Lyde i Nørre Djurs
Enhver egn i Danmark har ikke alene de lyde der kommer fra naturen og teknikken. Der er også lyde fra historien og overtroen -- hvis man elles kan høre dem. Vagn Steen har lyttet i Nørre Herred Djursland, mellem Kukkerhuse og Karlby nær ved Grenå.
I Nørre Djurs er der mange lyde men ikke alle kan høre dem. Jeg tænker ikke på havet og vinden, stilheden i en lysning i skoven, nattergalen og den falske nattergal, gøgens kukken der er ladet med sær betydning, insekterne, lydene fra arbejdet på land og til søs, i husene og på gårdspladserne, i kontorer og på sportspladsen, i plejehjem, skoler, i telefonen, gennem vinduer, højt oppe fra en stige, inde fra en hemmelig hule. Ikke det, for det kan høres af alle der vil.
Jeg tænker på stemmerne fra fortiden, fra hvileløse ånder der ikke var manet godt nok i jorden, fra nisser og skiftinger.
De kan kun høres hvis man kender forællingerne — og hvor mange gør det i dag?
Der er mange lyde for de indviede. Her skal jeg røbe elve af dem og angive nøjagtigt hvor de kan høres. Er det ikke umagen værd at prøve?
1. "Se erre korngang."
Begynder vi i Kukkerhusene — det er mellem Bønnerup strand og Tvedhuse —så er det vist det eneste sted man kan høre hvad den lede Satan selv sang i domkirken i Århus midt under gudstjenesten.
Visen blev forbudt. Trommeslagernegik, rundt over hele stiftet og lovede strenge straffe til dem der sang eller bare nynnede den. Så den overlever kun hos en kone i Kukkerhusene. Den lyder sadan:
Se erre korngang
al verden løber om.
Mere er ikke bevaret. Melodien er heller ikke helt sIkker. Men at ordene kommer fra " den onde selv, det er vist og sandt. Ordene høres bedst i kraftig vind,
2. "Den gerrige humstrer
I Tranehuse — en landsby der ikke er ældre end 1711 -- boede der en kone der hed Edel. Hun var gerrig. Hun troede ikke på andre mennesker. Dagen før hun døde, stod hun op ar sengen for at hun ikke skulle være nødt til at betro nogen anden at veje et pund smør af.
Efter sin død gik hun igen med sin pengepose. Hun humstrede, sagde man. Hun blev manet, men var det godt nok? Hun kan svagt høres om natten i den gård hvor Cleo og Gorm for en del år siden havde kaffehus.
3. "Åh jeg er så meget træt.«
I Hytten døde en kone fra et tåbeligt barn, som man sagde. Fra en åndssvag søn.
Efter sin død sørgede hun for ham. Hun bragte stor velstand til huset, hun listede hen til sengen hvor han lå og klappede ham.
Hun høres nogle hundrede meter ad vejen mod Glæsborg kirke. Her blev der tabt en klat halm da hun blev kørt til kirkegården. Nu sætter hun sig på stedet og sukker: »Å, jeg er så meget træt.«
4. »Sådan bar mor sig ikke ad.«
l Laen lige ved Glæsborg var der en skifting, et troldebarn som var byttet ind til en familie. Han blev kun halvt så høj som andre og var næsten sort i ansigtet. Han havde svært ved at tale rigtigt og blev ikke konfirmeret — for han ville ikke gå med bukser.
Konen hørte ham tale om syv små brødre inde i Eskildshøj. Hun spurgte en klog kone om hun kunne blive sikker på at det var en skifting.
— Du skal prøve at brygge øl i en æggeskal, sagde konen.
Det gjorde hun så.
— Hvad er det du gør, sagde skiftingen.
— Jeg brygger øl.
— Nej, sådan bar mor sig ikke ad, sagde han. Og så vidste hun at hun ikke selv var hans mor.
Historien er længere, og den ender med at børnene bliver byttet om, men konens eget barn blev ved at være vanvittig så længe han levede.
Skiftingens ord kan svagt høres nær det nordligste hus i byen.
5. »Hvor er du mager!«
l Glæsborg er der en lighest ved kirken. Den har en løs sko som man tydeligt hører.
l gård nummer to fra kirken mod vest kom karlen en aften hjem og så en hest uden for porten. Han strøg den over ryggen og sagde: Hvor er du mager!
Lidt senere kom han ind i stuen. og der lå konen og kæmpede med døden. Så vidste han at det var lighesten han havde hørt.
Han går igen og mumler stadig: Hvor er du mager! Men der er ikke mange der har hørt det. Den løse hestesko er langt tydeligere.
6. "Ryk hårdt!"
Der var to prokuratorer der altid førte sag mod hinanden. Den ene døde i Emmelev. Den anden kom forbi da han lå lig.
— Fik du set at jeg vandt? hvæsede han.
— Ja nok her, men ikke hisset, svarede liget.
Og han gik igen, lige til en præst fik manet ham grundigt i jorden, og der blev slået en vældig pæl igennem ham.
Pælen står der endnu. Hvis man rokker lidt ved den, så hører man prokuratorerens stemme dybt nede fra. Og man kan høre han siger:
— Ryk hårdt!
Det er der dog endnu ingen der har turdet gøre.
7. "På det åer, ikke på det påer!«
Nær Sostrup slot, ved indgangen til Dyrehaven, ligger Dværgehoj, og der boede dværge. De var gode venner med folkene på de nu nedlagte gårde i Stokkebro. De kunne låne noget, men gav det altid tilbage. Men de forbyttede ikke børn, så vidt man da ved. Og de har vist kun en gang set sig gale på en mand.
Ham løb de også efter en gang han var alene i marken. Men han kom i tanker om at dværge ikke kan løbe på pløjejord, så han styrtede ind over noget nypløjet.
De prøvede at snyde ham:
—- Du skal løbe på det åer, ikke på det påer, råbte de.
Men han holdt sig roligt til sin pløjemark og blev ikke fanget.
Dværgenes råb høres bedst lidt syd for vandrehjemmet Djursvold.
8. "Sku mig den lalle.«
l Ellegården i Stokkebro var der en nisse hvis sprog vi kender lidt til. For eksempel gik han sammen med karlen fra gården med halm, og han tog tre traver. Da de kom til Iskælderbakken, sagde karlen at han ville hvile lidt. Han var træt.
Men det anede nissen slet ikke hvad var. Og det kunne han ikke få ind i hovedet, hvor meget det så blev forklaret. Træthed er nok helt uden for nissernes tankeverden og tænkemuligheder. De har aldrig oplevet det.
En dag sad nissen oppe på høet i laden mens hunden løb rundt neden under og ville nappe.
Nissen stak et ben ud og råbte:
— Sku mig den lalle! — og trak det til sig. Så det andet ben. Han morede sig.
Men karlen morede sig også. Han listede ind på nissen bagfra og puffede ham ned til hunden.
Egentlig falder det uden for hvordan nissen hævnede sig, men interessant er det. Han tog alle de skarpe leer i gården og lagde dem over brønden. Og oven på det hele karlen.
Dagen efter havde de meget besvær, først med at finde karlen og så med at få ham ned uden at han blev skåret i småstykker.
En god varm sommerdag kan man høre nissesproget: Sku mig den lalle — hvad det så betyder. Det er egentlig aldrig blevet forklaret. Betyder det mon: — Tag mig hvis du kan?
9. Gråd og kæleord.
Hele to steder nær herregården Sostrup kan man høre piger der har kvalt deres afkom.
Nord for Klemens rende bag kroen i Gjerrild sidder den ene. Hun skifter barnet, aer det, nynner lidt og græder meget.
Syd for ved Stekkesbro mod Veggerslev er der en anden. Stemmen er lidt mere klynkende og kan så skifte til bitterhed.
10. "Du skal også se mig bagfra!"
Ved Stokkebro kan man møde en ganske særlig ellepige. Hun er ikke ude på at lokke nogen mænd i fordærv.
Det er sådan al hvis du falder for hende og bliver uhelbredeligt forelsket, så vender hun sig selv om og siger:
— Det er mig du går og tænker på. Nu har du set mig forfra, nu skal du også se mig bagfra!
Alle historier går ud på at mændene, som der jo mest var tale om, er stukkel af. De var kureret.
Nogen mener at hun går og venter på den der alligevel vil tage hende trods den hule og stinkende ryg. Men om det er sket eller hun stadig venter, er der ingen der ved — selv ikke pensioneret lærer A. M. Egeskov der ellers har ord for at være kyndig.
11. "Det er mit, Birremari!"
Ude i kæret ved Karlby kirke står der en pæl. Her blev Søren Kærs første kone manet i jorden. Det var for resten en hård omgang, også fordi Søren ikke holdt hvad han lovede. Det gjorde han vistnok aldrig, og det er derfra hele misæren kommer.
Da konen lå på dødslejet, sagde hun lil Søren:
— En ting må du love mig, du md ikke gifte dig med nogen af Skiffer-døotrene, for så får vores søn det ikke godt.
Hvad gjorde så Søren? Giftede sig med Birthe Marie.
Og hvad gjorde Birthe Marie? Hun lagde beslag på alt det sønnen skulle arve.
Men så gik konen igen. Hun kom både nat og dag. Hun lukkede kister og skabe op, tog tøj og smykker frem og sagde:
— Det er mit, Birremari.'
Som sagt blev hun manet i jorden. Det var selveste provst Herfordt i Ørum — for præsten i Karlby duede ikke til mere end sit Fadervor. Han havde ikke været i nedgangsskole.
— Du må ikke Iytte ved døren, sagde provsten.
Men hvad gjorde Søren? Han Iyttede.
Provsten havde fået gengangeren ind i kirken. Men han kunne ikke mere, for der var en der lyttede. Og hun kunne lade ham høre at han en gang som student havde snydt bageren for to skilling for et hvedebrød.
Endelig råbte provsten:
— Er der nogen kristen sjæl i nærheden, da skal han gå bort!
Så gik Søren, ja han luskede af.
Og provsten smed to skilling i gabet på gengangeren og fik så meget magt at han kunne få en silketråd i munden på hende og trække hende ud i kæret. Her blev hun manet ned og fik en pæl gennem sig.
Men det var sidste gang provst Herfort udøvede sin mørke kunst. Han sygnede hen og blev aldrig sig selv mere. For der var ikke meget igen, før det havde været gengangeren der havde taget magten. Og hvad var der så sket?
Om Birremari forandrede sig? Ikke spor.
Og Søren Kær da? Heller ikke.
Men ikke desto mindre lever ordene omkring Karlby kirke, i den sænkning der er øst for kirken. Der er mange, også helt unge, der har hørt ordene: — Det er mit, Birremari!
Se, jeg har naturligvis ikke taget alt med. Der er meget mere. Det er kun det sikreste og det jeg selv har hørt under gunstige omstændigheder.
Man har bemærket at folk i Nørre Djurs er realister. Dyrene for eks. taler ikke. De gør mange andre ting, både ugler og moseræve, men de meddeler sig aldrig i ord. Der er kun skiftinger, ellefolk, fanden selv, dværge, nisser og så de mange veldokumenterede gengangere. Men fra dyrene kommer der få lyde. En løs sko på en lighest — eller en voldsom gaben hos ligsoen i Glæsborg, nærmere hestemt Gisselgården. Den gaber så de stakler der møder den, tror de skal sluges med hud og hår. Men så galt er det ikke gået endnu, selv om lærer Klausen fik sig en skræk i livet, så han ikke tør fortælle nogen hvad der egentlig skete. De der kender Klausen, ved at så har han været langt ude, måske lige så langt ude som provst Herfordt, salig ihukommelse.
Trykt i Kvindens Hvem Hvad Hvor, 1983, p 114-117.
Replikkerne er brugt i et superkort essay: Bær og usikre genfærd, trykt i tidsskriftet Sentura # 17-18, Kommunal encyklopædi, "271 kommuner" under Nørre Djurs. 20 august 2004.