Søren Kierkegaard

Bladartikler 1854-55

Udgivet 1854-55/1962.

 

 

 

 

1. Fædrelandet Mandag d. 18. Dec. 1854. Nr. 295.

Var Biskop Mynster et "Sandhedsvidne", et af "de rette

Sandhedsvidner" - er dette Sandhed?

 

1 Febr. 1854.

S. Kierkegaard.

 

I den Tale, Prof. Martensen har "holdt 5te Søndag efter hellig tre Konger, Søndagen før Biskop Dr. Mynsters Jordefærd", en Erindringstale, hvad den maaskee ogsaa forsaavidt kan kaldes, som den bringer Prof. Martensen i Erindring til den ledige Bispestol - i denne Tale stilles Biskop Mynster frem som et Sandhedsvidne, som et af de rette Sandhedsvidner; der tales i saa stærke og afgjørende Udtryk som vel muligt. Med den afdøde Biskops Skikkelse, hans Liv og Levnet, Udgangen af hans Vandel for Øie formanes vi til at "efterligne de sande Veilederes, de rette Sandhedsvidners Tro" (p.5), deres Tro, thi den var, hvad der udtrykkeligt siges om Biskop Mynster "ikke blot i Ord og Bekjendelse, men i Gjerning og Sandhed" (p.9); den afdøde Biskop indføres af Prof. Martensen i (p.6) "den hellige Kjæde af Sandhedsvidner, som strækker sig gjennem Tiderne fra Apostlernes Dage" osv.

 

Dette maa jeg gjøre Indsigelse mod - og nu da Biskop Mynster er død, kan jeg ville tale, her dog meget kort, og da slet ikke om, hvad der bestemte mig til at indtage det Forhold til ham, som jeg indtog.

Naar man ved "Forkyndelse" nærmest tænker paa hvad der siges, skrives, trykkes, Ordet, Prædikenen - at da (for blot at tage Eet) Biskop Mynsters Christendoms-Forkyndelse fortoner, tilslører, fortier, udelader noget af det mest afgjørende Christelige, det, der kalder os Mennesker ubeleiligere, det, der vilde gjøre vort Liv anstrænget, forhindre os i at nyde Livet, det om at afdøe, om frivillig Forsagelse, om at hade sig selv, om at lide for Læren osv.: behøver man ikke at være synderlig skarpsynet for at kunne see, naar man lægger det nye Testamente ved Siden af Mynsters Prædiken.

Forsaavidt derimod ved "Forkyndelse" nærmest tænkes paa, hvorvidt nu Forkynderens Liv udtrykker det, han siger (og dette er vel at mærke christeligt det Afgjørende, hvorved Christendommen just har villet sikkre sig mod at faae charakterløse Docenter i Stedet for Vidner) - at da Biskop Mynsters Christendoms-Forkyndelse ikke var i Charakter, at han udenfor de stille Timer ikke var i Charakter, ikke engang af den hans Prædiken, der dog, som sagt, sammenholdt med det nye Testamente har slaaet betydeligt af paa det Christelige: dette behøver man atter ikke at være synderlig skarpsynet for at kunne see, hvis man ellers ved at høre og læse ham har behørigt Kjendskab til hans Prædiken; i 1848 og efter den Tid blev det til at see selv for blinde Beundrere, hvis de have behørigt Kjendskab til hans Prædiken, for at kunne vide, hvad denne, hvad de stille Timer foranledige En til at vente.

Saaledes var, naar man lægger det nye Testamente ved Siden, Biskop Mynsters Christendoms-Forkyndelse en, især for et Sandhedsvidne, mislig Christendoms Forkyndelse. Men da var der, mente jeg, det Sande hos ham, at han, hvad jeg holder mig fuldt forvisset om, var villig til at tilstaae for Gud og sig selv, at han ingenlunde, ingenlunde var et Sandhedsvidne - just denne Tilstaaelse var i mine Tanker det Sande.

Men skal Biskop Mynster fra Prædikestolen fremstilles, canoniseres som Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner: saa maa der gjøres Indsigelse. Den Berlingske Tidende (den officielle Tidende, ligesom vel Prof. Martensen er den officielle Prædikant) er, som jeg seer, af den Mening, at Prof. Martensen (der med paafaldende Hasten kommer Begravelsen og saa ogsaa Monumentet i Forkjøbet) ved denne Tale har fra Prædikestolen reist den Afdøde et skjønt og værdigt Monument; jeg vilde foretrække at sige: et Prof. Martensen selv værdigt Monument. Men i ethvert Tilfælde Monumenter kan man ikke ignorere, derfor maa der gjøres Indsigelse, hvad saa maaskee endog kunde bidrage til at gjøre Monumentet (for Prof. Martensen) varigere.

Biskop Mynster et Sandhedsvidne! Du som læser dette, Du veed vel, hvad der christeligt forstaaes ved et Sandhedsvidne *1); men lad mig dog erindre Dig derom, at dertil fordres ubetinget det at lide for Læren. Og naar der skærpende siges: et af "de rette" Sandhedsvidner, saa maa altsaa Ordet tages i strengeste Forstand. Lad mig da med nogle faa Træk forsøge at antyde, hvad derved maa forstaaes, for at gjøre Dig det nærværende.

Et Sandhedsvidne, det er en Mand, hvis Liv fra først til sidst er ukjendt med Alt, hvad der hedder Nydelse - o, og hvad enten Meget eller Lidet forundtes Dig, Du veed, hvor godt det gjør, det man kalder Nydelse; men hans Liv var fra først til sidst ukjendt med Alt hvad der hedder Nydelse, derimod fra først til sidst indviet i Alt, hvad der hedder Lidelse - ak, og blev Du end fritagen for de langvarige, de qvalfuldere Lidelser, Du veed det dog af egen Erfaring, hvorledes et Menneske ømmer sig i det, man kalder Lidelse! Men deri var hans Liv fra først til sidst indviet, i hvad der vel endog sjeldnere tales om blandt Mennesker, fordi det sjeldnere forekommer, i Inderlighedens Kampe, i Frygt og Bæven, i Skælven, i Anfægtelser, i Sjels-Angester, i Aands-Qvaler; og saa dertil forsøgt i alle de Lidelser, som der almindeligere tales om i Verden. Et Sandhedsvidne, det er en Mand, der i Armod vidner for Sandhed, i Armod, i Ringhed og Fornedrelse, saa miskjendt, forhadt, afskyet, saa bespottet, forhaanet, udgriint - det daglige Brød har han maaskee ikke altid havt, saa fattig var han, men Forfølgelsens daglige Brød fik han rigeligt hver Dag; for ham var der aldrig Avancement og Befordring uden omvendt, ned efter Skridt for Skridt. Et Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner, det er en Mand, der bliver hudflettet, mishandlet, slæbt fra det ene Fængsel i det andet, og saa tilsidst - sidste Avancement, hvorved han optages i første Classe af den christelige Rangforordning, blandt de rette Sandhedsvidner - saa tilsidst - thi det er jo et af de rette Sandhedsvidner, Prof. Martensen taler om - saa tilsidst korsfæstet eller halshugget eller brændt eller stegt paa en Rist, hans afsjelede Legeme af Rakkeren henslængt paa et afsides Sted ubegravet - saaledes begraves et Sandhedsvidne! - eller brændt til Aske og henkastet for alle Vinde, at ethvert Spor af dette "Udskud", som Apostelen siger han er bleven, maatte udslettes.

Dette er et Sandhedsvidne, hans Liv og Levnet, hans Død og Begravelse - og Biskop Mynster, siger Prof. Martensen, var et af de rette Sandhedsvidner.

Er det Sandhed? Er det at tale saaledes, er det maaskee ogsaa at vidne for Sandhed, og Prof. Martensen ved denne Tale selv traadt i Charakter af Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner? Sandeligen, der er det, som er Christendommen og Christendommens Væsen mere imod end ethvert Kjetteri, ethvert Schisma, mere imod end alle Kjetterier og Schismaer tilsammen, og det er det: at lege Christendom. Men det er - aldeles, aldeles i samme Forstand, som Barnet leger Soldat - at lege Christendom: at tage Farerne bort (christeligt svarer "Vidne" og "Fare" til hinanden), istedetfor disse at anbringe Magten (til at være Fare for Andre), Goderne, Fordelene, en yppig Nydelse selv af de fineste Raffinements - og saa at lege den Leg, at Biskop Mynster var Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner, lege den saa frygtelig alvorligt, at man da slet ikke kan standse Legen, men leger den fort ind i Himlen, leger Biskop Mynster med ind i den hellige Kjæde af Sandhedsvidner, som fra Apostlenes Dage strækker sig til vore Tider.

 

** Efterskrift.

Denne Artikel har, som man vil see af dens Dato, ligget nogen Tid.

Saa længe der var Spørgsmaal om Besættelsen af Sjællands Bispestol, mente jeg at burde lade Professor Martensen offenligen uomtalt, da han jo, hvad enten han nu blev Biskop eller ikke, i ethvert Tilfælde var en Candidat til denne Plads, og formodenligt ønskede, at der, saalænge det stod paa, saavidt muligt Intet passerede, ham betræffende.

Med Prof. Martensens Udnævnelse til Biskop faldt dette Hensyn bort. Men da nu engang Artiklen ikke kunde komme og derfor ikke var kommen strax, tænkte jeg som saa: der er jo ingen Grund til at haste. Desuden fremkaldte Biskop Martensens Udnævnelse Angreb paa ham fra andre Sider og af en ganske anden Art: dette Angreb vilde jeg høist unødigt træffe sammen med; jeg ventede da, jeg mente: der er, som sagt, slet ingen Grund til at haste og der tabes slet Intet ved at vente. Muligt vil endog Nogen finde, at der er vundet Noget, finde en dybere Betydning i, at Indsigelsen kommer med en saadan Langsomhed.

I Efteraaret 1854.

 

Men Indsigelse maa der gjøres mod dette, at Biskop Mynster skulde have været et Sandhedsvidne.

Biskop Mynster kan tilnærmelsesvis siges at have baaret en hel Slægt - det er derfor en Vanskelighed, som grændser til det Umulige, at bringe Klarhed ind i vore forvirrede religieuse Forhold og Begreber, saalænge der ikke falder en sandere Belysning over Sandheden af Biskop Mynsters Christendoms Forkyndelse, hvad i Grunden ogsaa skyldes mig; thi Biskop Mynster, just Biskop Mynster var, om man saa vil, mit Livs Ulykke, ikke endda det, at han ikke var et Sandhedsvidne (den Sag havde ikke været saa farlig) men det, at han foruden al anden Fordel, som han, efter største Maalestok, drog af at forkynde Christendom, ogsaa medtog den Nydelse, ved at declamere i stille Timer om Søndagen og ved verdsligklogt at dække sig om Mandagen, at foranledige det Skin, at han var et Charaktermenneske, en Mand af Grundsætninger, en Mand, der staaer fast, naar Alt vakler, en Mand, der ikke svigter, naar Alle svigte osv. osv., medens Sandheden var, at han var i høi Grad verdslig klog, men svag, nydelsessyg og kun stor som Declamator - og mit Livs Ulykke, om man saa vil (hvad dog i en meget høi Forstand ved Styrelsens Kjærlighed blev til Gode for mig, blev min Lykke) min Ulykke var, at jeg, af en afdød Fader opdragen ved "Mynsters Prædiken", ogsaa, af Pietet mod den afdøde Fader, honorerede denne falske Vexel i Stedet for at protestere den.

Han er nu død - Gud være lovet, at det kunde holdes hen, saalænge han levede! Det blev naaet, hvad jeg rigtignok mod Slutningen var nær ved at fortvivle om, men det blev dog naaet, hvad der var min Tanke, mit Ønske, hvad jeg ogsaa kan huske engang for mange Aar siden at have sagt til gamle Grundtvig: Biskop Mynster skal først leve ud, begraves med fuld Musik - det blev naaet, han blev jo, om jeg saa tør sige, begravet med fuld Musik. Til Monumentet for ham er der vel ogsaa nu omtrent indkommet hvad der vil indkomme.

Saa kan der ikke længer ties, Indsigelsen maa komme, ved sin Langsomhed kun desto alvorligere, Indsigelsen mod fra Prædikestolen, altsaa for Gud, at fremstille Biskop Mynster som Sandhedsvidne; thi usandt er det, men saaledes forkyndt bliver det en himmelraabende Usandhed.

I December 1854.

 

2. Fædrelandet Lørdag d. 30. December 1854. Nr. 304.

Derved bliver det!

 

Den 28de Decbr. *2)

S. Kierkegaard.

 

Fra Prædikestolen at fremstille Biskop Mynster som Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner, at anvise ham Plads i den hellige Kjæde o.s.v.: derimod maa der gjøres Indsigelse; derved bliver det.

I Grunden er at fremstille ham saaledes at gjøre ham latterlig - thi jeg kan gjerne sige det Samme paa en anden Maade, indtrængende fra en anden Side. At fremstille en Mand, der, endog ved at forkynde Christendom, har naaet og nydt, efter største Maalestok, alle mulige Goder og Fordele, at fremstille ham som Sandhedsvidne, en af den hellige Kjæde, er ligesaa latterligt, som at tale om en Jomfru med en talrig Børneflok. Men Sagen er, saaledes vilde Luther sige: "Alt hvad der forholder sig til Liderlighed, det veed man Besked om i denne Syndige Verden, vil Du tale derom, er Du strax forstaaet af Alle; men de christelige Begreber veed man ingen Besked om". Og deraf kommer det, at man ikke forstaaer, opholder sig over, at der gjøres Indsigelse mod et Sandhedsvidne, der, christeligt, er ligesaa latterligt, som slig Jomfru.

Der er Meget, man kan være "tillige"; og just i Forhold til alt det Ubetydelige gjælder det, at det egner sig for, at En er det "tillige". Man kan være baade Det og Det og tillige Dilettant paa Violin, Medlem af Venskabelige, Fuglekonge o.s.v. Men det Betydelige har just den Egenskab, at i samme Grad, som det er det Betydelige, i samme Grad egner det sig mindre til, at man er det - og tillige Andet. Og Bestemmelsen "Sandhedsvidne" er en meget herskesyg, en høist uselskabelig Bestemmelse, nøiagtigt lader den sig vel kun forene med det: at være forresten Ingenting. "Sandhedsvidne" forholder sig til, at Christendom er Uensartethed med denne Verden, deraf kommer det, at "Vidnet" altid maa være kjendeligt paa Uensartetheden med denne Verden, paa Forsagelse, paa Lidelse; og deraf kommer det, at denne Væren saa lidet egner sig for: tillige at være Andet. Men at ville, efter største Maalestok, tage alle Goder og Fordele (Sandhedsvidnet er just hvad han er ved Forsagelse og Lidelse) og saa tillige være Sandhedsvidne, derom maatte man christelig nøiagtigt sige: det var Satan til Sandhedsvidne; et saadant Sandhedsvidne er ikke blot et Monstrum, men en Umulighed, som en Fugl, der tillige er Fisk, eller et Redskab af Jern, der tillige har den Mærkelighed at være af Træ.

Saaledes forholder det sig; blot erindre man, at det ikke er mig, der har gjort Begyndelsen med paa Biskop Mynsters Liv at anlægge den Maalestok: Sandhedsvidne. Nei, det er en Ven, Prof. Martensen, der har viist den Afdøde denne klodderagtige Tjeneste, og bevirket, at jeg har sagt, hvad Sandhed er, at seet under denne af Prof. Martensen anbragte Belysning var Biskop Mynster: "en i høi Grad verdslig klog Mand, men svag, nydelsessyg og kun stor som Declamator" - denne klodderagtige Tjeneste, som dog maaskee ikke engang kan kaldes ganske uegennyttig; thi den mulige Efterfølger paa Sjællands Bispestol, for Øieblikket Efterfølgeren, var jo ganske godt tjent med, paa en saadan nem Maade saa ogsaa selv at avancere op til Sandhedsvidne.

Dersom der derfor virkelig her i Landet er saa liden Sands for Christendom, at man ikke skulde kunne forstaae, med hvilken Føie jeg maatte og i de allerstærkeste Udtryk, ved den mest skærende Modsætning gjøre Indsigelse mod denne Falsknen, saa kan jeg gjerne give Indsigelsen en anden Skikkelse. Jeg paastaaer, at ved fra Prædikestolen at fremstille Biskop Mynster som Sandhedsvidne, en af den hellige Kjæde, skeer der i høieste Grad Uret mod enhver anden udmærket og fortjent Mand i Landet. En Jurist som Geheimeraad Ørsted, en Digter som Heiberg, en Lærd som Madvig, en Læge som Bang, sceniske Konstnere som Nielsen, Rosenkilde, Phister og saaledes i saa maange Forhold, alle disse Mænd, der dog, medens de leve, ingenlunde kunne siges at have et taknemligere Vilkaar, faae mere af Jordens Goder og Nydelser end Biskop Mynster fik, tvertimod maae siges at have et langt utaknemligere Vilkaar, at saadanne Mænd have aldeles samme Adkomst som Biskop Mynster, til at begraves som Sandhedsvidner.

Men den protestantiske Geistlighed har endnu bestandigt Nykker i Hovedet; skjønt den er bleven aldeles ligesom enhver anden Existeren, der, indenfor Bestemmelsen af at iagttage den borgerlige Retfærdighed, udfolder hvad mulig Begavelse man har, og derved søger jordisk Løn og Nydelse som alle Andre, vil den tillige være noget mere, være Sandhedsvidne.

Og dette kom ret tydeligt for Dagen i hin Erindringstale af Prof. Martensen. Derfor skulde der gjøres Indsigelse, og saa eftertrykkeligt som muligt, Blodet røres, Lidenskaben sættes i Bevægelse, hvad naturligvis kun lader sig gjøre, naar man selv ikke frygter den øieblikkelige Følge, at Mange blive som rasende paa En, hvad man ikke bør frygte men forstaae, som Operateuren forstaaer det, at Patienten skriger og sparker. Der skulde gjøres Indsigelse, og Slaget skulde paa den givne Foranledning ramme Hovedet, - og inden Artiklen udkom, var jo Prof. Martensen længst Hovedet.

Saaledes skulde det være; saaledes er det skeet; derved bliver det!

 

..."Ogsaa af Pietet for en afdød Fader har jeg honoreret denne falske Vexel (det Skin, at Biskop Mynster var et Charakter-Menneske) i Stedet for at protestere den". Derved bliver det.

Ville den Afdødes mange Venner, Tilhængere, Beundrere ikke, naar de ere komne lidt til Ro, forstaae, at jeg, der - man behage at see efter! - dog vel ikke har havt Fordel af mit Forhold til Biskop Mynster, at jeg i Forholdet til ham har viist en Resignation, som saare sjeldent en Yngre mod en Ældre, gjort og taalt, hvad saare sjeldent en Yngre gjør og taaler i Forholdet til en Ældre - ville de ikke forstaae det, og da igjen, hvad deri ligger, at de ere i en Taknemlighedens Gjeld til mig for de mange Aar, jeg holdt ud med den Afdøde, ville de ikke forstaae det: i Guds Navn, det bliver deres Sag.

Den Afdødes Fjender vil jeg bede ikke at juble eller glæde sig, som havde de vundet Noget, hvad de i mine Tanker slet ikke have; deres Stilling er efter mine Begreber aldeles uforandret, og, hvis Anledning gives, var det ikke umuligt, at jeg kunde komme til endnu engang (kjære Erindringer; hvor gjorde jeg det med Glæde!) paa vanlig Vis: mod hans Fjender at kæmpe for Biskop Mynster, min afdøde Faders Præst.

Biskop Mynster var i Danmark eneste i sit Slags; der er i Danmark kun en Eneste, der afgjort har Ret mod ham, det er mig. Jeg har ikke dømt Biskop Mynster, nei, men jeg blev i Styrelsens Haand Anledningen til, at Biskop Mynster dømte sig selv: sin Prædiken om Søndagen enten kjendte han ikke, eller turde eller vilde han ikke vedgaae om Mandagen - thi jeg var, ironisk nok, troskyldigt hans egen Prædiken om Mandagen; og hvis Biskop Mynster ikke selv havde om Mandagen verdslig klogt unddraget sig for at overtage Conseqvensen af hans Søndagsprædiken, hvis han havde sat en Existeren og Handlinger ind, der svarede til Søndagstalens Sving, i Stedet for at hjælpe sig med verdslig Klogskab i forskjellige Mønstre: vilde ogsaa hans Liv kommet til at see ganske anderledes ud.

Men en saadan Dom kan kun en Fjende ville forhaste sig med at fælde, saalænge Manden lever; Den, der er ham hengiven, siger: indtil det Sidste skal der holdes hen, endnu i det sidste Øieblik kunde han jo afværge denne Dom og gavne overordenligt ved et lille Ord; og der skal blive gjort hvad Resignation formaaer, for, om det var muligt, at røre ham dertil.

Altsaa, derved bliver det: ogsaa af Pietet for en afdød Fader har jeg honoreret denne falske Vexel i Stedet for at protestere den.

 

"Jeg var hans egen Prædiken om Mandagen", jeg var det; thi ved Aar efter Aar at udholde dette Harmfulde, derhos med den uforandrede Resignation, som jeg gjorde det, er jeg bleven noget Andet, end jeg var, eller er det blevet mig tydeligere og tydeligere hvad jeg var, "mit Livs Ulykke blev, ved Styrelsens Kjærlighed, i en meget høi Forstand mig til Gode, blev min Lykke"; mit mangeaarige Forhold til Biskop Mynster er Enheden af en fra min Side dybt anlagt og med største Omhu gjennemført Hensigt, og, under Styrelsens Medvirken, min egen Udvikling. Man vil da forstaae, at jeg ikke kan tage Hensyn til hvad enhver Anonym, enhver "Æskulap" ("Kjøbenhavnspostens" Mærke) giver fra sig i en Avis, eller til hvad en Alvorsmand fra Nørrebro med "Flyvepostens" Alvor oplyser Folk om, at jeg mangler Alvor.

Og hvad angaar det Skrig, som høres, dette Skrig: at angribe en Afdød, som ikke kan svare o.s.v., da maa dertil siges: det er Misforstaaelse, hovedsagelig vel ogsaa Fruentimmer-Spektakel. Jeg har jo sagt, hvorledes det forholder sig: "Gud være lovet, at det kunde holde hen, saalænge den Gamle levede, jeg var mod Slutningen nær nok ved at fortvivle derover". Ja, Gud være lovet, at jeg slap for, efter den frygteligste Maalestok at maatte have forbittret en Olding hans sidste Leveaar ved at vise, at lige over for det nye Testamentes Christendom var den Mynsterske Christendoms Forkyndelse og Kirkestyrelse - hvis den ikke, og saa høitideligt som muligt, vilde gjøre den Tilstaaelse, ikke at være det nye Testamentes Christendom - var den et Sandsebedrag, al hans "Alvor og Visdom", christeligt, Majestætsforbrydelse mod Christendommen, der i sin guddommelige Majestæt foragter at betjenes (som var den Politik, et Rige af denne Verden) at betjenes med verdslig Klogskab. Forresten har jeg dog, fra en anden Side seet, Intet forsømt, der kan paahvile mig som Pligt mod den Sag, jeg har den Ære at tjene. I Slutningen af hans Liv lagde jeg (men paa en indirecte Maade ved "Indøvelse i Christendom") den Gamle det saa nær, som det vel er muligt, om han vilde have Slag. Ved hvad han gjorde, forvissede jeg mig med Sorg om, hvor svag han var. Af Omsorg for ham skjulte jeg derover for de Samtidige, og sagde ham det kun selv personligt, saa eftertrykkeligt som muligt. Dog, da dette hans Svagheds Factum var et Factum, maatte jeg tage en lille Forsigtighedsregel for det yderligste Tilfældes Skyld. Det skete i "Til Selvprøvelse", hvor jeg, som man vil see, halverede ham, men rigtignok saa skjult, at ikke engang hans Fjender have seet det, saa skjult, at Blad-Artikler nu anføre dette Sted mod mig som en Lovtale over ham, medens jeg just der havde taget min Forsigtighedsregel for det yderligste Tilfældes Skyld, omtrent sagt: Deres Høiærværdighed er aldeles ikke i Charakter af Deres Prædiken. Men jeg skjulte det, og hvorfor? Naturligt, fordi jeg altid ønskede at kunne, om det var muligt, drive min første, mig saa kjære Tanke igjennem: Mynster skal leve ud, begraves med fuld Musik. Privat har jeg talt eftertrykkeligt nok til Biskop Mynster; i mine Skrifter har jeg forfulgt min Opgave, og er, med min Tilværen, min Forfattervirksomhed et stadigt Angreb paa hele den Mynsterske Christendoms Forkyndelse, dog saaledes, at det i ethvert Øieblik var Biskop Mynster muligt ved en Indrømmelse at komme i Forstaaelse med mig, saa jeg var hans Forsvar. Men jeg veed meget godt, hvorledes de Fleste læse, hvor tankeløst, og at det derfor charmant lod sig gjøre, naar jeg vilde det - og det vilde jeg af flere Grunde, "ogsaa af Pietet for min afdøde Faders Præst" - ved at anbringe Complimenter til ham, at faae Folk til at mene, at vi To vare enige, saa min Virken kom til at styrke hans Anseelse i de Flestes Øine, Alt hvad der hedder Uro, Optrin, Katastrophe (hvilket var den Gamle saa uhyre imod) blev undgaaet. Den Gamle vidste, baade fordi han omhyggeligere læste mine Skrifter, og fordi jeg privat talte med ham, bedre Besked om vor Enighed, hvorimod han vistnok egenligen aldrig har tvivlet om min uskrømtede Hengivenhed for ham, selv naar det saae mest broget ud.

Saa være da Gud lovet, at det blev naaet, hvad der var min første Tanke, mig mit saa kjære Ønske, hvad jeg mod Slutningen var nær nok ved at fortvivle over: Mynster skal leve ud, begraves med fuld Musik! Og han levede jo ud usvækket; han blev jo begravet med fuld Musik; Monumentet vil jo ogsaa blive ham reist: men saa ikke videre, og allermindst maa han gaae over til Historien som Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner, en af den hellige Kjæde: derved bliver det!

 

3. Fædrelandet Fredag d. 12. Januar 1855. Nr. 10.

En Opfordring til mig fra Pastor Paludan-Müller.

 

Den 11te Januar.

S. Kierkegaard.

 

Pastor Paludan-Müller har udgivet en Piece mod mig, hvilken naturligvis strax en Anmelder i "Berlingske Tidende" har udbasunet som noget ganske Fortræffeligt, en Situation, der erindrer om den Scene i Figaro, hvor Bartholo og Basil ved Minespil takke hinanden for at have talet Jfr. Marcelines Sag. Oprigtigt talt finder jeg det ganske fornuftigt, at, da jeg, selv om jeg vilde, umuligt kunde overkomme at svare eller takke alle de Mange, der optræde mod mig, - jeg finder det ganske fornuftigt af dem, at de, som jeg seer, indrette sig paa at svare og takke hinanden indbyrdes.

Altsaa en Piece mod mig af Pastor P.M., og deri, hvad "Berlingske Tidende" strax har skaffet størst mulig Udbredelse, en Opfordring til mig maaskee, hvo veed det, forudsættende at jeg vel, som sædvanligt, vilde iagttage Taushed. Om Mynsters Prædiken har jeg i min Artikel i "Fædrelandet" sagt: "den tilslører, fortoner, fortier, udelader noget af det mest afgjørende Christelige". I den Anledning gjøres Opfordringen til mig, at jeg med det nye Testamente ved Siden vil vise dette, saa det paa nogen Maade er værd at omtale; thi saa vil Pastor P.M. gjendrive det.

"Saa det paa nogen Maade er værd at omtale", hvad er dette? Hvis jeg nu indlod mig derpaa, maaskee skulde det saa ende med, at jeg dog kom til at løbe April, fordi jeg ikke havde sikkret mig en authentisk Fortolkning af, hvad der skal forstaaes ved: saa det paa nogen Maade er værd at omtale.

Dog dette vil jeg see bort fra; men Grunden, hvorfor jeg ikke agter at indlade mig, er, at jeg er bange for, at her kunde være en Snare, saa det, hvis jeg gik i den, vilde bevirke, at hele Sagen og Sagens Stilling i ganske kort Tid blev noget ganske Andet, end den er. Sagen er: "var Biskop Mynster et Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner? er dette Sandhed?" Sagen er: en fra min Side gjort energisk Protest mod fra Prædikestolen at fremstille Biskop Mynster som Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner, en af den hellige Kjæde. Og dette skulde nu maaskee bringes i Glemme, det Hele bliver forvandlet til en vidtløftig, lærd, theologisk Undersøgelse med Citader og Citader o.s.v. om Mynsters Prædiken, en Undersøgelse, i hvilken vi ved de Deltagendes store Antal og Lærdom, vel snart skulde sidde op over Ørene. Nei Tak! *3)

Hvad jeg har sagt, er kort, betegnende: Biskop Mynsters Prædiken tilslører, fortoner, fortier, udelader noget af det mest afgjørende Christelige; Enhver kan, naar det er sagt, see det, især den Enfoldige. For den, der, mere dannet, veed Besked om Sligt, kan jeg sige: Mynsters Prædiken forholder sig til det nye Testamentes Christendom, som Epicuræisme til Stoicisme, eller som Cultiveren, Forædlen, Dannen forholder sig til Grundforandring, radical Cur; hans Prædiken fører aldrig paa noget Punkt det Christelige til, hvad det er overalt i det nye Testamente, et Brud, det dybeste, ulægeligste Brud med denne Verden, saa lidet som (hvad let forklares af hans uendelige Angst for alt Radicalt) Biskop Mynsters Liv end i fjerneste Maade lignede et Brud med denne Verden, hvis vi da ikke skulde tage den Forklaring god; man er en "tout-á-fait" Verdens Mand, en Mand ganske af denne Verden, og "tillige" har man ubetinget brudt med denne Verden, hvilket svarer til: endog ved at forkynde Christendom at naae og nyde alle Goder og Fordele og "tillige" være Sandhedsvidne, hvad jeg (ogsaa hentydende til det skjønne Billede paa Uensartethed med denne Verden: Jomfruelighed, Virginitet) paaviste at svare til: en Jomfru med en talrig Børneflok.

Her kunde jeg ende. Dog lad mig tilføie et Par Ord i Anledning af at det forekommer mig, at en af hans Forsvarere har brugt en Yttring, som vel selv den ivrigste Mynsters Beundrer vil indrømme Rigtigheden af. "Biskop Mynster var ikke egenlig Bodsprædikant". Men dette er, især for et Sandhedsvidne, en Mislighed; thi al sand christelig Prædiken er først og fremmest Bodsprædiken. "Biskop Mynster var mere Fredens Prædikant". Men dette er, især for et Sandhedsvidne, en Mislighed: i Egenskab af Fredens Prædikant at forkynde Dens Lære, der (som bekjendt Jesu egne Ord) selv har sagt: "jeg er ikke kommen at bringe Fred, men Tvedragt" - han kom jo heller ikke til Verden for at nyde, men for at lide. Og derfor er det, jeg har sagt om Biskop Mynster, at han, seet under Belysningen Sandhedsvidne og christeligt vurderet, var nydelsessyg: han elskede, nydelsessygt, "Fred", den første Betingelse for at nyde Livet, alt efter Epicurs gamle Sætning: "nil beatum nisi quietum" d.v.s. den første Betingelse for al Livsnydelse er Fred.

Dette være saa nok for denne Gang. Det er en Undtagelse jeg har gjort, hovedsageligt maa jeg overlade de Mange, som optræde mod mig, at svare og takke hinanden indbyrdes.

 

4. Fædrelandet Mandag d. 29. Januar 1855. Nr. 24.

Stridspunktet med Biskop Martensen; som, christeligt, afgjørende for det i Forveien, christeligt seet,

mislige kirkelige Bestaaende.

 

D. 26. Jan.

S. Kierkegaard.

 

Stridspunktet er: fra Prædikestolen at fremstille Biskop Mynster som Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner, en af den hellige Kjæde.

Det er Dette, der bestandigt maa holdes fast, dette Enhver, hvem Sagen for Alvor beskæftiger, hver evige Dag maa have indprentet sig, for at have kunnet holde det fast trods den Masse af Forvirrende, der i de forløbne Dage østes ud gjennem Pressen.

Dette er Punktet - og det skal vise sig, at den nye Biskop ved saaledes at canonisere Biskop Mynster gjør hele det kirkelige Bestaaende, christeligt, til en fræk Uanstændighed.

Er nemlig Biskop Mynster et Sandhedsvidne, saa er - det kan selv den Blindeste see - enhver Præst i Landet et Sandhedsvidne; thi hvad der, æsthetisk, var Udmærket og Overordenligt hos Biskop Mynster, vedkommer slet ikke dette Spørgsmaal om at være Sandhedsvidne eller ikke at være Sandhedsvidne, et Spørgsmaal, der angaaer Charakteren, Livet, Existensen, og i den Henseende var Biskop Mynster aldeles ensartet med enhver anden Præst i Landet, der da ikke forsynder sig mod den borgerlige Retfærdighed. Altsaa enhver Præst i Landet er tillige Sandhedsvidne.

Men naar man holder den her i Landet almindelige Christendoms Forkyndelse, den officielle Christendoms Forkyndelse, betjent af kongelige Embedsmænd, Rangspersoner, hvis verdslige Carriere Forkyndelsen er, naar man holder denne Christendoms Forkyndelse ved Siden af det nye Testamente, ved Siden af hvad Jesus Christus (den Fattige, Fornedrede, Bespottede, Bespyttede) fordrer af "en Jesu Christi Discipel" (og en saadan skulde jo dog vel Præsten være ved at gjælde for Sandhedsvidne) ved Siden af hvad Jesus Christus fordrer, at forkynde Læren "for Intet", at forkynde Læren i Armod, i Fornedrelse, i Forsagelse af Alt, i den mest ubetingede Uensartethed med denne Verden, i den største Fjernhed fra al Brug eller Hjælp af verdslig Magt o.s.v.: saa sees kun altfor let, at den officielle Christendoms Forkyndelse sammenholdt med det nye Testamente ene kan (hvis den kan det) ene kan forsvares paa den Maade, som jeg i sin Tid antydede ved Pseudonymen Anti-Climacus, i hvilken Henseende dog, vel at bemærke, det Bestaaende hidtil Intet har ladet høre fra sig, ikke end i fjerneste Maade gjort Mine til at ville gjøre det kjendeligt, paa hvilken Afstand det forholder sig til det nye Testamentes Christendom og uden at kunne med Sandhed kaldes en Stræben i Retning af at komme det nye Testamentes Christendom nærmere.

Saasnart det derimod er hørt: Præsten er tillige Sandhedsvidne, det, vi kalde Præst, det er tillige at være Sandhedsvidne, i samme Øieblik er hele det kirkelige Bestaaende, christeligt, en fræk Uanstændighed. Det Bestaaende kan med denne Paastand ikke længer holdes som en yderligste Formildelse, der dog forholder sig til det nye Testamentes Christendom, men er et aabenlyst Affald fra det nye Testamentes Christendom, er, med den Paastand, christeligt, en fræk Uanstændighed, et Forsøg i Retning af at gjøre Nar af Gud, at gjøre Nar af ham, som forstod vi ikke, hvad det er han i sit Ord taler om, men naar han i sit Ord taler om at forkynde Læren for Intet, saa forstaae vi det saaledes, at Forkyndelsen naturligvis er Næringsvei, den sikkreste Vei til Brød og med jevnt voxende Avancement; naar han i sit Ord taler om at forkynde Ordet i Armod, saa forstaae vi derved Tusinder om Aaret i Gage; naar han i sit Ord taler om at forkynde Ordet i Fornedrelse, forstaae vi det om at gjøre Carriere, at blive Excellence; og ved Uensartethed med denne Verden forstaae vi at blive kongelig Embedsmand, Rangsperson; ved Afsky for Hjælp og Brug af verdslig Magt forstaae vi at betrygges ved og at gjøre Brug af verdslig Magt; ved Lidelse for Læren forstaae vi at bruge Politiet mod de Andre; og ved Forsagelse af Alt forstaae vi at faae Alt, de fineste Raffinements, som Hedningen forgjæves har slikket sine Fingre efter - - og tillige ere vi Sandhedsvidner.

Den høivelbaarne, høiærværdige Conferentsraad Biskop Martensen, - med hvem han end confererer, - forvandler ved at fremstille Biskop Mynster som Sandhedsvidne, en af den hellige Kjæde, hele det kirkelige Bestaaende til, christeligt, en fræk Uanstændighed. Ingen, der betænker, hvad Christendommen lærer, at han gaaer et Evighedens Ansvar imøde, en Dom (hvor Dommeren er den Fornedrede, Bespottede, Bespyttede, Korsfæstede, som lærte "følg efter mig", "mit Rige er ikke af denne Verden"), et Regnskab, hvor Majestæts-Forbrydelser mod Christendommen just ere de Forbrydelser som sidst tilgives: Ingen, der betænker dette, kan tie til denne Biskop Martensens nye Lære om hvad der skal forstaaes ved et Sandhedsvidne, en af den hellige Kjæde - Ingen kan tie dertil, selv om (hvad forresten hverken gjør mig fra eller til) selv om jeg skulde blive den Eneste, der ikke taug; mig er det nok, at i Evigheden vil det være bemærket, at jeg har ikke tiet.

 

Ikke formildet men skærpet gjentager jeg herved min Indsigelse; jeg vil hellere spille, svire, hore, stjæle, myrde end deltage i at gjøre Nar af Gud, hellere tilbringe min Dag paa Keglebaner, i Billardhuse, min Nat ved Hazard eller paa Maskerader end deltage i den Art Alvor, Biskop Martensen kalder christelig Alvor; ja jeg vil heller ganske ligefrem gjøre Nar af Gud, bestige et høit Sted, eller gaae ud i det Frie, hvor jeg er ene med ham, og der sige lige ud "Du er en daarlig Gud, ikke bedre værd end at man gjør Nar af Dig", hellere det end at gjøre Nar af ham paa den Maade, at jeg høitideligt gjør mig hellig, at mit Liv er idel Iver og Nidkjærhed for Christendommen, dog vel at mærke saaledes, at det bestandigt - forbandede Tvetydighed! - "tillige" er min timelige og jordiske Profit, at mit Liv først og sidst er Begeistring for Lærens Forkyndelse, dog vel at mærke saaledes, at der er visse Ting, jeg helst baade først og sidst forbigaaer, og kommer Talen paa dem, at det saa er, som forstod jeg dem ikke, som forstod jeg ikke, hvad det er Gud taler om, at det han taler om er, for Læren at lide Sult og Tørst og Kulde og Nøgenhed og Fangenskab og Hudflettelse, at det er det han forstaaer ved at være Sandhedsvidne, og at, hvis jeg gyser tilbage for dette Vilkaar, og hellere ønskede en lykkeligere Vei, hellere vilde, at det at forkynde Christendom maatte være som ethvert andet menneskeligt Arbeide, eller vel endog rigere paa Nydelse end de andre, at jeg saa, hvis dette lader sig gjøre, hvis jeg paa den Maade kan blive salig ligesom Sandhedsvidnet, at jeg skal takke min Gud til, og holde min forbandede Mund fra den Sladder om tillige at være Sandhedsvidne, og kan jeg endeligen ikke tvinge min Tunge, at jeg da i det mindste indskrænker mig til i Dagligstuen ved en Kop Thee med en Kone og nogle Vrøvle-Venner at tale saaledes, derimod dog vogter mig paa Prædikestolen.

Men fra Prædikestolen, altsaa for Gud, at fremstille Biskop Mynster som Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner, en af den hellige Kjæde - for Gud, hvis Tilstedeværelse jo var sikkret ved i Bøn før Prædikenen at kalde ham tilstede; at fremstille ham (thi ogsaa dette er jo gjort) at fremstille ham - Gud i Himlene! - for Menigheden som Forbillede, for en christelig Menighed altsaa som christeligt Forbillede! Saa er da altsaa nu "Veien" bleven en anden, ikke den i det nye Testamente: i Fornedrelse, forhadt, forladt, forfulgt, forbandet at lide i denne Verden, nei, Veien er: beundret, beklappet, bekrandset, bestjernet at gjøre glimrende Carriere! Og som "Veien" er bleven en anden, ja den modsatte, saa ogsaa Udlæggelsen af Bibelordet. Naar vi læse i det nye Testamente det Sted, som Biskop Martensen har brugt i Erindringstalen, Hebr. 13, 7 "kommer Eders Veiledere ihu ... og naar I betragte Udgangen af deres Vandel, da efterfølger deres Tro", da skal dette nu ikke mere forstaaes saaledes: betragter Udgangen af deres Vandel d.v.s. seer at deres Liv, som var idel Forsagelse og idel Lidelse for Læren, bliver sig selv tro indtil det Sidste, ikke fortryder at have offret Alt, men ogsaa i Døden, maaskee i Martyriets Død bevarer Troens Frimodighed - saaledes skal det nu ikke mere forstaaes, nei, nu skal det forstaaes saaledes, som Biskop Martensen lærer: betragter Biskop Mynster, seer Udgangen af hans Vandel, betænker, han drev det til at blive Excellence, betragter Udgangen af hans Vandel, I veed jo selv, hvilke Forberedelser der gjøres til den mest pompeuse Begravelse: betragter dette - og følger saa ham efter, han er Veien, ikke Christus, der advarende siger: "hvad som er høit blandt Mennesker er en Vederstyggelighed for Gud" (Luc. 16, 15).

Hvis jeg ikke husker feil, er der just i denne Tid etsteds her i Landet gjennem Biskoppen klaget over, at en Kirke, upassende, er brugt til politisk Forsamling; sæt man et andetsteds fandt paa at bruge den til Bal: hvad var saa det mod under Navn af christelig Gudsdyrkelse at bruge Kirken til at gjøre Nar af Gud! Men det forstaaer sig, naar Biskoppen selv gjør det, kan man ikke klage derover pr. Biskoppen.

Og hvad mig angaaer, jeg agter virkelig heller ikke at klage til noget Menneske; jeg gjentager blot min Indsigelse. At jeg ikke vil blive forstaaet: jeg er forstaaet af Gud, og forstaaer mig selv; at jeg vil blive ilde lidt: er jo hvad det nye Testamente forudsiger; at jeg ikke vil trænge igjennem: christeligt seires kun ved at ligge under!

Men naar det Forargelige er skeet, skal Forargelsen vækkes mod det, og man skal ikke beklage, at mit Skridt desto værre har vakt saa stor Forargelse, nei, det har snarere endnu ikke vakt Forargelse nok i Forhold til det Forargelige: fra Prædikestolen at fremstille Biskop Mynster som Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner, en af den hellige Kjæde. "Blodet skal røres, Lidenskaben sættes i Bevægelse", om det gaaer ud over Operateuren hører saa blot med til Operationen. Efter mere end 40 Aars, med stor verdslig Klogskab betjente, Konst-Fortryllelse, kan der, naar ovenikjøbet Konst-Fortrylleren skal gjøres til Sandhedsvidne, der kan ikke fares med Lempe, med mindre man da vil opnaae selv med samt sin Indsigelse at forvandles til en lille Konst-Festlighed ind med i den gamle Fortryllelse.

 

5. Fædrelandet Mandag d. 29. Januar 1855. Nr. 24. (Feuilleton.)

To nye Sandhedsvidner.

 

Den 26de Jan.

S. Kierkegaard.

 

"Gaverne ere forskjellige" siger, saa rigtigt, Biskop Martensen i "Berlingske Tidende" Nr. 302. Den afdøde Biskop havde en ganske ualmindelig Gave til at skjule det Bestaaendes svage Sider og Skrøbeligheder; den nye Biskop Martensen, ogsaa en begavet Mand, har en sjelden Gave til end det Mindste han foretager sig at blotte een eller anden af det Bestaaendes svage Sider. Den afdøde Biskop havde en ualmindelig Gave til klogt at give efter, fire, lempe sig, at komme bort fra det; Biskop Martensen - thi Gaverne ere forskjellige - har en, især i dette Øieblik, for det Bestaaende skæbnesvanger Gave til at ville trodse igjennem. Dog dette skal vel saaledes være, Styrelsens Tanke muligt: det Bestaaende skulde bestaae, saalænge den gamle Mand levede, der ogsaa var begavet i Forhold dertil; efter hans Død skal det Bestaaende falde, og dertil saa Dr. Martensen paa Bispestolen, en Mand just begavet i denne Retning. Mere end Biskop Martensen behøves vistnok heller ikke; jeg vil maaskee blive ganske overflødig, eller hvad jeg kan komme til at gjøre, blive noget ganske Underordnet, jeg der dog forresten, ogsaa saaledes, heller ikke er ganske uden Gave, forsaavidt jeg har Gave til at see - hvad Biskop Martensen blotter.

Det var nu den Sprogbrug at kalde, hvad vi forstaae ved Præster, Provster, Bisper, "Vidner, Sandhedsvidner", det var den Sprogbrug, jeg har gjort Indsigelse mod, fordi den er blasphemisk, gudsbespottelig - men Biskop Martensen vil trodse den igjennem, som man da seer af hans Ordinations-Tale *4), hvor han ieetvæk slaaer om sig med at vidne, at være Vidne, Sandhedsvidne o.s.v.

I det nye Testamente kalder Christus Apostlene og Disciplene Vidner, fordrer af dem, at de skulle "vidne" for ham. Lad os nu see, hvad herved forstaaes. Det er Mænd, der i Forsagelse af Alt, i Armod, i Ringhed, saa, villige til enhver Lidelse, skulle gaae ud i en Verden, der paa Liv og Død udtrykker Modsætningen til det at være Christen. Det kalder Christus at vidne, at være Vidne.

Det, vi kalde Præst, Provst, Biskop, er et Levebrød, som ethvert andet Levebrød i Samfundet, og vel at mærke i et Samfund, hvor der, da Alle kalde sig Christne, ikke i fjerneste Maade er Fare forbunden med at foredrage Christendom, hvor tvertimod denne Livsstilling maa ansees for en af de behageligste og mest hædrede.

Nu spørger jeg, er der den mindste Lighed mellem disse Præster, Provster, Biskopper og det, Christus kalder Vidner? eller er det ikke ligesaa latterligt at kalde saadanne Præster, Provster, Bisper i det nye Testamentes Forstand "Vidner", ligesaa latterligt som at kalde en Manoeuvre paa Fælleden en Krig? Nei, ville de Geistlige kaldes Vidner, Sandhedsvidner, saa maae de ogsaa ligne, hvad det nye Testamente forstaaer ved Vidner, Sandhedsvidner; vilde de aldeles ikke ligne, hvad det nye Testamente forstaaer ved Vidner, Sandhedsvidner, maae de heller ikke kaldes det; de kunne saa kaldes Lærere, Embedsmænd, Professorer, Cancelliraader, kort, hvad man vil, kun ikke Sandhedsvidner.

Men Biskop Martensen bliver ufortrøden ved med dette, at de ere Vidner, Sandhedsvidner. Hvis Geistligheden forstaaer sit Tarv, vil den ikke betænke sig paa at bede Biskoppen holde inde med denne Sprogbrug, der gjør hele Standen, mildest talt, latterlig. Thi det er vist, jeg kjender adskillige i høi Grad respectable, dygtige, udmærket dygtige Geistlige; men jeg drister mig til at paastaae, at der i hele Kongeriget ikke er en eneste, uden at han, seet under Belysningen "Sandhedsvidne", er comisk.

Og at gjøre hele Standen, mildest talt, latterlig, det passer sig dog virkelig ikke for en Biskop, som det da heller ikke passer sig for en Biskop, fordi denne Sprogbrug Vidner, Sandhedsvidner skal trodses igjennem, at forvandle en høitidelig Handling, som en Bispevielse, til Noget, man ikke veed om man skal lee eller græde over. Ordinationen forefaldt 2den Juledag, Martyren Stephans Dag. Hvor satirisk! Biskoppen tager saa deraf Anledning til blandt Andet at bemærke, at det Ord Sandhedsvidne "paa denne Dag lyder med en særegen Klang". Og det er unegteligt, kun at denne særegne Klang er en Misklang, idet enten Stephanus bliver latterlig ved Hjælp af de "flere Sandhedsvidner", som Dr. Martensen har ved Haanden, eller disse samtlige under Belysningen "Stephanus" blive latterlige i Egenskab af Sandhedsvidner.

 

6. Fædrelandet Tirsdag d. 20. Marts 1855. Nr. 67.

Ved Biskop Mynsters Død.

Mc. 13,2 ... seer Du disse store Bygninger? der skal ikke -

 

Den 31te Marts 1854 *5)

S. Kierkegaard.

 

Saaledes havde det vistnok været det Ønskeligste: det var endt med, at Biskop Mynster, og saa høitideligt som muligt, ligefrem sagde Folket, at det han har repræsenteret, ikke var det nye Testamentes Christendom, men - om man saa vil, en from Formildelse, Fortoning, paa mangfoldig Maade indhyllet i Sandsebedrag.

Det skete ikke!

For mit Vedkommende, jeg staaer uforandret ved min Paastand, kun at jeg nu høit og offenligt udtaler det, betræffende hvilket jeg hemmeligt forholdt mig til den afdøde Biskop, skjult for hans Fjender - thi mod dem kæmpede jeg for ham - skjult for de Mange, som vel Intet anede: officiel Christendom, den officielle Christendoms Forkyndelse er, hverken i den ene eller i den anden Forstand, det nye Testamentes Christendom. I ethvert Tilfælde maa dette da tilstaaes og saa høit og aabenlyst som muligt, at Styrelsen, om det maatte behage den, kunde komme til at gribe ind, og vi da faae at see, om den vil tillade en saadan Christendoms Forkyndelse. Men uden en saadan Tilstaaelse er den officielle Christendoms Forkyndelse, ved at udgive sig for at være det nye Testamentes Christendom, et - ubevidst eller velment - Sandsebedrag. Christendommen kan ikke være tjent med, at dette kaldes Christendom i Betydning af at være det nye Testamentes Christendom; og christeligt kan Menigheden ikke være tjent dermed, thi den bliver ikke opmærksom paa, hvad Christendom efter det nye Testamente er.

 

Mariæ Bebudelsesdag.

O, hvor Du end er, hvem dette kommer for Øie, min Ven: naar jeg læser i det nye Testamente vor Herres Jesu Christi Liv paa Jorden og hvad han forstod ved det at være Christen - og jeg da tænker paa, at nu ere vi Christne i Millionvis, ligesaa mange Christne som vi ere Mennesker, at der fra Slægt til Slægt afgives Christne i Millionvis til Evighedens Eftersyn: frygteligt! Thi at dette ikke hænger rigtigt sammen, Intet kan være vissere. Siig det da selv, hvad hjælper det dog - og var det end nok saa fromt og velment! - hvad hjælper det (kjærligt?) at ville bestyrke Dig i den Indbildning at Du er Christen, eller at ville forandre Bestemmelsen af det at være Christen, formodenligen for at Du desto tryggere kan nyde dette Liv, hvad hjælper det Dig, eller rettere, er dette ikke just at skade Dig, da det er at hjælpe Dig til at lade Timeligheden christeligt ubenyttet - indtil Du saa staaer i Evigheden, hvor Du ikke er Christen, dersom Du ikke var det, og hvor det er umuligt at blive det? Du, som læser dette, siig selv: har jeg ikke havt Ret og har jeg ikke Ret: at først og fremmest maa der gjøres Alt for at faae det aldeles bestemt, hvad der i det nye Testamente fordres til at være Christen, først og fremmest maa der gjøres Alt, for at vi dog kunne blive opmærksomme?

 

7. Fædrelandet Onsdag d. 21. Marts 1855. Nr. 68.

Er dette christelig Gudsdyrkelse eller er det at holde Gud for Nar?

(Et Samvittighedsspørgsmaal (for at lette min Samvittighed.))

 

Mai 1854.

S. Kierkegaard.

 

Naar i en given Tid Forholdet er dette, at man, privat vidende, officielt lader som Ingenting, medens dog Alt er forandret:

naar Læreren (Præsten) edeligt forpligtes paa det nye Testamente, er ordineret, medens han dog ikke blot ikke har Portrait-Lighed med en Jesu Christi Discipel, men ikke engang Karrikatur-Lighed, nei er lige det stik Modsatte, den trivielle Modsætning;

naar Læren, der forkyndes som Guds Ord, er deri forskjellig fra Guds Ord, at den ikke er det Samme, heller ikke det Modsatte, men hverken det Ene eller det Andet, hvilket just er det Christendommen og Guds Ord mest Modsatte;

naar Situationen, i hvilken der tales (og Situationen er det jo egenlig der bestemmer, hvorledes det der siges er at forstaae), naar Situationen ikke ligner den i det nye Testamente mere end en Spidsborgers Dagligstue og Barnets Legestue ligner den rædsomste Virkeligheds frygteligste Afgjørelser, eller endnu mindre, forsaavidt man, aandløst, dog giver det Udseende af, at de tvende Situationer ligne hinanden:

naar Forholdet er dette - og man da, privat vidende, officielt lader som Ingenting: er dette saa christelig Gudsdyrkelse eller er det at holde Gud for Nar, at holde ham for Nar ved Hjælp af en saadan officiel Gudsdyrkelse, maaskee i den Formening, at naar vi blot kalde det Christendom, saa kan vi nok, ved hver Søndag at præke ham der for, bilde ham ind, at det er Christendom?

 

** Til Oplysning.

Christi Himmelfartsdag.

1. Til det om Læreren (Præsten), at han er den trivielle Modsætning.

 

Præstens naturtro Signalement er: en halv verdslig, halv geistlig, hel tvetydig Embedsmand, Rangsperson, som (i Haab om at avancere efter Anciennetet og at blive Ridder efter Tour - hvor ganske i det nye Testamentes Aand!) med Familie sikkrer sig Udkommet, ogsaa, hvis fornødent gjøres, ved Politiets Hjælp (mon for at efterkomme det Apostoliske, 1 Cor. 9, 26 "ikke at løbe som paa det Uvisse"? *6) sikkrer sig Udkommet, ernærer sig af, at Jesus Christus blev korsfæstet, paastaaende, at denne dybe Alvor (denne "Jesu Christi Efterfølgelse"?) er det nye Testamentes Christendom, sørgmodigt beklagende og sukkende over, at der i Menigheden desto værre kun er saa faa sande Christne - thi at Præsten er en sand Christen, det er vist nok, og det uagtet han gaaer i lange Klæder, hvad dog Christus ikke just anbefaler, naar han, baade hos Marcus og Lucas, siger (Mc. 12, 38, Luc. 20, 46): "Vogter Eder for Dem, som gaae omkring i lange Klæder".

 

2. Til det om Situationen.

I det nye Testamente er Situationen denne: den Talende, vor Herre Jesus Christus, staaer - selv ubetinget udtrykkende Modsætningen - i en Verden, der igjen ubetinget udtrykker Modsætningen til ham og hans Lære. Naar nu Christus fordrer af den Enkelte Tro, saa (og heri ligger jo den nærmere Bestemmelse af hvad han altsaa forstaaer ved at troe) saa lader dette sig paa Grund af Situationen ikke gjøre uden at komme i et maaskee endog livsfarligt Forhold til den omgivende Verden; naar Christus siger: bekjend mig for Verden, følg mig efter, eller naar han siger: kom til mig osv. osv., vil, paa Grund af Situationen, der afgiver den nærmere Forstaaelse, Følgen bestandigt blive at udsætte sig for Fare, maaskee endog for Livsfare. Hvor derimod Alt er christeligt, hvor Alle ere Christne, endogsaa Fritænkerne, er Situationen den: det at kalde sig Christen er Midlet, ved hvilket man sikkrer sig mod allehaande Uleilighed og Ubeqvemmelighed i Livet, og Midlet, hvorved man sikkrer sig jordiske Goder, Beqvemmeligheder, Profit osv. osv. Men vi lade som Ingenting, vi declamere ("hvem kan bedst, det kan vor Præst") vi declamere om at troe, at bekjende Christum for Verden, at følge ham efter osv. osv.; og Rettroenheden florerer i Landet, ingen Kjætterier, ingen Schismaer, overalt Rettroenhed, den Rettroenhed som er: at lege Christendom.

 

8. Fædrelandet Torsdag d. 22. Marts 1855. Nr. 69.

Hvad der skal gjøres - det skee nu ved mig eller ved en Anden.

 

Anden Pintsedag 1854.

S. Kierkegaard.

 

Der skal først og fremmest, efter den størst mulige Maalestok, gjøres en Ende paa hele den officielle - velmente - Usandhed, der - velment - fremkogler og opretholder det Skin, at det er Christendom, man forkynder, det nye Testamentes Christendom. I denne Henseende gjælder det om ikke at skaane. Have "Fritænkerne" allerede gjort ganske gode Indhug, det maa - hvis man ikke vil det anderledes - kun blive eftertrykkeligere, naar Den, der bekæmper denne Usandhed, ikke har Satan, men har Gud paa sin Side.

Naar saa det er gjort, skal Sagen vendes saaledes: er det sande Sammenhæng dog ikke egenligen dette, at det, fra Slægt til Slægt, er gaaet saaledes til Agters for os Mennesker, ere vi Mennesker ikke fra Slægt til Slægt saaledes vanslægtede, demoraliserede, i den Grad blevne næsten kun Dyre-Skabninger, at det sande Sammenhæng desto værre er, at vi - i Stedet for den uforskammede Sludder om, at Christendommen er perfectibel, at vi gaae fremad, ja, at Christendommen maaskee ikke engang mere tilfredsstiller - at vi, usle, jammerlige Dusin- og Snese-Mennesker, til syvende og sidst virkeligen ikke kunne bære dette Guddommelige, som er det nye Testamentes Christendom; og at vi forsaavidt maae nøies med den Art Religieusitet, som nu er den officielle, efterat det, vel at mærke, er gjort kjendeligt, at den ingenlunde er det nye Testamentes Christendom. Saaledes skal Sagen vendes, Spørgsmaalet stilles: om det maaskee er saaledes med Slægten som med Individet, at som det med ham, jo ældre han bliver, bliver daarligere og daarligere - hvad han dog ikke kan forandre, men ydmygt maa finde sig i - om det maaskee ogsaa er saaledes med Slægten, at det altsaa ikke kan forandres, ikke er Guds Fordring til os at forandre det, men at vi maae finde os i ydmygt at tilstaae Jammerligheden, at Slægten nu er i den Alder, hvor det bogstaveligt vil være sandt, at der ikke mere findes eller fødes et eneste Individ, der duer til at være Christen i det nye Testamentes Forstand. Saaledes maa Sagen vendes; bort, bort, bort med al Øienforblindelse, frem med Sandheden, ud med Sproget: vi duer ikke til at være Christne i det nye Testamentes Forstand - og dog trænge vi til at turde haabe en evig Salighed, som vi altsaa maatte faae paa ganske andre Vilkaar end dem, det nye Testamente fastsætter.

Naar saa Sagen er vendt saaledes, saa vil det vise sig, om der er noget Sandt i dette, om det har Styrelsens Samtykke - hvis ikke, saa maa Alt briste, at der i denne Rædsel atter maatte blive Individer til, som kunne bære det nye Testamentes Christendom. Men Ende, Ende skal der gjøres paa den officielle - velmente - Usandhed.

 

9. Fædrelandet Mandag d. 26. Marts 1855. Nr. 72.

Den religieuse Tilstand.

 

Januar 1855.

S. Kierkegaard.

 

Den religieuse Tilstand i Landet er:

Christendommen (dette vil sige det nye Testamentes Christendom - og alt Andet er jo ikke Christendom, allermindst ved at kalde sig saa) Christendommen er slet ikke til, hvad vel næsten Enhver maa kunne see ligesaa godt som jeg.

Vi har, om man saa vil, en fuldstændig Besætning af Bisper, Provster, Præster; lærde, udmærket lærde, talentfulde, begavede, menneskeligt velmenende declamere de alle - godt, meget godt, udmærket godt eller temmelig godt, maadeligt, slet - men ingen af dem er i Charakter af det nye Testamentes Christendom, saa lidt som i Charakter af at stræbe i Retning af det nye Testamentes Christendom. Men naar saa er, er denne christelige Besætnings Tilværelse saa langt fra, christeligt, at være til Gavn for Christendommen, at den meget mere er farlig, fordi den saa uendelig let foranlediger et Feilsyn og den Feilslutning, at naar man har en saadan fuldstændig Besætning, saa har man da naturligvis ogsaa Christendommen - en Geograph f.Ex. vilde, naar han havde forvisset sig om denne Besætnings Tilværelse, mene sig fuldkommen berettiget til i Geographien at indføre; den christelige Religion hersker i Landet.

Vi har hvad man kunde kalde et fuldstændigt Inventarium af Kirker, Klokker, Orgeler, Bækner, Bøsser, Tavler, Ligvogne osv. Men naar Christendommen ikke er til, er dette Inventariums Tilværelse saa langt fra, christeligt, at være til Gavn, at den meget mere er farlig, fordi den saa uendelig let foranlediger et Feilsyn og den Feilslutning, naar man har et saadant fuldstændigt christeligt Inventarium, saa har man da naturligvis ogsaa Christendommen - en Statistiker f.Ex. vilde, naar han havde forvisset sig om dette christelige Inventariums Tilværelse, mene sig fuldkommen berettiget til i Statistiken at indføre: den christelige Religion er den herskende i Landet.

Vi er, som det hedder, et christent Folk - men saaledes, at ikke en eneste af os er i Charakter af det nye Testamentes Christendom, saa lidet som jeg er det, hvad jeg atter og atter har gjentaget og atter gjentager: jeg er kun en Digter. Skuffelsen med et christent Folk ligger vistnok i den Magt, som Tallet øver over Indbildningskraften. Jeg tvivler ingenlunde om, at hver Enkelt i Folket vil være redelig nok mod Gud og mod sig selv, til i ensom Samtale at sige: "naar jeg skal være oprigtig, jeg negter ikke, jeg er ikke Christen i det nye Testamentes Forstand; naar jeg skal være ærlig, jeg negter ikke, mit Liv kan ikke kaldes en Stræben i Retning af hvad det nye Testamente kalder Christendom, i Retning af at fornegte sig selv, forsage Verden, afdøe o.s.v., snarere bliver det Jordiske og Timelige mig med hvert Aar jeg lever, vigtigere og vigtigere, og mit Livs Stræben er i Retning af hvad der maa sætte mig fastere og fastere i det Jordiske og Timelige". Jeg betvivler heller ikke, at Enhver vil kunne fastholde denne Opfattelse i Forhold til f.Ex. ti af hans Bekjendte, at de ikke ere Christne i det nye Testamentes Forstand, saa lidet som deres Liv en Stræben i Retning af at blive det. Men naar det er 100.000, forvirrer det sig for ham. - Man fortæller om en Øltapper en latterlig Historie, hvilken forresten en af mine Pseudonymer i Forbigaaende har fortalt; men denne latterlige Historie er bestandigt forekommet mig at have dybt Sind i sig, og derfor benytter jeg den noget mere. Der fortælles, at han solgte sit Øl flaskevis 1 Sk. under Indkjøbsprisen, og da En sagde til ham: "hvor kan det svare Regning, det er jo at sætte Penge til," svarede han: "nei, min Ven, det er Mængden der gjør det" - Mængden, som jo ogsaa i vore Tider er det Almægtige. Naar man har leet af denne Historie, gjør man vel i at tage efter Lærdommen, der advarer mod den Magt, som Tallet øver over Phantasien. Derom kan nemlig ingen Tvivl være, at Øltapperen meget godt forstod, at 1 Flaske Øl, som koster ham selv 4 Sk., solgt til 3 Sk., er 1 Sk. Tab. Ogsaa i Forhold til 10 Flasker vil Øltapperen kunne fastholde, at det er Tab. Men, men 100.000 Flasker: her sætter det store Tal Phantasien i Bevægelse, det runde Tal render af med den, det løber surr for Øltapperen - det bliver Profit, siger han, thi Mængden gjør det. Saaledes ogsaa med den Regning, der faaer et christent Folk ud ved at sammenlægge Enere, som ikke ere Christne, faaer det ud ved Hjælp af "det er Mængden der gjør det". Dette er for sand Christendom det farligste af alle Sandsebedrag, og tillige er det af alle Sandsebedrag just det, som ethvert Menneske er tilbøieligst til; thi Tallet (det høie Tal, naar det gaaer op i 100.000, i Millioner) og Phantasien de to de passe ganske for hinanden. Men, christeligt, er naturligvis Regningen forkert, og et christent Folk dannet af Enere, som ærligt tilstaae, at de ikke ere Christne, item ærligt tilstaae, at deres Liv ingenlunde kan kaldes en Stræben i Retning af hvad det nye Testamente forstaaer ved Christendom - et saadant christent Folk er en Umulighed. Derimod kunde en Gavtyv ikke ønske sig bedre Skjul end bag saadanne Talemaader som: Folket er christent, Folket stræber christeligt, da det er næsten ligesaa vanskeligt at komme slige Talemaader paa Livet, som hvis En sagde: N.N. er Christen, N.N. stræber christeligt.

Men da Christendommen er Aand, Aandens Ædruhed og Evighedens Redelighed, er naturligvis for dens Politi-Blik Intet mistænkeligere end alle phantastiske Størrelser: christelige Stater, christelige Lande, et christent Folk, en - vidunderlig! - en christen Verden. Og kan der end være noget Sandt i denne Tale om christne Folk og Stater, naar, vel at mærke, alle Mellembestemmelserne, alle Afstandene fra det nye Testamentes Christendom, redeligt og ærligt blive angivne og holdte kjendelige: vist er det, paa dette Punkt stikker, christeligt, en uhyre Criminal-Forbrydelse, ja, Alt hvad Verden hidtil har seet af Criminal-Historier, er som en Bagatel i Sammenligning med denne uhyre Criminal-Historie, som, fortsat fra Slægt til Slægt gjennem lange Tider, dog ikke, hvad jo kan hænde en menneskelig Retfærdighed, er voxet den guddommelige Retfærdighed over Hovedet.

Denne er den religieuse Tilstand. Og for om muligt at forhindre Tidsspilde, vil jeg strax forekomme en Vending, man maaskee vil give Sagen. Lad mig til Oplysning tage et andet Forhold. Hvis der i et Land levede en Digter, som med Sigte paa Idealet af at være forelsket nu talede saaledes: "selv maa jeg desto være tilstaae, at jeg ikke kan siges i Sandhed at være forelsket; jeg vil heller ikke hykle og sige, at jeg stræber mere og mere, thi desto være er Sandheden, at det snarere gaaer tilbage; fremdeles forvisser min Iagttagelse mig om, at der vel ikke i hele Landet er en Eneste, som kan kaldes i Sandhed forelsket": saa kunde Indbyggerne i det Land svare og til en vis Grad med Rette: "ja, min gode Digter, det kan være godt nok med dine Idealer; men vi ere tilfredse, finde os lykkelige ved det vi kalde at være forelskede, og dermed er den Sag afgjort". Men saaledes kan det aldrig blive Tilfældet med Christendommen. Det nye Testamente afgjør jo, hvad Christendom er, forbeholdende Evigheden at dømme os; Præsten er jo ved Ed forpligtet paa det nye Testamente - altsaa lader det sig ikke gjøre, at Det er Christendommen, det vi Mennesker finde os vel ved at kalde Christendom. Saasnart man antager at turde vende Sagen saaledes, er eo ipso Christendommen afskaffet, Præstens Ed en - dog jeg afbryder, jeg ønsker ikke at drage Conseqvenserne, førend man yderligere nøder mig dertil, og selv da ønsker jeg det ikke. Men tør man ikke vende Sagen saaledes, saa er kun to Veie mulige: enten, hvad jeg foreslaaer, redeligt og ærligt at gjøre Tilstaaelse, betræffende hvorledes vi forholde os til det nye Testamentes Christendom, eller at gjøre Konster for at skjule den sande Tilstand, Konster for at fremkogle det Skin, at det nye Testamentes Christendom er den her i Landet herskende Religion.

 

10. Fædrelandet Onsdag d. 28. Marts 1855. Nr. 74.

En Thesis. - kun een eneste.

 

D. 26de Januar 1855.

S. Kierkegaard.

 

O, Luther, Du havde 95 Theses: forfærdeligt! Og dog i dybere Forstand jo flere Theses, jo mindre forfærdeligt. Sagen er langt forfærdeligere: der er kun een Thesis.

 

Det nye Testamentes Christendom er slet ikke til. Her er ikke Noget at reformere; det, det gjælder om, er at bringe Lys i en gjennem Aarhundreder fortsat, af Millioner (uskyldigere eller skyldigt) øvet christelig Criminal-Forbrydelse, hvorved man kløgtigt, under Navn af Christendommens Fuldkommengjørelse, har lidt efter lidt søgt at franarre Gud Christendommen, faaet Christendom til at være lige det Modsatte af, hvad den er i det nye Testamente.

 

For at den her i Landet almindelige, den officielle, Christendom skal kunne siges endog blot sandt at forholde sig til det nye Testamentes Christendom, maa den først, saa redeligt, uforbeholdent, høitideligt som muligt gjøre det kjendeligt, paa hvilken Afstand den er fra det nye Testamentes Christendom og uden med Sandhed at kunne kaldes en Stræben i Retning af at komme nærmere til det nye Testamentes Christendom.

Saa længe dette ikke skeer, saa længe man enten lader som Ingenting, som var Alt i sin Rigtighed og Det vi kalde Christendom det nye Testamentes Christendom, eller man gjør Konster for at skjule over Forskjellen, Konster for at opretholde Skinnet af at være det nye Testamentes Christendom: saa længe fortsættes den christelige Criminal-Forbrydelse; der kan ikke være Tale om at reformere, men om at skaffe Lys i denne christelige Criminal-Sag.

Og for at sige et Ord om mig selv: jeg er ikke, hvad Tiden maaskee kræver, en Reformator, paa ingen Maade, ei heller en spekulativ dybsindig Geist, en Seer, Prophet, nei, jeg er - med Tilladelse - jeg er et i sjelden Grad afgjort Politi-Talent. Forunderlige Samtræf, at jeg just skal blive samtidig med den Periode i Kirkens Historie, der, modernt, er "Sandhedsvidnernes" Periode, hvor Alle ere "hellige Sandhedsvidner".

 

11. Fædrelandet Fredag d. 30. Marts 1855. Nr. 76.

"Salt";

thi "Christenhed" er: Christendoms Forraadnelse; "en christen Verden" er: Affaldet fra Christendommen.

 

Februar 1855.

S. Kierkegaard.

 

Førend et Menneske lader sig bruge saaledes som her jeg, maa Styrelsen forfærdeligt tvinge ham; dette er ogsaa mit Tilfælde.

Protestantismen er ganske simpelt, christeligt, en Usandhed, en Uredelighed, der forfalsker Læren, Christendommens Verdens- og Livs-Anskuelse, saasnart den skal være Princip for Christendom, ikke en til given Tid og Sted fornøden Berigtigelse (Correctiv).

Derfor at indtræde i den katholske Kirke vilde være en Overilelse, som jeg ikke skal forskylde, men som man maaskee vil vente, da i disse Tider det er som ganske glemt, hvad Christendom er, og selv De, der bedst forstaae sig paa Christendom, dog kun ere Halvbefarne.

Nei, man kan godt være ene om at være Christen. Og, hvis man ikke er meget stærk i Aanden: for en christelig Forsigtigheds Skyld jo Færre jo bedre! Og: i "Christenhed" for Alt: jo Færre jo bedre! Thi til syvende og sidst just i Begrebet "Kirke" ligger Grund-Forvirringen i Christenheden, baade Protestantismens og Katholicismens, eller den ligger i Begrebet: Christenhed. *7) Christus har forlangt: Efterfølgere, og aldeles nøiagtigt bestemt, hvad han mente: at de skulle være Salt, villige til at offres, at det at være Christen er at være Salt og Villighed til at offres. Men til at være Salt og til at offres egner sig hverken Tusinder eller (endnu mindre!) Millioner, eller (endnu mindre!) Lande, Riger, Stater eller (ubetinget ikke!) hele Verden. Gjælder det derimod om Profit og om Middelmaadighed og om, hvad der er det Modsatte af at være Salt, at være Vrøvl, da begynder Muligheden heraf allerede med de 100.000, voxer med hver Million, staaer paa sit Høieste, naar hele Verden er blevet Christen.

Derfor beskæftiger og interesserer det "Mennesket" at faae hele Folk, Riger, Lande, en Verden af Christne - thi saa bliver det at være Christen noget ganske Andet, end det er i det nye Testamente.

Dette er ogsaa naaet, og bedst, aldeles fuldendt i Protestantismen, især i Danmark, i den danske, jevne, gemytlige Middelmaadighed. Naar man seer, hvad det at være Christen er i Danmark, hvo vilde falde paa, at det skulde være det, som Christus taler om, Kors og Qval og Lidelse, at korsfæste Kjødet, have sig selv, at lide for Læren, at være Salt, at offres osv. osv. Nei, i Protestantismen, især i Danmark, gaaer Christendommen paa en anden Melodi, alt som Jeppe synger, saa gladelig, saa gladelig, rund, rund, rund - Christendommen er Livs-Nydelse, beroliget, som dog hver Hedenskab eller Jødedom var det, beroliget ved, at det med Evigheden det er afgjort, afgjort just for at vi ret skulle have Lyst til - trods nogen Hedning eller Jøde - at nyde dette Liv.

Christendommen er slet ikke til. Om Menneske-Slægten havde reist sig i Oprør mod Gud og kastet Christendommen af sig eller fra sig, det var ikke nær saa farligt som dette Gavtyvagtige, at man har afskaffet Christendommen ved en falsk og usand Art Udbredelse, faaer Alle til at være Christne, og saa givet denne Virksomhed Udseende af christelig Iver og Nidkjærhed for Lærens Udbredelse, haanet Gud ved at takke ham, at han har givet sin Velsignelse til, at Christendommen saaledes har faaet Fremgang.

Hvad der forstaaes ved at være Christen har Christus selv forkyndt, vi kunne jo læse det i Evangelierne. - Saa forlod han Jorden, men forudsagde sin Gjenkomst. Og betræffende denne hans Gjenkomst er der een Forudsigelse af ham, som lyder saaledes: mon Menneskens Søn, naar han kommer igjen, skal finde Troen paa Jorden? Hænger det rigtig sammen med disse uhyre Batailloner af Christne, Folk, Riger, Lande, en hel Verden: saa maa det have lange Udsigter med Gjenkomsten. Omvendt seet, maatte man vel sige: Alt er beredt til Gjenkomsten.

Hav Tak I Silke- og Fløiels-Præster, som i stedse talrigere Flok vare til Tjeneste, da det viste sig, at Profiten var paa Christendommens Side, hav Tak for Eders christelige Iver og Nidkjærhed med disse Millioner, Riger og Lande, en Verden af Christne, hav Tak, det var christelig Iver og Nidkjærhed! Thi, ikke sandt, hvis det skulde blive som det var oprindelig, at kun nogle Faa, fattige, forfulgte, forhadte Mennesker vare Christne - hvor var saa Fløiel og Silke blevet af, og de uhyre Indkomster, og Ære og Anseelse og verdslig Nydelse, raffineret som ingen anden Vellystnings, raffineret ved et Skin af Hellighed, der krævede næsten Tilbedelse! Afskyeligt; selv Menneskehedens mest fortabte Udskud har dog det Fortrin, at deres Forbrydelser ikke hædres og æres, næsten dyrkes og tilbedes som christelige Dyder.

Og I, Jordens Mægtige, Fyrster og Konger og Keisere, ak, at I noget Øieblik have kunnet lade Eder bedaare af disse Snedige, som var Gud i Himlene dog kun et allerhøieste Superlativ af en menneskelig Majestæt, som havde han, menneskelig talt, en Sag, saa det selvfølgeligt var ham uendeligt langt vigtigere, at en mægtig Mand, end sige en Konge, en Keiser var Christen, end at en Tigger er det! O, min Gud, min Gud, min Gud! Nei, er der, christeligt, for Gud Forskjel, saa er Tiggeren ham uendeligt vigtigere end Kongen, uendeligt vigtigere, thi Evangelium prædikes for de Fattige! Men see, for Præsterne er Kongen uendeligt vigtigere end Tiggeren. "En Tigger, hvad skal han hjælpe os til?" Du Fløiels Pialt, er da Christendommen kommen ind i Verden for at ville have Hjælp af Menneskene, eller for at hjælpe dem, de Fattige, Tiggeren, thi Evangelium prædikes for de Fattige? "En Tigger, hvad skal han hjælpe os, vi kunde jo komme til at give Penge til!" Frække Slyngel, ja Christendom er just at give Penge til. "Men en Konge, en Konge, det er uhyre vigtigt for Christendommen." Du Løgner, nei, men det er uhyre vigtigt for Dig. Thi naar Kongen er Christen, saa følger strax den Kreds af Mægtige, som er hans Omgivelse (og derfor er det, christeligt, saa betænkeligt med en Konge, som er Christen, at der ikke foranlediges en Overgang til at være Christen, som ikke bliver stort mere end en Costume-Forandring) og naar Kongen og hans Mægtige er blevet Christen eller kaldes saa, saa følger der flere og flere, og tilsidst hele Folket (og derfor er det, christeligt, saa betænkeligt med at en Konge er Christen, at det Hele ikke bliver en Forandring, som dog ingen Forandring er), og naar saa hele Folket er blevet Christen, saa - see, derfor er det saa uendeligt vigtigt med at Kongen er Christen! - saa kommer Silke og Fløiel og Stjerner og Baand og aller aller allerfineste Raffinements, og de mange Tusinder om Aaret. De mange Tusinder, disse Blod-Penge! Thi det var jo Blod-Penge Judas tog for Christi Blod - og det var jo ogsaa Blod-Penge disse Tusinder og Millioner, som skaffedes tilveie for Christi Blod, og ved at forraade Christendommen og forvandle den til Verdslighed. Kun at det, ikke sandt Du fløielsklædte Kræmmer-Sjæl, kun at det næsten er latterligt med Judas, saa man fristes af indre Grunde til at betvivle den historiske Sandhed, at en Jøde, og det var jo Judas dog, at en Jøde forstaaer sig saa lidt paa Penge, at han for 30 Secler, om man saa vil, afhænder en saa uhyre Penge-Værdi som Jesus Christus; den største Penge-Gjenstand, som nogensinde er forekommet i Verden, paa hvilken Conto der er reist Millioner x Quadrillioner, afhændet for 30 Secler! Men det gaaer fremad, Verden er perfectibel; Judas udtrykker jo dog noget Ufuldkomnere, først at han kun tog 30 Secler, og dernæst at han dog ikke lod sig ære og prise, næsten dyrke og tilbede som Christi sande Tilhænger!

Og Du, Du tankeløse Menneskenes Mængde - dog herved har jeg sagt nok, og tillige, hvorfor jeg ikke siger mere! Ak, Du ikke blot bliver bedragen, men Du vil bedrages! Hvad hjælper saa oprigtig Kjærlighed, hvad al Uegennyttighed, Du ikke blot bliver bedragen - saa kunde der sagtens hjælpes - men Du vil bedrages!

 

12. Fædrelandet Lørdag d. 31. Marts 1855. Nr. 77.

Hvad jeg vil?

 

Marts 1855.

S. Kierkegaard.

 

Ganske simpelt: jeg vil Redelighed. Jeg er ikke, som man velmenende - thi Forbittrelsens og Raseriets og Afmagtens og Vrøvlets Opfattelse af mig kan jeg ikke tage Hensyn til - har villet fremstille mig, jeg er ikke en christelig Strenghed lige over for en given christelig Mildhed.

Paa ingen Maade, jeg er hverken Mildhed eller Strenghed - jeg er: en menneskelig Redelighed.

Den Formildelse, som er den almindelige Christendom her i Landet, vil jeg have holdt ved Siden af det nye Testamente for at faae at see, hvorledes disse to forholde sig til hinanden.

Viser det sig saa, kan jeg eller nogen Anden vise, at den lader sig holde lige over for det nye Testamentes Christendom: saa vil jeg med største Glæde gaae ind paa den.

Men Eet vil jeg ikke, for ingen, ingen Pris: jeg vil ikke ved Fortielser eller ved at gjøre Konster see at frembringe det Skin, at den almindelige Christendom i Landet og det nye Testamentes Christendom ligne hinanden.

See, det er dette jeg ikke vil; og hvorfor ikke? Nu, fordi jeg vil Redelighed, eller vil Du jeg skal tale anderledes, vel, fordi jeg troer, at det er muligt, kan end den alleryderligste Formildelse af det nye Testamentes Christendom holde Stik i Evighedens Dom: det kan umuligt holde Stik, naar man endog har anvendt Konster paa at skjule over Forskjellen mellem det nye Testamentes Christendom og denne Formildelse. Jeg mener som saa: er En den Naadige, nu vel saa lad mig vove at forlange af ham, at han skal tilgive mig al min Gjeld: men var end hans Naade guddommelig Naade, dette er for meget forlangt, at jeg ikke engang vil være sand, betræffende hvor stor Gjelden er.

Og det er denne Usandhed, jeg mener den officielle Christendom forskylder: den gjør ikke hensynsløst den christelige Fordring kjendelig, maaskee fordi den er bange for, at man vilde komme til at gyse ved at see, paa hvilken Afstand vi leve, og uden at vort Liv i fjerneste Maade kan kaldes en Stræben i Retning af at opfylde Fordringen. Eller for blot at tage et Exempel af hvad der forresten jo overalt er tilstede i det nye Testamentes Christendom, naar Christendommen fordrer til at frelse sit Liv evigt (og det er jo det, vi mene at opnaae som Christne): at hade sit eget Liv i denne Verden; er der nogen Eneste iblandt os, hvis Liv end i fjerneste Maade kunde kaldes end den svageste Stræben i denne Retning, medens der i Landet maaskee ere tusindvis "Christne", som ikke engang ere vidende om denne Fordring. Altsaa, vi "Christne", vi leve i ganske almindelig menneskelig Forstand elskende vort Liv. Hvis da Gud alligevel skal af "Naade" antage os for Christne: Eet maa dog fordres, at vi ved at være nøiagtigt vidende om Fordringen have en sand Forestilling om, hvor uendelig stor Naaden er, som vises os. Saa langt kan "Naaden" umuligt række, Eet maa den aldrig, den maa aldrig bruges til at fortie eller formindske Fordringen; i saa Fald endevender "Naaden" hele Christendommen. - Eller for at tage et Exempel af en anden Art. En Lærer i Christendommen lønnes f.Ex. med flere Tusinder. Naar vi nu fortie den christelige Maalestok og gaae ud fra det almindelige Menneskelige, at det jo er ganske naturligt, at en Mand skal have Løn for sit Arbeide, Løn, saa han kan leve med Familie, og som Embedsmand i anseet Stilling anseelig Løn: saa er flere Tusinder om Aaret slet ikke meget. Saasnart derimod den christelige Fordring: Armod gjøres gældende, saa er Familie Luxus, flere Tusinder en saare høi Gage. Jeg siger ikke dette for at fradrage, hvis jeg formaaede det, en saadan Embedsmand en eneste Skilling, tvertimod, hvis han ønskede det, og jeg formaaede det, skulde han gjerne faae dobbelt saa mange Tusinder: men jeg siger, at Fortielsen af den christelige Fordring forandrer Synspunktet for hele hans Gage. Til Redelighed mod Christendommen vil fordres, at man selv bringer det i Erindring, at christeligt er Fordringen Armod, og at dette ikke er noget capricieust Indfald af Christendommen, men er, fordi Christendommen meget godt forstaaer, at kun i Armod kan den betjenes sandt, og at jo flere Tusinder en Christendoms Lærer har i Gage, jo mindre kan han tjene Christendommen. Derimod er det ikke redeligt at fortie Fordringen eller at gjøre Konster for at give det Udseende af, at den Art Levevei og Carriere er ganske det nye Testamentes Christendom. Nei, lad os tage Pengene; men for Gud i Himlens Skyld ikke det Næste, ikke ville skjule over den christelige Fordring, saa der, ved Fortielse eller ved Falsk, tilveiebringes et Slags Decorum, der er i aller-allerhøieste Grad demoraliserende og er at snigmyrde Christendommen.

Altsaa Redelighed vil jeg; men hidtil har det Bestaaende ikke af egen Drift villet gaae ind paa den Art Redelighed, og heller ikke villet lade sig paavirke af mig. Dog bliver jeg derfor hverken en Mildhed eller en Strenghed, nei jeg er og bliver: ganske simpelt en menneskelig Redelighed.

Lad mig vove det Yderste, for om muligt at blive forstaaet i, hvad det er jeg vil.

Jeg vil Redelighed. Er det da dette, Slægten eller Samtiden vil, vil den ærligt, redeligt, uforbeholdent, aabent, ligefrem gjøre Oprør mod Christendommen, sige til Gud "vi kan, vi vil ikke bøie os under denne Magt" - men vel at mærke, det gjøres ærligt, redeligt, uforbeholdent, aabent, ligefrem: nu vel, hvor besynderligt det kunde synes, jeg er med; thi Redelighed vil jeg. Og overalt, hvor der er Redelighed, kan jeg gaae med; et redeligt Oprør mod Christendommen kan kun gjøres, naar man redeligt vedgaaer, hvad Christendom er, og hvorledes man selv forholder sig dertil.

Er det dette man vil: ærligt, aabent, oprigtigt som det sømmer sig, naar man taler med sin Gud, hvad derfor Enhver er, der agter sig selv, og ikke saa dybt foragter sig selv, at han vil være uoprigtig lige over for Gud - altsaa vil man ærligt, oprigtigt, uforbeholdent, ganske gjøre Gud Tilstaaelse, betræffende hvorledes det egentligen hænger sammen med os Mennesker, at Slægten gjennem Tidernes Løb har tilladt sig at formilde og formilde Christendommen, indtil vi tilsidst har faaet den til at være lige det Modsatte af hvad den er i det nye Testamente - og at vi nu dog gjerne ville, hvis det lod sig gjøre, at dette maatte være Christendom: vil man det, saa er jeg med.

Men Eet vil jeg ikke, nei, for ingen, ingen, ingen Pris vil jeg det, Eet vil jeg ikke: jeg vil ikke, om det saa blot var med den sidste Fjerdedel af det sidste Led paa min lille Finger deltage i hvad der hedder: officiel Christendom, der ved Fortielse eller Konster gives Skin af at være det nye Testamentes Christendom, hvad jeg paa mine Knæ takker min Gud for at han forbarmende forhindrede mig at komme for langt ind i.

Vil saa den officielle Christendom i Landet af hvad her er sagt tage Anledning til at bruge Magt mod mig: jeg er rede; thi jeg vil Redelighed.

For denne Redelighed vil jeg vove. Derimod siger jeg ikke: at det er for Christendommen jeg vover. Antag det, antag, at jeg blev ganske bogstavelig et Offer: jeg blev dog ikke et Offer for Christendommen, men fordi jeg vilde Redelighed.

Men medens jeg ikke tør sige, at jeg vover for Christendommen, holder jeg mig dog fuldt og saligt forvisset om, at denne min Voven er Gud velbehagelig, har hans Samtykke. Ja, det veed jeg, det har hans Samtykke, at i en Verden af Christne, hvor Millioner og Millioner kalde sig Christne - at der et Menneske udtrykker: jeg tør ikke kalde mig en Christen; men Redelighed vil jeg, og til den Ende vil jeg vove.

 

13. Fædrelandet Lørdag d. 7. April 1855. Nr. 81.

I Anledning af et anonymt Forslag til mig i dette Blads Nr. 79.

D. 4de April 1855.

S. Kierkegaard.

 

At foreslaae mig at skrive en Fremstilling af det nye Testamentes Lære, maaskee en stor Bog, en Dogmatik, som maaskee igjen bedst lod sig skrive paa en videnskabelig Udenlandsreise, gjør paa mig (vel ogsaa paa Dem, for hvem mine Artikler i "Fædrelandet" ere et Nærværende) Indtrykket enten af det Taabelige eller af at en Snare sættes mig, for at jeg skulde lade mig "Øieblikket" franarre, see feil af Opgaven, komme ind, muligt, hvad vel deraf kunde blive Følgen, omkomme eller blive borte i det vidtløftige Videnskabelige. I Stedet for at opfordre mig til at skrive et nyt Værk, skulde den anonyme Forfatter da hellere (thi helst saae jeg, at man opfordrede de Samtidige til atter og atter at læse mine Artikler i "Fædrelandet"), han skulde da hellere have opfordret de Samtidige til at gjøre sig bedre bekjendte med mine tidligere Skrifter, med "Afsluttende Efterskrift", "Sygdommen til Døden", og især med "Indøvelse i Christendom", der vistnok ikke for Øieblikket kan faaes i Bogladerne, men det vil snart være gjort godt, da der trykkes paa det nye Oplag. Disse Bøger forholde sig just til Øieblikket, afgive for Øieblikket de ønskelige Forkundskaber, thi de ere Forkundskaberne for: Øieblikket.

 

14. Fædrelandet Onsdag d. 11. April 1855. Nr. 83.

Var det rigtigst nu at "standse med Klemtningen"?

 

D. 7de April 1855.

S. Kierkegaard.

 

Dette har man foreslaaet mig. Dog heri kan jeg - hvis det ellers er mig, der klemter - ikke føie Nogen; det vilde jo være uforsvarligt at lade være at klemte, saa længe det brænder. Men nøiagtigt taget er det ikke mig, der klemter, det er mig, der, for at ryge Sandsebedrag og Gavtyvestreger ud, sætter Ild paa, en Politi-Forretning, og en christelig Politi-Forretning; thi ifølge det nye Testamente er Christendom Ilds-Paasættelse, Christus siger selv: "Ild er jeg kommen at kaste paa Jorden." Og det brænder allerede, ja, og det bliver vistnok en om sig gribende Ildebrand, bedst at sammenligne med en Skovbrand; thi det er paa "Christenhed" der er sat Ild. Og det er Vidtløftighederne, der skal bort, dette uhyre vidtløftige Sandsebedrag med den - velmente eller gavtyveagtige - Videnskabelighed paa det christelige Gebet, den uhyre vidtløftige Indbildning med (hvad der vistnok convenerer Kirke-Fyrster baade for Penge-Fordelens og den sandselige Magts Skyld, og hvad der bliver det allerfineste og delicateste Raffinement ved - haanende Gud og det nye Testamente! - at gjælde som christelig Iver og Nidkjærhed for Lærens Udbredelse) denne Indbildning med Millioner Christne, Riger, Lande, en christen Verden. Det er Vidtløftighederne, der skal bort, og just ved Hjælp af det brændende Spørgsmaal, hvis Ild ikke skal slukkes, Øieblikkets brændende Spørgsmaal: at officiel Christendom ikke er det nye Testamentes Christendom.

Nei, officiel Christendom er ikke det nye Testamentes Christendom, det maa Enhver kunne see, ved blot at kaste et endog kun flygtigt men uhildet Blik i Evangelierne og saa see paa, hvad vi kalde Christendom. Grunden, hvorfor det ikke sees, er, at den store Mængde af Mennesker ere ved allehaande Øienforblindelses-Konster forhindrede i at kunne see uhildet; og Grunden er, at der af Staten er anbragt 1000 Embedsmænd, der have saa vanskeligt ved at see uhildet, fordi Spørgsmaalet om Christendom for dem kommer til tillige at stille sig pecuniairt, og de naturligt ikke gjerne ville have Øinene op for, om hvad der hidtil blev anseet for den sikkreste Vei til Brød, det Visseste af Alt, om det ikke er en tvivlsom Næringsvei, christeligt maaskee endog er "uberettiget Næringsbrug", at der i Hundredevis anbringes Mennesker, som i Stedet for at følge Christum efter, hyggeligt og comfortabelt indrettet, jævnt avancerende, med Familie - og under Navn af at denne Virken skal være det nye Testamentes Christendom - ernære sig af, at Andre have maattet lide for - just det er Christendom - den lidende Sandhed, saa Forholdet rent er vendt om, og Christendom, der kom ind i Verden som den Sandhed, man døer for, nu er bleven den Sandhed, hvoraf man ("Fryd Dig ved Livet i dine Dages Vaar") lever med Familie, jævnt avancerende.

Ellers maa Enhver kunne see, at officiel Christendom ikke er det nye Testamentes Christendom, ligner den ikke mere end Firkanten ligner Cirklen, ikke mere end det at nyde ligner det at lide, det at elske sig selv det at hade sig selv, det at attraae Verden det at forsage Verden, det at være ganske hjemme i Verden det at være en Fremmed og Udlænding i Verden, det at gaae i Forretninger, til Dands, paa Frieri det at følge Christum efter - nei ikke mere; de Batailloner Christne, som "Christenhed" stiller i Marken, ligne ikke mere hvad det nye Testamente forstaaer ved Christen, ikke mere end de Rekrutter, Falstaff har hvervet, ligne vaabendygtige, veløvede, kamplystne Soldater, kunne ikke sandere siges at stræbe i Retning af hvad det nye Testamente forstaaer ved Christen, end en Mand, der i jævn Gang gaaer ud ad Vesterport, kan siges at stræbe ud ad Øster; og det vi kalde Lærer i Christendom (Præst) ligner ikke mere hvad det nye Testamente forstaaer ved en Lærer i Christendom, ikke mere end en Dragkiste ligner en Dandser, forholder sig ikke mere til hvad det nye Testamente forstaaer som en Lærers Opgave ikke mere end en Dragkiste til det at dandse, hvorved jeg jo ikke borgerligt eller menneskeligt siger noget Nedsættende om Præsten, saa lidt som jeg negter, at en Dragkiste kan være et yderst brugbart og gavnligt Møbel, fordi jeg siger, hvad sandt er, at den ikke forholder sig til at dandse.

 

** Efterskrift.

Hvad jeg skriver, er visseligen ikke i nogen fjendlig Hensigt mod Geistligheden, hvorfor skulde jeg ogsaa have en saadan? Geistligheden er naturligvis i mine Tanker - naar den da ikke skal være "Sandhedsvidner" - en ligesaa dygtig, respectabel, agtværdig Samfunds-Classe som en hvilkensomhelst anden. Den theologiske Candidat er bona fide kommen ind - ja, det er ganske vist det er noget forkert Noget, han er kommet ind i, men han er bona fide kommen ind i det. Ansvaret ligger egentlig hos Staten; skal derfor Stat og Kirke skilles ad, bliver det ligefrem Statens Pligt at forsørge Præsten, med hvem den har contraheret. Hvad vilde ogsaa Staten paa den Galei! At arrangere 1000 Levebrød paa Conto: den lidende Sandhed, og at ville "protegere" det Guddommelige: begge Dele er lige bagvendt.

 

15. Fædrelandet Onsdag d. 11. April 1855. Nr. 83. (Feuilleton.)

Christendom med kongelig Bestalling

og

Christendom uden kongelig Bestalling.

 

D. 8de April 1855.

S. Kierkegaard.

 

I Etatsraad Heibergs lille Mesterstykke "Alferne" hænder det, som bekjendt, Skolelærer Grimmermann, at han aldeles uforvarende styrter 70.000 Favne ned under Jorden, og om muligt endnu mere uventet, end hans Fald var uforvarende, seer sig omgiven af Bjergtrolde. "Hvilket Nonsens," siger Grimmermann, "der er ikke Bjergtrolde til - og her er min Bestalling." Ak, men at komme til Bjergtrolde med en kongelig Bestalling er en spildt Uleilighed, hvad Satan bryde Bjergtrolde sig om kongelig Bestalling, deres Rige er ikke af denne Verden, for dem er selvfølgeligt en kongelig Bestalling = o, har i det Høieste Papirets Værd.

Denne Scene kom jeg til at tænke paa ved Biskop Martensens Myndigheds-Artikel mod mig i sin Tid. Det var mig tydeligt, at det han egenligen trodsede paa (mod mig, som kun har en "privat Christendom") var: hans kongelige Bestalling, at hos ham faaer man Christendom med kongelig Bestalling.

Men at komme - christeligt - til mig og Folk af mine Lige med en kongelig Bestalling er at komme lige saa heldig an som Grimmermann med sin Bestalling.

En kongelig Bestalling! Man misforstaae mig endelig ikke, der er faa Mennesker, der - borgerligt - have en saa næsten ubetinget Respect for en kongelig Bestalling som jeg; det er Noget, jeg ofte nok har maattet høre af mine Bekjendte, at jeg politisk var et Nittengryn, der bukker 7 Gange for Alt, hvad der har kongelig Bestalling.

Christeligt forstaaer jeg derimod Sagen anderledes. I Kraft af en kongelig Bestalling - en kongelig Bestalling er dog vel Noget, som forholder sig til et Rige af denne Verden - at ville have nogensomhelst Myndighed i Forhold til hvad der angaaer ikke blot et Rige af en anden Verden, men et Rige, hvis Lidenskab, og indtil paa Liv og Død, just er, ikke at ville være et Rige af denne Verden: ja det er endnu latterligere end at Grimmermann paaberaaber sig kongelig Bestalling lige overfor Bjergtrolde.

Saaledes forstaaer jeg Sagen: just det, jeg gjentager, just det - man lægge vel Mærke dertil, thi det er, christeligt, afgjørende for hele det kirkelige Bestaaende; hvad det at sige det, statsborgerligt eller menneskeligt, muligt er for mig, maa jeg finde mig i - just det, at jeg ingen kongelig Bestalling har, er min Legitimation og er christeligt dog altid negativt et uhyre Fortrin for det at have kongelig Bestalling. Grimmermann gjør sig kun latterlig ved at paaberaabe sig sin Bestalling; men christeligt at paaberaabe sig kongelig Bestalling er egenlig: at angive sig selv, at man er en Utro mod det Rige, som for ingen Pris vil være et Rige af denne Verden, eller af Ens Christendom er: at lege Christendom.

 

16. Fædrelandet Fredag d. 27. April 1855. Nr. 97.

Hvilken grusom Straf!

 

Den 25de April 1855.

S. Kierkegaard.

 

Sin Artikel mod mig i dette Blads Nr. 94 indleder Provst Victor Bloch ved at knytte den til en tidligere Artikel mod mig i samme Blad af en Anonym, hvis Artikel Provst Bloch (en takkende Basil) anerkjender i de stærkeste og forbindligste Udtryk som hvad man kunde kalde "en ledende Artikel" - og det er der Noget i, det var nemlig en vild-ledende Artikel, forsaavidt ogsaa i sin Orden, at den var anonym, hvad en ledende Artikel under Forhold som de stedfindende vistnok ikke kunde være.

Ganske er dog Provst B. ingenlunde enig med den anonyme Forfatter; det er kun et Stykke han kan følge Anonymens veiledende Artikel, snart maa Provsten svinge af, slaae ind paa en anden Vei; hans Artikel bliver nu, hvad man kan kalde en Tordenledende Artikel, naar man derved ikke tænker paa at aflede, men paa at nedlede et Tordenveir over et Menneske, over mig Stakkel.

Provsten vil - hvis jeg ikke forbedrer mig - have mig kirkeligt straffet. Og hvorledes? Ja, Straffen er, grusomt udtænkt, saa grusom, at jeg tilraader Fruentimmer at have deres "Hovedvandsæg" ved Haanden, for ikke at besvime, naar de høre den. Hvis jeg ikke forbedrer mig, skulde Kirkedøren lukkes for mig. Gyseligt! Altsaa, hvis jeg ikke forbedrer mig, skulde jeg være udelukket, udelukket fra om Søndagen i de stille Timer at høre Sandhedsvidnernes om ikke ubetalelige, saa dog uskatterlige Veltalenhed - jeg, jeg sølle Faar, der hverken kan læse eller skrive, og som derfor, saaledes udelukket, maa, aandeligt, forsmægte, døe af Sult ved at være udelukket fra hvad der sandt kan kaldes Nærende, forsaavidt det ernærer Præsten med Familie! Og jeg skulde være udelukket fra den øvrige Gudstjeneste, som de kongeligt autoriserede - men at de ere kongeligt autoriserede er, christeligt, det Forargelige - Entrepreneurer geistligt-verdsligt foranstalte! Forfærdeligt, forfærdelige Straf, forfærdelige Provst! Ak, hvor ere I nu med Eet forsvundne, I mine Digter-Drømme; jeg drømte at hedde: Victor - og Sandheden er, at det er Provst Bloch der hedder Victor; hvad end ikke Biskop Martensen formaaede, det formaaer Provst B., han kan tage mig!

Imidlertid træffer det sig dog saa heldigt for mig, at (medens f.Ex. den Straf, at tvinges til flere Gange hver Søndag at høre Sandhedsvidnernes om ikke ubetalelige, saa dog uskatterlige Veltalenhed, vilde gribe forstyrrende ind i min vante Levevis) vil derimod hin anden Strafs Udøvelse aldeles ikke forandre en Levevis, jeg af christelige Grunde har valgt og allerede længere Tid er tilvant, saa jeg, hvis Straffen skulde exseqveres over mig, vil kunne leve hen uden at mærke mere dertil, end jeg her i Kjøbenhavn mærker til, at en Mand banker mig i Aarhus. Blot har jeg et Ønske; opfylder man mig det, vil der ved Straffens Udøvelse i bogstaveligste Forstand ikke foregaae end den mindste Forandring i min vanlige Levevis (og det sætter jeg saa stor Pris paa) - dette Ønske er: at det maa tillades mig uforandret at vedblive at betale Præstepenge, at ikke den forandrede Skattebillet skal lade mig mærke en Forandring.

 

** Noget Efterskrift.

Her kunde jeg slutte. Men da Provst B., maaskee ogsaa følende sig som Repræsentant for hele Standen, har slaaet saa stort paa, skal jeg dog benytte Leiligheden til at anbringe et christeligt Tvivlsmaal: kan man være kongelig autoriseret Lærer i Christendommen, kan Christendom (det nye Testamentes Christendom) forkyndes af kongelig autoriserede Lærere, kunne Sacramenterne administreres af dem, eller ligger her ikke en Selvmodsigelse? Ved Ordination forholder Præsten sig rigtigt til et Rige, som ikke er af denne Verden, men ved tillige at være kongelig autoriseret - ja dette "Tillige", er dette ikke en yderst mislig Sag, eller løber maaskee Tillige og Enten - Eller nu omtrent ud paa Eet? "Tillige"; bliver en Lærer i Christendom ved tillige at være kongelig autoriseret ikke noget lige saa See- og Mærkværdigt, som hvad der nu føres Besværing over i Adresseavisen, at en Jøde-Præst foruden at være Jøde-Præst tillige ved at være R. af D. bekjender sig til den evangelisk-christelige Religion? Men naar saa er, kunde det maaskee ende med, at Piben fik en anden Lyd, og Talen ikke blev om at lukke Kirkens Døre for mig, men det blev Præsten, der kom til at lukke Boutiquen, eller, for at erindre om den tordnende Provst, Knaldboden.

Lad mig fremdeles - jeg seer af Provst B.s Artikel, at det gjøres fornødent - atter fremdrage et Skriftsted, som jeg tidligere har fremdraget. Det er Christi egne Ord: Mon Menneskens Søn, naar han kommer igjen, skal finde Troen paa Jorden? Altsaa Christus tænker sig en Mulighed af, at Tilstanden ved hans Gjenkomst kunde være den, at Christendommen slet ikke er til. Og tillige ligger vel i hint Ord, at Christus nærmest har tænkt sig Affaldet fra Christendommen skeet i Underfundighed, gavtyveagtigt; han synes ikke at vente, at Tilstanden skulde være, at der Ingen var, som kaldte sig Christne, han siger jo ikke: mon Menneskens Søn ingen Christne skal finde. Hvad om han har tænkt sig det saaledes: der vil findes Millioner af Christne, christne Stater, Lande, en christen Verden, Tusinder af næringsdrivende Præster - men Troen (hvad jeg forstaaer ved Tro) mon den vil findes paa Jorden? Affaldet fra Christendommen vil ikke skee aabenlyst, ved at Alle frasige sig Christendommen, nei men underfundigt, listigt, gavtyveagtigt ved, at Alle antage Navn af at være Christne, menende sig paa den Maade allersikkrest sikkrede mod - Christendommen, det nye Testamentes Christendom, hvilken Mennesket er angest og bange for, og hvorfor saa industrielle Præster under Navn af Christendom have opfundet et Slikkeri, der smager prægtigt, og som Menneskene med Fornøielse give deres Penge for.

Endeligen et Ord til Dig, Du som med nogen virkelig Interesse, for Din egen Skyld, læser hvad jeg skriver; lad mig lægge Dig en Ting paa Sinde: læs oftere mine Artikler, og indprænt Dig især Skriftstederne, saa Du kan dem udenad; det er jo ikke mange, men det er af Vigtighed for Dig, at Du kan dem udenad. Det, jeg fremdrager, er det just Præstens Interesse at skjule, fortie, fortone, udelade. Naar Du nu ikke har anden Kundskab til hvad Christendom er, end høist den Du faaer ved at høre Præsten, saa kan Du være temmelig sikker paa, at Du vil leve hen, bevaret i fuldkommen Uvidenhed om, hvad der ikke convenerer den officielle Christendom. Det er i den Tilstand, man agter at afgive Dig, døende, til Evighedens Regnskab, hvor det vistnok vil tjene til Din Undskyldning, at Andre nærmest bære Skylden, men hvor det dog bliver Dit Ansvar, om Du ikke har taget den Sag for letsindigt, ved for letsindigt at troe Præsten, maaskee endog fordi han er kongelig autoriseret.

 

17. Fædrelandet Torsdag d. 10. Mai 1855. Nr. 107.

Et Resultat.

 

23de April 1855.

S. Kierkegaard.

 

Ved en Række Artikler i dette Blad har jeg nu, som det hedder i Krigssproget, aabnet og vedligeholdt en levende Ild mod den officielle Christendom og dermed mod Geistligheden her i Landet.

Og hvad har Geistligheden fra sin Side gjort? Den har - ja om jeg end ikke vilde jeg nødtes til at være saa høflig, thi det er sandt - den har iagttaget en betydningsfuld Taushed. Curieust, havde man svaret, var der vel fremkommet meget Intetsigende, maaskee var det Hele blevet intetsigende; nu derimod hvor betydningsfuldt det Hele er blevet ved denne betydningsfulde Taushed!

Hvad betyder da denne betydningsfulde Taushed? Den betyder, at hvad der beskæftiger Geistligheden er: Levebrødet, i ethvert Tilfælde betyder den, at de Geistlige ikke ere Sandhedsvidner, ellers var det utænkeligt, at hele Geistligheden - især efter at dens Hoved høiv. høiærv. Biskop Martensen havde gjort et saa uheldigt Forsøg paa at tale - kunde ville iagttage Taushed, medens det saa aabenlyst blev gjort kjendeligt, at den officielle Christendom er, æsthetisk og intellectuelt, en Latterlighed, en Uanstændighed, christeligt, det Forargelige.

Antaget derimod, at Levebrødet er det, der beskæftiger Geistligheden, saa er Tausheden ganske i sin Orden. Thi paa Levebrødet har jeg i endelig Forstand ikke taget Sigte, og, kjendt som jeg er af Geistligheden, har den meget godt vidst, at Sligt ikke let kunde falde mig ind, at jeg ikke blot ikke er en Politiker, men hader Politik, ja, at jeg maaskee endog var tilbøielig til at kæmpe for Geistligheden, hvis man i endelig Forstand vil angribe Levebrødet.

Altsaa derfor denne fuldkomne Taushed: mit Angreb har egenligen slet ikke beskæftiget Geistligheden d.v.s. det forholder sig ikke til hvad der beskæftiger denne. Tag et Exempel fra - nær havde jeg sagt feil og sagt "en anden Verden" - altsaa tag et Exempel fra den samme Verden: fra Kjøbmandsverdenen. Hvis det var muligt at angribe en Kjøbmand saaledes, at man viste, at hans Varer vare slette - men at dette dog ikke kom til at have mindste Indflydelse paa hans sædvanlige Omsætning af Varer: saa vilde han vel sige: "et saadant Angreb er mig det Ligegyldigste af Alt; thi det om Varerne ere gode eller slette, beskæftiger mig jo ikke i og for sig selv, jeg er jo Kjøbmand, det, der beskæftiger mig, er Omsætningen. Ja, jeg er i den Grad Kjøbmand, at hvis man kunde vise, ikke blot at den Kaffe, jeg sælger, er havareret, bedærvet, men at Det, jeg sælger under Navn af Kaffe, slet ikke er Kaffe - dersom man blot sikkrer mig, at dette Angreb aldeles ingen Indflydelse faaer paa Omsætningen: er et saadant Angreb mig det Ligegyldigste af Alt; hvad kommer det mig ved, hvad det er for Noget Menneskene tylde i sig under Navn af Kaffe, mig beskæftiger kun: Omsætningen."

Og heri har jo Kjøbmanden qua Kjøbmand Ret - og ligeledes Geistligheden i sin Taushed, naar man betragter Geistligheden som Kjøbmandsstand.

Men hvad var det nu jeg i sin Tid protesterede mod? har jeg protesteret mod, at Geistligheden betragtes som Kjøbmandsstand? nei, jeg har protesteret mod, at den vil gjælde for: Sandhedsvidner; med Paastanden paa at være Sandhedsvidne er just Geistligheden allerlængst fra at være Sandhedsvidne, mindst af alle Samfundsclasser Sandhedsvidner.

En tydsk Forfatter har sagt, at den ærligste Samfundsclasse er Kjøbmændene, thi de sige ligefrem, at det er Profiten om at gjøre. Jeg vilde foreslaae en lidt fuldstændigere Scala: den ærligste Samfundsclasse er Aagerkarlene, thi de sige ligefrem: her snydes. Næst dem kommer Kjøbmanden; og sidst vilde komme Phantasi-Stykket af Biskop Martensen: Sandhedsvidnerne. Det var mod Biskop Martensens Phantasterier, jeg protesterede; jeg vendte ikke Sagen saaledes: Geistligheden maa forpligtes til at være Sandhedsvidner; nei, jeg vendte Sagen saaledes: dette Skilt maa de tage ind. Det vilde jo, for at tage et Exempel, afstedkomme stor Forvirring og Uorden, ja i mangt et Tilfælde vel Skade, om Een og hver Anden hittede paa at sætte over sin Dør: praktiserende Læge, og hænge en rød Lygte ud. Samfunds-Ordenen maatte fordre, at alle disse Skilter bleve borttagne. Og saaledes ogsaa med det at have Skilt ude som: praktiserende Sandhedsvidne. Det er som beregnet paa at forhindre Anbringelse af end den mindste Smule Sandhed i denne Verden; thi "hvor der er 1000 Sandhedsvidner, det maa jo være Sandhedens Verden", ganske vist, hvis ikke netop disse 1000 Skilter var den allerfarligste Usandhed i denne - Sandhedens Verden. Lad dem da tage dette Skilt ind; at Geistligheden har Skilt ude, er jo ganske i sin Orden, kun ikke som Sandhedsvidner.

Og at den ikke er Sandhedsvidne, er jo nu ved Indtrykket af et Nærværende gjort synligt for Enhver, der vil see. Antaget, at hvad jeg siger er sandt - hvis Geistligheden havde været Sandhedsvidner, havde den ikke tiet, men erklæret sig for dette Sande; antaget, at hvad jeg siger er usandt - hvis Geistligheden havde været Sandhedsvidner, havde den ikke tiet, men erklæret sig mod dette Usande. Eet derimod havde den, hvis den havde været Sandhedsvidne, ikke gjort, just det den har gjort, den havde ikke ved Taushed seet at skulke sig fra noget Sandt - dersom man antager, at det jeg siger er sandt; eller i Taushed ladet noget Usandt staae ved Magt - dersom man antager, at det jeg siger er usandt.

 

** Efterskrift.

6te Mai.

For at gjøre de Samtidige opmærksomme; for at afskære Geistligheden den Udflugt, at det var Noget, som Ingen læste: har jeg brugt en politisk, udbredt Journal.

I Pagt med Gud som jeg er, uegennyttig som al min Stræben var: tør jeg, ydmyg for Gud, i stolt Selvfølelse have den største Forestilling om den Sag, hvilken jeg har den Ære at tjene, dens Betydning, dens Fremgang, medens jeg rigtignok ogsaa maa have den største Forestilling om dens Vanskelighed; thi hvad var vel vanskeligere, mere til at fortvivle over end at skulle anbringe Idealerne i en ved Klogskab og Charakterløshed fortabt Slægt, hvor derfor ogsaa Præsterne, der - sørgeligt nok at tjene Penge paa den Maade! - leve af den Indbildning, at Alle ere Christne, naar man seer nøiere til, snarere maae siges - sørgeligste Maade at tjene Penge paa! - at leve af, at de Fleste ikke engang gide have den Uleilighed eller ville udsætte sig for det borgerlige Bryderi, der kunde være forbundet med at vedgaae, at de hverken ere eller indbilde sig at være det.

Det er vel nu naaet, at Befolkningen er vidende om Protesten mod, at officiel Christendom er det nye Testamentes Christendom, og at Befolkningen er vidende om Indsigelsen mod, at "Præsten" gjælder for "Sandhedsvidne", da det der beskæftiger han er: Omsætningen.

Dette skulde bringes til almindelig Kundskab saaledes, at man ikke skulde turde driste sig til at sige: det er Noget Ingen har læst; derfor brugte jeg en politisk, udbredt Journal.

 

18. Fædrelandet Torsdag d. 10. Mai 1855. Nr. 107. (Feuilleton.)

En Monolog.

 

... Deri har jo dog aabenbart Studenstrup Ret, at Raad- og Domhuset er en høist anseelig Bygning, og for den Slik, som disse "brave Mænd" ville afhænde den for, det brillanteste Kjøbmandskab vel muligt; det maa baade hans Farbroder i Thy, Alle i Salling, alle kloge Mænd her og der indrømme.

Det der undgaaer Studenstrup er, om disse brave Mænd staae i det Forhold til Raad- og Dom-huset, at de kunne afhænde det. Thi hvis ikke, saa er, om det saa kun var 4 Mk. 8 Sk. meget for dyrt - for Raad- og Dom-huset. Ogsaa Prisbillighed er ikke ubetinget at prise, har sin Grændse; naar man ikke faaer det, man for den uhørte billige Pris kjøber: saa er Prisen ikke billig, men meget dyr.

Saaledes med Christendommen. At en evig Salighed er et uvurderligt Gode, noget langt Betydeligere end Raad- og Dom-huset; at den kjøbt for den Slik, for hvilken Præsterne afhænde den, maa betragtes som et langt, langt, langt brillantere Kjøbmandskab end Studenstrups af Raad- og Dom-huset, indrømmer jeg villigt.

Den eneste Betænkelighed, jeg har, er, om Præsterne staae i det Forhold til Evighedens Salighed, at de kan afhænde den. Thi hvis ikke, saa er, om det saa blot var 4 Mk. 8 Sk., en enorm Pris.

Det nye Testamente bestemmer Saligheds Vilkaaret. Sammenlignet med det nye Testamentes Pris - det er sandt, der fattes mig Udtryk for at betegne, i hvilken Grad sammenlignet hermed Præstens Pris er billig, er Røverkjøb. Men, som sagt, staaer Præsten i det Forhold til Evighedens Salighed, at han kan afhænde den, Du kjøbe den hos ham?

Thi staaer Præsten ikke i det Forhold til Evighedens Salighed, at han kan afhænde den, hvad han jo ikke gjør, da han ikke er vor Herre; og er Præstens Christendom, den officielle Christendom ikke det nye Testamentes Christendom, ikke lignende den mere end Firkanten Cirkelen: hvad hjælper mig saa al hans Prisbillighed? I Henseende til at vinde en evig Salighed kommer jeg, ved at kjøbe hos ham, ikke det mindste nærmere, saa jeg altsaa ved at kjøbe hos ham i det Høieste naaer, at øve, om man saa vil, en Slags god Gjerning, at bidrage ogsaa min Skjærv til, at 1000 studerede Mænd kunne leve med Familie.

Den 6te Mai.

S. Kierkegaard.

 

19. Fædrelandet Tirsdag d. 15. Mai 1855. Nr. 111.

 

Angaaende en taabelig Vigtighed lige over for mig og

den Opfattelse af Christendom, som jeg gjør kjendelig.

 

Skjønt jeg anseer denne Vigtighed for saa taabelig, at der ikke burde tages det mindste Hensyn til den, er det dog maaskee rigtigst, at jeg, for de Manges Skyld, engang siger et Par Ord om den.

At jeg (theologisk Candidat som andre, derhos snart en gammel Forfatter, saa jeg vel kan betragtes at rangere med Præster) ikke skulde være lige saa vidende som nogen Præst eller Professor her i Landet, om hvad man saadan pleier at sige til Forsvar for det Bestaaende og for dettes Christendom: er dog virkelig taabeligt at antage.

Imidlertid har jeg, grundigt som jeg altid gaaer tilværks, i Skrifter af mig selv eller af Pseudonymer udtrykt og beskrevet de forskjellige Stadier, inden jeg naaede hen til der, hvor jeg nu er. Saaledes vil man især hos Pseudonymen Joh. Climacus finde, hvad der omtrent kan siges til Forsvar for den Art af Christendom, som vel nærmest maatte være det Bestaaendes, finde det og saaledes beskrevet, at jeg endda nok gad see, om nogen Samtidig her i Landet kan gjøre det bedre.

Hvor taabeligt da, lige over for mig og for hvad jeg nu siger, i en belærende Tone med stor Vigtighed at foredrage Det - ja, Det, som jeg har gjort færdigt, lagt bag ved mig, for at naae længere frem i Retning af, om jeg saa tør sige, at opdage det nye Testamentes Christendom! Man misforstaae mig ikke; jeg finder det ikke taabeligt, at man har den Anskuelse af Christendommen, hvilken jeg, efterat have gjort den kjendelig, har ladet bag mig; men jeg finder det taabeligt, at man i en belærende Tone med stor Vigtighed vil foredrage den lige over for mig, vil tale om, at jeg mangler Skarpsindighed til at see, til at see - Det, som man vil finde fremstillet i mine Skrifter vistnok altid lige saa skarpsindigt som den Vedkommende, der siger det mod mig, formaaer det.

At jeg skal nævne en Repræsentant for denne taabelige Vigtighed, vil jeg nævnte Dr. Zeuthen. Han har, som det synes, sat sig ned i "Evangelisk Ugeskrift", og foredrager nu leilighedsvis med stor Vigtighed belærende, hvad Dr. Z. kunde have læst f.Ex. i "Afsluttende Efterskrift". Dog foredrages det belærende for mig af Dr. Z., der altsaa har den Skarpsindighed, hvilken jeg, efter hans Forklaring, mangler - en beskeden Fornøielse, om den dog i en anden Forstand maaskee hverken er beskeden eller ydmyg, hvad Dr. Z. selv bedst maa vide, der, i Egenskab af Forfatter, som bekjendt, hovedsageligen har kastet sig paa den Materie om Beskedenhed og Ydmyghed, dog naturligvis uden at forskylde nogen "Ensidighed", som f.Ex. den, at Theori og Praxis var i Overensstemmelse.

Det var det Ord, jeg vilde sige. Man kan læse mine Skrifter. Vil man det ikke, kan man ogsaa lade det være. Men jeg agter virkelig ikke at gjennemgaae Lectien forfra med Enhver, der endog belærende vil foredrage, hvad jeg har afhandlet.

Blot Eet endnu, da jeg har Pennen i Haanden. At man ved den Art Christendom, som Biskop Mynster og nu Biskop Martensen repræsenterer, kan charmant bedaare sig selv og derpaa i denne Verden, hvis Opfindelse den er, gjøre glimrende Carriere: jeg indrømmer det, har aldrig betvivlet det. Kan nu Nogen skaffe mig en Efterretning fra den anden Verden - hvis saa den lyder paa, at den Art Christendom ogsaa der kjendes det nye Testamentes Christendom at være: saa fægter jeg for et Phantom, og er en Nar. Men saa bliver der dog Een, jeg tager med mig, Gud i Himlene, hvis Ord jo er det nye Testamente, thi i saa Fald er denne Gud, Sandhedens Gud, den største Løgner af os alle.

April 1855.

 

Disse Linier havde jeg skrevet i Slutningen af April. Men, tænkte jeg, det har jo ingen Hast med at lade dem trykke, maaskee kan der ogsaa komme en yderligere Anledning.

Denne er ikke udeblevet. Thi som jeg seer har nu ogsaa "Evangelisk Ugeskrifts" Dr. Bartholo (Zeuthen) fundet sin takkende Basil: en Anonym i "Kjøbenhavnsposten", der vil afvæbne mig med Zeuthens i forskjellige Artikler indblandede Strøbemærkninger, til hvilke jeg har tiet. Der er heri som i alt Usandt noget Sandt; det Sande er, at jeg har med Taushed forbigaaet Dr. Z.s Strøbemærkninger. Dette Sande og den Omstændighed, at Dr. Z.s Yttringer findes i et Ugeskrift, der vel kun læses af Theologer, benyttes saa til at frembringe en phantastisk Virkning, som var det, Dr. Z. foredrager, noget saare Betydeligt; maaskee kan det ogsaa lykkes at narre Nogen paa den Maade.

Med Anonymen i "Kjøbenhavnsposten" skal jeg ikke videre indlade mig; men lad mig benytte Leiligheden til at minde om det sande Sammenhæng med mig og min Optræden i en Journal. Jeg er ikke en aldeles ubekjendt Person, der skriver en Avisartikel, og nu bør finde sig i paa aldeles lige Vilkaar at discutere med enhver anonym Skriverkarl. Nei, Talen er her om en Sag, som i een Forstand er gjort færdig i en hel Literatur af betydelige Skrifter, til hvilke mine Skrifter jeg maa vise dem, der virkelig have Interesse, tilbage. Det var af religieus Grund jeg bestemte mig til at bruge en udbredt, politisk Journal: for at gjøre Menneskene opmærksomme. Dette har jeg religieust forstaaet som min Pligt, gjør det ogsaa med Glæde, om det end er mig meget imod; men jeg skal, ydmyg for Gud, i stolt Selvfølelse, som jeg tør og som jeg skal have den, nok afværge, at det da ikke bliver altfor kammeratligt imod Enhver, der saadan skriver i en Avis.

13de Mai 55.

S. Kierkegaard.

 

20. Fædrelandet Onsdag d. 16. Mai 1855. Nr. 112.

Til det nye Oplag af "Indøvelse i Christendom".

 

Denne Bog har jeg ladet udgaae i et aldeles uforandret Oplag, fordi jeg betragter den som et historisk Actstykke.

Hvis den nu skulde være udgaaet, nu da baade Pietets-Hensynet til den afdøde Biskop er bortfaldet, og jeg, ogsaa ved at have ladet denne Bog første Gang udgaae, har forvisset mig om, at det Bestaaende, christeligt, er uholdbart: vilde den være bleven forandret saaledes:

den var ikke bleven af en Pseudonym men af mig, og det tre Gange gjentagne Forord var bortfaldet, selvfølgelig ogsaa Moralen til Nr. 1, hvor Pseudonymen vender Sagen saaledes, som jeg personligt gav det Medhold ved Forordet.

Min tidligere Tanke var: skal det Bestaaende kunne forsvares, er dette den eneste Maade: ved digterisk (derfor af en Pseudonym) at anbringe Dommen over det, ved saa at trække i anden Potens paa "Naaden", saa det blev Christendom, ikke blot ved "Naaden" at finde Tilgivelse for det Forbigangne, men ved Naaden et Slags Aflad fra den egenlige Christi Efterfølgelse og den egenlige Anstrængelse ved det at være Christen. Paa den Maade kommer der dog Sandhed ind i det Bestaaende, det forsvarer sig ved at dømme sig selv, det vedgaaer den christelige Fordring, gjør Tilstaaelse sig selv betræffende om sin Afstand og uden at kunne kaldes en Stræben i Retning af at komme Fordringen nærmere, men henflyer til Naaden, "ogsaa i Forhold til den Brug, man gjør af Naaden".

Dette var i mine Tanker den eneste Udvei til, christeligt, at forsvare det Bestaaende; og for ikke at forskylde paa nogensomhelst Maade at gaae for hurtigt tilværks, vovede jeg at give Sagen den Vending, for saa at see, hvad den gamle Biskop vilde gjøre derved. Hvis der var Kraft i ham, maatte han gjøre Eet af To: enten afgjort erklære sig for den Bog, vove at gaae med den, lade den være Forsvaret, der afværger, hvad Bogen digterisk indeholder, Sigtelsen mod hele den officielle Christendom, at den er en Øienforblændelse "ikke en sur Sild værd"; eller saa afgjort som muligt kaste sig mod den, stemple den som et gudsbespotteligt og vanhelligt Forsøg og erklære den officielle Christendom for den sande Christendom. Han gjorde ingen af Delene, han gjorde Intet; han saarede blot sig selv paa Bogen; og mig blev det tydeligt, at han var afmægtig.

Nu derimod er jeg ganske enig med mig selv om et Dobbelt: baade, at det Bestaaende er, christeligt, uholdbart, at hver Dag det bestaaer, christeligt, er Forbrydelse; og at paa den Maade har man ikke Lov til at trække paa Naaden.

Tag derfor Pseudonymiteten bort; tag det tre Gange gjentagne Forord bort og Moralen til Nr. 1: saa er Indøvelse i Christendom, christeligt, Angrebet paa det Bestaaende; men af Pietets-Hensyn til den gamle Biskop, og af forsigtig Langsomhed blev det skjult i Skikkelse af: det sidste Forsvar for det Bestaaende.

Forresten veed jeg meget godt, at den gamle Biskop saae i denne Bog Angrebet; men, som sagt, afmægtig valgte han Intet at gjøre uden høist at fordømme den i Dagligstuen, men ikke engang i privat Samtale med mig, og det uagtet jeg bad ham derom, efter at det, med hans Samtykke, var mig forebragt, hvad han dømte i Dagligstuen.

April 1855.

S. Kierkegaard.

 

20.1. Dette skal siges; saa være det da sagt.

Af S. Kierkegaard.

 

"Men ved Midnat skete Anskrig."

Matth. 25, 6.

 

Dec. 1854.

Dette skal siges; jeg forpligter Ingen til at gjøre derefter, dertil har jeg ikke Myndighed. Men ved at have hørt det er Du gjort ansvarlig, og maa nu paa eget Ansvar handle, som Du mener at kunne forsvare det for Gud. Maaskee skal Een høre saaledes, at han gjør hvad jeg siger, en Anden saaledes, at han forstaaer det som Gud velbehageligt, mener at vise Gud en Dyrkelse ved at deeltage i at løfte et Skrig mod mig: ingen af Delene vedkommer mig; mig vedkommer kun, at det skal siges.

 

Dette skal siges; saa være det da sagt:

Hvo Du end er, hvilket Dit Liv forresten, min Ven, - ved (hvis Du ellers deeltager i den) at lade være at deeltage i den offentlige Gudsdyrkelse som den nu er (med Paastand paa at være det nye Testamentes Christendom) har Du bestandigt een og en stor Skyld mindre, Du deeltager ikke i at holde Gud for Nar ved at kalde det nye Testamentes Christendom hvad der ikke er det nye Testamentes Christendom.

 

Hermed - ja, o Gud skee nu hvad Din Villie er, uendelige Kjærlighed! - hermed har jeg talet. Skulde en tvetydig Klogskab, der bedst veed med sig selv Sammenhænget, finde det klogest, om muligt, at lade som Ingenting: jeg har dog talet - og det Bestaaende dog maaskee tabt; thi man kan ogsaa tabe ved at tie, især naar Forholdet er, som det er, at ikke Faa veed mere eller mindre tydeligt hvad jeg veed, kun at Ingen vil sige det; thi naar saa er, behøves blot Een, et Offer, Een til at sige det - og nu er det sagt!

 

Mai 55.

Ja, saaledes er det, den officielle Gudsdyrkelse er (med Paastanden paa at være det nye Testamentes Christendom), christeligt, et Falsum, et Falsk.

Men Du, Du menige Christen, Du aner, gjennemsnitsviis taget, vistnok Intet, Du er ganske bona fide, godtroende i den Overbeviisning, at Alt er i sin Rigtighed, er det nye Testamentes Christendom; dette Falsk ligger saa dybt, at der vel endog ere Præster, som ganske bona fide leve hen i den Indbildning, at Alt er i sin Rigtighed, er det nye Testamentes Christendom. Thi dette Falsk er egentligen det i Aarhundredernes Løb afstedkomne Falsum, hvorved Christendom lidt efter lidt er blevet lige det Modsatte af hvad den er i det nye Testamente.

Saa gjentager jeg: dette skal siges: ved at lade være at deeltage i den offentlige Gudsdyrkelse som den nu er har Du (hvis Du ellers deeltager i den) bestandigt een og en stor Skyld mindre: Du deeltager ikke i at holde Gud for Nar.

Det er en Vei fuld af Farer, ad hvilken Du gaaer Evighedens Regnskab imøde - det samme siger tildeels "Præsten". Men der er een Fare han glemmer at omtale og advare mod, den Fare, at Du lader Dig fange eller at Du er fanget i det uhyre Sandsebedrag, som Staten og Præsten have anbragt, indbildende Menneskene, at dette er Christendom. Vaagn derfor op, vogt Dig, at Du ikke mener at betrygge Dig det Evige ved at deeltage i hvad der kun er ny Synd. Vaagn op, see Dig for; hvor Du end er, saa meget kan Du skjønne, at den, som her taler, ikke taler for at tjene Penge, thi han har snarere givet Penge til, ei heller for at vinde Ære og Anseelse, thi han har frivilligt udsat sig for det Modsatte; men naar saa er, kan Du ogsaa forstaae, at dette betyder, at Du bør blive opmærksom.

 

** Følgeblade.

 

d. 9. April 1855.

Saa omhyggeligt som der hidtil er blevet skjult over, hvilken min Opgave kunde blive, saa forsigtigt som jeg er bleven bevaret i den uigjennemtrængeligste Ukjendelighed: saa afgjørende skal jeg ogsaa nu, da Øieblikket er kommet, gjøre det kjendeligt.

Det Spørgsmaal om hvad Christendom er, og dermed igjen Spørgsmaalet om Stats-Kirke, Folke-Kirke, hvad man nu vil kalde det, Sammensmeltningen eller Sammenholdet af Kirke og Stat skal bringes til den yderste Afgjørelse. Det kan og skal ikke gaae som det Aar efter Aar gik under den gamle Biskop "det holder vel nok, saa længe jeg lever", ei heller som den nye synes at ville ved at forstaae vor Tid som et stort Interimistisk, hvilket paa anden Dansk atter er: det holder vel nok saalænge jeg lever.

At blive anstrenget saaledes som jeg er og maa blive det, er visselig ikke Noget, man, menneskelig talt, kan kalde ønskeligt, om jeg dog i en langt høiere Forstand maa takke Styrelsen derfor som for den største Velgjerning. At blive anstrenget saaledes som Samtiden maa blive det, naar Sagen skal tages afgjørende, forstaaer jeg meget godt er Noget, man, menneskelig talt, ikke kan ønske, Noget man næsten for enhver Priis ønskede at undgaae, hvis man ikke lærer at opløftes ved Tanken om, at det Afgjørende dog i en langt høiere Forstand er det mest Velgjørende. Det er min fuldkomne Overbeviisning, at det kunde være undgaaet, at Afgjørelsen kunde være drevet over endnu een Slægt, hvis ikke den afdøde Biskop havde været som han var, hvis hans hele Forhold til mig ikke havde været en med hvert Aar mere oprørende Usandhed; det er min Mening, at det maaskee kunde være undgaaet, og Afgjørelsen drevet over endnu een Slægt, hvis ikke den nuværende Kluddrer - ved saadanne Forretninger, som jeg har, bruger man Ordene sandt som en beskrivende Naturforsker, Complimenter have ikke hjemme her - ikke havde slaaet saa stort paa, at jeg med Modsætningens Nødvendighed maatte føre Sagen til det Yderste. I ethvert Tilfælde nu er det afgjort: Sagen, Spørgsmaalet skal føres til den yderste Afgjørelse.

Det Eneste, jeg kunde ønske saa tidligt som muligt at faae en Viden om, er, om Regjeringen er af den Mening, at Christendom (eller hvad der dog kalder sig Christendom, og, in parenthesi, bemærket, hvis det ønsker sig slig Hjælp, ogsaa derved angiver sig selv ikke at være det nye Testamentes Christendom) skal forsvares ved Brugen af juridisk Magt eller ikke.

Man misforstaae mig ikke, som var det min Tanke, hvis dette var Regjeringens Mening, saa at ville holde min Mund, gaae om ad en anden Gade. Paa ingen Maade. Vistnok kan det for et Menneske med min Helbred, og naar man paa Grund af en ulykkelig legemlig Svaghed i ganske særlig Grad trænger til Motion, det kan være en betænkelig Sag, Noget at gyse tilbage for, Tanken om Arrest o.D. Men jeg tør ikke vige; mig tvinger en høiere Magt, der vistnok giver Kræfter, men ogsaa ubetinget vil lystres, ubetinget, blindt som Soldaten Commandoen, om muligt med det Uvilkaarliges Præcision som Rytter-Hesten lystrer Signalet.

Man misforstaae mig heller ikke saaledes, som var det paa nogen Maade min Agt, hvis der fra Regjeringens Side toges slige Forholds-Regler mod mig, da, om muligt, ved Hjælp af Folke-Bevægelse see at contrademonstrere: paa ingen Maade. Det er jeg saa langtfra, at jeg forstaaer det som min Opgave at afværge, saavidt muligt, Sligt, jeg der aldeles Intet har med Folke-Bevægelser at gjøre, men, om muligt, renere end den reneste Jomfrue i Danmark er bevaret reent i Enkelthedens Særskilthed.

Men jeg ønskede blot at faae at vide, om min Opgave vil blive at væbne mig med Taalmod og Sinds-Ro i Retning af Proces, Arrest o.D., eller om Regjeringen er af den Mening, at Christendom maa forsvare sig selv, og at 1000 Præster med Familie lige over for bogstavelig eet eneste Menneske kan ansees for at være tilstrækkelig physisk Magt, et næsten umenneskeligt Forhold, saa Staten snarere - thi Spøgen kan jeg dog aldrig glemme, end ikke naar jeg taler om mit Livs største Afgjørelse - burde give mig nogle Betjente til Hjælp mod disse 1000 Præster, formene dem at virke masseviis mod mig, sætte nogle af de allerværste Vrøvlehoveder fast, naar de forskyldte tredie Gang at maatte tiltales for Vrøvl, og paa anden Maade bidrage til, at Spørgsmaalet om hvad Aand er (og Christendom er jo Aand) blev saavidt muligt afgjort ved Aand.

Cultus-Ministerens sunde Blik vil det ikke kunne undgaae, at jeg ikke i fjerneste Maade støder foruroligende sammen med nogensomhelst borgerlig Indretning; og physisk Magt kan jo et bogstaveligen enkelt Menneske aldrig blive. Jeg betaler Præste-Penge som enhver Anden; jeg formaner Enhver, for hvem mine Ord have Betydning, at bære sig ad som jeg; og jeg er fast besluttet ikke at indlade mig med noget Menneske, om hvem jeg erfarer, at han borgerligt gjør Præsten end det mindste Bryderi. Det er, christeligt, et Galimathias vi leve i; men det er ikke Noget, som de nulevende Præster have bevirket, nei, det gaaer langt tilbage i Tiden. Dog, Skyldige ere vi i Grunden alle, forsaavidt fortjene vi ogsaa alle Straf; men det var dog virkelig en meget naadig Straf at slippe med at forsørge den faktisk givne Besætning af Præster.

 

d. 11. April 1855.

I Qvaler, som sjeldent et Menneske oplevede dem, i Aands-Anstrengelse, der i Løbet af 8 Dage vel vilde berøve en Anden Forstanden, er jeg saa rigtignok ogsaa: Magt, unegteligt en for et stakkels Menneske forførerisk Bevidsthed, dersom Qvalen og Anstrengelsen ikke i den Grad var det Overveiende, at ofte nok mit Ønske er Døden, min Længsel Graven, min Begjering, at mit Ønske og min Længsel snart maatte opfyldes. Ja, o Gud, dersom Du ikke var Almagten, der almægtigt kunde tvinge, og dersom Du ikke var Kjerligheden, der uimodstaaeligt kan røre: paa intet andet Vilkaar, for ingen anden Priis kunde det noget Secund falde mig ind at vælge det Liv, som er mit, atter forbittret ved hvad der er uundgaaeligt for mig, det Indtryk jeg maa faae af Menneskene, og ikke mindst af deres misforstaaende Beundring. Enhver Skabning befinder sig bedst, kan egentlig kun leve i sit Element, Fisken ikke i Luften, Fuglen ikke i Vandet - og lad Aand skulle leve i Aandløshedens Omgivelse, det er at døe, qvalfuldt at døe langsomt, saa Døden er en salig Lindring. Dog Din Kjerlighed, o Gud, bevæger, Tanken om at turde elske Dig begeistrer mig til - under Muligheden af almægtigt at tvinges - glad og taknemmelig at ville være, hvad der er Følgen af at være elsket af Dig og at elske Dig: en Offret, offret paa en Slægt, for hvem Idealerne er en Narrestreg, et Intet, det Jordiske og Timelige Alvoren, en Slægt, hvem verdslig Klogskab i Skikkelse af Christendoms Lærer har skammelig, i christelig Forstand, demoraliseret.

 

21. Fædrelandet Lørdag d. 26. Mai 1855. Nr. 120.

At Biskop Martensens Taushed er 1) christeligt uforsvarlig; 2) latterlig; 3) dum-klog; 4) i mere end een Henseende foragtelig.

 

1) At den, christeligt, er uforsvarlig. Det er, som ogsaa en Apostel indskærper, en Christens Pligt altid at være villig til at forsvare sig betræffende det Haab, som er i ham d.v.s. betræffende sin Christendom. Og hvor ganske i sin Orden; en Christen, denne Sandhedens Elsker og Tilhænger, skulde han ikke altid være villig til at klare for sig og sin Anskuelse, altid rede til at vidne for det Sande og mod det Usande, afskyende mest af Alt ved Taushed at skulke sig til Noget eller fra Noget!

Og nu en christelig Biskop, og Landets øverste Biskop! Landets øverste Biskop; det er ham Menigheden seer hen til, af ham venter den Veiledning, ham stoler den paa, at han vil vidne mod det Usande og erklære sig for det Sande.

Og hvorledes bærer saa denne Landets øverste Biskop sig ad? Omtrent som Drengene Nytaarsaften, der benytte Leiligheden naar de see deres Snit til at kaste en Potte paa Folks Dør, og saa afsted, om ad en anden Gade, at Politiet ikke skal faae fat i dem: saaledes mente Biskop Martensen i det store Hurlumhei ved Anledning af min Artikel om Biskop Mynster at see sit Snit og kastede en Skarnfjerding af Skjeldsord og Grovheder over mig - og saa afsted. Fra det Øieblik iagttog han den dybeste Taushed, og det uagtet det egenligen først ret for Alvor begyndte efter den Tid; thi med hver senere Artikel i "Fædrelandet" er Sagen egenligen bleven langt alvorligere end det om jeg virkelig havde traadt en afdød Mand for nær.

Men Biskop Martensen iagttager den dybeste Taushed. Og det uagtet han er bleven opfordret til at yttre sig. Eiheller denne Opfordring besvarede han, hvorimod der kom en anonym Artikel i "Berlingske Tidende", som fraraadede Biskop Martensen at svare paa hin Opfordring.

Og dette (der erindrer om Leporello og hans Replik: jeg svarer ikke, hvem det saa er) dette skal være forsvarligt for et Sandhedsvidne, en christelig Biskop, Landets øverste, paa hvem Menigheden kan forlade sig! Nei, en saadan Taushed er, christeligt, uforsvarlig, og en saadan Jammerlighed er, christeligt, langt værre end om Biskoppen var forfalden til Drik.

2) Den er latterlig. Overalt hvor det Latterlige er, lærer en af mine Pseudonymer, er ogsaa en Modsigelse. Saaledes nu med Taushed. En Taushed kan have mange forskjellige Egenskaber i Retning af Godt eller Ondt, men latterlig er Taushed, naar den har den forbistrede Egenskab at den: taler. Dette er meget latterligt: en Taushed, der taler, taler ganske høit, og siger, saa Enhver kan høre det, hvad den skjuler, siger, hvad man just vil skjule ved Hjælp af Tausheden. Som naar Grevinde Orsini siger til Marinelli: "jeg vil hviske Dem Noget" og derpaa raaber ganske høit hvad hun vil sige: saaledes raaber denne Taushed ganske høit hvad den skjuler. Som det at gjøre sig usynlig ved Hjælp af at tage en hvis Pind i Munden - hvorved kun opnaaes, at der sees det mere, at man har en hvid Pind i Munden: saaledes raaber denne Taushed høiere end den høitideligste Forklaring af Biskoppen: jeg er i Vinden. Det raaber den saa tydeligt, at det kan høres ikke blot af de Indsigtsfuldere, men at Folket, den menige Mand kan forstaae det; og raaber det saa høit, at det kan høres ind i et Naborige.

3) Den er dum-klog. Den er ikke simplement dum, nei, den er dum ved at ville være klog, dum-klog. Det er ligesom naar der er Noget en Lærer ikke veed, hvilket jo meget godt kan hænde - og han da ikke selv ligefrem siger: "jeg veed det ikke", men, klogt, vil lade som vidste han det, og Disciplene nu paatage sig i al Stilhed i Forhold til hvad de slutte heraf at subtrahere fra hans Anseelse. Det skal formentligen være saa klogt med denne Taushed; men det er dog en Dumhed; thi med hver Dag Biskop Martensen tier, subtraheres der i al Stilhed fra hans Anseelse. Selv om en Taushed ikke har den fatale Egenskab, at den forraader hvad den skjuler, der skal dog en i mange Aar erhvervet og hævdet Anseelse til for at kunne holde ud, naar det ikke er en ganske ubetydelig Person, der er Modparten. Og her er det en Begynder paa Bispestolen, og en Begynder, der begyndte saa uheldigt som Biskop Martensen med sin Tale i "Berlingske Tidende"; og den anden Part er en ham, intellectuelt og literairt, i det mindste fuldkommen Ligeberettiget, kun at jeg ikke har den, christeligt, latterlige Egenskab at vare Conferensraad og tjene mange Tusinder i Gage.

Nei, denne Taushed er dum-klog. Det seer endogsaa De, som dog ikke have den sande Maalestok for hvad denne Taushed har at betyde.

Thi Biskop Martensen og jeg vi ere, som man siger, hinanden ikke ganske ubekjendte. Det er mange Aar, at det literairt har været et Mellemværende. Men saalænge den gamle Biskop levede, der nu engang var en saadan Ven af Stilhed, vaagede jeg (ogsaa af Pietet for en afdød Fader) fra min Side over, at det kunde gaae stille af. Det gik ganske stille af med det om Systemet, hvor Biskop Martensen ikke trak det længste Straa. Jeg vilde ikke angribe ham med hans Navn - og Biskop Martensen iagttog Taushed. Selv da den, der vel maatte betragtes som den for Biskop Martensen Farligste til at sige det, selv da Prof. Nielsen paa Prent lod ham forstaae, at min Pseudonym havde gjort det af med ham, hvad saa den næst Prof. Nielsen vel ham farligste til at sige det, Dr. Stilling, atter paa Prent lod ham forstaae, og hvad saa senere er blevet ham sagt paa Prent ganske lige ud. Martensen iagttog Taushed.

Saa troede han, at jeg havde forløbet mig ved at tale om Biskop Mynster, at Stemningen var mig imod, og man saae nu af hans Artikel, hvor gjerne han vilde overøse mig med Grovheder, altsaa hvor gjerne han vilde tale, naar han blot troede, at han kunde komme i Fordelen.

Og saa vil han igjen indtage Tausheden! Ja, som dum-klog Taushed fortjener denne Taushed at nævnes den martensenske Taushed, forskjellig fra en Brutus, en Oraniens Taushed.

4) Den er i mere end een Henseende foragtelig. Jeg vil kun fremhæve to Punkter. Naar man er Mand, er det foragteligt ikke at bære sig ad som en Mand, ikke mandigt at træde Faren under Øine, vinde eller tabe afgjort, men see at skulke sig fra det. Og det er dobbelt foragteligt, naar man af Staten lader sig lønne for at indtage en styrende Stilling, og maaskee forresten spiller Styrende.

Og denne Taushed er foragtelig, fordi den er som beregnet paa at kunne betyde det Forskjellige, alt i Forhold til Udfaldet.

Verdslig Klogskab lærer: "med et Phænomen indlader man sig aldrig". *8) Og jeg skal vel sortere under Bestemmelsen: Phænomen: jeg er jo af disse Uensartetheder, som ikke have gjort deres Stræben maalbar for Embede o.desl.

Altsaa man tier. Viser det sig da, at Phænomenet trænger igjennem - ih, bevares, man har jo Intet sagt, Ens Taushed var Respect, eller maaskee "christelig Resignation" - hvad Prof. Nielsen uheldigt spillede Martensen i Haanden, uden engang at iagttage den Forsigtighed, saa da i det mindste at lade Biskop Martensen tilbagekalde sine Grovheder; thi ellers er det en egen Ting med den christelige Resignation, der tier efter at have udøst alle Grovheder, en saadan Resignation er omtrent som den Anger over at have stjaalet, der beholder Tyvekosterne. - Viser det sig derimod, at Phænomenet ikke trænger igjennem - ja, saa var Ens Taushed Overlegenhed, hvad man, for at svække Phænomenet, søger, saalænge Udfaldet er kritisk, saa godt man kan at gjøre den til.

Hvor foragtelig er ikke en saadan Taushed, der i Stedet for at handle, vil see at afvente Udfaldet, for saa at tilsnyde sig, hvad Ens Taushed har betydet!

S. Kierkegaard.

 

** Efterskrift.

Det er, religieust, Sag jeg har at forfølge; derfor maa jeg gjøre, hvad jeg gjør, enten det personligt er mig med eller imod.

Jeg forstaaer meget godt, at naar man, i en saa ung Alder som Biskop Martensen, har - ja, naar jeg tænker paa det nye Testamente og Eden er det satirisk nok! - har været saa lykkelig (!) at gjøre en saa glimrende (!) Carriere (!), jeg forstaaer meget godt, at man saa kan ønske Ro (men det nye Testamentes Christendom er just Uro) for at nyde (men det nye Testamentes Christendom er at lide) dette Jordiske: de rige Indkomster, den høie Anseelse i Samfundet, Behageligheden af at have Indflydelse paa mange Menneskers Velfærd. Jeg forstaaer ogsaa meget godt (og dette tjener jo i een Forstand ikke til Biskop Martensens Forkleinelse), at Biskop Martensen ikke kunde ville være fræk nok til offenligen med sit Navn og som Biskop, at erklære den officielle Christendom det nye Testamentes Christendom at være eller endog blot en Stræben i Retning deraf, og at han forsaavidt maatte (thi han gjorde jo rigtignok først et for Tausheden høist uheldigt Forsøg paa at tale) komme til det Resultat, at Taushed var for ham den eneste Udvei eller Udflugt. Men deraf følger ikke, at jeg tør tie til denne Taushed eller til, hvad den, om end afmægtigt, dog maaskee uforskammet tilsigter, at et Menneske, der af Styrelsen ganske særligen tidligt var udseet og langsomt blev opdragen til særlig Gjerning - og dette er mit Tilfælde - et Menneske, som med en i vore Forhold vel næsten eneste Uegennyttighed, Anstrængelse, Flid kun har villet Eet, skulde - maaskee ogsaa til Løn for, at han redeligt har forsaget at eftertragte det, christeligt, Mislige: Profiten, Rang, Titel, Orden osv. - komme til at gjøre Indtrykket af en Slags Skraaler, hvem den høie Geistlighed ikke fandt et Svar værd, saa den menige Mand, i Tillid til den høie Geistlighed, kunde mene sig berettiget til at slutte, at hvad denne Skraaler siger - det han siger er rigtignok, christeligt, den maaskee mest berettigede Indsigelse, som nogensinde er gjort! - er Vrøvl, hvad man jo allerede har søgt at faae anbragt. Det var i "Dagbladet", en Anonym - formodentlig en Sjælesørger! Selv var han rigtignok saa god at indrømme mig "store Evner", men han fik det dog sagt, at for den menige Mand stiller hvad jeg siger sig som "Vrøvl". Retsindige, redelige, samvittighedsfulde Sjælesorg: siig, at den menige Mand siger det - for at faae ham til at sige det! Jeg er imidlertid af en anden Mening, jeg der dog maaskee ogsaa nok kjender den menige Mand. Thi ikke sandt, Du menige Mand, det kan Du meget godt forstaae - jeg mener, at just Du kan langt lettere og bedre forstaae det, end demoraliserede Præster og en fordærvet Fornemhed - ikke sandt, dette kan Du ypperligt forstaae, at Eet er at forfølges, mishandles, hudflettes, korsfæstes, halshugges o.D., et Andet, comfortabelt indrettet, med Familie, jevnt avancerende, at leve af at skildre, at en Anden blev hudflettet o.s.v. - men dette er ogsaa en forskjel mellem det nye Testamentes Christendom og den officielle.

Skulde der nu, som i Anledning af Prof. R. Nielsens Artikler, atter her, maaskee endog fra Norge, komme i "Berlingske Tidende" anonyme Artikler, der fraraade Biskop Martensen at indlade sig, saa vil vel efterhaanden Befolkningen forstaae, hvad Sligt har at betyde og være Biskop Martensen forbunden for det Bidrag, han kommer til at yde til den offenlige Moro ved Hjælp af anonyme Artikler, der fraraade ham at indlade sig. Eller skulde Biskop Martensen (hvad jeg hører skal være Tilfældet med enkelte Præster her i Byen) vælge, i en Kirke at sige Et og Andet: da er det ikke min Skyld, om det vel maa ende med, at man kommer til at lee i Kirken, thi, comisk betragtet, er denne Fremgangsmaade et høist værdifuldt Bidrag til at oplyse, hvad "Sandhedsvidnerne" forstaae ved at "vidne".

Man misforstaae mig ikke, som var det min Tanke med hvad jeg her skriver, at ville foranledige Biskop Martensen til en Discussion, menende, at saa vilde vi faae noget meget Vigtigt og Belærende at vide. Paa ingen Maade; i saa Henseende er jeg væsenligen færdig med Biskop Martensen, veed godt, hvad her er inde. Nei, men Biskop Martensen er jo Kirkens øverste Geistlige; ham skyldes det, at det lykkedes mig at faae Ram paa dette om "Sandhedsvidnerne" - og, som jeg har sagt, det er, religieust, Sag jeg har at forfølge: derfor er det min Pligt at benytte ogsaa hvad der skeer, til at gjøre det synligt, saa Enhver, der vil see, kan see, 1) hvorledes det egenligen hænger sammen med disse "Sandhedsvidner", at hvad der beskæftiger dem ikke er Sandheden, men at frembringe eller opretholde et Skin; 2) hvilke usle Midler der bruges, hvorfor det vel ogsaa vil ende med, at det mislykkes; 3) at Spørgsmaalet om det kirkelige Bestaaende ikke er religieust, men et Penge-Spørgsmaal, at det, der holder det Bestaaende, er de 1000 kongelig autoriserede Lærere, som holde paa det Bestaaende i Egenskab af Actionairer, der ganske rigtigt tie til hvad jeg taler om; thi jeg har jo ikke Magt til at tage deres Indkomster fra dem; 4) hvorvidt Den har fuldkommen Grund til og Ret i at være rolig og ubekymret, Den, der i Salighedens Sag stoler paa "Sandhedsvidnerne".

Endeligen; hvad der for Sagen var det Ønskelige (og saa ønskeligt, at jeg mistvivlede om det; thi jeg var fuldkommen forberedt paa, at Biskop Martensen vilde lige fra Begyndelsen iagttage Taushed) er naaet. Det gjaldt om at faae Biskop Martensen blot een eneste Gang til at tale, for at hvo der vil see, kunde have en Maalestok for, hvad Kræfter han har, naar det kommer til Stykket. Det skete. Saa gjaldt det, om muligt, at forcere ham tilbage i Taushed. Det skete. Lad ham nu kun spille klog ved Taushed; naar man veed, hvad hans Talen har at betyde, veed man ogsaa, hvad hans Taushed har at betyde; han naaer ved sin Taushed maaskee og vel neppe nok at narre sig selv, men Ingen, der vil see - hvad han ærligt har fortjent.

 

22. Noter.

*1) Dog maaskee er dette ved Biskop Mynsters mangeaarige Christendoms-Forkyndelse bragt i Glemsel. Thi ogsaa dette er, og en capital Mislighed ved hans Forkyndelse, ikke det, at han selv var Embedsmand, - christeligt trækker dettte fra - Forkyndelsen, hans egen glimrende, paa Nydelser rige, Carriere, nei, ikke det, men det, at han vilde autorisere den Art Forkyndelse til den sande christelige, og derved, i Fortielse, gjøre den sande christelige (den af lidende Sandhedsvidner) til en Overdrivelse, i Stedet for omvendt, at gjøre Christendommen den Tilstaaelse, at den Forkyndelse, han repræsenterede, er Noget, som maa ved Aflad og Indulgens indrømmes os almindelige Mennesker, Noget, vi almindelige Mennesker hjælpe os med, fordi vi ere for selviske, for verdslige, for sandselige til at due til mere, Noget, som vi almindelige Mennesker hjælpe os med, og som saaledes forstaaet, saa ingenlunde - alle falske Reformatorer til Trods! - skal indbildsk og opblæst vrages, tvertimod respecteres.

 

*2) Denne Artikel er, som man vil see, af Dato 28de Decbr., var indleveret til "Fædrelandet", da jeg samme Aften, til min Overraskelse, af "Berlingske Tidende" Nr. 302 seer, at Biskop Martensen altsaa dog ikke, hvad jeg var forberedt paa, har en lignendeaa, har en lignende Eiendommelighed i Forhold til korte Artikler af mig, som den han i sin Tid oplyste at have i Forhold til hele "den vidtløftige Kierkegaardske Literatur", en Eiendommelighed, der forhindrede ham i at gjøre bekjendt med den. Det var det, jeg saae; hvad jeg derimod hverken saae eller seer, er hvad hans Artikel skal gavne til, en Artikel, der virkeligen ikke gjør noget udførligere Svar fornødent, da den Intet forandrer i Sagen. Biskop Martensen vil paastaae, at jeg har gjort Sandhedsvidne og Blodvidne enstydigt, og at det kun er derved, at jeg har Ret i at negte, at Biskop Mynster var et Sandhedsvidne. Dette er ikke saa. Hverken i Artiklen, hvor jeg kun tilsidst udviser ogsaa Blodvidnet (men Blodvidnet hører dog vel ogsaa med til Sandhedsvidnerne, især til "de rette" Sandhedsvidner, eller hvad jeg har kaldet "første Classe i den christelige Rangforordning", hvori da igjen ligger, at jeg maa antage mange flere Sandhedsvidner end Blodvidner), altsaa hverken i Artiklen eller i Noten til Artiklen - man kan jo see begge Dele efter - har jeg gjort Sandhedsvidne og Blodvidne identisk; og i Noten har jeg ganske bestemt udvist Forskjellen mellem det at forkynde Christendom paa den Maade, at Forkynderen er "Embedsmand, Rangsperson, Forkyndelsen hans egen glimrende, paa Nydelser rige Carriere" og "et lidende Sandhedsvidne", uden at jeg paa nogensomhelst Maade har paastaaet, at det at lide skulde betyde at lide Døden. Og denne Forskjel er aldeles tilstrækkelig til at godtgjøre, at Biskop Mynster ikke kan kaldes et Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner, en af den hellige Kjæde. - Hvad derimod angaaer det Forskjellige, som Dr. Martensen, formodentlig i Egenskab af velbestalter Sjællands Biskop, paa den offenlige Morals Vegne, temmeligt i en Slagsbroders og Nævekæmpers Tone, taler om det Forargelige i det Skridt, jeg har gjort, om Jesuitisme o.desl., da gjør dette aldeles intet Indtryk paa mig. Dels (og dette er det Afgjørende) beroer det i mine Tanker paa en Misforstaaelse, dels er Dr. Martensen for subaltern en Personlighed til at kunne imponere, især siden han er kommen i Fløiel - saaledes kan en Domestik vistnok ikke imponere i sit Livree, men i Herskabets, den naadige Greves Klæder imponerer han dog endnu mindre. Forresten er jeg saa vant til at staae et Stød ud, og til, at naar saa nogle Aar ere gaaede, de Fleste ere af min Mening, kun at det er glemt, at jeg maatte holde Stødet ud: saa jeg vel holder ogsaa dette Stød ud - til Gavn for de christelige Begrebers Opklarelse. Og den Dom om Biskop Mynster, at han var et Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner, en af den hellige Kjæde, skal protesteres: derved bliver det!

 

*3) Enhver, der kunde ville agte paa Raad af mig, beder jeg, hvis han er tilsinds at ville yttre sig offenligen, at iagttage den strengeste Diæt i Henseende til ikke at indlade sig i almindelig, bred, lærd, vidtløftig, videnskabelig Discuteren med Lexicon, Grammatik og det lærde Apparats uhyre Masse og Citaternes, selv det Soleklareste formørkende, Mængde; thi derved tjener han kun min Modpart, der (som man qvæler Ild ved Dyner, og som man tilveiebringer Glemsel ved Vidtløftighed) vel just paa den Maade maa see at slippe bort fra dette Korte, Klare, Factummet, Punctet, det maaskee for det Bestaaende Afgjørende: fra Prædikestolen at fremstille Biskop Mynster som Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner, en af den hellige Kjæde, hvad ikke blev bedre men værre ved den samme Mand, Kirkens Overhoved, den høivelbaarne, høiærværdige Biskop Martensens, for det Bestaaende ikke velbetænkte, Friskhed ligeoverfor en, christeligt, i allerhøieste Grad berettiget Indsigelse.

 

*4) Talerne ved denne Leilighed ere nu udkomne i Trykken; Stiftsprovst Trydes Intimationstale, et Intet, udmærker sig derved, at der, som var den Noget, læses paa Foden: "Forf. finder sig foranlediget til at erklære, at Intet er udeladt - Intet forandret."

 

*5). Man bemærke Aarstal og Datum.

 

*6) Apostelen forstaaer det saaledes: "jeg spæger mit Legeme" for ikke at løbe paa det Uvisse.

 

*7) Du som læser dette, indprænt Dig følgende. Da Christendommen kom ind i Verden, var Opgaven at udbrede Læren. I "Christenhed", hvor det Onde just er den usande Udbredthed, tilveiebragt ved en usand Udbredelse, maa hvad der skal modarbeide det Onde (Udbredtheden) for Alt passe paa ikke selv at have Udbredthedens Form - derfor jo Færre jo bedre, helst bogstaveligt en Enkelt; thi fra Udbredtheden (det Extensive) hidrører Ondet, saa maa Modvirkningen komme fra: Det Intensive.

*8) Dette kan man læse i "Indøvelse i Christendom", hvilken Bog beleiligt nu foreligger i 2det Oplag.