Vagn Steens kommentar

 

I Brande i Jylland ville man ha' kultur. Gøre den synlig for alle. Male den på gavlene - det var det første. Sætte digte op - det var det andet. Få alle til at deltage - det kom senere.

Jeg blev indbudt. Men hvorfor - som de fleste - blot ta' et digt der egentlig stod bedre i en bog.

Jeg skrev et digt netop for torvet - og med en enkel grammatik og et ordvalg som alle kunne deltage i.

a. Sproget var et kontrolleret minimalt system.

"Grammatikken" var enkel: der er ord der har en streg hen over sig - og der er ord der står frit. "Leksikon" var enkelt: der var kun verber (når man ser bort fra en indramning i første og sidste linie).

b. Selv den mest abstrakte "grammatik" har en social henvisning. Det er et vilkår at der er handlinger vi frit kan foretage os, og der er nogle der er mindre frie - hvad nu stregen betyder: utilladelig, umulig, utænkelig, uforgribelig, utrolig, urimelig...

c. Digtet kan få en social præcisering: jeg skrev to breve: et til beboerne om at de kunne skrive flere verber på plakaten - der var plads til det. Og et til politimesteren om at han kunne gå hen og sætte nogle flere streger på embeds vegne. Han kunne slå streg over "parkere" eller "trække den ud" eller måske "hade".

Eller han kunne fjerne streger: "tænke at" (er der ikke tænkefrihed? Hvad er det der kan være farligt for ordenen at tænke i Brande?)

d. Digtet lægger op til meddigtere, til participation. Det fulgte jeg op senere ved at besøge skolerne i byen med skriveværksteder.

Og jeg har brugt formen mange steder, både i Danmark og andre lande, sidst i skoler og lærerseminarier i Durban, Sydafrika i oktober 1999.

I en æstetisk sammenhæng er det vigtigt at digtet foretager et valg mellem de fem betydninger:

1. Ingen signalbetydning.

2. Ingen markeret symbolbetydning.

3. Helt åbenlys materialebetydning i "leksikon". (Handlingsmuligheder).

4. Meget klar konstruktionsbetydning i "grammatikken". (Begrænsninger).

5. Stærkt markeret funktionsbetydning i "brevene". (Indgreb).

Det betyder at de traditionelle betydningsområder ikke bruges. Her var især symbolbetydningen i mine øjne reaktionær: egentlig søger symbolet at tvinge en autoritetstro læser til at opleve verden nøjagtigt som digteren. Blive en tro kopi af forfatteren.

Derimod var de sidste tre betydninger dynamiske: de stimulerer til selv at arbejde videre med materiale, konstruktion og funktion. Til at se handlingsmuligheder, begræsninger og mulige indgreb.

I mine tresserøjne var et godt digt en igangsætter, en affyringsrampe mod noget som læseren selv producerede.

Man skulle læse mine digte og glemme dem. Men huske deres karakter af affyringsrampe. Gå ud i verden og samle ord, sætte streger over ord, placere dem i samfundet.

Så meget om det: et digt et bestemt sted i 1960erne.

Som man stod ret alene med i Danmark. Den eneste parallel magistrene kendte var Bert Brechts tanker om teater som Entfremdung: lægge en afstand til symbolbetydningen og sympatien - og bruge teateret som affyringsrampe for politisk materiale, dialektiske konstruktioner og sociale funktioner - dvs. revolution og oprør.

Det skal siges at de fleste kritikere og publikum opfattede et digt af den art som en leg med ord. "Lidt pjat med overstregninger".

For mig var det alvor: kunsten som spil er også kunsten som våben.

Det er to vigtige stikord.

Kunsten som spil gjorde op med æstetisk naivitet, kunsten som våben med politisk godtroenhed.

Begge søgte mod selvaktivitet: æstetisk selvaktivitet og politisk selvaktivitet.

Vi lærte at kunst ikke er de andre. Det er noget vi selv som læsere deltager aktivt i og ikke er afskåret fra, uanset begrænsninger i talentets mod.

Og vi lærte at politik ikke er de andre. Det er noget vi selv kan deltage aktivt i og ikke er afskåret fra, uanset begrænsninger i vores magt i boligområdet eller på den storpolitiske scene.

Det har mening at alle udtrykker sig i ord.

Og det har mening at alle udtrykker sig for eksempel mod krigen i Vietnam.

Vi er alle medansvarlige for at vi har et samfund med kommunikationshæmmede, sprogsvage, udtryksfattige, at der stadig er miljøer hvor man ikke kan tale nuanceret om følelser.

Og vi er alle medansvarlige for at der kan føres krige af neokolonialistisk karakter, og at der stadig er miljøer hvor man ikke forstår nogle enkle politiske sammenhænge.

Det at vi kan bruge et sprog giver os et ansvar.

Og det at vi kan tænke politisk giver os et ansvar.

Historieskrivningen henlægger måske nok brugen af kunsten som spil til første del af 60erne - med stærke træk på traditionen fra Dadaismen, ja nydadaisme kaldes det. Var der anden tradition vi kunne bruge end DADA?

Og sproget som våben placeres i anden del med Vietnamkrig og græsrodsbevægelser - med stærke træk på socialisme og anarkisme og Marx. Men forbindelserne er for mig vigtigere. Der er ofte tale om de samme personer.

Jeg var tryg ved at de primære læsere af mine spil selv valgte politisk handling - og gik i de "rigtige" demonstrationer.

Arbejdet krævede frihed for fordomme om kunst og politik. Den repressivt tolerante kunst og det repræsentative demokrati skabte uønskede afstande.

I politik var ytringsfrihed en tynd suppe uden ytringsmulighed.

Og i poesi var læseaktivitet utilstrækkelig uden skriveaktivitet.

Vi kunne ikke lave politik uden bred græsrodsdeltagelse.

Og i hvert fald mente jeg ikke man kunne placere poesien rigtigt uden bred græsrodspoesi, ikke vurderet på traditionel kvalitet alene men som våben til selvopgør og befrielse af poetiske og politiske kræfter.