Sange og viser
Admiralens vise (Sullivan / Jens Louis Petersen)
Alperosen (Tekst: Gårdsangervise / Melodi: ?)
Bagermester Harepus (Hartmann, Chr. / Rasmussen, Halfdan)
Blomstre som en rosengård (Hartmann, J.P.E., 1861 / Grundtvig, N.F.S., 1837)
De små børns smil (Nissen, Mogens Jermiin / Petersen, Nis)
Degnens vise (Sådan er´ed jo). (Komponist: Arvid Müller / Tekst: Arvid Müller)
Den lille frække Frederik (Hansen, Henning / Rasmussen, Halfdan)
Der var engang en abe (Christensen, Bernhard / Henningsen, Poul)
Der kommer altid en sporvogn (Gyldmark, Sven / Poeten)
Det er hvidt herude (Laub, Thomas 1914 / Blicher, St.St.,1838)
Desertøren (Le deserteur) (Vian, Boris / Dich, Per (Vian, Boris))
Det var en lørdag aften (Folkemelodi / Grundtvig, v. Svend)
En svensk konstabel fra Sverrig (Tekst: Johannes Helms, omkring 1875 / Melodi: ?)
Fra Engeland til Skotland (Folkemelodi, Småland /)
Fred hviler over land og by (Bay, R. 1827 / Ingemann, B.S., 1823)
Før vi fik bil. (Komponist: Amdi Riis / Tekst: Epe)
Havnen (Stentoft, Aage 1937 / Müller, Arvid)
Herremanden. (Komponist: Svend-Aage Petersen / Tekst: J. H. Wessel)
Hvad gør vi nu, lille du? (Gasolin & Mogensen, M / Gasolin)
Hvorfor er lykken så lunefuld (Jönsson, Karin 1937 / Meincke, C.V.)
I en skov en hytte lå (Ukendt oprindelse /)
I dit korte liv. (Poul Henningsen /)
I en kælder sort som kul (Bellman, C.M. / Høm, Vilh)
I en sal på hospitalet (Gårdsangervise /)
Jeg vil tælle stjernerne (Dalgaard, Hans (1951) / Rasmussen, Halfdan)
Jeg vil bygge en verden (Jensen, Harry / Pheiffer, Knud)
Kæden (Andersen, Benny / Rasmussen, Halfdan)
Lysets engel går med glans (Weyse, C.E.F., 1837 / Ingemann, B.S.)
Man binder os på mund og hånd (Normann Andersen, Kai / Henningsen, Poul, 1940)
Manden på risten (Carr, Michael / Steffensen, Aage)
Min Amanda var fra Kerteminde (Nab, Mac / Schwanenflügel, Axel)
Noget om en hovedafbryder. (Komponist: Mogens Jermiin Nissen / Tekst: Halfdan Rasmussen)
Noget om helte (Normann, Robert / Rasmussen, Halfdan)
Noget om søde og sprøde (Komponist: Mogens Jermiin Nissen / Tekst: Halfdan Rasmussen)
Noget om Nanettes uskyld (Haahr, Bjarne / Rasmussen, Halfdan)
Noget om kontakt (Komponist: Mogens Jermiin Nissen / Tekst: Halfdan Rasmussen)
Noget om lige og skæve (Haahr, Bjarne / Rasmussen, Halfdan)
Noget om dybsindighed. (Komponist: Mogens Jermiin Nissen / Tekst: Halfdan Rasmussen)
Noget om dr. Jekyll og mr. Hyde. (Komponist: Mogens Jermiin Nissen / Tekst: Halfdan) Rasmussen
Nå! (Christensen, Bernhard / Henningsen, Poul)
Og det var den vinter (Komponist: Mogens Jermiin Nissen / Tekst: Halfdan Rasmussen)
Om lidt (Larsen, Kim, 1986 / Larsen, Kim ,1986)
Papegøjen fra Amerika (Egner, Thorbjørn / Egner, Thorbjørn (Halfdan Rasmussen))
Posemandens bil (Hansen, Henning / Rasmussen, Halfdan)
Rapanden Rasmus (Brüel, Axel / Rasmussen, Halfdan)
Rigtige mænd (Brandt, Steffen / Brandt, Steffen, 1985)
Røverne fra Kardemomme by (Egner, Thorbjørn ,1955 / Rasmussen, Halfdan)
Solen er så rød, mor (Ring, Oluf / Bergstedt, Harald)
Solitudevej (Gyldmark, Sven / Poeten)
Sproget (Christensen, Bernhard, 1936 / Henningsen, Poul)
Stille, hjerte, sol går ned (Laub, Thomas / Aakjær, Jeppe, 1912)
To hvide liljer og en knækket søjle
Ulandsvise (Christensen, Bernhard / Henningsen, Poul)
Veronica (Vreeswrijk, Cornelius / Vreeswrijk, Cornelius)
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Admiralens vise ( Pinafore )
Arthur Sullivan / Jens Louis Petersen
Som grøn konfirmand blev jeg af mor
sat i lære på et officielt kontor.
Jeg svang min kost og pudsed´ vinduesfag
og jeg gnubbed´ alle hoveddørens guldbeslag.
Han gnubbed´ alle hoveddørens guldbeslag.
Fordi jeg gnubbede for dem der sidder højt på strå
så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.
Fordi han gnubbede for dem der sidder højt på strå
så endte han med kors og bånd og stjerner på.
Så blev jeg på grund af al min flid
kontorist på mindre end et halvt års tid.
Min flip var hvid, og mit smil var stift
og blanketterne skrev jeg ud med spids og sirlig skrift.
Blanketterne skrev han ud med spids og sirlig skrift.
Fordi skriften havde retning og stod smukt på skrå
så endte jeg med kors og bånd og stjerne på.
Fordi skriften havde retning og stod smukt på skrå
så endte jeg med kors og bånd og stjerne på.
Og jeg kom ind i en fin kommission
for i sådan én skal der altid sidde no´n!
På mit klatpapir jeg tegned otte år i træk
brugte stabler af papir og sagde ikke et kvæk.
Brugte stabler af papir og sagde ikke et kvæk.
Efter otte år med lås og slå
så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.
Efter otte år med lås og slå
så endte han med kors og bånd og stjerner på.
Politisk set var jeg liberal -
socialistisk - højresindet - radikal.
Jeg stemte altid med den største flok
og de tanker, andre tænkte, var mig mer´ end nok.
og de tanker, andre tænkte, var ham mer´ end nok.
Da mine egne tanker var så små og få
så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.
Da hans egne tanker var så små og få
så endte han med kors og bånd og stjerner på.
Med strømmen flød jeg stolt min vej
for den der flyder, ja, han synker ej!
Ad små kanaler strømmen foer
til jeg landede på flådens admiralskontor.
til han landede på flådens admiralskontor.
Fordi jeg kendte vejen, som en strøm kan gå
så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.
Fordi han kendte vejen, som en strøm kan gå
så endte han med kors og bånd og stjerner på.
I landsmænd her, som gerne vil nå op
til vor samfundsstiges allerhøjeste top,
flyd med, men hold jer i enhver forstand
til stadighed og altid fra det dybe vand.
Til stadighed og altid fra det dybe vand.
Stå aldrig til søs! Lad de andre stå!
I får stribevis af kors og bånd og stjerne på!
Stå aldrig til søs!. Lad de andre stå!
I får stribevis af kors og bånd og stjerne på!
Tekst: Gammel gårdsangervise
Melodi: ?
Du lille svale du som forår bringer
hjem til vort kære gamle danevang,
sig mig hvor vil du hvile dine vinger,
og hvem vil du forlyste med din sang.
Husker du da roserne vi plukked',
fiskerbåden styrer ind mod land,
og fuglen til sin lille rede iler,
og nattergalen sine triller slår.
Mange år og mange flere dage
mine tanker er endnu hos dig,
kunne jeg blot drømme mig tilbage
til dig min ven, så var jeg lykkelig.
Hvorfor bad du om mit unge hjerte,
hvorfor bad du om at elske mig,
hvorfor voldte du mig al den smerte,
og hvorfor var du utro imod mig?
Jeg er forladt og ene må jeg vandre,
hvorhen min tunge skæbne fører mig,
vi skilles ad i håbet for hverandre,
og kun en tanke vil jeg ofre dig.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
En svensk konstabel fra Sverrig
Tekst: Johannes Helms, omkring 1875
Melodi: ?
Nu vil jeg indvie jer i
historien om en person,
en svensk konstabel fra Sverrig,
som skød sig med en kanon,
en svensk konstabel fra Sverrig,
som skød sig med en kanon.
Han var lidt hidsig i blodet,
for resten god og reel,
nu havde han sat sig i ho'det,
at han ville slå sig ihjel,
nu havde han sat sig i ho'det,
at han ville slå sig ihjel.
Han tømte sin brændevinsflaske
og smed den på en bastion,
så krøb han med sabel og taske
på hovedet i en kanon,
så krøb han med sabel og taske
på hovedet i en kanon.
Cigaren, han havde i munden,
som lunte benyttede han,
thi da han var kommen til bunden,
den tændte kanonen an,
thi da han var kommen til bunden,
den tændte kanonen an.
Men bakkens- og knebelsbarter
sved først af den svenske rad,
derpå i tusinde parter
konstabelen splittedes ad,
derpå i tusinde parter
konstabelen splittedes ad.
En finger blev funden ved Skagen,
et øje og næsen ved Lund,
et dygtigt stykke af bagen
neddumped' i Øresund,
et dygtigt stykke af bagen
neddumped' i Øresund.
Fra Kronborg man det observerte,
det gav en stor konfusion,
til staden de telegraferte:
"En sejler af ny konstruktion",
til staden de telegraferte:
"En sejler af ny konstruktion!"
"De alliertes marine
ej mere behøves vil,
det er Lord Cochranes maskine,
der styrer ad Kronstadt til,
det er Lord Cochranes maskine,
der styrer ad Kronstadt til."
Som lemmerne bukser og kjolen
blev spredt til lands og til vands,
en bukseknap fandt man i Polen,
men det var nok inte hans,
en bukseknap fandt man i Polen,
men det var nok inte hans.
Men folk der på stedet beretter,
og det må mærkes især,
han døde først dagen deretter
af mangel på luft og på vejr,
han døde først dagen deretter
af mangel på luft og på vejr.
På prent har jeg læst det i "Tiden",
men sandheden simpel og nøg'n
er, at det er længe siden,
så længe, at det er løgn,
er, at det er længe siden,
så længe, at det er løgn.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Tekst: Gårdsangervise
Melodi: ?
Hist på alpens isbelagte spire,
der hvor intet menneske tør gå,
klynger sig langs op ad fjeldets sider
alperosen, som du ej kan nå.
Der i dalen skuede man en blomme,
yndig, skøn som alpens rose hvid,
bejlerne i flok til hende komme
for at ægte pigen huld og blid.
Hun var ung, hun var en yndig terne,
datter af den rige købmand Bro.
Ingen nå'de dog den klare stjerne,
thi i hendes sjæl tog hovmod bo.
Dalens yngling hende hånden rækker:
Oh, Alvilda, bliv min væne brud,
alt mit guld jeg for din fod nedlægger,
klæder dig som alpens rose prud.
Men hun svared': Ingens brud jeg bliver,
før jeg får det løfte af hans mund,
at han mig en alperose giver,
thi en eneste jeg ønsker kun.
Har du, Junus, mod til det at gøre,
da du blive skal min elskte mand,
Herrens hånd skal dig på bjerget føre,
men farvel, hvis det dig lykkes ej.
Kækt så klatred' han ad bjergets side,
nå'de op, hvor alpens rose stod,
plukkede en klynge roser hvide,
og den kasted' for Alvildas fod.
Glad Alvilda nu hans stemme hørte:
Her er alperosen fra din ven,
Herren, som min fod på bjerget førte,
fører mig nok ned til dig igen.
Men imens hans øjne frydfuldt skinne,
gled hans fod fra stedet, hvor han stod,
og han faldt fra alpens høje tinde
ned i dalen for Alvildas fod.
Døden blev for kærlighed ham givet,
sønderslagen lå hans legem' der.
Pigen græd: Nu er forspildt mig livet,
jeg har mistet den, jeg fik så kær.
Kunne jeg ham ej i livet følge,
vil jeg nu i døden med ham gå,
far, forældre, vel på livets bølge,
oh I søstre, gid I lykken nå.
Op hun steg, og faldt så ved hans side
og lå knust hos ham ved klippens fod.
Alpens roser var ej længer hvide,
de var farvet rød af deres blod.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Degnens vise (Sådan er´ed jo).
Komponist: Arvid Müller
Tekst: Arvid Müller
Jeg er degn i Nørre Bjært, tag De den som givet,
jeg har set og hørt og lært mange ting i livet.
Kærlighed især,
den kender jeg, hør her:
Inde midt i skoven på en bænk der sidder to
månen den er oppe, el´s er alting gå´t til ro,
pigen siger nej, men hun vil hel´re sige jo,
sådan er´ed jo,
ja, det er´ed jo !
Borte mellem træerne der risler der en bæk,
pigen hun vil spejle sig i vandet og er væk,
ungersvenden lægger sig og lurer bag en hæk,
sådan er´ed jo,
ja, det er´ed jo !
Det gør I - det gør jeg,
men vi gør det godt nok hver for sig !
Buskene de rører sig, men bænken den er tom,
pluds´lig stikker pigen ho´det frem og siger "Kom" !
Ungersvenden ved, at alle veje før´ til Rom,
sådan er´ed jo,
ja, det er´ed jo !
Så bli´r de trolovede, kærlighed´n bli´r plejet,
men hvad de kan nå ved det, er jo ikke meget.
Derfor står hun brud,
før året rinder ud:
Klokkerne de ringer, og kareten kører frem,
der er strøet blomster hele vej´n fra hendes hjem,
øjnene og ørene på folk de står på klem -
sådan er´ed jo,
ja, det er´ed jo !
Bruden er i myrter og i dejlig crepe de chine,
hun går op ad kirkegulvet bly som en kanin.
Gommen slår et smæld med tung´n og tænker: "Den der fin !"
sådan er´ed jo,
ja, det er´ed jo !
Det gør I - det gør jeg,
men vi gør det godt nok hver for sig !
Bruden siger ja, og præsten slutter deres pagt,
gommen han er fra den a´ , og nikker kuns i takt,
han har allerede ikke no´et at sku´ ha´ sagt -
sådan er´ed jo,
ja, det er´ed jo !
Året går, som det nu kan, og som man ku´ vente:
Lidt før tiden hæver man kærlighedens rente.
og til fastelavn
skal barnet ha´ sit navn:
Mor´en hun er stolt, for præsten roser hendes barn.
Hvad skal stumpen hedde? Jo hun sku´ da hedde Kar´n.
Smeden han står fader - han ser ud, som han var far´n,
og det er han jo,
ja, det er han jo !
Så er der jo gilde, og det holder man på kroen,
desværre må betjenten hurtigt fjerne en person,
de´r fa´ren, altså fa´ren, ham der er i troen -
sådan er´ed jo,
ja, det er´ed jo !
Det ved I - det ved jeg,
men vi tier godt nok hver for sig !
Ellers går det hyggeligt man får sig et glas vin,
stemningen er munter, og musikken den er fin,
smeden han er med, han spiller Anden Violin !
sådan er´ed jo,
ja, det er´ed jo !
Nå, men på Gud Amors bud, hvem kan så forhindre,
de har holdt hinanden ud 25 vintre.
Så skal vi på ny
til fest i vores by.
Flagene de blafrer bag hvert eneste stakit,
der er rejst en æresport i guld og rødt og hvidt,
vejret det er dejligt, eller også er det skidt -
sådan er´ed jo,
ja, det er´ed jo !
Alle gratulanterne de vimser rundt som møl,
gaverne beundres, der er pæne ting i søl´,
manden siger tak, men han vil hell´re ha´ en øl -
sådan er´ed jo,
ja, det er´ed jo !
Det vil I - det vil jeg,
men vi vil det godt nok hver for sig !
End´lig henad tolv så går familien, det var rart,
(og) konen går i seng og siger: "Kommer du så snart ?"
(men) Jeppe han er svær at få i kassen, det er klart,
sådan er´ed jo,
ja, det er´ed jo !
Årene går vid´re, og der går mange flere,
indtil pluds´lig manden så ikke er der mere.
Alle sukker "Ak !"
og konen siger "Tak".
Skolelære´n klæ´r sig i sin sorte høje hat
og går hen og taler smukt til den, som er forladt,
han har ellers altid sagt, at manden var et skvat -
sådan er´ed jo,
ja, det er´ed jo !
Klokkeren han ringer til den store cer´moni,
hele sognet møder, det vil sige, de´r fordi,
der er fælles kaffebord, så snart det er forbi -
sådan er´ed jo,
ja, det er´ed jo !
Det gør I - det gør jeg,
men vi gør det godt nok hver for sig !
Nå, men så omsider falder konen lidt til ro,
præsten får en tier, for hans tale var så go´,
degnen han må nøjes med en krone eller to !
sådan er´ed jo,
ja, det er´ed jo !
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Komponist: Amdi Riis
Tekst: Epe
A. Her ude i Brønshøj hvor vi bor
var vi et glad familiekor
både min mand og mig
og Karl Johan og Kaj
Grethe og Lis og lillebror
B. Hver dag var som en tur i skov´n
indtil vi fik et skud for boven
og skuden faldt den dag
da vi partout sku´ ha´ en vogn.
A. Før vi fik bil
var vi alle lutter lagkagesmil
men nu går vi og smækker med dørene
og hænger med ørerne
som en grædepil.
A. Det´ egentlig mærk´ligt nok
at en lille rusten halvgammel rok
den ka´ ta´ hele hyggen af familierammen
og få os alle sammen
til at gå amok.
C. Jeg var fiks og nobel
nu´ jeg snart klædt af
for husk den lille Opel
ska´ først ha´ hva´ den ska´ ha´ - Det´ godt gjort
A. Før vi fik bil
fik jeg af og til et stykke tekstil
nu´ det helt sket med stoffet til klæ´erne
der er kun til sæ´erne
i den rådne bil.
Emil - nu ska´ han også ha´ sandheden at vide,
det ve´ gud han ska´. For ve´ De hv´a:
A. Nu hvor jeg lig´ har haft fødselsdag
men der faldt ikke noget af
man sku´ ha´ været en bil
bare den har kørt en mil
så falder der aldtid noget af
B. Men den er skyld i meget mer´
nemlig at vi må konstater´
at børnene får dårlige eksamenskarakter´ - For
A. Før vi fik bil
hjalp min mand de små med regning og stil
men nu ta´r bilen
hele min mands forstand
så nu bli´r Karl Johan
aldrig doktor Phil.
A. Sa´ De damefrisør
næh nu går pengene til et udstødningsrør
eller også til gummi ved dørene
skidt med frisørerne
bare bilen kør´.
C. Aldrig hen st skylle
aldrig krølle hår
hvis skærmene bli´r krøllet
det altid bilen der får - det godt gjort.
A. Siden vi fik bil
har jeg mistet hele min sex appeal
Det´ fordi at alle pengene til skønhedsplejen
kør´ ude på landevejen
i den rådne bil.
Emil - nu ska´ han også ha´ sandheden at vide,
det ve´ gud han ska´. For ve´ De hva´:
A. Hver kilometer der bli´r kørt
ta´r faktisk noget af humøret
livet på landevejen
stjæler jo andestegen
der sku´ ha´ glædet spiserør´t
B. Det der i vores go´e tid
lige satte prikken over i´et
det må vi undvære nu
til fordel for karosseriet.
A. Før vi fik bil
fik vi bøffer i den helt store stil
men så knak der en aksel i Søllerød
så fik vi øllebrød
resten af april.
A. Og før i tiden fik vi vin
nu får vognen 20 liter benzin
og den lider konstant af en rædsom tørst
og den ska´ slukkes først
vi er rent til grin.
C. Men det´ værst at manden
ham min go´e Emil
han er blevet en ganske anden
den vogn har gjort ham senil - for ser De
A. Før vi fik bil
var der af og til lidt liv i Emil
men nu er´et sku´ ligesom den gamle buk
nærmest er blevet eunuk
af den rådne bil.
Men nu ska´ han ha´ sandheden at vide,
for ærlig talt, nu ka´ De selv høre:
A. Hver dag må man være forberedt
på hva´ der nu ka´ være sket
ryger der en ledning af
man bli´r sku´ hedning af
og vær´ mor til en karet.
B. Nu er jeg ve´ og køre træt
ligesom en gammel rumraket
jeg trænger til en smøg
men jeg har ikke en cigaret.
A. Før vi fik bil
ku´ jeg ryge når jeg tog mig et hvil
men så blev cigaretterne mindere
da vores cylindere
sku´ ha´ slev´t ventil.
A. Og da vi så sku´ ha dæk
blev jeg nødt til at gå over til sjæk
og den er jeg så småt ve´ og stryge
nu må jeg ryge
af vores havehæk.
C. Denne bil er roden
til alt ond hos os
nu håber jeg på fogeden
for vi har købt den på klods - gid han vil
A. Ta´ denne bil
bare fjerne den fra vores domicil
og hvis ikke, så gid den vil brænde
og det ville tænde
et stort og lyk´ligt smil
Og altså - hvis ingen anden vil
gid så at fanden vil
ta´ den ski´e, rådne bil.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Komponist: Svend-Aage Petersen
Tekst: J. H. Wessel
En Herremand sov engang hen,
og så skal alle Herremænd,
hvor gjerne de end leve vilde.
Og det er ilde,
at dø, når man endnu ej vilde.
Den Herremand, jeg synger om
did, stakkel !, efter Døden kom
hvor ingen frøs, skjøndt alle vilde.
Og det er ilde,
at ikke fryse, når man gerne vilde.
Han traf sin kusk, og studsede:
"Hvad " Jochum og i Helvede ?
Jeg næsten det forsværge vilde.
Og det er ilde,
at se, hvad man forsværge vilde.
"Hvorfor jeg kommen er herned,
du uden tvivl alt forud ved,
så jeg omsonst det dølge vilde."
Og det er ilde,
bekjendte ting at dølge vilde.
"Min søn forfaldt til hor og spil,
og satte flere penge til,
end min formue tåle vilde."
Og det er ilde,
at den ej mere tåle vilde.
"Af godhed for det skumpelskud
jeg suged´ mine bønder ud,
og deres suk ej høre vilde."
Og det er ilde,
ej bønders suk at høre vilde.
"Men du, som var så from og god,
og gjorde intet kræ imod,
hvi du er her, jeg vide vilde."
Og det er ilde,
så nøje alt at vide vilde.
"Det går", var svaret, "mig så slet,
fordi jeg hisset gjorde det,
som I ej kunde, skjøndt I vilde."
Og det er ilde,
at ikke kunde, når man vilde.
"Den søn, som volder, I er her,
har jeg på halsen skaffet jer;
Jeg Fruen intet nægte vilde."
Og det er ilde,
slet ingen ting at nægte vilde.
Sligt lærer hvert utugtigt skarn,
at ikke skaffe Næsten barn,
skjøndt Næstens kone gjerne vilde.
Og det er ilde,
at næstens kone gjerne vilde.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Noget om dr. Jekyll og mr. Hyde.
Komponist: Mogens Jermiin Nissen
Tekst: Halfdan Rasmussen
Jeg har en lille vred mand inden i.
Han vrisser ad min kone når hun vækker mig.
Så må jeg atter gå i seng fordi
han først bliver rigtig rolig når jeg lægger mig.
Og kalder konen mig for dovenkrop,
så bliver han arrig, flabet og ulidelig
og brøler: Jeg vil sgu godt stå op,
men det er fyren dér som er ugidelig.
Men kommer konen ind med morgenmad
og siger: Du har slidt så ubeskriveligt.
Så bliver den lille vrede mand så glad,
at man kan se han ligner mig grangiveligt.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Komponist: Mogens Jermiin Nissen
Tekst: Halfdan Rasmussen
Jeg går med Nanette ved havet
og taler dybsindige ord.
Nanette er ikke begavet
men tænker dog mer end hun tror
Hun sier: Hvis du elskede Else
og myrdede mig og blev hængt,
så ville jeg be for din frelse !
Og det er da nydeligt tænkt !
Nu er jeg tilfældigvis ikke
forelsket i Else, som tit
og ofte har prøvet at stikke
en kæp i det hjul der er mit.
Og derfor forklarer jeg roligt
at Else er dum som et bræt
med knaster der blomstrer utroligt.
Og her gir Nanette mig ret.
Du er nu så sød, sier hun kælen
og lægger sin hånd på min arm,
så kilderne risler i sjælen
og sjælen bliver kilden og varm.
Jeg ved godt at Else er fjollet
og dum som en hel tønde land,
men selv om du ikke er skoldet,
så er du jo bare en mand.
Sin mandighed bør man forsvare.
Hvorfor sier du "bare" sier jeg ?
En mand er en mand, ikke bare
en mand, hvis den mand da er mig !
Og når man er mand for sin kvinde
og mand for den hat man kan li,
behøver man ikke at finde
sig i hvad jeg finder mig i !
Nanette bliver stram i betrækket
og holder sin mund et sekund,
som om hendes tunge var brækket
og gjorde forfærdelig ondt.
Så råber hun højt og bestyrtet,
mens øjnene ruller af skræk:
Hvis nu det var dig der blev myrdet
af Else, så var hun da fræk !
Nanette ! Du sludrer og vrøvler
og snakker forkert og banalt,
som havde du hundrede drøvler
der alle fungerede galt.
Hvorfor skal vi myrde hinanden
i dette velsignede vejr
og rende med rynker i panden
for sådan en halvgammel mær !
Hvis nogen har rynker, så er det
ved gud ikke mig, sier hun vredt.
Og er jeg en halvgammel tærte
er du en katolsk omelet,
en hjulbenet boghandlerfinke,
en blækhat.... Nanette, min ven !
Kom her, lad os nu være flinke
og snakke dybsindigt igen !
Se, solen begynder at sænke
sig ! Hvor kommer rynkerne fra...?
Dem får man vist kun af at tænke
og være fortænkt nu og da...
Du er det betænksomste væsen
og mest ubetænksomme klods...
Kom, lad os nu rynke på næsen
ad Else, og tænke på os !
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Komponist: Mogens Jermiin Nissen
Tekst: Halfdan Rasmussen
Hans sjæl var træt. Hans pung var tom.
Han brød sig ikke mere om
at bryde sig om noget.
Han brød med ven. Han brød med viv.
Han brød med dette usle liv,
som var ham lidt for broget.
En vinteraften klokken fem
tog han en brødmaskine frem.
Af sult må man formode ?
Aknej ! Af tabt besindelse
afbrød han al forbindelse
imellem hals og hode !
Nu sover tyst på Assistens
en stakkel uden common sense
med sjælen sort og sodet.
Ak, syndere og mordere
bliver nemt et hoved kortere,
såfremt de taber hodet !
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Komponist: Mogens Jermiin Nissen
Tekst: Halfdan Rasmussen
Vil du opnå kontakt med det modsatte køn,
må du lære dig følgende regler, min søn:
Hvis du møder et pigebarn under de ti,
er det bolcher og bændellakrids hun kan li !
Står der sytten i øjnenes stjerner, så vis
hende Glostrup som var det en nat i Paris !
Er hun tyve og frejdig og lidt for erfar´n
så fortæl, du har kendt Greta Garbo som barn !
Ser du tredive blå somre i øjnenes glans,
bør du byde de tredive blå somre til dans !
Er hun fyrre og færdig med fyrre, berøm
hendes kløgt, hendes krop, før hun mister sin drøm !
Bliver hun tres eller firs eller mere, min ven,
er det bolcher og bændellakridser igen !
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Komponist: Mogens Jermiin Nissen
Tekst: Halfdan Rasmussen
En klovn, en tenor, en fyrstinde
var trækplastre i "Cirkus Bell".
De elskede begge to hende,
hun elskede bare sig selv.
For klovnen var slet ikke sød nok,
tenorens tenor ikke sprød nok.
En dag var de alle til gilde.
Tenoren sprang ud i en dam.
Fyrstinden fandt ud af, for silde,
at hun netop elskede ham.
For kvinderne har det som mænd´ne.
De elsker det tabte så brænd´ne.
Fyrstinden gik ud for at lede,
men fandt kun sin elskedes stok,
en klovnhat, en dolk og en skede.
Så gik hun til klovnen, det pjok,
og spurgte ham nedbrudt af kvalen,
hvad han havde gjort af rivalen.
Alvorligt talt, hulkede klovnen
og tog sig en halv liter sød.
Jeg la´ ham til tørre i ovnen,
så nu er tenoren vist sprød !
Så drak han en halv liter sød til
og hængte sig, det var han nødt til !
Nu sidder fyrstinden og mindes
de to allerkæreste mænd.
Og hvis en moral skal udvindes
af sorgerne, da bli´r det den:
At elske de relativt søde
og sprøde, før disse er døde.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Komponist: Mogens Jermiin Nissen
Tekst: Halfdan Rasmussen
Og det var den vinter da havet frøs til,
og himlen slog revner af kulde
og månen hang hvid som en sodapastil
og skinnede koldt som den skul - le.
Og mælk blev til is i de frysende køer
og lammet frøs fast til sin brægen
og stegen blev lynfrossen før den blev mør
og flammen fald frossen af vægen.
Og den som gik ud for at lade sit vand
og lod det så længe han kunne
kom aldrig tilbage som elsker og mand
af ovenfor anførte grunde.
For det var den vinter da havene frøs
og Sjælland blev fygende sneland
men du var så varm og så dejlig min tøs
at du kunne smelte en sne - mand.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Kaj Normann Andersen
Poul Henningsen
Tilgi jeg sir et letsindigt ord.
det er klogt, at De forstår det straks.
Bare en lille hyldest til denne jord.
for vi har jo kun den samme slags.
Verden har nu hadet mer end nok.
Vi kan kun besvare med at elske.
Selv i den jordiske kærlighed
findes våben mod et ragnarok.
I dit korte liv
er hver time dyr
hvert sekund, et dyrt sekund
Du glemmer vel ikke at årene ryer
Se på dit ur:
Viserne flyer,
Hold dig vågen, ven
vores lille liv
sluttes inde af en søvn.
Vi er af samme stof
som drømme gøres af:
det store tomme rum.
Alle som påstår, der findes mer
gir os veksler uden underskrift.
Men'sket har dyrket en hob ideer
som erstatning for naturligt drift.
Enkel er din skæbnes smukke lov:
Hvert atom forlanger, du skal leve.
Men'sket blev men'ske i kærlighed
gjort i elskov, ja, det blev vi dog.
I dit korte liv
er det meste spildt.
Tænk igennem punkt for punkt
Bedøm du det selv, og bedøm det kun mildt
Håndtryk blev glemt
chancer blev spildt
Hold dig vågen ven,
Hvorfor sove nu
i den lyse sommernat ...
Det haster med det kys
Den kommer, før du tror
den drømmeløse søvn.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Hartmann, Chr.
Rasmussen, Halfdan
Bagermester Harepus
er en dygtig bager
I sit kagebagerhus
bager bager Harepus
mange bagerkager.
Her er kager nok at få
for en hel familie
nogle store, nogle små
nogle få med sukker på
nogle med vanilje.
Harepus har wienerbrød
sigtebrød og klejner,
flødebrød og nøddebrød,
sprøde brød og søde brød,
blødt brød når det regner.
Bagermester Harepus
bager så det knager,
Gid jeg var en bagermus
i et kagebagerhus
hos en kagebager.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Hartmann, J.P.E., 1861
Grundtvig, N.F.S., 1837
Blomstre som en rosengård
skal de øde vange
blomstre i et gyldent år
under fuglesange
mødes skal i stråledans
Libanons og Karmels glans
Sarons yndigheder.
Ryste mer ej noget knæ,
ingens hænder synke
skyde hvert udgået træ,
glatte sig hver rynke,
resjse sig det faldne mod,
rinde let uroligt blod,
frygt og sorg forsvinde.
Herren kommer, Gud med os,
troen på ham bier,
byde skal han fjenden trods
som sit folks befrier.
alt betales på eet bræt:
fjenden sker sin fulde ret,
folket dobbelt nåde.
Skæres for den sorte stær
skal da øjne mange,
døve øren, fjern og nær,
høre frydesange,
som en hind da srpinger halt,
stammer, som for målløs gjaldt,
løfter klart sin stemme.
Så i Herrens helligdom
grant Esajas spå'de
tiden randt og dagen kom
med Guds lys og nåde,
med den guds og Davids søn
som gør end, i lys og løn,
Paradis af ørke.
Ære med vor høje drot
med hans Ånd tillige!
Sammen de gør alting godt
i vort Himmerige.
Døve, selv på gravens bred,
øren får at høre med,
stummes læber sjunge.
Højt bebude gyldenår
glade nytårssange:
'Blomstre som en rosengård
skal de øde vange,
mødes skal i stråledans
Libanons og Karmels glans,
Sarons yndigheder'!
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Nissen, Mogens Jermiin
Petersen, Nis
Jeg samler på de små børns smil
de små børns lyse smil
og brød man op mit hjertes skal
med bor, med dirk, med fil
Man fandt den største samling smil,
som nogen tid er set
Man fandt det blide genskin af,
hvad tusind børn har le´t.
Og trådte du mit hjerte ned
og knuste det til slut
så skete kun, i samme stund
dets arme væg var brudt,
at små børns smil, de lyse smil
brød ud, kom løs, blev fri
og fyldte mig og fyldte dig
med sollys skælmeri.
Se derfor plukker jeg, hvergang
der blomstrer smil på kind,
et lille smil., og lukker det
i hjertets skatskab ind.
Jeg samler på de små børns smil
de små børns lyse smil.
Man fandt det blide genskin af,
hvad tusind børn har le´t.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Hansen, Henning
Rasmussen, Halfdan
Den lille, frække Frederik
som elsker sjov og mekanik
har købt en bil og kører nu
og sir babu, babu babu!
Han gir den rigeligt med gas
og kører hen til Højbro Plads
hvor Absalon ta'r hjelmen af
og si'r goddag, goddag goddag!
Så kører han til Jægerspris
og bytter bilen for en gris
og bytter grisen for en bog
med billed af et lille tog.
Så kører han med toget hjem
og spiser middag klokken fem,
og så er den fortælling slut,
og toget siger futtefut!
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Laub, Thomas 1914
Blicher, St.St.,1838
Det er hvidt herude
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård, -
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.
Det er tyst herude
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger-
finken kun på kvisten gynger
ser sig om og vipper lidt.
Det er koldt herude
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.
Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Christensen, Bernhard
Henningsen, Poul
Der var engang en abe
den boede i en skov
og den ku' svinge sig fra gren til gren
og ta' bananer.
Såd'n når den - bum -
rendte rundt og laved' sjov.
Og abens lange hale
den ku' den altså sno,
så den ku' svinge sig fra gren til gren
og uden at holde
Såd'n får den - bum
fir' bananer to og to.
Åh, abe, åh, abe, gid jeg var lissom dig.
Snoabe,snoabe, du har altid lov til leg.
Der var engang en abe
og den var rød og blå.
Når den sku' svinge sig fra gren til gren
var bagpartiet
såd´'n på den - bum -
åh, så sjov at kigge på.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Vian, Boris
Dich, Per (Vian, Boris)
Til Dem, Hr. præsident
jeg disse ord vil skrive
som måske er naive
men læs i allenfald.
Igen fik jeg et brev
med ordre til at stille
men da jeg ikke villle
jeg disse linier skrev.
Jeg tænkte ved mig selv,
det er jeg ikke nødt til
for jeg er ikke født til at
slå mennesker ihjel.
Så bliv nu ikke vred,
jeg har da lov at mene
at krige er gemene
at verden vil ha fred.
Det' over min forstand
at landre skal gøres øde
at men'sker skal forbløde
og slås til sidste mand,
at der endnu er nogen
der har så lidt af krig forstået
trods kvinders sorg og barnegråd,
at de bevarer roen.
Bag fangelejrens hegn
er mænd med sjæl besløvet
hvis bedste år er røvet,
hvis kære lider savn.
Imorgen før det gryr
forlader jeg mit barndomshjem
hr. præsident, og det er Dem
og Deres krig, jeg skyr.
Mit ønske det er blot
at jeg må gå i verden
og prøve på at lære den
at vi ku' ha' det godt.
Lad os bruge det liv, vi har
til at kæmpe mod den nød, der gør
at bro'r vil slås med broder
gør men'sket til barbar.
Hr. præsident, farvel,
hvis De vil kræve heltemod
hvis der skal ofres helteblod,
så må De gøre det selv.
En desertør, javel,
men jeg er ikke bange
og før jeg la'r mig fange,
må De slå mig ihjel.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Folkemelodi
Grundtvig, v. Svend
Det var en lørdag aften
jeg sad og vented dig.
Det var en lørdag aften
jeg sad og vented dig.
Du loved mig at komme vist
men kom dog ej til mig.
Du loved mig at komme vist
men kom dog ej til mig.
Jeg lagde mig på sengen
og græd så bitterlig.
og hver en gang at døren gik
jeg tro'ede, det var dig.
Jeg stod op søndag morgen
og flettede mit hår;
så gik jeg mig til kirken hen
og om den kirkegård.
Men du kom ej til kirke
og ej i kirken ind.
for du har få't en anden kær
og slaget mig af sind.
Jeg gik mig hjem så ene
hen ad den kirkesti
og hvert et spor på stien var
der faldt min tåre i.
De røde bånd og skønne
som du engang mig gav
dem bærer jeg ret aldrig mer,
jeg stunder til min grav.
Hvor kan man plukke roser
hvor ingen roser gror!
Hvor kan man finde kærlighed
hvor kærlighed ej bor!
Jeg ville roser plukke
jeg plukker ingen fler;
jeg elsked dig så inderlig
jeg elsker aldrig mer!
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Folkemelodi, Småland
Fra Engeland til Skotland
der sejlede en brig
med læk i begge ender
og med en rådden rig.
Og helleduseda,
Vi kommer langvejs fra.
Hurra for skippers kone,
når vi ser Amerika.
Vi havde ingen anker
og heller ingen rat,
vi sejled efter bølgerne
og skippers gamle hat-
Og helle....
Lanternerne i stavnen
vi hængte aldrig ud,
vi klared' os med lygten
på kaptajnens røde tud.
Og helle..
Hver morgen og hver aften
så fik vi mælke-grød,
men det var den slags mælk
som udi i Nordsøen flød.
Og helle..
Kahytten som vi boed' i
det var et brænde skur,
kompasset det var skiven
af et gammelt kukkerur.
Og helle..
Vor skipper prygled' konen
både gul og blå hver dag,
så blev hun hejst i mastens top
- det var det svenske flag.
Og helle...
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Bay, R. 1827
Ingemann, B.S., 1823
Fred hviler over land og by
ej verden larmer mer
fro smiler månen til sin sky
til stjerne stjerne ser.
Og søen blank og rolig står
med himlen i sin favn
på dammen fjerne vogter går
og lover Herrens navn.
Der er så stille og så tyst
i himmel og på jord
vær også stille i mit bryst
du flygtning, som dér bor.
Slut fred, o hjerte, med hver sjæl
som her dig ej forstår!
Se, over by og dal i kvæld
ne fredens engel går.
Som dy han er en fremmed her
til Himlen står hans hu
dog i det stille stjerneskær
han dvæler her som du.
O, lær af ham din aftensang
Fred med hver sjæl på jord
Til samme himmel går vor gang,
adskilles end vort spor.
Fred med hvert hjerte fjern og nær
som uden ro må slå.
Fred med de få, som mig har kær
og dem, jeg aldrig så!
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Gasolin & Mogensen, M
Gasolin
Jeg kom til verden på femte sal
min far var tosset, min mor var normal
men da de kørte ham væk sagde moar til mig:
Hvad gør vi nu, lille du?
Jeg gik i skole i mange år
røg på fabrik og fik mavesår
og så en dag sparked´ bossen mig ud.
Hvad gør man så lille du?
Og tiden gik, og jeg gik med -
jeg fløj afsted fra sted til sted
og gadens løse fugle de fløjted og sang:
Hvor ska´ vi hen, lille du?
Men så en dag gik jeg op til ministeren
og sagde: Du der, få lige fødderne ned og ta´ hatten af.
Mand, kan du ikke se at det hele er ved at gå fuldstændig agurk?
Så hva´ gør vi nu, din gamle skurk?
Men han grinte bare og sagde:
Dig, du ka´ sgu gå fanden i vold.
Så det gør vi nu, lille du..
Ja, vi gør...
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Bellman, C.M.
Høm, Vilh
I en kælder sort som kul
allerdybest nede
var et prægtigt musehul
og en muserede.
Skønt de levede lidt småt,
havde musene det godt;
de gik rundt og snasked'
og blev aldrig vasket.
Seksten søde børn der var.
Nej, hvor var de spændte;
thi i dag hos musefar
var der bal i vente.
Hver en lille mus var glad,
og til tidsfordriv på rad
sad de midt i salen,
bed sig selv i halen.
Nu en grankvist blev sat op,
musemor holdt talen,
derpå gik det hop i hop
rundt i gildesalen.
Så kom julemaden ind:
Sildeben og pølseskind,
tællelys og kager
lutter gode sager.
Fire musefrøk'ner små
julemaden bragte
ostepinde ovenpå
nå, da, hvor det smagte!
Men den allermindste mus
tænk engang, det lille pus,
tålte ikke smavsen
den fik ondt i mavsen.
Ny på ny i ring man for,
alle peb af glæde
selv den tykke musemor
så man dansen træde.
Men da morgenstunden kom,
tænk, var hele salen tom,
for til sidste kom katten,
åd dem alle atten!
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Gårdsangervise
I en sal på hospitalet
hvor de hvide senge står
lå en lille brystsvag pige
syg og bleg med gyldent hår,
lå en lille brystsvag pige
syg og bleg med gyldent hår.
Alles hjerter vandt den lille,
som hun lå der mild og god
bar sin smerte uden klage
med et barnligt heltemod.
Og hun spørger da sin læge
som ved hendes leje stod:
"Må jeg komme hjem til påske,
skal jeg være rigtig god"
Lægen svarede den lille:
"Nej, mit barn, det knapt jeg tror
men til pinse kan det hænde,
du kan komme hjem til mor.
Pinsen kom med grønne skove
blomsterklædt står mark og eng,
men den lille syge pige,
fængsles stadig til sin seng.
Og hun spørger atter lægen,
som ved hendes leje står:
"Må jeg komme op til høsten
må jeg komme hjem til mor?"
Lægen svared ej den lille,
klapper hendes gyldne hår,
med en tåre i sit øje
vender han sig om og går.
I sin grav nu trygt hun hviler
under snebelagte skrud,
efter denne lange vinter
er hun gået hjem til Gud.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Ukendt oprindelse
I en skov en hytte lå
nissen gennem ruden så,
haren kom på lette tå,
bankede derpå.
"Nisse, hjælp mig i min nød,
skyder jæg'ren er jeg død"
Lille hare, kom herind
ræk mig poten din.
Jæg'ren kom til hytten hen.
"Sig mig, nisse lille ven,
har du set en hare fin
her på marken din?"
"Nej, hr. jæger, har jeg ej
gå du blot igen din vej"
Jæg'ren vendte sig og gik,
haren ej han fik.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Dalgaard, Hans (1951)
Rasmussen, Halfdan
Jeg vil tælle stjernerne
nu hvor der er fred.
Men det er så svært at få
allesammen med,
Jeg må bruge fingrene
for at tælle dem.
Men på Oles lille hånd
er der bare fem.
Fem og fem er bare ti
Af med sko og sok!
Jeg må tælle mine tæer
hvis jeg skal få nok.
Der er ikke nok endnu.
Tusind stjerner blåner.
Det var meget nemmere
hvis jeg talte måner.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Andersen, Benny
Rasmussen, Halfdan
Kun den som er sig selv bevidst
kan ændre denne ulvetid.
Der findes ingen ønskekvist
som kan erstatte kamp og strid
Det eneste vi har i dag
at sætte op mod magt og vold
er styrken som udspringer af
de svages stærke sammenhold.
Alene er du kun en brik
i større magters rænkespil.
Men samlet er vi stadigvæk
den største enhed der er til.
En kæde smedes led for led.
Og hele kædens kraft beror
på din og min samhørighed
med mennesker på denne jord.
Man prøver på at binde os
til drømmen om et tomt forbrug.
Men de skal aldrig finde os
som slaver ved et ædetrug
Læg hånden i min hånd og mærk
at slaveriet er forbi.
Byd magten trods. Gør kæden stærk
og slip de bundne kræfter fri.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Weyse, C.E.F., 1837
Ingemann, B.S.
Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
flygter alle nattens skygger sorte.
Sol går over verden ud
med Guds lys i øje:
Se! Vorherres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.
Englen spreder over jord
glansen fra Guds himmel
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.
Sol ser in i slot og vrå,
ser på drot og tigger
ser til store, ser tll små
kysser barnet, som i vuggen ligger.
Os han også favne vil
englen i det høje
os han også smiler til
englen med Guds himmel-glans i øje.
Os har og Vorherre kær
ingen sjæl han glemmer
i hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Normann Andersen, Kai
Henningsen, Poul, 1940
Gribe efter blanke ting
vil hvert et lille grådigt barn.
Binde andre med en ring
gør man som helbefarn.
Tænk, hvor har man stået tit
og delt et vinduesparadis.
Helle, helle, det er mit!
Og livet går på samme vis.
Man binder os på mund og hånd
med vanens tusind stramme bånd
og det er besværligt, at flagre sig fri
Vi leger skjul hos en som ved
at skærme os mod ensomhed
med søde kontrakter, vi luller os i.
Kunne vi forbyde de tre ord:
Jeg lover dig
var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej.
De ord, vi svor med hånd og mund,
de gælder kun den korte stund
til glæden er borte og alting forbi.
Kærlighed og ægteskab
hvad kommer de hinanden ved?
Kedsomhedens tomme gab,
til kæben går af led.
Elskov er den vilde blomst-
i gartnerhænder går den ud.
Skærmet får den sin bekomst,
men blomstrer hedt i storm og slud.
Man binder os på mund og hånd,
med vanens tusind stramme bånd
men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri.
I alle kærtegn er en flugt
de røde sansers vildt flugt
fra pligterne tvugne fortrampede sti.
Du må ikke eje mig, jeg ejer ikke dig.
Alle mine kys er ikke ja og ikke nej.
De ord, vi svor med hånd ord mund,
de gælder kun den svimle stund
det netop er kysset fra dig jeg kan li.
Møde hvad der venter os
og ingen ve, hvordan det går-
Bare skæbnen uden trods
hvad der så forestår
Glad ved hver en venlighed,
men uden tro at det blir ved.
Søge fred, i det vi véd
at vi hart ingen krav på fred.
Man binder os på mund os hånd,
men man kan ikke binde ånd
og ingen er fangne når tanken er fri.
Vi har en indre fæstnng her,
som styrkes i sit eget værd,
når bare bi kæmper for det, vi kan li´
Den, som holder sjælen rank, ka aldrig blie træl.
Ingen ka regere det, om vi bestemmer selv
Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgen stund,
at drømmen om frihed blir aldrig forbi.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Carr, Michael
Steffensen, Aage
Her står hver aften på ´risten´
mens jeg kigger på Vesterbro.
Jeg nyder det flammende neonlys,
uden ophold fra seks til to.,
Jeg har det omtrent som de rige,
jeg er hvert nat på "restaurant"!
Man godt på en måde kan sige
at jeg en såd´n en slags gourmant.
Jeg har med de ædlere dele
ej vrøvl som en anden grosser´
Min mave kan tåle det hele
og lidt til og meget mer´
Jeg napper fasanen i ´flugten´ efter ´bøffen´,
min yndlingsret
jeg får aldrig andet end lugten
men af den kan man godt bli mæt.
Mens de derinde nedsvælger bourgogne og bordeaux,
blir jeg beruset af duften fra Vesterbro.
Jeg skal ikke stille i smoking,
så jeg ka' være ligeglad,
har aldrig ballade med tjeneren,
hvergang jeg har bestilt lidt mad.
For mig er der ingen, der bukker,
drikkepengene sparer jeg,
om osse de derinde lukker,
ja så rager det ikke mig.
Jeg har ingen små kontroverser
om elskov, for jeg vil ha' fred,
jeg slæver ej damer i nerzer
og hermelinspelse med.
En slager jeg hører på risten,
"Der er piger i Singapore"
jeg kender dog ej komponisten,
det kan han være lyk'lig for.
Men når så Schubert - sig lister i øret, kan I tro
så vågner Jensen - på risten på Vesterbro.
I går fik vi ´lam i asparges´
Om det smagte? Det er ikke ordet.
Et eventyr var osse ribbensteg´n
indirekte fra varmebord.
Den ville ha glædet Johansen
i november han skred gedulgt
Han mistede lugtesansen
så han ebbede ud af sult...
Jeg sa´d ved hans leje på selve
den aften da feberen kom.
Skønt han havde 47.11
så lå han og talte om
de dejlige nætter på risten,
nå, men sådan er livets gang
En skønne dag udløber fristen
og man synger sidste sang,
Nu gad jeg vide om risten ved Himmerigs kro
kan være bedre end risten på Vesterbro.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Nab, Mac
Schwanenflügel, Axel
Min Amanda var fra Kerteminde
og hun kom til København i fjor.
Sikke hendes øjne kunne skinne
hendes tænder var som perlemor.
Hun var slank og rank, og jeg vil anta'
cirka tyve tommer i figur.
Og jeg gik på livet med Amanda
hver engang hun havde udgangstur.
Ja, jeg gik på livet med Amanda,
hver engang hun havde udgangstur.
Skæbnen kommer, når man mindst den venter,
hør nu bare, hvad der mig er hændt:
Sidste søndag traf vi en bekendter
og Amanda sa' han var student.
Med et smil tog han sin hat galant a'
og Amanda smilede igen.
Og så præsenterede Amanda
mig studenten som en barndomsven.
Og så præsenterede Amanda
mig studenten som en barndomsven.
Og vi fulgtes ad til Esplanaden
der var lummervarmt den formidda'
og ved pavillonen spurgte raden
om vi sku et lille bæger ta'
og da just der var en tom veranda
og som sagt det var et dejligt vejr.
blev vi herrer enig med Amanda
om at ta' den lille genstand der,
blev vi herrer enig med Amanda
om at ta' den lille genstand der.
Efterhånden fik vi noget at drikke
jeg kan ikke huske, hvad vi fik
men jeg husker nok, at jeg fik hikke
og gik udenfor et øjeblik.
Men da jeg kom ind igen, jeg fandt a'
der var ganske tomt ved vores bord!
Der var ikke skygge af Amanda
af studenten heller ikke spor.
Der var ikke skygge af Amanda
af studenten heller ikke spor.
Ak, nu er min lykkestjerne dalet,
ranet af en medicinsk student
han er på Kommunehospitalet,
og derinde er jeg ikke kendt.
Derfor spør jeg, tror De, det er sandt a'
læger over kæd og blod har ret?
For når jeg så hitter min Amanda,
er hun ka.ske lavet til skelet.
For når jeg så hitter min Amanda,
er hun ka.ske lavet til skelet.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Normann, Robert
Rasmussen, Halfdan
Livet er en morgengave.
Sjælen er et pilgrimskor.
Der står krokus i min have.
Der står øller på mit bord.
Under himlen hænger lærken
som et fjernt, bevinget frø
for en lærke tænker aldrig
på at kæmpe eller dø.
Her er fredeligt og stille
Her er ingen larm og støj
Jeg har sået kruspersille
og et brev med pure løg.
Lad alverden slå for panden
og bekæmpe spe med spot
Jeg vil enes med hinanden
og mig selv og ha det godt.
Samson gik og styrted templer.
Peter Freuchen knak sit ben
Ak, mod disse to eksempler
er min dåd en sølle en.
Jeg har aldrig dræbt filistre
eller kæmpet med en haj.
Og når stærke mænd blir bistre
syns jeg det er synd for mig.
Der er nok som går og sysler
med at sprænge kloden væk.
Jeg vil ikke ha skærmydsler
og kanoner bag min hæk.
Mens de andre går og sveder
for at gi hinanden lak,
vil jeg pusle med rødbeder
selleri og pastinak
Jeg vil ikke slås med bisser.
Jeg vil så og ikke slå.
Selv de rødeste radiser
kan man roligt lide på.
Der er nok af danske helte
som er danske hele dagen
og går rundt og spænder bæltet
mens de råber: Fy for fan!
Tiden går og tiden hverver
store mænd til mandig dåd
Jeg, reserven blandt reserver,
bryder ofte ud i gråd.
Jeg får nerver og migræne,
blot jeg skær mig på en dolk
og vil helre slå min plæne
end slå løs på pæne folk.
Livet er en dejlig gave.
Jorden er en herlig jord.
Der er øller i min mave.
Der står krokus på mit bord.
Når reserverne skal stille
for at splitte kloden ad,
skriver jeg med kruspersille
verdens mindste heltekvad.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Haahr, Bjarne
Rasmussen, Halfdan
Vor jord består af jord i småpartier
som kaldes stater eller kolonier
De første har kultur og kultiverer
de sidste til de ikke eksisterer.
Hver stat beståer af folk delt op i klasser:
De rige folk og folkets brede masser,
civilfolk, kvindfolk, fodfolk og soldater,
samt mandfolk, fattigfolk og demokrater.
I Danmark lever flere millioner
af verdens bedste mænd og børn og koner,
så resten af den store rund jord, som
de andre folk bebor er knap så morsom.
I Tyskland for eksempel bor de tyske
som slår på tromme og er meget bryske
De drikker øl og spiller Kejservalsen
så alle får en bismarcksklump i halsen.
I Frankrig bor de ekvivokke kvinder
samt deres mænd og mændenes veninder,
som frekventerer franske små-hoteller
hvor de benævnes mademoiseller.
I England har man tåge, kul og porter
kaminer, miner, gentleman og lorder.
Man spiser Bacon -han var lord blandt andet
så folk er kannibalske der i landet.
I Rusland lever russiske kosakker
som ofte taler russisk når de snakker
og sejler rundt på floderne i pramme,
som russerne har bygget til det samme.
I USA er alle lige gæve
og lige lige, bortset fra de skæve
der siger UH til alt det supermanske
og derfor kaldes UHAmerikanske.
Her slutter digtet: Er det så mærkværdigt
at digtet slutter nu hvor det er færdigt?
Var andre lande også værd at gæste?
Hvorfor? Vi ved jo dog vi er de bedste!
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Haahr, Bjarne
Rasmussen, Halfdan
I Nanettes lille sovekammer
sidder jeg med hendes hånd i min,
mens mit stakkels hjerte står i flammer
som en dunk med brændende benzin.
Begge er vi tavse og fortrykte.
I et brev med mange slemme ord
står der skrevet, at Nanettes rygte
ikke er så godt som visse tror.
´Visse´ - det er mig! Nanettes øjne
flakker rundt som viber på en eng:
"Tror du på de polygame løgne?"
hvisker hun og retter på sin teint.
Jeg vil ikke tro på sjofel sladder
brummer jeg og tror, hvad jeg vil tro.
- Vil du smøre et par mellemmadder?
spør Nanette, mens hun går til ro.
To små skiver, hvisker hun, med Gouda
og et lille glas promillevand!
Og jeg skænker til hun sier: "Hov-hov-da,
det er snaps og ikke kildevand!"
Jeg skal kilde dig til gråden strømmer!
råber jeg med brask og megen bram,
mens Nanette spiser ost og drømmer,
at hun rødmer inderligt af skam.
Stille lukker hun de små ovale
nødde-øjne i og fløjter tyst,
mens jeg leger lidt med den banale
sukkerkugle på det venstre bryst.
Se, nu sover hun! På hendes læber
brænder drømmens lille røde stempel
Og i søvne maler hendes kæber
osten ned i kroppens lyse tempel.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Christensen, Bernhard
Henningsen, Poul
Vores livs sejlads imellem bord og seng
mad og elskov, hvile had og sød forsoning
skal den skildres i et ganske kort refræn,
må det gøres med en vekslende betoning.
Det gør vi så - Hvad skal vi ta?
Det lille: Nå!
Man har ståed engang ved store menskers knæ
som et lille utæt, snottet, sjovt spetakel,
og de sa, at noet var mam og no'et var bæ
Voksnes ord var et mirakuløst orakel.
Dér stod man så og lytted spændt,
så sa man : Nå?
Man gled ind på skolens sure nænkerad.
Bare gab! Sa passer lære'n kundskabspumpen
med tortur som ligninger af tredie grad.
Man fik hård hud dels på dels, dels på rumpen.
Dér sad man så og glo'de dumt,
så sa' man : Nå.
Skolen påstod, man fik børn fra bi til bi
men fra trappegangen vidste vi det hele.
Med uvidenhedens posekiggeri
var vi tidligt vel bevandret i de dele
Dér stod man så og lytted' fromt
sa sa' man : Nå-å..
Og så viste det sig dog, at det var skønt
to alene men'sker mellem jord og himmel,
fryd og pine, sky'rnes flugt i blå og grønt,
og man glider i hinandens afgrund svimmel.
Hva' sa' man så - forventningsangst -
så sa' man : Nå.
Men som moden kvinde kender man sit værd,
og man spejler det præcist i mænd'nes blikke:
Hvad de vil, hvad de er til - og alt det dér.
Og man stiller selv sit krav - man leger ikke.
Dér står man så! - et skulderkast
så si'r man : Nå?!
Og så sker det nok en dag, hans smil blir koldt.
Han er fri, naturligvis.- Man gør sig munter.
Det er bristet, det man gik og tro'de holdt.
Alt er ble't til ingenting på få sekunder.
Dér står man så og fryser lidt
og hvisker: nå.
Men engang skal også smerten være slut.
Det bli'r endnu hårdre, end da glæden bristed'
Det er svært at se alt fortsat uafbrudt,
søge trøst i andres leg med det, man misted'
Det må man så. Et stille smil,
en venligt. Nå.
Ikke se for langt tilbage eller frem!
Leve mens man lever, være noget for nogen!
Se, hvor lystigt unge par går sammen hjem.
De har glemt det hele - osse risikoen!
Hvad gør vi så? Vi tar et kys
ja, gør det : NÅ!
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Larsen, Kim, 1986
Larsen, Kim ,1986
Om lidt bli´r her stille,
om lidt er det forbi
Fik du set, det du ville
fik du hørt din melodi
Forladt og alene
danser cirkusprinsessen rundt,
går i stå på sin line
i et sanseløst sekund.
Om lidt, om lidt er vi borte
vi ses måske igen.
Om lidt, om lidt er vi borte
vi ses måske igen.
- - - - (nynnes)
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Egner, Thorbjørn
Egner, Thorbjørn (Halfdan Rasmussen)
Jeg er en papegøje fra Amerika
Min far var papegøjefiskepakker
Jeg sagde ingenting, men mor hun sagde nu og da:
Han lærer nok at tale, når han snakker.
Nu synger jeg: Å falleri og fallera.
Hvis nogen spørger mig, hvor jeg kommer fra,
så svarer jeg: Å falleri-ha-ha!
Jeg er en papegøje fra Amerika.
Jeg bo´de i en skov til jeg blev konfirmer´t
Så blev jeg fanget af en fuglefanger.
Han lærte mig at synge da han selv var for genert
og siden blev jeg operettesanger.
Nu synger jeg: Å falleri og fallera.
Hvis nogen spørger mig, hvor jeg kommer fra.
så svarer jeg: Å falleri-ha-ha!
Jeg er en papegøje fra Amerika.
En dag kom der en skipper ind og købte mig
for femogtyve kroner og en blomme.
Jeg spiste blommen selv og skreg hurra! Og fløj min vej
og siden kom jeg her til Kardemomme
Her synger jeg - å falleri og fallera!
og byder man mig sukker, sier jeg ja!
For alle ved: Å falleri-ha-ha
at jeg er papegøjen fra Amerika.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Hansen, Henning
Rasmussen, Halfdan
Petersen og Poulsen
og Pallesen og Piil
tog ud en dejlig sommernat
i posemandens bil.
Bilen havde ingen hjul
og heller intet rat
men det var osse lige fedt
for det var nemlig nat.
Skoven var en sølle skov
for der var ingen træer
men det var fedt med det,
for det var dejligt vejr.
Petersen og Poulsen
og Pallesen og Piil
har aldrig haft en bedre tur
i posemandens bil.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Brüel, Axel
Rasmussen, Halfdan
Rapanden Rasmus fra Rinkenæs sogn
kørte en tur i sin enspændervogn.
Hesten for vognen blev træt af at gå
Først gik den baglæns, Så gik den i stå.
Rasmus tog selen om halsen og fløj.
Hesten sad bagved i vognen og røg-
Men, ih, hvor de glo'de i Rinkenæs Sogn
da Rasmus kom flyvne med hyphest og vogn.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Brandt, Steffen
Brandt, Steffen, 1985
Hva´ så vil nogen sikkert spørg´ hva så
hva´ så,hva så, hva så vil nogen sikkert spørg´
udmærket, tak, jo tak vil jeg personligt svar´
jeg´r aldrig haft det bedre før.
Jeg har mig selv, mit liv, min fremtid, mit job
velstillet, velklædt uafhængig og fri.
Jeg starter der, hvor andres drømme holder op.
Her er liv og her er glade dage
her blir stærke kvinder altid svage,
ikke flere bløde meninger, forståelse og snak
ikke mere tid at spilde.
Her er sex og her er smukke piger
her er kvinden ned på alle fire
ikke mere vrøvl og ikke mere overflødig snak
ikke mere tid at spilde
Åh nej, vil nogen måske sige åh, nej, nej,
åh, nej,nej.nej, Åh,nej vil nogen sikkert sig´
Glem alt om kærlighed vil jeg så svare, åh jo, åh ja
løb stærkt før livet er forbi.
Jeg har mig selv, mit liv, min fremtid, mit job
velstillet, velklædt uafhængig og fri.
Jeg starter der, hvor andres drømme holder op.
Her er liv og her er glade dage
her blir stærke kvinder altid svage,
ikke flere bløde meninger, forståelse og snak
ikke mere tid at spilde.
Her er sex og her er smukke piger
her er kvinden ned på alle fire
ikke mere vrøvl og ikke mere overflødig snak
ikke mere tid at spilde
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Egner, Thorbjørn ,1955
Rasmussen, Halfdan
Vi lister os af sted på tå,
når vi går ud og røver.
Vi røver bare, det vi må
og det vi nu behøver.
Nu ligger mørket over land
I byen sover alle mand
Vi drager af gårde med sæk og med spand -
både Kasper og Jesper og Jonathan.
Hos byens bager går vi ind
men røver kun lidt smuler
lidt brød, lidt mel, en slikkepind
og tusind sukkerkugler.
Det hænder dog, at Jonathan
vil ha en honningkagemand.
Men ellers så ta´r vi os kun en tår vand -
både Kasper og Jesper og Jonathan.
Hos byens slagter ta´r vi kun
et enkelt fad med finker,
en oksesteg på tyve pund,
lidt fars og nogle skinker.
Til løven røver vi en gris
en lille een, naturligvis!
Men ellers så nøj´s vi med pølse og and -
både Kasper og Jesper og Jonathan.
Og bli´r det koldt, så er det bedst
at møde frost og væde
med frakke på og ulden vest
og hat og halstørklæde.
Vi kender en butik med klæ´r
der handler vi - ved nat især
Men ellers så går vi, som vi plejer van -
både Kasper og Jesper og Jonathan.
Og når vi så har sækken fuld
af mad og meget andet,
så røber vi lidt sølv og guld
og drager ud på landet.
Der tømmer vi den fyldte spand
og gør den gode mad istand
Men ellers så gør vi så lidt, vi nu kan -
både Kasper og Jesper og Jonathan.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Ring, Oluf
Bergstedt, Harald
Solen er så rød, mor
og skoven blir så sort
Nu er solen død, mor
og dagen gået bort
Ræven går derude, mor
Vi låser vores gang
Kom, sæt dig ved min pude, mor,
og syng en lille sang.
Himlen er så stor, mor
med klare stjerner på
Hvem monstro der bor, mor
på stjernen i det blå?
Tror du, der er drenge, mor
der titter ned til mig?
Og tror du, de har senge, mor
og sover lissom jeg?
Hvorfor blir det nat, mor?
og kold og bitter vind?
Hør den lille kat, mor,
den mjaver og vil ind.
Mågerne og tærnerne
har ingen sted at bo.
Hør, nu synger stjernerne!
De synger mig til ro.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Christensen, Bernhard, 1936
Henningsen, Poul
For mig er sprogets klang
min mors stemme
kort og klart som hammerslag
med venligt sving.
Hver glose blank og rund
og go´ at ta´ på
alle skarpe kanter slidt
ved hverdagsbrug.
De grønne marker,
det krappe sund,
blå solskinstimer
og månens segl.
Alt det har osse ret.
Hver ting til sin tid.
ord skal være redskab først -
og så musik.
Hør jydens seje stød.
Hør øernes syngen
Hør Køvnenhavnerdrengens ´a´
når har si´r Far.
Det´ livets tumleplads
det´ sprogets havstok.
Her blir tiden skuret til
og vasket ren.
Det fine menneske,
det sjældne digt
La´ dem beholde,
det skrevne ord.
Men det er brugsværdien
i din og min mund.
Sproget står og falder på:
Det talte ord.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Laub, Thomas
Aakjær, Jeppe, 1912
Stille, hjerte, sol går ned,
sol går over heden,
dyr går hjem fra dagens béd,
storken står i reden.
Stille, hjerte, sol går ned.
Tavshed over hedesti
og langs veje krumme.
En forsinket humlebi
ene høres brumme.
Stille, hjerte, sol går ned.
Viben slår et enligt slag
over mosedammen,
før den under frytlens tag
folder vingen sammen.
Stille, hjerte, sol går ned.
Fjerne ruder østerpå
blusser op i gløden,
hededamme bittesmå
spejler aftenrøden.
Stille, hjerte, sol går ned.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Christensen, Bernhard
Henningsen, Poul
Jeg er kommet hertil fra en verdensfjern egn
og står her i aften som tolk
for at takke for pengenes klingende regn
til os underudviklede folk.
Vi i burnus og toga, sarong, anorak.
Vi fra hytten og krålen, seraillet
føler trang til at sige Dem tak.
Det er næsten for meget.
Giv mig lov til til gengæld at synge en sang
om landet i nød hvor jeg bor.
Hvor i kummer og klage vi mindes dengang
da den hvide mand tog vores jord,
imod bue og pil var geværet for bidsk
og i slægt efter slægt har vi skreget,
mens han svang sin flodhestepisk.
Det var næsten for meget.
Vi fik lov til at dyrke den magreste mark
i solskinnets sviende lys,
vores troldmænd og skikke og tro fik et spark
også guderne skulle fornyes,
de fik skændet og brændt og røget os ud
vi blev kristnet og døbt til vi nejed
for den hvide kærlige Gud.
Det var næsten for meget.
Vi har svært ved at tro efter alt, der er hændt
at vinden for alvor er vendt
er vi ligemænd nu, er fornedrelsen endt?
Dette gysende håb har I tændt
får vi alting igen både frihed og jord?
får vi landet igen vi har ejet?
skal vi tro den hvide mands ord?
Det er næsten for meget.
Men nu er det som magterne byder sig til
fra Washington helt til Moskva.
Tænk nu vælger vi selv, hvilken hersker vi vil.
Mon vi selv aner, hvem vi vil ha´.
Tænk at slaver kan vælge hvem herrerne er
og af hvem vi blir blidest sjanghajet.
Er de røde værre end jer?
Så´ det næsten for meget.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Vreeswrijk, Cornelius
Vreeswrijk, Cornelius
Veronica, Veronica, hvor er din sorte hat?
Din elsker leder efter den, midt i den mørke nat.
Din elsker er forsvundet, han kommer ej igen
- når det dages.
Veronica, Veronica så op din parasol,
din ven er gået fra dig, og natten er så kold.
Der er så mange andre, hvem bli´r din nye ven.
- når det dages?
Veronica, Veronica, dit ene strømpebånd
blev stjålet af et menneske, der ofte holdt din hånd.
Nu er han flygtet fra dig, du spø´r dig selv hvorhen.
- når det dages.
Men synes du, Veronuica, at morgenen er grå
og angrer at du nogensinde kunne la´ ham gå.
Spring hen til telefonen og ring så til din ven.
- når det dages.
Veronica, Veronica så løs dit lange hår,
og se din ven i øjnene og sig ham at han får.
Og sove i hans arme og vågne glad igen.
- når det dages.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Gyldmark,
Sven
Poeten
Jeg er altså døbt Gertrude
Og min ven, han hedder Kaj.
Så en mandag sku' han møde mig på Solitudevej
Der stod jeg og det blev regnvejr
Tiden gik, men ingen Kaj
Men jo mere koldt og klamt det blev,
jo mere længselsfuld og varm blev jeg.
Uh, man trænger til en t'at forgude sig
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
For der er ikke muntert derude, nej
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Så med ét var der lissom en tanke, der sa':
"Sæt nu Kaj er brændt ud, og så du bli'r brændt af"
Det var ikke en tanke, der huede mig"
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Regnen drypped' ned fra himlen.
Teinten drypped' ned fra mig.
Drippe, drappe, dryppe op og ned på Solitudevej.
Næsesløret og pleurøsen
hængte som et sørgeflag.
Jeg var gennemblødt, så undertøjet nærmest
føltes som et grødomslag.
Og min stråhat - den hang der og buede sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Og så åbnedes skoenes snude sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Kjolen hang som en gulvklud, men ikk' en plissé.
Og dér stod jeg så klam som en ål i gelé.
Både sorg og forkølelse tru'de mig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Men tålmodighed belønnes:
Pludselig så så jeg Kaj.
Og det var, som solen skinned' ned på Solitudevej.
Men med ét blev solen borte
Jeg blegnede som en selleri.
Det gik op for mig, at Kaj han sikkert ikke
var mig rigtig tro fordi:
I hans kølvand, der viste en skude sig
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Til hans mund med et trykkys hun suged' sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Ind i porten skråt overfor så jeg de gled
og på tredie sal blev et gardin rullet ned.
Og der stod jeg, mens de leged' brudeleg.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Nu' jeg altså en slags enke.
Jeg blev aldrig gift med Kaj
Ensom bor jeg i mit jomfrubur på Solitudevej.
Og især når det er mandag,
og især når det er regn
ka' jeg bli' så melankolsk når jeg nu sidder
der og kigger ned på vej'n.
Så vemodigt bedugger min rude sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Mens jeg sidder og syr stra-pude-maj
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Der er dryp ned fra himlem og dryp i mit blik.
Og vi græder omkap med en ostebutik.
Og jeg drømmer om Kaj - uh, det studekvaj.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Gyldmark, Sven
Poeten
Mandfolk har så mange muligheder her i livet
Prøv at tænk på verden som et sporvognsstoppested.
Der er stadig nye chancer, det er ganske givet
Nok må nogen vente lidt, men alle kommer med.
Slår første chance svips, så bare bind dit slips
og husk på et af verdens bedste tips:
Der kommer altid en sporvogn og en piiiiiiige til.
Så kan man køre ekspres af himmerige til.
Og hvis det var en forkert, der kom
er det som regel jo altid let at stige om (!)
Der kommer altid en sporvogn og en pige til
men ingen af delene skal man la´ sig vie til.
Der kommer altid en pige, en sporvogn, en pige
en sporvogn, en pige til.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Stentoft, Aage 1937
Müller, Arvid
Når byen derinde får lysene på
og arbejdsdagen så småt går i stå
og folk ruller hjem efter dagen, der gik
butiksfolk, kontorfolk - og dem fra fabrik
så er jeg med såd'n omkring klokken 5
men jeg kør en omvej før jeg tager hjem.
Jeg kør' mig en tur langs med havnen
jeg må rundt og se, hvad der sker.
Jeg kan ikke forklare nøjagtig hvorfor
det' nærmest såd'n bare, ja gu er det så.
Det såd'n en slag indeklemt længsel
lissom en, der har siddet i fængsel
og så pludselig mærker, at nu er han fri
såd'n har jeg det altid, når dagen er fordi.
Man tro'de jo engang, at alt var så nemt,
dengang jeg var dreng, var min fremtid bestemt.
Jeg ville se verden, afsted, bare ud!
Sådan er der så meget, og så blev jeg bud.
Og så blev jeg gift, ja, og så var det sket,
og nu må jeg nøj's med - jeg trænger sgu te'et.
Jeg må ned og lure ved havnen,
og snuse til livet ombord.
Jeg må rundt og kigge og se, hvo'n den skær,
ja, jeg ved sgu ikke, jeg kan ikke la vær.
Det er ikke det - skude ved skude
Det er nærmest det hele herude,
Der er noget i luften, der er no'et jeg kan li'
Enhver har jo sin lyst, når da'en er forbi.
Så sker det jo tit, at man kommer i snak,
en gi'r en historie, og en gi'r tobak,
såd'n ud'n bandarole - fra stederne a'
de kommer jo lige direkte derfra.
Så står man og lytter og nyder sit skud,
det' dejligt at høre hvo'n verden ser ud.
Jeg ser sgu det hele ved havnen,
både Java, Algier og Port Said,
og plantager og hajer, det hele, De ve'.
alt det som man plejer at ønske at se.
Sådan palmer så høje som huse,
jeg kan ligefrem mærke dem suse.
Der er ikke de lande, jeg ikke er i..
Jeg er ude på viften, når da'en er forbi.
Man ved jo som regel på dato hvornår
såd'n cirka, at bådene kommer og går.
Det' ligesom et skema, det lærer man snart,
og kommer der en, er jeg altid parat.
Det, at gi' dem et nap med at lægge dem til,
der er ikke den ting, jeg hellere vil.
Jeg står her og venter ved havnen
og næverne kribler på en,
Jeg kender hver bøje, hvor trossen skal i
og det, at fortøje, det kan jeg sgu li'
Jeg elsker at røre ved skibet,
det lissom at hilse på livet.
Jeg ved ikke hvorfor, det' vel nærmest, fordi
man føler først den slags, når da'en er forbi.
Ja, jeg ve sgu godt, at det hele er skæg,
mellem mig og alt det der, der er der en væg.
Det er no'et man indser, mens tiden den går,
jeg ved godt, at min plads der er her, hvor jeg står.
Og sådan er livet for fler' end for mig.
men jeg er skam slet ikke bitter, nej, nej..
Jeg kør' mig en tur langs med havnen,
hveraften når klokken er fem.
jeg kør' mig den tur, som nu jeg holder a'
den eneste tur, jeg har råd til at ta'
Der ude et sted bag ved molen
ligger verden og livet og solen.
Men hvem jer i verden får alt, hva' han kan li'`?
Såd'n tænker jeg altid, når da'en er forbi.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Jönsson, Karin 1937
Meincke, C.V.
Når vi er glade, ler vi
så er vort liv en leg
men alt for ofte ser vi, at lykken går sin vej
Drømmen om trofast kærlighed
slutter, før selv vi ved det..
Hvorfor er lykken så lunefuld
og hvorfor er glæden så kort?
Ak, hvor ofte er livet
så meningsløst hårdt
Hvorfor dog stole på kærlighed
og hvorfor dog smile derved?
For smilet blir tårer
før solen går ned.
Den ven, du tror holder af dig
måske går han fra dig
alt det, han gav dig sit ord på
og svor på er glemt.
Hvorfor er lykken så lunefuld
og hvorfor er glæden så kort?
Og ham som du elsker,
hvorfor går han bort?
De ord, du hvisked' til mig,
gik jeg og tro'de på,
men aldrig mere vil jeg
den samme tillid få.
Alt hvad jeg i hjertet har gemt,
det har du ganske glemt
Hvorfor er lykken ...
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
Jensen, Harry
Pheiffer, Knud
Livet var vidunderligt,
det troede vi engang
men med tiden lærte vi
en ganske anden sang.
Vi er bare prikker
i det store dumme spil
uden stor betydning, men nu
ved jeg hvad jeg vil:
Jeg vil bygge en verden,
men helt for mig selv
hvis du vil, kan du godt komme med.
For måske kan vi der
finde lykke og held
til at glemme alverdens fortræd.
Hvis vi tror på hinanden
og uden jalousi
bare holder de løfte, som vi svor.
Kan vi bygge en verden
så stor og så rig
på den gamle, forhærdede jord.
Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *
To hvide liljer og en knækket søjle. Tekst: Sigfred Pedersen 1933 Mel: Niels Clemmensen.
1 To hvide liljer og en knækket søjle står vagt om gravens buksbomkranste bed. Der hviler Caroline trygt bag mulde. I livet fo´r hun vild, nu har hun fred. Hun var så ærbar stakkels lille Line, endskønt hun kun var ud af ringe stand, Men æren agtes ikke blandt de fine, og Caroline fandt en sådan mand.
2 Hun kom en aften på sin nye cykle med lygten tændt, for det var over ni. Og hun var ene, tryg og uforlovet, da skæbnen ville, at han kom forbi. Hans navn var Victor, Carlo Victor Møller, og han var korporal i kongens hær. Frem under hjelmen lokked hårets krøller. Han var så smuk i cyklelygtens skær.
3 Han sagde: Hør min skønne Caroline, jeg elsker dig, o bliv min unge brud. Men skynd dig lidt for jeg har nok at lave; i morgen drager jeg i felten ud. Men skal jeg komme hjem, bedækt med hæder, så får du lejlighed med varmt og koldt vand, ja og fine sirtes brudeklæder, stol kun på mig. Sit løfte har han holdt.
4 Det var for meget for den stakkels pige, som ikke kendte mænd og deres ord. Hun vandred' fluks ad drømmens himmelstige og satte sig i grøftens blomsterflor. Om kap med månen lyste lygteskæret på deres lykkelige fælles mund. Han fik, hvad han sig havde just begæret, men et signalhorn lød i samme stund.
5 Farvel min ven nu kalder natmanøvren. Tre dage skal vi slås på Trelde Næs. Så har du mig igen. Farvel så længe. - Men rejs dig op, thi vådt er nattens græs. Ak. Korporaler spår, men herren råder. Et vandhul havde han bag næsset sat. Der plumped Victor Møller i af våde, fik influenza, døde samme nat.
6 Snart læste Caroline i Socialen om hærens store tab ved Trelde Skov. Og tilstod under tårer for sin fader: Ak, han er død hos hvem jeg nylig sov. Forstødt blev pigen, hjemmets døre luktes. Syv måneder hun stred, så sov hun ind. I samme vandhul hendes øjne sluktes, Hvor fordum blegned korporalens kind.
7 To hvide liljer og en knækket søjle, står vagt om gravens buksbomkranste bed. Der hviler Caroline lunt bag mulde. I livet fo´r hun vild, nu har hun fred. Hun var så ærbar, stakkels lille Line, omend hun kun var ud af ringe stand, men æren agtes ikke blandt de fine. Vogt jer for dem, o piger. Hvis I kan.