Gustav Wied

Digt og Virkelighed - Livserindringer
1922

 

 

 

Digt.

En Lygte stod og lyste
i bred og festlig Glans,
mens hist paa Himlen smilte
de evige Stjerners Krans.

"Gad egentlig vidst," sagde Lygten
og stirrede hen i det blaa,
"hvad de Smaafyre tænkte deroppe,
da de første Gang mig saa'!"

 

1. Fødsel og Første Barndom.

Jeg vil begynde med min Fødsel. Den foregik den 6te Marts 1858 paa Holmegaard ved Nakskov. Og jeg husker følgende om denne Begivenhed:

Min Moder stod om Formiddagen og slog Smør ned. Det var Udstillingssmør, det skulde til Nakskov paa Landbrugsudstilling og have første Præmie. Og eftersom min Moder var en ærekær Kone, vilde hun egenhændig slaa dette Smør ned, selv om hun maatte staa sidelænds ved Karret og gøre det. Thi det ene skulde passes, det andet ingenlunde forsømmes.

Medens det ene - det var mig - laa i mit Skjul og morede sig, kom en af vore Piger, Røde Hanne, løbende og meldte, at Fru Jessen var kommen kørende.

Fru Jessen var fra en Nabogaard, og hendes Ærinde var at gratulere min Bedstemoder, hvis Fødselsdag det ogsaa var.

Moder sagde Røde Hanne Besked om at koge Chokoladen, og da hun havde gjort Smørret færdigt, klædte hun sig om og satte sig ind i Stuen til de andre Damer for at drikke Chokolade. Fru Jessen spurgte nu til hendes Tilstand og fik det Svar, at Jens var kørt efter Madammen. Hvorpaa Gæsten fór op og erklærede, at i saadant et Hus vilde hun ikke være, fik spændt for og kørte hjem.

Senere kom Jens med Madammen, men først kom jeg. Thi da Jordemoderen arriverede - Madam Mencke hed hun, og fordrukken var hun - laa jeg i Sengen ved Siden af Moder, og Moder sagde til hende:

- De kommer for sent, Madam Mencke!

Madam Menckes Ægteskab var mærkeligt. Hun var Jordemoder, hendes Mand var Ligkistesnedker. Og de havde hver sin Kiste staaende til at sove til Middag i. Hun var fordrukken, han Afholdsmand. Men trods alt var deres Ægteskab alligevel ganske harmonisk ... dog barnløst.

Madam Mencke tog altsaa hin 6te Marts Affære, svøbte mig og gjorde ved mig, hvad der skulde gøres. Men fuld var hun og tumlede fælt med mig. Snart havde jeg Hovedet nedad og snart Benene. Jeg tænker, det er Grunden til, at jeg altid senere har været lidt underlig ...

Proprietær Jessen - Fru Jessens Mand - havde lovet at staa Fadder, hvis jeg blev en Dreng. Fru Jessen, som var meget nærig, bad til, at jeg maatte blive en Pige, men min Moder lovede hende, at hvis jeg blev en Pige, skulde hun selv komme til at staa Fadder. Nu blev jeg altsaa et Dreng, og Jessen gav mig det behørige Sølvtøj. Jeg husker ham som en lille munter, kuglerund Mand, som jeg hold meget af. Han forærede mig hvert Aar til min Fødselsdag en Specie, en uhyre Sum. Desværre bortkaldtes denne elskelige Mand altfor tidligt. Hans Enke gav mig intet. Heraf rimeligvis mit "Kvindehad".

 

Jeg har ikke, som andre store "Lygter", Erindringer fra min Vuggetid. Det første, jeg husker, er fra mit sjette Aar.

Jeg sad paa Dørtrinet ind til Spisekamret, og inde i Spisekamret stod Moder og øste Mel op af en Tønde. Saa kom Røde Hanne farende og raabte, at Kongen var død.

Det maa altsaa have været i November 1863.

Moder dukkede ned i Meltønden og græd, jeg kan tydelig huske den underlige, brummende Lyd, der kom op der fra. Røde Hanne græd, hele Huset græd, og jeg tudede med. Det gjorde et forfærdeligt Indtryk paa mig, at en Konge kunde dø.

Røde Hanne var hos os i mange Aar og fik gennemsnitlig et Barn om Aaret, i hvilken Anledning hun heftigt misundte Mejeripigen, Rikke. Denne fik Børn med samme Regelmæssighed, men hendes døde altid, hvorimod Røde Hannes Afkom var i Besiddelse af en ukuelig Livskraft.

 

I et lille Hus ved Gaarden boede vor Avlskarl Jeppe, og hans Søn Laurits var mit stadige Selskab. Der var det mærkelige ved Laurits, at han ikke alene var født uden Tænder, men at han aldrig, saa længe han levede, nogen Sinde fik Tænder. Det profiterede jeg af. Naar Laurits spiste Rugbrød, kunde han ikke tygge Skorperne, eller "Ringen", som vi kaldte det, og mit daglige Spørgsmaal, naar jeg kom i Huset, var:

- Hvor mange Ringe er der idag?

Og jeg nød som en Herreret Laurits' efterladte Ringe, hvor Mærkerne af hans tandløse Gummer sad i Smørret eller Fedtet.

Gennem Opvæksten var jeg og Laurits trofaste Kammerater, og jeg kunde aldrig foretage mig noget, uden at Laurits var med. Senere, da jeg var kommen ud i Verden og var bleven Boghandler, blev jeg stor paa det og saa' Laurits over Hovedet. Jeg kan huske saa tydeligt, en Gang jeg var hjemme i en Ferie, Laurits kom hen og vilde hilse paa mig, men jeg tog blot Hatten naadigt af og gik videre. Laurits kom for Resten siden til Amerika, hvor han straks efter døde af Mangel paa Tænder.

Laurits' Moder havde Saar paa Benene, og vi Børn plukkede altid Følfod til hende, som hun lagde paa Saarene. Den, der havde plukket flest Blade, fik som Belønning et Stykke Kandis. Faderen Jeppe var en stille Mand, som passede sit Arbejde og drak. Hvorfor Jeppe drak, véd jeg ikke. Maaske af Ærgrelse over Konen, som altid klagede og klynkede.

Laurits og jeg havde en Kammerat, der hed Morten Terkelsen, en Husmandssøn, en stille og blid Dreng. Jeg var den, der førte an, min Faders Gaard var den største i Sognet og kaldtes blot "Gaarden". Vi lavede Cirkus - Fader gav os Lov til at male Striber med Kalk paa Hestene, for at gøre dem til Zebraer - og vi arrangerede Børneballer og Fugleskydninger, hvor det kostede to Skilling at deltage. Smedens Dreng var den eneste, som ikke maatte komme med, han lugtede. Forgæves bød han fire Skilling, men vi gik ikke paa Akkord.

 

Saaledes voksede jeg op i en sorgløs Barndom, indtil Livets Alvor meldte sig for mig: jeg skulde i Skole.

Den første Undervisning modtog jeg hos Madam Clausen, der bestyrede en Pogeskole. Hun var Søster til Major Clausen, Nakskov Ladegaard, "den lille Major", og havde Skole i et Hus, der laa lige ved Indkørslen til Gaarden. Hun havde en Datter, der hed Vita, som vi allesammen var forelskede i. Hun underviste os i Religion.

En Dag havde hun fortalt os om Peter, der forraadte sin Herre i Ypperstepræstens Gaard. I Frikvarteret, da jeg stod og spiste Frokost sammen med min Fætter fra Sønderjylland - det var i Tiden efter Krigen - siger han til mig:

Skal vi forraade Madam Clausen?

Nej, det syntes jeg dog ikke, jeg vilde være med til.

Om jeg da var bange?

Bange - ikke Spor!

Vi blev saa enige om, at hvis en Hane tilfældigvis skulde gale tre Gange, vilde vi stikke af fra Skolen og løbe hjem.

Nu boede der lige ved Skolen en Mand, der hed Klüver, som vi var forfærdelig bange for, fordi han gik med sorte Briller. Han havde en Hane, og nu sker det hverken værre eller bedre, end at den galer, først een Gang, saa to Gange og saa tredie Gang. Hvorefter min Fætter og jeg øjeblikkelig forsvinder og sætter Kursen hjemefter.

Paa Vejen mødte vi min Fader, og ham fortalte vi, at vi havde faaet fri, fordi Madam Clausen var bleven syg. Men længe nød vi ikke den gyldne Frihed. Hen mod Aften fortæller en af vore Piger os, at Fader var kommen hjem, Klüveren havde fortalt ham, at vi var løbet fra Skole, og nu var der til os.

Pigen, som holdt meget af min Fætter, maaske fordi han var "landsforvist", tog ham under sine Vinger og lukkede ham inde i sit Værelse, medens jeg maatte hytte mig selv. Jeg sneg mig op i Børnekammeret, og krøb i Seng, trak Tæpperne op over Hovedet og lod, som jeg snorksov, da Fader kom med Ridepisken. Men jeg sov ikke, jeg bad til Gud, om han vilde gøre et Mirakel.

Og saa - Ja, saa skete der mig i min store Skræk noget menneskeligt, og det kom med et saadant Bulder, at min Fader brast i Latter og løb sin Vej. Og jeg var frelst.

Fra Madam Clausens Skole kom jeg senere i Skole hos Madam Størser. Hendes Mand drak, og han endte da ogsaa med at styrte ned fra en Stige og knække Halsen. Lige i Nærheden laa Almueskolen, hvor Læreren altid var fuld. Ja, jeg har set meget Spiritus i min Barndom. Dette er vel Grunden til, at jeg selv er bleven saa sober.

 

2. Gaarden.

 

Op til Gaarden førte (og fører da endnu) en lang Poppelallé. Men et Sted i Alléen manglede et Træ, og det var ikke muligt at faa nogen Poppel til at vokse paa den Plet. Hvisaarsag der blandt os Børn opstod den Overtro, at der her var begaaet et Mord. Vi gik aldrig forbi uden en stille Gysen, og navnlig om Aftenen holdt vi ikke af at nærme os Stedet.

Til Gaarden havde hørt en Skov, som min Fader imidlertid havde fældet. Det maa man ikke, og Fader fik da ogsaa Vrøvl med Myndighederne for det. Senere fik han Bebrejdelser af os Drenge, vi var meget fornærmede, fordi han havde berøvet Gaarden denne Værdi. Thi at have en Skov var jo noget nær det fornemste, man kunde tænke sig.

Gaarden selv saa' meget almindelig ud med den enetages Hovedbygning. Hvert Efteraar, naar Fader havde faaet sit Korn solgt, lovede han Moder, at nu skulde der komme en Kvist paa Hovedbygningen. Og hvert Foraar, naar det skulde til at være Alvor, sagde han altid:

- Det maa vente, Trine!

Og Hovedbygningen blev ved med at være enetages.

Paa denne Gaard levede der en Samling af Originaler. Naar jeg tænker tilbage, husker jeg de mærkeligste Mennesker ....

Først var der Rasmus Kukker. Om ham erindrer jeg kun, at han stadig vilde tage Livet af sig, og at det lykkedes ham efter noget Besvær. Først hængte han sig, men barmhjertige Hænder skar ham ned. Derpaa sprang han i en Brønd, men atter var Barmhjertigheden rede, og han blev trukken op. Endelig lykkedes det ham at file Halsen over paa sig med en Brødkniv, og her kom de hjælpsomme Hænder for sent.

Saa var der Niels Lente, en gammel Fyr, der passede Heste. Han blev gift med en ung Pige, thi han havde et Hus. Og hans Kone bedrog ham, thi han var 70 Aar. Jeg kan huske, at vi var med til hans Bryllup, og der blev lavet specielle Boller til Suppen til Ære for Herskabets Børn. Bollerne blev tilvirkede, sagde man, paa den Maade, at Kvinderne spyttede i Hænderne og saa trillede Dejgen.

Fremdeles var der Faareper og hans Hund Judas Ischariotes. Og saa Per Knak, der gik omkring paa Gaardene og tiggede og sang - til os kom han altid i Slagtetiden. - Har I ædt Jer Pølse? sagde han. - Han havde et stort Nøgle knippe, som bl. a. indeholdt en Nøgle til Paradisets Port, en mægtig Nøgle til Pavens Skatkammer og en, som han med en lettere Omskrivning kaldte Nøglen til sin Kones Kærlighed. Vorte-Ane havde sit Tilnavn, ikke af egne Hudprydelser, men fordi hun forstod den Kunst at læse over Vorter, Fregner og Modermærker og faa dem til at forsvinde.

Den onde Klüver med de sorte Briller var ogsaa læge kyndig og havde en stor Praksis som Massør. Han masserede for Benbrud og Forstuvninger. Men vi Børn vilde før blive stivbenede end søge ham.

Af de faste Folk paa Gaarden har jeg glemt at omtale Kusken Jens Due. Han var Fader til alle Sognets uægte Børn og tilbragte en stor Del af sin Tid med at sidde Alimentationsbidrng af. Hans Broder Lars Due var hans fuldkomne Modsætning, han opnaaede aldrig Faderlykken. Og Jens i sin Overflod haanede ham. Lars blev forøvrigt gift med Henrik Loppes Datter, en gammel, pukkelrygget, rig og tyrannisk Ungmø. I dette Ægteskab blev Lars den lille: Konen pryglede ham, og Jens haanede ham endnu mere.

Her i disse Omgivelser drev vi Børn vor muntre Leg. Jeg havde kun een Søster, ellers var vi lutter Drenge, og Fader kaldte altid baade hende og min Moder "min Dreng". Mærkeligere er det, at denne Terminologi er gaaet i Arv. Jeg har altid kaldt min Datter "min Dreng", og hun har meget fornærmet gjort mig opmærksom paa, at hun virkelig ikke er nogen Dreng, men en Pige. Hun har jo endnu ikke og faar vel aldrig saa megen Forstand, at hun kan indse, at det er et Hædersnavn, jeg giver hende.

Den for Folkene største aarlig tilbagevendende Festlighed paa Gaarden var Høstgildet. Det formede sig som et Æde- og Drikkegilde i Rabelais-Stil. Deltagerne sultede sig tre Dage i Forvejen, og det endte altid med stor Drukkenskab.

Ved et af disse Gilder udførte jeg min Barnetids største Bedrift:

Vi havde paa Gaarden en Dreng paa 19 Aar, der hed Marius, som ved en af Kærlighedens underlige Førelser var forlovet med en Mejeripige paa 40, hende, hvis Børn altid døde. Han var ved et Høstgilde bleven overmægtig drukken, og jeg vaagnede ud paa Morgenstunden - vi Børn var bleven sendt tidligt i Seng - ved et forfærdeligt Spektakel "i Slippen" udenfor mine Vinduer.

Der stod Marius, omslynget af Rikke, og ude paa Vejen stod en Smedesvend, Galten kaldet. Det gik snart op for mig, at disse tre var Hovedpersonerne i et frygteligt Skinsygedrama: Marius var optændt af Jalousi og vilde slaa Galten ihjel, og Kvinden søgte forgæves at gøre sin mildnende Indflydelse gældende. Jeg hørte mellem de vrede Mandfolkerøster hele Tiden hendes Klynken:

- Aa, lille Marius, Aa, lille Marius!

Pludselig satte hun i med et skingrende Hvin: det var "lille Marius", der for at komme løs havde bidt et stort Stykke Kød ud af hendes ene Kind.

Nu greb jeg ind. Jeg sprang ud af et Vindue ned i Gaarden, gik hen til den rasende Karl - jeg har aldrig senere forstaaet, hvor jeg fik Modet fra - tog ham ved Haanden og førte ham hen til Karlekamret, mens jeg snakkede godt for ham. Da vi var komne ind i Kamret, gav jeg ham et vældigt Puf, saa han røg over i sin Seng. Men saa var det ogsaa forbi med mit Mod, Pokker tog ved mig ud igen, idet jeg slog Døren i Laas og benede tilbage ind igennem Vinduet.

Om Formiddagen, da jeg vaagnede, fik jeg at vide, at min Broder Einar ogsaa havde faaet for meget af Høstgilde-Punschen. Paa ham havde det haft den Virkning, at han havde taget "Den lille Gule" og var redet til Nakskov. Her blev han funden hos en Købmand, hvor han laa og sov Rusen ud. Hesten havde han bundet ved Madam Falcks Klokkestreng - Madam Falck var Dameskræderinde - hvor den stod og ringede og ringede, saa Madam Falck var lige ved at blive vanvittig.

Hvad angaar Marius, havde han knust alle Ruderne i Karlekamret og var paa den Maade brudt ud af Fangenskabet. Han endte sin Færd i Kostalden, hvor han faldt om og sov et Døgn, indtil han vaagnede, skamfuld og ulykkelig over, hvad han havde gjort. Men den 40aarige tilgav og trøstede ham.

I 8 - 10 Aars Alderen begyndte jeg at digte. Mit første Digt var til en Jagthund Chasseur og tolkede min primitive Naturglæde over dette Dyrs udmærkede Egenskaber.

Først senere begyndte mine Digte at dreje sig om Kærlighed. Og det er fra samme Tid, at "Den Anden" begynder at optræde. Siden den Tid har jeg følt det og føler det stadig saadan, som var mit Jeg delt i to Jeg'er, mig selv og Den anden, og saaledes at hver Gang der gaar mig noget imod, tager Den Anden straks Affære og siger: ja, hvad kommer det i Grunden dig ved! Og saa føler jeg mig lettet.

Første Gang, Den Anden hjalp mig, var engang, jeg havde læst et Digt for en af mine ældre Brødre. Det var et Kærlighedsdigt, og jeg syntes, det var yndigt, men min Broder grinede ubarmhjertigt af det. Jeg skulde allerede til at være ulykkelig, men saa sagde Den Anden til mig, at det skulde jeg da ikke bryde mig om, for det havde den Rakkerpukkel ingen Forstand paa.

Kun naar jeg var rigtig bange, kunde Den Anden endnu ikke klare det for mig. Jeg kan saaledes huske engang, vi var ovre at besøge Proprietær Schwendsen paa Helgenæs, en brillant Mand, Jordens elskeligste Mand, altid glad og fornøjet og det mest gæstfri Menneske, man kunde tænke sig. Det er forøvrigt ham, der i mange Aar har været Bibliotekar i Studenterforeningen.

Men den Nat, jeg taler om her, havde jeg det ikke godt. Jeg hørte inde fra et Værelse ved Siden af nogle underlige Lyde, Haarene rejste sig paa mit Hovede, og jeg troede, at der allermindst blev myrdet et Par Mennesker. Den Anden Forholdt sig ganske passiv, og det endte med, at jeg klædte mig paa og løb, alt hvad jeg kunde, "hjem til Mor" .

Næste Dag blev Gaaden opklaret. De mystiske Lyde kom Fra en Dreng, nogle Karle havde fyldt Brændevin i, som atter skulde ud ...

Naturligvis skrev jeg ogsaa et Digt, tilegnet Holmegaard. De to første Vers lyder saaledes paa Melodien: "Jens og Jensine, de gik i Skoven":

 

Lidt Nord for Nakskov, hvor Vejen drejer
et Gran tilvenstre, forbi en Bro,
der ligger Gaarden, som August ejer,
og hvor med Trine han monne bo.
Tralalalalalala.

Der har de levet i mange Tider
og leet og grædt med hinanden tro,
og sat i Verden en hel Del Wied'er,
hvis Antal stemmer med 4 X 2.
Tralalalalalala.

 

3. Trine.

Vi kommer nu til den store Inkonsekvens i mit Liv, idet jeg af alle Mennesker har holdt mest af min Moder, skønt hun var et Fruentimmer.

Det var hende, der spredte Liv og Indhold over Hjemmet.

Ingen kunde le som hun - og ingen græde som hun! Og desuden var hun en dygtig og energisk Kone i sit Hus - et stort Hus med mange Tjenestefolk.

Til at begynde med var mine Forældre vel nærmest fattige.

De sad om Aftenen ved et Spiddelys og læste og arbejdede.

Engang Farfar kom paa Besøg, tændte Mor to Lys. Den Gamle sad lidt og kiggede paa dem, og saa sagde han:

- Er I saa flotte hver Aften?

- Nej, sagde Mor - det er kun paa Grund af Farfars Besøg.

Saa rejste han sig, gik hen og blæste det ene Lys ud og sagde:

- Et er nok.

Saadan var altsaa mit Barndomshjem. Meget økonomisk.

Jeg kan huske, de solgte det Smør, de lavede, og købte Margarine til os.

Naa, det mærkede vi Børn jo ikke noget til, vi troede, at saadan skulde det være. Og Mad fik vi nok af, kraftig Middagsmad og de berømte gamle, solide Aftensborde.

Mine Forældre havde 11 Børn. Derfor var der to Børnekamre, det store og det lille og naar vi avancerede fra det lille over i det store, var det en Højtidsdag, næsten som en Slags Konfirmation.

Men hele Dagen - med Undtagelse af Maaltiderne - var vi altsaa i Børnekamrene, og naar det begyndte at blive mørkt om Vinteraftenerne, stod vi allesammen opstillede indenfor Døren og ventede paa, at Mor skulde komme og hente os over i Dagligstuen, hvor hun saa satte sig i Sofaen med alle Ungerne omkring sig og fortalte fantastiske Eventyr om Konger og Dronninger og Hekse og saadan noget.

Det Billede af Mor, der staar klarest for mig, er dog det, naar hun smaafløjtende eller nynnende stod ved det store Bord i Dagligstuen og klippede Tøj til en af os. Hun havde først lavet Mønsteret af "Berlingske Tidende", som hun hæftede fast paa Tøjet med Knappenaale og klippede til med en uhyre Saks. Denne brugte hun ogsaa til at klippe os med. Den "nippede", saa at Processen foregik under vild Hylen og Skrigen.

Mor har leveret Materialet til den af mine Bøger, der hedder "Bedstemoders Manuskript", og af denne ses, at vi paa mødrene Side stammer fra Bøhmen. Hendes Bedstefader var en indvandret Bøhmer, og derfra skriver det sig vel, at hun som Barn altid blev kaldt "Jødetøsen", fordi hun var saa sorthaaret.

Det gik paa en Maade i Arv til mig, for da jeg kom til Kjøbenhavn, raabte Gadedrengene: Flæsk, Flæsk! efter mig.

Mor var døbt Trine. Og det Navn beholdt hun, saalænge hun bar Titlen "Madam". Men da hun blev Frue, saa sagde hun, at hun var døbt Cathrine, og senere strøg hun Trine helt og kaldte sig "Catha".

Hvoraf man ser, at hun trods alt var et ægte Kvindfolk.

Gaardens største Højtidsdag var for os Børn Moders Fødselsdag den 18de Juli. Jeg skrev engang - det var vel i Midten af 70erne - et Digt til hende, hvoraf jeg endnu husker første Vers:

 

Mel.: Nu vil synge om Karen.

Den 18de Juli paa Gaarden,
hvor man faar Medaille for Smør,
en Højtidsdag stedse har vaaren
og er da endnu li'som før.
Thi Fruen, det sødeste søde
af alt, hvad som findes af sødt
baade blandt Kristen og Jøde,
paa denne Dato er født.

 

Et af mine sørgeligste Barndomsminder knytter sig til en saadan 18de Juli. Jeg havde taget mine Sparepenge (4 Mark) ud af min Sparebøsse og hos Boghandler Holmblad i Nakskov købt et ganske dejligt Billede, forestillende et grønt sjællandsk Landskab med marineblaa Himmel og rødgrødfarvet Solnedgang.

Dette overrakte jeg stolt Mor paa Sengen, forinden jeg gik i Skole.

Men Far skældte mig ud og sagde, at jeg værsgod skulde tage Billedet med igen og faa Pengene tilbage.

Og jeg gjorde det selvfølgelig.

Men det var den tungeste Gang, jeg nogensinde har gaaet. Paa Fødselsdagen kom Folk fra alle Gaardene rundt omkring, og der blev spist og drukket og spillet Kort til langt ud paa Natten. Men vi Børn blev puttet i Seng Kl. 10, hvilket naturligvis var en uhyre Uretfærdighed. For saa begyndte jo egentlig Sjovet. Jeg tror nok, at det var, fordi Mor ikke vilde ha', at vi skulde se de Herrer, som vi ellers havde Respekt for, blive altfor glade.

Paa en saadan Festdag vandt jeg for evigen en tyk Proprietærs Kærlighed. Man sad og spillede Whist paa Kontoret og blev kaldt ind til Aftensbordet. Medens de Voksne saa spiste, listede jeg mig ind i Spillestuen (der var givet Kort, men der var en varm Ret, der ikke kunde vente), og medens man altsaa spiste, pillede jeg alle Herrebladene ud og lagde dem i omtalte Proprietærs Bunke, saaledes at han gjorde sin Modstander dundrende Storeslem. Jeg hører endnu det Brøl, han udstødte, da han tog sine Kort op. Vi Børn holdt saa meget af ham, fordi han var saadan en fornøjelig og gemytlig Mand, derfor undte jeg ham denne Triumf.

Maaske lever han endnu. Han hed Fritz Kjær og var Ejer af Gaarden Steensø ved Nakskov

Da jeg begyndte at "digte", var Mor den eneste, der tog mig alvorlig, jeg læste altid mine Vers højt for hende, og hun sagde, de var storartede, jeg skulde ikke bryde mig om, hvad mine Brødre mente, det havde de ikke Forstand paa. Hun sagde ogsaa - hvad der har været mig en Støtte i hele mit Liv at jeg skulde bryde mig Pokker om, hvad, "Folk" mente om mine Sager. Naar bare hun og jeg syntes, de var gode, saa var de gode.

Det var hende, der vækkede "Den Anden" i mig, hvad jeg er hende inderlig taknemlig for.

For ikke at blive overrumplede af ubehagelige Tilhørere, gik hun og jeg, naar min Muse havde lakseret - som Brødrene kaldte det - enten saa langt vi kunde komme ned i Haven, eller, var det meget alvorligt, helt op paa Branderslev Kirkegaard.

Deroppe sad vi paa en stor Sten, som laa tæt op imod Kirkemuren, og da jeg for to Aar siden var "hjemme", gik jeg op og satte mig paa samme Sten og tænkte paa det herligste Afsnit af mit Liv, da jeg endnu ikke var "blevet til noget" .

Hvad der nemlig er det værste, der kan hænde et Menneske.

 

4. August.

August er min Fader. Carl August Wied er han døbt.

Der gik længe det Sagn i Familien, at den stammede fra en Fyrste af Neuwied. En yngre, rebelsk Søn skulde derfra være flygtet til Danmark med sin Moders Kammerjomfru. Vi gik ligefrem og kaldte Dronningen af Rumænien for Kusine Carmen.

Men saa gav en ubehagelig Præst sig til at lave en Stamtavle over os, og af den fremgaar det, at Familien egentlig hedder Hansen, men har boet i et hvidt Hus paa Als.

Saa der røg det Fyrstendømme!

Naa, det er jo heller ikke af Vejen at være dansk.

- - -

Mit Hovedindtryk af Fader er hans overordentlige Flid. Han var oppe Kl. 6 om Morgenen og gik selv ud paa Marken og saaede. Jeppe gik med, naar han var ædru, ellers gik Fader alene. Han gik forøvrigt meget alene.

Vi Børn saa' ham egentlig kun ved Middagsbordet, hvor han sad tavs og frygtindgydende. Jeg husker, at der paa Bordet altid stod en stor Plat de menage, som foruden andre Krydderier ogsaa indeholdt en Flaske Soya. Denne Soya Flaske var for os Børn som Kundskabens Træ paa godt og ondt, vi maatte aldrig faa noget af dens Indhold. Hvorfor véd jeg ikke - men Resultatet var naturligvis, at vi intet højere Ønske havde end netop at smage den forbudte Soya.

Og saa blev Fader forresten brugt som Bussemand, som den, der skulde tage Affære, naar Moder ikke kunde overkomme Retfærdighedens Haandhævelse. Vi stillede til Klø hos ham en Gang om Ugen, altid om Lørdagen. Det var ikke behageligt at gaa og vente, f. Eks. naar man havde begaaet sin Forbrydelse om Mandagen, men jeg tror oprigtig talt ikke, det fra min Faders Side var et Raffinement, det var simpelthen, fordi han ikke havde Tid til at tage sig af os mere end den ene Gang om Ugen.

Men under alle Omstændigheder var det yderst ubehageligt.

Eksekutionen foregik altid ude i Entreen, der var bedst Plads til at svinge Spanskrøret.

Engang under en saadan Revselsesfest blev jeg ramt af Nemesis. Jeg havde den Uge mærkelig nok intet Regnskab at opgøre, men indfandt mig alligevel ved Ceremonien i den lave Hensigt at fryde mig over de andres Høvl. Straffen udeblev ikke. Da Fader var færdig med de Skyldige, tog han fat paa mig. Jeg protesterede naturligvis og skreg, at jeg ingenting havde gjort, men Fader bemærkede roligt, at saa havde jeg nok fortjent Pryglene en anden Gang.

Efter den Tid holdt jeg mig paa Afstand, naar min personlige Nærværelse ikke var tvingende nødvendig.

Fader var en dygtig Landmand, en Foregangsmand paa sin Egn, og Naboerne kom ofte hos ham for at hente gode Raad. Han var den første, der begyndte at dræne sin Jord, og den første, der anskaffede en Saamaskine. Ogsaa Damptærskeværk anvendte han før nogen anden. Det var dog kun i sin Bedrift; os Drenge tærskede han vedblivende ved sine Hænders Kraft.

Han havde en Nabo paa Gaarden Christiansdal, en Holstener, der hed Remien. Vi Børn kaldte ham Na, fordi han altid indledede sine Sætninger med dette Ord.

Han kom altid ridende over til os paa en lille Hest, selv var han høj og mager, ikke ulig Don Quixote, som han sad der paa Hesten med Benene næsten rørende Jorden. Han red altid hen til Moders Vindue og begyndte Samtalen:

"Na, mit lille Nabokone - -".

Han satte megen Pris paa Fader som Landmand, men var yderst konservativ og meget skeptisk overfor de Forbedringer, Fader indførte. Men et Aarstid efter, at Fader havde anskaffet noget nyt, gjorde Remien det samme, naar han havde set, at det gik godt.

 

En Gang om Ugen var Fader til Landmandsforsamling i Nakskov. Han kom hjem til Aften, og vi ventede' med at spise, til han var kommen. Naar det trak ud over Tiden, gik Moder med os ud paa Trappen, og vi raabte da allesammen tre Gange: Far, Far, Far! Og saa passede det næsten altid saaledes, at Fader kunde svare "Ja" nede fra den anden Ende af Alleen.

Vi Børn var overbeviste om, at det var Trolderi.

Fader repræsenterede som sagt Alvoren derhjemme. Hans eneste Spøg var en Vise, han brummede for os, naar vi engang imellem fik Lov at ride paa hans Knæ. Den lød i al sin Simpelhed saaledes:

 

Der kom en Rytter ridende
i Galop, i Galop, i Galop.
Der kom en Kælling gaaende,
sank op, sank op, sank op.

 

Hermed var egentlig Faders Forhold til Poesien udløst.

Derimod fortalte han os ofte om sin Ungdom, mens han var Forvalter hos sin Fader, der var Forpagter paa Aalholm. Den Stilling skulde Fader have arvet efter Bedstefader, men det blev ikke til noget. "Den gale Grev Raben" forlangte nemlig, at hans Folk skulde staa med Hatten i Haanden. Det vilde Fader ikke, og engang Greven vilde slaa ham med sin Ridepisk, fordi han beholdt Hatten paa, rev Fader Pisken fra ham og knækkede den i mange Stykker. Derfor blev han ikke Forpagter efter Farfar.

Paa Aalholm traf Fader "Trine" ; hun kom der for at lære Husholdning. August begyndte straks at gøre Kur til hende, og det varede ikke længe, før de blev forlovede. Hendes Svigerinde, for hvem Partiet ikke var fint nok, søgte at gøre hende Livet surt, men Trine havde baade August og hans Fader paa sit Parti.

Min Bedstefader skal have været en prægtig gammel Mand. Han forærede engang de to Unge et Køretøj, for at de kunde køre rundt i Landet paa Visitter. Saa sejlede August og Trine over til Langeland og kom bl. a. til Apoteker Bauer i Rudkjøbing, der blev saa begejstret for deres Hest og Vogn, at han endelig vilde købe det hele. August vilde ikke sælge, men da de paa Hjemvejen paany kom igennem Rudkjøbing, fortsatte Farmaceuten sine Overtalelser, og det endte da med, at August solgte Hest og Vogn for 24 gamle Jagtgeværer.

De Apotekere har alle Dage været nogle Rade. Naa, men det har de jo Privilegium paa ...

Med Postvognen holdt August og Trine deres Indtog paa Aalholm, og min Bedstefader var ved at dø af Latterkrampe, da han hørte om den Handel, hans Søn havde gjort.

Bedstefader var i det hele taget en meget fornøjelig Mand.

Engang var han ude paa en Rejse, og mens han var borte, brændte Gaarden. Da han kom hjem, sagde han blot:

"Hvad Fanden er det, I har lavet, mens jeg har været borte!"

- - -

I min Opvækst var det gode Tider for Landmændene. Hveden kostede 16 Rigsdaler Tønden, og rundt om paa Gaardene blev der da ogsaa holdt store Gilder, hvor Champagnen flød. Det var iøvrigt kun paa de andre Gaarde; hjemme hos os erindrer jeg aldrig at have set den Drik.

Jeg har forresten heller aldrig set August drukken, undtagen en Gang efter en Skovtur. Vi havde glemt at købe de Brød, vi skulde have haft hos Bager Bigum i Nakskov, og paa Vejen hjem sad Fader ustandselig og sang: "Bigum, Bigum, Bigum, Bigum, Bigum, her skal tredve Franskbrød staa!

Det var i de Tider, min Moder avancerede fra Madam til Frue. Nogle af Folkene havde Vanskelighed ved at opfatte den nye Titulatur, og Kusken Jens Due klarede sig paa den Maade, at han kaldte Moder "Hr. Fru Wied".

Naar det var Regnvejr i Høsten, samledes Landmændene altid hos hinanden for at "spille Vejret i Lave". Saa gik Tiden med det, og det slog jo ikke fejl, at Regnen holdt op.

Min Digtning havde ikke nogen Beundrer i min Fader.

Hans Standpunkt overfor mine poetiske Frembringelser var dette:

"Ja, du har det jo fra Trine, hun er ogsaa tosset." Men det hang vist sammen med, at alt, hvad der var til Unytte, var hans Natur imod. Bad vi Børn f. Eks., om vi maatte laane en Hest om Søndagen for at ride eller køre os en Tur, saa sagde han Nej, Hestene skulde hvile. Men kom der en Husmand, som kun havde Søndagen til at gøre sit eget Arbejde i, og bad om at laane en Hest til at pløje med, saa fik han den.

Saadan var August.

Men uden Humør var han ikke.

Der stod engang to Madammer og snakkede paa Vejen udenfor vor Have. Da de havde staaet der en halv Time og endnu ikke gjorde Mine til at skilles, sagde Fader pludselig til mig:

"Gustav, tag de to Stole og gaa ud og spørg, om de ikke hellere vil sidde."

Jeg gjorde det med Fryd.

Madammerne skældte mig Huden fuld.

Og August lo hjerteligt.

 

5. Skoleliv i Nakskov.

Da Tidens Fylde kom, blev jeg sat i Real-Skolen i Nakskov.

Det var slet ikke behageligt. Skolen begyndte Klokken 8 om Morgenen, og vi maatte meget tidligt op for at gaa de ca. trekvart Mil ind til Lærdommens Kilde. Kun i frygteligt Regnvejr eller Snevejr spændte Fader brummende for og kørte os.

Naar det ikke regnede alt for meget, var vi glade ved Væden. Thi vi benyttede os af den paa følgende Maade. Der stod i Bryggerparken lige udenfor Nakskov en mægtig Vandpost. Og under dennes Straale lod vi os i Regnvejr gennembløde. Hvorefter vi, vaade som druknede Mus, stillede i Skolen og blev hjemsendte af den omsorgsfulde Bestyrer, der nærede Bekymring for vort Helbred. Og derefter vendte vi triumferende hjem, vaade, men skinnende af Retfærdighed og i Overensstemmelse med Autoriteterne. Paa den Maade kneb vi os mangen herlig Fridag.

Skolens ydre Forhold var meget beskedne. Oprindelig hørte den hjemme i en Bygning paa Søndergade, men under en Ombygning maatte den bo tilleje i et Privathus i Tielegade. Jeg naaede aldrig at komme med over i den nye Skolebygning, min Skoletid faldt sammen med Skolens Udlændigheds Liv.

Og her sad vi i de mørke Morgener med Stearinlys foran os. Belysningen var ikke god, men for os Børn rigtig behagelig. Thi vi stjal Stumperne og anvendte dem i den hjemlige Industri til Fremstilling af Lys.

Ogsaa om Eftermiddagen brændte vi i den mørke Aarstid Lys. Thi Skoletiden var delt, saa at vi fra Holmegaard først naaede hjem henad Klokken 6. Det var en lang og drøj Dag.

Skolen havde sine Skikke, og dem blev jeg som andre nye Drenge indviet i. For det første skulde man døbes, hvilket foregik paa den meget simple Maade, at man blev holdt hen under Vandposten og fik en Straale ned over Hovedet, saa at Vejret gik fra en. Og dernæst skulde man, hvis man da ikke vilde leve som en Ismael, inden 14 Dage give Kringler.

Dette var ikke alene en nedarvet Vedtægt mellem Drengene, men ogsaa for en Slags Skat til øvrigheden at regne. Thi Drengene fik Skillingskringler, men Lærerne skulde have Firskillings.

- - -

Skolens Bestyrer var Pastor Lund, en elskelig Mand, senere Provst og Landstingsmand. Jeg var saa uheldig at blive hans Yndlingselev, hvilket kostede mig et helt Aars Skolegang. Da jeg var 14 Aar, ønskede jeg at komme ud af Skolen for at hellige mig Boghandelen; men Pastor Lund skrev til min Fader, at det vilde være ham en stor Glæde at beholde mig et Aar endnu. Det har man for at opføre sig ordentligt.

Men jeg har da ogsaa husket det siden.

Samme Pastor Lund havde af en eller anden Grund faaet, øgenavnet Nas. Han holdt ikke af det, og han blev rasende, naar han fandt det skrevet paa Klassens sorte Tavle, og hele Klassen maatte undgælde for hans Vrede.

Og iøvrigt havde vi altsaa nogle Lærere.

Der var en ældre Mand, af os Drenge kaldet Tesse og senere Modellen til Overlærer Møller i "Første Violin". Han, havde evindelige Kvaler med sine Seler, og han afbrød ofte, Undervisningen med det fortvivlede Udbrud:

"Jeg taber mine Bukser, Drenge!"

Et Billede, der ogsaa har fæstnet sig i min Erindring, er Tesse, staaende op ad Kakkelovnen, lig Eleonora Christina, paa Zahrtmanns Billede, med Frakkeskøderne slaaede til Side fra sin uhyre Bag.

Tesse var noget af det grimmeste, jeg har set i mit Liv. Dog maa jeg til hans Retfærdiggørelse sige, at hans Kone var endnu grimmere. Men de elskede hinanden over al, Maade, og Fru Tesse havde en mildnende Indflydelse paa sin Gemal. Naar hun kom og besøgte ham paa Skolen, udstedte han, for hendes Skyld og for den Kærligheds Skyld, som han bar til hende, almindelig Amnesti:

"Der er min Kone," sagde han, "nu skal Du slippe for, denne Gang!" Vi tilbad Fru Tesse!

Vor Skrive- og Tegnelærer kaldtes Jyden; og ham glemmer jeg aldrig paa Grund af en Ytring, han engang fremkom med:

"Nu skal jeg hjem og ha' Rabarbergrød og anden varm Spies'!"

Til Religionslærer havde vi Pastor X. Han kaldtes paa Grund af sin store Højde Langhalm. Og hans Kæreste, den mindste Dame i Nakskov, lød Navnet Dvergkartoflen. Og de var paa deres Spadsereture en stor Fornøjelse for Byen.

Meget godt er der maaske ikke at sige om den Skole. Men eet Gode var der dog: vi havde ingen Lærerinder.

Om Sommeren oplevede jeg hver Lørdag den Rædsel at skulle i Vandet med Skolen. Jeg var meget bange for at gaa i Vandet, og jeg tog for det meste Brækpulvere for at blive daarlig og saaledes slippe for Vandturen. Det var nemlig meget ubehageligt: vi smaa blev simpelthen smidt ud i Vandet med et Reb omkring os, saa kunde vi se, hvordan vi klarede os. Og der var derfor altid Graad og stort Spektakel. Engang løb jeg i min Skræk nøgen op igennem Byen, efterfulgt af en stor, ligeledes nøgen Dreng, Ludvig Jensen, som fangede mig paa Torvet og bar mig ned paa Svømmebroen.

Det var nu ikke blot af Angest, vi skreg. Thi Tesse, den kære Sjæl, havde udsat en Præmie paa to Skilling for den, der hylede højest, at hæve Mandag Morgen. Og Præmien blev ikke vunden uden Kamp.

- - -

Middagstimerne, hvor Skolen jo var lukket, tilbragte jeg mest paa Hotel "Harmonien", hvor jeg spillede store Tragedier sammen med Værtens Søn, William Henningsen. Vi spillede i den ny indrettede Teatersal, og jeg har endnu i Næsen Lugten af den friske Maling.

Senere fandt W. H. og jeg hinanden paa Folketeatret. Han var Sufflør, og jeg, der skulde have "Erotik" op, stod paa Scenen. Og saa raabte vi i Munden paa hinanden:

"Sidder Du der, William?"

"Staar Du der, Gustav?"

Og fra den Dag fornyede vi vort Venskab.

- - -

Den første Komedie, jeg skrev, hed "Peter Syl eller Gudskelov min Tante er død!" Hovedpersonen var en Skomagerdreng, som elskede sin Mesters Datter, men blev afvist paa Grund af sin Fattigdom. Saa dør imidlertid hans Tante, han arver hende og hjemfører sin Elskede.

Stykket indeholdt altsaa virkelig en dramatisk Ide, hvad jeg aldrig senere har kunnet faa.

Jeg udførte naturligvis selv Hovedrollen, mens Skomager Pløk spilledes af en af mine Kammerater, Johannes Volquartz, og hans Datter Pløkine af min Søster. Men Prøverne forstyrredes noget af den Omstændighed, at Volquartz var forelsket i min Søster og gjorde Stormkur til hende. Det stred mod Stykkets Aand, hvor de to jo var Fader og Datter, og derfor oprørte det mig. Og under Generalprøven kom det saa vidt, at jeg drev ham en Lussing, saa han røg ud gennem den ene Væg. Hvorefter han blev fornærmet og gik hjem efter Forestillingen.

Men jeg havde dog den Tilfredsstillelse, at det var Frostvejr med Islag, saa han maatte krybe paa alle fire og nær aldrig var kommen hjem til Nakskov.

Forestillingen, der fandt Sted hjemme hos os paa Holmegaard, blev en stor Sukces. Den indlededes med, at jeg, klædt som Danserinde, dybt nedringet og i lange Bomulds Underbukser, dansede en ildfuld spansk Bolero under Publikums Jubel. Men Drengene, de Bæster, kastede Buketter til mig med Snore i, og naar jeg bukkede mig ned og vilde tage Blomsterne op, trak de i Snoren. Danserinden var ved at gaa paa Næsen, og Publikum daanefærdigt af Henrykkelse.

- - -

Jeg vilde selvfølgelig være Skuespiller, men dette blev af min Familie anset for en Blamage, som imidlertid afværgedes af en klog Kvinde, min Moders Plejemoder, Kommandørinde Wulff. Hun gav min Moder følgende Raad: Fortæl ham, at hvis han vil lade være at blive Skuespiller, skal jeg forære ham et Dukketeater.

Moder fulgte Raadet, Teatret kom. Og jeg blev ikke Skuespiller, men dramatisk Forfatter.

Om Verden har vundet ved Byttet, véd jeg ikke.

 

6. Undervisning og Konfirmation.

Hjemme holdt vi stadig Lærerinder til Undervisning af den mindste Yngel. Thi min Moder, som vedblev at faa Børn, kunde ikke paatage sig Undervisningen.

En af disse Opdragerinder hed Frøken Sofie Dauw. Hun havde Brystsyge, men var elskelig, munter, blid og venlig. Naar det var Tordenvejr, rullede hun Gardinerne ned og spillede op til Dans. Men dette forargede mig, jeg syntes, at naar Vorherre talte til os i Vrede, saa skulde vi Menneskebørn være stille.

Derfor holdt jeg mere af min Moders Maade at tage Tordenvejr paa. Hun samlede os alle i Soveværelset, og der sad vi i dyb Tavshed paa en sortbetrukken Puf, Moderen i Midten og alle Ungerne udenom, ligervis som en Høne med sine Kyllinger.

Senere fik vi en anden Dame fra Nakskov, Frk. Amalie X, som var en fuldstændig Modsætning til Sofie Dauw: ond, arrig og elskovssyg. Naar vi ikke vilde kysse hende, tog hun sin Brodersaks og holdt den op for Halsen af sig og sagde.

- Ralle, ralle, nu myrder jeg mig!

Vi havde i det hele taget et meget daarligt Indtryk af hende, og hun kneb os altid. Og naar vi beklagede os over hende, holdt ganske vist Moder med os, men Fader holdt altid med hende. Jeg bad til Vorherre, at Frøkenen maatte dø. Det skete dog ikke, men den Dag kom, da hun maatte ud af Huset. Vi Børn dansede af Glæde, og jeg takkede Vorherre.

Moder og jeg gik ofte i Kirke. Men til min Sorg maatte vi skilles, naar vi kom ind i Kirken, thi der sad Mændene for sig og Kvinderne for sig. Et sundt Princip forøvrigt, som burde gennemføres i langt større Udstrækning!

Fra Gudstjenesten erindrer jeg med Forargelse Altergangen. Forargelsen kom fra den noget fugtige Degn, som altid trak Altervinen op med et lydeligt Svup, og jeg kan endnu den Dag idag ikke høre en Flaske blive trukken op, uden at jeg mindes Degnen i Branderslev Kirke.

Vi havde dengang en Husjomfru, Caroline Petersen, "Pyss" kaldte vi Børn hende; hun havde udtrykkelig betinget sig, da hun blev fæstet, at hun skulde i Kirke hver Søndag. Pyss var dygtig arrig og nærig, værst naar hun kom fra Kirke. Men Fart var der i hende. Hun bar paa Hovedet et underligt lille Net med Frynser, og saa hastigt bevægede hun sig, at det stod omkring hendes Hoved som en Rædselshjelm.

Og Lufttrykket, som Damen frembragte ved at fare gennem Stuerne, var saa stærkt, at Kakkelovnslaagen, som hun passerede paa sin Bane, klappede i med stort Rabalder.

- - -

Præsten, som for Resten var Provst, kørte hver Søndag gennem Gaarden paa Vej fra Nakskov til Kirken. Hans Kusk hed Engel, og jeg troede længe, at saaledes skulde det være. Jeg fandt det saa naturligt, at en Provst havde en Engel til Kusk.

Provsten selv laa i en Doktorstol, der vippede op og ned som et Skib i Søgang, og fra Vinduerne vinkede vi Børn og kyssede paa Fingeren til ham.

Han var Enkemand og havde 3 - 4 Døtre. Den ene af dem styrede Huset for ham og gjorde det til hans Tilfredshed. Jeg husker, at han vakte min dybeste Forargelse ved engang at sige, at han saamænd tit kunde staa paa Prækestolen og komme til at tænke: Gud véd, hvad min lille Cathrine har til mig til Middag idag!

En anden af hans Døtre var forlovet med en teologisk Kandidat, en Mand ganske anderledes efter mit Hjerte. Og navnlig erindrer jeg een Ting om ham, som gjorde det dybeste Indtryk paa min poetiske Sjæl. Hver Gang han blev klippet - han var selvfølgelig krølhaaret, Teologen - samlede han de afskaarne Lokker sammen og opbevarede dem.

De skulde bruges til at stoppe en Hovedpude med, og paa den skulde han og hans Georgia "slumre" paa deres Bryllupsnat. Han fik samlet meget Haar sammen, thi det varede mange Aar, inden han hjemførte sin Georgia.

Men det med Lokkerne syntes jeg altsaa var noget af det yndigste, jeg nogensinde havde hørt. Og jeg besluttede, at jeg vilde følge Eksemplet og berede min "Georgia" den samme poetiske Hovedhvile.

- - -

I Vinteren 1873 gik jeg til Præsten i Nakskov. Her forargede Provsten mig atter ved at pudse sin Næse gennem et Hul i Lommetørklædet - jeg syntes ikke, at den Slags Ting sømmede sig en hellig Mand.

Den 20de April - paa min eneste Søsters Fødselsdag - blev jeg konfirmeret. Jeg var dybt greben af den højtidsfulde Handling, men noget urolig. Thi Søndagen i Forvejen havde jeg været paa Besøg hos min Gudfader Jessen og havde ved den Lejlighed taget mit Konfirmationstøj paa. Og Moder havde forklaret mig, at det var Synd mod Vorherre, som nok vilde straffe mig for det.

Men jeg afvendte saavel hendes som Vorherres Vrede ved et Digt, som jeg kaldte

 

En Bøn.

Fader, Du som troner hist i Himlen,
sku til Jordevrimlen,
sku til mig, som ned paa Knæ mig lægger,
sku til mig, som op mod Himlen strækker
op mod Englevrimlen,
mine Hænder, mens Din Aand mig vækker!
Undskyld at jeg tog mit Komf'mationstøj paa,
da jeg over til Jessens monne gaa.

 

Moder græd af Glæde og forsikrede mig, at nu var hverken hun eller Vorherre vred paa mig mere.

 

7. Mine Søskende og jeg.

Elleve Børn var vi ialt. Men de 3 døde som smaa, saa vi var kun 8 tilbage.

En af dem, der døde, var en lille Pige, som hed Kaja Abigael. Jeg kan huske hende, som hun laa i sin Kiste; hun havde en hvid Kjole paa og en Buket Blomster i Haanden, hendes Kinder var lyserøde, og hun saa' ud, ganske som om hun levede. Hun laa paa lit de parade i den blaa Stue, og samtlige Sognets Koner og Piger var inde for at se paa denne Udstilling.

Rikke Skrals bedyrede, at hun aldrig havde set saa skønt et Lig. Og hun havde dog ellers Erfaring, eftersom der regelmæssig en Gang om Aaret døde et Barn for hende.

"Den blaa Stue", hvor min lille Søsters Kiste stod, var den Stue, hvor der spilledes Kort, naar der var fremmede. Det var Faders Kontor, og han sad ved sit Skrivebord ved Siden af Kisten og passede sit Arbejde som Sogneraadsformand.

Om mine to ældste Brødre Carl og John husker jeg ikke ret meget. Carl var ude som Landvæsenselev, John som Søkadet. Der var stor Jubel og Ærefrygt iblandt os, naar de i Ferierne besøgte Hjemmet; men ikke desto mindre var jeg meget glad, da John skulde hjemmefra. Han var nemlig Ejer af en Farvelade, som ved hans Bortrejse skulde tilfalde mig, og neppe var han ude af Døren, før jeg bemægtigede mig Klenodiet og begyndte at male, saa Farverne stod omkring mig.

Af de hjemmeværende Børn var jeg den ældste, og man beskyldte i Almindelighed mig for at støbe Kuglerne og lade de mindre skyde dem ud.

Dette benægter jeg!

Men naturligvis var jeg af og til med til de gale Streger, der lavedes, f. Eks. den Gang vi satte Hønsene ud at svømme. Jeg kan endnu huske Dammen fyldt med de skrigende, forskrækkede, baskende Høns, og vore Vagtposter, som var stillede op for at passe paa Fader.

"Der er han! Der er han!" - vi kaldte ham i saadanne Øjeblikke aldrig andet end "han" - raabte de, og saa tog Pokker ved os.

Een Historie var jeg i hvert Fald ikke med til: at plukke alle Fjerene af den store, gule Hane. jeg vilde gerne have set Moders Ansigt, da hun sad ved sit Vindue og saa det nøgne Kræ komme spankulerende forbi. Men jeg havde mit Alibi i Orden: jeg var til Fugleskydning i Svingelen. Moders Søster, Tante Thora, paastod ganske vist, at jeg, inden jeg tog afsted, havde sagt til de andre, at de skulde gøre det, men det var skammelig Bagvaskelse.

Den næste i Flokken efter mig var Otto, som for sine kvindelige Dyders Skyld fik Navnet Mette. Han var nemlig en udpræget feminin Natur; han strikkede og syede og støvede af. Og iøvrigt passede han sit Embede som Hønsepige: "fandt Hønsene ud", samlede Æg og passede Liggehøns.

Saa var Ejnar en ganske anderledes rask Dreng. Han var aldrig hjemme, og man vidste meget sjeldent, hvor han var. Og vi havde ikke engang Fred for ham, naar han var kommen i Seng. Han havde nemlig den Vane at gaa i Søvne. En Nat gik han ud i bar Skjorte for at løbe paa Skøjter, en anden Gang gik han ind i Faders Kontor og væltede Blækhusets Indhold ud over alle Faders Papirer, hvorefter han udbrød, som en Mand, der har gjort sin Pligt:

"Saa, nu er det gjort."

Og en Nat vaagnede jeg ved, at han sad tvers over min Hals og dunkede mig i Siderne. Han troede, at jeg var den lille Gule, og havde besteget mig for at ride sig en Tur.

Han havde en sørgelig Mangel paa Respekt for mig, skønt jeg var nogle Aar ældre end han; navnlig benyttede han sig ganske uærbødigt af den Omstændighed, at jeg ved en Sygdom var blevet skeløjet, til aabenlyst at haane mig. Jeg kan navnlig huske een Lejlighed, hvor han paa den mest usømmelige Maade erindrede mig om min Legemsfejl.

Vi skulde have en Forestilling hjemme der var Fremmede til Aften og jeg skulde optræde i et større Dansenummer. Da jeg kom gaaende i min Danserindedragt, møder jeg gennem Entreen Ejnar, og han siger til mig: "Pas nu paa, at du ikke render imod Dørkarmen!" Jeg brast i Graad og gik i Seng, og Forestillingen maatte aflyses.

Men det gik ham da heller ikke godt i Verden. Da han var bleven konfirmeret, kom han i Maskinlære, men stak senere af tilsøs og kom til Afrika, hvor han var i 4 - 5 Aar. Nu er han i Australien for at grave Guld, men der er aldrig Guld, der hvor han graver. I Afrika giftede han sig for Resten; han købte en Kone for 5 Køer, og fik med hende en Søn, som var en naturhistorisk Mærkværdighed: en ung Hottentot med blaa Øjne. Denne min Nevø, som jeg desværre aldrig har set, nød paa Grund af den lille Specialitet med Øjnene stort Ry i sit Hjemland, var fra sin Fødsel en Seværdighed og er muligvis nu en stor og berømt Høvding.

Min eneste Søster hed Dagmar Alexandra, opkaldt efter de to Prinsesser. Vi holdt allesammen meget af hende, og hun var ogsaa en storartet Pige, modig, dristig og ærlig. Men hun havde heller ikke en eneste Veninde, og her er rimeligvis Grunden til, at hun ikke blev ødelagt.

Hun og jeg byttede undertiden Klæder og red ud paa Visit; hun var i det hele taget altid sammen med os Drenge og var mere Dreng end Pige. Dette holdt Tante Thora ikke af; hun lukkede hende inde, for at hun ikke skulde blive ødelagt af "de vilde Drenge". Men vi trak hende i Triumf ud af Vinduet og bortførte hende.

Tante Thora var pukkelrygget, gnaven og pessimistisk, og vi Børn kunde ikke lide hende.

De to mindste Jens Frederik og Svend, gik meget paa egen Haand og havde deres egen Bande, men fik sommetider Lov til at være sammen med os andre. De imponerede engang os allesammen ved at bryde Pengeskuffen op i Chatollet og stjæle alle Kobberpengene for at spille Klink med dem; Sølv og Guld rørte de derimod ikke. Vi lod dem nok senere høre, at saa dybt var vi dog ikke sunkne, at vi stjal Penge, men i vore Hjerter sad der en hemmelig Misundelse over, at "de smaa" havde fundet paa noget, som vi andre ikke havde gjort.

Og iøvrigt førte vi altsaa dér paa Gaarden vort muntre Liv; vi sejlede ud paa Dammen i Bryggerkarrene og væltede, løb paa Skøjter og faldt i Møddingpølen, løb dyngvaade hjem til Lauritz Jeppesen og blev puttede i hans Forældres store Ægteseng, medens Tøjet blev tørret. Engang laa vi dér 6 Drenge og min lille Søster, saa nøgne som i Paradis, og ventede paa, at vort Tøj blev tørt.

Og jeg ser endnu tydeligt for mig Morten Therkildsen, da han var dumpet gennem Isen paa Møddingpølen. Han kom op igen, trak sine Klæder af og stod nu, rystende af Kulde og - himmelbaa over hele Kroppen! Thi hans Tøj var farvet med "Kugleblaat", og nu havde det paa Grund af Væden smittet af paa hans Krop.

Det Syn glemmer jeg aldrig, og jeg bevarer det som et Symbol paa min Barndom, der var himmelblaa som Morten Therkildsens kugleblaa Legeme

 

8. Moders Vindue.

Tilhøjre for Entreen laa Dagligstuen, som var noget af det største i Verden.

Stuen var paa 3 Fag, ved det øverste af dem stod en Forhøjning med et Sybord og en lav Lænestol. Og her sad Moder, og Vinduet var Moders Vindue. Ved det Vindue sad hun og arbejdede ustandseligt paa Vedligeholdelsen af vor Garderobe.

Vi sled meget, og der var mange Par Strømper at stoppe for Moders flittige Fingre.

Og samtidig fulgte hun fra sit Vindue alt, hvad der foregik paa Gaarden. Det var Hovedkvarteret, hvor alle Traade løb sammen.

Naar noget gik os imod, kom vi alle til Moders Vindue og klagede. Jens Frederik kunde for Eksempel komme og sige:

- Di sloer mig, Mover!

Moder vendte Hovedet bort og blev ved med at sy.

Jens Frederik kom igen:

- Di har slaaet mig, Mover!

Og var det slemt, saa blæste Moder paa den mishandlede Haand. Ellers svarede hun blot:

- Saa slaa igen og pil af.

Legede vi Hest, skulde vi altid hen foran Moders Vindue og vise, hvor flot vi var kørende. Eller jeg kunde tage en af Pigernes Kjoler paa for at være en Kælling, som havde faaet et Barn - saa skulde jeg hen til Moder og have gode Raad med Hensyn til Barnets Pleje. I alt, hvad vi foretog os, spillede Moders Vindue den største Rolle, og jeg kan slet ikke tænke, at det Vindue ikke havde været.

Og det var ikke alene os Børn, der søgte hen til det Vindue. For alle Gaardens Folk var Vinduet det Centrum, de søgte hen til. Trak det op til Tordenvejr, kom Jeppe og meldte: "Nu trækker hun sammen!" Og var det galt med Mor Ellens Ben, kom Jeppe ogsaa og klagede sin Nød. Og Pigerne kom til Vinduet og aflagde Rapport om, hvad var sket: Nu var der fundet en Hønserede i Laden, og nu havde den sortbrogede Ko faaet en Kalv.

Ogsaa Gaardens Gæster gjorde deres Opvartning ved Moders Vindue. Det vendte ud mod den lange Allé, der førte op til Gaarden, saa Moder derfra kunde se enhver, der kom op ad Alleen.

Her udenfor "fenstrede" Gæsterne, inden de kom videre. Her kom Remien fra Christiansdal, Svendsen fra Helgenæs, Jessen fra Adserstrup, Schouboe fra Abildtorpe, Neergaard fra Ladegaarden o.s.v.

Naar Remien sagde Nej Tak til at komme indenfor, var det som Regel med den Motivering:

"Mit Loch venter mig med Kalvesteg!"

Loch var Navnet paa hans Husbestyrerinde. Hun elskede os Børn, og hun stod for os som Eventyrets gode Fe. Thi hos hende fik vi Pandekager med baade Syltetøj og Sukker. Mens vi hjemme stod overfor Alternativet: enten Syltetøj eller Sukker.

- - -

Ved Fastelavn stillede udenfor Moders Vindue alle Branderslevs Børn, udmajede paa det frygteligste, og sang følgende Vise:

 

Her kommer et Par Fyre med lidt Skæg,
med lidt Skæg,
Som gerne vilde be om et Par Æg,
et Par Æg.
Men har De kun en Skilling, saa lad gaa,
saa lad gaa,
det kan vi ogsaa skrive under paa,
under paa.

 

- - -

Og til Moders Vindue knyttede sig forskellige hjemlige Ceremonier.

Ud paa Sommeren, naar der var afmejet, stillede Høstfolkene sig op udenfor og sleb deres Leer. Det betød, at de skulde have Brændevin.

Og i Høstens Tid, naar det sidste Læs blev kørt ind, holdt det stille udenfor Moders Vindue, og Folkene gjorde Honnør. Det betød, at de skulde have Æbleskiver og Puns.

Saaledes staar Moders Vindue for mig som det gode Øje, der vogtede over Gaarden, som det Centrum, der samlede alt Liv omkring sig.

 

9. Hjemmets Gæster.

Vi Børn var henrykte, naar der kom Gæster hjemme paa Gaarden. Naar vi kom fra Skole, saa' vi straks hen tilvenstre paa Gaardspladsen, om der var fremmede Køretøjer. Og holdt der bare en Vogn, dansede vi Indianerdans af Glæde.

Kun een Person paa Gaarden blev arrig, naar der kom Fremmede. Det var Kokkepigen "Røde Hanne", som rasede over, at hun skulde lave ekstra Aftensmad. Særlig galt var det, naar Fader og mine Brødre samtidig havde skudt Spurve, som der skulde laves Ragout paa.

Hos flere af vore Gæster lagde vi allerede den Gang Mærke til, at en meget talende Kone altid har en tavs Mand, og omvendt. Der var f. Eks. S.s fra Abildtorpe og K.s fra Stensø.

Fru S. var en stor, smuk Dame med et vældigt Humør og imponerende Talegaver. Manden derimod sagde aldrig et Ord. Han spillede Skak med Fader, begge lige tavse og lige optagne af Spillet. De var en Time om at gøre et Træk, og var Spillet ikke endt til Kl. 12 om Natten, naar S. skulde hjem, blev Brættet med Brikkerne sat op paa Sekretæren til næste Besøg. Og det var under Dødsstraf forbudt Husets Kvinder at røre det.

Fru S. hørte til den kendte Suhrske Slægt og nød et Familielegat, hvilket vi Børn fandt overordentlig fornemt. Vi betragtede hende næsten som en kongelig Person. Og der var nu ogsaa noget kongeligt ved hende.

Da Abildtorpe brændte, gjorde hun et mægtigt Gilde i Lysthuset. Og en Gang hun skulde have Fest paa Gaarden og hverken havde Penge eller Kredit, satte hun sig op i sin Kalechevogn med sin fineste Silkekjole paa og med en vældig tyk Portemonnæ paa Skødet. Saaledes udrustet kørte hun rundt til de Handlende, købte ind med Portemonnæen demonstrativt anbragt paa Disken, lod sig Varerne bringe ud i Vognen - og kørte bort.

- Og véd De saa, hvad der var i Portemonnæen, lille Fru Wied? sagde hun til Moder, da hun fortalte hende Historien.

- Nej, det vidste Moder da ikke.

- Gammelt Avispapir, min Kære!

Hun var en brillant Dame, en Renæssancekvinde. Da Manden var gaaet fra Gaarden, som alle Landmænd gjorde den Gang, startede hun en Smørforretning i Kjøbenhavn og ernærede hele Familien.

Hr. og Fru K. var Ægteparret S.s Modsætning: han talte ustandseligt, hun var tavs som en Milepæl. Hun var Søster til S., og det er jo tænkeligt, at vi her staar overfor en Familieejendommelighed.

Vi Børn holdt meget af K., der altid fortalte Historier, den ene værre end den anden. Det var ham, hvis Kort jeg "pakkede", saa at han fik lutter Herreblade og gjorde Modspillerne Storeslem.

Tit krøb vi ind under Spillebordet og sad musestille og lyttede til hans frygtelige Historier. Han var en rigt anlagt Natur: havde en Nabo høstet 20 Fold, kunde man være sikker paa, at K. havde 30.

Ogsaa han maatte gaa fra Gaarden, og han blev senere Forpagter paa Møen. Her hang der i hans Kontorvindue ud imod Gaarden en stor Plakat med Indskriften: Mensch, ärgre dich nicht! Det var nu hans Livsfilosofi.

Saa var der J. fra Adserstrup. J., som var min Gudfader og en prægtig Mand, døde tidligt, og hans Kone - Mor Jasse, som vi kaldte hende - drev Gaarden ved en Forvalter.

Hun havde et Ansigt som en russisk Buldog, men behængt med Guldstads var hun; Kæder, og Ringe og Brystnaale. Iøvrigt var hun overordentlig nærig. En Gang hun var i Kjøbenhavn sammen med Moder, boede de paa Hotel Phønix. Og Mor Jasse hjemførte derfra Stumperne af de Lys, de havde brændt paa deres Værelse, samt det Sukker, de havde faaet tilovers fra deres Morgenkaffe.

- Vi har jo betalt for det, min Go'e! sagde hun.

Og saa puttede hun hver Dag Stykkerne ned i sin Kuffert.

Vi Børn kunde ikke lide Mor Jasse, og hun satte ærlig talt heller ikke Pris paa os.

Kom vi ind i et Værelse, hvor hun tilfældigvis var, kunde hun sige til os:

- Her har du en Firskilling, min Dreng, kan du saa gaa ind i den anden Stue!

Mor Jasse havde det med, at hendes Sager pludselig kunde blive uærlige. Da Manden var syg, skulde han aarelades, og Barber G. blev hentet fra Nakskov. Men siden den Dag var Wienervognen, som "denne simple Person" havde kørt i, uærlig og blev aldrig brugt mere.

Efter Mor Jasse fik Sønnen Gaarden, men han maatte gaa fra den, trods Sukkeret og Lysestumperne.

Den eneste, der holdt sig paa sin Gaard, foruden Fader paa Holmegaard, var R. paa Christiansdal. Men han var ogsaa sparsommelig. Han spiste kun lidt, naar han var hjemme. Ude derimod tog han til sig, saa han var ved at revne. Men han sparede da heller ikke paa sin Anerkendelse: han udbrød ofte med Munden fuld af Mad:

- Det smaker fortrinligt, Fru Wied!

Hans Kone stod ikke meget tilbage for ham, særlig Moders Rødgrød satte hun megen Pris paa, og hun fik sædvanligvis 3 - 4 Portioner i sig, snart havde hun faaet for megen Fløde og snart for megen Grød, som saa maatte suppleres. Men hendes egen Rødgrød var ogsaa, sagde Moder, "som et Logulv!"

Men Systemet var godt. R. sad i mange Aar, efter at mine Forældre var flyttede ind til Kjøbenhavn, paa sin Gaard som den eneste gamle, der var bleven tilbage. Og han efterlod sig ved sin Død en halv Million.

Om Søndagen kom Nakskoviterne. Først Familien B. Fruen spillede dejligt Klaver, og min Fader maa have været lidt forelsket enten i hende eller i Musiken. Thi Moder havde i mange Aar forgæves bedt om et Klaver, men da Fru B. engang sagde, at vi maatte da virkelig have et Piano, kom der straks et Hornung & Møller. Manden var Telegrafbestyrer. Jeg erindrer ham som en lang, radmager Person, der aldrig spiste Brød til sin Mad.

- Det kan jeg faa hver Dag! sagde han og lod Brødbakken passere.

Fra Nakskov kom ogsaa Skibskaptajn S. og hans Kone. Ved dem var det mærkelige, at de rugede Kyllinger ud hjemme i deres Kakkelovn og havde en gammel Papegøje, der bedst som den sad, pludselig kunde sige:

- Nu tror jeg, jeg vil over paa en anden Pind! Hvorefter den skiftede Plads.

Vi Børn kunde staa i Timer foran Dyrets Bur for at opleve dette Under. Og den Talemande blev et Mundheld iblandt os, naar vi kedede os og ikke vilde "lege med længere".

Til Nakskoviterne hørte endvidere Distriktslæge W., hvis Frue var saa fornem, at hun snakkede bagvendt. Hun sagde f. Eks. Podfodse i Stedet for Fodpose, hvilket gjorde et dybt Indtryk paa mig.

Naar Moder holdt Fødselsdag, var alle disse Mennesker samlede omkring Festbordet. Dette bugtede sig i Bakke og i Dal, eftersom det var sat sammen af forskellige Borde af ulige Højde, og en Mængde umage Stole stod omkring det. I Dagligstuen brændte en Overdaadighed af Lys: Hængelampen var tændt, og desuden to Lys paa hver af Spejlkonsollerne og to paa Sekretæren. Baade i Kontoret og i Borgestuen var der Fest - Folkene og de fremmede Kuske fik Ekstramad og Punsch - og overalt var der Enighed om, at Holmegaard var det bedste Madsted i Nørreherred.

Hvilket naturligvis vilde sige det samme som i hele Verden!

 

10. Dyrene.

Selvfølgelig vrimlede det paa Gaarden af Dyr.

Dyr opdrager. Der burde til hver Byskole høre en zoologisk Have, ikke en Have med Kænguruer, Marekatte og Næsehornsfugle, men en Have eller rettere en Gaard fuld af vore egne gode og forstandige Husdyr. Thi hvad véd Byboerne om Dyrene, andet end at de er grinagtige?

Schandorph fortalte mig engang en Anekdote om en Røgter, der tjente hos hans Onkel. Han vilde ikke have Studenter til at komme i sin Kostald. Og naar Schandorph spurgte ham: "Hvorfor ikke, Mikkel?" saa svarede Mikkel:

"Nej, for Kjøbenhavnerne gaar altid og griner ad Kvajet." Og Mikkel havde Ret: Køer skal tages alvorligt. Alene det at høre dem gumle Grøntfoder i sig er som at opleve en Sang af Homér.

- - -

Men selvfølgelig interesserede vi Børn os mest for Hestene.

Der var vore to Yndlingsheste: den lange gule og den lille gule, som vi mest fik Lov at ride paa og køre med, de var venlige og rare. Der var Jeppes den brune, som vi var bange for, fordi den var ond og vilde bide. Den brune havde sin Baas ved den smalle Indgang fra Stalden til Skæreloen, og det var en Sport for os at løbe fra det ene Rum til det andet, forbi den brune, som for frem og vilde nappe os i Nakken.

Den kunde ikke komme til det, eftersom Grimen var for kort. Det vidste vi, uden at vor Spænding ved Sporten dog af den Grund blev mindre.

Jyderne var to tykke, forædte, brune Hopper, som Jens Due striglede og fodrede og passede, saa de skinnede af Fedt og Frisering og kun kunde bevæge sig i et adstadigt Lunte trav. En fuldstændig Modsætning til dem var Prins, et ungt, slankt og vildt Dyr, rigtig en Indianerhest, som kun Ejnar turde sætte sig op paa. Han tumlede rundt med den, saa man ikke paa Hesten kunde se, hvad der var for, og hvad der var bag, mens Bror Mette stod lam af Rædsel og sagde:

"Du er jo tosset, Ejnar, du er jo tosset, Ejnar!"

Da min Søster voksede til, forærede Fader hende et Par smaa Islændere og et lille Køretøj. De to Islændere var meget søde, men ikke rigtig paalidelige, og navnlig ikke gode at ride paa. Om det hænger sammen med den islandske Folkekarakter, véd jeg ikke, men pludselig kunde de standse og sætte Forbenene stift frem for sig som Bomme. Der stod de, og ingen Magt paa Jorden kunde faa dem videre. Der var ikke andet at gøre end at vende om og køre hjem.

Undertiden naar mine Forældre var ude paa Gæsten, kunde vi lumske alle Hestene løse og lade dem løbe rundt i Gaarden. Det var et pragtfuldt Skue! De blev alle som Børn paany, selv den gamle Mælkehoppe Endetønden - saaledes kaldet paa Grund af visse fysiske Ejendommeligheder - fløj Gaarden rundt med flagrende Hale og strittende Manke.

Vi Børn morede os storartet. Men i Stalddøren stod Nils Lente og jamrede:

"Aa Gu', aa Gu', Børn, hvad er det dog, I hitter paa!"

- - -

Saa var der Hundene.

Judas med Tilnavnet Ischariot, en dejlig, graagul Schæferhund, var Faarepers private Eje og regerede sammen med ham over 300 Faar. Det var et dejligt Syn, naar Faareper en Sommeraften ved Solnedgang kom vandrende op ad Alleen med Judas og de 300 - jeg tænker altid paa Abraham i Mamre Lund.

En Gang om Aaret, i Maj eller Juni, blev Faarene vaskede i en Mergelgrav. Husmandskonerne, der blev udkommanderede til dette Arbejde, laa paa Knæ paa en Bro langs Bredden. Faarene blev smidt i Vandet og svømmede i Dødsangest fra Kone til Kone, fra den ene Ende af Mergelgraven til den anden, indtil de blev rene. Jeg kan endnu høre Faders Kommandorøst:

"Lad gaa!"

Saa lod Madammerne gaa, de sendte alle paa een Gang deres Faar til Naboersken.

Otte Dage efter, naar Dyrene var tørrede af Solen, blev de klippede med nogle mærkelig konstruerede Faaresakse. Denne Ceremoni, hvor ogsaa Husmandskonerne fungerede, foregik i Laden ved lange Borde og under megen Jamren og Brægen. Kunsten var at klippe Pelsen af saa hel som mulig, og ikke lave alt for mange Huller i Faarenes Skind.

Det var en stor Sorg for os, da Judas og Per, sammen med Faarene, blev solgt. Men en Trøst var det naturligvis, at de ikke kom længere bort end til Svendsen paa Helgenæs, hvor vi kunde besøge dem.

Judas' og Pers Historie har jeg iøvrigt nedskrevet i min Bog "Silhouetter".

Men vi havde mange andre Hunde. Der var Rinaldo, som levede saa længe, at man tilsidst kun kunde se den gø. Høre den kunde man ikke, den havde mistet ethvert Spor af Stemme og gjorde et uhyggeligt spøgelseagtigt Indtryk.

Og der var Hønsehunden Chasseur, til hvem jeg skrev mit første Digt. Vi sad engang i Dagligstuen, da hele Huset rystede, saa vi troede, det var Jordskælv. Vi undersøgte Sagen og fandt, at Rystelsen hidrørte fra Chasseur, som sad paa Loftet lige over Hængelampen og loppede sig. Og da vaagnede Digteraanden i mig.

Der var fremdeles Broholmeren Frej og de to smaa Abeterrier Fiks og Færdig samt Gravhunden Bugge, der kom til Gaarden samme Dag som min Søster blev født og elskede hende med den mest lidenskabelige Kærlighed.

Da Schæferiet blev nedlagt, gik vi over til at holde Køer - eller drive Hollænderi, som det kaldtes. Moder maatte afstaa sin Værdighed som Mejerske og overgive den til en faglært Smørkunstnerinde. Andelsmejerier eksisterede ikke dengang, hver Gaard producerede sit Smør og sin Ost.

Svin havde vi naturligvis ogsaa, og paa Gaardspladsen vrimlede det af Smaakræ: Høns, Ænder, Gæs og Kalkuner.

Fader fodrede dem altid selv. Naar han gik fra Hovedbygningen over til Kornloftet for at hente Foder, fulgtes han i Hælene af dem alle, og midt i Flokken gik et Par Hunde eller Smaagrise, et Føl eller en Kalv. De stod opstillede udenfor Døren, mens Fader var derinde, og saa snart han kom ud med Foderet, slog et Haglvejr af Duer ned fra de nærmeste Tage.

Det var et Syn, jeg aldrig glemmer.

Senere, da Røde Hanne blev Hønsepige, satte Fader Laas for Kornloftet. Hun elskede nemlig Dyrene saa højt, at hun stjal Korn til dem. Og kom der en Tordenbyge og slog ned over de smaa Kræ, saa de var forkomne og halvdøde, samlede hun Ællinger og Kyllinger op og puttede dem ind paa sit Bryst. Vilde Jens Due under saadanne Omstændigheder lægge en kælen Arm om Hannes Liv, hører jeg hende skrige:

"Rør mig ikke, Jens, jeg er smækfuld af Kyllinger!"

Ovre i Laden var der Ugler, i Haven Pindsvin, paa Markerne Harer og Ræve, og i Mosen ynglede Vildænderne. Mens højt paa Ladetaget Storken havde sin Rede - den var det jo, der bragte Moder alle Børnene.

Og saa var der David. Det Dyr, der gennem flere Aar blev min trofaste Ven og Ledsager.

Men han skal have sit eget Kapitel.

 

11. David.

David var en lille, sortegraa Allike.

Jeg købte ham af Trine Tamburs Jørgen for 8 Skilling. Han var rasende arrig, da jeg bar ham hjem, huggede efter mig, bed og kradsede og skreg. Hvorfor han fik Navnet David, véd jeg ikke. Men det hed han nu altsaa.

Han blev først installeret i en tom Kyllingekasse med Tremmer for, og dér sad han og skulede ondt og vilde ikke æde. Men lidt efter lidt blev vi gode Venner: han fik Lov til at flyve frit om, hans stækkede Vinger voksede ud, og han fløj op i Træerne og sad dér og plirede med sine smaa Knappenaalsøjne.

Saa byggede jeg i min Have en Villa til ham af Pæle, Ler og Mos. Han lærte at komme hjem, naar jeg kaldte paa ham om Aftenen, satte sig ind paa sin Pind i Huset, og jeg stængede Døren for Katte og Ræve. Og det første, jeg gjorde om Morgenen, var at lukke Vinduet fra Soveværelset op ud mod Haven og raabe:

"David, David"

"Tja-a, Tja-a!" skreg David tilbage.

Det var sørgeligt at skulle skilles fra ham, naar jeg gik i Skole. Og saa fandt jeg paa en Morgen, medens jeg gik ned gennem Alleen, at raabe "David", og han svarede og fulgte med fra Træ til Træ. Men da Alleen hørte op, vendte han om og fløj hjem. Næste Dag lokkede jeg ham ned paa mit Tornyster ved at byde ham af min Skolemad. Men da vi var naaede Halvvejen til Nakskov, satte han af og fløj tilbage til Holmegaard.

Første Gang han fulgte mig helt ind til Byen, og jeg maatte knipse ham væk fra mit Tornyster, da jeg gik gennem Skolens Port, var jeg grædefærdig, thi jeg anede jo ikke, hvornaar jeg skulde se David igen. Jeg søgte ham i Frikvarteret, men han var der ikke. "Du faar ham aldrig mer' igen", trøstede mine Kammerater mig. Men da jeg kom hjem om Aftenen, sad David sjæleglad paa Ladetaget.

"Men er du dér, David, min elskede Ven!"

"Tja-a, her er jeg!" svarede David, og han plumpede som en lille sort Bold ned paa min Haand.

Den Aften fik vi Lov af Røde Hanne til at spise Pandekager inde i Køkkenet, af samme Tallerken. Hun hadede ellers David - "den lede, sorte Satan!"

Fra nu af fulgte David mig næsten daglig til Skole. Sad paa min Skulder en Stund, lettede saa, tog sig et Sving ind over Markerne, kom tilbage, fik Frokost. Ved Skoleporten tog vi Afsked. David blev berømt i det hele Amt, og jeg var stolt over at eje ham. Jeg havde Tilbud paa ham lige op til 3 Mark. Men at sælge ham, faldt mig aldrig ind.

Dette var Davids skyldfri Ungdom.

Men saa en Dag begyndte han at ødelægge Gaardens Tage: han fandt det morsomt at hale Halmen ud. Og desuden fløj han ind i Spisestuen og stjal Sølvtøjet, navnlig Spiseskeerne syntes han om. Og saa fik jeg Ordre til at stænge ham inde.

Jeg syntes, det var Synd, at han skulde sidde nede i Havehuset, og min Søster gav mig da det Raad, at laane Kaptajn Storms Papegøjebur, hvis Beboer nu for Alvor var "gaaet over paa en anden Pind". Jeg fik Buret, og David blev puttet derind.

Men han blev i samme Nu sindssyg, skreg og raabte som en rasende. Jeg stak de lækreste Kødbidder ind til ham, han vilde ikke æde. Saa lukkede jeg ham ud igen. David var henrykt, stjal øjeblikkelig en Sukkertang og genoptog straks sin gamle Sport med Halmen.

Og nu lød min Faders Ordre: "Du maa faa David ind, ellers skyder jeg ham!"

Men det var umuligt, han var bleven fuldstændig vild. Jeg kunde faa lokket ham til mig paa en halv Alens Afstand; men naar jeg rakte Haanden ud for at tage ham, sagde han: "Ho ho ho!" helt nede i Halsen - og var væk.

Saa blev han skudt. Han sad og pyntede sig nok saa fornøjet paa Kanten af en Vognfjæl. Skudet faldt, og David forsvandt, og da jeg kom derhen, laa han død paa Vognbunden.

Da var der En, der sagde med fornøjet Røst: "Nu skal han begraves!" og jeg glemte Sorgen og fik travlt. David blev lagt i en Cigarkasse, der var polstret med Hø, og dækket af hvide Lagener, og jeg var Præst med en af Moders gamle, sorte Kjoler bundet oppe om Halsen.

Mine Brødre bar Kisten. Bag den kom Præsten og saa Stuepigen Mine og min Søster. En Grav var gravet i et Bed under et stort Hægebærtræ, og her blev David puttet ned. Jeg holdt en gribende Tale over den Afdøde, skildrede hans store Fortjenester, hans Elskværdighed, Livsglæde og Trofasthed. Der blev rejst et Kors paa hans Grav, og paa Korset bar et Stykke Papir følgende Inskription:

 

Hvo vil vel krænke Davids, Allikens, Fred
og tage venlig Blomst fra Gravens Bed?
Hvo vil vel bryde Træets Blomst og Blad -
se Himlens Fugl fandt her et Skjul saa glad!
Hvo vil ej hygge om den Plet af Jord,
som gives her til Ringe og til Stor?
Hvo vil ej frede om den Dødes Bo -
her skulle vi dog een Gang finde Ro.

 

Versene havde jeg fra Nakskov Kirkegaard, og jeg sørgede dybt over min trofaste Ven og Følgesvend. Samtidig var jeg dog glad ved, at hans urolige Sjæl nu havde faaet Fred, som Moder sagde.

Men tre Dage senere gravede jeg ham alligevel op for at se, hvorledes han nu saa' ud.

 

12. Forelskelse, Digtning og andre Sygdomme.

Jeg husker ikke, hvornaar eller hvorledes jeg første Gang var forelsket. Det vilde være smukt og interessant, om jeg kunde huske det, men jeg vil være ærlig og tilstaa, at jeg husker det ikke.

Derimod erindrer jeg, at da jeg var 7 Aar gammel, vilde jeg gaa i Døden for Olivia, en jævnaldrende ung Dame. Jeg erklærede mig aldrig, og véd derfor ikke, om hun elskede mig. Jeg tror det forøvrigt ikke, men min Kærlighed var saa usigelig sart, at jeg aldrig kunde tale om den. Det var tilstrækkelig Næring for den, hvis jeg blot kunde se eller muligvis røre ved Genstanden for mine ømme Følelser.

Siden kom jeg paa Danseskole hos en Frøken i Nakskov og udviklede mig hurtigt til Balløve. Jeg dansede meget og maa ogsaa have været dygtig. Frøkenen skrev i hvert Fald næste Aar til min Moder, om jeg maatte være med igen, saa kunde jeg gaa gratis, hvis jeg vilde hjælpe hende med at tage mig af Begynderne. Hun satte megen Pris paa mig, og i det hele taget kunde ældre Damer godt lide mig, kyssede mig og klappede mig. Men det brød jeg mig ikke om. Kærlighed skulde være aandelig, noget, man kun drømte om indvendig. Romantiker var jeg til Fingerspidserne.

Der hændte f. Eks. det, at en ung Dame paa en Nabogaard om Natten sprang ud af Vinduet og gik til Stævnemøde med Kusken. Det, fandt jeg, var ikke rigtigt. Hun burde være bleven siddende indenfor, mens han udenfor havde gjort Kur til hende, det havde været det rette. Kvinden havde, fandt jeg dengang, kun Sjæl, ingen Krop udover, hvad man kunde se, og ved Tilnærmelser sank hun i min Agtelse. Naturligvis vilde jeg gerne kysse den, som jeg p.t. var forelsket i men jeg havde paa Fornemmelsen, at hvis jeg gjorde det, vilde min Kærlighed svinde og Damen være besmittet. ...

Undertiden var jeg forelsket i 2 - 3 paa een Gang. Det var frygteligt, men dejligt, og jeg græd af Henrykkelse og Sorg, fordi jeg ikke kunde regne ud, hvem jeg holdt mest af og skulde gøre til min Hustru.

Saa ramtes jeg af et frygteligt Slag: jeg fik Mæslinger, og da jeg blev rask, var jeg skeløjet. Naar jeg saa' paa Numer et, troede Numer to og Numer tre, at det var dem, mine Blikke gjaldt.

Den Pige, jeg elskede længst og højest, var Thyra Jensen. Jeg naaede hende kun til Skulderen, aa, men hun var dejlig! Hun var sorthaaret, og naar hun var paa Bal, havde hun Haaret løst ned ad Ryggen. Og hun var i hvid Kjole med højrødt Livbaand, stor Sløjfe paa højre Skulder, lille Sløjfe paa venstre Skulder. Vi førte altid Ballerne op sammen, og vi skænkede hinanden vore Kotillonsordener, saa hun maa vel ogsaa have været indtaget i mig. Hun blev forøvrigt senere gift med en Landmand, som gik fallit, og det sidste, jeg véd om hende, er, at hun og Manden sammen opførte smaa Proverber paa Kroerne rundt om i Landet.

Om hende digtede jeg:

 

Jeg drømte, jeg bad dig med skælvende Røst
om at fylde mit Sind med den højeste Lyst,
jeg følte dit Svar i dit straalende Blik,
jeg følte - oh, sig dog, det ej var en Drøm -
at, Elskte, et Kærlighedsløfte jeg fik.

Jeg drømte, jeg vaagned og fandt mig forladt,
jeg følte rundt om mig den dybeste Nat,
jeg følte, at Tant kun er Menneskers Ord,
jeg følte - oh, sig dog, det blot var en Drøm -
at, Elskte, man mer ej paa Kærlighed tror.

 

Men jeg var inderst inde slet ikke bedrøvet. Jeg syntes, at Kærlighed skulde være ulykkelig.

Saa fik jeg Tyfus. Det var, mens jeg var forelsket i Margrethe. En Aften henad Juletid, da jeg gik hjem fra Skole, satte jeg mig paa en Stenbunke og faldt i Søvn. Mine Brødre kom hjem uden mig, Moder blev meget urolig, men Fader trøstede hende: han kommer nok, naar han bliver sulten. Jeg kom da ogsaa, men kunde næppe slæbe mig afsted og maatte straks puttes i Seng. Lægen blev hentet og konstaterede Tyfus.

Jeg laa i et halvt Aar, var meget syg og mistede alt mit Haar. Jeg kan endnu huske, at jeg i mine Feberdrømme altid tænkte: Hvad mon Margrethe vil synes om mig uden Haar? Moder plejede og passede mig, og tilsidst kom jeg da ogsaa over det. Jeg fik nyt Haar, dejlig sort og krøllet, saa jeg lignede en Neger, og jeg glædede mig over det, mest paa Margrethes Vegne. Det var en dejlig Tid, da jeg begyndte at komme mig: alting var nyt og smukt, og jeg glædede mig ved Livet. Men jeg var saa svag, at første Gang jeg var oppe, faldt jeg om, da Jens Frederik kom til at støde til mig. Og stolt var han naturligvis.

Det Aar døde Tante Thora, Moders Søster. Hun var saa bange for Smitte, at hun aldrig turde komme ind i mit Sygeværelse. Kun een Gang stak hun Hovedet ind ad Døren og kaldte paa Moder. Dagen efter fik hun Tyfus, og to Dage efter var hun død. Og jeg mente, at det var Vorherres Straf over hende, fordi hun ikke havde hjulpet Moder med at passe mig.

... Saa blev jeg altsaa atter helt rask, og med bankende Hjerte gik jeg for paany at møde Margrethe. Hun saa' op og ned ad mig, og saa sagde hun:

"Føj, hvad er det dog for noget Haar, du har faaet? Og saa er du bleven endnu mere skeløjet!"

Da gik Kvindens Grusomhed første Gang op for mig. Men dette helbredte mig ikke. Jeg opgav Margrethe og forelskede mig i Camilla ... Der voksede i min Have en Pinselillie, jeg plejede den og vaagede over den, og da den var udsprunget, overrakte jeg den til Camilla. Hun gav den til en af mine Kammerater. Men Camilla var rødhaaret, og jeg hævnede mig med et Smædedigt, hvis sidste Vers lød saaledes:

 

Thi raader jeg hver Ungersvend,
som ynder Blomster smaa:
pluk I de hvide Roser,
og lad de røde staa!

 

Jeg havde dengang en Hule i en Grøft ved Pottemagermarken under nogle store Slaaenbuske, foret med et tykt Lag Halm og et gammelt Gulvtæppe. Der laa jeg og stirrede op i det grønne Løv og tænkte paa Kærligheden og Livets, Vanskelighed fredløs og forladt af Guder og mennesker. Fra den Tid stammer vistnok følgende Vers:

 

Jeg tror, at den evige Jøde
er genfødt og lever i mig - -
thi aldrig, hvorhen jeg saa vanker,
fanger jeg Fred paa min Vej!

Dette Digt slutter saaledes:

Farer jeg ud over Havet,
langt fra den skovklædte Strand -
ak, jeg kan ikke vente,
til Skibet mig bringer i Land.

Ned jeg mig styrter i Bølgen,
som vælter med Larm under Ø -
jeg ønsker at knuses mod Revlen,
men Jøden kan slet ikke dø.

 

Dog var jeg heller ikke dengang ganske uden Humor. Jeg skrev f.Eks. et dramatisk Digt i 19 Optrin:

 

Paa Helikon.
Tragisk-komisk Digtning.
Optegnet af Klio,
Professorinde i Historie.

 

Scenen er Helikon. De 9 Muser er forsamlede. Klio sidder med en sørgmodig Mine og ridser paa sin Tavle. Kalliope vandrer tankefuld op og ned. Melpomene sidder med Haanden under Kinden og søger at sammenarbejde et Drama af ingenting. Polyhymnia læser over paa sin Rolle til næste Gudstjeneste. Urania sidder med himmelvendte øjne for at passe paa, at Stjernerne ikke kommer i Uorden. Euterpe, Terpsichore og Erato spiller, danser og synger, medens Thalia gaar rundt og griner ad dem alle. Pludselig staar hun stille og siger:

 

Helst jeg drog fra Guders Bolig
hurtig væk.
Thi at leve her saa rolig
er min Skræk.
Alle gaar I rundt og sover
omkring Hippokrenes Vover.

 

13. I Boghandlerlære i Nakskov.

Jeg var altsaa bleven konfirmeret.

Da Moders Plejemoder, Kommandørinde Wulff, der var Familiens Faktotum, blev spurgt om, hvad jeg da skulde være, naar jeg ikke maatte blive Skuespiller, svarede hun: Boghandler. Det er saadan en nydelig Forretning.

Fader gik saa ud til Familiens Ven, Peter Jansen, Chef for Thierrys Bog- og Papirhandel i Nakskov, og tingede mig i Lære som "Dreng" - nu om Dage hedder det vist Lærling.

Jeg blev tinget for Kost og Logis og skulde udføre alt til Faget henhørende.

Da der var knapt med Plads i Huset, ryddede Hr. Jansen sit Klædeskab, og dér tilbragte jeg Nætterne sammen med et Stearinlys og to Knagerækker.

Det var som at ligge paa Bunden af et Akvarium. Skabet fik kun Lys fra en Rude i Loftet. Ruden kunde ikke aabnes.

Vilde jeg have Luft, maatte jeg lade Døren staa aaben ud til Trappegangen. Men det turde jeg ikke af Frygt for Overfald.

Naar jeg var kommen i Seng om Aftenen, sad jeg en Tid med Knæene trukne op under Hagen og nynnede Salmer eller selvlavede Sange. Højt turde jeg ikke synge, thi der førte ogsaa en Dør direkte ind til min Principals Sovekammer.

Jeg græd lidt og nynnede lidt og faldt omsider i Søvn.

Klokken 7 Morgen satte Pigen mine Sko af udenfor Døren til Trappegangen. Men før hun slap dem, huggede hun dem med Hælene haardt ind mod Døren. Det var Tegnet til, at jeg skulde staa op.

Foruden Jansen var der i Bogladen en ældre Svend (nu "Medhjælper") ved Navn Drewsen; han var tavs og krølhaaret. Saa var der en Dreng foruden mig; han hed Johannes Brandt. Han var fra Nakskov og tog mig undertiden med hjem om Aftenen. Han havde to Søstre, hvoraf jeg øjeblikkelig forelskede mig lidenskabeligt i den yngste.

Jansen selv var en alvorlig og smuk Mand, som vi havde megen Respekt for. Men Humør maa han have haft, thi en gang, han stod bøjet over et Arbejde inde paa Kontoret, og jeg troede, det var Brandt, gav jeg ham et kraftigt Slag i Bagdelen. Saa vendte han sig om og sagde smilende:

- Dér tog De nok fejl, lille Wied. Jeg kom fra den Stund til at holde meget af ham.

Forretningen blev ikke lukket før Kl. 9 Aften. Der var dengang endnu ingen Jernbane paa Lolland; man tog med Postvognen til Nykjøbing og derfra med Toget til Kjøbenhavn. Hver eneste Aften stod Brandt og jeg og lyttede efter Posthornet. Naar vi hørte det nede i Vejlegade, vidste vi, at Klokken var 9, og at vi maatte lukke.

Ingen af os havde Uhr.

Vi satte da Skodderne for Vinduerne og slukkede Gassen.

Brandt gik hjem, og jeg gik ind i mit Skab.

Bogladen laa paa Torvet. Skraas overfor boede Frøken Juul. Hun var Konditor og lavede nogle aldeles vidunderlige Napoleonskager. Jeg stjal undertiden en Fireskilling af Kassen og købte mig en af dem. Fader gav mig ingen Lommepenge. Hvad skal en Dreng med Penge, sagde han.

Kagen aad jeg, naar jeg var kommen i Seng. Jeg tyggede ganske stille, for at Jansen ikke skulde høre det. Jeg led af Samvittighedsnag ved Tyveriet og vilde øjeblikkelig have tilstaaet, om han havde spurgt mig. Men fem Dage efter tog jeg igen en ny Fireskilling.

Medens jeg var i Bogladen her, indtraf Møntforandringen til Kroner og øre. 16 Skilling var 35 øre. Det kunde Bønderkonerne ikke forstaa. Jeg heller ikke. Men alligevel maatte jeg forklare dem det. Kunde vi paa ingen Maade enes, maatte Jansen eller Drewsen hentes.

Mit Arbejde bestod i at pakke Bøger og Tapetpapir ind, sælge "Afføringsbilleder" og bringe Pakker i Byen.

Det værste for mig var, naar jeg skulde hente Bogpakkerne, som kom med Dampskibet "Zampa" fra Kjøbenhavn en Gang om Ugen. De var saa store, at jeg ikke kunde bære dem, men maatte køre med Trillevogn. Jeg sneg mig om ad Sidegader og igennem Baggaarde. Men det sidste Stykke maatte jeg frem over Torvet med min Vogn. Det var frygteligt ydmygende. Jeg kunde jo møde en af mine Forelskelser! Gjorde jeg det, vendte vi begge to Hovedet den anden Vej.

En Ting trøstede mig i min Fornedrelsestilstand, og det var Bøgerne, som jeg turde læse i.

Drachmanns "Med Kul og Kridt" udkom den Gang. Han havde selv tegnet Omslaget. Han var altsaa baade Digter og Maler. - Mit Hjerte bankede af Ærefrygt over en saadan Storhed.

Jeg laante Bogen med op i Skabet og læste. Men pludselig bankede Jansen paa Døren ind til sit Værelse:

-De har glemt at slukke Lyset, Wied.

Midt i et dejligt Digt blæste jeg Lyset ud.

En Dag sagde Jansen:

- Her kommer en ny Mand i Forretningen.

Og han flyttede ud af sit store Soveværelse for at give Plads til den nye. Selv fik han et lille Rum ved Siden af Spisestuen.

Brandt og jeg talte om, hvad det dog kunde være for en fornem Person, der skulde komme.

En Dag var han dér og blev præsenteret som Hr. Bloch fra Kjøbenhavn.

Han blev kun i Nakskov en Maaned. Hans Fader, en rig Grosserer, havde landsforvist ham, fordi han ikke kunde styre ham. Bloch var lang, mager og bleg og sygelig at se, men overordentlig velklædt og elegant i sin Optræden.

Men snart satte han hele Byen paa den anden Ende ved sine Meriter. I Provstestræde ved Siden af Præstegaarden og lige overfor Kirken laa en Beværtning, der hed "Klappen". Bloch holdt til dér, blev Kæreste med et Par af Opvartningspigerne, gjorde en mægtig Gæld; de forargede Borgere kom til Jansen, som skrev til Fader Bloch, der kom og hentede Sønnen og sendte ham til Færøerne.

Brandt og jeg var forfærdelig forargede over unge Blochs Leben og takkede Gud, at vi ikke var som denne Tolder.

Saa flyttede Jansen tilbage til sit Soveværelse, og alt kom i den gamle Gænge.

Hele Ugen igennem saa' jeg hen til Lørdagen. Lørdag Aften fik jeg nemlig Lov at gaa tidlig hjem og blive til Mandag Morgen.

Hvor var det dejligt at ligge i et rigtigt Værelse! Og Moder og mine Søskende var saa glade ved mig. Om det saa var "Pys", smilede hun venligt og gav mig to Stykker Franskbrød til min Kaffe Søndag Morgen. Men Søndag Eftermiddag var igen trist. Thi imorgen var det Mandag.

Jeg maatte op i det sorteste Mørke for at skynde mig ind til Byen for at være i Bogladen til rette Tid.

Men saa en Søndag Aften sagde Moder til mig, at om otte Dage skulde jeg til Kjøbenhavn; jeg havde faaet en Plads i Fr. Wøldikes Boghandel, skulde have 25 Kr. om Maaneden og bo hos Tante Marie, hvor allerede mine to store Brødre Carl og John boede.

 

14. Skindergade.

Jeg havde været i Kjøbenhavn to Gange før i et Par Sommerferier.

Begge Gange havde jeg besøgt min Faders Fætter, Agent Johan Wied og hans Kone, Tante Petrea.

Han var "virkelig" Agent, fordi han i 64 havde fra Stubbekiøbing, hvor han dengang boede, sejlet et Parti Fødevarer til Soldaterne paa Als.

De boede i Nyhavn, Charlottenborgsiden, og jeg hører endnu en kæmpemæssig Mand raabe Sa-a-nd! Sa-a-nd! hver Morgen nede paa Gaden.

Forøvrigt bestilte jeg ikke andet i disse Ferier end at køre frem og tilbage med Sporvognen fra Kongens Nytorv til Frederiksberg Runddel.

Tilsidst kendte alle Konduktørerne mig og kaldte mig "Den pantsatte Bondedreng".

Men nu skulde jeg altsaa til Kjøbenhavn for Alvor!

Jeg var baade glad og bedrøvet. Glad over, at jeg skulde ind til den store By. Og bedrøvet over, at jeg ikke kunde komme hjem hver Søndag.

Jeg kørte med Diligencen fra Nakskov til Nykjøbing. Og derfra med Toget.

Den første Aften jeg drak The hos Tante Marie i Dronningens Tværgade 56, vakte jeg vild Jubel hos mine Brødre Carl og John ved at flække et Birkesbrød og selv beholde øverste Halvdel, der var Birkes paa, medens jeg lagde den underste hen i Brødbakken igen:

- Er Du gal Dreng, sagde John.

Ja, for det holder jeg mest af, sagde jeg.

Det Birkesbrød har jeg faaet stukket ud mange Gange senere i mit Liv.

Næste Dag gjorde jeg min Entré i Bogladen i Skindergade. Tante Marie fulgte mig til Hjørnet af Klosterstræde. Men jeg vilde selv gaa ind i Butikken. Der traf jeg Fuldmægtigen.

De første Ord, han sagde, da jeg havde meddelt ham mit Navn, og fortalt, at jeg var den nye Lærling, lød:

Aa, Herregud, er De saadan en Splejs. Jeg, der havde glædet mig til at faa en rigtig stor og kraftig Bondedreng, der kunde tage ordentlig fat.

Men Fuldmægtigen og jeg blev alligevel lidt efter lidt gode Venner, og han tog sig faderligt af mig, da det senere i nogle Aar kneb for mig at bjerge Føden.

Jeg skulde ekspedere Kunderne i Butikken, løbe Byærinder, pakke Forlagsartiklerne ind til Sortimentsboghandlerne, føre Subskriptionsbogen og Journalen.

Særlig det sidste kneb det med, da jeg aldrig har været nogen Regnemester. For at faa Bogen til at stemme med Kassen, lærte "Svenden", der hed Mikkelsen, mig at opføre en Post, han kaldte "Diverse". Den spillede senere en stor Rolle i mine Regnskaber. Og gør det da for Resten endnu.

Svenden stod under Fuldmægtigen og jeg igen under Svenden.

Principalen saa' vi ikke meget til.

Han holdt sig mest hjemme paa sin Villa i Frederiksberg Allé og sendte sin Husbestyrerinde ind med smaa Rekvisitionssedler efter Penge.

Hvad han brugte Pengene til, véd jeg ikke.

Han sad vist meget haardt i det. Jeg maatte atter og atter rundt i Byen for at faa skrevet bag paa Veksler hos Hegel og Reitzel.

Og sine Lagre, hvor Bøgerne laa i "Materie", havde han pantsat til diverse Diskontører, saaledes, at naar vi skulde bruge bøgerne, maatte jeg hen hos de Herrer og laane Nøglerne til vore egne Pakhuse og aflevere dem igen efter Brugen.

Alt dette undrede mig ikke; thi jeg troede, at saadan skulde det være.

Men til at begynde med var jeg bange for at være alene sammen med ham.

Og det skrev sig fornemmeligst fra følgende Begivenhed.

En Dag, da Fuldmægtigen og Mikkelsen var ude at skaffe Penge til Dækning af nogle Veksler, og jeg var ene i Indpakningslokalet bag Butikken, gaar Døren til Principalens Kontor pludseligt op, og han kommer krybende paa alle fire frem over Gulvet og ind under det store Midterbord, medens han vifter afværgende med den ene Haand og hviskende gentager:

- Jeg er ikke hjemme! Jeg er ikke hjemme!

I samme øjeblik ringer Butiksklokken. Det var en af vore Bogtrykkere, som spurgte efter Principalen.

- Han er ikke hjemme! siger jeg.

- Hvornaar tror De, han kommer? spørger Bogtrykkeren.

- Aldrig! siger jeg i min store Forfjamskelse.

- Aldrig?

- Ja, det vil sige, det véd jeg ikke; Han er syg, han er ... han er ikke kommet ind idag.

Bogtrykkeren gaar og slaar Butiksdøren i efter sig.

Men inde i Bagværelset kryber Principalen frem under bordet og gaar rolig ind paa sit Kontor.

- - -

Et Lyspunkt i Forretningens daglige Liv var det, naar Ernst Bojesen kom og besøgte os. Iøvrigt var min Tilværelse uden megen Afveksling, jeg havde vanskeligt ved at finde rundt i Kjøbenhavn, og min Forretningstid strakte sig fra Kl.8 om Morgenen til Kl. 9, om Sommeren 7, Aften. Mikkelsen var altid ude om Natten og vilde ofte gerne have mig med, men den anden (min "Daimon") raadede mig altid fra det og sagde, at jeg burde blive hjemme og digte.

Ret mange Bekendte havde jeg ikke. Jeg kom en Del hos Skrædermester Patheier i Helliggejststræde. Skrædermesteren var en lille, kuglerund, hvidhaaret Mand, med hvide Bakkenbarter. Privat kaldte jeg ham "Vatmanden", og han bar altid høj graa Hat, der sad ham bag ad Nakken. Han have været Steen Blichers Skræder og fortalte om, hvorledes Blicher engang vilde stikke af uden at betale sin Regning.

Patheier havde imidlertid faaet opspurgt, hvilken Smakke Blicher skulde med, og mødte op paa Skibet og fik følgende Forskrivning:

De 65tyve, skriver fem og tredsindstyve Rigsbankdaler, som jeg er Hr. Skrædermester Patheier skyldig for begaaedé Klæder til mig og Søn, forpligter jeg mig til paa Ære og Samvittighed at betale i Løbet af December Maaned dette Aar.

Kiøbenhavn, d. 26. November 1842.

St.St. Blicher, Præst til Spentrup og Gassum.

 

"Dette Aar" kom imidlertid aldrig. Og Patheier forærede mig Forskrivningen:

- Det Skrog, sagde han - han kunde jo ikke betale!

Om Søndagen tog vi i Dyrehaven, Patheiers Familie og jeg, Datteren Bine, Svigerdatteren Marie, Datteren, Fru Laura Lassen med sine to Børn, Ejlert og Johan. De tog sig i det hele taget af mig og indførte mig hos deres Venner, Kontorchef Dahls, hvis Datter Julie jeg blev meget forelsket i. Gamle Fru Dahl var en brillant Dame og meget smuk. Kontorchefen var en Søn af hendes Mand, men hun havde taget ham til sig, hvad der vakte vor højeste Beundring for den gamle, drastiske Dame.

Min Broder John var en livlig og meget munter ung Mand, som voldte Tante Marie mange Bekymringer ved sit glade Leben. Jeg havde derimod ikke Tid til at gaa ud om Aftenen, jeg sad hjemme og digtede og digtede. Jeg forsøgte at faa mine Digterværker optagne i forskellige Blade og Tidsskrifter, men jeg fik dem alle returnerede ... endogsaa fra Holst's "Børnevennen". Det var strenge Tider, jeg savnede Moder meget til at læse mine Sager op for mig, og jeg led meget af Hjemve.

Særlig kan jeg huske en Aften i Frederiksberg Allé, hvor jeg sad og tænkte paa Selvmord. Det blev dog ikke til noget, hvad jeg senere ved flere Lejligheder dybt har beklaget.

 

15. Dr. Tværgade.

Naar jeg læser mine Optegnelser fra disse Aar, omkring Midten af 1870erne, er de fulde af Sorg, Suk og Klage.

Jeg var uhyre ked af at være bleven anbragt ved Handelen.

"Stilede højere", som det hedder, og gav mig til at læse Græsk og Latin hos Skolebestyrer Sophus Bagger paa St. Knudsvej.

Fransk tog jeg Time i hos hans Frue.

Desuden læste jeg mine Digtninger højt for Ægteparret, og de vandt deres Bifald.

I mine Optegnelser for 29de December 1877 staar:

Hvilket Liv, dette: at være Handelsmand! Løgn, Løgn og Løgn! Gid jeg en Dag kunde sige: "Stop! Nu er det forbi med os to, Merkur. Farvel!"

En anden Gang staar jeg foran en aaben Kakkelovnsdør og tænker paa at stikke min højre Haand ind i Ilden: "Og du vilde være fri for at blive længere ved Handelen." I Begyndelsen greb denne Tanke mig med Begærlighed, staar der videre: men min gode Engel talte manende Ord til mig, jeg afstod fra mit frygtelige Forsæt og lukkede skamfuld Ovndøren.

Rimeligvis har Ilden ogsaa været mig for varm.

- - -

Tante Marie boede i Dr. Tværgade 56, Stuen. Der var ingen Entré. Man gik fra Trappegangen lige ind i Spisestuen eller Kabinettet.

Min Broder John og jeg sov i Spisestuen. Han "stod" den Gang hos Schotlænder og Goldschmidt paa Amagertorv. Var dygtig, som ved alt, hvad han blev sat til. Men var ogsaa ked af Handelen. Vilde læse til Polytekniker, ligesom jeg gerne vilde være Student.

Men Fader havde ikke Raad til at hjælpe os. Saa foreløbig maatte vi slaa det hen.

John var en frisk og glad Ungersvend, der lo ad mig, som gik tavs og dybsindig omkring. Men jeg lod ham le og digtede videre efter Fyraften. Hemmeligt misundte jeg ham hans Livsglæde. Men naar han en enkelt Aften fik mig med ud paa "Daudi", sad jeg hele Tiden og længtes efter Pen, Blæk og Papir. Og den Maade, han og hans Kammerater omtalte Kvinden paa, forargede mig i høj Grad.

Jeg betragtede hende nemlig endnu stadig som et ophøjet Væsen.

- - -

Da jeg kom til at bo i Dr. Tværgade, havde Tante lige faaet en ny Pige, der var en fuldkommen Modsætning til den forrige, som hun havde haft i mange Aar, og som havde tiltaget sig et saadant Herredømme i Huset, at John havde givet hende Navnet "Ministeren". Hun hed Mine, var halvgammel og strengt sædelig. Den nye Pige hed Rosa, var ung og levelysten.

Lige overfor vort Hus laa og ligger endnu Dansesalonen "Kjæden". Der sneg Rosa sig over, naar Tante var gaaet til Ro. Men det blev opdaget. Og nu lagde Tante og jeg os paa Vagt paa Trappegangen og fangede hende.

John lo os ud og mente, at Pigen skulde have Lov at more sig.

I det hele var John dengang meget letsindig.

Og alligevel holdt Tante mere af ham end af mig, som dog troligt om Søndagen fulgte hende med i Kirken i Abel Kathrines Stiftelse, som dengang laa i Dr. Tværgade. Jeg var den eneste Ungdom, som sad der i Kirken, og alle de gamle Mænd og Kvinder fra Stiftelsen nikkede venligt til mig.

- - -

Henne i Bogladen gik alt i den gamle Gænge: Jeg ekspederede i Butikken, løb Byærinder, gik til Gyldendal og C. A. Reitzel for at faa min Principals Veksler diskonterede af gamle Fr. Hegel, en høj, mager og alvorlig Mand, som indgød mig stor Respekt. Brødrene Carl og Theodor Reitzel var mildere og spøgte med mig. Jeg véd ikke, hvorfor Hegel og Brødrene Reitzel altid var villige til at skrive bag paa Vekslerne. De har vel holdt af Manden. Det samme kom jeg gennem Aarene ogsaa til.

Men en mærkelig Mand var han. Han turde ikke bede Fuldmægtigen om Penge. Og en Nat gjorde han Indbrud i sin egen Pengekasse, hvis Laag han brød op og tog, hvad der var i den. Og om Morgenen fandt vi Kassen tom. Paa Bunden laa en Lap Papir, hvorpaa stod skrevet: "Taget 300 Kr. N.N."

Da lod Fuldmægtigen en Smed sætte nogle mægtige Kramper paa Kassen og købte dertil en mægtig Hængelaas.

- - -

I Bogladen i Skindergade saa' jeg for første Gang i mit Liv en rigtig Digter.

Der kom en lille, blegfed Mand ind med en rødbrun, falmet Paryk og vaadt, tjavset Overskæg. Han spurgte efter Principalen. Som sædvanlig nægtede jeg ham hjemme.

Da Manden var gaaet, sagde Wiene: "Véd De, hvem det var, lille Wied? Det var Christian Winther".

Vor Boglade udgav den Gang en Julebog, som hed "Christian Winthers Billedbog" med Træsnit, skaarne af Fr. Hendriksen og H. P. Hansen.

Jeg blev meget skuffet ved at se den berømte Digter.

Saa tilfredsstillede Carl Andersen, Inspektøren paa Rosenborg, bedre mit Krav paa, hvordan en Digter burde se ud:

Høj, velvoksen, elegant med store, milde, blaa øjne.

- - -

Da jeg kom hjem i Dr. Tværgade om Aftenen, laante jeg "Hjortens Flugt" af Tante Marie. Hun gav mig den tøvende, idet hun sagde, at den var ikke noget for unge Mennesker.

Og 20 Aar senere tog en Mand, hos hvem jeg var paa Besøg, to Eksemplarer af samme Bog frem af sit Pengeskab og fortalte mig, at de var blevne sendte hans Døtre som Foræring til deres Konfirmation: "Men jeg vil ikke have mine Pigebørn ødelagte," sagde han, "derfor gemmer jeg Bøgerne, indtil Tøserne bliver gift."

- - -

Medens vi boede i Dr. Tværgade, blev jeg Dus méd "Kongens Have". Der søgte jeg ind tidlig og sildig, naar jeg havde fri. Jeg gik fra Bænk til Bænk og saa' paa Soldaterne og Ammerne. De forargede mig ved deres robuste Kurmagéri - men jeg kunde alligevel ikke blive derfra.

 

16. Nørresøgade.

Da ingen andre vilde anerkende mig som Digter, gjorde jeg det selv.

Jeg lod mit Haar og mit Slips vokse. Véd ikke ret, hvilket af dem der endte med at blive længst.

Noget, der ogsaa gjorde mig poetisk stemt, var, at Tante Marie flyttede med os fra den lumre, prosaiske Dr. Tværgade ud til Nørresøgade med Udsigt til Vej, Vand og Træer.

Herude gik jeg Ture omkring Søerne og lod Slipset flagre. Inde i Bogladen gemte jeg det forsigtigvis bag Vesten.

Wiene sagde, at det var Synd, thi det var udmærket til at tørre Penne i.

- - -

Ovre paa Nørrebros Dossering mødte jeg en Dag paa min Spadseretur Digteren Goldschmidt: lille, tætsluttet, alvorlig og med skarpe Øjne under store Bryn. Han gik med Briller, hvad der ikke ganske svarede til mit Begreb om en Digter. Men da jeg lige havde læst hans "Hjemløs", anerkendte jeg ham alligevel.

Han var skilt fra sin Kone og boede ensom og forladt paa en 3die Sal paa Gl. Kongevej. Hans Kone og Datter kendte, jeg fra Bogladen i Skindergade, hvor de ofte kom for at af hente og aflevere Kort, som de "illuminerede" til Boths "Beskrivelse over Danmark".

Jeg saa' paa disse Damer med onde Blikke, thi jeg tvivlede intet Øjeblik om, at det var dem, som var Skyld i Skilsmissen. De havde selvfølgelig pint og plaget den arme Digter.

Det gik pludselig op for mig, at en Digter vistnok ikke burde være gift. Senere i Livet saa' jeg mange Eksempler paa, at jeg havde Ret.

Og jeg besluttede til den Ende at leve og dø som Pebersvend. Hvilken Teori jeg praktiserede indtil Aaret 1894. Da faldt ogsaa jeg for Aldersgrænsen.

- - -

Mens vi boede i Nørresøgade, skete det, at jeg lod mine skæve Øjne operere.

Jeg kunde nemlig ikke gaa i Fred paa Gaden for Drengene. De satte Pegefingrene over Kryds og holdt mig dem op for Næsen. Nogle særlig raffinerede slog endogsaa Smut med øjnene for rigtig at haane mig.

Og da en lang Laban en Dag spurgte mig, hvordan jeg egentlig bar mig ad med at slippe omkring Gadehjørnerne uden Hudafskrabninger, jeg gik grædende ind til Tante Marie og sagde, at jeg vilde have noget gjort ved mine øjne for at faa dem lige.

Hun fulgte mig da op til gamle Øjenlæge Dr. Christensen paa Nørregade, som den Gang var meget berømt.

Han sagde, at jeg skulde stille paa Torsdag mellem 1 - 3.

Da Tante og jeg den Dag mødte i Venteværelset, hørte vi Skrig og Brøl inde fra Operationsstuen. Og rundt om sad mange Børn og Voksne med de underligste Spyd i øjnene.

Jeg blegnede.

- Skal vi ikke hellere gaa igen, min Dreng? spurgte Tante.

Jeg knyttede Hænderne og bed Tænderne sammen og sagde:

- Nej!

Saa kom jeg ind og lagdes paa Pinebænken. Tante havde sagt, at jeg skulde spørge Doktoren, om jeg ikke kunde blive bedøvet.

Jeg blev undersøgt. Men Bedøvelse kunde jeg ikke taale, mit Hjerte var for svagt.

Jeg laa altsaa spillevende og lod Lægen husere med mine øjne.

Han havde en Del Elever, som saa' til og skulde lære noget.

- Se her, mine Herrer, sagde han og holdt den kriminelle Nerve eller Muskel op paa en Pincet - se, hvor kraftig den er! Træk dog Vejret! sagde han saa til mig, der næsten glemte denne Ceremoni af Smerte.

- Jamen skær, skær, bad jeg.

- Ja, sagde han, - ja.

Og saa tog han en Broderesaks og klippede Nerven over.

- Er jeg saa færdig?

- Nej, De skal først sys.

Og saa syede han mig i øjet med sort Silke.

Ude i Venteværelset sad Tante Marie halvdød af Spænding.

Saa kørte vi hjem til Nørresøgade, og jeg blev puttet i Seng.

Aldrig har jeg hverken før eller siden haft Mage til Hovedpine. Og jeg har dog haft en Del.

Men Tante led vist næsten endnu mere end jeg.

Saa begik jeg en Heltegerning: Da det andet øje skulde klippes, sagde jeg, for at skaane hende, intet derom, men vandrede alene til Lægen og lod mig klippe og sy sammen. Tante græd af Rørelse og kaldte mig en "Karakter".

Det var jeg stolt af. Men det mærkeligste ved Affæren var, at Folk bebrejdede mig Operationen. Jeg havde været langt kønnere med skæve Øjne, sagde de. Dog, Gadedrengene lod mig i Fred.

Derinde i Bogladen arbejdede jeg troligt - men grumme nødig.

For at hjælpe paa sine Pengesager havde min Principal fundet paa at lave en Prisnedsættelse. Han var vistnok Opfinder af denne senere saa almenyndede Trafik. Han engagerede til den Ende en Hoben Kolportører, som skulde drage Land og Rige rundt med Tasker fulde af billige Bøger og Subskriptionssager. Og han engagerede en "Direktør" til at lede denne Afdeling af Forretningen.

Direktøren, en tidligere Provinsboghandler, fik sit Kontor i et forhenværende Køkken. Dér stod han og laborerede Dagen lang. Men det gik ikke. Kolportørerne rendte deres Vej baade med Tasker og Bøger, og et halvt Aar efter forlod ogsaa Direktøren os. Han gav sig saa til at hjælpe Fru og Frøken Goldschmidt med at "illuminere" Both.

Samtidig med Direktøren var der bleven ansat en Lærling hos os ved Navn Gjedde.

En Himmelhund til at finde paa Løjer. Han havde en Morgen stoppet en ny "Kolportør" ud og stillet ham i Køkkenet med Hat og Stok og det hele.

Da Direktøren kom, sagde Gjedde:

- Der er kommen en ny Kolportør, Hr. Direktør.

- Hvor er han?

- Han staar ude i Køkkenet.

Direktøren fór derud.

- Naa min gode Mand, begyndte han - tror De nu ogsaa, at De kan paatage Dem dette her Arbejde.

Kolportøren svarede ikke.

- Hvad har De før givet Dem af med? spurgte Direktøren, der ivrig gik rundt og tog sit Overtøj af.

Intet Svar.

Saa vendte Direktøren sig pludselig om mod Manden, forundret over hans Stumhed. Han saa' da straks, at Fænomenet var en Attrap.

"Gjedde! Gjedde!" siger han saa, ryster paa Hovedet og sætter sig hen til sit Køkkenbord.

Men inde i Indpakningsrummet laa Gjedde flad af Latter.

Ingen kunde le som han. Det begyndte med, at han rystede og dinglede og slog ud med Armene. Man troede, at han var bleven ramt af et Slag. Men paa een Gang brølede Latteren ud af ham, og han sank enten om paa det nærmeststaaende Møbel eller kastede sig fladt ned paa Gulvet, huggede med Fødderne og skreg "Aa Gud, aa Gud, aa Gud!" Efterhaanden skreg vi alle med, selv Direktøren.

- - -

Min Principal var en driftig og meget dygtig Mand. Han var Udgiver af de den Gang berømte Tidsskrifter "Fra alle Lande" og "Historisk Arkiv". Men Medarbejderne havde lidt ondt ved at faa deres Honorarer. Han udgav bl. a. ogsaa Gustave Dorés "Bibelen i Billeder". Klicheerne sendtes os direkte fra Paris. Vi maatte indløse dem paa Toldboden. Det kneb undertiden med at skaffe Pengene, saa Hefterne kom ikke ganske regelmæssigt.

Jeg gjorde Bekendtskab med en svensk Xylograf Sandberg.

Han reparerede Klicheerne, hvis de var komne til Skade paa Rejsen. Han havde i sin Tid været ansat paa Dorés Atelier sammen med en halv Snes andre. De tegnede Tegningerne. Mesteren skitserede dem bare, saa maatte Eleverne udføre dem - men Doré signerede dem.

Jeg syntes, det var Snyderi. Senere har jeg selv brugt "Medarbejdere".

Livet demoraliserer.

- - -

Jeg var stadigvæk led og ked af at være ved Handelen. Men det glemtes efter Lukketid.

Saa gik jeg lange Ture rundt om Søerne, ud paa Amager, i Frederiksberg Have og Søndermarken eller ud til Brøndshøj.

En Søndag gik jeg endogsaa langs Strandvejen til Helsingør. Og for at det skulde være rigtig poetisk, sov jeg om Natten i en Høstak udenfor Byen; Maanen skinnede og Nattergalene sang.

Men om Morgenen var jeg saa fuld af Ørentviste, Edderkopper og andet Kryb, at jeg maatte styrte ind paa en Badeanstalt og rense mig.

Det blev baade første og sidste Gang, at jeg i den Grad lod "Poesien" rende af med mig.

I det hele begyndte Livets Realiteter mere og mere at gaa op for mig.

 

17. Søndage og Selskaber.

Jeg vedblev paa Søn- og Helligdage at gaa med Tante Marie i Abel Kathrines Stiftelse eller med Tante Bine, en Datter af Skrædermester Patheier, i Frue Kirke.

Min ugudelige Broder John og mine jevnaldrende Venner, Johan og Ejlert Lassen, Søstersønner af Tante Bine, lo mig ud.

Men det rørte mig ikke. Jeg var stolt af at lide saavel for min digteriske som for min religiøse Overbevisning.

Og omsider lod de mig i Fred.

Naar jeg kom fra Kirke, og vi havde spist til Middag, gik jeg mine ensomme Ture.

Jeg satte mig da paa Bænkene ved Søerne, i Kongens Have, i Frederiksberg Allé, i Frederiksberg Have eller Søndermarken og indledede Samtale med gamle Mænd og Koner, som gerne betroede mig deres Sorger og Genvordigheder.

Jeg tænkte den Gang ikke paa, at jeg derved samlede Materiale til mine senere Bøger. Thi jeg ansaa i de Tider Livet for eet og Poesien for noget andet, noget langt højere og fornemmere.

Jeg fandt aldrig paa at notere disse vore Samtaler ned, saa lidet værdifulde syntes de mig. Men de maa alligevel have sat sig fast i min Hjerne, thi endnu den Dag idag kan jeg, naar jeg kommer til at tænke paa den eller den Bænk, paa det eller det Sted, tydelig huske, hvad den eller den gamle Mand og Kone sagde mig.

Og det har været mig til megen Nytte og Glæde i mit Forfatterskab.

- - -

Ofte tog dog John, Brødrene Lassen og jeg tidlig Søndag Morgen med Madpakke i Lommen med Toget ud til Klampenborg, hvor vi da hele Dagen turede rundt i Dyrehaven og gerne endte paa "Bakken", hvor Tyroler-Ferdinand og hans brunøjede Datter optraadte og Manden, der aad brændende Blaar. Jeg husker derimod ikke, at vi nogensinde gæstede Sangerindepavillonerne eller Danseestraderne. Og vi kom altid hjem til Aftensmaden, som enten blev indtaget hos Tante Marie i Dr. Tværgade eller hos Patheiers i Helliggejststræde og senere i Borgergade.

Ude i Dyrehaven fandt vi paa de latterligste Ting. Jeg kunde undertiden glemme, at jeg var Digter og blev til Menneske.

Engang krøb jeg saaledes op i en Busk der stod tæt ved en af Spadserestierne. Kammeraterne skjulte sig bag de nærmeste Træstammer. Mit Haar var den Gang saa langt, at naar jeg strøg det frem over Panden, skjulte det ganske mit Ansigt. Det gjorde jeg den Søndag og sad nu stiv og stille paa en Gren til Forundring og Rædsel for de Forbipasserende, medens John og de andre hulkede af Latter i deres Skjul. Omsider, da der stod tæt af Mennesker omkring min Busk, udstødte jeg et Brøl, rystede Haaret bort fra Ansigtet, viste Tænder og lo trist og glædesløst: ha, ha, ha!

Mængden splittedes under Skrig og Skraal, særlig hylede Kvinderne op, medens jeg hoppede ned af min Gren og forsvandt med John og Kammeraterne i Skoven.

Jeg følte i de Tider en sær Fornøjelse ved at gøre Folk bange, navnlig Damer, som jeg syntes undertiden kunde være noget vigtige.

Engang paa Valby Langgade kom der saaledes gaaende imod mig et Kvindfolk med et endogsaa særlig ubehageligt Ansigt. Jeg saa' mig mere og mere "gal" paa hende. Og da vi var lige ud for hinanden, løfter jeg pludselig Haanden og siger med en Stemme, der rystede af Sindsbevægelse:

- Hvad er dog det for et Dyr, der kryber i Deres Ansigt! -

- U-hu-u! siger Damen og basker sig vildt med Fingrene omkring Næse og Kinder - Hjælp mig! Hjælp mig!

Men jeg gaar rolig videre.

- - -

Af en Slags Tante af mig, en Fru Vognmand Julie Andersen og hendes Mand, blev vi undertiden om Sommeren inviterede paa Skovtur og kørte da derud i en af deres store Charabancer.

Manden var uformelig fed og fyldte næsten det ene Sæde. Konen var lang og usigelig mager.

Johan Lassen og jeg, der var de tyndeste og skikkeligste, blev pressede ned paa hver Side af Vognmanden. "Tante Julie", "Tante Bine", Ejlert Lassen og min Broder John sad paa det andet Sæde. "Husassistenten" blev med Madkurven placeret hos Kusken. Saa rullede vi af langs Strandvejen til Klampenborg.

Saa snart vi havde spist, stak vi Unge af og kom ikke igen, før vi skulde hjem.

Jeg tror, at vi skammede os ved at vise os sammen med den overfede Vognmand.

Paa Hjemturen var John engang kommet til at sidde nærmest Kuskesædet, lige bagved Husassistenten. Han kneb hende da et Par Gange saa eftertrykkeligt, at hun skreg og fniste.

"Tante Julie" blev meget opbragt og sagde, at hun havde tilladt sig at tro, at det var pæne Folks Børn, hun havde inviteret. Og hun sagde bittert: Aa, jeg beer! da John ved Hjemkomsten hilste Farvel og Tak for idag.

Samme Vognmandsfamilie, der var uden Børn, holdt ungt Selskab et Par Gange om Vinteren. Det var da vor Glæde, at faa Fruen til at synge, særlig var der en svensk Kærlighedssang, som vi var rent vilde efter at bede om. "Tante Julie" havde en høj, meget skingrende Stemme, og naar hun, lang og mager, satte sig til Klaveret, lagde Hovedet paa Siden og kælent begyndte:

"Slum-ra-a, slum-ra-a, du min elskerrinna ...!" indtog vi unge Mennesker de mest fantastiske Stillinger for at skjule vor Latter.

Under denne Proces sad Vognmanden uafvigelig og sov paa en Stol lige indenfor Døren.

Han vaagnede først, naar vi tog Afsked. Nu gaar de Fremmede, lille Vilhelm, sagde Fruen. Og han mumlede Farvel.

Beboelsen var ovenover Hestestalden, og medens jeg skriver dette, lugter og hører jeg endnu Dyrene.

Gennem Brødrene Johan og Ejlert Lassen blev John og jeg som før omtalt indført hos Kontorchef Dahis, hvis Søn Jens og Datter Julie var vore Jævnaldrende.

Der kom vi til Selskaber og Baller.

Jeg var en Tid meget indtaget i Datteren. Naar der skulde være Bal, blev Dørtrinet mellem Dagligstuen og "Salen" skruet af. Parrene stilledes da op i Dagligstuen og svang sig ved en kæk Manøvre ind i Salen. Datteren gav vi Navnet: "De sytten Par Strømper", rimeligvis fordi hun var saa fin og sirlig og skiftede Strømper, hvergang hun skiftede Kjole.

Det fandt vi unge Fyre "skabagtigt".

Men som sagt, jeg var for en Tid meget indtaget i Frøken Dahl og hun i mig.

Jeg blev af den Grund inviteret ud til Familien alene. Saa læste jeg højt af egne og andres Digterværker.

En Aften sad jeg tykt omgivet af Familiens Damer og læste Edgard Poes: "Ravnen". Vi var alle stærkt grebne af dette pompøse Digt.

Jeg læste netop Verset:

 

Ha, Profet - min Stemme skælved -
kom du hid fra Luft, fra Helved!
sig var Himlen vældig hvælvet,
ved den Gud, hvortil vi ber:
Er der Balsam end i Gilead,
sig, mig, er der, jeg Dig be'r?
Kvad da Ravnen: Aldrig mer!

 

... da Døren til Entreen pludselig gik op og John, Brødrene Lassen og Jens Dahl leende og støjende viste Sig.

Jeg holdt beskæmmet inde. Thi jeg havde en Gang for alle højt og helligt svoret, at jeg aldrig nogensinde vilde læse højt for nogen, og allermindst for Damer.

Jeg var altsaa bleven grebet i en Løgn, og Kammeraterne lagde ikke Fingrene imellem.

- Ha, Profet, din Stemme skælved! sagde de i lange Tider bagefter til mig, naar jeg sad stille hen i egne Tanker og ikke deltog i deres efter min Mening letfærdige Passiar.

- - -

Hos Dahls traf jeg paa et Bal første Gang sammen med den senere saa skønne og talentfulde Skuespillerinde Emma Thomsen.

Hun hed den Gang Emma Lange. Og ingen anede da, hvad hun skulde blive.

Men dejlig var hun allerede dengang at skue, saa dejlig og omsværmet, at jeg, som den generte Bondedreng, jeg inderst inde var, ikke vovede at byde hende op til Dans.

 

18. Kjøbenhavn - Dengang.

I den første Tid, jeg var i Kjøbenhavn, havde jeg, som sagt, meget vanskeligt ved at finde rundt i Byen. Naar jeg blev sendt i Ærinde fra Bogladen til længere bortliggende Kvarterer, holdt baade Wiene og Mikkelsen lange, orienterende Foredrag for mig - det gjorde mig end mere tummelumsk. Jeg kom altid for sent hjem efter en planløs Flakken rundt. Jeg havde nemlig den fikse Idé, og har den da endnu, at jeg ikke vilde spørge om Vej. Jeg vilde selv finde den!

Følgen var, at jeg ofte kom halve Timer for sent tilbage til Bogladen.

- De skulde benytte Deres Søndage til at orientere Dem i Byen, lille Wied! sagde Wiene.

Men han kunde tro Nej! Jeg havde anden Brug for mine Søndage. Og desuden var det slet ikke ubehageligt saaledes at faa forlænget Fritid.

Vejen fra Dr. Tværgade til Skindergade lærte jeg jo snart at kende, eftersom jeg maatte gaa, eller løbe, den fire Gange daglig.

Jeg gik altid igennem Klareboderne for at komme forbi Gyldendalske Boghandel, "Nordens største Forlag", hvor Ibsen, Bjørnson, Lie og Kielland, "de fire store Profeter", udkom, og hvor jeg ogsaa nærede et lille, aah, saa lille, lille et Haab om engang selv at blive taget til Naade.

- - -

Da vi flyttede ud i Nørresøgade, førte min Morgen-, Middags- og Aften-Rute mig ad Teglgaardsstræde over Teglgaardsbroen, derpaa igennem en kort Sideallé paa den anden Side af Stadsgraven ud til Farimagsgade forbi Klampenborgbanegaarden og hjem. Vi boede et Par Huse fra Irvingianerkirken. Dér holdt en gammel Kagekone, som naturligvis blev min Veninde, halvt paa Fortovet, halvt i Rendestenen holdt hun, lige under Kirkens graa Skifertag. En Vinterdag, da det havde været stærkt Snefald om Natten og nu var faldet i med Tø, rutscher al Sneen fra Taget paa en Gang ned og fylder Konens Vogn, begraver hendes Kager, Æbler og Sukkerstænger. Det var en trist Historie. Konen græd og vred sine Hænder. Og havde der ikke staaet nogle Gadedrenge og raabt Hurra ved Balladen, havde jeg sikkert grædt med. Nu skyndte jeg mig bare hurtigt forbi, at Madammen ikke skulde se mig.

Næste Dag fortalte hun mig Gaarsdagens frygtelige Hændelse. Og jeg lod skurkagtigt, men deltagende, ganske fremmed for den. Købte dog, for at berolige min Samvittighed, to Stykker af hendes snevandsbløde Wienerbrød. Og høstede mange Taksigelser.

- - -

Om Sommeraftenerne og tidlig Søndag Morgen holdt jeg af at gaa paa Volden og ad "Kirsebærgangen" langs Stadsgraven, hvor elskende Par sad paa Bænkene og sære, ældre Mænd stod med lange Medestænger og fiskede ingenting. Jeg har i det mindste aldrig set dem faa noget. Og aldrig har jeg kunnet begribe Fornøjelsen ved denne Sport. Mændene stod og gloede stift og vedholdende ud paa Floddet derude paa Vandet. De saa' ikke og hørte ikke, hvad der gik for sig rundt om dem, var som hypnotiserede - og rimeligvis dybt lykkelige. Disse samme underlige Mænd kunde man i Regnvejr se ligge i Grøften langs "Svineryggen" ind mod Baneterrænet med smaa Lerpotter, Sardindaaser og rustne Blikmælkespande og rode efter Orm. De stak de gamle, krogede Fingre dybt i Jorden og gravede og gravede og gryntede af Tilfredshed, naar de fik fat i et særligt langt og fedt Bytte.

- - -

Paa Voldene færdedes ogsaa nogle andre sælsomme Mænd og Koner. De var gerne forsynede med Ruinerne af gamle Trækvogne med en laset og forreven Sæk over. Af og til fandt de noget, som de hemmelighedsfuldt puttede ned under Laserne. Længe kunde jeg ikke begribe, hvad det var, de samlede. Indtil jeg en Dag spurgte Wiene derom. Jeg fik da Gaaden løst: Det var Hunde- og Katte-Ekskrementer, som de solgte til Handskemageren, sagde han. Men jeg troede ham ikke. Jeg kunde ikke tro, at der var Mennesker, som maatte nøjes med en saadan Levevej.

- - -

Hvad der for en Provinsboer gav den Tids Kjøbenhavn dets særlige Præg i Morgentimerne, var den Raaben og Skrigen, der var rundt selv paa Hovedgaderne af Mænd og Koner med Sand, Roskilderejer *1) "en Rigsort en Pot", Sild - Sild, Sa-and, Sa-and! og grønne Kranse. Naar Bøndervognene kom rullende og larmende, kunde disse Udraabere blive ganske blaarøde i Ansigtet for at overdøve Bulderet. De kunde true arrigt ad Bønderne, som svarede dem med et: Hold Kæft! og et bredt, hoverende Grin.

- - -

Saa var der "Lørdagsflæsketorvet" udenfor Raadhuset paa Nytorv. Hundreder af Vogne holdt der med halshuggede Svin og flaaede Kalve- og Faarekroppe.

Omkring Christian den Fjerde's Springvand paa Gammel torv sad Fuglemadammerne med Duer, Høns, Ænder og Gæs, hvoraf nogle skreg, skræppede og kaglede, andre kun lugtede.

Og paa "Halmtorvet" udenfor "Porten" for Enden af Frederiksberggade holdt Halmlæs ved Halmlæs, hvor søvndrukne Bønderkarle laa paa Ryggen og sov, trætte efter den lange Nattekørsel ad Landevejene ind fra Gaardene, ofte milevidt borte fra.

Saa tømtes de forskellige Torve og Pladser lidt efter lidt, og "Garden" rykkede frem ude fra Ladegaarden med Kostene skuldrede og Øjnene agtpaagivende spejdende rundt for at opdage bortkastede Cigarstumper, som de løb om Kap efter og med et tilfreds Grin nappede væk for Næsen af Kollegerne.

Disse "Gardister" var til Forskel fra deres militære Kolleger af alle Aldre og alle Størrelser.

Jeg saa' en Dag en af mine Legekammerater hjemme fra Holmegaard, ung, udslidt, ødelagt, rødnæset. Han nikkede deliristisk gemytlig til mig fra Kørebanen. Men jeg tog, fejg eller genert, eller hvad man nu vil kalde det, Øjnene til mig.

- - -

Om Sommeraftenerne gik Strømmen, ligesom nu, ud ad Vesterbro, ad Frederiksberg og Søndermarken til. Men de fleste standsede dog op ved Tivoli, som man ogsaa kunde nyde fra Voldskrænten langs "Philosophgangen", naar man ikke havde de nødvendige 50 Øre at give i Entré. Jeg har ofte siddet der paa Volden og set de kulørte Lamper paa Bandene og Ballonerne, hørt Musiken fra "Plænen" og Larmen fra den gamle Rutchebane, der buldrede af Sted og tordnede, som styrtede et Par Huse sammen, Skrigen, Raaben og Latter af de Lykkelige, som morede sig paa den anden Side af Kanalen.

En Aften, jeg følte en uimodstaaelig Længsel efter at være med, men ingen Penge havde, kom jeg pludselig til at huske paa de fine, broderede Konfirmationsseler, jeg havde paa. Jeg listede dem stille af mig i Halvmørket, spændte Spændetampen fastere i Bukserne, skyndte mig hen i en Marskandiserkælder i Vestervoldgade, fik to Kroner for Selerne og gik i Tivoli.

- - -

Store Bededag, naar Klokkerne begyndte at ringe, lukkede vi Forretningen. Mikkelsen og jeg styrtede op paa Volden, Wiene foretrak at skrive til sin Kæreste i Hobro. Men vi andre maatte paa Volden. Først var der Vestervold, man promenerede paa, og da den blev sløjfet, Østervold. Der kunde være saa tæt af Spadserende, at man kun rykkede frem Fod for Fod. Men jo flere, der var, desto rarere havde man det.

Man nikkede og hilste og smilte til hinanden, som var man en stor Familie. Mikkelsen traf gerne en eller anden lille Veninde, som han forsvandt med. Det gjorde intet Skaar i min Fornøjelse, thi jeg holdt mest af at være alene. Det gør jeg forresten endnu! Og helst de 23 Timer af Døgnet.

 

** Note:

*1) Senere erfarede jeg, at disse fornemmeligst fanges ved Holbæk.

 

19. Ny Torv.

Det var lidt efter lidt gaaet op for min Principal, at det ikke betalte sig at have Sortimentsboghandel. Butikken i Skindergade blev derfor opsagt, og efter nogen Søgen lykkedes det os at finde et Lokale paa en lav Mezzanin paa Ny Torv, hvor vi flyttede ind. Jeg var stolt af herefter kun at være Forlægger og ikke ogsaa "Diskespringer".

Det var meget besværligt at faa alle Bøgerne transporteret fra det ene Sted til det andet. Men Wøldike fandt paa Raad.Jeg blev sendt rundt paa Bibliotekerne for at laane deres "Bogkasser", nogle mærkelige Tingester, der mindede om Hospitalernes Sygebaarer. Og som sædvanlig viste Folk sig hjælpsomme imod ham.

Omsider kom vi da i Orden.

Men nogle Dage før Flytningen gjorde jeg mig skyldig i en "Spøg", som mærkelig nok ikke drog hverken Principalens eller Wienes Vrede, men kun en stille, venlig Formaning ned over mig.

Wøldike havde forskrevet fire vældige, levende Hummere, jeg tror fra Norge. De laa og kravlede rundt i en Kasse ude i Køkkenet. Jeg havde faaet Lov til at gaa i Teatret den Aften, og da jeg kom ud for at gøre mig i Stand, ser jeg Dyrene. Jeg tager da den største af dem alle og lader den dumpe paa Halen ned i Baglommen af Wienes langskødede Overfrakke.

Det gik som Fod i Hose, og jeg vandrede fro i Teatret. Da jeg stillede næste Morgen, staar Mikkelsen i Butiksdøren:

- Naa, Wied, der er til Dem i en god Mening! siger han.

Jeg havde ganske glemt Hummeren.

- Hvad er der? spørger jeg.

- Hummeren! svarede Mikkelsen.

- Hummeren! sagde jeg, og der ilte et koldt Gys ned gennem min Ryg. - Hvad er der med den?

- Den kunde ikke komme op ... sagde Mikkelsen. - Den sidder endnu i Wienes Lomme.

- Nej da!

Just saa galt var det nu ikke. Men da Wøldike savnede sin bedste Hummer, kom den ganske Boglade paa den anden Ende. Hele Forretningen blev gennemsøgt. Tilsidst gik Principalen selv ud i Gaarden med et tændt Stearinlys og søgte under Rendestensbrættet.

Men Dyret var væk.

Klokken blev otte, og Wiene gik ned for at tage sin Overfrakke paa.

Den var saa mærkelig tung.

Han stikker Haanden i Baglommen og udstøder et fælt Skrig: Der sad Hummeren med Kløerne opad og havde nappet ham godt i Langfingeren:

- Hvordan Fanden er den kommet derned? Og baglæns!

- Saa gik det op for ham, at det maatte være mig, der havde lavet Komedie, førend jeg gik i Teatret.

Men det værste var endnu tilbage. Hummeren vilde ikke op af sit Skjul. Den satte alle syvoghalvfemsindstyve Kløer imod. Jo kraftigere man halede, des mere strittede den for at faa Lov til at blive.

Tilsidst maatte Bunden sprættes ud af Lommen, og saa gled Dyret jo let nok.

Jeg afventede i Frygt og Bæven Wienes Ankomst.

Men han sagde ikke andet end:

- De kan bare vente Dem, lille Wied, Wøldike er rasende.

Jeg maatte altsaa vente om igen.

Og Wøldike kom:

- Naa, hvordan morede De Dem iaftes? spurgte han venligt.

- Jo ... Tak ... æ ... godt! stammede jeg

- Det gjorde vi ogsaa ... sagde han og saa' polisk paa mig over Brillerne. - Vil De saa gaa ud paa Nørrebro og hente mig et Dusin Flipper!

Det var naadigt sluppet!

Wøldikes Flipper kunde kun faas i en bestemt Butik paa Nørrebrogade lige for Fælledvejen. Det var et saa uhyre Nummer, han brugte. Han skiftede Flipper et Par Gange om Dagen. Og Strømper (graa Uldstrømper med hvide Borter) 3 - 4 Gange. Jeg véd ikke hvorfor. Véd kun, at det betød en halv Fridag for mig, naar jeg blev sendt afsted efter disse Ting. Manden kunde godt have sendt enten Karlen eller en af Bydrengene. Men jeg er vis paa, at han sendte mig, fordi han opdagede, at jeg var glad ved Turen.

Wøldike var i det hele en god Mand.

Da Mikkelsen, som ikke kunde klare sig i Fædrelandet, skulde rejse til Amerika og kom for at sige Farvel, spurgte Wøldike:

- Hvor mange Penge er der i Kassen, Wiene?

- 50 Kroner. Og vi har en Veksel paa 300, der skal betales inden 12.

- Giv Mikkelsen de 50 Kroner, nikkede Wøldike. - Faar vi skrabet de andre sammen, faar vi vel nok de 50 med.

Og Mikkelsen fik Pengene.

- - -

Paa den anden Side var det mig næsten umuligt at hale ud af Principalen de 25 Kr., som jeg skulde have i Gage om Maaneden.

I mine Optegnelser fra 3 - 5 - 1877 staar:

"Hos Wøldike vil jeg ikke blive, naar jeg har staaet min Læretid ud, thi jeg maa jo have mine Penge til bestemte Tider, og det kan man ej faa hos ham; jeg har tilgode for 2 Aar nu - var det mine egne Penge, fik det være, hvad det var, men dem skal Tante Marie have for mit Ophold hos sig i det forløbne Aar."

Jeg spurgte Wiene, hvorfor jeg ikke fik mit Tilgodehavende.

Wiene svarede:

- Wøldike siger, at Deres Tante er rig, saa det gør ikke noget, at hun maa vente.

Og da jeg endelig efter 5 Aars Læretid forlod Wøldikes Boghandel, havde jeg 900 Kroner tilgode.

Da jeg forlangte dem (og fik dem), blev han saa fornærmet, at han siden ikke vilde hilse mig, naar jeg mødte ham paa Gaden.

- - -

Fra Skindergade til Ny Torv fulgte os vor Rengøringskone.

Hun var svensk af Fødsel. Hvad hun hed, husker jeg ikke.

Vi kaldte hende altid kun "Madammen".

Hun var et ensomt Menneske, havde tidlig mistet sin, Mand og sin eneste Søn.

Hun og jeg sluttede et varmt Venskab. Jeg besøgte hende i hendes Toværelsers Lejlighed paa en 3die Bagsal i Borgergade. Hun trakterede med Kaffe, og sang for mig en lille, rørende, svensk Sang, der begyndte saaledes:

 

Tänk någon gång, när du en blomma plockar,

på den, hvars lif så föge blommor har ...

 

Men hun kunde ogsaa være munter, le og spøge.

Engang laante jeg hendes Kjole, Sjal og Hat. Tog disse Sager paa og gik tværs over Torvet for at lægge et Brev i en Brevkasse som hang paa Huset overfor.

I vore Vinduer stod Mikkelsen, "Madammen" og vor ny Fuldmægtig, Andreas Krøyer, og morede sig.

Henturen til Postkassen gik uden Uheld, skønt jeg syntes, at en Politibetjent, jeg mødte, saa' inkvisitorisk paa mig.

Men da jeg var for Hjemgaaende, begyndte en noget anløben Matros at gøre Kur til mig, han forsøgte at lægge Armen om mit Liv, jeg vilde springe til Side, men faar Madammens Skohorn, som ligger i Kjolelommen, ind mellem Benene, jeg falder, Kjolen flyver til Side og blotter mine graastribede Mandfolkebukser. Matrosen staar og gaber af Forundring, og imidlertid farer jeg op og tilbage til Forretningen, hvor jeg selvfølgelig blev modtaget med Jubelraab...

Ak, "Madammen", ja! Da jeg efter endt Læretid forlod min Plads, var hun meget bedrøvet. Jeg tilsvor hende da ikke at glemme hende, men besøge hende ret ofte i hendes Stuer i Borgergade.

Naturligvis kom jeg der aldrig - jeg Meneder!

 

20. Sorg og Drøvelse.

Den 6te Marts 1878 skrev jeg i mine Optegnelser:

"Idag er jeg tyve Aar - men det er ogsaa det eneste, jeg er."

Og resigneret tilføjes der:

"Dog maa jeg ikke være utaknemlig, men glad over, at mine Ønsker tildels er opfyldte. Og saa bør og vil jeg takke Gud for den Tid, jeg har levet, og bede ham føre mig frem paa den Bane, jeg helst vil gaa. Og vil han ikke det, saa beder jeg ham give mig Kraft til at vandre den Vej, han viser mig."

Med det, at mine ønsker tildels var opfyldte, mente jeg vel, at Skolebestyrer Sofus Bagger og Frue saa elskværdigt havde tilbudt at læse Græsk, Latin og Fransk med mig.

Men det var mig ikke nok. Jeg vilde helt bort fra Handelen og tage Studentereksamen - troede saa, at Himmeriges Porte stod mig aabne.

Flere af mine Kammerater fra Nakskov Realskole var forflyttede til Nykjøbing og gik i Latinskolen dér.

Dette var Salighed!

Hvem der kunde gøre det samme.

Og da min Principal, en Dag da jeg havde gjort en af mine sædvanlige Bommerter henne i Bogladen, siger til mig: "Wied, Wied, De bliver aldrig Forretningsmand!" tager jeg henrykt Anledning heraf til at skrive: "Gid han havde talt Sandhed uden at vide deraf, da var jeg lykkelig!"

Stadig skrev jeg Vers i min Fritid, mange og lange.

Men ejheller dette tilfredsstillede mig.

"Skulde jeg ikke have den rette Sangbund i mig?" spørger jeg mig selv forfærdet: "Thi det er mærkeligt, jeg føler aldrig, hvad jeg skriver, jeg skriver, fordi jeg vil skrive, og ikke, fordi jeg af en indre Stemme opfordres dertil."

Og drøveligt slutter jeg af:

"Naar jeg kommer paa de Tanker, at der ikke skulde kunne blive en Digter af mig, da bliver jeg meget modløs, ja næsten fortvivlet, thi hvilket Liv venter mig da!"

Dette var Graad og Tænders Gnidsel ... Her et Skrig, betitlet:

 

Sorg.

O, kunde jeg flyve som Fuglen bort
til et fremmed Land!
Men, ak, min Vinge er altfor kort,
jeg intet kan ...
nej, intet, slet intet jeg mægter!

O, kunde som Jorden jeg dække mig til
under Bladenes Gem,
og først naar Vinteren stander til
igen komme frem ...
men intet, slet intet jeg mægter!

O, kunde som Ormen i Jordens Skød
jeg bore mig ned
og finde mig der en Alkove blød
og slumre i Fred ...
men intet, slet intet jeg mægter!

 

Jeg havde for anden Gang skrevet hjem til min Fader, om det ikke var muligt, at jeg kunde faa Lov til at læse til Student.

Skolebestyrer Bagger havde sagt til mig:

"Wied, kunde De ikke have Lyst til at tage Artium?"

"Om jeg har Lyst!!!?" staar der i Optegnelserne: "Det har været min Tanke Dag og Nat i lange Tider. Nu har jeg skrevet hjem og venter Svar imorgen eller iovermorgen. Vorherre give, det maa være bejaende!"

Saa den 30te April 1878 kommer Svaret, og i Optegnelserne under samme Dato læses:

 

"Jubel, Jubel, Fryd og Glæde
i mit Hjerte tager Sæde!
Al min Kval og Nød er endt:
thi jeg blive maa - Student!"

 

Og endnu 3die Maj er jeg fornøjet:

"Inde i mig synger det," læses der: "uden om mig synger det, alt er Fryd og Glæde for mig! Hvor jeg nu skal være flittig! Jeg kan tage Artium paa 3 Aar, siger Hr. Bagger og da Vorherre har hjulpet mig saa langt, saa hjælper han mig nok videre, naar jeg selv arbejder af alle Kræfter hen mod Maalet, Stjernen, Lykken!!!"

- - -

Tante Marie var imidlertid atter flyttet. Vi boede nu i Bianco Lunos Sideallé med Adgang gennem Beværtningen "Gimle" til Landbohøjskolens hyggelige Have, hvor jeg tilbragte mangen en Søndag Formiddag med mine Bøger. Eller jeg gik ind i Frederiksberg Have eller Søndermarken og forsøgte at læse paa mine Lektier. Tante sagde, at jeg havde godt af at være saa meget som muligt i fri Luft. Det kunde være rimeligt nok, men jeg glemte at læse. Jeg drømte, saa paa de unge Piger og digtede Kærlighedsvers.

 

- - -

Det var vist paa den Tid, at jeg i det kgl. Teater overværede Opførelsen af Henrik Ibsens "Hærmændene paa Helgeland" med Fru Agnes Nyrop som "Hjørdis". Jeg blev i den Grad grebet baade af Komedien og Fru Nyrops pragtfulde Spil, at jeg gav mig til at læse N. M. Petersens "Islandske Sagaer" og der ud af sammenskrev jeg paa femfodede Jamber mit første større Arbejde: "Gunlaug og Geiride", Tragedie, jeg husker for Tiden ikke i hvor mange Akter.

Da Dramaet var færdigt, læste jeg det for Tante Marie.

Hun sagde, at det var storartet og at jeg burde indlevere det til det kgl. Teater. Det vovede jeg imidlertid ikke. Saa raadede hun mig til at gaa til den norskfødte Digter Andreas Munch, og bede ham sige mig sin Mening om det.

Munch var gift med en Kusine af Tante, en Frøken Norberg fra Nysted, adopteret af Grev Raben, Aalholm.

Det var et ejendommeligt Ægtepar at se sammen, Munchs.

Han: høj, bredskuldret, smuk, et rigtigt Mandfolk; hun: lille, med et ret karakteristisk, klogt Ansigt.

Jeg skrev til Digteren, at jeg herved tillod mig at sende ham min Komedie til Gennemlæsning, og om han vilde være saa god at sige sin Mening om den. Desuden undlod jeg ikke at meddele ham, at jeg var en Søn af hans Kones Fætter.

Jeg fik et yderst elskværdigt Svar.

Og paa den af ham i Svaret fastsatte Dag og Tid begav jeg mig hen i Kronprinsessegade, hvor han boede.

Jeg tror, at jeg gik fem Gange op og ned ad Trappen til hans Lejlighed paa 2. Sal, uden at have Mod til at ringe paa.

Endelig tog jeg mig selv med Vold og halede i Klokkestrengen.

En blondekappet Stuepige lukkede op:

- Om Professoren var hjemme?

- Hvem jeg var?

Jeg sagde mit Navn og blev ført ind i Dagligstuen til Digteren og Fruen.

Han smilede venligt og rakte mig sin store, bløde Haand.

Hun saa' skarpt paa mig:

- Saa De er en Søn af August Wied?

- Ja ... Jeg skal hilse Dem mange Gange fra Tante.

- Tak ... Vil De hilse igen.

Og saa gik hun.

Hvad Munch egentlig mente om mit Digterværk, husker jeg ikke mere, kun det ene staar endnu klart for mig, at han efter min Mening unødigt længe opholdt sig over, at jeg havde stavet Ordet "Sanser" med d.

- Det bruger vi ikke i Norge, sagde han - men kanske det er specielt Dansk.

- Ja, sagde jeg - det er ... det er Dansk; men der er ogsaa dem, der stryger d'et.

- Saa skulde De gøre det! mente han.

- Syntes han, at jeg skulde levere Stykket ind til Det kongelige Teater?

- Tja-e ... men nu har de jo lige spillet "Hærmændene".

Jeg er vis paa, at mine Øjne straalede, da jeg svarede:

- ja, jeg har været henne at se det!

Han smilede:

- Har mærket det ...

Fru Munch stak Hovedet ind fra Naboværelset og sagde:

- Andreas, har du Tid?

Jeg var dybt skuffet over Resultatet af mit Besøg.

Men det lærte jeg altsaa, ikke for Fremtiden at stave "Sanser" med d.

- - -

Da jeg kom hjem, skrev jeg denne dybe og bitre Aandrighed i min "Muæmaj", som der staar udenpaa Kvartbindet af mine Optegnelser (man var jo Græker):

"Hvad er Fred? - Et Substantiv?"

 

21. Ferie.

Jeg tog altid mine Ferier helst om Sommeren.

Lollandsbanen maa være bleven færdig, det Aar jeg fik Plads i Kjøbenhavn, thi allerede i den første Ferie kunde jeg køre med Toget lige til Nakskov.

Jeg var henrykt derover. Det gik jo hurtigere!

Som i en Rus af Længsel efter Holmegaard og dens Beboere, var de sidste Dage før Ferien gledne hen.

Jeg glemte alt andet. Hørte ikke, naar der blev kaldt. Stod som hypnotiseret og stirrede hen for mig. Sagde Ja, naar jeg skulde sige Nej, og rødt, naar der skulde svares blaat.

- Sover De, lille Wied? spurgte Wiene og smilede med sit gode Smil.

Han vidste vel, hvad Længsel og Forventning var, han, som havde sin søde, lille Kæreste siddende i Hobro!

- - -

Strækningen Kjøbenhavn - Nykjøbing syntes aldrig at skulle faa Ende. Denne gentagne Skiften fra Tog til Dampskib og om igen til Jernbane, tog alt for lang Tid.

Paa Nykjøbing Station stod "Latinerne" frø Nakskov og Omegn opstillede for at byde Goddag.

Det var den første Hilsen fra de hjemlige Steder.

Og endnu festligere var det, hvis Dagen passede saaledes at Kammeraternes Ferie ogsaa var inde.

Saa gik det med Sang og Klang og Snakken hele Lolland igennem.

Vi glemte Byer og Stationer.

Kun én Station huskede vi: Søllested. Der var nemlig en Dame-Stationsforstander. Det interesserede os uhyre at se hende komme ud paa Perronen med Uniformshue paa.

Hele Kupeen talte om dette Fænomen.

Saa naaede vi Aunede. Og endelig saa' vi Nakskovs korthalsede Kirkespir.

Hvem mon var paa Stationen!

- Ikke stikke Hovedet ud! Ikke stikke Hovedet ud! varskoede de Besindigere.

Men vi sloges alligevel om Vinduespladserne. Det kom an paa at være den første, der kunde raabe:

- Der er Fa'r! Eller: Der er Mo'r! Eller: Der er Provst Petersen! Eller: Der er "Nas", "Jyden", "Langhalm" eller "Tesse"!

Lutter Navne paa elskede forhenværende Lærere.

- - -

I samme Nu, Toget holdt, var vi nede paa Perronen, glemte ofte Vadsæk, Kuffert, Overfrakke, Hat, bare for hurtigst muligt at styrte os i Favnen paa den første den bedste "hjemmefra".

- Goddag, Jens! Hvordan har du det?

Kusken hilste ærbødigt med Pisken:

- Tak godt, unge Herre! Og De?

Han sagde "De'" og "unge Herre"! Man voksede!

Saa rullede man ad de kendte Gader, ud igennem "Nakskov Madeskov" og videre ad Taars Landevej. Hvert et Ansigt, man drog Kendsel paa, nikkede man til og fik et Gen-Nik tilbage.

Nu naaede man Holmegaardsbroen og rullede op gennem Alleen. Hjertet svulmede af Fryd. Man trak Vejret saa mærkeligt dybt.

De hjemmevante smaa Søskende, der var med i Vognen, lo En ud:

- Det var da ikke noget at skabe sig saadan for ...!

Man svingede forbi Laden ind i Gaarden: Der stod Hyldebusken. Der Brændestablerne.

Med et flot Knald af Pisken rullede Jens op foran Hovedtrappen.

Og der stod Moderen!

- Velkommen, min Dreng! sagde hun. - Næ-e, hvor du er vokset! Er du sulten?

- Tror jeg ikke Knægten har faaet Skæg! sagde Faderen, som "tilfældigvis" kom ud fra Dagligstuen ...

I Spisestuen var Aftensbordet allerede dækket. Men først maatte man engang rundt i Haven for at hilse paa de gamle "Steder", se, om der var Pærer paa Kejserindetræet og "Krejer" (en Art smaa, røde Blommer) paa "Børnenes Træ" henne ved det store Lysthus - og om "David"s Grav var vel holdt. Og Hundene maatte man ha' fat i og klappe ...

- - -

- Hvor skal jeg ligge?

- Ja, nu skal du bare se. Fa'r har ladet lave et Gæste værelse til dig alene!

Op gik det ad Loftstrappen.

Med Brædder var der skildret et lille Tagkammer af, fire Alen langt og to Alen bredt.

Det var storartet! Og der var trukket et Muselins Gardin for det skraa Tagvindue. Vidunderligt! Og Servante var der og Seng og Bord og Stole.

Man fór om Halsen paa Faderen.

- Ja, det skal du ha' til at sidde og digte i, sagde han.

Og deroppe digtede man disse Vers: "Til Dorothea S.", saaledes hed "Hun" den Gang.

 

Hvorfor bier du saa længe,
lille søde Lærkefugl?
Tror du ej, jeg kunde trænge
til lidt Solskin i mit Skjul?
Mismod viger ved din Latter,
Glæden fødes ved din Sang -
hvi gør du mig Tiden lang,
Ungdoms, Skønheds favre Datter!

Kom herhid! Slyng dine Arme
om min Hals, lul mig i Ro;
lad mig ved dit Hjertes Varme
drømme, vi er et, vi to!
Tryk din Purpurlæbes Bue
mod min Pande, mod min Mund;
lad kun lyse for en Stund
Erosfaklens søde Lue!

 

(Der stod først: "Elskovsfaklens", men det har jeg vel fundet for kraftigt. Imidlertid digtede jeg videre:)

 

Tænk, hvor snart vor Vaar er endt!
Tænk, hvor snart vor Ungdom rinder!
Tænk, om ej vi havde kendt
Amor, før vort Liv forsvinder!
Derfor kom, læg dine Arme om min Hals!
Lul mig i Ro!
Lad mig ved dit Hjertes Varme
drømme, vi er et, vi to!

 

Samme "Dorothea S." havde i flere Aar en fast Parketplads i mit Hjertes Teater. At sige, naar jeg var hjemme. Var jeg i Kjøbenhavn, satte jeg hende op i anden Etage.

Aa, men hvor hun var dejlig i Ferien! Brun og rød og rund! Nu begyndte jeg nemlig at forsone mig med, at Kvinderne ogsaa havde Legeme.

Dagen efter Ankomsten listede jeg mig over i Nærheden af Dorotheas Forældres Gaard.

Hendes Moder var den tidligere omtalte muntre Frue, der købte ind med Portemonnæen stoppet trind af Avispapir.

Hun favoriserede vor Kærlighed.

Kaldte mig simpelthen: Svigersøn! Hvad der bragte Rødmen op baade i mine og "Genstandens" Kinder ...

Men altsaa, tre Dage efter at jeg var returneret til Kjøbenhavn, var Dorothea, om end ikke glemt, saa dog gemt hen - og jeg besang i en smeltende Sonet Elise, der boede paa Strandvejen:

 

Vi vandred rundt i Havens dunkle Gange,

jeg havde mod mit Hjerte trykt din Arm,

en dejlig Stemning vaagned i min Barm;

thi højt i Træ lød Nattergalens Sange,

 

mens Maanen smiled' mildt paa Himlens Bue,

og Sundets Bølger gik foruden Larm,

og Aftenluften bæved sødlig varm -

alt nærede mit Hjertes stille Lue.

 

Da siger du: "Nu hjemad jeg maa drage" -

Det var, som fo'r et Sværd mig i mit Bryst;

men jeg maa tie, smile og forsage.

 

Oh! Bort med dig drog alt, som var min Lyst!

Da jeg stod ene, uden dig tilbage;

da stod jeg ene, ene uden Trøst!

 

Hvilket altsaa imidlertid var Løgn. Thi dels havde jeg jo Dorothea paa Lolland, og dels var jeg samtidig stærkt betaget af Julie, der boede i Frederiksberg Allé.

 

22. Skovturene!

En tre-fire Vogne i Række ud af de flade, lollandske Veje med de lunende og skyggende Popler langs Diger og Marker ... Støv,

Lærkesang, Duft af Hø og Kløver ...

Initiativet til disse Ture udgik som Regel fra Helgenæs, hvor der særlig i Sommerferien var samlet en Hoben Ungdom, der fyldte Hus og Have, Mark og Skov med Latter, Sang og ivrige Diskussioner.

Muntrest af alle var Gaardens Ejer, "gamle" Reinhold Svendsen. Vi kaldte ham "gamle", fordi den ene af Sønnerne ogsaa hed Reinhold. Men ingen af os var yngre end "gamle" Svendsen!

Og hvor vi elskede ham! Han stod for os som Ideal-Faderen. Vi længtes efter ham, bare han havde været borte fra os en Time. Naar han fik sin Middagssøvn, sad og stod vi Vagt udenfor hans Dør, for at han ikke skulde slippe fra os.

Og som Faderen var ogsaa Børnene. Der udgik Glæde fra dem, Munterhed og Friskhed. De var som skabte af et andet Ler end vi andre. Der var "Race" i dem.

- - -

Kære Fru Wied!

Har Deres Børn og Gæster Lyst til at deltage med vore ditto i en Pederstrup-Skovtur imorgen. Mødested Helgenæs Gaardsplads Kl. 1.

Hjertelig Hilsen fra min Kone og

Deres hengivne

Reinhold Svendsen.

S. u.

 

Saadan en Skrivelse kom altid pr. ridende Stafet.

Undertiden mødte ogsaa en hel Kavalkade bestaaende af 6 - 8 unge Damer og Herrer med den ældste Søn, min Ven og Skolekammerat Jens Peter, i Spidsen.

Denne Flothed var til temmelig Forargelse for min Fader, som til vor store Sorg altid var meget kneben med Udlaan af sine Heste "til Unytte".

Det var undertiden endogsaa kun med særdeles Besvær, at vi fik to "Kameler" til at køre os tilskovs. Fader sagde altid først rent og purt Nej, naar vi bad ham om noget. Saa blev jeg puffet frem:

- Bed du, saa siger han straks ja.

"Han" var i daglig Tale Fa'r.

Han forkælede mig nemlig dengang. Kaldte mig "Professoren" og ventede, at jeg skulde blive "noget stort"; for Eksempel Præst. Blev i alle Maader skuffet ...

- - -

Naa, men jeg fik altsaa Tilladelse til at laane "Jyderne". Moder gav sig til at pakke Madkurve, og paa det berammede Klokkeslet holdt vi for Herskabsdøren paa Helgenæs.

Vi mødte med een Vogn, Helgenæsserne med tre!

Saa blev vi "pakket om", hvilket bestod i, at nogle af os fra Holmegaard blev puttede ind imellem dem fra Helgenæs, og omvendt.

- Man skal ikke sidde saadan og lumre sammen sagde "gamle Svendsen" der ikke var bange for et kraftigt Ord.

- Værs'god og miks Jer!

Vi "miksede os" og rullede afsted ...

Alle vi kendte fik et Hurra. Ogsaa de, vi ikke kendte, naar de bare saa' lidt glade ud - eller ogsaa hvis de var særlig sure at skue.

Ud gennem Nakskov kørte vi - ind ved Møller Bays og ud ved Møller Soves.

Kors, hvor vi lo og snakkede.

Det vil sige, ikke jeg saa meget. Jeg har altid haft det med at slaa over i mine Omgivelsers Modsætning. Taler jeg med en Højremand, bliver jeg ubetinget Venstre. Taler jeg med Jøder, bliver jeg Muhammedaner.

Jeg er forfærdelig ked af det, for det er langt bekvemmere at være enig med sine Medmennesker. Men jeg kan simpelthen ikke lade være at sige imod!

- - -

Den Dag, vi gjorde Skovturen til Pederstrup, var det nu rent galt. Jo mere de andre pludrede og lo, des tavsere og utilgængeligere blev jeg.

Jeg syntes, det hele var saa "fjollet".

Og da vi omsider naaede Skoven, løb jeg min Vej fra Selskabet og skjulte mig i et Bregnekrat tæt ud til Vejen ved Skovløberhuset. Der laa jeg.

Da der skulde spises, blev der kaldt, raabt og skreget paa mig.

Jeg sagde ikke et Ord. Og man gav sig til at søge.

Pludselig fandt jeg paa at lade som om jeg var besvimet, da jeg hørte de Søgende komme nærmere og nærmere. Jeg strakte mig atsaa stift ud og lukkede øjnene.

- Her ligger han! raabte saa Jens Peter Svendsen, som var vadet ind mellem Bregnerne. - Halløj, Gustav, er du syg?

Jeg sagde fremdeles ikke et Muk.

Man stimlede sammen om mig og diskuterede Sagen:

- Ja, her kan han jo da ikke blive liggende, mente En fornuftigvis. Lad os bære ham til Skovløberen.

To af de stærkeste bøjede sig ned for at bære mig. Jeg holdt mig stiv som den standhaftige Tindsoldat. Men det var paa Nippet, at jeg var falden ud af Rollen, da Jens Peter pietetsløst gav sig til at kilde mig paa Maven.

Latteren sad mig lige bag Tænderne. Men med en Kraftanstrengelse bevarede jeg Alvoren.

Jens Peter blev skældt ud af en medlidende ung Dame, Saaledes behandler man ikke dødssyge Personer, sagde hun.

Du er altsaa dødssyg nu, tænkte jeg - og blev det. Ikke desto mindre besluttede jeg, for at faa Handling i Dramaet, at leve lidt op, baskede med Armene og klippede med øjnene.

Nu vaagner han sagde de. Men jeg sank atter hen.

- Vil du ikke ha' Mad?

Jeg vil hjem ... aandede jeg.

- Hvad siger du?

- Jeg vil hjem ...

Det blev nu sat under Debat, hvem der skulde følge mig.

- Jeg kan godt køre alene, sagde jeg - hvis jeg maa køre i Svendsens lukkede Vogn.

Der slap den ud! Vi paa Holmegaard havde aldrig ejet nogen lukket Vogn; og jeg ansaa det for noget af det fornemste at køre i en saadan.

At jeg havde sat hele Komedien i Scene for Vognens skyld, betvivler jeg dog; men Udsigten til Køreturen bragte mit dødssyge Hjerte til at hoppe af Glæde.

Endnu engang tilbød man mig en Ledsager, som jeg atter afslog. Men Vognen forlangte jeg "slaaet op".

Dette blev gjort, og hyllet i Tæpper og Plæder rullede jeg tilbage til Holmegaard. En Kørsel paa 2 - 3 Timer ...

Paa Vejen var jeg Konge, Kejser, Pave! Jeg sad bag Glasruden og slog naadigt ud med Haanden til dem, jeg mødte. Og varede det for længe, inden der kom Mennesker forbi, hilste jeg med samme konge-kejser-pavelige Haandbevægelse paa Markens Køer og Faar eller paa Poplerne langs Vejene eller Hønsene og Hanerne paa Bøndernes Møddinger.

Dette holdt jeg paa med længe. Saa blev jeg træt og søvnig af Sult, Varme og Rystelse. Jeg faldt i Blund.

Men i Drømme saa og hørte jeg Kammeraterne derude i Skoven larme og le. Jeg saa' dem spise og vilde være med.

Jeg strakte Armene frem for at styrte mig hen til dem.

Men nogen holdt paa mig. Jeg kunde ikke komme løs. Jeg skreg og græd.

Saa vaagnede jeg. Taarerne løb ned ad mine Kinder. Ak, hvor jeg fortrød, hvad jeg havde gjort! Bare jeg dog turde bede Kusken om at vende og køre mig tilbage; men det turde jeg ikke. Jeg græd videre, faldt atter i Søvn og vaagnede først, da Vognen holdt foran Hoveddøren paa Holmegaard.

- Jeres unge Herre er syg, sagde Kusken - vores Jens Peter sa', at jeg skulde køre ham hjem.

Saa lod jeg Moder og Stuepigen lede mig ind. Besluttede paany at være "Konge" og lod "Enkedronningen" og hendes "Hofdame" klæde mig af og putte mig i Seng.

- I maa være stille, sagde jeg - Kongen har Hovedværk. Og saa er han saa sulten.

Moder og Stuepigen bragte mig Mad, listede forsigtigt omkring, lagde kolde Omslag paa min febersyge Pande, rullede Gardinet ned for Dagslyset og var i det hele saa elskelige og omhyggelige, at jeg var lige ved at betro dem Sagens sande sammenhæng ...

Men det skal man ikke gøre. Det demoraliserer Publikum.

 

23. Studiestræde.

Det Tidspunkt kom, da Tante Maries Pengemidler ikke længere tillod hende at føre eget Hus. Vi maatte skilles. Hun flyttede i Pensionat, og John og jeg lejede to Værelser i det historiske Nr. 4 i Studiestræde.

Vor Lejlighed havde tidligere været beboet af Herman Bang, Gustav Esmann, Peter Nansen.

Værtsfolkene hed Ottesen: En høj, slank, forhenværen smuk o. s v. Kone, energisk, dygtig, slagfærdig, - hendes fede, noget apatiske Mand, som nærmest anvendtes til at gaa Byærinder.

Da min Broder og jeg flyttede ind, boede der en Del Folketingsmænd i Huset. Og i Køkkenet bag vore Stuer logerede den senere saa bekendte Politiker og Folketingsmand J. K. Lauritzen. Han læste til juridisk Embedseksamen, hjulpen frem af nogle Velyndere, der tidligt havde lagt Mærke til hans eminente Begavelse.

Hos Ottesens boede han gratis i Krkkenet mod at børste de Logerendes Tøj og Støvler. Desuden gav han Undervisning i Matematik.

- Har-r-r De det? Hører jeg ham r're løs paa sit Jydsk, idet han demonstrativt slog Kridtet mod den sorte Tavle saa at Stumperne raslede rundt i Rummet.

- - -

Paa den anden Side af Væggen sad samtidig John og søgte i sit Ansigts Sved at forklare mig Begyndelsesgrundene af samme forfærdelige Videnskab.

Jeg begreb nemlig ikke et Muk.

Og har til Dato aldrig begrebet det!

John var færdig med at "staa" i Fonnesbechs Herreekviperingshandel paa Østergade og læste nu flittigt til polyteknisk Eksamen.

Han underviste mig ogsaa i Astronomi.

Der er i dette Fag noget mystisk noget, der hedder "Paralaxen". Den har voldt mig megen Kummer.

- Kan du ikke faa ind i din tykke Hjerne, at -

- Nej, sagde jeg. - Nej!

Og i Køkkenet ved Siden af skreg "vores Sokrates", Je Kaa, som Gadedrengene kaldte ham:

- Har-r-r De det? Har-r-r De det! - Det var rædsomme Tider.

Tilmed var min Broder meget utaalmodig. I ham selv gled "Paralaxen" og alt det andet matematiske Hokuspokus som Sødmælk i et Spædbarn, saa han begreb ikke, at ikke ogsaa jeg kunde sluge denne Lærdom; sagde, at jeg vilde ikke. Medens jeg forklarede, at jeg kunde ikke.

- Er du da Idiot? spurgte han.

- Ja! svarede jeg med Overbevisning.

- - -

Den 1ste Septbr. 1878 flyttede vi fra Tante Marie. Jeg havde i den Anledning skrevet en Kantate, der begyndte med Recitativ af "en afdød over Skyerne svævende Familieaand af den Wiedske Slægt".

I Kantaten optraadte desuden: Odin, Thor, Vejviserens Skytsaand, to Bybude, Tanten, to bortdragende Nevøer samt Vognmandskusken og Flyttefolkene.

Et pompøst Værk!

Familieaandens Recitativ lyder f. Eks. saaledes:

 

Rul dig, o Torden, med Gny og med rædsomme Drøn over Jorden! Sving dig, O flammende Lyn ned gennem Skybjergets Kløft!

Styrt dig, O blødende Regn, fra Himlens vældige Sluser, stands vore Børnebørnsbørn, som flygter fra Gimle *2) i Dag.

 

Hvorpaa en Duet:

 

Odin:

Gimle er kun

for Guders Færden.

Mennesket mægter

ej der at leve.

Thor:

Vover Krybet

Plads at vælge

i Guders Bolig,

da brat det dør.

 

Odin og Thor:

Derfor rende

fra Guders Sæde

disse Tvende

til Studiestræde!

 

Recitation af Vejviserenes Skytsaand.

Nr. 4, 2den sal, København K.

- - -

Samtidig med at vi flyttede fra "Gimle", havde jeg staaet mine fem Læreaar ude hos Wøldike.

Moder var netop i Kjøbenhavn den Gang, og vi skulde fejre "Slaveriets Ophævelse" ved et Besøg i det kongelige Teater.

Men det blev intet til for mit Vedkommende.

Man havde nemlig drukket saa tætte Afskedsbægre med mig oppe paa Forlaget paa Nytorv, at jeg kom i den syvende Himmel.

Nu havde Spiritus dengang den Indflydelse paa mig (og har til Dato), at jeg kom til at le utøjlet, naar jeg havde faaet rigeligt af den. Intet kunde standse denne Latter. Og jeg lo ikke af noget bestemt. Latteren vældede ud af en rig, indre Kilde, som fik mig til at vride mig i ormeagtige Slyngninger. Jeg lo ikke højt, fniste snarere og paa en saa uhyggelig, underfundig Maade, at den stundom fik de Tilstedeværende til at kigge rundt paa hinanden for at opdage, hvem af dem det var, jeg lo af. Ja, det kunde hænde, at man blev vred paa mig, skønt jeg ikke sagde eet fornærmeligt Ord, bare lo.

Jeg husker 3 saadanne Generalruse. Den første var engang, medens jeg var paa Besøg hos min Tante og Onkel Boesen i Nykøbing paa Falster. Jeg var paa en Skovtur, hvor jeg var kommen for sent til Spisningen og kun havde nydt af Punschen.

Jeg lo som en Besat hele Vejen, medens vi kørte hjem.

Og da jeg kommer ind i min Onkels Butik, kaster jeg mig hen over Disken og ler, ler, ler i den Grad, at Tante giver sig til at græde.

Anden Gang var altsaa nu, da jeg forlod Boghandelen.

Og tredie Gang var i Begyndelsen af dette Aarhundrede ved et Folketingsvalg i Roskilde.

Jeg taber aldrig Besindelsen ved saadanne Lejligheder. Ved godt, at jeg ler; vil gerne lade være, men kan altsaa ikke. Tværtimod, jo mere jeg kæmper for at genvinde Alvoren, des overdaadigere bliver Latteren.

Saaledes ogsaa den Gang, jeg for sidste Gang gik fra Nytorv til Studiestræde.

Folk vendte sig om efter mig paa Gaden. jeg lo mig vaklende frem fra Lygtepæl til Lygtepæl. Fik ved hver Pæl et nyt, forstærket Anfald.

- Er De syg? spurgte en medlidende Mand mig.

- Pas Dem selv! svarede jeg og tog Sigte paa den næste Pæl.

- Sikken Ungdom! sagde Manden ...

Endelig naaede jeg hjem, hvor Moder og min Broder sad og ventede mig - med en halv Flaske Portvin for at fejre Dagen.

- Men Gud, min Dreng - -! sagde Mor og slog Hænderne sammen, da jeg fniste ind.

- Aa, jeg er saa fuld, saa fuld! sagde jeg og segnede sammenskrumpen af Latter ned paa en Stol og saa glad, saa glad over, at jeg nu er færdig med Boghandelen - Lad mig komme i Seng!

- Jamen vi skal jo i Teatret.

- Jeg vil blæse Teatret et Stykke!

- Det er uforsvarligt at give Drengen saa meget at drikke, mente Mor.

- Jeg er ikke Dreng, sagde jeg - jeg er Svend!

Og saa puttede man Svenden i Seng.

Moder vilde "vaage", som Mødre har for Skik. Men min fornuftige Broder fik hende dog overtalt til at gaa med sig i Teatret, som Aftalen var.

Jeg laa og smaagrinede endnu en halv Timestid, efter at de var gaaede. Saa faldt jeg i Søvn ...

Dette var Begyndelsen paa det nye Afsnit i mit Liv.

 

** Note:

*2) Husets Navn.

 

24. Studiestræde 2.

Straks slap Boghandelen mig imidlertid ikke helt.

Fader havde indvilliget i at give mig 50 Kr. om Maaneden til Føde og Ophold. Klæder og Skotøj kunde jeg faa, naar jeg var hjemme i Ferierne. Men Undervisningen til den saa attraaede Studentereksamen, og Bøgerne, jeg skulde bruge, maatte jeg selv skaffe Penge til.

Jeg klagede min Nød for min Ven Wiene, som imidlertid havde giftet sig og etableret en Bog- og Papirhandel paa Østerbrogade.

Og han hjalp mig, som det elskelige Menneske han var.

- De kan komme ud til mig et Par Timer tre Dage om Ugen, sagde han - og hjælpe mig at føre Bøgerne.

Saaledes talte han i sit Hjertes Godhed, skønt han bedre end nogen anden vidste, hvor - for at bruge et mildt Udtryk - lidet anvendelig jeg var til Bogføring og Regnskabsvæsen.

Men jeg modtog med Glæde Tilbudet, og Studenterlæsningen begyndte under megen Jubel.

I Optegnelserne for 3die Maj 1878 læses:

Inde i mig synger det, uden om mig synger det, alt er Fryd og Glæde for mig! Hvor jeg nu skal være flittig! Jeg kan tage Artium paa tre Aar, siger min kære Lærer, Hr. Bagger."

Jeg anede ikke, at disse projekterede tre Aar skulde blive til - otte, men tog altsaa trøstig fat paa Læsningen hos Skolebestyrer Bagger og Bogføringen hos Emil Wiene.

Dog, det gik ikke godt, gjorde det ikke.

"Menneskene er dog nogle underlige Dyr," læses det kort efter i Optegnelserne. "Nu, da mit højeste ønske er opfyldt, burde jeg saa ikke være glad? Men tværtimod, jeg har ikke en glad Time, ja, jeg kan godt sige: ikke et glad Minut."

Det er Mangel paa Selvtillid, som volder mig al den Ve.

"Gaar jeg ud til Wiene, da siger "det" i mig: Du er ikke din Plads voksen! Gaar jeg til Bagger for at høres i mine Lektier, da hvisker "det": Du kan dem ikke! Og saaledes gaar det med enhver Ting, som jeg foretager mig; altid deri samme Utilfredshed, altid den samme Stemme: Det gaar ikke! Det kan du ikke!"

Jeg saa' med en Følelse af Beundring blandet med Misundelse op til min Broder John, der jo var i samme Kasus som jeg, havde forladt Handelen og var begyndt at læse til Polyteknikum. Knejsende, med rank Ryg, gik han frem ad den Vej, han nu havde valgt, glad og frejdig og sikker paa at naa sit Maal.

Jeg forstod ikke, at han "turde", forstod ikke, hvor han hentede det store Mod og den trygge Selvtillid fra.

En Tid haabede jeg, at jeg maaske gik og bar paa en Sygdom, og at det var Grunden til al min Sorg og Kvide.

Jeg bad Gud om at skynde sig lidt med at lade denne Sygdom bryde ud: "Lad den komme jo før jo hellere, thi denne Tilstand er næsten uudholdelig!"

Samtidig med denne "Humørsyge" kommer noget andet til, noget, der syntes at være min Mangel paa Selvtillid ganske modsat:

"Det er betænkeligt," staar der i Optegnelserne, "saa jeg i den senere Tid har lagt mig efter Kritik og Ironi. Jeg tror ikke, Hjertet bliver blødt af den Slags Arbejde, (?); men Verden er dog saa grin- og naragtig, saa det er umuligt at lade være at kritisere. Jeg er naturligvis lige saa grinagtig selv; f. Eks. naar jeg i mit onde og triste Lune vandrer lig en Statue omkring med himmelvendte

Øjne og foldede Hænder. Jeg tror, at jeg næste Gang, det sker, skal gaa hen foran et Spejl for at le mig i godt Humør igen. Men det er sandt, Kragen, han mener jo selv, at han er et kønt Dyr; saa den Kur nytter nok ikke."

- - -

Saa skifter Sindet, og Humøret bliver atter lyst.

"O menneskelige Natur, hvor er du forunderlig, uudgrundelig," skriver jeg. "Er jeg den samme, som jeg var for nogle Maaneder siden? Nej! Hvad er jeg da? Mig selv! - I Vinter var jeg nemlig en gal Mand, plaget af Tusinde Sorger og Bekymringer, som, i Parentes, ingen Steder har hjemme. Nu derimod er jeg glad og tilfreds, som et ungt Menneske bør være. Hvad er Skyld i Forandringen? Jeg véd det ikke. Jo, jeg véd! Det er Vorherre, som har hjulpet!"

"For at leve godt i Verden behøver man kun at være god!" skriver jeg paa min 21-aarige Fødselsdag, 6te Marts 1879. "Det vil sige," fortsætter jeg noget dunkelt, "altid at være tilfreds med sig selv. Derpaa skal nu min Stræben gaa ud; thi kun ved at være tilfreds med sig selv, det vil sige: ikke ønske sig anderledes, end man er, men arbejde paa at blive anderledes, paa at blive bedre og bedre, ædlere og ædlere, føler man først den sande Livsglæde."

Jeg havde altsaa tre Ting at "arbejde'" hen imod: at faa Studentereksamen, at føre min Ven Wienes Bøger og at blive "ædlere og ædlere."

Desuden skulde jo ogsaa Digtningen passes.

Jeg fik endogsaa Tid til at deltage i den literære Strid i Slutningen af Halvfjerdserne og Begyndelsen af Firserne.

Og jeg stod paa "De Gamle"s Side. Til Professor Andreas Munch skrev jeg et Poem paa otte Vers i Anledning af hans "Fra en gammel Digter" i Ill. Tid. 25de Februar 1877.

 

De to første Vers lyder saaledes:

 

"Det er dog kedeligt med disse Gamle" -

En Taabe, som har kunnet sige sligt.

Jeg mener tværtimod det Land er rigt,

i hvilket Olding-Skjaldene sig samle.

 

En Vredes-Straale i mit Øje luer

ved at se dig forhaanet uden Grund,

thi end din Harpe har en klangfuld Bund,

at en af Døgnets usle, sløve Fluer!

 

Hvem denne nedrige "Flue" var, husker jeg ikke mere. Men Slaget traf ham ikke, thi Ill. Tid. nægtede til min store Forundring at optage mine Vers.

Ligesaadan gik det mig med et Digt paa 16 dejlige Strofer, som jeg et Aar senere indsendte til det af Peter Hansen redigerede "Nær og Fjærn".

Digtet hed: "Et Spørgsmaal", og et Par af Versene lød:

 

Man taler, man skriver, man trykker, man læser

i Bladene hist og i Bladene her

om "Tankefrihedens" herlige Færd

for en og for hver -

lig arrige Gæs ad hinanden man hvæser.

- - -

Jeg beder Jer kun om taalmodig at høre

et eneste Spørgsmaal og svare derpaa:

Jeg kan ej forstaa,

hvorfor I "det gamle" aldeles forsmaa ...

er det bedre, det, I vil fremføre?

 

Hvad er det, I vil? Skal bort Rel'gionen?

Nuvel, men hvad giver I os saa igen?

Hvad stiller I hen

som Gengæld, fordi I røved' os den,

der har siddet saa længe paa Tronen?

- - -

Nej, giv noget positivt os i Eje,

en fast, en ledende Snor for vort Liv!

Lad nu Jer Kiv

være andet end opstyltet Tidsfordriv -

Vis Tvivleren Sandhedens Veje!

- - -

Osv. osv. osv. ...

 

I Juli 1879 fik jeg første Del af Artium, og den 4de September s. Aa., da jeg vender tilbage fra Sommerferien, skriver jeg i Optegnelserne:

"Ja, nu er jeg her i Kjøbenhavn igen og skal til at læse til anden Del af Artium - 2 Aar fordres der til denne Eksamen! Saa jeg bliver en gammel Fyr."

- - -

Ja, det blev jeg, særdeles gammel! Thi først den 10de Juli 1886 læses i mine Optegnelser:

"Idag Kl. 10« blev jeg Student (2den Karakter)."