Gi' fanden i form og forelskelse

 

 

1. Hvor skal man begynde i Palle Jessens TINGENE — Udvalgt lyrik 1960-62?  Lidt spredt bladen og læsen og kik på siderne, så den aflange bog ligger godt i hånden.

   Spring så til sidste side og læs interviewet af 'es' i Information. Dér findes livordet i Jessens arbejdssprog: totalsans, og vi forstår hans baggrund i filosofi og formgivning. Læs gerne Tingene som formgivne digte der vil åbne din totalsans. Intet mindre.

 

2. Det første digt i Tingene stavet næsten som forfatteren selv gjorde:

 

TEKOP FRA FROKOST

 

Min tekop

blå

som Majas øjne.

Te

som et oxeøje tilbage.

En plet hvor skeen

lå.          

 

Syv linjer, og de tre er superkorte. Skærer man eksperimentelt de to sammenligninger bort, bli'r teksten:

             

Min tekop

blå

Te

En plet hvor skeen

lå.          

 

Og ”som Majas øjne” og ”som et oxeøje tilbage” har tre store runde former — som tekoppen, som øjne. Hvis man læser visuelt. Tema og tekst vokser sammen.

              Og aktiviteten er at se med ét (hurtigt, helst enstavelses-) blik: Tekop, blå. Te, lå. Og den øjenkontakt med verden bli'r så at sige forsinket af som-konstruktionerne.

              Den sidste - men ikke senest skrevne - tekst i disse udvalgte digte er som-frit . Det var dér han skulle hen:

 

DRENGENS SANG TIL SOLEN

Sang til Søren

 

              Solen er så dejlig,

              jeg tror jeg skyder den ned,

              - men Søren dog -

              og gir den en rigtig gyngetur,

              - men hvad så i morgen? -

              I morgen kommer der jo

              en ny.

4.1.61

 

Dialogens børnelogik gi'r det digteren har brug for og er fri for litterær tone: hverken som'er eller metaforer.

 

3. Antagelig har Palle Jessen læst Kurt Schwitters’ Die Scheuche fra 1925, genoptrykt i Sverige 1960, og set et makaronisk digt [: digte forfattet i et blandingssprog, red. ] med enstavelsesord på latin som for ikke-latinkyndige læsere er betydningsfri og dynamiske: hic haec hoc er de bærende lydelementer. Lad mig citere et par linjer af Schwitters’ digt, hvor hanen hak-hæk-hik-hok-ker i stokken: ”DA kam Monsieur Mosjö/le coq/der Hahn/und hickte an dem Stock/und machte Hick und Hack/und hic haec hoc/und hickte an dem Stock.”

   I makaroniske digte kan stokken og hanen rime med det lille franske lån ”coq”, og der kan rimes på latin for begyndere.

 

Jessen går videre og digter:

 

KRØBLING

 

Hink

hink

honk

hinke, hænke, hank

hunk

illæ, illæ, hank

lakrimæ

lakrimæ

honk.

 

 

Ni linjer, deraf fem på én stavelse.

              Men så skal det være litterært og vi får lakrimæ, for han kender udtrykket ”hinc illae lacrimae” som på dansk betyder ”herfra disse tårer” - og ifølge min ordbog tilmed ”herfra skriver tingen sig, her har vi forklaringen.” Tolkningen har ramt noget: Jessen vil finde det punkt, hvor ”tingen” så at sige skriver sig selv.

 

Det kan bruges. ”Tingen” skriver sig selv ud fra lydene i det latinske bøjningsmønster. Men Jessen kan ikke helt lade teksten stå som den er, den får en forklaring, en titel: Læseren bedes tænke på en krøbling.

              Og så er vi i rækken af de mange ”rene” tekster i litteraturhistorien der begrænses - eller præciseres - af en måske overflødig overskrift. Tænk bare på Morgensterns ”Fiskens natsang”, Bønnelyckes ”Berlin'.

 

Palle Jessens ret få makaroniske digte er de mest citerede, ret uset i samtidens Danmark - som heller ikke kendte meget til Schwitters, modsat Sverige der bragte den første udstilling efter mange års stilhed.

   Der er også plads til den bespiste gæst:

 

GÆSTEN

 

Illa mihi mam

mask 

misk

mæsk

mihi mam

patria, patria misk

mihi mam est, est

ubi pascor misk

ubi pascor misk mask

non

non

non ubi 

non ubi nascor.

 

Her er der kun få danske ord: mam, misk, mask, mæsk. Vi kan høre gæsten få mam og blir misk-mask-mæsket.  Latinen i digtet kan læreren forklare —hvis den da skal forklares.

 

4. Alt dette som indledning til at vi nu har fået adgang til at se Palle Jessen i stor sammenhæng, ved Jan Hjort på forlaget Arena Dottir.

   Der er 272 sider med udgivne og ikke før udgivne digte, enkelte noder til digte, essays, fotografier, et genoptrykt interview fra Information 1961 af signaturen ”es” (jeg kan røbe at det er Else Sandvad, hvad udgiveren godt kunne ha' meddelt).  

   Desuden har bogen et efterskrift af Torben Brostrøm og ikke mindst et godt layout af Jan Hjort og Eli Lund med collager af Susanne Dalgaard Kristensen: Vi ser tressernes typografi og får noget for øjnene.

 

5. Tingene i sig selv:

 

TØJKLEMMEN

 

En trøje, en skjorte, en sok i munden

hvis ikke et tov,

kedsommeligt, gråt

som tørv på tungen.

Kan gøre sin pligt et år eller så.

Smut,

skejer ud med et vrik

går fra biddet som alle de andre.

Falder.

Ligger på jorden i to.

Een som er nøgen

og een med musklen jernhårdt

i kvælertag om halsen.

 

Vi slipper ikke for et ”som” - men får til gengæld et fyndigt udtryk ”går fra biddet” og en helt uanstrengt metafor, musklen om metalstykket.

              Her er ville vi gengæld være i viltert vildrede uden titlen Tøjklemmen.                        

 

Og hvad med denne tekst?

 

VALMUE

 

Rore ra

ru

ro

rå.

Mire mingIe

mi

ma.

Sirre su ...

sa

Papaver, Papaver 

Du står med

skørtet am hadet

man ser Dine ben.

Sirre sa

sirre su

hvad sir

Du?

 

Ordet papaper er ikke bare latin for titlen, det er også en reference til en samtale hvor Emil Bønnelycke om Tom Kristensen leger med ord.

 

6. Vi kan læse essayet At se tingene, trykt i det velorienterede svenske tidsskrift Ord & Bild, nr 1, 1962:

 

”Hvis tingen blot var identisk med noget i os selv, ville den blot tiltrække os på en uinteressant måde. Men ved at den tillige rummer noget forskelligt fra os selv bliver den interessant.

              På den anden side tror jeg ikke det ville være muligt for os at komme i kontakt med tingen, hvis den ikke i så høj grad stemte overens med os, ligesom kønnene ikke ville finde behag i hinanden, hvis de ikke rummede så meget identisk. — Der er her en dobbelthed som i så meget i livet, i naturen.

   [...] At vi som tænkende, handlende mennesker kan virke ind på tingene er ligetil, men at tingene også i deres selvstændighed kan virke ind på os er mindre ligetil; at de kan vise os deres fremmedhed, at de kan fremtræde for os med væsen er vel lidt af en gåde. Men een ting er, at det er en gåde, altså hvordan det kan være, en anden: at det faktisk forekommer, som alle, der er fortrolige med kunst jo har erfaret at kunstneren kender fra sit forhold til stoffet.”

 

Jovist, i Palle Jessens digte kan tingen ”fremtræde for os med sit væsen.”

              Tingene benævnes i overskriften, men skal ikke druknes i konversation – derimod rent ned på papiret og dynamiseres i det sprog, som altid har en masse urolig energi i sig.

             

7. Der er digte til Suzanne på tre år: Døren; Nøglen; Barnevognen; Mor; Furesøen; Fuglene; Pruhest. Det første lyder:

 

DØREN

              Døren går op

              og døren går i

              hu hej.

              Døren går op

              og dær sidder far,

              døren går i

              nu står jeg herude

              æv!

 

Det kan den treårige leve med i, hun kan opføre det og bruge døren som rekvisit. Og hun kan producere verdens flotteste ææææv!

              Jeg kunne godt mumle til læsere med børn: Det er bare at gå i gang. Skriv selv, med eller uden 'jeg', tilpasset modtagerens alder. Og nyd solen:

 

BARNEVOGNEN

 

Barnevogn

hvor var Du sød.

Ih, jeg sov så godt 

i min barnevogn.

Fuglene sagde

bøb, bøb,

solen var så varm og rar,

den sad på mine bare tær

og sagde

tit tit.

 

Og så myldrer det i de andre digte ellers med blask blask og bøb bøb fra fuglene. Og vriiih vriih fra pruhhesten.

8. Der er tretten stykker kortprosa som kunne være spændende, hvis de var udgivet for sig selv. Tæt læsning før kortprosa blev både in og must. Her vil jeg gerne kunne lade læseren få alle stykkerne - og anbefaler det virkelig. Men nøjes med et -  senere kan du selv lade alle tretten åbne din totalsans:

 

MARKVEJ

Jeg ender i ingenting, men kom bare, hvis De vil

tage til takke. Jeg er dobbeltløbet som et jagtgevær

men ellers ganske fredelig. Længere fremme slår jeg

et knæk, går op og ned — og ender så, som sagt — i

ingenting. Sidste år løb jeg længere for at ende

et andet sted i ingenting, næste år løber jeg måske

knap så langt. Jeg er just så lang som der er virkelig

brug for mig, hverken længere eller kortere — og det

er godt det samme.

— Ja nu kan De ikke komme længere, her ender jeg —

i ingenting — Og vil De videre blir det på Deres eget

ansvar.

 

9. Jeg foreslog tidligere i anmeldelsen at begynde læsning i Tingene med sidste side, hvor Palle Jessens egne kommentarer i det genoptrykte interview.

   Men hvor skal man så slutte? Med to tekster: Den ene er Torben Brostrøms gode sammenfatning i bogens efterskrift. Vi får rare holdepunkter i finlandssvensk og fransk lyrik — og meget mere.

Og den anden er en tekst fra afsnittet Efterfølgende digte:

 

SØLUFT

 

"Gi fanden i

form og forelskelse"

tænkte jeg ude

ved søen.

Nu aner jeg ikke

hvad jeg mente

og får det vel aldrig

at vide.

Men så vidt jeg kan se

er

der noget

i denne rytme

og bogstavrimene,

læg mærke til dem,

som gir det hele

skær af sandhed.

Man ku

jo prøve.

Man ku jo prøve

at gi fanden

i form

og forelskelse

— og så se

hvad der sker.

 

Denne gang følge alliterationer og rytme — en anden gang noget andet — og se hvad der sker. At overlade næsten alt til læseren — som slipper for at forholde sig til andres forelskelse og tradition. Blæse på referencen til egen oplevelse, blæse på fordomme om form, men gå på eventyr i sproget. Dejlig erfaring.