Søren Kierkegaard

Bladartikler, der står i Forhold til "Forfatterskabet"

Udgivet 1842-51/1962

 

 

 

 

1. Aabenbart Skriftemaal.

 

Ufortjent at blive nedsat, kan vel et Øieblik krænke, men snart vil det stolte Sind atter reise sig, atter erhverve Ligevægten, netop fordi det var usandt. Ufortjent at blive ophøiet, at blive tillagt et Værd, man føler med sig selv, man ei har, at blive berømmet for hvad man ei har gjort, hvad man end ei maaskee havde Kraft til at gjøre, eller hvortil man var for doven - efterlader et langt dybere, et langt smerteligere, et langt mere ydmygende Indtryk; det er overhovedet en farlig Prøvelse for det svage menneskelige Hjerte. Det forfængelige Sind fristes maaskee til at bestyrke Folk i deres Vildfarelse; føler man det Uværdige deri, saa har man dog derfor ei strax Mod til for sig selv og for Andre at tilstaae Sagens sande Sammenhæng. Dog den ufortjente Roes brænder paa Sjælen, man er, om end uden egen Brøde, kommen i Besiddelse af hvad der ei tilhører En, man føler ei blot, at man ei har fortjent den Ære, der bliver til Deel, men man føler en indirecte Bebreidelse, der virker desto eftertrykkeligere, fordi den ei kommer i en fjendlig Skikkelse, der kunde ophidse En, men i en venlig, velvillig Anerkjendelse lader En stedse dybere føle sin Uværdighed.

Hvad her er blevet yttret, er nærmest fremsat for min egen Skyld, da det Udviklede afgiver den Text, over hvilken jeg agter at tale til mig selv. I de sidste 4 Maaneder har jeg mange Gange nydt den ufortjente Ære, at blive anseet og udlagt som Forfatter af en Mængde indholdsrige, belærende, vittige Artikler i forskjellige Blade, af en Deel Flyveskrifter, der dog kun efter det Udvortes vare Flyveskrifter, da deres svære, tunge, gediegne Indhold nødvendigen maa sikkre dem en meget mere end ephemer Betydning. En Tidlang søgte jeg at skjule for mig selv, hvor megen indirecte Bebreidelse der laa heri, men jo oftere det gjentog sig, desto vanskeligere blev dette for mig. Tilsidst blev den anklagende Stemme i mit Bryst saa høirøstet, at jeg forgjæves søgte at undflye dens Straffedom. Der er nu igjen forløbet 4 Maaneder, saaledes lød dens Ord, hvad har Du i den Tid udrettet? Hvis Du nu havde været Forfatter af det Meget, som gode Mennesker have tillagt Dig, eller om dette end var et overdrevent Ønske, saa meget mere som det stundom var aldeles modsatte Ting, Du blev erklæret for Forfatter af, naar Du dog havde skrevet Noget deraf, hvilken skjøn Virksomhed vilde Du da have at skue tilbage over, Du vilde da ei blot have gavnet ved din Virksomhed, men dit Exempel vilde, som Præsten pleier at sige, virket opmuntrende for Andre. Dit Liv vilde da ei være blevet overgivet til fortient Glemsel, thi din Virksomhed vilde have gjort det uforglemmeligt, og ei blot dette, men det vilde maaskee være blevet beskrevet, opstillet som Mønster, maaskee i "Folkebladet" eller i "Naturen, Mennesket og Borgeren"; det vilde være blevet sagt om Dig: Saa ung, og dog saa virksom; man vilde have peget paa Dig, og sagt: See, der gaaer han i sin utrættede Virksomhed. Skulde jeg blive gammel, skulde Aarene udslette Meget af min Erindring, dette Indtryk vil ingen Tid formaae at udviske. Jeg skammede mig for mig selv, skammede mig for de gode Mennesker, der havde næret og udbredt saa fordelagtige Forestillinger om mig: Min udmygede Sjæl samlede sig til en kraftig Beslutning. Du maa tilstaae offenlig din Svaghed, din Uvirksomhed; kun paa den Maade kan Du nære Haab om Forbedring. Her staaer jeg da i dette betydningsfulde Øieblik ligeoverfor det læsende Publicum: jeg tilstaaer min Skrøbelighed, jeg har Intet skrevet, ikke en Linie; jeg tilstaaer min Svaghed, jeg har ingen Deel i det Altsammen, eller i Noget af det - ingen Deel, end ei den fjerneste; vær stærk min Siæl, jeg tilstaaer det, Adskilligt deraf har jeg ei læst. Man dømme mig strængt, som jeg det har fortjent; man opgive de store Forestillinger om mig, som man hidtil har næret, det er min retfærdige Straf; man taale ei, at jeg ansees for Forfatter af en eneste Linie, man lade mig staae i min hele Nøgenhed, til Advarsel for unge Mennesker; jeg føler Mod til at finde mig deri. Men som jeg nu har baaret min Straf, saa vil jeg ogsaa bede min Samtid, paa Grund af det moralske Mod, jeg har lagt for Dagen, ei aldeles at opgive Haabet om mig. Maaskee vil det engang lykkes mig nogenlunde at svare til de Forventninger, man engang har næret om mig. Jeg tvivler ei paa, at min Samtid vil være godmodig nok hertil; det er saa langt fra at jeg tvivler, at jeg snarere frygter dens Godmodighed, at den atter vil udlægge mig som Forfatter, atter tillægge mig en kraftig Virken og Medvirken i Tidens Tieneste. Dette kan jeg imidlertid ei tillade, for min egen moralske Forbedrings Skyld kan jeg ikke taale det, og jeg beder derfor de gode Mennesker, som interessere sig for mig, aldrig at ansee mig for Forfatter af Noget, hvorpaa mit Navn ei staaer.

Dog det er ei blot for min egen Skyld, med min egen moralske Forbedring for Øie, at jeg aabent og uforbeholdent tilstaaer og bekiender min Uværdighed til den mig tiltænkte Ære; det er ligesaa meget for deres Skyld, hvem den med Rette tilkommer, om deres Beskedenhed end byder dem at skjule deres Navn. Det er en mærkværdig Tid, i hvilke vi leve, Udsigterne til et overordenligt Udbytte af evige Resultater er saa sikkret, at denne Tid vil blive uforglemmelig for de kommende Tider, der ville skylde den Alt. Hvor stor Sandsynlighed da ikke for, at en taknemlig Eftertid vil mindes alle de Helte, der kæmpede for den gode Sag. Hvis jeg da ei ilede med at erklære, til Spot og Spee for mig selv, at jeg ei har Deel deri, hvor stor Sandsynlighed da ikke for, at jeg, som ingenlunde havde fortient det, blev udødelig istedetfor de Udmærkede, hvis Liv havde gjort dem værdige dertil. Netop fordi Tiden er saa mærkværdig, netop derfor er Taushed fra min Side desto mere utilgivelig, her er nemlig ei blot Spørgsmaal om den korte Hæder og Ære, der kan blive Heltene til Deel i deres Liv, men om den udødelige Ære, der vil vedblive til Verdens Ende.

Ja i Sandhed Tiden er mærkværdig. Det lønner vel Umagen at agte paa dens alvorlige, dybe, betydningsfulde Tegn, at agte paa de store Kræfter, der overalt paa saa mange Maader røre sig i Literaturen, at vogte paa de Vink, der overalt tyde hen paa Tidens Fylde. Det er Systemet, Tidsalderen arbeider hen til. Allerede har Prof. R. Nielsen udgivet 21 logiske   *1), der danne første Deel af en Logik, der igjen danner første Deel af en altomfattende Encyclopædi, saaledes som det er antydet paa Omslaget, uden at dog dens Størrelse videre er angivet, formodenlig for ei at forfærde, da man vel tør slutte, at den bliver uendelig stor. En Encyclopædi! Jeg eier tilfældigvis Diderots og d'Alemberts Encyclopædi, dog ei fuldstændig, jeg eier kun 28 Foliobind; det har ofte virket opmuntrende paa mig at tænke, saadan en Bog skriver Professor R. Nielsen; han har jo allerede skrevet 21  , og for flere Aar siden udgivet en Subscriptionsplan paa et Moralsystem, der idetmindste bliver 24 Ark, naar det bliver færdigt, saaledes heed det idet mindste dengang, men da det endnu ei er bleven færdigt, saa bliver det formodenlig 48 Ark - naar det bliver færdigt. Hvo har glemt det Meget, Bastholm har liggende i sin Pult? Hvem er det undgaaet, at Dr. Beck har afskaffet Religionen for at faae Plads for Systemet? Ja vor Tid er mærkværdig, er dybt bevæget, det er ligesom Systemet allerede var der. Da jeg for nogen Tid siden læste, at en ung Lærd havde indsendt til Videnskabernes Selskab en forseglet Pakke, der er bleven nedlagt i dets Archiv, saa tænkte jeg, det er Systemet; og hvo veed, maaskee er det Systemet, maaskee have vi allerede Systemet i en forseglet Pakke.

Alt tyder hen paa, at det afgjørende Øieblik nærmer sig; der er en Gjæring og en Fermentation, som umulig kan blive til Vind. Overalt rører der sig et kraftigt Parti-Liv. Dette maa naturligvis ei forstaaes saaledes, at vi kun havde eet Parti, der var kraftigt; thi det vilde jo ei være et kraftigt Parti-Liv, men et kraftigt Liv i Partiet, nei, der rører sig et kraftigt Parti-Liv i en Mangfoldighed af Partier. Vi have Liberale, Ultraliberale, Conservative, Ultraconservative, juste-milieu; vi have i Politik alle tænkelige og utænkelige Boniteter. Vi have Kantianere, Schleiermacherianere, vi have Hegelianere. Disse have igjen delt sig i to store Partier: det ene Parti er dem, som ei ere komne ind i Hegel, men som dog ere Hegelianere; det andet er dem, som ere komne ud over Hegel, men som dog ere Hegelianere; det tredie Parti, de virkelige Hegelianere, have vi meget faa af. Vi have 5 Antipædobaptister, 7 Baptister, 9 Anabaptister; af Baptister have vi igjen 3, som mene, at de Voxne skulle døbes i salt Vand, 2 som mene, at de bør døbes i fersk Vand, og 1, som danner Mediationen, og holder paa Brakvand. Vi have 2 Strauszianere; vi have en Skræder paa Utterslev Mark, der har dannet en ny Sect, som bestaaer af ham selv og to Skrædersvende. For nogen Tid siden var der stærk Tale om, at han havde vundet en tredie Tilhænger af en anden Profession; men da han lige var i Færd med at fange ham, kom det til Brud, der gav Anledning til at Neophyten forlod ham, og tog den ene Skrædersvend med sig, og han af den anden Profession optraadte tillige med en ny Confession. I Pistolstrædet skal i denne Tid en Mand have trukket sig tilbage, for i Ensomhed at udtænke en ny Religion, og hans Resultater imødesees med Forventning af Nabogaderne, Christenbernikovstræde og Peder Madsens Gang. Overalt rører der sig et kraftigt Parti-Liv. Snart have vi ei Mandskab nok til at faae Een for hvert Parti. Vor Tid er betydningsfuld, som ingen Tid før har været det. Thi at en Mand er en stor Mand, og som saadan gielder Noget, det er hørt før, men at hver Mand er et Parti, det er uhørt. (Hvad Under da, at naar der, om ei daglig, saa dog een Gang om Maaneden, høres en prøvet, en alvorlig, bevæget, høiærværdig Stemme, at den ei paaagtes; thi det er kun en stor Mand, der taler, intet Parti, det er kun en enlig Røst, ingen Partistemme). Men dette har ogsaa noget Andet at betyde, det er et uhyre Avancement, som kun vor Tid har et Analogon til i den Politirets-Assessor, der reiste i Sjælland, som ei blot var Assessor i Retten, men tillige var Commission. Og dog derved bliver det ikke, snart maa een Mand gjelde for flere Partier, ligesom hin mærkværdige Mand, Lippe-Detmold og Schaumburg-Lippe stillede i Marken som Contingent, der paa den ene Side gialdt for Lippe-Detmold, paa den anden Side for Schaumburg-Lippe, paa den ene Side var Infanterist, paa den anden Cavallerist.

Betydningsfuld er Tiden. Er man ei overbevist af hvad jeg her har anført; føler man ei den uhyre Intensitet, ethvert Individ har, endsige da Summen af dem, saa vil jeg anføre endnu et Træk. Carstensen er bleven betydningsfuld, ikke ved sin Frisure; thi dertil indrømme vi ham alle Hoved, men ved sit Hoved, Professor Heiberg er bleven ubetydelig. Det er et kiækt Udtryk for Tidens Betydningsfuldhed, en dristig Tanke; det sortner næsten for mine Øine, jeg vil maaskee ei være istand til at udholde den længere, end i det Øieblik, da jeg her nedskriver den.

At der nu af den uhyre Bevægelse, den uhyre Kraftanstrængelse Intet skulde komme ud, det føler vel Enhver vilde være en Taabelighed uden Lige. Jeg er ikke Prophet, og tilstaaer gjerne, at jeg er den udygtigste i Troja, men ogsaa jeg øiner Systemet, det er der - 28 Foliobind og Bastholms Strøtanker! Tilbage kunne vi ikke komme, Hegels Logik har bestaaet sin Prøve for Prof. Nielsens Tanke. Øieblikket nærmer sig; for sidste Gang har Stilling paataget sig at meddele os den sidste Olie, at stille os paa det rette Standpunct, og naar vi blot blive der, saa kommer det, det kommer visselig. Men naar det da kommer, hvad vil saa Eftertiden foretage sig? For den er der intet at gjøre, vi have gjort Alt. Den kan hvile i salig Glæde i Systemet, den kan læse i al Ro og Mag de 28 Foliobind, som det ikke var en let Sag at skrive. Men naar da saaledes Efterslægten vil kunne leve tryg og sorgløs i systematisk Beskuelse, da vil den ogsaa faae Tid til at mindes, med hvormegen Anstrængelse det blev erhvervet, da vil den føle sig opfordret til aldrig at glemme, hvad den skylder vor Tid og dens Helte. Thi hvad har det ikke kostet Forfatterne for et Hovedbrud, og hvorledes har det ikke kostet det læsende Publicum Nattero. Aldrig har det havt Fred, til enhver Tid paa Dagen har det maattet være paafærde, fordi Systemet skulde komme, og den ene saliggjørende Sandhed. Det vilde blive mig vanskeligt at give en bestemt Forestilling om denne Bevægelse og denne møisommelige Forskning, jeg vil derfor foretrække gjennem en Begivenhed, jeg engang har oplevet, at lade ahne, hvorledes det gaaer til. I yngre Aar morede det mig ofte at være Vidne til Borgervæbningens Maneuvrer paa Fælleden. Ved en Konge-Revue traf det sig, at en Major holdt forkert vendt mod sin Bataillon. En tilstedeværende kyndig Officier af Armeen, der formodenlig frygtede for, at denne Feil ikke skulde undgaae den afdøde Konges skarpe Blik, rider hen til ham og hvidsker ganske sagte: "Hr. Major De holder forkert. De maa gjøre omkring." Majoren var ingen Stivnakke, han fulgte gjerne det givne Raad, og med høi Røst raaber han: "Hele Bataillonen omkring!" Derved blev nu Alt værre. Hvis hin Bataillon var det læsende Publicum, saa vilde man kunne gjøre sig en Forestilling om, hvad det har lidt, idet hver Dag en ny Major har begaaet samme Feil. Endnu genlyder mit Øre af de hundrede og atter hundrede Stemmer, der tilraabe os alle: "Hele Bataillonen omkring!" Bataillonen vedbliver, som de Militaire sige, i Marschen, og dog kommer den ikke af Stedet, fordi det bestandig hedder: "Hele Bataillonen omkring!" Dog hvorfor fremkalde disse uvederqvægende Forestillinger, lader os hellere dvæle ved de lyse Udsigter, naar Systemet er fundet, og da Eftertiden vil mindes enhver nok saa lille Helt i vor Heltetid. Men derfor bør Enhver bidrage Sit til, at denne Hæder ikke falder paa Uværdige. Jeg har bidraget Mit, ved at tilstaae, at jeg ingen Deel har i det Hele, end ikke den mindste.

 

** Efterskrift.

At den af mig opstillede Sætning, at ufortjent Roes virker langt eftertrykkeligere end Dadel, selv om denne er fortjent, er sand, det har jeg i dette Øieblik i min egen lille Erfaring oplevet et Bevis paa. Dr. Beck har ved en Anmeldelse i "Fædrelandet" udrevet min Disputats af Læseverdenens Glemsel. Den ærede Recensent giver en Oversigt over Bogens Indhold, hvoraf jeg egentlig ikke har lært noget Nyt. Til Slutning mener han, at jeg fortjener at dadles, fordi der er flere Allusioner, han ikke forstaaer. Vel lyde hans Ord ikke ganske saaledes; han siger nemlig, at de Fleste ikke forstaae dem. Men da jeg umulig kan antage, at Dr. Beck har havt Leilighed til at indhente de Flestes Erklæring, saa maa det vel nærmest være som Partimand, at Dr. Beck bruger dette Udtryk. Det maa da ansees for et ægte pathetisk Parti-Udtryk; de Fleste er Superlativet til det Udtryk, Flere, som man eller pleier at bruge. Forsaavidt vil man vist finde det i sin Orden, at jeg ikke reflecterer derpaa, men indskrænker mig til min første Sætning, at Dr. Beck ikke har forstaaet dem. Her ligger nu Vanskeligheden, det bliver nemlig uforklarligt, hvoraf det kan komme, at Dr. Beck, der ellers er Dialektiker og dreven i Kategorierne, hvorfor han ikke har indseet, at der lod sig drage flere andre Resultater ud af den her opstillede Sætning. Der er flere Allusioner, som Dr. Beck ikke har forstaaet, deraf slutter Dr. Beck, at jeg fortjener Dadel; hvad om man nu sluttede saaledes: Derfor fortjener Dr. Beck Dadel? Denne Slutning ligger langt nærmere, thi min Afhandling er jo ikke beregnet paa Dr. Beck alene, hvorimod Dr. B. proprio motu er optraadt som min Recensent, og forsaavidt kunde det vel fordres, at han skulde gjøre sig Umage for at forstaae. Den anden Slutning kunde lyde saaledes: der er flere Allusioner, som Dr. Beck ikke har forstaaet, altsaa fortjener Forf. Roes. En tredie Slutning kunde fremsættes saaledes: der er flere Allusioner, Dr. B. ikke har forstaaet, altsaa fortjener Dr. B. Roes; det er nemlig et Tegn paa en roesværdig Naivitet, men deraf følger ingenlunde, at Forfatteren fortjener Dadel. Det er utroligt, saameget man kan slutte af den Omstændighed, at Dr. B. ikke har forstaaet, maatte man blot kunne slutte ligesaa meget af hvad Dr. B. har forstaaet. Min ærede Recensent mener tillige, at jeg fortjener Dadel. Saavidt man ellers kjender denne Forfatter, er han en Hader af Alt, hvad man i Almindelighed kalder positivt, hvorfor vil han da her fastholde de positive Straffe, hvorfor være grusom nok mod mig til ikke at lade sig nøie med den naturlige Straf, at Dr. B. ikke forstod mig. Dertil kommer, at jeg ikke indseer, hvorledes det skal lade sig gjøre; jeg er ikke mere i den Alder, at en Foresat eller Lærer kunde give mig en Irettesættelse; det er ingen politisk Sag, saa Politidirecteuren kunde give mig en Næse. Sagen kan heller ikke komme for Consistorium. Desuden er det Straf nok for mig, at Dr. Beck ikke har forstaaet mig, og det saameget mere, som det allerede har været tungt nok for mig, at Dr. Beck paa flere Steder har troet at have forstaaet mig. I den Bog, som Hr. Dr. i disse Dage har udgivet, seer jeg mig nemlig paa en høist uforstaaelig Maade stukket ind mellem Straussianerne. I Geled med Strauss, Feuerbach, Vatke, Bruno Bauer maa jeg, enten jeg vil eller ei, holde Skridt med dem, medens Dr. B. tæller: ein, zwei, drei; Noget, alle tydske Underofficierer (især de systematisk-geworbne) have en overordenlig Færdighed i, idet han tilføier: "seer flinkt op til Høire, hvor jeg gaaer." Det er tungt nok, men det maa man finde sig i, naar man ikke hører til de systematiske Hoveder, der til Tidsfordriv udcommandere ikke blot samtidige Forfattere, men alle Verdens Forfattere til Parade. Naar man kun er en fattig Husmand, der dyrker sin lille Lod, saa er man nødt til, naar Herremanden fløiter, at møde og at lade sig anvise sin Plads, snart et Sted snart et andet.

Til Slutning tilføier den ærede Recensent, at der er Adskilligt han har moret sig over, men ikke til min Fordeel. Denne Passus er høist gaadefuld og dunkel, og jeg kan ikke andet end glæde mig over, at hvad min Recensent har havt videre at yde end et Referat af min Afhandling, hvoraf jeg har lært, at Hr. Dr. Saa nogenlunde har forstaaet den, indskrænker sig til nogle faa Linier. Det var Synd mod mig, om Rec. havde skrevet blot en Spalte af slige gaadefulde Yttringer. Havde Rec. Sagt, at der var Adskilligt, han havde moret sig over til min Fordeel, saa vilde jeg heller ikke have forstaaet ham. Hr. Dr. maa ingenlunde søge Grunden hertil i Mangel paa god Villie. Bogen har kostet mig 182 Rbd. 4 Mk. 8 Sk. at udgive, og der er da vel al Sandsynlighed for, at jeg ønskede enhver lovlig Fordeel deraf, uden at gjøre mig skyldig i en for en Forfatter uværdig Skelen efter Fordeel. Men af samme Grund som Rec.s Mening vilde være bleven mig gaadefuld, hvis han havde udtrykt sig saaledes, af samme Grund er det mig nu gaadefuldt, hvorledes Rec. har moret sig over min Bog, saaledes at det ikke er bleven til min Fordeel, eller med andre Ord til min Skade. Da jeg ikke er Partigænger, saa seer jeg mig ikke istand til som min ærede Rec. at kunne sige, at Flere have fundet det ligesaa gaadefuldt, eller vel endog de Fleste. Da det altsaa ikke staaer i min Magt at imponere ham ved Stemmeflerhed, saa har jeg anstrængt al min Kraft for at finde en Forklaringsgrund, som er den eneste, jeg kan opdage. Rec. har maaskee kjøbt et Exemplar af min Disputats, har ikke været fornøiet med den, og har nu sendt det tilbage til Forlæggeren og forlangt Pengene igjen. Jeg veed nu ikke, om det er Skik, at Forlæggeren giver Pengene igjen, hvis saa er, saa har Rec. tilføiet mig et Tab af 9 Mk. Det negter jeg ikke, er et Tab, men det er dog ikke fulde 9 Mk. Maaskee er Forlæggeren human nok til at dele Tabet, maaskee en Antiqvar kjøber det brugte Exemplar, maaskee han giver 3 Mk. 8 Sk. derfor, efter al menneskelig Sandsynlighed vil Tabet da blive circa 3 Mk. Hvis det forholder sig saaledes, saa beholder Rec. Ret, han har nemlig tilføiet mig et Tab, og det har i Sandhed ikke været til min Fordeel, at han har moret sig.

S. Kierkegaard.

 

2. Hvo er Forfatteren af Enten-Eller? (Fædrelandet, 27. Febr. 1843, Nr. 1162. Sml. Efterl. Pap. 1833-43 S. 362; 1847-48 S. 133).

 

Dette Spørgsmaal har allerede nogle Dage beskæftiget en Deel af det læsende Publicum. Tiltrods for det meget Skarpsindige, der i denne Henseende er blevet opdrevet, er man dog ingenlunde endnu sikker eller enig betræffende Sporet. Sagen er da adhuc sub judice, og maaskee kommer den aldrig videre, med mindre de, der i Anledning af dette Forfatterskab beklage, at Stokhusretten er blevet afskaffet, skulde være i Stand til at faae den indført igjen. I saa Fald vilde jeg ikke være den Synder, mod hvem man skal have tilstrækkelig moralsk Bevis, endnu mindre vilde jeg være hans Ryg. Dog Stokhusrettens Gjenindførelse bliver vel et pium desiderium, hvilket da ogsaa enhver Ven af Literaturen maa ønske; thi det var jo en meget streng Maade at opdage Forfattere paa.

Langtfra at fordriste mig til ved denne Artikel at ville bringe Spørgsmaalet sin Besvarelse nærmere, vil jeg blot levere en historisk Oversigt over de forskjellige Efterforskninger, man i denne Henseende har anstillet. Forskerne lade sig passende dele i tvende Classer. Nogle søge ved udvortes Indicier at komme paa Sporet; Andre ved indvortes Indicier.

 

1) De udvortes Indicier.

De udvortes Indicier ere egenlig kun eet, at Bogen ikke har nogen Forlægger, men efter al Sandsynlighed er udkommen paa Forfatterens Forlag. Denne Enhed skjuler naturligvis en stor Mangfoldighed af Spor i sig i Forhold til Forestillingen om Bekostningens Størrelse. En stræbsom Borgermand her af Staden holder for, at Udgivelsen af et saadant Værk maa koste en 30 til 40.000 Rbd. Han raisonerer saaledes. Det er meget kostbart at lade Noget trykke. Det Eneste, han har ladet trykke er et Avertissement i Adresseavisen, der kun var 4 Linier og dog kostede 3 Mk. Han mener vel, at det maa bringes i Anslag, at Bekostningen bliver mindre i Forhold til Liniernes Antal, men desuagtet antager han, at en Bog med 36 Linier paa Siden og over 800 pag., rigelig maa koste 30 til 40.000 Rbd. Det er derfor hans Mening, at ingen Mand herfra Byen er i Stand til at skrive en saadan Bog. Han gjætter paa Donner i Altona. Saavidt jeg veed, er denne Borgermand den eneste, der udelukkende holder sig til udvortes Indicier; de indvortes bekymrer han sig slet ikke om, saa længe det er vist, at Udgifterne ere saa store.

Andre, der havde lidt mere Kjendskab til de med Trykning forbundne Omkostninger, ansætte Udgifterne lavere, og staae derved allerede paa Overgangen til at følge indvortes Indicier. Jo lavere Summen anslaaes, desto flere Spor. Man seer sig om i sit Bekjendtskab, hvo der eier en kjøn lille Formue, eller hvo der har saa sikkre Udsigter, at han med Lethed paa disse kunde aabne et Laan. Naar man da finder Formues-Tilstanden at være som den søges, da er der Intet til Hinder for at antage, at den eller den kunde skrive en saadan stor Bog. I denne Henseende var det at ønske, at det snart maatte lykkes, at opdage Forfatteren; thi en saadan Tingenes Orden som den nærværende er høist generende for alle Pengemænd. Det er bekjendt nok, at Enhver, der eier Noget, i Almindelighed gjør en Hemmelighed af, hvor meget han eier; men i disse Dage er den Ene den Anden paa Halsen, Broder staaer op mod Broder, hvilket endog i pecuniair Henseende kan have ubehagelige Følger. Communalbestyrelsen vil saaledes ved denne Leilighed faae et ganske andet Indblik i Folks Formue end den hidtil har havt, hvilket kan give Anledning til, at Mange, der før kun betalte 3 Portioner Næringsskat, nu blive ansat til 5, Præstepengene ville blive forhøiede o.s.v.

For at danne en passende philosophisk Overgang til at tale om de Forskere, der af indvortes Indicier søge at opspore Forfatteren, vil jeg anføre en Mening, der i Paradoxi danner Modsætningen til den første. En Embedsmand i et af Collegierne antager, at man slet ikke tør reflektere paa det udvortes Indicium, da det i Danmark aldeles Intet koster, at faae Noget trykt. Han beraaber sig i denne Henseende paa en mangeaarig Erfaring som Embedsmand. Dog denne Mening anfører jeg blot for at danne den philosophiske Overgang. Den har hverken hjemme under Afsnittet om de udvortes eller under Afsnittet om de indvortes Indicier, eller i Virkeligheden, den er den rene Overgang.

 

2) De indvortes Indicier.

At give en Oversigt over de mange Forskeres Bestræbelser i denne Retning, er vanskeligt, dog ville vi forsøge det.

Bogen bestaaer af 2 Dele. Nogle læse kun den første, Andre kun den anden Deel. Da der nu er en betydelig Forskjel mellem disse, saa faae de Enkelte en meget modsat Mistanke, eftersom de slutte fra 1ste Deel til hele Værket, eller fra anden Deel til hele Værket.

Nogle læse hverken første eller anden Deel, men offre sig ganske for den interessante Overveielse: hvo Forfatteren dog kan være. Man skulde troe, at disse i Betragtning af den redelige Iver, med hvilken de gribe Sagen an, snarest maatte opdage Hemmeligheden. Dog skal det ikke være Tilfældet. I Stedet for at trække sig tilbage i Stilhed og, uden at læse Bogen eller at tale med noget Menneske derom, rent objektivt at tilspeculere sig Forfatteren, have de begaaet den Uforsigtighed at indlade sig med Andre. Ved denne Berøring ere de blevne Mediationen for de tidligere Differenser. Trods deres Redelighed faae de imidlertid de latterligste Resultater, alt eftersom de tale med En, der slutter fra første Deel til hele Bogen, eller med En, der slutter fra anden Deel til hele Bogen. For dog at have en Mening antage de, at der er to Forfattere, og det saa meget mere som Cancelliraad Fribert har ladet denne Sag staae uafgjort.

Da Fortalen efter Fleres Forsikkring, der alene har læst den, skal være forskjellig fra hele Bogen, antage Nogle, at der er 3 Forfattere. Denne Omstændighed har givet en lille Flok Anledning til at overbyde hinanden indbyrdes i dristige Hypotheser, der bevæge sig i Tallets Sphære. Denne Skare seer sig ogsaa i Stand til at fjerne Vanskeligheden med Trykke-Omkostningerne, da den antager, at der er saa mange Forfattere, at det Hele maaskee vil blive 5 Rbd. til Mands.

De, der trænge dybere ind i Værket, søge fornemmelig at opfatte Forfatterens Individualitet, som den afpræger sig i Stilen, og ad den Vei at opspore ham. Et hic diversi abeunt interpretes. Nogle antage, at det er et ungt Menneske, Andre, at det er en gammel Mand; Nogle, at det er et ryggesløst Menneske, Andre, at det er en retsindig Mand; Nogle, at det er et løst og ledigt Menneske, Andre, at det er en Embedsmand; Nogle, at det er en Pebersvend, Andre at det er en Ægtemand.

Nogle see mere paa det Ydre i Stilen, og som finere Iagttagere fæste de især Blikket paa smaa Tilfældigheder, da det ikke undgaaer deres Skarpsindighed, at Forfatteren vel har søgt at skjule sig. En Theolog troer saaledes at have bemærket, at Værket forraader for megen philologisk Dannelse, til at det kan være af en Theolog. En Philolog troer at have bemærket, at Forfatterens philologiske Dannelse netop er saaledes, som man kan vente det af en Theolog; thi en Philolog vilde accentuere det Græske nøiagtigere.

Nogle, disse ere de snildeste af Alle, ere opmærksomme paa et ganske enkelt Ord. Paa mangen underfundig Maade vide de at faae det anbragt, naar de tale med mistænkelige Personer, og passe da nøie paa, hvad Virkning det gjør. Paa den Maade vil det nok lykkes dem, og saavidt jeg veed har deres Forsøg allerede havt et ualmindeligt Held; thi Een af dem har paa et eneste Ord fanget 50 Forfattere af Bogen.

De Fleste, iblandt disse ogsaa Forfatteren af denne Artikel, mene, at det ikke er Umagen værd at bekymre sig om, hvo Forfatteren er; de glæde sig ved, at Forfatteren er skjult, for at de alene kunne have med Værket at gjøre, uden at generes eller distraheres af hans Personlighed.

A.F....

 

3. Taksigelse til Hr. Professor Heiberg. (Fædrelandet, 5. Marts 1843, Nr. 1168).

 

At virkelig et "man", der er saa talrigt, at Modsætningen dertil kun er "Enkelte", kan bære sig saa uforsvarligt ad som De beskriver det i Deres sidste Numer af Intelligensbladene med Hensyn til Læsningen af "Enten-Eller", det vilde jeg ikke have troet, hvis det ikke var Dem, Hr. Professor! der sagde det. Mod en Anden, mod enhver Anden vilde jeg have beraabt mig paa min egen Erfaring; jeg vilde have vovet en Strid mod den, der saaledes angreb et Publicum, som vel med Forundring vilde have været Vidne til, at en Udgiver, der dog langt ude er beslægtet med en Forfatter, var den Rolige, ikke den Irriterede. Dog det er Dem, der siger det; jeg troer Dem, jeg vover ingen Strid; skal der her være Tale om Strid, maa denne komme fra "man" selv, et "man", der jo efter Deres egen Angivelse har Mandsstyrke.

Men er det ogsaa virkelig sandt, at "man" paa den Maade, uden at have andet end snøftet i første Deel, dømmer om et Værk og dets enkelte Dele, dømmer saa høirøstet, som det gjenlyder i Intelligensbladet! Ak ja, Gud bedre det, Tiderne ere onde! Nu har De, Hr. Professor! i flere Aar arbeidet paa Publicums Opdragelse, og dog maa De erfare Sligt. Ved at læse derom blev mit Hjerte saa sønderknust, at det ikke vilde lade sig trøste, uagtet det tilbødes; thi besynderligt nok i et andet Qvarteer af Byen skal det ikke saaledes være Tilfældet. Naar man der seer saa stor en Bog udkomme, saa smiler man et Øieblik, i samme Øieblik betænker man, at det, man smiler ad, ikke er Bogen, men den Tingenes Orden, der gjør en stor Bog til et Uhyre. Naar man der seer, at en Udgiver vover, hvad maaskee ingen Forlægger vilde vove, saa smiler man, i samme Nu tænker man: det er saa vist Nok, der søge at bringe Skillingen ud af hvad de skrive, det er smukt af Udgiveren, at han ikke har villet høkre; man udtænker ei heller strax en snurrig Maade, paa hvilken en Udgiver kan tjene Penge; thi man faaer ikke Tid dertil, fordi man er velvillig nok til med Glæde at vide, at Udgiveren allerede i de første Dage er mere end dækket paa en simpel og ukonstlet Maade, derved nemlig, at man har kjøbt Bogen. Naar man der bliver overrasket af en saa stor Bogs pludselige Fremkomst, saa tænker man: "det er jo som et Lyn paa klar Himmel"; i samme Nu siger man: det er dog en Afvexling, Subscriptionsplaner og Løfter om store Bøger overraske ikke mere. Naar man der seer, at Arkene ere "tættrykte", saa paaskjønner man Udgiverens Høflighed og Redelighed, der ikke formaster sig til at bruge Lapidarstil, eller nedværdiger sig til at trykke paa Kjøb. Naar man der, ligesom "man" hos Dem, i en første Deel af et Værk finder "ualmindelig Aandrighed, Lærdom og stilistisk Færdighed", saa tænker man: det er dog immer Noget, især i vore magre Tider, immer nok til at gaae stadigere frem, og fornegte sin Lyst til at gaae i Spring, sin Vane til at læse, som man læser en Avis. Naar man der finder en Fortale til et Værk, saa læser man den, naar man i den læser: "A's Papirer indeholde en Mangfoldighed af Tilløb til en æsthetisk Livsanskuelse" (cfr. Pag. XVIII), saa bliver man ikke sig selv vigtig ved at opdage, at første Deel enkelte Dele ere fragmentariske; man aner heller ei ved at bladre i anden Deel en organiserende Magt; thi man har ikke glemt, at Fortalen paa en beskeden, og sømmelig og tilstrækkelig Maade har sagt det. Naar man der paa et første Bind seer et Motto, saa læser man det; naar man læser disse Ord: "Er da Fornuften alene døbt, er Lidenskaberne Hedninger?" saa har man ikke glemt det i det Øieblik, man seer en Lidenskab skildret, der ikke skal fængsle, men indignere og oprøre; og uagtet man har uendelig meget bedre Tid end det hastende "man" i Intelligensbladet, saa faaer man dog ikke Tid til at phantasere om Forfatterens Individualitet. Naar man der, ligesom "man" i Intelligensbladet, "støder paa mange pikante Reflexioner og ikke vist veed, om nogle af dem maaskee ere dybsindige", saa suspenderer man sin Dom, thi det har jo ingen Hast. Naar man seer, hvorledes den enkelte Lidenskab i første Binds enkelte Dele bestandig føres hen til det Punct, at den ligesom staaer paa Springet til at blive noget Andet, saa aner man Maskineriet. Kort, naar man der faaer en Bog, er man hurtig til at læse, langsom til at dømme. - Og dog hvad hjelper det, at det er saa, at det virkelig er saa? Jeg tør ikke troe det, mit Hjerte er sønderknust, min Sjæl tvivlsom; det er Dem, Hr. Professor Heiberg, der har sagt, at "man" bærer sig ganske anderledes ad, det er Dem, der har berøvet mig Troen, men det er ogsaa Dem, der helbreder mit syge Sind, det er Professor Heiberg, der har paataget sig at vise "man" til Rette.

At De, hvis noget Saadant skulde gjøres fornødent, var den eneste Mand i Kongeriget, man kunde tænke paa, det behøver jeg ikke at sige Dem, det behøver jeg slet ikke at sige Nogen, thi enhver Mand i Kongeriget veed i denne Henseende hvad De veed. Hvor mægtig Deres Indflydelse er, har Erfaringen allerede viist mig. Jeg har gjort Forsøget med en Exlæser, der i største Hast havde sin ubesindige og overilede Dom færdig om "Enten-Eller", jeg saae blot paa ham og sagde: Du hører nok til det "man", om hvilket Professor Heiberg taler. Jeg selv lærte ved denne Leilighed at sande, hvad jeg altid har erkjendt, at det er en uberegnelig Fordeel at turde citere Dem, da man kan forudsætte, at Enhver har læst hvad De skriver, læst det helt igjennem Ord for Ord, uden at De behøver ved f.Ex. et enten-eller, et Forord, o.s.v. at indskærpe Læseren, ikke at være for hurtig. Og nu Exlæseren, hvad gjorde han? Han blev beskæmmet, gik bort og omvendte sig. Snart vil Ingen mere være "man". Nogle have aldrig havt Tilbøielighed dertil, fordi de antage, at det at være man i en vis Forstand er noget mere, end at være een, i en anden Forstand meget mindre. Dog dette vedgaaer jo ikke mig; men hvad jeg tør være sikker paa er, at Ingen mere i Forhold til "Enten-Eller" vil være "man", efterat De saa betegnende har oplyst om, hvad man skal forstaae ved "man"; at man derved skal forstaae Enhver, der ikke viser sig "som en ordenlig og samvittighedsfuld Læser", ikke distingverer sig som den "Enkelte" i Intelligensbladet, men Enhver, der bærer sig ad, ja jeg gider ikke sige mere, bærer sig ad som "man" i Intelligensbladet.

Hvor Meget har jeg da ikke Dem at takke for? Jeg takker Dem for, at jeg fik at vide, hvorledes "man" behandler "Enten-Eller", fik at vide, at A. næsten var Prophet, naar han i Fortalen, uden at bekymre sig om B.s Papirer, blot sine betræffende, sagde: "Læs dem eller læs dem ikke, Du vil fortryde begge Dele". Jeg takker Dem for, at det vel vil opfyldes, det beskedne Ønske, som B. fremsatte i Fortalen hele Bogen betræffende: "at den maa besøge men enkelt Læser i en velvillig Time" en Læser, der vil have Taalmodighed og Overbærelse nok til at læse det Hele, Velvillie nok til at lempe sin Gang lidt efter Forfatterens. Jeg takker Dem for, at mulig en Enkelt efter Intelligensbladets Anvisning vil dømme saa fordelagtig om Indtrykket af "Eller", som den Enkelte gjør det, der i Intelligensbladet betegnes som en ordenlig og samvittighedsfuld Læser, saa meget mere, som det forekommer mig uforklarligt, at Nogen ved blot at læse "Eller" kan gribe Modsætningen saa fuldstændig, som han vil det efterat have læst første Bind. Det er ingenlunde min Mening, at Enhver, der er en ordenlig og samvittighedsfuld Læser, vil dømme saa fordelagtig om Bogen, ingenlunde; endnu mindre er det min Mening, at hvis en Enkelt dømte ligesaa fordelagtig, at han da var i Stand til at fremsætte sin Dom i saa valgte Udtryk, eller hvis han brugte aldeles de samme Ord, at da hans Dom paa nogen Maade kunde for mig have den Betydning, den Vægt, den bedaarende Magt, den forføreriske Sødme, som den har det, der for mig i det mindste er eneste ved at kunne tilskrives Professor Heiberg, for mig ligesaa absolut som et Kongebud er det for en Statens Tjener, ligesaa usvigelig som en Anvisning paa Banken er det for en Pengemand. Jeg takker Dem for, at De formodentlig har forhindret, at Larmen og Støien og Skriget og Sladdren kommer i Bevægelse, end ikke i et "man"s tvetydige Skikkelse, at "man" ikke faaer vapeurs, Qvalme o.s.v., fordi Ingen vil være "man".

For alt dette takker jeg Dem, Hr. Professor! Jeg glæder mig ved, at der saa hurtig tages efter Lærdommen; jeg takker Dem, at De saa hurtig vilde meddele den. Skulde jeg selv vælge, hvem jeg i Literaturen helst vilde takke, og hvad jeg helst vilde takke ham for, jeg valgte Dem, Hr. Professor! jeg valgte Det, De har gjort for mig i Intelligensbladet, hvad eet Ord er for lidet til at udtrykke, to Ord ikke for meget, at De ved Hjælp af "Vintersæds-Categorien" har forhjulpet "Enten-Eller" til en lykkelig Nedkomst og Opkomst i Literaturen.

Til Slutning blot et Ønske, at min Taksigelse maa staae i det rette samstemmende Forhold til og med den Høimodighed, med hvilken De kom en Ubekjendt til Hjelp, thi kun saaledes kan baade De, Hr. Professor! og jeg have Glæde af, at De er høimodig.

Victor Eremita

 

4. En lille Forklaring. (Fædrelandet, 16. Mai 1843, Nr. 1236).

 

Et temmeligt udbredt og vedholdende Rygte, der har villet gjøre mig til Forfatter af en tidligere udkommen Prædiken, er den begeistrende Opfordring, der aflokker mig efterfølgende lille Forklaring. I Vinteren 41-42 deeltog jeg i Øvelserne i Pastoral-Seminariet og holdt, da min Tour kom, saavidt jeg erindrer i Januar, en Prædiken over en af den høiærværdige Foresatte opgiven Text, nemlig Philip. I, 19-25. Den theologiske Lærling drømte neppe om, hvad der nu i høieste Grad har overrasket ham, at der blandt de Tilstedeværende maa have været den opmærksomme og agtpaagivende Tilhører, der efter 5 Fjerdingaars Forløb var i Stand til strax at gjenkjende denne min Prædiken i den Prædiken, der slutter et nyligt udkommet Værk. Det er utroligt, at han kunde gjenkjende den, da det ikke er den samme, vidunderligt, at han kunde gjøre det strax, da disse tvende Prædikener have end ikke den flygtigste Lighed. Antager maaskee hint Rygtes første Opfinder med Leucippus, at en Comedie og en Tragedie er det Samme, da Bogstaverne ere de samme, og kun den Orden, hvori disse forekomme, er forskjellig? I saa Fald kunde han jo gjerne have indrømmet, at de i en ufuldkommen og mere populair Betydning vare forskjellige. Dog hans Mening synes netop at være, at disse tvende Prædikener i empirisk, faktisk og almindelig menneskelig Forstand ere de samme. Naar saa er, da bliver det vistnok et Vovestykke at ville forklare hans Udsagn. Dog vil jeg vove det. Hint Rygtes Opfinder har hverken hørt min Prædiken eller læst den trykte, men vidst, at jeg engang har holdt en Prædiken i Seminariet. Han har nu tænkt som saa: "i hint Værk (paa 54 tættrykte Ark) findes der en Prædiken (paa 14 Pag.), Cand. Kierkegaard har holdt en Prædiken i Seminariet, ergo er Værket af K., ergo er Prædikenen af K., ergo er det den samme Prædiken, som den, han holdt i Seminariet". Blot nu hint tjenstvillige Rygtes meget ærede Fader ikke faaer et Nys om, at jeg har udgivet to Taler, maaskee var han utrættelig nok til at bringe en ny Misforstaaelse op ved upaaseet (dette Ord bruger man jo for ret at betegne, hvor sikker man er i sin Sag) at turde forsikkre, at disse tvende Taler er den samme ene Prædiken, jeg holdt i Seminariet; maaskee var han conseqvent nok til, tenax propositi, under alle Omveltninger at blive den samme, der altid siger det Samme, ikke, paa socratisk Vis, om det Samme, men om det Forskjellige, at det er det Samme. Nu vel det faaer at være det samme.

S. Kierkegaard.

 

5. En Erklæring og Lidt til. (Fædrelandet, 9. Mai 1845, Nr. 1883).

 

Paa Grund af, at det selv for en blot nogenlunde dialectisk Opfindsomhed er temmelig let at tilveiebringe en ustandselig Confusion paa Pseudonymitetens og Anonymitetens Gebet, samt da jeg altid maa befrygte at blive sat i Forhold til det Pseudonyme og Anonyme: er det maaskee ikke ganske overflødigt, at jeg herved paa det bestemteste fralægger mig Forfatterskabet og Medviden af en anonym Artikel i den Berlingske Tidendes Nr. 108 *2), der ved Hjelp af et digtende Colon lige i Begyndelsen og et forvexlende Pronomen lidt længere henne bringer mig, næsten som afgjort, i et meget nært Forhold til Forfatterskabet af adskillige pseudonyme Bøger. Det her Sagte antager jeg at være tilstrækkeligt. Enhver, der overhovedet tænker, vil let indsee Følgende. Dersom jeg ikke er Forfatter af hine Bøger, saa er Rygtet Usandhed; dersom jeg derimod er Forfatteren, saa er jeg den Eneste, der er berettiget til at sige, at jeg er det. Ethvert andet Forsøg er da, under den sidse Antagelse, uberettiget, og som Rygte atter en Usandhed. I det ene Tilfælde er Rygtet usandt, i det andet Tilfælde er Usandheden den, at det ikke kan være andet end et Rygte. Et saadant uberettiget Forsøg er ogsaa kun daarligt retfærdiggjort ved lidt Juristeri, thi et Forsvar, at man kun har sagt hvad Rygtet siger (dog paa en mere afgjørende Maade baade i Formen og derved, at det siges paa Prent) er netop en Selvangivelse, der viser, at man var sig bevidst at gaae paa forbudne Veie. Og naar saa endelig et saadant uberettiget Forsøg gjøres først nu, d.v.s. længe længe bag efter, nu, da end ikke den officielleste Vished vilde interessere, saa er Forsøget en kjedsommelig Ubehændighed, hvilket i Forhold til snilde Vendinger og i Forhold til det, at ville gjøre sig interessant i en Avis, er uheldigt nok. Visseligen, om jeg var Forfatteren, jeg skulde vel vogte mig for nu paa en saa kjedelig Maade at falde Læseverdenen til Besvær med Navnsangivelse, nu, da Ingen mere er nysgjerrig og alle længst kjede af at gjette.

Saavidt min Erklæring. De ærede pseudonyme Forfattere (man kunde næsten sige Dhrr. pseudonyme Forfattere overhovedet, thi Anmelderen angiver ganske ubestemt, hvor mange han mener) overlades den smigrende Anerkjendelse, der er bleven dem til Deel i hin ene Spalte af Hr. -n. Uenige blive de vel ikke om at dele Byttet. Jeg tænker i det mindste som saa. Dog det vedkommer jo ikke denne Sag hvad jeg tænker. Og dog, maaskee tænke de pseudonyme Forfattere ligesaa, maaskee kan jeg endog gjøre dem en Tjeneste med at fritage dem fra den Uleilighed selv at sige Noget. Naar saa er, saa vilde jeg tillige ønske, at hvad jeg nu skriver, ved at være lidt mere underholdende, maatte gjøre godt igjen hvad jeg for Læserne kan have forspildt ved min Erklærings Kjedsommelighed og en kjedsommelig Omtalen af mit Navn, en kjedsommelig Conseqvens af en Ubehændigs Forsøg. Altsaa jeg tænker som saa. At blive fremkaldt foran Læseverdenens Front for at roses - aa ja! Men saa maa det jo være Generalen, der gjør det; er den Fremkaldende f.Ex. en Stykkudsk, saa blive de begge latterlige. - At blive anvist i en enkelt Retning endog den udmærkede Hæderspost i Literaturen oven over alle Samtidige - aa ja! Men det maa da være af En, som ikke selv staaer udenfor. Det er jo rigtignok stundom godt for Upartiskhedens Skyld, som man siger, at staae udenfor; men med Hensyn til en saadan smigrende Indbydelse var det dog bedst, at Indbyderen stod indenfor, at det ikke ender med, at baade Indbyderen og den Indbudne blive udenfor, og Æresbevisningen et Sidestykke til den Transaction, da de to Gaudiebe sælge og Studenstrup kjøber Raad og Domhuset. - Som Ankommende i Literaturen at blive gjæstevenskabeligen modtaget, ja næsten bekomplimenteret af en Imødeilende - ih, Gud bevares! Men saa maa det da være en Befuldmægtiget, at ikke den stakkels bedragne Forfatter, naar han i Procession kommer anstigende med hin Gjæstfrihedens ædle Repræsentant (ak! hans Fremtids Haab og hans Lykkes Ophav) under Armen, med Beskæmmelse skal opdage, at det er en Bedrager, han følger med, at han har drukket Dus med Skarpretteren. - At opmuntres til at forsøge sig i andre Retninger - hvor smigrende! Men saa maa den Opmuntrende være Overhoved i Literaturen. Dersom derimod den vinkende Veiviser bliver borte som en Nysen, hvad saa? - At høre det forføreriske Ord, det kongelige Bifald, der velvillig betyder en Forfatter at blive ved i fortsat Stræben - aa ja! Men saa maa det være en Mæcenas, der taler, og sæt saa, at det kun var et balloterende Medlem af Literaturen. Da nemlig hin Anmelder (hvad skal man i en Fart kalde En, der skriver Noget i en Avis om en Bog) er Anonym, og saaledes berøvet Autoritetens Vederhæftighed, da han i selve Artiklen ikke just producerer sig som virkelig General, Stormester, Mæcenas, saa er det jo snurrigt nok, at en saadan Anonym i een Spalte gjør sig uendelig bred, og ikke gjør Andet. Der var maaskee den, hvem det faldt vanskeligere at tilgive ham denne Brede, end den Brede, han saa overbærende tilgiver de pseudonyme Forfattere.

Altsaa, jeg tænker som saa: en ubeføiet Anerkjendelse er ligesaa forkastelig som et ubeføiet Angreb. Netop i vor Tid er det Første saa farligt, fordi man paa saa mange Maader søger at fravriste de enkelte Udmærkede, hvem vort Fødeland kan være stolt af, en ved sjelden Fortrinlighed gjennem en Aarrække erhvervet Navnkundigheds Krav paa at nyde en yngre Slægts Ærbødighed og Bemyndigelse til at anvise Begyndere Plads i Literaturen, til at opmuntre dem ved et vinkende Tilraab. Ja! naar det f.Ex. er den legitime Hersker i dansk Literatur, Prof. Heiberg, der taler, naar det er en europæisk rangerende Lærd som Prof. Madvig, der taler, naar det er hint myndige høiærværdige Firma Kts., der taler, - ja, saa har et Vink sin Betydning, saa har det opmuntrende Ord sin Gyldighed, saa har en velvillig literair Hilsen sin Glæde. Ældre føler jeg mig idetmindste ikke; og maaskee tænke de pseudonyme Forfattere ligesom jeg, at det er ved at værne om en Anerkjendelses Pris, at man sikkrer sig selv mod at blive latterlig, og redeligt gjør Sit til, at den Ældres lovlige Tilgodehavende ikke forvandles til en Narrestreg.

S. Kierkegaard

 

6. En omreisende Æsthetikers Virksomhed, og hvorledes han dog kom til at betale Gjæstebudet. (Fædrelandet, 27. Dec. 1845, Nr. 2078).

 

Skjøndt de egenlige Nytaarsgratulanter mere og mere udvide Tiden for deres Virksomhed, som egenligen var indskrænket til Nytaarsdag, er den dog væsenligen begrændset af en 8 Dage. Anderledes med vor driftige og foretagende Literat H. P. L. Møller i Qvalitet af Nytaarsgratulant. Han begynder længe iforveien at gaae omkring og gratulere og indsamle milde Gaver til sin brillante Nytaarsgave (Gæa); ja, han reiser endog omkring paa Landet. Faaer han ikke Noget, eller kun Lidet, eller de Navnkundiges fyldige og fuldvægtige Bidrags ringe Omfang udviser, at han mangler noget Fyld i Nytaarsgaven, - Fylde faaer det nu at være med, - saa rykker han Samtalerne ind, som han har ført derude paa Landet. I Grunden er det en ret besparende Maade at reise paa, som aldrig er faldet mig ind, der altid har anseet det at reise for meget bekosteligt, og som maaskee ikke vilde falde mange Andre end Hr. P. L. Møller ind, thi, Herre Gud, man kan da ogsaa drive Oekonomien for vidt. Man reiser, som nu denne Gang Hr. P. L. M. har gjort (ifølge Gæa 1846) ned til Sorø; man besøger Prof. Hauch, bliver af den udmærkede Digter modtagen med dansk Gjæstfrihed; man tager for sig af Retterne, og medens ellers meget nærige Folk stikke lidt af Fødevarerne til sig, et Stykke af Stegen i Lommen, noget Kage i Hatten, er Hr. P. L. M. graadig nok til at tage hele Samtalen med sig og lade den trykke - saa er det betalt - ja mere end betalt, thi man har jo ingen Udgifter havt med Anretningen, det er bare Indtægt. Havde Trop vidst Besked om denne Maade at reise paa, da skulde han ikke have lidt saa meget af Mangel, thi selv om han var bleven affærdiget i den berømte Mands Forværelse, han kunde jo dog altid tjent lidt ved at lade den berømte Mands Ord trykke. Ingen snyltende Probenreuter kan gjøre saa fordelagtig en Reise, thi han kan da blot tage Bestillingerne med; ja ingen slugen Tiendetager kan gjøre en fordelagtigere - Hr. P. L. M. har den Fordel, at intet Ord bliver spildt, det kommer i Nytaarsgaven.

I Samtalen, som vor omreisende Æsthetiker har havt dernede, er nu ogsaa min Frembringelse bleven Gjenstand for Omtale. Paa den Maade er jeg da ogsaa kommen til at contribuere min Skærv til Nytaarsgaven ved at foranledige ham til nogle Udgydelser efter Bordet. Lad ham have det; i Grunden er mit Bidrag meget uegenligt, thi da Alt, hvad han siger, ikke blot er Confusion, (en Omskrivning af Opgavens Vanskelighed, hvilken Bogen selv langt stærkere har fremhævet, til en Indvending mod Opgavens Løsning) *3), men endog vrimler af factiske Usandheder i Henseende til det mest Afgjørende, kan jeg egenligen ikke sige, at det er min Bog, han taler om, uden forsaavidt han nævner dens Navn, og ved Opfyldelsen erindrer mig om dens prophetiske Motto: "solche Wercke sind Spiegel, wenn ein Affe hineinguckt, kann kein Apostel heraussehen" (Lichtenberg). Er der noget Ubehageligt ved Hr. P. L. Møllers Driftighed, er det mere det Fornærmelige mod en Digter som Prof. Hauch og hans private Liv. At Scenen er i Hr. Prof. Hauchs Huus og han deltagende i Samtalen, giver naturligvis denne Interessen. Men det synes dog noget nærgaaende, at gjøre sig betalt paa den Maade for - ja hvorfor? for at være bleven modtagen med Gjæstfrihed af en berømt Mand. Heldigvis falder der imidlertid ikke en eneste Yttring af Prof. Hauch i det, som angaaer min Frembringelse, hvad der glæder mig lige saa meget for Professorens som for min Skyld. En Yttring af ham, den være nu gunstig eller ugunstig, har altid sin Betydning som enhver legitim Magthavers, den skal og bør ikke svækkes og misliggjøres ved Tvetydighed, at man ikke kan vide, hvilket der er hvilket, fordi Hr. Prof. vel maaskee havde sagt, men ikke har sagt det i "Gæa", og P. L. Møller vel havde sagt det, men dog ikke sagt det, da han i "Gæa" kun havde sagt, at Hr. Prof. Hauch havde sagt det i sin Stue. Hvilket vrængende Misforhold mellem en Beføiets Dom og denne Utilforladelighed!

Nu derimod er Alt i sin Orden; jeg har saa vist Intet at indvende, hverken mod at Hr. P. L. M. virkeligen har sagt det, thi det maa han jo selv bedst vide; eller mod at Yttringen er hans virkelige Mening, hvilken jeg i det mindste ikke er nysgjerrig efter. Naar Talen er om en Præstation i Retning af Religieusitetens Dobbelt-Dialektik i en Gjennemgangskrises Yderste er det, at det er Hr. P. L. M.'s virkelige Mening, det Forsvar, jeg altid skal nøies med. En Tilbagekaldelse af hans Mening vilde ikke kunne betyde mig saa meget som en høitidelig Forsikkring om, at han virkelig har en særdeles ugunstig Mening.

Samtalen, der angaaer min Frembringelse, føres mellem Hr. P. L. M. og, besynderligt nok, "en fornuftig Mand". Egenligen kan man dog ikke kalde det en Samtale, men snarere tvende Foredrag. Man skulde næsten troe, at Hr. P. L. M. havde forberedt sig paa den Tale, han agtede at holde, thi i en Samtale er det noget stivt at tale 3 Pagina i Træk. Antages dette, bliver hans Reise at betragte som mindre profitabel. Maaskee betragter han det selv som en Opoffrelse, at han er reist ned til Sorø og i Hr. Prof. Hauchs Hus "efter Bordet" æsthetisk har concurreret med "en fornuftig Mand". Maaskee betragter han dog Talen som en Godtgjørelse, hvilket paa en Maade kunde være blevet tydeligere, dersom den var kommen lidt tidligere: at nemlig Hr. P. L. M. til Taksigelse havde paataget sig at læse fra Bordet. Profit bliver der dog altid derved. Lad os antage, at den ubetydeligste Person havde den Ære at tale med Keiseren af Rusland. Gud veed, det var noget Galimathias han sagde, men dog faaer det en vis Interesse ved at være sagt i Keiserens Palads ved en Audiens. Saaledes ogsaa her med Hr. P. L. M.'s Tale. Den skylder Prof. Hauchs Hus Interessen ene og alene. Havde Hr. P. L. M. holdt den samme Tale paa Dagvognen til Postillonen, vilde den slet ingen Interesse have. Interessen ligger i Stedet, det Interessante i Modsigelsen mellem Stedets Betydningsfuldhed og Talens Ubetydelighed; holdt til Postillonen, altsaa paa rette Sted, er Interessen forsvunden og det Interessante. Som Hr. P. L. M.'s virkelige Mening er den hans virkelige Mening - ikke videre. "Den fornuftige Mand" batter kun lidt; og besynderligt nok ender ogsaa han sin Tale med de Ord: "saaledes forekommer det i det mindste mig", hvilket forekommer mig meget besynderligt i "en fornuftig Mands" Mund. Det er nemlig ikke besynderligt, naar f.Ex. Hr. Petersen er en fornuftig Mand, at Hr. Petersen siger noget Saadant, men naar man slet ikke er Andet end rent abstract "en fornuftig Mand", en fornuftig Mand under Gaaseøine, saa svarer dertil vanskeligt: det forekommer mig, da denne Formel antages at gjøre den individuelle Tilfældighed gjeldende.

Sagen er saaledes aldeles ubetydelig, kun ubehagelig for Prof. Hauchs Skyld; fordi en udmærket Mand paa en usømmelig Maade bringes i en uværdig Indfatning; men saa har den tillige en mig næsten fordelagtig Side, som jeg skal fremhæve, fordi jeg troer det ikke er mere Dialektisk, end at det med Lethed lader sig læse i et Blad. Naar en Experimentator, der ellers Gudskelov befinder sig meget vel *4), lever i en Tid, da Alle have tvivlet om Alt, overvundet Tvivlen, holdt Reflexionen ud, fundet Mediationen, ladet Religieusiteten bag sig som overvunden formodenligen ved at udelade dens Forfærdelse, saa bliver han opmærksom; han tænker her maa være Ugler i Mosen. Og hvad gjør han saa? Ja selv bevarer han sig sund og frisk, spiser, drikker, rider, kjører, en Ven af Spøg og Munterhed; thi ellers duer han ikke til at experimentere. Ved Siden deraf skriver han et saadant Experiment, som det, jeg nu har skrevet, hvor han strænger Reflexionen lidt an. Han frabeder sig Kritik, og forstaaer dette ganske ligefrem, som han netop har sagt det i Bogen, thi ligefrem maatte det jo betyde, at Kritiken skulde hjælpe ham til at forstaae sit eget Experiment. Derimod kan han psychologisk gjerne ønske Yttring, ikke just for Yttringens Skyld ligefrem, men for den Leilighed, han derved faaer til at gjøre et lille Indblik, om han har gjort Menneskene Uret med ikke at troe, at de virkeligen have holdt Reflexionen ud, thi have de det, da vil en saadan Anstrængelse i Reflexion være dem et Smørrebrød, eller det er, som han formoder. Hr. P. L. Møller tilbyder sig nu med sin Yttring. Men en Experimentator er en rolig og uforfærdet Mand, selv hvor glad han bliver over et muligt forønsket Udfald, seer han først efter, i hvilken Tilstand den befinder sig, der ved sine Yttringer skal forraade Noget, at ikke et rent tilfældigt Ildebefindende svækker Experimentets Betydning. Altsaa. Hr. P. L. Møller; han befindes at være i legemlig sund Tilstand, han er reist med Dagvognen ned til Sorø, forfrisket og styrket af Landluften. Videre. Han skulde dog ikke befinde sig i en forsulten og udhungret Tilstand, der kunde lade en Besvimelse befrygte? Nei, han har faaet godt at spise hos Prof. Hauch. Ja, saa er Alt i sin Orden. Dog, han skulde vel ikke have spiist for meget? Nei, han skal jo passe paa Samtalen for at lade den trykke, altsaa maa det denne Gang være i hans Interesse som Gjæst ikke at tage for Meget til sig, eller overlæsse sin Mave. Ja, saa er Alt i sin Orden. Hvad skeer? Blot ved Tanken om Bogen, (han har den ikke ved Haanden, det er nede i Sorø), blot ved Tanken om Bogen, eller maaskee endog ved Tanken om, at have havt Bogen i Haanden, bliver han benauet, han faaer ondt, i en exalteret Tilstand siger han Noget, som han næsten selv befrygter "er for meget sagt". Ingenlunde, Hr. P. L. Møller. Alt dette er ganske normale Phænomener, det eneste Abnorme er, at Patienten ikke taler i hele Menneskehedens Navn. Videre: her er jo endog Omstændigheder, der maatte hjælpe den Lidende til at holde igjen; han er i Selskab, det er efter Bordet, hvor saa let enhver Anden, end en besindig Experimentator, der med Bestemthed veed og veed Grunden, hvorfor Hr. P. L. M. ikke kan antages at have spist for meget, kunde falde paa at forklare Opstødet paa en anden Maade. Men nei, han faaer ondt. I Experimentatorens Rapport vilde dette lyde saaledes: denne Mand har ikke holdt Reflexionen ud, skulde han ellers give sig Mine af det og squadronere om Mediationen, saa veed jeg Beskeed.

Dersom blot Hr. P. L. Møller havde været en lidt betydeligere Person, og det virkelig havde været sikkert, at han havde læst Bogen: saa vilde jeg ligefrem have taget mig Phænomenet til Indtægt, og argumenteret derfra.

 

En Forfatter, der er sig sin Opgaves dialektiske Vanskelighed og Anstrængelse bevidst, venter naturligvis kun faa Læsere og ønsker det forsaavidt ogsaa, ikke skrømtet og coquet, i et Forord, men vedstaaer det Samme i sit Indre, og bruger derfor endog sit eget Jeg, ikke just á la Andersen, men snarere lidt socratisk, til drillende at støde fra med. Han nøies glad med faa Læsere, med een, han nøies med mindre, thi han nøies med at være Forfatter, fortryllet ved den Uendelighedens Modsigelse: at nøies med Tænkningens guddommelige Nydelse. Den existentielle Dialektik især i Dobbelt-Reflexionens Form lader sig ikke meddele ligefrem. Om det behagede mig, at erklære hele min Frembringelse for Galimathias, maatte Den, der skal være Læser, formaae aldeles ikke at lade sig forstyrre deraf, men selv see efter ved at reproducere de dialektiske Bevægelser; han maa heller ikke forstyrres, om det behagede hele Verden at erklære det for Galimathias, saa lidet som jeg vilde gjøre det, han maa ved sig selv afgjøre Sagen. En saadan Forfatter kan da forsaavidt ikke have Noget imod, at en snaksom Bordgjæst ved at lade sin Tale trykke bidrager om muligt til at støde Læsere bort. Langtfra ikke, det er tvertimod godt. Derfor har jeg heller ikke repliceret mod ham. Den, hvis Hoved holder den dialektiske Anstrængelse ud, kan sagtens forblive uforstyrret. Betræffende et Skrift, som ved sin dialektiske Charakter væsenligen kun kan have faa Læsere, har en snaksom Fyr altid en Fordel, naar Sagen skal føres for det store Publicum, hvis man i Sandhed kan kalde det en Fordel, der kun er en Fordel i Usandhed. Man lærer meget af Holberg; man lærer saaledes, at Feilen hos Erasmus Montanus egenlig ikke er Mangel paa Evne, men Mangel paa Selvbeherskelse til at forhindre, at han kommer i Samtale med Per Degn, at han selv foranlediger det Skin, at det for Omgivelsen seer ud, som talte disse Tvende sammen om de lærde og curieuse Materier, som de nu kan beskæftige en Erasmus Montanus. See, et saadant Skin skal jeg ikke foranledige, som talte jeg med Hr. P. L. Møller om Experimentet og dettes Dialektik. Nei, det vi To tale om, er om ganske andre Ting, det er om Reisen til Sorø, Postillonen paa Dagvognen, Mad og Drikke, Pakæsler og andre saadanne populaire Emner, som ikke overskride Hr. P. L. Møllers Fatteevne. Hvad jeg her har skrevet, vil Experimentets virkelige Læser let opdage er af en anden Art, og noget Saadant, at det uden videre kan læses af Enhver, saa jeg ikke fornærmer nogen Læser af et Blad ved at føre ham ind i Undersøgelser, der ikke kan interessere ham, og som ikke kan afhandles i et Blad. En Opfattelse af Hr. P. L. Møllers Reise til Sorø er ikke dialektisk vanskelig; man skal heller ikke grunde dybt; thi det er netop Veien til Misforstaaelsen. Men saa meget som jeg finder Uendelighedens Glæde i Tankens Syssel, og veed, at jeg har fundet den, fordi jeg nøies med den, selv om intet Menneske vilde dele den med mig, saa lidet har jeg opgivet et psychologisk Kjendskab til de virkelige Mennesker. Et saadant virkeligt Menneske er Hr. P. L. Møller. Men paatrængende, som han er, og Mange bekjendt, har jeg troet, at en saadan lille Opfattelse kunde læses ikke uden Interesse i en Avis. Jeg har tillige virkeligen troet at gjøre Een og Anden en Tjeneste dermed, en Tjeneste, som jeg dog ikke forlanger at paaskjønnes, allermindst derved, at Nogen af den Grund vilde læse lidt i mit Skrift eller kjøbe et Exemplar. Thi, som jeg sagde det i min Skrivelse til Læseren (Pag. 309): "for en rund Sum kjøber man ikke Entreen til disse Forestillinger", saa gjentager jeg det her uden Vrede; thi hvorfor skulde Den være vred, der har fundet sin Uendelighedens Lyst tilfredsstillet, fundet hvad der vil beskæftige ham Dag ud og Dag ind, selv om det behagede Guden at forøge hver Dags Længde med endnu 12 Timer! Den, der er fængslet af hvad der fængsler ham evigt, om han end har saare Meget tilbage at vinde, forstyrres ikke, og uforandret gjentager jeg Afskedens Ord (Pag. 377): "nøiet med det Mindre - haabende, at det Større muligen engang skal forundres mig, er jeg glad ved Tilværelsen, glad ved den lille Verden, der er min Omgivelse." Da jeg skrev det, vidste jeg jo meget godt, at Hr. P. L. Møller og Corsaren ere til, og dog vidste jeg meget godt, hvad jeg skrev. Saadanne Personer høre ikke til min Omgivelse, og hvor paatrængende og nærgaaende de end ere; det hjælper ikke, det forstyrrer ikke min Glæde over den lille Verden, der er min Omgivelse; tvertimod Paatrængenheden hjælper mig kun til inderligere at glæde mig ved min Omgivelse.

Gid jeg nu blot snart maatte komme i "Corsaren". Det er virkelig haardt for en stakkels Forfatter at staae saaledes udpeget i dansk Literatur, at han (antaget, at vi Pseudonymer ere Een) er den eneste, som ikke udskjeldes der. Min Foresatte, Hilarius Bogbinder, er blevet smigret i "Corsaren", dersom jeg ikke husker feil; Victor Eremita har endog maattet opleve den Tort, at blive udødeliggjort - i "Corsaren"! Og dog, jeg har jo allerede været der; thi ubi spiritus, ibi ecclesia: ubi P. L. Møller, ibi "Corsaren". Vor Landstryger ender derfor sit "Besøg i Sorø" ganske rigtigt med et af disse væmmelige Corsar-Angreb paa fredelige, respectable Mænd, der i hæderlig Ubemærkethed røgte hver sit Kald i Statens Tjeneste; paa udmærkede Mænd, der ved Meget have gjort sig fortjente, ved Intet latterlige; thi Forfattere maae som offenlige Personer finde sig i Meget, og deriblandt ogsaa i denne Paadutten af Slægtskab med Folk, der, da de lade Noget trykke, jo ogsaa ere Forfattere.

Frater Taciturnus,

Høvidsmand for 3die Afdeling af

"Stadier paa Livets Vei".

 

7. Det dialektiske Resultat af en literair Politi-Forretning. (Fædrelandet, 10. Jan. 1846, Nr. 9).

 

Men Hensyn til et Blad som "Corsaren", der hidtil saadan læst af Mange og allehaande Mennesker væsenligen har nydt den Anerkjendelse, at ignoreres, foragtes, aldrig svares, var det Eneste, der skriftlig lod sig gjøre, at En i dette Blad Roest og Udødeliggjort, for at udtrykke den literaire sædelige Tingenes Orden reflekteret i den Omvendthed, som dette Blad efter ringe Evne af yderste Anstrængelse har søgt at etablere, anholdt om at blive udskjeldt af samme Blad. Jeg antager, det er lykkedes. Thi at den samme Hr. Goldschmidt, der fortjener Ære for at have udgivet en god Bog (og det er i det mindste mit Ønske, at Paaskjønnelsen velvilligen og rigeligen og opmuntrende maa vorde ham til Deel) som Udgiver af "Corsaren" fortjener - Penge: forandrer ikke Bladets Forhold. Derimod begunstiger Forholdet æsthetisk, hvad jeg her forøvrigt gjerne ethisk skulde renoncere paa, Opfyldelsen af mit gamle Ønske: "bestandigt at beholde Latteren paa min Side", deres Latter som have Sandhedens Forstand paa det Comiske, thi at blive udskjeldt paa Bestilling af En selv er netop denne Fordel, som jeg dog har gjort Skridtet for Andres Skyld. Man kan altsaa bestille "Corsaren" til at udskjelde, ligesom man bestiller en Lirekasse til at gjøre Musik. Maaskee er den oftere før bleven brugt saaledes, dog med den Forskjel, at En, i Forbittrelse og Hadskhed dragende Ironien over sit eget Hoved, har bestilt "Corsaren" til at udskjelde en Anden.

Mere kan jeg ikke gjøre for Andre, end selv at begjere at blive udskjeldt. "Corsarens" faldne Aandrighed med samt dens skjulte Hjelpere: den vulgivage Vittigheds Professionister og Næringsdrivende skal og bør literairt ignoreres, ligesom borgerligt de offenlige Fruentimmer. For min egen Skyld kan jeg ikke siges at have gjort Stort, det skulde da være, at jeg, som man ellers siger det om Forsørgelsesanstalter, ved Artiklen skulde kunne antages een Gang for alle at have indskudt en saa betydelig Sum i "Corsarens" Nedrivnings- og Udskjeldelses-Anstalt, at denne vil føle sig forpligtet til af yderste Evne at præstere præstanda, maaskee for hele mit Liv, eller dog for længere Tid, indtil en ny Sums Indskydelse bliver fornøden i Anledning af et nyt fornærmeligt Angreb d.v.s. ved atter at være bleven roest af "Corsaren", et Blad der kun volder den Bryderi med at skulle læse og med at skulle tage til Gjenmæle, den - som bliver rost. For hele mit Liv eller dog for længere Tid, siger jeg - med mindre Bestillingen af En selv paa at blive udskjeldt ved sit Dialektiske eller de ligeartede Bestillingers mulige Mængde netop skulde blive "Corsarens" Ruin.

Noget Saadant hændte i det mindste en Skrædder, om hvem jeg skal fortælle en Historie. Han levede i en Kjøbstad og sad i en kjøn lille Næringsvei (deri er hans Tilfælde forskjelligt fra "Corsarens") med at vende gamle Klæder og andet saadant Arbeide. Men som det nu saaledes gaaer, at man ikke skal udfordre Guderne ved ufornuftige Ønsker, at disse ikke skulde spotte En, ikke ved at negte Ønsket, men ved at opfylde det: saa gik det saaledes med Skrædderen. Naar han sad paa Bordet, da sukkede han ofte til Guderne: "gid jeg maatte faae flere Kunder, endnu flere Bestillinger, at jeg maatte blive rig; og da endnu flere, at jeg maatte blive uhyre rig. Naar jeg saa var bleven uhyre rig, vilde jeg kjøbe mig et Kongerige og nedlægge Professionen." Som han nu en Morgen, efterat have styrket sin Sjæl ved denne ufornuftige Andagt, sad paa Skrædderbordet: hvad saa? Pludselig indløber der et Bud fra en velhavende Mand, som sad i en stor Bedrift, med Bestilling paa nye Klædninger til alle hans Folk. Ak, ak! det var nyt Arbeide, og Skrædderen forstod sig kun paa det gamle, med at vende gamle Klæder, med at lappe sammen og saaledes. Og dog var han jo ved sit Ønskes Opfyldelse! Hvad skete saa? Ja, det er en bedrøvelig Historie, som ikke kan fortælles uden Taarer: de maatte saamænd bære Skræddermesteren i Seng, og han blev aldrig Menneske mere. Menneskene vilde maaskee have straffet Skrædderen for hans ufornuftige Bøn, ved at berøve ham hans gamle Kunder; men Guderne straffede ham ironisk ved at opfylde Ønsket. - Og saaledes ogsaa, naar den, der driver den foragtelige Næringsvei at udskjelde, naar han maaskee mangen Gang fornærmer Guderne med sin Bøn, at Næringsveien maa florere, at der altid maa blive Flere og Flere at udskjelde, altid flere og flere Hidsighedens og Hadskhedens virksomme Assistenter ved Bladet; naar han under Arbeidet ved sin Profession hengiver sig til og nyder den Afmagtens og Arrigskabens Indbildning, at det er forfærdeligt at blive udskjeldt af ham, indtil han i Galskab gaaer saa vidt, at han endog mener, at Andre leve i samme Indbildning, saa han troer sig frygtet, fordi han aldrig faaer Svar og altid beholder det sidste Ord, ligesom i det borgerlige Liv Ingen er saa sikker paa at beholde Fortougsret som et offenligt Fruentimmer; naar han betrygget mod Lovenes Straf ved en Stab af ham repræsenterende Sjouere, sikkret mod literair Polemik ved Bladets Foragtelighed, sidder i fuld Virksomhed paa Værkstedet - og der da pludseligen en Dag indløber en Bestilling fra en anseet Mand (dog dette veed jeg nu ikke) men fra Den, hvem Udskjelderen selv har rost og udødeliggjort, maaskee for dog ved at rose Nogen desto bedre at kunne udskjelde Andre, en Bestilling paa at blive udskjeldt: saa er det ogsaa en ny Art Arbeide, forbunden med en ganske egen Art af dialektisk Vanskelighed. Og hvorledes gik det ikke Skræddermesteren med det nye Arbeide og med det lønlige Ønske, som blev ironisk bønhørt? Og det at udskjelde er endnu mere dialektisk end det, kun at kunne vende gamle Klæder. Den, hvis Roes den Ærekjære negter at honorere, hans Udskjelden bliver en Æressag. Den, hvis Udskjelden og hvis forfeilede Vittigheds-Angreb aldrig Nogen har svaret, hvorimod det første Svar, han fik, var en Protest mod hans Roes af den Roste, hans Udskjelden er nu, ved Svaret paa Udødeliggjørelsen, bleven aabenbar at være, hvad Tausheden i Forhold til Angrebet dømte den at være. Det, at være frygtet, er anderledes dialektisk end det at lappe sammen, thi den, hvem de Ærekjære gaae af Veien for i Literaturen, han har ikke Magten, men han er Afmagten. Den borgerlige Øvrighed vilde maaskee standse Næringsveien ved at forhindre ham i at skjelde i Bladet; Ironien begunstiger netop Næringsveien - ved at begjere at vorde udskjeldt. Den borgerlige Øvrighed vilde maaskee bruge Magten mod den formentlig Frygtelige, og saaledes dog gjort ham en Concession. Ironien gaaer ganske rolig ind til den Frygtelige - og viser netop derved ganske, at han ikke er frygtelig.

Veien er aabnet, og som der staaer i de pseudonyme Bøger: Methoden forandret. Enhver, der bliver fornærmet ved at roses af dette Blad, hvis han tilfældigvis bliver vidende derom, han tage til Gjenmæle, om han saa vil, og bekræfte derved den sædelige Literaturs Dom over "Corsaren" :at den skal have Lov til at fortsætte Næringsveien med at angribe og udskjelde lige saa meget den vil, men understaaer den sig at rose, da skal den møde engang ved Leilighed dette korte Gjenmæle: maa jeg bede, at jeg bliver udskjeldt, det er for galt at opleve den Tort at blive udødeliggjort af "Corsaren". Uleiligheden vil ikke være stor, som skulde man nu læse "Corsaren", for at see efter, om man blev rost. Ingenlunde. Det vil vel sjeldnere skee, og bliver man tilfældigvis uvidende derom, er Ulykken heller ikke saa stor, at man ikke tager til Gjenmæle. Desuden tvivler jeg ikke paa, at Politiopsynet, Hr. Justitsraad Reiersen, som jo dog skal have den Uleilighed at læse Bladet igjennem, hvis man bad ham derom, vil gjøre En den Tjeneste, blot med et Par Ord at underrette En om, at man var bleven rost. Svaret, der skal gives, er ganske kort, og jeg har jo fremsat en Formel, man passende kunde bruge. Varianterne ville være paa sidste Sted, hvor der efter Omstændighederne i den factiske Sandheds Medfør maatte staae, istedetfor udødeliggjort: rost, anerkjendt, beundret, nævnt med Udmærkelse, anbefalet, indkaldt, anvist Ærespladsen o.s.v.

Frater Taciturnus.

 

8. Foranlediget ved en Yttring *5) af Dr. Rudelbach mig betræffende. (Fædrelandet, 31. Jan. 1851, Nr. 26).

 

Yttringen findes p. 70.

I Texten staaer: Sandelig, Kirkens dybeste og høieste Interesse i vore Dage er ... netop at blive emanciperet fra det man med Rette kan kalde Vane- og Stats-Christendom 121.

Hertil saa Noten 121: Det er det samme som en af vore mest udmærkede Skribenter fra de sidste Dage, Søren Kierkegaard, søger at indprente, indpræge, og som Luther siger inddrive alle dem, som ville høre.

Derpaa fortsættes Texten saaledes i det umiddelbart paafølgende Punktum: Men til denne Emancipation er Civilægteskabet et vigtigt, maaskee et uundværligt Middel, et nødvendigt Led i Organisationen af alle de Foranstaltninger, som betegne og betinge Religionsfrihedens Indførelse.

 

Altsaa alle disse mange qvalitetsforskjellige pseudonyme Skrifter lige fra "Enten-Eller", saa dernæst alle mine forskjelligartede opbyggelige Skrifter, alt Dette slaaes sammen under Eet og kaldes: Søren Kierkegaard.

Men til Yttringen selv. Paa denne passer temmelig nøie det Udtryk i Sproget: den er kun halv sand, det vil sige, det Halve, bogstavelig taget, er det Sande, det andet Halve er Usandhed *6).

Jeg er en Hader af "Vane-Christendommen". Det er Sandhed. Jeg hader Vane-Christendommen i hvilkensomhelst Skikkelse den viser sig. Dette "i hvilkensomhelst Skikkelse" kunde jeg ønske særligen bemærket; thi Vane-Christendommen kan jo have mange Skikkelser. Og var der slet intet Andet at vælge, var Valget kun mellem denne Art Vane-Christendom: en verdslig Letsindighed, der sorgløst lever hen i den Indbildning at være Christen, uden maaskee engang at have noget Indtryk af Christendommen, og den Art Vane-Christendom, der findes hos Secterere, Opvakte, Hyperorthodoxe, Partigængere - naar galt skal være, jeg vælger ubetinget den første. Den første Art har dog kun letsindigt og negativt taget Christendommen forfængeligt, hvis man ellers overhovedet altid endog tør dømme den saa strengt; den anden har maaskee i aandeligt Hovmod, i ethvert Tilfælde positivt taget Christendommen forfængeligt; den første kunde man næsten fristes til at smile af, fordi man haaber, den anden kan bringe En til at gyse. Men som sagt, det er sandt, jeg er en Hader af al Vane-Christendom. Jeg kan derfor naturligvis heller ikke have det Mindste mod, om vor lærde Theolog Dr. R. siger noget Saadant, tvertimod jeg vilde - saameget mere som jeg kjender denne Mand fra min Faders Hus, og holder mig overbevist om, at han virkelig er venskabelig sindet mod mig - jeg vilde endog takke ham derfor. Jeg har heller ikke Noget imod, om Dr. R. fremtidigen i al Stilhed indslutter mig i sine Forbønner, at det maa lykkes mig indtil det Sidste at bevare dette Had til al Vane-Christendom, hvad, som jeg troer og haaber, Dr. R. ogsaa bevarer, om end jeg maaskee er opmærksom paa Former af den, som mindre har tildraget sig hans Opmærksomhed. Det Eneste jeg her kunde ønske, var, at han ikke fremtidigen vilde bringe dette vildledende Ord "Emancipation" i Forbindelse med min Stræben; og det Eneste jeg her kunde befrygte er, om det nu, da jeg selv har sagt det, skulde blive en Vane i Literaturen at sige om mig, at jeg er en Hader af al Vane-Christendom.

Nu til den anden Halvdel af Yttringen. Jeg skal have rettet mig mod "Stats-Christendommen", ja det skal være Betydningen af dette Søren Kierkegaardske in toto at angribe Stats-Christendommen, nærmere forstaaet, at kæmpe for Kirkens Emancipation fra Staten eller dog at "indprente, indpræge, inddrive" dette.

I Ursins Regnebog, som brugtes i min Skoletid, stod der, at der udloves en Douceur til Enhver, som kunde finde nogen Feil i Bogens Regnestykker. Jeg udlover ogsaa en Douceur til Den, der i disse mange Bøger kan paavise et eneste Project i Retning af Forandring i det Udvortes, eller blot en Antydning af et saadant Project, eller blot Noget, der i fjerneste Maade endog for den mest Nærseende paa den længste Afstand kunde ligne en Antydning af et saadant Project eller af en Troen paa, at det er i det Udvortes Feilen stikker, at det er Forandring i det Udvortes der behøves, Forandring i det Udvortes der skal hjælpe os.

I Forhold til den mig forundte Evne har jeg med Flid ogsaa med adskillige Opoffrelser redeligt arbeidet for at inderliggjøre Christendommen i mig og i Andre, hvis ellers Andre ville lade sig paavirke. Men just fordi jeg fra Begyndelsen har forstaaet, at Christendom er Inderlighed, og Inderliggjørelse af Christendom just min Opgave: derfor har jeg med den ængsteligste Samvittighedsfuldhed vaaget over, at der da ikke har indblandet sig ikke en Passus, ikke et Punctum, ikke en Linie, ikke et Ord, ikke en Stavelse, ikke et Bogstav i Retning af Forslag til Forandring i det Udvortes, eller i Retning af en Troen paa, at det er i det Udvortes Feilen stikker, at det er Forandring i det Udvortes der behøves, Forandring i det Udvortes der skal hjælpe os.

Intet er jeg saa betænkelig ved som ved Alt, hvad der endog blot smager af denne usalige Forvexling af Politik og Christendom, en Forvexling, der saa let kan bringe en ny Art Kirke-Reformation op og i Mode, den bagvendte Reformation, der reformerende sætter et nyt Slettere i Stedet for et gammelt Bedre, medens det dog skal være vist og sandt, at det er en Reformation, i hvilken Anledning hele Byen bliver illumineret.

Christendom er Inderlighed, Inderliggjørelse. Ere til en given Tid de Former, hvorunder der skal leves, ikke de fuldkomneste: nu, i Guds Navn; kan man faae dem bedre: vel. Men væsenligen: Christendom er Inderlighed. Som det er Menneskets Fortrin for Dyret at kunne leve under ethvert Clima, saaledes rangerer Fuldkommenhed i Christendom, just fordi denne er Inderlighed, efter sin Styrke til at kunne leve om saa var under de ufuldkomneste Former. Politik er dette udvortes Væsen, denne tantaliske Travlhed for Forandring i det Udvortes.

Som man atter seer af hans sidste Skrift, troer Dr. R. paa, at det der skal frelse Kirken og Christendommen er "de frie Institutioner". Skulde dette høre med til sand Christendom denne Tro paa de, politisk opnaaede, frie Institutioners frelsende Magt, saa er jeg ingen Christen, ja endnu værre, jeg er et rent Djævelens Barn; thi, oprigtigt talt, jeg har endog Mistanke til disse, politisk opnaaede, frie Institutioner, især til deres frelsende og gjenfødende Magt. Det er min Christendom, eller saa christendum er jeg, som da forresten aldrig har befattet mig med "Kirke" og "Stat" - det er meget for Stort for mig; dertil behøves ganske anderledes Seere, end jeg er, eller ogsaa bør det ganske simplement overlades de ordenligen dertil Beskikkede og Kaldede. Jeg har heller aldrig kæmpet for "Kirkens" Emancipation saa lidet som for den grønlandske Handels, Qvindernes, Jødernes eller nogensomhelst anden Emancipation. Jeg har, som Enkelt, med Sigtet "den Enkelte", tilsigtende Inderliggjørelse i Christendom i "den Enkelte", conseqvent, med Aandens Vaaben, ene og alene med Aandens Vaaben kæmpet for at gjøre opmærksom paa og mod at lade sig bedrage af "Sandsebedrag". Og som det da efter min Mening er et Sandsebedrag, om En indbilder sig, at det er de ydre Former, der forhindre ham i at blive Christen, saa er det, ja det er det samme Sandsebedrag, om En indbilder sig, at det er de ydre Former, der skulle hjælpe.

At en Politiker troer paa, at det er de frie Institutioner, der skal hjælpe Staten - det kan jeg forstaae, fordi Politik er Udvorteshed, som, hvad jo ligger i Sagen, ikke har Livet i sig selv, men maa hente det fra Formerne, og derfra denne Tro paa Formerne. Men at Christendommen, som har Livet i sig selv, skal frelses ved de frie Institutioner, dette er i mine Tanker en aldeles Miskjendelse af Christendommen, der, hvor den er sand i sand Inderlighed, er uendelig høiere og uendelig friere end alle Institutioner, Constitutioner o.s.v. Det er ikke udvortes fra Christendommen skal hjælpes, ved Institutioner og Constitutioner, og da allermindst, naar disse ikke, paa gammelt Christeligt, skulle lidende tilkæmpes ved Martyrier, men paa Politisk, selskabeligt-venskabeligt vindes ved Ballotation eller i Tal-Lotteriet - at hjælpes paa den Maade er tvertimod dens Undergang. Christendommen er den seierrige Inderlighed. Og det var dette der skulde arbeides for, at denne seierrige Inderlighed var om muligt i ethvert Menneske, at "den Enkelte" sandere og sandere blev Christen. Det var dette, der skulde gjøres: Selvbekymringen skal vækkes i "den Enkelte", den Selvbekymring, der uendelig giver ham Andet at tænke paa end de ydre Former, den Selvbekymring, der, naar den saa har gjort et Menneske saaledes indadvendt, under høiere Indflydelse forklarer sig til hin seierrige Inderlighed, medens dog Selvbekymringen vedbliver, betryggende ham, at han ikke atter bliver udadvendt. Derfor har jeg, for Idealerne, kæmpet mod "Sandsebedragene", for, ved Synet af Idealerne, at vække denne Selvbekymring i "den Enkelte", selv bekymret, saaret af Idealerne, dog usigelig glad derved og taknemmelig derfor.

Forskjellen mellem Dr. R. og mig er iøinefaldende nok; denne Forskjel maa jeg paa det Bestemteste gjøre gjældende. Der er en anden ogsaa iøinefaldende Forskjel mellem os, som jeg villigt fremhæver: Dr. R. er i Besiddelse af en forbausende Lærdom, efter hvad jeg kjender vel den lærdeste Mand i Danmark, Noget vi, i mine Tanker, alle bør være glade ved, at der er en saadan lærd Mand iblandt os; derimod er jeg, især sammenlignelsesvis, udi Lærdom og "Vidskab" en Stymper, der saadan til Husbehov kan den lille Tabel. Men en anerkjendende, og i saa stærke Udtryk anerkjendende Despointeren af min Forfatter-Virksomheds Betydning har jeg ikke kunnet tie til; jeg frygter virkelig for, at det, om end med faa Ord, skulde lykkes, "som Luther siger at inddrive" denne - Misforstaaelse "i alle dem, der ville høre". Og jeg har troet, at det, netop i dette Øieblik, var min Pligt at imødegaae - hvad vel ellers neppe kunde være faldet mig ind - og lidt udførligere, end det i ethvert Tilfælde ellers kunde være faldet mig ind, at imødegaae denne Misforstaaelse, ogsaa for at forhindre, at det da ikke, maaskee forledt ved denne Yttring af Dr. R., skulde blive et vist Parti "en Vane", udenvidere at indrollere mig paa Partiet.

S. Kierkegaard.

 

Lad mig dog tilføie Følgende, for at hvad jeg siger ikke skal blive misforstaaet, som var det min Mening, at Christendom ene og alene bestod i, at finde sig i Alt betræffende de ydre Former, uden at gjøre det Mindste, som vidste ikke Christendommen ypperligt Besked om, hvad der er at gjøre - naar galt skulde være. Men med slige Tilfælde har hele min Forfatter-Virksomhed slet Intet at gjøre; jeg har kun, endogsaa digterisk, afgivet hvad man kunde kalde et Existential-Correctiv til et Bestaaende i Retning af Inderliggjørelse i "den Enkelte", det vil sige, det Bestaaendes Lære og Indretninger har jeg saavist aldrig indvendt et Ord mod, men jeg har arbeidet for, at denne Lære maatte blive mere og mere Sandhed i "den Enkelte". Og har jeg endog, for at forhindre enhver Misforstaaelse, under hele denne Operation bevaret polemisk Sigte paa "Mængde", det Numeriske, item paa, hvad der er vor Tids Skødesynd, det selvgjorte Reformatoriske og Falsationerne i denne Retning.

I Apostlernes Gjerninger læse vi de Ord: man bør adlyde Gud mere end Mennesker. Altsaa der gives Tilfælde, hvor et Bestaaende kan være af den Beskaffenhed, at den Christne ikke bør finde sig deri, ikke bør sige, at Christendom just er denne Ligegyldighed for det Udvortes.

Men lad os nu see, hvorledes Apostlerne: ikke bare sig ad - thi hvorledes disse ærværdige Skikkelser bare sig ad, det veed vel Enhver.

Apostlerne gik ikke saadan og snakkede med hinanden og sagde: "Det er utaaleligt, at Synedriet sætter Straf paa Ordets Forkyndelse, det er Samvittighedstvang. Dog, hvad skulle vi gjøre? Skulle vi ikke see at blive nogle Stykker, og saa indgive en Adresse til Synedriet, eller see at komme med paa en Synode; det var ikke umuligt, at vi saa, ved at holde sammen med hvad der ellers er vore Fjender, kunne ved Ballotation faae Majoriteten, at vi da kunne faae Samvittighedsfrihed til at forkynde Ordet." Gud i Himlene! Ærværdige Skikkelser tilgiver, at jeg har maattet tale saaledes, det var nødvendigt.

Hvorledes bare de sig derimod ad - thi der er dog vist Adskillige, der have glemt det. "Apostelen" er væsenligen en enlig Mand; mellem Apostle er der intet Parti-Sammenhold, end ikke tænkeligt, den Ene seer ikke paa den Anden hvad han skal gjøre, hver er ved sig som Enkelt bunden til Gud. Saa beraadfører Apostelen sig med Gud og sin Samvittighed. Derpaa lukker han ligesom sin Dør op, Døren fra sit ensomme Indelukke, og gaaer, mir nichts und Dir nichts, derimod med Gud ud paa Gaden - for at forkynde Ordet. Lad os antage, at En møder ham, der siger: Veed Du, at Synedriet har sat Hudflettelse paa at forkynde Ordet. Apostelen svarer: Naa, har Synedriet det, saa vil jeg altsaa blive hudflettet. Imorgen sætter Synedriet Dødsstraf. Apostelen svarer: Naa, har Synedriet gjort det, saa vil jeg altsaa blive henrettet. Han lader det Bestaaende bestaae; ikke et Ord, ikke en Stavelse, ikke et Bogstav i Retning af Forandring i det Udvortes, ikke den flygtigste Tanke i hans Hoved, ikke et Blink med Øiet, ikke en Mines Bevægelse i denne Retning. "Nei," siger Apostelen, "lad det kun staae urokket fast, dette Bestaaende; thi dette staaer med Guds Hjælp ogsaa urokket fast, at idag bliver jeg hudflettet, imorgen henrettet, eller, hvad der er det Samme, idag forkynder jeg Ordet og imorgen, Amen." O, Tak, tak, at Du bar Dig saaledes ad; havde Du baaret Dig ad som de moderne Christne, saa var Christendommen aldrig kommet ind i Verden!

Og her et christeligt Memento. Ordenligvis er Christendom indenfor "Christenhed" just Ligegyldighed for det Udvortes i Selvbekymring. Men colliderer En saaledes med det Bestaaende, at det kunde falde ham ind, at det er et Samvittighedsspørgsmaal, - store Gud, et Samvittighedsspørgsmaal! - og han vover at sige dette: da har han at være enlig Mand, at stride lidende, at vælge Martyriet. Samvittighed og Samvittighedssag kan - dette er evigt vist og ligger i Sagen selv, thi Samvittighed er ingen numerisk Bestemmelse - kun repræsenteres af enlig Mand og i Charakter, ved Handling *7), ikke ved at foranledige en Discussion, der ender med Ballotation. Alt, hvad der er Parti og vil virke som Parti, maaskee endog intriguerende - naar det mod et Bestaaende vil beraabe sig paa "Samvittighed", da forskylder det en Usandhed.

Er det da Samvittighedssag, skal der altsaa strides saaledes. Er det ikke Samvittighedssag, da bliver Sagen en ganske anden. Det bliver saa netop Christendom: i Selvbekymring at udvikle Ligegyldighed for det Udvortes. Skulde der alligevel være een eller anden Forandring, en Svagere kunde ønske (thi, saaledes forstaaet, er just den den Stærkere, der i Selvbekymring har størst Ligegyldighed), nu vel, saa yttrer man dette Ønske, siger: jeg kunde ønske - men man taler ikke om Samvittighedssag, og man gyser for, at dette skulde blive En "en Vane". Det er min Mening, thi jeg er en Hader af al "Vane-Christendom".

 

9. En flygtig Bemærkning betræffende en Enkelthed i Don Juan. (Fædrelandets Feuilleton 19.-20. Mai 1845, Nr. 1890-91. Sml. Pap. 9, A 167).

 

Mozarts Don Juan er atter bragt paa Scenen; i Forhold til meget andet Opvarmet, Forfinet og Unærende har Theatret i denne Opera, som det hedder i Husholdningssproget, et godt Saltmadsstykke, man længe kan have godt af, og Publikum glædes allerede ved at vide, at den kan gives, selv om den opførtes sjeldnere. - Bladene have allerede voteret, betræffende Opførelsen i det Hele og i det Enkelte, jeg skal ikke fordriste mig til at have nogen Mening saa hurtig, end ikke om Bladenes Vurderingsforretning. Det er en skjøn gammel Regel af afdøde Socrates, at slutte beskedent fra det Lidet, man forstaaer af en Ting, til det Meget, man ikke forstaaer; Theaterkritiken i Bladene paabyder mig altid den yderste Beskedenhed og en asketisk Afholdenhed fra enhver Slutning.

Om Hr. Hansens Præstation er der sagt Meget med universel Algyldighed og en beundringsværdig Færdighed, der strax er færdig. Jeg fordrister mig ikke til at have en saa almindelig Dom strax færdig. Derimod er der et enkelt Punkt, paa hvilket jeg er bleven opmærksom, hvorved jeg et Øieblik ønsker at dvæle, udbedende mig en Læsers Interesse; thi jeg ønsker ikke at sinke Nogen, der har Hastværk, eller at spilde Forretningsmænd deres Tid. Jeg dvæler saa meget hellere ved denne Enkelthed, som jeg anseer den ikke for et Glandspunkt i Hr. H.s Opfattelse og Gjengivelse, hvorom jeg i Almindelighed ingen Mening har, men for et Glandspunkt, hvad enten saa denne Skuespiller overalt præsterer ligesaa meget (hvilket jo ikke kan fordunkle en Enkeltheds ægte Glands) eller han paa andre Steder præsterer mindre (hvilket jo kun kunde i relativ Forstand gjøre Glandspunktet mere iøinefaldende). Dette Punkt er Duetten med Zerline i 1ste Act, hvor man, hvis man ellers maaskee har en anden Mening om Recitativernes Betydning for Opførelsen paa vor Scene, maa ansee disse for en absolut Gevinst.

Af en Sanger fordres der først Stemme, saa fordres der Foredrag, hvilket er Enheden af Stemme og Stemning, og noget Andet end Stemmens Bøielighed i Coloratur og Løb, da det som Mulighed er den gjensidige Commensurabilitet, og som Virkelighed Stemmens og Stemningens Samlyden i Foredraget; endeligen fordres der af den dramatiske Sanger, at Stemningen er den rette i Forhold til Situation og poetisk Individualitet. Naar Sangeren har Stemme og sætter Stemning til, saa er han konstnerisk i Lidenskab; er han tillige Skuespiller, vil han ved Mimik endog kunne omfatte Modsætninger paa een Gang. Jo mere han selv er reflecteret og øvet i at tumle Stemmen paa Stemningens Pianoforte, desto flere Combinationer vil han raade over og saaledes kunne gjøre Componistens Fordringer Fyldest, naturligvis naar Componistens Værk veed at gjøre Fordringer til Sangerens Foredrag, og ikke hører til de ufordragelige og uforedragelige Operaer. Er han mindre reflecteret, vil han i Stemning og Charakter ikke have saa stort Omfang; men Eet bliver der tilbage: al Stemnings universellere Grund, at kunne sætte Phantasi til Stemmen, at kunne synge med Phantasi. Et saadant Foredrag er det, jeg har beundret hos Hr. H. paa det omtalte Punkt.

Til Duetten med Zerline gjør man uvilkaarligt store Fordringer. Den første Scene med Anna er for stormende, til at man ret kan tage Kjende paa Don Juan; men her er Alt lagt i Orden, Omgivelsen fjernet, Opmærksomheden spændt paa, hvorledes han nu vil bære sig ad i sit første Anløb, og man tænker: her skal vi faae at see, om Don Juan er en Laps, en Vindbeutel (hvad et Menneske bliver, naar han vil være en Don Juan), der i Leporello har en godtroende Trompeter og i Mozart en afmægtig Troubadour, eller han er hin Navnkundige og hin Navnkundiges berømteste Værk. Componisten præsterer Præstanda. Accompagnementet er indyndende og overtalende, som Bækkens rislende Gjentagelse, saaledes vender det bedaarende tilbage, idet Orchestret skjøtter sig selv og bliver ved og kan ikke blive færdigt; det virker hendrømmende, men dog indtagende, som Blomsterduft virker bedøvende; det fører bort i det Uendelige, ikke med Lystens Energi, men med den stille Higen. Mozart veed nok, hvad han gjør, og en Zerline skjønnes ikke at have Individualitets-Forudsætninger, der betinge en anden Opfattelse som f.Ex. den stærkeste Opflammen af Lidenskab i et Fællesskab af Lyst, hvor qvindelig Begjær i Energi og i at vove næsten hamler op med Juans Naturmagt; eller en qvindelig Fortabelse i Juan, i hvilken der hengives en uendelig qvindelig Rigdom; eller en beseiret Modstand, der synker med Stolthed; eller hin ædle Eenfold, der bedrages; eller hin ophøiede Renhed, der besmittes; eller hin ydmyge Inderlighed, der een Gang krænket, er krænket for Livstid; eller hin dybe Godtroenhed, der, skuffet, er skuffet for evigt; eller Uendelighedens hellige Lidenskab, der vildledes i Fortabelse; eller qvindelig Dumdristighed, der gaaer i Lyset o.s.v. Zerlines Forførelse er et stille Bryllup, der gaaer af uden al Ophævelse. Væsentligen gaaer den saaledes til: hun veed ikke, hvordan det var, men saa var det, og saa var hun forført *8); og Resultatet af Zerlines yderste Anstrængelse i Forstands-Øvelse er dette: man kan ikke forklare det. Med Hensyn til Opfattelsen af Zerline er dette af stor Vigtighed. Det var derfor en Feil af en ellers fortjenstfuld Skuespillerinde, Md. Kragh, at synge den Replik: "nei! jeg vil ikke", med et stærkt Udtryk, som var der en Beslutning, der gjærede i Zerline. Langtfra. Hun er fortumlet, ør i Hovedet, underlig om Hjertet strax fra Begyndelsen. Giver man hende Tanke paa dette Punct, saa er hele Operaen forfeilet *9). De følgende Ord: "Mazettos Sjæl vil bløde", gjælder det Samme om. Har denne Sympathi Art, saa gaaer det Hele ikke an. Repliken maa derfor ikke betyde mere og ikke synges anderledes, end at den staaer au niveau med uvilkaarlige Gestikulationer, som f.Ex. at holde i Forklædet, at støde Don Juans Omfavnelse fra sig. Dette netop gjør hende skjøn og elskelig, hendes Forhold til Mazetto rigtigt. I Arien "batti, batti" at høre et Forsoningsværk, er pure Misforstaaelse. Hun er endnu ikke ganske ved sin Smule Besindelse, der altid kan strække rigelig til i Mazettos Husholdning, men ikke i Don Juans Snare; hun seer, at Mazetto er vred, saa er der jo ikke Andet for, saa maa hun til snakke godt for sig hos ham og for sig selv; thi hvad det Hele var, er ikke blevet hende klart, og hendes Uskyldighed er i hendes Uskyldighed hende aldeles utvivlsom. I denne Naivetet maa hun holdes; hun kan end ikke rigtig blive klog paa Mazetto, at han kan blive saa vred. Forsoningen maa derfor heller ingen Charakter have, som var hun nu frelst. Ingenlunde, saasnart hun seer Don Juan, saa begynder det igjen, og saa maa hun igjen hen og klynke lidt for Mazetto, og saa trøster hun ham, og saa troer hun selv tilsidst, at det er Don Juan og Mazetto, der ere blevne Uvenner, Gud veed hvorover, og hun den, som skal snakke dem tilfreds. Lad et Par Aar være forløbne, og tag saa ud og besøg Mad. Mazetto; Du vil finde Zerline væsenligen uforandret. Som hun gaaer og leger med i Operaen, saa gaaer hun nu og vimser i sit Hus, nydelig, allerkjæreste o.s.v. Vilde Du sige til hende: "men hvordan var det dog med denne hersens Don Juan", saa vil hun svare: "ja, det var besynderligt, en besynderlig Bryllupsdag, saadan et Hurlumhei, og jeg maatte være paa Færde allevegne, snart var det Mazetto, som knurrede, snart Don Juan, der vilde tale med mig, og det er vist nok, at havde jeg ikke været, saa havde de slaaet hinanden ihjel". Saaledes maa hun holdes, for at være i klar qvindelig Differens fra Anna og Elvira. Anna er forholdsvis langt mindre skyldig end Zerline. Hun har forvexlet Juan med Ottavio, videre ikke. Men fordi hun er væsenlig udviklet, er dette nok til at forstyrre hende maaskee hele hendes Liv. Hun fortier det saa længe som muligt, og saa raser hun af Hævn. Men Zerline er ufortrøden, gaaer frisk væk baade til Dands med Don Juan og til Skrifte hos Mazetto, det er altsammen noget underligt Noget, og hver af Dhrr. Interessentere god nok til sin Tid. Hun er med allevegne, hun føler sig, at hun er i Selskab med de fornemme Damer og ligesaa vigtig som nogen af de Andre, hun er med at fange Don Juan, ikke fordi han har forført hende, men fordi han har slaaet Mazetto (det er tydeligt, at hun confunderer det Physiske og det Moralske), og finder derfor Leporello lige saa skyldig, fordi han ogsaa har slaaet Mazetto, hendes egen lille Mazetto, som hun holder saa meget af, og som de Andre ere slemme imod. - Elvira er en gigantisk qvindelig Figur ved med absolut Lidenskab at fatte, hvad det vil sige at være forført. Hun vil ikke frelse en Smule Ære ud af Verden, hun vil standse Don Juan, naturligvis med den Reservation, at, hvis Don Juan vil blive hende tro, saa opgiver hun Missionens omvandrende Forretning - men saa er han jo ogsaa standset. Det er ægte qvindeligt, en ypperlig Opfindelse. Dog er hun paa en Maade i sin Mission ausser sich, som Qvinde betragtet, og derfor maa der ganske conseqvent falde et comisk Lys over hende. Jeg tænker ikke paa hin dybe tragiske Situation i anden Act, hvor hun tager Leporello for Don Juan, hvorom en Forfatter har sagt, at det næsten er grusomt, men paa noget Andet. Hun er selv forført, og nu vil hun frelse Andre, uden at betænke, at til et saadant Foretagende hører der Forstudier og flere Examina, hvorved man erhverver Duelighed til at sætte sig ind i Andre. Det kan hun slet ikke. Derfor kan hun heller ikke gjøre sig forstaaelig for Zerline. Her bliver Elvira comisk. Hun overfører hele sin Pathos paa Zerline, og am Ende kan da Zerline bedre forstaae Don Juan end fatte Elvira. En Skuespillerinde, der fremstiller Zerline, burde derfor ikke, som i gamle Dage Stykket gaves, blive forfærdet, greben af Angst ved Elviras Tale; det er meget for meget. Hun skal blive forundret ved denne ny Overraskelse, og saaledes forundret, at en god Tilskuer næsten smiler ad Situationen, medens han fatter det Tragiske i Elvira.

 

(Sluttes imorgen).

 

(Sluttet).

Nu til Don Juan. Sætter Sangeren her Phantasi til Stemmen og bruger dette Foredrag til et saadant Accompagnement, hvad saa? Saa bliver Situationen en Forførelses-Situation; maaskee, men ikke i en Opera; derimod i et Drama, hvor en Forfører ikke synger til Pigen, men for Pigen, at han ad denne Vei kan hjælpe hende ud i Phantasi. Jeg skal skizzere en saadan Situation. Det bliver ingen Bondepige, men en Donna, en udviklet Pige med betydelige Forudsætninger. Forføreren har Stemme, han veed at sætte Phantasi til. Saa synger han stundom for hende, hvad hun gjerne gider høre. Saa vælger han en Dag ved et Tilfælde, saa siges der, dette Numer af Don Juan. Han foredrager det med al Phantasi-Beaandelse. Han seer naturligvis ikke paa hende, ikke et Blik, ikke en Attraa, saa er Alt tabt. Han seer hen for sig, og Stemmen dæmrer hen i Stemning og Phantasi-Forlokkelse. Saa hører Donnaen, tryg som hun er, og da hun veed, at han ikke synger til hende, at det ikke angaaer hende, saa giver hun sig hen i Sværmeriet, og da de antages at være lige i Kraft, maatte Forføreren skaffe det første Stevnemøde i Phantasi og Phantasi-Anskuelsens og Anelsens forflygtigede Ansigt til Ansigt. Skal dette fremstilles, saa bliver det ikke væsenligen en Opera, men Overgangen dannes fra denne Situation til Forførelsens reflecterede Virkelighed i Dramaet eller Fortællingen.

Hvis nu Hr. Hansens Opgave var i et Drama at constituere denne Situation, saa var hans Foredrag omnibus numeris absoluta, og Enhver, der har Sands for saadanne Observationer, vil vist ikke negte, at det frapperer at høre et saa ypperligt Foredrag. Rolig, insinuant i Stemmen, længselfuld og drømmende, dog tydelig i Udtrykket, articulerende hvert Bogstav, saa Intet er spildt eller gaaer tilspilde, frembringer han en sjelden Virkning. Men naar det er i en Opera, og det er her, Slaget skal slaaes, saa er det ypperlige Foredrag ikke paa sin rette Plads, ikke et Guldæble i en Sølvskaal. Don Juan er ingen kjælen Citharspiller, eiheller en Forfører, som i første Anløb bruger en saadan Maske. Vil man tage et andet Sted af Operaen, Guitarre-Arien f.Ex. eller Don Juans Indblanden i Elviras første Parti, poverina, poverina, saa vil jeg, dvælende ved det Sidste, sige, her skal hint Foredrag bruges. Væsenligen angaaer dette Udbrud Ingen, det er Don Juan, der staaer og ligesom grunder i sig selv og anticiperer Nydelse. Derfor skal der sættes Phantasi til Stemmen, og det Ironiske maa ikke fremkomme ved Don Juans Reflexion over Forholdet, men være for Tilskueren, der forstaaer Don Juan. Skuespilleren bør ogsaa derfor passe paa at være i Ro til det Øieblik, medens det ellers er rigtigt, at han under Arien gaaer i en vis Spænding frem og tilbage. Men fremfor Alt maa han ikke komme frem, idet han synger disse Ord, thi Elvira skal jo ikke høre dem. Han skal heller ikke synge dem til Leporello som det Øvrige under Arien. Væsenligen betyde de blot, at Don Juan er i Humeur. Den mageløse Virkning i Situationen maa ikke resultere af Don Juans Reflexion eller Overskuen, men er at søge i Totalvirkningen, hvad en Forfatter har paavist.

I Duetten med Zerline synger Don Juan til Zerline. Det er Don Juan, og Zerline er en allerkjæreste lille Bondepige. I Forhold til hin Donna i den fingerede Situation var det en Nødvendighed at begynde saaledes, fordi det ikke gik an strax at attraae. Derfor begyndtes der i et uskyldigt Drømmeri, og det gjelder i Forhold til al Forførelse: en for tidlig Nedkomst, saa er Alt tabt. Fordi Zerline nu er Bondepige, deraf følger ikke, at Don Juan skulde begynde med Labansstreger; det gjør Don Juan aldrig. Ureflekteret, men som Naturmagt, har han altid Anstand og Gratie. Recitativerne før Duetten ere endog i god Forstand smægtende. Det er ganske rigtigt, fordi Don Juan er uden Reflexion; og at opfatte en Bondepige i en saadan vid Phantasi-Anskuelse i en idealiserende Surtout, naar man som Don Juan er sikker paa, at hun midlertidigt har nok at gjøre med at see og beundre den skjønne Mand, er ypperligt til at gjøre hende fortumlet i Hovedet. En rask Fyr i Haandgribeligheder vilde for hurtigt blive forstaaet af Zerline og gjøre hende opmærksom, thi i al sin Naivetet er Zerline ærbar og forstaaer ikke Spøg; men dette forstaaer hun slet ikke. Imidlertid vil man derhos og som en absolut vigtig Commentar til Texten see Don Juans Overlegenhed, see ham fange Fluer med Slikkeri, see, at han har Ret i en vis Forstand, naar han siger til Elvira: "det var kun en Spøg". Denne Replik er ikke ondskabsfuld heller ei ironisk, den er umiddelbar; Don Juan anseer Elvira som for mægtig til at afficeres af et lille Forhold til en lille Zerline; hun den Forførte (græsk Tekst) og Zerline! Det er let nok at give Don Juan lidt Reflexion, i Operaen er det netop Konsten at holde den borte, for at Don Juan ikke med lidt Reflexion skal blive en maadelig Figur og Operaen mislykket i Constructionen. Skuespilleren skal nu ved Holdning, Mine, Gestus, Repræsentation, ved hele Skikkelsens Fuldgyldighed betrygge Overlegenheden.

Saa begynder Duetten. Accompagnementets drømmende Almindelighed (paa Grund af at Musiken er et universellere Medium) vil man have tydeliggjort hørlig i Don Juans Application, i hvilken han griber Zerline, i sin og Accompagnementets Naturmagt. Som han da staaer allerbedst og seer hende ør, og seer, at hendes Ikke-Villen er en illusorisk Hengivelse, saa samler hele hans Overlegenhed sig i en næsten befalende Almagt. Det er Naturkraftens Selvfølelse. Accompagnementet til det første: "vær min", er derfor ikke indyndende, men energisk og afgjørende. Nu giver hun sig hen. Don Juan gjør det naturligvis ikke saaledes. Her maa man atter see hans Overlegenhed. I Forhold til Anna, Elvira, og Saadanne er det ikke utænkeligt, at Don Juan i det Øieblik, han har seiret, nyder Lysten saa stærkt, at det er, som var han en Elsker, der giver lige saa Meget, som han tager, saa han først i næste Øieblik er en Forfører. Men Zerline indtages og serveres paa en anden Maade. Her er Spøgen netop Nydelsen, og Don Juan umiddelbart, rent musicalsk i sit Element. Zerline er ham ikke noget Ringere end enhver anden Qvinde, men noget Andet end Elvira eller Anna, og da og paa sin Vis ham ligesaa attraaværdig og beskæftiger ham væsenligen lige saa meget. Derfor, at jeg skal gjentage, maa Zerline holdes saaledes, at hun, naar hun sees og høres i Forhold til Don Juan, hos den gode Tilskuer frembringer en vis Oprømthed, fordi han forgjæves vil bruge den alvorlige Kategori mod hende, og at hun, naar hun sees i Forhold til Mazetto, aflokker et Smil, fordi Zerline væsenligen hverken er forført eller frelst, men bestandigt i Vinden.

Maaskee mener Een og Anden, Adskillige, endog de Fleste, at Dette hele er en Ubetydelighed, som man jo ogsaa næsten aldrig seer Zerline gjort til Gjenstand for æsthetisk Opfattelse. Jeg er selv tilbøielig til at ansee det for en Ubetydelighed, og føler mig derfor forpligtet til at bede Hr. Hansen om Undskyldning, forsaavidt han ved at see sit Navn nævnet, maaskee gjør sig den Uleilighed at læse det Skrevne, og "Fædrelandet" om Tilgivelse, at jeg besynderligt nok besværer med et saadant Bidrag, hvis Feil netop er, at det ikke er svært nok. Hr. Hansen kan sagtens tilgive mig. Hvilken Lykke, naar man har Lyst og har gjort sit Valg i Livet, da at have netop den Syngestemme, som han har, hvilken Lykke, naar man har Lyst og har valgt sin Stilling, da som Skuespiller at have saa mange gode Forudsætninger, som han virkelig har. Naar man har saa Meget givet, og Noget deraf ogsaa erhvervet, kunde man sagtens ødsle lidt Øvelses-Tid paa sin Gang og Holdning. Sandeligen jeg skulde ikke troe, at mine Ben eller min Gang stod i noget Forhold til min Opfattelse af den udødeligste Opera; jeg skulde snart faae andre Ben at gaae paa.

A.

 

10. Noter.

 

*1) Vel er det ei fulde 21, da de 10 første mangle, men til Vederlag har han dramatisk revet os hovedkulds ind i Systemet.

 

*2) Artiklen er mærket: -n, og hidrører saaledes ikke fra denne Tidendes meget ærede Redaction.

 

*3) I sig selv er Confusionen ret morsom, og da den ikke er mere dialektisk vanskelig, end at den med Lethed lader sig fremstille underholdende i et Blad, skal jeg her gjøre det. En Experimentator siger: for ret at blive opmærksom paa det Afgjørende i de religieuse Existents-Kategorier, da Religieusitet saa ofte forvexles med Allehaande og med Dvaskhed, vil jeg experimentere en Figur, der existerer i en sidste og yderste Approximation til Afsindighed men i Retning af Religieusitet. Experimentatoren siger selv, at den Experimenteredes Standpunct er en Misvisning, men tilføier, at han gjør det Hele for i Misvisningens Lidenskabelighed at studere det Normale (Pag. 309). Han erklærer det selv for et meget anstrængende Arbeide at holde den Experimenterede paa denne Yderspidse, medens han selv experimenterende seer efter. Vanskeligheden med den Experimenterede er at holde ham paa den sidste Yderspidse, saa det aldrig bliver Afsindighed, men bestandigt er lige ved det. Nu kommer Indvendingen af Hr. P. L. Møller: "det er næsten Afsindighed, det er Tilløb til Vanvid". Svar: ja ganske vist, deri laa jo netop Opgavens Vanskelighed. Indvendingen er altsaa Anerkjendelsen, som jeg ikke negter er lille, thi den er jo Hr. P. L. Møllers, men paa den anden Side er den dog maaskee Maximum for Hr. P. L. M. Et saa afgjort og afgjørende dialektisk Arbeide som mit Experiment vil han formodentligen kun være i Stand til at anerkjende, naar han ikke selv er vidende om, at han gjør det, naar han efter Bordet er lyksaliggjort i den Indbildning, at han angriber det. Efter Bordet, - thi at det samme vil hænde ham efter Læsningen, antager jeg jo rigtignok, men holder mig dog til det factisk Givne, at det var efter Bordet; denne Bestemmelse er mindre ubestemt og aldeles tilforladelig. Efter Bordet angriber han Experimentet, han sigter det for næsten Afsindighed, men see, det var nu netop det, Experimentet ogsaa sigtede efter; hans Angreb er altsaa Forsvaret, som jeg ikke negter er ubetydeligt, thi det er jo Hr. P. L. Møllers, men for ham er det dog altid et betænkeligt Maximum af et Angrebs Hidsighed, at det er Forsvaret. Han er færdig med Experimentet, han bedømmer det jo, og hvilken er hans Dom? At det er næsten Afsindighed. Men det var jo Opgaven; altsaa staaer han jo ved Begyndelsen, han har efter Bordet taget Feil af Enden og Begyndelsen. Og hvad betyder saa hans Dom? Ja, den kan i det Høieste betyde: det er en meget vanskelig Opgave. Svar: unegteligt Hr. P. L. Møller; og da det er efter Bordet, og De vel allerede har takket Hr. Prof. Hauch for Maden, saa skal jeg ønske Dem: velbekomme.

 

*4) Kun Den, der tankeløst forvexler ham med Experimentets quidam, eller i Hastværk har slaaet Bladet om der, hvor han, rigtignok uden noget nyt Titelblad, begynder, og hvor den aldeles forandrede Stil begynder, kan falde paa Andet, hvilket er ligesom at forvexle Doctor og Patient, Jean Paul og Shmelze, Cervantes og Licenciaten. Kun Den, der, ganske blottet for Forestilling om, hvad Religieusitet er, rent verdsligt og med væsenlig Beundring for en saadan Figur som Johannes, Forføreren, har en formastelig Forestilling om, hvad det er at være sund, kan antage, at selv quidams Liden er Blaserthed. Og kun den der tankeløst bladrer i en Bog, kan falde paa, at Experimentets quædam bruges til at indspindes i et dialektisk Væv, da hele Experimentet netop dreier sig om at spinde hende ud, og ender med hendes fuldkomne restitutio in integrum paa det absolut fordeelagtigste Vilkaar, hvilket Alt ligger i min, Experimentatorens Interesse, der derfor atter og atter minder om, at hvis Forholdet et eneste Øieblik betragtes fra Egoismens Standpunkt: saa er det forsvundet, Experimentet umuligt.

 

*5) I hans sidste Skrift: Om det borgerlige Ægteskab 1851.

 

*6) Dog maa selv i den første Halvdel (det om "Vane-Christendommen") det Udtryk "emancipere" ikke urgeres, saa man derved tænker paa, at jeg i min Virksomhed skulde have brugt udvortes Midler eller foreslaaet Brugen af disse, ei heller maa det Ord "Kirke" urgeres, saa man glemmer, at jeg ene har beskæftiget mig med "den Enkelte"; thi da bliver ogsaa denne Halvdel usand. Og derfor sagde jeg, at Udtrykket "den er kun halv sand" passer "temmelig nøie", thi ganske nøie taget er Yttringen vel ikke engang halv sand.

 

*7) Som Exempel kan tjene Luthers Ægteskab med Katharina v. Bora - thi med Luther, nei med Luther var der aldrig Vrøvl.

Hvorledes bar han sig da ad? Han beraadfører sig med Gud og sin Samvittighed. Efter frygtelige Kampe og Anfægtelser forvisser han sig om: der maa paa dette Punkt sættes en intensiv Handling ind. Det er Samvittighedssag! Han tier. Endnu tier han, skjøndt besluttet. Nu er Øieblikket der til at handle - nu er han gift. "En Præst?!" Ja, tiltrods for Paven. "Med en Nonne?!" Ja trods hele Opinionen. - Tak; forsmaae ikke en taknemlig Lykønskning til Dit Ægteskab - strax samme Dag blev Du neppe overrendt af Lykønskende! Forsmaae ikke denne Lykønskning fordi den er fra en enlig Mand - og skulde Du nu modtage Gratulationer endog blot af alle de "gifte Præster", saa blev det igjen maaskee altfor meget.

Hvorledes bar han sig derimod ikke ad? Han gik ikke i hjerteligt Vrøvl med Kreti og Pleti, Venner og Venner, kastende et verdenshistorisk Blik paa Kirkens Fortid, et Do. Do. paa dens Fremtid. Ei heller talte han til disse "flere Venner" saaledes. "Det Spørgsmaal om Præsteægteskab er en Samvittighedssag. Men hvad skulle vi gjøre? Lader os holde sammen, see at blive nogle Flere, saa vil jeg komme frem med et Andragende. Lad os gaae til Rigsdagen. Vel sandt, Sagen beskæftiger mig religieust, men der er et betydeligt Parti, som af verdslige Grunde interesserer sig for det Samme. Naar vi da balloterende holde sammen med dem, saa er det, efter mit nøiagtige Kjendskab til Talforholdene (og Kjendskab til Talforholdene - indprænter Eder dette Ord, bevarer det for Historien, thi dette Ord er mit Livs Hemmelighed - Kjendskab til Talforholdene er det egentligen der gjør "Reformatoren") det er ikke umuligt, det er ikke umuligt, at vi kan knibe et Par Points fra Modparten, og knibe os igjennem - til Samvittighedsfrihed! - med en lille bitte kneben simpel Majoritet. Det er ikke umuligt, efter hvad jeg kjender til Talforholdene. Og skulde det vise sig, at det ikke kan naaes, saa kan vi jo tage Andragendet tilbage, den Sag er da ikke saa farlig." Nei, den Sag er rigtignok ikke farlig. - Tilgiv, kjære Luther, Du Guds og altsaa ogsaa Anfægtelsernes Mand, tilgiv; men jeg troer, at hvor megen Uvillie der end vilde være i Dig ved at see sligt Væsen, Du vilde dog være enig med mig i, at der egenligen ikke er Andet at sige end: den Sag er rigtignok ikke farlig. Det eneste Farlige - og det var meget farligt - det eneste Farlige var, om Sligt blev kaldet Reformation og Alvor.

 

*8) Derfor vilde Leporello og Zerline ypperligt kunne tale sammen naar han vilde sige til hende betræffende Don Juan, hvad han i gamle Dage sagde til Elvira, og hvad der oprørte hende allermest: "ja! oh ja! det er saa besynderligt, for ligesom man er, saa er man borte." Og saa vilde Zerline sige: "ja er det ikke det, jeg siger, man veed slet ikke, hvorledes det gaaer til."

 

*9) Anlæget er i saa Fald altereret: Det Dybsindige og Græske, at Don Juan snubler over et Halmstraa, over en lille Zerline, medens han falder for ganske andre Kræfter. Totalvirkningen og Totaleenheden forstyrres. Annas Lidenskab, Mordet paa Commandanten, Gjensynet med Elvira, Alt er Don Juan imod; han er ifærd med at standses og første Gang i sit Liv tager han efter Veiret. Alt dette er skeet saa tidligt, i de to første Scener, saa Operaen endnu er i sin Begynden. Hvorledes skal nu denne Forførelse være, der foregaaer i Stykket? Eet af To: enten en saa vanskelig og farefuld, at Spændingens Incitament hidser hans yderste Lyst og yderste Kraft (hvilket dog vil svække Virkningen og svækkes ved Virkningen af Anna og Elvira), eller en ubetydelig lille elskværdig Bondepige med Natur-Skjelmeri og Barnlighed, en Qvinde-Formation, som kun approximatorisk findes i Norden, og for hvilken den katholske Kirke har en blandet Kategori. Don Juan er da vel i sit Element, men Virkningen af de Øvrige i Stykket ikke svækket. Dette er Mozarts Mening, og i denne Mening har Stykket sin skjønne Enhed, Mozart sin lykkelige Opgave. Don Juan og Zerline forholde sig umiddelbart til hinanden som Naturmagt til Naturbestemmelse, et rent musikalsk Forhold.