KU

KUKUN

KUKUNST

KUKUNSTRE

KUKUNSTREVOLUTIONEN

KUKUNSTREVOLUTIONENSNARTKOMME?

 

Det kulturelle menneske i provinsbyen er også kunstbevidst. Han vil modtage kunst. Han vil betages af kunsten, vil aftage den efter evne, indtage den, optage den, indoptage og overtage kunsten, tage kunsten over, tage den alvorligt, tage den som kunst B måske kunne han også fristes til at voldtage den, tage den eller bare ta',

Kunst er nok noget med at tage. Og at give.

Man begiver sig ud på kunstnerisk eventyr, kunst indgiver indgivelser, der er kunstbegivenheder med beskeden afgift, meget i tilgift, ingen medgift B men måske tiltrænges modgift.

Modgiften mod kunst er konversation, uforpligtende snak, ikke tilstået usikkerhed, facadementalitet. Og kunsthandel.

 

Jeg kan resumere noget af det sagte i en kort tekst der tager sig sådan ud:

mod-tage kunst

tage kunst

be-tages

af-tage kunst

ind-tage kunst

op-tage kunst

indop-tage kunst

over-tage kunst

tage kunst over

tage kunst alvorligt

tage kunst som kunst

vold-tage kunst

ta' på kunst

tav på kunst

 

Og jeg kan ikke lade være med at fortsætte med også en anden lille tekst:

ta efter kunst

ta i kunst

ta mod kunst

ta til kunst

ta ud kunst

ta ved kunst

tas af kunst

 

Kunst er både et stort og et lille ord, og det kan skrives med stort og med småt.

For at få kunsten ind i hverdagen vælger vi lille forbogstav, men ordet er stort nok.

 

Før Revolutionen var der nogle overklasseløg, som man kan have al respekt og bevægethed for. De var + bondevenner, ikke bønder, men interesserede i bøndernes og landets vel.

l dag er der nogle teoretisk folkelige (ny-radikale) som man kunne kalde + folkevenner.. B ikke folk. De vil gøre det bedre for folk, og foreløbig gør de det ved ironiske angreb på massedistributionen af forbrugsgoder og mindre gode goder, i markedet med tilsyneladende frit men underfundigt styret forbrugsvalg (og kulturvalg).

Der er også kunstvenner B som ikke er kunstnere, men ofte er venlige og ofte sukrer kunsten ind i venligheden.

Bondevennerne tænkte på bønderne og brugte deres

indflydelse på gode steder. Folkevennerne skriver om folket og gør gode ting i opdragelse, debat og personlig frigørelse. Kunstvennerne køber kunst B eller tænker i hvert fald på at gøre det, de er ikke fremmede for tanken.

Den politiske revolution er forbi, alle har mulighed for at benytte den demokratiske mekanik, selvom ikke alle gider. Den sociale revolution er i gang, alle har feriemærker, pristalsregulering og nummer i boligkøen. Den kunstneriske revolution er ikke endnu kommet i skred. Men det vrimler med kunstvenner, kunstdemokrater, kunstforeninger, kunstkonversation. Og kunstHandlere.

Mennesker har lært at kræve politisk magt og social ret som selvfølgeligheder, og en del gider anvende mulighederne. Men kunst, det er stadig noget for herremænd og fabrikanter.

Mennesker må lære at kræve og at gide.

Hvad?

I kunstrevolutionen forskydes bestræbelsen fra det receptive (alene) til det (også) produktive. I hvert fald for muligheden for produktive erfaringer, oplevelser, resultater.

Før lå hovedvægten på at kunne læse (på biblioteket), se (på museum), høre (parkkoncerter), se-høre (i folketeater og filmstudio).

I dag må hovedvægten lægges på at kunne forsøge at skrive, tegne, musicere og dramatisere (især i børnehave, skole, aftenskole, højskole).

Skrive B ikke mindst for at kunne læse, male B ikke mindst for at kunne se, spille B ikke mindst for at kunne høre, dramatisere B ikke mindst for at kunne gå i teater.

Når det er slået igennem står vi med et åbent kompetent publikum, ikke af kunstvenner men af kunstpraktikanter. Det feudale forhold : mellem kunstner og publikum, mellem nådigherre og daglejer, afløses af noget andet. Af spil fra begge parter. 1

Hvad venter jeg af kunstlivet?

At denne kunstrevolution bryder ud over hele feltet. At kunstfunktionerne, som man også har udtrykt det, demokratiseres. At nådigherrerne forsvinder og almuen ikke mere står med bøjet hoved og krammer børen.

Jeg venter på den ene side at forfatterne giver afkald på at postulere store mytologier eller ukontrollerbare visioner. De kan passende slippe den oplyste enevælde, aristokratmodernismen.

Og på den anden side at kunstens forbrugere også lærer at bruge den. Ikke bare taler højtideligt om kunstens + sjæl* men også fornemmer noget + krop* . At de ikke alene frigjorte men også nogenlunde frie lever sammen med de kunstværker de nu vælger sig. De kan udmærket sammenligne vort forhold til kærligheden med det til kunsten. Der er en ung generation som måske ad lidt mærkelige men trods alt meget mere åbne og redelige veje end ældre generationer har gennembrudt fraserne og fundet deres egen modige virkelighed. De har lært at kærligheden rykker lidt i adfærdsnormerne, reglerne mellem mange gælder ikke melfem to, de er dybere, friere, sværere og lettere, mere udtømmende og lykkeligere.

Ligesom kærlighed kan også kunstkontakt ødelægges af angst.

Og ligesom om kærlighed kan man egentlig ikke tale om kunst, ikke med hvemsomhelst, måske med nogle.

Hvordan var så kærligheden, frøken? var det værre eller bedre end De havde forestillet Dem?

Det kan man ikke svare på. Jo man kan sige, at den var anderledes.

Hvis man har haft modet til ikke blot at opleve fyldning af forventningsrammerne, men 2 det anderledes.

Kunsten, tror jeg, er anderledes.

Hvis jeg ændrer ordet + det* til "den* (eller til "hun* ) i en tekst der hedder KARAKTERISTIK - så kan den også bidrage til karakteristikken:

den er mit legetøj den er min mulige sandhed

mit tøjeri mit vanheld min vindeltrappe

den er min veninde den er min forvirring

vindende og vimrende og min forværring

den er mit redskab den er min fortæring

min rådighed min rådvildhed mine chokerende foræringer

den er min mulighed mit tøjlesløse legetøj

og magelighed min tøjleleg

Måske har vor generation oplevet en slags kærlighedsrevolution, mulighederne for at handle frit er blevet mere udbredt, tør man tro.

Og måske har vi også kunstrevolutionen inden for rækkevidde. Der er vistnok en Bastille at storme. Måske er der små revolutionære klubber B selv om det måske ikke er de eksisterende kunstforeninger. Eller er de ved at omdannes til jacobinerklubber?

 

Vagn Steen /DD

 

Særtryk af katalog for udstillingen MALERI-SKULPTUR-ARKITEKTUR i Århus Rådhushal 4.-19.september 1965