..."

Saadan blev han ved at fortumle Kunderne med Snak og sætte Prisen ned, indtil endelig En indbildte sig at kunne gøre en fordelagtig Handel og hang ved. Ofte var han meget nærgaaende i sin Tale og brugte svinske Hentydninger, som man skulde undre sig over, at nogen ærbar Kvinde vilde høre paa. Men i det Stykke er Kvindernes Blu af en egen Art. Der lød altid Grinen og Fnisen omkring ham, og alt saadant hjalp paa Købelysten og forøgede i det hele den Dragning, der udgik fra hans Person. Det var just, hvad Jakob godt vidste.

Der var dog ogsaa dem, som holdt sig hjemme og lukkede deres Dør, saa længe Jøden var i Byen, og strenge Mødre havde et vaagent Øje med deres Døtre, indtil de vidste ham vel igen over Sogneskellet. Saadanne Folk mente nemlig, at han ogsaa havde hemmelige Elskovsmidler skjult i sin Kiste, og at han paa forbryderisk Maade bragte dem i Anvendelse overfor unge Piger og Koner, uden at de selv vidste noget derom.

Dette være nu, som det vil, saa hændte det allenfals mere end een Gang, naar han havde overnattet i en By og allerede i Dagningen atter var paa Vej udover Landet, at der paa et ensomt Kammer sad en ulykkelig Stakkel forvirret og skamfuld paa sin Sengekant, gribende sig i Fortvivlelse omkring Panden og i Barmen uden at kunne fatte det mørke Kogleri, der havde omtumlet hende.

Hvert Aar henimod Jul kom Jakob her til Egnen og tog Nattekvarter hos Kren Kromand. Paa denne Aarsens Tid kunde det dengang ofte hænde, at nogle Dages vedholdende Regn gjorde Skovvejene ufremkommelige. Saasnart det rygtedes, at en Vogn var bleven siddende i Æltet, ophørte al kørende Færdsel forbi Kroen, indtil Frosten kom og lagde Bro over Jorden. Der kunde derfor paa saadanne Dage blive trist og ensomt nok i den ellers saa livlige Færgekro. Et Par drikkende Bønder fra Nabolavet, en eller anden Kræmmer eller Uldhandler fra Inderherredet tilligemed Kroens egen Husstand udgjorde nu hele Selskabet.

Paa den Tid kom saa Jakob, og med ham fulgte Liv og Lystighed. Skønt han aldrig selv smagte paa noget stærkt, løb Munden paa ham den hele Aften, saa meget havde han at fortælle. Jeg har selv engang, hvad jeg nævner med Skamfuldhed, siddet til langt ud paa Natten og haft min Morskab af hans lede Snak, der mangen Gang fik Ellen og de andre Piger til at gemme sig sprudrøde bag deres Spindehjul.

Men nu nok om denne galne Hedning. Ham var det altsaa, der havde ført Ellen i Ulykke. Gud tilgive ham de djævelske Kunster, hvormed han fik denne stærke Pige til at gøre hans Vilje. For at det ikke skete med hendes eget Minde; at hun med andre Ord var bleven overlistet og forgjort, derom er jeg endnu den Dag idag fuldt forvisset. Jeg veed ikke, om der virkelig findes skjulte Midler, der omtaager Forstanden og prisgiver Mennesket for Drifternes Voldtægt. Den Omstændighed, at alle Landes og alle Tiders Folkedigtning har haft saa travlt med Elskovsdrikke og sligt, kunde vel nok tyde derpaa. Men forresten synes det mig ingenlunde nødvendigt at forudsætte saadanne for at forklare Menneskehjertets Viljeløshed i Lidenskabernes Favntag. Sandelig ! Elskoven er en Besættelse. Ingen veed, hvorfra den kommer; ingen kender dens Veje; ingen kender Raad for dens Ve. Den kommer og svinder efter Love, der er dunkle og gaadefulde og fylder os med Gru. Den er vort Livs Lyst og Forbandelse, vor Salighed og vor evige Pine, vort Himmerig og vort Helvede.

Jeg blev aldeles ude af mig selv, efter at Provst Hjorts Ord om Ellens Tilstand var bleven bekræftet af andre og Sammenhængen dermed rigtig gik op for mig. Jeg havde flere Gange i den følgende Tid Bøssen nede af Væggen for at gøre en Ulykke paa mig selv. Jeg omgikkes ogsaa med Planer om at lade Skole og alt i Stikken for at kunne drage ud og søge efter Forføreren og, naar jeg traf ham, at skyde ham ned som en skabet Hund. Takket være Provstens Magtsprog blev jeg dog efterhaanden roligere.

Ellen vilde jeg alligevel ikke tiere se. I mere end to Uger holdt jeg mig borte fra Skovkroen. Saa kom der en Aften Bud fra hende; jeg maatte endelig komme; Faderen laa paa sit yderste og vilde gerne tale med mig, og hun turde heller ikke være alene med ham Natten over. Jeg gik straks derhen. Ellen mødte mig i Forstuen; hun havde hørt mig komme. "Aa, Thyssen," sagde hun blot.

Da vi kom ind til Lyset, saae jeg straks, hvad andre allerede havde set for længe siden; men jeg tog Øjnene til mig og lod mig heller ikke siden mærke med noget. "Hvorfor har De ikke været her saa længe?" spurgte hun; men jeg kunde høre paa Tonen, at hun godt vidste Grunden. Derfor svarede jeg heller ikke.

Kren Kromand laa og klagede sig saa mindeligt. Provsten havde været der om Eftermiddagen og givet ham det hellige Maaltid; men alligevel kunde han ikke rigtig falde til Ro. Han var bleven meget forandret; Doktoren havde tappet ham Dagen forinden, og han var saa gul i sit Ansigt som Hylsklæderne, han laa i. Han prøvede at tale til mig; men han kunde ikke faa Vejr dertil. Brystet gik op og ned som en Orgelbælg. Endelig forstod jeg, at han vilde have noget læst for sig, og jeg tog da Biblen, som jeg netop i det Øjemed havde taget med hjemmefra, og begyndte paa et af Pauli Breve. Men han vinkede af med Haanden og pegte op paa Hylden under Loftet. Her fandt jeg en gammel schwabisk Bønnebog indsvøbt i Papir; og nu begreb jeg, hvorfor han havde sendt Bud netop efter mig. Han vidste nemlig, at jeg var hans Forfædres Sprog nogenlunde mægtig.

For at han kunde høre, hvad jeg læste, maatte jeg sætte mig lige op ad Sengestokken. Ellen stod bag ved mig og holdt Lyset. Vi kom derunder hinanden saa nær, at jeg kunde høre baade hendes eget Hjertes Banken og den anden Lyd inden i hende. Derfor havde jeg ikke selv Tanke tilovers for, hvad jeg læste. Jeg hørte vist ikke engang mine egne Ord. Men paa den stakkels døende Mand havde de en forunderlig Virkning. Han blev med eet ganske rolig, ja der kom tilsidst noget helt forklaret over hans gustne Ansigt med de lukkede Øjne, mens han mumlende gentog de fremmede Ord. Det var, som om Lyden af disse sære Bønner, som han vel i sin Barndom havde lært af sin Moders Mund, aabnede Paradisets Porte for den store Synder og gav hans Hjerte Fred.

Klokken fem om Morgenen blev han udløst. Vi hørte blot et eneste Suk. Jeg lukkede hans Øjne og rettede hans Knæ, og da det var gaaet op for os, at vi to nu var bleven ene i Huset, turde vi slet ikke se paahinanden. Jeg gik saa ind til Byen og op til Kirken for at ringe Sjælen ind i Himlen.

Senere paa Dagen kom jeg tilbage, og Ellen gik mig tilhaande med at lægge den Døde paa Straa. Men pludselig lagde hun sig ind til min Skulder med en voldsom Hulken. Jeg følte godt, at det var ikke Sorgen over Faderen, den Graad galdt. Det var over sig selv, hun græd, og over vor fælles tabte Lykke.

 

** 4.

Med Kren Kromands Død og Begravelse gled det engang saa navnkundige Bedested helt over i Forglemmelsen. Aar for Aar sank det mere sammen. En Skov af Nælder groede op omkring dets gamle Mure og skjulte baade Sylsten og Fodrem; og inde bag den lukkede Dør og de farvebrændte Ruder boede Ellen Resten af sin Livstid som en levende begravet.

Det var nemlig saadan, at da Ulykken først havde fanget denne stolte Pige, slap den hende ikke mere. Nogle Maaneder efter Faderens Død fødte hun en Datter, der blev opnævnt efter hendes Moder og kom til at hedde Martha. Det var en Forløsning af de slemmeste, Jordemoderen vidste af at sige. I et fuldt Døgn svævede hun i Dødens Arme. Livet beholdt hun dog, men et Par Dage efter steg Mælken hende til Hovedet og tog hendes Forstand. Hun havde altid været noget tung i Tanken, og uden det havde hendes Forfører vist aldrig faaet Magten over hende, tænker jeg. Men nu blev hun fuldkommen sløv, huskede ingenting af, hvad der var sket med hende, og ravede om som i en bestandig Rus. Det var en Ynk at se.

Til Trods for Provst Hjorts Advarsler og Formaninger, saae jeg endnu Blod for mine Øjne, hvergang jeg tænkte paa den lede Jøde. Jeg vilde ikke have gyst tilbage for at give ham hans Rest, om jeg havde staaet for ham dengang. Dog, Vorherre skaanede mig for at faa et Drab paa min Samvittighed. Jakob viste sig nemlig aldrig mere paa vor Egn. Han havde rimeligvis hørt om de Trusler, jeg ganske aabenlyst havde udstødt mod hans Liv. Men Gud tog selv Hævnen i sin Haand. Nogle Aar efter blev Jakob fundet udplyndret og ihjelslagen af Landevejsrøvere ved Vissenbjerg ovre paa Fyen.

Kren Kromand var, da han døde, en Armodsmand; han efterlod sig ikke mere i Skillinger end lige til Begravelsen. Men til Krostedet hørte en Jordlod paa godt og vel fire Tønder Ager og Eng, og Ellen havde akkurat bevaret saa meget af sin Forstand, at hun kunde passe en Ko og et Par Faar; og forresten maatte hun og Barnet leve af, hvad der endnu kunde falde ind til hende fra Landevejen. Det var da paa enhver Side et sørgeligt Liv, der var hende beskaaret. Det skar i Hjertet at maatte se derpaa. Og værst var det, at man ingen Hjælp kunde yde.

Hun havde for Vane først at rejse sig af Sengen, naar det var klar Dag; og sjælden blev hun helt paaklædt men gik og tossede om i sin bare Klokke, med Haaret hængende uredt nedover Ryggen, altid beskæftiget uden at faa noget udrettet. Ude mellem Folk viste hun sig ikke. I Aarevis kom hun ikke udenfor sin egen Stuedør. Paa Grund af denne megen Indesidden blev hendes i Forvejen stærkt udviklede Legeme efterhaanden næsten lige saa uformeligt, som hendes Faders havde været. Hertil bidrog vistnok ogsaa den Omstændighed, som jeg ikke vil fortie her, at hun pimpede lidt.

Dagen gik oftest hen for hende uden nogensomhelst Afbrydelse i denne arme Skyggetilværelse. Men regelmæssig ved Solfaldstid dukkede der nogle forkomne Skikkelser op omkring Kroen og bænkede sig omkring det gamle Skænkebord i Stuen. Det var de sidste Rester af Kren Kromands fordums Drikkebrødre, en fem-seks af Egnens Vrag, der holdt en Slags Klub her i Mørkningstiden og i Fællesskab tømte en Flaske Brændevin. Da jeg undertiden selv indfandt mig der ved samme Tid, men rigtignok i andet Øjemed, nemlig for at have lidt Opsyn med den lille Martha, ser jeg mig i Stand til at nedtegne et og andet om dette sære Drikkelag.

Der var først den gamle Morten Skytte, om hvem jeg blot skal anmærke, at han var saa afhængig af Brændevin som noget Menneske, jeg har kendt; hvilket ogsaa tydeligt tilkendegav sig i hans vansirede Ansigt og navnlig paa hans store, knoppede Næse, der lignede et uhyre Hindbær. I Virkeligheden var han dog ingen Fyldedunk. Han kunde i den Henseende slet ikke komme op mod en Snapsevom som Kren Kromand. Men det var bleven ham en Livsfornødenhed uafbrudt at have Brændevinssmagen paa Tungen. Naar han tog til Glasset, fugtede han kun akkurat Læberne; men til Gengæld skete det rigtignok med faa Minutters Mellemrum. Saa saare han af Forholdene blev tvungen til blot en halv Times Afholdenhed, blev han syg og faldt i Skudren. Jeg har flere Gange fulgtes med ham paa Kragejagt, og har jeg da lagt Mærke til hvordan han hvert Øjeblik i Smug tog en lille Flaske frem af sin Taske og førte den til Munden. Ogsaa om Natten skal han have haft Flasken hos sig. Forøvrigt var han et skikkeligt Menneske og meget virksom. Han havde efter sit eget Sigende indtil da kun været syg en eneste Gang og ved den Lejlighed endog narret Døden ved sin egen Beslutsomhed. Doktoren havde været hos ham og sagt, at han ikke kunde leve, og om Natten havde han derfor ligget vaagen af Dødsangst og Klejnmodighed. Han kom da til at huske paa en Flaske Æggevand, som han engang havde købt paa en Avktion, og han tænkte nu, at kunde saadan noget Vand bevare Æg friske en hel Vinter igennem, maatte det vel ogsaa kunne hjælpe lidt paa et Menneske. Saa lod han Flasken hente og drak det halve af den; og ikke længe efter sprang han i en voldsom Sved, der reddede hans Liv.

Af de andre faste Aftengæster i Ellens Stue skal jeg nævne Lars Kyndby eller Lars Eenøje, som han gerne kaldtes, siden han havde faaet sit højre Øje slaaet ind i et Slagsmaal. Han var en Kæmpe at se til, værkbruden og bøjet som han endda var, idet ogsaa hans ene Ben havde en Skavank, der tvang ham til at gaa med Krykke. Men lige lystig var han altid, og endnu som Krøbling var hans Haand farlig, naar det hastige Sind kom over ham. Alligevel var ogsaa han i Bunden et godhjertet Menneske, som man kom til at holde af. Engang, da han havde siddet et Aarstid for et Overfald, spurgte jeg ham, hvad hans Kone sagde til saadan noget. Saa lo han paa sin gryntende Maade og sagde:

"Det gør ligemeget, Lavs, si'er hun, - naar bare Hjertet er friskt!"

Jeg kan bevidne, at dette ikke var Praleri. Han levede et lykkeligt Familjeliv, elsket af sin Kone og sine Børn, beundret af sine Omgangsvenner, frygtet af alle, der ikke kendte ham.

De andre Gæster omkring Skænkebordet var disse: den døve Anders Kaagmand, den lille Zacharias Væver og den gamle Musikanter Frants Mikkelsen. Endelig den tungsindige Søren Stenhugger, der altid sagde "Aa Gud !" naar han satte sig og "Herre Jesus!" naar han drak, og af hvis Mund man aldrig hørte andet end saadanne dybe Hjertesuk.

I disse Forhold og mellem disse Mennesker voksede den lille Martha op.

Jeg havde elsket dette Barn, endnu før det kom til Verden;

ja, jeg kan sige, at sammen med Provst Hjorts myndige Formaning var det denne Følelse, der holdt mig oppe under min store Kærlighedssorg. Det var en Følelse, jeg fra først af ikke selv forstod og ofte skammede mig over. Men den var samtidig dog til stor Glæde for mig i min Ensomhed. Der var noget i mig, der krævede Meddelagtighed i dette lille, levende Væsen, som jeg jo ogsaa kun ved et Ulykkens Tilfælde ikke var bleven rigtig Fader til.

Som maa vil forstaa, ønskede jeg mangen Gang, at jeg kunde have taget Barnet bort fra den syge Moder og hendes Omgivelser og skaffet hende et bedre og lysere Hjem; men - destoværre! - min usigelige Fattigdom, som har været mit Livs Forbandelse, gjorde mig hjælpeløs overfor de Farer, der truede. Tilsidst bildte jeg mig selv ind, at der ingen Fare var. Det er vor Selvopholdelsesdrift, der faar os til at lukke Øjnene for de Ulykker, vi dog ikke formaar at afværge. Havde vi Mennesker ikke denne Evne til at gøre os blinde eller dog kortsynede, vilde Tanken paa vore Kære, Angsten for deres Skæbne, uhjælpeligt nedslaa alle dem, der overhovedet er i Stand til at elske.

Martha voksede op i sin Faders Billede. Hun fik rødt Haar, blev fregnet, spinkel, hastig i alle sine Bevægelser og rastløs som et Egern. Kun Øjnene havde hun arvet fra Moderen. De var store, mørke og dybe. Som de laa der højt oppe under Brynene, omgivet af lange, lyse Øjenvipper, mindede de om Søen derinde i Skoven paa gyldne Høstdage, naar Skovkransen sænkede sine Skygger i dens stille, mørke Vande.

Som Barn levede hun saa at sige overladt til sig selv, sprang omkring i Skoven eller sad nede ved Aaen og fangede Hundestejler med Hænderne. Mangen Gang, naar Moderen havde glemt hende, kunde jeg finde hende langt fra Hjemmet. Alle Dyrene i Skoven og paa Marken var hendes Legekammerater. Hun kravlede op i Træerne for at kigge til Fuglerederne. Hun ragede i det visne Løv efter Mus. Og hun var ingen ømfølende Kammerat. Fandt hun en søndermaset Skruptudse i Landevejens Hjulspor, undersøgte hun den uden Deltagelse og sparkede den tilsidst bort med sin Træskosnude. Naar jeg saa foreholdt hende det urigtige deri, saae hun uforstaaende op paa mig. Formaninger forstod hun i det hele ikke. Saasnart jeg skændte paa hende, slap hun min Haand og blev mut.

Med det syvende Aar blev hun sat i Skole. Skovkroen hørte til Lihme Sogn, hvorved hun kom under min Fjendes, Hr. Ovesens, Vejledning. De velstaaende Bønders Børn holdt sig forsætlig tilbage fra al Omgang med hende; men ogsaa de der var hende mere ligestillede i Kaar, var sky og forlegne overfor dette fremmedartede Barn, om hvis Herkomst de havde hørt saa meget eventyrligt fortælle, og hvis Vildskab og uberegnelige Indfald derfor dobbelt ængstede dem.

Hr. Ovesen kendte som alle Folk min Kærlighed til dette Barn og gjorde sig derfor en Glæde af yderligere at pine og ydmyge det; og denne Omstændighed, at det uskyldige Væsen led Forfølgelse for min Skyld, knyttede mig endnu inderligere til det. Forresten tror jeg ikke, at Martha selv havde nogen Følelse af Forbigaaelse eller Forurettelse. I hvert Fald mærkedes det aldrig paa hende. Alle den Slags Ting gled saa besynderligt af hende. Der var i det hele saa lidt, der gjorde Indtryk paa hende. Trods sit ustadige og i Grunden heftige Sind tog hun alt som en Tilskikkelse og var altid munter og tilfreds, naar jeg efter Skoletid kom ud til Skovkroen.

Endnu banker mit gamle Hjerte, naar jeg tænker tilbage paa den Tid, da hun sprang mig imøde som et ungt Kid, saa saare hun hørte mine Skridt over Broen. Hastig snappede hun min Stok eller Bøsse for straks at sætte den hen i Krogen, naar vi var kommen ind i Stuen. Saa kastede hun sig op i mit Skød og gav sig ivrig til at eftersøge alle mine Lommer, hvor der jo gerne et eller andet Sted var gemt en lille Raritet, enten lidt Sukkergodt, et Par Svedsker eller lignende. Jeg mindes saa vemodig de mange lystige Timer, vi har sladret bort i Fortrolighed. Jeg ser det prøvende Smil, hvormed hun nappede mig i Skægget, saa der tilsidst ligefrem gik Totter af det; jeg hører hendes kaade Latter, naar hun fyldte mine Næsebor med Jord eller Papir for at faa mig til at nyse.

Den Sommer, Martha fyldte tretten Aar, var hun allerede en hel lille Jomfru, paa hvis ranke og smidige Skikkelse Mandfolkenes Øjne hvilede med Behag. Med sit røde Seleliv og sine korte Særkeærmer, med sin solbrændte Hud og sit viltre Haar saae hun yndig ud trods Haarets Farve og de store Sommerfregner. Folk, der kørte forbi paa Vejen og saae hende staa i Døren i sin Yndlingsstilling med den ene, nøgne Fod løftet bag om, op i Haanden, vendte sig uvilkaarligt om efter hende; og som hun voksede til, hændte det stadig oftere, at Turister og andre Rejsende standsede her og satte sig ind i Krostuen for at drikke et Glas Mælk eller en Kop Kaffe.

Moderens faste Aftengæster var hendes gode Venner. Maaske var det endogsaa dem, hun var lykkeligst ved. Jeg saae med Sorg og - jeg vedstaar det gerne - med lidt Skinsyge, hvor vel hun altid følte sig i deres Selskab. Deres grove Sprog, deres Eder og Kævlerier, ja, selv deres Fuldskab og uanstændige Historier gottede hende, saa hun lo af fuld Hals med sin noget skingre Latter. Især havde hun kastet sit Venskab paa Lars Eenøje, hvem hun endogsaa tilstod saadanne Friheder som at kysse og kærtegne hende. Jeg havde haabet, at Forholdet skulde forandre sig, naar hun blev voksen; men det blev i hvert Fald ikke forandret til det bedre. Hun kunde sidde en hel lang Vinteraften og henrykt høre paa disse halvdrukne Fyres Snak. Mageligt tilbageslængt i sin Halmstol, med Hælene oppe paa Stolesædet og Fingrene flettede omkring Knæene, sad hun med missende Øjne, der blev betændte i Dampen af deres Piber, og med et stort, underlig sitrende, næsten grumt Smil om den blodrøde Mund. Allermest morede hun sig, naar ogsaa hendes Moder blev drukken, hvad desværre gik hyppigere og hyppigere paa. "Soen" kaldte hun hende rentud og lo af alt, hvad hun i sin sørgelige Tilstand foretog sig.

Med dyb Bedrøvelse i Hjertet var jeg Vidne til al denne Selvødelæggelse. Jeg anede, til hvilken Elendighed et saadant Liv maatte føre Barnet; men jeg kunde jo stadig ikke hjælpe.

Da Martha var seksten Aar, blev hun allerede lovet hen. Lars Eenøje, Frants Mikkelsen og de andre af Morfaderens gamle Drikkebrødre havde indsat sig selv som en Slags Formynderraad der i Huset og udset en af Anders Kaagmands Slægtninge til at blive Marthas Kæreste. Det var en Skovarbejder, Jesper Andersen, en stor, bred, studenakket Prygl paa et Par og tyve Aar, som ikke havde noget godt Lov paa sig omkring i Egnen, hvor han paa Grund af sin tunge og kluntede Skikkelse gik under Navnet "Dunken". Hans Ansigt med de smaa, mistroiske, allestedsnærværende Øjne havde aldrig huet mig. Han kom nu stadig hyppigere i Kroen sammen med de andre Aftengæster, og jeg kunde se paa ham, at han hadede mig. Sagtens havde han faaet at vide, at jeg efter Evne søgte at modarbejde Giftermaalsplanerne baade hos Martha selv og hos Moderen.

Jeg kunde imidlertid intetsomhelst udrette. Martha selv var ligeglad. Giftes skulde hun jo engang, sagde hun, og hvad betød det saa med Navnet? Jesper, Peter, Kristian - det var saamænd ikke værd at gøre Ophævelser paa Grund af den Forskel, der kunde være. Der var jo nok en lille Møllersvend, der engang havde erklæret hende sin Kærlighed, og som hun maaske nok saa gerne havde villet love sig hen til. Men naar nu de Gamle foretrak Jesper, saa kunde hun jo gerne føje dem. Jesper var desuden en rask Arbejder, som fortjente baade til Sul og Brød. At han var noget vild og gal af sig, kunde hun netop godt lide.

Alt, hvad jeg foreholdt hende om Kærlighedsfølelsen og dens Hellighed, lo hun af og fandt "grinagtigt". I det hele taget, jo ældre hun blev, des ringere Magt fik jeg over hendes Sind og Tanke, des mere gled hun ud af mine Hænder - og over i de andres. Hun lod sig efterhaanden uden Modstand kærtegne af den unge Mand, og det endog ofte paa en meget nærgaaende Maade. Til andre Tider spillede hun den knibske overfor ham, lod ham hans øgenavn høre og spyttede paa ham. Kort sagt, de teede sig mere og mere som et Par rigtige Forlovede.

Men saa hændte der ved Foraarstid noget, der med eet slog hendes Øjne op. Jeg kan i Grunden ikke meddele andet derom, end hvad jeg i sin Tid har sluttet mig til af hendes egne temmelig forvirrede og ganske ufrivillige Tilstaaelser. Men jeg tror dog at have fundet den rette Sammenhæng.

Provst Hjort havde Aaret i Forvejen haft den Sorg at miste sin Kone, med hvem han trods alt havde levet saare lykkeligt. Provstens menneskelige Skrøbelighed forstyrrede i det hele taget hverken Freden eller Ordenen i Præstegaardshjemmet. Hans Væsen overfor Provstinden var bestandig hensynsfuldt, ja, ridderligt. Han viste sig aldrig for hende, naar han var beruset; og hun paa sin Side lod sig ikke mærke med det, naar hun havde hørt om hans Udskejelser. Det maa desuden erindres, at Drukkenskab dengang var en meget almindelig Last blandt Præsterne og berøvede dem ikke Befolkningens Agtelse. Jeg kan saaledes anføre, at af de andre gejstlige Mænd i Provstiet var tre ganske forfaldne. Een var desuden vitterlig forrykt, nemlig Pastor Hassing til Hjerup og Eskelunde. Han gjorde sig blandt andet en Fornøjelse af at kyse Folk om Aftenen ved at liste omkring i Hjerup By, indsvøbt i et Lagen og agere Spøgelse.

Provstindens Død gjorde Provsten gammel. Da han selv kunde mærke det, bestemte han sig til at tage en Kapellan. Det blev en ung Kandidat fra Øerne, Berthelsen ved Navn. Han var en boglærd Mand, men hvad det Ydre angik ikke særlig bemærkelsesværdig. En høj, slank, temmelig kantet Skikkelse, et langt, blegt Ansigt med mørke Dun paa Hagen og Briller. Han kom til Præstegaarden ved Fastelavnstid, og allerede til Paasken blev han forlovet med Provstens 22-aarige Datter, Frøken Rebekka. Hendes Navn har jeg før nævnt i disse Erindringer. Hun var dannet i sin Faders Lignelse, stor, blond, herlig af Skabning. Jeg tror sikkert, hun var en af de mest attraavækkende Kvinder, jysk Muld og Luft og Blod har frembragt; og - hvad der var det bedste af det - hun vidste det ikke selv.

Provsten var ikke videre glad for Partiet. Frøken Rebekka var hans eneste Barn, og da hun jo ikke var uden Midler, havde han sagtens haabet paa et mere standsmæssigt Parti for hende. Kapellan Berthelsen var desuden i religiøs Henseende af en anden Skole end Provsten, hvad der ofte ophidsede denne. At Frøken Rebekka imidlertid selv var tilfreds, skjulte hun ikke. Hun var en stille, indadvendt, hvad man kalder en sværmerisk Natur, og Kærlighedslykken gjorde hende endnu mere alvorlig. Efter Tidens nye Skik færdedes hun frit omkring i Egnen med sin Forlovede, og Folk var meget optaget af Forholdet. I deres Forelskelse glemte det unge Par nemlig ofte, at de ikke var de eneste Mennesker i Verden. Ganske aabenlyst gik de paa Landevejen med hinanden om Livet, fordybede i Samtale. Og naar de mødtes eller skiltes, kyssede de hinanden som Søskende uden at skjule det for nogen. Jeg erindrer ogsaa en Aften i Løvspringstiden, at jeg saae dem i en Baad ude paa Aaen. De sad ved Siden af hinanden i Agterstavnen og holdt hinanden i Haanden. Ganske stille sad de og saae drømmende frem mod Solnedgangens Eventyrland, mens Baaden af sig selv gled nedad Strømmen og Frøken Rebekkas lange Slør bølgede bag hende i den rolige Luft.

Der var mange, som lo af dem, og i Begyndelsen gjorde ogsaa Martha det. Hun havde et Par Gange set dem paa deres Spasereture, og en Gang havde de endogsaa været inde i Skovkroen for at faa et Glas Mælk. Martha fortalte mig bagefter udførligt derom. Først havde Frøken Rebekka drukket, og da hun rakte Kapellanen Glasset, havde denne sagt: "Tak, kære". Og saa havde de set hinanden ind i Øjnene paa en Maade, saa hun havde maattet gaa ud af Stuen for ikke at springe i Latter.

Jeg havde dog en Fornemmelse af, at den Latter ikke vilde være bleven helt naturlig. Hvorom alting er, dette Ømhedsbuk har i hvert Fald bagefter opladt en Lykkeverden for hende, der var af en anden Art end den, hun hidtil havde kendt, og hvorfra hun for evigt var udelukket. Selv talte hun aldrig derom, og rimeligvis er det først lidt efter lidt gaaet op for hende. Men sikkert har Erindringen om de to Elskende givet hende et Stik i Hjertet, hver Gang hendes egen Kæreste herefter forsøgte med sine plumpe Tilnærmelser. Forholdet mellem hende og den store Jesper blev i det mindste et helt andet efter den Tid. Det var tydeligt at se, at hun undgik ham. Der kom noget Sky over hende i hans Nærhed. Hun svarede ham med Spot. og Rivningerne imellem dem blev stadig af en hidsigere Karakter.

En Aften, da jeg kom til Kroen noget silde, sad hun udenfor Døren paa Trædestenen og stirrede frem for sig med Hagen støttet paa Hænderne. Inde i Stuen var der tændt Lys, og jeg kunde i Frastand høre, at Brændevinen var løben dem til Hovedet derinde. Baade Jesper og Lars Eenøje kunde jeg fornemme; den første havde aabenbart en af sine store Dage.

Sandsynligvis paa Grund af Kævlet derindefra havde Martha ikke hørt mig komme. Jeg for min Del blev saa overrasket over at se hende sidde der, men især over hendes Ansigtsudtryk, at jeg uvilkaarligen standsede. Hendes Tanker var aabenbart langt borte. Aftenskæret faldt lige paa hendes blege Ansigt, der var underlig sammentrykket og ligesom forstenet i tungsindig Ro.

Da jeg atter nærmede mig, foer hun sammen og stod hastig op.Jeg raabte hende an; men hun saae uvillig paa mig og gik ind.

 

** 5.

Elskov! ... Hvormange hundrede Gange har vi ikke i vor Barndoms Uskyld læst henover dette Ord i Romaner og Fortællinger uden at tænke noget ved det, fordi vi ikke vidste, hvad det betød. Men saa kommer der en Dag, da det omgives af et skælvende Lys, et mystisk Skær, en gudommelig Glorie. Naar vi holder Haanden for Øjnene og gentager Ordet i vore Tanker, sænker der sig en alvorsfuld Højtidelighed i Sindet. Halvt nysgerrig, halvt ængstelig aner vi baade med Sjæl og med Legeme den dystre Lyksalighed, disse seks Bogstaver rummer.

Saa gaar der igen et Par Aar; og naar vi nu kommer over Ordet, straaler det for vore Øjne som trykt med Guldbogstaver eller omranket af Roser eller prentet med det rødeste Hjerteblod. Elskov! Elskov! ... Der vokser nyt Liv frem i os, bare vi hører Ordet klinge for vore Øren. Det er Sfærernes Musik. Det er Englenes Sang. Himlen aabner sig over vort Hoved. Vi skuer ind i Evigheden.

Og atter gaar der et Aar, et langt og underfuldt Aar. Himlen har lukket sig; men Verden er bleven en anden, er bleven rigere og dybere, og dens Hemmelighedsfuldhed faar os til at gyse sødt. Luften er som fyldt med tusinde sære Klange. Skoven og Vinden hvisker den Elskedes Navn. Hver nok saa ringe Hændelse bringer Taarer i vort Øje. Tankerne har intet Hvilested. Alt faar os til at drømme. Et pludseligt Vindstød bliver til et hemmeligt Bud fra vor Elskede. Et flyvende Blad, der strejfer vor Kind, bliver et Kys og faar os til at skælve. Og sidder vi i Mørkningstimen ved Vinduet, mens et tungt, aftenligt Sus gaar gennem Havens Træer, straks fremtryller vi af Solnedgangens Skyer et helt Elskovens Paradis, en Kærlighedens Have fuld af Rosenduft og Nattergalesang.

Men naar Tanken fra slige salige Vandringer mellem gyldne Skyer atter sænker sig mod Jorden, fyldes Hjertet med Mismod og bespændes af Ængstelser. Alt hernede synes da saa trøstesløst og øde, mest naturligvis for dem, hvem Livet har bænket paa sin Skyggeside. Den fattige Pige folder hjælpeløst Hænderne i Skødet og ser sig om i sin tomme Stue. Aldrig vil Vidunderriget aabne sine Porte for hende. Aldrig skal hun lære den saligste Lyst at kende. Det er jo kun i Eventyrbogen, at Ridder Robert banker paa den fattige Hyrdindes Dør. I hvert Tilfælde veed hun nu, hvad det gælder. En Leg, der koster Vanære. En stakket Dans, som ender i en Tørvegrav.

 

Martha blev den Sommer mere og mere underlig. Jeg var ikke den eneste, der mærkede det; ogsaa hendes "Formynnere" begyndte at ryste betænkelig paa Hovedet og spørge om Grunden til hendes forandrede Væsen overfor den Mand, de havde udset til hende. Jesper selv havde øjensynlig fattet Mistanke til mig. Han gik omkring med rødsprængte Øjne og saae ondt til mig, naar jeg kom. Han forlod sit Arbejde midt paa Dagen for at kunne overliste hende, og om Natten stod han paa Lur under hendes Vindu, bevæbnet med en stor Knippel. Dette fik jeg at vide af Mænd fra Lihme, der var kommen kørende der forbi. Men for Martha røbede jeg ingenting derom.

Ogsaa inde i de andre Byer begyndte man at snakke om det, og der blev stiklet til Jesper, hvor han viste sig. En Dag havde en af de andre Skovarbejdere rent ud spurgt ham, om han nogensinde havde kysset sin Kæreste. Den Spøg kostede Fyren en blodig Snude og en brækket Lillefinger; og herved bragtes Sagen endnu mere i Folkemunde.

En Dag kom den ogsaa paa Tale inde i Præstegaarden. Jeg husker, at jeg paa en Maade selv var Anledningen til det, og jeg vil nu fortælle lidt derom.

Det var en varm Dag, vistnok i Juni; jeg gik efter Skoletid min sædvanlige Lørdagsgang til Lihme for at hente Salmenumrene hos Provsten. Paa Vejen mødte jeg en lille, vraltende Mand, som jeg godt kendte. Han havde for nylig købt en Huslod paa Hedemarken ovenfor Lihme og hed Mads Madsen eller "bitte Mads", som han mest blev kaldt, over det han var saa stumpet. Hans runde Ansigt skinnede af Glæde og Tilfredshed, og jeg havde ikke Behov at spørge om Grunden. Han var nemlig forlovet med en smuk ung Pige fra Lihme og skulde have Bryllup en af Dagene.

Ogsaa hans Kæreste og hendes Forældre kendte jeg lidt til. Det var fattige Indsiddere, Manden et stakkels Krøvl, som mest laa paa sin Seng og hostede, men Konen et Fruentimmer med Haandelav, ferm i sit Arbejde og bestemt. Der var bleven sagt, at det ogsaa var hende, der havde faaet Partiet bragt i Stand, og at Pigen selv havde stridt imod til det sidste.

Vi stod lidt og talte om hans nye Hus, som han havde faaet tækket og kalket til Bryllupet og gjort i Stand ogsaa indvendig. Da vi skiltes, bad han mig om ved Lejlighed at kigge indenfor; jeg skulde da se, sagde han, hvor pænt han havde faaet alting lavet til sin Brud. Jeg gav Tak for Indbydelsen og gik min Kaas.

Da jeg kom til Præstegaarden, tog Provsten netop sin Middagslur. Jeg kunde se ham sidde inde i Studerekammeret, idet jeg gik forbi Vinduet. Han sad i sin store Lænestol med Læsebrillerne hængende helt ude paa Næsetippen. En Avis laa udbredt over hans Knæ. Kapellan Berthelsen var heller ikke at træffe; han var gaaet ud i Sygebesøg. Jeg gik saa ud i Haven, hvor jeg traf Frøken Rebekka i Kaprifolie-Lysthuset, som var hendes Yndlingsopholdssted om Sommeren. Der var foruden dette endnu tre Lysthuse i den store Have; Lindelysthuset, Syrenlysthuset og "Tabernaklet", som det fjerde hed, fordi det var bygget af fire Stolper med et kegleformet Straatag over. Der var navnlig herfra en dejlig Udsigt ud over det aabne Land.

Frøken Rebekka havde et lille lyseblaat Silkesjal over Skuldrene og en Bog med Guldsnit i Skødet. Jeg kunde se, det var Digte; sandsynligvis om Kærlighed. Hun blev i hvert Fald lidt rød, da jeg kom, og lagde straks Bogen bort.

Paa sin stille og venlige Maade bad hun mig at sidde ned, og vi passiarede en lille Tid om allehaande. Blandt andet fortalte jeg ulykkeligvis, hvem jeg havde mødt paa Vejen og hvad vi der havde snakket om. Jeg huskede i Øjeblikket ikke paa, at "bitte Mads" og hans Forlovelse havde vakt megen Uvilje i Præstegaarden og ikke mindst hos Frøken Rebekka. Jeg mærkede, hun blev forstemt. Uden at sige noget trak hun det lille Sjal tættere om sig, som om der pludselig var gaaet en Sky for Solen.

Bitte Mads's Kæreste, Grethe Andersen hed hun, havde engang haft ligesom sit andet Hjem der i Præstegaarden. Herom fortaltes der i Sognet følgende. Fra den Tid, da Grethe som en syv Aars Tøs drev i Stubmarken med Gæssene, havde Provstinde Hjort lagt Mærke til det smukke Barn med de friske, lyse Øjne og det korngule Haar. Hver Gang Provstinden paa sine Spasereture saae hende staa der med sine bare Fødder midt i Stubben, med sin lille, runde Mave fremskudt og Hænderne med Gaasepisken bag paa Ryggen, maatte hun hen og klappe hende paa Kinden. Dette førte til, at hun en Dag tog hende med hjem, hvor hendes egen Rebekka sad mellem sine Dukker, og fra den Tid havde Grethe daglig haft sin Gang i Præstegaarden. De to Smaapiger blev Legesøstre, og Venskabet holdt ved, indtil Grethe efter Konfirmationen kom ud og tjene. Saa ønskede Provstinden det nok ikke længer fortsat; men i Smug skulde de unge Piger alligevel have skrevet til hinanden, og Grethe var heller alrig hjemme nogen Gang paa Besøg, uden hun kom over i Præstegaarden.

Men nu var det altsaa det, jeg skulde fortælle, at da Frøken Rebekka havde tiet lidt, gav hun sig til at tale om Martha. Hun kendte jo som alle andre mit Forhold til Kro-Ellen og hendes Datter, og hun vilde nu vide, om det var sandt, at Martha allerede var givet hen. Jeg svarede hverken Ja eller Nej, og vi snakkede saa om andre Ting. Lidt efter kom Provsten ud med sin Pibe. Der blev dækket til Kaffe i Lysthuset, og Provsten bad mig at blive og tage en Kop med. Et Øjeblik efter viste ogsaa Kapellanen sig.

Frøken Rebekka gav sig nu igen til at tale om Martha, og det med en sær Heftighed. Hun beklagede hende, sagde hun, dersom det var sandt, at hun skulde kastes i Armene paa en Mand, hun ikke elskede. Jeg saae overrasket paa hende. Den ellers saa beherskede og tavse Pige talte sig efterhaanden helt varm om Sagen; men jeg mærkede hele Tiden, at det ikke var Martha, men sin egen Barndomsveninde, hun havde i Tankerne. Derfor tav jeg ogsaa stille til hendes Anklage og søgte slet ikke at retfærdiggøre mig.

Provsten vilde ikke gerne nærmere ind paa Tingen. Det var aabenbart, at det var et gammelt Stridsemne der i Præstegaarden, og at der efter hans Mening nu var talt nok om det. Han nøjedes med at udtale en almindelig Beklagelse af Almuens ringe Sans for de forædlede Følelsers Værdi og søgte derpaa at give Samtalen en anden Retning. Men Faderens Overbærenhed gjorde Frøken Rebekka endnu mere kampivrig; hun lod sig henrive til saadanne Udtalelser som, at der burde sættes Tugthusstraf for Forældre, som tvang deres Børn til at gifte sig uden at føle Kærlighed. Provsten afbrød hende, lidt skamfuld forekom det mig, og talte hende strengt til; men hun var nu kommen i et Oprør, saa hun ikke mere var i Stand til at beherske sig. Hele hendes Legeme var i Skælven, Læberne var ganske blaa. Og pludselig stod hun op og skyndte sig bort med Lommetørklædet for Øjnene under en krampagtig Hulken.

Straks efter rejste vi andre os i Tavshed. Jeg forstod i det Øjeblik endnu ikke Sammenhængen med dette lidenskabelige Udbrud og undrede mig derfor over Provstens forholdsvise Ro. Kapellan Berthelsen derimod var ligbleg; hans mørke Øjne brændte. Han havde under den hele Ordveksling siddet tavs med sine lange Ben overkors og pillet sig i sine Hagedun, saadan som det var hans Vane. Men jeg havde lagt Mærke til, at han i Hemmelighed sendte sin Forlovede smaa bifaldende Nik og Smil, og at deres Øjne i det hele ofte havde mødtes over Bordet i øm Forstaaelse.

Mens Provsten taalte næsten alt af sin Datter, bed han gerne Kapellanen hvast af, saasnart denne vilde udtale Sig. Hr. Berthelsen lod derfor helst Frøken Rebekka føre Ordet, hvor Provsten var tilstede, og paa den Maade blev alvorligere Sammenstød i Almindelighed lykkeligt afværget. Men jeg havde en Fornemmelse af, at Forholdet alligevel paa en betænkelig Maade var ved at glide henimod en Sprængning. Desaarsag brød jeg mig heller ikke om at trække Besøget længere ud men tog en hastig Afsked.

Nu veed jeg ikke, hvordan det gik til; men da jeg stod udenfor Præstegaarden og vilde gaa hjem, fik jeg pludselig den Tanke at kigge indenfor hos Grethe og hendes Forældre, som jeg kendte saadan, som alle paa Landet kender hinanden, naar man bor indenfor den samme Sognegrænse. Opfyldt som jeg var af Tanken paa Martha, er der sagtens kommen en Trang op i mig til at se, hvordan hendes Lidelsesfælle bar sin Skæbne.

Grethes Moder mødte mig straks i Fremmersdøren. Hun havde set mig komme og bød mig paa en egen hastig og bestemt Maade indenfor. Hun var en lille førladen Kone, rask i sine Bevægelser og paapasselig med sin Person. Manden havde faaet sig kantret op paa Sengestokken, da jeg kom ind. Gammel og forpuslet, som han var, sad han der og stirrede med sine rødkantede Øjne. Grethe sad ved Vinduet og sømmede. Der var noget i hendes overraskede Udtryk, da hun saae mig, som fik mig til at tænke paa en livsdømt Fange, der endnu i det sidste Øjeblik haaber paa Befrielse.

Jeg ser endnu ganske tydeligt den lille Stue for mig. Det var et af de gamle, klinede Huse, som nu omtrent er forsvundne fra denne Egn. Jeg veed nok, at dette regnes for et Fremskridt; men jeg holder for, at man sidder lunere bag en klinet Væg end bag en muret. I det hele taget, jeg finder sjælden nogen Hygge i disse nymodens Huse med deres Bræddegulv og store Vinduer og aabne Sengesteder, hvor man altid ligesom lever for Alverdens Øjne. For mig var der mere Glæde i de gammeldags Stuer og især i de allerældste, saadan som jeg mindes dem fra min Barndom i det nørre, blandt andet fra min Mosters Gaard i Galtum. Jeg har paa rette Sted i disse Erindringer skildret min Opvækst i denne ældgamle Gaard, hvis Stuer var uden Loft og uden Skorsten, hvor Røgen fra det aabne Ildsted drev varmende hen gennem Rummet og op mellem Sparretræerne for tilsidst at slippe ud af Lyren oppe i Tagryggen. Vistnok har jeg levet mit Livs eneste helt lykkelige Øjeblikke her, naar jeg de lange Vinteraftener sad paa Mosters Trendekiste foran Arnestedet, hvor en kraftig Lyngild brændte. Mens de ældre gjorde Kaal paa Tiden med Snak eller et Slav Kort eller med lidt Haandgerning ved Skæret af en Tranlampe, sad jeg ganske stille og hørte Stormen buldre oppe under Lyrebrættet og fulgte Ildgnisterne, der foer op i Rummet mellem de sodede Tagspær. Højtideligt var det især, naar Maanen samtidigt skinnede ind gennem Hullet deroppe og kastede lange, sære Skygger ned over Væggen. Da gik Tankerne paa vide Rejser ind i Drømmelandet, og Eventyrenes og Spøgelsehistoriernes Skikkelser fik Liv og Virkelighed for den barnlige Fantasi.

Men jeg vender tilbage til mit Besøg hos Hans Andersen. Den gamle Mand fik langt om længe Fødderne stukket i et Par Kludetøfler, der stod foran Sengen, og kom frem og hilste Goddag. Han skottede til sin Kone og til Grethe og tilbage til mig og vidste nok ikke, hvad han skulde sige. Konen havde imidlertid taget et nystrøget Forklæde frem af Dragkisten og bandt det stiltiende omkring sig med et Par faste Ryk. Der var noget i denne Tavshed, der gjorde mig opmærksom. Jeg kom til at tænke paa, at de rimeligvis begge vidste, hvorfra jeg kom, og nu mistænkte mig for at komme i Provstefamiljens Ærinde. Jeg skyndte mig da at sige, at jeg ikke havde anden Hensigt med mit Besøg end at sige Goddag til Grethe, hvem jeg endnu ikke havde set, siden hun til Majdag var kommen herhjem fra sin Plads i Nabosognet.

Dette mit Ord beroligede aabenbart den gode Kone. Men da vi nu kom til at snakke om det forestaaende Bryllup og Forberedelserne dertil, kunde hun alligevel ikke lade være med at stikle til Familjen i Præstegaarden, ja med forblommet Haan udtalte hun sig om selve dens Velgerninger mod Grethe. Folk skulde helst lade være med at rage deres Næse ind i andres Fjæs, sagde hun i sit djærve Sprog, mens hun lagde en Dug paa Bordet og satte Kaffekopper frem. Det var ogsaa bare Tossestreger at snakke Ungdommen saa meget for om Digt og Pjat. Den Slags passede maaske for de Fornemme, der kunde sidde og holde Enden varm i en Fløjlsstol; men det var sg- til Ødelæggelse for dem, der var saadan stillet, at de maatte rende efter Brødet, før de fik det i Munden.

Jeg saae hen paa Grethe, der jo var den, for hvem Ordene, skønt talte ud i Luften, nærmest var bestemt. Som Hvermand vidste, elskede hun sin Fætter, en ung og rask Karl fra Inderherredet, men fattig paa alt andet end Legemskræfter ligesom hun selv. Derfor havde Moderen heller ikke villet vide af ham som Svigersøn, og af Harme herover havde han saa giftet sig med sin Madmoder, en gammel rig Gaardmandsenke, og det Bytte skal han nok forresten ikke siden have fortrudt.

Paa egen Maade anskuedes da her en gammel Krønike, jeg engang har hørt fortælle af en Morlille inde paa Starup Hede. Det var paa den Tid, fortalte hun, da Vorherre ukendt vandrede her paa den danske Jord med Skt. Peter som sin Følgesvend, da havde de engang forvildet sig ude paa en Ødemark og kunde ikke finde tilbage til Landevejen. Saa fik de Øje paa et Plovspand, der stod ganske stille midt paa Marken, og da de kom nærmere, saae de ogsaa Plovkarlen; han havde lagt sig ned paa Grønjorden og sov nok saa sødelig med sin Træsko under Hovedet. De fik ham nu vækket og spurgte om Vej. Men Karlen var en doven og ugidelig Krop (hvad Grethes Fætter netop ogsaa skal have været), han bare strakte Foden i Vejret og pegte med sin Storetaa. "Det var dog en grimme Knægt," sagde Skt. Peter, og de hellige Vandringsmænd gik bort i Vrede. Noget efter traf de en ung Pige, der sad og malkede. Ogsaa hende spurgte de om Vej, og hun var let tilfods, rejste sig straks fra sin Malkeskammel og fulgte dem paa sine bare Fødder op paa en Banke, hvorfra de kunde overskue Egnen. For nu at belønne hende for hendes Tjenstvillighed, sagde Skt. Peter til hende med Vorherres Billigelse, at hun skulde udtale det Ønske, hun helst vilde se opfyldt; saa skulde de sørge for, at det skete. Pigen blev rød som det dryppende Blod og vilde længe ikke sige noget. Endelig sagde hun og blev nu met eet sært alvorlig, hun vilde ønske, sagde hun, at den Person, hun tænkte paa, maatte faa sit inderste Ønske opfyldt. Det sagde saa Skt. Peter ja til. Men den, hun tænkte paa, var just den dovne Karl, der laa henne paa Marken og snuede. Og det, som Karlen inderst inde drømte om, skønt Pigen var hans Kæreste, det var hans Husbonds store Gaard og tunge Pengekister og hans Køer og Faar og Heste, og alt dette blev virkelig ogsaa kort efter hans Ejendom. Den gamle Husbond faldt en skøn Dag ned af en Stak og knækkede Halsen, og Konen, som var ung og længe havde haft sine Øjne hos Karlen, tog ham rettelig tilægte. Men den fattige Pige blegnede hen og døde af Sorg. - Kun dette sidste af Fortællingen passede ikke med Virkeligheden her.

Vistnok havde Grethe forandret sig meget; men hos Landsbypiger er det som oftest mere det indre end det ydre Menneske, der mærkes af Skæbnens haarde Slag. Selv under den tungeste Sorg, ja, selv under en Fortvivlelse, der fører til Selvmord, bevarer de gerne deres gode Huld og gaar i Døden med røde Kinder. Grethe dannede i saa Henseende ingen Undtagelse. Som hun sad der paa Palden under Vinduet, med Aftensolen skinnende ind over sit bøjede Hoved og paa den brede Arbejdsnakke, var hun endnu et skønt Billede paa legemlig Sundhed og Styrke. Men hendes Livsmod var brudt. Hun, den før saa livlige og snaksomme Pige, var bleven murtavs. Ganske stille sad hun og saae ikke op fra sin Søm, uden naar hun trædte Naalen. Jeg havde den inderligste Medlidenhed med hende. Og idet jeg tænkte paa Martha, græd jeg i Hjertet over os alle tre.

En halv Snes Dage derefter stod hendes Bryllup. Det var en Dag, der af andre Grunde blev en Mærkedag og et Vendepunkt i Egnens Liv og - desværre - ogsaa i mit eget. Jeg skal derfor omtale den lidt nøjere.

 

** 6.

Først maa jeg dog fortælle lidt om et Besøg hos Brudgommen Dagen før Bryllupet. Ved et Tilfælde kom jeg den Dag forbi hans Hus, der laa et Stykke inde paa Marken. Det maa have været lidt før Solfald, for jeg husker, jeg var paa Vej til Brandmosen med min Bøsse for at tage Vare paa Andetrækket.

"Bitte Mads" stod inde ved Kaalgaarden og satte Gærde. Den Mand var aldrig et Øjeblik ledig, ikke heller Aftenen før sin Bryllupsdag; og saa lille han var, havde han Kræfter som et Utyske. Men glad for Snak var han ligefuldt, og straks han fik Øje paa mig, raabte han mig an. Jeg viste paa min Bøsse; men der hjalp ingen kære Mor; jeg maatte hen og beundre hans nye Hjem.

Naa, Huset var ogsaa pænt nok, nytækket og kalket, med fint blaastrøgne Vinduesrammer og en rød Tulipan malet paa Dørfyldingen. I sin enfoldige Selvglæde gjorde Mads mig opmærksom paa, hvor fuldkomment alting var, og at han ikke havde sparet paa noget for at gøre det godt for Grethe. Ogsaa indendørs var Huset pudset op fra øverst til nederst. Først kom man gennem et Køkken med rigtig Komfur og Skorstenskappe ligesom i Præstegaarden. Derfra gik man ind i Opholdsstuen, der ogsaa var helt nymodens med Bræddegulv, Papir paa Væggene og, hvad der var noget helt nyt og forbavsende dengang, en Lampe hængende over Madbordet. Bagved var et Sengekammer med Klædeskab. Mads førte mig rundt i hele Huset, og han kunde aabenbart ikke tænke sig at her manglede noget til at skabe et lykkeligt Hjem.

Fint og velholdt var der i hvert Fald. Alt stod festlig parat til at modtage Grethe. Med al sin Skræppen op var Mads i Bunden en brav og godhjertet Mand. Ude i Køkkenet skinnede Kobbertøjet blankt ned fra Væggen. Over Vandspanden hang Øsen ordentligt nok paa sit Søm, og henne ved Komfuret var der meget betænksomt anbragt en Stabel Flækkepinde, saa Grethe ikke straks om Morgenen behøvede at gaa ud i Vedkasten for at faa noget at fyre under med. Alting var, som det skulde være, undtagen det vigtigste.

Med Spillemændene i Spidsen drog Brudeskaren den næste Dag til Kirken i et gudsvelsignet Sommervejr. Det var jo kun et Husmandsbryllup, men der blev dog dundret godt med Muskedonnerne, og hele Byen var paa Benene. Jeg selv var tilstede som Indbuden. Det var Ovesen, der gjorde Altertjeneste og sang for. Provsten var om Morgenen bleven upasselig, saa det faldt i Kapellan Berthelsens Lod at forrette Vielsen, og jeg tror slet ikke, han var ked af det. Alt det, han hin Eftermiddag havde maattet tie med i Provstens Nærværelse, fik nu Luft i hans Brudetale.

Først talte han om Kærligheden og kaldte den en Naadegave fra Gud og derfor dyrebar og hellig. Derpaa gik han over til nogle Betragtninger over Ægteskabet, hvis Grundvold Kærligheden var "eller burde være", føjede han til og saae i det samme fast paa Brudeparret. Desværre, fortsatte han, var man jo ikke sjælden Vidne til, at Mænd og Kvinder uden at blues lod sig forene ved Ægteskabets Baand uden at raadføre sig med deres Hjerte, endsige med Gud. Men at gifte sig uden sand og gensidig Kærlighed var en sjælelig Raahed, som burde vække ethvert kristent Menneskes Afsky. Det var en Krænkelse af Sjælens Allerhelligste, en Forbrydelse mod det guddommelige i os, ja i Grunden slet ikke bedre end Skørlevned.

Talen blev holdt med megen Kraft og Varme. Kapellan Berthelsen var en overmaade veltalende Mand. Han havde et rentlydende, mørktklingende Organ og dertil et smukt, billedrigt Sprog. Ved et Tilfælde, eller rettere paa Grund af en Forsømmelighed af Ovesen, der havde glemt at trække Gardinet for Korvinduet, faldt der en Solstraale lige ind over ham, saa hans høje, slanke Kristusskikkelse fremtraadte som omstraalet af en Glorie, hvilket ogsaa bidrog til at give Øjeblikket en stor Højtidelighed.

Trods alt dette lykkedes det ham dog lige saa lidt ved denne som ved nogen tidligere Lejlighed at trænge gennem Almuesindets Forhærdning. Kun Grethe fik hans Ord tilsidst bragt i Graad. Hun havde under Slutningen af Talen ikke Lommetørklædet fra Øjnene. Heller ikke hendes Moder manglede vistnok Følelse for Ordenes Braad; men Virkningen hos hende var en ganske anden. Hun sad med sammenkneben Mund og stiv Nakke og dirrede. Alle de andre i Bryllupsskaren hørte paa ham med nøjagtig det samme tillærte Udtryk at Gudhengivenhed, hvormed de altid sad og sov i Kirken. Selv "Bitte Mads" faldt det næppe med en Tanke ind, at der her blev sagt andet eller mere, end hvad der var betalt for.

Jeg kunde ikke lade være med at tænke paa, hvor ganske anderledes Provsten i sin store Skrøbelighed formaaede at optø de forhærdede Hjerter. Og Provsten var endda aldeles ikke, hvad man kalder en god Taler. Det varede i Almindelighed længe, inden han kom rigtig i Aande, og undertiden kom han det slet ikke. Men skete det, blev han rigtignok ogsaa som forvandlet, og det paa en helt anden Maade end Kapellanen. Al hans kirkelige Myndighed, hele den præstelige Nimbus, han til daglig holdt af at omgive sig med, sank netop ganske af ham, og han stod der i sin nøgne Menneskelighed, en arm og usselig Synder for Gud og vor Frelser. Taarerne strømmede ned ad hans Kinder, og hans Stemme bævede som et angrende Barns, naar det staar for sin Fader. Og saa var der nu ogsaa det ved ham, at hans Fristelser og Fald jo var de samme, som hans Tilhørere allesammen saa godt kendte fra deres eget Liv. Derfor vaktes i saadanne Øjeblikke Skyldfølelsen i deres eget Bryst, og han blev, hvad en Præst og Sjælehyrde maaske altid helst skulde være, et Eksempel baade til Afskrækkelse og til Efterfølgelse.

Der var nu alligevel eet Sted i Kirken et Par vaagne Øren for Kapellan Berthelsens Ord og et Par vidtaabne Øjne, hvori hans lysomstraalede Skikkelse sikkert nok afspejledes i sin fulde Herlighed. Nede i en af de nederste Stolestader havde Frøken Rebekka gemt sig. Hun var kommen ind midt under den første Salme, og jeg var vistnok den eneste foruden Kapellanen, der vidste, at hun var tilstede.

Jeg kunde næsten ikke faa mine Øjne bort fra hendes Ansigt. Det var blegt og syntes derfor større end ellers, Udtrykket var anspændt, ja fortrukkent men samtidig med noget over sig, som maatte kaldes forklaret. Det var det samme Udtryk, jeg havde set den Dag i Lysthuset, da hun talte sin Fader saa ubehersket til og tilsidst var gaaet bort under et Anfald af lidenskabelig Graad. Jeg havde lagt Mærke til, at der i det hele var kommen noget fremmedartet i hendes Væsen. Hendes skønne, tunge Ro og Ligevægt var borte. Hun var som rykket bort fra sin Grund, behersket af en Fortryllelse, der var paa Veje til at tage Karakter af en ond og lidelsesfuld Besættelse.

Idet jeg nu igen vendte Blikket mod Kapellanen, der stod der i Lysglansen foran Alteret som en opstanden Kristus, paakom der mig pludselig en Tvivl. Jeg spurgte mig selv, om ikke denne Nidkærhed, hvormed han her talte Hjertets Sag i Kristendommens Navn, i mangt og meget beroede paa et Selvbedrag. Den Ild, der brændte i hans mørke Øjne og fik hans Tunge til at flamme, var den virkelig alene tændt ved den himmelske Sol, eller var den ikke tillige - ham selv ganske uafvidende - Blodets og de kølige Drifters fortærende Helvedesbrand? Den Gud, der talte gennem hans Mund, var det den jomfrufødte Jesus Kristus, der korsfæstede Kødet og helliggjorde Forsagelsen? Var det ikke i hvert Fald lige saa meget den hedenske Kærlighedsgud med den dødbringende Pil? Var han ikke selv en Stakkel under Naturens ubarmhjertige Lov? Et Offer for den dæmoniske Besættelse, vi kalder Elskov? Uden at vide af det, gaar vi Mennesker gennem Livet med tilbundne Øjne. Mens vi indbilder os at styre selvraadigt mod vort lysende Maal, leder dunkle Magter os ad dunkle Veje nedad eller opad efter vor Bestemmelse.

Men herom skal jeg ikke udtale mig nærmere paa dette Sted. Jeg vil senere ofte faa Lejlighed til at vende tilbage til dette underfundige Spil mellem den himmelske og den jordiske Lyst.

Hvad nu det efterfølgende Gilde angaar, saa skal jeg fatte mig i Korthed, da jeg tidligere baade her og i andre af mine Skrifter *1) udførligen har skildret et saadant Landsbybryllup og nedtegnet de forskellige gamle Skikke, som paa den Tid endnu taaleligt efterfulgtes. I de to smaa Stuer i Brudens Hjem var der ryddet ud og skaffet Plads, saa godt det lod sig gøre; men der var udgaaet Bydesvende baade til nær og fjern, saa der var tilsidst saa mange Mennesker forsamlede, at der knap var til Aandedraget under det lave Loft. Heldigvis var Vejret jo godt, saa man kunde opholde sig i det Fri den Tid, man ikke sad ved Bordene.

Det var Meningen, at der skulde have været danset inde i Loen hos Nabobonden; men da det var saa lummervarmt, trak de unge ud paa et Græslukke, der laa bagved Brudehuset og hørte til Bondens Gaard. Gamle Frants Violinspiller og hans stakkels Søn "Tosse-Kresten" gav Musikken, og det var jo sølle nok; de sad henne paa Gærdet og gned Strengene, paa samme Gang de sov. Men ligefuldt gik Dansen med Liv og Lystighed i den dejlige, lyse Midsommernat.

Grethe maatte jo ogsaa danse med, saa nødig hun vistnok vilde. Hun havde siddet ved Gildesbordet saa rank som en Trædukke; men jeg kunde godt se paa hende, at hun havde Møje med at faa blot et Par Bidder ned. Bagefter havde hun siddet med Mads i Haanden; men det var slet ikke til at tage fejl af, at hun ikke gjorde det med sin allerbedste Vilje. Det var Mads, der med sit bredeste Smil havde lagt Beslag paa Haanden som sin lovlige Ejendom, og hun har vel tænkt, at hun nu heller ikke længer havde Ret til at forholde ham den.

Ogsaa her ved Dansen kunde Mads daarlig lade hende i Fred, og det skønt han var saa meget mindre end hun og dertil en maadelig Springer. Men ogsaa de unge Karle sloges om hende den hele Nat. Det var jo en Æressag for dem at danse hende svedig ud af Pigelavet. Det gik paa med Skotsk og Fransøs og Kontra næsten uden Stands. Det var, som om netop hendes Uvillighed lokkede og æggede dem. Saasnart den ene Karl havde sluppet hende, tog den anden fat. Og Nej var jo et Ord, hun ikke havde Lov til at sige paa den Dag. Hun saae tilsidst saa udmattet og forpint ud, at jeg blev helt betænkelig ved det og kom til at mindes Historien om den modvillige Adelsfrøken, der blev danset ihjel paa Koldinghus.

Udenfor det ene Hjørne af Græslukket, hvor der stod en gammel Poppelstub, sad en Mand, der var kommen ubuden, men alligevel var bleven taget vel imod. Han var en fremmed paa Egnen og ingen vidste stort andet om ham, end at han var en ung Student, Søn af en Herredsfoged oppe i Vendsyssel, og at han havde indlogeret sig hos Skomageren i Ramsbæk. Hans Navn skal jeg af visse Grunde fortie. Han havde opholdt sig der et Par Uger uden at tage sig andet til end at stalke rundt paa Markerne og i Skoven med en grønmalet Bliktromle paa Ryggen og samle Blomster og Skovsvampe. Ja, og saa holdt han af at kigge indenfor hos Folk og faa sig en Passiar eller selv fortælle. Jeg har aldrig kendt hans Mage til at fortælle et Eventyr. Men det blev da ogsaa siden hen saa at sige hans Levevej. Han gik ind allevegne, hvor der boede gamle Folk, og skrev op, hvad de fortalte ham; og da han var saa ung og dertil havde et net og beskedent Væsen, tog man gerne godt imod ham. Bag efter gav han saa de Gamles Fortællinger igen paa sin egen Maner, og Folk kunde godt lide at høre paa ham.

Nu sad han der under Poppelstubben i den lyse Sommernat og havde samlet en stor Kreds omkring sig. Mange af hans Historier var ellers noget ligefremme, ja næsten forargelige, men der var det mærkelige ved ham, at han aldrig selv fortrak en Mine, hvormeget saa Folk grinte af, hvad han fortalte.

Jeg husker endnu en af hans Fortællinger; den var om en Herremand og en Præst og lød saadan:

Jørgen Bugge hed en Herremand, der ejede Gudsgaver af Gods og Guld og Folk og Fæ og havde sine Bure og Kældere fulde af alt, hvad godt var. Men han var en forhærdet Krop, der levede ret et Syndens Liv med Drik og Svælgen og allehaande Uterlighed, saa der stod et Ry af hans Borg til alle Guds Børns Forargelse.

En Søndag Morgen drog han til Kirke lige opstanden fra et Drikkelav og med et Følge af Svirebrødre, Hunde, løst Kvindfolk, Spillemænd og andet sammenløbet Pak, der skreg og hujede, saa man næppe kunde høre Kirkeklokken. Nogle af dem mægtede end ikke at støtte paa Benene men maatte bæres ned af Hesteryggen, og fra alle Munde lød Eder og uterlige Ord. Jørgen Bugge selv sad med et fedt Fruentimmer paa Saddelknappen og red lige ind ad Kirkedøren, idet han brølte med en Stemme, der var hæs af Drik og Nattesvir:

"Her kommer hundrede tørstige Sjæle for at smage paa Kirkemosten!"

Men i Vaabenhuset mødtes han af Præsten, Hr. Jens, der raabte:

"Tvi jer, I Spottere! Pak jer bort, I Øgler - og besmit ikke dette hellige Sted med jeres forpestede Aande!"

Ved denne krænkende Tiltale blev Jørgen Bugge ædru, og hans Kinder falmede. Paa Kirkens Grund vovede han dog ikke at tage til Genmæle. Han bed sig tavs i Skægget og drog bort med sit Følge. Men i Stilhed gjorde han en dyr Ed og smilte med det samme. Han skulde ved Lejlighed tage en lystelig Hævn over den gode Hr. Jens.

En Nat, nogen Tid efter, da Jørgen Bugge atter sad ved et af sine store Sviregilder, sendte han et Sprængbud til Præstegaarden med Melding om, at han var bleven syg og laa paa sit yderste, hvorfor han vilde bede Hr. Jens glemme alt ondt og komme op paa Slottet for at give ham det hellige Maaltid. Derefter lod han en stor So hente op fra Stien. Dens Ben blev bundet sammen under Bugen og dens hylende Mund lukket med et Stykke Tvinde, og saadan blev den slæbt ind i Sovegemakket. Her puttedes den ned i den billedskaarne Himmelseng og blev forsvarlig bastet. En Nathue blev trukket ned over Øjnene paa den, og sluttelig tildækkedes den omhyggeligt med en Silkedyne, saa kun Kvasten af Nathuen og den yderste Spids af Trynen stak frem.

De var lige bleven færdige med disse Forberedelser, da Hr. Jens kom til Gaarden. Man hørte allerede Lyden af hans tunge, jernbeslagne Sko ude paa Gangen. Drikkebrødrene stillede sig rundt om Sengen med foldede Hænder og modfaldne Miner, mens Jørgen Bugge selv skjulte sig inde ved Siden af i Gildesalen, hvis Dør han lod staa paaklem, saa han kunde kigge gennem Sprækken.

Hr. Jens var en høj, sværlemmet Skikkelse med et langt, glatkæmmet Haar, der faldt ham ud over Skuldrene, og sort Hagefip. Med stolte Skridt gik han hen til Sengen og foldede sine store Hænder.

"Naa, ligger du nu endelig der paa Smertenslejet, Jørgen Bugge!" begyndte han med sin dybtklingende Bas. "Har Vorherre nu endelig hjemsøgt dig og drevet dit syndige Kød ud af Djævelens Kløer? Har du omsider indset, hvorhen dit liderlige Levned førte dig, og at Helvedes luende Svovlpøl var dig beredt, om du ikke omvendte dig?"

"Øf!" lød det nede under Dynen.

"Og har du nu anraabt Himlen om Naade for dine Synder?" vedblev Præsten. "Græder dit Hjerte Blod af Ruelse? Føler du den onde Samvittigheds nagende Pine? Er der i din Sjæl kun Anger og Bøn?"

"Øf! Øf!" lød det atter nede under Dynen.

"Nu - da skal og dine svare Synder være dig forladte, og du skal bekomme det evige Liv. Amen!"

Hermed tog Præsten Kirkebrødet. Men idet han nu rakte det ned imod Soen, gav Dyret sig til at pruste og snøfte saa kraftigt, at Dynen gled tilside og hele det røde Svinehoved kom til Syne. Da kunde de glade Tilskuere ikke længer holde paa Latteren. I det samme sloges ogsaa Døren til den kærtestraalende Gildessal op paa vid Gab, og Jørgen Bugge stod paa Tærskelen med skrævende Ben. Hans Hænder laa udspilede paa den tøndetykke Vom, der hoppede under hans hoverende Skogren.

"Naa, min gode Hr. Jens!" udbrød han. "Der annammede I, for Herren, en fed Sjæl! Død og Sakramente! Aldrig havde jeg dog tænkt, at min store So skulde bekomme den evige Salighed! Ha, ha, ha! ... Men kan I nu ogsaa staa mig inde for, at hun virkelig kommer i Himmerig?"

Præsten var bleven hvid og grøn som en Kirkevæg. Han skælvede fra Isse til Fod af hellig Harme. Endelig fattede han sig og svarede:

"I Fald du selv, Jørgen Bugge, har tænkt at kunne slippe ind i Himmerig, saa kan dette Svin vistnok ogsaa."

"Hvad! din Hund!" brølte Herremanden og styrtede frem imod ham med løftet Værge. Men hans Gæster lagde sig imellem. De fandt, at den Præst var ikke ilde skaaren for Tungebaandet, og de lo ikke mere. Ja, det berettes, at Hr. Jens' Ord tilsidst ogsaa gav Jørgen Bugge noget alvorligt at tænke over, saa han efter den Tid levede som et retskaffent Menneske.

 

Det var bleven over Midnat, og der var endelig kommen en i Stands i Dansen. Nogle af Parrene bænkede sig støjende inde i Stuen omkring Kaffebordene; andre blev siddende rundt om paa Gærderne, fordi de foretrak at sidde lidt for sig selv. Vejret var helt stille, og det var ikke mere mørkt, end at man let kunde kende hverandre, men dog heller ikke saa lyst, at et Kærestepar ikke kunde lade deres Hænder gaa lidt paa forbudne Veje, uden at det saaes. Inde i Stuerne var der tændt. Alle Vinduerne stod aabne, saa man udefra kunde se helt igennem Huset. Det var som at se ind i en gloende Ovn. I Skæret fra Lysene blev Luften derinde med dens Støv og Tobaksdamp og Stegeos rød som en Ild.

Jeg søgte efter Brudeparret, men fandt det hverken ude eller inde, saa jeg forstod, at de var gaaet til sig selv, mens jeg havde staaet og hørt paa Studenten. Da jeg noget efter gik bag om Husgavlen i et lovligt Ærinde, hørte jeg en dæmpet Hulken oppe fra Loftet, hvor Grethe havde sit Kammer. Jeg kunde ogsaa godt kende hendes Stemme.

"Naar du bare vil være god ved mig, Mads," hørte jeg hende sige, "saa skal A osse nok være det mod dig; det skal A love dig." "Ih, ja da, Grethe!" - det var Mads' glade Brægen.

"A veed jo nok, A haar it været mod dig, som A skuld'," blev Grethe ved og græd saa jammerlig. "Men det skal nok kom', bare du vil være god ved mig, Mads."

Jeg syntes ikke, jeg havde Ret til at høre længer paa detteher; og der kom nu ogsaa et Par andre Mænd derhen og var højrøstede. Jeg gik derfor min Vej.

Dansen var begyndt igen. Det var en Polsk, og man kunde mærke baade paa dem, der havde været inde ved Drikkebordene, og paa dem, der havde siddet for sig selv ude paa Gærderne, at de havde faaet ny Varme i Blodet. En Karl fra Byen havde hentet sin Harmonika for at hjælpe lidt paa Musikken; ogsaa det satte Fart i Springerne. Der var rigtignok ingen Loftsbjælker at slaa Næven i under Dansen, og der var heller ikke den Klang i Trinnene, som naar der dansedes paa de gamle Logulve, hvor der var lagt Pandeskaller under Leret for at faa det til at synge under Plejler og Saaler. Men Løjer og Lystighed var der ligefuldt. Hvad Støj, der skulde til, besørgede de med Mundene. Karlene hujede og sang, og Pigerne lo af fuld Hals, mens Skørterne suste om dem som Møllevinger. Ingen Dans satte dengang saadan Liv i Ungdommen som en Polsk. Men desværre maa det siges, at Lystigheden ikke sjælden gik over Sømmelighedens Grænse, idet Karlene under Dansen forgreb sig paa Pigerne paa en Maade, der krænkede Blufærdigheden.

Ude over Engene begyndte Taagerne allerede at dæmre frem. Et Stykke Maanerand saa tynd som en Æggeskal, stod bleg paa Morgenhimlen og forkyndte Gryet.

Jeg havde sat mig hen under Poppelstubben, hvor Studenten før havde siddet. Ogsaa han var nu kommen med i Dansen, saa godt han kunde. Men kejtet var han, og Pigerne lo af ham, og Karlene skubbede ham naadeløse tilside. Men lige ivrig var han for at vinde med.

Da begyndte Kirkeklokken pludselig at ringe. De, som dansede, hørte det ikke straks; men i Løbet af nogle faa Øjeblikke standsede de alle. Vi saae højtideligt paa hinanden. Der var altsaa en, der var død i Nat.

Ogsaa Harmonikaen var bleven tavs. Derimod blev gamle Frants Violinspiller og "Tosse-Kresten" endnu ved en lille Stund; de havde, som de plejede, siddet og halvsovet og lagde ikke straks Mærke til, at Dansen var holdt op. Saa standsede ogsaa de. En ældre, beskænket Mand kom ravende frem henne fra Husgavlen med Bukseklappen nede over Knæene og sang paa drukne Folks Vis. Ellers var der ganske stille en lille Tid.

Kirkeklokken blev ved at lyde. De, der sad inde i Stuerne, rejste sig og kom ud. "Hvem kan det være?" spurgte alle; og . de, som havde syge hjemme, beredte sig til at gaa. Da kom Møllerens Søn hastig ind fra Vejen, ganske hvid i sit Ansigt, og raabte:

"Provsten er død!"

Vi stimlede sammen om ham; men Drengen vidste ikke mere, end hvad han havde sagt. Men nu kom der en, som vidste Besked. Det var Ovesen. Han var gaaet hjem fra Gildet ved Midnatslav og var lige kommen i sin Seng, da der blev banket paa Ruden. Det var Bud fra Præstegaarden; han maatte endelig straks komme; Provsten var pludselig bleven saa meget syg. Da han kom derover, var det allerede forbi.

Det var et Lungeslag. Provsten havde haft det ganske godt om Aftenen. Han havde sagt til Pigen, der slukkede Lyset for ham, at han vilde staa op den næste Dag. Men et Par Timer efter ringede han, og da Frøken Rebekka kom styrtende ind, havde han allerede mistet Mælet.

 

** 7.

Da jeg den næste Dag ved Middagstid kom ud til Skovkroen, laa Ellen endnu i Sengen. Hun skød Skodden lidt fra, dengang hun hørte, det var mig; jeg kunde se, at hun var helt rød i Øjnene af Søvn. Hun sagde, at hun var syg, og klagede over Smerter i Maven. Martha var ikke hjemme. Jeg fortalte saa, at Provsten var død; men dertil sagde hun ingenting. Jeg spurgte saa, hvor Martha var henne; men det svarede hun mig heller ikke paa. Hun blev bare ved at klage sig og bad om noget til at linde med. Jeg vidste, hvad hun mente med det, og lod derfor straks, som jeg ikke hørte det. Men forresten troede jeg nok, det kunde være sandt, at hun havde Smerter; og da hun blev ved at tigge saa ydmygt og jeg netop havde mit Krudthorn i Lommen, gav jeg hende et godt Skud i en lille halv Pægl Brændevin. Det havde før hjulpet hende for hendes Smerter, og det er et Middel, jeg trygt kan anbefale mod alle Maveonder. Da hun havde drukket det, sagde hun, at hun nu vilde prøve paa at sove lidt. Saa trak hun Skodden for igen, og jeg hørte hende vende sig derinde i Mørket under megen Stønnen. Hun var bleven saa umaadelig fed paa det sidste, at hun næsten ikke kunde røre sig. Det var en Hjertens Ynk at se.

Jeg gik udenfor og satte mig i Skyggen paa Dørstenen for at vente paa Martha.

Det var igen den Dag et dejligt Sommervejr. Men Solen skar mig i Øjnene, og den hundredstemmige Lærkejubel under Himlen lød i mine Øren som Ligklokkers Klemten. Jeg var endnu saa underlig fortumlet at Nattens og Formiddagens Hændelser, mest vel fordi jeg anede, hvilke Følger Provstens Død vilde faa for mig; at den ogsaa i mit Liv vilde komme til at betyde en Afslutning og et Opbrud.

Jeg havde om Morgenen været i Præstegaarden og set min højhjertede Foresatte og Velynder paa hans Ligseng. Han laa der paa det hvide Lagen som et Marmorbillede, saa tryg i sin tunge Hvile. Jeg fik Lov til at lægge en lille Blomsterkost paa hans Bryst, og i mit Hjerte takkede jeg ham for den faderlige Godhed og den Forstaaelse, han havde vist mig, stakkels Menneske i min Prøvelses Stund. Endnu kan jeg aldrig tænke paa ham, uden at mit Hjerte bevæges. Han var en sand Kristen, fordi han var saa menneskelig baade i ondt og godt. Ære være hans Minde!

Ogsaa Frøken Rebekka havde jeg truffet. Og atter havde jeg maattet forundre mig højlig over hende. Hun, der Aaret forud havde siddet ved sin Moders Kiste som et gribende Billede paa den ophøjede Sorg, var ganske ude af sig selv, gik op og ned ad Gulvet i Dagligstuen, ja lagde tilsidst sine Arme om min Hals for at græde ved mit Bryst. Nu havde der rigtignok altid været et ualmindelig smukt og ømt Forhold mellem Provsten og hans Datter. Indtil hun blev forlovet, havde Frøken Rebekka, som dog ikke kunde være uvidende om sin Faders Skrøbeligheder, ja maaske netop paa Grund af dem, viet ham en overbærende Opofrelse, som det mangen Gang havde været smukt at se paa. Hun var jo ogsaa hans eneste, og det havde nu vist sig, at hun ikke alene havde arvet meget af hans Ydre, men en hel Del mere af hans urolige og lidenskabelige Sind, end de fleste og vistnok ogsaa hun selv hidtil havde anet.

Billede paa Billede af det smukke Familjeliv i Præstegaarden drog mig forbi, mens jeg sad der paa Stenen og ventede. Dog, mest optoges jeg den hele Dag af Tanker paa min egen Fremtid.

Jeg vidste, at mine Fjender, hvis ondsindede Mistænkeliggørelse Provstens stærke Haand hidtil havde nedslaaet, nu for Alvor vilde søge at komme mig tillivs. Min Medlærer og Medtjener, Hr. Ovesen, der saa længe havde misundt mig, hvad han med sin falske Smisken kaldte Provstens Forelskelse i mig, skulde nu faa sin Oprejsning. Jeg vidste, at han og hans mange Venner i Sognet ikke vilde helme, før de fik mig bort fra min Skole og jaget fra Egnen med Vanære.

Naa jeg tænkte derpaa med saa stor Bekymring, var det endda ikke saa meget for Skammens Skyld eller af Frygt for Udkommet, skønt jeg, Gud bedre det, allerede dengang forudsaae, hvad Nød og Elendighed der i saa Fald vilde times mig. Men jeg kunde slet ikke tænke mig at skilles fra Martha. Det Barn var bleven en Del af mit Liv. Den Forfølgelse og giftige Bagvadskelse, jeg havde paadraget mig paa Grund af mit Forhold til hende, gjorde kun, at hun havde vokset sig endnu fastere til mit Hjerte. Jeg indsaae godt selv det unaturlige i min Følelse; men jeg kunde ikke komme bort fra, at jeg havde en Part i dette Barn, at hun skulde være den Del af mig, som blev tilbage her paa Jorden, naar jeg, som jeg haabede, snart toges herfra. Jeg havde efter ringe Evne og fattig Lejlighed søgt at nedlægge i hendes Bryst en aandelig Arv, der kunde blive hende til en Smule Støtte her i Livet - ak, ingen vidste bedre end jeg selv, hvor ilde dette mit Forsæt hidtil var lykkedes for mig. Men ogsaa den Sorg, hun voldte mig, knyttede hende stærkere til mig, og jeg kunde ikke lade være med at haabe. Martha var jo endnu saa ung. Hun havde endnu slet ikke faaet Øjet op for Livets Alvor.

Som jeg sad i disse Tanker, saae jeg hende komme ud fra Skoven med en Dragt Brænde paa Ryggen. Hun var løbet godt i Vejret denne Sommer. Skørtet naaede ikke langt under Knæene, og Benene var nøgne. Hun gik langsomt og saae sig hvert Øjeblik paa en sær optaget Maade tilbage. Engang gik hun endogsaa et Stykke ud til Siden og strakte Hals bag en Træstamme for at se langs indad Landevejen. Da hun opdagede mig, fik hun paa eengang mere Fart paa sig. Ganske forpustet kom hun løbende og slængte med et Kast Dragten op ad Muren. Det var bare en Smule halvraadne Pinde. Martha forlæssede sig aldrig.

"Provsten er død," sagde jeg.

Hun svarede ingenting. Hun hørte det vist knap og saae sig igen tilbage over Skuldren.

"Har du mødt nogen inde i Skoven?" spurgte jeg nu.

"Ja, der kom en Mand."

"Hvad var det for en?"

"A kindt' ham it'."

"Snakkede han noget til dig?"

"Nej!"

Jeg kunde høre paa hende, at hun ikke talte Sandhed, og foreholdt hende dette.

"Hvad talte han til dig om?" spurgte jeg.

"Han spurgte om Vejen ned til Søen."

"Spurgte han ikke om andet?"

"Nej," sagde hun igen og gav sig til at le paa en Maade, saa jeg kunde forstaa, at hun havde opfattet mit Spørgsmaal som tvetydigt. Destoværre! Saadan var hun i al sin Uskyld! Hendes Fantasi var bleven besmittet af den uhumske Tale, hun fra Barnsben havde maattet høre her i Hjemmet. I ethvert Ord troede hun straks at finde en uanstændig Hentydning.

"Du skulde ikke gaa for langt ind i Skoven, Martha," sagde jeg "Husk paa, du er nu en voksen Pige. Du kunde komme i Fortræd." Hun stod et Øjeblik og saae ud for sig med sammenknebne Øjne. Det var næsten, som om der var noget pirrende for hende i den Frygt, jeg her udtalte. Derpaa lo hun igen helt overgivent og gik ind.

Saa glad jeg paa en Maade var ved igen at se et Glimt af den gamle Lystighed i hendes Ansigt, der saa længe havde været formørket, blev jeg dog urolig. I den følgende Tid gav jeg med skærpet Opmærksomhed Agt paa hende, og det kom mig for, at jeg kunde spore en Forandring i hendes Væsen. Hun havde sikkert haft en eller anden Oplevelse derinde i Skoven. Tungsindet og dets Døsighed var pludselig lettet. Der kom igen en egernagtig Stundesløshed over hende. Hvert Skridt ude paa Broen fik hende til at lytte; og naar hun sad i sine egne Tanker, kunde der spille et sært Smil om hendes Mund.

Jeg lovede mig selv at være paa Vagt.

Med mine egne Sager gik det, som jeg havde ventet. Provsten var næppe kommen i Jorden, før jeg mærkede, at mine Fjender var paa Færde allevegne og med Held arbejdede paa mit Fald. Ogsaa i Præstegaarden havde de nu fundet aabne Øren for deres skammelige Bagvadskelser. I Kapellanen havde jeg aldrig haft nogen Ven; og nu forandrede ogsaa Frøken Rebekka pludselig sit Væsen overfor mig og viste mig en saarende Kulde. Paa selve Begravelsesdagen krænkede hun mig ved at lægge min Krans mellem Rosset ude paa Gulvet, mens Ovesens fik Lov til at ligge paa Kisten.

Men om Kapellan Berthelsen og Frøken Rebekka skal jeg nu meddele nogle Smaatræk, som stiller deres eget Forhold i et meget ejendommeligt Lys.

Det var nogle Dage efter Begravelsen, at jeg henimod Aften kom til Præstegaarden med en Indmeldelse til Kirkebogen. Kapellanen, der nu havde overtaget alle Embedsforretningerne, var ikke tilstede. Jeg fik at vide inde i Køkkenet, at han og Frøken Rebekka var gaaet ind paa Kirkegaarden med friske Blomster til Graven, og da jeg havde ventet en Tid inde paa Kontoret, gik jeg ud for at se efter dem.

Kirkegaarden laa Side om Side med Præstegaardshaven. En Laage herfra førte derind, og ikke langt fra denne laa Provstens og Provstindens Grave.

Jeg saae de Forlovede staa derhenne med hinanden om Livet. Ganske stille stod de, som hensunkne i Bøn og Betragtning. Frøken Rebekkas Hoved støttede mod Kapellanens Skulder; i Haanden holdt hun en visnet Krans. Jeg havde i Forvejen hørt om den næsten sygelige Ærefrygt, hun viede sin Faders Minde, hvordan hun flere Gange daglig sammen med sin Kæreste holdt Andagt ude ved Graven og pyntede og plejede den paa det omhyggeligste. Sagtens havde hun faaet Samvittighedsnag nu, da han var borte, fordi Forholdet mellem dem i den sidste Tid paa Grund af hendes Forlovelse ikke havde været saa godt, som det kunde.

Der var endnu ingen af dem, der havde set mig, og da jeg ikke vilde forstyrre dem, vendte jeg stille om og gik ind igen i Haven. Jeg satte mig ind i Jasminlysthuset for her at vente paa deres Tilbagekomst.

Kort efter kom de ogsaa langsomt Arm i Arm ned gennem Kirkegaardsgangen. I sin sorte Kjole, hvis Kulstensbesætning gnistrede gyldent i den dalende Sols Straaler, og med sin tunge, ligesom besværede Gang saae Frøken Rebekka herligere, mere livsfrodig ud end nogensinde. Hendes høje, hvide Hals, som efter Tidens Skik var blottet helt ned til Kravebenet, og det store, blonde Haar, der hang i frie Krøller ned paa Skuldrene, lyste over Sorgen i usvækket Kraft og Fylde.

Jeg vilde netop rejse mig for at gaa dem imøde, da de standsede. Uden at have set mig blev de staaende henne ved Laagen i en øm Omfavnelse. Frøken Rebekka havde lagt Armen om Halsen paa sin Forlovede, og dennes Haand hvilede under hendes Nakke. Jeg tænkte paa, om jeg ikke skulde rømme mig for at tilkendegive min Nærværelse. Men det var for silde. Deres Munde havde allerede mødtes i et langt Kys.

Længe stod de saaledes, tæt sammenslyngede, idet de afvekslende stirrede hinanden ind i Øjnene og kyssedes. Og deres Blikke blev stadig hedere, deres Kærtegn saa inderlige, at jeg tilsidst vendte mig bort for ikke at se mere.

Da de endelig slap hinanden, var de begge ganske blege. Jeg lod mig derfor slet ikke tilsyne men blev i Lysthuset, til de var gaaet ind.

Hver Gang jeg siden kom til Præstegaarden, havde jeg den samme Fornemmelse af at komme ubelejligt for de Forlovede, der jo nu her i Hjemmet fuldt ud kunde nyde den samme Ubundethed, de hidtil havde maattet søge paa lange Spasereture og andre Udflugter. Man kom derfor snarere til at tænke paa et Par unge Ægtefolk end paa et Par Forlovede, naar man saae dem sammen. Kapellanen havde indrettet sig helt hjemligt i Provstens Studereværelse, og Døren herfra til Dagligstuen stod altid aaben, naar man kom, saa det var tydeligt, at de gik frit ind og ud til hinanden. Netop den Aften, jeg nys nævnede, da jeg sad derinde i Kontoret og Kapellanen skrev min Indmeldelse ind i Kirkebogen, kom Frøken Rebekka ind fra Dagligstuen og stillede sig hen ved Siden af ham. Ganske ligegyldig for min Nærværelse, ja vistnok uden at tænke paa den, gav hun sig til at stryge ham blødt over Haaret mens hun med elskovssyge Øjne fulgte hans Pens Bevægelser.

Der var noget i alt dette, der vakte en Erindring hos mig. Ogsaa jeg var engang ved en Dødsseng pludselig bleven ene med den, jeg havde kær. Ogsaa jeg havde følt Kærlighedstrangen svulme under Indtrykket af Dødens Gru. Derfor forstod jeg ogsaa godt denne smægtende Lykke, der hentede Næring paa Kirkegaarden, der hidsedes af Adskillelsens Smerte og Hjertets Anger.

Med alt dette tror jeg dog ikke, at de misbrugte deres Frihed og overskred den Grænse, Lov og Vedtægt har sat, omend de vistnok gik den saa nær, som de kunde.

Helt ene var de nu heller ikke i Præstegaarden. En Broderdatter af Provsten, en halvvoksen Pige, der i Ydre lignede Frøken Rebekka som en yngre Søster, havde opholdt sig der siden Begravelsen og skulde ogsaa blive der, indtil en ældre, kvindelig Slægtning, der var bleven syg, kunde komme dertil. Men dette var en Ordning, der alene maatte være truffen for Folks Skyld; thi nogen virkelig Betryggelse for Præstegaardens Ære kunde denne unge Pige jo ikke yde. Frøken Rebekka behandlede hende aldeles som et Barn, og selv var hun øjensynlig blindt forelsket baade i sin Kusine og hendes Forlovede, eller snarere, som jeg tror, i deres store Kærlighed. Hun blev rød op over Panden, hver Gang Kapellanen henvendte et Ord til hende, og hendes lyseblaa Blik svømmede i Lykke, bare Frøken Rebekka klappede hende paa Kinden.

Den gamle Tante, der skulde afløse hende, viste sig endelig en Dag, og hun gjorde en brat Ende paa denne Kærlighedsidyl i Sorg. Rimeligvis har hun indset, hvilke Farer den rummede for det unge Par; og maaske har disse ogsaa tilsidst selv følt, at Fristelsen til at give sig deres Lidenskab helt i Vold kunde blive dem for stærk. I hvert Fald indvilligede Frøken Rebekka i at rejse bort, indtil Sørgeaaret var omme og Bryllupet kunde staa.

 

** 8.

Jeg vender nu tilbage til min Fortælling om Martha. Gærne havde jeg endnu en Stund dvælet i Mindet om hendes første glade Ungdomstid, inden Tungsindets mørke Bølger slog sammen over hendes Hoved, og søgt med Ord at fæste paa Papiret det fagre Drømmeliv, de koglende Syner, hvis gyldne Genskin jeg saae glide henover hendes Øjne som Maaneskin over en Skovsø. Meget kunde der ogsaa endnu være at antegne om den Sorgens Tid, der fulgte paa, da hun vaagnede og blev seende; om Kvalen, der borede i hendes Hjerte, naar hun fra sine lykke-Drømme om blide Kærtegn og ømme Ord og bløde Haandtryk vaagnede op mellem Jespers raa Næver og næsten bedøvedes af hans Skraatobaksaande. Meget - meget var at fortælle om det Øjeblik, da den stakkels fattige Pige ret forstod, at Porten til Eventyrets Lykkeland altid skulde være lukket for hende, at Livets højeste Fryd skulde hun aldrig lære at kende.

Men jeg tør nu ikke opholde mig længere herved og maa skride til at berette om den frygtelige Begivenhed, som endnu faar min Haand til at skælve og mit Hjerte til at krympe sig, og hvormed Skæbnen rettede sin dødbringende Pil mod denne vilde Skovens Due, som jeg visselig med megen Frygt men ogsaa med saa meget skjult Haab havde set fjedres.

En Eftermiddag, da jeg kom ud til Kroen, fandt jeg hende alene. Hun stod foran et lille Spejl, der hang paa Vinduesposten, og redte sit lange, røde Haar. Hun stod i bar Særk, havde blot en lille Klokke paa; men hun følte aldrig Undseelse overfor mig, hvem hun jo halvt om halvt betragtede som sin Fader, og jeg satte mig ned og snakkede med hende, mens hun fuldførte sin Paaklædning. Moderen, der af og til hørtes rumstere i Køkkenet, var i Færd med at malke Koen.

Det var klart Vejr og langt hen paa Dagen. Solen skinnede allerede langt ind over Gulvet, og for ikke at blive set af Fremmede trak Martha sig lidt tilbage fra Vinduet, hver Gang der hørtes Skridt eller Vognrummel fra Broen. Og hun blev ofte forstyrret. Det var nemlig saadan, at der den Dag afholdtes en stor Skyttefest inde i en Lavde mellem Bakkerne i Storskoven, og Vogn paa Vogn af pyntet Folk kom rullende forbi.

Kroens sædvanlige Mørkningsgæster havde denne Dag faaet Forfald. Efter mange Overvejelser var de nemlig bleven enige om at forsøge at slaa Mønt af denne patriotiske Fest, hvortil der knyttede sig en Række folkelige Forlystelser. Gamle Frants Violinspiller og hans Søn havde ladet sig engagere i et Dansetelt. Lars Eenøje og Anders Kaagmand havde i Forening overtaget en Damegynge, Zacharias Væver og Morten Skytte et Øltelt, medens den tungsindige Søren Stenhugger, hvis Evner ikke strakte til for den store Spekulation, havde nøjedes med at anskaffe sig en Kasse Cigarer til Forhandling. Endelig havde de søgt at overtale Ellen til sammen med sin Datter at forestaa et Udsalg af Brystsukker og Kanelstænger; men jeg havde bestemt sat mig imod det. Martha skulde nu til Festen sammen med sin Kæreste, som vilde komme her og hente hende.

Det var dog ikke for Jespers Skyld, hun pyntede Sig. Hver Gang, jeg nævnede hans Navn, gik der endogsaa som en mørk Skygge over hendes Ansigt. Der var en anden, en Fremmed, der havde taget hendes Hjerte og givet hende det sære, flakkende Skin i Øjnene. Der var kommen noget forborgent i hendes Væsen, og hun kunde undertiden blive som rasende, naar der gik hende noget imod. Især var hun slem ved Jesper. En Aften, da han vilde tage hende paa Skødet, havde hun bidt ham et stort Saar i Kinden.

Jeg havde som sædvanlig søgt at udfritte hende for at komme hendes Hemmelighed paa Sporet; men jeg kunde dennegang ikke faa noget ud af hende. Hun stillede sig enfoldig an og svarede med Bag, naar jeg spurgte med Mund. Jeg prøvede da, om hendes Moder maaske skulde vide noget, og det gjorde hun virkelig; hun snakkede i hvert Fald om et ungt Menneske, der havde "hængt der en hel Formiddag ved en Kop Kaffe"; men nogen virkelig Besked, endsige nogen sammenhængende Forklaring kunde jeg ikke faa af hende.

Jeg tænkte med Ængstelse paa, hvad der vilde ske, dersom Jesper en Dag overraskede Martha sammen med en fremmed Mand. Jeg vidste, at han stadig af og til om Natten laa paa Lur i Nærheden af Kroen, forsynet med en Knippel.

Fra Dragkisteskuffen tog Martha rent Linned frem, Strømper, et Lommetørklæde samt et sort Fløjls Halsbaand med et Ravhjerte i og bar det altsammen hen paa en Stol ved Spejlet. Og snart var hun ganske optaget af sin Omklædning. Uden vistnok selv at vide det nynnede hun paa en Vise, mens hun bandt Haaret op, knyttede sine Strømpebaand og snørede Skoene.

 

En Ungersvend i Skoven gik,

med Smil om Mund, med Skalk i Blik.

 

Pludselig kom hun til at huske paa, at der henne i Skuffen ogsaa laa et Par gamle Sølvørenringe af Moderens. Hun humpede derhen med Strømpen nede over den ene Fod og prøvede dem straks paa sig, idet hun vendte og drejede sig foran Spejlet. Derpaa nikkede hun tilfreds.

 

En Pigelil gik ham imod,

saa bly hun stirred for sin Fod.

 

Der var noget ved disse Visestumper, der gjorde mig opmærksom. Hvor havde hun dem fra? Det var ingen af de sædvanlige Bondeviser. Dog syntes Ordene mig bekendte.

 

Og Bølgen traadte tyst paa Land

mod Skovens lyse Sommerbo.

Og som den keg bag Busken ind,

den vendte sig og lo.

 

Saadan sluttede Visen, der handlede om et Par unge Elskende i en Skov; og jeg huskede med eet, hvor jeg før havde hørt den. Det var den fremmede Student, den unge Eventyrfortæller, der havde sunget den den Nat ved Grethes Bryllup. Jeg kunde huske, hvordan jeg dengang havde tænkt, at det var en Vise, han holdt meget af; for der havde været et eget Skælmeri i hans ellers saa ubevægelige og alvorlige Ansigt, mens han sang den.

Det jog igennem mig med en egen sød Skræk, om det kunde være ham, hun her stod og pyntede sig for som en Brud for sin Brudgom? Den unge Herre strejfede jo saa ørkesløst om paa Egnen. Hvad var da rimeligere, end at de havde stødt paa hinanden?

Martha havde endelig faaet Kjolen paa. Hun bar Vandfadet og Kammen ud og ryddede lidt op i Stuen, men hun var stadig paany henne ved Spejlet, drejede sig foran det og saae sig ned ad Ryggen.

Der havde lagt sig en smertende Tynge over mit Bryst. Jeg følte, at jeg maatte gribe ind her. Men hvordan? Ak, jeg forstod jo kun altfor godt hendes Længsler. Jeg havde forud saa ofte i mit Hjerte tilgivet hende hendes Oprør mod den Kærlighedstrang, som hendes saakaldte Venner og Formyndere havde paalagt hende. Og dog! En mørk Anelse fik mig til at grue. Den hviskede til mig, at her stod et Liv paa Spil.

Jeg syntes, det var min Pligt at advare hende. Jeg fortalte da rent ud, at Jesper lurede paa hende, og bad hende vogte sig for hans Mistro, at han ikke skulde gøre en Ulykke paa hende.

Hun hørte tavs paa mig. Og paany gled der som et natligt Mørke over hendes Ansigt, der var bleven meget blegt. Det greb mig med Uhygge. Jeg veed ikke hvorfor; men jeg følte igen noget dødssvangert i Luften og blev urolig.

Saa rejste jeg mig af min Stol og gik lige hen til hende. Med et fast Greb tog jeg hende om Haandleddet og stirrede hende ind i Øjnene.

"Hvem var det, du mødte i Skoven forleden?" spurgte jeg.

Hun vilde rive Haanden til sig.

"Det angaar ingen. Slip mig!"

Men jeg holdt fast, skønt med et tungt Hjerte.

"Martha!" sagde Jeg. "Tag dig i Vare! Styrt os ikke i Ulykke! Hvad er det, du har for?"

"Slip mig!" skreg hun. "Slip mig, siger A! Eller A bider!"

Jeg tumlede tilbage, helt forfærdet over hende. Hun havde krummet sig sammen i Raseri og stampede med Fødderne som et Barn, naar det ikke kan faa Skriget frem. Hendes Blik skød Gnister. Jeg forstod i dette Øjeblik det Øgenavn "den røde Djævelunge", som Folk havde givet hende efter hendes Fader.

I det samme hørtes der Skridt udenfor, og Jespers store Skikkelse stod nogle Øjeblikke efter i Døren, festklædt, med rødt Halstørklæde og bredkrampet Hat. Han maa straks have kunnet mærke, at der var noget altereret ved os begge to, for han blev paa en uhyggelig Maade staaende ved Døren og lod sine mistænksomme Øjne løbe hastigt frem og tilbage imellem os.

"A kommer vist lidt ubelejligt," sagde han saa med sit stygge Smil.

"Hvad er det for Snak," svarede jeg ham ganske rolig. "Martha har ventet paa dig. Du kan vel se, hun er pyntet."

Martha var tydeligvis selv bleven skræmt af hans Udseende. Hun gik rask over Gulvet for at hente sit Tørklæde og sagde:

"Ja, hvadfor kommer du saa sent, Jesper? Lad os nu komme afsted!"

Det havde egenlig ikke været min Hensigt at tage med til Festen. Men jeg forstod nu, at jeg der vilde kunne faa at vide, om min Formodning med Hensyn til Studenten var rigtig, fordi han i saa Fald nok vilde være der, og jeg kunde maaske da finde en Lejlighed til at advare ogsaa ham. Jeg lod dog de andre gaa i Forvejen, og det blev halvmørkt, før jeg kom ud paa Festpladsen.

Der var bleven samlet en Masse Mennesker. Saadanne Skyttefester var dengang noget nyt; men forresten lignede de ikke saa lidt de gamle Kildemarkeder, som nu er ophørte. Mest aparte var Krigsinvaliderne med deres Lirekasser. Og saa var der gjort Anstalter for at oplyse Festpladsen med kulørte Lamper. Men forresten var der Bjørnetrækkere og Sangerindetelte og Visekællinger og Signetskærere og Pladespil og meget andet af den Slags, som man ser i Byerne paa Markedsdagene.

Jeg fandt Martha og Jesper ved et Bord udenfor Zacharias Vævers Øltelt, og det viste sig, at mine Anelser havde været rigtige nok. Ved et andet Bord ikke langt fra dem sad Studenten for sig selv og stirrede over paa Martha med et Par Øjne, der var fulde af Forelskelse. Der hang allerede tændte Lygter hist og her i Træerne, og ved Skæret fra en saadan saae jeg ganske tydeligt baade hans og hendes Ansigt, endskønt jeg for at være ubemærket havde slaaet mig ned et temmelig godt Stykke fra dem.

Ogsaa Marthas Blik var stort og tankefuldt. Hun saae vel aldrig ligefrem over paa ham, endmindre at hun gengældte de smaa Nik, hvormed han af og til søgte at fange hendes Blik; men der var saa meget i hendes Udtryk, som sagde ham, at hun tænkte paa ham og paa ham alene. Alle hendes skjulte Længsler, hele hendes lønlige Drømmeverden spejlede sig deri. Og ikke som et gøglende Syn, tryllet frem af hendes Kærlighedstrang og hendes Tungsind, men som en levende Virkelighed, der var rykket hende fristende nær.

Jeg sad i en hjerteklemmende Angst for, at Jesper skulde mærke hendes Aandsfraværenhed og opdage Grunden til den. Men heldigvis var hans Syn allerede bleven godt taaget af Kaffepunsen. Han havde faaet et Par Kammerater til at bænkes med sig om en Klukkemand. De var alle svært højrøstede og stødte hvert Øjeblik Kopperne sammen under vidtløftige Venskabsforsikringer.

Hvad nu Studenten angaar, saa vil jeg kun sige dette, at han mest lignede et Barn eller en ung Jomfru i Mandfolkeklæder. Han kan vist heller ikke have været stort mere end sytten-atten Aar, var dertil spinkel af Bygning og havde det bare Skind over Knoklerne. Paa den skarpe Næseryg sad en af de nymodens Klemmere i Stedet for Briller. Med sin lange, tynde Hals og sin knappe Hage og sin store Næse mindede han lidt om en Fugl. Under Hagen traadte Adamsæblet frem som en hel lille Kro.

Smuk var han saaledes ikke. Men det ufravendte Blik, hvormed han bag Glassene saae paa Martha, saa fuldt af hemmelig Ømhed, saa helt fortabt i Beskuelsen; den dulgte Lidenskab, der ulmede i hans Øje og farvede hans Kinder med denne jomfruelige Rødme, alt dette kastede i det mindste for mig en egen rørende Skønhed over hans Skikkelse. Og saa kunde der pludselig komme et uroligt og ængsteligt Udtryk i hans Ansigt; hans Læber bevægede sig febrilsk, og han trykkede Næseklemmeren bedre fast med et kraftigt Sæt, som om han med Magt, men forgæves, søgte at rive sig ud af sine tunge Drømmerier.

Jeg kunde nu tydelig forestille mig, hvordan det hele var gaaet til. Jeg kunde se ham for mig, saadan som han var kommen gaaende gennem Skoven med sin grønne Bliktromle paa Ryggen den Dag, da han og Martha første Gang mødtes der. Som en fri og frejdig Vandringsmand, maaske med en lystig Sang paa Læben, havde han skridtet henad Stien, da han pludselig midt inde i den store, mørke Skovs tavse Ensomhed stod foran en Skikkelse, halvt et Barn, halvt en ung Kvinde, fattig, nøgenfodet og med bart Haar, men skøn og fristende i al sin Armod. Hvor har Blodet ikke strømmet ham til Kinderne i det Øjeblik! Hvor har Hjertet ikke faaet travlt under sine Ribben! ... Ak, jeg kendte det jo altsammen fra mit eget Liv! Ogsaa jeg var jo engang kommen vandrende gennem denne dunkle Skov som en frimodig Yngling, for hvem den hele vide Verden laa aaben - uden at ane, at netop her skulde jeg møde Eventyret paa min Vej. I en Kvindes Skikkelse skulde jeg møde det, og det skulde kaste en Fodangel for mig og sige: hertil og ikke længer!

Jeg var faldet hen i mine egne, vidtfavnende Tanker, og da jeg kom til Samling igen, var baade Studenten og Martha borte. Ogsaa Jesper og hans Kammerater havde rejst sig. De stod lidt derfra med hinanden om Skuldrene og brødes paa den halvt spøgefulde Maade, der mellem beskænkede Venner saa ofte er Indledningen til et virkeligt Slagsmaal.

Martha saae jeg stadig ikke, og med det samme forstod jeg, at hun og Studenten havde benyttet Lejligheden til at blive ene. Jeg husker, at jeg kom til at skælve af Angst. Hvad vilde der ske, i Fald Jesper opdagede det?

Jeg var da ogsaa overbevist om, at de ikke vovede at blive længe borte og altsaa heller ikke kunde være gaaet langt væk, og jeg gav mig til at søge efter dem inde mellem Træerne i Nærheden. Her gik der en Sti, hvor man kunde gaa uden at blive set fra Festpladsen, og trods Larmen herfra hørte jeg ogsaa lidt efter Stemmer, der nærmede sig inde fra Tykningen. Den ene var Studentens; hans Maal var let at genkende her, og det var ogsaa ham, der talte mest. Men ogsaa Marthas kunde jeg høre. Jeg stillede mig bag en Træstamme og opfangede herfra et Brudstykke af deres Samtale, idet de langsomt og under mange Standsninger gik forbi.

"Hvorfor er De saa tavs idag?" spurgte han. "Hvorfor er De i det hele saa alvorlig?"

"A er it alvorlig," svarede hun.

"Men altid tankefuld da. Hvorfor er De det?"

"Saa maa det vel være over det, at der ikke er saa meget at være munter for."

"Det kan De da ikke mene? Hvem skulde vel kunne nænne at gøre Dem imod? Jeg tænker snarere, at alle Egnens unge Karle sværmer forliebte omkring Dem. Og det vilde ikke være underligt. Det kan jeg saa godt forstaa."

"Aa, det mener De jo slet it'."

"Mener jeg det ikke? Ak, alt for meget maaske. Veed De, hvad jeg ofte kommer til at tænke paa?"

"Nej."

"De har jo nok hørt Tale om Alferne ... de, som fødes i Maaneskinsnætterne under et Skræppeblad? Jeg har ladet mig fortælle, at naar de bliver voksne og forvandles til Elverpiger og faar Lov til at gaa med langt Haar, saa forærer deres Tipoldemor, Mosekonen, dem et Agernbæger med en Heksesalve. Naar de saa hører Skridtene af en Vandringsmand i Skoven, stiller de sig paa Lur og - vips! - er han som fortumlet. Sig mig, havde De ikke den Salvekrukke med Dem den Dag, vi første Gang mødtes?" De var nu kommen lige ud for mig, og jeg kunde høre Martha le lidt uforstaaende.

"Det kom mig for, jeg følte ligesom en usynlig Finger stryge henover mine Øjelaag." vedblev Studenten. "De er bestemt en lille Heks, Martha? Bor de egentlig ikke ude mellem Lygtemændene? Jeg er sikker paa, at det er Deres Haar, jeg har set lyse derude over Mosen om Aftenen som en dansende Flamme. Hvad vilde De i Grunden have sagt, dersom jeg den Dag havde straffet Dem for Deres Heksekunster ved at bortføre Dem? Det er saa farligt for unge, smukke Elverpiger at gaa ene i Skoven. Var De slet ikke bange for mig? Sæt jeg havde kysset Dem. Hvad saa?" Martha lo igen, og dennegang fuldt forstaaende.

"Saa havde A sparket," sagde hun.

"Men dersom jeg gjorde det nu?"

Jeg gav mig til at rømme mig. Jeg kunde ikke lade være. Der var kommen en saadan Angst over mig. Jeg hørte dem nu standse og derpaa skynde sig tavse bort.

I det samme anklagede jeg mig selv. Hvorfor havde jeg forstyrret dem i deres Lykke? Jeg havde følt en sød Svimmelhed, idet de gik mig forbi; men samtidig en Angst, en dødsens Skræk, der næsten tog mit Vejr. Jeg vidste jo, hvad det tilsidst galdt. Og selv om ingen andre vilde faa noget at vide, havde jeg dog mit Ansvar for Gud.

Det viste sig nu ogsaa, at det var paa høje Tid, de var bleven advarede. Da jeg kom tilbage til Festpladsen, saae jeg Jesper staa foran Martha og af al Magt rykke hende i Skuldren. Han havde opdaget hendes Fraværelse og vilde vide, hvor hun havde været henne; og skønt hun forklarede, at hun bare havde været borte i et lovligt Ærinde, satte han i sin Fuldskab den knyttede Haand for Næsen af hende og truede hende med Prygl. Jeg saae, at hendes Ansigt blev hvidt som et Æg. Lidt efter trak han hende, trods hendes Modstand, hen til Danseteltet, og jeg saae dem ikke mere.

 

** 9.

Jeg var gaaet tidlig hjem fra Festen; men Uroen i mit Sind, Ængstelsen for Marthas Skæbne holdt mig vaagen, og efter en Times Tids Forløb stod jeg op igen og gik tilbage til Skoven.

Det var begyndt at gry ad Dag. Henover Engene drev en svag Røg, der hist og her blev hængende i en enligtstaaende Busk og indhyllede den som i et Spind. Højt oppe under Himlen hang morgenglade Lærker, og ud fra Skoven kom Kragerne i store Flokke med tung Flugt og raabte paa deres grove Maal: "Gaa væk! Gaa væk!" idet de spredte sig ud over Landet.

Pludselig forstummede de glade Lærker. Som mørke Punkter sank de lynsnart ned gennem Luften og blev borte i Agrene.

Oppe over Aaen sejlede en Glente.

Hængende, højt oppe, paa de brede Vinger, skød den sig roligt frem gennem Luften med en Dvælen, der ligesom lod ane det hungrige Blik, hvormed den spejdede efter Davre. I store Krese svang den sig hen imod Skoven og tilbage igen. Af og til standsede den og hvilte paa Vingerne, som om den havde faaet Øje paa et eller andet. Men pludselig løftede den sig med et enkelt, kraftigt Vingeslag - ligesom et Skuldertræk - og forsvandt i en mægtig Bue ind over Skovtoppene.

Fra Græsset hørtes et lille Pip; derpaa en Krages hæse "Væk!" -

og snart steg Lærkerne atter med Sang mod den rødskyede Himmel.

Jeg husker denne Morgentime, som havde jeg oplevet den idag. Men i min Tanke har jeg ogsaa genoplevet den hver Dag i de mange Aar, der nu er gaaet siden. Aldrig vil jeg kunne glemme den, saalænge jeg overhovedet formaar at mindes. Ja, jeg tror, at endnu i min sidste Stund vil Billedet stige op af min Erindring, og Glenten vil svæve for mit bristende Blik som Dødens tavse Forbud.

Jeg var kommen omtrent ned til Broen, da jeg fik Øje paa en Skikkelse ovre paa Engen paa den anden Side af Aaen. En Kvindeskikkelse var det. Langsomt sneg hun sig langsmed Skovhegnet derovre, som om hun gik og grundede paa noget. Trods den ludende Holdning, og skønt de drivende Engdampe gjorde hende halvt usynlig for mig, kendte jeg hende straks paa det røde Haar. Det var Martha.

Jeg stod stille af Forbavselse. Hvor kom hun fra? Og hvorfor kom hun ene? Hun havde ikke set mig. Jeg raabte hende an, og i det samme standsede hun som lynramt. Saa saae hun sig forvildet om. Hun havde aabenbart ikke fornummet, fra hvilken Side Raabet kom. Det varede ogsaa længe, inden hun fik Øje paa mig. Jeg er ikke engang sikker paa, at hun kendte mig. Men nu fik hun paa eengang Fart i sig. Hun løb over Vejen, snublede i Hastværket og tumlede overende som en anskudt Hare, rejste sig med Besvær og gik paa en egen svinglende Maade det sidste Stykke op mod Hjemmet. Jeg saae hende støtte sig med Haanden til Muren, idet hun listede omkring Gavlen for at komme ind ad Køkkendøren.

Mit Hjerte var gaaet istaa i mit Bryst. Var hun beskænket? Eller var det af Udmattelse, hun havde svinglet saadan? Det havde i Grunden set mest ud til at være det sidste. Men havde hun da været forfulgt? Og i saa Fald af hvem? Af Jesper eller Studenten? Hun havde jo aabenbart været helt fra Samlingen.

En Vogn fuld af larmende Festdeltagere kom rullende ud af Skoven. Mandfolkene svingede med Hattene og raabte Hurra, idet de kørte mig paa Ærmet. Ogsaa et Par Fodgængere saaes inde paa Skovvejen. Da de alle var kommen forbi, gik jeg over Broen og op til Krostedet men fandt Dørene lukkede. Jeg bankede ogsaa paa Vinduet til Marthas Kammer, men hun lukkede ikke op og svarede ikke heller. I Haab om dog at faa lidt Klarhed over Sagen gik jeg ned paa Engen, hvorfra hun var kommen, for at søge hendes Vej op. Hendes Spor var let at finde paa Grund af Duggen. Det strakte sig som to mørke Striber gennem det sølvagtige Spind. Jeg kunde følge det hele Vejen langsmed Skovhegnet indtil et Sted, hvor der var Tørveskær. Her forsvandt det i det brune Dynd og jeg maatte opgive min Efterforskning.

Jeg var paa dette Sted Festpladsen saa nær, at jeg tydelig kunde høre Musiken fra Danseteltene. Jeg gik da ogsaa derhen, men jeg saae ikke noget hverken til Jesper eller Studenten. De fleste Folk var taget bort. Solen var ogsaa allerede kommen godt op paa Himlen, og jeg gik da selv igen mod Hjemmet.

Men sove kunde jeg endnu mindre end før. Jeg var saa fortumlet i mit Hovede og havde saadanne Jagninger rundt om i Kroppen, at jeg maatte tage til mit Krudthorn, før jeg fik Søvn i Øjet. Men som jeg laa der og kastede mig i Uro og Tvivl, blev en Beslutning moden hos mig, og jeg bragte den endnu samme Formiddag til Udførelse. Skolen var jo bleven lukket med Rughøstens Begyndelse, saa jeg havde nu hele Dagen til min Raadighed.

Jeg gik over til Ramsbæk, hvor Studenten jo havde logeret sig ind hos Skomageren. Jeg vilde tale lige ud af Hjertet til ham. Jeg vilde advare ham mod Jesper og bede ham om baade for hans egen og for Marthas Skyld at rejse herfra.

Jeg traf ham ogsaa hjemme; han sad paa Grøftekanten udenfor Huset og legede med en Mariehøne, som han lod spadsere op ad et Græsstraa for at bede om godt Vejr hos Vorherre. Han huskede mig godt fra "Bitte Mads'" Bryllup, sagde han; og han vidste ogsaa af min Pens Gerninger at sige, kunde jeg forstaa, for han talte om, at jeg jo havde et kendt Navn i Literaturen. I det hele var han meget venlig og lo saa frit, saa jeg straks skønnede, at han ingen daarlig Samvittighed havde.

Jeg skal nu indskyde den Bemærkning, at jeg endnu ikke dengang havde dristet mig til at følge min Muses Kalden, om jeg end ofte nok havde følt Fristelsen dertil. Min egentlige digteriske Gerning falder i et senere Tidsafsnit af mit Liv. Men i det Haab, at jeg skulde kunne forbedre mine slette økonomiske Kaar og maaske hjælpe Martha til at gøre et bedre Gifte, havde jeg netop paa den Tid paabegyndt Udgivelsen af en Jægertidende "Diana", som dog desværre efter en kort Tids Forløb maatte ophøre paa Grund af et saare mangelfuldt Antal Abonnenter (kun 34). Siden forsøgte jeg med et humoristisk Maanedsblad "Kardusen", hvormed jeg havde noget mere Held. Men hertil som til min øvrige literære Virksomhed kommer jeg senere tilbage.

Jeg forklarede nu rent ud Studenten mit Forhold til Martha og bad ham om at sige mig, hvordan det i Grunden var fat mellem ham og hende, og hvornaar de sidst havde taltes ved i den forløbne Nat. Hertil svarede han straks og med en Ærlighed, som jeg ikke havde nogen Grund til at mistvivle, at han ikke havde set hende, siden hun var bleven trukket ind i Danseteltet af sin Kæreste. Det Syn havde bedrøvet ham, sagde han, saa han var gaaet hjem.

Jeg troede ham paa hans Ord. Det var altsaa Jesper, der havde gjort Martha ondt; og det var forresten, hvad jeg hele Tiden havde tænkt. Jeg forklarede ham nu, hvad Slags Karakter Marthas Kæreste var, og at han ikke kunde være sikker paa sit Liv, dersom Jesper engang skulde overraske ham sammen med Martha.

Herover blev han frygtelig forskrækket. Han sprang op, helt hvid i Ansigtet, og gav sig til at rende rundt i Stuen, hvor vi sad. Han vilde straks rejse, sagde han af sig selv. Han var kun kommen hertil for Egnens store Smukheds Skyld, og saa fordi han havde hørt, at der endnu levede saa mange gamle Minder i Folket. Han vilde heller ikke fragaa, at Martha i høj Grad havde tiltrukket ham med sit ejendommelige Ydre og sin hemmelighedsfulde Personlighed. Men han ønskede rigtignok ikke at udsætte sig for nogen Overlast. Han vilde rejse endnu den samme Dag.

Jeg sagde ham Tak herfor, og saadan skiltes vi.

Ved Mørkningstid kom jeg igen ud til Skovkroen. Martha sad paa Bænken under Vinduet i Opholdsstuen med Ryggen til Døren og vendte sig ikke, da jeg kom ind. Hun blev siddende med Albuen oppe i Karmen og saae ud gennem de regnbuefarvede Ruder, hvorigennem et gulrødt Aftenlys strømmede ind over hendes Haar og gjorde det saa rødt, som var det farvet med Blod.

Da jeg bad om min Kaffetaar, gik hun ud i Køkkenet uden at se paa mig og viste sig ikke igen, før Lars Eenøje, Søren Stenhugger og de andre Aftengæster var kommen. Jeg havde taget Plads for mig selv paa Bænkeenden henne ved Dørhjørnet, Stakkelsmandspladsen, som man ellers kaldte den. Her sad jeg altid, naar jeg havde drukket min Kaffe. Jeg vilde ikke, det med Sandhed skulde kunne siges, at jeg, om jeg ogsaa havde mit Tilhold i Kroen ligesom de andre, var med til deres Brændevinsdrikkeri.

Jeg blev helt forfærdet over Marthas Udseende, da hun nu kom ind. Hun var gusten som en Dødning og ravede saa underlig omkring ligesom En, der lige er vaagnet af en dyb Søvn. Og saa havde hun ingen Ro paa sig nogensteds. Hvert Øjeblik gik hun ud i Køkkenet eller ind i sit Kammer men kom straks efter ind igen og satte sig langt borte fra os andre og hvor der var mest Mørke. Det var, som om hun skyede vort Selskab og dog ikke turde være alene.

Hendes Moder laa igen den Dag i Sengen. Man hørte hende af og til vende sig inde bag Skodden. Paa Bordet mellem de Gamle blev der tændt en Lysestump i en Profit, og Skyggen af Lars Eenøje, der sad for Overbordet, strakte sig helt op under Loftsbjælken, naar han svingede med sine lange Arme. De var allesammen meget højrøstede i deres Tale denne Aften. Selv den tavse Søren Stenhugger havde faaet Mæle. Det var deres Udbytte af Skovfesten, de regnede op for hinanden; og da dette slet ikke havde svaret til Forventningerne, anklagede de Festens Ledere og talte om at lægge Proces an imod dem. De dundrede i Bordet og brugte de forskrækkeligste Eder og Forbandelser; det var en grimme Snak at høre paa.

Martha, som stadig gik ud og ind og ikke kunde finde Ro, satte sig tilsidst hen ved Siden af mig og tog paa en egen frygtsom Maade min Haand. Jeg lod mig ikke mærke med min Overraskelse. Jeg fik i det hele ikke Mod til at udfritte hende om noget; dertil havde jeg for megen Sky for at komme til at kende den mørke Hemmelighed, hun bar paa. Og dog anede jeg endnu ikke Ulykkens hele Frygtelighed.

Hendes Haand var kold som en Lighaand, og jeg kunde mærke paa hendes Aande, at det var længe siden hun havde spist noget. Ogsaa havde hun Gysninger, som om hun frøs i Feber. Jeg spurgte hende, om hun var syg; men hun svarede Nej og lagde i det samme sit Hoved ind til min Skulder som for at sove.

Saadan havde hun siddet saa tidt som Barn og hvilt sig hos mig om Aftenen, naar hun var bleven træt af de Gamles Passiar. Nu var det snart en Del Aar siden; men hendes Hoved fandt dog straks sin gamle, trygge Hvileplads under mit lange Skæg, og hun faldt ogsaa næsten straks hen i et godt Blund. Men Feberen blev ved at rykke i hende; og af og til klynkede eller peb hun ligesom en lille Hund, der staar udenfor en lukket Dør og gerne vil ind.

Jeg sad og ventede paa, at Jesper skulde komme. Jeg baade længtes efter det og frygtede for det, fordi jeg rimeligvis af hans Væsen og Adfærd overfor Martha vilde kunne gætte mig til, hvad der var foregaaet imellem dem. Men han viste sig slet ikke den Aften og det af en fuldgyldig Grund. De Gamle havde et Par Gange udtalt deres Forundring over hans Udeblivelse; og sidenhen gik det op for mig, at Martha var gaaet ud af Stuen, hvergang hendes Kæreste var kommen paa Tale. Ogsaa under Søvnen gav det som et Spjæt i hendes Krop, da hans Navn engang blev nævnet.

Endnu anede jeg dog ikke Uraad. Først da jeg den næste Dag fik at vide, at Jesper var forsvunden, og at ingen havde set ham siden Skovfesten, slog det ned i mig med Rædsel, at her havde Djævelen hentet sin Løn, her havde Helvede aabnet sig for at modtage sit Offer.

Jeg lukkede mig inde i min Stue og sad der lammet paa Sjæl og Sans i mere end et halvt Døgn. Jeg turde heller ikke siden vise mig for Folk af Frygt for at røbe noget med min Fortvivlelse, ja, hvad der var det værste for mig, ikke engang Martha vovede jeg at komme til i hendes dybe Nød, fordi jeg frygtede en Tilstaaelse, der kunde gøre mig det til en Samvittighedspligt at blive hendes Angiver. Aldrig havde jeg troet, at et Menneske kunde lide, hvad jeg i disse Dage led, uden at miste sin Forstand. Men Gud saae til mig i min Elendighed og opretholdt mig ved sin Aands Kraft.

Imidlertid var Jespers Lig blevet funden inde i Skoven under en Bunke vissent Løv. Distriktslægen blev hentet, og hans Undersøgelse godtgjorde, at Jesper var bleven kvalt. Der sad ganske tydelige Fingermærker paa hans Strube. Jeg var ganske klar over, at Mistanken nu hurtigt vilde blive rettet mod Martha. Der var flere, der ved Skovfesten havde set hende sammen med Studenten, og det var jo desuden altfor godt bekendt, at Forholdet mellem hende og Jesper aldrig havde været det bedste.

Morgenen efter kom Herredsfuldmægtigen kørende til Byen og staldede ind hos Sognefogden.

Jeg kunde nu ikke længer holde mig ved Hjemmet, men gik ud til Skovkroen. Martha var endnu ikke opstaaet, da jeg kom, men jeg var vant til at gaa ind til hende i hendes lille Kammer ved Siden af Stuen og snakke med hende der.

Hun laa i dyb Søvn, da jeg kom ind. Jeg maatte ruske i hende for at faa hende vaagen. Men i det samme, hun blev sig bevidst, foer der et Gys igennem hende. Hun vilde springe op af Sengen men havde ikke Kræfter dertil. Tungt faldt hun tilbage i Dynerne og vendte sig igen mod Væggen med lukkede Øjne.

Jeg havde ikke desmindre faaet Tid til at læse i hendes Blik. Og hun i mit. Der gik ogsaa paany en Skælven gennem hendes skønne, halvnøgne Krop. Hun havde forstaaet, at jeg vidste alt.

"Martha! Du maa op!" sagde jeg.

Endnu laa hun nogen Tid ganske ubevægelig, gul i sit Ansigt, med halvaabne, livløse Øjne og halvaaben Mund ligesom en død. Saa rejste hun sig langsomt overende, strakte sig i Sædet og saae paa mig. Der faldt ingen Ord. Men da vore Øjne mødtes, stod Tilstaaelsen at læse i hendes store, stive, af Rædsel forvildede Blik.

Jeg sank ned paa Knæ ved Sengen og kunde ikke længer holde Taarerne tilbage. Martha lagde Hovedet ned i sine Hænder og rokkede frem og tilbage under en ejendommelig tør Graad eller Tvinen, som jeg aldrig hverken før eller siden har hørt hos noget Menneske.

"Hvorfor har du ikke haft lidt Fortrolighed til mig," sagde jeg. "Saa var dette gruelige maaske ikke hændt."

"Veed Soen det?" spurgte hun.

Hun havde fra Barnsben været saa vant til at bruge dette stygge Ord om sin Moder, at det ogsaa i et Øjeblik som dette faldt hende naturligt i Munden. Hun mente slet ikke noget ondt med det. Det var endogsaa med et eget rørende Tonefald, hun nævnte det. Og det viste jo ogsaa, at Moderen alligevel, naar det kom til Stykket, var den, hun først tænkte paa og nødigst vilde bedrøve.

Jeg sagde hende, at Moderen endnu ingenting vidste, men at Jespers Lig var bleven fundet og at Herredsfuldmægtigen var kommen til Byen.

"Hu! - hu!" Det lød halvt som en Hornugles Tuden, halvt som et utrøsteligt Barns Graad.

Saa spurgte hun mig om Studenten, og om jeg troede, han vidste noget, og jeg fortalte da, at han var rejst og ikke kom igen. Hun tog et Øjeblik Hænderne fra Ansigtet og saae paa mig, som om hun ikke troede mig. Men saa græd hun igen og sagde, at nu kunde det jo ogsaa være ligemeget.

Hvad jeg ellers fik ud af hende angaaende selve Begivenheden, var i Korthed følgende: Paa Hjemvejen fra Skovfesten havde Jesper ikke villet lade hende i Fred. Han havde tilsidst kastet hende omkuld for at tage sig Forlov med hende, og det var da kommet til en Kamp. Hun vidste besynderligt nok ikke selv, hvordan hun havde dræbt ham. Hun kunde slet ikke huske noget om den Ting. Ikke engang, da hun saae, han var død, forstod hun straks, at det var hende, der havde taget hans Liv. Derfor havde hun ogsaa først ladet Liget ligge uden at skjule det. Men bagefter var hun gaaet tilbage til Stedet og havde dækket det til med Løv.

Jeg havde netop faaet sagt til hende, at hun, om hun skulde blive fængslet, skulde søge at retfærdiggøre sig for sine Dommere ved strengt at følge Sandheden, da jeg hørte Stemmer inde i Stuen. Jeg genkendte straks Herredsfuldmægtigens stærke Røst; senere ogsaa Sognefogdens.

"Nu maa du op, Martha!" sagde jeg og klappede hende trøstende paa Haaret. "Det er Politiet."

"Hu! - hu!" Hun borede sit Hoved ned i Dynen; det var en Hjertens Ynk at se.

Jeg maatte lede hende ud af Sengen. Hun var som et hjælpeløst Barn.

"De maa it' se mig saadan," sagde hun og bad mig slaa Riglen for Døren, at de Fremmede ikke skulde komme ind, før hun var paaklædt.

Hun rystede som et Æspeløv. Jeg maatte hjælpe hende i Klæderne. For sidste Gang skuede jeg den lille Pige, som jeg havde elsket saa højt.

"Se nu at tage dig lidt sammen," sagde jeg. "Og bliv saa her, mens jeg gaar ind." Og dette var det sidste Ord, jeg fik talt med hende.

Jeg var næppe kommen ind i Stuen, før Herredsfuldmægtigen gaar imod mig med Uniformshuen paa sit Hoved og siger brysk:

"De er Jens Thyssen, Hjælpelærer i Starup?"

"Ja," sagde jeg overrasket.

I det samme lagde han sin Haand paa min Skulder og sagde:

"De er anholdt!"

Derpaa vendte han sig mod Sognefogden og pegede mod Kammersdøren.

"Saa er Tøsen ogsaa nok derinde. Vil De tage hende i Forvaring." Jeg skal ikke forsøge at beskrive min Sindsstemning i dette Øjeblik, og det saa meget mindre, som mine Tanker hurtigt blev vendt bort fra mig selv. Sognefogden kom nemlig tilbage fra Kammeret med den Oplysning, at der ingen var derinde. Ved en nærmere Undersøgelse viste det sig, at Vinduet var bleven aabnet. Herigennem havde Martha taget Flugten.

Hvad der senere skete, kan jeg kun meddele ved andres Beretning.

I to Døgn ledte Folk efter Flygtningen baade i Skoven og ude paa Heden, men uden Resultat. Da rygtedes det, at man ved en By et Par Mil derfra havde antruffet en dødbleg og barfodet ung Pige, der havde siddet ved Vejgrøften med et langt, rødt Haar slaaet ud over Ryggen og Hænderne foldede omkring Knæene. Hver Gang et Mandfolk var gaaet forbi, havde hun rejst sig og med en forstyrret Mine kigget ham undersøgende ind i Ansigtet, saa flere var flygtet for hende i Skræk. Hen imod Aften var hun gaaet ind til Byens Smed og med en dyb, undselig Nejen spurgt, hvor langt der endnu var til Himmerige. Paa alle hans Spørgsmaal havde hun givet et og samme Svar: at hun var ude for at møde sin Kæreste. Han var Student, og til Mikkelsdag skulde de have Bryllup.

Smeden og hans Kone, der var godhjertede Folk, ynkedes over det stakkels Barn og havde foreløbig taget sig af hende. Men om Natten var hun sprunget ud gennem Vinduet, og den næste Morgen fandt man hendes Lig i en Mølledam der i Nærheden.

 

** 10.

Den skammelige Anklage, mine Fjender havde rettet mod mig, og som foranledigede, at jeg mistænktes for at være Jespers Drabsmand, skal jeg ikke her komme nærmere ind paa. Som det vil være bekendt, blandt andet gennem mit Skrift "Mit Fængselsliv", blev jeg ved Dommen frifundet ikke alene for al Delagtighed i Drabet, men ogsaa for den ondsindede Beskyldning, hvorpaa Mistanken var bleven bygget. Jeg havde jo nok i Forvejen nogle Gange formærket, hvilke Tanker Folk gjorde sig om mit Forhold til Martha, og jeg burde maaske af den Grund have vist nogen mere Forsigtighed, ogsaa overfor Pigebørnene i Skolen. Men jeg havde dog aldrig kunnet tænke mig, at min Kærlighed til Ungdommen, min Opofrelse for den opvoksende Slægt, hvorpaa vort elskede Fædrelands Fremtid skal bygges, kunde blive saadan misforstaaet.

Til Trods for min Frifindelse mistede jeg min Plads ved Skolen, og alle Veje til et hæderligt Erhverv var dermed lukket for mig. Thi det er jo det sørgelige, at selv den grundløseste Mistanke pletter en Mands Ære, og idet han forsvarer sig, støtter han sine Anklagere. Jeg maatte forlade den Egn, hvortil mit Hjerte var knyttet med saa uløselige Baand, og hvis Natur jeg elskede højere end nogen anden Plet paa Jorden, endogsaa højere end mit eget Barndomshjem med min stakkels Moders Hytte. Den, som af egen Erfaring kender Kærlighedens daarende Magt, vil ikke fordømme mig.

Provst Hjort, som vidste Besked om min inderlige Glæde ved at vandre i Egnens store Skove, kaldte mig engang i Spøg for skovtagen, og det Ord har jeg ofte siden maattet tænke paa. Jeg befinder mig aldrig vel paa det frie, lysaabne Land, og allermindst ved Havstranden med de urolige Bølger. Jeg elsker Skovensomheden og den dybe Stilhed og det hemmelighedsfulde Sus i Løvet, der lyder som et Aandekor fra de henfarne Tider. Jeg elsker Skovmørket og de lønlige Stier og de tavse Fugle og de stille, sorte Skovvande, hvori den solblaa Himmel spejler sig som Himmerig i Helvede.

Alt dette skulde jeg nu forlade. Marthas lille Grav i Kirkegaardens Urydskrog maatte jeg sige Farvel til. Døren i mit eget Hus blev lukket paa min Hæl, og jeg maatte drage langsad Landevejene og ernære mig som Himmelens Fugle ved Tilfældets Gaver.

Men forinden jeg begynder Beretningen om mit lange Vandringsliv, skal jeg med et Par Ord tilendeføre Skildringen af de Personers Livsskæbne, som jeg har nævnt i dette Afsnit af mine Erindringer.

Ikke mange Uger efter Marthas sørgelige Død, fulgte hendes Moder hende i Graven. Det var paa høje Tid, da hun rent ud sagt raadnede op i sin Seng. Om Kapellan Berthelsen og Frøken Rebekka veed jeg kun lidet at berette; men hvad jeg har hørt, skal jeg fortælle nøjagtig saadan, som jeg selv har faaet det fortalt.

Det var nogle Aar efter min Bortrejse, at jeg paa en Sommervandring kom tilbage til Starup for at gense de gamle Steder og lægge en Krans paa stakkels Marthas Grav. Jeg boede dengang i Greis; men gik om Sommeren med bundne Varer for at tjene til Vinteropholdet. Det var en Søndag, og jeg havde om Formiddagen været i min gamle Kirke og sidder der uigenkendt af alle, endogsaa af Ovesen, fordi jeg havde faaet mit Skæg afraget. Naa, jeg satte mig nu ogsaa i den bageste Stol og gjorde mig ingen Umage for at blive lagt Mærke til.

Om Eftermiddagen, da jeg gik udover langs Sogneskellet paa Vej til Skoven, kom jeg tilfældigvis forbi "bitte Mads'" Hus. Det saae lige saa pænt og nykalket ud, som da jeg besøgte ham Dagen før hans Bryllup. Døren stod aaben; jeg kunde se lige ind i Køkkenet med Komfuret og Skorstenskappen. Ogsaa Messingtøjet hang paa Væggen derinde lige saa blankt som dengang. Og foran Ilden stod Grethe og tragtede Kaffe.

Hvor hun var bleven stovt! De runde, røde Kinder luede i Flammeskæret, og hun havde faaet en Rejsning og en Bredde over Lænderne, saa jeg næsten ikke kunde kende hende igen.

Ogsaa Døren til Stuen stod aaben, og derinde fra lød Mads' glade Brægen og et lille Barns Latter. Grethe havde ikke set mig, da hun gik ind i Stuen med Kaffen. Jeg fulgte saa efter hende. Jeg tænkte, at her vilde jeg vist kunne faa de paalideligste Oplysninger om Kapellanen og Frøken Rebekka.

Bitte Mads bredte sig i en Armstol ved Kakkelovnen med en Patteglut paa sit Knæ. Et andet Barn laa nede paa Gulvet og legede med en Garnvinde. For Enden af Bordet, hvorpaa der stod Rester af et Maaltid, sad Grethes Moder i Søndagspuds og med en Bindehose i Hænderne. Grethe satte Kaffekanden paa Bordet. Den Lille rakte grædende efter hendes Bryst, der stort og mælkespændt skimtedes bag det ophægtede Kjoleliv.

De blev jo noget forbavsede ved at se mig, men bød mig dog meget venligt at sidde ned, og vi kom snart i en rask Snak om gammelt og nyt der paa Egnen. Jeg spurgte saa til Frøken Rebekka, eller Fru Berthelsen som hun jo nu hed; men de blev da alle saa underlig tavse. Grethe vilde slet ingenting sige, og Mads gik ud med Børnene for at se til Grisen.

Endelig sagde Bedstemoderen, at det vist ikke var bleven saa lykkeligt for Provstens Datter, som det havde tegnet til. Kapellanen havde faaet et godt Kald paa Fyen, og Penge havde de jo endda i Forvejen; men han skulde nok være saa svært nærig af sig, saa det pinte Frøken Rebekka, som jo ikke fra sit Hjem var vant til at vende Skillingen for mange Gange. Saa havde han nok ogsaa den Skavank, at han ikke brød sig stort om Børn og fandt, at hans Kone fik for mange af dem og i for kort en Tid. Hun kom endnu stadig derover en Gang om Aaret for at se til Forældrenes Grave, og hun havde hver Gang set mere træt og travrig ud, syntes den Gamle. Og Grethe modsagde hende ikke.

Mens den Gamle fortalte, havde jeg siddet og betragtet Grethe og fra hende ladet Øjnene gaa rundt i den hyggelige Stue, og jeg mindedes, hvordan "bitte Mads" før sit Bryllup havde følt sig fuldt forvisset om, at der ikke manglede noget til at skabe et hyggeligt Hjem her, endda der netop manglede det, som regnedes for det allervigtigste. Havde han alligevel haft Ret? Over dette lille Hjem, der sandelig ikke var bleven grundet paa gensidig Kærlighed, syntes Vorherres Velsignelse jo at have hvilet mere naaderigt end de fleste Steder.

Jeg sad længe i stille Forundring, mens sære Tanker rørte sig i mig.

Da den gamle Bedstemoder et Øjeblik var gaaet ud i Køkkenet, kunde jeg ikke lade være med at spørge Grethe om, hvordan det var gaaet hende selv. Om hun nu var rigtig lykkelig?

Hun blev lidt rød og lo.

"Hvorfor skulde A it' være det?" sagde hun.

"Jeg mener, Grethe - er du nu ogsaa kommen til at holde af din Mand paa den rigtige Maade?"

Hun vilde først ikke svare. Hun stod hende i Krogen med Ryggen til mig og samlede noget Børnetøj. Saa sagde hun tilsidst, noget sagte:

"A tænker, vi gjorde for meget ud af det dengang - med dether Kærlighedsvæsen - og det - at sige, saadan som vi læste om det -".

Hun blev mere og mere rød og stammede. Men nu kom den Gamle ind igen fra Køkkenet. Hun maa have hørt, hvad vi snakkede om. For hun kom hen og lagde sin Haand paa min Skulder og sagde:

"Aa veed jo godt, Thyssen, at De var ogsaa vred paa mig dengang, ligesom Provstens. Men se: vi gammeldags Forældre, vi haar'et nu saadan i det gammel Slav. For nærensti' den jen er Kaal og den aanden Pig', saa er der misæl, hvad der skal til, om de ellers vil vær' skikkelige og go'e ved hverandre. Og saa kommer jo æ Bø'n og Sygdommer og den Slavs og saa et Liv i Stræv og Lyst. Jo jo - bitte Thyssen! - det er noet bedre, end det her Fjamskeri, som de kalder for Kærlihed!"

Jeg tav mismodig. Jeg kunde i det Øjeblik hverken svare Ja eller Nej. Og endnu tier jeg helst derom.

 

Noter.

*1) Se min Fortælling "Bonden fra Tams". Trykt i Vejle 1869.

 

 

2. ISBJØRNEN.

Et portræt.

 

I.

 

Forestil dig, kære Læser, et stort, luerødt Ansigt, ned fra hvilket der hænger et snehvidt og filtret Skæg, mellem hvis grove Haar der undertiden skjuler sig flere gamle Levninger af grøn Søbekaal, Brødkrummer eller lysebrun Snustobak, end det er strengt appetitligt. Sæt hertil en blank og knudret Pandebrask, bagtil bekranset af hvide Nakkehaar, der hænger i Krøller ud over Frakkekraven, et Par smaa, tykke, lodne Øren, tykke, bomuldsagtige Bryn og en mægtig, svagt blaanende Næse mellem store, vandblaa, stiftstirrende Øjne. Tilføj endvidere i dette Ansigt et uafladeligt, ligesom ubevidst Minespil, en hyppig Smilen i Tanker, en munter Kniben det ene Øje sammen eller en pludselig, umotiveret Hæven og Sænken af de svære Bryn ledsaget af tilsvarende Bevægelser af Arme eller Skuldre - og du vil nogenlunde kunne danne dig et Billede af Genstanden for Uggelejre Herreds Forfærdelse, for alle Præsternes Rædsel, Skolelærernes Harme og Bispens Fortvivlelse - Sognepræst til Søby og Sorvad: Thorkild Asger Ejnar Frederik Müller.

Yderligere kan det anføres, at Pastor Müller var præcis tre Alen i Højden, at han havde mistet en Finger paa den venstre Haand, og at han Sommer og Vinter viste sig for Verden i samme vidunderlige Dragt, der bestod af en mølædt Hundeskindskabuds med Skygge, et Par graatærnede Benklæder, der var stukken ned i et Par vældige, surt stinkende Transtøvler, samt en kort, blankslidt Jægerjakke, en saakaldet "Forkøler", der var knappet stramt om hans mægtige Kæmpekrop. End ikke i den strengeste Vinterkulde var han at formaa til at foretage nogen Forandring i denne Paaklædning. Naar det rigtig bundfrøs omkring ham, kunne han binde sit blaatærnede Bomuldslommetørklæde omkring Halsen men tog sig iøvrigt blot en Ekstrapris af den røde Blæreskindspung, som han bestandig førte med sig og kaldte sin "Varmedunk".

Hændte det nu ved en saadan Lejlighed, at han paa sin Vej mødte en sammenkrøben Bonde, der - indhyllet i Uldtørklæder, med dryppende Næse og rindende Øjne - sneg sig forbi ham langs den modsatte Grøftekant, standsede han med sit allerluneste Smil, satte Haanden i Siden og raabte over Vejen: "Halløj, du der!... Pas for Guds Skyld paa, at du ikke fryser fast til Pelsen!" - - hvorpaa han fortsatte sin Vej med en øredøvende Latter, der satte Luften i Forfærdelse i vid Omkres og fik de to store, gule, slunkne Hunde, der altid fulgte ham, til at springe op med Snuden i Vejret og hyle i vild Glæde.

Og Smilet blev liggende i hans Ansigt, og Læberne bevægede sig i deres muntreste Mimren, mens han lyttede til sin "Livmusik" - den knirkende Lyd af Sneen under Støvlesaalerne. Endnu paa den sidste Bakke foran Byen standsede han og rettede sine Bjørnelemmer for tilgavns at fylde lungerne med Luftens Isnaale, inden han krøb ind under Taget paa sin mørke Præstebolig.

Herinde modtoges han nu ikke af nogen hyggelig lille Præstekone, der huslig tog hans Stok og Hue, børstede Snestøvet af hans Frakke og med et mildt Smil klappede hans vaade Kind. End ikke den ellers allestedsnærværende lille muntre Præstegaardsfrøken var der til at kaste sig om hans Hals, rykke ham i Skægget og kalde ham sin "slemme, store, stygge, dejlige Bamsefa'er". Der viste sig kun en gammel, rød Hankat, der kom oppe fra Loftet med en Rotte i Flaben og hurtig smuttede ind i en stor og tom Stue ved siden af Gangen, hvor en nyslagtet Kalv hang midt under Loftet med opsprættet Mave for at faa Livvarmen af sig.

Det forholdt sig nemlig saaledes, at var Pastor Müller selv et Særsyn for de fleste, saa var hans Bolig - "Hulen", som den kaldtes af hans Sognebørn - det ingenlunde mindre. Man kunne umuligt tænke sig noget, der mindede saa lidt om den Slags lune, tæppebelagte Smaarum med bogreoler og magelige Lænestole, i hvilke vore hyggelige Landsbypræster plejer at pusle om med deres Piber og Prækner. Her var der, selv i Præstens egen Stue, ikke saa meget som en Klud over Vinduet; Gulvet var sort som en nyvendt Ager, og det simple Bohave - en gammel Voksdugssofa, et Par Smaaborde, en tom Reol og en brøstfældig Trælænestol med Læderhynde - var spredt omkring i Værelset uden blot det tarveligste Krav til Hygge og Orden. Det eneste oplivende var en ejendommelig Samling af store Bjørnehuder, Sælhundeskind, Hvalrostænder, Rensdyrshorn etc., der var slaaet op paa den ene Endevæg som paa et Musæum. Men i Krogen ved Kakkelovnen stod der til Gengæld et alt andet end appetitligt lille Bord med Levninger af Søbekaal i en Lerskaal, en Humpel Rugbrød, en Kande med Fedt eller Smør og en Kniv.

Sagen var den, at Søbypræsten var en Eneboer og levede i et og alt som en saadan. Eller rettere: hans Hjem var hele Egnen, hvis Skove og Lyngbakker, Kær og Moser han fra Morgen til Aften gennemstrejfede med sin Bøsse eller sit mægtige Egespir - skræmmende Børn og vejfarende Folk med sit Vildmandsudseende og sin overmodige Latter.

Rigtignok havde han i sit Brød et gammelt, sort Kvindfolk, der skulle gælde for en Slags Husholderske for ham og Præstegaardens øvrige Beboere. Men dette Menneske havde Pastor Müller straks fra den allerførste Dag erklæret Krig paa Kniven. I sin Egenraadighed tillod han hende ikke en Gang at lave hans mad, endsige nærme sig hans stue, og han kunne blive aldeles rasende over dette lille listende og forskræmte fruentimmer, som forholdene tvang ham til at have i sit hus, naar han en enkelt gang mente at spore hendes fjed paa sine Enemærker.

Da han en Dag - i sit fortræffeligste Vinterhumør - traadte ind i sin Stue, blev han efter Sædvane et Øjeblik staaende paa Tærskelen for at forvisse sig om, at alt stod urørt derinde saaledes, som han sidst havde forladt det. Da intet mistænkeligt kunne spores, tog han sig med sine krumme, af Frosten stivnede Fingre en forsvarlig Snus af den røde Skindpung, og gav sig derefter til paa egen Haand at berede sig et Maaltid. Han satte Skaalen med Søbekaalslevningerne ind i Kakkelovnen, lagde et Par Fyrrepinde overkors til de halvt udslukkede Emmer og gned sig fornøjet i de valne Hænder, da Veddet begyndte at fænge, og den første, lækre Grønkaalsduft steg op fra Skaalens fedtede Rand.

Pludselig fik han en Idé. Han gik hen til et Hængeskab, der var anbragt paa væggen i den modsatte krog, aabnede det med et underfundigt Smil og fremdrog af dets Dyb en papiromvunden Flaske, af hvis Indhold han under krampagtige Ansigtsfordrejninger fyldte to smaabitte farvede Glas, der stod paa Madbordet mellem Smørret og Brødhumplen. Derpaa bankede han op i Loftet med noget som Stødtanden af en Narhval, som han havde halet frem bag fra Sofaen, og lod sig synke ned i den gamle Lænestol, der knagede under Vægten af hans vældige Legeme.

Ovenover, hvor Kapellanen Ruggaard havde sine Værelser, hørtes en Stol blive skubbet tilbage. Et Par Filtsko gik over Gulvet deroppe - helt hen til den modsatte Ende af Huset, hvor de forsvandt ned ad en knirkende Trappe. En Del Døre blev lukket op og lukket i hele det tomme Hus igennem. Endelig bankede det paa Præstens egen.

Kapellan Ruggaard var en trediveaarig Teolog, plump af Skikkelse, med et skægløst Ansigt, der var rundt, fladt og fedtglinsende som en slikket Tallerken. Indhyllet i en graa Slobrok, som han paa ængstelig Vis holdt sammen over Maven, blev han staaende i Døren og saae spørgende hen paa Lænestolen gennem de runde, stærkt slebne Brilleglas.

"Det forekom mig," sagde han endelig med bred, jysk Dialekt, idet han førte en udspilet Haand op til Brillerne: "det forekom mig, at Pastoren bankede."

"Ja vist- ja vist!" foer den Gamle op, ligesom af Tanker. "Det var bare det... jeg ville blot forespørge hos Ds. Højærværdighed, om De ikke skulle kunne lade Dem friste af et Par uskyldige Mavedraaber? Jeg har taget mig den Frihed at skænke Dem et lille Glas; for jeg mente, at dersom De muligvis ogsaa i Dag skulle være kommen for Skade og have spist for mange Klattekager, saa -"

"De veed jo meget godt, hr. Müller," afbrød Kapellanen ham med en kun slet skjult Indignation, "De veed jo meget godt, at jeg aldrig nyder Spiritus udenfor Maaltiderne. Det forekommer mig virkelig, at den Spøg snart bliver for gammel. Det skulle i Sandhed glæde mig, om det var Dem muligt at finde paa noget andet at divertere Dem med."

"Ak, ja - ja vist - naturligvis," sukkede den Gamle og rystede ligesom skamfuld paa Hovedet. Men alligevel - skulle ikke Ds. Højærværdighed være at formaa til at trine indenfor i en ringe Broders Hi og gøre ham delagtig i Deres epokegørende dogmatiske Granskninger? Om min høje Foresatte vil være saa god at træde nærmere, skal jeg øjeblikkelig lade hente en halv Tønde Kul og en Fodpose. For sig mig en Gang... Pneumatologi, ikke sandt?... Anthropologi, er det ikke saaledes?... Og hvordan er det nu - Petrus Lombardus, ikke sandt..."

Men Kapellanen blev staaende i Døren og saae ned paa den hvide Olding med et Udtryk, der skiftede mellem Medynk og Forbitrelse.

"Synes De virkelig, hr. Müller," sagde han tilsidst, da Præsten endelig tav: "synes De virkelig, at det passer sig for os at tale om disse ophøjede Materier paa en saadan Maade. Det forekommer mig sandelig, at der i vore Dage er Folk nok til at spotte og haane det hellige, saa vi skulle vel vogte os for selv at give Anledning til Forargelse. Jeg vægrer mig virkelig ved at tro, Hr. Müller, at De finder dette at være en passende Anvendelse af Tiden, naar der allevegne hersker saa megen Vankundighed og aandelig Nød, der venter paa vor Hjælp!... - Jeg kan saaledes fortælle Dem, Hr. Pastor, at der i Eftermiddags under Deres Fraværelse har været Bud fra Hjulmand Povlsen fra Sorvad Overdrev, hvis gamle Fader - hvad De maaske erindrer - ligger for døden; han skal i hvert Fald være meget daarlig og ligger sandsynligvis nu og venter i Nød og Pine. Pastorens Køretøj var - som sædvanlig - ikke i Orden; men jeg lovede at komme, saasnart det var muligt. Nu er det jo imidlertid bleven et forrygende Vejr, og Vejene er aldeles ufremkommelige. Desuden har De vist været af den Venlighed, Hr. Müller, at gemme min Rejsepels for mig. I hvert Fald har det ikke været mig muligt at finde den i de sidste Dage. Det skulle i Sandhed glæde mig meget, om De snart ville bringe mig den tilbage."

"Herre gud, er den stakkels mand syg - er han syg," sagde den Gamle, denne Gang i uforstilt Tankefuldhed. Men straks efter rejste han Hovedet, og det forsorne Smil spillede igen i hans Ansigt.

"Hør, veed De hvad, Hr. Biskop! - Veed De, hvad jeg idag har tænkt paa?"

"Nej - det veed jeg ikke."

"De burde, ved Gud, gifte Dem, Hr. Ruggaard."

"Gifte mig?... Hvad mener De med det?"

"Jo, ser De... jeg læste forgangen Dag i Avisen om disse nye Patentkakkelovne - disse transportable, De veed. Sig mig: kunne De ikke ha'e Lyst til at gifte Dem med saadan en? Den maatte bestemt være noget for Dem! Tænk - transportabel! Den kunne De altsaa nok saa dejlig spasere med under Armen, naar De gik ud; og om Natten kunne den ligge og varme Dem i Sengen... Frisk Indfyring Morgen og Aften, som der staar i Annoncerne! Hvad siger De til det? Var det ikke en storartet Idé?"

"Maaske jeg saa, Hr. pastor, maatte faa Lov at vende tilbage til mine Studier. Jeg ville oprigtig talt i saa Fald være Dem meget taknemlig," afbrød kapellanen ham atter, bukkede med ironisk Høflighed og forsvandt ud af døren.

Pastor Müller lagde sig tilbage i Stolen og sendte efter ham en af disse vældige Lattersalver, der fik Støv og Møl og Spindelvæv til at sitre i Stuens mørke Kroge og Rotterne under Gulvet til at fare sammen og spidse Øren. Oppe over Loftet hørtes atter Filtskoenes Trin og Stolen, der blev sat tilrette. Men endnu længe sad den Gamle og kluklo med fremstrakte Ben og Hænderne foldede over den hoppende Mave.

Pludselig sprang han op. Det var allerede mørkt. Skæret fra Kakkelovnen faldt paa de to smaa Glas, der stod urørte paa Bordet. Resolut satte han to af sine jætteagtige Fingre om det ene og tømte det; derpaa om det andet og sendte rask dets Indhold samme Vej.

Saa snoede han sig omkring, greb Stokken i Krogen, Kabudsen fra Knagen - og var ude.

Det var tæt Snefog, Bælgmørke, Nordenstorm. Sneen røg fra alle Kanter og samlede sig i mandshøje Driver langs Gærderne og i alle Sænkninger. Men Præsten satte sin Pigstav i Jorden og lagde sig frem imod Stormen, fulgt af sine Hunde.

Langt paa den anden Side Bakkerne laa jo en gammel syg Mand og ventede.

Imidlertid dalede Støvet derhjemme i "Hulen" atter uforstyrret ned gennem den rolige Luft. I Aftenens Stilhed stak Rotterne deres spidse Snuder op af Hullerne i Krogene, løb over Gulvet, bedes, peb og væltede sig under Sofaen, mens Edderkopper, Møl og Mider færdedes lydløst oppe i Bjørnehuderne og i de gamle Spindelvæv under det røgbrune Loft. Og henne over Ilden i Ovnen stod den forglemte Søbekaal og snorkede sørgmodigt hen til ingenting.

Om denne præst, hans liv og mærkelige levned er det, at disse Blade skal berette.

 

Der eksisterede for et Par Menneskealdre siden - og sandsynligvis eksisterer der derfor endnu - en kongelig Anordning, et ministerielt Reskript eller noget lignende, ifølge hvilket fattige teologiske Studerende, der ville forpligte sig til efter endt Eksamen i et længere, forøvrig ubestemt Tidsrum at virke som Præster oppe i vore grønlandske Besiddelser, kunne erholde en aarlig, ikke ganske ubetydelig offentlig Understøttelse til deres Studeringers Fortsættelse. Et menneskekærligt Reskript!

Alligevel var der - i hin paa Teologer ellers saa overvættes rige Tid - ikke mange, der fulgte Opfordringen. Og de faa, der gjorde det, hørte ingenlunde altid til de udsøgte; tværtimod. Det var, naar Sandheden skal siges, i Almindelighed endog temmelig forkomne Eksistenser, som Livet paa en eller anden Maade allerede havde taget haardt paa - synkefærdige Vrag, der i Nødens Stund greb Statens udkastede Madding som en sidste Redningsplanke.

Sagen var den, at det "forøvrig ubestemte" Tidsrum, for hvilket man forpligtede sig, i Reglen strakte sig over saa godt som hele Resten af vedkommendes Liv. Kun i sjældne Undtagelsestilfælde kunne en tidligere Benaadning ventes.

Man forstaar da let de Følelser, med hvilke et ungt Menneske lod sig forskrive til denne livsvarige Forvisning, den stille Gysen, hvormed han maatte tænke paa den Dag, da Kaldsbrevet ville komme og Skibet lægge ud og Byens Spir og Taarne forsvinde under Bølgen med den Kyst, som han maaske aldrig mere skulle gense eller i det heldigste som en gammel Graaskæg med sneblændede Øjne - efter en livslang levende Begravelse deroppe i den evige Isørkens frygtelige Ensomhed. Hellerikke er det vanskeligt at forstaa, at disse "grønlandske Studenter" - som Staklerne kaldtes - med saadanne Udsigter for Øje ikke altid førte det mest eksemplariske Levned i den korte Tid, de endnu havde at leve i. Fortidens Ulykker, Skuffelser, Savn og Nød havde tilmed paa Forhaand løsnet Grunden under deres Fødder; og evidstheden om at have "solgt sig" dræbte snart den sidste Rest af Selvfølelse. De sank hurtig ned til en lyssky og menneskefjendsk Tilværelse i berygtede Smøger og i Kælderbeværtningernes Bagstuer, hvor de med en dyrisk Forslugenhed tog for sig af Livets Goder, mens der endnu var Tid... indtil en Nat, da de kom hjem til deres kolde Kvist og, idet de tændte Spiddelyset, blegnede ved Synet af et stort blaat Brev, det officielle Tilhold om at indstille sig til den teologiske Eksamen for med første Foraarsskib at drage op til - "Syndernes Forladelse, Kødets Forsagelse og den evige Is", som det hed mellem de ulykkelige.

Og Thorkild Asger Ejnar Frederik Müller, der hørte til iblandt dem, havde ikke været anderledes end de fleste.

Der lever maaske endnu dem, der fra hine Tider vil mindes en sværlemmet og enfoldig udseende Student, som vakte Latter overalt, hvor han viste sig; og rimeligvis vil man i saa Fald bedst huske ham fra nogle Forelæsninger i det teologiske Avditorium, til hvilket han et Par Gange havde forvildet sig, men hvor hans Tilsynekomst straks i Døren vakte en saadan Munterhed, at han atter skyndsomst fortrak, ... eller maaske endnu bedre fra en af hin Tids smudsige og uhyggelige Studenterbillardstuer, hvor han ofte sad hele Dage igennem i samme mørke Krog med Albuerne paa Knæene og Hagen hvilende i Hænderne, som sov han indvendig, mens han med et halvslukt Blik saae ud paa Vennerne omkring Billardet og blot nu og da trak Mundvigene op til et sløvt Smil, naar det nemlig behagede en af disse at hælde en snaps Brændevin ud over hans Hoved eller paa anden Maade at være vittig paa hans Bekostning. Uden nogensinde selv at sige et Ord eller tage Del i Lystigheden men taalmodigt findende sig i at blive benyttet af Kammeraterne til en hvilkensomhelst Spøg kunne han sidde timevis uden at røre sig, - som en kæmpestor Skifting, et tungt, altfor godmodigt Troldmenneske, der forlængst var bleven enigt med sig selv og andre om, at det var kommen til Verden som en Umulighed.

I Virkeligheden havde der ogsaa hersket en rørende Enighed herom næsten fra samme Stund, den lille Thorkild første Gang aabnede sine store, vandblaa Øjne i Moderens Sovekammer. Slægt og Venner havde ikke højlydt nok kunnet forsikre, at han var og blev, hvad de med et formildende Ord kaldte "abnorm". Og hans stakkels bekymringsfulde Moder kunne under hans Opvækst ikke ofte nok tage hans store Hoved mellem sine Hænder for at fortælle ham, hvor ringe Haab han turde gøre sig for Livet, hvor lidet han maatte vente, at dette ville bringe ham, og hvorledes han med Taalmod og Ydmyghed maatte bære det Aag, som Vorherre havde lagt paa hans Skuldre.

Thorkild saae Dagens Lys i en lille jysk Provinsby, hvor hans Fader, der var Adjunkt, døde kort Tid efter Drengens Fødsel og efterlod Moder og Barn i trange Kaar. Paa nogle Slægtninges Bekostning og under disses strenge Opsigt blev han fra sit tiende Aar anbragt i Byens Latinskole for efter et Ønske, som Faderen havde udtalt paa sit Dødsleje, og som de efterlevende derfor mente at burde opfylde, at uddannes for den studerende Stand.

Det var lange og kvalfulde Aar for det mislykkede Barn. Mere end een Gang var man lige ved i Fortvivlelse at opgive Forsøget; og da Thorkild endelig i sit tyvende Aar slap igennem Studentereksamen, lod man ham øjeblikkelig indskrive til grønlandsk Præst, idet Familien fik den svage og forknyttede Moder overtalt til at tro, at der ikke var nogen anden Udvej for ham.

Thorkild selv gjorde ingen Modstand men fandt sig i denne Afgørelse med den samme Taalmodighed, hvormed han efterhaanden havde vænnet sig til at modtage "Skæbnen"s Tilskikkelser. Da det først var gaaet op for ham, hvor man havde anbragt ham, hvor han havde sin Plads - fulgte han trolig "Grønlænderne" i hælene, baade til de mørke Smug og til Kælderbeværtningernes Bagstuer, tilsyneladende uden nogensinde rigtig at vaagne til Bevidsthed. I Virkeligheden var han dog hverken saa sløv eller ligegyldig, som han gav sig Udseende af. Den uforanderlige Sindsro, han bar til Skue under alle Ydmygelser, var nærmest en tilvant Grimace, bag hvilken han fra Barnsben havde skjult Sorgen og Skammen over at være født som et saa ynkværdigt og ubrugeligt Menneske; - det var en Slags Fortvivlelsens Ligegladhed, der undertiden i ensomme Øjeblikke kom Selvmordstanken nær. Mere end een Gang havde han virkelig tænkt paa at ende sit usle Liv; men Tanken paa Moderen havde bestandig holdt hans Haand tilbage.

Hvad hans Ydre angik, saa blev han nu hellerikke smukkere med Aarene, hverken i andres eller i sine egne Øjne. Et vildt, rødligt Skæg groede ham ud af det fregnede Ansigt, og de plumpe Lemmer voksede indtil det latterligt uformelige. "Bjørnen" kaldtes han allerede den Gang blandt Kammeraterne; og virkelig mindede han, naar han sad imellem dem, hensunken i sin Dvaledøs, med de store, røde Labber for Munden og det lodne Hoved ludende ud over Brystet... virkelig mindede han da om en stor, tæmmet Vildbams, for hvis halvlukkede Øjne taagede Drømmesyner med skiftende Billeder af Barndomsegnens store Skove og Moser gled forbi.

Nu hændte det just i disse Aar, at en usædvanlig streng Vinter bortrev et Par af de danske Præster i det nordligste Grønland, og da Thorkild en Nat kom hjem til sin tomme Kvist, fandt han derfor - længe før ventet - sit "blaa Brev" under Spiddelyset paa Bordet.

Det var første Gang i sit Liv, at han følte Knæene vakle under ham. I tre Dage sad han indelukket paa sit Værelse uden at se nogen; en dobbeltløbet Rytterpistol laa paa Bordet ved Siden af ham.

Men under disse Dages Grublen fødtes en lysende Tanke i hans Hjærne, - en Tanke, hvis Snildhed overraskede ham selv paa samme Tid, som han ikke kunne forstaa, at ingen anden havde haft den for længe siden. Det gik nemlig op for ham, at man jo umulig kunne gøre ham til Præst. Han havde i de forløbne fem Aar næppe aabnet en Bog, og siden hine Mislykkede forsøg paa at trænge ubemærket ind i det teologiske Avditorium havde han ikke set Universitetets Mure. Han var fuldstændig "bar"... Og nu var det, han havde regnet ud, at ifald han ved den skriftlige Eksamen afleverede alle sine Opgaver ubesvarede og ved den mundtlige Prøve ikke sagde et levende Muk, saa kunne man umulig give ham nogen Karakter - og følgelig ville man blive nødt til, i hvert Fald foreløbig, at lade ham blive hjemme.

Da eksamen kom, gennemførte han sin Plan for den skriftlige Sels Vedkommende uden en Blinken; der blev en sand Jubel mellem Studenterne, da Rygtet fortalte om den grønlandske Bams, der havde leveret alle sine Opgaver "isblanke" op.

Dog, Thorkild havde gjort Regning uden den egentlige Vært, Ministeriet. Paa en Forespørgsel hos dette fra Fakultetet indløb nemlig underhaanden det Svar, at Kandidaten nødvendigvis skulle have Eksamen, og det endog saa betids, at han som ordineret Mand kunne afgives til Kolonierne med først afgaaende Skib... Og saaledes muliggjordes da den Komedie, der endnu mange Aar efter skulle leve som et Sagn i det teologiske Fakultet.

For et propfuldt Avditorium af unge og ældre Præste-Emner, der var strømmet sammen for at overvære Forestillingen, maatte den arme Thorkild løbe Spidsrod gennem alle de teologiske Fag, af hvilke der var flere, han ikke en Gang kendte af Navn. Med en Haand paa hvert Knæ, Øjnene stift i Gulvet, - latterlig endog for sig selv i sin sorte, lejede Kjoledragt, der stumpede for Hænder og Fødder - sad han ubevægelig paa sin Stol som en Døvstum.Professorerne rasede; de snoede og vred sig som Orme, ruskede ham i Frakkekraven og raabte ham ind i Øret... men ikke en Stavelse kom over hans dirrende Læber.

Endelig, i det allersidste Fag, da Eksaminator - næsten under Avditoriets Jubel - ved en Overrumpling fik fremtvunget et "ja" paa det Spørgsmaal, om det var mere end tre Aarhundreder siden Luther levede, fik Sagen dermed en ende. Nu havde han jo dog svaret! - Og med sit vix non contemnendus, sit Præstebevis og Bispens strengeste Formaninger til flittigt og samvittighedsfuldt at indhente det saa sørgeligt forsømte, sendtes han op til det nordligste Præstekald i den vide Verden.

End ikke Moderen fik han sagt et sidste Farvel... Skibet laa sejlklart paa Reden, og en eftermiddag i Begyndelsen af April lettede det Anker.

Ingen var der til at tage Afsked med ham; - og snart skjulte Mulm og Taage den hjemlige Kyst for hans stirrende Øjne.

 

** II.

 

Der, hvor Landet højnede sig, og Fjældene - nøgne og sorte - traadte ud i det isopfyldte Hav, bøjede en Fjordarm sig ind mellem to skyhøje Klippebarme og trængte dybt ind i Kystlandet. I Mundingen var den vid og rummelig som et Sund, opfyldt af smaa, snedækkede Øer og klippefulde Skær, over hvilke Tusinder af snehvide Fugle kresede og fyldte Luften med Skrig. Men efterhaanden trængtes den i sit bugtede Leje bestandig snevrere sammen mellem høje, bratte, nøgne Fjældvægge, der - Tinde bag Tinde - løftede sig mod Himlen og forsvandt i dens Skyer. Men inderst inde udvidede Fjorden sig paany og endte som en næsten cirkel rund Indsø, der dækkede Bunden af en mægtig Klippekedel, hvis mere jævnt skraanende Sider og mosgrønne, gullige eller med krægebærris bevoksede Klipperevner spejlede sig i dens stille Vande.

Det kunne af og til under den korte Sommer hænde - især imod Storm - at et Hvalfangerskib fandt Vej herind mellem Fjældene og vakte Ekkoet op med sine klirrende Ankerkættinger og sine Menneskestemmer,... eller at en af Storhavets Hvaler forvildede sig ind mellem Skærene og piskede Vandet i Vrede, indtil den med Sprøjt og Larm slap ud igen. Men ellers laa Stilheden dyb og slumrende mellem de rolige Fjælde, Nat og Dag uden at brydes,... kun ligesom sat i Musik af Midnatssolens summende Myggesværme, der stod derude over det gyldenfarvede Vand som sorte, dansende Slør, hvorigennem Solstøvet sigtedes. Nu og da lød et lille Plask ude fra Dybet, hvor en sort, blank Ryg skød sig op og forsvandt. Brede, buttede Snuder stak op hist og her i Vandskorpen for at drikke Luft og dukkede derpaa lydløst under.

Ned ad Fjældsiden kom den blaagraa Ræv med søvnige Skridt. Paa en Afsats i Klippen standsede den og gabede rødt... rystede derpaa Pelsen og gik videre,... fulgte saa et Stykke langsmed Søbredden, hvor smaa, mangefarvede Kiselsten glimtede frem fra Bunden af det klare Vand, snappede dovent efter en Myg og begyndte endelig med sin spidse Snude at rode om mellem en Bunke afgnavede Ben, der laa udenfor Indgangen til en forladt, halvt sammensunken Hule af Mostørv og Sten, ind i hvis Kølighed den tilsidst forsvandt.

Rundt omkring Søen, spredt under Klippeskrænterne, laa en hel lille Koloni af saadanne smaa sammensunkne Jordkuler - de Indfødtes kummerlige Vinterboliger - som de ved første Glimt af Vaar og Sol havde forladt i Huj og Hast for at ty op til den glade Rensdyrsjagt inde paa de store Højsletter under Indlandsisen. Ogsaa et tarveligt Stenkapel fandtes her, bygget op mod selve Klippesiden og med et Trækors over Indgangen. Og oppe paa en Fjældskrænt hang en rødmalet Bjælkehytte med hvide Vinduesrammer, Bræddetag og en indhegnet Gaard for Hundene, - Præsteboligen.

Men ogsaa denne var nu forladt. Kun Ræven luskede ved Aftentid derop med Pelsen fuld af Myg for at gnubbe sig op ad Hjørnestolperne.

Men naar den lange Vinternat nærmede sig og Sneen begyndte at lægge sig over Landet, vaagnede der Liv i denne øde Stenkedel. Fra Øst arbejdede smaa, skindklædte Skikkelser sig ned over Fjældsiderne med Hundekobler og tungt belæssede Slæder. Nogle kom paa Ski - i strygende Fart ned over Skraaningerne! Samtidig kom andre vestfra, ind igennem Fjorden, i store, gule Skindbaade og smaa Kajakker... to, tre Familjer i Følge, snakkende, kævlende og leende. Fruentimmerne sad ved Aarerne, gulbrune og sortøjede, nogle med Patteglutter bag paa Ryggen i Amauten. Og alle Baadene var fulde af Skindbylter, Spæk, Klumper af blodigt Sælhundekød, Fuglevildt, stinkende Huder og store, opspilede Rensdyrmaver fyldte med Blandinger af Mel, Gryn eller Ærter, som de havde tusket sig til paa Handelspladsen sydefter.

Hver Dag bragte nye Familjer til Kolonien. Der blev et støjende Liv rundt om Søen af smaa, skindklædte Skikkelser, der endnu var som halvt berusede af Sommerens Sol og den vilde Jagt oppe under Højlandsisen. Vinterboligen skulle ordnes, Sten og Mos skulle samles, de nye Huder spredes ud over Klipperne for at vindtørres. Oppe i Fjældrevnerne, paa afsides Steder, blev Vinterforraadet nedlagt Stendysser og omhyggeligt tildækket med Huder og Sne. Og inde i Hulernes Mørke vraltede de gamle Koner snakkesalige omkring og bredte Skindene over Sovebrikserne, fyldte Tran i Vægstenslampen og hængte den store Kogegryde op under det lave, vaadtdryppende Loft.

Alt imens sank Solen dybere og dybere under Horisonten, og Mulmet gled ind fra Nord med tætte, kolde Snebyger og bidende Isvinde.

Men selv i Vinternattens maanedlange Mørke, naar Landet laa begravet under favnehøje Driver og Havet stod ispakket og mørkt, saa langt Øjet naaede, saa levedes der dog, om ogsaa ofte fattigt nok, heroppe under Sneen. Hist og her faldt et rødligt Skær fra en Hules Tarmrude her over det hvide Dække, der i Almindelighed havde sænket sig lidt over en saadan Plet paa Grund af det ophedede Rum nedenunder. Nu og da kom en Skindbylt krybende ud paa alle fire fra den lange, lave, stensatte Gang, der fra Hulen førte ud i det fri. Og altid gik de store, slunkne Hunde søgende omkring og hylede i de bitterkolde Nætter.

Ude paa Fjorden, skjult i Frosttaager, stod stivfrosne Fangere paa Vagt ved Sælhundenes Blæsehuller. Urokkelige stod de der i Timevis med Harpunen parat i den højre Haand,... løftede kun nu og da varsomt en Fod for ikke at fryse fast til Isen. Andre færdedes ude mellem Skærene med Bue og Pil og vovede sig bestandig længere bort, efterhaanden som Vinterforraadet slap op og Frosten lukkede alle Sunde.

Og var end Sulten og Nøden mangen Gang stor paa denne Tid, saa døde man dog sjælden helt. Naar det sidste Stykke frosne Spæk var fortæret og vægstenslampen under Loftet gaaet ud af Mangel paa Næring, rullede man sig sammen i Mørket over Stenbrikserne og laa der tavs og ventede taalmodigt paa den Stund, da Sneen paa Tinderne atter første Gang tændtes af hint blege Guldskær, der bebudede, at Solen var i Frembrud.

Da kom de alle krybende ud fra Hulerne - store og smaa Skindbylter - rejste sig paa vaklende Knæ og stirrede med de matte Øjne op imod det fremmede Lys, der ligesom legende kom og svandt paa Fjældkammene. Gamle Folk og de, hvem Sulten havde udmattet, saa de ikke kunne støtte paa Benene, blev baaret ud i det fri, for at ogsaa de kunne se paa, hvorledes Skæret Dag for Dag krøb længere ned ad Klippesiderne. Endelig kiggede den første smalle, rødglødende Rand af Solen op over de blaanende Fjælde i Syd. Store Glædestaarer randt ned ad de udhulede Kinder. Man raabte og klappede i Hænderne, humpede om paa de kluntede Lemmer og faldt hinanden om Halsen af Sindsbevægelse. Mødre rakte deres Børn frem paa Armene og skreg i vild Henrykkelse, ogsaa Børnene strakte deres smaa, magre Hænder ud imod den store Varmekilde og blandede deres Stemmer i det fælles Halleluja-Raab:

Sekinek! Sekinek!

For hver Dag hævede den røde Kugle sig et Stykke højere op paa den blaa Himmel og lagde et Liv af Farve og Glød over Landet, hvor Sneen svandt i skummende Strømme ned ad Fjældsiderne. Og da den tilsidst sletikke mere forlod dem, og Døgnet blev en lang, solsitrende Dag, begyndte det at myldre op fra alle Klipperevner og Spalter med ungt, glinsende Mos og rødligt Lav, der skød sig frem og hagede sig fast og dækkede som et festlig spraglet Blomstertæppe alle Skrænter og Dale. Krægebærrene pippede frem, Bøllebuskene og de tommehøje Pileris satte smaabitte Blade... alt til disse frygtelige, ligesom underjordiske Drøn rundt om fra Kysten - Skud paa Skud - hver gang et Isfjæld brød sig løs fra Landet og satte Kursen ud over det genaabnede Hav.

Rolige, majestætiske gled disse Polarhavets mægtige Sejlere hen under den vinfarvede Himmel... som Æventyrslotte... som svømmende Krystalpaladser, med Tinder og kuplede Taarne, solrøde, azurblaa eller ligesom dryppende af Blod og Guld.

 

Der var noget paa Færde nede omkring Søen. Folk løb frem og tilbage paa Strandbredden, halede ud af Hulerne de Pjalter af Huder, Skind og sammensyede Tarme, som de i Vinterens Løb ikke havde fortæret, samlede deres Fangstredskaber og pakkede det altsammen paa de kajakformede Hundeslæder eller i de store, gule Konebaade, der i Række stod opskudt paa "Fjøren".

Vinterkolonien var i Færd med at bryde op. Nu, da Solen endelig var kommen, hastede man for at komme op til den glade Renjagt paa de vide Højsletter under Indlandsisen. Enkelte af Hulerne var allerede tomme, Beboerne draget tilfjælds. Og de, der var tilbage, tænkte blot paa hurtigst muligt at gøre sig færdig for at følge efter.

Oppe paa en Bænk udenfor den lille, højtliggende Bjælkehytte, der tjente til Præstebolig, sad Thorkild. Han sad i sin vante, foroverbøjede Stilling med Hagen i Hænderne og fulgte med stigende Spænding den travle Opbruds-færd dernede omkring Søen, saae paa Slæderne, der blev pakket og snøret, Hundene, der blev koblet, de syge og svage, der blev baaret ud og lagt tilrette ovenpaa Skindbylterne. Han skulle selv tilbringe Sommeren paa en Handelsplads ved Kysten nogle Mil sydefter og ventede netop paa Bud fra det Baadmandskab, der skulle sejle ham derhen.

Hele Dagen havde han siddet saaledes og holdt Udkig. Han havde med Blikket fulgt hver Familje, der omsider var bleven færdig til Afrejse og under Latter og Snakken begyndte den besværlige Vandring op over Klippebrokker og stejle Mosskrænter, indtil de efter Timers Forløb forsvandt som smaa, mørke Prikker bag de hvide Fjældkamme. Og selv, naar de forsvandt, var han bleven ved at stirre efter dem, som om Bjærget havde aabnet sig for hans Øjne, og han bag Klippetinderne skuede ud over de vide, frodige Højsletter... saae Teltene, der blev rejst under Skrænterne med deres lange Træstager og det smukke Tarmskindstæppe foran Indgangen; saae de store, rygende Tranbaal, hvorom de brune Kvinder sad lejrede under aaben Himmel; saae den flygtende Ren med sine Kalve; hørte Hundeglam, Hallo og Skrig, mens Solen sitrede over det bløde, glinsende Mos...

Saa havde han - pludselig angstfuld - taget Øjnene til sig, presset Ansigtet ned i sine store, fregnede Hænder og siddet hensunken i hæftig Sjælekamp.

Det havde været en lang og tung Vinter for ham - denne første. Hele den lange Frostnat havde han siddet derinde under den døsige Tranlampe i sin lille ensomme Bjælkestue, med det værkende Hoved presset fast mellem sine Hænder, og læst og læst i "Kristendom og Hedenskab", "Præk Jesus mellem de Vankundige", "Gylden Skatkiste", "Gangbare og anvendelige Metoder til højst nødvendig Indpodning af den kristne Læres Sandheder" - Skrift efter Skrift, en hel Kiste fuld, som Missionsselskabet havde givet ham med paa Rejsen.

Men hvor meget han end havde bestræbt sig for at bøje Tankerne under sin Vilje - det havde ikke været ham muligt at holde dem fængslede ved Bøgerne. Ved hver Lyd, der naaede op til ham fra Søen, rejste han lyttende sit buskede Hoved, og inden han vidste et Ord deraf, sad han fortabt i Gisninger over, hvorfra Lyden vel kunne skrive sig - om det kunne være Kajakkerne, der vendte hjem fra Fangst, eller Flænserne paa Stranden, eller maaske Ungdommen, der dansede Pingasut i Maaneskinnet foran Hulerne? Hørte han saa Kajakmændenes kendte Raab, naar de stod Fjorden ind med Fangst, var det ham umuligt at holde sig rolig længer; han maatte ud og se, hvad der var paafærde, og hvad de bragte hjem.

Han kunne gribe sig i at have staaet timevis udenfor sin Dør og fulgt de vilde Jagtskrig ved Sælhundemyrderierne ude paa Isen eller den rasende Forfølgelse af en anskudt Bjørn... med en Lidenskab som den, der i hans første Drengeaar havde været hans stakkels Moder til saa megen Bekymring og bragt alle Slægtningenes afsky over hans Hoved. Endnu for ikke mange Dage siden havde han en Morgenstund gaaet i Tanker paa et ensomt Sted nede ved Søbredden, da han paa een Gang aandeløs standsede ved at faa Øje paa en Sælhund, der laa og vuggede sig i Vandet bag en solbeskinnet Isflage nær ved Kysten. Pludselig greben af en uimodstaaelig Drift var han krøben paa alle fire hen bag en Klippeblok og havde her givet sig til at skrabe med Stenene, der laa paa Strandkanten, og samtidig fløjtet sagte og blidt, saaledes som han havde set og hørt de Indfødte gøre det. Sælen begyndte ogsaa at lytte og se sig om og lod sig lidt efter plumpe ned i Vandet. Men straks efter viste den atter sit store, runde, lyttende Hoved i Vandskorpen og nu tættere ved Land. Med bankende Hjærte skrabede han da atter med Stenene og frem bragte med Læberne en ny Række bløde, langtrukne Lokketoner. Dyret stak sin brede, børstede Snude i Vejret, spilede Næseboerne op og forsvandt saa paany. Og da det nu for tredje Gang dukkede frem, og denne gang ganske nær ved Land, listede han sig frem og slyngede med al sin Kraft en nævestor, skarpkantet Sten mod dets Hoved. Stenen ramte Dyret midt i Pandebrasken; Vandet omkring det farvedes rødt, da det dukkede under. I det samme vaagnede han skamfuld til Besindelse. Og fortvivlet over sig selv og sine ulykkelige Lidenskaber gik han hjem og begravede sig atter mellem sine Bøger.

Ofte denne Tid havde han maattet tænke paa sin Fa'erfader, som han aldrig havde set, men om hvem en af Moderens gamle Tjenestepiger mangen gang, mens han var Barn, havde fortalt ham skrækindjagende Æventyr. Han havde den Gang dannet sig den Forestilling om ham, at han havde været en berygtet Krybskytte og levet halvvejs som en Vildmand inde i de store Rold Skove nær ved Thorkilds Fødeby. Han havde ogsaa senere altid tænkt sig ham som en Kæmpeskikkelse med et vildt, rødt Skæg; og at han virkelig havde været Familjen til megen Sorg, sluttede han blandt andet deraf, at hans Moder aldrig nogen Sinde havde omtalt ham. Kun en eneste Gang havde han hørt hende nævne hans Navn, idet der i et af hendes bekymrede Øjeblikke var sluppet hende det Udtryk ud af Munden, at han - Thorkild - lignede ham. Han huskede endnu det forfærdende Indtryk, det havde gjort paa ham.

Han hævede Hovedet. Nede fra Stien, der langs Fjældskrænten førte op til hans Bolig, hørtes Menneskestemmer; og lidt efter opdukkede to skindklædte Skikkelser - en Mand og en Kvinde - i hvilke han genkendte den gamle Ephraim og hans Datter Rebekka eller "Solen", som hun kaldtes paa Grund af sit milde Udseende. Han vidste ogsaa, at de kom for at tage Afsked; han havde hørt deres Hunde gluffe af glad Forventning nede ved Fjøren.

Ephraim var en lille, lidt duknakket Person med et langagtigt, mørkebrunt Ansigt, i hvilket et Par usædvanlig udviklede Øjenbryn og et Sæt vel bevarede Tænder var de eneste synlige Prydelser. Øjnene viste sig nemlig kun som to smaa, lidt skæve Streger højt oppe under Brynene, og Næsen var saa flad og uudviklet, at den tog sig ud som en lille tilfældig Hudlap mellem de brede og fremstaaende Kindben.

Han havde i sin Tid hørt til Koloniens voveligste Fangere og regnedes endnu blandt dens ædrueligste Familjeforsørgere. Men de sidste strænge Vintre, i hvilke han undertiden - som saa mange andre forøvrigt - havde maattet ernære sig af Tang og nogle gamle Angmasæthoveder, som han gravede op under Sneen fra Affaldsdyngerne, havde taget haardt paa ham, og han saae svag og lidende ud.

Thorkild bød ham sidde ned, og den Gamle gav sig til at fortælle om sine Rejseforberedelser og Sommerplaner.

Han og Datteren skulle slaa Følge med et Par andre Familjer, med hvilke de havde haft Vinterbolig tilfælles; og saasnart Hundene havde faaet Mad, skulle de bryde op for at være over det første Fjæld inden Aften. Thorkild, der endnu kun daarligt forstod de Indfødtes Sprog, hørte temmelig adspredt efter ham men skottede til Gengæld ofte hen til Datteren. Hun havde stillet sig op ad en Klippeblok et Stykke fra dem og sendte herfra stjaalne Øjekast til den underlig sky og tavse Præst, som ingen ret kunne blive klog paa. Naar deres Blikke mødtes, blev de begge røde paa Kinderne og saae bort.

Rebekka var et lille buttet Pigebarn paa atten Aar med en noget lysere Hudfarve end Faderen og et livslystent Udtryk i sine smaa, skæve Øjne. Hun bar en Dragt af rødfarvet Skind, der sluttede godt om hendes stærke, sammentrængte Krop. "Toppen" - Haartoppen - af blaasorte, stride Haar var bundet op i et Kvarters Højde og omviklet med et spraglet Skindbaand, og paa Fødderne havde hun et Par splinternye, med hvidt broderede Kamikker, som hun tydeligt umagede sig for at henlede Præstens Ppmærksomhed paa.

Endelig rejste Ephraim sig og tog Afsked. Thorkild gav dem begge Haanden men paa en saa tøvende, urolig og fraværende Maade, at Fader og Datter forundrede saae paa hinanden. Og da de var gaaet, blev han staaende i sin Dør og fulgte dem med Øjnene, mens de vraltende gik nedover Stien. Ved en Drejning af denne vendte Rebekka sig om for at se efter ham. Og hver Gang, Stien derefter svingede, vendte hun sig paany for at se, om han endnu stod der.

Thorkilds Hjerte var kommen til at banke; Blodet steg ham voldsomt til Hovedet. I et Par Minutter stod han med Haanden krampagtig omkring Dørkarmen i heftig Kamp med sig selv. Pludselig traadte han nogle Skridt frem, satte sine store Hænder for Munden og raabte med skælvende Stemme:

"Ephraim!... Ephraim!"

Dernede paa Stien vendte de to smaa Skikkelser sig om og saae op.

"Palase!... Oi!" svarede Mandslingen.

-- Henimod Aften, da et Par af de Folk, der skulle sejle Thorkild ned til Handelspladsen, kom for at afhente hans Tøj, fandt de til deres Bestyrtelse Huset tomt, Døren stænget og Vinduerne tilspigrede.

Præsten var draget tilfjælds med Ephraim og hans Følge.

 

Han var blandt de første, der kom tilbage, da Sneen faldt. Paa Ski foer han ned over Fjældtragtens Sider, fulgt af sine Hunde. De, der ikke havde set ham siden om Foraaret, kunne næppe kende ham igen. Ikke alene havde hans Hoved løftet sig, hans Øjne faaet Liv og Kinderne Farve; men der var kommen ligesom noget af Sletternes Uendelighed i hans Blik, noget af Jagtens gjaldende Hallo i hans stærke Stemmes springske, hastige Tale.

Han var bleven et nyt... et genskabt Menneske. Han havde selv mærket, hvorledes nye Livskilder var sprudlet frem i hans Indre, mens han sanseløs fartede omkring,- han vidste ofte ikke selv, hvor eller med hvem. Snart i eet Følge, snart i et andet havde han, efterhaanden som han lærte Folkene og Sproget at kende, tumlet sig ved Laksefangsten langs Elvene og paa Jagten under den blinkende Højlandsis, ja endog en Gang vovet sig op paa selve denne sammen med Ephraim og hans Sønner for at søge en Rudel Rener, hvis Spor man havde kendt. Og da Folkene først ret havde mærket, af hvad Spæk deres nye Præst var skaaret, havde det ikke varet længe, før de betragtede ham som en af deres egne. Han havde sovet i deres Skindtelte mellem Kvinder og Børn, med et Bjørneskin over sig og en Bylt Huder under sit Hoved. Han havde spist sammen med dem omkring den store Fællesgryde - Rensdyrskinker, Krægebær kogt i Spæk, Edderfugleæg og frem for alt Sommerens skattede Herreret: de store fyldte Rensdyrmaver med deres Indhold af halvfordøjet Planteføde og Spyt. Til gengæld havde han lært dem at skyde med en gammel Bøsse, som han havde haft med sig fra København, og som havde vakt deres himmelnedstyrtende Forbavselse. Og naar Dagen hældede, og man sad lejret omkring de rygende Tranbaal, havde han bidraget til Underholdningen ved at fortælle Sagn og vilde Æventyr, som han huskede fra sine Drengeaar, og havde da faaet dem til at lytte med maabende munde.

Og nu standsede han ikke. Nu, da han havde vovet Springet, lukkede han Øjnene, stoppede Ørene til for Samvittighedens Røster... og lod sig glide.

Endnu inden Vinteren havde islagt Fjorden og lukket Sundene, havde han lært sig at styre en Kajak og sigte med en Harpun. Han lærte at gennembore Rypen i Flugten med en Fuglepil og træffe den springende Hare langt borte. Tiden fløj fra ham ude mellem Skærene ved Utokfangsten eller i en Slæde med seksten halsende Hunde til Forspand... i Dagevis gik det op og ned over Fjældene efter Ræven! Undertiden var han næppe kommen hjem om Aftenen og havde faaet lagt sig under Skindtæppet i Sengen, før der blev banket paa hans Rude.

"Hvad godt?"

"Bjørn i Fjorden, Præst!"

"Hejsa! - Bjørn!"... Bøssen fra Væggen, Pelsen paa, og ud igen i Natten.

-- Han gled, han gled.

Det kunne vel endnu af og til hænde, naar Blodets vilde Fart sagtnede for en Stund, at han da ligesom saae sig selv i Ansigtet - og slog Øjnene ned. Han kunne da blive næsten bange for sig selv,... for Synet af sin egen Haand, naar den endnu var blodig efter den sidste Flænsning, eller for sit uklippede Skæg og Klangen af sin dybe Stemme. Han saae da atter for sig sin Bedstefaders afskrækkende Billede, mindedes den Tavshed, der havde hvilet om hans Navn, og det rædde Glimt i sin bekymrede Moders Øje den eneste gang, hun havde taget det paa sine Læber.

Saaledes sad han en Aftenstund angrende udenfor sin Dør med Hovedet mellem sine Hænder. Dødtræt var han vendt hjem ude fra de yderste Skær, hvor et stort Drivaadsel af en Kæmpehval Dagen i Forvejen var indstrandet og siden bragt i Land. Hver Mand i Kolonien havde i den Anledning været paa Benene for at sikre sig sin Part af Byttet. Thorkild havde med sædvanlig iver deltaget i den besværlige Indbjærgning og senere forestaaet saavel Sønderhugningen af det store Dyr som Uddelingen mellem Parthaverne; og efter i over et Døgn at have færdedes mellem disse uhyre Stykker blodigt Kød saae han nu overalt kun rødt for sine Øjne.

Over hans Hoved hvælvede sig den dybblaa Himmel tæt besat med store gyldne Stjerner. Ude i Øst steg Maanen langsomt op over Fjældkammen og lagde et ejendommeligt mælkeagtigt Skær henover den nyfaldne Sne. Nu og da kastede et Nordlys sig hen over Himlen.

Nede omkring Søen, hvor Tarmruderne over Hulerne skimtedes som rødligt lysende Prikker i alt det hvide, lød Lystighed og Sang i Anledning af den uventede Velstand, hvori Kolonien ved den rige Fangst var bleven stedet. Travle, mørke Skindbylter krøb ud og ind. Endog Hundene legede af Glæde.

Med eet hørte Thorkild Skridt lige ved Siden af sig.

Han saae op. Der stod - i det fulde Maanelys - Rebekka og lo ned til ham. Hun var klædt i en hvid, ganske ny Anorak, kantet for Hals og Haandled med sort Hundeskind og pyntet med røde Baand; dertil havde hun spraglede Sælhundeskindsbenklæder, broderet med rødt op ad Forsiden, rødfarvede Kamikker og et guldindvirket Baand viklet om Haartoppen.

Han saae længe paa hende, som vaagnede han af en Drøm. Maanen skinnede ind paa hendes hvide Tænder og gav hendes smaa Øjne en spillende, grønlig Glans.

"Men... Er det dig, kære!"

Ja, vist var det hende! Hun lo med sin tørre, knebrende Latter og ruskede ham i Skægget. Havde han ikke hørt, at hun kom?

"Men - men min sødeste Pige!... Du er saa fin! Du er pyntet!... Kom og sæt dig her!"

Nej, nej, hun kunne ikke blive idag. Hun skulle bare hilse og sige, at Fa'er havde fanget Ulk, saa dersom han havde lyst, saa var Mo'er netop nu i Gryden.

"Hvad siger du?... Har din Fa'er fanget Ulk?"

Ja vist havde han saa. Og han skulle bare skynde sig lidt, for de ventede paa ham. Og uden at ville høre paa de Indvendinger, han begyndte at komme med, kravlede hun ind i hans Stue, slukkede Tranlampen, der brændte derinde over en opslaaet men støvbelagt Bog, lukkede hans Dør og rakte ham derpaa smilende Haanden.

Men i Stedet for straks at følge drog Thorkild hende til sig med opbrusende Voldsomhed, tog hende i sine Arme, bøjede hendes Hoved tilbage og trykkede hende et, to, tre Vildmandskys paa hendes Mund.

Hun blev vel straks noget forbavset over disse uforberedte, glubske Kærtegn; men da hun laa i hans Arme, saae hun op paa ham med en stille Jubel i sit Blik.

Nede foran Ephraims Hule kunne man alene paa Grund af de mange dybe Fodspor i Sneen skønne, at der maatte være noget usædvanligt paa Færde indenfor. Den lange, lave Indgangs isbedækkede Vægge var ogsaa ganske blankslidte af de mange stive Skindklæder, der i Dagens Løb havde presset sig frem imellem dem, og naaede man paa alle sine fire hen til Enden af Gangen og stødte den lave Dør op, fandt man den indknebne Hule fyldt af Mennesker - hovedsagelig Medlemmer af de tre Familjer, der beboede den. Rundt omkring langs de vædedrivende Stenvægge laa de paa Brikserne: Mænd, Fruentimmer og Børn i Flæng - alle nøgne; thi Heden og Osen herinde var forfærdelig.

En gammel, hjulbenet, fed og ganske skaldet Kone, sort af Sod og Snavs, og med en Skindpjalt omkring de laskede Lænder, stod ved den sorte Gryde, der hang i Loftet over Tranbaalet midt i Stuen. Henne i en Krog sad en Flok stilfærdige Børn og suttede ivrigt paa store Kødstykker, hvis Spæk drev dem ned over Fingrene.

Man havde opgivet at vente paa Thorkild. Enhver havde med Fingrene taget sig et Stykke af Gryden og sad eller laa nu og snittede det itu med sin Kniv, mens Hulen fyldtes af Larmen fra disse mange snaksomme og smaskende Munde og af den tykke Em, der steg op fra de brune, ophedede Legemer, som Baalskæret belyste.

Endelig hørtes Skraben udenfor, og Thorkilds kendte, hule "Ohøj!" lød fra Indgangen, idet han kravlede igennem. Dørlemmen stødtes op, og under glade Velkomsthilsener fra alle Brikserne krøb han ind i Hulen, mens Rebekka ubemærket sneg sig ind bag hans Ryg. Han smøgede Pelsen og Undertrøjen af sig, strøg sig gennem Haaret, der var varmt og uredt, og gav sig straks i Lag med Fisken, som den gamle Kone med sine sorte Fingre trak op ved Halen fra den spilkogende Gryde.

Henne i Hulens mørkeste Krog havde allerede Rebekka taget Plads. Hun sad paa Hug, halvt nøgen, kun indhyllet i et Skindtæppe... ikke et Sekund slap hun Thorkild med sine af Forelskelse tindrende Øjne.

 

Han gled, han gled.

Han mærkede det tilsidst ikke længer selv. Dagene gik, og Aarene svandt, og han holdt næppe Tal paa dem.

En skøn Dag giftede han sig endog - med Rebekka naturligvis.

Han vidste jo nok, at hendes Ansigt kunne have været regelmæssigere, Øjnene mere sjælfulde, Kroppen mindre firkantet. Men han saae ogsaa den taknemlige Glæde, der lyste ud af disse Øjne, blot han lod sin Haand glide over hendes Kind, den Trofasthed, hvormed hun ventede ham derhjemme i deres lille Stue og i Døren spejdede efter hans Komme, naar han var ude paa sine Langfarter med Slæden og Hundene. Og han mærkede den barnlige Tryghed, hvormed hun kunne lægge sig ind til ham under Skindtæppet i de mørke Vinternætter, naar Snestormen foer over Huset og rystede Væggene.

Han var lykkelig. og Rebekka var lykkelig. Og hveranden Sommer oppe ved Renjagten sprang en lille, buttet Grønlænder frem af hendes Skød.

Forbindelsen med Hjemlandet havde han efterhaanden ganske afbrudt. Han smilte, naar han kom til at mindes den Spænding og Uro, hvormed han i den første Tid havde ventet paa, at Kajakposten - een gang aarlig - skulle dreje ind fra Fjorden. Nu var alt derhjemme bleven ham fremmad og for Alvor ligegyldigt, Kammeraterne havde glemt ham, hans Slægtninge spurgte end ikke til ham; og da der endelig et Aar heller intet Brev kom fra Moderen men kun en kort Meddelelse fra en Prokurator om hendes Død, glemte han Hjemmet helt.

Men heroppe under Ispolen levede han et langt og glæderigt Liv. Mellem disse fattige, nøjsomme Mennesker lærte han en Lykke at kende, hvorom han ikke havde drømt, den Gang han sad med Selvmordstanker paa sin tomme Kvist i København. Her fandt han, mens hans Haar graanede, det Hjem, der var bleven hans Barndom nægtet, de Venner, han i sin Ungdom havde maattet savne, den Gerning, der blev forstaaet og gjorde ham elsket. Han blev tilsidst en Fader for alle disse Naturbørn, deres fælles Raadgiver og Trøster. Og naar han om Vinteren i den lilla Stenkirke eller om Sommeren under den aabne Himmel samlede sine Skarer omkring sig og paa sin egen, djærve Maade og efter fattig Evne søgte at løfte Sløret for Livets og Dødens Gaader, kunne han faa Hjærterne til at banke inde i de stive Skindbylter, fordi han selv var saa fuld af Taknemlighed, at Lovsange til Livet og dets Herre af sig selv fødtes paa hans Læber.

- Heroppe blev Thorkild en gammel Mand.

 

III

 

Hvorfor han ikke blev deroppe? Hvorfor han alligevel tilsidst drog hjem? - Ja, vidste han det rigtig selv?

En sommer oppe ved Renjagten mærkede han med eet, at han begyndte at ældes. Det havde været en usædvanlig vedholdende og streng Vinter. Sneen laa paa Klipperne til langt ind i Sommeren, og Isen stod endnu sammenskruet i Fjorden, den Gang han brød op med Familjen og drog tilfjælds. Han havde mellemstunder skrantet lidt, og nu, da Sommervarmen meldte sig, led han af en let Aandenød, der ofte tvang ham til at blive hjemme omkring Teltene og pusle om mellem Fruentimmerne og Børnene, mens de andres muntre Hallo og Skud hørtes ude fra Sletterne.

Dette passede ham ikke ret. Han kunne undertiden blive lidt umedgørlig; og en Dag, da Rebekka kom ud i Teltaabningen, saae hun ham sidde tankefuld paa en Sten med Haanden under Kinden. Hun nærmede sig stille, og idet hun varsomt lagde sin Haand paa hans Skulder, gik der som en Gysning igennem ham, og han saae adspredt op.

Og da hun spurgte ham, hvorfor han sad der saa alene, rejste han sig og svarede undvigende.

Dette gentog sig nogle Gange i den følgende Tid, og Rebekka blev meget bedrøvet. Naar han da kom ind i Teltet til hende og saae hendes bekymrede ine, klappede han hende mildt og smilende paa Skulderen men undgik hendes spørgende Øjne.

Tilsidst mærkede ogsaa Vennerne med Sorg, at der var noget i Vejen med ham. De spurgte ham, om han var syg. Han svarede: Maaske!

Men Sandheden laa dybere. Han var begyndt at længes... længes som den bjærgtagne, der i en Drøm har hørt sin Hjembys Klokker ringe.

Undertiden naar han havde siddet for sig selv og tankefuldt ladet Blikket vandre hen over de høje, nøgne Fjældtinder, som hans Fod ikke længer kunne naa, - undertiden var der da vaagnet i ham en Længsel efter endnu en Gang at hvile i Skyggen af sit Fædrelands store Skove, efter at strække sine Lemmer i en saftig Kløvereng og høre Suset af en bølgende Kornmark... eller ligge stille oppe paa en grøn Banke, med Haanden under Nakken, paa den solvarme Jord, og føle Vinden stryge gennem Haaret, se ud over Kær med rødbenede Storke og broget Kvæg, over straatækkede Byer og støvhvide Veje, hvor strikkende Koner gik med Malkespanden paa Hovedet og Høstfolk kom med blinkende Leer over Nakken.

Og naar han saa var kommen til at tænke paa sin Moder, sin stakkels, svage Moder, - saa var der opstaaet hos ham et Ønske om dog en Gang at se hendes Grav og plante en Blomst paa den som et Tegn paa hans søn lige Kærlighed og som en stille Bøn om Tilgivelse for al den Sorg og Bekymring, hvormed han fra sin Fødsel havde fyldt hendes lille skrøbelige Hjærte.

Maaske var der ogsaa endnu en og anden gammel Ven, som ville blive ganske glad ved at se ham igen, og til hvem han kunne fortælle om hele dette sit forunderlige Liv heroppe under Ispolen... Peter Brammer, Kristoffer Birch, Anton Hansen, og hvad de nu allesammen hed! Hvor de ville blive forbavsede, naar han en skøn Dag traadte ind ad deres Dør og sagde: Hvem er jeg? Kan I huske Bjørnen? For her ser I ham!

Vinteren derefter døde Rebekka, og han kunne da ikke længer Bekæmpe sin Længsel. Med første Sommerpost skrev han hjem til Ministeren, og Aaret efter stod han med Udnævnelsen i sin Haand. Der blev Jammer og Sorg blandt alle de smaa skævøjede Skindbylter i den lille Koloni, da de fik at vide, at deres gamle Ven og Fader ville forlade dem, og Thorkild selv fortrød da ogsaa sin Gerning i samme Øjeblik, han saae, at den havde baaret Frugt. Men nu maatte det ske. Sine Børn lod han foreløbig blive deroppe; først Sommeren efter, naar han havde faaet sig indrettet i sit nye Hjem, skulle de følge efter.

-- Saaledes skete det da, at "Bjørnen" en Dag i Eftersommeren dumpede ned som en himmelsendt Forskrækkelse til Søby og Sorvads blideligt henslumrede Menighed.

Der fortaltes, at Bispen nær havde faaet et af sine apoplektiske Anfald den Dag, da han saae ham træde ind ad hans Dør i sin fedtede Pjækkert og med Skægget hængende som Istapper ned over det brede Bryst. Det traf sig dertil saa uheldigt, at den lille pertentlige Bisp ikke var nogen anden end hin Kristoffer Birch, Thorkild Müllers gamle Byesbroder og Skolekammerat, hvis Billede oftere i hans Udlændigheds sidste Tid var dukket op i hans Erindring; og da Thorkild nu genkendte ham, slog han sine mægtige Haandflader sammen og udbrød med et Glædesbrøl:

"Nu har jeg mine Bukser fulde!... Er det dig, du gamle Stoffer, der er bleven Bisp!"

Hvorledes Avdiensen endte, meldte Beretningen ikke, men baade Bisp og Provst blev hurtig enige om, at han var komplet umulig; - de satte sig straks i Bevægelse for paa en eller anden Maade at faa dækket over det beklagelige Misgreb og skaffet ham bort, inden han vakte altfor aabenbar Skandale.

Imidlertid løb Rygtet om den ankomne "Isbjørn" i Hast over det hele Herred. Rundt om i Præstegaardene kunne man fortælle om, hvorledes han, den første Gang han kom vandrende gennem Landsbyen med sin Hundeskindskabuds og store Pigstav, havde skræmmet Børn og Fruentimmer, saa de var flygtet ind i Husene, og hvorledes en gammel Mand var gaaet halvt fra sin Forstand af Skræk, fordi Thorkild pludselig var standset foran ham og havde lagt sin tunge Haand paa hans Skulder med de Ord:

"Her ser du for dig, min blege Ven, en gammel Ishavsfarer og Bjørnejæger, der har set og kendt Ting, min Fa'er, som hverken du eller nogen af jer allesammen her har saa meget som drømt om... Se frisk op! Her er ikke noget at ryste i Kamikkerne for. Vi to skal nok komme ud af det sammen, det kan jeg se paa dit ærlige Ansigt!"

Thorkild Müller mærkede jo nok den Forfærdelse, han vakte omkring sig, men i sin Enfoldighed betragtede han den som et Udtryk for Ærefrygt, en naturlig Respekt for den Mand, der havde levet et saa langt og mærkeligt Liv saa fjærnt fra sit Fædreland. Han havde glemt, hvad han i sin Ungdom havde gaaet igennem her, og var efter fyrretyve Aars Fraværelse bleven altfor vant til Hyldest paa Grund af sine personlige Fortrin til nu at forstaa, at man ikke ogsaa hernede maatte beundre og misunde ham hans kraftige Skikkelse, hans Haardførhed og stolte Skæg. I Stedet for som i Ungdomstiden at føle sig trykket af sin "Umulighed", spaserede han frejdigt og selvtillidsfuldt omkring og hjemsøgte navnlig straks alle omliggende Præstegaarde i Haab om at træffe gamle bekendte, og ved alle folkelige eller kirkelige Forsamlinger, hvor der var mange Mennesker, anbragte han sig dristigt - endikke uden en vis Forfængelighed - paa de mest iøjnefaldende Pladser og stillede sin Vankundighed og sin blaanende Næse til Skue med en Ugenerthed der satte selv Skolelærerne i Forargelse.

Der gik tilsidst næppe en Dag, uden at Rygtet løb med et eller andet, som fik hans Kaldsfæller til at rødme af Skam paa Standens vegne. Saaledes havde han ved et stort Bondebryllup, hvortil han som Sognets Præst var indbuden, pludselig smøget sine Benklæder op over Foden for at fremvise sine Lægge; derefter havde han løftet Bruden i strakt Arm op mod Loftet, idet han triumferende havde set sig omkring og opfordret Ungdommen til at gøre ham det efter. Byens Skolelærer - en lille vissen Familjefader - havde ved denne Lejlighed endelig taget Mod til sig og foreholdt ham det upassende i hans Opførsel. Men i sit Overmod svarede Thorkild Müller ved at vende Mølle med Fyren, hvorved en Mængde Kager, Cigarer, Sukker etc., som denne i Aftenens Løb havde stukket til sig og anbragt i sine rummelige Baglommer, trillede ud paa Gulvet, - og han havde derved opnaaet for den Gang at faa Latteren paa sin Side.

Hans fortvivlede Kaldsfæller vekslede Brev paa Brev for at blive enige om en fælles Optræden overfor ham; og da han en Gang ved et Præstekonvent pludselig efter Diskussionens Afslutning viste sit frygtede Ansigt paa Talerstolen og begyndte at fortælle om sine grønlandske Æventyr - i et Sprog og en Tone, saa Ordstyreren hurtigt maatte fratage ham Ordet - blev det enstemmigt besluttet at tage alvorlige og kraftige Forholdsregler for endelig at sætte en Stopper for Forargelsen.

Imidlertid var Ulykken den, at Thorkild Müllers Sognebørn efterhaanden var kommen til at holde af ham. Da den første Forskrækkelse havde sat sig, saae de nemlig, at der bag hans mærkværdige Ydre og forbavsende Væsen skjulte sig en Mand, der forstod dem, saadan som de ikke var vant til at blive forstaaet af deres Præster, - en Mand nemlig, der ikke var fremmed for nogen af de Følelser, som rørte sig i dem selv, og til hvem de derfor kunne henvende sig med deres smaa Bekymringer og store Sorger som til en af deres egne. Han kunne komme ind i deres Stue som deres Jævninge, sætte sig ved deres Bord og stille sin Sult ved deres daglige Retter, drikke en Snaps med dem uden Forlegenhed og befinde sig selv-fjerde i en Stue uden straks at føle sig forpligtet til at holde Foredrag eller prædike. De syge og døende fyldte han ikke med Bibelsprog og højtravende Forklaringer, men han satte sig stille ned paa Sengekanten og talte jævnt og beroligende til dem, læste et Stykke for dem af Testamentet eller et Par Salmevers og sørgede for Resten for paa bedste Maade at mildne deres Smerter og gøre deres Sind let og fortrøstningsfuldt.

"I skal ikke være forknytte," plejede han at sige. "For I har jo ikke saadan gjort noget videre ondt, vel? Og dersom I har, saa er jeg sikker paa, at I fortryder det nu. Vorherre er saamænd heller ikke saadan en gammel Gnavpotte, der sidder deroppe og regner den saa nøje ud paa Regnebrædtet. I skal se - han er saamænd helt skikkelig og vil nok tage godt imod jer."

Ikke heller kunne jo selv Thorkild Müllers bitreste Fjender benægte, at der virkelig var kommen Liv og Bevægelse i Søby-Sognets døde Masser, der hidtil havde været ligefrem berygtede blandt embedssøgende Præster paa Grund af deres ringe Sans for alt, hvad der laa udenfor deres timelige Velfærd. Disse Folk, der hidtil havde ment at skøtte deres Salighedssag ved nøjagtig at betale Præsten hans Tiende til den fastsatte Termin og forøvrig møde til Aarets tre store Højtider for at ofre, de begyndte nu i bestandig tættere Masser at strømme til de Kirker, som forhen ofte havde staaet lukket mange Søndage i Træk af Mangel paa Tilhørere. Og naar saa Thorkild Müller steg op paa Prædikestolen med Skægget bølgende nedover den sjælden ganske propre Pibekrave og straks paa sin joviale Maade begyndte: "God Dag, kære Venner! ja, saa er vi altsaa nu forsamlede her igen!... Hvad er forresten Klokken bleven? Er der nogen af jer, dér har Uhr paa jer?... Halv elleve!... Naa! Ja, saa var det jo forresten, at jeg idag skulle fortælle jer noget om den Gang, da Jesus kom hen til denne her Enke - hvad var det nu, hun hed? - naa, det kan være lige meget... Skønt, vent lidt! - lad mig se efter i Bogen; det kan jo dog alligevel være ganske morsomt at se, hvad den Dame har heddet," -- saa kom der Liv i de mange velnærede Ansigter, Ørene spidsedes, ikke en Sætning gik tabt for dem. Undertiden kunne han i Talens Løb blive saa humoristisk, at man sad i højlydt Latter over hele Kirkegulvet; men til andre Tider og især under de lange Bønner, hvormed han regelmæssig afsluttede sin korte Præken, kunne han blive greben af saa hæftig Bevægelse, at ogsaa hans Tilhørere betoges, og Lommetørklæderne kom i Virksomhed baade paa Mands- og Kvindesiden.

Efterhaanden strømmede Folk til hans Kirker endog fra helt andre Sogne, hvor man begyndte at faa Smag for denne Art Gudstjeneste, - og da kendte hans Embedsbrødres Forbitrelse ingen Grænser. Selv en grundtvigiansk Nabopræst, der holdt af at spille Friskfyr og hidtil havde behaget sig med at tage ham i Forsvar, begyndte nu at indse, hvilken farlig Person han var, og hvor nødvendigt det var for Standens Anseelse at faa ham fjernet.

Paa dette Tidspunkt var det, at der tilflød Sognet det lille Stykke Velærværdighed, der bar Navnet N. P. Ruggaard.

Han skyldtes et i meget venskabelige Former affattet Tilhold fra den lille, diplomatiske Bisp, der havde sine Grunde til ikke at gaa altfor haardhændet frem imod en gammel Kammerat, som havde haft Lejlighed til at lære hans Ungdomsliv nøje at kende. "Paa Grund af Sognets ikke almindelige Udstrækning og Hr. Pastorens fremrykkede Alder" - hed det lemfældigt i Skrivelsen, mens Bispen i sit stille Sind og med aabent Blik for Hr. Ruggaards særegne Evner fortrøstningsfuldt tænkte: Med ondt skal ondt fordrives!

Thorkild Müller tyggede længe paa den lange Skrivelse med dens mange omhyggelige Omskrivninger og dunkle Talemaader. Han havde allerede i nogen Tid forstaaet, at hans kære Kollegers Generthed overfor ham alligevel ikke grundede udelukkende i Ærefrygten for hans muskelstærke Legeme; og da han først var kommen saa vidt i Forstaaelse, havde Minderne fra hans Ungdom hurtig aabnet hans Øjne for mere. Nu - under Læsningen af Bispens Skrivelse - forstod han endelig den hele Sammenhæng.

"Tag mig det Leverspæk!" udbrød han med et grønlandsk Kraftudtryk og huggede Næven i Bordet. "Man vil snigløbe mig!"

Men da "snigløberen" omsider ankom, og Thorkild første Gang saae det lille blege, bebrillede Individ, der krøb ud af Fodpose og Kavaj og forestillede sig som hans Kapellan, gik hans Vrede med eet over, - han maatte le himmelhøjt. At sende ham en saadan Stumpegumpe af et Mandfolk paa Halsen forekom ham saa grundkomisk, at han øjeblikkelig maatte ud i Byen og fortælle Vennerne om sin "gefærlige" Banemand. Imidlertid gav denne sig uanfægtet til at indrette sig oppe i sine Værelser og pakke ud af det Vognlæs fuldt af Kister og Kufferter, som han havde ført med sig. Han hængte egenhændig nye, blomstrede Gardiner for Vinduerne, anbragte sine treogtyve velholdte Piber i en dobbelt Række paa Væggen og en Kristusfigur af Gibs over sit Skrivebord. I en Krog skjulte han sit medbragte Forraad af Tobak (to Heltønder Posemelange og tre Kasser af de billigste Cigarer), og over Sengen fæstede han et selvlysende Kors med en gudelig Inskription. Med særlig Forkærlighed dvælede han ved Opstillingen af sit "Bibliotek", der bestod af en Samling gamle og værdiløse Ting, som han havde købt i Pundevis hos en Boghøker for at have noget at fylde op med; og da han med Skønsomhed havde faaet dem anbragt i Reolerne saaledes, at de ikke stod for tæt, dækkede de ogsaa næsten en hel Væg ligesom i Bispens eget Studerekammer.

I det hele manglede han intet til Værelsets Udstyr; han havde en grøn Skærm til at hænge over Studerelampen, en Kvast med Fidibusser, en Voksstabel og en splinterny Stang Lak; ja, selv en Spyttebakke og en lille Dug til at lægge under Vandkaraflen havde han ikke forsømt at tage med sig.

Da saa alt omsider var paa Plads, slog han sin graa Slobrok omkring sig med en Bevægelse som en Flaggermus, der folder sine Vinger sammen, satte sig paa en Stol midt paa Gulvet og lod Blikket drage langsomt beskuende rundt i Stuen med et lykkeligt Smil, der fortalte, at han her stod foran Virkeliggørelsen af en længe næret Drøm, ved Enden af en lang og møjsom Bane, paa hvis lykkelige Fuldendelse han næsten ikke havde turdet tro.

Kapellan Ruggaard hed oprindelig beskedent nok Niels Peder Madsen og var en velhavende Bondes Søn fra de fede, østjyske Egne, hvor Børnene - som der siges - fødes med en Sølvskilling i Haanden. I sit femtende Aar blev han sat i Købstadens lærde Skole og havde her foretaget den første Forandring med sit Navn ved Tilføjelse af Stedbenævnelsen Ruggaard. Senere havde han ladet det undergaa en Ombytningsproces fra Ruggaard-Madsen til Madsen-Ruggaard, indtil han ganske havde bortkastet det besværlige Madsen og alene bevaret Navnet Ruggaard.

En ganske tilsvarende Forvandling var samtidig foregaaet med hans Person. Den rødmussede og firskaarne Bondedreng var efterhaanden bleven blegladen og fed; det store, runde Hoved var sunket dybere ned mellem Skuldrene, og de farveløse Øjne stirrede frem med et nærsynet, stikkende Blik. Som han sad der indhyllet i den graa Slobrok med sit hvidgule, ganske kortklippede Haar, sine store, runde Briller, sin flade Næse og fuldkommen blodløse Hud, lignede han en Maddike, en af disse blege, lyssky Ormeskabninger, der indfinder sig overalt, hvor Raaddenskaben begynder, og som - set i Mikroskop synes at stirre En i Møde med et Par store, dumme og graadige Hornøjne.-

Skønt der fra de Overordnedes Side naturligvis ikke var bleven Kapellan Ruggaard noget særskilt betydet, havde han haft en fuldkommen klar og korrekt Forestilling om, hvad hans Opgave her i Sognet foreløbig var, og hvad man ventede sig af ham. Han indsaae, at der her aabnede sig en fortrinlig Lejlighed for ham til at erhverve sig sine høje Foresattes Gunst, - foruden naturligvis til at virke til Gavn for Kirken og dens Anseelse. Han havde dog været klog nok til i Begyndelsen at gaa frem med største Forsigtighed overfor en Befolkning, der allerede var sunket saa dybt i Forblindelse. Han begyndte sin Mission med meget beskedent at fremstille sig for Egnens formaaende Folk som Pastor Müllers ringe Medtjener og oprigtige Ven. Først lidt efter lidt forsøgte han - dog altid kun paa Tomandshaand og i de varsomste Udtryk - at vække Tvivlen om hans Tilregnelighed.

"Ak ja - vor kære Pastor Müller!" kunne han vemodig sige paa det brede Maal, der var bevaret som et uforgængeligt Minde om hans Bondefødsel. "Bare han dog ville unde sig lidt Hvile, lidt Fred! Hans mange fortræffelige Egenskaber tiltrods - dem ingen kan skatte i fuldere Maal end jeg - saa lader det sig vel næppe længer nægte, at der begynder at vise sig Tegn til en højst beklagelig Svækkelse af Aandsevnerne. Naa - alt staar i Guds Haand! Maaske er det kun en ganske forbigaaende Tilstand!"

Men med al sin Bondesnuhed havde han aldeles intet opnaaet. Det var saa langt fra, at den Bevægelse, Thorkild Müller mere og mere vakte rundtom, havde virket afskrækkende paa hans Sognebørn, at de tværtimod sluttede sig til ham med des større Stolthed, jo mere Modstand og Opsigt han vakte. Kapellanen var da efterhaanden bleven rasende. Han havde tænkt at vinde en let og hurtig Sejr over den uvidende Grønlænder, der - han vidste det bestemt! - end ikke kunne sine tre Troesartikler helt nøjagtigt. Men Sognets Bønder ville slet ikke høre paa ham, naar han begyndte at udkramme sin Universitets-videnskabelighed for dem, og lod sig ikke i mindste Maade imponere af hans store Bogsamling. Det var tilsidst end ikke langt fra, at de, smittede af Müllers Eksempel, begyndte at behandle ham paa en overlegen Maade og gøre sig lystig paa hans Bekostning. De kaldte ham oftest blot "Madsen", alene for at drille ham, - ja ved en Lejlighed, hvor ogsaa Pastor Müller var tilstede, havde en ung Fyr raabt til ham, da han kom:

"Der har vi saamænd Hr. Kapellan Madsen-Rugbrød!"

Denne dumme Vittighed havde de saa alle let af; og Müller havde sendt en Lattersalve op mod Loftet og senere ved alle Lejligheder gjort sig en Fornøjelse af med Højtidelighed at forestille ham med de Ord:

"Min højærværdige Foresatte - Hr. Biskop Madsen-Rugbrød!"

Men Hævnens Time skulle komme. Hin mørke Vinternat, da Thorkild Müller - trodsende Snebyger og Vinterstorm, kun fulgt af sine Hunde - drog afsted over Ødemarkerne for at komme tidsnok til at berette en gammel, syg Mand, gød han den Draabe i Forargelsens Bæger, der fik det til at flyde over.

Den gamle Mand, som den Nat laa for Døden, havde langtfra levet noget eksemplarisk Liv. Han havde blandt andet aldrig sat sine Fødder i Kirken, fordi han - som han sagde - "aldrig havde haft Tøj dertil". Han havde nu sendt Bud efter Præsten for dog at faa lidt at vide om det Liv, han skulle indgaa til; og Müller satte sig ved hans Seng og gav sig som sædvanlig til at fortælle, hvad han ifølge Biblens ord mente at vide derom.

Da han var færdig, laa manden en stund og grundede. Derpaa sagde han:

"Ja, men - faar vi da hverken ædelse eller Drikkelse deroppe?" Müller maatte benægte dette.

"Og der er hverken Koner eller Kærester, si'er I?-"

Nej - deroppe toges ikke til Ægte.

"Faar man da itte saa meget som en Bid Skraatobak heller?"

Men da Müller ogsaa hertil maatte svare benægtende, vendte den Gamle Hovedet mod væggen, som om han ville sige, at det Himmerig brød han sig ikke om at komme i.

Müller, som saae denne Bevægelse og forstod dens Betydning, blev med eet eftertænksom. Efter en Stund at have stirret mod Gulvet rejste han beslutsomt Hovedet og sagde, at det var noget Snak, han før havde fortalt ham, for i Himmerig fik alle det præcis saaledes, som de selv ønskede det. Og for at gøre sin Tanke rigtig forstaaelig for den gamle Mand, udviklede han nu nærmere, hvorledes man i det hele deroppe i Himlen bare behøvede at udtrykke et Ønske for at faa det opfyldt. Dersom han derfor skulle føle Sult deroppe, saa ville Englene sikkert nok straks dække et Bord for ham med de kosteligste Retter, som han selv kunne vælge imellem. Ifald han fik Lyst til en Kone, ville han heller ikke i den Henseende komme til at lide Nød, - ja, selv om han virkelig deroppe skulle føle Trang til Skraatobak, saa ville saamænd Vorherre selv med Glæde række ham en Ende, for han kunne ikke nænne at sige nej til sine kære Børn, som var døde i Troen paa ham som deres ejegode Fader; han ville netop, at hos ham skulle alle føle sig som hjemme.

Efter denne Forklaring vendte Manden atter tilfreds og beroliget sit Hoved. Derpaa foldede han de runkne Hænder, modtog det hellige Sakrament og sov lidt efter ind i sine Fædres Tro.

Men da denne Historie blev bekendt, rejste der sig et Forargelsens Skrig fra alle omliggende Præstegaarde og Degneboliger. At fremstille Vorherre som en almindelig Skænkevært og Sjælenes Hjem som en smudsig Beværtning - det gik over alle Grænser! Provsten satte sig straks ned for i en fortrolig Skrivelse at meddele Bispen det passerede. Han sluttede med den Bemærkning, at man vel herefter kun kunne gribe til den Forklaring - som (tilføjedes der i Parentes) ikke heller var ualmindelig saavel i som udenfor Sognet - at Pastor Müllers aandelige Evner ikke længer var usvækkede, men at han maatte siges at lide af allerede i høj Grad udviklet Sjælsforstyrrelse.

Efter Modtagelsen af denne Skrivelse slog Bispen utaalmodigt Knoen i sit Skrivebord og tog en længe ventet Beslutning: han meldte gennem Provsten sin Ankomst til Sognet.

** 5

Allerede før Klokkerne begyndte at ringe sammen, var den lille Kirke stuvende fuld af Folk. Hver Plads - lige op til de to Rækker Rørstole og den højryggede Kurvestol i Koret, som var bestemt til Bispen og hans Følge - optoges af en højtidelig og højtidsklædt Forsamling, der i Bekymring og Spænding ventede paa, hvad denne Dag ville bringe. Nogle sad ganske skrutryggede af Benauelse og stirrede ned paa de foldede Hænder i Skødet, som om de i Stilhed ransagede deres Samvittighed; og det blev almindeligt bemærket, at flere af Thorkild Müllers nærmeste Venner slet ikke havde indfundet sig.

Nu var denne Bispevisitats ogsaa fra de overordnede Kirkemyndigheders Side sat i Scene paa en Maade, der tydelig havde til Hensigt at skræmme Befolkningen. Kapellan Ruggaard og Sognets Skolelærere havde sneget sig omkring med betænkelige og hemmelighedsfulde Miner, som om der forestod noget forfærdeligt. Der blev fortalt, at ikke alene skulle Sognets Skoler inspiceres og Kirkebygningerne, Kirkegaarden og overhovedet alle Forhold, Kirke og Skole vedrørende, nøje undersøges; men Bispen ville ved en særlig Gudstjeneste forlange de sidste fem Aargange af Sognets Konfirmander fremstillede paa Kirkegulvet for personlig at overhøre dem.

Dog, heller ikke Thorkild Müller havde ligget paa den lade Side. Han forstod meget godt, hvortil alle disse Snstalter sigtede, og han havde sagt til sine Venner: "Nu vel, vil de have Krig, saa skal de faa den!" Allerede i nogen Tid havde han - opirret af sine Nabopræsters vedvarende Chikanerier - følt Lyst til en Gang at rejse sig paa Bagbenene for ligesom en rigtig Bams, naar den forfølges af bjæffende Hunde, at skaffe sig Respekt ved at gribe en af Køterne i Ørene og ruske den lidt. Paa sine lange, ensomme Spasereture gennem det foraarsgrønnende Land, hvis bløde, tungt blundende, taagetilslørede Natur var ham som et Billede paa hans egen daadløse Ungdoms henflydende Drømmeliv, havde han endog kunnet tumle med dristige Planer om at rejse en almindelig Kamp i Folket for at bryde Velærværdighedernes Tyranni. Han kunne undertiden formelig fnyse af Stridslyst. I hans Syner vrimlede det med smaabitte, arrige Præsteskikkelser, der skreg op imod ham med truende Fagter; og idet han i sin Fantasi saae den hele sorte, pibekravede Bande troppe op, Geled bag Geled, med de fløjlsmavede Bisper paa Fløjene, kunne der tændes det samme vilde Glimt i hans Øje, den samme Glød paa hans Kind som i gamle Dage under de hidsige Renjagter paa de store Højsletter under Indlandsisen.

Meddelelsen om Bispens Ankomst, der - af ham som af alle andre - opfattedes som et Forbud paa hans Afsættelse, havde gjort det af med den sidste Rest af hans Besindighed. Uden iøvrigt at være synderlig klar over sit Maal ville han præke Revolution, plante Oprørsfanen i den danske Menighed. Som han med sin rungende Latter havde sagt til sine Venner: "D'Hrr. Velærværdigheder skal dog faa at fornemme, at de virkelig har sluppet en Bjørn ind i Faarefolden!"

Aldeles uden at mærke den Uro, som Rygtet om Bispens Komme straks havde vakt i den før saa tillidsfulde Menighed, havde han allerede besvaret sine Embedsbrødres Udfordring med en Række egenhændige Foranstaltninger af langtrækkende Betydning. Blandt andet havde han ved sidste Kirkestævne ladet kundgøre, at alle Tiendeydelser til hans Embede saavelsom Offer, Akcidenser og lign. for Fremtiden skulle bortfalde, idet han gjorde gældende, at den frie Afbenyttelse af Præstegaardens Tilliggende var endog rigelig Betaling for det Arbejde, en Præst forrettede, og at denne idelige Beskatning af Befolkningen ved Bryllup, Daab og Konfirmation kun var egnet til at ødelægge Forholdet mellem Præsten og hans Menighed.

Men netop denne usædvanlige Uegennyttighed var bleven skæbnesvanger for ham under disse Dages Kamp mod Kapellan Ruggaards pludselig voksende Indflydelse i Menigheden. Den mistanke til Thorkilds Tilregnelighed, som denne Herrens Tjener hidtil forgæves havde søgt at indsmugle hos Befolkningen, havde nu fundet Næring. At en Præst ikke ville tage mod Offer og Tiende, - Penge, som han havde lovlig Hævd paa - det kunne da enhver forstaa, var Galmandstanke!

Der blev en almindelig, forsigtig Trækken-sig-tilbage fra Thorkild efter denne Dag; og da han mærkede, at Vennerne begyndte at svigte, foer han frem imod dem med en Voldsomhed, der kun gjorde ondt værre. Med eet Slag var det bleven alle klart, at de havde en gal Præst.

I de sidste to Uger havde han raset omkring i Byerne som et vildt Dyr for snart ved Trusler, snart ved Overtalelser at rejse sin sunkne Anseelse; men hvor han kom hen, havde han enten fundet Gaardportene lukkede, eller Mændene var smuttet bort og havde gemt sig i Staldene for at blive fri for at tale med ham, mens de lod Konerne tage imod ham inde i Stuen og snakke ham efter Munden, indtil han gik. Enkelte steder havde man endog i Forskrækkelse pudset Hundene paa ham, naar han kom til Døren med sin Pigstav og sine af Vejsølen tilstænkede Klæder, med uredt Haar og Skægget strittende vildt ud fra det blege, af Ophidselse fordrejede Ansigt. Bagefter havde man omhyggelig pudset Dørlaasen med Trippelse, - for gal Mands Haandsved gav Sygdom i Leveren.

Endnu til den foregaaende Aften havde han indbudt sine Venner til et Møde i Præstegaarden; men der var ingen mødt.

Derfor sad man nu i Kirken og ventede med Angst og Spænding paa, hvad denne Time ville bringe. Derfor sad der inde i Stolestaderne saa mange duknakkede Skikkelser og stirrede ned paa de foldede Hænder i Skødet, som om de angergivne befriede sig for enhver Samhørighed med den Mand, over hvem Dommen nu skulle fældes.

 

Egnens Præster begyndte at indfinde sig. Med snehvide Pibekraver anbragte de sig paa de to Rækker Rørstole i Koret og kastede herfra strenge Blikke udover den vildledte Menighed. Oppe i det lille Rum bagved Alteret gik Kapellan Ruggaard frem og tilbage med Hænderne paa Ryggen og talte højt med sig selv af Spænding. Han formelig skinnede af Triumf og Forventning. Han saae sin Fremtid for sig i et dybt og Straalende Perspektiv, der endte i selve Slotskirken i København, hvor han - Landsbydrengen, den foragtede og latterliggjorte Bondestudent- stod for Alteret i Bispeornat, med Guldbrokades Messehagel og Kommandørkorset om Halsen. Og hans Sjæl var fuld af Taknemlighed, hans Øjne af fromme Taarer.

Uden for Kirkeporten stod Sognets Skolelærere i sorte Kjoler og med hvide Slips for at give Vink til Klokkeren og sende Bud ind til Præsterne, saasnart Provstens Vogn - med hvilken Bispen ville komme - viste sig over Bakkerne. Bispen havde meldt sin Ankomst til Kl. ti præcis, til hvilken Tid Gudstjenesten skulle begynde. Senere paa Dagen ville han indfinde sig i Skolerne og derpaa tage tilbage med Provsten inden Aften.

Men endnu var Thorkild Müller ikke kommen.

"Det manglede bare!" sagde den lille visne Skolelærer, som Thorkild i sin Tid havde endevendt ved Bondebryllupet, og som siden havde forfulgt ham med et tænderskærende Had. "Det manglede bare, at han skulle lade Bispen vente! Det kunne saamænd ligne ham, den - um - Sjover - rent ud sagt. De har vel hørt, hvad han ville have givet til Præstemiddagen idag, dersom Bispen ikke havde frabedt sig al Servering. Gule Ærter og Flæsk! Hvad gi'er De mig?... En saadan Haan og Opsætsighed! ... Den - um - Møgbonde!"

Hans Kollega, den tykke Mortensen, gryntede samstemmende.

"At tænke sig en Frækhed!" vedblev den anden med en Stemme, der slog over af Arrigskab. "Nu mangler Klokken kun to Minutter i ti, og endnu viser han sig ikke! De skal faa at se, Mortensen, - han vil lave Skandale. Han nærer sig ikke, før han faar lavet Optøjer inde i Kirken. Han skal nok have været aldeles rasende derhjemme i Nat, har jeg hørt. Kapellanen fortalte, at han hele Natten havde hørt ham rumstere nedenunder, saa det var forskrækkeligt. De kan tro, han har haft noget for! Han nærer sig saamænd ikke, før han -- Men, Gud bevares! Mortensen... der er jo Vognen!... Jakob! Ring! Ring - for Fanden! --"

Klokken begyndte at lyde, den lille Degn foer ind i Kirken, og straks efter kom alle Præsterne forvirrede og raadvilde ud. Hvad skulle der gøres? Pastor Müller var endnu ikke kommen! Det var jo uhørt! Der maatte øjeblikkelig sendes Bud efter ham - -

I det samme holdt Vognen foran Kirkeporten.

Bispen var en lille, mager Mand med et klogt, skarpt tegnet Ansigt og fornemme Manerer. Han hilste tavst, en Smule køligt, paa de tilstedeværende Præster, saae sig derpaa omkring og spurgte forundret:

"Er pastor Müller ikke til stede?"

Kapellan Ruggaard kom nu krybende ud fra Præsteklyngen - med de farveløse Øjne formelig væltende ud over Brillerne af ydmyg Tjenstivrighed. Han meddelte, at Hr. Pastor Müller desværre endnu ikke havde indfundet sig, men at der øjeblikkelig skulle blive sendt Bud efter ham.

Bispen saae koldt paa ham med et Udtryk, der i det hele ikke tydede paa Forelskelse.

"De skal ingen Ulejlighed gøre Dem. Pastor Müller veed, at Gudstjenesten er berammet til Klokken ti. Den mangler endnu et Minut... Lad os gaa ind."

I det samme fik han Øje paa den tykke Skolelærer Mortensen, der paraderede ved Indgangen - ganske bleg og forpustet af den Anstrengelse, som den uvante oprejste Stilling voldte ham.

Efter at have betragtet ham lidt spurgte Bispen temmelig hvast:

"Hvad er Deres Navn?"

Mortensen fik af Forfjamskelse sit eget Navn forkert i Halsen, saa den anden Degn, der i dyb Ærbødighed stod ved Siden af ham med en Cylinderhat foran paa Maven, tilsidst fandt sig foranlediget til at svare for ham.

Bispen flyttede da hurtig sine gennemtrængende Øjne hen paa denne og sagde endnu mindre blidt:

"Kan den Mand ikke svare for sig selv? Hvad hedder da De selv?"

"Mikkelsen!"

"Ja saa," sagde Bispen med en foragtelig Betoning; hvorpaa han gik ind i Kirken, fulgt af sit pibekravede Følge.

Mikkelsen og Mortensen saae spørgende paa hinanden og derpaa forbløffede ud i Luften.

"Hvad mente han med det?"

"Ja - Gu' veed."

"Hvad var det egentlig, han sa'e?"

"Sa'e han noget?"

"Næ.

"Det var da løjerligt."

Der rejste sig en mægtig Bevægelse inde mellem Kirkens tætpakkede Skarer, da den lille Bisp i Silkekjolen og med Kommandørkorset om Halsen traadte ind i Koret og - efter at have kastet et hastigt mønstrende Blik ud over Forsamlingen - satte sig tilrette i den højryggede Kurvestol. Præsterne anbragte sig i Tavshed paa Rørstolene bagved ham, og et Øjeblik blev der saa stille i Kirken, at man kun hørte Klokken summe højt oppe i Taarnet.

Saa tav ogsaa den.

Den lille Skolelærer stak Hovedet ud af sit Aflukke og saae spørgende hen paa Kapellan Ruggaard. Denne saae igen paa Provsten, og denne igen paa Bispen, der imidlertid sad utilgængelig med Hænderne foldede i sit Silkeskød og saae stift frem for sig.

Først i dette Øjeblik gik det op for Folk nede i Kirken, at Thorkild Müller endnu ikke var kommen, og at det var ham, man ventede paa.

Der blev almindelig Bestyrtelse. Skulle han virkelig have til Hensigt at holde Bispen for Nar? Det ville dog, ved Gud, være at drive Spasen lovlig vidt!... Alles Øjne rettedes paany mod Bispen. Over hele Kirken strakte man Hals og løftede sig paa Tæerne for at iagttage det bestandig mørkere og mere tillukkede Udtryk i hans magre Ansigt.

Endelig stak han Haanden indenfor Kjolen, trak et Gulduhr frem og gav derpaa et Vink til Kapellan Ruggaard, der stod som paa Kattespring ved Siden af Alteret. Kapellanen lod Vinket gaa videre til Degnen, der derpaa traadte frem og indledede Gudstjenesten.

Alle bøjede Hovedet; Bønnen blev holdt, og Salmesangen begyndte. Men for hvert Vers steg Spændingen i Forsamlingen; thi Thorkild Müller lod sig vedvarende ikke se, og Pladsen foran Alteret stod endnu tom. Man kunne nede fra Kirken iagttage, at Kapellan Ruggaard gennem Provsten førte en Underhandling desangaaende; men Bispen rystede blot paa Hovedet, og Præsterne saae spørgende paa hinanden.

Da Salmen var til Ende, ventede man endnu en lille Stund, i hvilken der igen var saa stille i hele Kirken, at der formelig gik som et Suk gennem Forsamlingen, da en Mand nede i et af de bageste Stolestader tabte en Salmebog paa Gulvet.

Med eet rejste Bispen sig fra sin Stol og gik op til Alteret, tog sit Lommetørklæde frem, tørrede sig om Munden, vendte sig derpaa mod Forsamlingen og begyndte Altertjenesten.

Men dette rørte Menigheden, saa mange fik Taarer i Øjnene. Idet hans smukke, velskolede Stemme lød hen over deres Hoveder, grebes de af en egen Højtidelighed, en Følelse af Tryghed og Fred, som de ikke længe havde kendt. Det var, som om milde Engle igen tog Bolig herinde under de genlydende Hvælvinger, fra hvilke Thorkild Müller havde skræmmet dem bort med sin frygtelige Bas.

Da Mesningen var forbi, begyndte Salmesangen igen. Det var en Salme med mange og lange Vers, men der var næppe en eneste i Kirken, der længer kunne fæste Tankerne ved Ordene. Man fik at vide, at der nu var sendt Bud efter Müller; men Sangen forstummede, uden at han havde vist sig.

Pludselig blev der Røre henne mellem Præsterne, Provsten rejste sig op og nikkede til Degnen, der fik travlt og smuttede ud. Lidt efter hørte man døren op til Prædikestolen blive aabnet og Trappen knirke under Trin... Endelig! - Nu var han der!

Men da man i Stedet for Thorkild Müllers Vildmandshoved saae Kapellan Ruggaards maddikeblege Ansigt dukke op over Prædikepulten, anede man, at der var hændet noget afgørende, og der gik et stille Gys gennem Forsamlingen.

Først da Gudstjenesten var forbi og man strømmede ud af Kirken, erfarede man Sagens Sammenhæng: "Bjørnen" var om Natten pludselig rejst bort. Han havde kun taget sine Hunde og sit Egespir med sig; og paa hans Dør fandt man skrevet med Kridt hans Afskedshilsen i de Ord:

 

I har de Tyranner, som

I fortjener.

 

I Søby og Sorvad har man siden intet hørt fra Thorkild Müller. Man fik blot at vide, at han straks var rejst tilbage til Grønland.

Maaske lever han deroppe endnu.

 

3. Krøniker.

 

3.1. Menneskenes Børn.

En skyfri Sommermorgen blev to Mænd færget over en bred og spejlklar Fjord.

Den ene var en høj, krumbøjet Olding af et ærværdigt Udseende med et langt, gullig-hvidt Skæg, der i Enderne var næsten grønt af Ælde. Han sad med de knoklede Hænder paa Haandtaget af en Stav og stirrede frem for sig under de buskede Bryn med et stort, uudgrundeligt Blik. Den anden var baade yngre og meget mindre af Vækst, havde et pluskæbet, rødsprængt Ansigt med to Totter sort Kindskæg under Ørene og store, mørkeblaa, hvælvede Briller for Øjnene. Begge var de fattigt klædte i gamle, sorte Klæder, havde bredskyggede Hatte paa Hovedet og en Voksdugsransel over Ryggen.

Det var Vorherre og Skt. Peder.

Færgemanden, en bjørnebred, rødskægget Fjordfisker, stod oprejst i Bagstavnen af Baaden, som han førte frem gennem det blanke Vand ved Hjælp af en Vrikkeaare, mens han med et Smil betragtede de to løjerligt udseende Fremmede.

"Fanden, om jeg kan faa i mit Ho'de, hvad I vil derover for, go'e Mænd," genoptog han en nylig afbrudt Samtale. "Som jeg siger Jer - der er ikke andet end forbandet Død og Djævelskab derovre. Der er ikke faldet saa meget som en Taare Regn i fem Guds Maaneder, saa I kan da begribe, hvad for en Elendighed I kommer til. Om I derfor vil lyde mit Raad, saa vend heller Næsen en anden Vej - for ellers kommer I kanske til at ligge med den i Vejret, før I faar læst over paa jeres Fadervor. De kreperer derovre som Fluer i Frost, og ikke er der saa meget som en Skillingskringle at faa i hele Sognet."

"Ja, saa passer det just for os at komme derover," svarede Skt. Peder; han sad med Hænderne paa Knæene og vuggede sig frem og tilbage, mens han kiggede paaskøns over Brillerne. "Saa trænger jo de ulykkelige mere end ellers til Guds Ords Trøst."

"Fanden med Guds Ord, go'e Mand - dem bliver de Godtfolk sgu ikke fede af! Nej, Vorherre skal bare give dem en god Bløde Regn, saa kan han Pinedød spare sig sin Trøst."

"Nu taler du jo bespotteligt!" sagde Skt. Peder strengt; - han havde hørt sin Herre sukke dybt ved Fiskerens Ord. "Tænk dog paa din evige Salighed, Menneske!"

"Min Salighed? Aa! Den giver jeg syv Traad i en Hose, Fa'er! ... Naar Vorherre er af den Slags, at han kan lade Menneskene ligge og lide og pines værre end Ormekryb og af Dødsenshunger æde baade Rotter og Lus og deres eget Skam - saa er han ikke den Mand, jeg har anset ham for! Og jeg siger bare, at naar han kan have Sind til at bære sig saadan ad imod os det bitte Stød, vi lever her paa Jorden, - ja, saa kan En sgu aldrig vide, hvad han kan hitte paa at pine og plage os med deroppe i Evigheden."

Skt. Peder sitrede af hellig Harme. Hans Ansigt var sprængrødt.

Endnu beherskede han dog sin Vrede og sagde mildt formanende:

"Lad ikke din Tunge forføre dig, min Ven! Glem ikke, at din himmelske Fader kan høre ethvert af dine Ord."

"Saa-aa? Kan han det? Det tror jeg ellers ikke noget paa. Jeg tænker nu, at Vorherre maa være mere døv end min gamle Spindemoster, siden han ikke hører alle de Jammerskrig og Bønner, der sendes op til ham i disse Dage. For havde han bare saa meget Hjærte i Livet som en Sild, skulde han vel ynkes over al den Elendighed, han har lavet sammen her paa Jorden." "Formastelige!" raabte nu Skt. Peder og vilde springe op, - men Vorherre lagde Haanden paa hans Arm og mumlede sagtmodigt:

"Stille, Peder!"

Saa sank han atter tilbage paa Toften og begyndte at bede sagte.

Lidt efter naaede Baaden Fjordbredden, og de to Vandringsmænd steg i Land.

 

* * *

 

Vorherre og Skt. Peder fulgte en Sti, der drog sig tværs igennem Landet, og de var ikke kommen mange Skridt frem, før de rundt om sig saae de uhyggelige Spor af Tørkens og Hungersdødens Ødelæggelser. Paa de nøgne Marker var der ikke levnet et Straa. Det saae ud, som om Ildsluer var gaaet hen over dem. Over den lerfede Muld laa et tørt, rødbrunt Støvlag, der ved det mindste Vindpust sattes i hvirvlende Bevægelse og fyldte Luften med et askeagtigt Støv. Det hele Land var som indhyllet i en brandrød Tange, hvorigennem Solen skimtedes som en blodrød Maaneskive. Spredt omkring paa Markerne laa stinkende Aadsler af styrtede Kreaturer. Nogle var allerede halvt sammenfaldende Skeletter, blegede af Solen; andre laa med fire stive Ben i Vejret, opsvulmet Mave og dødningegrinende Mund. Ovenover dem flagrede Flokke af store, tavse Fugle med forpjuskede Fjer og matte Vingeslag.

Der hørtes ingen Lyd. Det var, som om Jorden strakte sig i den sidste, stumme Dødskrampe. Fra en afbladet Skov slæbte en Ræv sig frem paa Bugen med Tungen hængende som et Stykke bleg Tarm ud af den ene Mundvig. Tre Skridt krøb den frem; saa vaklede den og faldt; - krøb atter tre Skridt, vaklede og faldt.

Efter en Tids Forløb naaede de to Vandringsmænd en Landsby, hvis Straatage var bleven ganske hvide af Solbranden, og hvis Gadekær var udtørret, saa Bundens stive Ler havde slaaet dybe, gabende Revner. Her mødte dem et endnu frygteligere Syn. Mange af Hytterne stod tomme, og gennem Døre og Vinduer bredte der sig en forfærdelig Stank af de ubegravede Lig, der laa derinde og raadnede op i Sengene. Fra andre Huse lød hjærteskærende Jammerskrig, Stønnen og Hulken. Et Sted laa en Familje midt paa Gaden og strakte de matte Hænder mod Himlen, anraabende om Barmhjærtighed; det var halvnøgne, mørkebrune Menneskeskeletter, bedækkede med Saar og Skarn: en Moder med et døende Barn ved det hentørrede Bryst, et Par Oldinge og en ung Pige, hvis Hovedhaar Tørken ganske havde afsvedet.

Da Skt. Peder saae denne Elendighed og hørte disse tryglende Bønner, smeltede hans Hjærte, og han vendte sig mod sin Herre og sagde:

"Kære Mester! Vend din Vrede fra disse ulykkelige! Hør, hvor de angrer og beder!" Men Vorherre stirrede frem for sig med sit store, uudgrundelige Blik. Det var, som hørte han ikke Skt. Peders Ord, - og de vandrede videre mellem uddøde Huse og halvt fortærede Menneskeaadsler.

Efter nogen Vandring kom de op til Kirken, der laa lidt udenfor Byen, og hvis Malmklokker i de sidste Maaneder havde kimet Dag og Nat for at paakalde Herrens Naade.

Allerede udenfor Indgangsdøren saae de en sammenstimlet Skare af udhungrede Stakler, der havde slæbt sig herhen paa Haand og Knæ for at slippe ind i Helligdommen. Indenfor Murene var der stuvende fuldt helt op til Alteret. Det saae ud, som om alle Kirkegaardens gustne Døde var stegen op af deres hensmuldrende Kister og havde samlet sig paa Kirkens Gulv. Fra alle Stolestaderne straktes visne Knokkelarme mod Himlen. Luften under Hvælvingerne genlød af de ulykkeliges Anraabelse og var mættet af Stanken fra deres Urenhed og Saar. Kun Præsten, der stod paa Prædikestolen, og Degnen, der sad og sov inde i sit lukkede Stade, struttede af Fedme. Thi til Kirken havde alle bragt deres sidste Kande Most og ofret deres sidste Simle for at formilde Gud og bortvende hans Vrede.

Og Præsten tog sig en ny Pris, slog Næven i Prædikepulten og raabte:

"Thi jeg siger Eder, I ugudelige! I frække! - saalænge I ikke giver Gud Herren alt, lige til Eders syndige Kød, skal den Eviges Forbandelse hvile over Eder - -"

Men Skt. Peder ynkedes over denne Nød, og han vendte sig atter mod sin Mester og sagde:

"Herre! Herre! Forbarm dig dog over dem! Hør, hvor de angrer og beder!"

Men Vorherre stod, som hørte han ikke hans Ord; og mens Larmen af de ulykkeliges Bønner steg alt højere under Kirkebuen, saae Skt. Peder et saligt Smil glide hen over hans Mesters Aasyn.

Da forfærdedes Peder i sit Hjærte, og han raabte:

"Herre! Herre! Er du den Miskundhedens Gud, som du siger - da vis Barmhjærtighed her! Thi ellers tror jeg dig ikke længer og vil ikke tjene dig ... Hører du ikke, hvor de raaber? Ser du ikke deres blødende Anger?"

Da saae Vorherre bedrøvet paa Skt. Peder og sagde:

"Peder! Peder! Nu taler jo din Mund bespotteligt som Færgemandens før. Men denne Gang skal din Vilje ske - thi din Tvivl vil jeg afvende, og du skal blive seende!"

Med disse Ord forlod han Kirken; og da de havde naaet Toppen af en Høj udenfor Byen, opløftede Vorherre sine Hænder, - og se! - fra Horisonten steg store, sorte Skyer, og Solskiven formørkedes, og Regnen strømmede ned.

Og Regnen blev ved at strømme - -

 

* * *

 

I fire Uger strømmede Regnen ned over det udtørrede Land.

Da begyndte det at grønnes nede langs med Moserne. Bække og Aaer gav sig til at svulme, og Skoven skød Knopper. Snart pippede ogsaa Grønsværet frem rundt om paa Bakkernes fede Muld, som Hungersdødens Aadsler havde gødet; Lærkerne vendte tilbage, Stær og Irisk begyndte at fløjte ... Da Høsten kom, stod det hele Land og bugnede af en Rigdomsfylde, hvortil man aldrig havde kendt Mage.

Paa denne Tid vendte just Vorherre og Skt. Peder tilbage til Egnen.

Overalt var man i travl Beskæftigelse med Indhøstningen af Himmelens rige Gaver, og paa alle Vejene mødtes de to Vandringsmænd af svingende Kornlæs med fuldbarmede Høstpiger og tykhovedede Karle, der lo og gantedes i Halmen.

Karlene løftede Brændevinsdunken højt i Vejret, idet de foer forbi, og skreg: "Skaal, I Gamle! ... Skal det være en Go'taar?" Og Pigerne rakte ømt Armene ud imod dem og sang:

 

"Kom, du søde, kys mig varm,

Se, jeg ligger i din Arm!"

 

 

Men af ingen Mund hørtes Herrens Navn nævnet eller hans Gerninger lovpriset.

"Forstaar du nu, Peder?" spurgte Vorherre.

Skt. Peder svarede ikke, og de gik ind i Landsbyen.

Her sad Konerne ude paa Stenflisen foran de smukke, nyopførte Huse, med trinde Patteglutter ved de mælkespændte Bryster, og drak Kaffe, sladrede, fjasede og lo. Midt i Byen var der bleven bygget en ny Kro med Keglebane, Gynge og en stor Dansesal, og Værten og hans Folk havde travlt med Forberedelserne til det store Høstgilde, som en af Dagene skulde afholdes her. En Flok drukne Mænd sad inde i Skænkestuen og bandte og skændtes.

Men intetsteds hørtes Vorherres Navn nævnet eller hans Gerninger priset.

"Forstaar du nu, Peder?" spurgte Vorherre.

"Herre!" hviskede Skt. Peder og saae mod Jorden.

Tilsidst kom de op til Kirken, hvor Malmklokkerne netop kaldte Menigheden sammen til Andagt og Guds Lovsyngelse. Men kun et Par frugtsommelige Koner og en Krøbling sad og halvsov inde i Stolestaderne; og Præsten, der stod paa Prædikestolen, og Degnen, der sad og nikkede sørgmodigt inde i sin lukkede Stol, saae begge helt spøgelseagtige ud i deres gustne Magerhed.

Og Præsten foldede sine Hænder og sukkede ud i den tomme Kirke:

"Thi jeg siger Eder, kære Venner - o, mine kære Venner! Herren forlanger intet, slet intet af Eder. Blot I ikke vil glemme ham, - blot I vil huske paa, at han er Eders ejegode, himmelske Fader - -"

Da de to Vandringsmænd var kommen ud af Kirken, sagde Vorherre:

"Nu, Peder?"

Da sank Skt. Peder hulkende til sin Mesters Fødder:

"Herre! Herre! - Tilgiv mig!"

 

3.2. Ørneflugt.

Dette er Historien om den unge Ørn, der som gulnæbbet Unge blev funden af nogle Drenge og bragt ind i den gamle Præstegaard, hvor nænsomme Mennesker tog sig af den og fik den kær, saa man ikke senere formaaede at skille sig ved den. Ligesom Æventyrets "grimme Ælling" voksede den op her mellem skræppende Ænder og kaglende Høns og brægende Faar, og saa vel befandt den sig efterhaanden i disse Omgivelser, at den blev baade stor og bred, ja - som Præsten sagde - "formelig lagde sig Mave til."

Den havde sit Stade oppe paa et gammelt Plankeværk ved Svinehuset, hvor den sad og passede paa, naar Pigen kastede Affald ud fra Køkkenet. Saa snart den fik Øje paa den store Dorthe, kastede den sig ned paa Stenbroen og vraltede det fyldte Fad imøde i det burleske Sækkeløb, hvori Æterens Kongebørn bevæger sig paa Jorden.

Det kunde vel en og anden Gang hænde, især paa stormfulde Dage eller naar et Uvejr trak op, at der vaagnede en ubestemt Længsel, en taaget Hjemvefølelse i den fangne Himmelætlings Bryst. Den kunde da sidde i halve Døgn med Næbbet trykket ned i Brystets smudsige Fjerklædning, uden at røre sig og uden at ville æde. Og pludselig kunde den da sprede Vingerne ligesom favnende ud i Luften og kækt svinge sig i Vejret ... men det blev altid kun en stakket Flugt, Vingerne var forsvarligt stækkede; efter et Øjebliks ubehjælpsom Flagren faldt den ned paa Jorden, hvor den i sin Fortumlelse først gjorde et Par smaa sidelæns Hop og derpaa med fremstrakt Hals løb hen og forputtede sig i en mørk Krog ligesom for at skamme sig.

Paa denne Vis havde den levet i et Par Aar, da det hændte, at den gamle Præst blev syg og døde; og i den Forvirring, som heraf opstod i Præstegaarden, glemte man efterhaanden at tage Vare paa den kongelige Fugl - "Klavs" , som man ganske borgerligt havde døbt den. Den vraltede som sædvanlig omkring mellem de andre Husfugle, altid fredsommelig, næsten lidt ængstelig, fordi den var vant til at faa over Næbbet af Præstedøtrene, naar den engang imellem fandt paa at gøre sin medfødte Overlegenhed gældende overfor Smaakravlet. Men saa hændte det en Dag, da en frisk Søndenvind blæste Foraar og Varme ind over Landet, at den pludselig befandt sig oppe paa Mønningen af den store Ladebygning, uden at den selv forstod, hvordan den var kommen derop.

Den havde - som saa ofte før - siddet og drømt vemodigt oppe paa sit Plankeværk og i et Anfald af ubestemt Frihedslængsel udbredt Vingerne til Flugt: men i Stedet for som ellers at dratte ned paa Stenbroen var den bleven løftet op i Luften med en saadan Fart, at den ganske forskrækket havde skyndt sig at finde Fodfæste.

Og nu sad den deroppe paa den høje Tagryg, aldeles fortumlet af, hvad der var sket. Aldrig før havde den set Verden fra saa højt et Stade. Ivrig drejede den Hovedet, nu til den ene Side, nu til den anden, indtil den - uimodstaaeligt draget af Himmelblaaet og de sejlende Skyer - paany bredte Vingerne ud og lod sig løfte, ... først forsigtigt prøvende, snart dristigere, sikrere, ... hvorpaa den pludselig med et vildt Frydeskrig svang sig i en stor Bue højt op i Luften. Den følte med eet, at den var Ørn. -

Landsbyer, Skove og solbeskinnede Søer gled bort under den.

Højere og højere steg den imod den klare Himmel, beruset af den vide Horisont og sine Vingers Styrke.

Men pludselig standsede den. Det store, tomme Rum omkring den gjorde den urolig, og den saae sig om efter et Hvilested.

Lykkeligt naaede den en fremspringende Fjældkant højt oppe over Floddalen. Men idet den her - endnu lidt svimmel - kiggede sig om efter Præstegaarden og Ladelængens høje Mønning, grebes den af en ny Bestyrtelse. Udover et fuldkommen fremmed Land svævede dens Blik til alle Sider. Ikke en kendt Plet, ikke en Tilflugt, saa langt dens Øje rakte.

Over dens Hoved løftede sig Fjæld bag Fjæld - bratte, nøgne Klippevægge uden et Plankeværk til Læ for Stormen. Og derude i Vest bag det aabne Land gik just Solen ned i blodrøde Aftenskyer, der varslede Uvejr og mørke Nætter.

En beklemmende Følelse af Forladthed sneg sig ind i den unge Kongeætlings Bryst, alt som Aftenens gulblege Taager indhyllede Dalen nedenunder. Ganske modløs stirrede den efter en Flok Krager, der drog skræppende forbi paa Vejen hjem til deres Reder dernede omkring de lune Menneskeboliger. Med Næbbet trykket ned i Brystet, Vingerne tæt sammenfoldede sad den ensom og stille paa det øde, tavse Fjæld.

Da suser det med eet i Luften over dens Hoved. En hvidbrystet Hunørn kredser deroppe under den flammende Aftenhimmel.

En Stund sidder den med fremstrakt Hals og besinder sig paa dette fremmede Syn. Men pludselig er det forbi med al Raadvildhed. Under et mægtigt Brus af de udspændte Vinger svinger den sig i Vejret og er i næste Øjeblik oppe hos hende.

Og nu begynder en vild Jagt ind over Bjærgene ... Hunørnen bestandig forrest og højest til Vejrs, "Klavs" lidt anstrængt bagefter, gumpetung og stakaandet.

Snart er de oppe mellem Højfjældene. Endnu skinner Solen paa de højeste Toppe, mens de sejler frem over Bjærgenes Rygge i Aftenens Skumringstaager.

Klavs hører under sig det mørke Sus af store Skove og Drønet af Elvene i de dybe Slugter.

"Mon hun dog ikke vil sætte sig?" tænker han, uhyggelig tilmode ved dette uforklarlige Bulder. Han har næsten heller ingen Vejr mere og føler Vingerne saa matte, saa tunge.

Men højere og højere stiger Hunørnen, videre og videre sejler den frem over rødmende Bjærgrygge, - lokkende, kaldende.

De er kommen ud over en endeløs Stenørken, hvor mægtige Klippeblokke ligger kaotisk væltede over hinanden som Resterne af et omstyrtet Babelstaarn. Da aabner med eet Udsigten sig foran dem. Højt oppe over de drivende Skyer svæver som et Drømmesyn de evige Snetinders overjordiske Rige, ubesmudset af det levendes Færden, kun Ørnens og den store Stilheds Hjem. Det sidste Dagskær ligger og ligesom blunder deroppe paa den hvide Sne. Bagved staar den mørkeblaa Himmel fuld af rolige Stjerner.

Skrækslagen har Klavs standset sin Flugt og sat sig paa et Klippestykke. Rystende af Kulde og Uhygge sidder han der og stirrer op paa dette hvide Dødningeland, paa disse store Stjerner, der blinker ned til ham gennem Mørket ligesom onde Katteøjne.

Og atter vender hans Tanker vemodigt tilbage til det Hjem, han har forladt. Han tænker paa sin lune Plads paa Plankeværket og paa den hyggelige Andegaard, hvor hans smaa Venner nu sidder paa deres Rækker og sover sødt med Hovedet under Vingen. Han tænker paa de smaa, trinde Grise, der nu ligger i en Klynge hos Moderen og drømmer med Pattevorten i Munden, og paa den tykke Dorthe, der vil komme ud fra Køkkenet med det dampende Fad, naar Kirkeklokken har ringet Solen op.

Oppe fra den frostklare Luft bliver Hunørnen ved at kalde. Men Klavs breder tyst Vingerne ud og lister bort den Vej, han er kommen, ... først nølende ... tvivlraadigt flakkende fra Klippeblok til Klippeblok ... men snart hurtigere, utaalmodigere, jaget af sin Skræk, sin Uro, sin søde Længsel - hjem - hjem - hjem!

 

Først den næste Morgen naaede den tilbage til Præstegaarden fra sin ubetænksomme Flugt. I nogle Øjeblikke holdt den sig svævende over det kære Barndomhjem, ligesom for at forvisse sig om, at alt dernede endnu var ved det gamle.

Saa dalede den langsomt ned.

Men en Ulykke skulde ske. Avlskarlen, som tilfældig havde faaet Øje paa den, og som endnu intet havde hørt om Klavs's Forsvinden, var hastig løbet ind efter sin Bøsse og havde stillet sig paa Lur bag en Træstamme for at fyre paa den formodede Hønserøver, saasnart den var dalet tilstrækkeligt langt ned.

Skuddet faldt.

Man saae nogle Fjer flyve ud i Luften, - og som en Sten sank den døde Klavs lige ned i Møddingpølen. -

 

For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden.

 

 

3.3. En lille By.

Det var efter Høsten, ved Skoleaarets Begyndelse, at en ung Mand ved Navn Andreas Ursin kom til Byen som konstitueret Adjunkt i Historie og klassiske Sprog ved Latinskolen. Han var filologisk Kandidat og allerede et Stykke af en Videnskabsmand, forsaavidt som han fornylig havde faaet Universitetets Guldmedalje for en Afhandling om Cassiodorus. Men han var lige saa lidt en Pedant af Væsen som en Bogorm af Udseende.

Han var en køn ung Mand med blond Helskæg, frisk og fornøjelig, underholdende i Samtale, beleven overfor Damer, høflig overfor alle. Vistnok var han sig sine Fortrin vel bevidst; han havde endog en ikke heller ganske ubegrundet Anelse om, at han af sine højeste Overordnede var udset til engang at spille en Rolle i den lille By som Skolens Rektor. Men han var klog og forsigtig nok til ikke at lade sig mærke med sin Selvtilfredshed. Han vidste, hvor aarvaagen Kritikken og hvor prikken Æresfølelsen var i en saadan Ravnekrog, og hvorledes navnlig den ringeste Mistanke hos dens Beboere om, at han følte sig dens smaa Forhold overlegen, Øjeblikkelig vilde give ham Naadestødet.

Altsaa hilste han alle Byens Borgere og deres Damer med samme udsøgte Artighed, idet han hastig førte sin stivpuldede Hat ud for sig i Arms Længde og satte den tilbage paa Hovedet med en Bevægelse, der paa een Gang udtrykte Ærbødighed og Energi. I Selskabslivet optraadte han med nøje beregnet Anstand, ganske fordringsløst, endog en lille Smule usikker som en fremmed, der er ængstelig for at overtræde Stedets hævdvundne Former. Han hørte taalmodigt paa den vrøvlevorne Politimesters uendelige Deklamationer og forsømte aldrig at bevidne Toldforvalteren sin Beundring for hans store danske Hund og Apotekeren for hans Abrikosespalier. Med Byraadets Medlemmer talte han interesseret om Vandværket, om den nye Havnemole, om Rendestenenes Udskylning o. s. v. Om sig selv derimod talte han principmæssig aldrig; og saasnart nogen vilde begynde at underholde sig med ham om hans Guldmedalje eller hans store Stipendierejse til Grækenland og Rom, afbrød han regelmæssig vedkommende med et Smil, som om han vilde sige: Lad os nu ikke tale om Bagateller! Kort sagt, han vilde gøre Lykke og paa Forhaand indtage den lille By, hvis aandelige Fører han følte sig bestemt til at blive.

Det var da med en velbegrundet Forbavselse, han efter et Par Maaneders Forløb maatte gøre sig selv den Tilstaaelse, at han langtfra havde naaet sin Hensigt. Han vidste ikke, hvad der var i Vejen; men han kunde ikke undgaa ved enhver Lejlighed at mærke, at han var Genstand for Byens Kritik, ja, at man rentud havde ham tilbedste. Det var, som om der fødtes en dulgt Lattermildhed overalt, hvor han viste sig. Om det saa var hans Kolleger paa Skolen, disse ellers saa alvorsfulde Mumier, saa kæmpede de med et lystigt Smil, saasnart de saae ham. Naar han om Middagen kom fra Skolen, stod Kommiserne i Butiksdørene og bukkede med udsøgt Artighed - for derpaa, saasnart han var kommen dem forbi og havde hilst, at stikke i en Fnisen eller tilkaste hinanden betydningsfulde "Hum!" og "Hu-Hu!" og "Mjav!" over Gaden.

Han følte sit Uheld saa meget mere nedtrykkende, som han netop var begyndt at blive forelsket i en af Byens unge Piger. Det var Politimesterens Datter Cecilie, i hvis mørkeblaa Øjnes stille Dyb saa mange andre unge Mænd i Forvejen var forulykket.

Der sagdes ligefrem om disse Øjne, at de ligesom visse af Landets skønneste Indsøer hvert Aar krævede et Menneskeliv.

Andreas havde virkelig havt nogen Grund til at mene, at han ikke var hende ligegyldig. Han havde endog smigret sig med at tro, at hun alene stod udenfor det ravnekrogsagtige Skumleri, hvorfor han var bleven et Offer. Men saa hændte det en stormfuld Dag, at han mødte hende sammen med en Veninde paa "Promenaden" udenfor Byen. Allerede paa Afstand saae han dem puffe til hinanden med Albuerne; og da han gik dem forbi og med sædvanlig Ærbødighed blottede sit Hoved, holdt de Muffem op for Munden for at skjule Smilet. Og dette var endda ikke alt. Da de var kommen saa langt fra ham, at de troede sig udenfor Hørevidde, brast de i en hjærtelig Latter; og Stormen, der førte deres Ord videre, end de anede, bragte nu følgende Brudstykker af et Ordskifte til Adjunktens krampagtig spidsede Øren:

"Nej, det er ved Gud for komisk ..."

"Ja, vil du nu sige mig, er det nu muligt at bare sig ... Og du har virkelig ikke vidst det før?"

"... Fa'er ... men troede ... bare Løjer ..."

"Aa, Gud ... hele Byen ... Ottilie sa'e ... søger bare at komme til at møde ham ... For man kan jo, ved Gud, tro det værste." "Mange ... saadan videre ..."

"... alene ... den allerstørste ..."

Andreas Ursin var bleven ligbleg. Han gik lige hjem til sin ensomme Bolig, satte sig i sin Hestehaarssofa og sank sammen. Hvad var det dog for et Kogleri, der drev sit ubarmhjærtige Spil med ham? Hvad i Himlens Navn kunde det dog være, som alle i denne By fandt saa latterligt hos ham, at det var paa Veje til at gøre ham Opholdet her umuligt? For det maatte jo være noget, som alle kunde se, en Egenhed, som sprang selv Børnene i Øjnene! ... Hans Ydre? Han vidste dog, at var han ingen Adonis, saa var han da hverken skæv eller halt eller pukkelrygget. Hans Væsen? Men var han da ikke overalt optraadt saa fordringsløst som muligt; havde han ikke - -

Det bankede i dette Øjeblik frygtsomt paa hans Dør, og paa hans "Kom ind" indsneg sig paa indadvendte Taaspidser en lille rundhovedet Purk med en Pakke blaa Hefter under Armen. Det var Karsten, Kæmnerens Søn fra nederste Latin, der som Klassens Ordensduks bragte ham de latinske Stilebøger.

Ved Synet af Drengen fødtes der en lysende Tanke i Andreas Ursins forpinte Hjærne.

"Hør lidt, min Dreng - læg Stilebøgerne der paa Bordet og kom herhen til mig, jeg vil tale med dig ... Naa, kom nu!" gentog han utaalmodigt, da Drengen nølede. "Kom helt herhen ... saadan. Og tag saa den Finger af Munden. Og op med Hovedet, - du skal ikke være bange! Jeg vil blot vide, - - hm! - Hvordan har din Far det, min Dreng? Er han kommen hjem fra København?"

"Ja," hviskede den fortumlede Dreng, mens hans Blik flakkede vildt omkring i Stuen.

"Og er din lille Søster nu bleven rask?" vedblev Adjunkten, idet han lagde sin Haand beroligende paa hans maskinklippede Hoved.

"Ja."

"Og hvordan gaar det saa med dig selv, - jeg mener paa Skolen? Ja, med Latinen kniber det jo lidt ... men nu de andre Fag? Kommer du godt ud af det med dine Kammerater? ... Naa, det var jo rart. Og nu dine andre Lærere? ... Sig mig forresten, ... I har naturligvis Øgenavne til jeres Lærere, I smaa Gavtyve! Har I ikke? Naa, naa - bliv nu ikke forskrækket, jeg skal saamænd ikke røbe Jer. Men lad mig engang høre ... hvad kalder I f. Eks. mig? Sig det kun frit ud! Jeg veed dog, I har et Navn til mig ... Hvad kalder I mig?"

Det var, som om al Drengens Blod ved dette Spørgsmaal pressedes ud i hans tykke Kinder. Trods alle Adjunktens venlige Overtalelser vilde han ikke svare. Men da blev Andreas Ursin vred; han begyndte at true og befale, ja gav sig i sin Iver til at ruske i den grædefærdige Dreng, ... for han følte, at nu havde han endelig fundet et Spor.

Men Drengen var fremdeles tavs som Graven.

Adjunkten rejste sig op, gik et Par Gange op og ned ad Gulvet og satte sig igen. Han indsaae, at han havde forløbet sig, og lagde derfor atter sin Haand beroligende paa Drengens Hoved. Men Fyren, som misforstod denne Bevægelse og troede, at nu skulde han have Prygl, blev pludselig ganske ude af sig selv.

"Knækkerten!" næsten raabte han i sin Angst.

"Knækkerten!" gentog Ursin halvhøjt og slap ham. "Hvad skal det sige? Hvorfor har I givet mig det Navn? ... Nu, hvorfor? Svar mig!"

Men skønt han atter gav sig til at ruske i Drengen, fik han hurtig en Fornemmelse af, at Knægten nu vilde lade sig radbrække, før han røbede mere, og han lod ham da gaa.

"Knækkerten! ... Knækkerten!" blev han ved at gentage for sig selv, efter at han var bleven ene. "Det maa jo være noget ved min Figur. Har jeg da skæve Ben, "knækkede" Haser?" - han rejste sig op og saae ned ad Sig. - "Jeg har dog aldrig vidst andet, end at jeg tværtimod var ganske velskabt. Eller er det min Næse?" - han lod Pegefingeren glide ned ad den. - "Man har dog altid sagt mig, at den var ualmindelig velformet. Men hvad er det da? Mine Arme? Min Ryg? ... Knækkerten! Knækkerten!"

Da han den næste Morgen efter en søvnløs Nat gik hen paa Skolen, syntes han i alle Folks Ansigter at se de smilende Læber bevæge sig under en tyst Udtale af dette gaadefulde Ord. To opløbne Skoledrenge af øverste Klasse, der gav sig til at fnise, da de havde hilst paa ham, bragte ham i en saadan Ophidselse, at han nær havde vendt sig om og tildelt dem en Afrøfling midt paa Gaden.

I Nærheden af Skolen mødte han den gamle Overlærer Asmussen, der kom trissende hen ad Fliserækken i sin sædvanlige Slæbegang med den ene Haand paa Ryggen. Og da han nu endog i dette gustne Mumieansigt saae Læberne bevæge sig i en lun Mimren mellem de høje Flipper, kunde han ikke længer styre sig. Ganske ude af sig selv gik han hen til den gamle Mand, fordrede Forklaring, spurgte ham med udfordrende Ord, hvorfor han havde smilet, og gav sin Fortvivlelse Luft i en højrøstet Tale midt paa den aabne Gade.

Den gamle Overlærer havde i Begyndelsen set noget forbløffet paa den ophidsede unge Mand; men efterhaanden som han af dennes forvirrede Tale forstod, hvorom Sagen drejede sig, smilede han atter lunt mellem sine Fadermordere og klappede ham faderligt paa Skulderen.

"Unge Ven!" sagde han. "Tag Dem dog ikke den Sag saa nær ... det er jo bare en Bagatel."

"Men hvad er det da? Hvorfor finder man mig latterlig? Hvormed har jeg forskyldt denne Forfølgelse?"

"Tys! Tys! Tag dog ikke saadan paa Vej! Her er jo Folk i Gaden. Det hele er, som sagt, ikke noget at snakke om."

"Men jeg maa dog vide, hvad det er!"

"Ja vist, ja vist, ... det er for Resten underligt, at De ikke selv har mærket det. Det er jo ikke andet end det, kære Ven, at ... naar De hilser ..."

"Min Hilsen? Er der noget i Vejen med den? Hilser jeg maaske ikke ligesom andre?"

"Jo - jo vist! - giv Dem dog tilfreds, Menneske! - Det er da egentlig heller ikke deres Hilsen, men ... nu ja ... Deres Hat ..."

"Min Hat?" gentog Ursin og tog uvilkaarligt sin Stivpuldede af Hovedet og saae paa den. "Det er jo en ganske almindelig Filthat, aldeles som dem, de fleste andre Mennesker for Tiden gaar med." "Ja, ja, ja," tyssede den Gamle. "Men sæt dog for Guds Skyld Hatten paa Hovedet ... der kunde jo komme nogen af Skoledisciplene. Det er jo egentlig heller ikke Hatten ... det er blot, naar De saadan hilser og fører Hatten frem, saa - har De ikke mærket det? - saa giver det saadan et morsomt lille Knæk i Pulden ..."

"Knækkerten!" røg det Adjunkten ud af Munden.

"Se, det er der nu en, der engang har lagt Mærke til. Saa har han tilfældigt fortalt det til andre, og tilsidst har vi allesammen moret os lidt over det, naar vi mødte Dem - for det lød virkelig ganske pudsigt," sagde den Gamle og smilte atter ret hjærteligt i Erindringen derom. - "Ja, det er saamænd det hele, kære Ven. Herregud, Folk i en saadan lille By finder jo altid lidt at more sig over, veed De nok."

Hvilke Dumheder! Hvilken Ravnekrog! - tænkte Andreas Ursin og gik med Stormskridt ind i Skolen.

Da han ved Middagstid kom hjem, stillede han sig op midt i sin Stue og tog sin Hat af, saaledes som han plejede at gøre det, naar han hilste paa en Bekendt. Han førte den rask ud for sig i Arms Længde og - ja det gav virkelig et lille Knæk i Pulden. Og dette var altsaa det hele! Det var slet ikke andet, man havde let af!

Han prøvede igen og endnu en Gang, og een Gang til ... og kom til at smile. Det lød virkelig ganske pudsigt! Knæk, knæk, sagde det. - Og det var virkelig det hele!

Endnu samme Dag købte Adjunkt Ursin sig en ny Hat. Det var en fin, blødpuldet, der klædte ham fortræffeligt, og hvormed han, forinden han viste sig paa Gaden med den, i en halv Time havde hilst Sokrates' Buste hjemme i sin Stue for at forvisse sig om, at der ingen mistænkelige Lyde gemte sig i den.

Og efterhaanden som Folk i Byen vænnede sig til Adjunkt Ursins nye Hat, glemte de Historien med den gamle. Og skønt han fra nu af ganske opgav al diplomatisk Forsigtighed og endog ofte optraadte temmelig udfordrende overfor den provinsielle Befolkning, steg hans Anseelse Dag for Dag. Den smaaborgerlige Kritik havde faaet Sit Offer og var tilfredsstillet. Ogsaa Politimesterens Cecilie kom ham snart imøde med al sin gamle Elskværdighed; men om de fik hinanden eller ej, det maa man gætte sig til eller søge Oplysning om andetsteds; - dette er blot Historien om Adjunkt Ursins Hat, og da denne nu er ude af Verden, er dens Saga heller ikke længer.

 

3.4. Morgendug.

En meget tidlig Sommermorgen kørte to unge Mennesker ud fra et landligt Gæstgiversted.

Det var deres Agt at opsøge en Skov nogle Mil derfra, hvor der de Dage afholdtes et saakaldet Kildemarked paa gammeldags Vis med opslaaede Telte, Boder, Lirekasser, Dans, Drik og al Slags Lystighed.

Solen var endnu ikke staaet op; og skønt det var i Slutningen af Juni Maaned, var Luften kold som paa en Vinterdag.

En tæt, sølvhvid, bølgende Engdamp indhyllede Egnen. Det var ofte kun med Nød og næppe, at de to Rejsende kunde se Vejen, ad hvilken de kørte frem; og henad Grøfteskraaningerne og paa alle nordligt affaldende Skrænter laa Rimen og tindrede over Græsset.

De kom igennem et Par Landsbyer, hvor alt endnu sov trygt. De smaa, hyggeligt udseende, stærkt farvede Huse med de duftende Smaahaver, Humlerankerne og de blomstrende Potteplanter bag Vinduerne - alting saae ud, som om det smilte i lette Morgendrømme. Kun Hanerne var vaagne og galede med en halvkvalt Lyd inde fra deres Aflukker; og man kunde akkurat høre Lærkerne, der højt, højt oppe over Taagen jublende bebudede, at Solen var i Frembrud.

Kort efter meldte den sig selv derude i Øst som en uhyre Ildebrand, der bestandig greb videre om sig. Vognen havde netop forladt Dalen og var kommen op paa Toppen af en høj Bakke, da den bloddryppende dukkede op af Taagehavet.

Rundt omkring - milevidt omkring - bølgede ligesom en virkelig, fraadeskummende Sø, hvorover blot enkelte højtliggende Punkter, hist en Skov, her en Landsby, dukkede op som smaa, solbeskinnede Øer.

Men trods Solens Stigen blev det ved at være bitterlig koldt. De Rejsende svøbte sig ind i deres Kapper og stak Hænderne længere og længere ind i Ærmerne. Ogsaa en lille bidsk Tingest nede paa den enes Ryg - en Erhvervelse fra Gæstgiverstedet - begyndte paa en energisk Maade at tilkendegive, at den frøs.

Imidlertid havde de forladt Hovedlandevejen og var drejet ind mellem nogle nøgne Lyngbakker. Vognen begyndte at skumple paa den knortede Vej; og mens de to unge Mennesker gav sig til at tale om Nowaje Semlja, hvor der skulde kunne være saa koldt, at Ilden frøs i Kakkelovnen og om Sahara, hvor Sandet var saa gloende, at det kunde stege Fedtet af en Neger, naaede de atter en hyggelig Landsby, hvis hvidkalkede Skorstenspiber Solen netop havde naaet at forgylde.

Omtrent midt i Byen, foran en lille Høkerhandel, standsede pludselig Kusken - en lille, halvgammel Bondemand - og spurgte paa skælmsagtig Maade, idet han kneb det ene Øje lidt til, om ikke de Rejsende mulig trængte til en lille Opvarmer.

De kunde ikke fragaa, at Varme, i hvad Form den kunde bydes,i Øjeblikket vilde være dem højst velkommen; og Bonden bankede da med den tykke Ende af sit Piskeskaft paa en lillebitte grønlig Rude, bag hvis tykke Glas man skimtede en Kop med Sukkerstænger, en Kardus Gyldenblad og en Rulle Skraatobak.

En Stund efter aabnedes Døren, og en lille, graahaaret Mandsling med et mut, rødnæset Ansigt og Skødskind over et Par uldne Underbukser dukkede frem i Aabningen, lettede lidt paa sin strikkede Hue, mumlede Godmorgen med søvnrusten Stemme og vendte derpaa, saasnart han havde forstaaet de Rejsendes Ønske, tilbage til Stuen, hvor han derefter i henimod et Kvarter rumsterede med nogle Flasker og Glas.

Imidlertid kom ogsaa andre af Byens Folk paa Benene og betragtede maabende de Rejsende fra Døre og Gadeporte. Hundene foer ud og omringede Vognen, og et Par Piger i bart Særkeliv kiggede frem bag et Kammervindue for at se, hvad der var paafærde.

Ved Synet af disse sidste gav den yngste af de unge Mænd - en uforbederlig Galgenfugl - sig til at kysse paa Fingeren og lægge Haanden smægtende paa Hjærtet. Pigerne trak sig grinende ind bag Gardinet, og i det samme vendte den gamle Krofa'er tilbage. Han kom sjokkende paa sine Tøfler med en Flaske fuld af en mørkebrun Vædske forsigtig i Favnen og med tre smaa, tommetykke Glas mellem sine rystende Hænder.

Langsomt og draabevis fyldte han Glassene lige til Randen; hvorpaa han af Vestelommen under Skødskindet fremdrog tre smaa Stykker Kandissukker, som han først med Haandbagen rensede for Fnug og gamle Skraatobaksblade, inden han rakte dem op i Vognen.

De Rejsende indtog koldblodigt Miksturen; og straks efter rullede de videre under Pigebørnenes fornyede Skogren.

Optrinet med Pigerne virkede i Forbindelse med Bittersnapsen kraftigt oplivende paa den unge Spøgefugl. Han rettede sig op i den knirkende Agestol, smilede over hele sit friske, kønne, rødmussede Ansigt, svang sin Stok i Luften og nikkede overgivent ind til alle de Vinduer, de kom forbi, idet han i Tankerne allerede nød de Triumfer, han om Aftenen skulde fejre blandt de glade, buttede Landsbypiger derude under Skovens grønne Kroner.

Tilsidst begyndte han at synge. Med en af lyksalig Forventning bævende Røst sendte han en Række stærke Toner ud i den klare Juniluft. Folk paa Vejen, ja selv Køerne paa Marken stirrede forbavsede efter den bortrullende Vogn, naar han af sine Lungers fulde Kraft udslyngede Ordene:

 

"Og der vil jeg hvile ved Blomsternes Bryst!"

 

Men ogsaa Landskabet var begyndt at smile rundt omkring - omend gennem Duggens Taarer. Solen var kommen til Højstols paa den skyfri Himmel og bagede efterhaanden ret kraftigt over de grønne, friske Marker, hvor Blomsterne ligesom mylrede op af Jorden mellem det dugbesprængte Græs. Koblomme, vild Kløver, Hundetand, Marens Sengehalm, Smørblomst, Fandens Mælkebøtter og Blaaklokker slog deres smaa gule, hvide, blaa og røde Faner ud for Solen mellem flimrende Traade af syvfarvet Edderkoppespind.

Paa een Gang - bedst som de kørte forbi et lille, enligt liggende Hus, der laa lige ved Vejen, med Gavlen ud mod denne - rejste den lystige Ungersvend sig op i Vognen, greb hastig Kusken i Skulderen, saae sig ligesom forskrækket omkring og udbrød:

"Holdt, Mand! - Holdt! Vi er paa Vildspor! Vi er kørt forkert! Dette kan umuligt være rigtigt! ... Det er bedst, jeg løber ind i det Hus der og forhører mig om Vejen. Vi er absolut paa galt Spor!"

Kusken, der var gammelkendt paa Egnen, vendte sig om mod den unge Mand med et Udtryk, som om han vilde spørge ham, om han var rigtig i Hovedet.

Men Fyren var allerede hoppet af Vognen og forsvandt smilende ind i Hytten.

"Hva' ... hva' var det, han sa'e ...?" spurgte Bonden forstyrret og saae om paa den anden, mere sindige Rejsefælle.

Men denne, der kendte sin Vens kaade Luner, og som tilfældigt havde opsnappet et Glimt af et blondt Pigebarn bag Vinduet inde i Hytten, rystede blot paa Hovedet og gav sig med et resigneret Suk til at stoppe sin Pibe for at afvente, hvad der vilde ske. Derpaa begyndte han at snakke fornuftigt med Kusken om Høstudsigterne, Politiken og de daarlige Tider, alt mens han adspredt betragtede den nydelige lille Have, der laa foran Huset, de smaa runde, af Potteskaar indrammede Bede, de smalle, slyngede Gange, de blomstrende Buske og de allerede fyldige Humleranker, der groede op over Taget, saa de næsten skjulte Vinduerne, og som sammen med Levkøjer, Reseda og nogle vilde Æbleroser, der voksede paa Gærdet, udbredte en næsten bedøvende Duft.

Men der gik fem Minutter, og der gik ti Minutter ... og han begyndte for Alvor at blive utaalmodig.

Han skulde dog vel ikke give sig til at gøre Dumheder? tænkte han tilsidst og beredte sig paa at stige ned, da Døren i det samme aabnedes.

Vennen kom ud med Hatten i Haanden, fulgt af den unge, blonde Pige, der - idet hun holdt Døren aaben bag sig - et Øjeblik blev staaende paa Stenflisen, mens hun hørte efter nogen, der blev ved at tale til hende inde fra Stuen.

"Jo, Mo'er ... ja, jeg veed det nok," svarede hun. Hun var lidt rød i Kinderne og saae ikke op fra Jorden. "Det skal jeg nok ... ja ... ja vel ... Jo ..."

Da Stemmen derinde endelig tav, gik hun hen til Gavlen af Huset, tæt ved Vejen. Uden at se paa nogen af de Rejsende gav hun sig til nøjagtigt at forklare, hvad Vej de skulde følge, idet hun pegede ud over Markerne mod en Skov langt borte, over hvis lysegrønne Kroner der vajede et Flag, som betegnede Festpladsen.

Den unge Galgenfugl havde imidlertid nærmet sig hende. Idet han lod, som om han opmærksomt lyttede til hendes Forklaring, slugte han hendes Skikkelse med sine smukke, spillende Øjne.

Hun var nu ogsaa ualmindelig nydelig, som hun stod der, - næppe atten Aar gammel, med den ene, blottede, solbrændte Arm hævet til Skygge over Øjnene, den anden fremstrakt mod den grønne Humlevæg saaledes, at den viste det hvide Sted i Albubøjningen, hvor Aarerne blaanede frem. Hun var klædt i et hvidt Underliv og et falmet, mørkegrønt Skørt. Det lyse, lidt rødlige Haar var glatkæmmet over Panden men bagtil flettet og opheftet med et sort Baand. Fødderne var nøgne.

"Hør, sig mig ... var det ikke Ane, De hed?" begyndte han saa, da hun var færdig med sin Forklaring. "Det var jo Ane, ikke sandt?"

Hun svarede ikke men bukkede sig i sin Forvirring ned og tog en Kvist op fra Jorden.

"Sig mig, Ane ... De skal naturligvis ogsaa til Festen i Aften." "Jeg?"

"Ja, jeg kan se det paa Dem. Jeg er sikker paa, at De skal med. Skal De ikke?"

"Nej."

"Er det sandt? ... Det var da underligt. Men det er vist ogsaa bare noget, De vil bilde mig ind ... Holder De maaske ikke af at danse? Gør De ikke?"

"Det gør jeg vel nok."

"Hvad for noget? Veed De det ikke bestemt? Har De aldrig prøvet det?"

"Det har jeg vel nok."

"Ja, er det ikke det, jeg siger ... De gør Nar af mig, Ane. Men det skal De have Lov til, bare De vil komme i Aften. Og det vil De, ikke sandt? naar jeg beder Dem saa pænt om det. De kan vel nok for en Gangs Skyld faa en anden til at passe Deres Mo'er. Har De ikke en lille Søster eller en Nabokone eller saadan noget? Jeg saae jo en Dukke ligge derinde paa Bænken ... Jeg er sikker paa, at De har en lille Søster. Har De ikke?"

Hun havde et Par Gange skottet hen til ham med et hurtigt, sky Blik. Nu saae hun atter til den anden Side, mens hun smilte ganske lidt.

"Det kender De vist ikke noget til."

"Tror De ikke? ... Ja, det gør nu ogsaa lige meget, naar jeg bare kan faa Dem til at komme. Jeg vil saa gærne danse med Dem hele Natten! Hører De? Dersom De ikke kommer, saa hænger jeg mig." Hun havde lænet Skuldren op til Muren og stirrede i denne Stilling op mod Himlen, mens hendes ene, nedhængende Haand sønderbrød den lille Kvist og lod Stumperne falde paa Jorden. Skønt hun stadig smilte lidt, laa der et fraværende Udtryk over hendes Ansigt. Det var tydeligt at se, hvorledes hun brød sit lille Hoved for at begribe, hvad i Alverden det kunde være for et taabeligt Menneske, der kom ind til hende lige fra Landevejen og gjorde hende alle disse Spørgsmaal og absolut vilde have hende med til Dans i Skoven.

"Nu?" gentog den Uforbederlige. "Kan jeg saa ikke faa Dem til at love at komme? Vær nu flink og sig ja. Jeg maa have Lov til at danse med Dem ... hører De? Nu gaar jeg ind til Deres Moder og siger hende, at De tager med ... Ikke sandt? Saa er det afgjort ... Skal det være det?"

Hun svarede ikke. Men idet hun flyttede Øjnene mod en anden Himmelkant, strejfede hendes Blik ham undervejs et flygtigt Nu, og der skød langsomt en ny Rødme op i hendes Kinder.

Han blev bestandig ivrigere. Han havde ligefrem ondt ved at holde sig fra at være nærgaaende. Der var kommet noget foruroligende febrilsk over ham, hvorfor Vennen paa Vognen nu ogsaa fandt, at det kunde være paa Tide at faa Spøgen standset.

Han rømmede sig et Par Gange utaalmodigt og erklærede tilsidst, at dersom han nu ikke kom, vilde de blive nødt til at køre uden ham.

"Nu kommer jeg," sagde Vennen.

Men det var, som kunde han umuligt løsrive sig. Han blev ved at ville overtale hende, forsikrede, at han skulde tale med hendes Moder at han - om hun ønskede det - skulde lade hende hente med Vogn og bringe hende tilbage, inden det blev mørkt ... og altsammen med en Stemme, et Minespil, en Bevægelse, der slet ikke lignede ham.

Hun rystede tavs paa Hovedet men smilte ikke længer.

"Nu kører vi," raabtes der fra Vognen.

Saa rakte han hende endelig Haanden.

"Farvel," sagde han.

Hun tøvede lidt, gav ham saa hurtigt sin Haand - og gik bort i det samme.

"Og Tak, fordi De viste os Vej!" raabte han efter hende.

Men det var, som om hun ikke hørte det. Uden at se sig om forsvandt hun ind ad Døren og lukkede den lydløst efter sig.

"Hvad Pokker havde du gjort ved Pigebarnet?" spurgte den anden, da Vennen var kommen til Sæde i Agestolen.

"Jeg? Hvad mener du?" sagde han noget mut. -

De kom til Festen, og i Dagens Løb strømmede Skarer af Vogne og Folk sammen fra alle Sider. Der var fuldt op af Telte, Boder, Lirekasser, Dans, Drik, struttende, muntre Piger og al Slags Lystighed; og om Aftenen blev hele Festpladsen oplyst med kulørte Lamper som et Feslot.

Alligevel fandt ingen af dem den Morskab, de havde ventet. Allerede ved Midnat - længe før oprindelig bestemt - tog de bort.

Efterhaanden som de atter nærmede sig det lille, ensomme Hus med Humlerankerne, blev den muntre Ungersvend, der forøvrigt i Løbet af Dagen havde været usædvanlig ordknap, mere og mere urolig. Og da de kørte det forbi, - Maanen stod just over det mellem mørke, tunge Skyer - kunde Vennen ved hans Siden mærke, hvorledes Vognsædet formelig rystede under ham. Ingen af dem talte.

Først langt paa den anden Side, da de havde naaet en dyster Granskov, som de skulde igennem, lod den Unge atter høre fra sig.

"Sig mig," sagde han, "kender du Æventyret om Svend Morgendug, der rejste sin Lykke forbi uden at kende den?"

"Jeg veed ikke ... Er der et saadant Æventyr?"

"Aa nej, - det er der vist ikke. Det er vist bare noget Sludder, jeg sidder her og laver ... Aa, giv mig en Cigar ... Og skal vi saa ikke en Gang igen have en lystig Opsang?"

 

* * *

 

De to unge Mennesker blev begge gamle, satte Mænd og lykkelige Familjefædre. Den ældre henlevede sin Alderdom i en stille Præstegaard paa Landet, den anden i Hovedstaden som pensioneret Toldembedsmand og virkelig Etatsraad.

Med Aars Mellemrum besøgte de hinanden, og ved de lange Piber opfriskede de Minderne fra Studenterdagene med deres Fryd og Trængsler. Ud paa Natten, naar de endelig begyndte at blive trætte, og Piberne var gaaet ud, sagde da regelmæssigt den yngre efter nogen Tids tankefuld Tavshed:

"Og kan du saa huske den Morgen derovre paa Fyen ... da vi kørte til det Kildemarked?"

"Ak ja, ja vist," svarede Præsten lige saa regelmæssigt og rokkede smilende med sit store Hoved. "Jeg havde faaet en Loppe paa mig i Gæstgivergaarden, kan jeg huske."

"Kan du ogsaa huske, at vi standsede udenfor et lille Hus for at spørge om Vej, og at vi der saae en ung Pige -"

"Ja, javist ... Hun var smuk, ikke?"

"Ja - hun var smuk," gentog Etatsraaden stille efter en ny, tankefuld Tavshed; - han sad med det fine Hoved støttet paa sin hvide, velplejede Haand og saae drømmende ud for sig. Saa lykkelig og forelsket han end som Ægtemand havde været, og saa højt han ogsaa paa andre Maader var bleven begunstiget af Skæbnen - han kunde aldrig slippe Forestillingen om, at hans sande Lykke hin dugbesprængte Sommermorgen havde krydset hans Vej .

 

3.5. Den stærke Skrædder.

En Landsby fik engang en ny Skrædder.

Han var baade halt og skrutrygget; og da han tilmed var fra en By ved Navn Stumperup, var det ikke underligt, at han blev en Skive for Byens Vittighed. Især var Pigerne slemme imod ham. Og allerværst var den store, smukke Abelone, som alle Byens Karle nappedes om ... men uheldigvis var det netop ogsaa hende, den lille Skrædders Hjærte allerheftigst begærede.

Men hvad han manglede i Benene, det havde han i sit Dværgehoved; og ved flittig Læsning i Verdenskrøniken og i navnkundige Mænds Historie havde han lært, hvorledes man blev æret og frygtet i Verden; og han besluttede nu selv at forsøge en Genistreg.

En Aften var der Juledans paa Kroen. Der blev drukket tæt, og ud paa Natten begyndte nogle øre Karle, der sad bænkede i Skænkestuen, at prale af deres Styrke.

"Jeg kan bære en Plov paa Nakken fra Kirketaarn til Kirketaarn!" raabte En og huggede Brændevinsglasset i Bordet med en Ed.

"Hvad er det at skryde med!" sagde en anden haanligt. "Jeg kan tage en Otting Øl paa min flade Næve og drikke den ud af Spunsen! Gør mig det efter, hvem der kan!"

"Aa, Fanden!" skreg en tredje. "Jeg kan ta' en Tønde Rug under Armen ligesom en Visk og danse en Sekstur med den!"

"Jamen jeg kan tage to," lød det stilfærdigt fra den lille Skrædder, der sad for sig selv henne i en Krog, hvor ingen havde lagt Mærke til ham.

"Hvad er det, han siger?" raabtes der fra alle Kanter. "Vil du bære to Tønder Rug, bitte Skrædder?"

Han nikkede roligt bekræftende.

Karlene saae paa hinanden. Da raabte En:

"Det Ord skal du staa ved, Skrædder! Kom an! Vi rydder inde i Salen!"

Nu blev der Storlatter. I Hast gjordes Dansesalen ryddelig. Fra Tærskeloen blev to fyldte Tøndesække baaret ind paa Gulvet, og under Karlenes Hujen og Pigernes Fnisen samlede man sig i en stor Rundkres omkring dem.

Men da den pukkelryggede Skrædder koldblodigt trak sin Frakke af, spændte Bukseremmen fastere om Livet, løste sin Halslinning og tilsidst stillede sig ind imellem Sækkene, blev der efterhaanden stille i Forsamlingen.

Han kastede sit lange Haar bort fra Panden, aandede paa sine Haandflader og trak tilsidst Vejret tre Gange langsomt og dybt - alt mens Tilskuerne i stigende Spænding fulgte enhver af hans Bevægelser.

Kunde det være muligt? Skulde han virkelig kunne udføre det?

Endelig trak han op i sine Bukser oven over Knæene og bøjede sig ned imod Sækkene. Med stor Omhu anbragte han en Arm omkring hver af dem, stemmede Fødderne kraftigt mod Gulvet og trykkede Tungespidsen ud imod den ene Kind - ligesom for med et eneste, overmægtigt Ryk at løfte Sækkene fra Jorden.

Der var i dette Øjeblik en aandeløs Stilhed i Salen. Nogle af Kvinderne, der stod fremmest i Kresen, blev blege, og en af dem raabte:

"For Guds Skyld! Hold op! ... Han sprænger sig selv!"

Sækkene blev da ogsaa ganske roligt liggende paa Gulvet.

Da lod Skrædderen, som om han blev forbitret, lagde det ene Knæ mod Jorden, bed Tænderne sammen, pressede Blodet til Hovedet og fik Lemmerne til at sitre. Det saae ud, som om han var fast bestemt paa hellere at ødelægge sig selv end at give tabt.

"Hold op! Hold nu op!" raabte flere, ogsaa blandt Mændene, - og Kvinderne vendte sig bort.

Og skønt Sækkene bestandig stod lige urokkede, og skønt Skrædderen tilsidst virkelig opgav Forsøget, rejste der sig ingen Haanlatter. Alle saae de paa ham med Øjne, der var stive af Ærefrygt, idet han brød sig Vej gennem Kresen og gik bort. Og overalt, hvor den lille Skrædders Navn efter denne Dag kom paa Tale, hed det:

"Det er en Helvedeskarl! Hvem skulde nu have tænkt det! ... Han er sgu lige ved at kunne løfte en Tønde Sæd under hver Arm!" Ja, da han nu friede til den smukke Abelone, slog hun straks til med Kyshaand og levede siden lykkeligt i stolt Forvisning om, at hun ejede den stærkeste Mand i hele Herredet.

 

3.6. Den kloge Mand.

Det hændte engang - lad mig sige: engang i gamle Dage - at en forstandig Mand, der var paa en vigtig Forretningsrejse til den store Leipziger-Messe, en Aften ankom med Postvognen til en lille By, hvor han skulde overnatte.

Til hans store Ærgrelse viste det sig næsten umuligt at faa Logis. Med sin Vadsæk i Haanden maatte han gaa fra Gæstgivergaard til Gæstgivergaard, indtil han endelig ved grove Ord tiltvang sig Besiddelsen af et elendigt lille Kammer i "Det blaa Pigeøje", der var beliggende langt inde i en mørk Smøge bagved Domkirken.

Sagen var, at man den næste Dag ventede en ung Prins af Blodet og hans Gemalinde, der agtede at tilbringe Sommeren paa et Lystslot der i Nærheden. Fra hele Omegnen var Folk strømmet dertil for at se det høje Par, naar det paa sin Rejse kørte gennem Byen. Den hele Stad var i Festdragt; paa Torvene var der rejst Æreporte, fra alle Husene vajede Flag, ja - takket være den længe imødesete, betydningsfulde Begivenhed - havde Byens Hovedgade endelig faaet den nye Brolægning, som Befolkningen i mere end en Menneskealder havde sukket efter.

Det maa nemlig stadig erindres, at det foregik i gamle Dage, i hine uoplyste Tider, der nu synes os at tilhøre Menneskehedens Barndom.

Den fremmede Rejsende, der - som udtrykkeligt bemærket - var en saare forstandig og derfor ogsaa fremskreden Mand, blev grebet af en fribaaren Borgers Harme, da han erfarede Grunden til Røret i Byen.

"Hvilken Latterlighed!" sagde han til den gamle Kældersvend, der havde fulgt ham op paa Kammeret for at tænde Lyset paa hans Natbord. "At tænke sig sligt! I vort Aarhundrede!"

Ikke desmindre tog den bedagede Svend nu nogle Bliktegn op af sin Lomme og sagde, som om han slet ikke havde forstaaet ham:

"Herrens Postvogn afgaar imorgen Klokken et fra "Det bugede Krus". Det høje Herskabs Ankomst er berammet til Klokken elleve. Herren har altsaa god Tid til at se Indtoget, før De tager afsted."

"Bliv mig fra Livet med det Indtog! Tror han. Mosjø, at jeg lader mig imponere af en Smule forgyldt Karosse og et Par skrammererede Lakajer!"

Men saasnart han tav, tog det bedagede Tyende lige uforstyrret tilorde:

"Om Herren skulde ønske en Billet til den store Tribune paa Torvet, saa har jeg her endnu et Par tilbage. De koster en Rigsdaler Stykket. Der er ikke andre at opdrive i hele Byen. Der har været en voldsom Rift om dem i de sidste Dage."

Men nu var den Fremmedes Taalmodighed tilende.

"Vil han se, han kan komme afsted. Har man hørt Mage! ... Herut, siger jeg!"

Sagtmodig rystede den Gamle paa sit graa Hoved og trissede afsted.

Den næste Morgen skinnede Solen over den festsmykkede By, og den Fremmede fik rig Lejlighed til at ærgre sig, da han skred gennem de menneskemylrende Gader, hvor Husene var behængte med Guirlander, Vaabenskjolde og kostbare Tæpper. Flere Steder stod Folk allerede taalmodig opstillede langs den Vej, som den fyrstelige Vogn skulde passere, og fra alle Gadehjørnerne skreg Visekællingerne med en i Dagens Anledning forfattet Festsang:

 

"Salige Stund, da vor naadige Fyrste os gæsted."

 

"At tænke sig! ... I vore Tider!" blev han ved at mumle hen for sig.

Intet oprørte ham dog mere end den glade Selvtilfredshed, som dette Molbofolk bar tilskue midt i sin nedværdigende Trældom. Og i denne Harme blandede der sig efterhaanden en Række bitre Følelser af en mere personlig Art.

Idet han saae paa disse enfoldige Mennesker i deres kostbare Silke- og Fløjlsdragter og betragtede deres store Butiker og prægtige Privathuse, der tilsammen vidnede om en Velstand, som han med sin udviklede Intelligens hidtil forgæves havde eftertragtet, paakom der ham - som saa ofte før - en mørk og knugende Følelse af, at en uafværgelig ond Skæbne forfulgte alle fribaarne og fremskredne Aander her i Verden, medens Lykken alene var forbeholdt Tosserne og de vindige Narre.

Bombommelom! ... Trateratra!

Trommehvirvler og Messingmusik vakte ham op af disse bitre Tanker. Han var naaet hen til Byens Akseltorv, hvor en Kæmpetribune var rejst mellem fire vimpelbehængte Mastetræer. Her skulde den egentlige Modtagelse finde Sted med en Tale af Borgmesteren og Sangpræstationer af Kirkens Kordrenge. Den store Plads var allerede sort af Mennesker, og i de omliggende Huse var alle Vinduer og Altaner overfyldte af hvidklædte Damer og Børn.

Men nu aabnede Menneskemassen sig ud mod den Sidegade, hvorfra Hormusiken lød. I skarlagensrøde Uniformer, med alenhøje Læderchacot'er og lilla Pompons marscherede Borgervæbningen ind paa Pladsen, livlig hilst af den militært begejstrede Befolkning. Senere ankom en Afdeling højtidelige Magistratsembedsmænd med skinnende Kalvekrøs og Pergamentsruller under Armen. Efter dem fulgte en Forening af gamle gemytlige Krigere, der bar eet Erindringstegn paa Brystet og et andet i Form af en violblaa Næse midt i Ansigtet. Saa kom der mere Musik. Efter denne fulgte et langt Tog af Haandværkere med deres ærværdige Laugsfanger, dernæst en Skare nyklippede Skolebørn og sluttelig det populære Brandkorps med Byens Sprøjter, Spande og Stiger, hvilket altsammen skulde paradere ved Indtoget.

Med Haanden i Siden og støttet til sin Stok havde den Fremmede medynksfuldt betragtet dette Optog fra det øverste Trin af en Stentrappe. Idet nu den sidste Brandmand svingede ind paa Torvet, og da samtidig Borgervæbningen i Forening med Byens Vægtere begyndte at trænge Folkesværmen tilbage for at gøre Passagen fri, steg han ned af Trappen og gik med majestætiske Skridt ad nogle Sidegader hjem til Gæstgivergaarden.

Han havde besluttet alligevel at skaffe sig en Billet til den store Tribune. Da Tilfældet nu engang havde ført ham hertil paa denne Dag, vilde han dog sikre sig en Plads, hvorfra han uden at risikere Liv og Lemmer kunde følge denne latterlige Komedie i dens videre Forløb.

Straks, da den gamle Kældersvend fik Øje paa den Fremmede, udbredte han, endnu før denne selv havde ytret et Ord, beklagende sine tynde Arme og fortalte. at han for et Øjeblik siden havde solgt den allersidste Billet til den store Tribune. Derimod havde han tilfældigvis en Billet til den lille Tribune, der ellers var forbeholdt Byens Honoratiores. Dersom Herren maaske - -

"Spar den Snak!" afbrød han ham kort. "Hvormeget koster den?" "Fem Rigsdaler!"

"Fem Rigsdaler! Er han gal! Fem Rigsdaler! Bring mig Øjeblikkelig et Blækhorn og Papir op paa mit Værelse. Og vil han saa være saa god at sørge for, at mit Tøj bliver bragt til Postvognen i god Tid?"

Dermed gik op paa sit Kammer, tog sin Skrivemappe frem og satte sig til at arbejde.

"Fem Rigsdaler!" mumlede han hen for sig, idet han dyppede Pennen. "Har man hørt Mage!"

Han vilde nytte de tilbageværende Timer til at skrive et Par Forretningsbreve. Men heller ikke heroppe fik han Ro. Først var der en Sangforening, som drog i Procession ud til Festpladsen under Afskraalelse af Nationalsangen; og bagefter dreves han til Vinduet ved Lyden af en Kareth, der hastig rumlede ind i Gyden og standsede foran en ærværdig Hjørnegaard ligeoverfor Kirken for at afhente Domprovsten. I skinnende Silke-Ornat og med Kommandørkorset dinglende under Pibekraven blev den gamle Herrens Tjener ved sin Kapellans Arm ledet gennem Porten og løftet op i Vognen, hvor han, fortumlet af Øjeblikkets Alvor, gav sig til at raabe - først paa sin Hat, som han havde paa Hovedet, derefter paa sin Snustobaksdaase, som han havde puttet i sin Lomme, og endelig paa sin Salmebog, som han virkelig havde glemt.

I det samme dundrede det første Kanonskud oppe fra Højderne bagved Byen og forkyndte, at den fyrstelige Vogn var bleven synlig i det fjerne.

Den overlegne Mand gik hovedrystende bort fra Vinduet og satte sig atter tilrette ved Bordet for endelig at fuldføre sine Breve. Men skønt ingen nu forstyrrede, var det ham ikke muligt at holde sine Tanker ved Arbejdet. Han gned sin Næse, han kradsede sig i Haaret, men der kom ikke en Stavelse paa Papiret.

Tilsidst smed han rasende Pennen og gik ned i Restavrationslokalerne.

Allevegne var der tomt; endogsaa den gamle Kældersvend var nu forsvunden. Endelig inde i det allerinderste Værelse traf han en enlig Mandsperson, der sad rolig ved et Krus Øl og drejede Tommelfingrene om hinanden.

Lykkelig over dog at træffe een Retfærdig i dette Enfoldighedens Sodoma satte han sig hen ved Siden af ham og indledede en Samtale.

"Det er virkelig et ejendommeligt Optrin, man bliver Vidne til i Deres By," begyndte han. "Man veed sandelig ikke, om man skal le eller græde. De gode Folk har saa travlt, som om det i det mindste galdt deres Salighedssag. Hvad siger De?"

Den Tiltalte rystede langsomt paa sit store, vandkæmmede Hoved.

"Ja, De maa nok siget det!" sagde han med en fed Tunge, der hindrede ham i at tale rent. "At Folk dog aldrig kan blive klogere!"

"Ja, det er - ved Gud! - det sande Ord! Her kommer jeg iaftes, og straks begynder man at bombardere mig med Billetter, som om jeg var en Nar, der -"

"Og hvad forlangte man saa for Billetten?"

"Fem Rigsdaler! Har De kendt Magen!"

"Ja, det er storartet! Se, jeg var nu saa fornuftig at købe en Billet til den store Tribune straks den første Dag, da Salget blev aabnet. Dengang var Prisen bare fire Mark, og saa fik jeg en af de numererede Pladser paa allerførste Række. Derfor kan jeg nu sidde her ganske rolig, indtil det andet Skud lyder, istedetfor, at man skal puffes og trænges eller staa flere Timer langsad Gaden for at komme til at se noget."

"Naa saaledes! Hm!"

"For jeg kan nu ikke for min Død fordrage at bive skubbet. Saa vil jeg saamænd næsten ligesaa gærne blive hjemme og slet ingenting faa at se. For det er nu mit Princip, at naar man skal nyde noget, saa skal man ikke trædes paa Tæerne eller skubbes ned i en Rendesten. Som nu f. Eks. Borgmesterens Tale - -"

I dette Øjeblik drønede det andet Kanonskud højtideligt over Byen og fik Ruderne til at klirre. Det meldte, at Fyrstevognen havde overskredet Broen over Aaen, der dannede Stadens Grænse. "Nu maa jeg afsted!" sagde den omsigtsfulde Mand og drak ud af sit Krus. "Ja, De har altsaa ogsaa faaet Billet, kan jeg forstaa." "Jeg? Nej, aldeles ikke!"

"Herregud! Det var da kedeligt. Det gør mig virkelig ondt for Dem. Bare De saa faar noget at se."

"De skal ingen Bekymringer gøre Dem angaaende mig!" bed den anden ham hurtigt af og et Øjeblik efter var han alene.

Og nu begyndte Kirkeklokkerne at kime. Først Domkirkens vældige Bryggerkedel, og straks derefter Byens øvrige Klokker.

Festligt og frydefuldt lød dette himmelske Orkester ned gennem den stille Luft.

Imidlertid sad den fremmede Mand med sammenkneben Mund og trommede med Fingrene paa Bordpladen, alt mens han blev mere og mere bleg. Pludselig raabte han:

"Halløj! Er her nogen? For Pokker! Er her ingen Betjening! .... Hvor er Kældersvenden? ... Er der ingen Kældersvend? ..."

En gammel, tyk Kælling viste sig i Køkkendøren.

"Hvad er paafærde, go'e Herre?"

"Hvor er Kældersvenden, spørger jeg?"

"Kældersvenden? ... Aa, det er kanske den fremmede Herre, der vil ha' den Billet. Tøv lidt, go'e Herre, her har jeg den!" "Billet? Hvad for en Billet?"

"Ja, han sagde det, gjorde Kældersvenden, at Herren kom nok efter den. Jeg skulde bare bie, sa' han, saa kom Herren nok og hentede den."

"Hvad for noget? Hvad sagde han?"

Men der blev ikke Tid til Forklaringer. Det tredje Skud havde allerede lydt og efterfulgtes nu af en dundrende Kanonade, der ganske overdøvede Klokkernes Klemten. Han kastede en Femdalerseddel paa Bordet og gik bort.

Dog forhastede han sig ikke. Han konstaterede udtrykkelig for sig selv, at han gik sin sædvanlige, rolige og afmaalte Gang, med den ene Haand i Vestelommen, den anden bag sin Ryg. Som han i Tankerne sagde: han kom altid tidsnok til det Gøgl!

Da han naaede Hovedgaden, hvor Folkemasserne nu stod opstillet i alenbrede Mure langs begge Fortove, fremviste han sin Billet for at komme gennem Afspærringen og naa hen til Torvet. Men Vægteren vilde ikke lade ham slippe igennem. Det var forsilde, sagde han. Gaden skulde være fri. Fyrstevognen var allerede kørt gennem den første Æreport og kunde ventes hvert Øjeblik.

"Men jeg har jo Billet!" skreg Manden ude af sig selv af Raseri. "De skal lade mig passere, naar jeg har Billet!"

Men Vægteren vilde intet høre. Han satte ham sin Morgenstjerne for Brystet og stødte ham uden videre ind i Menneskesværmen. Her fik han ingen blidere Modtagelse. Han blev puffet og knubset og trængt tilbage mod Husrækken, ... thi virkelig kom endelig den fyrstelige Karosse tilsyne for Enden af Gaden. Skridt for Skridt, med højtidelig Langsomhed, bevægede den sig frem mellem Folketrængslen med sine rødkjolede Forridere og to Haidukker ragende op bag Karmens gyldne Krone. Luften fyldtes af øredøvende Hurraraab, Hattene svingedes, og Damerne kastede Blomster, mens det unge Fyrstepar naadigt nikkede og smilede til alle Sider.

Imens stod den kloge Mand trykket flad op ad Muren og rasede. Han var lille af Vækst og kunde derfor slet ingenting se for de opløftede Hatte. Han strakte sig paa Taaspidsen; han raabte, at man skulde tage Hattene ned; ja saa fuldstændig tabte han tilsidst Besindelsen, at han af lutter forbitret Iver for at komme til at se greb med begge Hænder om en Nedløbsrende og løftede sig tilvejrs. Men uheldigvis glippede Taget for ham, og han faldt tungt ned paa Stenbroen.

Den næste Dag laa han i "Det blaa Pigeøje" med to knækkede Ribben og en forstuvet Fod. Mens den lille Byes enfoldige Beboere atter passede deres Dont i Butikerne og Kontorerne, og mens hans Konkurrenter alle kom ham i Forkøbet ved den Leipziger-Messe, levnede Forsynet ham rundelig Tid til at anstille nyttige Betragtninger over Grunden til den onde Skæbne, der vitterlig forfølger saamange forstandige og fribaarne Foregangsmænd her i Verden, mens Lykken mildeligt tilsmiler Tosserne og de vindige Narre.

 

3.7. Havfruens Sang.

En blikstille Sommeraften havde et Selskab Damer og Herrer efter et livligt Aftensmaaltid i det grønne ladet sig ro ud paa Havet for at se Solen gaa ned.

I over en Time drev de om derude paa Strømmen, mens de betragtede Havspejlets Farvespil, der blev ved at veksle, længe efter at den glødende Kugle var forsvundet i Dybet. Først var Vandet bleven dybt vinrødt, derpaa blommefarvet, ja et Øjeblik endog ganske brunt, som om det var bestrøet med Bark. Nu var Farverne omsider blegnet, og Havet laa ubevægeligt som en Flade af matlysende Glas.

Det var bleven silde, og Samtalen var lidt efter lidt gaaet istaa.

Midt i Baaden sad en ældgammel Lods med langt, trevlet Skæg og hvilede Armene paa et Par tunge Aarer.

Nogle af Selskabet laa langs Rælingen og stirrede ud over Havfladen som om de endnu ventede en Fortsættelse af det pragtfulde Farveskuespil. To unge, sommerklædte Piger sad med hinanden om Livet helt ude i Forstavnen og saae drømmende op paa et krumt Stykke Maane, der ligesom skamfuldt listede sig over Himlen med sit blege Skær. Paa en Tofte for sig selv sad et Par unge Ægtefolk indsvøbt i samme Sjal og holdt hinanden fast i Haanden.

Skønt Strømmen allerede havde ført Baaden et godt Stykke fra Land, var der ingen, der talte om at vende hjem. Alle var de saa fortabte i Drømmerier, at de ingen Magt havde til at rive sig løs.

Alt var stille rundtom dem. Ogsaa en Flok Strandfugle, der en Tid havde skreget et Sted i deres Nærhed, var tilsidst falden til Ro. Langs Himmelranden til alle Sider hævede sig rødlige Taager, hvorimellem Havets mathvide Flade laa udstrakt som et uhyre Troldspejl.

Pludselig hørtes ude fra Søen en mærkelig Lyd, en mild, melodisk Klang.

Alle løftede Hovedet. Næsten samtidigt udbrød de - henrykt smilende:

"Hør! ... Musik!"

I det samme forstummede Klangen. Men Selskabet blev siddende med spidsede Øren og ventede paa at den skulde komme igen.

Det gjorde den ogsaa - stille, klagende, omtrent som et fjernt Harpeslag.

"Det var da forunderligt," sagde En. Og alle saae de forbavsede paa hinanden.

Der var ingen Baad eller overhovedet noget Tegn paa menneskeligt Liv at spore vidt omkring, og Kysten havde de altfor fjern til, at Lyden kunde skrive sig derfra.

"Hvad i Alverden kan dette dog være?" spurgte flere, den ene efter den anden.

Men Tonerne blev ved at klinge. Det syntes endog, som om de efterhaanden nærmede sig - og Damerne rykkede uvilkaarligt tættere sammen og tog hinanden i Haanden.

De blev tilsidst alle helt underlig tilmode ved denne uforklarlige, natlige Musik. En af Herrerne vækkede Lodsen, der var falden i Søvn, og spurgte ham, hvad han mente, det kunde være. Men den Gamle, som var døv, og hvem Deltagelsen i det livlige Aftensmaaltid havde gjort utidig, løftede blot et Øjeblik sit søvntunge Hoved og mumlede noget om Hejrer - hvorpaa han atter blidelig sank ned over sine Aarer for at sove videre.

"Tys!" udbrød nu en af Herrerne, en ung Læge, og rejste sig.

"Lad os nu allesammen paa een Gang høre rigtig godt efter, saa finder vi nok ud af, hvad det er."

Derom blev de enige.

Og da Lyden næste Gang lod sig høre, sad de alle aandeløse i flere Minutter og lyttede.

"For Pokker! Der maa jo alligevel være en Baad et eller andet Sted i Nærheden," afbrød Lægen den lange Tavshed og steg op paa en Tofte. Derpaa satte han en Haand for hver Side af Munden, og under Dødsstilhed raabte han ud over Vandet:

"Halløj! ... Er der nogen? ... Halløj!"

Intet Svar; intet Tegn. Saa langt Øjet rakte, intet uden denne selvlysende Havflade. Under hele den stille, blaahvide Himmelhvælving ingen anden Lyd end disse gaadefulde Harpeslag.

Nogle af Damerne begyndte at klynke og forlangte tilsidst bestemt at komme hjem.

"Væk Lodsen, og lad os komme hjem!" lød det rundtom fra; og da den unge Ægtemand vilde rejse sig for ved Selvsyn at forvisses om, at de befandt sig ene paa Havet, greb hans Hustru ham krampagtigt i Armen.

"Gør det ikke, Anton! Gør det ikke!" udbrød hun bleg og rystende af Skræk. - "O Gud, hvad er dog dette!"

Kun den unge Læge bevarede Koldblodigheden og sagde strengt: "Herre Gud! Vi er da ikke Børn! Det er jo klart, at det hele har en ganske naturlig Aarsag. Lad os dog endelig ikke blive forfjamskede. Der er dog vel ingen af os, der for Alvor tror paa Havfruer og saadan noget Spøgeri. Lad os bare være rolige, saa opklares det hele saamænd nok!"

"Nej, vi vil hjem! ... Lad os hellere komme hjem!" lød det nu fra alle Sider.

Faa Øjeblikke efter fløj Baaden mod Kysten under Lodsens og et Par Reserveaarers kraftige Tag.

Man havde dog ikke roet ret længe, før en Herre, der hele Tiden havde siddet ganske stille for sig selv henne i Bagstavnen af Baaden brød ud i en Skoggerlatter.

"Aa Gud!" sagde han. "Hvor har jeg let! Jeg var lige ved at sprække! Her skal De se den hele Hemmelighed!"

Med disse Ord berørte han med Fingeren noget usynligt i Luften foran sig. Det var Stormsnoren paa hans Hat, som han lumskelig havde fæstet med den ene Ende paa et Søm i Bagmasten. Ved at trække i den tynde, elastiske Snor havde han faaet den strammet stærkt. Og det var paa denne Streng, at Nattevinden havde spillet sine underfulde Melodier.

Efter denne Forklaring steg man tavst og noget slukøret i Land. Kun Doktoren triumferede. Alle de andre derimod var vrede. De fandt, at det havde været en grumme uheldig Spøg. Naturligvis troede de ikke det mindste paa Spøgen; men man skulde - som der blev sagt - alligevel ikke drive Løjer med "den Slags Ting".

Og skønt de nu alle var overbeviste om, at alt var gaaet naturligt til, bevarede de dog haardnakket en uhyggelig Fornemmelse af at have været i Berøring med det overnaturlige. Især Damerne tilgav aldrig den unge Spøgefugl, der havde været Mester for Forskrækkelsen; men ogsaa adskillige af Herrerne var senere ikke at formaa til at tage med ud paa Søen, naar Solen var gaaet ned.

 

3.8. Digterliv.

Der stod en ung, nittenaarig Digter i den store Forlæggers Venteværelse. I hans mørke Øjne luede Flammer af Kunstbegejstringens hellige Ild.

Han holdt under Armen en Pakke sirligt beskrevne Blade.

Det var Digte, fødte af hans Længsel, hans Tungsind, hans unge Trods - natteblege Drømmebørn, som han nu vilde lade flagre ud i Livets Lys og Tummel.

Ængsteligt og dog beslutsomt bankede han paa Døren og traadte ind i den store Forlæggers Privatkontor, ind i Digtekunstens Allerhelligste, hvorigennem Vejen gik til Parnasset og Udødeligheden.

I det høje, med Bøger og Digterbuster stilfuldt udstyrede Rum sad Forlæggeren ved et rigt udskaaret Skrivebord af Størrelse som et Kirkealter. Han var en lille Mand med langt, mørkt Skæg. Guldlorgnet og spejlblank Isse. Med en alvorsfuld Haandbevægelse hilste han paa Ynglingen og bad ham tage Plads, hvorpaa han straks gav sig til at gennemblade hans Manuskript.

Imens sad den unge Mand med bankende Hjærte paa sin Stol og lod Blikket flakke omkring i Værelset. Og da var det med eet for ham, som om alle de gamle Digterbuster begyndte at smile medynksfuldt ned til ham.

"De har Talent, unge Mand!" udbrød pludselig Forlæggeren.

"Sligt ser jeg med et halvt Øje! ... Men tillad mig, hvad er det dog for nogle underlig gammeldags Ting, De her har skrevet. Alene denne Titel! "Alfeleg". Hvad vil det sige? Og saadanne latterlige Æmner! "Til Maanen" , "Nattesuk" , "Hendes Lokker" ... Veed De hvad, saadan noget er dog virkelig altfor antikveret! Ifjor kunde det maaske endnu være gaaet ... nu er det aldeles umuligt! Publikum er forlængst bleven ked af den Slags Sværmerier ... De har ikke fulgt med Tiden, unge Mand! De har ikke set, at Digtekunsten har brudt sig nye Baner, at den har taget de store Samfundsspørgsmaal op til Drøftelse, at den skaanselløst afdækker Tidens Brøst og uden Sky skildrer Hverdagslivet med dets Kamp og Strid og Sorg og Savn i hele dets knugende Elendighed ... Har De ikke læst mit Forlags sidste fortræffelige Roman "Skarnkisten"? O, den burde De sandelig studere! Jeg skal med Fornøjelse laane Dem den. Kan De skrive mig et saadant Værk, skal det være mig en Fornøjelse at forlægge det; jeg tør da indestaa Dem for, at De skal blive berømt."

Den unge Digter skridtede ilsomt hjem til sit fattige Kvist- kammer og kastede sig over den medbragte Bog. Den store Forlæggers Ord var falden som Gløder i hans Sjæl. Med brændende Kinder gennemfløj han uden Standsning det bindstærke Værks trettenhundredogsyvoghalvtredsindstyve Sider; og da han var færdig, kastede han sine Vers paa Ilden.

Han kendte nu sin Vej og sit Maal.

Straks den næste Dag begyndte han at arbejde. Nætter og Dage stod han ved sin Pult. Og mens Hungeren huserede i hans Tarme og Kulden blaanede hans Fingre, skriftede han for Papiret sit korte Livs lange Kummer, skildrede dets Kamp og Savn og bristede Forhaabninger. Og Aar gik efter Aar. Thi fuldbaarent skulde Værket udgaa fra hans Hænder. Hele sin Sjæl vilde han aande ind i disse Blade, der skulde give hans Navn Udødeligheden.

Da Bogen omsider var færdig, sendte han den til den store Forlægger, og Ugedagen efter stod han atter i det Allerhelligste.

Forlæggeren var i Mellemtiden bleven rund og fed. Istedetfor det alvorsfulde Profetskæg havde han anlagt sig en fiks Moustache, og i Knaphullet paa hans Fløjlsjakke sad en duftende Rose.

"Ja, min Herre!" udbrød han straks. "Jeg har nu læst Deres Bog, og jeg maa gentage, hvad jeg sagde Dem sidst: De er et Talent, maaske et Geni. Men hvorfor følger De dog sletikke med Tiden, kære? Hvad er det dog for nogle mørke og uhyggelige Skildringer, De her har givet mig? Alene denne afskrækkende Titel! "I Armods Arme". Det er dog virkelig altfor gammelt! Saadan noget vil Folk sletikke have mere. Herregud! Hvorfor skal ogsaa alting være saa trist og grumt? Se Dem dog om, Menneske! Saalænge Verden endnu har Sol og Druer og skønne Kvinder - hvorfor skal vi da gøre den til et eneste aadselstinkende Hospital? ... Det undrer mig virkelig, min Herre, at De, der dog saa aabenbart sidder inde med et smukt og rigt Talent ... at De ikke har givet Agt paa Publikums tydeligt udtalte Trang til atter at høre Livets Lyst og Glæde besunget ... Gaa hjem, kære Ven, og skriv et rigtigt sprudlende og farverigt Digt. Jeg for min Del skal da gøre mit. Naar jeg lader det trykke med fed Schwabacherskrift og paa lækreste Bøttepapir, tør jeg love Dem, at det skal vække Opsigt!" - -

Halvt iblinde tumlede Digteren nedad Trapperne og ud paa Gaden. Stormen jog om Hushjørnerne, og Regnen piskede ham i Ansigtet, idet han sneg sig bort og gik hjem for paa sit kolde og ensomme Tagkammer at forkynde Livsglædens Evangelium.

Og atter begyndte de lange Dages og Nætters fortærende Feber. Kunstnerbegejstringens Ild luede endnu usvækket i hans Sjæl; og mens han sad der i sit fattige Lampeskær, var det for hans funklende Øje, som om Kammerets nøgne Mure løftede sig paa Stensøjler, og Buer af Marmor og broget Mosaik hvælvede sig over hans Hoved. Gennem sit lille Tagvindue skuede han ud over solbeskinnede Lande med Bjærge og blaa Søer, i hvis Vover underskønne Nymfer badede Sig. Og Aarene gik; men han mærkede det ikke. Og hans Haar graanede; men han saae det ikke. Han havde næppe det skimlede Brød, og Klæderne hang i Pjalter om hans ynkeligt afpillede Legeme.

Men han følte sig som en Konge, der ejede den evige Ungdom og herskede over Alverdens Skatte.

... Saa stod han endelig atter hos den store Forlægger.

Ogsaa denne var i Mellemtiden bleven gammel. Han nærmede sig i gravsorte Klæder, med Hovedet paa Hæld og det blege Ansigt lagt i lange, stive Folder.

"Min Herre!" læspede han næsten uhørligt og foldede Hænderne foran Brystet. "De har behaget at tilsende mig et Værk, der rent ud har forfærdet mig. Sandelig, jeg fatter ikke, hvorledes De for Alvor har kunnet tro, at jeg vilde kunne forlægge det. Alene denne Titel, min Herre! "Elskovsfantasier". Sligt vil Publikum slet ikke længer have. Familjefædrene forbyder os paa det bestemteste at tilsende dem den Art Poesi. Jeg nægter stadig ikke, min kære Herre, at De har Talent, betydeligt Talent. Men De har - tillad mig - aldrig forstaaet at følge med Tiden. Det tilsendte Værk tør jeg altsaa desværre slet ikke befatte mig med. Skulde De derimod have nogle Salmer liggende, en Prædikensamling, eller skulde De være tilbøjelig til at skrive en liden Postille, skal det være mig særdeles kært atter at forhandle med Dem. De kan jo nu tænke over mit Forslag. Jeg tør indestaa Dem for, at De ikke vil komme til at fortryde det, ifald De skulde gøre mig den Glæde at tage det i Betragtning. - Farvel i Jesu Navn! Vorherre være med Dem!"

Den gamle Digter stod fortumlet. Han syntes igen at se alle de støvede Digterbuster smile medynksfuldt ned til ham.

Saa vandrede han hjem til sit tomme Tagkammer og hængte Sig.

 

3.9. Muldskud.

Der ligger i en smilende Egn mellem Skov og Sø en øde, bestandig ubeboet Villa, halvt et Slot, bygget af smukke røde Sten, med et lille Taarn, sirlige smaa Karnapper og en lukket Glasveranda, der om Efteraaret ganske skjules af en blodrød vild Vin.

For henved en Menneskealder siden blev denne Villa opført af et formuende Ægtepar, der ønskede her at indrette sig et lille jordisk Eden, hvor de kunde henleve deres Dage borte fra den urolige Verdens Larm og nyde deres Velstand og Lykke i Fred og uforstyrret Harmoni.

Paa Pladsen havde der forhen staaet en beskeden Hytte, fra hvis Tid de gamle Træer i Parken skrev sig; og Jordsmonnet havde været fuldt af store Sten, der skulde brydes, og Tuer, der skulde jævnes - saa det kostede baade lang Tid og mange Penge, inden Slot og Have blev bragt til den attraaede Fuldkommenhed.

Men da alt endelig stod færdigt efter den lagte Plan, var det ogsaa et Mønsterværk, et virkeligt lille jordisk Paradis, i hvilket ikke let nogen Mislyd af Verdens Tummel eller nogen Mindelse om Livets Jammer og Elendighed skulde kunne trænge forstyrrende ind.

Naar man stod ude paa Terrassen foran Verandaen og saae ned over det cirkelrunde Springvands-Bassin midt i Haven, hvori alle Herlighederne spejlede sig; eller naar man sad nede paa Familjens Yndlingsplads, det japanesiske Lysthus mellem de duftende Rosenbede; eller naar man vandrede mellem de kunstfærdig klippede Ligusterhække, hvorover hist og her en Stenvase eller en snehvid Marmorstatue hævede sig - overalt lukkede det tætte Bladehang for enhver Udsigt, og den omgivende Verdens Tilstedeværelse anedes kun gennem Glammet af Landsbyens Hunde og den fjerne Rumlen af Vogne paa Landevejen.

I dette Eden levede Ægteparret ganske alene sammen med et Par ældre Tjenestefolk, der efterhaanden havde uddannet deres Livsvaner i nøje Overensstemmelse med deres Herskabs.

Børn havde de aldrig haft og heller aldrig ønsket sig. De vidste, at den, Gud giver Børn, giver han ogsaa Sorger, og det havde netop været Formaalet for enhver af deres Handlinger saavidt muligt at sikre sig imod enhver Bekymring.

Derimod havde de en lille fed Hund, der om Natten sov paa en rød Fløjlspude inde i sit eget Sovekabinet, - og en hundredaarig, grøn Papegøje, der sagde "Papa" og "Mama", saasnart Herskabet viste sig.

I adskillige Aar levede Ægteparret virkelig her i uforstyrret Glæde. Begge var de smaa, trivelige Skikkelser med denne ejendommelige Søskende-Lighed, der kan udvikle sig hos Ægtemager efter et langt og trofast Samliv. Ja saa fuldkommen var deres Lykke, at de bogstavelig kun havde et eneste lille Ønske tilbage, det nemlig, at det engang maatte forundes dem ogsaa at følges ad til Evighedens Porte og tilsammen træde det lille Skridt fra deres selvgjorte Eden ind i Himmelens store og evige Paradishave.

Saa var det en Sommermorgen. Husets Herre traadte ud paa Verandaen i Silkeslobrok, med den guldbaldyrede Kalot og de perlestukne Fløjlssko, der udgjorde hans sædvanlige Morgendragt.

Han lod med Henrykkelse Øjet glide ud over Haven for at inddrikke det fine Morgenlys, der sigtedes ned gennem en let, gylden Dis, hvori alle Omgivelserne endnu ligesom blundede. Han indaandede med Velbehag den friske, fugtige Luft, der var svanger med sød Blomsterduft, og han smilte ved Lyden af Lærkerne, der hørtes inde over Skoven.

I det samme kom Havekarlen ganske bleg og forpustet løbende, standsede nedenfor Trappen, rakte Hænderne ivejret og udbrød:

"Herre! Herre! Hvad skal jeg sige ... hvad skal jeg dog sige! Her er sket en forfærdelig Ulykke!"

"Ulykke! ... Ulykke her!" raabte Herren og stirrede gennem Brillerne ned paa sin skrækslagne Tjener. "Hvad vil det sige? Hvordan er det muligt! ... Forklar dig!"

"Aa, jeg kan ikke, Herre! ... Mine Ben bævrer under mig ... Aa, jeg forvinder aldrig det skrækkelige Syn!"

"Men saa fortæl ... fortæl dog!" skreg den lille Mand og stampede med sin Fløjlsfod.

"Jo, se ... Herren kan jo nok huske ham, den Vagabonder, der var her igaar udenfor Gitterporten og saae saa udkrepert ud?" "Javist, javist! Du bragte ham vel den Skærv, jeg gav dig til ham. Hvad er der saa ivejen?"

"Aa, Herre - han er her igen idag."

"Idag! Hvad vil han da? Hvor er han?"

"Han er inde i Haven Herre!"

"I Haven? Har man kendt Mage til Frækhed ... Kald Øjeblikkelig paa Jens og Peter og faa ham bort. Jeg vil ikke se ham ... hører du? Hvordan er han dog kommet derind?"

"Ja men - han er død, Herre!"

"Død?" gentog den lille Mand og stirrede ned paa sin Tjener. "Her?"

"Ja, og det er meget værre, Herre - for han har inat hængt sig dernede ved det joppenesiske Lysthus!"

I det samme lød et hjærteskærende Skrig bagved dem. Det var Husets Frue, der var kommen frem i Døren og nu bevidstløs sank om med den lille fede Hund i sine Arme.

Der blev en forfærdelig Bestyrtelse. Mens Ægtemanden knælede ned hos sin afmægtige Hustru og raabte om Hjælp; mens Papegøjen gentog hans Fortvivlelsens Skrig, og mens Hunden løb hylende omkring i de genlydende Sale, samledes Husets Tyende og Folk fra Landsbyen nede omkring den stakkels Stymper, der hang der som et Fugleskræmsel under Træets Grene med svulne, blaa Kinder og en lang, sort Tunge ud af Munden.

Det var en midaldrende Fyr med kønne, endnu i Døden talende Træk, men saa mager og afpillet, at der ikke var Fugls Føde paa hans Krop. I hans gennemvaade Pjalter, i hans mørke Skæg og paa Enderne af hans krampagtigt krummede Fingre hang klare Dugperler og skinnede i Solen som Guld og Ædelstene.

Naturligvis blev han hurtig skaaret ned og bragt bort, og det gamle Ægtepar fik ham aldrig at se.

Men alligevel var det, som om han blev ved at hænge der. Endnu længe efter turde Ægteparret slet ikke komme ned i Haven. Selv efter at de havde faaet deres Yndlingslysthus fjernet og det Træ fældet, hvori den Mørkets Gærning var fuldbyrdet, syntes alle Træernes Blade at hviske til dem om Menneskelivets Elendighed. Det dejlige Rosenflor udaandede Liglugt, og i stormfulde Nætter, naar den gyldne Vejrfløj skreg over Taget, lød det i deres Øren, som om den sang: Suk, Nød, - Sult, Død.

En Dag brød de pludselig op og rejste bort for aldrig mere at gense Stedet. Og det fortaltes at de drog ud i Verden og fandt en ny og varigere Lykke ved at øve Barmhjærtighed.

 

3.10. Naar Vildgæssene trækker forbi.

Adolf hed den agtværdige Mand og Familjefader, der ernærede sig som Kontorchef i et af Ministerierne. Som saa mange andre retskafne Ægtemænd foretrak han landlig Fred og Ensomhed for den store Bys Tummel og boede af den Grund ude paa en af de frederiksbergske Villaveje i et lille eenetages Hus bag en hvidmalet Stakitlaage og en Have, der var saa stor, at tre Mennesker meget godt kunde opholde sig i den paa een Gang.

Villaen hed Mon Cæur og indeholdt - som Adolf ufravigeligt udtrykte sig - fem smaa Hjærterum, "rigtig hyggelige" . Den laa lidt langt fra Venner og Bekendte, men hverken Adolf eller hans Kone var af dem, der bortødslede Tiden i Selskabslivet. De foretrak at tilbringe Aftenerne i Hjemmet, hvor de sad og læste højt for hinanden af en eller anden sund, helst belærende Bog, en historisk Roman eller en Rejsebeskrivelse. Undertiden spillede de et Parti Bezique, inden de gik i Seng - dog gik det ikke ofte paa, og i hvert Fald blev Spillet aldrig af lang Varighed, fordi Leopoldine ikke godt taalte at tabe.

Men dette var ogsaa omtrent hendes eneste Fejl i Adolfs Øjne. Han var en lykkelig Mand.

Hver Morgen kunde man se hans lille, runde Skikkelse spasere ind ad Gammel Kongevej paa Vejen til Kontoret. Han holdt i Haanden sin tiaarige Datter, som han hver Dag fulgte til hendes Skole; og udenfor Skoleporten tog han Afsked med hende under en lille, hjærterørende Scene, der fik forbigaaende gamle Damer til at vende sig af Glæde. Saa gik han med forstærkede Skridt videre ind i Byen, spredende Ærefrygt omkring sig med sin store, hemmelighedsfuldt udseende Dokumentmappe, der indeholdt hans beskedne Smørrebrødsfrokost, den friske Morgenberlinger og et Par ovntørrede Sokker.

Saaledes var den agtværdige Mand Adolf. -

En Dag, da han vendte hjem efter at have tilbragt det reglementerede Antal Timer paa sin Kontorstol med en velgørende Følelse af at udfylde sin Plads her i Verden, at være en Pryd for sin Stand, sit Familjenavn til Ære, sine Bom et efterlevelsesværdigt Eksempel, fandt han paa sit Skrivebord et Brev fra sin Barndomsven Feliks.

Denne - en Læge - var ogsaa Ægtemand og havde, trods et temmelig uregelmæssigt Ungdomsliv efterhaanden generhvervet sine Medborgeres Agtelse og skaffet sig en indbringende Praksis. Dog gjorde Synet af Vennens Haandskrift den agtværdige Adolf lidt urolig, og først efter at have forvisset sig om, at han var alene i Stuen, skar han Brevet op og læste det. De - forøvrigt ret uskyldige - Udskejelser, han endnu af og til i Hemmelighed tillod sig, forledtes han nemlig til af denne Ven, der fra sine Ungkarledage havde bevaret en Forkærlighed for smaa Restavrations-Middage og lange L'hombreaftener med høje Beter og stærke Havannacigarer. Leopoldine kunde derfor heller ikke lide ham.

Men denne Gang var der andet paa Færde. Adolf læste Brevet tre Gange igennem og sank saa ligbleg ned paa en Stol.

Vennen meddelte ham nemlig i et Par - aabenbart meget hastigt nedskrevne - Linjer, at han havde afhændet sin Praksis og ladet sig skille fra sin Kone, og at han endnu samme Aften rejste til Udlandet med en "højtelsket Veninde" . Han tilføjede, at dersom Adolf vilde sige ham Farvel, kunde han træffe ham paa Hotel X. indtil Klokken syv. Selv følte han Trang til, inden han rejste, at trykke sin gamle Vens Haand og mundtlig give ham nærmere Forklaring.

Efter at den første Bestyrtelse havde sat sig, dukkede følgende halvglemte Begivenhed op i Adolfs Erindring:

En Dag for et Par Uger siden var han og Feliks kommen gaaende gennem Løvstræde. I en Marskandiserbods Vindue, hvorover der hang et Skilt med Navnet Isac Cohn, havde Feliks faaet Øje paa et gammelt Sølvsmykke, som han straks forelskede sig i; og de var derfor gaaet derind for at forhøre om Prisen. Butikken var en kældermørk og muggent lugtende Stue, overfyldt med alskens Skrammel, lige fra Violiner til skimlede Støvler. Rummets Uhygge forøgedes yderligere ved den mærkelige, næsten højtidelige Stilhed, der herskede derinde. Endnu efter flere Minutters Forløb havde der ingen vist sig; og de besluttede derfor at gaa. Men i det samme - næsten som havde man blot biet paa dette Øjeblik - bevægedes en falmet, mørkerød Portiere i Baggrundens Mørke, og en ung, sortøjet og sorthaaret Pige, øjensynlig Husets Datter, viste sig i Døraabningen, hvor hun blev staaende i halvt bortvendt Stilling og temmelig uvenligt spurgte, hvad de ønskede.

Adolf havde ikke bevaret noget særdeles levende Billede af denne unge Pige. Han huskede akkurat en meget rød Mund og et særdeles velformet Bryst i et sort, tætsluttende, ikke helt pletfrit Kjoleliv. Derimod erindrede han, at Feliks, da de atter var kommen ud paa Gaden, i høje Toner havde lovprist hendes Dejlighed, havde talt om hendes "vilde Skyhed", kaldt hende ganske shakespearsk, en genfødt Jessica o.s.v. Og med Forfærdelse tænkte han nu paa, om denne smudsige Jødetøs kunde være den "højtelskte Veninde", Vennen omtalte.

"Fra hvem fik du Brev?" spurgte Leopoldine, der var kommen ind fra Køkkenet og nu stod henne i Døren med det store Smækkeforklæde, der er den gode Husmoders Pryd og Smykke.

Adolf foer op fra sin Stol og gav sig til at løbe rundt i Stuen. Aldeles fortumlet - med Brevet i sin sammenknugede Haand - meddelte han sin Kone det oprørende Budskab.

Leopoldine hørte til den Slags sjælsstærke Kvinder, der - naar det ikke netop gælder Tab i Kortspil eller en sønderslaaet Tallerken - under alle Livets Tilskikkelser bevarer samme velgørende Sindsligevægt. Hun erklærede, at hun aldeles ikke blev overrasket, og tilføjede, at hun altid havde anset Feliks for en Skurk.

"Men dette er jo aldeles sindssvagt," blev Adolf ved at raabe op. "At forlade Kone og fire Børn ... Og i hans Alder ... Og netop nu, da han saa heldigt har fundet sin Bændelorms-Specialitet ... har begyndt at faa Navn, at gøre Karriere! Men det skal heller ikke ske. Lille Dina, sæt Sødsuppen paa Bordet! Jeg vil tale med ham. Denne Forbrydelse skal ikke fuldbyrdes. Saasnart vi har spist, vil jeg gaa til ham!"

Adolf traf sin Ven paa det i hans Brev angivne Hotelværelse, travlt optaget af at lægge den sidste Haand paa Indpakningen.

"Saa er det altsaa virkelig sandt!" udbrød han straks ved Synet af de aabne Kufferter og det øvrige brogede Rejseudstyr, der laa spredt omkring i Værelset.

Feliks var en høj, rødmusset, stærkt bygget Mand, der mere lignede en vendsysselsk Herremand end en københavnsk Spcialist i Bændelorm. Naar Leopoldine og andre retskafne Hustruer aldrig havde kunnet lide ham, var det tildels, fordi de følte en instinktmæssig Frygt for ham. Navnlig holdt de ikke af hans Øjne - et Par smaa, urolige Rotteøjne, tindrende af Livslyst og Mandsvilje.

"Tak, fordi du kom," sagde han og trykkede varmt Vennens Haand. "Kom - sæt dig og lad os tale sammen; jeg har endnu et Kvarter. Du blev vel overrasket, kan jeg tænke!"

"Det er altsaa virkelig dit Alvor, Feliks! Du vil forlade din - -"

"Alt! Alt! Og ti Gange mere, om det forlangtes," afbrød han ham straks og lagde sin Arm om hans Skuldre. "Fordøm mig ikke! Du ser her for dig det lykkeligste Menneske paa Jorden."

Adolf sank ned paa en Stol med Paraplyen mellem sine Knæ.

"Jeg forstaar dig ikke, Feliks! At du var letsindig, det vidste jeg ... men dette! Endnu for fjorten Dage siden holdt du af din Kone, forgudede du dine Børn ... og nu. Du himmelske Gud! Hvordan er dog dette sket?"

"Ja forklar mig det, du! Hvordan sker Mirakler? ... At jeg gamle Mand endnu havde saa megen Lykke i Vente! Jeg forstaar det ikke selv! ... Nej, sig intet, Adolf! Det nytter ikke at du vil forsøge paa at tale mig til Fornuft!"

"Vil du blot tillade mig eet Spørgsmaal, Feliks? Den Dame, der ... saa fordomsfrit, vil jeg sige ... ledsager dig paa din Rejse, det er da for Guds Skyld ikke -"

"Jessica fra Løvstræde. Du har gættet rigtigt!"

Adolf sprang op.

"Men det er jo sindssvagt, Feliks! En Marskandiserdatter! En Jødepige!"

"Et Solens Barn - ja. En Omstrejfer-Natur, ligesom jeg selv. En stolt Vildfugl - du! - som jeg har faaet Lykke til at udfri af et skummelt Fangebur, og som derfor elsker mig! Hvad anden Forklaring kan jeg give? Nej ... stille! Spørg ikke mere! Vi er paa hellig Grund her! ... Og jeg veed jo intet selv!"

Adolf havde atter sat sig.

"Og nu rejser du altsaa," sagde han, efter at de begge i et langt Minut havde været tavse. "For bestandig?"

"Ja! Jorden brænder under mig her ... jeg maa bort! Som du kan vide, har jeg haft slemme Dage i den sidste Tid ... og frygtelige Nætter ... især for Børnenes Skyld. Men nu er det ovre. Ogsaa den, der har Børn, har dog en Ret til at blive lykkelig, ikke sandt? Og - som sagt - nu er det ovre! ... Omtrent!"

Han tilføjede det sidste Ord med halv Stemme, mens han strøg Haanden over Panden og et Sekund lukkede Øjnene.

"For min Kone og Børnene har jeg sørget," fortsatte han derpaa. "Selv ejer jeg nu i hele Verden ikke andet, end hvad du ser her og saa lidt Rejsepenge. Det vil saamænd ikke blive lutter Solskin for hende, Stakkel! Men hun har Mod til alt, - det har hun sagt. Og heldigvis har en Læge jo et Arbejdsfelt allevegne." "Og hvor agter du ... I ... jer saa hen?"

"Jeg veed det knap. Til Amerika foreløbig, - der har jeg jo været før. Og derfra rimeligvis videre ud i Verden ... til en eller anden lille Ø i Stillehavet maaske ... hvad veed jeg!" "Men du gode Gud, Feliks! Mellem Negere og Vilde!"

"Ja vist, det er Vanvid! Jeg veed det godt! Men jeg er nu engang gal. Og dog misunder jeg ikke jer andre! ... Lad mig fare med Fred!"

Adolf gik tankefuld hjemad. Skønt Aftenen var taaget og mørk, gik han ad en Omvej - ud og ind gennem nogle Sidegader - fordi han følte Trang til at afsvales. Feliks' glødende Lidenskab havde gjort Luften omkring ham hed; hans Kinder brændte.

Da han endelig naaede tilbage til Mon Cæur og stod ved den hvidmalede Stakitlaage, fandt han for første Gang Pladsen foran Haven noget indskrænket. Ogsaa generede det ham denne Aften, at han aldrig kunde tage Frakken af ude i Forstuen uden at støde Knoerne mod Væggen.

Inde i det inderste kakkelovnslumre Hjærtekammer sad Leopoldine og syede paa en udtraadt Morgensko. og skønt dette Syn ingenlunde var ham noget uvant, stødtes han deraf, ligesom han følte sig lidt ilde berørt af den temmelig ublide Maade, hvorpaa hun straks gav sig til at udtrykke sin Misbilligelse med hans lange Fraværelse.

"Kære Dina," sagde han med en for ham ualmindelig Bestemthed. "Du maa pardonnere mig, at jeg i et saa alvorligt Anliggende ikke kan tage Hensyn til Tiden. I det hele ... der er noget ubehageligt ... noget trykkende ... ved saaledes bestandig at vide sig kontrolleret. Du vilde gøre mig en Tjeneste, kære Dina, ved at aflægge den Vane."

Hvorpaa han, uden at agte paa det forbavsede Blik, hvormed hans Kone under denne Udgydelse havde betragtet ham, gav sig til at redegøre for Resultatet af sit Besøg hos Vennen.

"Der var jo desværre ikke noget at udrette," sagde han med et forholdsvis mildt beklagende Skuldertræk. "Det er jo ogsaa saa sin egen Sag at blande sig i den Slags Affærer. Man kan jo - som udenforstaaende - vanskeligt bedømme Værdien af de Bevæggrunde, som - -"

"Jeg haaber da ikke, du vil forsvare -"

"Ingenlunde, kære Dina!" afbrød han hende, idet han standsede midt paa Gulvet og løftede Haanden med en afværgende Bevægelse.

"Jeg mener blot, at man - til en vis Grad - dog er nødt til at anerkende Lidenskabens og de store Følelsers Ret."

"Ret?" gentog Dina med sit grove Mæle. "At rende væk fra Kone og Børn, ... og ovenikøbet for saadant et Fruentimmers Skyld!" "Ja, kære - man er vistnok noget for tilbøjelig til at overvurdere Standsforskellens Betydning i saadanne Sager. I Kærlighedsaffærer, min Ven, gælder Ungdom og Skønhed nu en Gang mere end selv en Grevindetitel."

Han havde sagt dette med en Antydning af et letsindigt Smil og fortsatte sin Gang over Gulvet, idet han stak begge Hænderne i Bukselommerne og raslede med sine Nøgler.

Dina svarede ikke, og der blev i det hele ikke talt mere om Sagen. Adolf satte sig hen ved Bordet med en Avis, og for første Gang i elleve Aar hvilede der en tordensvanger Stemning over de fem smaa Hjærterum.

Adolf var ikke langt fra at finde en Tilfredsstillelse i den uvante Situation. Denne Elektricitet i Luften behagede hans Selvfølelse. Han sagde til sig selv, at han i Grunden aldeles ikke var skabt til en saadan velreguleret Kontormandstilværelse som den, han førte. Ogsaa i ham var der nedlagt mægtige Lidenskaber, vilde Drifter, som han maaske i noget for høj Grad havde anstrengt sig for at underkue. Feliks havde ikke helt Uret. Ogsaa den, der havde Børn og var gift, havde Krav at gøre gældende med Hensyn til Personlighedens frie Udfoldelse.

Han kom til at tænke paa en Dame, en ung Frøken, der forestod et Konditorudsalg paa Vesterbro, hvor han af og til gik ind paa Tilbagevejen fra Kontoret for at faa lidt Konfekt med hjem til Børnene. Han troede nok at turde sige, at han havde gjort et vist Indtryk paa den unge Dame. Visselig havde han ingensinde i sine smaa Tilnærmelser overfor hende forglemt, hvad han skyldte Hensynet til Dina; men han havde dog nogle Gange, naar de var alene i Butikken, tilladt sig en lidt dristig Spøg med hendes Haand, ja ved en enkelt Lejlighed strøget hende ned ad den runde Arm, uden at hun paa nogen Maade havde taget ham det ilde op. - - Det ringede ude i Forstuen. Pigen kom ind og overbragte Fruen Aftenens Post, der bestod af et husmoderligt Ugeblad og et Brev. Ved Synet af det sidste blev Dina lidt rød. Med en hurtig Fingerbevægelse fik hun det skjult under en af Bøgerne paa Bordet; hvorpaa hun - lidt nervøs - gav sig til at tale med Pigen om nogle Husholdningsanliggender.

"Kære Dina, kunde du ikke vænne dig til at afgøre dine Køkkenforetagender andre Steder end netop i Dagligstuen. Det virker saa ... saa indsnevrende. Et Hjem er dog andet end et Madskab og et Sovekammer."

"Det kan jeg saamænd gærne," svarede hans Kone med den hende egne, ophøjede Sindsro. "Men du plejer jo ellers ikke at mangle Interesse for Køkkenaffærer, Adolf ... tværtimod."

"Hvad mener du?"

"Det er da ikke længere siden end igaar, at du bad om Lov til at stege Frikadellerne, ... og Husholdningsbogen vil du jo ogsaa helst føre selv."

"Naa ja," svarede han mere og mere blussende. "Jeg vil jo nødigt, at du skal overbebyrdes. Jeg gør sandelig ikke den Slags Ting for min Fornøjelse, og det er just ikke smukt af dig at lønne min Opmærksomhed med Spydigheder. I det hele, - Dina du har faaet en Maade at tale til mig paa, som jeg ikke kan finde mig i. Jeg maa paa det bestemteste - -"

Men nu var Dinas Taalmodighed til Ende.

"Nu skal du holde din Mund," sagde hun paa sin ærlige Maade. "Vil du blot sidde her og gøre Kvalm, maa du hellere gaa ind paa dit Værelse."

Naar hun talte i den Toneart, plejede Adolf ellers hurtigt at overbevises og afslutte Diskussionen. Men idag sprang han op og sagde med harmdirrende Stemme:

"Jeg tror, du viser mig ud af mine egne Stuer! Det skulde du dog vogte dig for, Dina. Jeg kunde gøre Alvor deraf paa en Maade, som - som du ikke har tænkt dig!"

Skønt han sagde de sidste Ord efter en Kunstpavse og med mystisk Betoning, svarede Dina atter fuldkommen rolig, endog med et Smil:

"Du gør mig jo helt bange, Adolf!"

"Du behager at spøge, tror jeg. Du beroliger dig maaske med, at jeg aldrig vil faa over mit Hjærte at ... foretage noget afgørende Skridt. Men du kender mig ikke, Dina! Jeg vil sige dig, - jeg er frygtelig, naar jeg tirres. Jeg kender da intet Hensyn, anerkender ingen Skranker - -"

Han var traadt et lille halvt Skridt hen imod hende, og for at give sine Ord forøget Vægt tog han en Bog fra Bordet og løftede den over sit Hoved. Men herved aabenbaredes det Brev, som Fru Dina saa behændigt havde skjult der, og dets rosenfarvede Konvolut bragte ham til at studse.

"Hvad er det for et Brev?" spurgte han.

"Det er mit ... det skal du ikke bekymre dig om."

Men den Ilfærdighed, hvormed Fru Dina lagde sin Haand over Brevet, for at han ikke skulde læse Udskriften, og derefter puttede det i sin Kjolelomme, gjorde ham mistænksom.

"Det forekommer mig, at du faar saa mange Breve i den senere Tid, Dina?"

Og da hun intet svarede, vedblev han:

"Jeg haaber da ikke, du har nogen Hemmelighed for mig. Fra hvem er det Brev?"

"Det siger jeg dig ikke."

"Se se! Og naar jeg nu forlanger det? Jeg er dog vel din Mand og Herre her i Huset. Hører du? Jeg forlanger at se det Brev."

"Du forlanger -!"

"Ja, jeg har Ret dertil. Du har gærne villet være eneherskende her i Huset, Dina, men der skal fra idag ske en Forandring heri! Og nu fordrer jeg til en Begyndelse, at du lader mig se det Brev."

"Ja ja - har du Ret dertil - saa værsgo'! Her er det. Det er forresten blot et Fotografi af mig og Tulle. Du har jo længe ønsket at faa et nyt Billede af os. Du skulde først have haft det paa Torsdag til din Fødselsdag - men nu har du faaet din Vilje en Gang."

"Nu - hvorfor tager du det ikke?" vedblev hun, da Adolf blev staaende foran hende uden at modtage Brevet.

"Dina!" fremstammede han; hans Læber bævede, og hans Øjne stod fulde af Taarer. Og pludselig greb han angergiven hendes Haand og bedækkede den med Kys: "Dina, - kan du tilgive mig?"

 

Den følgende Morgen spadserede Adolfs lille, trivelige Skikkelse atter lykkeligt smilende ind ad Gammel Kongevej med den ærefrygtsindgydende Dokumentmappe under Armen og den lille Skolepige ved Haanden. Om Eftermiddagen, paa Hjemvejen fra Kontoret, gik han ind i Konditori-Udsalget paa Vesterbro; og da Jomfruen netop et Øjeblik var ene i Butikken, satte han sig et Øjeblik ned ved Disken for at passiare lidt med hende, og ved Bortgangen klappede han hende faderligt paa Armen.

Ved Middagsbordet sagde Dina, der havde tilbragt Formiddagen ved sit Skrivebord, beskæftiget med et langt, moderligt ømt Formaningsbrev til en ung, teologisk Student, som een Gang ugentlig fik gratis Middagsmad hos dem, og hvis Lidenskaber var bleven opflammet af Fru Dinas anselige Person:

"Jeg har tænkt paa, Adolf, at naar din forhenværende Ven Feliks nu skriver til dig - hvad han rimeligvis gør - saa bør du ikke svare ham. Det vilde vistnok ogsaa være rigtigst, om du overalt - til Bekendte og oppe i Ministeriet - lod dig forlyde med, at du har afbrudt enhver Forbindelse med ham. Det kunde ellers let skade dig i din Karriere."

"Meget rigtigt, lille Dina! Det har jeg netop selv tænkt paa. Mennesker som Feliks er i Sandhed farlige. Saadanne Folk uden al Selvbeherskelse er i Grunden mere samfundsødelæggende end de egentlige Forbrydere. De har virkelig deres sande Hjem blandt Negere og Vilde."

Og Adolf holdt Ord. Skønt Felix fra det fjerne sendte Brev paa Brev, besvarede han dem ikke. Han var en rettænkende Mand. Fornylig er han da ogsaa bleven forfremmet, og det er hans Haab, at han inden ret længe vil kunne overraske Dina ved at møde med den længselsfuldt ventede lille Roset i Knaphullet.

 

Saaledes var, er og forbliver i al Evighed den agtværdige Mand Adolf.

 

 

3.11. De Vises Sten.

Der levede engang en Ungersvend; han havde hørt Tale om de Vises Sten, der stillede alle Savn og lægede alle Saar og dulmede alle Smerter; - og da han havde faaet Dun paa Hagen, drog han ud i Verden for at opsøge den.

Han søgte ved Kærlighedens Kilde, hvor Byens smukke Piger hver Aften kom for at hente Vand i store Lerkrukker. Han drog med Pilgrimsstaven op til Troens Himmeltinder, og han steg ned i Visdommens dybeste Skakter ... men intetsteds fandt han Husvalelse for sine Savn og Lægedom for sine Saar.

Da hørte han om en Mand, der levede ene ude i Ørkenen i Selskab med et Ulvekuld. Det var en fordreven Konge, som havde hersket over alt Land fra Morgenrødens Hav til Aftenskyggens Sletter. Han havde boet i et Slot med fem hundrede Guldtinder og haft Jordens skønneste Datter tilægte. Nu levede han som en Tigger i en ussel Jordhytte, forraadt af sit Folk, forladt af sin Hustru, forhaanet og forstødt af sine egne Sønner, der havde udstukket hans Øjne og drevet ham ud i Elendigheden.

Ungersvenden, der var vandret ud i Ørkenen for at opsøge denne haardt prøvede Mand, traf ham siddende paa en Sten foran sin Jordhule i Færd med at lege med fem Ulveunger, der laa paa Ryggen og sprællede i Sandet omkring ham. Hans Haar og Skæg var hvidt som en Oldings, hans Kæmpeskikkelse var bøjet, og han havde næppe Pjalter nok til at dække sin Nøgenhed med.

Da han hørte den Fremmede nærme sig paa Sandet, løftede han sit mægtige Hoved - og over det solbrunede Ansigt med de dybe, tomme Øjenhuler gled et Smil.

Den unge Vandringsmand undredes saare, og han sagde til ham:

"Er det dig, der har været Konge og har hersket over alt Land fra Morgenrødens Hav til Aftenskyggens Sletter?"

Den Gamle nikkede.

"Ja, det er mig," sagde han stadig smilende.

"Og det er dig, der har levet i et Slot med fem hundrede Guldtinder og haft Jordens skønneste Datter tilægte?"

"Ja, min Søn, - det er mig."

"Og det er dig, der blev forraadt af dit Folk, forladt af din Hustru, forhaanet og forstødt af dine egne Sønner, som stak dine Øjne ud og drev dig herud i Elendigheden?"

"Aa - ja vist! Ja vist!"

"Og endda smiler du!"

"Nu, - hvorfor skulde jeg ikke smile?"

Da faldt der som et Lyn over den unge Vandrer, og han udbrød:

"Sandelig, saa har du ogsaa fundet de Vises Sten, der stiller alle Savn og læger alle Saar og dulmer alle Smerter ... Sig mig det! Har du ikke?"

Oldingen studsede.

"De Vises Sten?" sagde han . "Nu, ja - du har vist Ret, min Ven!"

"Men hvor er den da?"

"Dybt herinde!" svarede den Gamle og pegede paa sit Bryst.

"Hvad mener du? ... O, sig mig det!" udbrød Ynglingen og faldt paa sine Knæ med fremstrakte Hænder. "Hvad er de Vises Sten, der stiller alle Savn og læger alle Saar og dulmer alle Smerter?"

Da rejste sig den stolte Konge, og han sagde:

"Det er den dybe, tavse Menneskeforagt!"

 

 

 

4. Vildt.

 

** 1.

Kandidaten, der havde nægtet at deltage i selve Jagten, tog nu Ordet og fortalte følgende:

Som ungt Menneske boede jeg en Tidlang i et lille Krosted ved Bredden af en Fjord. Huset laa ganske ene, indesluttet af høje Bakker og omgivet af store, gamle Skove, der næsten ganske afskar det fra Forbindelse med Omverdenen. Landet hinsides Fjorden var derimod fladt og skovløst, ualmindelig velbefolket, gennemkrydset af Veje og oversaaet med Landsbyer og Udflyttergaarde. En lang, smal og lav Landtunge - et hævet Stenrev - skød sig derovre fra Kysten ud i Fjorden; og denne Omstændighed havde i sin Tid bestemt Kroens mærkeligt ensomme Beliggenhed.

Fra Kroen var der nemlig Færgefart over Fjorden. Denne, der ellers overalt var aaben og vid som et Sund, indsnævredes her pludselig af Landtungen saa meget, at et Raab tydelig kunde høres over den. Vejfarende Folk hinsides fra, der vilde benytte Færgen, stillede sig op ude paa det lange Stenrevs yderste Spids og udstødte tre Skrig, som øjeblikkeligt besvaredes med et trefoldigt Ekko fra de høje Skovskrænter omkring Kroen.

En lille grønmalet Baad blev derpaa løsgjort inde ved en Pindebro under Krostedet, og en statelig Gubbe med en stor Præstehat over et indfaldent Ansigt, fuldt af hvide Skægstubbe, eller en ung Mand med bjørnebrede Skuldre og et lille rødkruset Hoved kom sindigt roende over Vandet, mens et gammelt, rundrygget

Fruentimmer med tynde Ben under stumpede Skørter stillede sig ud paa Stenflisen foran Krostuedøren og holdt en krum Haand op over Øjnene for at se, hvem der kom.

Under rolige Forhold var det kun et Par Minutters Sag at ro fra Bred til Bred. Men naar Strømmen i Snævringen var strid - og det var den i Almindelighed - kunde det gærne tage baade eet og to Kvarter at kæmpe Baaden gennem Løbet; ja under Uvejr maatte baade den gamle og den unge sætte sig til Aarerne, og endda kunde det ofte holde haardt nok at slippe over.

Imidlertid maatte de stakkels Vejfarende staa og vente ovre paa den øde Landtunge, hvor der ikke var saa meget som en Busk til Ly. Adskillige Rejsende hinsides fra kunde berette om alt andet end lystige Eventyr, som de havde maattet udstaa der i Regn og Vinterstorm.

Af den Grund var Trafiken heller ikke stor og blev for hvert Aar mindre. Skønt man - under heldige Forhold - kunde spare et Par Timers Tid ved at skyde denne Snarvej ind til Købstaden, foretrak Størsteparten at følge den nye, trygge Amtschaussé, der svang sig i en stor Bue udenom den brede, fladvandede Vig, hvormed Fjorden endte.

Der kunde derfor ofte - især om Vinteren - hengaa mange Dage, uden at Stilheden omkring det lille Krosted brødes af de bekendte tre Anskrig ovre fra "Langholmen", som det fordums Stenrev endnu kaldtes. Selv om Sommeren bestod Passagererne fortrinsvis af fægtende Haandværkssvende, der lod sig færge over for at faa deres Kobberskillinger vekslede med Sølv, drikke en Pægl (eller to> og derpaa enten fortsætte deres Vandring eller tinge sig til et Natteleje paa et Knippe Halm inde i Loen.

Andre Slags Gæster kendtes saa at sige ikke. Kroen laa for afsides til, at Omegnens Befolkning kunde søge den; og i det hele var denne Færgning med tilhørende Krohold mindre at betragte som en Forret end som en Forpligtelse, der fulgte med Fæstet af den til Ejendommen hørende Jordlod, hvoraf Familjen da ogsaa hovedsagelig levede.

Af samme Grund bestod den hele Husstand kun af de tre allerede nævnte Personer - Fader, Moder og Søn - og en eneste Tjenestepige. Og den højt bedagede Stuelænge, hvor Mos og Løg voksede frodigt paa Taget, indeholdt - foruden et lille, kalket Loftskammer, som jeg beboede - kun et eneste Opholdsrum; en lavloftet og halvmørk Stue, der paa een Gang tjente til "Siddestue", Skænkebod og Sovekammer. En Slags Disk stod opstillet lige ved Indgangsdøren; og forøvrigt bestod Bohavet af en simpel Træsofa, et aflangt Klapbord midt paa Gulvet under en Hængelampe af Blik, et Par hjemmelavede Træstole og en gammel Dragkiste med to store Porcellænshunde. To dybe Alkover optog hele Gavlvæggen. I den ene af disse sov det gamle Ægtepar, i den anden Tjenestepigen, medens Sønnen havde sit Kammer ovre i Udhuset ved Siden af Stalden.

Fader og Søn var begge fredsommelige, faamælte Personer, der med uforstyrrelig Sindsro passede deres Dont paa Markerne og i Laden, uden at der nogensinde veksledes et ondt Ord imellem dem. Rigtignok talte de næsten heller aldrig sammen. Det var efterhaanden bleven dem en Vane at meddele sig til hinanden ligesom Dyrene paa Marken ved en kortere eller længere Brummen, ved en Bevægelse af Haand eller Hoved eller i det højeste ved Hjælp af Enstavelsesord. Og gennem aarelang Øvelse havde de erhvervet sig en saadan Fortrolighed med denne Udtryksmaade, at de ved den mindste Antydning straks forstod hinanden.

De tilbragte det meste af Dagen udenfor Huset og kom kun ind til Maaltiderne, hvor de sad ganske tavse og langede til Fadet sammen med den ligesaa umeddelsomme Tjenestepige - en lille snavset Tyksak af ubestemmelig Alder, der tog Del i Markarbejdet som en Karl og aad som to Tærskere, men af hvis Mund jeg i Løbet af to Maaneder bogstavelig ikke hørte en Lyd.

Det var den lille rundryggede Kone med de tynde Ben under de stumpede Skørter, der førte baade Ordet og Styret i dette Hus.

Skønt hun allerede var godt tilaars og led af en Øjensygdom, der tvang hende til bestandig at gaa med Hovedet indbundet og holde Haanden op for Lyset, saasnart hun skulde se paa nogen; og skønt hun dertil var saa "angbrystet", at det Nat og Dag peb og hvæsede i Lungerne paa hende, saa det undertiden kunde være helt uhyggeligt at høre paa, var hun rastløs paafærde tidlig og silde i Køkken og Stue, kogte Mad, skurede Gryder, pindede Kviste, kaldte ind til Maaltiderne, fejede og vaskede, - alt mens hun snakkede højt med sig selv og nærigt opsankede hver Brødkrumme og hvert tabt Korn, for at intet skulde gaa tilspilde.

I disse Naturomgivelser og mellem disse Mennesker skulde jeg opleve et ret mærkeligt Eventyr.

 

** 2.

Jeg var oprindelig kommen til Kroen for at underholde mig med at sejle. Foruden den lille grønne Færgejolle ejede Kromanden nemlig en større, hvidmalet Kølbaad, der kaldtes "Svinet".

Hvorfor den havde faaet et saa upoetisk Navn, forblev mig bestandig en Gaade. Thi hverken flød den særlig tungt paa Vandet eller snøftede paa nogen paafaldende "svinsk" Maade med Stævnen, naar den kløvede Bølgerne.

Jeg forhørte mig hos Krofolkene. Men disse svarede blot, at "saadan havde den Baad altid heddet"; - det var al den Besked, de vidste at give.

Saa omdøbte jeg den udenvidere selv og kaldte den "Musvaagen".

Dette Navn syntes mig nemlig at harmonere med den drømmende Stilhed, den lydløse Ro, der hvilede over Fjorden. Her hørtes jo aldrig en Larm. Lød nu og da de tre Raab ovre fra Langholmen, fornam man det næsten som en Røst fra en anden Verden.

Det skulde i det hele have været vanskeligt at finde et Sted, der egnede sig bedre til det uforstyrrede Friluftssværmeri, hvortil jeg havde besluttet at hengive mig et Par Maaneders Tid. Her var samlet alt, hvad et romantisk anlagt Ynglingehjærte kunde begære. Til den ene Side: den aabne, lyse Fjordmunding, opfyldt af en Samling smaa grønne, ganske ubeboede Holme, fra hvis Bredder man om Aftenen kunde se Solen gaa i Bad langt ude i Havet. Til den anden Side: den indelukkede, skovkransede Vig, hvormed Fjorden endte; de mørke, hemmelighedsfulde Skovkroge, hvor Træerne ludede tungt over Vandet og stængede Dagslyset ude; Siv-Øernes urskovsagtige Vildnis; og endelig: de lave, sollyse Enge ovre bag den modsatte Bred.

Vidunderligt var her især i den frembrydende Sommernat, naar Himmelranden stod citrongul bag Skovens sorte Silhouet, og Vandfladen laa med en svag Perlemorsglans, hvori et Par smaa, halvvaagne Stjerner spejlede sig. Langs alle Kysterne drev rosafarvede Taager, og op fra Vandet steg en usynlig Em, der satte sig som Guldtaarer i Ens Øjenhaar.

Timevis flød jeg stemningsdrukken omkring med min "Musvaage", uden at kunne formaa mig til at vende hjem. Selv naar de sidste Farver blegnede omkring mig, og alt blev indhyllet i en kold, klam Guse, der skød sig ind fra Havet, blev jeg liggende under de høje Skovskrænter og lyttede til de aandeagtige Suk, der pludselig kan bryde Nattens Stilhed, - til disse lange Susninger, der met eet kan drage gennem Skoven, som om alle Bladene vender sig i tunge Drømme.

Jeg følte mig sært betaget, halvt om halvt beklemt. Jeg sagde til mig selv, at det var Naturens Sjæl, der ufrivilligt aabenbarede sig for mig under sin Slummer, og mit Hjærte fyldtes af hellig Andagt.

Hertil kom Lyden af det hemmelighedsfulde natlige Liv, der rørte sig inde i Skoven, - snart en Raslen i det tørre Løv over Skovbunden, snart de fjærne, bløde Skrig af en Ugle inde i Højskoven.

En Nat, da jeg sad skjult mellem Sivene ved Bredden, foer jeg sammen ved den tunge Knagen af et stort Dyr, der brød sig Vej ud til Vandet i min umiddelbare Nærhed. En brunplettet Hind raslede lidt efter frem af den taagesvøbte Tykning næppe ti Skridt fra mig. Den varme Aandedamp stod den ud af Mund og Næsebor; i dens Pels hang vissent Løv og Straa. Et Øjeblik stod den ved Bredden og saae sig om med sine store, sorgfulde Øjne, mens den viftede med Halestumpen og nu og da rystede Kroppen som under Kuldegysninger. Saa bøjede den sin slanke Hals og gav sig til at slikke Dug af Strandgræsset.

Jeg sad som naglet til Baadens Tofte. Jeg vovede næppe at drage Aande. Mit Hjærte hamrede, og jeg kom til at skælve af en sælsom Vellyst. Det var for mig, som om jeg stjal mig til et Syn, der ikke var bestemt for menneskeligt Øje; som om jeg fra mit Skjul belurede Naturen i dens Nøgenhed.

Jeg var kun sytten Aar. -

Om Dagen, naar Solen brændte hedt over Vandet, søgte jeg med min Baad ind i de mange skyggefulde Krinkelkroge, der fra Fjordvigen skød sig ind i Skoven. Særlig een Plet havde tiltrukket mig paa Grund af sin Hemmelighedsfuldhed. Det var en Skovkløft, hvortil Indgangen dannedes af en halvskjult Rende, der var saa smal, at "Musvaagen" akkurat kunde stages igennem den. Fra denne Rende gled man ind paa Bunden af et dybt og bredt Svælg, dannet af stejle, træbevoksede Skrænter og overhvælvet af mægtige Løvmasser, der ganske skjulte Himlen over Ens Hoved.

Hver Gang jeg fra den sollyse Fjord dukkede ind i denne Kæmpegrottes mystiske Halvdunkelhed, hvori kun hist og her en enkelt, smal Solstrime faldt ind, blev jeg grebet af dens Højtidelighed. Jeg havde en Fornemmelse af at betræde en Natur-Kirke, et lønligt Tempel, indviet til Skovaandernes Andagt. I overjordisk Renhed spejlede de ranke Stammers Søjler og de luftige Løvbuer sig i det blanke Vand som i et sort Marmorgulv. Oppe fra de krogede Grenes Pulpitur lød hundrede smaa Korsangeres Hosianna; og som et Orgelbrus drog Lyden af Vindene hen gennem de høje Kroner.

Denne Plet blev efterhaanden min egen Helligdom, mit Lønkammer, hvor jeg daglig søgte ind for at tilbede og drømme. Det var mig derfor til stor Græmmelse, da jeg en Dag erfarede, at Kløften i Folkemunde bar det ildeklingende Navn "Sørens Hul".

Jeg forhørte mig i Kroen for at faa at vide, om der muligvis knyttede sig en eller anden mærkelig Begivenhed til denne Benævnelse; om nogen ved Navn Søren maaske en Gang var forulykket paa dette Sted, eller om Navnet skulde hentyde til hin blodtørstige Ridder Søren Hjelmsøn, om hvem Sagnet beretter, at han var en Søn af Skovtrolden Skrud og Mosekonens Datter Sigrid.

Men da Krofolkene gav mig en Besked, omtrent enslydende med den, jeg i sin Tid havde modtaget med Hensyn til "Svinet", nemlig "at saadan havde det Hul altid heddet", omdøbte jeg det efter eget Forgodtbefindende og kaldte det "Almas Tempel". - Saaledes sværmede jeg Dag og Nat omkring med min "Musvaage", og der var tilsidst ikke det Sted ved Fjordens Kyster, som jeg ikke havde opsøgt og givet Navn. En lille Skovsø tæt ved Bredden benævnede jeg "Almas Øje". En ensom Hængebirk, der stod ude paa Spidsen af en lille Pynt og hver Aften forgyldtes smukt af den nedgaaende Sol, kaldte jeg "Jomfrulok" - alt til Minde om en ulykkelig Forelskelse, der var den egentlige Aarsag til den frivillige Landflygtighed, hvori jeg her levede.

Dog, det bliver i Længden altid noget ensformigt at flakke saaledes om uden Maal og Med. Hvor inderligt Samlivet med Naturen end er, det varer aldrig længe, før vi maa bekende, at Himlen, Skoven, Solnedgangen, Stjernerne ... at det altsammen kun er en død Ramme, der kræver et levende Indhold. For hver begivenhedstom Dag, der svinder, virker Farverne blegere. Selv Sommernatten tilhyller tilsidst sin Skønhed for den ensomme Sværmer, og bag de kolde Taager raaber Stilhedens Aandestemmer spottende ned til ham: Du Daare! Du Drømmer! Hvad søger du her? ...

Det gik mig netop saaledes. Efter en Uges Forløb var jeg allerede træt af den ørkesløse Omflakken. Selv i mit "Tempel" vilde Andagten ikke ret indfinde sig, og jeg irriteredes af Fuglene, fordi jeg efterhaanden opdagede, at de i Grunden skingrede ganske paa samme Maade her som hjemme omkring mine Forældres Villa ved Frederiksberg Have.

For at faa Tiden til at gaa maatte jeg derfor se mig om efter anden Adspredelse. Thi da jeg havde betroet min Beslutning om i et tre Maaneders Eneboerliv at søge Trøst og Glemsel for min Hjærtesorg til flere af mine Venner, og da disse endog i den Anledning havde foranstaltet et højtideligt Afskedsgilde for mig, ved hvilken Lejlighed mit heroiske Forsæt havde været Genstand for mange Lovprisninger, gik det ikke an, at jeg allerede nu igen viste mig i Tivoli og Charlottenlund.

Tilfældigt havde jeg lagt Mærke til, at Kristian - Kromandens Søn - hver Aften i Mørkningen roede bort med Færgejollen. En Dag spurgte jeg ham, hvor han tog hen, og han svarede, at han røgtede et Bundgarn, som stod udenfor Fjordmundingen.

Dette bragte mig paa den Tanke selv at forsøge med lidt Fiskeri .

I den nærmeste Købstad forskaffede jeg mig en Samling Fiskestænger foruden forskellige Slags moderne Mede-Redskaber, saasom kunstige Fluer, Nikkelhager, Tvekroge o.s.v. - og saaledes udrustet, og tillige forsynet med Tobak, et Fyrtøj , en Vandkikkert og en særdeles rummelig Beholder til Fangstens Opbevaring, lagde jeg mig med min Baad ud i Fjorden.

Men de taabelige Havdyr røbede ikke ringeste Lækkersultenhed over for al min fede Madding. Kun de smaa Hundestejler flokkede sig i Stimer omkring den og aad den ugenert bort rundt om den morderiske Krog.

Først efter at jeg fire Aftener i Træk var vendt tomhændet hjem, fortalte Kristian mig, endog smilende, at man slet ikke kunde fiske med Medesnøre her, fordi Fjorden kun havde "Bundfisk" .

Jeg blev smækvred. Og med Ynglingens Mangel paa Selvbeherskelse lod jeg Heftigheden saaledes løbe af med mig, at den godmodige Kristian blev ganske forskrækket. For at gøre mig god igen foreslog han saa, at vi for Fremtiden skulde følges ad, naar han tog ud for at røgte sine Garn.

Dette Tilbud tog jeg imod. Vi sluttede Forlig med et Haandslag og var fra den Dag uadskillelige Venner.

 

** 3.

Nu begyndte der et nyt Liv for mig.

Udstyret med en islandsk Faareuldstrøje, Søstøvler og en tjæret Sydvest, som jeg laante af Kromanden, tog jeg hver Morgen i Dagbrækningen og hver Aften ved Solnedgang sammen med Kristian ud til Bundgarnet i Fjordmundingen. Efter Mørkets Frembrud satte vi en Række Aalekroge tværs over Færgeløbet, og om Middagen gik vi i Vand til op over Livet og strøg Madding med Glib langs Kysten.

Kristian gav mig Undervisning i alt. Han lærte mig at hale Garnet i Baaden og stikke Krogen i Maddingen saaledes, at denne holdt sig levende saa længe som muligt. Han viste mig, hvorledes jeg skulde fastholde Aalene med et Greb af Langfingeren og bedøve dem med et Slag mod Baadens Kant. Han, som hjemme var tavs og utilgængelig, blev herude et ganske andet Menneske. Navnlig naar vi om Aftenen, mens Mørke og Taage lejrede sig over Vandet, laa og drev ude ved vore Aalekroge, hver med en lille Shag-Krik under Næsen og begge bedækkede med Fiskeskæl og oversmurte med Ormeslim paa Fingrene, kunde han blive munter og meddelsom, - om end altid paa en egen stille Maade, som om han selv var lidt forlegen over sin Snaksomhed.

Han blev efterhaanden helt min Læremester og indviede mig i alle Fiskerlivets Mysterier. Han fortalte mig om Blegvande, om Sildeglimt, Flynderlyn og andre Varsler. Han forklarede mig Indretningen af Mjærder og af de forskellige Slags Ruser, af Næringgarn og Vaad. Han berettede om sine egne Iagttagelser af Aalens mærkelige Vandringer, om de smukke, saa fredeligt udseende Søstjerners Blodtørst og om de vilde Makrelstimer, der som Røverbander gennemstrejfer Havet og plyndrer Fiskernes Garn.

Jeg syntes, at jeg i Løbet af faa Dage lærte mere end i hele mit foregaaende Liv. En hel ny Verden - Havets uendelige Dybder - aabenbarede sig for mig og drog mig til sig med en sælsom Magt. Jeg levede med mine Tanker udelukkende under Vandet. Endogsaa under Søvnen fablede jeg om Ruser og Madding og drømte mig hensat paa Bunden af et grønligt-flimrende Hav, hvor jeg levede som en Art Havmand, mens fantastiske Torske- og Flynderskikkelser ustandseligt strøg mig forbi.

Da de mørke Nætter faldt ind, begyndte vi paa et nyt Slags Fiskeri, der i endnu højere Grad tog min Interesse fangen. I Stedet for at sætte Aalekroge roede vi ved Nattens Frembrud over i en Bugt inderst inde i Fjorden, hvor Bunden var blød og tangbevokset, for at "stange" ved Blus - "blusse for Aal".

Dette sker paa den Maade, at man i Baadens Mast ophænger en Lygte under en stor, buet Blikskærm, der kaster Lyset ned over Vandet umiddelbart omkring Baaden, saa at man fra denne tydeligt seer Havbunden omtrent som gennem en Vandkikkert. Stangeren staar oprejst i Baaden med Aale-Geren i den løftede Haand. Mens hans Medhjælper roer Baaden langsomt fremad, spejder han opmærksomt efter enhver Bevægelse nede paa Bunden og støder til med Geren, saa snart han aner en Aal under Dyndet. For ikke at skræmme, skal alt foregaa saa lydløst som muligt. Og denne tvungne Tavshed og Nattens dybe Mørke og Blikkets agtpaagivende Stirren ned i den fremmede, undersøiske Verden, der langsomt glider forbi med sit slumrende Liv og sine Tangskove, fremkalder en Spænding, der er ejendommeligt betagende. Nu og da kommer - hidlokket af Lysskæret - en eller anden Smaafisk svansende og stirrer forundret omkring, mens den uafbrudt bevæger Munden som en gammel Mand, der snakker med sig selv, - hvorpaa den igen forsvinder lydløst i Mørket.

Der skal nu baade et sikkert Øje og en vel øvet Haand til at drive denne Fangst med Udbytte. Dels er det nemlig som oftest kun ved næsten umærkelige Bevægelser, at Aalene røber deres Tilstedeværelse under Dyndet; dels forfejler en uøvet paa Grund af Lysbrydningen let sit Maal og stikker Lysteren ned flere Tommer ved Siden af det Sted, han har taget Sigte efter.

Jeg maatte da ogsaa i Begyndelsen udstaa mange Kvaler. Men aldrig glemmer jeg den Følelse af Triumf, hvormed jeg første Gang hentede et sprællende Dyr op af Dyndet og rev det blødende ud af Gerbladets Savtakker.

Dobbelt eventyrlig forekom denne Nattefærd mig nu, fordi vi ikke var alene paa Fjorden. Foruden vor Baad flakkede gærne en halv Snes andre med Aaleblus over Bugten. Og disse mange røde, sitrende Lyssøjler over det mørke Vand og under den ravnsorte Himmel frembød et pragtfuldt og fantastisk Skue.

Omkring Midnat, naar det første "Bed" var gjort, samledes Baadlagene efterhaanden henne under en Brink inderst inde i Bugten for her at indtage "Nattenadveren". Oppe paa Brinken boede nemlig et Par unge Folk, der skaffede sig en lille Ekstrafortjeneste ved at beværte Nattefiskerne med varm Drikke. Saa snart den første Baad skurede mod Stranden, tændtes der Lys oppe i Hytten, og lidt efter kom den unge Kone frem i Døren, indbundet i Tørklæder og med en dampende Kaffekedel i Haanden.

Det var en livlig og broget Scene. I de mange, hinanden krydsende Lygteskær og omgivne af den bælgmørke Nat tog de vejrbidte, skæggede, oljetøjsklædte Fisker-Skikkelser sig helt sagnagtige ud. Nogle sad paa Hug i Bunden af Baadene og gumlede paa store Fedtebrødsskiver; andre laa henslængte paa Tofter og langs Ræling og lod Klukflaskerne gaa rundt, mens Taage og Regn dryppede ned over dem fra Vanter og Stænger. Rundt omkring de spisende flød Aaleblod og udrevne Indvolde; alle Baadene glimtede af Fiskeskæl. Jeg kom uvilkaarligt til at tænke paa de gamle Nordboeres vilde Baadstævner "under højen Ø", hvor larmende Vikinger drak hinanden til af Mjødhornet, mens Klumper af Fjendernes Hjærner endnu hang dem i Skægget.

For første Gang i mit Liv hørte jeg her Menigmands Tale i hele dens Uslebenhed, og i Begyndelsen gjorde den mig unægtelig næsten forfærdet. Navnlig følte jeg mig skamfuld over, at den unge Kone var Ørevidne til dette tøjlesløse Frisprog, til denne splitternøgne Fremstilling af Ting og Forhold, som jeg hidtil kun havde hørt hviskende omtalt mellem Mænd. Blussende fulgte jeg hende med Øjnene, mens hun skrævede fra Baad til Baad med sin Kaffekedel. Men end ikke de ublufærdigste Ord syntes at gøre noget Indtryk paa hende. Hun havde altid et raskt Svar paa rede Haand, selv om det var hendes egne ægteskabelige Forhold, der blev gjort til Genstand for nærgaaende Hentydninger, og bestandig vidste hun paa en egen stille Maade at frigøre sig for de Omfavnelser og andre Tilnærmelser, hvormed Mændene overalt modtog hende, skønt hendes egen Mand - en ung, blond Fisker - befandt sig mellem Baadmandskabet og idelig varskoede med et muntert: "Hold Fingrene fra Fadet, Folk!"

For hver Nat, jeg paany gensaae denne unge, frimodige Fiskerkone, optog hun mig mere, - ja, jeg maatte tilsidst tilstaa for mig selv, at siden hin forfærdelige Dag, da jeg erfoer Alma Lindes Forlovelse med en Kavalleriofficer, havde overhovedet ingen anden Kvinde formaaet at gøre et saa stærkt Indtryk paa mig.

Hun var nu ogsaa - saa vidt jeg i Mørket kunde skønne - ualmindelig smuk. Og de eventyrlige Omgivelser, hvori jeg altid saae hende; det flakkende Lygteskær, der bestandig belyste hende; den ravnsorte Nat, hvorfra hun pludselig dukkede frem, og hvori hun atter forsvandt - alt bidrog til i mine Øjne at forlene hende med et mystisk Skær, der forøgede Tiltrækningen. Hun blev for mig en Skjoldmø, der bragte de tørstende Krigsmænd Læskedrik paa Valen; og selv var jeg den unge Viking, der sejrsberust modtog Mjødhornet af hendes Hænder.

- - -

Uheldigvis ophørte dette Aale-Stævne, saasnart de maanelyse Nætter begyndte. Fiskerne drog ud paa Havet til Sildedræt, og jeg var atter uden Beskæftigelse.

Thi Bundgarnet havde Kristian imidlertid trukket paa Land, da han ikke vovede at udsætte det for Efteraarsstormene; og Madding nyttede det ikke længer at lægge ud, fordi Aalene - efter Kristians Udsagn - ikke mere "gik paa Krog".

Hvad skulde jeg gribe til?

Den hensigtsløse Omflakken med "Musvaagen" havde nu aldeles tabt Tillokkelsen for mig. Min Hu stod til noget kækt, lystigt, fribytteragtigt ... til dristige og spændende Eventyr.

Da fandt jeg en Dag en rusten Bøsse hængende under en spindelvævsbesat Loftsbjælke inde i Loen.

Jagt!

Naturligvis! ... At jeg dog ikke var kommen til at tænke paa det straks! Her maatte jo være en udmærket Vildbane.

Da Kristian om Eftermiddagen kom hjem fra Marken, var jeg allerede ivrigt beskæftiget med at oppudse Bøssen. Han stod en Stund og saae paa mig med sit stille, indadvendte Smil, hvori der altid var et lille Glimt af forborgent Skælmeri, og sagde derpaa:

"Vil De paa Jagt?"

"Ja."

"Kan De skyde?"

"Det lærer jeg vel nok."

"Men De maa ikke skyde her."

"Hvad for noget? Hvorfor maa jeg ikke skyde her?"

"Det veed De vel nok, at Jagten her er Herskabets."

Det havde jeg ikke tænkt paa.

"Men ude paa Fjorden maa jeg skyde ... og paa Holmene, ikke sandt?"

"Ja, men der er ingenting at skyde efter ... i alle Fald ikke nu."

"Hvornaar da?"

"Aa, om en fjorten Dages Tid kanske ... men det er kun lidt Pilleri."

Der var ikke andet for, - jeg maatte væbne mig med Taalmodighed.

Imidlertid gik jeg daglig og øvede mig ved at skyde efter Spurvene i Haven, - eller jeg morede mig med at sejle ind under Kysten og plaffe efter Stærene, der var begyndt at samle sig til Efteraarstrækket, og som i store, susende Flokke svang sig frem og tilbage fra Trætop til Trætop.

En Dag, da jeg stod udenfor Havegærdet med min Bøsse og saae en Harekilling komme springende over Rugstubbene lige forbi Næsen af mig, kunde jeg ikke styre mig men sendte den et Skud, saa den trimlede.

Da jeg om Aftenen stolt betroede Kristian min Bedrift, lo han underlig genert.

"Naa, De begynder godt!" mumlede han og skævede til mig med et Blik, som jeg ikke forstod.

 

Jeg skulde komme til at forstaa det.

 

** 4.

Jeg havde imidlertid oplevet et lille Eventyr. Det var en Dag i Middagsstunden, mens Krofolkene sov, og jeg selv laa paa Ryggen over Sengen oppe paa mit Loftskammer, at Stilheden pludselig brødes af de tre Færge-Raab ovre fra Langholmen. Fra Sengen kunde jeg gennem mit lille Gavlvindue se Toppen af Skovene, et Parti af Fjordvigen og - naar jeg løftede Hovedet - den yderste Spids af Langholmen. Her fik jeg nu Øje paa en Skikkelse - en Kvinde - der stod med Hænderne for Munden, i Færd med at gentage sit Signal.

Naar Vejret var godt, og Lejlighed tilbød sig, havde jeg undertiden moret mig med at besørge Færgningen; og i Stedet for at vække Krofolkene stod jeg nu op, tog min Hue og gik ned til Baaden. Fjorden var stille, Luften varm. Over den høstgule Skov hvælvede Himlen sig sommerblaa, og Fuglene boltrede sig parvis hen under den med en Skingren som midt i Yngletiden.

Jeg naaede hurtigt den modsatte Bred, hvor den ventende havde taget Plads paa en af de store Sten ved Vandet; hun sad med en sammenknyttet Bylt i den ene Haand og en Paraply i den anden. Først idet hun rejste sig og med et friskt "God Dav" traadte ned i Baaden, genkendte jeg den unge Fiskerkone fra det lille Hus oppe paa Pynten.

Jeg blev saa overrasket, ja betaget, at jeg ganske glemte Aarerne og nær havde ladet Strømmen klemme Baaden fast mellem Stenene. Hun var nu ogsaa baade smukkere og navnlig langt yngre, end jeg havde forestillet mig. Hun var lidt over Middelhøjde, kraftigt bygget, med brede Skuldre og et saadant yppigt Bryst, som i Ynglinges Øjne er Kvinders ypperste Prydelse. Hun bar en mørkegrøn Hvergarnskjole, og hendes Hoved var indbundet i et sort Silketørklæde, fra hvilket to store, spillende, mørkeblaa Øjne kiggede frem. Trods det lidt karleagtige i hendes Bygning var der over hendes hele Skikkelse noget saa blomstrende ungt og pigefriskt, at jeg forstod, hun umuligt kunde være mere end højst et Par og tyve Aar.

Hun anbragte sig tavs helt henne i Agterstavnen af Baaden og saae ikke en eneste Gang hen paa mig. Jeg var ikke en Gang sikker paa, at hun genkendte mig, og før jeg kunde finde noget passende Samtaleemne, havde vi naaet Bredden ved Kroen.

Da hun stod oppe paa Broen, og mens jeg selv endnu befandt mig nede i Baaden i Færd med Fortøjningen, gav hun sig til med den ene Haand at søge efter noget højt oppe under sit Kjoleskørt. Endelig fik hun med en Del Besvær fremdraget et blaatærnet Lommetørklæde, i hvis ene Hjørne der var knyttet en stor Knude, som hun nu begyndte at løse op ved Hjælp af sine stærke, hvide Tænder.

"Naa! - Færgepengene!" udbrød jeg, der et Øjeblik havde set betuttet op paa hende. "Ja men - med dem kan det jo godt vente, indtil De kommer tilbage."

"Ja, det kan det jo," sagde hun, bestandig uden at se paa mig, trak Knuden til igen med Tænderne og anbragte Lommetørklædet paa dets Plads under Kjoleskørtet.

"Kan De for Resten huske, at vi har set hinanden før?" henkastede jeg nu." Ikke her ved Kroen - men et andet Sted." "Det kan jeg vel nok," sagde hun og saae bort med et Smil.

"Ja, er De nu ogsaa sikker paa det? ... Er De vis paa, at De ikke tager fejl af mig og en anden?"

Hun vendte for første Gang de muntre Øjne hen imod mig men tog dem til sig igen efter at have betragtet mig et Øjeblik.

"Det gør jeg vist ikke," sagde hun saa og smilte paany.

"Ja, jeg kendte straks Dem ... skønt jeg egentlig havde tænkt, at De saae anderledes ud," vedblev jeg nu dristigere. "Jeg havde ikke troet, De var saa ung ... fordi De jo er gift."

Jeg vilde have fortsat; men hun tog nu sin Bylt, som hun havde sat fra sig paa Broplanken, sagde "Farvel og Tak" og gik.

Jeg blev staaende i Baaden og fulgte hende med Øjnene, mens hun fjærnede sig op imod Skoven.

Jeg saae jo nok, at hendes Holdning og Gang ikke var dadelløs, - hun duvede lidt med Skuldrene, og Gangen var lidt slæbende, saa man for hvert Skridt saae hele den brede, hvide Skosaal under Kjolekanten. Men hvor storslaaet og kraftig var ikke Figuren! ... uvilkaarlig kom jeg til at sammenligne den med Alma Lindes blege, drømmeriske Gestalt, og for første Gang rystede Grundvolden under det Afgudsbillede, jeg i fulde otte Maaneder havde dyrket i mit Hjærtes Allerhelligste.

Idet hun forsvandt i Skoven, foer der mig en Tanke gennem Hovedet. Skulde jeg ikke følge efter hende? ... Jeg saae op imod Kroen. Der steg ingen Kvas-Røg op af Skorstenspiben; altsaa var Krokonen endnu ikke kommen paa Benene, og jeg kunde slippe uset bort.

Jeg betænkte mig ikke længe. Faa Øjeblikke efter var jeg inde i Skoven.

Jeg havde ingen ond Hensigt med min Forfølgelse. Jeg ønskede blot at være hende nær for paany at svælge i Skuet af hendes modne Former. Trods mine seksten Aar var jeg i Forholdet til Kvinder endnu ganske uerfaren. Min blinde Forgudelse af Alma Lindes engleblonde Skikkelse havde hidtil været mig et Skjold mod Fristelsen, ja havde indgivet mig et sværmerisk Had til Lasten og dens Udøvere. Desuden var min Uskyld bleven understøttet af mit Ydres totale Mangel paa forføreriske Egenskaber. Jeg havde fra Barnsben været endog paafaldende styg. Naar jeg i Opvækstens mange tungsindige Øjeblikke stillede mig op foran Spejlet for i mit Ansigt at søge efter blot et eneste Træk, der kunde forlige mig med Tilværelsen, havde jeg kun fundet noget vist i mine store, kastaniebrune Øjne, som syntes mig en Smule tiltalende. Resten af min Person var kun at ynke. Mit Ansigt - magert og skægløst, som det i Sekstenaarsalderen var - havde et eget mongolsk Præg; Kindbenene var brede, Underkæben fremstaaende, Næsen lille og flad. "Torskeflab" havde mit Øgenavn været blandt Kammeraterne i Skolen. Min Figur var mindst lige saa uheldig. Jeg var lille og skraaskuldret, mine Bevægelser kantede, min Optræden overfor Damer kejtet og fuld af forloren Selvfølelse. Allerede tidlig havde jeg da lært den Græmmelse at kende, der avles i Balsalenes Kroge. Thi uheldigvis var mit Hjærte lige saa modtageligt for kvindelig Ynde, som jeg selv var ude af Stand til at vække Attraa. Den tidt ommeldte Tilbøjelighed for Alma Linde var vel min sidste og dybeste - men ingenlunde den eneste, der havde bibragt mit Hjærte dybe Vunder. - -

Trods det Forspring, den skønne Fiskerkone havde faaet, indhentede jeg hende paa det Sted, hvor Vejen drejede ind i den egentlige Højskov. Larmen af en Flok Krager, der netop kastede sig ned over et Par høje Trætoppe i Nærheden, overdøvede mine Skridt, saa hun ikke hørte mig, før jeg næsten havde naaet hende. Men idet hun endelig vendte sig om, var der ingen Forskrækkelse, næppe nok nogen Forundring at spore i hendes Ansigt; - det var næsten, som om hun havde ventet mig.

Jeg hilste med Hatten, gjorde en Undskyldning for min Tilsynekomst og sagde, at jeg netop skulde samme Vej som hun, hvorfor jeg haabede, hun tillod mig at gøre hende Følgeskab.

Hertil svarede hun intet. I det hele vedblev hun - skønt der stadig laa et lille Smil om hendes Mund - at være paafaldende stille; og dette tilbageholdne i hendes Væsen forklarede jeg mig derved, at hun rimeligvis for Tiden sad Enke. Paa mit Spørgsmaal derom bekræftede hun da ogsaa, at hendes Mand sammen med de andre Fiskere der fra Egnen laa paa Havfiskeri langt borte i jyske Farvande.

For at betage hende enhver Tvivl om mine Hensigters Uskyldighed gav jeg mig til at snakke om forskellige dagligdags Ting, om det smukke Efteraarsvejr og Sommerfiskeriets Udbytte, dog kunde jeg tilsidst ikke lade være med at spørge, hvordan hun saaledes straks havde kunnet genkende mig, da vi mødtes ovre paa Langholmen.

"Aa det var da ikke saa svært," svarede hun, men saae i det samme til den anden Side, som om hun allerede havde sagt for meget.

Jeg blev ivrig og trængte ind paa hende.

"Men De havde jo dog kun set mig om Natten. Hvor kunde De saa vide saa bestemt, at det var mig?"

"Jeg kunde da kende Dem paa Øjnene," sagde hun og blev lidt rød.

"Mine Øjne!" udbrød jeg lykkelig. "Er der da noget mærkeligt ved dem?"

"Det veed jeg ikke ... det kender jeg ikke noget til," sagde hun pludselig i en anden Tone, og jeg forstod, at hun ikke længer vilde indlade sig paa det Emne. Saa snakkede vi atter en Stund om Vejret og Sommerens Fiskeriudbytte.

Men paa een Gang blev hun tavs. Vi var kommen ind i et tæt Granholt, i hvis grønlige Tusmørke der ikke trængte en Solstribe ind. En Gravens Stilhed hvilede derinde mellem de høje Stammer; kun højt over vore Hoveder lød en svag Susen i Trætoppene. Ogsaa vore Fodtrin var lydløse herinde paa det tætte Grannaalstæppe. Og denne dybe Stilhed tilligemed min Ledsagerskes vedholdende Tavshed og den vellystvækkende Kulde, der trængte ud fra Mørket, forvirrede mig og gjorde mig svimmel.

Mit Blik gled frygtsomt fra Jorden op imod hende; og jeg saae, at hendes Kinder blussede, at det høje Bryst hævede og sænkede sig, som om hun havde ondt for Vejret.

Jeg tænkte i min Uskyldighed, at hun maatte være bleven vred over et eller andet, jeg havde sagt. Og da hun nu - idet jeg tvang mig til at tale - tydeligt paaskyndede sin Gang, opfattede jeg dette som en Tilkendegivelse af, at hun ønskede at blive mit Følgeskab kvit.

Ved den første Sidevej, vi traf paa, tog jeg derfor Afsked og forlod hende.

Modløs gik jeg tilbage gennem Skoven. Og da hun var kommen mig afsyne, sank jeg - overvældet af mine Følelser - ned paa en Træstub og trykkede Ansigtet ind mod mine Hænder. Ja, jeg troer, jeg græd. -

 

Da jeg om Aftenen kom hjem, fik jeg Trøst. Kristian fortalte mig, at nu var der kommet Graaænder ude omkring Holmene.

 

** 5.

Det var en Søndag Aften i Slutningen af September. Fra den tidlige Morgen havde Kristian og jeg plasket ude omkring de yderste Holme for at søge efter Fuglevildt. Nu var vi endelig paa Vejen hjemefter. Mens Solen gik purpurrød ned i Havet bag os, og Lyset gled bort over Vandene, roede vi ind i den stille, skjulte, allerede skumringsfyldte Fjord. Kristian sad ved Aarerne.

Selv laa jeg - lidt træt og gnaven - henne ved Roret og stirrede tankefuldt ud for mig.

Aftenen var blikstille. Paa Vandfladen saaes ikke andre Krusninger end de ringformede, som hist og her en Fiskesnude frembragte. Men højt over vore Hoveder svævede brunlige, stormvarslende Skyer, der foer henunder de fremblinkende Stjerner - ligesom Røg og Gnister fra det Baal, som Solen i sin Nedgang havde tændt over hele den vestlige Himmel.

Foran mine Fødder, paa Bunden af Baaden, laa vort Jagtudbytte.

Det var kun tarveligt. Kristian havde ikke haft Uret, da han i sin Tid kaldte, hvad man kunde hente derude mellem Holmene, "lidt Smaapilleri".

I det hele havde Jagtens saa højt berømmelige Glæder ingenlunde svaret til mine Forventninger. I Stedet for - som jeg havde tænkt - at tumle mig i lystige og spændende Eventyr, havde jeg maattet sidde paa Hug mellem nogle store Sten og taalmodigt vente paa, at et eller andet Stykke Fjervildt skulde slaa ned foran min Bøssemunding. I halve Dage havde jeg siddet saaledes uden at høre saa meget som et Vingesus i min Nærhed; og regelmæssig vendte jeg hjem om Aftenen uden andet Udbytte end noget elendigt Smaakræ, der kun var til at kaste for Katten.

Mit Blik gled ind imod den gulnende Skovkant, der ludede over den ene Fjordbred. Ja, tænkte jeg, havde det været derinde, man turde slaa sig løs! Der sprang det slanke Raavildt jomfrulet henover de aabne Grønninger; Ræv og Grævling luskede om inde i Tykningerne; Haren sad bag Træstubbene og kiggede, og oppe fra de tætte Kroner kastede Snepperne sig ud i Luften med surrende Vingeslag.

Men blot at nærme sig Skovhegnet med en Bøsse i Haanden var for uvedkommende næsten halsløs Gerning. Og der var - desværre! - intet Haab om, at den gamle Greve skulde finde paa at indbyde mig til sine Jagtpartier.

Vi var næsten naaet hjem, da Kristian pludselig udbrød:

"Katten riv' mig ... der har vi Andreas!"

Det var saa sjældent at høre en Ed af Kristians Mund, at hans Kraftudbrud øjeblikkelig fik mig til at se op. Og da jeg tillige hørte Ordet "Andreas" nævne, gik der et Stød igennem mig, saa jeg rejste mig halvt fra Toften.

"Hvor?" spurgte jeg ivrig og saae mig om.

"Kan De ikke se - han staar derhenne ved Døren hos Faer?"

Trods den tiltagende Skumring fik jeg Øje paa en fremmed Mandsperson, der stod lænet op ad Kroens hvide Mur med Hænderne lagt bag om Nakken. Paa Flisen foran Døren stod Kromanden selv i Skjorteærmer, med sin brede Præstehat paa Hovedet, og røg sin Aftenpibe.

"Kan det virkelig være ham, Kristian?" spurgte jeg.

"Jeg kender da nok Andreas," svarede han med et lidt tvungent Smil.

Andreas - eller Andreas Hals, som hans fulde Navn lød - havde i den sidste Tid i høj Grad beskæftiget min Fantasi. Lige fra den første Dag, da Talen i Kroen faldt paa Jagt, havde jeg hørt denne Mand nævnet som Herredets, ja maaske hele Landets, bedste og dristigste Skytte. Baade Kristian og den gamle havde fortalt de fabelagtigste Historier om hans enestaaende Skudsikkerhed, hans Snarraadighed og Mod.

Jeg havde derfor inderlig ønsket en Gang at træffe sammen med dette Menneske, der levede som simpel Haandværker i en af de omliggende Landsbyer. Men aldrig er jeg bleven saa skuffet som ved Synet af den Person, der nu viste sig for mig, da vi fik Baaden lagt til Broen og steg i Land. I Stedet for den haandfaste Vildmandsskikkelse, som jeg havde forestillet mig, saae jeg en lille, spædlemmet Fyr med et blegt og fregnet Ansigt, delt paatværs af en grinende Mund.

Til det halvt komiske Indtryk, han i første Øjeblik gjorde paa mig, bidrog ogsaa hans Paaklædning. Han bar en halvrund, lodden Hue, der var syet sammen af en skabet Bælg og sad klistret ned paa Hovedet som en Paryk, og omkring hans lange Hals var der viklet et stort Uldtørklæde, der hang med to lange Ender nedad Ryggen. Iøvrig var han iført en slidt, sort Skindtrøje med hvide Hornknapper, lange, røde Muffediser og kaffebrune Benklæder, der var snøret sammen over Anklerne med Sejlgarn.

Allerede paa lang Afstand havde han givet sig til at raabe til Kristian og hilse os med store Armbevægelser. Og ikke saa saare var vi kommen op til ham og havde sagt Godaften, før han med en latterlig Gebærde vendte sig mod Døren og sagde, idet han blæste paa sine sorte Skomagerfingre:

"Lad os saa gaa ind og faa et Slag Sjavs. Det er forbandet koldt i Aften."

Jeg blev staaende og saae hen paa Kristian, der - som det forekom mig - lidt forlegen havde nævnet mit Navn for ham og nu gav sig til at ryste paa Hovedet bag hans Ryg, som om han vilde lade mig forstaa, at Manden havde en lille Skrue løs.

Inde i Stuen havde Kromanden imidlertid tændt Bliklampen under det lave, røgsværtede Loft. Et Spil krumme og fedtede Kort blev hentet frem fra Dragkisteskuffen; Brændevinskaraflen kom paa Bordet, og Krokonen fik travlt med at puste Ild under Kaffekedlen i Kakkelovnen. Kristian og jeg fik knap nok Tid til at hugge lidt Mad i os, før Spillet begyndte.

Forinden opstod der dog en lille Tvistighed mellem Andreas og Kromanden. Hidtil havde vi nemlig fordrevet Aftenerne her ved den sindige "Gammelmands-Sjavs" med otte Kort og Makker. Men Andreas erklærede, at det var et Spil for gamle Kællinger, og foreslog den saakaldte "Flyve-Sjavs" med kun fire Kort til hver og to Købekort. Herom sad de to og mundhuggedes en Stund, indtil den gamle - der ellers var stædig nok og vanskelig at tale tilrette - bøjede sig for Andreas' Vilje.

Kristian sagde ingenting. Han sad som sædvanlig temmelig ligegyldigt for det hele og holdt sine Kort langt nede mellem Knæene, mens han stille sugede paa sin Shagpibe. Nu og da saae han stjaalent over til mig som om han vilde læse paa mit Ansigt, hvad jeg tænkte.

Jeg havde unægtelig den hele Aften ondt ved at holde mine Tanker ved Spillet, saa optaget var jeg af det fremmede Menneskes Nærværelse. Netop fordi han var saa ganske anderledes, end jeg havde forestillet mig ham, vedblev hans Person og Væsen at beskæftige mig. Han var nu ogsaa i alting saa ulig de Mennesker, jeg hidtil havde omgaaedes her. Hans bajadsagtige Bevægelighed, hans Gavtyve-Sprog og sære, skingre Drengestemme dannede den pudsigste Modsætning til Kro-Mandfolkenes alvorsfulde Sindighed og dybe Brummetale. Ikke et Øjeblik sad han rolig paa sin Stol. Snart skubbede han sin lodne Hue, som han hele Tiden beholdt paa Hovedet, fra Nakken op i Panden og tilbage igen; snart gnubbede han sig op ad Stoleryggen; snart sad han med den ene, snart med den anden Fod oppe under sig og slingrede med Overkroppen, saa Enderne af det lange Uldtørklæde daskede ham paa Ryggen. Naar han tabte, krøb han sammen og udstødte smaa, ynkelige Hyl ligesom en Pattegris. Men hver Gang han kunde stikke, svang han Armen over Hovedet og huggede Kortet i Bordet, saa Pladen jamrede sig. Nu smækkede han med Tungen, nu fløjtede han eller gav sig til at synge Stumper af uanstændige Viser. Undertiden rejste han sig og gik hen til Vinduet for at kigge ud, og paa Tilbagevejen standsede han da regelmæssigt hos Sørine, den tykke Tjenestepige, der sad og sov bag en Rok i en mørk Krog af Stuen, og kildrede hende under Næsen med et Kortblad, saa hun vaagnede med en Nysen.

Jeg blev tilsidst smittet af denne overgivne Lystighed. Jeg følte, at der med dette Menneske var kommet en frisk Luftning ind i den lavloftede Stue, hvis melankolske Stilhed til Tider havde kunnet være svært trykkende for mig.

Og jo længere jeg betragtede hans Person, des bedre forligede jeg mig ogsaa med hans Udseende, der i hvert Fald ikke var almindeligt. Allermest imponerede han mig dog ved sin Evne til at drikke. Aldrig havde jeg den Gang set et Menneske tylle saaledes i sig. Mens baade Kromanden og Kristian sad og nippede til Kaffepunschen, tømte han Kop efter Kop, skønt han fyldte godt og vel halvt med Brændevin og endda lod en Sjat gaa ned i Underkoppen.

Og jo mere han drak, og jo lystigere han blev, des mere stille og løjerligt forlegne blev i det hele de andre. Selv Krokonen, der ellers den hele Aften havde været emsigt nok paa Færde, skævede tilsidst helt ængsteligt hen til ham fra Kakkelovnskrogen, hvor hun sad og strikkede; og det var med en bestandig mere tøvende Bevægelse, at hun tog mod hans Kop, naar han strakte den hen imod hende med sit staaende Udraab: "Mere Dyne, Mutter!"

For Pokker! - tænkte jeg, ærgerlig over dette Snærperi. Skulde man ikke have Lov til at more sig en Gang! Og af lutter Begejstring for min nye Bekendt gav da ogsaa jeg mig til at randfylde min Kop og tømme den i et eneste Drag.

Hvad der siden hændte denne Aften, erindrer jeg desaarsag kun dunkelt. Jeg troer nok, at jeg tilsidst begyndte at synge og udbringe Skaaler. Men jeg veed bestemt, at jeg kun ved Kristians og Kromandens forenede Anstrengelser naaede uskadt op ad Trappen til mit Loftskammer og kom i Seng. - -

Fra denne Dag kom Andreas Hals hver Aften til Kroen. Saa saare det mørknede, dukkede han op med sin skabede Kabuds, og ofte blev det langt ud paa Natten, før han brød op. Mellem Andreas og mig opstod der efterhaanden et meget venskabeligt Forhold, og jeg smigrede mig i Stilhed med, at min Nærværelse ikke var uden Skyld i den Forkærlighed, han havde faaet for at tilbringe sine Aftener her paa Kroen. Jeg tilstaar, at jeg heller ikke havde ladet det mangle paa smaa Opmærksomheder for at vinde hans Venskab. Jeg forsømte ingen Lejlighed til at lægge min Beundring for Dagen og gjorde ham mange smaa Foræringer - Cigarer, Bøger, Tobak - som han modtog med stor Nedladenhed.

Jeg mærkede nok, at Kristian betragtede vort Venskab med skæve Øjne og ofte var ualmindelig sær, naar han om Aftenen ved Hjemkomsten fra Marken saae Andreas og mig ligge og passiare sammen nede i Strandgræsset. Men jeg mente, at han var skinsyg, og brød mig derfor ikke derom. Efter at jeg havde lært Andreas at kende, gik det rigtig op for mig, hvilken kedelig Tværdriver Kristian i Grunden var.

Det var nu mit stolte Haab, at jeg for Fremtiden kunde faa Andreas' Følgeskab ud til Fuglejagten mellem Holmene. Jeg brændte af Længsel efter at blive Vidne til et af disse Mesterskud, som jeg havde hørt saa megen Tale om, og jeg følte mig overbevist om, at Andreas ganske anderledes end Kristian vilde kunne vise mig, hvor Vildtet samlede sig, og hvorledes det skulde skydes. Kristian vidste aabenbart ikke rigtig Besked; derfor havde Udbyttet hidtil været saa tarveligt.

Men paa dette ene Punkt vedblev Andreas at vise sig mærkeligt tilbageholdende. Hver Gang jeg forsøgsvis bragte Talen hen paa Jagt, smilte han paa sin brede, skalkagtige Maade og mumlede blot, at der "sgu ikke var noget at kigge efter her." Jeg fik en Fornemmelse af, at han ikke ønskede at være Læremester for andre - maaske for at disse ikke tilsidst skulde lære ham Kunsten af, tænkte jeg ved mig selv.

Derimod var der et andet Emne, hvortil han med Forkærlighed vendte tilbage, saasnart vi var paa Tomandshaand, og som han drøftede med en Grundighed og utilsløret Sagkundskab, der efterhaanden paavirkede mig, saa jeg derover tilsidst næsten glemte mine Jagtplaner ... det var Fruentimmer.

Af enkelte Ytringer, som i Ny og Næ var undsluppet Kristian, havde jeg allerede i Forvejen anet, at Andreas var mindst lige saa stor en Pigejæger som Vildtskytte. Min grænseløse Beundring for ham fremkaldte nu forholdsvis hurtigt en fuldstændig Omvæltning i mit Syn paa Kvinden; den gav det sidste Spark til det Afgudsbillede, jeg - som saa mangen ulykkelig Elsker - havde dannet mig af hende og gjort til Genstand for en saa ærefrygtfuld Tilbedelse.

Jeg begyndte at indse, hvor latterligt det var at gaa omkring og sukke for en Frøken Rosenlæbe eller Jomfru Liljekind, der maaske ikke skænkede En den ringeste Tanke, mens der rundt om fandtes saa mange andre Fruentimmer, der heller end gærne lod sig karessere. Jeg gav mere og mere Andreas Ret, naar han paa sin uforbeholdne Maade gjorde Nar af mig paa Grund af min Uskyldighed.

"Du store Himmelgud!" udbrød han altid og slog med Alarm Hænderne sammen over Hovedet, hver Gang jeg paany - ganske skamfuld - maatte bekende min Uerfarenhed. "Jeg havde rigtignok tænkt, at de unge Københavnere var anderledes med paa den gamle Sekstur. En, to - Svup! Saa skulde De sgu ha' set mig, da jeg var i Deres Alder. Jeg var knap og nap kommet fra Præsten af, før jeg havde min Gang hos en Tøs oppe paa Lyngegaarden. Jeg siger Dem, at jeg var ikke andet end som en Stalddreng, ikke. Men den Gang at jeg formærkede, at Pigen havde det med Beklemmelse og langede Øjne ud, saa tænkte jeg med mig selv: der er en Bid for dig, Andre's! Saa var det jo en Eftermiddag, at vi var alene i Stalden, og de andre var i Marken, saa gik jeg hende raskvæk paa Tæerne. Og da hun saa mærkede, at det gik til Alvor, saa vilde hun natyrlig trække i Land paa'en og begyndte at tvine og saadan noget; men der hjalp jo ingen kære Mo'er. En, to - Svup!"

En ganske særlig Interesse fik disse Andreas' mange indgaaende Beretninger om sine Elskovstriumfer for mig, fordi jeg derigennem til min største Overraskelse erfarede, at det i Virkeligheden overfor Kvinderne mindre kom an paa at have et kønt Ansigt end paa at være i Besiddelse af Snarraadighed og Mod.

Thi hvor meget jeg end beundrede Andreas, var jeg ikke blind for, at nogen Adonis var han ikke; og dette bragte mig til at overveje mine egne Udsigter.

Jeg tænkte blandt andet paa Optrinet i Skoven med den unge Fiskerkone. Jo vist! Den hele Situation blev mig med eet ganske aabenbar. Rimeligvis havde hun i Virkeligheden slet ikke været utilbøjelig til en Tilnærmelse. Hendes Mand var jo borte og havde været det længe. Havde hun desuden ikke selv talt om mine Øjne? Jeg havde altsaa gjort et vist Indtryk paa hende ... Aa, jeg forstod nu, hvor kyllingedumt jeg havde baaret mig ad! Jeg forestillede mig ganske levende, hvorledes Andreas, om han havde været i mit Sted, uden lang Snak vilde have ført hende ind i Tykningen og gjort hende til sit Bytte.

Fra det Øjeblik alt dette blev mig klart, havde jeg ikke længer Ro. Dag og Nat tænkte jeg med Græmmelse paa dette herlige Stykke Vildt, som jeg i min Enfoldighed havde ladet slippe mig afhænde. Fra Skrænterne ved Stranden og fra mit eget lille Gavlvindue sendte jeg tyve Gange om Dagen lange Blikke over imod Fjordbugten, bag hvilken jeg netop kunde skimte den lille, ensomme Fiskerhytte oppe paa Pynten i det fjærne.

Tilsidst tog jeg en Beslutning. Jeg vilde en Dag sejle derover med "Musvaagen" for at forsøge min Lykke.

 

** 6.

Det var en Dag med en mørk og skytung Himmel, at jeg drog ud paa mit første Elskovseventyr. En Time efter Middag, medens Krofolkene endnu sov, listede jeg ned fra mit Loftskammer og hejsede Sejl paa "Musvaagen" - eller "Svinet", som jeg atter var begyndt at kalde min Baad, fordi det alligevel forekom mig at lyde kækkere.

Himlen gav mig god Bør; jeg naaede hurtigt de lave Bredder hinsides Fjordvigen ... hurtigere end jeg egentlig ønskede det; thi jeg var ikke fri for at være en Del benauet. Det var ikke, fordi jeg nærede nogen Frygt for at komme til at vende hjem med uforrettet Sag; jeg havde i de sidste Dage faaet en stærk Tiltro til min Erobringsevne, og jeg var fast bestemt paa denne Gang ikke at lade mig Byttet slippe afhænde. Det var Følelsen af at drage det store og ukendte imøde, der fik alle mine Nerver til at dirre af frygtsom Forventning. Om een, to tre Timer vilde det sidste Slør være faldet for Elskovens Mysterier, for Tilværelsens Allerhelligste! Naar jeg næste Gang sejlede her, med Stævnen vendt mod Kroen, hørte ogsaa jeg til de indviede - til dem, hvem Livet havde betroet sin dybeste og sælsomste Hemmelighed ... jeg var bleven en Mand.

Under hele Overfarten sad jeg med Blikket rettet mod den ensomme Tangtagshytte oppe paa den stejle Pynt, der hævede sig over de side, grønne Enge som et lille Forbjærg. En fin Røg, der bortvejredes fra Skorstensmundingen, fortalte mig, at jeg vilde finde min udkaarne hjemme. Men der var intet menneskeligt Væsen at skimte rundt om, og Huset havde ingen Vinduer ud til Søen, saa jeg kunde nærme mig Kysten uden at blive set derfra.

Jo nærmere jeg kom, desto uroligere blev jeg. Der syntes mig nu ogsaa at hvile en underlig trykket, ligesom ulykkevarslende Stemning over Naturen denne Eftermiddag. Rundt om mig laa den øde Fjordbugt og lyste mat under den tunge Skyhimmel. En Flok tavse Maager, som havde rejst sig fra en af de mange spredtliggende Stenblokke, der ragede op over Vandfladen, blev paa en sær truende Maade ved at flakke foran mig, som havde de til Hensigt at hindre min Fremtrængen. Og pludselig steg de alle tilvejrs og fløj bort over mit Hoved med et Skrig, der fik mig til at fare sammen.

Saa lod jeg Baaden løbe op paa Stranden og begav mig i Land.

Mine Ben var tunge, og mit Hjærte hamrede, som vilde det slaa Hul i min Side. Midt paa den snoede Sti, der førte op til Hytten, standsede jeg. Jeg hørte nogen synge deroppe ... en ensformig Nynnen af en Vuggesang. Jeg blev staaende og lyttede. Det var hendes Stemme! Stille og sorgløs lød den ned til mig og fik mig til at mindes en Sang, som min Barnepige i sin Tid havde sunget for mig, et lille Vers om Fuglen, der gladelig hopper paa sin Gren uden at ane Jægeren, der skjuler sig bag Træet med det dødbringende Hagl.

 

Disse fredelige Vuggetoner og de hjemlige Erindringer, de vakte hos mig, gjorde mig pludselig tvivlraadig. Jeg kom til at tænke paa min Moder, der vilde tage sin Død derover, hvis hun vidste, hvad hendes "store Dreng" i dette Øjeblik var ved at foretage sig. Jeg mindedes hendes smukke, blide Ansigt, da hun ved Afskeden derhjemme strøg mig over Haaret, kyssede min Pande og sagde: "Jeg stoler paa dig, min Dreng!" ...

I det samme forstærkedes Sangen deroppe. Munter og ligesom kaldende lød den ned til mig ... Jeg rystede trodsigt alle Skrupler af mig og steg op imod Hytten.

Endnu et halvt Minut tøvede jeg udenfor Døren for at bringe mine Ansigtstræk i Ro. Saa bankede jeg paa.

Øjeblikkeligt forstummede Sangen. Et svagt og nølende "Værsgo" lød derinde fra. Jeg aabnede og traadte ind i en Stue, hvis Billede i de mindste Enkeltheder vil bevares i min Hukommelse indtil min Død.

Det var et indsnevret, kvadratisk Rum, halvmørkt, med kun eet Vindue, der vendte ud mod Engene i Syd. Gulvet var af stampet Ler, og Stuen var overfyldt af det sædvanlige Smaamands-Bohave: en Himmelseng, en Kommode, en blomsterbemalet Trævugge o.s v. Der saae rent og hyggeligt ud, men Luften derinde var beklumret. Ovenpaa et Bord under Vinduet sad den unge Kone paa Skræddervis og syede paa et Skørt. Den ene Fod havde hun oppe under sig, den anden ( i en mørkeblaa Strømpe) stak ud over Bordkanten og var ved en Snor, der var bunden om Anklen, sat i Forbindelse med Vuggen, som stod henne ved Sengen.

Aldrig vil jeg heller glemme det Par opspilede Øjne og den halvaabne Mund, hvormed hun saae hen paa mig, da jeg traadte ind. Idet hun endelig genkendte mig, foer der en hastig Rødme over hendes Ansigt, og hun bøjede sig ned over sit Sytøj og knappede et Par Knapper i sit Kjoleliv, der stod aabent paa Grund af Diegivning.

"God Dag!" sagde jeg, idet jeg gjorde mig Umage for at eftergøre Andreas' Tone. "Jeg strøg tilfældigt her forbi med min Jolle ... og saa syntes jeg, at jeg skulde kigge ind og hilse paa Dem ... Tillader De, jeg sætter mig ned et Øjeblik?" Tilsyneladende atter fuldstændig rolig ja næsten ligegyldig svarede hun "Værsgo", idet hun med et lille Kast af Hovedet og uden at løfte Øjnene fra sin Naal gav mig Anvisning paa en Træstol lige ved Døren.

Denne Modtagelse gjorde mig straks forvirret. Jeg satte mig ned paa Stolen, og mit Blik flakkede rundt i Stuen ... jeg vidste pludselig ikke et Ord at sige. Jeg følte, at jeg blev mere og mere rød af Forlegenhed.

"Det er koldt idag," fremstammede jeg endelig, da Tavsheden begyndte at blive alt for trykkende. "Vi kan maaske faa Vinter, inden vi veed af det ... naar først Stormen rigtigt faar fat. Og hun begynder at kule godt op."

"Ja, det er nok muligt," svarede hun i samme ubekymrede Tone, idet hun drejede Overkroppen om mod Vinduet for at træde en Naal.

Jeg saae hen paa hende. Det graa Dagskær faldt i dette Øjeblik ualmindelig skarpt ind over hendes brune Haarfletninger og stærke, solbrændte Hals, som det noget udringede og lidt for snevre Kjoleliv gjorde synlig ned imod Skuldrene, saa der viste sig en smal, hvid Rand af Legemet der, hvor dette plejede at være tildækket.

Jeg var ganske raadløs. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde tænke om hende; og trods mit tapre Forsæt om i alle Tilfælde at gribe rask til, bandt den onde Samvittighed paany min Tunge. Da faldt mit Øje paa et Fotografi, der stod lænet op ad et gammelt Syskrin paa Kommoden. Det forestillede en blond, soldaterklædt Skikkelse, i hvilken jeg straks genkendte den unge Fisker, der var Hyttens Herre.

I det samme ligesom faldt det mig ud af Munden:

"Jeg ser, at De har Deres Mand staaende der!" ... Og skønt hun intet svarede hertil, fortsatte jeg, hed i Hovedet, og idet jeg med Møje forsøgte et Grin: "Han har ellers snart været længe borte nu."

"Aa ja."

"Det er vel snart over en Maaned, siden han rejste?"

"Det er nok muligt."

Jeg stirrede stift paa hende. Hendes vedvarende Frimodighed begyndte at fornærme mig.

"Det maa da egentlig være en underlig Maade at være gift paa ... Jeg mener, det maa da være kedeligt for Dem saadan at undvære Deres Mand."

"Det er vel ikke værre for mig, end det er for ham," svarede hun nok saa rask og traadte atter Naalen.

"Ja, det veed jeg dog ikke."

"Hvorfor det?" spurgte hun efter en lille Pavse og skottede for første Gang hen til mig med sine livslystne Øjne.

Med et fornyet - og denne Gang mere vellykket - Forsøg paa at eftergøre et af Andreas' Grin svarede jeg:

"Jo ... for det kunde jo være, at han tog sig Erstatning der, hvor han er."

Jeg havde egentlig ventet et skrapt Svar paa disse Ord og dukkede uvilkaarligt lidt med Hovedet. Men i Stedet for at blive vred drejede hun Ansigtet om mod Vinduet og lo højt.

Dette gjorde mig dristig.

"Ja, er De nu virkelig saa sikker paa ham? Han ligger jo dog ikke altid paa Søen, tænker jeg."

"Nej ... for han sover da mest i Land."

"Ser De det! ... Og der er vel ogsaa smukke Kropiger derovre i Jylland, eller hvor det nu er, han er."

Hun lo igen.

"Ja, men han boer nu ellers slet ikke paa nogen Kro."

"Hvem boer han da hos?"

"Det er hos en Enke."

"En Enke! ... Naada! Og det er maaske oven i Købet en ung Enke, hva'?"

"Ja, saa farlig gammel er hun da ikke."

"Og køn er hun maaske ogsaa?"

"Ja, det er hun vist nok."

"De kan tro, saa har de det nok godt sammen, de to ... Saa lider Deres Mand vist ingen Nød."

"Det tænker jeg heller ikke."

"Jeg mener ... saa morer de sig nok rigtig godt med hinanden - saadan rigtig godt - hva'?"

"Det gør de vistnok ... for det er hans Søster," sagde hun og saae i det samme hen til mig over sit Sytøj med sine blaa Øjne fulde af det lystigste Skælmeri. Saa dukkede hun sig og sprudede ud i en hjærtelig Fnisen.

Jeg var bleven flov, men kunde dog ikke lade være at le med. Og denne samstemmige Munterhed brød endelig Isen imellem os. Jeg rejste mig op; og mens Blodet atter foer mig til Hovedet, saa jeg følte mine Kinder blusse, nærmede jeg mig med sagte Skridt.

Varsomt - forsøgsvis - tog jeg Plads paa Kanten af Bordet et lille Stykke fra hende.

"Vil De ikke ... Kunde vi ikke," - sagde jeg med en Stemme, som mit Hjærtes Banken gjorde ukendelig endog for mig selv. "Jeg mener ... Vi to kunde vist komme godt ud af det med hinanden. Troer De ikke?"

"Det kunde nok være."

"Jeg mener ... troer De ikke ... vi kunde blive gode Venner," fortsatte jeg og gjorde et Forsøg paa at liste min Arm om hendes Liv.

"Det kender jeg ikke noget til," sagde hun i pludselig forandret Tone og førte hurtigt og afgørende min Haand bort.

"De maa ikke blive vred. Jeg vil sige Dem ... jeg holder virkelig saa meget af Dem. Ligefra den allerførste Gang, jeg saae Dem, har jeg været forelsket i Dem; og jeg har hele Tiden længtes saa meget efter at gøre Deres Bekendtskab. Troer De mig ikke? Saa skulde De blot vide, hvad jeg tænkte paa den Dag, da vi fulgtes ad gennem Skoven. - Kan De huske det? Jeg bar mig vist egentlig meget uhøflig ad imod Dem ... gjorde jeg ikke?"

Hun havde drejet sig lidt bort fra mig og svarede mig ikke længer. Jeg begyndte derfor at frygte for, at jeg kunde være gaaet for hastigt til Værks, og vilde trække mig lidt tilbage. Men i det samme begyndte Barnet henne i Vuggen at klynke i Halvsøvne; og da hun ikke - som jeg ventede - heraf tog Anledning til at forlade mig, men tværtimod med tydelig Ilsomhed gav sig til at sætte Vuggen i beroligende Bevægelse, idet hun med Spidsen af den nedhængende Fod fattede om Snoren, der var fastbundet om hendes Ankel, gav dette mig fornyet Mod, ja, gjorde mig dumdristig.

Jeg listede paany min Arm om hendes Liv. Og denne Gang lod hun, som om hun ikke mærkede det. Selv da jeg sagte trykkede hende til mig, gjorde hun ingen alvorlig Modstand; og idet jeg derpaa bøjede mig over hendes Skulder og saae hende ind i Ansigtet, genkendte jeg de Ytringer af heftig Sindsbevægelse, der havde vildledt mig hin Eftermiddag inde i Skoven: de mørkerøde Kinder, de sænkede Øjenlaag og det tungt aandende Bryst.

Der foer i dette Øjeblik en Triumfjubel igennem mig. Hun var overvundet! Hun var min! ... Tanken gjorde mig ganske svimmel. Mit hele Legeme kom til at sitre af salig Forventning. Jeg kunde næsten ikke bie. Jeg ønskede, at det med eet vilde blive mørk Nat omkring os, saa jeg kunde kaste mig for hendes Fødder og omfavne hendes Knæ.

Jeg bøjede mig tæt ned imod hende og hviskede:

"Vil De slet ikke tale med mig mere? Kan De virkelig ikke lide mig en lille bitte Smule? Sig mig, kan vi ikke blive enige om at komme lidt sammen i denne Tid? De maa jo dog gaa og kede Dem her, saa ene De er ... og det gør jeg ogsaa."

"Det gør De vist ikke," sagde hun og skubbede ganske lidt til mig med Albuen.

"Da kan jeg forsikre Dem, jeg føler mig virkelig tidt saa ene. Jeg har jo ingen af mine Venner her, og -"

"Aa, jeg veed da nok, at De er saa meget sammen baade med Kromandens Kristian og med ham Krybskytten."

"Krybskytten?"

"Ja - ham Andreas Hals, som de kalder ham. Han plejer jo van at holde til derovre, naar det bliver maanelyst."

"Hvad er det, De siger? - Er han Krybskytte?"

"Ja - og han er kanske mere end som det."

"Men - du gode Gud! ... Er De sikker paa, hvad De der siger?"

Hun vendte langsomt Øjnene om imod mig; der var kommen nogen Forundring i hendes Blik. Min Arm var gledet ned fra hendes Midje. Jeg bare stirrede paa hende.

"Det kan jeg vel nok være," svarede hun, idet hun atter gav sig til at sy. "Og det har jeg da for Resten været undret over længe, at De vilde give Dem saa meget i Lag med saadan en - og med de andre derovre i Tyvekroen, som vi kalder den. Den gamle Kælling har da alle Dage været kendt som en rigtig led Heks, ihvorvel ham Kristian kanske kan være et meget redeligt Menneske."

"Jeg forsikrer Dem ... jeg er ganske ... ganske ... Nu De siger det, saa har jeg jo nok undertiden syntes, at der var noget underligt ved de Folk og deres Levevis. Men dette! Aldrig er det faldet mig ind, at det kunde være noget saadant!"

Hun saae atter ligesom spørgende tilbage paa mig over sit Sytøj. Men jeg steg ned fra Bordet og begyndte at gaa op og ned ad Gulvet. Forskrækkelsen havde ganske afsvalet mig. Jeg glemte aldeles, hvorfor jeg var kommen.

"Det er virkelig et Held, at jeg i Tide fik Sammenhængen at vide," fremstammede jeg halvt for mig selv. "Det skal De sandelig rigtig have Tak for! ... Du gode Gud, hvilken Mistanke man kan have udsat sig for ved at blive mellem saadanne Mennesker. Krybskytter og Tyvepak! .... Det er jo forskrækkeligt. Jeg vil bort derfra endnu den Dag idag. Man kan jo risikere alt paa et saadant Sted ... Men hvem skulde have tænkt det! --"

 

** 7.

Jeg kom ikke til mig selv, før jeg atter befandt mig ude paa Søen. Under mit Ophold i Hytten havde Himlens blaasorte Skylag sænket sig endnu lavere over Fjorden; Brisen var stegen til en halv Storm. Inde ved Kysten gyngede allerede store Skumflager - som Flokke af hvilende Maager.

Jeg maatte straks rebe Storsejlet, og jeg begriber den Dag idag ikke, hvorledes jeg i min opskræmte Sindsbevægelse fik krydset op imod den svære Sø. Aldeles mekanisk drejede jeg Roret og knyttede Skøderne - saa rystet vedblev jeg at være af Oplysningen om, at jeg havde haft Herberge i en Hælerrede og været Ven og Kammerat med en Vildtyv, en Skovrøver, ja maaske det, som værre var!

Med tothalede Sejl og Skumsprøjt for Bougen naaede jeg akkurat ved Mørkets Frembrud tilbage til Kroen.

Idet jeg tørnede mod Landgangsbroen, dukkede et Hoved op af Færgejollen ved Siden af mig, - og jeg havde nær udstødt et Skrig, da jeg genkendte Andreas, der havde ligget og sovet i Bunden af Baaden, dækket af en gammel Sejlstump.

"Naa - er De der, Københavner!" sagde han med søvnrusten Stemme og gned Øjnene efter forbavset at have stirret lidt rundt paa den sorte Aftenhimmel, der kun i Vest kantedes af en brandrød Ildbræmme. "Hvad tildags er det egentlig? Jeg synes, hun har kulet svært op ... Kommer De ude fra Søen?"

Jeg var endnu ikke bleven enig med mig selv om Maaden, hvorpaa jeg skulde optræde, og svarede derfor blot med et kort Ja, idet jeg skyndsomt steg i Land.

"Hov!" raabte han efter mig. "Bi lidt og tag mig med!"

Men jeg lod, som om jeg ikke hørte ham, og gik op imod Kroen.

I Døren mødte jeg Kromanden, der syntes at have været urolig over min lange Udeblivelse og nu modtog mig med en glad Genkomsthilsen. Ogsaa Krokonen, den gamle Heks, viste sig med sit indbundne Hoved og bød mig Velkommen.

"Nu kan De vel trænge til at faa noget i Livet," sagde de begge. "Kom ind og ta' en Bid!"

Men jeg svarede, at jeg ikke var sulten, og skyndte mig op paa mit Loftkammer for i Ro at tage Bestemmelse om, hvorledes jeg skulde forholde mig.

Det viste sig imidlertid vanskeligere, end jeg havde tænkt. Jeg følte snart, hvor svært det vilde blive for mig at tage en saa brat Afsked med det frit omflakkende Naturliv, hvortil jeg havde vænnet mig. Desuden manglede jeg Mod til et aabenlyst Brud med mine Værtsfolk, over hvem jeg personlig jo egentlig ikke havde Grund til at beklage mig, og det vilde heller ikke blive let at finde et nogenlunde sandsynligt udseende Paaskud for et saa pludseligt Opbrud.

Jeg bestemte mig da til at blive der endnu en Dags Tid eller to for at faa Lejlighed til at forberede Krofolkene paa min Afrejse. Og da jeg havde skiftet mit vaade Tøj, gik jeg ned i Stuen.

Her havde man just endt Aftensmaaltidet og var i Færd med at rydde Bordet til det sædvanlige Kortspil. Andreas sad for Enden af Bordet med begge Fødderne oppe under sig og de lange, røde Muffediser trukket op paa Armene, utaalmodig efter at tage fat. Kromanden stod foran den udtrukne Dragkisteskuffe og rodede med Kortene, mens Kristian sad fremoverbøjet med Shagpiben i Munden og saae tavs ned mod Gulvet.

"Godaften igen!" sagde jeg, idet jeg traadte ind, og gjorde mig Umage for, at ingen skulde mærke nogen Forandring hos mig. Men jeg hørte selv, hvor usikker min Stemme var.

Henne ved Bordet løftede Krokonen en krum Haand op til sin indbundne Pande, og det forekom mig, at hun mistænksomt mønstrede mig med sine smaa, betændte Hønseøjne.

"Naa!" sagde hun. "Skal det saa itte være en Bid Brød?"

"Nej Tak. Jeg er virkelig ikke sulten."

"Saa lad os faa en Bolle Bryg i Aften, Mo'er!" sagde Kromanden. "Jeg synes, vi trænger til noget kradsendes."

"Det er hørt!" raabte Andreas - ravnehæs af at have sovet under aaben Himmel.

Snart var Spillet i fuld Gang; men skønt jeg hele Tiden tog kraftigt til mig af Krokonens stærke og varme Bryg, blev jeg ikke frigjort for den Uhygge, som især Andreas' Nærværelse indgød mig. Dog kunde jeg samtidigt ikke underkue en Følelse af forøget Beundring for ham; - ja, egentlig begreb jeg nu først tilfulde den Berømmelse, der hvilede over hans Navn. Jeg forstod, hvilken eventyrlig Dumdristighed, hvilken forbløffende Snuhed der skulde til for at øve Krybskytteri her paa Grevens Enemærker. Kristian havde ofte nok fortalt mig om, hvorledes Skovfogdens Folk havde Ordre til hver maanelys Nat at gennemstrejfe Skovene med Sporhunde og ved mindste mistænkelige Bevægelse i Løvet øjeblikkeligt at fyre, - og jeg kunde tænke mig, at de med særlig Fornøjelse vilde uskadeliggøre netop Andreas Hals, fordi det sikkert nok fortrinsvis var ham, disse hidsige Efterstræbelser galdt.

Da Klokken blev ti, kastede Andreas sine Kort henad Bordet og rejste sig.

"Naa!" sagde han." Nu maa man vel se at komme hjem i sin Bet!" Jeg rejste mig i det samme, sagde hurtigt Godnat og gik op paa mit Loftskammer.

Her oplukkede jeg det lille Gavlvindue og blev staaende med tilbageholdt Aandedræt for at lytte. Mit Hjærte bankede, da jeg lidt efter hørte Gaarddøren knirke. Kristian og Andreas kom ud. De stod noget derude i en lavmælt Samtale, hvorefter Kristians tunge Træsko gik over Gaardspladsen og forsvandt ind i Staldlængen, hvis Dør blev lukket efter ham. Og nu saae jeg Andreas' Skikkelse glide som en Skygge ud af Havelaagen, standse et Øjeblik og derpaa langsomt forsvinde over Stakkepladsen ind imod Skoven.

En Rand af Maanen var netop kommen op over en kulsort Skyklump i Øst og kastede hvide Lysblink ud over Fjordens fraadende Vande. Inde fra Skoven lød en dump Brusen, og rundt om Kroens Længer svøbte Stormen sig med Klagelyd som af et saaret Dyr.

Jeg blev staaende aandeløs og stirrede ad den Kant, hvor Andreas' Skikkelse var forsvundet i Mørket. Det var for mig, som om jeg kunde følge ham paa hans listende Gang langsmed Markskellet og ind i Skoven, og jeg blev staaende og lyttede, indtil jeg følte mig ganske gennemisnet af Kulde. Saa lukkede jeg endelig og krøb i Seng.

Men jeg kunde ikke finde Ro. I Tankerne vedblev jeg at følge Andreas gennem Skoven, hvor denne var mørkest og tættest. Jeg saae ham snige sig frem ad skjulte Stier, krybe gennem Tykninger, standse og lytte med sine flade Flagermusøren, der kunde høre Fodtrin i hundrede Favnes Afstand. Jeg saae ham staa bag Træstammerne og spejde rundt med sine smaa, af Jagtiver skinnende Øjne ... og jeg saae ham sidde sammenkrøben under de nattevaade Buske i den Stilling, jeg kendte fra Kortspillet nede i Krostuen, - med begge Fødderne oppe under sig og fremadludende Skuldre - ubevægelig som en Tudse, mens Skovfogdens Folk drog forbi i Maaneskinnet mellem de høje Bøge.

Pludselig foer jeg op. Jeg syntes bestemt at have hørt Lyden af et Skud.

Jeg blev siddende overende i Sengen med tilbageholdt Aandedræt og spidsede Øren, mens jeg i Fantasien hensattes til en maanebestraalet Skovtyknings tyste og vilde Ensomhed. Et sprællende Raadyr paa Jorden. Andreas stod bøjet over det for at give det Fangst. Jeg saae det dampende Blod i Græsset; jeg hørte den hæse Dødsstønnen ...

Udenfor mit Vindue suste Stormen. Jeg stirrede ud paa Himlen, paa Fjorden og de svajende Trætoppe. Luften var bleven lysere, Skyerne havde spredt sig noget, og en bleg Maanestribe faldt ind over mit Gulv. Og med eet grebes jeg af en vanvittig Lyst til at springe op ... trække i mine Klæder, ... liste ned ad Trappen, tage Bøssen fra Knagen og snige mig ud i Skoven for at opsøge Andreas og dele hans Farer og Triumfer. Det var mig næsten ikke muligt at blive liggende i Sengen; dens tunge og mugne Hvergarnsdyne var nærved at kvæle mig. Hvad havde jeg at frygte? Og hvad var der at forarges over? Et Dyr mere eller mindre gjorde Greven hverken rig eller fattig. For Pokker! Var jeg ikke rejst ud for at søge Eventyr? Nu? Vilde jeg ikke jage Eventyret der, hvor det endnu fandtes i denne regelrette Verden, kunde jeg lige saa godt være bleven hjemme hos mine gamle Tanter med deres Thevands-Selskaber.

I det samme randt min unge Fiskerkone mig i Hu. Og som en Flok forvildede Fugle, der alle paa een Gang vender sig i Flugten, slog mine Tanker ned mod den lille Straatagshytte paa Pynten.

Du gode Gud! ... Hvad maatte hun dog tænke om mig, siden jeg igen saa meningsløst havde sluppet hende! Jeg erindrede dunkelt de forbavset spørgende Øjne, hvormed hun havde set paa mig, da jeg havde forladt hende; og jeg rødmede af Skam. Men - ved Himlen! - nu skulde det ogsaa være forbi med dette ynkværdige Pjalteri. Til Helvede med al Snusfornuft! ... Det stod fast: jeg vilde ikke rejse hjem! Jeg vilde ikke vende tilbage til Familjelivets Fængsel og de forhadte Bøger! Komme, hvad der vilde, jeg vilde blive her og nyde min Ungdom som fri Zigøjner, efter min egen, stormende Lyst! ...

Straks den næste Dag vilde jeg sejle over til Pynten og gentage mit Besøg. For det hastede! Det galdt om at benytte Tiden, inden Fiskerne kom hjem ... Hallo! Det var jo ogsaa en Slags Krybskytteri! ... Vogt dig nu, min smukke Fiskerinde! Nu er jeg atter mig selv. Og imorgen er du mit Bytte! --

 

** 8.

Efter en kort og urolig Søvn vaagnede jeg i Dagbrækningen ved en ensformig plaskende Lyd udenfor mit Vindue. Jeg sprang op af Sengen og kiggede ud. Det øsregnede.

Det er godt! tænkte jeg, - saa faar vi fint Vejr til Middag; og naar de andre kravler under Dynen for at fordøje Mælkegrøden, lægger jeg ud med min Skøjte og begynder min Jagt!

Men Formiddagen havde nær aldrig faaet Ende. Jeg kunde ikke komme udenfor en Dør, saaledes oversvømmedes efterhaanden alt af Vand. Inde fra Skoven lød vedvarende en uhyggelig Brølen som af et lidende Dyr, og nu og da hvirvlede Stormen de fattige Løvrester højt mod Himlen og formørkede Luften som med Skarer af Fugle.

Jeg maatte nøjes med at staa i den aabne Forstuedør og gennem Regnsløret stirre ud paa den Vej over Fjorden, ad hvilken alle mine elskovsdrukne Tanker stormede frem - som mit Bryllupstogs vilde Forridere. Naar Uroen og Længslen overvældede mig, drev jeg omkring oppe paa Loftet eller ude i Staldene og Udhusene, idet jeg blot omhyggeligt undgik saavel Foderloen, hvor Kromanden stod og skar Hakkelse, som Tæskeloen, hvorfra Kristians ensformige Plejlslag havde lydt hele Formiddagen. Derimod kom jeg ind i Svinehuset just i det Øjeblik, da den store Griseso med et arrigt Smertensskrig begyndte at fare.

Jeg havde aldrig før set et Væsen komme til Verden og blev derfor straks temmelig betuttet. Men jeg blev dog staaende ved Baasen, og snart vakte Sagen min levende Interesse. Det store, stridhaarede Dyr havde lagt sig om paa Siden i en Rede af Halm, som det havde dannet sig i den mørkeste Krog af det snevre Aflukke. Den gulhvide Fraade stod det ud af Munden, og hele Kroppen var i den voldsomste Bevægelse. Hver Gang Veerne kom over det, spjættede det krampagtigt med Benene, og efter forgæves Forsøg paa at rejse sig, lagde det Nakken tilbage og udstødte halvt undertrykte Skrig. Saa tav det pludseligt og krummede sig sammen, trak alle fire Ben op under sig ... og en ny Unge blev født.

Efter en Timestids Forløb kravlede allerede henimod en halv Snes smaa, langstrakte, underlig aaleglatte Væsner lystigt rundt om Moderen og snublede over deres egne eller de andres lange Navlestreng, medens de iblinde søgte Moderens Pattevorter. Kromanden, der imidlertid var kommen tilstede og straks var skrævet over Indhegningen, havde stillet sig hen imellem dem til deres Beskyttelse. Med en Kæp huggede han Soen over Ørene, saasnart den vilde løfte Hovedet; thi Dyret, der vedblivende laa i heftige Fødselssmerter, søgte i Raseri at undlive sit eget Afkom, og allerede laa et Par af Ungerne ynkeligt ihjelbidte i Baasen. Først efter over to Timers Forløb bragte det udmattede Dyr under en ligesom selvopgivende Stønnen den sidste - den femtende - Unge til Verden.

Jeg var lykkelig over at have overværet dette Naturskuespil og navnlig ikke saa lidt stolt over at have haft Mod til at betragte Dyrets Lidelser lige til det sidste. Denne Barselaffære dannede desuden et for mig mærkeligt Supplement til den Elskovs-Indvielse, hvortil jeg netop forberedte mig. Naar Dagen var tilende, vilde Livstilblivelsens Mysterium være afsløret for mig baade i dets Lyst og i dets Smerte.

Jeg lovede da ogsaa mig selv at sætte to store Kors ved Datoen i min Almanak.

Imidlertid var Regnen bleven ved at strømme ned; og da den endnu ved Middagstid ikke var hørt op, ja end ikke var sagtnet, begyndte jeg at tabe Taalmodigheden. Hvert Kvarter kiggede jeg ud af Forstuedøren, men bestandig hang Himlen lige trøstesløst lergraa over mit Hoved, og der var ikke mindste Blaanen at spore noget Sted i Horisonten. Langholmen og de nærmeste Enge ovre paa den anden Side kunde akkurat skimtes gennem Regnsløret, men selve Fjordens Flade laa skjult under et bølgende Taagetæppe, og op over Skoven stod en Røg af Vand.

At begive sig ene ud paa Søen under saadanne Forhold kunde der ikke tænkes paa; Baaden vilde blive fuld af Vand, inden jeg var naaet den halve Vej. Og da Blæsten hen paa Eftermiddagen lagde sig, tog Regnen fat med forøget Styrke. Det blev et Skybrud, hvortil man i Mands Minde ikke havde set Mage. Regnen ligesom kastedes ned spandevis, og Luften formørkedes af de nedstyrtende Masser. Krostedet laa tilsidst og formelig svømmede i et gult, bundløst Ælte, og inde i Stuerne var der allerede Kl. fire saa mørkt, at man næppe kunde se fra den ene Væg til den anden.

Da brast mit sidste Haab, og jeg gik ned til Krokonen for ved et Glas af hendes "Bryg" at dulme Græmmelsen over at skulle vente endnu et Døgn paa at faa min Længsel stillet.

Ved Aftenens Frembrud indfandt Andreas sig, iført Træskostøvler og sort Oljekappe med Hovedhætte. Han saae ualmindelig tvær og utilgængelig ud, og jeg forstod, at Uvejret ogsaa for hans Vedkommende havde krydset skjulte Planer.

Lidt efter kom Kromanden og Kristian ind fra Stalden, og da vi i Tavshed havde fortæret vort Aftensmaaltid - en Pande varmt Stegeflæsk med kolde Kartofler - tog vi fat paa vort Sjavs-Spil.

Men skønt især Andreas og jeg skyllede dygtigt i os af den skoldhede Kaffepunsch (jeg havde efterhaanden vænnet mig til at taale en halv Snes Kopper paa en Aften), genvandt vi kun yderst trægt Humøret. Oftest hørtes kun de gurglende, brusende eller boblende Lyde derude fra Regnen, der ustandseligt styrtede ned, og hvis klamme Kulde efterhaanden trængte ind gennem selve Stuens Lervægge og op gennem Gulvet, ja som tilsidst bogstaveligt begyndte at dryppe ned til os gennem Tag og Loft.

Mellem Andreas og os andre var der opstaaet en heftig men stum Kappestrid. Andreas var nemlig bleven besat af en Mani for at tilrane sig alle Spillene. Selv om han ikke havde andet end et Par Fedekort paa Haanden, overbød han regelmæssig endog den, der meldte i Klør; og jo mere han drak, og jo voldsommere Regnen plaskede udenfor, des vildere blev hans Spil, des højere gjorde han Indsatsen, og des hidsigere huggede han Kortene i Bordet, saa Kopperne dansede.

Pludseligt løftede han Hovedet og stirrede ud i Luften med et lyttende Udtryk.

"Tys! ... Hører I ikke?"

"Hvilket?" spurgte vi alle paa een Gang.

"For Fanden! Kan I ikke høre? Der er nogen, der raaber!"

Vi lyttede alle. ... Og virkelig hørte vi nu en fjærn Menneskestemme skrige - enstonigt op uopholdeligt.

"Det er ovre fra Langholmen," sagde Kristian. "Det er en, der vil færges over."

"I det Herrens Vejr! Og paa denne Nattetid!" udbrød den gamle.

Vi rejste os og gik ud i Forstuedøren, hvorfra vi nu ganske tydeligt hørte det skingre og ligesom fortvivlede Raab gennem Regnplasket. Det lød helt uhyggeligt derude fra den begsorte Nat, hvor ikke et Lyspunkt var at Øjne.

"Hvad kan det være?" spurgte jeg helt ængstelig.

"Jeg tænker, det er en, som skal hente Jordemoderen," svarede Kromanden.

"Men henter de da hende helt herovre fra?"

"Ja det hænder sommetider, naar deres egen er i Forretning og det kniber meget haardt."

"Men i dette Vejr! ... Har de da ikke en Læge derovre?"

"Jo, men han er nok rejst væk for Tiden, har jeg hørt."

"Aa Fanden! Er det ikke andet!" udbrød nu Andreas utaalmodigt. "Lad os saa bare komme ind! Det er jo ikke tænkeligt for noget Menneske at komme over Stranden i detteher Kattemørke, og før om to-tre Timer kommer Maanen ikke op. Hvad kan det saa hjælpe? ... Lad os gaa ind, Børnlille! Jeg havde Forhaanden!"

Men Kromanden blev staaende og stirrede betænkeligt ud i Regnmørket.

"Det er ellers fælt, saa han skriger," mumlede han. "Der maa ligegodt være noget galt paa Færde. ... Hvad mener du, Kristian?"

Kristian, der havde staaet raadvild og tygget paa sit lille lyserøde Overskæg, svarede lidt efter:

"Det er vist bedst, jeg ser derover."

"Men mener du ogsaa, det gaar," sagde den gamle. "Man kan ikke se Haanden for sig."

"Aa - jeg kan da prøve det," mumlede Kristian, langede op efter en Sydvest og en Stortrøje, der hang paa Forstueknagen, fik derpaa en Lygte tændt og gik rolig ud i Regnen.

"Husk paa, at du holder godt i Nord, Kristian!" raabte den gamle efter ham. "Strømmen er landgaaendes!"

Vi hørte ham rumstere nede i Baaden, bruge Øsekoppen og lægge Tofterne tilrette; og snart peb Toldene under hans sejge Aaretag.

Imidlertid var Skrigene fra Langholmen forstummede. Manden derovre havde aabenbart kunnet skimte Skæret fra Kristians Lygte og havde deraf sluttet, at han var bleven hørt. Regnen var ogsaa i dette Øjeblik sagnet en Smule, og Luften var bleven lidt lysere.

"Gud veed, om han slipper over," mumlede Kromanden ligesom for sig selv.

"Hvad Fanden vilde han ogsaa paa den Galej," sagde Andreas gnavent og skuttede Sig. "Det ligner jo ikke noget at raabe Folk op midt om Natten. I skulde ha'e ladt Fyren staa derovre og skrige sig Lungerne ud af Halsen, saa fik Kællingen s'gu nok kælvet imens. Det maa da ogsaa være et godt Bondefjols, siden han kan tænke paa at faa Madamen med i et saadant Hundevejr ... Jeg kender nok Madam Svendsen! Hun letter Fanden gale mig ikke sin Fedtegump af de varme Fjer, uden at de kan klingre godt med Sølvtøjet for hende."

I over et Kvarter blev vi staaende i Døren og ventede paa, at Baaden skulde komme tilbage. Endelig dukkede Skæret af Lygten atter frem af Mørket, og lidt efter hørtes Lyden af Aarerne.

"Fandt du over, Kristian?" raabte den gamle, da Baaden tørnede mod Broen.

"Ja," lød Kristians Stemme dernede fra.

"Har du nogen med dig?"

"Ja."

"Er det efter Madam Svendsen?"

Lidt efter nærmede Lygten sig, og i dens rødlige Skær saae vi nu ved Siden af Kristians tunge Skikkelse en lille tynd Person, der syntes næppe at kunne slæbe sig frem for Forkommenhed. Aldrig havde jeg set en saa ynkværdig Skabning! Hans Ansigt, som Lygteskæret særlig stærkt belyste, var ligagtig hvidt; hans Legeme rystede af Kulde, og de smaa Øjne saae sig omkring med et forskræmt og forvildet Blik. Paa Hovedet bar han en gammel rundpuldet Hat, der hang ham langt ned over Øjnene, og hvorfra Vandet løb som fra en Tagrende. En stor Skødefrakke og et Par altfor lange Bukser sad som klistret fast til hans Krop, og man kunde ved hvert af hans Skridt høre, hvordan Fødderne sjuppede i de vaade Sko.

Da han naaede hen imod Kroens Gavl, bag hvilken Vejen drejede ind i Skoven, sagde han hastigt Farvel til Kristian og forsvandt.

"Hov!" raabte Kromanden efter ham. "Kender du Vejen?"

Kristian drejede Lygteskæret om efter ham, og atter saae vi ham dukke frem i Mørket som et Spøgelse.

"Naar du kommer op til Bakken, skal du dreje tilvenstre," vedblev Kromanden. "Saa gaar Vejen ret frem gennem Granskoven lige til Egby --"

Men Fyren var allerede igen forsvunden.

"Det var da en løjerlig Person!" sagde den gamle. "Var det mon den nye Mand derovre fra Overdrevet, Kristian?"

"Ja, han sa'e saadan."

"Han saae da grumme sølleagtig ud."

"Ja, men nu faar han sgu kæmmet sig," sagde Andreas. "Lad os komme ind og faa os en Opstrammer efter dette her! ... For nu bliver vi jo nødt til at sidde oppe og vente, indtil Fjolset kommer tilbage."

"Ja, det gør vi vel," sagde Kromanden betænkelig. "Og det kan jo vare et Par Timers Tid eller mere.

"Naa! Saa maa vi sgu ha'e os en ordentlig Varmedunk, Mutter! ... Og en Bid Brød kan vi ogsaa snart trænge til. Jeg er nær ved at blive fastende!"

 

** 9.

Der var virkelig ikke andet for - vi maatte forberede os paa at sidde oppe den halve Nat og vente paa den stakkels Mands Tilbagekomst. Jeg for min Del havde ikke det mindste derimod. Jeg følte mig tværtimod helt forfrisket ved Udsigten til at opleve en indholdsrig Nat, der kunde give mig lidt Erstatning for Dagens Skuffelser.

Jeg istemte derfor straks Andreas' Anmodning om en Bid Brød "til at holde Øjnene aabne med"; og skønt Sørine, den tykke Tjenestepige, i Aftenens Løb som sædvanlig havde set sit Snit til at klæde sig af og liste op i sin Alkove, bag hvis blomstrede Forhæng hendes trygge Snorken allerede længe havde lydt, hjalp der nu ingen kære Mo'er - hun maatte vækkes og i vort Paasyn purres ud for at være Krokonen behjælpelig med at tænde Ild i Køkkenet og dække op til en Nattenadver.

Andreas opslog en sand Halleluja-Latter, da det rødhovedede Pigebarn stak sine tykke, hvide Ben ud af Sengen og hurtig krøb hen bag Kommoden for at kaste Skørterne om sig.

Mens vi spiste og bagefter, da vi havde faaet brygget en Kande Punsch, gled Samtalen efterhaanden fra vor mærkelige Færgepassager over paa de forskellige andre mystiske eller navnkundige Personer, der i Tidens Løb var bleven overførte her. Den gamle Kromand havde paa dette Punkt en lang Erfaring at tale af, idet han i over fyrretyve Aar havde besørget Færgefarten her. Han fortalte om de to berømte Onsved-Mordere, som han en Middagsstund havde sejlet over Fjorden uden at ane, hvem de var, ... og om den unge, smukke Komtesse fra Rugnæs, der en stormfuld Høstaften var flygtet bort med Huslæreren paa Slottet, iført Tjenerens Liberi, saa at Kromanden, der var bleven kaldt op af sin Seng ved deres Raaben, ikke havde kendt hende men paa Overfarten havde budt det lille skælvende Menneske en Skraa til at varme sig paa.

Efter disse Historier faldt Snakken paa allehaande andre hemmelighedsfulde eller uhyggelige Begivenheder, som knyttede sig til Egnen, og da navnlig paa de vilde Røverbander, der i Aarhundredets Begyndelse havde slaaet sig ned i disse Skove og dengang gjort dem berygtede i hele Landet.

Kromanden, hvem Opfriskningen af disse gamle Erindringer gjorde usædvanlig livlig og meddelsom, fortalte blandt andet følgende:

En mørk Vinternat var en af Egnens daværende Proprietærer kommen kørende inde fra Købstaden, hvor han havde solgt et Læs store Fedesvin - de saakaldte "Hamburgsvin" - og desaarsag var vel spækket med gode Pengesedler. Da han kom i Nærheden af Storskoven, havde han ved Vejkanten faaet Øje paa en gammel Kælling, der under Stønnen og Klagen hinkede frem gennem Pløren ved Hjælp af en tyk Støttestav og med Skørtet slaaet op over Hovedet. Proprietæren, som ellers ikke tog fremmede Folk op paa Vognen ved Nattetid, havde faaet Medynk med hende og givet hende Plads paa Agebrættet ved sin Side. Derpaa var de kørt ind i Skoven. Men Kællingen havde siddet saa underlig stille og ikke været til at faa andet ud af end denne ynkelige Stønnen og Hosten, saa han tilsidst var bleven mistænksom. Da de naaede en Lysning i Skoven, havde han taget sin Passager nærmere i Øjesyn og opdagede nu under Skørtet og de mange Tørklæder, hvormed Hovedet var tildækket - et stort, rødt Fuldskæg.

Proprietæren tabte dog ikke Hovedet. Han standsede med et Ryk sine Heste og udbrød:

"Saa, for Satan! Der faldt sgu min Pisk! ... Aa, Mo'erlille, kan I ikke kravle ned efter den. Jeg tør ikke slippe Hestene, - det er et Par unge Labaner, som I ser. Pisken ligger bare to Skridt herfra, og jeg skal nok hjælpe jer op igen!"

Banditten sad lidt, som om han betænkte sig. Tilsidst kravlede han dog ned af Vognen ... og ikke saa saare havde hans Haand sluppet den, før Proprietæren tog Pisken op fra Vognbunden, hvor han havde holdt den skjult, og lod den hvine hen over Ørene paa Hestene, der foer afsted som et Par skræmte Hjorte.

Da Banditten mærkede, at han havde ladet sig narre, udstødte han gennem en Fløjte en gennemtrængende Piben.

Ja saa! Der er flere! tænkte Proprietæren hed om Ørene og lod atter Pisken suse hen over de fremstormende Dyr.

Et Øjeblik efter sprang en Mand op af Vejgrøften og vilde gribe Hestene i Bidslerne. Men han kom for langt frem - Vognstangen ramte ham lige i Brystet, og med et Brøl rullede han som et Pindsvin tilbage i Grøften.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

 

Saa langt var Kromanden kommen i sin Fortælling, da vi pludselig alle saae forskrækkede op ved Lyden af en galloperende Hest, der svingede om Gavlen og derpaa standsede udenfor Vinduet.

Et Øjeblik efter blev der banket haardt paa Ruden og raabt nogle Ord ind til os.

Vi foer alle i Vejret.

"Hvad er det?" hviskede Andreas, kendelig bleg, og saae sig omkring, som søgte han et Skjulested.

Vi stod en lille Stund og saae paa hinanden, mens Stemmen udenfor blev ved at raabe. Saa tændte Kristian Lygten og gik ud i Forstuen for at lukke op. Bag efter ham gik Kromanden, og tilsidst fulgte - skønt tøvende - ogsaa jeg.

Der udenfor holdt, belyst af Skæret fra Vinduet, en tilhyllet Rytter paa en dampende Hest. Regnen var næsten ophørt, men Himlen var endnu kulsort af Skyer.

"Er det jer, Kromand?" spurgte Rytteren.

"Ja - Hvem er I, med Forlov?"

"Hva', kender du mig itte? Jeg er jo Sognefogden. Jeg vilde barestens sige jer, at dersom I inat eller imorgen tidlig skulde færge nogen over, som I ikke kender til, saa maa I holde ham fast, indtil jeg kommer. Der er kommet Telegram ovre fra Arresthuset, at Mestertyven er brudt ud i Eftermiddag, og kanske han kunde tænke paa at tage den her Vej ..."

"Mestertyven!" udbrød vi alle tre.

"Hvordan skal han se ud?" spurgte Kromanden.

"Det skal nok være en bitte Person med et stort Ar tværs over Ansigtet, og saa hinker han paa det ene Ben. I kan straks kende ham."

"Men - Pokker da! Saa har det jo ikke været andre end ham, vi færgede over for en Time siden ... han er sgu allerede langt væk herfra."

"Det er vel Løgn da! Hvad Vej tog han?"

"Han tog gennem Sønderskoven."

"Naa - saa napper vi ham nok! Vi har sat Poster ud langs Sognevejen, saa der kan han ikke slippe over. Men I maa ligegodt passe paa, Kromand - for han kunde kanske tænke paa at smutte tilbage igen, dersom han skønnede, at han var kommen i en Fælde her. Er Kristian hjemme?"

"Ja - det er mig."

"Hør, Kristian - kunde du ikke holde et bitte Øje med Skovstranden inat. ... Der ligger saa mange Baade dernede, og han skulde dog nødig stikke i Søen for os igen. Jeg skal nok sende dig et Par Mand, om jeg kan ... Men du maa ta'e Skydetøj med dig, for han trækker Kniv, den Satan!"

"Maa vi skyde?" udbrød jeg, allerede blussende af Kamplyst.

"Hvem er det?" spurgte Sognefogden ved Lyden af min ham fremmede Stemme.

"Aa, det er et ungt Menneske, der har boet hos os i Sommer." "Naa, Københavneren! ... Ja, nu kan De sgu komme paa Jagt!" lo Sognefogden. "Men I maa sgu ikke skyde uden til Nødværge - og kuns i Skankerne, husk paa det! ... Naa, ja, nu har I jo nok forstaaet mig. Forresten er der sat tyve Kroner ud til den, der fanger ham. Nu veed I det! - Naa, Farvel! Nu maa jeg afsted!"

Han huggede begge Hælene i sit tunge Dyr og travede bort.

 

** 10.

Da jeg vendte mig om, stod jeg Ansigt til Ansigt med Andreas, der imidlertid havde listet sig herud fra Stuen og stillet sig i Skjul bag ved os.

"Hørte De?" udbrød jeg. "Nu bliver her Løjer! ... De tager da med?"

"Aa jeg veed sgu ikke," sagde han med Hænderne i Lommerne og skuttede Sig. "Jeg synes sgu ikke, jeg gider ... i et saadant Hundevejr! Føj!"

Han vendte sig om og spyttede.

"Aa, sikke nogen Snak ... De skal sandelig med! Det regner næsten ikke mere, og det bliver jo snart maanelyst! ... Vær nu skikkelig, Andreas ... hører De? Jeg tager min lille Dunk med mig, De veed ... med Kognak! Og Cigarer!"

Han stod og smilte halvt spottende af min Ivrighed, indtil mine sidste Ord endelig bestemte ham.

"Naa ja, lad gaa da! ... Vi kan jo se, om vi kan faa Snus paa Fyren. Der vanker jo ogsaa et Par Smaaskillinger, om vi hitter ham!"

"Bravo, Andreas!"

Jeg sprang op paa mit Loftkammer for at gøre mig i Stand. Da jeg lidt efter, iført islandsk Trøje og Skindhue, kom tilbage til Forstuen, traf jeg her Kristian, der kom ud fra Køkkenet i Søstøvler og med Lygten i Haanden. Inde i Stuen, hvortil Døren stod aaben, var der tomt, og over Bordet med Kopperne og de halvtømte Glas hang Bliklampen og klukkede med den sidste Draabe Olje.

Kristian saae sig forsigtig om og sagde derpaa sagte:

"Jeg hørte, De talte til Andreas om, at De vilde følges med ham ... men det skulde De ikke".

"Hvad vil det sige? Hvorfor skal jeg ikke det?"

"Ja, det kan jeg ikke saadan sige Dem ... men vil De følge mit Raad, saa skulde De ikke gøre det. Det vilde ikke ta'e sig rigtig godt ud, om nogen traf Dem inde i Skoven sammen med Andreas. De kan stole paa, hvad jeg siger!"

"Hvad er det for Snak!"sagde jeg. "Hvad skulde det kunne gøre? ... De hørte vel ogsaa nok, at Sognefogden selv bad os om at rykke ud - og enten jeg gaar med den ene eller den anden, kan vel være lige meget."

Med disse Ord tog jeg hastig min Bøsse, som hang paa Knagen, og forsvandt ud af Døren.

Henne ved Gavlen af Krolængen traf jeg Andreas, der stod og nynnede en munter Melodi. Han var i Oljetøj og Træskostøvler og havde - Gud veed hvorfra? - pludselig faaet fat i en næsten ny, dobbeltløbet Bøsse, hvis Laas han var i Færd med at undersøge ved det svage Lysskær fra Stuevinduet.

"Naa, er De der!" sagde han og lo. "Saa De vil virkelig med ud paa Galejen?"

"Ja, naturligvis! ... Men lad os skynde os, for ellers faar vi Kristian i Hælene, og han er saadan en kedelig Tværdriver."

"Naa, naa - ikke saa hidsig Københavner! Jeg skulde jo ha'e kigget denne hersens lidt efter i Skrævet."

"Ja, jeg ser, at De har faaet Bøsse paa, Andreas! sagde jeg og smilede medvidende. "Det synes jeg ikke, jeg har set Dem med før."

"Ja, jeg fandt justement denne herre Kanon ... og saa syntes jeg, det var bedst, at jeg ogsaa tog lidt Nysetøj med. Man veed jo aldrig, hvad der kan hænde. Kanske bliver det til et rigtigt Slag! ... Har De husket Dunken?"

"Ja vel. Og Tobak og Cigarer!"

"Godt! Saa kan vi vel holde en Tørn ud. Lad os saa komme afsted!" Vi begav os paa Vej gennem den forfærdelige Pløre, der omgav Kroen, og kravlede op paa Skrænten foran Skoven. Natten var endnu bælgmørk, skønt Regnen næsten var hørt op. Kun et fint, vaadt Støv blev ved at slaa os i Ansigtet.

"Vi gaar vel ind i Skoven," sagde jeg. Jeg kunde ikke se en Haand for mig men fulgte bare i Hælene paa Andreas.

"I Skoven! Naa!" grinte han. "De er nok ikke bange! ... Jeg tænkte ellers, vi lagde os henne i Vejgrøften. For det var jo muligt, at Fyren vilde prøve at komme her tilbage, naar han mærkede, at Sognevejen var spærret."

"Nej, vist ikke nej! Vi vil sandelig ind i Skoven, Andreas! Der har han saamænd nok forputtet sig. Desuden er vi mere for os selv derinde."

"Mere for os selv," gentog Andreas, idet han vendte sig om og standsede. "Hvad mener De egentlig med det, Københavner?"

Jeg havde i Virkeligheden ikke ment noget særligt med mine Ord. Men Tonen i Andreas' Spørgsmaal indskød mig pludseligt en Tanke. Her havde jeg jo den ønskeligste Lejlighed til uden stor Risiko at opnaa, hvad jeg sidste Nat saa heftigt havde attraaet: at deltage i Andreas' hemmelige Eventyr.

"For Fanden!" udbrød jeg. "Jeg mener naturligvis, at der maa være andet at skyde efter derinde, end netop den Tugthuskandidat! ... Jeg har længe nok længtes efter at faa mig en spækket Dyreryg oven paa al den megen Flæskemad. Og nu vil jeg sgu se at faa Ram til en!"

"Hi! hi!" fniste Andreas og fortsatte igen sin Gang gennem Mørket. "De er sgu ingen billig Københavner! ... De tænker nok ikke paa, hvad det koster at skære sig en Mørbrad her, go'e Mand?"

"Det bryder jeg mig Fanden om! Skovfogden kan jo se, om han kan hitte mig! ... For Resten troede jeg heller ikke, at De var bange af Dem, Andreas?"

"Jeg? ... Jo, Død og Pine, jeg er saa ræd for Skovfogden som en Mus for en Katte-Noksagt! Jeg ligefrem bævrer i Knæhaserne, saasnart jeg faar Snus paa Skoven!"

"Aa haa! Da finder De ellers Vejen godt nok i Mørke, kan jeg mærke."

Han vendte atter Ansigtet om imod mig.

"De er nok med paa Noderne, kan jeg høre ..."

"Ja, man har da Øjne i Hovedet! ... For Resten finder jeg sgu ikke, der er noget ondt i, at man tager sig lidt Smaafriheder. For Fanden! Der er jo Dyr nok i Skoven - -."

Jeg vilde just begynde en romantisk Lovprisning af hans Haandtering, da han hurtigt drejede sig om imod mig og lagde Haanden paa min Arm.

"Tys!" sagde han.

Vi var krøbet over Skovgærdet og stod inde i et tæt Krat, mellem hvis vaade og slibrige Grene vi kun med Møje havde kunnet trænge os frem.

"Hørte De noget?" hviskede jeg, da vi en Stund havde staaet aandeløse overfor hinanden og lyttet.

"Nej, det var nok bare en Skovskade ... Lad os gaa her hen til højre, saa slipper vi ud af dette her Kratteri." Han begav sig igen paa Vej, og jeg fulgte ham viljeløst i Hælene, idet jeg næsten krøb henad Jorden for ikke at faa Grenene i Ansigtet. Mit Hjærte hamrede i Siden, og hver Nerve i mig var bristefærdig af Spænding.

"Bare Maanen dog vilde komme op, saa vi kan komme til at skyde, dersom der skulde vise sig noget," hviskede jeg.

"Aa, De er jo helt tosset!" lo Andreas igen.

Endelig kom vi ud af Krattet, og nu fulgte vi i nogen Tid en vaad Sti, der var at gaa paa som Smør. Saa standsede Andreas paany, og jeg hørte ovenover os en mørk Susen, der forkyndte, at vi var kommen ind i Højskoven.

"Bliv staaende her et Øjeblik," sagde han. "Jeg vil bare gaa ned og se, om vi kan komme over Aaen ... Jeg skal nok finde Dem igen. Men gaa ikke længere frem, for saa dumper De ned i et Hul." Jeg adlød blindt. -

Mens jeg stod her ene i Mørket og i dødelig Angst foer sammen ved hver Lyd i min Nærhed, saae jeg pludseligt et hvidt Lys, der noget inde i Skoven skinnede paa en knudret Trærod og herfra løb op over hele Stammen og hurtigt bredte sig over den store Krone og over alle de hosstaaende Træer. Først da det mystiske Lys havde omspændt alle Omgivelserne, saa at jeg til hver Side kunde se dybt ind i den næsten afbladede Skov, gik det op for mig, at det var Maanen, der var kommen op.

Bare Andreas dog snart vilde komme! tænkte jeg og klemte uvilkaarligt Fingrene endnu fastere om min Bøsse. Nu kunde der jo tages fat!

Jeg befandt mig ved Randen af et langstrakt Svælg, i hvis Bund jeg nu øjnede et blankt Vand, hvori en Række slanke Stammer spejlede sig. Stedets natlige Skønhed berørte mig kun flygtigt. Alligevel gjorde Synet af det et vist Indtryk paa mig, fordi det forekom mig paa besynderlig Maade bekendt. Og pludselig gik det op for mig, at det var mit gamle Drømmeskjul, "Almas Tempel", jeg her gensaae - og skønt Tænderne klaprede i min Mund, kom jeg til at smile.

Herre Gud! tænkte jeg. Hvad jeg dog havde været for en Nar den Gang! Et rigtigt Guds Ord fra København! Hele den Del af mit Liv, der laa forud for mit Bekendtskab med Andreas, syntes mig nu at tilhøre min spæde Barndom. Med Medynk tænkte jeg paa mine københavnske Venner, der nu laa og sov paa deres grønne Øre eller vandrede adstadige hjem fra en eller anden Kammerats støvede Hybel, disputerende om Literatur, Politik eller noget andet Vrøvl, mens de med sky Blikke skævede ned til de halvt oplyste Smaagyder, hvor Elskov skillingedes ud i smudsige Boder.

Og jeg med min fjordfriske Fiskerkone! - tænkte jeg og begyndte at tælle paa mine Fingre. Om ti-elleve Timer vilde jeg kunne være hos hende. Og i det samme overfaldtes jeg af en vild Længsel efter at trykke hende i mine Arme. Skovensomheden, Træernes mørke Susen og Maanens hvide Lys blandede i min Angst en Vellyst-Attraa, der sugede mig Blodet fra Kinderne.

Det raslede inde i Løvet; det var Andreas, der vendte tilbage.

Jeg trak Vejret lettet.

"Vi kan ikke komme over dernede," mumlede han. "Vi maa her oven om."

"Ja, men - hvor skal vi egentlig hen, Andreas?"

"Vi maa ned i Lavningen. Der smutter Fyren kanske ned, naar Mandskabet begynder at trække gennem Skoven efter ham."

Jeg begyndte at blive utaalmodig. Nu, da Andreas' Ledsagelse atter havde gjort mig kry, vilde jeg straks lægge mig i Skjul et eller andet Sted, hvor Dyrene plejede at trække forbi. Jeg brændte af Længsel efter at komme til at skyde og vise baade Andreas og mig selv, at jeg ikke var bange; - og saa ophidset var allerede min Sindstilstand, at da en stor Fugl pludselig kastede sig ud fra en Trætop over vore Hoveder og fløj vingeklaprende ind i Skoven, maatte jeg kæmpe med mig selv for ikke at kaste Bøssen til Kinden og fyre.

Imidlertid traskede Andreas afsted i Maanelyset foran mig med sine store Træskostøvler, Hænderne i Lommen og Bøssen paaskraa over Ryggen, og jeg kunde ikke undgaa at mærke, at han med eet var bleven underlig mut og indesluttet, som om min Nærværelse begyndte at blive ham til Besvær.

"Hør nu!" sagde han tilsidst i en meget gnaven Tone. "Nu gider jeg sgu ikke gaa længere. Vi kan jo ogsaa ligesaa godt blive her. Lad os sætte os ned og faa et Kluk af Dunken. Jeg er allerede ganske valen i Halsen!"

 

** 11.

Vi var kommen op paa et højt Punkt i Nærheden af det østlige Skovbryn, mellem hvis fritstaaende Stammer vi kunde skimte den maanebelyste Fjord. Den udstrakte Dal, der bredte sig under os var fyldt med tæt, endnu løvrig Ungskov, hvorfra enkelte høje, nøgne Lærketræer ragede op. Øverst stod en lille Gruppe kæmpemæssige Ege, hvorunder vi satte os.

Da min Feltflaske et Par Gange var gaaet frem og tilbage imellem os, og vi havde faaet Tobakken tændt, blev Andreas igen mere meddelsom. Han begyndte endog af sig selv - og med en mærkelig Aabenhjærtighed - at snakke om Krybskytteri, idet han blot gav det Udseende af, at han havde sin Viden om denne Haandtering fra "en gammel Ven", der var død for mange Aar siden.

"Men een Ting forstaar jeg ikke, Andreas." afbrød jeg ham, skønt der stadig i hans Tone var noget drilsk og udæskende. "Hvordan kan disse Folk ... jeg mener Krybskytterne ... Deres gamle Ven f. Eks. ... hvordan kan de blive ved at skyde? Naar de een Gang har løsnet Skud, maa Skovfogdens Folk jo kunne høre det ... og saa omringe dem."

"Saa det kan De ikke forstaa, ikke? ... Det er egentlig mærkeligt, at De, som er en saa lært og studeret Mand, ikke kender saa meget som en simpel Haandværker. De er vist i det hele ikke saa klog, som de gærne gi'er Dem ud for ... Det er disse Københavnere, de har altid saa meget Flæsk i Kæften!"

"Hvad er nu det for noget Vrøvl, Andreas! Fortæl nu bare, hvordan det gaar til. Hvordan kan de blive ved med at skyde?" "At skyde? ... Hæ! ... Ja, men dersom de nu slet ikke skyder?" "Hvad vil det sige? Ikke skyder? Hvordan skulde de ellers faa fat i Dyrene?"

"Aa - de kunde jo f. Eks. stikke dem."

"Stikke dem? - med Kniv?"

Ja - ligesom en Gris!"

"Men det er jo umuligt! Hvordan skulde de kunne komme til det?" "Ja, det var nok værd at vide for en Københavner! ... Det kunde De nok lide at faa Besked om, hva'?"

"Ja, vær nu flink, Andreas ... fortæl nu ordentlig."

Han sad paa Hug lige overfor mig og stirrede paa mig under de halvlukkede Øjenlaag med et bestandig mere spottende, tilsidst helt ondskabsfuldt Smil.

Saa begyndte han at fortælle. Om jeg nogen Sinde havde set en Humlesæk? Naa - saa det havde jeg dog! Saadan en Sæk stampede man fuld af Hø og kastede den over Skovgærdet paa et Sted, hvor Dyrene plejede at trække hen for at slikke Dug. Af Hø skulde der være saa meget, at en Mand kunde skjule sig i det, naar det var hældt ud af Sækken, og det skulde være rigtig krydret Skovhø, som kunde lugtes langt borte. Naar Dyrene saa begyndte at snuse til Bunken, stak Manden, der laa skjult inden i den, en Kniv ind i Bringen paa dem, saa var de færdige med det samme! Hans "gamle Ven" havde flere Gange paa denne Maade stukket en tre-fire Stykker paa en eneste Nat. "Og den ene Gang" - tilføjede han - "var saamænd netop her, hvor vi sidder!"

"Her!" udbrød jeg ganske betaget og saae mig omkring, som om jeg havde kunnet haabe endnu at se Blodsporene i Græsset.

"Ja, de kom spaserende dernede fra Ungskoven ... og det var Krabater paa syv-otte Lispund!"

Jeg blev siddende tavs og saae ned mod Dalen. Min Haand famlede febrilsk med Bøssen. Blodet hamrede i mine Tindinger; mit hele Legeme sitrede af Jagtiver. Ved hver lille Bevægelse nede i Løvet gik der en hed Bølge igennem mig. Jeg følte, at jeg ikke længer vilde kunne styre mig, i Fald der virkelig skulde vise sig det mindste levende dernede. Om det saa skulde gælde mit Liv, maatte jeg nu brænde løs.

Paa een Gang opdagede jeg et rødligt Himmelskær bag Skovbrynets Stammer. Uden at jeg havde mærket det, var det begyndt at dages. Snart spillede de høje Skovtoppe i blegrøde Farvetoner, og Fuglene begyndte at pippe.

Nede over Fjorden væltede sig hvide, uldagtige Taager, hvorigennem tilsidst selve Solen langsomt brød sig Vej. Stor og dryppende af mørkerød Em hævede den sig op for mine stirrende Øjne som et uhyre Stykke blodigt Kød.

Jeg sprang op. Jeg kunde ikke længer holde denne Uvirksomhed ud.

"Hør nu!" udbrød jeg. "Dette bliver jo ikke til noget. Vi maa vist hellere se at finde et andet Sted ... det nytter dog ikke at sidde her og glo!"

Andreas, der syntes at have blundet et Øjeblik, løftede Hovedet fra Armene og saae atter paa mig med sit haanlige, halvdrukne Grin.

"Det er svært, som De har faaet Kløe i Kroppen. De skal nok rigtig være stor paa det, hva'? Hu hej ... De er nok en Fandens Karl! ... De skal rigtig vise Dem, hva'?"

Jeg kunde først nu rigtig se ham. Han sad med Armene paa de optrukne Knæ og rørte sig ikke. Men jeg kunde næsten ikke kende ham igen. Det var, som om Natten og Skoven og den tvungne Ørkesløshed havde vakt en Djævel i ham. Hele Ansigtet var uhyggeligt fortrukkent, og de halvt tillukkede Øjne blev ved at stirre paa mig med en Ondskab, som ønskede han blot at kunne dræbe mig med sit Blik.

"Hvad er det for et Sprog," sagde jeg ophidset. "Maa jeg være fri for Deres Dumheder ... Vi er vel ikke kommen herud for at skændes."

"Skændes? Hi! Hvem er det, der vil skændes med Dem! ... De er sgu stor paa det! ... Hu hej! ... Og De vil skyde! ... De vil være modig! ..."

"Hør, nu skal De holde op ... Jeg gider ikke længere høre paa Deres drukne Præk!"

"Skal jeg holde op? For hvem, maa jeg spørge? ... Er det for dig? Jo, du er sgu en Satans Karl! Saa du vil ogsaa være med! ... Den er go'! Du kan vel akkurat ligge tør om Natten, snottede Dreng! ..."

"Nu skal De tie stille!" raabte jeg dirrende. "Ellers svarer jeg ikke for, hvad jeg gør!"

Jeg var virkelig ganske ud af mig selv. Jeg følte pludselig en saadan Afsky for dette Menneske, at jeg havde Lyst til at træde ham ned som et giftigt Kryb. Havde jeg ikke kendt mine Kræfters Underlegenhed, kunde jeg have kastet mig over ham og kvalt ham mellem mine Hænder.

"Hæ!" vedblev han lallende, som om Lidenskaben havde lammet hans Tunge. Hans Læber var ganske blaa; Øjnene spillede af Mordlyst. "Saadan en Fyr! ... En skiden Hvalp! ... Københavnerfjols! ..."

En Skylle af Skældsord flød ham som Edder ud af Munden. Da løftede vi begge paa een Gang Hovedet ved Lyden af høje Raab inde fra Skoven.

"Hvad er det? ... Nu er de Fanden fløjte mig efter ham!" udbrød Andreas og sprang op.

Nede i Dalen saae vi flere Steder Ungskovens Løv og Grene bevæges heftigt; et Sted langt borte dukkede endog et Par Hoveder frem og forsvandt igen. Og stadig gentoges Raabene ...

højere og nærmere ...

"Hvad skal vi gøre?" stammede jeg.

"Lad os bare forholde os rolige! ... Han prøver nok at naa ned til Slugten her bag os ... og saa bliver det os, der fanger ham!"

Vi spændte begge vore Bøsser. Udsigten til fælles Bytte havde øjeblikkeligt faaet os til at glemme vort Uvenskab.

"Men skal vi da skyde?" spurgte jeg ganske raadvild. En Svimmelhed havde grebet mig, og hele mit Legeme skælvede.

"Ja, dersom han gør Modstand - det hørte De jo ... Men lad os lægge os ned, saa han ikke ser os ... Nu kommer de nærmere!"

Jeg var i en saadan Ophidselse, at det ikke var mig muligt at tvinge mig ned i Græsset. Himmelen, Skoven, Solen - alt blev blodrødt for mine Øjne, og jeg havde ikke længer Magten over mig selv. Pludselig syntes jeg at se en Skikkelse komme løbende ud fra Krattet. Jeg kastede Bøssen til Kinden.

"Er De gal! Hvad er det, De gør?" hviskede Andreas.

"Lad mig skyde!" raabte jeg ganske ude af mig selv.

I det samme slog Andreas mig Bøssen ud af Haanden, jeg hørte et Skud, derpaa et højt, flerstemmigt Brøl inde fra Skoven og en gennemtrængende Skrigen --

 

** 12.

Hvad der skete i Løbet af de næste Minutter, kan jeg ikke sige. Jeg erindrer kun, at jeg viljeløst og som i en vammel Rus vaklede efter Andreas, der løb ned i Ungskoven henimod det Sted, hvorfra Skriget og de hæse Raab havde lydt, og jeg kom ikke til Besindelse, før jeg befandt mig inde i en Klynge højrøstede og ophidsede Mennesker, som stod i Kres omkring en blødende Skikkelse - den indfangne Flygtning -, der laa og vred sig paa Jorden.

Ved Synet af Blodet, der løb ham ned over Ansigtet, betoges jeg af en stivnende Rædsel. Havde jeg dræbt ham? ... Da opdagede jeg, at han var bagbunden, og at Blodet kom fra en lang Flænge, som gik fra Mundvigen op i den ene Kind, - han havde revet sig paa en Gren under Flugten. Han saae afskrækkende ud. Han var endnu saa forpustet, at han laa og snappede efter Vejret, og hans gennemblødte Klæder var sønderflængede af Buskenes Torne og hang i Laser omkring hans Krop. Ogsaa paa Hænderne saaes flere blødende Saar.

De tre-fire Karle, som havde grebet ham, var ganske beruste af den vilde Jagt og af Stolthed over deres Bedrift. Og stadig kom der flere Folk løbende. Man stillede sig op foran Flygtningen med brede Grin og kiggede paa ham, mens højrøstede Beretninger om Kampens Gang summede i Luften omkring ham.

Han laa udstrakt paa Ryggen og var efterhaanden bleven rolig - af Smerter og Udmattelse. Hans Ansigt var blegt og stift som et Ligs, Tænderne klaprede i Munden paa ham, og hans mørke Øjne flyttede sig fra den ene til den anden med et anskudt Dyrs vildt stikkende Blik.

"Det blev ingen lang Fornøjelse, go'e Ven!" begyndte sindigt en lang Bondemand, der havde stillet sig op foran ham med skrævende Ben for rigtig at nyde Synet af ham. "Nu kommer Sognefogden straks, og saa er den Frihed forbi! ... Den Historie kunde du saamænd li'esaagodt ha'e sparet dig, go'e Ven! ... Og saa havde vi andre da heller ikke spildt vor go'e Nattesøvn!"

Jeg var ved at faa ondt. Det sortnede for mine Øjne. Alle disse Menneskers højrøstede Munterhed, Karlenes Sejrsrus og det blødende Offers stumme Lidelser fyldte mig med en usigelig Væmmelse. Jeg tog mig Gang efter Gang til Hovedet. Jeg havde en Fornemmelse, som om jeg vaagnede af en modbydelig Rus, en lang, blytung Bedøvelse. Forfærdet spurgte jeg mig selv, om jeg virkelig havde været med i denne oprørende Menneskejagt!

Jeg vendte mig om og gik bort. Jeg mindedes, at min Bøsse var bleven liggende oppe paa Højen, hvor Andreas havde slaaet den ud af mine Hænder i samme Øjeblik, jeg fyrede. Men jeg vilde ikke engang gaa hen og opsøge den. Jeg vilde slet ikke se den. Skamfuld over mig selv slog jeg ind paa en Sti og drev bort gennem Skoven.

 

** 13.

Ganske fortumlet naaede jeg tilbage til Kroen.

Her fandt jeg alt i Oprør. Inde fra Krostuen, hvortil Vinduerne var slaaet op, lød Latter og høje Raab. Flokke af skæggede, oljetøjsklædte Mænd stod udenfor og klinkede med Flasker og Krus, og nede omkring Broen laa en Sværm af Baade og vuggede paa Bølgerne.

Jeg forstod straks, at det var Fiskerne, der var kommen hjem, og som her tog det sidste glade Farvel med hinanden, inden de drog hver til sit.

Min Tanke foer øjeblikkelig til min Fiskekone. Jeg indsaae, at alt Haab nu var ude for mig; men jeg følte egentlig ingen Bedrøvelse derover. Ganske vist, da jeg kort efter oppe fra mit Loftkammervindue fik Øje paa hendes Mand, der smilende rev sig løs fra en Skare kaade Venner og skyndte sig ned til sin Baad, foer der et Glimt af heftig Skinsyge gennem min Sjæl. Og idet jeg derpaa med Blikket fulgte hans Baad, der - ligesom baaret af hans utaalmodige Længsel - fløj henover Bølgerne med sine bugnende Sejl, fyldte vel en vemodig Ensomhedsfølelse mit Sind. Men dog takkede jeg nu min gode Skæbne, der havde villet, at jeg skulde lade disse to Menneskers Lykke uforstyrret.

Og med eet stod det for mig som noget ganske uforklarligt, hvad jeg denne Nat og alle de foregaaende Dage havde ladet mig lokke med til. Jeg havde dog aldrig før begaaet noget lavt eller uhæderligt. Hvorledes var det da gaaet til?

Foran mig laa den friske Fjord, Skoven og den dybblaa Himmel, som Solen bestraalede ... hele den frie Natur, som særligt benævnes "Guds", som alle Digterne besynger og Menneskeheden forherliger som Barneglædens og Foryngelsens rene og klare Kilde.

Jeg vendte mig bort med Had og Afsky. Jeg forstod nu de mørke og onde Magter, der lurer derude i Naturens lokkende Skød og forfører os Mennesker med pragtfulde Himmelfarver, med Toner og bedøvende Blomsterduft, mens de lumskelig vækker alle Vilddyrets uhyggelige Instinkter i vort Bryst.

Jeg vilde bort ... bort fra denne Trolddom ... fra de tusinde onde Øjne, der stirrede paa mig fra Hav og Himmel og fyldte mig med Rædsel.

***

 

Endnu samme Dag forlod jeg Kroen.

For ikke at være nødt til at tage Afsked med Andreas, der sad og drak sammen med nogle Fiskere inde i Skænkestuen, gik jeg i Forvejen ind i Skoven og lod Vognen med min Bagage følge efter.

Da jeg havde naaet Jernbanestationen, følte jeg en vidunderlig Befrielse. Synet af den travle Menneskemasse paa Perronen, Lyden af Signalklokkerne og Telegrafens Snurren, det fremilende Lokomotivs taktfaste Stempelslag - hele denne fornyede Berøring med Kulturen og det lovordnede Samfund fyldte mig med en taknemlig Glæde, der var nær ved at bringe Taarer i mine Øjne.

Ved en Svingning i Banelinjen sendte jeg Kroen min sidste, stumme Afskedshilsen fra det fjærne. Solen gik just ned bag de store, mørke Skove og spredte sin brogede Paafuglevifte udover den skyfri Himmelhvælving.

Men jeg lænede mig tilbage i Kupehjørnet og lukkede Øjnene. Og mens Toget bruste frem over skumringsblaa Marker og bloddampende Enge, vendte mine Tanker tilbage til deres gamle Drømmeland, til de evige Længslers overjordiske Paradisrige, hvor ingen onde Aander spøger.