Gå til TEKSTER

 

 

Sange og viser

 

 


Admiralens vise (Sullivan / Jens Louis Petersen)

Alperosen (Tekst: Gårdsangervise / Melodi: ?)

Bagermester Harepus (Hartmann, Chr. / Rasmussen, Halfdan)

Blomstre som en rosengård (Hartmann, J.P.E., 1861 / Grundtvig, N.F.S., 1837)

De små børns smil (Nissen, Mogens Jermiin / Petersen, Nis)

Degnens vise (Sådan er´ed jo). (Komponist: Arvid Müller / Tekst: Arvid Müller)

Den lille frække Frederik (Hansen, Henning / Rasmussen, Halfdan)

Der var engang en abe (Christensen, Bernhard / Henningsen, Poul)

Der kommer altid en sporvogn (Gyldmark, Sven / Poeten)

Det er hvidt herude (Laub, Thomas 1914 / Blicher, St.St.,1838)

Desertøren (Le deserteur) (Vian, Boris / Dich, Per (Vian, Boris))

Det var en lørdag aften (Folkemelodi / Grundtvig, v. Svend)

En svensk konstabel fra Sverrig (Tekst: Johannes Helms, omkring 1875 / Melodi: ?)

Fra Engeland til Skotland (Folkemelodi, Småland /)

Fred hviler over land og by (Bay, R. 1827 / Ingemann, B.S., 1823)

Før vi fik bil. (Komponist: Amdi Riis / Tekst: Epe)

Havnen (Stentoft, Aage 1937 / Müller, Arvid)

Herremanden. (Komponist: Svend-Aage Petersen / Tekst: J. H. Wessel)

Hvad gør vi nu, lille du? (Gasolin & Mogensen, M / Gasolin)

Hvorfor er lykken så lunefuld (Jönsson, Karin 1937 / Meincke, C.V.)

I en skov en hytte lå (Ukendt oprindelse /)

I dit korte liv. (Poul Henningsen /)

I en kælder sort som kul (Bellman, C.M. / Høm, Vilh)

I en sal på hospitalet (Gårdsangervise /)

Jeg vil tælle stjernerne (Dalgaard, Hans (1951) / Rasmussen, Halfdan)

Jeg vil bygge en verden (Jensen, Harry / Pheiffer, Knud)

Kæden (Andersen, Benny / Rasmussen, Halfdan)

Lysets engel går med glans (Weyse, C.E.F., 1837 / Ingemann, B.S.)

Man binder os på mund og hånd (Normann Andersen, Kai / Henningsen, Poul, 1940)

Manden på risten (Carr, Michael / Steffensen, Aage)

Min Amanda var fra Kerteminde (Nab, Mac / Schwanenflügel, Axel)

Noget om en hovedafbryder. (Komponist: Mogens Jermiin Nissen / Tekst: Halfdan Rasmussen)

Noget om helte (Normann, Robert / Rasmussen, Halfdan)

Noget om søde og sprøde (Komponist: Mogens Jermiin Nissen / Tekst: Halfdan Rasmussen)

Noget om Nanettes uskyld (Haahr, Bjarne / Rasmussen, Halfdan)

Noget om kontakt (Komponist: Mogens Jermiin Nissen / Tekst: Halfdan Rasmussen)

Noget om lige og skæve (Haahr, Bjarne / Rasmussen, Halfdan)

Noget om dybsindighed. (Komponist: Mogens Jermiin Nissen / Tekst: Halfdan Rasmussen)

Noget om dr. Jekyll og mr. Hyde. (Komponist: Mogens Jermiin Nissen / Tekst: Halfdan) Rasmussen

Nå! (Christensen, Bernhard / Henningsen, Poul)

Og det var den vinter (Komponist: Mogens Jermiin Nissen / Tekst: Halfdan Rasmussen)

Om lidt (Larsen, Kim, 1986 / Larsen, Kim ,1986)

Papegøjen fra Amerika (Egner, Thorbjørn / Egner, Thorbjørn (Halfdan Rasmussen))

Posemandens bil (Hansen, Henning / Rasmussen, Halfdan)

Rapanden Rasmus (Brüel, Axel / Rasmussen, Halfdan)

Rigtige mænd (Brandt, Steffen / Brandt, Steffen, 1985)

Røverne fra Kardemomme by (Egner, Thorbjørn ,1955 / Rasmussen, Halfdan)

Solen er så rød, mor (Ring, Oluf / Bergstedt, Harald)

Solitudevej (Gyldmark, Sven / Poeten)

Sproget (Christensen, Bernhard, 1936 / Henningsen, Poul)

Stille, hjerte, sol går ned (Laub, Thomas / Aakjær, Jeppe, 1912)

To hvide liljer og en knækket søjle

Ulandsvise (Christensen, Bernhard / Henningsen, Poul)

Veronica (Vreeswrijk, Cornelius / Vreeswrijk, Cornelius)

 

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

 

 

 




















Admiralens vise ( Pinafore ) 
Arthur Sullivan / Jens Louis Petersen


Som grøn konfirmand blev jeg af mor
sat i lære på et officielt kontor.
Jeg svang min kost og pudsed´ vinduesfag
og jeg gnubbed´ alle hoveddørens guldbeslag.
Han gnubbed´ alle hoveddørens guldbeslag.
Fordi jeg gnubbede for dem der sidder højt på strå
så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.
Fordi han gnubbede for dem der sidder højt på strå
så endte han med kors og bånd og stjerner på.



Så blev jeg på grund af al min flid
kontorist på mindre end et halvt års tid.
Min flip var hvid, og mit smil var stift
og blanketterne skrev jeg ud med spids og sirlig skrift.
Blanketterne skrev han ud med spids og sirlig skrift.
Fordi skriften havde retning og stod smukt på skrå
så endte jeg med kors og bånd og stjerne på.
Fordi skriften havde retning og stod smukt på skrå
så endte jeg med kors og bånd og stjerne på.


Og jeg kom ind i en fin kommission
for i sådan én skal der altid sidde no´n!
På mit klatpapir jeg tegned otte år i træk
brugte stabler af papir og sagde ikke et kvæk.
Brugte stabler af papir og sagde ikke et kvæk.
Efter otte år med lås og slå
så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.
Efter otte år med lås og slå
så endte han med kors og bånd og stjerner på.


Politisk set var jeg liberal -
socialistisk - højresindet - radikal.
Jeg stemte altid med den største flok
og de tanker, andre tænkte, var mig mer´ end nok.
og de tanker, andre tænkte, var ham mer´ end nok.
Da mine egne tanker var så små og få
så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.
Da hans egne tanker var så små og få
så endte han med kors og bånd og stjerner på.


Med strømmen flød jeg stolt min vej
for den der flyder, ja, han synker ej!
Ad små kanaler strømmen foer
til jeg landede på flådens admiralskontor.
til han landede på flådens admiralskontor.
Fordi jeg kendte vejen, som en strøm kan gå
så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.
Fordi han kendte vejen, som en strøm kan gå
så endte han med kors og bånd og stjerner på.


I landsmænd her, som gerne vil nå op
til vor samfundsstiges allerhøjeste top,
flyd med, men hold jer i enhver forstand
til stadighed og altid fra det dybe vand.
Til stadighed og altid fra det dybe vand.
Stå aldrig til søs! Lad de andre stå!
I får stribevis af kors og bånd og stjerne på!
Stå aldrig til søs!. Lad de andre stå!
I får stribevis af kors og bånd og stjerne på!






 

 

 

 

 

 

Du lille svale

Tekst: Gammel gårdsangervise

Melodi: ?

 

Du lille svale du som forår bringer

hjem til vort kære gamle danevang,

sig mig hvor vil du hvile dine vinger,

og hvem vil du forlyste med din sang.

 

Husker du da roserne vi plukked',

fiskerbåden styrer ind mod land,

og fuglen til sin lille rede iler,

og nattergalen sine triller slår.

 

Mange år og mange flere dage

mine tanker er endnu hos dig,

kunne jeg blot drømme mig tilbage

til dig min ven, så var jeg lykkelig.

 

Hvorfor bad du om mit unge hjerte,

hvorfor bad du om at elske mig,

hvorfor voldte du mig al den smerte,

og hvorfor var du utro imod mig?

 

Jeg er forladt og ene må jeg vandre,

hvorhen min tunge skæbne fører mig,

vi skilles ad i håbet for hverandre,

og kun en tanke vil jeg ofre dig.

 

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































En svensk konstabel fra Sverrig

Tekst: Johannes Helms, omkring 1875

Melodi: ?

 

Nu vil jeg indvie jer i

historien om en person,

en svensk konstabel fra Sverrig,

som skød sig med en kanon,

en svensk konstabel fra Sverrig,

som skød sig med en kanon.

 

Han var lidt hidsig i blodet,

for resten god og reel,

nu havde han sat sig i ho'det,

at han ville slå sig ihjel,

nu havde han sat sig i ho'det,

at han ville slå sig ihjel.

 

Han tømte sin brændevinsflaske

og smed den på en bastion,

så krøb han med sabel og taske

på hovedet i en kanon,

så krøb han med sabel og taske

på hovedet i en kanon.

 

Cigaren, han havde i munden,

som lunte benyttede han,

thi da han var kommen til bunden,

den tændte kanonen an,

thi da han var kommen til bunden,

den tændte kanonen an.

 

Men bakkens- og knebelsbarter

sved først af den svenske rad,

derpå i tusinde parter

konstabelen splittedes ad,

derpå i tusinde parter

konstabelen splittedes ad.

 

En finger blev funden ved Skagen,

et øje og næsen ved Lund,

et dygtigt stykke af bagen

neddumped' i Øresund,

et dygtigt stykke af bagen

neddumped' i Øresund.

 

Fra Kronborg man det observerte,

det gav en stor konfusion,

til staden de telegraferte:

"En sejler af ny konstruktion",

til staden de telegraferte:

"En sejler af ny konstruktion!"

 

"De alliertes marine

ej mere behøves vil,

det er Lord Cochranes maskine,

der styrer ad Kronstadt til,

det er Lord Cochranes maskine,

der styrer ad Kronstadt til."

 

Som lemmerne bukser og kjolen

blev spredt til lands og til vands,

en bukseknap fandt man i Polen,

men det var nok inte hans,

en bukseknap fandt man i Polen,

men det var nok inte hans.

 

Men folk der på stedet beretter,

og det må mærkes især,

han døde først dagen deretter

af mangel på luft og på vejr,

han døde først dagen deretter

af mangel på luft og på vejr.

 

På prent har jeg læst det i "Tiden",

men sandheden simpel og nøg'n

er, at det er længe siden,

så længe, at det er løgn,

er, at det er længe siden,

så længe, at det er løgn.

 

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Alperosen

Tekst: Gårdsangervise

Melodi: ?

 

Hist på alpens isbelagte spire,

der hvor intet menneske tør gå,

klynger sig langs op ad fjeldets sider

alperosen, som du ej kan nå.

 

Der i dalen skuede man en blomme,

yndig, skøn som alpens rose hvid,

bejlerne i flok til hende komme

for at ægte pigen huld og blid.

 

Hun var ung, hun var en yndig terne,

datter af den rige købmand Bro.

Ingen nå'de dog den klare stjerne,

thi i hendes sjæl tog hovmod bo.

 

Dalens yngling hende hånden rækker:

Oh, Alvilda, bliv min væne brud,

alt mit guld jeg for din fod nedlægger,

klæder dig som alpens rose prud.

 

Men hun svared': Ingens brud jeg bliver,

før jeg får det løfte af hans mund,

at han mig en alperose giver,

thi en eneste jeg ønsker kun.

 

Har du, Junus, mod til det at gøre,

da du blive skal min elskte mand,

Herrens hånd skal dig på bjerget føre,

men farvel, hvis det dig lykkes ej.

 

Kækt så klatred' han ad bjergets side,

nå'de op, hvor alpens rose stod,

plukkede en klynge roser hvide,

og den kasted' for Alvildas fod.

 

Glad Alvilda nu hans stemme hørte:

Her er alperosen fra din ven,

Herren, som min fod på bjerget førte,

fører mig nok ned til dig igen.

 

Men imens hans øjne frydfuldt skinne,

gled hans fod fra stedet, hvor han stod,

og han faldt fra alpens høje tinde

ned i dalen for Alvildas fod.

 

Døden blev for kærlighed ham givet,

sønderslagen lå hans legem' der.

Pigen græd: Nu er forspildt mig livet,

jeg har mistet den, jeg fik så kær.

 

Kunne jeg ham ej i livet følge,

vil jeg nu i døden med ham gå,

far, forældre, vel på livets bølge,

oh I søstre, gid I lykken nå.

 

Op hun steg, og faldt så ved hans side

og lå knust hos ham ved klippens fod.

Alpens roser var ej længer hvide,

de var farvet rød af deres blod.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Degnens vise (Sådan er´ed jo).

Komponist: Arvid Müller

Tekst: Arvid Müller

 

Jeg er degn i Nørre Bjært, tag De den som givet,

jeg har set og hørt og lært mange ting i livet.

Kærlighed især,

den kender jeg, hør her:

Inde midt i skoven på en bænk der sidder to

månen den er oppe, el´s er alting gå´t til ro,

pigen siger nej, men hun vil hel´re sige jo,

sådan er´ed jo,

ja, det er´ed jo !

Borte mellem træerne der risler der en bæk,

pigen hun vil spejle sig i vandet og er væk,

ungersvenden lægger sig og lurer bag en hæk,

sådan er´ed jo,

ja, det er´ed jo !

Det gør I - det gør jeg,

men vi gør det godt nok hver for sig !

Buskene de rører sig, men bænken den er tom,

pluds´lig stikker pigen ho´det frem og siger "Kom" !

Ungersvenden ved, at alle veje før´ til Rom,

sådan er´ed jo,

ja, det er´ed jo !

 

Så bli´r de trolovede, kærlighed´n bli´r plejet,

men hvad de kan nå ved det, er jo ikke meget.

Derfor står hun brud,

før året rinder ud:

Klokkerne de ringer, og kareten kører frem,

der er strøet blomster hele vej´n fra hendes hjem,

øjnene og ørene på folk de står på klem -

sådan er´ed jo,

ja, det er´ed jo !

Bruden er i myrter og i dejlig crepe de chine,

hun går op ad kirkegulvet bly som en kanin.

Gommen slår et smæld med tung´n og tænker: "Den der fin !"

sådan er´ed jo,

ja, det er´ed jo !

Det gør I - det gør jeg,

men vi gør det godt nok hver for sig !

Bruden siger ja, og præsten slutter deres pagt,

gommen han er fra den a´ , og nikker kuns i takt,

han har allerede ikke no´et at sku´ ha´ sagt -

sådan er´ed jo,

ja, det er´ed jo !

 

Året går, som det nu kan, og som man ku´ vente:

Lidt før tiden hæver man kærlighedens rente.

og til fastelavn

skal barnet ha´ sit navn:

Mor´en hun er stolt, for præsten roser hendes barn.

Hvad skal stumpen hedde? Jo hun sku´ da hedde Kar´n.

Smeden han står fader - han ser ud, som han var far´n,

og det er han jo,

ja, det er han jo !

Så er der jo gilde, og det holder man på kroen,

desværre må betjenten hurtigt fjerne en person,

de´r fa´ren, altså fa´ren, ham der er i troen -

sådan er´ed jo,

ja, det er´ed jo !

Det ved I - det ved jeg,

men vi tier godt nok hver for sig !

Ellers går det hyggeligt man får sig et glas vin,

stemningen er munter, og musikken den er fin,

smeden han er med, han spiller Anden Violin !

sådan er´ed jo,

ja, det er´ed jo !

 

Nå, men på Gud Amors bud, hvem kan så forhindre,

de har holdt hinanden ud 25 vintre.

Så skal vi på ny

til fest i vores by.

Flagene de blafrer bag hvert eneste stakit,

der er rejst en æresport i guld og rødt og hvidt,

vejret det er dejligt, eller også er det skidt -

sådan er´ed jo,

ja, det er´ed jo !

Alle gratulanterne de vimser rundt som møl,

gaverne beundres, der er pæne ting i søl´,

manden siger tak, men han vil hell´re ha´ en øl -

sådan er´ed jo,

ja, det er´ed jo !

Det vil I - det vil jeg,

men vi vil det godt nok hver for sig !

End´lig henad tolv så går familien, det var rart,

(og) konen går i seng og siger: "Kommer du så snart ?"

(men) Jeppe han er svær at få i kassen, det er klart,

sådan er´ed jo,

ja, det er´ed jo !

Årene går vid´re, og der går mange flere,

indtil pluds´lig manden så ikke er der mere.

Alle sukker "Ak !"

og konen siger "Tak".

Skolelære´n klæ´r sig i sin sorte høje hat

og går hen og taler smukt til den, som er forladt,

han har ellers altid sagt, at manden var et skvat -

sådan er´ed jo,

ja, det er´ed jo !

Klokkeren han ringer til den store cer´moni,

hele sognet møder, det vil sige, de´r fordi,

der er fælles kaffebord, så snart det er forbi -

sådan er´ed jo,

ja, det er´ed jo !

Det gør I - det gør jeg,

men vi gør det godt nok hver for sig !

Nå, men så omsider falder konen lidt til ro,

præsten får en tier, for hans tale var så go´,

degnen han må nøjes med en krone eller to !

sådan er´ed jo,

ja, det er´ed jo !

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Før vi fik bil.

Komponist: Amdi Riis

Tekst: Epe

 

 

A. Her ude i Brønshøj hvor vi bor

var vi et glad familiekor

både min mand og mig

og Karl Johan og Kaj

Grethe og Lis og lillebror

 

B. Hver dag var som en tur i skov´n

indtil vi fik et skud for boven

og skuden faldt den dag

da vi partout sku´ ha´ en vogn.

 

A. Før vi fik bil

var vi alle lutter lagkagesmil

men nu går vi og smækker med dørene

og hænger med ørerne

som en grædepil.

 

A. Det´ egentlig mærk´ligt nok

at en lille rusten halvgammel rok

den ka´ ta´ hele hyggen af familierammen

og få os alle sammen

til at gå amok.

 

C. Jeg var fiks og nobel

nu´ jeg snart klædt af

for husk den lille Opel

ska´ først ha´ hva´ den ska´ ha´ - Det´ godt gjort

 

A. Før vi fik bil

fik jeg af og til et stykke tekstil

nu´ det helt sket med stoffet til klæ´erne

der er kun til sæ´erne

i den rådne bil.

 

Emil - nu ska´ han også ha´ sandheden at vide,

det ve´ gud han ska´. For ve´ De hv´a:

 

A. Nu hvor jeg lig´ har haft fødselsdag

men der faldt ikke noget af

man sku´ ha´ været en bil

bare den har kørt en mil

så falder der aldtid noget af

 

B. Men den er skyld i meget mer´

nemlig at vi må konstater´

at børnene får dårlige eksamenskarakter´ - For

 

A. Før vi fik bil

hjalp min mand de små med regning og stil

men nu ta´r bilen

hele min mands forstand

så nu bli´r Karl Johan

aldrig doktor Phil.

 

A. Sa´ De damefrisør

næh nu går pengene til et udstødningsrør

eller også til gummi ved dørene

skidt med frisørerne

bare bilen kør´.

 

C. Aldrig hen st skylle

aldrig krølle hår

hvis skærmene bli´r krøllet

det altid bilen der får - det godt gjort.

 

A. Siden vi fik bil

har jeg mistet hele min sex appeal

Det´ fordi at alle pengene til skønhedsplejen

kør´ ude på landevejen

i den rådne bil.

 

Emil - nu ska´ han også ha´ sandheden at vide,

det ve´ gud han ska´. For ve´ De hva´:

 

A. Hver kilometer der bli´r kørt

ta´r faktisk noget af humøret

livet på landevejen

stjæler jo andestegen

der sku´ ha´ glædet spiserør´t

 

B. Det der i vores go´e tid

lige satte prikken over i´et

det må vi undvære nu

til fordel for karosseriet.

 

A. Før vi fik bil

fik vi bøffer i den helt store stil

men så knak der en aksel i Søllerød

så fik vi øllebrød

resten af april.

 

A. Og før i tiden fik vi vin

nu får vognen 20 liter benzin

og den lider konstant af en rædsom tørst

og den ska´ slukkes først

vi er rent til grin.

 

C. Men det´ værst at manden

ham min go´e Emil

han er blevet en ganske anden

den vogn har gjort ham senil - for ser De

 

A. Før vi fik bil

var der af og til lidt liv i Emil

men nu er´et sku´ ligesom den gamle buk

nærmest er blevet eunuk

af den rådne bil.

 

Men nu ska´ han ha´ sandheden at vide,

for ærlig talt, nu ka´ De selv høre:

 

A. Hver dag må man være forberedt

på hva´ der nu ka´ være sket

ryger der en ledning af

man bli´r sku´ hedning af

og vær´ mor til en karet.

 

B. Nu er jeg ve´ og køre træt

ligesom en gammel rumraket

jeg trænger til en smøg

men jeg har ikke en cigaret.

 

A. Før vi fik bil

ku´ jeg ryge når jeg tog mig et hvil

men så blev cigaretterne mindere

da vores cylindere

sku´ ha´ slev´t ventil.

 

A. Og da vi så sku´ ha dæk

blev jeg nødt til at gå over til sjæk

og den er jeg så småt ve´ og stryge

nu må jeg ryge

af vores havehæk.

 

C. Denne bil er roden

til alt ond hos os

nu håber jeg på fogeden

for vi har købt den på klods - gid han vil

 

A. Ta´ denne bil

bare fjerne den fra vores domicil

og hvis ikke, så gid den vil brænde

og det ville tænde

et stort og lyk´ligt smil

 

Og altså - hvis ingen anden vil

gid så at fanden vil

ta´ den ski´e, rådne bil.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Herremanden.

Komponist: Svend-Aage Petersen

Tekst: J. H. Wessel

 

En Herremand sov engang hen,

og så skal alle Herremænd,

hvor gjerne de end leve vilde.

Og det er ilde,

at dø, når man endnu ej vilde.

 

Den Herremand, jeg synger om

did, stakkel !, efter Døden kom

hvor ingen frøs, skjøndt alle vilde.

Og det er ilde,

at ikke fryse, når man gerne vilde.

 

Han traf sin kusk, og studsede:

"Hvad " Jochum og i Helvede ?

Jeg næsten det forsværge vilde.

Og det er ilde,

at se, hvad man forsværge vilde.

 

"Hvorfor jeg kommen er herned,

du uden tvivl alt forud ved,

så jeg omsonst det dølge vilde."

Og det er ilde,

bekjendte ting at dølge vilde.

 

"Min søn forfaldt til hor og spil,

og satte flere penge til,

end min formue tåle vilde."

Og det er ilde,

at den ej mere tåle vilde.

 

"Af godhed for det skumpelskud

jeg suged´ mine bønder ud,

og deres suk ej høre vilde."

Og det er ilde,

ej bønders suk at høre vilde.

 

"Men du, som var så from og god,

og gjorde intet kræ imod,

hvi du er her, jeg vide vilde."

Og det er ilde,

så nøje alt at vide vilde.

 

"Det går", var svaret, "mig så slet,

fordi jeg hisset gjorde det,

som I ej kunde, skjøndt I vilde."

Og det er ilde,

at ikke kunde, når man vilde.

 

"Den søn, som volder, I er her,

har jeg på halsen skaffet jer;

Jeg Fruen intet nægte vilde."

Og det er ilde,

slet ingen ting at nægte vilde.

 

Sligt lærer hvert utugtigt skarn,

at ikke skaffe Næsten barn,

skjøndt Næstens kone gjerne vilde.

Og det er ilde,

at næstens kone gjerne vilde.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Noget om dr. Jekyll og mr. Hyde.

Komponist: Mogens Jermiin Nissen

Tekst: Halfdan Rasmussen

 

Jeg har en lille vred mand inden i.

Han vrisser ad min kone når hun vækker mig.

Så må jeg atter gå i seng fordi

han først bliver rigtig rolig når jeg lægger mig.

 

Og kalder konen mig for dovenkrop,

så bliver han arrig, flabet og ulidelig

og brøler: Jeg vil sgu godt stå op,

men det er fyren dér som er ugidelig.

 

Men kommer konen ind med morgenmad

og siger: Du har slidt så ubeskriveligt.

Så bliver den lille vrede mand så glad,

at man kan se han ligner mig grangiveligt.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Noget om dybsindighed.

Komponist: Mogens Jermiin Nissen

Tekst: Halfdan Rasmussen

 

Jeg går med Nanette ved havet

og taler dybsindige ord.

Nanette er ikke begavet

men tænker dog mer end hun tror

Hun sier: Hvis du elskede Else

og myrdede mig og blev hængt,

så ville jeg be for din frelse !

Og det er da nydeligt tænkt !

 

Nu er jeg tilfældigvis ikke

forelsket i Else, som tit

og ofte har prøvet at stikke

en kæp i det hjul der er mit.

Og derfor forklarer jeg roligt

at Else er dum som et bræt

med knaster der blomstrer utroligt.

Og her gir Nanette mig ret.

 

Du er nu så sød, sier hun kælen

og lægger sin hånd på min arm,

så kilderne risler i sjælen

og sjælen bliver kilden og varm.

Jeg ved godt at Else er fjollet

og dum som en hel tønde land,

men selv om du ikke er skoldet,

så er du jo bare en mand.

 

Sin mandighed bør man forsvare.

Hvorfor sier du "bare" sier jeg ?

En mand er en mand, ikke bare

en mand, hvis den mand da er mig !

Og når man er mand for sin kvinde

og mand for den hat man kan li,

behøver man ikke at finde

sig i hvad jeg finder mig i !

 

Nanette bliver stram i betrækket

og holder sin mund et sekund,

som om hendes tunge var brækket

og gjorde forfærdelig ondt.

Så råber hun højt og bestyrtet,

mens øjnene ruller af skræk:

Hvis nu det var dig der blev myrdet

af Else, så var hun da fræk !

 

Nanette ! Du sludrer og vrøvler

og snakker forkert og banalt,

som havde du hundrede drøvler

der alle fungerede galt.

Hvorfor skal vi myrde hinanden

i dette velsignede vejr

og rende med rynker i panden

for sådan en halvgammel mær !

 

Hvis nogen har rynker, så er det

ved gud ikke mig, sier hun vredt.

Og er jeg en halvgammel tærte

er du en katolsk omelet,

en hjulbenet boghandlerfinke,

en blækhat.... Nanette, min ven !

Kom her, lad os nu være flinke

og snakke dybsindigt igen !

 

Se, solen begynder at sænke

sig ! Hvor kommer rynkerne fra...?

Dem får man vist kun af at tænke

og være fortænkt nu og da...

Du er det betænksomste væsen

og mest ubetænksomme klods...

Kom, lad os nu rynke på næsen

ad Else, og tænke på os !

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Noget om en hovedafbryder.

Komponist: Mogens Jermiin Nissen

Tekst: Halfdan Rasmussen

 

Hans sjæl var træt. Hans pung var tom.

Han brød sig ikke mere om

at bryde sig om noget.

Han brød med ven. Han brød med viv.

Han brød med dette usle liv,

som var ham lidt for broget.

 

En vinteraften klokken fem

tog han en brødmaskine frem.

Af sult må man formode ?

Aknej ! Af tabt besindelse

afbrød han al forbindelse

imellem hals og hode !

 

Nu sover tyst på Assistens

en stakkel uden common sense

med sjælen sort og sodet.

Ak, syndere og mordere

bliver nemt et hoved kortere,

såfremt de taber hodet !

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Noget om kontakt

Komponist: Mogens Jermiin Nissen

Tekst: Halfdan Rasmussen

 

Vil du opnå kontakt med det modsatte køn,

må du lære dig følgende regler, min søn:

 

Hvis du møder et pigebarn under de ti,

er det bolcher og bændellakrids hun kan li !

 

Står der sytten i øjnenes stjerner, så vis

hende Glostrup som var det en nat i Paris !

 

Er hun tyve og frejdig og lidt for erfar´n

så fortæl, du har kendt Greta Garbo som barn !

 

Ser du tredive blå somre i øjnenes glans,

bør du byde de tredive blå somre til dans !

 

Er hun fyrre og færdig med fyrre, berøm

hendes kløgt, hendes krop, før hun mister sin drøm !

 

Bliver hun tres eller firs eller mere, min ven,

er det bolcher og bændellakridser igen !

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Noget om søde og sprøde

Komponist: Mogens Jermiin Nissen

Tekst: Halfdan Rasmussen

 

En klovn, en tenor, en fyrstinde

var trækplastre i "Cirkus Bell".

De elskede begge to hende,

hun elskede bare sig selv.

For klovnen var slet ikke sød nok,

tenorens tenor ikke sprød nok.

 

En dag var de alle til gilde.

Tenoren sprang ud i en dam.

Fyrstinden fandt ud af, for silde,

at hun netop elskede ham.

For kvinderne har det som mænd´ne.

De elsker det tabte så brænd´ne.

 

Fyrstinden gik ud for at lede,

men fandt kun sin elskedes stok,

en klovnhat, en dolk og en skede.

Så gik hun til klovnen, det pjok,

og spurgte ham nedbrudt af kvalen,

hvad han havde gjort af rivalen.

 

Alvorligt talt, hulkede klovnen

og tog sig en halv liter sød.

Jeg la´ ham til tørre i ovnen,

så nu er tenoren vist sprød !

Så drak han en halv liter sød til

og hængte sig, det var han nødt til !

 

Nu sidder fyrstinden og mindes

de to allerkæreste mænd.

Og hvis en moral skal udvindes

af sorgerne, da bli´r det den:

At elske de relativt søde

og sprøde, før disse er døde.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Og det var den vinter

Komponist: Mogens Jermiin Nissen

Tekst: Halfdan Rasmussen

 

Og det var den vinter da havet frøs til,

og himlen slog revner af kulde

og månen hang hvid som en sodapastil

og skinnede koldt som den skul - le.

 

Og mælk blev til is i de frysende køer

og lammet frøs fast til sin brægen

og stegen blev lynfrossen før den blev mør

og flammen fald frossen af vægen.

 

Og den som gik ud for at lade sit vand

og lod det så længe han kunne

kom aldrig tilbage som elsker og mand

af ovenfor anførte grunde.

 

For det var den vinter da havene frøs

og Sjælland blev fygende sneland

men du var så varm og så dejlig min tøs

at du kunne smelte en sne - mand.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































I dit korte liv.

Kaj Normann Andersen

Poul Henningsen

 

Tilgi jeg sir et letsindigt ord.

det er klogt, at De forstår det straks.

Bare en lille hyldest til denne jord.

for vi har jo kun den samme slags.

Verden har nu hadet mer end nok.

Vi kan kun besvare med at elske.

Selv i den jordiske kærlighed

findes våben mod et ragnarok.

 

I dit korte liv 

er hver time dyr

hvert sekund, et dyrt sekund

Du glemmer vel ikke at årene ryer

Se på dit ur:

Viserne flyer,

Hold dig vågen, ven

vores lille liv

sluttes inde af en søvn.

Vi er af samme stof

som drømme gøres af:

det store tomme rum.

 

Alle som påstår, der findes mer

gir os veksler uden underskrift.

Men'sket har dyrket en hob ideer

som erstatning for naturligt drift.

Enkel er din skæbnes smukke lov:

Hvert atom forlanger, du skal leve.

Men'sket blev men'ske i kærlighed

gjort i elskov, ja, det blev vi dog.

 

I dit korte liv 

er det meste spildt.

Tænk igennem punkt for punkt

Bedøm du det selv, og bedøm det kun mildt

Håndtryk blev glemt

chancer blev spildt

Hold dig vågen ven,

Hvorfor sove nu

i den lyse sommernat ...

Det haster med det kys

Den kommer, før du tror

den drømmeløse søvn.

 

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Bagermester Harepus

Hartmann, Chr.

Rasmussen, Halfdan

 

Bagermester Harepus

er en dygtig bager

I sit kagebagerhus

bager bager Harepus

mange bagerkager.

Her er kager nok at få

for en hel familie

nogle store, nogle små

nogle få med sukker på

nogle med vanilje.

 

Harepus har wienerbrød

sigtebrød og klejner,

flødebrød og nøddebrød,

sprøde brød og søde brød,

blødt brød når det regner.

Bagermester Harepus

bager så det knager,

Gid jeg var en bagermus

i et kagebagerhus

hos en kagebager.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Blomstre som en rosengård

Hartmann, J.P.E., 1861

Grundtvig, N.F.S., 1837

 

Blomstre som en rosengård

skal de øde vange

blomstre i et gyldent år

under fuglesange

mødes skal i stråledans

Libanons og Karmels glans

Sarons yndigheder.

Ryste mer ej noget knæ,

ingens hænder synke

skyde hvert udgået træ,

glatte sig hver rynke,

resjse sig det faldne mod,

rinde let uroligt blod,

frygt og sorg forsvinde.

 

Herren kommer, Gud med os,

troen på ham bier,

byde skal han fjenden trods

som sit folks befrier.

alt betales på eet bræt:

fjenden sker sin fulde ret,

folket dobbelt nåde.

 

Skæres for den sorte stær

skal da øjne mange,

døve øren, fjern og nær,

høre frydesange,

som en hind da srpinger halt,

stammer, som for målløs gjaldt,

løfter klart sin stemme.

 

Så i Herrens helligdom

grant Esajas spå'de

tiden randt og dagen kom

med Guds lys og nåde,

med den guds og Davids søn

som gør end, i lys og løn,

Paradis af ørke.

 

Ære med vor høje drot

med hans Ånd tillige!

Sammen de gør alting godt

i vort Himmerige.

Døve, selv på gravens bred,

øren får at høre med,

stummes læber sjunge.

 

Højt bebude gyldenår

glade nytårssange:

'Blomstre som en rosengård

skal de øde vange,

mødes skal i stråledans

Libanons og Karmels glans,

Sarons yndigheder'!

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































De små børns smil

Nissen, Mogens Jermiin

Petersen, Nis

 

Jeg samler på de små børns smil

de små børns lyse smil

og brød man op mit hjertes skal

med bor, med dirk, med fil

Man fandt den største samling smil,

som nogen tid er set

Man fandt det blide genskin af,

hvad tusind børn har le´t.

 

Og trådte du mit hjerte ned

og knuste det til slut

så skete kun, i samme stund

dets arme væg var brudt,

at små børns smil, de lyse smil

brød ud, kom løs, blev fri

og fyldte mig og fyldte dig

med sollys skælmeri.

 

Se derfor plukker jeg, hvergang

der blomstrer smil på kind,

et lille smil., og lukker det

i hjertets skatskab ind.

Jeg samler på de små børns smil

de små børns lyse smil.

Man fandt det blide genskin af,

hvad tusind børn har le´t.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Den lille frække Frederik

Hansen, Henning

Rasmussen, Halfdan

 

Den lille, frække Frederik

som elsker sjov og mekanik

har købt en bil og kører nu

og sir babu, babu babu!

 

Han gir den rigeligt med gas

og kører hen til Højbro Plads

hvor Absalon ta'r hjelmen af

og si'r goddag, goddag goddag!

 

Så kører han til Jægerspris

og bytter bilen for en gris

og bytter grisen for en bog

med billed af et lille tog.

 

Så kører han med toget hjem

og spiser middag klokken fem,

og så er den fortælling slut,

og toget siger futtefut!

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Det er hvidt herude

Laub, Thomas 1914

Blicher, St.St.,1838

 

Det er hvidt herude

kyndelmisse slår sin knude

overmåde hvas og hård, -

hvidt forneden, hvidt foroven,

pudret tykt står træ i skoven

som udi min abildgård.

 

Det er tyst herude

kun med sagte pik på rude

melder sig den små musvit.

Der er ingen fugl, der synger-

finken kun på kvisten gynger

ser sig om og vipper lidt.

 

Det er koldt herude

ravne skrige, ugler tude,

søge føde, søge læ.

Kragen spanker om med skaden

højt på rygningen af laden,

skeler til det tamme kræ.

 

Inderlig jeg længes

efter vår, men vintren strænges

atter vinden om til nord!

Kom, sydvest, som frosten tvinger

kom med dine tågevinger,

kom og løs den bundne jord!

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Der var engang en abe

Christensen, Bernhard

Henningsen, Poul

 

Der var engang en abe

den boede i en skov

og den ku' svinge sig fra gren til gren

og ta' bananer.

Såd'n når den - bum -

rendte rundt og laved' sjov.

 

Og abens lange hale

den ku' den altså sno,

så den ku' svinge sig fra gren til gren

og uden at holde

Såd'n får den - bum

fir' bananer to og to.

 

Åh, abe, åh, abe, gid jeg var lissom dig.

Snoabe,snoabe, du har altid lov til leg.

 

Der var engang en abe

og den var rød og blå.

Når den sku' svinge sig fra gren til gren

var bagpartiet

såd´'n på den - bum -

åh, så sjov at kigge på.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Desertøren (Le deserteur)

Vian, Boris

Dich, Per (Vian, Boris)

 

Til Dem, Hr. præsident

jeg disse ord vil skrive

som måske er naive

men læs i allenfald.

Igen fik jeg et brev

med ordre til at stille

men da jeg ikke villle

jeg disse linier skrev.

Jeg tænkte ved mig selv,

det er jeg ikke nødt til

for jeg er ikke født til at

slå mennesker ihjel.

Så bliv nu ikke vred,

jeg har da lov at mene

at krige er gemene

at verden vil ha fred.

 

Det' over min forstand

at landre skal gøres øde

at men'sker skal forbløde

og slås til sidste mand,

at der endnu er nogen

der har så lidt af krig forstået

trods kvinders sorg og barnegråd,

at de bevarer roen.

Bag fangelejrens hegn

er mænd med sjæl besløvet

hvis bedste år er røvet,

hvis kære lider savn.

Imorgen før det gryr

forlader jeg mit barndomshjem

hr. præsident, og det er Dem

og Deres krig, jeg skyr.

 

Mit ønske det er blot

at jeg må gå i verden

og prøve på at lære den

at vi ku' ha' det godt.

Lad os bruge det liv, vi har

til at kæmpe mod den nød, der gør

at bro'r vil slås med broder

gør men'sket til barbar.

Hr. præsident, farvel,

hvis De vil kræve heltemod

hvis der skal ofres helteblod,

så må De gøre det selv.

En desertør, javel,

men jeg er ikke bange

og før jeg la'r mig fange,

må De slå mig ihjel.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Det var en lørdag aften

Folkemelodi

Grundtvig, v. Svend

 

Det var en lørdag aften

jeg sad og vented dig.

Det var en lørdag aften

jeg sad og vented dig.

Du loved mig at komme vist

men kom dog ej til mig.

Du loved mig at komme vist

men kom dog ej til mig.

 

Jeg lagde mig på sengen

og græd så bitterlig.

og hver en gang at døren gik

jeg tro'ede, det var dig.

 

Jeg stod op søndag morgen

og flettede mit hår;

så gik jeg mig til kirken hen

og om den kirkegård.

 

Men du kom ej til kirke

og ej i kirken ind.

for du har få't en anden kær

og slaget mig af sind.

 

Jeg gik mig hjem så ene

hen ad den kirkesti

og hvert et spor på stien var

der faldt min tåre i.

 

De røde bånd og skønne

som du engang mig gav

dem bærer jeg ret aldrig mer,

jeg stunder til min grav.

 

Hvor kan man plukke roser

hvor ingen roser gror!

Hvor kan man finde kærlighed

hvor kærlighed ej bor!

 

Jeg ville roser plukke

jeg plukker ingen fler;

jeg elsked dig så inderlig

jeg elsker aldrig mer!

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Fra Engeland til Skotland

Folkemelodi, Småland

 

Fra Engeland til Skotland

der sejlede en brig

med læk i begge ender

og med en rådden rig.

Og helleduseda,

Vi kommer langvejs fra.

Hurra for skippers kone,

når vi ser Amerika.

 

Vi havde ingen anker

og heller ingen rat,

vi sejled efter bølgerne

og skippers gamle hat-

Og helle....

 

Lanternerne i stavnen

vi hængte aldrig ud,

vi klared' os med lygten

på kaptajnens røde tud.

Og helle..

 

Hver morgen og hver aften

så fik vi mælke-grød,

men det var den slags mælk

som udi i Nordsøen flød.

Og helle..

 

Kahytten som vi boed' i

det var et brænde skur,

kompasset det var skiven

af et gammelt kukkerur.

Og helle..

 

Vor skipper prygled' konen

både gul og blå hver dag,

så blev hun hejst i mastens top

- det var det svenske flag.

Og helle...

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Fred hviler over land og by

Bay, R. 1827

Ingemann, B.S., 1823

 

Fred hviler over land og by

ej verden larmer mer

fro smiler månen til sin sky

til stjerne stjerne ser.

 

Og søen blank og rolig står

med himlen i sin favn

på dammen fjerne vogter går

og lover Herrens navn.

 

Der er så stille og så tyst

i himmel og på jord

vær også stille i mit bryst

du flygtning, som dér bor.

 

Slut fred, o hjerte, med hver sjæl

som her dig ej forstår!

Se, over by og dal i kvæld

ne fredens engel går.

 

Som dy han er en fremmed her

til Himlen står hans hu

dog i det stille stjerneskær

han dvæler her som du.

 

O, lær af ham din aftensang

Fred med hver sjæl på jord

Til samme himmel går vor gang,

adskilles end vort spor.

 

Fred med hvert hjerte fjern og nær

som uden ro må slå.

Fred med de få, som mig har kær

og dem, jeg aldrig så!

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Hvad gør vi nu, lille du?

Gasolin & Mogensen, M

Gasolin

 

Jeg kom til verden på femte sal

min far var tosset, min mor var normal

men da de kørte ham væk sagde moar til mig:

Hvad gør vi nu, lille du?

 

Jeg gik i skole i mange år

røg på fabrik og fik mavesår

og så en dag sparked´ bossen mig ud.

Hvad gør man så lille du?

 

Og tiden gik, og jeg gik med -

jeg fløj afsted fra sted til sted

og gadens løse fugle de fløjted og sang:

Hvor ska´ vi hen, lille du?

 

Men så en dag gik jeg op til ministeren

og sagde: Du der, få lige fødderne ned og ta´ hatten af.

Mand, kan du ikke se at det hele er ved at gå fuldstændig agurk?

Så hva´ gør vi nu, din gamle skurk?

 

Men han grinte bare og sagde:

Dig, du ka´ sgu gå fanden i vold.

Så det gør vi nu, lille du..

 

Ja, vi gør...

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































I en kælder sort som kul

Bellman, C.M.

Høm, Vilh

 

I en kælder sort som kul

allerdybest nede

var et prægtigt musehul

og en muserede.

Skønt de levede lidt småt,

havde musene det godt;

de gik rundt og snasked'

og blev aldrig vasket.

 

Seksten søde børn der var.

Nej, hvor var de spændte;

thi i dag hos musefar

var der bal i vente.

Hver en lille mus var glad,

og til tidsfordriv på rad

sad de midt i salen,

bed sig selv i halen.

 

Nu en grankvist blev sat op,

musemor holdt talen,

derpå gik det hop i hop

rundt i gildesalen.

Så kom julemaden ind:

Sildeben og pølseskind,

tællelys og kager

lutter gode sager.

 

Fire musefrøk'ner små

julemaden bragte

ostepinde ovenpå

nå, da, hvor det smagte!

Men den allermindste mus

tænk engang, det lille pus,

tålte ikke smavsen

den fik ondt i mavsen.

 

Ny på ny i ring man for,

alle peb af glæde

selv den tykke musemor

så man dansen træde.

Men da morgenstunden kom,

tænk, var hele salen tom,

for til sidste kom katten,

åd dem alle atten!

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































I en sal på hospitalet

Gårdsangervise

 

I en sal på hospitalet

hvor de hvide senge står

lå en lille brystsvag pige

syg og bleg med gyldent hår,

lå en lille brystsvag pige

syg og bleg med gyldent hår.

 

Alles hjerter vandt den lille,

som hun lå der mild og god

bar sin smerte uden klage

med et barnligt heltemod.

 

Og hun spørger da sin læge

som ved hendes leje stod:

"Må jeg komme hjem til påske,

skal jeg være rigtig god"

 

Lægen svarede den lille:

"Nej, mit barn, det knapt jeg tror

men til pinse kan det hænde,

du kan komme hjem til mor.

 

Pinsen kom med grønne skove

blomsterklædt står mark og eng,

men den lille syge pige,

fængsles stadig til sin seng.

 

Og hun spørger atter lægen,

som ved hendes leje står:

"Må jeg komme op til høsten

må jeg komme hjem til mor?"

 

Lægen svared ej den lille,

klapper hendes gyldne hår,

med en tåre i sit øje

vender han sig om og går.

 

I sin grav nu trygt hun hviler

under snebelagte skrud,

efter denne lange vinter

er hun gået hjem til Gud.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































I en skov en hytte lå

Ukendt oprindelse

 

I en skov en hytte lå

nissen gennem ruden så,

haren kom på lette tå,

bankede derpå.

"Nisse, hjælp mig i min nød,

skyder jæg'ren er jeg død"

Lille hare, kom herind

ræk mig poten din.

 

Jæg'ren kom til hytten hen.

"Sig mig, nisse lille ven,

har du set en hare fin

her på marken din?"

"Nej, hr. jæger, har jeg ej

gå du blot igen din vej"

Jæg'ren vendte sig og gik,

haren ej han fik.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Jeg vil tælle stjernerne

Dalgaard, Hans (1951)

Rasmussen, Halfdan

 

Jeg vil tælle stjernerne

nu hvor der er fred.

Men det er så svært at få

allesammen med,

 

Jeg må bruge fingrene

for at tælle dem.

Men på Oles lille hånd

er der bare fem.

 

Fem og fem er bare ti

Af med sko og sok!

Jeg må tælle mine tæer

hvis jeg skal få nok.

 

Der er ikke nok endnu.

Tusind stjerner blåner.

Det var meget nemmere

hvis jeg talte måner.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Kæden

Andersen, Benny

Rasmussen, Halfdan

 

Kun den som er sig selv bevidst

kan ændre denne ulvetid.

Der findes ingen ønskekvist

som kan erstatte kamp og strid

Det eneste vi har i dag

at sætte op mod magt og vold

er styrken som udspringer af

de svages stærke sammenhold.

 

Alene er du kun en brik

i større magters rænkespil.

Men samlet er vi stadigvæk

den største enhed der er til.

En kæde smedes led for led.

Og hele kædens kraft beror

på din og min samhørighed

med mennesker på denne jord.

 

Man prøver på at binde os

til drømmen om et tomt forbrug.

Men de skal aldrig finde os

som slaver ved et ædetrug

Læg hånden i min hånd og mærk

at slaveriet er forbi.

Byd magten trods. Gør kæden stærk

og slip de bundne kræfter fri.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Lysets engel går med glans

Weyse, C.E.F., 1837

Ingemann, B.S.

 

Lysets engel går med glans

gennem himmelporte.

For Guds engels strålekrans

flygter alle nattens skygger sorte.

 

Sol går over verden ud

med Guds lys i øje:

Se! Vorherres sendebud

går på gyldne skyer i det høje.

 

Englen spreder over jord

glansen fra Guds himmel

i sin kåbes stråleflor

favner han alverdens glade vrimmel.

 

Sol ser in i slot og vrå,

ser på drot og tigger

ser til store, ser tll små

kysser barnet, som i vuggen ligger.

 

Os han også favne vil

englen i det høje

os han også smiler til

englen med Guds himmel-glans i øje.

 

Os har og Vorherre kær

ingen sjæl han glemmer

i hvert solglimt Gud er nær

og vor glade morgensang fornemmer.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Man binder os på mund og hånd

Normann Andersen, Kai

Henningsen, Poul, 1940

 

Gribe efter blanke ting

vil hvert et lille grådigt barn.

Binde andre med en ring

gør man som helbefarn.

Tænk, hvor har man stået tit

og delt et vinduesparadis.

Helle, helle, det er mit!

Og livet går på samme vis.

Man binder os på mund og hånd

med vanens tusind stramme bånd

og det er besværligt, at flagre sig fri

Vi leger skjul hos en som ved

at skærme os mod ensomhed

med søde kontrakter, vi luller os i.

Kunne vi forbyde de tre ord:

Jeg lover dig

var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej.

De ord, vi svor med hånd og mund,

de gælder kun den korte stund

til glæden er borte og alting forbi.

 

Kærlighed og ægteskab

hvad kommer de hinanden ved?

Kedsomhedens tomme gab,

til kæben går af led.

Elskov er den vilde blomst-

i gartnerhænder går den ud.

Skærmet får den sin bekomst,

men blomstrer hedt i storm og slud.

Man binder os på mund og hånd,

med vanens tusind stramme bånd

men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri.

I alle kærtegn er en flugt

de røde sansers vildt flugt

fra pligterne tvugne fortrampede sti.

Du må ikke eje mig, jeg ejer ikke dig.

Alle mine kys er ikke ja og ikke nej.

De ord, vi svor med hånd ord mund,

de gælder kun den svimle stund

det netop er kysset fra dig jeg kan li.

 

Møde hvad der venter os

og ingen ve, hvordan det går-

Bare skæbnen uden trods

hvad der så forestår

Glad ved hver en venlighed,

men uden tro at det blir ved.

Søge fred, i det vi véd

at vi hart ingen krav på fred.

Man binder os på mund os hånd,

men man kan ikke binde ånd

og ingen er fangne når tanken er fri.

Vi har en indre fæstnng her,

som styrkes i sit eget værd,

når bare bi kæmper for det, vi kan li´

Den, som holder sjælen rank, ka aldrig blie træl.

Ingen ka regere det, om vi bestemmer selv

Det lover vi med hånd og mund

i mørket før en morgen stund,

at drømmen om frihed blir aldrig forbi.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Manden på risten

Carr, Michael

Steffensen, Aage

 

Her står hver aften på ´risten´

mens jeg kigger på Vesterbro.

Jeg nyder det flammende neonlys,

uden ophold fra seks til to.,

Jeg har det omtrent som de rige,

jeg er hvert nat på "restaurant"!

Man godt på en måde kan sige

at jeg en såd´n en slags gourmant.

Jeg har med de ædlere dele

ej vrøvl som en anden grosser´

Min mave kan tåle det hele

og lidt til og meget mer´

Jeg napper fasanen i ´flugten´ efter ´bøffen´,

min yndlingsret

jeg får aldrig andet end lugten

men af den kan man godt bli mæt.

Mens de derinde nedsvælger bourgogne og bordeaux,

blir jeg beruset af duften fra Vesterbro.

 

Jeg skal ikke stille i smoking,

så jeg ka' være ligeglad,

har aldrig ballade med tjeneren,

hvergang jeg har bestilt lidt mad.

For mig er der ingen, der bukker,

drikkepengene sparer jeg,

om osse de derinde lukker,

ja så rager det ikke mig.

Jeg har ingen små kontroverser

om elskov, for jeg vil ha' fred,

jeg slæver ej damer i nerzer

og hermelinspelse med.

En slager jeg hører på risten,

"Der er piger i Singapore"

jeg kender dog ej komponisten,

det kan han være lyk'lig for.

Men når så Schubert - sig lister i øret, kan I tro

så vågner Jensen - på risten på Vesterbro.

 

I går fik vi ´lam i asparges´

Om det smagte? Det er ikke ordet.

Et eventyr var osse ribbensteg´n

indirekte fra varmebord.

Den ville ha glædet Johansen

i november han skred gedulgt

Han mistede lugtesansen

så han ebbede ud af sult...

Jeg sa´d ved hans leje på selve

den aften da feberen kom.

Skønt han havde 47.11

så lå han og talte om

de dejlige nætter på risten,

nå, men sådan er livets gang

En skønne dag udløber fristen

og man synger sidste sang,

Nu gad jeg vide om risten ved Himmerigs kro

kan være bedre end risten på Vesterbro.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Min Amanda var fra Kerteminde

Nab, Mac

Schwanenflügel, Axel

 

Min Amanda var fra Kerteminde

og hun kom til København i fjor.

Sikke hendes øjne kunne skinne

hendes tænder var som perlemor.

Hun var slank og rank, og jeg vil anta'

cirka tyve tommer i figur.

Og jeg gik på livet med Amanda

hver engang hun havde udgangstur.

Ja, jeg gik på livet med Amanda,

hver engang hun havde udgangstur.

 

Skæbnen kommer, når man mindst den venter,

hør nu bare, hvad der mig er hændt:

Sidste søndag traf vi en bekendter

og Amanda sa' han var student.

Med et smil tog han sin hat galant a'

og Amanda smilede igen.

Og så præsenterede Amanda

mig studenten som en barndomsven.

Og så præsenterede Amanda

mig studenten som en barndomsven.

 

Og vi fulgtes ad til Esplanaden

der var lummervarmt den formidda'

og ved pavillonen spurgte raden

om vi sku et lille bæger ta'

og da just der var en tom veranda

og som sagt det var et dejligt vejr.

blev vi herrer enig med Amanda

om at ta' den lille genstand der,

blev vi herrer enig med Amanda

om at ta' den lille genstand der.

 

Efterhånden fik vi noget at drikke

jeg kan ikke huske, hvad vi fik

men jeg husker nok, at jeg fik hikke

og gik udenfor et øjeblik.

Men da jeg kom ind igen, jeg fandt a'

der var ganske tomt ved vores bord!

Der var ikke skygge af Amanda

af studenten heller ikke spor.

Der var ikke skygge af Amanda

af studenten heller ikke spor.

 

Ak, nu er min lykkestjerne dalet,

ranet af en medicinsk student

han er på Kommunehospitalet,

og derinde er jeg ikke kendt.

Derfor spør jeg, tror De, det er sandt a'

læger over kæd og blod har ret?

For når jeg så hitter min Amanda,

er hun ka.ske lavet til skelet.

For når jeg så hitter min Amanda,

er hun ka.ske lavet til skelet.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Noget om helte

Normann, Robert

Rasmussen, Halfdan

 

Livet er en morgengave.

Sjælen er et pilgrimskor.

Der står krokus i min have.

Der står øller på mit bord.

Under himlen hænger lærken

som et fjernt, bevinget frø

for en lærke tænker aldrig

på at kæmpe eller dø.

 

Her er fredeligt og stille

Her er ingen larm og støj

Jeg har sået kruspersille

og et brev med pure løg.

Lad alverden slå for panden

og bekæmpe spe med spot

Jeg vil enes med hinanden

og mig selv og ha det godt.

 

Samson gik og styrted templer.

Peter Freuchen knak sit ben

Ak, mod disse to eksempler

er min dåd en sølle en.

Jeg har aldrig dræbt filistre

eller kæmpet med en haj.

Og når stærke mænd blir bistre

syns jeg det er synd for mig.

 

Der er nok som går og sysler

med at sprænge kloden væk.

Jeg vil ikke ha skærmydsler

og kanoner bag min hæk.

Mens de andre går og sveder

for at gi hinanden lak,

vil jeg pusle med rødbeder

selleri og pastinak

 

Jeg vil ikke slås med bisser.

Jeg vil så og ikke slå.

Selv de rødeste radiser

kan man roligt lide på.

Der er nok af danske helte

som er danske hele dagen

og går rundt og spænder bæltet

mens de råber: Fy for fan!

 

Tiden går og tiden hverver

store mænd til mandig dåd

Jeg, reserven blandt reserver,

bryder ofte ud i gråd.

Jeg får nerver og migræne,

blot jeg skær mig på en dolk

og vil helre slå min plæne

end slå løs på pæne folk.

 

Livet er en dejlig gave.

Jorden er en herlig jord.

Der er øller i min mave.

Der står krokus på mit bord.

Når reserverne skal stille

for at splitte kloden ad,

skriver jeg med kruspersille

verdens mindste heltekvad.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Noget om lige og skæve

Haahr, Bjarne

Rasmussen, Halfdan

 

Vor jord består af jord i småpartier

som kaldes stater eller kolonier

De første har kultur og kultiverer

de sidste til de ikke eksisterer.

 

Hver stat beståer af folk delt op i klasser:

De rige folk og folkets brede masser,

civilfolk, kvindfolk, fodfolk og soldater,

samt mandfolk, fattigfolk og demokrater.

 

I Danmark lever flere millioner

af verdens bedste mænd og børn og koner,

så resten af den store rund jord, som

de andre folk bebor er knap så morsom.

 

I Tyskland for eksempel bor de tyske

som slår på tromme og er meget bryske

De drikker øl og spiller Kejservalsen

så alle får en bismarcksklump i halsen.

 

I Frankrig bor de ekvivokke kvinder

samt deres mænd og mændenes veninder,

som frekventerer franske små-hoteller

hvor de benævnes mademoiseller.

 

I England har man tåge, kul og porter

kaminer, miner, gentleman og lorder.

Man spiser Bacon -han var lord blandt andet

så folk er kannibalske der i landet.

 

I Rusland lever russiske kosakker

som ofte taler russisk når de snakker

og sejler rundt på floderne i pramme,

som russerne har bygget til det samme.

 

I USA er alle lige gæve

og lige lige, bortset fra de skæve

der siger UH til alt det supermanske

og derfor kaldes UHAmerikanske.

 

Her slutter digtet: Er det så mærkværdigt

at digtet slutter nu hvor det er færdigt?

Var andre lande også værd at gæste?

Hvorfor? Vi ved jo dog vi er de bedste!

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Noget om Nanettes uskyld

Haahr, Bjarne

Rasmussen, Halfdan

 

I Nanettes lille sovekammer

sidder jeg med hendes hånd i min,

mens mit stakkels hjerte står i flammer

som en dunk med brændende benzin.

 

Begge er vi tavse og fortrykte.

I et brev med mange slemme ord

står der skrevet, at Nanettes rygte

ikke er så godt som visse tror.

 

´Visse´ - det er mig! Nanettes øjne

flakker rundt som viber på en eng:

"Tror du på de polygame løgne?"

hvisker hun og retter på sin teint.

 

Jeg vil ikke tro på sjofel sladder

brummer jeg og tror, hvad jeg vil tro.

- Vil du smøre et par mellemmadder?

spør Nanette, mens hun går til ro.

 

To små skiver, hvisker hun, med Gouda

og et lille glas promillevand!

Og jeg skænker til hun sier: "Hov-hov-da,

det er snaps og ikke kildevand!"

 

Jeg skal kilde dig til gråden strømmer!

råber jeg med brask og megen bram,

mens Nanette spiser ost og drømmer,

at hun rødmer inderligt af skam.

 

Stille lukker hun de små ovale

nødde-øjne i og fløjter tyst,

mens jeg leger lidt med den banale

sukkerkugle på det venstre bryst.

 

Se, nu sover hun! På hendes læber

brænder drømmens lille røde stempel

Og i søvne maler hendes kæber

osten ned i kroppens lyse tempel.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Nå!

Christensen, Bernhard

Henningsen, Poul

 

Vores livs sejlads imellem bord og seng

mad og elskov, hvile had og sød forsoning

skal den skildres i et ganske kort refræn,

må det gøres med en vekslende betoning.

Det gør vi så - Hvad skal vi ta?

Det lille: Nå!

 

Man har ståed engang ved store menskers knæ

som et lille utæt, snottet, sjovt spetakel,

og de sa, at noet var mam og no'et var bæ

Voksnes ord var et mirakuløst orakel.

Dér stod man så og lytted spændt,

så sa man : Nå?

 

Man gled ind på skolens sure nænkerad.

Bare gab! Sa passer lære'n kundskabspumpen

med tortur som ligninger af tredie grad.

Man fik hård hud dels på dels, dels på rumpen.

Dér sad man så og glo'de dumt,

så sa' man : Nå.

 

Skolen påstod, man fik børn fra bi til bi

men fra trappegangen vidste vi det hele.

Med uvidenhedens posekiggeri

var vi tidligt vel bevandret i de dele

Dér stod man så og lytted' fromt

sa sa' man : Nå-å..

 

Og så viste det sig dog, at det var skønt

to alene men'sker mellem jord og himmel,

fryd og pine, sky'rnes flugt i blå og grønt,

og man glider i hinandens afgrund svimmel.

Hva' sa' man så - forventningsangst -

så sa' man : Nå.

 

Men som moden kvinde kender man sit værd,

og man spejler det præcist i mænd'nes blikke:

Hvad de vil, hvad de er til - og alt det dér.

Og man stiller selv sit krav - man leger ikke.

Dér står man så! - et skulderkast

så si'r man : Nå?!

 

Og så sker det nok en dag, hans smil blir koldt.

Han er fri, naturligvis.- Man gør sig munter.

Det er bristet, det man gik og tro'de holdt.

Alt er ble't til ingenting på få sekunder.

Dér står man så og fryser lidt

og hvisker: nå.

 

Men engang skal også smerten være slut.

Det bli'r endnu hårdre, end da glæden bristed'

Det er svært at se alt fortsat uafbrudt,

søge trøst i andres leg med det, man misted'

Det må man så. Et stille smil,

en venligt. Nå.

 

Ikke se for langt tilbage eller frem!

Leve mens man lever, være noget for nogen!

Se, hvor lystigt unge par går sammen hjem.

De har glemt det hele - osse risikoen!

Hvad gør vi så? Vi tar et kys

ja, gør det : NÅ!

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Om lidt

Larsen, Kim, 1986

Larsen, Kim ,1986

 

Om lidt bli´r her stille,

om lidt er det forbi

Fik du set, det du ville

fik du hørt din melodi

Forladt og alene

danser cirkusprinsessen rundt,

går i stå på sin line

i et sanseløst sekund.

Om lidt, om lidt er vi borte

vi ses måske igen.

 

Om lidt, om lidt er vi borte

vi ses måske igen.

- - - - (nynnes)

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Papegøjen fra Amerika

Egner, Thorbjørn

Egner, Thorbjørn (Halfdan Rasmussen)

 

Jeg er en papegøje fra Amerika

Min far var papegøjefiskepakker

Jeg sagde ingenting, men mor hun sagde nu og da:

Han lærer nok at tale, når han snakker.

Nu synger jeg: Å falleri og fallera.

Hvis nogen spørger mig, hvor jeg kommer fra,

så svarer jeg: Å falleri-ha-ha!

Jeg er en papegøje fra Amerika.

 

Jeg bo´de i en skov til jeg blev konfirmer´t

Så blev jeg fanget af en fuglefanger.

Han lærte mig at synge da han selv var for genert

og siden blev jeg operettesanger.

Nu synger jeg: Å falleri og fallera.

Hvis nogen spørger mig, hvor jeg kommer fra.

så svarer jeg: Å falleri-ha-ha!

Jeg er en papegøje fra Amerika.

 

En dag kom der en skipper ind og købte mig

for femogtyve kroner og en blomme.

Jeg spiste blommen selv og skreg hurra! Og fløj min vej

og siden kom jeg her til Kardemomme

Her synger jeg - å falleri og fallera!

og byder man mig sukker, sier jeg ja!

For alle ved: Å falleri-ha-ha

at jeg er papegøjen fra Amerika.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Posemandens bil

Hansen, Henning

Rasmussen, Halfdan

 

Petersen og Poulsen

og Pallesen og Piil

tog ud en dejlig sommernat

i posemandens bil.

 

Bilen havde ingen hjul

og heller intet rat

men det var osse lige fedt

for det var nemlig nat.

 

Skoven var en sølle skov

for der var ingen træer

men det var fedt med det,

for det var dejligt vejr.

 

Petersen og Poulsen

og Pallesen og Piil

har aldrig haft en bedre tur

i posemandens bil.

 

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Rapanden Rasmus

Brüel, Axel

Rasmussen, Halfdan

 

Rapanden Rasmus fra Rinkenæs sogn

kørte en tur i sin enspændervogn.

Hesten for vognen blev træt af at gå

Først gik den baglæns, Så gik den i stå.

 

Rasmus tog selen om halsen og fløj.

Hesten sad bagved i vognen og røg-

Men, ih, hvor de glo'de i Rinkenæs Sogn

da Rasmus kom flyvne med hyphest og vogn.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Rigtige mænd

Brandt, Steffen

Brandt, Steffen, 1985

 

Hva´ så vil nogen sikkert spørg´ hva så

hva´ så,hva så, hva så vil nogen sikkert spørg´

udmærket, tak, jo tak vil jeg personligt svar´

jeg´r aldrig haft det bedre før.

Jeg har mig selv, mit liv, min fremtid, mit job

velstillet, velklædt uafhængig og fri.

Jeg starter der, hvor andres drømme holder op.

 

Her er liv og her er glade dage

her blir stærke kvinder altid svage,

ikke flere bløde meninger, forståelse og snak

ikke mere tid at spilde.

Her er sex og her er smukke piger

her er kvinden ned på alle fire

ikke mere vrøvl og ikke mere overflødig snak

ikke mere tid at spilde

 

Åh nej, vil nogen måske sige åh, nej, nej,

åh, nej,nej.nej, Åh,nej vil nogen sikkert sig´

Glem alt om kærlighed vil jeg så svare, åh jo, åh ja

løb stærkt før livet er forbi.

Jeg har mig selv, mit liv, min fremtid, mit job

velstillet, velklædt uafhængig og fri.

Jeg starter der, hvor andres drømme holder op.

 

Her er liv og her er glade dage

her blir stærke kvinder altid svage,

ikke flere bløde meninger, forståelse og snak

ikke mere tid at spilde.

Her er sex og her er smukke piger

her er kvinden ned på alle fire

ikke mere vrøvl og ikke mere overflødig snak

ikke mere tid at spilde

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Røverne fra Kardemomme by

Egner, Thorbjørn ,1955

Rasmussen, Halfdan

 

Vi lister os af sted på tå,

når vi går ud og røver.

Vi røver bare, det vi må

og det vi nu behøver.

Nu ligger mørket over land

I byen sover alle mand

Vi drager af gårde med sæk og med spand -

både Kasper og Jesper og Jonathan.

 

Hos byens bager går vi ind

men røver kun lidt smuler

lidt brød, lidt mel, en slikkepind

og tusind sukkerkugler.

Det hænder dog, at Jonathan

vil ha en honningkagemand.

Men ellers så ta´r vi os kun en tår vand -

både Kasper og Jesper og Jonathan.

 

Hos byens slagter ta´r vi kun

et enkelt fad med finker,

en oksesteg på tyve pund,

lidt fars og nogle skinker.

Til løven røver vi en gris

en lille een, naturligvis!

Men ellers så nøj´s vi med pølse og and -

både Kasper og Jesper og Jonathan.

 

Og bli´r det koldt, så er det bedst

at møde frost og væde

med frakke på og ulden vest

og hat og halstørklæde.

Vi kender en butik med klæ´r

der handler vi - ved nat især

Men ellers så går vi, som vi plejer van -

både Kasper og Jesper og Jonathan.

 

Og når vi så har sækken fuld

af mad og meget andet,

så røber vi lidt sølv og guld

og drager ud på landet.

Der tømmer vi den fyldte spand

og gør den gode mad istand

Men ellers så gør vi så lidt, vi nu kan -

både Kasper og Jesper og Jonathan.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Solen er så rød, mor

Ring, Oluf

Bergstedt, Harald

 

Solen er så rød, mor

og skoven blir så sort

Nu er solen død, mor

og dagen gået bort

Ræven går derude, mor

Vi låser vores gang

Kom, sæt dig ved min pude, mor,

og syng en lille sang.

 

 

Himlen er så stor, mor

med klare stjerner på

Hvem monstro der bor, mor

på stjernen i det blå?

Tror du, der er drenge, mor

der titter ned til mig?

Og tror du, de har senge, mor

og sover lissom jeg?

 

Hvorfor blir det nat, mor?

og kold og bitter vind?

Hør den lille kat, mor,

den mjaver og vil ind.

Mågerne og tærnerne

har ingen sted at bo.

Hør, nu synger stjernerne!

De synger mig til ro.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Sproget

Christensen, Bernhard, 1936

Henningsen, Poul

 

For mig er sprogets klang

min mors stemme

kort og klart som hammerslag

med venligt sving.

Hver glose blank og rund

og go´ at ta´ på

alle skarpe kanter slidt

ved hverdagsbrug.

 

De grønne marker,

det krappe sund,

blå solskinstimer

og månens segl.

Alt det har osse ret.

Hver ting til sin tid.

ord skal være redskab først -

og så musik.

 

Hør jydens seje stød.

Hør øernes syngen

Hør Køvnenhavnerdrengens ´a´

når har si´r Far.

Det´ livets tumleplads

det´ sprogets havstok.

Her blir tiden skuret til

og vasket ren.

 

Det fine menneske,

det sjældne digt

La´ dem beholde,

det skrevne ord.

Men det er brugsværdien

i din og min mund.

Sproget står og falder på:

Det talte ord.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Stille, hjerte, sol går ned

Laub, Thomas

Aakjær, Jeppe, 1912

 

Stille, hjerte, sol går ned,

sol går over heden,

dyr går hjem fra dagens béd,

storken står i reden.

Stille, hjerte, sol går ned.

 

Tavshed over hedesti

og langs veje krumme.

En forsinket humlebi

ene høres brumme.

Stille, hjerte, sol går ned.

 

Viben slår et enligt slag

over mosedammen,

før den under frytlens tag

folder vingen sammen.

Stille, hjerte, sol går ned.

 

Fjerne ruder østerpå

blusser op i gløden,

hededamme bittesmå

spejler aftenrøden.

Stille, hjerte, sol går ned.

 

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Ulandsvise

Christensen, Bernhard

Henningsen, Poul

 

Jeg er kommet hertil fra en verdensfjern egn

og står her i aften som tolk

for at takke for pengenes klingende regn

til os underudviklede folk.

Vi i burnus og toga, sarong, anorak.

Vi fra hytten og krålen, seraillet

føler trang til at sige Dem tak.

Det er næsten for meget.

 

Giv mig lov til til gengæld at synge en sang

om landet i nød hvor jeg bor.

Hvor i kummer og klage vi mindes dengang

da den hvide mand tog vores jord,

imod bue og pil var geværet for bidsk

og i slægt efter slægt har vi skreget,

mens han svang sin flodhestepisk.

Det var næsten for meget.

 

Vi fik lov til at dyrke den magreste mark

i solskinnets sviende lys,

vores troldmænd og skikke og tro fik et spark

også guderne skulle fornyes,

de fik skændet og brændt og røget os ud

vi blev kristnet og døbt til vi nejed

for den hvide kærlige Gud.

Det var næsten for meget.

 

Vi har svært ved at tro efter alt, der er hændt

at vinden for alvor er vendt

er vi ligemænd nu, er fornedrelsen endt?

Dette gysende håb har I tændt

får vi alting igen både frihed og jord?

får vi landet igen vi har ejet?

skal vi tro den hvide mands ord?

Det er næsten for meget.

 

Men nu er det som magterne byder sig til

fra Washington helt til Moskva.

Tænk nu vælger vi selv, hvilken hersker vi vil.

Mon vi selv aner, hvem vi vil ha´.

Tænk at slaver kan vælge hvem herrerne er

og af hvem vi blir blidest sjanghajet.

Er de røde værre end jer?

Så´ det næsten for meget.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Veronica

Vreeswrijk, Cornelius

Vreeswrijk, Cornelius

 

Veronica, Veronica, hvor er din sorte hat?

Din elsker leder efter den, midt i den mørke nat.

Din elsker er forsvundet, han kommer ej igen

- når det dages.

 

Veronica, Veronica så op din parasol,

din ven er gået fra dig, og natten er så kold.

Der er så mange andre, hvem bli´r din nye ven.

- når det dages?

 

Veronica, Veronica, dit ene strømpebånd

blev stjålet af et menneske, der ofte holdt din hånd.

Nu er han flygtet fra dig, du spø´r dig selv hvorhen.

- når det dages.

 

Men synes du, Veronuica, at morgenen er grå

og angrer at du nogensinde kunne la´ ham gå.

Spring hen til telefonen og ring så til din ven.

- når det dages.

 

Veronica, Veronica så løs dit lange hår,

og se din ven i øjnene og sig ham at han får.

Og sove i hans arme og vågne glad igen.

- når det dages.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

















































Solitudevej

Gyldmark, Sven
Poeten



Jeg er altså døbt Gertrude
Og min ven, han hedder Kaj.
Så en mandag sku' han møde mig på Solitudevej
Der stod jeg og det blev regnvejr
Tiden gik, men ingen Kaj
Men jo mere koldt og klamt det blev,
jo mere længselsfuld og varm blev jeg.
Uh, man trænger til en t'at forgude sig
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
For der er ikke muntert derude, nej
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Så med ét var der lissom en tanke, der sa':
"Sæt nu Kaj er brændt ud, og så du bli'r brændt af"
Det var ikke en tanke, der huede mig"
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.


Regnen drypped' ned fra himlen.
Teinten drypped' ned fra mig.
Drippe, drappe, dryppe op og ned på Solitudevej.
Næsesløret og pleurøsen
hængte som et sørgeflag.
Jeg var gennemblødt, så undertøjet nærmest
føltes som et grødomslag.
Og min stråhat - den hang der og buede sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Og så åbnedes skoenes snude sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Kjolen hang som en gulvklud, men ikk' en plissé.
Og dér stod jeg så klam som en ål i gelé.
Både sorg og forkølelse tru'de mig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.


Men tålmodighed belønnes:
Pludselig så så jeg Kaj.
Og det var, som solen skinned' ned på Solitudevej.
Men med ét blev solen borte
Jeg blegnede som en selleri.
Det gik op for mig, at Kaj han sikkert ikke
var mig rigtig tro fordi:
I hans kølvand, der viste en skude sig
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Til hans mund med et trykkys hun suged' sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Ind i porten skråt overfor så jeg de gled
og på tredie sal blev et gardin rullet ned.
Og der stod jeg, mens de leged' brudeleg.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.


Nu' jeg altså en slags enke.
Jeg blev aldrig gift med Kaj
Ensom bor jeg i mit jomfrubur på Solitudevej.
Og især når det er mandag,
og især når det er regn
ka' jeg bli' så melankolsk når jeg nu sidder
der og kigger ned på vej'n.
Så vemodigt bedugger min rude sig.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Mens jeg sidder og syr stra-pude-maj
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.
Der er dryp ned fra himlem og dryp i mit blik.
Og vi græder omkap med en ostebutik.
Og jeg drømmer om Kaj - uh, det studekvaj.
Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej.



 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

























Der kommer altid en sporvogn

Gyldmark, Sven

Poeten

 

Mandfolk har så mange muligheder her i livet

Prøv at tænk på verden som et sporvognsstoppested.

Der er stadig nye chancer, det er ganske givet

Nok må nogen vente lidt, men alle kommer med.

Slår første chance svips, så bare bind dit slips

og husk på et af verdens bedste tips:

Der kommer altid en sporvogn og en piiiiiiige til.

Så kan man køre ekspres af himmerige til.

Og hvis det var en forkert, der kom

er det som regel jo altid let at stige om (!)

Der kommer altid en sporvogn og en pige til

men ingen af delene skal man la´ sig vie til.

Der kommer altid en pige, en sporvogn, en pige

en sporvogn, en pige til.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

























Havnen

Stentoft, Aage 1937

Müller, Arvid

 

Når byen derinde får lysene på

og arbejdsdagen så småt går i stå

og folk ruller hjem efter dagen, der gik

butiksfolk, kontorfolk - og dem fra fabrik

så er jeg med såd'n omkring klokken 5

men jeg kør en omvej før jeg tager hjem.

Jeg kør' mig en tur langs med havnen

jeg må rundt og se, hvad der sker.

Jeg kan ikke forklare nøjagtig hvorfor

det' nærmest såd'n bare, ja gu er det så.

Det såd'n en slag indeklemt længsel

lissom en, der har siddet i fængsel

og så pludselig mærker, at nu er han fri

såd'n har jeg det altid, når dagen er fordi.

 

Man tro'de jo engang, at alt var så nemt,

dengang jeg var dreng, var min fremtid bestemt.

Jeg ville se verden, afsted, bare ud!

Sådan er der så meget, og så blev jeg bud.

Og så blev jeg gift, ja, og så var det sket,

og nu må jeg nøj's med - jeg trænger sgu te'et.

Jeg må ned og lure ved havnen,

og snuse til livet ombord.

Jeg må rundt og kigge og se, hvo'n den skær,

ja, jeg ved sgu ikke, jeg kan ikke la vær.

Det er ikke det - skude ved skude

Det er nærmest det hele herude,

Der er noget i luften, der er no'et jeg kan li'

Enhver har jo sin lyst, når da'en er forbi.

 

Så sker det jo tit, at man kommer i snak,

en gi'r en historie, og en gi'r tobak,

såd'n ud'n bandarole - fra stederne a'

de kommer jo lige direkte derfra.

Så står man og lytter og nyder sit skud,

det' dejligt at høre hvo'n verden ser ud.

Jeg ser sgu det hele ved havnen,

både Java, Algier og Port Said,

og plantager og hajer, det hele, De ve'.

alt det som man plejer at ønske at se.

Sådan palmer så høje som huse,

jeg kan ligefrem mærke dem suse.

Der er ikke de lande, jeg ikke er i..

Jeg er ude på viften, når da'en er forbi.

 

Man ved jo som regel på dato hvornår

såd'n cirka, at bådene kommer og går.

Det' ligesom et skema, det lærer man snart,

og kommer der en, er jeg altid parat.

Det, at gi' dem et nap med at lægge dem til,

der er ikke den ting, jeg hellere vil.

Jeg står her og venter ved havnen

og næverne kribler på en,

Jeg kender hver bøje, hvor trossen skal i

og det, at fortøje, det kan jeg sgu li'

Jeg elsker at røre ved skibet,

det lissom at hilse på livet.

Jeg ved ikke hvorfor, det' vel nærmest, fordi

man føler først den slags, når da'en er forbi.

 

Ja, jeg ve sgu godt, at det hele er skæg,

mellem mig og alt det der, der er der en væg.

Det er no'et man indser, mens tiden den går,

jeg ved godt, at min plads der er her, hvor jeg står.

Og sådan er livet for fler' end for mig.

men jeg er skam slet ikke bitter, nej, nej..

Jeg kør' mig en tur langs med havnen,

hveraften når klokken er fem.

jeg kør' mig den tur, som nu jeg holder a'

den eneste tur, jeg har råd til at ta'

Der ude et sted bag ved molen

ligger verden og livet og solen.

Men hvem jer i verden får alt, hva' han kan li'`?

Såd'n tænker jeg altid, når da'en er forbi.

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

























Hvorfor er lykken så lunefuld

Jönsson, Karin 1937

Meincke, C.V.

 

Når vi er glade, ler vi

så er vort liv en leg

men alt for ofte ser vi, at lykken går sin vej

Drømmen om trofast kærlighed

slutter, før selv vi ved det..

 

Hvorfor er lykken så lunefuld

og hvorfor er glæden så kort?

Ak, hvor ofte er livet

så meningsløst hårdt

Hvorfor dog stole på kærlighed

og hvorfor dog smile derved?

For smilet blir tårer

før solen går ned.

 

Den ven, du tror holder af dig

måske går han fra dig

alt det, han gav dig sit ord på

og svor på er glemt.

Hvorfor er lykken så lunefuld

og hvorfor er glæden så kort?

Og ham som du elsker,

hvorfor går han bort?

 

De ord, du hvisked' til mig,

gik jeg og tro'de på,

men aldrig mere vil jeg

den samme tillid få.

Alt hvad jeg i hjertet har gemt,

det har du ganske glemt

 

Hvorfor er lykken ...

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

























Jeg vil bygge en verden

Jensen, Harry

Pheiffer, Knud

 

Livet var vidunderligt,

det troede vi engang

men med tiden lærte vi

en ganske anden sang.

 

Vi er bare prikker

i det store dumme spil

uden stor betydning, men nu

ved jeg hvad jeg vil:

 

Jeg vil bygge en verden,

men helt for mig selv

hvis du vil, kan du godt komme med.

For måske kan vi der

finde lykke og held

til at glemme alverdens fortræd.

 

Hvis vi tror på hinanden

og uden jalousi

bare holder de løfte, som vi svor.

Kan vi bygge en verden

så stor og så rig

på den gamle, forhærdede jord.

 

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

To hvide liljer og en knækket søjle. 
Tekst: Sigfred Pedersen 1933
Mel: Niels Clemmensen. 
1 
To hvide liljer og en knækket søjle
står vagt om gravens buksbomkranste bed.
Der hviler Caroline trygt bag mulde.
I livet fo´r hun vild, nu har hun fred.
Hun var så ærbar stakkels lille Line,
endskønt hun kun var ud af ringe stand,
Men æren agtes ikke blandt de fine,
og Caroline fandt en sådan mand.
2 
Hun kom en aften på sin nye cykle
med lygten tændt, for det var over ni.
Og hun var ene, tryg og uforlovet,
da skæbnen ville, at han kom forbi.
Hans navn var Victor, Carlo Victor Møller,
og han var korporal i kongens hær.
Frem under hjelmen lokked hårets krøller.
Han var så smuk i cyklelygtens skær.
3 
Han sagde: Hør min skønne Caroline,
jeg elsker dig, o bliv min unge brud.
Men skynd dig lidt for jeg har nok at lave;
i morgen drager jeg i felten ud.
Men skal jeg komme hjem, bedækt med hæder,
så får du lejlighed med varmt og koldt
vand, ja og fine sirtes brudeklæder,
stol kun på mig. Sit løfte har han holdt.
4 
Det var for meget for den stakkels pige,
som ikke kendte mænd og deres ord.
Hun vandred' fluks ad drømmens himmelstige
og satte sig i grøftens blomsterflor.
Om kap med månen lyste lygteskæret
på deres lykkelige fælles mund.
Han fik, hvad han sig havde just begæret,
men et signalhorn lød i samme stund.
5 
Farvel min ven nu kalder natmanøvren.
Tre dage skal vi slås på Trelde Næs.
Så har du mig igen. Farvel så længe.
- Men rejs dig op, thi vådt er nattens græs.
Ak. Korporaler spår, men herren råder.
Et vandhul havde han bag næsset sat.
Der plumped Victor Møller i af våde,
fik influenza, døde samme nat.
6 
Snart læste Caroline i Socialen
om hærens store tab ved Trelde Skov.
Og tilstod under tårer for sin fader:
Ak, han er død hos hvem jeg nylig sov.
Forstødt blev pigen, hjemmets døre luktes.
Syv måneder hun stred, så sov hun ind.
I samme vandhul hendes øjne sluktes,
Hvor fordum blegned korporalens kind.
7 
To hvide liljer og en knækket søjle,
står vagt om gravens buksbomkranste bed.
Der hviler Caroline lunt bag mulde.
I livet fo´r hun vild, nu har hun fred.
Hun var så ærbar, stakkels lille Line,
omend hun kun var ud af ringe stand,
men æren agtes ikke blandt de fine.
Vogt jer for dem, o piger. Hvis I kan. 

 

Gå til toppen af siden * Gå til TEKSTER *